Nigeria

DETTE land skylder sin oprindelse en britisk idé fra begyndelsen af det 20. århundrede, da englænderne samlede et overvældende antal folk med vidt forskellig baggrund og mere end 250 forskellige sprog inden for de samme grænser, selv om de i århundreder havde haft deres egne kongeriger, bystater og sociale ordninger. Set med nigerianske øjne blev nationen imidlertid først født den 1. oktober 1960, da Nigeria fik politisk uafhængighed som en suveræn stat. Befolkningens forskelligartede fortid har haft stor indflydelse på landets historie.

Nigeria er henved fire gange så stort som England, og mere end dobbelt så stort som Californien. Dette store land gennemstrømmes af Niger — Afrikas tredjestørste flod med en længde på 4180 kilometer — og Benue. De to floder deler landet i  tre dele. I den nordlige del bor hausa-folket, fulbe-folket og mange mindre stammer. I den sydlige del, vest for Niger, bor yoruba-folket, og mod øst ibo-folket og cirka 200 andre stammer. Deres forskellige kulturer, traditioner, sprog og religioner er splittende faktorer, men det engelske sprog har været et vigtigt middel til at knytte dem sammen til én nation, Afrikas største.

En krævende opgave

For kristne der forkynder den gode nyhed om Guds rige i Nigeria er det en krævende opgave. Landet ligger lige nord for ækvator. Langs kysten er klimaet varmt og fugtigt, og her findes også udstrakte sumpe. Denne kombination har bevirket at denne del af landet har været hærget af sygdomme som malaria, gul feber, spedalskhed og indvoldsorm. Det er en del af det område i Vestafrika man engang kaldte „Den hvide mands grav“. Nordpå er forholdene noget anderledes. Landet her strækker sig i retning af Sahara og er nogle steder til dels ørkenagtigt.

Den fremherskende religion er islam, der lader til at have vundet indpas omkring år 900 og har fået et fast greb om den nordlige del af landet. Henved halvdelen af Nigerias indbyggere er muslimer, en tredjedel er „kristne“, og resten holder fast ved deres gamle former for tilbedelse. Især i syden blev hele samfund „kristnet“ næsten som det skete i Europa, hvor man „omvendte“ folk med tvang eller fristende tilbud i stedet for at gøre en discipel af den enkelte. Det er derfor ikke nogen overraskelse at deres gamle kulturs hævdvundne  tro og skikke stadig spiller en stor rolle for dem i dagligdagen.

Kristne forkyndere der virker her må desuden kæmpe med en udbredt analfabetisme, og de må forkynde i landsbyer hvor man til stadighed bringer ofre til fetichguder under udfoldelse af dæmoniske ritualer. De støder på modstand fra hemmelige selskaber som for eksempel Odozi Obodo og juju-organisationer som Ekpo, og de kommer ofte ud for sammenstød med medicinmænd.

Det er imidlertid kun den ene side af billedet. Den kristne der kommer til Nigeria langvejsfra kan ikke andet end beundre nigerianernes store interesse for at tale om religiøse spørgsmål, og det gælder selv nogle af muslimerne. Mange nigerianere elsker virkelig Bibelen. I aviserne kan man jævnlig læse store artikler om religiøse emner. Religiøse navne og slagord forekommer overalt og får ofte fremmede til at trække på smilebåndet. En forretning kan hedde „Det velsignede handelskompagni“ eller „Købmandsforretningen ’Gud først’“. På biler kan man se slogans som „Gud er min hjælper“, og skriften på en smadret lastbil kan forkynde at „Mennesker spår, men Gud rå’r“.

En ringe begyndelse

Arbejdet med at gøre disciple i Nigeria er gået hånd i hånd med den teokratiske fremmarch i andre vestafrikanske lande. Til forskellige tider har Watch Tower Society’s afdelingskontor for Vestafrika, beliggende i Lagos, ført tilsyn med arbejdet i Ghana, Sierra Leone, Benin, Togo, Niger, Cameroun og Ækvatorialguinea. Nigerianske pionerer,  specialpionerer og missionærer har tjent i disse lande foruden i Gambia, Den centralafrikanske Republik og Liberia. Men hvordan begyndte det hele?

Det lader til at have været sidst på året 1921 at Claude Brown kom til Nigeria en kort tid og som den første forkyndte den gode nyhed, især i den nordlige del af landet. Broder Brown var fra De vestindiske Øer men havde boet i Winnipeg i Canada. Han vendte tilbage til Nigeria i 1923 og holdt flere foredrag i Lagos.

På det tidspunkt holdt en sort amerikaner ved navn Vincent Samuels, der drev en skrædderforretning på Tinubu Square i Lagos, nogle bibelstudiemøder. Han begyndte på eget initiativ at forkynde fra hus til hus, og han brugte Vagttårnsselskabets bog Guds Harpe som studiebog ved de møder han holdt med en gruppe på cirka 15 personer i en vis Mrs. Odunlamis hjem.

James Namikpoh, der var bogbinder og trykker i regeringstrykkeriet i Lagos, hørte om disse møder og sluttede sig til den lille gruppe i 1923. Han gjorde hurtige fremskridt og blev den første nigerianske forkynder, snart efterfulgt af Mrs. Odunlami. Senere samme år så Joshua Owenpa Guds Harpe ligge på en kollegas bord i jernbaneselskabets kontor i Lagos. Han lånte den og læste i den hele natten, hvorefter han straks sluttede sig til studiegruppen og blev den tredje nigerianer der tog del i tjenesten for Jehova.

Samme år gjorde en mand fra Jamaica, William R. Brown, sin entré i Vestafrika. Han var fra Trinidad, hvorfra han havde forkyndt rundt omkring på De caraibiske Øer. Da han havde vidnet på de fleste  af øerne dér, opfordrede Watch Tower Society’s præsident, J. F. Rutherford, ham til at ’tage til Sierra Leone i Vestafrika med kone og barn’.

Derfra foretog han en rejse til Nigeria i november 1923 og holdt sit første foredrag i Glover Memorial Hall. Under sit korte ophold afsatte han også i hundredvis af Watch Tower Society’s bøger og brochurer i forretnings- og regeringskontorer. W. R. Brown vendte tilbage til Lagos i 1926, og denne gang holdt han foredrag for fulde huse i Glover Memorial Hall. Han opfordrede også brødrene Namikpoh og Owenpa til at skabe sig større udfoldelsesmuligheder i forkyndelsen. Senere skrev broder Owenpa:

„Broder W. R. Brown opfordrede mig til at gå ud i kolportørtjenesten [nu kaldet pionertjenesten], så jeg sagde mit arbejde op hos jernbanen . . . fra 1. juli 1927. Samme dag begyndte jeg som kolportør. Han underviste mig ud fra Bibelen og gav mig mod ved at henvise til Filipperbrevet 1:28, hvor der står at den kristne ’i ingen henseende skal lade sig skræmme af sine modstandere, og at netop dette er et bevis på ødelæggelse for dem, men på frelse for os’.“

Vincent Samuels fra Amerika og to mænd ved navn Brown fra Vestindien spillede således en fremtrædende rolle da arbejdet i Nigeria tog sin begyndelse. Forkyndelsen fik en god start, og den tog til i styrke.

Sorte Brown og Bibel-Brown

Claude Brown blev kaldt Sorte Brown og William Brown blev kaldt Bibel-Brown, for, som han selv  skrev: „Jeg brugte altid lysbilleder under mine foredrag, så jeg kunne vise hvert skriftsted på lærredet og så forklare det.“ Det var i Sierra Leone at man begyndte at kalde ham Bibel-Brown fordi han hele tiden sagde: „Det er ikke Brown der siger det, men Bibelen.“

Om de religiøse ledere skrev William Brown: „Dengang havde folk ikke ret megen agtelse for hvad de kaldte ’den hvide mands religion’. Det var meget passende at jeg i Glover Memorial Hall talte om hvordan kristenhedens religion var kommet til kort, og jeg averterede derfor foredragene i tre førende aviser. Men en katolsk redaktør gav min  annoncetekst til dr. Moses Da Rocha, som skrev et brev der blev placeret ved siden af min annonce. Han opfordrede Nigerias regering til at forbyde mine møder eller i det mindste sende politiet derhen for at opretholde ro og orden. Han appellerede også til de forskellige religiøse ledere i Lagos om at sende deres bedste folk til mine møder, så de kunne slå min ’kætterske lære’ til pindebrænde. Såvel politiet som mange kirkefolk kom til møderne.

Under hele den del af foredraget der afslørede kristenheden afbrød tilhørerne mig med klapsalver. Da jeg gik over til at besvare spørgsmål fra salen stillede en anglikansk præstesøn to spørgsmål, som blev besvaret, og da han ville stille endnu ét sagde jeg: ’Vær så venlig at sætte Dem ned og lade andre komme til.’ . . . Jeg afsluttede mødet med at tilbyde den uindbundne udgave af bogen Verdensbefrielsen . . . De tømte alle kartonerne . . . Og kom endog hjem til mig samme aften for at få flere . . . i alt 3900 bøger! De spredte dem vidt og bredt til venner og bekendte.“

Hovedkvarter i Lagos

William Brown lagde mærke til at Nigeria dengang var mere frugtbart end noget andet vestafrikansk land, og han flyttede derfor til Lagos sidst i 1930. Her blev Selskabets vestafrikanske afdelingskontor også oprettet, og det fik tilsyn med arbejdet i Nigeria, Guldkysten (nu Ghana) og Sierra Leone.

I 1931 var Ibadan og Lagos blandt de 166 byer i verden der afholdt stævner hvis sidste programpunkter fredag, lørdag og søndag var de samme  som dem der lød ved det internationale stævne i Columbus i Ohio. De nigerianske vidner gav glædestrålende udtryk for at de accepterede det bemærkelsesværdige „nye navn“, Jehovas Vidner. I stævnerapporten The Messenger skrev broder Brown:

„Der bliver aflagt et kraftigt vidnesbyrd [i Vestafrika]. Den lille flok brødre her rejser over 3200 kilometer langs kysten med dampskib og andre transportmidler. De begiver sig også mere end 1100 kilometer ind i det indre af landet med tog og bil. Mere end halvdelen af befolkningen i dette vidtstrakte område kan hverken læse eller skrive, men det er forbavsende at se hvor ivrigt de der kan læse køber bøgerne for at få noget at vide om Gud og Bibelen.“

Publikationer på lokalsprog og foredragsturneer

Da bøgerne var på engelsk og således kun gavnede dem der kunne læse engelsk, måtte det næste  skridt være at oversætte dem til de lokale sprog. Guds Harpe var allerede udkommet på yoruba i 1930. Den blev oversat af søster Odunlami assisteret af J. P. Ogunfowoke. Desuden var en anglikansk præst ved navn S. A. Adediji, der var begyndt at læse broder Rutherfords bøger i 1929, i gang med at oversætte bogen Verdensbefrielsen. I 1931 trådte han ud af kirken og viede sig helt arbejdet med at oversætte bogen Forligelse og brochuren Riget, Verdens Haab, hvorefter han gik ud i pionertjenesten. Yderligere publikationer blev oversat til forskellige andre lokale sprog.

Så snart Guds Harpe kunne fås på yorubasproget rejste Ogunfowoke straks med en forsyning af dem til Ibadan og Ilesha. Han holdt friluftsforedrag to eller tre steder i Ilesha, hvor han afsatte et stort antal bøger og samlede folk til en studiegruppe.

Det viste sig at sådanne forkyndelsesrejser var velegnede til at få folk i tale og lade dem høre om sandheden. W. R. Brown rejste meget for at holde offentlige foredrag og få arbejdet for Riget i gang på nye steder. „Det passede mig aldrig at sidde i en kontorstol ret længe ad gangen,“ skrev han. „Jeg lagde min tidsplan sådan at jeg kunne være ude . . . og sprede det gode budskab i tale og på skrift. . . .

Når jeg kom til en landsby . . . gik jeg til høvdingen og indbød ham til at høre det offentlige foredrag jeg ville holde på pladsen foran hans bolig. Det var ikke ualmindeligt at han derefter sendte en mand rundt i landsbyen med en klokke for at bekendtgøre foredraget. Høvdingens folk rullede så et stort tæppe ud og satte en stol på det. Der sad  han så med en mand til at holde en parasol over sig, og undertiden med endnu en mand til at køle sig af med en stor vifte af strudsefjer. Der var i tusindvis af tilhørere.“

Udbredelsen af sandheden tager fart

Blandt dem der kom i sandheden dengang var Alfred Nduaguibe. Han reagerede på et foredrag af broder Brown i 1931 og gik senere foran i forkyndelsen i en stor del af det område der bebos af iboerne.

