Norge

DET var muligvis danerne der for cirka 1000 år siden gav Norge dets navn. En af de ældste former af navnet er Norðveg, der sandsynligvis betyder „nordvejen“ eller „landet mod nord“.

„Landet mod nord“ er ikke så koldt og ugæstmildt som mange tror. Golfstrømmen opvarmer havet langs kysten, og det skaber et mildt klima i  kystegnene. I landets indre er der imidlertid varme somre og kolde vintre.

I den nordlige del af landet er naturen barsk og øde. Bratte fjelde med spidse toppe rejser sig af havet. Flere er mellem 900 og 1000 meter høje. Om sommeren er solen oppe døgnet rundt her i midnatssolens eventyrland. Men i de mørke vintermåneder raser der ofte voldsomme snestorme. Da tvinges folk til at være inde i dagevis.

Den forrevne kyst er det mest karakteristiske træk ved „landet mod nord“. Ud for kysten ligger skærgården med 150.000 større og mindre øer. Medregner vi bugter og fjorde, er kystlinjen omkring 20.000 kilometer lang. Det svarer til halvdelen af jordens omkreds ved ækvator!

Befolkning og næringsveje

Norge er ikke noget folkerigt land. Det er omtrent lige så stort som Italien, men har kun fire millioner indbyggere, mod Italiens over 57 millioner. Størstedelen af befolkningen bor i lavlandet i sydøst og langs kysten. En stor del af kystbefolkningen driver fiskeri. Ellers er agerbrug, skovbrug, industri, skibsfart, minedrift og olie- og gasudvinding store næringsveje.

Mod nord bor der cirka 25.000 samer, et særskilt folkeslag. De skiller sig ud blandt andet ved at være små af vækst og at have sort hår. Samerne har deres egen kultur og deres eget sprog. De fleste af dem har nu antaget en moderne livsform, så deres gamle kultur er ved at forsvinde.

Sprog og religion

Det norske sprog er nært beslægtet med dansk og svensk. Da de nordiske nationalstater blev  oprettet for cirka 1000 år siden, i vikingetiden, blev grundlaget for hvert af de skandinaviske sprog lagt. Men selv efter 1000 års forløb er sprogene ikke mere forskellige end at svenskere, danskere og nordmænd kan forstå hinanden.

Den mest udbredte tro i Norge er den lutherske. Landet har en luthersk statskirke, som 94 procent af befolkningen tilhører. Men det er kun en lille brøkdel af medlemmerne der går regelmæssigt i kirke. Interessen for religion er aftaget her i landet som i andre vestlige lande, og materialismen og det moralske forfald gør sig stadig mere gældende. Dog er udviklingen gået langsommere her end i mange andre lande.

For over 90 år siden kom en ny trosretning til „landet mod nord“. En nordmand der var emigreret til Amerika, kom tilbage til sit fødeland for at dele den gode nyhed han havde lært, med sine slægtninge. Dette var, så vidt vi ved, begyndelsen til Jehovas Vidners historie i Norge.

Et grundlag bliver lagt

Norge var et af de første lande i Europa hvor sandhedens sæd blev sået i nyere tid. Allerede i 1885 blev Charles Taze Russell, Vagttårnsselskabets første præsident, opfordret til at igangsætte høstarbejdet i Norge. En norsk-amerikansk broder skrev et brev til ham hvori han blandt andet sagde:

„Jeg er norsk af fødsel. I den senere tid har jeg bedt om at Herren må oprejse nogen i mit hjemland, Norge, som kan forklare det glade budskab . . . Men du vil sandsynligvis spørge: ’Dækker de svenske publikationer [udgivet af Vagttårnets selskab] ikke også nordmændenes behov?’ Jeg svarer:  ’Nej. De to sprog er så forskellige at det er næsten umuligt for nordmændene at bruge den svenske udgave af [Vagttårnet], og der er næppe nogen af dem der vil læse den.’ . . . Jeg beder til Gud om at han må skabe en mulighed for at få det udgivet på norsk.“

Russell sagde i sin kommentar til brevet at opfordringen mindede ham om kaldet fra Makedonien. (Apg. 16:9) Han tilføjede: „Så snart vi får mulighed for og midler til det, vil vi efterkomme opfordringen.“

I 1891 foretog broder Russell en rejse til Europa for at undersøge om tiden var moden til at udvide virksomheden i denne del af verden. Han fandt at det var den, og sagde: „I Norge og Sverige er der desuden en stor opvågnen og en tiltagende utilfredshed med (den lutherske) statskirke. Svenskerne og nordmændene er alvorlige, ærbødige og tænkende mennesker, og mange af dem bliver lidt efter lidt klar over at det at være født ind i statskirken slet ikke er det samme som at være en sand kristen.“

I 1895 var første og andet bind af Selskabets bogserie Millenniets Daggry oversat til dansk-norsk. Det danske og det norske skriftsprog var dengang stort set ens, og med nogle tilpasninger i stavemåden kunne bøgerne derfor læses uden vanskelighed af både danskere og nordmænd. Der var desuden blevet trykt en del bibelske traktater til gratis uddeling. Disse publikationer var også beregnet på folk af dansk og norsk afstamning i De forenede Stater, som allerede da talte mange hundrede tusind.

 De første forkyndere af den gode nyhed i Norge

I 1892 rejste en norsk-amerikansk broder, Knud Pederson Hammer, til sin hjemby Skien for at forkynde den gode nyhed for sin familie. Før broder Hammer fik sandheden havde han været præst i en baptistkirke i North Dakota. Som følge af hans besøg i Norge viste hans moder og hans søster interesse for den gode nyhed.

På den tid boede en mand ved navn Rasmus Blindheim på Vestlandet. I 1895 sendte hans broder i Minneapolis i Minnesota ham to bøger der var udgivet af Vagttårnets selskab, og han forstod at dette var sandheden. Han skaffede sig Selskabets bøger og skrifter efterhånden som de udkom, og opretholdt en regelmæssig brevforbindelse med sin broder i Amerika. Det ser ud til at Blindheim var det første egentlige norske vidne for Jehova. I hele sit liv arbejdede han for at udbrede sandheden. Han døde i 1935 i en alder af 80 år.

I 1899 kom Knud Hammer tilbage til Norge. Broder Russell havde bedt ham om at foretage denne rejse i et forsøg på at oprette en menighed i Norge. Hammer medbragte nogle eksemplarer af Selskabets bøger på dansk-norsk og fandt en vis interesse, men der blev ikke oprettet nogen menighed. Efter forholdsvis kort tid måtte Hammer rejse tilbage til Amerika.

Men snart begyndte den sæd der var blevet sået, at vokse og bære frugt. En dag ved århundredskiftet fik Ingebret Andersen, der boede uden for Skien, en bog af en mand som sagde at han havde fået den af en sømand. Bogen var Tidsaldrenes Plan, første bind af Russells serie Millenniets Daggry.  Det var uden tvivl broder Hammer der var kommet med denne bog til Skien året før.

Ingebret Andersen og hans kone, Berthe, blev meget begejstrede for det de læste i bogen. Andersen gik tit til religiøse møder, og han plejede at vidne ved disse møder. Nu begyndte han at vidne om det nye han havde lært — om millenniet, Kristi tusindårsrige. Det gjorde han flere gange. Men så begyndte der at gå rygter om at der var kommet vranglære til stedet. Ved et møde rejste hele forsamlingen sig og begyndte at synge da Andersen ville vidne. Han forsøgte igen senere, og enden blev at de tog ham i armen og førte ham ud af lokalet.

Der var imidlertid nogle som havde lyttet til den gode nyhed som Andersen forkyndte. Han besøgte dem og læste i bogen og Bibelen med dem. På den måde sluttede flere sig til ham. Lidt efter lidt opstod der en lille gruppe af bibelstudenter i Gråten uden for Skien. Disse brødre tog rundt til religiøse møder og aflagde vidnesbyrd hvor de havde lejlighed til det. Flere nye kom med. Til at begynde med havde de ingen bøger eller traktater at arbejde med, så broder Andersen digtede en sang om Riget med skriftstedshenvisninger efter hvert vers. Denne sang blev så benyttet i arbejdet. Det var i det hele taget en aktiv lille kristen menighed der voksede frem — den første i Norge. Brødrene var nidkære, og snart var der ti-tolv stykker i gruppen.

I 1904 hændte der noget som blev til stor opmuntring for disse kristne i Skien. Broder Hammer kom tilbage og kunne nu se frugterne af sit arbejde. Han kendte ikke brødrene, men han havde hørt om dem gennem en af sine slægtninge. Nu opsøgte han dem og fortalte dem om organisationen  og forkyndelsesarbejdet i Amerika. Han gav dem også en god del Daggrybøger. Det var naturligvis til stor glæde for brødrene i Skien at blive mindet om at de havde åndelige brødre i andre lande. Broder Hammer måtte efter kort tid rejse hjem igen til sin familie i Amerika. Men han kom tilbage til Norge endnu en gang i 1912, og talte til brødrene og styrkede dem i troen.

Omkring 1905 kom der en højst usædvanlig prædikant til Skien for at tale i en af missionsforeningerne dér. Brødrene havde hørt at han krydrede sine taler med tanker fra Daggrybøgerne, og nu kom de for at høre ham. De satte sig på de forreste bænke i lokalet og lyttede interesseret. Den sidste  gang prædikanten talte, var brødrene der igen. En broder der tidligere havde været i Frelsens Hær kunne ikke styre sin begejstring og råbte: „Halleluja!“ Efter mødet var det klart for alle hvor taleren havde sine tanker fra, og han fik besked om at han ikke var ønsket der længere. Da han et års tid senere kom tilbage til Skien, talte han ved de møder der blev holdt af de sande kristne. Vi skal snart få at vide hvem han var.

Lige fra begyndelsen holdt brødrene møder, især „samtalemøder“, hvor bibelske emner blev drøftet. De begyndte snart at annoncere møderne i lokalavisen. I annoncerne brugte de navnet „Millenniets Daggry“. Dette blev en almindelig betegnelse, ikke blot i Skien-området, men også i resten af landet.

Andre byer

I de første år efter århundredskiftet fandt Bibelens sandheder også vej til andre byer i Norge. Budskabet kom dertil gennem rejsende kolportører, forløberne for vore dages pionerer. De gik fra hus til hus og spredte bøger og brochurer. I foråret 1903 kom to kolportører fra Sverige — Viktor Feldt og Fritiof Lindkvist. Den første tid arbejdede broder Feldt især i byerne i Sydnorge. Broder Lindkvist, der senere kom til at lede arbejdet i Norge, slog sig ned i hovedstaden, som da hed Kristiania. Så tidligt som i 1904 blev der oprettet et kontor for Vagttårnets selskab, en „ekspedition“, i Lindkvists hjem i Pilestrædet 49A. Interesserede kunne skrive til dette kontor og bestille læsestof eller tegne abonnement på Vagt-Taarnet, som blev sendt fra Danmark. Bladet havde dengang otte sider og udkom månedligt fra juli 1904.

Samme år som Lindkvist og Feldt kom til Norge,  kom der også en norsk broder fra Amerika. Det var E. R. Gundersen. Han havde arbejdet to år som kolportør blandt de farvede i De forenede Stater, og nu kom han tilbage til Norge for at arbejde som kolportør her. Sammen med broder Feldt besøgte han Bergen, og for at gøre byens borgere opmærksomme på at de var kommet, indrykkede de en annonce på forsiden af en avis i Bergen. Den havde overskriften: „Hvad går verden i møde?“ I annoncen blev det oplyst at interesserede nu kunne købe første bind af serien Millenniets Daggry ved at henvende sig på kolportørernes adresse.

Disse kolportører virkede også i Trondheim og i Nordnorge, og Gundersen arbejdede desuden en tid i en af byerne på Østlandet, hvor han fandt mange interesserede. Det viste sig imidlertid at interessen var størst på Vestlandet. Resultaterne var så opmuntrende at Lindkvist skrev et begejstret brev til broder Russell hvor han fortalte om virksomheden i Norge (gengivet i Zion’s Watch Tower for 1. marts 1905). I brevet stod der blandt andet:

„Du er sikkert interesseret i at høre lidt om høstarbejdet i Norge og om den fremgang det har haft indtil nu. . . .

Broder F. [Feldt] har besøgt byerne i Sydnorge, og specielt i Stavanger (30.600 indbyggere) er den nærværende sandhed blevet modtaget med glæde, og en del kristne er nu meget interesserede, især medlemmer af Frimissionen. . . .

For tiden er broder F. og broder G. [Gundersen] i Bergen (72.000 indbyggere), hvor de tænker på at arbejde sammen i vinter. Dér synes Daggrybøgerne allerede at have skabt et betydeligt røre. Ikke noget andet sted i Skandinavien er høstens  sandhed blevet så hurtigt og hjerteligt modtaget af så mange som i Bergen. En fremtrædende taler i Frimissionen i denne by er blevet fuldstændig grebet af det klare lys, og han fremholder nu det fulde og sande evangelium for sine altid store og opmærksomme tilhørerskarer.“

Lindkvist fortalte videre at nogle interesserede i Bergen arrangerede „oplæsningsmøder“ med højtlæsning fra Daggrybøgerne. Når noget ikke blev forstået, blev det drøftet indtil alle havde fået fat i det. I ét tilfælde var der 23 personer til stede ved et sådant møde i et privat hjem.

Den fremtrædende taler i Frimissionen var Theodor Simonsen. Det var ham der kom til Skien omkring 1905 og vakte de religiøses vrede med sine nye lærdomme.

Simonsen var blevet interesseret efter at han havde fået en Daggrybog af kolportøren E. R. Gundersen. Da han forstod at læren om et brændende helvede var falsk, begyndte han at tilbagevise den i sine taler i Frimissionen, og tilhørerne rejste sig af begejstring for det glædelige budskab. Men så blev det kendt at han havde været i forbindelse med „Millenniets Daggry“. En dag efter at han havde afsluttet en tale, fik han en lap papir stukket i hånden hvorpå der stod: „Det var din sidste tale hos os!“ Dermed var han blevet udstødt af Frimissionen. Fra nu af talte han til den hurtigt voksende gruppe af interesserede i Bergen.

Broder Simonsen var en meget dygtig foredragsholder, og det var i første række som taler han tjente brødrene i de kommende årtier. Fra 1919 til 1935 repræsenterede han Selskabet som rejsende foredragsholder i Norge, Sverige og Danmark. Han var også god til at synge og spille på citar. Før  og efter sine foredrag plejede han at synge „daggrysange“ mens han akkompagnerede sig selv på citaren. Broder Simonsen døde i 1955, 91 år gammel, efter 50 år i tjenesten for Jehova Gud. Det er få der har været til så stor opmuntring for brødrene i Norge som han.

Men tilbage til virksomheden i Bergen omkring 1905. Kolportørernes arbejde i denne by havde givet resultater. Nogle havde reageret positivt på broder Simonsens taler i Frimissionen. En af dem var en ung søndagsskolelærerinde, Helga Hess. Nitten år gammel blev hun Norges første kvindelige kolportør. Det var antagelig i 1905. Sandhedens lys var begyndt at sprede det religiøse mørke på Vestlandet, men hvordan var situationen i det langstrakte og tyndt befolkede Nordnorge?

 Lyset bringes nordpå

Den første der fik sandheden i Nordnorge var Lotte Holm. Hun boede i nærheden af Narvik. I efteråret 1903 rejste hun sydpå til Trondheim, og der traf hun E. R. Gundersen. Han gav hende en lille traktat, Lider Jesus evig Pine? Hun fik også abonnement på det svenske blad I Morgonväkten, forløberen for den svenske udgave af Vagttårnet.

I dette blad læste Lotte Holm at sande kristne kun fejrer mindet om Kristi død én gang om året, og hun fik oplyst datoen for 1904. „Jeg fortalte min moder at jeg ville holde nadver på datoen for Jesu død samtidig med andre kristne verden over,“ skrev hun i et brev til Selskabet. „Hun gav mig rosiner. Jeg lavede usyret brød og ’vintræets frugt’ — og holdt højtid alene. Ingen i miles omkreds havde ’hørende ører’ på den tid. Men jeg fik en uforglemmelig højtid det første år i marts. . . . Den første kontakt med ekspeditionen i Kristiania fik jeg ved at skrive efter nogle blade som jeg kunne sprede.“

Snart viste det sig at der også var andre som havde „hørende ører“ i Narvik, ikke langt fra Lotte Holms hjemsted. Engang mellem 1903 og 1905 kom Viktor Feldt som kolportør til Narvik. Her traf han et ægtepar der blev interesseret og snart fik endnu et ægtepar med. Denne lille gruppe skrev til Selskabet for at høre om der var andre i nærheden af Narvik som var interesseret i den gode nyhed. På den måde fik de kontakt med Lotte Holm, der blot boede et par timers bådrejse fra Narvik. Denne gruppe, den første i Nordnorge, bestod nu af fem personer. I mange år var disse de eneste sande kristne i denne landsdel. Lotte Holm  forblev trofast mod Jehova Gud til hun døde i 1966, næsten 93 år gammel.

Kolportørerne

Kolportørerne var hele tiden på farten. De gennemarbejdede en by eller et distrikt, afsatte bøger og brochurer til dem der viste interesse, og drog så videre. Bøgerne og brochurerne fik de sendt fra ekspeditionen efterhånden som de havde brug for dem.

En af de mest berejste kolportører var Andreas Øiseth, der fik sandheden i 1908. En dag da han stod og huggede brænde på familiegården i nærheden af Kongsvinger, fik han besøg af en kolportør. Han købte det første bind af Millenniets Daggry af ham og forstod straks at det var sandheden. Inden et år havde han truffet sit livs beslutning: Han ville overlade gården til sin broder og rejse ud som kolportør!

Først skaffede han sig en cykel, og begyndte derpå systematisk at arbejde sig nordpå i landet, uden at springe en eneste by eller bygd over. Han lavede sig også en sparkstøtting, og den blev hans transportmiddel om vinteren. På den havde han alt hvad han behøvede — mad, tøj og bøger og brochurer. Når det blev hen under aften, begyndte han at spørge efter husly, og som oftest fik han det, for folk var gæstfri mod rejsende dengang.

Broder Øiseth vendte ikke om før han nåede Tromsø, der lå 1100 kilometer nord for hans hjemsted. På tilbagevejen gennemarbejdede han alle fjorde, dale og øer indtil han nåede landets sydspids. Da han var færdig med denne tur, havde han gennemarbejdet så at sige hele landet og været ude i otte år!

