Schweiz og Liechtenstein

HVAD minder det dig om når du hører ordet Schweiz? Minder det dig om bjerge, ure, ost eller lækker chokolade? Der er noget af langt større betydning end dette i Schweiz. Men lad os først  fortælle noget om selve landet.

I århundredet før Jesus Kristus trådte offentligt frem med sin forkyndelse i Israel, havde keltiske folkeslag i Mellemeuropa — de såkaldte helvetiere — forsøgt at vandre til sydens mildere egne. Men den romerske hær havde under Julius Cæsar spærret dem vejen. Efter et slag i år 58 f.v.t., der endte med et stort blodbad, blev de overlevende helvetiere tvunget til at vende om og atter slå sig ned i bjerglandet mellem Rhinen og Genèvesøen. I løbet af mange århundreder opstod her et forbund der senere blev kaldt Confederatio Helvetica, eller blot Helvetia. Du kender sikkert dette land under sit nutidige navn, Schweiz.

Schweiz er et lille land i Europas hjerte — kun 41.293 kvadratkilometer. Mod nord ligger Tyskland, mod vest Frankrig, mod syd Italien og mod øst Østrig og Liechtenstein. Der er få lande som kan byde på så store variationer i landskabet på så lille et område: høje sneklædte bjerge i landets midte og palmer som vejtræer i syden. De cirka 6,5 millioner indbyggere er delt i fire kultur- og sproggrupper: tysk, fransk, italiensk og rætoromansk. De der taler rætoromansk kan som regel også tysk eller italiensk. Desuden er mange udlændinge kommet til landet for at arbejde eller for blot at bo der, og de taler mange andre sprog.

Den religiøse situation

De fleste der bor i Schweiz tilhører den protestantiske eller den romersk-katolske kirke. I dag bor medlemmerne af disse trosretninger dør om dør i byerne, men der er endnu steder hvor den ene eller  den anden konfession er fremherskende. For eksempel er Genève og Zürich historisk kendt som de protestantiske reformatorer Calvins og Zwinglis byer. Bern, Basel og Lausanne er også overvejende protestantiske, mens St. Gallen, Luzern og Lugano hovedsagelig er katolske, og den gamle by Fribourg er den romerske kirkes højborg på grund af byens katolske universitet og mange katolske præsteseminarier.

Ofte er grænsen til en kanton (det vil sige en delstat eller provins) også en religiøs grænse, idet en kantons befolkning kan være enten fortrinsvis katolsk eller fortrinsvis protestantisk. Når man for eksempel taler om det centrale Schweiz, Valais eller Ticino vil en schweizer straks forbinde det med katolicisme. Folk der kommer fra kantonerne Bern, Neuchâtel eller Zürich — for at nævne nogle få — er derimod sædvanligvis protestanter.

Der findes naturligvis også andre kirkesamfund, såsom kristelige katolikker, jøder, metodister og mange andre. Og i nogle landsbyer er der i snesevis af forskellige religiøse grupper.

Ville en sådan udpræget religiøs befolkning tage imod budskabet om Riget med glæde? Det skal vi komme nærmere ind på.

Bibelens sandheder kommer til Schweiz

I 1891 foretog Watch Tower Societys første præsident, Charles T. Russell, en rejse til forskellige lande i Europa og Mellemøsten. Blandt de steder han kom til var også Bern i Schweiz. Han rejste ikke, sagde han, for at se „mærkelige, gamle ruiner,  slotte og lignende“, men fordi han gerne ville „træffe menneskene, så han kunne lære deres livsform, tankegang og karaktertræk at kende“. Han nævnte senere i sin beretning, der blev trykt i Zion’s Watch Tower for november 1891, at han i Schweiz som i andre lande fandt arbejdsmarken ’moden og egnet til at blive høstet’.

Han foreslog derfor Adolf Weber at han skulle gå „ind i Herrens vingård“ i Schweiz. Broder Weber var schweizer og havde lært sandheden at kende i De forenede Stater, hvor han havde haft et deltidsarbejde som gartner for broder Russell. Broder Weber tog imod opgaven uden tøven. Han var veludrustet til den, idet han talte tre af hovedsprogene i Schweiz. I januar år 1900 slog han sig ned i Les Convers i Jurabjergene, hvor han var født.

Broder Weber tjente til livets ophold som gartner og forstmand, men hans største interesse var at så sandhedens sæd. Han begyndte med de folk han arbejdede sammen med, og udvidede sit distrikt ved at gå til andre landsbyer og byer og ved at tale med mennesker overalt hvor han traf på dem. Om vinteren begav han sig sædvanligvis til fods ind i Frankrig og så langt mod syd som til Italien for at forkynde. Om foråret vendte han så tilbage til Les Convers. Foruden de allernødvendigste personlige ejendele havde han stoppet sin rygsæk med så mange bøger og brochurer som han overhovedet kunne bære.

En dag da han krydsede Hagneckkanalen i kanton Bern traf han på broen en mand som han forkyndte for. Da han stillede sin rygsæk fra sig, gled en bog imidlertid ud af den og faldt ned i det  lave vand ved kanten af slusen, lige foran risten. Da slusevogteren senere kom for at rense risten fandt han bogen, tørrede den og begyndte at læse den. Det var broder Russells første bind af Studier i Skriften. Slusevogteren og hans kone undrede sig i høj grad over det de læste, og de blev overbevist om at de havde fundet sandheden.

Annoncer vakte interesse

Broder Weber lod det ikke skorte på initiativ for at få noget i gang. Foruden at han forkyndte indrykkede han annoncer i forskellige aviser for Studier i Skriften, skønt den slags reklame for det meste var temmelig dyr. Han sørgede også for at nogle bogsælgere fik Studier i Skriften med i deres kollektion. Inden længe skrev folk fra forskellige dele af landet efter bøgerne. De der boede på samme egn blev sat i forbindelse med hinanden og opfordret til at komme sammen til studiemøder. Dengang var det knapt med underholdning, og venner og bekendte kom villigt til sådanne møder når de blev indbudt. De fandt som regel selv ud af hvem der skulle lede studiet, og ofte skiftedes man til det.

Traktater spillede en stor rolle i begyndelsen. De få indviede brødre samlede sig mod nok til at uddele dem foran kirker, eller de sendte dem med posten i tusindvis til husstande i den tysktalende del af Schweiz. Brødrene i De forenede Stater hjalp også med at få arbejdet i gang ved at sende numre af Zion’s Watch Tower til venner og slægtninge i Schweiz. Nogle af disse kom senere i sandheden. — Præd. 11:1.

 Præsidenten ved døren

Blandt de første der kom i sandheden gennem broder Weber var Anna Bachmann i Basel. Skønt hun var kommet regelmæssigt i den evangeliskreformerte kirke blev hendes interesse for at studere Bibelen vakt da broder Weber fortalte hende om Bibelens grundsandheder og Guds hensigt med menneskene. Hun modtog Guds Verdensplan og studerede den helt alene, da der ikke fandtes nogen i hendes nærhed som kunne hjælpe hende. Et år senere kom broder Weber igen, besvarede hendes spørgsmål på sin rolige måde og opmuntrede hende til at studere videre i Guds ord.

Så i maj 1903 stod der til hendes overraskelse to besøgende ved hendes dør. Den ene var en bibelstudent fra det nærliggende Mülhausen (byen var dengang tysk, men er nu fransk), og den anden var selve Watch Tower Societys præsident, broder Russell. Den efterfølgende samtale, hvorved bibelstudenten virkede som tolk, var meget opbyggende og  hjalp Anna Bachmann til at gøre fremskridt. Med tiden blev hun en hengiven Jehovas tjener, og både hendes mand og senere hendes søn Fritz kom med i sandheden. Flere andre viste også interesse, og i 1909 blev der derfor oprettet en studiegruppe i Basel. Fritz Bachmann, der nu er i en fremskreden alder, er stadig medlem af en af menighederne i Basel.

Behov for franske publikationer

I De forenede Stater havde man trykt Zion’s Watch Tower på tysk siden 1897. Da det også begyndte at udkomme på fransk i 1903 glædede det broder Weber, men han var af den mening at der også var et meget stort behov for Studier i Skriften på fransk til at fremme forståelsen af Bibelen. Derfor oversatte han selv bøgerne. Senere fulgte andre publikationer, og Selskabet oprettede et lille kontor med et boglager i Yverdon i 1903.

Det var ikke så mange der tjente Jehova dengang. Møder, selv stævner, blev afholdt i private hjem. Men fremtiden tegnede lyst og brødrene var nidkære. Adolf Weber blev udnævnt til leder af arbejdet i den fransktalende del af landet. I den tysktalende del af Schweiz blev der oprettet et lille kontor i Zürich som stod til tjeneste med information og læsestof. Afdelingskontoret i Barmen-Elberfeld i Tyskland førte tilsyn med det.

Broder Russells opbyggende besøg

Stævner spillede en vigtig rolle fra begyndelsen. Et sådant blev afholdt i Zürich i 1910 med cirka 100 stævnedeltagere. Fra år til år tog antallet af  tilstedeværende til, og broder Russell fandtes ofte blandt dem.

Når man ser tilbage på den tid kan man ikke andet end undres over hans foretagsomhed. Rejselivet i begyndelsen af dette århundrede var ikke så komfortabelt som det er i dag, og det tog meget længere tid, og alligevel påtog broder Russell sig næsten hvert år at krydse Atlanten for at styrke brødrene i Europa og give arbejdet endnu et skub fremad. Hans rejseplan var overvældende!

I 1912 kom han til Genève, Basel, Zürich og St. Gallen. Hans offentlige foredrag, „Hinsides Graven“, blev annonceret ved hjælp af store plakater der viste en finger som pegede på en procession af gejstlige og bar teksten: „Ve eder, . . . thi I har taget Kundskabens Nøgle.“ (Luk. 11:52, oversættelsen af 1907) Emnet åbnede mange menneskers øjne og vakte stort røre. Overalt i hver by talte folk om beviserne for at der ikke er noget brændende helvede, at de døde er uden bevidsthed og at de har håb om at komme til at leve igen. (Præd. 9:10; Apg. 2:22-31; 24:15) Nyheden bredte sig som en præriebrand. De sale der blev lejet til formålet lod aldrig til at være store nok. Store skarer af mennesker måtte gå forgæves på grund af pladsmangel. Denne kundgørelse af sandheden om de dødes tilstand rystede den traditionelle religion i sin grundvold.

Pinlige spørgsmål til gejstligheden

Nogle begyndte at stille deres præst pinlige spørgsmål. En af dem var Clara Adler, der havde fået brochuren Hvor er de døde? af en slægtning og læst den med stor interesse. Dens tydelige redegørelse  for de dødes tilstand og det håb der er beredt hele menneskeheden fik hende til at styrte hen til sin præst for at dele sin begejstring med ham.

’Han har bestemt aldrig læst noget så vidunderligt,’ tænkte hun. Men ak, hans svar var: „Jeg ved det, jeg ved det, . . . men De ville have bedre af ikke at læse den slags.“ Søster Adler tabte imidlertid ikke modet. Hun siger: „Selv om jeg kun kendte meget lidt til sandheden dengang, betød Bibelens ord mere for mig end præstens. Nu gik det op for mig at det ikke var nødvendigt at have studeret teologi for at forstå Guds ord, men at Gud havde givet os mennesker evnen til selv at tænke for at vi skulle gøre god brug af den.“ Det gjorde hun så, og hun har hjulpet mange andre til det samme.

Skønt de sandheder broder Russell forkyndte, i høj grad foruroligede mange gejstlige, var der nogle præster som satte pris på hans arbejde for at lade nøjagtig bibelkundskab vinde frem. En af dem var Ludwig Reinhardt. Han udgav i 1877 en oversættelse af „Det nye Testamente“ til tysk, der gør sig bemærket ved at gengive Lukas 23:43 på denne måde: „Og Jesus sagde til [forbryderen]: I sandhed siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ I et brev til en bibelstudent i 1908 skrev denne protestantiske præst: „De ser altså at jeg kender bevægelsen ’Millenniets Daggry’ særdeles godt og varmt værdsætter broder Russells og hans medarbejderes energiske og selvopofrende arbejde. . . . Da jeg er meget ivrig efter at fjerne så mange unøjagtigheder som jeg kan, og at udgive så trofast og nøjagtig en oversættelse som muligt, ville jeg være Dem og broder Russell meget taknemmelig hvis De  ville anføre alle de steder i min oversættelse som De har indvending imod.“

„Pilgrimme“ styrker de troende

„Pilgrimme“ var rejsende repræsentanter for Selskabet, sådan som kredstilsynsmændene er det i dag. Deres arbejde bidrog til at forene brødrene og bringe dem i nærmere forbindelse med Guds organisation. Selskabet meddelte i Vagttårnet hvilken rejserute man havde i sinde at lade pilgrimsbrødrene følge, og menigheder og grupper langs denne rute skrev så til Selskabet og bad om at få et besøg. Pilgrimmene var udmærkede talere, og der kom sædvanligvis mange til deres offentlige foredrag. I 1913 havde der for eksempel været i alt 8000 som hørte deres foredrag i Schweiz.

Der er stadig nogle som husker brødrene Herkendell og Buchholz fra Tyskland og andre pilgrimme for deres kærlige hjælp. De blev kun en eller to dage hvert sted, og de brugte deres bibelkundskab til at give brødrene åndelig indsigt og til at tilskynde de nyinteresserede til ikke at lade sig skræmme af modstanderne. Broder Wellershaus’ yndlingsemne var tidsregningen. Han plejede at holde lange foredrag ud fra tegninger og tabeller, og når pilgrimsarbejdet nævnes huskes dette endnu af dem der overværede hans foredrag dengang.

Forventningen til 1914

Siden 1876 var året 1914 blevet fremholdt for bibelstudenterne som et historisk vendepunkt. De såkaldte hedningernes tider på 2520 år ville da udløbe. (Luk. 21:24) Søster Berta Obrist husker at  hendes familie ofte gjorde nar af hende når hun fortalte at der ville komme en krig i det år. „Hold op med at tale om 1914!“ sagde hendes bedstemoder vredt. Men bedstemoderen blev slået af forundring og det gjorde et stort indtryk på hende da krigen virkelig brød ud i 1914!

Lille Huldas forældre i Schaffhausen kunne ikke tro at der ville ske en stor forandring i verdensforholdene i 1914, sådan som en bekendt blev ved med at fortælle dem ud fra Bibelen. Men søster Hulda Peter husker at hendes moder var helt ude af sig selv da så krigen brød ud. Nu havde hun mange spørgsmål, og hun ville fremfor alt have en bibel. Da hun så fik øjnene op for sandheden gik hun helt og fuldt ind for den, trak sig ud af kirken og indviede sig til Jehova.

Der var også andre som blev hjulpet til at se betydningen af de begivenheder der udspilledes på verdensskuepladsen fra og med 1914. Hertil bidrog den omstændighed at der under Jehovas ledelse blev fremstillet et vidunderligt hjælpemiddel: en serie på fire foredrag ledsaget af lysbilleder og film.

Skabelsens fotodrama

Skabelsens Fotodrama var en stor succes. Den første forevisning fandt sted i Bern nogle uger efter udstedelsen af en ordre til almindelig mobilisering af den schweiziske hær ved den første verdenskrigs udbrud. Til trods herfor blev det i løbet af to uger set af over 12.000 mennesker. Derefter blev det vist for store skarer taknemmelige mennesker i byer og landsbyer.

Blandt de 3000 som indleverede deres navn og adresse med anmodning om nærmere oplysninger  var Heinrich Heuberger, der så fotodramaet i landsbyen Safenwil. Programmet strakte sig over fire aftener, og han passede på ikke at gå glip af en eneste af dem. Han siger: „Jeg var ovenud begejstret. Jeg ville vide mere, så jeg udfyldte et kort til formålet og afsendte det samme aften. Ikke længe efter fik jeg tilsendt en af bibelstudenternes traktater. Nogen tid senere tog jeg imod en indbydelse til at overvære et offentligt foredrag, og dér erhvervede jeg mig det første bind af Studier i Skriften.“ Hans arbejdsgiver, der var svoger til en protestantisk præst, lod ham tydeligt forstå at han ikke brød sig om bogen. Men Heinrich var meget interesseret, og han tilbragte sine fritimer i skoven, hvor han kunne læse bogen uforstyrret.

I 1915 skulle fotodramaet vises i den lille by Brugg på den lokale kro „Zum Rothen Haus“. Salen var fyldt til sidste plads længe før det bekendtgjorte tidspunkt, og politiet lukkede derfor dørene og afviste dem der kom derefter. Men nogle få uforfærdede unge mennesker der var besluttede på ikke at gå glip af forevisningen, rejste en stige på den anden side af bygningen og kom ind gennem de åbne vinduer på første sal.

Udviklingen i den fransktalende del af landet

I årene før 1914 var der god fremgang i den tysktalende del af Schweiz, mens arbejdet i den fransktalende del ikke udviklede sig efter forventningerne. Man gjorde derfor noget særligt ud af dette område ved at holde offentlige foredrag og forevise Skabelsens Fotodrama. Alt dette bar gode frugter.

 I 1912 blev boglageret i Yverdon overført til Genève, hvor det blev gjort til et afdelingskontor. Derfra førtes tilsyn med arbejdet ikke alene i den fransktalende del af Schweiz, men overalt hvor der blev talt fransk i Europa. Kontoret flyttede senere til et nyt sted, men i samme gade. Afdelingskontoret tog sig nu af 23 menigheder, og mindehøjtidsrapporten for 1916 viste et samlet antal tilstedeværende på 256 for den fransktalende del af Schweiz og 108 for Frankrig. I 1917 blev fotodramaet vist for et publikum på i alt 56.550.

Troskabsprøver fører til en lutring

Året 1918 førte troskabsprøver med sig der resulterede i at slaggerne blev renset ud og at de der virkelig elskede Jehovas veje åbenbaredes. (Mal. 3:1-3) Der var restriktioner på grund af krigen, navnlig med hensyn til brændsel, og derfor blev nogle møder annulleret. Desuden virkede tildragelser på Selskabets hovedkontor i Brooklyn hæmmende på brødrenes arbejde i Schweiz. Nogle blev frygtsomme. Andre troede at arbejdet var ved at være slut, og man ventede Harmagedon når som helst. Der var ikke megen opmuntring at hente hos brødrene som forestod arbejdet. Sådan var situationen da krigen endte den 11. november 1918.

Værre var de vanskeligheder der blev forårsaget af L. A. Freytag, som forestod kontoret i Genève. Han havde fået fuldmagt til at udgive en fransk udgave af Vagt-Taarnet og Studier i Skriften. Men han misbrugte sin stilling ved at trykke sine egne ideer. Da Selskabets præsident, broder Rutherford, erfarede dette blev Freytag øjeblikkelig afskediget og kontoret i Genève lukket. Freytag ønskede imidlertid  fortsat at råde over Selskabets ejendom i Genève og nægtede at aflægge regnskab. Desuden ønskede han at udgive sit eget blad under navnet La Tour de Garde (Vagttårnet). Han fordrejede sagen groft og hævdede at Selskabet ville have noget der var hans. Det blev nødvendigt at gå rettens vej, og Freytag tabte alle tre retssager og måtte til sidst give møbler, bøger og blade samt Skabelsens Fotodrama tilbage til Selskabet, ligesom han blev tvunget til at aflægge regnskab over de midler der var blevet ham betroet. Derefter blev enhver forbindelse med ham afbrudt, og Freytag blev så leder af sin egen bevægelse.

Skønt menighederne udtrykkelig blev advaret og venligt tilskyndet til at forblive trofaste, var der mange som fulgte Freytag. Af de 304 der var forsamlet til den fransksprogede mindehøjtid i 1919 var der kun 75 som stod på Selskabets side, og ikke så få af disse vendte endda senere tilbage til verden.

