Irland

 I DEN mørke middelalder var Irland „beboet af helgener og lærde som holdt den kristne læres fakkel klar mens den var ved at blive slukket andre steder,“ skriver Donald S. Connery i sin bog The Irish. Den sande kristne læres fakkel skinnede imidlertid først klart i Irland efter at Jehovas tjenere i årevis havde ydet en trofast og energisk indsats. Historien om deres kamp mod vedvarende fjendskab og uophørlig modstand er et vidnesbyrd om deres stærke tro og beslutsomhed samt deres dybe kærlighed til Jehova og de mennesker de prøvede at hjælpe. Hvem er disse tjenere for Jehova, og hvad kan der berettes om dem?

Der lever kun godt 5.000.000 mennesker i Irland. De er skarpt adskilt af politiske ideologier og religiøst had der let kan bryde ud i åbne konflikter og rå vold, hvilket de senere års begivenheder tydeligt har vist. Ikke desto mindre er irerne ikke blot varmhjertede og muntre, men også gæstfrie og sindige.

Deres historie fra de indtrængende keltere i det fjerde århundrede før vor tidsregning til de hærgende vikinger og normanner og videre til de engelske konger er en lang, tragisk beretning om bitterhed, blodsudgydelse og undertrykkelse. I over 750 år blev Irland styret fra England. I 1922, efter en uafhængighedskamp, blev øen delt. Den nordøstlige del, hvor der hovedsagelig bor protestanter, fortsatte med at høre til England. De resterende fire femtedele af øen, som er næsten fuldstændig katolske, kom til at udgøre den uafhængige Republik Irland.

 Smaragdøen

Trods Irlands mørke historie stråler landet som en smaragd. Det er en grøn ø med et diset landskab der er indrammet af klippekyster. Hvis man rejser de cirka 270 kilometer fra øst til vest, vil man glæde sig over at se de frugtbare sletter midt på øen som går over i et blødt bakkelandskab, der til sidst rejser sig i statelige bjerge. Rejser man fra nord til syd (cirka 480 kilometer) vil man blive henrevet af de maleriske søer og floder, de storslåede kystpanoramaer og de mange farver, et væld af blomster og grønne planter. Har man én gang set Irland er det svært at glemme hvor smukt der er.

Irland er et landbrugsland, men i de senere år er der kommet en del industri til. De få store befolkningskoncentrationer, som for eksempel Dublin, hovedstaden i republikken, og Belfast, hovedstaden i Nordirland, er en skarp kontrast til de rolige og fredelige byer og landsbyer ude i landet. Det var i disse omgivelser sandhedens første gnist blev tændt i slutningen af det 19. århundrede.

C. T. Russell tænder sandhedens flamme

I 1891 aflagde Charles T. Russell, den første præsident for Watch Tower Bible and Tract Society, et besøg i Irland. Det var det første sted han kom til, da han rejste fra De Forenede Stater for at udbrede forkyndelsen af den kristne sandhed i Europa. Russell, som selv var af skotsk-irsk afstamning, gik i land i Queenstown (nu Cobh) i Sydirland.

Som et resultat af hans arbejde blev der oprettet klasser, eller menigheder, i Dublin og Belfast, og  fra disse begyndte sandhedens budskab langsomt at spredes. I denne første tid var der ingen organiseret forkyndelse, men brødrene uddelte traktater ved de protestantiske kirker og forkyndte uformelt. The Watchtower skrev i 1904: „Også i Irland udbredes sandheden: de kære brødre i Dublin spreder fortsat kærlighedens budskab, og det bereder dem megen glæde.“

I 1908 hørte cirka 300 broder Russells foredrag i Belfast over emnet „Omstyrtelsen af Satans rige“. På det tidspunkt var der en klasse med cirka 24 bibelstudenter i Belfast. I Dublin talte han, efter et møde med omtrent 40 brødre og interesserede, til en offentlig forsamling på mere end tusind mennesker.

På et nyt besøg tre år senere mødtes broder Russell med cirka 40 bibelstudenter i Belfast. Samme aften kom der cirka tusind mennesker i Ulster Hall for at høre hans foredrag „Hvilket evangelium er det sande?“ I sit foredrag forsvarede broder Russell kraftigt Bibelen mod den højere bibelkritik og understregede stærkt behovet for at vende tilbage til Bibelen i stedet for at klynge sig til menneskers trosbekendelser og læresætninger.

Manglende enhed

Trods disse lovende begyndelser gik forkyndelsesarbejdet dog ikke gnidningsløst fremad. I disse dage hvor bibelstudenterne i Irland kun lige var begyndt at forstå Bibelens sandheder, var der ikke den samme enhed i tanke som der siden er kommet blandt Jehovas folk jorden over. Hvorfor ikke? Fordi mange ikke indså behovet for at være  „harmonisk sammenføjet“ med henblik på at gøre Guds vilje. — Ef. 4:1-6, 16.

I 1914 var der cirka 70 bibelstudenter. Ved møderne fremsatte mange deres egen fortolkning af Skrifterne, når menigheden for eksempel drøftede bøgerne i serien Millenniets Daggry. De blev selvoptagne og mente at deres egen forståelse af Bibelen var noget særligt. Og da det blev tydeligt at 1914 ikke bragte denne tingenes ordning til fuldstændigt ophør, forkastede flere af disse bibelstudenter den kanal hvorigennem Jehova åbenbarede sandheden.

En stolthedens ånd i Dublin

Som årene under den første verdenskrig gik, lagde visse personer med en stolt og uafhængig ånd kimen til yderligere problemer. De mente at når alt kom til alt betød den lære broder Russell forkyndte, ikke så meget. De forstod ikke at Jehova havde et vigtigt arbejde som hans folk på jorden skulle udføre.

I 1919 modarbejdede de valgte ældste i Dublinmenigheden bevidst den vejledning og de anvisninger der kom fra Jehovas organisation. Alt hvad der kolliderede med deres magt over menigheden faldt dem for brystet. Det eneste der interesserede dem, var deres egne ideer og synspunkter. (Rom. 12:3) Selv om disse ældste læste brevene fra Selskabet højt for menigheden, ignorerede de den vejledning og de anvisninger der stod i dem. Nogle få trofaste i menigheden blev ved med at gøre hvad de kunne med hensyn til at uddele traktater og bøger som Guds Verdensplan, men flertallet  havde ikke noget ønske om at blive engageret i dette arbejde.

Charles Wilson, en af brødrene i denne første menighed i Dublin, husker hvordan det kom til et opgør en aften i 1920. Da havde de fleste i menigheden mistet værdsættelsen af Jehovas organisation. Han fortæller hvad der skete:

„Vi gik til møde den aften, og en af de ældste fortalte os at menigheden ville foretage en afstemning som ville udelukke os af fællesskabet. Da de fortalte at de ville bryde med De Internationale Bibelstudenter og danne deres egen organisation, sagde jeg: ’Så behøver I ikke at stemme om at vi skal forlade jeres fællesskab. Vi går!’ Jeg vendte om og gik ud ad døren. Broder og søster Brown og søster Rutland gik sammen med mig.“

Et af de punkter der især var uenighed om, var forkyndelsesarbejdet med Den gyldne Tidsalder og andre publikationer. Et andet var om man skulle anerkende en mere teokratisk måde at lede menigheden på, som netop da blev drøftet i Vagt-Taarnet. Det var en meget vanskelig periode. Det førte til en sand udrensning. Af en menighed på cirka hundrede medlemmer var der kun fire som forblev i Jehovas organisation. Udbryderne splittedes med tiden i mindre, uenige grupper, hver med sin leder.

Forkyndelsesarbejdet i Dublin ophørte næsten fuldstændigt. Som tiden gik var der imidlertid andre der tog udfordringen op og forkyndte den gode nyhed som kolportører, eller heltidsforkyndere, ikke blot i Dublin men over hele Irland.

Somme tider blev kolportørerne fordrevet fra deres logi som følge af præsteinspireret modstand.  De var dog altid velkomne hos søster Rutland, en tidligere kvindelig politibetjent og en af de få loyale der var tilbage i Dublin. Mange brødre og søstre husker hende med hengivenhed som „mor“ Rutland og er taknemmelige for at hun gjorde sit hjem til en tilflugt for dem der havde brug for det når tiderne var hårde. Hos „mor“ Rutland var der altid „en bid brød og en kedel på komfuret“.

I Nordirland

Før vi fortsætter beretningen om Republikken Irland, vil vi betragte udviklingen i Nordirland. Dette nordøstlige hjørne af øen, med dets bølgende marker og lave bjerge, blev i det 17. århundrede koloniseret af protestanter fra England. Cirka to tredjedele af befolkningen i Nordirland stammer fra engelske og skotske protestanter. En særlig militant form for protestantisme har siden udviklet sig, karakteriseret ved et bittert had til katolicismen. Også på denne del af øen befandt folk sig i et åndeligt mørke og var uvidende om Guds hensigter, idet de var lige så forblindede af Babylon den Stores læresætninger som folk på resten af øen. De havde også brug for hjælp til at frigøre sig. — Åb. 17:1, 2; 18:2-4.

Fotodramaet åbner folks øjne

Fra 1914 begyndte man at bruge Skabelsens Fotodrama til at åbne folks øjne. Dette drama, bestående af farvelagte lysbilleder og levende billeder synkroniseret med foredrag og musik på fonografiske plader, viste gennemførelsen af Guds hensigt gennem tiderne, lige fra skabelsen og frem til afslutningen af Jesu Kristi tusindårsrige. Søster  Maggie Cooper var med til at vise Fotodramaet i hele Nordirland.

„Lokalet var fyldt hver aften, og der var meget lidt modstand men derimod en del værdsættelse,“ siger hun. „Det nedbrød meget af den fordom der var imod os.“ Hun husker at det ikke var noget let arbejde at transportere hele udstyret til de otte timer lange forevisninger af Fotodramaet. „Når jeg ser tilbage,“ siger hun, „kan jeg ikke forstå hvordan vi klarede det. Der var så mange hindringer og en bunke bagage at slæbe rundt på.“ Med tro på og tillid til Jehova var de imidlertid i stand til at overvinde alle hindringer.

Sandheden om helvede

Traktater der afslørede falske læresætninger som for eksempel læren om pine i et brændende helvede, trængte igennem det religiøse mørke som fandtes i Nordirland. Under den første verdenskrig fangede en annonce i en avis i Belfast for eksempel Bob Olivers opmærksomhed. Der stod: „Hvad siger Skriften om helvede? Skriv til International Forening for Bibelstudium, Craven Terrace 34, London, W.2, efter en gratis traktat om emnet.“ Bob Oliver, som dengang var medlem af den presbyterianske kirke, var stærkt i tvivl om helvedeslæren. Han svarede derfor på annoncen og anerkendte sandheden i det han læste. Dette var det første skridt til et liv i Jehovas tjeneste som er fortsat til den dag i dag.

Som ung havde Susan Milne overværet mange følelsesladede teltmøder afholdt af talrige sekter af „genfødte“ kristne i Nordirland, hvis prædikanter til stadighed talte om evig fortabelse i et brændende helvede. Susan drog den slutning at hun  ikke havde fortjent at blive frelst, eftersom hun aldrig havde oplevet den følelse af frelse som de der overværede sådanne møder hævdede at have. I 1922 læste hun imidlertid en traktat med titlen Hvor er de døde? Det ændrede hele hendes livssyn.

Tidligere var hun blevet overrasket da hendes fader havde sagt: „Jeg begynder at tro at der ikke findes et brændende helvede.“ I hendes øjne var det blasfemi. Men nu vidste hun hvad Jesus mente da han sagde: „Sandheden skal frigøre jer“ — især fra falske religiøse læresætninger. (Joh. 8:32) Efter at hun havde læst traktaten besøgte hun derfor sin fader, og til deres fælles glæde fandt de ud af at de begge havde læst litteratur fra den samme kilde — International Forening for Bibelstudium. Hun selv, hendes mand, hendes fader og andre i hendes familie kom alle i sandheden.

„Forkynd . . . Kongen og hans Rige“

Søster Milne indså hurtigt behovet for at gøre noget. Hun gentog ofte sloganet fra stævnet i Cedar Point i 1922: „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige.“ Og hun og hendes familie gik meget fra dør til dør med Guds Harpe og var begejstrede for at være med til at lede studiekurser over denne oplysende publikation.

Brødre og søstre, deriblandt Bob Oliver og Susan Milne, påbegyndte forkyndelsesarbejdet om søndagen i Nordirland med Guds Harpe. De folk de forkyndte for, havde en dybt rodfæstet presbyteriansk tradition der indbefattede en stærk afsky for alt hvad der kunne betragtes som et brud på hviledagen. En vred reaktion hørte derfor til dagens orden.

