Barbados, Vestindien

VELKOMMEN til Barbados — „flyvefiskens land“ og porten til Vestindien. Vidste du at denne lille ø er et af de tættest befolkede lande i verden? Dens landareal er cirka 430 kvadratkilometer, og dens befolkning er på over 253.500. Men man behøver som bekendt ikke at være stor for at være smuk, og smuk er denne den østligste ø i Det Caraibiske Hav.

Mod øst består Barbados’ kystlinje af jævnt skrånende bakker med udsigt over det urolige Atlanterhavs hvide skumtoppe. Vestkysten består derimod af hvide sandstrande der kærtegnes af Det Caraibiske Havs mere rolige vand.

Engang var sukkerrør Barbados’ økonomiske „gigant“. I den senere tid er turismen imidlertid blevet den største indtægtskilde. Hvert år er øen vært for tusinder af besøgende hvis antal langt overstiger befolkningstallet.

Fra det tidspunkt da engelske kolonister i 1627 slog sig ned på Barbados indtil øen i 1966 opnåede selvstændighed, har man haft en stærk tilknytning til England og følgelig også til den anglikanske kirke. Hvilken virkning har det haft på folks hverdag? Engang var ’familiebøn og kirkegang’ påbudt ved lov. Morgen- og aftenbøn blev gjort obligatoriske. Ulydighed blev straffet med en bøde på 18 kilo sukker. Alle var forpligtede til uden afvigelse at underordne sig kirkens myndighed og tugt. Dette har fået en historiker til at beskrive barbadierne som „stive af  stivelse og anglikanisme“. Situationen har imidlertid ændret sig en hel del, for nu findes der 141 forskellige „kristne“ sekter og trossamfund. Ville den sande tro kunne trives i et så religiøst miljø?

Hvordan sandhedens sæd blev sået

I 1905, ni år før det messianske rige blev oprettet i himmelen, begyndte Joseph Brathwaite at forkynde på Barbados som kolportør (som Jehovas Vidners heltidsforkyndere dengang blev kaldt). Han havde lært sandheden at kende i British Guiana (nu Guyana). Inden længe havde sandhedshungrende mennesker som Algernon Symmonds og hans kone Maud taget imod det glade budskab om Riget. Sammen med Juliet Shepherd blev de begge døbt i 1909. Det varede ikke længe før Symmonds’ unge datter Waldemar (der senere blev fru Vere Rice) hjalp sine forældre med at uddele bibelske traktater.

Disse første bibelstudenter nærede et brændende ønske om at tale med andre om det de havde lært. En selvopofrende ånd og en følelse af at arbejdet hastede fik dem til at forkynde budskabet i mange landsbyer på øen, hvor de spredte Vagttårnsselskabets publikationer. Søster Rice fortæller: „Pappy [hendes far], der havde en forretning i hovedstaden, Bridgetown, plejede at bruge sin muldyrkærre til at transportere de bibelstudenter der gennemarbejdede landdistrikterne. Vi tog for det meste af sted i weekenderne. Det stakkels muldyr fik ikke megen hvile, og derfor standsede det ofte op på vejen hjem — enten det nu var på grund af træthed eller ren og skær stædighed. Af den grund kom vi altid meget sent hjem om søndagen, undertiden langt over midnat. Men jeg måtte alligevel op næste morgen for at gå i skole.“

 Minder om spændende dage

Blandt dem hvis virksomhed daterer sig tilbage til denne første tid er søster Lina Gaul, af både unge og gamle kaldet „Mammy Gaul“. Hun er nu i halvfemserne og hendes hukommelse er ikke så skarp som tidligere, men hun elsker at genopfriske disse spændende dage og at mindes den storslåede måde hvorpå Jehova har taget sig af sit folk. Hun husker dengang, i 1910, da hendes forældre fik en traktat af en vis hr. Thomas, en skolelærer. Ved hjælp af denne traktat og andre publikationer som var trykt af bibelstudenterne, lærte familien snart sandheden at kende om helvede, sjælen, treenigheden og andre lærepunkter. Det varede ikke længe før de havde afbrudt al forbindelse med den kristelige missionskirke i landsbyen Workman og sluttet sig til den ekklesia (eller menighed) af bibelstudenter der mødtes i Roebuck Street nr. 40 i Bridgetown. I 1911 var begge hendes forældre rede til at lade sig døbe, og året efter blev Lina også døbt.

Søster Gaul og hendes forældre, Alexander og Josephine Payne, blev betragtet som „vildfarne får“ af deres tidligere trosfæller fra den kristelige mission, og man gjorde forsøg på at „lede dem tilbage til folden“, blandt andet ved at holde offentlige møder foran Paynes hjem hvor man bønfaldt Herren om at sende dem tilbage til missionen.

Det er med et lille smil og et fornøjeligt glimt i øjet at søster Gaul mindes en lejlighed hvor hendes moders tidligere bedsteveninde fra missionen blev sendt hjem til dem. Hun gengiver samtalen sådan som hun dengang overværede den:

„’Søster Payne,’ sagde min moders veninde, ’jeg har et budskab fra Herren til dig.’

 ’Har du set ham? Hvordan så han ud?’ spurgte min moder.

’Han er en høj hvid mand, klædt i hvidt, ridende på en hvid hest, og han siger at du skal komme tilbage til missionshuset.’

Min moders skarpe svar afsluttede hurtigt deres forsøg på at få os tilbage til missionskirken. Hun sagde: ’Så kan du gå hen og hilse den „mand“ og sige at jeg, Josephine Payne, ikke vender tilbage.’“

Familien Payne, såvel som andre der i disse første år sluttede sig til bibelstudenterne, blev udsat for betydelig latterliggørelse og vedholdende modstand. Men deres tro var stærk. Når vi ser tilbage, forstår vi udmærket det spørgsmål der stilles i Bibelen: „Hvem har foragtet de små begyndelsers dag?“ (Zak. 4:10) Der var intet at foragte. Jehovas hensigt, at hans navn skulle forkyndes på hele jorden, indbefattede afgjort også denne lille ø i Vestindien.

Søster Gaul er stadig aktiv i tjenesten, og siden hendes dåb i 1912 har der ikke været en eneste måned hvor hun ikke har forkyndt den gode nyhed. Selv om hun har haft to slagtilfælde er hun stadig åndsfrisk og altid på udkig efter lejligheder til at forkynde den gode nyhed for andre.

 Usvækket nidkærhed

En anden flittig forkynder, søster Waldemar Rice, har i de sidste syv årtier virkningsfuldt forkyndt sandheden for folk fra alle samfundslag. Hun har den særlige evne at hun forstår at bruge den lokale „bajan“-dialekt med god virkning. Hendes indgående kendskab til lokale udtryk giver hendes forkyndelse kolorit uden at det dog går ud over værdigheden, og hendes store begejstring når hun forkynder Rigets budskab på det lokale sprog, får folk til at lytte. Når hun taler med fattige mennesker om de forværrede verdensforhold siger hun for eksempel: „Den her verden er ren’ a’ lav’, så’n er’t bare, er der ik’ vanskeligheder det ene sted, så er der hungersnød et andet eller spektakler et tredje.“

Hun er frimodig og frygtløs i sin forkyndelse, og hendes eksempel har opmuntret mange unge i årenes løb. Selv om hendes fysiske kræfter er aftaget, er hendes nidkærhed for Jehovas tjeneste, nu da hun går i sit 87. år, så livskraftig som nogen sinde.

Forkyndelse for den hvide befolkning

Ligesom på de fleste andre vestindiske øer er flertallet af befolkningen på Barbados — nemlig 90 procent — efterkommere af sorte afrikanske slaver. En af de første blandt den hvide befolkning som tog imod sandheden var Lucy Gooding, hvis familie engang boede dér hvor afdelingskontoret og en rigssal nu ligger i Bridgetown.

Det var John Benjamin der en aften i 1910 bragte Rigets budskab til familien Gooding. Som ivrige anglikanere blev de forbløffede over at få forklaret Bibelens sandheder om nogle af deres dyrebare lærepunkter. Dybt foruroligede talte de med deres præst. „Hvorfor bekymre sig  om alt det?“ svarede han. „Glem det og hold jer til kirken.“ I stedet forlod de kirken.

Eftersom søster Gooding havde en meget stærk personlighed og forstod at fremholde sandheden på en klar måde, gik hun i mange år foran i Rigets arbejde. Fra den allerførste tid tjente hendes hjem som et uofficielt missionærhjem for Selskabets særlige repræsentanter der besøgte Barbados.

Blandt disse første forkyndere fandtes der ingen raceadskillelse eller disharmoni, ingen sociale eller etniske skel, sådan som i det øvrige samfund. Alle de gamle brødre og søstre som endnu er iblandt os fortæller gerne om den inderlige kærlighed og hengivenhed de omfattede og stadig omfatter hinanden med. Det er som Jesus sagde: „På  dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Joh. 13:35.

Lucy Goodings adoptivsøster, Winifred Heath, husker den første tid og de forandringer hun selv måtte gøre for at blive en godkendt tjener for Jehova. Hun ler ad sig selv når hun mindes hvor pinligt det var: „Jeg bandede som en havnearbejder.“ Disse forandringer skete langsomt, og hun blev derfor ikke døbt før i 1940 efter at indsamlingen af ’de andre får’ var begyndt.

