Belgien

Belgien ligger hvor vejene mellem Frankrig, Tyskland, Holland og England mødes. Dets historie er nært forbundet med disse lande, som mange gange afgjorde deres politisk-religiøse stridigheder her. I den tid landet var underlagt den ene stormagt efter den anden — Spanien, Østrig, Frankrig og Holland — forblev den romersk-katolske kirke ikke neutral. Tværtimod. Som historien beretter, udmærkede den sig ved barbarisk at myrde i tusindvis af mennesker under den forfærdelige inkvisition der angiveligt arbejdede i Guds navn.

I 1830 erklærede Belgien sin uafhængighed,  men det adspredte ikke det tætte åndelige mørke. Charles Taze Russell var det første Jehovas vidne der kom til Belgien, hvor han i 1891 besøgte byerne Antwerpen og Bruxelles og mærkede dette religiøse mørke. Som så mange andre steder fandt han folk undertrykt af den frafaldne kristenhed og berøvet Bibelens sandheder.

Af frygt for gejstligheden og dens ubibelske lære om et brændende helvede turde folk ikke åbne Bibelen. De sagde: „Vi må ikke læse i Bibelen . . . Den bog er bandlyst . . . Den er forbudt.“ I små landsbyer bor der endnu ældre mennesker som husker den katolske kirkes ulykkelige forbud mod at læse i Bibelen.

Men at Belgien var et katolsk land kunne ikke forhindre Kristi befaling om at forkynde den gode nyhed om Guds rige, i at blive udført. Det budskab om Guds rige som broder Russell gav sig til at udbrede, var ved at nå oprigtige katolikkers hjerte her i landet, hvad enten de talte nederlandsk, fransk eller tysk.

Flamlænderne, som udgør cirka 60 procent af befolkningen, bor i den nordlige del af Belgien, der hedder Flandern, og taler nederlandsk. Vallonerne, som udgør cirka 40 procent af befolkningen, bor i den sydlige del af Belgien og taler fransk. Medlemmer af begge folkegrupper bor også i Bruxelles, landets hovedstad. Desuden bor der cirka 60.000 tysktalende mennesker i det østlige Belgien nær ved den tyske grænse.

De første sædekorn lægges

En dag i 1901 så Jean-Baptiste Tilmant sen. fra Jumet-Gohissart, en lille kulmineby i udkanten af  Charleroi, bøgerne Millenniets Daggry * annonceret i en avis. Han bestilte straks de to første bind og begyndte at læse dem. Hvilken trøst! Hvor var det en spændende oplevelse for ham at se evangeliets sandhedsstråler bryde frem! Hvordan kunne han overhovedet lade være med at tale til sine venner om det? Året efter, i 1902, samlede han sine venner i sit hjem til studium af Bibelen, og derefter fortsatte den lille forsamling med at holde sådanne møder hver søndag.

På den tid var sandhedens lys allerede trængt frem til andre europæiske lande, især Schweiz, hvorfra broder Adolphe Weber tog sig af Guds riges interesser i en del af Europa. Broder Tilmants store tørst efter sandheden fik ham til at skrive til denne broder for at få mere at vide. Som svar udvidede broder Weber sine missionsrejser til at omfatte Charleroi, så han kunne styrke denne lille forsamlings tro.

Den åndelige føde „den trofaste og kloge træl“ havde udgivet på engelsk, skulle nu også nå ud til de fransktalende. I 1903 udkom Zion’s Watch Tower (Zions Vagt-Taarn) for første gang på fransk. Sandhedens lys skulle komme til at skinne meget klart i dette kulminedistrikt. Denne lille flok bibelstudenter, som de blev kaldt dengang, gik regelmæssigt ud på arbejdsmarken hver søndag og såede den sandhedens sæd der stod at læse på dette blads otte sider. Bladene blev tilbudt dem som kom ud af kristenhedens kirker søndag formiddag. På den måde fik de to første udgaver af det franske Zions Vagt-Taarn en vid udbredelse.

 Væksten begynder

Skridt for skridt udvidede denne lille gruppe i Jumet-Gohissart sin forkyndervirksomhed til andre dele af landet, især til den sydlige del, hvor man talte fransk. Det var først senere at sandheden om Guds rige nåede frem til den flamsktalende del af Belgien.

Så tidligt som i august 1904, ti år før den første verdenskrig, kunne man se disse modige forkyndere af den gode nyhed i gang med deres arbejde så langt væk som Denain i Frankrig. Foran baptistkirken tilbød de også her bladene til dem som forlod bygningen. Og hvad blev resultatet? To år senere, i 1906, blev der oprettet en menighed i Denain.

Andre studiegrupper blev oprettet som følge af Jean-Baptiste Tilmants og hans medarbejderes modige forkyndelse af de bibelske sandheder. Denne vækst gjorde det nødvendigt at oprette et boglager, og det fik til huse i broder Tilmants hjem i Jumet-Gohissart.

Fra Frankrig til Belgien

Belgien er jo nabo til Frankrig, og fra nu af blev det ikke længere de belgiske brødre der drog ind i Frankrig, men omvendt. Grupperne i Frankrig voksede så meget at der i 1913 samledes over tusind mennesker i Denain for at høre et foredrag af broder J. F. Rutherford.

Omkring 1910 kom François Caré, som havde lært sandheden at kende i Frankrig, til Liège for at besøge en protestantisk ven, en kulminearbejder ved navn Edouard Verdière. Broder Caré, som ikke længere var i stand til at holde sandhedens  brændende flamme for sig selv, ville gerne hjælpe sin ven til at forlade falsk religion. Men Edouard Verdière var så genstridig at broder Caré til sidst sagde: „Jeg vil ikke tale med dig om det mere. Jeg vil ikke kaste mine perler for svin.“ Og så gik broder Caré i seng.

I nattens løb blev Verdière ved med at tænke på disse ord, og næste morgen spurgte han broderen hvad han havde ment dermed. Broderen svarede at han ikke ville tale om sandheden mere fordi „perlerne“ åbenbart ikke blev modtaget. Så blev manden mere medgørlig, og broder Caré, der vendte tilbage til Frankrig, begyndte derfor at sende ham bladene regelmæssigt. Han sendte ham også flere bind af Studier i Skriften. Edouard Verdière tog nu hurtigt imod sandheden og begyndte at holde offentlige foredrag. Han var en af de brødre der talte ved broder Jean-Baptiste Tilmants begravelse i 1911.

Sådan skete det at sandhedens lys begyndte at trænge igennem det åndelige mørke i endnu en del af Belgien, i Liège.

Modstand fra gejstligheden

I den kulmine hvor Edouard Verdière arbejdede, var der også en anden oprigtig sandhedssøgende ved navn Leonard Smets. Leonard Smets var katolik og meget oprigtig, og han gik regelmæssigt til gudstjeneste med sin familie. Selv undervejs til kirken bad han og brugte sin rosenkrans. Han var af flamsk afstamning og havde bosat sig i Heure-le-Romain, ikke langt fra Vivegnis i provinsen Liège. Så skete det i år 1900 at en  protestant tilbød ham en bibel idet han sagde: „Jeg har Guds bog.“

En dag under et skriftemål bekendte Leonard Smets for præsten at han havde læst i Bibelen. Præsten svarede at hvis han ønskede syndsforladelse måtte han først give ham Bibelen. Fra den dag hørte Leonard Smets op med at gå i den katolske kirke, idet han tænkte ved sig selv: ’Hvis de virkelig er oprigtige, vil de komme og søge efter mig, eftersom det er deres pligt at gå ud og lede efter de fortabte får.’ Men præsten kom aldrig. Så begyndte Leonard Smets at gå til protestantiske gudstjenester.

Mens Smets arbejdede i kulminen læste han Det nye Testamente. En dag lagde Verdière mærke til det, og da han gerne ville vide hvilken tro han tilhørte, begyndte han at synge en protestantisk salme. Det vakte Smets, opmærksomhed, og han spurgte Verdière om han også var protestant. Verdière svarede: „Det har jeg været, men jeg har noget bedre til dig.“ Så gav han ham et eksemplar af Zions Vagt-Taarn og aflagde et grundigt vidnesbyrd. Det var i 1912.

Leonard Smets beholdt ikke denne gode nyhed for sig selv, men gav den videre til en flamsk arbejdskammerat, Joseph Poelmans, fader til syv børn. Denne mand havde ligeledes vendt sig til protestantismen fordi han følte sig frastødt af katolicismens lære. Men da han læste det blad Smets gav ham, så han også at det var sandheden.

Senere besluttede disse tre minearbejdere, Verdière, Smets og Poelmans, at gå til den protestantiske præst i Herstal i provinsen Liège for at stille ham nogle spørgsmål angående læren om den  udødelige menneskesjæl, treenigheden og et brændende helvede. I stedet for at hjælpe dem, blev præsten meget vred og jog dem bort! De opdagede at han var ikke bedre end den katolske præst. Så begyndte de at studere Bibelen regelmæssigt ved hjælp af de blade de havde modtaget fra Frankrig.

Modstand fra familien

Broder Smets’ kone, som hverken kunne læse eller skrive, modarbejdede ham i den grad på grund af sandheden at hun var ved at gå fra ham og tage deres otte børn med sig. En dag før hendes mand kom hjem fra arbejde, samlede hun børnene om sig og fortalte dem hvad hun havde i sinde. Hendes 15-årige søn, Marcel, var det ældste af børnene og blev senere et vidne. Han spurgte moderen: „Slår fader dig? Drikker han? Beholder han pengene for sig selv?“ Fru Smets svarede: „Nej.“ Derpå fortalte Marcel sin moder at han ikke ville gå. I det samme kom faderen hjem fra arbejde, og han sagde meget roligt til familien: „Hvis I går, vil jeg blive ved med at hjælpe jer med haven og med at hugge brænde.“ Efter at han således havde givet udtryk for sin kærlighed til dem, blev familien sammen.

Væksten indtil 1912

I 1912 var der syv grupper af bibelstudenter som kom sammen for at studere og gå ud i tjenesten. De befandt sig i Haine St. Paul, Flémalle-Haute, Engis, Amay, Ampsin, Liège og Jumet-Gohissart, hvor den første gruppe var blevet oprettet i 1902. Vennerne i disse studiegrupper  kom sammen en gang om måneden, og broder Weber fra kontoret i Schweiz besøgte dem med mellemrum.

Det første stævne styrker troen

Ved begyndelsen af det følgende år fik de belgiske brødre besøg af broder J. F. Rutherford og afholdt deres første stævne i Jumet-Gohissart. Dette stævne styrkede i høj grad deres tro på oprettelsen af det messianske rige, som var så nært forestående!

Deres første internationale stævne

Nogle måneder senere, den 31. august 1913, havde disse brødre den forret at overvære endnu et stævne, denne gang ikke i Belgien men i Paris i Frankrig. Dér samledes de til et étdages internationalt stævne med andre bibelstudenter som var kommet fra Schweiz, Tyskland og Frankrig for at høre Vagttårnsselskabets præsident, C. T. Russell. Broder Russell var lige kommet fra et noget større stævne i Southport, England, men han var meget bevæget ved at se de 70 nidkære brødre og søstre som var rejst langt og var kommet fra fire forskellige lande. Selv om han ikke var i stand til at forstå deres sprog, kunne han af deres ansigter se deres dybe interesse i sandheden. Ved hjælp af en tolk blev de styrket til at forkynde at 1914 ville være et mærkeår. Det var en mindeværdig dag!

1914 — et mærkeår

Før dette mærkeår begyndte, i den sidste del af 1913, var der gennemsnitlig 70 til stede i studiegrupperne. Så kom året 1914, og folk havde ikke  glemt hvad disse trofaste forkyndere havde forudsagt om det. Mens brødrene var travlt optaget af at grave kartofler op i haven, gjorde folk nar af dem fordi brødrene i 1913 havde sagt at når 1914 kom, ville man grave kartofler op til lyden af kanoner. Kort efter brød den første verdenskrig ud og forvandlede Belgien til en slagmark. Beviset for at hedningernes tider i sandhed var udløbet, opmuntrede disse bibelstudenter til at fortsætte deres forkyndergerning. — Luk. 21:24-26.

Under krigen var disse ydmyge minearbejdere også nidkære stævnedeltagere. For at komme til stævne gik de 100 kilometer fra Liège til Charleroi langs med jernbanesporene.

Årene efter 1914 skulle prøve hver enkelts tro til det yderste. (Åb. 2:10) Mens 1914 viste sig at være det mærkeår der var omtalt i Bibelen, var det endnu ikke det tidspunkt den kristne menighed skulle tages til himmelen, som mange brødre ventede. Der forestod endnu et vidnearbejde af et omfang man aldrig havde set før. Hvem ville vise sig at være lydig mod Kristi befaling om at forkynde „denne gode nyhed om riget“ før enden skulle komme? (Matt. 24:14) Der var adskillige som manglede nidkærhed og ønske om at forkynde Guds rige offentligt, og de forsvandt fra Jehovas folk. Pjecer som lagde mere vægt på personlige meninger end på Guds åbenbarede ord begyndte at cirkulere blandt de små grupper.

En udrensning

Efter en udrensning i 1918 af dem der modstod høstarbejdet, var der kun fem trofaste Jehovas tjenere tilbage til at forkynde Guds rige. Blandt  dem var familien Tilmant, broder Fontaine i Haine St. Paul, og brødrene Smets og Poelmans i Liège. Selv Edouard Verdière, som havde været så nidkær med at holde offentlige foredrag og at vise Skabelsens Fotodrama, var ikke mere iblandt dem. Tårerne løb ned ad broder Poelmans’ kinder da han så så mange brødre trække sig tilbage fra Jehovas organisation. Henved 30 år senere, eller omkring 1950, kom Edouard Verdière tilbage til Jehovas organisation, og han blev ved med at komme sammen med brødrene indtil sin død.

Pjecer fra „den onde træl“ blev ved med at cirkulere blandt studiegrupperne. Det var nødvendigt at have urokkelig tro på Jehova og hans synlige organisation for at kunne modstå dem der håbede at bringe de trofaste brødre til fald. Ved et møde holdt broder Poelmans et klart og begejstret foredrag der havde til hensigt at styrke brødrenes tillid til Jehovas organisation. Men den efterfølgende taler undslog sig for at gå på talerstolen, fordi han havde forberedt et foredrag der var helt forskelligt fra det broder Poelmans holdt.

De der forblev trofaste tabte ikke modet. Som aldrig før og med forøget nidkærhed forkyndte de det messianske rige overalt i landet, og forkyndte at ’millioner af nulevende mennesker aldrig skal dø’. Resultatet var at der to år senere, i 1920, i alt var 14 til stede ved mindehøjtiden i Jumet-Gohissart og Charleroi, og 40 i Liège. De der holdt op med at komme sammen med Jehovas folk i 1918, enten på grund af menneskefrygt eller fordi de nægtede at samarbejde med „den trofaste og kloge træl“, var snart glemt.

 Jehova velsigner de ydmyge

Den nederlandsktalende del af Belgien måtte ikke vente længe på budskabet om Riget. Broder J. Poelmans kørte de 120 kilometer på cykel fra Liège til Antwerpen for at udbrede sandhedens ord til folk dér i Belgiens største by.

Men broder Poelmans’ virke var ikke begrænset til Antwerpen. Han og broder L. Smets forkyndte også fra dør til dør i Liège, selv om de var de eneste to der gjorde det. Der var ingen af dem som kunne skrive særlig godt, så de overlod arbejdet med at skrive deres tjenesterapporter til dem der ikke tog del i arbejdet fra hus til hus. Deres tjenesterapporter blev sendt til afdelingskontoret i Schweiz, som førte tilsyn med arbejdet i Belgien indtil 1929. Brødrene på kontoret i Schweiz insisterede imidlertid på at de to brødre selv skulle skrive deres rapporter så godt de kunne.

Broder Smets havde erhvervet sig en bemærkelsesværdig bibelforståelse. I 1931 opgav han sit arbejde i kulminen og blev hjælpearbejder, eller hjælpepioner, som vi kalder det i dag. Han efterlignede apostelen Paulus og lå ikke nogen til byrde, men arbejdede som lappeskomager for at forsørge sin familie. Selv mens han reparerede sko kunne han læse i Bibelen, der lå opslået foran ham. Han havde en overordentlig klar hjerne lige til sin død i 1964 i en alder af 95 år.

Forkynd riget!

I 1922 havde broder Poelmans lejlighed til at overvære et stævne i Denain, Frankrig, hvor han så en broder holde et stort banner og råbe med høj røst: „Riget er nær. Forkynd Kongen og hans  rige.“ Den formiddag gik alle stævnedeltagerne fra hus til hus og forkyndte at Guds rige var oprettet.

