Surinam

Slanger og jaguarer holder til i de tætte regnskove der dækker det meste af det bjergrige Surinam — det mindste land i Sydamerika, både i størrelse og befolkningstal. Hvad mod i tjenesten for Jehova Gud angår, står landet dog ikke tilbage for noget andet land.

DEN 31. juli 1667 underskrev de evigt konkurrerende imperier Storbritannien og Nederlandene en fredsaftale og byttede besiddelser: Nederlandene overlod Ny Amsterdam til Storbritannien, som på sin side afstod Surinam til Nederlandene. Du kender uden tvivl briternes udbytte af handelen — Ny Amsterdam, som de omdøbte til New York. Men hvad med Surinam?

Surinam, der tidligere hed Hollandsk Guyana, ligger ved Sydamerikas nordøstlige kyst, kilet ind mellem Guyana, Brasilien og Fransk Guyana. Landet kan sammenlignes med Florida hvad dets tropiske klima angår, men er noget mindre i størrelsen. Men stop engang. Hvis du elsker at svømme i  det blå hav eller at nyde solen på hvide sandstrande, er Surinam nok ikke lige stedet for dig. Landets mudrede kyst ser faktisk så uindbydende ud at de første bosættere kaldte den Vildkysten. Men hvis du er eventyrlysten, så pak insektmidler, malariapiller og moskitonet i bagagen og kom og udforsk det mest frodige og gådefulde i naturen: den mægtige regnskov.

Set fra luften danner regnskovens løvtag et ensformigt grønt tæppe der kun brydes af talrige floder som bugter sig nordpå mod Atlanterhavet. Men kig engang under tæppet, og du vil finde et dyreliv der er mere varieret end noget andet sted: den sky jaguar, den farvestrålende ara, den skrigende abe og den vældige vandboa.

Variation kendetegner også Surinams befolkning. De oprindelige indbyggere var indianere. Så kom de sorte slaver fra Vestafrika, bragt hertil for at arbejde i kaffeplantagerne. Senere dannede bortløbne slaver, kaldet busknegre, stammer der spredtes i hele den tætte regnskov som dækker 80 procent af Surinam. Derefter ankom indere og indonesere. Læg dertil kinesere, libanesere, jøder og efterkommere af de nederlandske bosættere, og du forstår hvorfor Surinams 400.000 indbyggere somme tider kaldes „verden i lommeformat“.

 De lige så varierede religiøse opfattelser blandt landets hinduer, muslimer, mähriske (bøhmiske) protestanter, romerske katolikker, animister, fetichdyrkere og andre, gør det nærmest til et religiøst kludetæppe. Føj hertil omkring ti forskellige sprog, lige fra hollandsk (det officielle sprog) til sranan tongo (det lokale tungemål), og du vil forstå hvorfor bogen Suriname — Land of Seven Peoples (Surinam — De Syv Folks Land) siger at det stadig „har lange udsigter“ før der opnås national enhed.

Kort efter århundredskiftet kom der imidlertid endnu et sprog til Surinam — Bibelens sandheds ’rene sprog’ — og det bragte enhed overalt hvor det blev talt. (Zef. 3:9) At sprede Bibelens sandheder i byerne, landdistrikterne og regnskoven krævede imidlertid mod, udholdenhed, offervilje og, ikke mindst, Jehova Guds støtte. Hvordan lykkedes det for Jehovas tjenere? Vi indbyder dig til sammen med os at genopleve højdepunkterne i ni årtiers forkyndelsesarbejde. Lad os derfor gå tilbage til året 1903. Vi befinder os i det nordvestlige Surinam.

Sandheden kommer sejlende

Færgen arbejdede sig møjsommeligt over Courantyneflodens munding med passagerer fra Guyana til den lille havneby Nieuw Nickerie i Surinam. En af passagererne, en købmand midt i tyverne ved navn Herbonnet, kunne næsten ikke vente på at komme i land og vise sine venner de bøger han havde bragt med.

