Østrig

DE ØSTRIGSKE ALPER genlyder af musikkens toner. Nogle af musikkens mesterværker, skabt af berømte komponister som Haydn, Mozart, Schubert, Strauss-familien og andre, har sammen med landets naturskønhed bidraget til Østrigs navnkundighed. Tætte skove, krystalklare søer og brede dale adskiller mange af de sneklædte alpetoppe der strækker sig mod himmelen til en højde af 3798 meter. Mod øst afløses disse høje bjerge gradvis af blide, afrundede højdedrag og frugtbart lavland. De storslåede omgivelsers skønhed er siden dette århundredes begyndelse blevet forstærket af den åndelige skønhed fra Guds sandhedsord. Og siden da har „lovprisninger til Gud“ givet genlyd mellem Østrigs knejsende bjergtinder og i de grønne dale. — Sl. 149:6.

Østrig var i mange hundrede år en del af Det Tysk-Romerske Rige. Senere sluttede det forbund med Ungarn og fungerede som dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. I dag er 98 procent af befolkningen tysktalende, og magyarer (ungarere), kroater og slovenere udgør en del af de etniske mindretalsgrupper. Både da Wien var hovedstad i et udstrakt kejserrige og i tiden efter den første og den anden verdenskrig strømmede mange mennesker til denne farverige by ved Donaufloden for at bosætte sig dér. Som følge heraf bor over 20 procent af Østrigs cirka 7.575.700 indbyggere nu i Wien.

Den officielt anerkendte tro var i århundreder den romersk-katolske, efter ordre fra de habsburgske fyrster. Endnu den dag i dag bekender 84 procent af befolkningen sig til den romersk-katolske tro, og et konkordat  mellem Østrig og Vatikanet sikrer den katolske kirke regeringens økonomiske støtte. Seks procent står opført som protestanter. Men tallene afslører ikke folks sande indstilling til religion, for de religiøse institutioner har gradvis mistet folkets opbakning. Mange tøver dog med åbent at bryde de traditionelle religiøse bånd, da gennemsnitsøstrigeren går meget op i ’hvad folk vil sige’.

Det har krævet store anstrengelser at finde frem til gudfrygtige mennesker og undervise dem i Jehovas veje, men Jehova har velsignet dette arbejde med sin ånd. Resultatet er at mere end 17.700 i Østrig nu viser hvad der betyder mest for dem, nemlig ’hvad Gud vil sige’! De er fordelt på 246 menigheder.

De første forsøg på at forkynde

I begyndelsen af det 20. århundrede blev der på det religiøse område hovedsagelig danset efter den katolske kirkes pibe. Skønt protestanterne sad inde med visse rettigheder som var blevet dem tilstået ved Toleranceediktet i 1781, måtte de fleste ikkekatolikker kun udøve deres religion i hjemmet. Ikke desto mindre besluttede Charles Taze Russell, Vagttårnsselskabets første præsident, i 1911 at rejse til Wien for i første række at henvende sig til den jødiske befolkning dér.

Han ankom med tog til Wien, hvor Hotel Continentals store sal var blevet lejet til den 22. marts. Hans foredrag skulle appellere til oprigtige jøder og handlede om „Zionismen i profetien“. Hvordan ville byens jødiske befolkning reagere på hans forklaring af Bibelens profetier? For at advare jøderne i Wien havde en jødisk rabbiner i New York sendt dem et langt telegram hvori han gav et falsk billede af bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Resultatet udeblev heller ikke. Da broder  Russell besteg talerstolen blev han hurtigt klar over at cirka en tredjedel af de tilstedeværende i den tæt pakkede sal var fast besluttede på at forhindre ham i at komme til orde.

Russell berettede senere: „Lige fra vort foredrags begyndelse var der råben og skrigen i hele salen, og nogle af dem virkede dæmonbesatte. . . . Vi forsøgte at tale beroligende til dem, men uden held. . . . Adskillige virkede meget opsatte på at lægge hånd på os, men de mere fornuftige dannede en stærk, afskærmende kæde omkring os. Vi følte ingen frygt, men de der kendte vore  modstandere var tilsyneladende ængstelige på vore vegne. Da det blev klart at vi ikke kunne udrette noget, vinkede vi smilende som tegn på at vi ville opgive forsøget, og forlod tribunen. De samme jøder gjorde plads foran os, holdt modstanderne på afstand og ledte os ud af salen. . . . Næste dag kom cirka femten og stillede flere spørgsmål angående Guds plan.“

Der blev truffet aftale om at trykke hele Russells foredrag i avisen Neues Wiener Journal til gavn for dem der oprigtigt søgte sandheden.

Det var ikke første gang broder Russell var i Wien. I 1891, tyve år tidligere, havde han foretaget en rejse fra Dresden i Tyskland over Wien til Kisjinov i Rusland. Broder Russell udtalte sig om sin opfattelse af situationen på det tidspunkt i Zion’s Watch Tower for november 1891: „Vi fandt ingen muligheder for sandheden i Rusland, . . . intet der kunne opmuntre os til at håbe på en høst i Italien, Tyrkiet, Østrig eller Tyskland.“

Ikke desto mindre blev der gjort et yderligere forsøg på at hjælpe i det mindste nogle i Østrig. I begyndelsen af 1914 blev Maxwell G. Friend (født af jødiske forældre og dengang kendt under navnet Freschel) bedt om at rejse fra betelhjemmet i Tyskland til Østrig-Ungarn, for at sprede den gode nyhed om det messianske rige blandt den jødiske befolkning. Det lykkedes ham at oprette et regelmæssigt hjemmebibelstudium i Wien med to af Vagttårnets abonnenter. Han beretter: „Der var næsten ingen jøder der viste interesse for sandheden, for de forvekslede os med kristenhedens missionærer. Som følge af de mange år hvori de af såkaldte kristne var blevet drevet fra land til land og nådeløst dræbt med ild og sværd, nærede de ingen kærlighed til kristenheden.“

 Nogle få måneder senere brød den første verdenskrig ud. Mon dette ville sætte en stopper for ethvert forsøg på at dele den gode nyhed med det østrigske folk?

Begyndelsen til efterkrigshøsten

Midt under verdenskrigens rædsler var der mennesker som beskæftigede sig med åndelige spørgsmål. Johann Brotzge var trods sin ungdom dybt religiøs. I forbindelse med sit arbejde i byen Dornbirn leverede han kul til en mand ved navn Degenhart, som førte tilsyn med varmecentralen. En dag i det tidlige efterår 1917, da Johann Brotzge leverede kul som han plejede, begyndte Degenhart at tale om Guds rige. Kort tid efter blev den unge Johann indkaldt til militærtjeneste. Sandhedens sæd var blevet sået; ville den slå rod i hans hjerte?

Johann vendte hjem efter at have oplevet krigens rædsler. Budskabet om Guds rige havde gjort et dybt indtryk på ham og arbejdede stadig i hans tanker. Han begyndte at lede efter Degenhart, men sørgeligt nok var denne i mellemtiden død. I foråret 1919 lykkedes det imidlertid Johann Brotzge at komme i kontakt med Otto Mathis og Xaver Klien, som da var blevet bibelstudenter. Det blev Otto der skaffede Johann den bibelske litteratur han så længe havde ønsket sig. Disse mænd var de første bibelstudenter i den vestlige del af Østrig.

Omkring 680 kilometer derfra, i landets østlige del, slog sandheden rod i endnu et modtageligt hjerte. Den unge Johannes Ehm var musiklærer i landsbyen Deutsch-Wagram på Marchfeldsletten i årene 1919 og 1920. En tysk ingeniør havde lejet sig ind hos et ægtepar der var Johannes’ venner. Parret fortalte Johannes at ingeniøren, en hr. Goller, fortalte nye, meget mærkelige ting. Han sagde at verdens ende var nær, at der ikke fandtes noget  brændende helvede, og at størstedelen af dem der troede ikke kom i himmelen, men at de i stedet skulle leve på jorden en skønne dag. Og ikke nok med det, men han påstod oven i købet at han kunne bevise det alt sammen ud fra Bibelen. „Kunne du ikke tænke dig at overvære sådan en drøftelse?“ spurgte parret den unge musiklærer.

Ved den drøftelse der fulgte så Johannes for første gang i sit liv en bibel. Han fortalte senere: „Goller udstrålede fred og besvarede roligt alle mine spørgsmål — og de var ikke få!“ Johannes bestilte straks de seks bind af Studier i Skriften, som var skrevet af C. T. Russell, og begyndte ivrigt at studere dem.

I Klagenfurt i Sydøstrig havde en ung bogholder, Franz Ganster, i mellemtiden stiftet bekendtskab med en  schweizer ved navn Egg, som han skrev sammen med. Deres breve indeholdt andet og mere end frimærker og kulørte postkort. Da Egg allerede var en af bibelstudenterne fik den unge bogholder gennem ham kendskab til Bibelens budskab. Ganster bestilte et eksemplar af alt hvad der fandtes af Vagttårnets litteratur i Schweiz. En bødker ved navn Leopold König, der i 1921 vendte tilbage til Østrig fra Schweiz, leverede det til ham personligt. Senere i beretningen vil vi se hvad dette førte til.

Omtrent samtidig afsatte en bibelstudent fra Tyskland en lille bog til et ægtepar der boede i Linz i den nordlige del af Østrig. Bogens titel var Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø. De læste bogen, gav den videre til Simon Riedler, en landmand som de kendte, og sagde til  ham: „Den er meget spændende skrevet.“ Simon Riedler læste den overfladisk igennem med en temmelig fordomsfuld indstilling. „Sikkert det rene sludder,“ tænkte han ved sig selv.

Ikke desto mindre læste han den en gang til, og endnu en gang. Mon han endelig ville værdsætte de dyrebare sandheder i bogen? Ja, og derfor skammede han sig over at have været så forudindtaget.

Da han ønskede at undersøge budskabet nærmere skrev han til Wien til den adresse der stod på bagsiden. Han havde længe gerne villet eje en bibel. På den måde kom han i kontakt med Leopold König, bødkeren der var vendt hjem fra Schweiz og nu tjente som kolportør. Da broder König sendte en lommeudgave af Lutherbibelen til denne landmand, har han sikkert ikke kunnet forestille sig den dybe glæde hvormed den blev modtaget. Endelig  havde Simon Riedler sin egen bibel! Han læste nu Vagttårnet og „Føde for tænkende kristne“ sammen med sin bibel. Hans familie, slægtninge og naboer gjorde tykt nar af ham, men Simon Riedler havde fundet sandheden og alt andet var underordnet. Han sagde senere: „Mit hjerte var fyldt, og mine læber strømmede over.“

Et mindeværdigt foredrag finder lyttende ører

I efteråret 1921 blev der i den maleriske by Wiens rummelige Sofiensäle holdt et foredrag over det usædvanlige tema „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“. Folks reaktion på budskabet var meget anderledes end den broder Russell var blevet udsat for ti år før.

I en rapport over mødet står der: „Budskabet havde stor virkning. Meddelelsen vakte en del opsigt og forårsagede megen diskussion på gaden før mødet blev afholdt. Salen var overfyldt og dørene blev lukket længe før foredraget begyndte, så hundreder måtte gå igen. Forsamlingen lyttede med åndeløs opmærksomhed til det vidunderlige budskab om Guds riges oprettelse og det opmuntrende bibelske løfte om at millioner af nulevende mennesker ikke behøver at dø.“ Den aften blev der uddelt 2100 eksemplarer af ’Millionbrochuren’, og der indkom 1200 adresser på folk som gerne ville besøges og have yderligere oplysninger.

En af dem der blev dybt berørt af foredraget var Hans Ronovsky. Han var ikke til stede i Sofiensäle. Men da han et par uger senere gik tur på et af Wiens forretningsstrøg, blev hans opmærksomhed fanget af et skilt som annoncerede det samme foredrag, der skulle holdes i byens Konzerthaus. Han gik derhen, ikke for at høre en vals af Strauss eller for at nyde en koncert af Mozart, men  for at lytte til sandheden fra Bibelen, der lød som sød musik i hans ører. Det han hørte blev et vendepunkt i hans liv.

Aktivitet i provinsen

Nu blev opmærksomheden vendt mod andre tætbefolkede områder i landet. Franz Ganster modtog en dag et postkort fra Wien. Han skulle leje den største sal han kunne finde i Klagenfurt, for broder Emil Wetzel, som var blevet sendt fra Dresden i Tyskland for at føre tilsyn med arbejdet i Østrig, ville holde et foredrag i byen. „Det må være Sandwirthotellets sal,“ tænkte Ganster og skyndte sig af sted for at få fat på hotellets ejer.

„Jeg foreslår at man sætter borde og stole op i salen, så den ikke ser så tom ud; der kommer jo nok ikke så mange,“ sagde hoteldirektøren.

Ganster svarede bestemt: „Jeg har ordrer til at leje salen udelukkende med stole opstillet.“

Hvem skulle nu uddele de mange indbydelser til foredraget? Ganster, der selv var arbejder, fik en idé. Han ansatte et par mænd, og de uddelte 3000 løbesedler i byen. De har åbenbart gjort det godt, for hoteldirektøren mente senere at der havde været over 2000 til stede. Ikke bare gulvet men også balkonen var fyldt til bristepunktet.

En af de tilstedeværende var en 20-årig student ved navn Richard Heide. Da han havde set plakaten der annoncerede foredraget „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“, sagde han til sin fader: „Far, jeg vil høre det foredrag uanset hvad folk siger. Jeg vil vide om det er det rene sludder eller om der er noget om det!“ Han tog derfor af sted, og hans fader og hans søster Therese besluttede at tage med.

 Efter foredraget afleverede mange af de tilstedeværende deres adresse og en bogbestilling. Franz Ganster bestilte en rigelig forsyning af Studier i Skriften for at kunne imødekomme alle bestillingerne. Han fik så mange bøger tilsendt at hans værtinde spekulerede på hvor han ville gøre af dem. Kasserne stod stablet op fra gulv til loft i hans værelse, så Franz dårligt nok kunne være der selv.

Hr. Heide, der var meget begejstret for foredraget, bestilte også de syv bind af Studier i Skriften, som han læste med stor interesse. Inden længe blev der holdt møder i hans lejlighed. Ofte var hans stue fyldt til trængsel med op til 30 personer.

Også i Graz blev der holdt møder allerede i foråret 1922. I andre provinsbyer blev der ligeledes holdt foredrag. Ja, Jehovas gerning blev udført med voksende styrke i provinsen.

Forkynderne i Klagenfurt udgjorde en meget nidkær lille gruppe. De var ikke engang blevet døbt endnu. Først den 5. juli 1922 fandt der en dåbshandling sted i Wien; ugen efter var der dåb i forbundslandet Kärnten, hvor førstegrøden fra dette distrikt blev døbt ved nedsænkning i den smukke Wörthersee. Blandt disse var Franz Ganster, hr. og fru Heide (forældrene), deres to børn Richard og Therese, samt en hr. Kopatsch, der senere blev meget kendt for sin nidkærhed og sin frimodighed.

I mellemtiden var der sket noget i Wien der gav anledning til livlige diskussioner, ikke bare blandt Guds folk men også i andre kredse.

