Holland

DET er ikke mange lande der hele tiden må være på vagt for at havet ikke skal overskylle store dele af dem. Men sådan forholder det sig med Holland, eller Nederland, som det også kaldes, hvilket betyder „lavtliggende land“. De naturlige klitter og de menneskegjorte diger skærmer landet mod Nordsøen eller Vesterhavet; men hverken klitter eller diger har kunnet forhindre havet i flere gange at oversvømme store landområder som nu er overordentlig frugtbar jord.

Bag navnet Holland skjuler sig endnu et af landets tidligere karakteristiske træk. På grund af de skove der engang strakte sig bag klitterne mod vest blev den del af landet kaldt Houtland (Holtland), hvilket betyder Skovland. Efterhånden antog det formen Holland. Skønt Holland er et af de tættest befolkede lande i verden, findes der endnu nogle  temmelig store skovarealer i de centrale og østlige dele af landet. Der er også mange søer spredt over landets vestlige og nordlige del. Ja, der er i det hele taget rigeligt med vand, og derfor forbinder man altid Holland med diger, vindmøller og træsko.

Hollænderne har i århundreder været en førende søfartsnation. I det 17. århundrede beherskede deres handelsflåde og krigsskibe verdenshavene. De havde kolonier jorden rundt, og rigdommene derfra blev hjembragt over havet og fragtet videre til det indre af Europa ad flodvejen. Men som følge af krigene i det 18. århundrede tabte hollænderne herredømmet over havet til englænderne. Sidst i det næste århundrede åbnede der sig imidlertid nye muligheder for det hollandske folk.

En vækkelsestid

I 1891 foretog Charles Taze Russell en europarejse for at se hvad der kunne gøres „for at fremme udbredelsen af sandheden“. Han var i Rotterdam, Amsterdam og Haag. Det var ikke et eller andet nyt forretningsforetagende der ventede hollænderne, men en mulighed for at lære himmelens og jordens Skabers hensigter at kende og blive hans vidner. Men hvor kunne man finde folk til at bearbejde denne del af missionsmarken?

Ved århundredskiftet flyttede en ung mand ved navn Heinrich Brinkhoff, der tilhørte den lutherske kirke, til byen Haarlem i Holland for at virke som missionær. Han var nidkær men manglede nøjagtig kundskab. Kort efter sluttede han sig til syvendedagsbaptisterne, men han var stadig søgende. Han begyndte også at læse tryksager udgivet  af Watch Tower Society og International Bible Students Association, og han blev så interesseret at baptisterne ikke længere ville have noget med ham at gøre. I sin iver for at oplyse andre om det han havde læst, oversatte han det første bind af Studies in the Scriptures (Studier i Skriften) og brochuren Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne) og nogle traktater, alle udgivet af Watch Tower Society, og han bragte dem selv ud til folk. Efterhånden begyndte disse sandhedens sædekorn at spire.

Han fik snart følgeskab af den gamle søster Kropff i Rotterdam og af Frits Peters, en ung mand i Amsterdam. Dernæst begyndte Ruurd Hallema at uddele nogle af tryksagerne når han besøgte sine forældre i provinsen Friesland. På den måde kom J. Andringa i besiddelse af en af bøgerne. Hvad han læste deri var som musik for hans ører. Han var allerede dengang utilfreds med sin kirke, og da præsten nu under søndagsgudstjenesten bad for de allierede hæres sejr i den verdenskrig der allerede var under udvikling, brød Andringa med kirken og trådte i den sande Guds tjeneste på livstid.

Under krigen opstod der både i Rotterdam og Amsterdam en lille gruppe bibelstudenter. I 1918 tog de endog initiativet til at udgive tre numre af Vagttårnet på hollandsk, men interessen herfor var åbenbart ikke ret stor dengang.

Bedre organisering giver vækst

I 1920 kom J. F. Rutherford, Watch Tower Society’s daværende præsident, til Europa og oprettede i Schweiz Selskabets kontor for Centraleuropa.  Holland sorterede under dette kontor. Broder Rutherford bad Adriaan Block, der havde en blomstrende tandlægepraksis i Mulhouse i Frankrig, om at vende tilbage til Holland for at føre tilsyn med menighederne dér. Det gjorde han i 1921. Året efter blev der oprettet et afdelingskontor i Amsterdam. Der havde været nogen uro blandt brødrene i Holland, men bedre organisering førte snart til fremgang. Deres kræfter blev nu koncentreret om at forkynde den gode nyhed om Riget, og budskabet bredte sig derefter over hele landet som aldrig før.

Arbejdet for Riget fik et yderligere opsving ved at broder Rutherford selv kom til Amsterdam i 1923, hvor han holdt det spændende foredrag „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“ i Diamantbørsens store sal. I samarbejde med den hollandske radiopioner Willem Vogt blev foredraget transmitteret direkte fra Diamantbørsen, så det kunne høres over hele landet. Det var første gang man havde gjort den slags i Holland.

Blandt tilhørerne ved foredraget var den 19-årige Arnold Werner. Han havde bestræbt sig for at få mere at vide om Gud ved at gå til undervisning i Den reformerte Kirke, men han fik ikke tilfredsstillende svar på sine spørgsmål. Hans ældre broder Tom, derimod, fik sine spørgsmål besvaret direkte fra Bibelen af de internationale bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Foredraget i Diamantbørsen blev et vendepunkt i Arnolds liv.

Heltidstjenere i aktion

Det følgende år begyndte Tom Werner og Otto Lehmann helt at hellige sig udbredelsen af bibelske  tryksager. Desuden rejste broder Block fra afdelingskontoret meget omkring og holdt foredrag der styrkede studiegrupperne. I april samme år var Arnold Werner blandt dem der fremstillede sig til dåb ved et endagsstævne for hele landet.

Arnold var sportsinteresseret og havde købt en fin sejlbåd. Kort efter sin dåb solgte han imidlertid båden og brugte mange af de penge han fik for den på at rejse ud til byer der lå ved jernbanen, og her uddelte han en resolution som hed „Et Opraab til de ledende i Verden“. Resolutionen opfordrede alle til at anerkende og acceptere Guds rige og viste hvordan kristenheden havde svigtet ved at godtage en erstatning for det, nemlig Folkeforbundet. Arnold alene uddelte i titusindvis af denne resolution.

Senere slog Arnold sig sammen med sin broder Tom, og mens de rejste rundt i landet boede de i en Ford-T-lastbil som de havde indrettet til beboelse. Sammen uddelte de den skarpe afsløring af kristenheden som fandtes i resolutionen „Gejstligheden anklages“. Frygtløst begav de sig ind på steder hvor den romersk-katolske kirke hidtil havde været enerådende. I den lille by Helmond stimlede en flok hysterisk skrigende kvinder sammen midt på gaden og råbte: „Vor hellige kirke bliver anklaget!“ Men brødrene fortsatte roligt deres arbejde.

Kort efter henvendte en præst sig til dem og sagde: „Hvad der står i den pjece er ikke sandt. I bør straks holde op med at uddele den.“ „Vi er overbevist om at hvad der står i denne resolution stemmer med hvad Bibelen har at sige om sagen,“ svarede de to brødre. „Vi mener at det er vor pligt  at fortælle folk om disse sandheder. Men vi vil holde op med det samme hvis De viser os ud fra Bibelen at det som resolutionen siger, ikke er sandt.“ „Godt,“ svarede præsten lettet, „så kom hjem til mig i præsteboligen ved totiden i eftermiddag.“ Klokken var da 11 om formiddagen. „Det er i orden,“ sagde brødrene og fortsatte deres arbejde.

Da præsten så at de fortsatte arbejdet sagde han ophidset: „Men I må holde op med at dele dem ud med det samme.“ Dertil svarede brødrene: „I øjeblikket er vi stadig overbevist om at denne resolution  taler sandt, og indtil det modsatte er bevist bliver vi ved med at gøre vores pligt,“ hvortil præsten svarede: „Så kom med mig med det samme!“ Han kunne naturligvis ikke gendrive noget af det der stod i resolutionen, og så fortsatte brødrene indtil de havde gennemarbejdet hele byen.

Loyalitetsprøver medfører en sigtning

Jehova har ladet sine tjenere forstå sine hensigter lidt efter lidt. Som det hedder i Ordsprogene 4:18: „De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ Jehovas hensigt forandres ikke, men efterhånden som lyset tager til kan det blive nødvendigt at hans tjenere reviderer deres forståelse af hvornår og hvordan den kommer til udførelse. Sådanne revisioner kan medføre alvorlige loyalitetsprøver. Det skete i 1925, da nogle forlod menigheden. Til at begynde med holdt de sammen i et løst fællesskab, for derefter at gå hver til sit. Andre gik så langt som til at erklære: „Hvis det vi forventer ikke kommer i 1925, brænder jeg min bibel.“ De havde åbenbart tabt sagens kerne af syne, var blevet trætte i Guds tjeneste og tænkte mere på at få deres belønning med det samme end på at hjælpe andre til at drage nytte af Guds kærlige omsorg.

Det afgørende spørgsmål som brødrene i Holland, og i øvrigt Jehovas tjenere i hele verden, måtte tage stilling til, var: Hvem vil ære Jehova? Det viste sig at et personligt, positivt svar herpå var en vigtig forudsætning for at kunne være loyal over for Jehova og hans synlige organisation.

 I 1927 blev Arnold Werner udnævnt til landstjener i stedet for Adriaan Block. En sådan forandring kan være prøvende. I flere år støttede broder Block tydeligvis loyalt sin efterfølger, men senere smuldrede hans loyalitet hen, med det resultat at den menighed han forestod brød sammen, og mange som havde været forbundet med den blev modstandere af Jehovas folk under den anden verdenskrig.

Villige arbejdere lyder kaldet

I begyndelsen af 1927 udgik der et kald efter flere heltidsforkyndere af den gode nyhed — kolportører, som man sagde dengang. Det varede ikke længe før der var otte heltidsforkyndere i Holland. Dermed steg afsætningen af bibelske bøger og blade betydeligt. Den blev fordoblet det år, og igen i 1928. Der blev sået mange sædekorn i form af budskabet om Riget.

Nogle af de flittige arbejdere kom fra Frankrig. Ved et stævne i Frankrig fik de polsktalende brødre at vide at der var brug for frivillige til at bringe den gode nyhed til polsktalende minearbejdere i den sydlige del af Holland. André Kowalski og hans kammerat pakkede deres ejendele sammen og flyttede til provinsen Limburg sidst på året 1927. Ikke alene fandt de mange interesserede, men André blev også belønnet med en god kone, en nidkær pionersøster der var kommet for at hjælpe dem i distriktet.

Folk i denne del af landet havde længe været fuldstændig trælbundet af den romersk-katolske kirke. Da interessen for den gode nyhed tog til, gjorde modstanden det derfor også. Næsten daglig  fik brødrene besked på at standse arbejdet, og de blev ofte slæbt med på politistationen og holdt tilbage i timevis. En søndag formiddag da de aflagde besøg hos folk i en landsby, meldte beboerne det til de gejstlige. Med borgmesteren i spidsen omringede politiet derefter brødrene, anholdt dem og tog dem med til rådhuset. Brødrene havde naturligvis ikke overtrådt loven, så man lod dem snart gå igen. I mellemtiden havde en stor skare af nysgerrige fra byen samlet sig for at se hvordan sagen ville spænde af. Da brødrene kom ud af bygningen råbte de til skaren: „Vi er her endnu!“ og begyndte at tilbyde bibelske bøger og blade, og de spredte hurtigt alt hvad de havde.

Sandhedssøgende tager standpunkt

Genbesøg og bibelstudier var sjældne i de dage. De der tilsluttede sig den sande tilbedelse måtte selv tage initiativet og virkelig lede efter sandheden. Minearbejderen Ulrich Kress var af den slags. Efter en kort samtale i venteværelset hos en læge i foråret 1930 inviterede August Lach ham hjem til sig. Ulrich kom, og da han havde læst et nummer af Den gyldne Tidsalder (det blad der nu hedder Vågn op!) kom han igen næste aften, og nu havde han en masse spørgsmål. Han var overrasket over de svar han fik fra Bibelen. Før han gik igen, spurgte han: „Hvad skal du lave på søndag?“ „Jeg har ikke tid på søndag,“ svarede August. „Om formiddagen går jeg fra hus til hus med Den gyldne Tidsalder, og om eftermiddagen skal jeg til et møde hvor vi studerer Bibelen.“ Ulrich ville gerne med.

De anvisninger han fik søndag formiddag lød nogenlunde sådan: ’Her har du nogle blade og brochurer  og de koster så og så meget. Du ta’r venstre side af gaden og jeg ta’r højre side. Hvis du når ned til enden af gaden før mig, så kom mig i møde på min side. Hvis der ikke er nogen dørklokke, kan du bare banke på.’ Det var det hele.

Når man havde arbejdet et par timer mødtes gruppen på et gadehjørne og udvekslede oplevelser. De lod til at have haft det herligt. Én fortalte at han var blevet slået med et kosteskaft. Ulrich kunne ikke forstå hvordan den slags oplevelser kunne gøre dem glade. Men deres glæde indgød ham mod. — Matt. 5:10-12.

Datidens stævner var små sammenlignet med dem vi har i dag. Der var 70 til stede i Haag i 1929. Da broder Rutherford var på besøg i 1933 var der kun 165 til stede. Men brødrene imødeså hvert stævne med stor forventning.

Pionerhjem

I begyndelsen af 1930rne opfordrede det centraleuropæiske kontor unge mænd og kvinder overalt i Europa til at stille deres tro på prøve ved at flytte til lande hvor behovet var større. Holland var en hård nød at knække i religiøs henseende. På den anden side var hollænderne kendt for at være gæstfri over for flygtninge og fremmede, og derfor begyndte pionerer fra de omliggende lande at tjene i Holland. Mange kom fra Tyskland, og hollændere sluttede sig til dem i heltidstjenesten. Nogle opgav et komfortabelt hjem og et godt betalt arbejde. Der var også nogle få som var ret nye i tjenesten. Max Henning fra Tyskland var ikke døbt endnu da han efterkom opfordringen til at stille sig til rådighed.  Men de var alle indstillet på at yde en stor arbejdsindsats som pionerer.

For at hjælpe disse heltidstjenere lejede afdelingskontoret boliger der kunne bruges som pionerhjem. I Tilburg boede seks sammen i et pionerhjem, og i Amsterdam ni. Senere blev der oprettet pionerhjem i Eindhoven, Heemstede og Leersum. Alle pionerer afgav alt hvad de modtog for afsatte bøger og blade til en fælles kasse. Man deltes om husholdningsarbejdet. Den der kunne reparere sko, tog sig af fodtøjet; en anden klippede hår, og så videre. Hvis der var penge tilovers ved månedens slutning efter at alle regninger var betalt, blev de delt mellem dem. Det blev for det meste kun til nogle småpenge.