Hans venner — bageren Marie Donk, købmanden Alfred Buitenman og skomageren Julian Dikmoet — blev hurtigt betaget af de enkle forklaringer af Bibelens sandheder som disse bøger indeholdt. Inden længe dannede disse fire venner en bibelstudiegruppe i bageren Marie Donks hjem. Dér studerede de flere bøger af samme forfatter, Charles T. Russell, Vagttårnsselskabets første præsident, fra De Forenede Stater.

 Marie Donk, en veltalende jødisk mand, førte an og tilskyndede sine kunder til at komme i studiegruppen. Kunderne reagerede ikke rigtig før bageren brugte et slogan som de gamle nickerianere husker den dag i dag: „Nyan brede sondro frede!“ (Spis brød uden frygt!) „Det betød,“ forklarer den 83-årige Lien Buitenman, Alfred Buitenmans datter, „at folk fik gratis brød efter møderne.“

Det virkede. Mødedeltagelsen steg som nyæltet dej, men kun indtil bager Donk tilskyndede forsamlingen til sammen med ham at forkynde i landdistrikterne om søndagen. Da holdt de fleste op med at komme til møderne.

Ikke desto mindre var der fra 1910 til 1914 nogle trofaste som gik med broder Donk til en kog (et inddiget stykke marskland) uden for Nickerie, vadede ud i en kakaoplantages afvandingskanal og blev døbt. „Disse dåbshandlinger tiltrak i hundredvis af tilskuere,“ fortæller James Brown, der nu er 86. Han husker hvordan han tryllebundet så broder Donk sænke en fuldt påklædt ny discipel ned under vandet mens han råbte: „I Faderens navn.“ Så sænkede han den samme person ned under vandet endnu en gang og sagde: „I Sønnens navn,“ og igen, for tredje gang: „I den hellige ånds navn.“ Derefter vendte døberen sig mod tilskuerne og råbte: „Kom! Bliv døbt og forbliv i live!“ Nogle kom, men mest af frygt for at verden ville gå under i 1914. Da 1914 kom og gik, gled ret mange af dem bort.

„Guds rige er kommet“

Omkring 1920 fik de bibelstudenter der fortsatte, imidlertid en åndelig indsprøjtning da en broder fra De Forenede Stater ankom med båd og viste Skabelsens Fotodrama.

„Hele byen talte om det,“ beretter James Brown. „Jeg tog tidligt hen til skuret i kakaoplantagen og sad på første række. Fem hundrede mennesker fyldte stedet. Forevisningen begyndte. Jeg havde aldrig set noget lignende — lysbillederne,  filmen, musikken! En mand rejste sig og sagde: ’I aften er Guds rige kommet til Nickerie!’“

Nu satte væksten ind igen, og i begyndelsen af trediverne opførte brødrene et lille mødested i broder Donks gård. Men menigheden i Nickerie skulle igen få problemer der ville blive en prøve for den.

En beskeden broder træder frem

Midt i trediverne blev det kendt at broder Donk levede et liv der ikke stemte med Bibelens moralnormer. Alligevel blev han ved med at lede møderne. Hvem ville rette dette?

Alfred Buitenman, en lille mand med en mild røst, havde i ubemærkethed støttet menigheden økonomisk siden sin dåb i 1903. „Men under et møde,“ erindrer Lien, „blev jeg forbløffet over at se min fader træde frem, hæve stemmen og meddele at fra nu af ville møderne blive holdt i vores dagligstue.“ Heldigvis støttede de fleste af brødrene denne flytning, men nogle blev hos bager Donk. Med tiden opløstes denne gruppe.

Broder Buitenman tog så kontakt med Selskabets hovedkontor i New York, fik tilsendt bøger og brochurer, og tjente  fra 1936 som en trofast hyrde for den menighed der var betroet i hans varetægt.

Men lad os for et øjeblik rette vor opmærksomhed 240 kilometer længere mod øst og gå 25 år tilbage i tiden. Vi kommer da til hovedstaden, Paramaribo, i året 1911.

