Finland

Finland, med sine sølvblanke søer og grønne skove, hører til de lande der har den højeste levestandard i verden. Tusinder af dets venlige indbyggere har imidlertid søgt efter en mere tilfredsstillende livsform og har fundet den, skønt det var under truslen om døden ved skydning.

MED kursen mod øst nærmer den kongelige svenske flåde sig sit mål. Man har passeret en betagende smuk skærgård, og nu ser de ombordværende ind mod et land med endeløse skove, krystalklare søer og tusinder af øer langs kysten. Landet er Finland. Her i det 12. århundrede er det stadig en hedensk afkrog af Europa, men dette har korsfarerne om bord på flåden til hensigt at ændre. Paven i Rom ønsker at kirkens indflydelse skal udvides og har derfor opfordret den svenske konge til at invadere Finland og ikke sky noget middel for at omvende indbyggerne i dette land der strækker sig nord for polarkredsen, til den romersk-katolske tro. Pavens magt trues af den  græsk-ortodokse kirke, som med Ruslands hjælp har udstrakt sin indflydelse til dette midnatssolens land.

Som det var skik og brug gav korsfarerne ikke den lokale befolkning meget at vælge imellem — det var enten dåb som katolik eller halshugning! Efter adskillige korstog blev Finland således romersk-katolsk, med undtagelse af nogle områder længst mod øst som forblev underlagt den græsk-ortodokse kirke. Landet forblev katolsk indtil det 16. århundrede, da svenskerkongen Gustav I Vasa ændrede sit lands religion til den lutherske tro. I 1809 blev Finland et selvstændigt storfyrstendømme under den russiske zar. Næsten et hundrede år senere begyndte de bibelske sandheders strålende lys at trænge igennem til dette land med de skønne søer og dybe skove.

Finland er et af de nordligst befolkede lande i verden. Mod øst og sydøst grænser det til Sovjetunionen, mod vest til Sverige og mod nord til Norge.

Skønt Finland ligger lige så langt mod nord som Alaska, øver Golfstrømmen mod sydvest en mildnende indflydelse som gør somrene ganske behagelige. Men de er korte. Sneen dækker jorden og isen søerne i mange af årets måneder. Om sommeren ligger temperaturen på omkring 20 grader, og det er lyst næsten døgnet rundt, men om vinteren kan temperaturen falde til minus 40 grader, og i et par måneder ser man ikke meget til solen. Isbrydere med forstærkede skrog må pløje sig igennem ismasserne for at holde søfarten i gang året rundt. Skove af fyr, gran og birk, som dækker en stor del af landet, danner grundlag for en blomstrende papirindustri. Landet er forholdsvis fladt, og selv de højeste bjergtoppe i Lapland når kun en højde af omkring 1300 meter.

De fleste af Finlands fem millioner indbyggere taler finsk, men langs kysten er der også mange svensktalende.  Mod nord lever en lille gruppe samer som taler samisk, et sprog der er beslægtet med finsk. Den procentvise andel af befolkningen der kan læse og skrive hører til de højeste i verden.

Den gode nyhed når Finland

Den første gang Bibelens sandheder blev forkyndt i Finland var, så vidt man ved, i 1906, da Ebba Lundborg, gift med August Lundborg, lederen af bibelstudenternes arbejde i Sverige, besøgte Finland. Broder Lundborg skrev: „Om Gud vil, rejser hun snart til Finland igen for at fortsætte arbejdet der.“

Ebba Lundborg og andre kolportører (heltidsforkyndere) fra Sverige spredte svenske bøger og brochurer langs kysten i den sydvestlige del af Finland, hvor befolkningen på den tid for størstedelens vedkommende var svensktalende. Til sidst endte nogle bøger, skrevet af Vagttårnsselskabets første præsident, Charles T. Russell, i hænderne på Emil Östermans moder.

Forretningsmand finder meningen med livet

En skægget og energisk 41-årig forretningsmand fra Turku (Åbo), Emil Österman, havde planlagt at foretage en rejse jorden rundt for at søge efter en mening med livet. Da han læste de bøger hans moder havde givet ham, begyndte hans søgen  at tage en anden retning. I sidste halvdel af 1909 gjorde han først holdt i Sverige. Der fik han mere bibelsk læsestof af August Lundborg. Det var imidlertid først under sejlturen til London at han fik læst de bøger og brochurer han havde fået i Sverige, og så var det slut med at sejle jorden rundt. Han forstod straks at han havde fundet det han søgte. Nu var hans drøm om en verdensomrejse pludselig forsvundet, og han vendte hjem. I slutningen af samme år, 1909, vendte han tilbage til Sverige og blev døbt. Senere sørgede han for at August Lundborg kunne komme til Finland og forkynde.

I rapporten fra det svenske afdelingskontor omtales Emil som en kær broder: „Rundt regnet ti faste kolportører har været virksomme året igennem; på det sidste har seks eller syv nye taget arbejdet op — en af disse er en kær broder i Finland som uden tvivl er et udvalgt redskab i Herrens hånd til at tjene sit folk i dette land. . . . En anden broder i dette land synes nu indstillet på at sælge sin gård og tage ud som kolportør.“

Hvem var den anden broder?

Den anden broder, som ville sælge sin gård, var Kaarlo Harteva, der var født i 1882. Hans moder, som var datter af en luthersk præst, havde givet ham en streng religiøs opdragelse. Kaarlo var målbevidst, oprigtig og dygtig til sprog. Han læste til ingeniør, men kort efter sin eksamen fik hans interesse for religion ham til at slutte sig til KFUM, hvor han blev sekretær såvel som forstander for deres herberg i Helsinki.

I sommeren 1909, da Emil Österman var på forretningsrejse i Helsinki, mødte han Kaarlo Harteva og gav ham et eksemplar af Guds Verdensplan på svensk. Harteva læste den ivrigt. Han forstod at han også burde forkynde den gode  nyhed om Riget. (Matt. 24:14) I april 1910 rejste han derfor med Österman til stævnet i Örebro i Sverige, hvor han blev døbt. Eftersom der var mangel på talere holdt begge disse nye brødre foredrag ved dette stævne. De spildte ikke tiden men stillede sig til rådighed for Guds organisation!

’Slut dig til os. Så er vi tre’

Omkring dette tidspunkt mødte Harteva på en togrejse en af sine tidligere skolekammerater, Lauri Kristian Relander, og forkyndte ivrigt for ham om de nyfundne sandheder. „Og hvor mange er I så?“ spurgte kammeraten. „I øjeblikket er vi to, en vis Österman og mig,“ svarede Harteva. „Men hvis du slutter dig til os, så er vi tre.“ Men Relander sluttede sig ikke til dem. Han gik i stedet ind i politik og blev Finlands præsident fra 1925 til 1931.

Det var en stor arbejdsmark der lå foran brødrene Harteva og Österman: Tre millioner mennesker spredt over et stort område. Deres første mål var at få Selskabets publikationer oversat til finsk. Harteva arbejdede flittigt med at oversætte Guds Verdensplan og forskellige traktater fra svensk til finsk, og Österman finansierede trykningen af dem i efteråret 1910. De var fyldt af glæde over at have  mere effektive redskaber i arbejdet for Riget. I tillid til Jehovas ånds hjælp drog disse mænd modigt ud i tjenesten med deres nyligt oversatte finske publikationer.

„En billet til helvede“

Broder Österman havde altid en forsyning af Selskabets publikationer i den skobutik han ejede i Turku, og han udstillede bøger i sit butiksvindue. Han havde også sin egen bogstand på et torv. Ved at råbe forskellige slogans tiltrak han folks opmærksomhed.

Han tilbød brochuren Hvad siger Skriften om Helvede? for to finske mark ved at råbe: „En billet til helvede — én mark dertil, og én mark tilbage!“

Offentlige foredrag samler store skarer

Derefter besluttede de to trofaste venner at rejse rundt og holde offentlige foredrag. De rejste til Finlands industricenter, Tampere (Tammerfors), og lejede den bedste hal de kunne få. Så bestilte de indbydelser til foredraget „Den store belønning“ og averterede det i avisen. Broder Harteva holdt foredraget, mens Österman tjente som hans assistent. I et af sine breve fortæller broder Österman om resultaterne:

„En finsk søster indviede sig helt og symboliserede dette i Pyhäjärvisøen. Derefter rejste hun til Viipuri (Viborg), hvor hun nu udbreder den gode nyhed som kolportør. I Tampere oprettede vi en bibelklasse med fem-seks meget interesserede personer, som vi derefter overlod i Guds varetægt. Nu er vi i Turku, og her blev vort første offentlige foredrag på finsk holdt i en sal i brandvæsenets bygning, som kan rumme 1800. Som andre steder stod der også her lige så mange udenfor på gaden.“

Opmuntret af disse gode resultater rejste de to kolportører til Helsinki, hvor de planlagde at holde et offentligt  foredrag den 22. november 1910 i auditoriet i Folkets Hus (nu Arbejdernes Hus). Broder Harteva var velkendt i religiøse kredse i Helsinki, og mange præster og medlemmer af forskellige religiøse retninger kom af nysgerrighed for at høre ham tale. I sit foredrag udfordrede Harteva tilhørerne ved at sige at hvis nogen kendte et skriftsted som sagde at sjælen er udødelig, burde vedkommende træde offentligt frem og sige det. Alles øjne rettedes mod præsterne på de forreste rækker i salen. Der herskede total tavshed. Derefter læste han Ezekiel 18:4, slog næven i talerpulten og udbrød: „Sjælen dør altså!“ Kamplinjerne mellem Finlands religiøse ledere og forkæmperne for Bibelens sandheder var tydeligvis ved at blive trukket op. På denne måde blev sandheden sået i landets tre største byer, hovedstaden indbefattet.

Et kontor åbnes i Helsinki

Da broder Russell i slutningen af marts 1911 besøgte Stockholm, rejste en gruppe finner dertil for at møde ham. De fortsatte deres rejse til stævnet i Örebro, hvor Kaarlo Harteva glædede sig over at se sin moder og sin moster blive døbt. Blandt de døbte var også en ung mand ved navn Johannes Hollmerus, som senere blev en værdifuld teokratisk støtte.

Broder Harteva vendte tilbage til Helsinki og åbnede et kontor der kunne tage sig af teokratiske anliggender. Han skriver: ’Det lykkedes mig at leje fem værelser i Mikonkatu 27. Jeg fik fat i nogle brædder og savbukke der kunne tjene som bænke. Fra Mäntyharju ude på landet sendte man mig feltsenge og sengetøj. I det største værelse var der et skrivebord, en skrivemaskine og nogle stole og bænke. Der stod tre feltsenge i ét værelse og én i et andet. To værelser var tomme.’ Sådan begyndte kontoret at virke i juni 1911.