De offentlige foredrags gavnlige virkning

Offentlige bibelske foredrag har spillet en vigtig rolle i forbindelse med sandhedens udbredelse. Alfred Joseph, der oprindelig kom fra Guyana, fik første gang kontakt med sandheden ved et bibelsk foredrag som blev holdt i det fri ved Brandons Beach, i nærheden af Bridgetowns havn. Cirka 50 var til stede for at høre foredraget „Hvor er de døde?“ Denne begyndelse til hans bibelkundskab førte til hans dåb i 1915, som fandt sted ikke langt fra den plads hvor han først havde hørt dette bibelske foredrag.

Jesus sagde: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:32) Nu da broder Joseph var åndeligt fri kunne han hjælpe andre  til at opnå den samme frihed. Spanien havde i 1516 legaliseret slavehandelen fra Afrika, som varede i over 350 år. Men nu rejste, ironisk nok, Alfred Joseph sammen med William R. Brown fra Jamaica, der begge var efterkommere af afrikanske slaver, til Afrika for at vise de mange tusinder der levede i Vestafrika vejen til åndelig frihed. Den 29. juni 1915 forlod broder Joseph således Barbados med skib for at begynde et verdsligt arbejde i Sierra Leone, hvor han også tjente som en trofast forkynder af den gode nyhed om Riget.

Da broder Joseph atten år senere vendte tilbage til Barbados spillede han en ledende rolle i forbindelse med afholdelsen af offentlige foredrag, der ofte blev holdt i det fri. Ved en lejlighed tog han en gruppe brødre og søstre med sig for at gennemarbejde Waverly Cot i St. George kommune. Som de plejede, brugte brødrene formiddagen til at forkynde for folk i deres hjem og invitere dem til et offentligt foredrag om eftermiddagen. En offentlig mødesal blev lejet til formålet. Men så snart foredraget var begyndt indenfor i salen, hvor der kun befandt sig brødre og søstre, forsamledes medlemmerne af Kirkehæren fra Lukaskirken lige udenfor med en stortromme og en pauke. Hensigten med de rungende trommeslag, der blev ledsaget af sang, var at overdøve taleren. Folk stimlede sammen. Støjen var overvældende. Eftersom der ikke var noget højttalersystem i salen, kunne man næppe høre broder Joseph.

Men til stor overraskelse for brødrene og mængden udenfor, satte det pludselig i med et voldsomt skybrud, skønt himmelen hidtil havde været klar, uden antydning af et kommende uvejr. Eftersom salen hvori brødrene var forsamlet, var det eneste sted der gav ly, trængtes alle de der havde været forsamlet udenfor — også de der slog på  trommerne — for at komme ind i salen, som hurtigt blev fyldt til sidste plads. Alle blev derinde i den time foredraget varede og syntes godt om det. Da brødrene tog hjemad opdagede de at regnen mærkeligt nok kun var faldet i det område hvor salen lå!

Rigets sæd falder på andre øer

I øjeblikket fører afdelingskontoret i Bridgetown på Barbados også tilsyn med forkyndelsen af Riget på fem andre øer: Bequia, Carriacou, Grenada, St. Lucia og St. Vincent. Disse øer ligger vest for Barbados — alle inden for en afstand af 253 kilometer.

Grenada, den af øerne som ligger længst mod sydvest, er kun på 311 kvadratkilometer, og har en venlig befolkning på 112.000. Grenada har fået tilnavnet „Krydderiøen“ på grund af sin righoldighed af aromatiske krydderier som kanel, kryddernellike, tonkabønne, kakao og muskatnød.

Sandhedens sæd blev sået på denne maleriske ø samme år som den første verdenskrig brød ud. Elias James havde  taget imod budskabet om Guds rige mens han midlertidigt arbejdede i Panama, og var blevet en indviet og døbt forkynder. Ivrig efter at forkynde sandheden for folk på sin fødeø vendte han i 1914 tilbage dertil. Inden længe havde han fået kontakt med en hr. Briggs, en barbadier som boede på Grenada. Briggs tog hurtigt imod Rigets budskab.

Omkring samme tid sendte nidkære forkyndere på Barbados traktater og andre publikationer til deres bekendte på de andre øer. Judith Callender, som tjente Jehova trofast indtil sin død for en del år siden, fortalte at hendes onkel „Popie“ plejede at sende traktater til hendes fader, Francis, en barbadier, mens han boede sammen med hende på Grenada. Han forkyndte så den gode nyhed for andre fra Barbados.

Blandt dem der tog imod sandheden var Chriselda James, en svigerinde til Elias James. Trods stadig modstand fra sin mand lykkedes det hende at opdrage ni børn i sandheden. Alle ni blev døbte Jehovas vidner. Hun bekendte sig til den salvede skare og var en loyal og udholdende kristen indtil hun døde i 1986, i en alder af 87 år. Tre af hendes børn døde før hende, men alle de andre er  stadig aktive og to af dem tjener som almindelige pionerer og en som ældste og specialpioner.

Rejsende tilsynsmænd huskes også for deres andel i forkyndelsen af Riget på Grenada. Blandt dem var A. T. Johnson, W. R. Brown og E. J. Coward. Broder Coward opnåede meget fine resultater i sin forkyndelse på de østlige øer i Det Caraibiske Hav, og det undgik ikke præsteskabets misundelige øjne. Sandhedens fjender udnyttede den frygt der rådede under den første verdenskrig og udspredte et ondsindet rygte om at E. J. Coward var tysk spion! Under dette pres fra præsteskabets side beordrede myndighederne broder Coward til at forlade Britisk Vestindien. På den måde blev der gjort en brat ende på hans forkyndelse. Efter denne oplevelse var Selskabet klar over at det ikke ville blive let for nogen bibelstudent fra De Forenede Stater at få adgang til øerne. I 1922 blev broder George Young, der var canadier, derfor sendt dertil.

I mange år var det hovedsagelig ældre der overværede stævnerne, og folk begyndte derfor at omtale menigheden som „Gammelmandskirken“. Af ånd var brødrene imidlertid både unge og nidkære. Det var ikke usædvanligt at disse selvopofrende forkyndere gik otte kilometer og mere, undertiden i voldsom troperegn, for at overvære de ugentlige møder.

Lad os nu tage over til St. Vincent, der ligger 118 kilometer nord for Grenada, for at se hvordan arbejdet begyndte der.

Hvordan det begyndte på St. Vincent

St. Vincent, en malerisk ø på 388 kvadratkilometer og hjemsted for en af de ældste botaniske haver i det østlige Caraibien, fik i 1913 besøg af broder A. T. Johnson. På det tidspunkt viste Ethel og Maud Thompson og deres fader  nogen interesse for Rigets budskab. Nogle år senere slog Philippa La Borde fra Trinidad sig ned på øen.

Landmændene på De Vestindiske Øer har en talemåde der ofte har vist sig at være sand: „Tabte sædekorn bærer mere end såede.“ Med andre ord, et sædekorn der falder tilfældigt bærer mere end det der bliver sået. Da Philippa i 1918 gennemsøgte lommerne på sin mands tøj før hun vaskede det, fandt hun en bibelsk traktat som han havde fået af W. R. Brown. Denne traktat vakte hendes interesse. Både hun og hendes mand studerede Bibelen, tog imod sandheden og blev døbt den 1. august 1918. Få år senere, nogen tid før 1923, rejste de af helbredsgrunde til St. Vincent. Det var deres hensigt blot at blive der nogle få måneder, men opholdet kom til at vare i mange år.

Philippa mindes sine første indtryk da hun kom til St. Vincent: „Vejene var ujævne og støvede, men befolkningen var meget venlig, og det var det vigtigste.“ I de næste 50 år fik søster La Borde, der overalt på øen blev almindeligt kendt som „Mor Lab“, lejlighed til at forkynde budskabet for flere ledende myndighedspersoner — fordi  hun havde været børnehavelærerinde for dem. Hun var lille og så skrøbelig ud, men hun havde en stærk personlighed og forstod at forklare Bibelens sandheder på en enkel og logisk måde.

Hendes gå-på-mod og opfindsomhed ses i den måde hvorpå hun hjalp Marion Dunn, en indfødt fra St. Vincent, frem til dåb. Marion Dunn var kommet i forbindelse med sandheden på Cuba i 1914. Kort efter var hun vendt tilbage til St. Vincent, men dér mødte hun hård og vedholdende modstand fra sin kusine, som hun boede sammen med. På grund af kusinens hadefulde indstilling tøvede Marion Dunn med at indvi sig til Jehova og symbolisere sin indvielse ved vanddåben. Men efter at søster La Borde havde givet hende den nødvendige bibelske tilskyndelse og hjælp, blev det i 1935 ordnet sådan at Marion Dunn kunne blive døbt privat hjemme hos søster La Borde. Mange år efter udtalte søster La Borde: „Jeg lærte meget af at arbejde med søster Dunn, nemlig tålmodighed og ydmyghed.“

Der kommer mere hjælp

I 1924 fik John C. Rainbow fra Selskabets hovedkontor i De Forenede Stater til opgave at arbejde en uge sammen med forkynderne på St. Vincent. Hans besøg var til stor opmuntring, ikke alene for disse trofaste søstre, men også for dem der overværede hans foredrag i Carnegie Library i hovedstaden Kingstown.

På sin anden forkyndelsesrejse til øerne gjorde George Young også ophold på St. Vincent for at hjælpe disse søstre. Dengang, i 1932, blev Skabelsens Fotodrama vist i Carnegie Library og blev godt modtaget. Ja, på folks opfordring blev det vist endnu en gang, denne gang i hovedstadens domhus. Broder Young holdt en række offentlige  foredrag og hjalp søstrene med at organisere et ugentligt studium af Vagttårnet. For yderligere at fremme den sande tilbedelse blandt de ydmyge mennesker på denne ø fik han også sat gang i tjenesten fra hus til hus.

