Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Australien

Australien

Australien

Syd for ækvator, mellem den 9. og den 42. breddegrad, ligger det vidtstrakte økontinent Australien. Og vidtstrakt er det i sandhed, for det strækker sig cirka 4000 kilometer fra øst til vest og 3200 kilometer fra nord til syd! Dets landareal er større end det europæiske kontinent, dog undtagen den sovjetiske del.

I dette udstrakte land findes alle slags klimaer — fra det frodige tropiske klima højt mod nord, med en årlig regnmængde på op til 1000 millimeter, til det ufrugtbare klima i ørkenerne inde i landet, hvor der somme tider ikke falder regn i ti år. I det sydlige højland findes snedækkede områder som er større end dem i Schweiz.

Selv om England gjorde krav på landet i det 18. århundrede, var Australien i de følgende 150 år så godt som ukendt for omverdenen på grund af vanskelig kommunikation og langsomme samfærdselsmidler. I de senere årtier har den pengestærke turistindustri imidlertid gjort det muligt for flere og flere fra andre lande at komme hertil og opdage at det enestående pungdyr, kænguruen, faktisk ikke hopper hen ad hovedgaderne i Sydney og Melbourne, og at den nuttede koalabjørn heller ikke sidder i gummitræerne (eucalyptustræerne) langs gaderne, sådan som rejsebrochurerne kunne forlede turisterne til at tro.

Det sprog der tales i dette land med femten millioner indbyggere er engelsk, men den australske accent er noget ganske særligt. Nogle synes den minder om den londonske cockneydialekt, der er karakteristisk ved at man sluger den sidste stavelse af de fleste ord. Et andet træk er den flade udtale af vokalen „a“, der i de fleste udenlandske ører mere lyder som diftongen „ai“. Endnu en ting som gør det vanskeligt for den nyankomne der kæmper for at lære sproget, er den vane at sammentrække ikke blot et ord eller to men hele sætninger.

Eftersom det er mindre end to hundrede år siden at England opdagede og udforskede Australien, synes dette land blot som et barn, sammenlignet med lande i andre dele af verden. De første kolonister var overvejende af engelsk afstamning, og mange var blevet sendt til kolonien som straffefanger, på grund af små forseelser. De førte deres tidligere lands tro med sig, og de fleste australiere tilhører derfor en eller anden af kristenhedens kirker. Landets isolerede beliggenhed og vældige udstrækning har bidraget til den uafhængige indstilling som er karakteristisk for australierne. De elsker solskin, sport og friluftsliv. Trods deres afslappede og sindige indstilling holder de stædigt fast ved det de tror.

Sandhedens sæd falder

Nogle af de forfattere der først har skrevet om Australien, omtaler det som „det fjerneste af de fjerne steder“, på grund af dets afsides beliggenhed. Men ifølge Jesu Kristi ord i Apostelgerninger 1:8 skulle „den gode nyhed“ forkyndes selv i „jordens fjerneste egne“.

I 1901 blev Australiens stater samlet i et statsforbund, og omkring dette tidspunkt var Charles T. Russell, Vagttårnsselskabets præsident, i færd med at sende en gruppe på fire bibelstudenter hertil. Men Bibelens sandhedssæd var faldet på god jord inden da.

I 1896 fik Arthur Williams sen., der arbejdede i guldminerne ved Kalgoorlie i Vestaustralien, et eksemplar af bogen Guds Verdensplan. Williams blev betaget af de storslåede sandheder der fandtes i denne bog. Han sluttede sig til en gruppe på omkring tolv i Perth, hovedstaden i Vestaustralien. I 1902 flyttede han til den sydvestlige del af staten og slog sig til sidst ned i Donnybrook, hvor tredje generation af hans familie i dag tilbeder Jehova. Williams spredte serier af Studier i Skriften overalt på egnen, men en stor del af hans forkyndelse fandt sted i hans forretning, hvor han talte med kunderne.

Hans søn, Arthur Williams jun., der husker sin faders virksomhed dengang, fortæller at når kunderne havde fået deres varer, plejede hans fader at fortælle dem hver især om det kommende år 1914, hvor hedningernes tider ville udløbe og anarkiet begynde. Han inviterede dem til at besøge sig, og så sad de rundt om bordet og drøftede punkter fra Guds Verdensplan.

Et afdelingskontor oprettes

I 1904 var der i Australien omkring 100 der fik Zion’s Watch Tower. Det syntes nu på sin plads at Selskabet oprettede et afdelingskontor i Melbourne, så People’s Pulpit (Ekko fra Talerstolen) og andre traktater kunne spredes med en australsk adresse.

Ifølge den første afdelingstilsynsmand, E. C. Henninges, blev antallet af abonnenter på Zion’s Watch Tower i staten Victoria atten gange større i løbet af de første otte og en halv måned afdelingskontoret havde fungeret. Én abonnent skænkede ti pund til traktatfondet, idet han anmodede om at de måtte blive brugt til dækning af forsendelsesomkostningerne for de pakker med traktater der blev sendt ud. For dette beløb kunne brødrene sende 4800 pakker! Hvordan fik de navnene på adressaterne? De tog dem fra valglisterne og sendte således tusinder af eksemplarer af People’s Pulpit til landets fjerneste egne for et beløb af én shilling pr. 100.

Arbejderne og de ensomme beboere langs jernbanelinjerne fik budskabet om det kommende rige ved at vennerne kastede bundter med traktater ud af togvinduerne. På denne måde fandt sandhedens sæd vej til ensomme mennesker hvis hjerter var som god jord. Tonsvis af papir i form af traktater bragte budskabet ud til folks postkasser. Lørdag eftermiddag kunne grupper af begejstrede bibelstudenter ofte hver sprede op til 500 eksemplarer af The Bible Students Monthly (Bibelstudentens Månedsblad), der også averterede møderne. Man besøgte skibe der lå ankret op ved kajen, og aviser og tidsskrifter bragte hver uge spaltelange prædikener.

I 1907 købte man i George Street i den østlige del af Melbourne en ejendom der bestod af to ens huse der lå side om side, men som havde hvert sit skøde. Her boede betelfamilien dengang. Kontoret blev placeret i en bygning i Collins Street i Melbourne.

Bag huset der havde nr. 20-A i George Street, lå en lille bygning (i virkeligheden den gamle stald) der af brødrene blev kendt som Tabernaklet. I 1925 fik man en vertikal Miehle trykpresse fra De forenede Stater. William Schneider, og senere Bert Shearmur, betjente denne trykpresse i Tabernaklet, hvor der blev trykt traktater og andet bibelsk læsestof som blev sendt ud til hele Australien og New Zealand. Forud for dette var alting blevet trykt hos fremmede firmaer. Lige fra begyndelsen brugte menigheden i Melbourne frimurerlogen i Collins Street til møder.

En loyalitetsprøve

I 1908 skete der en omvæltning i organisationen i Australien. Som det fremgår af en rapport i The Watch Tower i 1910, var det gået tilbage med den frivillige indsats brødrene ydede. Afdelingstilsynsmanden Henninges faldt fra og „tog størstedelen af Melbourne-gruppen med sig“, hed det i The Watch Tower. Af 100 tilsluttede stod kun 20 fast.

Edward Nelson, der forblev trofast under prøven, gav i et brev til broder Russell følgende beskrivelse af de frafaldne: „Mange af dem giver sig overhovedet ikke af med at læse og har snarere følt sig tiltrukket af hans [Henninges’] møder på grund af hans veltalenhed end på grund af sandheden. Nogle af dem anerkender ikke engang Kristi ’parousia’, og en af de sidst ankomne havde stadig den opfattelse at mennesket har en udødelig sjæl.“ Jehova velsignede sin organisation med fremgang, mens Henninges’ gruppe snart uddøde. Broder Russell udnævnte R. E. B. Nicholson som afdelingskontorets sekretær i Henninges’ sted.

Den australske arbejdsmark gennemarbejdes

Med en kasse bøger på sin cykel drog den amerikanske kolportør Arthur Davey i 1910 af sted for at bringe Bibelens sandheder ud til folk i den sydlige del af Vestaustralien. Hans ankomst til Donnybrook blev i høj grad værdsat af Arthur Williams, som har udtalt: „Davey var en spinkel, rundrygget lille fyr på over tres, og han led af tuberkulose. Hans nidkærhed for og loyalitet mod Jehova var fantastisk.“ På det tidspunkt havde Williams selv fået øgenavnet „Den gamle tosse 1914!“ på grund af sin nidkære forkyndelse af hedningernes tiders snarlige udløb.

Brødrene blev opmuntret fra mange sider, endog af en af søens folk. Når John Smith, der var kaptajn på White Star Line i 1912, lagde til med sit skib, sørgede han for så hurtigt som muligt at få klaret sine forretninger, så han kunne bruge resten af tiden til at opmuntre brødrene og holde bibelske foredrag. I hele landet, fra Brisbane på østkysten til Perth i vest, blev brødrene forenede ved at Smith bragte nyt om brødrenes virksomhed fra den ene menighed til den anden.

Henimod 1914 var den australske arbejdsmark blevet gennemarbejdet på kryds og tværs, idet 21 kolportører var gået i spidsen for arbejdet. Omkring 35 aviser i hele landet bragte prædikener, og 908 personer i Australien og New Zealand havde tegnet abonnement på The Watch Tower. Arbejdsmarken var blevet godt tilsået, sådan som det fremgår af Zion’s Watch Tower for 1906: „Det bedste resultat en kolportør har opnået i denne gren af tjenesten har været at modtage bestillinger på 105 bind af Studier i Skriften på én dag; 103 af disse blev derefter leveret på en halv dag. Den samme kolportør har nået et gennemsnit på 50 bind om dagen i to på hinanden følgende måneder.“

„Hveden“ sigtes

Så kom det skelsættende år 1914, og da verdenskrigen brød ud begyndte der en højst bemærkelsesværdig epoke i Jehovas folks gerning. Skabelsens Fotodrama, der bestod af bibelske lysbilleder og levende billeder, bidrog i høj grad til de åndelige foranstaltninger som Rigets børn allerede nød godt af, og mange lærte sandheden at kende på denne måde.

Den sæd der blev sået i modtagelige hjerter som følge af fremvisningen af Fotodramaet og spredningen af Selskabets publikationer, måtte vandes. Der blev påbegyndt et hyrdearbejde hvor brødrene besøgte folk for at organisere studiegrupper blandt dem der viste interesse. Når udvalgte søstre havde samlet de interesserede, ledte brødrene disse møder i hjemmene, besvarede spørgsmål og holdt foredrag om sådanne emner som „De tre verdener“. Dette hyrdearbejde fortsatte lang tid efter at Fotodramaet havde tjent sin hensigt i forbindelse med at vække den første interesse. 250 overværede et lokalt tilrettelagt stævne i Melbourne i 1915, og fjorten blev døbt.

Det er interessant at læse en beskrivelse af afslutningen på et af disse første stævner. Brødrene og søstrene stod alle sammen i en rundkreds, og idet de holdt hinanden i hånden sang de: „Gud være med dig til vi ses igen.“ Mange gav tårerne frit løb. Derefter gik der et fad med friske druer rundt. Det var en såkaldt kærlighedsfest, hvor brødrene og søstrene kunne nyde et sidste samvær før de rejste hjem.

Udholdenhed og tro trods gennemgribende prøvelser

I 1916 gav den voksende fremgang for Rigets arbejde i Australien atter anledning til gnidninger. Der begyndte at vise sig tegn på en krise inden for organisationen. Da nyheden om broder Russells død nåede Australien, gav afdelingskontorets sekretær Nicholson udtryk for alles følelser, idet han sagde: „I over et kvart århundrede har jeg elsket ham, ikke blot for hans arbejdes skyld, men også for hans smukke karakter.“ Broder Russells død var et uventet slag for Nicholson. Valget af broder Rutherford som Selskabets præsident faldt ikke i hans personlige smag, og han forlod derfor organisationen.

Da Nicholson faldt fra tog han størstedelen af menigheden med sig, idet han selv nød stor beundring hos mange. Han tog også skødet for halvdelen af Selskabets ejendom. Det betød at de loyale brødre måtte klare sig så godt de kunne med blot det ene af de sammenhængende huse som udgjorde betelhjemmet.

Søster Jane Nicholson fulgte ikke sin mand i hans frafald. Hvad ville denne spinkle, kristne kvinde nu gøre efter at have oplevet den dobbelte tragedie at hendes mand ikke alene forlod hende men også sandheden? Mange kvinder ville uden tvivl være bukket under for et sådant pres, eller i det mindste være blevet svækket i troen. Men ikke Jane Nicholson! Hun fortsatte som en nidkær heltidsforkynder lige til sin død i 1950erne. Hun og hendes pionermakker, Enid Duff, blev under kælenavnet „Nicky og Duff“ kendt af alle brødrene i staten Victoria og i mange andre dele af Australien.

En broder der i midten af 1930rne var med i en pionergruppe sammen med søster Nicholson og søster Duff, fortæller følgende om deres første pionertid: „De udførte deres pionertjeneste til fods og havde i mange år gennemarbejdet byerne langs jernbanenettet. De plejede at tage toget til en by, finde logi ved at forkynde fra hus til hus og så benytte dette hjem som udgangspunkt. * De gik så langt de kunne ud i landdistriktet omkring byen, uden at springe et eneste hus over. Så drog de videre til den næste by og den næste igen, indtil byerne langs den jernbanelinje var blevet gennemarbejdet. Derefter vendte de tilbage for at pleje den interesse de havde fundet. I nogle byer forkyndte de både to og tre gange. En mand der havde lagt mærke til deres trofasthed i årenes løb og som deres utrættelige nidkærhed og kristne mod havde gjort et stort indtryk på, forærede dem en bil, en Ford A, som de nu brugte i vores gruppe.“

Der er ingen tvivl om at disse søstre med deres tro og udholdenhed har sat et vidunderligt eksempel, især for dem der i dag må udholde lignende prøver på deres kristne tro og uangribelighed. De der kendte disse søstre har tillid til at de regnes blandt dem ’hvis gerninger fulgte med dem’ da de døde. — Åb. 14:13.

Betimelige forandringer

Da Nicholson misbrugte Selskabets midler sendte Ebenezer Brewster, der tjente som pilgrim, et telegram til broder Rutherford der lød: „Nicholson modarbejder Selskabet. Send hjælp!“ Svaret kom omgående: „Nicholson afsat. Brewster udnævnt indtil Johnston fra Sydafrika kommer.“

Den milde og venlige „onkel Eb“ Brewster varetog Selskabets anliggender i næsten et år, fra 1917 til 1918, indtil broder Johnston fra Sydafrika ankom. Stormen var nu ved at lægge sig, og de fleste af dem der havde gjort oprør havde skilt sig ud. Den nye afdelingstilsynsmand, William Johnston, var, med sit brede smil, sit optimistiske livssyn og sin ydmyge ånd, lige så forfriskende for brødrene som en regnbyge om sommeren.

På en af sine rejser til New Zealand mødte broder Johnston Maude Murray, og i 1923 blev de gift. Søster Murray var kommet til New Zealand i 1912, efter at hun i 1911 i Belfast, Irland, havde hørt et foredrag af broder Russell som havde gjort et dybt indtryk på hende. Efter at hun var blevet gift med broder Johnston blev hun tilsluttet betelfamilien i Australien. Her yder den hvidhårede „tante Maude“ stadig en flittig tjeneste, i en alder af 87.

Den vedvarende krigsfeber havde resulteret i at regeringen i 1917 havde forbudt Den fuldbyrdede Hemmelighed. Da brødrene blev klar over at det kun var nogle få sider af bogen der blev betragtet som anstødelige, rev de disse ud og fortsatte med at sprede bogen uden disse sider. Siderne blev imidlertid ikke tilintetgjort, og mange var nysgerrige efter at læse dem. En kaptajn i hæren sagde til en forkynder at han ikke brød sig om at få bogen, men med glæde ville give fem shillings for de tre sider der var blevet fjernet!

En styrkende tid

Fra stævnet i Cedar Point, Ohio, i 1919 sendte broder Rutherford en pilgrimsbroder, J. P. MacPherson, til Australien. Han medbragte teksten til foredraget: „Denne verden er endt — Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø!“ Dette blev holdt af seks foredragsholdere der talte til store forsamlinger i hele landet. I byerne fyldte averteringen af disse foredrag ofte en halv avisside. Antallet af tilstedeværende nåede undertiden op på 1500 og var sjældent under 500. Efter foredraget tog de hvis interesse var blevet vakt, ivrigt mod store mængder bibelsk læsestof.

I 1919 kom en familie fra Skotland til Brisbane i Queensland. Moderen var bibelstudent, og hendes søn Richard Kinninmonth, der var et kvikt hoved og en frygtløs og beslutsom mand, blev i hele Australien kendt som en nidkær forkæmper for Jehova. Han afsluttede sit jordiske liv i 1969.

Tom Kitto, der senere, ligesom sin kone Rowena, blev en kendt og elsket skikkelse i forbindelse med Jehovas tjeneste i Papua-Ny Guinea, lærte sandheden at kende på en usædvanlig måde. Hans søster Marjorie havde i 1920 lært sandheden at kende på Tasmanien, men Tom var modstander. Da han fik fat i sin moders brochure om emnet helvede, skrev han sarkastisk på omslagets inderside: „Kære frue, der er intet helvede!“ Marjorie fortæller spøgende at ’da mor havde haft ham under behandling efter at han havde skrevet dette i en af hendes dyrebare brochurer, var han ikke så sikker i sin sag’!