 Vidnerne lagde det samme mod for dagen da de uddelte numre af Den gyldne Tidsalder som indeholdt åbenhjertige budskaber der anklagede præsterne for at undertrykke sandheden og forfølge sande kristne. Broder Oliver husker tydeligt en illustration i et særnummer af Den gyldne Tidsalder — en præst der holdt en daggert fra hvis spids der dryppede blod. Billedteksten var et citat fra Jeremias 2:34: „På dine kappeflige er der fundet pletter af blod fra fattige, uskyldige sjæle.“

Brødrene holdt også offentlige foredrag om Riget overalt hvor de kunne. På denne måde kom Bob Dempster i forbindelse med sandheden i sin hjemby Comber, nær Belfast. Men som den offentlige forkyndelse blev intensiveret, voksede også modstanden. Da broder Dempster selv begyndte at forkynde Riget, brugte præsterne fordækte metoder for at prøve at standse ham. Da der for eksempel på et tidspunkt var en hel del arbejdsløshed, lagde de pres på den ansvarlige embedsmand så han nægtede at udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse til broder Dempster. Men broder Dempster nægtede at lade sig skræmme. Han begyndte at komme i den lille menighed der mødtes i familien Milnes hjem, til gensidig glæde for alle.

Som Rigets lys spredtes begyndte menighederne langsomt men sikkert at vokse. Det var imidlertid ikke alle sandhedens fjender der var uden for menigheden.

En sigtning i Belfast

Akkurat som brødrene i Dublin tilbage i 1920 lå under for de valgte ældstes selvrådighed, blev brødrene i Nordirland, især i Belfast, udsat for en  lignende prøve. En sigtningens tid begyndte derfor. Loyaliteten mod Jehovas organisation og begejstringen for den offentlige forkyndelse blev igen den prøvesten der skilte menighedens medlemmer. En bibelstudent der havde mødt broder Russell under hans besøg i Belfast i 1908, begyndte at følge sit eget hoved. Med tiden dannede han sin egen gruppe, som han kaldte De Urokkelige Bibelstudenter.

Senere, efter at Den fuldbyrdede Hemmelighed med dens magtfulde fordømmelse af falsk religion var blevet udgivet i 1917, blev andre bange og afbrød forbindelsen med menigheden. Et fremtrædende medlem af menigheden i Belfast satte en seddel op i sit butiksvindue hvorpå der stod: „Jeg har ingen forbindelse med International Forening for Bibelstudium eller med bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed.“ Han dannede også sin egen gruppe og hævdede at han holdt fast ved broder Russells lære. Det at fremtrædende medlemmer af menigheden forkastede Jehovas kanal, var en prøve på de øvrige brødres tro og loyalitet.

En endnu større prøve kom fra nogle som forblev i menigheden. Efterhånden som forkyndelsen tog til i styrke, blev forskellen tydeligere og tydeligere mellem på den ene side dem der fuldt ud indså behovet for at forkynde Kongen og Riget og på den anden side de valgte ældste som ikke indså det.

Ligesom de skriftlærde og farisæerne på Jesu tid ’godt kunne lide de fornemste pladser’, var de valgte ældste mere interesseret i position og privilegier end i at komme i gang med forkyndelsesarbejdet. (Matt. 23:2-7) Deres stolte og overlegne  indstilling skabte uro og utryghed i menigheden. Der opstod en atmosfære af mistænksomhed og mistillid i takt med at de enkelte ældste prøvede at ophøje sig selv og styrke deres egen position i menigheden.

Når tiden kom hvor der skulle vælges ældste, blev der ført en hel valgkampagne. Nogle ældste arrangerede særlige teselskaber og inviterede brødre og søstre med dét ene formål at få støtte og påvirke stemmeafgivningen. Fordi disse ældste ikke anerkendte Kristus som menighedens hoved, opstod der stridigheder, splittelser og kliker. Det kan sammenlignes med det der skete i det gamle Korinth. Idet Korinthermenighedens medlemmer viste mennesker en upassende opmærksomhed, opdeltes de i grupper der sagde: „’Jeg [tilhører] Apollos,’ ’Og jeg Kefas,’ ’Og jeg Kristus.’“ — 1 Kor. 1:11, 12.

Nogle brødre viste, ligesom Diotrefes på Johannes’ tid, ringe respekt for vejledningen fra Jehovas organisation, og de prøvede bevidst at så tvivl med hensyn til Selskabet i de ydmyges og lydiges sind og hjerte. Derved lagde de samme ånd for dagen som Diotrefes, idet de ’snakkede om brødrene på afdelingskontoret med onde ord’. — 3 Joh. 9, 10.

Til sidst greb Jehova ind. I Vagttaarnet for 15. oktober og 1. november 1932 blev der forklaret hvorfor menigheden skulle ledes af en gruppe brødre som udgjorde et arbejdsudvalg, og ikke af „valgte ældste“. Denne nye organisationsmæssige ordning bevirkede at de sidste med en oprørsk ånd blev renset ud af menigheden, med det resultat at der kun var 12 regelmæssige forkyndere i Belfast som holdt fast ved sandheden.

 Rutherfords foredrag sætter fart i arbejdet

Denne lille gruppe af brødre i Nordirland fulgte i 1930’erne med udviklingen blandt Jehovas jordomspændende folk. De begyndte ivrigt at arbejde med pladeoptagelser af foredrag af J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident. Inden længe fik de spændende oplevelser i arbejdet med at afspille foredragene på transskriptionsmaskiner.

Alex Mitchell var sømand. Da han i 1927 sejlede som maskinmester, læste han bøgerne Guds Verdensplan, Tiden er nær og Guds Harpe — og så sandhedens lys. Da han vendte hjem til Belfast begyndte han straks at lede efter nogen der kunne hjælpe ham til yderligere forståelse af Bibelen. Nogle medlemmer af De Urokkelige Bibelstudenter prøvede at få ham til at lade være med at læse Selskabets publikationer. Men han havde allerede erkendt at sandheden fandtes i disse publikationer, og til sidst fandt han de sande bibelstudenter.

Han begyndte snart at forkynde. Han husker tydeligt hvordan han og broder Oliver transporterede transskriptionsmaskinen rundt i hele Belfast. De begyndte dette arbejde uden noget køretøj. Det må have været noget af et syn at se de to mænd gå rundt fra gade til gade og i landdistrikterne bærende på alt deres udstyr i læderremme som de havde slynget over skuldrene!

En af broder Mitchells opgaver var at finde egnede sale hvor de kunne afspille foredragene. Det var muligt at få sale — men som regel kun ét lejemål hvert sted. Hvorfor? Fordi de fleste steder  blev nøje overvåget af de lokale præster, som afskyede at budskabet blev fremholdt. Når brødrene ikke kunne leje sale, stillede de transskriptionsmaskinen op i Belfasts gader og i landdistrikterne.

Når de afspillede foredragene på gaden var det for det meste i protestantiske kvarterer, fordi de på det tidspunkt i almindelighed var mere modtagelige. Engang kørte broder Mitchell og broder Milne ind i en rolig sidegade uden først at have undersøgt hvem der boede der. De stillede deres udstyr op som sædvanlig, spillede lidt musik for at vække opmærksomhed og indbød så beboerne til at lytte til et bibelsk foredrag. Uden at vide det var de imidlertid kørt ind i et rent katolsk område, hvor de fejlagtigt blev antaget for at være protestanter. Beboerne begyndte at bombardere dem med sten. Hurtigt læssede de hele udstyret ind i bilen igen og styrede væk. Da de kørte, slog pøbelen på bilens karosseri med jernstænger og knuste forruden. Men bortset fra dette chok slap de bort uden alvorlig skade, og begivenheden mindskede på ingen måde deres begejstring for arbejdet.

En eftermiddag blev broder Mitchell bombarderet med kartofler. Heldigvis var de kogte og derfor bløde. Da han kørte væk, talte han over højttaleren til skaren og sagde at han var glad for at han ikke var kommet om formiddagen, for da ville kartoflerne have været hårdere!

Brødrene gjorde også god brug af rejsegrammofonen. Trods nogle uheld, som det at glemme at tage plader med hjemmefra, blev de meget dygtige til at bruge dette redskab. Med en cykel, en grammofon, et sæt plader og en kasse bøger var de udrustede til en god dags tjeneste.

 Styrket af radiotransmitterede foredrag

At høre broder Rutherfords foredrag udsendt direkte fra steder som London og New York styrkede brødrene. I 1938 tiltrak det magtfulde foredrag „Se Kendsgerningerne i Øjnene“ en tilhørerskare på over 2500 i King’s Hall i Belfast.

I forbindelse med averteringen af dette foredrag har nogle af brødrene stadig levende erindringer om de informationsmarcher der blev foretaget gennem Belfast. På grund af den spændte religiøse atmosfære i Nordirland på det tidspunkt, var mange ængstelige ved at skulle deltage i informationsmarcher. Men de gennemførte 25 optog i byens hovedgader uden nogen voldelige reaktioner.

Nogle venner bar plakater som averterede det offentlige foredrag. Andre gik med skilte båret på stænger, og med slogans som „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“ og „Tjen Gud og kongen Kristus“. Da en ung journalist så sloganet „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“, spurgte han: „Har I først fundet ud af det nu?“

Foredraget „Herredømmet og Freden“ var en direkte transmission fra Madison Square Garden i New York. Under dette foredrag blev stævnelokalet i Belfast bevogtet af politi. IRA (Irish Republican Army, den illegale irske kamporganisation) havde truet med at bombe salen hvis foredraget ikke blev aflyst. Dette afskrækkede ikke brødrene. IRA’s bestræbelser på at skræmme brødrene i Belfast lykkedes lige så lidt som Katolsk Aktions bestræbelser på at afbryde foredraget i New York.

 Disse direkte transmissioner skabte en følelse af enhed mellem brødrene. Til trods for den religiøse og patriotiske stemning der forstærkedes i takt med krigstruslen i Europa, indså denne lille gruppe brødre i Irland at de var en del af en voksende verdensomspændende organisation. Men før vi fortsætter med at fortælle om begivenhederne i Nordirland, vil vi gå tilbage og fortsætte historien om Republikken Irland.

Usvækket modstand på resten af øen

I perioden fra 1920 og frem til den anden verdenskrig var der kun nogle få trofaste brødre og søstre der kæmpede videre i selve Dublin, og i resten af det katolske Irland blev der kun udført spredt kolportørarbejde.

Nogle kommentarer i Jehovas Vidners årbøger giver os et indtryk af de forhold de måtte arbejde under.

1935: „Brødre har lidt tab, nogle er kommet til skade, og den litteratur der kunne hjælpe folk er blevet ødelagt.“

1937: „Irland er den mørkeste del af De Britiske Øer. . . . Præster . . . følger pionererne fra sted til sted, finder ud af hvor der er blevet afsat litteratur . . . og sørger med det samme for at den bliver ødelagt.“

1938: „Megen modstand mod forkynderne af Rigets budskab. Pøbelskarer har overfaldet Jehovas vidner på foranledning af en romersk-katolsk præst . . . Modstanden har endnu ikke nået sit højeste.“

Tidligere, i 1926, kom broder Pryce Hughes, der senere tjente som vicepræsident i International  Bible Students Association i London, og hans tre ledsagere til Waterford i det sydlige Irland. De blev budt velkommen af tre brødre som var kommet dertil tidligere. Før broder Hughes kom, havde brødrene i Waterford været ude for et katolsk pøbeloverfald hvor bøller brændte hvad de anså for at være ’skadelig litteratur’.

Når brødrene havde afsat læsestof til interesserede, tog de hurtigt videre. De fandt logi hos protestanter og prøvede at dække så stort et område som muligt før den stedlige katolske præst blev klar over hvad der foregik. I en by trykkede den lokale avis advarsler mod deres virksomhed, og børn spyttede på dem når de gik forbi på gaden. For ikke at blive opdaget for hurtigt, arbejdede de derfor fra yderkanten af det distrikt de havde valgt og ind mod byen hvor de havde deres logi.

Ved en anden lejlighed, i den lille markedsby Graiguenamanagh, mødte de voldsom modstand. Da de vendte tilbage til deres logi, blev de mødt af en skare hånende og spottende unge som bombarderede dem med sten. „Det var en helligdag, ’Sankt’ Patricks Dag,“ fortæller broder Hughes, „og hele dagen var æselkærrerne rullet ind i byen til den særlige messe. Ved messen havde præsten ophidset alle imod os.“ Da han og hans ledsagere var klar over at de måtte se at komme væk så hurtigt som muligt, flyttede de med en cykel alle deres ejendele til den nærmeste jernbanestation.

Kolportørerne lærte at leve med denne allestedsnærværende trussel om vold. Engang løb en mand med en høtyv efter broder Hughes over en mark.  En anden gang affyrede en landmand pludselig et haglgevær for hans fødder!

En anden kolportør, Jack Corr, ankom til Dublin i 1930. Hans forældre var katolikker, så han kunne rigtig tale med de katolikker han traf. Han opdagede at selv om Irlands forfatning garanterede religionsfrihed, mente mange at dette ikke indbefattede Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde.

