Colombia

Hvori består Colombias sande rigdomme? I ædle metaller som guld? Eller i farlige narkotika som kokain? Ingen af delene. Dette sydamerikanske lands sande rigdomme består i de tusinder af colombianere der skaber sig et godt navn hos Gud

COLOMBIA i Sydamerika — hvad får det dig til at tænke på? Hos mange mennesker leder det tanken hen på kaffe af god kvalitet, fine smaragder, smukke krysantemum og prægtige orkideer, som blot er nogle få af de mange gode ting landet er kendt for. Andre forestiller sig noget med kokainhandel og blodige narkokrige. Det er beklageligt, for euforiserende stoffer og myrderier er ikke det der kendetegner det virkelige Colombia, og det er bestemt ikke flertallet af befolkningen der er engageret i disse aktiviteter.

Kom selv og se hvordan her er i Colombia. Måske bliver du overrasket, behageligt overrasket, når du finder ud af at landet hverken er så tilbagestående eller så farligt som du måske havde forestillet dig. Og vi er sikre på at du, når du  har besøgt os, vil forstå hvorfor Jehovas vidner i Colombia er så lykkelige for at gøre den gode nyhed om Guds rige kendt i dette katolsk prægede land.

Den spanske krone og det katolske kors

På landkortet kan man se at Colombia ligger i Sydamerikas nordvestlige hjørne og er forbundet med Panamatangen. Derved har landet, som er opkaldt efter den europæer der opdagede den nye verden, adgang til både Stillehavet og Atlanterhavet.

Efter Christopher Columbus’ legendariske rejser blev hele det caraibiske område hurtigt udforsket og erobret. Spanierne koncentrerede sig om dette ene at sætte sig på den nye verdens rigdomme, dens guld og sølv, hvilket snart ansporede dem til at stile mod verdensherredømmet. Få vil benægte at det 16. århundrede var Spaniens århundrede.

Men det 16. århundrede var også den protestantiske reformations århundrede, hvor landene i Nordeuropa vristede sig løs fra den katolske kirkes og Det Hellige Romerske Riges åg. Oversættelse og udgivelse af bibler skulle snart tage fart og gøre Guds ord til hvermandseje i disse lande. Det samme kan imidlertid ikke siges om Spaniens kolonier i Amerika, for her plantede erobrerne det katolske kors hvor som helst de gik i land for i kronens navn at tage områderne i besiddelse. I de næste 400 år forblev korset et symbol på kirkens monopol.

Et vist kendskab til den historiske udvikling giver bedre mulighed for at forstå landet og dets befolkning, ligesom det giver en bedre baggrund for at vurdere meget af det der er hændt Jehovas Vidner i deres gudgivne virksomhed i Colombia.

Oplysninger af generel interesse

Størstedelen af befolkningen bor i den vestlige tredjedel af landet, i de frodige floddale og på de frugtbare skråninger  af Cordillererne, de tre udløbere af Andesbjergene der fra grænsen til Ecuador som spredte fingre strækker sig mod nord. Vores interesse samler sig om seks af Colombias byer: Hovedstaden Bogotá, som ligger på en højslette i Østcordilleren; tre tropiske havnebyer på den caraibiske kyst: Barranquilla, Santa Marta og Cartagena; den kendte by Medellín i vest med dens evige forår, og Cali i den sydvestlige del af landet på vejen mod Ecuador med subtropisk klima og sommervejr året rundt.

Indtil man i 1920’erne indførte flyforbindelser var Magdalenafloden den vigtigste transportvej ind i landet. Halvvejs oppe ad floden, mod vest, kan man på en klar dag se den snedækkede vulkanske bjergtinde Nevado del Ruiz. I dalsænkningen nedenfor lå engang den velstillede by Armero omgivet af agerland, indtil den skæbnesvangre nat i november 1985 da en strøm af mudder, is og lava slettede byen med dens 28.000 indbyggere af landkortet. Omkring 40 Jehovas vidner og interesserede mistede livet under denne tragedie. *

Videre til Bogotá

Efter at have ladt den brede Magdalenafloddal bag sig glider ankommende fly ned over den frodiggrønne savanne højt oppe i bjergene hvor Colombias 450 år gamle hovedstad og største by, Bogotá, ligger. Vågne passagerer i højre side af flyet får muligvis et kort glimt af de rødbrune tage på det nye afdelingskontor som Vagttårnsselskabet er ved at bygge umiddelbart vest for byen. Det kan også være at nogle af byggearbejderne dernede retter blikket opad, mens de funderer over om der blandt passagererne i maskinen deroppe mon skulle være flere medlemmer af Det Internationale Byggehold som kommer for at hjælpe til. Idet flyet fortsætter ned mod Bogotás internationale lufthavn El Dorado, ser man  længst fremme ved plateauets fjerneste rand byens højhuse strække sig mod sollyset med Østcordillerens stejle bjerge i baggrunden.

De rejsende forbavses ofte over den friske, kølige luft der strømmer dem i møde når de træder ud af lufthavnsbygningen. Man kan godt bruge en cottoncoat eller en varm trøje her hvor man befinder sig i godt 2600 meters højde.

Colombia får religionsfrihed

I højderne over hovedstaden ses en helligdom som et tavst vidnesbyrd om at Colombia er et katolsk land. Den er viet til El Sagrado Corazón de Jesús (Jesu hellige hjerte), og her opbevares et eksemplar af konkordatet som blev indgået med Pavestolen i 1887 og som gjorde den katolske religion til statsreligion i overensstemmelse med den spanske kong Filip II’s opfattelse at „politisk enhed ikke er mulig uden enhed på det religiøse område“.

Lykkeligvis har der været religionsfrihed i landet siden 1958, og Jehovas vidner sætter pris på den åbenhed man således møder fra styrets side.

Forkyndervirksomhed i Bogotá

Lad os præsentere dig for Agustín Primo, som er medlem af afdelingskontorets udvalg i Colombia. Han lærte sandheden at kende i 1972 af en udenlandsk forkynder som var kommet til Bogotá for at tjene hvor behovet var  stort. Agustín er nu 60 år gammel, er pensioneret fra sit verdslige arbejde, og anvender al sin tid i afdelingskontorets tjeneste. Han fortæller os at skønt det nuværende afdelingskontor med trykkeri blev indviet for blot ti år siden, er det allerede for lille til at betjene de mere end 40.000 forkyndere, fordelt på 600 menigheder, der nu er i Colombia.

Hvorfra kommer tilgangen? Betragter vi forkyndervirksomheden i denne hurtigtvoksende by med cirka fem millioner indbyggere, kan vi danne os en mening herom.

Det er ikke let at forkynde i de mere velstillede kvarterer. I boligblokkene er opgangene aflåste og bevogtede, og de fleste beboere ankommer og tager af sted i bil. I villaerne er det i regelen tjenestefolkene der lukker op, og det kan være svært at få lov til at tale med familien selv. Derimod er det ofte muligt at få gode bibelske samtaler med folk fra den voksende middelklasse.

I de mere beskedne kvarterer, hvor arbejderklassen bor, møder man mange mennesker der følger godt med i hvad der sker i verden. Det er derfor lettere at få bibelstudier i gang med dem, og de gør ret hurtigt fremskridt i sandheden.

Og endelig er der byernes svøbe i den tredje verden — slumkvartererne og barakbyerne som synes at skyde op fra den ene dag til den anden på ubebyggede arealer og nøgne bjergsider. Det er endestationen for den stadige strøm af mennesker der siger farvel til livet på landet for at prøve lykken i byen. Mange af de titusinder der bor her, lytter til Jehovas Vidners trøstende budskab, og nogle af dem tager imod håbet om Riget.

De to første forkyndere i Colombia

„Arbejdet er vokset støt siden de første missionærer kom hertil i sommeren 1945. Men allerede 20 år tidligere var der  aktive vidner i Colombia,“ fortæller Euclides González fra afdelingskontorets tjenesteafdeling.

Omtrent samtidig med at Charles Taze Russell og hans lille gruppe bibelstudenter i Allegheny, Pennsylvanien (USA), oprettede deres studiekreds, blev Heliodoro Hernández født i højlandet, omkring 300 kilometer nord for Bogotá. Det var i 1871. Enoghalvtreds år senere skulle han blive den første forkynder i Colombia.

I sin ungdom elskede Heliodoro at læse, og hans store ønske var at eje en bibel. Men bibler var en mangelvare i de dage. Han var 25 år gammel før han fik sin egen, og i de følgende 25 år var det hans store glæde at læse i den.

I 1922 lånte Heliodoro af en bekendt nogle numre af bladet Vagttårnet og brochuren Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø. Han glædede sig grænseløst over det han læste, og begyndte at dele den gode nyhed med andre. To år senere fandt han et lyttende øre hos den unge Juan Bautista Estupiñán, som netop var blevet hjemsendt fra militærtjeneste i Bogotá. Heliodoro var da 53 og Juan 25. Juan giftede sig senere med Heliodoros niece. Disse to mænd såede Rigets sæd overalt i det nordøstlige Colombias byer og landsbyer.

 I sikkerhed for stenkast

I trediverne sendte Selskabet Heliodoro og Juan en batteridrevet transskriptionsmaskine som en hjælp til at gøre den gode nyhed kendt. Til fods besøgte de nabobyerne, bærende på det tunge lydudstyr og forsyningen af bøger. Forestil dig hvordan det har været at forkynde budskaber som „Treenigheden afsløres“ og „Verdens ende“ på torvet i disse katolske byer. Man kan vel ikke undre sig over at de ved ankomsten til en by altid så sig om efter et sted hvor de kunne anbringe udstyret inden døre før de begyndte at bruge det! På den måde ville forstærkeren ikke alene være ude af syne for modstanderne, men også i sikkerhed for de sten de slyngede gennem luften.

Heliodoro døde i 1962, 91 år gammel. Og hans ledsager i forkyndergerningen, Juan Batista Estupiñán, døde trofast i 1976.

Hvem ville følge opfordringen?

I 1930 kom der et regeringsskifte som banede vej for større religionsfrihed, efter at styret i 43 år havde været domineret af kirken. Forskellige protestantiske grupper begyndte nu at udvide deres arbejde i Colombia, og det samme gjorde Jehovas Vidner.

Ved stævnet i Washington, D.C., i 1935 opfordrede Vagttårnsselskabets anden præsident, Joseph F. Rutherford, medlemmerne af Herrens folk til at overveje om de kunne stille sig til rådighed for tjenesten i Sydamerika. I Colombia var der imidlertid allerede to modige pionersøstre der forkyndte: Den svenskfødte Hilma Sjöberg, som var enke efter en bomuldsfarmer i Texas, og Kathe Palm, som havde lært sandheden at kende i sit hjemland, Tyskland, og havde været pioner i De Forenede Stater.

Søster Palm fortæller: „I november 1934 sendte Hilma Sjöberg Vagttårnsselskabet penge til en skibsbillet fra De  Forenede Stater til Colombia. Selskabet spurgte mig om jeg havde lyst til at hjælpe søster Sjöberg i Sydamerika. . . . I december ankom jeg så til Buenaventura i Colombia.“ Alene og kun med et vidnesbyrdskort på spansk og et begrænset kendskab til sproget tog Kathe fat på at forkynde i denne havneby.

Derefter tog hun toget op over Vestcordilleren og ned i den frugtbare Caucafloddal til byen Cali. Her benyttede hun lejligheden til at forkynde, først i Cali og så i Palmira i den anden side af dalen, mens hun ventede på Hilma, der skulle komme fra Ecuador. Da søster Sjöberg var kommet, og de to således havde mødt hinanden for første gang, tog de over Centralcordilleren og op til højsletten hvor Bogotá ligger. Ifølge søster Palm arbejdede de i hovedstaden i over et år, hvor de spredte den ene kasse bøger efter den anden.

Hvide handsker til forretningsdistrikt

I 1939, 1941 og 1942 forkyndte Marian Goas og hendes datter Kate fra Mexico i Bogotá og flere andre byer, endda i guldminebyen Condoto i det tætte og sumpede skovområde langs Stillehavskysten. De besøgte også havnebyerne Cartagena, Barranquilla og Santa Marta, der ligger ud til Det Caraibiske Hav. Kathe Palm bemærker at disse pionersøstre „klædte sig elegant — og bar hvide handsker — fordi de som oftest arbejdede i forretningsdistrikt“.

Den måde deres budskab blev modtaget på i de enkelte byer sagde noget om hvordan det senere skulle komme til at gå med Rigets arbejde. Om den religiøse by Medellín kunne de berette at der næppe gik en dag uden at de blev angrebet af pøbelagtige flokke af skolebørn der var ansporet af præsterne. Om Barranquilla skrev de derimod: „Der er mange venlige og imødekommende mennesker i Barranquilla, og vi tror at en virkelig god gruppe ville kunne samles om et  studium, hvis her blot var en forkynder der kunne anvende al sin tid i arbejdet.“

Tidligere havde en forkynder fra udlandet mødt en ung palæstinensisk forretningsmand her i Barranquilla. Han hed Farah Morán. Farah havde en bibel og holdt af at læse i den. En varm lørdag eftermiddag midt i trediverne kom en udlænding ind i hans herreekviperingsforretning for at „tale om noget med regering“. Farah sagde at han aldrig diskuterede politik. „Men her drejede det sig om Guds rige.“ Ja så! Det var jo en anden sag! Farah modtog Selskabets bog Regering.

Han begyndte straks at læse i bogen, som fængslede ham i den grad at han lukkede forretningen for resten af dagen og gik hjem og fortsatte med at læse. Ved firetiden om morgenen var han halvvejs gennem bogen. Ved sekstiden stod han op og tog bad, hvorefter han begav sig til hotellet for at finde den mand der havde givet ham den. Forkynderen forsynede ham med mere læsestof, og i de næste 14 år læste han bøgerne igen og igen for at forstå Bibelens sandheder.

Allerede før der kom gileadmissionærer til landet, gjorde selvopofrende udenlandske pionerer således en prisværdig indsats i Colombia, idet de under modstand og genvordigheder såede Rigets sæd mange steder.