Under alle omstændigheder var det denne samme brochure der hjalp ham til at forstå sandheden. Da hans søster en morgen var i færd med at rede hans seng, blev hun forbavset over at finde brochuren og hans bibel under hans pude. Det næste der skete var at Tom underviste sin søndagsskoleklasse i metodistkirken i at Bibelen ikke lærer at der findes et brændende helvede. Det varede ikke længe før han tog sin afsked og gik ind for sandheden.

Omkring dette tidspunkt plejede Anne Beck, der havde lært sandheden at kende af en søster som boede til leje hos hende i 1913, at stige på toget i Yass, en lille landsby i staten New South Wales, klokken to om morgenen. Når hun så var nået ud til sit bestemmelsessted, ventede hun indtil det blev lyst, hvorpå hun forkyndte hele dagen for alle dem hun kunne nå at besøge, for derefter at vende hjem klokken elleve om aftenen.

Antallet af rigsforkyndere voksede støt. I 1921, da der blev holdt et landsstævne i Newtown rådhushal i Sydney, var der 300 til stede. I 1922 fik man et kærkomment besøg af broder M. A. Howlett fra De forenede Stater. I forbindelse med hans ankomst blev der holdt et stævne i Collingwood rådhushal i Melbourne. Som ved andre stævner overalt i verden på dette tidspunkt blev der ved dette stævne foldet et banner ud som bar det opildnende slogan: „FORKYND, FORKYND, FORKYND KONGEN OG RIGET!“ Dette satte yderligere fart i arbejdet.

Radioen tages i brug

Eftersom brødrene anvendte alle til rådighed stående midler for at ophøje Jehovas navn i denne del af „jordens fjerneste egne“, tog de i 1924 også radioen i brug, idet de benyttede en lille forsøgsstation i Launceston på Tasmanien. Selskabet udarbejdede manuskripterne til udsendelserne, og en broder og hans kone oplæste dem i radioen hver søndag.

I slutningen af 1920rne indledtes forhandlingerne om den første af de radiostationer der blev drevet af afdelingskontoret. Det var station 2HD i Newcastle, New South Wales. Tre andre fulgte efter i Sydaustralien, på Tasmanien og i Queensland.

På et tidspunkt var der 20 radiostationer som udsendte Rigets budskab til den australske offentlighed, og under stævnerne var transmissionerne fra De forenede Stater til stor opmuntring for Jehovas folk. Lokalt blev der, til gavn for radiolytterne, udsendt bibelske hørespil, undertiden med så mange som 20 forskellige personer.

Afdelingskontoret flytter

Afdelingstilsynsmanden broder Johnston vendte i 1928 hjem fra et stævne i De forenede Stater og bekendtgjorde at det var broder Rutherfords beslutning at flytte kontoret fra Melbourne til Sydney, der på mange måder lå mere bekvemt. I 1929 blev afdelingskontoret derfor flyttet til et nyt sted.

På den tid bestod betelfamilien af elleve brødre og søstre. De glædede sig over de smukke omgivelser i deres nye hjem på Beresford Road i Strathfield. Kort efter blev der yderligere bygget en ny murstensbygning, som rummede kontoret og forsendelsesafdelingen.

I 1930 skete der en forandring i afdelingskontorets administration, idet der ankom endnu en skotte, Alexander MacGillivray. Han var en mand med udsyn og nidkærhed og havde tilbragt 10 år i New York i nært samarbejde med de ledende brødre på Selskabets hovedkontor. Hans ankomst betød ikke alene en fornyelse i arbejdet i Australien og New Zealand, men han hjalp også med at sætte arbejdet i gang på Fiji, Tahiti og det der nu er Papua-Ny Guinea, i Indonesien, Singapore, Malaysia, Thailand, Burma og endog Vietnam, Hongkong og Kina. Tretten afdelingskontorer fører nu tilsyn med dette udstrakte område. Før den anden verdenskrig blev det betjent af det australske afdelingskontor, der brugte Selskabets sejlskib Lightbearer (Lysbærer) samt virkelige „pionerer“ til at nå ud til disse distrikter.

Depressionsårene

I begyndelsen af 1930rne blev den gode nyhed forkyndt i Australien af 66 pionerer og cirka 400 forkyndere, og den sæd der var blevet sået i begyndelsen af 1900-tallet spirede nu og blev til menigheder. Samtidig med denne åndelige fremgang for Jehovas folk ophørte den økonomiske fremgang for det australske folk, idet det blev ramt af den verdensomspændende depression i 1930rne.

David Ward, en ældste i Denmark-menigheden i Vestaustralien, fortæller følgende beretning om hvordan Jehova sørgede for hans familie i disse depressionsår:

„Vi manglede alt undtagen mad. Vi fik en meget lille betaling for det vi dyrkede, og meget af det kunne vi slet ikke sælge. Det betød at vi havde rigeligt af almindelig mad men ikke havde råd til at købe sukker eller tøj. Hvordan skulle vi kunne se pæne og præsentable ud i hus-til-hus-forkyndelsen? Jehova formaner os i sit ord til at vise næstekærlighed og godgørenhed, og den måde hvorpå brødrene og søstrene i Perth efterlevede dette, fremgår af at der flere gange, uden at vi nogen sinde havde bedt dem om hjælp, til den lokale jernbanestation ankom en stor sæk med godt, brugt tøj, adresseret til os. Der var også en anden stor familie i sandheden som boede i nærheden, og vi var glade for at kunne dele tøjet med dem.“

Pionererne lader deres røst lyde

Til trods for de mange økonomiske vanskeligheder i depressionsårene blomstrede pionertjenesten. Mange pionerer slog sig sammen i grupper og boede i samme hus, hvorfra de så drog ud og forkyndte i byerne. Det gjorde det lettere for dem at klare sig, og brødrene gav dem ofte pakker med mad. Som Ted Sewell siger, var en sæk hvede og en kværn det bærende i pionerernes husholdning.

De pionerer der fik til opgave at forkynde i de store byer, viste stor opfindsomhed for at hjælpe „mennesker af alle slags“ til at høre den gode nyhed. En pionergruppe i Sydney gjorde en særlig indsats for at kontakte alle på byens frugt- og grønttorve, der var åbne døgnet rundt. Hver fredag i adskillige uger blev der organiseret en 24-timers uafbrudt forkyndelse. En bilgruppe fik til opgave at forkynde tre eller fire timer; derpå vendte den hjem, og en anden gruppe fortsatte i de næste fire timer eller deromkring. Pionererne var velforsynede med italienske brochurer, for gartnerne og grønthandlerne var hovedsagelig italiensktalende. Flere af de italienske familier der i dag er Jehovas vidner, har lært sandheden at kende midt om natten som et resultat af dette pionerarbejde.

Nogle af de trofaste og ihærdige australske pionergrupper der arbejdede i landdistrikterne, så sandt at sige primitive og barske ud! Nogle grupper havde en stor gammel bil eller beboelsesvogn med højttaleranlæg på taget, og i regelen også et telt. Hvert af gruppens medlemmer kørte på en cykel der var læsset med bøger. Nogle var borte fra lejren to eller tre dage, idet de besøgte de huse der lå i én retning, mens andre medlemmer besøgte folk der boede i andre retninger. På et bestemt tidspunkt vendte de alle tilbage til lejren for at flytte til et andet distrikt.

Bøger og blade blev spredt til en meget lav pris eller byttet med naturalier. Ved mange lejligheder, når pionererne vendte tilbage til deres lejr om aftenen, havde én nogle kartofler, en anden et græskar, en tredje æg og kød, og så videre. Dette blev betragtet som endnu bedre end penge, for det kunne spises. Med føde, klæder og husly var pionererne tilfredse og kunne fortsætte i forkyndelsen.

’De tænkte på deres Skaber’

En sytten-årig pige, Marjorie Fry, hørte for første gang om sandheden i begyndelsen af 1930rne. Hun boede på en gård omkring 10 kilometer fra Bathurst, New South Wales, og var den eneste i sin store familie der var interesseret. Hun fortæller om den særlige anstrengelse hun gjorde sig for at overvære et møde midt i ugen i Bathurst trods stærk modstand fra sin moder og sine syv brødre. En af hendes brødre havde lovet at tage hende med på sin motorcykel, idet han troede at hun skulle i biografen, men på en eller anden måde blev han klar over at hun havde planlagt at tage hen til det sted hvor mødet skulle holdes. Da hun var parat til at tage af sted, besluttede hendes broder at han alligevel ikke ville af sted. Hvordan skulle hun nu komme til mødet?

Marjorie gik straks ned til indhegningen og sadlede sin lille pony. Da hun nåede frem blev hun imidlertid ganske paf da en broder sagde: „Søster, vi kan ikke lade dig komme ind til mødet i mandsklæder!“ Hun forklarede at det var dameridebenklæder og fortalte om de anstrengelser hun havde gjort sig for at nå frem. Hun fik naturligvis lov at komme ind, og glæden over at overvære mødet var alle anstrengelserne værd.

Søster Fry gjorde hurtigt fremskridt i sandheden, og i 1932, endnu før hun fyldte tyve, blev hun pioner. Hun er fortsat i denne tjeneste indtil nu og har, siden hun blev gift med William Moss, også kunnet glæde sig over at tjene på Vest-Samoa.

I en alder af nitten år begyndte Arthur Willis som pioner i nærheden af Perth, og i 1932 foretog han forskellige ture til den sydvestlige del af Vestaustralien på motorcykel. To pionermakkere, Charles Harris og George Rollston, sluttede sig til ham året efter. De begyndte en rejse gennem den nordvestlige del af staten til Darwin, hovedstaden i Nordterritoriet, og derfra tværs over Queensland. På den tid fandtes der ingen menigheder i hele dette område, en strækning på mere end 3200 kilometer. Det tog brødrene fire måneder at gøre denne rejse, og det var første gang at nogle af disse områder havde hørt den gode nyhed. Broder Willis slog sig senere ned i Pingelly i Vestaustralien, hvor han var med til at oprette en menighed der hovedsagelig bestod af ur-australiere.

Forkyndelse i vidtstrakte distrikter

En hårdfør pioner, Aubrey Baxter, forklarer hvordan han forkyndte i et distrikt der strakte sig over tusinder af kvadratkilometer i det centrale og nordlige Queensland, dengang man brugte grammofonen:

„Vi pakkede vore grammofoner ind i svampegummi og spændte pick-uparmen nedad, så den ikke kunne brække på de ujævne, knudrede veje. Vi forkyndte nogle interessante steder. Engang overnattede jeg hos en kængurujæger og sov på det stampede lergulv i hans lille hytte, omgivet af hundredvis af ildelugtende kænguruhuder. Det var heller ikke let at falde i søvn med flokke af hylende dingoer [australske vildhunde] udenfor.“

Da broder Baxter engang besøgte menighederne i dette område opdagede han at vejene var ufremkommelige på grund af voldsomme oversvømmelser. En af de lokale beboere som han talte med, udtrykte sin bekymring for en beboelsesvogn som nogle dage forinden var kommet igennem, idet vandløbene nu var gået over deres bredder og vandet nogle steder nåede så højt som til trætoppene. Da broder Baxter forstod at det måtte være den vogn der tilhørte en gruppe pionerer, blev han bekymret. Han fulgte samme vej som de var taget, og når han blev standset af vandløb der var gået over deres bredder, svømmede han over dem og gik videre. Til sidst fandt han den strandede gruppe, der ikke havde andet mad tilbage end noget hvedemel. Han og de andre brødre svømmede tilbage over vandløbene, fandt noget mad og transporterede det så over til søstrene i en balje.

Denne pionergruppe bestod af Percy og Ilma Iszlaub, der senere blev missionærer i Japan og som nu tjener på Vagttårnets afdelingskontor der, og Norman Bellotti, som nu er missionær på Papua-Ny Guinea sammen med sin kone Gladys. I denne gruppe var også Beatrice Bellotti, der senere blev gift med Aubrey Baxter. Som i andre områder hvor der havde været hårdtarbejdende, frygtløse pionerer, bar denne tidlige pionertjeneste megen frugt, og i mange af byerne og landsbyerne i Queensland blev der oprettet menigheder af Jehovas folk.

I afsides egne

Så tidligt som i 1929 forkyndte Clem Deschamp og hans partner, Viv Pusey, i hele staten Sydaustralien inden for en radius af 100 kilometer fra Adelaide. Dette såarbejde banede vejen for oprettelsen af menigheder og isolerede grupper i de følgende år.

I 1932 begyndte Len Linke som pioner som følge af et opflammende foredrag om pionertjenesten, holdt af kredsdirektør Bert Horton. Sammen med Ronald Payne, William Torrington og Stuart Keltie virkede han i 1933 som pioner i Sydaustralien. Senere samme år foretog broder Torrington og broder Keltie en rejse til Alice Springs midt inde i Australien. På vejen mødte de en hotelejer i William Creek, cirka 1000 kilometer nord for Adelaide. Det var ved dette første møde at denne mand, Charles Bernhardt, lærte sandheden at kende. Han husker stadig den dunkende lyd af broder Kelties træben mod hotellets gulv når han selv var travlt optaget i kælderen nedenunder.

I en alder af 72 købte broder Bernhardt et robust køretøj til brug i det indre af landet, og derefter tjente han alene i 15 år som pioner i nogle af de mest afsides egne. Før han solgte sin forretning og sit hotel i William Creek havde han sat et godt eksempel med hensyn til at sætte Rigets interesser først, uanset forholdene.

Donald MacLean, der tjente som kredstilsynsmand, beretter om sit første besøg hos broder Bernhardt:

„Da jeg ankom til William Creek viste det sig at toget holdt der temmelig længe, mens mændene skyndte sig hen til Bernhardts Bar for at forsyne sig med koldt øl. Da jeg kom ind i baren blev jeg glad for at se at den var udsmykket på teokratisk vis. Et stort skilt på væggen opfordrede mændene til at ’læse Vagttårnet, forkynder af Jehovas rige, verdens håb’. Et andet skilt opfordrede dem til at læse Vågn op! og at holde sig vågne over for verdensbegivenhederne. På selve bardisken lå der stakke af blade, brochurer og indbundne bøger.

Da alle til sidst var blevet betjent og havde fået slukket deres tørst, bad broder Bernhardt om deres opmærksomhed. ’Mine herrer, må jeg lægge beslag på Deres opmærksomhed et øjeblik? Jeg vil gerne opfordre Dem til at få nogle eksemplarer af de bedste blade på jorden i dag.’ Efter dette respektfulde, frimodige vidnesbyrd betalte hver af de tørstige mænd for deres eksemplarer af bladene, kastede en pose med øl over skulderen og vendte tilbage til toget. Det var bemærkelsesværdigt at der, af respekt for broder Bernhardts kristne omdømme, ikke hørtes banden eller sjofel tale i baren.“

Nu da broder Bernhardt er nær ved de 90, kan han ikke længere foretage sine rejser til de afsides egne, men han forkynder stadig den gode nyhed fra sit hus i Adelaide.

Pionertjeneste i det indre af landet

Joe Bell, der var pioner i det indre af landet, lærte sandheden at kende gennem en pioner som gennemarbejdede landdistrikterne på cykel. Det varede ikke mange dage efter denne første kontakt før han selv forkyndte. Han besøgte nybyggerne 500 kilometer nordvest for Brisbane, Queensland, og fortæller om nogle af de farer der gjorde det vanskeligt at rejse dengang:

„Mange steder måtte jeg bære min cykel fordi jeg hele tiden løb ind i sandbanker hvor der praktisk talt ikke var nogen vej. Nogle af disse rejser var meget farefulde. De eneste levende skabninger man så når man kørte gennem det åbne land var omstrejfende kvæghjorde, og de kunne være farlige da de var meget nysgerrige. Undertiden var det derfor nødvendigt at søge tilflugt i et træ og vente indtil dyrene under deres græsning var kommet så langt bort at jeg kunne fortsætte min rejse.“

I et særlig øde område lånte ejeren af en kvægstation (ranch) broder Bell en hest så han kunne ride de 40 kilometer til den næste ejendom, for, som han sagde: „Du når aldrig dertil på cykel!“ Da Bell ankom til ejendommen var ejeren, Jack Carey, ude for at inspicere kvæget. Hans kone sagde at hun ville give ham den bog og det katalog som broder Bell afleverede til hende. Mange år senere, ved et stævne i Sydney, fandt denne samme Jack Carey frem til Joe Bell og fortalte ham at han havde lært sandheden at kende gennem den bog han havde efterladt til ham. Han havde skrevet til afdelingskontoret efter flere oplysninger og var nu en indviet broder!

En pioner blandt pionerer

En af dem der var kendt for sin beslutsomhed og udholdenhed i forbindelse med at få budskabet ud til de fjerneste egne, var Ben Brickell. I årtier gennemarbejdede han de afsides egne af landet som isoleret pioner. Broder Brickell var kommet fra New Zealand i 1932 og blev endnu et medlem af den tids trofaste skare af hårdføre pionerer. Han fortsatte i heltidstjenesten lige til sin død i 1974.

