Korea

SET fra en satellit højt oppe er Korea en malerisk halvø i det nordøstlige Asien. Landet ligger umiddelbart vest for de japanske øer og grænser mod nord til Kina og Sovjetunionen. Langs dets sydlige og vestlige kyst er havet oversået med mere end 3000 øer, hvoraf de 2600 er ubeboede. Hvad størrelsen angår, er Korea næsten lige så stort som England.

Ved nærmere eftersyn viser Korea sig at være et af verdens mere bjergrige områder, idet kun 20 procent af landet er egnet til agerbrug, med ris som den vigtigste afgrøde. Slettelandet strækker sig langs den vestlige, nordøstlige og sydlige kyst. Monsunvindene fejer hen over landet, først den ene, så den anden vej, i de kolde, tørre vintre og de varme, våde somre.

Står man ansigt til ansigt med koreanerne, vil man se at de fleste har de samme fysiske træk som andre asiater — et bredt ansigt, glat, sort hår, olivenbrun hud og mørke øjne. Alligevel er de særegne hvad angår kultur, sprog, klædedragt og spisevaner, og de hævder at kunne føre deres historie over 4000 år tilbage. Deres sprog, som tilhører den altaiske sproggruppe, tales i dag af over 60 millioner mennesker.

Et delt land

På grund af Koreas strategiske beliggenhed har flere mægtige nationer, som for eksempel Kina og Japan, længe øvet en stærk indflydelse på det koreanske folk. Som et forsvar mod dette har det koreanske folk isoleret sig og er af den grund blevet kaldt „eremitriget“. I 1910 blev Korea gjort til en japansk koloni, og sådan blev landet styret til slutningen  af den anden verdenskrig, hvor halvøen blev delt ved den 38. breddegrad mellem De Forenede Staters militærstyrker i syd og de sovjetiske styrker i nord. Ved en FN-resolution i 1948 dannedes Den Koreanske Demokratiske Republik (Sydkorea) i syd. Samme år proklameredes i nord Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea). Begge landes regeringer hævder at repræsentere hele Korea.

Den 25. juni 1950, da Nordkorea invaderede Sydkorea, begyndte den tre år lange Koreakrig. Den resulterede i en mere permanent deling af landet ved en demilitariseret zone som går fra øst til vest, kun 56 kilometer nord for byen Seoul. Regeringen i Nordkorea tillader ingen form for religion, og har derfor forbudt Jehovas Vidners virksomhed.

Interessen i Østasien

Som leder af IBSA’s (International Forening for Bibelstudiums) syvmandskomité besøgte Vagttårnsselskabets første præsident, Charles Taze Russell, i begyndelsen af 1912 for første gang Østasien „for at se Tilstandene blandt Hedningerne“, som det hed i Vagt-Taarnet for februar 1913. „Som et Resultat af denne Undersøgelse blev det bestemt, at Tilstandene i Hedningeverdenen berettigede os til at anvende nogle af Selskabets midler til at forkynde Rigets Evangelium dér,“ fortsatte beretningen. „Som Følge deraf blev der trykt fri Litteratur paa seks af de indiske Hovedsprog . . . og paa koreansk.“

Som et resultat af komiteens undersøgelse blev broder Robert R. Hollister udnævnt til at repræsentere Selskabet i Østasien, deriblandt Korea. Han sørgede for at bogen Guds Verdensplan blev oversat og udgivet på koreansk. Den blev trykt i Yokohama i  Japan og udkom den 18. marts 1914 med International Forening for Bibelstudium som forlægger og R. R. Hollister som Selskabets repræsentant. Broder og søster Hollister brugte også en stor del af deres tid til at så Rigets sandhedssæd i Korea.

Den første indviede koreaner

I The Watch Tower for 15. august 1914 kunne man læse følgende interessante brev, stilet til broder Russell: „Jeg er på en måde en fremmed for Dem; men jeg er kommet til kundskab om den nærværende sandhed gennem Deres skrifter for blot 22 måneder siden. I nogen tid har det ligget mig stærkt på sinde at skrive til Dem og fortælle om min særlige værdsættelse af sandheden, men omstændighederne har ikke tilladt mig det før nu.

Det vil interessere Dem at vide at jeg er koreaner. Da de første missionærer kom hertil (i 1885) var Korea et eremitrige. Siden da er nogle koreanere gået over til kristendommen.

I cirka otte år drev jeg med den farlige strøm, som jeg nu forstår var spiritisme — Satans lære. Nu takker jeg Gud for at han har sendt vor elskede broder R. R. Hollister hertil med det gode budskab og har reddet mig ud af denne strøm som førte mig til et ukendt sted.

Jeg havde næsten mistet mine sanser; det tog omkring seks måneder før min forstands øjne og ører blev åbnet. Siden da har jeg indviet mig til Herren og fortsætter med at lovprise ham.“ — Underskrevet P. S. Kang.

Hvem var P. S. Kang, og hvordan havde han lært sandheden at kende?

 Ved et stævne som International Forening for Bibelstudium holdt i San Francisco i 1915 berettede R. R. Hollister hvordan han havde mødt hr. Kang. „I Korea ledede Herren mig til Kang Pom-shik, * som først blev ansat rent forretningsmæssigt for at udføre noget oversættelsesarbejde,“ forklarede broder Hollister. „Inden længe begyndte han at vise dyb personlig interesse for de artikler han arbejdede med, og efter at have virket nogle måneder på vort kontor, erklærede han sig fuldt og helt indviet til Herren. Siden da har han været meget benyttet til at oversætte, tolke, lede bibelmøder og bestyre det koreanske kontor. Jeg ser med tillid og glæde frem til at præsentere ham for jer ved generalstævnet som en delegeret fra ’Eremitnationen’.“

Mere hjælp udefra

I 1915 begyndte søster Fanny L. Mackenzie, en kolportør (heltidsforkynder) fra England, med mellemrum at aflægge besøg i Korea, idet hun selv betalte sine rejseudgifter. Hun benyttede brevpapir med Selskabets brevhoved i forbindelse med sin forkyndelse. Hvordan? På brevets første side lod hun trykke et budskab om Riget på engelsk og på den anden side en oversættelse deraf på kinesisk, som kunne forstås af de fleste i Østasien.

Ifølge brevet kunne folk modtage et prøveeksemplar af bogen Guds Verdensplan. Af afdelingskontorets optegnelser fremgår det at hun spredte 281 bøger. Foruden den flid hun viste i arbejdet med at sprede bøger, gav hun også et beløb til broder Kang til hans personlige udgifter. I 1949, i en alder af 91, afleverede hun disse optegnelser til den nuværende  koordinator i afdelingskontorets udvalg, Don Steele, før han kom til Korea.

Det første trykkeri

Broder Kang, der stod for arbejdet i Korea, og hans medarbejdere fortsatte med at udbrede budskabet, men reaktionen var svag. Ikke desto mindre foretog de i 1921 nogle „pilgrimsrejser“ overalt i landet hvor de holdt offentlige møder, og brochuren Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø blev udgivet på koreansk. Korea stod nu på listen over de 18 afdelingskontorer som Selskabet havde uden for De Forenede Stater.

Det var en stor ulempe at budskabet blev trykt på koreansk i udlandet. Derfor sendte broder Rutherford i 1922 broder Kang 2000 dollars til at indrette et lille trykkeri med op til syv maskiner. Disse maskiner trykkede bibelsk læsestof på koreansk, kinesisk og japansk. Alligevel var der ikke nogen stor vækst at se i disse år.

Ny ledelse

I efteråret 1926 oprettede Selskabet et afdelingskontor i Japan og udnævnte Junzo Akashi, en japanskamerikaner, til Selskabets repræsentant i Japan, Kina og Korea. I mellemtiden var broder Kang, der havde ledet arbejdet i Korea, begyndt at anvende Selskabets trykkeri til eget brug, idet han trykkede verdslige bøger. Han havde oven i købet den dristighed at sælge trykkeriet uden tilladelse. I 1927 blev han afløst af broder Park Min-joon.

Broder Park var en trofast broder der som kolportør havde foretaget lange rejser til fods på kryds og tværs af halvøen for at holde offentlige møder og  sprede bøger og brochurer. Han mødte især modstand fra de protestantiske missionærer, men det lokale politi, der dengang bestod af japanere fordi Korea var under japansk styre, kom ham ofte til hjælp.

Eftersom det fra 1931 blev nødvendigt med større lokaler til kontoret, blev det flyttet til broder Parks hjem, Key Dong 147, i Seoul.

Broder Park var god til engelsk og oversatte blandt andet bøgerne Forligelse og Regering fra engelsk til koreansk. Hans færdighed i engelsk gjorde det muligt for ham at korrespondere direkte med Selskabet i New York. Men øjensynlig var broder Park ikke så dygtig til japansk som broder Akashi ønskede det, så i 1935 blev han erstattet af broder Moon Tae-soon, en skolelærer, der skulle lede arbejdet. Broder Moons flid som heltidsforkynder skulle senere komme til at stå sin prøve.

Kolportørvirksomhed

I en alder af 22 indviede broder Lee Shi-chong sig i 1930 til Jehova og helligede sig kolportørtjenesten. „Jeg var ikke modig nok til at forkynde i byen, så jeg fik fat i en cykel og besluttede at forkynde i provinsen,“ fortæller broder Lee. „Jeg læssede min bagage og bøgerne på cyklen, og det første sted jeg tog til var amtskontoret i Kyǒnggi-provinsen. Jeg tøvede med at gå derind, men så tænkte jeg på min opgave som ambassadør for Riget, et udtryk jeg ofte havde hørt lederen af afdelingskontoret bruge. Resultatet var at jeg spredte flere bøger til de ansatte. Det var en stor opmuntring, og fra da af var jeg fuld af selvtillid.“

Broder Lee, der nu tjener som ældste i en menighed  i Seoul, rejste landet igennem på kryds og tværs og nåede ind i det der nu kaldes Nordkorea, ja endog ind i Manchuriet. Han bestilte bøger og blade fra kontoret i Seoul og fik dem sendt i forvejen til den næste by eller landsby. Sådan arbejdede han i tre år indtil 1933, hvor forkyndelsen blev vanskeliggjort.

Optegnelserne fra 1931 viser at Rigets forkyndere var travlt optaget. De besøgte 30.920 hjem, brugte 11.853 timer i forkyndelsen og spredte 2753 bøger, 13.136 brochurer og 3940 eksemplarer af bladet Den gyldne Tidsalder. I 1932 blev det første stævne holdt i Korea. Det var i dagene 11.-13. juni, i Seoul, og der var 45 til stede. Samme år blev der trykt 50.000 eksemplarer af brochuren Riget — Verdens Haab på koreansk til gratis uddeling. På denne måde begyndte arbejdet i Korea at vokse.

 Politirazziaer

Den militaristiske regering i Japan reagerede skarpt på Jehovas folks voksende virksomhed. Afdelingstilsynsmanden i Japan aflagde følgende rapport om både Japan og Korea:

’Den 10. maj 1933 forlod jeg Tokyo for at tage på en rejse, og den 15. maj modtog jeg i Mukden i Manchuriet et luftpostbrev som fortalte at hele staben på fem brødre på vort afdelingskontor [i Tokyo] var blevet arresteret og kastet i fængsel, og at arbejdet på afdelingskontoret blev holdt i gang af søstre. Aviser fra den 16. og 17. maj brugte næsten hele sider til at berette om arrestationen af Jehovas vidner.

Politiet foretog en razzia på Selskabets kontorer i Tokyo og Seoul. De beslaglagde hele lageret af vore publikationer. Det vil sikkert glæde jer at vide at de japanske og koreanske brødre bevarede deres trofasthed og uangribelighed ind for Jehova og hans salvede konge selv under disse svære prøvelser.’