I yoruba-området var der Joseph Ogunniyi, en fremtrædende embedsmand som også var stedfortræder for præsten i den anglikanske kirke på stedet. Han var blevet besøgt af Joshua Owenpa da denne rejste gennem Ile Ife i februar 1931. Der opstod snart en gruppe på otte personer som holdt møder i hans stue og i høvdingens, obajio’en af Ifes, hus. I oktober 1932 begyndte Joseph Ogunniyi som hjælpearbejder (det samme som en hjælpepioner i dag) for at kunne give den sandhed til andre som han selv havde lært at kende. Sammen med tre andre gennemarbejdede han de betydeligste småbyer, idet han tog til et nyt sted hver dag. „Vi blev snart mange,“ skrev han. Sandheden forgrenede sig altså i den vestlige del af landet — yoruba-området — hvor der var studiegrupper i Lagos, Ibadan, Oyo, Ile Ife, Ilesha og Abeokuta.

Nede i den sydvestlige del af landet var der den meget energiske Egor Egha, som fik interesse for sandheden i juli 1932 da han satte sig hen til en skare mennesker der lyttede til et foredrag. To  dage senere tog han til sin hjemby, Oyede, for at fortælle alle om foredraget. Han opgav sit arbejde som retsbud i Ughelli og blev en nidkær forkynder overalt i Oyede, hele Isoko ned til Forcados, og i Ughelli-området.

’I ingen henseende skræmt af modstandere’

På deres rejser rundt i landet begyndte brødrene Brown, Ogunfowoke, Adediji og Owenpa nu at støde på megen modstand. Da broder Brown kom til Ilesha i 1931 smed vicedistriktschefen ham ud af det pensionat hvor han boede og beslaglagde alle hans bøger. Broder Brown klagede til guvernøren i Lagos, og da han undersøgte sagen gav den overordnede embedsmand, Resident’en, sine embedsmænd skylden og udleverede bøgerne med en undskyldning. Men fra religiøst hold voksede modstanden mod den lille flok bibelstudenter.

Broder Ladesuyi beskriver det således: „Katolikker, anglikanere og andre der hidtil ikke havde kunnet enes, gjorde nu fælles front mod os. De sammensvor sig endog med hedenske høvdinger for at få de bibelstudiemøder vi holdt i et snedkerværksted, standset. Vore bøger blev beslaglagt og vi blev arresteret flere gange. Da broder Adediji blev arresteret i 1932 kom han for de indfødtes domstol, hvor han blev grundigt ydmyget og hånet.“

Næsten samtidig hermed blev Ogunfowoke arresteret i Oyo fordi præsterne tilskyndede distriktschefen til at foretage en undersøgelse af hans færden. Derefter blev Joshua Owenpa arresteret i  Ibadan og fik ordre til at være ude af byen inden 24 timer. De offentlige foredragssale i Lagos blev nu også lukket for Jehovas Vidner, takket være gejstligheden. Vi forstår derfor hvorfor broder Brown så ofte citerede Filipperbrevet 1:28 når han formanede unge pionerer til ikke at lade sig skræmme af modstandere. De udgjorde en nidkær del af de over 80 vidner der dengang forkyndte i hele Vestafrika, og de lagde stort mod for dagen.

Sørgeligt nok var det ikke alle der forblev loyale over for Jehova og hans synlige organisation. En heltidstjener begyndte at indsamle penge blandt brødrene og at forgribe sig på Selskabets midler. Han blev direkte modstander og brugte pressen til at bagtale trofaste brødre. En anden fremhævede sig selv i sine foredrag, gjorde indvendinger mod budet om monogami, modsatte sig anvisningen om at alle skulle rapportere deres tjeneste og bekæmpede de brødre som senere, meget rigtigt, fremholdt at ikke alle skulle nyde symbolerne ved mindehøjtiden. Til sidst forlod han Herrens organisation og dannede sin egen religiøse gruppe.

Villige arbejdere velsignes af Jehova

Men de trofaste pionerer forkyndte sandheden i nye distrikter. I 1933 meldte Peter Otudoh, der var blevet døbt i august 1932, og som arbejdede på afdelingskontoret, sig til at tage til Badagri nær ved grænsen til Dahomey (nu republikken Benin). Sammen med fire andre forkyndte han i Ikoyi og Ipokia og senere i Ijofin og over grænsen helt til Porto-Novo.

 I januar 1934 sendte Selskabet Alfred Nduaguibe til ibo-området i den østlige del af Nigeria som pioner. Han rejste med skib til Port Harcourt og forkyndte derefter i mange småbyer og landsbyer langs kysten fra Abonnema til Calabar. Han tog også ind i landet til Enugu, Abakaliki og endog Kaduna oppe nordpå. Så vendte han tilbage til Lagos og aflagde rapport til broder Brown om hvordan det stod til med arbejdet derude. Efter vagttårnsstudiet den søndag spurgte broder Brown de tilstedeværende: „Hvem vil tage til Østnigeria for at forkynde og finde Jehovas får dér?“ Alfred Nduaguibe, Peter Otudoh og tre andre meldte sig. Det varede ikke længe før deres forkyndelse mødte stærk modstand fra de religiøse ledere. Men brødrene mærkede at Jehova velsignede dem. Som broder Otudoh sagde, ’betragtede de forfølgerne som var de fluer på en elefantryg’.

Opildnende offentlige foredrag og stævner

Det mest fremtrædende ved datidens forkyndelse var måske nok de offentlige foredrag. Hvilke emner valgte man? Et foredrag der blev annonceret i Ibadan hed for eksempel: „Ingen præstelønninger mere; se Ezekiel 34:10. Ingen bedrageriske præstekjoler mere; se Zakarias 13:4.“ Det var ikke så underligt at præsterne var efter dem.

Også stævnerne spillede en stadig større rolle, og tallet på stævnedeltagerne voksede. Brødrene glædede sig til dem fordi de var sande åndelige festmåltider, og de gjorde alt muligt for at være med.  Jacob Ajakaiye fortæller at han sammen med to andre „gik 240 kilometer fra Kabba til Ilesha, kørte med lastbil fra Ilesha til Ijebu-Ode, og måtte tage hjem igen på samme måde“. Broder Egbenoma husker at han gik 58 kilometer til et stævne i Sapele. Broder Emeghara gik 115 kilometer fra Aba til et stævne i Calabar.

Så lange rejser var både trættende og farlige. Brødrene Brown og Otudoh undslap for eksempel med nød og næppe nogle røvere der var bevæbnet med knive og macheter på vejen mellem Benin City og Agbor. De slap uden om en vejspærring ved at svinge ud til siden og måtte derefter sætte fuld fart på for at slippe fra banditterne der forfulgte dem.

 Et virkningsfuldt middel til udbredelse af den gode nyhed

I januar 1936 fik vi en ny måde at forkynde på og det dertil nødvendige udstyr — højttalerbiler. Vi vil lade broder Brown fortælle om det:

„Det er en fornøjelse den første gang man kommer til en landsby med en højttalervogn og ser de forundrede blikke. . . . Vi beder altid om at måtte stille op midt i landsbyen, og derfra lægger vi ud med en plade med livlig sang. Man ser folk nærme sig vognen fra alle sider. Nogle steder pløjer bønderne markerne mere end en kilometer borte, og når de så hører stemmen fra grammofonpladen . . . ser de sig omkring og opad for at finde ud af hvor  Guds stemme kommer fra. Da de ikke kan se nogen, løber de i retning af landsbyen . . . Efter foredraget fortæller vi om bøgerne og brochurerne, og så bestormer de os. . . . Nogle dage har vi afsat over 1400 brochurer til en penny stykket.“

På den tid var der 250 forkyndere i Vestafrika, deriblandt 38 pionerer og 28 hjælpearbejdere.

Usædvanlige forkyndelsesmetoder

Alle mulige metoder blev brugt til at forkynde Rigets budskab: Plakater på spyd, grammofonplader, højttalerbiler og råbere til at tale igennem. Disse råbere, hvoraf nogle var højttalertragte fra gamle grammofoner, blev brugt over hele landet efter at brødrene havde set hvor godt højttalerbilerne virkede. Reaktionerne var naturligvis forskellige. Og det samme kunne siges om den måde råberne eller „trompeterne“ blev brugt på og de strategiske steder man valgte at lade dem lyde fra.

I Opobo-regionen i Sydøstnigeria klatrede Peter Udosen Mkpong op i et træ allerede klokken fire om morgenen og lod „trompeten“ lyde med en sang efterfulgt af bibelbelæring. Han havde gode resultater. Daniel Uwaekwe og hans medarbejdere blev derimod angrebet af folk med stokke, macheter og andre våben da de prøvede at bruge „trompeterne“ i Isiekenesi.

Loyalitetsprøve

Vestafrika nød godt af de organisatoriske forbedringer der i 1938 blev indført i hele verden. Kredsene (menighederne) blev gradvis reorganiseret så de var i overensstemmelse med det bibelske teokratiske forbillede, og alle tjenere begyndte at  blive udnævnt direkte af Selskabet. Det krævede at den enkelte i højere grad rettede sig efter organisationsinstruktionerne. Det krævede fuld loyalitet over for den teokratiske ordning. Og det var denne loyalitet der dengang blev sat på prøve.

I 1939 modtog S. A. Adediji på afdelingskontoret en artikel der gav udtryk for at Herren Jesus Kristus ikke var nærværende. I et følgebrev hævdedes det at artiklen kom fra Selskabets hovedkontor, og brevet gav anvisning på at den skulle læses op i menighederne på et givet tidspunkt. Broder Brown var midlertidigt bortrejst. Adediji vidste at artiklen kom fra en frafalden canadier ved navn Salter, og han vidste at The Watchtower for 1. juni 1937 havde meddelt at Salter var udstødt og at man havde besluttet at ’skrifter af den slags der kom med posten eller på anden måde, ikke skulle læses men tilintetgøres’. Alligevel sendte han besked om at artiklen skulle læses og drøftes ved et møde i alle menigheder i Nigeria. Det voldte stor skade i en del menigheder. Til sidst fik den indstilling Adediji havde lagt for dagen ham til at forlade organisationen, og han blev igen anglikansk præst.

I modsætning hertil nægtede nogle af de brødre der havde fået brevet, at læse det op for menigheden, fordi de gennemskuede at det var et falsum. Ved deres årvågenhed og loyalitet blev de et værn for hjorden.

Da man nåede året 1940 var „den mindste“ blevet til tusind i Nigeria, idet 1051 forkyndere lovpriste Jehova. (Es. 60:22) Men der lå store vanskeligheder forude.

 Krigen medfører restriktioner

Under den anden verdenskrig måtte Jehovas vidner udstå svære prøvelser i mange lande. Den 10. maj 1940 udstedte regeringen forbud mod indførsel af Vagttårnsselskabets publikationer i Nigeria. Man hævdede at indholdet var statsfjendtligt og derfor uønsket. Men hvem var det der fandt det „uønsket“? Ikke folk i almindelighed, men gejstligheden, hvis organisationer det havde afsløret som religiøst bedrag. Nu benyttede de gejstlige ledere sig af den ældgamle taktik at bruge den verdslige stat til at lægge hindringer i vejen for budskabet om Riget.

Skønt regeringsforbudet blev udstedt den 10. maj, fik det tilbagevirkende kraft fra den 13. marts. Hvorfor? Fordi der den 14. marts var ankommet en sending på 15.450 eksemplarer af bogen Fjender på yorubasproget fra New York, og den bog var gejstligheden særlig bange for.