 Nær ved kontoret midt i Helsinki lå Kaisaniemiparken. Her, på en lille høj, holdt broder Harteva den sommer hver søndag et offentligt foredrag. Med et humoristisk blink i øjet kaldte han disse foredrag for „bjergprædikener“. I slutningen af foredragene indbød han enhver som gerne ville vide mere om bibelske emner, til at besøge det nærliggende kontor. Nogle begyndte at komme hver uge. På denne måde opstod der en lille gruppe bibelstudenter i Helsinki.

De første traktater og det første stævne

Lige fra begyndelsen forstod broder Harteva værdien af det trykte ord. Den første traktat der blev udgivet hed Saarnoja kansalle (Prædikener for folket; svarende til Ekko fra Talerstolen). Næste år blev dens navn ændret til Puheita kansalle (Taler til folket). Disse traktater indeholdt artikler fra det engelske Watch Tower, såvel som afskrifter af broder Russells foredrag, oversat til finsk. De indeholdt også oplysninger om møder og om de publikationer der kunne fås.

I januar 1912 hed det i Puheita kansalle: „Da Guds Verdensplan blev udgivet på finsk fik den først en meget stor udbredelse ved hjælp af kolportører, avisartikler og boghandlere. Men kort efter julen 1910 skete der en stor forandring, idet denne første begejstring blev afløst af en så stærk modstand at det næsten kvalte alt. Heldigvis varede denne situation ikke længere end cirka seks måneder. Da pressens og boghandlernes hjælp syntes at være fuldstændig ophørt, begyndte Gud at indbyde flere arbejdere til høsten.“ Beretningen fortalte videre at der i Helsinki var omkring 30 finsktalende og 10 svensktalende brødre som regelmæssigt mødtes to eller tre gange om ugen for at studere Guds ord.

Da det første stævne blev holdt i en sal i Helsinki fra  den 29. marts til den 1. april 1912, var der omkring 60 personer til stede. Nogle af dem kom fra Turku, Tampere, Pori, Vaasa, Iisalmi, Kuopio og Parikkala, hvilket viser at sandheden allerede havde opnået stor udbredelse i det sydlige Finland.

Broder Russell besøger Finland

Da Kaarlo Harteva hørte at broder Russell havde planer om at foretage en verdensrejse, skrev han og bad ham om også at planlægge  et besøg i Finland. Broder Russell tog imod indbydelsen og oplyste Harteva om at han ville komme i slutningen af august 1912.

For denne lille gruppe af brødre var broder Russells besøg en spændende oplevelse. Der blev gjort en vældig indsats for at avertere det offentlige foredrag, som blev holdt i Helsinkis bedste sal, i brandvæsenets bygning. Elis Salminen, der dengang var en dreng på ti år, og som tjente Jehova trofast til sin død i 1981, har fortalt hvordan brødrene satte billeder op af broder Russell som nåede op til første sals højde. „Efter det hørte jeg mine skolekammerater sige at det var den dér amerikanske propagandareligion,“ fortalte Salminen.

Broder Russell beretter selv om sit besøg i The Watch Tower for 1. oktober 1912: „To finske brødre har i to år været særlig aktive for at bringe sandheden ud til alle sandhedshungrende. De har oversat tre bind af Studier i Skriften og Alles Blad til gratis uddeling, idet de selv har afholdt alle udgifter. Nu er der omkring femten kolportører som bringer sandheden ud til hver en afkrog i landet. Til det offentlige møde var salen overfyldt — der var 1000 til stede — mange måtte stå op og nogle var næsten grædefærdige fordi de ikke kunne komme ind. . . . Det viser at Gud har nogle ægte børn i Finland som nu skal høre hans budskab om at blive indhøstet.“

Under sit besøg gav broder Russell Kaarlo Harteva bemyndigelse til at udgive Vagttårnet på finsk fra november 1912. Det blev anbefalet at man gav det nye blad som en julegave til slægtninge og bekendte.

Budskabet spredes

Problemet var hvordan man skulle aflægge et effektivt vidnesbyrd for en spredt befolkning i et område der var  over 1000 kilometer langt og 500 kilometer bredt. I håb om at løse problemet henledte broder Österman folks opmærksomhed på Selskabets publikationer ved for egen regning at sætte annoncer i forskellige aviser. Broder Harteva besluttede derimod at koncentrere sig om at holde offentlige foredrag, og det opnåede han gode resultater med. Men hvordan ville han tilrettelægge de offentlige foredrag? Vi lader ham selv fortælle:

„Når jeg havde udvalgt mig en by, skrev jeg til redaktøren af det største dagblad og spurgte hvilken sal i området der ville være den bedste til et offentligt foredrag og hvem jeg kunne kontakte hvis jeg ønskede at leje den. Når jeg havde fået dette oplyst, skrev jeg en ansøgning om at leje salen, og var svaret positivt indrykkede jeg en annonce i avisen og bad redaktionen sørge for at tilsvarende løbesedler blev trykt og lagt inden i avisen, så folk kunne blive underrettet om det offentlige foredrag. Derpå tog jeg af sted med bøger i bagagen. Mødesalene var i regelen helt fyldt . . . Engang da jeg forsøgte at komme ind, fik jeg at vide at det ikke var muligt. Først da jeg forklarede at det var mig der skulle holde foredraget, kunne jeg bane mig vej gennem mængden. En anden gang var der så mange der forsøgte at komme ind, at salen blev fyldt tre gange samme aften, og tilhørerne ventede tålmodigt til det blev deres tur.“

Disse gode resultater fortæller om den længsel efter sandheden der på det tidspunkt var i Finland. Af rapporten over mindehøjtiden i 1913 fremgår det at der i Finland havde været i alt 235 til stede.

Broder Rutherfords besøg

Sommeren 1913 var fyldt med aktivitet. Joseph F. Rutherford, som blev Selskabets anden præsident, og  A. N. Pierson, begge fra hovedkontoret, besøgte Finland. Broder Rutherford talte over emnet „Hvor er de døde? — Set med en lovlærds øjne.“ Nogle troede at den lovlærde var broder Rutherford selv, eftersom han var dommer, men det var apostelen Paulus han sigtede til. Det offentlige foredrag var en succes: Man anslog at der var over 2500 til stede, og 33 nye blev døbt.

Dette blev efterfulgt af endnu et offentligt foredrag i Kaisaniemiparken, som broder Harteva tidligere havde benyttet. Broder Rutherford sagde at det var første gang han holdt foredrag i det fri, og han syntes at det var en interessant oplevelse.

Han fandt sandhedens melodi

Så kom året 1914 som man længe havde set frem til. I fem år havde opmærksomheden været rettet mod dette  år, og forventningerne var store. Effektiviteten af forkyndelsen blev nu øget betydeligt, idet seks aviser regelmæssigt bragte broder Russells prædikener.

I 1914 blev der holdt et stævne. Brødrene tænkte: ’Mon dette stævne skulle være det sidste?’ Glæden var stor da 39 blev døbt. Blandt dem var Eero Nironen, en ung musikstuderende. To år senere kom denne talentfulde og sprogkyndige unge pianist og digter til afdelingskontoret for at tjene som oversætter, og her virkede han trofast til sin død den 7. maj 1982.

Skabelsens Fotodrama

I begyndelsen af 1914 rejste Kaarlo Harteva til London til et stævne hvor broder Russell var hovedtaler. Han kunne næsten ikke vente med at forhøre sig om Skabelsens Fotodrama, som Selskabet var ved at fremstille og som omfattede lysbilleder såvel som levende billeder synkroniseret med lydoptagelser på fonografplader. Der blev bestilt en kopi til Finland. Derefter rejste han til Berlin, opsat på at få indspillet fonografplader til Fotodramaet på finsk.

Brødrene ventede spændt. Omsider ankom Fotodramaet med det allersidste fragtskib fra Tyskland før al skibsfart blev indstillet ved begyndelsen af den første verdenskrig. Den lille gruppe brødre strømmede over af glæde ved den første forevisning, som fandt sted den 9. august 1914 på Apollo Teatret i Helsinki. Før året var omme havde omkring 80.500 set Fotodramaet i Finland. Det var et vældigt fremstød for de bibelske sandheder.

Bladet Ararat

Efter 1914 opstod der økonomiske problemer. Udsigten til at opnå øjeblikkelig himmelsk herlighed syntes at fortone sig, og uvisheden om hvordan man skulle fortsætte i troen lagde en dæmper på brødrenes begejstring. Broder  Harteva skrev derfor til broder Russell og spurgte hvilket arbejde menigheden skulle udføre efter at høsten var overstået. Han fik det råd at vente og at være vågen over for Guds ledelse.

På det tidspunkt oprettede Harteva, sammen med andre brødre, et kooperativt selskab, kaldet Ararat, som de ville forsøge at drive efter tusindårsrigets principper, for på denne måde at undgå at arbejde i verdslige firmaer. Læserne af den finske udgave af Vagttårnet blev tilskyndet til at blive medlemmer af dette selskab, idet Harteva mente at Vagttårnet, på grund af de voksende økonomiske problemer, snart ville ophøre med at udkomme, og at bladet Ararat så ville tage dets plads.

På det tidspunkt havde broder Harteva kontaktet broder Lindkvist i Norge, hvor lignende projekter var under udarbejdelse. Skønt brødrene var oprigtige, blev det snart klart at Gud ikke stod bag udgivelsen af Ararat.

Eftersom broder Harteva koncentrerede sig om Araratselskabet, blev Martti Liesi Selskabets repræsentant i Finland. Vagttårnet fortsatte med at udkomme, takket være mange brødres økonomiske støtte.

Irettesat af broder Russell

I aprilnummeret 1916 af den finske udgave af Vagttårnet kunne man læse et tosiders hyrdebrev som i uddrag lød:

„Brev fra Br. Russell. Brødrene Lindkvist og Harteva. Jeg har kun lige hørt om disse to kære Brødres Afvigelse og deres Forbindelse med en ny Bevægelse, kaldt ’Ararat’. . . . Hvor bedrøvet er jeg derfor ikke ved at se dem, som jeg tror, vende Ryggen til hele Evangelieprogrammet! Og dog forstaar jeg, at de ikke kan gøre dette med Hensigt. Jeg synes i deres Tilfælde at se en Gentagelse af det, som hyppigt er sket gennem hele Evangelietidsalderen; nemlig  at gode Mænd ubevidst er blevet bedraget af den store Modstander og bortvendt fra det sande Evangeliearbejde.“

Derefter appellerede han til brødrene: „Disse Tanker, kære Brødre, tror vi er bibelske, og vi anbefaler eder dem som en Tilkendegivelse af, at eders nuværende Tanke og Plan er ganske urigtig — ubibelsk. Eders ’Ararat’-Bevægelse har slet intet at gøre med den lille Hjord og Evangelietidsalderens Arbejde med at udvælge den, men gør snarere Paastand paa at være et Genoprettelsesarbejde. I vil se, at et saadant Arbejde ikke er for Haanden nu . . . Vi formaner eder alle, kære Brødre, vend tilbage til Sandheden og til det Arbejde, der passer for denne Tidsalder.“ — Citeret fra den danske udgave af Vagt-Taarnet for marts 1916.