 Senere arbejdede broder Øiseth i mange år på Selskabets kontor. Han virkede blandt andet som oversætter. Han var travlt optaget i tjenesten for Guds rige lige til han døde i 1973, 88 år gammel.

„Brodersamfundet“ styrkes

Omkring 1905 var der dannet grupper af kristne i mindst fire norske byer (Skien, Kristiania, Bergen og Narvik), og desuden boede der interesserede enkeltpersoner rundt om i landet. En del af brødrene kendte hinanden og skrev i mange tilfælde til hinanden, men det var alligevel ønskeligt at skabe større kontakt mellem dem, så de i højere grad fik følelsen af at tilhøre en organisation. Et skridt i den retning var det første konvent eller stævne der blev holdt i Norge, i 1905. Vagt-Taarnet for oktober det år bragte følgende glædelige meddelelse:

„Til Venner i Norge. Det har længe været et inderligt Ønske hos flere Brødre, som har lært at skatte ’den nærværende Sandhed’, at de kunde faa  mødes med andre Venner, . . . derfor vil vi arrangere et lidet KONVENT I KRISTIANIA Søndag og Mandag den 22. og 23. Oktober.

Skønt vi maaske ikke denne Gang kan vente nogen stor Tilslutning, mener vi dog, at et saadant Konvent kan være af Betydning for de Venner, som kan deltage.“

Stævnet blev, som ventet, ikke stort. Der skal have været cirka 15 til stede, og tre blev døbt. Deltagerne kom fra Kristiania, Bergen, Stavanger, Skien og Moss. Der blev også holdt taler af lederne for arbejdet i Danmark og Sverige, Carl Lüttichau og August Lundborg.

Året efter (1906) blev der igen holdt et stævne, denne gang i Bergen, og det blev også vellykket og til stor opmuntring for brødrene. Fra 1909 blev sådanne stævner årlige begivenheder.

Det var også til stor opmuntring for brødrene at få besøg af Selskabets rejsende repræsentanter. I juni og juli 1907 besøgte dr. John Edgar fra Glasgow i Skotland menighederne i Kristiania, Skien og Bergen som Selskabets repræsentant. Samme dag som hans offentlige foredrag i Kristiania blev annonceret i en avis, indrykkede en modstander en annonce for at advare folk mod hans forkyndelse.

Fra 1909 besøgte flere udenlandske foredragsholdere Norge, for da blev det såkaldte „pilgrimsarbejde“ indført. Selskabet dækkede „pilgrimmenes“ (foredragsholdernes) rejseudgifter, men det forventedes at brødrene viste dem gæstfrihed. Denne virksomhed var begyndelsen til vore dages kredstjeneste. Ordningen bidrog til at svejse organisationen sammen og gøre brødrene opmærksomme på at de havde trosfæller andre steder i  verden. De første år var det for det meste svenske brødre der rejste her i landet. Men fra 1914 rejste en norsk broder en tid, og fra 1919 fik Norge sin egen faste „pilgrimsbroder“, nemlig den tidligere taler i Frimissionen, Theodor Simonsen.

Øget virksomhed blandt brødrene

De få der dengang fik øjnene op for sandhedens lys, begyndte at fortælle andre om deres nye overbevisning. Kolportørerne arbejdede systematisk, men det var ikke så mange der var i stand til at tage denne gerning op. Her er imidlertid et eksempel på hvordan nogle benyttede de lejligheder der bød sig, og bidrog meget til at udbrede lyset:

Omkring 1907 blev Anna Andersen interesseret i sandheden. Hun havde i mange år været officer i Frelsens Hær. I Kristiansund traf hun en anden kvindelig frelserofficer, Hulda Andersen, som viste interesse. (Hulda Andersen giftede sig senere med Andreas Øiseth og var nidkær for sandheden til sin død i 1971. Hun var da 92 år gammel.) Året efter spurgte Anna Andersen Hulda Andersen om hun ville tage med hende på en rejse. De drog nordpå med kystruten, og overalt hvor skibet lagde til, gik de i land og spredte Daggrybøger. Turen gik helt op til Kirkenes. Da de kom tilbage til Kristiansund, havde de rejst henved 2000 kilometer og spredt 400 bøger og en del andre tryksager. Senere foretog disse to søstre flere lignende rejser.

Anna Andersen blev siden en af de mest kendte kolportører i Norge. Der findes næppe nogen by i landet som hun ikke besøgte med sin cykel og sine bogtasker. I 1935, i sit 68. år, drog hun for sidste gang til Finnmark sammen med en ung søster og  besøgte byerne og stederne dér. Det var næsten 30 år efter at hun havde været der sammen med søster Hulda Andersen, og over 20 år efter at hun var begyndt som kolportør. Hun fortsatte som kolportør i flere år efter dette og døde som et trofast vidne i 1948, 81 år gammel.

Fra 1906 begyndte der at komme opfordringer gennem Vagt-Taarnet til de norske brødre om at uddele eksemplarer af bladet til venner og bekendte og at være med til at uddele traktater. Traktaterne blev uddelt gratis. Små bøger og brochurer om spiritisme, døden og læren om et brændende helvede blev også oversat fra engelsk og udgivet.

Disse nye hjælpemidler bidrog til åndelig vækst og til en klarere forståelse af at alle kristne var forpligtede til at forkynde den gode nyhed om Riget.

 Russells første besøg

Den største begivenhed i disse første år var nok broder Russells besøg i Bergen og Kristiania fra 17. til 20. maj 1909. Russell havde ikke været i Norge på sine to tidligere rejser gennem Europa, i 1891 og 1903, men nu kom han også her. Vennerne satte afgjort stor pris på at høre denne mand, hvis skrifter de havde studeret så nøje! Emnet for hans hovedforedrag i Kristiania var meget aktuelt i et land hvor folk levede i stadig angst for et brændende helvede. Emnet var: „Hvorledes skal man forstå Bibelens ord om røveren i Paradis, den rige mand i Helvede og Lazarus i Abrahams skød?“

Broder Russell holdt flere foredrag, og hans besøg var til stor opmuntring for brødrene. Russell var en meget venlig og imødekommende mand. Det fortælles at han selv stod ved indgangsdøren og gav hånd til alle som kom for at høre hans foredrag.

Stor aktivitet

I 1910 fik Guds folk i Norge et nyt hjælpemiddel som fik stor betydning for udbredelsen af sandheden, nemlig traktatserien Ekko fra Talerstolen. Traktaten var på fire sider og udkom hver anden måned frem til 1912, og derefter månedligt. I „Ekko“ blev der først og fremmest trykt taler som Russell havde holdt, men også artikler om forholdene i verden og om „alle særlig bemærkelsesværdige tidstegn“. Desuden fandt man annoncer for Selskabets bøger og meddelelser om offentlige foredrag under pilgrimsbesøg.

Hvert nummer af „Ekko“ blev trykt i mange tusind eksemplarer og uddelt gratis af brødre, som stak dem i postkasserne. Traktaterne blev også  brugt som indlæg i aviser. I 1910 blev der på denne måde spredt 342.600 eksemplarer af „Ekko“ og andre traktater, og heraf uddelte brødrene cirka 42.600.

Den øgede aktivitet afspejlede sig også i pilgrimsbesøgene, som nu tog til i hyppighed. Specielt i 1911 og 1912 kom der mange pilgrimme. Joseph Franklin Rutherford, som dengang var Selskabets juridiske rådgiver, var her i 1910, 1911 og 1913, og der kom også andre engelsktalende brødre som talte ved stævner og i „vennekredsene“ eller menighederne. Der kom ligeledes svenske, finske og danske pilgrimsbrødre på besøg. Broder Lindkvist påpegede i årsrapporten for 1911 at de offentlige møder i almindelighed havde været godt besøgt, og at interessen i det hele taget syntes at have været større end året før.

Russells andet besøg

I marts 1911 kom broder Russell igen til Norge. I de to år der var gået siden hans forrige besøg, var hans skrifter blevet bedre kendt i landet, og en mængde mennesker var blevet nået med budskabet om Riget, ikke mindst gennem Ekko fra Talerstolen. Hans andet besøg vakte derfor betydelig større opmærksomhed end det første.

En stor annonce i Kristiania-avisen Morgenposten den 30. marts gjorde folk opmærksomme på begivenheden:

„Pastor C. T. Russell . . . Amerikas mest kendte prædikant, hvis bøger er spredt i millioner af eksemplarer, og hvis prædikener regelmæssigt offentliggøres i mere end 1000 førende amerikanske aviser, holder bibelsk foredrag (ved tolk). . . . Emne: ’Den hundredårige Synder’ (Esajas 65:20).“

 Samtidig holdt man et stævne i Kristiania, som man plejede når kendte talere kom på besøg, og de norske brødre sluttede godt op om det. Der kom flere brødre som havde rejst 500 kilometer. Ja, en af deltagerne rejste 1000 kilometer for at kunne overvære stævnet! Fra Skien kom næsten hele menigheden, cirka 30 brødre og søstre.

Trods protester fra kirkeligt hold havde brødrene lejet Kristiania kommunes forsamlingslokale til det offentlige foredrag. Som et resultat af brødrenes energiske indsats for at annoncere foredraget blev salen fyldt til trængsel, og mange måtte gå uden at være kommet ind. En avisreporter anslog at der var cirka 1200 til stede! Samme dag havde et Kristiania-blad indeholdt et indsendt angreb på Russell. I sit to timer lange foredrag bemærkede Russell at trods alle forsøg som forskellige præster gjorde på at afskrække folk fra at komme og høre på ham, talte han hver uge til flere mennesker end nogen anden prædikant i verden. Dette var også tilfældet i Kristiania. Russells besøg blev et stort vidnesbyrd og var meget opmuntrende for brødrene.

Mærkeåret 1914

Lige siden 1876 havde man ud fra Bibelen peget på at 1914 ville afmærke et vendepunkt i menneskenes historie. Brødrene fremholdt dette i deres forkyndelse, og de var nu spændt på hvad der ville ske i 1914.

I 1913 havde der været en tilbagegang i den kristne virksomhed, men i 1914 gjorde brødrene en ny stor indsats i forkyndelsen af den gode nyhed. I foråret blev der iværksat en kampagne med et særnummer af Ekko fra Talerstolen som var rettet  mod helvedeslæren. Der blev i alt udsendt 150.000 eksemplarer fra ekspeditionen. I næsten hver eneste by langs kysten blev der holdt offentlige foredrag i store lokaler. Broder Russell havde sendt en norsk-amerikansk broder, Henry Bjørnestad, til Norge for at han skulle hjælpe til med arbejdet. Han rejste nu rundt i landet som den første norske pilgrimsbroder og opmuntrede brødrene.

Det gjorde et vældigt indtryk da den første verdenskrig udbrød i august 1914. Mange som havde hørt på brødrenes forkyndelse, kom nu og ville høre mere om fremtiden og bad om læsestof. Dette åbnede mange muligheder for forkyndelse, og i årsrapporten for 1914 hed det: „Vi har siden krigens udbrud haft rige og store anledninger til at udbasunere den gode nyhed. . . . Herren har velsignet vore fælles bestræbelser for at fremme hans sag.“

Men nogle havde stillet for store forhåbninger til 1914 og blev skuffet og forlod sandheden. De fleste forblev imidlertid trofaste. I dag ved vi jo også at de havde ret da de troede at de 2520 år lange hedningernes tider skulle udløbe omkring 1. oktober 1914. Det messianske rige begyndte da at herske i himmelen. En af de største begivenheder i menneskehedens historie havde fundet sted, og brødrene havde fået lov til at forkynde derom!

Skabelsens Fotodrama

Også 1915 blev et begivenhedsrigt år, måske i første række takket være Selskabets store filmværk Skabelsens Fotodrama. Det behandlede Bibelens beretning om Guds hensigt med jorden og  mennesket ved hjælp af levende film, lysbilleder og synkroniserede grammofonoptagelser.

Den første forevisning af Fotodramaet fandt sted i Kristiania i dagene 25. til 28. december 1914 og blev en stor succes. I løbet af vinteren blev Fotodramaet vist for store forsamlinger i en række norske byer. Nogle steder blev der indrykket annoncer i aviserne over fire spalter. I Skien forsøgte nogle religiøse ledere at hindre forevisningen. Men politimesteren i byen blev meget begejstret da en del af Fotodramaet blev vist specielt for ham og nogle præster, og han gav sin tilladelse til at det blev vist for offentligheden. I Bergen kom der så mange for at se Fotodramaet at politiet foreslog at brødrene skulle tage betaling for at begrænse tilstrømningen, men det afslog de.

Vanskeligheder

I de forløbne år havde der været en del strid omkring Lindkvists person og hans måde at lede arbejdet i Norge på. Dette havde uden tvivl lagt en dæmper på brødrenes indsats. Nu viste det sig at Lindkvist helt begyndte at gå sine egne veje. Det sidste nummer af Ekko fra Talerstolen der udkom på norsk i 1915, oplyste at publikationen ville ophøre med at udkomme fra og med nytår 1916, og at Lindkvist ville begynde at udgive et blad med titlen „Ararat“. Det skulle erstatte både Ekko fra Talerstolen og Vagt-Taarnet i Norge. Sammen med en finne der havde været broder Russells repræsentant i Finland, oprettede Lindkvist sin egen bevægelse. Men det lykkedes ham ikke at få de norske brødre med sig. De forstod at dette ikke var Guds vilje. I et åbent brev til de to mænd, gengivet i Vagt-Taarnet for marts 1916, gav broder Russell  udtryk for det samme. Det blev bestemt at broder Lüttichau, der ledede arbejdet i Danmark, også skulle repræsentere Selskabet i Norge fra og med januar 1916. Den finske broder vendte tilbage til Guds organisation og kom senere flere gange til Norge som pilgrimsbroder, men Lindkvist forsvandt for bestandig.

Arbejdet reorganiseres

Vidnearbejdet i Norge blev som nævnt ledet af Selskabets kontor i Danmark fra og med januar 1916. Broder Russell mente imidlertid at arbejdet i hele Skandinavien burde ledes fra ét kontor, blandt andet fordi verdenskrigen gjorde det vanskeligt for hovedkontoret i Amerika at opretholde kontakten med kontorerne i andre lande. I Vagt-Taarnet for marts 1916 blev det derfor oplyst at August Lundborg, som havde ledet virksomheden i Sverige siden århundredskiftet, skulle være Selskabets repræsentant for hele Skandinavien. Af praktiske grunde blev der imidlertid oprettet en ekspedition for Norge på Parkveien 60 i Kristiania, hvor en søster stillede et lille rum i sin lejlighed til Selskabets disposition.

Den 31. oktober 1916 døde broder Russell, Selskabets første præsident. Før sin død havde han anbefalet et nyt initiativ for at fremme forkyndelsen af Riget. Det var „hyrdearbejdet“, som nu også blev påbegyndt i Norge. Det bestod i at opsøge interesserede og udlåne bøger til dem. I 1917 blev der desuden oprettet et „Kolportørernes Fond“ for Norge. Det skulle bruges til at hjælpe kolportører med rejseudgifter. Joseph Franklin Rutherford, som 6. januar 1917 blev valgt til Selskabets nye præsident, lagde stor vægt på hyrdearbejdet og kolportørarbejdet.

 En kritisk tid for Guds folk

Valget af ny præsident for Selskabet i 1917 førte til en vanskelig tid for organisationen. Nogle oprørske mænd ved hovedkontoret begyndte at modarbejde Rutherford. De forsøgte at få brødrene i De forenede Stater og andre lande med sig. Nogle sluttede sig til dem, men langt de fleste forblev trofaste.

Heller ikke Norge blev skånet for den splittelse der opstod. Nogle steder blev menighederne delt i to grupper. Særlig alvorlige følger fik dette i Bergen og Trondheim. I Bergen blev der kun syv søstre og en broder tilbage af hele menigheden. I hovedstaden og i Skien opstod der derimod ingen store problemer. På den tid var der omkring 150 bibelstudenter i Norge, og de fleste brødre fortsatte med at samarbejde med Selskabet.

Et nyt skridt for at fremme arbejdet

Fra 1919 var der igen ro i organisationen, og nu begyndte en omfattende reorganisering af arbejdet. Verdenskrigen var forbi, og Selskabet ønskede at genoprette den ordning der havde været i Skandinavien før 1916, med en personlig repræsentant for Selskabet i hvert land.

Den nye ordning blev indført i 1921. Broder Lundborg skulle fortsat føre tilsyn med arbejdet i Sverige og Finland. Broder Lüttichau skulle igen lede arbejdet i Danmark. Med tiden blev det så besluttet at udnævne en svensk broder der boede i Kristiania, Enok Öman, til Selskabets repræsentant i Norge. Öman have været kolportør i Sverige siden 1911 og var på Rutherfords opfordring rejst til Norge i februar 1917 for at tage sig af arbejdet  ved ekspeditionen på Parkveien 60 under Lundborgs ledelse. Han kom til at føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet i Norge i 24 år, fra 1921 til 1945.

I den første tid blev der i hver menighed valgt „ældste“ og „diakoner“ ved håndsoprækning. De ældste ledede menighedens møder, og „diakonerne“ var deres hjælpere.

De første møder der blev holdt i Norge, var oplæsnings- og samtalemøder. Uddrag af broder Russells bøger blev læst højt, og når nogle ville kommentere eller spørge om noget, rakte de hånden op. Senere blev der arrangeret „spørgsmålsmøder“. Brødrene kunne skrive et spørgsmål på et stykke papir og få det besvaret i løbet af mødet.

Bøn havde en fremtrædende plads ved alle møderne. Ved „vidnesbyrds- og bønnemøderne“ faldt alle på knæ, og hver enkelt skulle bede en bøn og aflægge et vidnesbyrd. Både brødre og søstre kunne således give udtryk for deres kærlighed til  Jehova og til sandheden. De plejede ofte at fortælle om hvordan de havde lært sandheden at kende, eller at sige nogle ord om et interessant skriftsted. Der var altid sang ved møderne.

Offentlige foredrag blev som regel kun holdt i de menigheder hvor der var brødre som kunne holde foredrag, og det var ikke mange der turde forsøge. Mange steder blev der ikke holdt offentlige foredrag før pilgrimstjenesten blev indført. Først fra 1919 blev der virkelig system i foredragsvirksomheden, for da fik Norge sin første faste pilgrimsbroder, Theodor Simonsen.

