Bolivia

BOLIVIA er et land midt i Sydamerika med en betagende naturskønhed. Mod vest rejser Andesbjergenes tinder sig til en højde af 7000 meter. Titicacasøen, der ligger 3800 meter over havet, er den højestliggende sejlbare sø i verden. Mod øst falder bjerglandet med sine kløfter og dale ned mod lavlandets sletter og skove.

Mellem Andesbjergenes to kæder ligger en udstrakt højslette, Altiplano, i en gennemsnitshøjde af 3800 meter. Dette højland er koldt og klippefyldt med kun sparsom vegetation, men trods det ugæstfri indtryk det giver, er det alligevel her de værdige lamaer og alpakaer, de vældige kondorer og mange mennesker holder til, ja ikke mindre end to tredjedele af landets 6.400.000 indbyggere har hjemme her. Resten bor i dalene og i det varme, fugtige lavland mod nord og øst.

 Jagten på magt og rigdom

Omkring midten af det 15. århundrede trængte inkahære ind i det bolivianske højland og påtvang befolkningen en ny kultur. I det følgende århundrede tog spanierne herredømmet fra inkaerne. De spanske conquistadorer søgte rigdom, og i Bolivia fandt de fabelagtig rige forekomster af sølv og guld. De indfødte blev gjort til tvangsarbejdere, og der blev indført slaver fra Afrika til at udvinde det sølv man havde fundet ved Potosí. I midten af det 17. århundrede var Potosí blevet de amerikanske kontinenters største by med mere end 150.000 indbyggere.

Spanierne bragte den romersk-katolske tro med sig. Den blev påtvunget mange med magt og brugt til at holde folket nede. Dog tillod den nye religion mange af inkaernes tidligere religiøse skikke og anskuelser og optog dem i sig, såsom sol- og månedyrkelsen og tilbedelsen af „moder jord“, kaldet Pacha Mama.

I begyndelsen af det 19. århundrede gjorde frihedskampe Bolivia uafhængigt af fremmed herredømme. Simón Bolívar blev udråbt som „befrier“, og landet fik navn efter ham. Siden da har styret skiftet hænder mange gange.

Denne baggrund havde meget at gøre med den måde bolivianerne reagerede på da den gode nyhed om Guds rige nåede frem til dem.

Bibelens sandheder kommer til Bolivia

Før 1945 havde pionerforkyndere fra Jehovas Vidner virket i Bolivia i en vis udstrækning. Men det var først fra oktober 1945 at forkyndelsen af Riget blev  lagt i faste rammer og begyndte at have fremgang. Det var nemlig i den måned at Edward Michalec og Harold Morris fra Vagttårnets bibelskole Gileads tredje klasse steg ud af et lille tomotorers fly der lige var ankommet til verdens højestbeliggende civile lufthavn cirka 4100 meter over havet. Solen forekom dem usædvanlig klar og himmelen mørkeblå. De mærkede straks virkningen af den tynde, friske luft. Det kneb med at få ilt nok.

Da den lille bus de kørte i, forlod lufthavnen, overvældedes de af et betagende syn af La Paz i den brede dal godt 450 meter under dem. Det så ud som om byen var oversået med sølvpailletter — i virkeligheden tusinder af bliktage der glimtede i solen. Byen bestod af en labyrint af smalle gader og krogede gyder med grupper af kæmpemæssige eukalyptustræer spredt ind imellem. Dette var deres missionærdistrikt.

Undervejs ned ad den smalle, snoede vej der førte til byen, passerede de andre busser belæsset til bristepunktet og med folk hængende ud af både for- og bagdøre. Da de begyndte at tage menneskene nærmere i øjesyn så de overalt bronzefarvet hud, mørke øjne og kulsort hår. Mændene var klædt i slidte habitter eller sweaters og gik med spidse uldhuer med øreklapper. Kvinderne pyntede sig med karakteristiske bowlerhatte, strikkede sjaler og omfangsrige nederdele i flere lag. Nogle af dem bar et spædbarn som i en vugge på ryggen i et stribet, farvestrålende tæppe der var bundet om skuldrene. På markedspladserne kunne man se en cholita (indfødt kvinde fra La Paz i hendes særprægede dragt) sidde på en taburet midt i et bjerg af frugt og grøntsager.  I bykernen veg de små hytter af soltørrede mursten for store huse i kolonistil og moderne hoteller. Som en storslået baggrund for det hele lå langt borte det vældige, sneklædte Illimanibjerg.

De kom med en kostbar gave

De nyankomne var ikke rejst til Bolivia som turister på sightseeing. De kom heller ikke som fortidens grådige eventyrere og erobrere. I stedet for at røve hvad de kunne, kom de med en gave til Bolivia, en skat af langt større værdi end sølv og guld — Guds ords sandhed. — Ordsp. 8:10, 11.

De første dage efter deres ankomst søgte de om opholdstilladelse og ledte efter et sted at bo. At gå op og ned ad byens stejle gader i en højde af 3700 meter var ikke let i begyndelsen. De fik åndenød, og hjertet hamrede som et tærskeværk i brystet på dem, alt imens de havde besvær med at gøre sig forståelige på deres gebrokne spansk. De kunne umuligt forudse alt hvad der ventede dem.

Hele 85 procent af den voksne befolkning kunne ikke læse. To af sprogene, aymará og quechua, fandtes ikke i skriftlig form. Tusinder talte ikke spansk, selv om de var ved at lære det. Udlændinge blev betragtet med dyb mistillid. Rejser var farlige. Fattigdom tvang mange til at arbejde 12 til 14 timer om dagen. Alkoholisme og misbrug af kokablade (kokabusken dyrkes lovligt i landet) havde undergravet manges moral. Papirløst samliv var almindeligt. Den overvejende katolske befolkning var gennemsyret af hedensk mysticisme. Og alligevel blev med Jehovas ånds og hans organisations hjælp hver af disse hindringer overvundet med tiden.

 Bibelundervisning modtages med værdsættelse

Udstyret med en grammofon hvorpå de afspillede bibelforedrag på spansk, og med en taske med bøger og blade, begyndte missionærerne at forkynde i deres nye distrikt. Det var anstrengende at gå op ad de stejle gader i den tynde luft, men de fleste lyttede til budskabet fra grammofonen. Mange tog imod bøger og blade. Det var ikke usædvanligt at høre selv ivrige katolikker siger: „Jeg er katolik, men jeg bryder mig ikke om de katolske præster.“ Efter blot to måneder ledede missionærerne 41 hjemmebibelstudier.

En af de første til at tage imod sandheden i Bolivia var en mild og venlig bogholder ved navn Carlos Arraya. Hans navn stod på en liste over abonnenter på Vagttårnet som missionærerne havde fået før deres afrejse. Han studerede taknemmeligt Bibelen med missionærerne til trods for deres mangelfulde spansk. Han voksede langsomt men sikkert i åndelig henseende og blev døbt i november 1953 som symbol på sin indvielse til Jehova Gud. Som tilsynsmand for menigheden gjorde han derefter meget for at styrke sine trosfæller i La Paz. Skønt han nu ser dårligt og alderen har meldt sig i de senere år, er hans kærlighed til Jehova stadig usvækket.

Tillid til Jehova under voldelige uroligheder

Syv måneder efter at de første missionærer var ankommet, fulgte endnu fire efter. Det var Alden Seeyle og hans kone, Mary, hendes søster Betty Jackson, og Elizabeth Hollins.

Den anden verdenskrig var ophørt for blot et år siden, og der var politisk uro i Bolivia. Frygt for at nazismen  skulle forplante sig til Sydamerika samt politisk rivalisering førte til eksplosive demonstrationer i gaderne og til mord. Landets præsident blev dræbt og liget hængt op i en lygtepæl foran præsidentpaladset.

Broder Michalec mindes at det ikke var usædvanligt at se blodpøle på fortovet. „En dag,“ fortæller han, „så jeg en tank køre ind på græsplænen foran et stort hus, indstille kanonen og fyre den af så granaten gik midt igennem huset! Der var nok nogen i det hus som ikke var særlig afholdt.“ Elizabeth Hollins, der senere blev gift med Ed Michalec, husker  følgende: „Somme tider kunne man ikke engang gå ud af huset. Da jeg i september kørte med bus over det store torv, så jeg tre unge mænd hængt på nogle stænger. Jeg havde ikke set sådan noget før og gav et lille skrig fra mig. En kone sagde til mig: ’Hvis du ikke kan lide at se det, så vend hovedet den anden vej.’“ Sådanne tildragelser gjorde det klart for brødrene at de måtte sætte hele deres lid til Jehova som deres beskytter i disse farlige tider. — 2 Krøn. 16:9.