Forøget virksomhed i Liège

Arbejdet gik mest fremad i Liège, hvor broder Smets og broder Poelmans brugte enhver lejlighed til at aflægge vidnesbyrd. Da folk havde lagt mærke til at broder Poelmans var af flamsk afstamning, gav de ham øgenavnet „den lille flamlænder“. Selv under et optog i 1925 til ære for den daværende konge af Belgien, Albert I, prøvede brødrene Smets og Poelmans at udnytte tiden. De sluttede sig til dem der marcherede i optoget, og bar en stor plakat med ordene „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“. De gik med i processionen lige til den var slut, uden at blive generet.

Den lille gruppe på 13 medlemmer i Liège blev ved med at vokse, og i 1928 sluttede endnu en tapper Rigets forkynder sig til dem. Det var Ernest Heuse sen., og han er stadig pioner i en alder af 82 år. I dag er hans tre børn og deres ægtefæller, samt hans tre børnebørn og de to gifte børnebørns ægtefæller, i alt 12 familiemedlemmer, alle i heltidstjenesten. Sammenlagt havde de alle ved udgangen af 1982 tilbragt 244 år i heltidstjenesten. De fleste af dem er specialpionerer, nogle af dem er i kreds- og områdetjenesten, og én tjener som medlem af afdelingskontorets udvalg.

 Mens brødrene Poelmans, Smets og Heuse var travlt optaget af at gå fra hus til hus og forkynde Guds rige, blev de kritiseret af de andre brødre, som sagde at de ikke var egnede til at udføre et sådant arbejde. Disse kritikere havde glemt at „Gud har valgt det tåbelige i verden, for at han kunne gøre de vise til skamme“. (1 Kor. 1:27) De der ikke ønskede at gøre fremskridt men som under påvirkning af falske religiøse ideer holdt fast ved deres tidligere levemåde, nægtede at iføre sig en ny personlighed i lighed med den Kristus havde. Et eksempel herpå kunne ses i den indstilling som den der forestod møderne i den lille gruppe i Liège lagde for dagen. Han foretrak ligesom de religiøse ledere at henlede opmærksomheden på sig selv som en valgt ældste, i stedet for at gå ud i tjenesten på arbejdsmarken. Før han begyndte vagttårnsstudiet fik han serveret en kop te og et stykke kage fordi han var ordstyreren,  og det spiste han mens de andre sad der og iagttog ham. Så først kunne mødet begynde.

Andre igen led af menneskefrygt og turde ikke gå fra dør til dør med tryksager om dagen. Derfor ventede de indtil det blev mørkt, og gik så ud og stak nogle få traktater under dørene, eller de kunne endog finde på at betale en pensionist for at gøre det for dem. Men Jehova viste sig at være med dem som virkelig elskede ham, og som ikke var bange for at udbrede sandhedens ord ved højlys dag.

Fremgang i det flamske distrikt

Broder Poelmans blev ved med at besøge det flamske område, og i 1928 genbesøgte han en polsk tidligere minearbejder i Genk-Winterslag. Dette genbesøg hos André Wozniak førte til at han kom i sandheden. Fra det år gjorde Rigets budskab virkelig fremskridt i den nederlandsktalende del af landet. Indtil da havde der kun været studiegrupper i den fransktalende del.

To år senere, i 1930, begyndte broder Wozniak i kolportørarbejdet, eller som almindelig pioner,  som vi ville sige i dag. Han viste sig at være en af de modigste kolportører af den gode nyhed i det flamske distrikt. Han var en handlingens mand, oprigtig og helt indviet til Guds riges interesser. Han tjente trofast indtil sin død i en alder af 74 år efter at have tilbragt 43 år i heltidstjenesten, blandt andet som kredstilsynsmand og specialpioner.

Et afdelingskontor oprettes

I 1929 blev det aktuelt at oprette et afdelingskontor i Belgien, og Bruxelles blev valgt som det mest praktiske sted. Broder Van Eijck fra Holland tjente som afdelingstilsynsmand. Afdelingskontoret stod stadig under tilsyn af kontoret i Bern, hvor broder Martin Harbeck var ansvarshavende, men som tiden gik kom det belgiske afdelingskontor til at sortere direkte under Selskabets hovedkontor i Brooklyn.

For første gang blev der ført udførlige optegnelser over tjenesten på arbejdsmarken, og de viste at der i 1929 var 28 forkyndere som havde været flittigt optaget af at hjælpe andre til at komme ud af religiøs trældom. Medregnet i dette antal var ni kolportører, som sammen med forkynderne, eller „klassearbejderne“ som de kaldtes, i det år spredte 41.358 bøger og brochurer.

Yderligere ekspansion

Høsten var stor, men Herrens arbejdere var få i Belgien i 1930. Af de 46 brødre var der kun 27 som gik fra hus til hus for at forkynde om Guds rige for en befolkning der dengang var på 7.000.000.

Men brødrene, og især den nydannede gruppe i  Bruxelles, følte sig i høj grad opstemte af deres stævne i Bruxelles det år. Af de 100 tilstedeværende kom 20 fra Frankrig, Schweiz og England. Selvom de talte 12 forskellige sprog, kunne brødrene mærke den dybe enhed der var iblandt dem. Det var ved dette stævne at broder Wozniak besluttede at gå ud i pionertjenesten. Han anskaffede sig et stort lager af bøger og brochurer så han kunne vidne i endnu en nederlandsktalende provins i Belgien, nemlig Limburg.

Samme år slog adskillige engelske pionerer sig ned i Flandern. En af dem, søster Louie Berry, havde den forret at være til stede ved et møde i Bruxelles hvor 13 bibelstudenter samledes i et køkken for at drøfte ordene i Esajas 60:22: „Den mindste vil blive til tusind.“ De ord skulle sandelig gå i opfyldelse i Belgien.

De belgiske brødres første store internationale stævne blev afholdt i maj 1931 med 3000 brødre fra 23 lande forsamlet i Paris, og det gav dem den nødvendige tilskyndelse til at gå fremad i deres gudgivne arbejde det bedste de havde lært.

Hvordan skulle en lille gruppe på 27 forkyndere sprede den gode nyhed ud over hele landet til trods for gentagne angreb fra den katolske kirke, der stadig søgte at ophidse folk imod dem og tvinge politiet til at udvise de udenlandske pionerer? Jehovas hånd beskyttede disse frygtløse vidner som adlød Kristi befaling om at forkynde den gode nyhed om Riget. — Es. 51:16; Matt. 24:14.

Pionerernes standhaftighed

De fleste pionerer i Belgien var kommet fra England, Frankrig og Schweiz. De der havde vanskeligt  ved at tale nederlandsk eller fransk brugte vidnesbyrdskortet til at vidne for sig. De udenlandske brødre opnåede glimrende resultater. For eksempel afsatte en polsk broder i 1931 2110 bøger og 10.338 brochurer, og en engelsk pioner afsatte 15.000 brochurer. Men sådanne resultater blev ikke nået uden modstand. Så snart pionererne kom til en landsby, løb de katolske præster hurtigt til politiet for at få dem arresteret. Men pionererne blev ved med at forkynde og var til virkelig støtte og opmuntring for de små grupper.

Et selskab dannet

Der er ingen tvivl om at sandhedens modstandere ikke glædede sig, og at de gjorde deres bedste for at få forkynderne arresteret og de udenlandske pionerer udvist. For at organisationen kunne være juridisk repræsenteret blev der dannet et filantropisk selskab med navnet Watch Tower Bible and Tract Society, og det blev lovformeligt registreret i det officielle tidsskrift Le Moniteur Belge den 7. maj 1932.

Det var også i 1932, umiddelbart før 1933 blev erklæret et „helligt år“ af pave Pius XI og naziregeringens kommen til magten i Tyskland, at de belgiske brødre spredte over 196.000 bøger og brochurer, mere end det dobbelte af hvad de havde nået året før.

Frygtsomme katolikker

Fjenden fortsatte med sin modstand uden ophør. Trusler om at udvise de udenlandske pionerer og at arrestere forkynderne gik hånd i hånd med de katolske præsters prædikener hvori de ophidsede  deres hjorde mod forkynderne af Guds rige. Folk var slået med frygt. I den katolske provins Limburg mente folk på landet endog at broder Wozniak var Djævelen selv, og når de mødte ham gjorde de korsets tegn. For at overvinde denne hindring købte broder Wozniak en sort bowlerhat, der gav ham et meget distingveret udseende. Nu anså folk ham for at være en velstillet herre. Og med hvilket resultat? Han afsatte i gennemsnit 10 bøger og 100 brochurer om dagen.

Øget modstand

I den tysktalende del af Belgien begyndte nazikolonner at opstå, og de gik til angreb på brødrene Belflamme og Novak mens de uddelte blade i byen Eupen. En flok på 12 unge nazister rev deres bladtasker fra dem. Angrebene blev så voldsomme og skændige at politiet måtte træde til for at beskytte brødrene.

Andre steder forbød myndighederne de udenlandske pionerer at forkynde Riget, og adskillige pionerer blev udvist af landet. Nu var der kun 6 tilbage i landet af de 26 pionerer som havde rapporteret i 1933. I 1934 blev der appelleret til kong Leopold III, til premierministeren og til justitsministeren, men alt sammen forgæves. Broder Wozniak undgik udvisning selv om han blev jaget af politiet. Da der kom en ny regering, blev justitsministeren erstattet af en mere frisindet mand som gav broder Wozniak tilladelse til at blive i Belgien.

I Ardennerne

En dag i 1934 diskuterede to kødelige brødre i storhertugdømmet Luxembourg religion. De var  begge katolikker. „Hvis det præsterne har lært os er alt,“ sagde den ene, „ved vi ikke noget om Gud.“ Så tilføjede en af dem: „Hvis vi bare havde en bibel!“ Få dage senere gik deres ønske i opfyldelse, da et af Jehovas vidner bankede på deres dør. Nu var disse to oprigtige sandhedssøgende i besiddelse af Guds ord.

Kort tid efter døde den ene af dem, men den anden flyttede til Bruxelles og blev endnu en søjle for Rigets arbejde i Belgien. Denne broder, Emile Schrantz, gik ud i pionertjenesten i 1936. Selv om han var tålmodig og ydmyg, var han dynamisk med hensyn til at udføre sin forkyndergerning overalt i de nederlandsk- og fransktalende dele af Belgien. Under den anden verdenskrig, da brødrene blev tvunget til at gå under jorden, tjente han som zonetjener, eller kredstilsynsmand, som det kaldes i dag. Han var en troens og handlingens mand, og han tjener i dag stadig som specialpioner til trods for sin alder.

Han begyndte sin omrejsende pionertjeneste i den del af Belgien der hedder Ardennerne, hvor han kørte på cykel gennem den tyndtbefolkede landsdel med spredte byer og landsbyer på de skovklædte bjergsider, hvor folk levede i overtroisk frygt for præsterne. Politiet standsede ham ofte, men han ville ikke efterkomme deres ordrer om at holde op med at forkynde Riget. Efter at han var blevet standset flere gange i den samme uge i Bastogne, blev han endelig taget med på politistationen og beordret af politichefen til straks at holde op med sit forkynderarbejde. Broder Schrantz svarede simpelt hen: „Nej.“ Han  holdt aldrig op med at forkynde til trods for de mange trusler der stammede fra gejstlig modstand.

Det var ikke let at finde opmuntringer. Folk inviterede ham sjældent indenfor, for at lytte til hvad han havde at sige. Men Jehova viste sig at være hans hovedkilde til opmuntring. Den eneste kontakt han havde med brødrene var breve fra Selskabet, der gav ham det råd at følge profeternes eksempel. Når han følte sig mismodig, satte han sig i et skovbryn og læste endnu en gang en artikel i Den gyldne Tidsalder om profeternes lod, og så fortsatte han.

Takket være hans bibelundervisning kom nogle få ydmyge mennesker i Ardennerne til kundskab om Jehova og hans sandhed. I dag er der syv menigheder der tjener den sande Gud i dette område.

’Den store skare’ viser sig

Fra og med 1935 begyndte ’den store skare’ at vise sig. Disse nye medarbejdere i Belgien viste samme nidkærhed i Jehovas tjeneste som de salvede. De glædede sig over deres forrettigheder. Som broder J. F. Rutherford forklarede ved stævnet i Washington, D.C., i 1935, er den plads Jehova har tildelt os hver især uden tvivl den bedste. Foredraget „Regering“, som blev holdt ved det samme stævne, blev transmitteret til Bruxelles, og det store bifald fra de tilstedeværende i Washington  fik endog brødrene i Bruxelles, som ikke kunne engelsk, til at forstå at et vigtigt budskab var udgået til jordens ender.

Af de 13 menigheder der var i Belgien på den tid, var der 3 polske i henholdsvis Liège, Charleroi og Beringen, og 3 tyske i henholdsvis Genk, Eisden og Roux. Endnu en menighed på 10 forkyndere blev oprettet i Ieper (Ypres), en flamsk by som blev fuldstændig ødelagt under den første verdenskrig. I denne katolske by blev der afholdt et stævne i 1936. De 50 brødre der var til stede jublede da de så 55 brødre fra Frankrig ankomme for at være sammen med dem i arbejdet fra dør til dør. Brødrene Harbeck og Gertz fra Schweiz var blandt talerne. Der er nu 15 menigheder i det distrikt hvor de 10 første vidner fra menigheden i Ieper engang arbejdede.

 Verdensudstillingen i Bruxelles 1935

Verdensudstillingen i 1935 hjalp enormt til at blødgøre de belgiske myndigheders indstilling til Rigets arbejde. Brødrene drog fordel af verdensudstillingen ved at indrette en stand der viste vore publikationer. Et stort skilt med ordene „Watch Tower Bible and Tract Society“ og „Jehovas Vidner“ tiltrak sig i tusindvis af besøgendes opmærksomhed. Mange kom tilbage til standen for at få bøger og blade, mens andre henvendte sig direkte til afdelingskontoret for at få hele serier af bøger. Tusindvis af prospekter blev fordelt til forbipasserende, hvoraf nogle sagde: „Det er det bedste vi har fundet på hele udstillingen!“

Præsterne var rasende da de så Selskabets bøger og blade på en stand på verdensudstillingen. En af dem henvendte sig til en broder og spurgte om de havde tilladelse til at sælge deres bøger der. En anden tog bøgerne i hånden og lod dem pludselig falde som om han var blevet ramt af lynet!

Der blev også arrangeret en udstilling af bøger på 35 sprog i to store vinduer i afdelingen for grafisk kunst. Selskabet fik endog en sølvmedalje i denne afdeling, men det som var af størst betydning for brødrene, var at de fik den juridiske ret til at forkynde den gode nyhed. Udenlandske pionerer kunne nu igen komme ind i landet, og deres antal blev forøget til 14.

Frygtløse polske brødre

I Charleroi gjorde modige polske brødre som arbejdede i kulminerne, meget for at fremme arbejdet. Brødrene François Brzoska, François  Hankus, Albin Glowacz og Jean Radojewski holdt sig ikke tilbage på grund af deres begrænsede kendskab til det franske sprog, men forkyndte Riget med en tysk pioners hjælp. Adskillige modige engelske pionerer, især søstrene Mona Pratt og Louie og Nancy Berry, broder Ernest Senior og broder og søster Trinder, arbejdede side om side med dem for at få dette så vigtige arbejde for Riget gjort.

Gejstlighedens greb løsnes

Efter at have kæmpet juridisk i fire år med et politi som var under gejstlighedens indflydelse, lagde brødrene mærke til at myndighederne indtog en mere forsonlig holdning. Der var for eksempel en pioner som var blevet anklaget af en katolsk borgmester for at gå fra dør til dør uden tilladelse, og han måtte nu i retten. Der opstod en livlig diskussion mellem dommeren og borgmesteren. Det endte med at dommeren rasende slog i bordet og sagde: „Det er mig der er dommer her. Den mand er frikendt fordi han gør et godt arbejde. Eller vil De have at jeg også skal gå frem mod de katolske nonner når de går fra dør til dør?“

Højttaleranlæg på trehjulede cykler

Brødrene lavede to transportable højttaleranlæg med tilsluttet grammofon. Anlægget i Liège blev købt for brødrene Smets’ og Poelmans’ opsparede penge og sat på en trehjulet cykel, som med alt tilbehør og batteri vejede 55 kilo. De tog rundt på torvene eller tog opstilling foran kirkerne. Foredraget på grammofonplade kunne høres adskillige  hundrede meter væk. På grund af vægten måtte der to brødre til at trække den trehjulede cykel, hvorpå de somme tider anbragte et eller to af deres børn. De holdt altid øje med anlægget, fordi der i Visé var nogle unge katolikker som omringede den og prøvede på at vælte den. I 1935 tilbragte brødrene 27 dage på hver 10 timer i dette arbejde. De spredte 369 brochurer, 79 eksemplarer af Den Gyldne Tidsalder, 7 bøger og en bibel til deres 3595 tilhørere.