Ingen stråhytter

I august 1945, da den anden verdenskrig var forbi, ankom de tre første gileadmissionærer til Bogotá med fly. Deres første opgave bestod i at finde et passende sted hvor de kunne indrette et missionærhjem, idet flere gileaduddannede heltidstjenere snart ville følge efter.

Før missionærerne kom til Colombia havde nogle af dem forestillet sig et land med caraibiske sandstrande, svajende palmer, primitive stråhytter og venlige mennesker der bare gik og ventede på at komme i sandheden.

 Den virkelighed der mødte dem ved ankomsten til Bogotá svarede ikke helt til deres drømmebillede. Det de fik at se, var en by med en halv million indbyggere som var i færd med at lægge kolonitiden bag sig. Folk gik for det meste klædt i sort og gråt, vejret var ofte overskyet og fugtigt, og nætterne heroppe i over 2600 meters højde var kølige. De var atter i gang som pionerer, ja, men sproget var nyt, distriktet var uoverskueligt, stråhytter var der ingen af, og endnu havde de ikke set noget til disse „venlige mennesker der bare gik og ventede på at komme i sandheden“.

Nu bedstemødre — men har stadig missionærånden

De fleste missionærer kom til at holde af deres distrikt. „Det var fornøjeligt at gå rundt med regnfrakke og paraply,“ mindes en tidligere missionær. „Og der var mange aldeles pragtfulde dage med masser af sol og lys. De mange smukke blomster og husene fra kolonitiden var en fryd for øjet, og det var en udfordring at sætte sig ind i de lokale skikke og lære sproget. Alt i alt syntes vi vores missionærdistrikt var spændende!“

Missionærerne begyndte at forkynde i deres eget nabolag, som var præget af middelklassen. Folk var venlige og gæstfri — noget der for øvrigt er typisk for colombianerne. Men når Bibelen kom frem og formålet med besøget skulle forklares, gjorde en indgroet religiøs frygt ende på samtalen. Kun få steder var der mulighed for at aflægge genbesøg, og det var vanskeligt at oprette bibelstudier.

Det er ikke altid lige let at tilpasse sig den kollektive livsform i et missionærhjem, og adskillige forlod da også deres missionærdistrikt fordi de ikke følte sig hjemme. Andre måtte senere rejse hjem på grund af sygdom, og enkelte bukkede under for Satans pres i moralske spørgsmål og mistede derved deres tjenesteforret.

 Der var dog tre unge søstre i denne første gruppe missionærer der aldrig gav slip på missionærånden: Marian Brown, Jewel Harper og Helen Langford. Ganske vist trådte de ud af missionærernes rækker da de senere giftede sig, men de blev boende i Colombia. De er nu alle tre bedstemødre, men missionærånden har de stadig.

„Det lød sandt“

Men der var venlige mennesker i Bogotá som kun ventede på at komme i sandheden. En af dem var den 23-årige David Guerrero, der var fra en familie af ivrige katolikker. Da David var ti år gammel døde hans fader, og det rokkede ved hans barnetro. I sin personlige sorg følte han sig overbevist om at de døde — i modsætning til hvad den katolske kirke lærer — ikke lever videre et eller andet sted. Han var derfor disponeret for sandheden da to missionærer nogle år senere kom til hans broders lille trikotagefabrik hvor han arbejdede.

David beretter: „En formiddag kaldte min broder på mig og bad mig tale med to udlændinge der ikke rigtig kunne forklare hvad de ville. Jeg kunne kun en lille smule engelsk, men da jeg kom ud i forretningen stod der til min overraskelse to velklædte piger fra Nordamerika. De ville gerne tale med os om Bibelen. ’Der skal mod til at komme med den slags her i kvarteret,’ tænkte jeg. Nå, men besøget kom til en afslutning, og der stod jeg med to bøger hvoraf den ene hed noget så tankevækkende som „Sandheden skal frigøre jer“ og den anden Børn. Pigerne lovede at komme igen.“

David begyndte at læse lange afsnit her og der i bøgerne. „Jeg kunne lide det jeg læste,“ sagde han. „Det lød sandt. Og så gjorde de mennesker jo det rigtige: De gik direkte til folk med budskabet.“

Forkynderne kom igen nogle dage senere, og denne gang havde de et missionærægtepar med. Et bibelstudium blev  oprettet, og David begyndte snart at komme til møderne. „Og før jeg vidste af det, var jeg blevet en forkynder af Riget,“ sagde han.

De to første dåbshandlinger

Den første dåbshandling i Colombia fandt sted i 1932, da en besøgende repræsentant fra Selskabet døbte de to første forkyndere i landet, broder Hernández og broder Estupiñán, samt to søstre, i et svømmebassin i Bogotá. En af de to søstre var Alejandrina Moreno. Hun døde trofast i 1950, og hendes begravelse var den første som forrettedes af Jehovas Vidner i Colombia.

Den sidste søndag i januar 1946 var 30 forsamlede for at overvære endnu en dåb — så vidt man ved den anden dåbshandling der fandt sted i Colombia. Her symboliserede syv nye forkyndere deres indvielse. Blandt dem var David Guerrero. Missionærerne var betagede af de subtropiske omgivelser der dannede ramme om dåben. Stedet lå 1200 meter lavere end højsletten, i et område med kaffeplanter, et væld af fugle og blomster i alle farver, og et klart vandløb som rislede ned ad bjerget mellem bambusrør og bananpalmer — netop sådan som mange havde forestillet sig at et missionærdistrikt i de varme lande ville være.

Senere giftede David Guerrero sig med missionæren Helen Langford. De boede en tid i De Forenede Stater og vendte så tilbage til Colombia, hvor de først var pionerer og derefter fik den forret at virke i rejsetjenesten.

Et afdelingskontor oprettes den 1. maj 1946

En måned efter denne anden dåbshandling så man med spændt forventning frem til et besøg af Selskabets tredje præsident, Nathan H. Knorr, og hans rejsefælle Frederick W. Franz, der dengang var vicepræsident. Besøget var berammet til den 12.-17. april 1946. Mens kristenheden fejrede  palmesøndag samledes 87 i missionærhjemmet for at høre broder Knorrs foredrag „Vær glade, I Nationer“. To dage senere fejredes Herrens aftensmåltid, med 29 til stede. Broder Franz talte ved denne lejlighed ekstemporalt og på spansk.

Det colombianske afdelingskontor blev oprettet under deres besøg og skulle begynde at fungere den 1. maj 1946. Nogle få måneder senere blev fem af missionærerne flyttet til Barranquilla for at åbne et missionærhjem og begynde at forkynde i denne kystby.

John Green var afdelingskontorets første tilsynsmand. Han varetog denne opgave indtil november samme år, hvorefter Robert Tracy overtog posten. Green måtte vende tilbage til De Forenede Stater fordi hans kone havde problemer med helbredet.

Robert Tracy var udgået fra Gileads sjette klasse. Efter skolens afslutning tjente han i nogle måneder som kredstilsynsmand, hvorefter han gennemgik en oplæring på Betel i Brooklyn og blev sendt til Colombia. Tracy var en venlig og energisk broder der skulle komme til at spille en betydningsfuld rolle for organisationens virke i landet.

La Violencia

Der var også noget andet der markerede året 1946. Bedst som Vidnerne var ved at få godt fodfæste i arbejdet med at gøre disciple, skyllede en politisk tidevandsbølge hen over Colombia som resulterede i et totalitært styre og som i religiøs henseende førte landet tilbage til den mørke middelalder. Denne række begivenheder kastede landet ud i en af de blodigste perioder i dets historie, en periode man betegner som La Violencia — Volden.

Efter at have tabt præsidentvalget i 1946 protesterede den veltalende kandidat Jorge Eliécer Gaitán højlydt på de undertryktes  vegne. Hans popularitet var enorm, så da han ved middagstid den 9. april 1948 faldt for en morders kugle, førte borgernes vrede over tabet af folkehelten til uroligheder i form af vanvittige myrderier og en bølge af hærgen og ødelæggelse. I et voldsomt udbrud af harme over præsteskabet ødelagde eller beskadigede rasende horder næsten alle kirkerne i hovedstaden. Selv den pavelige nuntius’ residens blev lagt i ruiner.

Dermed var Colombias berygtede La Violencia begyndt. Meningsløse drab og brutale nedslagtninger skulle i de næste ti år komme til at koste omkring 200.000 colombianere livet. Ældgamle politiske stridigheder blev brugt til at puste liv i gammelt had, så luften overalt i landdistrikterne og bjergegnene genlød af geværskud og svirrende macheter. Landsbypræsterne tog også parti i striden. Men hvad blev resultatet? At flere og flere sagde: „Jeg er katolik og jeg tror på Gud, men jeg bryder mig ikke om præsterne.“

Jehovas vidner blev ikke alene udsat for pøbeloverfald men blev også chikaneret af politiet, som på foranledning af præsterne forsøgte at gøre det svært for dem at udøve deres gudsdyrkelse. Brødrene gjorde hvad de kunne for ikke at blive arresteret når de var ude i forkyndelsen ved at arbejde lidt i ét distrikt og lidt i et andet, mens nogle brødre undertiden holdt udkig for at advare de andre hvis politiet dukkede op. Trods brødrenes neutralitet i politiske spørgsmål blev mange anholdt forskellige steder i landet, og nogle blev idømt kortere fængselsstraffe. Så vidt man ved mistede ingen af dem dog livet. Det gjorde derimod nogle protestanter der tog parti i stridighederne.

Mærkeligt nok kunne livet i de større byer fortsætte på normal vis. Udlændinge der opholdt sig i hovedstaden en kort tid, mærkede ikke noget til borgerkrigen som rasede i baglandet.

 Sprogproblemer ingen hindring

Da Robert Tracy en dag i begyndelsen af 1948 var ude at forkynde i gaderne omkring forretningskvarteret i Bogotá, kom han til familien Rojas. Faderen var radiomekaniker. Med sin kone og sine fire børn boede han i ét værelse, det samme som han arbejdede i. „Selv om jeg ikke kunne ret meget spansk,“ fortæller broder Tracy, „gjorde familien hurtigt fremskridt, og alle dens medlemmer blev lidt efter lidt forkyndere af Riget. Den ældste søn, Luis, blev specialpioner, og senere tog Gladys og Marlene også denne tjeneste op.“

 Gladys blev gift med en missionær, og hun og hendes mand tjente i Bolivia og Ecuador. Og Luis er nu en af de tre områdetilsynsmænd i Colombia.

Afdelingskontoret flyttes til Barranquilla

I december 1949 ankom tre nye gileadmissionærer til Bogotá. Det var Dewey Fountain og hans kone Winnie, samt datteren Elizabeth. Dermed var der i alt ni missionærer i landet. På den tid boede de fleste af forkynderne på nordkysten, den caraibiske kyst, og arbejdet var kommet godt i gang dér.

Af den grund flyttede Selskabet i december 1951 afdelingskontoret fra Bogotá til Barranquilla. Robert Tracy fortsatte som afdelingstilsynsmand dér indtil april 1952, da han vendte tilbage til Bogotá for at gifte sig med „Libby“ (Elizabeth) Fountain. James Webster, der var missionær i Barranquilla, overtog Tracys opgave og virkede som afdelingskontorets tilsynsmand de næste 13 år. Vi skal senere høre mere om disse mænd.

Ikkekatolsk virksomhed bliver forbudt

I 1953 havde den autoritære præsident en ny forfatning klar til vedtagelse. Den byggede på de principper der lå til grund for den korporative og fascistiske statsform. Men hans planer blev kuldkastet da hæren greb ind og styrtede hans regering. Hærgeneralen Gustavo Rojas Pinilla blev herefter præsident med diktatoriske beføjelser. Det tegnede ikke godt for Vidnerne.

Gabriel Piñeros, der nu er ældste i en af menighederne i Cali, kendte personligt general Rojas. Gabriel havde engang været oberst i det colombianske luftvåben og havde været generalens pilot. Broder Piñeros husker generalen som en venlig mand der gerne så en ende på den vold og  uro der prægede landet. „Generalen begyndte godt, men lod magt og ærgerrighed stige sig til hovedet,“ siger broder Piñeros. „Og selv om han ikke var særlig religiøs, lod han sig påvirke af kirken.“

Da general Rojas gerne ville styrke sin position, bejlede han til den katolske kirke. For at sikre sig dens støtte erklærede han at han ville styre landet efter strengt katolske retningslinjer, og tre måneder efter sin magtovertagelse forbød han al ikkekatolsk religiøs aktivitet i 18 katolske missionsområder. I juni 1954 forelå der igen et dekret. Med dette blev al religiøs virksomhed som ikke var katolsk forbudt overalt. Kun møder i private hjem blandt anerkendte ikkekatolske grupper eller gudstjenester i etablerede religiøse templer ville blive tilladt.

 Bindene rives af biblerne

I maj 1953 havde nogle brødre i Bogotámenigheden planlagt en udflugt — dog ikke for fornøjelsens skyld. De steg fra deres højt beliggende bjergby de 1200 meter ned til den subtropiske landsby Tocaima for at afholde dåb. Efter at have overværet dåbshandlingen spredte de sig i landsbyen for at forkynde.

Inden længe havde politiet anholdt en af søstrene og anbragt hende i arresten. Broder Tracy og andre forsøgte at få hende løsladt, kun for selv at ende bag lås og slå. Snart var otte forkyndere i detentionen. Den vrede overbetjent råbte op om at de var kommunister og at de ingen ret havde til at prædike i landsbyen, som var katolsk. Borgmesteren lod deres bøger og blade kaste i en stor vandtank i politistationens gård, efter at betjentene havde revet bindene af bøgerne og biblerne. Efter en times tid hidsede myndighedspersonerne sig ned igen og lod forkynderne gå.

Menighedens medlemmer var lykkelige under den fire timer lange hjemtur op ad bjergsiden, for de ’frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld’. — Apostelgerninger 5:41.

Bogotámenigheden må klare sig selv

I 1954 havde Bogotá over 600.000 indbyggere og voksede hurtigt. Men efter mere end otte års missionærindsats var der stadig kun gennemsnitlig 30 forkyndere i menigheden dér. Med så lille en vækst efter så stor en indsats blev missionærhjemmet i Bogotá lukket og missionærerne sendt andetsteds hen. Men hvorhen? Til Cali, hvor søster Kathe Palm havde forkyndt 18 år tidligere. Cali var nu en industriby i udvikling — et oplagt sted for et nyt missionærhjem.

