Puerto Rico og Jomfruøerne

PUERTO RICO er et af de mere tæt befolkede områder i verden, og det behagelige klima og de lange sandstrande trækker desuden mange turister til. Landskabet er dejlig varieret med bjerge på øens indre og bakker og frugtbare sletter ude ved kysterne. Men det er et relativt lille land — det måler kun cirka 180 kilometer fra øst til vest og 64 kilometer fra nord til syd.

Denne ø i Det caraibiske Hav har godt 3.500.000 indbyggere. Heraf bor cirka en million i eller omkring hovedstaden San Juan. Der bor også mange i Ponce på sydkysten, i Mayagüez mod vest, i Arecibo mod nord og i Caguas inde midt i bjergene.

 Den oprindelige indianerbefolkning blev praktisk taget udryddet af de spanske opdagelsesrejsende. Hvem er det så der bor her i dag? Det er for en stor del efterkommere af spanierne og af de slaver der blev bragt hertil fra Afrika. På grund af denne arv er hovedsproget spansk, og mange er katolikker. Men i 1898, efter Den spansk-amerikanske Krig, blev øen afstået til De forenede Stater, hvilket åbnede vejen for en mangfoldighed af protestantiske grupper.

Den første spanske guvernør, som var her i begyndelsen af det 16. århundrede, kaldte den første kolonibebyggelse for Puerto Rico (der betyder „rig have“) fordi der blev afskibet så meget guld herfra. I nyere tid er der imidlertid kommet folk til øen, ikke for at hente rigdomme, men for at hjælpe indbyggerne til at få gavn af en rigdom der er langt mere værdifuld end guld.

Rigets arbejde kommer i gang

Da Robert Montero i begyndelsen af 1930rne var på en rundrejse i Latinamerika, besøgte han også Puerto Rico for at finde ud af hvad der kunne gøres for at få den dyrebare gode nyhed om Guds rige udbredt dér. I sin rapport til Vagttårnsselskabets hovedkontor i New York skrev han at Puerto Rico var en frugtbar arbejdsmark, og han anbefalede at Selskabet sendte heltidsforkyndere eller pionerer til øen. Han skrev at der kun var ét Jehovas vidne: John Dahlberg, som var cirka 70 år gammel og som arbejdede ved fiskerierhvervet i Puerto Real på østkysten. Det var ret begrænset hvad broder Dahlberg kunne gøre i forkyndelsen da han ikke kunne ret meget spansk, men han var villig til at samarbejde  helt og fuldt med hvem som helst der måtte komme til Puerto Rico for at udbrede Rigets budskab.

De første der reagerede på indbydelsen til at tjene her, var broder og søster Colin McLarty, et ægtepar i begyndelsen af halvfjerdserne. De ankom i vinteren 1932. Forsynet med bøger, brochurer og blade der fortalte om Guds rige, aflagde de et besøg hos guvernøren og på politistationerne. De afsatte læsestof til en dommer ved USAs distriktsret. De forkyndte også for skolelærere i frikvartererne. I fire eller fem måneder besøgte de folk i deres hjem og på deres arbejdspladser. Med det lidt spansk de kunne og ved hjælp af tegnsprog bestræbte de sig for at gøre andre interesseret i sandheden fra Guds ord. Men ved deres afrejse skrev de at det de havde udrettet var „intet i betragtning af det arbejde der skulle gøres“.

To pionersøstre ankommer

I 1935 ankom to pionersøstre, Lillian Carr og Marie Hawkins, fra Rochester i staten New York for at dele det livgivende budskab om Riget med de varmhjertede puertoricanere. Da forholdene var nye for dem, arbejdede de i begyndelsen sammen. Senere koncentrerede de sig om hver sit område. Søster Carr arbejdede i Aguadilla og Mayagüez på vestkysten og i Ponce mod syd, og alt hvad hun kunne gøre var at afsætte bibelsk læsestof til folk, da hun ikke kunne føre en samtale på spansk. På denne måde blev der imidlertid sået mange sandhedskorn i løbet af de næste 15 år.

Samtidig arbejdede søster Hawkins i 10 år i San Juan og andre byer på den nordlige og østlige del af øen. Ligesom søster Carr kunne hun meget lidt  spansk, men hun bestræbte sig for at genbesøge dem der havde vist interesse, og hun ledte bibelstudier så godt som hun nu kunne.

Den første puertoricanske forkynder

Søster Hawkins forkyndte ikke selv for Ambrosio Rosa García, der boede i nærheden af Arecibo, men hun afsatte en brochure til en af hans venner. I 1938 gav denne ven brochuren, som hed Krig i Universet, til Ambrosio. Han var spiritist, men brochurens indhold gjorde stort indtryk på ham. Han skrev straks til Selskabets kontor i New York og bad om at få mere læsestof tilsendt. Han blev snart overbevist om at det han læste var sandheden, og han begyndte at dele sin nyfundne kundskab med andre.

Da han blev klar over at den romersk-katolske tro var forkert, ville han ikke tillade at hans ældste datter begyndte at gå til alters. Det resulterede i at præsten kom på besøg. Men Ambrosio kunne sagtens forsvare det han troede på, idet han gjorde god brug af den kundskab han havde fået fra Bibelen.

Han forstod at han måtte dele den gode nyhed med andre, så han begyndte at forkynde fra hus til hus — ganske alene og uden at have fået nogen oplæring. Her var en troens mand med en stærk kærlighed til Jehova! Så vidt han vidste var han den eneste tjener for Jehova på øen, og dog var han villig til at gå i gang med at fortælle andre det han kendte til Guds hensigter. Da han fandt ud af at man i De forenede Stater brugte grammofonplader til at udbrede sandheden med, bestilte han en rejsegrammofon og nogle plader på spansk hos Selskabet. Og han brugte dem flittigt.

 Da han en dag brugte grammofonen på gaden over for den katolske kirke i Arecibo, bad en mand ham om at spille pladen „Se Kendsgerningerne i Øjnene“. I dette foredrag blev den katolske kirkes politiske virksomhed afsløret. Da det stykke på pladen der fortalte om kirkens virksomhed under den spanske borgerkrig blev afspillet, løb manden han for at hente byens præst. Præsten anklagede broder Rosa for at være femte kolonne-medlem og antiamerikansk, men broder Rosa vidste bedre. Styrket af Jehovas ånd var han i stand til at vise at det i virkeligheden var præsterne der udgjorde en femte kolonne og var antiamerikanske fordi de havde støttet Hitler og Mussolini. Han spurgte også præsten hvorfor han lod folk tiltale sig „Fader“ når Bibelen forbyder dette. (Matt. 23:9) Præsten trak sig tilbage, men nu truede en politibetjent med at arrestere broder Rosa. Igen kunne han svare for sig; han forklarede at han ifølge grundloven havde ret til at forkynde Guds ord på torvet. Da rådførte præsten og politibetjenten sig med hinanden, hvorefter de begge forsvandt.

En af dem Ambrosio forkyndte for i Arecibo var Santiago Rodríguez sen., en ekspedient der var i fyrrerne. I begyndelsen sagde Santiago til broder Rosa at han havde sin egen tro og at han ikke var interesseret. Men efter et stykke tid fik Ambrosio ham overtalt til at tegne et halvt års abonnement på den spanske udgave af Vagttårnet. Da bladene kom, læste Santiago dem og forstod snart at det han læste var sandheden. Der gik ikke lang tid før han forkyndte sammen med broder Rosa.

Jehova velsignede deres bestræbelser, og en lille gruppe af interesserede begyndte at samles. Da begyndte  de to mænd at blive klar over at de måtte indvi sig til Jehova og lade sig døbe. Men hvem skulle døbe dem? De kendte ikke andre Jehovas vidner i Puerto Rico. Hvad skulle de gøre? Efter at have overvejet sagen i bøn samlede de en lille gruppe og alle gik ned til en lille flod i nærheden af Arecibo, og dér døbte Ambrosio først Santiago, hvorefter Santiago døbte Ambrosio, hvorved de blev de første indfødte døbte vidner for Jehova i Puerto Rico. Det var den 18. januar 1940. Senere blev andre i gruppen døbt, og den 8. juni samme år blev Arecibo-kredsen (eller -menigheden) af Jehovas Vidner oprettet.

Ikke let at være et vidne

Samtidig opstod der en anden gruppe af Jehovas tjenere i Santurce, en stor bydel i hovedstaden San Juan. Da Marie Hawkins havde arbejdet i dette område, havde hun studeret med fru Leonor Román, som også var begyndt at forkynde den gode nyhed. Hendes mand sluttede sig til hende og ledte bibelstudier i deres hjem, og deres seksårige datter fulgtes  med sin moder i tjenesten. Denne lille gruppe i Santurce fik status som menighed i maj 1940. Men da søster Román blev syg, gik arbejdet i stå. Den 1. september 1941 blev denne lille menighed derfor opløst.

Tre år senere blev der dannet en anden menighed i San Juan. Men på grund af manglende ledelse trivedes den heller ikke.

Det så dog ud til at der fandtes nogle som var villige til at bruge deres kræfter i Jehovas tjeneste, selv om der kun var meget få Jehovas vidner. To mænd som boede inde midt på øen indsendte ansøgninger om pionertjeneste. De fik tildelt hele Guayama og omegn på den sydlige del af øen som distrikt. De nøjedes i det store og hele med at sprede bøger. Det hjalp uden tvivl nogle til at komme i forbindelse med sandheden. Men desværre ser det ud til at de to mænds hovedmotiv var at sælge bøger. Efter en tid døde deres virksomhed derfor hen.

