Trinidad og Tobago

DA COLUMBUS opdagede Trinidad den 31. juli 1498, så han tre bakker på den sydøstlige del af øen. Det siges at dette mindede ham om treenigheden, og derfor er øen lige siden blevet kaldt Trinidad. Selvfølgelig  havde arawak- og caraiberindianerne opdaget øen flere hundrede år tidligere, og de kaldte den „kolibriens land“.

Samme år opdagede Columbus også søsterøen Tobago, som nogle kalder „Robinson Crusoes ø“, fordi de mener det er dér Daniel Defoes roman foregår. Navnet Tobago synes at stamme fra det navn indianerne gav den, Tavaco eller Tobaco (tobak), som sigter til en plante de dyrkede og brugte meget.

Disse øer er de sydligste i den række af øer der strækker sig fra Puerto Rico til Sydamerika. Ja, Trinidad ligger lige ud for Venezuelas kyst, nær Orinocoflodens delta. Tobago ligger cirka 30 kilometer nordøst for Trinidad. Det er små tropiske øer som er dejligt grønne det meste af året. Landskabet er fyldt med kontraster — forrevne bjerge med skønne dale, frugtbare sletter og sandstrande. Tobago er kendt for sine fascinerende koralrev.

En virkelig kosmopolitisk befolkning

Oprindelig blev der hovedsagelig dyrket tobak, men efterhånden blev kakao den fremherskende afgrøde. Senere kom økonomien til at hvile på store sukkerplantager der var ejet af spanske, franske og engelske sukkerbaroner. De hentede i tusindvis af slaver fra Afrika til at udføre arbejdet i plantagerne. Da ejerne til sidst måtte bøje sig for det stigende pres og frigive slaverne, kom der i tusindvis af indere til landet på kontrakt. I dag består Trinidads befolkning, som tæller over én million, af lige mange af afrikansk og indisk herkomst, foruden et lille antal europæere, kinesere og folk fra Mellemøsten. Ved ægteskaber er der sket en betydelig  blanding af folkegrupperne, hvilket har resulteret i en virkelig kosmopolitisk befolkning. Omkring år 1800 fik Storbritannien herredømme over øerne, og de var en britisk koloni indtil 1962, hvor de fik selvstændighed.

Der er mange religioner repræsenteret her, deriblandt hinduismen, islam og kristenhedens store trossamfund. Folk er venlige og varmhjertede, men der er også eksempler på den vold som er så almindelig her i de sidste dage.

Sandhedens sæd begynder at blive sået

I 1912 begyndte den gode nyhed om Riget at blive forkyndt for denne blandede befolkning. Forkynderen var en amerikaner ved navn Evander J. Coward. Watch Tower Bible and Tract Societys daværende præsident, Charles Taze Russell, havde sendt broder Coward til øerne for at påbegynde forkyndelsen af Bibelens sandheder, og det gjorde han. I adskillige år var han meget aktiv og oprettede klasser af bibelstudenter — som Jehovas Vidner hed dengang — der kunne afholde regelmæssige møder og forkynde om og undervise i sandheden fra Guds ord for alle der havde et lyttende øre.

I dag er der ikke mange tilbage som personligt han hørt E. J. Coward. Men Ragbir Boland Gowrie, der døde i begyndelsen af 1986, han fortalt: „Broder Coward talte om hedningetidernes udløb. Hans foredrag blev averteret både mundtligt og ved hjælp af en stor traktat der blev uddelt. Han var en ret stor, harmonisk bygget mand. Han havde en maskulin stemme og talte med eftertryk og modulation. Han havde for vane at løfte sin højre hånd og knipse med  fingrene for at understrege et punkt.“ En anden broder, som også er død nu, har fortalt: „Han mindede om manden på Quakers havregrynspakker. Hans hår var langt i nakken.“

Coward holdt foredrag i alle de større byer på Trinidad. Salene var fyldt med folk der kom for at høre ham fremholde Bibelens sandheder om helvede, sjælens udødelighed, jordens fremtid og andre emner. The Mirror trykkede nogle af hans foredrag eller dele af dem. Derimod blev han stærkt angrebet i Port of Spain Gazette. Men han kunne svare for sig. Der skete en opdeling mellem dem der blot var nysgerrige og dem der oprigtigt søgte sandheden, og snart blev der organiseret en regelmæssig bibelstudieklasse i Gilbert L. Talmas hjem i Port of Spain. Inden længe blev værelset for lille, så i 1912 lejede de Foresters Lodge i Philip Street. Dette mødested blev brugt af Jehovas Vidner i omkring 62 år.

Bibel-Brown arbejder sammen med E. J. Coward

Samme år kom William R. Brown fra Jamaica til Trinidad for at hjælpe til med at forkynde den gode nyhed. I omkring ti år tjente han og hans kone — noget af tiden sammen med broder Coward — på Trinidad, Tobago og naboøerne, hvor de dækkede meget af distriktet. Der skulle gå mange år før der blev oprettet et afdelingskontor der førte regelmæssigt tilsyn med arbejdet her, men både broder Coward og broder og søster Brown besøgte og styrkede de små grupper der var begyndt at dukke op. Så i 1923 fik broder Brown og hans kone en spændende ny distriktstildeling. De blev sendt til Vestafrika, hvor han fik navnet Bibel-Brown.

 Et af de mange steder hvor broder Coward holdt foredrag var Tunapuna. William A. Jordan, der var rektor ved den anglikanske skole dér, beslutttede at overvære et af hans foredrag for at overbevise sig selv om at hans lære var falsk. Han rustede sig med skriftsteder så han kunne imødegå broder Coward. Men til hans overraskelse og gru indledte broder Coward sit foredrag med Åbenbaringen 21:8, netop det skriftsted der var William A. Jordans hovedstøttepunkt for helvedeslæren. Ærlig og ydmyg som han var, indrømmede han imidlertid at broder Coward var god til at fremholde Bibelens sandhed. Han gjorde dette personligt over for broder Coward da foredraget var forbi.

Efterhånden som William Jordan gjorde fremskridt i sandheden, blev han klar over at han ikke kunne fortsætte som lægpræst i den anglikanske kirke og som rektor for dens skole. Han følte han måtte træffe en afgørelse. På det tidspunkt blev han tvunget til at tage sygeorlov fordi hans syn var ved at blive svækket. I bøn til Gud lovede han at hvis han igen kom til at se og kunne genoptage sit arbejde, ville han sige sin stilling op den første dag han igen var på arbejde. Og det gjorde han i marts 1915. Dette satte ham i stand til at tage sig af den nyoprettede klasse af bibelstudenter i Tunapuna.

I en koloni for spedalske

Unge Arthur Guy havde læst broder Cowards foredrag i The Mirror og var blevet virkelig interesseret. Han beretter: „Jeg besluttede dernæst at skrive til broder C. T. Russell. Han sendte mit brev til broder E. J. Coward, netop den mand hvis foredrag jeg havde læst. Han var da på Barbados. Han skrev  til mig at han havde modtaget mit brev og at han var overbevist om at jeg var indviet. Jeg ville snart få besøg af broder Talma og broder Ferreira. Hvor var jeg glad.“ En eller to dage efter blev løftet opfyldt.