En fattig maler sætter et eksempel

Under et besøg i Paramaribos havn mødte pilgrimbrødrene (som kredstilsynsmændene dengang blev kaldt) Blake og Powell fra De Forenede Stater Frederic Braighwaight, en ydmyg maler sidst i trediverne som var født på Barbados. Frederic forstod at det var sandheden og gjorde sin kone, Cleopatra, og en af sine venner interesseret. Han begyndte at holde møder i sit meget lille træhus.

Ligesom pilgrimbrødrene var Frederic på udkig efter måder at udbrede Bibelens sandheder på. Således forkyndte han på sit arbejde for tømreren Willem Telgt. Tømreren syntes godt om det han hørte, og sammen med en af sine venner begyndte han at overvære møderne hos „de alvorlige bibelstudenter“, og derved øgedes deres antal fra tre til fem.

Broder Braighwaight satte pris på møderne. „Skønt broder Braighwaight var fattig,“ fortalte Willem Telgt for nogle år siden, „havde han altid en nypresset hvid habit på til møderne. Nogle dage hvor han ikke havde råd til mad, kunne man høre hans tomme mave rumle, men ikke desto mindre ledte han hvert møde med lige stor begejstring.“

Ansporet af broder Braighwaights eksempel blev Willem Telgt døbt den 19. februar 1919, og han spillede senere en fremtrædende rolle i forbindelse med at udvide Rigets interesser.

Bliver offentligt kendt

I tyverne var bibelstudenterne kun lidet kendt i hovedstaden. Det ændredes imidlertid midt i trediverne da en af  dem, en broder Graham, satte en bænk op foran en forretning over for det travle marked. Her åbnede han sin ramponerede kuffert og udstillede Selskabets farverige indbundne bøger. Alle hverdage indtog denne gamle engelsktalende broder sin plads.

Folk som var på indkøb samlede sig ofte rundt om hans kuffert, ivrige efter at få en debat i gang. „Men broder Grahams kommentarer var korte, meget korte,“ erindrer Leo Muijden, der døde for nylig i en alder af 78 år. „En dag så jeg i hans kuffert en brochure med et billede af en ung mand der løb. Jeg spurgte broder Graham: ’Hvor løber han hen?’ Den ældre broder så op og sagde: ’Hvis du læser den, vil du finde ud af det.’ Det var alt. Så læste jeg Redning i Riget og fandt ud af det!“

Rigets budskab lyder vidt og bredt

Foruden gennem bøger hørte folk i Paramaribo også Rigets budskab ved hjælp af grammofonplader. Hvordan? Søndag aften anbragte Cornelus Voigt, en butiksindehaver der sympatiserede med Vidnerne, sin grammofon og en stor højttaler på førstesalen i sit hus. „Så spillede han en plade med en katolsk messe, efterfulgt af religiøs musik,“ beretter broder Telgt. „Derefter, når der havde samlet sig folk nok,  satte han en anden plade på og skruede helt op for styrken. Pludselig rungede Joseph F. Rutherfords stemme ud over forsamlingen og kunne høres langt væk.“

På hverdagsaftener behøvede Voigt aldrig at tiltrække en tilhørerskare, men kunne blot vente til hans søn Louis, en kendt læge, åbnede sin konsultation i en klinik i huset ved siden af. Så snart venteværelset var fuldt af patienter, spillede Voigt pladerne. Helen Voigt, lægens kone, siger: „Patienterne blev tvangsindlagt til at lytte til broder Rutherford hvad enten de brød sig om det eller ej.“ Ja, gennem bøger og plader var Vidnerne nu blevet både set og hørt af offentligheden.

Én bliver til tre, men ingen vækst

Eftersom den anden verdenskrig blev udkæmpet langt bag Surinams horisont, led brødrene ingen overlast på grund af krigens dødbringende storme. Ikke desto mindre kom menigheden i Paramaribo ud for nogen uro. Hvilken? En strid mellem brødre.

„Omkring 1945,“ fortæller Leo Liefde, der nu er 80 år gammel og er kommet til møderne siden 1938, „var menigheden blevet splittet i tre grupper der mødtes tre forskellige steder, skønt de alle tre kaldte sig Jehovas Vidner.“ Og da det i 1946 blev meddelt at Selskabets tredje præsident, Nathan H. Knorr, ville besøge Surinam, „så alle tre grupper frem til at modtage ’deres’ præsident,“ tilføjer broder Muijden. Hvordan ville broder Knorr reagere?

