Ecuador

MIDT på jordkloden og dog længst væk fra dens centrum ligger Ecuador, gennemskåret af ækvator. Tropiske regnskove i lavlandet danner en kontrast til „byerne med evigt forår“ i Andesbjergenes højder. To havstrømme langs Stillehavskysten kæmper med hinanden om at give landet nyt liv. Den kølige peruanske havstrøm er fremherskende fra maj til december og bringer køligt, tørt vejr til den centrale del af landet. Fra januar til april er den varme havstrøm El Niño fremherskende og sender varme, fugtige vinde ind over landet og forfrisker det med regn.

Ecuadorianerne er lige så forskelligartede som det land de bor i. Blandt de mange indianerstammer er Otavalo-indianerne nok de bedst kendte. Mændene har almindeligvis håret snoet i en hårpisk og bærer en mørk filthat og en marineblå poncho over hvide bukser og hvid skjorte. Nogle af dem rejser rundt i verden og sælger deres vævede tæpper, sjaler og ponchoer. Derimod går Colorado-indianerne klædt i næsten ingenting. Mændene kan kendes på at håret er klippet skålformet og indsmurt i en stærkt orange pasta.

En anden vigtig del af befolkningen, de sorte, kan spore deres rødder direkte til Jamaica og Afrika. De spanske conquistadorer, der kom for at finde guld, har også efterladt spor både i ansigtstrækkene og i arkitekturen. Og lægger man dertil store grupper af orientalske, jødiske, arabiske og europæiske købmænd, har man Ecuador som det ser ud i dag. Folk er gæstfri og hilser sædvanligvis andre med et håndtryk og et varmt smil. Denne venlighed har  hjulpet mange til at tage imod et budskab der i høj grad har beriget deres liv.

Den gode nyhed kommer til Ecuador

Det var først i 1935 at nogle i Ecuador hørte den gode nyhed om Guds rige. Det år brugte to Jehovas vidner der var på vej til Chile, Theodore Laguna og hans partner, ti måneder til at forkynde her. I 1946 ankom så nogle gileadmissionærer der havde fået distrikt i Ecuador, til havnebyen Guayaquil. Det var Walter og Willmetta Pemberton og Thomas og Mary Klingensmith.

Efter at have ordnet de nødvendige formaliteter var disse første missionærer snart på vej til hovedstaden, Quito, som ligger på en højslette af vulkansk aske næsten tre kilometer over havet. Da ingen farbare veje førte op til den højde, tog de toget fra Guayaquil til Quito. Idet de mindes turen fortæller de: „Vi kom heldigvis ikke til at sidde på taget eller hænge på siden, som mange gjorde. Ikke så få medbragte bananer, ananas og høns som de solgte undervejs.“

Op ad Djævelens Næse var banen anlagt som en serpentinervej. Det så ud som om toget kørte på en smal afsats der var hugget ind i klippesiden. Det siksakkede sig op ad den stejle skråning, først fremad et stykke, dernæst baglæns det næste stykke, og sådan fortsatte det frem og tilbage indtil det nåede toppen. Efter to dage nærmede de sig deres bestemmelsessted da mørket var ved at falde på. Fyldt med ærefrygt betragtede de de sneklædte vulkaner, hvoraf den mest imponerende var Cotopaxi, en af verdens højeste aktive vulkaner, som er 5897 meter.

Nu begyndte missionærlivet. Der skulle lejes et hus. Der måtte købes mad ind hver dag da der ikke fandtes  køleskabe. Maden blev tilberedt på et brændefyret komfur. Hvordan blev tøjet vasket? Ikke i en automatisk vaskemaskine. Med de bare knoer blev tøjet, stykke for stykke, skrubbet på et vaskebræt. Men som en af missionærerne siger: „Jeg kan ikke huske at vi nogen sinde beklagede os noget særligt. Vi fortsatte bare i forkyndelsen.“

Dette var også en udfordring, da de ikke kunne ret meget spansk. Men med tro på Jehova begyndte de at gå fra hus til hus idet de brugte vidnesbyrdskort, grammofoner  og en del selvopfundet tegnsprog. Det varede ikke længe før de fik gode resultater.

Den første ecuadorianer finder sandheden

Da Walter Pemberton en sen aften gik ned ad en af Quitos smalle sidegader for at udforske distriktet, kom en lille dreng løbende hen til ham for at spørge hvad klokken var, hvorefter han løb tilbage til en døråbning. Da Walter kiggede indenfor fik han øje på en mand der sad og lavede et par sko. På sit mangelfulde spansk præsenterede han sig og forklarede at han var missionær og spurgte om manden var interesseret i Bibelen. „Nej, men jeg har en broder som er meget interesseret,“ lød svaret. Mandens broder viste sig at være en adventist ved navn Luis Dávalos, der var begyndt at nære alvorlig tvivl om sin tro.

Tidligt næste morgen besøgte Walter Luis. Walter beretter: „På mit ringe spansk fortalte jeg ham at det var Guds hensigt at gøre jorden til et paradis hvor menneskene ville leve evigt under Guds rige.“

Da Luis hørte dette, svarede han: „Hvordan det? Jesus sagde at han tog til himmelen for at berede en plads til dem.“

Walter viste ham at Jesus havde en lille hjord i tanke og at denne lille hjord var begrænset til 144.000. (Luk. 12:32; Åb. 14:1-3) Han forklarede også at Jesus talte om andre får som ikke hører til denne fold men som har håb om at leve her på jorden. — Joh. 10:16.

„Hele mit liv har jeg lært at alle gode mennesker kommer i himmelen,“ sagde Luis. „Jeg må have flere beviser med hensyn til denne jordiske gruppe.“ Sammen læste de så andre skriftsteder, hvorefter Luis udbrød: „Det er sandheden!“ — Es. 11:6-9; 33:24; 45:18; Åb. 21:3, 4.

 Luis var som en mand der var ved at dø af tørst i en ørken, men det var sandhedens vand han tørstede efter. Han ønskede straks at vide hvad Bibelen lærer om treenigheden, sjælens udødelighed, et brændende helvede og andre læresætninger. Det er vist ikke nødvendigt at sige at Walter ikke kom derfra før sent om aftenen. Allerede næste dag havde Luis travlt med at forkynde for alle sine venner og sige til dem: „Jeg har fundet sandheden!“

„Svaret på min bøn“

Omkring denne tid var Ramón Redín, en af grundlæggerne af adventistbevægelsen i Ecuador, også blevet desillusioneret over sin tro. Han var blevet foruroliget over splittelser i kirken. I virkeligheden tvivlede Ramón på alle kirker. En dag bad han til Gud: „Vis mig sandheden. Hvis du gør det, vil jeg tjene dig trofast resten af mit liv.“

Kort tid efter sagde en af hans venner, Luis Dávalos, at han havde noget meget vigtigt at fortælle ham. „Ramón, vidste du at syvendedagsadventisterne ikke har sandheden?“ Ramón svarede: „Luis, jeg værdsætter din omsorg for mig, men sagen er at intet trossamfund lærer sandheden fra Bibelen, og derfor er jeg ikke interesseret i nogen af dem.“ Ramón tog dog imod et Vagttårn og adressen på missionærhjemmet og lovede at han i det mindste ville tale med missionærerne og se om de kunne besvare hans spørgsmål. Hans tilsyneladende ligegyldighed var ikke et udtryk for hans sande følelser; inderst inde ønskede han at finde ud af om der fandtes sand kristendom. Så da han forlod sin vens hjem brugte han to timer på at finde missionærhjemmet.

Walter Pemberton, der stadig kæmpede med det spanske, gjorde sit bedste for at besvare de spørgsmål Ramón stillede, som for eksempel: „Giver Jehovas Vidner folk  frihed til at ræsonnere ud fra Skrifterne?“ Walter svarede: „Vi tvinger ikke nogen til at gå imod deres samvittighed. Vi ønsker at folk skal ræsonnere ud fra Skrifterne, da det er på den måde vi når til de rette konklusioner.“

„Holder Jehovas Vidner sabbatten?“ spurgte Ramón. „Vi holder det Bibelen siger om sabbatten,“ svarede Walter. — Matt. 12:1-8; Kol. 2:16, 17.

Til trods for Ramóns ubehjælpsomme engelsk og Walters begrænsede spansk begyndte sandheden overraskende nok at gå op for Ramón. Ramón husker: „Denne første time gjorde så stort et indtryk på mig at jeg husker at jeg sagde til mig selv: ’Dette må være svaret på min bøn!’“

Drøftelserne fortsatte dag efter dag. Walter slog skriftstederne op i sin engelske bibel og Ramón fulgte med i sin spanske. Femten dage efter det første besøg var Ramón Redín sammen med Luis Dávalos og tre andre ecuadorianere blandt dem der deltog i det første organiserede gruppevidnearbejde i Ecuador. Gud havde besvaret hans bøn om at vise ham sandheden. Broder Redín har siden gjort sit yderste for at holde det løfte han gav om at ville tjene Gud trofast resten af sit liv. I en alder af 87 år virker han stadig som specialpioner.

Pedro finder svaret

Til denne lille men hurtigtvoksende gruppe sluttede sig snart en ung mand der havde søgt efter sandheden i over 17 år. Da Pedro Tules var ti år gammel hørte han en præst forsøge at forklare treenighedslæren. Da Pedro ikke forstod det, spurgte han hvordan tre personer kunne være én Gud. Præsten svarede ved at slå ham oven i hovedet med en lineal og slynge en række ukvemsord imod ham. Pedro sagde til sig selv: ’En dag vil jeg finde ud af hvordan det forholder sig.’

 Efter at han i nogen tid var kommet hos adventisterne, begyndte han at overvære Jehovas Vidners møder. Treenighedslærens „mysterium“ blev opklaret næsten med det samme. Det var ikke et mysterium han havde lært, men en løgn. Jesus Kristus er ikke, som nogle siger, „Gud Søn“, men „Guds søn“. (Joh. 20:31) Det gjorde indtryk på ham at alle Vidnerne forkyndte fra hus til hus, et arbejde som han engang havde prøvet at overbevise adventisterne om at de måtte udføre. Han mente at denne form for evangelisering var nødvendig hvis man skulle følge apostlenes eksempel. — Apg. 5:42; 20:20.

Dog stod han stadig med et ben i hver lejr. I fire eller fem måneder blev han ved med at overvære adventisternes møder samtidig med at han også kom hos Jehovas Vidner. Til sidst sagde Walter Pemberton til ham: „Pedro, du må træffe en afgørelse. Hvis adventisterne har ret, så bliv hos dem. Men hvis Jehovas Vidner har sandheden, så hold dig til dem. Sandheden bør komme før alt andet.“ — Jævnfør Første Kongebog 18:21.