Razziaen på Selskabets kontor i Seoul fandt sted den 17. juni 1933, og det blev anslået at politiet beslaglagde 50.000 bøger og brochurer. Avisen Tong A Ilbo fortalte at publikationerne blev læsset på atten kulikærrer og bragt ned til Han-floden, hvor de blev brændt offentligt. Avisartiklen nævnte også at man den 15. august 1933 havde beslaglagt og ødelagt omkring 3000 stykker læsestof i brødrenes hjem nær Pyongyang, der nu ligger i Nordkorea. Men bragte politirazziaerne forkyndelsen til tavshed?

Arbejdet fortsætter

Kolportøren Lee Shi-chong, der blev kaldt tilbage til Seoul på grund af arrestationerne, beretter:  „Brødrene samlede hurtigt deres mod igen og fortsatte forkyndelsen med Den gyldne Tidsalder, den eneste publikation der ikke var forbudt, og vi blev naturligvis ved med at holde vore møder.“

Den gyldne Tidsalder blev benyttet i forkyndelsen i Korea fra 1933 til 1939 og var indregistreret som et tidsskrift. Bladet kostede to jeon, noget i retning af 5 øre. Selv om størstedelen af publikationerne var blevet ødelagt, havde mange af brødrene stadig selv nogle bøger og brochurer som de lånte ud og byttede indbyrdes. På denne måde kunne de der virkelig var interesseret alligevel få del i budskabet.

De ugentlige møder blev holdt om søndagen. Den broder der ledede mødet talte i en time, og hvis der var nye til stede gennemgik han de grundlæggende lærepunkter med dem. Denne broder havde også til opgave at gøre rede for en vagttårnsartikel, eftersom ingen af de andre havde et eksemplar som de kunne følge med i. Vagttårnet blev trykt som en brochure og på japansk. Under den japanske besættelse var koreanerne tvunget til at bruge det japanske sprog og kunne derfor læse, skrive og tale det.

Der var imidlertid kun få kvalificerede brødre i Seoul til at lede disse møder. Hvorfor? Fordi afdelingstilsynsmanden overførte alle dem han kunne til kolportørarbejdet og sendte dem til fjerntliggende distrikter. Følgen var at de erfarne brødre var spredt ud over hele landet og derfor ikke kunne komme sammen. En forbedring af møderne måtte vente til Selskabet begyndte at sende missionærer til Korea, noget der endnu lå nogle år ude i fremtiden.

 En indflydelsesrig familie forlader „Babylon“

Eftersom alle Vagttårnets publikationer med undtagelse af Den gyldne Tidsalder nu var forbudt, måtte arbejdet udføres med forsigtighed. Brødrene måtte være påpasselige og agtpågivende. Der blev ikke holdt regelmæssige, organiserede møder, men de der tog imod sandheden var alligevel modige og beslutsomme.

Ok-familien er et enestående eksempel. Alle i denne familie var syvendedagsadventister, de havde en god uddannelse, var økonomisk velstillede og  havde et særdeles godt omdømme blandt den lokale befolkning. Ok Ji-joons fader var ældste i kirken og forstander for en adventistskole, og hans kone, Kim Bong-nyo, * var regnskabsfører for den lokale skole.

„En dag i 1937,“ fortæller Ok Ji-joon, „fandt jeg tilfældigvis et blad, Den gyldne Tidsalder, i affaldsspanden. Da jeg var meget religiøs var jeg interesseret i de religiøse artikler i bladet og læste dem grundigt. Nogle dage efter fik jeg besøg af to mænd som tilbød mig flere publikationer fra ’Fyrtårnet’. [Det udtryk man fejlagtigt havde oversat „Vagttårnet“ med og som blev benyttet af den japanske afdelingstilsynsmand, og derfor også i Korea.] De bad mig læse hvad jeg senere lærte var et vidnesbyrdskort. Jeg tog med glæde imod alle de bøger de havde. Senere, da jeg læste dem, fandt jeg mange punkter som var i modstrid med adventisternes tro. Jeg skrev til den adresse i Tokyo som stod bagerst i bogen, og i nogle måneder opretholdt jeg denne brevveksling om bibelske lærepunkter. Kontoret i Tokyo besvarede mine spørgsmål og vedlagde visse numre af Vagttårnet der på særlige steder var understreget med rødt.

Sariwon-adventistkirken i Hwanghae-provinsen, der nu ligger i Nordkorea, voldte mig en del besvær fordi jeg blev ved med at stille spørgsmål om denne nyfundne sandhed. Præsten forsøgte at undgå at svare og sagde hovmodigt at det var respektløst at stille sådanne spørgsmål til præsten, især når denne var en nær ven af min fader. Men jeg syntes ikke at personlige forhold burde kunne hindre bibelske drøftelser, og mente at han skyldte mig et svar. Min yngre broder forstod også at det var sandheden, og  han fulgte mig, og det samme gjorde min ældre broder. Til sidst holdt vi op med at gå i kirke.

Min fader vendte sig imod os. Da min ældre broder og jeg lukkede vores indbringende fabrik der fremstillede landbrugsredskaber, for at få tid til forkyndelsen, blev han rasende og smed os ud af hjemmet. Vi gav imidlertid ikke op, men blev ved med at prøve at overbevise ham ved hjælp af det der stod i Vagttårnet.“

Broder Oks ældre broder, Ok Ryei-joon, fortæller hvordan deres fader fik øjnene op for sandheden.

„En dag kom vores adventistpræst på besøg og fortalte os at politiets efterretningstjeneste havde befalet at vores menighed skulle komme hen til den japanske shintohelligdom for at tilbede de japanske guder og at den skulle hejse det japanske flag ved kirken, hilse flaget og synge nationalsangen før hver gudstjeneste. Præstens egen mening var at adventisterne måtte adlyde denne befaling, da kirken ellers ville blive forbudt og adventisterne måtte fortrække. Præsten havde spurgt kirkens øverste ledelse om hvordan man skulle forholde sig, og derefter besøgte han os alle for at meddele os svaret. Ledelsen havde sagt at man skulle adlyde politiets ordre, selv om det ville blive en stor prøvelse. Vores fader var meget skuffet over denne afgørelse.“

Faderen ville gerne vide hvordan Vagttårnsselskabet så på denne sag. Derfor begyndte han at studere Bibelen med sine sønner. Resultatet var at han forstod at Jehovas Vidner havde den rette tro. Hele familien — faderen, moderen, fire sønner og to svigerdøtre — holdt op med at gå i kirke.

„Senere, i 1938, sendte adventistkirken en amerikansk missionær til os, og han fortalte at deres missionærer  havde besluttet at forlade Korea på grund af den japanske regerings undertrykkelse,“ fortsætter Ok Ryei-joon. „Han sagde også at det var meget prisværdigt at vores familie havde forladt kirken på grund af flaghilsenproblemet og tilbedelsen i shintohelligdommene, og han opmuntrede os til at bevare en stærk tro på Jehova Gud, sådan som alle Jehovas vidner i Korea gjorde.“

Da afdelingstilsynsmanden fra Japan kom på besøg blev hele denne familie døbt. Det var den 19. november 1937. I dag tjener tre af disse brødre som ældste. På grund af sit standpunkt i forbindelse med neutralitetsspørgsmålet døde deres yngre broder, Ok Ung-nyun, trofast i et japansk fængsel i 1939.

En betimelig advarsel

Da Junzo Akashi i december 1938 aflagde sit sidste besøg i Korea, mødtes han med 30 brødre i Moon Tae-soons hus i Seoul og advarede dem om at de snart ville blive arresteret. Når det sker, formanede han dem, så vis ikke manglende respekt over for landets flag eller kejseren. Men gå heller ikke på kompromis, sagde han. Han tilskyndede alle til at forkynde så meget som muligt og benytte de tre brochurer man havde, Beskyttelse, Advarsel og Se Kendsgerningerne i Øjnene.

Broder Akashi uddybede imidlertid et punkt i den nye brochure Se Kendsgerningerne i Øjnene på en måde der gav anledning til misforståelser blandt de koreanske brødre. Brochuren tilskyndede unge til at vente „nogle faa Aar“ til Harmagedon var forbi, før de giftede sig. Han udlagde dette som blot to eller tre år, i stedet for en ubestemt tidsperiode. De koreanske brødre fik således den opfattelse at de bare havde nogle få måneder tilbage at forkynde i, hvorefter de  ville blive arresteret, og mens de var i fængsel ville Harmagedon komme.

Nogle få uger senere begyndte aviserne at angribe organisationen og at omtale broder Rutherford som „en skør pacifist“. Da Junzo Akashis søn og en anden japansk broder i januar 1939 nægtede at udføre militærtjeneste, blev Akashi selv indkaldt til det japanske militærhovedkvarter i Tokyo for at forklare hvorfor. Derefter fulgte arrestationer af brødrene — i Japan den 21. juni, på Taiwan den 22. juni og i Korea den 29. juni. Mange forkyndere blev sat i fængsel igen og igen, indtil den anden verdenskrig sluttede i 1945.

Uangribelighedsprøver

Søster Chang Soon-ok, en tidligere katolik som lærte sandheden at kende ved at læse Den gyldne Tidsalder, fortæller hvad der skete efter ovennævnte møde i Seoul med Junzo Akashi. „De der havde hørt hans foredrag drog ud til deres tildelte distrikter med mange bøger,“ begynder hun. „Jeg tog til Pusan og forkyndte. Om morgenen den 29. juni 1939 blev jeg arresteret af en betjent. Ni af os søstre blev anbragt i en celle sammen med almindelige forbrydere. Der var kvælende hedt og snavset i cellen, og stanken var ulidelig. Vi sad fængslet i et år før vi blev stillet for retten.

I fængselet tvang betjentene hver morgen fangerne til at tilbede kejseren. Fordi vi nægtede det, gav de os håndjern på ved at anbringe vores ene hånd bag på ryggen og trække den anden hånd op over skulderen og låse dem sammen. Undertiden gav de os dobbelte håndjern på, og somme tider blev to personer lænket sammen, ryg mod ryg. Hver gang vi skulle spise måtte de flytte håndjernene om foran.  Til sidst, efter syv måneder, gav de op og fjernede håndjernene.

Efter at vi havde afsonet den idømte straf, blev fire af os søstre holdt i en varetægtslejr i Ch’ungju som uforbederlige. En vagtpost fortalte søstrene at om få dage ville alle i lejren blive henrettet. Men pludselig var krigen forbi, og den 16. august 1945 blev vi omsider løsladt. Den dag i dag bliver jeg dybt bevæget når jeg tænker på alle disse år i fængselet.“

Ok-familien var også blandt dem der blev arresteret. Lee Jung-sang, den ældste broders, Ok Ryei-joons, kone, fortæller om deres erfaringer.

„Mens jeg endnu kun var et åndeligt spædbarn der havde været døbt i mindre end to år, hentede politiet fra Seoul min mand og hans yngre broder, Ok Ji-joon, og satte dem i fængsel,“ fortæller hun. „På det tidspunkt var de fleste koreanske brødre og søstre blevet arresteret og efterhånden indsat i Sodaemun-fængselet i Seoul. Politiet beslaglagde igen alle Selskabets publikationer — eller troede i det mindste de gjorde det!

Mens vi endnu var frie tog min svigerinde, Kim Bong-nyo, og en anden søster, Kim Kyung-hui, og jeg hen til Selskabets lager og fjernede alle de publikationer vi kunne bære, for at sprede så mange af dem som muligt før vi selv blev arresteret. Vi rejste nordpå til Pyongyang, og mens vi arbejdede dér blev også vi arresteret i november 1939 fordi vi havde forstyrret freden og spredt forbudte bøger. Vi blev anbragt i fængselet på Tongdaemun Politistation og senere overført til Sodaemun-fængselet, hvor de andre søstre var. Alt i alt var 38 brødre og søstre i fængsel på det tidspunkt.“

 Trofaste til døden

Søster Park Ock-hi, der nu i en alder af 86 tjener som specialpioner og som er en af de trofaste der dengang blev fængslet, mindes den vanskelige tid.