Mandag den 1. april 1946 ankom broder Knorr sammen med Frederick W. Franz, Selskabets daværende vicepræsident, til Paramaribo. Samme aften samledes 39 brødre fra alle grupper på neutral grund, i en skolegård, for at høre broder Knorr og broder Franz tale. Derefter, under spørgetiden, fremkom brødrene med deres uoverensstemmelser. Præsidenten lyttede et stykke tid, men så havde han hørt nok.

 „Broder Knorr gjorde det kort,“ mindes broder Muijden. „Han sagde: ’Hvem af jer ønsker at der skal komme en missionær her?’ Vi rakte alle hånden op. ’Godt,’ sagde broder Knorr. ’Han kommer i denne måned.’“ Den 27. april 1946 ankom, som lovet, gileaditten Alvin Lindau.

En ny æra begynder: En missionær kommer til

Amerikaneren Alvin Lindau, 26 år, flyttede ind hos broder Baptista og begyndte at føje de forskellige grupper sammen i én. En måned senere rapporterede broder Lindau glad: ’Antallet af forkyndere der rapporterer er steget fra 2 til 18.’ Broder Knorr havde til gengæld også gode nyheder til Surinam. Han skrev at der den 1. juni 1946 ville blive oprettet et afdelingskontor. „Jeg er sikker på,“ tilføjede broder Knorr, „at tiden er inde til at sætte skub i arbejdet i Paramaribo.“

Udnævnt som afdelingstilsynsmand tog Lindau fat på arbejdet. Først flyttede han afdelingskontoret fra broder Baptistas hjem til førstesalen i en rummelig toetages bygning i Zwartenhovenbruggade 50 og omdannede stueetagen til en rigssal. Så påbegyndte han et ugentligt bogstudium, tjenestemøde og vagttårnsstudium. Derefter lærte han brødrene at lede bibelstudier.

Dernæst meddelte broder Lindau: „Vi går i offensiven!“ En ældre forkynder fortæller: „Han indbød os til at være med til at sprede bogen Børn fra hus til hus. Til at begynde med var jeg lidt tøvende, men broder Lindau sagde til mig: ’Enten svømmer du, eller også synker du.’ Så fyldte jeg min taske med bøger og tilbød denne nye bog til dem der boede rundt om rigssalen. Til min glæde var tasken snart tom.“

Der var imidlertid nogle få brødre som hellere ville holde foredrag end sprede bøger, og som mumlede: ’Vi har ikke noget at gøre med Vagttårnsselskabet. Vi tror på pastor  Russell.’ Så de „sank“. De fleste af brødrene støttede dog bogkampagnen. Men de følte at de havde brug for en form for oplæring. Det var netop hvad de følgende måneder bragte.

Et år med fremadskridende undervisning

I september 1946 blev den teokratiske skole indført i Paramaribomenigheden. Samme måned begyndte en kampagne med offentlige foredrag i rigssalen. Løbesedler fangede offentlighedens opmærksomhed — og også politiets.

Onsdagen før det første foredrag blev taleren tilsagt at møde på politistationen. ’Er dette det første land hvor Vagttårnsselskabet virker?’ ville betjentene vide. Da de fandt ud af at Surinam faktisk var et af de sidste steder Selskabet havde nået, opgav de deres indvendinger. De offentlige møder er blevet holdt lige siden.

Den følgende måned, oktober, bød menigheden de næste gileaditter velkommen. Det var Max og Althea Garey og Phyllis og Vivian Goslin. Ved at arbejde side om side med de lokale brødre sikrede „de fem amerikanere fra Vagttårnet“, som missionærerne blev kaldt over hele byen, sig at forkynderne gjorde fremskridt.

Ved slutningen af 1946 havde missionærernes hårde arbejde og kærlige omsorg udvirket meget: Forkyndelsen var vokset, og splittelserne var veget for enhed. Men der var flere fremskridt i vente.