Broder Corr fik ofte de vrede præsters og deres tilhængeres raseri at føle. Tilskyndet dertil af sognepræsten hev en pøbelskare ham ud af sengen ved midnat og brændte derefter alle hans bøger og brochurer på byens torv. En anden gang dundrede en pøbelskare på omkring 200 på døren til hans logi. „Den skrækslagne værtinde prøvede at få mig ind under sengen, mens hun råbte de værste forbandelser ud gennem vinduet til pøbelskaren,“ fortæller han. „Det lykkedes mig at berolige hende, og et kvarter senere forduftede pøbelen, hvorefter jeg kunne fortsætte som om intet var hændt.“

Mere vold fra religiøse modstandere

I 1931 ankom Victor Gurd og hans partner Jim Corby til byen Cork, nær det sted hvor broder Russell var gået i land 40 år tidligere. En anden gruppe brødre sluttede sig til dem for en tid. De arbejdede sig gennem landdistrikterne og spredte Studier i Skriften og Guds Harpe.

Mens brødrene forkyndte i Roscrea i Tipperary Amt, blev de holdt op af bevæbnede mænd som tog alle deres bøger og gav dem besked om at forsvinde fra området. Da brødrene kom til deres logi, ventede der dem flere vanskeligheder. Modstanderne  havde taget deres boglager, overhældt det med benzin og sat ild til. Rundt om bålet stod det lokale politi, præsterne og børn fra området, og de sang „Faith of Our Fathers“!

Omkring dette tidspunkt kom John Retter og andre til Limerick. Da han var født i Østrig, forkyndte han for mange tyskere der var immigreret til Irlands vestkyst. Der var også John Cooke (som nu tjener på Betel i Sydafrika), som i 1936 blev kastet i fængsel i Dublin fordi han fastholdt at ville gøre Jehovas arbejde.

Jehovas beskyttelse i Nordirland

I denne periode før den anden verdenskrig gik andre kolportører i spidsen for arbejdet i Nordirland. Sarah Hall ankom til Tyrone Amt i 1926. Hun havde fået kundskab om sandheden i England i 1915 efter at hun havde læst Guds Verdensplan. Det hun læste, tilskyndede hende til at begynde som kolportør.

De fleste af dem hun forkyndte for, delte ikke hendes værdsættelse af Bibelens sandheder. Hendes lille, spinkle skikkelse og milde natur afholdt ikke en kvinde fra at løbe efter hende med en høtyv eller en mand som var vred på grund af hendes budskab, fra at kalde hende „Dalila“ og prøve at gribe hende i struben.

Uforfærdet viste hun stor beslutsomhed og udholdenhed. „I det store og hele har det ikke været slemt,“ fortæller hun idet hun tænker tilbage på de prøvende forhold hun forkyndte under. „Vi blev vant til at de råbte efter os. Hvis man beder om Herrens beskyttelse, får man den.“ Kolportørerne  havde tillid til at Jehova ville være ’med dem for at udfri dem’. Og det var han! — Jer. 1:7, 8; Sl. 23:4, 5.

Jehova sørger for sine tjenere

Billy Holland kom i sandheden i 1926 efter at have læst Guds Verdensplan. Som så mange kolportører stolede han fuldt ud på Jehovas løfte om at hans tjenere aldrig ville være „forladt“. — Sl. 37:25; Matt. 6:28-34.

Broder Holland forklarer: „Nogle gange gik jeg ud uden at have fået morgenmad; nogle gange tog jeg et par skiver brød uden smør. Jeg husker engang da jeg var ude i et landdistrikt i Down Amt. Efter at have været i tjenesten i nogen tid, gik jeg ned ad en lille sti og stillede min cykel op ad et hegn. Jeg satte mig ned og spiste mit tørre brød og lyttede til fuglesangen. Så kiggede jeg nærmere på hegnet og fik øje på nogle dejlige brombær. Jeg plukkede nogle af dem og kom dem mellem brødskiverne. Det var ligesom brombærmarmelade — det smagte virkelig godt!“

Han havde samme indstilling når midlerne var små. „Mine sko var ved at være slidt og mine fødder blev våde,“ mindes han. „Men en solrig dag hvor jeg gik på landevejen, blev det meget varmt og tjæren på vejen begyndte at smelte. Tjæren fyldte hullerne i mine skosåler. Jeg fik altså mine sko ’repareret’.“ Og det helt gratis!

Forsyninger af åndelig føde under krigen

Under den anden verdenskrig, fra 1939 til 1945, forblev Republikken Irland neutral, men Nordirland  måtte, som en del af Storbritannien, trodse bombetogter og andre trængsler på grund af krigen.

I disse år var det et problem at skaffe den nødvendige åndelige føde. Under krigen nedlagde den britiske regerings censur forbud mod import og eksport af Vagttårnet og andre af Selskabets publikationer. Satans taktik for at afskære kommunikations- og forsyningslinjerne til brødrene lykkedes ikke. Den blev imødegået. Hvordan? Ganske enkelt ved at Selskabet sørgede for at brødre der boede i De Forenede Stater og Canada sendte eksemplarer af Vagttårnet som „diskret forsendelse“ til brødre i Belfast.

Når disse blade blev modtaget, gik ansvarlige brødre hurtigt i gang med at duplikere hovedartiklerne og omdele dem i menighederne. Efter at disse blade var begyndt at komme, gik brødrene ikke glip af noget af den vigtige åndelige næring.

Bob Oliver husker at han fik Vagttårnet fra en broder Kelly i De Forenede Stater. Broder Kelly skrev også om hvad „onkel Nathan“ (Nathan H. Knorr, Vagttårnsselskabets tredje præsident) havde talt om, og således fik de oplysninger om stævner og andet. Somme tider fandt brødrene Vagttårnet eller en bog som „Sandheden skal frigøre jer“ inde midt i en pakke med fødevarer som var blevet sendt til dem. Når et nummer af Vagttårnet nåede urørt frem uden at være skjult i nogen pakke, sagde brødrene i Belfast for sjov at det måtte være sluppet igennem i censorens tepause.

 Behandlet med foragt

Under krigen måtte brødrene i Nordirland udholde intens og vedholdende fjendtlighed fra præsterne og deres tilhængere, som fuldt og helt støttede krigsbestræbelserne. Hvor havde Jesus ret da han sagde: „Fordi I ikke er en del af verden, . . . derfor hader verden jer“! — Joh. 15:18, 19.

Følgende brev, som blev sendt til Belfast menighed i august 1943, er et typisk eksempel på den foragt folk viste:

„Til Jehovas Vidner!

Som ufrivillig modtager af en af Deres traktater som De har den frækhed at påtvinge en overtolerant offentlighed, vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige at jeg på det bestemteste forbyder Deres folk at komme ind på min ejendom, hvilket påskud de end måtte have. Underret venligst Deres vildledte samling af åndsforsnottede dommedagsprædikanter om dette, for hvis denne advarsel tilsidesættes, vil synderen blive smidt ud med magt — magt så det forslår. Jeg skal afholde mig fra at pudse hunden på ham, da jeg ikke har noget ønske om at tvinge det stakkels dyr til at tage en så uappetitlig mundfuld, men hvis den skulle gøre det på eget initiativ, vil jeg bestemt ikke hindre den.“

Til trods for de vanskelige tider blev der gjort enhver bestræbelse for at udvide forkyndelsen. Velsignede Jehova fortsat alle de trofaste brødres arbejde? Ja! Da krigen sluttede i 1945, var der cirka 120 forkyndere i Belfast og cirka 20 i Dublin.

Pionerer i republikken

Yearbook for 1946 gjorde opmærksom på at der ikke måtte opstå nogen pause i forkyndelsen af den gode nyhed i Republikken Irland efter den anden  verdenskrig. „For mange er det,“ skrev Yearbook, „vanskeligt at forstå hvor mørk en plet det sydlige Irland er med hensyn til lyset og kundskaben fra Guds ord.“ Derefter fortsatte den: „Også her er der en mulighed for virkelige pionerer. Vi træffer nu foranstaltninger til at sende nogle dertil.“

Fred Metcalfe, som nu er medlem af afdelingskontorets udvalg i Irland, var blandt de første specialpionerer der blev udsendt. Hans distrikt var byen Cork i den sydlige del af landet. Han og hans pionermakkere blev snart målet for præsteinspireret modstand. For at oppiske et had til Jehovas vidner omtalte præsterne dem gentagne gange som „kommunistiske djævle“.

 „For folk dengang,“ siger broder Metcalfe, „betød udtrykket ’kommunist’ at vi var det nærmeste man overhovedet kunne komme Djævelen her på jorden!“

Den fjendtlige holdning voksede. „Jeg har aldrig forstået Åbenbaringen 12:17 tydeligere end dengang,“ siger broder Metcalfe. „Djævelen var sandelig vred på det forkyndelsesarbejde som blev påbegyndt i dette område.“ Præsternes løgne og udbredte fjendskab udløstes til sidst i et pøbeloverfald på broder Metcalfe og hans makker, broder Chaffin, i byen Cork i 1948.

Pøbelvold i Cork

En dag da broder Chaffin var i tjenesten, blev han omringet af en flok aggressive kvinder der anklagede ham for at være kommunist og begyndte at angribe ham voldeligt. Da det ikke var muligt at ræsonnere med den rasende pøbel, prøvede broder Chaffin at slippe væk ved at stige på en bus der var i nærheden. Men buschaufføren og konduktøren overfaldt ham også. Nogle af angriberne kastede med sten mens andre bøller råbte „Gemene kommunist!“ og „Smid ham i floden!“ Til sidst undslap han dog sine forfølgere ved at springe over den høje mur ind til præstegården.

I mellemtiden kørte broder Metcalfe alt hvad han kunne på sin cykel for at slippe væk, men blev indhentet af den samme pøbelskare. De slog og sparkede ham og spredte hans bøger og blade ud på gaden. Heldigvis kom en politibetjent forbi. Han greb ind og spredte pøbelskaren. „Jeg følte det var Jehovas ledelse,“ siger broder Metcalfe, „at denne  mand dukkede op lige på det rette tidspunkt og standsede overfaldet.“

Selskabet besluttede at bringe denne sag for retten for at gøre det klart at Jehovas vidner ikke var kommunister og for lovmæssigt at stadfæste vor ret til at forkynde den gode nyhed uden indblanding. Til trods for at sagen blev udsat den ene gang efter den anden for at den ikke skulle komme for retten, fandt retssagen omsider sted i juli 1948.

Den politibetjent der havde standset overfaldet var, selv om han var katolik, villig til at stå frem i retten og ærligt fortælle om det han havde set. Adskillige af de implicerede blev fundet skyldige i overfald. Den offentlige omtale som sagen fik, bidrog meget til at aflive den tanke at Jehovas vidner skulle være kommunister og fastslog desuden vor ret til at forkynde den gode nyhed. Det betød imidlertid ikke at den voldelige modstand mod sandheden hørte op.

Fortsat vrede og modstand

I byen Athlone i Midtirland viste en kvinde for eksempel sin vrede mod brødrene ved at slynge en kedelfuld kogende vand efter dem. Indbyggerne i denne by sendte endda en anmodning til Selskabet om at Jehovas vidner aldrig igen viste sig i byen!

Da der blev sendt fire specialpionerer til byen Drogheda, blev de truet med geværer og overfaldet af en voldelig pøbelskare. Der blev holdt et massemøde i byen, og man vedtog en resolution hvori man bad regeringen om at forbyde Jehovas Vidner i landet. Overalt i byen sås der opslag med budskabet: „Katolsk Aktion! Droghedas indbyggere! Der vil blive afholdt et offentligt møde . . . for at overveje  hvad der kan gøres for at bekæmpe en vis sekt som virker her i området. Borgmesteren og repræsentanter for lokale organisationer vil være til stede.“

Formåede al denne modstand at tvinge brødrene på tilbagetog? Nej! De modstod hele det pres der blev øvet mod dem, og begyndte at se resultater af deres arbejde.

Lydhøre ører i Dublin

Dudley Levis var blandt de første i Dublin der reagerede positivt på budskabet om sandheden i efterkrigsårene. Han var medlem af den irske kirke. Protestanterne, som allerede boede i et næsten udelukkende katolsk område, betragtede hans udtræden af denne kirke som forræderi. Han blev udsat for latterliggørelse og bebrejdelser fra sin tidligere omgangskreds, som hadede hans nyfundne tro. „Jeg følte mig meget opmuntret,“ siger han, „af ældre brødre, som Edwin Ridgewell, der før mig havde vist ægte tro i meget vanskelige tider. Deres eksempel styrkede mig.“

Forkynderne koncentrerede sig om de protestantiske områder, hvor reaktionen som regel var mindre heftig end i de katolske højborge. Men gradvis begyndte de at gøre indfald i katolske områder. Det var vanskeligt. Men de havde samme indstilling som salmisten: „Til Gud har jeg sat min lid; jeg bliver ikke bange. Hvad kan et menneske gøre mig?“ — Sl. 56:11; Jos. 1:9.