Arthur gjorde gode fremskridt i sandheden. Han overværede snart møderne. Så kom der en svær prøve. Han blev erklæret spedalsk og blev anbragt i en koloni for spedalske, ikke blot i en uge eller to, men i flere år. Han begyndte med det samme at forkynde for de andre patienter om sin nyfundne tro. Der blev arrangeret en debat mellem ham og en katolik ved navn Paul. Paul brugte sin katekismus men henviste ikke til et eneste skriftsted. Så var det Arthurs tur. Han fortæller:

„Jeg begyndte med at minde tilhørerne om at drøftelsen ikke var baseret på hvad vi havde lært eller troede eller på hvad der stod i en katekismus, men på Bibelen. ’Lad os høre hvad Bibelen har at sige om dette emne,’ sagde jeg og citerede Første Mosebog 2:7. Så brugte jeg en illustration. ’Hvis hr. Brown rejser til England for at læse medicin, består de forskellige eksamener og får sit afgangsbevis, bliver han læge. Hvis hr. Brown dør, dør lægen. Eftersom mennesket blev en levende sjæl, dør sjælen derfor når mennesket dør.’“ Tilhørerne gav højlydt deres bifald til kende, og ordstyreren syntes også at Arthurs argumenter var de bedste. Som følge heraf blev han kaldt „Bibel“ af patienterne.

Ansvaret overdrages til andre

Broder Cowards arbejde på øerne nærmede sig sin afslutning. Den første verdenskrig var godt i gang, og myndighederne betragtede ham som en fare for sikkerheden. Omkring 1917 blev han bedt om at  forlade øerne, og han vendte tilbage til De forenede Stater. Jehova havde imidlertid velsignet hans tjeneste. Sandhedens sæd havde slået rod. Det år var der, efter blot fem års forløb, 68 til stede ved mindehøjtiden i Port of Spain, 90 i Bridgetown på Barbados og 21 i St. George’s på Grenada. Langsomt men sikkert fortsatte arbejdet med at vokse.

G. L. Talma tog med glæde imod opgaven som Selskabets repræsentant. William Ferreira var også blevet en sand tilbeder af Jehova. De rejste begge meget for at forkynde sandheden og for at besøge de små klasser. Talma opholdt sig nogen tid på Barbados, sin fødeø, og også på Grenada, i Britisk Guiana (nu Guyana) og i Hollandsk Guiana (nu Suriname). Ferreira var af portugisisk afstamning og kunne derfor arbejde noget blandt europæerne.

Store skarer ser fotodramaet

Efter den første verdenskrig ville det have været vanskeligt at lade endnu en amerikaner betjene brødrene på øerne. I 1922 sendte Selskabet derfor en canadier, George Young, for at styrke brødrene. I en rapport til broder Rutherford skrev han:

„Den 14. ds. om formiddagen landede jeg på Trinidad . . . Der er masser af arbejde som kan holde mig travlt beskæftiget her i et lille stykke tid. Sandheden udbredes ret hurtigt på Trinidad. Brødrene her gør et godt stykke arbejde. I visse henseender er Trinidad den bedste arbejdsmark blandt De vestindiske Øer med hensyn til at udbrede sandheden.“

Under broder Youngs besøg på Trinidad blev Skabelsens Fotodrama vist for at skabe interesse hos offentligheden. W. R. Brown havde arbejdet noget med den ene del af fotodramaet, men denne gang  blev det hele vist, også de levende billeder. Store skarer så det og hørte den ledsagende tekst. Om sit arbejde skrev broder Young:

„I Port of Spain lejede vennerne et teater to hverdagsaftener. Der var overhovedet ingen annoncer i aviserne, men der blev uddelt 5000 løbesedler. Normalt bliver der uddelt 10.000. Stedet var stuvende fuldt og mange måtte gå igen. Den anden aften trængtes folk i bygningen; da dørene blev lukket, skubbede de sideindgangene op så de kunne stå der og lytte. Ba’alspræsternes advarsler er nytteløse. Sandheden vinder gradvis frem på Trinidad.“

Broder Young opholdt sig i det caraibiske område i cirka seks måneder.

Møderne dengang

Møderne i denne første tid var ikke som vi er vant til dem nu. William A. Douglas, en trofast arbejder indtil sin død i 1981, har fortalt:

„Det første møde jeg overværede var en tirsdag aften. Vi studerede et afsnit i bogen Tabernakel-Skygger. Efter det blev der hængt en planche op på væggen, og en broder forklarede visse ting ved at pege med en pind på planchen. Jeg forstod ikke noget af det han sagde.

Mødet onsdag aften var et bønnemøde. En broder bad, så blev der sunget en sang; en anden broder bad, så blev der sunget en sang. Alle de tilstedeværende bad. En efter en rejste de sig og aflagde et vidnesbyrd. Nogle fortalte hvor mange gode ting Gud havde gjort for dem; andre fortalte hvordan Gud havde hjulpet dem til at overvinde fristelser; andre igen fortalte hvordan Gud havde hjulpet dem  til at undgå en ulykke. Da det blev min tur kunne jeg ikke komme i tanke om noget at vidne om . . .

Jeg kan tydeligt huske hvad der skete ved det første vagttårnsstudium min moder og jeg overværede. Studielederen stillede et spørgsmål; en broder svarede på denne måde: ’Jeg mener det og det.’ En anden sagde: ’Jeg er nu ikke enig, for sådan og sådan.’ Således fortsatte de i en hel time, og den første paragraf i studiet blev aldrig gjort færdig. Vi er Jehova taknemmelige for de store forbedringer han har udvirket gennem Selskabet.“

Frimodige — men uden takt

I 1920rne var teokratisk taktfølelse ukendt for brødrene. De var meget ligefremme og somme tider ubehøvlede når de fremholdt Bibelens budskab for folk i deres hjem. William A. Douglas husker en tildragelse der fandt sted under det første stævne i Port of Spain:

„Så vidt jeg husker var det første gang der ved et stævne var planlagt tjeneste fra hus til hus. Jeg, der var en ung umoden broder, skulle arbejde sammen med en ældre forkynder . . . Det var søndag formiddag. Vi tog et besøg, og broderen tilbød noget læsestof til nogle mænd der stod på svalegangen. De begyndte at diskutere. Broderen sagde til manden: ’Grunden til at du ikke kan forstå mig er at din fader er Satan Djævelen.’ En af mændene gik hen til ham og sagde: ’Skal du komme her i mit hjem og sige at Satan er min fader?’ Så slog han broderen på munden hvorved der røg to tænder ud. Da vi var kommet ned og gik ud på gaden, sagde broderen at hvis det ikke var fordi han var indviet til Gud ville han have ordnet den unge mand! Han følte at han led for sandheden, så han var i godt humør.“

 Selv om brødrene på det tidspunkt ikke fik besøg af repræsentanter fra Selskabets hovedkontor, bestræbte de sig for at bringe deres liv i overensstemmelse med den bedre forståelse af Guds ord som de fik. Jehovas ånd hjalp således brødrene til i ret udstrakt grad at bevare enheden i tanke, tale og handling.