Midt under omvæltningerne slog sandhedens ord rod i ydmyge hjerter. Følgelig oprettede Watch Tower Bible and Tract Society et afdelingskontor i La Paz til at varetage Rigets interesser i Bolivia. Den lejlighed der blev lejet til kontoret var også missionærhjem, og da den første menighed blev oprettet i Bolivia nogle få måneder senere, blev der tillige afholdt møder i den. Det var en beskeden begyndelse.

Frygtindgydende rejse til Yungas

På den tid planlagde brødrene Michalec og Morris en rejse til Yungas, som de skovbevoksede egne med mange landsbyer i de lavereliggende dalstrøg nord for La Paz kaldes. De ville gerne have forkyndelsen af Riget i gang i den del af landet. Da de klatrede op på ladet af en lastbil sammen med andre passagerer havde de ingen anelse om hvilken forfærdelig rejse der forestod dem.

Efter at være steget til cirka 4600 meters højde begyndte vognen en hurtig, kurverig nedtur ad en vej med en foruroligende hældning. Den var hugget ud af den stejle bjergside og forekom én at være for smal til vognen. Der var intet autoværn, og mange  steder var der et næsten frit fald på 300 meter eller mere fra vejen og ned. Broder Michalec beskriver turen på denne måde: „Chaufføren racede af sted ned mod et hårnålesving. Næsten uden at sætte farten ned rev han i rattet som en gal og klarede med nød og næppe den skarpe kurve uden at vide om vi ville møde en modgående vogn!“ Brødrene turde slet ikke tænke på hvad der i så fald ville ske.

Et sted hvor det gik stærkt nedad huggede chaufføren pludselig bremserne i for at undgå et sammenstød med en vældig kondor med et vingefang der strakte sig over hele vejbredden. Nogle steder var bjergvæggen så lodret at vejen var hugget ind i den, så den løb som i en tunnel med den ene side åben. Når vognen kørte igennem den måtte passagererne dukke hovedet for at undgå klippefremspring. Og når de kørte direkte igennem et vandfald fik passagererne på ladet et styrtebad.

Efter at have prøvet en sådan rejse i Andesbjergene forstod brødrene at når der engang var oprettet menigheder i Yungas, ville det kræve rejsende tilsynsmænd der var besjælede af en usædvanlig kærlighed til brødrene og hvem deres velfærd lå stærkt på sinde.

Da brødrene havde nået deres bestemmelsessted afsatte de et stort antal bøger og blade til venlige mennesker og såede mange sædekorn i form af bibelske sandheder. I årenes løb skulle disse sædekorn spire og bidrage til at der fremstod blomstrende menigheder.

Rejser til andre store byer

Kort tid efter at broder Michalec var vendt tilbage til La Paz var han på vej til Cochabamba, den næststørste  by. Denne gang rejste han alene og kom til at køre med en lastbil fyldt med appelsiner. Han krøb forsigtigt op på den presenning der var lagt over lasten og fordelte sin 1,80 meter store krop så jævnt som muligt for ikke at mase appelsinerne. Vognen kørte sydpå ad en støvet og ujævn vej. Efter at have snoet sig ned gennem bjergene hele natten nåede de den skønne dal med tempereret klima hvor Cochabamba ligger. Byen var, med sine palmer og moderne huse, en meget behagelig modsætning til den golde Altiplano.

Det moderate klima havde åbenbart trukket mange katolske præster og nonner til Cochabamba, hvor de førte et strengt regimente. En hel del af de mennesker broder Michalec opsøgte var tvivlende, men han mærkede Jehovas ledelse. Han besøgte en pensioneret oberst der læste vore publikationer og  lod til at være begejstret for sandheden. Næste dag cyklede de begge af sted for at besøge forskellige mennesker som obersten havde talt med om Bibelen. En af dem var skolelæreren Carlos Saavedra, og han viste virkelig interesse og modtog bøger og blade til sig og sin familie.

En uge senere rejste broder Michalec med et gammelt tog videre til Oruro, som dengang var den tredjestørste by. Det var en vindblæst, råkold by på Altiplano, et jernbaneknudepunkt for de omliggende minedistrikter. Omgivelserne var ganske vist triste, men befolkningen var generelt set ydmyg og venlig. Dengang vidste broder Michalec kun meget lidt om de djævelske skikke der holdt mange af disse ydmyge mennesker i trældom.

Blandt dem som broder Michalec besøgte første gang han var i Oruro var en tinminearbejder ved navn Raimundo Vásquez, som senere kom til at tjene som tilsynsmand for menigheden i mange år. Da han vendte tilbage senere samme år påbegyndtes et bibelstudium med en ung dame der hed Sofia Reynaga (nu Flores). Hun begyndte hurtigt at tale med andre om Bibelens sandheder og blev snart døbt. Det var en ringe begyndelse, men i 1947 blev der oprettet en menighed i Oruro, og i januar 1948 blev der oprettet en i Cochabamba.

Det var forskelligt hvor hurtigt de enkelte interesserede gjorde fremskridt. Sofia Reynaga giftede sig med en mand som ikke var i sandheden, hvorefter hun blev uvirksom i næsten ti år. Så begyndte et andet vidne at studere Bibelen med hende. Hun blev hjulpet til at få sandheden dybt ned i hjertet, og nu har hun været aktiv forkynder af Riget i 20 år og er til stor opmuntring for de nye i menigheden. I Cochabamba  havde den pensionerede oberst hjulpet andre, men han blev ikke selv døbt før sidst i 1970erne. Carlos Saavedra og hans kone begyndte derimod snart i forkyndelsesarbejdet. Deres hjem blev brugt som rigssal, og broder Saavedra var menighedens tilsynsmand. De fleste af hans børn blev Vidner, og hele familier i anden og tredje generation husker endnu deres første bibelstudium med Carlos. Han døde i 1983 efter 36 års trofast tjeneste.

Løst af et djævelsk greb

I århundreder — endnu før de katolske præsters ankomst — har minearbejdere her i Bolivia troet at minerne beherskes af en underjordisk hersker som de kalder el tío (bogstaveligt: onkelen). Da den katolske kirke ikke var i stand til at udrydde denne tro, absorberede den troen og sørgede endog for at den trivedes. Den gjorde nu el tío til Djævelen, og minearbejderne lærte at bede til „Jomfruen“ om beskyttelse. Forholdene i minerne kunne kun fremme en sådan overtro.

Selv om indgangen til mineskakten måske er oversået med istapper, kan der være en temperatur på helt op til 50 grader i minens fugtige huler. Arbejderne må slide med tungt værktøj i ubehageligt fugtige hulrum der er iltfattige og fulde af støv og giftige gasarter. Deres misfarvede, mørkegrønne mund tilkendegiver at de er forfaldne til brugen af kokablade, som de tygger for at dulme sultens nagende smerter og for at få fornemmelsen af at have flere kræfter. Sådanne lidelser i forening med deres hedenske forestilling om helvedes ild bereder vejen for ærefrygt for Djævelen.

Ved indgangen til næsten alle miner findes en niche med et billede af el tío. Dette afgudsbillede,  der er komplet med horn og hale, overøses med offergaver i form af spiritus, cigaretter og kokablade. Minearbejderne håber at det vil bevæge Djævelen til at beskytte dem mod døden i dybet.

Før og under den årlige fest med djævledansen gives store summer ud til kunstfærdigt fremstillede kostumer og til kokablade og spiritus — ofte af dem som har mindst råd. Gaderne er fulde af djævledansere, og ritualets højdepunkt nås i den katolske kirke for minearbejderne. Her hylder de „Jomfruen“ idet de messende synger: „Vi, alle dine sønner af Djævelen, kommer fra helvede for at bede om din velsignelse, du mineskaktens morlille.“ Den katolske præst læser så en messe for disse ’Djævelens sønner’. I de dage festen står på, hersker der kaos. Skarer af berusede mænd og kvinder, tildækket af mudder, konfetti og mel, overdænger hinanden med vand, synger med falske stemmer og kommer i slagsmål. Det er, som apostelen Peter skrev, en „udsvævelsernes sump“. — 1 Pet. 4:4.

Da Jehovas vidner forkyndte i Oruro og minedistrikterne fandt de mange retskafne mennesker som afskyede overtroen og de gudløse skikke den førte med sig. De glædede sig over at erfare at det er Guds hensigt at gøre hele jorden til et paradis hvori der skal råde retfærdighed og at Guds ord siger: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar [eller Satan]?“ (2 Kor. 6:14, 15) Det har været en kamp for mange at frigøre sig for en dybt forankret overtro og for koka-, tobaks- og alkoholmisbrug. Men når de først er blevet hjulpet til åndelig frihed  har de sagt som salmisten: „[Jehova] hverken ringeagtede eller væmmedes ved den nødstedtes nød; og han skjulte ikke sit ansigt for ham, og når han råbte til ham om hjælp, hørte han det.“ — Sl. 22:24.