„Efter at have tilbragt hele vinteren i Kyǒngsang-provinsen i det sydlige Korea med at forkynde den gode nyhed, kom vi i februar 1939 hjem til Seoul,“ fortæller hun. „Min mand, Choi Sung-kyu, blev straks arresteret af politiet fra Tongdaemun Politistation i Seoul. Politiet anklagede ham for at have nægtet at tilbede ved shintohelligdommen. I løbet af de 20 dage han var i fængsel fik han tyfus og blev overført til et hospital. Efter 40 dage på hospitalet blev han løsladt, kun for igen at blive sat fast da brødrene blev arresteret i juni 1939.

Min mands svoger var ansat under den japanske regering, og han sørgede for en sagfører der skulle få ham ud af fængselet. Sagføreren sagde til min mand at han kun kunne få ham fri hvis han gik ind på at tilbede ved shintohelligdommen. Min mand afslog på stedet hans tilbud og bad ham om aldrig at besøge ham igen. Min mand skrev derefter til mig og spurgte: ’Hvem sendte den sagfører? Vær på vagt! Læs Romerbrevet 8:35-39.’ Dette brev opmuntrede i høj grad alle os der var udenfor, og de nye var besluttede på fortsat at prise Jehova.

Senere, i september 1941, blev jeg igen arresteret og fængslet, men kun i 15 dage. Jeg fik at vide at eftersom min mand ville blive løsladt fra fængselet skulle jeg betale 500 won (1750 kroner). Jeg lånte pengene og tog hen til fængselet. Det var en mørk, kold nat. Jeg fandt min mand liggende på jorden, dækket med et hvidt lagen, mere død end levende. De havde holdt ham fængslet i to og et halvt år og krævede nu 500 won for at løslade ham i denne  tilstand! Min mand døde otte timer senere, i en alder af 42 år.

I september 1942 blev jeg arresteret for fjerde gang, og endte nu i Sodaemun-fængselet i Seoul sammen med andre fængslede søstre. Der måtte vi udholde ubeskrivelig tortur.“

Den kvindelige fangevogter var vred på disse søstre fordi de ikke ville tilbede den japanske kejser. Det betød ekstra arbejde for hende. Ved hvert måltid måtte hun flytte deres håndjern og lænker. Men øjensynlig lagde hun mærke til disse søstres trofasthed. Over 20 år senere begyndte hun forbløffende nok at studere Bibelen. Hun blev genforenet med disse søstre ved et områdestævne, og blev døbt i 1970.

Brødrene blev forhørt igen og igen, idet myndighederne søgte at finde noget at anklage dem for. De  blev spurgt: „Er det sandt at alle nationer er under Djævelens indflydelse? Indbefatter det også vort store kejserrige Japan? Er du amerikansk spion? Hvornår vil Harmagedon komme?“ Brødrene besvarede det sidste spørgsmål således: „Når forkyndelsesarbejdet er færdigt.“ Derefter kom myndighederne med denne anklage: „Ved jeres forkyndelse fremskynder I faktisk Harmagedons komme, hvilket betyder at I fremskynder tilintetgørelsen af kejserriget Japan. I overtræder derfor loven om offentlig orden.“ Mange af brødrene blev derefter arresteret og kastet i fængsel i to til fire år.

Fem af de 38 fængslede døde trofaste i fængselet, deriblandt Moon Tae-soon, som havde ledet arbejdet under den japanske afdelingstilsynsmand.

Desillusionerede efter den anden verdenskrig

Junzo Akashi havde haft ansvaret for arbejdet i Korea efter at det i 1926 var blevet underlagt det japanske afdelingskontor. Efter at brødrene var blevet løsladt i 1945, så de hen til ham efter vejledning. Men Akashi, der havde ført et umoralsk liv og var gået på kompromis da han blev udsat for pres, havde forladt Guds organisation.

De koreanske brødre var foruroligede, for de havde troet på hans unøjagtige forklaring af de „få år“ der var tilbage før Harmagedon. Den lille gruppe af brødre blev splittet. Nogle som var stærke i troen mente at de burde fortsætte med at forkynde, mens andre mistede deres nidkærhed.

I adskillige år efter 1939 havde brødrene ingen kontakt med Jehovas organisation. De følte sig svigtet. Mange af dem troede at det de oplevede i Korea var noget der skete for hele organisationen rundt om i verden. De havde ingen oplysninger om at Vagttårnsselskabet  stadig virkede, eller om at deres brødre i andre lande havde holdt fast ved deres uangribelighed under den anden verdenskrig, eller om at der nu var fremgang i arbejdet. Uden nogen til at føre an og uden kontakt med organisationen gik den sande tilbedelse i Korea næsten helt i stå.

„Jehovas Vidner er blevet vakt til live igen“

Hvordan blev døren til den sande tilbedelse igen åbnet? Søster Park Ock-hi forklarer:

„Efter befrielsen fra japanerne i 1945 holdt flere søstre på at tiden var inde til at man skulle søge i ’skjul’ og vente på Harmagedon; men vi fortsatte dog med at holde møder i mit hjem. Disse møder var ikke organiserede, men den broder der ledede dem talte til os ud fra de ældre publikationer vi havde. Det var al den virksomhed vi havde i de følgende få år. En af dem der var til stede var min nevø, Park Chong-il, en 15-års dreng der mange år senere blev medlem af afdelingskontorets udvalg i Korea.

En dag i august 1948 overraskede broder Choi Young-won os så ved at vise os en artikel i den amerikanske hærs tidsskrift Stars and Stripes. Der stod dér at Jehovas Vidner var meget aktive i De Forenede Stater og andre steder. Vi var begejstrede. Vi opmuntrede alle broder Choi til at skrive til Selskabet i De Forenede Stater. Det gjorde han, og Selskabet reagerede straks ved at sende os en pakke med publikationer. Vi fyldte med glæde vore bogtasker med disse brochurer og gik straks ud i hus-til-hus-arbejdet i Seoul. Vi havde en vidunderlig tid! En kvinde sagde endda: ’Jehovas Vidner er blevet vakt til live igen.’“

Den 24. juni 1949 blev de 12 forkyndere organiseret som den første menighed af Jehovas Vidner.

 „Velkommen, Vagttårnets og håbets repræsentant“

Det var først da en lang række på i alt 52 trofaste missionærer begyndte at ankomme at man virkelig fik en fast forbindelse til Selskabets hovedkontor.

Efter at menigheden i Seoul var blevet indregistreret hos Selskabet, traf man foranstaltninger til at sende missionærer der var udgået fra Vagttårnets Bibelskole Gilead til landet. Otte elever fra Gileads 11. klasse som oprindelig skulle have været til Japan, fik deres missionærdistrikt ændret til Korea. Don og Earlene Steele * blev udvalgt til at være de første der rejste. Efter en masse formaliteter udstedte Republikken Korea omsider deres visum, og den 9. august 1949 ankom de til Korea.

På grund af sikkerhedsforanstaltninger i Kimpo-lufthavnen var kun to brødre mødt op for at byde Don og Earlene Steele velkommen. På et rækværk nær landingsbanen havde de spændt et banner ud der lød: „Velkommen, Vagttårnets og håbets repræsentant.“ Ingen af de to brødre kunne engelsk, men deres varme smil og venlige håndtryk var alt hvad Steeles behøvede.

Efter at broder og søster Steele var blevet indlogeret på et lille hotel, samledes omkring ti brødre hos menighedstjeneren, Choi Young-won, der talte engelsk. Dette var deres første kontakt i ti år med nogen som repræsenterede organisationen. Nu kunne brødrene få besvaret deres ivrige spørgsmål om det arbejde der forestod. Der blev derfor arrangeret et møde den næste aften. I sit første brev til Selskabet, dateret den 12. august 1949, skrev broder Steele:

 „Til vor forbløffelse kom der 40 brødre og interesserede. Vi overbragte hilsenerne fra brødrene i De Forenede Stater, fortalte om Guds organisation nu i tiden og besvarede derefter mange af deres spørgsmål. Brødrene har på mange områder en dyb forståelse og er virkelig ivrige efter at gøre det der skal gøres. Kun to eller tre har en forkert opfattelse og er blevet bitre fordi de ’få år’ til Harmagedon, der var omtalt i brochuren Se Kendsgerningerne i Øjnene, har varet så længe.“

Seouls befolkning var dengang på 1.500.000, to gange større end før den anden verdenskrig, og at finde et hus til missionærerne var som at lede efter den legendariske nål i en høstak. Men i slutningen af august fandt man en egnet ejendom nær byens centrum. Det var en solid murstensbygning i vestlig  stil som tidligere havde været i den japanske regerings besiddelse, men som nu var overtaget af den koreanske regering. Huset havde fire soveværelser, en stor opholdsstue, en spisestue og et køkken. Nu kunne Selskabet sende de andre seks missionærer til Korea. Denne ejendom tjente ikke alene som missionærhjem og mødesal for den koreanske menighed, men kom siden til også at tjene som afdelingskontor.

Forkyndelsen organiseres

Med det lille lager af publikationer der fandtes og de få pakker der kom med posten, måtte de to missionærer og de 28 lokale brødre i de næste måneder nøjes med at låne brochurerne ud til de interesserede som de fandt under arbejdet fra hus til hus, og derefter vende tilbage for at få dem igen og låne dem ud til andre.

Den 1. januar 1950 blev fire forkyndere som ønskede at tage heltidstjenesten op, udnævnt til pionerer. I februar var en fjerdedel af menigheden — syv i alt — i pionertjenesten, og de øvrige forkyndere havde et gennemsnit på 33 timer om måneden. De var meget begejstrede for genbesøgs- og bibelstudiearbejdet, som de ikke havde kendt til før.

Efter missionærernes første hele måned i tjenesten havde de seksten bibelstudier. De mennesker de studerede med, ville hellere komme til missionærhjemmet end studere i deres eget beskedne hjem. Problemet var ikke at få bibelstudier, men snarere at finde nogle der var oprigtigt interesseret i Rigets budskab og ikke blot i at lære engelsk eller i at komme sammen med udlændinge.

Eftersom missionærerne var ivrige efter at få publikationer på koreansk til brug i tjenesten, gav Selskabet  besked om at bogen „Gud Maa Være Sanddru“ skulle oversættes og udgives så snart som muligt. Broder Choi var den eneste der kunne oversætte den. Hans verdslige arbejde optog ham imidlertid så meget at det var vanskeligt for ham blot at holde trit med oversættelsen af Vagttårnet til det ugentlige studium. For at lette hans byrde spurgte man to som missionærerne studerede med, den ene en professor i engelsk og den anden en bankfunktionær, om de ville hjælpe med dette arbejde. I betragtning af deres begrænsede kendskab til sandheden og organisationen var oversættelsen forbavsende god.

Organiserede møder styrker brødrene

Det var først efter missionærernes ankomst at man begyndte at holde et organiseret vagttårnsstudium.  Når broder Choi havde oversat studieartiklen, håndkopierede broder Park Chong-il hele artiklen ved hjælp af ni lag papir og kalkerpapir. Ved det første vagttårnsstudium, som blev holdt den 14. august 1949, var der 47 til stede, så mange trængtes om hver kopi for at kunne tage del i mødet. Det næste der blev organiseret, var det første tjenestemøde der nogen sinde var holdt i Korea.

Broder Shin Wan, der nu atter var begyndt at komme sammen med menigheden, havde en lille duplikeringsforretning som kom til at gøre god fyldest. Når vagttårnsartiklen var oversat blev den mangfoldiggjort ved hjælp af en stencil og en hånddrevet duplikator og fremstillet i så mange eksemplarer at alle der overværede møderne kunne få et hver. Nu var det forbi med håndskrevne kopier!