I december blev det første teokratiske stævne afholdt — med temaet „Glade Nationer“. Opildnede af udgivelsen af bogen „Gud Maa være Sanddru“ var 20 forkyndere kun én time om at uddele 8000 løbesedler som averterede det offentlige foredrag. Der kom 213 — det hidtil største antal.

Samme måned invaderede brødrene forretningsgaderne med Vagttårnet og Vågn op! Nysgerrige forbipasserende samlede  sig om forkynderne. En mand der kom kørende i en æselkærre, fik øje på en søster med bladene og styrede sin kærre lige over til det hjørne hvor hun stod. Han ville have bladene. Den formiddag blev der spredt 101 blad. Gadearbejdet var kommet i gang.

Tilbage hvor vi begyndte

I 1948 steg forkyndertallet til over et hundrede. Men lige så hurtigt som mørket falder på i troperne, blev fremgangen afløst af tilbagegang. I marts 1949 var der kun 88 forkyndere som stadig var aktive. Striden brød ud igen. Hvad var der galt?

Det viste sig at der forekom alvorlige uregelmæssigheder på missionærhjemmet. Broder N. H. Knorr og broder M. G. Henschel fra hovedkontoret så på sagen da de i april 1949 besøgte Surinam. Senere blev John Hemmaway, en missionær fra Guyana, sendt hertil for at undersøge forholdene. Det førte til at tre missionærer måtte rejse, og broder og søster Garey var alene tilbage med en menighed på 59 forkyndere. Brødrene var tilbage hvor de begyndte. Hvordan skulle man få dem til at gå fremad igen?

Max Garey blev midlertidigt udnævnt til afdelingstilsynsmand og viste sig at være en omsorgsfuld hyrde i en mørk tid. Pioneren Nellie van Maalsen, der nu er 76 år, fortæller: „Som mange andre i menigheden var jeg bedrøvet og forvirret i de dage, men,“ siger hun med varme i stemmen, „Max var en kærlig broder. Han fik os til at falde til ro. Selv nu kan jeg, når jeg tænker på broder og søster Garey, ikke lade være med at få tårer i øjnene.“

I tre måneder plejede Max Garey sårene, så at sige, på den reducerede gruppe. Og i november 1949 ankom der nye gileaditter, J. Francis Coleman og S. „Burt“ Simmonite fra Canada, for at hjælpe brødrene på fode igen.

 Afdelingskontoret og missionærhjemmet var tidligere blevet flyttet til trange lokaler på Gemeenelandsvej 80. For at skaffe plads til de nyankomne blev der derfor lejet et hus mere i Prinsengade. Burt Simmonite blev i en alder af 27 år udnævnt til afdelingstilsynsmand.

Den 22. januar 1950 følte brødrene på en helt personlig måde Jehovas organisations omsorg og forståelse. Den dag foretog broder Knorr en speciel tur til Surinam for at opmuntre brødrene. ’Selv om folk sladrer og taler dårligt om Jehovas Vidner,’ sagde broder Knorr til de 75 brødre, ’skal I ikke lade jer forurolige af det. Med det liv I fører og det budskab I forkynder vil I kunne hjælpe dem der søger sandheden. Det må vi gøre uanset hvad andre har gjort eller vil gøre i fremtiden.’

Efter tre dages opbyggende samvær tog broder Knorr afsked med brødrene. Styrkede gik de igen fremad.

Igen på rette spor

Da Paramaribomenigheden nu igen var på rette spor, vendte missionærerne blikket mod vest til Nickerie, hvor broder Buitenman og fem andre forkyndere — uberørt af den kommen og gåen der havde været i Paramaribo — havde forkyndt Rigets budskab siden 1936. For at hjælpe broder Buitenman, der da var 71 år gammel, flyttede broder og søster Garey til Nickerie. Senere blev møderne flyttet fra broder Buitenmans hjem til missionærhjemmet i Gouverneurgade.