I 1916 blev der udgivet en brochure med titlen Berøa-Spørgsmaal til Guds Verdensplan. (Apg. 17:10, 11) Den indeholdt spørgsmål til hvert afsnit i første bind af Millenniets Daggry (som senere blev kaldt Studier i Skriften) og skulle bruges ved studiemøder. Der var også blevet holdt sådanne studiemøder før 1916, blandt andet ved hjælp af bogen Tabernakel-Skygger af de „bedre Ofre“. Nu blev det lettere at lede disse møder. I årene fremover blev hele bogserien Studier i Skriften gennemgået ved hjælp af spørgsmål og svar ved „Berøastudier“.

Et nyt og meget vigtigt møde blev organiseret i 1922, da der blev trykt spørgsmål til hovedartiklerne i Vagttaarnet. Dette studiemøde blev stort set ledet på samme måde som nu. Vidnesbyrdsmøderne gik efterhånden over til at blive det vi i dag kalder tjenestemøder.

Hvert år kom brødrene sammen til et eller flere konventer eller stævner. De allerfleste blev holdt i Kristiania. I begyndelsen blev stævnerne i Norge gerne arrangeret i tilknytning til besøg af Selskabets  rejsende repræsentanter. Før 1920 var det svært at finde brødre i Norge som kunne tale ved disse stævner. De fleste foredrag blev derfor holdt af udenlandske brødre, især svenske og danske. Den sidste del af programmet var gerne et „symposium“, hvor en række brødre holdt korte taler over forskellige sider af et bestemt emne. Det var ofte mindre erfarne brødre der holdt disse taler. På den måde fik de øvelse. Fra omkring 1920 var det norske brødre der holdt de fleste foredrag ved stævnerne.

„Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“

I 1920 indledte Selskabet en verdensomfattende foredragskampagne under slagordet „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“. Kampagnen varede i flere år og vakte stor opmærksomhed.

Den 4. december 1920 kom A. H. Macmillan fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn til Kristiania for at tale. Der var indrykket annoncer i aviserne, og brødrene havde lejet universitetets aula i hovedstadens centrum. Lokalet havde 700 siddepladser, men da aulaen var fyldt, stod der lige så mange udenfor. Broder Öman, der stod ved indgangsdøren, trådte da op på en kasse og råbte: „Hvis De kommer igen om halvanden time, vil Macmillan holde foredraget en gang til!“ Da foredraget var forbi, strømmede folk på ny ind i aulaen, og Macmillan talte igen til en tæt pakket sal! Derefter gik brødrene ud på gaden og uddelte „Millionbogen“, som forelå på dansk-norsk. Interessen var stor, og der blev spredt en mængde bøger.

Broder Macmillan rejste videre til andre byer og talte til store forsamlinger. Brødrene annoncerede  foredraget ved at uddele indbydelser. I flere år blev dette og andre foredrag holdt mange steder i landet af norske brødre på såkaldte „kampagnedage“. Der skulle aflægges et vidnesbyrd ved hjælp af disse foredrag, og brødrene blev opfordret til at slutte op om foredragene og være med til at annoncere dem.

Noget andet der bidrog til at aktivisere brødrene, var de resolutioner der blev vedtaget ved stævner i De forenede Stater i årene 1922-1928. De blev trykt og uddelt i millionvis i hele verden. Også i Norge blev der uddelt en mængde af dem — mange hundrede tusind. De fem første resolutioner blev udgivet i traktatform, og brødrene gik omkring og lagde dem i folks postkasser. De to sidste blev optrykt i brochurer der udkom på norsk i 1928 og 1929.

Alligevel gik det ikke så hurtigt fremad med vidnearbejdet i Norge og i det øvrige Skandinavien som andre steder i verden. En del brødre måtte have tid til at blive klar over betydningen af at forkynde den gode nyhed fra hus til hus. Hidtil var det næsten kun kolportørerne der havde deltaget i dette arbejde.

En hel del unge mennesker begyndte imidlertid at slutte sig til menigheden. Ved et stævne der blev holdt i Kristiania i 1924, blev omkring 25 nye brødre og søstre døbt, og det var et temmelig stort antal dengang. Denne glædelige begivenhed blev i årene derefter omtalt som „den store dåb“.

En arbejdende organisation

Året 1925 var meget begivenhedsrigt. I dagene 23. til 26. maj blev der holdt et stævne i Örebro i Sverige, hvor Selskabets svenske afdelingskontor lå. Brødrene i hele Skandinavien var indbudt til  dette stævne, og broder Rutherford var også til stede. Der kom over 500 deltagere. Cirka 30 nordmænd kom med tog fra Oslo i ekstravogn. (Oslo var det nye navn som hovedstaden fik i 1925.)

Det blev et historisk stævne, som dannede indledningen til en ny epoke for Guds folk i hele Skandinavien. Om mandagen, den 25. maj, oplyste broder Rutherford at der skulle oprettes et nord-europæisk kontor i København. Dette kontor skulle lede forkyndelsesarbejdet i Norge, Sverige, Danmark, Finland, Estland, Kurland, Letland, Litauen og Livland. Det blev oplyst at broder William Dey fra London skulle føre tilsyn med arbejdet, og brødrene gav udtryk for deres begejstring for denne ordning. Der skulle dog fortsat være en lokal leder i hvert land, og broder Enok Öman fortsatte med at varetage dette ansvar på det norske  kontor. Den nye ordning havde Jehovas velsignelse. En tid med større kristen virksomhed end nogen sinde begyndte.

„Den gyldne tidsalder“

Siden 1916, da forkyndelsesarbejdet i Norge blev underlagt det svenske kontor, var kun få af Selskabets publikationer udkommet på norsk eller dansk-norsk. Det var hovedsagelig danske publikationer der blev brugt i Norge, men det forekom også at brødrene købte svenske bøger og blade til privat brug. De læste den danske udgave af Vagt-Taarnet og fortsatte med at gøre det i mange år fremover. Af indbundne bøger var der siden 1916 kun udkommet tre som blev brugt i Norge — alle på dansk — nemlig sjette og syvende bind af Studier i Skriften (1917 og 1919) og Guds Harpe (1922).

Det var derfor et stort fremskridt da Selskabet i marts 1925 begyndte at udgive Den gyldne Tidsalder på norsk. Bladet havde 16 sider. Fra 1936 hed den norske udgave Ny Verden og havde 20 sider.

Den gyldne Tidsalder fik efterhånden et betydeligt antal læsere i Norge og også i Danmark, hvor den norske udgave blev benyttet frem til 1930. Brødrene tegnede mange nye abonnementer på dette blad. I 1936 havde Vagttaarnet for eksempel 485 abonnenter i Norge, mens Ny Verden havde 6190. To år senere, i 1938, havde Ny Verden 10.000 abonnenter.

Udvidelser på den norske ekspedition

Året 1925 blev også et mærkeår for virksomheden på den norske ekspedition. Selskabet købte nu  en treetages bygning i et kvarter lige i nærheden af ekspeditionen på Parkveien 60. Adressen var Inkognitogaten 28B. En broder der havde arvet en del penge, købte først huset og lod så Selskabet købe det for mellem 10.000 og 15.000 kroner mindre end han selv havde betalt for det. Således fik Selskabet sit eget hus og var ikke længere henvist til det lille rum på Parkveien, hvor ekspeditionen havde været siden 1916.

Det var på høje tid at ekspeditionen fik større lokaler. Broder Öman havde tidligere kunnet udføre det meste af arbejdet selv, men den øgede virksomhed efter 1925 medførte at der blev behov  for flere kræfter på ekspeditionen. Desuden skulle Den gyldne Tidsalder oversættes og sendes ud til abonnenterne. Alt dette gjorde det nødvendigt at udvide betelfamilien.

Kælderetagen i det nye hus blev brugt til boglager. I de følgende år kom der store sendinger af bøger fra Selskabets trykkeri i Magdeburg i Tyskland. Selskabet havde imidlertid ikke hele huset til disposition. Nogle af lejerne havde svært ved at finde et andet sted at bo, og de blev derfor boende i huset. I den første tid var det kun nogle få af betelfamiliens medlemmer der boede i Inkognitogaten, og ekspeditionens adresse var fortsat Parkveien 60. Men i 1930 kunne også kontoret og resten af betelfamilien flytte ind i Selskabets eget hus. Der var da i alt otte brødre og søstre som arbejdede på afdelingskontoret.

Forenede bestræbelser

William Dey, lederen af det nordeuropæiske kontor, satte fart i vidnearbejdet. I september og oktober 1925 rejste han rundt i Norge og organiserede arbejdet i menighederne i overensstemmelse med retningslinjerne fra Selskabets hovedkontor. Fra og med dette år fik brødrene i Norge et lille blad der hed Bulletin (nu Rigets Tjeneste). Det indeholdt nyttige råd med hensyn til forkyndelsen af den gode nyhed og tilskyndede brødrene til at deltage i tjenesten på arbejdsmarken.

Fra og med 1927 blev „kampagnedagene“ med foredragsvirksomhed ændret til „kampagneuger“ på ni dage med tjeneste på arbejdsmarken. Det år begyndte man også at forkynde fra hus til hus om søndagen. Pilgrimsbrødrene fik nu en vigtig opgave. Foruden at holde foredrag skulle de hjælpe  menighederne med at organisere tjenesten på arbejdsmarken og selv gå foran i dette arbejde. Der var kun én fast pilgrimsbroder i Norge, men han fik god hjælp af mange dygtige brødre fra Sverige og Danmark.

Årsrapporten fra 1926 viste at 120 personer havde deltaget regelmæssigt i tjenesten, og at 14 klasser eller menigheder var „organiseret til tjeneste“. De havde spredt 8830 indbundne bøger og 43.650 brochurer og uddelt 269.500 resolutioner og traktater. Det var langt bedre resultater end de havde opnået i noget tidligere år. Det var tydeligt at brødrene var begyndt at værdsætte tjenestens privilegier.

Vigtige brochurekampagner

Mange af brødrene sluttede begejstret op om kampagnerne og spredte mange brochurer, deriblandt Frihed for Folket. I Oslo lejede brødrene en bus om søndagen og tog ud i landdistrikterne, hvor de arbejdede i tjenesten hele dagen. På hverdagene gik de fra dør til dør i byen. Nogle forkyndte også på restauranter og spisesteder. Brochurerne kostede kun ti øre, og hvis nogle ikke ville betale for dem, fik de dem gratis.

Broder Fasteland fortalte engang: „Jeg gik op i spisesalen på Christiania Dampkjøkken. Der sad fuldt af folk ved lange borde. ’Frihed for Folket!’ råbte jeg ud. ’Ti øre!’ Jeg spredte brochurer til alle sammen. Om søndagen gik jeg i Studenterlunden, hvor bænkene var fyldt med folk. Alle tog imod brochuren. I lejekasernerne ringede jeg på alle dørene på samme etage samtidig, og folk kom ud med tiører alle sammen. Jeg havde tasken fuld af  brochurer og kunne sprede 30-40 ’småbøger’, som vi kaldte dem, på en times tid.“

Dette er bare ét eksempel på hvordan brødrene gik frem. En dygtig „klassearbejder“ kunne sprede 1000 brochurer på en uge. Disse kampagner i 1928 og 1929 virkede meget ansporende på brødrene i Norge. De hjalp mange til at komme i gang med forkyndelsesarbejdet fra hus til hus.

„Kampagnernes tiår“

Tiåret fra 1930 blev en uhyre travl tid for Guds folk i Norge. Hvert eneste år blev der arrangeret kampagner. Ja, kampagnerne blev et så typisk træk ved virksomheden i dette tiår at det med rette blev kaldt „kampagnernes tiår“.

I 1920rne havde broder Russells bogserie Studier i Skriften været brødrenes vigtigste studiebøger, og alle som sluttede sig til organisationen, blev opfordret til at læse disse bøger. Så sent som i 1928 eller 1929 kom der et stort oplag af „Skriftstudierne“ fra Selskabets trykkeri i Magdeburg i Tyskland. I 1925 var broder Rutherford imidlertid for alvor begyndt at skrive bøger og brochurer, som efterhånden blev oversat og brugt i forkyndelsen. Brochurerne kom på norsk og bøgerne på dansk. Især fra omkring 1930 kom der en jævn strøm af nye publikationer.

Selskabet ønskede nu at få tømt sit store lager af Studier i Skriften, og i årene 1929-1931 blev der derfor arrangeret flere store kampagner med Russells berømte bogserie. Brødrenes helhjertede indsats og den lave pris — fem kroner for de seks bind — bidrog til at disse kampagner blev meget vellykkede. I årsrapporten for 1930 blev det oplyst at der i løbet af året var blevet udsendt 15.108 „Skriftstudier“  fra den norske ekspedition. En broder i Bergen spredte 85 serier på en uge, og en af kolportørerne spredte i løbet af 1930 hele 470 serier på otte bind (seks bind af Studier i Skriften sammen med Guds Harpe og Verdensbefrielsen), tilsammen 3760 bøger!

De mange nye bøger og brochurer som Rutherford nu skrev, bevirkede at tilbudene i „kampagnernes tiår“ blev mange og varierede. Brochurer og bøger blev tilbudt enkeltvis eller i forskellige kombinationer. Ofte blev der tilbudt flere bøger samtidig, og enkelte brødre tilbød samtlige af Rutherfords bøger som en „serie“. Efterhånden voksede serien, og henimod slutningen af 1930rne var der brødre som tilbød folk serier på op til 16 bind! Ellers var det også almindeligt at kampagnetilbudene bestod af en hel række brochurer, op til 10-12 stykker, gerne bundtet med en papirstrimmel omkring midten. Og da priserne var meget lave, blev der spredt mange. Som eksempel kan nævnes at de 207 forkyndere i Norge i 1934 spredte 282.623 bøger og brochurer, det vil sige gennemsnitlig 1365 pr. forkynder, altså lige ved fire for hver dag i året!

Tjeneste som Jehovas Vidner

Brødrene fortsatte med at tjene med iver og begejstring i 1930rne, trods økonomisk depression, arbejdsløshed, strejker og usikre forhold i verden. Der var ikke så mange forkyndere af Riget i Norge — kun cirka 200. Men Jehova velsignede deres arbejde.

Hvor passende var det ikke at Jehova netop på den tid gav sit folk et navn der tydeligt viste at de var hans vidner! Ved et stævne der blev holdt i  Columbus i Ohio i juli 1931, vedtog stævnedeltagerne en resolution hvor de antog navnet „Jehovas Vidner“. (Es. 43:10-12) Ved et stævne der blev holdt i Oslo fra 29. august til 1. september 1931, blev dette navn også antaget af de norske brødre.

For at gøre verden opmærksom på det nye navn som Guds folk havde antaget, blev resolutionen optrykt i brochuren Riget — Verdens Haab. Den udkom på norsk i 1932 og blev brugt i en stor kampagne i marts det år. Brødrene overbragte brochuren i en lukket kuvert til alle fremtrædende personer — politikere, præster, læger og lærere. Kong Haakon VII fik også et eksemplar.

Transportmidler brugt i tjenesten

Mange af de største menigheder arrangerede fællesture med tanke på forkyndelse i weekenderne. Ivrige „arbejdere“ rejste ud til nærliggende byer og landdistrikter med busser, lastbiler og privatbiler, og på køretøjerne stod der gerne „Jehovas Vidner“ med store, røde bogstaver. Ofte blev der holdt offentlige foredrag.

Menigheden i Oslo lejede busser og rejste til byer som lå op til 120 kilometer fra hovedstaden. Tidligt om morgenen mødtes de der ville med. Ved 9- eller 10-tiden om formiddagen blev de så sat af forskellige steder og fik tildelt et stort distrikt. Hele dagen, syv-otte timer, gik de fra hus til hus og blev senere hentet igen af bussen og tog hjem. Der var mange ømme fødder i menigheden efter sådanne weekender, men det lagde ikke nogen dæmper på brødrenes kristne nidkærhed.

I mange år, både sommer og vinter, blev der arrangeret sådanne ture. Ofte var de højdepunktet på en kampagneuge. Her er et eksempel på hvilke  resultater der blev opnået i løbet af en nidages kampagne — 6. til 14. oktober 1935: Der var 76 forkyndere som deltog i Oslo, og de rapporterede 1291 timer, 4637 vidnesbyrd, 52 bøger, 13.313 brochurer, 13 abonnementer og 66 blade. Det vil med andre ord sige et gennemsnit pr. forkynder på 17 timer og 177 tryksager på ni dage!

Efter en sådan kampagne plejede brødrene i de større menigheder at samles til en „rapporteringsfest“ i menighedens lokaler. Der afleverede alle deres rapport, og det samlede resultat blev læst op under stor jubel. Nogle fortalte oplevelser de havde haft i kampagnen, og til sidst blev der serveret kaffe og kager. Disse sammenkomster bidrog til at skabe en god kontakt mellem brødrene og  gøre alle bekendt med den fremgang sandheden havde.

Bilen var ikke hvermandseje dengang, så mange steder tog brødrene cyklen når de skulle ud i tjenesten. Især i menigheden i Bergen ser det ud til at cyklen blev meget brugt. Ihærdige forkyndere drog ud af byen i weekenderne, ofte i rad og række, med bogtasker og bogkartoner for at arbejde i landdistrikterne. I sommerferierne drog nogle på ugelange ture ind i fjordene eller til bygderne inde i landet. En stor virksomhed udfoldede sig i og omkring Norges næststørste by, og menigheden voksede stærkt. I 1940 havde menigheden i Bergen omkring 80 forkyndere.

Norges lange kystlinje gjorde også båden til et meget nyttigt transportmiddel for Jehovas vidner. Flere brødre købte i 1930rne motorbåde og brugte dem i forkyndelsesarbejdet. I Narvik (hvor der havde været en gruppe kristne siden omkring 1905) var der nu otte-ti forkyndere. I sommerhalvåret drog brødrene ud med motorbåde om søndagen. En gang om året blev der holdt et lille stævne for Narvik menighed og brødre fra Nordsverige. De lejede en fiskerkutter og brugte den i tjenesten. De kunne da rejse op til 200 kilometer fra Narvik. Heroppe mod nord var der meget få veje dengang, og mange steder fandtes der ikke færger. Båd var derfor den eneste transportmulighed. Ved at bruge dette transportmiddel bidrog den nordligste menighed i landet dengang til at den gode nyhed om Riget også blev udbredt nord for polarcirkelen.