Katolsk familie reagerer positivt

Med tiden begyndte katolikker at tage imod sandheden. For eksempel besøgte en søster i 1949  John Casey. Denne katolske mand viste stor interesse for det søsteren fortalte, men hans kone, Bridie, nægtede at give ham penge så han kunne købe bogen „Sandheden skal frigøre jer“, som han fik tilbudt. Han bad søsteren komme tilbage næste uge. Det gjorde hun, og John tog taknemmeligt imod bogen. „Jeg har fundet sandheden,“ sagde han. „Jeg vil aldrig mere have noget med den katolske kirke at gøre.“

Bridie var imidlertid ikke interesseret. Hun stillede et spørgsmål som brødrene mødte gentagne gange i deres forkyndelsesarbejde. „Hvem er Jehova? Er det en eller anden topfigur i Amerika der står i spidsen for jeres organisation?“ Men til sidst tog hun også imod sandheden, da hun forstod at Bibelen slet ikke indeholder læren om et brændende helvede, treenighedslæren og andre gudvanærende læresætninger.

Ligesom andre der begyndte at se sandhedens lys, blev John og Bridie Casey fra familiens og samfundets side udsat for et pres der tog sigte på at få dem til at holde op med at studere Bibelen. „Hver uge sørgede min moder for at vi fik besøg af Marialegionen (en gruppe inden for Katolsk Aktion) eller af præsten,“ forklarer søster Casey. „Men præsten var ikke i stand til ved hjælp af Bibelen at modbevise det vi nu vidste var sandheden. Til sidst fór han ud af huset, idet han dømte os til helvede for at have fordrejet Skrifterne!“

Missionærer sætter fart i arbejdet

Ved slutningen af den anden verdenskrig blev der sendt pionerer fra England til de små byer i Nordirland. Ved stævnet i Edinburgh i 1946 henvendte  nogle af disse pionerer sig til Selskabets præsident for at spørge om de måtte gennemgå Gileadskolen. „Ja,“ svarede han, „hvis I lover at vende tilbage til Irland.“ Fem søstre holdt dette løfte.

Arbejdet blev fremskyndet da der i 1949 ankom missionærer fra Vagttårnets Bibelskole Gilead. Maurice og Mary Jones, som havde udført meget af det grundlæggende arbejde, bød dem velkommen. Der blev oprettet to missionærhjem, det ene i Dublin med broder Jones’ hjælp, det andet i Cork. Yearbook for 1950 nævnte at det krævede meget hårdt arbejde at frigøre folk fra det åndelige mørke som omgav så mange, især fordi de aldrig havde set en bibel. „Folk er,“ stod der, „bange for at give slip på de traditioner som de så længe har værnet om, og derfor vil det kræve megen takt og tålmodighed at opnå fremgang.“

De nyankomne missionærer dækkede meget store områder til fods og på cykel, ofte mens de blev udsat for verbale og fysiske angreb. Og de arbejdede til langt ud på aftenen for at opdyrke selv den mindste interesse. — Jævnfør Hoseas 11:4.

En af de første missionærer, Elsie Levis (tidligere Lott), husker hvordan hun mentalt blev forberedt på forholdene i Irland. „Før vi forlod Gilead,“ siger hun, „fortalte broder Franz os at næst efter Indien betragtede han Irland som det vanskeligste distrikt i verden. På grund af den katolske kirkes holdning mente han at det var det hårdeste katolske område i verden.“ Og hun opdagede at det var vanskeligt. „Men,“ fortsætter hun, „vi mærkede også at folk  var blevet undertrykt af politiske og religiøse kræfter, så vi interesserede os ganske enkelt for dem som mennesker fordi de, bag al deres fjendtlighed, var meget rare.“

Missionærer bryder katolsk barriere

Katolske pøbelaktioner udgjorde en konstant trussel der hang over missionærerne ligesom en sky der kunne bryde løs i et uvejr hvert øjeblik. For ikke at vække mistanke og derpå vrede hos beboerne,  gik missionærerne derfor alene fra dør til dør, men ikke med større afstand end at de kunne holde øje med hinanden. Før de forlod missionærhjemmet for at gå i tjenesten, repeterede de sammen med deres partner de håndsignaler eller skuldertræk de ville bruge den dag. Disse signaler skulle være en tavs advarsel om at en pøbelskare nærmede sig.

Mildred Barr (tidligere Willet, nu på Brooklyn Betel sammen med sin mand, John) husker en dag hvor hun tog ud i tjenesten på sin grå motorcykel. Hendes sidetasker (eller saddeltasker) af mørkebrunt spaltlæder — pakket med bøger, blade, madpakke, teflaske og galocher — hang tværs over motorcyklens bagskærm. Hun og Frieda Miller kørte ind i et katolsk område af Dublin. Da de kom til det distrikt de skulle gå i, skiltes de og parkerede motorcyklerne hver sit sted, sådan at beboerne ikke kunne se dem, men sådan at de selv hurtigt kunne nå dem hvis de fik brug for at komme væk i en fart.

Mildred låste sin motorcykel fast til et rækværk og begyndte at gå fra dør til dør. Hun mindes: „Jeg talte med en meget interesseret dame, men lige pludselig stod hun med stirrende øjne og åben mund. Jeg spurgte: ’Hvad er der galt?’ Der kom intet svar, kun dette blik fuldt af frygt. Jeg vendte mig og så en pøbelskare på otte eller ni kvinder som spærrede lågen til huset. Ud af øjenkrogen så jeg Frieda give signal med hånden, men det var for sent. Andre kvinder kom løbende hen mod huset. Jeg var klar over at jeg ikke kunne komme ud gennem lågen, så jeg fór af sted gennem damens  have, videre gennem naboens have, sprang over en mur og løb hen mod min motorcykel.

Frieda havde allerede startet sin motorcykel; min var stadig låst fast til rækværket. Jeg låste den fri og hoppede op på sadlen, men den ville ikke starte. Jeg havde tændrøret i lommen! Jeg satte det på plads, trådte på kickstarteren igen og kørte væk — men ikke hurtigt nok, og det er det alle ler ad den dag i dag. En kvinde kom løbende bagfra, svingende med en svaber, som hun stak ned gennem en kloakrist. Idet jeg kørte væk svang hun svaberen, og ud af den fløj en mængde slam som dækkede mig fra hovedet og hele vejen ned ad ryggen. Da jeg nåede op på siden af Frieda, sagde hun: ’Pu-u-uh, Mildred, hvor du lugter! Når vi kommer hjem, går du ikke ind i huset!’

Da vi kom tilbage til missionærhjemmet, fortalte hun den anden missionærsøster hvad der var sket. Udenfor bredte de aviser ud som jeg kunne træde på, og hældte spandevis af vand ud over mig. Ja, i flere dage derefter lånte alle mig deres parfume. Med tiden kom der ikke desto mindre en hel del med i sandheden i den del af Dublin.“

Bridie Casey husker en anden tildragelse i Dublin. Hun var i tjenesten på arbejdsmarken sammen med en missionær da en katolsk dame sagde til dem at de blot løb panden mod en mur. Missionærernes sindelag kom til udtryk i broderens svar. „Det kan godt være,“ sagde han, „men i det mindste er nogle af stenene i muren begyndt at give efter!“ Ja, missionærerne blev den murbrækker der slog huller i de katolske fængselsmure som de retskafne irere var omgivet af.

 Pøbeloverfald nær Limerick

Selv om folk i Irland inderst inde var venlige og gæstfrie, var de religiøse ledere stadig i stand til at anspore nogle af dem til voldshandlinger. Den 13. maj 1956 var en missionær, Stephen Miller, ude i tjenesten sammen med en ny forkynder i et landdistrikt i den vestlige del af landet. Pludselig var der en pøbelskare som spærrede dem vejen. De  sprang på deres motorcykel for at slippe væk. Men pøbelskaren fulgte efter dem i biler og fangede dem til sidst på en blind vej.

Pøbelskaren, som blev anført af en præst, omringede broder Miller. En af bøllerne slog broder Miller på hagen. Så tog pøbelskaren hans bøger og blade og brændte dem midt i den lille landsby Cloonlara nær Limerick.

Ved den efterfølgende retssag viste domsmagten sig at være tydeligt partisk. Præsten og otte andre ophidsere af folkestemningen blev frikendt. Den bølle der havde slået broder Miller blev fundet skyldig men blev løsladt. Broder Miller og hans medarbejder fik tilhold om at bevare freden og måtte erlægge en kaution på 200 pund hver. Hvilken parodi af en retssag! Domstolen frikendte pøbelen og straffede ofrene! Selv om man i hovedstaden Dublin var begyndt at behandle Jehovas vidner bedre, trivedes middelalderlige synspunkter og handlinger stadig fint i mange landdistrikter.

Foruroligende dobbeltmoral

Den uretfærdighed og fordom Jehovas vidner blev udsat for, var så himmelråbende at den simpelt hen ikke kunne gå ubemærket hen. Den resulterede i presseomtale i aviser i hele republikken, og det udløste en bølge af harme og protest. En protestantisk præst der på ingen måde havde ladet sig forblinde af det religiøse røgslør som skulle hindre folk i at se tingene klart, stillede nogle gode spørgsmål i Dublin Evening Mail for 28. juli 1956 under overskriften „Religionsfrihed“:

„Medlemmer af Marialegionen besøger mine sognebørn for at agitere for en lære som jeg stærkt  misbilliger. Skal jeg opfatte det sådan at jeg nu kan kalde mine sognebørn sammen, lægge hånd på legionærerne, brænde deres bøger (og måske give en et stød på hagen bare for at vise at vi også er kristne!), og så forvente at hvis de klager, vil de få tilhold om at bevare freden, og vi gå fri?

Eller skal der til at være én lov for Marialegionen og en anden for Jehovas Vidner?“

Mange andre mente, selv om de ikke kunne gå ind for Jehovas Vidners lære, at bestemmelsen om religionsfrihed i Republikken Irlands forfatning burde respekteres. Forfatningens artikel 44 lyder: „Samvittighedsfrihed og retten til frit at bekende og udøve sin tro, for så vidt som dette ikke strider mod den offentlige orden og moral, garanteres alle borgere.“

Modviljen mod Jehovas folk og modstanden mod deres arbejde var imidlertid stadig dybt rodfæstet. Senere samme år blev der i en lokal avis i Limerick rettet følgende henvendelse til katolske læsere:

„Vi anmoder indtrængende enhver der måtte blive kontaktet af repræsentanter for Selskabet [Jehovas Vidner] om ikke at have noget at gøre med deres propaganda og bestemt at afvise at gå ind i nogen diskussion med dem. Enhver publikation som læsere måtte have modtaget bør straks tilintetgøres. Så stærkt ønsker kirken at vi skal sky deres onde lære at den katolik som læser Selskabets publikationer risikerer at blive ekskommunikeret. Irlands trosarv, bevaret gennem århundreders forfølgelse, skal ikke byttes væk for en ret Brooklyn-linser.“

 Guds vej er kærlighed

I forbindelse med at lade Rigets lys skinne har én kampagne haft særlig betydning. Yearbook for 1954 skrev at den „uden tvivl var det største bidrag til forkyndelsen af sandheden i Eire [Republikken Irland]“. Hvad var det for en kampagne? Den landsdækkende uddeling af brochuren God’s Way Is Love (Guds vej er kærlighed, ikke oversat til dansk). Alle skriftsteder i denne 32-siders brochure, med fire grønne harper på forsiden, var citeret fra katolske oversættelser. Den havde særlig appel til katolikker med dens klare og enkle fremstilling af Bibelens grundlærdomme. Arthur Matthews, nu koordinator i afdelingskontorets udvalg i Irland, og hans kone, Olive, udgjorde sammen med Olives broder og hans kone én af de grupper der deltog i dette spændende arbejde.

Broder Matthews fortæller: „Vi slog os sammen om at købe en gammel Morris 10 til nedsat pris. Ingen af os kunne køre, men på en stille vej i nærheden af ’mor’ Rutlands hus kom vi snart efter det. I løbet af et par dage drog vi ud i landet med hele vort forkynderudstyr læsset ind i bilen.“

Det lykkedes dem imidlertid ikke at finde logi, så de tilbragte en meget kold og søvnløs nat i bilen. Næste dag besluttede de at købe en beboelsesvogn. Der var en vis fare forbundet med dette, eftersom der tidligere var blevet øvet hærværk mod brødrenes beboelsesvogne, men de havde ingen anden mulighed. Ved at sælge nogle af deres ejendele var de i stand til at skaffe penge nok til at købe en fire meter lang beboelsesvogn. Og selv om de havde hårrejsende oplevelser når de skulle bugsere den  ad de ujævne og somme tider stejle veje, havde de i det mindste et sted at bo.

De havde et stort distrikt at dække, da der ikke var en eneste forkynder syd for Dublinområdet og helt til byen Cork, 250 kilometer mod syd. For at udrette så meget som muligt begyndte gruppen i tjenesten klokken 8.00 om morgenen. De kørte til den fjerneste ende af det udvalgte distrikt og arbejdede sig så tilbage mod det sted hvor beboelsesvognen stod. For at undgå at få den ødelagt når de begyndte at forkynde i området i nærheden af det sted hvor de havde stillet beboelsesvognen, flyttede de den til et nyt sted. Når de kom til større byer, forsøgte de at besøge alle inden søndag, hvor præsten næsten usvigelig sikkert angreb dem fra prædikestolen.