Følgende beretning er typisk for det farverige liv og de oplevelser som broder Brickell nød i fulde drag:

„I begyndelsen af august 1932 forlod jeg Townsville, Queensland, for at foretage en 1300 kilometer lang rejse til Normanton ved Carpentariabugten. Jeg læssede min cykel med 60 bøger, nogle brochurer og blade, et sæt skiftetøj, to sammenrullede tæpper, nogle madvarer og en lille vandsæk, hvorpå jeg begyndte den første del af min rejse over Mount Fox i bjergkæden Great Dividing Range. Den 1600 meter lange tur op over Mount Fox, ad en sti med over 30 procents stigning, kostede mig ni timers hårdt slid, hvor jeg med højre hånd styrede min tungt læssede cykel mens jeg pressede venstre skulder mod oppakningen. Næste dag gik det ned ad den stejle sti på den anden side, efter at jeg havde forkyndt for den lille bebyggelse på bjergtoppen og nydt en nats gæstfrihed hos en af beboerne der.“

I årenes løb fik broder Brickell kontakt med mange ur-australiere. „Efter at jeg havde holdt et foredrag for en forsamling,“ fortæller han, „kom de alle sammen hen til mig for at takke mig hjerteligt for de sandheder jeg havde fortalt dem ud fra Bibelen. Ved en anden lejlighed kom der 50 ur-australiere for at høre et foredrag, blot få minutter efter at jeg var ankommet, og det skønt lejren lå i fuldstændigt mørke.“

Lange dage i tjenesten

Selv for dem der havde råd til et motorkøretøj var det ikke noget let job at være pioner i Australiens vildsomme terræn. Alan Holtorf, der i adskillige år var medlem af betelfamilien, fortæller følgende om hvordan han brugte sin bil i Rigets tjeneste:

„Benzintanken var placeret under forsædet, så sædet måtte fjernes når den skulle fyldes op. Dækkene var af ringe kvalitet og der var mange punkteringer. Ofte var det nødvendigt at lappe slangen ved vejkanten, og så vente på at lappen tørrede før slangen igen kunne anbringes i dækket. På stejle bakker var det undertiden nødvendigt at vende bilen og bakke op, da den tunge benzinblanding ellers ikke ville løbe fra benzintanken til motoren. For at få en dag i forkyndelsen måtte man ofte tage hjemmefra ved firetiden om morgenen, hvorpå man ankom til byen ved ottetiden, brugte en hel dag til at forkynde i byen og så tog hjem efter mørkets frembrud.“

Livet i de barske, fjerntliggende egne betragtes almindeligvis ikke som egnet for kvinder. Men Netta Pusey, der i mere end halvtreds år tjente som pioner, holdt ud under disse krævende forhold. For at komme ud til landmændene og fåreklipperne måtte hun ofte vade over floder, mens hun bar sin tunge grammofon og bogtaske. Nettas søster Gladys, en hengiven hustru og moder til syv børn, virkede sammen med sin enarmede mand i Bowral-højlandet i New South Wales. Det var en glæde at se hele familien ude i tjenesten, stuvet sammen i en åben veteranbil. I dag tjener sønnen, Harold Viv Mouritz som koordinator på det australske afdelingskontor. De andre sønner er alle aktive i menigheder i Australiens største by, Sydney, og en af dem, Douglas, tjener som bytilsynsmand.

Under tørker — og regnskyl

En gruppe pionerer drog ud fra Sydney, belæsset med 31 kasser med bøger og blade. De satte kursen mod et tyndt befolket område hvor landbrugene hver var på omkring 100.000 hektarer. Den sommer var meget varm og tør, og pionererne fortalte at de rejste i seks uger uden at finde så meget vand at de kunne få et bad! Da regntiden så endelig kom, var vejene ufremkommelige. Gruppen sad fast på samme sted i en uge. Da de omsider kom derfra, tog det dem otte dage at tilbagelægge 61 kilometer!

Pioner Robert Bell beretter om hvordan han cyklede 80 til 100 kilometer om dagen og blot nåede fem eller seks besøg. Han siger at hunde og slanger var de største farer når man var på cykel. En råkold morgen tog han af sted klokken syv for at tage sit første besøg. Mudderet var stadig stivfrossent, og det tog to timer at køre fra postkassen til gården. I disse egne er det ikke ualmindeligt at gården ligger op til 30 kilometer fra postkassen. Efter en venlig modtagelse på gården skulle broder Bell så tilbage til vejen, men opdagede at solen nu havde gjort mudderet så blødt at det var umuligt at køre på cykel. Han måtte derfor bære cyklen og dens læs af litteratur på skuldrene og standse hver gang han havde taget nogle få skridt, for at skrabe mudderet af sine støvler, fordi de blev for tunge at løfte. Han nåede vejen fem timer efter at han havde forladt den, og havde kun aflagt ét besøg.

Det nye navn og tiden derefter

Da menighederne i 1931 antog det nye navn, „Jehovas Vidner“, var det en stor glæde for forkynderne og en udfordring til dem om at leve op til denne betegnelse. Antallet af pionerer voksede støt, og i 1932 var der 280 i denne tjeneste.

Alle muligheder blev udnyttet for yderligere at fremme Rigets interesser og kontakte folk med sandhedens budskab. Den officielle åbning af den berømte bro over Sydney havn i 1932 viste sig at være en god anledning til at forkynde Riget eftersom folk fra hele Australien strømmede til byen. Lilly Cattach, der senere blev gift med Wally Wood, var blandt de mange forkyndere i Sydney den dag. Hun fortæller at forkynderne tog ind i byen tidligt om morgenen, stillede sig på gaderne og tilbød brochurer til dem der kom forbi. En nidkær søster henvendte sig til en politibetjent der stod midt på gaden, og gav ham en brochure som han kunne bruge til at dirigere trafikken med. Hun sagde til ham at den ville være ham en hjælp. Han smilede og svingede med brochuren mens han dirigerede menneskemylderet. En omfangsrig herre med et lommeur i en prangende guldkæde stod af en sporvogn, begravede ansigtet i hænderne og stønnede højt: „Jeg er lige kommet fra De forenede Stater, og at tænke sig at jeg så også skal møde en hel flok af jer her!“

Ernest Clark, der lærte sandheden at kende under den første verdenskrig, fortæller hvor interessant det er at se tilbage på de forskellige måder vi i årenes løb har forkyndt Rigets budskab på. „Somme tider,“ siger han, „var vi aggressive, somme tider milde, og somme tider brugte vi et vidnesbyrdkort og sagde ikke ret meget.“ Han husker med et smil den tid hvor brødrene fik det råd ikke at lade den besøgte afbryde dem, da det som regel var for at sige at han eller hun ikke var interesseret. Forkynderne blev derfor opfordret til at blive ved med at tale uden ophør, indtil den besøgte i det mindste havde hørt om Riget. En dame som han besøgte gjorde adskillige forsøg på at afbryde ham, men opgav til sidst. Han fortsatte, som han selv beskriver det, „ligesom en hårdt optrukket fjeder, indtil den er løbet ud“. Da han var færdig lykkedes det omsider damen at få sagt: „Men broder, jeg har været i sandheden i seksten år!“

I marts 1932 tilrettelagde Selskabet et landsstævne der skulle holdes i Ashfield, en forstad til Sydney. Brødrene samledes i rådhussalen og kunne glæde sig over et opbyggende åndeligt gæstebud. De 600 brødre der var til stede blev gjort opmærksomme på fordelene ved gadearbejde. I de følgende år blev gadearbejdet intensiveret, samtidig med at brugen af højttalerudstyr trådte i forgrunden. Præsterne begyndte at ophidse til pøbeloverfald, sådan som det skete i Wangaratta i staten Victoria, og i Tamworth i New South Wales. Harold Gill, der stadig tjener trofast i England, førte an i de frygtløse kampagner mens pøbeloverfaldene stod på.

Broder Rutherford besøger Sydney

I 1938 besøgte Selskabets præsident, J. F. Rutherford, Sydney i forbindelse med et stævne der blev holdt på Leichhardt stadion. Brødrene havde planlagt at han skulle holde det offentlige foredrag i Sydney idrætspark, og der var blevet underskrevet kontrakter om at hans foredrag skulle offentliggøres i en morgenavis og udsendes i et landsomfattende radioprogram. På den tid var broder Rutherford godt kendt på grund af sine ligefremme bemærkninger om den romersk-katolske kirkes indblanding i offentlige anliggender. Af den grund ønskede de ledende inden for pressen og radioen at censurere hans tale før de lod den gå videre, men dette kunne brødrene ikke acceptere. Man udgav den derfor i en brochure med titlen Freedom or Romanism? (Frihed eller katolicisme?) Der blev trykt en million eksemplarer af denne højrøde „bombe“ så den kunne spredes i hele Australien. I mellemtiden var broder Rutherford midtpunkt for stor offentlig omtale. Resultatet var at næsten ti tusind kom for at høre ham tale. På den tid var der kun 1300 forkyndere i hele Australien, så det var i sandhed et stort vidnesbyrd der blev aflagt.

En af grundene til broder Rutherfords besøg var at han skulle undersøge klager over visse forretningsmæssige aktiviteter som det australske afdelingskontor havde påtaget sig for at give brødrene arbejde. Han var tilfreds med at disse forhold ikke skadede forkyndelsen af den gode nyhed og roste broder MacGillivray for hans initiativ. Det skulle dog senere vise sig at disse foretagender skabte mange problemer og vanskeligheder.

Højttalerbiler tages i brug!

Mange højttalerbiler var med til at sprede den gode nyhed i byer, landsbyer og landdistrikter. Biler blev udstyret med en højttaler på taget, og indeni var der en pladetallerken på hvilken man spillede korte musikstykker, efterfulgt af indspilninger med broder Rutherfords bibelske foredrag. Efter foredraget fulgte brødrene interessen op ved at gå fra hus til hus.

I Hobart på Tasmanien havde man flere gange brugt en højttalerbil til at spille foredrag for over 300 fabriksarbejdere mens disse spiste deres frokost i behagelige omgivelser ved dokkerne. En dag lagde brødrene mærke til at politiet ventede, øjensynlig i den hensigt at hindre udsendelsen før den begyndte.

En venlig gammel fisker der tidligere havde vist nogen interesse, havde forankret sin båd ved dokken. Brødrene henvendte sig til ham, og han gik med til at lade dem opstille deres højttaleranlæg på hans båd, der naturligvis var privat ejendom og som politiet derfor ikke kunne forgribe sig på. Programmet blev derfor udsendt som planlagt. Arbejderne hørte foredraget, mens betjentene gik nok så skuffet frem og tilbage på dokken.

En let genkendelig højttalerbil i byerne var „den røde rædsel“, en højrød varevogn med en stor højttaler på taget. Bert Horton, der tjente som kredsdirektør, zonetjener og til sidst som medlem af betelfamilien, betjente i mange år sammen med sin kone Vi dette bemærkelsesværdige køretøj. I løbet af et år havde så godt som alle gader i Melbourne genlydt af opsigtsvækkende afsløringer af falsk religion.

Det var lige et arbejde der passede broder Horton, som i alle landets stater blandt brødrene blev kendt som „Harmagedon-Horton“. Grunden var hans opflammende foredrag og den måde hvorpå han alle vegne opmuntrede brødrene til at sætte Rigets interesser først i betragtning af Harmagedons umiddelbare nærhed. Bert Horton og hans kone var selv gode, levende eksempler i denne henseende, og Bert tjente på sine gamle dage trofast på Betel indtil sin død i 1972. Søster Horton er fremdeles medlem af betelfamilien og udfører i en alder af 78 stadig sit arbejde.

I retten og ud igen

Pioner George Powell tilbragte en mindeværdig tid sammen med Bert Horton i tjenesten med højttalerbilerne. Efter at de havde arbejdet i Melbourne flyttede de ud til de mindre byer på landet. I Whittlesea tilbød broder Powell noget bibelsk læsestof til en mand der, uden at sige et ord, med to fingre rakte en mønt frem som betaling. „Nu,“ sagde han, „er De arresteret for at have solgt bøger uden tilladelse!“ Det var den stedlige politibetjent i civilt tøj. Tilfældigvis var retten indkaldt den dag, så broder Powell blev taget med, og dommeren sagde at han ville høre denne sag først. Retssalen var fuld. Alle de tilstedeværende fik et godt vidnesbyrd, og de syntes ikke at være uvenligt stemt over for broder Powell.

På det tidspunkt var de andre brødre begyndt at undre sig over hvad der var sket med ham. Mens sagen blev behandlet kiggede Bert Horton ind ad døren til retslokalet og fik et chok da han så sin partner ved vidneskranken. Broder Powell blev idømt en bøde på ti shillings for at have „solgt bøger uden tilladelse“. Han nægtede at betale bøden, for, som han sagde i retten: „Jeg har ti shillings, men jeg vil ikke betale dem, for jeg forkynder evangeliet og det skal man ikke betale bøder for!“ Han blev løsladt, men i årevis derefter blev politiet ved med at opsøge hans søster der boede i Melbourne, i et forsøg på at inddrive bøden.

Trusler fra pøbelsværme

I Townsville, Queensland, blev brødrene overfaldet af vrede medlemmer af Frelsens Hær, som truede med at vælte højttalerbilen. Modstanden mod forkyndelsen af Riget var voksende, idet de religiøse ledere forsøgte at vende den offentlige mening imod Jehovas folk. Matilda Marsh var pioner på Tasmanien da en pøbelsværm som præsten havde ophidset, forsøgte at vælte hendes beboelsesvogn ud over en skrænt og ned i havet. Senere kastede en rasende menneskemængde store sten på pionererne, hvorved beboelsesvognen blev alvorligt beskadiget, og mens de var borte for at forkynde i landdistriktet satte man ild til beboelsesvognen, der blev ødelagt.

Efterhånden som højttalerbiler og nidkære forkyndere udbredte Rigets budskab overalt i byer og landsbyer, mødte de jævnlig modstand fra pøbelsværme som præsteskabet havde ophidset. Lloyd Barry husker dengang han og Tom Bradburne (tilsynsmand i Sydney og dengang kredstilsynsmand) befandt sig i det katolske Maitland, New South Wales, for at overvære et stævne. I sidste øjeblik annullerede de lokale myndigheder Jehovas Vidners brug af rådhussalen, og da tiden for det offentlige foredrag var inde parkerede brødrene derfor en højttalerbil uden for rådhuset og fremsatte over højttaleren en skarp protest idet man krævede at tale- og trosfriheden blev respekteret.

Da denne erklæring var blevet fremsat myldrede en stor pøbelsværm der havde samlet sig, rundt om bilen og begyndte at vælte den. Men lige i dette øjeblik kom der en politibetjent, og pøbelen, der troede at han skulle til at arrestere brødrene, holdt sig tilbage. Betjenten stak imidlertid hovedet ind ad bilvinduet og sagde: „Drenge, hvis I har jeres liv kært, så se at komme herfra!“ Broder Bradburne gav motoren gas, en vej syntes mirakuløst at åbne sig gennem skaren, og bilen satte farten op idet den kørte hen ad vejen med politibetjenten som passager på trinbrættet! Sådanne begivenheder var ikke sjældne i højttalerbilernes dage.

Pøbelsværme forstyrrer stævnerne

For broder Barry var dette den første af tre på hinanden følgende weekender hvor der opstod problemer på grund af modstand mod Riget. Den følgende weekend var han ordstyrer ved et stævne i Lismore, New South Wales, som han forestod sammen med Arthur Willis, der havde været pioner i lang tid. Det offentlige foredrag „Fascisme eller Frihed“ var blevet averteret vidt og bredt, især ved hjælp af en plakatparade som cirka 60 af de lokale forkyndere havde deltaget i. Alle talte om Jehovas vidner. Der var også tale om at en stor gruppe katolske sukkerrørsarbejdere ville komme ind fra landet for at afbryde det planlagte møde.

Ganske rigtigt: da ordstyreren trådte frem for at introducere broder Rutherfords indtalte foredrag, havde der samlet sig en pøbel på flere hundrede store og kraftige mænd bag i salen. Ordstyreren, der straks havde opfattet situationen, fremsatte da en direkte udtalelse om den fremgangsmåde som Katolsk Aktion indtil da havde brugt for at forstyrre Jehovas Vidners møder. Straks sprang en talsmand for gruppen op på en stol og begyndte at råbe: „Hold op med at tale imod min tro!“ Idet ordstyreren vendte sig til den enlige vagthavende politibetjent, sagde han: „Få den mand ud!“ Selv om betjenten nogle dage før havde arresteret broder Willis da denne var på gadearbejde, sørgede han ikke desto mindre for at få manden ud!

Pøbelen, der nu var uden anfører, lyttede i tavshed til hele det én time lange foredrag. Da det sluttede, begyndte mændene imidlertid at lave ballade. De væltede et bord med bibelske publikationer. En af dem kastede en „stinkbombe“ af plastic op mod talerstolen, men ordstyreren fangede den med et spark og sendte den flyvende hen over hovedet på de tilstedeværende, så den havnede midt blandt urostifterne, hvor den sprang — til stor gene for dem. På dette tidspunkt var der kommet politiforstærkninger til. De skilte urostifterne fra Jehovas vidner og deres venner, som kunne forlade salen til lyden af høje mishagsråb.

Det var i denne samme weekend, nemlig den 3. september 1939, at England erklærede Tyskland krig. Den anden verdenskrig skulle skabe yderligere problemer for Jehovas vidner.

Den næste weekend skulle der holdes et stævne i byen Toowoomba i den sydlige del af Queensland. Betegnende også for dette stævne var en vældig plakatparade som politiet beskyttede mod den pøbelsværm der havde samlet sig. Da broder Barry og zonetjeneren (kredstilsynsmanden) Douglas Begg vendte tilbage fra paraden, blev de indkaldt til et møde på borgmesterkontoret. Borgmesteren oplyste brødrene om at der kort forinden var kommet to protestantiske præster til hans kontor for at protestere mod et af skiltene i paraden, hvorpå der stod: „Religionen er en snare og et svindlerforetagende.“ Kort efter var en ung katolsk præst kommet til ham med et budskab fra biskoppen, der henledte opmærksomheden på kirkens støtte til krigen og som anmodede om at det blev nægtet Jehovas vidner at bruge rådhussalen den næste dag. Borgmesteren havde derfor annulleret vort lejemål.