Efter at have modtaget broder Russells brev forsvarede Kaarlo Harteva sig først i sit blad og hævdede at han blot havde ønsket at fremme arbejdet med at forkynde evangeliet. Men hans næste ord afspejler hans ydmyghed: „Måske har jeg i min iver og ufuldkommenhed forvoldt lidelser for dem der er højt elsket af vor Herre. Hvis jeg må rette det, vil jeg gerne gøre hvad jeg kan. Jeg tror at alle disse vanskeligheder har haft en meget god virkning på mig.“ Ararat-selskabet blev snart opløst, og Harteva begyndte at hjælpe med udgivelsen af Vagttårnet og holdt igen offentlige foredrag.

Revolution og borgerkrig

Finland var stadig en del af Rusland og underlagt zarstyret, da en revolution i Rusland omstyrtede zaren i 1917. Finland greb nu lejligheden og erklærede sin uafhængighed den 6. december samme år. I vinteren 1918 udbrød der en blodig borgerkrig i Finland mellem „de røde“ og „de hvide“, socialisterne og ikkesocialisterne.

På det tidspunkt arbejdede Eero Nironen som oversætter  på afdelingskontoret, og han fortæller: ’Situationen i Finland blev kritisk. Den fuldbyrdede Hemmelighed skulle oversættes meget hurtigt, og af den grund blev jeg sendt til et mere fredeligt sted, mit hjem i Mäntyharju. Kort efter min ankomst blev en nærliggende jernbanebro sprængt i luften. . . . „De hvide“ udskrev folk til militærtjeneste, hvilket jeg blev fritaget for på grund af min nærsynethed. Jeg holdt offentlige foredrag og fortsatte mit oversættelsesarbejde. . . . Da forbindelsen sydpå blev afskåret, spekulerede jeg på om alle mine brødre var gået bort til himmelsk herlighed og jeg var den eneste der var blevet ladt tilbage.’

Snart blev broder Nironen igen stillet over for militærspørgsmålet. Han beretter: „Der blev indført almindelig værnepligt, og kravene var ikke længere så store. Jeg kunne derfor ikke blive kasseret på grund af mit svage syn. Den 25. september 1918 blev jeg sendt til marinen, til kasernen ved Katajanokka-havnen i Helsinki. Jeg planlagde en strategi i overensstemmelse med det jeg havde lært fra Bibelen og det sjette bind af Studier i Skriften. I et år var jeg virkelig ’i krig’ på grund af min overbevisning. Med bataljonchefens tilladelse kunne jeg tale offentligt til bataljonen fire søndage.“ Med tiden blev Eero hjemsendt og kunne igen koncentrere sig om sit oversættelsesarbejde.

 Fornyet håb

I begyndelsen af 1919 var brødrenes indstilling præget af optimisme. Nogle ønskede at tjene som kolportører. En af dem var Mikael Aura, en velhavende landmand som tidligere havde givet betydelige pengebidrag til afdelingskontoret. „Hvis Herren anser mig for værdig til sin gerning, er jeg villig til at gøre alt hvad jeg kan,“ sagde broder Aura. „Jeg er stærk og kan bære mange bøger.“ Han tjente i mange år loyalt på afdelingskontoret.

Kaarlo Harteva, som havde genvundet sin åndelige sundhed, tog igen taknemmeligt imod et større ansvar. Ved et stævne der blev holdt i Tampere i august holdt han hovedforedragene. Han blev igen udnævnt til at lede arbejdet. I begyndelsen af det følgende år afløste han således Martti Liesi, som trak sig tilbage fra Guds organisation. Inden der var gået et år var antallet af abonnenter på Vagttårnet steget til 2763, og over 61.000 bøger og tryksager var blevet sendt ud. Der rådede således stor glæde i menighederne.

’Millioner skal aldrig dø’

Da Alexander H. Macmillan fra hovedkontoret i november 1920 kom på besøg, holdt han i otte forskellige lokaler foredraget „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“. Disse uforglemmelige ord var temaet for mange foredrag dengang.

Eero Nironen fortæller: „Undertiden holdt jeg dette foredrag fire gange samme dag. I begyndelsen syntes vi at budskabet var noget dristigt, men eftersom det kom fra Jehovas organisation, forkyndte vi det med stor tillid, og nu kan vi se hvordan det opfyldes med stadig større hast.“ Emnet skabte så stor interesse at da brochuren Millioner af  nulevende Mennesker skal aldrig dø blev oversat samme år, lod man optimistisk trykke 50.000 eksemplarer.

I mellemtiden var en velkendt forretningsmand, Kaarlo Vesanto, i Pori blevet interesseret i sandheden. Da han senere byggede sig et hus, lejede han malere til med store bogstaver at male ordene ’Millioner skal aldrig dø’ på en af husets ydermure. Antti Salonen, en af de malere som udførte arbejdet, beretter: „Det var det mærkeligste malerarbejde jeg nogen sinde havde haft. Jeg spekulerede på hvad ordene kunne betyde.“ Da han havde fundet ud af det, blev han døbt og virkede derefter i mange år i kredstjenesten. Nu er han specialpioner i Pori, med samme strålende humør som altid.

Splittelse truer indefra

I begyndelsen af 1920’erne udviklede der sig en rastløs ånd. Der opstod spørgsmål om hvilken kanal Jehova brugte til at sprede Bibelens sandheder. I Helsinkimenigheden oprettede nogle brødre en „Brødrekreds“ hvor kun mænd fik lov at være medlemmer. Dens formål var at foretage et meget dybtgående studium af sandheden. Men snart afveg man fra dette ædle formål og begyndte mistroisk at søge efter fejl i Selskabets lære. Man kritiserede Selskabets forslag om at tage del i tjenesten på arbejdsmarken, idet man mente at forkyndelsesarbejdet var fuldført. Nogle ledende pilgrimsbrødre holdt endog foredrag som støttede den tanke at kanalen med bibelske sandheder var ophørt med broder Russells død.

Problemet var størst i Helsinki, hvor en gruppe afskar sig fra Selskabet, udgav sit eget tidsskrift og holdt sine egne møder. Men efterhånden som tiden gik, sygnede denne gruppe hen. Det var helt klart at den ikke havde Jehovas støtte.

 Rapporterne viser at 164 forlod sandheden alene i Helsinki. Den finske udgave af Vagttårnet for april 1922 indeholdt et tilbud om forsoning: „Til de kære venner som har forladt os og som derfor er blevet foruroligede, udrækker vi broderskabets hånd. Slut jer dog til os igen!“ Mange af dem der havde afskåret sig var rådvilde, men da de til sidst forstod nødvendigheden af en fremadskridende organisation, vendte de fleste tilbage.

En løber ændrer bane

I 1919 satte en ung mand i Finland ved navn Otto Mäkelä landsrekord i 3000-meter løb. Senere samme år hørte han i sin hjemby et foredrag af pilgrimmen Viljo Taavitsainen. Og denne lille men udholdende løber følte sig i høj grad tiltrukket af sandheden. Otto besluttede at ændre løbebane. Efter sin dåb tog han i marts 1921 pilgrimstjenesten op. Senere tjente han i årtier som kredstilsynsmand og var kendt som en glimrende lærer, lige til han i 1985 sluttede sit jordiske livsløb. *

Otto Mäkeläs oplevelser ville fylde mange bøger. Lad os ledsage ham på en rejse på omkring 100 kilometer fra Iisalmi til Kärsämäki: „Jeg tog af sted om morgenen omkring klokken 7.00 for at kunne nå mit bestemmelsessted tidsnok  til det offentlige foredrag klokken 19.00. Skønt jeg rejste hele tiden nåede jeg ikke frem før klokken 21.00. Der var adskillige kroer på vejen, og hver kusk kørte mig kun til den næste kro. Når jeg bad om straks at komme videre til det næste sted, tog man sig god tid til at fange en hest i skovene. Så skulle den fodres og vandes, og kusken skulle også spise. De havde ikke hastværk, eftersom jeg ikke så ud som en meget højtstående eller betydningsfuld rejsende.“

Har de slukket ilden i helvede?

En anden pilgrim, Jalmari Niemelä, fortæller om sit arbejde nord for polarkredsen: „Da jeg forlod Rovaniemi regnede det stærkt. Jeg tog af sted på cykel og kørte kun 70 kilometer den dag. Jeg overnattede på en kro og cyklede omkring 20 kilometer den næste dag, indtil jeg kom til en landsby hvor jeg besluttede at gøre holdt og forkynde den gode nyhed om Riget. Jeg gennemarbejdede landsbyen i løbet af dagen og holdt et offentligt foredrag om aftenen. . . . Jeg havde taget adskillige ’Helvedesbrochurer’ med mig og var besluttet på ved hvert møde at forklare hvad helvede er.“

På vejen fra Sodankylä til Ivalo fik han forkyndt for nogle samer. „Da jeg spredte brochurerne Hvad siger Skriften om Helvede? og Verden i Nød til en gammel mand spurgte denne: ’Er folk sydpå blevet så kloge at de har slukket ilden i helvede?’“

I denne første tid med voksende aktivitet var bladet The Golden Age til stor opmuntring for brødrene. Det kunne imidlertid ikke fås på finsk, men en venlig broder skænkede midler til at trykke bladet, så det begyndte at udkomme i 1922. Dets popularitet afspejledes af at det ved  årets slutning havde 6233 abonnenter. På samme tid havde Vagttårnet 2244 abonnenter.

Forkyndelse på esperanto

Lige fra forkyndelsen begyndte i Finland var broder Hartevas alsidige sprogkundskaber til stor gavn. Han lærte sig esperanto, et kunstsprog der var blevet udviklet hen imod slutningen af det 19. århundrede for at fremme international kommunikation og som blev talt af over en million i forskellige egne af jorden. Broder Harteva fik broder Rutherfords tilladelse til at oversætte ’Millionbrochuren’ til esperanto. Den blev udgivet i 1922 i Helsinki, lige før en esperantistkongres. Ved denne kongres holdt han et foredrag på esperanto over „Million“-temaet. Nu kunne sandheden tilbydes folk der talte dette sprog, hvoraf nogle var kommet fra De Forenede Stater, Kina, Japan, Algeriet, Australien, Argentina, Brasilien og andre lande.

Harteva holdt foredrag på esperanto i tolv byer rundt om i Europa. I Budapest holdt han et bibelsk foredrag som med politichefens tilladelse blev oversat til ungarsk. Broder Rutherford sendte da en broder fra hovedkontoret sammen med broder Harteva til Moskva for at finde ud af om det var muligt at forkynde den gode nyhed om Riget dér. Moskvas indbyggere viste ikke megen interesse. Men broder Harteva kontaktede de lokale esperantister og efterlod en forsyning af teokratisk læsestof hos dem.