Andre missionærer ankommer

Hele menigheden så med forventning frem til de øvrige missionærers ankomst. Den 12. marts 1950 blev Winfield (Scott) og Alice Counts, Grace og Gladys Gregory, Norrine Miller (nu Thompson) og Florence Manso (nu Janczyn) budt velkommen til deres nye distrikt med en koreansk fest og den traditionelle hjertelige gæstfrihed.

De nye missionærer var ikke blevet undervist i sproget før de kom til Korea, men i maj 1950 havde de otte missionærer i gennemsnit 20 bibelstudier hver. Når de havde opgaver i menigheden blev der brugt tolke, men da disse ikke var særlig gode til engelsk var de somme tider langtfra nøjagtige. Da en af missionærerne for eksempel ville opmuntre brødrene til tjenesten, brugte tolken udtrykket „militærtjenesten“.

 Efter at den første teokratiske skole var blevet organiseret begyndte man i foråret 1950 også at holde offentlige møder. Der kom så mange, op til 162, at man traf foranstaltning til at afholde en række offentlige foredrag i Chae Dong-skolens auditorium. Interessant nok blev det første foredrag, „Jordens skæbne“, holdt i fred og ro den 25. juni 1950 — den skæbnesvangre dag Koreakrigen begyndte.

Broder Steele fortalte senere: „Da jeg den 25. juni sluttede mit offentlige foredrag i et skoleauditorium i Seoul, underrettede politiet os om at Sydkorea var blevet angrebet og at der var udgangsforbud. Interessen for Teokratiet var da vokset så meget at der til dette sidste offentlige foredrag var 336 til stede! Samme aften brød Sydkoreas forsvar sammen, og Seoul blev belejret.“

Koreakrigen

I juli 1949 havde alle okkupationsstyrkerne fra både De Forenede Stater og Sovjetunionen trukket sig tilbage og blot efterladt nogle få rådgivere. Halvøen skulle nu opleve en af de mest ødelæggende krige i vor tid. I juni 1950, da krigen brød ud, havde Sydkorea en hær på mindre end 100.000 mand, der kun var udstyret med lette våben. Nordkoreas hær var imidlertid på omkring 135.000, deriblandt en kampvognsbrigade. Nordkorea havde altså både udstyr og en trænet hær, mens Sydkorea ikke var forberedt på at afværge invasionen.

Den 28. juni faldt Seoul for de nordkoreanske styrker, der overmandede den sydkoreanske hær. Kampen bølgede frem og tilbage over den 38. breddegrad, indtil en våbenstilstandsaftale blev underskrevet den 27. juli 1953.

 Missionærerne evakueres

Den anden dag efter at krigen var begyndt bekendtgjorde de amerikanske styrkers radio i Korea at alle amerikanere skulle evakueres fra landet. Missionærerne stod nu over for et dilemma. Skulle de blive og arbejde sammen med disse trofaste koreanske brødre, eller rejse? De otte missionærer mødtes, bad om Jehovas ledelse og drøftede den spændte situation. At blive ville helt sikkert betyde arrestation og fængsling. Man vedtog enstemmigt at rejse. Den senere udvikling viste at de havde truffet den rette beslutning.

I en rapport fra missionærerne hed det senere: ’Vi havde kun en halv time til at nå den sidste konvoj der forlod byen. Vore personlige ejendele og indboet blev overdraget til den lokale menighedstjener. Byen blev på det tidspunkt bombarderet, og under den vilde kørsel til Kimpo-lufthavnen blev vore busser beskudt. Vi blev fløjet til Japan, og i øjeblikket arbejder vi alle otte i Kobe.’

Menighedstjeneren i Seoul, broder Lee Shi-chong, skrev at de få udlændinge der var blevet tilbage, alle var blevet taget med på en „dødsmarch“.

På denne alt for hurtige og bratte måde endte de otte missionærers tjeneste i Korea. Don og Earlene Steele havde kun været der godt ti måneder og de andre seks kun godt tre måneder. Men i løbet af denne korte tid var de kommet til at nære en inderlig kærlighed til deres nidkære koreanske brødre. Nu ville den koreanske menighed endnu en gang være uden direkte kontakt med Selskabet, og det stod til hver enkelt koreansk forkynder at udføre tjenesten og bevare sin kristne neutralitet under disse nye omstændigheder.

 Trofaste trods prøvelser

Med 43 procent af Koreas industrivirksomheder i ruiner og 33 procent af husene ødelagt, måtte store dele af befolkningen, deriblandt brødrene, nu leve som flygtninge. Deres hjem lå i ruiner og deres personlige ejendele var borte. Konstant årvågenhed var livsnødvendig. Adskillige af brødrene blev dræbt, idet de blev ramt af beskydningen fra den ene eller den anden hærs luftvåben. Nogle få, deriblandt de der havde søgt tilflugt i Selskabets ejendom, blev med koldt blod skudt ned af soldaterne. De der overlevede svigtede imidlertid aldrig deres bemyndigelse til at forkynde Riget som verdens håb. De holdt aldrig op med at så sandhedens sæd.

I de første dage af krigen var størstedelen af Seouls indbyggere spærret inde i byen. Brødrene vidste at de ville blive tvunget ind i Folkets Frivillige Hær hvis de ikke flygtede sydpå. Broder Park Chong-il og Ok Ung-suk skjulte sig i byen indtil den 5. juli og slap derefter over Han-floden i et forsøg på at nå et „sikkert“ område syd for Seoul. De passerede snesevis af lig, beskadigede tanks og ødelagte bygninger langs deres flugtrute, og jo nærmere de kom fronten, jo vanskeligere blev det at undgå de nordkoreanske soldater.

Som følge af den amerikanske general MacArthurs landgang ved Inchon den 15. september 1950, blev byen Seoul befriet for det nordkoreanske styre, indtil krigspendulet endnu en gang svingede den anden vej. Broder Park vendte tilbage til Seoul den 1. oktober 1950 og besluttede at gå fra hus til hus, da han var interesseret i at se hvordan folks reaktion ville være. Han fandt dem bange og forskræmte.

 Roh Pyung-il, der endnu ikke var døbt, mødte også problemer lige før krigen begyndte. Han var svigersøn til søster Kim Chu-ok, der havde bevist sin trofasthed i fængsel under den japanske besættelse. Under den første nordkoreanske besættelse af Seoul flygtede han ud i bjergene for ikke at blive tvunget ind i deres hær. Soldaterne opdagede imidlertid røgen fra den ild han havde tændt for at lave mad, og han blev pågrebet. Sammen med andre unge mænd der var blevet indfanget, blev han ført til byens udkant. Her blev de udspurgt, en efter en. De der ikke kunne give et tilfredsstillende svar på spørgsmålene, blev taget til side og skudt. Roh tænkte at han ville blive dræbt uanset hvad han sagde og var derfor besluttet på at aflægge et vidnesbyrd før det skete.

Han blev spurgt hvorfor han unddrog sig Folkets Frivillige Hær. „Jeg kan kun tjene Guds rige,“ svarede han. „I Harmagedon vil begge parter i denne politiske strid blive tilintetgjort af Gud, og jeg ønsker hverken at være på den ene eller den anden side. Jeg kan ikke overtræde Guds lov for nogen menneskeskabt lov der er i modstrid med hans. Jeg er ikke bange for at dø, for jeg tror på opstandelsen.“

Forhørslederen sagde at han var den første der havde sagt sandheden, men at han alligevel skulle træde til side. Soldaterne løftede deres gevær, sigtede, fyrede og undgik med vilje at ramme ham. Roh besvimede, for kort efter at vågne op, forbløffet over at være i live. Hans første ord var: „Hvor er sandheden magtfuld!“

Igen flygtninge

Efter at Seoul havde været under sydkoreansk styre i to og en halv måned, gav den sydkoreanske  regering den 24. december 1950 alle indbyggerne, bortset fra dem der var i den værnepligtige alder, ordre til endnu en gang at forlade byen.

Blot 11 dage senere, den 4. januar 1951, indtog de nordkoreanske og kinesiske soldater byen igen. Men inden da havde brødrene taget alle de ejendele de kunne bære på sig eller transportere på kærrer, og var igen begyndt et liv som flygtninge. De tog også adskillige kasser med brochuren Glæde for hele Folket, som de fandt efterladt i missionærhjemmet. Med disse brochurer såede de sandhedens sæd under denne anden periode som flygtninge.

De unge brødre fik naturligvis ikke lov at slippe væk fra byen. Skønt de fik problemer på grund af deres kristne neutralitet viste dette standpunkt sig ofte at redde deres liv, sådan som broder Park Chong-il hurtigt erfarede. Efter at den nordkoreanske hær igen havde besat byen, boede han og Cho Young-ha, en skolelærer og metodist der var interesseret i sandheden, i tre og en halv måned ubemærket i en søsters hus.

Broder Park og hans interesserede ven havde kun opholdt sig på deres skjulested et par dage da det nordkoreanske hemmelige politi kom og bankede på. Politiet mistænkte dem for enten at være spioner eller soldater fra den sydkoreanske hær. En politikommissær undersøgte deres hænder for at se om de havde brugt geværer.

„Vi er kristne som ikke kan deltage i krig, og derfor kunne vi ikke forlade byen, da vi så ville være blevet fanget af de andre,“ forklarede de kommissæren. Politiet befalede dem ikke at forlade huset, og truede med at vende tilbage den næste dag. Så snart  politiet var gået destruerede broder Park og Cho Young-ha hurtigt alle navne og adresser på forkyndere, samt de billeder de havde af dem, og besluttede så at forkynde for politiet næste dag, selv om de vidste at de kunne blive fængslet.

Næste morgen kom politiet med en anden kommissær. Broder Park forkyndte i omkring halvanden time, som holdt han et offentligt foredrag. Mændene lyttede uden afbrydelse og syntes interesserede i hans budskab. Efter at have stillet nogle få spørgsmål gik de hurtigt igen. To dage senere kom en af dem tilbage med endnu en kommissær, og broder Park og hans ven fik igen lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd. Derefter holdt politiet op med at komme. Brødrene passede imidlertid godt på ikke at forlade huset. Chos tro blev i høj grad styrket, og han kom hurtigt i sandheden.

Nu vendte krigslykken atter, og den 31. marts 1951 var FN’s styrker igen nået nordpå til den 38. breddegrad. Seoul kom endnu en gang under FN’s kommando. Park Chong-il var nu fri til at forlade huset. Han begav sig tværs gennem byen for at undersøge hvordan det stod til med missionærhjemmet, men blev standset af FN’s styrker. De sydkoreanske soldater der var sammen med FN’s styrker, fandt ham mistænkelig. Og ikke så mærkeligt! Efter at han havde opholdt sig inden døre i over tre måneder var hans ansigt blegt og hans hår langt. Da han havde lidt kendskab til engelsk forklarede han de amerikanske soldater at han var et af Jehovas vidner og havde haft kontakt med de amerikanske missionærer fra Vagttårnet, og at han ville undersøge hvordan det stod til med missionærernes ejendom. Soldaterne troede ham og lod ham gå.

 Arbejdet går fremad trods flygtningesituationen

Brødrene, der nu var flygtninge, slog sig hovedsagelig ned i fem større byer — Taejon, Taegu, Pusan, Chonju og Kunsan. Antallet af indbyggere i disse byer voksede til adskillige gange det normale, idet folk slog sig ned hvor som helst de kunne finde ly — i skure, i huler og på bjergskråninger.

Søster Kim Chi-duk, der nu er 87 år og stadig pioner, var blandt de første forkyndere der kom til Taegu. To af hendes sønner var blevet dræbt under krigen. Nu begyndte hun, sammen med to af sine andre børn, straks at forkynde. I løbet af ganske kort tid havde hun spredt alle de publikationer hun havde bragt med sig og brugte derfor den næste uge til at gå på genbesøg.