På tidspunktet for foredraget blev vores højttalerbil parkeret uden for rådhuset, men politiet forhindrede et forsøg på at udsende en bekendtgørelse over højttaleren. Stævnedeltagerne måtte gå hver til sit uden at høre det offentlige foredrag.

Næste aften skulle der imidlertid holdes et møde i det lokale byråd. Det gav brødrene mulighed for at forberede et direkte, skarpt formuleret brev til byrådet, hvori man protesterede mod denne krænkelse af talefriheden. Ved mødet om aftenen blev brevet læst op, og byrådsmedlemmerne diskuterede længe dets indhold. Omkring halvdelen af dem gik ind for talefrihed og den anden halvdel støttede borgmesteren. Næste morgen kunne man i den lokale avis læse om hele forhandlingsprocessen, herunder brevets fulde ordlyd. På denne måde blev der aflagt et vældigt vidnesbyrd for byen Toowoomba og dens omegn, hvor mange udtalte sig fordelagtigt om Jehovas Vidner.

Riget forkyndes under den anden verdenskrig

Forkyndelsesarbejdet blev stadig rigt velsignet af Jehova, og hvert år blev der i de fleste af landets større byer holdt vigtige stævner. Da den anden verdenskrig brød ud, blev det stadig vanskeligere at leje offentlige lokaler eller haller til stævner. Det eneste sted man kunne holde det stævne der var planlagt i juli 1940, hvor bogen Religion skulle frigives, var på Betels grund i Sydney. Her blev der rejst nogle store telte i forlængelse af betelhjemmet og kontoret, dér hvor der nu findes en rigssal og en parkeringsplads.

På det tidspunkt var averteringen med plakater blevet en af de fremgangsmåder man benyttede i forkyndelsen, og det blev besluttet at man under dette stævne ville gøre udpræget brug af denne form for avertering. Hvad stævneledelsen ikke vidste, var at der i al stilhed var ankommet nogle betjente som havde stillet sig på vejen lige uden for teltene. De lyttede omhyggeligt til bekendtgørelserne vedrørende tjenesten, idet de noterede sig enkelthederne i forbindelse med de forud aftalte mødesteder på bestemte gadehjørner i Sydney og ved forstædernes indkøbscentre. Betjentene blev så sendt til disse områder, hvor de ventede for at arrestere brødrene så snart disse tog deres plakater på.

En af brødrene husker at han og hans partner tog fejl og gik til et forkert hjørne. De kunne altså bære deres plakater uden nogen indgriben. Men da der ikke kom andre forkyndere for at slutte sig til dem, blev de klar over at de havde stillet sig et forkert sted. Da de fandt frem til det rigtige hjørne blev de budt velkommen af en smilende politibetjent som sagde: „De er nok blevet forsinket, hvad?“ Han tog så deres plakater og bannere og bad dem følge med ham og de andre brødre, der var kommet tidligere, til politistationen. Det var et temmelig imponerende optog og det vakte stor opmærksomhed da ti-tolv brødre fulgte efter de to betjente, der bar plakaterne på en sådan måde at de nemt kunne læses af alle forbipasserende. Det blev faktisk et større vidnesbyrd end hvis brødrene havde fået lov til selv at bære plakaterne uden politiets indgriben!

Nye medarbejdere

I december 1940 ankom Wallace Baxter og Percy og Madge Dunham til betelhjemmet i Strathfield. Broder Baxter havde siden 1930 ført tilsyn med afdelingskontoret i Tallinn i Estland, og broder og søster Dunham havde været på afdelingskontoret i Letland. Eftersom den anden verdenskrig rasede, og eftersom broder Baxter og broder og søster Dunham var engelske statsborgere, havde Selskabets præsident rådet dem til at forsøge at komme ind i et eller andet engelsktalende land. Disse modne brødres erfaring blev i høj grad værdsat af dem der tjente i Australien i disse vanskelige krigsår.

I adskillige år efter at han var kommet til Australien fortsatte broder Baxter sin heltidstjeneste på Selskabets depoter i Brisbane og Melbourne. I 1948 vendte han tilbage til Betel, og i en alder af 85 virker han stadig som medlem af afdelingskontorets udvalg.

Broder og søster Dunham blev med det samme budt velkommen i betelfamilien, og broder Dunhams faderlige væremåde og omhyggeligt udvalgte visdomsord fra Bibelen, såvel som hans store erfaring, var højt skattet af mange af de unge brødre der dengang tjente på Betel. Han døde i juni 1951, men søster Dunham tjener stadig på Betel og er i stand til at arbejde hele dagen selv om hun bliver 80 år.

Forbudet kommer

Eftersom slaget om England rasede og de australske tropper kæmpede i Nordafrika, var det ikke så mærkeligt at krigshysteriet voksede. Kristenhedens præsteskab udnyttede offentlighedens voksende uvilje mod Jehovas folk og pressede gennem nyhedsmedier og politiske instanser på for at få Jehovas Vidners arbejde forbudt. Politikere i forskellige delstaters parlamenter krævede gang på gang at forbundsregeringen greb ind. Justitsminister W. M. Hughes modstod i begyndelsen dette pres, idet han anførte at landet udkæmpede en krig for frihed, og han havde ikke i sinde at modvirke dets mål ved at berøve nogle af dets borgere denne frihed.

På den tid ejede og drev Selskabet fire radiostationer i Australien. En avis som ikke lang tid efter afgik ved bladdøden, fremkom med forblommede antydninger om at disse radiostationer hemmeligt sendte oplysninger af værdi for nazisterne. Denne anklage blev aldrig prøvet ved domstolene, for der fandtes ikke skygge af bevis for den. Den var baseret på den velkendte antagelse at hvis man kaster tilstrækkeligt med snavs på nogen, vil noget af det blive siddende. Men dette, lagt oven på det voksende krigshysteri, syntes at blive tungen på vægtskålen.

I januar 1941 blev der udstedt en bekendtgørelse om at ’enhver organisation, indregistreret eller ikke indregistreret, . . . som er til skade for Statsforbundets forsvar eller effektive krigsindsats, herved erklæres for ulovlig’. De nationale sikkerhedsbestemmelser krævede at enhver sådan organisation skulle opløses og dens ejendom konfiskeres af myndighederne. Medlemmerne ville ikke få tilladelse til at mødes til studium og tilbedelse, eller til at trykke, udbrede eller være i besiddelse af bøger eller andet materiale med tilknytning til organisationen.

Udrustet med disse magtbeføjelser beslaglagde Statsforbundets myndigheder lørdag den 18. januar 1941 Selskabets afdelingskontor, trykkeri og forsendelsesafdeling i Strathfield.

På grund af manglende koordinering mellem justitsminister Hughes og premierminister Menzies fik brødrene imidlertid underretning om det forestående forbud mange timer i forvejen. Dette tidsrum gav brødrene mulighed for at skaffe private papirer på betelhjemmets kontor af vejen. En autoritet inden for militæret, som den 18. januar 1941 blev citeret i Sydney-bladet Morning Herald, udtalte følgende om denne uorden inden for regeringen: „Forbudets ikrafttræden kunne ikke være sket på en mere klodset og forkludret måde. Ingen kan give atten timers varsel om at man har til hensigt at foretage husundersøgelse hos nogen, og så forvente at finde noget af interesse ved ankomsten.“

De ansvarlige brødre på afdelingskontoret kunne ikke andet end føle at det var et tegn på englenes ledelse og hjælp. Ved at de således var blevet advaret på forhånd kunne de nå at fjerne arkiver og optegnelser fra ejendommen. Den ene vognladning bøger efter den anden blev kørt bort fra Betel til skjulesteder rundt om i byen.

Da en halv snes sorte limousiner fra regeringen kørte op foran ejendommen tidligt lørdag morgen, „var hylderne tomme“. Praktisk taget alle de publikationer som brødrene havde så hårdt brug for, var blevet fjernet fra forsendelsesafdelingen og befandt sig i sikkerhed andre steder.

Ugen derefter blev fem medlemmer af betelfamilien fængslet i seks måneder hver på grund af neutralitetsspørgsmålet, idet retten afviste deres krav om at blive anerkendt som præster eller ordets tjenere.

Tjenesten under forbudet

Alle Selskabets afdelinger blev låst og afspærret, med undtagelse af boligfløjen, hvor betelfamilien fik lov at blive boende. Bevæbnede vagtposter holdt vagt dag og nat for at sikre at intet blev fjernet fra Selskabets ejendom, som nu var beslaglagt af myndighederne. Alle tasker der blev taget ind eller ud af ejendommen blev undersøgt, og besøgende måtte forklare deres ærinde før de fik lov at komme ind på Betel.

Kontoret, hvis udstyr blandt andet omfattede skrivemaskiner, blev forseglet af sikkerhedsfolkene. Om natten kunne medlemmer af betelfamilien imidlertid komme ind i kontoret gennem loftet, fjerne noget af udstyret og erstatte det med træblokke, så det så ud som om maskinerne stadig var der. Afdelingskontorets funktioner fortsatte således i længere tid på loftet uden at nogen opdagede det, og mens betelfamilien fortsatte sin underjordiske virksomhed ovenpå, patruljerede vagtposterne i etagen nedenunder! Forskellige steder på grunden installerede brødrene et system af brummere for at advare om når biler eller sikkerhedsfolk nærmede sig. Undertiden måtte søstrene, der lod som om de stod og vaskede op, forblive ved deres arbejde i timevis for at holde øje med mistænkelige besøgende som nærmede sig.

Da forbudet trådte i kraft blev alle publikationer, deriblandt bibler og store forsyninger af papir, enten beslaglagt eller forseglet på betelhjemmet. Lige før forbudet var der til Sydneys havn ankommet en stor skibsforsendelse med bogen Religion, brochuren Herredømmet og Freden og optagelser af broder Rutherfords sidste bibelske foredrag. På grund af de mørke skyer der hang over Jehovas vidner på det tidspunkt, nægtede tolderne at lade denne forsendelse komme ind i landet. Så den blev blot liggende.

Men da forbudet trådte i kraft blev myndighederne åbenbart klar over at nogen måtte betale oplagspengene. I stedet for at gøre dette, kørte de alle bøgerne og grammofonpladerne til Betel og anbragte dem i den store forsendelsesafdeling. Bevidstheden om alle disse bøger og de værdifulde trykkematerialer, for eksempel store stabler af trykpapir som det var vanskeligt at fremskaffe, satte betelfamiliens fantasi i bevægelse.

Fire bevæbnede vagtposter bevogtede ejendommen, og forsendelsesafdelingen og trykkeriet var forseglet. Den bageste væg i forsendelsesafdelingen grænsede imidlertid op til et vigespor der kun sjældent blev benyttet. Ved at følge en fremgangsmåde i lighed med den der omtales i Ezekiel 12:5-7 og fjerne nogle af murstenene, kunne brødrene om natten komme ind gennem denne mur. Indefra lykkedes det dem at åbne dørene ud til gården uden at bryde forseglingen, og så var alt klart til at ’bære sagerne udenfor’.

Under disse omstændigheder begyndte beteltjenesten efter midnat og varede til omkring klokken fire om morgenen, den tidsperiode hvor vagtposterne var mindst opmærksomme. Et skjult telefonsystem der omfattede de forskellige betelbygninger, blev betjent af en broder som var i stand til at overvåge alle fire vagtposter på deres respektive pladser. Når disse sov gav han brødrene signal om at der var fri bane. Men hvis nogen af vagtposterne bevægede sig blev brødrene straks advaret, og dørene i bygningen blev stille lukket indtil al fare var drevet over.

Ved en lejlighed da broder MacGillivray kom hjem i bil, var den sædvanlige vagtpost ved porten der ikke. Han steg ud og gik hen foran bilen, men blev mødt af to vagtposter der kom løbende fra deres kontor. De affyrede to skud mod ham. Et af dem gennemborede hans skulder. Han blev hjulpet ind i betelbygningen med blodet løbende fra sit sår. Broder MacGillivray kom sig snart igen, men seks måneder senere døde han.

Andre former for underjordisk virksomhed

I to og et halvt år arbejdede brødrene under jorden. I al den tid forbudet varede, gik brødrene ikke glip af et eneste nummer af Vagttårnet. Der blev i den tid trykt titusinder af indbundne bøger, blade, traktater og andet læsestof. Kvaliteten af trykningen svarede nogenlunde til den hvormed de oprindelige publikationer fra De forenede Stater var trykt. Under forbudet gik Jehovas folk ikke glip af nogen af de nye bøger, og Yearbook blev også trykt hvert år.

Alle de publikationer der blev fremstillet af det underjordiske trykkeri indeholdt følgende angivelse af trykkested: „Trykt af George Gibb, hvis sædvanlige adresse er . . . .“ Dette opfyldte det lovmæssige krav om at alle publikationer skulle bære trykkerens sædvanlige adresse. Politiet søgte overalt efter broder Gibb men kunne aldrig finde ham — han boede netop på den angivne adresse! Broder Gibbs navn blev således godt kendt i hele landet. Han har tjent som et elsket medlem af betelfamilien siden 1928 og arbejder endnu, i en alder af 85, på afdelingskontorets trykkeri.

Eftersom forbudet ikke blot omfattede Vagttårnsselskabets publikationer, men også afholdelsen af møder i sale eller store grupper, mødtes brødrene regelmæssigt i private hjem. Hus-til-hus-arbejdet fortsatte med Bibelen alene. Hvor man fandt ægte interesse gik man på genbesøg og tilbød bøger og blade.

En søster i Melbourne som regelmæssigt forkyndte fra hus til hus med Bibelen alene, fortæller at de besøgte ofte ringede til politiet. De holdt gerne samtalen i gang til de så politibetjenten komme. Så undskyldte de sig, og når hun gik derfra, løb hun lige i armene på betjenten. Hver gang skete der så det samme: Betjenten undersøgte hendes taske, spurgte hvad hun lavede, og prøvede at finde blot ét eksemplar af de forbudte publikationer. Men alt hvad han fandt var naturligvis Bibelen! Ofte måtte forkynderne opgive deres navn og adresse, men mere skete der ikke. Søsteren husker at mindst to forskellige politibetjente sagde noget i denne retning: ’Tag Dem ikke af det, men gå nu hellere hen i et andet distrikt, et par gader borte. Jeg synes De skal vide at der er flere betjente der er for Dem end der er imod Dem!’

Et stævne i 1941 — trods forbudet!

Et landsstævne i 1941 — det var hvad brødrene i Australien ønskede. Men hvordan skulle det lade sig gøre når arbejdet var forbudt? Vi måtte se om Jehova ville muliggøre og velsigne et sådant stævne under forbudet. Datoerne blev fastlagt til den 25.-29. december, og stævneprogrammet skulle være det samme som det der tidligere på året var blevet afholdt i Saint Louis, Missouri, USA. Da det var umuligt at få et passende sted, benyttede brødrene en ubebygget grund der tilhørte Selskabet og som lå i Hargreave Park, omkring 30 kilometer fra Sydney.

Brødrene kom fra alle egne af Australien, hovedsagelig med tog på grund af benzinrationeringen. I Vestaustralien nægtede myndighederne imidlertid at lade vore stævnedeltagere køre med toget, hvilket skabte en tilsyneladende umulig situation for disse brødre, der boede næsten 4800 kilometer borte.

Men brødrene i Vestaustralien lod sig ikke slå ud af den grund. De udstyrede deres biler med gasgeneratorer og brugte trækul som brændstof. Ved afrejsen den 11. december havde de udstyret ni biler og lastvogne til den yderst anstrengende 9600 kilometer lange rejse frem og tilbage. En af Selskabets gårde i Vestaustralien havde fremskaffet trækul som skulle føre konvojen de 1160 kilometer ad en ujævn, uasfalteret ørkenvej fra Norseman til Penong i Sydaustralien. Derfra var der i det mindste en ordentlig vej og nogle byer.

Hele turen til Sydney tog fjorten dage, hvoraf en hel uge blev tilbragt på Nullarborsletten (Nullarbor betyder „intet træ“), hvor brødrene måtte udholde mange strabadser. Det fine støv satte sig i klumper i hår og tøj, og når man ville vaske sig i den sparsomme beholdning af mineralholdigt brakvand, blev snavset blot til mudder. Bilerne måtte standse for at få fyldt trækul på for hver 80 kilometer. De langsomste biler var i gang døgnet rundt, idet chaufførerne skiftedes til at køre, spise og sove, alt imens konvojen sneglede sig gennem ørkenen.

Militæret, politiet og brændselsnævnet gav et eksempel på hvor gement bureaukratiske embedsmænd kan optræde, da de i den sidste by før brødrene skulle krydse ørkenen, beslaglagde deres forsyning af reservebenzin. Det betød at brødrene måtte skubbe den første bil tre til fem kilometer hver morgen før den startede på trækulsgassen; derefter måtte denne bil trække de andre i gang. Men konvojen ankom sejrsstolt til tiden for stævnets begyndelse. De aviser der i forvejen havde skrevet så nedsættende mens brødrene var på vej over Nullarborsletten, var mærkeligt tavse da hele gruppen af stævnedeltagere ankom til Sydney i god behold.