Eget afdelingskontor

I over ti år havde afdelingskontoret haft til huse i trange lokaler. Den finske udgave af Vagttårnet for maj 1923 indeholdt denne gode nyhed: „Herren har velsignet nogle brødres nidkærhed, idet de har lagt alt hvad de har på Herrens alter, så at det nu da vi mangler plads, er blevet  muligt at få nye lokaler til kontoret. De tidligere var så trange at næsten alle medarbejdere måtte bo rundt om i byen.“ Den nye adresse var Temppelikatu 14. I stuen havde der været en boghandel hvor møderne kunne holdes, og ovenpå var der beboelse. Der blev oprettet en fond der gjorde det muligt senere at købe ejendommen.

Da broder Rutherford i maj 1925 overværede stævnet i Örebro i Sverige, bekendtgjorde han at der i København ville blive åbnet et kontor for Nordeuropa. Det skulle føre tilsyn med arbejdet i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland og Litauen, selv om afdelingskontoret i Finland skulle fortsætte som før. Det hed i Vagttaarnet (den danske udgave for 15. september 1925): „Broder Dey fra London blev anmodet om at modtage Stillingen som Selskabets Repræsentant og øverste Leder af det nordeuropæiske Kontor; . . . Broder Dey opgiver en betydningsfuld Stilling i Regeringens Tjeneste i London for at træde ind i Kongernes Konges Tjeneste.“ Broder Deys regelmæssige besøg styrkede aktiviteten i Finland på samme måde som zonetilsynsmændenes besøg har gjort det i de senere år.

Det nordeuropæiske kontor medvirkede til en bedre kontakt mellem forkynderne i de forskellige lande. Stævnet i Helsinki i juni 1927 viste sig således at være en milepæl — det første stævne for hele Norden! De ledende brødre fra de syv lande som det nordeuropæiske kontor havde tilsyn med, var til stede. Foredragene blev holdt på engelsk, svensk og finsk.

Radioudsendelser i Estland

Ved stævnet i Helsinki i 1927 omtalte broder Dey behovet for at sende missionærer fra Finland til Estland. Eftersom det estiske sprog er nært beslægtet med finsk, lærte finnerne hurtigt sproget og kunne på denne måde  hjælpe de interesserede i Estland. De unge kolportørsøstre Irja Mäkelä og Jenny Felt fulgte opfordringen og rejste til Tallinn. Kort efter fik de følgeskab af flere andre finner, som for eksempel Kerttu Ahokas. Hun var blevet døbt i 1919, og senere arbejdede hun trofast på afdelingskontoret indtil sin død i 1989.

På den tid blev broder Rutherfords offentlige foredrag udsendt i radioen mange steder i verden. Kunne Selskabet få sin egen radiostation i Finland? Ansøgningen blev afvist. Men da der i 1929 blev holdt et stævne i Tallinn i Estland, blev broder Deys offentlige foredrag transmitteret af den lokale radiostation, som kunne høres helt til Finland.

Det var begyndelsen. Radiostationen i Tallinn gik derefter med til hver søndag at udsende foredrag på finsk og undertiden på engelsk, estisk, russisk og svensk. Fra efteråret 1930 gjorde en telefonforbindelse fra radiostationen i Tallinn til det finske afdelingskontor det muligt at holde foredrag direkte derfra. Dette fortsatte indtil september 1934, da man kunne læse følgende: „På grund af præsteskabets intolerance og dets voldsomme, bagtaleriske angreb på os i de tallinnske aviser, har den estiske regering nu overtaget den privatejede radiostation i Tallinn og forbudt yderligere udsendelser med dommer Rutherfords foredrag.“

 Trods visse problemer med at få permanent opholdstilladelse i Estland i begyndelsen af 1930’erne, lykkedes det nogle forkyndere at blive der indtil den anden verdenskrig. En af dem var Miina Holopainen, som rejste til Estland i 1931 og tjente der i 13 år. Da frontlinjerne mellem Sovjetunionen og Tyskland blev trukket op, blev hun sat i et tog til Sibirien. En bombe ramte imidlertid jernbanevognen, og eksplosionen slyngede hende langt bort fra sporene. De der stadig var i live blev straks ført tilbage til toget. Men Miina lå ubemærket bag en brændestabel indtil toget var kørt. Derefter blev hun bragt til hospitalet i Tartu i Estland, eftersom hendes ben var slemt tilredte. Der bad hun Jehova om at hjælpe hende til at komme sig så meget at hun igen kunne tage ud i tjenesten. Hun kom sig, vendte tilbage til Finland og fortsatte som pioner i mange år.

Nyt navn, ny trykkemaskine og nyt afdelingskontor

I årevis var vi fejlagtigt blevet kaldt „hartevitter“ og „russellitter“. Men vi var heller ikke bare „bibelstudenter“. Hvad skulle vi kalde os? Det fandt Mikael Ollus ud af på en overraskende måde: „I 1931 skete der noget betagende da jeg, sammen med Eero Nironen, sad og studerede The Messenger med det sidste nye om stævnet i Columbus, Ohio. Vi blev yderst forbavsede da vort blik faldt på en artikel som indeholdt grundene til at vore brødre havde antaget det nye navn ’Jehovas Vidner’. Jeg vil aldrig glemme det øjeblik.“ Omsider havde vi et navn der klart identificerede os. I Finland antog man med iver det nye navn.

Samme år fik Finland også sin første trykkemaskine, som blev installeret i afdelingskontorets kælder. Broder Harteva skrev om den: „Lyden af trykkemaskiner, der i  vore ører er som skøn musik, har skurret frygteligt i fjendens ører, og han ville med glæde have fjernet vores maskine såvel som os fra huset.“ Summende af aktivitet fremstillede denne lille trykkemaskine i 1932 ikke færre end 700.000 eksemplarer af forskellige publikationer, det vil sige næsten 1000 til hver forkynder.

Nu var der behov for større faciliteter. Brødrene fandt et velegnet stykke jord i nærheden af en smuk park, og i foråret 1933 begyndte de at bygge et nyt afdelingskontor. I stuen var der trykkeri, sætteri, rigssal og boglager. Kontorerne, køkkenet og spisestuen lå på første sal og beboelsen på anden sal. Adressen på dette nye afdelingskontor, Väinämöisenkatu 27, blev i de næste 30 år godt kendt af brødrene.

’Stenene råber’

Sidst i 1930’erne indspillede broder Harteva Rutherfords prædikener på finsk på grammofonplader. Hvorfor grammofonplader? På grund af en helt ny opfindelse, rejsegrammofonen. Grammofonerne blev benyttet på genbesøg og i arbejdet fra hus til hus. De mekaniske dele blev på afdelingskontoret installeret i en slags kuffert som brødrene havde fremstillet. ’Stenene råber’ var det slagord brødrene brugte når de tog ud i tjenesten med deres „talende“ maskiner.

Man modtog en sending nye højttalere som var så kraftige at brødrene kaldte dem „lydartilleriet“. Leo Kallio beretter: „Jeg havde planlagt at tage til stranden med min kone og min lille søn. Men samme dag kom postbudet med et kort der mindede mig om planerne om at benytte de store højttalere sankthansaften til at afspille foredrag på stranden, hvor man forventede at over 200 ville samles om  sankthansbålet, en arv fra hedenskabet. Det var ikke let at skulle gøre dette, da mit kød var stærkt imod det. Jeg lagde sagen frem for Jehova og bad om at hvis det tilsyneladende umulige forsøg på at få højttalerne ind i den overfyldte bus lykkedes, skulle dette være et tegn på at mine anstrengelser ville blive velsignet. Forsøget lykkedes, skønt nogle af passagererne klagede over det.

Ved vejkrydset lå der en stor stabel brædder, og vi skjulte højttalerne bag den da folk begyndte at komme. Der var et danselokale i nærheden, og da bålet blev tændt, holdt alle op med at danse og kom ned til stranden. I det øjeblik da alle befandt sig omkring bålet, satte jeg en musikplade på. Det kom så fuldstændigt bag på alle at de glemte bålet og vendte sig mod bræddestabelen hvor lyden kom fra. En politibetjent der var kommet for at overvåge dansen, kom hen til mig. Jeg forklarede ham hvad jeg havde i sinde. Han nikkede, og jeg kunne afspille pladerne med foredraget. De indeholdt et meget hårdt angreb på falsk religion, og det skabte en hel del røre blandt tilhørerne.

 Da navnet Jehova lød, samledes en gruppe unge mænd om mig og mumlede: ’Lad os smide de højttalere i søen.’ Men betjenten sendte dem et skarpt blik. Nu havde en eller anden tilkaldt politimesteren. Jeg lagde hurtigt en musikplade på. Politimesteren undrede sig over hvem der havde forstyrret ham midt under midsommerfesten, og efter at han havde set den smilende betjent, forlod han vredt stedet. Ved betjentens hjælp lykkedes det os at få højttalerne ind i bussen uden at beskadige dem.“

Grammofonarbejdet kulminerede i 1938, da der var 309 grammofoner i brug, og ifølge rapporterne var der blevet spillet 72.626 foredrag for i alt 151.879 tilhørere. Ja, ’stenene havde råbt’!

Selskabet opløses

Den 30. november 1939 udbrød „Vinterkrigen“, da sovjetiske tropper marcherede ind i Finland. Kampene varede i mere end tre måneder. I juni 1941 blev Finland derefter inddraget i den anden verdenskrig som Tysklands uofficielle allierede. Krigen skabte problemer med fremstillingen og udbredelsen af den åndelige føde. Forbindelsen med hovedkontoret blev afbrudt. I de fem krigsår var det dog muligt at få nogen åndelig føde frem via det neutrale Sverige. Men hvilken virkning havde krigen på myndighedernes indstilling til vort fredelige arbejde?

Under dække af krigshysteriet og den voksende nationalistiske ånd lagde Rigets modstandere, som var inspireret af præsteskabet, pres på regeringen for at få den til at knuse Jehovas Vidners virksomhed. Den 18. januar 1940 bekendtgjorde justitsministeriet at brochurerne Herredømmet og Freden og Frihed for Folket skulle konfiskeres. Fire måneder senere, den 28. maj 1940, efter en langtrukken retssag, meddelte retten at Vagttårnets Selskab i Finland var opløst.

 Teokratiets Forkyndere

Da brødrene havde forudset at dommen ville gå dem imod, havde de den 13. april 1940 klogeligt solgt alt hvad Selskabet ejede til et nyoprettet forlag, der fik navnet Kustannusosakeyhtiö Vartiotorni (Vagttårnets Bogforlag). Da myndighederne kom for at beslaglægge Selskabets ejendom opdagede de derfor til deres ærgrelse at der ikke fandtes nogen ejendom.

Forud for dette forventede angreb på Selskabet havde brødrene den 15. februar 1940 også oprettet et ikkeindregistreret selskab ved navn Teokratiets Forkyndere. Efter at retten havde opløst det lokale Vagttårnsselskab blev alle former for virksomhed ledet af dette selskab.