„Dette hjalp mig til at træffe den bedste beslutning jeg nogen sinde har truffet i mit liv,“ siger Pedro, „og jeg blev døbt som et symbol på min indvielse den 10. august 1947.“ Året efter begyndte Pedro som pioner, og han er trofast forblevet i heltidstjenesten lige siden. Han var den første ecuadorianer der modtog oplæring på Gileadskolen, hvorefter han vendte tilbage til Ecuador for at hjælpe med arbejdet her.

Mere hjælp fra hovedkontoret

I 1948 blev der sat ordentligt skub i forkyndelsesarbejdet da Ecuador fik tildelt yderligere 12 missionærer. Seks af dem kom til Quito og de seks andre kom til landets største by og vigtigste havn, Guayaquil. Albert og Zola  Hoffman var blandt dem der blev sendt til Guayaquil. Aldrig før havde de set så mange nysgerrige og interesserede mennesker! Albert Hoffman beskriver det på denne måde:

„Søndag eftermiddag forkyndte vi for første gang som en gruppe. Vi arbejdede langs floden, hvor der altid var mennesker. Vi brugte grammofonen og spanske plader. Først sagde vi at vi havde et vidunderligt og vigtigt budskab til dem, og så startede vi grammofonen. Snart samlede der sig en stor skare omkring os for at lytte.“

Det gik ligesådan når missionærerne udførte gadearbejde med bladene. Hvis de stod stille i de overfyldte forretningskvarterer, blev de hurtigt omgivet af en venlig skare. Nogle havde spørgsmål og andre ville gerne have bladene. Det var en spændende oplevelse for de nye missionærer, eftersom de ikke var vant til en så åbenlys interesse.

En begivenhed som disse første missionærer især husker, fandt sted i marts 1949. Hvad var det? Det første zonetilsynsmandsbesøg i Ecuador. Det blev aflagt af N. H. Knorr, Vagttårnsselskabets præsident, og hans sekretær, M. G. Henschel. I Quito samledes 82 for at høre foredraget „Det er senere end du tror!“ I Guayaquil skulle det samme foredrag holdes. Da broder Knorr så hvor entusiastisk de nye missionærer averterede det, sagde han:  „Bliv nu ikke alt for skuffede hvis der ikke kommer så mange.“ De havde jo kun arbejdet der i to og en halv måned. Men til alles overraskelse kom der 280, og utallige hørte foredraget i radioen.

Jordskælv ændrer missionærers distriktstildeling

I 1949 syntes det hensigtsmæssigt at begynde at rette opmærksomheden mod nogle af byerne rundt om Quito i Andeshøjlandet. Ambato blev valgt. Men i august ramtes denne by og de omliggende småbyer af det mest ødelæggende jordskælv landet havde været ude for i mands minde. Hele landsbyer forsvandt. Det blev anslået at over 6000 mistede livet. Ambato var ét kaos.

Ødelæggelsen var så stor at det heller ikke året efter var muligt at finde et passende sted hvor de nye missionærer kunne bo. Det blev derfor besluttet at sende dem til Riobamba, den næste by mod syd. Jack Hall og Joseph Sekerak fik til opgave at påbegynde arbejdet i dette urørte distrikt. Men det gik langsomt fremad i denne isolerede og meget katolske by.

Anvendte det de lærte

En dag da de forkyndte i Riobamba, afsatte Jack bogen „Gud Maa Være Sanddru“ til César Santos, en ung gift mand. Han blev så opslugt af det han læste at han ikke kunne lægge bogen fra sig den aften før han havde læst den færdig. Det kapitel der straks fik ham til at handle var: „Gudebilleder og afgudsdyrkelse“. Han læste: „Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede . . . du må ikke tilbede eller dyrke det.“ (2 Mos. 20:3-5, da. aut.) César følte sig særligt knyttet til San Antonio, en katolsk helgen, og havde et billede af ham i sit hjem. Men som han fortsatte med at læse, skævede  han til billedet af sin tidligere yndlingshelgen og sagde: „Jeg tager dig ned med det samme.“ Han læste kapitlet færdigt, rakte ud, greb billedet, tog det med udenfor og smed det væk.

Da han begyndte at fortælle sine slægtninge og venner om det han havde lært, troede de han var blevet skør. En uge senere besøgte han imidlertid sin yngre broder, Jorge, og bad ham om at læse bogen. Dens logik gjorde indtryk på Jorge, og han blev dybt betaget af udsigten til en  paradisisk jord. En måned senere var han med i tjenesten på arbejdsmarken sammen med missionærerne.

Jorge havde dog stadig noget at lære. En dag sad han og spiste da Jack Hall kom på besøg. Jorges moder havde serveret stegt blod, en almindelig ret i denne del af landet. Da Jack blev budt på noget af det, afslog han høfligt og benyttede lejligheden til at forklare hvad Bibelen siger om blod. (1 Mos. 9:4; Apg. 15:28, 29) Jorge tog det straks til hjertet. Til hans moders store forbavselse nægtede han at spise resten af det der lå på hans tallerken.

Snart fik endnu flere medlemmer af denne familie gavn af sandheden.

Besluttet på at tjene Gud

Césars 18-årige svigerinde, Orffa, havde engang bedt en katolsk præst fortælle hende hvem der havde skabt Gud. Det vidste han ikke, og hun spurgte derfor en evangelisk præst. Han kunne heller ikke svare på hendes spørgsmål. Så spurgte hun César, og han forklarede hende ud fra Bibelen at Jehova altid har været til og aldrig vil ophøre med at eksistere. (Sl. 90:2) Denne enkle sandhed var nok til at vække en interesse som også bredte sig til hendes to søstre. Trods stærk  modstand fra familien begyndte hun og hendes yngre søster, Yolanda, at studere Bibelen og hemmeligt at overvære møderne. Deres forældre opdagede imidlertid hvor de havde været henne og slog dem hver gang de kom hjem fra møderne.

Indtil dette tidspunkt havde Césars kone, Lucía, der var Orffas søster, ikke vist særlig interesse for Bibelens vigtige budskab. Så en dag satte Orffa hende i rette med ordene: „Se engang hvad jeg må gå igennem for sandhedens skyld!“ idet hun trak kjolen ned og viste hende de blå pletter og blodunderløbne striber som hun havde på ryggen. Fra da af gjorde Lucía hurtige fremskridt.

I mellemtiden havde præsten sagt til Orffas moder at hun skulle smide Orffa ud af huset, og moderen adlød. Dette viste sig imidlertid at være en velsignelse. Nu da Orffa boede for sig selv, begyndte hun at forberede sig til dåben, ligesom Lucía gjorde. Og hvem andre end deres yngste søster, Yolanda, stod sammen med dem blandt dåbskandidaterne ved det næste stævne? Uden tanke for hvordan hun ville blive modtaget når hun kom hjem, havde hun rejst over 160 kilometer med bus for at blive døbt sammen med sine søstre. De tre stod ved siden af hinanden og gav udtryk for deres beslutning om at ville tjene Jehova hvad der end måtte komme!

Indsigelse mod præsters modstand

Med ankomsten af flere missionærer i begyndelsen af 1950’erne begyndte forkyndelsen af den gode nyhed hurtigt at brede sig til de isolerede byer i lavlandet ved kysten — Manta, La Libertad, Milagro, Machala og andre. Den hurtige vækst og den store gruppe af forkyndere der deltog i tjenesten foruroligede den katolske kirke. Dette var kirkens område som den havde erobret ved hjælp af  conquistadorerne, og den havde ikke i sinde at tolerere nogen rivaliseren. Til gengæld støttes sande kristne af Jehovas uovervindelige ånd, og uanset hvilken forfølgelse de udsættes for, kan den ikke kølne deres brændende ønske om at udbrede den gode nyhed om Guds rige. Hvad blev udfaldet?

Pedro Tules fortæller: „I en af Quitos forstæder, i det område der kaldes Magdalena, ophidsede præsten en pøbel imod os, da en mand gik hen til ham og sagde: ’Hr. Pastor, hvad laver De her?’ Præsten svarede: ’Jeg beskytter min hjord mod disse mennesker. Jeg er den eneste der har ret til at lære dem om Gud.’ Manden svarede: ’Nej, De har ret til at undervise i kirken, men herude i gaderne og parkerne har de andre fuld frihed til at undervise i Bibelen. De gør ingen fortræd. Indtil nu kendte jeg ikke disse mennesker, men jeg ønsker at I alle skal vide at de til hver en tid er velkomne i mit hjem.’“

Et andet sted i nærheden af Quito gjorde en præst hvad han kunne for at jage Vidnerne ud af byen. Da forkynderne var på vej over en bro, truede præsten og hans pøbel med at smide dem i floden. I samme øjeblik dukkede en mand op som Pedro havde besøgt flere gange. „Davs, Pedro,“ sagde han. „Hvad foregår der her?“

Som svar sagde Pedro: „Vi var ganske fredeligt ved at fortælle folk om Bibelen, men manden her har ophidset folk imod os og er nu ved at jage os ud af byen.“

Da trak manden sin revolver, gik over til præsten og råbte: „Hør, hvad er meningen? Ved De ikke at disse mennesker har de samme rettigheder som De? Det De gør er en overtrædelse af loven.“ Da præsten prøvede at forsvare sine handlinger, svarede manden: „Det der foregår her vil komme til at stå i El Comercio i morgen!“ Det viste  sig at han arbejdede for den avis, og, som han havde lovet, var præstens ukristne adfærd næste dag på forsiden af Quitos største avis.

Regeringen advarer modstandere

Alfred Slough husker en anden hændelse som fandt sted mens han tjente som missionær: „En ’dristig’ fyr lod som om han var interesseret, men rev så et Vagttårn ud af hånden på en af missionærsøstrene og rev det med en triumferende mine i stykker. Næsten samtidig så jeg en præst komme cyklende i en vældig fart med kjolen flagrende om sig, for at få bekræftet vor tilstedeværelse.

Kort efter at han var kommet, var der samlet en pøbelskare, anført af den mand der havde revet Vagttårnet i stykker. Der var to nonner som hjalp ham. Resten var hovedsagelig unge som var ved at fylde lommerne med sten. I samlet trop begyndte vi langsomt at gå hen til busstoppestedet, der lå flere husblokke væk, mens pøbelen fulgte efter på afstand. Under den anspændte spadseretur nøjedes de med at smide mindre sten efter os. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade. Da bussen kom, havde de endelig mønstret så meget mod at de turde gå til angreb, og de kastede med store sten idet de rykkede nærmere. Da de nåede hen til bussen var alle søstrene og de unge kommet op i bussen, så jeg hoppede på. Vi kørte væk i en byge af sten og mudder som blev kastet ind i bussen mens beboere fra området som også var med bussen, råbte vredt efter dem. Folk i bussen gav os venligt deres siddepladser og hjalp os med at få tørret mudderet af, og viste således at det der havde fundet sted kun kunne tilskrives nogle få vildledte der tydeligvis gik præstens ærinde. Vi havde en enestående lejlighed til at forkynde hele vejen tilbage til byen.“

 Pressen reagerede øjeblikkelig, med overskrifter som „Præst ophidser til kriminalitet“, „I Magdalena angriber fanatikere medlemmer af sekten Jehovas Vidner“, „Religiøs intolerance“.