De der søger Gud finder ham

I krigsårene fra 1939 til 1945 skete der noget på St. Vincent som tydeligt viser at englene leder indsamlingen af de retsindige. Højt oppe i Rileybjergene findes et sted hvorfra man, hvis man ser mod syd, har en vid udsigt til øen Bequia godt 16 kilometer borte eller, hvis man ser mod nord, et svimlende syn af Mesopotamiadalen lige nedenfor. Oppe i disse bjerge boede en gruppe oprigtige mennesker som regelmæssigt mødtes for at lære om Gud. De var vildledte men forsøgte at ’famle sig frem til Gud’. (Jævnfør Apostelgerninger 17:26, 27.) Leonard Pope, gruppens biskop, var sammen med lederen Albert Forbes og resten af „shaker“-menigheden, som de kaldte sig, kommet til at værdsætte Vagttårnsselskabets publikationer og benyttede dem ved deres møder.

En dag i 1942 standsede Rupert O. Wyllie op for at lytte til Leonard Pope, der prædikede på et sted der blev kaldt Paulus’ Plads i Kingstown. Pope prædikede højt, og af det han sagde kunne Wyllie, der læste Vagttårnsselskabets publikationer, forstå at Pope måtte have læst de samme publikationer. Desuden havde Pope i hånden, hvormed han gjorde fejende gestus, en bog som han ofte henviste til og som han påstod beviste det han sagde. Wyllie husker at han tænkte: „Han er ganske vist shaker, men nu siger han noget der er værd at lytte til.“ Da Wyllie senere talte med Pope, sagde denne: „Der burde være et eller andet sted her i Kingstown hvor man kunne studere dette her.“ Wyllie kendte søstrene La Borde og Dunn og  henviste Pope til dem. Han mødte søstrene og lærte mere om sandheden. Inden længe gik både han og hans menighed, i alt otte personer, de otte kilometer til Kingstown for at overvære det ugentlige studium af Vagttårnet.

I 1944, da Gilbert Talma, Selskabets afdelingstilsynsmand på Trinidad, besøgte St. Vincent, blev de alle otte døbt ved Edinboro Beach. Det var dog først i 1947 at denne gruppe forkyndere i Riley blev organiseret som den anden menighed på St. Vincent. Den første var oprettet i Kingstown. Året efter blev flere af de tidligere „shakers“ heltidspionerer og aflagde et effektivt vidnesbyrd i det vanskeligt tilgængelige bjergområde.

Den sidste af de oprindelige otte i „biskop“ Popes gruppe, Leonora Forbes, fortsatte lige til sin død i marts 1988, trods ben der var forkrøblede af gigt, med at have en aktiv andel i forkyndelsen af den gode nyhed. Hun var en vidunderlig opmuntring for både unge og gamle.

Da brødrene fik skænket et lille stykke jord på en bakketop til bygning af en rigssal, kom de på hårdt arbejde. Der var en imponerende udsigt fra grunden, men det var en udfordring at bygge der. Flittige brødre og søstre bar byggematerialerne på hovedet til byggepladsen — der lå to og en halv kilometer fra både floden og den nærmeste tilkørselsvej. Omsider var salen færdig, den første som vore brødre ejede på øen. Man kan kun komme op til denne rigssal i disse naturskønne omgivelser ad trin der er hugget ind i bakkens ler. I regnvejr bliver disse trin naturligvis meget glatte, og adskillige rejsende tilsynsmænd har fået en glidetur ned til foden af bakken — stående eller på anden vis!

Før vi tager videre til St. Lucia vil vi aflægge et kort besøg på Barbados for at følge arbejdets fremgang der.

 Lejede busser til vidnearbejdet

Kolportørerne (der nu kaldes pionerer) gjorde et stort arbejde for at udbrede bibelsk læsestof. Cuthbert Blackman, der nu går i sit 77. år, var en af de 10 pionerer på Barbados i 1931, mens 44 andre tog del i arbejdet alt efter hvad deres tid og omstændigheder tillod.

I dag kan befolkningen på Barbados glæde sig over et moderne vejnet. Til trods for at øen beskrives som „34 kilometer i længden og et smil i bredden“, har den 1280 kilometer brolagte eller asfalterede veje. For 50 år siden foregik transporten imidlertid på en helt anden måde end nu. Der var ofte uoverskuelige kurver på vejene, som var et levn af et vejsystem der var beregnet for det 17. århundredes muldyrkærrer. Broder Blackman siger: „Derfor var vi glade nok for at blive betjent af broder Edwin Hacketts vogn, trukket af hans trofaste hest Harry.“

Men efterhånden som det blev mere almindeligt med andre transportmidler begyndte brødrene at leje busser til forkyndelsen. På denne måde kunne alle øens elleve kommuner systematisk gennemarbejdes i gruppevidnearbejdet. En tid benyttede brødrene vidnesbyrdskort for at forklare grunden til deres besøg. Senere spillede man broder Rutherfords  foredrag på rejsegrammofoner for de besøgte, og i større forsamlinger benyttede man sig også af transskriptionsmaskiner.

Folk på øen står almindeligvis tidligt op om morgenen. Alfred Joseph husker at han og nogle andre brødre en morgen besluttede at begynde tidligt i forkyndelsen i Holetown, en lille bebyggelse på vestkysten. De hængte transskriptionsmaskinen højt op i et træ sådan at lyden kunne nå vidt omkring i den rolige morgenluft og blive hørt af mange. Denne aggressive fremgangsmåde udløste en øjeblikkelig reaktion. Broder Joseph fortæller: „En politibetjent dukkede hurtigt op, og han meddelte os at han var blevet sendt af ’pastoren’ og at vi skulle standse vort bibelske undervisningsprogram. Vi opfordrede ham til at lytte nogle minutter. Da han blev klar over at vi ikke på nogen måde voldte forstyrrelse — bortset fra at vi var begyndt tidligt — og at der intet forkert var ved vort budskab om Riget, gik han sin vej.“

Frimodige forkyndere

Det der kendetegnede denne tid var brødrenes nidkærhed og frimodighed samt deres beslutsomhed i forbindelse med at aflægge et grundigt vidnesbyrd. Disse første forkyndere bragte så at sige budskabet ind i selve fjendens lejr. I deres iver efter at afsløre hykleriet og forvirringen i kristenheden lykkedes det dem at få mange til at vågne op og tænke alvorligt over tingene, hvad de ellers ikke ville have gjort.

Da en vis „pastor“ Ince fra Nazaræerkirken i byen Christ Church på Barbados således hørte om broder Josephs rejser i Afrika, indbød han ham til at tale til sin menighed om livet i Afrika. „Jeg tog straks imod tilbudet,“ beretter broder Joseph, „og gik med til at tale en time. Jeg  brugte en god del af tiden til at fortælle om min forkyndergerning i Sierra Leone og om hvordan folk levede der. Men så følte jeg at jeg burde sige noget om visse bibelske lærepunkter. Jeg bad ’pastor’ Ince og hans kateket om at følge med i de skriftsteder jeg benyttede, som for eksempel Ezekiel, kapitel 34, og Esajas, kapitel 28. Så blev jeg endnu mere frimodig og opfordrede Ince til at læse Esajas 56:10, 11. [„Alle hans vægtere er blinde. De er uvidende. Alle er de stumme hunde. . . .“] Men dér gik jeg for vidt, for han foreslog straks at man skulle synge en salme. Før menigheden fik begyndt fortsatte jeg imidlertid med mit emne.

Så snart han igen øjnede en mulighed foreslog han at der skulle optages kollekt. Kan I forestille jer mig strides med ham om dette emne, og det midt i hans egen kirke? Nå, men det gjorde jeg! Selskabets holdning — ’gratis adgang og ingen kollekt’ — lå mig nemlig stærkt på sinde, og jeg kunne ikke lade dette passere uden at sige noget. Jeg bekendtgjorde for hele menigheden at der ikke ville blive indsamlet så meget som en øre og at jeg endda ville betale for den elektricitet der var blevet brugt under mødet. Det endte med at der slet ikke blev optaget kollekt.

Jeg spurgte menighedens medlemmer om de kunne tænke sig at lade mig tale til dem igen ved en anden lejlighed. Reaktionen var et afgjort ja. Men deres ’pastor’ indbød mig aldrig igen.

Nogen tid efter denne begivenhed stillede jeg transskriptionsmaskinen op i det fri et godt stykke bag ved den samme Nazaræerkirke og spillede dommer Rutherfords foredrag. Da menighedens medlemmer samledes til gudstjenesten, gik mange af dem ikke ind men blev ude for at lytte til grammofonforedraget. Om det mest var af nysgerrighed  eller af virkelig interesse kan jeg ikke sige, men ét er sikkert: ’Min menighed’ udenfor var større end den inde i kirken.“

I 1936 var der fire menigheder af Jehovas Vidner på Barbados — en i Bridgetown og en i henholdsvis Christ Church, St. George og St. Philip.

Blind hjælper andre til at se

Overalt på øen var der nu mange der tog imod sandheden. De gav udtryk for dette ved at stå frem for kredsen (som menighederne dengang blev kaldt), frasige sig deres tidligere forbindelse med kristenheden og bekende deres indvielse. Senere symboliserede de så denne indvielse ved vanddåben. En af dem der blev døbt sidst i 1930’erne var en blind mand ved navn Cecil Alleyne.