Men brødrene var på ingen måde forknytte. De kæmpede videre og lejede Helsinkis Olympiske Stadion, hvor broder Harteva den 23. august 1940 skulle holde et foredrag over emnet „Det rige der ikke kan rokkes“. Man spredte cirka 78.000 løbesedler for at indbyde offentligheden til foredraget. Det var imidlertid mere end modstanderne kunne tage, og myndighederne forbød mødet lige før det skulle begynde. Men manuskriptet var allerede blevet afleveret til landets største aviser, og på denne måde fik mere end en million — næsten en tredjedel af landets befolkning — lejlighed til at læse det på tryk!

Skønt de fleste myndigheder i Finland ikke aktivt modstod os, må man huske at Finland samarbejdede med Tyskland og at nogle af embedsmændene havde tillagt sig en nazistisk indstilling. Ekstremistiske elementer udslyngede gang på gang falske anklager mod organisationen, og resultatet blev at selskabet Teokratiets Forkyndere den 17. april 1941 også blev opløst ved en retskendelse.

 Bøger og brochurer spredt trods forbud

Da det stod klart at politiet ville beslaglægge de publikationer der fandtes på afdelingskontoret, blev de fleste anbragt hos forskellige brødre. Eftersom politiet ikke forsøgte at beslaglægge de bøger og brochurer der var i brødrenes besiddelse, havde vi et ganske godt lager der kunne bruges i tjenesten.

Otto Mäkelä fortæller om en episode som søster Hilma Sinkkonen i Kotka oplevede: „Denne ældre søster spredte broder Rutherfords bøger skønt det var forbudt. En dag kom hun til lederen af hjemmeværnet. Det var ham der skulle sikre sig at forbudet blev overholdt. Han følte at dette var topmålet af uforskammethed, og blev aggressiv. Han greb et gevær og sigtede på søsteren med det, hvortil den gamle søster roligt sagde: ’Vent lidt mens jeg stiller mig foran kakkelovnen, så De ikke laver et hul i væggen.’ Han lod geværet falde og sagde forbløffet: ’Ikke én af mine soldater er så modig som De, frue. Kom og sæt Dem ned og fortæl mig om Deres tro.’ Det vidnesbyrd han fik om sandheden gjorde et så dybt indtryk på ham at forkynderne ikke blev forulempet dér mere.“

Harteva arresteres

Eftersom Kaarlo Harteva havde en særlig aktiv andel i arbejdet, rettede myndighederne deres anklager direkte mod ham. Han mente derfor at det ville være klogt at holde sig i baggrunden. Følgelig blev Toivo Nervo ansvarshavende redaktør af Jumalan Valtakunta (Guds rige), der havde afløst Vagttårnet under forbudet. I 1941 blev han efterfulgt af Pentti Reikko, mens Mikael Ollus blev ansvarshavende redaktør af Ny Verden.

Myndighederne betragtede imidlertid stadig Kaarlo Harteva som Vidnernes centrale skikkelse. Den 12. juni  1942, netop som han var ved at tage af sted for at holde begravelsestalen for sin moster, Aunes Salmela, blev han arresteret og varetægtsfængslet i tre uger, hvorefter han blev sat i husarrest.

Stadig muligt at få „fast føde“

Da trykningen af bladene måtte indstilles i slutningen af 1942, begyndte brødrene at duplikere hovedartiklerne fra Vagttårnet. Disse kopier blev kaldt „fast føde“, og de kunne ikke sendes med posten men blev af kurerer bragt ud til menighederne i hele landet. Denne ordning fungerede godt under resten af krigen.

Mange søstre udførte en stor del af dette arbejde. Meri Weckström, der tjente som pioner til sin død i 1981, fortæller om sin opgave: „Under krigen boede jeg på den svenske handelshøjskole, og der gemte vi en vognladning med Selskabets publikationer. Da Vagttårnet blev forbudt, foreslog brødrene at jeg begyndte at duplikere det. Jeg udførte arbejdet i min lejlighed om aftenen og om natten.“

På grund af luftangreb måtte intet lys sive ud gennem bygningernes vinduer. Meri fortsætter: „En nat var stuegulvet fyldt med dynger af duplikerede ark. Jeg var i færd med at duplikere i køkkenet, da det ringede på døren lidt over klokken tre. Jeg lukkede omhyggeligt døren til stuen før jeg gik hen for at lukke op. Til min overraskelse stod der en betjent udenfor. Først troede jeg at man havde opdaget hvad jeg arbejdede med, så jeg bad til Jehova om hjælp og visdom til at klare denne situation. Men betjenten ville blot sige at der var en smal sprække i rullegardinet som lyset kunne ses igennem. Med et lettelsens suk lovede jeg straks at reparere det, og betjenten gik.“

Meri fortæller derefter om værdien af det duplikerede læsestof: „Jeg har lagt mærke til at Jehova altid vejleder sit folk i rette tid. Artiklen om neutralitet som jeg duplikerede  under krigen, er et godt eksempel på det. Den artikel hjalp brødrene til at få et klarere syn på Jehovas vejledning og den rette kristne indstilling.“

En løjtnant bliver en Kristi soldat

I 1942 blev en ung løjtnant, den 23-årige Kalle Salavaara, såret af en eksploderende granat og indlagt på et hospital for at blive opereret. „Efter operationen,“ fortæller han, „lå jeg på et militærhospital der var blevet indrettet på den skole jeg havde gået i. Ved min seng sad broder Sakari Kanerva, som mange gange før havde fortalt mig om sandheden. Nu traf jeg min beslutning, og der var kun nogle praktiske ting der skulle ordnes. ’I morgen i Möysänjärvisøen er det slut med min karriere i militæret,’ sagde jeg til mig selv.

Næste dag døbte broder Kanerva mig. Da hele min krop stadig var i gips, blev gipsen våd og opblødt under ceremonien. Næste morgen så militærlægen Heinonen bebrejdende på gipsen og spurgte: ’Hvor har du ligget og rodet? Gipsen har jo fuldstændig mistet sin facon!’

’Jeg er blevet døbt,’ svarede jeg. Han stod som forstenet. Det var som om han holdt et minuts stilhed til minde om min død. ’Hvad var det du sagde?’ spurgte han til sidst. Derefter fik jeg lejlighed til at aflægge mit første offentlige vidnesbyrd.“

Så snart Kalle Salavaara var blevet rask, brugte han sin frihed — og sit militærpas — til at rejse rundt med „fast føde“ til menighederne. Da han tog af sted til menighederne i det sydvestlige Finland med duplikeret læsestof, advarede Väinö Pallari, som arbejdede på Betel, ham om politiet i Matku. De havde flere gange taget ham med på politistationen til forhør og syntes at vide nøjagtigt hvornår en kurér skulle komme. Kalle fortæller:

„Da jeg med tog ankom til Matku fra Urjala, kom der  straks en håndfast betjent hen til mig og bad med myndig røst om at måtte se mine identifikationspapirer. Jeg viste ham mit militærpas. Det forbavsede ham. Med en helt anden stemme bad han om min arbejdsattest. Da jeg havde forudset en sådan situation, havde jeg netop formelt indskrevet mig på Helsinkis universitet. Jeg kunne derfor række betjenten et certifikat, underskrevet af universitetets rektor, hvoraf det fremgik at jeg arbejdede der, skønt det ikke viste hvilken form for arbejde jeg havde. Betjentens modstand var brudt. Da jeg begyndte at slæbe mine kufferter hen til den ventende bus, tilbød han høfligt at bære dem. Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at give ham den store, tunge kuffert som indeholdt det forbudte duplikerede materiale. Det virkede så betryggende at have en betjent til at bære den!“

Mange gange kom brødrene og søstrene med hesteslæde, i kane eller til fods til jernbanestationen sent om aftenen for at få nogle forbudte artikler. Om vinteren var temperaturen undertiden på minus 30 grader. „Ingen beklagede sig,“ erindrer broder Salavaara. „Jeg så kun lykkelige, taknemmelige modtagere, hvilket fik mig til at mindes de smukke ord fra Bjergprædikenen: ’Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.’ For dem var det som manna fra himmelen.“

 Brødrenes neutralitet sættes på prøve

På grund af krigen blev brødrenes neutralitet prøvet til det yderste. Af samvittighedsgrunde nægtede Kosti Huhtakivi, Vieno Linte og Yrjö Laine at gå ind i hæren. De blev derfor sat i fængsel. Men ville deres tro være stærk nok til at udholde den ildprøve de nu skulle igennem?

Broder Huhtakivi beretter: „Vi fik ordre til at møde på Humppilaskolen og fik anvist sovepladser under geværstativet. En dag beordrede korporalen os ud i gården og over til flagstangen. Der pudsede han sin bajonet og pralede af hvor skarp den var, hvorpå han snerrede ordren: ’Af sted!’ Vi blev ført gennem sideporten til skolen der havde tjent som vores kaserne, og gik et kort stykke ud til en bakkekam ved udkanten af en skov, hvor vi fik ordre til at gøre holdt. Nu så vi en gruppe soldater komme marcherende hen imod os med deres geværer.“

De bevæbnede soldater stillede sig op foran brødrene, bekræftede brødrenes identitet, og oplyste dem om at de var blevet dømt til døden ved skydning. Dommen skulle straks eksekveres.

Broder Linte kan ikke holde tårerne tilbage når han fortæller om denne oplevelse: „Ordren blev givet: ’Giv agt!’, hvorefter sygepasseren bandt et bind for vore øjne. Derefter fulgte befalingen: ’Lad!’, og vi hørte klikket fra geværerne. Så lød ordren: ’Sigt!’ ’Hvor godt at vi har opstandelseshåbet,’ var den tanke der for gennem mig. Pludselig hørte vi et råb: ’Sergent! Telefonbesked!’ Dette blev efterfulgt af ordren: ’Holdt!’, hvorefter telefonbeskeden blev læst højt: ’Straffen midlertidigt udsat,’ underskrevet af obersten. Bindene blev fjernet, og vi blev ført tilbage til vort kvarter.“

 Dramaet var blevet godt iscenesat. Den samme djævelske strategi blev benyttet over for andre brødre. Erkki Kankaanpää, der nu tjener som koordinator for afdelingskontorets udvalg, oplevede det samme. Han forklarer: „Til at begynde med fik vi at vide at vi ville blive dømt til døden. Behandlingen var så brutal at vi slet ikke var i tvivl om at dommen ville blive eksekveret. Senere blev vi klar over at det var et middel til at skræmme os. En skinproces, hvorefter vi nogle timer senere igen blev stillet for dommeren og idømt tre og et halvt års fængsel.“

Helsekost og åndelig sundhed

I 1932 var der blevet oprettet et andelsselskab ved navn Al Sano. Det importerede og solgte helsekost og udgav også et blad med samme navn, såvel som andet læsestof om sundhed. Nogle af brødrene var med i dette firma, og det blev meget nært knyttet til Selskabet.