Det var ikke let at være et Jehovas vidne. Der var ofte kun lidt opmuntring at få fra andre. Alle måtte kæmpe en hård kamp for troen.

Gileadmissionærer kommer til

Snart gryede der en ny tid for Puerto Rico. Nogle af de første missionærer som udgik fra Vagttårnets bibelskole Gilead blev sendt hertil. I marts 1944 landede China Clipper i Isla Grande lufthavn i San Juan med fire missionærer om bord: Leo og Eunice Van Daalen, Leos broder Emil og deres fætter Donald. Søster Hawkins var der for at tage imod dem, henrykt over at der nu var modne forkyndere til at hjælpe hende med at opdyrke den puertoricanske mark.

 Hvilke holdninger og skikke fandt missionærerne blandt folk i Puerto Rico? I almindelighed var folk venlige, gavmilde, gæstfri, tilfredse med at have føde, klæder og husly. De var også religiøse. De fleste var katolikker. Det var ganske almindeligt at se en statue af en „skytshelgen“ blive båret i procession af messende præster og fromme katolikker. I mange hjem så man små altre hvorpå der stod statuer og billeder af „helgener“ med brændende lys foran. Spiritisme var meget udbredt, men udøverne var som regel samtidig gode katolikker. Der var også en hel del evangélicos, folk der havde brudt med katolicismen og havde tilsluttet sig de protestantiske sekter som var kommet til øen med folk fra Nordamerika

Missionærerne begynder at forkynde

De fleste mennesker lyttede til Rigets budskab når missionærerne kom til deres dør. De fik ingen smækkede døre i hovedet; der var ingen korte, uhøflige svar; i stedet blev de inviteret indenfor i næsten hvert eneste hjem. Men før de kunne fremholde Rigets budskab måtte de ofte besvare en række spørgsmål for at tilfredsstille den besøgtes nysgerrighed. „Hvor er De fra?“ „Er De gift?“ „Har De børn?“ Og endelig kunne der aflægges et vidnesbyrd. Ofte afsluttedes samtalen med en kop kaffe eller en invitation til at spise med.

Missionærerne kunne meget lidt spansk, men heldigvis blev rejsegrammofonen brugt i tjenesten dengang. Efter at man havde hilst på den besøgte indbød man vedkommende til at lytte til et kort indspillet budskab. I hvert fald én af missionærerne  havde dog et problem. Efter at han havde stillet grammofonen op og tilbudt at spille en plade om Bibelen, svarede den besøgte som regel: „;Como no!“ Når missionæren hørte ordet „no“, og da han ikke kunne føre en samtale på spansk, lukkede han grammofonen og gik videre til næste dør. Der gik nogen tid før han fandt ud af at „;Como no!“ i virkeligheden betyder „Hvorfor ikke!“ og at den besøgte faktisk opfordrede ham til at fortsætte. Men da folk i almindelighed var venlige, hjalp de missionærerne til at finde de rigtige ord hvis de kunne.

Der blev afsat meget læsestof, især i forretningsdistrikterne. Men missionærerne ville også gerne „undervise“. Efterhånden som de blev bedre til sproget, bestræbte de sig for at aflægge genbesøg og påbegynde bibelstudier, idet de brugte bogen Børn. Så en dag blev de overmåde glade da de stødte på José Sosa, der havde studeret med Ambrosio Rosa i Arecibo men derefter havde mistet kontakten med brødrene fordi han var flyttet til San Juan. Han begyndte straks at følges med missionærerne i tjenesten på arbejdsmarken og var til stor hjælp for dem med det spanske.

Flere missionærer ankommer

Der boede dengang over to millioner mennesker på øen; det var tydeligt at der var brug for flere arbejdere. Brødrene blev derfor meget lykkelige da der ankom flere missionærer! I årenes løb har over 100 missionærer tjent her, og så mange som 60 samtidig. De har været villige arbejdere, ivrige efter at udbrede budskabet om Riget som de bedst kunne. De har været med til at påbegynde arbejdet i de fleste af de større byer og i utallige mindre byer.

 De var dog ikke kun interesseret i at så ny sæd, men også i at opdyrke det der allerede var blevet sået. (Jævnfør Første Korintherbrev 3:6-9; Apostelgerninger 15:36.) Derfor besluttede nogle af missionærerne fra San Juan at besøge deres brødre i Arecibo for at opmuntre dem i troen. Da det var tydeligt at der var behov for moden hjælp i forbindelse med møderne og tjenesten på arbejdsmarken, blev der truffet foranstaltninger til at Emil Van Daalen og hans fætter Donald kunne støtte den lille gruppe i Arecibo. Med tiden sluttede Arthur, endnu en Van Daalen, sig til dem.

I San Juan begyndte antallet af Jehovas vidner at vokse. Nogle der skulle vise sig at blive meget trofaste brødre, kom i sandheden. Miguel Bari var en af dem. I den gamle bydel i San Juan, hvor han havde sit lille værelse, levede og boede mange i korridorer og gange. Når man gik ind i bygningerne kunne man se komfurer, borde og andre møbler i korridorerne, og måske et meget lille værelse hvor folk sov. I disse omgivelser arbejdede broder Bari som skrædder. Han havde kun lidt i materiel henseende, men han havde egenskaber der tilskyndede ham til at deltage trofast i forkyndelsen af Guds ord lige til sin død.

José Feliciano var en anden af de første forkyndere som tjente trofast til sin død. Ángel Figueroa, der dengang solgte appelsiner på gaden, blev også vor broder. Fra alle samfundslag var der retskafne mennesker som opnåede „Guds velvilje“.

Vort første stævne

Stævner spiller en vigtig rolle i Jehovas folks liv. Og i 1945 var tiden inde til at holde det første stævne for tilbedere af den sande Gud i Puerto Rico.  Det skulle finde sted samtidig med de stævner der blev holdt i 300 byer i De forenede Stater. Brødrene fik fat i en lille fagforeningssal i San Juans gamle bydel, i nærheden af indgangen til Fortaleza (guvernørboligen). Missionærerne måtte klare alle foredragene på deres mangelfulde spanske, og der var — naturligvis — kun få tilhørere.

Det offentlige foredrag, „De sagtmodige skal arve jorden“, skulle holdes søndag klokken 15.00 i aulaen på det medicinske fakultet lige øst for parlamentsbygningen. For at avertere det havde man uddelt 10.000 løbesedler på gaden, fået det bekendtgjort i radioen og i aviserne og hængt et stort banner op tværs over Ponce de León Avenue. Da foredraget begyndte var det noget skuffende at se at der kun var godt 20 til stede, hovedsagelig brødre. Men inden programmet sluttede, var der kommet 250.

Et opmuntrende besøg af broder Knorr og broder Franz

Samtidig med at der i marts 1946 kom flere missionærer til Puerto Rico, aflagde Vagttårnsselskabets præsident, N. H. Knorr, og den daværende vicepræsident, F. W. Franz, et besøg i forbindelse med deres rundrejse til Mellemamerika og Vestindien. Det var en glædelig tid!

Der blev truffet foranstaltninger til at holde et todages stævne i Ateneo Puertorriqueño ved indgangen til den gamle bydel i San Juan. Det offentlige foredrag med temaet „Glæd jer, I Nationer, med hans Folk“ blev holdt af broder Knorr, og broder F. W. Franz oversatte. Det var blevet averteret med 65.000 løbesedler som var blevet uddelt fra hus til hus og på gaden i hele byen. Folk fra alle samfundslag var til stede. Nogle af brødrene fra Arecibo  havde også lejlighed til at være med. Det samlede tilhørertal var 260. Hvilken glæde var det ikke for de 35 forkyndere der dengang var aktive i Puerto Rico! De kunne se at sandheden nu var ved at blive rodfæstet her.

Under besøget mødtes broder Knorr og broder Franz med missionærerne for at fremlægge planer for fremtidig vækst. For at missionærerne kunne ofre Rigets arbejde deres fulde opmærksomhed, ville man oprette et missionærhjem. I dette hjem ville Selskabet sørge for kost og logi til missionærerne, hvoraf de fleste havde forladt hjem og familie for at kunne tjene i et fremmed land. Disse nidkære arbejdere værdsatte i høj grad denne kærlige foranstaltning! Broder Knorr meddelte også at der den 1. april 1946 skulle oprettes et afdelingskontor i Puerto Rico. Den toetages bygning som derefter blev erhvervet i Calle Lafayette 704, Santurce, tjente i de næste 20 år som centrum for den teokratiske aktivitet i Puerto Rico.

Den gode nyhed udbredes ved hjælp af offentlige møder

En af de metoder der med god virkning blev brugt til at udbrede budskabet om Riget, var afholdelse af offentlige møder. De var virkelig offentlige, idet de for det meste blev holdt i offentlige parker og på åbne pladser. Da klimaet i Puerto Rico er varmt hele året, kunne de holdes næsten hver uge. Ikke desto mindre krævede det stor tro og en villig ånd at gå i gang med at arrangere disse møder. Hvorfor?