Til trods for disse tildragelser vedblev Jehovas ånd at styrke de trofaste. I alle dele af landet viste flere interesserede sig, og de gik ind til den glæde der var forbundet med det forestående arbejde for Riget. Iblandt dem var Alice Berner. Som ung pige havde hun lært Salme 103 udenad og var blevet dybt grebet af ordene: „Min Sjæl! lov Herren, og alt det, som i mig er, love hans hellige Navn.“ (Oversættelsen af 1871) Den unge dame gav præsterne ved sin kirke store problemer. Hun siger selv: „Min udmeldelse af den protestantiske kirke vakte en del røre. To præster forsøgte at overtale mig til at forblive i deres fold. Men disse samtaler hjalp mig blot til endnu bedre at forstå hvor nødvendigt det var at skille sig ud fra et system som ikke fuldt og helt  hvilede på Bibelens sandhed.“ Få år senere var søster Berner fuldtidsbeskæftiget i Jehovas tjeneste, og at hun stadig i en alder af 85 er en glad og aktiv betelmedarbejder (nu i Tyskland) viser at hun aldrig fortrød sin afgørelse.

I foråret 1919, det samme år som Alice Berner kom i forbindelse med sandheden, kom der godt nyt fra den anden side af Atlanten: brødrene fra hovedkontoret i Brooklyn, deriblandt Selskabets præsident, J. F. Rutherford, var blevet løsladt fra deres uretfærdige fængselsophold den 25. marts 1919! Kort efter fik Jehovas folk de nødvendige anvisninger gennem Vagt-Taarnet som hjalp dem til at forstå at der endnu ventede et stort arbejde. Så langt fra at være færdigt skulle vidnearbejdet tage et opsving som aldrig før!

Et centraleuropæisk kontor oprettes

Det følgende år kom broder Rutherford til Schweiz for at få gang i tingene. For at kunne reorganisere arbejdet i det krigshærgede Europa forekom det ham bedst at oprette et centraleuropæisk kontor, og Schweiz blev anset for at være et godt sted fordi landet ikke havde været med i krigen. Til sidst blev afdelingskontoret for Schweiz og det centraleuropæiske kontor indrettet i Usteristrasse 19 i Zürich. I 1924 var ti medarbejdere beskæftiget der. Conrad Binkele var den ansvarlige, og en af medarbejderne var Max Freschel, der senere kom til at tjene på hovedkontoret i Brooklyn. Dér antog han navnet Maxwell Friend og blev meget afholdt.

Det centraleuropæiske kontor skulle føre tilsyn med arbejdet i Schweiz, Frankrig, Belgien, Holland,  Luxembourg, Østrig, Italien, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Polen og for en tid endog Tyskland. Der var en lokal leder i nogle af landene, men de stod i nær forbindelse med det centraleuropæiske kontor, hvortil de også sendte deres månedlige rapporter. Dette kontor lavede en samlet rapport, der blev videresendt til Brooklyn. Kontoret havde også til opgave at skaffe publikationer på de forskellige sprog der taltes i de lande det var ansvarligt for.

Dengang havde broder E. Zaugg, som stod for arbejdet i den fransktalende del af landet, sit kontor i Bern. I Bern havde nogle brødre også på eget initiativ oprettet et trykkeriselskab og var begyndt at fremstille publikationer for Selskabet til gunstige priser, idet alle medarbejderne var indviede. Til sidst overtog Selskabet trykkeriet, udvidede det og installerede en rotationspresse til at trykke bladet Den gyldne Tidsalder på tysk fra oktober 1922. Der blev fremstillet brochurer og traktater i store mængder på over tolv sprog.

Under broder Rutherfords besøg i 1924 kom det imidlertid til at stå klart at der skulle et større trykkeri til for at imødekomme det enorme behov for bøger, brochurer og blade i efterkrigstidens Europa. En bygning på den anden side af gaden blev købt, og man begyndte at bygge et nyt „Bibelhus“, der stod færdigt i foråret 1925. I trykkeriet blev der monteret endnu en rotationspresse. I årenes løb øgedes dette trykkeris effektivitet stadig, og til sidst blev der her fremstillet 500.000 indbundne bøger og en million brochurer om året, foruden blade og traktater på mindst seksten sprog.

 Ændringer i bopæl og ledelse

Det var en stor begivenhed da det centraleuropæiske kontor den 1. april 1925 flyttede ind i denne nye bygning på Allmendstrasse 39.

Josef A. Bick husker udmærket omstændighederne i forbindelse med flytningen. „Vi glædede os til de nye lokaler,“ sagde hen, „men der var et stort spørgsmål som alle medarbejderne spekulerede på: Hvem skulle overtage ledelsen? Der kunne være tale om tre brødre: C. C. Binkele, der indtil da havde været ansvarlig for kontoret i Zürich; E. Zaugg, der allerede var i Bern og havde ansvaret for arbejdet dér og i den fransktalende del af landet; og der var også Jakob Weber, der tog sig af kolportørerne og forkyndelsesarbejdet.“

Lå det først og fremmest brødrene på sinde at fremme den sande tilbedelse, eller ville stolthed og  stræben efter en vis position påvirke deres mulighed for at kunne tjene ydmygt? „Det var en tid fuld af spænding,“ fortæller broder Bick, „men præsidenten var klar over situationen.“ Eftersom broder Binkeles helbred var dårligt blev han opfordret til at rejse til De forenede Stater for at blive behandlet. I hans sted blev broder Zaugg udnævnt til at føre tilsyn. Men med tiden forlod både Binkele og Zaugg den sande tilbedelse.

Hårde prøver i 1925

Året 1925 begyndte meget lovende med det nye betelhjem og trykkeri i Bern. Brødrene var lykkelige og blev tilskyndet til at gå fremad i arbejdet. Der var imidlertid nogle som havde deres egen overbevisning hvad angik året 1925. Ville de tage imod den formaning som The Watch Tower for 1. januar 1925 (Vagttårnet, marts 1925) indeholdt? Her lød følgende advarsel:

„Året 1925 er kommet. Med stor Forventning har de Kristne set fremad til dette Aar. Mange har fortrøstningsfuldt ventet, at alle Kristi Legemes Lemmer vil blive herliggjort til den himmelske Herlighed i Løbet af dette Aar. Muligvis vil dette ske. Muligvis sker det ikke. Til sin egen velbehagelige Tid vil Gud fuldbyrde sin Vilje med sit eget Folk. De Kristne skulde ikke være saa stærkt optaget af, hvad der muligvis vil ske i dette Aar, saa de undlader med Glæde at gøre, hvad Herren vil, de skal gøre.“

Der var nogle som dette ikke gjorde indtryk på. Det gjaldt blandt andre Jakob Weber, der forestod tjenesteafdelingen på Betel. Han var så overbevist  om at alle salvede ville blive herliggjort i himmelen inden året var omme at han foretog et „ophørsudsalg“. Han sendte store mængder af bøger og blade til menighederne uden at de havde bestilt dem og gav anvisning på at de skulle fordeles gratis i deres distrikt før udgangen af 1925.

Alle betelbrødrenes anstrengelser for at tale ham til fornuft var forgæves. Til sidst forlod han ikke alene Betel men også sandheden — til stor sorg for brødrene overalt i landet eftersom han trak mange med sig. Nogle menigheder blev reduceret til mindre end halvdelen af deres tidligere størrelse.

En anden sørgelig omstændighed inden for betelfamilien kom for dagens lys. Nogle havde begået umoralitet. Præsidentens kontor greb hurtigt ind. Så ankom Martin C. Harbeck fra Brooklyn i februar 1926 for at overtage ledelsen af kontoret i Bern.

Schweiziske forkyndere tager sig af Liechtenstein

Her vil det nok være passende at fortælle noget om Liechtenstein, et af verdens mindste lande, beliggende på den anden side af Rhinen mellem Schweiz og Østrig. Folk fra Liechtenstein kalder det gerne Ländle (lille land), et passende diminutiv i betragtning af at det kun er 27 kilometer langt og mindre end 6 kilometer bredt i gennemsnit. De fleste af de 27.076 indbyggere kan lide at leve i landlige omgivelser uden bylivets jag. Hovedstaden, Vaduz, med et indbyggerantal på kun 4927, ligger omgivet af smukt alpelandskab.

Det har været de schweiziske forkynderes opgave at lade lyset fra Bibelens sandheder skinne i  denne katolske højborg. I 1920rne blev nogle brødre fra Rorschach mødt med kraftig modstand når de forkyndte i Liechtenstein. De blev arresteret og udvist af landet. Men i overensstemmelse med Jesu profeti i Markus 13:10 følte Louis Meyer, der var tidligere officer i Frelsens hær og kom i sandheden i 1923, et stort ansvar for at retsindige mennesker i Liechtenstein fik lejlighed til at høre sandheden. „Engang forsøgte vi at komme i kontakt med hver eneste husstand ved at sende en brochure med posten,“ fortalte han. „Myndighederne reagerede med at ville anlægge sag mod den ’ukendte afsender’, men det lykkedes dem ikke fordi det schweiziske postvæsen nægtede at opgive afsenderens navn.“

Efter at have rådført sig med afdelingskontoret organiserede broder Meyer et endagsstævne på Hotel Rosengarten i Ragaz, ikke langt fra grænsen til Liechtenstein. Formiddagen var sat til side til forkyndelse fra hus til hus. Brødre fra tjenesteafdelingen og den juridiske afdeling på Betel ville være til stede for det tilfælde at deres hjælp skulle blive nødvendig. Der var givet tydelige instruktioner for tjenesten: Aflæg et kort vidnesbyrd, aflever nogle publikationer, bemærk om der er interesse, og gå igen. Skulle politiet vise sig skulle man straks telefonere til hotellet.

Broder Meyer fortæller: „Til at begynde med lod alt til at gå godt. Men ved middagsbordet manglede de forkyndere der arbejdede i Liechtenstein! Så kom telefonopringningen: ’Alle var blevet arresteret og der krævedes en stor sum i kaution.’ De blev holdt tilbage i deres bus foran regeringsbygningen,  hvor de sang sange fra ’Zions sangbog’. Det kunne myndighederne ikke forbyde, men det gjorde dem ret nervøse fordi det tiltrak sig de folks opmærksomhed som opholdt sig i nærheden.“

Broderen fra Selskabets juridiske afdeling tog affære, og til sidst fik forkynderne lov til at gå uden kaution. De mente at deres sang også havde bidraget til løsladelsen.

Uforglemmelige budskaber

I årenes løb han vidnerne for Jehova haft den forret at overbringe mange uforglemmelige budskaber til det schweiziske folk. Et af dem var foredraget „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“. Store skarer kom for at høre det. Selv i dag forekommer det at ældre mennesker som vi forkynder for, husker foredragets titler! Nogle spasmagere har ændret lidt på foredragets tyske titler og udeladt bogstaverne st i ordet sterben („dø“), så titlen kommer til at lyde „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig arve“ (på tysk: erben). Men hovedsagen er at folk husker budskabet.

Lige så mindeværdigt er budskabet i traktaten Gejstligheden anklages. Det var spændende at være med til at uddele den midt i 1920rne. Menigheden i Zürich fik til opgave at aflevere den i en del af den katolske kanton Schwyz. En uforfærdet broder ved navn Gottfried Honegger var besluttet på at uddele traktaterne foran kirken når messen var forbi, men andre brødre talte ham til fornuft og sagde: „Er du gået fra forstanden! De slår dig sønder og sammen hvis du provokerer dem så dumdristigt.“

 Broder Honegger lod derefter planen falde, men han lagde alligevel stort mod for dagen. Da gudstjenesten var forbi og alle mændene var gået på værtshus for at få deres søndagshjertestyrkning, gik han fra værtshus til værtshus og fra bord til bord og uddelte hurtigt en traktat til hver af dem. Da de så hvad det drejede sig om blev der stort ståhej, og han fortrak derfor klogeligt til jernbanestationens ventesal indtil der igen var faldet ro over gemytterne.

Jules Feller husker endnu alle de anstrengelser man gjorde sig for at få traktaten delt ud. Han fortæller: „Vi var fem brødre fra betelfamilien der havde besluttet os til at uddele traktaten i en dal. Da vi alle var gode til at cykle blev vi enige om at tage cyklen, men turen ville vare to dage. Vi startede derfor tidligt en lørdag morgen i slutningen af maj. Alt gik vel indtil vi nåede et bjergpas hvor sneen endnu lå højt. Det var en hindring vi ikke havde regnet med!“

 Hvad gjorde de så? Skulle de vende om? Nej. Han siger: „Vi tog modigt vore belæssede cykler på nakken og begyndte at klatre i siksak op ad den stejle skråning foran os. Men det var langt mere besværligt end vi havde troet, og desuden var det farligt. Dertil kom at en af brødrene ikke havde gode sko på, og han blev derfor ved med at rutsche på den frosne sne og bevægede sig mere bagud end fremad. Han blev så mismodig at han ville give op.“

De andre fire brødre tilbød at hjælpe ham med at bære hans last, og til sidst, efter at have klatret i tre timer og udstået et tordenvejr der gennemblødte dem til skindet, nåede de den første landsby på den anden side af passets Her styrkede de sig ved et måltid og nogle få timers søvn. Broder Feller fortsætter:

„Næste morgen klokken tre begyndte vi med at stikke traktaterne ind under dørene eller lægge  dem i brevkasserne. Da folk senere var kommet op, afleverede vi traktaten direkte. Nogle blev meget vrede og rev den i stykker. Men vi gik roligt videre indtil vi var færdige med de tyve landsbyer som fandtes i dette strengt katolske distrikt.“

Forkyndelse i Folkeforbundsbygningen

Afdelingstilsynsmanden, Martin C. Harbeck, var en dynamisk mand der kunne fremlægge sandheden på en behagelig måde selv for mennesker i en høj position. Han skaffede sig et pressekort og fik adgang til visse af Folkeforbundets møder i Genève. Under sine ihærdige anstrengelser for at få nogle af herrerne der i tale fik han mulighed for at overrække nogle tryksager til Anthony Eden fra England, til den tyske statsmand Gustav Stresemann og til Maksim Litvinov fra Sovjetunionen, som alle repræsenterede deres land ved Folkeforbundet. De blev således gjort opmærksomme på det eneste middel til at forene mennesker af alle nationer i fred og retfærdighed, nemlig Guds rige under Kristus.

Man bestræbte sig også for at komme i kontakt med indflydelsesrige personer og statsledere i 1932 under afrustningskonferencen i Genève. I overensstemmelse med den ældgamle formaning i Salme 2:10-12 blev et eksemplar af brochuren Riget — Verdens Haab tilsendt dem med poster, med et kort vedlagt der tilskyndede dem til at vie dette budskab den største opmærksomhed. På den måde blev der aflagt et vidnesbyrd for 292 af jordens mest indflydelsesrige politikere. Også førende gejstlige fik dette budskab tilsendt.

 En rotationspresse til Sovjetunionen

Hitler var kommet til magten i Tyskland i 1933, og Jehovas Vidners arbejde blev snart forbudt. Broder Harbeck rejste til Magdeburg for at tage vare på Selskabets ejendom. Han blev imidlertid arresteret og først løsladt ti dage senere på betingelse af at han ville forlade landet øjeblikkelig.

Derefter rejste en broder fra Brooklyn til Tyskland for at forsøge at få den konfiskerede rotationspresse ud af Tyskland og sende den til Sovjetunionen. Selskabet ville gerne fremme forkyndelsen af Rigets gode nyhed der. Men de russiske myndigheder var af den mening at folk i Sovjet havde mere brug for sko end bibler, hvorfor rotationspressen i Magdeburg til sidst blev sendt til Bern, hvor den gjorde god fyldest indtil den kunne sendes tilbage til Tyskland nogle år efter krigen.

Arbejdet med grammofonen

I 1934 begyndte en ny måde at forkynde Riget på, nemlig ved hjælp af grammofonen. Forkynderne fortalte den besøgte at de havde et bibelforedrag på fem minutter som de gerne ville afspille. For det meste blev der svaret: „Men vi har ikke nogen grammofon!“ Når så forkynderen henviste til den han havde med, blev de fleste besøgte dog så nysgerrige at de indvilligede i at høre det. På den måde vaktes megen interesse, og mange bøger og brochurer blev spredt.

Det var forholdsvis let at arbejde med grammofonen. Selv skolebørn kunne gøre det. Ruth Bosshard (der nu er på Betel) husker at hun allerede i 12-13-årsalderen på frieftermiddage gik til sit distrikt og  spillede grammofonplader for nogle damer der var glade for at få hendes besøg. I det mindste én af disse damer indviede sig til sidst til Jehova, til stor glæde for dette unge vidne.

Somme tider opstod usædvanlige situationer. Heinrich Heuberger fortæller: „Engang lod en familie på i alt seks medlemmer mig afspille en grammofonplade med et bibelforedrag. De var alle samlede i dagligstuen, men under afspilningen forsvandt de stille en efter en, så jeg var alene da det fem minutters foredrag var til ende. Hvad skulle jeg gøre? Jeg pakkede min grammofon sammen og råbte ’Auf Wiedersehen!’ (’På gensyn’) og gik min vej.“

Det krævede tålmodighed og gentagne besøg før nye tanker trængte igennem hos disse traditionsbundne mennesker.

’Gud er ikke uordenens gud’

Sådan plejede Erwin Saner fra Basel at sige, idet han pegede på klokken, når et barn kom for sent til menighedens søndagsskole. — 1 Kor. 14:33.

Søndagsskole? Ja. Vi havde en tid en særlig ungdomsgruppe for unge mellem 13 og 25 år, og en søndagsskole for de endnu yngre, og her benyttedes bogen The Way to Paradise („Vejen til paradis“ af W. E. Van Amburgh, „tilegnet ungdommen til studium af De hellige Skrifter“, 1924). Voksne medlemmer af menigheden skiftedes til at undervise børnene søndag formiddag. Ulrich Engler fra Thalwil siger: „Vi forældre gik ud at forkynde om søndagen. Dengang var det ikke almindeligt at tage børnene med, og vi tog dem heller ikke med  til møderne om aftenen. Da så ungdomsgruppen blev oprettet i Zürich, var vi glade for at børnene fra menigheden i Thalwil også blev indbudt.“

Foreningen „Jehovas ungdom“ havde endog sit eget sekretariat i Bern. Dér fandtes også redaktionen for et særligt blad ved navn „Jehovas ungdom“ som blev trykt i Selskabets trykkeri. Forordet til det første nummer var skrevet af broder Rutherford. Disse unge mennesker afholdt møder og var aktive i vidnearbejdet. De opførte også bibelske skuespil ved større sammenkomster der var organiseret for de unge. Men det var i virkeligheden en organisation inden for organisationen. Bibelen viser at i det gamle Israel forordnede Jehova det sådan at voksne og børn blev undervist i fællesskab. (5 Mos. 31:12) Da vi fik en bedre forståelse af dette, ophørte disse særlige arrangementer for ungdommen. Det skete i 1936 under et besøg af broder Rutherford.

Forsøg på at lade lyset skinne i Italien

Det centraleuropæiske kontor interesserede sig for Italien. Dér var diktatoren Mussolini kommet til magten, og Jehovas tjeneres arbejde var forbudt. Der var meget få brødre i Italien, og de blev nøje overvåget af det fascistiske politi. Men man havde ladet 500.000 eksemplarer af brochuren Riget — Verdens Haab trykke i al hemmelighed i Milano, og de lå klar til at blive uddelt.

Man planlagde derfor at nogle schweiziske brødre der var villige til at løbe risikoen, skulle rejse til Norditalien og ved en hurtig uddeling af disse brochurer lade lyset skinne for de mennesker  der sad i mørke. Alfred Gallmann fra Basel var en af dem som gladelig tog del i dette arbejde. Han fortæller:

„Sammen med nogle få andre brødre og søstre rejste jeg til Milano, hvor vi fik vore instruktioner. Fremstødet var godt organiseret. Vi arbejdede to og to. Hvert par skulle uddele 50.000 brochurer, der allerede var blevet sendt til de respektive byer. Min partner og jeg skulle arbejde i byerne Verona, Vicenza og Venedig. Arbejdet skulle gøres hurtigt for at ikke gejstligheden skulle slå alarm og brochurerne blive konfiskeret af politiet.