Lige før broder Rutherford døde i 1942 gav han tilladelse til at dette andelsselskab, så længe Selskabets bøger og blade var forbudt, kunne trykke sandheden i sine publikationer. Sådan gik det til at Al Sanos blad Terveyttä Kaikille (Sundhed for alle) kom til at indeholde nogle artikler fra Vagttårnet.

Under forbudet blev tjenesten udført på en usædvanlig måde. Kalle Salavaara forklarer: „Vort mål var det samme som nu: Vi ville gerne vise folk at Guds rige er den eneste virkelige løsning på alle deres problemer. Det krævede teokratisk strategi og tålmodighed. Nogle spurgte for eksempel: ’Kommer De fra den helsekostbutik der tilhører den dér religiøse sekt?’ hvorpå de kastede sig ud i en lang beskrivelse af deres sygdomme. Efter at have givet nogle råd og tilbudt nogle brochurer om sundhed,  gik vi over til at tale om Rigets budskab: ’Helsekost kan naturligvis ikke bringe alderdomsprocessen eller døden til ophør,’ kunne vi for eksempel sige, ’men ville det ikke være vidunderligt at leve sundt og forblive ung i al evighed?’ Det udviklede sig undertiden til en meget berigende samtale.“

Stævner under forbudet

Ved at udvise den største forsigtighed og opfindsomhed var det muligt fortsat at holde møder og stævner under krigen. Der blev for eksempel holdt en „jagt- og fiskerifest“ på en gård i Haarajoki, og emnet for foredragene var naturligvis ikke jagt på dyr men menneskefiskeri.

I sommeren 1943 blev der i et studenterforeningslokale midt i Helsinki holdt et stort møde som blev kaldt „Pentti Reikkos familiefest“. Man inviterede kun dem som to pålidelige vidner havde sagt god for. Der var over 500 til stede.

Broder Reikko fortæller hvad der skete, efter at man fra dette møde havde sendt et officielt brev til myndighederne:

„Nogen tid derefter fik jeg besked fra politiet om at stille til forhør. Forhørslederen havde vort brev i hånden, og han forlangte at få at vide hvor sådanne møder blev holdt. ’Hvordan er det muligt at I kan holde et møde som dette midt i Helsinki uden at vi ved det, når vi ellers ved næsten alt hvad to personer siger til hinanden på gaden?’ spurgte han. Mødet var nemlig blevet holdt nogle få husblokke fra politistationen.

Vi holdt flere store stævner på samme måde, og det var tydeligt at vi havde Jehovas beskyttelse, idet vore  møder aldrig blev afbrudt. I december 1943 holdt vi et stævne som blev overværet af 1260.“

Ny præsident giver vejledning

Da krigen nærmede sig sin afslutning, blev Nathan H. Knorr, der da var blevet Vagttårnsselskabets tredje præsident, omsider underrettet om forbudet i Finland. I sit brev til brødrene Harteva og Taavitsainen takkede han dem fordi de, trods forbudet, var forblevet aktive og havde gjort det muligt at bevare Selskabets ejendom til fremtidig brug.

Men hvad skulle der nu ske med den helselitteratur der også indeholdt artikler om Riget? Eftersom Selskabets publikationer stadig var forbudt, tillod broder Knorr at de finske brødre fortsat tilbød denne litteratur til offentligheden. Men samtidig advarede han: „I bør ikke blande Rigets budskab med noget andet. Tilskynd brødrene til at gøre således: Apostlene gik på deres tid fra sted til sted uden bibler og bøger. Hvis Herren finder det formålstjenligt at vi ikke har andet end Guds ord i vort sind og i vor mund, så lad os bruge det til Jehovas navns ære og herlighed. Sandheden behøver ikke nogen anden attraktion end sandheden selv.“

Afslutning på krigen

Krigen med Sovjetunionen endte i september 1944. Finland bevarede sin uafhængighed men mistede store landområder. Omkring 300.000 som blev evakueret fra de afståede områder, måtte bosættes i andre dele af Finland. Broder Harteva blev befriet fra sin husarrest den 27. september, og takket være et almindeligt amnesti var alle brødrene snart ude af fængslerne, hvorved der blev skabt et grundlag for en vækstperiode som man aldrig før havde oplevet i Finland.

 Det syntes meget vanskeligt, næsten umuligt, at få ophævet forbudet mod Selskabet. Den næste justitsminister, Urho Kekkonen, var imidlertid velvilligt indstillet over for Jehovas Vidner. Han foreslog at vi dannede et nyt religiøst selskab, idet vi så ville have næsten de samme rettigheder som den lutherske kirke. Brødrene fulgte hans råd, og den 31. maj 1945 anerkendte rigsdagen Jehovas Vidners Religiøse Forening.

Denne løsning gjorde det muligt for brødrene at foretage vielser, at fritage deres børn for religionsundervisning i skolen og at opnå den lovmæssige beskyttelse som indregistrerede religiøse samfund nyder godt af. Det var først senere, den 2. februar 1949, at Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab igen blev indregistreret.

Informationsmarch

Året 1945 begyndte med intensiv offentlig virksomhed. Den 6. januar holdt broder Harteva i Messehallen i Helsinki et foredrag over emnet „Mod lyset“. Men det viste sig at være nødvendigt med større lokaler, så man lejede det olympiske stadion til det offentlige foredrag, som blev averteret, ikke blot i aviserne, men også på gaden.

Under broder Salavaaras ledelse blev der organiseret et mere end 500 meter langt optog af forkyndere med plakater. Forestil dig forkynderne komme marcherende gennem Helsinkis gader, råbende slagord i papmegafoner. Bagefter kommer en karavane af højttalerbiler der forkynder Rigets budskab. Og i spidsen rider Elis Salminen på en stor brun hest og svinger med et banner med teksten: „Jehovas Vidner.“ Sikke et syn! Sikke et vidnesbyrd!

Hesten var bange for plakaterne og var ved at løbe løbsk da, som broder Salminen fortæller, „en af de mange  fotografer kom hen og tog et billede af mig og sagde: ’Det skulle have været et æsel. Det var det Jesus red på.’“ Efter at optoget havde bevæget sig nogle kilometer gennem byens hovedfærdselsårer, standsede det til sidst ved jernbanestationen, hvor forkynderne stillede sig op i talekor og som med én røst råbte indbydelsen til det offentlige foredrag. I alt 12.000 kom til stadion for at høre det!

Forkyndelse over æteren

De tusinder der var forsamlede på stadion var ikke de eneste der hørte foredraget. Skønt den finske statsradio tidligere på det bestemteste havde nægtet at udsende vore programmer, henvendte brødrene sig endnu en gang modigt til radioen og anmodede om at få foredraget „De sagtmodige arver Jorden“ udsendt i radioen. Hella Wuolijoki, en berømt forfatter som var født i Estland, var  radioens generaldirektør, og hun gav os tilladelsen. Hun havde selv været i fængsel under krigen og havde sympati for os. Der blev derfor aflagt et stort vidnesbyrd for en vældig tilhørerskare, som endda omfattede lyttere helt ovre i Sverige, hvorfra afdelingskontoret sendte følgende telegram: „Udsendelsen gik fint igennem!“

Vagttårnet udkommer igen

I begyndelsen af 1945 begyndte både Jumalan Valtakunta og den finske udgave af Ny Verden igen at udkomme. Og fra og med den 1. juli hed Jumalan Valtakunta igen Vartiotorni (Vagttårnet). Ville folk have bladene? Lige efter krigen var der ikke mange blade man kunne abonnere på, så forkynderne nåede et højdepunkt i antal nye abonnementer: 40.038! Det var næsten 30 abonnementer pr. forkynder. Det var den bedste kampagne man nogen sinde havde haft. Trykkemaskinerne løb næsten varme det år!

Vagttårnsselskabets præsident var dybt interesseret i brødrenes velfærd i det krigshærgede Europa. Han ønskede at besøge dem og sørge for den nødvendige hjælp så snart det blev muligt at rejse. Den 18. december 1945, i den mørkeste og koldeste tid på året, ankom broder Knorr sammen med sin sekretær, Milton G. Henschel, og William Dey fra det nordeuropæiske kontor, med båd fra Sverige. Deres rejsebeskrivelse lyder således: „Omkring sytten timer efter afrejsen fra Stockholm styrede Bore V ind i indløbet til Åbo og syntes næsten at være glad over at rejsen var lykkeligt og vel overstået og den nu befandt sig i det hjemlige farvand, hvor den måtte presse sig frem gennem de femten centimeter tykke isflager der fyldte havnen.“ En gruppe smilende brødre fra betelfamilien i Helsinki bød dem velkommen.

 Broder Knorr undersøgte de problemer der var opstået på grund af krigen. Selskabet havde sendt de finske brødre tøj fra Sverige, og dette var blevet fordelt til pionererne og andre der havde brug for det. Skønt Finland på det tidspunkt fremstillede betydelige mængder papir, var det regeringens ønske at eksportere al papiret for at få udenlandsk valuta til landet. Ville trykningen af vore blade gå i stå på grund af vanskeligheder med at få papir? For at spare besluttede broder Knorr indtil videre at indstille trykningen af den finske udgave af Ny Verden. Papiret til Vagttårnet skulle hovedkontoret købe for amerikanske dollars, hvilket Finland villigt gik ind på. På denne måde fortsatte trykningen af den vigtigste kanal til åndelig føde, Vagttårnet.

Under sit besøg fortalte broder Knorr den spændende nyhed om den nyoprettede bibelskole Gilead til uddannelse af missionærer. Hans optegnelser viser hvordan de finske brødre reagerede: „Ingen steder under vore brødres rejse havde man vist større begejstring for Vagttårnets Højskole end man gjorde her. . . . Toogtyve heltidsarbejdere indtegnede deres navne.“

De første der kom på Gilead

Det var blot nogle få måneder senere, i 1946, at brødrene i Finland fik de første indbydelser til Gilead. Fire brødre, Eero Nironen, Kalle Salavaara, Elai Taavitsainen og Veikko Torvinen kom med i den ottende klasse. „Da vi fire i begyndelsen af 1947 vendte tilbage til Finland,“ beretter broder Nironen, „var vi som nye mennesker. Det var først på Gilead at jeg begyndte at forstå hvad teokrati virkelig vil sige. Vi lærte at forbedre vores tjeneste på arbejdsmarken, og hvad der var allervigtigst, vi lærte hvordan en kristens hverdag må være fyldt med  Guds ånd, så han ikke blot udfører sin tjeneste som en robot.“

I 1950 gennemgik Eero Muurainen Gileadskolen. Han tjente derefter i mange år som områdetilsynsmand indtil sin død i 1966. I årenes løb har missionærånden indtil nu tilskyndet mindst 59 finner til at gennemgå Gileadskolen.

Kredstjenesten efter krigen

Ved krigsudbruddet i 1939 var der 865 forkyndere i Finland. Ved krigens slutning i 1945 var antallet af forkyndere næsten fordoblet. Der var i alt 1632 forkyndere i over 200 menigheder.

