Jehovas Vidners gerninger i nyere tid
Jehovas Vidners gerninger i nyere tid
Bogen Apostelgerninger i Bibelen indeholder den spændende beretning om kristendommens udbredelse i det første århundrede. Er beretningen om forkyndelsen af Riget i vor tid mindre spændende? Nej, bestemt ikke, for vi lever i „de sidste dage“, hvor Djævelen og hans dæmoner fører krig mod dem der forkynder Guds rige. (2 Tim. 3:1; Åb. 12:17) Det er derfor lige så opbyggende at læse om hvordan Riget er blevet forkyndt i forskellige lande i vor tid. Vi tror at du vil have stort udbytte af at læse om de mange der er gået foran i arbejdet med at forkynde Riget i de følgende lande:
AUSTRALIEN: Hvordan har Rigets forkyndere kunnet nå ud til folk i de fjerne egne af dette vidtstrakte land? Modige pionerer er gået foran for at gennemarbejde de mere afsidesliggende egne i Australien, og i denne beretning kan du læse om nogle af de mest bemærkelsesværdige pionerer der nogen sinde har levet. Du vil også finde det spændende at læse om hvordan brødrene fortsatte arbejdet, ja endog holdt stævner og trykkede bøger, i årene under den anden verdenskrig, hvor arbejdet var forbudt.
PORTUGAL: Den katolske kirke og Salazar-regimet samarbejdede for at undertrykke Jehovas Vidners virksomhed. Det hemmelige politi — der havde Gestapo som forbillede — jagtede konstant forkynderne, men trods alt dette gik forkyndelsen fremad. Denne yderst interessante beretning om Jehovas organisations vækst i Portugal vil holde din opmærksomhed fangen til sidste side og være en kilde til opmuntring.
Når du læser disse inspirerende beretninger om forkyndelsen af den gode nyhed i nyere tid vil du blive yderligere styrket til at holde ud i Jehovas lykkelige tjeneste lige til enden, til du får tilkendt belønningen, det evige liv. — Matt. 24:13.