Et eksempel på trofasthed

I 1936 ankom der nye pionerer til Belgien. En af dem var Werner Schütz fra Schweiz. Han havde fået anvist distrikt i Frankrig og tjente dér indtil politiet i Bar-le-Duc udviste ham i 1935. Han ankom til kontoret i Bruxelles i januar 1936. Nu måtte han lære et nyt sprog, nederlandsk, fordi han arbejdede i den flamske by Antwerpen. På det tidspunkt var broder Schütz det eneste vidne i denne by på mere end 300.000 indbyggere, selv om distriktet allerede delvis var blevet gennemarbejdet  af broder Poelmans og de engelske søstre Nancy Berry og Jessie Whitmore.

Året 1936 var et bemærkelsesværdigt år for de belgiske brødre der var i stand til at overvære stævnet i Lucerne i Schweiz, hvor broder Rutherford holdt det offentlige foredrag i en sal under politibeskyttelse. Broder Schütz var til stede ved dette stævne, men han havde først måttet køre cirka 700 kilometer på cykel fra Antwerpen til Lucerne.

Broder Schütz forblev en tapper stridsmand for Teokratiet lige til sin død i 1972, og da havde han været i heltidstjenesten i 47 år. Selv under nazisternes besættelse blev han ved med at forkynde, og han var sammen med brødrene Wozniak, Schrantz og Hartstang en af de hovedmænd der dengang medvirkede til arbejdets fremme.

Krigsskyer samler sig

I 1937 var der ildevarslende trusler om en ny verdenskrig. Forbitret nationalisme der blev udnyttet af katolicismen, nødte endnu en gang politiet til at arrestere brødrene. Sandhedens sæd spirede dog ikke alene i Antwerpen men overalt l Flandern. I Gent, den spanske kejser Karl den Femtes fødeby, havde pionererne travlt med at svinge Rigets „banner“ for de mere end 160.000 indbyggere i byen som aldrig havde hørt om sandheden om Riget. Ved slutningen af tjenesteåret 1937 var der blevet oprettet 16 menigheder klar til yderligere virke i landet.

Teokratisk ordning genoprettet

Der var stor glæde da den teokratiske ordning blev genoprettet i de kristne menigheder i 1938.  Men nogle få valgte ældste som var udmærkede offentlige foredragsholdere accepterede ikke uden videre denne guddommelige ordning. I en menighed i provinsen Limburg var der flere brødre som fortsatte med at vælge ældste på den demokratiske måde. Broder Wozniak hjalp dem imidlertid med at få det rette syn. Betjent af tre kredstilsynsmænd blomstrede de 20 menigheder. De 22 pionerer som tjente dengang, oversvømmede landet med læsestof om Riget, og de 135 forkyndere der arbejdede sammen med dem, blev bedre organiseret.

Et nyt udbrud af nationalisme

Belgien havde mobiliseret alle sine tropper imod det forestående nazistiske angreb. Gejstligheden drog igen fordel af den stigende nationalistiske feber til at lægge hindringer i vejen for forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. Stadig hyppigere indkaldte militæret og det belgiske politi brødrene til forhør.

En dag efterlod en søster i Braine-le-Comte bladet Ny Verden hos en dame hvis mand var i hæren. Billedet på omslaget viste Hitler der red på et vilddyr som trampede på menneskeheden. Da manden kom hjem og så billedet af Hitler, tog han bladet og vendte tilbage til kasernen med det for at advare officererne om at Jehovas Vidner havde været der. Den aften arresterede tre officerer brødrene og anklagede dem for at arbejde som spioner for Hitler. Selv om brødrene tydeligt forklarede sagens sammenhæng, nægtede disse officerer som var forblindet af Satan, at lytte til dem  og sagde at de ville blive stillet for en krigsret som spioner. Krigsudbruddet forhindrede de militære myndigheder i at gennemføre deres planer.

Til trods for polititrusler der var inspireret af gejstligheden gik arbejdet godt fremad i havnebyen Antwerpen, hvor brødrene Schrantz og Wozniak fortsatte med at lægge grunden til den første menighed. Broder Schrantz lod sig ikke skræmme af politiinspektører som sagde: „Hvis De ønsker at blive martyr ender De i rue des Béguines [Antwerpens fængsel].“ Men broder Schrantz endte ikke sin kristne løbebane i rue des Béguines. Takket være Jehovas ledelse og beskyttelse er han stadig i pionertjenesten, selv om nazisterne spærrede ham inde i det fængsel i 1940 fordi han nægtede at give dem sin pionerpartners, broder Wozniaks, adresse.

I provinsen Limburg så brødrene en katolsk præst vise en politibetjent den boligblok hvori vidnerne var travlt optaget af at forkynde den gode nyhed. Broder Vincent Golic og hans medarbejdere blev stoppet og truet med lange fængselsstraffe hvis de blev ved med at forkynde fra hus til hus.

I den fransktalende del af Belgien kom samme modstand direkte fra præsterne, som modsatte sig at pionererne begav sig ind på deres „græsgange“. De brugte alle til rådighed stående midler for at blive dem kvit, såsom at advare deres hjorde, true pionererne, hidkalde statspolitiet, sende børn til at genere brødrene, kaste med sten eller punktere deres cykeldæk og gå omkring efter dem for at indsamle de bøger og brochurer  de havde afsat. Alligevel sagde folk i landsbyerne ofte til dem: „Lad mig få flere af jeres brochurer. Når præsten kommer kan jeg så give ham en, så han er tilfreds, og beholde resten så jeg kan læse dem.“

I Ciney var der en katolsk munk af De hvide fædres Orden som i høj grad modstod Mona Pratt og hendes partner og gav dem besked om at ophøre med deres arbejde øjeblikkeligt. De to vidner svarede at Gud havde ordineret dem til at udføre dette arbejde for hans rige. „Jeg tilhører en hellig orden,“ svarede munken, „og jeg kan fri jer fra en sådan gudgiven ordination.“

De to pionersøstre tog deres cykler og fortsatte modigt til den næste landsby, idet de uddelte eksemplarer af brochuren Krig i Universet nær forestaaende til folk. Præsten fulgte efter dem og bad alle modtagerne om at give brochurerne til ham. Det lykkedes ham at samle nogle få stykker sammen, idet folk mange steder bare gav ham én brochure tilbage når de havde modtaget to. Så kom han til søstrene med de få brochurer han havde samlet sammen og fortalte at nu ville han gøre et stort bål ud af dem. Men det forhindrede ikke sandheden i at slå rod. I dag er der blomstrende menigheder i Dinant, Namur og Ciney, hvor disse engelske pionerer forkyndte Jehovas ord.

Et enestående vidnesbyrd aflagt før krigen

Et enestående vidnesbyrd var blevet aflagt før nazisterne invaderede Belgien. I 1939 nåedes et højdepunkt på 218 forkyndere og 33 pionerer der  skridt for skridt var blevet oplært i tjenesten for Riget, og iblandt hvem den teokratiske tjenesteform var blevet genoprettet. I 11 år før den anden verdenskrig var de i stand til at gennemarbejde en god del af landet, idet de afsatte henved 1.500.000 bøger, brochurer og blade. Elleve nye menigheder var blevet oprettet i 1939, så der i alt var 31 menigheder. Men hvad skulle der blive af denne veltilsåede mark i årene under den nazistiske besættelse?

Forbud . . . krig!

Selv før Hitlers horder ankom, begyndte de første angreb på arbejdet for Riget. Den 30. marts 1940 meddelte indenrigsministeriet at alle Selskabets publikationer var blevet forbudt. Man foregav at de havde en katastrofal virkning på soldaterne og befolkningen. Men den belgiske regering var aldrig i stand til at gennemføre loven i praksis fordi nazisterne ankom mindre end to måneder senere, og det blev dem som førte loven ud i livet.

Den 10. maj 1940 blev Belgien igen forvandlet til en slagmark. De engelske pionerer var i vildrede med hvad de nu skulle gøre. De ventede at få instruktioner fra afdelingskontoret, men da de henvendte sig dér, var den nye afdelingstilsynsmand forsvundet. Efter råd fra deres konsulat vendte de tilbage til England med undtagelse af søster Pratt. Hun fortsatte sit forkynderarbejde under jorden, og det samme gjorde broder François Brzoska, som var af polsk afstamning og som senere blev hendes mand.

Mens søster Brzoska vidnede under krigen,  kom hun engang uforvarende ind i en naziagents butik. Det var først da hun så et stort portræt af Hitler at hun forstod hvilken fare hun befandt sig i. Det var for sent for hende at vende om, for nazisten stod allerede foran hende. Hun tilbød ham et eksemplar af Det nye Testamente, idet hun sagde at det indeholdt håbet om en ny tingenes ordning med fred og evigt liv.

„Jeg tror på en ny tingenes ordning,“ svarede han og pegede på Hitlers billede, „og jeg ved at han har travlt med at oprette den så den kan vare i tusind år. Vi ved naturligvis ikke hvor længe det vil tage at få den oprettet, fordi der er en yngel som først må fuldstændig udryddes.“

Dertil svarede søster Brzoska at han uden tvivl tænkte på jøderne. „Nej,“ svarede han, „englænderne!“ Han hadede englænderne af et godt hjerte, og mens han så på søsteren som talte med accent fordi hun var af engelsk afstamning, spurgte han: „Hvad nationalitet er De af?“

„Polsk,“ svarede søster Brzoska. (Selvfølgelig ved giftermål.) „Godt,“ sagde han, „men vi kommer ingen steder før alle englændere er blevet udryddet, og hvis jeg bare kunne få fat i en englænder, ville det være mig en fornøjelse personligt at udrydde ham til bedste for menneskeheden.“ Man kan forestille sig hvordan vor søsters knæ rystede og hvilken lettelse det var for hende da manden modtog ikke bare ét men to eksemplarer af Det nye Testamente, hvoraf det ene var til en ven. Han anede ikke at han måske var kommet så nær som aldrig før ved en mulighed for at udrydde en der tilhørte ’den engelske yngel’.

 1940 — under nazitvang

Jehova forberedte sit folk til at stå over for nådeløs undertrykkelse fra den nazistiske ’nordens konges’ side. (Dan. 11:40) Brødrene blev styrket i deres udelte hengivenhed for Jehova ved studiet af artiklen om neutralitet, der stod at læse i den franske udgave af Vagttårnet for januar 1940. Den kom netop i rette tid, umiddelbart før den nazistiske invasion. Brochuren Fascisme eller Frihed var også lige sendt ud til menighederne.

Da Hitlers tropper ankom, troede brødrene at slaget ved Harmagedon var begyndt. Da nogle brødre var bange for at blive opdaget af nazisterne med disse brochurer hos sig, begyndte de at uddele dem. For eksempel havde broder Albin Glowacz i egnen omkring Charleroi modtaget 20 kartoner kun 15 dage før krigen udbrød, og han begyndte at uddele brochurerne ved at stikke dem i brevkasserne. Andre uddelte dem blandt flygtninge der var på vej i retning af Frankrig, mens de i Liège blev delt ud til forbipasserende på gaden.

Da der ikke kom instruktioner fra Selskabets kontor i Bruxelles, traf broder Wozniak foranstaltninger til at holde arbejdet i gang. Han satte sig i forbindelse med brødrene og forsikrede dem om at Harmagedon endnu ikke var begyndt, og overtalte dem til at holde op med at uddele publikationerne gratis. „Behold dem“, sagde han, „I får brug for dem.“ Og han opmuntrede brødrene til at gemme bøgerne og brochurerne så de havde dem til det arbejde der endnu skulle gøres.

 På afdelingskontoret blev bøgerne og brochurerne skjult i væggene eller under gulvbrædderne. Det blev gjort så godt at da Hitlers soldater kom for at ransage kontoret i oktober 1940, fandt de ingenting. Senere blev bøgerne og brochurerne transporteret til mere sikre skjulesteder. Broder og søster Coenen brugte for eksempel en trækvogn, og med yderste forsigtighed flyttede de det meste af lageret uden at blive opdaget, idet de gjorde det ad seks gange. Broder Michiels hjalp broder Floryn med at skjule 500 bøger og 4000 brochurer på et lager i stueetagen af hans hus. Det hele blev skjult bag hylderne. Desværre lykkedes det Gestapo at opdage lageret da de arresterede broder Floryn i juni 1941. Han blev derefter deporteret til de nazistiske koncentrationslejre. I betragtning af mangelen på bøger og brochurer blev publikationerne ikke længere delt ud, men lånt ud, så et større antal mennesker kunne få nytte af dem.

Det lod til at Satan havde svækket arbejdet for Riget i Belgien betydeligt. Han var bestemt utilfreds med at se et rekordtal på 275 forkyndere, heriblandt 34 pionerer, forkynde Riget i 1940. Idet han benyttede sig af at afdelingskontoret var blevet lukket, spredte han frygt og panik blandt menighederne med sine totalitære horder. I Bruxelles blev for eksempel mere end 50 brødre uvirksomme. Kun en lille kerne af forkyndere fortsatte med at sætte Riget først i deres liv i denne vanskelige tid. I 1941 var der kun 86 aktive forkyndere, og 14 menigheder var ophørt med at fungere. Men Satans jubel skulle blive kortvarig.

 Omorganisering af det underjordiske arbejde

Jehovas ånd fik brødrene til at se nødvendigheden af at omorganisere arbejdet så man kunne komme videre med forkyndelsesarbejdet under jorden. Broder Wozniak, som var kredstilsynsmand, talte om dette med afdelingstilsynsmanden, der ikke gjorde noget fordi han var blevet advaret af Gestapo og mente at han blev overvåget. Det hemmelige møde med tilsynsmændene som han havde planlagt, fandt ikke sted, og så bad broder Wozniak den broder der stod for det underjordiske arbejde i Holland om også at påtage sig arbejdet i Belgien.

På det tidspunkt var det broder Winkler der stod for arbejdet i Holland, og han udnævnte broder Hartstang, en broder som havde stor erfaring i det underjordiske arbejde, til at tage til Belgien i juli 1941, så han kunne påtage sig det store ansvar at reorganisere arbejdet.

Anskaffelse og mangfoldiggørelse af Vagttårnet

Men brødrene i Belgien ventede ikke på at broder Hartstang skulle ankomme før de sørgede for at få åndelig føde. Det var først og fremmest nødvendigt at få fat på et eksemplar af hvert nummer af Vagttårnet og få det oversat og mangfoldiggjort så brødrene kunne få det. En broder påtog sig regelmæssigt at tage til Holland og hente et eksemplar. Han tog sadlen af sin cykel og stak et sammenrullet Vagttårn ned i det hule stel, satte sadlen på igen og kørte over grænsen.

Da broder Wozniak først havde fået et manuskript,  fik han det oversat til polsk, tysk og fransk. For at kunne fremstille et tilstrækkeligt antal af Vagttårnet var det nødvendigt at skaffe duplikeringsudstyr. Selv skrivemaskiner var det knapt med. De var overordentlig værdifulde. I Antwerpen var der en åndeligt svag broder som havde en, hvorpå der i nogen tid var blevet skrevet breve og andre anvisninger om omorganiseringen af arbejdet. Da denne broder havde forbindelse med en sekt der stammede fra „den onde træl“, kunne man ikke have noget med ham at gøre, men skrivemaskinen var der hårdt brug for. Hvad kunne man gøre?

Brødrene Floryn og Wozniak gik til vedkommende og foreslog at de købte skrivemaskinen, men det afslog han. Hvordan kunne man overtale ham til at sælge den? Da manden ikke var fuldt og helt for Jehova og hans organisation, savnede han den frygtløshed og det mod som Jehovas trofaste tjenere har. Broder Floryn nævnte derfor at skrivemaskinen allerede var blevet brugt til at skrive ting der havde med undergrundsarbejdet at gøre, og siden enhver skrivemaskine har sit eget særpræg hvad bogstaverne angår, ville det ikke være vanskeligt for Gestapo at finde ud af at det var denne skrivemaskine der var blevet brugt til at skrive disse ting med. Den ville derfor udgøre en konstant risiko for ejeren. Så accepterede han brødrenes tilbud om at købe skrivemaskinen og var glad for at komme af med den!

Fremstillingen af tryksager under jorden

I Limburgs minedistrikt var der en lille gruppe udenlandske brødre. Den blev et center for fremstillingen  af tryksager under jorden. Familierne Golic og Pajk brugte blandt andre deres hjem til dette. Her oversatte man Vagttårnet til tysk, nederlandsk, italiensk, polsk og slovensk. Så tog man karbonkopier på gamle skrivemaskiner. For at dæmpe lyden af skrivemaskinerne hængte familien Pajk tykke tæpper foran vinduerne, og familien Golic indsatte dobbelte vinduesrammer. Men det forhindrede ikke at naboerne havde mistanke om at der foregik noget underjordisk, for brødrene kom hele tiden for at hente bøger og blade. Der var imidlertid ingen som forrådte dem, for belgierne anså alt underjordisk arbejde for fjendtlig virksomhed mod det forhadte naziregime. Brødrene trykkede endog bogen Børn på slovensk.