Antallet af menigheder i 1945 var omtrent det samme som det er nu, mere end 40 år senere. Hvorfor er det ikke vokset? I 1940’erne var de fleste menigheder små og lå meget spredt. I gennemsnit var der dengang kun fem forkyndere i hver menighed; nu er der over 60.

I årene lige efter krigen havde brødrene ingen andre befordringsmidler end cykler, bortset fra at de bedrestillede på landet havde hestevogne og kaner. De fleste brødre var imidlertid dårligt stillede, og arbejdsdagen var lang og anstrengende. Det var derfor vanskeligt at rejse langt for at overvære møder. Af den grund bestod mange menigheder blot af én familie hvis medlemmer kun forkyndte i det distrikt der lå i nærheden af deres hjem.

Under de omstændigheder var det ikke let at virke i kredstjenesten. „Afstanden mellem menighederne, som kunne være 20 kilometer eller mere, blev ofte tilbagelagt til fods mens man bar sin tunge bagage,“ siger Erkki Kankaanpää. „Jeg husker hvordan min kone og jeg engang i februars bidende kulde sov i et værelse uden opvarmning. Vi gik i seng med alt tøjet på. Undertiden måtte vi  sove i samme værelse som familien, der ofte var stor.“ Efterhånden som levefoden blev bedre, blev kredstilsynsmændenes arbejde mere effektivt.

Vækst i efterkrigstiden

I 1947 kom brødrene Knorr og Henschel igen til Finland. Skønt der kun var gået halvandet år siden deres sidste besøg, kunne de se at der i mellemtiden var sket en bemærkelsesværdig fremgang. I løbet af to år var antallet af forkyndere steget fra 1632 til 2696. Finland oplevede i sandhed en tid med vækst. Ved et stævne i Messehallen i Helsinki den 13.-15. juni 1947 var der 5300 til stede, og 184 blev døbt.

Antallet af menigheder steg ganske vist ikke, men væksten i forkyndertallet efter krigen var forbløffende. I 1950 var der over 4000 forkyndere. På den teokratiske skole lærte brødrene at holde bedre offentlige foredrag og at forkynde mere effektivt. I stedet for at afspille grammofonplader aflagde de nu mundtlige vidnesbyrd.

I februar 1950 ankom der to gileadmissionærer, Wallace Endres og John Bruton fra De Forenede Stater. Broder Endres afløste den aldrende broder Harteva som afdelingstilsynsmand. Broder Harteva fortsatte trofast i heltidstjenesten til sin død i 1957.

Udvidet trykkerivirksomhed

Efterhånden blev det igen muligt at få papir. Fra begyndelsen af 1951 udgav Finland igen et blad foruden Vagttårnet, nu med navnet Herätkää (Vågn op!). I 1955 var antallet af blade steget til mere end 1.000.000 om året.

I efterkrigstiden begyndte Finland at trykke alle Selskabets bøger på sine egne trykkemaskiner. Det var imidlertid vanskeligt at skaffe materialer til indbinding af  bøgerne, så i begyndelsen af 1950’erne fremstillede man kun hæftede bøger, der ikke var så holdbare. Da broder Knorr aflagde besøg i 1951 og i 1955, gav han derfor brødrene gode råd om hvordan de kunne forbedre kvaliteten af bøgerne. I årene fra 1945 til 1955 blev der i Finland, under meget trange forhold på afdelingskontoret, gennemsnitlig trykt 54.000 bøger om året.

I 1955 blev Erkki Kankaanpää indbudt til afdelingskontoret, hvor han tidligere havde tjent som trykker, for nu at føre tilsyn med trykkeriet. Han og hans kone havde i 1952 gennemgået Gileadskolen og derefter virket i kreds- og områdetjenesten. Og da broder Endres i 1957 måtte rejse hjem på grund af familieforpligtelser, blev broder Kankaanpää udnævnt til afdelingstilsynsmand.

Bygning af rigssale, og mere hjælp

I forbindelse med den kontorbygning man havde købt i 1923 var der en lille mødesal som blev kaldt Helsinkitabernaklet. Afdelingskontoret i Väinämöinenkatu havde også sin egen mødesal. Men det var først i 1956 at den første rigssal blev bygget. Hvor? I Käpylä, der dengang var en forstad til Helsinki. Den næste sal blev bygget to år  senere i Lahti. I de sidste 30 år er der blevet bygget mere end 180 rigssale i Finland, og der er nu meget få menigheder som ikke holder møder i deres egne rigssale.

I november 1959 ankom Vivian og Ann Mouritz fra Gileadskolen til Finland. De blev mødt af en kold vinter og gik straks i gang med et intenst studium af sproget. Kort efter begyndte de i kreds- og områdetjenesten, indtil de blev indkaldt til afdelingskontoret, hvor de tjente indtil 1981. Da blev de overflyttet til deres hjemland, Australien, hvor broder Mouritz nu tjener som koordinator for afdelingskontorets udvalg.

I 1959 kom Arne og Gudrun Nielsen til Finland, og de virkede på afdelingskontoret indtil 1965. De blev da flyttet tilbage til afdelingskontoret i Danmark, hvor de stadig tjener.

Afdelingskontoret flytter

I midten af 1950’erne var forholdene på afdelingskontoret i Helsinki blevet meget trange. Da det ikke var muligt at udvide, søgte man efter et andet passende sted. Der blev fundet en grund i Vantaa, omkring 20 kilometer fra Helsinkis centrum. Her var der også mulighed for yderligere udvidelser, og grunden blev købt i 1957.

I slutningen af 1960 begyndte man at opføre det nye afdelingskontor, der skulle have et gulvareal på 2700 kvadratmeter. I begyndelsen af 1962 flyttede betelfamilien ind i de nye lokaler, der også husede Rigets Tjenesteskole med det fireugers kursus for specialpionerer og menighedstilsynsmænd som begyndte samme år. Der var så meget plads på afdelingskontoret at man mente det ville være tilstrækkeligt til afslutningen på denne tingenes ordning. Men sådan forholdt det sig ikke.

 Til København!

Da det største stævne i Jehovas Vidners historie blev holdt i New York i 1958, var det kun muligt for 263 forkyndere fra Finland at overvære det. De beretninger som stævnedeltagerne fortalte da de vendte tilbage, og forevisningen af Selskabets film om dette stævne, vakte de finske brødres begejstring og ønske om at møde udenlandske brødre. De var derfor lykkelige da det blev bekendtgjort at der i sommeren 1961 ville blive holdt et stævne i København for alle forkyndere i Skandinavien. Indtil da var det kun et fåtal af brødrene der nogen sinde havde været uden for Finlands grænser. Afdelingskontoret oprettede en rejseafdeling til at tage sig af alle arrangementer i forbindelse med de 4000 rejsende.

I Københavns Idrætspark blev programmet fremholdt på engelsk, dansk, norsk, svensk og finsk. Stævnet var en uforglemmelig oplevelse, og det hjalp de finske brødre til at se og fornemme hvad det virkelig vil sige at være en del af et internationalt brodersamfund.

En speciel arbejdslejr i Karvia

Ligesom de kristne i det første århundrede følger Jehovas vidner deres bibeloplærte samvittighed. Efter den anden verdenskrig blev de mandlige Jehovas vidners neutrale holdning et temmelig stort problem for myndighederne. Fra 1947 blev brødrene indespærret i 240 dage på en ø i Den Finske Bugt nær militærbasen Hanko. Desuden blev de idømt en fængselsstraf på tre til seks måneder.

I 1959 blev der vedtaget en lov som medførte en betydelig forlængelse af disse militærnægteres „tjenestetid“. Det tidligere interimistiske fængsel i Karvia blev omdannet til en berygtet „speciel arbejdslejr“.

 En af disse militærnægtere, Jukka Ropponen, beskriver Karvia således: „Da jeg i en politibil nærmede mig stedet midt i sumpen, kunne jeg bag et højt pigtrådshegn se nogle træbarakker der var bygget under krigen. De havde tremmer for vinduerne. Det var en fangelejr i nazistil og ikke noget opløftende syn, især ikke når man vidste at man skulle tilbringe mindst to år dér. Men indenfor var der glade brødre, otte til ti i ét rum. Toilettet var en tønde i et aflukke i det ene hjørne af rummet.

Den daglige rutine indbefattede en times gårdtur under en fangevogters vagtsomme blik. Resten af tiden tilbragte vi bag tremmerne. Vi havde masser af tid til rådighed, og den udfyldte vi med et opbyggende åndeligt program som vi havde tilrettelagt. Vi studerede omhyggeligt Bibelen vers for vers. Lidt efter lidt fik vi opbygget et godt bibliotek til hjælp ved vort studium. Vi holdt foredrag om mange bibelske emner. Og under disse forhold blev de skarpe kanter vi hver især havde, slebet af gennem samværet med vore brødre.

Tjenesten var ikke noget stort problem. Vi kunne ikke tale med nogen udenfor, men vi skrev breve til folk der boede i ledigt distrikt, efter at vi havde fundet deres adresse i telefonbogen. Ofte tjente vi som feriepionerer [hjælpepionerer]. Nogle i vores gruppe havde endnu ikke indviet sig til Jehova, men da de voksede åndeligt, ønskede de at blive døbt. Hvor kunne vi finde nok vand til at døbe dem? Det var et vanskeligt problem.

Vi bad fængselsinspektøren om tilladelse til at forrette dåben i en dam i nærheden, men svaret var et blankt nej! Måske var det ikke så dårligt endda, for om vinteren var dammen bundfrossen, så dåben ville alligevel ikke have kunnet gennemføres. En dag faldt mit blik på et skab i  hjørnet af værelset: Dér var det, dåbsbassinet! I løbet af nogle dage fik vi smuglet et stort stykke plastic ind i barakken. Og uden at fængselsbetjentene lagde mærke til det blev vort nye plasticbeklædte dåbsbassin rykket hen til vaskerummet, hvor dåben fandt sted. I disse fængselsår blev ikke så få nye døbt i det bassin.“

Landets præsident besøger arbejdslejren

Selv om den første offentlige reaktion på brødrenes militærnægtelse var negativ, begyndte indstillingen at ændre sig midt i 1960’erne. Folk begyndte at få den opfattelse  at lange straffe under koncentrationslejrlignende forhold var umenneskelige. I august 1968 besluttede Finlands daværende præsident, Urho Kekkonen, derfor at aflægge et personligt besøg i arbejdslejren.

„Det kom som en fuldstændig overraskelse,“ erindrer Reima Laine, der nu tjener som områdetilsynsmand. „Præsident Kekkonen opholdt sig flere timer i lejren og ønskede at interviewe os uden at nogen andre var til stede. Han lovede at gøre alt hvad han kunne for at få loven ændret til det bedre.“ Dette skete snart, og i 1969 blev arbejdslejren nedlagt.