Efter at vi var ankommet så vi os om efter nogle drenge der kunne vise os vej til de gader og stræder vi havde fået tildelt. Mod en drikkeskilling var de villige til at hjælpe os med at stikke brochurerne i brevkasserne. Drengene kunne lide dette mærkelige arbejde, og de overså totalt hvad det hele drejede sig om.“

Blev fremstødet gennemført uden uheld? Næsten. Nogle af brødrene blev standset af politiet, men efter en kort forklaring på deres gebrokne italiensk fik de lov at gå. Ved slutningen af ugen mødtes de alle igen i Milano og jublede over hvad de havde gjort. I det mindste var en lille del af Italiens store befolkning blev gjort opmærksom på det eneste håb om frihed og retfærdighed, Guds rige.

Åndelig føde til nazityskland

En af de opgaver der påhvilede det centraleuropæiske kontor var at opretholde forbindelsen med forfulgte brødre. Selv om Tyskland ikke sorterede  under dette kontor, bestræbte brødrene i Bern sig meget for at forsyne brødrene i Tyskland med den så hårdt tiltrængte åndelige føde.

Med dette for øje sendte kontoret maskinskrevne eksemplarer af artikler i Vagttårnet til Karl Kalt, der var tilsynsmand i Basel. Han beretter: „Det var min opgave at lade nogle pålidelige brødre og søstre afskrive cirka 30 eksemplarer af disse artikler på tyndt papir, og have dem færdige til en bestemt tid. Vi arbejdede for det meste hver aften indtil midnat.“

Men hvordan kom disse afskrifter de tyske brødre i hænde? Basel var en grænseby, så afstanden var ikke stor, og i årene før krigen var der endnu en livlig grænsetrafik. Men af og til blev de rejsende grundigt undersøgt. Broder Kalt fortsætter:

„Betroede brødre fra Tyskland hentede afskrifterne i mit hjem og bragte dem over grænsen enten i deres dobbeltsålede sko eller under tøjet og leverede dem sikkert til bestemmelsesstedet. De gjorde det ofte med risiko for liv og lemmer.“ Denne åndelige føde nåede ikke blot de venner der kunne bevæge sig frit omkring, men også dem i koncentrationslejrene.

Solidaritet med vennerne i Tyskland

Brødrene i Tyskland var udsat for et overordentlig stort pres, og deres medtjenere jorden over var fulde af medfølelse. Som apostelen Paulus skrev: „Hvis ét lem lider, lider alle de andre lemmer sammen med det.“ (1 Kor. 12:26) Dette sås tydeligt da  alle menigheder afholdt et særligt møde søndag den 7. oktober 1934 klokken 9. På det tidspunkt skulle en lukket konvolut åbnes. Den indeholdt teksten til et telegram der skulle sendes til Hitlers regering. Det havde følgende ordlyd:

„Hitlers regering, Berlin, Tyskland. Deres mishandling af Jehovas vidner ryster ethvert ærligt menneske på jorden og vanærer Guds navn. Afhold Dem fra yderligere forfølgelse af Jehovas vidner; gør De ikke det, vil Gud tilintetgøre Dem og Deres nationalsocialistiske parti.“

Dette telegram blev afsendt på en og samme dag af menigheder i 50 forskellige lande, deriblandt de tyske. Man kan forestille sig den flod af telegrammer der oversvømmede Berlin den dag! Det var ikke alene en advarsel til Hitler og hans parti, men det var også en demonstration af Jehovas vidners enhed og solidaritet verdensvidt. Hvad enden på sagen blev, den skæbne Hitler og hans politiske parti fik, er velkendt.

„Korstog imod kristendommen“

For at henlede offentlighedens opmærksomhed på den modstand Jehovas vidner ydede over for den nazistiske terror, godkendte Selskabets kontor i Brooklyn udgivelsen af bogen Kreuzzug gegen das Christentum (Korstog imod kristendommen). Den beskrev i enkeltheder Jehovas Vidners tornefulde vej i Nazityskland. Den berettede hvad mere end hundrede brødre og søstre oplevede og var fremfor alt et vidnesbyrd om at mænd og kvinder kæmpede, led og døde i Nazityskland på grund af deres tro. Bogen blev udgivet af et verdsligt forlag, Europa-Verlag i Zürich, og den blev udstillet i boghandeler  og kiosker. Den blev oversat til fransk og polsk, men ikke til engelsk eller dansk.

Den kendte forfatter dr. Thomas Mann skrev i et brev til Selskabet: „. . . De har gjort deres pligt ved at udgive denne bog offentligt, og mig forekommer det at en større appel til verdens samvittighed end denne bog findes ikke.“ En protestantisk præst, Th. Bruppacher, skrev i en schweizisk avis den 19. august 1938: „Fremtidens kirkehistorikere må en dag erkende at det ikke var de store kirker, men flere af de bagtalte og ringeagtede folk fra sekterne, som først og fremmest rejste sig mod nazidæmonens vildskab og som havde mod til at gå i opposition i overensstemmelse med troen. De lider og bløder fordi de som ’Jehovas vidner’ og tilhængere af Kristi rige nægter at tilbede Hitler og hagekorset, at bruge den tyske hilsen og at lade sig tvinge til at gå til valg.“

Et fristed for pionerflygtninge

I 1936 købte Selskabet gården „Bärenmoos“ i nærheden af Steffisburg/Thun for at kunne forsyne betelfamilien med sunde fødevarer til den lavest mulige pris. To år senere købte man endnu en gård, der lå i nærheden af Neuchâtel og hed Chanélaz. Begge gårde blev et tilflugtssted for pionerer som var blevet tvunget til at forlade deres distrikt i udlandet og som ikke var i stand til at vende tilbage til deres hjemland. Det gjaldt især tyske pionerer som havde gjort tjeneste i Balkanlandene. Henved 30 brødre og søstre arbejdede på disse gårde som landarbejdere, hvilket i øvrigt var den eneste slags arbejde der gav opholdstilladelse i Schweiz.

 En af de brødre der tjente på Bärenmoos var Heinrich Dwenger. Han blev født i Tyskland i 1887 og blev døbt i Barmen i 1909 da han aflagde et besøg på afdelingskontoret dér. Han fik på stedet tilbud om at gå ud i heltidstjenesten. Det var ikke en let afgørelse at træffe, for hans forældre var ikke i sandheden, og de havde store planer for sønnens fremtid. Men han gik ud i heltidstjenesten i oktober 1910 og tjente først på afdelingskontoret i Barmen og derefter i Magdeburg. Senere løste han vanskelige opgaver i Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet. Skarpt forfulgt af det tyske Gestapo lykkedes det ham til sidst at nå frem til Schweiz, sådan som han var blevet opfordret til af Selskabet. Som landarbejder på Barenmoos sørgede han med glæde for grisene. Senere tjente han i abonnementsafdelingen på afdelingskontoret i Schweiz.

Om sit liv i Jehovas tjeneste fortæller broder Dwenger: „Jeg er meget lykkelig over at jeg tog  den bibelske forpligtelse til at forkynde den gode nyhed om Guds rige alvorligt. Jeg har tilbragt mange år på betelhjem i forskellige lande, hvor jeg ikke har været i stand til at vælge det arbejde jeg syntes bedst om, men derimod har gjort det arbejde jeg fik tildelt. Hvor er jeg lykkelig over at jeg altid har bestræbt mig for at følge Jehovas ledelse, der kommer gennem hans jordiske organisation, ved trofast at gøre hvad jeg blev sat til! Det er nemlig denne lydighed der har ført til rige velsignelser.“

Den 30. januar 1983 afsluttede broder Dwenger sit jordiske livsløb i en alder af 96 år. Som utallige brødre og søstre både i og uden for Schweiz husker broder Dwenger, står han som et forbillede på beskedenhed, ydmyghed og lydighed — et eksempel til efterfølgelse.

Da Oskar Hoffmann og hans kone Anni midlertidigt arbejdede på gården Chanélaz glædede de sig især over at være sammen med Adolf Weber, som indledte forkyndelsen af den gode nyhed i Schweiz i år 1900. Han havde set mange der begyndte lovende i Jehovas tjeneste men som så vendte sig til de ting de havde lagt bag sig. Nogle havde ladet sig overmande af en forestilling om hvor betydningsfulde de var, men broder Weber var blevet ved med at tjene Jehova loyalt og ydmygt. Han var nu i en fremskreden alder og helbredet var begyndt at svigte, og derfor tilbragte han vintermånederne på gården. Hans beskedenhed, stærke tro og nidkære tjeneste gjorde et dybt indtryk på alle som kendte ham. Han afsluttede sit jordiske livsløb i februar 1948 i en alder af 85 år.

 En katolsk højborg tackles

Tilbage i 1922 havde man i forbindelse med et af broder Rutherfords besøg forsøgt at afholde et offentligt foredrag i Luzern, en katolicismens højborg. Det var lykkedes brødrene at finde en sal til 850 personer, og hver eneste plads havde været besat. Folk havde lyttet med stor opmærksomhed, og ingen havde forladt salen før foredraget var til ende. Tilhørerne havde vist at de var enige med taleren ved lange og gentagne klapsalver der havde kaldt broder Rutherford tilbage til talerstolen, hvor han havde taget afsked med forsamlingen med et „Auf Wiedersehen!“

Han holdt sit løfte. Der blev arrangeret et internationalt stævne i Luzern fra den 4. til den 7. september 1936. Brødrene kom fra praktisk talt hvert eneste land i Europa, nogle endog fra Nazityskland, selv om de risikerede liv og frihed derved. Der var da også tyske stævnedeltagere som hemmeligt blev fotograferet af naziagenter og blev arresteret så snart de var vendt hjem.

Det vidt og bredt averterede foredrag som broder Rutherford skulle holde hed „Harmagedon — den almægtige Guds krig“. I sidste øjeblik forbød de kantonale myndigheder i Luzern imidlertid adgang for offentligheden. Brødrene kunne høre foredraget, men en folkemængde på henved 2000 fremmede blev af politiet forhindret i at komme ind i salen. Brødrene var imidlertid besluttede på at offentligheden skulle have del i budskabet. De havde fundet et trykkeri der var villigt til at trykke foredraget i løbet af seks timer, og på den måde kunne det uddeles til alle der var blevet forhindret i at komme ind i salen. Sådan blev der til gejstlighedens  forfærdelse — det var jo den der stod bag forbudet — aflagt et mere vedvarende vidnesbyrd for byen Luzern.

Da undertrykkelsen af forsamlingsfriheden blev offentligt kendt gav den schweiziske presse udtryk for sin harme. Afslutningen på en længere artikel i Baselavisen National-Zeitung lød: „Hvad er der blevet af den frihed som vi var så stolte af?“

Gejstlighedens bestræbelser giver bagslag

Broder Rutherford, der var en modig og umiddelbar mand, forelagde den følgende dag stævnedeltagerne en resolution. Heri hed det blandt andet: „Vi . . . forkynder [nu] Advarselen for de styrende i Tyskland, for det katolske Hierarki og for alle lignende Organisationer, som paa grusom Vis forfølger Kristi Jesu sande og trofaste Efterfølgere, og vi kundgør for dem, at Gud har erklæret, at deres Skæbne vil blive evig Udryddelse. (Salme 145:20)“ Et eksemplar af denne resolution blev sendt anbefalet både til paven og til Hitler.

Men det var ikke alt. På stævnets sidste dag uddelte henved et tusind Vidner mere end 10.000 eksemplarer af brochuren Tag Standpunkt! i og omkring Luzern. Nogle forkyndere blev arresteret og deres brochurer konfiskeret. Flere aviser kritiserede de skridt myndighederne havde taget, men i virkeligheden førte det til at der blev aflagt et langt større vidnesbyrd. Dertil kom at man udsendte et særnummer af Den gyldne Tidsalder med en udførlig beretning om dette stævne.

Her ses forsiden af særnummeret, der viser en sort præstehat på en pæl med Luzerns konturer i  baggrunden! Teksten under billedet lyder: „Der neue Gesslerhut“ („Den nye Gesslerhat“). Hvem var denne Gessler? I Friedrich Schillers heltedigt Wilhelm Tell skildres Gessler som en undertrykkende foged der i det 13. århundrede forsøgte at undertvinge de frihedselskende mennesker som boede ved Vierwaldstättersøen. Det siges om ham at han anbragte sin hat på en pæl og tvang folk til at bøje sig for den som et tegn på underkastelse og loyal troskab. Despotiets symbol — Gesslers hat — blev altså vist på forsiden af dette særnummer af Den gyldne Tidsalder og symboliserede den undertrykkelse af talefriheden som gejstligheden havde inspireret til ved denne lejlighed.

Der blev trykt 100.000 eksemplarer af dette nummer, hvoraf 20.000 blev sendt med posten til alle husstande i Luzern og omegn. Det blev nødvendigt at foretage et genoptryk på 18.000 eksemplarer, og også disse forsvandt i løbet af få dage. Der er mange som endnu kan huske dette stævne i Luzern i 1936.

 Edouard Zysset i Bern var en af dem hvis interesse blev vakt på grund af dette særnummer. Han satte sig i forbindelse med Selskabets kontor, og efter en livlig diskussion med den ansvarlige redaktør, broder Zürcher, gik han bort med en stak bøger og blade under armen. Fire år senere, i 1940, blev både han og hans kone, Yvonne, døbt. De har siden da været til stor hjælp for Selskabet ved at korrekturlæse bøger og blade og deltage i udarbejdelsen af vor franske bibelkonkordans, foruden at de har styrket de franske menigheder. De har i to perioder været medlemmer af betelfamilien.

Tredivernes kampe i retssalene

Schweiz er kendt overalt i verden som et af de ældste demokratier. Historikere forherliger den frihedskamp mod fremmedherredømme som føderationens grundlæggere udkæmpede, og schweizerne er stolte af deres grundlov, der blandt andet sikrer religions- og samvittighedsfrihed. Så meget desto mere overraskende var det derfor at det var nødvendigt at kæmpe så forbitret i retssalene for at „forsvare og juridisk stadfæste“ vor ret til at forkynde mundtligt og med det skrevne ord fra hus til hus. (Fil. 1:7) Dette slag varede næsten tredive år. Alene i 1935 måtte man behandle 111 retssager, hvoraf halvdelen blev afgjort i vor favør.

Hvad var grunden hertil, og hvem stod bag alle de problemer forkynderne af Guds rige blev genstand for? Det var de førende repræsentanter for „Babylon den Store“, som var misfornøjede med Jehovas Vidners tiltagende virksomhed. De var blevet udsat for den symbolske græshoppeplage der  skildres i Joels og Åbenbaringens profetier, og de følte sig pint og plaget af domsbudskabet.

Brochuren Redning i Riget fik for eksempel en katolsk præst til at erklære: „Denne tryksag indeholder en mængde forvrængninger af Bibelen, meningsløsheder, grove ærekrænkelser, i den hensigt at vildlede folk, og lavsindet appelleren til menneskets sensuelle tilbøjeligheder. Og skal vi som katolikker tolerere sådanne manipulationer? Der må bestemt være juridiske muligheder for at uskadeliggøre disse gemene karle og folkeforførere. Bør vi ikke gøre brug af vor magt? Vi beder indtrængende de rette myndigheder at tage sig grundigt af disse ondsindede bibelstudenter og give dem hvad de fortjener.“

De brugte deres magt

Resultaterne af gejstlighedens vedvarende pres på myndighederne begyndte at gøre sig gældende. På foranledning af lokale præster arresterede politiet hyppigt forkynderne når de var ude i tjenesten. Anklagerne strakte sig fra krænkelse af religiøse følelser ved stærke ord eller illustrationer i vore publikationer til forstyrrelse af den konfessionelle fred eller overtrædelse af loven om søndagsfreden. Ofte blev vi også anklaget for at falbyde varer fra dør til dør uden vandrebrev.

I kanton Luzern blev bind I af bogen Lys forbudt på grund af visse billeder i den. I en anden katolsk kanton, Fribourg, blev nogle forkyndere anklaget i retten for utilstedelig kritik af den katolske kirke ved at have udbredt bogen Verdensbefrielsen, og vi tabte sagen. Kanton Graubünden forbød al udbredelse af vore publikationer, og den katolske kanton  Zug forbød Jehovas Vidners „fredsforstyrrende virksomhed“. Senere fulgte Luzerns kantonale regering trop.

I disse og snesevis af andre sager bestred vi det lovlige i de forholdsregler der blev truffet imod os. Det betød at vi måtte kæmpe os gennem den ene retsinstans efter den anden, somme tider hele vejen op til forbundsretten, landets højesteret. Vi led nederlag, men vi jublede også over sejre. Jehova understøttede sit folk, og det var trosstyrkende at iagttage hvordan forkynderne tog del i denne kamp for friheden til at forkynde sandheden. De blev ved med at gå ud i tjenesten, selv om de visse steder var næsten sikre på at blive arresteret.

Fjendens mål var et totalforbud

„Det er på høje tid at sætte en stopper for bibelstudenternes (eller Jehovas Vidners) virksomhed,“ var ord der ofte forekom, navnlig i den katolske presse. Vore fjender havde set at Jehovas Vidner var blevet forbudt i Nazityskland, og det opmuntrede dem til at sætte sig samme mål i Schweiz. Bagtalelse og fejlinformation var deres våben.

De havde et virkningsfuldt redskab i Schweizisk pressebrev, et månedligt informationsblad der blev sendt til alle myndigheder og avisredaktører. Det havde snævre forbindelser til „Selskabet for kirke og pave“, der var blevet stiftet i St. Gallen i 1931. Dette blad anstrengte sig meget for at få Jehovas Vidner til at se ud som en højst mistænkelig, statsfjendtlig organisation der støttede tanken om en jødisk verdensregering. For at undertrykke vort arbejde og udbredelsen af vore bøger og blade skrev det: „Denne mudderbølge fra Bern der oversvømmer  alle europæiske lande, forpligter os katolikker i Schweiz til at sørge for at bevægelsens hovedkvarter bliver lukket. Vi må ikke tillade at vort dejlige land bliver misbrugt som udspring for en snigende bolsjevistisk agitation.“ Endnu en absurd påstand!

Bladets ansvarlige direktør, hr. Toedtli, anlagde sag mod Martin C. Harbeck og Franz Zürcher som Selskabets repræsentanter og anklagede dem for „religionskrænkelse“. Retten skulle også afgøre hvorvidt Selskabets publikationer var „smudslitteratur“ eller ej. De anklager som hr. Toedtli anførte, støttede sig til længere redegørelser af hr. Fleischhauer, et medlem af Den nationale Front og direktør for det antijødiske og nationalsocialistiske propagandacenter i Erfurt i Tyskland. Denne mand hævdede at bibelstudenterne var tilslørede kommunister „der sammen med frimurere og jøder tilstræber alle kristne regeringers voldelige fald for at kunne oprette et jødisk imperium på kristenhedens ruiner“.

Broder Rutherford til stede ved retsmøder

Da sagen kom til behandling ved en domstol i Bern den 26. august 1936 var broder Rutherford i Schweiz. Han mødte i retten og udtalte sig som forfatter af de pågældende publikationer. „Hvis de publikationer der nævnes i anklagerne er ’smudslitteratur’, sådan som anklagen lyder på, er den almægtige Guds ord også ’smudslitteratur’,“ hævdede han, eftersom såvel de sammenligninger som de illustrationer der var rejst indvending imod, var taget fra bibelbøgerne Ezekiel, Jeremias og Åbenbaringen. „Det er åbenbart at lovgiverne ikke havde til hensigt at forbyde udbredelsen af De hellige  Skrifter eller en trykt forklaring af disse. Disse publikationer indeholder sandheden og intet andet end sandheden; og som Herren Jesus Kristus sagde: ’Hellige dem i din Sandhed; dit Ord er Sandhed.’ (Johannes 17:17, oversættelsen af 1907).“ Dermed sluttede broder Rutherford sit indlæg.