Lad os se på de fire foredrag man havde planlagt at holde på Barrio Obrero Plaza i Santurce i juli 1946. Hvem skulle holde dem? De puertoricanske brødre var alle ret nye i sandheden, så missionærerne  måtte gøre deres bedste med den smule spansk de kunne. Mange af dem læste op fra et manuskript som de havde udarbejdet ved at tage paragraffer fra forskellige publikationer og ordne dem i en rækkefølge der passede til emnet. Ved en lejlighed kom en interesseret hen til en missionær efter at han havde læst sit foredrag op, og stillede ham et spørgsmål. Men missionæren forstod ikke et ord af hvad manden sagde og måtte henvise ham til en der talte spansk. Med den hellige ånds hjælp havde disse villige brødre imidlertid en andel i at forkynde den gode nyhed.

Forskellige parker og åbne pladser, deriblandt den store plads over for rådhuset i San Juan, blev benyttet til disse foredrag. Som man kunne forvente syntes de religiøse ledere ikke lige så godt om dette som folk i almindelighed gjorde. Der blev lagt pres på borgmesteren for at få hende til at fratage Jehovas Vidner denne talefrihed, hvorefter det blev meddelt i pressen at den offentlige park ikke kunne bruges til „gudstjeneste“. Brødrene henvendte sig til en venligsindet advokat, og han rådede dem til at vente et stykke tid og så bede om tilladelse igen. Det gjorde de, med godt resultat. Borgmesteren var åbenbart blevet klar over at hun ifølge loven ikke kunne nægte os denne ret.

Brødrene i San Juan planlagde også foredrag på de åbne pladser i nabobyerne. En aften lige efter at de var blevet færdige med et foredrag i Juncos, ville en præst fra pinsebevægelsen stille nogle spørgsmål over højttaleranlægget. Da han ikke fik lov til dette, begyndte han at råbe op og modsige det taleren havde sagt. Selv om man tydeligt viste ham ud fra Bibelen at han havde uret, ville han ikke overgive sig.  En stor skare samlede sig for at følge med i diskussionen. Efter cirka en times forløb blev folk trætte af hans overlegenhed og sagde at han skulle tie stille. Ophidset fordømte han dem som „syndere“. Da bad en mand i forsamlingen folk om ved håndsoprækning at vise hvor mange der i denne diskussion var for „americano“’en. Alle undtagen fire eller fem af de over hundrede tilstedeværende rakte hånden op.

I Bayamón, en forstad i den vestlige del af San Juan, nægtede borgmesteren at give tilladelse til at der blev holdt foredrag på den offentlige plads, med den begrundelse at folkemængden ville ødelægge planterne i parken. Men da brødrene fandt ud af at en anden organisation benyttede parken, besluttede de at gå i gang med deres foredragsrække. Da løbesedlerne der averterede det første foredrag blev delt ud på gaden, kom borgmesteren forbi og blev også inviteret. Kort efter blev missionæren kaldt til politistationen. Dér insisterede borgmesteren på at foredraget ikke måtte holdes. Men da han var gået, sagde politichefen til brødrene at de bare skulle gå i gang og at han ville sørge for politibeskyttelse. Da højttalerudstyret blev stillet op, forlangte borgmesteren af en politibetjent at han skulle arrestere taleren, men det nægtede betjenten med den begrundelse at Vidnerne havde ret til at holde deres foredrag. Ugen efter opdagede brødrene at elforsyningen til højttalersystemet var blevet afbrudt. De havde imidlertid en nødgenerator, og foredraget blev holdt uden uheld.

Mange der i dag er Jehovas vidner fik deres første kontakt med sandheden ved hjælp af disse friluftsforedrag.

 Indfødte pionerer forøger aflæggelsen af vidnesbyrdet

Missionærernes nidkære eksempel tilskyndede flere af de indfødte Jehovas vidner til at tage heltidstjenesten op. En af de første der blev pioner var Theódulo Otero (almindeligvis kaldet Teo), en broder sidst i tyverne. Han havde lært sandheden at kende ved at læse bogen Børn og ved hjælp af et bibelstudium som blev holdt i et hjem over for hvor han boede og arbejdede. Han forstod hurtigt Bibelens lære, blev døbt ved det første stævne der blev holdt i Puerto Rico i 1945, og var en af de lykkelige delegerede ved Jehovas Vidners internationale stævne i Cleveland, Ohio, i 1946. Senere samme år blev han udnævnt som almindelig pioner. Da han ikke havde familieforpligtelser der satte grænser for hvor han kunne tjene, fik han tildelt distrikt i Cayey, der ligger i en grøn dal højt oppe i bjergene syd for San Juan. Omkring ti år tidligere havde Ramón López Núñez, en barber i Cayey, modtaget noget læsestof af Marie Hawkins og havde senere afbrudt sin forbindelse med falsk religion. Da han kom ned fra bjergene for at overvære et stævne i San Juan i 1946, blev brødrene meget lykkelige over at der fandtes et sådant menneske i Cayey. Derfor blev Theódulo Otero sendt dertil for at hjælpe ham. Sammen arbejdede de fra hus til hus, og snart blev der oprettet endnu en menighed.

I mellemtiden var Santiago Rodríguez sen. i Arecibo blevet pioner. Han havde kone og ti børn at sørge for, så pionertjenesten krævede omhyggelig planlægning, men hans lille pension hjalp ham til at få det hele til at løbe rundt. Da han ikke var tilfreds  med kun at forkynde i Arecibo, rakte han, ligesom apostelen Paulus, ud efter andre arbejdsmarker. Denne høje, energiske broder forkyndte også i Barceloneta, Manatí, Hatillo, Camuy, Quebradillas, Lares og Utuado. For at nå ud til disse steder måtte han rejse 25 til 30 kilometer ad snoede bjergveje.

Broder Rodríguez var 52 år gammel da han begyndte som almindelig pioner, og han fortsatte i den form for heltidstjeneste indtil kort før sin død i 1977, 83 år gammel. Folk blev vant til at se ham haste af sted fra hus til hus. Det var en inspirerende oplevelse at være i tjenesten sammen med Chago, som han blev kaldt. Man måtte næsten løbe for at holde trit med ham. Hans gestus og ansigtsudtryk viste at han lagde hele sin sjæl i arbejdet. Han led ikke af menneskefrygt og forkyndte for hvem som helst hvor som helst.

Rigets sandhed når De amerikanske Jomfruøer

Lige øst for Puerto Rico ligger Jomfruøerne Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix, som Danmark  solgte til De forenede Stater i 1917. I dag kaldes de med det engelske navn Virgin Islands. Førhen var der meget landbrug dér, og man brugte for det meste slaver til at arbejde i markerne. Landskabet er stadig oversået med ruinerne af gamle ejendomme bestående af et stort hus i midten omgivet af lerhytter som slaverne boede i. Navnene på disse ejendomme går igen i visse stednavne, som for eksempel Estate Carlton og Estate Richmond. Men sukkerindustrien er flyttet; sukkermøllen drejer ikke længere. Turismen er blevet en af hovedindtægtskilderne.

Det var til disse øer Selskabet i januar 1947 sendte broder og søster Theophilus Klein, et missionærægtepar, for at påbegynde forkyndelsen af Riget. De fik en fantastisk modtagelse. I løbet af de første fire måneder tegnede de 750 nye abonnementer på Selskabets blade. Lokale indbyggere begyndte hurtigt at deltage i forkyndelsesarbejdet. Ja, efter de første otte måneder deltog 29 i forkyndelsen af den gode nyhed, ikke blot fra hus til hus men også på gaden med bladene. Lørdag formiddag var  hovedgaden på Sankt Thomas ofte fyldt med forkyndere der tilbød Vagttårnet og Vågn op!

En tidligere medarbejder på bladet Life har beskrevet sit indtryk således: „Noget af det der slog os da vi første gang gik gennem gaderne på Sankt Thomas var de mange mænd og kvinder der stod på gadehjørnerne med lærredsposer hvorpå der stod Vagttårnet . . . Den mest talende af dem, en velklædt mand midt i fyrrerne, havde engang henvendt sig til mig om bord på [båden] Love Junk og spurgt om han måtte tale med mig et par minutter. Men jeg havde noget mad over ilden som jeg havde travlt med at se til, så jeg bad ham om at gå igen; derfor vidste jeg ikke noget om Vagttårnet.

Det var med nogen overraskelse jeg genkendte denne herre, som sædvanlig ulasteligt klædt i hvid habit, skjorte med stivede flipper og med slips, stående bøjet over motoren sammen med Harry. . . . Som tiden gik og han stadig var der, begyndte jeg at spekulere på hvad der var ved at ske med min gode presbyterianske mand. Hvis han var ved at blive omvendt, spekulerede jeg på til hvad. Måske ville alt dette føre til dåb ved neddykning; stedet var i hvert fald ideelt til det. . . . Men i stedet for den ild- og svovltale jeg havde forventet, talte vagttårnsmanden så dæmpet at jeg ikke kunne finde ud af hvad han sagde. Hans bevægelser åbenbarede endnu mindre. . . . ’Hvad laver han derinde, John-Thomas?’ spurgte jeg. . . . ’Er han ved at omvende hr. Harman?’ . . . ’Det tror jeg ikke. . . . Vagttårnsmanden holder skruenøglen for chefen.’ . . . Det hele stod klart for mig. Vagttårnsmanden var ikke blot missionær men også en glimrende psykolog.  Netop dengang var der ingen mere direkte vej til Harrys sjæl end gennem hans motor.