John og James Brown, pålidelige brødre som dengang var sidst i fyrrerne, hjalp broder Garey og modtog til gengæld en grundig oplæring. Med tiden blev John og James i stand til at holde friluftsforedrag i Nickerie og i landsbyerne i omegnen. Foredragene blev holdt onsdag aften i skæret fra en petroleumslampe.

 Så tog deres broder, Anton Brown, også imod sandheden, og „Brownernes Kirke“, som folk i byen kaldte menigheden, udvidede sin aktivitet. Da det første kredsstævne blev holdt i Nickerie i februar 1953, var der 21 forkyndere, en tredobling. Det var tydeligt at menigheden havde gavn af missionærerne. Men hvordan gik det de andre missionærer, Burt Simmonite og Francis Coleman, i Paramaribo?

Tjeneste kontra medicin

Burt og Francis gjorde deres bedste for igen at aktivere nogle af de gamle forkyndere, men forgæves. Ofte svigtede forkynderne tjenesteaftaler med standardsvaret: „Broder, jeg kunne ikke komme. Jeg havde taget medicin.“

Ja, på grund af alle indvoldsparasitterne i troperne kunne dette svar nu og da være rigtigt. „Men,“ siger Burt, „om det nu var rigtigt eller ej, kom jeg til den slutning at der blev konsumeret en enorm mængde medicin i den lille menighed.“ Men hvad kunne der gøres ved det?

Søster van Maalsen kom til hjælp. En dag hvor hun ikke var kommet for at gå med ud i tjenesten, sagde hun: „Broder, jeg bliver nødt til at sige sandheden. Jeg var simpelt hen alt for træt.“ Rørt af hendes ærlighed bøjede den høje Burt sig ned og gav hende et lille knus og sagde: „Nellie, så vidt jeg ved er du den første der siger mig sandheden om dette.“ Burt regnede med at hans bemærkning ville rygtes blandt forkynderne. „Det må den have gjort,“ siger han, „for pludselig blev der ikke taget nær så meget medicin mere.“

„Mine drenge“

Der var dog mange i menigheden der værdsatte de hårdtarbejdende missionærer, så det varede ikke længe før Burt og Francis havde fået en plads i forkyndernes hjem og hjerte. Selv når man i dag nævner Burt og Francis for de  gamle forkyndere, lyser de svage øjne, de rynkede ansigter smiler, og minderne vælder frem.

„Det var som om Burt og Francis hørte til familien. De var mine drenge,“ siger Oma (bedstemor) de Vries, der nu er 91 år gammel. Fra sin gyngestol peger hun på førstesalen i huset ved siden af. „De boede dér. De var muntre naboer.“

„Når vi hørte Burt fløjte, vidste vi at han skulle i tjenesten,“ begynder Omas datter, Loes.

„Og når Francis spillede på sin violin eller på en eller anden måde lavede musik med to skeer, så vidste vi at han slappede af,“ tilføjer datteren Hille. „Og når vi hørte Burt skråle sang nr. 81, ’Kald på Rigets muntre sang!’, vidste vi at han var i brusebad.“

„Og,“ bryder Dette, endnu en datter, ind, „når vi kunne lugte mad der var brændt på, vidste vi at drengene studerede.“ Oma begyndte derfor at lave mad til dem. Hun ler hjerteligt og runder historien af med at tilføje: „Jeg bandt en pande med mad til en kost og stak den ud af mit vindue på første sal. Så rakte Burt sine lange arme ud fra lejligheden ved siden af og greb fat i panden, og middagen var klar!“

Hvor blev brødrene kede af det da Francis fik den frygtede tropeinfektion filariasis. Trods feberanfald og et opsvulmet ben fortsatte Francis i mere end to år i missionærtjenesten. Men til sidst tvang sygdommen ham til at vende tilbage til Canada. Broder Francis Coleman havde været en stærk støtte i menigheden. Med hans hjælp var ånden i menigheden blevet betydeligt bedre, og forkyndertallet var vokset til 83.

Minder om højt skattede medarbejdere

Da forkyndertallet var stigende skrev Burt Simmonite til Brooklyn: „Det ville være alle tiders hvis vi kunne blive over  100 i år!“ Og det blev de. I april 1952 var der en forøgelse på 30 procent — 109 forkyndere.