Som tilsynsmand for Rigets arbejde i Bogotá udnævntes en af de lokale brødre i menigheden, Porfirio Caicedo. Han var en dygtig og foretagsom håndværker der havde specialiseret  sig i at lave forme til metalstøbning. Efter at han i 1950 lærte sandheden at kende brugte han også sin foretagsomhed til at opdrage sin store og voksende børneflok „i Jehovas tugt og formaning“. — Ef. 6:4.

Porfirios næstældste søn, Raúl, begyndte som pioner så snart han var færdig med gymnasiet i begyndelsen af 1960’erne. Han var samvittighedsfuld i sin tjeneste og virkede som kreds- og områdetilsynsmand, for senere at komme på Gileadskolen. Da han kom tilbage til Colombia, nu som missionær, fik han tildelt den opgave der skulle blive hans sidste, nemlig som medlem af afdelingskontorets udvalg. Det var en trist dag for alle brødrene da Raúl Caicedo i 1981 døde af kræft, i en alder af kun 38 år. Hans fader, Porfirio, døde to år senere.

Det eksempel på trofasthed som Porfirio Caicedo satte, videreføres stadig af hans store familie. Alle 17 overlevende børn er døbte og aktive Vidner. Og af de cirka 50 børnebørn er 20 døbt, mens de øvrige — som endnu ikke er så gamle — vokser og gør fremskridt i sandheden. *

Ude ved kysten kender alle Jehovas Vidner

Lad os nu se lidt på arbejdet ved den caraibiske kyst. Kan du huske den beretning søster Kate Goas aflagde efter at have forkyndt i Barranquilla i 1942? Hun mente at der i den by var „mange venlige og imødekommende mennesker“ som ville reagere positivt på sandheden. Fire år senere ankom fem missionærer fra Bogotá for at forkynde i kystbyen.

Det tropiske Barranquilla har helt sin egen charme. Folk tager tingene på en afslappet måde, er udadvendte og har en karakteristisk klang i stemmen. Jo, Los Costeños (beboerne ved kysten) er åbne mennesker, og deres livsglæde kommer somme tider til udtryk på en ret støjende måde. Du ville straks kunne lide dem.

 De fem missionærer der flyttede fra Bogotá til Barranquilla i 1946, fik forstærkning i november måned samme år, da en ranglet 28-årig landmandssøn fra De Forenede Stater, James Webster, sluttede sig til dem. „Det var ellers noget af en forandring!“ sagde Webster, der havde været på Gilead sammen med Robert Tracy og ligesom denne havde været i kredstjenesten før han kom til Colombia.

Seks måneder senere, i maj 1947, flyttede endnu en missionær fra Bogotá til Barranquilla, nemlig Olaf Olson. Han var nordamerikaner af norsk afstamning og talte spansk med en karakteristisk skandinavisk accent. I Barranquilla, som dengang havde 160.000 indbyggere, kunne de lokale forkyndere der kom regelmæssigt til møderne sammen med de syv udlændinge, tælles på én hånd. Olson forudsagde at der en dag ville være 500 forkyndere i byen. Det syntes dengang umuligt, men blev ikke desto mindre en realitet i januar 1959.

De fleste nyinteresserede kom fra den fattige del af befolkningen — det samfundslag som colombianerne kalder el pueblo. I den frygtelige periode La Violencia var det brødre fra denne befolkningsgruppe der modigt bragte sandheden til andre kystbyer og til det indre af landet.

„Der er i dag 62 menigheder i Barranquilla, flere end i nogen anden by i landet med undtagelse af Bogotá,“ siger  bytilsynsmanden, Rogelio Jones, der er entreprenør og har hjulpet Selskabet med byggeprojekter siden 1950’erne. „Og arbejdet langs kysten har båret frugt. Næsten alle dér har slægtninge, venner eller kolleger som er Jehovas vidner. Området langs den caraibiske kyst er formentlig det eneste sted i Colombia hvor folk konsekvent skelner mellem Jehovas Vidner og andre ikkekatolske trossamfund.“

Forhenværende lotterisælger, nu heltidsforkynder

Som udlænding på besøg i Colombia lægger man straks mærke til at der alle vegne er mænd der falbyder lotterisedler — med et talent og en uafrystelighed der trodser enhver beskrivelse. En af disse gadehandlere, José Villadiego, fik noget læsestof af en missionær på gadearbejde og syntes godt om det. Et par dage senere mødte José tilfældigvis en forkynder der gik fra dør til dør. Da han jo selv havde ret god erfaring med at henvende sig til folk, om end med en noget anden vare, slog han følge med forkynderen. Til at begynde med lyttede han og lagde mærke til hvad der blev sagt, og derefter begyndte han at give sit besyv med for at understrege hvor vigtigt budskabet var.

 Den følgende søndag formiddag mødte José op i rigssalen for at være med i tjenesten på arbejdsmarken. (Dengang var kravene til nye forkyndere ikke så klart definerede som nu.) Det varede ikke længe før han forlod sit lotterisalg, indviede sig og blev døbt. I april 1949, seks måneder efter sin dåb, blev han Barranquillas første almindelige pioner. I dag er José Villadiego ældste i en af Barranquilla-menighederne og tjener stadig som en initiativrig og begejstret pioner.

’Mandens venlighed gjorde indtryk på mig’

Også i den mere velstående del af befolkningen var der venlige mennesker der ventede på at komme i sandheden. Der var for eksempel den dybt bedrøvede enke Inez Wiese, der boede i El Prado-området. Hun var født på Jamaica af engelske forældre og havde tilbragt sin barndom i Colombia. Senere giftede hun sig og flyttede til Tyskland, hvor hendes tyske mand og to adoptivsønner døde under den anden verdenskrig. Efter krigen vendte hun tilbage til Colombia, og en dag i 1947 kom Olaf Olson til hendes dør og tilbød hende et abonnement på Vagttårnet. Senere bemærkede hun: „Jeg havde aldrig hørt om Jehovas Vidner og vidste meget lidt om Bibelen. Men på grund af hans venlige optræden besluttede jeg mig til at abonnere.“ To år senere begyndte Inez, i en alder af 59 år, at virke som pioner.

Hun bidrog rundhåndet til Rigets arbejde, blandt andet med et køleskab og en vaskemaskine, som der var hårdt brug for i missionærhjemmet, samt med en stor, ny stationcar årgang 1953 til afdelingskontoret. I årenes løb var hun desuden en god spansklærer for nyankomne missionærer. Lige til sin død i 1977 var Inez et godt eksempel for andre, og hendes gode humør og værdsættelse af sandheden var til opmuntring for både missionærerne og de lokale brødre. *

 „Der begyndte virkelig at ske noget!“

Den tidligere nævnte herreekviperingshandler Farah Morán havde gennem cirka 14 år læst nogle af broder Rutherfords bøger og var sikker på at det var sandheden han havde fundet. En dag i september 1949 kom en af missionærerne ind i Farahs forretning og præsenterede sig som en ordets tjener og skulle lige til at fremføre sit ærinde, da Farah afbrød ham og sagde: „Jeg er ikke interesseret i at høre om andre religioner end den dommer Rutherford står for!“ Da Farah blev klar over at det var den der var tale om, tog han imod bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og begyndte selv samme uge at komme til møderne.

Broder Webster fortæller: „Farahs kone tog imod sandheden, og det gjorde flere i hendes familie også. Farahs gamle jagtkammerat César Roca og dennes kone samt deres store familie tog imod budskabet, og det samme gjorde flere andre af Farahs venner. Også hans protestantiske brødre og deres familier, og nogle af brødrenes svigerforældre, kom i sandheden. Der begyndte virkelig at ske noget!“

Menigheden i Barranquilla voksede hurtigt og måtte snart deles. Den nye menighed fik rigssal i Farah Moráns hjem, og Olaf Olson blev dens præsiderende tilsynsmand. Der var 52 til stede ved det første møde. Broder Olson oplærte Farah så denne kunne overtage tilsynet med gruppen. En tredje menighed blev oprettet i september 1953, og en fjerde tog form et par år senere.

Præstens mikrofon var ikke slået fra

Det køretøj som var blevet skænket til Selskabets kontor blev brugt flittigt i forkyndelsesarbejdet. Broder Webster fortæller:

„I marts 1953 overtog vi den nye stationcar som søster Wiese havde foræret afdelingskontoret. Vi begyndte at have regelmæssigt gruppevidnearbejde i forstæderne og de nærmeste  landsbyer. Snart havde vi gennemgået ti byer i Atlántico-provinsen, som endnu ikke havde været besøgt. Når turen varede mere end en enkelt dag, tog kun brødre af sted. Udgifterne delte vi imellem os, og logi fandt vi hos gæstfri familier hvor vi fik lov at sove i hængekøjer eller på gulvet; eller vi sov i ’La Teocrática’, som bilen kom til at hedde. Flere gange hændte det at landsbypræsterne bad politiet og de kommunale myndigheder gribe ind over for vores arbejde.“

En søndag formiddag ankom en gruppe forkyndere til torvet i byen Tubará, da præstens stemme brølede fra højttalerne i kirketårnet: „Venner, Jehovas vidner, vær hilset! Jeg foreslår at I kommer herover så vi kan tale sammen og finde ud af hvem der egentlig har ret.“ Nogle af brødrene gik over til kirken, hvor præsten bad dem vise ham forskellen mellem den katolske tro og den protestantiske.

James Webster begyndte med beretningen om kristendommen i det første århundrede og beskrev frafaldet som udviklede sig i det andet og tredje århundrede. Efter en kort gennemgang af den katolske kirkes historie op til reformationen i 1500-tallet understregede han at katolikker og protestanter i grunden har de samme hedenske læresætninger: treenighedslæren, læren om den udødelige sjæl og læren om et brændende helvede. Så fortsatte han med at forklare hvad Bibelen virkelig lærer om Jehova Gud, Kristus Jesus, Riget og et jordisk paradis.

Samtalen varede et kvarters tid, lige ved siden af præstens mikrofon, som ikke var blevet slået fra. Kirkens højttalere kunne høres over hele byen, og en optælling viste at 169 forsamlede på torvet havde hørt samtalen, foruden de mange som havde lyttet med derhjemme.

Pludselig lagde præsten mærke til den åbne mikrofon og fik travlt. Han skulle vie et par, sagde han, og afbrød hastigt samtalen. Da brødrene nåede tilbage til de øvrige i gruppen  larmede en indspillet sang i højttalerne. Den hed: „¡Palo con esa gente!“ (Giv dem en gang høvl!) Men der blev ingen pøbeloptøjer. Brødrene kunne gå fredeligt fra hus til hus og forkynde — til præstens store ærgrelse.

Anholdt og beordret til at forlade byen

Skrædderen Antonio Carvajalino havde støttet kommunistpartiet da han boede i den lille by Aracataca. Senere, da brødrene Webster og Olson fandt ham, boede han i Barranquilla. Under de følgende besøg blev Bibelen drøftet livligt, mens Antonios fire ugifte søstre i et tilstødende værelse lyttede anspændt for at få hvert ord med. Til sidst gav skrædderen sig og indså at Guds rige er det eneste håb for de fattige i Colombia og for resten af verden. Både han og hans fire søstre blev senere døbt, og snart virkede de alle fem sammen i pionertjenesten.

Antonio Carvajalino og hans søstre samt nevøen Tomás Dangond blev senere udnævnt til specialpionerer og sendt til Barrancabermeja, et center for olieraffinaderier et stykke oppe ad Magdalenafloden. Det var et katolsk missionsdistrikt og altså et område hvor det — ifølge generalen og diktatoren Gustavo Rojas Pinillas dekret — ikke var tilladt ikkekatolikker at hverve proselytter. Medlemmerne af byens evangeliske samfund holdt deres møder bag lukkede døre i deres egen kirkebygning. Da de hørte at Jehovas Vidner var gået i gang med at forkynde i byen, stormede de over til den katolske biskop med Vagttårnet og Vågn op! i hånden for at fortælle at det var Vidnerne og ikke dem der kom rundt med disse blade.

Politiet fik ordre til at pågribe Jehovas vidner og begyndte med at arrestere de fire søstre. Derefter indfandt betjentene sig på pionerernes logi og anholdt de to brødre, samtidig med at de konfiskerede deres forkyndertasker og de 20 kasser bøger de lå inde med. Ved en politidomstol blev  de alle seks idømt bøder og skulle samtidig skrive under på at de ville undlade at forkynde i byen. Det nægtede de, og blev hver især idømt 90 dages fængsel.

Den følgende dag fik de to brødre borgmesteren til at indse at „det var en frygtelig skændsel for byens øvrigheder at holde fire kristne kvinder indespærret under så elendige forhold, som var de forbrydere“. De bad om at få søstrenes straf lagt til deres egen, så de fire kvinder kunne blive sat på fri fod. Det gik borgmesteren med til, og Antonio og hans nevø Tomás blev idømt ni måneders fængsel.

Afdelingstilsynsmanden, broder James Webster, fløj til Barrancabermeja og prøvede at finde en forsvarer til de to brødre; men ingen sagfører i byen turde påtage sig opgaven. Derpå fløj han til Bogotá for personligt at fremlægge sagen for præsidentens sekretær. Da denne havde hørt sagens enkeltheder ringede han til borgmesteren i Barrancabermeja og beordrede ham til at løslade brødrene og give dem deres bøger tilbage på den betingelse at gruppen forlod byen inden 48 timer.

Over 300 lærte sandheden at kende ved deres hjælp

Inden for den tilmålte tid steg familien Carvajalino under politiovervågning på bussen til det nærliggende Bucaramanga, hovedstaden i Santanderprovinsen. Det røveruvæsen som La Violencia havde ført med sig hærgede stadig i landdistrikterne, og folk var mistroiske og bange når de mødte nogen de ikke kendte. Men pionererne var taktfulde i deres forkyndelse og vandt de lokale beboeres fortrolighed. På et års tid samlede de en menighed på 13 forkyndere. Og det overraskende antal af 65 overværede kredstilsynsmandens offentlige foredrag.