Et forenet folk

Selskabet undlod heller ikke i disse år at arrangere stævner for brødrene i Norge. Der blev regelmæssigt  holdt stævner hvor Jehovas Vidner blev mindet om at de måtte stå sammen og tilbede Jehova som et forenet folk. Først og fremmest var der „årskonventer“ i Oslo, hvor brødre fra hele landet samledes til en åndelig fest. Her hørte de om hvad andre havde oplevet i tjenesten, og kunne tage ved lære af det. Tidligere var der ikke kommet så mange fra andre landsdele, men nu kom der tilrejsende med busser, biler og cykler fra mange egne af landet, selv om de økonomiske midler ofte var små. I 1932 cyklede en pioner (dette blev nu den nye betegnelse for kolportørerne) 1306 kilometer for at kunne overvære stævnet i Oslo. Året efter kom der 27 brødre fra Bergen i to busser, og der kom 40 fra Skien i åbne lastbiler. Det var mange dengang. Det højeste antal til stede ved stævnet var 238, og 26 blev døbt.

Stævnernes betydning kan næppe overvurderes. Hvad må det ikke have betydet for de få vidner i Norge på den tid at se at de ikke stod alene i den kristne kamp, og at få anledning til at knytte nye venskabsbånd og måske også møde brødre fra andre lande? Stævnerne bidrog til at knytte brødrene sammen og styrke dem i troen på den sande Gud, Jehova.

Men der var også andre begivenheder som mindede brødrene om at de havde medkristne i andre lande. En af dem var det særlige møde der blev holdt i alle menigheder verden over den 7. oktober 1934. Ved den anledning blev der åbnet et brev fra Selskabet som indeholdt oplysninger om den forfølgelse Jehovas Vidner blev udsat for i Nazityskland. Det var en alvorlig stund. Brødrenes tanker gik til deres trosfæller i Tyskland, som nu led store trængsler for deres tro. De følte med dem og ville  om muligt gerne gøre noget for at hjælpe dem. I overensstemmelse med Selskabets brev blev der derfor fra hver menighed sendt et telegram med følgende ordlyd:

„Hitlers regering, Berlin, Tyskland. Deres mishandling af Jehovas vidner ryster ethvert ærligt menneske på jorden og vanærer Guds navn. Afhold Dem fra yderligere forfølgelse af Jehovas vidner; gør De ikke det, vil Gud tilintetgøre Dem og Deres nationalsocialistiske parti. JEHOVAS VIDNER i . . .“

På den måde blev brødrene mindet om at de tilhørte et internationalt broderskab. Noget andet som mindede dem om dette, var de radioforedrag dommer Rutherford holdt i De forenede Stater i 1930rne, og som blev transmitteret til store dele af verden. Dette var glædelige begivenheder, som understregede at Guds folk lod sin røst høre vidt og bredt. En del af brødrene i Norge fik den glæde at høre disse foredrag i 1935, 1936 og 1939. De to første år lejede brødrene i Oslo et lokale og hørte foredraget via telefonledning fra London. Andre steder sad der små grupper af brødre og lyttede til radioen, hvor de kunne modtage foredrag på kortbølge. Der var ikke så mange af brødrene der kunne engelsk, men de der kunne, fortalte de andre hvad der kom frem.

Disse radioforedrag kom som et pust fra det store udland og opildnede de norske brødre. Ja, budskabet om Guds rige begyndte i sandhed at blive forkyndt for alle folkeslag, og Jehovas vidner i Norge var med til at forkynde det! Ifølge rapporten for 1938 var der 430 som var aktive i tjenesten på arbejdsmarken.

 Nye hjælpemidler i tjenesten

For at hjælpe flere til at deltage i tjenesten fra hus til hus begyndte Selskabet i 1933 at udgive små kort med trykte vidnesbyrd til brug i tjenesten — de såkaldte „vidnesbyrdskort“. På disse kort stod der et interessevækkende budskab og nogle ord om det tilbud af læsestof forkynderne brugte i en bestemt periode. Når en forkynder havde banket på en dør, kunne han blot række kortet til beboeren og sige: „Vil De være så venlig at læse dette kort, så ser De hvad det drejer sig om.“ Hvis beboeren så var interesseret, tog forkynderen bøgerne eller brochurerne frem og forklarede lidt om indholdet. Denne fremgangsmåde var til stor hjælp for nye forkyndere, som dengang ikke fik nogen oplæring i tjenesten men måtte klare sig selv fra første færd.

En helt ny form for tjeneste blev indført i slutningen af 1937, nemlig grammofonarbejdet. Broder Rutherford havde indtalt femminutters foredrag på grammofonplader, og nu kom der også norske udgaver af disse plader. Det var vor gamle „pilgrimsbroder“ Theodor Simonsen — han ophørte med at rejse for Selskabet i 1935 — som indtalte dem. Pladerne var af den gamle type der skulle spilles med 78 omdrejninger pr. minut, og de havde ét foredrag på hver side. Titlerne var korte men præcise, for eksempel: „Riget“, „Bøn“, „Opstandelse“, „Vejen til livet“, „De døde“, „Hvorfor modstår præsterne sandheden?“ Disse plader kunne brødrene købe af Selskabet. De grammofoner der blev brugt, var af en let, transportabel type der måtte trækkes op med håndsving. De brødre der havde råd til det, købte selv en grammofon, men nogle steder købte menigheden én eller to  grammofoner som stod til brødrenes disposition. Grammofonen kom i løbet af kort tid i brug mange steder, og i 1939 var der 187 grammofoner som blev brugt til at udbrede sandheden i Norge.

Grammofonen blev benyttet på forskellige måder. Det mest almindelige var nok at tage den med ud i landdistrikterne, hvor folk havde bedre tid end i byerne, men mange brødre tog den også med hen til dem der tidligere havde vist interesse for sandheden. I hus-til-hus-arbejdet var fremgangsmåden som oftest denne: Forkynderen spurgte ganske enkelt om han måtte spille en grammofonplade med et interessant bibelsk foredrag. Ofte samledes hele familien da og lyttede opmærksomt. Når det første foredrag var spillet, spurgte forkynderen  om han måtte spille flere foredrag. Han havde gerne flere plader med, men der var grænser for hvor mange han kunne have, for de var tunge, og desuden havde han både grammofonen og bogtasken at bære på. Når han så havde spillet nogle foredrag, tilbød han bøger eller brochurer. Der var mange som syntes det var interessant at høre grammofon dengang, og grammofonen blev derfor brugt i stor udstrækning i tjenesten.

Pionerernes nidkære arbejde

Selv om menighederne i Norge gjorde hvad de kunne for at udbrede sandheden, var der mange steder i landet de ikke kunne nå. Mange byer havde ikke nogen menighed. Cirka 60 procent af landets befolkning — omkring to millioner — boede desuden i landdistrikterne i lavlandet og dalene mod øst. Mange steder på Vestlandet og i Nordnorge lå der gårde, husklynger og hele bygder som var næsten fuldstændig isoleret fra omverdenen. I kun ti procent af fjorddalene var der bygget veje, og mange øer var uden færgeforbindelse. Her arbejdede kolportørerne eller pionererne.

Fra midten af 1920rne havde antallet af norske kolportører ligget ret konstant på omkring ti, medregnet hjælpekolportørerne, som ikke brugte al deres tid i tjenesten. Samtidig med at antallet af Rigets forkyndere voksede til 430 i 1938, steg antallet af pionerer og hjælpearbejdere til 50. Nu begyndte pionerernes arbejde for alvor at sætte sit spor.

Pionererne koncentrerede sig dengang først og fremmest om at sprede bøger og andet læsestof. De lagde ikke så stor vægt på at aflægge genbesøg og ledede ikke hjemmebibelstudier. De blev derfor  ikke så længe hvert sted, men gennemarbejdede et distrikt med bøgerne og drog så videre.

Mange af pionererne sled virkelig i det. Vi kan for eksempel nævne broder Bernhard Risberg, der var pioner i 1930rne. Efter at have forkyndt hele dagen spurgte han folk om de havde logi til ham for natten, og som oftest var der nogen som viste gæstfrihed og lod ham ligge i en seng eller i et udhus. I to år havde han den vældige Sognefjord som distrikt. Herinde, i de mange fjordarme og op over de høje og stejle, ofte nøgne fjeldsider, gik han til fods med den gode nyhed og sine to bogtasker.

Efter to år så broder Risberg sig i stand til at købe en gammel cykel. Nu blev det lettere for ham at komme rundt. Snart skaffede han sig en budcykel, et telt og en sovepose. Nu kunne han have tre-fire bogkartoner med sig på cyklen. Med dette udstyr drog han rundt med Rigets budskab.

Broder Risberg begyndte at forkynde klokken fem eller seks om morgenen i staldene og fortsatte til langt ud på aftenen, kun afbrudt af korte spisepauser. En måned lød hans rapport på 400 timer, altså gennemsnitlig 13 timer pr. dag! Om vinteren brugte han ikke helt så megen tid i tjenesten, men alligevel rapporterede han ofte mellem 200 og 250 timer. På denne måde brugte broder Risberg — og andre nidkære pionerer med ham — de bedste år af deres liv i tjenesten for Jehova Gud.

Efter 1930 var der også seks-syv udenlandske pionerer i Norge i kortere eller længere tid. Blandt disse var et pensioneret engelsk ægtepar, broder og søster Hollis, som kørte i bil rundt i landet med campingvogn på slæb, efter sigende den første der var set i Norge. De var blandt de første pionerer  som oplevede at politiet forbød dem at sprede bøger og brochurer til folk uden særlig tilladelse. Baggrunden for dette var en ny handelslov. På det tidspunkt (1932) arbejdede de to pionerer med brochuren Riget — Verdens Haab. Da politiet greb ind, bestilte de flere tusind brochurer fra Selskabet og uddelte dem gratis. Politiet forbød dem også at forære brochurerne væk, men da var de så godt som færdige med det.

Mange af pionererne oplevede sådanne vanskeligheder. En repræsentant for politiet blev også sendt til Selskabets lokale repræsentant i Oslo for at få ham til at standse pionererne. Men efter nogen tid blev sagen ordnet uden at det blev nødvendigt at gå rettens vej, og pionererne fortsatte med deres arbejde. Men det hændte at de blev taget i forhør af politi eller lensmænd som havde modtaget anmeldelser fra religiøse fanatikere der ville standse forkyndelsen af Riget.

Med både langs kysten

Nogle pionerer rejste langs kysten med båd og udbredte den gode nyhed på den måde. I 1928 købte Selskabet en lille motordrevet lodsbåd og ombyggede den til to brødre, der arbejdede som kolportører langs kysten sydover fra Oslo. Rejsen begyndte i december, og brødrene tog ned langs vestsiden af Oslofjorden med deres lille skude „Elihu“, skønt fjorden var islagt. I løbet af den første måned besøgte de mange byer og tæt befolkede steder og spredte cirka 800 bøger og brochurer. Men en mørk og stormfuld nat midt i februar blev „Elihu“ drevet på grund af vind og strøm. Båden blev ødelagt, men brødrene kom velbeholdent i land.

I 1931 købte Selskabet en ny motorbåd. Den fik  navnet „Ester“. Den var på cirka 40 fod og havde plads til tre pionerer, men det viste sig at være mest praktisk med to. „Ester“ blev brugt på Vestlandet og i Nordnorge frem til 1938, da den blev skiftet ud med en 32 fods motorbåd, „Ruth“. Der var også to brødre på denne båd. Den blev hovedsagelig brugt i Nordnorge.

De brødre der rejste med disse både, udførte et godt arbejde langs den norske kyst. I løbet af et år kunne de sprede mellem 10.000 og 15.000 bøger og brochurer. De besøgte mange små øer og vovede sig ud til de yderste beboede fyr, og de forkyndte også for samerne oppe mod nord. De vandrede med  bogtasker, grammofon og rygsæk op til ensomme fjeldbygder med budskabet. Det blev til megen rejsen, for bebyggelsen var spredt. Nogle dage fik de kun besøgt nogle få huse. Enkelte uheld havde de også; bådene havarerede flere gange, men brødrene klarede sig, og bådene blev repareret.

Engang kom de to brødre på „Ester“ til et sted i Nordnorge hvor det blev sagt at befolkningen ’rettede sig efter Russells og Rutherfords bøger’. Over halvdelen af dem der boede der, var interesseret i sandheden. Kirkerne stod tomme, og cirka 95 procent af indbyggerne havde læst nogle af Selskabets bøger.

Større omsorg for de interesserede

Et vigtigt skridt blev taget i januar 1939, da zonetjenesten blev indført i Norge. Landet blev inddelt i fire zoner. I hver zone skulle der rejse en zonetjener. Han skulle opsøge mennesker der havde vist interesse for sandheden, og forsøge at oprette nye grupper og menigheder. Han skulle naturligvis også besøge de menigheder der allerede var oprettet, og opmuntre sine medtroende.

Zone 4 var den største. Den strakte sig fra den lille kystby Florø på Vestlandet til Kirkenes i Øst-Finnmark, det vil sige en strækning på 2600 kilometer. I hele denne zone var der kun tre små menigheder og 15 forkyndere som rapporterede tjeneste.

Det var midt om vinteren (januar 1939) da broder Andreas Kvinge i egenskab af zonetjener i zone 4 lagde ud på sin første tur nordpå sammen med sin kone. Deres transportmiddel var cyklen. Engang skulle de ind til to bygder i de øde skove ved den  svenske grænse. Der var ikke anlagt nogen vej derind, så al transport foregik til hest. Hestene måtte gå med snesko ind over højfjeldet. Broder og søster Kvinge sendte bøgerne og brochurerne i forvejen og kom selv bagefter til fods med cyklerne. For at komme frem til enkelte gårde lånte broder Kvinge et par ski og kunne gå hele dagen blot for at nå frem til to-tre huse. En aften var der ingen der ville give ægteparret husly for natten. Til sidst bestemte de sig til at gå over grænsen til Sverige, og der fik de en seng at sove i. Men det sidste stykke var søster Kvinge så træt at hendes mand måtte bære både hende og deres bogtasker. En anden gang gik de ude hele natten i 20 graders kulde fordi ingen ville huse dem.

Men de havde også mange glædelige oplevelser. En dag kom de til en gruppe forkyndere der havde forkyndt Riget i flere år uden at have rapporteret deres tjeneste. Der blev oprettet flere nye menigheder og grupper af forkyndere. Isolerede brødre blev opmuntret. Ja, zonetjenesten havde Jehovas velsignelse.

Tiden var nu inde til at vise større omsorg for de interesserede. Netop denne gren af tjenesten skulle vise sig at få særlig betydning i de kommende år, for nu begyndte en tid med helt nye arbejdsforhold for Rigets forkyndere i Norge. Den 9. april 1940 kom den tyske invasion, og virkningerne af den anden verdenskrig gjorde sig gældende.

Besættelsen

Den tyske invasion i Norge den 9. april 1940 kom ganske pludseligt. Den første angrebsbølge kom i form af krigsskibe, der landsatte store troppestyrker  i de vigtigste havnebyer langs kysten, og i løbet af dagen var disse byer besat. Norges militære beredskab var svagt, så tyskerne mødte ikke megen modstand. Britiske og franske tropper sluttede sig snart til de norske for at deltage i kampen, men efter cirka tre uger måtte de allierede opgive Sydnorge. I Nordnorge, hvor det norske forsvar var stærkest, fortsatte kamphandlingerne til den 10. juni, da den sidste norske division kapitulerede. En række byer og steder på Vestlandet og i Nordnorge var blevet udsat for intens bombning, og flere af byerne lå i ruiner. Kampene varede 62 dage.

Ødelæggelserne var størst i Nordnorge, men de få brødre deroppe klarede sig stort set godt. Brødrene i Narvik forlod byen da skydningen og bombningen  tog til. Nogle boede en tid om bord på Selskabets motorbåd „Ruth“, som blev liggende indespærret i en fjord uden for byen så længe kampene varede. Da det ikke længere var sikkert at bo på båden, fandt brødrene sig en plads under nogle store klippeblokke på en fjeldside. Narvik blev stærkt raseret, og to brødre blev dræbt, den ene af en granat. Én familie mistede deres hus og alt hvad de ejede. I Bodø, Fauske, Namsos og Steinkjer blev det meste af bebyggelsen også ødelagt, men alle brødrene havde overlevet, selv om flere havde mistet alt hvad de ejede. Veje og broer var blevet sprængt overalt, hele bygder var brændt af, og vejene var de rene bilkirkegårde. Broder Kvinge, som var zonetjener heroppe, rejste rundt og opmuntrede brødrene i hele zonen da kampene var ovre.

I mellemtiden var den norske landstjener, broder Öman, blevet arresteret af Gestapo (tyskernes hemmelige statspoliti). I en uge sad han fængslet på hovedpolitistationen i Oslo (Møllergaten 19), men efter et kort forhør blev han løsladt. Nogle uger senere blev han hentet til et nyt forhør, mistænkt for hemmelig efterretningstjeneste for England. Forhøret varede uafbrudt i seks og en halv time, men derefter blev han igen løsladt. I begge disse tilfælde blev han behandlet høfligt og korrekt og fik ikke besked om at Jehovas Vidners arbejde var forbudt eller skulle standses.

Brødrene havde været bange for at tyskerne straks skulle standse forkyndelsesarbejdet og give de norske vidner samme behandling som de tyske, men denne frygt viste sig at være ubegrundet. Da det første chok var overstået, blev forkyndelsen derfor genoptaget med fuld styrke.

 Mod nye højder

Under Selskabets ledelse blev der nu påbegyndt en ihærdig virksomhed. Da man ikke kunne vide hvor længe arbejdet ville blive tilladt, søgte man at få så mange som muligt af bøgerne og brochurerne på Selskabets lager ud til brødrene og til folk i almindelighed. Der blev især arbejdet intenst med bogen Frelse, som netop var udkommet på norsk (1940). Snart var hele oplaget sendt ud, og en ny udgave i papirbind med titlen Redning blev trykt i Oslo. På grund af krigen var det umuligt at få tilsendt publikationer fra udlandet, men enkelte eksemplarer af nye brochurer som Selskabet udgav i De forenede Stater, fandt vej ind i det besatte Norge og blev oversat og trykt her. Der udkom en del sådanne brochurer på norsk efter april 1940.