Frimodig forkyndelse for alle og enhver

I 1949 var der tretten nidkære forkyndere i Oruro, deriblandt en høj og kraftig libaneser som hed Seleme Wakin. Han forkyndte frimodigt for forretningsforbindelser, kunderne i sin manufakturforretning og alle andre som ville høre. En dag kom han i sin forretning i en behagelig samtale med en katolsk præst. Broder Seleme spurgte: „Hr. præst [det var hans måde at tiltale præsten på], hvordan kan det være at kirken bruger billeder, når den katolske Bibel selv forbyder det?“ Præsten svarede: „Åh, det er kun de uvidende folk ude i bjergene som hverken kan læse eller skrive der tilbeder dem. Dannede, intelligente mennesker tilbeder dem ikke. De har dem blot som en påmindelse om at tilbede Gud.“ Netop da trådte en velklædt dame af det gode selskab ind. Broder Seleme vendte sig til hende og spurgte: „Hvordan ser De på Deres religiøse billeder? Har De dem blot for at huske på Gud, eller for at tilbede dem?“ Med en fejende gestus svarede hun eftertrykkeligt: „Jeg tilbeder dem!“

Broder Seleme solgte sin forretning og flyttede til La Paz for at kunne virke i heltidstjenesten som pioner. Engang pakkede han en hel kuffert med bøger og begav sig til kasernen, hvor han afsatte mange til soldaterne, som indbød ham til at spise sammen med dem. De indbød også en katolsk præst. Det varede ikke længe før soldaterne fik et livligt  ordskifte i gang mellem de to. At de ikke var lige fortrolige med deres bibel blev snart åbenbart, og måltidet endte med at soldaterne klappede ad broder Seleme.

Broder Seleme forkyndte også for højere embedsmænd og afsatte bibelsk læsestof til dem. Det lykkedes ham endog at få audiens hos Bolivias præsident og at aflægge et frimodigt vidnesbyrd for ham. Det blev påhørt med velvilje.

Første besøg af Selskabets præsident

I marts 1949 besøgte den daværende præsident for Vagttårnets selskab, N. H. Knorr, og hans sekretær, M. G. Henschel, Bolivia for første gang. I den anledning blev der afholdt et stævne i La Paz. Hovedforedraget indledtes med nogle bemærkninger af broder Knorr, og derefter blev resten holdt af broder Michalec. Der var 56 til stede ved mødets afslutning. Nogle få stykker ankom endog en halv time efter at alle andre var gået hjem! Her havde de besøgende selv lejlighed til at konstatere hvad der forstås ved hora boliviana (boliviansk tid), et udtryk der bruges når man spøgefuldt omtaler den bolivianske vane altid at komme for sent. Men til trods for denne vane begynder Jehovas Vidner her deres møder til tiden, ligesom deres kristne brødre gør i andre dele af verden.

Efter stævnet blev der givet megen god og kærlig vejledning i hvordan arbejdet for Riget i Bolivia kunne organiseres og have fremgang. Der ville blive sendt flere missionærer, og det blev anbefalet at flytte afdelingskontoret og rigssalen til et mere centralt sted. Da det skete, begyndte mødedeltagelsen  at stige meget, og de grupper der tog del i tjenesten voksede til 20 eller flere forkyndere i hver. Nu vendte vi vor opmærksomhed mod den by som dengang var landets fjerdestørste.

Fokus på Santa Cruz

Santa Cruz de la Sierra i det østlige lavland var næsten isoleret fra resten af landet. Over land kunne man kun komme til byen ad en jordvej, og i regntiden kunne rejsen fra Cochabamba vare en måned. Da der kom flere missionærer til Bolivia blev nogle af dem, deriblandt John og Esther Hansler, sendt til Santa Cruz.

Her i det subtropiske lavland voksede totai-palmer, melontræer, citrus og de mærkeligt udseende toborochi-træer med deres tykmavede stammer (også kaldet palo borracho, der betyder „fordrukken pæl“). Gaderne var floder af sand og mudder. En konstant vind blæste sand i ansigtet på én og på ens mad. Men befolkningen var højst interessant.

Mens folk oppe på Altiplano sædvanligvis var reserverede,  alvorlige og en smule mistroiske over for fremmede, var befolkningen i Santa Cruz mere jovial, sorgløs og udadvendt. Selv deres larmende musik var meget anderledes end de mere melankolske toner man hørte i bjergene. Mangen en nattesøvn gik tabt fordi et hornorkester spillede til en fest der varede hele natten.

Når missionærerne forkyndte fra dør til dør, bød folk dem indenfor og lyttede til dem en halv times tid eller mere. Alligevel var de, al deres venlighed til trods, ikke særlig optaget af verdensforholdene. De var godt tilfredse med livet som det formede sig for dem. Kønslig umoralitet var ganske almindeligt. Og hvad det angik at skifte tro, ville det føre til latterliggørelse fra en uendelig række af slægtninge. Ikke desto mindre kunne en lille menighed oprettes efter tre års forløb, og efterhånden var der ti forkyndere som rapporterede deltagelse i tjenesten. Dengang så det ikke ud til at der ville komme ret meget mere ud af Santa Cruz. Da søster Hansler blev gravid blev missionærhjemmet derfor lukket.

Broder og søster Hansler valgte at blive i Bolivia. Det var ensbetydende med at bo meget primitivt og at give afkald på enhver komfort. Men de blev velsignet med fire sunde børn som alle tog standpunkt for Jehova og alle er i heltidstjenesten eller har været det. John og Esther tjener nu igen hvor de begyndte, i Santa Cruz, som specialpionerer.

Revolution

De første fem år i Bolivia var missionærerne blevet vant til gentagne politiske omvæltninger. Men i 1952 rejste folket sig i et oprør mod regeringen der førte til en af de værste revolutioner i landets historie.  I La Paz kunne man høre gevær- og maskingeværild og af og til bombeeksplosioner fra alle sider. Mortérgranater affyret fra klipperanden højt oppe over byen slog ned i huse i nærheden. Ambulancer jog gennem gaderne for at hente sårede og døde. Skyderiet og bombningen varede tre dage.

Netop på den tid blev der gjort forberedelser til at fejre Herrens aftensmåltid. I La Paz kunne missionærerne ikke forestille sig at nogen kunne komme igennem gaderne, og de forberedte sig til at fejre mindehøjtiden alene. De blev imidlertid meget overraskede da også andre mødte op. De havde sat livet på spil ved at trodse kugleregnen for at kunne være til stede ved denne højtidelige sammenkomst!

Sandheden bevæger et villigt hjerte

Da en missionær i 1953 forkyndte for en dame på sit gebrokne spansk, nærmede en nysgerrig ung mand ved navn Walter Martínez sig for at lytte. Missionæren spurgte ham om han ville være så venlig  at læse rubrikken „Vagttårnets formål“ for damen. Det gjorde han, og hun tog bladene. Missionæren og Walter talte derefter sammen endnu et stykke tid, og et bibelstudium blev aftalt. Det blev holdt tre gange inden for samme uge, og om søndagen kom han til mødet i menigheden.

Da kredstilsynsmanden to uger senere besøgte menigheden i Oruro mærkede Walter sig at alle blev opfordret til at være med i tjenesten på arbejdsmarken. På spansk hedder „tjeneste på arbejdsmarken“ servicio del campo, og ordet campo (mark, land) forbandt han med en udflugt på landet med madkurv. „Jeg mødte så op søndag morgen,“ fortæller Walter, „som den første der kom til rigssalen, klar til turen.“ Da de andre ankom undrede han sig over at ingen af dem havde madpakker med, men at alle derimod forsynede sig med bøger og blade. For ikke at virke påfaldende anskaffede han sig to bøger og 20 blade. Hvad han skulle med dem anede han ikke. Men da de begyndte at gå i retning af markedspladsen blev han slået med rædsel. „De vil synge på markedspladsen,“ tænkte han, „ligesom vækkelsesprædikanterne søndag formiddag.“ Han prøvede at sakke agterud så han kunne forsvinde ubemærket, men det lykkedes ikke. Der undslap ham et lettelsens suk da de ikke standsede ved markedet men gik videre. Nu skulle han erfare hvad servicio del campo var.

Da de kom til distriktet sagde kredstilsynsmanden til ham: „Jeg vil gerne arbejde sammen med dig.“ Lidt efter fremholdt Walter budskabet med stor begejstring og han spredte alle sine bøger og blade den formiddag. Derefter gjorde han hurtige fremskridt, blev døbt og gik til sidst lykkelig ud i  pionertjenesten. Senere havde han og Jaime Valdivia den forret at være de første fra Bolivia der kom på Vagttårnets bibelskole Gilead, hvorefter de begge gjorde tjeneste som rejsende tilsynsmænd i Bolivia.