Afdelingskontoret på Trinidad bliver indregistreret

Maj 1932 var en vigtig måned for Trinidad. Afdelingskontoret i Frederick Street nr. 64 i Port of Spain blev registreret hos myndighederne, og broder Talma fik juridisk status som Selskabets repræsentant på Trinidad og Tobago. Rapporter fra flere af de andre britisk-vestindiske øer blev indsendt til dette kontor.

Det vidnesbyrd der blev aflagt blev intensiveret med brugen af rejsegrammofoner og de kraftigere transskriptionsmaskiner. I 1934 var der seks transskriptionsmaskiner i brug: én på Grenada, én på Dominica og fire på Trinidad. Folk kom ikke altid ud i det fri for at høre foredragene, men mange lyttede gennem åbne vinduer. De oprigtige af hjertet forstod det de hørte. Man kunne høre bemærkninger som disse: „Dette er den eneste trøst; lad os rykke nærmere.“ „Det er rigtigt, min dreng, kom her og lyt; tag ikke tilbage til Belmont og bliv bedraget af den mand [en præst] længere.“ Brødrene importerede også mange rejsegrammofoner, og disse bidrog til det vidnesbyrd der blev aflagt.

Et forbud — selv mod Bibelen

Uden varsel forbød regeringen importen af vore bøger, brochurer og blade. Alfred Wallace Seymour,  der fungerede som guvernør på Trinidad og Tobago og sad i eksekutivrådet, betegnede Den Gyldne Tidsalder og andre af Watch Tower Bible and Tract Societys publikationer som værende af oprørsk karakter. Ved kongelig forordning nummer 49 af 20. august 1936 blev alle publikationer der var trykt af Watch Tower Society og Golden Age Publishing Company forbudt. Det indbefattede selv Bibelen!

Da guvernøren, Sir Arthur Fletcher, blev gjort opmærksom på at Bibelen var blevet forbudt, blev der udstedt endnu en kongelig forordning, nummer 60 af 3. december 1936, som tillod import af læsestof der var udstedt importbevilling til. Derefter blev Bibelen, Guds Harpe og tre brochurer tilladt. Således fortsatte det i ni år på Trinidad.

Hvem stod bag? Mange år senere, i foråret 1946, fortalte den daværende politidirektør, oberst Mueller, i en privat samtale landstjeneren at forbudet skyldtes at Selskabets bøger, brochurer og blade angreb den romersk-katolske kirke. Præsterne havde presset det igennem.

På St. Kitts, der ligger nord for Trinidad, lod regeringen den 20. marts 1944 alle de bøger, brochurer og blade fra Vagttårnsselskabet som de kunne få fat i, brænde i ovnene på en sukkerfabrik. Alligevel fortsatte Vidnerne med flittigt at bruge de publikationer de havde, og de brugte grammofonerne og transskriptionsmaskinerne når og hvor det var muligt. Men politiet konfiskerede også noget af højttalerudstyret.

Forbudet bevirkede at antallet af forkyndere faldt fra 293 i 1936 til 229 i 1940. Men brødrenes virksomhed bar frugt, for nu begyndte de at gå på genbesøg og lede bibelstudier.

 Skolelærer sendt i fængsel

William A. Douglas var en af dem på Trinidad der kom i fængsel i denne tid med forfølgelse. I april 1939 ransagede to politibetjente hans hjem, hvor han havde en privatskole, og fandt brochuren Se Kendsgerningerne i Øjnene. Tre måneder senere blev han tilsagt til at møde i retten; sagen kom omsider for den 12. oktober. Han blev anklaget for som skolelærer at være upatriotisk, fordi han nægtede at være med til at fejre Empire Day (den 24. maj) og ikke tillod sine elever at synge nationalsangen. Broder Douglas forsvarede sig med at skolen var privat og at der slet ikke blev sunget der. Han brugte Apostelgerninger 5:27-32 i sit forsvar og påpegede at han, ligesom Jesu Kristi apostle, ’burde adlyde Gud som hersker mere end mennesker’. Dommeren fandt ham skyldig og idømte ham to måneders hårdt arbejde. Broder Douglas appellerede.

Dommer Vincent Brown var appeldommer. Han var nervøs og drak tre glas vand mens han læste rettens afgørelse op. Hans første ord var: „Denne mand er ikke egnet til at leve i samfundet. En mand i hans stilling som skolelærer vil ikke lære børnene at være loyale mod Hans Majestæt Kongen og bør ikke sættes på fri fod. Vi stadfæster underrettens dom.“

I 1940 befandt broder Douglas sig derfor i fængsel. Dér havde han god mulighed for at vidne, og det gjorde han. Han blev kendt som „Se Kendsgerningerne i Øjnene“. Søndag formiddag var der mange fanger som ikke overværede gudstjenesten i fængselskirken, så broder Douglas holdt spørgsmål- og svar-møder  med dem. Han rapporterede: „Jeg er lykkelig for at nævne at i løbet af de syv søndage jeg var i fængsel, havde jeg den forret at tale til mere end 200 på én gang. Da jeg også havde fået lov til at færdes overalt i fængselet, talte jeg til alle som jeg kom i kontakt med om Kristi rige som menneskehedens eneste håb.“

Forbudet ophæves

Under forbudet blev der oprettet en amerikansk militærbase på Trinidad. En amerikaner på basen havde slægtninge i sandheden i De forenede Stater. Når hans slægtninge sendte ham Vagttårnet, gav han det til brødrene. De fremstillede maskinskrevne afskrifter af det, idet de udelod navnet Vagttårnet, og uddelte dem til menighederne. Således var brødrene i stand til at få den åndelige føde på trods af forbudet.

Men for at forbedre forholdene blev der den 22. december 1940 holdt et stort møde i Princes Building, og en resolution som indeholdt en anmodning om at forbudet måtte blive hævet, blev sendt til koloniministeren i London. Sagen blev imidlertid udsat til efter krigen. Den 11. september 1945 blev endnu en anmodning, denne gang med 20.851 underskrifter, sendt til London til ministeren for kolonierne. I begyndelsen af november fik vi så den gode nyhed at forbudet var blevet hævet. Bøger, brochurer og blade kunne igen importeres frit. Det tjenesteår udsendte afdelingskontoret 30.988 bøger og 77.226 brochurer til de ivrigt ventende brødre.

En ny æra i forkyndelsen

Selskabet havde truffet flere foranstaltninger som skulle gøre efterkrigstiden til en ny æra i den teokratiske  virksomhed. I 1943 var den teokratiske skole blevet indført så de lokale brødre kunne lære at blive dygtige talere og oplæsere. Vagttårnets bibelskole Gilead var blevet oprettet for at oplære missionærer til at påbegynde og styrke Rigets arbejde i mange lande. I 1945 påbegyndte man også en kampagne med offentlige foredrag i hver menighed. Dette, sammen med tilskyndelsen til at holde korte bibelprædikener ved dørene, bevirkede at det ikke længere var nødvendigt at bruge grammofoner og transskriptionsmaskiner. Vi blev også meget begejstrede da vi erfarede at Vagttårnsselskabets præsident for første gang ville tale ved stævner i det caraibiske område! Den overflod af hjælp der kom fra alle disse kanter skulle bidrage til en bemærkelsesværdig vækst i de kommende år.