Folk var blevet mere lydhøre for den gode nyhed efter at krigens mørke havde sænket sig over landet, og mange havde behov for et trøstens og håbets budskab. Brødrene gjorde alt hvad de kunne for at dække dette behov. I Oslo fortsatte menigheden med sine lange busture til nabobyer og landdistrikter og spredte store mængder bøger. Pionererne lå heller ikke på den lade side. En pionersøster spredte mellem 800 og 900 bøger på to måneder oppe i en af dalene på Østlandet.

Interessen var stigende i hele landet, og mange nye begyndte i tjenesten og blev forkyndere af Riget. Dette skyldtes ikke mindst at der nu blev oprettet mange hjemmebibelstudier, som dengang blev kaldt „modelstudier“. Mødevirksomheden fortsatte, og flere steder i landet blev der holdt stævner. Til brødrenes store glæde fortsatte Vagttaarnet med at komme fra Danmark, og Ny Verden udkom på norsk som før.

 Rapporterne fra denne periode fortæller hvor stor virksomheden var: Fra oktober 1940 til juni 1941 blev der spredt 272.419 bøger og brochurer. I tjenesteåret 1939-40 havde gennemsnitlig 377 forkyndere deltaget i tjenesten. Men i maj 1941 var der 477 forkyndere! Brødrene var ret forbavsede over at de tyske myndigheder ikke forsøgte at standse arbejdet.

En nøje planlagt aktion

Sagen var at de nazistiske myndigheder på et tidligt tidspunkt var begyndt at sysle med planer om en aktion mod International Forening for Bibelstudium. Allerede i sommeren 1940 blev der fremsat et forslag om at forbyde Selskabets bøger og skrifter. Dette blev imidlertid ikke gjort, da man regnede med at en sådan aktion kun delvis ville standse virksomheden og desuden give brødrene tid og lejlighed til at skaffe sig fornødent læsestof fra udlandet. I stedet gik det tyske sikkerhedspoliti, Sipo, i gang med at indsamle omfattende oplysninger om International Forening for Bibelstudium i Norge, om dens omfang og virksomhed. Tyske politifolk kom op på Selskabets kontor for at få bøger og andre tryksager, og broder Öman blev indkaldt til forhør en del gange.

Den første virkning af denne aktion var at bogen Fjender (udgivet på norsk i 1939) blev beslaglagt på grund af forskellige udtalelser den kom med om fascismen og nazismen. Dette skete hen på efteråret 1940. Selskabets beholdning af disse bøger blev imidlertid ikke hentet. Flere hundrede eksemplarer af Fjender blev derfor fjernet uden at tyskerne vidste det, og anbragt hjemme hos forskellige brødre.

 Vidnearbejdet fortsatte temmelig uforstyrret i resten af 1940. Men nazisterne arbejdede videre med deres planer. I oktober blev der sendt et forslag til Berlin om at opløse International Forening for Bibelstudium. Forslaget gik ud på at Selskabets nordeuropæiske kontor i København skulle lukkes. Men afgørelsen blev udsat.

I løbet af vinteren og foråret 1941 blev pionerer anholdt og forhørt af politiet flere steder i landet. De blev anklaget for at have solgt „tyskfjendtlig“ litteratur. Men arbejdet var ikke forbudt, så pionererne blev løsladt igen.

I forskellige menigheder dukkede der også tyske og norske nazister op ved møderne for at spionere. En kvinde blev sendt op på Selskabets kontor i Oslo i samme hensigt og rapporterede at hun havde set „fire åbenbart jødiske mænd“ dér. I en tysk politirapport dateret den 13. marts 1941 hed det blandt andet: „De alvorlige bibelforskeres [Jehovas Vidners] propagandavirksomhed har taget betydeligt til i de sidste uger. I Oslos forskellige bydele og også i mange andre byer dukker ’kolportørerne’ op og sælger ’Vagttårnets Bibel- & Traktatselskabs’ skrifter. Det drejer sig her om direkte hetz-skrifter, rettet mod de autoritært styrede stater under et dække af religiøsitet.“

Den tiltagende forkyndervirksomhed var uden tvivl et stadig større irritationsmoment for myndighederne. I løbet af vinteren og foråret 1941 blev der rettet en række henvendelser til Berlin for at få godkendt planerne om at standse International Forening for Bibelstudium i Norge. Den 24. april 1941 kom startsignalet fra Berlin. I mellemtiden var sagen imidlertid blevet forelagt den tyske rigskommissær  i Norge, Josef Terboven. Han mente at International Forening for Bibelstudium i Norge talmæssigt var så lille at det var unødvendigt at gribe ind. Det blev da bestemt at man skulle forelægge ham et mere omfattende materiale om organisationen, og aktionen blev igen udsat.

I forsommeren kom det første tegn på at noget var i gære. En dag kom det norske nazistiske statspoliti og beslaglagde to af Selskabets brochurer, Fascisme eller Frihed og Herredømmet og Freden. Og så, tirsdag den 8. juli, skete det som brødrene havde håbet ikke ville ske: Gestapo slog til over hele landet for at knuse hele organisationen. Med deres grundige forarbejde havde tyskerne skaffet sig navn og adresse på samtlige menighedstjenere (præsiderende tilsynsmænd) i landet, og alle fik besøg i løbet af dagen. Alle bøger og andre skrifter som var udgivet af Selskabet blev beslaglagt, og brødrene fik besked om at de ville blive sendt i koncentrationslejr hvis de ikke holdt op med at forkynde. En række steder blev de ledende brødre i menigheden arresteret og holdt i varetægt flere dage, men ingen af dem blev mishandlet.

Fem tyske politifolk kom til betelhjemmet og beslaglagde al Selskabets ejendom — boglageret, kontanterne og kontormaskinerne. Boglageret og kontanterne havde en samlet værdi af 40.000 kroner. Samtidig blev betelfamilien taget med til Sipos (sikkerhedspolitiets) hovedkvarter på Victoria Terrasse og forhørt. Ingen af dem blev fængslet, men broder Öman fik pålæg om at melde sig personligt hver dag i tolv uger hos det norske statspoliti.

 Boglageret på Betel blev ikke fjernet straks, men døren til lageret blev forseglet. Senere kom tyskerne med tre lastbiler og kørte alle publikationerne til Fjeldhammer Brug, hvor de blev malet til papirmasse. Senere fik brødrene at vide at arbejderne dér havde forsynet sig af bøgerne. Selskabets motorbåd „Ruth“, der lå på Vestlandet, blev slæbt bort.

Den 21. juli blev Selskabets bygning beslaglagt sammen med alle bøger og papirer som gjaldt huset. Dermed var arbejdet officielt forbudt, og menighederne kunne ikke længere virke åbenlyst. Fra nu af blev der ikke udsendt bøger og andre publikationer fra kontoret i Oslo. Men Vagttaarnet kunne mærkeligt nok bestilles direkte fra Danmark, i hvert fald frem til årsskiftet 1941/42. Hvad Ny Verden angik, var julinummeret det sidste der udkom. Betelfamiliens medlemmer blev boende i Inkognitogaten 28B en tid, men efterhånden flyttede de fleste af dem og tog verdsligt arbejde for at tjene til livets ophold. Broder og søster Öman blev imidlertid boende i huset.

Virksomheden fortsætter „under jorden“

Hvis de nazistiske myndigheder havde troet at de med deres aktion og deres trusler kunne sætte en stopper for brødrenes kristne virksomhed, tog de fejl. Guds folk i Norge var ikke indstillet på at lade hænderne synke. De gik nu i gang med at reorganisere arbejdet.

Virksomheden blev genoptaget under en decentraliseret ledelse. En af de brødre der før havde arbejdet på Betel, rejste en del rundt i Sydnorge. Andreas Kvinge fortsatte også en tid i zonetjenesten  i Nordnorge. Han blev arresteret den 12. juli og forhørt i mange timer. Tyskerne ville vide hvor alle brødrene i Nordnorge befandt sig, og hvilken rejserute han fulgte, men han lod dem ikke få noget at vide om det. De truede med at skygge ham overalt hvor han tog hen, og at sende ham til en koncentrationslejr hvis han fortsatte sin virksomhed. Men broder Kvinge lod sig ikke skræmme; i december 1941 rejste han videre, med færger, til fods og på ski. For at skjule hensigten med rejserne tog han sig småjobs hos de brødre han besøgte. På den måde fik brødrene hjælp til at fortsætte deres kristne tjeneste. Hen på foråret 1942 slog broder Kvinge sig ned i Bergen. Men da sommeren kom, drog han nordpå med cykel for at kontakte og opmuntre brødrene.

Der var flere som foretog sådanne cykelture. Hensigten var at kontakte brødre som de kendte, og høre hvordan det gik dem. I sommeren 1943 cyklede en af de brødre der havde været med en af Selskabets motorbåde i Nordnorge, en strækning på 1200 kilometer for at besøge og opmuntre sine medkristne.

Mange holdt sig også underrettet om arbejdets gang andre steder i landet gennem brevskrivning. Fordi det tyske sikkerhedspoliti udøvede en omfattende brevcensur, skrev brødrene ofte i en slags kodesprog for at brevene skulle virke uskyldige hvis de blev åbnet og læst. De skrev for eksempel „familien“ eller „firmaet“ i stedet for „menigheden“. Vi ved ikke i hvor stor udstrækning brødrenes korrespondance blev censureret, men det er i hvert fald sikkert at tyskerne havde planer om at overvåge al udenlandsk post til og fra dem der havde arbejdet på Betel.

 Møder og forkyndelse

Mødevirksomheden var naturligvis forbudt. Men brødrene satte Guds ord højere end menneskers og begyndte snart at samles i grupper på fem-seks personer i private hjem. (Apg. 5:29; Hebr. 10:24, 25) Da dette viste sig at gå godt, blev grupperne gjort større. Alle sørgede for at komme og gå enkeltvis eller ganske få sammen for ikke at vække opsigt. De kunne aldrig vide om der var en angiver i nærheden som fulgte med i hvad der foregik. Ofte blev der sat kaffekopper frem på bordet for at det skulle se ud som en almindelig sammenkomst.

Brødrene kom først og fremmest sammen for at studere Vagttårnet. Eksemplarer af den danske og den svenske udgave blev smuglet ind i landet og oversat og skrevet af på maskine. Disse maskinskrevne manuskripter cirkulerede så i menighederne. Som oftest var det kun studielederen der havde et manuskript. Han læste først afsnittet og stillede så spørgsmålene. Disse møder bidrog mere end noget andet til at brødrene holdt modet oppe og frygtløst fortsatte deres forkyndelse i disse vanskelige år.

Efterhånden som Jehovas vidner fandt ud af hvor de kunne samles nogenlunde sikkert, begyndte de at komme sammen til større møder ved bestemte lejligheder. Mindehøjtiden var en sådan lejlighed. Da kunne over 100 kristne være samlet, i lydighed mod Kristi befaling om at mindes hans død. (Luk. 22:19, 20) Den 31. marts 1942 var for eksempel 280 brødre samlet to forskellige steder i Oslo. Der var 90 der nød af symbolerne.

Flere steder i landet blev der også holdt konventer eller stævner på afsidesliggende gårde eller  ude i skovene. Engang da der blev holdt et sådant stævne ude i skoven, medbragte brødrene både spande og bærplukkere og lod som om de var på bærtur.

Formålet med disse sammenkomster var naturligvis at opbygge brødrene i åndelig henseende. Der blev holdt foredrag, og interessante artikler i Vagttårnet blev drøftet. Men der blev også sørget for at brødrene fik materiel føde. Mange, især de der boede i byerne, havde svært ved at skaffe sig den mad de behøvede. Men de der havde mad, viste deres kærlighed ved at dele med dem der ikke havde noget.

Sådanne „familiefester“, som brødrene nogle steder kaldte disse sammenkomster, blev holdt på gården Fjelltveit uden for Bergen og på fjeldgården Skår i Granvin. Men det største af disse konventer blev holdt på en gård i skoven uden for Ski ved Oslo. Omkring 180 brødre og søstre fra flere byer langs Oslofjorden var samlet. Pludselig kom tre tyske soldater ridende og fik øje på brødrene. En broder der kunne tysk, gik hen til dem og talte med dem. Soldaterne skulle ud at bade, men havde taget fejl af vejen. Et par af brødrene tilbød at vise dem vej, og det fik de lov til. Forsamlingen drog et lettelsens suk da soldaterne forsvandt. På vejen til badestedet hørte den tysktalende broder at to af rytterne talte om hvilken slags sammenkomst det kunne være. Den ene sagde at det sikkert var en sangforening som den de havde truffet et andet sted.

Det gik altså også godt denne gang. Vi kender ikke til at brødrene kom i vanskeligheder fordi de samledes på denne måde, i overensstemmelse med Jehovas påbud.

 Også forkyndelsesarbejdet blev naturligvis udført med den største forsigtighed, især i begyndelsen, for man vidste hvor nøje de nazistiske myndigheder ville overvåge virksomheden. Den første tid blev der ikke arbejdet fra hus til hus, men brødrene opsøgte mennesker som havde vist interesse, og forkyndte for slægtninge og arbejdskammerater. På denne måde fik de også nye kontakter. Men efter et par år var der en del som begyndte at gå fra hus til hus med Bibelen.

Der gik ikke mange måneder før der blev mangel på publikationer. Nogle havde været forudseende og havde nedgravet eller gemt bøger og brochurer, og nu blev disse fundet frem og taget i brug. Efterhånden blev det imidlertid mest almindeligt at man lånte publikationerne ud til dem der viste interesse for Rigets budskab.

Netop i denne situation kom bibelstudiearbejdet til at få stor betydning. Rundt om i landet blev der oprettet mange studier ved hjælp af brochuren Model-Studium, som Selskabet havde ladet trykke et nyt oplag af i 1941. De interesserede blev først indbudt til disse møder og senere til vagttårnsstudierne. Der kunne ofte være mellem 25 og 30 til stede, især i de større byer. Da brødrene ikke havde flere modelstudiebrochurer tilbage, udarbejdede de en lignende, mere omfattende studiebog, som blev trykt og brugt i stor udstrækning.

De nye der sluttede sig til menigheden, måtte naturligvis døbes. Dåben foregik ofte i private hjem. En broder fortæller at i hvert fald 50 blev døbt hjemme hos ham under krigen. Men også ved de hemmelige stævner var der dåb. Dåben foregik da gerne i en lille sø.

 De rige anledninger som brødrene så at de havde til at forkynde, blev imidlertid årsag til splittelse blandt dem. Hvordan det? Jo, nogle mente at de burde forkynde mere åbenlyst, mens andre var af den opfattelse at dette ville provokere de nazistiske myndigheder. Følgen blev at nogle begyndte at gå fra hus til hus med Bibelen, mens andre arbejdede mere i det skjulte og kontaktede folk på andre måder. Det var ikke desto mindre tydeligt at brødrene i begge grupper handlede ud fra et oprigtigt ønske om at tjene Jehova, og han velsignede også deres arbejde.

Var det tyske sikkerhedspoliti klar over at de norske vidner genoptog virksomheden? Det er usandsynligt at et så velsmurt apparat som Sipo ikke skulle være opmærksom på det. Sipo var klar over at brødrene ikke havde ladet sig standse, men det er muligt at de ikke kendte til omfanget af brødrenes virksomhed. Fra flere kanter, blandt andet fra det norske nazistparti, Nasjonal Samling, kom der meldinger om brødrenes virksomhed og breve med henstillinger til Sipo om at gribe ind over for Jehovas Vidner. I et brev blev menigheden betegnet som „den jødisk inficerede kommunistiske propagandasekt“. Et andet brev, der kom fra en anonym afsender i Oslo og var dateret den 22. juni 1942, lød:

„Kære hr. Reichskommissar!

Jeg ved at De er en god katolik, og derfor stoler jeg på at De vil bruge deres misundelsesværdigt store magt til at udrydde denne pestbyld på samfundet, i det mindste her i Norge, det vil sige: Jøden[!] dommer Rutherfords datterorganisation . . .

 At denne lyssky organisation har fået lov til at drive sin dæmoniske virksomhed, er mig helt ufatteligt.

Hvorfor ikke afsløre denne organisation i avisen og lade offentligheden se det latterlige og farlige i denne organisations virksomhed?“

Men de tyske myndigheder foretog sig ikke mere mod Jehovas vidner. Det kan være at nazisterne mente at organisationen var ret ufarlig, eftersom den ikke var så stor. De kan have ment at det var nok at standse den store udbredelse af „hetz-skrifter“. De havde naturligvis hænderne fulde på andre områder, først og fremmest i kampen mod den norske modstandsbevægelse. Det var i hvert fald især over for de norske patrioter på hjemmefronten at nazisterne anvendte deres avancerede efterretningsmetoder og umenneskelige straffemetoder. Jehovas vidner i Norge fik stort set lov at være i fred efter aktionen i 1941. Men der var én side af virksomheden der let kunne have ført til store vanskeligheder hvis ikke Jehova havde beskyttet dem. Det var arbejdet med at mangfoldiggøre vagttårnsartiklerne og sende dem rundt i landet. De brødre der tog sig af dette, satte livet på spil.

Den åndelige føde fordeles

Vagttårnet blev smuglet ind i landet fra Sverige og Danmark. Nogle af bladene blev taget med over grænsen mellem Sverige og Norge af brødre og interesserede, og ét sted var der en temmelig fast forbindelseslinje. Fra tid til anden blev der sendt pakker med madvarer til broder Öman fra det svenske afdelingskontor og af og til også fra Danmark. Madvarerne, for eksempel æg, var pakket ind i løse blade fra Vagttårnet! Disse blade blev  presset glatte med et strygejern, og teksten blev oversat til norsk. Det hændte også at brødre fra Danmark og Sverige som var på forretningsrejse, havde bøger eller blade med.

Det var kun hovedartiklerne i Vagttårnet der blev oversat og sendt rundt i landet. Om aftenen og om natten sad brødre og afskrev stoffet på maskine. For at spare arbejde skrev de med fem til ni kopier.

Brødrene følte sig aldrig trygge når de gjorde dette. Nazisterne havde store vanskeligheder med at begrænse den norske hjemmefronts illegale presse, og for at opspore hjemmefrontens hemmelige avisredaktioner foretog de ofte husundersøgelser. De der havde illegalt materiale i huset blev straffet strengt. Henimod slutningen af krigen var der dødsstraf for ikke at angive en illegal avis til myndighederne. Ja, bare det at have en skrivemaskine i huset blev anset for at være mistænkeligt.