Endelig dukkede vagttårnsmanden frem. . . . Jeg kunne næsten ikke vente med at komme ind i maskinrummet og snakke med Harry. ’Flink fyr,’ sagde han. ’Tilbød at komme og drøfte Bibelen med mig en gang om ugen.’ ’Hvem er han?’ spurgte jeg. ’Han er et Jehovas vidne,’ sagde Harry. ’Man må sandelig beundre ham for det han gør. . . . Jeg måtte gøre noget for ham til gengæld; han ville ikke tage imod penge.’ ’Hvad sagde du,’ spurgte jeg, ’at du ville gøre for ham?’ ’Åh, jeg tegnede mig for et års abonnement på Vågn op!’“

En slave af tobakken finder frihed

En gruppe missionærer der ankom sidst i 1946 blev sendt til Puerto Ricos dengang næststørste by, Ponce, på sydkysten. Distriktet var frugtbart, og på mindre end et år blev der oprettet en menighed dér.

I 1948 begyndte en gråhåret dame ved navn Susana Mangual at studere. Efter at hun havde gjort dette i nogle få måneder fandt hun ud af at der skulle afholdes et stævne i San Juan. Før hun begyndte at undersøge sandheden var hun aldrig gået nogen steder, men nu besluttede hun at overvære stævnet. Hun ville også gerne døbes, men hun havde et alvorligt problem. Hun var storryger, og hun vidste at hun først måtte holde op med denne urene vane. (2 Kor. 7:1) Kunne hun det? På vej til stævnet traf hun en fast beslutning, og ved at sætte sin lid til Jehova gennemførte hun den. På grund af tobakken havde hun altid hostet slemt. Nu blev hendes helbred meget bedre. Hun blev almindelig  pioner og fortsatte i denne tjeneste til hun var 86 år gammel.

Susana forkyndte alle vegne. Hun vænnede sig aldrig til distriktstildelinger og kort, men man kunne se denne kære gråhårede dame fortælle den gode nyhed overalt hvor hun i sit hjerte følte sig tilskyndet til at gå hen. Hun hørte ikke blot med til bybilledet i Ponce men tog også til andre byer for at forkynde. I to af dem, Guayanilla og Peñueles, er der nu blomstrende menigheder.

Militærfolk lærer sandheden at kende

Rigets budskab nåede hjertet hos alle slags mennesker. Miguel Quirós, en soldat der i 1947 var stationeret i militærlejren i Cayey, havde modtaget et nummer af bladet Vågn op! og havde skrevet til Selskabet efter flere oplysninger. Han modtog bogen „Sandheden skal frigøre jer“ og viste den til en af sine soldaterkammerater, Pedro Hernández. De blev klar over at det var sandheden, og de fortalte den videre til Samuel Delucca, som også var soldat, og de tre studerede sammen.

Der gik ikke lang tid før de fandt ud af at der i Cayey var en barber som var et af Jehovas vidner. De kom i forbindelse med Ramón López og, gennem ham, med Teo Otero, der var pioner i området. De begyndte straks at overvære møderne, og klædt i civilt gik de fra hus til hus og forkyndte Rigets budskab.

De blev imidlertid snart klar over at hvis de skulle leve i overensstemmelse med Guds ord, måtte de i fuldstændig forstand ’ikke være en del af verden’. (Joh. 17:16; Mika 4:1-3) Fordi de nægtede at deltage i visse aktiviteter i hæren, blev de idømt seks  måneders fængsel. De blev spærret inde i et militærfængsel i Fort Buchanan nær San Juan. Ændrede det deres beslutning om at tjene Jehova? Slet ikke. De fortsatte med at studere Bibelen i fængselet. Elleve andre fanger blev også interesseret, og de havde et godt bibelstudium sammen — indtil feltpræsten hørte om det.

En dag besøgte en oberst fængselet, og naturligvis gjorde alle fangerne honnør for ham — undtagen de tre brødre. Han blev rasende og gik ind på kontoret for at tale med fængselets ansvarshavende. „Men hvad vil De have jeg skal gøre?“ spurgte fængselsinspektøren. „Disse mænd er allerede i fængsel fordi de nægter at gøre honnør for officerer. Vil De have at jeg skal grave et dybt hul under fængselet for at sætte dem endnu længere ned?“

Efter at brødrene havde afsonet deres straf blev de afskediget fra hæren, og de tog hver især til deres hjemby for at forkynde dér.

En soldat bringer sandheden hjem til Sankt John

Edmead George tjente også i hæren da han kom i kontakt med Jehovas vidner i De forenede Stater. Hans åndelige appetit blev vakt, og da han blev forflyttet til Puerto Rico satte han sig i forbindelse med Selskabets afdelingskontor. Et regelmæssigt bibelstudium styrkede hans tro.

Da han var færdig med militærtjenesten vendte han tilbage til sit hjem på Sankt John (tidligere Sankt Jan), en af Jomfruøerne, og medbragte sin kærlighed til Bibelens sandheder. Han boede i en lille landsby der hed East End — et passende navn,  for det er dér landsbyen ligger, på øens østlige ende. Han talte ivrigt med sine venner og naboer om de gode ting han havde lært. Han fik forstærkning i 1949 da Selskabets skonnert Sibia kom til Sankt John med fire missionærer om bord. Besætningen bestod af Gust Maki, Arthur Worsley, Stanley Carter og Ronald Parkin, som havde fået til opgave at forkynde Rigets budskab på De små Antiller. De fik en meget hjertelig velkomst da de lagde til i havnen i East End. Under deres ophold blev der aflagt et grundigt vidnesbyrd for de 1000 indbyggere på Sankt John.

Protestantiske præster rejser modstand

I løbet af 1949 blev fire missionærer sendt til Mayagüez, også kaldet Sultana del Oeste (Vestens sultana). Der gik ikke fang tid før de afholdt møder i det forreste værelse i det lille missionærhjem, og året efter blev der oprettet en menighed.

Denne aktivitet forblev ikke ubemærket af præsterne. Peggy Maykut (nu søster Arthur Van Daalen) begyndte at studere med Lolita Merle, der blev anset for at være en søjle i den presbyterianske kirke. Hun viste så megen interesse at hun sammen med missionærerne fra Mayagüez overværede et stævne på Sankt Thomas. Da hun vendte hjem begyndte hun at føle forfølgelsens hede. Præsten besøgte hende for at overtale hende til at holde op med at komme sammen med Jehovas vidner. Efter en længere drøftelse aftalte hun med præsten at han skulle komme en dag og drøfte treenighedslæren med den missionær der studerede med hende. Han kom aldrig. I stedet modtog hun et brev der  underrettede hende om at hun skulle give møde for kirkeudvalget. Hendes svar var en skriftlig udmeldelse. Hun er stadig en aktiv Jehovas tjener, skønt hun nu er blind og over 90 år gammel.

Efter at søster Merle havde forladt den presbyterianske kirke, kom der betydelig modstand fra den kant. De protestantiske kirker havde efter aftale delt øen op imellem sig. Præsterne anklagede derfor Jehovas Vidner for at gå ind på deres græsgange og stjæle deres „får“. „Hvorfor går I ikke til de ’vantro’, dem der ikke har nogen tro?“ spurgte de. I deres iver efter at vogte det de betragtede som deres private domæne, overså de at de virkelige „får“ tilhører Herren Jesus Kristus og ikke den ene eller anden trosretning inden for kristenheden. — Matt. 25:31-33; Joh. 10:16.

Til trods for denne modstand fortsatte menigheden i Mayagüez med at vokse. I 1955 blev missionærerne flyttet til andre distrikter, og de lokale forkyndere udvidede forkyndelsen så den nåede ud til andre byer i området. I dag er der otte menigheder i selve Mayagüez, og mange flere i omegnen.

Tidligere bokser bliver nidkær forkæmper for troen

I 1950 var menigheden i Ponce kommet op på cirka 70 forkyndere. Missionærerne havde flyttet missionærhjemmet og også rigssalen til anden sal i en bygning lige midt i byen.

I det år begyndte Francisco Torruellas (kendt som Paco) og hans kone Leonor at studere Bibelen sammen med Lillian Kammerud. Paco havde været professionel bokser og baseballspiller og drev på det tidspunkt et autoværksted. Hele familien var med  til studiet. I begyndelsen gjorde han kun langsomt fremskridt, men de besluttede at overvære den sidste dag af et lille kredsstævne i Mayagüez i april 1950. Stævnet og samværet gjorde så stort indtryk på ham at han stillede sin bil til rådighed for dåbskandidaterne så de kunne blive kørt til stranden hvor dåben skulle foregå.

Efter dette stævne brændte han af nidkærhed for Jehovas tjeneste, og når brødrene ikke kom og hentede ham, gik han ud alene. Han forkyndte for sine venner, sine naboer og sine ansatte, og han ledte mange studier med disse mennesker. Til tre af hans studier var der i alt 35 deltagere, og 14 af dem begyndte at forkynde den gode nyhed. I juli måned ville han gerne døbes, og da han ikke ville vente til områdestævnet i oktober blev der arrangeret dåb for ti mennesker, hvoraf de fleste var nogle i hans egen familie og nogle han studerede med. Han viste sig at være nidkær for sandheden og kom til at tjene som „menighedstjener“, bytilsynsmand i Ponce og stævnetilsynsmand i kredsen. Siden han er blevet pensioneret har han også tjent som almindelig pioner.