Cecils offentlige bekendelse fandt sted under andre forhold. Som hjælpepræst i Nazaræerkirken i Blades Hill, St. Philip, kendte han allerede mange skriftsteder. Men han havde aldrig forstået ’mønsteret af sunde ord’. (2 Tim. 1:13) Da broder Blackman forkyndte for ham varede det imidlertid ikke længe før han, skønt blind, forstod sandheden. Nu var han opbragt over de mange års åndelig forståelse han var gået glip af mens han havde været tilsluttet Nazaræerkirken. Kort efter stod han frem i kirken og bekendte at han nu ikke længere ville være tilsluttet menigheden, men at han var blevet et af Jehovas vidner. Mange af de tilstedeværende græd og bad ham om ikke at forlade dem, da han var meget afholdt. I de følgende år var der mange af disse mennesker som gik over til den sande tilbedelse som et resultat af broder Alleynes forkyndelse.

Da han ikke var født blind, kendte han distrikterne udmærket. Når han fulgtes med nogen i distriktet vidste  han nøjagtig hvor han var og hvem der boede i de huse de kom forbi. Hans bemærkelsesværdige nidkærhed og veludviklede humoristiske sans gjorde ham afholdt. Han havde en vindende måde at fremholde budskabet på, kombineret med en smittende latter der både hjalp til at slå de bibelske argumenter fast og gav folk tid til at tænke over det han havde sagt. Den menighed der senere blev oprettet i Blades Hill var i det store og hele et resultat af hans indsats. En af dem han forkyndte for og som han hjalp meget var Oswald Batson, der blev pioner og senere tjente som kredstilsynsmand, og derefter, indtil sin død i 1957, som områdetilsynsmand på de seks øer under afdelingskontoret. Broder Alleyne er også død nu.

Teokratisk organisation under den anden verdenskrig

Året 1938 er af historisk betydning for Jehovas folk i hele verden. I det år forstod man nødvendigheden af en fuldstændig teokratisk organisation. Som overalt i verden skete der også på de østlige øer i Det Caraibiske Hav en stramning af den organisationsmæssige struktur. Dette var næppe tilfældigt, for det bidrog til den enhed der var nødvendig for at hjælpe de sande kristne til at bevare neutraliteten under den verdenskrig der brød ud kort efter.

Selv om disse øer ikke var direkte indblandet i fjendtlighederne, bidrog de som engelske kolonier med mandskab til de væbnede styrker. Vore brødre holdt sig imidlertid uden for krigshandlingerne og viede deres kræfter til at vise folk hen til Guds rige som menneskehedens eneste håb. Selv om der ikke var noget officielt forbud mod Selskabets publikationer, benyttede myndighedspersoner sig af deres embede til at begrænse indførselen af publikationer, grammofonplader, dokumenter og andre forsyninger som kunne være en hjælp i tjenesten for Riget.

 Følgen blev mangel på bibelsk læsestof. De få publikationer brødrene modtog blev derfor brugt med stor omhu. Søster Lucy Gooding og flere andre på Barbados blev flittige afskrivere af studieartiklerne i de numre af Vagttårnet de fik, og fordelte kopier blandt brødrene. Søster La Borde fra St. Vincent giver udtryk for sin og dermed alle brødrenes taknemmelighed med disse ord: „Vi takker Jehova og vor kære søster Gooding, som sammen med os havde del i den himmelske kaldelse, for at vi kunne holde os ajour med den nyeste forståelse.“

Efter krigen ansøgte man regeringen om tilladelse til igen at indføre Selskabets publikationer. Kort efter modtog man de første forsendelser, og siden har der ikke været nogen vanskeligheder.

 De første gileadmissionærer ankommer

Der ventede nu mange lande, deriblandt Barbados, en særlig velsignelse. I 1945 ankom de første missionærer fra Vagttårnets Bibelskole Gilead. Det satte virkelig fart i arbejdet!

I november 1945 begyndte James og Bennett Berry, to kødelige brødre, og Franklyn Lamar Pate deres missionærtjeneste. De tjente som kredstilsynsmænd, dengang kaldet vennetjenere, på de forskellige øer som nu hører under afdelingskontoret. De lod brødrene få gavn af den udmærkede undervisning de havde fået på Gilead, og det resulterede i en betydelig forbedring af undervisningen, både i menighederne og i tjenesten på arbejdsmarken.

For første gang forstod brødrene på Barbados hvor gavnligt det er at gennemgå alle paragrafferne i studiematerialet inden for den tildelte tid. Det var især til gavn for menigheden i Bridgetown, hvor en stridbar ånd havde udviklet sig blandt nogle af medlemmerne. Den forbedrede ånd virkede befordrende på yderligere åndelig vækst. Flere nye og unge begyndte at slutte sig til menigheden.

Nu var der seks menigheder på Barbados, med 72 forkyndere. Ved mindehøjtiden dette år var der 199 til stede. På Grenada var der 15 forkyndere, med 22 til stede ved mindehøjtiden.

Et besøg af præsidenten

Efter krigen, i 1946, besøgte Selskabets præsident, Nathan H. Knorr, og den daværende vicepræsident, Frederick Franz, for første gang Vestindien. Men den eneste ø de besøgte ved denne lejlighed var Trinidad, hvis afdelingskontor førte tilsyn med Rigets arbejde på alle de østlige øer i Det Caraibiske Hav.

 Glæden og begejstringen var stor da man fik et brev fra afdelingskontoret i Port of Spain på Trinidad. Brevet var adresseret til alle menighederne og lød i uddrag: „Der vil blive afholdt et stævne, og det offentlige foredrag vil blive holdt af broder Knorr. Det vil være umuligt for brødrene Knorr og Franz at besøge andre øer på denne rejse, så underret venligst brødrene. . . . Det ville være godt om kredstjenerne og pionererne kunne komme, dersom de har råd til det. Brødrene i Vestindien vil her få en vidunderlig lejlighed til at mødes med Selskabets præsident og vicepræsident og få megen værdifuld vejledning om hvordan de kan fremme Rigets arbejde.“

Men selv de der ikke kunne rejse til Trinidad fik gavn af stævneprogrammet. For at gøre dette muligt blev der holdt et stort stævne på Barbados i oktober samme år. Da var Joshua Steelman, en anden gileadmissionær, ankommet, og han medvirkede i stævneprogrammet. Ved dette stævne modtog brødrene med glæde nyheden om at menighederne ville få regelmæssige besøg af „vennetjenere“, i dag kaldet kredstilsynsmænd. Det højeste antal tilstedeværende var 902. Dette var begyndelsen til en tid med større, velorganiserede stævner på Barbados.

Blandt dem der blev styrket ved dette stævne var brødrene St. Clair og Frank Gall. Den sande pionerånd som missionærerne lagde for dagen gjorde et så dybt indtryk på dem at de også tog pionertjenesten op. I 1950 blev Frank Gall og Fitz Gregg som de første barbadiere indbudt til at gennemgå Gileadskolen. De udgik fra den 16. klasse og blev derefter begge sendt til British Honduras (nu Belize).

Når de lokale brødre gjorde en ihærdig indsats i tjenesten, blev de rigt velsignet af Jehova. Dudley Mayers, der nu er 81 år, mindes den tid og beretter: „Vi var kun ti i  vores lille gruppe i Hall’s Village, St. James, deraf fire fra min familie. Eftersom den ene af brødrene var temmelig gammel og der var mange søstre, blev jeg udnævnt til alle tjenerposterne i kredsen, som vi dengang kaldte menigheden. Senere flyttede vi møderne til Cave Hill, St. Michael, omkring fem kilometer fra den oprindelige mødesal, og fra da af begyndte det at gå fremad lige til i dag, hvor vi er omkring 135 forkyndere og over 200 til stede ved vore søndagsmøder.“ Selv om broder Mayers har haft tre hjerteanfald tjener han stadig regelmæssigt som hjælpepioner.

De gav ikke op

Det tog missionærerne nogen tid at tilpasse sig de lokale forhold og opnå et vist mål af immunitet over for de lokale sygdomme. Mange af dem gav dog ikke op men blev i deres tildelte distrikt.

Et prægtigt eksempel på en der ikke gav op og som er højt elsket af brødrene, er Sven Johansson. Han og Richard Ryde fik i marts 1949 til opgave at tjene som missionærer på Grenada. Broder Johansson, der stammer fra Sverige,  mindes dengang han fik malaria. Da han ikke vidste hvad han fejlede, forsøgte han så godt han kunne at behandle sig selv for forkølelse, men til sidst måtte han erkende at hans sygdom var langt alvorligere end han havde troet. Han skriver: „Da lægen fik mig under behandling, var det for sent. Alle troede at jeg skulle dø. Min missionærpartner, Richard Ryde, skrev endog til broder Knorr om hvordan begravelsen skulle ordnes. Broder Knorr svarede straks at han skulle sørge for at jeg fik den bedst mulige lægebehandling.