Da broder Brown fik en samtale med guvernøren om sagen, sagde denne at han var utilfreds med bogens afsløring af det katolske hierarki. Han hævdede at kirken havde gavnet Nigeria. Broder Brown fortæller om samtalens videre forløb:

„Jeg sagde til ham at de mennesker som har læst vore bøger, er bedre kristne og mere lovlydige end andre, og jeg gjorde opmærksom på at embedsmænd overalt i Nigeria giver dem godt vidnesbyrd. Han så direkte på mig med rynkede bryn og sagde med et smil: ’Som De ved, Mr. Brown, venter vi krig, og hvis folk alle vegne læser Deres bøger, bliver de kristne og vil ikke være soldater. Efter krigen vil bøgerne blive frigivet.’“

 Arrestationer og bønskrifter

Allerede i 1940 var distriktschefer og landbetjente begyndt at arrestere brødrene for at sprede bøger og blade. Nogle brødre blev anholdt i Ilesha, men de blev frikendt af underretten i Ile Ife. Anklageren blev irettesat for at være overdrevent nidkær. Da broder Owenpa blev arresteret i Sapele og fik alle sine bøger beslaglagt, rådede han brødrene til at arbejde videre med Bibelen alene.

Politiet i Lagos arresterede også brødre der gik fra dør til dør. Den 31. juli 1941 konfiskerede de syv vognlæs bøger og 700 grammofonplader på Selskabets kontor. Selv om det hed sig at bøgerne ville blive returneret efter krigen, blev mere end 250.000 bøger og brochurer brændt af myndighederne i 1943, til stor forundring for den almindelige offentlighed. Lagos-avisen The Daily Service skrev træffende: „Tilintetgørelsen af disse bøger kan slet ikke retfærdiggøres.“

Brødrene blev ved med at skrive andragender til regeringen om at hæve forbudet, men den eneste imødekommenhed den viste var at privatpersoner kunne beholde deres egen bogsamling. Jehovas vidner kunne derfor kun bruge Bibelen i deres arbejde blandt folk, og det gjorde de grundigt. Desuden brugte de lokale aviser til at fortælle om Teokratiet. West African Pilot havde en fast rubrik med overskriften „Den offentlige mening“, som regelmæssigt optog artikler skrevet af broder Brown. Det lykkedes også brødrene lokalt at få trykt i tusindvis af løbesedler (traktater) på engelsk og yoruba til uddeling vidt og bredt. Men det var især de offentlige foredrag og hjemmebibelstudierne  der bar frugt. Der blev gjort nye disciple i hundredvis. Lad os nævne nogle af dem der kom i sandheden under krigen og senere tjente på afdelingskontoret eller som rejsende tilsynsmænd.

De kom i sandheden under krigen

Asuquo Akpabio var 19 år gammel i 1943 da han for første gang så Jehovas vidner holde et friluftsforedrag i Itu nær ved Calabar. Han og hans kammerater prøvede at forstyrre mødet. Men det varede ikke længe. Først blev hans kammerater interesseret i det de hørte og begyndte at studere med Vidnerne. Derefter blev der sat en stopper for hans fjendske tilråb under foredragene, der nu ikke mere fandt genklang hos kammeraterne, da en i forsamlingen råbte: „Hvorfor stamper du imod brodden?“ Asuquo gik sin vej, men brødrene besøgte ham næste dag og begyndte et bibelstudium med ham. Han og hans kammerater blev døbt samme år. Herom siger han: „Som forkyndere blev vi udsat for den samme modstand vi selv havde øvet, og vi måtte tage de klø præsterne og de fremstående kirkemedlemmer gav os.“

Samuel Opara blev døbt i 1943 i en alder af 13 år. Han var blevet religiøst opdraget af sin moders stedbroder, der var skolelærer og præst i den stedlige afrikanske kirke, selv om han dengang havde to koner. Da præsten læste J. F. Rutherfords bøger blev han overbevist om at det var sandheden og blev et af Jehovas vidner. Derfor blev Samuel også opdraget i sandheden og begyndte et liv i tro tjeneste der førte til megen modstand fra familiemedlemmer og folk i byen.

 Så var der Albert Olugbebi, der blev døbt i 1945. Alberts fader havde undervist ham i sandheden, men han blev senere udstødt af menigheden på grund af polygami. Albert fortsatte imidlertid standhaftigt og opgav senere en lovende løbebane som embedsmand for at kunne blive pioner, selv om hans fader var meget imod det.

Da krigen var forbi i 1946 glædede brødrene i Nigeria sig over at se hvordan Jehova havde velsignet sit folk. De havde da seks svære år bag sig, men de var alligevel vokset fra 636 i 1939 til 3542 i 1946. Nu måtte tiden være inde til at få hævet forbudet mod Selskabets bøger.

Et bønskrift med resultat

1947 Yearbook beskriver det på følgende måde: „Tidligt på året meddelte hovedkontoret at man på nogle af De caraibiske Øer havde opnået gode resultater med et bønskrift forsynet med underskrifter fra offentligheden til støtte for Jehovas Vidner Vi besluttede os til at følge eksemplet, [og at få] nogle få . . . medlemmer af den lovgivende forsamling til at bringe sagen på bane ved et møde der skulle afholdes den 18. marts 1946. . . . Vi havde knap 14 dage at få det gjort i, men brødrene arbejdede flittigt og det lykkedes dem at skaffe mere end 10.000 underskrifter fra dannede folk. . . . Myndighederne var overraskede over at se næsten alle betydelige folks navne . . . [To måneder senere] blev forbudet hævet, til stor glæde for brødrene og offentligheden, der alle vegne lykønskede os. Regeringens bekendtgørelse fandt sted den 18. maj 1946, og den følgende morgen udbasunerede presser nyheden med store overskrifter.“

 Brødrene skrev omgående til regeringen og bad om at få de beslaglagte publikationer tilbage, og de fik den del udleveret der ikke var blevet tilintetgjort af politiet. I december tog de med glæde imod de nye bøger „Gud Maa Være Sanddru“ og „Dygtiggjort til al god Gerning“ ved deres stævner med temaet „Glade Nationer“, som blev overværet af mere end 5000.

De første gileadmissionærer ankommer

I juni 1947 begyndte et nyt kapitel af Jehovas Vidners arbejde i Vestafrika, for da ankom de første gileadmissionærer til Sierra Leone, Guldkysten (Ghana) og Nigeria. Det var virkelig en glædelig begivenhed da broder Brown i spidsen for betelfamilien i Lagos bød Ernest V. Moreton og Harold Masinick fra Canada og Anthony C. Attwood fra England velkommen. Siden da har yderligere 51 ikke-nigerianske missionærer gjort tjeneste her til forskellige tider.

Ved uddannede missionærers hjælp blev afdelingskontoret og betelorganisationen bragt mere i overensstemmelse med den fremgangsmåde hovedkontoret i Brooklyn fulgte. De 201 menigheder blev sammenfattet i 11 kredse som hver blev betjent af en vennetjener (kredstilsynsmand). Blandt dem var Samuel Ladesuyi, Asuquo Akpabio, Joshua Owenpa og Amos Wosu. Man begyndte nu at afholde halvårlige kredsstævner under ledelse af en udnævnt sektionstjener (områdetilsynsmand), og dengang virkede en gileadmissionær som sådan.

Tjenestemødet og den teokratiske skole i hver menighed begyndte også mere effektivt at oplære  brødrene så de fik bedre resultater af deres bibelundervisning. I stedet for den tidligere så almindelige forkyndelse ved hjælp af højttalerbiler og grammofoner blev der nu lagt mere vægt på at den enkelte forkynder selv skulle undervise.

Man lærer missionærerne at kende

Brødrene var ivrige efter at lære missionærerne at kende — de første hvide brødre i Nigeria. De fik snart lejlighed til at træffe broder Attwood, idet han ledsagede broder Brown til fire kredsstævner. Men også andre end brødrene var nysgerrige med hensyn til de nyankomne.

John Charuk, der kom til Nigeria som missionær på et senere tidspunkt, fortæller hvordan folk ude i landsbyerne almindeligvis reagerede: „Da vi gik til vort logi [i Umutu] . . . fulgte halvdelen af landsbyen med, og til sidst var næsten alle stedets beboere forsamlet for at se den hvide mand og det sted han skulle bo — et beskedent afrikansk hus . . .

Lørdag formiddag fulgte cirka 50 mænd, kvinder og børn efter mig overalt hvor jeg gik, for med egne øjne at se det utrolige: En hvid mand der forkyndte evangeliet i deres hjem gennem en tolk. . . . Skønt det regnede blev 21 døbt om søndagen, og 794 fulgte opmærksomt det offentlige foredrag. To uger senere hørte jeg at seks af landsbyens beboere havde brændt eller ’druknet’ deres juju’er [de havde kastet dem i floden] og nu var blevet forkyndere af Riget.“

Der var også reaktioner i Lagos og andre store byer. Broder Attwood siger: „Vi var de første hvide  der nogen sinde var kommet til landet som Jehovas vidner . . . Så man kan godt forestille sig at andre hvide her, . . . især regeringsembedsmændene, var . . . lidt betænkelige [med hensyn til vor virksomhed]. De havde haft rigeligt besvær med broder Brown, hvis frygtløse forkyndelse overalt i landet ikke ligefrem havde beredt dem glæde . . . og nu en englænder . . . der gjorde det samme; det faldt slet ikke i deres smag.“

Broder Knorr kommer

Mod slutningen af det samme år som de første missionærer var kommet, aflagde Selskabets præsident, N. H. Knorr, og hans sekretær, M. G. Henschel,  besøg i Nigeria for første gang. Det var i sandhed et af årets højdepunkter. Broder Knorr holdt et offentligt foredrag i Lagos, og de to brødre overværede det ene af de to stævner der var tilrettelagt i anledning af besøget. I alt hørte 10.000 i Ibadan og Lagos broder Knorrs foredrag „Alle Nationers evige Hersker“. Uheld undervejs forhindrede dem i at komme til det andet stævne, der blev afholdt i ibo-området. Men det lykkedes brødrene Attwood og Moreton at krydse Nigerfloden i kano, og efter en natlig rejse med lastbil nåede de Enugu og kunne betjene stævnet der.

Ved stævnet i Ibadan blev det meddelt at broder Attwood var blevet udnævnt til afdelingstilsynsmand. Broder Brown havde tjent trofast i 25 år, men arbejdsmængden på afdelingskontoret var vokset betydeligt, og dette, sammen med hans alder og svigtende helbred, gjorde at det var bedre at lægge byrden på yngre skuldre. Brødrene Morton og Masinick, som til at begynde med var beskæftiget på arbejdsmarken i Lagos, blev også kaldt ind på kontoret.

Polygami giver problemer

Lige siden 1934, da nogle gjorde indvending imod kravet om monogami blandt Jehovas vidner, havde polygami været et problem for brødrene. Mange som var tilknyttet Jehovas organisation havde stadig væk flere koner. Deriblandt var nogle fremtrædende brødre der lagde en forkert betydning i Første Korintherbrev 7:20: „Lad enhver forblive i den stand han blev kaldet i.“

Men The Watchtower for 15. januar 1947 (Vagttårnet for 15. juli 1947), der var udkommet nogle  måneder før broder Knorrs besøg i Nigeria, havde forklaret at den bibelske norm at en mand kun kan have én kone, må opretholdes i hele verden. Derefter blev der sendt et brev til menighederne om at alle polygamister fik seks måneder til at bringe deres ægteskabelige forhold i orden. Hvis de ikke gjorde dette, ville de miste deres forrettigheder. De fleste af brødrene var meget glade for dette faste standpunkt for efterlevelse af bibelske principper.

I hundredvis af brødre måtte nu træffe en beslutning: Ville de give afkald på en ældgammel og almindeligt anerkendt ordning for at kunne efterleve kristne normer som nogle af dem kun havde kendt nogle få år eller måneder? Kunne de standhaftigt udholde venners latterliggørelse og familiens direkte modstand? Nogle sagde ligeud at de tvivlede på at det ville lykkes for Jehovas Vidner når kirkerne var kommet til kort. Mange verdslige mennesker forudsagde at hvis Jehovas Vidner prøvede at afskaffe flerkoneriet i deres rækker, ville der om kort tid ingen rækker være mere.

Broder Moreton fortæller hvad der skete da broder Knorr orienterede om Selskabets stillingtagen til polygami i Ibadan og Lagos: „Johnson Adejuyigbe fra Akure havde tre koner og ti børn. Umiddelbart efter mødet kaldte han sine koner til sig og fortalte dem hvad der skulle ske, og han bragte sagen i orden på stedet.“

Broder Richard Idodia siger om sin egen reaktion på broder Attwoods foredrag ved et områdestævne i Warri tidligere på året: „Jeg ventede ikke til de  seks måneder var gået med at sende de koner jeg havde for mange væk og kun beholde én.“

Der var imidlertid nogle som ikke klart kunne se at denne anvisning kom fra Guds ord. Asuquo Akpabio fortæller således at den broder han var indlogeret hos i Ifiayong vækkede ham ved midnat og forlangte at han skulle ændre på meddelelsen om polygami. Da han nægtede at gøre det, smed hans vært ham ud i natteregnen. Ikke desto mindre forsvandt polygamiet hurtigt fra menighederne, og det førte kun til et meget ringe tab af forkyndere.