Villige til at gøre hvad de kunne

I Jayuya, en lille by højt oppe i bjergene inde midt på øen, var der ikke noget missionærhjem. Sandheden nåede imidlertid også dette afsidesliggende sted. Hvordan? Gennem Aurea Cortés, der havde lært sandheden at kende i Den dominikanske Republik. Da hun vendte hjem til sin hjemby, Jayuya, gjorde hun hvad hun kunne for at dele Bibelens sandhed med andre. Hun talte med sine venner og slægtninge der boede på landet ikke langt fra byen.  Blandt dem var der den store Pierluissi-familie. Det var børnene der var mest interesserede. Snart blev der afholdt møder i hjemmet, og en af sønnerne, Joaquín, ledte dem. Han og hans fætter, Ángel, begyndte at deltage i tjenesten på arbejdsmarken.

Andre forkyndere flyttede til andre byer for at udbrede budskabet. To af de første Jehovas vidner i Arecibo, Alfonso López og hans kone, var blandt disse. De flyttede til Las Marías, en lille by i bjergene øst for Mayagüez. Deres hus lå cirka tre kilometer uden for byen og cirka en kilometer fra landevejen, ved en somme tider meget mudret vej. Man kunne kun komme dertil til fods eller med offentlige transportmidler. De var ældre mennesker, men de gjorde hvad de kunne for at forkynde den gode nyhed. Megen sæd blev sået og noget af den bar senere frugt. Med tiden blev der sendt specialpionerer dertil, og nu er der en menighed på godt 50 forkyndere. Blandt dem er en tidligere leder i den evangeliske kirke, Jaime Custodio, og den tidligere borgmester og hans familie, alle nogle som broder López forkyndte for. Søster López, der nu er godt oppe i årene, gør stadig hvad hun kan i Jehovas tjeneste.

Hvor fremskridtene var langsomme i begyndelsen

Da missionærerne i 1949 blev sendt til Caguas, arbejdede de flittigt og holdt snart møder i det forreste værelse i missionærhjemmet. Men det gik kun langsomt fremad. Mange af dem der sluttede sig til i begyndelsen viste sig at have det forkerte hjertelag, så efter en tid holdt de op med at tjene  Jehova. Hos andre slog sæden imidlertid rod og bar megen frugt.

Da for eksempel Dolores Vázquez kom i forbindelse med sandheden, studerede hun og hendes ældste datter, Carmen, regelmæssigt. Nogle gange var hendes tre ældste sønner også med til studiet. Dolores gjorde gode fremskridt og overværede snart møderne. Hun ønskede ikke blot selv at blive godkendt af Jehova, men at hele hendes familie også ville blive det. I årenes løb har næsten alle hendes sønner og døtre såvel som deres ægtefæller og børn taget imod den forret det er at tjene den eneste sande Gud. Af hendes sønner, døtre og børnebørn er der over 30 som er indviede tjenere for Jehova eller som er med til at forkynde den gode nyhed. To af hendes sønner og et af hendes børnebørn tjener nu som ældste.

Missionærerne fortsatte med at tjene i Caguas i mange år, og med megen tålmodighed begyndte menigheden at vokse. Nu er der 13 menigheder i Caguas, og andre er vokset frem i nabobyerne.

Vest for San Juan, i Bayamón, gik der en del år før man virkelig kunne mærke at det gik fremad. Åh, jo, der var ni forkyndere som rapporterede det første år missionærerne arbejdede i dette område, der er kendt for sine kvægfarme. Efter fire år var antallet vokset til 66. Men året efter var det faldet til 31. Så begyndte byen at vokse da et nyt parcelhusbyggeri blev påbegyndt. Mange af dem der flyttede ind var kommet væk fra deres slægtninge, og hvis de lyttede til Rigets budskab var de derfor ikke så tilbøjelige til at bekymre sig om hvad andre mente. Denne by med 15.000 indbyggere er nu  vokset til en storby med over 200.000 indbyggere. I dag er der i Bayamón 21 menigheder, og der er mange flere i de mindre byer i omegnen.

Budskabet når ind i en af spiritismens højborge

Rigets budskab har også lydt i La Ciudad de los Brujos (Heksenes by). Dér i Guayama, som ligger på sydkysten, har spiritismen et stærkt tag i folk. Flere fremtrædende forretningsfolk og byrådsmedlemmer er spiritister.

George Snodgrass, en missionær, lærte formanden for den spiritistiske bevægelse dér at kende og blev indbudt til at fremholde Bibelens syn på spiritisme for medlemmerne i spiritisttemplet. Da George ikke kunne ret meget spansk, bad han Ivan Truman, en missionær der tjente i Caguas, om at holde foredraget. På et tidspunkt under programmet blev et af medlemmerne meget ophidset, begyndte at afbryde taleren og at protestere kraftigt mod det der blev sagt. Den ansvarshavende fik ham imidlertid bragt til ro, og broder Truman fik lov til at gøre sit foredrag færdigt. Der blev aflagt et godt vidnesbyrd.

Menigheden af Jehovas Vidner i Guayama begyndte langsomt at vokse. En ældre broder, Pablo Bruzaud, som havde lært sandheden at kende i Den dominikanske Republik, vendte tilbage til sin fødeby og var pioner dér i mange år indtil han døde. Nogen tid senere vendte Randy Morales, der havde lært sandheden at kende i New York, også tilbage til Guayama og blev pioner. Senere gennemgik han Gileadskolen, og nu tjener han som medlem af afdelingskontorets udvalg i Puerto Rico.

 Radioen er med til at udbrede den gode nyhed

Radioen blev brugt meget til at udbrede Rigets budskab i Puerto Rico. De offentlige foredrag ved stævnerne blev ofte sendt over radioen, så folk på hele øen kunne høre Bibelens budskab hvis de ønskede det.

På et tidspunkt var der så mange som 16 radiostationer der sendte Rigets budskab. Derved blev mange, især i landdistrikterne, gjort bekendt med sandheden. Da forkynderne begyndte at nå ud til de isolerede områder var folk modtagelige fordi de havde hørt budskabet i radioen. På grund af stigende driftsudgifter begyndte imidlertid næsten alle stationerne at kræve betaling for programmerne, så vi valgte at bruge vore midler til at nå folk på en mere personlig måde.

En tragisk ulykke

Leo og Eunice Van Daalen, der var blandt de første missionærer i Puerto Rico, planlagde at besøge deres slægtninge i De forenede Stater lige efter mindehøjtiden i 1952. Det ville blive den første tur for deres søn Mark, der var cirka to år gammel. Men straks efter starten fra Isla Grande lufthavn begyndte flyet at få vanskeligheder. Få minutter efter styrtede det i Atlanterhavet cirka otte kilometer fra kysten. Både Leo og Eunice mistede livet. Det blev rapporteret at Eunice druknede efter at hun havde givet sit redningsbælte til en kvinde der ikke kunne svømme. Utroligt nok blev deres toårige søn samlet op flydende på bølgerne. Han blev senere adopteret af sin tante i De forenede Stater og er et trofast vidne den dag i dag.

 Van Daalens var godt kendt over hele Puerto Rico, så de lokale aviser skrev meget om det der var sket med dem. Det gav os mulighed for at tale med mange mennesker om det opstandelseshåb som Van Daalens nærede.

Voldsom modstand i Corozal

Flere steder var der stærk modstand mod Jehovas Vidners aktivitet, men det standsede ikke deres arbejde. Corozal, en by i bjergene sydvest for San Juan, var et af stederne.

Før Rosaura Fuentes vidste hvad Bibelen siger om billeddyrkelse havde hun givet en katolsk gruppe lov til at anbringe et billede af Jomfruen i sit hjem i forbindelse med tilbedelsen af Maria. Men da hun lærte hvordan Gud ser på dette, skrev hun til gruppen at de ikke skulle komme med billedet. (1 Kor. 10:14) Da dette kom præsten for øre, tog han straks han til hende for at fraråde hende at studere Bibelen mere med Jehovas vidner. For at skræmme hende stillede han derefter en højttaler op i et nærliggende hus, og gennem den talte han imod Vidnerne og fordømte hende. I stedet for at kapitulere fortsatte hun imidlertid med at vokse i kundskaben om Gud. Kort efter besøgte en specialpioner, Soledad González, hende for at styrke hende og tage hende med i tjenesten på arbejdsmarken.

Så blev det besluttet at holde en række offentlige foredrag på den åbne plads i Corozal, lige ved siden af kirken. Det gjorde præsten rasende. Han kom ud af kirken, gik hen til taleren og holdt truende sin knyttede hånd op foran hans ansigt. Ugen efter besluttede præsten også at holde foredrag, og med højttaleren skruet op for fuld styrke i et forsøg på  at overdøve den der holdt det offentlige foredrag på pladsen, begyndte han at fordømme brødrene. Alt dette tjente kun til at styrke vor nye søster. Selv om folk i denne by i almindelighed var frygtsomme, begyndte nogle at lytte; blandt dem var der en familie hvorfra to piger senere blev specialpionerer. I dag er der en rigssal i Corozal hvorfra to menigheder udfører deres tjeneste.

Folk kunne se forskellen

I 1952 var der 19 menigheder på øen, og der skulle komme flere til. I en vis forstand bidrog guvernørvalget til fremgangen. Hvordan? Der blev ført en hed valgkampagne som den romersk-katolske kirke åbent deltog i, idet den endda senere dannede et særskilt parti kaldet PAC (Partiet Kristen Aktion). To biskopper støttede aktivt en af kandidaterne og modstod det regerende folkedemokratiske parti.