Hvad er der så blevet af Carvajalino-familien? Antonio Carvajalino døde i 1958, og hans søster Inés i 1987. Hans  nevø Tomás Dangond er ældste og virker sammen med sin kone og sin datter som specialpioner i nabolandet Venezuela. Søstrene Carvajalino har aldrig giftet sig, idet de har ønsket at ’stå til tjeneste for Herren uden at lade sig distrahere’. (1 Korinther 7:35) Alt i alt har de hjulpet over 300 mennesker til erkendelse af sandheden. *

Også andre specialpionerer oplevede at blive fængslet i de år. I havnebyen Magangué ved Magdalenafloden tilbragte Miguel Manga og hans kone Leonor i 1956 elleve dage i fængsel på foranledning af byens præst. Og i Sahagún i Córdoba, som dengang var en fanatisk by, fik en fejlunderrettet borgmester specialpioneren Carlos Alvarino arresteret og idømt 14 dages tvangsarbejde.

„Som at leve i en anden verden“

Paulus skrev til Timoteus: „Hvad du har hørt af mig . . . skal du betro til troende og trofaste mennesker, som igen vil være tilstrækkelig egnede til at undervise andre.“ (2 Tim. 2:2) Denne beskrivelse kom til at passe på Benjamín Angulo og Armando Gómez.

Benjamín Angulo, en 27-årig fabriksarbejder i Santa Marta, havde mistet troen på kirken, og politik interesserede ham ikke. ’Al den lidelse og uretfærdighed — det kan ikke være rigtigt,’ plejede han at tænke. ’Hvordan kan der være en Gud til?’

En dag i 1955 fortalte en kollega ham om Jehova Gud og hans rige og tilbød ham et ugentligt bibelstudium over bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Benjamín sagde ja tak, men ville studere hver dag i middagsstunden, seks dage om ugen.

Der gik en måned. Så syntes forkynderen at det var på tide at tage den nyinteresserede med til møderne. Selvfølgelig ville han da med! Benjamín var begejstret for mødet, men  spurgte samtidig lidt rystet hvorfor broderen ikke havde fortalt ham om disse vidunderlige møder noget før. Han var gået glip af „en hel måneds værdifuld undervisning“.

Der var kun få brødre i Santa Marta-menigheden, og selv om Benjamín var frygtelig genert blev han straks sat på programmet til den teokratiske skole og snart også til andre møder. Skolehåndbogen blev for ham en instruktionsbog som han omhyggeligt læste og rettede sig efter. Benjamín havde fundet en ny mening med tilværelsen og udtrykte det således: „Det er som at leve i en anden verden — sandheden, møderne, broderkærligheden, og mine tjenesteforrettigheder!“

’En discipel bliver som sin lærer’

I 1958 blev Benjamín specialpioner i Montería ved Sinúfloden, og dér fandt han snart endnu et af disse „troende og  trofaste mennesker“, nemlig den 20-årige søn af søster Gómez, der var ny forkynder i menigheden. Den unge mand hed Armando.

Benjamín forlod Montería da han blev kredstilsynsmand, men Armando fortsatte i menigheden derhjemme. Han holdt sig til stadighed den mere erfarne hermano (broder) Benjamíns eksempel for øje. Jesus havde jo sagt: „Det er nok for disciplen at blive som sin lærer.“ (Matt. 10:25) Og Armando blev ganske rigtigt specialpioner og senere kredstilsynsmand; og nu tjener han på Betel i Bogotá som et af de fem medlemmer af afdelingskontorets udvalg, sammen med Benjamín Angulo, der tog ham med ud i tjenesten i Montería for mere end 30 år siden.

De gæve og frygtløse bønder tager imod sandheden

Den gode nyhed om Riget spredtes hurtigt fra Montería til landdistrikterne og videre til Córdobas fjerntliggende steder. I det 16. århundrede havde europæere i deres søgen efter guld kæmmet dette område for at finde indianske huler og grave hvor en mængde genstande af det ædle metal var blevet gemt væk. Disse lykkejægere sendte deres enorme  bytte ned ad Sinúfloden til havet og videre op langs kysten til Cartagena, hvorfra det blev afskibet til Spanien.

Senere slog andre spaniere sig ned her for at blive. Og Córdoba blev med tiden kendt som de gæve og frygtløse bønders land, hvor man tog loven i sin egen hånd og afgjorde stridigheder med machete og skyder. Interessant nok har mange af disse mænd og deres familier villigt taget imod Rigets budskab og er begyndt at forkynde det for deres naboer. Flere og flere er blevet interesserede, og der er blevet dannet menigheder som med tiden har fået besøg af kredstilsynsmænd. Mangen en kredstilsynsmand har fået sin sag for i Córdobakredsen — nogle har spøgefuldt kaldt det en forberedelse til „den store trængsel“. — Åb. 7:14.

Benjamín Angulo ser tilbage på de dage og siger: „Jeg har haft så mange oplevelser i kredsen i Córdoba. Jeg har foretaget hele dagsrejser til hest eller på æselryg, jeg har vadet gennem vandløb som var fyldt med slanger, jeg er blevet truet på livet af guerillagrupper, og jeg har ligget med alvorlige feberanfald. Ja, jeg kunne skrive en hel bog hvis jeg skulle berette om det alt sammen.“

Det er tankevækkende at de afsidesliggende egne af Córdoba indtil nu er de eneste landdistrikter i Colombia der er blevet grundigt gennemarbejdet med Rigets budskab.

’Opløs forsamlingen’

Det første områdestævne i Colombia blev afholdt i afdelingskontorets og missionærhjemmets faciliteter i Barranquilla i december 1952. Brødrene kom fra seks provinser, og nogle havde sejlet i fire dage ned ad Magdalenafloden for at nå frem. Det højeste tilhørertal var 452, og der blev døbt 58. Næppe var programmet færdigt før man begejstret gav sig til at tale om hvor og hvornår det næste stævne mon skulle være.

 Da landsstævnet „Det Triumferende Rige“ skulle holdes i 1955, havde brødrene lejet en sal der blandt andet brugtes som dansesal. Men borgmesteren og provinsguvernøren følte sig nødsaget til at annullere kontrakten efter ordre fra den katolske biskop. Med en dags varsel måtte brødrene ændre planer og atter holde stævnet på afdelingskontoret.

Det første aftenprogram skulle netop til at begynde, med 600 til stede, da der ankom en politipatrulje på godt en halv snes bevæbnede mænd. Anføreren stormede ind og råbte: ’Opløs forsamlingen!’ Den følgende formiddag blev det efter en henvendelse til borgmesteren bekræftet at Jehovas Vidner havde ret til at holde religiøse møder på deres egen ejendom, og borgmestersekretæren undskyldte den selvbestaltede afbrydelse af stævnet. Anden aften steg tilhørertallet til 700, og næsten 1000 pressede sig sammen på afdelingskontorets terræn den fjerde og sidste dag.

Enden på det totalitære styre

I maj 1957 blev Colombias militærdiktatur væltet. Det nye styre opslugte den bølge af tyranni som var skyllet hen over landet siden sidste halvdel af 1940’erne, og bragte relativ fred og stabilitet på det politiske område, samtidig med at det ved lov sikrede de grundlæggende friheder. Nu kunne der sendes flere missionærer til Colombia for at hjælpe, så Rigets arbejde kunne udvides hurtigere over hele landet.

Under den nyligt indførte religionsfrihed flokkedes 1200 lykkelige og begejstrede tilhørere i 1958 i rigssalen, i gården og i indkørselen til afdelingskontorets ejendom i Barranquilla for at høre broder Milton G. Henschel, som nu er medlem af Det Styrende Råd i Brooklyn. Det næste årlige stævne måtte nødvendigvis holdes i et større og bedre lokale.

 „Vanskeligheder med biskoppen“

Ganske vist var ti års undtagelsestilstand og diktatur, hvorunder den katolske kirke havde nydt særlige privilegier, til ende. Ikke desto mindre var kirken nu mere end nogen sinde opsat på at fastholde sit jerngreb om det colombianske folk. Det så man da sektionsstævnet „Årvågne forkyndere“ skulle afholdes i 1959.

Teatro Metro, der havde plads til 2000 mennesker, var med sit klimaanlæg et af de bedste mødelokaler i Barranquilla på den tid. Det var blevet lejet til de sidste tre af de fire stævnedage, og alt var i orden — troede man da. Brødrene var i besiddelse af en lejekontrakt som var behørigt underskrevet og notarialt bekræftet, en kvittering for det deponerede beløb samt en skriftlig udtalelse fra borgmesterkontoret om at de kunne holde deres stævne „hvor som helst de måtte ønske det“.

Mandag morgen, tre dage før stævnet skulle begynde, ringede Metros direktør til afdelingskontoret og meddelte ophidset at den katolske biskop lagde pres på ham for at få ham til at annullere kontrakten. Hvad skulle man nu gøre? Stævnedeltagerne var allerede begyndt at ankomme fra forskellige egne af landet. Man gik straks til borgmesterkontoret og fandt at borgmesteren også var oprevet over situationen. Det sidste han ønskede var „vanskeligheder med biskoppen“, så han ville have os til at aflyse stævnet.

Tirsdag formiddag henvendte brødrene sig igen til borgmesteren og mindede ham om at det i forfatningens artikel 53 klart hedder at „frihed er garanteret alle trossamfund som ikke er i modstrid med kristne moralbegreber eller krænker loven“. Alt sammen til ingen nytte. Borgmesteren ville ikke give sig.

 Næste skridt var en henvendelse til indenrigsministeriet i Bogotá. Embedsmændene var imødekommende. „Selvfølgelig har I jeres rettigheder,“ bekræftede de over for brødrene. Dog ville de ikke give noget skriftligt, af frygt for at det „ville give problemer med kirken“. Guvernøren for Atlántico-provinsen fik meddelelse om ministeriets stillingtagen, og han talte så med borgmesteren.

Torsdag morgen begyndte stævnet som planlagt på afdelingskontorets enemærker. Og så, endelig, hen under aften, kom brødrene glædestrålende tilbage fra borgmesterkontoret med en skriftlig tilladelse i hånden. Jehova havde ladet sit folk sejre! Vennerne nød de sidste tre stævnedage i det behagelige klima i Teatro Metro. Den sidste dag nåede antallet af tilhørere op på 2200.

Efter stævnet var teatrets direktør en helt anden. Den velfungerende stævneorganisation, deltagernes eksemplariske opførsel og det seriøse program havde tydeligvis gjort indtryk på ham. Han sagde at han med glæde ville udleje lokalerne til Jehovas Vidner igen når de skulle have deres næste stævne. Og han holdt sit ord.

Hvor er de nu?

James Webster var afdelingstilsynsmand fra april 1952 indtil han og hans kone Phyllis i januar 1965 måtte vende tilbage til De Forenede Stater fordi de ventede familieforøgelse. Indtil den dag i dag husker de „gamle“ i kystlandet stadig med hengivenhed deres hermano Jaime. „Han var altid venlig og kærlig og rede til at lytte medfølende til alle,“ husker de. Broder og søster Webster er nu specialpionerer i en af de mange spansksprogede menigheder i De Forenede Stater. Deres søn, Jaime junior, og hans kone tjener på Betel i Brooklyn.

 James’ tidligere makker, Olaf Olson, har tjent i alle større byer i Colombia. Han er den ældste missionær i landet og bor nu i Neiva ved Magdalenaflodens øvre løb. *

Og hermed forlader vi Barranquilla og tager til den historiske havneby Cartagena, sydvest for Barranquilla.

Cartagena de Indias

Efter 16 minutters flyvning får vi Cartagena i sigte, med dens fremragende naturlige havn og dens forskellige vandveje. Man må rose den spanske kolonisator Pedro de Heredia for hans gode smag da han i 1533 grundlagde Cartagena de Indias på dette sted. Og for hvert år der går er der også flere og flere feriegæster der opdager Cartagena, hvor de kommer  for at lade sig brune af solen og bade ved stranden på Boca Grande-halvøen, og for at bese de historiske steder.

Med udsigten fra fortet San Felipe de Barajas over bugten kan historisk interesserede turister forestille sig havnen nedenfor fuld af spanske sejlskibe som de berømte Tierra Firme-flåders galeoner der, lastede med guld fra fastlandet, satte sejl når vinden var gunstig og bragte deres kostbare ladninger til Spanien.

Men der var engang da Cartagena frygtede fremmede på grund af piraters hærgen. Hele flåder af franske, britiske og hollandske sørøverskibe plyndrede spanske havne og spanske galeoner i Sydamerika. Cartagena blev plyndret af kaperen John Hawkins og derefter af hans dristige nevø, sir Francis Drake, som begge sejlede for den engelske krone og begge var protestanter. Faktisk var Drakes fader protestantisk præst. Det at sir Francis Drake i 1586 bemægtigede sig Cartagena og holdt byen som gidsel medvirkede til det der blev et vendepunkt i Europas og verdens historie, nemlig at Filip II i 1588 satte den spanske armada ind mod det protestantiske England.

Frigørelse fra frygt og overtro

Historien om Colombias guld er ikke fuldstændig uden at slaverne bliver nævnt. Afrikanske negre blev den vigtigste arbejdsstyrke i minerne, og Cartagena „endte med at blive det betydeligste slavemarked i det caraibiske område —  måske i hele den nye verden“. Her blev afrikanerne påtvunget den hvide mands religion. Og i stedet for feticher fik de krucifikser og medaljoner. I stedet for at bede til ånderne lærte de at bede til statuer og helgenbilleder. Til det de allerede troede om de dødes tilstand, føjedes endnu nogle hedenske opfattelser, nemlig at der findes en skærsild, et brændende helvede og et sted som kaldes limbus. Frigørelsen fra slaveriet kom i 1851, men frigørelsen fra frygt og overtro skulle først komme hundrede år senere.

En som har opnået denne frigørelse er el Cartagenero (cartageneren) Gregorio de la Rosa. Hans barndomshjem var meget katolsk, med religiøse billeder, husalter og det hele; og han husker hvordan læren om skærsilden og et brændende helvede fyldte hans barndom med frygt. Selv efter at han var blevet voksen og var blevet gift plagedes han af de tanker han gjorde sig om døden.