Mod slutningen af 1931 tog man en båd som Selskabet havde lejet, i brug til hjælp i tjenesten. Den hed Almina og lå fortøjet i kanalen i byen Zwolle. Båden egnede sig udmærket som pionerhjem og ville kunne flyttes fra sted til sted så den fulgte pionererne når de arbejdede i de byer og småbyer der lå ved kanalerne. Der var bare ét minus: De der skulle bo i den, forstod sig lige så lidt på at manøvrere med en båd som på at flyve til månen. Så da Ferdinand Holtorf fortalte at han havde været sømand, blev han omgående påmønstret Almina og i huj og hast sendt til Zwolle.

Almina var en god båd, men den havde også sine mangler. Den havde for eksempel ingen motor og intet sejl. Hvordan skulle de få den ud af stedet? ’Er der en stærk broder om bord?’ Så var problemet løst. Han skulle gå som „hest“ på bredden og  trække båden efter sig i et tov. Sådan begav de sig af sted! Hele den nordøstlige del af landet fik et godt vidnesbyrd takket være det hold der boede i båden. En af de mindre byer de forkyndte i var Emmen. Ingen forestillede sig dengang at Vagttårnsselskabet 50 år senere skulle bygge nyt afdelingskontor og trykkeri i denne by.

Hurtig vækst fører til juridisk røre

Efterhånden som forkyndelsen voksede i styrke, voksede gejstlighedens modstand nogle steder tilsvarende. Det gjaldt egnen omkring Tilburg. Hvis forkynderne arbejdede samme sted to dage efter hinanden blev de fordrevet af pøbelsværme der kastede med sten og fægtede med høtyve. For at kunne fortsætte i et sådant distrikt til de havde aflagt et grundigt vidnesbyrd, og alligevel klare sig økonomisk, måtte pionererne ofte tage en måneds tid til et venligere distrikt et andet sted hvor de kunne sprede mange bøger og blade, og så vende tilbage til arbejdet i omegnen af Tilburg.

Man gik så vidt i at lægge pres på pionererne som til at lukke for lys, vand og gas til pionerhjemmet. Man forsøgte endog at brænde huset af, og der blev truet med at hvis Vidnerne fortsatte deres arbejde i den del af landet, ville alle der var kommet fra udlandet for at forkynde blive udvist. Da broder Sonnenschein senior en aften ikke kom hjem som sædvanlig og man henvendte sig til politiet i Tilburg, fik man det svar at Vidnerne forårsagede uro i befolkningen og at den savnede sandsynligvis var blevet smidt ud af landet. Det viste sig at være tilfældet. De stedlige myndigheder havde besluttet  at broderen skulle overgives til nazimyndighederne i Tyskland. Dermed endte han i en koncentrationslejr. Det samme skete for brødrene Lange, Gädeke og Backes. Til sidst blev hjemmet i Tilburg opgivet og pionererne flyttet til andre distrikter.

Der kom en skarp reaktion fra jurister og presse. Het Volk for 10. april 1934 gengav flere juristers mening om sagen. En advokat sagde: „Udlændinges aldeles retsløse tilstand . . . bringer Hollands hæderkronede asylretstradition i vanry i andre lande.“ I parlamentet blev det henstillet kraftigt til justitsministeren at gøre sin indflydelse gældende så lokale politimyndigheder blev frataget retten til at udvise folk.

Dengang blev butikslukkeloven også bragt i anvendelse over for Jehovas vidner på en måde så det blev forbudt dem at tilbyde bibelske bøger og blade mod et bidrag på offentlige steder om søndagen. En appel til finansministeriet førte ikke til noget resultat. Til trods for denne modstand blev budskabet om Riget fortsat udbredt.

„Send dit brød ud på vandet“

I sommeren 1934 afsatte en pioner fire brochurer til en dame i Rotterdam. Senere samme dag fandt hendes søn Jan dem på bordet da han kom hjem fra en fodboldkamp. Skønt forældrene var meget religiøse var Jan ved at miste interessen for religion. Han var endog begyndt at beskæftige sig lidt med kommunismen. Men da han læste brochurerne vidste han at her var sandheden. Pionererne kom ikke tilbage. Dengang anvendte man princippet i Prædikeren 11:1 på forkyndelsen: „Send dit brød ud på  vandet, for efter mange dages forløb vil du finde det igen.“ Man lod Rigets budskab lyde vidt og bredt uden at se umiddelbare resultater. Men Jan ventede ikke ’mange dage’ med at handle i overensstemmelse med det han havde læst. Han talte om det til alle der ville høre. Hans veninde forkyndte sammen med ham, og de tjener stadig Jehova sammen.

Afdelingskontoret meddelte Ferdinand Holtorf i Groningen oppe i den nordlige del af landet at han hellere måtte tage ud at besøge en mand på landet som havde bestilt store mængder brochurer til spredning. Efter længere tids søgen fandt han Tjeerd de Bruijn. Det viste sig at han et år forinden havde modtaget tre brochurer af Ferdinands egen kone, hvorefter han så var flyttet. Han følte trang til at fortælle andre om de vidunderlige sandheder han selv havde lært at kende. Tjeerd havde et  meget slidsomt arbejde på et dige, og det tog ham to timer på cykel at komme på arbejde og to timer at komme hjem igen om aftenen. Derhjemme ventede desuden arbejde i haven på ham. Men når alt dette var overstået drev glæden over sandheden ham til at gå ud og forkynde sammen med Ferdinand, og det varede undertiden til midnat.

Især de steder på landet hvor den calvinske reformerte kirke havde et godt tag i befolkningen måtte pionererne give agt på deres påklædning hvis de ville aflægge et godt vidnesbyrd. Folk i disse egne anså det for en dyd at være klædt i sort og at så meget som muligt af legemet var tildækket. De brød sig ikke om den måde hvorpå de tyske pionersøstre var vant til at klæde sig, og de afviste dem derfor ofte med en bemærkning som: ’I med jeres lyse kjoler og strømper og jeres kortklippede hår, vil I fortælle os noget om Gud?’ Pionererne lagde imidlertid mærke til at pioneren Jopie de Jong havde gode resultater. Jopie var dér fra egnen og havde tidligere tilhørt den calvinske reformerte kirke, så han kendte disse mennesker ud og ind. Åh, se bare, han gik i nydelige, stribede bukser og havde en distingveret bowlerhat på når han gik ud i tjenesten! Så begyndte de at klæde sig på en måde folk bedre kunne acceptere.

Strabadser hæmmer ikke arbejdet

Pionererne veg ikke tilbage for strabadser. I særlige vidnesbyrdsperioder var det ikke ualmindeligt at de arbejdede så meget som 100 timer i tjenesten om ugen. Sent på foråret og først på efteråret begyndte de at forkynde klokken syv om morgenen  på landet. Morgenmaden blev indtaget på farten. I stedet for at holde frokostpause tog de en bid mad undervejs fra det ene besøg til det andet. Klokken 21 vendte de omsider hjem efter at have forkyndt i 14 timer. Det var ikke usædvanligt at de spredte 400, ja endog 800 brochurer i løbet af en sådan uge.

Men i midten af 1930rne forværredes landets økonomiske situation. Der var megen arbejdsløshed, og det blev vanskeligere for folk at give et bidrag for bøger og blade.

Begivenhederne i Tyskland havde også deres virkning — først indirekte. Da Arthur Winkler og hans kone Käthe kom over grænsen fra Tyskland for at være pionerer i Holland, fortalte de om rædslerne i koncentrationslejrene. Det fik de hollandske brødre til at tænke alvorligt på at de også en dag kunne blive udsat for sådanne prøvelser.

De hollandske myndigheder var meget omhyggelige med ikke at fornærme Adolf Hitler. Da vidnerne i 50 lande i oktober 1934 sendte telegrammer hvori de protesterede mod Hitlers umenneskelige behandling af Jehovas Vidner i Tyskland, nægtede mange postembedsmænd i Holland at ekspedere telegrammerne. Alligevel blev folk ved med at komme i sandheden, og nogle af dem blev sande åndelige søjler.

Frimodig forkyndelse med grammofoner

Så kom endnu et hjælpemiddel i forkyndelsesarbejdet, nemlig grammofonen. Alle forkyndere brugte den flittigt. Den tyske pionerbroder Kasper Keim, der arbejdede i Enschede i 1938, var lykkelig  over at have en „Aron“ til at tale for sig, da han ’ikke var nogen veltalende mand’ på hollandsk. (Jævnfør Anden Mosebog 4:10, 14-16.) Han spurgte søster Albrecht til råds om hvordan han bedst kunne få sin „Aron“ i gang, og hun foreslog: ’Når du kommer til døren, så spørg den der åbner: „Har De fem minutter?“ Hvis der svares ja, så spil pladen.’ Næste morgen ringede Kasper tillidsfuldt på den første dørklokke. Da en dame åbnede døren sagde han resolut: „Frue, De har fem minutter!“ Dør efter dør stod folk forbløffede og lyttede.

Trods den vanskelige økonomiske situation ville forkynderne gerne have en grammofon med ud i arbejdet. Oppe nordpå solgte Tjeerd de Bruijn straks sin ged for at kunne købe en grammofon. Derefter ventede han ved kirkedørene og sørgede for endnu en prædiken til kirkegængerne når de kom ud.

I Soest tog søster J. de Bree grammofonen med til et befærdet gadekryds, stillede den op og spillede pladerne, ofte for så mange som 30 mennesker. Da pionererne fra Deventer forkyndte i havnene langs floden Ijssel spiste de deres frokostpakke hvor folk samledes. Mens de spiste spillede de deres plader så andre kunne høre dem. Undertiden var der 25 personer som lyttede og stillede spørgsmål. En specialbygget bil der var indrettet til beboelse og forsynet med højttaler blev også taget i brug. Forkyndelsen øgedes i omfang og styrke.

Øget pres på tyske pionerer

Da forfølgelsen af Jehovas Vidner tog til i Tyskland gik flere over grænsen til Holland. De hollandske  brødre hjalp med at finde logi og passede i øvrigt på ikke at give fremmede oplysninger om dem.

Nogle embedsmænd var imidlertid nazivenlige. Derfor blev Karl Kemena arresteret i Ootmarsum på foranledning af borgmesteren kort efter at han var kommet over grænsen i oktober 1937. Karl blev indsat i fængselet i Almelo og måtte blive der i tre måneder indtil mere venlige embedsmænd greb ind. Men han brugte tiden til at lære hollandsk og var således godt udrustet til at være med i forkyndelsesarbejdet da han blev løsladt. Året efter blev han arresteret et andet sted men blev løsladt efter nogle måneders forløb.

I Holland var man bange for at der ville komme krig. Den 15. marts 1938 talte premierministeren dr. H. Colijn herom i radioen og sagde: „Jeg vil slutte med en indstændig bøn om at den almægtige Gud vil beskytte vor del af verden og dermed vort fædreland mod et nyt Harmagedon.“ Netop da arbejdede brødrene med at udbrede brochuren Harmagedon, der redegjorde for hvad Bibelen har at sige om dette emne. Nogle steder kunne pionererne ikke tilfredsstille efterspørgselen.

Det tyske Gestapo prøvede imidlertid at få fat på tyske Jehovas vidner i Holland. En agent ved navn Hilgers blev infiltreret blandt brødrene. Men hans indstilling forrådte at han ikke var et Vidne, og han kunne ikke gøre megen skade.

Men der var mere i gære. Den 23. juli meddelte borgmesteren i Leersum Selskabets afdelingskontor følgende: „I medfør af et brev jeg dags dato har modtaget fra rigsadvokaten i hans egenskab af  politichef for Amsterdam, er det min pligt at underrette Dem om at De og alle øvrige medlemmer af Vagttårnsselskabet må afstå fra enhver kolportage i fremtiden, da udlændinge i modsat fald vil blive udvist.“ Det viste sig at forbudet gjaldt alle der ikke var „af hollandsk nationalitet“, og det ikke blot i Leersum men i hele landet. Det førte dog kun til midlertidig usikkerhed blandt de tyske pionerer. Afskåret fra den forret det er at forkynde fra hus til hus, koncentrerede de sig om genbesøg, og på den måde blev forbandelsen til en velsignelse.

Datidens møder var meget anderledes

Menighedsmøderne har altid været styrkende for Jehovas folk. Men undertiden kunne der være forhold som viste at der var brug for bedre tilrettelægning og større åndelighed. Man serverede for eksempel somme tider kaffe ved vagttårnsstudiet, og luften var ikke altid uden tobaksrøg.

Cornelis Dortland husker at der ved den første mindehøjtid han overværede var dækket et bord med 50 tallerkener med hver et stykke brød, og 50 fyldte vinglas. „Siden denne første mindehøjtid,“ siger han, „har jeg tålmodigt og tillidsfuldt set hvordan Jehova har oplært sit folk. Jeg har set mange lade sig lutre og tugte af ham, og jeg har set dem der troede for meget om sig selv forsvinde.“

Det er også værd at lytte til nogle velafvejede ord af Ferdinand Holtorf, der nu har 54 års teokratisk tjeneste bag sig: „Når vi ældre brødre kommer sammen og taler om vore tidligere oplevelser, berører det os dybt at se hvor vidunderligt Jehova har  ført sit folk og forberedt det til kommende større velsignelser. Vi er stolte af at Jehova trods vore fejl og mangler alligevel har brugt os til at tjene hans hensigt og har ladet os få så vidunderlige oplevelser. Dem kan vi fortælle andre om, så alle og enhver kan styrkes til at klare de meget større ildprøver der endnu skal komme.“

Teokratisk orden styrker organisationen

Da tjenesteåret 1939 begyndte, studerede brødrene i Holland som i mange andre lande vagttårnsartiklerne om teokratisk organisation. Dette studium hjalp dem til bedre at forstå deres forhold til Jehova Gud og Jesus Kristus. Det klargjorde hvordan teokratisk orden burde gøre sig gældende i menighedsorganisationen. Det blev erkendt at der havde været strid og kiv i nogle menigheder, men samtidig henledtes opmærksomheden på at en opfyldelse af Esajas 60:17 „maa betyde, at den Tid vil komme, da der hersker Fred i Herrens Organisation ud over hele Jorden“. De som var anderledes indstillet, de der var mere interesseret i deres eget navn end i at ære Guds navn, afslørede snart sig selv.

Menigheden i Eindhoven blev opløst. I den sydlige del af Limburg blev en gruppe på 17 reduceret til 10. Men de som blev tilbage var loyale. Diny Langenberg, der var tilsluttet menigheden i Deventer, husker at de havde stemt for at Willy Martens skulle være deres menighedstjener, men Selskabet meddelte dem at Albert van Duren var blevet udnævnt. Meget forstandigt sagde broder Martens  derefter: „Hvad Selskabet gør er godt. Vi vil adlyde og give broder van Duren vor fulde støtte.“ Det blev til velsignelse for gruppen.

Genoprettelsen af teokratisk orden forenede brødrene. Indtil 1939 havde pionererne udført hovedparten af forkyndelsesarbejdet, men nu da tallet på menighedsforkynderne voksede, udførte de næsten halvdelen af arbejdet. Ved at lære at samarbejde under den teokratiske ordning styrkedes brødrene til de stormfulde år der lå umiddelbart foran dem.