Mange oprigtige katolikker havde meget imod at religion blandede sig i politik, og de støttede det folkedemokratiske parti, som vandt med stort flertal. På grund af det der fandt sted under denne valgkampagne, forlod en hel del oprigtige katolikker kirken. Nogle af dem lyttede til sandheden og blev tjenere for Jehova. De kunne se forskellen mellem dem der virkelig er adskilt fra verden, som Jesus sagde hans disciple ville være, og dem der ikke er. (Joh. 17:16) Andre som tidligere havde været ubehagelige over for Vidnerne blev mere imødekommende.

Sibia når til Tortola

I september 1952 begyndte afdelingskontoret i Puerto Rico at føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet  på de britiske Jomfruøer, der ligger nordøst for de amerikanske Jomfruøer. Den britiske øgruppe består af cirka 30 større og mindre øer, men kun de større er beboede: Tortola med cirka 9000 indbyggere; Virgin Gorda med cirka 1000; Jost Van Dyke, Anegada, Peter og Salt med nogle få hundrede. De udgør en britisk koloni med en guvernør der er udnævnt af den engelske dronning, men ved samhandel og samfærdsel er de mest knyttet til De forenede Stater.

Der var blevet forkyndt noget på Tortola mange år før den anden verdenskrig. Den britiske regering forbød imidlertid Selskabets publikationer under krigen. Senere, i 1949, ankom missionærskonnerten Sibia til Road Town på Tortola, og de fire brødre på båden forkyndte for folk i et par måneder. De forlod båden tidligt om morgenen og forkyndte ofte i op til ti timer før de vendte tilbage. Om aftenen var der offentlige foredrag i byen, somme tider hver aften. De blev sædvanligvis holdt i det fri, under et træ, med en gaslampe til at lyse op. Somme tider benyttede man en musiktribune. Der kom i hundredvis af tilhørere, og spørgetiden som fulgte efter varede ofte længere end selve foredraget.

Sibia kom to gange mere til Tortola, i 1950 og 1951. Præsterne var naturligvis vrede og prøvede at skabe diskussioner. Ja, en præst fra syvendedagsadventisterne blev så rasende over at broder Parkin ikke ville diskutere med ham at han bogstavelig talt sprang op på broder Parkins ryg og prøvede med magt at trække ham tilbage for at fortsætte diskussionen. vore brødre undgik klogeligt sådanne debatter.

 Missionærhjælp fra Den dominikanske Republik

Da den hårde forfølgelse i det første århundrede bevirkede at de kristne i Jerusalem spredtes til andre områder, medførte det at den gode nyhed blev udbredt. (Apg. 8:1, 4) På lignende måde førte det til fremgang på den puertoricanske arbejdsmark da Den dominikanske Republik forbød Jehovas Vidners arbejde og udviste missionærerne.

Den 3. august 1957 ankom ti af disse missionærer til Isla Verde lufthavn i San Juan. Der var fire ægtepar — Lennart og Virginia Johnson, Raymond og Rhudelle Johnson, George og Nellie Droge, Roy og Juanita Brandt — og to enlige søstre — Kathryn Glass og Dorothy Lawrence. De fik hurtigt tildelt distrikt i forskellige byer på øen, og nye missionærhjem blev åbnet.

En af disse missionærer, Raymond Johnson, nåede ikke at virke længe i sit nye distrikt i Caguas. Han aflagde det sidste hus-til-hus-besøg en formiddag sammen med sin kone og havde netop afsat bogen „Gud Maa Være Sanddru“ da han satte sig i en stol og døde af et hjerteanfald. Ved hans begravelse var der 192 til stede og der blev aflagt et godt vidnesbyrd, ligesom han selv havde aflagt et trofast vidnesbyrd mens han levede.

Af sted til det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“

I 1958 var der megen aktivitet i Puerto Rico. Brødrene var især lykkelige for at tre pionerer fra Puerto Rico havde lejlighed til at gennemgå missionærskolen Gilead. De var med i den klasse der havde afslutningshøjtidelighed under det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ på Yankee  Stadium i New York. Men de var ikke de eneste der var til stede fra denne del af verden.

Omkring 400 brødre og søstre fra Puerto Rico og Jomfruøerne gjorde turen til New York for at overvære dette historiske stævne. De udgjorde omkring en femtedel af alle forkynderne her på det tidspunkt. Man chartrede adskillige fly. Da gruppen vendte tilbage, var alle fyldt med begejstring og ivrige efter at gøre deres del i forkyndelsesarbejdet.

Puerto Rico havde sit eget stævne med temaet „Den guddommelige Vilje“ i Caguas i september, et seksdages stævne med stort set det samme program som det der blev fremført i New York. Derefter havde alle forkynderne meget travlt med at uddele den særlige resolution der blev vedtaget ved stævnet. Denne resolution indeholdt en koncis fremstilling af sandheder som folk overalt havde brug for at kende. I alt blev der uddelt omkring 200.000 eksemplarer over hele Puerto Rico.

Sankt Croix slutter sig til lovprisningen af Jehova

Den største af Jomfruøerne er Sankt Croix, der ligger 64 kilometer syd for hovedgruppen. Da Edwin  Bobb og hans kone tog dertil for at gøre Rigets budskab kendt, reagerede nogle gunstigt, og i 1949 blev den første menighed af Jehovas Vidner oprettet dér. Senere var Ted Klein og hans kone med til at bygge på denne grundvold. Andre brødre fra De forenede Stater kom for at være med i arbejdet. Som følge deraf er der i dag fire menigheder på øen, to engelske og to spanske, som i forening priser Jehova.

Forandringer i en voksende organisation

Sidst i 1950erne havde organisationen fået godt fodfæste her. Missionærerne var højt elskede og deres arbejde blev meget værdsat. Men tiden var kommet hvor mange af dem med fordel kunne flyttes fra Puerto Rico til andre arbejdsmarker. Nogle fik derfor ny distriktstildeling i Argentina, og andre rejste til Den dominikanske Republik, hvor forbudet var blevet hævet og der stadig var meget at gøre.

Der skete også forandringer i ledelsen på afdelingskontoret. Donald Elder havde assisteret afdelingstilsynsmanden, men i april 1960 måtte han og hans kone rejse på grund af hendes dårlige helbred, og han blev erstattet af Ronald Parkin. Da broder Parkin gennemgik det særlige timåneders gileadkursus i 1962, kom Lennart Johnson ind på afdelingskontoret for at assistere Emil Van Daalen, der havde ført tilsyn med arbejdet de sidste otte år. Efter at Emil havde gennemgået det særlige gileadkursus i 1963, fik han ny distriktstildeling på Bahamaøerne, og broder Parkin fik overdraget ansvaret for afdelingskontoret i Puerto Rico.

 Blodtransfusioner påtvunget ved retskendelser

Mange Jehovas vidner i Puerto Rico har fået deres tro sat på prøve fordi de har fulgt Bibelens befaling om at ’afholde sig fra blod’. (Apg. 15:28, 29) De fleste har stået fast på deres beslutning om at adlyde Jehovas befaling. Nogle få er gået på kompromis. Mange har fået blodtransfusioner påtvunget ved retskendelser. Hvordan er det gået til? Lægen eller en slægtning er gået til en dommer og har fået en kendelse om at der skal gives blod til trods for at patienten eller de der er ansvarlige for ham har modsat sig det. Dette er sket selv om patienten har underskrevet en erklæring om at der ikke må bruges blod og at hospitalet og lægerne er fritaget for ethvert ansvar i forbindelse med komplikationer der kan tilskrives denne nægtelse.

Denne situation befandt Ana Paz de Rosario sig i. Da hun i 1961 var gravid, fik hun af lægen at vide at hun måtte gennemgå en operation, ellers var der fare for at både hun og barnet døde. Hun blev indlagt på hospitalet og ventede på at blive opereret, da lægen blev rasende fordi hun nægtede at modtage blod. Der blev straks ringet til dr. Basilio Dávila, som var villig til at operere uden blod. Selv om hendes blodprocent var meget lav, gik operationen godt. Imidlertid døde barnet senere.

Efter at vor søster var kommet hjem stødte der komplikationer til. Hun måtte igen på hospitalet. Hendes fætter kom til det resultat at hun skulle have blod, så gennem en sagfører gik han til en dommer. Uden at rådføre sig med overlægen udstedte dommeren en retskendelse om at der skulle  gives blod og sendte endda en politibetjent hen for at sikre sig at kendelsen blev effektueret. Der blev imidlertid anmodet om en anden retskendelse som omstødte den første, men det blev ikke nødvendigt at udstede den fordi der, ifølge lægen, ikke var brug for at give blod. Patienten kom sig fint.

Femten år senere, i 1976, blev søsteren syg og tog på hospitalet for at blive undersøgt. Det viste sig at hun havde koldbrand i tyndtarmen og at den inficerede del af tarmen måtte fjernes. Lægen var villig til at operere uden at give blod. Operationen blev foretaget og hun kom sig, selv om hendes tilstand var kritisk.