Alexander Tharp, som udgik fra den tredje gileadklasse, var færdig med skolen den 31. juli 1944. Derefter blev han sendt til Trinidad for at føre tilsyn med arbejdet på afdelingskontoret for Britisk Vestindien, som det dengang blev kaldt, for Gilbert Talma var nu oppe i årene og hans helbred var dårligt. Broder Tharp ankom den 24. marts 1946, nogle få dage før Selskabets præsident og vicepræsident.

Der fandt en lille hændelse sted på broder Knorrs og broder Franz’ hotelværelser som gjorde indtryk på broder Tharp og som han aldrig glemte. En dag da broder Tharp gik op til deres værelser, var broder Franz ved at pudse sine sko. Uden at sige noget satte broder Franz sig på hug og pudsede broder Tharps sko. Det var en spontan handling som mindede broder Tharp om dét at Jesus vaskede apostlenes fødder. — Joh. 13:3-17.

 Stævnet var en stor succes. Der var 1611 til stede ved N. H. Knorrs offentlige foredrag „Vær glade, I Nationer, med hans Folk“. Mens broder Knorr var på Trinidad, gav han os besked om at se efter et sted vi kunne købe og indrette til afdelingskontor og missionærhjem. Kontoret i et baglokale i Frederick Street nr. 64 havde tjent sit formål. Den 30. maj 1946 købte vi Taylor Street nr. 21 i Woodbrook; Port of Spain, en bygning der kom til at tjene som afdelingskontor og missionærhjem i 26 år.

Missionærer bidrager til væksten

Den 4. oktober ankom der yderligere otte missionærer. I flere år var der en stadig strøm af missionærer til de forskellige øer der hørte under afdelingskontoret. Det var år med forbedringer i den teokratiske organisation og med hurtig vækst. I Port of Spain steg antallet af forkyndere fra 60 i 1946 til 159 i 1947. I nogle dele af byen virkede det som om alle ville studere Bibelen med en af missionærerne.  Til tider havde en missionær så mange som 30 forskellige studier at tage sig af på en måned.

Nogle bibelstudier frembragte sande disciple. For nylig skrev Teresa Berry: „Et af de bedste studier jeg påbegyndte var med Mabel Guin og hendes familie. Jeg husker stadig at hun sagde, efter at jeg havde talt med hende i et par minutter: ’Vi har altid spekuleret på om der var noget vi kunne gøre for Gud, for han har gjort så meget for os.’ Jeg begyndte at studere med hende, og snart begyndte hun at overvære møderne og være med i tjenesten. Hele familien på ti kom i sandheden. Jeg skriver stadig sammen med Mabel, og hun er en meget aktiv forkynder den dag i dag, godt 37 år senere.“

Missionærerne blev godt kendt. En dag da Peter Brown på vej hjem fra tjenesten skød genvej over en kirkegård, kom et begravelsesfølge ind. De genkendte Peter og vidste at han var missionær, og en i selskabet kom da hen til ham og sagde: „Vi har ikke nogen der kan holde en tale ved graven. Vil du gøre det?“ Det gjorde han med glæde.

De nye missionærer måtte tilpasse sig på flere områder, og de hjalp også de lokale brødre til at foretage nogle forandringer. Missionærerne lagde mærke til at i rigssalen sad brødrene i den ene side af salen og var alle klædt i marineblå eller sorte habitter. Søstrene, klædt i hvidt, sad i den anden side af salen. Men missionærerne klædte sig i alle mulige farver og satte sig i begge sider af salen. Inden længe forsvandt den gamle skik.

Kontoret på Trinidad modtog nu rapporter fra små grupper på alle øerne i Britisk Vestindien undtagen Jamaica.

 Offervillige kredstilsynsmænd

Sidst i 1946 fik Joshua Steelman, en gileadmissionær der havde været på Cuba, til opgave at betjene afdelingskontoret på Trinidad som repræsentant for præsidentens kontor og at virke som vennetjener (kredstilsynsmand) på alle øerne. Han var usædvanlig god til at opmuntre forkynderne til at være med i tjenesten på arbejdsmarken. Der blev nået nye forkynderrekorder i næsten alle de menigheder han besøgte.

Året efter blev missionærhjemmet på Barbados lukket, og den sidste missionær der var der, Bennett Berry, blev udnævnt til vennetjener. Hans oplevelser ville fylde en hel bog. Transportmulighederne var få. Hvis der var en bus, var det vanskeligt at få en siddeplads. Høns, fisk og geder var også passagerer, og det gjorde en rejse til noget af en oplevelse! Munden stod ikke stille på passagererne. Vejene var smalle og snoede, især i bjergene.

På øen Dominica måtte broder Berry gå 30 kilometer ad bjergstier og op gennem et flodleje for at komme til en af menighederne. Engang fik han fat i en hest, men hesten faldt. Men trods anstrengelserne glædede det ham meget at se de ydmyge brødre få en bedre forståelse af deres forhold til Jehova, hans søn og hans organisation. Broder Berry voksede også selv åndeligt ved at han uselvisk betjente sine brødre.

Stævneavertering giver resultat

Der skulle holdes et områdestævne i Port of Spain i dagene 21. til 23. maj 1948. Vi planlagde en omfattende avertering, og alt gik som det skulle. Denne gang havde vi foruden de sædvanlige plakatparader,  løbesedler og vinduesskilte, en cykelparade med plakater på hver cykel. Det vakte sandelig opmærksomhed.

Da stævnelokalet ikke var ret stort, blev det offentlige foredrag holdt udendørs på Woodford Square, lige midt i forretningskvarteret, kl. 20.00. En tropisk fuldmåne oplyste det hele. Brødrene var overvældede da de så en skare på 3623 samle sig rundt om tribunen for at høre foredraget „En stor Glæde . . . for hele Folket“.

Friluftsforedrag

Flere lokale brødre var blevet ret dygtige offentlige talere, og tillige med kredstilsynsmændene begyndte de hyppigt at holde friluftsforedrag. Det var let at arrangere sådanne foredrag.

Man kontaktede en forretningsindehaver og spurgte om man måtte holde et foredrag under det udhængende tagskæg på hans forretning. Hvis der ikke var elektricitet hængte man en benzin- eller karbidlygte på en af de stolper der støttede taget. Så et bord til Bibelen og manuskriptet, og alt var parat. Samme uge — somme tider endda blot samme dag — som foredraget skulle holdes, blev det averteret mundtligt og med løbesedler, og der kom med sikkerhed mindst 100 tilhørere. Bortset fra trafikken og insekterne var der ikke meget som forstyrrede. Med tiden sluttedes æraen med friluftsforedrag imidlertid på grund af stigende kriminalitet og bølleoptøjer.

Nogle retsindige mennesker lærte sandheden at kende som følge af disse friluftsforedrag. Efter et sådant foredrag i Chaguanas købte en ung hindu to bibeloversættelser af taleren. Denne unge mand  kom senere i heltidstjenesten, og han tjente Jehova trofast til sin død.