Efter et fem timer langt retsmøde kom retspræsidenten, hr. Lehmann, til den konklusion at Vagttårnsselskabets repræsentanter, Martin C. Harbeck og Franz Zürcher, ikke kunne dømmes for overtrædelse af loven om „smudslitteratur“, og at de heller ikke havde krænket nogen religion i de publikationer der kom fra Selskabets trykkeri i Bern. De anklagede blev frikendt, og sagsøgeren blev dømt til at betale hver af de sagsøgte 150 Sfr. som et bidrag til dækning af deres advokatudgifter.

Dommen blev appelleret

Den katolske presse overalt i landet opløftede et ramaskrig imod retten og kaldte dommen for „en utrolig fejltagelse“. Toedtli appellerede dommen, og sagen blev derefter behandlet ved landsretten i Bern den 28. maj 1937. Underrettens dom blev omstødt, og det blev nu pålagt Selskabets repræsentanter at betale en bøde på 100 Sfr. for „religionskrænkelse“. Men retten stadfæstede at der ikke forelå nogen overtrædelse af loven om „smudslitteratur“.

Inden der var gået et år blev Toedtlis bagmænd afsløret da han blev stillet for en domstol og fundet skyldig i spionage til fordel for Nazityskland og idømt tre måneders fængsel. Men da dommen faldt var han allerede sluppet ud af landet, og han blev dømt in absentia.

 Officielt forbud mod brochure

I 1939 var situationen i Europa anspændt. Schweiz var næsten helt omgivet af totalitære magter. Skønt de schweiziske myndigheder i almindelighed afviste deres ideologier, var de forsigtige med ikke at komme til at provokere deres farlige naboer. Situationen blev endnu mere anspændt da de tyske nazitropper omgav Schweiz på alle sider. De var mod vest i Frankrig, mod øst i Østrig og mod syd i Italien. Schweiz og Liechtenstein var helt isolerede, som en ø i et oprørt hav. Det var i denne atmosfære at Jehovas folk modigt udbredte brochuren Fascisme eller Frihed, der fremholdt spørgsmålet: „Skal Verden regeres i Retfærdighed af Jehovas Konge, Kristus, eller skal den styres af egenkærlige Enevoldsherskere eller Diktatorer?“ Brochuren stemplede Hitler som ’en Satans Repræsentant’ og påviste at det romersk-katolske hierarki ’arbejdede Hånd i Hånd med Fascismen’!

Millioner af eksemplarer af denne brochure kom ud blandt folk i de lande der sorterede under det centraleuropæiske kontor. Men det kom ikke som nogen overraskelse da det schweiziske justitsministerium forbød brochuren efter en regeringsbeslutning. Ikke desto mindre opstod der megen diskussion om dette i pressen. Selskabet reagerede med en traktat hvoraf 400.000 eksemplarer blev uddelt overalt i Schweiz. Der fulgte en lavine af modstand imod os, idet vi ofte blev beskyldt for at gøre kommunistisk propaganda. Mange møder i katolske områder blev forhindret eller afbrudt, men som Josef Dvorak fra Luzern udtrykte det: „Man kan sige at hvor vanskelighederne var størst, herskede der den bedste ånd inden for menigheden.“ Uden Jehovas  ånd til at styrke dem kunne brødrene være blevet trætte og have ladet hænderne synke som følge af fjendens idelige angreb. Men de var tværtimod villige til at „kæmpe en hård kamp“ for troen, og deres tillid til Jehova blev belønnet. — Jud. 3.

Fra menigheden i Buchs, St. Gallen, kommer et eksempel på deres villighed. Denne menighed lå inde med et betydeligt lager af brochuren Fascisme eller Frihed, der var blevet forbudt i Schweiz. Brødrene besluttede derfor at det bedste de kunne gøre var at uddele den uden for landets grænser — i nabolandet Liechtenstein. Da Liechtenstein havde toldunion med Schweiz blev de ikke kontrolleret ved grænsen. Karl Dangelmeier var en af de brødre som brugte sine aftener til at uddele brochuren i Liechtenstein. „Sikken opstandelse det vakte blandt folk,“ fortæller han, „navnlig på grund af billedet af paven sammen med Hitler og Mussolini! Aviser skrev harmdirrende artikler, og den katolske ungdomsbevægelse var parat til at gå løs på os, men vi var forsigtige og gik aldrig med taske. På den måde kunne vi gennemføre fremstødet uden at blive opdaget, og brochurerne kom ud til folk.“

1939: Den anden Verdenskrig bryder ud!

Det var ikke let for den schweiziske regering at styre statsskibet i skyggen af de totalitære magter der løb land efter land over ende. Hæren blev mobiliseret til sikring af grænserne. Eftersom der er tvungen militærtjeneste i Schweiz førte det store prøver med sig for mænd som havde indviet sig til udelukkende at tjene Gud. De fleste Jehovas vidner fulgte deres kristne samvittighed og nægtede at  gøre tjeneste i hæren. (Es. 2:2-4; Rom. 6:12-14; 12:1, 2) Som følge heraf blev et større antal brødre stillet for krigsretten. Dommene lød på fra flere måneders til fem års fængsel. Når brødrene havde afsonet deres straf blev de ofte indkaldt til hæren igen, og så begyndte hele proceduren forfra. Blev de idømt en straf for anden gang, var den altid længere end den første.

Af alle brødre der blev dømt som militærnægtere var Fernand Rivarol fra Genève den der sad længst i fængsel. Det kom til at koste ham hans arbejde, og forståeligt nok skabte det problemer for hans kone og lille datter. Men Jehova sørgede for en opmuntring til ham i skikkelse af en fængselsbetjent som dengang allerede var interesseret i sandheden. Han brugte enhver lejlighed under sin tjeneste til at opmuntre broder Rivarol og de to brødre der var indsat sammen med ham, og han gjorde det både fysisk og åndeligt. Disse Guds tjeneres faste standpunkt bidrog til at fængselsbetjenten, Emile Bolomey, blev vor nidkære broder.

Ud fra det standpunkt vore brødre tog, drog myndighederne fejlagtigt den konklusion at Selskabets virksomhed var rettet imod statens interesser og at det bevidst tilskyndede til antimilitarisme. De beskyldte endog Selskabet for statsfjendtlig virksomhed!

Det centraleuropæiske kontor lukkes

Med udbruddet af den anden verdenskrig blev det centraleuropæiske kontors arbejde i høj grad vanskeliggjort, da det ene land efter det andet kom under totalitært styre. Forbindelsen med brødrene  blev vanskeliggjort eller fuldstændig afbrudt. Det centraleuropæiske kontor blev overflødigt, og derfor vendte broder Harbeck og hans kone i begyndelsen af sommeren 1940 tilbage til De forenede Stater, hvor de kom til at virke i zone- eller kredstjenesten.

Ansvaret for arbejdet i Schweiz blev nu lagt i hænderne på Franz Zürcher, der var kommet til Betel i 1923. Han havde været med til at forevise Skabelsens Fotodrama i Belgien, Saar, Nahedalen, Rhinlandet, Alsace-Lorraine og naturligvis overalt i Schweiz. Senere havde han fået overdraget redaktionelt arbejde for den tyske udgave af Den gyldne Tidsalder. I forbindelse med tjenesteafdelingen havde han også med glæde sørget for de henved 100 pionerer der var i de lande der stod under det centraleuropæiske kontor.

Det var i en meget vanskelig tid at broder Zürcher overtog ansvaret for afdelingskontoret i Schweiz. Han måtte forlade sig helt på Jehovas ledelse. Vore fjenders mål var intet mindre end et totalt forbud mod Jehovas Vidners arbejde. I den katolske presse kunne man læse artikler der anklagede Jehovas Vidner for at have politiske mål og for at deres virksomhed var statsfjendtlig. Sådanne artikler havde for eksempel som overskrift: „De alvorlige bibelstudenter — bolsjevismens pionerer“ og „Moskvas håndgangne mænd — bibelstudenterne“.

I denne atmosfære følte militæret sig kaldet til at gå i aktion. Tidligt på eftermiddagen den 5. juli 1940 besatte en vognfuld soldater Selskabets afdelingskontor og trykkeri i Bern. Betelfamilien fik  besked på at samles i spisesalen, hvor den måtte opholde sig indtil husundersøgelsen var færdig. Nogle værelser blev forseglet og store mængder bøger og blade blev konfiskeret og fjernet. De søgte efter noget som kunne bevise at Selskabet direkte tilskyndede til militærnægtelse. En retslig undersøgelse blev indledt.

Husundersøgelse hos brødre

Kort efter blev der på samme dag og samme klokkeslæt foretaget husundersøgelse i et antal tilsynsmænds og forkynderes hjem overalt i Schweiz. Bøger og blade blev konfiskeret og embedsmænds forhør af brødrene blev ført til protokols.

Emile Walder beretter: „Klokken syv om morgenen ringede det på døren til vor lejlighed i Marchwartstrasse 37 i Zürich-Wollishofen. To store mænd, detektiver fra det kantonale politi, foreviste en ransagelseskendelse og gik ufortøvet ind. De undersøgte alt og fandt min taske med papirer og bidragene fra den sidste mødeaften, idet jeg var regnskabstjener dengang. De undersøgte det hele  og konfiskerede alt. Jeg måtte gå med dem til politihovedkvarteret. Der prøvede de at hjernevaske mig en smule i håb om at få navne og adresser på flere brødre. Det lykkedes dem ikke. Senere gik en anden detektiv med mig til banken hvor jeg arbejdede, for at se om jeg havde noget liggende i min private bankboks der kunne belaste Selskabet. Men der var ingenting.“

Underlagt censur

Uden at afvente resultatet af undersøgelsen satte den schweiziske generalstab foreløbig Vagttårnet under censur. Selskabet kunne ikke indvillige heri. Hvordan kunne åndelig føde fra Jehova underkastes censur af denne tingenes ordnings militær? Derfor blev den officielle udgivelse af Vagttårnet indstillet. Men brødrene — og nu var der over tusind — kom ikke til at lide åndelig nød af den grund. De fik maskinskrevne og duplikerede artikler til eget brug, og disse gik fra hånd til hånd i menighederne. På den måde blev brødrene holdt underrettet om det stadig voksende lys.

For at kunne have nogle publikationer til brug på arbejdsmarken opnåede man imidlertid tilladelse fra censuren til at trykke bladet Trost („Trøst“, tidligere Den gyldne Tidsalder) og brochurer. Myndighedernes stadige henstilling om at være forsigtig i ordvalget når verdenssituationen blev berørt, afspejlede deres frygt for de mægtige naboer.

Broder Jules Feller, der nu har tjent på Betel i mere end 60 år, var den der fik til opgave at aflevere manuskripterne til censuren. „For det meste havde de ingen indvendinger imod manuskripterne,“  husker han. „Af og til syntes de at et udtryk var for nærgående og bad om at få det formuleret anderledes. Man kan naturligvis sige en ting på forskellige måder uden at udvande sandheden. Men en dag blev jeg modtaget meget fjendtligt. Herrerne på censuren bebrejdede Jehovas Vidner at de bare nød godt af staten men ikke ville gøre noget for den, såsom udføre militærtjeneste. Det var et veritabelt angreb.

Det førte til en længere diskussion. I to timer haglede det ned over mig med spørgsmål fra de fire mænd der var til stede den dag. Jeg erfarede virkelig sandheden i Jesu ord i Mattæus 10:18, 19: ’I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og nationerne. Men . . . vær ikke bekymrede for hvordan I skal tale eller hvad I skal sige, for det I skal sige vil blive givet jer i samme time.’ Samtalen blev til en sejr for sandheden. Derefter blev vi behandlet forekommende indtil krigen var slut.“

 Broder Zürcher dømt

Som et resultat af den undersøgelse der blev foretaget af militæret blev der rejst sag imod afdelingstilsynsmanden, broder Zürcher. Han blev fejlagtigt anklaget for at undergrave den militære disciplin og for at have gjort sig skyldig i statsfjendtlig propaganda. Der gik to år før retten endelig blev sat den 23. og 24. november 1942. Militæranklagerens indlæg var som en hårdtslående haglbyge. Han kaldte broder Zürcher en demagog eller folkeforfører af den værste slags, der fortjente at blive sat bag lås og slå. Der blev citeret fra bind II af bogen Lys, side 159-162, hvor det nævnes at ’resten’ fra et sikkert sted vil iagttage den store nedslagtning af dem som udgør Satans organisation, heriblandt konger, krigsøverster og vældige. Da et af anklagepunkterne gik ud på at broder Zürcher havde undergravet den militære disciplin, var det åbenbart at sådanne udtalelser måtte vække anklagerens vrede. ’ „Dette her er at unddrage sig militærtjeneste, og det er fejhed i højeste grad. Her får man et indtryk af deres indstilling til schweizisk militærtjeneste!“ brølede han.

Forsvareren, Johannes Huber, en højt respekteret parlamentariker og medlem af nationalrådet, nævnte at han i sine 40 års praksis aldrig før havde ført en sag i en så fuldstændig forudindtaget atmosfære. Efter hans opfattelse var denne retssag i virkeligheden ikke rettet mod den anklagede, men mod Jehovas Vidner som et hele. Det var et forsøg på at bringe dem til tavshed. Som afslutning på sit indlæg sagde han: „Det var derfor ikke blot et spørgsmål for mig om at påtage mig en opgave for  en klient, men jeg følte at det — til trods for vore meningsforskelle — var min pligt at stå op i forsvar for disse mennesker der er blevet så misforstået og udsat for så megen sørgelig uretfærdighed. Derfor henstiller jeg til retten at frifinde den anklagede.“ Ikke desto mindre blev broder Zürcher idømt to års fængsel og tab af nogle borgerlige rettigheder.

Vor sagfører indankede sagen for appelretten. Den endelige dom faldt den 16. april 1943. Dommen blev ændret til et års betinget fængsel og tab af nogle borgerlige rettigheder i fem år. I betragtning af de daværende særlige omstændigheder var det en særdeles mild dom.

Forbindelsen med Brooklyn afbrudt i 1942

Lige fra fjendtlighedernes begyndelse blev alle breve til Selskabet censureret, men da De forenede Stater gik med i krigen blev enhver forbindelse med Selskabets hovedkontor i Brooklyn afbrudt. Det sidste nummer vi fik af det engelske Watchtower var for 1. oktober 1942 med artiklen „Det eneste lys“. Hvad skulle afdelingskontoret nu gøre for at få åndelig føde ud til brødrene, når det ikke var muligt at få de engelske blade?

Jehova sørgede for at det var muligt at komme i forbindelse med afdelingskontoret i Sverige. Sverige var et af de få europæiske lande der heller ikke var med i krigen. Derfra fik vi løbende Vagttårnet, men på svensk! Der var ingen af brødrene i Schweiz som kunne dette sprog, men der syntes at være en vis lighed mellem svensk og tysk. Det gav Alice Berner, som nu arbejder på afdelingskontoret i Tyskland men dengang var medlem af betelfamilien  i Bern, mod til at studere svensk. Efter en forholdsvis kort tid var hun i stand til at oversætte Vagttårnet til tysk, og sådan blev vi i stand til at forsyne brødrene med åndelig føde de næste to år. Vi fik i alt 42 artikler og to brochurer på den måde.

Efter krigen sendte hovedkontoret i Brooklyn en komplet samling af alle de artikler der havde været i det engelske Watchtower mens forbindelsen var afbrudt. Hvor mange artikler var de schweiziske brødre gået glip af under krigen? Ikke en eneste! Det første blad fra Sverige var det der fulgte lige efter udgaven med artiklen „Det eneste lys“. I alle krigsårene var strømmen af sandhedens vand aldrig blevet afbrudt. Man forstår sikkert at vi var vor store Forsørger, Jehova, meget taknemmelige! — Jævnfør Første Mosebog 22:14.

Økonomiske problemer

Jehova hjalp ikke blot sit folk åndeligt men også materielt. Ikke desto mindre var der økonomiske problemer. Hvorfor? Arbejdet hvilede på frivillige bidrag, og mange af brødrene var under et økonomisk pres i krigsårene. Da vi desuden havde indstillet trykningen af Vagttårnet og der ikke kunne sendes bøger og blade til andre europæiske lande, indgik der færre midler herfra. Under disse omstændigheder var der ikke arbejde nok til alle betelfamiliens medlemmer, og et antal brødre og søstre meddelte derfor at de var villige til at forlade Betel, selv om de var enige om at deres år på Betel havde været de lykkeligste i deres liv.

Men de alvorlige økonomiske problemer varede ved, og det blev nødvendigt blandt andet at nedskære  godtgørelsen til dem der arbejdede på Betel og gårdene til 10 Sfr. om måneden, og brødrene affandt sig med dette indgreb uden at beklage sig.

En bog i din yndlingsfarve

Midt under krigen blev der i 1942 afholdt et spændende stævne i Zürich. Søndag formiddag var de første rækker i salen besat af børn og ganske unge mennesker der imødeså programmet med spændt forventning. Det var et særligt program for dem. I et foredrag rettet specielt til dem blev de formanet til at være flittige, villige, hjælpsomme og flinke, og fremfor alt til at adlyde deres forældre i overensstemmelse med Bibelens vejledning. Til sidst i foredraget blev bogen Børn udgivet, og hvert af disse unge mennesker skulle have et gratis eksemplar.

Derefter trådte nogle brødre frem, hver med en forsyning bøger i ni forskellige farver. Alle børnene blev nu bedt om at passere hen over podiet og modtage en bog i den farve de syntes bedst om. Sikken glæde det udløste hos børnene! Der blev uddelt flere end 400 bøger til disse kommende forkyndere. Et stort antal af disse børn blev nidkære arbejdere og er stadig virksomme i Jehovas organisation.

Den teokratiske skole fortrænger grammofonen

I 1944 indførtes noget nyt i menighederne i Schweiz, nemlig den teokratiske skole. I begyndelsen af året blev den indført på Betel i Bern, og i de følgende måneder blev dette kursus i at holde  offentlige foredrag og fremholde Rigets budskab ved dørene sat i gang i menighederne overalt i landet. Da brødrene blev dygtigere til at gøre rede for den gode nyhed begyndte grammofonen at vige pladsen for forkyndernes egne korte prædikener.

Mange forkyndere hilste denne nye forkyndelsesmetode velkommen, eftersom en tung grammofon og en taske fuld af bøger og blade godt kunne være meget at slæbe rundt på i tjenesten. Derudover var det en ændring der førte til en mere effektiv forkyndelse.

Afslutningen på krigen i sigte

Den 6. juni 1944 begyndte de allierede troppers invasion i Normandiet i Frankrig, og den 15. august var de allierede styrker nået frem til den franske Middelhavskyst. Da det blev stadig tydeligere at nazismen stod over for sit sammenbrud og at de allierede styrker ville sejre, begyndte myndighederne i Schweiz at lette på de restriktioner der var blevet pålagt Jehovas Vidner og Selskabet. Det var som det forudsiges i Åbenbaringen 12:16: „Jorden [de mere faste demokratiske magter] kom kvinden til hjælp, og jorden åbnede sin mund og opslugte floden [den totalitære modstand] som dragen havde udspyet af sin mund.“

De ansvarlige brødre på afdelingskontoret drog et lettelsens suk! Broder Rutherford havde tilskyndet dem til om muligt at undgå at arbejdet blev helt forbudt og at afdelingskontoret i Schweiz blev lukket. De havde befundet sig i mange farlige situationer, men nu var det værste overstået. Afdelingskontoret fungerede stadig væk og arbejdet var blevet  holdt i gang! Brødrene følte sig som David da han skrev Salme 34:19: „Mange ulykker rammer den retfærdige, men Jehova udfrier ham af dem alle.“

Inden længe blev de bøger og blade der var blevet konfiskeret af den schweiziske generalstab i juli 1940, givet tilbage til Selskabet. Det tog soldaterne flere dage at få publikationerne talt op. Det hele blev senere godt anvendt på arbejdsmarken.