Nu skal vi møde to højt skattede forkyndere fra den tid: Hendrik Kerk og William Jack. Hendrik, en stor mand med et vindende smil og rare øjne, var en bandefører som var bedre kendt af politiet end i de dannede kredse. „Hendrik var en usleben diamant,“ mindes Burt. Han tog imod sandheden, støttede menigheden af hele sit hjerte og blev senere den første lokale specialpioner.

Så var der William, en munter og utrættelig arbejder i halvfjerdserne. Han boede i en miserabel hytte og gik i lappet, men rent tøj. Han tilbragte mange timer i sin kano der var lavet af en udhulet træstamme, og forkyndte for de folk der boede spredt langs floden. Når han fandt interesserede afholdt hans dårlige hjerte ham ikke fra at rejse langt for at besøge dem.

„En tidlig morgen,“ erindrer Burt, „padlede vi i timevis op ad floden for at besøge en interesseret familie. Endelig nåede vi frem, hvilede lidt og begyndte at studere ved sekstiden om aftenen. Først studerede broder Jack bogen „Sandheden skal frigøre jer“. Så gik han over til Vagttårnet, og derefter, mens jeg sad og nikkede af døsighed, gik han over til en tredje publikation. På grund af afstanden kunne han kun besøge familien hver anden uge, men han forstod at  udnytte tiden. Næste dag padlede vi tilbage. Det var en lykkelig tid.“

Afdelingstilsynsmandens særlige strategi

I december 1951 fik vi en god nyhed: Fire nye missionærer, Shedrick og Wilma Poyner, Muriel Simmonite og Connie McConnell, ville blive sendt til Surinam. Snart kom der imidlertid dårlige nyheder: Statsadvokaten nægtede under indflydelse af kristenhedens kolonipræsteskab at give nogen af dem indrejsetilladelse.

Afdelingstilsynsmanden blev alligevel ved med at henvende sig til ham. Til sidst sagde statsadvokaten: ’To missionærer kan få indrejsetilladelse. De kan selv bestemme hvem De vil have.’ Eftersom menigheden havde behov for endnu en broder, valgte broder Simmonite broder og søster Poyner. ’Anmodningen imødekommet.’ Men afdelingstilsynsmanden havde ikke i sinde at lade sagen falde med det.

„Jeg nævnte så at Muriel Simmonite var min søster,“ fortæller Burt, „og at jeg håbede at han ikke ville skille os ad ved at nægte hende at komme ind i landet.“ Statsadvokaten kunne ikke så godt gøre dette. Igen blev anmodningen imødekommet. Men der var ingen mulighed for at få indrejsetilladelse til Connie McConnell. Resultatet blev altså tre ud af fire. Men Burt havde ikke tabt modet endnu. Han skiftede blot strategi.

Han forklarer: „Gennem de breve min søster havde sendt til mig mens hun tjente sammen med søster McConnell i Quebec i Canada, var jeg kommet til at kende en hel del til denne unge kvinde. Så da jeg senere mødte hende ved stævnet i New York i 1953, blev vi forlovet, og hun fik lov til at komme ind i Surinam som min forlovede. Vi blev gift i Surinam, og det endelige regnestykke blev fire ud af fire, hvilket jeg var temmelig godt tilfreds med. Det gav os alle noget at grine ad.“

 Det første skridt ud i landområderne

Hidtil havde brødrene koncentreret sig om byerne Paramaribo og Nickerie. I 1953 kom sandheden imidlertid til landsbyen Meerzorg da Leo Tuart flyttede dertil.

Leo, dengang 40 år gammel, havde været i kontakt med sandheden siden 1944. Leo var lille og livlig og havde altid en brun filthat på hovedet. Han arbejdede som stevedore på havnen i Paramaribo og var kendt for sin ærlighed. Skønt Leo var vellidt i sin landsby, kom han dog ikke nogen vegne med hensyn til at gøre nogle af landsbyboerne til disciple — ikke før afdelingskontoret sendte „stormtropperne“, i skikkelse af Hendrik Kerk.