Tumulter ved et møde i Wien

Da broder Rutherford, Vagttårnsselskabets anden præsident, i 1922 var på rundrejse til forskellige afdelingskontorer, besøgte han også Wien fra den 30. maj til den  1. juni. Der blev truffet forberedelser til et offentligt møde i den rummelige Katharinenhalle. Ville han få en bedre modtagelse end broder Russell havde fået da han 11 år tidligere havde forsøgt at holde foredrag i Wien?

Da broder Rutherford og hans tolk, broder Conrad Binkele (fra Schweiz), steg op på tribunen, var hele salen, ja, selv gangene, tæt pakket med mennesker. Der sad oven i købet nogle på tribunen, helt op til taleren. Andre søgte stadig at komme ind i salen. Imidlertid var et par hundrede af de tusinder der var til stede, ikke kommet for at høre foredraget, men for at skabe kaos. Modstandere af Bibelens budskab havde placeret deres håndlangere rundt om blandt tilhørerne, især bag i salen.

Alt gik godt de første 40 minutter. Broder Rutherford var blevet advaret om at nogle ville prøve at afbryde mødet. Han behandlede derfor først foredragets hovedpunkter og havde til hensigt at uddybe dem bagefter. Men så snart han havde gennemgået hovedpunkterne udbrød der tumulter. En 2-300 urostiftere begyndte at råbe som gale og trampe med fødderne som en flok kvæg. Unge mænd og kvinder sprang op på stolene og gav tegn i alle retninger. Som med ét slag bragte disse fredsforstyrrere foredraget til en brat ende.

Broder Rutherford prøvede at appellere til tilhørerne for at få dem til at være rolige, men det var forgæves. Han prøvede atter at tale til skaren gennem sin tolk og sagde: „Jeg ønsker en afstemning i forsamlingen for at se hvor mange der ønsker at høre dette foredrag til ende.“ De fleste i salen rakte bekræftende hånden i vejret. Men urostifterne gav højlydt deres mishag til kende. Broder Rutherford sagde nu med fast stemme: „De der ikke ønsker at høre bedes forlade salen øjeblikkelig, så at de  der ønsker at høre kan få lov til det.“

Det udløste et blindt raseri blandt fredsforstyrrerne. Deres anførere banede sig vej op gennem gangene. Da ballademagerne var fem meter fra tribunen begyndte de at synge „Internationale“. De virkede dæmonbesatte, så vildt teede de sig.

Nu ankom salens ejer og forlangte at taleren øjeblikkelig skulle forlade tribunen. Broder Rutherford håbede stadig at uvejret ville drive over og at politiet ville få hoben under kontrol så han kunne fortsætte sit foredrag. Men det var ikke tilfældet. Ejeren slukkede nogle af lamperne, men modstanderne tændte dem igen. Ejeren, der blev mere og mere betænkelig ved situationen, løb sammen med et par hjælpere op til tribunen,  greb fat i broder Rutherford og trak ham ud bag ved, hvor han ikke kunne ses.

Pøbelen sang endnu da den nåede frem til tribunen, og et par stykker råbte: „Hvor er han? Hvor er han? Vort flag er rødt!“ Da de ikke kunne finde broder Rutherford blev der sat vagtposter ved udgangene. Men de overså åbenbart en dør bag scenen. Denne dør, der ellers plejede at være låst og afspærret, blev nu åbnet. Broder Rutherford og broder Arthur Goux, som havde rejst sammen med ham fra New York, skyndte sig gennem døren, der øjeblikkelig blev lukket efter dem og forsvarligt låst igen.

Avisen Neues Wiener Journal berettede: „Skandaløse optrin ved et bibelsk foredrag“ — „Kommunister afbryder mødet“.

Emil Wetzel, som på det tidspunkt førte tilsyn med Selskabets arbejde i Østrig, skrev senere at i de første seks måneder han tilbragte på denne post blev næsten alle vore offentlige møder afbrudt. Men mange af de mennesker der kom til disse møder hungrede efter sandheden, og der blev truffet foranstaltning til at sørge for dem. For bedre at kunne gøre dette oprettede Selskabet i 1923 det første afdelingskontor i Østrig, i Pouthongasse 12 i Wien.

„Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig“

I 1924 afholdt International Forening for Bibelstudium for første gang et stævne i Wien. Året efter blev der igen holdt stævne i Wien, og en af de delegerede var Johannes Schindler fra Dresden. Det blev et vendepunkt i hans liv. Hvordan det? Et af foredragene havde som højdepunkt følgende opfordring: „Hvem kunne tænke sig at tjene som hjælpearbejder i Østrig?“ (Det vi i dag kalder pioner.) En af de seks brødre der meldte sig på stedet var Johannes Schindler.

 Broder Schindler tog først tilbage til Dresden for at sige sit arbejde op. Han arbejdede på det tidspunkt som optiker i det kendte firma Zeiss-Werke. Men hvordan skulle broder Schindler uden sit gode arbejde skaffe det nødvendige til livets ophold? Han kunne beholde en vis andel af de bidrag han modtog for bøgerne og brochurerne til at dække personlige udgifter. Men det var ulovligt at sælge bøger og andet læsestof fra hus til hus i Østrig, og denne lov blev fortolket sådan at den også gjaldt vort arbejde. Det eneste han kunne gøre var at sige venligt til den besøgte: „De er velkommen til at støtte dette missionsarbejde med et  bidrag, hvis De har lyst.“ Man måtte have fuld tillid til Jehova for at påtage sig opgaven på disse betingelser. Men havde Jehova ikke lovet sine tjenere: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig“? — Hebr. 13:5.

Broder Schindler var 24 år og havde allerede to års erfaring som forkynder af den gode nyhed hjemme i Tyskland. Med 100 reichsmark på lommen ankom han nu til Østrig den 17. oktober 1925 for at begynde arbejdet i byen Wels og omegn.

Han prøvede at leve så nøjsomt som muligt. Men allerede den første måned måtte han ty til sine sparepenge, og efter tre måneders forløb var hans midler brugt op. Fra da af blev hans tro på og tillid til Jehova virkelig sat på prøve. Og Jehova sørgede for ham på sin særlige måde.

For eksempel havde broder Schindler en lørdag aften brugt sine sidste penge til at betale for det værelse hvor han og hans pionerpartner skulle overnatte, og han tænkte på hvad morgendagen mon ville bringe. Han og hans partner vendte sig til deres himmelske Fader i bøn. Det første broder Schindler gjorde søndag morgen var at gå hen til posthuset, der kun var åbent en time om søndagen, for at se efter post. Til hans store overraskelse var der en pakke til ham. Hvad indeholdt den? Ikke mindre end 500 brochurer og et vedlagt brev der meddelte at brochurerne var gratis.

Gudstjenesten i den lokale kirke var netop blevet færdig, og som det var skik og brug mødtes mændene på kroen for at nyde et glas og spille kort. Broder Schindler gik hen til kroværten, tilbød ham en brochure og bad om tilladelse til også at tale med de gæster der sad ved bordene. Det fik han lov til.

 Broder Schindler gik hen til et bord, lagde en brochure foran hver af dem der sad ved bordet, og sagde: „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø. Denne profeti i Den Hellige Skrift vil snart blive opfyldt. Vi sælger ikke disse brochurer, men hvis nogle gerne vil bidrage til vort missionsarbejde, er de velkomne til at gøre det.“ Så snart en af mændene havde lagt nogle mønter på bordet fik de andre deres pung frem og gjorde det samme. Broder Schindler kunne frygtløst gå fra bord til bord og uddele brochurerne.

Der var også andre kroer i landsbyen. I løbet af halvanden time var hans taske tom. Broder Schindler og hans partner havde atter penge til at købe mad og betale for deres ophold. Med tillid til Jehova så de den næste dag i møde.

Johannes Schindler forblev i heltidstjenesten. Han virkede som pioner til sin død i Vesttyskland den 23. december 1986.

 Begravelser påkalder opmærksomheden

Det år broder Schindler begyndte som pioner i Østrig blev Georg Gertz sendt fra Tyskland til afdelingskontoret i Wien. Han blev meget kendt i landets større byer som en glimrende taler.

Da broder Heide fra Klagenfurt døde, blev broder Gertz udpeget til at holde begravelsesforedraget. Broder Heide havde været meget kendt på grund af sin nidkære andel i forkyndervirksomheden. Ved hjælp af en vejviser havde han sendt prøvenumre af bladene, og forskellige traktater, som for eksempel Gejstligheden anklages og Babylons fald, til alle dele af Kärnten. Når konvolutterne var blevet sorteret efter bestemmelsessted hjalp hans børn ham med at bringe forsendelserne hen til posthuset i en vasketøjskurv. Broder Heide modtog af og til breve fra interesserede i forskellige byer og landsbyer i Kärnten, og hvis han havde mulighed for det, besøgte han dem personligt.

Naturligt nok viste mange derfor ved broder Heides død interesse for begravelsesarrangementet. Begravelser er vigtige begivenheder for landbefolkningen i Østrig. Enten roser de dem i høje toner, eller også giver de udtryk for deres misbilligelse i utvetydige vendinger. Omkring 2000 var til stede ved denne begravelse, der var den første i Østrig for et af Jehovas vidner. Og da østrigerne holder meget af at snakke om begravelser, talte de stadig om denne ti år efter.

En beskeden begyndelse, og en ihærdig indsats

Der er i dag 16 menigheder i Linz og omegn, i Øvre Østrig (Oberösterreich). Men sandheden fra Bibelen fandt ikke straks fodfæste her. Området var den  katolske kirkes højborg, og det var ikke let at forkynde Rigets budskab i dette distrikt.

Den jævne landmand Simon Riedler talte begejstret til andre på egnen om de dyrebare sandheder fra Bibelen. Omkring 1930 kom broder Nasi fra München for at hjælpe ham, og det lykkedes dem at finde frem til nogle interesserede. Broder Riedler holdt foredrag for gruppen eller læste op for dem af Selskabets bøger. Almindeligvis samledes 30-35 mennesker til disse møder. Men presset udefra fik interessen til at kølnes, og ifølge rapporter fra så sent som 1940 var der kun én trofast søster i Linz.

I byen Feldkirch nær grænsen til Liechtenstein i vest, forkyndte en toldembedsmand der hed Wilhelm Coreth for sine kolleger allerede i 1922. Agathe Thaler og hendes moder, der dengang boede i landsbyen Lauterach, hørte den gode nyhed. Der blev arrangeret en diskussion hjemme hos Agathes forældre, hvor den lokale præst skulle være til stede. Mellem 20 og 25 personer overværede drøftelsen. Præsten var ude af stand til ved hjælp af Bibelen at tilbagevise nogen af de argumenter der blev fremholdt. Med hvilket resultat? Hele familien tog imod sandheden. I 1925 blev byen Dornbirn mødecenter, og brødre fra nabolandet Schweiz kom over og holdt foredrag. Johann Brotzge, der allerede i 1917 havde hørt om sandheden, var nu også nået så langt at han holdt foredrag.

Deltagelsen ved mindehøjtiden afspejlede den fremgang der havde været i hele landet. I 1926 rapporterede Wien 312 deltagere, Graz 43, Klagenfurt 26, og andre steder i alt 52 deltagere.

Samme år blev tilsynet med Rigets arbejde i Østrig overført til det tyske afdelingskontor. En kvalificeret broder  blev sendt til Østrig som ansvarlig for arbejdet på stedet.

Fremad trods pres

Forkyndelsen havde vanskelige vilkår i de dage. Især på landet lærte alle der delte den gode nyhed med andre, hurtigt det stedlige politi at kende.

En gruppe brødre havde en dag lejet en bus for at besøge nogle af landsbyerne i Waldviertel, et skovbrugsområde nord for Wien, hvor de ville forkynde. De var allerede ventet. Da de ankom til landsbyen blev de mødt af en flok fjendtligt stemte landsbyboere, som den lokale præst havde hidset op. Blandt skaren stod mænd med rifler og stålhjelme; de tilhørte det såkaldte Heimwehr, en slags hjemmeværn med støtte af nogle landbetjente. Så snart brødrene stod af bussen blev de overfaldet og alle deres bøger og blade blev taget fra dem.

Det siger sig selv at når brødrene derefter skulle arbejde i landdistrikter, stod de af bussen før de kom til landsbyerne, og gik ind i dem ad forskellige omveje. Men sandhedens fjender tilpassede øjeblikkelig deres taktik til brødrenes nye metoder. Nogle områder var helt under præsteskabets kontrol, og politiet samarbejdede kun alt for gerne med præsterne når det drejede sig om at gribe ind over for brødrene.

Den fjendtlighed brødrene mødte, berørte alle livets områder og strakte sig endog ind i døden. Hr. og fru Geisberger, der boede i nærheden af den lille by Schärding, tog imod sandheden og forlod den katolske kirke i 1923. Som følge heraf mistede søster Geisberger snart sit arbejde som håndarbejdslærerinde. Da hendes mand døde, prøvede landsbyens præst at forhindre søster Geisberger i at få sin mand begravet på kirkegården. At nægte  nogen en begravelse var naturligvis ikke lovligt. Brødrene bragte derfor sagen for myndighederne. Hvilke foranstaltninger kunne der træffes til at få begravet denne mand, der troede på Bibelen og bestræbte sig for at leve i overensstemmelse med den? Han måtte begraves på den del af kirkegården der var forbeholdt selvmordere. Broder Wetzel fra Wien fik dog lov til at holde begravelsestalen.

Forfulgt for deres kristne tro

Bibelen lægger ikke skjul på at der følger trængsler med at være en kristen i denne verden. Jesus Kristus sagde til sine disciple: „Husk det ord jeg har sagt jer: En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer . . . Men alt dette vil de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham som har sendt mig.“ (Joh. 15:20, 21) Dette viste sig at blive tilfældet i Østrig for dem der søgte at vandre i Jesu Kristi fodspor i den periode. Som Jesus advarende havde sagt, kom modstanden undertiden fra ens nærmeste familie.  (Matt. 10:32-39) Men det afholdt ikke brødrene i Østrig fra at tage standpunkt for Guds rige.

Beatrice Lojda var talsmand for socialistbevægelsen og havde været opstillet som kandidat til Nationalrådet. En af hendes veninder ved navn Bretschneider, som hun kendte fra sine politiske aktiviteter, var blevet et Jehovas vidne og talte, som naturligt er, med hende om Guds rige. Beatrice blev inviteret til Hotel Continental i Wien for at høre et foredrag. Det var det hotel hvor broder Russell forgæves havde forsøgt at holde sit foredrag i 1911. Beatrice troede ikke på Gud og afviste til at begynde med sagen med ordene: „Ikke før Gud har præsenteret sig for mig!“ Men hun ville gerne glæde sin veninde og tog derfor med til foredraget. Trods sin indstilling kunne hun ikke lade være med gentagne gange at sige til søster Bretschneider under foredraget: „Dette er sandheden! Dette er sandheden!“

Inden længe trak Beatrice sig tilbage fra det politiske liv, i overensstemmelse med Jesu ord til sine disciple: ’I er ikke en del af verden.’ (Joh. 15:19) Straks begyndte vanskelighederne. Hendes mand truede med skilsmisse hvis ikke hun ’kom til fornuft’, som han sagde. Men hun stod fast i troen og blev ved med det lige til sin død.