Undervisning i læsning og skrivning

Man havde længe erkendt at analfabetismen var et stort problem. I 1946 skønnede broder Brown at knap nok en million af Nigerias 23 millioner indbyggere kunne læse og skrive, og at hele 98 procent af befolkningen i den nordlige del af landet var analfabeter.

Selv om forholdet var bedre blandt Jehovas vidner, var der mange der ikke kunne læse og skrive. De havde lært Guds ords sandhed at kende udelukkende ved at høre den forkyndt. For at blive helt effektive i forkyndelsen måtte de lære at læse. I oktober 1949 blev der indført læseundervisning i alle menigheder ved hjælp af lærebøger Selskabet havde udarbejdet lokalt. Dette arbejde for at bekæmpe analfabetismen går stadig for sig.

Bambushytter og ituslåede afgudsfigurer

De voksende tilhørerskarer ved stævnerne havde i årenes løb gjort det vanskeligt at finde haller der var store nok til vore områdestævner.  Derfor byggede brødrene kæmpemæssige bambushytter af palmeblade og stråmåtter. De blev ofte opført i rydninger omgivet af tropisk vegetation. Undertiden nåede tilhørertallet ved de offentlige foredrag uventede højder, fordi en hel by kunne komme for at høre foredraget. Ved et stævne i Obiaruku var der for eksempel kun 300 brødre til stede, men der kom 4626 til stævnet.

Ved kredsstævnet i Okpara Waterside i februar 1949 bad de nyinteresserede brødrene om at tage med dem hjem og hjælpe dem med at skaffe deres afguder af vejen. Stævnet ødelagde praktisk talt jujupræsternes religionssvindel i byen. I en anden lille by blev en konge som altid havde forfulgt brødrene, afsat og jaget ud af byen af en ophidset befolkning på grund af sit korrupte styre. Da brødrene holdt kredsstævne i byen, overlod de ledende mænd det forladte palads til dem, så de kunne bruge det til møderne og til indlogering af mange af gæsterne.

Au revoir, Bibel-Brown

Efter 27 års tjeneste i Vestafrika forlod broder Brown og hans familie Nigeria den 4. april 1950 med De vestindiske Øer som mål. Et medlem af den lovgivende forsamling der også var redaktør af avisen Daily Times anså denne begivenhed for at være nyhedsstof der fortjente spalteplads. Han skrev en artikel med overskriften „’Bibel-Brown’ siger au revoir, ikke farvel“, hvori han sagde: „I dag er Bibel-Brown blevet en institution og er afholdt af alle, unge og gamle, europæere, afrikanere og libanesere, selv af dem  der har været uenige med ham og slet ikke har brudt sig om hans religiøse propaganda. . . . Lagos vil komme til at savne Bibel-Browns kendte skikkelse, og alle hans venner ønsker ham og Mrs. Brown held og lykke i deres nye hjem på De caraibiske Øer.“ Ti år senere inviterede generalguvernøren, som udmærket huskede Bibel-Browns gode arbejde, dem tilbage til Nigeria på besøg som regeringens gæster i anledning af fejringen af Nigerias uafhængighed.

I deres afskedsbrev til broder Brown i 1950 skrev brødrene at Bibelens udsagn om at „’én mand er blevet til tusinder’ ikke er tom snak“. Der var nu 8370 Rigets forkyndere i Nigeria. Jehova velsignede tydeligt nok sit værk her i landet.

Missionærerne i aktion

Gileadmissionærerne fortsatte hvor broder Brown slap, og de fik vidunderlige oplevelser når de betjente stævnerne som områdetilsynsmænd. De rejste med fly, bil, lastbil, kano, cykel og ofte, som Jesus, til fods. Deres arbejde bragte dem væk fra alfarvej og ud til landsbyerne langt inde i tætte regnskove og i bush’en, hvor tiden syntes at have stået stille i århundreder, og hvor hedensk jujudyrkelse dominerede med sine hemmelige selskaber der udøvede en næsten ubegrænset magt.

John Charuk, der var kommet til Nigeria fra Canada sammen med sin broder Michael efter at have gennemgået Gileadskolen i 1949, rapporterede efter et kredsstævne i Aka Eze:

„Jeg fandt Aka Eze . . . tilfreds med at leve under sine primitive kår. Alle huse var runde lerhytter  med kegleformede græstage. Der er ingen brønd, og det eneste drikkevand findes i en lavvandet bæk som alle bader i. . . . Brødrene har imidlertid lavet deres eget indhegnede område i udkanten af landsbyen og det bliver holdt meget rent. De har en god rigssal omgivet af plantede blomster og buske. . . . Efter det offentlige foredrag, der overværedes af 990, sagde flere tilhørere: ’Vi må også blive Jehovas vidner.’“

Magtesløse guder

Da sandheden trængte igennem til de fjerntliggende egne blev flere og flere befriet for falsk religion og afgudsdyrkelse. Det behagede ikke de hemmelige selskaber og andre afgudsdyrkere, og de modstod brødrene. Men på en eller anden måde åbnedes der som regel en mulighed for at overvinde en sådan modstand. I Itu, for eksempel, hvor vi havde megen modstand fra hemmelige selskaber, gav distriktschefen, der var canadier, alle høvdinge i sit distrikt besked på ikke at bekæmpe Jehovas vidner. Han sagde: „De er ikke mange, men de er stærke. De har ændret Canadas love. Ingen kan kæmpe imod dem og vinde.“ Det gjorde høvdingene bange, og mange kom til det offentlige foredrag ved det områdestævne de havde modarbejdet, og de bragte deres folk med.

Ved et områdestævne i en anden del af landet meddelte en mand som var dybt forankret i dæmondyrkelse at han gerne ville frigøres. Da han var bange for at tilintetgøre sine afguder, kom han til brødrene sent om aftenen og bad dem gøre det. I en sen nattetime nåede cirka hundrede brødre  frem til mandens hus. Jujuhuset blev stukket i brand, og utallige afgudsfigurer og amuletter blev kastet i de knitrende flammer. Gennem dæmoninspirerede orakler og præster var der i forbindelse med disse jujufigurer og jujugenstande blevet pålagt folk unødige restriktioner og krav. Manden havde brugt alle sine penge i et forsøg på at stille disse afguder tilfreds. Nu var han fri!

Flere gileadmissionærer

I 1951 var man indstillet på at der skulle aflægges et mere organiseret vidnesbyrd i Ibadan. Med en befolkning på 320.000 var det Nigerias største by. (Dengang havde Lagos lidt over 200.000 indbyggere.) Derfor blev der i april dette år oprettet et missionærhjem i byen til støtte for de stedlige forkyndere. Blandt missionærerne var brødrene Charuk og broder Charlie Young, der var kommet fra England sammen med Wilfred Gooch.

Den 1. september 1951 begyndte broder Gooch at tjene som afdelingstilsynsmand i Lagos. I december  sluttede broder Young sig til brødrene Charuk i områdetjenesten, og da brødrene Charuk senere ikke kunne få deres visa fornyet og blev sendt til Liberia i stedet, blev broder Young alene om opgaven. Han rejste i mere end ti år over hele landet, boede hos forkynderne i landsbyer og småbyer, og betjente stævnerne. Derved kom han til at stå på særlig venskabelig fod med de folk han færdedes iblandt, og han kom måske til at udøve en større indflydelse på brødrene end nogen anden ikke-nigeriansk gileadmissionær der har gjort tjeneste her i landet. Brødrene følte det som et stort tab da han og hans kone Anne vendte tilbage til England i april 1965.

Men der var stor glæde da tre af vore egne nigerianske brødre (Asuquo Akpabio, Matthew Prighen og Reuben Udoh) udgik fra Gileads 18. klasse og kom hjem for at virke som kredstilsynsmænd. De var de første af de 17 nigerianere der har været på Vagttårnets bibelskole Gilead.

Forskellige slags polygamister

Selskabets blade blev ved med at bære ’god frugt’ blandt oprigtige mennesker. Som eksempel kan nævnes en høvding der abonnerede på Vagttårnet og som blev klar over at det han læste var sandheden. Men han vidste ikke hvad han så skulle gøre. En dag besøgte kredstilsynsmanden ham, og de studerede yorubaudgaven af Vagttårnet sammen. Besluttet på at blive et vidne for Jehova sendte han 13 af sine 14 koner bort og blev døbt.

I modsætning hertil opdagede man i en menighed der havde bestået i lang tid men kun gjort små  fremskridt, at nogle havde flere koner i al hemmelighed. Da de blev udstødt i overensstemmelse med anvisningerne om udstødelse i The Watchtower for 1. marts 1952 (Vagttårnet for 1. juni 1952), mærkede brødrene snart Jehovas velsignelse igen. Forkyndertallet sprang i løbet af få måneder i vejret fra 130 til over 200.

Et år senere blev Ebute Metta-menigheden i Lagos også uventet velsignet da nogle som i mange år havde fulgt en frafalden tilhænger af flerkoneri, fik øjnene op. Albert Olih, der er medlem af betelfamilien, havde at gøre med denne sag fordi han dengang var præsiderende tilsynsmand for Ebute Metta-menigheden, og han fortæller følgende:

„En dag kom nogle medlemmer af [en gruppe frafaldne der kaldte sig] ’Jehovas Vidners organisation’ og ville tale med mig. De ville gerne vide hvordan de kunne komme tilbage til den teokratiske organisation og fortalte at de ikke længere var enige med de andre i sagen om flerkoneri. De fik at vide at hvis de var overbevist om at Jehova kun bruger én synlig organisation på jorden, skulle de skille sig ud fra de andre. En søndag aften mødte så 100 af disse forhenværende brødre op i rigssalen og erklærede sig for Jehova. En menighed var blevet født på én dag. De foretog de nødvendige ændringer i deres levevis.“

Offentlige møder — som de holdes i Nigeria

Arbejdet for Riget gik hurtigt fremad, og offentlige foredrag i landsbyerne gav gode resultater. De organiseredes på en måde der faldt i tråd med  livsformen i denne del af verden. En områdetilsynsmand beskriver hvad der sker fra det øjeblik forkynderne kommer til landsbyen:

„Flokken spredes . . . og går fra hus til hus, med undtagelse af én som går midt ned ad gaden [med en stor metalråber] og kundgør et offentligt møde. . . . [Senere] samles Vidnerne . . . på en stor åben plads midt i landsbyen under et stort mangotræ. Et bord fra et nærliggende hus sættes frem, . . . en [petroleumslampe] skaffes til veje. . . . Vidnerne sætter sig i en pæn halvkreds foran taleren, og snart samles tre til fire hundrede af landsbyens beboere bag dem. . . . Mørket er nu faldet på og alle er stille . . . mens taleren med Bibelen i hånden fremlægger sine argumenter.“

Antallet af tilstedeværende voksede betydeligt da man begyndte at vise Selskabets film. Hele landsbyer kom til forevisningerne, og en lokal menighed på nogle få forkyndere kunne pludselig opleve at 500 eller flere mødte frem. De sad på græsset, som man gør i Afrika, foran et stort lærred. Det skete ofte at der var op til 8000 til stede ved kredsstævnerne.

Ud i uberørte områder

I 1954 var forkyndelseskampagner i maj, juni og juli i distrikter der ikke var blevet tildelt nogen menighed, også kaldet „isoleret“ distrikt, blevet en årligt tilbagevendende begivenhed. Da disse måneder var regntid havde brødrene, der for det meste var bønder, tid til forkyndelsen. Mange mennesker kunne også træffes hjemme i den tid.

Under sådanne fremstød var det almindeligt at finde „bortkomne får“, men der var en gruppe  brødre som fik den usædvanlige oplevelse at finde en bortkommen menighed af „får“. Det skete i en meget afsondret del af det sumpede Nigerdelta, hvor disse forkyndere aldrig havde vidnet før. De traf en gruppe på cirka en halv snes mennesker der studerede Selskabets publikationer og forkyndte regelmæssigt. Studiegruppen var opstået da en forkynder var kommet der i forbindelse med sit verdslige arbejde. Da han rejste igen fortsatte de med at studere, og de forkyndte skønt ingen på Selskabets kontor kendte noget til dem indtil de blev „opdaget“ under arbejdet i isoleret distrikt.