De to ihærdige ægtepar traf mange mennesker der aldrig havde mødt Jehovas vidner. Hyppigt fortalte folk at kirken endog havde forbudt dem at læse i Bibelen. „Derfor,“ siger broder Matthews, „havde vi, foruden brochuren God’s Way Is Love, den katolske Douay-Bibel med, som vi brugte og desuden tilbød folk.“

Denne brochure hjalp brødrene til at komme bort fra den praksis kun at besøge protestanter. Man nåede ud til alle. De spredte mindst 20.000 eksemplarer af denne brochure i den østlige del af landet, mens en anden gruppe udførte et lignende arbejde i den vestlige del. Og de oplevede at mange mennesker var gæstfri. „Vi behøvede aldrig at købe kartofler, mælk eller lignende,“ siger broder og søster Matthews.

 Endelig — en rigssal i Dublin!

Indtil da havde menigheden i Dublin holdt møder i alle mulige lokaler, ingen af dem særlig gode. I et af dem, et loftsrum over hestestalden til et vaskeri, var det ikke usædvanligt at se rotter løbe rundt på tagspærene. Derfor besluttede brødrene at det var på tide at få deres eget sted. Efter megen søgen lykkedes det dem at leje en bygning hvor der havde været et autoværksted. Den lå i gaden James Place, en lille sidegade til Baggot Street i den sydlige del af Dublin.

At omdanne denne gamle ejendom til en passende rigssal blev en opgave for hærdede sjæle. Ved en vældig indsats lykkedes det brødrene at forvandle denne gamle bygning til en smuk rigssal. Der var 134 til stede ved indvielsen af salen i 1953.

Den 3. december 1954 var der i rigssalen særligt besøg fra hovedkontoret — af broder Frederick W. Franz og broder Grant Suiter. Til stede ved disse brødres foredrag var der over 20 missionærer som satte øen i brand med deres forkyndelse af Riget.

I de følgende år dannede rigssalen i Dublin også ramme om alle de kredsstævner der blev holdt i republikken. Kan man forestille sig 200 brødre og søstre eller deromkring klemme sig sammen i et lille lokale på 7 gange 14 meter? To kunne ikke komme forbi hinanden på den smalle trappe der førte op til afdelingen ovenpå. Ved stævnerne måtte maden, der blev tilberedt ovenpå, rækkes fra hånd til hånd, én tallerken ad gangen, til dem der ventede nedenunder. Stedet var intet i sammenligning med de bekvemme moderne rigssale, men i sammenligning med nogle af de steder brødrene havde brugt før, var det et paradis.

 Afdelingskontor oprettet

I 1957 blev der taget et stort skridt fremad i arbejdet i Irland. Broder Knorr sørgede for at der blev oprettet et selvstændigt afdelingskontor i Dublin. Indtil da havde der kun været et boglager og en ekspedition, mens det britiske afdelingskontor havde ført tilsyn med arbejdet.

Det nye afdelingskontor, der havde til huse i en treetages bygning på Lindsay Road 86 i den nordlige  del af byen, kunne nu tage sig særligt af behovene i den irske arbejdsmark. Nordirland forblev under det britiske afdelingskontors ledelse. Men arbejdet i Republikken Irland blev nu ledet fra det nye afdelingskontor.

Kristenhedens fiasko afsløres

Stillet over for den fortsatte religiøse foragt, tog brødrene energisk fat på at afsløre kristenheden som det den var. Et af de redskaber de brugte var Vagttårnet for 15. november 1958. Det indeholdt en resolution fra dette års stævner med temaet „Den guddommelige Vilje“ som påpegede at kristenheden totalt havde forsømt at vise folk hen til Guds rige som det virkelige middel til afhjælpning af menneskehedens onder.

Bladet blev i vid udstrækning uddelt til præsterne i Irland. Og hvilken reaktion! Et blad kom retur med ordet „vrøvl“ nedkradset hen over forsiden. Et andet kom retur fra en præst med ordene:

„Send ikke mere sådan noget skidt . . . De går Djævelens ærinde og De gør det for penge . . . Lad de gode irere være. De vil alligevel ikke lade sig påvirke af Dem. Jeg gentager: Send ikke det skidt til mig mere. Jeg har ikke læst et eneste ord af det.“

Nogle af „de gode irere“ hungrede imidlertid efter sandheden og reagerede positivt. Men flertallet fandt det vanskeligt at tro at det var sand uegennytte og kærlighed der fik brødrene til at bruge deres tid og midler på at hjælpe andre til at lære sandheden at kende. De fandt det lige så  vanskeligt at tro at de der reagerede positivt på sandheden ikke gjorde det for penge. Der verserede talrige falske rygter om hvordan de interesserede fik penge eller andre goder når de lyttede til Jehovas vidner.

Pøbeloverfald i Wexford

Atmosfæren blev efterhånden tåleligere. Men ikke alle var indstillet på at lytte fredeligt til budskabet om Riget. Lad os for eksempel tage til den maleriske by Wexford i det sydøstlige Irland. Året er 1960.

Broder og søster Turner havde været i Wexford i omkring ti måneder da vanskelighederne viste sig. Broder Alex Turner var ude i hus-til-hus-arbejdet. Da han stod og talte med nogle mennesker, gik en præst hen bag ham. „Giv mig den smudslitteratur,“ råbte præsten og prøvede at snuppe broder Turners forkyndertaske. Folk, deriblandt endnu en præst, stimlede sammen. Da broder Turner nægtede at give slip på sin taske, blev han overfaldet og slået. Han og hans kone slap imidlertid bort og tog hen til politistationen og anmeldte overfaldet.

Selv om der ikke boede nogen forkyndere i Wexford på det tidspunkt, rasede lokalbefolkningen over disse pionerers virke. Dette had smittede endog af på domsmagten, hvilket nogle af distriktsdommerens kommentarer under den påfølgende retssag tydeligt viser:

„Jeg tvinges til at drage den slutning at denne sag er blevet fremtvunget som en slags skuespil ene og alene med det formål at skaffe Jehovas  Vidner omtale; at disse mennesker er med i en sammensværgelse der har til hensigt at bringe dem de betragter som rivaliserende præster i vanry; at de er med i et for mig at se kortsynet og på forhånd mislykket forsøg på at hverve nye tilhængere blandt folk i dette land og amt. De pånøder og har pånødt uvillige tilhørere deres synspunkter . . . Jeg mener afgjort at disse mennesker har iværksat et angreb på Wexfords indbyggeres traditionelle tro, et angreb der er slået fejl, vil slå fejl og må slå fejl.“

Der var ikke megen tvivl om hvor dommerens sympati lå og ikke stor sandsynlighed for at retfærdigheden ville ske fyldest. I retten nægtede begge præster at de havde overfaldet broder Turner. Men de blev fundet skyldige i teknisk overfald — og fik derefter lov at gå!

Aviser over hele Irland og Storbritannien skrev om begivenhederne. Retssagen frembragte til at begynde med en fjendtlig reaktion. Men den havde også nogle gode virkninger. Kritisk avisomtale af præsternes og pøbelens ulovlige handlinger syntes at lægge en dæmper på den slags adfærd. Da stemningen havde lagt sig, kunne fornuftige mennesker se at den form for vold var uacceptabel.

Nogen tid senere, efter at der var blevet oprettet en menighed i Wexford, modtog en af de præster der havde været involveret i overfaldet, endda bogen Sandheden der fører til evigt liv og undskyldte over for en af brødrene hvad han havde været med til dengang.

 Pionerernes tilstedeværelse mærkes

I den vestlige del af landet fortsatte pionererne også med at gøre deres tilstedeværelse mærkbar. Hør hvordan en lokal avis beskrev deres arbejde: „Donegal er endnu en gang blevet angrebet af nogle skadedyr der er langt mere snu end ræve og grævlinge. En hær af mænd og kvinder, nogle af dem kørende rundt på scootere, går fra hus til hus i by og på land og efterlader deres gratis blade.“

Hvor stor var denne „hær“? To missionærsøstre på scooter! Hvad fremkaldte denne reaktion? Det var den omfattende uddeling af særnummeret af Vågn op! for 8. januar 1961 (på engelsk: 8. oktober 1960) med titlen „Den katolske kirke i det 20. århundrede“. Avisens beskrivelse af det forkyndelsesarbejde de to pionersøstre udførte, minder os om den ’græshoppehær’ som apostelen Johannes beskriver i Åbenbaringen 9:1-10.

Pionerer som disse spillede i 1950’erne og 1960’erne en stor rolle i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. Dengang var der kun fire eller fem menigheder i Republikken Irland. Andre steder var der blot små isolerede grupper af pionerer og forkyndere som var villige til at finde sig i alle former for afsavn og vanskeligheder for at fuldføre deres tjeneste.

At få et trygt logi var stadig et stort problem for pionererne i isolerede distrikter. I de fleste byer var det næsten umuligt at få et sted at bo. Mange af specialpionererne fandt det lettere at leje umøblerede hytter på landet, hvor det var mindre  sandsynligt at de blev sat ud. Selskabet sørgede så for møbler, som pionererne betalte en symbolsk leje for. Disse hytter tjente også som mødested for de interesserede. Som den fjendtlige indstilling mindskedes, kunne specialpionererne flytte ind til byerne. Pionerernes flid var en væsentlig faktor som bidrog til at Jehovas vidners antal i republikken voksede fra 211 forkyndere i 1962 til 253 i 1965.

Internationalt stævne — Dublin, 1965

Da det blev meddelt at Jehovas Vidner ville holde et internationalt stævne i Dublin i 1965, vakte det stor bestyrtelse i befolkningen. Som begivenhederne udviklede sig blev det tydeligt at flere ikke ønskede at stævnet blev holdt.

„Det er en lang beretning om vanskeligheder — den ene ting efter den anden som syntes at gøre det umuligt at gå videre med stævneforberedelserne,“ siger Arthur Matthews, der førte tilsyn med stævnearrangementet. „Men kampen for at forberede og afholde stævnet frembragte en god ånd blandt alle brødrene.“ Hvordan undgik de at tabe modet når problemerne tårnede sig op? Broder Matthews havde på sit skrivebord et kort med Ordsprogene 24:10: „Har du mistet modet på trængselens dag, vil din kraft være begrænset.“

Nogle af byrådsmedlemmerne viste sig at være fanatiske modstandere. De havde myndighed til at nægte os at bruge det fodboldstadion vi havde lejet til stævnet. Et af byrådsmedlemmerne betegnede Jehovas Vidner som „en trussel“, og andre  byrådsmedlemmer henstillede indstændigt til at Jehovas Vidner ikke fik tilladelse til at bruge faciliteterne. Et andet byrådsmedlem påpegede imidlertid viseligt at det var for dårligt hvis der ikke blev givet tilladelse til at holde stævnet i et land der selv i årevis havde været offer for religiøs forfølgelse.

Irlands Turistråd var stemt for at stævnet skulle holdes. „Prøver Turistrådet at gøre den irske nation til grin for hele verden?“ skrev en vred person til en lokal avis. „Dets holdning må udgøre en langt større trussel mod den katolske kirke end den virksomhed Jehovas Vidner og alle andre der fremmer falsk religion, tilsammen udfører.“

En korrespondent sammenlignede Jehovas Vidner med den berygtede Ku Klux Klan og Mafiaen og spurgte: „Ønsker nogen disse mennesker her?“ Dette fremkaldte en sympatitilkendegivelse som gik ud på at den skribent der havde angrebet Jehovas Vidner „burde bøje hovedet af skam“.

Overvinder alle hindringer

Endelig blev der givet tilladelse til at afholde stævnet. Men problemerne var kun lige begyndt. Det viste sig umuligt at leje en plads der lå i nærheden, til fællesspisning. Det skabte temmelig megen bekymring indtil stadionledelsen meddelte at brødrene kunne rejse et spisetelt på selve fodboldbanen. De lokale folk der leverede teltet, nægtede imidlertid at rejse det. Så brødrene, der ikke havde megen erfaring i den slags ting, måtte selv finde ud af at få det rejst. Jehova trådte til. Mændene fra det firma som leverede borde og  stole, kunne også rejse store telte. Da de så brødrenes dilemma, bistod de dem med råd og dåd.

Arthur Hewson, stævnetilsynsmanden, husker hvor vanskeligt det var at finde logi til alle de delegerede man ventede. „Lige så hurtigt som vi skaffede logier, lagde præsterne pres på folk, så de annullerede dem,“ fortæller han. „I alt blev 50 procent af de logier vi skaffede, annulleret, og selv på nogle af hotellerne var ’alt optaget’ når vi forespurgte dér.“ Nogle dage blev der annulleret flere logier end der blev skaffet.