Katolsk beskæmmelse i Sucre

Skønt regeringen har sæde i La Paz er Sucre Bolivias officielle hovedstad. Sidstnævnte ligger i et område der bebos af tarabuco-folket, hvis mænd går med hatte der ligner de hjelme de spanske conquistadorer bar. Før i tiden gjorde Sucres lavere beliggenhed og behagelige klima byen til et sted hvor katolske indvandrere der arbejdede i Potosí gerne tog hen til de religiøse højtider. Og Sucre er stolt af at have flere kirker pr. indbygger end nogen anden by i landet.

Byens katolske arv øvede i høj grad indflydelse på den modtagelse Rigets budskab fik. Præster advarede deres „hjorde“ mod at lytte til Vidnerne, og katolske børn blev oplært til at chikanere missionærerne når de aflagde besøg fra hus til hus.

For at fremme arbejdet i Sucre henlagde man et kredsstævne til byen i 1955. Plakater i forretningsvinduerne annoncerede det offentlige foredrag. Men da tiden for stævnet nærmede sig begyndte plakaterne at forsvinde. Forretningsindehaverne forklarede at „unge Vidner“ havde fortalt dem at stævnet var blevet aflyst og at „Vidnerne“ derpå havde fjernet plakaterne. Unge katolikker som foregav at være Jehovas vidner havde åbenbart været på spil. Præsterne forsøgte også at få ejeren af det hotel hvor stævnet skulle afholdes til at bryde kontrakten. Men han nægtede at lade sig skræmme.

Da stævnet skulle til at begynde omringede en  flok drenge fra en katolsk skole hotellet og begyndte at råbe og at kaste med sten. Men politiet spredte dem og der blev ro i nogen tid. På stævnets sidste dag stimlede præster, kvinder fra Katolsk Aktion og vrede studenter imidlertid sammen. En kraftig højttaler højt oppe på kirken på den anden side af gaden opfordrede alle katolikker til at forsvare kirken og „Jomfruen“ mod de „protestantiske kættere“. Da mange i menneskemængden var fredsommelige, benyttede brødrene lejligheden til at aflægge vidnesbyrd for dem. Spændingen steg imidlertid da den ophidsede biskop af Sucre ankom.

Borgmesteren og politimesteren var allerede til stede, og de advarede biskoppen om at hvis der skete noget ville han blive gjort ansvarlig. Da han var blevet rolig gav de ham lov til at gå ind i salen. Mere politi blev tilkaldt. Stævnets hovedforedrag var i gang. Da foredraget nærmede sig afslutningen rejste en præst sig og bad om ordet. Broder Michalec, der var ordstyrer, gik hen til ham og forklarede at man ville behandle hans spørgsmål bagefter. Politimesteren og borgmesteren sagde til en af præsterne at de havde opført sig skammeligt og tilføjede: „Det er på tide at gå.“ „Hvem taler De om — dem eller os?“ svarede præsten skarpt igen. „JER!“ svarede politimesteren. Så forlod biskoppen, præsterne og deres venner salen, og dermed var roen genoprettet.

Politimesteren og borgmesteren gav brødrene en undskyldning og forsikrede dem om at disse fanatikeres opførsel ikke var et udtryk for hvordan folk i Sucre ellers var indstillet. I årenes løb har de fleste bolivianske embedsmænd lagt en lignende korrekt indstilling over for Jehovas Vidners arbejde for dagen. Brødrene i Sucre følte at Jehova havde beskyttet  dem gennem disse myndighedspersoner, ligesom han havde beskyttet apostelen Paulus i oldtidens Efesus da en religiøs folkemængde blev ophidset mod ham og hans medarbejdere. — Apg. 19:35-41.

Til trods for det gunstige udfald af konflikten i Sucre dengang, gik mødedeltagelsen midlertidigt tilbage og det lod til at folk var bange for at høre på Vidnerne. Det blev så besluttet at koncentrere sig mere om Potosí.

Potosí forstår at værdsætte sande rigdomme

Potosí, der betyder „stor rigdom“ eller „mønt(-anstalt)“, var ikke mere den storby den havde været i det 17. århundrede. Det meste af sølvet var udvundet, og der var kun få spor tilbage af byens tidligere herlighed.

I en højde af 3960 meter over havet besteg missionærerne stakåndet Potosís højdedrag og spredte mange bøger og blade til venlige mennesker. Budskabet fandt udmærket gehør, og kun fem år senere havde byen en menighed med 40 rapporterende forkyndere.

I 1956 begyndte missionæren Richard Holman at studere med familien Ibieta. Den otteårige Marco deltog også i studiet. En tid gjorde familiens medlemmer gode fremskridt og blev aktive forkyndere. Men i 1959 forlod de menigheden uden at angive nogen grund. Marco glemte dog aldrig hvordan den nidkære broder Holman altid kom til studiet til tiden, selv på kolde, regnfulde aftener. Nogle år senere begyndte Marco og hans yngre broder igen at studere Bibelen i La Paz. „Min kærlighed til Jehovas organisation, der havde ligget i dvale, begyndte at  røre på sig og blomstre op da jeg fik nøjagtig kundskab fra Bibelen,“ fortæller han. „De glade minder om vor tid i menigheden i Potosí var en spore for mig til at tage sandheden alvorligt. Da vi begyndte at studere igen i 1970 stod jeg lige over for at skulle begynde et universitetsstudium. Men nu var der intet der kunne fortrænge mit altfortærende ønske om at studere Bibelen.“ Marco blev pioner og senere medlem af betelfamilien i La Paz, hvor han nu tjener som medlem af afdelingskontorets udvalg.

Bolivianske vidner drager til nye distrikter

Navnlig fra 1956 var der flere og flere ivrige bolivianske Vidner der gik ind i heltidstjenesten som pionerer og var med til at sætte forkyndelsen i gang i nye distrikter. De fleste af disse brødre kunne tale quechua, hvilket gjorde det muligt for dem at tale med tusinder der endnu ikke havde hørt den gode nyhed. Blandt disse nidkære arbejdere var Walter Martínez, Jaime Valdivia og Jaime Barrery. Senere sluttede Joaquin Copa og Antonio Zamudio og andre sig til dem. De kraftanstrengelser disse første pionerer udfoldede resulterede i at der blev oprettet menigheder i Uyuni, Atocha og andre minecentre. De hjalp mange minearbejder-, saltarbejder- og landmandsfamilier til at frigøre sig for religiøs overtro og blive loyale Jehovas tjenere.

Pionerernes selvopofrende ånd var enestående. Til eksempel kan nævnes et specialpionerægtepar som bad kredstilsynsmanden forklare noget de ikke forstod. De holdt en håndfuld checks frem mod ham og spurgte: „Hvad er de til?“ Det var de checks de havde modtaget fra Selskabet, som hver måned sender en lille godtgørelse til specialpionererne som en  hjælp til at skaffe sig livets fornødenheder, eftersom de arbejder så meget med forkyndelsen at der sædvanligvis ikke er tid til verdsligt arbejde. Dette ægtepar havde været fuldt ud tilfreds med bare at få lov til at tjene.

Sandheden om Riget når det tropiske Beni

I 1952 havde nogle forkyndere af Riget været i den udstrakte landsdel mod nord der hedder Beni. Området er rigt på alligatorer og kæmpeskildpadder. Her står velhavende kvægfarme med privatfly i skarp kontrast til fattigdommen i lerhytterne. Den katolske gejstlighed er kendt for at begunstige de rige. Mange præster er selv velhavende, og mange er groft umoralske. Som følge heraf er den katolske befolkning meget ateistisk præget. Men der er glædelige undtagelser.

I en lille landsby blev politimesteren for eksempel meget interesseret da Vidner som arbejdede på stedet forklarede ham hvad deres arbejde gik ud på. Han tilbød endog at hjælpe dem med at få deres bibelske bøger og blade ud til folk. Når farmerne kom til byen mødtes de foran politistationen for at spørge nyt, og de fik så bibelske tryksager af politimesteren. En af farmerne tog 30 blade til fordeling blandt sine naboer. I mellemtiden var missionærerne travlt optaget af at aflægge besøg fra hus til hus.

I 1957 blev der sendt missionærer til de to vigtigste byer i området, Trinidad og Riberalta. De havde vanskeligt ved at overbevise folk om at Bibelen ikke blot er en bog, skrevet af mennesker, med en morallov der er umulig at overholde. Men Felicia Chinchilla  tog imod sandheden, og hun blev ved med at tjene trofast selv efter at missionærerne var blevet sendt andetsteds hen. Da hun lå for døden drejede hendes tanker sig hovedsagelig om hvordan hendes børn kunne blive Jehovas tjenere. Hun spurgte specialpionererne i området om de ville adoptere pigerne. De var ganske vist ikke i stand til at adoptere dem, men de lovede at gøre alt hvad der stod i deres magt for at hjælpe dem åndeligt. En af pigerne er nu specialpioner sammen med sin mand.