Til sidst kom jeg mig dog. Men så blev min partner syg af malaria. Vi fik begge flere tilbagefald. Undertiden var vi begge syge og lå i sengen på samme tid. For at afgøre hvem af os der skulle stå op for at tage sig af den anden og sørge for de daglige pligter, sammenlignede vi vores temperaturer. Den af os der havde den højeste temperatur fik lov at blive i sengen. I mange år kæmpede vi med denne besværlige og tilbagevendende feber. For mit vedkommende varede det otte år før jeg var helbredt.“

Respekteret for ærligt arbejde

Broder Johansson tjente ikke alene på Grenada, hvor han giftede sig med en lokal søster, men også på St. Vincent. I 1951 rejste han og hans kone til St. Vincent, hvor de i adskillige år tjente som almindelige pionerer. Men ikke så snart havde de slået sig ned, før han fik besked fra politichefen om at han havde fem dage til at forlade øen. I et efterfølgende interview med politichefen fik han at vide at han var erklæret uønsket fordi han var udenlandsk spion. Broder Johansson forklarede at han var et af Jehovas vidner og at han ikke blandede sig i politik. Men politichefen var urokkelig.

Broder Johansson skriver: „Min eneste mulighed for  appel var at opsøge øens administrator. Efter at have aftalt en tid med ham, talte jeg med ham i cirka en halv time. Han bekræftede hvad politichefen tidligere havde fortalt mig, nemlig at jeg nu var en uønsket gæst. Administratoren påstod derefter at jeg var imod katolikkerne; da han selv var katolik var han meget forbitret over det. Jeg forsikrede ham om at jeg ikke var imod katolikker. Jeg nævnte at min barber var katolik og at jeg besøgte katolikker i deres hjem for at tale med dem om Bibelen. Til sidst sagde han: ’Hr. Johansson, jeg har hørt at De er meget dygtig til at reparere radioer. Jeg har to radioer der trænger til at blive repareret. Jeg sender dem til Dem i morgen for at de kan blive repareret. De kan blive på øen.’ Så tog han telefonen, ringede til politichefen og gav ham instrukser om at jeg skulle have lov til at blive på øen.“

Mere end én gang blev der aflagt et glimrende vidnesbyrd på grund af broder Johanssons gode eksempel i forbindelse med hans verdslige arbejde. En forretningsmand søgte en pålidelig og ærlig mand til at reparere defekte radioer. Han tog to ens radioer som var i fin stand og klippede en ledning i kredsløbet over på dem begge. Derpå sendte han en til hver af to teknikere som han anså for at være de bedste inden for branchen. Da  broder Johansson, som var den ene af de to, sendte den radio tilbage som han havde fået til reparation, vedlagde han en regning på nogle få kroner, med besked om at det var for lodningen af en defekt ledning. Den anden tekniker sendte en regning for udskiftning af rør og andre dele. Broder Johansson fik arbejdet som radioreparatør for det pågældende firma.

I de 39 år broder Johansson har været på disse øer har han deltaget i kreds-, område- og specialpionertjenesten. Nu bor han på Barbados, hvor han tjener som almindelig pioner og som medlem af afdelingskontorets udvalg der fører tilsyn med Rigets arbejde på disse øer. Skønt han for nylig har haft et alvorligt hjerteanfald, er han på benene igen. Hans hjerte, som er blevet noget svækket, kræver at han sætter tempoet ned. Hans trofaste eksempel i årenes løb minder mange om Paulus’ udtalelse i Andet Korintherbrev 6:4-6: „På enhver måde anbefaler vi os som Guds tjenere: ved at udholde meget, ved trængsler, ved tilfælde af nød, ved vanskeligheder, . . . ved langmodighed, ved venlighed, ved hellig ånd, ved kærlighed uden hykleri.“

Rigets arbejde kommer i gang på St. Lucia

St. Lucia, der ligger 192 kilometer nordvest for Barbados, er en frodig og smuk tropeø med 120.000 indbyggere. Øen er berømt for sine tvillingebjergtoppe, Gros Piton og Petit Peton, der rager op af havet, og for sin dyrkning af bananer og kopra.

I 1947 begyndte St. Lucia også at bære Rigets frugt. Den første indfødte forkynder var Leanna Mathurin. Da hun fik sandheden boede hun i Demerara i Guyana. Hun skrev til broder Knorr og spurgte om der var noget hun kunne gøre for at hjælpe med at udbrede den gode nyhed på St. Lucia. Efter at have fået broder Knorrs opmuntrende  svar flyttede hun til Micoud, en landsby omkring 50 kilometer fra hovedstaden Castries.

To år senere ankom der to gileadmissionærer — Lloyd Stull og Williams Cammers. Disse to udgjorde sammen med Leanna Mathurin hele menigheden af Jehovas Vidner på øen.

Denne nidkære søster, der var fortrolig med den lokale dialekt, en blanding af fransk og engelsk, bragte Bibelens trøstende budskab ud til mange folk på landet. For sine egne midler lod hun bygge en lille rigssal, hvortil der blev føjet to værelser, et på hver side. Hun boede selv i det ene og stillede det andet til rådighed for rejsende tilsynsmænd. Hun er nu 82 år, men tjener stadig nidkært som almindelig pioner.

På St. Lucia, der var overvejende katolsk, havde missionærerne en del problemer med at finde et passende sted at bo, men broder Stull siger: „Vi så sådan på det at vi ville få alt hvad vi havde brug for i tjenesten fra hus til hus.“ Og ganske rigtigt, gang på gang blev der sørget for deres fornødenheder.

Med tiden blev der sendt flere missionærer til St. Lucia. Blandt dem var Fred Dearman fra De Forenede Stater og William og Edith Honsinger fra Canada, som stadig tjener trofast i deres tildelte distrikt. Jehova har i sandhed velsignet deres kærlige indsats, for nu findes der fire smukke rigssale som betjener fem menigheder med 380 nidkære forkyndere.

Søsyge under stævnerejser

For at komme til stævnerne på de forskellige øer måtte brødrene i de første år bruge slupper, sejlskibe, skonnerter eller hvilke fartøjer der nu sejlede mellem øerne. Der  fandtes ingen pålidelig flyforbindelse fra ø til ø. For dem der var søstærke var sejladsen ikke noget problem. Men for nogle, som broder Stull, var det ofte en skrækkelig oplevelse.

Her følger en beskrivelse af en af disse rejser: „Broder Stull, som ikke var søstærk, blev meget syg om bord på båden. Og det gjorde det ikke bedre at den rejse der skulle have varet én dag, kom til at vare tre dage på grund af det oprørte hav.

Man måtte sove på dækket, idet både skibets lastrum og kahytter var fyldt med fragtgods. Der var en presenning som man kunne søge ly under, men til sidst slog regnen og skumsprøjtet fra havet igennem. Broder Stull var så syg at han ikke engang havde kræfter til at søge ly, men det meste af tiden måtte overgive sig til elementernes rasen. Om dagen når solen skinnede, rullede vi ham først om på den ene side for at tørre, og derefter om på den anden til han var helt tør — indtil den næste periode med dårligt vejr satte ind, og det hele gentog sig.“

Denne rædsomme oplevelse varede ved indtil vennerne fik stævneøen i sigte. Men selv da var der ingen lindring at hente. Tidevandet skiftede, og båden drev ud mod havet, så øen igen forsvandt ud af syne. Og da man endelig lagde til, ventede der brødrene endnu en skuffelse — immigrations- og toldpersonalet var allerede taget hjem! Så måtte brødrene tilbringe endnu en nat om bord på skonnerten.

Richard Ryde, der tjente som missionær på Grenada, oplevede også genvordighederne med sejladsen mellem øerne. Han havde fået til opgave at tjene som ordstyrer ved et stævne på Barbados og sejlede fra Grenada til St. Vincent, i håb om derfra at komme videre til Barbados. Da  han vidste hvor upålidelig sejladsen mellem øerne kunne være, rejste han i tilstrækkelig god tid til at kunne være med i førstævnearbejdet. Men på grund af havforholdene ankom broder Ryde til Barbados lige tidsnok til at høre det offentlige foredrag! Da den båd han sejlede med nærmede sig Barbados, kunne de ombordværende se land ved flere lejligheder, ja, de kunne endda se folk gå inde på stranden. Men skiftende tidevand og modvind hindrede dem i at komme ind til øen. De overtroiske sømænd tog denne udvikling som et dårligt tegn og satte kors op, men til ingen nytte. Med forståelig afsky sagde broder Ride til dem: „Gutter, det er ikke kors I har brug for, men en hjælpemotor!“

Besøg fra hovedkontoret

I 1949 blev brødrene begejstrede over at høre at broder Knorr ville besøge Barbados på sin anden tur til Caraibien. Denne gang skulle broder Milton Henschel, der også tilhørte staben på hovedkontoret, ledsage ham. I forbindelse med besøget blev der arrangeret et områdestævne på Steel Shed for alle øerne.

Det offentlige foredrag „Det er senere end du tror“ blev overværet af 3000. Der skulle gå 25 år før dette antal blev overgået. Under dette stævne drøftede broder Knorr et emne med pionererne som skulle få stor åndelig betydning for øerne — udsigten til at gennemgå Gileadskolen.

„Kirken uden helvede“

En væsentlig side af det barbadiske kulturmønster er folks store kærlighed til Bibelen. Dette, samt det forhold at flertallet af befolkningen kan læse og skrive og er ivrige efter at lære, gør tjenesten fra hus til hus til en behagelig udfordring. Det er sjældent at folk nægter at lytte. Det er ikke vanskeligt at få en livlig samtale om religiøse spørgsmål,  og det kræver at man er godt inde i Bibelen og dygtig til at bruge den.