Så begyndte specialpioneren Leonor Manga et bibelstudium med Gregorios kone Lilia. I begyndelsen skjulte husets herre sig i et andet værelse, hvor han sad og lyttede med. Han kunne godt lide det han hørte, og inden længe tog både han og ægteparrets fem døtre del i studiet. Snart var familien aktiv i Rigets gerning under Gregorios ledelse. Så fulgte en opfordring til at medvirke ved betelbyggeriet i Facatativá og siden rejsetjenesten.

Fremgang i Cartagena

Forkyndertallet i Cartagena voksede kun langsomt efter 1950’erne. Men i 1980’erne har byen oplevet en 100 procents forøgelse i antallet af forkyndere — og også her har tilgangen fra el pueblo været størst. De mere end 1000 forkyndere i 17 menigheder leder næsten 3000 bibelstudier hver måned.

Fra 1983 til 1987 husede et missionærhjem i det eftertragtede Boca Grande-område heltidstjenere fra Mexico, Danmark,  Finland, Canada og De Forenede Stater. De forkyndte Rigets budskab for mange — også for forretningsfolk. „Det er en glæde at arbejde i Cartagenas forretningsdistrikt,“ bemærker en af missionærerne. „Mange forretningsfolk giver sig tid til at lytte og tale, og nogle af dem har taget imod sandheden.“

Los Antioqueños — ivrige katolikker

Lad os nu tage til den internationalt kendte by Medellín i Antioquia-provinsen. Den ligger inde i landet, tre kvarter fra Cartagena med fly. Udvandrere fra Baskerlandet og fra Asturien slog sig ned her i anden halvdel af det 16. århundrede. Vore dages efterkommere af disse nybyggere er stolte og virkelystne mennesker, de er ivrige katolikker med ry for at være kløgtige og arbejdsomme, men samtidig venlige og, frem for alt, glade for at snakke. Antioqueño-bønderne gik for mere end hundrede år siden over til at dyrke kaffe og lagde således grunden til at Colombia er blevet verdens største kaffeproducent efter Brasilien.

Medellín, Colombias næststørste by, ligger i en dal som flankeres af 500 meter høje bjergskråninger mod øst og mod vest. Overalt ser man tegn på velstand: handel og industri, en nu næsten færdigbygget højbane til hurtig afvikling af pendultrafikken inden for byområdet (den første af sin slags i Colombia), et motorvejsnet, attraktive butikscentre, og i den sydøstlige bydel et højhusbyggeri med luksuslejligheder. Men der er også fattigdom. Hele blikbyer klynger sig til de nøgne højdedrag, hvor beboerne ofte ser bort fra den fare der er for mudderbølger og jordskred på visse tider af året.

Bytilsynsmanden hedder Eugene Iwanycky. Han er født i Østrig men lærte sandheden at kende i Canada, hvorfra han flyttede til Colombia med sin familie i 1969. Der er nu 33 menigheder i byen, siger han — endnu flere hvis man regner forstæderne med — og menighederne vokser hurtigt.

 Katolsk højborg

Onsdag den 1. oktober 1958 ankom de første gileaduddannede missionærer til Medellín for at føre an i vidnearbejdet. Ganske vist var diktaturet blevet afskaffet, og ganske vist havde Jehovas Vidner allerede fået godt fodfæste i andre større byer, men Medellín var stadig noget for sig. Byen var den katolske kirkes højborg i Colombia. Men de missionærægtepar der nu blev sendt hertil var glade for den nye opgave. Efter at have arbejdet et år i det varme, tropiske Barranquilla var de godt tilfredse med at komme til det milde forårsklima i Medellín — en ren by med en overdådig flora som blandt andet omfattede mange orkidéarter.

Et af disse missionærpar var Richard og Virginia Brown. Richard, der nu er koordinator i afdelingskontorets udvalg, beskriver missionærernes indtryk af deres nye distrikt således: „De beretninger vi havde hørt om byens særlige  religiøse præg blev fuldt ud bekræftet. Overalt så man sortklædte præster og nonner — på gaden, i forretningerne og i busserne. Byen var fuld af kirker, kapeller og religiøse skoler. På vores gebrokne spansk prøvede vi at aflægge uformelle vidnesbyrd, kun for at blive mødt med hånlige blikke.

Skønt vi kun var fire missionærer i hele byen, begyndte aviserne at lade sig mærke med vores tilstedeværelse: ’En advarsel til katolikker. Jehovas Vidner har sat en intensiv kampagne i gang . . . Sig nej til den slags bøger og tilintetgør de eksemplarer I måtte være kommet i besiddelse af.’ Men trods modstand var der dog nogen interesse, og i juni 1959 blev vores første menighed i Medellín oprettet med 23 forkyndere, hvoraf fem var tilflyttere som var kommet for at tjene hvor behovet var større.“

’Kast sten mod los protestantes’

I marts 1960 ankom en ny missionær, George Koivisto fra Canada. Den blonde George var ugift og var af finsk afstamning. Efter en måneds intensiv spanskundervisning på missionærhjemmet skulle han i gang i tjenesten. George glemmer aldrig sin første formiddag i bladarbejdet.

„Jeg arbejdede sammen med en lille gruppe pionerer og lokale forkyndere,“ fortæller han, „og jeg talte og forstod stadig meget lidt spansk. Og den forkynder jeg gik sammen med kunne ikke engelsk. Midt på formiddagen begyndte en flok skrigende skolebørn at kaste sten og lerklumper efter os.

En dame vi talte med, fik os hurtigt indenfor og skyndte sig at lukke skodderne for vinduerne — ikke et øjeblik for tidligt. Store og små sten hamrede nu mod facaden, bragede mod tegltaget og regnede ned i den lukkede gård.

Snart efter dukkede en patruljevogn op, og politiet ville  have at vide hvad der foregik. En eller anden råbte at det var skolelæreren der stod bag uroen — at han havde sluppet 300 børn ud af skolen længe før spisefrikvarteret. En anden råbte: ’Det er ikke rigtigt! Det var præsten! Han opfordrede over højttaleranlægget til at eleverne skulle slippes ud så de kunne „kaste sten mod los protestantes“.’“

Efter den hændelse ændredes indstillingen i hele nabolaget, og snart fandt forkynderne nogle interesserede og fik bibelstudier i gang.

I 1961 giftede George sig med en colombiansk pioner, og inden længe havde parret to sønner. Familien Koivisto blev boende i Colombia i endnu 18 år, og flyttede i 1980 til Canada. Siden 1983 har George og Leonilde Koivisto og deres to sønner tjent på Betel i Canada.

Skoledrenge får noget at tænke over

Ved en anden lejlighed arbejdede en missionærsøster alene fra dør til dør da en gruppe teenagere begyndte at råbe op og advare den besøgte mod at lytte. Damen blev bange, så missionæren bragte samtalen til ophør og trak sig uanfægtet tilbage, men blev omringet af drengene, som spærrede hende vejen.

De spurgte om hun havde protestantisk litteratur i tasken. Hun svarede at hun havde en bibel og spurgte dem om de mente Bibelen var en protestantisk bog. De kunne ikke svare, så de skiftede emne og anklagede hende for ikke at tro på den hellige jomfru. Missionæren tog roligt sin bibel frem og bad dem vise hende hvor i Skriften Jomfruen er nævnt. Men ingen af dem vidste det.

Derpå sagde søsteren: „Jeg ved hvor det står. Skal jeg finde det for jer?“ Så slog hun op på Lukas 1:26-38 og lod dem læse beretningen om engelen Gabriels besøg hos jomfruen Maria. Hun forsikrede dem om at Jehovas vidner  tror på det Bibelen siger. Drengene sagde de havde fået at vide at Jehovas vidner ikke tror på Jomfruen. Nu forstod de ikke et ord af det hele og vidste ikke hvad de skulle sige. Søsteren lagde sin bibel ned i tasken igen og gik roligt sin vej. Og dér stod de forvirrede skoledrenge — de havde fået noget at tænke over.

På dette tidspunkt, i 1960’erne, forlader vi beretningen om arbejdet i Medellín og begiver os videre til byen Cali, som blev grundlagt i 1536, det år hvor bibeloversætteren William Tyndale blev brændt på bålet.

Mod syd til Cali

Efter en dagsrejse på 450 kilometer i bil sydpå ad den panamerikanske hovedvej over betagende bjerge, forbi frugtbare områder med kaffeplantager og gennem en dal med sukkerrørsarealer, er vi i Cali. I dag er der Jehovas vidner i alle større byer i denne del af landet.

Fra Cali har man udsigt til højdedrag og bjergkæder op til 4000 meters højde. På vestsiden af tinderne skråner bjergene ned mod Stillehavskysten, som kan nås i bil på mindre end tre timer. En frisk brise fra Cordillererne gør varmen om dagen mere udholdelig. Oven over byen ses på et af højdedragene tre kors, og på et andet den store Kristusfigur Cristo Rey.

Venlige, modtagelige mennesker

Cali var endnu kun en lille by da Kathe Palm forkyndte her i 1936. Men i 1949 kunne afdelingstilsynsmanden Robert Tracy efter et kort besøg skrive til Selskabets hovedkontor i Brooklyn: „Cali er en af de mest fremskridtsprægede byer i Colombia.“

Tracy havde haft 15 bøger med i tasken, samt navnene på adskillige interesserede. Det var venlige og imødekommende mennesker han traf, og i løbet af et par timer var  han kommet af med bøgerne. „Der bør snarest muligt sendes missionærer dertil,“ skrev han i sin rapport.

Under den anden verdenskrig begyndte industrialiseringen i Cali, og inden længe skød udenlandske, multinationale og lokalt ejede fabrikker og firmaer op overalt i området. Byen har nu to millioner indbyggere, og der er 3657 forkyndere i den, fordelt på 39 menigheder.

Det tog kun en halv dag at få arbejde

I 1954 rejste ægteparrene Tracy og Fountain fra Bogotá for at åbne et missionærhjem i Cali. Nogle måneder senere, i december, ankom to nye missionærer fra De Forenede Stater, Jesse og Lynn Cantwell. Jesse, den yngste i en pionerfamilie på otte, var blevet forkynder som tolvårig skoledreng i 1934, i depressionsårene.

Broder og søster Cantwell kom officielt til Colombia som turister, eftersom diktaturets dekreter stadig var gældende i 1954. Med sit begrænsede kendskab til spansk og sin begrænsede uddannelsesmæssige baggrund gik Jesse i gang med at søge arbejde, så han og hans hustru kunne få opholdstilladelse. I løbet af en halv dag havde han fået arbejde som engelsklærer ved Valley-universitetets medicinske fakultet. „Det kan kun være Jehovas hjælp der gjorde det,“ erkendte Jesse. Med seks missionærer begyndte Rigets arbejde nu rigtig at vokse.

Da den politiske situation ændredes og de religiøse begrænsninger ophævedes, sagde Cantwell farvel til universitetet for at betjene en af de to kredse i landet. Derefter blev han områdetilsynsmand, og senere fik han tildelt en tjeneste på afdelingskontoret i Barranquilla. I 1970 blev Jesse og Lynn Cantwell sendt til Den Dominikanske Republik, hvor Jesse kom til at tjene som afdelingstilsynsmand. Nu er de i kredstjenesten i De Forenede Stater.

 En uforskammet præst og en venlig politimand

I et middelklassekvarter i Cali førte en præst ved navn Arango sin egen uforsonlige krig mod Jehovas Vidner. En dag var søster Fountain og en ny forkynder, Ana Valencia, på et genbesøg, da præsten Arango brasede ind og råbte til den besøgte: „Se at få disse indianere ud herfra!“ I sit raseri ringede han selv til politiet. Før politiet kom bad søstrene damen ringe efter en hyrevogn til dem. Politibilen og hyrevognen ankom samtidig. Resolut trådte søster Valencia hen til patruljevognen og sagde med overbevisning i stemmen til føreren: „Forstår De, præsten har ringet efter politibilen til sig selv. Vi har ringet efter hyrevognen, så den tager vi.“ Det var politimanden med på, og søstrene hoppede ind i hyrevognen for at køre til politistationen, mens præsten måtte følge efter i politibilen.

På stationen fremsatte den vrede pater sin anklage: „De to kvinder går rundt og skaber uro i mit sogn. De har en nedbrydende indflydelse på folket og lærer ting som ikke stemmer med vore traditioner.“

„Når I nu har fornærmet præsten,“ sagde dommeren til søstrene, „bliver jeg nødt til at sætte jer fast.“ De blev sat i isolationsfængsel i cirka seks timer, indtil broder  Fountain og broder Cantwell fandt ud af hvor de var og fik dem løsladt. Dommeren undskyldte: „Jeg ved at det I lærer er godt, men hvis jeg ikke havde holdt jer tilbage, ville jeg have mistet min stilling i morgen.“

Har aldrig siden tvivlet på at han gjorde det rigtige

Året 1957 var ikke kun året hvor diktaturet blev afskaffet i Colombia, men også året hvor Guds folk begyndte at sætte særligt ind på at ’tjene hvor behovet var større’. De der flyttede til Colombia kom i to forskellige hold. Det første hold kom i slutningen af halvtredserne og begyndelsen af tresserne. Det andet kom ti år senere — og næsten som en flodbølge.

Tag som eksempel Elbert og Stephania Payne Moore, der var udgået fra Gileads tredje klasse i 1944 og havde været missionærer i henholdsvis Paraguay og Chile. Senere var de blevet gift og var vendt tilbage til De Forenede Stater. Med en datter og en lille søn var de nu blandt de første der tog imod opfordringen til at tjene hvor behovet var stort, i Colombia. Elbert kom alene til Barranquilla i januar 1958. På vejen fra lufthavnen til byen kørte bilen igennem et fattigkvarter. Han følte tvivlen komme op i sig og spurgte sig selv: „Hvad vil du egentlig i en udørk som denne?“ Et kvarters tid senere kom hans tanker ind i helt andre baner da han på en hjertevarmende måde blev budt velkommen af begejstrede missionærer på afdelingskontoret. „Jeg har aldrig siden tvivlet på at jeg gjorde det rigtige da vi flyttede til Colombia,“ siger han.