Et af højdepunkterne ved dette stævne var frigivelsen af den australsk trykte udgave af bogen Børn. Denne bog var blevet frigivet i Saint Louis, blot fire måneder tidligere. Da broder MacGillivray havde modtaget et eksemplar af bogen sagde han til brødrene: „Tryk ’børnebogen’!“ Det syntes umuligt at det underjordiske trykkeri kunne påtage sig en sådan opgave. Selv under almindelige forhold havde afdelingskontoret i Australien endnu aldrig trykt en indbunden bog! Men ledet af Malcolm Vale, der var en dygtig bogtrykker og en frygtløs organisator, tog undergrundsorganisationen fat på arbejdet!

De forskellige trykkerier man benyttede var udadtil almindelige verdslige trykkerier, og når de fra tid til anden blev inspiceret af politibetjente var dét det eneste indtryk de fik. Men midt om natten blev Selskabets trykkeprojekt pakket ud, og mange var de ark der blev fremstillet inden morgenen gryede.

Et af de største problemer var at få bøgerne indbundet. Brødrene lejede et ubenyttet pakhus, og om natten slæbte man indbindingsmaskinerne derind. Skiftehold af brødre og søstre arbejdede der dag og nat og fremstillede bøger på samme måde som dem der blev lavet i Brooklyn. Når der var gået nogle dage blev naboernes nysgerrighed undertiden vakt, og det lokale politi blev måske interesseret. Dette var signalet til at hele bogbinderiet næste nat blev pakket sammen, læsset på lastbiler og transporteret til et andet lejet pakhus. Og sådan fortsatte indbindingen og fremstillingen af bøger den ene uge efter den anden. Bogbinderiet måtte skifte lokale seksten gange. Men brødrene blev belønnet med at en god forsyning af bogen var færdig og kunne frigives ved deres stævne.

Eftersom Selskabets publikationer var forbudt, måtte frigivelsen af bogen også foregå i stilhed. I forbindelse med et af stævnets formiddagsprogrammer blev stævnedeltagerne ledet til forskellige Jehovas vidners hjem i nærheden af stævnepladsen. Her blev bogen frigivet for den lille gruppe der var til stede i hvert hjem. I afdelingstilsynsmandens rapport i den følgende Yearbook hed det: „Trods overordentlig vanskelige forhold påtog trykkeriarbejderne sig et arbejde der kun lod sig gennemføre fordi de helt havde viet sig denne opgave og af Herren havde fået styrke dertil. Hvert barn fik sin gave og der er nu spredt 20.000 eksemplarer af bogen i hele Australien.“ Seks tusind overværede stævnet under forbudet!

Forandringer på afdelingskontoret

Kort efter stævnet fik betelfamilien den 8. maj 1942 en udsættelsesordre som krævede at brødrene var ude inden 24 timer. Hæren skulle overtage ejendommen. Betelfamiliens medlemmer fandt logi i huse i nærheden.

Ikke længe efter broder Rutherfords død den 8. januar 1942 afsluttede broder MacGillivray også sit liv, nemlig den 22. juli 1942. Philip Rees fortsatte nu som afdelingstilsynsmand. Broder Rees var da 26 år og havde været på Betel siden han var 15. Han havde et grundigt kendskab til hvordan afdelingskontoret virkede, idet han hele tiden havde fulgt udviklingen på nært hold. I dag er han og hans kone, Maudie, medlemmer af betelfamilien i London.

Før sin død havde broder MacGillivray taget skridt til at få sagen om forbudet indbragt for Australiens højesteret for at få afprøvet dets gyldighed. Samtidig blev der sendt en stadig strøm af protestbreve og anmodninger til forskellige myndighedspersoner.

Opildnet af denne kamp for frihed og af den landsomfattende presseomtale som arbejdet var genstand for, gjorde forkynderne en stadig større indsats. På grund af afbrydelser i postbesørgelsen kostede det imidlertid både tid og hårdt arbejde at bringe organisationen tilbage til dens tidligere effektive arbejdsgrundlag. Men efter adskillige måneder lykkedes det, med Jehovas hjælp.

Vanskeligheder under forbudet

På grund af forbudet blev brødrene udsat for et stort pres og mange vanskeligheder. Alex Miller husker hvordan politiet afbrød et møde hvor nogle brødre blev oplært til vennetjenesten (kredstjenesten). Men da den betjent som havde opdaget at mødet blev holdt, gik tilbage for at fortælle sine kolleger derom, forlod brødrene bygningen via en jernbaneskråning, og alle slap bort i sikkerhed.

Senere bad Selskabet broder Miller om at tage til Brisbane for at hjælpe en af menighederne der. Men hvordan skulle han komme dertil? Toget var forbeholdt militærpersoner og dem der rejste med ordrer fra regeringen. Broder Miller spekulerede over problemet en tid og besluttede så at rejse forklædt som præst! Det lykkedes ham at få adgang til toget, bærende på to store kufferter fyldt med eksemplarer af Yearbook der var blevet trykt under jorden. På denne måde fik brødrene i Queensland deres eksemplarer af Yearbook for 1943.

Aubrey Baxter benyttede en anden list for at få bøgerne ud til brødrene. Han samlede nogle eksemplarer af bogen Børn i Brisbane og tog toget til statens nordligste del. Hvert sted hvor der fandtes en menighed forlod han toget med en karton bøger, og hver gang bandt han en rundsav til ydersiden af kartonen. Politiet stod altid parat når togene ankom, og passagererne blev visiteret, men rundsaven og vores broder fik altid lov at slippe igennem!

Broder Baxter fortæller om den mistænksomhed som krigshysteriet dengang havde skabt hos myndighederne: „Til Selskabets gård i North Queensland ankom der pludselig en dag to bilfulde med betjente og militærfolk som ville have at vide hvor den lyskaster befandt sig som man mente vi havde benyttet for at hjælpe fjenden. Det der var sket, var at vi i flere nætter havde arbejdet ved et lys der skinnede på en dæmning som vi var ved at bygge. En anden latterlig anklage gik ud på at vi havde en mark med majs der var plantet i en kode, så fjenden kunne læse den fra luften! Denne tåbelige anklage viste sig naturligvis også at være falsk.“

Stævneoplevelser

Broder Lloyd Barry, der senere har tjent som missionær og afdelingstilsynsmand i Japan, og som nu er medlem af det styrende råd i New York, husker med glæde nogle af disse vanskelige men spændende tider. Han fortæller at stævnet i 1942 måtte holdes i hjemmene. Han tjente det år som ordstyrer ved stævnet i Melbourne, og mindes den enorme indsats brødrene gjorde for at gennemføre programmet.

At holde ét stort stævne var udelukket, og stævnedeltagerne, der var kommet fra alle egne af Victoria, blev fordelt på tolv af brødrenes hjem. I nogle af disse hjem var der mellem 50 og 60 som hver dag overværede møderne. Hver taler holdt sit foredrag i alle hjemmene, hvilket betød at han måtte holde det samme halvtimes foredrag tolv gange. Selv om brødrene ikke hørte stævneforedragene i den oprindelige rækkefølge, kunne de glæde sig over at få hele programmet, i kraft af den store indsats som disse talere gjorde.

Under stævnet boede broder Barry i pionerhjemmet i Hawthorne. Alt gik godt den første dag, men omkring klokken fem næste morgen lød der et råb fra husets forside: „Politiet!“ Det var en politirazzia!

Broder Barry havde i sin mappe en detaljeret oversigt over stævneprogrammet med oplysninger om den fremgangsmåde man skulle følge hvis politiet foretog razziaer under stævnets møder. Dette var virkelig „varmt stof“, og dér stod han, fanget i det bageste rum i huset, med det!

Politiet kom nu gennem huset, trak skuffer ud og vendte op og ned på alting. Først forsøgte broder Barry at stoppe mappen ind under sengens madras, men der kunne man let få øje på den. Han gik hen til vinduet, og ganske rigtigt: der stod en civilklædt politibetjent ved hvert hjørne af huset.

Da broder Barry nogle få øjeblikke senere igen kiggede ud ad vinduet, så han at en af betjentene et øjeblik havde forladt sin post. Han åbnede vinduet og kastede mappen så langt han kunne ud i køkkenhaven. Hvor vidunderligt et syn var det ikke at se den lande midt i et stykke med kål og at se kålbladene lukke sig over den! I næste øjeblik befandt politiet sig i soveværelset, hvor de splittede alting ad og stillede nærgående spørgsmål, men det lykkedes dem aldrig at finde de værdifulde oplysninger om vore stævneplaner.

Flere begrænsninger — men arbejdet fortsætter

De forskellige betelafdelinger var blevet fordelt rundt om i byen Sydney, hvor de fungerede under jorden. Forkynderne kunne kun arbejde fra hus til hus med Bibelen. Dette resulterede i at der blev oprettet mange hjemmebibelstudier med dem der viste ægte interesse ved de første besøg. Arbejdet med at forkynde og gøre disciple gik stadig fremad, trods forholdene under forbudet.

Da myndighederne så at Rigets arbejde stadig havde fremgang, greb de til endnu hårdere midler for at standse det. Alle de fremtrædende brødre som de kunne finde, fik begrænset deres bevægelsesfrihed. Der blev udstedt ordrer om at hver af de pågældende brødre skulle bo i en isoleret by eller landsby. Det var dem under frihedsstraf forbudt at bevæge sig uden for en radius af otte kilometer fra byens centrum.

Myndighederne begrænsede afdelingstilsynsmandens, Philip Rees’, bevægelsesfrihed til byen Picton, hvor han blev holdt under opsyn. Heldigvis lå byen kun 110 kilometer fra Sydney. Selv om broder Rees ikke havde lov at bevæge sig uden for denne by, var der ingen begrænsninger som forbød andre brødre at besøge ham der. De brødre hvis bevægelsesfrihed ikke var blevet begrænset, og som holdt arbejdet i gang, fyrede derfor to nætter om ugen op i en generatordrevet bil og kørte ud til Picton for at møde broder Rees i en afsidesliggende bjergkløft.

Forbudet ophæves

Den sag som Selskabet havde anlagt mod Statsforbundet kom omsider for Australiens højesteret. Processen blev ført på grundlag af grundlovens paragraf 116, som forbyder krænkelse af religionsfriheden. Da der ikke fandtes nogen sagfører blandt brødrene, var Selskabet nødt til at betale det høje salær det kostede at få landets bedste rådgivere, og disse gjorde en glimrende indsats. Selskabets førende juridiske rådgiver fortalte bagefter brødrene at han mod forventning i den grad havde nydt processen, og at brødrenes oprigtighed havde gjort et sådant indtryk på ham, at han gerne ville nedskære sit salær.

Under sagens behandling kom det frem at den bestemmelse der lå til grund for forbudet, var en krænkelse af grundloven. Sagen blev påhørt af højesteretsdommer Starke, som ikke havde vanskeligt ved at se den uretfærdighed forbudet havde forvoldt. Modpartens sagførere forsøgte at piske en følelsesladet stemning op ved at henvise til det Selskabet havde sagt om de symbolske vilddyr i Åbenbaringen, for eksempel i bøger som Lys (bind et og to). Efter at dommeren en hel formiddag havde lyttet til den slags argumenter gabte han, så på uret og sagde: „Vilddyrene ser ud til at være sultne — lad os hæve retten og spise frokost.“

I sin retsbelæring erklærede højesteretsdommer Starke at forbudet mod Jehovas Vidner var „ubegrundet, vilkårligt og despotisk“. Han anbefalede at forbudet blev ophævet, men eftersom sagen var af så stor betydning lod han den gå videre, så hele højesteretten, bestående af fem dommere, kunne afsige den endelige kendelse. Denne kendelse var til gunst for Selskabet. Den blev afsagt den 15. juni 1943, én dag efter den bemærkelsesværdige kendelse til gunst for Jehovas Vidner i flaghilsen-sagen i De forenede Stater. Brødrene i Australien kunne således glæde sig samtidig med deres brødre i Amerika over de storslåede teokratiske sejre! Senere fik Selskabet al sin ejendom tilbage fra regeringen.

I en kommentar om forbudet mod arbejdet og forbudets ophævelse to og et halvt år senere, opsummerede højesteretsdommer Brennan fra højesteretten i Queensland med velgørende skarpsindighed hele sagen, idet han sagde:

„I nogen tid efter at den nuværende verdenskatastrofe var brudt løs, rådede der et hysteri blandt befolkningen. Da det blev klart at selve vor eksistens muligvis var truet af en fremmed magts forestående invasion, blev hysteriet til panik. Man slog ned på Jehovas Vidners organisation og forbød den. Da ophidselsen i nogen grad havde lagt sig, afsagde Australiens højesteret, med sin traditionelle britiske ro, en kendelse der gik imod forbudet mod organisationen og som gengav Jehovas Vidner deres forfatningsmæssige ret til religionsfrihed.“

Under forbudet var der sket en bemærkelsesværdig stigning i antallet af Rigets forkyndere. Fra lidt over 2500 i tjenesteåret 1940 steg antallet til 4328, som rapporterede i måneden efter at forbudet var ophævet. Dette var muligt fordi den teokratiske organisation var blevet bevaret intakt, selv om den måtte virke under jorden.

Flaghilsen og neutralitetsspørgsmålet

Kort efter højesteretssejren blev spørgsmålet om flaghilsen behandlet i aviserne. I slutningen af juli 1943 var 50 børn i staten Victoria blevet bortvist fra deres skoler fordi de havde nægtet at hilse flaget. Senere blev der indgået en aftale med myndighederne i Victoria om at Jehovas vidners børn hver mandag morgen kunne fremsætte en kort erklæring om at de var villige til at adlyde de af landets love som var i overensstemmelse med Guds lov.

I juni 1943 blev specialpioneren Frank Grundy idømt fængselsstraf fordi han havde nægtet at lade sig indrullere i hæren ved edsaflæggelse. Han forsvarede sig med at han som en ordets tjener ikke var forpligtet til at aflægge denne ed, men det gav retten ham ikke medhold i. Sagen blev appelleret, og den højere domstols kendelse lød på at broder Grundy, i henhold til forsvarsloven, var en „ordets tjener“. Denne dom blev et accepteret præcedens af uvurderlig værdi, idet den bevirkede at andre af Selskabets heltidstjenere også kunne opnå status som ordets tjenere.

Disse gunstige kendelser var de første tegn på en betydningsfuld ændring i domstolenes holdning når de skulle behandle unge brødres krav om som ordets tjenere at blive fritaget for militærtjeneste.

Kampagnen i Glenelg

Selv da den anden verdenskrig var forbi, fortsatte virkningen af den fordomsfulde stemning som de fanatiske patrioter og deres religiøse forbundsfæller havde oppisket. Fra den 27. til den 29. april 1945 blev der i fjorten byer i hele Australien tilrettelagt en række stævner hvor det offentlige foredrag hed „De sagtmodige arver Jorden“. I de fleste af disse byer blev stævnerne holdt uden forstyrrelser. I Glenelg, en forstad til Adelaide i Sydaustralien, var situationen imidlertid en anden. Her kom der, mens Hubert Clift introducerede foredragsholderen, Bill Carnie (der senere blev afdelingstilsynsmand i Hongkong), en stor gruppe soldater ind i salen. De råbte og skreg og forlangte at programmet skulle begynde med nationalsangen. Nogle af dem for op til højttaleranlægget. Den broder der passede anlægget havde imidlertid før været en kendt bokser. Han advarede dem om at hvis de forsøgte at ødelægge Selskabets udstyr ville han være nødt til at beskytte det. Efter at to af dem havde undladt at følge advarselen, trak den sidste sig hurtigt tilbage mens han råbte: „Vi troede ikke de ville slås!“ Men tumulterne fortsatte. Det var umuligt at styre de ubudne gæster, og mødet måtte aflyses.

Det syntes imidlertid vigtigt at dette budskab blev overbragt indbyggerne i Adelaide, sådan som det var blevet overbragt indbyggerne i tretten andre større byer i Australien. Derfor fløj tre brødre, Philip Rees, Lloyd Barry og Norman Barnett, fra Sydney til Adelaide for at organisere endnu en kampagne og holde et foredrag.

Broder Barnett plejede at fortælle at han under den første verdenskrig havde været den fjerde frivillige der var blevet hvervet af den australske hær til oversøisk tjeneste. Som kaptajn Barnett var han blevet alvorligt såret af en granat under de allieredes landgangsforsøg i Gallipoli, Tyrkiet, i april 1915. Senere blev han imidlertid en nidkær forkæmper for Rigets interesser. Hans opgave i Adelaide-kampagnen var at overvære forskellige møder for hjemvendte soldater, præsentere sig som „Australsk soldat nr. 4“ og derefter ræsonnere med disse mænd om den indstilling de burde have til Jehovas Vidner. På denne måde var han i stand til at aflægge et meget effektivt vidnesbyrd.

Samtidig udarbejdede de andre brødre en særudgave af Kingdom News (Rigets Nyheder). Teksten blev via telefon dikteret til Sydney. Efterhånden som hvert afsnit blev maskinskrevet gik det videre til sætteriet på Selskabets trykkeri. I løbet af nogle få timer var denne udgave af Kingdom News ikke blot maskinskrevet, sat og trykt, men var også på vej til Adelaide med fly. Lørdagen før det offentlige foredrag, der igen var planlagt, denne gang i Jehovas Vidners rigssal i Adelaide, lå 25.000 eksemplarer parat til at blive spredt af de sydaustralske forkyndere.