Lutringstider

Brødrene havde i årenes løb været udsat for adskillige prøver, men i begyndelsen af 1960erne måtte de hver især vise deres tros ægthed. Der herskede store politiske spændinger i landet og der var stærk patriotisk aktivitet. Nogle havde ikke helt forstået hvad kristen neutralitet vil sige og hvad det indebærer at vogte sig for afgudsdyrkelse. (Matt. 22:21; 1 Joh. 5:21; Dan. 3:16-18) The Watchtower for 1. november 1962 (dansk: 1. marts 1963) og de efterfølgende numre styrkede brødrene med deres indgående behandling af hvad Bibelen siger om de kristnes forhold til „de højere myndigheder“ og relativ underkastelse. (Rom. 13:1-7) Det var virkelig „mad i rette tid“. (Matt. 24:45) Alligevel var der nogle som unddrog sig af frygt for at miste deres arbejde eller for at deres børn kunne blive bortvist fra skolen. Men de fleste beviste at de havde en stærk tro og bevarede en god samvittighed over for Gud, selv om de blev udsat for overlast.

Året efter, i 1963, kom der flere prøver og mere lutring. Det blev nødvendigt at foretage sytten udstødelser, næsten lige så mange som i de foregående  seksten år tilsammen. Nogle af de udstødte havde været med i mange år og var kendt. Desværre faldt det nogle svært at acceptere de dømmende udvalgs afgørelser; men der kan ikke vises personsanseelse i sådanne sager der har at gøre med Guds hellige principper, og dermed blev deres loyalitet over for Jehova og hans organisation sat på prøve. — Ordsp. 24:23.

Samme år viste det sig at en missionærsøster havde gjort sig skyldig i umoralitet i en lille by nær ved Santa Cruz. Skønt sagen blev behandlet på behørig vis, blev folk i byen fjendtligt stemt over for Jehovas Vidner. Det blev næsten umuligt at forkynde ved dørene, og det blev derfor bestemt at flytte pionererne til et andet distrikt. Den dag i dag er der ingen menighed i denne by, men der er dog fundet nogle interesserede mennesker for nylig.

Til trods for disse prøver nåede Bolivia i 1963 op på mere end 500 forkyndere. Året blev afsluttet med et besøg af broder Henschel. Kort forinden var hans egen kristne neutralitet blevet sat på en hård prøve i Liberia i Vestafrika. De bolivianske Vidner var dybt bevægede og styrkedes ved at høre ham fortælle hvad han havde oplevet idet han fremhævede betydningen af modig standhaftighed.

Juridisk anerkendelse og afdelingskontoret

Under broder Henschels besøg lagde man planer om at opføre en ny bygning til afdelingskontoret. Først var det nødvendigt at få Watch Tower Bible and Tract Society juridisk anerkendt, og det blev det efter et års trættende „papirkrig“. Dernæst skulle der findes en byggegrund, hvilket var lettere sagt  end gjort i en overfyldt by indesluttet mellem stejle bjergvægge. Det lykkedes til sidst under broder Knorrs besøg i 1965 at træffe forberedelser til køb af et stykke jord i et beboelseskvarter i La Paz nær ved bykernen. Bygningen stod færdig to år senere og rummede foruden kontoret en stor rigssal og beboelse til fjorten missionærer. Denne fine bygning viste endnu en gang de bolivianske brødre at Jehovas organisation er meget interesseret i arbejdet for Riget i Bolivia.

I tidens løb havde flere brødre forestået arbejdet i Bolivia. En af de første missionærer, broder Edward Michalec, virkede som afdelingstilsynsmand i henved ti år. Senere påtog J. R. Dickey, Harold Morris, Don Anders, Chester Krochmal, J. F. Millar og Alden Seeyle sig alle efter tur denne krævende opgave i kortere eller længere tid. De gjorde alle en villig og selvopofrende indsats og bidrog i høj grad til at arbejdet for Riget havde fremgang. Mens den nye bygning til afdelingskontoret var under opførelse fik J. D. Rose hvervet at føre tilsyn med arbejdet i Bolivia. Det var i 1966, umiddelbart efter at han var udgået fra Gilead.

Et mislykket anslag

Dengang gennemgik Santa Cruz forandringer der skulle gøre den til landets næstvigtigste by. Der var fundet olie og gas. Vejen fra Cochabamba var blevet forsynet med vejbelægning, og i tusindvis af mennesker flyttede til byen, der før havde været et fast sammentømret samfund domineret af nogle få store familier. Jehovas Vidners menighed voksede hurtigt, og i 1966 tog mere end 50 forkyndere del i arbejdet med at forkynde Riget. Flere missionærer  var lige ankommet til byen da menighedens tilsynsmand uventet blev kaldt op til en vis embedsmand for at besvare nogle spørgsmål.

Værelset var fuldt af mennesker som broderen ikke kendte, men som viste sig at være journalister. I deres nærværelse forhørte embedsmanden vor broder om hans verdslige arbejde, som embedsmanden hævdede var ulovligt. Broderen forsikrede ham om at hans arbejde på ingen måde var ulovligt. Han forklarede også at han var hørt op med sit arbejde sådan at han fra og med den følgende måned kunne bruge al sin tid til forkyndelsen. Embedsmanden svarede at han også selv var „troende“, men at broderen havde begået „alvorlige forseelser“. Efter at have beslaglagt broderens og hans kones personlige papirer lod han dem gå.

Menighedens tilsynsmand og en anden broder som han arbejdede sammen med havde lagt mærke til at nogle firmaer i byen var foruroliget over den konkurrence de påførte dem. Embedsmanden, der var fanatisk syvendedagsadventist, lyttede til deres beklagelser og lagde en intrigant plan om at få Jehovas Vidners religiøse arbejde inddraget i sagen. Hvad ville der nu ske?

Broderen kunne dårligt tro sine egne øjne da han så aviserne næste morgen! Alle fire aviser havde store forsideoverskrifter om sagen. En af dem angav hans navn i fed skrift og erklærede at en international svindler var blevet taget i forvaring i Santa Cruz! I en anden avis tilsmudsede embedsmanden Jehovas Vidner med at sige: ’Jehova-vidne arbejder dels for sekt, dels ulovligt.’ Næste dag fulgte mere forsidestof af samme slags. Nu kunne man oplyse at det var  blevet „afsløret“ at vor broder havde været „rådgiver“ for en tidligere afsat præsident der nu befandt sig i eksil og betragtedes som en fjende af landet! Samtidig bragte radiostationer det samme nyhedsstof. Mediernes bagtalelser blev ved uge efter uge, ja i månedsvis.

Da der ikke forelå noget juridisk grundlag for at anlægge sag mod brødrene, var det tydeligt at embedsmanden benyttede sig af medierne til at rejse en folkestemning mod brødrene og til om muligt at få politiet til at gribe ind. Brødrene var forberedt på det værste og ventede at politiet ville afhente dem. Men det skete ikke. Og der var ingen som sagsøgte dem. Når Vidnerne arbejdede fra hus til hus lyttede folk som hidtil, og bibelstudiernes tal øgedes. Det var som var de blinde for aviserne og døve for radioen. Senere blev den pågældende embedsmand frataget sit embede.

Midt under disse prøvende omstændigheder fik brødrene i byen til opgave at fremføre „Jeremias“-skuespillet ved det kommende stævne. Heri skildredes levende den forfølgelse denne trofaste Guds tjener måtte udstå. Begejstringen i forbindelse med at optage skuespillet på bånd og indøve det hjalp brødrene til at glemme de tordenskyer der hang truende over dem.

Skønt menighedens tilsynsmand i nogen grad tabte ligevægten under det store pres han var udsat for, opfyldte han senere betingelserne for at blive heltidstjener, sådan som det havde været hans hensigt. Både han og den anden broder er stadig pionerer og tilsynsmænd i Bolivia, nu 20 år efter den fordomsfulde embedsmands forfejlede anslag.

 Hurtig vækst i Santa Cruz

Skønt menigheden i Santa Cruz havde en midlertidig tilbagegang skete der ingen varig skade. Opmuntret af missionærerne arbejdede Vidnerne hårdere end nogen sinde. Ligesom den kristne menighed i det første århundrede efter en periode med forfølgelse ’kom ind i en periode med fred og blev opbygget og voksede i antal’, sådan gik det også brødrene i Santa Cruz. (Apg. 9:31) Deres mødesal blev snart overfyldt, og folk måtte lytte gennem vinduerne. Så blev der bygget en ny rigssal med 150 siddepladser. To år senere måtte den udvides. Menigheden blev delt og man opførte en stor sal i den anden ende af byen. I dag er der 11 menigheder i Santa Cruz med i alt 800 forkyndere som nidkært virker for Jehovas rige. I La Paz, Cochabamba, Oruro og minedistrikterne har der ligeledes været enestående fremgang.