En tid, især i 1960’erne og 1970’erne, omtalte folk ofte Jehovas Vidner som „kirken uden helvede“. En af brødrene husker at Gertrude Linton af den lokale befolkning blev omtalt som „Gertie uden helvede“. Hensigten var tydeligvis at få folk som viste interesse for vort budskab, til at tage anstød. Det blev derfor nødvendigt på et kredsstævneprogram at indlægge et punkt der viste hvordan man kunne forklare dette lærepunkt ved hjælp af King James-oversættelsen. Man benyttede skriftsteder som Salme 55:15; 86:13; Esajas 14:9 og Jonas 2:2 med marginalhenvisningerne i King James-oversættelsen. Eftersom de fleste hjem havde denne oversættelse af Bibelen  med marginalhenvisninger, kunne brødrene ræsonnere med folk ud fra deres egen bibel og hjælpe dem til at forstå at det helvede der omtales i denne oversættelse af Bibelen, ikke er et pinested med brændende ild, men graven. Denne fremgangsmåde var åbenbart yderst virkningsfuld, for nu er der næsten aldrig nogen der bringer dette emne på bane.

Budskabet forkyndes på Grenadinerne

Der var nu aflagt et godt vidnesbyrd på de større øer under afdelingskontoret på Barbados. Men de mindre øer som ligger spredt mellem Grenada og St. Vincent skulle også høre budskabet. Disse øer hedder Grenadinerne.

Når man i dag rejser med fly i dette område har man hele tiden disse øer inden for synsvidde. Men for at nå ud til dem dengang, måtte man sejle. Derfor købte Selskabet en 20 meter lang skonnert ved navn Sibia. Den 18. marts 1950 kastede en gruppe missionærer fra forskellige lande anker ud for øen Carriacou, den største af Grenadinerne. Blandt besætningsmedlemmerne var Arthur Worsley, Stanley Carter, Ronald Parkin og Gust Maki, der tjente som kaptajn — alle sammen nidkære forkyndere af den gode nyhed. Inden længe var det første organiserede vidnesbyrd blevet aflagt for de 7000 indbyggere på denne ø på 34 kvadratkilometer.

Brødrene opdagede at der blandt disse forholdsvis isolerede mennesker rådede en varm og hjertelig ånd. De ejede ikke meget i materiel henseende, men det betød kun lidt for missionærerne, som var der for at give og dele ud. For at hjælpe disse mennesker byttede missionærerne ofte bibler og andre publikationer med lokale afgrøder som jordnødder, majs og grøntsager. Den 29. august 1950 blev det første lokale vidne, en søster, døbt. Den 22. september  1952 blev der oprettet en menighed. I dag har denne menighed over 40 forkyndere, for ikke at tale om de snesevis af forkyndere der er flyttet fra øen og som nu bor i Europa, Nordamerika og på andre øer i Det Caraibiske Hav.

En anden af Grenadinerne som har bevaret sin uberørte, idylliske skønhed er Bequia. Den 5. april 1950 lagde Sibia til i dens maleriske havn, Port Elizabeth. I årene derefter besøgte Sibia ti gange denne ø med dens godt 6000 indbyggere. I dag er der en stærk menighed på cirka 20 forkyndere som tager sig af Rigets interesser der.

I 1953 godkendte Selskabets præsident købet af en større båd, en motorbåd ved navn Le Cheval Noir (Den Sorte Hest), der skulle erstatte Sibia. Navnet blev ændret til Light (Lys), et mere passende navn der virkelig repræsenterede formålet med dette dobbeltskruede fartøj. Der var plads til at otte personer kunne bo om bord. Båden kunne endog medtage 50 personer på korte sejlture mellem øerne, hvilket ofte skete når forkyndere skulle fra ø til ø for at overvære stævner.

Hjælp efter orkanen Janet

I september 1955 fejede orkanen Janet hen over øerne Barbados, Bequia, Carriacou, Grenada og St. Vincent. Som en rasende tyr rev vinden træer og huse op, med en hastighed som beboerne i området ikke kunne mindes nogen sinde før at have oplevet. Før Janet bevægede sig videre nordpå udløste den i en hel uge billioner af hestekræfters destruktive energi over disse øer. Halvfems procent af bygningerne på Carriacou blev revet omkuld eller ødelagt.

Brødrene viste en enestående kærlighed mod dem der var blevet berørt af orkanen. „Under orkanen befandt vi  os om bord på båden Light i området omkring Puerto Rico,“ fortæller Gust Maki. „Brødrene og søstrene på Puerto Rico gav os en mængde tøj og mad til brødrene på Carriacou.“ Han mindes hvordan folk reagerede: „Eftersom alle kirkerne på Carriacou var blevet ødelagt, blev der ikke afholdt nogen gudstjeneste i flere måneder. Man så den katolske præst gå rundt og besøge sine kirkemedlemmer for at tilbyde dem kommunionen før han forlod øen. Den anglikanske præst besøgte et af sine sognebørn for at bede om penge til at reparere kirken; den pågældende boede på det tidspunkt i et interimistisk køkken. Man hørte hende sige: ’Min biskop kommer for at bede om penge, mens Jehovas Vidner kommer for at hjælpe deres medlemmer.’“

Udvandring påvirker væksten

I årene fra 1950 til 1970 ændredes mønsteret for organisationens vækst og udvikling på de østlige øer i Caraibien. I deres higen efter et „bedre liv“ og forbedrede økonomiske forhold fandt folk på disse øer det nødvendigt at emigrere til mere udviklede lande. Det gjaldt især indbyggerne  på Barbados. I løbet af en 30-års periode kunne Barbados melde om en nedgang på 74.000 i befolkningstallet.

Vore brødres økonomiske situation var ikke anderledes end andres. Mange stod splittet mellem to presserende krav — nødvendigheden af at skaffe deres familie føde, klæder og husly, og behovet for at sætte det åndelige først og bevare familien forenet i den sande tilbedelse. Denne situation gav anledning til en hel del selvransagelse hos familieoverhovederne på øerne.

Mange menigheder blev svækket betydeligt da nogle af de brødre som havde været de mest nidkære forkyndere rejste. I visse tilfælde førte det langvarige fravær af et af familiens medlemmer til utroskab, og for at udbedre det ægteskabelige brud var det nødvendigt med tugt og vejledning fra de ældste. Det at familien ikke var samlet, medførte også i nogle tilfælde at børnene skejede ud. Som årene gik viste det sig at de emigranter der vendte tilbage, i de fleste tilfælde var bedre stillet økonomisk, men i  betragtning af den belastning det havde været for deres familieliv og det åndelige tab de havde lidt, måtte nogle spørge sig selv: ’Har det virkelig været det værd?’

Et bedre valg, større velsignelser

Der var imidlertid nogle som modstod den økonomiske fristelse, bevarede familien samlet og udholdt de vanskelige tider. De gjorde blot endnu mere for at finde på udveje og blev rigt velsignet for det. Lad os se på to af dem der satte et godt eksempel — Milton Alleyne og Fitz Hinds.

Skønt Milton Alleyne var en dygtig og erfaren entreprenør, modstod han lysten til at emigrere. Han blev på stedet for også at kunne hjælpe sin familie på andre områder end det økonomiske, og for at kunne være til hjælp for de lokale brødre. Han bevarede sin familie forenet og har nu den glæde at alle hans fire børn er indviede og døbte forkyndere. To af dem tjener som almindelige pionerer og en som specialpioner. Broder Alleyne tjener selv som præsiderende tilsynsmand i Hillaby-menigheden på Barbados.

Fitz Hinds viste også tålmodig udholdenhed. Han har været i forreste linje af den teokratiske virksomhed og har ført an i menigheden i mere end 36 år. For tiden tjener han som vagttårnsstudieleder i Sugar Hill på Barbados, og han har også haft den glæde at hjælpe alle sine børn til at vokse op i sandheden. Hans tre sønner er alle menighedstjenere, og en af hans døtre er almindelig pioner. Resten af familien deltager regelmæssigt i hjælpepionertjenesten på forskellige tidspunkter af året.

Lykkeligvis kan det siges at mønsteret fra 1950’erne til 1970’erne har ændret sig. Nu er der færre af de mere kvalificerede og nidkære brødre som tænker på at emigrere af økonomiske grunde alene.

 Nogle af dem der har taget heltidstjenesten op har haft den forret at gennemgå Gileadskolen. Det er glædeligt at tænke på at afdelingskontoret på Barbados i årenes løb har sendt ti heltidstjenere til Gilead. For at koordinere det hastigt voksende arbejde på øerne tjener to af missionærerne som blev sendt tilbage hertil, A. V. Walker og O. L. Trotman, nu i afdelingskontorets udvalg sammen med Sven Johansson.

Det er tydeligt at arbejdet med at gøre disciple har haft god fremgang. Brødrene har opnået den nødvendige organisationsmæssige erfaring og har påtaget sig en større ansvarsbyrde i forbindelse med Herrens gerning i disse sidste dage for den onde tingenes ordning.

Genbesøgsarbejde efter Light

Missionærerne på båden Light udførte et værdifuldt arbejde på øerne. Der var imidlertid et minus. På disse småøer var folk meget optaget af hvem der skulle døbe deres nyfødte og hvem der skulle udføre de sidste ritualer eller begrave dem når de var døde. De interesserede som missionærerne studerede med og som i nogle tilfælde kom så langt som til at trække sig ud af kirken, følte sig forladt når missionærerne måtte lette anker og sejle videre til en anden ø. ’Hvem skal nu begrave vore døde?’ spurgte de. Og så vendte de tilbage til kirken.