Krigsskyer trækker sammen

Da Hitler annekterede Østrig i 1938 var nogle tilbøjelige til at tro at han nu havde fået sit livs store ønske opfyldt og ville være tilfreds. Men han stoppede ikke ved dét. Den 15. marts 1939 marcherede Hitlers tropper ind i Prag i Tjekkoslovakiet. Brødrene i Prag forstod at Gestapo snart ville stå for døren, og de begyndte straks at afmontere deres trykkemaskiner. Da Gestapo kom den 30. marts var alle maskiner ude af landet. Tre af dem endte i Holland.

Forbindelsen til trykkeriet i Schweiz blev stadig vanskeligere, så trykkeriudstyret kom på et meget gunstigt tidspunkt. Der blev straks truffet foranstaltning til at indrette vort eget trykkeri i et lejet lokale i byen Haarlem. Brødrene var ivrige efter at budskabet om Riget skulle have så stor en udbredelse som muligt.

Dengang begyndte man også med informationsmarcher. Forkyndere bar plakater for og bag og på stænger, med markante spørgsmål såsom: Fascisme  eller frihed — hvad vælger De? Brochuren Fascisme eller Frihed blev tilbudt forbipasserende. Andre forkyndere satte belyste plakater i vinduerne i deres hjem med slagord som: „Guds rige hersker — er verdens ende nær?“ og „Hvad vælger De — teokrati eller diktatur?“

Krigsfrygten gjorde alle nervøse. Myndighederne var bange for at fornærme Hitler. Men da hans hære marcherede ind i Polen og da Frankrig og England blev trukket ind i krigen, begyndte flere at lytte til Jehovas vidner. Indholdet af bogen Fjender og brochuren Fascisme eller Frihed som man dengang arbejdede med, var skarpt. Følgelig blev bøgerne og brochurerne konfiskeret, og de der spredte dem blev fængslet. Anklagen lød ofte på at de havde ’fornærmet en „venligsindet statsmand“’, hvormed der mentes Hitler, som havde indgydt frygt i mange der sad i ansvarsfulde stillinger.

Katolsk Aktion giver bagslag

Katolsk Aktion udnyttede denne tid da alle var nervøse, til at forsøge at tildele Jehovas Vidner et slag der skulle strække dem til jorden. Udbredelsen af brochurerne Se Kendsgerningerne i Øjnene og Lægedom med deres magtfulde afsløring af det katolske hierarki vakte gejstlighedens vrede. Arnold Werner, som var landstjener, blev ved retten i Haarlem tiltalt for at have krænket en del af den hollandske befolkning. Stævningen indeholdt en imponerende række citater fra brochurerne der blev anset for strafbare. Især opholdt man sig ved uddrag der beskyldte det romersk-katolske hierarki for bedragerisk at lokke penge ud af folk ved  at hævde at det kan udfri de døde fra et sted hvor de ikke er — fra skærsilden, hvis eksistens kirken, hed det, ikke kunne bevise.

Da sagen kom for retten den 5. oktober 1939 lod Katolsk Aktion sin sværvægter, „fader“ Henri de Greeve, møde som hierarkiets hovedvidne. I vidneskranken erklærede han at han var mødt som repræsentant for det hollandske katolske præsteskab og at alle katolske præster og andre gejstlige i høj grad var krænket over indholdet i brochuren Lægedom. „Mit største klagepunkt er,“ jamrede han, „at udenforstående kunne få det indtryk at vi præster bare er en flok skurke og bedragere.“ Statsadvokaten krævede broder Werner idømt en bøde på 300 gylden eller tre ugers fængsel.

Derefter blev Arnold Werner hørt. Ud fra den katolske Petrus Canisius-oversættelse beviste han at alt hvad brochuren sagde om katolske læresætninger var i overensstemmelse med katolikkernes egen Bibel. Da han desuden erklærede at Jehovas vidner var oprigtige katolikkers venner, hyssede de Greeve rasende ad ham. Selskabets advokat spurgte derefter de Greeve om han var medlem af hierarkiet. Han svarede at det var han ikke. Da han blev spurgt om han kunne bevise læren om et brændende helvede og om skærsilden, svarede han: „Det kan jeg ikke; jeg tror kun på dem.“ Eftersom brochuren havde sagt at de bedragerisk fik penge for noget de ikke kunne bevise, frafaldt man anklagen mod vores broder. Som en slagen mand forlod de Greeve rasende retten i stor hast. For brødrene var det en sejrens og jubelens dag.

 Udfriet af trældom

Under det stigende pres fortsatte forkyndelsen af Rigets budskab, og folk blev udfriet af åndelig trældom. Henk Toonstra var i lægekorpset da han fik nogle af Selskabets brochurer af sin svoger. Da han kom til forståelse af hvad Bibelen siger, syntes han ikke han kunne fortsætte sin militære løbebane. Han sendte nogle af brochurerne til sin ældre broder Oeds og sagde: „Jeg ved at du tænker klart og er godt inde i Bibelen. Lad nu være at slå en medlidende latter op, men læs disse brochurer opmærksomt og virkelig kritisk.“ Det gjorde Oeds. Derpå lod han sin kone læse dem. De takkede begge inderligt Gud for denne nyfundne sandhed.

En ung mand i Haag var i stadig forbindelse med åndeverdenen. Han kunne læse breve i lukkede kuverter og meget andet. Hvad han skulle gøre og sige blev altid hvisket ham i øret. Da han fik at vide at stemmerne var fra dæmoner, blev det blot værre. Han måtte beslutte sig. For første gang i sit liv henvendte han sig højt til Jehova i bøn og bad om tilgivelse for at have tjent dæmonerne og lovede fra nu af at gøre Jehovas vilje. „Jeg havde taget min beslutning,“ fortæller broder van de Eijkhoff, „og fra det øjeblik forsvandt de hviskende stemmer. Alt var nu stille og fredeligt og jeg var mig selv igen.“ Men på internationalt plan var spændingen ved at nå bristepunktet.

Krigsudbruddet

I januar 1940 indeholdt den hollandske udgave af Vagttårnet en studieartikel om kristen neutralitet. Det var netop hvad der var brug for!

 Skønt det så ud til at krig var umiddelbart forestående, lod det til at folk var ved at vænne sig til faren. Den 9. maj var som alle andre forårsdage, og folk passede deres dont som sædvanlig. Men klokken 20.45 satte generalkommandoen pr. telex alle militære enheder i alarmberedskab. Den 10. maj klokken 3.55 var krigen i fuld gang langs grænsen mod øst. Men den hollandske hær formåede ikke at holde de tyske styrker tilbage ret længe, og fire dage senere var den sidste isolerede modstandsgruppe nedkæmpet. Dermed begyndte en tid med undertrykkende besættelse — og for vore brødre en tid med intens forfølgelse.

Razzia på betel og et pionerhjem

Tidligt om morgenen den 10. maj, da krigen var brudt ud, beordrede hæren alle tyske statsborgere i Holland arresteret. Samme aften kom hollandske soldater med opplantede bajonetter til betelhjemmet i Heemstede. Brødrene og søstrene modtog dem roligt og venligt og bød dem på kaffe, hvilket gjorde dem helt forlegne. Ikke desto mindre blev de tyske brødre anholdt og taget med. Tidligere samme år var Arnold Werner blevet fritaget for sin tjeneste som landstjener på grund af personlige omstændigheder, og Arthur Winkler var blevet udnævnt i hans sted. Nu blev broder Winkler og Fritz Hartstang taget med, men de var kun væk i forholdsvis kort tid.

Næste morgen traf de der var tilbage på kontoret visse sikkerhedsforanstaltninger. Navne, adresser og andet som fjenden eventuelt kunne bruge til at  lægge hindringer i vejen for Rigets arbejde, blev anbragt på et omhyggeligt udvalgt skjulested. Så mange bøger og blade som muligt blev sendt ud til de menigheder man endnu kunne komme i forbindelse med. Et nyt bogholderisystem med numre i stedet for navne blev taget i brug.

Samme morgen gjorde en deling soldater razzia på pionerhjemmet i Leersum. Skønt der kun var hollandske og ikke længere tyske pionerer i hjemmet, blev de alle taget med i en af militærets lastbiler og kørt til afhøring. Efter at borgmesteren samme aften venligt havde fastslået deres identitet, blev de kørt tilbage til pionerhjemmet, til stor ærgrelse for naboerne, som triumferende havde iagttaget at de blev afhentet.

Sikring af den åndelige føde

Umiddelbart før krigens udbrud ankom en sending på 100.000 brochurer og en udgave af bladet „Trøst“ (tidligere Den gyldne Tidsalder) til godsbanegården i Rotterdam. Da byen blev bombet den 14. maj blev godsbanegården raseret. Men da flammerne døde hen lå hele sendingen uskadt midt i murbrokkerne. Senere læssede fragtmanden det hele på en lastbil og kørte det til Selskabets kontor. Da han ankom var han synligt bleg og rystet og spurgte: „Hvad i alverden er der i de kartoner? Godsbanegården i Rotterdam brændte ned, men til trods for det blev kartonerne her alle reddet. Desuden kommer jeg direkte fra Rotterdam og er ikke blevet standset af militærpatruljer en eneste gang. Før mig og efter mig blev alle biler, lastbiler og fodgængere standset på hele turen, men jeg kunne  køre lige igennem.“ Brødrene havde et enkelt svar: „De indeholder et budskab som folk ubetinget skal have.“ Chaufføren tog gerne imod brochurer og blade til sig selv. Derefter blev resten af sendingen fordelt til menighederne.

En anden forsendelse der blev indfanget af krigens malstrøm befandt sig på et pakhuslager i Papendrecht på Alblasserwaard, der er helt omgivet af vand. For at komme derfra måtte man enten over en bro eller benytte en færge, og begge dele blev kontrolleret af SS. Paul Jansen og et par andre brødre tog af sted for at få fat på kartonerne. De læssede tryksagerne på en lejet kærre. Da de fastgjorde presenningen bankede Pauls hjerte heftigt. Angst? Vist var de bange! Men de havde også tro — en lille smule mere tro end angst. Da de nærmede sig færgen blev de stadig mere tavse. Kærren blev skubbet om bord på færgen. De var alle klar over at den eneste måde de kunne komme igennem på, var ved at forlade sig helt på Jehova. De bad alle stille men inderligt til Jehova. Publikationerne var snart i god behold hos menighederne. Dermed havde brødrene lært noget nyt — noget om tro på og tillid til Jehova — en lektion i bønnens magt, en lektion i kristent mod. Sådanne beviser på Jehovas omsorg, samt det at den åndelige føde i Vagttårnet stadig kom rettidigt frem til brødrene, var i sandhed trosstyrkende.

Møder og forkyndelse fortsætter under krigen

Krigen afbrød alle slags daglige gøremål. Til at begynde med var der nogen forvirring blandt vennerne.  Noget af det første der blev genetableret var møderne. Brødrene havde brug for at få den åndelige føde regelmæssigt. Det ville nu være uklogt at mødes i større antal, og derfor blev menighederne opdelt i grupper på højst ti personer, der så mødtes i private hjem. Mødestederne blev hele tiden flyttet, så fjenden ikke så let kunne komme på sporet af dem. Derefter behøvedes kun en ringe tilskyndelse for at få forkyndelsen i gang igen.

Brødrene arbejdede modigt. Pionerhjemmene, både dem i land og dem på Selskabets både, fortsatte med at virke. I løbet af sommeren 1940 nåede budskabet om Riget ud til folk overalt i landet, og der blev spredt mange bøger og blade. I en tid hvor krigen drev hele befolkninger fra hus og hjem, var det meget passende at videregive det styrkende budskab der fandtes i brochuren Flygtninge.

Efter at de første sikkerhedsforanstaltninger var blevet truffet, fortsatte det daglige arbejde på afdelingskontoret. De brødre der var blevet interneret ved krigens begyndelse, blev snart løsladt. Besættelsestropperne var endnu for optaget af andre problemer til at kunne gribe ind. Men det varede ikke længe.

Løkken strammes

Den 29. maj 1940 kundgjorde Reichskommissar Seyss-Inquart at der var udstedt forbud mod Jehovas Vidners organisation. Pressen bragte blot en kort notits. En tid gjorde man intet for at håndhæve bekendtgørelsen, men der var ingen tvivl om at Selskabets kontor snart ville blive udsat for en razzia.

 Brødrene tilskyndede broder Arthur Winkler til at gå under jorden, så han ikke faldt i Gestapos hænder førend nødvendigt. De næste måneder flyttede han derfor ubemærket fra logi til logi — ofte blot et kort spring forud for naziagenterne.

Mod slutningen af juni kom tre gestapoagenter til afdelingskontoret. Da Helen Hartstang kom ned ad trappen klokken 9, så hun dem i samtale med Arnold Werner, som dengang arbejdede med oversættelse. „God morgen, d’herrer,“ sagde hun, og idet hun søgte at opføre sig så normalt som muligt gik hun gennem køkkenet ud i garagen. Her tog hun sin cykel og spurtede over fire kilometer til trykkeriet for at advare de tyske brødre der arbejdede dér.

I mellemtiden gennemsøgte Gestapo kontoret. De spurgte også hvor R. A. Winkler var. Men det var tydeligt at alt det de ville have, var væk. Broder Werner hørte dem mumle: „Vi er kommet for sent!“ Efter nogen tid kørte de til trykkeriet, men de tyske brødre var allerede forsvundet. Skønt oktobernummeret af „Trøst“ var i trykken gik Gestapo igen uden at lukke trykkeriet. Tre dage senere var de imidlertid igen på Selskabets kontor.

Denne gang blev de der i tre dage og tog telefonen og åbnede døren for alle besøgende. Når brødre som holdt sig skjult, ringede til kontoret, stod det dem klart at der var noget galt. Brødre der kom til døren blev klar over at der var fare på færde når de lugtede tobaksrøg. De spurgte så efter nogen som de vidste ikke boede der, hvorefter de hurtigt trak sig tilbage med en undskyldning. Den 6. juli blev kontoret og trykkeriet omsider lukket og forseglet.  Trykkeriudstyret fra Tjekkoslovakiet havde været i brug mindre end et år, men det var blevet godt udnyttet til at fremstille en god lagerbeholdning af blade og brochurer.

God vejledning angående tjenesten

For at ruste brødrene til hvad der måtte komme, bragte den hollandske udgave af Vagttårnet for juni 1940 en artikel om forfølgelsen af Jehovas vidner i Tyskland, de torturmetoder man benyttede sig af, og de afsagte dødsdomme. Den 15. juni, endnu før kontoret var blevet forseglet, blev der sendt en rundskrivelse til alle forkyndere om hvor forsigtig Jesus var under forskellige omstændigheder. I brevet anbefaledes det også at man undlod at tilbyde bogen Fjender og brochuren Advarsel fra dør til dør, mens man frit kunne bruge alle andre publikationer.