Præsten nægtede selvfølgelig at have haft noget med pøbeloverfaldet at gøre, idet han sagde at han havde været et andet sted i omegnen. Nogle katolske grupper og komiteer i området underskrev også en erklæring hvori de bedyrede deres uskyld. Men indenrigsministeriet pålagde politichefen at svare: „Republikkens forfatning og love garanterer religionsfrihed, og derfor er vi fra øvrighedens side forpligtede til at være på vagt og sørge for at borgernes rettigheder ikke trues. . . . Det vil være meget ønskværdigt at der ikke fremover forekommer nogen gentagelse af det der fandt sted den sjette i denne måned; i modsat fald vil øvrigheden være nødt til at straffe de ansvarlige i overensstemmelse med loven.“

Der skulle ikke desto mindre komme flere chikanerier, for kirken havde ikke i sinde at slippe sine fanger fri.

Det vanskelige Cuenca

Cuenca, den tredjestørste by i Ecuador med 152.000 indbyggere, var en sand fæstning for den katolske kirke. Eftersom der endnu ikke var blevet forkyndt dér, blev Pedro Tules og Carl Dochow, en nyere gileadmissionær, sendt dertil i oktober 1953. Det var et meget vanskeligt og nedslående distrikt.

Carl husker en fanatisk tjenestepige der ophidset sagde: „I tror ikke på Jomfruen.“ Da han slog op i Bibelen på Mattæus 1:23, blev hun bange og sagde: „Vi må ikke læse i Bibelen,“ og hun vendte sig brat om, gik ind i huset og efterlod Carl stående ved døren. En anden gang lyttede en  tjenestepige interesseret, men da fruen i huset kom hjem og med ét blik havde set hvad der foregik, sparkede hun Carls forkyndertaske ned ad trappen. Engang blev han jaget ud af en gårdhave af en vred mand der svingede med et stykke brænde. Hver gang missionærerne forkyndte i San Blas-området, ringede præsten med kirkeklokkerne; og når børnene kom løbende opfordrede han dem til at kaste sten efter missionærerne.

I tre år var der ikke én i Cuenca der havde mod til at tage standpunkt for sandheden. Mangen en gang gik Carl trist en tur ned langs floden og bad Jehova give ham et distrikt hvor der var flere resultater. Til sidst blev han sendt til kystbyen Machala, hvis befolkning var mere åben og fordomsfri. Cuenca havde imidlertid ikke set Jehovas Vidner for sidste gang.

Pøbelvold ved et stævne

Riobamba, den by Jack Hall og Joseph Sekerak var blevet sendt til i 1950 for at påbegynde arbejdet der, gjorde sig bemærket i 1954. I marts blev der holdt et kredsstævne  i Iris Teatret. Alt gik godt indtil en jesuiterpræst fordømte Jehovas Vidner i radioen og sagde at de ikke havde ret til at holde et stævne i „den katolske by Riobamba“. Han opfordrede folk til at forhindre at det offentlige foredrag blev holdt næste dag. Men brødrene gjorde politiet opmærksom på hans trusler.

Det offentlige foredrag „Kan kærlighed praktiseres i en selvisk verden?“ begyndte som planlagt, og der var 130 til stede. Men inden der var gået ti minutter kunne råb som „Længe leve den katolske kirke“ og „Ned med protestanterne!“ høres i det fjerne. Minut for minut voksede larmen efterhånden som pøbelen nærmede sig teatret.

Otte politibetjente blokerede indgangen til teatret. Da den rasende hob fik flere tilhængere, trak betjentene deres sabler og drev dem tilbage til gadekrydset; derfra blev hoben ved med at kaste sten mod indgangen. Trods denne uro blev hele programmet gennemført. Meget passende hed det afsluttende foredrag „Hold ud til enden“.

Da tilhørerne forlod salen var der cirka 40 politibetjente til at beskytte dem. Men da brødrene kom uden for det område der var under politibeskyttelse, blev situationen mere spændt. Det var velkendt hvor missionærhjemmet og rigssalen lå, og en endnu større pøbelskare havde samlet sig der. Endnu en gang var det nødvendigt at bede om politibeskyttelse. Betjente fulgte missionærerne til deres hjem og holdt huset bevogtet hele natten, så pøbelen ikke kunne få fat i Vidnerne. Til gengæld lod folk deres raseri gå ud over selve ejendommen. De kastede med sten og knuste praktisk talt alle vinduer der vendte ud til gaden, til stor forargelse for de seks andre familier der også boede der men som ikke var Jehovas vidner.

 Landsomfattende protest mod intolerance

Da brødrene dagen efter gik på gaden, skete det flere gange at folk, uden at være specielt interesserede i Jehovas Vidners arbejde, henvendte sig til dem for at fortælle at de ikke syntes om det der var sket aftenen før. Den efterfølgende dag protesterede hele landet. En bølge af avisartikler der talte til gunst for religionsfrihed og støttede Jehovas Vidners rettigheder, skyllede i en hel uge hen over landet.

El Comercio, hovedstadens mest ansete avis, beskrev angrebet og mindede så om inkvisitionen, Hitlers pogromer og andre af historiens grusomheder.

En spalteskribent ved Guayaquils største avis, El Universo, skrev om „Intolerancens frugter“ og sagde:

„Hensigten med denne artikel er at stille et direkte spørgsmål til rektor ved San Felipe Gymnasium, hvor man lærer intolerance i den grad at eleverne med stokke og sten angriber de tålmodige . . . Jehovas Vidner. Rektor, den ærede jesuiterfader, bør besvare dette spørgsmål, hvis han er en mand der tør se følgerne af sine handlinger i øjnene. Spørgsmålet er ganske enkelt følgende: Hvad ville rektor synes om at man i de lande hvor katolikkerne er i mindretal, behandlede dem på samme måde som han får sine elever til at behandle protestanterne? . . . Med Den Øverste Biskop i spidsen beder katolikker i hele verden om tolerance. De kræver dette på alle måder; de beder om det i De Forenede Nationer, ved Berlinkonferencen og ved alle de konventer og møder hvor Øst og Vest mødes. Den Hellige Biskop og katolicismens overhoved beder, i nær samklang med Churchill (protestant) og Eisenhower (protestant), Rusland og dets satellitstater om tolerance, om at de fængslede ærkebiskopper og kardinaler må blive frigivet . . .

 Hvad er forskellen på en gruppe kommunister i Tjekkoslovakiet som, med stokke i hænderne, angriber katolikker der beder i et tempel, og eleverne på San Felipe som, med stokke i hænderne, angriber Jehovas Vidner i Riobamba mens disse lytter til en prædiken om ’kærlighed i denne selviske tidsalder’?“

Jesuiterpræstens forbandelser blev vendt til velsignelse ligesom i Bileams tilfælde, for Jehova var med sit folk. — 4 Mos. 22:1–24:25.

Stor kærlighed til Kristus

Mens dette stod på begyndte Carlos Salazar, en ung ecuadorianer der havde lært sandheden at kende i De Forenede Stater, i heltidstjenesten.

Carlos var kun 16 år gammel da en pionersøster i New York afsatte en bibel og bogen „Dette betyder evigt liv“ til hans moder, som gav bøgerne til Carlos så han kunne læse dem. Da han ikke var interesseret i religion, lagde han dem på en hylde. Men en dag da han legede i Central Park, brækkede han benet og blev således sengeliggende. Da han nu havde masser af tid tog han nødtvungent imod pionerens tilbud om at studere Bibelen, men kun på betingelse af at hun lærte ham engelsk. Han siger: „Jo mere jeg læste i  bogen, jo mere overbevist blev jeg om at det var sandheden.“

Carlos begyndte snart at overvære møderne og at deltage i tjenesten på arbejdsmarken, og han stod endda på gadehjørnerne og tilbød bladene. Hans moder havde godt nok givet ham bogen, men da hun så at han læste i den, blev hun så vred at hun truede med at sende ham tilbage til Ecuador. Hun forestillede sig ikke at der var Jehovas Vidner i Ecuador. I 1953 vendte Carlos derfor tilbage til Ecuador, ledsaget af sin fromme katolske grandtante.

„Carlos, nu da du er tilbage i Ecuador, må du begynde at gå til messe igen,“ sagde hans grandtante.

Men Carlos havde ikke tænkt sig at opgive noget så værdifuldt som håbet om evigt liv. (Joh. 3:36) Jesu ord: „Den der holder mere af fader eller moder end af mig, er mig ikke værdig,“ betød virkelig noget for ham. (Matt. 10:37) Han svarede: „Tante Rosa, i øjeblikket forstår du ikke hvad jeg gør. Men nu da jeg er her i Ecuador, har jeg i sinde at blive et af Jehovas vidner, og du må respektere mit ønske.“

Efter at Carlos var blevet døbt i 1954, begyndte han som pioner. I 1958 blev han som den anden ecuadorianer indbudt til at gennemgå Gileadskolen. Han blev sendt tilbage til sit hjemland, hvor han er fortsat i heltidstjenesten. Efter at han i ti år tålmodigt havde forkyndt for sin grandtante, så han til sidst også hende tage imod sandheden, og i en alder af 84 er hun stadig et aktivt vidne.

Modige søstre forsvarer den gode nyhed

I 1958 blev to søstre fra Gileadskolen sendt til Ecuador. Unn Raunholm fra Norge og hendes partner, Julia Parsons  fra Newfoundland, fik distrikt i Ibarra, en smuk by beliggende i en dal nord for Quito. Her blev religionsfriheden endnu en gang tappert forsvaret. Unn husker tydeligt hvad der skete:

„Da vi var ved at være færdige med at gennemgå distriktet i Ibarra by, fandt vi ud af at der var små byer i oplandet som vi ikke kunne arbejde i, for eksempel San Antonio, hvor de laver smukke træskærerarbejder såvel som mange religiøse billeder. Så snart præsten hørte at vi var der, kom han enten ridende på hesteryg eller løbende med en hel flok mennesker efter sig og skabte sådan en tumult at vi blev nødt til at fortrække. Så vi besluttede at koncentrere os om en anden lille by, der hed Atuntaqui.