I 1957 havde Selskabets flydende missionærhjem Light derfor tjent sin hensigt og blev solgt. De missionærer der havde boet på båden fik tildelt opgaver andre steder. Nu var tiden inde til at heltidsforkyndere bosatte sig på øerne for at følge interessen op.

Stanley og Ann Carter blev sendt til St. George’s på Grenada. De arbejdede loyalt og trofast for at styrke brødrene. Inden længe medførte den begejstring som de nidkære  forkyndere i byen lagde for dagen, at man måtte have en større mødesal. Der blev bygget en dejlig rigssal hvorfra der var udsigt over den smukke havn i St. George’s, og den blev indviet af Robert Wallen fra hovedkontoret da han som zonetilsynsmand kom på besøg i marts 1964.

Forandringer sigter de utilfredse fra

Rigets Tjenesteskole, som Selskabet oprettede i 1961 for yderligere at oplære specialpionerer, missionærer og ældste i menigheden, var i høj grad medvirkende til at styrke arbejdet i organisationsmæssig henseende. Skolen hjalp kvalificerede brødre til at indse værdien af at gøre noget for at blive i distriktet i stedet for at emigrere i den hensigt at opnå økonomiske fordele. Situationer hvor forkyndere levede et umoralsk liv måtte også tages op. Undertiden var sådanne sager ikke blevet behandlet med det samme. Det månedlange kursus, der blev gennemført i Bridgetown på Barbados og i Kingstown på St. Vincent, hjalp brødrene til at justere deres holdning ind efter Bibelen.

Nogle klagede når der blev gjort forandringer, men andre var ydmyge og taknemmelige for at kunne tjene Jehova på en hvilken som helst post. Reuben Boyce indrømmer for eksempel at da han blev afsat som præsiderende tilsynsmand i Bridgetown menighed på Barbados, kom det som „en stor overraskelse“ for ham. Men han accepterede det som et udtryk for Jehovas ledelse eller som noget der skete med Hans tilladelse. En anden, derimod, som nu ikke længere vandrer på sandhedens vej, henvendte sig til broder Boyce, idet han foregav at have ondt af ham, og sagde: „Hvad er der sket? Hvorfor har de sat dig af?“

Broder Boyce svarede: „Hvad mener du?“

 Den pågældende, som forsøgte at skabe utilfredshed, sagde derpå: „Det er for dårligt! Hvad vil du gøre ved det?“

Broder Boyces svar afspejlede den loyale indstilling som langt de fleste brødre lagde for dagen: „Hør nu her! Det er ikke noget at tale om. Når Selskabet udnævner én til en post i menigheden får man ikke at vide at de vil udnævne én; så når de fjerner én, laver man ikke et farligt postyr af den grund — man fortsætter bare som sædvanlig. Jeg kan ikke se at der er noget at blive gal over.“ Og dermed endte samtalen.

I de år der er gået har broder Boyce fortsat bevaret sin loyalitet over for Jehova og hans organisation og har høstet gavn af den nødvendige tugt. Nu er han fuldstændig blind og højt oppe i årene, men tjener som ældste. På sine gamle dage har han også haft den glæde at hans kone, som tidligere var ikketroende, er blevet et indviet og døbt vidne.

Et nyt afdelingskontor oprettes

Blandt de bekendtgørelser der fandtes under „Teokratisk nyt“ i Rigets Tjeneste (Trinidad-udgaven) for februar  1966 var en kort men vigtig meddelelse: „Den 1. januar 1966 blev der på Barbados oprettet et nyt afdelingskontor som skal føre tilsyn med arbejdet på Barbados, Bequia, Carriacou, Grenada, St. Lucia og St. Vincent.“ På det tidspunkt var der i alt 1084 forkyndere på disse seks øer. Disse forkyndere havde til opgave at forkynde for en befolkning på mere end en halv million. Der var naturligvis allerede blevet udført et stort vidnearbejde.

To missionærer blev sendt til Barbados for at indrette det missionærhjem hvor afdelingskontoret skulle være. Det var Benjamin og Beryl Mason. Broder Mason havde gennemgået den 2. og den 39. klasse på Gilead. Det der især kendetegnede ham var hans nidkærhed for tjenesten. Han var lidt duknakket, og med sin karakteristiske sans for humor plejede han at sige at hans foroverbøjede holdning skyldtes at han „altid stræbte fremad i Herrens tjeneste“.

Brødrene på det nye afdelingskontor spildte ikke tiden, men lagde lige fra begyndelsen vægt på at vise brødrene større personlig opmærksomhed og sørge bedre for deres behov. Det at afdelingskontoret lå midt i øsamfundet betød også at menighederne fik deres forsyninger hurtigere frem, uden først at måtte bestille dem fra Trinidad og så være afhængige af den upålidelige skibsforbindelse mellem øerne. Det varede ikke længe før alle brødrene på afdelingskontoret havde vænnet sig til at være en del af den nye „betelfamilie“.

Tiden var nu inde til at Selskabet blev fast etableret på Barbados. En yderst velegnet ejendom i Bridgetown blev købt og ombygget til afdelingskontor, missionærhjem og rigssal. Det var selve den ejendom som i mere end 50 år havde været centeret for så megen teokratisk virksomhed — Lucy Goodings hjem.

 Afdelingskontoret på Barbados ligger ideelt i Bridgetown, en husblok fra det nye hovedpostkontor og cirka ti minutters gang fra Bridgetown havn. De smukke, rene bygninger bliver ofte rosende omtalt af folk der går forbi — folk som også iagttog den fælles indsats brødrene gjorde under byggeriet. Alle menighederne var med i byggeriet, og det var i sig selv et stort vidnesbyrd.

Gennemførelsen af betelbyggeriet og det fællesskab det skabte, fik brødrene til at tænke mere alvorligt over behovet for at bygge rigssale. Det gik pludselig op for dem at der blandt de lokale brødre fandtes mange dygtige håndværkere. Inden for halvandet år efter indvielsen af afdelingskontorets bygninger blev der således bygget otte nye rigssale. Den første der blev indviet lå i Cave Hill på Barbados; andre fulgte efter i Castries på St. Lucia og i Grenville på Grenada, for blot at nævne nogle få. I hele afdelingskontorets område findes der nu 28 rigssale, hvilket gør det muligt for alle de 33 menigheder at holde møder i bygninger som ejes af brødrene.

Politiske omvæltninger omkring os

Fra 1958 var der begyndt at ske store politiske omvæltninger overalt i Vestindien. Ti vestindiske øer, fra Jamaica mod nordvest til Trinidad mod syd, havde sluttet sig sammen i et politisk forbund. Men det viste sig at være en fiasko og var derfor blevet opløst i maj 1962. I stedet for at alle disse øer arbejdede hen imod politisk uafhængighed som én nation, måtte hver enkelt ø selv søge at opnå uafhængighed. Barbados blev således en uafhængig stat den 30. november 1966. Senere fulgte Grenada, St. Lucia og St. Vincent efter.

Disse politiske omvæltninger berørte imidlertid ikke forholdet mellem brødrene på de forskellige øer. Både før og efter at disse øer opnåede selvstændighed, har brødrene  bestræbt sig for at overholde den bibelske neutralitet. De ved udmærket at Kristus sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Joh. 17:16) De har også ladet sig lede af Paulus’ ord: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ (Rom. 12:18) Eftersom brødrene ikke har blandet sig i politik, men har bevaret en streng neutralitet, er de blevet i høj grad respekteret, om end ikke elsket, af deres lokale regering. Undertiden er politikere blevet fortørnede over at brødrene ikke har gjort det man betragter som deres borgerpligt, især under lokale valg, men det har aldrig givet anledning til alvorlige problemer.

I nogle få tilfælde er brødrenes børn blevet truet med bortvisning fra skolen fordi de ikke aflægger troskabsed og deltager i patriotiske ceremonier. Når det er sket har det, især på Barbados, været en hjælp at henvise skolemyndighederne til nogle af lovene i øens forfatning. Når skolemyndighederne er blevet mindet om de rettigheder forfatningen garanterer, har vi sjældent haft flere vanskeligheder. Brochuren Skolen og Jehovas Vidner har vist sig at være et udmærket hjælpemiddel til at klargøre vor stilling for skolemyndigheder og lærere.

 Gileadmissionærer sætter et godt eksempel

Alle øerne har haft gavn af de rejsende tilsynsmænd og missionærer der er udgået fra Gileadskolen. Disse brødre og søstre har hver især ydet et stort bidrag til udbredelsen af den gode nyhed og til at styrke menighederne.

I 1960 kom John og Lynne Mills fra Trinidad til Barbados for at virke i kredstjenesten. Og det klarede de fint i mange år, endda med et barn.

Richard og Gay Toews ankom til Barbados den 21. februar 1967 for at begynde i missionærtjenesten. Samme år blev broder Toews udnævnt til at lede arbejdet på afdelingskontoret, en opgave som han varetog udmærket i 13 år. Ligesom Paulus havde befalet Timoteus at oplære andre, søgte brødrene på afdelingskontoret i de år at oplære og dygtiggøre lokale brødre, så at de, i stedet for  de udenlandske missionærer, kunne påtage sig et ansvar og varetage vigtige opgaver. — 2 Tim. 2:2.