Under spredningen af Kingdom News i forstaden Glenelg blev tre brødre, deriblandt to af de besøgende fra Sydney, antastet på gaden af en stor flok soldater. Disse bøller greb brødrenes bogtasker og spredte deres blade ud over gaden. De forlangte at brødrene skulle slås med dem. Det lykkedes imidlertid brødrene at holde dem hen en times tid ved at forsøge at ræsonnere med dem ud fra Bibelen. Men pludselig opløstes pøbelen som forsvandt den ud i den blå luft. Hvad var der sket? Da de betrængte brødre så ned ad gaden, fik de øje på en der kom rundt om hjørnet. Det var ingen anden end den tidligere bokser der så effektivt havde beskyttet Selskabets højttaleranlæg ved det første møde. Pøbelen havde ikke haft lyst til at møde ham igen.

Rystet over denne barske oplevelse vendte brødrene med sporvogn tilbage til rigssalen i Adelaide. Dér stod Norman Barnett på trappen til rigssalen, og da han så dem vinkede han til dem med en avis i hånden. Da de fik læst avisen, glædede det dem meget at se at aftenbladet Adelaide News, der havde et oplag på godt 75.000 eksemplarer, på sin forside ord for ord og uden kommentarer havde optrykt det meste af Kingdom News. Flere radiostationer som indtil da havde nægtet at annoncere foredraget mod betaling, fulgte nu trop og begyndte gratis at annoncere det kommende offentlige foredrag som en del af nyhedsstoffet.

Søndag morgen glædede forkynderne sig atter over at kunne sprede Kingdom News, der indeholdt en indbydelse til eftermiddagens foredrag „De sagtmodige arver Jorden“. De havde mange gode oplevelser. De der først var afvisende blev præsenteret for gårsdagens Adelaide News. Mange ændrede straks indstilling og tog med glæde imod et eksemplar af Kingdom News. Søndag eftermiddag blev foredraget, trods trusler om vold, holdt som planlagt i rigssalen, der var fyldt til bristepunktet, mens adskillige lyttede ude på vejen. Der lød mange bifaldsytringer fra den begejstrede tilhørerskare. På denne måde sørgede Jehova for at der blev aflagt et langt større vidnesbyrd end der ville være blevet dersom de patriotiske fanatikere havde undladt at forstyrre det oprindeligt planlagte foredrag i Glenelg.

Alvorlige vanskeligheder af åndelig art

Det begyndte at blive åbenbart at det ikke stod helt godt til med arbejdet i Australien, og at Jehovas velsignelse ikke havde frit løb sådan som det burde være tilfældet. Det første vink herom var en nedgang i antallet af forkyndere fra et gennemsnit på 3898 i 1944 til 3532 i 1945. Først mente man at tilbagegangen skyldtes de daværende omstændigheder. Men da antallet af forkyndere det følgende år faldt til 3294, var der grund til virkelig bekymring. Nu da krigen var ovre, kunne de fleste lande glæde sig over en ansporende vækst. De sejre brødrene havde vundet ved domstolene, skulle også have givet dem større nidkærhed og begejstring.

I sin rapport til Yearbook for 1946 udtrykte Philip Rees sin bekymring med følgende ord: „Under de vanskelige år med modstand, især 1943 og 1944, blev der aflagt et større vidnesbyrd af flere forkyndere med en større timeindsats end tilfældet var i tjenesteåret 1945. Dette er ganske vist uforståeligt, men nogle brødres syn er blevet uklart, og de er gledet tilbage i uregelmæssighed eller i nogle tilfælde endog i uvirksomhed. Når man taler med disse brødre indrømmer de som regel at der er meget at gøre og at de har et ansvar at røgte. Men fordi den hellige ånd ikke har frit løb, er de sene til at ryste sløvheden af sig.“

De foregående fem års kommercielle virksomhed begyndte nu at kræve sine ofre. I årene under krigen og forbudet havde den været et middel til at forsørge mange tidligere heltidsforkyndere som ikke kunne fortsætte deres pionertjeneste på grund af forbudet. Men organisationen var i virkeligheden gået alt for vidt ved at oprette kommercielle foretagender, og dette havde haft en nedbrydende virkning på mange brødre.

Vejen banes for Jehovas velsignelse

Så snart han kunne tog broder Rees skridt til at afvikle disse foretagender. Men det var en meget vanskelig proces, som berørte mange der havde taget imod denne form for tjeneste for at støtte organisationen. Der blev imidlertid foretaget de nødvendige justeringer, og da broder Rees i 1946 blev indbudt til Vagttårnets bibelskole Gilead, var disse foretagender blevet fuldstændig afviklet.

Ikke desto mindre var der i de omtalte år blevet begået visse fejl, og der måtte gøres noget for at rense luften, så alle brødrene atter helhjertet kunne gå fremad i det vigtige arbejde med at forkynde Riget. Det første besøg Vagttårnets præsident Nathan Knorr aflagde i Australien var en anledning hertil. Det var i marts 1947.

Broder Knorr gik direkte til sagen. Ledsaget af den fungerende afdelingstilsynsmand, broder Laurie Wills, besøgte han alle hovedstæderne i de australske stater. Han talte rent ud til brødrene om de forhold der havde gjort sig gældende. Derefter forelagde han en resolution til deres overvejelse.

Her følger den fulde ordlyd af den resolution som brødrene vedtog ved stævnerne i Perth, Adelaide, Melbourne, Launceston, Brisbane og Sydney:

„FOR AT vi med rene hænder og hjerter må kunne tage de velsignede tjenesteforrettigheder op som vore brødre i alle andre lande glæder sig over her i efterkrigstiden, ønsker vi ikke at fralægge os det ansvar som vi måtte have for denne tilbagegang, både i antallet af forkyndere af Guds rige og i forkyndelsen af Rigets budskab.

FOR AT ingen hemmelig skyld skal klæbe ved os ønsker vi derfor hermed, over for Jehova Gud og hans konge Jesus Kristus, at bekende at vi under den anden verdenskrig på forskellige måder har støttet de uretfærdigheder der er blevet begået af denne verden i krig; vi har stillet forskellige ejendele som tilhørte Guds indviede folk, til rådighed for det vi nu forstår var en del af krigsindsatsen og -propagandaen, hvilket var en krænkelse af alle Kristi Jesu disciples sande neutralitet, idet de er i verden, men ikke bemyndiget til at være en del af den. Det står os nu fuldstændig klart at dette ikke har haft Jehovas velsignelse. Det har bragt vanære over hans navn og sag og har skabt mange misforståelser, og det har bekymret og svækket brødrene. Vi ønsker ikke at lægge skylden for denne adfærd over på nogen bestemt, men vi ønsker ydmygt at bekende det fælles ansvar vi har for det der er sket her i Australien.

DERFOR bekender vi, Jehovas vidner på dette store kontinent, herved åbent og forenet vore synder, fejl og mangler over for ham, og vi beder om hans tilgivelse og barmhjertighed gennem Kristus Jesus, for at han må slette vore overtrædelser. I tillid til at han nådigt vil skænke os sin gunst på ny, erklærer vi at det er vor hensigt at vandre med større varsomhed i denne efterkrigstid, idet vi vil vende os bort fra verdslighed og fra nu af stræbe efter at bevare vor uangribelighed uplettet af verden.“

Brødrenes øjne fyldtes med glædestårer over at lejligheden nu omsider var kommet hvor de australske venner i fællesskab kunne bede Jehova om tilgivelse.

Under sit besøg i Australien kunne broder Knorr se at det var tiltrængt med en ny administration. Han udnævnte derfor Floyd Garrett, der året før var blevet sendt til Australien fra De forenede Stater, til afdelingstilsynsmand. Broder Garrett havde gennemgået Gileadskolens første klasse og havde arbejdet på hovedkontoret i Brooklyn. Det varede ikke længe før han var afholdt af hele betelfamilien såvel som af alle de andre brødre i Australien.

Sammen med broder Garrett kom også Benjamin Mason, der ligeledes var udgået fra den første klasse på Gilead, og han blev udnævnt til områdetilsynsmand. Disse brødre udførte en virkelig effektiv tjeneste, idet de havde fået en god oplæring i Selskabets nye måde at tilrettelægge arbejdet på efter krigen.

Arbejdet reorganiseres efter krigen

De halvårlige kredsstævner begyndte i februar 1947, hvor det første blev holdt i Perth. Og lige fra områdestævnerne begyndte i 1948, kom disse til at stå som milepæle i den åndelige vækst. En af de kredstilsynsmænd fra efterkrigstiden som huskes af mange var Adrian Thompson, der rejste overalt i Australien før han i 1947 forlod landet sammen med den første gruppe på 17 elever til Gileadskolen; senere tjente han som den første kredstilsynsmand i Japan.

Fra begyndelsen af 1948 blev der sendt endnu tre kredstilsynsmænd ud på den australske arbejdsmark. Disse brødre, John Cutforth, Donald MacLean og Robert Smart, var kommet fra Canada efter at være blevet uddannet på Gileadskolen.

Før de tre brødre forlod Betel i Brooklyn for at rejse til Australien med skib, kaldte broder Knorr dem ind på sit kontor og forklarede dem den særlige grund til at de blev sendt til Australien. Deres mål var at arbejde hårdt for at modvirke den modløshedens ånd der havde grebet mange brødre på grund af begivenhederne under den anden verdenskrig og de fejl der var blevet begået. Ved at opmuntre og opbygge brødrene og samtidig føre nidkært an i tjenesten fra hus til hus, ville de kunne udrette meget godt. Det var uden tvivl sådanne brødres trofaste tjeneste og eksempel der i høj grad bidrog til den gode åndelige vækst i de følgende år.

Oplevelser i kredstjenesten

Da broder MacLean fik tildelt en kreds hvor han måtte tilbagelægge hundreder af kilometer, betjente han menighederne ved hjælp af en motorcykel. Det var et vanskeligt transportmiddel at benytte på de australske landeveje sidst i 1940rne. Vi vil lade ham fortælle om nogle af sine første indtryk af dette nye og mærkelige land:

„Vi nyankomne oplevede nogle spændende øjeblikke når vi kørte gennem de afsidesliggende, isolerede områder. Mit første møde med en flok emuer [store strudsefugle] var interessant, men nervepirrende. Da jeg var på vej på motorcykel gennem et øde område mødte jeg en flok emuer der spærrede vejen. De er overordentlig nysgerrige fugle, og de blev åbenbart fascineret af solens glimten i mit forkromede spejl og styr. Da jeg ikke vidste hvordan man behandler en emu, tøvede jeg med at køre gennem flokken og sætte livet på spil, så jeg standsede motorcyklen. De store fugle havde imidlertid ikke til hensigt at flytte sig men blev stående, så efter nogen tid besluttede jeg at tage det første skridt.

Jeg brugte hornet og speedede motoren op. Emuerne kom bare nærmere, idet deres nysgerrighed steg. Det virkede temmelig frygtindgydende, så jeg bakkede lidt, brugte hornet og speedede atter motoren op. Men emuerne kom endnu nærmere! Jeg besluttede at tage chancen og køre ind i flokken, som selv da kun skiltes lidt for at lade mig komme igennem. Så snart jeg var kommet igennem begyndte emuerne at løbe side om side med mig langs vejkanten. Det var først da jeg kom op på en fart på omkring 65 kilometer i timen at det til min store lettelse lykkedes mig at køre fra de store fugle!“

Nu hører broder MacLeans motorcykeldage naturligvis for længst fortiden til. I 1951 giftede han sig med en australsk søster, June, og siden da har han og hans kone trofast virket i kreds- og områdetjenesten overalt i Australien lige til i dag.

Mod slutningen af 1948 blev Benjamin Mason indkaldt til Betel fra områdetjenesten, og broder Cutforth blev udnævnt til at tjene som områdetilsynsmand. Dengang var der kun ét område i hele landet, bestående af fjorten kredse. Tilsynsmanden måtte altså rejse mange tusind kilometer for at betjene kredsstævnerne to gange om året. Broder Cutforth fortsatte i denne tjeneste i ni år og blev kendt og elsket overalt i dette store land. Han huskes stadig for sine levende ordbilleder og illustrationer, såvel som for sin kærlige imødekommenhed og villighed til, på trods af en stram timeplan, at tage sig tid til at lytte til problemer som brødre og søstre i alle aldersgrupper måtte have. I 1957 forlod broder Cutforth Australien for at arbejde i Papua-Ny Guinea, hvor han stadig tjener trods en fremskreden alder og et dårligt helbred.

Broder Cutforth har fortalt følgende oplevelse fra et kredsstævne som han overværede i den vestlige del af Queensland: „Nogle hundrede brødre fra Queensland rejste de hundreder af kilometer vestpå til Goondiwindi til vort første kredsstævne der. Da det ikke var muligt at få en sal, blev der fra Brisbane fremskaffet et meget stort telt som blev rejst på en ubebygget grund. Tidligere på ugen havde der været store skybrud. Om lørdagen kom der atter voldsomme regnskyl, og vort virksomhedsmøde blev næsten ’skyllet bort’. Om søndagen stilnede regnen af, og solen skinnede under det offentlige foredrag, men byens indbyggere vidste at virkningen af disse voldsomme regnskyl endnu ikke havde kulmineret: Vandstanden i den nærliggende flod ville blive højere og højere og vandet ville nå byen i løbet af nogle timer. Og ganske rigtigt, vandet begyndte at sive ind i vores telt. Snart strømmede det ind, og vi gik rundt i vand der nåede os til knæene, omgivet af slam, slanger og skrald overalt. Vandet løb gennem forretningerne i byen, ind ad fordøren og ud ad bagdøren. Vores cafeteria stod under vand. Sikke et job det var for cafeteriatjeneren at skaffe mad til flere hundrede brødre indtil den følgende onsdag, hvor vandet var sunket så meget at alle kunne vende sikkert tilbage til deres hjem!“

Kredstilsynsmændene understregede behovet for personligt studium og for at lede hjemmebibelstudier med de interesserede. Med et større antal bibelstudier fulgte flere forkyndere og en udvidet virksomhed overalt i landet. I rapporten for tjenesteåret 1949 hedder det: „Af det store antal retsindige mennesker som overværer kredsstævnerne og menighedernes offentlige foredrag, fremgår det at der ikke er nogen mangel på interesserede i dette land. Mange ønsker at få sandheden og vil gerne tjene den sande Gud, Jehova. Nu da brødrenes udsyn er blevet større som følge af mere personligt studium, begynder de at forstå at ’høsten i sandhed er stor’.“

Forfriskende fremskridt i 1950erne

I begyndelsen af 1951 voksede spændingen, idet det andet besøg af broder N. H. Knorr og broder M. G. Henschel nærmede sig. Denne gang var det rigtignok en anden atmosfære der mødte de rejsende fra hovedkontoret i Brooklyn! Den var en tydelig modsætning til den der rådede under besøget fire år tidligere, hvor det havde været nødvendigt at tage sig af dybtliggende problemer. Jehova havde i sandhed velsignet sine tjeneres arbejde, da de med fornyet nidkærhed og en renset kristen samvittighed tog fat på arbejdet efter at have vedtaget den resolution som broder Knorr havde forelagt dem.

Højdepunktet på dette ti-dages besøg var et landsstævne der blev holdt på Moorefield Park væddeløbsbane i Sydney. Bemærkelsesværdig ved dette stævne var mindehøjtiden, som blev fejret på den åbne stævneplads. Mens broder Knorr talte og symbolerne, det usyrede brød og den røde vin, blev budt rundt, skinnede den lyse fuldmåne klart fra en skyfri himmel over Botany Bay.

På det tidspunkt var Floyd Garret vendt tilbage til De forenede Stater, og før broder Knorrs besøg i marts 1951 havde Roy Moyle ført tilsyn med afdelingskontorets funktioner. Under dette besøg blev broder Moyle indbudt til at være med i Gileadskolens 18. klasse. Derefter vendte han tilbage til Australien, hvor han stadig tjener som ældste i en af menighederne i Brisbane.

Kort efter blev Theodore Jaracz sendt til Australien som afdelingstilsynsmand. Hans nidkærhed med hensyn til teokratisk orden og den måde hvorpå han førte an i tjenesten, var til stor opmuntring for alle brødrene. Han benyttede ofte lejligheden til at fungere som områdetilsynsmand ved kredsstævner der blev holdt i en rimelig afstand fra afdelingskontoret. Efter cirka fem år på det australske afdelingskontor vendte broder Jaracz tilbage til De forenede Stater, hvor han og søster Jaracz nu tjener på Selskabets hovedkontor, og hvor han er medlem af det styrende råd.

De fjerne distrikter — en udfordring

Det organiserede arbejde i „isoleret distrikt“ begyndte i 1952, og der er sandsynligvis kun få lande i verden for hvem denne opgave er så stor en udfordring som den er for Australien med dets vidtstrakte områder af isoleret distrikt i landets indre. I mange år havde det været en kilde til bekymring hvordan disse afsidesliggende egne kunne blive mere regelmæssigt besøgt med Rigets budskab. Trofaste brødre havde gennemarbejdet disse områder i 1930rne og 1940rne, men det var meget begrænset hvad de havde kunnet udrette.

Men nu tog brødrene med begejstring fat på denne gren af tjenesten. Lastbiler, personbiler, motorcykler, lejrudstyr og store mængder bøger og blade blev alt sammen gjort klar til rejser der strakte sig fra nogle få kilometer til mange hundrede kilometer. En menighed bad om at få tildelt et distrikt der lå 1600 kilometer borte. En tretons lastbil blev udstyret til rejsen, med en motorcykel, adskillige cykler samt forråd bagi. Flere personbiler fulgte efter lastbilen, og brødrene tilbragte nogle måneder med at gennemarbejde det tildelte distrikt.