Et urokkeligt standpunkt for sandheden giver gode resultater

Ignacia de Torres i Santa Cruz lyttede til det hendes søster fra La Paz fortalte hende ud fra Bibelen. Hendes reaktion var kun almindelig venlig, men sandhedens sæd begyndte at slå rod. I 1963 oprettede en missionær bibelstudium med hende. Men hendes mand, en stor og stærk politibetjent, var bitter modstander. Han rasede og fyrede sin pistol af i luften mens Ignacia og børnene styrtede af sted for at finde dækning.

En dag kom han hjem mens en anden missionær, Pamela Moseley, ledede studiet. Hun blev hed om ørerne da han ophidset brølede nogle ordrer der fik hende til skyndsomst at forsvinde. Pamela gav dog ikke op. Da manden en dag blev hjemme for at  overraske missionæren når hun kom, meddelte Ignacia ham uden omsvøb at hvis han forbød hende at studere derhjemme, ville hun studere i rigssalen. „Er det så ikke langt bedre at jeg har studiet her?“ spurgte hun. Dermed stilnede modstanden af.

Ignacias kærlighed til Jehova og hendes kristne brødre blev ved med at vokse. Hun var uddannet sygeplejerske og hjalp ofte og gerne brødre og søstre der havde brug for hjælp. Men af endnu større betydning var hendes flittige arbejde med at befri mennesker fra åndelig trældom. Tre af hendes børn fulgte hendes eksempel på gudhengivenhed og blev også Vidner. Efter mange års inderlige bønner blev en af hendes dristigste forhåbninger virkeliggjort: Hendes mand, der havde modarbejdet hende så voldsomt, begyndte at undersøge sandheden, og i januar 1984, efter ti års bibelstudium og mange forandringer i sin personlighed, blev også han døbt.

Sandheden bevares uplettet

Ligesom i det første århundrede kan kristne også i dag ligge under for menneskelig ufuldkommenhed og svaghed, og selv brødre i ansvarsfulde stillinger er ingen undtagelse. (Apg. 15:36-40; Gal. 2:11-14) I 1960erne var der således nogle brødre der fik en  meget kritisk holdning til den broder der repræsenterede Selskabet på afdelingskontoret og til andre der arbejdede nært sammen med ham. En rejsende tilsynsmand som var kendt vidt og bredt, støttede de utilfredse og kom endog selv med kritik. Det var hans opfattelse at det ville forene brødrene at have selskabelige sammenkomster under hans besøg i menighederne. Men sådanne sammenkomster førte ofte til store fester med umådeholdent drikkeri og viste sig at være en snublesten for dem der havde kæmpet hårdt for at overvinde en hang til spiritus. Der var endog nogle interesserede som ophørte med deres bibelstudium på grund af det de var vidne til. Nogle enkelte som forsøgte at forsvare sig ved at henvise til hvad andre gjorde, måtte senere retledes på grund af et overdrevent alkoholforbrug.

Så begyndte en anden broder, der også var i kredstjenesten og som havde gjort meget godt for at hjælpe brødrene, at være et dårligt eksempel fordi han blev optaget af forretninger. Mens han var kredstilsynsmand tog han sig i første række af sine egne forretningsanliggender og forsømte derved vigtige åndelige anliggender.

En tid så det ud til at de som nu burde rydde op i alt dette, ikke evnede at gøre det i fredens og selvbeherskelsens ånd. Efter nogle års forløb blev der dog endelig grebet ind og forholdene blev bragt i orden. (Gal. 6:1; Jak. 3:17) Og glæden var stor da nogle af dem der havde haft åndelige problemer bestræbte sig for at genvinde et godt forhold til Jehova.

Nye bygninger til sand tilbedelse

I 1969 var man nået op på 869 forkyndere og 24 menigheder. De fleste rigssale var imidlertid triste  lejede lokaler. Et sted blev menighedens møder holdt på en delvis overdækket veranda til et privat hjem, og det gav problemer når det regnede.

Menigheden i Trinidad var den første der byggede sin egen rigssal. Byggeriet blev støttet af Selskabet med et lån. Derefter fulgte andre rigssale — i La Paz, Potosí, Oruro, Santa Cruz, Cochabamba, Tarija og Sucre.

Rigssalen i Chorolque er sikkert en af verdens højest beliggende. Byens tinmine giver arbejde til de få tusind indbyggere. Her er mange menneskers læber og ansigter blågrå på grund af den tynde luft. Ikke så få af disse minearbejderfamilier har taget imod sandheden. Deres rigssal, som er opført på en grund der blev skænket af mineselskabet, ligger i en højde af 4800 meter!

Jehova frelser

Budskabet om Riget nåede ud til landets fjerneste egne. End ikke landsbyerne på den store saltslette El Salar gik glip af det. Men det blev ikke altid godt modtaget. Hvad der i 1970 tildrog sig i Coquesa, broder Toribio Cruz’ hjemby, viste at Jehova hjalp sine tjenere.

Områdetilsynsmanden, hans kone, kredstilsynsmanden og et missionærægtepar ankom til Coquesa. Kun kredstilsynsmanden var bolivianer. På et sådant sted, hvor udlændinge betragtes med megen mistro, forårsagede deres tilstedeværelse en hel del uro. Den allerede spændte situation blev værre da missionærbroderen kom med en uheldig bemærkning der var ment som en spøg, men ikke blev optaget som sådan. Snart samledes hele byen i skolen for at afgøre hvordan de skulle forholde sig  til disse udlændinge. Kredstilsynsmanden, broder Martinez, vejrede faren og rådede til at man forlod byen med det samme. Men andre ville hellere blive natten over og se hvad der skete.

Næste dag kom en udsending og meddelte brødrene: „Byen vil gerne høre hvad I har at sige. Vær derfor så venlig at komme hen på torvet og tale til os.“ Da de kom derhen lagde de mærke til at torvet var spærret på tre sider. Områdetilsynsmanden fattede mistanke om at de var gået i en fælde og løb tilbage til bilen mens han kaldte på de andre. Den ophidsede folkemængde greb broder Toribio Cruz mens de andre prøvede at flygte. Nogle i mængden som optog forfølgelsen af dem, greb fat i broder Martinez’ halstørklæde, og de sårede missionærbroderen i ansigtet. De nåede imidlertid over hals og hoved ind i bilen og kørte hastigt væk mens folkemængden bombarderede bilen med sten.

Men broder Cruz var i hænderne på den oprørte folkemængde. De slog ham så brutalt at han var sikker på at han ville dø af det. Det lykkedes ham endelig at komme fri, og han begyndte at løbe med mængden lige i hælene på sig og kom til en dyb, rivende vandstrøm der efter hans mening var for bred til at han kunne springe over den. Men der var intet valg. Han sprang alt hvad han kunne, og til hans store overraskelse lykkedes det! Da forfølgerne nåede vandkanten kunne de kun med undren se broder Cruz forsvinde ud af syne på den anden side.

Hårdt medtaget og utilstrækkeligt klædt tilbragte han frysende den kolde nat på et nærliggende bjerg. Men broder Cruz’ utrolige spring overbeviste åbenbart folk om at hans Gud havde hjulpet  ham. De brændte ikke hans hus af, sådan som de havde gjort tidligere. Han kunne vende tilbage til byen og bo der uden at blive generet, og han er nu præsiderende tilsynsmand i menigheden dér.

En søs fortryllelse hæves

Titicacasøen ligger i en højde af 3810 meter, og man har målt dybder i den på mere end 270 meter. På søen kan man se totora-sivbåde af den slags der tjente som forbillede for den sivbåd som Thor Heyerdahl sejlede over Atlanten med. Men der er mere ved søen end hvad man umiddelbart kan se.

Fra gammel tid har Titicacasøen været omgivet med mystik. Hvilken indvirkning ville bibelske sandheder have på folk der levede i sådanne omgivelser?

I 1966 kasserede en mand bogen „Sandheden skal frigøre jer“, men hans svoger tog den med hjem. Hans modersmål var aymará og han kunne kun meget lidt spansk, men han forstod at bogen fortalte om Jehova Gud. Han blev også klar over at dette navn fandtes i Bibelen og at det ikke blev omtalt i kirkerne. Af og til rejste han til La Paz for at få mere læsestof. Hans forhold til Jehova begyndte at styrkes, og han talte til sine naboer om det han nu var ved at komme til forståelse af. Senere blev han døbt og gik ind i pionertjenesten.