En anden flygtning i Taegu, broder Lee In-won, holdt sammen med søster Kim nogle møder for snesevis af interesserede. Til disse møder og i tjenesten benyttede man duplikerede kapitler af bøgerne „Gud Maa Være Sanddru“ og „Dette betyder evigt liv“. Det var i Taegu at den første menighed blev organiseret under flygtningesituationen.

Broder Ok Ryei-joon og hans kone, Lee Jung-sang, der var flygtninge fra Nordkorea, slog sig ned i Chonju. Søster Lee fortæller hvad der derefter skete:

„Jeg begyndte et bibelstudium med fire diakonisser fra den presbyterianske kirke. De ville ikke bruge Selskabets publikationer, men kun Bibelen. Præsterne dér betragtede os som foragtelige flygtninge og forsøgte at hindre os i at forkynde, ja de sendte endog en pøbelsværm efter mig. De fire kvinder hjalp mig til at undslippe pøbelen. Trods disse bestræbelser fra præsteskabets side fortsatte kvinderne  med at studere Bibelen. Følgen var at 20 personer til sidst forlod denne kirke og kom i sandheden.“

Missionærerne vender tilbage

Mens krigen stod på var det næsten umuligt at komme ind i Korea. Trods meget bureaukrati lykkedes det imidlertid Don Steele at få lov til at vende tilbage alene, og den 11. november 1951 ankom han til Pusans havn. MacArthurs hovedkvarter tillod på det tidspunkt kun at én person fra hvert missionsselskab kom ind i landet, og ingen kvinder fik tilladelse til det. Det skulle vare et år før Dons kone, Earlene, kunne slutte sig til ham.

Den 17. november 1951 fik broder Steele af den amerikanske hær tilladelse til at besøge Seoul. Han fortæller hvad han og andre så:

„Den eftermiddag gik vi gennem Seoul til missionærhjemmet. Af næsten alle de store bygninger stod kun ydermurene tilbage. Der var lige så stille som på landet. Den eneste trafik var militæret. I det fjerne kunne jeg se missionærhjemmet. Bygningerne rundt om det lå fuldstændig i ruiner, men missionærhjemmet stod der stadig. Et af hushjørnerne var dog blevet ramt af en granat som havde efterladt et hul på godt en halv meter i murstensvæggen. Alle vinduer var knust, loftspladerne var faldet ned, de fleste døre var revet af og ledningerne var blevet fjernet.“

Samme aften mødtes omkring 35 forkyndere, de fleste søstre, for at høre broder Steeles tjenesteforedrag, og man traf aftale om tjenesten de næste dage. Næste morgen mødte der 18 op til gruppevidnearbejdet. Før ugen for hans besøg var omme havde 24 forkyndere rapporteret tid i tjenesten. De trofaste søstre som var forblevet i Seoul under krigen høstede nu frugten af deres hårde arbejde.

 De nye forkyndere ville gerne døbes — men hvor? De eneste forhåndenværende faciliteter var badehusene, som nu udelukkende blev benyttet af FN-soldaterne. Man traf foranstaltninger til at døbe de nye i badehusene før FN-personalet ankom om morgenen. Lørdag den 29. december 1951, før klokken otte, blev 27 nye døbt, deriblandt søsteren til Koreas tidligere dronning.

Pusan var landets provisoriske hovedstad, og den var et praktisk udgangspunkt hvorfra brødrene kunne betjenes i hele landet. Der blev bestilt en ny duplikeringsmaskine, som brødrene modtog gennem det amerikanske militærpostkontor. Forbavsende nok var brødrene også i stand til at få en af de første skrivemaskiner med koreanske bogstaver. Endnu et stort skridt fremad for forkynderne i Korea!

I december 1951 og januar 1952 lykkedes det broder Steele at besøge alle de steder hvor der var blevet oprettet menigheder og grupper. Før krigen havde der kun været i alt 61 forkyndere i den ene menighed i Seoul. Ved slutningen af tjenesteåret 1952 nåede man et højdepunkt på 192 forkyndere i fem menigheder, og dette til trods for krigstilstanden og den omstændighed at et stort antal brødre levede som flygtninge.

Ved den tid sørgede Selskabet også for at der blev sendt tøj til brødrene i Korea. Fra De Forenede Stater ankom to tons tøj og sko.

Vagttårnet omsider i trykt form

September 1952 var en mindeværdig måned for Jehovas vidner — da blev bladet Vagttårnet indregistreret hos myndighederne, og der blev givet tilladelse til dets udgivelse. I begyndelsen var de duplikerede eksemplarer af bladet skrevet i hånden, men  efter februar 1953 var de maskinskrevne. De første udgaver på 16 sider udkom kun i omkring 700 eksemplarer hver.

Fra den 1. januar 1954 begyndte Vagttårnet at udkomme i trykt form. Det første oplag blev trykt i 2000 eksemplarer, og fra januar 1955 udkom det med 20 sider og i 5000 eksemplarer. Det udkom én gang om måneden og blev trykt af et kommercielt firma i Seoul. I 1961 blev det et halvmånedligt tidsskrift, og i januar 1967 blev det udvidet til 24 sider.

For at blive et juridisk anerkendt trossamfund måtte Jehovas vidner danne et selskab. Den 30. oktober 1952 dannede man derfor The Watch Tower Songso Chaekja Hyuphoi of Korea, med seks bestyrelsesmedlemmer og ni menige medlemmer. Dette selskab blev indregistreret hos Undervisningsministeriet. Den 25. februar 1969 blev denne indregistrering, som følge af en lovændring, overført til Kultur- og Informationsministeriet. Sådan er Selskabet indregistreret den dag i dag. Nu da man havde et lovformeligt indregistreret selskab, var det muligt at købe den ejendom som missionærerne havde brugt før krigen.

Der oprettes et afdelingskontor

„Det går så godt i Korea at det næsten er for godt til at være sandt,“ hed det i Selskabets brev af 18. oktober 1952 til de koreanske brødre. Den 27. juli 1953 blev der underskrevet en usikker våbenstilstandsaftale, og der blev oprettet en demilitariseret zone mellem Nord- og Sydkorea. Den dag i dag er der ingen kommunikation mellem de to lande eller mellem de familiemedlemmer der er blevet skilt ved den demilitariserede zone.

I slutningen af den følgende måned var Don og Earlene Steele vendt tilbage til Pusan efter at have  overværet stævnet i New York. De frydede sig over at se tjenesteåret 1953 slutte med 417 forkyndere i syv menigheder. Selskabet besluttede derfor at organisationen i Korea fra den 1. september 1953 skulle ophøre med at være underlagt afdelingskontoret i De Forenede Stater og at der skulle oprettes et afdelingskontor i Korea. Don Steele skulle være landstjener; i dag er han koordinator i afdelingskontorets udvalg.

Det koreanske afdelingskontor flyttede ind i det samme hus i Seoul som missionærerne havde boet i før krigen. Kun de mest nødvendige reparationer blev udført på bygningen. Man måtte stadig bære vand ind, og der var kun lidt elektricitet til rådighed. Missionærerne valgte førstesalen, og den lokale menighed brugte stueetagen til sine møder.

Hjælp fra en uventet kant

I årenes løb har nogle af de tusinder af amerikanske militærfolk der har tjent i Korea ikke bare vist interesse for sandheden, men er også vokset åndeligt. Efter at de er vendt tilbage til De Forenede Stater og har gjort de nødvendige forandringer i deres liv, er de blevet aktive forkyndere.

Oversergent Norbert Matz er et bemærkelsesværdigt eksempel. Han ville gerne opnå et ret forhold til Gud og begyndte derfor at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner mens han var stationeret i De Forenede Stater. Han gjorde så store fremskridt at da hærledelsen forflyttede ham til Korea, var han ligefrem i stand til at lede studier med koreanerne. Han hjalp også brødrene med den teokratiske skole. Hvordan? Jo, der fandtes ingen lærebog til den teokratiske skole på koreansk, men gennem en tolk hjalp han brødrene til at forstå det stof der skulle gennemgås på skolen. Han hjalp også med at arrangere  en gruppedåb den 30. juni 1953, og benyttede militærets køretøjer til at transportere kandidaterne til dåbsstedet, hvor 52 blev døbt. Han viste sig at være til stor hjælp i den tid missionærerne ikke kunne være i Seoul. I dag, efter at han er blevet en broder, tjener han som ældste i en menighed i De Forenede Stater.

Norbert Matz havde blandt andet studeret Bibelen med en ung koreansk militærlæge, Chun Young-soon. Denne unge mand blev døbt i 1953, og kort efter begyndte han i heltidstjenesten. Efter at være udgået fra Gilead blev han rejsende tilsynsmand og tilsynsmand for betelhjemmet, og han tjener nu som medlem af afdelingskontorets udvalg. Det var også i 1953 at Park Chong-il for anden gang stod over for spørgsmålet om militærtjeneste. Igen bevarede han sin kristne neutralitet og satte dermed et godt eksempel for brødrene dengang, såvel som for andre i tiden derefter.

Det første store stævne

Da den militære undtagelsestilstand omsider var blevet ophævet i efteråret 1953, blev det muligt at holde et områdestævne — fra den 6. til den 8. august 1954. Stedet var Chae Dong-skolen. For første gang samledes brødre fra hele landet. Man havde regnet med et tilhørerantal på 700, men den første dag var der 1043, og dette antal voksede til 1245 ved det offentlige møde om søndagen. Mange som huskede de mørke dage under den anden verdenskrig, efterfulgt af Koreakrigens rædsler, havde øjnene fulde af glædestårer. De havde aldrig troet at de skulle opleve den dag hvor så mange mennesker var samlet på Jehovas side.

En bemærkelsesværdig begivenhed ved dette stævne var den første massedåb. En søsters mand,  der var medlem af brandvæsenet, havde sørget for at skolens svømmebassin blev fyldt med vand efter at brødrene havde renset det for de murbrokker der lå i det fra krigens tid. Den dag blev der, til alles glæde og forbavselse, døbt 284, eller 23 procent af alle de tilstedeværende. Det stod nu klart at der ventede afdelingskontoret et stort arbejde med at hjælpe alle disse nye til at vokse åndeligt.

Gilead sender mere hjælp

I marts 1955 ankom det andet hold missionærer til Korea — Milton og Liz Hamilton, Keith og Evelyn Kennedy, Karl Emerson, Norris Peters, Elaine Scheidt (nu Ness) og Druzilla (Dru) Craig (nu Youngberg). En stor gruppe brødre mødte dem i Yoido lufthavn. Dengang lå lufthavnen på en sandet ø i Han-floden, men i dag er øen en by i byen. Ingen af de nye missionærer kendte sproget, men smil, glædestårer og gestus sagde alt hvad der var at sige. Nu ville afdelingskontoret igen blive fyldt med travle arbejdere, eftersom det var en kombination af afdelingskontor og missionærhjem.

En måned efter missionærernes ankomst afholdt man det første kredsstævne i Korea, i april 1955. Det var i sandhed en spændende og ny oplevelse for vennerne! Også missionærerne havde punkter på programmet, men talte ved tolk.

Missionærhjemmet i Pusan

I efteråret 1955 blev der oprettet et missionærhjem i havnebyen Pusan, omkring 325 kilometer i fugleflugtslinje syd for Seoul. Pusan havde dengang en befolkning på omkring 1.100.000 og kun én menighed af Jehovas Vidner. Missionærfamilien bestod af Milton og Liz Hamilton, Evalyn Myung Hae Park (nu Emerson) og en koreansk søster.