Hvordan ville du være til mode hvis du efter fire års afbrydelse igen stod med en trykt udgave af Vagttårnet i hånden? De tysk- og fransktalende brødre var ovenud begejstrede da bladet fra den 1. oktober 1944 igen udkom regelmæssigt, skønt det kun var én gang om måneden. Cirka et år senere udkom det igen to gange om måneden.

Den anden Verdenskrig ender, men vor kamp fortsætter

Den 8. maj 1945 fejrede de vestlige nationer den anden verdenskrigs afslutning i Europa, men i Schweiz gik kampen for tilbedelsesfrihed og retten til at forkynde videre. De fleste steder i landet fik vi større bevægelsesfrihed end under krigen, men i katolske egne var der stadig megen modstand.

Da for eksempel det offentlige foredrag „Kan Mennesker opbygge en ny Verden?“ blev holdt i byen Zug i januar 1946, dukkede politiet pludselig op i salen og standsede foredragsholderen. Selskabet gik rettens vej, og sagen kom for forbundsretten i Lausanne. Følgen blev at det grundlovsstridige forbud som myndighederne i Zug havde  udstedt, blev ophævet, og at avisoverskrifterne lød: „Jehovas vidner har fået deres ret“ og „Tilbedelsesfriheden må opretholdes“. Men selvfølgelig omtalte den katolske presse ikke dommen i så positive vendinger.

Hjælp til brødrene i Tyskland

Da det blev kendt hvor dårligt vore trofaste brødre der kom fra koncentrationslejrene var stillet, lukkede de schweiziske brødre ikke ’deres inderlige medfølelses dør’. (1 Joh. 3:17) De lagde samme ånd for dagen som de første kristne og fik travlt med at iværksætte en nødhjælp. (Apg. 11:29, 30; 2 Kor. 8:1-4) Store mængder tøj og husgeråd blev givet som gaver, og nogle søstre ofrede tid og kræfter på at sørge for at alt var i god stand. I alt blev 444 kasser, der tilsammen vejede 25 tons netto, sendt til Tyskland i årene 1946-47. Værdien af denne nødhjælp beløb sig til mere end 262.000 Sfr. „Da vi hørte om vore tyske brødres og søstres glæde og taknemmelighed gjorde det os meget lykkelige, og vi følte os rigt belønnet for det ekstra arbejde det havde kostet os,“ fortæller en søster som havde hjulpet til.

Nok var det nødvendigt med materiel hjælp, men der var også et stort behov for åndelig føde til at styrke brødrene og hjælpe dem i gang med det arbejde der skulle gøres efter krigen. Derfor blev der også sendt bibelske publikationer til Tyskland fra afdelingskontoret i Schweiz, og vi anså det for en stor forret at bidrage på denne måde i beskedent omfang til genopbyggelsen af arbejdet i Tyskland.

 Et længe ventet besøg af broder Knorr

Vi imødeså Selskabets præsidents første besøg efter krigen med stor spænding. Der var gået otte begivenhedsrige år, og Nathan H. Knorr var blevet præsident. Han aflagde et meget kort besøg i Bern i 1945, men vendte tilbage i maj 1947. Vi ville gerne gøre noget stort ud af denne begivenhed og organiserede et stævne i Zürichs smukke kongreshus.

Hans offentlige foredrag, „Glæde for hele Folket“, blev holdt fredag aften under stævnet. Det var forkynderne en glæde at uddele 100.000 løbesedler, sætte plakater op og gå som plakatbærere gennem byens gader. Der var også annoncer i aviserne om det offentlige foredrag. Vi ville have at alle i Zürich skulle vide hvad der foregik!

Der kom 1540 til foredraget. Efter mødet blev en brochure delt ud til alle fremmede. Eftersom der blev uddelt 800 brochurer slutter vi os til at størstedelen af de tilstedeværende var interesserede som havde efterkommet indbydelsen. Det var højst tilfredsstillende.

Pionertjenesten fremhæves

Siden de tidligere tiders kolportører havde der altid været nogle trofaste heltidsforkyndere både i den tyske og den franske del af landet. Men det må indrømmes at der ikke var ret mange. Af de 1462 forkyndere i 1945 var der kun tre pionerer! Broder Knorr syntes ikke at dette tal stod i forhold til de store muligheder landet bød på. Han mente at når der var så få pionerer, skyldtes det delvis at man gav mange bøger og blade væk gratis for at undgå  at komme i strid med vedtægterne om salg ved dørene, hvorved forkynderne selv måtte påtage sig alle de udgifter der var forbundet med forkyndelsesarbejdet.

Hans iagttagelse var korrekt. Nogle brødre måtte opgive heltidsforkyndelsen fordi de ikke kunne klare udgifterne. For at hjælpe dem der ellers ville kunne være med i pionertjenesten, måtte problemet med at bede om et frivilligt bidrag for publikationerne løses.

Hvordan det skulle løses

Hayden Covington, der dengang var Selskabets sagfører i Brooklyn, ledsagede broder Knorr på rejsen. Han forklarede ved stævnet at man i De forenede Stater var gået rettens vej for at få ret til at tage imod frivillige bidrag — uden at skulle løse vandrebrev — for de bøger og blade der blev afsat i forbindelse med forkyndelsen af evangeliet. Afdelingskontoret i Schweiz måtte kæmpe for de rettigheder og begunstigelser der tilkom kristne ordets forkyndere, og gøre det hele vejen op gennem retssystemet indtil sagen var afgjort. Det skulle være et forenet fremstød af alle forkyndere i Schweiz. At de var villige til at samarbejde heri fremgik af et begejstret bifald. Det stævne i Zürich blev en historisk milepæl for forkyndelsen af Riget i Schweiz.

Sagen om at „falbyde varer“ uden vandrebrev

Allerede i 1930rne var flere brødre blevet arresteret og idømt bøder for at „falbyde varer ved dørene uden vandrebrev“. Efter den tilskyndelse der havde lydt ved stævnet i Zürich skulle denne sag nu  afgøres. Brødrene ville „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“, ligesom apostelen Paulus havde gjort i Filippi. — Fil. 1:7.

Forkynderne begyndte igen at tage imod frivillige bidrag for bøger og blade som de afsatte i tjenesten. Øjeblikkelig fulgte en lavine af politianmeldelser i alle dele af landet. Men Selskabet var besluttet på at lade det komme til en prøve. Hvad blev resultatet?

Landsretten i den overvejende protestantiske kanton Bern havde for eksempel længe fastholdt at afsætning af bøger og blade mod et frivilligt bidrag faldt ind under vedtægterne for falbyden af varer. I årtier var kendelserne i denne ret gået os imod. I 1948 blev en broder igen idømt en bøde på 20 Sfr. af en underret, og sagen blev appelleret til landsretten. Denne gang førte det til et gennembrud! Berns landsret sagde i sin kendelse:

„Foruden den omstændighed at der ikke var tale om nogen fortjeneste, er der intet i den anklagedes fremgangsmåde som viser at hans arbejde var af erhvervsmæssig karakter. Det kan ikke godtgøres at hensigten var at opnå en fortjeneste — hverken til ham selv eller til Jehovas Vidner — ved at falbyde varer. Omstændighederne tillader den slutning at den anklagede — blottet for enhver selvisk bevæggrund — handlede udelukkende med et ophøjet og uselvisk sigte. Brochurerne blev ikke tilbudt i forventning om en betaling der i det mindste ville dække fremstillingsomkostningerne. Den anklagedes største belønning bestod åbenbart i sektens talmæssige fremgang og i den velvillige modtagelse af forkyndelsen af evangeliet. Hvis det er  sandt at vedtægterne om handel ved dørene har til formål at beskytte offentligheden mod dem der forulemper den, ville det være en overdrivelse at lægge religiøs propaganda fra hus til hus hindringer i vejen under henvisning til loven om salg af varer, og derved krænke den ytringsfrihed der er sikret i grundloven.“

Med denne frifindelse forlod Berns landsret den retsopfattelse den havde fastholdt i fyrre år på dette område. Skønt dommen ikke havde materiel retskraft i andre kantoner, var den af stor interesse for mange domstole i hele landet.

Den hårdeste strid stod i Kanton Vaud

Den længste og mest hårdnakkede strid om falbyden af varer ved dørene blev udkæmpet i den fransktalende kanton Vaud. I 1935 havde man føjet en bestemmelse til den lokale lov om handel ved dørene. Denne tilføjelse gik ud på at falbyden af varer hvis pris ikke var fast men overladt til køberens skøn, faldt ind under loven om handel ved dørene. For statsadvokaten i Lausanne var det en velkommen grund til at rejse tiltale mod Jehovas Vidner.

I 1948 idømte byretten i Payerne pionerbroderen Jean Siegenthaler en bøde for at sælge varer ved dørene uden vandrebrev. Sagen blev indanket for landsretten, der stadfæstede byrettens dom med den begrundelse at loven netop tog sigte på det den anklagede havde gjort sig skyldig i.

I kølvandet af denne afgørelse fulgte en kamp for vore rettigheder og vor frihed der skulle vare mere end fem år. I de fleste tilfælde hævdede byretten  vor ret ved at frikende os. Men statsadvokaten var meget fjendtligt indstillet og indankede sagerne for landsretten, der så omstødte byrettens afgørelse. Selskabet forelagde endog en sag for landets øverste juridiske myndighed, forbundsretten. Men skammeligt nok afviste den appellen.

En modig dommer vover at dømme anderledes

Den 3. september 1951 kom en sag for byretten i Lausanne. Søster Gilberte Schneeberger stod anklaget. Der var ingen forventninger om et heldigt udfald, og Selskabet havde besluttet at klare sig uden sagfører. Kan man forestille sig hvordan denne unge pionersøster følte sig til mode da hun sad dér alene i retssalen?

Dommeren, hr. Zweifel, kom ind. Efter at retten var sat, sagde han i en faderlig tone: „Kære frøken, Deres tilfælde er identisk med den sag hvori forbundsretten allerede har fældet en dom der gik den anklagede imod. For mit vedkommende er jeg bundet til loven og ikke i stand til at ændre den.“

Så rejste den unge søster sig og bad om hun måtte tale til sit forsvar.

„Naturligvis, frøken, naturligvis. Jeg lytter.“ Dommeren lænede sig tilbage i sin stol og koncentrerede sig om den unge dames redegørelse. Hun læste op af et memorandum udarbejdet af Selskabets juridiske afdeling.

Argumenterne gjorde et stort indtryk på hr. Zweifel. Han begyndte virkelig at tvivle (det tyske navn Zweifel betyder „tvivl“), og han udskød domsafsigelsen. Dommen faldt to dage senere og lød på: Frifindelse!

 Hvilken overraskelse! Det krævede virkeligt mod af hr. Zweifel. Dermed dristede han sig til at betegne både landsrettens og forbundsrettens afgørelse som tvivlsom og utilfredsstillende. Hvad ville fremtiden bringe?

En oprigtig præst vidner for os

Nogen tid efter kom en sag for byretten i Aigle. Dér blev blandt andre en protestantisk præst ført som vidne. Han havde modtaget to bøger af en forkynder og givet 4 Sfr. som et frivilligt bidrag. Præsten gjorde i retten tydeligt rede for at det pågældende vidne for Jehova ikke var kommet til ham for at sælge bøger men for at tale om religiøse emner. Præsten anså afgjort den unge mand for at være en evangelieforkynder og ikke en omvandrende handelsmand. Forkynderen blev frikendt.

Derimod måtte en trofast pioner, Karl Maurer, i Payerne tilbringe et døgn i fængsel fordi han ikke ville betale den bøde han var blevet idømt.

En sej statsadvokat taber slaget til sidst

Denne strid blev endeligt afgjort i 1953. Statsadvokaten, der var opsat på at besejre Jehovas Vidner og var irriteret over at underretterne satte sig ud over de højere retsinstansers negative retspraksis, blev ved med at appellere en vis sag der havde ført til frifindelse for den anklagede ved underretterne. For fjerde gang siden 1948 måtte landsretten i kanton Vaud nu befatte sig med det samme stridsspørgsmål.

Men nu skete der noget helt uventet: Retten, der var sammensat af nye dommere, endevendte sagen  og kom den 26. januar 1953 enstemmigt til den konklusion at Jehovas Vidners arbejde ikke kunne anses for at være handel ved dørene. Statsadvokatens anke blev afvist. Endelig havde kanton Vauds landsret fundet frem til en fornuftig og frisindet retspraksis i harmoni med handelslovens ånd og bogstav!

Med denne sejr var et spændende kapitel af Jehovas Vidners historie i Schweiz afsluttet. Det blev et vidnesbyrd om forkyndernes frygtløse holdning og mange frihedselskende dommeres mod. Fremfor alt blev det et vidnesbyrd om Jehovas velsignelse af sine tjenere der nidkært kæmpede for deres gudgivne rettigheder og tilbedelsesfrihed.

Neutralitetsstandpunktet volder stadig problemer

Vi har allerede fortalt hvordan det gik brødrene der ønskede at være neutrale i den anden verdenskrig. Selv om Schweiz ikke tog del i krigen og højtideligt erklærede sin neutralitet, dømte og fængslede det borgere der af religiøse grunde gjorde krav på samme ret for deres eget vedkommende.

Dommene var mildere efter krigen, men det var stadig almindeligt med gentagne domfældelser for samme forseelse. Med tiden blev offentligheden imidlertid mere og mere interesseret i problemet „militærnægtelse af samvittighedsgrunde“, og pressen behandlede emnet udførligt. Den tidligere stabschef for den schweiziske hær, Jörg Zumstein, kom med nogle interessante bemærkninger til retssagerne mod militærnægtere. I februar 1984 citerede en avis ham for følgende:

 „Jeg har overværet sådanne retssager fordi jeg ville vide hvad der skete. Sagerne mod Jehovas vidner gjorde sig bemærket ved at holde et vist niveau, også for de anklagedes vedkommende. De og deres slægtninge kom i retten iført deres søndagstøj, og de talte deres sag på værdig vis. Dommerne kendte deres standpunkt og udmålte straffen efter gældende praksis, fem eller seks måneder. Jehovas vidner lader til at acceptere at staten straffer dem der ikke bøjer sig for dens krav. Men de behandler ikke staten som en so, sådan som mange andre der kommer for militærretterne nu om stunder.“

Bestræbelserne for at finde en løsning på problemet har imidlertid haft sin virkning på militærdomstolene. Dommene varierer nu fra tre til fem måneders fængsel, og brødrene bliver for det meste slettet af lægdsrullen når de bliver dømt. De afsoner ofte deres straf ved at arbejde på hospitaler og alderdomshjem om dagen, og vender kun tilbage til deres fængselscelle for at overnatte. Der føres stadig fra 60 til 70 retssager om året mod unge brødre der indtager neutralitetsstandpunktet.

’Som gode Kristi Jesu soldater’ er disse unge brødre ’med til at lide ondt’ på grund af deres kristne neutralitet. (2 Tim. 2:3) De udfører villigt den tjeneste Gud pålægger dem. Det er som en af de første salvede forkyndere i egnen omkring Gstaad i Alperne, søster Adele Reichenbach, engang sagde. Hun kom på genbesøg hos en dame hvis mand var officer, og det var obersten selv der lukkede op. Han gav hende den bog tilbage hans kone havde fået og sagde foragteligt: „Forsvind og tag dette skidt med, I som nægter at gøre militærtjeneste!“  Søster Reichenbach svarede: „Vi gør den tjeneste som I militærfolk nægter at gøre.“

Indsats for at nå ud i „isoleret distrikt“

Fra og med 1952 blev der gjort en særlig indsats for at forkynde i „isoleret distrikt“. Meget af dette distrikt bestod af fjerntliggende dale og gårde, landsbyer med store kirker og med krucifikser på fremtrædende steder langs vejen. Den strengt katolske befolkning der boede her, havde måske tidligere fået uddelt en eller anden traktat, men der var ikke blevet aflagt et grundigt vidnesbyrd på nogen af disse afsidesliggende steder.

Nogle af disse mennesker havde aldrig hørt om Jehovas vidner, og mange havde aldrig set en bibel, endsige ejet en. Det var helt uberørt distrikt! Forkynderne tog del i dette arbejde med liv og sjæl. Mange steder var de overraskede over de gode resultater de fik. Præsterne var også overraskede. De ventede ikke en sådan invasion af de græsgange de anså for at være deres! De advarede deres hjorde så godt de kunne om ikke at tage imod bøger eller blade, og hvis det var sket, da at brænde dem og tilkalde politiet. I en landsby gik henved 50 unge katolikker fra hus til hus og indsamlede bøger og blade som forkynderne havde efterladt. Der var trusler og endog korporlige angreb.

I ét tilfælde telefonerede en mand i en landsby hurtigt til politiet for at beklage sig over at en broder havde forkyndt for ham. Det svar han fik var ikke lige hvad han havde ventet: „Lad du bare de folk fortsætte deres arbejde i fred; de kender loven bedre end vi gør, de ved nøjagtig hvad de må og  hvad de ikke må.“ Vores kamp for tilbedelsesfrihed havde ikke været forgæves!

Kirkeblade vækker interesse

Somme tider gav præsternes forsøg på at forhindre deres sognebørn i at komme i forbindelse med sandheden, bagslag. Sådan gik det da to unge pionerer kom til et ungt ægtepar hvor konen lyttede opmærksomt til deres prædiken og derefter inviterede dem indenfor. „Det vil interessere min mand,“ sagde hun. I henved en time lyttede ægteparret med usædvanlig interesse til den forklaring af Bibelen pionererne gav om den nye tingenes ordning som Gud ville indføre. De tog imod bibelsk læsestof og et genbesøg blev aftalt. Inden længe var de langt inde i et bibelstudium.

Efter det tredje besøg afslørede manden hvorfor han havde været interesseret første gang de kom: „Ser I, jeg læste en kort artikel om Jehovas Vidner i kirkebladet. Der stod dér at hvis to unge velklædte, taktfulde mennesker kom til vores dør med en fortolkning af Bibelen, skulle vi ikke høre på dem. Vi skulle bare sige at vi havde vores egen kirke og at vores præst gav os al den slags, og så lukke døren. Nu er det imidlertid sådan at jeg er en fri mand og gerne vil have lov til selv at undersøge tingene. Derfor hørte jeg på jer.“

Dette unge ægtepar gjorde gode fremskridt, begyndte at komme til møderne og var snart med i tjenesten på arbejdsmarken. De symboliserede også deres indvielse til Jehova. Det var kirkebladet der havde henledt deres opmærksomhed på sandheden!

Der var også undtagelser inden for gejstligheden. Der var præster som indrømmede at deres hjord  havde brug for hjælp og at Jehovas vidners besøg kunne gavne den. Der var for eksempel en præst som skrev følgende artikel i sit kirkeblad:

„Kære Jehovas vidner!

Jeg er jer virkelig taknemmelig, i sandhed meget taknemmelig, for at I så modigt går fra hus til hus i vort sogn. Selv om I ikke bliver godt modtaget overalt, får I måske — blot måske — vore folk til endnu en gang at mindes at:

Foruden brød og skuespil, foruden glæde og sorg, succes og fiasko, foruden kampen for tilværelse og levevej, arbejde og adspredelse er der også sådan noget som religion, tro, bekendelse til Jesus Kristus. At I kommer, er en magtfuld prædiken i sig selv! . . . Måske har man svaret jer: ’Mange tak, vi har ikke brug for noget, vi har vores kirke.’ Men må jeg bede jer, når folk svarer at de har deres kirke, da at spørge dem: ’Men hvad tror I på?’

Se, det er grunden til at jeg er jer så taknemmelig. Måske lykkes det jer at vække nogen her og der. Og samtidig vil jeg ikke være uretfærdig, for jeg indrømmer at jeg selv har lige så meget brug for at blive vækket, som de har. Jeg beundrer jeres mod . . . Al respekt for et så selvopofrende arbejde. Tak for jeres hjælpsomhed! Jeg tror at vi alle kan lære meget af den.“

Missionærhjem oprettet

De første missionærer fra Gileadskolen ankom til Schweiz i 1947. Det var tre brødre og en søster fra vort eget afdelingskontor der var blevet indbudt til skolens 8. klasse, og de vendte tilbage til opgaver i Schweiz. Deres viden var til stor gavn for arbejdet på afdelingskontoret og ude på arbejdsmarken.  Fyrre år efter er tre af dem stadig medlemmer af betelfamilien — Fred Borys og Willi Diehl i Schweiz, og Alice Berner i Tyskland siden 1956.