Brødrene fortsatte i tillid til at stævnet ville finde sted hvis det var Jehovas vilje. Til sidst var der fundet tilstrækkelig mange egnede logier hos folk i Dublin til de langt over 3500 Jehovas vidner der ville komme. Hvilken virkning havde det? Fordommen mod Jehovas Vidner begyndte at smuldre. „Vi har ikke fået sandheden at vide om jer,“ bemærkede nogle af værtinderne efter stævnet. „Præsten løj for os, men nu da vi kender jer, vil vi med glæde have jer boende igen.“

Skønt det var som om alt havde sammensvoret sig om at gøre stævnet til en fiasko, var der intet af det der lykkedes. „Jeg har aldrig været til et stævne hvor Jehovas ånd ikke var til stede,“ siger broder Hewson, „men jeg har aldrig hverken før eller siden været til et stævne hvor Jehovas ånd var så koncentreret.“ Selve intensiteten af modstanden gjorde sejren des mere bemærkelsesværdig. Det styrkede brødrenes tillid til Jehovas løfte: „De skal kæmpe imod dig, men de vil ikke kunne klare sig over for dig. For jeg er med dig for at frelse dig og for at udfri dig.“ — Jer. 15:20.

 Et virkeligt gennembrud

Dette internationale stævne i 1965 markerede et klart vendepunkt i Jehovas Vidners arbejde i Irland. Det skabte en del presseomtale, som for hovedpartens vedkommende var meget positiv. For første gang blev der vist optagelser fra et af Jehovas Vidners stævner i det nationale fjernsyn. Dåben fik også en god dækning. Eftersom det ikke var muligt at leje indendørs faciliteter til dåben, planlagde brødrene at gennemføre dåben i et friluftsbad ved en mole i Dublinbugten. Femogtres trodsede den silende regn og den kolde blæst da de symboliserede deres indvielse til Jehova.

På stævnets sidste dag holdt Frederick W. Franz (der senere blev Vagttårnsselskabets fjerde præsident) et opflammende foredrag over emnet „En verdensregering der hviler på Fredsfyrstens skulder“ for en forsamling på 3948. Med Irlands katolske befolkning i tanke citerede han udelukkende fra den katolske Douay-Bibel. I sandhed et storslået vidnesbyrd!

Hele Irland under ét afdelingskontor

Året efter, i 1966, blev der gjort endnu et stort fremskridt i arbejdet — hele landet, både den nordlige og den sydlige del, blev underlagt afdelingskontoret i Dublin. Politisk og religiøst var Irland delt som før, men nu var Jehovas folk forenet i enhver henseende. Dette år var der 268 forkyndere i Republikken Irland og 474 i Nordirland — et storslået brodersamfund på 742 der samarbejdede om at gøre Jehovas vilje.

 Neutraliteten bevares trods pres

1970’erne og 1980’erne blev urolige år med voksende nationalistiske bevægelser og tiltagende terrorisme, især i Nordirland. Resultatet var en stigende polarisering af de katolske og protestantiske samfund i denne nordøstlige del af øen.

Norman Richards var en af kredstilsynsmændene i Nordirland da vanskelighederne begyndte. Han husker hvordan man lagde pres på brødrene for at få dem til at tage parti.

„Der blev gjort forsøg på at få brødrene til at støtte de private vagtværn der patruljerede om natten og at være med til at bygge barrikader for at lukke deres områder af,“ siger broder Richards. „Vagtfolkene bad om bidrag for at kunne betale de ting de skulle bruge for at forsvare deres område. Og de forsøgte at hænge nationalistiske flag på alle bygninger.“

Brødrene stod fast og lod sig ikke skræmme. Ingen gik på kompromis, og det blev hurtigt klart for enhver at de var fuldstændig neutrale i denne strid. Folk blev snart bekendt med Jehovas vidners indstilling til krig, deres syn på flag og deres beslutning om ’ikke at være en del af verden’. — Joh. 17:16; Es. 2:2-4; 1 Kor. 10:14; 1 Joh. 5:21.

Når brødrene gjorde deres stilling klar, opstod der som regel et vist fjendskab mod dem i nabolaget. Naboer som støttede de paramilitære aktiviteter nægtede ofte at tale med brødrene. Men når brødrene fortsatte med at være venlige og hjælpsomme på måder der var bibelsk acceptable, blev de med tiden igen accepteret i lokalsamfundet, og deres neutrale stilling blev respekteret.

 De lærer at leve med problemerne

Da volden var på sit højeste var der en konstant fare for skyderier og bombesprængninger i forskellige dele af provinsen. Aftenforkyndelsen gik tilbage fordi folk var bange for at lukke op efter mørkets frembrud. Men genbesøgs- og bibelstudiearbejdet fortsatte med uformindsket styrke.

Folk var forståeligt nok bange for besøgende som de ikke kendte. „En søndag eftermiddag bankede vi på en dør,“ fortæller broder Richards, „og en mand lukkede forsigtigt op. Vi præsenterede os og fortalte ham hvorfor vi aflagde besøget. Han havde stået med den ene hånd på ryggen, og da han tog den frem, så vi at han stod med en ladt revolver. ’Jeg er politibetjent,’ sagde han, ’og jeg troede at I måske var fra IRA.’“

Hvordan indrettede brødrene sig på at leve under sådanne krigslignende tilstande? De fulgte Jesu råd i Mattæus 10:16 om at være forsigtige og undgå dumdristige handlinger. Hvis en bombe eksploderede i nærheden når de var i tjenesten, lod de det bare indgå som en naturlig del af deres præsentation ved at sige noget i retning af: „Ved De at Gud har lovet at den slags vil høre op en dag?“ og derefter fortsætte samtalen. Men der var naturligvis ikke voldshandlinger alle vegne i Nordirland, og der var heller ikke terroraktioner hele tiden. „Vi måtte ikke springe for livet mellem kugler og bomber til hverdag,“ sagde en broder. „Det meste af tiden var der ingen vanskeligheder.“

Den gode nyhed bringes ud overalt

I begyndelsen af 1970’erne havde paramilitære aktivister advaret brødrene om at de ville blive  skudt hvis de viste sig i visse områder. Af forsigtighedsgrunde trak brødrene sig midlertidigt tilbage, med det resultat at flere af de katolske områder i Belfast ikke blev gennemarbejdet med budskabet. En af brødrene forklarer hvordan de genoptog forkyndelsen i disse områder. Han boede på grænsen mellem de katolske og de protestantiske kvarterer i Belfast. Han og hans kone tog deres lille barn med i barnevognen og arbejdede sig gradvis længere og længere ind i det katolske område, snart sammen med to af specialpionererne. Lidt efter lidt blev de mere accepteret, og inden længe havde de organiseret gruppevidnearbejde i disse områder, idet andre forkyndere sluttede sig til dem.

Det der beskyttede forkynderne i de katolske områder, var deres neutralitet. Det fremgår af følgende erfaring: „Omkring tre-fire måneder efter at vi var begyndt at arbejde i et område, blev vi inviteret indenfor af en mand. I løbet af samtalen fortalte han os at Jehovas vidner var velkomne i området. Han vidste at vi var neutrale i politiske anliggender, og sagde at vi derved adskilte os stærkt fra mange præster. Da jeg nævnte at jeg havde aflagt besøg i området i et stykke tid, kunne han fortælle os nøjagtigt hvor og hvornår vi første gang var kommet ind i området og at vi havde været under opsyn lige siden!“

Ved en lejlighed blev denne broder standset af nogle britiske soldater og ført med til hærens hovedkvarter. De ville have ham til at være angiver for deres sikkerhedsstyrker og at spionere mens han gik omkring og forkyndte. Men efter at han havde forklaret sin neutrale holdning til politik som et af Jehovas vidner, lod de ham gå.

 En del brødre fra England var flyttet til en menighed i en by nær ved grænsen mellem Nordirland og Republikken Irland. I løbet af to-tre år blev byens centrum totalt raseret af omkring 200 bombesprængninger foruden uroligheder og skyderier næsten hver eneste nat. Men i al den tid følte brødrene Jehovas beskyttende hånd over sig. Somme tider advarede de lokale indbyggere dem før urolighederne brød ud. Trods den konstante uro holdt brødrene deres møder regelmæssigt og fortsatte med at forkynde. „Sikkerhedsstyrkerne blev somme tider nægtet adgang til visse områder,“ fortæller en lokal forkynder, „men brødrene kunne altid komme der for at udføre deres forkyndelse, til trods for at nogle af dem var engelske, fordi de altid havde gjort deres neutrale stilling klar.“

Farlig forveksling

Det skete dog at nogle kom til at befinde sig i farlige situationer i forkyndelsen, men ved at stole på Jehova og bevare roen undgik de at lide alvorlig overlast. En ung specialpionerbroder blev for eksempel fejlagtigt taget for at være et medlem af sikkerhedsstyrkerne. Han forklarer:

„Jeg aflagde nogle genbesøg i et boligkvarter der var kendt for at have stærke IRA-sympatier, da en bil pludselig kørte op på siden af mig. En af passagererne pegede på mig med en maskinpistol og beordrede mig til at stige ind. Mændene i bilen visiterede mig straks. Først troede jeg at jeg ville blive skudt fordi de havde taget mig for at være en civilklædt soldat. Jeg blev kørt til et hus og låst inde i et lille skur. Det føltes som om der gik en evighed, så blev jeg lukket ud, fik bind for øjnene  og blev ført ind i et hus hvor jeg blev grundigt forhørt om hvem jeg var og hvad jeg foretog mig i det område. Lige fra begyndelsen havde jeg bedt til Jehova om at jeg ikke måtte give dem nogen grund til at overreagere ved noget af det jeg sagde eller gjorde.

Jeg forklarede at jeg var et af Jehovas vidner og at jeg kun var interesseret i at hjælpe folk til at forstå Bibelen. Jeg kunne høre flere mænd gennemgå indholdet af min forkyndermappe og kommentere mine hus-til-hus-notater. En af mændene gik ud af værelset idet han sagde: ’Hold pistolen rettet mod ham, og hvis han rører sig det mindste, så skyd hovedet af ham!’ Langt om længe kom han tilbage. Det må være lykkedes ham at få bekræftet min forklaring, for han gav de andre besked på at jeg kunne løslades. Stadig med bind for øjnene og en maskinpistol i ryggen blev jeg ført tilbage til bilen og løsladt i nærheden af byens centrum.

Jeg er sikker på at det var Jehovas ånd der hjalp mig til at forholde mig rolig og satte mig i stand til at sige og gøre det rigtige, så de accepterede at jeg var helt neutral. Samme eftermiddag aflagde jeg sammen med min makker et aftalt genbesøg hos en interesseret i samme boligkvarter, og vi har siden arbejdet der flere gange uden problemer.“

Genkendt som Jehovas Vidner

Ved en anden lejlighed arbejdede to af pionererne i den lille grænseby Crossmaglen på den nordirske side af grænsen. De var fremmede og der var ikke mange i området som kendte dem. Uden at de vidste det havde IRA kort forinden uddelt løbesedler som advarede byens befolkning om at  der snart ville ankomme en særlig britisk hærenhed, SAS — en veltrænet enhed der ofte opererede uden uniform. Indbyggerne mistænkte pionerbrødrene for at være medlemmer af SAS-enheden.

Da brødrene var klar til at vende hjem efter tjenesten, nød de en kop kaffe mens de ventede på bussen. De spurgte kvinden i kaffebaren om bussen var ankommet til byen. Hun beskyldte dem vredt for at være soldater og stormede ud. Brødrene gik også ud. Da de stod og ventede på bussen, ankom nogle mænd i en bil og gik ind i kaffebaren. Kort efter kom de ud igen, og kørte langsomt rundt om pladsen til stoppestedet hvor brødrene ventede, og stillede dem nogle spørgsmål. Brødrene fik det indtryk at de var IRA-folk. Brødrene fortæller hvad der så skete:

„Bussen kom, et gammelt, ramponeret køretøj. Vi betalte vore billetter og steg ind. Så lagde vi mærke til at de mænd der havde udspurgt os, var i alvorlig samtale med chaufføren. Kort efter startede bussen, men samtidig kørte personbilen, som var fuld af mænd. Vi frygtede for at der var arrangeret et møde på en stille landevej uden for byen. Så sent som natten i forvejen var en minibus blevet standset i området, og ti mænd var blevet stillet op og skudt; kun én af dem overlevede.

Vejen hjem syntes endeløs, men da vi nærmede os byen, indså vi at der ikke ville ske noget. Da vi bad chaufføren om at standse for at sætte os af, spurgte han: ’Sig mig, har I nogle af jeres bøger med?’ Han kendte os åbenbart, og vi gav ham de nyeste numre af Vagttårnet og Vågn op! Så spurgte vi ham hvem de mænd var der havde udspurgt  os. ’Åh, tænk ikke på det,’ svarede han. ’Jeg vidste hvem I var. Jeg forklarede dem det. Tænk slet ikke på det. I er sikre nu!’“

Lyttende ører i katolske distrikter

I en lang årrække var de fleste af resultaterne i Nordirland blevet opnået i protestantiske områder. Men nu viste flere og flere katolikker interesse fordi de begyndte at se at denne verden ikke havde noget at tilbyde dem og at kirken ikke havde holdt sig til Bibelens principper. En ung katolsk mand der arbejdede som sygeplejerske blev truffet i hus-til-hus-arbejdet. Hvordan reagerede han?