SIBIA OG LIGHT

Da Selskabet købte en sejlbåd (Sibia), påbegyndtes en ny og spændende måde at bringe den gode nyhed ud til de mindre øer på. S. J. Carter, G. Maki, R. Parkin og A. Worsley udgjorde det første mandskab. De sejlede i en slags rutefart mellem Puerto Rico og Trinidad, idet de aflagde et grundigt vidnesbyrd på alle de små øer. Også de større øer glædede sig over deres periodiske korte ophold hvor de fik nye forsyninger og overværede stævner.

På de fleste af øerne lå der langs kysterne små fiskerbyer. Da der ikke altid var vejforbindelse mellem disse landsbyer, var det meget praktisk at have Sibia så man ved hjælp af den kunne komme til disse isolerede områder og forkynde den gode nyhed.

I 1953 skiftede Selskabet Sibia ud med et større tomotorers skib der hed Le Cheval Noir (Den sorte Hest), et navn som senere blev ændret til Light (Lys). Den 9. november 1953 blev det indregistreret på Trinidad.

Året efter var koloniministeren, Maurice Dorman, imidlertid til stede da broder Knorr talte til en forsamling på 3269 på Woodford Square. Senere samme år, den 6. juli, underskrev Maurice Dorman, der på det tidspunkt fungerede som guvernør, en bekendtgørelse fra eksekutivrådet ifølge hvilken mandskabet på Light var uønskede gæster. Den 25. september 1954, da Light lagde til i havnen efter at have betjent et stævne på Barbados, meddelte immigrationsmyndighederne besætningen at den ikke  måtte gå i land. De forhandlinger og samtaler der blev ført med embedsmændene var forgæves, og skibet fik ordre til at forlade havnen senest den 5. oktober. Det gjorde det, trods en af de værste orkaner der i årevis havde ramt Vestindien.

Lokale brødre tjener

Lokale brødre der kunne tjene som specialpionerer spillede nu en mere og mere betydningsfuld rolle. Indfødte kredstilsynsmænd havde allerede i nogen grad erstattet de udenlandske missionærer, og efterhånden gjorde de det fuldstændigt. I 1950 og 1951 havde der været et missionærhjem i Scarborough på Tobago, men da offentligheden nærede nogen fordom mod hvide, kunne missionærerne ikke arbejde så effektivt. I 1954 blev to specialpionerer, Edward Harry og Oliver Smith, derfor sendt til Tobago for at prøve at fremme Rigets arbejde. Det gik vældig godt og viste at kvalificerede lokale brødre, i hvert fald i nogle distrikter, kunne udrette mere end de udenlandske missionærer.

Siden da har nogle af de lokale specialpionerer gennemgået Vagttårnets bibelskole Gilead og er vendt tilbage til Trinidad. To af dem er Theresa Chin Chee Fat og Sylvia Permell. De har tjent trofast og nidkært, og Jehova har velsignet deres arbejde med at gøre disciple. Theresa er blevet velsignet med 46 åndelige „børn“, mens Sylvia han set 59 indvi deres liv til Jehova og lade sig døbe.

Væksten kræver nye afdelingskontorer

Under sit besøg i januar 1954 kom broder Knorr til det resultat at Rigets arbejde på Leewardøerne var vokset så meget at de måtte have deres eget  afdelingskontor. Ni øer kom til at høre under det nye afdelingskontor, hvorefter der var syv øer tilbage under afdelingskontoret på Trinidad. Der blev foretaget endnu en deling i 1966, da der blev oprettet et afdelingskontor på Barbados. Afdelingskontoret på Trinidad omfattede nu kun Trinidad og Tobago. Vort område blev mindre, men det var på grund af væksten i Rigets arbejde.

I 1950erne og derefter var der kun en beskeden forøgelse i antallet af forkyndere, og i nogle år var der en tilbagegang. Det betød ikke nødvendigvis at der ikke blev opdyrket nogen interesse. Det skyldtes for en stor del de økonomiske forhold. Arbejdsløsheden var stor, lønningerne var lave og familierne var store. Dette berørte Jehovas vidner såvel som andre. Derfor var der i disse år en konstant strøm af Jehovas vidner som emigrerede til England, Canada og De forenede Stater. Den åndelige vækst var dog tydelig.

Der bygges egnede rigssale

I sidste halvdel af 1959 talte en broder på Trinidad med den daværende landstjener, Robert D. Newton, om muligheden for at opfordre menighederne til at slå deres midler sammen for at bygge rigssale til nogle af menighederne. På det tidspunkt var der kun én lille rigssal på Trinidad; den var blevet bygget i San Fernando i 1940. Efterhånden havde man en rigssalsfond. Ikke længe efter påbegyndtes arbejdet på en ret stor rigssal i San Juan. Næsten al arbejdskraften var frivillig. Det var et syn at se brødrene og søstrene blande beton og danne en række der lod spandene gå fra hånd til hånd til stedet hvor der skulle støbes. I begyndelsen af 1961  var rigssalen færdig. Den blev et af de steder hvor Rigets tjenesteskole, som blev oprettet samme år, blev holdt.

Næsten lige efter begyndte man på en anden rigssal. Den var til Laventille menighed i Port of Spain. Rigssalsfonden var snart opbrugt, men det blev muligt at låne penge hos Selskabet til sådanne byggerier. Flere menigheder benyttede sig af denne foranstaltning til at opføre gode rigssale. I dag er der 27 rigssale, og der er planer om at bygge flere i den nærmeste fremtid.

I maj 1985 skete der noget nyt i forbindelse med bygningen af rigssale. Brødrene var blevet begejstrede for rapporterne om de hurtigbyggede rigssale i andre lande. Kunne noget sådant mon også gøres på Trinidad? Der blev nedsat et byggeudvalg som skulle undersøge det. Sagen blev drøftet indgående, og det blev besluttet at prøve at bygge en rigssal til Siparia menighed, ikke på én men to weekender.  Brødrenes reaktion var overvældende. Ja, den blev bygget på to weekender, og brødrene i Siparia er glade for deres nye rigssal. Al denne byggeaktivitet har bestemt bidraget til væksten i forkyndelsesarbejdet på disse øer.

Lokal forening dannes

Det blev nødvendigt med et nyt afdelingskontor for at tage sig af væksten. I 1963 begyndte broder Tharp igen at tjene som afdelingstilsynsmand, efter en afbrydelse på 15 år hvor andre havde haft dette ansvar. Man indsendte en ansøgning om at International Bible Students Association i London måtte langtidsleje et stykke jord. Den blev afvist. Derefter fandt man tre gode byggegrunde, og byrådet gav tilladelse til at man kunne bygge alle tre steder. Men da man søgte statsministeriet om at få udstedt et skøde i International Bible Student Associations navn, blev det afslået. En af ejerne af byggegrundene sagde: „De vil have at I skal danne en lokal forening.“

Der blev søgt juridisk bistand, hvorefter der blev taget de nødvendige skridt til at danne en lokal forening af Jehovas Vidner. Grundlaget blev lagt ved et møde den 18. august 1968 mellem nogle menighedstjenere og nogle brødre fra afdelingskontoret. Foreningens vedtægter var blevet udarbejdet, og der blev udpeget et rådgivende udvalg. Efter at et privat lovforslag var blevet anbefalet af begge parlamentskamre, blev der til sidst vedtaget en lov som blev stadfæstet den 7. august 1969. Nu havde brødrene en lovanerkendt forening som satte dem i stand til at eje, købe og sælge ejendom uden at skulle have regeringens tilladelse.