Franz Monfreda fra Salzburg havde været en nidkær katolik, men han tog sandheden til hjerte og indviede sit liv til Jehova Gud efter at være trådt ud af den katolske kirke den 12. marts 1927. Hans familie var alt andet end begejstret for dette skridt og rettede hårde bebrejdelser mod ham, ja, var direkte fjendtlige over for ham. Det gik så vidt at han mistede sit hus og sin forretning. Hans tro blev sat på en hård prøve, for det tog ham et godt stykke  tid at finde nyt arbejde. Men han forblev trofast mod Jehova. Hvad har han at sige om den tid? „I dag er jeg lykkelig over at jeg udholdt den periode og ikke svigtede sandheden. Jehovas hånd var ikke på noget tidspunkt for kort.“ — Jævnfør Esajas 59:1.

Der var kun én cykel

Brødrene i egnen omkring Riedlingsdorf i Burgenland udviste en enestående nidkærhed for Herrens gerning. Deres distrikt var stort og transportmidler en mangelvare. At eje en motorcykel, for slet ikke at tale om en bil, var helt udelukket. Mange af dem havde ikke engang en cykel. Nogle af brødrene brugte derfor følgende fremgangsmåde når de skulle ud i tjenesten:

Én broder tog af sted til fods og aflagde husbesøg på vejen. En anden broder kørte i forvejen på sin cykel til et allerede aftalt sted og satte cyklen der. Han fortsatte i tjenesten til fods. Når den første broder nåede frem til cyklen tog han den og kørte hen til det næste sted der var aftalt på forhånd. Hvis der havde været kilometertæller på den cykel, havde den uden tvivl slået alle rekorder for cykelbefordret forkyndelse!

Da brødrene kun havde søndagen fri til deres tjeneste, udnyttede de tiden fuldt ud. Nogle gange tog de hjemmefra klokken tre om morgenen og kom hjem sent om aftenen. Deres tjeneste var præget af en helhjertet indsats.

Kampen for de juridiske rettigheder

I takt med forkyndelsens udbredelse blev brødrene stadig oftere stævnet for de lokale myndigheder på grund af deres virksomhed. De forsvarede sig så godt de kunne. I nogle tilfælde fik de beskikket forsvarer og fri proces, men afgørelsen faldt ikke altid ud i deres favør.

 Det blev imidlertid langt vanskeligere at få anerkendt den lokale afdeling af Vagttårnets Selskab end det var at få afvendt nogle domme. At blive et juridisk anerkendt trossamfund var på daværende tidspunkt simpelt hen umuligt. Brødrene prøvede om ikke andet at blive indregistreret som en forening, men myndighederne indvendte: „De har til hensigt at danne en religiøs organisation, og en sådan organisation må ikke oprettes ifølge østrigsk lov.“

Brødrene appellerede til forfatningsdomstolen og indgav en klage over at deres lovmæssige ret til at danne en forening var blevet dem nægtet. Den østrigske forfatningsdomstols medlemmer reagerede straks og afviste appellen den 7. december 1929. Som næste skridt søgte brødrene at få indregistreret en forening til uddeling af bibler og bibelsk læsestof, uden religiøse funktioner. Denne ansøgning blev ikke afvist. En lokal forening der skulle tjene som brødrenes juridiske redskab blev derfor dannet den 24. maj 1930.

Den juridiske anerkendelse af Wachtturm-Gesellschaft gjorde på ingen måde ende på brødrenes vanskeligheder. Men Jehovas tjenere tog deres gudgivne ansvar alvorligt. De var klar over at der også måtte aflægges et vidnesbyrd for myndighedspersoner. — Mark. 13:11.

Nye menigheder, voksende mødedeltagelse

For ikke at fremkalde for mange kontroverser havde brødrene besluttet ikke at afholde store møder. Den eneste undtagelse var forevisningen af Skabelsens Fotodrama, der blev præsenteret i Wien første gang i 1922, og som desuden skulle vises i mindre provinsbyer.

 Alligevel havde menighederne i nogle områder en anselig mødedeltagelse. Dette var tilfældet i Leoben, hvor Eduard Payer var heltidstjener. Før han kom til byen havde ingen dér hørt om bibelstudenterne. Men han forkyndte nidkært, og snart blev møderne overværet af omkring 200. I 1932 tjente han i forbundslandet Steiermarks hovedstad Graz. Også her kom flere hundrede til møderne. En af mødedeltagerne, Leopold Pitteroff, havde tidligere været medlem af Fremmedlegionen. Han kom senere i koncentrationslejr og forblev trofast. Antallet af organiserede bibelstudiegrupper (eller klasser, som man kaldte dem) i Østrig var allerede steget til 30.

Modstanden tager til

Den forandring der nu fandt sted på den politiske arena blev hilst velkommen af vore argeste modstandere, præsterne. Dr. Engelbert Dollfuss fra det kristeligt-socialistiske parti tiltrådte som forbundskansler den 20. maj 1932 og modtog et lykønskningstelegram fra pavens sekretær, kardinal Pacelli. I dr. Dollfuss’ embedstid blev borgerrettighederne kraftigt beskåret. Han udnyttede behændigt en krisesituation i 1933 til at opløse parlamentet. Da han således havde samlet alle de politiske tråde i sin egen hånd, oprettede han „den første regering i Europa efter katolsk forbillede“, som han kaldte den. I gejstlige kredse gik han for at være den perfekte katolske statsmand.

Kunne det undre nogen at der under disse omstændigheder var stærke kræfter i gang for at forbyde vore kristne møder? Et sådant forbud blev snart en realitet i Graz, hvor flere hundrede mennesker kom til møderne. Brødrene lod sig dog ikke skræmme. De indgav øjeblikkelig en klage som måtte tages til efterretning, da brødrene  ikke havde begået noget ulovligt. Imidlertid trak myndighederne nogle af pionerernes opholdstilladelser tilbage og tvang dem på den måde ud af byen. Så godt som hver uge var der falske anklager mod brødrene. Hvem der stod bag disse aktioner blev afsløret da en katolsk avis krævede at myndighederne skulle sætte en stopper for vort kristne arbejde.

Jehovas organisation sørgede for opbyggende hjælp i rette tid. Skønt broder Rutherford ikke kunne komme i 1933 som planlagt, sendte han broder N. H. Knorr og broder M. C. Harbeck, der mødtes med brødrene på Wimbergers Etablissement i Wien. Dette møde bidrog i høj grad til at styrke brødrene.

Censur og beslaglæggelse af bøger og blade

I overensstemmelse med bibelprofetierne om at menneskers styre vil blive erstattet af Guds himmelske rige, fremhævede vore publikationer åbent de sørgelige resultater af menneskenes styreformer. (Dan. 2:44; 7:13, 14, 27) Regeringsmyndighederne følte sig krænkede over sådanne udtalelser, som de mente satte dem i et dårligt lys. Dette førte til en række beslaglæggelser af vore publikationer i begyndelsen af 1930’erne.

I 1933 og 1934 blev brødrene så godt som hver uge stævnet for myndighederne og måtte høre på alle mulige indvendinger. Der blev ofte stillet krav om at visse paragraffer i publikationerne skulle gøres ulæselige. En politibetjent blev posteret i Selskabets kontor for at sikre at alle sådanne paragraffer virkelig blev overstreget. Nogle dage arbejdede brødrene over og blev ved lige til midnat. Og selv lovens øjne kan blive trætte, så visse afsnit i publikationerne kunne alligevel læses.

 Politisk uro medfører restriktioner

Uenigheden mellem de forskellige politiske partier tog voldsomt til. Det socialdemokratiske Schutzbund (socialistpartiets paramilitære beskyttelseskorps) gik i opposition. Arbejderklassens modstand blev brutalt knust i februar 1934. Det socialdemokratiske parti blev forbudt. Snart fulgte yderligere begrænsninger i den personlige frihed.

Som for at understrege at en ny æra var begyndt, fik Østrig en ny forfatning i maj 1934. Dens indledning lød som en trosbekendelse: „I Gud den Almægtiges navn, hvorfra al lov udspringer, modtager det østrigske folk hermed denne forfatning for dets varige kristelige Tyske Forbundsstat.“ Men i nabolandet Tyskland havde katolikken Hitler, der foretrak en anden politisk ideologi, allerede et fast greb om magten. Og i juli blev Østrigs kansler dr. Dollfuss myrdet af en tilhænger af Hitlers nationalsocialistiske parti.

De følgende måneder under kansler Kurt Schuschniggs regering blev ikke lettere for dem der virkelig søgte at tjene „Gud den Almægtige“. Deres bibelske litteratur blev som hidtil konfiskeret, og de blev stadig slæbt for domstolene. I mange tilfælde blev offentlige bibelske møder også forbudt.

Myndighederne opløser den lokale forening

Det endte med at kommissæren for forbundssikkerhedstjenesten i Wien den 10. september 1934 udstedte et dekret som opløste Jehovas Vidners forening, Wachtturm-Gesellschaft. Brødrene appellerede imidlertid, og i sin egenskab af tilsynsråd for den offentlige sikkerhed omstødte forbundskanslerens kontor dekretet.

 Men de myndighedspersoner der var særligt opsatte på at knuse vort arbejde lå ikke på den lade side. Den 17. juni og den 17. juli 1935 blev det atter forordnet ved dekret, denne gang fra forbundssikkerhedstjenestens direktør, at „Wachtturm-Gesellschaft, afdeling af Watch Tower Bible and Tract Society, Brooklyn, N.Y.,“ skulle opløses. Brødrene prøvede endnu en gang at appellere afgørelsen, men denne gang uden resultat.

Søger Riget først trods forhindringer

Brødrene fortsatte deres arbejde fra dør til dør, om end med større forsigtighed. Trods deres vagtsomhed blev de ofte arresteret og dømt, enten til at gå i fængsel eller til at betale en bøde. Selv om det var ensbetydende med flere ugers indespærring foretrak de fængselsstraffen frem for bøden, for de havde til hensigt at aflægge vidnesbyrd dér.

I disse urolige og økonomisk usikre tider gik Leopold Engleitner ud i heltidstjenesten. I januar 1934 flyttede han til sit nye distrikt i Øvre Steiermark, hvor der indtil da næsten ikke var blevet forkyndt.

Nationalsocialismen var allerede en betydelig magtfaktor i Steiermark. Som følge deraf var der blevet erklæret undtagelsestilstand nogle steder. Det var tilfældet i Schladming, der som følge af naziuroligheder var blevet besat af paramilitære styrker. I betragtning af situationens alvor gik broder Engleitner kun med nogle få blade eller bøger i jakkelommerne for ikke at vække opsigt. Han begyndte altid i udkanten af byen når han forkyndte, og tilbød kun læsestof til dem han følte han kunne stole på.

En dag blev han arresteret, og på politistationen blev  han på grund af den fremherskende politiske situation spurgt om han havde nogen våben på sig. Vores broder svarede ja, stak hånden i lommen, tog en bibel frem og lagde den på bordet foran dem. (Ef. 6:17) Da betjentene var kommet sig af deres latter lod de ham gå.

Præsteskabet var derimod meget foruroliget over denne Jehovas tjener. Når som helst han påbegyndte sin forkyndelse i en af de større landsbyer sørgede præsterne for at oplyse alle indbyggerne om det, politiet ikke at forglemme. Broder Engleitner blev arresteret den ene gang efter den anden. Snart fulgte fængselsdomme. Til at begynde med var de kun på 48 timer, men dommene blev længere og længere. Til sidst måtte han flytte og fortsætte sin virksomhed et andet sted.

Hans nye distrikt var en fjern dal i et bjergområde, hvor han omhyggeligt sørgede for ikke at springe nogen af husene over. Selv når der ikke var nogen hjemme efterlod han noget læsestof.

 På en gård var karlen den første der kom hjem. Han så traktaten, læste den omhyggeligt, bestilte mere læsestof og blev en trofast broder. Først 32 år senere mødte han tilfældigt broder Engleitner ved et områdestævne.

Hvorfor var de der?

En episode i landsbyen Riedlingsdorf giver et godt billede af det spændte forhold der rådede. Der var arrangeret en begravelse i landsbyen, og broder Ronovsky fra Wien skulle holde talen. På det tidspunkt var begravelser den eneste lejlighed man havde til at forkynde for større forsamlinger. Da broderen trådte hen til graven blev han noget forbavset over den usædvanlige opstilling. Foran ham stod 50 mænd fra politiet og fra det paramilitære korps, med stålhjelme på hovedet og geværer under armen, klar til at skride til handling. I alt var der omkring 100 til stede, heriblandt den lokale præst. Broderen prøvede så godt han kunne at forkynde om Jehova Gud, hans søn og opstandelseshåbet. Men hvorfor var de bevæbnede mænd der?

Først senere fandt broder Ronovsky ud af grunden til det nervepirrende møde. Brødrene fra landsbyen fortalte ham siden at betjentene og mændene fra det paramilitære korps var blevet overraskede over at høre hans forklaringer ud fra Bibelen, for den lokale præst havde udspredt rygter om at Jehovas Vidner var kommunister og ville vælte regeringen.

Møderne underlægges restriktioner

Fra og med 1935 kunne møderne ikke længere holdes offentligt. Alle studier af Vagttårnet, selv i private hjem, blev forbudt. Nogle gange påstod myndighederne at den offentlige sikkerhed var i fare, og andre gange sagde de at den katolske befolkning tog anstød af sådanne møder.  Men Guds ord byder: ’Forsøm ikke at komme sammen.’ — Hebr. 10:25.

Brødrene blev ved med at komme sammen, men kun i små grupper på otte til ti personer i private hjem. Mødestedet var aldrig det samme to gange i træk. På den måde undgik de at vække unødig opsigt. Ved møderne drøftede de Bibelen ved hjælp af Vagttårnet og andre publikationer, som for eksempel Guds Harpe, Skabelsen, Profetierne, Regering og Lys. De hørte også bibelske foredrag på grammofon når de havde mulighed for det. Trods regeringsforbudet voksede Guds folk stadig i antal.

Selv når det krævede en særlig indsats af brødrene var det dem magtpåliggende at komme regelmæssigt sammen med andre der havde den samme tro. Da Wien ligger i nærheden af Bratislava, eller Pressburg, i Tjekkoslovakiet, lejede brødrene hver anden weekend en bus specielt for at køre fra Wien til Bratislava for at holde deres studium af Vagttårnet. Den 9. juni 1935 overværede brødrene fra Østrig områdestævnet i Maribor i Jugoslavien, og i 1936 tog de til stævne i Luzern i Schweiz. Men i selve Østrig blev atmosfæren mere og mere spændt.

Forberedelser til den ventede forfølgelse

Rapporter fra Tyskland lod skinne igennem hvad vore brødre dér måtte udholde, og Østrigs forkyndere gøs. De bad Jehova om den fornødne styrke til at kunne tåle så megen smerte og lidelse om nødvendigt, og til at forblive trofaste. Men så vidt var det endnu ikke kommet.