En dag da vi forkyndte i nærheden af kirken, lagde vi mærke til en gruppe mennesker uden for den, men tog ikke nogen notits af det før byens politimester kom hen til os. Han var en venlig mand som jeg tidligere havde besøgt; han havde også taget imod noget læsestof. Denne gang sagde han imidlertid nervøst: ’Frøken, skynd jer at forlade byen. Præsten er ved at organisere en demonstration imod jer, og jeg har  ikke folk nok til at beskytte jer.’ Det viste sig at præsten i San Antonio var blevet forflyttet til Atuntaqui, og han var igen i gang med sine numre.

Da vi var fire ude i forkyndelsen den dag, tog det nogen tid før vi alle var samlet og klar til at tage af sted. Så opdagede vi at bussen til Ibarra først gik en time senere. Derfor styrede vi mod et hotel og håbede at finde beskyttelse dér indtil bussen kom. Undervejs dertil begyndte vi at høre råben. Hoben kom efter os! Vatikanets hvide og gule flag blev svunget foran gruppen mens præsten råbte sloganer som ’Længe leve den katolske kirke!’ ’Ned med protestanterne!’ ’Længe leve den ubesmittede Jomfru!’ ’Længe leve skriftemålet!’ Hver gang gentog hoben sloganet ord for ord efter præsten.

Netop som vi spekulerede på hvad vi skulle gøre, kom et par mænd imod os og inviterede os ind i Arbejdernes Hus. Det tilhørte fagforeningen, og de forsikrede os om at her ville ingen gøre os noget. Så mens pøbelen stod udenfor og råbte sloganer som ’Ned med frimurerne!’ og ’Ned med kommunisterne!’ havde vi indenfor travlt med at forkynde for nogle som af nysgerrighed kom ind for at se hvad der foregik. Vi afsatte alt det læsestof vi havde.

I betragtning af den forholdsvis store interesse vi havde fundet i Atuntaqui, besluttede vi at tage dertil igen, men denne gang begyndte vi forsigtigt i udkanten af byen. Nogle må imidlertid have fortalt at vi var der, for kirkeklokkerne begyndte at ringe vildt, og snart hørte vi en høj stemme advare os om at præsten kom denne vej med en pøbel efter sig. Præsten kom hen til mig og udbrød: ’Frøken, hvor vover De at komme tilbage efter det der skete sidste gang!’ Jeg prøvede at ræsonnere med ham idet jeg forklarede at landets forfatning garanterede  religionsfrihed. ’Men det her er min by!’ sagde han. ’Ja,’ sagde jeg, ’men jeg har ret til at tale med folk her, og de har ret til at lytte hvis de ønsker det. Hvorfor siger De ikke til Deres sognebørn at hvis de ikke vil høre noget, kan de bare lade være med at lukke op når vi kommer, og så vil vi gå videre til den næste.’

Så vendte præsten sig mod skaren og sagde: ’Jeg forlader i hvert fald denne by hvis disse mennesker går ét skridt videre!’ Derpå opfordrede flere af dem der havde stået og lyttet, os til at fortsætte med vort arbejde og lovede at bakke os op over for præsten. Men da vi ikke ønskede at starte en borgerkrig, skønnede vi at det var bedst at gå og komme igen en anden dag.“

Tilbage til San Antonio

„Da vi så at denne ildsprudende præst var blevet flyttet til Atuntaqui, besluttede vi at besøge den anden by, San Antonio, igen,“ fortsætter søster Raunholm. „Vi havde ikke taget ret mange besøg før kirkeklokkerne begyndte at ringe og flere kvinder samlede sig i gaderne med stokke og koste i hænderne. Et sted blev vi inviteret indenfor, og mens vi snakkede, blev der banket hårdt på døren. Det var politimesteren. Han rådede os indtrængende til at forlade byen og sagde: ’I ved hvad der skete i Atuntaqui, og I ved at der ikke er nogen grund til at komme her da vi allerede er kristne.’ Jeg spurgte ham om han mente at sande kristne ville komme mod folk med stokke i hånden. Jeg foreslog at han gik ud for at sige til folk at de skulle gå hjem. Han sagde at han ville forsøge, men han kom tilbage næsten med det samme og sagde at de ikke ville høre på ham.

Da inviterede en nabo os over til sit hus for at vi kunne tale med hans familie, og han eskorterede os endda dertil.  Mens vi var der, hørte vi igen en banken på døren, og det viste sig at være politiet bevæbnet med geværer. De var tilkaldt fra Ibarra af politimesteren. De sagde: ’Vi har hørt om jeres vanskeligheder. Fortsæt I bare med at gå fra hus til hus, og vi vil være lige bag ved jer.’ Vi takkede dem for deres venlighed og foreslog at de tog hen til præsten, da det var ham der havde sat det hele i gang.“

Det gjorde politiet. Fra da af var der aldrig mere problemer når vore søstre forkyndte i San Antonio.

Områderne ved kysten

To andre missionærer, Ray og Alice Knoch, fik til opgave at bringe Rigets budskab til landsbyerne ved Stillehavskysten. For at komme til Manta, en lille fiskerby med cirka 10.000 indbyggere, kørte de med bus i 16 timer fra Guayaquil. Undervejs måtte de krydse vandløb hvor der ikke var nogen bro. Somme tider var vejen så glat af den frodige plantevækst at passagererne måtte ud og skubbe for at få bussen op ad de stejle bakker.

Forkyndelsen fra hus til hus var helt anderledes  her end de var vant til. Snesevis af nysgerrige børn, der aldrig før havde set udlændinge, fulgte efter dem. Da folk tog velvilligt imod Bibelens budskab, blev der snart oprettet en menighed.

Derefter flyttede Ray og Alice til La Libertad, en anden lille fiskerby ved kysten. Man kom til denne by med kreaturdamper. Da de nåede frem lugtede tøjet, møblerne, ja alt, af stald. Her i La Libertad mødte de Francisco Angus fra Jamaica, som lyttede meget opmærksomt til budskabet. Han sagde ja til et bibelstudium. I løbet af et halvt års tid var han og hans kone, Olga, rede til at være med i tjenesten. Alice siger: „Det gjorde et stort indtryk på mig at Francisco, efter at have arbejdet hele natten, kom hjem om morgenen, vaskede sig og var klar til at gå i tjenesten.“ Siden gik han ud i pionertjenesten sammen med sin kone, derefter blev han kredstilsynsmand, og nu er han medlem af afdelingskontorets udvalg.

Machala bærer frugt

I mellemtiden begyndte Carl Dochow og en anden missionær, Nicolas Wesley, at finde lyttende ører i Machala, den største by i Ecuadors banandistrikt. Joaquín Palas, en djærv værtshusholder, lyttede ivrigt og interesseret når Carl fortalte om håbet om liv på en paradisisk jord. Joaquín sagde beredvilligt ja til et studium. Hans værdsættelse var så stor at han lukkede værtshuset mens de studerede. Da han lærte at der ikke findes noget brændende helvede, blev han så begejstret at han begyndte at besøge nogle af sine naboer for at fortælle dem hvad han havde lært. Han blev imidlertid lidt overrumplet da en nabo sagde: „Joaquín, du må hellere bringe orden i dit eget hus før du kommer og taler om Bibelen. Du er ikke engang gift med den kvinde du bor sammen med.“

 Da Joaquín spurgte Carl hvad han skulle gøre, fik han at vide at han skulle blive lovformeligt gift. Allerede næste dag gik han og hans samleverske ned til myndighederne for at få ordnet papirerne. Dernæst blev han enig med sig selv om at han faktisk burde have en anden beskæftigelse. Værtshuset blev solgt og han begyndte at fremstille trækul for at forsørge sig selv og sin kone. Senere gik de begge ud i pionertjenesten.

Rigssalen i Machala var en beskeden bygning med vægge af flækket bambus hvorigennem dagslys og luft frit kunne passere. Uden at brødrene vidste det havde en nysgerrig kvinde — en nabo — lavet en lille åbning i væggen for at kunne følge med i det der foregik. I to måneder så hun hvordan brødrene hilste på hinanden og hvordan de nød samværet før og efter møderne. Denne venlige, kærlige atmosfære havde hun aldrig oplevet i de trossamfund hun havde været tilsluttet. Hun ønskede at få del i den. Floricelda Reasco begyndte derfor at overvære møderne og blev snart en søster i troen og derefter en nidkær pioner.

Hård modstand i Portovelo

Nogle få kilometer fra Machala ligger guldminebyen Portovelo mellem Andesbjergenes udløbere. Her boede Vicenta Granda, en from katolsk kvinde som hørte til de trofaste der altid overværede messen. I den såkaldte Hellige Uge fulgte hun nøje et ritual der er kendt som rezar viacruzes. Syv dage i træk bad hun foran 12 malerier der skildrer Jesu lidelser fra han blev arresteret til han døde. De fromme fik at vide at når de udførte dette ritual fik de fuld tilgivelse for alle de synder de havde begået i årets løb.

Vicenta Granda ville imidlertid gerne vide mere om Gud, så hun anskaffede sig to bibler, oversættelserne Valera  og Torres Amat. Hun havde allerede læst dem to gange og havde nu en masse spørgsmål. Da Alice Knoch besøgte hende og tilbød hende bogen „Gud Maa Være Sanddru“, tog hun den med det samme og blev straks så optaget af at læse den at hun helt glemte at Alice var der. Da Alice kom igen, kunne Vicenta næsten ikke vente med at stille hende spørgsmål. „Havde ’Jomfru Maria’ andre sønner?“ „Hvad er Faderens navn? Det har jeg altid gerne villet vide, men vores præst siger at det ikke er Jehova.“ Bare nogle få vers i hendes egen bibel besvarede hendes spørgsmål. Hun var tilfreds. (Matt. 13:53-56; Sl. 83:18) De besøg kredstilsynsmanden og hans kone nu og da aflagde, gavnede hende også.

Da præsten så at hun havde forladt den katolske tro, lod han hende offentligt ekskludere af kirken. Da hun en dag var på vej til markedet, blev hun omringet af en gruppe af sine tidligere venner, som ville gennemprygle hende fordi hun havde forladt sin tro. Men en modig tilskuer tilkaldte politiet. Det var praktisk talt umuligt for nogen at forkynde fra hus til hus i denne by uden at blive stenet. Men Vicenta Granda sagde: „Om det så skal koste mig livet vil jeg aldrig holde op med at studere Bibelen!“

Med tiden flyttede hun til Machala, hvor det var lettere for hende at gøre åndelige fremskridt. I 1961 blev hun døbt og senere samme år blev hun pioner; hun er fortsat i heltidstjenesten lige siden.