Gay Toews, en munter og slidsom søster, gjorde et stort arbejde i de år hun tjente som missionær på Barbados. Hun blev ret fortrolig med „bajan“ udtrykkene og brugte dem ofte i sin tjeneste fra hus til hus, selv om de barbadiske ord lød noget anderledes når de blev udtalt med canadisk accent! Hun opnåede betydelige resultater med at lede de interesserede til organisationen. På grund af dårligt helbred vendte broder og søster Toews til sidst tilbage til Canada, hvor de nu virker i områdetjenesten.

I øjeblikket er der ti missionærer og fem missionærhjem i det område som afdelingskontoret på Barbados fører tilsyn med. Fire af de fem rejsende tilsynsmænd har gennemgået  Gileadskolen. Mange af dem som nu virker i heltidstjenesten siger at en af de ting der tilskyndede dem til at tage heltidstjenesten op, var missionærernes gode eksempel.

I betragtning af den store hjælp som missionærerne har ydet kunne væksten have været større, havde det ikke været for den omfattende umoralitet i vor tid. På en af øerne bliver 78 procent af alle indfødte børn født uden for ægteskabet. Kristenhedens kirker har ikke haft svært ved at tilpasse sig den såkaldt nye moral, men det kan Jehovas folk ikke gøre. I et forsøg på at forlene resultatet af denne løse levevis med en vis social respektabilitet, har regeringen på en af øerne for nylig i et forslag til en reformeret  familielov fjernet ordet „uægte“ (brugt om børn født uden for ægteskabet) fra lovbøgerne. Vore brødre har derfor kraftigt måttet understrege nødvendigheden af at følge Jehovas høje moralnormer.

Internationalt stævne i Bridgetown

Et tydeligt udtryk for den åndelige vækst og modenhed brødrene på Barbados har opnået, var at de i 1978 fik den forret at være værter for et af de internationale stævner. Brødrene var begejstrede, og stævnet blev en vældig succes. Aldrig før havde så mange delegerede fra udlandet overværet et stævne på Barbados. De kom fra 28 lande.

Et glimrende vidnesbyrd blev aflagt på hoteller og andre steder da disse hundreder af besøgende blandede sig med indbyggerne på Barbados. Resultatet var at over 6000 overværede det offentlige foredrag, som blev holdt af Karl Adams fra Brooklyn Betel. Jack Barr og hans kone, Mildred, fra London, var også til stede, og broder Barr behandlede flere vigtige punkter på programmet. Han ventede på det tidspunkt på sin indrejsetilladelse til De Forenede Stater, så han kunne tjene som medlem af Det Styrende Råd.

Gratis radioudsendelser resulterer i et vidnesbyrd

Når et stridsspørgsmål, en skik eller fejringen af en højtid bliver samtaleemne på Barbados, lader man almindeligvis folk med forskellige synspunkter komme til orde i radioen. Dette forum har vi på en effektiv måde benyttet til at fremsætte vort standpunkt i forskellige spørgsmål, og det har resulteret i at mange fordomme mod vort arbejde er blevet nedbrudt. Ved en lejlighed blev vi indbudt til at sende en repræsentant til at medvirke i et panel der skulle besvare lytterspørgsmål i et program om julen, da vi ikke fejrer denne højtid.

 Et andet medlem af panelet var biskoppen for den anglikanske kirke. Før programmet skulle begynde, henvendte den broder som repræsenterede Jehovas Vidner sig til biskoppen og spurgte ham hvordan han ville tiltales. Biskoppen sagde at man kunne tiltale ham enten som fader, biskop eller pastor. Broderen forklarede høfligt at han ikke kunne bruge nogen af disse titler eftersom Bibelen ikke giver grundlag for at gøre det. Biskoppen blev tydeligt opbragt, og henvendte sig til programlederen og sagde at han ikke ville medvirke i programmet sammen med det Jehovas vidne — det var enten ham eller broderen. Eftersom broderen der repræsenterede Jehovas Vidner var den eneste på panelet der ikke gik ind for at fejre jul, måtte man beholde ham. Så det var en meget vred og ydmyget gejstlig der forlod studiet.

Da blodtransfusion og homoseksualitet blev samtaleemne, blev Jehovas vidner atter indbudt til at sende repræsentanter til at medvirke i forskellige paneler og fremholde Bibelens synspunkt.

Ingen tidsrøvende interesser

Man må sige at der er sket meget med den lokale teokratiske organisation gennem de sidste 84 år. Der har ganske vist ikke været nogen organiseret undertrykkelse af Guds folk her på øerne, men vor listige modstander, Satan Djævelen, har brugt andre midler. Han har benyttet mere underfundige snarer — umoralitet, kritik og en overdreven hang til fornøjelser.

Den populæreste sport på øerne er for eksempel cricket. Folk går lidenskabeligt op i denne sportsgren, og en skribent har udtalt: „Cricket er snarere en religion end en sport.“ Begejstrede tilhængere følger spillet i radioen eller  fjernsynet, eller som tilskuere på Kensington cricketbane på Barbados. Men de fleste af brødrene, som ved hvor tidsrøvende denne sport er, har bestræbt sig for at bevare et ligevægtigt syn på denne og andre former for adspredelse som kan skade et menneskes åndelige sundhed.

Det store antal hjælpepionerer i april viser at vore brødre i sandhed stræber efter at sætte Rigets interesser først. I april 1988 kunne afdelingskontoret på Barbados rapportere et højdepunkt på 1009 hjælpepionerer. Det betyder at der i gennemsnit var over 32 hjælpepionerer i hver menighed på de seks øer under afdelingskontorets tilsyn. I alt var 46 procent af brødrene med i en eller anden form for heltidstjeneste i denne måned. Denne nidkære virksomhed bidrog uden tvivl til at man i april 1988 blev velsignet med en ny rekord på 2571 forkyndere.

Jehovas pris forkyndes på øerne

Jehovas Vidners historie er nu en del af Barbados’ historie. På denne ø, der ligger som en tavs skildvagt ved indsejlingen til Det Caraibiske Hav, har den gode nyhed om Guds rige lydt i mere end otte årtier. Og denne forkyndelse har gjort øen til en åndelig port for de mange tusinder der er strømmet til for at glæde sig over „perioder som giver friske kræfter“ ved at opnå et godt forhold til Jehova Gud og hans søn, Kristus Jesus. — Apg. 3:19.

For længe siden skrev profeten Esajas: „Syng for Jehova en ny sang, hans lovsang fra jordens ende . . . Lad dem tilskrive Jehova herlighed, og lad dem forkynde hans pris på øerne.“ (Es. 42:10, 12) Alle de 2571 forkyndere af Riget som tjener her, beder i forening om at Jehovas velsignelse fortsat må hvile over deres bestræbelser for at forkynde hans pris.

 [Ramme/kort på side 150]

Portræt af Barbados-afdelingen

Barbados’ hovedstad: Bridgetown

Officielt sprog: Engelsk

Største kirkeretning: Anglikanske kirke

Samlede befolkningstal: 629.184

Forkyndere: 2571

Pionerer: 299

Menigheder: 33

Mindehøjtid: 8065

Afdelingskontor: Bridgetown

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ATLANTERHAVET

BARBADOS

Bathsheba

Holetown

Bridgetown

ST. LUCIA

Castries

Micoud

ST. VINCENT

Kingstown

BEQUIA

Port Elizabeth

GRENADINERNE

CARRIACOU

GRENADA

Grenville

St. George’s

DET CARAIBISKE HAV

 [Helsides illustration på side 148]

[Illustration på side 153]

Lina „Mammy“ Gaul, til venstre, og Waldemar Rice, nogle af de første forkyndere på Barbados

[Illustration på side 155]

Lucy Gooding, hvis hus blev brugt som missionærhjem

[Illustration på side 156]

Winifred Heath, der gjorde forandringer i sit liv så hun kunne blive døbt i 1940

[Illustration på side 158]

Chriselda James fra Grenada opdrog ni børn i sandheden

[Illustration på side 159]

E. J. Coward fra hovedkontoret i Brooklyn betjente de østlige øer i Caraibien

[Illustration på side 161]

Philippa La Borde eller „Mor Lab“, aktiv forkynder siden 1918, tjente på St. Vincent i 50 år

[Illustration på side 165]

Cuthbert Blackman benyttede en hestevogn i pionertjenesten

[Illustrationer på side 170]

Frank Gall, til venstre, en af de første barbadiere der gennemgik Gileadskolen, og Dudley Mayers, der hjalp med at oprette de første menigheder på Barbados

[Illustration på side 173]

Richard Ryde, til venstre, og Sven Johansson blev i 1949 sendt til Grenada som missionærer

[Illustration på side 175]

Lloyd Stull, en af de første missionærer der blev sendt til St. Lucia

[Illustration på side 180]

„Sibia“, en 20 meter lang skonnert der blev brugt i missionærtjenesten

[Illustration på side 183]

„Light“, en dobbeltskruet båd som erstattede „Sibia“

[Illustration på side 184]

Medlemmer af afdelingskontorets udvalg: A. V. Walker, O. L. Trotman og Sven Johansson

[Illustration på side 188]

Benjamin og Beryl Mason, som hjalp med at indrette missionærhjemmet

[Illustration på side 191]

Richard og Gay Toews, missionærer sendt til Barbados i 1967, tjener nu i Canada

[Illustration på side 192]

Afdelingskontorets bygninger og rigssalen i Bridgetown på Barbados

[Illustration på side 193]

Det internationale stævne „Den sejrende tro“, der blev holdt på Barbados i 1978

[Illustration på side 194]

Bathshebakysten på Barbados, ud mod Atlanterhavet