Endnu en gruppe blev fundet i den nordlige del af Nigeria. Brødrene deroppe hørte vage forlydender om interesserede i en landsby hvor alle andre holdt sig til den gamle traditionelle religionsudøvelse. Den nærmeste forkynder var en specialpioner 65 kilometer borte. Sammen med kredstilsynsmanden kørte han af sted på cykel for at finde dem. Efter at være kørt vild kom de endelig til stedet, helt udmattede. Men deres anstrengelser blev belønnet da de fandt mere end 30 mennesker forsamlet til studium omkring en bibel. De havde hverken bøger eller blade. Deres kendskab til Rigets budskab byggede udelukkende på hvad de havde hørt.

At knæle eller ikke at knæle

Brødrene i egnen omkring Warri havde i flere år haft store problemer med miguọ — det vil sige at knæle for ældre mænd — som det er skik i deltaområdet. Nogle af de ældre brødre havde afgjort at det var forkert at knæle for mennesker. Afdelingskontoret  havde meddelt nogle enkeltpersoner at enhver selv måtte afgøre sagen for sit eget vedkommende. Men flere af de ældre brødre blev ved med at forbyde de yngre at knæle, og de udstødte endog nogle som gjorde det, med den begrundelse’ at det var „afgudsdyrkelse“. På den anden side blev de som nægtede at gøre miguọ forfulgt af den lokale befolkning for ikke at følge skikken, og det lagde hindringer i vejen for mange interesserede som ikke så andet i den end et udtryk for behørig respekt.

Så kom The Watchtower for 15. maj 1954 (Vagttårnet for 1. november 1954) med svar på spørgsmålet „Skal vi tilbede Jesus?“ Dermed var sagen afgjort. Svaret viste tydeligt forskellen på at bøje sig af respekt eller som en hilsen, og at bøje sig som en form for tilbedelse eller et tegn på underkastelse. De fleste af brødrene var tilfredse hermed. Men et lille mindretal, der i lang tid stædigt havde holdt fast ved deres standpunkt, var nu for stolte til at give efter, og de forlod organisationen.

Forbedring af organisationen

Broder Henschel var blevet nægtet visum af regeringen i 1952, men i 1955 kunne han igen komme til Nigeria. Det gjorde stævnet „Det Triumferende Rige“ i Aba og i Ilesha, som han overværede, til noget særligt for de næsten 34.000 tilstedeværende.

Derefter blev der foretaget nogle ændringer i menighederne og kredsene så man bedre kunne hjælpe den enkelte til at gøre fremskridt til modenhed. Da cirka 25 procent af forkynderne i mange kredse ikke var døbt, indførtes et undervisningsprogram  som skulle hjælpe disse til at komme så langt at de indviede sig og kunne blive døbt. Menighederne blev reorganiseret og styrket ved at små grupper blev sammensluttet med nærliggende stærkere grupper. Kredsene blev også gjort mindre så kredstilsynsmanden kunne besøge menighederne tre gange om året i stedet for to, og således oplære forkynderne bedre.

Det var også omkring den tid at man blev klar over at mange menigheder havde gjort mindehøjtiden til et offentligt anliggende ved at fejre den på markedspladsen. De talte endog forbipasserende med som tilstedeværende. På den måde blev tallet på tilstedeværende alt for højt, og det førte også til uheldige episoder og skænderier med modstandere. Anvisninger i Budbringer (nu Rigets Tjeneste) satte en stopper for dette, hvilket medførte færre tilstedeværende — 24.330 i 1956 mod 33.027 i 1955 — men gav et langt mere værdigt møde.

Bladspredningen var også genstand for drøftelse. Brødrene begyndte at forstå bladenes værdi i forbindelse med udbredelsen af den gode nyhed. I januar 1957 udkom Vagttårnet på ibo og yoruba i ny opsætning og i farver. Brødrene var begejstrede. En menighed i Lagos øgede spredningen af bladene fra gennemsnitlig 0,7 pr. forkynder i september til 7,0 i januar. På to timer spredte en broder på bladdagen 73 blade på markedet. En anden meddelte: „Folk løber efter os på gaden for at få dem.“

Da folk bogstaveligt ’løb efter os’, måtte man være forsigtig med hvem der blev godtaget til dåb. Fra 1. januar 1956 fik menighedens tilsynsmand ansvaret for at prøve dåbskandidaterne og underskrive  en erklæring som de måtte forevise for at kunne blive døbt ved stævnerne. Det blev forlangt at de først måtte have gennemstuderet bogen „Gud Maa Være Sanddru“, at de skulle have haft et studium i mindst seks måneder og at de opfyldte de elementære krav til kristne.

Ærefuldt ægteskab

Der kom mere hjælp i form af vagttårnsartiklerne om ægteskabet i september og oktober 1956. (På dansk i november og december 1956.) Heri blev der taget stilling til sådanne problemer som ublu brudekøbesummer, prøveægteskaber, kønslig forbindelse i forlovelsestiden og ikke-legaliserede ægteskaber. Ægteskaber der var indgået på traditionel afrikansk vis skulle nu registreres. En ægteskabserklæring blev indført. Til sidst blev den dog kun afgivet af dem hvis ikke-troende ægtefælle vægrede sig ved at lade ægteskabet registrere hos myndighederne. Men fordelen ved at indgå ægteskab efter den nigerianske ægteskabslov i stedet for efter den gængse norm blev fremhævet, og det fremkaldte en voldsom strøm af registreringer i flere dele af landet.

Et tilfælde der angik en 99-årig broder og hans 55-årige kone var bemærkelsesværdigt. Deres ægteskab var indgået på sædvanlig afrikansk vis uden registrering, men en avis skrev nu: „En mand og en kvinde levede sammen i 34 år og havde syv børn. I går . . . blev de erklæret for mand og hustru på ægteskabsregisterets kontor i Lagos. Mr. Edo . . . er medlem af sekten Jehovas Vidner, og de går begge ud og forkynder evangeliet.“

 Siden da er mange rigssale ud over landet blevet god kendt som centre for vielsesceremonier. Regeringen anerkender at menighedens udnævnte ældste opfylder lovens betingelser for at forrette vielser og at foretage registreringen heraf i disse bygninger.

Et historisk stævne

Tidligt på året 1958 blev der holdt et sandt historisk stævne i Benin City. For første gang blev brødre på samme stævneplads anbragt i forskellige hytter efter de sprog de talte. De tilstedeværende talte ni sprog og udgjorde tilsammen en tilhørerskare på 19.731. Der var 740 som blev døbt. Blandt dem der kom til det offentlige foredrag var oba’en (kongen) af Benin, Akenzua II, som gav udtryk for sin påskønnelse til den forsamlede menneskemængde.

Sidst på tjenesteåret var Nigeria repræsenteret ved det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i New York af tolv delegerede, hvoraf to havde gennemgået Gileadskolen og deltog i skolens afslutningshøjtidelighed på stævnets første dag.

I begyndelsen af 1959 lød derpå følgende opråb til alle Jehovas vidner i Nigeria: „Kom til Ilesha den 12.-15. marts!“ Hvorfor? Jo, her skulle landsstævnet „Den guddommelige Vilje“ afholdes, og broder Knorr ville komme til stede. Regeringen havde ikke villet lade ham komme ind i landet i 1952. Om søndagen lyttede 27.926, bestående af elleve sproggrupper, opmærksomt til hans foredrag over emnet „En paradisisk jord ved Guds rige“. Stævnedeltagerne modtog også begejstret den nye bog Fra Det  Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis, en bog der var særlig egnet til Afrika med dets analfabetisme.

Et særligt kursus til at dække vort behov

Da Rigets tjenesteskole for tilsynsmænd begyndte i Lagos i september 1961, blev der hermed taget skridt til at udruste disse endnu bedre til at varetage deres pligter. Undervisningen i læsning og skrivning gav også gode resultater. Fremgangsmåden og lærebøgerne var blevet forbedret. Brødrene blev også opfordret til at benytte sig af de foranstaltninger regeringen havde truffet til afhjælpning af analfabetismen, og takket være dem lærte mange at læse og skrive.

I 1952 havde en broder der ikke kunne læse fire år tidligere, lært at læse så godt at han blev lærer ved læse- og skrivekursuset i sin menighed. Ezekiel Ovbiagele kunne ikke læse da han blev døbt i 1940. Han meldte sig til kursuset og lærte at læse og skrive. Han blev pioner, og i 1953 var han dygtig nok til at blive udnævnt til rejsende tilsynsmand.

Mange af dem der har lært at læse var allerede ældre og troede ikke mere de kunne lære noget. Men deres ønske om selv at kunne læse Bibelen og undervise andre i den, gav dem lysten tilbage. En søster der var over 60 år og som havde været syg i mere end 20 år, kom regelmæssigt til sin læseundervisning, selv om hun måtte tilbagelægge otte kilometer i kano hver uge. Hun viste hvad hun havde lært ved et kredsstævne i 1952, da hun rejste sig og læste flydende op af Bibelen. Et sådant resultat var en virkelig glæde!

 I 1961 havde flere tusind voksne lært at læse som følge af denne undervisning. Herom sagde broder Gooch: „I rigssalene afholdes læsekurser som står åbne for alle i landsbyen.“ Som et eksempel på de resultater det havde ført til, fortalte han om menigheden i Umuochita, hvor mange fra landsbyen kom til møderne fordi rigssalen var blevet deres „skole“. Vore optegnelser viser at fra 1962 til 1984 lærte 19.238 voksne at læse og skrive ved vore menighedskurser.

Broder Gooch rejser

Efter at Wilfred Gooch havde deltaget i et særligt timåneders kursus på Gilead i Brooklyn, blev han i 1963 sendt til England som afdelingstilsynsmand. Hans kone, Gwen, sluttede sig til ham i England. Han havde gjort tjeneste i Nigeria i tolv år, og han havde bidraget meget til at stabilisere organisationen i afdelingskontoret og i menighederne.

Woodworth Mills, der havde tjent i Nigeria siden 1956, indtog nu hans plads som afdelingstilsynsmand. Broder Mills, der oprindelig var fra Trinidad, og hans kone, Oris, havde været pionerer i Aruba før de kom på Gilead og derefter til Nigeria.

Stærk tro under urolige forhold

Efter den opnåede uafhængighed blev landet nu plaget af politisk uro, og den økonomiske situation forværredes. I maj og juni 1964 gærede det alvorligt med arbejderoptøjer og strejker i postvæsenet og havnene. Det var kun en forsmag på hvad der skulle komme. Men Jehovas vidner var ikke indblandet. De var travlt optaget af at forkynde Riget.

De urolige tilstande havde indflydelse på tjenesten.  Men de 35.039 forkyndere gjorde deres bedste, og udsigterne til stadig vækst var lyse. Der var mange ældre forkyndere i tjenesten som lagde en stærk tro for dagen. I deres tillid til Jehova åbenbarede de en kraft der var ud over det normale. En 80-årig broder gik for eksempel 156 kilometer for at overvære stævnet „Åndens frugter“ i Oshogbo i 1964.

Juju svigter

Der var dengang 1919 pionerer i de forskellige grene af denne tjeneste, og de bragte sandheden ud til de fjerntliggende egne og oprettede menigheder i afsidesliggende landsbyer. De blev ofte udsat for modstand fra dæmonerne, sådan som det var tilfældet i Ago-Ṣaṣa.

Da en pioner ikke adlød en ordre om at forlade landsbyen inden syv dage, nedkaldte en præst for stammeguden Sango sin guds straf over ham. Næste dag trak et tordenvejr helt usædvanligt for årstiden sammen over det sted hvor rigssalen lå. Pioneren var da optaget af sit personlige studium i salen. Et lyn slog ned i et træ i nærheden og ødelagde det, og broderen blev lammet et øjeblik. Nogle dage senere sagde en af landsbyens beboere til ham: „Du må være i besiddelse af en stærk medicin. Da sangopræsten gik fra dig, tog han bitter kola [en nød fra et tropisk træ] og en høne og forbandede dig foran Sango. Sango slog ned på jeres sal, men du overlevede det. I dag blev præsten slået ihjel af lynet i sit eget hus.“

Dengang var der kun et menighedsbogstudium i Ago-Ṣaṣa. Men de af byens beboere der hørte præsten true pioneren, opfattede det som en styrkeprøve  mellem ånder, og da de blev overbevist om at Jehova var suveræn, begyndte mange at vise interesse for sandheden.