En lille menighed havde et permanent distrikt der strakte sig over 960 kilometer. En broder aflagde besøg et sted hvor han huskede at han havde afsat noget bibelsk læsestof i 1933. Efter en kort samtale kunne den besøgte huske det tidligere besøg, og han modtog alle de sidste bøger og tegnede abonnement på begge blade. Efter at broderen havde forkyndt for de ur-australiere der var ansat hos denne mand og hans kone, fulgte ægteparret ham til porten og sagde med strålende ansigter at de ikke håbede at der skulle gå endnu nitten år før han igen kunne besøge dem!

Nogle steder blev distriktet ikke tildelt menigheder men grupper af almindelige pionerer og specialpionerer. Disse brødre måtte i mange tilfælde bo under primitive forhold, men den ånd de lagde for dagen mindede om pionerånden fra tidligt i 1930rne.

En sådan pionergruppe i den nordvestlige del af New South Wales boede i et gammelt, forladt hus. Brødrene måtte cykle mange kilometer for at forkynde fra gård til gård. Undertiden havde de kun lidt at spise, og folk dér på egnen var i almindelighed sene til at tage imod sandheden, men det fik dem ikke til at tabe modet. Da broder John Wilson, den daværende kredstilsynsmand, besøgte gruppen anbefalede han at de på ny genbesøgte alle dem der havde vist nogen interesse, selv om interessen syntes at være aftaget.

Denne kampagne og de pionergrupper der gennemarbejdede disse områder var medvirkende til at der blev aflagt et glimrende vidnesbyrd overalt i Australien. Menighed efter menighed skød op i de spredte provinsbyer.

Udvidelsen fortsætter

Med filmen „Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed“ blev brødrene for første gang præsenteret for levende billeder der gav dem et indtryk af Jehovas organisations internationale omfang. Den præcision hvormed Selskabets trykkeri, kontor og andre faciliteter fungerede i Brooklyn, hjalp brødrene til at føle sig nærmere knyttet til „moderorganisationen“. Denne film blev vist for fulde huse overalt i landet, i både byer og landsbyer.

I 1954 var det gennemsnitlige antal forkyndere i landet steget til 6874. Antallet af kredse var vokset til 21, og der var nu tre områder. Donald MacLean blev den anden områdetilsynsmand, mens en tredje broder tjente en del af tiden som sådan.

I marts 1956 kom broder Knorr på sit tredje besøg, og denne gang holdt vi et landsstævne i den samme Sydney idrætspark som var blevet benyttet under broder Rutherfords besøg i 1938. Ved stævnet i 1956 var der 8149 til stede.

I november 1956 blev der udnævnt en ny afdelingstilsynsmand i Australien. Det var Douglas Held fra Canada, som førte tilsyn med arbejdet i syv år. Væksten fortsatte uafbrudt i den sidste del af 1950erne. I 1957 nåede man for første gang over 10.000 forkyndere, med en ny rekord på 10.290. Blot ti år tidligere havde antallet af forkyndere været 3516.

Der kom stadig mange bibelinteresserede fra de titusinder af immigranter der hvert år strømmede til landet fra Europa. En indtrængende opfordring blev sendt til brødrene i Vestaustralien om at overveje at tjene i de østlige stater, hvor de fleste af disse indvandrere slog sig ned, og hvor behovet derfor blev langt større.

Vestaustralien havde altid haft et langt større antal forkyndere i forhold til befolkningen end de andre stater. Da broder Theodore Jaracz var afdelingstilsynsmand kom han ved et af områdestævnerne i Perth med en udtalelse der blev næsten legendarisk. Idet han talte direkte til de åndeligt stærke og velstående vestaustraliere, sagde han: „I fremstiller dem, og vi overtager dem!“ Dette udtryk slog virkelig an, og brødre og søstre fra alle dele af Vestaustralien reagerede yderst positivt på denne opfordring til at hjælpe. Den dag i dag sidder mange af de brødre fra vesten som fulgte opfordringen til at ’komme over og hjælpe os’ (Apg. 16:9), på ansvarsfulde nøgleposter i de østlige byer og landsbyer, hvor menigheder er vokset frem af ’den golde jord’.

I tiåret fra 1950 til 1960 steg antallet af forkyndere fra 4502 til 12.746, med et højdepunkt på 14.090 i tjenesten.

Efterhånden som årene er gået er de problemer som skyldtes mangelfuld transport over de vældige afstande rundt om i landet, blevet mindre. Flere og flere centre er begyndt at blive betjent med regelmæssige flyruter, jernbaneforbindelser og buslinjer, og vejene er blevet meget bedre. I 1961 passerede man en milepæl i Australiens historie, idet brødre fra forskellige dele af Australien for første gang overværede et områdestævne i den fjerntliggende by Darwin. Brødre fra hele landet blev indbudt til at rejse til stævnet. Chartrede busser drog ud fra Adelaide i syd, fra Sydney i sydøst og fra Queensland i øst. Det var første gang at busser havde forsøgt at krydse denne strækning på tusinder af kilometer til Australiens nordligste by. Forud for dette havde de eneste forbindelser med andre byer været via jernbanen eller luftvejen. Efter at stævnet og busrejsen var forløbet godt oprettede to kommercielle busselskaber regelmæssige busruter ad den samme vej.

Ligesom i andre lande i verden, er stævnerne milepæle for Jehovas vidner i Australien. En sådan milepæl var det stævne der blev holdt i Melbourne i vintermåneden august 1963 som et led i jorden-rundt-stævnerækken „En evigvarende god nyhed“. I en avisartikel om stævnet hed det: „Melbourne har oplevet nogle imponerende konferencer . . . men jeg tror ikke at vi nogen sinde har set noget der ligner Jehovas Vidners stævne ’En evigvarende god nyhed’. . . . Da F. W. Franz, [den daværende] vicepræsident for Vagttårnets selskab, skulle holde sit foredrag, ’Når Gud er konge over hele jorden’, trængtes 12.000 i den store Sheep Pavilion [udstillingshal i Melbourne].“ Helt nøjagtigt var der 13.142 tilhørere, deriblandt 682 som lyttede til foredraget på tysk, græsk eller italiensk.

En forkynderekspedition

I begyndelsen af tjenesteåret 1964 var der i hele landet 15.045 forkyndere. De 385 menigheder var inddelt i 29 kredse og 3 områder. I løbet af dette år påbegyndte to unge pionerbrødre en rejse der skulle omfatte distrikt som aldrig før havde været gennemarbejdet.

Den påtænkte forkynderekspedition skulle krydse Nullarborsletten, den træløse ørken der strækker sig de 1160 kilometer mellem Sydaustralien og Vestaustralien. Når pionererne var kommet gennem ørkenen skulle de tage direkte nordpå gennem Vestaustraliens ødemark, indtil de kom til Australiens nordvestkyst. Derfra skulle de følge kysten til Darwin. Fireogtredive år tidligere havde Bert Horton og Frank Rice i deres bil kørt denne øde strækning på vej til Sydney, idet de havde forkyndt for de få nybyggere der boede langs grusvejen. Siden da havde andre pionerer af og til krydset denne ørkensteppe og havde forkyndt undervejs. Ingen af disse ekspeditioner havde imidlertid fulgt jernbanelinjen i stedet for den almindelige landevej. De brødre der i 1964 skulle foretage denne rejse, havde til opgave at besøge de arbejdshold der arbejdede på jernbanen.

Afdelingskontoret udpegede to brødre i det nordvestlige Queensland og bad dem om at tage sydpå til Sydney. Derfra skulle de tage tværs over Nullarborsletten til Kalgoorlie i Vestaustralien, og derefter nordpå til Port Hedland, Broome, Derby, Wyndham, og derpå videre til Mount Isa i Queensland, til områdestævnet i oktober 1964. I juni begav de to brødre, Frank Lambert og Terry Reynolds, sig på vej til afdelingskontoret i Sydney.

Mellem Mount Isa og Sydney måtte de passere den berygtede Birdsville Track, en farlig strækning på over 800 kilometer ad en øde ørkenvej. Nogle måneder tidligere havde en hel familie mistet livet på denne ugæstfri vejstrækning. Deres bil var brudt sammen, og fordi de ikke havde haft tilstrækkeligt med vand med, var faderen, moderen og børnene alle omkommet. Pionerbrødrene var glade da de nåede sikkert frem til den lille by Bourke i den vestlige del af New South Wales, og resten af vejen til Sydney forkyndte de hvor de kom frem.

På Betel blev Landroveren sat i stand, og sammen med en ny partner, Harold Burkett, begav broder Lambert sig så af sted tværs over Australien.

Den 15. juli forlod de „civilisationen“ i Port Augusta i Sydaustralien og drog vestpå langs jernbanelinjen til Kalgoorlie. Somme tider kunne de ikke se så meget som et hjulspor. Ved en gård blev de mødt med ordene: „Der er kun én tro jeg har tid til — og det er Jehovas vidner!“ Brødrene blev naturligvis lykkelige for at høre dette. Der blev truffet aftale om at genoptage et bibelstudium pr. korrespondance med disse mennesker, der havde mistet forbindelsen med sandheden efter at de var flyttet ud til denne isolerede ejendom. Efter at have tilbragt en aften med bibelske samtaler rejste de to pionerer næste dag videre med tankene fulde af benzin, samt et får som dagen før var blevet slagtet til dem.

Undertiden måtte de køre kilometer efter kilometer gennem fygende sanddynger, hvilket betød at de konstant måtte bruge firhjulstrækket. På vej gennem et særlig vanskeligt terræn hørte de til deres forskrækkelse et højt knald under bilen. En undersøgelse viste at kronehjulet og spidshjulet i differentialet var knækket. Broder Lambert begav sig til fods på vej langs jernbanesporet til den nærmeste lille by. Da han havde gået cirka otte kilometer mødte han en jernbanearbejder i en lille motoriseret dræsine og kom op at køre med ham resten af vejen. Efter at have telegraferet efter reservedele så de kunne reparere bilen, måtte de vente otte dage, hvorved de fik tid til at aflægge et grundigt vidnesbyrd for den lille by af jernbanearbejdere.

Omsider, nemlig den 11. august, ankom de to pionerer til Kalgoorlie, og menigheden dér gav dem en hjertelig velkomst. Rejsen fra Port Augusta til Kalgoorlie havde varet fem uger, heri indbefattet den tid der var gået tabt fordi bilen brød sammen. De havde tilbagelagt 2245 kilometer, anvendt 426 timer i tjenesten, og til arbejderne og deres familier havde de spredt 606 blade, 48 bøger og 15 brochurer, foruden at de havde tegnet 16 abonnementer og holdt to offentlige foredrag.

Efter at de havde forladt Kalgoorlie og kørte mod nord ind i den ødemark der udgør den midterste del af Vestaustralien, gik det lettere. Uden flere større uheld nåede de to brødre omsider tilbage til Mount Isa, lige tids nok til at overvære områdestævnet i oktober 1964. De var begge meget taknemmelige for den oplevelse det havde været at foretage denne begivenhedsrige rejse på så mange kilometer gennem de øde områder i Australiens indre.

Forandring på afdelingskontoret og styrkende stævner

Den 3. januar 1964 rejste afdelingstilsynsmanden Douglas Held til De forenede Stater for at gennemgå Gileadskolen og igen tjene i Canada, hvor han var født. John Wilson, der var født i Melbourne og havde virket otte år i rejsetjenesten, blev udnævnt i hans sted.

Interessant nok er ikke så få af de brødre der har tjent som kredstilsynsmænd og på andre poster i Australien, senere blevet afdelingstilsynsmænd (eller koordinatorer) forskellige steder i verden: Brødre som Robert Lazenby, der har tjent på New Zealand, Maxwell Lloyd i Paraguay, Donald Clare på Fiji, Douglas King på Sri Lanka, Harvey Logan på Taiwan, William Carnie og senere Kenneth Gannaway i Hongkong, Ronald Jacka i Indonesien, Norman Bellotti i Singapore, Joseph Jenkins på Cypern, Keith Young i Pakistan, Alfred Wicke i Malaysia, Lloyd Barry i Japan, James Smith på Papua-Ny Guinea og Glenn Finlay på Salomonøerne.

Områdestævnet „Guds frie sønner“ i 1966 resulterede i et opsving i pionerernes rækker. Fra 758 dette år steg antallet indtil det i 1970 kom op på i alt 1946.

I 1969 var brødrenes tanker optaget af det store internationale stævne der skulle holdes i Melbourne og af endnu et besøg af broder Knorr. Et større antal brødre end nogen sinde før kom rejsende for at overvære stævnet. Fra forskellige dele af landet kom der seks særtog, foruden omkring fyrre busser og mange chartrede fly. På åbningsdagen ved det foregående internationale stævne i 1963 var der nær ved 7000 til stede; men i 1969, kun seks år senere, var dette antal tredoblet! Det højeste antal tilstedeværende, 26.075, var et udtryk for den gode ånd brødrene lagde for dagen, idet mange af dem måtte rejse tusinder af kilometer for at overvære stævnet.

Vi tager hul på 1970erne

I 1970erne skete der store forandringer i hele landet, både inden for teokratiet og i samfundslivet. I begyndelsen af årtiet var der kun lidt over tyve tusind forkyndere af Riget, og da det endte var der mere end tredive tusind.

I den nordvestlige del af kontinentet skød minebyer op, bogstavelig talt fra den ene dag til den anden, og det varede ikke længe før der også blev forkyndt i disse byer. Bestyreren af en jernmineby sagde om byens indbyggere: „De fleste er af ikke-australsk herkomst — ligesom jeg selv der har været sytten år i landet men er født tysk. Vi er en smeltedigel, og det er godt.“ Byer som Port Hedland, Dampier, Exmouth, og Nhulunbuy på Gove-halvøen, der havde slumret i årevis, begyndte at vokse med forbløffende fart da der blev gjort mineralfund. Dette har medført en befolkningstilstrømning, og pionerer er blevet sendt til disse byer for at forkynde for indbyggerne der.

Høje lønninger og muligheder for hurtig materiel velstand i disse minebyer gør det ofte svært at vække interessen for det åndelige. Men her og der findes der interesserede. Områdetilsynsmanden Donald MacLean fortæller om en sådan glædelig oplevelse:

„Min medarbejder og jeg fandt det meget vanskeligt at arbejde i denne del af distriktet, hvor folk var så afvisende. Da vi til sidst kom til en dame der også lod til at have en negativ indstilling, sagde jeg: ’Alt hvad vi gerne vil, er simpelt hen at finde mennesker med et oprigtigt hjerte som har fået nok af denne ugudelige ordning og som længes efter at Guds rige skal overtage magten!’ Til vores forbavselse så hun mig lige ind i øjnene, tøvede lidt og sagde så næsten kommanderende: ’Kom indenfor og sid ned. Jeg har noget jeg gerne vil spørge jer om!’

Noget forbløffede gik vi indenfor, hvorpå hun stillede os fem-seks direkte spørgsmål vedrørende de store problemer som optager de fleste tænkende mennesker i dag. Det tog ikke mere end 25 minutter at besvare dem. I løbet af dette korte tidsrum tog denne oprigtige unge kone imod sandheden! Hun forklarede at hun nogle dage før vort besøg havde ’talt med Gud’, og i en bøn havde hun sagt at hvis ikke nogen besvarede hendes spørgsmål, ville hun holde op med at tro på Gud, på Bibelen og på religion. Vi følte os begge ydmyge og privilegerede over at være blevet brugt af Jehova til næsten øjeblikkeligt og på en så dramatisk måde at besvare hendes bøn.

Hendes næste bekymring var om hendes mand ville høre ’den gode nyhed’. Han var en canadisk mineingeniør. Eftersom jeg var kommet fra Canada og var blevet sendt til Australien efter at have gennemgået Gileadskolen, skulle man tro at det måtte være det helt rigtige at jeg som canadier forkyndte for en landsmand. Jeg skulle snart finde ud af hvor forkert denne formodning havde været. Efter at jeg i nogen tid havde diskuteret med hendes mand uden at vi var kommet hinanden ret meget nærmere, marcherede han ud af stuen, dybt forarget over at høre at vi som børn af den ufuldkomne Adam alle er født i en fordømt tilstand.

Da min kone og jeg ugen efter rejste derfra for at overvære det næste kredsstævne, blev dette besøg overdraget et ungt pionerægtepar som for nylig var begyndt i heltidstjenesten. Broderen, der kom fra sukkerrørsområdet i det nordlige Queensland, havde ikke nogen særlig god uddannelse og talte meget langsomt. Han var en sådan modsætning til den canadiske ingeniør at vi havde vore tvivl om det ville lykkes ham at komme nogen vegne med denne stolte intellektuelle mand. Men endnu en gang viste det sig at være sandt at det er ’Gud som får det til at gro’. (1 Kor. 3:7) Pionerbroderens inderlighed, oprigtighed og glade indstilling nedbrød lidt efter lidt denne genstridige canadiers hårde skal, så han til sidst gik med til at få et regelmæssigt hjemmebibelstudium og tog imod sandheden!“

Et tiår med teokratiske forandringer

I denne tiårs periode skete der som nævnt også forandringer af vidtrækkende betydning på det teokratiske område. I slutningen af 1971 og i begyndelsen af 1972 blev ældsteordningen og menighedstjenerordningen indført. Når man ser tilbage på de ti år der er gået siden da, kan man se de store åndelige fremskridt som dette har betydet for menighederne som helhed, såvel som for de enkelte forkyndere.