Fritaget for militærtjeneste

I årene efter 1969 blev de unge brødre idømt ni måneders fængsel, og mens de afsonede deres straf fik de et godt omdømme for deres gode opførsel. Mange finner lagde mærke til dette og syntes at det var en skamplet på deres neutrale og fredselskende Finlands omdømme at indespærre fredelige unge mænd som ikke udgjorde nogen fare for samfundet. Nogle ansete og indflydelsesrige humanister foreslog derfor at man skulle fritage Jehovas vidner for militærtjeneste.

I 1985 fandt regeringen det klogt at vedtage en ny lov. Siden 1987 har alle døbte og aktive Jehovas vidner derfor  fået udsættelse — tre år ad gangen — indtil de når en alder af 28 år. I Finland er Jehovas vidner altså nu fritaget for militærtjeneste i fredstid.

Friheden til at forkynde prøves

Selv om Finlands grundlov garanterer religionsfrihed, har der nu og da været gjort forsøg på at få vedtaget love der hindrer forkyndelsen fra dør til dør. Men hidtil er alle sager blevet afgjort til gunst for retten til at forkynde.

En by, Oulu, foretog følgende ændring i sine vedtægter: „Forbudet som har begrænset Jehovas Vidners arbejde er blevet ophævet.“ De grunde der blev givet var: „Ideologiske og religiøse organisationers arbejde fra hus til hus forstyrrer ikke husfreden. For befolkningen er det tværtimod et spørgsmål om en gavnlig og nødvendig kommunikation som ikke kan opnås på anden måde.“

Landegrænser ingen hindring for enhed

De svenske brødre havde hjulpet med at udbrede sandheden i Finland. I de senere år har finnerne til gengæld hjulpet med forkyndelsen i Sverige, hvortil mange finner er flyttet. Fra 1972 begyndte man således at oprette finsktalende menigheder i Sverige. Væksten blandt den finske befolkning i Sverige har været stor, og i dag er der cirka 1800 finsktalende forkyndere i Sverige.

Skandinaviske rejsende behøver ikke pas for at passere grænserne mellem deres lande, og denne frihed har været til gavn ved afholdelsen af stævner. På grund af den store afstand der skiller Finland fra de andre skandinaviske lande, blev der ikke holdt store internationale stævner i Finland før 1965, hvor der på det olympiske stadion i Helsinki blev holdt et stævne for Sverige og Finland. Dette blev gentaget i 1973. Og i årene 1978 og 1983 er  Messecentret i Helsinki blevet brugt til to internationale stævner. Disse stævner har på en glimrende måde givet de finske brødre et større udsyn og vist at landegrænser ikke er nogen hindring for kristen enhed.

Førhen blev kredsstævnerne holdt i forskellige skoleauditorier. I 1970’erne blev det vanskeligere at leje skolelokaler. I 1975 blev det derfor besluttet at bygge en stævnehal i byen Hämeenlinna i det sydlige Finland. Man købte en halvfærdig industribygning og ombyggede den til en tiltalende stævnehal med 1200 siddepladser. I marts 1978 begyndte man at holde stævner dér. Ti år senere, i 1988, fik man endnu en hal, denne gang i det nordlige Finland, og det blev planlagt at holde det første stævne dér i november 1989.

Ny Verden-oversættelsen og Guds navn

Det finske sprog blev først et skriftsprog i det 16. århundrede, og „Det Nye Testamente“ var blandt de første bøger der blev trykt på finsk, nemlig i 1542. Siden da er det blevet en tradition i Finland at have en bibel i hjemmet. I 1975 udgav man, efter en stor indsats, Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter på finsk.

Men Ny Verden-oversættelsen var ikke den første finske udgave af Bibelen der brugte Jehovas navn. Den allerførste bibel på finsk havde navnet i marginalnoterne. Den gamle kirkebibel fra 1776 indeholdt også Guds navn i ordforklaringen. Ikke desto mindre havde nogle præster vist at de nærede stor fordom mod navnet ved usandfærdigt at påstå at formen „Jehova“ var blevet opfundet af Jehovas vidner.

Man kan derfor forestille sig hvor chokerede både kirkegængere og præster blev da ordet Jehova i 1985 kom til syne oven over alteret i en kirke i Kuhmoinen, efter  at malingen var blevet fjernet under en istandsættelse. At se Guds navn var for meget for menighedsrådet. Man besluttede at tildække det igen!

I begyndelsen af det 17. århundrede blev navnet Jehova præget på finske mønter. Nogle berømte finske forfattere har også brugt Jehovas navn i deres skrifter. Interessant nok forekommer Guds navn med hebraiske bogstaver også i mange af Finlands kendteste kirker. De der har gjort sig mest bemærket med hensyn til at stå op for Jehovas navn har dog været hans vidner.

Afdelingskontoret udvides

Med den stadige vækst i antallet af Rigets forkyndere har det været nødvendigt at udvide afdelingskontoret mange gange. Ti år efter bygningens opførelse i 1962 var der et stort behov for mere plads. Bladenes oplag var da steget fra 2,3 millioner til 3,7 millioner årligt, og udgivelsen af bøger var steget fra 40.000 til over 200.000 om året. Finland har for eksempel trykt 562.000 eksemplarer alene af bogen Sandheden der fører til evigt liv — cirka én bog for hver tredje husstand i landet. I 1973 blev forsendelsen og lageret derfor udvidet med 2200 kvadratmeter.

Betelfamilien er også vokset fra år til år, og i 1977 blev boligfløjen derfor udvidet med 20 værelser. I årene 1984 til 1986 blev der foretaget store udvidelser af trykkeriet og boligfløjen. Der blev også bygget en særskilt rigssal med 300 siddepladser.

Ny trykketeknik

Foruden udvidelsen af afdelingskontoret skete der også en ændring i trykketeknikken. „Vi tog et stort skridt fremad da vi gik over fra bogtryk i to farver til offsettryk i fire farver,“ siger trykkeritilsynsmanden Heikki Kankaanpää.  „Brødrene i Finland er Det Styrende Råd taknemmelige fordi det gav os tilladelse til at købe en arkoffsetmaskine med fem trykværker. Siden 1981 har vi som et af de første afdelingskontorer kunnet trykke bladene i fire farver. Det har betydet en langt større bladspredning.

I foråret 1985 fik vi det dataanlæg og fotosatssystem som Selskabet selv har udviklet, MEPS-systemet. Endnu en arkoffsetmaskine med fem trykværker, en tysk Miller-Johannisberg, blev installeret i 1988. Den fordoblede vores trykkekapacitet.“

Fremtidsudsigter for de tusind søers land

I årenes løb har Jehovas vidner i Finland været travlt optaget af at forkynde den gode nyhed om Riget. Sandhedens lys har således skinnet klart i dette de tusind søers land. Antallet af forkyndere i forhold til befolkningstallet er et af de højeste i Europa. I de senere år har væksten ikke været allerstørst, men antallet af forkyndere er dog vokset støt.

Levestandarden i Finland har ændret sig betydeligt til det bedre. Åndeligt talt er situationen blandt befolkningen imidlertid blevet forværret på mange måder. Interessen for det materielle har fortrængt mange menneskers næstekærlighed og deres interesse for åndelige spørgsmål. Moralnormerne er sænket. Det fortravlede liv i byerne og den lette adgang til verdslig underholdning har i almindelighed undergravet folks læsevaner.

Skønt størstedelen af befolkningen i Finland stadig tilhører den lutherske kirke, er denne for nylig blevet rystet af mange kriser. Efter en lang kamp inden for kirken accepterede man i 1986 kvindelige præster. Mange præster har offentligt givet til kende at de ikke virkelig tror på Bibelen, dens lære og dens moralprincipper. Oprigtige  mennesker er rystede over denne udvikling. Jehovas folk har derimod holdt urokkeligt fast ved de kristne principper og dermed klart skilt sig ud fra andre trossamfund. Mange kan se forskellen og bliver gennem et bibelstudium med Jehovas vidner hjulpet til at se det virkelige lys, sandheden.

Da korsfarerne for otte hundrede år siden drog gennem Finland, bragte de afgjort ikke den gode nyhed om Guds rige og lyset fra Bibelens sandheder med sig. Men i dette 20. århundrede står Jehova som sejrherre, idet han har ladet sine profetier opfylde og den gode nyhed forkynde af sine nidkære og energiske tjenere. Formidlet af mere end 17.000 fredelige Rigets forkyndere stråler sandhedens lys nu overalt i dette land med de tusinder af øer, de krystalklare søer og de frodige grønne skove.

[Fodnote]

[Oversigt på side 191]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Finland

Rek.tal forkyndere

20.000

17.303

 

13.426

10.620

8.290

4.354

 

 

 

1950 1960 1970 1980 1989

Gns. pionerer

3.000

2.037

 

 

952

671

 

285

207

 

1950 1960 1970 1980 1989

 [Ramme/​kort på side 139]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NORGE

SVERIGE

Polarkredsen

Den Botniske Bugt

Ivalo

Sodankylä

Rovaniemi

Oulu

Iisalmi

Vaasa

Kuopio

Pori

Kuhmoinen

Tampere

Mäntyharju

Hämeenlinna

Lahti

Turku

Kotka

Vantaa

Helsinki

Hanko

SOVJETUNIONEN

[Ramme]

Hovedstad: Helsinki

Officielle sprog: Finsk og svensk

Største kirkeretning: Evangelisk-lutherske

Befolkningstal: 4.954.000

Afdelingskontor: Vantaa

[Illustration på side 141]

Emil Österman var den første forkynder i Finland

[Illustration på side 143]

Kaarlo Harteva, som gav arbejdet en energisk start

[Illustrationer på side 147]

Det første afdelingskontor i Helsinki. „Saarnoja kansalle“, en af de første publikationer på finsk

[Illustration på side 150]

Joseph F. Rutherford i Kaisaniemiparken, hvor han i 1913 holdt sit første offentlige foredrag i det fri

[Illustration på side 154]

Eero Nironen, der virkede som oversætter i mere end 60 år

[Illustration på side 157]

Otto Mäkelä, som i mange årtier virkede i rejsetjenesten og på afdelingskontoret

[Illustration på side 161]

William Dey, tilsynsmand for det nordeuropæiske kontor

[Illustration på side 164]

Brødre i tjenesten med grammofoner og megafoner

[Illustration på side 170]

Kalle Salavaara lærte sandheden at kende på et militærhospital

[Illustration på side 176]

En informationsmarch i Helsinki i april 1945, hvor man averterer et offentligt foredrag

[Illustration på side 181]

N. H. Knorr og M. G. Henschel i 1955, et af deres mange besøg for at opmuntre brødrene

[Illustrationer på side 185]

Det finske afdelingskontor og receptionen

[Illustration på side 186]

Afdelingskontorets nuværende udvalg, fra venstre: H. Kankaanpää, V. Leinonen, E. Kankaanpää, K. Kangas og J. Ropponen