I sommeren 1937 blev alle der havde mulighed for det, opfordret til at overvære et stævne der skulle afholdes  i Prag i Tjekkoslovakiet. Der skulle tre busser til for at rumme dem der meldte sig til turen fra Wien til Prag. Turen ville tage en hel dag. Det var dog ikke alle der havde råd til at tage med bussen. Broder Engleitner og fem andre fra Bad Ischl og omegn tilbagelagde den godt 360 kilometer lange rejse på cykel.

Alle de der overværede stævnet havde en følelse af at det sandsynligvis var det sidste store stævne de frit kunne overvære. Foredragenes indhold var meget velegnet til at forberede brødrene på de kritiske tider der ville komme. Det blev gentagne gange fremhævet ved stævnet at en periode med svære prøvelser hastigt nærmede sig. Brødrene fik en særlig undervisning i hvordan de skulle forholde sig under forfølgelse. For ikke at bringe andre i fare i tilfælde af husundersøgelser, blev de advaret mod at opbevare nogen som helst lister med deres trosfællers navne. (Matt. 10:16) De tyske brødres standhaftige udholdenhed blev fremhævet som et godt eksempel til efterfølgelse. Stævnedeltagerne blev indtrængende opfordret til at holde trofast og lydigt ud, i fuld tillid til Jehova, uanset hvad der måtte ske. — Ordsp. 3:5, 6.

Sådan sluttede stævnet. Tunge om hjertet sang de „Gud være med jer til vi mødes igen“, og tog derefter afsked med deres brødre og med den gæstfri by Prag. Der blev fældet mange afskedstårer, for nu var brødrene klar over hvorfor de var blevet opfordret til at overvære dette stævne.

Tyske tropper går over grænsen

Alt tydede på at tyske tropper snart ville marchere ind i Østrig. Nogle så utålmodigt frem til det økonomiske opsving de mente ville blive følgen af Østrigs  indlemmelse i Tyskland. Men de der ikke gik ind for Hitlers ideologi frygtede for repressalier. Hvad brødrene angår, var de klar over at deres loyalitet mod Jehova uundgåeligt ville blive sat på en hård prøve. Nøjagtig som det var frygtet satte Hitlers tropper sig i bevægelse, og den 12. marts 1938 gik de over grænsen til Østrig.

En uges tid før disse begivenheder lå det allerede i luften hvad der ville ske, og Selskabets ejendom blev solgt, hvorefter den ansvarlige broder forlod Østrig sammen med sin kone og tog til Schweiz. Da brødrene i Østrig hørte dette, tænkte de: ’Hvad betyder det alt sammen?’ ’Hvordan skal arbejdet føres videre?’ ’Hvor skal vi få den åndelige føde fra?’

 Broder August Kraft (også kendt som Kraftzig), der havde arbejdet på Selskabets kontor, fik også mulighed for at forlade Østrig. Men han erklærede: „Jeg vil blive hos fårene.“ Han opmuntrede dem, styrkede dem og sørgede kærligt for dem. Og de var dybt taknemmelige for denne gudfrygtige broder og hyrde, der omsorgsfuldt tog sig af dem skønt hans navn allerede stod på Gestapos uhyggelige liste! Han var altid på farten og besøgte brødrene i Innsbruck, Klagenfurt og andre dele af landet. Med den største forsigtighed besøgte han brødrene i deres hjem sent om aftenen og tog af sted igen tidligt næste morgen.

Den nye regeringsmagts krav

Den 10. april var en nervepirrende dag. Det østrigske folk skulle stemme om hvorvidt det bifaldt Østrigs indlemmelse i Tyskland. Imidlertid var dette for længst afgjort. Det var ikke til at overse den pågående opfordring til offentligheden: „Dit JA til Hitler“, som kunne ses på plakater overalt.

Hvad gjorde brødrene? Uanset hvordan de greb sagen an, vidste de at valgkomiteerne havde midler til at finde ud af hvordan hver eneste vælger havde stemt. Tidligt om morgenen på valgdagen gik Johann Viereckl fra Wien ud i skoven, og han kom ikke tilbage før natten var faldet på. Efter hvad Johanns naboer senere fortalte ham, havde nogle fra valgstyrelsen været ved hans dør fem gange. Uden at det var aftalt på forhånd havde andre brødre gjort nøjagtig det samme som Johann for at bevare deres neutralitet. Det stod nu brødrene helt klart at de nye magthavere holdt øje med dem.

For at tilkendegive deres solidaritet med det nye regime skulle folk hænge flag med hagekors i deres  vinduer. I den lille by Knittelfeld boede søster Altenbuchner i en lejlighed til gaden. Gang på gang blev hun opsøgt af regimets lokale repræsentanter, der ville have hende til at hænge hagekorsflag i vinduerne. De lagde ikke skjul på at hun ville blive uvenner med alle sine naboer hvis hun nægtede at gøre det. Tilsyneladende stod hun helt alene mod en samlet, fjendtlig front. Af samvittighedsgrunde besluttede hun sig til ikke at hænge flaget op. Hvad blev følgerne? En dommerkendelse afgjorde at hun skulle fraflytte sin lejlighed til gaden og flytte ind i én hun fik tildelt der vendte mod gården, hvor man ikke behøvede at hænge flag op — en helt uventet løsning.

Forsyning af tiltrængt føde

Efter Hitlers annektering af Østrig kunne brødrene en tid afholde små møder i Wien, om end med forsigtighed. I hver af Wiens bydele var en broder udnævnt til at varetage studiegruppernes åndelige behov.

Til at begynde med tog broder Kraft til Vorarlberg for at hente eksemplarer af Vagttårnet som schweiziske brødre smuglede over grænsen. På vej til Wien gjorde han ophold i Innsbruck og kontaktede broder Defner og broder Setz, der modtog blade til Tyrol. Broder Setz gemte dette værdifulde materiale under det brænde som han havde stablet op bag ved sit hus. Det lyder måske meget enkelt. Men glem ikke at der var Gestapo og stikkere alle vegne.

Modige søstre udfylder en vigtig plads

Broder Kraft traf med det samme forberedelser til at forsyningen af åndelig føde kunne opretholdes selv om han skulle blive arresteret. Modige søstre stillede sig med  glæde til rådighed. En af dem var Therese Schreiber fra Wien. Broder Kraft lærte hende at duplikere Vagttårnet på en simpel maskine.

Undergrundsvirksomheden tog en stor del af Thereses tid, men hun fandt et deltidsarbejde så hun kunne forsørge sig selv og sin moder. Hun prøvede at være forsigtig. En hel del brødre var allerede blevet arresteret. Og hvordan ville det gå hendes moder, der led af en alvorlig hjertesygdom, hvis datteren blev arresteret? Therese trøstede hende og forsikrede hende gang på gang om at Jehova afgjort ikke ville lade hende i stikken.

Også andre modige søstre stillede sig villigt til rådighed for at fremme Jehovas interesser. Søster Stadtegger fra Wels tilbød at rejse frem og tilbage til Tyrol med studiemateriale til brødrene dér. Det fortsatte hun med lige til hun faldt i Gestapos hænder. Uden retssag blev hun sendt til koncentrationslejren i Ravensbrück. Hun kom aldrig tilbage. Nogen tid efter blev også hendes mand fængslet.

Var Satan ved at sejre?

Efter at broder Kraft endnu en gang havde besøgt brødrene for at styrke dem, nåede han kun at opholde sig ganske kort tid i sit beskedne hjem i Wien, før Gestapo i maj 1939 nådeløst slog til. Han blev arresteret den 25. maj. Tilintetgørelsesapparatet i Mauthausenlejren åbnede sine døre og bragte hans livsløb til en brat afslutning. Dyb sorg fyldte brødrenes hjerter da de hørte om hans død. Han huskes stadig med hengivenhed for sin enestående kærlighed til Jehova og til sine brødre.

Havde Satan og hans håndlangere virkelig vundet en sejr ved at anholde og fængsle disse tjenere for Gud, og  ved at slå nogle af dem ihjel? Tværtimod! Som det fremgår af Jobs eksempel påstår Satan at et menneske kun vil tjene Jehova så længe alt går godt. Hver eneste kristen der forblev trofast under forfølgelse, bidrog derfor til at bevise at Djævelen er en løgner og at Jehova er den sande Gud, som de elskede af hele deres hjerte. Jehova vil rigt belønne alle der således viste deres loyalitet. — Job 1:6-12; 2:1-5; Jak. 5:11.

To slags indkøbsposer

Den broder der nu fik betroet tilsynet med forkyndelsen arbejdede ikke på Selskabets kontor, men havde en lille grønthandel hvor han arbejdede for at forsørge sig selv og sin kone. Han hed Peter Gölles. „Uden at få nogen som helst organisationsmæssige retningslinjer,“ som han udtrykte det, skulle han sørge for at Guds folk så vidt muligt forblev aktivt under de vanskelige forhold.

Da broder Kraft ikke længere var iblandt dem førte broder Gölles tilsyn med at bibelstudiematerialet blev duplikeret og fordelt over hele landet. Om natten arbejdede han i kolde kældre, og om dagen kunne man finde ham i grønthandelen. Det var ikke tilstrækkelig sikkert at bruge postvæsenet, og studiematerialet blev derfor bragt ud af kurerer. Da der ikke kom bidrag nok ind til at dække rejseudgifterne, måtte broder Gölles supplere fra sin egen lomme. Kunderne fik i regelen deres grøntsager og andre fødevarer udleveret i indkøbsposer af papir, så når nogle personer gik ud af forretningen med papirsposer hvis indhold var noget anderledes, lagde ingen mærke til det. På denne måde var det et stykke tid muligt for kurererne og brødrene i Wien at få åndelig føde fra broder Gölles’ forretning.

 Hjælp til den ansvarlige broder

Fra og med 1938 blev det vanskeligere og vanskeligere at bevare kontakten med Schweiz og Holland og at få blot nogle få eksemplarer af Vagttårnet ind i landet. Mange kontakter svigtede på grund af arrestationer, og nogle gange måtte brødrene af sted på togrejser der varede over en uge for at hente åndelig føde i andre lande. Broder Gölles prøvede at skaffe åndelige forsyninger fra Pressburg i Tjekkoslovakiet; studiematerialet blev hentet af søster Kattner. Men også denne rute blev snart afskåret.

På det tidspunkt dukkede Ernst Bojanowski op. Han kom fra Tyskland, men havde allerede haft nogen kontakt med brødrene i Østrig. Han stillede sig til rådighed for broder Gölles og hjalp søster Schreiber med at duplikere studiemateriale. Bojanowski var tilsyneladende en modig mand med masser af initiativ. Han rejste også ud med forsyninger af studiemateriale. Ved tre lejligheder døbte han oven i købet nye brødre og søstre.

En duplikator der blev installeret i kælderen til en gartnerbolig i Wien, var også en hjælp. Det var et stort arbejde at bruge den, for den skulle graves frem fra sit skjulested hver gang den skulle benyttes. Men ingen opdagede hvad der foregik, for ejendommens ejer var emigreret, og der var kun gartneren, som var en af vore brødre, til at se efter huset.

Andre forkyndere hjalp til nær grænsen til Italien i vest. Narciso Riet bragte lysbilleder med vagttårnsartikler over grænsen fra Italien, og søster Gelmi lavede forstørrelser af dem. Hun skrev derefter stenciler til duplikering, og de færdige eksemplarer blev bragt til et  skjulested højt oppe i bjergene. Derfra foregik uddelingen. Søster Tammerl fra Innsbruck og søstrene Entacher (moder og datter) fra Schwaz var med til at levere studiemateriale til deres trosfæller. De vidste hvad der kunne ske hvis de blev taget, og de var forberedt på at tage konsekvenserne med oprejst pande.

I fjendehånd

Pludselig skyllede en ny bølge arrestationer ind over vore brødre, især i september og oktober 1939. Det forlød blandt brødrene at en broder havde afsløret en række navne til myndighederne. I de gestapopapirer der nu er offentligt tilgængelige kan man selv læse detaljerne sort på hvidt. Gestapos rapport fra Wien, der er dateret den 2. november 1939, lyder:

„Kuderna, som blev omtalt i dagsberetningen af 31. oktober 1939, har erklæret at han deltog i I.B.V.’s [International Forening for Bibelstudiums] illegale aktiviteter indtil for nylig. Han afslørede desuden navnene på de ledende brødre i I.B.V. i næsten alle dele af Wien.“

Johann Kuderna havde været med i sandheden siden 1924. Uvist af hvilken grund var han tilsyneladende uforsætligt gået fjendens ærinde.

For at føje spot til skade faldt den hemmelige kode som søstrene brugte når de leverede blade, også i myndighedernes hænder. Nu kunne de bedre forstå hvad der mentes med ordlyden „tyve eksemplarer til ’Resi’“, for søster Schreiber hed Therese til fornavn og blev kaldt Resi. Søster Schreiber blev anholdt og sendt til koncentrationslejren Ravensbrück uden retsforfølgning. Men hvad med hendes moder? Hun var død to måneder forinden.

 Vidner modigt i retten

Da der var gået nogen tid blev søster Schreiber ført fra koncentrationslejren tilbage til Wien. Hvad ville de gøre ved hende? Det skulle hun snart finde ud af. Under retssagen i Wiens landsret så hun at der på bordet lå et antal eksemplarer af Vagttårnet, hvori Hitlers navn forekom. De var blevet fremstillet under jorden. Søster Schreiber drog den slutning at de kendte til hendes rolle i både fremstillingen og uddelingen af bladene.

„Har De lavet disse kopier?“ spurgte dommeren hende med eftertryk. Allerede før hun blev anholdt havde søster Schreiber bedt Jehova om at lægge hende ordene i munden, så hun kunne aflægge et godt vidnesbyrd om ham. Med fast stemme svarede hun: „Ja, jeg har,“ og påtog sig hermed ansvaret.

Søster Schreiber så nydelig ud og førte sig på en distingveret måde. Hun havde tydeligvis gjort indtryk på dommeren, som ville frikende hende. Men Gestapo holdt hende i forvaring og sendte hende tilbage til koncentrationslejren. Hun blev senere sendt til en arbejdslejr og reddede derved livet, selv om hun måtte udholde fem et halvt års indespærring.

Duplikeringen af bladene

Det var vanskelige tider for broder Gölles efterhånden som de loyale medarbejdere blev pågrebet, den ene efter den anden. Han prøvede så godt han kunne at fortsætte uddelingen af den åndelige føde. Men hvem ville hjælpe ham? Han kom i tanker om at en søster nogle måneder tidligere var kommet til ham og havde sagt: „Broder Gölles, jeg vil gerne gøre et eller andet til gavn for Herrens arbejde.“ Det var Hansi Hron (nu Buchner), som var blevet døbt i 1931. Hun havde  tilbragt nogle år i udlandet og var nu på et afgørende tidspunkt vendt tilbage til Østrig. Af hele sit hjerte var hun parat til at påtage sig en kurers vanskelige tjeneste.

Ludwig Cyranek tilbød også sin hjælp. Han havde allerede udstået en toårig fængselsstraf i Tyskland. Så snart han var på fri fod begyndte han atter at arbejde under jorden og lod sin erfaring komme brødrene i Wien til gavn. Han deltog i det farlige arbejde med at fremstille Vagttårnet.