Der var også andre ved søen som begyndte at gå over til den sande tilbedelse. Men de fleste kunne ikke læse, og de talte kun aymará. Brødre der besøgte dem lagde mærke til at nogle af dem ikke havde skaffet sig af med magiske genstande som de havde brugt før de blev Jehovas vidner. Da de fik bibelsk vejledning på deres eget sprog, rettede de sig dog straks efter den. (Apg. 19:19, 20; 5 Mos. 7:25, 26)  Kostbare dragter der var blevet båret ved hedenske danse, amuletter som skulle øge jordens og kvægets frugtbarhed, redskaber der var familiearvestykker men som havde været brugt til ofringer til falske guder, samt kors og læsestof der kom fra falsk religion, dukkede frem af gemmerne og blev tilintetgjort. En ældre søster havde været konstant sengeliggende indtil hendes datter brændte hendes hedenske amuletter. Derefter gik det fremad med hendes helbred, meddeles det, og hun forsømte aldrig et eneste menighedsmøde mere.

Stor fremgang på El Alto

Da de første missionærer landede i La Paz’ lufthavn på højsletten El Alto i 1945, lå her kun nogle få lerklinede hytter. Men i 1960erne sprængte La Paz sine grænser og en stor satellitby voksede frem deroppe, højt hævet over byen. På den tid begyndte  to unge mennesker fra El Alto, nemlig Hugo Fernández og hans broder, at komme til møderne i La Paz. For at komme hjem måtte de foretage en to timer lang og møjsommelig opstigning til højsletten — en tur der på ingen måde var ufarlig så sent om aftenen. Men de blev ved med at komme.

Senere gik man over til at holde separate menighedsmøder i gruppen på El Alto. Hugo brugte hver uge hele formiddage til at forberede sig til punkter på mødeprogrammet. Det var et slid, men det bidrog meget til at han voksede åndeligt. Kort efter sin dåb nævnte han over for kredstilsynsmanden at han gerne ville være pioner. „Hvorfor ikke begynde med det samme?“ spurgte tilsynsmanden. Hugo mente at han først måtte arbejde som skomager i et halvt års tid eller mere. „Hvor mange sko kan du lave på et halvt år?“ spurgte kredstilsynsmanden, og tilføjede: „Hvor mange liv venter på at blive frelst?“ Hugo tænkte alvorligt over dette. Den 1. august blev han specialpioner. Han har set den oprindelige El Alto-gruppe formere sig mangefold indtil den nu er blevet til fire menigheder af lovprisere af Jehova.

Omsorgsfulde rejsende tilsynsmænd

Da brødrene Michalec og Morris foretog deres første farefulde rejse til Yungas i 1946, fik de en forsmag på rejselivet i Bolivia. Nu er der menigheder på steder der er endnu vanskeligere at nå frem til. For at kunne komme ud til menigheder og små grupper på de mest afsidesliggende steder har rejsende tjenere og deres koner tit måttet give deres sidste kræfter. De er ofte kommet ud for betydelige højdeforskelle. Mange steder kan man kun komme til fods, og på visse rejser har nogle af disse omsorgsfulde brødre måttet vandre hele 200 kilometer. Især  brødrene Nahín Escalera, Wallace Liverance, Mark Pefferman og deres koner har gjort en sådan selvopofrende indsats.

Da broder Hugo Fernández var kredstilsynsmand oplevede han hvad man kunne komme ud for i tjenesten. Regnen havde forvandlet vejene til glatte mudderbaner. Det lykkedes ham at tilbagelægge 140 kilometer på otte timer med sin tungt belæssede motorcykel. Så blev han standset af en flod der var gået over sine bredder. Det var ved at blive aften. At tilbringe natten under åben himmel med regnen faldende i stride strømme var utænkeligt. At krydse floden, der var mange meter bred, så ud til at være umuligt. Så bad han til Jehova og besluttede derefter at prøve at køre igennem den. Han dækkede motoren til med plastic og kørte ud i floden. „Da jeg kørte ud i vandet med mit tunge læs,“ fortæller han, „anstrengte jeg mig for at holde fast og betjene håndtagene rigtigt undervejs gennem den kolde, rivende strøm. Vandet sprøjtede mig i ansigtet så jeg ikke kunne se, og det føltes som om det slog sammen over hovedet på mig. Men inden jeg fik set mig om var jeg ovre på den anden side!“ Få minutter senere prøvede en bil at komme over fra den anden side, men den kørte fast midt i strømmen. Hugo var fuld af taknemmelighed mod Jehova, som han tilskrev hjælpen i nøden. (Sl. 18:1, 2) Han ankom i god behold til den næste menighed. Broder Fernández har været medlem af afdelingskontorets udvalg i Bolivia siden 1977.

Et mindeværdigt besøg af broder Franz

Brødrene her mindes endnu med glæde det besøg Watch Tower Society’s nuværende præsident, broder  F. W. Franz, aflagde i Bolivia i 1974. Broder Franz havde følgeskab af to missionærer fra Gileadskolens første klasse og tre medlemmer af betelfamilien i Brooklyn, som alle på hans foranledning var med på programmet. En af dem havde været missionær i Bolivia i over ni år, og hun glædede sig over at være på besøg i sit tidligere missionærdistrikt.

Der blev holdt et særligt møde i Friluftsteatret i La Paz, og et stort antal brødre fra mange dele af landet kom til stede. Broder Franz talte mesterligt ud fra Salme 91. I begyndelsen regnede det meget, men de fleste af tilhørerne blev siddende på deres pladser de to timer foredraget varede. Nogle spekulerede på hvordan broder Franz kunne holde sine papirer tørre. Når de så nærmere efter, konstaterede de at han holdt hele foredraget med længere bibelcitater uden at bruge manuskript eller bibel, og det oven i købet på spansk.

Broder Franz’ kærlige, jævne og ydmyge væremåde, og det at han blev oppe sent om aftenen for at besvare bibelske spørgsmål, gjorde et stort indtryk på brødrene.

Afdelingskontorets udvalg

Da der blev truffet foranstaltning til at arbejdet skulle ledes af et udvalg i stedet for en enkelt person, blev det muligt at behandle åndelige anliggender mere alsidigt afvejet og på et bredere grundlag. I 1977 sendte det styrende råd Eldon Deane, der havde mange års heltidstjeneste i Argentina bag sig, til Bolivia for at han kunne virke som koordinator. Sammen med Hugo Fernández, Marco Ibieta og Walter Meynberg, der har tjent på Betel i La Paz næsten 20 år, tjener han i afdelingskontorets udvalg. Det er tydeligt at Jehova velsigner denne ordning.

 Præster forlader „Babylon“ for at holde sig nær til Gud

’Babylons vand’ er i stigende grad tørret bort; mange mennesker unddrager falsk religion deres støtte. (Åb. 16:12) En af dem der har gjort dette, var jesuiterpræst. Da Julio Iniesta havde studeret Bibelen med Jehovas vidner i Cochabamba indviede han sig til Jehova i sit fødeland, Spanien. *

Lige fra sin tidlige barndom havde Hugo Durán, der oprindelig kom fra Vallegrande, følt en stærk trang til at nærme sig Gud. Han mente at han bedst kunne gøre dette ved at blive katolsk præst. Men efter at have studeret i ti år for at blive præst forekom det ham at Gud var ham fjernere end nogen sinde. „Det er umuligt at få et personligt forhold til Gud på seminariet,“ fortalte han. „Han har ikke noget navn, ingen personlighed og ingen interesse for mennesker efter at tesen om at ’Gud er død’ er trængt igennem. Det meste af det vi lærte var en uendelighed af ritualer der skulle læres udenad, og som alt i alt ikke afgav så meget som en dråbe livgivende vand der kunne slukke ens tørst. Da seminariet engang var i pengenød engagerede præsterne en sangerinde til at optræde i et program der skulle indbringe de nødvendige midler. Men vi havde lært at det var syndigt blot at se på en kvinde, så når de gjorde os til ’syndere’ bare for at skaffe penge, afslørede de deres hykleri.“

Til sidst forlod Hugo seminariet og giftede sig med en tidligere nonne. Han bad hele tiden om at han på en eller anden måde måtte finde Gud. Omkring det tidspunkt fik han besøg af et Vidne hvor han boede  i Santa Cruz, og efter mange samtaler begyndte et regulært bibelstudium. Nu begyndte Hugo at lære hvem Gud virkelig er: at han i stedet for at være en navnløs, uinteresseret guddom er Jehova, en kærlig Fader som dækker hver eneste af sine tjeneres væsentlige behov. (Sl. 83:18; Luk. 11:2-4; Fil. 4:6) Skønt Hugo til at begynde med havde svært ved at acceptere nogle sider af sandheden blev han ved med at bede, og til sidst var han overbevist. Siden han blev døbt i 1973 har han hjulpet mange andre med at nærme sig Gud, og han tjener nu som en kærlig ældste.