Men den samme slægtning som 15 år tidligere havde skaffet en retskendelse, hørte at hun var syg og tog straks affære som tidligere, besluttet på at tvinge hende til at tage imod blod. Igen blev dommeren kontaktet og en retskendelse blev udstedt uden at man havde rådført sig med lægen. Da lægen sagde at han allerede havde udført operationen og at der ikke var brug for at give blod, blev der udstedt en arrestordre mod ham. Selv om han forklarede hvorfor han ikke havde givet blod, blev der udstedt en retskendelse om at hospitalet skulle give blod imod patientens ønske. For at effektuere denne kendelse, blev fem bevæbnede politibetjente sendt til hospitalet. Da søster Rosario så mændene, råbte hun: „Gør det ikke! Jeg er ingen forbryder!“ Men de holdt hende tilbage og bandt hurtigt hendes hænder og fødder til sengen og tvang blod i hende, idet de endda blottede halsåren for at tvinge blodet i hende ad den vej da det havde vist sig at de ikke kunne indføre blodet gennem hendes arm. På det  tidspunkt faldt hun hen i en choktilstand og kom aldrig til bevidsthed igen.

Detaljer om denne afskyelige krænkelse af samvittighedsfriheden og menneskeværdigheden blev offentliggjort i Vågn op! for 8. september 1977. Dette blad blev afleveret personligt til alle læger, sygeplejersker, sagførere og dommere i Puerto Rico, og det blev uddelt i stort antal over hele øen.

Der er nogle få læger her som er villige til at operere uden at give blod. Afdelingskontoret har en liste over dem og henviser brødrene til dem hvis de beder om det. Ikke desto mindre rapporteres der stadig, ofte i pressen, om tilfælde hvor der er givet blod efter en retskendelse til trods for patientens protester. Mange af disse tilfælde drejer sig om mindreårige, som af mange læger og dommere ikke anses for at have nogen myndighed over deres eget legeme, og et betydeligt antal tilfælde drejer sig om voksne. I et forsøg på at undgå dette har flere Jehovas vidner før de lader sig indlægge, aflagt en skriftlig beediget erklæring om deres standpunkt, sådan at hospitalspersonalet vil respektere deres ønske om ikke at få blod.

Hindringer der vendte sig til velsignelser

Året 1963 var et spændende år, for mange brødre planlagde at overvære endnu et internationalt stævne på Yankee Stadium i New York. Denne gang havde omkring 500 mulighed for at få denne storslåede oplevelse. Og fra den 3. til den 6. oktober blev det samme program præsenteret ved et stævne i Ponce.

 Stævnet skulle faktisk have været holdt en uge tidligere. Men en indflydelsesrig kaffedyrkerforening havde også bedt om at måtte leje baseballparken i Ponce, og ved en fejltagelse havde Jehovas Vidner og kaffedyrkerforeningen fået tildelt de samme datoer. Parkens ledelse spurgte Jehovas Vidner om de kunne flytte deres stævne. Det var et stort arbejde at ændre planerne og at give brødrene besked derom. Men meget interessant skete der det at netop i den uge hvor kaffedyrkerforeningen havde sit stævne, passerede en lille orkan tæt forbi Ponce og vejene blev ufremkommelige. Den følgende weekend, hvor vi havde vort stævne, var vejret fint.

Dernæst fandt vi ud af at Puerto Ricos guvernør havde planlagt en særlig baseballkamp torsdag aften. Det krævede også ekstra arbejde fra vor side. Aftenprogrammet blev flyttet til fredag formiddag. Da programmet var færdigt torsdag eftermiddag blev platformen fjernet, og brødrene ryddede stadionnet. Men ved 18-tiden kørte en stor lastbil ind i en lysmast i nærheden af stadion, hvorved transformatoren blev sat ud af kraft. Der var ingen strøm i sportsparken torsdag aften, så der blev ikke spillet nogen kamp, og der var derfor heller ikke en masse som skulle ryddes op bagefter.

Tjeneste hvor behovet er større

I 1964 var der 60 menigheder som rapporterede i Puerto Rico. Mange af disse var blevet oprettet som følge af specialpionerernes arbejde. I 1960erne tog mange indfødte puertoricanere, både brødre og søstre, specialpionertjenesten op. Eftersom de var vokset op på øen blev de nogle steder hurtigere  accepteret end missionærerne blev. Disse specialpionerer blev sendt til de mindre byer hvor missionærerne ikke havde været, og i nogle tilfælde erstattede de missionærer som havde fået en anden distriktstildeling. Således opstod der menigheder i Isabela, Yauco, Arroyo, Ceiba, Dorado, Corozal, Naranjito og mange andre byer.

For at styrke disse nye menigheder og for at oprette andre, blev forkynderne tilskyndet til at flytte fra de større byer til steder hvor behovet var større. Blandt dem der tog imod denne indbydelse var broder og søster Bonifacio Ríos, der flyttede fra San Juan til Aguas Buenas i bjergene vest for Caguas. Ved en fælles indsats fik de oprettet en bogstudiegruppe; så begyndte de at holde et regelmæssigt vagttårnsstudium, og i november 1963 blev der oprettet en menighed.

Søster Ríos var allerede pioner. Med tiden blev broder Ríos det også, og de blev begge specialpionerer på øen Vieques, der ligger sydøst for Puerto Rico. Nu er de i kredstjenesten.

Manfredo Vencebí ønskede også at tjene hvor der var størst brug for hans hjælp, så han og hans kone og deres mindreårige sønner forlod New York, hvor de havde lært sandheden at kende, og slog sig ned i Guayanilla. Selv om han var familiefader, var han i stand til at tjene som specialpioner. Efter at der var blevet oprettet en menighed i Guayanilla, flyttede de til Guánica for at hjælpe med at styrke menigheden dér. Da øgede familieforpligtelser bevirkede at Manfredo måtte opgive specialpionertjenesten, fortsatte han som almindelig pioner i menigheden i Yauco. Derfra flyttede familien til Canóvanas  for at styrke menigheden dér. Deres tre sønner er voksne nu. De har alle tjent på Brooklyn Betel, og én er der stadig sammen med sin kone. Manfredo har stadig et stærkt ønske om at tjene hvor behovet er større. Selv om han har en teenagedatter at sørge for, er han kredstilsynsmand.

Internationalt stævne — men hvor?

Da vi gik ind i året 1966 var der megen spænding i Puerto Rico og på Jomfruøerne. Hvorfor? Fordi Puerto Rico var blevet udvalgt til at have et af stævnerne i den række af internationale stævner der blev holdt i Mellem- og Sydamerika. Det skulle holdes her i januar 1967.

Men hvilke lokaliteter var egnede? Der var kun to steder som var store nok. Det ene var det store nye Hiram Bithorn Municipal Stadium. Det andet var det noget forsømte stadion Sixto Escobar. Der blev truffet foranstaltninger til at bruge Hiram Bithorn. Alt syntes at gå godt, indtil det viste sig at baseballfinalerne skulle spilles samme uge som stævnet skulle afholdes. Så forsøgte vi at få det gamle stadion. Da sportsparkernes inspektør hørte om dette, ville han ikke gå med til det. Han mente ikke at det var passende at invitere folk fra hele verden til et stadion der var så forfaldent.

Til sidst besluttede vi at prøve endnu en gang at få Sixto Escobar stadion, idet vi satte vor lid til Jehova. Der blev bedt til Jehova, hvorefter broder Parkin tog røret og ringede til den øverste på sportsparkernes administrationskontor. Da telefonen ringede, stod denne mand, Julio Monagas, lige ved siden af. Sekretæren rakte ham røret, og da han  hørte vor sidste anmodning, gav han sit samtykke. Hvilken glæde var der ikke på afdelingskontoret! Men der lå et vældigt arbejde forude med at gøre stedet rent og præsentabelt så vi kunne modtage de brødre og søstre der ville komme.

Dette stævne viste sig at være det hidtil største i Puerto Rico. Der kom 3000 gæster fra De forenede Stater og enkelte fra andre caraibiske lande. Det var et stort arbejde at tage sig af dem alle. Hele programmet blev fremført både på engelsk og spansk. For første gang var der bibelske skuespil på programmet, og de samme skuespillere fremførte skuespillene for begge sproggrupper. Det hele gik som det skulle i de fem dage, og vi var alle glade for at der den sidste dag var et samlet tilhørertal på 8604. De var kommet fra 19 lande og øgrupper.

Vækst kræver nyt afdelingskontor

Stævnerne har været milepæle i vor teokratiske historie. Og ved stævnet i 1968 modtog vi en bog der har vist sig at være et yderst virksomt redskab i forbindelse med at hjælpe mennesker med en ret hjerteindstilling til at gøre sandheden til deres egen. Det er studiebogen Sandheden der fører til evigt liv. Denne bog, der af brødrene omtales som „la bomba azul“ (den blå bombe), blev frygtet af kristenhedens præster. Efter at den var blevet udgivet steg antallet af afsatte bøger på ét år fra 64.000 til 167.000, og antallet af bibelstudier steg til ét pr. forkynder. Der er næppe et hjem i Puerto Rico som ikke har denne bog.

Der kom så mange bøger og blade til Puerto Rico fra Selskabets trykkeri i Brooklyn at der simpelt  hen ikke var plads nok til at opbevare dem indtil de skulle sendes ud til menighederne. Garagerne bag ved betelhjemmet var blevet ombygget til lagerrum, men nu var dette overfyldt. Selv i indgangspartiet til afdelingskontoret var der fyldt op med bogkartoner på begge sider. Så fik vi tilladelse fra Selskabets hovedkontor til at se efter en grund hvor vi kunne bygge et nyt afdelingskontor med betelhjem og rigssal.