„De var englændere,“ siger han om de brødre der besøgte ham, „og min indstilling var først at ingen udlænding skulle komme og lære os religion i Irland.“ Men brødrene brugte med dygtighed Bibelen til at besvare hans spørgsmål og indvendinger. Efter at hans foragt var blevet vendt til respekt tog han imod et eksemplar af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Han længtes efter at vide mere om Guds ord, da det var gået op for ham at han ikke kendte noget til Bibelen, selv om tre af hans onkler var katolske præster. På grund af nogle forandringer i forbindelse med sit arbejde mistede han imidlertid kontakten med brødrene.

Da vanskelighederne i Nordirland tog til, så han med egne øjne på hospitalet de uhyggelige resultater af skyderierne og bombesprængningerne. I et forsøg på at undslippe disse rædsler begyndte han at ryge og drikke meget. Han kunne ikke lade være med at spørge: „Hvorfor sker alt dette? Hvorfor tillader Gud det?“ Trods alt dette glemte han dog ikke sin første kontakt med sandheden, og han  indså at svarene måtte ligge i Bibelen. Han begyndte at bringe sit liv i orden og bad Gud om hjælp.

Da han en dag besøgte sine forældre, ventede der ham en behagelig overraskelse. Hans yngre broder studerede Bibelen med Jehovas vidner! „Vi sad oppe til klokken fire om morgenen og drøftede de ting min broder lærte,“ forklarer han. „Det var vidunderligt at lære at der findes en Gud der har omsorg for os, en Gud der vil rense jorden og fjerne sygdom og død. Jeg måtte simpelt hen lære mere.“

Han vendte tilbage til sit job i Londonderry. En formiddag ringede det på dørklokken. Normalt ville han ikke have hørt klokken, eftersom han arbejdede om natten, men denne gang vågnede han og gik søvnigt ud til døren. To søstre, som troede at der ikke var nogen hjemme, var på vej ned ad havegangen. Han spurgte dem om de var Jehovas vidner. „Da de svarede ja, hoppede mit hjerte af glæde,“ fortæller han, „og jeg bad dem om et bibelstudium!“ Ligesom så mange andre med en katolsk baggrund, gjorde han hurtigt fremskridt i sandheden.

Finder den virkelige løsning

I et andet stærkt katolsk område af Belfast var to unge kvinder engageret i den politiske kamp og de paramilitære aktiviteter. Efterhånden gik det imidlertid op for dem at der var noget ved deres sag som ikke stemte. De begyndte at sætte spørgsmålstegn ved det had deres kammerater nærede og ved den mangel på respekt for menneskeliv som blev vist af dem der var villige til at lemlæste og dræbe andre for sagens skyld.

 Da en af forkynderne ringede på hos dem og talte med dem om sandheden, var de først skeptiske. Men lidt efter lidt indså de at Guds løfte om en regering der vil ordne forholdene på jorden var den eneste praktiske løsning på de problemer Belfast lider under. (Sl. 46:8, 9; Es. 2:4; Dan. 2:44) I begyndelsen var det svært for dem at tro at nogen kunne være neutrale i et samfund som deres, men da de kom sammen med vennerne i rigssalen, så de at kristen neutralitet lader sig praktisere. De oplevede den sande enhed og kærlighed der råder blandt Kristi disciple og kom snart med i sandheden. — Joh. 13:34, 35.

Jehova får det stadig til at gro

Jehova kan få sandhedens sæd til at spire og gro i menneskers hjerter, selv om den har ligget i dvale i årevis. (1 Kor. 3:6, 7) Mennesker der engang har hørt om sandheden kan pludselig gøre hurtige fremskridt. Det erfarede en søster som deltog i gadearbejdet.

„Jeg blev noget nervøs ved at se en mand med en indkøbstaske i hver hånd styre meget målbevidst hen imod mig,“ fortæller hun. „Han standsede, satte taskerne ned, og spurgte om jeg var et af Jehovas vidner. Da jeg svarede bekræftende, bad han om et eksemplar af ’den røde bog’, Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Så kom overraskelsen. Han spurgte om der var en som kunne besøge ham og holde et bibelstudium med ham!“

Denne mand havde i 1963 fået bogen „Babylon den store er faldet!“ Guds rige hersker! af en arbejdskammerat. Han læste den, så at det var sandheden,  men gjorde ikke noget ved det. Senere, mens han stadig var ugift, bad han til Jehova og lovede at hvis Jehova ville give ham kone og børn, ville han opdrage sine børn til at tjene Jehova. Nu, cirka tyve år senere, var han gift og havde fire børn, men havde stadig ikke opfyldt sit løfte. På grund af nogle personlige problemer var han i fare for at miste sin familie.

Da han indså sit åndelige behov, besluttede han at opsøge brødrene. Fra en af sine naboer vidste han på hvilket gadehjørne man kunne finde dem hver lørdag ved frokosttid. Så gik han ud for at træffe dem. Han begyndte med det samme at overvære møderne regelmæssigt, og tog sine børn med. Og efterhånden som han lærte mere om Jehovas normer, begyndte han at foretage forandringer i sit liv. Omkring to måneder efter at han igen havde fået kontakt med brødrene, overværede han sit første kredsstævne, der gav ham styrke til at lægge tobakken på hylden.

Men så kom der en virkelig prøve. Som følge af modstand fra sin familie nægtede hans kone at tale med ham i flere uger og truede til sidst med at flytte fra ham hvis han ikke opgav sandheden. Ja, lige netop dét han havde forsøgt at redde ved hjælp af sandheden, nemlig hans ægteskab, blev nu ironisk nok truet som følge af at han tjente Jehova. Men han drog fornuftigt den slutning at hvis han svigtede sandheden nu, ville han i sidste ende miste alt både for sig selv og sin familie. Han stod derfor fast. Og det viste sig at konen ikke virkelig ønskede at flytte, men blot lå under for pres fra familien. Nu erkender hun at hvis ikke hendes mand var blevet  et af Jehovas vidner, ville de ikke længere have holdt sammen.

Væksten fortsætter også i republikken

Brødrenes og søstrenes vedholdende bestræbelser for at lade sandhedens lys skinne overalt begyndte også at give gode resultater i Republikken Irland.

Et katolsk ægtepar sørgede dybt over deres fireårige datters død. Nogle sagde til dem at hun måtte dø „fordi Gud ønskede hende i himmelen“ og at „hun aldrig havde været bestemt for denne verden“. De sørgende forældre kunne ikke se nogen mening i dette. „Vi var gode katolikker,“ sagde de. „Vi gik til messe og vi troede på Gud, men vi kunne ikke forstå hvorfor hun måtte dø!“

Moderen begyndte at studere, men i begyndelsen følte manden sig ikke tiltrukket af sandheden. ’Ingen fødselsdage! Ingen jul! At skulle gå til alle de møder! At skulle opgive cigaretterne! Det er ikke noget for mig,’ tænkte han. Men inderst inde beundrede han sin kone for hendes voksende hengivenhed for Jehova. I begyndelsen når brødrene kom for at holde bibelstudiet, smuttede han ud ad bagdøren. Men senere blev han og lyttede, og begyndte at sætte pris på sandheden.

Det var noget af et chok for ham at lære at Jehova var den sande Gud. „Jeg troede det var en eller anden amerikansk millionær,“ sagde han. Det endte med at alle familiens medlemmer blev forenet i tjenesten for Jehova. Troen på den sande Gud gav dem stor styrke da deres ældste søn pludseligt døde af leukæmi. „Hvis vi ikke havde kendt  sandheden og ikke havde haft vennerne i menigheden, ville vi have taget livet af os selv,“ indrømmer han.

En anden katolsk mand havde svært ved at fatte al den uretfærdighed og alle de lidelser der er i verden. Krigen i Vietnam, rædslerne i Biafra, det at millioner af mennesker dør af sult i en verden med overflod — forekom ham alt sammen så meningsløst. For at slippe væk fra den tragiske virkelighed begyndte han at drikke. Da han blev kontaktet med Bibelens budskab, fik han forklaret årsagerne til de forfærdelige forhold i Satans verden.

Han gjorde fremskridt i sandheden og blev en meget flittig forkynder. Under et besøg hos nogle brødre i Belfast tog han med dem i hus-til-hus-arbejdet i et loyalistisk (antinationalistisk) område af byen. Før den tid ville det aldrig have faldet ham ind at besøge Nordirland, og da slet ikke at vove sig ind i et loyalistisk område. Men nu var han der. Et sted blev han inviteret indenfor, og den besøgte forstod at broderen havde været katolik. Han spurgte da: „Da du var katolik, støttede du så IRA?“ Broderen var klar over at manden kunne gribe til vold, eftersom han for nylig var blevet løsladt efter at have været tilbageholdt fordi han var blevet pågrebet med et våben og havde haft i sinde at skyde en katolik. Broderen sagde derfor: „Jeg er ikke katolik nu. Jeg er et af Jehovas kristne vidner. Som sand kristen ville jeg aldrig dræbe nogen for noget menneske eller for nogen regering.“ Da trykkede den besøgte hans hånd og sagde: „Det er altid forkert at slå ihjel. I gør et godt arbejde. Bliv ved med det.“

 Tjeneste hvor behovet er større

Arbejdet i Irland er i høj grad blevet fremmet ved at mange brødre fra andre lande har været villige til at komme og tjene hvor behovet har været større. De har reageret positivt på en opfordring som svarede til den apostelen Paulus fik: „Kom over til Makedonien og hjælp os.“ (Apg. 16:9) Det har krævet dyb kærlighed til Jehova og virkelig selvopofrelse. Men resultaterne og belønningen har været enestående.

Der har naturligvis været vanskeligheder at overvinde, som for eksempel at finde arbejde og at sørge for børnenes skolegang. Men disse brødre og søstre har sat Jehova på prøve, og han har bestemt ikke svigtet dem. „Vore børn havde nemt ved at falde til,“ fortæller et ægtepar, „og vi har erfaret at vi som familie er blevet mere optaget af det åndelige som følge af at vi er flyttet hertil.“ Et familieoverhoved fortæller hvordan det har gavnet hans familie at de er flyttet til Irland. „Det har hjulpet os til ikke at blive optaget af mange verdslige ting,“ siger han, „og vi har nået det mål at blive en pionerfamilie.“

Desuden er menighederne blevet støttet af modige pionerer, der for de flestes vedkommende er kommet fra England. Nogle af dem er endda blevet boende i Irland efter at de har stiftet familie. Mange pionerægtepar kom oprindelig til Irland for at blive et år eller to og så vende tilbage til deres hjemland. Nogle gjorde dette, og de ydede et godt bidrag til fremme af arbejdet her. Men andre har været i stand til at blive i Irland.

Det er normalt i Irland at ægtepar har mange børn og at de får børn så hurtigt som muligt. Af den grund fandt irerne det ofte usædvanligt at se  pionerægtepar uden børn. Når lokale folk opdagede at pionererne der besøgte dem ikke havde børn, affødte det ofte den lidt medlidende bemærkning: „Jeg skal tænde et lys for jer!“ Når sådanne pionerægtepar blev boende og stiftede familie, blev de langt mere accepterede af befolkningen. Dette havde en stabiliserende virkning på menighederne. I stedet for den stadige udskiftning af pionerer der kom og gik, blev der lidt mere permanente tilstande.

Omkring 30 af de 80 menigheder har en god kerne af ældste og andre forkyndere fra de pionerfamilier der har bosat sig her. I én menighed er fire af de fem ældste oprindelig kommet til Irland som pionerer. Hvorfor er de blevet? De svarer: „Det er blevet vort hjem.“ „Vi ville gerne fortsætte med at tjene hvor behovet var stort.“ „Der var ikke nogen mening i at vende tilbage til et sted hvor der ikke var noget særligt behov.“ Jehova har velsignet deres tjeneste. I 1982 var der 2021 forkyndere i Irland.

Som arbejdet gik frem både i Nordirland og Republikken Irland, kunne man forvente at dæmonerne ville forstærke deres bestræbelser for at modvirke det. Et våben de igen tog i brug, var frafald.

Nyt frafald i Dublin

I 1982 opstod der et særlig ondartet tilfælde af frafald, navnlig i Dublinområdet. Nogle brødre begyndte at bestride menighedens myndighed og at sætte spørgsmålstegn ved den lære Jehovas folk anerkender som sandheden. De slog til lyd for den opfattelse at hver enkelt kristen selv måtte være i stand til at afgøre forskellige lærespørgsmål.

 I smug såede de tvivl hos andre angående lærepunkter. Det Styrende Råds medlemmers uangribelighed blev også draget i tvivl. De kritikere der tjente som ældste og menighedstjenere bagatelliserede den organisationsmæssige vejledning. Fra talerstolen, og til tider privat, udbredte de deres egne ideer og undergravede andres tillid til Jehovas organisation.