 På grund af det store antal flygtninge var der stor efterspørgsel efter boliger, men det lykkedes at finde en lille lejlighed. Den lå på første sal og havde to soveværelser samt et lille værelse til spisestue, og entreen tjente som køkken. Der var ikke indlagt vand og der var kun elektricitet en kort tid af dagen, hvilket gjorde madlavning, rengøring og vask til et trættende og ubehageligt arbejde. For at gøre vandet drikkeligt måtte man enten koge det eller tilsætte klor.

„Brødrene havde ikke meget dengang, men de var hjertelige og venlige og nidkære for tjenesten,“ siger broder Hamilton.

I alt sytten missionærer har tjent i Pusan, og i dag er der 51 menigheder blandt en befolkning på 3.500.000. Brødrene dér har altid betragtet det som en forret at have haft et missionærhjem i deres by.

En milepæl

Det store øjeblik var inde — tiden for det første officielle besøg fra hovedkontoret siden broder Hollisters tid. Den 27. april 1956 satte broder Nathan H. Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident, foden på koreansk jord i Yoido lufthavn, hvor 500 af de 1500 forkyndere bød ham velkommen. Broder Knorr var ledsaget af Don Adams fra kontoret i Brooklyn og Lloyd Barry (nu medlem af Det Styrende Råd), der blev oplært til zonearbejdet i Østasien.

Broder Knorrs seksdages besøg blev en milepæl i Koreas teokratiske historie. I sin første tale til de 1330 der var forsamlede til landsstævnet forsikrede han dem om at de i sandhed var en del af Jehovas verdensomspændende organisation. Ved dette stævne blev der døbt 303 i Han-flodens forårskølige vand. Som et udtryk for hvad fremtiden ville kunne  bringe, overværede en skare på 3473 på Seoul Stadion det offentlige foredrag „Hele menneskeheden forenes under Skaberen“.

Broder Knorr erkendte at det vigtigste arbejde i Korea nu måtte være at hjælpe disse nye til at vokse åndeligt. Ansvaret for at dette skete lagde han først og fremmest på betelfamilien og på missionærerne. Han forstod også at nogle var blevet døbt for hurtigt, uden tilstrækkeligt kendskab til Bibelen. Følgelig gik det dem som sæden der faldt langs vejen. Han vejledte derfor de ansvarlige brødre om at der kun skulle holdes dåb ved kredsstævner eller større konventer.  Det hjalp. Nu studerede de interesserede længere, og de kom i længere tid til møderne før de blev døbt, og på denne måde blev de forberedt til at bære deres fremtidige ansvar som forkyndere.

Fremgang for bibelstudiearbejdet

Med udgivelsen af den komplette koreanske udgave af bogen „Gud Maa Være Sanddru“ antog bibelstudiearbejdet i 1956 nye dimensioner. For koreanerne er uddannelse en af de vigtigste ting i livet, hvilket bekræftes af at kun otte procent af befolkningen er analfabeter. Det har aldrig været nødvendigt for afdelingskontoret at oprette læse- og skriveklasser. Dette er naturligvis en fordel når man skal undervise folk i Bibelen, og det er forkynderne dygtige til.

Befolkningens religiøse sammensætning er også interessant. Omkring 20 procent af Koreas 42.000.000 indbyggere er buddhister, andre 20 procent bekender sig til kristendommen, og resten har ingen særlig tro. Shamanisme er imidlertid stadig meget udbredt overalt i landet, og konfucianismen dominerer de flestes indstilling og opfattelse. Forkynderne har været årvågne for at tilbyde alle disse mennesker bibelundervisning. Resultaterne har været intet mindre end bemærkelsesværdige!

I 1956 blev tolv udnævnt til specialpionertjenesten, foruden de elleve missionærer der allerede virkede. Den dag i dag bærer denne specialpionerstyrke, der nu tæller omkring 400, stadig en storslået frugt. Før i tiden kom den største vækst fra befolkningen i byerne. Men med de moderne kommunikations- og transportmidler opnår man nu også glimrende resultater i de små byer og landsbyer hvor specialpionererne sendes til.

 En familie af nidkære forkyndere

Broder Park Young-shin, en kredstilsynsmand, beretter hvordan hans familie tog imod den sande tilbedelse på grund af specialpionerernes indsats og bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Det begyndte i byen Sunch’ǒn, i Chǒllaprovinsen i det sydlige Korea.

„Dengang var der tre specialpionerer i byen, og da min moder besøgte nogle naboer, tog hun imod bladet Vagttårnet fra en af dem,“ begynder han. „Min ældre søster og jeg sagde til min moder at hun ikke skulle tage imod sådanne blade, da Jehovas vidner var uvidende kættere. Men min moder holdt på at de så ud til at være venlige mennesker og at de brugte Bibelen. I samme øjeblik fik vi besøg af to kvindelige forkyndere. Jeg spurgte hvad forskellen var på dem og protestanterne. Jeg syntes deres forklaring lød fornuftig, og jeg modtog bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og gik med til at studere Bibelen sammen med dem — ikke for at blive en af dem, men for at øge mit kendskab til Bibelen.

Det tog ikke lang tid før jeg forstod at jeg hidtil var blevet undervist i falske læresætninger. Det belastede min samvittighed, og til sidst besluttede jeg at melde mig ud af kirken. Da jeg sagde det til præsten, svarede han: ’Hvorfor netop Jehovas Vidner? Hvis De skulle skifte tro kunne De være gået over til metodisterne eller hellighedskirken. De har valgt den forkerte tro.’

I oktober 1957 blev min moder, min ældre søster og jeg døbt, og senere fulgte min fader og mine andre søskende — i alt syv børn. I en alder af 73 er min moder almindelig pioner, mens min ældre søster har været specialpioner siden 1967 og har hjulpet omkring 60 personer til indvielse og dåb. Mine to ældre brødre er rejsende tilsynsmænd.“

 I januar 1957 blev der holdt endnu et landsstævne. Det var i forbindelse med det første af adskillige besøg af broder Frederick W. Franz, Selskabets nuværende præsident. Broder Franz var næppe steget ud af flyet før brødrene førte ham til stævnelokalet, hvor han overraskede tilhørerne ved at sige at han var ked af at det havde taget ham 63 år at nå dertil. Derefter underholdt han dem ved at spille nogle af Rigets sange på sin mundharpe.

Overalt hvor broder Franz færdedes i dagene efter stævnet, fulgte brødrene ham; de havde så mange bibelske spørgsmål som de simpelt hen måtte stille ham. En af dagene blev der arrangeret en middag klokken et. Efter at alle havde nydt det velsmagende koreanske måltid, begyndte brødrene at stille deres bibelske spørgsmål, og broder Franz havde travlt med at besvare disse til klokken seks om aftenen. Broder Franz blev ikke udmattet, men  det gjorde en af hans tolke, så en anden måtte træde til.

Det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i 1958

Da endnu to missionærer, Bradley Ness og Bill Phillips, var ankommet og kunne tage sig af ejendommen i Seoul, kunne de elleve andre missionærer overvære det internationale stævne i New York. Desuden overværede fjorten koreanske delegerede stævnet. Efter stævnet blev to brødre, Park Chong-il, der i 1956 var blevet den første fastboende oversætter på afdelingskontoret, og Kim Jang-soo samt to søstre, Kim Kyung-hi og Lee Hae-young, udvalgt til at komme på Gilead.

I Korea blev stævnet „Den guddommelige Vilje“ holdt i oktober på et udendørs stadion, hvor 2800 deltagere trodsede det kolde efterårsvejr for at overvære søndagens program, og 153 blev døbt.

Kredstjenesten udvides

Afdelingskontoret dækkede delvis det konstante behov for kvalificerede rejsende tilsynsmænd ved at anvende brødre der var udgået fra Gilead. Blandt dem var Norris Peters og Karl Emerson, der kom til Korea i 1955. I begyndelsen måtte de benytte tolke når de besøgte menighederne, indtil de havde lært at tale sproget flydende. Broder Chae Soo-wan, der var officer i den koreanske hær da han begyndte at studere, blev i 1957 udnævnt til kredstilsynsmand og kom i 1962 på Gilead. Han fører nu tilsyn med tjenesteafdelingen og er medlem af afdelingskontorets udvalg.

I slutningen af tjenesteåret 1958 nåede man et højdepunkt på 2724 forkyndere i de 54 menigheder  og mange isolerede grupper som udgjorde de fem kredse. Med denne vækst måtte der findes flere kvalificerede brødre til rejsetjenesten. Ok Ryei-joon og hans kone fik til opgave at virke i kredstjenesten, og det samme gjaldt Milton og Liz Hamilton, det første missionærpar der tog rejsetjenesten op i Korea.

For broder og søster Hamilton betød det at de måtte leve sammen med de lokale folk og indordne sig under deres levevis, der var noget anderledes end livet på missionærhjemmet. De måtte lære at spise og sove på gulvet samt at sidde på gulvet under møderne i rigssalen. Dengang var det småt med indlagt vand, og der fandtes ingen toiletter. Men det var alt sammen en del af missionærgerningen. I dag tjener broder Hamilton som medlem af afdelingskontorets udvalg og er fabrikstilsynsmand.

 Broder Park Ii-kyun begyndte i heltidstjenesten i 1956 og ledsagede en af missionærerne i kredstjenesten som tolk. Efter at være udgået fra Gilead fik han til opgave at virke på afdelingskontoret og tjener nu som medlem af afdelingskontorets udvalg.

Efter at Jerry og Barbara Tylich var kommet til Korea i 1966, blev de tilsluttet en menighed i Seoul og virkede derefter i kredstjenesten. I 1967 kom også Jim Tylich, Merlin Stoin og Durand og Rachel Norbom i kredstjenesten. Sidstnævnte er nu medlemmer af betelfamilien i Kongdo. Rachel husker nogle af de spørgsmål hun blev stillet når de besøgte menighederne.

 „Selv så sent som i begyndelsen af 1970’erne var det på landet en sensation at se en kvinde fra Vesten, og man måtte vænne sig til nogle meget personlige spørgsmål,“ forklarer hun. „’Hvor gammel er du?’ ’Er du gift?’ ’Hvor mange børn har du?’ og så: ’Hvorfor har du ingen?’ Et sted gik der det rygte at der var kommet et amerikansk ægtepar som ville tage nogle børn med til Staterne og bortadoptere dem, og der kom flere kvinder og tilbød deres børn så disse kunne få hvad mødrene mente ville være en bedre tilværelse.“

Andre som i dag også virker i rejsetjenesten i nogle af Koreas 43 kredse er Joseph Breitfuss (fra Østrig), Perry og Geline Jumuad (fra Filippinerne) og John og Susan Wentworth (fra De Forenede Stater). De har alle været missionærer i de sidste 14 til 17 år.

I fare under optøjer

Den 13. april 1960 ankom broder Milton Henschel med fly til Kimpos internationale lufthavn. Hans zonebesøg på afdelingskontoret faldt sammen med et firedages stævne der til at begynde med blev overværet af en skare på 2385.

Mens dette stævne holdtes under temaet „Jag efter fred“ forsøgte den koreanske regering at nedkæmpe nogle blodige studenteroptøjer. Det kom til sammenstød i den gade der førte hen til stævnepladsen. Tilhørerantallet ved stævnet nåede dog op på over 4000 — det hidtil højeste antal ved et offentligt møde — så selv den fjerneste krog i Samil Dang-bygningen var optaget.

Mandag aften, dagen efter stævnet, holdt broder Henschel bryllupstalen for et missionærpar, Bradley  Ness og Elaine Scheidt. At komme fra bryllupssalen over til en restaurant viste sig imidlertid at være en farlig manøvre. Broder Henschel og flere missionærer gik fra bryllupssalen ud i en snæver gyde. Pludselig var de fanget mellem tusinder af oprørske studenter som kom stormende fra den ene ende af gaden, og lastbiler med bevæbnet politi der kom kørende fra den anden ende. Broder Henschel og de andre brødre for tværs over gaden og ind i restauranten, blot nogle få øjeblikke før de to parter stødte sammen. Forbløffende at de undslap! Inde i restauranten var der imidlertid roligt og fredeligt.

