Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Fuldfør din tjeneste“

„Fuldfør din tjeneste“

„Fuldfør din tjeneste“

Årsteksten for 1984 tilskyndede alle Jehovas tjenere til at „tale Guds ord uden frygt“. (Fil. 1:14) Denne tilskyndelse blev fulgt af alle vore nidkære brødre rundt om i verden, og Jehova gav os en vidunderlig vækst som har glædet os meget. I det nye år, 1985, lægges vægten igen på vigtigheden af at gøre Guds ord kendt, idet vi opfordres til flittigt at følge den bibelske formaning i Andet Timoteusbrev 4:5: „Fuldfør din tjeneste.“

Urene dæmoniske kræfter er i færd med at samle nationerne til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. De kvækker som frøer mod Jehova og fører en uafladelig krig imod alle som står på hans side. Men „han som sidder i himmelen ler; Jehova gør nar af dem. Da taler han til dem i sin vrede . . . ’Jeg er den som har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg.’“ — Sl. 2:4-6; Åb. 16:13, 14.

Disse begivenheder stiller alle mennesker over for et vigtigt spørgsmål: „Hvor står du? Er du for Jehova eller for hans fjende, Satan?“ De fleste er blinde for hvad det gælder. De er blevet forledt til at gøre fælles sag med det syvhovedede vilddyr, men ingen af dem „har sit navn skrevet i den livets skriftrulle som tilhører det slagtede lam“. (Åb. 13:1-8) For at kunne få deres navn skrevet i denne skriftrulle må de have at vide hvordan de kan flygte ud af Satans organisation og vandre på Jehovas retfærdige stier. Det kan kun lykkes dem hvis de kender Guds ord og adlyder det. Tiden er nær da Jehova vil rejse sig og lade nationerne vide at det gælder liv eller død. (Zef. 3:8) Da vil der ikke være nogen tvivl om hvad stridsspørgsmålene indebærer.

Alle som stiller sig på Jehovas side skildres i Salme 96 til 99 som nogle der lovsynger Jehova eller tilskriver ham herlighed. Det betagende billede der tegnes her, er billedet af et vældigt kor eller symfoniorkester, bestående af millioner af menneskestemmer foruden det livløse skaberværk, som tilskriver jordens retmæssige Dommer og Konge herlighed. Salme 98:1, 5, 6 lyder: „Syng en ny sang for Jehova, for det er underfulde gerninger han har gjort. . . . Spil for Jehova på lyre; lad lyren ledsage sangens toner. . . . bryd ud i hyldest foran Kongen, Jehova.“

Millioner af mennesker synger allerede nu denne sang, men i Salme 98:7, 8 opfordrer Jehova hele skaberværket til at synge med: „Lad havet og det der fylder det tordne, det frugtbare land og de som bor derpå. Floderne lad dem klappe i hænderne; bjergene — lad dem sammen råbe af glæde.“ Hvilken betagende illustration! Forestil dig oceanerne buldre og tordne som slaggruppen i dette vældige orkester. Forestil dig også de majestætiske floder klappe i „hænderne“ i takt til melodiens rytme, og de kæmpemæssige bjergkæder råbe af glæde!

Ikke nok med det. I Salme 96:12, 13 opfordres ’alle skovens træer til at råbe af glæde for Jehovas ansigt for han er kommet for at dømme jorden’. Forestil dig hvis du kan, de milliarder og atter milliarder af blade på skovenes træer synge Jehovas pris med blide violin- og fløjtestemmer! Himmelen selv slutter sig til det vældige lovprisningskor, som det fremgår af Salme 96:11: „Lad himmelen fryde sig og lad jorden juble.“ Hvor vidunderligt og storslået! Alle som står på Jehovas side i himmelen og på jorden, og alt hvad han har skabt er i fuld enhed og harmoni med hinanden og tilskriver deres konge ære og herlighed.

At de ikke blot synger, fremgår af Salme 100:1, 4: „Bryd ud i hyldest til Jehova I der bor på hele jorden. Gå ind i hans porte med taksigelse, ind i hans forgårde med lovsang.“ Millioner af lydige er allerede kommet ind i disse hellige forgårde, medbringende gaver i form af lovsang og taksigelse. Mere end syv millioner overværede mindehøjtiden den 15. april 1984, og over en tredjedel af disse tjener aktivt Jehova som hans trofaste vidner.

De skildres i Guds ord som får. Jesus sagde til sin lille fårehjord at han havde „andre får“ som han en dag ville føre sammen med den lille rest, så de kunne blive én hjord. (Joh. 10:16) Babylons falske hyrder har ikke givet disse får føde eller taget sig af dem. De trænger til føde, vand og kærlig omsorg. Jehova har imidlertid lovet at han selv ’vil oprejse hyrder over dem som skal vogte dem, og ingen af dem skal savnes’. (Jer. 23:4) Hvilken betryggelse!

Alle som kender Jehova har nu den store forret at tage sig af disse får. Forældre har den vidunderlige opgave at opdrage deres børn som Jehovas små får. De har afgjort brug for megen omsorg, ligesom alle andre sagtmodige mennesker på jorden. Vi har altid rigeligt at gøre for alle disse får, sådan som Paulus understreger det i Første Korintherbrev 15:58. De som virkelig er travlt optaget af dette, belønnes rigt med Jehovas glæde. — Jævnfør Mattæus 25:23.

Når vi ’fuldfører vor tjeneste’ bliver vi på alle måder dygtige til at undervise. Dette forudsætter at vi studerer Guds ord grundigt og lever efter det. Det indebærer også at vi deltager i den offentlige forkyndelse af evangeliet. Det kræver både flid og dygtighed. Mange melder sig nu som almindelige pionerer for at kunne yde mere i denne gerning. Dermed være dog ikke sagt at det kun er pionererne der kan ’fuldføre deres tjeneste’. Enhver som tjener Jehova hengivent, ejer denne storslåede forret. (2 Tim. 4:2, 5) Måtte vi alle bruge enhver lejlighed til at ’forkynde om hans herlighed blandt nationerne’. — Sl. 96:3.

Måtte Jehovas rige velsignelse og kærlighed være med enhver som har indviet sit liv til vor kærlige Gud, Jehova, og til at tjene ham. Måtte han også kærligt drage omsorg for alle som forbereder sig med dette for øje.

Jeres brødre i

Jehovas Vidners styrende råd