Da denne oprørske indstilling blev mere og mere tydelig, forsøgte de loyale ældste i menighederne at hjælpe afvigerne til at genvinde deres åndelige ståsted og deres tro, så de kunne undgå at lide åndeligt skibbrud. (1 Tim. 1:19) De loyale var opmærksomme på de farer situationen indebar, som forudsagt af både apostelen Paulus og apostelen Peter. — Apg. 20:30; 2 Pet. 2:1, 3.

John Barr fra Det Styrende Råd og Robert Pevy, der havde været pioner i Irland og nu tjente på Betel i Brooklyn, tilbød at hjælpe. Under ferierejser i England tog de sig tid til at komme til Irland for at tale med brødrene og opmuntre og tilskynde dem. De ræsonnerede meget med brødrene og drøftede grundigt mange af de lærespørgsmål der var rejst tvivl om. Det blev imidlertid klart at de spørgsmål som de utilfredse havde bragt på bane, blot var et skalkeskjul. Det sagen virkelig drejede sig om, var om det var Jehovas organisation eller ej.

Da denne afvisning af sandheden kom mere for dagen, forsøgte de loyale ældste stadig at hjælpe dem der havde ladet sig påvirke af afvigende synspunkter. Men samtidig indså de også at de måtte følge apostelen Paulus’ råd til Timoteus om at „befale visse folk ikke at føre en anden lære“. (1 Tim. 1:3) Som Paulus advarende skrev til Timoteus, ville  sådanne frafaldnes lære „brede sig som koldbrand“. Til sidst så de ældste ikke nogen anden udvej end at udstøde de pågældende af menigheden. — 2 Tim. 2:17.

At de der forkastede Guds organisation blev fjernet, virkede fremmende på arbejdet. I 1982, da frafaldet begyndte, var der gennemsnitlig 2021 Jehovas vidner i Irland. I 1983 voksede det til 2124, i 1984 til 2278, i 1985 til 2403, i 1986 til 2472, og i maj 1987 nåedes et højdepunkt på 2661. Fremgangen fortsætter støt. Loyaliteten blev prøvet til fulde, men det store flertal satte loyaliteten mod Jehova og hans organisation over loyaliteten mod noget menneske. De anerkendte hvor sandheden var og hvor de havde lært den, og de holdt fast ved denne kilde. De fortsatte flittigt med at udføre det vigtige forkyndelses- og undervisningsarbejde.

„Min bibelhistoriebog“ på irsk

I årevis havde Jehovas vidner ikke andre publikationer på det irske sprog end et par traktater og en brochure. Det var derfor med stor begejstring at de ved områdestævnet i 1982 modtog Min bibelhistoriebog på irsk. Det almindeligt anvendte sprog i landet er engelsk, men i de senere år har der været en fornyet interesse for irsk  (et gammelt keltisk sprog). I nogle dele af landet (Gaeltacht-områderne) er det det eneste sprog der tales. Nu fik brødrene en god publikation at tilbyde i disse områder, især til folk med interesse for det lokale sprog.

Mange skolelærere, deriblandt præster og medlemmer af den katolske undervisningsorden „Kristne brødre“, tog imod eksemplarer af Mo Leabhar de Scéalta ón mBíobla, som den hedder på irsk. Bogens modtagelse fortæller noget om den mere positive holdning mange havde fået til Jehovas Vidner. En undervisende præst illustrerede det med denne lidt overdrevne bemærkning: „Hvis vi havde modtaget litteratur af jer for 30 år siden, var vi blevet brændt på bålet!“

På en skole traf to søstre forstanderinden, der var nonne. Da de forkyndte for hende uden for lærerværelset, undersøgte hun bogen og sagde hurtigt: „Vent et øjeblik.“ Et par minutter senere kom hun tilbage med penge i hånden og sagde: „Jeg vil gerne have ni eksemplarer, tak.“ På en anden skole kiggede den lærer der stod for skolens bogindkøb den irske ’Bibelhistoriebog’ igennem og bestilte et klassesæt på 35 eksemplarer.

Ud over lærerne er der også mange andre som føler sig tiltalt af bogens dejlige, letfattelige fremstilling af de bibelske beretninger. Nogle som normalt ikke ville tage imod noget fra Jehovas vidner, har modtaget bogen.

En broder besøgte en dame som han havde udført noget verdsligt arbejde for. Da han nævnte at han havde den nye bog på irsk, sagde hun at hun „ikke var det mindste interesseret i noget som helst der havde med Jehovas Vidner at gøre“. Han viste  hende dog bogen. „Jeg formoder at den ikke er forsynet med imprimatur?“ spurgte hun. Broderen indrømmede at bogen ikke havde denne romersk-katolske godkendelse, men han viste hende at alle henvisningerne til Den Hellige Skrift var anført ved slutningen af hver historie. „Og hvad er der så i den om Jehovas vidner?“ spurgte hun, stadig noget  tøvende. Broderen forklarede hende at Jehovas vidner ganske enkelt er interesseret i at hjælpe alle til at forstå Bibelen. Det er grunden til at de har trykt en sådan bog. Hun modtog den. Ved et senere besøg spurgte hun: „Bruger bogen ikke navnet Jehova temmelig tit?“ Hun blev meget forbavset da broderen kunne slå op i hendes egne børns ordbog og vise hende at Jehova virkelig er Guds navn og at det forekommer over 7000 gange i de oprindelige bibelskrifter.

En anden søster besøgte alle sine naboer med ’Bibelhistoriebogen’, både på engelsk og på irsk. Hendes børn går i skole med mange af de andre børn i kvarteret, og hun kom en dag til at tænke på at hun aldrig virkelig havde talt med naboerne om sandheden. Hun bad Jehova om styrke, og gik ud med tasken. Da man genkendte hende som en der boede i nabolaget, blev hun budt indenfor mange steder og fik flere gode samtaler. Det endte med at hun spredte 75 bibelhistoriebøger!

Udvidelse og forøget byggeaktivitet

Det stigende antal mennesker der tog imod sandheden skabte et andet behov i Irland — behovet for et større afdelingskontor og bedre mødelokaler til menighederne.

I 1980 blev der indviet et nyt afdelingskontor i Dublin. Den gamle bygning havde faktisk været for lille i mange år. Fred Metcalfe forklarer hvilke problemer pladsmangelen voldte: „Somme tider måtte vi bruge spisebordet til maskinskrivning og andet kontorarbejde. Bøger og blade til menighederne måtte vi helt ned i baghaven efter. Skuret dér var det eneste egnede lager vi havde.“

 Efter tolv års søgen fandt og købte brødrene en egnet grund, som i hovedsagen blev betalt af bidrag fra forkynderne i Irland. Der blev bygget et udmærket afdelingskontor med større og bedre faciliteter til at klare den voksende arbejdsbyrde som fremgangen i høstarbejdet medførte. Bygningen rummede også en rigssal der ikke alene blev et hårdt tiltrængt mødested for nogle voksende menigheder, men desuden vakte interesse for at bygge andre rigssale og satte nye normer for menighedernes mødesteder.

Det var meget få menigheder der indtil da havde haft deres egen rigssal. De havde enten manglet de nødvendige midler fordi forkynderne var få, eller det havde været umuligt for dem at leje egnede lokaler på grund af fordom. Nogle menigheder holdt møder i trange rum højt oppe for enden af mange trapper. Mødestederne var kolde og fugtige, og de var vanskelige at opvarme. Én menighed brugte en bygning der havde bølgeblik på siderne, og kvarterets børn fandt det vældig morsomt at larme med kæppe hen ad siderne mens møderne blev holdt.

Nogle af de små menigheder holder stadig møderne i lejede lokaler på hoteller og andre steder, men et voksende antal har været i stand til at bygge rigssale. Disse brødre og søstre har med glæde fulgt rådet: „Ær Jehova med din velstand.“ — Ordsp. 3:9.

Hurtigbyggede rigssale

Opførelsen af hurtigbyggede rigssale har vakt stor begejstring blandt brødrene i Irland. I stedet for at slide med et byggeri i måneder, for ikke at  sige år, rejser man nu rigssale på mindre end to dage! Dette har givet menighederne gode mødesteder uden at bremse forkyndelsen af Riget i lange perioder. Og det har været et storslået vidnesbyrd dér hvor disse sale er blevet bygget.

Den første hurtigbyggede rigssal blev opført i Downpatrick i Nordirland i juni 1985. Det erfarne byggehold bestod hovedsagelig af brødre fra England som rejste til Nordirland på egen bekostning. De fik hjælp af mange lokale brødre som var håndværkere, foruden andre som villigt stillede sig til rådighed. Der var over 600 frivillige engageret i projektet.

Da ideen første gang kom på tale spurgte man uvilkårligt, i betragtning af de relativt få brødre der er: „Kan det mon lade sig gøre i Irland?“ Men menigheden gik videre med planerne i fuld tillid til Jehovas støtte. „Vi følte at vi blev ledet af Jehova,“ sagde brødrene. Og deres tro blev belønnet da den lille menighed på kun 19 forkyndere så den nye rigssal hastigt tage form for deres øjne.

Andre menigheder fulgte efter. Snart havde Irland sit eget byggehold til opførelse af hurtigbyggede rigssale. Hvordan var dette muligt? „Det lykkedes,“ siger byggetilsynsmanden, „fordi alle brødrene og søstrene arbejder sammen under indflydelse af Jehovas ånd.“

Et sted byggede en menighed sin rigssal på mindre end 36 timer trods silende regn. Et andet sted kom hundreder af katolikker ind på byggepladsen efter at have overværet messen søndag morgen. Mange var så imponerede over det de så, at de gav rundhåndede bidrag til byggearbejdernes forplejning.

 Større høstudbytte i sigte

Der er sandelig sket store forandringer gennem de sidste 80 år! Som en af brødrene har sagt, kunne specialpionererne i hans menighed for en snes år siden ikke sprede mere end ti blade om måneden, selv om de anvendte 150 timer i tjenesten, og dette gav ikke mange muligheder for genbesøg. Men nu kan hver menighedsforkynder sprede gennemsnitlig 13-14 blade om måneden. Meget af den bitterhed og det had der fandtes før, er nu forsvundet.

Det er langt lettere at udføre tjenesten i dag, hvor risikoen for voldshandlinger eller pøbeloverfald er forsvindende lille. Der er stadig modstand, men der er også en langt større villighed til at lytte til sandheden. I det sidste år er der blevet ledet 1683 hjemmebibelstudier, hvilket giver gode løfter om fortsat fremgang.

Efter at have afsluttet sin rejse i 1891 skrev broder Russell: „England, Irland og Skotland er modne marker der venter på at blive høstet.“ Da det hele så værst ud har nogle måske tænkt at høsten aldrig ville komme i hus og at Bibelens sandhedslys aldrig ville trænge igennem det åndelige mørke der forblindede menneskers sind og hjerte i Irland. Det tog også lidt længere tid end vi oprindelig ventede, men nu ser vi omsider den glædelige høst. Der er nu 2661 forkyndere i marken, fordelt på 81 menigheder.

Der er stadig meget at gøre for Jehovas loyale tjenere i Irland, og med hans velsignelse over arbejdet vil mange flere endnu tage imod sandheden. Alle Jehovas trofaste vidner i Irland lader Jesu Kristi opfordring gå videre: „Ja, høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ — Matt. 9:37, 38.

 [Kort/illustrationer på side 71]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

IRLAND

SKOTLAND

ATLANTERHAVET

BELFAST

Londonderry

Downpatrick

Newry

Crossmaglen

DUBLIN

Drogheda

Donegal

Athlone

Galway

Roscrea

Limerick

Wexford

Waterford

Cork

Irske Hav

WALES

[Illustration på side 89]

Fred Metcalfe, en af de første specialpionerer der blev sendt til Republikken Irland

[Illustration på side 95]

Syv af de første missionærsøstre som kom til Irland i 1949. Det er fra venstre til højre: Mildred Willett (nu Barr); Bessie Jones; Joan Retter (nu Miller); Joey Orrom; Elsie Lott (nu Levis); Ann Parkin (nu Carter); Barbara Haywood (nu Steffens)

[Illustrationer på side 98]

Olive og Arthur Matthews (indsat), samt Olives broder og hans kone, brugte denne beboelsesvogn i 1953 under kampagnen med brochuren „God’s Way Is Love“

[Illustration på side 104]

Det første afdelingskontor i Irland på Lindsay Road 86, Dublin

[Illustrationer på side 130]

Det nuværende afdelingskontor i Finglas, Dublin, og medlemmerne af afdelingskontorets udvalg, fra venstre til højre: Peter Andrews, Arthur Matthews (koordinator) og Fred Metcalfe

 [Illustrationer på side 135]

Øverst: Den første hurtigbyggede rigssal i Den Irske Republik, opført i maj 1986 i Dun Laoghaire

I midten og nederst: Den første hurtigbyggede rigssal i Nordirland, opført i juni 1985 i Downpatrick