Ti dage senere blev der sendt endnu et brev, denne gang til alle zone- og menighedstjenere. For at mindske risikoen for at noget nummer af Budbringer (nu Rigets Tjeneste) skulle falde i fjendens  hænder blev der truffet den sikkerhedsforanstaltning at alle fremtidige eksemplarer skulle indsamles efter hvert møde hvor de var blevet brugt. Og når en Budbringer var helt færdigbehandlet, skulle menighedstjeneren opbevare et eksemplar i sit arkiv og tilintetgøre resten.

For at give brødrene den nødvendige føde blev verdslige trykkerier taget i anvendelse. Brødrene kom ikke til at mangle noget i denne henseende. Henk Toonstra siger: „Det rører sig dybt i os når vi tænker tilbage på den tid. Hvor var vi lykkelige for at Vagttårnet altid kom til tiden, selv om det var i en ny forklædning. Med glubende appetit kastede vi os over fortolkningerne af profetierne og deres anvendelse på vor tid!“

Undergrundsorganisationen træder i kraft

I løbet af sommeren 1940 blev der taget yderligere skridt til at styrke organisationen. I et brev til menighederne i august blev det meddelt dem at ingen korrespondance måtte sendes til kontoret med posten. Menighedstjenerne ville sørge for at breve kom de ansvarlige brødre i hænde.

Fra nu af ville forkynderne kun kende den studieleder der betjente deres lille gruppe. Andre tjeneres adresse var dem ikke bekendt. Og disse andre brødre kendte de kun under særlige navne. Alle mulige dæknavne blev opfundet, som for eksempel „Store Bep“, „Sorte Koos“, „Blonde Gerrit“ og „Gamle Truus“.

Der blev til stadighed oprettet bibelstudier med interesserede mennesker. Men for at man kunne  sikre sig mod infiltration af spioner måtte ingen tage en interesseret med til menighedens studiemøder uden menighedstjenerens godkendelse. I månederne der fulgte viste det sig flere gange at det var en klog foranstaltning. Forkynderne måtte under ingen omstændigheder gå til andre end deres egen studiegruppe, og end ikke prøve at finde ud af hvor andre grupper mødtes. Ingen måtte røbe stedet hvor deres studiemøde afholdtes, ikke engang til deres mest pålidelige ven. Hvis nogen brød denne regel, kunne vedkommende miste den forret det var at komme til møderne.

Når forkynderne arbejdede fra dør til dør blev alle mennesker som viste en fjendtlig holdning over for Jehovas Vidners arbejde omhyggeligt skrevet op. Sådanne navne og adresser blev opbevaret sammen med distriktskortene, og hvis disse mennesker i det hele taget blev besøgt igen, skete det med største forsigtighed.

Der sporedes ingen tilbagegang i arbejdet. Tværtimod førte den ånd Jehova gav sine tjenere til en enestående fremgang. Rapporten for det tjenesteår der sluttede med august 1940 viste 501 forkyndere, hvilket var en forøgelse på 58 procent! Spredningen af bøger og blade var steget næsten 100 procent, og timerne i tjenesten var blevet øget med 77 procent. Hvad Vidnerne gjorde, ærede i sandhed Jehovas navn.

Fra september 1940 blev det nødvendigt at oprette en landsdækkende kurértjeneste til ekspedition af bøger, blade og post. Wilhelmina Bakker, der var blevet døbt kun tre måneder forinden, var en af de første der deltog i dette arbejde. (Hun er  stadig pioner og nu gift med Max Henning.) Hendes første opgave var at bringe en kuffert med publikationer til besætningen på Lichtdrager (en husbåd beboet af pionerer) i byen Sneek. Da hun kom til byen konstaterede hun imidlertid at pionererne var blevet nødt til at flygte og at båden var væk. Det var blevet for sent at vende tilbage til Amsterdam den aften, og der var ingen Jehovas vidner i byen, så hun måtte overnatte på et hotel. „Jeg ser endnu hotelkarlens overraskede ansigtsudtryk for mig, da han hjælpsomt bar kufferten til mit værelse. Den var tung som bly,“ sagde Wilhelmina for nylig.

En bølge af arrestationer og forhør

I september satte en bølge af arrestationer ind. Den 12. september 1940 blev Arnold Werner arresteret af to SS-officerer og ført direkte til fængselet i Scheveningen. Han fik papir og blyant og blev beordret til at ’skrive alt om Jehovas Vidners arbejde, menighederne i Holland, deres ledere og især boglagrene’. ’Derefter kan De gå hjem,’ tilføjede de. Broder Werner afslørede intet der kunne skade Jehovas folks arbejde, og han blev ikke sendt hjem.

Nogle få dage senere blev Herman Tollenaar arresteret af Gestapo da han ville hente restbeløbet for pionerhjemmet i Leersum’ som var blevet solgt. Flere pionerer fra dette pionerhjem blev også fængslet. I oktober blev kredstilsynsmanden Eliza de Vries arresteret mens han betjente en menighed i Friesland. I provinsen Groningen sov Evert Dost som en sten, og da han vågnede stod to gestapofolk ved hans seng. De bad ham klæde sig på og følge  med. Kort tid derefter blev alle de fængslede i den nordlige del af landet kørt med bus til fængselet i Scheveningen, hvor en del brødre allerede befandt sig.

Nu fulgte forhørene — undertiden i timevis, men endnu uden at nogen led fysisk overlast. Det lod til at Gestapo blot indsamlede oplysninger, så de kunne rive organisationen op. Men snart tog de andre metoder i brug.

Behandlingen bliver hårdere

Den 18. oktober foretog Gestapo en husundersøgelse hos Steve Heiwegen i byen Harskamp. Steve var meget ivrig i sit arbejde med at tage vare på Rigets interesser, og han sørgede godt for sin lille familie. Samme nat vendte de tilbage, arresterede ham og førte ham til Arnhem. Han blev behandlet hårdere end brødrene i Scheveningen. „Hvis ikke du fortæller os hvor Winkler er, henter vi din kone og dine børn og slår dem til plukfisk mens du ser på det, og dig prygler vi ihjel. Din beskidte bibelstudent, hvor er de andre? Hvis du ikke siger os det, skyder vi dig,“ truede Gestapo. Truslerne blev ledsaget af slag. Han blev anbragt på en kiste og tvunget til at blive der et helt døgn uden mad og drikke. De tvang ham også til at gøre i hundredvis af knæbøjninger.

Da alt dette ikke gav noget resultat kom en tilsyneladende venlig mand ind til ham. Han lod næsten til at græde af medfølelse da han sagde: „Sig det hele. Tyskerne kan finde på alt muligt. Hvad nytter det alt sammen? Vi har haft andre af din slags. De fortalte os alt hvad de vidste, og nu er  de hjemme igen hos familien, konen og børnene. Kom med mig. Jeg kender tyskerne godt; jeg skal nok lægge et godt ord ind for dig.“ Steve svarede ikke. „Så blev han så rasende,“ fortæller Steve, „at han pludselig slog mig midt i ansigtet, sparkede mig flere gange, rev en pistol frem af sin jakkelomme og begyndte at bande som en rasende på tysk. Han gav mig ti sekunder, pressede pistolen mod tindingen på mig og sagde at hvis jeg ikke havde åbnet munden inden den tid, ville han trykke af. Han gav sig til at tælle meget langsomt — en, to, tre, fire, . . . fem, . . . seks, . . . s y v, . . . o t t e, . . . n i . . . Han gjorde en pause (der lige var lang nok til at jeg kunne bede en bøn), gav mig et hårdt slag og kastede mig derpå ind i et lille, mørkt rum.“ Steve var rystet over en sådan behandling, men en tid skete der ikke mere.

De brødre der stadig var på fri fod, forstod nu at de måtte være mere forsigtige. Fjenden vidste at forkynderne var parate til og ivrige efter at hjælpe andre til at lære Bibelens sandheder at kende, og at de ville gøre det selv om de satte deres personlige sikkerhed på spil derved. Nogle modstandere foregav at være interesserede, så de kunne liste sig ind i organisationen. Man måtte være skarpsindig for at finde frem til hvem der virkelig ønskede at lære sandheden at kende. De foranstaltninger der allerede var blevet truffet for at hindre infiltration af spioner i menighedernes studiegrupper viste sig at være en virkelig beskyttelse.

Nogle får det lidt lettere

I løbet af december forekom der ingen nye arrestationer, og de fleste af de brødre som var blevet  arresteret blev løsladt. De fleste af dem gik hurtigt i gang med tjenesten igen. Men for Arnold Werner tog det lidt længere tid inden han igen kom til alle møder og tog fuld del i menighedens arbejde.

Da de andre blev løsladt, blev Carl Hultman alene tilbage i Scheveningen-fængselet. Og Herman Tollenaar blev ført til koncentrationslejren Oranienburg i Tyskland, for aldrig at vende levende tilbage.

Naziuhyret slår til

Januar måned 1941 var bitterlig kold, og det syntes som om naziuhyret var faldet i dyb vintersøvn. Men i en periode med mildt vejr i februar vågnede uhyret op og langede ud efter bytte. Brødrene var travlt optaget i tjenesten på arbejdsmarken, men det var sædvanligvis ikke der de blev arresteret. Nazisterne havde fået fat i navne og adresser, åbenbart ved forræderi.

Den 10. februar opholdt Wim Laros sig i sit hjem i Delft sammen med sin fireårige datter, mens hans kone var ude i tjenesten. Det var ikke hende der blev arresteret, men ham. Da politiet drog af sted med ham, efterlod han sin lille datter hos naboer. Da Wim ankom til fængselet i Haag erfarede han at mindst ti andre fra egnen deromkring var blevet taget.

Næsten i samme øjeblik kastede Gestapo sig over et hus i den lille by Dronrijp 250 kilometer nordøst herfor, hvor bøger og blade var skjult, og beslaglagde det hele. Med nød og næppe undslap Gosse Wulder deres kløer og begav sig østpå til Groningen. Undervejs mødte han Klaas de Vries, menighedstjeneren i Groningen, der kom kørende på  cykel med en forsyning publikationer. Sammen begav de sig hen til Tjeerd de Bruijn og erfarede at han lige var blevet arresteret. Kort efter at de var kommet indenfor i huset stod den stedlige politibetjent ved bagdøren, og så blev disse to brødre også arresteret. Da Gestapo senere samme aften var ved at lade dem gå, greb politibetjenten der havde arresteret dem, ind, ivrig efter at tækkes nazisterne, og meddelte: „Det ene af disse Jehovas vidner er Klaas de Vries fra båden Lichtdrager, ham I har eftersøgt så længe.“ Dermed blev gestapomanden forvandlet til en veritabel dæmon.

Gestapochef Könings blev tilkaldt, og forhøret begyndte. Men ved Jehovas hjælp røbede Klaas intet. Til sidst førte de ham bort og satte ham i enecelle i 12 dage på vand og brød. Da tiden var udstået blev han igen taget i forhør. Med en pistol rettet imod sig og truet på livet fik han to minutter til at fortælle hvad Arthur Winkler foretog sig og hvor han befandt sig, give oplysninger om trykkeriet, båden Lichtdrager og andre vigtige ting. Det eneste Klaas sagde var: „I får ikke mere ud af mig. Jeg har underskrevet alt det jeg har at sige, og hvis I vil vide mere må I prøve hos en anden, for jeg vil ikke være forræder.“ Han blev truet tre gange med pistolen, men hans nej blev ved med at være et nej! Endelig gav Gestapo op og Klaas blev ført til Leeuwarden-fængselet, hvor han igen traf Gosse Wulder.

Selv abonnenter på Selskabets blade blev taget med til forhør. I mange tilfælde blev både mand og kone forhørt.

 Fjendens taktik var om muligt at afskære brødrene fra al åndelig føde. De der blev holdt fængslet fik ikke lov til at få en bibel. Kun det læsestof fængselsmyndighederne godkendte var tilladt. Brødrene måtte derfor leve af hvad de kunne huske fra deres personlige studium og fra møderne. Under sådanne prøvende omstændigheder viste det sig hvor meget gode studievaner er værd. Men hvad de hidtil havde oplevet var kun en begyndelse.

Barfodet i sneen

Gestapo førte nu en total krig mod Jehovas Vidner. De var lige i hælene på de brødre der stod i spidsen for arbejdet. Nordpå blev kredstilsynsmanden Eliza de Vries, som allerede havde været fængslet én gang, arresteret igen. I Haag var fjenden tæt på sporet af Erwin Klose, og en dag i februar kom de endog meget nær.

Hans beretning lyder: „Før jeg gik i seng den aften lagde jeg mit tøj til rette så jeg i nødsfald  kunne klæde mig på i løbet af to minutter. Jeg plejede at tale med børnene herom hver aften, og vi øvede os for det tilfælde at det skulle blive til alvor. Så skete det. Gestapo havde planlagt at overrumple alle de brødre de vidste af. Klokken fem om morgenen blev der banket hårdt og længe på døren. Søsteren kom til mit værelse for at advare mig. Nu lønnede al vor indøvning sig. Jeg tog et af børnene, den niårige, og lagde ham i min ’varme’ seng. Jeg fik ikke tid til at klæde mig på, men greb min taske og stoppede alt mit tøj i den, tog hat og frakke på og sprang ud ad vinduet til baggården, ud i sneen. Der var ikke tid til at tage sko på. Heldigvis havde Jehova sløvet deres tanker så de ikke havde tænkt på at sætte vagt i baggården. Jeg løb hen til nogle mennesker som jeg havde studeret med — husk at det var i vintermørke cirka klokken 5.30 om morgenen. Da jeg bankede på døren kiggede manden ud, kom uden et ord ned ad trappen og lukkede mig ind. Alle tre medlemmer af denne familie blev senere Jehovas vidner.

Guds hjælp til at udholde grufuld tortur

Besluttede på at fravriste brødrene de ønskede oplysninger greb Gestapo ofte til grufuld tortur. I gestapohovedkvarteret i Groningen blev Cor de Vreede udsat for ubarmhjertig brutalitet på foranledning af gestapochef Könings. Cor var besluttet på ikke at sige noget der kunne skade organisationen. „De slog mig, sparkede mig med deres støvler i maven, på benene og knæene,“ fortæller han. „Det var hovedsagelig Könings der gjorde det. Han hævdede at jeg kendte dem han var efter, men at jeg  ikke ville sige det. Jehova styrkede mig. Det gjorde ikke ondt; kun hovedet svulmede meget op og jeg havde mange blå mærker på benene.“ Til sidst gav de op. Cor og tre andre brødre der var blevet arresteret samtidig med ham, sad i fængselet i Assen.

Arrestationerne blev stadig hyppigere. Fra den 18. til den 21. marts blev mange taget. Af disse blev 22 til sidst sendt i koncentrationslejr, eller de blev holdt indespærret andre steder i lang tid. Nogle kom ikke tilbage i live.