 Alle eksisterende skøder på rigssale blev nu overdraget til den lokale forening, og alle fremtidige erhvervelser af grunde kunne foretages af „Association of Jehovah’s Witnesses of Trinidad and Tobago“. Nu kunne der også udnævnes vielsesforrettere, så det ikke længere var nødvendigt for Jehovas vidner at blive viet af en borgerlig embedsmand.

Afholdelse af stævner

Som organisationen voksede, voksede også behovet for at finde mere egnede steder til de årlige områdestævner. Teatrene havde længe været for små. To steder var delvis egnede — Himalaya Club i San Juan og Queen’s Hall i Port of Spain. Disse steder blev brugt år efter år.

Så sagde Eric Gregorio, en lokal broder, at han mente han kunne skaffe tilskuertribunen på Queen’s Park Savannahs væddeløbsbane, og det gjorde han! Det var første gang siden 1932 vi havde fået tilladelse til at bruge dette gode sted. Stævnet blev planlagt til 1.-4. oktober 1970.

Men i begyndelsen af 1970 udbrød der pludselig Black Power-demonstrationer. Der var uroligheder og brande, og nogle blev dræbt. I april blev der erklæret undtagelsestilstand og indført udgangsforbud. Kunne områdestævnet afholdes? Ville vi kunne holde vore kredsstævner i juli? Jo, politidirektøren gav os tilladelse til at holde samtlige stævner.

Kredsstævnerne forløb glat med undtagelse af det største, det i Port of Spain. Lige før stævnet skulle begynde, meddelte politidirektøren kredstilsynsmanden at vi godt kunne holde stævnet, men at vi ikke måtte bruge højttalere. En samtale med ham  gav ikke noget resultat. En delegation prøvede da at træffe ministeren for national sikkerhed, men uden resultat. Der blev gjort endnu et forsøg på at få politidirektøren til at ændre mening, men han sagde udtrykkeligt at der ikke var noget at gøre. Derfor blev fredagens program fremført uden noget som helst højttalerudstyr for en forsamling på over 1300. Lørdag formiddag prøvede en broder der tidligere havde været politibetjent at komme til at tale med politidirektøren men fik at vide at han ikke var på sit kontor i weekenden. Vi havde gjort alt hvad vi kunne.

Så ved middagstid om lørdagen besluttede en ung kvinde der var interesseret i sandheden, at gøre noget ved det. Hun havde overværet stævnet fredag aften men havde ikke kunnet høre. Hun besluttede at ringe til politidirektøren på hans privatadresse, selv om hun ikke kendte ham. Først bad hun om at Jehova ville blødgøre hans hjerte. Hvad blev resultatet? Politidirektøren imødekom denne anmodning fra en som endnu ikke var et af Jehovas vidner! Resten af stævnet var lyden god, og de 2187 der var til stede ved det offentlige foredrag kunne høre hvert eneste ord.

Da områdestævnet „Mennesker der har Guds velbehag“ blev holdt i oktober på væddeløbsbanen, var der overhovedet ingen hindringer. Det var dejligt at have masser af plads — alt under overdækning — og rigeligt med parkeringsplads lige op til tilskuertribunen! Selv om det øsregnede den sidste dag, var der 3239 til stede. Fordi vi havde gjort tribunen pænt ren både før og efter, har vi aldrig siden haft noget besvær med at få den til både kreds- og områdestævner.

 Trofaste tjenere til døden

Det er ikke kun Kristi Jesu salvede brødre der må tjene trofast indtil døden; hans „andre får“ må også vise sig trofaste under alle forhold, endog til døden hvis de indhentes af den. Det har nogle af vore missionærer gjort.

Edmund Charlwood og Jerry Doering ankom i 1949. Edmund begyndte snart i kredstjenesten, hvor han besøgte alle øerne under afdelingskontoret på Trinidad. Under den stegende tropiske sol og i øsende regn var han travlt optaget af tjenesten på arbejdsmarken sammen med brødrene. Han boede med glæde hos dem i deres beskedne hjem, og han blev meget fortrolig med deres brødfrugt og salte fisk. Han rejste i 19 år, først som kredstilsynsmand, derefter som områdetilsynsmand. Da han kom op i årene, overtog Jerry hans opgave.

En tid havde Jerry og hans kone tjent på Barbados. Disse år i heltidstjenesten hjalp ham til at yde en effektiv tjeneste som områdetilsynsmand. Men i februar 1971 skete der en tragisk ulykke mens de var ude i tjenesten. De blev ramt af en bil som ikke overholdt sin vigepligt. Broder Doering døde næste formiddag. Han havde tjent trofast i næsten 22 år siden han ankom til Trinidad. Hans død var et hårdt slag.

Edmond Charlwood flyttede ind på et missionærhjem og fortsatte med at tjene så godt han kunne efterhånden som alderen svækkede ham. Denne loyale broder afsluttede sit liv i august 1976. Hans enke, Elsie, og Jerrys enke, Alice, er fortsat i missionærtjenesten.

En af brødrene om bord på Sibia og Light var Stanley Carter. Han arbejdede hårdt sammen med  de andre for at forkynde den gode nyhed på øerne. Da han giftede sig med Ann, fik de til opgave at åbne et missionærhjem i St. George’s på Grenada. Det var ikke nogen let opgave, men de holdt ud og så Jehova velsigne deres bestræbelser. På grund af Stanleys alvorlige sygdom rejste de i 1965 til Canada så han kunne komme under lægebehandling. Kort efter afsluttede han sine mange års trofaste tjeneste.

Disse uangribelige missionærer hviler nu indtil det tidspunkt da Kristi stemme kalder dem der er i Guds erindring frem til livet. — Joh. 5:28, 29.

Enestående hjælpepionertjeneste

I en del år har vi målbevidst satset på at fremme hjælpepionertjenesten her på øerne. I 1960erne gjorde afdelingstilsynsmanden det til en vane at overvære det møde områdetilsynsmanden og kredstilsynsmanden havde med menighedernes tilsynsmænd ved kredsstævnerne. Han talte til dem i fem-ti minutter og tilskyndede dem til at lægge vægt på feriepionertjenesten (hjælpepionertjenesten) i april.

Ved et kredsstævne i Himalaya Club i januar 1968 havde en broder så et punkt på tjenestemødet med titlen „Pionertjenesten — en virkelig glæde“. Overalt i bygningen var der skilte med bogstaverne „VPA“. Hvad betød de? Tiden kom til dette programpunkt, og ind på scenen kom en stor broder med en sandwichplakat med teksten „April 1968“. Hans navn var „Store april“. Nu var forsamlingen klar over at VPA betød „Vacation Pioneer in April“ (feriepioner i april)! Brødrene glemte aldrig den demonstration.