Optakt til en omvæltning

Det viste sig at optøjerne i 1964 blot havde været forløbere for det der skulle komme. I løbet af 1965 greb politiske uroligheder, militærrevolter, forbrydelser og voldelige stammeopgør om sig. Denne tilstand nåede sit højdepunkt den 15. januar 1966 med et statskup udført af officerer fra hæren, hvorved landet kom under et militærstyres faste greb.

Disse begivenheder vanskeliggjorde i høj grad forkyndelsen, men april 1966 blev alligevel den første måned hvor der anvendtes over 1.000.000 timer i tjenesten på arbejdsmarken, og i samme måned blev menighed nr. 800 oprettet. Af de 42.000 forkyndere der havde rapporteret tjeneste i 1965, var 4280 mellem 51 og 70 år, 808 var over 70, og mange af disse var blandt de 5460 der havde været i sandheden mere end 15 år. De havde allerede bevist at de var udholdende i troen.

Midt i 1966 var der 1514 forkyndere og 26 specialpionerer i de nordlige provinser. Det var dem der nu kom til at udstå nogle af de værste trængsler.

Fra maj til oktober udbrød der med mellemrum voldelige uroligheder. De nordlige stammer var opbragt over mordene på deres politiske og religiøse ledere under kuppet og over iboledernes politiske position, ligesom de var irriterede over den fremgang iboerne havde haft i den nordlige del af landet. De vendte sig derfor imod iboerne og gjorde dem til genstand for massakrer. De fleste brødre var iboer og måtte flygte til deres hjemstavn i  landets sydøstlige del. Alligevel blev cirka 20, heriblandt nogle tjenere og pionerer, dræbt. Mange mistede alle deres ejendele. To rigssale blev brændt ned og andre blev stærkt beskadiget. Da man var nået til midten af september var forkyndelsen af den gode nyhed i nord praktisk talt ophørt.

Neutralitet en beskyttelse

Selskabet organiserede straks en hjælpeaktion og sendte tøj og husholdningsfornødenheder til de nødstedte. Brødrenes neutralitet og deres tidligere forkyndelse blandt folk virkede beskyttende for mange af dem.

Da en pøbelflok brød ind i et boligområde i landsbyen Zaria og begyndte at ødelægge bygningerne, standsede deres leder dem pludselig og sagde: „De folk der bor her har ikke noget at gøre med vore politiske problemer.“ Han havde set brødrene og vore publikationer i husene.

I Kano var en broder på vej hjem sammen med en arbejdskammerat da de pludselig blev omringet af en sværm mennesker. Broderen blev slået omkuld, men da en mand trak sin kniv for at slå ham ihjel, råbte en anden: „Stop! Rør ham ikke! Han prædikede for mig for to dage siden!“ Andre samstemmede i at broderen ikke var en af dem de var ude efter. De lod ham være, men dræbte hans arbejdskammerat, der ikke var i sandheden.

Åndelig hjælp i vanskelige tider

Midt under urolighederne, som bredte sig til hele landet, overværede 67.376 tre områdestævner med temaet „Guds frie sønner“ i november 1966. Men den politiske situation forværredes hurtigt. Iboerne blev forfulgt i hausaområdet i nord og i yoruba-området  i vest. Selv ibotalende medlemmer af betelfamilien var i fare under den tiltagende terrorisme. Ibo-området i øst var ved at blive afskåret fra omverdenen.

I april 1967 var brødrene Mills, Akpabio og Olih fra kontoret i Lagos i Østnigeria for at opmuntre og vejlede brødrene. Det var netop i rette tid, for allerede den følgende måned lå landet i krig.

Særlige foranstaltninger under krigen

Den 30. maj erklærede øststaterne deres løsrivelse fra forbundsstaten Nigeria og oprettede republikken Biafra. Den bestående undtagelsestilstand skærpedes. Forbundshæren blev mobiliseret. Fuld økonomisk blokade af øststaterne blev indført og alle telefon-, telegraf-, post-, fly- og vejforbindelser  blev afbrudt. Spændingerne udløstes eksplosivt i en regulær borgerkrig.

Midt i juni, før kampene nåede deres fulde omfang, foretog brødrene Mills og Akpabio en farefuld tolvdages rejse til Biafra. Der blev afholdt møder med brødrene hvor de blev hjulpet til at forstå hvor nødvendigt det var at bevare en streng kristen neutralitet og at holde sig nær til Jehovas organisation. Man organiserede en postrute ad hvilken posten gik fra hånd til hånd, og der blev truffet foranstaltning til at få instruktioner og bøger og blade frem til Asaba på Nigerflodens vestbred, idet man håbede at kunne transportere dem over til øststaterne herfra. Men den 15. august havde krigshandlingerne bredt sig til midtvesten, og afdelingskontoret blev dermed afskåret fra forbindelse med endnu to områder og 22 kredse i denne del af landet. Det var en alvorlig sag, for det var gennem midtvesten at strømmen af åndelig føde til og kontakten med de østlige områder blev opretholdt. Nu var kontakten afbrudt.

Heldigvis viste denne situation sig kun at være midlertidig. Men selv så længe den varede, var pionerånden brændende hos brødrene i de berørte egne. En broder som dengang var områdetilsynsmand i midtvesten fortæller: „Selv da krigen i 1967 afskar os fra afdelingskontoret var forkynderne så ivrige efter at blive pionerer at vi måtte oprette et særligt udvalg til at udstede foreløbige udnævnelser til dem.“

Uangribelighed og vækst under krigen

Eftersom krigen hærgede i Biafra var ibobrødrene afskåret fra sammen med 47.452 andre at  overvære områdestævnet „Gør disciple“ i december 1967 og januar 1968. Men de forkyndte. Efterhånden som meddelelser derovrefra sivede igennem, erfarede vi at de havde nået et nyt rekordtal for forkyndere i december med 11.812, og at 16.302 havde været forsamlet til mindehøjtiden 217 steder i marts. I et område kunne brødrene kun skaffe én flaske vin, og hver menighed fik derfor kun cirka to skefulde af den til brug ved højtiden.

Disse indviede kristne fastholdt strengt deres neutralitet i striden. Mens myndighederne på den nigerianske side sædvanligvis ikke gjorde noget ud af dette, afviste myndighederne i Biafra ethvert neutralitetsstandpunkt. En divisionschef sagde: „Folk som ikke vil bidrage til at vinde denne overlevelseskrig, må være indstillet på at forlade republikken.“ I aviserne i Biafra kunne man læse fjendtligsindede bemærkninger om brødrene, og en bølge af ophidselse vendte den offentlige mening imod dem. Forfølgelsens hede blev stærk.

Efterhånden som kamphandlingerne nærmede sig brødrene, trak de sig længere og længere tilbage gennem bush’en i grupper. De flygtede fra sted til sted og byggede hytter som de holdt daglige bibelstudiemøder i. Udenforstående der iagttog dem, undrede sig over at de ikke deltog i plyndringer af de forladte ejendomme de kom forbi, og at de ikke engang spiste kassava fra forladte farme, selv om de næsten var ved at dø af sult. Da der til sidst var så knapt med mad at mange sultende gav sig til at spise menneskekød, sluttede brødrene sig ikke til dem. I tillid til Jehova holdt de sig i live ved at spise firben, slanger, græshopper — alt hvad der  var proteinholdigt eller hvad de kunne fylde maven med uden at det skadede dem.

Under alt dette blev brødrene jaget som vilde dyr. Mange blev med magt slæbt til militærdepoter og brutalt slået når de nægtede at blive soldater. En pioner fik 374 slag. En ung pioner som henviste til at han allerede var en Kristi soldat, fik et slag i hovedet med ordene: „Din tjeneste som en Kristi soldat er ophørt. Du er nu biafransk soldat.“ Modigt svarede han: „Jehova har endnu ikke meddelt mig at min tjeneste som en Kristi soldat er ophørt, og min tjeneste fortsætter indtil jeg har fået en sådan meddelelse.“ Han holdt ud under yderligere rå behandling. Han blev endog med magt bragt ud til fronten, men da han ikke havde noget nummer som en indrulleret soldat sagde den kommanderende officer: „Jeg kan ikke kæmpe med en soldat uden nummer.“ Han befalede at han skulle sendes tilbage  til lejren for at få et nummer. Undervejs sagde den soldat der var sendt med ham: „Hvis du vil, kan du gå nu. Du har ikke noget nummer og ingen vil kunne finde dig.“ Broderen takkede ham og gik sin vej.

En anden broder blev holdt indespærret og torteret i en underjordisk bunker i Atani ved Nigerfloden. En invalid broder som havde til opgave at bringe mad til ham, kom tilbage og fortalte at selv om broderen fik for lidt luft og var badet i sved, sang han altid sange til Jehovas pris. Han opmuntrede andre brødre til at holde modet oppe. Efter nogle dages forløb døde han med en sang til Jehovas pris på sine læber.

En frelsens gud

Sådanne oplevelser lærte brødrene at Jehova styrker sine tjenere til at holde ud — selv indtil døden. Men mange overlevede. Nogle slap væk efter at være blevet levende begravet, skudt af en henrettelsespeloton, slået og efterladt som døde, bundet og sat ild til. Ikke så underligt at de nu omtalte Jehova som en der gør frelsesgerninger. — Sl. 68:20.

Søstre gennemgik også svære prøver. Soldater forsøgte at voldtage nogle af dem. Men da en søster bad til Jehova og lod som om hun havde fået et epileptisk anfald og faldt om med fråde om munden, stak soldaterne af. Broder Ekong fra Uyo Afaha Nkan blev dræbt da han nægtede at lade soldater voldtage hans datter, og der var også andre som led døden fordi de vægrede sig ved at lade deres kone eller døtre voldtage.

 Rejsende tilsynsmænd hjælper

Kredstilsynsmændene lagde stort mod for dagen i deres arbejde med at indgive brødrene åndelig styrke. Benjamin Osueke, der nu tjener på kontoret i Lagos sammen med sin kone, var én af dem. Han har følgende beretning:

„Brødrene viste sig at være deres brødres vogtere i ordets sande betydning. Brødre fra områder hvor det stod slemt til, fik logi hos dem der boede i mere rolige omgivelser. Da kvinderne kunne bevæge sig forholdsvis friere omkring end mændene, skaffede de mad til de brødre der skjulte sig for folk fra udskrivningsmyndighederne. Ved en pionersøsters hjælp kunne jeg besøge flere grupper forkyndere ude i bush’en. De andre kredstilsynsmænd var lige så opmærksomme på at finde de steder i bush’en hvor brødrene havde slået sig ned, så de kunne besøge dem og være til opmuntring for dem. Brødrene satte pris på det og udsatte sig også for fare for vor skyld. Isaac Nwagwu padlede mig for eksempel over Otamirifloden i en kano, og løb derved en stor risiko. En i den flok af forkyndere som kom for at sige farvel til mig, udbrød: ’Det er mit livs skønneste dag. Jeg troede aldrig jeg skulle leve længe nok til at se en zonetjener igen i dette liv. Skulle jeg dø nu på grund af krigen, dør jeg lykkelig.’“

Der var seks gileaduddannede brødre blandt dem der således opmuntrede og styrkede deres brødre. De tre områdetilsynsmænd fungerede som et udvalg der organiserede arbejdet og førte tilsyn med det. De holdt forbindelsen med forkynderne ved lige, indsamlede og sammentalte tjenesterapporter og organiserede kredsstævner. Men kunne de få forbindelse med omverdenen?

 „Nødhjælp“ fra Jehova

I begyndelsen af 1968 placerede de biafranske myndigheder to af deres embedsmænd på vigtige, betroede poster — en i Europa og en ved den interimistiske biafranske lufthavn. Disse to var tilfældigvis gode venner. Og de var også Jehovas vidner. Her sad de altså ved hver sin ende af den eneste forbindelse mellem Biafra og verden udenfor. Ved deres første overraskende møde i Port Harcourt i marts 1968 blev de klar over at deres udnævnelse indebar muligheden for at oprette en forbindelse mellem brødrene og Selskabet, og de drøftede den.