Forkyndelsen fortsætter under farlige omstændigheder

Under indtryk af den forstærkede modstand traf brødrene endnu strengere forsigtighedsregler. På nationalsocialistiske helligdage og ved andre lejligheder når medlemmer af nazipartiet hængte nazi-flaget ud, noterede forkynderne sig alle adresserne og føjede dem til deres liste over fjendtligsindede. Registreringsnumrene på biler der tilhørte Gestapo og andet politi blev også noteret, og forkynderne ringede ikke på de steder hvor en sådan bil stod parkeret udenfor.

Til trods for al denne forsigtighed skete det alligevel ofte at brødrene stod over for folk som gladelig ville forråde dem. Hvis forkynderen blev klar over situationen i tide kunne han eller hun snakke sig ud af den ved for eksempel at sige: ’Jeg søger en hr. Bartels, som jeg mener skulle bo her i nærheden. Jeg har en vigtig besked til ham.’ Eller forkynderen havde måske et verdsligt blad med, og kunne tilbyde abonnement på det. Sådan blev situationen ofte klaret. Når der blev arbejdet i boligkarreer med  flere etager begyndte forkynderne foroven og arbejdede nedad. Så ville en eventuel ondsindet modstander ikke så let kunne spærre dem flugtvejen.

Fandt man en interesseret blev adressen omhyggelig noteret, men efter et kodesystem som kun studiegruppen kendte. Én gruppe lagde for eksempel 11 til hvert husnummer, så 43 blev til 54.

For at beskytte deltagerne i studiegrupperne fik rygere ikke lov til at være med. Men de kunne få deres eget studium hvor endog andre rygere kunne være til stede. Man ræsonnerede som så at de som ikke trofast fulgte de bibelprincipper der stemplede rygning som ukristent, ikke var pålidelige nok til at vide besked med ting hvoraf andres liv afhang.

Der opstod også en særlig sprogbrug blandt brødrene, så de kunne meddele sig til hinanden uden at fjenden blev mistænksom. Selskabet blev omtalt som „moder“. En brochure var „mælkemad“; Vagttårnet „mørkt brød“; en skarp resolution „rugbrød“. Når en søster gerne ville fortælle sin mand der var i koncentrationslejr at sønnen John var blevet døbt og nu tog del i tjenesten, skrev hun: „John har fået sit diplom i svømning og er nu medlem af vandrelauget.“ Den slags forsigtighedsregler blev fulgt for at undgå unødvendige anholdelser og for ikke at lægge forkyndelsen større hindringer i vejen end nødvendigt.

Satan angriber på uventede måder

Brødrene ventede at blive arresteret og forhørt, men deres uangribelighed blev også prøvet på andre måder. „Når man først er sat fast, er der ikke mere at gøre ved dét,“ siger Jan ter Schegget, der  taler af erfaring. „Bortset fra madsituationen, forhørene og af og til en omgang prygl og tortur er det til at bære. Men når man bliver løsladt kommer den store prøve der består i at komme i gang igen og fortsætte med at tjene Jehova. Det viste sig at være svært for mange. De var trofaste i fængselet, men bagefter . . .? Det ved Satan.“

Da Steve Heiwegen således kom ud af fængselet, var der andre prøver der ventede på hans dørtrin. Han havde udholdt Gestapos trusler og slag, men det krævede overordentlig megen tro og stort mod af ham at begynde igen i tjenesten på arbejdsmarken, især da han erfarede at andre var blevet bange. Han vandt dette slag. Men der var mere i vente.

En dag fik Steve besøg af en broder, en gammel ven som han nærede dyb respekt for. Mens broderen talte, lød han anspændt og nervøs. Steve troede næppe sine egne ører! Ud fra misbrugte citater fra Selskabets publikationer hævdede han at forkyndelsesarbejdet var færdigt og at Selskabet ikke længere tjente noget formål og lige så godt kunne opløses. Han bagtalte brødrene på Selskabets kontor og sagde at de som tilskyndede brødrene til at forkynde, vildledte dem, mens de selv holdt sig kønt uden for farezonen. Da han mærkede at Steve ikke var modtagelig for bagtalelsen sendte han en tidligere pionersøster til ham. Med kvindelist og en god portion smiger gjorde hun sit bedste for at nedbryde Steves tro og loyalitet. Men det lykkedes heller ikke hende.

Det næste slag kom da menighedstjeneren skejede ud. Han hengav sig til umoralitet, blev inddraget i tyveri og bedrageri, og var ved at blive en sand  plage for dem der var trofaste. Heldigvis sørgede englene for at han blev fjernet. Næsten samtidig blev en kredstilsynsmand illoyal. Under pres fra Gestapo forrådte han en stor del af sin lille kreds. Sådan tilføjede Djævelen Herrens folk det ene slag efter det andet. Hvor er det vigtigt at brødrene har et stærkt personligt forhold til Jehova, at de forstår at værdsætte hans synlige organisation, og at de ikke lader illoyales dårlige opførsel og forbitrede ånd påvirke dem så de vender sig bort fra sandheden!

Sange fra arresten

Willem Kettelarij vågnede ved det uhyggelige råb: „Wim, politiet!“ Mens politiet gennemsøgte et af værelserne nedenunder klædte Willem sig på, greb to kartoner bøger, listede ud ad vinduet og nåede frem til en anden broder. I denne bølge af razziaer blev 17 fra byen taget og stoppet ind i den stedlige arrest. Da støvet havde lagt sig, lejede Willem en budcykel og gik i gang med at flytte boglageret fra en af brødrenes huse til et mere sikkert sted.

Vejen førte ham direkte forbi arresten hvor de 17 vidner sad. Da han nærmede sig stedet hørte han sang, sang fuld af glød. Så genkendte han melodien. Han fik gåsehud over hele kroppen. De 17 indsatte brødre og søstre sang Rigets sange med en glæde som ville de anspore ham til at fortsætte kampen og ikke lade hænderne synke! Disse sange får endnu glædestårer til at trille ned ad Willems kinder når han tænker på den begivenhedsrige lørdag for 44 år siden.

 Rørte ikke deres samvittighed

Når brødrene blev arresteret i Holland var det for det meste ikke af Gestapo men af det hollandske politi. Da forfølgelsen tog til, trykkede Selskabet en pjece der forklarede Jehovas Vidners arbejde i Bibelens lys. Den blev sendt til alle politistationer der var bemandet med hollandsk politi. Men i det store og hele rørte det ikke deres samvittighed. Deres hjerte fik dem ikke til at gøre godt mod Kristi salvede brødre og deres medarbejdere. (Matt. 25:42-45) Et senere historisk værk der omtaler behandlingen af Jehovas vidner på den tid, siger: „Det er ufatteligt at det hollandske politi atter og atter anholdt disse mennesker og overleverede dem til tyskerne som var de slagtekvæg.“ Hvad blev der af dem?

Tirsdag den 8. juli frembød jernbanestationen i Utrecht for eksempel et hjerteskærende syn. Små grupper af brødre fra alle egne af landet blev indladet. Tidligt om morgenen var de blevet bragt til stationen i åbne lastvogne. Fireogfyrre vidner blev sammen med andre fanger læsset i en jernbanevogn og var kort efter på vej til den nazistiske koncentrationslejr Sachsenhausen ved Berlin.

Mens dette tog dundrede af sted mod øst var en lille gruppe mennesker forsamlet i et telt på stranden ved Scheveningen. Uden at vække opsigt hørte de et foredrag om den kristne dåb og begav sig derefter under boldspil som camouflage ud i vandet og blev døbt. På trods af fjendens rasende angreb steg antallet af Rigets forkyndere det år med 27 procent.

 Kraften der gjorde det muligt at holde ud

Da tjenesteåret 1942 begyndte befandt afdelingskontoret sig i Amsterdam, og der blev publikationerne også trykt. Landstjeneren, broder Winkler, var hidtil undsluppet Gestapo, men de havde pryglet brødrene brutalt i deres målbevidste bestræbelser for at opstøve ham. Den 21. oktober foretog Gestapo en rutineinspektion af trykkeriet Eikelenboom i Amsterdams gamle bydel, mens Vagttårnet var i trykken. Her må de have erfaret hvor tryksagerne blev oplagret. Få øjeblikke senere brasede de ind i den bygning som brødrene brugte. Og der fandt de broder Winkler.

De dansede triumferende omkring og jublede: „Ha! Ha! Vi har fanget Winkler.“ Sammen med ham befandt sig Alois Stuhlmiller og kureren Wilhelmina Bakker. De blev alle anholdt og alt blev beslaglagt.

I over en uge prøvede Gestapo at få broder Winkler til at samarbejde med sig ved at røbe hemmeligheder. De sagde at det var nytteløst at kæmpe for en tabt sag. De forsikrede ham om at de som blev forrådt ikke ville få at vide hvem der havde gjort det, og at de ikke ville blive slået, men få en alvorlig advarsel om at bedre deres veje og arbejde for „førerens“ sag. De lovede ham at han ville få en langt bedre tilværelse. Men da broder Winkler atter blev ført ind til forhør den 1. november, sagde han ligeud til dem at de ikke skulle regne med ham som medarbejder. Dermed trak en af dem gardinerne for, drejede radioen på fuld styrke, og så begyndte en nådeløs gennemprygling.

 Broder Winkler blev slået til bevidstløshed. Da han kom til sig selv igen sagde de spottende: „Vi troede ikke at du ville være så ufornuftig. Af en der har vist sig at være en god organisator og intelligent, en der har kæmpet så bravt for en tabt sag, kunne man forvente lidt mere fornuft. Vi har brug for folk som dig. Tænk bare på hvor meget bedre du ville være stillet. Sig os hvor din kone er, og vi giver dig vort æresord på at hun ikke vil komme til at lide overlast. Hvis du er vaks og slår dig sammen med os, kan du skifte fængselet ud med en villa, og i stedet for spot og skam få ære, penge og prestige.“ Broder Winkler svarede ikke. Så begyndte anden runde.

Først var det Obersturmführer Barbie, og da han blev træt overtog Oberscharführer Engelsman arbejdet. Til sidst mistede broder Winkler igen bevidstheden. Mishandlingen varede fra klokken 13 til midnat. Broder Winkler huskede på at Jehova lover at hjælpe sine tjenere, og det gav ham kraft til at holde ud. Klokken 1 om natten blev han overgivet til fængselsvagten. Med udslåede tænder, underkæben af led og kroppen som ét blodigt kød blev han ført til en mørk celle. ’Ved du hvorfor du skal herind?’ spurgte fængselsbetjenten. ’Fordi de ikke kunne få noget ud af dig. De mener at dette her nok skal knække dig. Men jeg giver dig lys og noget varm mad.’ Broder Winkler takkede Jehova for sejren.

Dagene gik. Broder Winkler kom sig langsomt, men han var udmattet. Han spekulerede på hvad der mon ville ske ved det næste forhør den 10. november, og han bad til Jehova om hans ledelse.

 „På dette tidspunkt hungrede jeg efter åndelig føde,“ fortalte broder Winkler senere. „Et par dage derefter kom den venlige fængselsbetjent og spurgte om han kunne gøre noget for mig.“ Broder Winkler havde åbenbart en vis tillid til ham, for han bad ham skaffe sig en bibel fra søster Winkler. „Ja,“ sagde betjenten, „skriv en besked. Jeg kommer med blyant og noget papir.“

„Jeg glemmer aldrig den 10. november 1941,“ fortsætter broder Winkler. „Døren til min celle blev revet op og nogen kastede en lommebibel ind i cellen, og før jeg blev klar over hvad der var hændt blev døren atter smækket i. Hvilken glæde! Gestapo gav mig ikke lov til at have noget som helst læsestof, og her havde jeg ved Jehovas ufortjente godhed en bibel. Det var en glæde hver dag at kunne nyde de skønne sandhedsord fra hans hellige Skrift! Skønt al læsning måtte ske i det skjulte, mærkede jeg at jeg blev åndeligt stærkere.“

Til sidst blev han sendt til koncentrationslejren Vught og derefter til Sachsenhausen. Der blev han ramt af den ene sygdom efter den anden. Under  normale omstændigheder ville han være blevet sendt til gaskammeret og krematoriet som så mange andre, men takket være en svensk læges gode pleje overlevede Arthur Winkler og oplevede marchen ud i friheden.

„Jehovas glæde er jeres fæstning“

Skønt livet i koncentrationslejren var forfærdeligt, var der dog glædesfyldte stunder som brødrene for alt i verden ikke ville have undværet. Der var glæden ved at holde ud under forhørene, ved at vise sig trofast over for Jehova, og ved ikke at røbe noget der kunne skade brødrene. (Matt. 10:22; Luk. 6:22, 23) Der var glæden ved bare at se nogen med lilla trekant (der var Jehovas vidners kendetegn i lejrene) smile, nikke eller vinke. Der var de dyrebare stunder hvor man i lydighed mod Hebræerbrevet 10:24, 25 fandt sammen og udvekslede tanker fra Guds ord, om det så blot var ganske få.

Når de hollandske brødre ankom til lejrene mødte de et fællesskab af tyske brødre der allerede havde været der i op til otte år. Det var en glæde at kunne fortælle dem om indholdet af publikationer der var blevet behandlet ved møderne for nylig! Jo mere man havde studeret, jo mere kunne man give. Jo mere man kunne give, jo lykkeligere var man. Jo lykkeligere man var, jo bedre kunne man klare livet i lejren. Som det hedder i Nehemias 8:10: „Jehovas glæde er jeres fæstning.“

Forkyndelse bag fængselsmure og pigtrådshegn

Når Jehovas vidner blev indsat i fængsler eller koncentrationslejre forkyndte de om Guds rige dér.  Piet van der Molen, der i dag er tilsluttet menigheden i Hengelo, er et levende bevis herpå. Da han blev arresteret og sendt af sted til koncentrationslejren Amersfoort var han ikke et Jehovas vidne. I lejren lagde han mærke til at fangerne havde trekanter med særlige farver på tøjet. Sort betød at vedkommende var sortbørshandler. Rødt stod for en politisk forbrydelse. Ved siden af ham var der en som havde en lilla trekant. Piet ville gerne vide hvem han var og hvorfor han var kommet i lejren. Da han hørte at manden var et af Jehovas vidner og var blevet indespærret fordi han havde forkyndt Bibelens budskab fra dør til dør, blev han meget forundret. Da broderen fortalte hvad han troede på, lyttede Piet, og snart var han også en broder.

Broder van de Eijkhoff blev først forhørt af Gestapo, slemt mishandlet og derpå smidt ind i en celle til fire andre fanger. Han benyttede lejligheden til at vidne for dem i en uge. Så en dag hørte han en strøm af eder. Det var gestapochefen Engelsman. Celledøren blev revet op og Engelsman brølede til fængselsbetjentene: „Hvordan kunne I være så dumme at sætte dette stædige Jehovas vidne sammen med almindelige mennesker? Han gør jo også dem til Vidner.“ De fire blev derefter flyttet til en anden celle.