Hvad skulle de leve af? Svaret på det spørgsmål kom allerede den følgende dag da han fik en stilling som engelsklærer. Nu kunne han sende bud efter sin familie. Da de havde været på Barranquillakysten i et år læssede de deres ejendele på en gammel Studebaker-pickup, og så gik  det ellers ad 1300 kilometer støvede landeveje, gennem smukke landskaber i højlandet og lavlandet og igennem områder med guerillagrupper og lovløse, til Cali for at tjene hvor behovet var endnu større. Broder Moore fik straks tildelt en tjeneste i menigheden og fik med det samme ansættelse på Valley-universitetets sproginstitut, hvor han virkede indtil han 20 år senere blev pensioneret.

Ægteparrets børn er nu begge gift og bor stadig i Colombia. Både sønnen og svigersønnen er ældste i den kristne menighed. Da broder Moore var blevet pensioneret virkede han i adskillige år i kreds- og områdetjenesten. Nu tjener han på Betel som et af de fem medlemmer af afdelingskontorets udvalg — mere end nogen sinde overbevist om at han gjorde det rigtige da han med sin familie flyttede til Colombia for mere end 30 siden. Hans kone, Stephania, døde i november 1988.

Kronede dage

At rykke teltpælene op og flytte til et andet land er et stort skridt, især når man har fire mindre børn og kun har lagt hundrede dollars til side til rejsen. Sådan så det ud for familien Zimmerman i De Forenede Stater i begyndelsen af 1959. Harold og Anne var udgået fra Gileadskolens 18. klasse i 1952 og havde været missionærer i Etiopien i tre år. Nu stilede de efter at komme til Colombia, men havde ikke de midler der skulle til. De havde tænkt meget over et råd som ved et kredsstævne var blevet givet dem der var interesserede i pionertjenesten. Taleren havde sagt: „Vent ikke til I har bil og beboelsesvogn og penge i banken. Fastsæt en dato og tag af sted!“ Men hvordan skulle de skaffe pengene til flytningen?

Den følgende uge, netop som Anne havde reserveret flyplads til Harolds rejse fra Los Angeles til Colombia, kom  der en kuvert med posten. Den indeholdt en check på 265 dollars for tilbagebetalt skat. Det gav økonomisk vind i sejlene, og næste dag betænkte adskillige af deres brødre og søstre dem med i alt 350 dollars. Nu var der penge til at gennemføre første fase af deres plan.

Ved ankomsten til Cali fik Harold et chok: Aviserne bragte beretninger om kamphandlinger og lovløshed og billeder af hele rækker af lemlæstede lig som lå på jorden — La Violencia i al sin uhyrlighed. ’Hvorfor har jeg ikke hørt om det før nu?’ spurgte han sig selv. ’Ved jeg i det hele taget hvad jeg gør ved at lade min kone og fire små børn komme herned?’

’De rigtige beslutninger,’ sagde han til sig selv, ’tager man ved at bedømme hvert enkelt tilfælde i lyset af Bibelens principper.’ Han huskede beretningen om israelitterne der lyttede til de ti frygtsomme mænd der havde udspejdet det forjættede land. De frygtede at ’deres hustruer og deres småbørn skulle blive til rov’ og ønskede at vende tilbage til Ægypten. Jehova lod dem forstå at de selv ville dø under fyrre års vandring i ørkenen, hvorimod deres  småbørn ville overleve og komme ind i det forjættede land. (4 Mos. 14:3, 31, 32) Her var svaret, og Harold gennemførte sin plan.

Hvordan føler Harold det når han ser tilbage på 30 års ophold og tjeneste i Colombia? Han svarer: „Vi kom herned for at tjene ’nogle få år indtil Harmagedon’. Det ene år efter det andet kom og gik. Mange flere end vi havde regnet med, ja, men fyldt med tjenesteforrettigheder og velsignelser for hele familien, idet vi ’altid har haft Jehovas dags nærværelse i tanke’.“ — 2 Pet. 3:12.

„Alle vore børn er gift og vandrer i sandheden, og vi er aldrig blevet ofre for volden. Min kone og jeg bor nu i en lille bungalow i nærheden af det nye afdelingskontor som er under opførelse i Facatativá, og som frivillige på Betel har vi kronede dage.“ *

Det Andet Vatikankoncil gjorde det lettere at oprette bibelstudier

Romerkirken indså omsider at den middelalderlige religiøse intolerance man havde praktiseret i århundreder, ikke længere var holdbar her i det 20. århundrede. Den katolske kirke måtte lægge kursen om hvis den skulle bevare sin troværdighed, og derfor afholdtes Det Andet Økumeniske Vatikankoncil (1962-65). Men ikke alle højtstående gejstlige i Colombia brød sig om liberalisering. Nu celebrerede man messen på spansk i stedet for latin. De billeder man havde brugt i gudsdyrkelsen begyndte at forsvinde fra kirkerne. Og nu skulle man betragte protestanterne som „brødre i adskillelsen“ og ikke længere kalde dem „kirkens fjender“!

Dertil kom at man nu opfordrede katolikkerne til at  læse i Bibelen. Skolebørn begyndte at købe bibler til brug i religionstimerne, og i private hjem arrangerede man bønnemøder med bibellæsning. Efterhånden begyndte frygten for Guds ord at vige, og ikke sjældent spurgte katolikker Jehovas vidner: „Hvad er egentlig forskellen mellem jeres bibel og vores katolske?“ — et spørgsmål som ofte banede vejen for flere bibelstudier.

„Feberen har ikke forladt mig endnu“

I havnebyen Buenaventura på Stillehavskysten boede den unge katolik Óscar, der var mønsterelev i gymnasiets ældste klasse. Biskoppen var en af hans nære venner. Da den unge mands moder begyndte at studere med Jehovas vidner, tog også han imod et studium, i den hensigt at forvirre den unge pioner der studerede med moderen. Det endte med heftige debatter om lærepunkter som treenigheden, sjælen, et brændende helvede og pavens ufejlbarhed.

Óscar gik til biskoppen for at få argumenter hvormed han kunne forsvare sin katolske tro på treenigheden. Men ak, der var ingen hjælp at hente fra den kant! Så henvendte han sig til den præst der var hans religionslærer i skolen. Denne svarede: „Jeg ved godt at Bibelen ikke taler om treenigheden, Óscar, men i over tretten år har jeg hængt over bøgerne til langt ud på natten, så nu må jeg have noget ud af den uddannelse jeg har fået.“ Heller ikke dér var der nogen hjælp at hente.

Til sidst var Óscar overbevist om at Jehovas Vidner havde sandheden, og han begyndte at studere for alvor. Han blev døbt efter seks måneder og opgav planerne om at studere biologi ved universitetet. Tidens alvor og Bibelens kronologi overbeviste ham om at det var vigtigere at tage pionertjenesten op. Hans gamle gymnasiekammerater mente at han bare var blevet grebet af en feber som  snart ville forlade ham og at han om en fem-seks år, når de alle solede sig i deres karriere, ville komme til dem og tigge om arbejde.

Først var Óscar pioner i raffinaderibyen Barrancabermeja, derefter var han rejsende tilsynsmand i tolv år, heraf fire i den krævende Córdobakreds, og nu er Óscar Rivas og hans kone, Otilia, medlemmer af betelfamilien i Bogotá. Ved tanken om hvordan hans gamle skolekammerater gjorde nar af ham, siger han: „Der er nu gået 21 år, og feberen har ikke forladt mig endnu. Tværtimod. De varme følelser jeg i mit hjerte nærer for sandheden bliver dybere og dybere.“

Intet kunne standse fremgangen nu

Med den forfatningsmæssige religionsfrihed skød der i 1960’erne nye menigheder op overalt, både i større og  mindre byer. Syd for Cali forkyndte missionærer og lokale pionerer den gode nyhed i Popayáns og Pastos stærkt katolske distrikter mod grænsen til Ecuador og vestpå til Tumaco ved Stillehavskysten. Også menighedsforkynderne gjorde en stor indsats. Nu kunne intet standse teokratiets vækst. Snart skulle Jehovas pris lyde over hele landet.

I vort kronologiske tilbageblik forlod vi menigheden i Bogotá da den i midten af 1950’erne måtte kæmpe videre uden hjælp fra missionærerne. Her tager vi tråden op igen og ser på hvad der er hændt dér i de sidste tre årtier.

Broder Knorr udløste en sand folkevandring

Fra og med 1960 havde Rigets arbejde fremgang i hovedstaden Bogotá. Nye gileaditter åbnede først et missionærhjem i den nordlige del af byen og derefter et i den sydlige. Efterhånden som menighederne voksede i tal, ankom udenlandske familier for at hjælpe, og før 1960’erne var til ende bidrog endnu en vigtig faktor til fremgangen i Colombia.

I 1966 arrangerede Selskabet ture til Latinamerika i forbindelse med stævnet „Guds frie sønner“. Selskabets daværende præsident, Nathan H. Knorr, tilskyndede stævnedeltagerne til at fortælle deres brødre og søstre derhjemme at Mellem- og Sydamerika var en stor og spændende arbejdsmark for dem der havde missionærånden.

Broder Knorrs opfordring førte til at en strøm af brødre flyttede til landene i Latinamerika — en strøm der skulle fortsætte helt op i 1970’erne. Hundreder af forkyndere kom til Colombia i denne periode.

„Omkring 1970 havde et stort antal Vidner fra USA, Canada, Storbritannien, Tyskland, Østrig og helt fra Australien slået sig ned i Medellín, mange af dem med familier,“ siger Eugene Iwanycky. „De fleste af disse brødre  fra udlandet bosatte sig i byens middelklassekvarter og begyndte at forkynde for forretningsfolk og akademikere, og det varede ikke længe før det gav resultater. Mange af de ældste i menighederne i dag er frugter af det arbejde disse ’midlertidige indbyggere’ udførte.“

Den nuværende koordinator i afdelingskontorets udvalg, Richard Brown, tilføjer en vigtig detalje om disse udenlandske brødre der flyttede til de forskellige byer i Colombia: „Alene på sådan et felt som rigssalsbyggeri var disse udenlandske brødres erfaring og initiativ et stort plus for arbejdet her. Nogle af dem var arkitekter, andre ingeniører eller entreprenører, og de var med til at bygge rummelige og smukke mødelokaler.“

Livet fik indhold

Jehovas vidner søger som bekendt efter mennesker der vil standse op og tænke over hvad det egentlig er de tror på. Stort set har den katolske kirke ikke vænnet sine medlemmer til at tænke i de baner.

For eksempel var der i midten af 1960’erne i en colombiansk familie en ung pige der havde en idealistisk drøm om at tjene Gud og realisere sig selv ved at gå i kloster. Hun kom senere som nonne til Costa Rica, hvor hun brugte en stor del af sin tid til at studere filosofi. Men i stedet for at blive opbygget åndeligt mistede hun troen og begyndte at tvivle på om der i det hele taget fandtes en Gud. Livet i klosteret blev efterhånden meningsløst, ja ligefrem uudholdeligt, og hun besluttede sig til at vende tilbage til Colombia.

I sit hjemland rejste hun så til Chocóområdet ved Stillehavskysten for at bo sammen med og hjælpe en indianerstamme i naturskoven. Men efter et år i disse primitive omgivelser indså hun det ørkesløse i at leve på  den måde. Hun flyttede tilbage til civilisationen og begyndte at interessere sig for en politisk revolutionær bevægelse — kun for at blive skuffet igen.

Hun havde nu forsøgt sig på tre forskellige områder, til ingen nytte, og begyndte at se sig om efter en niche i et kapitalistisk samfund. Men før hun kom af sted til De Forenede Stater blev hun besøgt af et af Jehovas vidner og blev så interesseret i det hun hørte om Riget og om vores arbejde, at hun opgav sine rejseplaner for at undersøge sagen nærmere. Hun blev klar over at det er med god grund Gud har tilladt uretfærdighed, at der er en mening med tilværelsen, og at der virkelig er et håb for fremtiden. Nu finder hun som heltidsforkynder den tilfredshed i livet hun længtes efter, samtidig med at hun hjælper andre til at opnå den samme tilfredshed.

Selv hans egne kammerater var bange for ham

I august 1968 besøgte pave Paul VI Colombia. Som det første pavebesøg i Latinamerika var det en historisk begivenhed der hurtigt blev fulgt op af Den Anden Latinamerikanske Bispekonference i Medellín i august/september 1968. På konferencen begræd Latinamerikas katolske biskopper den fattigdom som store befolkningsgrupper i denne del af verden lever i. Det medvirkede til at den kontroversielle befrielsesteologi fik vind i sejlene og at flere af de fattige greb til vold for at sikre sig en større del af landets rigdomme.

En af dem der var blevet bitre — lad os kalde ham Gonzalo — sluttede sig til en guerillagruppe i bjergene i 1971. Han blev så voldelig at selv hans egne kammerater var bange for ham. I begyndelsen overraskede det ham at finde præster og nonner i guerillaernes rækker. De sagde  at de ville „bekæmpe social uretfærdighed og at det kun kunne gøres med vold“. En dag var en af præsterne i kamp og kom ikke mere tilbage. Hvis Gonzalo ikke allerede havde mistet troen på Gud fuldstændigt, gjorde han det i hvert fald ved den lejlighed.

Gonzalo blev til sidst taget og idømt seks års fængsel. „Det gjorde mig endnu mere bitter!“ fortæller han. Før sin tid i guerillabevægelsen havde han levet sammen med en der hed Susana. I fængselet hørte han rygter om at hun nu kom sammen med en anden mand. Gonzalo svor at han ville slå hende ihjel når han kom ud.

Men da han blev løsladt ventede Susana ivrigt på ham. Mens han sad inde var en nabo, et af Jehovas vidner, begyndt at fortælle Susana om Guds riges velsignelser, og hun syntes godt om det hun hørte. Nu insisterede hun på at hun og Gonzalo skulle giftes.