Senere blev Joaquín Palas og hans kone sendt til Portovelo som specialpionerer. De var ikke nogen undtagelse men mødte også bitter modstand fra præsten, som mente at det var ham der herskede i denne by. Engang sagde præsten til Joaquín at hvis han ikke forlod byen inden en bestemt dag, ville han sende folk hen og brænde  hans hus ned. Men før præsten kunne gøre alvor af truslen, gik der ild i hans eget hus!

Trods alle anstrengelser for at standse Rigets arbejde i denne by, blev der oprettet en menighed dér i begyndelsen af 1970’erne, og i dag kan vore brødre holde møder og udføre deres livreddende arbejde under fredelige forhold.

Ikke alle tager imod sandheden

I betagende smukke omgivelser på de vestlige skråninger af Andesbjergene ligger den lille landsby Pallatanga. Det var her Maruja Granizo for 24 år siden første gang kom i forbindelse med sandheden da hendes søster besøgte hende. Det der blev sagt om ’verdens ende’ gjorde dybt indtryk på hende. Men hendes reaktion var ikke lige så positiv da hun fik at vide at Guds navn er Jehova. Ikke desto mindre ønskede hun stadig at lære mere om åndelige emner. Hun spurgte derfor præsten om de dødes tilstand og opstandelsen. Præsten affærdigede foragteligt hendes spørgsmål med en bemærkning om at de eneste der troede på opstandelsen var dem der  havde mareridt fordi de havde spist for meget. Men denne sarkastiske bemærkning lagde ikke en dæmper på hendes interesse.

Hendes søster kom senere på besøg igen sammen med Nancy Dávila, en ung søster fra Machala. Nancy opførte sig så venligt og kærligt at Maruja måtte sige til sig selv: ’Det er sådan jeg ønsker mine børns venner skal være.’ De første spørgsmål Maruja stillede, var blandt andet: „Hvor er de døde? Og findes der en opstandelse?“ Maruja husker at da hun hørte at de døde er uden bevidsthed i graven, hvorfra de vil få en opstandelse, blev hun ude af sig selv af glæde og ønskede at fortælle denne nyfundne sandhed til alle. (Præd. 9:5; Joh. 5:28, 29) Hun bad derfor Nancy tage med for at besøge hendes venner og bekendte oppe i bjergene.

Men som det var tilfældet andre steder, var præsten som en konge i disse landsbyer. Mens de var på vej til Marujas hjemby langt inde i bjergene, var præstens ordrer åbenbart gået forud for dem. Et sted blev de hilst af et stort skilt overmalet med sjofle ord.

Et andet sted sagde en slægtning: „Præsten siger at de der går rundt og forkynder, skal dræbes med stokke og sten.“ Maruja svarede: „Hvis I slår os ihjel, hvem vil så komme i fængsel — I eller præsten?“

„Det vil vi,“ svarede slægtningen.

„Men tænk på jeres børn,“ argumenterede Maruja. „Hvem skal tage sig af dem når I kommer i fængsel? Præsten er ligeglad med hvem han beordrer dræbt, for det er ikke ham der bliver draget til ansvar for det. Vi er ikke hunde. Hvis vi bliver dræbt, så vil der blive rejst tiltale og I vil komme til at bøde for det.“

 En beretning om udholdenhed

Efter to måneders ophold i Pallatanga blev Nancy nødt til at vende tilbage til Machala, og Maruja var igen alene med sine fire børn og sin gamle moder. Hun følte dog et presserende behov for at komme sammen med Jehovas folk. Hun tog derfor til Riobamba for at finde Jehovas Vidner. Der havde hun lejlighed til at overvære et kredsstævne og blive døbt.

I et stykke tid rejste hun til Riobamba for at overvære møderne når hun havde penge til det. Senere begyndte brødrene fra Riobamba — trods naboernes trusler om at forulempe Vidnerne eller endda at dræbe dem — at hjælpe hende med at forkynde i Pallatanga.

Situationen tilspidsedes en dag da brødrene fra Riobamba havde truffet foranstaltninger til at vise en af Selskabets film på torvet i Pallatanga. Alt var roligt indtil navnet Jehova blev nævnt første gang. Pludselig begyndte folk at råbe: „Maruja Granizo må hellere forsvinde herfra, ellers tør vi ikke stå inde for hendes liv!“ Én rev det lagen ned som var blevet hængt op som lærred til filmforevisningen. Kirkeklokkerne begyndte at kime, og folk kom ud af husene med stokke og sten i hænderne. Brødrene samlede derfor hurtigt deres udstyr sammen og steg op i en bus der kørte ud af byen. Da bussen begyndte at køre hen ad vejen, foretog de en optælling, og det viste sig at et af Vidnerne, Julio Santos, manglede! Var han blevet fanget af pøbelen?

Pludselig så de en stor mand komme løbende hen mod bussen i spidsen for pøbelen; han kastede med sten og råbte: „Efter dem med stokke og sten!“ Det var Julio! Pøbelen var på en eller anden måde kommet mellem ham og bussen, og i et desperat forsøg på at redde livet lod  Julio som om han var en af dem. Da han indhentede bussen sprang han op i den, og af sted gik det mod Riobamba.

Maruja og hendes familie var også steget på bussen for en sikkerheds skyld. Men da bussen var kommet uden for landsbyen, steg de af og begyndte at gå hjemad. Hvordan skulle de klare det? Pøbelen ledte efter dem. Flere gange måtte de skjule sig mens pøbelen løb forbi. Sent om aftenen nåede de endelig sikkert hjem.

Hvad er resultatet blevet af 24 års udholdenhed i dette isolerede distrikt? Tyve år senere blev den præst der var skyld i så mange vanskeligheder i Pallatanga, smidt ud af byen af de samme mennesker, anklaget for umoralitet og tyveri. Lidt efter lidt er folk blevet meget modtagelige for  Bibelens budskab. Skønt der stadig kun er en lille isoleret gruppe her, leder Maruja nu 11 bibelstudier. I 1987 blev en stor restaurant stillet til rådighed til mindehøjtiden, og der var 150 til stede. Ja, Pallatanga er et nutidens Makedonien — omgivet af betagende bjerge — som blot beder nogle om at komme over og hjælpe denne meget lille gruppe med at forkynde den gode nyhed i hele dens store distrikt.

’Det eneste trossamfund der har sandheden’

Nogle opsøgte ligefrem selv Jehovas Vidner. Det gjaldt for eksempel Jorge Salas, der boede i Ibarra. Han læste tilfældigt en bog med titlen La Gran Obra (Det store arbejde), skrevet af dr. Berrocochea som dengang boede i Uruguay. Bogen sagde blandt andet at det eneste trossamfund der havde sandheden, var Jehovas Vidner. Det var hvad Jorge søgte. Han besluttede derfor at tage til Quito for at finde Jehovas Vidner, og hvis han ikke fandt dem dér, ville han tage til Guayaquil eller, om nødvendigt, helt til Uruguay.

I Quito begyndte han klokken 5.30 at søge efter Vidnerne. Da han blev træt af at gå, hyrede han en taxa. Da taxachaufføren blev træt af at køre for ham, hyrede han en anden. Ved middagstid ville den anden chauffør gerne standse, for han var sulten. Jorge insisterede imidlertid på at de fortsatte.

Endelig var der en som viste ham hvor der boede et Jehovas vidne, og derfra blev han eskorteret til missionærhjemmets dør. Arthur Bonno, der var kok den dag, kom til døren med forklæde på og inviterede ham ind. Jorge sagde til sig selv: ’Hvis kokken er gringo og så pænt klædt, hvordan vil den missionær som skal hjælpe mig, så være?’ Kort efter kom en missionær med tydelige indianske  træk for at tage sig af ham. Det var Pedro Tules. Igen spekulerede han: ’Hvad er det mon for en religion, når indianerne betjenes af de lyshudede?’ Han skulle snart finde ud af at dét ikke var den eneste måde Jehovas Vidner er anderledes på. Inden længe ophørte han med at leve umoralsk, giftede sig igen med sin fraskilte kone og hjalp hende og de fleste af børnene til at tage imod sandheden.

I modsætning til Jorge var der nogle som i begyndelsen ønskede at Jehovas vidner ville holde sig væk.

En polsk forretningsmand

I Guayaquil havde John og Dora Furgala, der var immigranter fra Polen, en isenkramforretning som var godt kendt af byens entreprenører, tømrere og blikkenslagere. Zola Hoffman afsatte en traktat til Dora og vendte tilbage i weekenden for at tale med dem. Doras mand, John, var imidlertid ikke så glad for at få sin fridag forstyrret. Han købte derfor alle de bøger Zola havde i sin forkyndertaske og troede at det så betød at han ikke fik flere besøg, da hun jo ikke havde mere at tilbyde dem. Men Zola sendte en missionær der talte polsk, hen til dem, og der blev påbegyndt et studium med Dora.

Da de senere blev inviteret til menighedens møder, svarede John: „Dora kan tage med og bagefter fortælle mig hvad hun har lært.“ John blev ikke glad for sandheden før han fik et mindre hjertetilfælde og lægen beordrede ham til at ligge i sengen i 15 dage. For at beskæftige tankerne med noget begyndte han at læse Bibelen og det bibelske læsestof. Pludselig følte han sig som en der for første gang får øjnene åbnet. Hver dag kaldte han på sin kone og sagde: „Næh! Se! Her er noget nyt!“ Snart blev de begge døbt. Men ville John, i betragtning af at de  havde isenkramforretningen, virkelig sætte tjenesten for Jehova på førstepladsen?

For John Furgala var det ikke nogen hæmsko at være en fremtrædende forretningsmand, for han skammede sig ikke over den gode nyhed. (Matt. 10:32, 33) Foruden værktøjet og isenkrammet havde han et pænt stativ med en udstilling af Selskabets publikationer. Mens medhjælperen ekspederede en ordre for en kunde, forkyndte John for kunden. Dengang var det skik at give en kunde lidt ekstra oven i handelen hvis han købte en vis mængde isenkram. I stedet tilbød John et gratis abonnement på vore blade. Det var ikke ualmindeligt at han tegnede 60 abonnementer eller flere på en måned.

En politiker finder sand retfærdighed

Folk i alle samfundslag — rige og fattige, fængselsfanger og fremtrædende i denne tingenes ordning — skal have mulighed for at høre sandheden. Rafael Coello havde søgt social retfærdighed siden han var ung. Det førte til  at han i 1936 meldte sig ind i kommunistpartiet. I syv år deltog han i opstande og protestaktioner. Desillusioneret opsagde han derefter sit medlemskab og involverede sig i forskellige andre partier. Dér blev han både kendt og fremtrædende. Engang blev han af Ecuadors præsident udnævnt til ambassadør ved et særligt møde ledet af De Forenede Nationer. Og en anden gang, da oppositionen dannede regering, blev han sat i fængsel. Det var her i fængselet Albert Hoffman besøgte ham og gav ham bogen „Gud Maa Være Sanddru“.