Men navnene på de fire fanger stod stadig på celledøren. Ved middagstid blev der derfor skubbet fire ekstra madbakker gennem åbningen. Der var fire boller, fire portioner smør, fire stykker ost og fire små poser sukker. Sådan fortsatte det et par dage. Da broder van de Eijkhoff blev sat på toget til  en af koncentrationslejrene var han forsynet med en god portion ekstra mad som han kunne dele med nogle forbavsede brødre. De erfarede at Jehova barmhjertigt sørger for dem der lider virkelig nød. Både i fængselet og udenfor kunne man se beviser for at Guds ånd var virksom.

At broder Winkler var blevet anholdt standsede ikke Rigets arbejde i Holland. Hans opgave kom nu til at hvile på Willem Reijntjes’ skuldre. Han var kommet i sandheden i 1939 og var nu blot 28 år gammel. Men Jehovas ånd kunne styrke ham. Skønt meget af Selskabets papirlager var blevet beslaglagt og i hundredvis af trykkerier var blevet lukket af nazisterne, magede Jehova det sådan at Selskabet altid havde det papir der var brug for, og der var altid trykkerier som var villige til at påtage sig arbejde for Selskabet.

Ved afslutningen på tjenesteåret 1942 var forkyndertallet steget med 51 procent, og på det ene år var 763 blevet døbt som symbol på deres indvielse. Selv nazihåndlangeren Engelsman indrømmede engang: „Jo mere man forfølger Jehovas vidner, jo flere bliver de.“ Der sluttede sig flere til Jehovas organisation end det lykkedes nazisterne at sende i lejrene. Jehovas velsignelse var over hans folk. Deres arbejde var ikke menneskers, men Guds værk. — Jævnfør Apostelgerninger 5:38, 39.

Frafald sniger sig ind

Midt under den brutale naziforfølgelse blev de hollandske forkyndere også udsat for den belastning et frafald fører med sig. I 1942 sammenkaldte  menighedstjeneren i Haag studielederne og prøvede at få dem til at antage hans afvigende synspunkter.

De frafaldne i Haag, som de trofaste brødre kaldte „Nyt lys“ (fordi en af de frafaldne påstod at de fik deres lys direkte fra himmelen), forsøgte ihærdigt at ødelægge andres tro. De sammenlignede Selskabets opfordring til at forkynde med børneofringerne til Molok, fordi forkyndelsen kunne føre til at man endte i en koncentrationslejr. De henviste til Esajas 26:20 og mente at den tid var kommet da forkyndelsen skulle ophøre og man skulle gå i skjul. Deres hovedargument var at vidnearbejdet var fuldført.

Nogle blev ofre for deres påvirkning. Deriblandt var dem som ikke havde kunnet tage mishandlingen i koncentrationslejrene, og som var blevet løsladt mod at afsværge deres tro. (Se som en modsætning hertil Hebræerbrevet 11:35.) Ligeledes var de som ikke havde kunnet få deres personlige ærgerrighed tilfredsstillet inden for organisationen, et let bytte for afvigende ideer. Ved krigens begyndelse var Gouda-menigheden landets største. Mange af de trofaste herfra blev arresteret. I 1943 var flertallet af dem der var tilbage kommet under de frafaldnes indflydelse. Men antallet af sande tilbedere blev ved med at øges i hele landet.

Til trods for anholdelser, fængslinger, deportationer til koncentrationslejre og død for fjendens hånd, steg antallet af rigsforkyndere 115 procent på to år og nåede i 1943 et nyt rekordtal på 1379. Det stod klart at arbejdet ikke var fuldført. Jehova velsignede sine tjenere med vækst selv under de mest prøvende omstændigheder.

 En særlig gruppe forkyndere bliver hårdt prøvet

Forkyndere af jødisk afstamning blev hårdt prøvet både på grund af deres tro og fordi de var jøder. En af disse forkyndere blev flere gange reddet ud af situationer der kunne have ført til fængsling og muligvis døden, ved at fremhæve at han var jøde og ved at bruge god dømmekraft med hensyn til hvornår han kunne fortælle at han også var et Vidne.

En aften da Rachel Sacksioni sad på bagagebæreren bag på en broders cykel på vej hjem, blev de standset af det hollandske politi fordi baglygten ikke var i orden. Da betjentene så at Rachel var jøde, sagde de: „Skynd jer; kør bare videre.“ Nogle lokale politifolk ville godt hjælpe i et sådant tilfælde.

Når Rachel ville ud i tjenesten måtte hun for det meste gå når det var mørkt, for ikke at blive opdaget. Hun kunne ikke tage trolleybussen fordi der altid var spioner som var på udkig efter jøder. Derfor gik hun — undertiden i flere timer. Til sidst blev hun arresteret mens hun var i tjenesten. Det var den 10. maj 1944. Først kom hun i den hollandske koncentrationslejr i Westerbork. To dage senere skulle hun sendes til Auschwitz, en udryddelseslejr for jøder. Hun var allerede kommet ind i en af de kreaturvogne der blev brugt til rejsen da hendes navn blev råbt op. Uden nogen forklaring blev hendes bestemmelsessted nu ændret til Bergen-Belsen. Derfra blev hun sendt til Beendorff, så til Malmö i Sverige og endelig vendte hun tilbage til Holland — taknemmelig for at være i live.

Da hun genoptog sit vidnearbejde efter krigen var hendes prøvelser ikke overstået. Undertiden stod  hun over for medlemmer af den nationalsocialistiske bevægelse som åbent fortalte hende at de havde støttet Hitler. „Jeg måtte virkelig tage mig sammen for at være venlig mod sådanne mennesker. Det var den slags mennesker der havde bragt så megen ulykke over mig og mange andre. [To af Rachels børn døde mens hun var i koncentrationslejr.] Nu skulle jeg fortælle dem om Guds rige og det håb der er forbundet dermed, selv for dem. Jeg måtte ofte tænke på hvad der står i Femte Mosebog 32:35 og huske på at Jehova ser på hjertet. Og det belønner Jehova; det har jeg ofte erfaret.“ Hun oprettede et hjemmebibelstudium med en moder og hendes tre døtre mens manden var i fængsel fordi han var nazist. Når hun kom til dem kunne hun høre naboerne sige: „Se bare, den jøde besøger nazisterne.“ Moderen og alle tre døtre indviede senere deres liv til Jehova.

Fødevaremangel

Lad os vende tilbage til vinteren 1943-44. Den var bitterlig kold, især i januar, og man begyndte for alvor at mærke mangelen på levnedsmidler. Mange prøvede at supplere deres madrationer ved at skaffe sig fødevarer fra landet. Sidst på året spiste man endog tulipanløg og spinatfrø.

Sulten nagede også brødrene. De havde brug for mad for at kunne blive ved i tjenesten. Pionerer og zonetjenere der arbejdede under jorden havde deres særlige problemer fordi de ikke kunne få rationeringsmærker på sædvanlig vis. Så var der de syge; og der var søstre som var uden indkomst fordi deres mænd var i koncentrationslejr. Mange brødre og søstre solgte deres værdigenstande for at kunne  skaffe mad til trængende brødre. Når der kunne skaffes ris blev den forbeholdt dem der led af dysenteri. Der blev også truffet særlige foranstaltninger til at få fødevarer fra landet ind til brødrene i byerne.

En stor del af levnedsmidlerne blev imidlertid dyrket øst og nord for Ijsselfloden, der kun havde tre broer. De nordlige provinser Friesland og Groningen kunne man komme til over en dæmning. Men alle disse overgangssteder blev godt bevogtet af SS-tropper. Der var også et særligt, statsligt kontrolorgan (CCD) som optrådte overalt og havde til opgave at standse den illegale strøm af fødevarer til byerne. Men brødrene hjalp kærligt hinanden.

På en sådan fødevareekspedition var Gerrit Böhmermann og nogle andre brødre på vej sydpå mod Amsterdam. Da de kørte gennem byen Alkmaar på deres budcykler med lasten tildækket af presenninger, dukkede et kontrolsted op foran dem på torvet. „Der var ikke andet at gøre end helt at forlade sig på Jehova,“ siger Gerrit. I spidsen for kolonnen kørte han resolut hen mod en officer, og uden at sætte farten ned råbte han højt: „Wo ist Amsterdam?“ (Hvor går vejen til Amsterdam?) Officeren trådte til side, pegede fremad og råbte: „Gerade aus!“ (Ligeud!) „Danke schön!“ (Tak!) svarede Gerrit mens han kørte igennem for fuld fart for øjnene af en måbende menneskemængde.

„Hvordan i alverden kunne du finde på det?“ spurgte en af brødrene mens de hurtigt kørte videre. „Hvis Jehova er med os, hvem kan så være imod os?“ jublede en anden. „Klap i,“ formanede de andre. De ville ikke sætte Jehova unødigt på prøve. Da de først  var nået hjem var turens nervepirrende oplevelser glemt — glemt på grund af brødrenes lykkelige ansigter, og også glemt på grund af disse brødres nidkærhed i Jehovas tjeneste.

Engang lykkedes det brødre som satte deres frihed på spil for at hjælpe andre, at sejle en hel ladning på 11.850 kilo kartofler til Amsterdam i en båd. Broder de Haan fortøjede båden over for Skt. Nicholaskirken. Dér blev kartoflerne fyldt på sække à 15 kilo og kørt på trækvogn gennem en af de mest befærdede bydele til en midlertidig lagerplads. Imens kørte bytilsynsmanden på cykel frem og tilbage langs ruten for at slå alarm hvis der var fare på færde. Da brødrene blev standset af politiet, fortalte de sandfærdigt hvordan de havde fået kartoflerne. Takket være denne åbenhed, som gjorde indtryk på politifolkene, greb de ikke ind, men bad om en sæk hver til at tage med hjem. Fra lageret kørte man så kartoflerne hjem til brødrene. I vanskelige tider som disse var der hele tiden mennesker som tog standpunkt for sandheden.

Han kom i sandheden trods alle hindringer

Den 17-årige tømrer Marinus de Boer glædede sig altid til at komme på arbejde. Det var ikke så meget for arbejdets skyld, men fordi han havde en ven, Maarten Schroot, som han godt kunne lide at være sammen med. Maarten havde gjort Marinus interesseret i sandheden og sørgede for at han fik et bibelstudium, at han kom med til møderne og endog at han kom med ud i tjenesten på arbejdsmarken. Men der var meget mere at lære, og de talte daglig  om hvilke bibelske principper der gjaldt i de forskellige situationer en kristen kunne blive udsat for i disse vanskelige tider.

Men en dag i 1944 mødte Maarten ikke på arbejdet. Da det blev aften spurgte Marinus til ham og fik at vide at han var blevet arresteret i en politirazzia aftenen før. Da Marinus kom hjem, ventede til hans overraskelse to fremmede på ham — en af dem var en tidligere broder der var blevet forræder, og den anden var gestapoagent. Så blev Marinus arresteret.

Nogle få dage var Marinus sammen med brødrene i fængselet. Så blev han i seks uger sat ind blandt forhærdede forbrydere af enhver slags. Under de forhold lærte han meget om hvad det vil sige at stole helt på Jehova når man er alene. Efter at være blevet forhørt af Gestapo blev han igen sat ind til brødrene. Han trængte til opmuntring og støtte, men han kom tværtimod ud for en overraskelse.

„Jeg var noget mismodig,“ fortæller han. „Så snart jeg var kommet inden for døren fyrede de en række spørgsmål af og ville vide om jeg havde røbet navne og lignende. Nogle kom til mig og sagde at jeg ikke behøvede at være trofast, fordi jeg ikke var et døbt Vidne. Andre som hørte det sagde at hvad enten jeg var døbt eller ej skulle jeg ubetinget være trofast. Bagefter vidste jeg ikke hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. Træt og nedslået satte jeg mig i et hjørne for at tænke over sagen. Lidt efter satte en broder sig ved siden af mig, lagde armen om skulderen på mig og spurgte: ’Skal vi læse i Bibelen?’Med mild røst læste han et vers her og et vers der. Det var en prædiken direkte fra Bibelen, og jeg blev glad. Da han så at jeg havde fattet mod igen, gik han  på samme venlige måde som han var kommet.“ Med en sådan venlig hjælp og ved studium af Bibelen kunne Marinus til sidst indvi sig og blive døbt i selve koncentrationslejren, til trods for de barske omgivelser, nogle brødres umodne optræden og nogle få tidligere brødres illoyalitet. I dag er han rejsende tilsynsmand, og han tjente som stævnetilsynsmand ved stævnet „Bevar din uangribelighed“ i Utrecht i august 1985, hvor der var mere end 40.000 til stede.

En slået fjendes desperation

Da den nazistiske besættelsesmagt mærkede at nederlaget nærmede sig, blev den endnu mere desperat i sin forfølgelse. Da den 20-årige pioner Jan van der Berg nægtede at arbejde på et militærprojekt, truede den ansvarshavende officer med at han ville blive skudt i løbet af fem minutter hvis han ikke ændrede mening. Jan blev tvunget til at grave sin egen grav og stå halvnøgen foran den. Efter flere trusler ledsaget af lyden af rigtige skud, fik han en omgang prygl. Men Jan sagde senere: „Jeg mærkede nok slagene, men det gjorde overhovedet ikke ondt.“ Derpå måtte han foretage alle mulige plastiske øvelser og de mest utrolige krumspring.

I løbet af oktober og november 1944 gjorde Djævelen sit bedste for at indgyde brødrene frygt. Den 11. oktober blev tre brødre anholdt i landets østlige del. Da de nægtede at udføre arbejde der stred mod deres kristne samvittighed, blev der omgående udstedt ordre til henrettelse. De tre blev ført ind i haven til borgmesterboligen, hvor Gestapo havde sit hovedkvarter, og mejet ned med et maskingevær. De blev begravet på stedet.

 Den 10. november blev Bernard Polman anholdt i byen Zelhem. Da han nægtede at gøre arbejde af militær art, blev han slået brutalt“. Da hans to kødelige søstre besøgte ham i fængselet blev de chokerede over hvad de så, og spurgte om de kunne gøre noget for ham. Han opfordrede dem til at gå hjem og begynde at studere Bibelen. Efter at have udsat Bernard for mere brutalitet, gennemhullede SS-folkene ham med kugler på det frygteligste. Da de anså hans lig for at være uegnet til at blive begravet på en kirkegård, begravede de ham ved foden af et dige nær den lille by Babberich.

Sulten kræver store ofre

I vinteren 1944-45 var der hungersnød. Folk døde i titusindvis, og undertiden faldt de om på gaden. Sortbørshandlere beherskede meget af det fødevaremarked der var tilbage, og priserne steg til det hundreddobbelte. Brød kostede 210 gange den normale pris; kartofler 70 gange. I tusindvis begav mennesker der allerede var svage af sult sig af sted for at finde mad. Som oftest var det kvinderne der tog sig af dette, fordi nazisterne hele tiden var ude efter mænd de kunne tvangsudskrive til at arbejde for dem som var de slaver, og det var derfor farligt for dem at være udendørs. Nogle gårdejere har fortalt at de fik hele 250 besøg om dagen af folk der desperat søgte efter mad.