I efteråret 1943 blev en højere tysk officer fundet dræbt i Oslo, ikke langt fra det sted hvor en broder der afskrev vagttårnsartikler, boede. Samme nat foretog Gestapo en razzia i hele området. Ved tretiden om morgenen vågnede broderen pludselig ved lyden af marcherende soldater og kraftige kommandoråb: „Tag opstilling uden for opgangene!“

Broderen havde netop skrevet 15 vagttårnsmanuskripter, hvert på syv sider, og havde altså 105 maskinskrevne ark liggende. Han vidste udmærket hvad der kunne ske hvis materialet blev fundet. Når nogle blev taget af Gestapo, blev der ikke taget på dem med fløjlshandsker.

Nu sparkede Gestapo gadedørene ind og stormede  op i trappeopgangene, 25-30 mand i hver opgang. Der var tre etager, og husundersøgelserne begyndte på anden sal. Broderen boede i stuen. Dette gav ham en chance. Han greb manuskripterne, løb ind på toilettet og begyndte at rive dem i stykker og kaste dem ned i kummen. Han skyllede én gang, smed resten af papirerne i kummen og ventede i åndeløs spænding på at cisternen skulle fyldes på ny. Ville han nå det? De få minutter han havde, var nok; da fire bevæbnede mænd stormede ind i lejligheden, var manuskripterne borte. Lejligheden blev endevendt — bageovnen, sukkerkopper, skuffer, malerier — alt blev nøje undersøgt, men intet ulovligt materiale var at finde. Broderen følte at Jehova havde beskyttet ham ved at lade husundersøgelsen begynde på anden sal.

Der måtte god organisering og villige hjælpere til for at skaffe alle menigheder og isolerede forkyndere regelmæssig åndelig føde. I Oslo var der en række brødre som regelmæssigt rejste rundt til de nærmeste menigheder i Østlandsområdet og ledede vagttårnsstudier om søndagen. De havde da et manuskript med sig som de drøftede med menigheden. Menigheder og brødre som ikke kunne få Vagttårnet på denne måde, fik det gerne tilsendt med posten, eller det kunne være at en broder kom på cykel eller med tog og hentede det. Manuskripterne blev senere sendt videre ad bestemte ruter. På denne måde fik brødrene regelmæssig åndelig føde.

Det var risikabelt at færdes med vagttårnsmanuskripter i lommerne eller i tasken. Gaderazziaer var almindelige, og tog-, bil- og bådkontrollen blev stadig skærpet. Men Jehova beskyttede de brødre der var villige til at tjene på den måde.

 Engang rejste en broder fra Oslo til Lillestrøm med toget. Hjulene havde næppe sat sig i bevægelse før to bevæbnede politimænd fra Stapo, det norske nazistiske statspoliti, kom ind i den vogn hvor broderen sad. Dørene blev låst, og kontrollen begyndte. Alle måtte fremvise det de havde i lommer og tasker; nogle blev kropsvisiteret med en geværmunding i nakken.

Broderen sad der og vidste ikke hvad han skulle gøre med manuskripterne. Til sidst valgte han at stikke dem i lommerne på hver side af jakken. Den mand der sad ved siden af ham, måtte rejse sig og blev kropsvisiteret. Officeren vendte sig så mod broderen, som sad der og bad sin himmelske Fader om hjælp. Officeren så på broderen og sagde: „Legitimationskort!“ Broderen fremviste sin legitimation. Det var det hele! Alle de andre i vognen havde måttet fremvise det de havde med sig, men ikke broderen!

Landet blev inddelt i to distrikter med tanke på fordelingen af vagttårnsartikler. Fra Oslo blev der sendt manuskripter til hele Østlandet, og fra Bergen blev strækningen Stavanger-Kirkenes dækket. Menigheden i Bergen plejede at få originaludgaver af Vagttårnet på svensk eller dansk. Disse måtte som oftest hentes i Oslo, for de blev beslaglagt af det tyske sikkerhedspoliti hvis de blev sendt med posten. Forskellige brødre tog toget eller cyklede de 500 kilometer nogle gange for at hente den åndelige føde og for at „besøge familien“, som det hed. Som oftest blev det til at man brugte cyklen som transportmiddel. Andre gange blev der sendt blade med brødre som sejlede med skib mellem Oslo og Bergen.

 I Bergen blev vagttårnsartiklerne mangfoldiggjort på samme måde som i Oslo, og derefter sendt nordpå med brødre som arbejdede på skibe der sejlede langs kysten. Artiklerne blev sendt ad faste ruter fra sted til sted, og den nordligste adresse var helt oppe ved den russiske grænse.

Jehova Gud sørgede således for at den åndelige føde kom frem til brødrene over hele landet. Gennem Vagttårnet blev de styrket og opmuntret til at fortsætte deres kristne forkyndelse i disse vanskelige år. I tidsrummet fra 1941 til 1944 blev der skrevet omkring 9000 manuskripter som blev sendt rundt i landet.

Fremgang trods krigen

På trods af de vanskeligheder krigen medførte for Rigets arbejde i Norge, fortsatte fremgangen. Væksten var omtrent den samme i krigsårene som i de foregående fem år, da den gennemsnitlige tilvækst i forkyndertallet havde været cirka otte procent om året. Fra 1940 til 1945 gik forkyndertallet således frem fra 462 til 689.

De tyske myndigheder fór ikke så hårdt frem mod brødrene i Norge som mod vore trosfæller i flere andre besatte lande. Aktionen i 1941 satte ganske vist en stopper for den omfattende spredning af bøger og blade, men der blev ikke gjort meget for at forhindre at arbejdet fortsatte under jorden. Vi kender ikke til at nogen norske brødre blev mishandlet. Nogle blev arresteret og fængslet efter aktionen i juli 1941, men alle blev løsladt igen i løbet af en uges tid.

Selve krigshandlingerne krævede meget få brødres liv. Så vidt vi ved, var der kun tre brødre der  mistede livet, skønt en hel del mistede hus og hjem når byerne blev bombet. Det var især tilfældet i Nordnorge og på Vestlandet.

Da freden kom i foråret 1945, var der sket meget i organisationen. J. F. Rutherford var død, og N. H. Knorr havde efterfulgt ham som Vagttårnsselskabets præsident. Brødrene og søstrene i Norge glædede sig over at kunne arbejde åbenlyst igen og var ivrige efter at samarbejde fuldt ud med resten af Jehovas verdensomfattende organisation.

Arbejdet reorganiseres

Der gik naturligvis nogen tid med at organisere forkyndervirksomheden igen, efter at arbejdet havde været forbudt i fire år. Noget af det første der skete, var at der blev holdt flere store offentlige møder. Tilslutningen var god. Under krigen var mange blevet klar over deres åndelige behov. (Matt. 5:3) En del af dem der var blevet interesseret under krigen, trak sig ganske vist tilbage igen. Men til gengæld var der ikke så få af dem der var blevet skuffet over nazismen, som nu lånte øre til brødrenes forkyndelse. Ved tre offentlige foredrag der blev holdt i Oslo i sommeren 1945, var der fra 400 til 600 til stede.

Broder William Dey (som ledede det nordeuropæiske kontor) besøgte Norge i juli og august 1945 for at hjælpe til med organiseringen af forkyndervirksomheden. Den strid der var opstået under krigen mellem to grupper af forkyndere som havde forskellige opfattelser med hensyn til hvordan arbejdet skulle udføres, gjorde sig fortsat gældende. Ved de møder der blev holdt i Oslo, Skien og Bergen, henstillede broder Dey derfor til alle at bilægge  striden, og han bad alle som ønskede at gøre det, om at rejse sig. Alle de tilstedeværende rejste sig.

Brødrene manglede publikationer at tilbyde folk. De fortsatte derfor med at udlåne bøger og brochurer, som de havde gjort under krigen. I september 1945 kom så de første nye publikationer — fire svenske og én norsk brochure. Det var naturligvis en stor glæde for brødrene at Vagttårnet blev trykt på norsk fra og med 1. oktober 1945. I alle de tidligere år havde man jo brugt den danske udgave. Brødrene gjorde sig nu store anstrengelser for at tegne abonnementer på Vagttårnet, og i januar 1946 begyndte en firemåneders vagttårnskampagne.

I mange menigheder var brødrene imidlertid stadig splittet i to grupper. I december 1945 kom brødrene N. H. Knorr og M. G. Henschel derfor til Norge fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn for at løse dette problem og hjælpe brødrene med at  organisere arbejdet i overensstemmelse med de retningslinjer der blev fulgt andre steder. Der blev holdt to møder, et i Oslo og et i Bergen, hvor der var henholdsvis 800 og 500 til stede. Broder Knorrs besøg viste sig at være til stor velsignelse og førte til at striden mellem brødrene blev bilagt for stedse. På de møder der blev holdt under hans besøg, blev det også oplyst at Enok Öman ikke længere skulle lede arbejdet i Norge. Det skulle ledes af broder Dey direkte. Broder Öman fortsatte imidlertid med at arbejde på kontoret i Oslo frem til 1953, og derefter tjente han som pioner. Han tjente Jehova trofast til han døde i 1975, 94 år gammel.

William Dey blev afløst som leder af arbejdet i Norge af Marvin Ferrol Anderson, en amerikansk broder som blev sendt hertil fra Brooklyn Betel i 1946. Den 17. januar satte han for første gang foden på norsk jord. Broder Anderson begyndte straks at reorganisere forkyndelsesarbejdet. Der gik heller ikke lang tid før han kunne begynde at tale med brødrene på norsk.

Behov for heltidstjenere

Overalt i landet var interessen for budskabet stor efter krigens slutning. Der kom mange interesserede til de offentlige foredrag, og det var let at sprede bøger og blade. Spørgsmålet var nu: Var der nogen i Norge som var villige til at gå ind i pionertjenesten og bringe sandheden ud til isolerede områder? Gennem Budbringer (nu Rigets Tjeneste) blev brødrene opfordret til at begynde i pionertjenesten. Mange reagerede positivt, deriblandt flere som havde måttet standse i heltidstjenesten da arbejdet blev forbudt i 1941. Men pionererne skulle  bruge mange bøger og tryksager, helst på norsk, og det var der mangel på. Efter sit besøg i december 1945 sørgede broder Knorr imidlertid for at der blev trykt et oplag af bøgerne Frelse og Fjender og af brochurerne Afsløret, Beskyttelse og Sikkerhed på norsk. Nu havde pionererne nok at arbejde med. Før tjenesteåret 1946 var omme, var der 47 brødre og søstre som var begyndt i denne tjeneste.

Det var trange tider, noget som også pionererne fik at føle. Især de der rejste i den nordlige del af landet, fik prøvet deres udholdenhed og tillid til Jehova. Tyskerne havde bombet og afsvedet store områder under tilbagetrækningen, så der var stor bolignød og mangel på mad.

En af dem der rejste til Nordnorge i 1946, var søster Svanhild Neraal. Hun havde været pioner i Finnmark i 1941 og oplevet at to byer blev bombet. Men hun havde haft så mange glædelige oplevelser og sat så stor pris på de åbne og gæstfri mennesker deroppe at hun hele tiden under krigen havde ønsket at rejse derop igen. Tidligt på sommeren 1946 tog hun til Kirkenes. Folk troede at hun var vanvittig, siden hun kom derop uden at have noget sted at bo, men hun bad Jehova om hjælp.

Hele den første vinter sov søster Neraal på køkkengulvet i et lille hus hvor der boede fem andre mennesker. Det første år spiste hun sig ikke mæt en eneste dag. Ud over dette havde hun mange prøvelser i tjenesten. Tyskerne havde sænket de fleste lokalbåde, så samfærdselen var dårlig. Ingen vidste hvornår næste båd ville komme eller gå. Mangen en nat sad hun på en kaj i regn og sne og ventede forgæves på transportmulighed.

Men i de to og et halvt år søster Neraal var i  Finnmark, havde hun også mange interessante og glædelige oplevelser, for eksempel når hun forkyndte for samerne. Hun kom frem på cykel eller med elvbåd. Hvis der gik en bus, tog hun den. Det hændte at hun sad i samernes renskindstelte og spiste rensdyrkød direkte fra gryden. Gennem samiske tolke forkyndte hun for interesserede grupper af tilhørere. I den tid hun var deroppe, traf hun mange interesserede som senere kom i sandheden. Hun tegnede 2000 abonnementer på Vagttårnet og spredte 2500 bøger!

Også andre steder i landet udførte pionererne et godt arbejde. I 1948 købte Selskabet en motorbåd som fik navnet „Jonadab“, og den blev brugt af pionerer i tre-fire år før den blev solgt. Den blev brugt på den sydlige del af vestkysten og var den fjerde og sidste pionerbåd Selskabet har haft. De fleste pionerer arbejdede imidlertid på den sædvanlige måde og lagde grundlaget for nye menigheder rundt om i landet. Pionertallet varierede noget i de første år efter krigen, men gennemsnittet for perioden 1946-1950 var 42.

Hjælp til og fra norske brødre

Mange norske brødre havde ikke meget tøj lige efter krigen, og i begyndelsen var det heller ikke muligt at købe nyt tøj. Broder Knorr blev gjort opmærksom på dette da han besøgte Norge i slutningen af 1945, og han sørgede for at der blev sendt brugt tøj og brugte sko til Norge fra gavmilde vidner i andre lande. Fra Sverige kom der to tons, og fra De forenede Stater seks tons. Tøjet blev sorteret efter størrelse i Oslo og sendt ud til brødrene efter de bestillinger der var indsendt. Det var mange brødre og interesserede der fik hjælp på  denne måde. Fra hele landet kom der breve som gav udtryk for den store taknemmelighed de norske brødre følte efter at have fået disse værdifulde gaver.

En danskfødt broder i Norge havde en morsom oplevelse i forbindelse med disse klæder fra udlandet. Han traf en dame i tjenesten som sagde at han forkyndte en amerikansk religion, for han havde amerikansk accent og amerikansk tøj, mente hun. Broderen forklarede roligt at frakken var fra Canada, sweateren fra USA, bukserne fra Norge, skoene fra Sverige og slipset fra Danmark. „Men disse bøger,“ sagde han, „indeholder Bibelens sandheder.“ Han blev budt indenfor og fik en samtale og afsatte en bog og nogle brochurer.

Den økonomiske situation i Norge blev efterhånden bedre, og snart kunne brødrene selv yde hjælp til deres trosfæller i andre lande. Gennem Selskabet blev de i 1947 gjort opmærksomme på at især de tyske brødre manglede mad og tøj. I 1948 og 1949 sendte mange norske vidner pakker med fødevarer til Tyskland og fik takkebreve fra lykkelige modtagere. Der blev også sendt fødevarer til finske brødre.

Den hjælp som de norske brødre på denne måde modtog og gav, var i fuld harmoni med Jesu ord: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Joh. 13:35.

Organisationen og tjenesten

Da broder Anderson kom til Oslo i januar 1946, fandt han det nødvendigt at foretage en hel del forandringer ved betelhjemmet i Inkognitogaten, som Selskabet havde fået igen efter krigen. For det første trængte der meget til nyt udstyr til kontoret  og huset i øvrigt — skrivemaskiner, stole, skriveborde, senge og så videre. Huset var heller ikke blevet vedligeholdt under krigen og trængte til omfattende istandsættelse. For det andet boede der en hel del lejere i huset — hovedsagelig ældre damer — og de optog plads som Selskabet havde brug for. På grund af den store boligmangel i Oslo på den tid var det vanskeligt at skaffe dem et andet sted at bo. Man undersøgte mulighederne for at sælge huset og finde noget bedre eller at bygge et nyt betelhjem, men det endte med at man fortsatte med at bruge Inkognitogaten 28B. Lidt efter lidt fik betelhjemmet nyt udstyr. Et af de vigtigste hjælpemidler var en pedaldrevet digeltrykpresse, som blev brugt i en årrække. Det var den første trykkemaskine Selskabet havde i Norge.

I sommeren 1946 begyndte de nye organisationsinstruktioner at blive gennemført. Det blev blandt andet indført at menighederne skulle holde et nyt ugentligt møde, den teokratiske skole, som var baseret på den lille bog Kursus i teokratisk tjeneste.

Resultaterne af skolen viste sig hurtigt. I november begyndte en foredragskampagne over hele landet. De dygtigste brødre fik til opgave at udarbejde et foredrag over én af otte dispositioner som Selskabet sendte ud. Mange holdt nu offentlige foredrag for første gang. I Oslo og andre byer blev der holdt foredrag i offentlige parker for mange tilhørere. Takket være skolen fik vi i løbet af kort tid mange dygtige foredragsholdere i Norge.

I december 1946 begyndte de første „vennetjenere“ (senere kaldt „zonetjenere“ og nu „kredstilsynsmænd“) at rejse rundt i landet. I begyndelsen  var der fire kredse med tilsammen 78 menigheder som blev besøgt to gange om året. Der blev også holdt regelmæssige kredsstævner. For at kunne hjælpe så mange som muligt fulgtes de rejsende tilsynsmænd med 50 til 70 brødre og søstre i tjenesten i løbet af en uges besøg. Efterhånden som brødrene selv lærte at fremholde budskabet ved dørene, holdt de op med at bruge vidnesbyrdskort og grammofon i forkyndelsen. Genbesøgs- og bibelstudiearbejdet blev nu viet langt større opmærksomhed end tidligere.

Noget som har haft stor betydning for forkyndelsesarbejdet her i landet, er at vi har kunnet sende mange brødre til Vagttårnets bibelskole Gilead. De to første blev sendt derover i efteråret 1947. De fleste fra Norge som har gennemgået denne skole, er blevet sendt tilbage hertil for at tjene som heltidsforkyndere eller rejsende tilsynsmænd eller for at arbejde på Betel.

Som følge af disse nye træk ved organisationen og tjenesten blev årene fra 1945 til 1950 en tid med hurtig åndelig udvikling for Guds folk i Norge. Flere brødre blev kvalificerede til at påtage sig ansvar i menighederne. De enkelte forkyndere blev også viet større opmærksomhed og fik en grundig oplæring.