Syv år senere fik Rafael Coello besøg af en venligt udseende mand. Han fortæller: „Jeg så med det samme at det var en jeg havde ventet på uden at vide det. Det var Albert Hoffman, som nu opsøgte mig igen.“ Der blev påbegyndt et studium over bogen „Dette betyder evigt liv“. Rafael var ikke længe om at finde det han havde søgt i alle disse år — forståelsen af at sand retfærdighed kun kan opnås ved hjælp af Guds rige. Hans dåb i 1959 vakte en hel del røre, for han havde været en kendt politiker i over 20 år.

Ligesom han havde været en nidkær forkæmper for menneskers retfærdighed, blev han nu en ivrig forsvarer af Guds retfærdighed. Idet broder Coello ser tilbage på årene der er gået, fortæller han: „Jeg har haft den forret at tale om Jehovas retfærdighed til mennesker af alle lag, lige fra tidligere præsidenter til meget jævne arbejdere.“ Da han var godt kendt i Palacio de Justicia (Justitspaladset) i Guayaquil fordi han havde virket der som dommer ved appelretten, tog han dertil og forkyndte for hver eneste af stedets mange dommere og sagførere. Det førte til at han fik en omfattende bladrute blandt sine tidligere medarbejdere.

 Et internationalt broderskab

Da brødrene har været flittige med at plante og vande sandhedens sæd, har alle slags mennesker hørt den gode nyhed. Men det er Jehova der har givet væksten. (1 Kor. 3:6) Hans ånd, som virker på hele hans synlige organisation, har gjort væksten mulig.

De tilskyndelser der i 1958 blev givet ved det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i New York, fik mange brødre til at rejse til Ecuador for at tjene hvor behovet var større. Da Selskabets præsident var på besøg i 1959, talte han til 120 som var kommet fra fremmede lande. Mange nye lærte sandheden at kende gennem deres bestræbelser. Nogle var med til at oprette nye menigheder og var dygtige til at oplære de lokale brødre til at påtage sig ansvar i menigheden.

I 1967 erfarede Jehovas vidner i Ecuador ægtheden af det internationale broderskab på endnu en måde. Det var ved det internationale stævne „Guds frie sønner“ som blev holdt i Guayaquil. Til stede ved dette stævne var Selskabets ledende brødre og godt 400 andre fra forskellige lande, som nød at være sammen med over 2700 brødre og interesserede fra Ecuador! Mange brødre, både indenlandske og udenlandske, gav udtryk for værdsættelse.

En anden ånd i Cuenca

I 1967 syntes det passende at gøre endnu et forsøg på at lade den gode nyhed få fodfæste i Ecuadors tredjestørste by, Cuenca. Hvordan skulle det gøres? Først blev Carlos Salazar sendt dertil som specialpioner. Kort efter ankom også fire nye gileadmissionærer — Ana Rodriguez og Delia Sánchez fra Puerto Rico samt Harley og Cloris Harris fra De Forenede Stater.

På det tidspunkt var det eneste lokale Jehovas vidne i denne by med over 100.000 indbyggere en ung mand,  Carlos Sánchez, der var lam fra livet og nedefter på grund af en bilulykke han havde været ude for nogle år før han havde lært sandheden at kende. Hver gang der var møde bar missionærerne ham ned ad trappen fra hans lejlighed, anbragte ham bag på en scooter og bar ham så op ad trappen til rigssalen. Hans smilende ansigt og optimistiske indstilling var til virkelig opmuntring for denne lille gruppe.

Husk at Cuenca havde ry for at være den mest katolske by i hele Ecuador. En af de første ting der fangede missionærernes opmærksomhed var det overraskende store antal kirker. Der så ud til at være en for hver fjerde eller femte husblok. Og den kæmpemæssige katedral ved byens største plads knejsede over dem alle. Hver morgen før daggry blev missionærerne vækket af kirkeklokker der kaldte folk til den tidlige morgenmesse. I det der kaldtes Den Hellige Uge blev billederne fra de forskellige kirker taget udenfor og båret i procession op og ned ad Cuencas gader. Det tog en hel dag at gennemføre denne procession.

Det var derfor med stor forsigtighed at denne lille gruppe Vidner begyndte at arbejde fra hus til hus. Der gik stadig historier om hvordan tidligere forsøg på at arbejde i visse dele af byen var blevet standset af stenkastende pøbelsværme. Men til missionærernes store overraskelse skete der ikke noget af den slags nu. Tværtimod bød folk dem indenfor ved første besøg og tog imod meget læsestof. Folk sultede i åndelig henseende.

Om en af de mest populære præster i Cuenca fortæller Harley Harris: „Vi hørte hele tiden om en præst fra Spanien der hed Juan Fernández. Han havde en uoverensstemmelse med biskoppen i Cuenca fordi han nægtede at  tage forskellige priser for de forskellige kategorier af messer. For ham var en messe en messe. Problemet var at han ikke fik penge nok ind til at tilfredsstille biskoppen. Desuden fjernede han næsten alle billeder i sin kirke. Dette vandt bifald hos de liberale katolikker, mens de mere konservative var forargede.

En dag fortalte en dame os at hendes nabo havde nægtet at lytte til os og at hun derefter havde meddelt dette til præsten, Juan Fernández. Men til både hendes og andres store overraskelse havde han offentligt kritiseret hende ved messen og sagt til dem der var til stede at hvis nogen kom til deres dør for at tale med dem om Bibelen, skulle de lytte, for Bibelen indeholder sandheden.

Jeg besluttede mig til at møde denne præst, og efter nogle forsøg fik jeg fat i hans privatadresse. Jeg inviterede ham hjem til os og var glad for hans to timer lange besøg. Overraskende nok havde han en temmelig god forståelse af nogle af Bibelens grundsandheder. Da jeg spurgte ham hvilken holdning han mente kristne bør indtage hvis der er en politisk konflikt mellem to nationer, svarede han straks: ’Der er kun én holdning en kristen kan indtage og det er at forholde sig neutral, for man kan ikke adlyde Jesu befaling om at vise kærlighed og samtidig slå ihjel.’ Samtalen sluttede i en varm og venlig ånd, og han bad om flere af vore bøger og blade.“

På grund af sin uoverensstemmelse med biskoppen blev han imidlertid fritaget for sine pligter som præst og blev sendt tilbage til Spanien samme uge. Hans udtalelser havde løsnet de åndelige lænker hos mange som derefter skænkede Bibelens budskab et lyttende øre.

Der var dog stadig noget der syntes at holde folk tilbage fra at tage et fast standpunkt for sandheden.  Mange studerede Bibelen og kom til møderne; men når tiden var inde til at de skulle med ud i tjenesten på arbejdsmarken, havde næsten ingen mod til at gøre det. Vi kom til den slutning at det skyldtes menneskefrygt. Hvad kunne der gøres for at overvinde denne barriere?

„Mor, jeg må ikke dø allerede“

Bob og Joan Isensee, der havde været missionærer, valgte at blive boende i Cuenca da de fik familieforøgelse. En dag mens Mimi, deres 10-årige datter, legede i skolen, blev hun næsten knust under hjulene af en tung lastbil.  Hun blev i hast bragt til en klinik. Man prøvede desperat at redde hendes liv. Da hendes dybt foruroligede moder ankom, var Mimi stadig ved bevidsthed og hviskede: „Mor, jeg må ikke dø allerede, for jeg har endnu ikke ledet et bibelstudium!“ Og af sig selv sagde hun til sygeplejerskerne at hun ikke ville have blod. Det var første gang klinikken behandlede et af Jehovas vidner. Det blev en uforglemmelig oplevelse.

Lægen ankom. Han sagde at det var nødvendigt at operere for at se hvad der var sket med de indre organer. Faderen forklarede at det var helt i orden, men „ingen blod, for Bibelen forbyder at der bruges blod under nogen form“! (Apg. 15:28, 29) Lægen blev chokeret. Han havde aldrig før stået over for en operation så alvorlig som denne med krav om at der ikke blev brugt blod. Faderen sagde at det var ham der stod med ansvaret og ikke lægen. Han ville tage det fulde ansvar for udfaldet. Det eneste han bad om var at lægen, uden at bryde Guds lov om blodet, gjorde alt hvad han kunne for at redde barnets liv.

Ydmygt svarede lægen: „Eftersom jeg har min egen tro og ønsker at andre skal respektere den, vil jeg respektere Deres. Jeg skal gøre hvad jeg kan.“

Lige før Mimi blev kørt ind på operationsstuen, sagde hun til sin fader: „Du skal ikke være ked af det, far. Jeg har allerede bedt til Jehova.“

Der gik mere end fem timer, der føltes lange som år. Imens kom mange der kendte familien eller havde hørt om ulykken, til klinikken og ventede for at se hvordan operationen forløb. Forældrene benyttede ventetiden til at forklare dem at hvis deres barn skulle dø, var de sikre på at få hende at se igen i opstandelsen. Hvilken virkning havde dette på de andre?

 Én bemærkede: „Jeg er også familiefader og ved hvad det vil sige at miste et barn; men De tager situationen mere roligt end jeg ville gøre.“ En anden sagde: „Hvis jeg bare kunne tro lige så fast, ville jeg være det lykkeligste menneske på jorden.“ En nabo hvis mand var død nogen tid forinden, kom for at trøste forældrene og gik selv trøstet derfra. Hun sagde: „I to år, siden min mand døde, har jeg været deprimeret; men at se jer og jeres tro på Gud og det håb I har, har for første gang sat mig i stand til at finde lykke.“

Men hvad med barnet? Endelig var den langvarige operation færdig, og de urolige forældre nærmede sig lægen for at høre hvad han havde at sige. De indre organer var alvorligt beskadiget. Pulsåren til mellemgulvet var blevet revet over, og pigen havde mistet over halvdelen af sit blod. Leveren var læderet flere steder. På grund af det voldsomme tryk var maven blevet presset ud igennem mellemgulvet. Lastbilen var standset lige før den knuste hjertet.

Lægen sagde at han satte pris på forældrenes rolige holdning, da dette havde bevirket at han kunne gå til operationen i en meget roligere sindsstemning. Mimi kom sig hurtigt, til alles store glæde. Hele tildragelsen resulterede i et vældigt vidnesbyrd da nyheden spredtes i hele Cuenca by. Radiostationen omtalte Isenseefamiliens enestående tro og fatning. En fremtrædende læge sagde til faderen: „De skal vide at dette tilfælde omtales som et sandt mirakel blandt folk i lægekredse.“

En cykelrytter begynder på et andet løb

Mario Polo, der har boet i Cuenca hele sit liv, var berømt fordi han flere år i træk havde vundet det nationale mesterskab i cykelløb og havde trukket sig ubesejret tilbage. Byen Cuenca var af gode grunde meget stolt af sit bysbarn.