Det underjordiske hovedkvarter

Et af de vigtigste centre for fremstilling af bøger og blade under jorden var i Ougrée, nær ved Liège, i familien Doyens hjem. Man kunne sige at det var det underjordiske arbejdes Betel. Udstyret bestod af to skrivemaskiner og en duplikator. Stedet summede af aktivitet. Broder og søster Hartstang arbejdede og boede der det meste af tiden.

Her var også den tyske broder Fritz Schneider, der var trykker. Til tider var Werner Schütz der også og oversatte enten fra tysk til fransk eller fra hollandsk til fransk. Disse to brødre boede i nærheden. Budbringer (nu Rigets Tjeneste) og endog Børn blev trykt på polsk her i Doyens hjem.

Det er i øvrigt værd at nævne om familien  Doyen at faderen ikke var i sandheden og at en søn var krigsfange. To andre sønner var bestemt til at skulle deporteres til Tyskland som tvungen arbejdskraft. Hvis de nægtede at lade sig deportere og gik under jorden, ville hjemmet blive konstant overvåget af tyske soldater og kunne ikke længere tjene som hovedkvarter for det underjordiske arbejde med at fremstille bibelske bøger og blade. Selv om kun den ene var interesseret i sandheden gik de to sønner med til at blive deporteret, så deres hjem fortsat kunne bruges i dette arbejde.

Man kan undre sig over hvordan en så intens virksomhed på nogen måde kunne forblive ubemærket af naboerne, for det var som en bikube. Somme tider ankom eller forlod brødrene stedet med op til fire kufferter eller pakker. Men ligesom det var tilfældet med det andet center, der lå i Limburg, forholdt naboerne sig fuldstændig rolige. De betragtede det også som en slags modstand mod nazisterne.

Fjenden på vildspor

For at føre fjenden på vildspor rejste broder Hartstang fra tid til anden rundt og besøgte brødrene eller tog endog til Frankrig. En tid gik broder Hartstang faktisk hemmeligt over den franske grænse hver fjortende dag for at få fat på den engelske udgave af Vagttårnet, der kom til Frankrig via Schweiz. Man behøver næppe nævne at det var svære tider for søster Hartstang, som aldrig vidste om hendes mand ville komme tilbage.

 Verdslige trykkerier som medarbejdere

Somme tider boede broder Hartstang hos broder Ista i Bruxelles. Denne broder var til stor hjælp når det drejede sig om at forsyne brødrene med åndelig føde. Han satte sig i forbindelse med en trykker i Bruxelles, hr. De Prince fra trykkeriet Erasme, og henimod slutningen af den nazistiske besættelse var denne mand villig til at trykke hemmeligt for os. Ikke alene trykkede han Vagttårnet men også 6000 eksemplarer af bogen Børn.

Fordi forkyndelsesarbejdet var mindre udviklet i det flamske end i det vallonske område, var der mangel på bøger og blade på nederlandsk. Det lykkedes broder Wozniak at få 10.000 eksemplarer af brochuren Tag Standpunkt! trykt på hollandsk af en trykker i Charleroi som ikke gjorde det fordi han var venlig stemt over for Vidnerne, men fordi han var en indædt modstander af tyskerne.

En farlig trafik

Der blev endog sendt publikationer hemmeligt med båd fra Holland til Belgien. En hollandsk broder ejede en båd der hed Lichtdrager. Han gemte bøgerne og bladene i sin båd og lossede dem i Bree i Limburg og i distriktet Kortrijk. Så kørte brødrene på cykel til stedet hvor bøger og blade var blevet losset, og tog kartonerne med hjem.

Alt dette foregik naturligvis ikke uden stor risiko. En dag blev en broder som transporterede en karton med bogen Børn, stoppet af en tysk patrulje der søgte efter sortbørssmuglere. Da soldaten  så hvad kartonen indeholdt, udbrød han: „Nå, det er til børn!“ og lod broderen gå.

En anden båd, Dolphijn, blev også brugt, og den sejlede over den belgisk-hollandske grænse fem gange med publikationer.

Transport af bøger og blade

Var problemerne med at fremstille bøger og blade under jorden store, var de ikke mindre når det gjaldt om at få publikationerne ud til andre dele af landet. At bruge jernbanen eller postvæsenet var udelukket, fordi de var under militær kontrol. Brødrene kunne heller ikke bruge biler, for der var knapt med benzin. Man havde cykler, men selv her var der problemer med dækkene. Dem kunne man simpelt hen ikke skaffe. Brødrene i Limburg blev specialister i at lave cykeldæk af gamle bildæk. De var ganske vist ikke særlig bløde, men hovedsagen var at man var i stand til at komme omkring.

De brødre der transporterede bøgerne og bladene var så tungt belæssede at det var vanskeligt for dem at undgå at blive lagt mærke til. Desuden risikerede de at blive forvekslet med sortbørshandlere. Alligevel gjorde de det modigt, og det var især brødrene Wozniak, Schrantz, Floryn og Schütz der blev brugt til denne tjeneste.

Jehovas beskyttelse

En dag i nærheden af Mechelen var broder Schrantz’ cykel så tungt lastet med bøger og blade at han mistede ligevægten og faldt om kuld lige foran en tysk soldat. Soldaten hjalp ham med at komme op igen og anbragte endog hans bøger og blade bag på cyklen, hvorefter han ønskede ham  god rejse. For at kunne forsyne deres brødre med læsestof, rejste disse brødre ofte 110 til 160 kilometer med deres last, og det uden at få ret meget at spise.

Engang rejste broder Schütz med blade og bøger i retning af Charleroi, men han ankom ikke til sit bestemmelsessted. Da der var gået flere dage blev broder E. Heuse sen. og broder Schrantz bekymrede og begyndte at eftersøge ham. De fandt ham endelig på et plejehjem i Liège. Han var blevet såret under et bombardement nær Val St. Lambert, men lod ikke til at være påvirket af hvad han havde oplevet. Tværtimod. Han havde ikke fået så meget at spise i lange tider som her. Der var kun ét som bekymrede ham: Hvor var hans cykel med tryksagerne?

Brødrene begyndte at lede overalt og fandt endelig cyklen og den værdifulde last i en katolsk institution. Nonnerne havde taget sig godt af det hele, og de gav alt tilbage uden at have mistanke om hvad der var i bagagen!

Somme tider var vejret så dårligt at det var nødvendigt at rejse med tog — til trods for risikoen for at blive inspiceret af den Feldgendarmen (det tyske militærpoliti) og Gestapo. En dag kom broder Schütz ud for en inspektion på toget. Han havde to tunge kufferter med. Den ene var fuld af bøger og blade; den anden var fuld af kul som brødrene i kulminerne havde givet ham. Hvilken lettelse for broderen da soldaterne besluttede sig til at se indholdet af den kuffert der indeholdt kullene! Da de så hvad der var i den, brast de i latter og gik deres vej. En anden gang bad en gestapoagent ham åbne en kuffert med bøger og  blade. Efter at have kastet et blik på indholdet og set ordene „Adam og Eva“ udbrød gestapoagenten: „Se at komme videre med det skidt!“ Det gjorde han så. Broder Schütz, som var schweizer, blev ikke så let mistænkt af tyskerne.

Risikoen for at søstrene skulle blive mistænkt var også mindre end for at brødrene skulle blive det. Af den grund tjente søster Marie Smets som forbindelsesled mellem Liège og Namur, idet hun enten cyklede eller tog toget alt efter vejret, men altid tungt belæsset. En dag kom hun til jernbanestationen med tunge kufferter og med cykeldæk omkring halsen — men toget kom ikke. Efter at hun havde ventet i to timer meddeltes ankomsten af et tysk militærtog, og civile havde lov til at tage med det. På den måde foretog hun rejsen i et militærtog belæsset med tryksager der var fremstillet under jorden, og ankom uden problemer til broder Fevriers adresse i Namur klokken fem om morgenen.

Frygtløse unge brødre

Unge brødre blev også brugt til transport af bøger og blade, og de lagde ligeledes stort kristent mod for dagen. Broder Ernest Heuse jun. rejste med toget fra Liège til Verviers da han var cirka 16 år gammel. Han fortæller følgende oplevelse: „Kun få minutter efter afgangen steg die Feldgendarmen på toget. Der var seks. De råbte: ’Hænderne op!’ Alle adlød. De lod til at eftersøge nogen, og den første pegede på mig. Jeg skulle rejse mig. Jeg troede at nogen havde angivet mig. En af dem stod bag mig med sin pistol i ryggen på mig, en anden foran mig og en tredje ved siden af  mig. De bad om mine identifikationspapirer, men da jeg ville tage dem op af lommen, slog en af dem til min hånd og tog selv min tegnebog frem. De visiterede mig fra top til tå. Da de gik, havde jeg indtrykket af at de havde glemt noget.

En ældre mand som sad over for mig, gjorde en bemærkning om at politiet havde glemt at undersøge min bagage. Det var først da at jeg kom i tanker om at jeg havde bagage med. Hvis jeg havde tænkt på bagagen mens de undersøgte mig, ville jeg måske være blevet nervøs, for jeg transporterede duplikerede eksemplarer af Vagttårnet der handlede om Daniels profeti om nordens konge og sydens konge, og ligeledes nogle brochurer, hvoraf én hed Fascisme eller frihed. Den ældre mand mente at de ikke undersøgte min bagage fordi de tre som undersøgte al bagage må havde regnet med at de tre der undersøgte mine personlige papirer allerede havde gjort det, og derfor bare gik videre. Men jeg følte selv at det var Jehovas beskyttelse.“

Kontakt med afdelingskontoret

Man undrer sig måske over hvordan bøgerne og bladene blev fordelt til menighederne. Lad os se hvordan det gik for sig i et af centrene, for eksempel i broder Fevriers hjem. Han modtog publikationerne i små pakker uden anden mærkning end et nummer. De menigheder der skulle have pakkerne sendte bud efter dem, og det skete ofte om natten. Budet sagde simpelt hen: „Jeg vil gerne bede om pakke nummer 22.“ Når budet først havde fået pakken, gik han hurtigt igen uden at sige mere.

 Tjenesterapporter blev indsamlet på følgende måde: Hver menighed havde et bogstav, og de enkelte forkyndere havde et nummer. Menigheden var opdelt i studiegrupper på fra otte til ti personer som kun kendte den der forestod studiet, og ofte kendte de ikke engang hans navn eller adresse. Denne broder indsamlede rapporterne og gav dem videre til menighedens præsiderende tilsynsmand, som kun gruppelederne kendte.

Når først hele rapporten var samlet, måtte man vente til kredstilsynsmanden kom. Han var forbindelsesleddet mellem menighederne og betelhjemmet under jorden. Han indsamlede rapporterne og noterede sig menighedernes behov for eksemplarer af Vagttårnet og Budbringer (nu Rigets Tjeneste). Han skrev tjenesterapporten ned i en hemmelig kode, sådan at hvis han skulle blive visiteret ville det være umuligt for en udenforstående at få noget ud af den.

Møder under besættelsen

Alle forstod betydningen af at komme sammen til gensidig opmuntring. Brødrene mødtes i små grupper i private hjem. Der måtte træffes mange forsigtighedsforanstaltninger: (1) Brødrene måtte ikke ankomme sammen; når brødrene kom og gik skete det med tidsintervaller for at det ikke skulle vække opmærksomhed. (2) Mødestederne var forskellige hver uge, og hvis det var muligt, vekslede dage og tidspunkter også. Som følge heraf var det nødvendigt at være til stede ved hvert eneste møde, hvis man ville vide hvor det næste møde blev afholdt. Naturligvis kunne ingen på eget initiativ tage andre med for første  gang til et møde. Vedkommende måtte først prøves med hensyn til hans oprigtighed. (3) Hvis der var stor fare på færde blev møderne holdt som om det var en familiesammenkomst. For eksempel blev bordet dækket som til et almindeligt måltid. Hvis der skete noget uventet, gjaldt det kun om at gemme studiematerialet og blive ved bordet og lade som om man ventede på maden. På den måde kunne enhver mistænksomhed i forbindelse med de ti mennesker der var forsamlet, afledes.

Studieemnerne var tilpasset tiderne. De bestod i bibelberetninger med profetisk betydning for Guds folk i vor tid. Nævnes kan blandt andet beretningerne om Jehu, Barak, Debora, Jefta og Daniel. Somme tider fortsatte disse studier, såsom studiet af Mikas profeti, over en periode på adskillige måneder. Denne nærende åndelige føde var netop hvad der var nødvendigt for at udruste brødrene til deres kamp imod de politisk-religiøse elementer der prøvede at udrydde dem, som det var blevet forudsagt ved disse historiske og profetiske beretninger.

Gestapo eftersøger broder Wozniak

Lang tid før 1940 havde det nazistiske styre brutalt bekæmpet Jehovas Vidner for at udslette dem. Det er derfor let at forstå hvorfor disse dødens agenter forsøgte at tilintetgøre Jehovas Vidners arbejde så snart de kom til Belgien. Særlig udsatte var naturligvis de der var frygtløse og meget aktive. Den mand de især ønskede at gøre det af med, var broder André Wozniak, som på det tidspunkt var i pionertjenesten i Antwerpen sammen med broder Schrantz.

 En dag mens broder Wozniak var undervejs for at besøge menighederne og styrke dem og hjælpe dem med at blive organiseret, kom Gestapo og gennemsøgte hans værelser. Det blev broder Schrantz som blev ført med for at blive forhørt. Under forhøret måtte han udvise den største forsigtighed for ikke at forråde sin partner. For eksempel gav man ham under forhøret en liste med navne på brødre og spurgte om han kendte dem. Han svarede at han kendte nogle af dem, og valgte dem der enten var døde eller havde forladt landet. Da han blev spurgt hvor hans ven var, svarede han: „Han er på besøg hos sine slægtninge, men vi blander os ikke i hinandens sager. Kun på den måde kan man undgå problemer mellem venner.“ Gestapoagenten var enig med ham i at det var det bedste man kunne gøre. Broderen blev frigivet efter 40 dages fængsling, og agenterne håbede sandsynligvis at han til sidst ville lede dem til broder Wozniak. For at føre dem på vildspor rejste broder Schrantz imidlertid til et andet distrikt i Ardennerne.

I Gestapos fælde

Nogen tid senere havde broder Wozniak en uforglemmelig oplevelse. Han skal selv fortælle den: „Det var i begyndelsen af juni 1941. For at styrke de brødre som boede i nærheden af Charleroi kørte jeg dertil på cykel og kom til broder Hankus i Couillet for at overnatte. Det var blevet aftalt at hvis der var fare på færde, skulle jeg gå op på loftet og derfra ud på taget og forsvinde ved at gå fra det ene tag til det andet.

Klokken syv næste morgen blev jeg vækket  med ordene: ’Luk op!’ Jeg kiggede ud ad vinduet og så tre civilklædte mænd — det var Gestapo! Halvt påklædt og med bukser og jakke over armen løb jeg hurtigt op ad trappen der førte til loftet. Jeg gemte mig så godt jeg kunne mellem taget og loftspladerne. Det var på høje tid, for gestapoagenterne var hurtigt oppe på loftet. Da de ikke så nogen, gik de nedenunder og spurgte broder Hankus hvor jeg var. Da han ikke svarede, begyndte de at slå ham. Mit hjerte slog så stærkt at jeg syntes at det måtte kunne høres.

Jeg bad til Jehova om at gøre dem blinde. Utroligt, men sandt. De undersøgte hele huset fra kælder til kvist, ledsaget af broder Hankus, uden at de så mig! Til sidst fandt de min cykel og min taske, og de gav broder Hankus en forfærdelig gang prygl, men han forblev stærk og forrådte mig ikke. Derefter førte to agenter ham i fængsel.

Den tredje agent blev tilbage i huset med en ladt revolver for at bevogte søster Hankus. Vagten blev udskiftet hver anden time. Hvad mig selv angik, lå jeg under tagstenene. Det var varmt, og jeg var sulten og især tørstig. Ved middagstid hørte jeg en forsigtig stemme som sagde: ’Du kan komme ned nu. De er gået!’ Jeg var lige ved at forlade mit skjulested og gå nedenunder fordi alt var så roligt, men besluttede mig til at blive. Senere fortalte søsteren mig at det var agenten som prøvede at få mig til at røbe mig.“

Endelig fri

Mørket faldt på, og broder Wozniak blev voldsomt tørstig. Han fortæller: „Jeg var også meget træt og bange for at falde i søvn, fordi jeg sover  tungt og tit snorker højlydt. Hvis jeg var faldet i søvn i min ubekvemme stilling og havde snorket, ville de have opdaget mig. For at holde mig vågen blev jeg ved med at stikke mig selv med en nål indtil jeg blødte, men til sidst følte jeg kræfterne svigte, og jeg troede at jeg var fortabt.

Ved midnatstid fik søsteren lov til at gå i seng. Det lykkedes hende at give mig noget brød og vand, og jeg fortalte hvordan jeg havde planlagt at undslippe. Fra hendes sovekammervindue kom jeg ud på det flade tag, og lod mig derefter glide ned ad nedløbsrøret. Efter at have ladet mig falde over tre meter landede jeg i haven. Det var umuligt at gå videre på det tidspunkt, fordi jeg ville være blevet stoppet af en patrulje. Så jeg gemte mig mens jeg ventede på daggry.