Da endnu fem missionærer fra Gilead skulle sendes til Korea, afslog den koreanske regering deres ansøgning om visum, idet nogle modstandere havde anklaget Jehovas vidner for at være revolutionære. Det lykkedes Don Steele at aftale et interview med  den amerikanske ambassadør Walter McConaughy den 6. april 1960.

Ambassadøren sagde til broder Steele at det var den værste form for ironi at anklage Jehovas vidner for at være revolutionære. Han havde arbejdet i et østeuropæisk land og vidste udmærket hvordan Jehovas vidner var blevet forfulgt i Østtyskland. Men han påpegede også at da Korea er et selvstændigt land, har det ret til at udstede visum til hvem det vil. Han ville imidlertid prøve at arrangere et interview for broder Steele med udenrigsministeren. Det skulle finde sted tirsdag den 19. april 1960. Eftersom broder Henschel, der er medlem af Selskabets bestyrelse i De Forenede Stater, stadig var i Korea, kunne han også tale med ministeren.

Forholdene i landet blev værre og værre; regeringen kunne ikke slå urolighederne ned. Tirsdagen kom. Brødrene skulle møde udenrigsministeren inde i centrum, der var skueplads for de voldsomste optøjer. Eftersom de ikke ønskede at bryde aftalen begav de sig uforfærdede på vej til ministeriet.

De fandt bygningen fuldstændig lukket, med stålskodder for vinduerne og sandsække rundt om hele huset, idet folk indenfor havde barrikaderet sig mod studenternes angreb. Der ville tydeligvis ikke blive noget interview den dag, så broder Henschel og broder Steele løb lige så hurtigt de kunne tilbage gennem sidegaderne og undgik at komme i vanskeligheder.

Nogle dage senere meddelte udenrigsministeriet afdelingskontoret at „årsagen“ til afslaget „var blevet fjernet“ og at visaerne ville blive udstedt. I juni samme år ankom Russell og Dottie MacPhee, Delauris  Webb (nu Peters), Audrey Wendell (nu Holmes) og Lois Dyke (nu Renter) for at tage missionærtjenesten op. Endnu et missionærhjem blev oprettet i Kwangju.

Midlertidige restriktioner

I foråret 1960 faldt Syngman Rhees regering. Nogle måneder senere overtog en folkevalgt regering magten, kun for at blive styrtet ved et militærkup i maj 1961. Endnu en gang blev hele landet erklæret i undtagelsestilstand. Selv store religiøse møder blev forbudt indtil de nye magthavere havde situationen under kontrol. Disse forhold påvirkede imidlertid ikke menighedernes mødedeltagelse.

Da restriktionerne blev hævet skulle alle religiøse organisationer igen indregistreres hos de nye magthavere. Dette var en ømtålelig sag der medførte et omfattende skrivebordsarbejde. Men den 25. november 1961 blev Watch Tower Songso Chaekja Hyuphoi of Korea igen indregistreret hos Undervisningsministeriet.

Stævnerne „En evigvarende god nyhed“

Brødrene strømmede over af glæde da det blev bekendtgjort at Korea i 1963 skulle være vært ved et af stævnerne „En evigvarende god nyhed“. Korea var dengang et udviklingsland. I dag kommer der hvert år over en million turister til Korea, men på den tid var Jehovas Vidners delegation en af de største turistgrupper der nogen sinde havde besøgt Korea, idet den bestod af over 400 fra 19 lande. Alle de koreanske forkyndere var derfor interesserede i de udenlandske brødres ankomst.

 Det første fly, der medførte 94 udenlandske stævnedeltagere, ankom om morgenen den 24. august 1963, med broder og søster Knorr om bord. Protokolchefen i Udenrigsministeriet var til stede for at byde broder Knorr og hans kone velkommen, hvorefter de blev kørt af sted i en personbil. Men kort efter blev bilen overhalet af en konvoj af busser, fyldt med andre delegerede og eskorteret af færdselspolitiet.

Der blev døbt 612 — det hidtil største antal. Bekendtgørelsen om at den koreanske udgave af Vågn op! nu ville udkomme to gange om måneden glædede alle de tilstedeværende, for siden den første koreanske udgave den 8. september 1959 var bladet kun udkommet én gang om måneden. Til det offentlige foredrag voksede tilhørerskaren til 8975, hvoraf 3000 var interesserede! Det er også værd at bemærke at antallet af forkyndere det år voksede med 12 procent og at mindehøjtiden blev overværet af 9893.

Første udvidelse af afdelingskontoret

Der var et voksende behov for at udvide afdelingskontorets faciliteter, for at man kunne holde trit med den bemærkelsesværdige vækst i forkyndertallet. På mindre end femten år var antallet vokset fra blot en håndfuld forkyndere før Koreakrigen til over 5000 ved begyndelsen af tjenesteåret 1964. I august 1964 begyndte man at bygge en treetages bygning der ville tredoble afdelingskontorets daværende gulvareal.

Den 1. maj 1965 flyttede betelfamilien ind. Den nye rigssal indeholdt noget nyt for koreanerne — den havde stole!

 Hæftede bøger til brug i tjenesten

Den 19. juli 1966 var endnu en historisk dag. Fra da af skulle alle Selskabets publikationer på koreansk trykkes i Korea. Nu behøvede kontoret i USA ikke længere at sende gavepakker med indbundne bøger.

Bøgerne blev trykt i én farve på avispapir og fremstillet som hæftede bøger fordi omkostningerne ved indbundne bøger ville gøre dem for dyre for offentligheden. Det vigtigste var budskabet, og det ville være det samme. De fleste af de verdslige publikationer der dengang blev fremstillet i Korea udkom også som hæftede bøger. Den første publikation var bogen „Det er umuligt for Gud at lyve“.

I januar 1969 udkom de første 50.000 eksemplarer af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Denne bog var kun på lager nogle få måneder og måtte straks genoptrykkes. Brødrene gjorde nu god brug af denne billige bibelstudiehåndbog i tjenesten. Antallet af bibelstudier steg og steg! Næsten alle der på den tid kom med i sandheden, lærte de grundlæggende bibelske lærepunkter gennem denne publikation. Til dato er der alene i Korea blevet trykt og spredt over 2,2 millioner eksemplarer! Antallet af forkyndere var steget fra lidt over 8000 i slutningen af 1968 til over 30.000 i 1982, da bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden blev udgivet.

Kort efter den 22. forkynderrekord i træk, som var på i alt 10.610, fulgte i oktober 1969 det internationale stævne „Fred på jorden“, der blev holdt på Chang Choong-gymnasiet i Seoul. I overværelse af 14.529 tilhørere frigav broder Franz bogen Er Bibelen virkelig Guds ord? Det var første gang en publikation på koreansk blev udgivet samtidig med den engelske.

 Et samvittighedsspørgsmål

Republikken Korea har en af de største væbnede styrker i verden. Alle udskrives til militærtjeneste, og der gøres ingen undtagelser for gejstlige eller nogle der af samvittighedsgrunde er militærnægtere.

Den 22. februar 1971 modtog afdelingskontoret et anbefalet brev fra regeringen. Brevet anklagede Jehovas vidner for at lære folk at de ikke måtte synge fædrelandssange eller stemme ved politiske valg og for med forsæt at tilskynde folk til at unddrage sig militærtjeneste. Som svar på disse anklager forklarede afdelingskontoret at Jehovas vidner ikke er anarkister og henviste til det bibelske grundlag for at underlægge sig de højere myndigheder. Man gjorde rede for at Jehovas vidner ikke blander sig i regeringsanliggender, som for eksempel valg eller militærtjeneste.

Situationen forværredes. Efter at broder Knorr havde hørt om sagens udvikling foreslog han at brødrene besøgte den amerikanske ambassade. Den 24. marts 1971 mødtes broder Steele og broder Hamilton så med ambassadørens stedfortræder, Francis T. Underhill. Efter en times livlig drøftelse om Jehovas Vidners arbejde og deres standpunkt i disse spørgsmål, sagde Francis T. Underhill at han ville indberette sagen til Udenrigsministeriet i Washington. På det tidspunkt skete der imidlertid ikke mere i sagen.

I årenes løb har en mængde brødre — gamle og unge — derfor måttet trodse de problemer som disse stridsspørgsmål har medført. Nogle har ikke kunnet fuldføre deres skoleuddannelse eller har ikke kunnet finde arbejde. Andre har ved deres  uangribelighed mistet livet og venter på opstandelsen.

Det største stævne nogen sinde

Tiden nærmede sig da det tredje internationale stævne skulle holdes i Seoul, i sommeren 1973. Stævnet „Guds sejr“ var det største stævne der nogen sinde var blevet holdt i Korea — over 29.000 var til stede og 2002 blev døbt.

Broder Park Ii-kyun, der var stævnetilsynsmand ved dette stævne, beretter: „På grund af urolighederne i landet var der stadig en vis ængstelse fra myndighedernes side. Af den grund sendte politiet 130 civilklædte betjente, og anbragte to af dem i hver stævneafdeling og resten rundt omkring på stadion. Politiet bemærkede at vi viste større lydighed end universitetsuddannede folk.

Når det begynder at regne under sportsbegivenheder og andre udendørs sammenkomster bliver der gerne stor forvirring, og alle styrter mod udgangene. Under et af stævnepunkterne begyndte regnen at skylle ned, og betjentene skyndte sig at åbne alle udgangene, men til deres forbavselse var der ingen der forlod stadion. I stedet slog alle deres paraplyer op og sad roligt og lyttede til programmet.

Stadionlederen fortalte mig desuden at stadion aldrig havde været så rent, og hvis han kunne leje det ud til Jehovas Vidner en gang om måneden ville det altid være rent.“

En grund til bekymring

Alt tegnede lyst i foråret 1975. Betelfamilien flyttede ind i de nye rummelige lokaler, og broder Lloyd Barry kom på besøg fra Japan for at holde  indvielsestalen. Tjenesteåret 1975 endte med en storslået tjenesterapport, idet der blandt andet blev døbt 8120 det år. På blot tre år var der således blevet døbt 19.600. Godt halvdelen af de koreanske forkyndere havde været i sandheden i mindre end tre år.

De første måneder af tjenesteåret 1976 begyndte imidlertid med en tydelig nedgang i antallet af forkyndere og hjemmebibelstudier. Denne nedadgående tendens kom til at vare i over tre år, idet bunden blev nået med en 26 procents nedgang i forkynderantallet, fra 32.693 i august 1975 til 24.285 i november 1978. Det antal der overværede mindehøjtiden faldt også, fra over 68.000 i 1975 til 49.545 i 1978. Brødrene på afdelingskontoret var desorienterede. Ville tendensen vende igen?

Hverken de eller Selskabet lod naturligvis blot stå til. I et brev fra Selskabet den 4. april 1977 hed det:

„Vi håber at brødrene er omhyggelige med deres undervisning. Nogle har tilsyneladende stirret sig blinde på året 1975, og har derfor ikke fået lagt en god grundvold. Grundvolden må naturligvis være troen på Kristus Jesus og genløsningsbetalingen, og man må forstå hvad man gør når man indvier sig.“

I sandhed en meget åbenhjertig udtalelse! Nogle forkyndere havde lagt alt for stor vægt på en dato. Mange nydøbte havde taget imod sandheden på et følelsesladet grundlag. Endog nogle ældste havde stirret sig blinde på 1975. Dertil kom at materialismen, som følge af den hurtige økonomiske vækst i Korea, snigende bredte sig i landet, og at nationalismen greb mere og mere om sig. Dette bevirkede at en vis ligegyldighed bredte sig blandt brødrene.