Vore brødre gjorde alt hvad de kunne for at blive ved med at forkynde og ikke lade sig aflede hverken af kampen for at overleve eller af tanken om befrielse takket være de allierede hære. Selv om de måtte sørge for sig selv og deres familie, vidste de at  det var bydende nødvendigt at søge Riget først. De foranstaltninger der var blevet truffet for at skaffe fødevarer til brødrene i byerne, bidrog meget til at lindre deres lidelser den vinter.

Ud af lejrene

I løbet af foråret 1945 mødtes de allierede hære fra øst og vest i Tyskland. Den 11. april blev Buchenwalds porte slået på vid gab. Den 19. april førte nazisterne i tusindvis af fanger, deriblandt 213 brødre og 17 søstre, ud af Sachsenhausen, så de ikke skulle falde i hænderne på russerne. Masser af fanger døde af udmattelse eller blev skudt undervejs, men Jehova beskyttede på vidunderlig vis sine tjenere. En af SS-vagterne førte en trækvogn med bytte med ud, og på grund af Jehovas vidners ærlighed blev den betroet i deres varetægt. På den blev de meget syge, deriblandt broder Winkler, transporteret i sikkerhed. Den 28. april blev Ravensbrück evakueret. Her var nogle hollandske brødre med. Og den 29. april blev Dachaus porte også slået op.

Snart begyndte de hollandske brødre at vende hjem, en efter en, og med alle mulige transportmidler. Nogle som var meget syge opholdt sig for en tid i sanatorier i Schweiz og Sverige. Andre blev holdt tilbage i lejre i Holland nær ved den tyske grænse på grund af de florerende smitsomme sygdomme. Da man erfarede at der var brødre blandt tidligere fanger som midlertidigt var indlogeret i en bygning i Eindhoven, forsamlede de stedlige brødre sig udenfor og bød dem velkommen hjem med Rigets sange!

Da Marinus de Boer nærmede sig sit hjem i Rotterdam begyndte hans hjerte at slå hurtigere og  hurtigere. Siden den dag han blev arresteret havde han intet hørt fra sin moder og sine søstre. ’Mon de lever endnu?’ tænkte han. ’Hvad siger de mon til at jeg var i lejren for min tros skyld? Hvordan vil de mon reagere når jeg prøver at fortælle dem om sandheden?’ Da Marinus kom nærmere så en nabo ham, og han løb så hurtigt han kunne hen til Marinus’ moder for at fortælle hende det. Stakåndet råbte han: „Han lever endnu!“ Da Marinus kom endnu nærmere, afmagret og udmattet, begreb hun endelig hvad naboen var så oprevet over. Og stor var Marinus’ glæde da han fik at vide at hans moder og hans søstre alle havde taget imod sandheden kort efter at han var blevet fængslet! Følelsesladede scener som denne forekom i mange hjem i de dage.

Efterkrigstidens genopbygning

Under den tyske besættelse havde de brødre der arbejdede for Selskabet udsendt 76 breve med kurerer for at opmuntre og styrke deres medtjenere. Så snart krigen var forbi blev en duplikeret Budbringer (nu Rigets Tjeneste) sendt ud til alle menigheder. Den begyndte med ordene: „Årsteksten for året 1945 er en befaling: ’Gå og gør disciple af alle folk.’“ Brødrenes reaktion på de anvisninger der blev givet for at få arbejdet rigtigt organiseret var vidunderlig. De der blev døbt i den måned udgjorde cirka 10 procent af samtlige forkyndere i landet.

En af de første opgaver der forelå var at sammenlægge de små studiegrupper til menigheder med møder der kunne overværes af større forsamlinger. Der var kun blevet oprettet tre nye menigheder i  krigsårene, men forkyndertallet havde svunget sig op fra 500 i 1940 til en ny rekord i august 1945 på 3125.

Nogle havde troet at Harmagedon var lige om hjørnet, men nu fik de at vide at der skulle udføres endnu et stort arbejde. De hørte om Gileadskolen der uddannede missionærer og om de store stævner der var blevet afholdt i andre lande. De blev styrket af talløse beretninger om brødre der havde bevaret deres uangribelighed i koncentrationslejrene. De fik at vide at i Holland selv var antallet af Rigets forkyndere steget helt enestående. Og endelig fik de også en meddelelse der vakte stor begejstring, nemlig at Selskabet havde truffet foranstaltning til at afholde et endags landsstævne i Amsterdam den 5. august. Hvordan et sådant stævne ville være, kunne de kun have en svag anelse om. Men overalt i landet var brødrene besluttede på at være til stede.

Det første efterkrigsstævne

Det stod klart at henved 2000 brødre ville komme til Amsterdam aftenen før stævnet, og at de havde brug for logi. Hoteller var udelukket. De måtte alle indlogeres hos brødrene. Over hele byen kunne man se brødre slæbe baller af hø med hjem til at lægge på gulvet. Når det kun drejede sig om et kort ophold, ville høet være godt at ligge i.

Derimod var det ikke så enkelt at rejse til Amsterdam. I mange dele af landet kunne brødrene hverken rejse med tog eller bus. Mange ejede ikke engang en cykel, og ikke så få var endnu for afkræftede til at køre så langt, selv om de havde haft én. Fra provinsen Friesland oppe mod nord ankom brødrene  på en lastbil der ellers kørte mælkejunger fra gårdene til mejeriet. Fra Apeldoorn begyndte nogle turen med at cykle og sluttede med at sejle i båd. I Zutphen fandt brødrene en mand som indvilligede i at sætte bænke i sin flyttevogn, så han kunne køre brødrene til Amsterdam. Vidnerne fra Harskamp kørte med en lastbil der ellers blev brugt til kreaturtransport. Fra det fjerntliggende Limburg kom mange „på tommelfingeren“.

Det er meget svært at beskrive de følelser der rørte sig i dem der overværede dette stævne. De lo og de græd. De sang og de takkede Jehova for hans godhed. Nogle fandt deres kære som de troede var døde. Andre håbede at finde deres kære men ledte forgæves. Det var en dag der aldrig vil blive glemt! Den aften lyttede 4000 meget opmærksomt til det offentlige foredrag.

Det stod nu klart at mange ikke ville komme levende tilbage fra koncentrationslejrene. I alt var 426 blevet arresteret og fængslet, foruden dem der var blevet løsladt efter en uge eller endnu tidligere. Af disse 426 døde 117 som en direkte følge af mishandlingerne. Glem ikke at der kun var cirka 500 Vidner i alt i Holland da nazisterne invaderede landet. Det var altså en meget stor del af dem der var ofre for denne forfølgelse.

Satans håndlangere går igen til angreb

Det angreb Satan havde foretaget ved hjælp af sine nazihorder havde tydeligt nok givet bagslag. Trods dets brutalitet var en stor del af brødrene forblevet loyale. Desuden var Vidnerne blevet seks  gange så mange, og en stor del af befolkningen havde nu fået megen agtelse for dem på grund af deres modige standpunkt. Men Satan holdt andre tropper i beredskab til et angreb.

Fra og med den selv samme måned stævnet blev afholdt bragte næsten alle landets aviser der havde nogen religiøs baggrund, en næsten utrolig stribe artikler der bagtalte Jehovas Vidner og gav en forvrænget fremstilling af dem. Som det kunne forventes blev selv mange oprigtige mennesker der ellers var venligt stemt, påvirket af denne smædekampagne.

Den 10. november befandt „fader“ Henri de Greeve sig igen i forreste linje i angrebet på Jehovas Vidner. Provokeret af at myndighederne havde tildelt Jehovas Vidner papir til trykning, udtalte han i en radioudsendelse: „Jeg kan forsikre de damer og herrer fra Vagttårnet at vi er besluttede på at gå til modstand, og at vi ikke vil tolerere denne skinhellige stridsanstiftelse. Og hvis de alligevel bliver ved med deres bagtalelser vil vi prøve at bevæge alle vore katolske ungdomsorganisationer, katolske studenter, medlemmer af Katolsk Aktion, katolske bønders forbund, middelklasseforeninger, arbejderforbund . . . til at oversvømme regeringen med andragender, bønskrifter og protestmøder indtil disse skinhellige agitatorer har fået munden lukket og det blad der bruges til at tilsmudse andre med bliver tilbageholdt.“ Dette fik Katolsk Aktion til at sætte ind mod Vidnerne i stort omfang. Men de var ikke de eneste.

Den protestantiske gejstlighed sluttede sig ivrigt til koret. Foruden at bruge den religiøse presse holdt  protestantiske præster overalt i landet en række foredrag om Jehovas Vidner i kirker og foreninger. Til at begynde med gik brødrene også til disse møder og stillede spørgsmål bagefter. Det førte ofte til debat. Men de metoder præsterne benyttede sig af ved disse møder viste tydeligt at de ikke var interesseret i at folk skulle høre sandheden. Og da brødrene snart indså at Djævelen blot prøvede at få dem ud på et sidespor så de blev optaget af åndsforladte diskussioner med mennesker som ikke elskede retfærdighed, forstod de at de hellere skulle bruge tiden i tjenesten på arbejdsmarken, hvor de kunne finde mennesker der oprigtigt lyttede til dem og som de kunne hjælpe.

Hovedkontorets kærlige omsorg fremmer arbejdet

Sent på efteråret 1945 kom den daværende præsident for Watch Tower Society, N. H. Knorr, og hans sekretær, M. G. Henschel, til Europa for at fremme genopbygningsarbejdet. De rejste med toget fra Bruxelles og kunne kun ad en omvej nå frem til Amsterdam på grund af krigsbeskadigelserne. Den 4. december holdt de et møde med brødre fra afdelingskontoret, kredstilsynsmænd og brødre fra menighederne i Amsterdam. Mange problemer blev drøftet, og mange afgørelser truffet.

Mødet resulterede blandt andet i at noget nyt blev indført i menighederne — offentlige foredrag. Der var ikke mange brødre som kunne holde et offentligt foredrag, men man gik i gang med det, og derefter arbejdede brødrene flittigt på at dygtiggøre sig så de kunne bruges.

 Mødet resulterede også i at der blev sendt hjælpeforsyninger til Holland den vinter og det følgende forår. Fra Danmark kom der 137 levnedsmiddelpakker, som bidrog til at afhjælpe den allerværste nød. Desuden sendte brødre i lande der var bedre stillet en gave på 34 tons klæder. De hollandske brødre var oprigtigt taknemmelige for disse udtryk for kærlig omsorg. Ved fordelingen af gaverne blev der først taget hensyn til pionererne, så de kunne blive ved med at give forkyndergerningen førsterangen.

I denne periode flyttede afdelingskontoret to gange, og til sidst fandt man passende lokaler på Koningslaan 1 i Amsterdam. Her blev det nu endelig muligt at den lille betelfamilie kunne bo og arbejde det samme sted.

Teokratiske milepæle passeres i hurtig rækkefølge

Næppe havde betelfamilien fundet sig til rette i deres nye omgivelser før et nyt kapitel i Hollands teokratiske historie blev indledt. Den første elev fra Holland blev sendt til Vagttårnets bibelskole Gilead. Siden da er hollændere der er udgået fra Gilead blevet sendt til følgende steder for at tjene der: Indonesien, Vest Irian, Iran, Belgien, Luxembourg, Island, Tyrkiet, Hollandske Antiller, Chile, Ecuador, Suriname, Kenya og Sydafrika. Andre er blevet sendt til Irland uden at være gileaduddannede.

Det første hele tjenesteår efter krigen viste en fremgang i gennemsnitstallet for forkyndere på 64 procent, og pionertallet steg til mere end det dobbelte, fra 50 til 101. I dét år var det også første gang at en bygning udelukkende og regelmæssigt blev brugt som rigssal.

 Derefter fik tjenesteåret 1947 en god begyndelse med et udmærket todages stævne i Haag, hvor et af højdepunkterne var dåben af 525 nye brødre og søstre. Samme år blev den teokratiske skole indført i menighederne, og kredstilsynsmænd blev sendt ud til menighederne for at opmuntre dem og undervise dem yderligere i tjenesten.

Materialismen stikker hovedet frem

Ved det første efterkrigsstævne den 5. august 1945 havde broder Winkler ladet en alvorlig advarsel lyde. Han advarede om at nu da brødrene havde opnået større frihed, stod de over for en ny fare. De kunne blive fanget i materialismens snare og give efter for fristelsen til først og fremmest at bekymre sig om dagliglivets problemer. I så fald ville det føre til at deres tjeneste for Gud kom til at lide derunder.

Kun tre år efter kunne man læse følgende kommentar i årsrapporten fra Holland: „Det lader til at nogle brødre har draget forkerte slutninger af hvad vagttårnsartiklen ’Sand Næstekærlighed’ sagde om ’enkens skærv’ (par. 35-37). Der er noget der tyder på at nogle bedrager sig selv så de tror at de få timer de yder om måneden kan sammenlignes med enkens skærv, at dette er fuldt tilfredsstillende og at ingen her ret til at henlede deres opmærksomhed på at de har ladet hænderne synke (de gjorde tidligere mere i Herrens tjeneste). De glemmer at ’enkens skærv’ var alt hvad hun var i stand til at give.“ Ja, da efterkrigstidens velstand åbnede vejen til materielle goder blev nogle brødre blinde for at materialismen er en af de snarer Satan bruger til at lokke Jehovas tjenere væk fra tjenesten for Riget.

 Juridiske problemer

I 1949 lagde flere lokale myndigheder juridiske hindringer i vejen for dem der bragte godt nyt om noget bedre. Der blev udfærdiget et anklageskrift mod en broder der bar en plakat og uddelte løbesedler, angiveligt fordi han derved havde overtrådt byvedtægterne. To måneder senere blev en søster der arbejdede fra dør til dør anklaget for at sælge bøger og blade på en søndag. Hvad blev udfaldet?

I den første sag stadfæstede appelretten underrettens dom, der forbød uddeling af reklamer og lignende på gaden med den begrundelse at det stred mod den offentlige orden og at det bragte trafiksikkerheden i fare. Men det var naturligvis ikke forbudt at tale med folk på gaden. Den anden sag vandt vi. Retten afgjorde at den anklagede blot havde udbredt sin tro.

Da der efterhånden blev færre sager der havde med forkyndelsen at gøre, koncentrerede afdelingskontorets juridiske afdeling sig om at opnå juridisk anerkendelse af Jehovas Vidner som ordets tjenere. Ordets tjenere (det vil sige præster) og teologistuderende der sigtede mod en præstegerning var ifølge loven fritaget for militærtjeneste. Problemet for os var imidlertid at deres religiøse organisations navn skulle stå på en liste som forsvarsministeriet sad inde med, og der fandtes navnet Jehovas Vidner ikke. Efter at brødrene flere gange havde godtgjort over for myndighederne at alle vore forkyndere er ordets tjenere, uden at det havde båret nogen frugt, gjorde broder Knorr dem ganske rigtigt opmærksom på at de efter gældende lov var uden juridisk støtte. Det sagen virkelig gjaldt var kristen neutralitet, og det måtte de tage i betragtning. Mange år  senere traf forsvarsministeren og justitsministeren endelig en foreløbig ordning hvorefter et døbt, aktivt, mandligt vidne for Jehova kunne få „udsættelse“ af sin militærtjeneste hvis et behørigt attesteret brev fra de stedlige ældste blev forelagt.