Jehovas Vidner for retten

Når vi ser bort fra krigsårene, var Jehovas vidner i Norge frem til det tidspunkt ikke stødt på mange vanskeligheder i forholdet til myndighederne. I begyndelsen af 1930rne var en del pionerer blevet beskyldt for at drive ulovligt dørsalg, men sagerne var blevet ordnet uden at det blev nødvendigt at gå rettens vej. Siden havde der kun  været spredte episoder. I 1948 og 1949 opstod der imidlertid alvorlige vanskeligheder. Politiet forbød to pionerer og to andre brødre at tilbyde folk Selskabets publikationer, under henvisning til loven om handelsnæring af 8. marts 1935, § 86. Selskabet tog sagen op med justitsministeriet, som forelagde sagen for handelsministeriet. I en skrivelse af 10. oktober 1949 udtalte handelsministeriet at Jehovas Vidners virksomhed måtte anses for at være af „almen interesse“ i handelslovens forstand, og at det derfor ikke var nødvendigt at indhente politiets tilladelse for at deltage i denne virksomhed. Rigsadvokaten tilsluttede sig handelsministeriets betragtninger. De to pionerer, der var blevet idømt en bøde på 15 kroner hver, blev derefter benådet ved kongelig resolution af 10. marts 1950.

Langt større opmærksomhed vakte imidlertid en retssag som en række brødre i Oslo blev involveret i fordi de tilbød Vagttårnet på gaden. Gadearbejdet med Vagttårnet begyndte i Norge den 11. september 1948. Den 28. november 1949 bad politiet de brødre der stod på Karl Johan (en hovedgade midt i Oslo) med Vagttårnet, om at følge med til politistationen. Der var en hel del vidner som blev taget med. På politistationen blev de stående et par timer i forhallen, og blev derefter bedt om at gå, uden at der skete mere.

Denne episode blev naturligvis snart kendt blandt alle brødrene i Oslo, og ugen efter dukkede der mange flere op med Vagttårnet i Oslos centrum. Igen kom politiet. Alle Vidnerne blev taget med på politistationen. Denne gang blev syv brødre og søstre forhørt. De fik at vide at de havde overtrådt en bestemmelse i straffeloven og politivedtægterne  for Oslo om at ingen uden politiets tilladelse måtte uddele annoncer, reklame og lignende eller foranstalte vandrende eller kørende reklame. Sagen gik til Oslo byret, hvor den kom for den 21. januar 1950. Retten fandt ikke at der forelå salg eller økonomisk virksomhed, men de syv tiltalte blev fundet skyldige i overtrædelse af ovennævnte bestemmelse. Sagen blev anket og gik direkte til Højesteret.

Aldrig havde så mange forkyndere deltaget i gadearbejdet som efter dette, og mange betragtede det som en prøve på deres tro. Arrestationerne fortsatte. Bøderne blev efterhånden hævet til 50 kroner. Nogle af brødrene blev arresteret op til ti gange. Politiet var ikke særlig begejstret for at foretage disse arrestationer, som vakte temmelig stor opsigt.

Den 17. juni 1950 faldt Højesterets dom: Byrettens dom blev enstemmigt omstødt og brødrene frifundet! Jehovas vidner havde lov til at stå på gaden med Vagttårnet uden at søge politiet om tilladelse.

En lignende sag blev prøvet ved Tønsberg byret den 3. juli 1951, hvor tre brødre og to søstre var anklaget for at have overtrådt straffelovens § 339 og næringsloven. Også her blev de tiltalte frifundet, og i dommens præmisser hed det angående forholdet til næringsloven: „Retten finder det for det første klart at forholdet ikke kommer ind under næringsloven, da det ikke drejer sig om nogen næringsvirksomhed og heller ikke om salg i denne lovs forstand.“

Med disse retssager blev det slået fast at vort arbejde ikke er ulovligt, og at vi har ret til at  tilbyde læsestof fra hus til hus og på gaden. Siden den tid har myndighederne ikke grebet ind for at standse nogen bestemt gren af vidnearbejdet her i landet.

Stævnevirksomheden genoptages

Hvilken glæde var det ikke for brødrene frit at kunne komme sammen til stævner igen efter den anden verdenskrig! De første stævner efter krigen blev holdt i landets største byer — Oslo, Bergen og Trondheim — og de blev afviklet i løbet af september og oktober 1946. Alle talerne var fra Betel — deriblandt broder Anderson, som nu kunne holde foredrag på norsk. Der var i alt 3011 til stede ved det offentlige foredrag, og 52 blev døbt.

Det næste store stævne blev holdt i Oslo i dagene 20.-22. juni 1947. Broder Knorr og broder Henschel besøgte igen Norge og var stævnets hovedtalere. Det var det hidtil største stævne der var blevet holdt i Norge. Fyrre blev døbt, og 1446 overværede broder Knorrs offentlige foredrag „En stor Glæde for hele Folket“.

Et af de mest uforglemmelige stævner var det store landsstævne i Lillehammer fra 21. til 23. september 1951. Alle vidste at både broder Knorr og broder Henschel skulle komme, og brødrene strømmede til fra hele landet. Fra Vestlandet kom der elleve busser med stævnedeltagere, og fra Østfoldbyerne kom der også en række busser med forventningsfulde brødre. Over 100 vidner kom fra områderne nord for polarcirkelen. Nogle af dem kom fra verdens nordligste købstad, Hammerfest. Så det var virkelig et landsstævne. Logiafdelingen havde et stort arbejde med at skaffe husly til alle de tilrejsende i denne forholdsvis lille by, men alle  fik tag over hovedet. Vennerne glædede sig over de lærerige foredrag om ren tilbedelse som brødrene fra hovedkontoret og andre dygtige talere holdt. Fire små traktater, deriblandt en som hed „Hvad tror Jehovas vidner?“, blev udgivet ved stævnet. I det skønne efterårsvejr kom hele 2391 for at høre det offentlige foredrag „Er religion en løsning på verdenskrisen?“ Niogfirs blev døbt.

Internationale stævner

Nu kom den tid da Selskabet begyndte at arrangere store internationale stævner. Det som brødrene i Norge husker bedst, er vel det der blev holdt på Johanneshovs idrætsplads i Stockholm i august 1955. En del norske brødre havde ganske vist tidligere overværet internationale stævner i London og New York, men for de allerfleste var dette det første stævne i udlandet. Over 2000 nordmænd rejste til Stockholm med tog og andre transportmidler. Fra Oslo afgik der to særtog med 1600 brødre, og fra Trondheim og Narvik blev der indsat ekstravogne til stævnedeltagerne. Stævnet blev til stor velsignelse, og en særlig glæde for de norske stævnedeltagere var at bogen Hvad Har Religion Betydet for Folkene? blev frigivet på norsk. Hvor opmuntrende var det ikke for de norske venner at være sammen med brødre fra i alt 30 lande! Det gav dem en stærkere følelse af at de tilhørte et internationalt broderskab. Senere blev der holdt andre internationale stævner både i Sverige og i Danmark hvor brødrene i de nordiske lande kom sammen, opmuntrede hinanden og udvekslede erfaringer og oplevelser.

Det største af Jehovas Vidners internationale stævner blev imidlertid holdt på Yankee Stadium  og Polo Grounds i New York i 1958, hvor der var 253.922 til stede fra 123 lande. I alt 120 norske brødre og søstre fik mulighed for at overvære det. Der blev chartret et fly til at bringe dem over Atlanten. De fleste var med på denne fællesrejse, mens nogle rejste med skib. Selv om ikke alle var så gode til engelsk, fik de udbytte af programmet, for om formiddagen blev der holdt møder på forskellige sprog, også på norsk, som gav et sammendrag af det der var kommet frem dagen før. Det var især glædeligt for de norske stævnedeltagere at overvære afslutningshøjtideligheden for den 31. klasse fra Vagttårnets bibelskole Gilead, eftersom der var to norske gileaditter i denne klasse — Unn  Raunholm og Thor Samuelsen. De blev begge sendt ud som missionærer — Unn Raunholm til Ecuador, hvor hun stadig tjener, og Thor Samuelsen til Laos, hvor han tjente i tre år.

Selv om det kun var få fra Norge der kunne overvære det internationale stævne i New York, fik brødrene herhjemme også del i programmet, for det blev gentaget ved såkaldte „ekkostævner“ i Bodø og i Oslo, hvor brødre som havde overværet New York-stævnet, talte. I Oslo var der 3077 til stede ved det offentlige foredrag, og 113 blev døbt. Begge disse tal repræsenterede nye højdepunkter for Norge.

I årenes løb havde de norske brødre således været gæster ved store internationale stævner i andre lande. Men så var tiden inde til at vi for første gang skulle invitere udenlandske vidner til et stævne i Norge. Vi havde den glæde at arrangere et internationalt stævne i Oslo fra 17. til 20. juni 1965 med temaet „Sandhedens ord“. Roar Hagen, som da var afdelingstilsynsmand, fik lejet Ullevål stadion som stævneplads, og en stor mark uden for byen blev brugt som teltplads.

Aftenen før stævnet skulle begynde, var der fodboldkamp på Ullevål stadion mellem Norge og Jugoslavien med 30.000 tilskuere. Der kunne naturligvis ikke udføres noget forberedende arbejde inde på selve stadion før kampen var forbi. Men flittige vidner arbejdede hele natten for at gøre stadion i stand, og da morgenen kom, var der sket en stor forandring derinde. Tribunerne og banen var rengjort for alt det affald publikum havde efterladt sig, og ude på grønsværen var der rejst to platforme — én for det danske og én for det norske  program. En musikpavillon, et fadebur eller spisekammer og to sæterhytter i gammel norsk bondestil var også rejst. Aviserne var imponerede. En af dem skrev: „Mirakel i nat: Ullevål stadion forvandlet til idyl med fadebur og sneskærme. Utrolig indsats af Jehovas vidner.“

Af udenlandske brødre kom der 7000 fra Danmark og cirka 100 fra en række andre lande, deriblandt USA, Canada, Holland og Vesttyskland. For de udenlandske gæster blev der arrangeret specielle sightseeingture, og broder F. W. Franz fra Brooklyn Betel havde en interessant oplevelse på en sådan tur. Sammen med en gruppe andre vidner besøgte han Akershus fæstning ved Oslo havn. I slotskapellet var en kvindelig guide ved at fortælle om denne kirke da brødrene kom til. Hun pegede på fire hebraiske bogstaver der stod skrevet højt oppe over alteret, og sagde at ingen havde kunnet fortælle hende hvad de betød. En broder sagde da til guiden at der var en hebraiskkyndig i hans gruppe, og således fik broder Franz lejlighed til at holde en lille tale og forklare at disse fire hebraiske bogstaver stod for Guds navn, Jehova.

Et af stævnets højdepunkter var dåben fredag formiddag, da 199 symboliserede deres indvielse. Under broder Knorrs offentlige foredrag, „En verdensregering der hviler på Fredsfyrstens skulder“, var der 12.332 til stede. Det er det højeste antal der nogen sinde har overværet et stævne her i landet.

Bibelske hjælpemidler på norsk

Vi har tidligere nævnt at det var småt med nye publikationer på norsk lige efter krigen. I 1948 fik vi imidlertid den nye bog „Sandheden skal frigøre Jer“. Fra og med december 1949 blev det danske  blad Vaagn op! brugt i tjenesten på arbejdsmarken, men fra og med januar 1951 har vi haft dette værdifulde hjælpemiddel på vort eget sprog. Siden det år har vi ikke behøvet at benytte udenlandske publikationer i forkyndelsesarbejdet, mens vi dog har brugt et par danske bøger på den teokratiske skole.

Et af de hjælpemidler til bibelstudium der har fået en større plads i brødrenes hjerte end de fleste andre, er bogen „Gud Maa Være Sanddru“, der udkom på norsk i 1951. Ingen tidligere bog er blevet brugt i så stor udstrækning i bibelstudiearbejdet. Men så fik vi et nyt hjælpemiddel til bibelstudium i 1969. Det var bogen Sandheden der fører til evigt liv. Den blev et endnu bedre hjælpemiddel i bibelstudiearbejdet, og tusinder har lært sandheden at kende gennem den. Nu har vi fået endnu et nyt hjælpemiddel, Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Vi venter at den vil hjælpe lige så mange, om ikke flere, til at forstå Bibelens dyrebare sandheder. I sommeren 1983 fik vi så bogen Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud, som vi kan studere med dem der har gennemgået den nye ’Paradisbog’.

I denne forbindelse må vi også nævne den specielle bog Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse? (Udgivet på norsk i 1970) I september 1970, da vi havde vor første kampagne med den, spredte vi 31.727 bøger, flere end i hele tjenesteåret 1968. Forkynderne gjorde virkelig deres bedste, og mange forsøgte nye metoder. En del forkyndere stillede sig op på travle gadehjørner med en hel karton bøger eller med nogle bøger under armen. Mange forkyndere opsøgte skolerne og tilbød  eleverne bøger i frikvartererne. En elev kom til Selskabets kontor og bad om at få 20 bøger til sig selv og andre elever.

I de senere år har vi fået en række bøger i lommeformat på norsk, og det har været effektive hjælpemidler i tjenesten. Bøgerne Hvordan du får det bedste ud af din ungdom og Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv har været nyttige hjælpemidler både for Guds folk og for offentligheden.

„Også . . . for de andre byer“

Jesus Kristus var klar over at der også fandtes „andre byer“ hvor han måtte forkynde den gode nyhed. (Luk. 4:43) I Norge blev der i 1952 og 1953 gjort en særlig indsats for at den gode nyhed også kunne blive forkyndt i mindre byer og landdistrikter, hvor en stor del af befolkningen boede. Selskabet opfordrede brødrene til at gennemgå sådanne distrikter i sommermånederne, og mange fulgte opfordringen. I disse to år blev 60 procent af alt isoleret distrikt i landet gennemarbejdet. Hvad blev resultaterne? Mange interesserede blev fundet, og der blev spredt en mængde læsestof. Brødrene besøgte mange af disse interesserede igen eller skrev breve til dem, og på afdelingskontoret modtog man navnene på 6000 interesserede, som fik tilbud om mere åndelig hjælp. Som følge af disse kampagner flyttede en hel del forkyndere ud til steder hvor der ikke var nogen menighed. På denne måde blev der oprettet flere menigheder.

Fra 1951 til 1953 arbejdede to missionærer fra Gilead i Nordnorge, hvor der var et stort behov for forkyndere. De måtte foretage mange rejser med store strabadser. Især om vinteren måtte de bringe  store ofre i tjenesten. De havde fået rygsække, soveposer og pelse fra Selskabet som de kunne bruge når det blev rigtig koldt — ned mod 40 kuldegrader. Ofte brugte de ski i tjenesten. På en sådan skitur blev de overrasket af en snestorm; det blæste så de næsten ikke kunne holde sig oprejst. Sneen piskede dem i ansigtet så de blev næsten blindet, og når de skulle hvile, måtte de ustandselig slå kuskeslag for at holde varmen. Men de fik løn for deres møje da de omsider nåede frem til det lille fiskerleje Kiberg, som dengang havde cirka 350 indbyggere og blev kaldt „Lille Moskva“ fordi der var så mange kommunister dér. Brødrene indbød befolkningen til et foredrag, og over 90 interesserede mødte frem og fyldte lokalet. De oprettede flere studier på denne tur.

Arbejdet i isolerede distrikter fortsatte i de følgende år, men ikke i samme omfang. Midt i 1960erne blev der imidlertid på ny satset på at fremme forkyndelsen i isoleret distrikt. Der var stadig steder hvor budskabet knap nok var blevet forkyndt. Pionerer i grupper på to, fire eller flere flyttede til områder med en vis bebyggelse og forsøgte at oprette menigheder, og en hel del menighedsforkyndere flyttede til steder hvor der var større behov. Også mange danske brødre, både enkeltpersoner og familier, som ønskede at tjene sådanne steder, flyttede til Norge og har været til stor hjælp for de interesserede og for små menigheder. Selskabet opfordrede desuden alle brødre til at tage ud i isolerede distrikter i sommermånederne. Resultatet var at store dele af landet blev gennemarbejdet hvert år, og der blev oprettet mange bibelstudier. For at hjælpe forkynderne til  at lede sådanne studier pr. brev, udarbejdede afdelingskontoret i Oslo et lille hæfte med særlige spørgsmål til „Det er umuligt for Gud at lyve“ med tanke på brevstudier. Det allerbedste er imidlertid at interessen for arbejdet i isoleret distrikt er blevet holdt ved lige. Der flytter stadig forkyndere  ud til steder hvor behovet er større, eller de arbejder der i sommermånederne. I de senere år er derfor alt isoleret distrikt her i landet blevet gennemarbejdet i sommermånederne.

En stærk organisation

I den periode med organisationsmæssig fremgang og vækst der har været siden den anden verdenskrig, har visse brødre påtaget sig et stort ansvar her i Norge. Marvin F. Anderson var afdelingstilsynsmand fra 1946 til 1963. Siden 1964 har han været ansvarlig for trykkeriet ved afdelingskontoret. Roar A. Hagen var afdelingstilsynsmand fra 1963 til 1969, da han måtte sige fra på grund af familieforpligtelser. Thor R. Samuelsen efterfulgte ham og tjener nu som koordinator i afdelingskontorets udvalg, som fører tilsyn med forkyndelsesarbejdet her i landet.

Ved områdestævnet i 1971 blev det påpeget at de kristne menigheder på apostlenes tid blev ledet af et ældsteråd der blev assisteret af menighedstjenere. Denne bibelske ordning blev nu indført i Jehovas Vidners menigheder, og den har medført  store velsignelser i de år der er gået. I 1974 og 1975 fik alle udnævnte ældste i Norge lejlighed til at gennemgå Rigets tjenesteskole. Dette kursus og de kurser der senere er blevet holdt, har gjort dem endnu bedre kvalificerede til at ’være hyrder for hjorden’. — 1 Pet. 5:1-3.

I 1970erne havde vi stor fremgang. Et nyt træk ved arbejdet var uden tvivl medvirkende hertil. I 1973 blev de norske brødre indbudt til et internationalt stævne i København. Det blev dér bekendtgjort at der skulle indledes en omfattende kampagne med uddeling af traktaterne Rigets Nyheder. Den første af disse kampagner blev afviklet i en tidages periode fra og med 1. september samme år. Traktatuddeling var en let form for tjeneste, og dette førte til at mange flere tog del i tjenesten. Fra september 1972 til september 1973 havde vi en fremgang på 1119 forkyndere, eller 19,4 procent.