Om morgenen så jeg en dame i sin have. Da jeg bad hende om noget vand, kunne jeg se frygten stå skrevet i hendes ansigt. Men hun gav mig noget vand, noget sæbe og en barbermaskine. Da jeg var uden sko, bad jeg hende om at købe mig et par slippers. Derefter kom en interesseret og fortalte mig at Gestapo endelig var gået klokken syv om morgenen, og at de havde taget min cykel med. Men jeg fik broder Hankus’ cykel i stedet og forsvandt som et lyn hen til broder Brzoska, hvor jeg fik en bogtaske og en bibel. Efter at have sovet et døgn tog jeg af sted til næste menighed.“

En pludselig ændring af planerne

Da broder Wozniak ankom, tog han ind hos broder Albin Glowacz for at bo der under besøget. „Det var ordnet sådan at jeg skulle blive en uge hos ham,“ beretter broder Wozniak, „men jeg  kunne ikke falde i søvn den nat. Jeg vendte og drejede mig.“ Så fik han den tanke at han ville ændre sine planer. Som han selv fortæller: „Ved morgenmaden sagde jeg til broderen at jeg med det samme ville rejse til Carnières, som var den næste menighed jeg skulle besøge. Han prøvede at få mig til at ændre beslutning, og talte endog om den gode mad han havde, hvedebrød og smør, som var noget virkelig attråværdigt dengang. Men der var ikke noget som kunne få mig til at ændre mening, og jeg tog af sted til Carnières.

Næste dag erfarede jeg til min store rædsel at Gestapo var kommet til broder Glowacz samme morgen og havde fængslet ham, hvorefter han endte i koncentrationslejrene! Hvor var jeg glad for at jeg ikke havde ladet mig friste af det gode brød og smørret! En ting var sikker: Gestapo var i hælene på mig. Jeg måtte se at få dem ført på vildspor.

Jeg vendte tilbage til Antwerpen, men der fandt jeg ud af at vort værelse var forseglet, at værtens  kone, der var interesseret i sandheden, var blevet ført bort af Gestapo, og at ejeren var forpligtet til at angive mig til Gestapo så snart jeg kom. Det stod altså ikke bedre til her. Det var nødvendigt at forlade Antwerpen øjeblikkeligt.

Så rejste jeg til Limburg for at besøge menighederne. To timer efter at jeg havde forladt Waterschei, hvor jeg havde boet, brød Gestapo ind i huset og søgte efter mig overalt. Situationen blev hurtigt tilspidset. De var ude efter mig og var tilsyneladende ledet af dæmonerne.“

Broder Floryn går i en fælde

Samme dag som broder Wozniak forsvandt efter broder Hankus’ anholdelse, kom broder Floryn, som var kontaktmand, på cykel til broder Hankus’ hus med 400 brochurer og 24 bøger. Det var den 7. juni 1941. Fordi søster Hankus’ mand lige var blevet arresteret, bad hun indtrængende broderen om at gå igen så hurtigt som muligt. Han gik og tog broder Wozniaks sko med sig så han kunne opbevare dem andetsteds. Han skulle have været videre til broder Glowacz, men i betragtning af alt hvad der var sket vendte han samme dag udmattet tilbage til sit hjem i Bruxelles.

Da han kom hjem erfarede han at Gestapo havde foretaget husundersøgelse og fjernet de bortgemte publikationer: 20 bibler, 500 bøger og 4000 brochurer. Hans kone og svigerforældre havde været under bevogtning hele dagen. Han var gået i en fælde. Klokken fem næste morgen kom Gestapo og tog ham med i håndjern. Han kom i fængsel og derefter i de tyske koncentrationslejre  indtil krigen var slut. Et år senere skulle det gå hans kone på samme måde. Hun måtte overlade sine to små børn til sine forældre.

Forøget gestapovirksomhed

På den tid tiltrådte en gestapochef som havde arresteret mange Vidner i Tyskland, sin tjeneste i Belgien. Det var kort efter at han var kommet til Bruxelles at disse arrestationer fandt sted og at eftersøgningen af broder Wozniak blev så intensiv. Blandt de arresterede var brødrene Midi, Schockaert, Michiels, Coenen og Martin (den tidligere afdelingstilsynsmand), og søstrene Michiels og Coenen.

Hvad angik broder Hankus blev han efter at være blevet arresteret for at have skjult broder Wozniak i sit hjem, pryglet og slået bevidstløs af Hitlers agenter fordi han nægtede at opgive navne på brødrene. Den 6. juni 1941 blev han overført til St. Gilles-fængselet i Bruxelles. Til trods for tortur nægtede broder Hankus at røbe navne. Så blev han ført til Centralfængselet i Leuven, og derfra sendte nazisterne ham til deres udryddelseslejre. Da han kom ud af koncentrationslejren efter krigen, tjente han som menighedstilsynsmand i mange år.

Omorganisering af afdelingskontoret trods farer

En måned efter denne serie anholdelser ankom broder Hartstang hemmeligt fra Holland for at omorganisere forkyndelsesarbejdet. Han holdt et privat møde med de tre kredstilsynsmænd og de to brødre der tog sig af forbindelserne. Mødet blev  holdt i en søsters hjem i Antwerpen. Søsteren boede alene i stueetagen, og på et tidspunkt var der kun et hårsbred fra at de seks brødre blev arresteret af Gestapo. Hvordan gik det til?

Under mødet ringede det på døren, og hvem stod derude? Tre gestapoagenter! De forhørte sig om en jøde og hans søn som skulle bo på anden sal. Søsteren fortalte dem at jøden var flygtet ved krigens udbrud. Så blev en af agenterne stående som vagt ved indgangen, mens de to andre undersøgte hver krog af huset ovenpå og af loftet.

Imens bad brødrene til Jehova om at han ville forblinde fjendens øjne. Hvis de var blevet opdaget, var det ensbetydende med at alle de ledende tilsynsførende i Belgien ville være blevet taget på én gang. Men det tillod Jehova ikke. Gestapo gik igen, og det gjorde brødrene også, en ad gangen, for aldrig at vende tilbage til det hus. To uger senere kom Gestapo uventet tilbage, og denne gang undersøgte de hele huset.

Fjenden prøver at jage broder Hartstang til døde

Broder Hartstang var til at begynde med alene i Belgien, men hans kone sluttede sig til ham et halvt år senere. Hun kom på samme måde, det vil sige på cykel ad små markveje ved den belgisk-hollandske grænse. Hun stod ved hans side gennem hele krigen, bortset fra når han måtte foretage særlig farlige rejser.

Gestapo fandt med det samme ud af at broder Hartstang var kommet til Belgien, og begyndte at jage ham. Fra et konfiskeret brev havde fjenden fået oplysning om hvad broderen og hans kone  foretog sig. Udrustet med store fotografier af parret søgte Gestapo overalt, som var det en farlig forbryder man var ude efter. Men broderen og hans kone undslap altid de fælder der var sat for dem, dog somme tider kun i sidste øjeblik. Ja, på en eller anden måde var de beskyttet.

Interessant nok sad den tidligere omtalte gestapochef som havde sat den hårde forfølgelse af Vidnerne i gang, og som var besluttet på at fange broder Hartstang, en dag ved vinduet på sit kontor og hørte lyden af en flyvemaskine. Da han troede det var et tysk fly, traf han ingen sikkerhedsforanstaltninger. Pludselig åbnede flyets maskingevær ild og ramte og dræbte gestapochefen. Flyet var engelsk og piloten var tilfældigvis belgier.

Fjenden forblindes

Mange erfaringer viser at Jehovas engle kan gøre fjenden blind. For eksempel havde søstrene Michelic og Golic fået overdraget at bringe et brev fra Limburg til Holland, til den broder som var ansvarlig for arbejdet dér i landet. Det skulle gøres i det skjulte. Søster Golic lagde brevet i sin taske, og de tog af sted til Holland ad markvejene. De blev opsnappet af toldere og visiteret. Først undersøgte de søster Michelic og kiggede blandt andet i hendes taske. Tilfældigvis havde søstrene Golic og Michelic ens tasker. Da det var søster Golics tur, tog tolderen hendes taske. Men så gav han den straks tilbage til hende igen idet han sagde: „Den har jeg allerede undersøgt!“ Og sådan fik hun sin taske tilbage med det værdifulde brev!

 Ved en anden lejlighed hjalp broder Fevrier broder Schütz i Namur til stationen med hans tunge bagage. I Montagne-Sainte-Barbe blev de stoppet af en tysk kontrol. Det var umuligt at vende om. Broder Schütz sagde til broder Fevrier: „Lad som om vi ikke er sammen. Måske slipper en af os igennem.“

Broder Fevrier gik bagved. Broder Schütz kom gennem kontrollen uden vanskeligheder, sandsynligvis på grund af hans schweiziske pas. Så var det broder Fevriers tur, og han rakte dem sine papirer. Han havde et Ausweis (tilladelse til at være ude efter mørkets frembrud) der var udstedt af besættelsesmagten til jernbanefolk. Soldaten var tilfreds. Men så bad han broderen åbne sin bagage, og i den var en vagttårnsartikel om krigen mellem den nazistiske nordens konge og den demokratiske sydens konge der omtales i Daniels profeti. Ligesom Nehemias bad broderen stille ved sig selv. (Neh. 2:4) Han bøjede sig ned for at åbne sin bagage. I samme øjeblik ankom en lastbil. Soldaten løb ud for at hindre den i at passere, og glemte broderen, som lige så stille slap igennem med et lettelsens suk.

I Ougrée var broder Armand Hebrant på vej hjem fra et besøg hos broder Heuse. I lommen havde han tre identitetskort med falske navne. Det ene var til broder Hartstang, som arbejdede under jorden, og det andet til broder Schrantz, der var kredstilsynsmand. Broder Hebrant blev stoppet af en patrulje på broen over Meuse og blev systematisk visiteret. Selv hans sokker blev undersøgt.

 Alle hans jakkelommer samt en indvendig lomme i frakken blev undersøgt. Hver gang soldaten følte på siden hvor kortene var, holdt han ved en fejltagelse jakken og frakken sammen, så han stak hånden ind i jakkens inderlomme. Men når han følte på broderens tøj uden på frakken, kunne broderen selv tydeligt mærke kortene. Soldaten gentog bevægelsen mange gange og glemte hver gang denne lomme, som holdt en uset hånd ham tilbage. De tre kort viste billeder af de tre brødre, men naturligvis med falske navne, og broderen ville ikke have kunnet give en forklaring på hvorfor han havde disse identitetskort på sig.

Strategi

Broder Gheys fortæller hvordan han måtte bruge strategi for at aflede fjendens opmærksomhed. Efter at han havde besøgt nogle interesserede blev han standset om natten af en tysk patrulje. En soldat stak sin riffel i ryggen på ham, mens en anden lod lyskeglen fra sin lygte skinne direkte i ansigtet på ham. De bad ham om identitetspapirer. For at få fat på dem måtte han holde sin taske mellem knæene. Så begyndte de at visitere ham. For at lette dem arbejdet, men også på beregning, løftede han armene i vejret idet han holdt tasken i den ene hånd. Soldaterne undersøgte hans tøj omhyggeligt, men glemte at kigge i tasken, hvor han havde blade og bøger!

Under englevinger

Somme tider var det åbenbart at begivenhederne blev ledet på en sådan måde at brødrene blev beskyttet. En dag vendte broder Hartstang  med bus tilbage til sit hemmelige logi i Ougrée, og han plejede at tage bussen lige til endestationen. Pludselig fik han den indskydelse at stige af før han nåede endestationen så han kunne strække benene, siden han så ofte måtte holde sig indendørs. Da han nåede frem til sit bestemmelsessted var alle kridhvide i ansigtet. De tyske soldater havde gennemført en streng kontrol ved endestationen, og familien havde frygtet det værste. Uden at han anede det, var han undsluppet en fælde.

På hans logi var der, foruden hemmeligt trykkeudstyr, publikationer under trykning. Man havde fælles gård med naboen. Han var ældre og døv og stod ikke op før klokken otte eller ni. En morgen stod han op ved firetiden. Der var ingen der nogen sinde fandt ud af hvorfor. Men han gik ud i gården for at få noget frisk luft. På det tidspunkt ankom en tysk patrulje fægtende med deres pistoler.

Det var en razzia efter en pludselig strejke blandt arbejderne på Cockerill-fabrikken. Strejken var blevet fremkaldt af at 500 arbejdere var blevet deporteret. Tyskerne havde adressen på en af strejkelederne, og de eftersøgte ham. Hvor utroligt det end lyder, forstod denne døve gamle mand hvad soldaterne spurgte om, og udpegede stedet på den næste vej hvor den eftersøgte mand boede. Hvis denne mand ikke havde været der på dette usædvanlige tidspunkt, ville soldaterne være trængt længere ind i gården, og ville, som de havde for vane, have banket på døren. Man kan let forestille sig hvad der så ville være sket derinde, den undersøgelse soldaterne ville have foretaget,  og den „tolver“ de ville have fået. Men Jehova holdt vagt.

Det rum hvor publikationerne blev trykt, tjente også som broder og søster Hartstangs soveværelse. Det havde tidligere været en svinesti, og set udefra lignede det stadig væk en svinesti. Sædvanligvis stod broder og søster Hartstang op mellem klokken halv syv og syv, og drøftede så dagsteksten. Men en dag kunne de ikke rigtig vågne, og denne omstændighed viste sig at være en beskyttelse. Hvad skete der udenfor?

Tidligt om morgenen havde tyske soldater omringet hele kvarteret og var i færd med systematisk at foretage husundersøgelser i alle lejligheder. Måske søgte de efter broder Hartstang. De bankede på døren til føromtalte ældre døve mand, idet de råbte højt på deres sædvanlige måde, og det kun to meter fra broder og søster Hartstang! Men soldaterne bankede ikke på døren til „svinestien“, og ægteparret vågnede heller ikke til trods for støjen udenfor. Var de blevet vækket, havde det sandsynligvis ført til deres anholdelse. Man kan let forestille sig hvad deres instinktive reaktion  ville have været: De ville have forsøgt at undslippe ad en anden dør, og ville være gået i fælden. Men lykkeligvis sørgede Jehovas engle for at de sov sødt, og de undgik dermed en spontan reaktion som kunne have fået ulykkelige følger. Det var først efter at soldaterne var gået, at de fik at høre hvad der var sket.

 Mod nødvendigt

Broder Schütz havde også en typisk oplevelse. I Tournai blev han arresteret af Den vallonske Garde, det vil sige belgiere der arbejdede for Gestapo. Hans legitimationspapirer var ikke i orden, så han blev taget med til hovedkvarteret så sagen kunne blive undersøgt, og derefter blev han indsat i fængselet i Tournai. Efter forhøret fik han besked på at gå hjem og få sine papirer bragt i orden hos de lokale myndigheder. Hans kuffert, som indeholdt et antal af brochuren Fascisme eller Frihed, måtte han efterlade i hovedkvarteret.

Han tog til Kortrijk og fik sine papirer i orden og vendte derefter tilbage til Tournai for at forevise dem og hente sin kuffert. Der skulle mod til at gøre det, når man tænker på hvad der kunne være sket i mellemtiden i betragtning af hvad der var i kufferten. Alt forløb vel, og han fik sin kuffert tilbage. Alt tydede virkelig på at det var englene som sørgede for at fjenden ikke åbnede den kuffert.

Udholdenhed indtil enden

Ikke alle undslap dog nazisternes kløer. Fjorten brødre og søstre blev anholdt og måtte udstå brutal behandling mens de blev forhørt på ægte gestapovis. Nogle blev frigivet efter nogle få uger eller nogle få måneder. Syv, deriblandt to søstre, blev deporteret og sendt til koncentrationslejre eller fængsel. Broder Alphonse Midi døde i fængselet, og broder Lodewijk Schockaert blev dræbt.

Broder Midi var blevet dømt til 55 måneders fængsel på grund af såkaldt propaganda mod  Tyskland, idet han blev fundet i besiddelse af eksemplarer af brochuren Fascisme eller Frihed. Han døde i 1943 i fængselet i Hagen som følge af en koldbrand der opstod på grund af en ubehandlet læsion. Han døde i sin celle, hvor fangevogterne overlod ham til sig selv uden at tage ham under behandling.

Broder Schockaert havde været kommunist før han kom i sandheden. Nazisterne arresterede ham og beskyldte ham for at være kommunist. Så snart han ankom til koncentrationslejren Sachsenhausen i Tyskland, gik han til lejrens SS-kommandant  og fortalte ham at han var et af Jehovas Vidner, og ikke kommunist. Så fik han den violette trekant, det mærke som kendetegnede Jehovas Vidner i lejren. Da han blev overført til en anden lejr i 1943 blev han skudt af SS-soldater.