 Da Marios kone, Norma, begyndte at studere med Jehovas vidner, besluttede han at overvære studiet én gang for at se om han kunne få nogle af sine egne spørgsmål besvaret. Det første han ønskede at få svar på var: „Hvem er den skøge der er omtalt i Åbenbaringen?“ (Åb. 17:3-5) Missionæren svarede at vi sædvanligvis begynder med lettere ting i Bibelen. Men eftersom Mario havde stillet spørgsmålet, forklarede missionæren at Bibelen bruger en umoralsk kvinde ved navn Babylon den Store til at symbolisere det religiøse verdensimperium der ikke holder sig adskilt fra verden. — Jak. 4:4; Åb. 18:2, 9, 10.

Fra da af var Mario meget interesseret i bibelstudiet og gjorde sig store anstrengelser for at være til stede selv om han arbejdede et stykke uden for byen. Så en aften kom han til missionærhjemmet med et meget bekymret udtryk i ansigtet. Han havde fået nogle skrifter fra evangelisterne som rettede stærke beskyldninger mod Jehovas Vidner. Missionæren svarede at hvis disse anklager mod os bekymrede  ham, ville den bedste måde at afklare sagen på, være at bede en fra den protestantiske kirke om at komme til stede for at se om han kunne underbygge anklagerne. Det fandt Mario ganske rimeligt. Han og broderen besøgte derfor den protestantiske præst som uddelte litteraturen.

Mario bad præsten komme hjem til ham for at forsvare det han havde sagt mod Jehovas Vidner. Præsten var tvunget til at tage imod indbydelsen, for hvis han ikke kom, ville det være det samme som at indrømme at hans beskyldninger var falske.

Der var ti der ventede, deriblandt Marios venner og slægtninge, da præsten, ledsaget af en anden prædikant fra hans kirke, viste sig. Man valgte at drøfte treenighedslæren. Hver gang der blev citeret et skriftsted til støtte for læren, viste Mario, hans kone eller en af deres venner hvorfor det ikke kunne bruges. Missionæren behøvede knap nok at sige noget.

Efter cirka en halv times forløb så præsten på sit ur og sagde at han havde en anden aftale. „Men De har ikke bevist noget endnu,“ protesterede en af de tilstedeværende. „Sig ikke at De nu kaster os i kløerne på disse ulve, som De kalder dem.“ Præsten sagde at han ville prøve at få en aftale i stand en anden gang, men kunne ikke sige noget om hvornår. Derpå gik han.

Nogen tid senere dukkede han op og sagde til Norma at han ville komme — men på et tidspunkt hvor der ikke var nogen Jehovas Vidner til stede. Det syntes Mario var uretfærdigt, så han gik hen til præsten og meddelte ham at han kun var velkommen i hans hjem hvis Jehovas vidner var der så de kunne forsvare sig. Det var nu meget tydeligt for Mario hvem der havde sandheden og havde mod til at forsvare den.

 Fra da af fortsatte Mario med at gøre gode fremskridt. Inden længe deltog han i tjenesten på arbejdsmarken lige der hvor han selv boede, og senere sluttede hans kone og hans datter sig til ham.

Da forskellige af byens indbyggere begyndte at træde offentligt frem som Jehovas vidner, havde det en enorm virkning på andre. Læger, sagførere, juvelerer, landmænd — folk fra alle samfundslag i Cuenca — har nu i hundredvis taget imod sandheden. For 20 år siden var der ingen menighed i Cuenca. Nu er der 11 menigheder i dette distrikt. I gaderne hvor de religiøse processioner plejede at vare en hel dag i den såkaldte Hellige Uge, kan man nu se det hele passere forbi på få minutter — som resterne af en svunden tid. I modsætning hertil er Jehovas navn nu kendt fra den ene ende af provinsen til den anden.

Behovet: Opmuntring

Sidst i 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne var Rigets arbejde inde i en fredelig og fremgangsrig periode. Andre trossamfunds indflydelse og magt over mennesker dalede. Forkynderne arbejdede hårdt for at udbrede den gode nyhed om Riget til de fjerneste egne af landet.

I 1963 var der 1000 der deltog i tjenesten på arbejdsmarken. Fem år senere var tallet 2000. I 1971 var det steget til 3000. To år senere rapporterede vi 4000 forkyndere; året efter var det 5000, og i oktober 1975 nåede vi et højdepunkt på 5995.

Men så skete der for første gang i årevis en tilbagegang. I 1979 var det samlede antal aktive forkyndere af den gode nyhed faldet til kun godt 5000. Hvad var der sket? Det ser ud til at nogle af de nye var blevet revet med af begejstringen for et årstal i stedet for at bygge på sand værdsættelse af Jehova og hans veje. Uanset hvad årsagen har været, var  der i 1980 igen en lille fremgang og igen i 1981, men det gik langsomt.

Hvad holdt væksten tilbage, når land efter land nu rapporterede god vækst i deres distrikt? Frafald var ukendt her. Der var tilsyneladende ingen urenhed som fik Jehova til at holde sin ånd tilbage. Sagen blev nøje overvejet under bøn. Der var gode muligheder for vækst, for i 1981 blev mindehøjtiden overværet af 26.576 — gennemsnitlig 5 interesserede for hver forkynder.

Man nåede frem til at det brødrene havde brug for, var opmuntring. De ældste og menighedstjenerne måtte mindes om det ansvar de havde for at føre an i tjenesten. De der var blevet uvirksomme skulle have et bibelstudium så deres værdsættelse af det åndelige igen kunne blive vakt.

Efter at have sammentalt årsrapporten for 1981, indbød afdelingskontorets udvalg derfor alle ældste og menighedstjenere til et kort møde i nogle større byer rundt om i landet. Brødrene var meget glade for det de fik at vide. Alle tog hjem med fornyet iver og begejstring for arbejdet. Det næste tjenesteår gik forkyndertallet 14 procent frem og bibelstudietallet 19 procent. Mindehøjtiden blev overværet af 28 procent flere — 34.024! Markerne var i sandhed hvide til høst.

Styrtregn

Nu opstod der en anden hindring. Ti måneder i træk, fra oktober 1982 til juli 1983, skyllede regnen ned og skabte oversvømmelser som man ikke havde oplevet magen til i de sidste hundrede år. I Guayaquil og omegn faldt der over 250 centimeter regn i løbet af få måneder. Broer forsvandt, hvorved hele byer blev isoleret. Kommunikationen blev yderst vanskelig. Rigssale og brødres hjem led skade.

 Men brødrene var besluttede på fortsat at holde møderne. I Babahoyo måtte nogle vade i vand til livet for at komme til møderne. Længere mod syd, i Milagro, stod vandet næsten i knæhøjde inde i selve rigssalen. Men brødrene rullede blot buksebenene op og holdt møderne trods oversvømmelsen.

Der blev gjort store bestræbelser for at opretholde forbindelsen med brødrene, selv i de isolerede områder. Da det viste sig at nogle manglede mad og andre fornødenheder,  meddelte afdelingskontoret det til menighederne, og de lokale brødre reagerede med gavmildhed. Brødrene rundt om i landet indsamlede penge, mad, tøj og medicin som der var brug for. Lige midt i denne regnperiode havde afdelingskontoret planlagt endnu et møde med de ældste og menighedstjenerne. Der blev udvekslet opmuntrende erfaringer og givet forslag til hvordan forkyndelsesarbejdet fortsat kunne udføres trods det strenge vejr. Paulus’ ord syntes meget passende: „Forkynd ordet, vær på færde når tiden er gunstig og når tiden er ugunstig.“ — 2 Tim. 4:2.

 Hvad blev resultatet? Rapporterne fra mange af de menigheder der var værst ramt af det usædvanlige vejr, viste en bemærkelsesværdig fremgang. Ved slutningen af tjenesteåret 1983 havde vi trods regnen nået en stigning i forkyndertallet på 17 procent og et nyt højdepunkt på 7504. I samme periode var bibelstudietallet gået hele 28 procent frem! Jo mere brødrene gennemgik distriktet, jo flere resultater fik de.

Afdelingskontoret udvides

I Ecuador er Rigets arbejde forholdsvis nyt i sammenligning med arbejdet i mange andre lande. Forkyndelsen kom først rigtig i gang for godt 40 år siden. Ligesom børn vokser ud af deres tøj og må have noget nyt, således har væksten i Rigets arbejde her betydet at vi flere gange har måttet have et større afdelingskontor.

I begyndelsen var afdelingskontoret knyttet til et missionærhjem. I 1957 blev der bygget et nyt kontor i Guayaquil. Senere blev det udvidet. Da broder Grant Suiter aflagde et zonetilsynsmandsbesøg i 1977, anbefalede han at brødrene begyndte at se sig om efter en større grund uden for Guayaquil. En dag kom en broder til afdelingskontoret og spurgte om vi var interesseret i et stykke jord som han gerne ville skænke Selskabet. Det lå lige uden for Guayaquil. Vi tog henrykt imod dette tilbud!

Et andet presserende behov dengang var at finde et sted at holde områdestævnerne — om det så skulle være under åben himmel. Efter en foreløbig rydning af dette nye jordstykke blev det første stævne holdt dér. Bakkeskråningen udgjorde et naturligt amfiteater, og brødrene bredte tæpper ud på jorden til at sidde på. I en årrække blev område- og kredsstævnerne ude ved kysten holdt dette sted.

 Sent i 1984 begyndte vi endelig at bygge en smuk stævnehal på denne grund. Den skulle have 3000 siddepladser. Vi havde over 30 hektarer at bygge på. Der var imidlertid brug for mere end en stævnehal. Med Det Styrende Råds godkendelse begyndte vi i begyndelsen af 1985 at bygge et nyt afdelingskontor på en anden del af dette jordstykke. Det var en spændende tid hvor vennerne erfarede Jehovas velsignelse over deres anstrengelser for at fuldføre alt dette. Byggeriet blev påbegyndt lige før Selskabets internationale byggehold blev dannet, men bygningen blev færdiggjort under dets ledelse. Brødrene var lykkelige for at få en professionel hjælpende hånd fra frivillige internationale byggearbejdere fra 14 lande. Denne hjælp var i sandhed en stor velsignelse! Vi er hver enkelt der hjalp os, dybt taknemmelige.