Mange blev interesseret i sandheden på grund af traktatkampagnerne. En mand der havde læst Rigets Nyheder nr. 16, ringede til det telefonnummer der stod opgivet på bagsiden. Der blev oprettet et bibelstudium med ham. Efter at studiet var blevet holdt tre gange holdt han op med at ryge, og efter seks gange meldte han sig ud af kirken. Han foretog også forandringer hvad angår hår, skæg og lignende. Både han og hans kone kom regelmæssigt til møderne. Han gjorde hurtige fremskridt og blev døbt cirka seks måneder efter at han første gang hørte om sandheden. Både han og hans kone blev nidkære forkyndere af Riget.

I løbet af de 30 år fra 1945 til 1975 steg tallet på Rigets forkyndere fra 689 til 7543. Det er en fremgang på omkring 1000 procent! I disse år steg  antallet af menigheder fra 40 til 197, og antallet af kredse fra fire til elleve. Efter 1975 gik forkyndertallet noget tilbage, men i de senere år har der igen været fremgang, og i 1984 var der et nyt højdepunkt — 7625 forkyndere. Brødrene forkynder trofast den gode nyhed for alle som vil høre.

Betelfamilien og afdelingskontoret

Efterhånden som forkyndelsen af den gode nyhed om Riget er blevet udvidet, er betelfamilien også vokset. Vi har ganske vist aldrig haft noget stort trykkeri som kræver en stor arbejdsstyrke. Den norske udgave af Vagttårnet og Vågn op! er siden 1956 blevet trykt på det svenske afdelingskontor, mens bøgerne siden 1969 er blevet trykt på afdelingskontoret i Vesttyskland. Men der er mange andre opgaver som må varetages på det norske afdelingskontor, deriblandt korrespondancen med menighederne, pionererne og de rejsende tilsynsmænd, fakturering og udsendelse af blade og bøger, regnskabsføring, planlægning af stævner og anden virksomhed. Mange brødre og søstre arbejder desuden med oversættelse af blade og bøger til norsk. Stofmængden er blevet forøget ved at bladene har fået 32 sider og ved at der hvert år er blevet udgivet flere nye bøger. Fra 1983 har vi også fået årbogen på norsk. Den øgede aktivitet på afdelingskontoret førte til at der blev pladsproblemer på det gamle betelhjem som vi havde haft i over 50 år i Inkognitogaten 28B i Oslo.

Da arbejdet blev forbudt under den anden verdenskrig, flyttede mange af betelfamiliens medlemmer ud af huset, og verdslige mennesker flyttede ind som lejere, og da virksomheden blev genoptaget  efter krigen, var der kun få lokaler som stod til vor disposition. Lejerne kunne ikke uden videre siges op, og de blev derfor boende i en række år. Dette var et problem, for vi havde ikke plads nok til alle de medarbejdere vi måtte have for at få arbejdet gjort. En tid måtte et par af de unge brødre bo i kælderen i et provisorisk indrettet værelse. Efterhånden som lejerne flyttede, blev situationen bedre, men betelfamilien voksede, og der var hele tiden mangel på plads. På anden sal drev en dame et pensionat, og eftersom det var hendes levebrød, kunne hun ikke siges op. Da broder Knorr var her i forbindelse med vort internationale stævne på Ullevål stadion i 1965, blev det bestemt at Selskabet skulle søge myndighederne om tilladelse til at bygge et nyt betelhjem og afdelingskontor på en grund i Grorud-dalen i Oslo som var en gave fra en broder. Tegninger blev udarbejdet, men grunden var endnu ikke byggemoden, og derfor blev projektet ikke til noget.

I 1970 kom der et vendepunkt. Damen som drev pensionatet på anden sal kom til det resultat at hun ikke længere havde økonomisk grundlag for at fortsætte med at drive det. Brødrene i Oslo blev opfordret til at lede efter en passende lejlighed til hende, men da dette ikke gav noget resultat i første omgang, svarede hun selv på en annonce i en avis. Senere fik hun at vide at hun var blevet udplukket på må og få blandt 700 ansøgere! Nogle brødre satte den nye lejlighed i stand for hende og hjalp hende med at flytte.

Lykkelige over at have fået hele huset til disposition gik vi nu i gang med at istandsætte og indrette andensalen, og vi foretog også en del andre  forandringer i vort udvidede betelhjem. I begyndelsen tænkte vi at vi nu havde plads nok, men på grund af den fremgang Rigets gerning har haft, blev der snart for trangt igen. Allerede i 1978 begyndte vi at tænke på at bygge et nyt betelhjem og afdelingskontor. Vore planer blev lagt frem for det styrende råd, og de blev godkendt. Ved et særligt møde der blev holdt i Folkets Hus i Oslo i 1979 offentliggjorde broder Franz det styrende råds beslutning, til glæde for vennerne i Oslo og omegn, som var samlet for at høre hans tale. For første gang i historien skulle vi her i landet bygge et afdelingskontor! Det skulle ikke kun være stort nok til at dække behovet i øjeblikket, men der skulle også være plads til yderligere udvidelser.

Dette ville kræve en ganske stor grund, og byggemodne grunde er ikke lette at opdrive i Oslo. Desuden er grundpriserne skyhøje. Vi begyndte derfor at undersøge muligheden for at finde en grund uden for Oslo — i byer og tættere befolkede områder i Østfold og Vestfold. Efter at henved 80 forskellige grunde og ejendomme var undersøgt, uden at nogen havde vist sig velegnet eller tilgængelig, fik vi pludselig et tilbud om en meget velegnet grund i Ytre Enebakk i Akershus. Den var på omkring 25.000 kvadratmeter og lå cirka 30 kilometer fra Oslo centrum. Grunden havde en meget smuk beliggenhed med udsigt over Vågvann og med Østmarka som nærmeste nabo på den ene side og et moderne villakvarter på den anden side. Og det bedste af alt: Grunden var byggemoden — vi kunne lige gå i gang!

Men en byggemoden grund af denne størrelse som ligger ud til anlagt vej og har tilslutningsmulighed  til elektricitet, vand og kloak, er en formue værd. Vi måtte skaffe to millioner kroner til veje og det måtte ske på kort tid, for ifølge aftalen med kommunen skulle kontrakten underskrives og grunden betales inden den 1. februar 1981. Ville vi klare det? Den 30. december 1980 sendte Selskabet et brev ud til alle menighederne og orienterede dem om grunden og hvad den kostede. Brødrene blev bedt om at støtte projektet økonomisk. Og i januar 1981, da kontrakten om overdragelse af grunden skulle underskrives, var der indkommet 2,8 millioner kroner i form af bidrag og lån!

Nu måtte alle kræfter sættes ind på at få projektet gennemført. På grund af prisstigningerne ville enhver forsinkelse blot fordyre byggeriet. Arkitekterne Lennart og Curt Thunberg, begge Jehovas vidner, som netop havde tegnet det nye afdelingskontor i Sverige, udarbejdede i løbet af nogle få måneder tegninger til et praktisk og smukt betelhjem. Tegningerne blev afleveret til den tekniske forvaltning i Enebakk kommune, og i løbet af ti dage blev de behandlet og godkendt! Samtidig blev der indkøbt udstyr og entreprenørmaskiner, og frivillige arbejdere meldte sig, så det forberedende arbejde kunne sættes i gang. En broder som ejede en stor skov i Vestfold havde tidligere givet Selskabet lov til at hugge alt det tømmer der var brug for, og nogle brødre var allerede i gang med dette arbejde. Der blev i alt hugget over 1100 kubikmeter tømmer. På den nye grund blev der så opstillet et savværk, og en broder som var en erfaren savmester, begyndte at save tømmeret ud. Alt træ til byggeriet blev på denne måde skaffet til veje for en brøkdel af det det ville have kostet at købe det.

 Eftersom der i hele byggeperioden skulle være en fast stab på 80-90 mand ved byggeriet, måtte der skaffes passende logi til dem på grunden. En barak på cirka 700 kvadratmeter som var blevet brugt under opførelsen af afdelingskontoret i Sverige, blev flyttet til grunden i Ytre Enebakk. Den indeholdt 18 soverum med tilsammen 34 senge, foruden køkken, spisesal med plads til 100 personer, vaskeri, omklædningsrum og et opholdsrum. Desuden blev der opstillet skurvogne med soveplads til i alt 85 personer. På den måde blev logispørgsmålet løst. Hele anlægget kunne drives på samme måde som et betelhjem.

Da det forberedende arbejde var udført, kunne man tage fat på udgravningen af grunden og sprængningsarbejdet, og i løbet af vinteren blev cirka 4000 kubikmeter fjeld sprængt ud. Så gik det slag i slag. I løbet af 1982 blev varmecentralen, bilværkstedet og de store hovedbygninger støbt og forblændet, og før sneen kom i vinteren 1982, var tagstenene kommet på plads!

Det var overvældende at se hvordan vennerne støttede dette projekt. Brødre fra alle erhvervsgrupper meldte sig. Ingeniører, ingeniørarkitekter, rørlæggere, elektrikere, murere, snedkere, malere og ventilationsarbejdere stillede deres fagkundskab og evner til rådighed. En broder opsagde sin stilling i det entreprenørfirma hvor han arbejdede, for at kunne lede byggeriet og stå som den ansvarlige over for myndighederne. En anden, som er byggeteknisk ingeniør, opsagde også sin stilling og påtog sig ansvaret for projekteringsarbejdet. En autoriseret VVS-installatør påtog sig at stå for VVS-arbejdet. En kredstilsynsmand som er autoriseret  elinstallatør fik ansvaret for de elektriske installationer, en ventilationsingeniør stod for ventilationsanlægget, et ægtepar som er indendørsarkitekter, tog sig af interiøret, og en broder som er landskabsarkitekt, planlagde haveanlægget omkring byggeriet. En broder i Trondheim som har en vindues- og dørfabrik, stillede sine lokaler til rådighed i weekenderne, og dér lavede brødrene så vinduer og verandadøre. Materialerne kom fra en skov som Selskabet havde arvet efter broder Øiseth. Fyrretræ blev også sendt til Arboga i Sverige, hvor nogle brødre som er maskinsnedkere, fremstillede døre til byggeriet på det fine snedkeri dér. Og sådan kunne man blive ved med at opregne brødre som stillede sig til rådighed.

Ikke alle kunne arbejde på byggepladsen, men mange støttede projektet på andre måder. En menighed dyrkede kartofler til byggearbejderne. En anden menighed bagte brød til arbejdsstyrken. En broder anskaffede sig nogle høns for at kunne producere æg til arbejderne. Andre sendte grøntsager, frugt, bær og fisk til byggepladsen. Der blev også sendt tøj og andet udstyr til arbejderne. På den måde blev udgifterne holdt nede på et minimum.

Efterhånden som opførelsen af bygningerne skred frem, måtte der dog udbetales store summer for bygningsmaterialer og udstyr. Men takket være brødrenes gavmildhed, fortsatte bidragene og lånene med at strømme ind, så byggeriet kunne færdiggøres. I dag står der derfor et nyt, moderne betelhjem og afdelingskontor i Ytre Enebakk.

Ifølge planen skulle betelfamilien flytte ind i de  nye bygninger i foråret 1984. Men da et firma var interesseret i at købe den gamle bygning i Inkognitogaten og tilbød at betale en meget god pris for den under forudsætning af at det kunne overtage ejendommen inden den 1. november 1983, blev det besluttet at betelfamilien skulle flytte til Ytre Enebakk allerede i oktober. Da stod den lange norske vinter for døren, og meget var endnu ikke færdigt i de nye bygninger. Dette afskrækkede imidlertid ikke betelfamilien, og et par skønne efterårsdage flyttede den — med god hjælp af brødre fra Oslomenighederne — til sit nye hjem i Ytre Enebakk. Her fortsatte den sit arbejde til akkompagnement af gjaldende hammerslag, hvinende save, brummende boremaskiner og byggearbejdernes glade latter og muntre tilråb. Det var en stor oplevelse for betelfamilien at følge det afsluttende byggearbejde på nært hold, og vinteren føltes slet ikke så lang. Da det blev oplyst at indvielsen skulle finde sted den 19. maj 1984, satte de nidkære byggearbejdere tempoet yderligere op for at få alt det planlagte arbejde færdigt i tide, og de sidste uger fik de god støtte af betelfamilien, der hjalp til om aftenen og i weekenderne.

Da bygningerne stod færdige, havde over 2000 frivillige deltaget i arbejdet, deriblandt mange fra Danmark og Sverige, hvor man for nylig havde afsluttet sine byggeprojekter. Bygningskomplekset vil blive et ypperligt redskab i den fortsatte forkyndelse af den gode nyhed i Norge. Der er boliger til 54 personer, kontorer, lydstudie, trykkeri, lager, køkken, grøntsagskælder, spisesal, bibliotek, fælles opholdsrum, motionsrum, værksteder og rigssal. Det er blevet et smukt og formålstjenligt  byggeri — et godt sted at bo og en ypperlig arbejdsplads, hvor der kan blive udført administrativt og praktisk arbejde til gavn for Jehovas vidner og velvillige mennesker her i landet. Alle følte derfor stor glæde over at det nu kunne indvies til Jehova.

Indvielsen, som alle havde set frem til med stor forventning, blev en uforglemmelig dag. Broder Milton G. Henschel fra det styrende råd var til stede, og i sin indvielsestale understregede han at det gode samarbejde var et resultat af Jehovas ånd, og at et fortsat nært samarbejde var nødvendigt for at forkyndelsen af den gode nyhed kunne fuldføres. Til indvielsen kom der også repræsentanter fra afdelingskontorerne i Danmark, Finland, Holland, Sverige, Tyskland og Østrig. Alle Selskabets rejsende tilsynsmænd i Norge og en del ældre venner med mange år bag sig i Jehovas tjeneste, var også indbudt. De følte alle stor glæde og dyb taknemmelighed over at se de nye bygninger, som udgør et bevis for at Jehovas organisation er i stadig vækst, og alle var enige om at et nyt og betydningsfuldt kapitel i Jehovas Vidners historie i Norge nu var afsluttet.

Fremad i Jehovas gerning

Den gode nyhed om Riget bliver nu forkyndt overalt i Norge. Den er nået ud til de fjerneste øer langs kysten og ind i de lange fjorde, de dybe dale og de store skove. Vi har oplevet skiftende tider med fremgang og vanskeligheder i vore bestræbelser for at forkynde den gode nyhed om Riget. Fremgangen har styrket os, og vanskelighederne har haft en rensende virkning. Ja, vi er blevet rigt velsignet af Jehova i de over 90 år der er gået siden  Knud P. Hammer kom til Norge med den gode nyhed i 1892.

Forkyndelsesarbejdet har ikke mødt større modstand fra politisk eller religiøs side, bortset fra krigsårene 1941-1945. I det store og hele ser det ud til at nordmændene respekterer andres synspunkter og ikke så let lader sig opildne af politiske eller religiøse fanatikere. Det er desuden klart for alle at de religiøse samfunds indflydelse er ved at svækkes, især blandt den yngre generation, som tager afstand fra meget af det urette der er blevet gjort i religionens navn.

Siden den anden verdenskrig er levestandarden blevet betydeligt højere i Norge. Materialismen har et stærkt greb om folk, og de kristne må være på vagt for at undgå denne snare. Kriminalitet og stofmisbrug øges faretruende, og moralen er dalende. Men Guds folk vandrer på „Jehovas stier“ og erfarer hans loyale hengivenhed. (Sl. 25:10) Jehovas vidner i Norge glæder sig over at være en aktiv, forenet og stadig voksende gruppe af sande tilbedere. Det er vor bøn at Jehova Gud fortsat vil finde os værdige til at fuldføre hans store gerning her i Norge, „landet mod nord“.

[Diagram på side 243]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Væksten i forkyndertallet

8 *

7

6

5

4

3

2

1

0

1900

1920

1940

1960

1975

1984

[Fodnote]

[Illustration på side 164]

Skien menighed — den første i Norge. Nummer 2 og 3 fra venstre i anden række er Ingebret og Berthe Andersen

[Illustration på side 168]

Theodor Simonsen — en rejsende foredragsholder som talte i Norge, Sverige og Danmark

[Illustration på side 171]

En af de første kolportører, Andreas Øiseth, som senere arbejdede på afdelingskontoret i Oslo

[Illustration på side 174]

Hulda Andersen (til venstre) og Anna Andersen tjente som kolportører og rejste langs kysten helt op til Kirkenes

[Illustration på side 182]

Enok Öman ledede arbejdet på afdelingskontoret fra 1921 til 1945

[Illustration på side 186]

William Dey på det nordeuropæiske kontor førte fra 1925 tilsyn med arbejdet i de nordiske og de baltiske lande

[Illustration på side 188]

Personalet på afdelingskontoret i Inkognitogaten 28B i slutningen af 1920rne. Fra venstre: Ottilie Mydland (som endnu er på Betel), Thordis Hassel, Enok Öman, Andreas Øiseth og Johan Sakshammer

[Illustration på side 194]

Denne gruppe fra Skien brugte en lastbil når den skulle ud at forkynde i landdistriktet

[Illustration på side 199]

Andreas Hope med grammofon og bogtaske

[Illustration på side 203]

Båden „Ruth“ blev brugt af pionerer langs kysten. Om bord ser vi her fra venstre: Andreas Hope og Kristian og Annie Bäckström

[Illustration på side 206]

Andreas Kvinge (til venstre) besøger en familie i Nordnorge som zonetjener sammen med sin kone og en pioner, Andreas Hope (til højre)

 [Illustration på side 216]

Et hemmeligt stævne der blev holdt i nærheden af Ski under den anden verdenskrig

[Illustration på side 225]

Marvin F. Anderson, som var afdelingstilsynsmand fra 1946 til 1963

[Illustration på side 236]

Det internationale stævne på Ullevål stadion i juni 1965, hvor 12.332 var til stede

[Illustrationer på side 242]

Roar Hagen, som var afdelingstilsynsmand fra 1963 til 1969

Thor Samuelsen, som nu er koordinator på afdelingskontoret

 [Illustration på side 245]

Denne bygning i Oslo tjente som afdelingskontor og betelhjem i over 50 år

 [Illustration på side 247]

Betelfamilien i 1983

 [Illustration på side 251]

Model af det nye afdelingskontor i Ytre Enebakk