Var duplikatorens skjulested mon også blevet afsløret? Da brødrene ikke kunne være sikre, flyttede de først maskinen til ét sted og senere til et andet. Mens broder Cyranek skrev stencilerne dikterede broder Joseph Schön fra Prag og søster Anna Voll fra Wien ham teksten, og Ernst Bojanowski og en anden broder duplikerede. Hansi Hron hentede bladene et helt andet sted og bragte dem ud til brødrene.

Endnu en gang måtte duplikatoren flyttes, og broder Schön fandt et skjulested til den i et sommerhus. Der tog han og en anden broder sig af duplikeringen. Efter endt arbejde leverede broder Schön studiematerialet til brødrene. En dag blev han inviteret til at blive lidt længere på et leveringssted. Det skulle han aldrig have gjort. Snart efter blev han anholdt.

Søster Hron lærte af hans sørgelige erfaring. Hun klarede hurtigt sine leveringer og skyndte sig straks videre. Omkring seks måneder senere blev også hun arresteret. Men hun havde fået sit ønske opfyldt om at „gøre noget for Herrens arbejde“.

Efterhånden som tiden gik blev brødrene mere og mere opfindsomme med hensyn til at skjule bladene og  holde studiestederne hemmelige. Derfor fandt politiet intet studiemateriale når de uanmeldt foretog husundersøgelser. I nogle områder kunne brødrene holde møder oppe i bjergene eller ude i skoven. Når kornet var blevet tilstrækkelig højt, kunne en mindre gruppe holde møde midt inde på en mark mellem rækkerne af kornaks, hvor de ikke kunne ses fra vejen. Og hvor var studieartiklerne i Vagttårnet betimelige for dem! Artikler som „En trofast nation“ og „Udholdenhed i sandheden“ var afgjort „mad i rette tid“. — Matt. 24:45.

Fjenden leder efter duplikatoren

Myndighederne forberedte et nyt angreb. De ville gerne pågribe så mange Jehovas vidner som muligt, men samtidig ledte de som gale efter det duplikeringsudstyr som Vagttårnet blev kopieret på.

 I de af Gestapos arkiver der er offentligt tilgængelige findes en bestemmelse af 8. juni 1940, der lyder: „Ifølge ordrer fra RSHA [hovedkontoret for den tyske stats sikkerhedstjeneste], Berlin, skal alle medlemmer af I.B.V. og alle personer der arbejder for denne bevægelse, anholdes den 12. juni 1940. . . . Personer der skal holdes tilbage indbefatter også kvinder. . . . Denne aktion af statspolitiet skal finde sted i hele den tyske stats område og skal gennemføres uden varsel den 12. juni 1940. Samtidig med arrestationerne skal husene ransages, og alt materiale fra bibelstudenternes bevægelse skal beslaglægges.“

Dette fjendeangreb kom så hurtigt at det er umuligt at rekonstruere enkelthederne. Men vi ved at på én gang  blev 44 brødre og søstre arresteret, heriblandt kureren Hansi Hron.

Det ser dog ud til at fjenden ville have fat i andet og mere end mennesker. Det afsløres i en dom der blev afsagt i Wien den 28. januar 1941. Den lyder: „Først efter omhyggelige undersøgelser var det muligt at finde det sted hvor det trykte materiale blev fremstillet; indgangen blev opdaget, og duplikatoren samt skrivemaskinen og andet materiale blev fundet og konfiskeret.“ Jehovas folks fjender kunne ikke skjule deres skadefryd.

Gik han på kompromis?

Da søster Hron på et senere tidspunkt var til forhør, afbrød betjenten forhøret og forlod værelset. Mens han var væk faldt søster Hrons blik på en protokol, eller et referat, fra forhøret af Ernst Bojanowski. Hun blev meget chokeret over det hun så. Det indeholdt så mange af brødrenes navne og så mange andre detaljer at hun uvilkårligt fik mistanke om at Bojanowski havde samarbejdet med myndighederne.

Havde betjenten lagt de papirer dér med vilje, i et forsøg på at knække hende og få hende til også at give oplysninger? Bojanowskis forhørsprotokol blev bevaret under krigen. Dele af den er som at læse beretningen om Jehovas Vidners arbejde i Østrig fra 1938 til januar 1940. Intet under at det gik som en løbeild blandt brødrene: „Vi er blevet forrådt!“

Bojanowski var taget til Tyskland i december 1939 i forbindelse med nogle hemmelige åndelige aktiviteter. Både han og Anna Voll blev anholdt i Dresden. En artikel i naziregimets officielle organ Völkischer Beobachter fra 21. marts 1941 kaster mere lys over sagen. Der står:

 „Dresden, den 20. marts. Dresdens Særlige Domstol dømte . . . Ludwig Cyranek . . . til døden for demoralisering af militærmagten i forbindelse med hans tilknytning til en forening der modsætter sig militærtjeneste og i strid med forbudet mod International Forening for Bibelstudium. . . . For de samme overtrædelser blev desuden Ernst Bojanowski fra Berlin idømt tolv års fængsel, og blev dømt til ti års vanære.“

Ludwig Cyranek som omtales ovenfor, var den trofaste broder der frygtløst havde stillet sig til rådighed for yderligere virksomhed under jorden efter allerede at have været fængslet i to år. Og Bojanowski? Var han blevet slået brutalt? Havde han givet oplysninger om sine brødre fordi han frygtede for sin egen sikkerhed? Var protokollen delvis fingeret? Vi ved det ikke, men ifølge brødrene i Tyskland sad Bojanowski kun i fængsel et kort stykke tid.

Ung men loyal

De officielle papirer der er blevet bevaret fra nazitiden fortæller ikke alt. Men de beretter om mange der bevarede deres uangribelighed ind for Jehova. Auguste Hirschmann (nu Bender), hvis forældre også var i sandheden, var en pige på 17 år da hun blev forhørt af Gestapo. Denne rapport fra oktober 1941 genspejler hendes standhaftighed:

„Hun blev opdraget i I.B.V.’s lære af sine forældre og bekender sig som et Jehovas vidne til denne dag. Nævnte person studerede gentagne gange Bibelen sammen med sine forældre, for, som hun selv indrømmer, ’at styrke sin tro og loyalitet’ og blive stærk nok til at holde fast ved den lære I.B.V. står for. . . . Hirschmann nægter  at give nogen oplysninger om personer med samme overbevisning. Hun må beskrives som upåvirkelig.“

Elisabeth Holec var en svagelig 18-års pige, men var samtidig urokkelig og fast besluttet på at stå op for sandheden. I dagsberetningen for 17. december 1941 måtte betjentene fastslå: „Elisabeth Holec holder stadig fast ved I.B.V.’s ideer og indrømmer at hun har været forsamlet med ligesindede. Hun nægter imidlertid at give nogen som helst oplysninger om andre bibelstudenter og erklærer at det ville være forræderi, og sådan noget gør man ikke i ’Organisationen’.“ Hun blev sammen med sin moder sendt til Ravensbrück, hvor hun døde.

Men lad os nu vende tilbage til 1939, året efter at Hitlers tropper annekterede Østrig.

Arrestationer på mindehøjtidsaftenen

Mindehøjtiden den 4. april 1939 blev for mange brødre de hårde prøvelsers dag. De traf alle forberedelserne, gennemgik endnu en gang hovedpunkterne i foredraget og gjorde symbolerne klar. Men der var også andre som traf forberedelser.

I Bad Ischl mødtes fem personer i Franz Rothauers lejlighed for at fejre mindehøjtiden. De var samlet for at genkalde sig den betydning Jesu Kristi død har i gennemførelsen af Jehovas hensigt. De var helt klar over at Jesus havde udholdt svære prøvelser i forbindelse med sin død, og at han havde bevist sin uangribelighed.

Broder Engleitner havde forberedt sig på at holde foredraget for den lille gruppe, men havde ikke noget manuskript med. Han var imidlertid knap nok begyndt at tale før der lød en kraftig banken på vinduet. Broder Rothauer åbnede døren, og fem mænd kom stormende  ind i det værelse hvor brødrene sad. To af de ubudne gæster var medlemmer af det frygtede Gestapo, og de tre andre var fra SS (nazistisk elitekorps). Brødrene fik ordrer til at løfte hænderne og holde dem dér til de var blevet visiteret. Mændene vendte op og ned på alt i lejligheden og blev rasende da de ikke fandt nogen litteratur fra Vagttårnets Selskab.

De foreslog at brødrene skulle erklære at de tilhørte en religiøs sekt der gerne ville underkaste sig der Führer (Adolf Hitler), og som ikke ønskede at have nogen tilknytning til Jehovas Vidner. Ingen af brødrene ønskede naturligvis at gøre noget sådant. Som følge deraf blev de alle arresteret. Den eneste der fik lov til at tage hjem var broder Engleitner, og han blev senere pågrebet. De andre brødre blev straks sat i fængsel i Linz, forbundslandets hovedstad. Dér samledes de med mange andre Jehovas vidner som var blevet arresteret den aften. Snart efter blev brødrene transporteret til koncentrationslejren i Dachau, mens søstrene blev sendt til Ravensbrück.

Alois Moser, Josef Buchner og andre brødre i Braunau og omegn oplevede noget lignende den aften. De blev også arresteret under mindehøjtiden. Mange år efter kunne broder Buchner stadig huske den tale kommandant Grünewald holdt da brødrene ankom til Dachau: „Nuvel, bibelstudenter, I er nu Dachaus ’levende inventar’. Her i denne lejr vil I rådne op. I kommer aldrig ud herfra, kun gennem skorstenen.“ Dermed mente han at deres jordiske rester ville blive brændt i krematoriet.

Ja, den sande tilbedelses fjender havde udset dem til at stå ansigt til ansigt med døden, ligesom han hvis død  de ønskede at mindes. De udholdt seks års lidelser i koncentrationslejre før de endelig blev løsladt.

Standpunkt for kristen neutralitet

For lang tid siden skrev profeten Esajas: „I de sidste dage . . . [skal] mange folkeslag drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus;’ . . . Og han vil fælde dom mellem nationerne og afgøre sager vedrørende mange folkeslag. Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ (Es. 2:2-4) I skarp kontrast til disse ord krævede det nazistiske styre at alle raske mænd skulle oplæres i krigsførelsens færdigheder. Hvad gjorde Jehovas vidner i Østrig?

Kort tid efter at nazisterne havde overtaget Østrig udstedte regeringen et dekret der pålagde alle som havde udført militærtjeneste i Første Verdenskrig, at deltage i tre dages militærøvelser. Som følge heraf fik Johann Rainer besked om at melde sig på kasernen i Innsbruck.

Hvilket syn! Otte hundrede mænd stod ret for at aflægge ed. For alles øjne nægtede broder Rainer at gøre det. Han blev uden videre ført til et lokale hvor han blev forhørt. Da han forlod værelset så han feltpræsten, der hed Klotz, i sin militæruniform med et stort kors om halsen, og på brystet en hel række medaljer fra Første Verdenskrig. „Heil Hitler!“ lød præstens hilsen da han gik hen til officeren for at fortælle ham hvad han mente om broder Rainer.

Et stykke tid senere blev broder Rainer atter bragt ind til forhør. Der var flere officerer til stede. En af dem sagde at det præsten havde fortalt dem, ikke stemte med broder Rainers forklaring. Broder Rainer svarede at de  kunne læse i Mattæus, kapitel 23, hvad Jesus havde sagt om den slags religiøse ledere, nemlig at de var nogle hyklere. En anden officer hævede stemmen og sagde: „Manden har ret!“ Ikke desto mindre blev broder Rainer sat bag lås og slå, og hans sag blev henvist til landsretten. Indehaveren af det grossistfirma hvor han havde været ansat, kontaktede på det tidspunkt politimesteren og hævdede at hun ikke havde nogen der kunne klare broder Rainers arbejde. Han fik derfor lov til at tage hjem til sin familie og til sit arbejde.

Indflydelsesrige slægtninge og chefer der ikke var Jehovas vidner, greb i mange tilfælde ind til gavn for brødrene, i regelen fordi de satte pris på brødrenes ærlige og flittige arbejdsindsats. Men så godt gik det ikke alle.

Naziofficerers forgæves anstrengelser

Omkring et år efter at Hitlers tropper var marcheret ind i Østrig havde Hubert Mattischek stadig fuldt op at  gøre i forkyndelsen. Men i marts 1939 standsede en bil i nærheden af hans hus og to gestapoofficerer steg ud. Det var overflødigt at gætte på hvem de mon skulle besøge. Broder Mattischek var rolig og fattet.

„Huset skal ransages for ulovlig litteratur,“ sagde den ene af dem. Broder Mattischek havde allerede truffet sine forholdsregler og uddelt det meste, og resten var anbragt i sikkerhed uden for huset. Ransagningen blev derfor en stor skuffelse for officererne.

„Hvad vil De gøre når De nu snart bliver indkaldt til militærtjeneste?“ spurgte den ene af dem.

Broder Mattischek svarede uden tøven: „Jeg vil nægte at aflægge ed eller foretage mig noget som helst andet der har med krigen at gøre.“

Den anden officer spurgte da: „Er De klar over konsekvenserne?“

Broderen svarede: „Dem har jeg længe været klar over.“ Han blev arresteret på stedet.

Nogle uger senere befandt broder Mattischek sig i en kreaturvogn sammen med andre brødre. De var på vej til koncentrationslejren i Dachau. Alt i alt måtte broder Mattischek udholde trængslerne i tre forskellige koncentrationslejre før døren til friheden atter åbnede sig for ham.

Når der ankom brødre til Mauthausenlejren bød den berygtede kaptajn Spatzenegger dem velkommen med disse ord: „Ingen sigøjnere og ingen bibelstudenter kommer levende ud herfra.“ Og mange døde dér.

Brødrene fik mange tilbud som ville have gjort det muligt for dem at unddrage sig denne dødsmaskine. For eksempel fik Hubert Mattischek og hans broder Willi i  Mauthausen en tidlig morgen besked på at melde sig ved lejrens port. Forståeligt nok var nervepresset stort da de gik hen mod porten. De blev ført til lejrens kommandant, Ziereis, der var omgivet af en gruppe højtstående partiembedsmænd og nogle fra SS. August Eigruber, Øvre Østrigs Gauleiter (titlen på forbundslandets partiformand), var også til stede.

Ziereis tog ordet og sagde henvendt til de to brødre: „Gauleiteren her vil gerne køre jer to brødre til jeres  hjem med det samme. I skal bare skrive under på et stykke papir der er blevet udfærdiget specielt med henblik på Jehovas vidner; I vil blive skånet for mange års lidelse på denne måde.“

Et kort øjeblik blev der helt stille, og officererne blev målløse da de hørte brødrene svare med fast stemme: „Vi ønsker ikke at opgive vor trofasthed mod Jehova Gud og mod vor overbevisning.“

Kommandant Ziereis vendte sig mod de mænd der var til stede: „Havde jeg ikke sagt det på forhånd?“ Det var tydeligt at de tidligere havde talt om Jehovas vidners ubøjelighed.