 En lang, men sikker vej tilbage

Over 24.000 forkyndere der var faste i troen, lod sig ikke ryste af nogen dato. Alligevel kom det til at tage otte lange år før man igen nåede et nyt højdepunkt i antallet af forkyndere, hvilket først skete i august 1983.

Nu var der ingen der blot af følelsesmæssige grunde hurtigt kom i sandheden, og de der blev døbt forstod hvad det indebar at indvi sig. Mange som var blevet uvirksomme begyndte at vende tilbage, i erkendelse af at der ikke var noget andet sted at gå  hen. Mange lærte ad erfaringens hårde vej at sandheden kun findes ét sted.

Den første stævnehal i Østasien

I midten af 1970’erne blev det vanskeligt at finde passende steder til kredsstævner og særlige møder. Brødrene valgte da den løsning selv at bygge en stævnehal. Den var enkel i sin udformning og konstruktion, men tjente sit formål godt. Denne første stævnehal i Østasien blev indviet i april 1976 i Pusan. I dag har Korea syv stævnehaller der betjener omkring 75 procent af alle forkynderne.

Ændringer i udgivelsen af bladene

I 1980 tvang nye regeringsvedtægter afdelingskontoret til at foretage visse ændringer i udgivelsen af bladene Vagttårnet og Vågn op! Hvis en organisation udgav to blade ville kun det ene få lov til at fortsætte. I november 1980 var Vågn op! et af de 67 tidsskrifter der blev inddraget af regeringen. Det koreanske afdelingskontor gjorde alt for at få afgørelsen omstødt, men forgæves.

Men efter to måneder kom der uventet besked fra myndighederne om at man ville tillade at der blev udgivet et tillæg til Vagttårnet. Guds hellige ånd arbejdede! Tillægget skulle have samme udgivelsesdato som Vagttårnet, den 1. og den 15. Denne praksis følges den dag i dag.

Missionærernes bevægelsesfrihed indskrænkes

Det er ikke længere nødvendigt med udenlandske missionærer til at hjælpe i forkyndelsen i Korea, for der er tilstrækkelig mange lokale pionerer til at klare dette. Men der er stadig brug for missionærer til at oplære og opbygge brødrene åndeligt. Det var  med dette i tanke at Selskabet i efteråret 1977 besluttede at sende endnu fem missionærer til Korea. Men til afdelingskontorets store overraskelse kunne de ikke få visum. De sytten missionærer der allerede tjente i landet kunne forblive der, men ingen nye missionærer fra Vagttårnet ville få lov at komme ind. Og hvis de der var i landet rejste ud, kunne de ikke vende tilbage.

Siden slutningen af 1987 har missionærerne dog igen kunnet opnå nyt indrejsevisum på den sædvanlige måde, hvilket de naturligvis er meget taknemmelige for.

 Et kæmpeprojekt

I sommeren 1979 gav Det Styrende Råd afdelingskontoret tilladelse til at begynde at lede efter en grund til et nyt afdelingskontor. Efter et års søgen fandt man et 36.423 kvadratmeter stort landbrugs- og skovområde cirka 70 kilometer syd for Seoul, i Kyonggi Do, Ansung Kun, Kongdo Myun. Afdelingskontoret ville således komme til at ligge i et område uden forurening.

I forhold til det tidligere afdelingskontor var dette et kæmpemæssigt udvidelsesprojekt. Nu ville afdelingskontoret kunne trykke blade og forberede sig på i fremtiden at trykke bøger. En følelse af lykke og begejstring fyldte brødrene da de færdige bygninger blev indviet den 8. maj 1982. Broder Franz og broder Barry fra hovedkontoret var til stede for at holde de særlige foredrag.

Takket være hjælpen fra brødrene i De Forenede Stater og Japan, foruden et samarbejde med et lokalt verdsligt trykkerifirma, har afdelingskontoret nu sit eget trykkeri. I løbet af meget kort tid voksede oplaget af hvert nummer af bladene til næsten 200.000, så alle trykkerimaskinerne kørte dagen lang.

Tre år efter at afdelingskontoret var flyttet til Kongdo, kom broder Albert Schroeder fra Det Styrende Råd på besøg som zonetilsynsmand og indviede i maj 1985 en tilbygning til ejendommen. Denne tilbygning fordoblede gulvarealet til cirka 9300 kvadratmeter. Forkyndertallet steg fra 30.000 i 1982 til over 39.600 i 1985. En storslået vækst!

Eftersom Seoul ikke blot er Sydkoreas hovedstad men også landets handelscentrum, fandt man det nødvendigt at lade Selskabets indregistrerede kontor  forblive dér. Der blev derfor bygget en smuk ny bygning i Seoul med dette kontor, en rigssal og et tilstrækkelig stort lagerrum til publikationer. Denne bygning blev indviet den 20. december 1986. Her bor og arbejder fire medlemmer af betelfamilien.

En hurtiggående rotationsmaskine sætter fart i arbejdet

For næsten 600 år siden fremmede koreanerne trykketeknikken ved at opfinde de første løse metaltyper. I dag bruger Jehovas Vidner i Korea den moderne trykketeknik til at fremme Rigets interesser. Med datamater til at udføre forarbejdet og en ny Mitsubishi offset-rotationsmaskine der trykker 500 32-siders firfarvede blade i minuttet, har de ingen problemer med at fremstille tilstrækkelig mange bøger og blade. Den første tanke om at installere en så stor trykkemaskine blev undfanget i sommeren 1983 da broder Lloyd Barry, der tjente som zonetilsynsmand, så hvor overbelastet trykkeriet var.

Dengang blev trykkeriets kapacitet fuldt udnyttet, og der var absolut ingen plads til en 130 tons tung og 26 meter lang trykkemaskine. Det betød at man måtte have endnu en bygning, den anden udvidelse i Kongdo på blot fire år. Indtil da var de koreanske blade udkommet tre måneder efter de engelske, så udsigten til at trykke bladene samtidig med de engelske var alle anstrengelserne værd.

At importere en sådan trykkemaskine var imidlertid forbundet med mange problemer. Regeringsvedtægterne krævede at man fik en anbefaling fra regeringen før importtilladelsen kunne gives. Dette var så at sige umuligt. I sommeren 1985 blev denne restriktion imidlertid hævet, og brødrene på afdelingskontoret  fik straks en importtilladelse. Inden der var gået seks uger efter denne tilladelse, blev loven ændret igen, så der atter krævedes en anbefaling. Den hellige ånd havde banet vejen, og brødrene havde handlet hurtigt. På afdelingskontoret kører denne trykkemaskine nu for fuld kraft, så forkynderne til stadighed kan få alle de publikationer de skal bruge i forkyndelsen.

Vi ser fremad

I befolkningen er Korea kendt som Chosǒn, „morgenstilhedens land“. For mange år siden spekulerede de koreanske brødre på hvordan de nogen sinde skulle kunne nå ud til alle indbyggerne i deres land med Rigets budskab og på hvor mange af disse Jehova ville udvælge som sine „får“. — Matt. 25:32.

I dag er der kun 7 procent af distriktet der ikke er tildelt nogen menighed, og dette ledige distrikt gennemgås næsten alt sammen af forkynderne i sommermånederne. Distrikterne i byerne gennemarbejdes ofte mere end én gang om måneden. Eftersom godt en fjerdedel af de mere end 48.000 forkyndere er i den almindelige pionertjeneste, foruden at mange hver måned tager del i hjælpepionertjenesten, er folk i Korea ikke i tvivl om hvem Jehovas vidner er. Ja, Jehova har også udvalgt sine „får“ blandt koreanerne.

Som en bibelskribent udtrykker det: „Så din sæd om morgenen og lad ikke din hånd hvile før aften; for du ved ikke hvor det lønner sig, her eller der, eller om begge dele er lige gode.“ Sæden er blevet sået og høsten har været god. Fremtiden tegner lys. Kun Jehovas ånd har kunnet udrette alt dette i Korea. — Præd. 11:6.

[Fodnoter]

 [Ramme/illustrationer på side 193]

Den 23. maj 1987 blev en treetages tilbygning til afdelingskontoret i Kongdo indviet af Milton G. Henschel fra Det Styrende Råd. Den nye trykkeribygning huser en ny firfarve offsetrotationstrykkemaskine der vejer 130 tons. Broder Henschel talte til 2060 tilhørere på afdelingskontoret. Dette er afdelingskontorets anden større tilbygning siden 1982

[Illustration]

1. Den oprindelige boligfløj der blev indviet i 1982

[Illustration]

2. Kontorbygningen; trykkeriet (den lyse del i midten); og, til højre, den nye boligfløj der blev indviet i 1985

[Illustration]

3. Den nye trykkeribygning, til højre, der blev indviet i 1987

[Illustration]

Arkitektens tegning af afdelingskontoret i Korea

 [Kort/illustrationer på side 136]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

KOREA

KINA

U.S.S.R.

Gule Hav

Pyongyang

Sariwon

DEMILITARISEREDE ZONE

SEOUL

Inchon

Han-floden

Ansung–Kongdo

Pyungtaek

Taejon

Kunsan

Taegu

Chonju

Pusan

Kwangju

Cheju

Japanske Hav

JAPAN

[Illustration på side 143]

Lee Shi-chong, en kolportør som i begyndelsen af 1930’erne gennemarbejdede landdistrikterne på cykel for at udbrede Rigets budskab

[Illustration på side 146]

Ok Ung-doo, Ok Reyi-joon og Ok Ji-joon (fra venstre til højre) udholdt svære prøvelser under den anden verdenskrig

[Illustration på side 153]

Choi Sung-kyu udholdt store lidelser indtil sin død i 1941, men ved sin tro var han til stor opmuntring for sine brødre

[Illustration på side 157]

Missionærer og medlemmer af betelfamilien foran det udvidede afdelingskontor i Seoul. Tilbygningen til højre blev indviet i 1975

[Illustration på side 159]

Earlene og Don Steele, Vagttårnets første missionærer i Korea, august 1949

[Illustrationer på side 175]

Selskabets præsident Nathan H. Knorr bydes velkommen efter landingen i Yoido lufthavn den 27. april 1956. Han var ledsaget af Don Adams og Lloyd Barry

[Illustration på side 178]

Under et stævne der blev holdt i Seoul i januar 1957, besvarede Frederick W. Franz, Vagttårnsselskabets nuværende præsident, stævnedeltagernes velkomsthilsen med at spille et potpourri af Rigets sange på sin mundharpe

[Illustrationer på side 180]

Durand og Rachel Norbom og Liz og Milton Hamilton (fra venstre til højre), to missionærpar der har været i Korea i henholdsvis 20 og 33 år

[Illustration på side 181]

Missionærer der virker i rejsetjenesten. Fra venstre til højre: Susan og John Wentworth, Geline Jumuad, Josef Breitfuss og Perry Jumuad

[Illustrationer på side 183]

Kim (Phillips) Kyung-hi, Evalyn Park (Emerson) og Liz og Milton Hamilton udgjorde missionærfamilien i Pusan, 1955

Keith og Evelyn Kennedy, Karl Emerson, Druzilla Craig (Youngberg), Elaine Scheidt (Ness), Norris Peters og Earlene og Don Steele på trappen foran det granatramte afdelingskontor og missionærhjem i Seoul, 1957

[Illustration på side 191]

Disse brødre i afdelingskontorets udvalg har i gennemsnit virket 37 år i heltidstjenesten. Forreste række, fra venstre til højre: Chae Soo-wan, Don Steele (koordinator i afdelingskontorets udvalg) og Chun Young-soon. Bageste række, fra venstre til højre: Park Ii-kyun, Milton Hamilton og Park Chong-il

[Illustration på side 194]

Brødre fra det japanske og det koreanske afdelingskontor arbejdede sammen efter at den 26 meter lange, firfarve trykkemaskine var blevet installeret i afdelingskontorets tilbygning i Kongdo i 1986