I 1948 ankom flere missionærer. Charles Renye og Raymond Leistikow blev kredstilsynsmænd, og de sled hårdt i det med at lære tysk for at kunne magte opgaven. To ægtepar fra De forenede Stater, Robert og Elaine Honey og William og Ione Strege, blev sendt til Genève, hvor det første missionærhjem blev åbnet i 1950. De gjorde sig store anstrengelser for at lære det franske sprog så de kunne arbejde sammen med de lokale brødre. Franziska Trackova fra Gileads 15. klasse tjener endnu trofast som missionær i Lausanne. Disse missionærers indsats var til stor gavn for menigheden i Genève, som det ses af væksten.

Der kom rigtig liv i menigheden i Lausanne i 1951 da der blev oprettet et missionærhjem for fire søstre fra den 17. klasse. Disse glade unge piger hjalp især søstrene til at forbedre deres forkyndelse ved dørene ved at bruge et tema.

Ny afdelingstilsynsmand

I årenes løb har flere trofaste brødre stået i spidsen for arbejdet i Schweiz som afdelingstilsynsmænd. Indtil 1953 var det Franz Zürchers opgave. Så blev det besluttet at tiden var inde til at lægge ansvarsbyrden på yngre skuldre. Filip Hoffmann blev sendt hertil fra Tyskland. I 1957 trådte Jules Feller i hans sted, og broder Hoffmann tjener nu på afdelingskontoret i Danmark. I 1963 blev tilsynet med afdelingskontoret betroet Günter Kulschewski. Og den 1. november 1965 blev Willi Diehl udnævnt til afdelingstilsynsmand.

 Broder Diehl begyndte i heltidstjenesten i 1931 på Betel i Bern, hvor han arbejdede som trykker. Femten år senere blev han indbudt til at komme på Gileadskolen. Efter at han var blevet gift var han og hans kone pionerer i to år. Han har også tjent som kreds- og områdetilsynsmand. I 1964 blev han igen indbudt til at komme på Gilead, denne gang sammen med sin kone, for at gennemgå et mere omfattende kursus. Alt dette gav ham en udmærket baggrund for arbejdet som afdelingstilsynsmand.

Som på alle andre afdelingskontorer under Selskabet har kontoret i Schweiz siden 1976 haft et udvalg. Willi Diehl er koordinator, og de andre medlemmer er Armin Beetschen, Jean-Jules Guilloud, Lars Johansson og Hans Klenk.

Opmærksomheden rettes mod Kanton Ticino

I den solrige sydlige del af Schweiz mellem Alperne og den italienske grænse ligger kantonen Ticino. Her tales italiensk, og indbyggerne er næsten udelukkende katolikker. Det var ikke let for Rigets budskab at få fodfæste her, men Selskabet sørgede godt for de få interesserede der kunne findes. Ingen af brødrene forestillede sig hvilken rig høst dette område skulle bringe!

Andreas Monstein, som stammede fra det tysktalende Schweiz men talte italiensk, var blevet sendt til Lugano i 1944. Han gennemarbejdede distriktet, tog sig af nogle små grupper interesserede og holdt offentlige foredrag. Det var en ringe begyndelse, men ikke at foragte. — Zak. 4:10.

 I tidens løb var der også andre pionerer som hjalp med til at så sandhedens sæd i forskellige dele af Ticino. Det var hårdt arbejde. Befolkningen var komplet uvidende om Bibelen, og mange var hildet i overtro og frygt for gejstligheden. Men den lille skare forkyndere viste stor udholdenhed, og til sidst kom der hjælp fra en uventet kilde.

Missionærer fra Italien

Da nogle gileadmissionærer pludselig blev tvunget til at forlade Italien, flyttede de til Ticino. Senere kunne de fleste af disse missionærer vende tilbage til Italien eller de rejste af andre årsager, men i mellemtiden blev grunden til flere menigheder lagt. En missionær som vil blive husket længe er Angelo Fraese. Han boede på missionærhjemmet i Lugano i næsten 20 år og blev somme tider spøgefuldt kaldt „menighedens engel [Angelo betyder engel] i Lugano“!

Det er mange år siden at det første vidnesbyrd blev aflagt i Ticino, og der er blevet forkyndt meget siden da. Med hvilket resultat? I dag er der elleve blomstrende menigheder med i alt 950 forkyndere. Alene i Lugano er der fire aktive menigheder, og enden er ikke nået endnu!

Forkyndelse for gæstearbejdere

Efter krigen erfarede Schweiz et stort økonomisk opsving. Schweizerne sad selv på hvad der blev anset for at være de bedste jobs, men hvem skulle gøre det grove arbejde? I de krigshærgede lande var der rigeligt med villig arbejdskraft, og derfor begyndte en immigrationsbølge. Ved udgangen af  1968 opholdt 933.000 udlændinge sig i landet, og de udgjorde femten procent af hele befolkningen. Størstedelen af disse gæstearbejdere kom fra Italien, og snart stødte vore brødre på italienere overalt i landet når de var ude i tjenesten. Mange af dem viste interesse for sandheden.

Hvad Rudolf Wiederkehr oplevede er typisk. Han traf en italiensk arbejder i et gammelt hus i Hunzenschwil. Ingen af de to kunne ret meget af den andens sprog, så hvad skulle man gøre? Broderen kunne ikke gøre andet end at give ham et nummer af Vagttårnet på italiensk. Til trods for sprogproblemerne kom broder Wiederkehr igen. Da italieneren så ham, hentede han hurtigt nummeret af La Torre di Guardia og udbrød med strålende øjne: „Questo è la verità!“ („Dette er sandheden!“) Opmuntret af denne reaktion skaffede broderen sig tre eksemplarer af bogen „Gud Maa Være Sanddru“ på italiensk og begyndte at studere med manden, signor Pelagatti, hans kone og deres tolvårige søn Gianni. Familien læste i de italienske bøger  mens broder Wiederkehr fulgte med i sin tyske udgave. Når der manglede ord blev der brugt rigeligt med gestus! Somme tider fungerede drengen, der lærte tysk i skolen, som tolk.

Senere sluttede datteren og hendes mand, signor Trombi, sig til studiet hos familien Pelagatti. Alle fem gjorde gode fremskridt. Da bogen var færdigstuderet trådte hele familien spontant ud af den katolske kirke og symboliserede deres indvielse til Jehova. Som nidkære vidner hjalp de mange flere italienske familier til at lære sandheden at kende. I dag sover den ældre broder Pelagatti i døden, men Gianni og hans familie fortsætter stadig som trofaste vidner i den italienske menighed i Reinach, og familien Trombi er aktiv i nærheden af Parma i Italien. Og hvordan er broder Wiederkehr til mode? „Man kan ikke forestille sig hvor meget jeg endnu glæder mig over denne oplevelse!“ siger han.

Uformelt vidnesbyrd med langtrækkende konsekvenser

I Luzern sagde Irène Frenzel (som i mange år var pioner her) henkastet til sin italienske frisør at hun stod for at skulle til De forenede Stater for at deltage i Jehovas Vidners stævne i 1953. Frisøren havde aldrig hørt om Jehovas Vidner og spurgte hvad det var. De blev enige om at søsteren skulle gøre rede for det efter arbejdstid, og med en italiensktalende søsters hjælp blev et studium påbegyndt.

Frisøren, der hed Bruno Quilici, var ivrig efter at lære, men samtidig forsvarede han sin katolske tro. En hidsig diskussion for og imod et brændende helvede bølgede frem og tilbage. „Vi har lært at der  er et helvede!“ råbte han igen og igen og slog næven i bordet. Men til sidst vandt Bibelen over falsk lære og Bruno Quilici blev så opslugt af Bibelen at han ville studere to gange om ugen. I al den tid sang han stadig i kirken. Men til sidst gjorde han sig fri af den falske tilbedelses lænker og indviede sig til sandhedens Gud, Jehova. Hør engang hvad han selv siger om resultaterne af sine anstrengelser:

„For det første var jeg meget lykkelig over at min kone, der er fra den tysktalende del af Schweiz, tog så godt imod sandheden. Det gjorde at vi var i stand til at opdrage vore to børn efter Bibelens principper. Da vi flyttede til kanton Aargau kom jeg sammen med de allerførste italienske forkyndere på den egn og følte mig kaldet til at forkynde vidt og bredt for alle de italienske arbejdere. Mine anstrengelser blev belønnet med at talrige familier tog imod sandheden, og når jeg tænker på de syv italiensktalende menigheder det blev til i tidens løb, takker jeg inderligt Jehova for den glæde det har beredt mig.“

Var broder Quilici tilfreds med de resultater han opnåede hvor han boede? Nej. Han tænkte også på sine slægtninge i Italien. Han siger: „Så snart jeg kunne, tog jeg til Italien for at gøre min familie interesseret. Det var ikke forgæves. To af mine kødelige søstre og deres mænd og børn blev de første vidner i omegnen af Lucca. Og i dag er der fem blomstrende menigheder dér.“

Broder Quilici har nu trukket sig tilbage fra sit verdslige arbejde og virker som almindelig pioner sammen med sin datter. Hans søn og svigerdatter er også i heltidstjenesten.

 Utrolig hurtig vækst

For de schweiziske forkyndere kom italienernes hurtige reaktion og den rivende tilvækst som en overraskelse. De var vant til at studere med schweizerne i årevis — men sådan var det ikke med italienerne! Når de forstod et bibelsk lærepunkt, omsatte de det straks i praksis. Man behøvede ikke at invitere dem to gange før de kom til et møde, og de kom sjældent alene. De bragte slægtninge og venner med, og de var ikke bange for hvad naboerne måtte tænke. Skønt nogle har måttet overvinde familiemedlemmers modstand, har den omstændighed at de var hjemmefra og i nogen grad isoleret blandt schweizerne bidraget meget til den hurtige vækst af Rigets sæd som var sået i deres modtagelige hjerter.

Ifølge Arturo Leveris var der ni italienske menigheder og et antal små grupper som skulle besøges da han begyndte som kredstilsynsmand for italienerne først i 1960erne. Han fortæller: „Snart skød italienske menigheder op overalt i landet. Der blev oprettet italienske menigheder selv i tysk- og fransktalende områder, for at de kunne tage vare på de interesserede blandt deres landsmænd.“ Med tiden blev der oprettet fem kredse, og godt besøgte kredsstævner satte endnu mere fart i arbejdet blandt italienerne.

Gode ældsteegenskaber

Italienerne har stærke familiebånd. Som regel elsker de deres børn højt, men de har også stor respekt for deres gamle forældre og sørger sædvanligvis godt for dem. Det er åbenbart denne kærlige  omsorg for andre der gør dem til gode ældste i menigheden, den store kristne familie. De ældstes venlige, omsorgsfulde og dog faste indstilling har bidraget umådeligt til væksten blandt de italiensktalende.

De sætter også et godt eksempel ved at komme regelmæssigt med hele familien til møderne, som der formanes til i Hebræerbrevet 10:25 og Femte Mosebog 31:12. De nye efterligner denne gode skik og kommer også med deres børn. Af og til kan det forekomme at man hører at de små, som endnu ikke forstår hvad der siges i rigssalen, er lidt urolige og græder, men det er bedre at de er med end at de bliver hjemme. Som tiden går, forstår de mere og vokser i visdom.

Mødesalene er ofte stopfyldte, og luften bliver ubehageligt varm. Men brødrene affinder sig tålmodigt med det indtil der findes en løsning på problemet. Mange franske og tyske menigheder har måttet søge en større sal, ikke for deres egen skyld men af hensyn til væksten i den italienske menighed der kommer i den samme sal.

Menigheden i Neuchâtel er et godt eksempel herpå. Der havde i lang tid været både en fransk og en tysk menighed i byen. Senere kom der desuden en italiensk og en spansk menighed, og så blev den første portugisiske menighed i landet oprettet her. En sådan tilgang af folk med fremmede tungemål tvang brødrene til at se sig om efter et mere velegnet mødelokale. De købte en lejlighed i en bygning og delte den i to rigssale, der nu benyttes af fem menigheder!

 Efter italienerne kom spanierne

En anden gruppe gæstearbejdere, men ikke nær så stor som italienerne, er spanierne. Foretagsomme forkyndere har fremholdt Rigets budskab for dem. For eksempel beretter Hans Bodenmann fra Basel:

„En dag da jeg var på vej hjem fra et resultatløst besøg lagde jeg mærke til to unge mænd ved vejsiden, hvoraf den ene læste en bog der så ud som en bibel. Jeg hilste på dem, og det viste sig at de var spaniere. Bogen var en bibel. Med noget besvær forklarede jeg dem at jeg ville komme tilbage næste aften til samme sted sammen med nogen der kunne tale spansk.

Da broder Siegenthaler, som havde boet i Spanien i mange år, og jeg fulgtes til det aftalte sted næste aften, ventede fire spaniere på os. Skønt de aldrig havde truffet Jehovas vidner før, var de straks indforstået med at vi skulle komme sammen en gang om ugen i et privat hjem for at studere Bibelen.

Til det første møde kom der seks, så otte. Vi viste dem en af Selskabets film, hvilket gjorde et stort indtryk på dem. Det første år gik det op og ned. Nogle af dem holdt op med at komme, andre rejste hjem til Spanien, men så kom der nye i deres sted. Jeg var lykkelig over at se Juan Pérez, en af dem jeg først havde talt med ved vejsiden, og hans kone blive meget aktive forkyndere.“

Endelig, i december 1969, blev den spanske studiegruppe organiseret som menigheden Basel-española, den anden spanske menighed i Schweiz. (Den første var blevet oprettet i Luzern i 1965.) Juan  Pérez blev dens tilsynsmand. I maj 1970 vendte han og hans kone tilbage til Spanien for at virke som specialpionerer.

Flere spanske menigheder blev oprettet, og fra 1972 udgjorde de deres egen kreds. Deres første kredsstævne blev kun overværet af 185, men siden da er kredsen vokset til seksten menigheder med næsten 1200 forkyndere.

Med hensyn til arbejdet blandt italienere og spaniere her i landet kan vi glæde os over at der er brødre som taler disse sprog, foruden at de taler et af de sprog der er almindelige i Schweiz. Der er for eksempel Max Wörnhard, som er af tysk-schweizisk afstamning og meget sprogbegavet. Han er familiefader, men tjener også deltids på afdelingskontoret og som områdetilsynsmand for de italienske og spanske kredse.

Begejstring for selskabets film

Det var ikke kun de spanske gæstearbejdere der nød godt af at se Selskabets film. Vi var alle meget begejstrede for dem. Mange brødre var tilsluttet små menigheder på landet, og de havde svært ved at forestille sig hvor udbredt Jehovas arbejde er i verden. At se de forskellige film der viste brødre af mange racer og nationaliteter gjorde derfor et stort indtryk på dem og på offentligheden. Her så de ikke blot en lille, ubetydelig samling mennesker, men en verdensomspændende organisation.

Billederne der viste vore sorte brødre optaget af tjenesten for Riget gav anledning til mange positive kommentarer. En dame blev bekymret da hun så at de afrikanske dåbskandidater blev døbt fuldt påklædt. Hun var bange for at de kunne blive forkølede  når de bagefter gik omkring i det våde tøj. Man bør imidlertid ikke glemme at temperaturen i Afrika ikke er den samme som i Schweiz!

Filmene har fået mange til at komme i rigssalen og selv se opfyldelsen af Jesu ord: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ — Matt. 24:14.

Pionerer baner vej i Liechtenstein

Det sidste vi fortalte om Liechtenstein var om uddelingen af brochuren Fascisme eller Frihed. Hvad skete der de følgende år i det smukke Liechtenstein?

Pionersøsteren Helen Knechtli fik i 1956 til opgave at arbejde dér. Hun boede i Buchs på den schweiziske side af Rhinen og gik hver dag over broen til Liechtenstein. Hun forkyndte fra hus til hus med Bibelen alene, men dér hvor hun fandt interesse kom hun igen og afsatte bøger og blade. Søster Knechtli var et meget venligt og tålmodigt menneske, og hun blev derfor vel modtaget af mange. Hun var i stand til at oprette flere hjemmebibelstudier. Endelig var sandheden ved at få fodfæste i dette Ländle!

Omkring to år senere blev Blanka Hertenstein, der havde været på Gilead, flyttet fra Østrig til Schweiz for at arbejde i Liechtenstein. Hun organiserede sit arbejde så dygtigt at politiet eftersøgte hende i halvandet år — i et land på kun 160 kvadratkilometer — før de endelig traf på hende! I overensstemmelse med Jesu formaning om at ’vise sig forsigtig som slanger og dog uskyldig som duer’  besøgte søster Hertenstein kun nogle få mennesker i ét distrikt, hvorefter hun skiftede til et andet distrikt. (Matt. 10:16) Gavmilde brødre havde stillet en bil til rådighed for hende, og hun kunne derfor begynde om morgenen i den ene ende af landet og forkynde i landsby efter landsby indtil hun sluttede sit dagsværk i den anden ende af landet. Hver gang politiet så blev tilkaldt og kom for at finde hende, var hun som sunket i jorden!

Politiet forbød hende at gå fra dør til dør, men da havde hun allerede fundet et antal mennesker som var oprigtigt interesseret i sandheden, og dem fortsatte hun med at tage sig af. Man kunne ikke forbyde private besøg.

Det lille land begynder at bære frugt

Den første søster fra Liechtenstein blev døbt ved stævnet i Hamburg i 1961. Et år senere var der syv forkyndere af Riget, og der blev afholdt et ugentligt vagttårnsstudium i et privat hjem.

Skønt den katolske kirke havde et fast greb om befolkningen dengang og var dygtig til at bruge statsmagten mod Jehovas vidner, gik arbejdet for Riget fremad. I 1965 var der elleve aktive forkyndere. Nogle af dem flyttede senere, og to brødre som var kommet fra Tyskland for at tjene hvor behovet var større, måtte forlade landet. Andre forkyndere blev uvirksomme. Men sandhedens lys blev ved med at skinne i Liechtenstein.

Vågn op!-artikel nedbryder fordom

I det tyske Vågn op! for 8. august 1966 var der en tiltalende artikel med overskriften „Liechtenstein — en juvel i Alperne“. Dette nummer blev  uddelt overalt i landet, og forkyndere fra både Schweiz og Liechtenstein var begejstrede for at være med i dette særlige fremstød.

Reaktionen var meget positiv. Folk var åbne og tog med glæde imod et blad. De kunne godt lide at beretningen om deres land ville blive læst over hele verden af mennesker der talte 26 forskellige sprog (det antal sprog Vågn op! dengang blev udgivet på). Selskabet fik et brev fra regeringens pressetjeneste med tak for den fine artikel.

Efter dette fremstød syntes brødrene at fordommen mod Jehovas Vidners arbejde blev mindre. Siden 1966 har det derfor været lettere at forkynde i Liechtenstein.

En af vore venner arbejder på slottet

Når man nærmer sig Liechtensteins hovedstad lægger man allerede på lang afstand mærke til slottet der knejser over de nydelige huse i Vaduz. Nej, det er ikke blot et levn fra gamle tider, men her bor den regerende fyrste. Fyrstendømmet Liechtenstein er et konstitutionelt arveligt monarki der hviler på demokratiske og parlamentariske principper.

Nu gik det sådan at Amalija, en ung kvinde fra Jugoslavien som var interesseret i Bibelens sandheder, fik ansættelse ved fyrstens husholdning. Hun kendte Jehovas vidner hjemmefra og havde fået noget kendskab til Guds ord. Som det var skik og brug forventede man at hun ville overvære andagten i slottets kapel, men på grund af det kendskab hun havde til Bibelen afslog hun det. „Det vil mishage hendes Højhed hvis du ikke går med i kapellet,“  sagde hendes foresatte. „Men det vil mishage Gud hvis jeg gør det,“ svarede hun. Og så lod man hende i fred.