Tilskyndelsen blev fulgt, i begyndelsen lidt behersket, senere mere ivrigt. Udøbte børn og voksne blev  tilskyndet til at arbejde sammen med feriepionererne og stræbe efter at nå de samme mål. Fra 1978 og fremefter begyndte vi at opnå forbavsende resultater, som skemaet på side 247 viser.

I menigheden i Belmont, Port of Spain, talte de ældste personligt med brødrene og gav dem en ansøgningsformular som de kunne læse og derudfra gøre deres overvejelser. Der blev hængt plancher op med ugeskemaer som viste hvordan husmødre, udearbejdende og skoleelever kunne nå timemålet. På væggene i rigssalen blev der opsat slagord for at hjælpe alle til at have feriepionertjenesten i tanke.

Andre menigheder hørte om hvor godt det gik i Belmont og begyndte at bruge lignende metoder. Som følge deraf var der i 1985 i næsten alle menigheder en virkelig god opbakning bag hjælpepionertjenesten. I Belmont var 75 procent af alle forkynderne hjælpepionerer, og de nåede i gennemsnit 63 timer i tjenesten. Arima Øst rapporterede 73 procent, og i Maraval var over 63 procent hjælpepionerer. Og det var store menigheder på over 100 forkyndere hver. Cocoyea menighed, der rapporterede 93 forkyndere, havde 78 procent i hjælpepionerernes rækker.

Hvordan kunne så mange være med? En søster forklarer: „Det var først den syvende i måneden, efter at en ældste havde holdt et foredrag, at jeg afleverede en ansøgning. Jeg tilskyndede en ung søster til at være det sammen med mig. Det ville hun gerne, så jeg fik hendes forældres tilladelse til at hun sov hjemme hos mig nogle gange så vi kunne komme tidligt op om morgenen og udføre gadearbejde. Min plan var som følger: op kl. 5.00, på gaden kl. 6.30 til kl. 8.00, og så på verdsligt arbejde. Om eftermiddagen var jeg ude i to timer eller mere. Lørdag var  min fridag, så jeg begyndte omkring samme tid, holdt en pause hvor jeg spiste frokost og hvilede, og så fortsatte jeg til kl. 21.00, så jeg altså var ude mindst ti timer. Om søndagen havde jeg kun én time i tjenesten. Foruden den søster jeg havde med, var jeg meget glad for at møde andre brødre der var på gadearbejde, for uden dem ville jeg ikke have været i stand til at være ude så sent som jeg var . . . Jeg fik 75 timer, aflagde 12 genbesøg, holdt 2 hjemmebibelstudier og afsatte 716 blade. Når jeg ser på min rapport, dukker Lukas 17:10 hele tiden op i mine tanker: ’Jeg har blot gjort hvad jeg var skyldig at gøre.’“

I en menighed er der en søster i halvfjerdserne som er hjælpepioner flere gange om året. I april 1985 var hun meget syg, men da hun omkring den 15. i måneden begyndte at have det lidt bedre, ønskede hun at komme i gang igen. Hun slæbte sin gigtplagede krop ud af sengen og bekendtgjorde at hvis hun skulle dø, skulle det være som pioner, aktiv i Jehovas tjeneste. Med store anstrengelser deltog hun i gadearbejdet. Så arrangerede andre i menigheden bilkørsel for hende. Blot ti dage senere havde hun nået sit timemål for måneden. Mens dette skrives lever hun stadig og planlægger at være hjælpepioner igen.

Hele betelfamilien har også fundet det muligt at deltage i denne øgede tjeneste. Og det er som et af de ældre medlemmer i familien siger: „Vi følte os forfriskede, selv om vi var fysisk trætte!“

Særlige skoler

I 1961 blev de første klasser af Rigets tjenesteskole gennemført på Trinidad. Alle specialpionerer fik den forret at være med. De var meget glade for det og høstede stor gavn af det. Senere havde alle  brødre som var almindelige pionerer lejlighed til at få gavn af kursuset. I 1985 var der et særligt kursus for alle menighedstjenere. Det var tydeligt at der var en bedre indstilling til heltidstjenesten, men der var mere i vente.

I 1977 blev den dejlige lærebog Lad os skinne som lysspredere i verden udarbejdet som grundbog for den to uger lange pionerskole! Nu kunne søstrene også få megen opmuntring og opbyggende vejledning. Dette havde en særdeles god indvirkning på heltidsarbejdet, især hjælpepionertjenesten. Pionerånden syntes at smitte af på menighedsforkynderne, og det var især tydeligt i april 1978, hvor vi nåede et flot nyt højdepunkt på 500 hjælpepionerer.

Vi har modtaget mange breve hvori der gives udtryk for værdsættelse. Et lyder: „Dette er for at udtrykke min værdsættelse af pionerskolen. Det var en vidunderlig foranstaltning fra Jah i rette tid. Et par måneder før jeg overværede skolen, begyndte min mand i kredstjenesten og jeg ledsagede ham;  det var virkelig en udfordring for mig. Det omfattende kursus hjalp mig til at tage denne udfordring op. Tjenesten på arbejdsmarken har fået større betydning for mig nu da jeg har lært at fremholde budskabet mere effektivt og interessant. Det er fordi jeg anvender nogle af de gode forslag der blev givet på skolen med hensyn til at vise større personlig interesse for den besøgte.

En af de ting der gjorde størst indtryk på mig er at vi er Jehovas medarbejdere i arbejdet med at forkynde og gøre disciple, og det betyder at vi må opdyrke et nært forhold til ham. Det har vist mig hvor vigtigt det er ofte at henvende sig til ham i bøn når man er ude i tjenesten, og det har givet mig større tillid til at han er med os i arbejdet.“

Vækst kræver nyt afdelingskontor

Efter 26 år i Taylor Street nr. 21 flyttede vi i maj 1972 ind i vort nye afdelingskontor og betelhjem lige uden for Port of Spain. Det var ikke en ny bygning, men den svarede meget bedre til vort behov end det forrige sted havde gjort.

Da vi besluttede at købe denne ejendom, hæftede vi os ved at den lå ud til Maravalfloden. Det var tørtid da vi flyttede ind; forespørgsler hos naboerne gav ikke anledning til nogen frygt for at ejendommen ville blive oversvømmet. Men i december samme år gik floden pludselig over sine bredder og blev til en rasende strøm der sendte en 30 centimeter høj bølge af mudret vand gennem kontoret og underetagen.

Der blev rejst en mur langs flodbredden, og i flere år var der ingen problemer. Men i 1975 sprængtes muren, og stueetagen blev dækket af godt en meter vand, hvorved tusinder af bøger blev ødelagt såvel som kontorudstyr og kartoteker. På anbefaling af en  ingeniør byggede vi en solid stenmur der var to meter høj og 1,2 meter bred forneden, langs med floden og rundt om grunden. Der blev også installeret pumper. Men i 1980 gik det galt igen. Muren mellem vores og naboens grund gav efter, med det resultat at tonsvis af vand strømmede rundt om betelhjemmet, sprængte døre, anrettede ødelæggelser og bragte os i livsfare. Inden for en måned kom der to oversvømmelser mere, og der var ingen beskyttende mure. Som de havde gjort det før, rykkede brødrene ud i stort antal for at hjælpe os med at rydde op. Naboerne troede næppe deres egne øjne da de så tonsvis af affald blive fjernet. På bemærkelsesværdig kort tid så det hele ret normalt ud igen. Der blev snart bygget en ny forstærket mur af stål og beton, men afdelingskontorets udvalg anbefalede det styrende råd at afdelingskontoret blev flyttet.