Hvad angår broder Hankus, døde han i 1954 som følge af den mishandling han havde været udsat for under krigen. Hans kone holdt trofast ud og forblev aktiv i alle disse krigsår og indtil sin død den 16. maj 1982.

SS-bestræbelser for at nedbryde kristen uangribelighed

Når et Vidne blev anholdt var proceduren altid den samme. Først og fremmest var der et forhør på SS-manér. Ved fristelser, ved snuhed eller ved brutalitet prøvede SS at få Vidnet til at angive navne på andre Vidner og at fornægte sin tro.

Broder Glowacz havde følgende oplevelse: Efter at være blevet arresteret, blev han forhørt på kontoret hos SS. Foran ham på bordet lå et dejligt franskbrød, nogle pølser og nogle pærer. Hvis han var villig til at tale, kunne han spise så meget han ønskede. Hvis ikke, blev han udsat for det værste. Da broder Glowacz sagde til forhørsdommeren at han ville forholde sig efter det princip apostelen Peter fremsatte i Apostelgerninger 5:29: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker,“ blev nazisten hvid af raseri og råbte: „Udmærket! Du kommer i fængsel til dit skæg bliver lige så langt som apostelen Peters!“ Og det var hvad der skete. Broderen blev holdt fængslet i ni måneder uden at han fik lov til at barbere sig.

 Livet i koncentrationslejrene

Brødrene Hankus, Michiels, Floryn og Glowacz blev sendt til forskellige fængsler og koncentrationslejre. I en lejr i nærheden af Strasbourg blev de for den mindste sag pryglet uophørligt enten med en stok eller med en pisk. SS-folkene kaldte Vidnerne himmelhunde. Madrationerne blev reduceret til et absolut minimum. Alligevel blev det forlangt af dem at de udførte hårdt vejarbejde med de mest primitive redskaber. Arbejdet bestod blandt andet i at læsse små vogne med sten, og så skubbe dem ad spor til det ønskede sted. Somme tider løb en vogn af sporet, og så holdt der Kommandoführer (lederen af en afdeling vagtmandskab) de andre fanger på afstand, mens han tvang de fire brødre til alene at sætte vognen op på skinnerne igen — og det til trods for at den vejede mere end et ton!

En dag hørte en broder en underofficer sige til dem Kommandoführer: „Der er nu noget mærkeligt ved disse folk, disse Bibelforscher [bibelstudenter]. De andre fanger, som er fysisk stærkere, dør som fluer, mens de bliver ved med at have kræfter. Jeg tror Jehova hjælper dem!“

Neutralitetsprøve selv i lejrene

Broder Glowacz fortæller om en oplevelse han havde mens han var i Buchenwald: „For at prøve Vidnerne gav man ordre til at vi skulle melde os til den Kommando (arbejdsgruppe) der arbejdede med fremstilling af våben. Efter navneopråbet næste morgen nægtede alle brødre at slutte sig til Kommando’en. Da de blev ført til lejrkommandanten, forklarede en broder at de ville gøre et  hvilket som helst arbejde i lejren, med undtagelse af at fremstille våben. I vildt raseri befalede kommandanten SS-folkene at føre dem til henrettelsespladsen og stille maskingeværer op, klar til skud. Dette skete.

Derefter sagde kommandanten: ’Tænk jer godt om, og sig mig så om I påtager jer arbejdet eller ej. Hvis I nægter, giver jeg ordre til at I alle skal skydes.’ Han gentog sin trussel, men vi stod alle uanfægtede uden at bevæge os, og uden at sige et ord. Da han mærkede han ikke kunne komme nogen vegne, ændrede han taktik og sagde: ’Hitler er et meget medfølende menneske. Han ønsker ikke at I skal skydes. I kan fortsætte med jeres hidtidige arbejde.’“

De hjalp hinanden under besættelsen

De brødre der førte tilsyn med fremstillingen af de bibelske publikationer under jorden, fik ikke nogen løn, end ikke rationeringsmærker så de  kunne købe mad. Køb af materialer som papir måtte foregå på det sorte marked. Hvordan kunne det lade sig gøre?

I menighederne blev gaver og rationeringsmærker, som brødrene gav af deres allerede små midler, indsamlet og givet til kredstilsynsmanden sammen med tjenesterapporterne. Det gjorde det muligt for de jagede brødre at anskaffe de nødvendige forsyninger, så de kunne blive ved med at fremstille den nødvendige åndelige føde.

Selv børnene gjorde hvad de kunne. En aften kom for eksempel to brødre uventet til familien Golic. Det var broder Hartstang og hans ledsager. Bordet var dækket til aftensmad. De to børn, Antoine og Ann-Marie, lod til allerede at have spist, og de gik i seng. Det var først efter krigen at broder Hartstang erfarede at de havde spist de rationer som var tiltænkt børnene. Der var ikke andet spiseligt i huset, og børnene havde spontant meldt sig til at overlade deres mad til brødrene, og var gået i seng uden at have fået noget at spise. Hvad de gjorde, var et godt eksempel på dyb hengivenhed for den teokratiske organisation.

Hvordan forkyndelsesarbejdet blev udført

Så snart vidnearbejdet var blevet organiseret under jorden, var brødrene ikke længere tilfredse med bare at aflægge uformelle vidnesbyrd. De begyndte at arbejde på en mere systematisk måde, selv om de var meget forsigtige. De brugte kun Bibelen fra hus til hus. Brødrene tilbød også eksemplarer af Det nye Testamente eller af evangelierne, alt som det var muligt at købe sådanne  bøger i de protestantiske boghandeler, og det kunne være vanskeligt. De protestantiske præster skar tænder på grund af Vidnernes virksomhed og nægtede at levere bibler når de vidste hvad de skulle bruges til.

Det var derfor nødvendigt at være godt forberedt når man ville have bibler af protestanterne. Det lykkedes ikke altid. Broder Jules Ista fortæller at han en dag gik til Den evangeliske Mission i Bruxelles for at få nogle eksemplarer af Det nye Testamente. Den ansvarshavende spurgte broderen hvilken kirke det var til. Broderen prøvede på at knibe udenom, men da præsten erfarede hvem det var til, spyttede han ham i ansigtet og kaldte ham en snavset bibelstudent og nægtede at sælge bøger til ham.

Brødrene kunne få nogle af Selskabets publikationer, såsom brochurerne Afsløret og Flygtninge. De blev brugt med stor påpasselighed. Man organiserede udlån, sådan at samme brochure kunne overlades til mange forskellige mennesker. Derudover huskede brødrene navne på mennesker som havde aftaget bøger før krigen. De besøgte disse mennesker for at opmuntre dem til at læse bøgerne og på den måde vække deres interesse. Hvis folk ikke viste interesse, foreslog brødrene at man kunne tage bøgerne tilbage, så at andre kunne få nytte af dem. Nogle gange fik de bøgerne tilbage. Andre gange ville den besøgte ikke af med dem, men begyndte af nysgerrighed selv at læse dem, og blev interesseret i Rigets budskab. På den måde var der endog nogle som kom i sandheden.

 Fra hus til hus — med forsigtighed

Da nu arbejdet fra hus til hus igen var begyndt, blev der givet anvisninger på at arbejde med største forsigtighed. Det var for eksempel væsentligt at man arbejdede alene og tog et hus her og et andet der, længere nede ad gaden, så man ikke vakte opmærksomhed. Hvis brødrene nærede mistanke til visse huse, skulle de gå forbi dem. Hvis en forkynder så en uniform i huset, måtte han ikke aflægge vidnesbyrd, men skulle simpelt hen stille et eller andet almindeligt spørgsmål.

En dag kom en broder uden at han vidste det til at aflægge besøg hos en gestapoagent. Agenten inviterede ham indenfor og bad om at se hans legitimationspapirer, idet han låste døren. Så gik han til en telefon for at få Vidnet afhentet. I mellemtiden kom agentens kone og sagde at han skulle se at forsvinde i en fart, hvilket broderen naturligvis ikke lod sig sige to gange!

Genbesøg

Når nogen blev interesseret, blev der aflagt et antal besøg, hvortil man havde forberedt samtaler om Bibelens grundlærdomme. Sådanne brochurer som Afsløret og Flygtninge blev også anvendt som grundlag for drøftelser der var en slags forløber for vore dages hjemmebibelstudier.

På den tid indbød man ikke dem man studerede med, til møderne så hurtigt som vi gør i dag. Sædvanligvis var det ikke før vedkommende var begyndt at forkynde, at han blev taget med til gruppestudiet, for det kunne jo vise sig at han var stikker.

 Dåb i hjemmene

Dåbshandlinger fandt sted hemmeligt i private hjem. Ved en lejlighed blev henved 40 personer døbt i broder Heuses meget lille hus i Schlessin nær ved Liège. Ved en anden lejlighed blev 27 døbt hos broder Wladek i Waterschei. Det gik ikke altid ubemærket for sig. Man kunne høre legende børn udenfor sige: „Det er en protestantisk messe.“

Flere velsignelser

I 1941 så det ud som om fjenden havde vundet — antallet af forkyndere var faldet fra 275 til 86. Men i 1942 var antallet af stridsmænd for Riget igen nået op på 253, deriblandt 8 pionerer. I dette krigsår blev der trykt 10.000 eksemplarer af brochuren Tag Standpunkt! på hollandsk og 7455 eksemplarer af Vagttårnet. I 1943 øgede Jehova antallet af Rigets forkyndere i Belgien til 396. De arbejdede mere end 46.000 timer og afsatte 7868 bøger, 17.106 brochurer og 2234 blade. Antallet af menigheder voksede til 19. Det underjordiske trykkeri fremstillede 11.000 brochurer og 14.500 blade.

Det følgende år blev velsignet endnu mere. Nu gik antallet af forkyndere op til 545. Sikken sejr for Jehova over falsk religion og dens despotiske allierede! Der var 609 til stede ved mindehøjtiden, og der blev trykt 6000 eksemplarer af bogen Børn hos en trykker i Bruxelles.

I tiden fra 1942 til 1944 gjorde brødrene et vældigt stykke arbejde. De trykkede mere end 64.000 bøger, brochurer og blade. Når dertil kom det lager som var blevet skjult da nazisterne invaderede landet, var de i stand til at afsætte  107.587 bøger, brochurer og blade under krigen. Det lykkedes aldrig nazisterne at tilintetgøre arbejdet, lige så lidt som de nogen sinde fandt Betel, der ved krigens afslutning havde fem medarbejdere.

Instruktionerne blev samvittighedsfuldt overholdt

Brødrene overholdt samvittighedsfuldt de anvisninger der kom fra Selskabet og prøvede ikke at få mere at vide end hvad der var nødvendigt. Selv børnene var påpasselige når det gjaldt om at følge instruktionerne. En dag ankom for eksempel broder Schrantz til Waterschei og afleverede en karton bøger og blade hos broder Golic. Kun lille Ann-Marie på ni år var hjemme. Broder Schrantz gav hende kartonen og sagde til hende at hun ikke måtte nævne det til andre end sin fader.

Hun gemte kartonen under sengen. Da hendes moder kom hjem, sagde hun ikke et ord om broder Schrantz’ besøg. Da det blev sengetid, nægtede hun at gå i seng. Hun skulle vente til hendes fader kom. Søster Golic syntes at det alt sammen var meget mystisk. Ann-Marie blev oppe indtil hendes fader kom hjem, og først da — og kun til faderen — fortalte hun om besøget og viste at der var en karton bøger og blade under sengen.

1944 — krigen går mod enden

Der var stor jubel i landet da de allierede skridt for skridt trængte de tyske hære tilbage til deres eget land. Gestapo og deres agenter var borte! Brødrene havde derfor kun én tanke: at få et stævne arrangeret så hurtigt som muligt. Møderne  blev hurtigt organiseret. Der var et stærkt ønske om at komme sammen. Den 23. december 1944 blev et stævne med 70 deltagere afholdt i Waterschei i en hal uden vinduer og varme.

Samtidig afholdtes et andet stævne i Liège i en hal som bar mærker af den endnu ikke overståede krig. Senere blev der afholdt stævner i Bruxelles og derefter i Charleroi. Broder Hartstang var til stede ved alle stævnerne, nu under sit rigtige navn.

Flyvende bomber

Men Hitler ville ikke indrømme at han var slået. I løbet af året 1944 begyndte han at bruge sit nye våben, de flyvende bomber som tyskerne kaldte Gengældelsesvåben 1. Efter at hans hære var blevet trængt tilbage, brugte han det først mod England, og så mod Belgien. Disse fjernstyrede raketter, kendt som V-1, medførte cirka et ton sprængstof. V-1-raketterne begyndte at falde på industricentrene og havnene i Liège og Antwerpen, og de forårsagede store ødelæggelser og tab af menneskeliv. Det var under de omstændigheder at et meget averteret stævne blev afholdt i Liège i 1945, i hallen Home des Invalides. Man mærkede tydeligt frygten for V-1-raketterne.

Hallen, som kunne rumme 500 mennesker, var fuld. Mens stævnet var i gang, hørtes lyden af en flyvende bombe der nærmede sig. Lyden af den højthakkende motor var let at kende. Så længe man kunne høre motorstøjen, var der ingen fare på færde. Hvis motoren derimod stoppede, betød det at bomben ikke fløj længere, men ville falde til jorden. Den omtalte bombe fløj nu over byen.  Pludselig standsede motoren, og bomben begyndte at falde til jorden. Hvor ville den slå ned?

Tilfældigvis sang brødrene i hallen en sang, og ingen forlod deres plads. I modsætning hertil løb hele hallens personale, direktøren indbefattet, til beskyttelsesrummene. V-1-bomben eksploderede ikke langt fra hallen. Da brødrene E. Heuse sen. og M. Smets kom tilbage næste dag for at betale lejen, spurgte direktøren: „Hvad er I for mennesker? Der var ingen der rørte på sig i hallen da V-1-bomben faldt i går!“ Det gav anledning til at aflægge et godt vidnesbyrd for ham.

Vi kommer over jorden

Så snart de tyske tropper var væk, blev der indrettet et betelhjem hos broder Notebaert i Bruxelles. Derefter lejede broder Hartstang to værelser i rue Rubens i Schaerbeek, hvoraf det ene værelse blev brugt til soveværelse og kontor, og det andet til køkken og forsendelse. Det var vinter, og kul var rationeret og svært at få fat på. Det var så koldt at broder og søster Hartstang måtte arbejde siddende i sengen.

På den tid blev der afholdt et stævne i La Cour de Tilmont. Man kunne se brødrene fra minedistrikterne i Limburg og Liège komme slæbende på tunge kufferter og pakker, når de besøgte betelhjemmet på vej til stævnet. Hvad var det de bar så tungt på? Kul? Ja, brødrene fra kulminerne var bedre stillet med hensyn til brændsel end de fleste andre, og de ville gerne lade deres mindre heldige brødre på Betel få gavn af denne omstændighed. På den måde blev kulkælderen i Betel fyldt op.

 Der var brug for flere arbejdere til en reorganisering af Betel. Der udgik en opfordring til at melde sig, og en ung broder ved navn José Nicolas Minet kom til Betel. Da der ikke var plads til at han kunne bo på rue Rubens, måtte han arbejde der om dagen og sove i broder Notebaerts lejlighed. Det var nødvendigt at finde større lokaler, men der var boligmangel i byen. Efter megen søgen lejede man endelig et hus i Ixelles, 47 rue Wayenberg. Men da staben i mellemtiden var blevet større, kunne broder og søster Hartstang ikke bo her.

Arbejdet reorganiseres

Brødrene forholdt sig ligesom en der havde vanskeligt ved at vænne sig til dagslyset efter at have været i mørke i lang tid. Menighederne blev nu bedt om at indsende deres rapporter på et særligt postkort. De brugte kortene, men de stak dem i en konvolut for at ingen skulle se hvad der stod på dem! De blev ved med at bruge initialer når de angav afsenderen, og menigheden blev angivet ved den kode de plejede at bruge under krigen, og ikke ved stednavnet, som man nu opfordrede til.

Eftervirkningerne efter nazisternes hemmelige politis arbejde hang ved brødrene i den grad at Selskabet endnu halvandet år efter at SS havde trukket sig tilbage, måtte minde brødrene om at de ikke længere arbejdede under jorden, og at det igen var muligt at arbejde åbent.

En af grundene til at brødrene i Belgien var så længe om at vænne sig til den nye situation, var at de fleste af dem aldrig havde prøvet hvordan  det var at forkynde frit. De 86 forkyndere ved krigens begyndelse var vokset til 747 i august 1945. De havde endnu meget at lære med hensyn til forkyndelsen og organisationens virkemåde før de var på linje med deres brødre i lande hvor arbejdet ikke havde været forbudt.