Senere blev denne gavnlige ordning udvidet, idet ansvaret for ledelsen af afdelingskontoret blev flyttet fra én mand til en gruppe af modne og erfarne ældste. Her i Australien blev broder John Wilson udnævnt til koordinator, og de andre fire brødre i afdelingskontorets udvalg var Wallace Baxter, Maxwell Lloyd, David Madzay og Ronald Walters.

Stævnehaller

Det var også i 1970erne at brødrene fik deres egne stævnehaller. I Sydney blev en nedlagt klædefabrik købt i juli 1974, og sidst i september samme år var den blevet ombygget til en smuk stævnehal der kan rumme 1600.

I december 1975 blev den smukke stævnehal i den maleriske forstad Ridgehaven i Adelaide indviet. Hallen ligger på en to hektarer smukt beplantet grund. Blot to år senere blev en tredje stævnehal, beliggende på en grund på fire hektarer, mindre end seksten kilometer fra Perths centrum, indviet i Welshpool. Denne stævnehal ligger også i smukke omgivelser, med en forfriskende bæk der løber gennem haveanlægget.

I 1982 blev en stævnehal færdigbygget i Melbourne. Det er den største af de fire haller der er bygget indtil nu. Den kan rumme op til 3000, og på den seksten hektarer store grund er der gode muligheder for at forskønne omgivelserne med et smukt haveanlæg i de kommende år.

Immigration giver variation og teokratisk vækst

I årtier har den australske regering gjort meget for at fremme immigrationen, ud fra den opfattelse at dette sparsomt befolkede økontinent i høj grad har behov for en større befolkning. Midt i 1970erne var omkring 40 procent af Australiens befolkning enten blevet født i udlandet eller var børn af udenlandske forældre. Dette antal indbefattede mange forkyndere som ikke var særlig fortrolige med det engelske sprog. Indvandringen af så mange mennesker fra andre lande har også bevirket at der findes store områder hvor folk ikke taler engelsk.

I 1974 og 1975 blev der oprettet 14 fremmedsprogede menigheder, og dette antal er siden vokset til 52. Nu findes der menigheder som taler arabisk, finsk, græsk, italiensk, maltesisk, polsk, portugisisk, serbo-kroatisk, spansk, tyrkisk og ungarsk. Deres møder ledes udelukkende på deres respektive sprog. For nylig er der også blevet dannet små grupper af fransk-, kinesisk- og vietnamesisktalende forkyndere. En stor del af væksten i de senere år er kommet fra disse fremmedsprogede menigheder og grupper. Der er blevet dannet kredse som udelukkende består af græske og italienske menigheder. Ved kredsstævner og områdestævner holdes programmet på alle de ovennævnte sprog, foruden på engelsk.

Udvidelse af afdelingskontoret

Et af de mest håndgribelige vidnesbyrd om fremgangen i Australien sås i 1970erne. Det var en udvidelse af betelhjemmet, dets kontorer og trykkeri i 1972 til omtrent fire gange dets tidligere størrelse. Hele byggeriet blev udført ved hjælp af frivillig arbejdskraft under ledelse af broder Roy Battle, en erfaren håndværksmester.

Brødrene reagerede overordentlig positivt med bidrag til byggeomkostningerne. En broder gav afdelingstilsynsmanden en gammel spillekortæske som viste sig at indeholde ikke mindre end 1000 dollars. En ældre pionerbroder solgte et hus og gav Selskabet et bidrag på 10.000 dollars, foruden et lån på 10.000 dollars.

Med den færdige treetages bygning var vores tidligere bygning på 750 kvadratmeter blevet forøget med 3000 kvadratmeter. Indvielsen af den nye bygning fandt sted i januar 1973.

Forkyndertallet stiger

I tjenesteåret 1976 blev der sat en ny rekord på 29.101 forkyndere. Nogle blev måske skuffede da deres forventninger om dramatiske begivenheder ikke blev opfyldt i det år. Denne prøve på vore motiver til at tjene Jehova kan være en del af forklaringen på at forkynderantallet i de næste tre år ikke nåede op på dette tal igen. I januar 1979 nåede vi så et nyt højdepunkt på 29.247 forkyndere. Lykkeligvis har der siden da været en god og stadig stigning i antallet af dem der offentligt lovpriser Jehova. I 1980 var der over 30.000 der rapporterede. I august 1981 blev der nået et højdepunkt på 31.898, og endnu fem højdepunkter i tjenesteåret 1982 har bragt forkynderantallet op på 33.982 i april.

Endnu en storslået udvidelse — et helt nyt betelhjem

I februar 1977 kunne vi glæde os over at få besøg af broder Milton Henschel fra det styrende råd, der tjente som zonetilsynsmand. Over 14.000 overværede de to foredrag han holdt i Brisbane og Sydney. Under hans besøg blev det foreslået at bygge et endnu større afdelingskontor.

Godt 30 kilometer sydvest for afdelingskontoret i Strathfield lå Selskabets landbrug. Det omfattede omkring fyrre hektarer af de smukke Ingleburn bakker i Denham Court, og trods de landlige omgivelser var der kun omkring 45 kilometer til Sydneys centrum med dens travle havn. Kunne der tænkes et bedre sted til et nyt og større betelhjem? Ifølge planerne skulle den nye bygning være tre gange så stor som den eksisterende bygning i Strathfield.

Ligesom det havde været tilfældet med udvidelsen af betelhjemmet i 1972, reagerede brødrene og søstrene på en enestående måde med hensyn til at stille deres tid og evner til rådighed. De der ikke kunne være til stede rent fysisk, har økonomisk og på anden måde ydet en glimrende støtte.

I mere end et år var en byggefamilie på omkring 130 fast beskæftiget med byggeriet. Mange brødre, hvoraf nogle var dygtige håndværkere, kunne ikke bruge al deres tid på byggeriet. Der blev derfor truffet en særlig ordning, så grupper på 50 ad gangen fra alle landets stater kunne tage til byggepladsen og arbejde og bo der i op til to uger. Nogle busser med brødre kørte den lange vej (4000 kilometer) fra Perth, og disse grupper blev i tre til fire uger hver gang. Efterhånden som afdelinger af trykkeriet og kontoret blev fuldført blev de anvendt til sovesale til disse grupper på 50. De fleste af brødrene kom uden deres kone og familie i de to uger. En af brødrene fra byggeledelsen siger: „Jeg tror at dette to-ugers program var et vigtigt led i vort byggeri, og det er gået meget glat og har været en enorm hjælp.“

En gruppe på 20 brødre fra Perth lejede en minibus med en campingvogn på slæb til bagagen. Tre af dem skiftedes til at køre, så de kunne foretage den lange rejse på tre dage. En anden gruppe på 40 kom med en større bus som de havde lejet af et busselskab. Brødrene fra de forskellige menigheder langs ruten mødte op ved busserne og sørgede for forfriskninger, måltider, logi og badefaciliteter. Man viste hinanden kristen kærlighed og ægte omsorg.

Som det så ofte sker på lange rejser, ankom busserne ikke altid til tiden. Ved en lejlighed havde brødrene ventet i rigssalen med morgenmad fra klokken fem. Bussen kom ikke før klokken 10.15. Men der var ingen sure miner af den grund — kun stor glæde og lykke over at kunne sørge for de trætte rejsende der ofrede nogle uger af deres tid for at være med i den hellige tjeneste i forbindelse med betelbyggeriet.

En broder der rejste sammen med en af grupperne fra Vestaustralien fortæller: „Ifølge vores plan skulle vi spise frokost hos en broder og hans familie på hans gård nogle kilometer fra landevejen i Minnipa i Sydaustralien. Deres hjem er også deres rigssal, og der er kun fire forkyndere i menigheden. Afstandene er store i dette område — broderens gård er på 1600 hektarer. Men disse få brødre serverede et fantastisk måltid til alle os 40!

Da vi ankom til Port Pirie tog vi hen til rigssalen, hvor vi fandt at der, midt i salen, var dækket en række borde med dejlig mad til os. Der var omtrent dobbelt så meget mad som vi kunne spise, så vi fik mad og frugt med til at nyde undervejs.

Klokken var 21.30 da vi ankom til stævnehallen i Adelaide, hvor vi skulle være om natten. Vi fik anvist to rækker senge, fuldt udstyret med puder og håndklæder. Hvilket kærkomment syn efter en nat og to dage i bussen! Efter en god nats søvn og et velsmagende morgenmåltid læssede vi atter bussen og sagde farvel klokken 7.15. De lokale brødre havde dækket vores behov på alle områder. En del af dem var kommet langvejs fra, og nogle af dem var stået op klokken 3.30 for at sørge for os. Hvilke andre steder end i Jehovas organisation finder man en sådan kærlighed?“

Brødre fra alle egne af landet har ydet en enestående og kærlig indsats, både fysisk og i form af materielle værdier. Højt mod nord i Queensland fældede brødrene træer og forarbejdede selv tømmeret, mens andre brødre transporterede det til byggepladsen. Der var fire lastvognslæs, og det blev alt sammen givet som et bidrag til Selskabet. Man får en vis idé om brødrenes gavmildhed når man tænker på at hver af de fire ture var på over 6400 kilometer tur/retur og at den anslåede værdi af tømmeret, hvis dette skulle have været købt lokalt, var mellem 60.000 og 70.000 dollars.

På mange forskellige måder var brødrene og søstrene med til at yde et bidrag til den fælles indsats. Et eksempel viser hvordan alle var villige til at hjælpe med: Da Selskabet fik mulighed for billigt at købe et ton friskfangede fisk i Batemans Bay, en by på sydkysten af New South Wales, 290 kilometer fra byggepladsen, mødtes alle brødrene fra den lokale menighed og påtog sig det store arbejde at rense fiskene og derefter levere dem til Ingleburn.

Den sidste del af byggeriet der blev fuldført var spisestuen, køkkenet og boligen til betelfamilien. Familien flyttede ud fra sit tidligere hjem i februar 1982, tids nok til at de nye ejere af Strathfieldbygningerne kunne flytte ind.

For nogle af de ældre medlemmer af familien, som for eksempel George Gibb og Maude Johnston, der havde boet på betelhjemmet i Strathfield siden det blev flyttet dertil fra Melbourne i 1929, var det naturligvis lidt vemodigt at sige „farvel“ til det gamle hjem. Andre som havde været i familien i 40 år eller derover — Wallace Baxter, Charles Randall (som senere døde den 18. maj 1982 i en alder af 87), Madge Dunham, Vi Horton, Linda Moir og Melva Wieland — følte også et vist vemod ved at skulle forlade det hjem de var kommet til at holde af i alle disse år. Men hvor var disse ældre — og resten af betelfamilien — dog begejstrede da de flyttede ind i deres komfortable værelser i det smukke nye betelhjem i Ingleburn! De der har været en del af betelfamilien i disse mange år er taknemmelige for at have levet længe nok til at se den betagende vækst som Jehova har udvirket og som har nødvendiggjort en sådan ny bygning.

Yderligere fremgang og forandringer

Med flytningen til de nye bygninger i Denham Court, Ingleburn, fulgte også andre forandringer. For at holde trit med den øvrige del af Selskabets verdensomfattende trykkerivirksomhed blev der i den nye trykkeribygning installeret en Heidelberg offset-trykkemaskine. En IBM Selectronic Composer udfører nu det meste af det arbejde der tidligere blev lavet på Linotypemaskiner. I den grafiske afdeling blev der installeret udstyr til fotosætning og fremstilling af offset-plader samt andet nødvendigt materiel i forbindelse med forarbejdet før selve trykningen. Denne nye trykkemetode vil til sidst helt erstatte den tidligere metode med blysats og støbte trykplader.

Endnu en forandring var den der fandt sted i afdelingskontorets administration da broder Harold Viv Mouritz og hans kone, Ann, den 1. september 1981 ankom til Australien. Broder Mouritz havde tjent på det australske betelhjem som ung mand før han giftede sig først i 1950erne, og havde derefter virket i rejsetjenesten og andre former for heltidstjeneste, før han i 1959 gennemgik den 33. klasse på Gilead. Siden da havde broder og søster Mouritz tjent på betelhjemmet i Finland. Efter indbydelse fra det styrende råd blev de endnu en gang en del af den australske betelfamilie, hvor broder Mouritz er medlem af afdelingskontorets udvalg og tjener som koordinator.

Nu, i 1982, er den lille gruppe af brødre som i 1904, dengang afdelingskontoret blev oprettet, samledes i menigheder rundt om i landet, vokset til omkring 34.000 forkyndere. Pionerernes rækker vokser også måned for måned. I april 1982 var der 67.724 til stede for at fejre mindet om Kristi Jesu død. Arbejdet er tydeligvis endnu ikke fuldført i denne del af verden, og så længe Jehova Gud giver mulighed for det, er hans folk besluttet på at blive ved med at forkynde, ved hans ufortjente godhed og med den styrke han giver.

Blandt de mænd som har haft den forret at føre tilsyn med arbejdet, var der to som svigtede den tillid der blev vist dem, og som derved fik mange af dem der var med i begyndelsen, til at miste troen. Langt de fleste af brødrene er imidlertid forblevet trofaste mod Jehova Gud og loyale mod hans organisation. Resultatet ses i den stærke flok af brødre og søstre der i dag findes overalt i landet.

Også pionererne, gamle såvel som unge, de mange kredstilsynsmænd, forskellige områdetilsynsmænd og gileaduddannede brødre har i årenes løb gjort deres del for at fremme arbejdet her i landet.

Hvad der end har medvirket til fremme af Jehovas Vidners forkyndelse under det australske afdelingskontor, så træder én evig sandhed tydeligt frem: „[Jehovas] velsignelse, den gør rig.“ (Ordsp. 10:22) Dette har afgjort vist sig at være tilfældet i dette vidtstrakte land, hvor Jesu ord synes at være blevet opfyldt på en særlig måde: „I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ — Apg. 1:8.

[Fodnote]

[Oversigt på side 121]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Væksten i forkyndertallet

35 *

1982

30

1978

25

20

15

10 1958

5

1938

0 1918

[Fodnote]

^ par. 321 tusind forkyndere

[Kort på side 39]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Australien

ASIEN

STILLEHAVET

INDISKE OCEAN

[Kort]

TIMORHAVET

ARAFURAHAVET

CARPENTARIABUGTEN

KORALHAVET

STORE KORALREV

TASMANHAVET

AUSTRALBUGTEN

INDISKE OCEAN

Normanton

Townsville

Mount Isa

Brisbane

Toowoomba

Lismore

Goondiwindi

Bourke

Tamworth

Maitland

Newcastle

Sydney

Bathurst

Yass

Batemans Bay

Melbourne

Adelaide

Port Pirie

Port Augusta

Minnipa

Penong

William Creek

Alice Springs

Norseman

Kalgoorlie

Denmark

Donnybrook

Pingelly

Perth

Exmouth

Dampier

Port Hedland

Broome

Derby

Wyndham

Darwin

Nhulunbuy

TASMANIEN

Launceston

Hobart

[Illustration på side 47]

William („Daddy“) Johnston, der tjente som afdelingstilsynsmand fra 1918 til 1930

[Illustration på side 56]

I 15 år tjente Charles Bernhardt som pioner i nogle af de mest afsidesliggende egne af Australien

[Illustration på side 57]

Et af de køretøjer som pionergrupper benyttede når de gennemarbejdede afsidesliggende områder

[Illustration på side 58]

Ben Brickell, en af den teokratiske histories mest bemærkelsesværdige pionerer

[Illustrationer på side 65]

J. F. Rutherford, der i 1938 talte til disse stævnedeltagere på Leichhardt stadion i Sydney, og A. MacGillivray, der tjente som afdelingstilsynsmand fra 1930 til sin død i 1942

[Illustrationer på side 66]

Bert Hortons rødhårede kone, Vi, og den røde højttalerbil fik af brødrene kælenavnet „de to røde rædsler“

[Illustration på side 73]

En gruppe forkyndere, parate til en plakatparade i Dubbo, N. S. W., omkring 1940

[Illustration på side 82]

En del af den bilkonvoj der, udstyret med gasgeneratorer, foretog den lange rejse fra Vestaustralien til Sydney til stævnet i 1941

[Illustration på side 89]

Philip Rees, der kyndigt fortsatte som afdelingstilsynsmand efter broder MacGillivrays død, og hvis datter, Maudie, han senere giftede sig med

[Illustration på side 103]

Floyd Garrett fra den første klasse på Gilead blev udnævnt til afdelingstilsynsmand da broder Knorr besøgte Australien i 1947

[Illustration på side 105]

Theodore Jaracz blev udnævnt til afdelingstilsynsmand i 1951 og var til stor opmuntring for brødrene

[Illustrationer på side 114]

Doug Held, der ledede Rigets arbejde i Australien fra 1956 til 1963, og hans kone, Helen

John Wilson, der tjente som afdelingstilsynsmand i 17 år fra 1964, og hans kone, Beverley

[Illustrationer på side 119]

En fabrik blev ombygget til en stævnehal for Sydney-området

Den store stævnehal for Melbourne-området, fuldført i 1982

[Illustrationer på side 127]

Et nyere fotografi af det oprindelige betelhjem i Strathfield, Sydney,

dets udvidelse i 1972

og det nuværende Betel i Denham Court, Ingleburn

[Illustration på side 128]

Trofaste heltidstjenere i det nye Betels forhal (fra venstre til højre): Wallace Baxter, Vi Horton, Maude Johnston og George Gibb

[Illustration på side 129]

Harold Viv Mouritz, der har tjent som koordinator siden 1981, og hans kone, Ann