Oplæring til national arbejdstjeneste

Franz Wohlfahrt blev indkaldt til national arbejdstjeneste for ’Das Reich’. Men da han ankom til træningslejren blev han klar over at denne institution også var beregnet for præmilitær oplæring. Han nægtede at tage uniformen på og at spænde bæltet. En dag blev 300 unge mænd og omkring 100 officerer af forskellig rang opmarcheret på mønstringspladsen, og Franz Wohlfahrt fik ordre til at marchere forbi med hånden hævet til et ’Heil Hitler’, idet han samtidig skulle hilse hagekorsflaget. Han mindedes imidlertid hvad de tre unge hebræere havde gjort da de fik ordre til at falde ned for den billedstøtte Nebukadnezar havde ladet opstille i det gamle Babylon. (Dan. 3:1-30) Det gav ham styrke, og han fulgte deres trofaste eksempel.

Der gik ikke mange dage før en højtstående officer fra Berlin, dr. Almendinger, personligt prøvede at få vor unge broder til at ændre indstilling. „Du er ikke klar over hvad der venter dig,“ påpegede dr. Almendinger i samtalens løb.

 „Jo, det er jeg,“ svarede vor 20-årige broder, „min far blev halshugget for kun fem uger siden af samme grund!“ Dr. Almendinger gav op. Til slut blev Franz idømt fem års fængsel i Rollwaldlejren i Tyskland.

Henrettet på grund af deres kristne neutralitet

En dag i september 1939 bredte et foruroligende rygte sig som en løbeild i Salzburg, byen ved bjergenes fod. Det gjorde folk bange — selv dem der forventede at Hitlers styre ville bringe dem store fordele. Hvad var det folk hviskede hinanden i øret? Det forlød at to mænd var blevet skudt på militært område i Glanegg uden for Salzburg.

Det der lød som et rygte viste sig at være den bitre sandhed. Mændene, Johann Pichler og Josef Wegscheider, var to af vore brødre, og de var blevet henrettet af en hærafdeling fordi de nægtede at udføre militærtjeneste. Men henrettelsen var ikke forløbet så glat som officererne havde regnet med. De to brødre havde erklæret at det var overflødigt at give dem bind for øjnene, men det fik de alligevel. Da kommandoen lød, nægtede soldaterne at skyde. Først da de var blevet advaret eftertrykkeligt om at de selv ville blive straffet hvis ikke de adlød, og efter at kommandoen havde lydt for anden gang, skød soldaterne disse uskyldige mænd. Men det var ikke alt.

Under retssagen i Salzburg havde dommeren og hans kolleger forsøgt at overtale de anklagede til at ombestemme sig. Dommeren havde kaldt mændenes hustruer ind i retslokalet, i håb om at deres tilstedeværelse ville få mændene til at give efter. Men der var sket lige det modsatte. En af kvinderne havde opmuntrende sagt til  dem: „Jeres liv er i Guds hånd.“ Det havde gjort så dybt et indtryk på dommeren at han ophidset havde hamret knytnæven i bordet og råbt: „Disse mennesker er ikke kriminelle eller forrædere, tværtimod! Det er en forening af troende, ikke en to-tre stykker, men hundredvis, ja tusindvis af mennesker!“ Ikke desto mindre krævede loven dødsstraf.

Dagen før henrettelsen havde broder Pichler og broder Wegscheider haft besøg i cellen, og der var blevet gjort et nyt forsøg på at få dem til at skifte mening. Da de blev spurgt om hvad deres sidste ønske var, svarede de at de gerne ville have en bibel. Dommeren bragte dem den personligt. Han blev hos dem i deres celle til midnat og sagde da han gik: „Disse to mænd var til det  sidste forenede med deres Gud; de er virkelig hellige mænd!“

Efter henrettelsen blev de to kister overdraget til privat begravelse. Omkring 300 overværede begravelsen, naturligvis under skarp politiovervågning. Det var ikke tilladt at synge, og bønnen blev til sidst afbrudt af en gestapoofficers skarpe protester; han syntes den var for lang. Gestapo havde også forbudt brugen af navnet Jehova. Men det forhindrede ikke broderen i, da kisterne blev sænket, at udbryde: „Vi mødes i Jehovas rige!“

Efter at begivenhederne i forbindelse med denne henrettelse var blevet offentligt kendt i Salzburg, blev alle yderligere henrettelser flyttet til Berlin-Plötzensee i Tyskland.

Troen bevaret i dødscellen

Fra interneringslejren Berlin-Plötzensee skrev den 36-årige Franz Reiter til sin moder den 6. januar 1940: „Jeg er fuldstændig overbevist om at det jeg gør er det rigtige. Så længe jeg er her har jeg stadig mulighed for at skifte mening, men det ville være illoyalt over for Gud. Alle vi der er her ønsker at være trofaste mod Gud, til hans ære.“

Han sagde „alle vi“, for der var fem andre brødre fra hans hjemegn der ligesom han ventede på at blive halshugget. Brevet fortsatte:

„Ifølge den kundskab jeg har ville jeg have begået en synd der straffes med døden, hvis jeg havde aflagt [militær] ed. Det ville være slemt for mig. Jeg ville ikke få nogen opstandelse. Men jeg holder mig til det Kristus sagde: ’Den som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det.’  Og nu, kære moder, og alle mine brødre og søstre, i dag fik jeg min dom, og, bliv ikke skrækslagne, det er døden; jeg skal henrettes i morgen tidlig. Jeg får styrke fra Gud, ligesom alle sande kristne altid har fået det før i tiden. Apostlene skriver: ’Enhver, der er født af Gud, gør ikke synd.’ Det gælder også mig. Det har jeg bevist over for jer, og I har erkendt det. Mine kære, bliv ikke tunge om hjertet. Det ville være godt for jer alle at lære De Hellige Skrifter endnu bedre at kende. Hvis I står fast indtil døden vil vi alle mødes igen i opstandelsen . . .

Jeres Franz

På gensyn.“

Nogle modtog lignende breve fra deres ægtefæller. Søster Endstrasser fra Graz var endnu nygift da postbudet bragte hende et brev. Det var dateret den 15. december 1939. Prøv at sætte dig i hendes sted. Brevet lød:

„Kære Erna!

Det er gået nøjagtig som jeg havde besluttet . . . Græd ikke, for vi er blevet et skuespil for verden, for engle og for mennesker. (1 Kor. 4:9) Endnu en gang hilsener og kys til dig i ånden.

Din Dati.

Vi mødes i Riget.“

Breve der gav udtryk for så stor en tro, opmuntrede dem der endnu befandt sig i friheden, til at være trofaste. De prøvede til gengæld at opmuntre deres fængslede brødre, trods den fare de dermed udsatte sig for.

For eksempel indeholdt et brev som Franz Zeiner modtog mens han sad fængslet i Berlin, følgende tilskyndelse:  „Vær stærk i troen, for Jesus Kristus vil hjælpe os, og det samme vil vor store himmelske Fader . . .“ Som man kunne forvente var dette brev blevet læst af censuren. Franz Zeiner blev henrettet den 20. juli 1940. Men hvad med Wilhelm Blaschek, der skrev dette brev og tilskyndede Franz til at være stærk i troen? Han blev fundet og arresteret, og den 11. august 1941 blev han idømt fire års straffearbejde for forsøg på at ’demoralisere hæren’.

Børn fjernes fra forældrene

Atter andre måtte gennem prøver der omfattede deres børn. Richard Heide og Johann Obweger blev stævnet for retsformanden ved distriktsretten i St. Veit/Glan, fordi de underviste deres børn i Jehovas Vidners bibelske lære.

Derefter fik broder Heide tilsendt en kendelse fra domstolen der afgjorde at hans søn skulle tages fra ham. Kendelsen lød: „Det er farligt at lade ham [sønnen Gerhard] blive hos faderen, da faderen er bibelstudent og forbyder sin søn at sige ’Heil Hitler’ og at synge fædrelandssange.“

Gerhard blev overgivet i andres varetægt, og hans fader måtte kun besøge ham en gang imellem. Senere blev han og hele hans skoleklasse sendt til en lejr for børn i Lienz i Østtyrol, hvor han blev indtil krigen sluttede i 1945. Men Gerhard glemte ikke hvad hans forældre havde lært ham. Han har nu været pioner i mere end 38 år!

Ung men trofast

Der var også Johann Obwegers datter Hermine. Hun var ikke fyldt 11 år da hun blev fjernet fra sine forældre  og anbragt på en opdragelsesanstalt. Men hendes forældre havde udnyttet tiden godt til at indpode sandheden i datterens hjerte.

Sandhedens modstandere kunne ikke bryde Hermines loyalitet mod Jehova. Ihærdige anstrengelser for at få hende til at synge en fædrelandssang eller sige „Heil Hitler!“ var frugtesløse. Hun nægtede resolut at gå på kompromis. En dag prøvede en lærer at tvinge hende i en uniformsjakke fra Tyske Pigers Liga. Men uanset hvor store anstrengelser initiativtagerne gjorde sig, lykkedes det dem ikke at få den længere end til Hermines albuer, så til sidst opgav de.

 Til trods for at det var skolemyndighederne meget imod, havde Hermines forældre stadig lov til at besøge hende. Ved disse lejligheder tilskyndede de hende naturligvis til at stå fast i troen. Hermines broder Hans var i fængsel, og hans loyalitet virkede ligeledes styrkende på hende. Senere kom han i koncentrationslejr fordi han nægtede at udføre militærtjeneste. Hun vidste at han holdt trofast ud. En anden af Hermines brødre gik imidlertid ind i hæren, og skolens forstander brugte snedigt dette som argument for at få hende til at bryde sin loyalitet. Men de kendte ikke Hermines beslutsomhed. Hendes urokkelige svar lød: „Jeg følger ikke min broder. Jeg følger Kristus Jesus!“

Da myndighederne ikke kunne få pigen til at gå på kompromis, og da de samtidig ville gøre en ende på forældrenes besøg, sendte de hende til et kloster i München i Tyskland. Hun fik imidlertid lov til at tage hjem et par dage i maj 1944 — til forældrenes store overraskelse. Men myndighederne havde ikke forudset det der nu fandt sted. Mens Hermine var hjemme blev hun døbt, og broder Ganster, der endnu frit kunne betjene sine brødre, holdt dåbsforedraget. Dette indgød Hermine fornyet styrke så hun kunne forblive loyal den tid der var tilbage indtil det nazistiske styre brød endeligt sammen.

Pas på! Spioner og stikkere

På grund af stikkeres konstante snusen rundt i alle byer og landsbyer — det drejede sig først og fremmest om viceværter og andre der spionerede for Gestapo — blev det vanskeligere og vanskeligere for brødrene at gennemføre deres åndelige gøremål. Johann Viereckl  skulle en dag besøge Peter Gölles, der på det tidspunkt førte tilsyn med forkyndelsen i Østrig. I stedet for at gå direkte hen til broder Gölles’ forretning standsede broder Viereckl ved nabohuset for at tale med en kvinde som havde en forretning dér og som havde vist nogen interesse for sandheden og kendte broder Gölles. Han spurgte til broder Gölles og ville høre om han var blevet  arresteret. Kvinden ville imidlertid ikke give nogen oplysninger, men sagde i stedet at han kunne gå over til blomsterhandleren på den anden side af gaden. Der kunne han få alle de oplysninger han ønskede, sagde hun.

Dette vakte broder Viereckls mistanke, og han tog derfor hjem i stedet for. Snart efter fik han at vide at Gestapo havde ventet hos blomsterhandleren for at anholde alle der skulle besøge broder Gölles. Det varede ikke længe før forretningen blev lukket, for broder Gölles og hans kone blev taget i forvaring den 12. juni 1940.

En usædvanlig retssag

Broder Gölles blev anklaget for at lede Jehovas Vidners arbejde i Østrig. Efter at have været spærret inde i månedsvis kom han for en dommer som var berygtet for at afsige dødsdomme, og som vredt kaldte bibelstudenterne snyltere på det tyske samfund. Den offentlige anklager krævede dødsstraf. Efter at broder Gölles ud fra Bibelen havde svaret på anklagerne og hans forsvarsadvokat havde præsenteret sit forsvar, blev retten hævet. Inden retssagen fortsatte, tog tingene imidlertid en forbløffende vending.

Tidligt om morgenen hørte broder Gölles nøglen blive drejet om i celledøren. En fangevogter gjorde tegn til ham om at komme med og førte ham til et tilgitret værelse. Hvem ventede mon på ham dér? Det gjorde dommeren; han var alene.

„Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på,“ begyndte dommeren, „at jeg begår en grov overtrædelse af mit embedsløfte ved at tale personligt med en anklaget, men  jeg gør det fordi jeg siden retssagen ikke har kunnet finde hvile, endsige sove om natten. Jeg ville betragte mig selv som morder hvis jeg dømte Dem til døden.“

Der var dødsstille i værelset. Det blev broder Gölles der brød tavsheden. „Det er Satan der er ansvarlig for sådanne forhold,“ sagde han, „det er ham der er morderen. De afsiger blot dommen på grundlag af retssagens akter.“ Den spændte atmosfære lettede.

„Jeg vil prøve at gøre min indflydelse gældende så De ikke mister livet,“ lovede dommeren. Han tilføjede derefter noget der kunne have bragt ham i alvorlige vanskeligheder: „Jeg vil meget nødig være statens redskab i denne sag; derimod vil jeg gerne hjælpe Dem til at undslippe dødens gab.“ Så lagde dommeren den ene hånd på broderens skulder, idet han med den anden trykkede hans hånd.

Da retssagen blev genoptaget fulgte den en mere fordomsfri kurs. Dommeren rystede konstant over hele kroppen. Retten godkendte ikke anklagerens krav om dødsdom, men dømte i stedet Peter Gölles til ti års fængsel uden mulighed for nedsættelse. Han tilbragte de næste tre og et halvt år i enecelle i byen Steins fængsel i Nedre Østrig (Niederösterreich).

En ydmyg tjener

Myndighederne var klar over hvor vigtig en rolle Peter Gölles havde spillet i arbejdet under jorden — denne jævne mand der var helt viet til Jehova. Dette fremgår tydeligt af optegnelser der er fundet blandt Gestapos journaler. De beskriver hvad man må opfatte som en stærk, dynamisk leder. Men sådan var broder  Gölles slet ikke. Han var en beskeden mand der ikke brød sig om at være i rampelyset. Efter det nazistiske styres fald i 1945 var han med til at genopbygge organisationen i Østrig og trådte senere i baggrunden igen. I nogle år arbejdede han på Betel i Wien. Hans arbejde bestod i at gøre pakker med bøger og blade klar til forsendelse. Både den venlige, imødekommende broder Gölles og hans utrættelige hustru, Helene, der hele tiden stod ved hans side, var en kilde til opmuntring for brødrene, ikke kun under forfølgelsen men også i efterkrigstiden.

Han tjente trofast til sin død den 2. september 1975. Han bekendte sig ikke til resten af Kristi medarvinger, men han viste dyb værdsættelse af „den trofaste og kloge træl“ og samarbejdede med den i forbindelse med arbejdet i Østrig i en meget vanskelig periode. — Matt. 24:45.