Ændringer i ledelsen

I 1949 blev Albert Hoffman den første afdelingstilsynsmand, og han gjorde meget for at organisere arbejdet her lige fra den spæde begyndelse. I 1950 blev tilsynet overdraget til John McClenahan, der også var gileaduddannet. I 1970 blev det igen nødvendigt at foretage nogle ændringer i ledelsen. En anden gileadit, Harley Harris, blev udnævnt til afdelingstilsynsmand og har tjent på afdelingskontoret lige siden. Nu ledes arbejdet af et udvalg bestående af fem brødre: Francisco Angus, Arthur Bonno, Harley Harris, Vern McDaniel og Laureano Sánchez.

Tusinder af ofre

Historien om Rigets arbejde i Ecuador omfatter hundredtusinder af ofre som vore brødre har bragt — nogle så små at vi mennesker ikke lægger mærke til dem, men Jehova bemærker dem. Forsikringen i Hebræerbrevet 6:10:  „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn,“ gælder alle disse loyale.

De der kom fra fremmede lande for at tjene her, vil længe huske hvor frustrerende det var at skulle prøve at udtrykke sig på et sprog de først lige var ved at lære. Når landets indbyggere talte lød det for dem som om der blev affyret en maskingeværsalve. Som en missionær sagde: „Jeg følte mig igen som et lille barn der skulle lære at tale.“

Og hvad med alle de gange de troede de var begyndt at mestre sproget, men kom til at sige noget der gav en helt forkert mening? En broder gik for eksempel ind i en isenkramforretning, og efter at have slået op i sin engelsk-spanske ordbog sagde han: „Quiero una libra de uñas“ (Jeg vil gerne have et pund fingernegle). Søm og negle hedder det samme på engelsk, og han havde valgt det forkerte ord! En søster stod op i en bus da chaufføren startede lidt brat, hvorved hun røg bagud og havnede på skødet af en mand. I den tro at hun kom med en undskyldning sagde hun: „Con su permiso“ (Tillader De?). Passagererne fik sig en hjertelig latter da manden godmodigt svarede: „Ja værsgo, frue, bliv bare siddende.“

Søster Zola Hoffman, der blev i sit missionærdistrikt i Ecuador lige til afslutningen af sit jordiske livsløb, huskes tydeligt for sin frygtløse forkyndelse. Var hun bange for at tale med nogen om den gode nyhed? Nej! Hendes yndlingsdistrikt var forretningskvarteret i Guayaquil. Der var hun kendt af næsten alle — direktører, sagførere, dommere og mange andre. Til hendes begravelse kom mange af byens folk som hun havde forkyndt for. Rigssalen var således fyldt til trængsel og folk flokkedes udenfor, helt over til den anden side af gaden. Blandt de tilstedeværende  var nogle af de 94 hun personligt havde hjulpet til at indvi deres liv til Jehova.

Broder Albert Hoffmans engang så kraftfulde stemme er nu kun en anstrengt hvisken. Hvad er der sket? En aften da han kørte hjem fra et møde holdt han ved et trafiklys. En fremmed kom hen til bilen, holdt en pistol mod hans hals og sagde noget; han bad sandsynligvis om penge. Da Albert havde svært ved at høre, reagerede han ikke straks. Manden trak vredt på aftrækkeren. Kuglen gik gennem Alberts hals og ned i hans højre skulder, og skar undervejs hans stemmebånd over. Trods det der skete med hans stemme, taler Albert fortsat til Jehovas pris, om end nu kun med en anstrengt hvisken. Han har næsten 60 års heltidstjeneste bag sig.

En anden der er kendt for sin beslutsomhed er Herman Gau, der kom fra Tyskland sammen med sin kone for at tjene hvor behovet var større. Han kan godt lide at få tingene gjort, og det hurtigt, uanset hvilke vanskeligheder det medfører. Da den lille menighed i junglebyen Puyo havde brug for en rigssal, ræsonnerede broder Gau: „Lad os gå ind i junglen og fælde nogle træer til tømmer.“ Han så et tilsyneladende pænt lige træ, men den indfødte broder advarede ham: „Jeg ville ikke fælde det hvis jeg var dig. Det er fyldt med myrer.“

„Ingen myrer skal afholde mig fra at bruge dette pæne træ til en rigssal!“ sagde Herman. Og så gik de løs på det med deres macheter. Da det delvis hule træ faldt til jorden, blev de overfaldet af en tusindtallig sværm af vrede myrer. Desperate løb brødrene ned til floden og sprang i med tøjet på og det hele. Fra da af lyttede Herman når en indfødt talte til ham om træer. „Men,“ siger han med en hjertelig latter, „vi fik da rigssalen bygget!“

 Unge tager imod sandheden

Der er imidlertid en anden udfordring som er langt større end den at bygge rigssale. Det er at opdrage børn i sandheden. Jorge og Orffa Santos har været næsten 30 år i heltidstjenesten. I løbet af den tid har de også opfostret fem børn, som nu alle er i heltidstjenesten idet de har fulgt deres forældres gode eksempel. Dette er blot ét tilfælde blandt mange som viser værdien af at forældrene sætter et godt eksempel når de søger at oplære børnene i den vej de bør gå. — Ordsp. 22:6.

Carlos Salazar fik imidlertid ikke sådan en teokratisk opdragelse. Da han valgte at tjene Jehova blev han tværtimod smidt ud hjemmefra af sin moder, og hans kødelige brødre og søstre brød forbindelsen med ham. I de 34 år han har helliget heltidstjenesten har han til gengæld fået over 12.000 åndelige brødre og søstre alene i sit hjemland Ecuador — for ikke at tale om de over 3.000.000 der udgør det internationale brodersamfund. Han er i sandhed kommet til at sætte pris på den kærlige omsorg Jehova viser dem der er blevet „forældreløse“ for den gode nyheds skyld!

Jim og Frances Woodburn har vist megen nidkærhed som missionærer, idet de har sået Rigets sæd vidt og bredt. De har besøgt mange gymnasier og præsenteret bogen Hvordan du får det bedste ud af din ungdom. Den har dækket et udtalt behov i skolerne og hjulpet unge til at lære bedre moralprincipper, vise respekt for lærerne og forstå faren ved narkotika. Bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? er også blevet præsenteret — som noget særligt, den eneste bog om udviklingsteorien der behandler begge sider af spørgsmålet. Lærere og skolemyndigheder har givet broder og søster Woodburn lov til at gå lige ind i klasseværelserne og vise eleverne bøgerne. Selv de religiøse skoler der drives af præster og nonner, har taget  imod deres besøg. En præst kaldte alle eleverne sammen i skolens auditorium og sagde: „Det er lige den bog I har brug for, og jeg vil opfordre hver enkelt af jer til at få et eksemplar.“ Af de mere end 65 skoler broder og søster Woodburn har besøgt, har ikke én nægtet dem at tilbyde eleverne dette vigtige materiale! Til tider har de spredt over tusind bøger på en måned.

Fremtidsudsigter

Når vi i dag går på gaden i Quito, Cuenca, Riobamba eller San Antonio er det vanskeligt at forestille sig at der her for få år siden blev udkæmpet voldsomme slag for friheden til at forkynde den gode nyhed. I stedet for råbende pøbelskarer er der nu fredelige mennesker som med dyb respekt lytter til Bibelens budskab. Monumenter for den sejr Jehova har givet os findes nu alle vegne — rigssale hvor 188 menigheder mødes for at få næring fra Guds ord.

I år har vi nået et nyt højdepunkt i forkyndertallet — nemlig 13.352. Der er næsten dobbelt så mange bibelstudier som der er forkyndere, og 66.519 overværede højtiden til minde om Jesu død — hvilket alt sammen er et tegn på at der stadig er meget at gøre her i arbejdet med at hjælpe andre til også at tage imod sandheden.

Hvor var det styrkende at retsindige ecuadorianere under forfølgelsens hede tog brødrene og søstrene i forsvar, ja gav dem „et bæger koldt vand“. Som Jesus sagde vil sådanne på ingen måde gå glip af deres belønning. (Matt. 10:42) Tusinder her langs ækvator, fra tropeskovene i lavlandet til de sneklædte bjergtoppe, er allerede blevet belønnet med sandhedens forfriskende vand. Det er vort oprigtige ønske at tusinder flere vil få gavn af dette vand før denne tingenes ordning når sin afslutning.

 [Ramme/kort på side 201]

Portræt af Ecuador

Hovedstad: Quito

Officielt sprog: Spansk

Største kirkeretning: Romersk-katolske

Befolkningstal: 10.054.000

Forkyndere: 13.352

Pionerer: 1978

Menigheder: 188

Mindehøjtid: 66.519

Afdelingskontor: Guayaquil

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

STILLEHAVET

COLOMBIA

ECUADOR

Ibarra

Atuntaqui

San Antonio

ÆKVATOR

Quito

Manta

Ambato

Riobamba

Babahoyo

Guayaquil

Milagro

La Libertad

Andesbjergene

Cuenca

Machala

PERU

 [Helsides illustration på side 199]

[Illustration på side 202]

Thomas og Mary Klingensmith, til venstre, og Willmetta og Walter Pemberton var de første gileadmissionærer i Ecuador, 1946

[Illustration på side 207]

Pedro Tules, den første ecuadorianer der gennemgik Gileadskolen

[Illustration på side 209]

N. H. Knorr, til venstre, Vagttårnsselskabets tredje præsident, og M. G. Henschel, også fra hovedkontoret, da de besøgte Ecuador i marts 1949. Albert Hoffman, til højre, var Ecuadors første afdelingstilsynsmand. Han overlevede senere et skudattentat

[Illustration på side 210]

César Santos opgav billeddyrkelse og blev forkynder

[Illustration på side 215]

Carl Dochow, gileadmissionær, mødte modstand i byen Cuenca

[Illustration på side 218]

Carlos Salazar, den anden ecuadorianer der gennemgik Gileadskolen

[Illustration på side 220]

Unn Raunholm blev sendt til Ecuador som missionær i 1958

[Illustration på side 223]

Ray og Alice Knoch blev sendt som missionærer til landsbyerne ved Stillehavskysten

[Illustration på side 227]

Maruja Granizo, til venstre, sammen med sine børnebørn og sin svigerdatter

[Illustration på side 230]

John Furgala, til venstre, uden for sin isenkramforretning

[Illustration på side 233]

Rafael Coello, tidligere dommer ved appelretten, forkynder for tidligere medarbejdere i Justitspaladset i Guayaquil

[Illustration på side 238]

Bob og Joan Isensee, tidligere missionærer, og deres børn. De har stået over for blodtransfusionsspørgsmålet

[Illustrationer på side 241]

Mario Polo efter at have vundet det nationale cykelløb. Mario og hans kone, Norma, er nu forkæmpere for Bibelens sandhed

[Illustrationer på side 245]

Ecuadors nye betelhjem med receptionen

[Illustration på side 246]

Den nye friluftsstævneplads med det nye afdelingskontor i baggrunden