„Jeg er for gammel til at gifte mig,“ indvendte han. „Hvis du ikke gifter dig med mig,“ fastholdt Susana, „bliver jeg nødt til at forlade dig, og denne gang definitivt.“

Gonzalo indså at han nok hellere måtte undersøge Susanas nye tro; så han gik med til at overvære et møde i rigssalen for at kunne bevise at denne religion bare var fup ligesom alle de andre. Og så tog han to pistoler med sig for, som han sagde, „man ved jo aldrig“.

Gonzalo fik et godt indtryk af det han så og hørte, og sagde ja til et bibelstudium. Han bemærkede til slut: „Det er et mirakel at jeg i det hele taget lever. Nu vil jeg tjene Jehova.“ Han og Susana blev gift og blev forkyndere af Riget. „Nu er Gonzalo blid som et lam, takket være sandhedens indflydelse,“ fortæller den kredstilsynsmand der har fortalt oplevelsen.

 „Hvad skal alle de gringos her?“

Lad os nu se på psykologen Carlos’ oplevelse. Carlos var fra et strengt katolsk hjem hvor familietraditionen krævede at der blandt sønnerne altid skulle være en læge og en præst. Han var den der blev udset til at skulle være præst.

På universitetet blev Carlos betaget af videnskab og teknologi. Da han ikke fandt sin katolske barnetro i overensstemmelse med sund fornuft, vragede han den til fordel for revolutionære tanker og tog del i manifestationer mod yankee-imperialismen.

Som årene gik var Carlos stadig stærkt imod den „udenlandske imperialisme“. Men så begyndte et af Jehovas vidner, en kemiingeniør der var gift med Carlos’ kusine, at fortælle ham om Guds rige som det eneste middel til at blive verdens uretfærdigheder kvit. Carlos kunne godt se det fornuftige i det han hørte, og sammen med sin kone, der var børnelæge, tog han imod et bibelstudium.

En måned senere var Carlos med i rigssalen for første gang, men stivnede ved synet af de tilstedeværende nordamerikanere. ’Hvad skal alle de gringos her?’ brummede han ved sig selv.

Efter mødet gik den præsiderende tilsynsmand, der netop var fra Nordamerika, hen til denne skæggede gæst og spurgte ham hvad han syntes om mødet. „Meget godt,“ svarede Carlos studst, „men sig mig, hvad skal alle de gringos her? Og hvorfor skal det alt sammen komme fra USA?“

Tilsynsmanden forklarede at de nordamerikanske Vidner var i Colombia som forkyndere og at Jehovas Vidners hovedkontor ligger i De Forenede Stater. Han fortalte endvidere at Vidnerne holder sig adskilt fra politik i alle lande og at de tidligere er blevet brutalt forfulgt i Staterne, hvor de ofte har måttet kæmpe for deres forfatningsmæssige rettigheder ved domstolene.

 I dag er Carlos ældste i den lokale menighed. I sit verdslige arbejde som psykolog tøver han ikke med at fortælle sine patienter om Gud og hans ord, og når han fornemmer at de har et oprigtigt ønske om retfærdighed, viser han dem noget af det læsestof vi får fra Selskabet. Flere af dem er på denne måde kommet med i sandheden.

Professoren og treenighedslæren

En universitetsprofessor havde været baptist i fem år, men var til sidst blevet skeptisk over for al religion. En lørdag formiddag fik hans kone Vagttårnet og Vågn op! af et ægtepar som kom til døren. Forkynderne måtte gerne komme igen og tale med hendes mand, for, sagde hun, „han undersøger gerne al slags religion“.

Professoren var glad for at tale med dem. Men før et egentligt studium kunne komme i gang måtte de bruge mange timer på at forklare forskellen mellem Jehovas Vidners og protestanternes lære. Af sin søster, der var „genfødt“ fundamentalist, fik professoren alle mulige skrifter med angreb på Jehovas Vidner. En for en måtte disse falske anklager tilbagevises med Bibelen.

Da forkynderne en dag ankom til det ugentlige bibelstudium, blev de uventet præsenteret for en protestantisk missionær. Halvanden times samtale gjorde det af med protestantens forsvar for treenighedslæren. Professoren ræsonnerede: „Hvor tåbeligt at tro at Satan skulle have forsøgt at friste den almægtige Gud selv til at tilbede ham for alle verdens riger!“

Fra og med den aften gjorde professoren hurtigt fremskridt, og inden længe var han og hans familie stabile medlemmer af den lokale menighed.

Tilbage til Bogotá

I midten af 1970’erne var afdelingskontoret i Barranquilla blevet for lille. Da man begyndte at se sig om efter  nye muligheder havde ingen forestillet sig at vort nye betelhjem og trykkeri ville komme til at ligge i Bogotá, byen hvor det første afdelingskontor var blevet oprettet i 1946, og at det skulle levere blade til fire nabolande foruden til Colombia.

Der blev købt en grund i Bogotá og udarbejdet tegninger til bygning af et betelhjem til 60 medarbejdere og et trykkeri med plads til to offset-trykkemaskiner. Disse faciliteter formodedes at kunne dække behovet i de kommende år.

Selskabets præsident, broder Frederick W. Franz, var til stede ved indvielsen i september 1979. Det følgende tjenesteår var der igen vækst i arbejdet. Det nye afdelingskontor var blevet færdigt i rette tid.

Robert Tracy, som havde været missionær i Colombia i 36 år, heraf de 22 som tilsynsmand for afdelingskontoret, blev i 1982 sendt til et andet latinamerikansk land som koordinator i afdelingskontorets udvalg. Brødrene i Colombia husker Bob og Libby Tracy med varme følelser, som gengældes af ægteparret.

„Umuligt! Glem hellere alt om det!“

I årenes løb havde afdelingskontoret i Colombia fået bladene fra hovedkontoret  i Brooklyn, i begyndelsen pr. post og senere som skibsfragt. Det tog tid, og i Colombia var bladene derfor altid flere måneder bagud i forhold til udgivelsesdatoen og datoen for det ugentlige vagttårnsstudium. Det ville være meget bedre hvis man en dag kunne trykke bladene selv!

Det gør man nu. Trykkeritilsynsmanden William (Bill) Lensink fortæller hvordan det blev muligt. Bill har været i Colombia siden 1969, da han som lille dreng sammen med sin familie flyttede fra Canada hertil for at tjene hvor behovet var større.

„I juni 1982 skrev brødrene på hovedkontoret i Brooklyn at de ville sende en offset-trykkemaskine til Colombia i januar 1983,“ fortæller Bill. „Vi glædede os og gik i gang med at lægge planer. I begyndelsen af november fandt vi ud af at toldafgiften på trykkeriudstyr ville blive forhøjet med 15 procent pr. 1. januar 1983. Kunne brødrene i Brooklyn mon fremskynde forsendelsen af maskinen? Og ville de kunne klare det inden årets udgang? Erfarne importører og speditører sagde til os: ’På mindre end to måneder og lige omkring nytår! Umuligt! Glem hellere alt om det!’

’Men hvis det er Jehovas vilje, kan vi gøre det,’ mente vi. Afdelingskontoret havde tidligere foreslået brødrene i Brooklyn at sende maskindelene med lastbiler til Miami og videre derfra til Bogotá med jumbojetter, da det ville være den enkleste og mest økonomiske, og samtidig den hurtigste og mest skånsomme, transportmåde. Vi lagde denne plan frem til Selskabets vurdering, og Det Styrende Råds udgiverudvalg godkendte den.

Brødrene påtog sig selv alt i forbindelse med sagen. Den 16. november søgte vi en importtilladelse, som det ville tage mindst en måned at få — hvis den i det hele taget blev givet. Derefter ville der ikke være megen tid tilbage. Brødrene sikrede sig at de vidste nøjagtig hvordan de skulle få  forsendelsen gennem tolden, idet de udarbejdede en nødplan for hvert trin i forbindelse med indklareringen. Jeg besluttede mig til at føre dagbog over begivenhedernes gang.“

Dagbog over begivenhedernes gang

„MANDAG DEN 20. DECEMBER: Meddelelse fra Miami: Lastbilerne ankommet fra New York; ramme og maskindele klar til lastning i fly. Endnu intet nyt om importtilladelsen.

TIRSDAG DEN 21. DECEMBER: Broder José Granados fra Betel henvender sig sammen med en speditør til toldkammeret og anmoder om at få foretaget toldbehandlingen direkte i lufthavnen. Kontorchefen vil ikke høre tale om en så uortodoks fremgangsmåde. Så tager broder Granados til orde og fortæller om Selskabets filantropiske arbejde. ’Selskabet vil selv tage sig af alt vedrørende sagen,’ tilføjer han. ’Den første forsendelse ankommer fra Miami på torsdag.’ Det hjælper. Tilladelsen bliver udfyldt, underskrevet og forseglet.

ONSDAG DEN 22. DECEMBER: Sammen med Bill Neufeld fra Betel tager jeg tidligt om morgenen ind til importlicenskontoret. ’Hvad nu hvis vi ikke får tilladelsen?’ Det tør vi slet ikke tænke på. Da vi træder ind ad døren bliver vi mødt af sekretæren med et venligt smil. ’Kontoret har godkendt jeres ansøgning i går,’ siger hun. ’I kan få den udleveret nedenunder.’

TORSDAG MORGEN DEN 23. DECEMBER: Vores mandskab er tidligt i El Dorado-lufthavnen, og kran og transportvogne holder klar. Så lander den store 747’er med den første af tre tunge ladninger. Repræsentanter for toldvæsenet og andre instanser skiftes til at gøre indsigelse, men giver sig da de får forelagt fotokopier af den officielle tilladelse.

 FREDAG DEN 24. DECEMBER: Den anden flyladning modtaget og toldbehandlet. Intet problem trods kristenhedens juleaften.

ONSDAG DEN 29. DECEMBER: Den sidste forsendelse lander som planlagt, bliver fortoldet og transporteres uden vanskeligheder til afdelingskontoret, lige før stilheden sænker sig over byen og de offentlige kontorer lukker på grund af nytåret.

Det ’umulige’ er sket! Der er stor glæde blandt brødrene på Betel, ikke fordi verden fejrer nytår, men fordi det med Jehovas hjælp er lykkedes at få vores første offset-trykkemaskine i hus før skæringsdatoen, den 31. december 1982!“

Nu kan vi endelig holde trit

„Det første nummer af Vagttårnet vi fremstillede her,“ fortsætter Bill Lensink, „gik i trykken tre og en halv måned senere. Det var nummeret for den 15. april 1983. Forkynderne jublede. Snart kunne man ved bladbordet i rigssalene over hele landet få La Atalaya og ¡Despertad! før den dato der stod trykt på forsiden. Nu var der ikke længere tvivl om hvilket Atalaya der skulle studeres en given uge. Omkring årsskiftet blev der på vort trykkeri fremstillet 200.000 blade om måneden alene til Colombia. Og i 1984 begyndte vi at trykke til nabolandene Venezuela, Panama, Ecuador og Peru.

I maj måned samme år blev vore spanske blade trykt samtidig med de engelske, og dermed var vi, åndeligt talt, omsider kommet i trit med den teokratiske organisations fortropper.“

Det virkelige „jordens salt“

Da Johannes Paul II i juli 1986 besøgte Colombia, var det anden gang landet havde besøg af en pave. Ved denne  lejlighed rettede den romersk-katolske kirkes overhoved en særlig appel til de unge med ordene: „I er jordens salt! I er verdens lys!“ Men han sagde ikke noget om hvad det var for et oplysende budskab den katolske ungdom skulle meddele Colombia, det øvrige Latinamerika og resten af verden.

Derimod er der ingen tvivl om hvad det er for et budskab unge Jehovas vidner skal forkynde og hvordan de skal gøre det. De er blevet oplært på den teokratiske skole i rigssalen og bruger materiale fra bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne når de henvender sig til folk. De er derfor blevet gode til at forkynde den gode nyhed fra hus til hus, aflægge genbesøg og lede hjemmebibelstudier. Flere og flere unge tager også heltidstjenesten op som pionerer, som medlemmer af betelfamilien eller som frivillige arbejdere på det nye betelbyggeri. Her har vi i sandhed nogle unge mennesker der, sammen med deres ældre brødre og søstre i hele verden, er „jordens salt“ og „verdens lys“. — Matt. 5:13, 14.

Narkokureren og forkynderen

I slutningen af 1970’erne, da de colombianske narkobosser begyndte at tjene enorme formuer på handel med euforiserende stoffer, lå der i udkanten af en lille by to huse ved siden af hinanden, langt fra andre bebyggelser. I det ene boede en ung mand der var kurer i den internationale narkohandel, i det andet en familie der var Jehovas vidner.

Mens den unge narkokurer holdt et af sine mange løsslupne gilder med sine venner, sagde søsteren til sin mand at hun var bekymret for naboen fordi ingen kom til hans dør og forkyndte. Broderen svarede at manden inde ved siden af var farlig og at det efter hans mening ville være bedst at lade tingene være som de var, i hvert fald for en tid. Men søsteren kunne ikke lade være med at tænke på det.

 Nogle måneder senere, da den unge mand var kommet hjem fra en af sine rejser, besluttede søsteren at nu skulle det være. Med forkyndertasken i hånden og en stille bøn i hjertet bankede hun på døren.

„Hvad vil De her?“ lød det i en brysk tone.

Søsteren kan ikke huske nøjagtig hvad hun sagde, men det var et eller andet om Riget og dets velsignelser. Den unge mand lyttede opmærksomt og sagde ganske enkelt: „Jeg tror da på Gud.“ Det ansporede søsteren til at aflægge et grundigt vidnesbyrd, og det endte med at den unge mand tog imod et bibelstudium.

Begejstret over de bibelske sandheder han lærte begyndte han at forkynde for sine „forretningsforbindelser“, som troede han havde fået religionsvanvid. Han købte sig en hyrevogn og begyndte en ny tilværelse som respektabel borger. Og snart kom han med i tjenesten, indviede sig og blev døbt.