„Føden“ er knap og behandles varsomt

I krigens sidste år var Jehovas Vidners arbejde så godt som lammet i det meste af Østrig. Brødrene i de forskellige byer og landsbyer kunne kun mødes af og til, og det krævede den yderste forsigtighed.

I Klagenfurt fortsatte de teokratiske aktiviteter, og her gik det åbenbart bedre end andre steder. Broder Ganster gav de blade han modtog til Peter Vajvoda, som afskrev hvert eneste nummer af Vagttårnet. Ved en lejlighed tog broder Ganster nogle numre af Vagttårnet og skjulte dem på sig, hvorefter han gik de syv kilometer fra Klagenfurt til Krumpendorf for at besøge familien Platzer og søster Wanderer. Og hvem var tilfældigvis på vej samme sted hen? Den gestapoofficer der plejede at  forhøre ham. Men officeren fik ikke mistanke om noget, og de fulgtes ad. Men tro endelig ikke at det var let for broder Ganster!

I Wien gik duplikeringen af Vagttårnet i stå da broder Gölles blev arresteret. Men brødrene modtog af og til åndelig føde gennem en schweizisk broder, der foretog rejser til Wien i forbindelse med sit arbejde. Han udviste den nødvendige forsigtighed og medbragte eksemplarer af Vagttårnet. Når en broder modtog et af disse blade fik han ikke lov til at beholde det for sig selv. Da der ikke var andre eksemplarer læste han det med det samme og gav det straks videre til den næste pålidelige broder, ikke personligt, men gemt i en indkøbskurv eller lignende. På den måde bevægede dette dyrebare læsestof sig hele tiden fra hånd til hånd. Den åndelige føde betød uendelig meget for brødrene under de prøvende forhold.

Nogle få unddrager sig

For at svække brødrenes modstandskraft og få dem til at underskrive en erklæring om at de afskar al forbindelse med Jehovas Vidner, hævdede Gestapo at mange brødre allerede havde skrevet under og var blevet løsladt. Det var temmelig overdrevet.

Gestapo lovede at alle der skrev under ville blive løsladt og på den måde undgå mange års lidelser. Det betød i virkeligheden at man i stedet for fysiske lidelser måtte slås med årelange samvittighedskvaler. Det var helt klart et spørgsmål om loyalitet mod Jehova og hans organisation. Langt de fleste af brødrene var urokkelige i deres uangribelighed. Der var dog nogle som skrev under. Men ikke alle som skrev under slap helt fri; de blev i regelen skygget konstant.

 En dag traf Agnes Hötzl et ægtepar i Wien som havde været i koncentrationslejr på grund af sandheden. Hun kendte ikke til de nærmere omstændigheder ved deres løsladelse, og hilste glædestrålende på dem. Uden at mæle et ord gik de lige forbi hende som var hun en fremmed. Nu gik det op for hende hvad der var sket. Ved en anden lejlighed kom hun forbi indgangen til en fabrik der lå i nærheden af hendes hjem. Hun troede ikke sine egne øjne: Én hun troede var en broder havde et hagekors på brystet! Han gik også lige forbi og lod nervøst som om han ikke kendte hende. Det var hårde slag for de trofaste, men deres kærlighed til Jehova og til deres loyale brødre kølnedes ikke af den grund.

Udholdt pinsler i koncentrationslejre

I 1939 blev Alois Moser fra Braunau og Josef Buchner fra Ranshofen sammen med 142 andre brødre overført fra koncentrationslejren i Dachau til Mauthausenlejren i Øvre Østrig. Da de ved midnatstid ankom til Mauthausen og steg ud af kreaturvognene, fik de følgende besked: „Mauthausen er ikke et rekreationshjem som Dachau. Vi skal nok få bugt med jer alle sammen.“ Ifølge et skøn blev i alt 206.000 personer indsat dér fra august 1938 til maj 1945, og ifølge rapporterne døde 35.270 af dem.

De første tre år blev alle vore brødre uden undtagelse sat til at udføre hårdt fysisk arbejde i stenbruddet. Det var bidende koldt om vinteren. Hundredvis af fanger frøs bogstavelig talt ihjel i stenbruddet. Når fangerne vendte tilbage til lejren om aftenen skulle de hver bære en stor sten de 186 trin op ad „dødstrappen“ til lejren. Kaptajn Spatzenegger vedtog at sten der vejede under ti  kilo var for lette. Han fik fangerne til at bære sten der vejede 40 kilo eller mere, og mange brød sammen af udmattelse. De der brød sammen blev ofte dræbt på stedet.

På et tidspunkt blev broder Moser og broder Buchner sat til at trække den slæde hvorpå de nøgne lig fra hele lejren blev lagt. Hvert lig var identificeret med en mærkeseddel, bundet om storetåen, hvorpå navn og fangenummer stod skrevet. Denne opgave førte dem hen til de barakker der fortrinsvis blev brugt til fanger med diarré. Til deres forfærdelse fandt de her August Kraft. Al den lidelse og hele den ulykkelige situation de befandt sig i, fik de to brødre til at bryde grædende sammen. Men broder Kraft tænkte mere på alle de velsignelser Jehova havde ladet ham få del i, og sagde: „Jeg takker Jehova for alt!“ Næste dag lå også broder Kraft på slæden. Han havde til det sidste vedholdende forfulgt sit mål, „sejrsprisen, kaldet opad fra Gud“. — Fil. 3:14.

Brødrene sørgede kærligt for hinanden og vågede over hinandens tilstand. Når nogle af dem blev særligt svage gav de andre dem nogle ekstra skefulde af deres sparsomme måltid så de kunne samle fornyede kræfter.

Teokratisk aktivitet i lejrene

De teokratiske aktiviteter fortsatte i selve lejrene, om end med den yderste forsigtighed. Der blev forkyndt, der blev ledet bibelstudier, der blev holdt nogle møder og nogle blev døbt.

Franz Desch blev flyttet fra Mauthausen til den nærliggende koncentrationslejr ved Gusen. Der studerede han Bibelen med en SS-officer. Gjorde officeren  fremskridt? Forestil dig de to mænds glæde da de nogle år efter mødtes som brødre ved et stævne!

Der kom nye fanger ind fra mange forskellige lande. For at kunne dele budskabet om Riget med dem brugte brødrene vidnesbyrdskort på de sprog som de nyankomne talte. Da fangerne gerne måtte modtage post troede de SS-vagtposter der intetanende kom ind i barakkerne, at mændene bare læste deres breve.

I lejren ved Gusen stod broder Karl Krause for låsesmedeværkstedet. Det var et ret enestående værksted. Ikke alene blev der fremstillet og repareret låse, men fem polakker blev hemmeligt døbt i et trækar som var blevet fremstillet specielt til formålet.

For at holde sig åndeligt stærke mødtes brødrene om natten i små grupper for at drøfte skriftsteder. Lejlighedsvis fik de oven i købet fat i en bibel, der blev delt op i mindre portioner som man lod gå videre fra den ene til den anden. I deres sparsomme fritid lå de og læste under sengene.

Det lykkedes oven i købet brødrene at fejre Herrens aftensmåltid. De fik fat på symbolerne og samledes efter at alle de andre var faldet i søvn. I Gusen lå vaskerummene og toiletterne mellem barakkerne med cirka seks meter til hver side. I skæret af et stearinlys fejrede de mindehøjtiden i et sådant vaskerum. Takket være Jehovas kærlige beskyttelse gik det godt.

En beretning om trofasthed

Der kunne berettes mange flere eksempler på vore brødres trofasthed under det nazistiske styre i Østrig. De der er nævnt her er kun taget frem som eksempler på de prøvelser der måtte udholdes og den urokkelige loyalitet der blev udvist.

 Før Hitlers tropper marcherede ind i Østrig var der 549 forkyndere i landet. I alt blev 445 derefter spærret inde i varierende tidsrum. Mellem 1938 og 1945 blev 48 af disse, heriblandt nogle af vore søstre, henrettet. Tretten blev pryglet til døde, blev gasset eller blev ofre for lægelige eksperimenter. Mindst 81 andre døde i fængsler og koncentrationslejre som følge af sygdom eller udmattelse.

Når der berettes om denne tragiske periodes ofre må der nødvendigvis bruges tal. Men det drejer sig om langt mere end tørre tal. Hver enkelt var en kristen broder eller søster, ægtemand eller hustru, fader eller moder, søn eller datter. I fællesskab har de udvidet den årtusindlange beretning om Jehovas trofaste vidner med et afsnit som bekræfter at kærligheden til Jehova bevæger hans trofaste vidner til, om nødvendigt, at give deres liv for at bevise deres loyalitet mod ham som deres Gud og suveræne Hersker.

Hvad skal vi gøre først?

Krigen og naziherredømmet i Østrig endte i foråret 1945. Snart begyndte vore brødre og søstre at vende tilbage fra koncentrationslejrene. Det første de gjorde var at søge sammen med andre brødre. Skønt det krævede store anstrengelser at tilrettelægge møderne igen, var der 27 til stede den 21. juli 1945 ved det første organiserede efterkrigsmøde i Klagenfurt. Hen på efteråret blev der også holdt møder i Wien.

Trofaste brødre gik i gang med at reorganisere arbejdet. I Østrigs vestligste provins, Vorarlberg, mødtes adskillige brødre med Franz Zürcher, Georg Gertz og David Wiedenmann, der alle var fra det schweiziske  afdelingskontor i Bern. De drøftede hvilke foranstaltninger der skulle træffes for at få menighedsmøderne og forkyndelsen i gang igen. Fra Østrig kom Peter Gölles, Felix Defner, Leopold Pitteroff og Franz Ganster. Trods krigsårenes strenge oplevelser begyndte Rigets frugt at vise sig. De 549 aktive forkyndere i 1937 var ved slutningen af tjenesteåret 1946 steget i antal så der nu var 730 forkyndere af Riget.

Da Peter Gölles kom tilbage fra fængselet blev han den første landstjener i Østrig efter krigen. Hans lejlighed på Florianigasse 58 i Wien fungerede som afdelingskontor. Fra og med april 1947 blev kontorarbejdet udført i en skolebygning som var blevet hårdt medtaget af bombeangreb. Dér duplikerede brødrene Vagttårnet og omkring 4000 brochurer. Therese Schreiber, som var blevet fængslet fordi hun duplikerede bibelsk læsestof, var tilbage i sit gamle job og havde travlt med at duplikere. I Klagenfurt duplikerede brødrene oven i købet hele bogen Børn og indbandt den. Papir og trykfarve var mangelvarer, men med Jehovas hjælp skaffede brødrene det de skulle bruge.

I 1947 fik brødrene mulighed for at overvære deres første stævne efter krigen. Det varede i fire dage. Tilhørertallet på 1700 forekommer måske lille i sammenligning med vore dages stævner, men på det tidspunkt syntes de østrigske brødre at det var en stor skare, og det vidnede om at der var mulighed for megen vækst.

Senere i samme måned, lørdag den 21. juni, blev der taget endnu et vigtigt skridt i forbindelse med reorganiseringen. Syv brødre mødtes på en skole for at genoprette den lokale forening af „Wachtturm-Gesellschaft,  Zweigstelle der Watch Tower Bible & Tract Society, Brooklyn, N.Y.“. Dermed stod et juridisk redskab til udgivelse af bøger og blade atter til rådighed.

Derefter — Sibirien!

Indtil maj 1955 var Østrig besat af de allieredes hære (USA, Frankrig, Storbritannien og USSR) og var delt op i fire besættelseszoner. Landsbyen Deutsch-Wagram lå i den russiske zone. Der boede broder Franz Malina. Han kunne tale russisk, og han forkyndte for besættelsestropperne på sin meget ligefremme måde og studerede oven i købet Bibelen med nogle af mændene. Han skaffede også bøger og blade på russisk og gav soldaterne dem.

Hans aktivitet gik ikke upåagtet hen. I begyndelsen af 1948 blev han advaret af to mænd der var ham venligt stemt: „Franz, se at komme væk herfra; de vil have dig sat i fængsel. Der er blevet fundet nogle af dine bøger hos russerne.“ Men broder Malina stak ikke af. Han besluttede at blive hos sin syge kone og sine børn. Det varede imidlertid ikke længe før han blev arresteret. Han blev tilbageholdt på den lokale sovjetkommandants kontor i otte dage og blev derefter flyttet til den russiske hærs hovedkvarter. De seks uger han var tvunget til at opholde sig dér brugte han til åbent at forkynde for både soldater og befalingsmænd, som han fortalte om Guds rige. Til sidst blev han idømt ti års tvangsarbejde på den efterhånden velkendte anklage „demoralisering af hæren“ og blev sendt til det fjerne Sibirien.

Endelig nåede han frem til det udstrakte område bag Uralbjergene. Der blev han sendt fra lejr til lejr, i regelen til fods. Det var umuligt at flygte. I næsten alle lejre mødte han brødre fra forskellige egne i Sovjetunionen.  Når han kom til en ny lejr måtte han naturligvis lede efter dem. Og når han fandt brødrene satte de ham på prøve for at finde ud af om han virkelig var et Jehovas vidne. De gjorde det ved at stille spørgsmål, som for eksempel: „Hvordan har Jonadabs familie det?“ og „Hvem er præsident for Vagttårnets Selskab?“

Når de blev overbevist om at han virkelig var en broder, hjalp de ham kærligt til at udholde det barske, uvante liv i lejrene. På grund af sin alder blev han kaldt far. I løbet af fem år lærte han 30 forskellige lejre at kende. I 1953 blev han benådet og rejste hjem. Hans kone var i mellemtiden død, og hans ældste datter havde påtaget sig rollen som moder. Blev broder Malina nu mismodig eller knækket? Tværtimod, et par dage efter var han allerede på vej ud at forkynde den gode nyhed fra hus til hus. Det blev han ved med til sin død i 1964.

 Pionerer tager del i høsten

I årene efter den anden verdenskrig er Jehovas folks arbejde i Østrig vokset meget. Ivrige pionerer, specialpionerer og missionærer har haft en stor andel i denne vækst.

Blandt disse nidkære arbejdere finder vi Hans Rothensteiner og hans kone. Inden der var gået et år fra de første gang hørte om sandheden begyndte de i pionertjenesten. I 1955 blev de udnævnt til specialpionerer. En af deres distriktstildelinger var området ved Kaprun i Alperne. Hans beretter følgende oplevelse derfra:

„Med hjerterne fulde af værdsættelse gik vi i gang med at lede efter Herrens får. Vi fandt også en familie i Walchen som allerede havde modtaget nogle publikationer. Vi begyndte straks at studere med hele familien; de indbød også nogle venner til at være med. Nogle gange var der 12 personer til stede. Studiet skred godt frem — så godt at familierne snart besluttede sig til at forlade kirken. Dertil skulle de imidlertid bruge deres dåbsattester. Lois, en af disse retsindige, tog derfor hen til præstegården for at hente dåbsattester til dem alle. Da det var børnerige familier skulle de i alt bruge 17 attester.“ Lois’ samtale med den stedlige præst forløb nogenlunde som følger:

Lois: Goddag. Jeg skal bruge et par dåbsattester.