Nye midler til brug i tjenesten

Jehovas organisation blev ved med at sørge rigeligt for alt det der kunne tjene til åndelig opbyggelse. Mange forskelligartede publikationer blev udgivet til brug ved menighedens studiemøder og på arbejdsmarken. Bladet Vågn op! udkom for første gang på hollandsk med udgaven for 8. december 1951. Da det blev brugt i tjenesten viste det sig at dermed øgedes også spredningen af Vagttårnet. Indtil da havde Vagttårnets største oplag været på 19.200. I dag trykkes den hollandske udgave af Vagttårnet i et oplag på 186.450 eksemplarer og Vågn op! i et oplag på 171.100 eksemplarer i gennemsnit.

I 1954 fik man i Holland bogen „Gud Maa Være Sanddru“ til brug på arbejdsmarken, og den tjente som studiebog ved hjemmebibelstudierne i mange år. Senere kom blandt andet den glimrende bog „Ske din vilje på jorden“, som indeholdt en fremragende gennemgang af de meget interessante profetier i Daniels bog. Andre bøger behandlede bibelbøgerne Ezekiel, Haggaj, Zakarias, Åbenbaringen og store dele af Esajas, og de har alle bidraget væsentligt til at styrke brødrenes åndelige sundhed.

En glædens tid

Forud for stævnet i Amsterdam i 1961 overværede afdelingstilsynsmanden og hans assistent stævnet i  London og de møder der afholdtes dér for de europæiske afdelingstilsynsmænd. En af de særlig interessante ting der blev drøftet ved den lejlighed var det arbejde der forestod i forbindelse med at udgive New World Translation of the Holy Scriptures på andre sprog end engelsk, deriblandt hollandsk. Det var særdeles spændende! At kunne arbejde blandt folk med en sådan nøjagtig bibeloversættelse på nutidssprog ville have stor virkning i Holland.

Kort derefter var en hollandsk oversætter på vej til Brooklyn, hvor hun sammen med andre, der skulle arbejde på den tyske, franske, spanske, portugisiske og italienske udgave, kom til at virke og forske i samarbejde med oversættelseskomiteen for New World Translation. De kristne græske Skrifter blev udgivet på hollandsk ved det internationale stævne i 1963. Og i Nürnberg, seks år senere, lød den glade bekendtgørelse at det kun ville vare uger før oversættelsen af hele New World Translation til hollandsk var færdig. Den nye bibel ankom til Holland i september 1969. Det var en glædens tid!

Tilsynsførende på afdelingskontoret

Som følge af den forfærdelige behandling broder Winkler havde været udsat for hos Gestapo og i koncentrationslejrene, ville det have været meget vanskeligt for ham fortsat at skulle føre tilsyn med Rigets arbejde i Holland. Broder Knorr forstod dette, og Henri F. Zinser, der var udgået fra Gileadskolen i 1946, blev derfor ny afdelingstilsynsmand. Han virkede som sådan en forholdsvis kort tid og blev i august 1947 afløst af den første gileaduddannede  hollænder. Men han blev sørgeligt nok ikke ved med at vandre med Jehovas organisation.

I september 1950 blev Paul Kushnir udnævnt som afdelingstilsynsmand, og det medførte en forbedret organisation og bedre kontakt mellem kontoret og dem der arbejdede så flittigt i forkyndelsen. Han røgtede sit hverv i 15 år indtil der opstod problemer af privat art som han bedst kunne løse uden for Betel. Det blev således nødvendigt med en ændring, og Robert Engelkamp blev afdelingstilsynsmand indtil 1976. På det tidspunkt blev ansvaret overdraget et udvalg af modne brødre, sådan som det skete på alle afdelingskontorer verden over. Seks brødre udgør nu et sådant udvalg i Holland med Paul Kushnir som koordinator.

Organisationen styrkes

Jehova styrkede sin synlige organisation på talrige måder. Med det formål at skabe større enhed i arbejdet blev der i forbindelse med det internationale stævne i New York i 1953 holdt møder med afdelingstilsynsmændene. Her beskæftigede man sig især med forkyndelsen på arbejdsmarken og med hvordan budskabet om Riget kunne nå ud til alle jordens egne som et vidnesbyrd før enden kommer. Der blev foretaget ændringer i kredstilsynsmændenes arbejdsplan så de fik mere tid til forkyndelsen i stedet for at bruge en masse tid på at prøve at hjælpe mennesker der ikke kunne forliges og som, når det kom til stykket, heller ikke var indstillet på at lade Rigets interesser komme først. Siden da har der efter behov været afholdt mange af den slags møder for afdelingstilsynsmænd fra hele verden,  og de har også gennemgået særlige kurser på Gileadskolen. Hovedtemaet har altid været forkyndelsen af den gode nyhed samt brødrenes åndelige sundhed.

I 1954 blev den første af Selskabets film taget i brug i Holland. Disse film hjalp brødrene til bedre at forstå organisationen og gav dem et indblik i de frugter Selskabets arbejde havde båret i alle dele af verden. Glimrende bøger om organisationen og dens virkemåde, fra „Dit ord er en lygte for min fod“ til „Organiseret til at fuldføre vor tjeneste“, har bevirket at alle ved hvordan arbejdet skal gøres og hvordan den enkelte kan være med i det.

Der blev også udgivet bøger til brug i menighedens teokratiske skole, såsom „Dygtiggjort til al god Gerning“, „Egnede til at være Ordets Tjenere“, „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“ og Håndbog for den teokratiske skole. De har hjulpet forkynderne til at lære Bibelen bedre at kende og til bedre at kunne redegøre for hvad dens lære går ud på, hvad enten det sker på tomandshånd i tjenesten fra dør til dør eller fra talerstolen!

Også de ældste, både dem i menighederne og de rejsende ældste, har fået deres uddannelse. De er gentagne gange blevet indkaldt til kurser og til Rigets tjenesteskole, hvor de har gennemgået den bibelske vejledning der gælder de særlige opgaver de hver især har fået, ligesom de har fået praktisk vejledning angående deres arbejde fra det styrende råd.

Gode råd fremmer arbejdet

Da Wilfred Gooch fra kontoret i London kom til Holland som zonetilsynsmand i 1965 tog han uden  omsvøb fat på nogle problemer som man havde al god grund til at beskæftige sig med. Henved 2000 døbte brødre og søstre var holdt op med at forkynde inden for de sidste fem år. Han opfordrede brødrene på kontoret til ikke at udtrykke sig i vage vendinger når de talte med de brødre der gik foran i forkyndelsen om dette, men sikre sig at de forstod hvad problemet var og hvad de skulle gøre for at hjælpe hver enkelt af de uvirksomme. Han betonede også værdien af „feriepionertjenesten“ (nu „hjælpepionertjenesten“), og brødrene reagerede meget positivt på dette. Den følgende april viste rapporten for feriepionerer en fremgang på 66 procent og en ny rekord på 1130 som havde erfaret den glæde der er forbundet med at yde en større indsats.

Ved områdestævnerne i 1968 blev et nyt middel frigivet til brug i tjenesten, nemlig bogen Sandheden der fører til evigt liv. Brødrene var begejstrede. Men nogle forekom det radikalt at skulle afbryde et studium efter seks måneder hvis det ikke bar virkelig frugt, og det faldt dem svært at vænne sig til tanken. Men når Selskabets anvisning blev fulgt, førte det til meget opmuntrende resultater.

Hvert år steg tallet på dem der lovpriste Jehova. Da forkyndertallet nåede 15.000 kunne broder Winkler ikke holde tårerne tilbage idet han sagde: „Hvor er jeg Jehova taknemmelig for at jeg har levet længe nok til at opleve at der er 15.000 forkyndere her i landet! For mere end 30 år siden sad vi som tyske pionerer ved vejsiden og græd af skuffelse over at ingen ville høre på vor forkyndelse. Men Jehova gav os kraft til at fortsætte. Og nu kan jeg græde af glæde.“ I 1976 var der en forkynderrekord  på 29.723. De følgende år var der nogle som blev trætte og trak sig tilbage fra Jehovas tjeneste, men det store flertal er blevet ved med at holde fast ved den dyrebare forret det er at være aktive vidner for Jehova, universets retmæssige suveræne Herre.

Trofaste tjenere modtager deres belønning

Helt tilbage i 1931 var Fritz Hartstang kommet til Holland som pioner. Som medlem af betelfamilien kom han senere til at forestå tjenesteafdelingen på afdelingskontoret. I 1962 gennemgik han imidlertid en større maveoperation, hvorefter der udviklede sig cancer som tappede ham for kræfter til han døde den 5. april 1964. De sidste måneder før hans død, da han måtte give afkald på det ene arbejde efter det andet, ansvar og pligter som havde været hans livs glæde, var en svær tid for ham. Men han havde i sandhed mærket Jehovas velsignelse, og Bibelen forsikrer dem der har det himmelske håb, og som dør trofaste i vor tid, om at „det de har gjort, følger med dem“. (Åb. 14:13) Hans kone, Helen, tjener i en alder af 82 år stadig på Betel — et fint eksempel på udholdenhed.

De ældre medlemmer af betelfamilien husker også tydeligt søster Mathilde Stuhlmiller. Hun led mange år af et dårligt helbred, men hun bevarede sin optimistiske indstilling og glædede sig ved udsigten til at tjene Jehova evigt, sund og rask, på en paradisisk jord. Hun blev ved med at arbejde næsten til hun døde i 1969, og hun hjalp endog fra sygesengen oversættelsesafdelingen med forskellige opgaver.

 Arthur Winkler vil altid blive husket som en broder der ikke skånede sig selv i Herrens gerning. (1 Kor. 15:58) Til trods for den hårdhændede behandling han havde været udsat for i koncentrationslejrene fortsatte han med at tjene mange år derefter, men så meldte alvorlig sygdom sig med mange smerter. Broder Knorr besøgte ham på det tidspunkt og trøstede ham ved at minde ham om at hans himmelske belønning sandsynligvis var nær for hånden, og at det ville være ensbetydende med virkeliggørelsen af det Arthur havde arbejdet henimod i mange år. Endelig lukkede han sine øjne den 22. juni 1972. Og hans trofaste kone, Käthe, som havde været enestående i sin åndelighed og sin nidkærhed for tjenesten, modtog sin himmelske belønning i april 1982.

Opmuntret af disse gode eksempler har yngre mænd og kvinder, hvoraf mange hører til Herrens „andre får“, nu den forret at videreføre arbejdet for Riget lige til afslutningen på denne gamle tingenes ordning. — Joh. 10:16.

Tilvæksten kræver større bygninger til afdelingskontoret

Fra 1946 havde afdelingskontoret i Amsterdam til huse i Koningslaan nr. 1. Men da man nåede frem til året 1960 var huset ikke længere egnet til formålet til trods for de ombygninger man havde foretaget. Derfor gik man i gang med at opføre en fin ny bygning i Amsterdam med plads til yderligere vækst. Dette nye betelhjem blev taget i brug i 1964, og et lille trykkeri i samme bygning kom i gang i 1967. Tilbygninger blev foretaget i 1972 og i 1977.

 Da den sidste tilbygning blev indviet af Lloyd Barry, der er medlem af det styrende råd, meddelte han at der allerede forelå vidt fremskredne planer om et større trykkeri i Holland. Der skulle installeres en stor rotationstrykkemaskine så man kunne trykke Vagttårnet og Vågn op! og således aflaste det overbebyrdede trykkeri i England. Men det forudsatte større bygninger.

I 1978 begyndte et omfattende arbejde med at finde en egnet grund. Da det endnu ikke var lykkedes i 1980 henvendte man sig direkte til planlægningskontoret for by og land. Ved det efterfølgende møde med en embedsmand herfra, lyttede denne nøje til hvad brødrene havde på hjerte og sagde derefter: „Jehovas Vidner gjorde et enestående arbejde her i landet under den anden verdenskrig, hvilket desværre alt for ofte er blevet glemt. Jeg  skal sørge for at Deres administrationscenter kommer til at ligge i en af Hollands tre nordlige provinser.“ I løbet af to dage fandt man frem til en udmærket byggegrund i Emmen.

De færdige bygninger blev indviet i oktober 1983. I trykkeriet står en ombygget M. A. N. offset-rotationstrykkemaskine der udspyr 17.000 blade i timen. På etagen oven over trykkemaskinen findes en moderne fotosatsafdeling med elektronisk fotosatsudstyr der er udviklet af indviede Jehovas vidner på hovedkontoret i New York. Med dette udstyr kan vi bedre forsyne forkynderne i Holland, samt i den flamske del af Belgien og i Suriname, med bøger og blade. Vi takker Jehova og hans organisation af hele vort hjerte for at alt dette har kunnet lade sig gøre!

En tydelig forskel

Vi har en lang vej bag os. Det er nu 80 år siden at de første mennesker tog imod sandheden i Holland. De helligede sig modigt Herrens gerning til trods for ligegyldighed, modstand og tilsyneladende uoverstigelige hindringer. Der var tider med ildprøver, fanatisk forfølgelse, falske brødres forræderi, og ligegyldighed som følge af materialisme. Mange har tilsluttet sig Jehovas organisation i disse år. Nogle er blevet fjernet fordi de ikke rettede sig efter de kristne normer. Mange er gået deres vej fordi de ikke var udholdende i det kristne løb, og fordi de lod sig drage bort af verdens tillokkelser — endog brødre og søstre som tidligere havde udholdt svær naziforfølgelse. Firs år er lang tid, men de har tjent til at åbenbare en tydelig forskel mellem „en der tjener Gud og en der ikke tjener ham“. — Mal. 3:18.

[Kort på side 115]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

HOLLAND

GRONINGEN

Leeuwarden

Groningen

Assen

FRIESLAND

Sneek

Westerbork

Emmen

Zwolle

IJsselfloden

Alkmaar

Haarlem

Amsterdam

Heemstede

Amersfoort

Ootmarsum

Almelo

Deventer

Enschede

Haag

Utrecht

Harskamp

Zutphen

Delft

Gouda

Zelhem

Rotterdam

Arnhem

Papendrecht

Vught

Tilburg

Helmond

Eindhoven

LIMBURG

VESTTYSKLAND

BELGIEN

[Illustration på side 123]

En nidkær gruppe foran pionerhjemmet i Leersum

[Illustration på side 139]

Fritz og Helen Hartstang var kommet fra Tyskland for at tjene som pionerer

[Illustration på side 147]

Båden „Lichtdrager“ var et transportabelt pionerhjem

[Illustration på side 156]

Arthur og Käthe Winkler skånede ikke sig selv i Jehovas tjeneste

[Illustration på side 184]

Afdelingskontorets bygninger som for nylig er blevet opført i Emmen