Det var en meget vanskelig og farefuld opgave de to brødre havde fået, men det stod dem klart at det måtte være Jehova der havde manøvreret forholdene sådan. I erkendelse heraf sagde en af dem senere at „arrangementet slet ikke kunne have været planlagt af mennesker“, og at det ikke kunne være sket „ved et lykketræf“. Selskabets kontorer i Lagos, London og Brooklyn blev informeret, og så begyndte en stadig strøm af meddelelser at komme igennem. Den samme kanal blev brugt til at få hjælp frem til vore nødlidende brødre via Gabon og Dahomey (nu Benin).

Enestående åndelig styrke

De biafranske brødres vanskelige situation i fysisk henseende blev kendt blandt Guds folk over hele jorden. Deres uangribelighed var også ved at blive kendt, og var til stor glæde for dem som hørte derom. (Jævnfør Filipperbrevet 1:14.) I tusindvis af brødre der overværede det internationale stævne „Fred på jorden“ på Yankee Stadium i 1969, lyttede med begejstring til følgende oplevelse:

 „Udskrivningsmyndighedernes folk havde fået fat i en ung broder, Christopher Utoh, og nogle andre unge mennesker. De skulle være soldater. Christopher nægtede at krænke sin samvittighed. Af den grund blev han slået, indespærret, udsultet og truet med døden. Efter en forfærdelig måneds tortur blev han kaldt til divisionschefen. Nye trusler kunne ikke knække hans standhaftighed. Omsider løslod officeren ham med denne skrivelse:

’Ovennævnte ordets tjener er i dag blevet fritaget for rekruttering/indrullering. Hans fritagelse skyldes at han beklæder et religiøst embede, og man bedes give ham al mulig støtte og hjælpe ham til at efterkomme sine pligter som en ordineret Jehova Guds ords tjener.’“

Materielt fattige, fysisk nødlidende og forfulgte, men åndeligt stærke bevarede brødrene deres uangribelighed ind for Jehova, deres fastholden ved hans synlige organisation og deres nidkærhed i tjenesten for Riget. Blandt dem var flittige pionerer. Samuel Onyedire, der var kredstilsynsmand dengang, har dette at sige om dem:

„De mange luftbombardementer, den evige jagt på drenge og mænd, og de almindelige mobiliseringsbestræbelser var ikke gunstige betingelser, men pionererne vidste at den gode nyhed skulle forkyndes under alle forhold. Mange holdt derfor ud i deres gerning. Desuden forstod de at heltidstjenesten hjalp dem til at bevare deres åndelighed og ligevægt, og denne forståelse gav dem indre styrke og standhaftighed til at blive ved. De gik i tjenesten tidligt om morgenen eller sent om aftenen fordi luftangrebene sædvanligvis satte ind efter klokken ti om formiddagen. De holdt desuden  bibelstudier på ethvert belejligt tidspunkt i dagens løb. . . . Når indrulleringsfremstødene stod på, forkyndte pionererne for folk der holdt sig skjult i bush’en. De kunne trøste de mismodige, komme på genbesøg og endog lede bibelstudier i deres ’mobile distrikt’. Folk undrede sig. De kunne ikke begribe at nogen ville risikere livet bare for at fortælle andre om deres tro. Men brødrene var glade pionerer.“

Styrket af stævnet „Fred på jorden“

Stævnet „Fred på jorden“ gav mulighed for at styrke disse plagede men udholdende brødre. Når man ser tilbage, forekommer det stadig som et mirakel at to områdetilsynsmænd kunne overvære stævnet i London i 1969. Men selv om Biafra var afskåret fra omverdenen og det praktisk talt var umuligt at komme ud af landet, blev der sørget for at disse to brødre kunne det. De ankom til Ulilufthavnen i nattens mulm og mørke og løb den store risiko at gå om bord i et af de fly der havde bragt nødforsyninger til Biafra. De fløj til London via Sao Tomé og Lissabon. Her rådførte de sig med broder Knorr og fik varme opmuntrende ord og gode råd af broder Franz. Der blev truffet foranstaltning til at sende mad, medicin, tøj og bøger og brochurer som nødhjælp til de betrængte brødre.

I Nigeria blev stævnet „Fred på jorden“ afholdt i Ileshai i december, midt under krigen. Skønt det var et landsstævne var der kun nogle få ibobrødre fra Enugu blandt de 97.201 tilstedeværende, men disse få glædede sig umådeligt over at være blandt så mange brødre, og over at være med til at byde de  3425 der blev døbt ved den lejlighed, velkommen iblandt Guds folk. Da stævnedeltagernes neutralitet var almindeligt kendt, gav forbundshæren dem deres fulde støtte. Den gav ikke alene passersedler til deres transportmidler, men udstedte skriftlige ordrer til soldaterne ved vejspærringerne om at „behandle dem høfligt og bistå dem hvor det er nødvendigt“.

Nødhjælp

Der kom nødhjælp fra brødrene i England og Irland gennem det internationale Røde Kors og andre velgørenhedsorganisationer der fløj nødhjælp til krigens ofre. Desuden sendte Selskabets hovedkontor i New York og afdelingskontoret i London en økonomisk hjælp på i alt 24.000 dollars (cirka kr. 240.000). I den tid disse vanskelige forhold stod på og nogen tid derefter blev der fra kontoret i Lagos ekspederet cirka 36 tons mad, tøj og andre fornødenheder.

Da broder Mills var vendt hjem til Lagos fra en rejse med nødhjælp og åndelig føde til brødrene, fortalte han hvad han havde oplevet. Som følge deraf meldte mange medlemmer af betelfamilien sig til at foretage lignende rejser for at opmuntre brødrene i flygtningelejrene i de egne hvor borgerkrigen havde hærget. Selskabet sendte derfor Asuquo Akpabio med et Røde Kors-fly til Calabar med forsyninger. Gerald Bogard foretog en lignende flyrejse til Port Harcourt. Og så var der amerikaneren Wendell Jensen, der var kommet til Nigeria sammen med sin kone Lois fra Gilead i 1966. Det lykkedes ham at komme til Port Harcourt med forsyninger af mad, medicin, tøj, bøger og blade,  men han blev tilbageholdt af soldater der tog ham i et barskt forhør. Omsider fik han afleveret forsyningerne til brødrene i Port Harcourt og Aba.

Gösta Andersson, der var kommet til landet som missionær kort forinden, fløj med Røde Kors til Enugu med yderligere forsyninger. Efter at have vandret omkring i timevis for at finde brødrene, og omgivet af nervøse, bevæbnede soldater overalt, kom han endelig af med sine pakker. Da han på et tidspunkt stoppede op på vejen for at få en bid mad, kom en soldat farende med geværet rettet mod ham. Broder Andersson siger: „Jeg forklarede ham hvem jeg var og viste ham min passerseddel fra militærmyndighederne. Han trak sig tøvende tilbage med et mistænksomt blik da jeg hankede op i min bagage og skyndte mig væk, mens jeg prøvede at skjule min angst.“ Broder Andersson opmuntrede de lokale brødre og lånte en cykel til at køre ud til en landsby hvor brødrene havde organiseret et endagsstævne.

De overlevede ildprøven

Pludselig, den 15. januar 1970, til begge parters overraskelse, var krigen forbi. Da Jehovas vidner kom frem fra deres skjulesteder og igen frit kunne være sammen med deres brødre, kunne de berette om enestående oplevelser der viste hvordan englene havde beskyttet dem og hvordan de var blevet frelst ved at stole på Jehovas navn. (Ordsp. 18:10) De fortalte om luftangrebenes forfærdelige følger. De beskrev de rædsler der var forbundet med lang tids sult og den grufulde sygdom kwashiorkor, der menes at have kostet mindst en million biafranere livet. De fortalte om hvordan de som Jehovas vidner  var blevet pint og forfulgt i forbindelse med indrulleringsfremstødene.

Næsten alle rigssale i de krigshærgede områder var blevet udplyndret. Cirka 50 sale var blevet jævnet med jorden og andre 50 havde lidt betydelige skader ved luftangreb og andre krigshandlinger. Men brødrene havde overlevet med deres uangribelighed i behold og deres tro styrket. Meget rammende udtrykte en kredstilsynsmand det på denne måde: „De viste sig . . . at være bygget af ildbestandigt materiale.“ Samuel Onyedire, der har været trofast i heltidstjenesten siden 1954, sagde: „Det er opmuntrende at tænke over hvordan Jehova har opretholdt sine tjenere i den urolige krigstid. Han styrkede vor tro og indgød os mod. Vi takker brødrene i hele verden, hvis forbønner blev besvaret på en så vidunderlig måde.“

Religiøse ledere blandede sig i krigen

Kristenhedens gejstlighed indtog en helt anden stilling. Den forholdt sig nøjagtig som journalisten Akin Elegbe skrev i Morning Post for 10. maj 1971: „Mens krigen rasede gød kirken til alles skuffelse . . . olie på den ild der næsten tilintetgjorde . . . Nigeria.“

Præster på begge sider kaldte krigen „Guds krig“. Den ene sides militære leder blev hyldet af en protestantisk biskop som „det sorte Afrikas messias“, og han blev af en anden gejstlig opfordret til at ’arbejde som Moses’. En anden præst sagde at „den hellige Bibel og Koranen støtter“ krigen mod oprøret. Muslimske ledere gav soldaterne deres støtte og sagde: „Krig er nødvendig for at få fred.“  På den anden side af fronten hyldede protestantiske og katolske biskopper deres militære leder som „vor Moses“, og de opfordrede folk til at hjælpe „vore soldater og vor milits ved fronten, ikke blot ved vore bønner, men også med enhver moralsk og materiel støtte“. Kirkerne gav bidrag til indkøb af våben og bad til den samme gud om sejr for hver deres side. Religiøse ledere i andre lande tog også parti i striden og skabte stor religiøs forvirring.

Det er ikke så mærkeligt at en guvernør for en nigeriansk delstat udtalte at „krigen i Nigeria kunne have været undgået hvis kirkerne og andre kristne organisationer havde holdt sig til deres opgave“. En officiel protest mod den romersk-katolske kirke blev endog rettet til Vatikanet, fordi, som en skribent udtrykte sig, den „ikke skyede nogen anstrengelse for at prøve at splitte“ Nigeria.

Præsterne fordømte sig selv. For eksempel sagde paster K. O. Balogun fra Christian Assembly i Ibadan om kirkernes rolle i krigen: „De der kaldte sig Guds sendebud har svigtet. . . . Vi der kalder os Guds tjenere er blevet Satans tjenere.“

Forståeligt nok tabte mange mennesker på begge sider tilliden til deres præster. Krigens modgang og de umådelige lidelser og trængsler tvang dem til atter at overveje deres stillingtagen til Jehovas vidner. I trængselens og forvirringens time var det kun Jehovas vidner der havde talt trøstende til dem med et budskab der indebar et virkeligt håb. De alene havde indtaget og bevaret et heltemodigt neutralt standpunkt. Det var ikke så mærkeligt at store skarer af oprigtige mennesker begyndte at tage imod sandheden da krigen var slut. Som en  broder senere sagde: „Selv soldaterne bad os indtrængende om at komme og forkynde for dem. De følte sig forfrisket når de hørte budskabet om Guds rige.“

Forfølgere bliver brødre

En officer der med lethed fik folk fra forskellige religiøse retninger til at indtræde i hæren, men som ikke havde kunnet tvinge vore brødre til det, opsøgte efter krigen Jehovas vidner for at finde ud af hvordan han kunne blive et af dem. Brødrenes uangribelighed og neutralitet havde overbevist ham. „Jeg fandt den sande tro,“ sagde han. Han var blot én af de mange officerer og soldater der drog konsekvensen af den trofasthed de havde iagttaget hos Jehovas folk.

I en rekrutteringslejr i Biafra nægtede en ung broder at lade sig rekruttere til militærtjeneste til trods for flere omgange prygl. Han blev derfor stillet for en henrettelsespeloton, blev bundet til en pæl og fik at vide at han ville blive skudt når der var talt til fire. Mens officeren talte gjorde han pause mellem tallene for at give broderen lejlighed til at komme på andre tanker. Han nægtede stadig væk. Da der var talt til fire, blev han henrettet. Men blandt de tilstedeværende var der en ung soldat som, foranlediget af det eksempel på tro og uangribelighed han netop havde været vidne til, begyndte at overveje hvor han selv stod. Han var vokset op som presbyterianer og troede at alle tilbad den samme Gud, men nu vidste han at Jehovas vidner var anderledes. Så snart krigen var forbi begyndte han at gå til møder i den stedlige menighed og blev et Jehovas vidne.