Alligevel havde Amalija et problem som sprogbarrieren kun gjorde værre: Hvordan kunne hun komme i forbindelse med Jehovas vidner? Hun tog bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis og gik til den nærliggende jernbanestation i Buchs i Schweiz. Hun viste bogen til de forbipasserende og prøvede ved hjælp af mange gestus at finde ud af hvor hun kunne finde de mennesker der udbredte sådanne bøger. Men ingen forstod hende. Skuffet skrev hun hjem efter hjælp, og endelig blev hun via afdelingskontoret sat i forbindelse med brødrene.

 Da denne unge dame var en god og pålidelig medarbejder satte personalet i fyrstens husholdning stor pris på hende. Af den grund fik hun i 1969 lov til at tage til det internationale stævne „Fred på jorden“ i Nürnberg, hvor hun overværede de jugoslaviske møder med stor begejstring. Hun var en af de 5095 der blev døbt ved den lejlighed.

En menighed oprettes

Siden 1967 havde den lille gruppe forkyndere af Riget i Liechtenstein fået støtte af ægteparret Oskar og Anni Hoffmann, der var specialpionerer. De har trofast og udholdende pløjet marken og sået sandhedens sæd; de har plejet og passet de spæde planter. Det er sandt at afgrøden ikke er overvældende, men en menighed på omkring 45 aktive forkyndere eksisterer nu i Schaan og afholder sine møder i en smuk rigssal. Nogle forkyndere fra Schweiz støtter menigheden som duelige ældste.

Som en sammenfatning af beretningen om arbejdet i Fyrstendømmet Liechtenstein siger broder Oskar Hoffmann: „Vi har måttet finde os i præsternes modstand og politiets indblanding, men de tider er forbi. Nu må vi kæmpe mod en materialistisk tankegang og ligegyldighed over for åndelige ting, men vore trofaste brødre i Liechtenstein er besluttede på også at tage denne udfordring op.“ Det vil de visselig gøre, med Jehovas hjælp.

I radioen — en sjælden mulighed

Eftersom den protestantiske og den katolske kirke er de fremherskende kirkesamfund i Schweiz, hører man sjældent mindre trosretninger i radioen. Men i 1956 bød der sig en lejlighed.

 Flere religiøse bevægelser blev indbudt til en radiodiskussion med repræsentanter for den evangelisk-reformerte kirke, men vi var de eneste som tog imod indbydelsen. Kirken var repræsenteret af en teologiprofessor fra universitetet i Bern, en højskoleforstander og en kvindelig lærer. Brødrene Alfred Rütimann og Fred Borys fra afdelingskontoret repræsenterede Selskabet. Diskussionen begyndte med at brødrene gav en kort redegørelse for hvem Jehovas Vidner er, efterfulgt af et kort indlæg af professoren. Derefter var der en åben debat om forskellige emner.

Programmet blev sendt en lørdag aften, hvilket var et meget gunstigt tidspunkt. Det førte til en spontan og utvetydig reaktion i hele landet til gunst for Jehovas Vidner. Det var åbenbart ikke blot vore brødre som havde lyttet opmærksomt og begejstret. Snesevis af breve til afdelingskontoret indeholdt lovord om den måde Jehovas Vidner havde forsvaret sig på. Mange mennesker følte sig frastødt af den nedladende indstilling kirkens repræsentanter lagde for dagen. Hvad der gjorde størst indtryk var at vore brødre hele tiden citerede Bibelen, hvorimod kirkens repræsentanter ikke brugte den en eneste gang.

„Hatten af for Jehovas Vidner,“ udbrød en mand i telefonen til afdelingskontoret lige efter udsendelsen. En anden sendte os en kopi af sin udmeldelse af kirken, som var en følge af hvad han havde hørt. Han skrev: „Endelig fandt jeg hvad jeg har søgt efter.“

Avisen Oberländer Tagblatt knyttede følgende kommentar til: „Diskussioner om bibelfortolkning  stiller store krav til deltagernes egen sande kristendomsudøvelse samt til deres menneskelige evner til at omgås folk med afvigende meninger. Den evangelisk-reformerte kirkes repræsentanter formåede ikke at styre uden om dette skær. Vi må desværre sige at hvis vi skulle tage parti for nogen af parterne i debatten, ville vi have foretrukket repræsentanterne for sekten, Jehovas Vidner.“

Udsendelse over den franske radiostation

Naturligvis var vore fransktalende brødre meget ivrige efter også at få aflagt et godt vidnesbyrd over radioen på deres sprog. Det fandt sted søndag aften den 20. december 1970. Nogle få uger forinden havde Radio Sottens, den fransktalende radiostation i Schweiz, sat sig i forbindelse med André Eiselé, tilsynsmanden for menigheden i Prilly. I en serie udsendelser om forskellige sociale og religiøse grupper i landet skulle Jehovas Vidner også interviewes.

Broder Eiselé deltog i diskussionen sammen med to andre brødre og en søster. Lederen af programmet stillede spørgsmål om vort forhold til Gud, til vore medmennesker og til samfundet i almindelighed, og de blev besvaret. Da udsendelsen fandt sted kort før jul blev betydningen af ren tilbedelse, uplettet af hedenske ideer og skikke, betonet.

„Kun to dage efter denne diskussion satte man sig igen i forbindelse med mig,“ fortæller broder Eiselé. „Programlederen foreslog endnu en udsendelse, der skulle handle om personlige indtryk og indre konflikter som følge af den kristnes neutralitet  af lydighed mod Bibelens principper. Jeg sagde ja, og udsendelsen fandt sted fredag den 8. januar 1971 fra klokken 10 til 10.35.“ Bagefter hørte vi mange positive udtalelser om udsendelsen, navnlig fra søstre hvis mænd var imod sandheden. Mændene havde fået et bedre indtryk af Jehovas Vidner og modsatte sig ikke længere så kategorisk at deres kone gik til møder eller tog del i den kristne tjeneste.

Også i fjernsynet

Ville det schweiziske fjernsyn nogen sinde kunne få sig til at vise så meget frisind at det lod Jehovas Vidner komme på skærmen? Ved vort internationale stævne i Basel i 1965 kom gennembruddet. TV-avisen bragte korte men gunstige indslag om dette stævne. Siden da har der været interviews eller korte meddelelser om områdestævner både i det tyske og det franske fjernsyn i Schweiz. Selv om det kun har varet nogle få minutter, har disse indslag vakt mange menneskers interesse.

Den bedste og mest udførlige TV-udsendelse om Jehovas Vidner kom på den italienske kanal den 26. januar 1979. Den varede 40 minutter og viste mange sider af vor kristne livsform. Seerne så et familiebibelstudium hos broder Soldati i Bellinzona; de overværede et stævne i Milano i Italien, og på et besøg på Selskabets afdelingskontor og trykkeri i Thun så de hvordan vor organisation arbejder. Der var også et interessant interview med Teresa Medici i Lugano, en søster der dengang var 98 år gammel og som var blevet døbt i en alder af 80 år og stadig modigt forsvarede sin overbevisning. Denne kære søster er siden afgået ved døden i en  alder af 102 år, i fuld tillid til at Kristi opstandelsesløfte vil blive indfriet. — Joh. 5:28, 29.

Det største af alle stævner

Den største sammenkomst der nogen sinde er blevet afholdt i Schweiz var det internationale stævne „Sandhedens ord“ i 1965 i Basel, en by på henved 200.000 indbyggere. Der skulle komme i tusindvis af brødre fra Sydtyskland, Frankrig og andre europæiske lande. Man ventede mellem 30.000 og 40.000 besøgende. Efter schweizisk målestok var dette et mammutstævne, og at organisere det var en udfordring.

„’Hvor skal vi indlogere så mange stævnedeltagere?’ var det første jeg tænkte på,“ husker Hans Klenk, den schweiziske områdetilsynsmand der sammen med Karl Hägele, en områdetilsynsmand fra Tyskland, fik organisationsarbejdet overdraget.

Programmet skulle holdes på fem sprog: tysk, fransk, italiensk, spansk og portugisisk. Ja, det var en stor begivenhed for omkring 2000 brødre fra Spanien og Portugal som til trods for at arbejdet endnu var forbudt i deres lande håbede at få lov til at rejse til Schweiz. Uheldigvis var der nogle som ikke kom af sted fordi nogle embedsmænd erfarede at de havde i sinde at rejse til et kristent stævne, og derfor nægtede at give dem et pas.

Ved det første forberedelsesmøde i Basel, der blev afholdt i god tid før stævnet, var cirka 800 forkyndere, deriblandt nogle fra det nærliggende Tyskland, mødt frem for at få anvisning på hvordan de skulle finde logi på hoteller, kollegier, campingpladser og hos private i byen og de nærliggende  mindre byer og landsbyer. De viede 18.000 timer til dette arbejde. Deres kærlighed til brødrene og deres begejstring hjalp dem til at løse opgaven, og da stævnedeltagerne strømmede til, måtte ikke en eneste sove under åben himmel!

Forundring over villig arbejdsindsats

Der skulle udføres en hel del opbygningsarbejde på den store sportsplads hvor stævnet skulle finde sted. Der skulle bygges fem podier foruden alle de andre installationer til de fem sprogsektioner. I alt 77 brødre og søstre bidrog med deres tid, kræfter og kunnen. Frieda Hemmig gravede for eksempel ud til installeringen af ekstra toiletter den dag hun fyldte 65 år. Hun ser det stadig som en forret at have været med til dette arbejde hvorved hun kunne vise sin kærlighed til „hele brodersamfundet“. — 1 Pet. 2:17.

Den der var mest overrasket af alle var byens brandchef. Han udbrød: „Hvordan bærer I jer ad? Her har I rigeligt med folk som arbejder gratis, mens vi i byen har en akut mangel på arbejdskraft til trods for høje lønninger.“

En af kredstilsynsmændene, broder Rohleder fra Tyskland, der forestod afdelingen „Frivillig tjeneste“, forklarede det ved at henvise til en broder fra Australien der havde rejst fire uger for at komme til stævnebyen. Da han ankom til Basel gik han direkte til afdelingen for frivillig tjeneste for at tilbyde sig som VVS-mand. Brandchefen rystede på hovedet: „Det er højst besynderligt. Jeg kan ikke forstå det! Der er ingen der gør noget nu om stunder uden at blive betalt for det.“ Men han havde  naturligvis heller aldrig erfaret hvad Jehovas ånd kan gøre med dem der lader sig bruge af Gud.

På stævnets sidste dag, den 18.juli 1965, overværede i alt 36.785 mennesker det offentlige foredrag „En verdensregering der hviler på Fredsfyrstens skulder“, som blev holdt af broder Knorr. Stævnet havde været en demonstration af hvordan Jehovas vidner allerede nu kunne leve sammen i fred og enhed. Der var følgende antal tilstedeværende: 29.827 i den tyske sektion; 3385 i den franske; 1340 i den italienske; 1886 i den spanske og 347 i den portugisiske sektion.

Ny bygning til afdelingskontoret

Da broder Knorr kom på besøg i 1968 blev der truffet en vigtig beslutning. Præsidenten bragte selv meddelelsen ved et særligt møde i Bern den 29. maj: Afdelingskontoret skal have en ny bygning til betelhjemmet og trykkeriet! Bedre lokaler var hårdt tiltrængt, og brødrene var begejstrede for nyheden. Det var et udtryk for Jehovas velsignelse af deres arbejde. Man fandt en passende grund i Thun, godt 30 kilometer fra den gamle betelbygning i Bern. Stedet lå smukt, ikke langt fra Thunersøen og med en pragtfuld udsigt til Alperne. Betelfamilien var ovenud lykkelig!

Den 11. februar 1969 begyndte udgravningsarbejdet, og i slutningen af marts var støbearbejdet i gang. Derefter skred byggearbejdet hurtigt fremad. Bygningen skulle være cirka dobbelt så stor som den gamle. Der skulle være fem etager, 53 værelser til familien og plads nok til trykkeri, lager og kontor. Meget af det indendørs arbejde, såsom gulvbelægning og snedkerarbejde, blev udført af brødre.  Gulvet i hovedetagen blev udført i beton der var forstærket med 80 tons jernstænger, hvoraf de 50 tons alene forsvandt i trykkeriets betongulv. År senere skulle det vise sig at være et stort held at gulvet i trykkeriet var lavet så solidt.

Også ny rotationspresse

På grund af den stigende efterspørgsel efter publikationer blev endnu en trykkemaskine installeret i det nye trykkeri. Det var en M.A.N.-rotationspresse på 35 tons, som Milan Miller fra Brooklyn hjalp os med at opstille. Der var naturligvis også den gamle rotationspresse som Selskabet havde købt i 1924. Reinhard Pletscher arbejdede i mange år ved den. Han plejede og passede den så godt at han brugte noget af sin fritid til at rense og pudse „sin“ maskine. Denne hengivenhed fik nogle af betelfamilien til at kalde den sorte trykkemaskine for „Reinhards sorte kone“! Søster Pletscher havde ikke noget imod det. Hun lo ad det sammen med resten af familien. Men takket være denne gode behandling og en hovedreparation holdt maskinen mange år efter at den var blevet flyttet til Thun. Den overlevede endog broder Pletscher, som afsluttede sit jordiske livsløb i 1973.

Glæde over de nye faciliteter

Ved indvielsen af bygningen den 16. maj 1970 fremhævede broder Knorr den betydelige rolle bygninger havde spillet i fortiden i forbindelse med tilbedelsen af Jehova, nemlig tabernaklet i det gamle Israel og det pragtfulde tempel Salomon byggede. Han sagde: „Selv om dette nye betelhjem er viet sand tilbedelse, ville det være uden nogen  som helst værdi hvis vi mennesker der gør brug af bygningen, ikke arbejdede helhjertet for Jehovas gerning på jorden.“

Ikke alene var alle i betelfamilien meget taknemmelige for deres nye hjem og arbejdsplads, men mere end 4000 andre brødre og interesserede glædede sig over at besøge det nye Betel da der var åbent hus i to weekender i oktober samme år. „Den smukke bygning og det store trykkeri gjorde stort indtryk på os,“ sagde en søster, „og at tænke sig at herfra skulle ikke alene forkynderne i Schweiz men også brødre i mange fremmede lande få åndelig føde. Det gjorde os meget lykkelige.“

Et brev fra en ung søster var typisk for den levende interesse og den gavmildhedens ånd der blev lagt for dagen hvad angår finansieringen af nybygningen. Hun skrev:

„Kære brødre!

Jeg har lige udstået min læretid. Som anerkendelse af mit gode arbejde fik jeg en pris i form af et vist pengebeløb, hvilket glæder mig meget. Eftersom jeg ikke kan se at pengene kan bruges bedre end til den nye betelbygning i Thun, sender jeg hermed vedlagt Sfr. 80.

Forenede med jer i Jehovas tjeneste sender jeg de kærligste hilsener.

Jeres søster,

Marie-Louise.“

Udholdenhed nødvendig

Her i landet kommer folk som regel ikke i sandheden med det samme når de har fået et bibelstudium. Vi må vise stor tålmodighed og udholdenhed.  Erfaringen viser at de fleste bibelstudier ikke kommer i gang før folk har fået tillid til forkynderen. De må være sikre på at vi er virkelig interesseret i dem. For eksempel fortæller Grete Schmidt, der har været specialpioner i mange år, denne oplevelse:

„For nogle år siden kom min mand og jeg i forbindelse med en venlig tjekkisk familie der boede i Luzern. Konen var lærer og hendes mand var eliteroer. De var begge opdraget som ateister, men de kunne alligevel godt lide vore samtaler. Men når den kom til at dreje sig om Gud, eller når Bibelen blev nævnt, smilede de blot. . . . Til sidst holdt vi op med at besøge dem.“

Der gik to eller tre år. Så kom der en artikel i Vagttårnet for 15. oktober 1976 om en broder der havde vundet guld som løber ved de olympiske lege i Tokyo. „Da jeg læste den artikel,“ fortsætter søster Schmidt, „tænkte jeg på det tjekkiske par, fordi manden havde vundet en sølvmedalje ved de samme olympiske lege. Jeg besluttede derfor at besøge familien igen og tage bladet med. Først talte de om sport, og jeg lyttede bare. Ved de næste besøg blev jeg ved med at tale om Bibelen.“

Hvordan reagerede ægteparret? „Undskyld, fru Schmidt, men De har glemt at vi er ateister.“

„Jeg blev ikke desto mindre ved med at besøge denne tiltalende familie. Af en eller anden grund fik jeg fornemmelsen af at ikke alt var som det skulle være. Til sidst lagde jeg mærke til at der var familieproblemer. De talte allerede om skilsmisse.“

Søsteren viste dem ud fra Bibelen hvordan man kan overvinde sådanne problemer. Forbavsede over  den praktiske vejledning der er i Bibelen gik ægteparret nu med til et bibelstudium. Deres ægteskabelige bånd blev styrket. Til sidst tog de imod sandheden og blev døbt i foråret 1979. Og hvordan er broder Jiri Lundák nu til mode?

„Tidligere kunne jeg ikke udstå at høre ordene ’hellig’, ’engel’ og lignende. De skurrede i mine ører. Jeg ville heller ikke høre noget om møder. Men nu er alt anderledes. Min fritid tilhører Gud og min familie. Vi har også fået en anden vennekreds. Nu ved vi hvor vigtige møderne er. Jeg har lært at skuldre mit ansvar som fader, og vi har et lykkeligt familieliv. Jeg vil også takke Jehova for at vi fik lov til at lære hvordan man beder, og fordi han strakte sin hånd ud før vi søgte efter ham.“ Ja, udholdenhed fører i sandhed til gode resultater.

Påfaldende mange dåbskandidater er unge

I 1975 var der 1138 — så mange som aldrig før — der fremstillede sig til dåb ved vore kreds- og områdestævner på fire sprog. I årene derefter var der færre, men blandt de cirka 560 dåbskandidater vi har om året er der påfaldende mange unge mennesker. Nogle af dem må kæmpe hårdt for at frigøre sig for familietraditioner, men det er trosstyrkende at se deres alvorlige bestræbelser. Lyt for eksempel til hvad en ung mand fortæller:

„Jeg nød en forfriskning på en restaurant da en tysk turist spurgte om stolen ved siden af mig var ledig. Da jeg svarede ja satte damen sig ned og vi kom snart i samtale. Hun fortalte at hun havde meget at gøre med unge mennesker fordi hun arbejdede ved universitetet i Konstanz i Tyskland.  Hun forklarede hvor vigtigt det var at vise unge mennesker hvordan de kunne få det bedste ud af livet. Det kunne jeg kun give hende ret i, eftersom jeg selv kunne se at mange unge var blevet ofre for alkohol og narkotika. Til sidst fortalte hun mig om en interessant bog for unge mennesker der hed Hvordan du får det bedste ud af din ungdom. Hun havde den desværre ikke med, men hun lovede at bringe mig den. Det gjorde hun også, men jeg havde travlt, og derfor efterlod hun blot bogen og sagde at hun måtte tage tilbage til Tyskland nu, men at der ville komme en anden og tale med mig om den.

En broder opsøgte mig, og snart havde jeg ikke blot studium men kom også til alle møderne. Min kærlighed til Jehova blev stærkere. Jeg så en hensigt med livet, og pludselig havde jeg mange nye venner. Jeg forstod at det var nødvendigt at forlade ’Babylon den Store’. I februar 1979 besluttede jeg mig til at træde ud af kirken. Eftersom jeg ikke boede hjemme var der ingen der hindrede mig i at gennemføre min beslutning.