I december 1945 gjorde Selskabets præsident, N. H. Knorr, sammen med broder M. G. Henschel et ophold i Bruxelles for at se hvad der kunne gøres for at fremme reorganiseringen af vidnearbejdet. Derefter ankom den første gileadmissionær til Belgien den 15. januar 1946. Det var broder Calvin Holmes, som skulle vise sig at blive til stor nytte i forbindelse med reorganiseringen. Han gik i land i Ostende, og blev mødt på stationen i Bruxelles af hele betelfamilien. Det var en stor begivenhed!

Broder Holmes blev udnævnt til afdelingstilsynsmand. Broder Hartstang hilste med glæde denne nyordning velkommen — han som havde gjort alt hvad der stod i hans magt i de vanskelige krigsår. Broder Hartstang var kendt som en meget ydmyg broder, og som en brændende ivrig og beslutsom arbejder i Jehovas tjeneste. Han tjente trofast indtil han sov ind i døden den 5. april 1964. Søster Hartstang, der nu er 81 år gammel, tjener stadig Jehova. Hun arbejder på betelhjemmet i Holland.

Menighederne renses

I nogle menigheder var der brug for en udrensning, og broder Holmes gik i gang med arbejdet, hvilket ikke altid var lige let for ham, da han  hverken kunne fransk eller nederlandsk. I nogle tilfælde, som i Bruxelles og Ieper, måtte udrensningen foregå med megen strenghed for at fjerne umoralske mennesker der forårsagede forstyrrelse og uenighed. Broder Holmes besøgte en menighed hver weekend og etablerede således en nærmere tilknytning mellem menighederne og Selskabet.

Køb af et betelhjem

Det lejede hus der blev brugt som betelhjem, blev for lille. Efter megen søgen købte man et hus med et stort værksted bagved. Det lå på 28 Avenue General Eisenhower i Schaerbeek, en forstad til Bruxelles. Sammenlignet med hvad familien havde været vant til indtil da, var dette hus et slot. Her kunne man have store lagre af publikationer, så man kunne imødekomme det stadig voksende behov. Der var mangel på møbler. Heldigvis havde afdelingskontoret i Schweiz netop solgt en gammel gård, og så sendte man møblerne til Belgien som en gave, hvilket blev meget værdsat.

Pionertjeneste

I 1945 udgik en opfordring til at gå ud i pionertjenesten, og i oktober samme år var der 18 pionerer i Belgien. I december var der 24, og der blev udnævnt 3 specialpionerer. Det var ikke let at være pioner i de dage. En af pionererne fortalte at han sov på en madras på gulvet. Han havde ikke andet køkkenudstyr end en gryde og en pande, men måltiderne var alligevel ikke så komplicerede, og Jehova forlod aldrig sine tjenere.

 Hjælp fra amerikanske brødre

En broder hvis forældre ikke var Jehovas vidner, forlod et godt betalt arbejde for at blive pioner. Han fortæller at da han rejste, sagde hans grædende moder til ham: „Hvem skal sørge for dig? Hvordan vil du selv kunne købe tøj?“ Han svarede: „Fuglene sår ikke, og de lever alligevel og har hvad de skal spise!“

Nogle få måneder senere blev denne pioner indbudt til at besøge Betel i Bruxelles. Brødrene i De forenede Stater havde indsamlet en stor mængde tøj, og Selskabet havde sendt noget af det til Belgien for at hjælpe de brødre der havde gennemgået lidelser under krigen. Pionererne var de første der kom til at nyde godt af tøjgaven, og denne broder fik to habitter, en frakke, nogle skjorter og to par sko. Kort derefter besøgte han sin moder, som, da hun så ham, udbrød: „Så velklædt du er! Hvor har du fået alt det gode tøj fra?“ Broderen svarede smilende: „Fra himmelen!“

Tøjforsendelsen, som vejede i alt 10.500 kilo, foruden 1550 kilo sko, blev sendt af de amerikanske brødre i årene 1946-47. Sendingerne blev uddelt til 1431 brødre, så de kunne være velklædte når de forkyndte den gode nyhed om Riget.

På den tid blev der afholdt et stort efterkrigsstævne. Det skete i Cirque Royal i Bruxelles fra den 4. til den 6. oktober 1946, og programmet blev afholdt på to sprog. Henved 2000 kom for at høre det offentlige foredrag „Fredsfyrsten“.

Nationalistisk undertrykkelse dukker op igen

Nazisterne var blevet slået, men den nationalistiske ånd blev mere ondartet end nogen sinde.  Satan begyndte at bruge dette som et nyt våben mod dem der repræsenterede Guds rige. Da de ikke længere havde nødig at arbejde under jorden, meldte de udenlandske brødre som var undsluppet nazisterne, sig til de belgiske og amerikanske myndigheder. Broder og søster Hartstang ansøgte om opholdstilladelse hos myndighederne. Ikke alene blev det afslået, men indenrigsministeren gav dem den 4. juni 1947 otte dage til at forlade landet! Alle appeller mod denne uretfærdige afgørelse viste sig at være frugtesløse.

Pionererne Fritz Schneider, Erwin Klose og Willy Klopper blev fængslet og beskyldt for at være naziagenter. Det var nok til at få bægeret til at flyde over — de der var blevet jaget som vilde dyr af Gestapo! Broder Schneider blev fængslet og vendte derefter tilbage til Tyskland som en syg mand med svage lunger. Han døde få år senere. Broder Klose var fængslet i elleve måneder sammen med naziagenter, til trods for at i hundredvis af brødre, ja, selv lokale myndigheder, protesterede. De amerikanske og britiske militærmyndigheder prøvede forgæves at bevise at han var naziagent!

Besøgende fra hovedkontoret i Brooklyn

Til trods for de nationalistiske elementers modstand steg forkyndertallet for første gang til over tusind. Der var 57 pionerer. I juni 1947 besøgte brødrene F. W. Franz og Grant Suiter Belgien. Ved den lejlighed blev der afholdt to stævner samtidig, et på nederlandsk og et på fransk. De besøgende fra Selskabets hovedkontor hjalp afdelingskontoret  til at blive bedre organiseret, og de styrkede organisationens teokratiske struktur.

Få måneder senere blev efterkrigstidens første kredsstævne afholdt i La Louvière. Der var 295 forkyndere i kredsen, men der var en begejstret tilhørerskare på 485 til det offentlige foredrag. Det år var der 1525 til stede ved mindehøjtiden, sammenlignet med 1099 det foregående år.

Flere missionærer ankommer

Selskabet prøvede at sende flere missionærer til at hjælpe brødrene, men modstanden fra de nationalistiske elementer forsinkede deres ankomst. Mod slutningen af 1947 ankom broder og søster Buisset, og de tjente mange år i Belgien som missionærer. Efter dem kom fem andre missionærer i løbet af 1948, og iblandt dem var Elmer Johnston, som tjente trofast i sit missionærdistrikt til sin død i 1972.

I 1949 ankom yderligere ti missionærer, deriblandt Allan Coville og Gijsbertus van der Bijl, efterfulgt af Markus Hartlief i 1955 og Aalzen Wiegersma i 1965. De er alle fire stadig i Belgien og tjener som rejsende tilsynsmænd.

Gejstligt pres

Efterhånden som Jehovas navn blev mere kendt i offentligheden, modstod gejstligheden Jehovas vidner på utallige måder. På præstens opfordring, jagede modstandere for eksempel brødrene ud af Lantin ved at kaste fyrværkeri efter dem. I Bolland, en lille landsby i nærheden af Herve, uddelte præsten en pjece til sine sognebørn. Den forklarede hvad de skulle gøre når  Jehovas vidner bankede på: „(1) Luk døren for disse Djævelens omvandrende handelsfolk. (2) Hvis de kommer ind uden at du er klar over det, så skru op for radioen. Hvis det ikke er muligt, kan det klares ved at slå to grydelåg sammen.“

På grund af det pres som gejstligheden udøvede, var det meget vanskeligt at leje foredragssale. I Tervueren sagde præsten til salens ejer at han hellere så at han ’udlejede til kommunisterne end til denne nye guds propagandister’. I en anden landsby mobiliserede præsten alle børnene og sendte dem til salen, hvor de lavede så megen støj med grydelåg at foredraget ikke kunne holdes. Ved en anden lejlighed truede præsten salens ejer med at hvis han udlejede til Vidnerne, ville hans forretning blive ruineret. Præsten ville så sørge for at ingen af hans sognebørn kom i mandens forretning.

Landsbyboernes indstilling til Vidnerne på den tid fremgår tydeligt af følgende erfaring: Broder Schrantz skulle besøge en broder, men han kendte ikke hans adresse. Derfor spurgte han simpelt hen den første han mødte i landsbyen: „Ved De hvor der bor en mand med en mærkelig religion?“ Han fik straks anvist huset, uden at så meget som et navn blev nævnet!

Forbud mod transport af bibeltryksager

I 1950 var Belgien i oprør på grund af kong Leopold III’s tilbagevenden. Da kongen vendte tilbage fra sit eksil, blev det belgiske folk splittet ved demonstrationer, strejker og trussel om borgerkrig på grund af kongen. Vidnerne, som nu var  nået op på 2462 ordets forkyndere, holdt sig neutrale midt i uroen. Under denne tumult overalt i landet, og kun to dage efter at en ny katolsk regering var kommet til magten, prøvede Satan igen at sønderlemme arbejdet for Riget.

Den 6. juni 1950 forbød trafikministeren uden varsel transport af Selskabets tryksager med den belgiske jernbane og det belgiske postvæsen. Regeringen ignorerede alle breve som afdelingskontoret sendte i den anledning. Hvordan skulle brødrene og abonnenterne nu få den åndelige føde?

Selskabet organiserede transport af blade og bøger til alle menigheder med lastbil. Derefter leverede forkynderne bladene til abonnenterne. Jehova velsignede denne ordning rigt og det gav brødrene anledning til at aflægge regelmæssige genbesøg hos abonnenterne.

Det var først den 30. oktober 1981, efter at Selskabet i 31 år havde sendt adskillige ansøgninger, at den belgiske regering hævede forbudet mod transport af Selskabets tryksager!

I Ardennerne og det flamske distrikt

I 1951 oversteg antallet af forkyndere de tre tusind. De 80 menigheders vækst foruroligede i høj grad gejstligheden, som jamrede over at Jehovas Vidners menigheder skød op selv i meget katolske landsbyer i Ardennerne. Det belgiske katolske tidsskrift, L’Avenir du Luxembourg (den belgiske provins Luxembourg) for 2. december 1950 viste sin bekymring med ordene: „Vi ved ikke hvad det er der foregår . . . men vi lægger mærke til at Jehovas Vidner har fået fodfæste i  adskillige landsbyer i nærheden af Neufchâteau og Bertrix.“

I de store og middelstore byer var gejstlighedens indflydelse på befolkningen gået tilbage, men præsterne prøvede stadig at fastholde deres stramme greb om landsbyerne. I Erps Kwerps (flamsk distrikt) beordrede en præst en pioner til at forlade landsbyen, men broderen nægtede det. Næste dag beordrede præsten igen broderen til at forlade landsbyen. Da broderen stadig nægtede, begyndte præsten at følge ham fra dør til dør og beskyldte ham for at være protestant og for at sælge bibler, som folk ikke havde lov til at læse. Ved hver eneste dør gendrev pioneren præstens beskyldninger. Det fortsatte i tre timer. Endelig holdt præsten op med at gå med til dørene. Nu stod han midt på gaden og talte højt til folk, mens han fulgte broderen. Den tredje dag fulgte præsten igen med pioneren, men denne gang tilkaldte broderen politiet, og præsten forsvandt. Politiet stod ikke længere på pinde for gejstligheden.

Myndighederne viser mistillid

På grund af Vidnernes kristne neutralitet lod det til at myndighederne ikke havde tillid til organisationens fredelige oplysningsarbejde. To civilklædte politifolk var næsten altid til stede ved de offentlige foredrag. De gjorde notater under foredraget. Når et offentligt foredrag blev averteret, kunne man se to politifolk blandt tilhørerne, selv i små menigheder på omkring 15 forkyndere. Politifolkene blev ofte nødt til at sidde i en broders lille køkken der var blevet forvandlet til en rigssal. I betragtning af situationen som den var  dengang, anså man det for tilrådeligt at hverken udenlandske brødre eller de rejsende tilsynsmænd holdt offentlige foredrag.

Præsterne på færde igen

Nu var brødrene i stand til i højere grad at hellige sig de isolerede distrikter. I 1952 gennemarbejdede forkynderne 591 byer og landsbyer til trods for stærk modstand fra præsterne, som troede at Vidnerne aldrig ville være kommet igen, i det mindste ikke i de fjerntliggende distrikter. Nu gik præsterne over til den fremgangsmåde de tidligere havde gjort brug af, men uden støtte fra politiet. De ophidsede folk til at jage Vidnerne ud af byen. Under et kredsstævne i Bastogne rev en præst en håndfuld blade ud af den katolske bibel en søster brugte i vidnearbejdet, og en anden søster blev slået af fanatiske kvinder som var blevet ophidset af præsten.

I Antwerpen var der andre falske hyrder som prøvede at forhindre en invalid søster i at udføre gadearbejde. Hun gjorde det i sin kørestol i nærheden af en forretning. Forretningsindehaveren prøvede at komme af med hende. Først tilkaldte han politiet, men politibetjenten sagde at hun havde ret til det. Så fik han fat på to præster, som prøvede at overtale søsteren til at forlade stedet, men forgæves. Så besluttede præsterne sig til at skubbe hendes kørestol ned ad gaden. Da det var kommet så vidt, var der nogle taxichauffører på den anden side af gaden som havde set hvad der foregik, og de løb hurtigt over og fortalte præsterne at medmindre de var ude på at komme i vanskeligheder, skulle de hellere se at forsvinde.  Det er vel næppe nødvendigt at nævne at de stak af.

Fremgang ved missionærernes hjælp

Til trods for modstanden voksede forkyndertallet til 3623. Gileadmissionærerne blev ved med at styrke brødrene og hjælpe dem til at påtage sig større ansvar. Det kom snart så vidt at Belgien ikke længere behøvede missionærer, og størstedelen af missionærerne kom til at tjene på Betel eller som rejsende tilsynsmænd. På det tidspunkt var alle område- og kredstilsynsmænd udlændinge, og der var kun tre belgiske brødre på afdelingskontoret.

Afdelingstilsynsmanden udvist

Den katolske regerings repræsentanter fik igen lejlighed til at give luft for deres had ved at gå til angreb på de brødre som førte an. Den 11. april 1953 fik broder Calvin Holmes, afdelingstilsynsmanden, besked om at han måtte forlade landet, selv om han var gift med en belgisk søster. Broder G. van der Bijl blev udnævnt til afdelingstilsynsmand i hans sted.

Og hvad med broder André Wozniak, som Gestapo ikke havde været i stand til at fange, og som den tidligere katolske regering forgæves havde prøvet at udvise i 1934? Denne broder blev bedt om at give møde for en kommission, som besluttede at han skulle udvises af landet. Men før dette kunne ske, kom en ny regering til magten. Den nye justitsminister, som ikke var katolik, besluttede sig til ikke at håndhæve afgørelsen om at  broder Wozniak skulle udvises. Igen undslap han sine forfølgere ligesom i 1934.

Den nye regering, der var mere liberal end den forrige, viste sig i nogen grad at være gunstigt stemt over for Rigets arbejde. Den 28. juli 1954 skrev endog en af ministrene et brev til Selskabet hvori det hed at spredningen af bibler og bibelske bøger og blade ikke ville blive betragtet som handel ved dørene, men som et filantropisk velgørenhedsarbejde.

Stævnetid

Belgiens beliggenhed ved hovedfærdselsårerne mellem London, Nürnberg, Paris og Haag gjorde det let for brødrene at overvære den internationale stævnerække „Det Triumferende Rige“ i 1955. Man kørte i to særtog. De franske myndigheder standsede et af togene da det ankom til den franske grænse. Gennem højttalerne udråbte det franske statspoliti adskillige brødres navne og forbød dem at komme ind i Frankrig af „sikkerhedsgrunde“! De brødre hvis navne var blevet råbt op forlod toget, men de kom til stævnet alligevel ved at tage de regulære tog efter en omvej over hertugdømmet Luxembourg.

Myndighederne er venlige

Alt som gejstlighedens modstand svandt ind, fik myndighederne større respekt for Rigets arbejde. De gik endog så vidt som til at træffe afgørelser der ensidigt var til fordel for brødrene, så deres grundlovsmæssige tilbedelsesfrihed kunne sikres. Der blev for eksempel udsendt et kongeligt dekret af 8. januar 1958 (offentliggjort  i Official Journal for den 14. marts 1958), hvori et forbud mod offentlige foredrag i det fri, udstedt af borgmesteren og byrådsmedlemmerne i Anvaing den 8. juni 1957, blev ophævet. Det kongelige dekret anklagede byrådet for at have overskredet sine beføjelser ved at udstede et sådant forbud.