 Mange med en sådan baggrund er i dag pionerer. Nogle er endog blevet kredstilsynsmænd eller har tjent på Betel. Ildprøvens år standsede altså ikke Jehovas vidners fremgang. Tværtimod var der en enestående vækst som fik det gennemsnitlige forkyndertal til at stige fra 37.392 i 1965 til 62.641 i 1970. I løbet af de fem år krigen varede blev 24.486 nye disciple døbt, sammenlignet med 12.230 i de foregående fem år. Ja, Jehova havde i sandhed velsignet sine vidners trofaste udholdenhed.

Efter krigen — genopbygning

Så snart krigen var forbi sørgede afdelingskontoret med det samme for at genoptage fremstillingen af publikationer på ibo og efik, der havde været indstillet. Kreds- og områdetilsynsmændene kom på et særligt kursus i Lagos. Da kursuset var forbi, vendte de der var kommet fra ibo-området tilbage dertil for at hjælpe de 304 reorganiserede menigheder og isolerede grupper.

Imens arbejdede man med at opmuntre brødrene i de krigshærgede områder og bringe dem på fode igen. Den 8. marts tog afdelingstilsynsmanden og andre fra kontoret på en nidages tur til Østnigeria. De medbragte 11 tons hårdt tiltrængte bibelske bøger og blade samt tøj og mad. Besøget var til stor opmuntring for brødrene.

Det første internationale stævne

Da man nu igen frit kunne rejse i alle dele af landet, var tiden kommet til at samle alle brødrene til et stort stævne. Lejligheden bød sig med det internationale stævne ’Mennesker der har Guds velbehag’ i Lagos i december 1970. Det blev en af de  mest storslåede begivenheder i Jehovas Vidners historie her i landet.

At finde logi til 100.000 forkyndere fra hele Nigeria var et kolossalt problem. Men brødrene finkæmmede byen og dens forstæder og bad folk tage imod gæster under stævnet. Rigssale blev gjort til sovesale. Tomme bygninger, fabrikker, skoler og garager blev rekvireret og taget i brug. Og da menneskemasserne begyndte at strømme ind i byen, fik alle på en eller anden måde et sted at sove.

Delegerede fra 15 lande var til stede. Blandt dem var N. H. Knorr, F. W. Franz, M. G. Henschel og Wilfred og Gwen Gooch. For at kunne skaffe de udenlandske gæster logi måtte man lægge beslag på så godt som hvert eneste hotelværelse i byen. Da agenten for et stort internationalt luftfartsselskab erfarede at hans selskab ville sende nogle medarbejdere til Lagos, sendte han straks følgende meddelelse: „Logi kan ikke opdrives! Alle hotelværelser optaget af Jehovas vidner.“ „Kan De ikke selv huse dem?“ blev der spurgt. „Der bor seks Jehovas vidner hos mig,“ lød svaret.

Til selve stævnet blev der bygget en bambusby — 17 tilhørersektioner med podier, sovesale, fællesspisning og andre afdelinger. Her blev programmet gennemført på 17 sprog samtidig. Til det offentlige foredrag på stævnets sidste dag var der 121.128 til stede. Hvilken overraskelse! Dåben var en kæmpebegivenhed — 3775 nye vidner blev døbt — 20 i minuttet.

Ibobrødre og -søstre blev ivrigt budt velkommen med varme „knus“ og glædestårer. Brødre fra hele Nigeria og fra udlandet havde med deres bidrag hjulpet mange af dem til at komme til stævnet. De  græd af glæde mens de drak af sandhedens forfriskende vand og nød det opbyggende fællesskab de havde været berøvet i to år. Efter stævnet rejste nogle af de udenlandske delegerede med bus til ibo-området for selv at se de steder der havde lidt mest under borgerkrigen. Det blev en stor sensation i by efter by da rejseselskabet blev modtaget og hjerteligt taget i favn af de lokale brødre. Folk skyndte sig ud på gaden for at se det. En sådan demonstration af kærlighed og enhed mellem sorte og hvide havde de aldrig set før.

En stor skare forkyndere for riget

I de årtier der er gået siden Claude Brown første gang forkyndte den gode nyhed i Nigeria i 1921,  har der været en meget glædelig reaktion på forkyndelsen. Femogtyve år senere, i 1946, deltog 3542 i arbejdet for Riget. I 1971 var antallet steget til 75.372. I 1976 var der i gennemsnit 107.924 der tog del i dette arbejde. Men så fulgte en tid med tilbagegang, og gennemsnitstallet faldt til 91.217, da trosprøver sigtede dem fra der viste sig ikke at være bygget af ’ildbestandige materialer’. (1 Kor. 3:11-13) I tiden efter krigen blev nogle revet med af bylivets materialistiske stræben, og andre af umoralitet. Men det store flertal forblev faste i troen; og i april 1985 nåedes en ny forkynderrekord på 121.729.

Blandt disse er en voksende skare nidkære pionerer. De almindelige pionerer og specialpionererne voksede i antal fra 2956 i 1980 til 4556 i april 1985. I samme periode steg det højeste antal hjælpepionerer drastisk fra 2411 til 15.096!

Nogle af heltidsforkynderne har tjent Jehova trofast siden 1940. Andre har været i heltidstjenesten i mere end 30 år. James Namikpoh, den første nigerianer der forkyndte den gode nyhed, virkede i Jehovas tjeneste i 52 år. Han var pioner i 46 år indtil sin død i en alder af 84 år. M. J. Orode var pioner i 32 år indtil sin død i 1983, og det skønt han havde mistet det ene ben. Mange andre trofaste tjener stadig på arbejdsmarken eller på afdelingskontoret.

I de årtier denne enestående vækst har fundet sted i Nigeria, har det nigerianske afdelingskontor også plejet og passet arbejdet for Riget i nogle omkringliggende lande. Hvert af disse lande har sin egen hjertevarmende historie om en ringe begyndelse,  trofasthed under forfølgelse og selvopofrende forkynderes bestræbelser for at lade andre høre den gode nyhed; men det ville føre for vidt at gå i enkeltheder her. Sierra Leone og Ghana har nu hver især deres eget afdelingskontor. I andre lande i vor nærhed udfører vore brødre deres tjeneste under restriktioner pålagt dem af regeringen, og det kan undertiden føre til fængsling og hård mishandling. Men loyale Guds tjenere viser fortsat at deres største glæde i livet er at gøre Jehovas vilje, og de vokser hele tiden i antal.

Stævner til gavn for de voksende skarer

I stedet for at fortsætte med at holde meget store stævner på ét sted som i 1970, fandt man det bedre at have flere stævner fordelt på passende steder i hele landet. Antallet har varieret fra år til år, indtil der i 1984 blev holdt 45 stævner med foredrag på 22 sprog og med i alt 287.894 deltagere!

 For at kunne skaffe plads til de voksende menneskemængder har man indrettet permanente stævnepladser mange steder. På nogle af dem er der en stor sektion med overdækkede siddepladser men uden sidevægge af hensyn til ventilationen. Nogle få har form som et amfiteater der er tilpasset formålet. Flere er forsynet med dåbsbassin og store sovesale hvor deltagerne kan overnatte. Brødrene har selv gjort alt arbejdet og indrettet alt så brødrene har hvad de behøver i dette tropiske klima.

Nye bygninger til afdelingskontoret

I 1972 indførtes en ny teokratisk organisationsform i menighederne, og i 1976 udnævnte det styrende råd et udvalg af modne brødre til at føre tilsyn med arbejdet for Riget, sådan som det skete  overalt i verden. Forskellige brødre har været betroet ansvaret som tilsynsførende siden afdelingskontoret blev oprettet her. De har hver især ydet deres værdifulde bidrag, og brødrene har elsket dem. Don Ward, der havde tjent i Dahomey (nu Benin), blev sendt til Nigeria for at føre tilsyn med opførelsen af nye og større bygninger til afdelingskontoret, og han blev udnævnt til afdelingstilsynsmand i 1972. Han blev afdelingskontorets udvalgs første koordinator, men han måtte senere vende tilbage til De forenede Stater på grund af sygdom, og han døde i 1983 efter 41 års tro tjeneste. På nuværende tidspunkt består afdelingskontorets udvalg af Malcolm Vigo og brødrene Andersson, Olih, Olugbebi, Prosser og Trost.

Betelhjemmet, kontoret og trykkeriet har også måttet udvides flere gange i årenes løb. I begyndelsen af 1948 foregik trykningen på en lille digeltrykpresse i stueetagen af søster Greens hus i Campbell Street i Lagos. Kontoret og boglageret befandt sig på hver sit sted, og betelfamilien boede tre andre steder. Efter den tid har vi haft udmærkede bygninger til afdelingskontoret, men de er alle blevet for små.

Mens dette skrives er et helt nyt bygningskompleks under opførelse i Igieduma på et stykke jord på 555.000 kvadratmeter. Midlertidig beboelse til byggearbejderne blev opført i 1984. Det styrende råd bestemte sig for at trykkeribygningen skulle bygges af præfabrikerede elementer fra De forenede Stater. Når det nye trykkeri er færdigt, måler det 80 gange 120 meter. Der skal også bygges en rummelig kontorbygning, fire med hinanden forbundne beboelsesfløje, og andre nødvendige faciliteter.  Arbejdet med at indhente en indførselstilladelse var en sand trosgerning, og at det alt sammen er ankommet til byggepladsen i god behold er et bevis på Jehovas velsignelse. Udenlandske brødre som er fagfolk har sluttet sig til de stedlige brødre, og de arbejder nu sammen om at fuldføre projektet.

Arbejdet med at forkynde Riget her i landet har nu stået på i mange år. Brødrene har været udsat for trosprøver der var som en ildovn. De er blevet en fast sammentømret, stærk teokratisk organisation. For godt 60 år siden var der blot én forkynder af den gode nyhed i Nigeria. Denne ene, „den mindste“, er ikke kun blevet til tusind, men nu til godt og vel 120.000, der glæder sig over at være en del af den forenede, verdensvide organisation der nu oplever virkeliggørelsen af Jehovas storslåede løfte: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ — Esajas 60:22.

[Kort på side 191]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NIGERIA

Kano

Zaria

Kaduna

Nigerfloden

Benuefloden

Okparafloden

LAGOS

Oyo

Ilesha

Ibadan

Benin City

IGIEDUMA

Enugu

Asaba

Sapele

Warri

Aba

Forcados

Calabar

Port Harcourt

NIGER

BENIN

GUINEABUGTEN

CAMEROUN

TCHAD

Tchadsøen

[Kort på side 234]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Der tales mere end 250 sprog i Nigeria. På kortet vises de områder hvor nogle af hovedsprogene er fremherskende

Nigeria

Yoruba

Ibo

Efik

[Illustration på side 193]

James Namikpoh, den første nigerianske forkynder, var pioner indtil sin død i en alder af 84 år

[Illustration på side 199]

Bibel-Brown og hans kone arbejdede 27 år i Vestafrika

[Illustrationer på side 200]

Råbere og hjelme med slagord var nogle af de midler der blev brugt i forkyndelsen af Rigets budskab

[Illustrationer på side 209]

Ernest Moreton (som holdt af at gå nigeriansk klædt) og Anthony Attwood var blandt de første missionærer der blev sendt til Nigeria

[Illustration på side 216]

Asuquo Akpabio, en af de første nigerianere der udgik fra Gilead, med sin kone Christiane

 [Illustrationer på side 223]

Glimt af livet i Nigeria

[Illustration på side 231]

Woodworth og Oris Mills, gileadmissionærer der har tjent i Nigeria i næsten 30 år

[Illustrationer på side 247]

Stævner som de holdes i Nigeria

[Illustration på side 249]

En af de permanente stævnepladser der er bygget af nigerianske brødre

[Illustration på side 250]

Afdelingskontorets udvalg i dag. Forreste række (fra venstre): Albert Olugbebi, Malcolm Vigo, Albert Olih. Bageste række: Carlos Prosser, Gösta Andersson, Donald Trost

[Illustration på side 252]

Afdelingskontorets nuværende bygninger, der er blevet for små. Nye er under opførelse i Igieduma