Den nye bygning blev udelukkende opført af brødrene. Nogle arbejdede hver dag, og om aftenen og i weekender kom der i hundredvis af frivillige. Godt 16 menigheder skiftedes til at tilberede middagsmåltidet til arbejdsstyrken. Den 29. april 1969, efter syv måneders hårdt arbejde, flyttede afdelingskontoret ind i de rummelige nye lokaler. Nogle få dage senere var broder Knorr til stede for at deltage i indvielsesprogrammet.

Rigssale

Eftersom menighederne voksede så hurtigt og nye blev oprettet, var der et stadig stigende behov for egnede mødesteder. I begyndelsen mødtes menighederne i private hjem. Efterhånden som menighederne voksede, gik man over til lejede lokaler. Nogle af dem var i en meget dårlig stand, og der skulle gøres meget for at gøre dem præsentable. I Mayagüez lejede man en stor sal oven over en skoforretning der hed La Gloria, så deres mødested blev kendt som Los altos de la Gloria (Herlighedens højder).

Så begyndte menighederne at bygge deres egne rigssale. Den første rigssal i Puerto Rico der blev  bygget af brødre var sandsynligvis den i Saint Just, en landmenighed nær byen Carolina. Siden da har andre menigheder enten bygget deres egne rigssale eller ombygget huse eller andre eksisterende bygninger og omdannet dem til behagelige og tiltalende mødesteder. Til dato er der blevet bygget omkring 140 rigssale af brødrene i Puerto Rico og på Jomfruøerne. For nylig blev der bygget to rigssale vinkelret på hinanden på den samme grund i Levittown; der kommer to menigheder i hver. Og i Ponce er en stor toetages bygning blevet ombygget og indrettet med en rigssal på hver etage, hvor der også kommer fire menigheder. I Bayamón er der blevet bygget et kompleks af tre rigssale på én stor grund for at dække behovet i det område.

Det internationale stævne i 1973

I 1973 lejede vi Hiram Bithorn Municipal Stadium til det internationale stævne. De fleste af gæsterne kom fra De forenede Stater med 13 store chartrede jetfly fra luftfartsselskabet Pan American. Andre kom fra forskellige caraibiske øer. Det var et omfattende arbejde at sørge for transport af brødrene fra lufthavnen til hotellerne og til og fra stævnet hver dag. Der blev også arrangeret særlige ture så de besøgende brødre kunne se nogle af de interessante steder i San Juan og på resten af øen. En af turene gik til det berømte bjerg El Yunque, hvor der falder cirka 510 centimeter regn om året og hvor vegetationen er så frodig som ingen andre steder i verden.

Så vidt vides var der over 7000 gæster. Foruden det almindelige program var der specielle engelske møder hvor brødre fra de forskellige caraibiske  lande der var repræsenteret, såvel som fra Puerto Rico, fremførte interessante programpunkter for at gøre de besøgende brødre bekendt med det der var blevet gjort for at fremme forkyndelsen af Riget i deres respektive lande.

Til trods for skylregnen den sidste dag blev dette det hidtil største stævne der var blevet holdt i Puerto Rico. Et skybrud under skuespillet om Noas dage virkede endda som en forstærkning af det der blev fremført. Der var cirka 15.000 siddepladser, men i alt 30.840 fyldte stadion og det område der blev brugt til de engelske møder. Ti år senere, i 1983, var det, selv uden store internationale delegationer, nødvendigt at bruge tre stadionner samtidig for at få plads til de store skarer som strømmer til Jehovas folks sammenkomster!

Fantastisk fremgang

I 1970erne oplevede vi en vældig forøgelse i antallet af rigsforkyndere. Ved begyndelsen af tjenesteåret 1970 var der 5530 forkyndere. I marts 1971 var der 8000 forkyndere. Da det internationale stævne i 1973 blev afholdt var tallet 11.206. Hver måned blev der oprettet nye menigheder. I juni 1977 nåede forkyndertallet et højdepunkt på 16.761, og så fulgte der en vis tilbagegang.

Åbenbart havde nogle forkyndere ikke tjent Jehova med evigheden for øje, men havde satset på året 1975. Da deres forventninger angående dette år ikke blev indfriet, kølnedes deres kærlighed til Jehova og de forlod hans organisation. Forkyndertallet faldt til 14.775 i august 1978, et fald på næsten 2000 på ét år. Tilbagegangen fortsatte i tre år. Nye kom til, men flere forlod os. På grund af den  vanskelige økonomiske situation i Puerto Rico flyttede mange desuden til De forenede Stater. Endelig, i januar 1982, nåede vi atter et nyt højdepunkt i antallet af forkyndere.

Siden da er der på ny kommet gang i Rigets arbejde. Der er nu over 21.700 forkyndere, og styrken af det vidnesbyrd der aflægges er øget i takt med det stigende antal pionerer. Siden 1982 er antallet af almindelige pionerer mere end fordoblet. Når hjælpepionererne tælles med er der i Puerto Rico hver måned gennemsnitlig 1535 heltidsforkyndere. På Jomfruøerne er næsten 10 procent af forkynderne i pionertjenesten, og den nidkære skare af rigsforkyndere på disse øer brugte sidste år mere end 110.000 timer til offentligt at forkynde deres overbevisning om at Guds rige er menneskehedens eneste håb.

Behovet for egnede stævnehaller

I mange år har der været afholdt regelmæssige kredsstævner. I den første tid blev der lejet små sale til dette formål. Som vi blev flere og menighederne blev større, samledes vi i små baseballparker. De findes i næsten hver eneste by i Puerto Rico. Det er gratis at benytte dem, men det var et enormt arbejde at gøre dem præsentable til et stævne. For at der kunne være siddepladser nok måtte vi ofte leje stole et andet sted og køre dem til stævnepladsen, og der måtte også indrettes en bespisningsafdeling. Brødrene arbejdede hårdt i flere dage forud for et kredsstævne. Nogle gange lejede vi haller, men de var som regel blot en skal; vi måtte selv komme med alt. Én gang blev et stævne holdt på torvet i en  by, med rådhuset til den ene side og den katolske kirke til den anden. Vore stævner blev ofte afbrudt af regnvejr.

Som tiden gik blev det vanskeligere og vanskeligere at få selv disse lokaliteter. Når vi havde reserveret en baseballpark, skete det hyppigt at arrangementet senere blev annulleret til fordel for en sportsbegivenhed. Derfor begyndte brødrene at tænke alvorligt på at bygge deres egne stævnehaller.

På sydkysten, mellem Ponce og Mayagüez, blev der købt en grund. I de år hvor brødrene rejste de nødvendige midler og byggede hallen, afviklede de kredsstævnerne under et bliktag på byggegrunden, meget lig det de havde gjort i baseballparkerne. Men her behøvede de ikke at stille det hele op før hvert stævne og bagefter bryde det ned igen. Nu har de en dejlig stævnehal med plads til over et tusind tilhørere.

 Øst for Arecibo lejede brødrene et stykke jord hvorpå de rejste midlertidige stævnefaciliteter indtil de kunne begynde at bygge. Grunden viste sig imidlertid at være uegnet til en permanent stævneplads, så man begyndte at lede efter en anden. Til sidst købte man i 1976 en grund ude på landet i nærheden af Caguas, lige ved siden af en hovedvej der var ved at blive anlagt mellem Ponce og San Juan. Dér blev der opført en dejlig stævnehal med plads til 1500.

I disse to stævnehaller bliver alle kredsstævner i Puerto Rico nu holdt. Der er som regel mange til stede, i gennemsnit godt og vel 60 procent over det samlede forkyndertal.

Vi ser fremad

Menighederne vokser hurtigt. Rigssalene er stuvende fulde. Nye menigheder oprettes. Nye rigssale bygges og indvies. I 1986 var der 57.328 til stede ved fejringen af Herrens aftensmåltid.

Der er nu én forkynder for hver 164 indbyggere. Både i Puerto Rico og på Jomfruøerne forkyndes der regelmæssigt selv i den fjerneste afkrog. Nogle distrikter gennemarbejdes hver uge eller deromkring. Der er ikke noget isoleret distrikt. Hvor mange der endnu vil reagere gunstigt på Rigets budskab ved vi ikke, men døren er stadig åben og Jehovas folks lokale organisation er indstillet på yderligere vækst.

Puerto Rico har sandelig vist sig at være en „rig havn“ for de over 21.700 der har fundet den sande rigdom, den rigdom der vil føre til evigt liv. Måtte mange flere finde denne rigdom før Jehova lukker døren når ’den store trængsel’ bryder løs.

[Kort på side 81]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

PUERTO RICO OG JOMFRUØERNE

San Juan

Arecibo

Aguadilla

Bayamón

Corozal

Mayagüez

Caguas

Ponce

Cayey

Guayama

ANEGADA

VIRGIN GORDA

TORTOLA

ST. THOMAS

ST. JOHN

VIEQUES

ST. CROIX

[Illustration på side 71]

Ambrosio Rosa García, et af de første indfødte døbte Jehovas vidner i Puerto Rico; her sammen med sin kone Lydia

[Illustration på side 82]

Theophilus og Doris Klein, nidkære missionærer der har tjent her siden 1947

[Illustration på side 98]

Ronald Parkin, koordinator i afdelingskontorets udvalg i Puerto Rico, sammen med sin kone Maxine

[Illustration på side 111]

Stævnehallen i nærheden af Caguas