En dag kørte han en af brødrene på arbejde, og idet broderen steg ud af vognen, tog han hjerteligt afsked med chaufføren som med en ven. Da broderens kolleger så dette fra vinduet, advarede de ham om at han var kommet i dårligt selskab. „Den mand er kendt for sin tilknytning til mafiaen!“ sagde de. Broderen svarede fornøjet: „Det var han førhen, men nu er han et af Jehovas vidner, min åndelige broder.“

Opmuntrende nyt fra Brooklyn

Da broder Lyman Swingle fra Det Styrende Råd i januar 1987 besøgte Colombia, fortalte afdelingskontorets udvalg ham at mangelen på gode rigssale gjorde det vanskeligt at tage sig hensigtsmæssigt af de mange nye. Kun få menigheder kunne skaffe de fornødne midler til at bygge en sal, og mange steder mødtes man i alt for små lokaler eller på  overdækkede gårdspladser på afsidesliggende steder. Man havde også problemer med at finde egnede haller som kunne lejes til kredsstævnerne.

Kort efter besøget kom der opmuntrende nyt fra Brooklyn: Der ville blive stillet penge til rådighed i form af lån til rigssals- og stævnehalsbyggerier, så brødrene kunne mødes i egnede og tiltalende lokaler på steder hvor folk ikke ville vægre sig ved at komme.

En veritabel invasion af lokale forkyndere

Hvordan skulle den gode nyhed blive forkyndt for folk i isolerede områder? Edwin Muller, der er udgået fra den første gileadklasse i Mexico i 1980-81 og nu virker i tjenesteafdelingen på afdelingskontoret i Bogotá, siger:

„Ved hjælp af et kort over Colombia fandt vi frem til mere end hundrede byer med 10.000 indbyggere hvor der ikke var blevet forkyndt på organiseret måde — de fleste i Andesbjergene. Med Det Styrende Råds godkendelse sendte vi 150 forkyndere ud som midlertidige specialpionerer til 30 af disse byer i tre måneder, begyndende fra enten september eller oktober 1988.

Resultaterne var overvældende: 1200 nye bibelstudier. I de fleste tilfælde lykkedes det pionererne at gennemføre alle møderne og at få nye forkyndere i gang i tjenesten. I én by kom mange selv og bad om et bibelstudium, men de seks pionerer havde allerede hver 20 studier og kunne simpelt hen ikke nå at tage sig af alle dem der henvendte sig.

De nyinteresserede begyndte at bekymre sig for hvad der ville ske når de 90 dage var omme. Fra én by modtog Selskabet et brev med 18 underskrifter fra personer der udtrykte deres værdsættelse af Rigets budskab som pionererne havde bragt dem. Men hvad skulle de stille op når pionererne rejste hjem? ’Ville der mon komme andre og  hjælpe dem?’ I andre byer bad man indtrængende pionererne: ’Rejs ikke fra os. Vi skal nok hjælpe jer med at finde arbejde, hvis bare I vil blive.’“

Broder Muller slutter: „Nu har vi opfordret flere til at rejse ud og tjene hvor behovet er større. Brødrene skriver til Selskabet eller kommer personligt her på kontoret for at få oplysninger om ledige distrikter hvor de kunne flytte hen for at forkynde den gode nyhed. Denne gang handler det ikke om en bølge af tilflyttere fra udlandet men om en veritabel invasion af lokale forkyndere der på beundringsværdig måde tager udfordringen op og dækker behovet.“

 Ikke længere plads nok

Arbejdet på afdelingskontoret var blevet langt mere omfattende end man havde kunnet forudse, og antallet af medlemmer i betelstaben nærmede sig de 90, skønt man i 1975 kun havde kalkuleret med 60. Rigssalen var for længst blevet inddraget til kontorfaciliteter, og flere menigheder i Bogotá havde således måttet skaffe sig mødelokaler ude i byen. Trykningen og forsendelsen af blade til over 130.000 forkyndere i fem lande optog nu al den plads der var til rådighed i trykkeriet. Der var ikke længere plads til boglager, forsendelsesafdeling og den trykkemaskine  der blev brugt til fremstilling af Rigets Tjeneste, formularer og traktater. Hvordan kunne man få mere plads?

Selskabets hovedkontor i New York gik ind for at der blev opført et nyt afdelingskontor i Colombia, og en stor hønsefarm blev købt i udkanten af den lille by Facatativá på savannen vest for hovedstaden, kun 45 minutters kørsel fra centrum. Myndighederne var venligt stemte lige fra begyndelsen. Vi viste dem en mappe med tekst og billeder der forklarede om projektet, og lagde især vægt på at bladet Vågn op! ville blive fremstillet til eksport. Billederne af det daværende afdelingskontor samt brochurerne fra afdelingskontoret i Vesttyskland og Watchtower Farms, Selskabets landbrug i USA med dets dyrkede marker, gjorde et stort indtryk på embedsmændene. Vi sluttede af med at vise dem Vågn op!-artikler om landskabspleje og økologi.

 Projektet kom i gang i begyndelsen af 1987, og snart var mange medlemmer af Det Internationale Byggehold på vej med fly til Bogotá. De faldt hurtigt ind i rytmen på La Granja in Faca (Farmen i Facatativá). I 1989 har der i årets løb været omkring 75 fra Det Internationale Byggehold i arbejde her. Også colombianske brødre har sluttet sig til byggeholdet. I Faca, ikke langt fra selve byggeriet, så folk med nysgerrighed og forundring til mens en stor forfalden beboelsesejendom som Selskabet havde købt, blev bygget om og fikset op og blev til Las Torres (Tårnene), hvor yderligere 80 byggearbejdere skulle bo.

Med larmen fra gravemaskiner og lyden af rambuk begyndte projektet at tage form. I weekender og på helligdage tog begejstrede frivillige fra de 100 menigheder i Bogotá og omegn til La Granja for at hjælpe til med at skovle sand og beton og med at bukke og binde jern til betonelementer og tunge vægelementer som skulle løftes op med kran og sættes på plads. I køkkenet lavede frivillige mad til de sultne arbejdere.

Hundreder af midlertidige arbejdere fra Det Internationale Byggehold får af Selskabet tildelt to, fire eller otte ugers arbejde på projektet og betaler selv deres rejse til Colombia. En af de udenlandske arbejdere skrev til Selskabet efter sin hjemkomst: „De fjorten dage jeg tilbragte på byggeriet i Facatativá i Colombia var de bedste jeg nogen sinde har haft. Det var noget helt specielt og usædvanligt jeg således fik lejlighed til at opleve på nært hold.“

Også colombianske gæster på rundvisning på Betel og på byggepladsen i Faca er blevet betaget af og overrasket over Jehovas Vidners organisation og omfanget af deres arbejde her i Colombia. De fatter ikke at alle disse mennesker kan være frivillige der selv betaler deres rejse for at komme her  og hjælpe til. En direktør i et firma sagde at „dette var noget hans familie absolut måtte se“. Byens borgmester og flere byrådsmedlemmer sagde efter en frokost og en rundvisning på byggepladsen at de kommunalt ansatte ville have godt af at „komme herud og lære hvordan man virkelig arbejder“.

Det nye afdelingskontor i Facatativá indvarsler uden tvivl stor fremgang for Rigets arbejde i denne del af verden.

Stadig arbejde der skal gøres

Der er stadig meget at gøre i Rigets gerning i Colombia. Sidst i 1960’erne og op gennem 1970’erne blev isolerede distrikter i større og mindre byer med mellemrum gennemarbejdet, indtil menigheder kunne oprettes. Som vi har set bruges den samme fremgangsmåde nu i landsbyer og i tyndt befolket landdistrikt overalt i Andesbjergene.

Men i mange af de tætte regnskove langs Stillehavskysten ude mod vest, og på de vidtstrakte sletter som ender i Amazonlandets regnskov på grænsen til Brasilien ovre mod øst, er der hundreder af landsbyer og spredte bebyggelser som slet ikke har været besøgt endnu. Og så er der stadig de „forskansede“ boligkomplekser med eksklusive ejerlejligheder som der bliver flere og flere af. Både disse og villadistrikternes bevogtede ejendomme er en udfordring til forkynderne. Hvordan vil folk i disse vanskeligt tilgængelige distrikter få lejlighed til at høre budskabet? Det er opmuntrende at vide at „Jehovas hånd er ikke for kort til at frelse, og hans øre er ikke for tungt til at høre“. (Es. 59:1) Jehova har midler til rådighed til at gøre sit navn og sit rige kendt vidt og bredt på ganske kort tid. — Luk. 19:40.

Henved syv årtiers kristen evangelieforkyndelse

De skarer af mennesker som hyldede Roms biskop under hans besøg i 1986, hørte ham gentagne gange tale om „450  års evangelieforkyndelse i Latinamerika“. Det han sigtede til var at romerkirken betragter erobringen af de latinamerikanske lande ved katolicismens hjælp som en opfyldelse af missionsbefalingen. (Matt. 24:14; 28:19, 20) Men det „evangelium“ de spanske missionærer bragte til disse kyster, lærte ikke folk om Guds rige eller om at Kristus skal regere i tusind år og at man kan opnå evigt liv i et jordisk paradis.

Det sande evangelium, den gode nyhed, nåede først Colombias kyster i 1920’erne, da to kristne mænd, tilskyndet af Guds ånd, tog fat på at forkynde den gode nyhed i det nordøstlige Colombias landsbyer. I det følgende årti, i 1930’erne, forkyndte modige kristne kvinder — drevet af den samme ånd — sandhedens ord i de større byer over hele landet. Dernæst bidrog snesevis af missionærer og forkyndere fra andre lande til fremgangen i arbejdet med at gøre disciple.

I 1940 var Colombias to første forkyndere, Heliodoro Hernández og Juan Bautista Estupiñán, de eneste i landet der rapporterede regelmæssig tjeneste på arbejdsmarken.

Fyrre år senere, i 1980, var der 16.000 colombianere der forkyndte håbet om Riget. Og kun ni år senere, i 1989, er forkyndertallet steget med 150 procent, til over 40.000. Fra alle egne af landet lyder det: Rigssalene er overfyldte, der er behov for at oprette nye menigheder, og folk strømmer til mindehøjtiden. Omtrent syv årtiers kristen forkyndervirksomhed har båret en overflod af Rigets frugt overalt i landet.

Og hermed slutter vort besøg i det naturskønne Colombia med dets mange naturrigdomme og dets venlige og gæstfri folk. Vi siger farvel til dette land hvor Jehovas Vidner nu i næsten 70 år har undervist mennesker i sand kristendom og opbygget et åndeligt paradis i hele det område der ligger inden for landets grænser.

[Fodnoter]

[Oversigt på side 134]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Colombia

Rek.tal forkyndere

50.000

41.956

 

 

 

 

16.044

 

 

7.083

1.640

162

1950 1960 1970 1980 1989

Gns. pionerer

6.000

5.884

 

 

 

 

 

 

 

1.014

667

175

16

1950 1960 1970 1980 1989

 [Ramme/​kort på side 66]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det Caraibiske Hav

PANAMA

Stillehavet

VENEZUELA

COLOMBIA

Santa Marta

Barranquilla

Cartagena

Montería

Sinú

Cauca

Magdalena

Bucaramanga

Barrancabermeja

Medellín

Armero

Facatativá

Bogotá

Buenaventura

Palmira

Cali

Neiva

Popaván

Tumaco

Pasto

ECUADOR

PERU

BRASILIEN

Amazonas

[Ramme]

Hovedstad: Bogotá

Officielt sprog: Spansk

Største kirkeretning: Romersk-katolske

Befolkningstal: 29.000.000

Afdelingskontor: Bogotá

[Illustration på side 70]

Agustín Primo, medlem af afdelingskontorets udvalg

 [Illustrationer på side 71]

Vidnearbejde i det subtropiske Cali (til venstre) og i hovedstaden Bogotá

[Illustrationer på side 73]

Heliodoro Hernández og Juan Bautista Estupiñán såede sandhedens sæd fra midten af 1920’erne

[Illustrationer på side 82]

Gabriel Piñeros, tidligere oberst i Colombias luftvåben, er nu ældste i en af menighederne i Cali

[Illustrationer på side 84]

Porfirio Caicedo, fader til 18 indviede børn; sønnen Raúl udgik fra Gilead og var medlem af afdelingskontorets udvalg indtil sin død i 1981

[Illustration på side 87]

Missionærerne Olaf Olson og James Webster

[Illustration på side 88]

Rogelio Jones, José Villadiego og Farah Morán — tidligere entreprenør, lotterisælger og herreekviperingshandler — forkyndere fra den første tid som stadig er aktive i Barranquilla

[Illustration på side 95]

Søstrene Carvajalino tjente mønsterværdigt sammen som pionerer og fik over 300 mennesker med i sandheden

[Illustration på side 96]

Benjamín Angulo og Armando Gómez, medlemmer af afdelingskontorets udvalg

[Illustrationer på side 101]

Cartagena, en vigtig havneby i den spanske kolonitid, tager imod den gode nyhed

[Illustration på side 102]

Gregorio de la Rosa og hans kone, Lilia, gjorde sig fri af overtroisk frygt

[Illustration på side 105]

Richard og Virginia Brown åbnede det første missionærhjem i Medellín i 1958. Richard er koordinator i afdelingskontorets udvalg

[Illustration på side 110]

Elbert S. Moore og hans familie var blandt de første der efterkom opfordringen til at tjene i Colombia. Han er nu medlem af afdelingskontorets udvalg

[Illustration på side 113]

Harold og Anne Zimmerman, hvis fire børn voksede op i Cali, arbejder nu på det nye betelbyggeri i Facatativá

[Illustration på side 116]

Óscar Rivas valgte heltidstjenesten som livsvej og er nu på Betel

[Illustration på side 123]

Bob og Libby Tracy, der tjente i Colombia i henholdsvis 36 og 32 år og blev overflyttet til et andet afdelingskontor i 1982

 [Illustrationer på side 124]

Skønt eksperter sagde: „Umuligt! Glem hellere alt om det!“ blev vores første offset-trykkemaskine fløjet med jumbojet til Colombia med stor besparelse. I Colombia trykkes „Vagttårnet“ og „Vågn op!“ nu til fem latinamerikanske lande

[Illustrationer på side 131]

Rigssalen i Ibagué blev opført med hjælp fra Vagttårnets Selskab

[Illustrationer på side 132, 133]

 Det nye betelbyggeri; jerndragerne rejses til den nye trykkeribygning; model af de nye bygninger