Hjælp fra Guds organisation

Mange truende ulykker som følge af menneskers tilbøjelighed til at skade sig selv er blevet afværget ved Guds ords kraft. Men i tilfældet Carlos, en ung juvelér i Santa Cruz, var det ikke nok at han læste Bibelen. Han havde brug for hjælp fra Guds organisation.

Han blev ofte båret døddrukken hjem af en svirebroder mens hans familie så til med tårefyldte øjne. Jehovas vidner kom i forbindelse med hans kone, som fandt trøst i Bibelen og håbede at den også ville hjælpe Carlos. Carlos vidste at han havde store problemer, men han var sikker på at Vidnerne ikke kunne løse dem. I stedet for at tage imod deres hjælp prøvede han at tænke på sin familie eller at fremsige andagtstekster i en katolsk kirke når fristelsen til at drikke kom over ham. Han prøvede endog at læse i Bibelen, men kunne ikke lide navnet Jehova, så han sagde „Gud“ i stedet for. Intet af det han prøvede hjalp.

Hans kone og hans broder, der nu havde fået et bibelstudium med Jehovas vidner, prøvede at tale  med ham om Bibelen, men de blev groft affejet. Til trods for det tilsyneladende håbløse i situationen blev hans kone ved med at bede om en chance til at hjælpe Carlos til at ændre sig. En dag ved en familiesammenkomst spurgte de om han ville følge familien til rigssalen. Det sagde han ja til, for ikke at være uhøflig, men han havde ikke i sinde at gå med ind. Da de kom til salen sagde hans kone: „Nu da vi er her kan du lige så godt gå indenfor et øjeblik.“ Tøvende gik Carlos med til det. Han blev der de to timer mødet varede, og selv om han ikke forstod ret meget, gjorde det indtryk på ham at alt hvad han hørte blev underbygget med skriftsteder fra Bibelen. Samme uge overværede han endnu to møder, og om søndagen besluttede han sig til at undersøge Bibelen for alvor.

Men hans trang til spiritus forlod ham ikke med det samme. Han drak kraftigt i endnu otte måneder og svigtede ofte studierne og møderne. Den broder der studerede med ham prøvede at indskærpe ham hvor vigtigt det er at handle efter det man lærer, som det fremgår af Lukas 6:46, hvor der siges: „Hvorfor kalder I mig da ’Herre! Herre!’ når I ikke gør hvad jeg siger?“ Men hvordan kunne han overvinde sin trang til alkohol? En anden broder anbefalede ham at bede indtrængende til Jehova så snart fristelsen opstod. Det prøvede han, og det hjalp! Åndelig vækst bandt nu den ellers så mishandlede familie sammen. Deres økonomiske situation bedredes så meget at Carlos kunne åbne sin egen juvelérforretning. Han og hans kone samt to af børnene blev døbt. Børnene er nu pionerer og Carlos er tilsynsmand i menigheden. Det bringer i sandhed gode resultater at tage imod den hjælp Jehova giver gennem  sin organisation, så man kan drage nytte af hans ord!

Guds ord blødgør hjerter i Tarija

Skønt indbyggerne i Tarija er rolige og fredelige, viste de sig åndelig talt at være som „stengrund“. I denne del af Bolivia er folk temmelig traditionsbundne. I 1978 bestod den lokale menighed af 30 forkyndere. Alligevel følte mange at ikke alt var som det skulle være, hvilket åbenbart skyldtes at brødre der tidligere havde været ledende, nu indtog en noget kritisk holdning. Brødre og søstre som tidligere havde været med til at forkynde Riget var blevet uvirksomme. Femten af dem blev dog aktive igen da de havde fået nogen hjælp. Folk i distriktet blev også mere modtagelige da forkynderne blev mere venlige og mindre diskussionslystne.

 Brødrene drog med lastbil ud ad stenede bjergveje for at forkynde i landsbyerne. Til at begynde med var der 20 som tog med, men så blev det til 30, 40, eller 50 forkyndere. På få år blev cirka 35 landsbyer der lå spredt over denne bjergegn gennemarbejdet med den gode nyhed for første gang. Mange chapacos (folk fra Tarijabjergene) lyttede opmærksomt når forkynderne forklarede sandheden ved hjælp af Min bibelhistoriebog og dens smukke billeder. Disse ture i tjenesten knyttede brødrene nærmere sammen og gjorde dem mere frimodige. Forkyndernes antal blev mere end fordoblet på kun fire år. Der er nu to blomstrende menigheder i Tarija, hvis medlemmer er travlt optaget af at finde flere retsindige mennesker.

„I pløjer blot havet“

For mange år siden advarede en prominent bolivianer de første forkyndere om at deres arbejde ville være forgæves. „I pløjer blot havet,“ sagde han som et malende udtryk for sin skepsis. Han kendte imidlertid ikke Guds ords kraft, Jehovas ånds virke og hans tjeneres beslutsomhed.

Naturligvis har det været et stort arbejde at frembringe standhaftige disciple i et land hvor kun 15 procent kunne læse da arbejdet begyndte. Men Jehovas vidner har lært i hundredvis af mennesker at læse og skrive, så de selv kunne læse Guds ord. Det er en sand glæde at se ældste som engang var analfabeter holde foredrag ved stævnerne over dybe åndelige emner.

Den lille gruppe der kom sammen i La Paz i 1946, er nu vokset til 20 menigheder. I stedet for kun én familie i sandheden i Cochabamba er der nu seks  menigheder i byen, og der er tre menigheder i Oruro og to i Potosí. Spredt over hele Bolivia findes nu 85 menigheder af mennesker som lovpriser Jehova. Til trods for galoperende inflation, lammende strejker og meget dårligt vejr udviste tjenesteåret 1985 det ene rekordtal efter det andet, indtil man nåede op på 4207 forkyndere i april. Det samlede antal pionerer — hjælpepionerer, almindelige pionerer og specialpionerer — var i april 1005, hvilket var 24 procent af det samlede forkyndertal! Der er også gode betingelser for at endnu flere vil komme til at lovprise Jehova, idet 17.169 overværede mindehøjtiden, og det til trods for skybrudsagtigt regnvejr. Tålmodig bearbejdning har vist at arbejdsmarken i Bolivia er frugtbar.

Som målbevidste minearbejdere der graver efter værdifulde mineraler har Jehovas vidner brugt alle mulige midler for at finde frem til de hjerter der længes efter retfærdighed. De har rejst på cykel og på motorcykel, med flodbåd, kano, lastbil og fly, på heste- og æselryg, og navnlig på deres egne ben for at bringe Rigets budskab ud til mennesker der bor afsides. Mere end 180 missionærer har været med i dette arbejde de sidste 40 år.

Jehovas vidner i Bolivia forstærker deres indsats i vidnearbejdet i disse sidste dage af den gamle tingenes ordning, og de bliver ved med at sætte deres lid til Jehova. Når de tænker på hvad Jehova har gjort iblandt dem, føler de som den inspirerede salmist der skrev: „Mange ting har du gjort, Jehova, min Gud: dine undere og hvad du har udtænkt til os; ingen kan sidestilles med dig. Ville jeg fortælle og tale om dem, er de for talrige til at jeg kan opregne dem.“ — Sl. 40:5.

[Fodnote]

[Kort på side 71]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

BOLIVIA

Riberalta

Trinidad

Titicacasøen

LA PAZ

Cochabamba

Santa Cruz

Oruro

Vallegrande

Sucre

Coquesa

Potosi

Uyuni

Atocha

Chorolque

Tarija

PERU

CHILE

ARGENTINA

PARAGUAY

BRASILIEN

[Illustration på side 74]

Edward og Elizabeth Michalecs tjeneste har båret megen frugt i Bolivia de sidste 40 år

[Illustration på side 80]

Harold Morris (i midten), en af de første missionærer i Bolivia, her sammen med N. H. Knorr og M. G. Henschel i 1949

[Illustration på side 82]

John og Esther Hansler (til højre) byder sammen med deres fire voksne børn velkommen til rigssalen i Santa Cruz

[Illustration på side 95]

Afdelingskontoret i La Paz

[Illustrationer på side 100]

Missionær Charlotte Tomaschafsky (til højre) forkynder for en aymara-familie i nærheden af Titicacasøen. Sivbåde er almindelige på søen.

[Illustration på side 107]

Medlemmerne af afdelingskontorets udvalg har tilsammen været 90 år i heltidstjenesten. (Fra venstre: Eldon Deane, Walter Meynberg, Marco Ibieta, Hugo Fernández)