Vi bygger et nyt afdelingskontor

Foruden faren for oversvømmelser var betelhjemmet og kontoret igen blevet for lille. Der var simpelt hen ikke længere tilstrækkelig med plads til at vi kunne tage os af menighedernes behov. Siden 1972 havde der været næsten 40 procents forøgelse i antallet af forkyndere.

Det styrende råd godkendte anbefalingen. Efter nogen tid fandt vi en 4000 kvadratmeter stor grund mellem Port of Spain og lufthavnen. Der var problemer, men de blev overvundet et efter et. Da pinsebevægelsen havde villet købe grunden til en kirke, havde naboerne protesteret på grund af den støj der ville være ved deres møder. Der var også nogen frygt for at „ånden“ ville brede sig. Men da Jehovas Vidner forsikrede naboerne om at der ikke ville være nogen fare hvis vi byggede på grunden og at støjen ville  være minimal, havde de ikke noget at indvende. I 1981 blev grunden så købt af den lokale forening, Association of Jehovah’s Witnesses of Trinidad and Tobago.

Der gik næsten halvandet år før vi endelig kunne begynde på selve byggearbejdet. Brødrene stillede sig villigt til rådighed for arbejdet. Da gulvene skulle støbes, var der brug for mange hænder da vi ikke havde noget avanceret udstyr, men kun to blandemaskiner, en masse spande og en række brædder som brødrene kunne stå på når de lod spandene gå fra hånd til hånd. Der gik to lange rækker af brødre og søstre fra blandemaskinerne til det sted hvor der blev støbt. Endnu en række returnerede de tomme spande til blandemaskinerne. Ofte var der håndværkere som arbejdede hele natten. Arbejdet havde en forenende og stimulerende virkning på menighederne.

Ved indvielsen den 16. marts 1985 var Milton G. Henschel fra det styrende råd til stede. Der var også forkyndere fra hver eneste menighed på Trinidad; hver stol og hver ledig plads var besat med de i alt 2942 tilstedeværende. Alle var i strålende humør da de tog hjem.

Jehova giver gradvise forbedringer

I Esajas, kapitel 60, forudsagde Jehova for længe siden at han til sin tid ville gøre sin jordiske organisation både bedre og større. De gamle iblandt os kan bevidne at det virkelig er sket. Forholdene i menighederne er meget bedre nu end dengang brødrene førte kampagner for at blive valgt som ældste! Menighederne trives åndeligt i dag.

Der er nu 50 menigheder på Trinidad og Tobago. Og der er gode udsigter til at tallet vil stige. I april  1986 havde vi 4558 forkyndere som afsatte over 135.000 blade foruden 11.537 bøger. Der blev ledet over 6990 bibelstudier. Til mindehøjtiden var det opmuntrende at der var 13.961 til stede. De følgende måneder blev mange nye disciple døbt.

Siden missionærerne kom i 1946 er der blevet spredt meget læsestof i betragtning af områdets størrelse. Rapporten viser at der er blevet afsat over 1.600.000 bøger, godt 1.500.000 brochurer og millioner af blade. Der er blevet aflagt et stort vidnesbyrd på Trinidad og de øer der har hørt under dette afdelingskontor. Og der er udsigt til at der stadig vil blive indsamlet mange „får“ før afslutningen på denne tingenes ordning.

En kredstilsynsmand rapporterer: „Mens vi var i tjenesten en onsdag formiddag under områdetilsynsmandens besøg, kom vi til en gade, men fik blot at vide: ’Broder, her gik vi i fredags.’ Vi besluttede alligevel at gå der. Et sted blev vi inviteret ind, og den forkynder jeg fulgtes med, fremholdt samtaleemnet.

Damen fortalte at hun var fra Trinidad men at hun og hendes familie boede i London og nu var hjemme på ferie. Hendes svigermoder i London havde tilskyndet hende til at læse Bibelen, og efter et stykke tid gjorde hun det og var glad for det. Da hun fortalte sin svigermoder om det, sagde hun: ’Det er ikke nok; du må slutte dig til en kirke.’ Svigermoderen var adventist. Men svigerdatteren ønskede ikke bare at slutte sig til en tilfældig kirke, så hun henvendte sig til Gud i bøn og bad om at ’de første som kom til hendes dør med evangeliet, måtte være dem der havde sandheden’, og vi var de første som kom til hendes dør. Der blev skrevet til afdelingskontoret i  England så der fortsat kunne blive studeret med hende når hun vendte tilbage. Det skete. Nu er familien tilbage på Trinidad. Både manden og konen er blevet døbt, og de og deres børn er tilsluttet en menighed på den østlige del af Trinidad. Det der er interessant er dette: Forkynderne havde gennemgået distriktet om fredagen, men hun kom fra London om lørdagen, og vi var der den følgende onsdag.“ Ja, der opnås gode resultater i tjenesten på arbejdsmarken, og de der stiller sig til rådighed får del i denne glæde.

Samtidig med at der er kommet en bedre hyrdeordning i de enkelte menigheder, er der blevet indført en tilsvarende bedre ordning i forbindelse med det tilsynsarbejde der udføres fra afdelingskontoret. Nu er det ikke længere en afdelingstilsynsmand alene der har ansvaret for at føre tilsyn med afdelingskontorets aktiviteter. En deling af arbejdet og ansvaret blandt medlemmerne af afdelingskontorets udvalg har gjort det muligt at ofre arbejdets mange facetter mere opmærksomhed. De nuværende medlemmer af udvalget her er Earl David, Zephrine Nedd, Winston Simon og Alexander Tharp.

„Kolibriens land“ og „Robinson Crusoes ø“ er dejlige steder at bo og at tjene den store Skaber, Jehova, der har frembragt alt smukt til rette tid. (Præd. 3:11) Det område afdelingskontoret på Trinidad fører tilsyn med er lille, både i omfang og forkyndertal, i sammenligning med de store lande i verden. Men vi fyldes med varme og værdsættelse når vi ser tilbage på historien om arbejdet her. Sammen med vore brødre i hele verden er vi besluttede på fortsat at være travlt optaget af at tjene Rigets interesser mens vi ser frem til den tid hvor alt hvad der ånder vil lovsynge Jehova. — Sl. 150:6.

[Grafisk fremstilling på side 247]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

FORØGELSE I ANTALLET AF HJÆLPEPIONERER

1978 1979 1980 1981 1982 1983 1984 1985

4.000

3.500

3.000

2.500

2.000

1.500

1.000

500

16,9 28,8 40,6 39,1 47,9 52,3 54,1 56,7

Procent af det samlede forkyndertal

[Illustration på side 232]

Alexander Tharp, koordinator i afdelingskontorets udvalg på Trinidad, sammen med sin kone Lois

[Illustration på side 239]

Om bord på missionærbåden „Sibia“