Det eneste sted hvor man nu mærkede gejstlighedens modstand, var i landdistrikterne, såsom i landsbyen Orp-le-Grand. Der var blevet truffet foranstaltning til at mange brødre kunne bo i et stort hus i byen under et kredsstævne som afholdtes den 23.-25. maj 1958. Umiddelbart før stævnet sørgede sognepræsten for at dette logi blev annulleret. Han tvang også den stedlige bager til at annullere aftalen om at forsyne stævnets fællesspisning med brød. Men det forhindrede ikke brødrene i at få den nødvendige mad og hvile. Der blev indrettet en stor sovesal i selve stævnelokalet, og store stråfyldte sække blev brugt som senge. Til trods for modstanden var der 532 til stede ved stævnet.

Ingen sprogbarriere

Et højdepunkt i tjenesteåret 1959 var landsstævnet „Årvågne forkyndere“, som blev afholdt i Bruxelles, Sports Palace, hvor 6896 hørte det offentlige foredrag, der blev holdt samtidigt på fransk og nederlandsk. Under det fem dages stævne blev 378 nye vidner døbt. Stævnet var bemærkelsesværdigt ved den enhed der var mellem de flamske (nederlandsktalende) og vallonske (fransktalende) brødre, der forsamledes side om side i den samme sal. Højttalersystemet var  blevet arrangeret på en sådan måde at enhver kunne høre programmet på sit eget sprog. For at gøre dette muligt var tilhørerne inddelt i to sektioner. En sådan tosproget foranstaltning forløb ikke ubemærket, og stævnet blev omtalt vidt og bredt i offentligheden.

Dette stævne beviste yderligere at sprogforskelle ikke fører til spaltning blandt sande kristne. I modsætning hertil er Belgien i høj grad splittet på grund af sprogstriden. I visse katolske kirker i Antwerpen og Vilvoorde har politiet måttet gribe ind for at skille flamske katolikker fra vallonske katolikker. Årsagen? Nogle flamske katolikker kunne ikke tåle at præsten holdt messen på fransk!

Fritagelse for ejendomsskat

I 1960 blev der gjort et betydeligt fremskridt med hensyn til at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed her i landet. I det år var der 7000 forkyndere i Belgien, og 10.237 var til stede ved mindehøjtiden. Rigssalene var ved at blive for små, og adskillige menigheder var begyndt at udvide deres sale eller bygge nye. Menighederne med egen rigssal ansøgte om den samme skattefritagelse som kirkerne får. Deres ansøgning blev afslået med den begrundelse at Jehovas Vidner ikke er en religiøs retning. Derudover hævdede skattevæsenet at der ikke foregik offentlig tilbedelse i rigssalene. En sådan påstand var naturligvis helt forkert.

Appelretten i Liège afviste statens påstand med sin afgørelse af 29. juni 1960. Rigssalene kunne nu fritages for skat. Desuden afgjorde retten at  staten skulle tilbagebetale brødrene de skatter de allerede havde betalt for rigssalene.

Udenlandske forkyndere

I dette lille land på 30.513 kvadratkilometer bor størstedelen af befolkningen i større og mindre byer. Det er industrien der giver de fleste arbejdspladser, og det er derfor let at forstå at der er så mange fremmedarbejdere i landet. Ti procent af befolkningen er af udenlandsk oprindelse, og italienerne udgør en tredjedel heraf.

Til at begynde med arbejdede de hovedsagelig i kulminerne. Derved blev det atter i egnene omkring Charleroi, Liège og Limburg at sandheden spredtes blandt udlændingene. Der blev øjeblikkelig begyndt bibelstudier, og for bedre at kunne hjælpe disse oprigtige mennesker lærte nogle belgiske brødre endog italiensk.

Sprogskoler

Rapporten for 1962 viste at henved 40 procent af forkynderne var udlændinge og ude af stand til at udtrykke sig ordentligt på fransk eller nederlandsk. For at løse dette problem meddelte Rigets Tjeneste for februar 1962 at der var blevet oprettet en ny skole med det formål at hjælpe disse brødre til at tale landets sprog bedre. I stedet for at overvære den teokratiske skole, blev de undervist i at læse og tale det lokale sprog ved hjælp af bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis. Det hjalp dem til at undervise i ordet. De var nu i stand til at tale om bibelske emner, i stedet for bare at tilbyde bladene. I dag er der adskillige af dem som er ældste og menighedstjenere i menighederne.

 Menigheder af udlændinge

I dagene fra 7. til 11. juli 1965 fandt en særlig begivenhed sted for første gang i Belgien. Der blev afholdt et stort internationalt stævne i Charleroi, det sted hvor sandheden 63 år tidligere først slog rod. Brødre fra Nordfrankrig og Paris var her sammen med deres belgiske brødre, og om søndagen nåede tallet på de tilstedeværende sit højdepunkt med 11.710.

Der blev også afholdt møder på italiensk ved dette stævne, sådan som man allerede havde gjort det i nogle år. Men de italienske brødre var ikke længere bare en lille håndfuld, for 725 italienere overværede dette stævne kaldet „Sandhedens ord“. Hvor taknemmelige var de ikke da broder Knorr meddelte at der ville blive oprettet ti italienske menigheder i Belgien. Denne nyhed blev modtaget med vældigt bifald. Derefter fulgte stor fremgang. Mens dette skrives er der over  2500 italienske forkyndere i 32 menigheder der udgør tre kredse.

Flere retsindige mennesker blev fundet blandt grækerne, spanierne, portugiserne, tyrkerne og englænderne. Blandt de menigheder som blev oprettet var én portugisisk, tre engelske, syv spanske og otte græske. Brødrene fra andre lande er fulde af nidkærhed for Jehova, og deres udholdenhed er eksemplarisk. Tag for eksempel den græske menighed i Bruxelles: Alle 47 døbte forkyndere var hjælpepionerer mindst én gang i forrige tjenesteår!

Nyt betelhjem

I over tyve år havde betelhjemmet på 28 Avenue General Eisenhower, Schaerbeek-Bruxelles, tjent arbejdet for Riget på bedste måde. Men der var ikke plads nok til bøger og blade, eller til at alle medlemmer af betelfamilien kunne bo under samme tag. I 1966 fik broder Marcel Gillet, som dengang var afdelingstilsynsmand og nu koordinator for afdelingskontorets udvalg, besked fra broder Knorr om at der skulle bygges et nyt betelhjem. I november 1966 begyndte man på byggearbejdet. I februar 1968 stod et fint, rummeligt betelhjem i Bruxelles’ forstad Kraainem klar til at blive taget i brug. Hvilken forskel fra det man havde lejet i 1945!

Forvirring i den katolske kirke

Mens over 10.000 forkyndere af Riget var hjerteligt forenede i de nederlandsk- og fransktalende dele af Belgien, var der udbrudt forvirring, had og anarki i den katolske kirke. Denne gang skånede  aviserne ikke kirken, men drev det endog så vidt at de latterliggjorde den. Mange katolikker betroede brødrene: „Ingenting går som det skal i vor kirke,“ „Dette er den katolske kirkes endeligt,“ og: „Vi ved ikke længere hvordan man beder.“

Der udbrød tumulter blandt katolikkerne i kirkerne. I Antwerpen, Vilvoorde og andre steder angreb flamske katolikker kirkerne, fordi messen blev holdt på fransk for fransktalende der boede i disse byer. Politiet måtte tilkaldes for at nedkæmpe tumulterne. Der var sket en stor forandring siden de katolske præster tilkaldte politiet for at få vore brødre jaget ud af byen! I Antwerpen skrev katolske ekstremister på murene: „Hold op med at holde messe på fransk i Vilvoorde!“ Det var i denne by at gejstligheden fik bibeloversætteren William Tyndale stranguleret og brændt. I dag er der en menighed på 70 bibelelskende forkyndere af Jehovas rige i Vilvoorde. I Leuven, berømt for sit katolske universitet, råbte unge præster på gaderne: „Ned med biskoppen!“ Til sidst blev det nødvendigt at regeringen greb ind for at opretholde roen.

Fængslet på grund af kristen neutralitet

I årenes løb er i hundredvis af unge brødre blevet fængslet på grund af deres kristne neutralitet. Hidtil er vore brødre blevet idømt to års fængsel for at nægte at bryde deres kristne neutralitet. I næsten 40 år har man nægtet de fængslede brødre at holde fælles møder og at få besøg af menighedens ældste. Det var først den 5. august  1976 at en mere tolerant justitsminister gav tilladelse til at særlige ældste måtte besøge dem.

En uforglemmelig begivenhed

Det internationale stævne „Guds sejr“ blev afholdt i Bruxelles i dagene 8.-12. august 1973, og det var en uforglemmelig begivenhed. Stævnet huskes ikke alene fordi man nåede et nyt rekordtal i antal tilstedeværende, men også fordi vore spanske og portugisiske brødre var blevet indbudt til at være sammen med os i Bruxelles. De havde endnu ikke fået ret til at samles frit i deres eget land, så de kom i stort antal. Det højeste antal til stede ved det spanske møde var 19.687. Ved det franske møde var der 14.625, ved det nederlandske 11.101 og ved det portugisiske 8152 brødre til stede, alt i alt 53.565.

Da de belgiske brødre kendte til de forfølgelser som de spanske og portugisiske brødre havde været udsat for i mange år, modtog de dem gæstfrit som et udtryk for deres inderlige kærlighed til dem. De spanske og portugisiske brødre og søstre var ligeledes indstillet på at bevise deres inderlige kærlighed og overvældende taknemmelighed for at kunne forsamles med deres brødre i Belgien. Der var utallige måder deres kærlighed kom til udtryk på, og utallige gaver blev udvekslet ved denne glædelige begivenhed!

Udenlandske forkyndere rejser hjem

Mange udenlandske organisationer har deres hovedkvarter her i Belgien, såsom NATO (Nordatlantiske Traktats Organisation), EF (De europæiske  Fællesskaber) og SHAPE (Det øverste allierede NATO-militærhovedkvarter i Europa). Derfor kommer der mange mennesker af forskellig nationalitet til landet, og mange af dem lærer sandheden at kende her, for derefter at vende tilbage til deres eget land som Jehovas vidner. I årenes løb har dette været tilfældet med mange italienere, spaniere og grækere som først kom hertil for at arbejde i kulminerne. Efter så at have opholdt sig i Belgien en kortere eller længere tid, er de rejst hjem og har bidraget enormt til forkyndelsesarbejdet i deres hjemland. Som følge af vore dages vanskelige økonomiske forhold, er hjemrejsernes antal stigende.

Den nuværende åndelige rigdom

I dag er budskabet om Guds rige kommet ud overalt i Belgien. Der er ikke længere distrikter som ikke bliver gennemarbejdet. Hele landet er delt op imellem de 288 menigheder. I april 1983 nåede vi et rekordtal på 20.018 forkyndere i Belgien.

Hvad er da den nuværende situation i landet? Hvordan reagerer folk i almindelighed på forkyndelsesarbejdet? Den indflydelse som den katolske tro engang udøvede, er aftaget betydeligt. Selv  om mange katolikker stadig hævder at de er religiøse, er det åbenbart at materiel bekvemmelighed har medført at mange har udviklet et materialistisk livssyn. Når dertil så kommer at andre viser fuldstændig mangel på interesse for religiøse anliggender, har det ført til stor ligegyldighed blandt folk. Det er derfor svært at tale med dem om Gud og hans hensigter. Denne indstilling er blevet en udfordring til forkynderne, og det får dem til at forsøge sig med slående indledninger når de prøver at vække interesse for Rigets budskab.

 Stævnehaller

Det har ofte været meget dyrt at leje haller til kredsstævner, og mange af dem har ikke kunnet opfylde vore krav. Derfor har kredsene sørget for at erhverve sig egne haller. I 1980 blev der købt to haller, én i Bioul og én i Bornem. Med stor begejstring bidrog brødrene og søstrene både med penge og tid til ombygning af disse haller, så de blev egnede til at holde stævner i. Da stævnehallerne altid holdes rene, behøver brødrene nu ikke længere at påtage sig et stort rengøringsarbejde før de kan holde stævne.

Jehovas loyale hengivenhed — en krone

Det er muligt at broder Tilmant i 1902, som den allerførste forkynder af Riget i Belgien, har spurgt: „Hvordan kan man høre uden at nogen forkynder?“ (Rom. 10:14) Hvem skulle have troet at de første sandhedsfrø som denne trofaste broder såede dengang, 80 år senere ville have frembragt mere end 19.000 modige vidner for Jehova?

Man kan forstå hvor overordentligt begejstrede brødrene Smets og Poelmans må have været da de i 1952 så at de fem mennesker som var forblevet trofaste mod Jehova efter prøvelsen i 1918, var vokset til mere end 3500!

Disse modige kristne døde med Jesu ord i tanke: „Fryd jer og spring af glæde, for jeres belønning er stor i himlene.“ (Matt. 5:12) Nu, da de er blevet medarvinger med Kristus i himlene, kan man forestille sig deres glæde ved at se de overvældende velsignelser Jehova har udgydt over sit folk.

Jehova være priset for hans loyale hengivenhed!  Vi takker ham for at have frembragt så mange trofaste vidner i vor tid. Da vi skrev denne beretning var der i virkeligheden kun én ting vi beklagede, nemlig at der ikke var plads nok til at nævne de hundreder af brødre og søstre der, ligesom Andronikus og Junias, måske ikke har været så kendte, men dog har været som søjler og har arbejdet trofast i Herrens gerning. — Rom. 16:7.

Det storartede eksempel på udholdenhed som disse trofaste brødre har lagt for dagen, såvel som Jehovas ledelse af hans folk her i Belgien gennem „den trofaste og kloge træl“, er til stor opmuntring for os alle. Det ansporer os til at fortsætte med at kæmpe „troens gode kamp“ indtil den dag Jehova gennem sin konge Jesus Kristus siger: „Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.“ — 1 Tim. 6:12; Matt. 25:34.

Når den herlige dag gryr, vil Belgiens marker og enge ikke længere risikere at blive forvandlet til slagmarker som det er sket to gange siden 1914. Nej, disse marker vil som alle Europas marker, ja hele verdens marker, blive forvandlet til et verdensomspændende paradis, frigjort for al krig og undertrykkelse. Indtil da gentager alle retfærdselskende i Belgien og alle andre steder apostelen Johannes’ ord: „Amen! Kom, Herre Jesus.“ — Åb. 22:20.

[Fodnote]

 [Kort på side 71]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Belgien

Antwerpen

Bornem

Mechelen

Vilvoorde

Erps Kwerps

Leuven

Kraainem

Schaerbeek

Bruxelles

Ixelles

Tervueren

Orp-le-Grand

Beringen

Bree

Waterschei

Eisden

Genk

Heure-le-Romain

Vivegnis

Visé

Herstal

Lantin

Liège

Bolland

Flémalle-Haute

Engis

Ampsin

Amay

Sclessin

Herve

Ougrée

Eupen

Verviers

Val St. Lambert

Meuse (Maas)

Namur

Bioul

Dinant

Ciney

Bertrix

Bastogne

Neufchâteau

La Louvière

Haine St. Paul

Carnières

Roux

Jumet

Charleroi

Couillet

Braine-le-Comte

Tournai

Anvaing

Kortrijk

Ieper (Ypres)

Ostende

Ghent

[Illustration på side 79]

Broder Ernest Heuse sen. og familie — alle i heltidstjenesten

[Illustration på side 80]

Ved et stævne i Liège i 1952 glæder brødrene Poelmans og Smets sig over at 5 forkyndere er vokset til mere end 3000

[Illustration på side 87]

Broder Emile Schrantz sammen med sin hustru i kredstjenesten (broder Fevrier står i midten). De rejste fra menighed til menighed på cykel

[Illustration på side 90]

Werner Scütz, en tapper stridsmand for Teokratiet. Indtil sin død i 1972 havde han været 47 år i heltidstjenesten

[Illustration på side 113]

Andre Wozniak, en af hovedkræfterne i spidsen for det underjordiske arbejde for Riget under den anden verdenskrig. Eftersøgt af Gestapo men aldrig fanget

[Illustration på side 121]

Broder og søster Hartstang ankom hemmeligt fra Holland. Han tjente som afdelingstilsynsmand i disse vanskelige tider og undgik at blive fanget af en ivrig gestapochef

[Illustrationer på side 122]

François Hankus, en af de 14 brødre og søstre der blev anbragt i forskellige fængseler og koncentrationslejre i Tyskland

Søster Hankus holdt trofast ud og forblev virksom mens hendes mand var fængslet, og tjente derefter til sin død i 1982

[Illustration på side 124]

Broder og søster Floryn efter at de var vendt tilbage fra koncentrationslejrene

[Illustration på side 127]

Broder Glowacz, et af de vidner som blev truet med henrettelse i Buchenwald for at nægte at arbejde med fremstilling af våben

[Illustration på side 150]

Det belgiske afdelingskontor i Kraainem, en forstad til Bruxelles

[Illustrationer på side 155]

Stævnehallen i Bioul, en af de to bygninger der blev købt i 1980

Interiør fra stævnehallen i Bornem