Præsten: Hvad mener du med „et par“, og hvad skal du bruge dem til?

Lois: Jo, vi vil meldes ud af kirken.

Præsten: Nå, så det vil I? Hvor mange attester skal du bruge?

Lois: Jeg har skrevet det op; ja, her står det. Jeg skal bare bruge 17.

 Præsten: Hva’beha’r? Hvad i alverden er der sket siden så mange af jer vil ud af kirken?

Lois: Jo, vi har studeret Bibelen. Det er det hele. Og De har nemlig lært os mange ting der slet ikke passer, noget som hverken Jesus eller Bibelen nogen sinde har sagt!

Denne samtale fortsatte et stykke tid, og Lois tog af sted uden attesterne. På et senere tidspunkt havde Lois endnu en samtale med præsten, hvor Hans også var til stede. Ved samtalens slutning sagde Lois til præsten: „Nå, De kunne jo ikke bevise noget som helst, og nu må De godt give mig de dåbsattester, og det lidt hurtigt.“ Præsten havde ikke noget valg og måtte aflevere dem.

Der er nu en menighed med 90 forkyndere i denne alpelandsby.

I 1978 var der i hele landet 626 der nød pionertjenestens velsignelser, heri indbefattet 278 hjælpepionerer. Men i april 1988 var tallet steget til 1925, heriblandt 1102 hjælpepionerer.

Ledelsen på afdelingskontoret

Den 1. august 1965 blev Lowell L. Turner, der lige havde gennemgået Gileadskolens særlige organisationskursus, udnævnt til hvervet som landstjener. Efter næsten ti år på denne post forlod broder Turner Østrig i juli 1975 og fik en ny opgave i Luxembourg. Siden januar 1976 har et udvalg af flere brødre varetaget ledelsen på Østrigs afdelingskontor.

Afdelingskontoret udvides

I hele verden har Selskabets afdelingskontorer måttet udvides for at kunne betjene det stadig stigende antal  lovprisere af Jehova. Har Østrig været en undtagelse i denne henseende? Bestemt ikke.

Den bygning der var blevet købt i 1957 i et af Wiens villakvarterer blev med tiden for lille til afdelingskontoret. Den blev derfor udvidet i 1970 og 1971 for at der kunne blive mere plads til forsendelsesafdelingen og til en rigssal. Men efter et par år blev behovet for yderligere udvidelser åbenbart. Jehovas ledelse blev tydelig da en af naboerne udbød sin grund til salg. Mens nye bygninger var ved at blive opført i 1983 fik afdelingskontoret mulighed for at købe endnu en nabogrund. Da de nye tilbygninger blev indviet i sommeren 1987 var der blevet føjet i alt 5000 etagemeter til, hvilket vil sige næsten en firdobling af det oprindelige areal. Var alt dette virkelig nødvendigt? Det antal brødre der betjenes fra dette kontor var allerede blevet tredoblet siden man købte de tidligere bygninger, og det kneb meget med pladsen på kontoret.

 Før projektet kunne gennemføres måtte tegningerne ændres mange gange for at imødekomme naboernes krav. Dette gav en del ekstra arbejde. Men fra afdelingskontoret indrømmes det: „I sidste instans har det vist sig at næsten alle de ændringer der måtte foretages, var til det bedre. I mange tilfælde måtte brødrene medgive: ’Nu er det bedre end det vi oprindelig havde planlagt.’“

Flersproget distrikt

Ikke alle der bor i Østrig er østrigere. Og ikke alle der bor her taler flydende tysk, som er Østrigs hovedsprog. Her er mange gæstearbejdere fra Jugoslavien og Tyrkiet. Siden begyndelsen af 1970’erne har afdelingskontoret truffet foranstaltning til at nå ud til disse gæstearbejdere med Bibelens budskab. Sæden faldt i frugtbar jord, og snart blev det muligt at oprette studiegrupper.

Ni menigheder holder nu alle møderne på serbokroatisk (et af hovedsprogene i Jugoslavien). Der afholdes også menighedsbogstudier på tyrkisk, spansk, polsk, japansk, engelsk og arabisk. Broder Letonja, som tjener på Betel i Wien sammen med sin kone og hvis teokratiske karriere strækker sig over mere end 50 år, fortæller om arbejdet blandt gæstearbejderne:

„I 1971 fik jeg til opgave at slutte mig til de fem brødre der forkyndte den gode nyhed for jugoslaviske gæstearbejdere. Med det formål lærte jeg serbokroatisk. Nu i 1988 er der mere end 320 forkyndere i Wien og omegn som tilhører den serbokroatiske sproggruppe. Det er en stor fornøjelse at arbejde med disse brødre. De sætter familielivet meget højt. Deres nidkærhed for  sandheden er smittende, og de opmuntrer hinanden. En hel del af dem bliver ude i tjenesten hele dagen og til langt ud på aftenen. Trods gæstearbejdernes vanskelige arbejdsforhold deltager adskillige af dem regelmæssigt i hjælpepionertjenesten. Deres begejstrede samtaler handler næsten altid om sandheden.

Der er også en hel del sigøjnere blandt dem, og menigheden er som et hjem for dem. Fra én sigøjnerfamilie er mindst 25 medlemmer allerede blevet døbt, og 19 andre af deres slægtninge er interesserede i sandheden. Det er en stor velsignelse at arbejde sammen med disse brødre.“

Vært ved stævner

I de vanskelige tider førhen tog vi fra Østrig ofte over grænsen for at overvære menighedsmøder og større stævner. Vi husker stadig den kærlige gæstfrihed vi mødte blandt brødrene de steder vi tog hen. Nu er det østrigernes tur til at være værter.

Det begyndte i 1965, da 1200 venner fra Grækenland kom til områdestævne i Wien. Der blev sørget for at de kunne høre hele programmet på græsk i en af fløjene i den bygning hvor stævnet blev afholdt.

I 1967 kom 889 brødre fra Jugoslavien og overværede et områdestævne i Klagenfurt i Sydøstrig. Også de kunne få gavn af programmet på deres eget sprog. Siden kom der flere fra Jugoslavien. Året efter overværede 2319 det program der var tilrettelagt for dem i Villach.

Ved vort områdestævne i 1978 blev det vor forret også at tilrettelægge et program på ungarsk. Da der bor nogle ældste i Østrig hvis modersmål er ungarsk, var det  ikke så svært at få fordelt opgaverne. Nogle uger før stævnet spurgte de brødre der havde ansvaret for at organisere stævnet imidlertid: ’Vil brødrene fra Ungarn mon kunne komme over grænsen og overvære stævnet?’ Det var en stor glæde at se over 400 til stede ved det ungarske program. Siden da har vore områdestævner i Wien så godt som hver gang haft en ungarsk programafdeling. I 1986 var antallet der overværede dette program, til alles store glæde steget til 1781. Var der mon endnu flere vi kunne vise gæstfrihed?

Hvad med brødrene fra Polen?

Stævnetemaet i 1980 var „Guds kærlighed“. Kunne det understreges bedre end ved at 1883 polske brødre og søstre overværede stævnet i Wien og hørte programmet på deres eget sprog? Den polske gruppe holdt til i et stort telt, og to haller var forbeholdt henholdsvis den ungarske og den kroatiske afdeling. På samme sted lejede man et stadion til den tysksprogede programafdeling.

Stævneordstyrerens assistent stillede et forslag: „Hvordan vil det virke hvis brødrene fra de andre sproggrupper også kommer ind på stadion på søndag til den afsluttende sang?“ Alle på stævnekontoret tilsluttede sig begejstret forslaget.

Forestil dig dette syn ved stævnets afslutning: På den ene side af stadionet sad 5000 østrigske delegerede — foran dem lå fodboldbanens grønne plæne. Der blev givet en meddelelse, og så begyndte de modsatte rækker på stadion at blive fyldt op. Brødrene kom ind og stod på ordnet vis efter sproggrupper — jugoslaver, ungarere og polakker. Og da sangen var blevet introduceret på  fire sprog, forenede næsten 8000 stemmer sig i én lovsang: „Vi takker, Jehova.“

Den broder der havde holdt det afsluttende foredrag sagde nu henvendt til brødrene fra Polen: „Hvis I næste gang er flere end vi er i den tyske afdeling, overlader vi stadion til jer!“ Efter at programmet var færdigt varede det længe før brødrene ville tage af sted. Det var et stævne der gik lige til hjertet, og som gav stof til samtaler i lang tid hos brødre i både Østrig og Polen. Et brev fra afdelingskontoret til Det Styrende Råd gav udtryk for den dybe glæde brødrene følte:

„Det var noget der skulle opleves. Hvilket magtfuldt bevis på Jehovas ånds forenende kraft og på hans kærlighed, ’Guds kærlighed’. Længe efter at sangen var færdig vinkede brødrene stadig til hinanden. Ingen havde lyst til at tage af sted. Én broder udtrykte hvad mange andre følte, da han sagde: ’Det var mit tiende områdestævne; men jeg har aldrig oplevet noget lignende, en sådan varme, oprigtighed og dyb hengivenhed i sådan et forenende bånd. Jeg ville ønske jeg kunne have åbnet armene og omfavnet dem alle sammen. I åndelig forstand gjorde jeg det.’“

Da forberedelserne til områdestævnet „Loyalitet mod Guds rige“ året efter, i 1981, nåede deres afslutning, var én ting helt klar: Denne gang ville vi overlade stadion til de mere end 5000 brødre fra Polen. Og endnu en gang viste brødrene i Wien og omegn sig at være varmhjertede værter.

Desuden blev stævnet beriget med et besøg: Broder Theodore Jaracz og broder Daniel Sydlik fra Det Styrende Råd kom til Wien. Stævnet gav dem en glimrende  lejlighed til at være sammen med brødre fra Ungarn og Polen. Deres opmuntrende foredrag og deres varme, venlige personlige kontakt med brødre fra alle sproggrupper blev meget værdsat. Broder Sydlik talte i sit foredrag om den kristne discipel Barnabas. Brødrene var lutter øre. Efter nogle få ord var taler og forsamling „ét hjerte og én sjæl“, som man siger i Østrig.

Siden 1982 har vore polske brødre haft mulighed for selv at afholde stævner, men brødrene i Østrig har stadig den glæde at være værter for deres ungarske brødre.

På vej mod fremtiden

I Østrig plejer man at sige at tingene går stille og roligt. Men det gælder ikke forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Der har ganske vist ikke været nogen eksplosiv vækst, men antallet af dem der lovpriser Jehova er steget støt. I 1950’erne sagde en områdetilsynsmand opmuntrende til brødrene: „Det skulle ikke undre nogen om der en dag er 10.000 forkyndere i Østrig.“ Det lød godt. Men Østrig er et lille land med kun 7,5 millioner indbyggere, og dengang var der kun 5000 forkyndere i hele landet. Men i 1971 nåede vi de 10.000 forkyndere, og nu er den skare der lovpriser Jehova i dette land vokset til langt over 17.000.

Østrig er kendt for sin musik og sine bjerge. Men for en stadigt voksende skare har „bjerget med Jehovas hus“, den ophøjede sande tilbedelse, langt den største betydning. Og den skønneste musik man kan høre i dette land kommer fra de 17.705 forkyndere der er med til at synge ’den nye sang’, en sang der ophøjer Jehovas rige. — Es. 2:2; Sl. 98:1, 4-6.

[Ramme/kort på side 72, 73]

Portræt af Østrig

Hovedstad: Wien

Officielt sprog: Tysk

Største kirkeretning: Romersk-katolske

Befolkningstal: 7.575.700

Forkyndere: 17.705

Pionerer: 1398

Menigheder: 246

Mindehøjtid: 30.216

Afdelingskontor: Wien

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ØSTRIG

Bodensøen

Dornbirn

VORARLBERG

Innsbruck

TYROL

Østlige Alper

SALZBURG

Bad Ischl

Salzburg

OBERÖSTERREICH

Linz

Mauthausen

Donau

Wien

NIEDERÖSTERREICH

Neusiedler See

BURGENLAND

STEIERMARK

Knittelfeld

Graz

KÄRNTEN

Klagenfurt

SCHWEIZ

FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND

TJEKKOSLOVAKIET

UNGARN

JUGOSLAVIEN

ITALIEN

 [Helsides illustration på side 66]

[Illustrationer på side 69]

Hotel Continental i Wien hvor C. T. Russell skulle have holdt foredrag den 22. marts 1911

[Kildeangivelse]

Fra det østrigske nationalbiblioteks billedarkiv

[Illustrationer på side 74]

Simon Riedler (til venstre) og Franz Ganster hørte om sandheden i 1921

[Illustrationer på side 79]

J. F. Rutherford holdt foredrag i Katharinenhalle i Wien i 1922

[Kildeangivelse]

Fra det østrigske nationalbiblioteks billedarkiv

[Illustrationer på side 81]

Program for bibelstudenternes første stævne i Wien, 1924. Det næste stævne blev et vendepunkt for Johannes Schindler

[Illustration på side 83]

Familien Heide, 1924, nogle af Østrigs første forkyndere

[Illustration på side 87]

Emil Wetzel førte tilsyn med arbejdet i Østrig fra 1922 til 1926

[Illustration på side 95]

Leopold Engleitner, fængslet i 1934 fordi han forkyndte

[Illustration på side 99]

August Kraft, arresteret af nazisterne 25. maj 1939. De afsluttende bemærkninger i Gestapos rapport over Kraft

[Kildeangivelse]

DÖW, Wien, Østrig

[Illustrationer på side 108]

Therese Schreiber, til venstre, duplikerede studiemateriale, og Hansi Hron (Buchner) var kurer. Begge blev arresteret

[Illustration på side 109]

Gestapodokumenter afslører omfattende kendskab til duplikeringsaktiviteter under jorden

[Kildeangivelse]

DÖW, Wien, Østrig

[Illustrationer på side 115]

Alois Moser, til venstre, var i syv fængsler og koncentrationslejre; Johann Rainer nægtede at aflægge militær ed; Franz Wohlfahrt bevarede sin uangribelighed selv om hans fader og hans broder var blevet henrettet

[Illustrationer på side 117]

Indgang til koncentrationslejren i Gusen. Overlevende vidner fra Mauthausen/Gusen, 1945

[Kildeangivelse]

DÖW, Wien, Østrig

[Illustrationer på side 120]

Josef Wegscheider, til venstre, og Johann Pichler blev skudt den 26. september 1939 i nærheden af Salzburg

[Illustrationer på side 124]

Hermine Obweger, til venstre, blev som 11-årig fjernet fra sine forældre. Auguste Hirschmann (nu Bender) modstod Gestapo som 17-årig

[Illustrationer på side 126]

Peter Gölles blev arresteret den 12. juni 1940. Han blev dømt i dette domhus og sad fængslet i denne cellebygning

[Illustration på side 137]

Franz Malina, interneret i fem år i sibiriske arbejdslejre

[Illustration på side 140]

Lowell L. Turner, landstjener fra 1965 til 1975, og hans hustru Margot

 [Illustration på side 141]

Afdelingskontor og betelhjem, 1957

 [Illustration på side 142]

Det udvidede afdelingskontor, 1987