Men ak, da jeg fortalte mine forældre om det, reagerede de voldsomt! De ringede mig op og spurgte om jeg var gået fra forstanden. De gjorde alt hvad de kunne for at jeg skulle ændre mening. Jeg forklarede dem venligt at jeg havde erkendt nødvendigheden af at tjene den eneste sande Gud og at jeg ville holde fast ved mit standpunkt. Den næste dag ankom min fader og sagde: ’Du kommer med mig hjem, din slyngel!’ Kan I forestille jer hvordan jeg følte mig til mode?“

 Hvordan endte det hele for vor unge ven? Han måtte gå med sin fader til præsten, som prøvede at tale ham fra det men ikke ville drøfte et eneste skriftsted fra Bibelen. Så besluttede forældrene sig til at sende ham på en katolsk skole. Hvordan tog han det?

„Jeg var meget deprimeret, men jeg satte min lid til Jehova i overensstemmelse med Salomons ord: ’Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.’ (Ordsp. 3:5, 6) Til at begynde med var det meget svært. Jeg måtte gå i kirke hver søndag, men jeg sad og bad til Jehova mens de andre var optaget af deres gudstjeneste. Jeg havde mange lejligheder til at aflægge vidnesbyrd, og når det var mødetid, studerede jeg selv på skolen. Efter cirka tre måneder indså præsterne at det var nytteløst at blive ved med at tvinge mig til at gå i kirke. Senere fik jeg lov til at forlade skolen hele søndagen. Kan I gætte hvor jeg gik hen?“

Under en af de mange samtaler han havde med abbeden tilbød den unge mand ham bladene. Til gengæld indbød abbeden ham til at tale over emnet Jehovas Vidner til eleverne fra tre klasser. På den måde kunne han vidne for 90 elever og afsætte læsestof til dem. To klasser stillede så mange spørgsmål om Bibelen at han fik to timer til at besvare dem.

Den unge broder slutter sin fortælling med ordene: „Ved årets afslutning takkede mine foresatte mig og sagde at de aldrig havde haft en så flittig elev. I dag kan jeg glæde mig over at mit liv har en  mening, og den har jeg fået af Jehova gennem hans jordiske organisation. I sommeren 1980 blev jeg døbt ved områdestævnet i Zürich, og nu giver pionertjenesten mig mange glæder. Jeg takker Jehova for hans barmhjertighed og loyale hengivenhed!“

Det nye betelhjem skal udvides

Efter blot nogle få år i den nye betelbygning var det tydeligt at vi havde brug for mere plads som følge af øget produktion. Vi trykkede nu blade på seks sprog, i et rekordoplag på 31 millioner i 1975. Fordi Jehovas Vidners arbejde var blevet juridisk anerkendt i Spanien i 1970, havde forkynderne der brug for store mængder spanske blade når de i stigende grad tog del i alle grene af tjenesten på arbejdsmarken. Vi havde den forret at forsyne dem. Det samme gjaldt Portugal da arbejdet blev officielt anerkendt dér i december 1974. Vi trykkede i forvejen blade på fransk, tysk, engelsk og italiensk. Fra 1981 kom græske og tyrkiske blade til, og vi kom op på i alt femten udgaver om måneden på otte sprog. Senere blev også kvartalsudgaven af Vågn op! på tyrkisk føjet til.

„Alt dette krævede plads,“ siger Lars Johansson, der nu tjener som trykkeritilsynsmand. „Vi måtte derfor tage et stykke af haven så vi kunne få en tilbygning til betelkomplekset. Den skulle bestå af et stort lagerrum til papir og rigelig plads til en bedre udstyret forsendelsesafdeling. Vi forudså også at vi ville få brug for flere boliger, så vi planlagde at den nye tilbygning skulle rumme værelser til endnu tolv medarbejdere.“ Denne tilbygning blev indviet i februar 1978.

 Nye trykkemetoder indføres

Paulus’ ord om at „denne verdens scene skifter“ gælder i høj grad den gamle tingenes ordning her på jorden, men de kan også anvendes om trykkemetoder! (1 Kor. 7:31) Vi havde hørt om de nye metoder man havde indført på Selskabets trykkerier i De forenede Stater og andre steder for at kunne holde trit med den verdensvide udvikling, og vi spekulerede på hvornår det ville blive vores tur.

Det var i vinteren 1980-81 vi kunne begynde på forberedelserne. Skridt for skridt blev en ny grafisk afdeling indrettet i den nye beteltilbygning. Først blev Rigets Tjeneste lavet på fire sprog med fotosats, og så begyndte vi i juli med at trykke de  græske udgaver af Vagttårnet og Vågn op! på vores nyerhvervede fladtryk-offset-maskine.

Efter dette kom den første ombyggede rotations-offset-trykkemaskine fra Brooklyn i juni 1982. For at der kunne blive plads til den blev vort „gamle slagskib“ af en rotationspresse fra 1924 afmonteret og solgt som gammelt jern. I de 58 år den havde været i brug havde den trykt utallige millioner blade!

Så meddelte Brooklyn os at afdelingskontoret i Schweiz havde fået tildelt endnu en ombygget rotations-offset-trykkemaskine. Da var vi virkelig glade for at gulvet i trykkeriet var blevet lavet så solidt da vi byggede vort afdelingskontor i Thun! Denne trykkemaskine ankom i december 1983. Vort trykkeri var nu godt udrustet til at fremstille blade på otte sprog til offentligheden og vore brødre i næsten 100 lande.

De møder villigt frem

Det er glædeligt at se at den pionerånd der går hen over Jehovas synlige organisation også har påvirket et antal brødre og søstre i Schweiz. I mange år var pionertallet her i landet et af vore svage punkter, men siden 1980 er antallet af almindelige pionerer steget fra 101 til et rekordtal på 271, foruden 64 specialpionerer (deraf 2 i Liechtenstein og 3 missionærer i Schweiz). Vi håber at mange flere vil føle sig tilskyndet til at tjene som pionerer i den korte tid der er tilbage. — 1 Kor. 7:29.

At mange flere gerne ville være med i denne heltidstjeneste, men ikke er i stand til det, ses af det stigende antal som gør brug af muligheden for at tjene som hjælpepionerer. I maj 1986 nåede vi  det højeste antal forkyndere i denne tjeneste, nemlig 1117, sammenlignet med 361 i 1980. Vi synes at det er et bemærkelsesværdigt fremskridt.

Menigheden i Dittingen er et eksempel på hvordan de ældstes positive indstilling bidrager til denne frugtbringende udvikling. Samuel Hurni lod 15 hjælpepionerer komme på podiet under et kredsstævne i Basel i efteråret 1985. Han forklarer: „Vor menighed består af 26 døbte forkyndere, og 57 procent af dem, det vil sige 15, han været hjælpepionerer enten i maj eller i september, eller i begge måneder.“ Han siger at de ældste var enige om at gå i spidsen i dette arbejde. De henvendte sig så til andre medlemmer af menigheden og sagde: „De ældste skal være hjælpepionerer i maj. Kunne du tænke dig at prøve det sammen med os?“ Nogle af forkynderne var så glade for at de ældste anså dem for at være egnede til denne tjeneste at de straks var fyr og flamme. Den fælles indsats har været en stor succes og har hjulpet hele menigheden fremad. Alle blev styrket og opstemt af disse pionerers glade ånd. — Sl. 110:3.

Enhed trods forskelle

Det karakteristiske ved Jehovas folks organisation i Schweiz er de mange sprog der tales og de mange miljøer forkynderne kommer fra. Afdelingskontorets udvalg ser det derfor som en af sine vigtigste opgaver at bevare enheden og hjælpe alle til at vandre sammen.

De mange sprog og især de fremmedsprogede menigheder giver meget arbejde. De kræver administration i form af korrespondance med menigheder og kredstilsynsmænd, bearbejdelse af rapporter,  koordinering og organisering af stævner, udsendelse af meddelelser og instruktioner angående tjenesten på arbejdsmarken og meget andet, alt sammen på fire sprog — tysk, fransk, italiensk og spansk. Eftersom ikke alle brødre på afdelingskontoret taler disse sprog, må der udføres et ret stort oversættelsesarbejde.

På arbejdsmarken måtte forkynderne tage stilling til det stadig voksende antal udlændinge. Ville de gå forbi deres dør med den undskyldning at de ikke kunne tale med dem? Eller ville de i det mindste finde ud af hvor de kom fra og fremskaffe noget læsestof på deres sprog? Nogle kvikke forkyndere gjorde mere end det. De lærte et nyt sprog for at kunne hjælpe dem. — 1 Tim. 2:4.

Som følge heraf forkyndes der også — ud over de allerede nævnte sproggrupper — for jugoslaver, portugisere, grækere og tyrkere samt tamilske og vietnamesiske flygtninge, og nogle af disse viser sand interesse, eller de har allerede stillet sig på Jehovas side. Med så mange mennesker fra fremmede lande inden for vore grænser synes vi at vi har et missionærdistrikt lige uden for vores egen dør!

Forskelligartetheden går igen i betelfamilien

Vor betelfamilie består af cirka 65 medlemmer. Eftersom vort afdelingskontor i Schweiz er et af de ældste, har vi medarbejdere iblandt os der har været her i mange år, og de har været som støtter iblandt os. Det gør tit indtryk på besøgende at vi har så forholdsvis mange der har været her i lang tid. Vi vil gerne præsentere de tolv brødre og søstre  der er over 65 år. (Se side 215.) De har tilsammen tjent på Betel i 552 år, hvilket er 46 år i gennemsnit.

De arbejder alle stadig nidkært. Der er for eksempel Lydia Wiedenmann, 87, som dækker bord hver dag; Jules Feller, 86, der arbejder i receptionen; Arnold Rohrer, 86, der sørger for at holde vore mange cykler i god stand; Paul Obrist, 81, der arbejder på kontoret; Willi Diehl, 75, der tjener som koordinator i afdelingskontorets udvalg.

På billedet savnes to kære brødre som for nylig har afsluttet deres jordiske livsløb; David Wiedenmann, der nåede en alder af 82 år og tjente som medlem af afdelingskontorets udvalg til sidste åndedrag og var et eksempel på beskedenhed og tilfredshed, samt Gottfried Feuz, der blev 88 år og tilbragte 63 år i heltidstjenesten. I de senere år arbejdede han samvittighedsfuldt i abonnementsafdelingen og vil blive husket længe for sin venlighed.

Om disse brødre og søstre kan man i sandhed sige: „Grå hår er en hæderskrone når de findes på retfærdigheds vej.“ (Ordsp. 16:31) Deres store erfaring er til glæde for familiens øvrige medlemmer. Aldersforskel er ingen hindring for enheden, og det er sprogforskelle heller ikke. På Betel har vi tre af de officielle sprog repræsenteret. Det mærker man tydeligt når familiemedlemmerne får ordet under dagstekstbehandlingen eller det fælles vagttårnsstudium, hvor man hører dem ytre sig på tre sprog.

Udviklingen på Betel

Som de fleste der lever i dette 20. århundrede er klar over, er der sket overvældende tekniske fremskridt  de senere år. Det er uden tvivl Jehova der har sørget for at vi kunne gøre brug af denne udviklings resultater i vort arbejde med at forkynde „denne gode nyhed om riget . . . på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“, og dette inden for blot én generations levetid. — Matt. 24:14, 34.

Når man har dét i erindring er det let at forstå hvorfor Selskabet bruger datamater i så vid udstrækning som muligt. Afdelingskontoret i Schweiz blev i juli 1983 udstyret med MEPS (elektronisk fotosatssystem til mange sprog), og vi er nu ved at lære hvordan dette alsidige system kan lette arbejdet for os. Det er især det omfattende arbejde i abonnementsafdelingen der er blevet reduceret til et minimum ved hjælp af nogle få persondatamater (PC’er). Arbejdet er også blevet forenklet i forsendelsesafdelingen.

På den anden side er meget af det arbejde vi plejede at gøre for andre afdelingskontorer overgået til dem selv, idet de har fået nye bygninger og egne rotations-offset-trykkemaskiner. Nogle af fordelene ved denne decentralisering er at der spares tid og forsendelsesomkostninger. I øjeblikket er oplaget for de udgaver vi trykker blevet betydeligt reduceret, men vi trykker dog stadig tolv forskellige blade på seks sprog.

Som følge af denne udvikling har flere af vore medarbejdere kunnet frigøres til heltidstjeneste på arbejdsmarken, og vi glæder os over at høre om det udmærkede arbejde de udfører. Det er tydeligt at Jehova velsigner dem der stiller sig til rådighed for  et hvilket som helst arbejde for ham, og at han tager sig af dem med faderlig kærlighed.

Områdestævner med internationalt anstrøg

Da Selskabet meddelte at der var lagt særlige planer for stævnerne i 1985, var vi ivrige efter at erfare hvad de gik ud på. Da vi senere fik det at vide, fik vi travlt med at organisere vore tyske og franske områdestævner „Bevar din uangribelighed“ så vi kunne tage imod besøgende fra udlandet.

Eftersom den engelsktalende gruppe ville blive særlig stor, udarbejdede vi et engelsk program der skulle være sideløbende med det tyske stævne fra den 1. til den 4. august i Zürich. Brødre fra De forenede Stater, Canada og England og flere engelsktalende brødre fra Schweiz var villige til at tage punkter på programmet. På den måde kunne vi gennemføre hele programmet med undtagelse af skuespillene, som gæsterne blev indbudt til at overvære i den tyske sektion. Ved det franske stævne i Genève var det engelske program ikke helt så omfattende. Men ved begge stævner glædede vore lokale brødre sig over at lytte til begejstrede rapporter som blev aflagt af stævnedeltagere fra flere lande.

Før og efter programmet, og især under bespisningen, havde de schweiziske og udenlandske brødre mulighed for at mødes og komme i snak. Det varmede os om hjertet at se hvordan mange prøvede at overvinde sprogbarrieren ved at opfriske det engelske eller tyske de havde lært i skolen. De forstod hinanden, om ikke ordene, så i det mindste  fagterne eller et knus eller øjnenes tale. Det var et synligt bevis for det ægte broderskab som kun frugten af Guds ånd, kærligheden, kan frembringe, „for den er enhedens fuldkomne bånd“. — Kol. 3:14.

Mange af de næsten 1800 udenlandske stævnedeltagere fulgtes med schweiziske forkyndere ud i vidnearbejdet og viste dermed hvor interesserede de var i den tjeneste på arbejdsmarken som deres brødre udfører her. De fleste af dem lagde også på deres ture vejen om ad vort betelhjem og trykkeri, hvilket var meget opmuntrende for os.

 Fra brødre som overværede stævnet i Genève fik vi en rørende afskedshilsen der i uddrag lød: „Vi vil ikke rejse fra jer uden at nævne at det vi kommer til at huske bedst, ikke er hvor høje jeres bjerge er eller hvor dybe jeres søer er, men jeres inderlige kærlighed til vor store Skaber og jeres trofasthed i at følge vor Faders retfærdige principper. Jeres beslutning om at forblive uangribelige har ansporet os.

Jeres anstrengelser for at tale med os til trods for sprogbarrierer har glædet os meget.

Vi skal aldrig glemme jeres venlige og smilende ansigter der fik os til at føle os hjemme og velkomne. Ja, ’hvor er det godt og hvor er det lifligt når brødre bor sammen i enhed!’ Og hvor er vi taknemmelige for at tilhøre denne universelle familie af brødre!“ — Sl. 133:1.

Vi har altså mange gode minder fra områdestævnerne i 1985, der blev overværet af i alt 20.601 personer. Vi blev opmuntret til at fortsætte skulder ved skulder sammen med vore brødre overalt i verden, idet vi bevarer vor uangribelighed over for Jehova og Jesus Kristus og ser frem til andre dejlige anledninger til at dyrke kristent samvær.

Besluttede på at blive ved

Vi har nu i fællesskab set tilbage på cirka 95 års teokratisk udvikling i Schweiz, fra broder Russells første besøg i 1891 og til vor tid. Fra at have været en lille ubetydelig bæk er sandhedens stigende vande blevet en strøm der er trængt ind i hver eneste dal og højt op til afsidesliggende alpehytter. Når vi ringer på døren i byerne ved folk ofte at vi er Jehovas vidner før vi har fået mulighed for at  åbne munden. Så Rigets budskab har lydt, og folk har hørt det. Men de fleste føler sig sikre og er tilfredse med deres lod i livet og interesserer sig ikke meget for hvad de anser for at være umuligt, nemlig varig fred på jorden under Guds rige.

Og alligevel har Jehovas tjeneres arbejde ikke været forgæves. Selv om mange der har tjent Jehova en tid er vendt tilbage til verden, er vi lykkelige over at vi i maj 1986 nåede et rekordtal på 13.659 loyale forkyndere af Riget (heri indbefattet 42 i Liechtenstein). Ved mindehøjtiden i 1986 var 25.698 til stede (heri indbefattet 82 i Liechtenstein), hvilket giver løfte om yderligere vækst så længe Jehovas tålmodighed varer. Interessant nok er virkelig mange — måske halvdelen — af forkynderne udlændinge som kom til Schweiz for at få materielle fordele, men som uventet fandt åndelige rigdomme. Mange forkyndere er vendt hjem til deres eget land og har hjulpet med at fremme Rigets arbejde hvor de er født. Det har ført til at forkyndelsen af den gode nyhed har taget fart i disse lande, og de schweiziske vidner ser på det som en forret at have bidraget til dette.

De der hører til ’den store skare’ omtales i Esajas 56:6 som „udlændingene som har sluttet sig til Jehova for at tjene ham og for at elske Jehovas navn, for at være hans tjenere“. Tusinder af åndelige „udlændinge“ i Schweiz er besluttede på at holde ud i Jehovas tjeneste sammen med de 73 medlemmer af den salvede rest der endnu er tilbage her og i Liechtenstein, idet de i forening forkynder håbet om Riget for alle der er villige til at høre.

 [Kort på side 114]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

SCHWEIZ OG LIECHTENSTEIN

FRANKRIG

FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND

Schaffhausen

Basel

Rhinen

Bodensøen

Brugg

Zürich

St. Gallen

Thalwil

Aare

Les Convers

Zug

Schaan

Buchs

Vaduz

LIECHTENSTEIN

Neuchâtel

Luzern

Ragaz

Bern

Payerne

Steffisburg

Yverdon

Fribourg

Thun

Prilly

Lausanne

Genèvesøen

Gstaad

Aigle

Rhône

Genève

Bellinzona

Lugano

ØSTRIG

ITALIEN

SPROG

Tysk

Fransk

Italiensk

Rætoromansk

[Illustration på side 119]

Adolf Weber, som bragte Rigets budskab med sig hjem til sit fødeland i år 1900

[Illustration på side 130]

Brødre bruger „fredsklokken“ på en hestevogn i Zürich for at vække interesse for bladet „Den gyldne Tidsalder“

[Illustration på side 135]

Afdelingskontoret og trykkeriet i Schweiz fra 1925 til 1970

[Illustration på side 136]

Martin C. Harbeck (stående sammen med sin kone) og J. F. Rutherford

[Illustration på side 145]

Heinrich Dwenger i abonnementsafdelingen i Thun. Han tjente som betelmedarbejder fra 1910 til 1983

[Illustration på side 149]

Forsiden af særnummeret af „Den gyldne Tidsalder“ med rapporten over det mindeværdige stævne i Luzern

[Kildeangivelse]

Der Neue Gesslerhut

[Illustration på side 159]

Franz Zürcher, afdelingstilsynsmand fra 1940 til 1953

[Illustration på side 161]

Jules Feller begyndte sin beteltjeneste i 1924; han er stadig aktiv i en alder af 86 år

[Illustration på side 183]

Willi Diehl, koordinator i afdelingskontorets udvalg, sammen med sin kone, Marthe

[Illustration på side 193]

Slottet, Liechtensteins vartegn

[Illustration på side 208]

Betelhjemmet, kontoret og trykkeriet i Thun

[Illustration på side 215]

Tolv af betelfamiliens veteraner med 46 års heltidstjeneste i gennemsnit (Fra venstre til højre: Lydia Wiedenmann, Marthe Diehl, Jules Feller, Willi Diehl, Paul Bigler, Martha Bigler, Paul Obrist, Ernst Zedi, Hans Russenberger, Arnold Rohrer, Johannes Förster, Josefine Förster)