I løbet af kort tid fik Hendrik og Leo kontakt med tre mænd der tog imod et bibelstudium. Tilskyndet af Jehovas ånd og under Hendriks grundige ledelse gjorde de alle tre fremskridt og blev døbt. De blev svejset godt sammen og udgjorde sammen med Leo et harmonisk team.

Teamwork var også nøglen til deres næste projekt: bygningen af en rigssal. Ingen af dem havde penge, men de tre nye brødre tilplantede et stykke af deres marker med ris og skænkede udbyttet af høsten til byggeprojektet.

Broder Tuart havde imidlertid ingen jord som han kunne plante ris i. Men for at bidrage til projektet lånte han 200 gylden i banken, som han så betalte tilbage lidt efter lidt af sin ringe indtægt. Disse fire fattige brødre nåede deres mål og byggede en fin rigssal.

Halvvejs gennem byggeriet standsede disse brødre for øvrigt arbejdet for at overvære et særligt stævne i Paramaribo. Mandag aften den 18. januar 1954 var de blandt de 159 der lyttede til broder Knorrs og broder Henschels foredrag.

„Ved stævnet,“ mindes broder Leo Tuart, der nu er 77, „sagde broder Knorr og broder Henschel at de gerne ville se  vores nye rigssal.“ „Jeg var lidt nervøs,“ siger han mens han retter på sin filthat, „men det havde jeg slet ingen grund til at være. De to brødre roste vores arbejde. ’Men,’ sagde broder Knorr, ’fæld ikke det smukke mangotræ foran rigssalen. Det vil give skygge og kølighed.’ Vi fulgte broder Knorrs råd, og træet står der stadig og giver skygge, kølighed og mangoer.“

Længere ud i landdistriktet

For at holde trit med væksten var afdelingskontoret i mellemtiden blevet flyttet til et fireetages hus i Zwartenhovenbruggade. En skoforretning der hed Fathma havde til huse i stueetagen. På første sal var der rigssal og køkken, på anden sal var der afdelingskontor og missionærhjem, og øverst oppe var der boglager.

Fra dette missionærhjem foretog Muriel Simmonite, der da var 28 år gammel, regelmæssigt forkyndelsesture til Onverdacht og Paranam, landsbyer der lå cirka 30 kilometer syd for Paramaribo. „Tidligt om morgenen kunne vi køre gratis med en bus der kørte arbejdere til en bauxitmine,“ mindes Helen Voigt, der fulgtes med Muriel en gang om ugen. „Så forkyndte vi for de folk der boede i nærheden af minen, spiste vores madpakke ved middagstid, forkyndte videre og kørte hjem sammen med arbejderne. Trætte men godt tilpas nåede vi hjem ved sekstiden om aftenen.“

På et tidspunkt fik Muriel kontakt med den rolige og tynde Rudie Pater, som tog imod sandheden. Men Rudie ville gerne nå længere ud med forkyndelsen og havde transportmuligheder — en stor Harley-Davidson motorcykel.

Han fortæller: „Muriel tog tidligt til Paranam og arbejdede hele dagen. Om aftenen tog jeg så Harleyen og kørte til Paranam og mødte Muriel, og vi ledte nogle flere bibelstudier. Ved midnatstid hoppede Muriel op bag på Harleyen, og vi drønede hjemad.“

 Bryllup eller bil?

Resultaterne i disse landsbyer var så lovende at Rudie senere overvejede at købe en bil så flere forkyndere kunne komme med. „Jeg havde lidt sparepenge,“ fortæller Rudie, „men jeg havde brug for dem til at betale udgifterne i forbindelse med mit forestående bryllup. Jeg drøftede det med Mary, min forlovede, der også studerede Bibelen, og hun var indforstået med at vi udsatte brylluppet. Jeg købte så en engelskfabrikeret Hillman, og fra da af var vi fem der forkyndte i landdistrikterne.“ Resultatet? I 1954 blev der holdt gruppestudium i Paranam, Onverdacht og tre andre steder uden for hovedstaden.

For øvrigt blev der bryllup. Og i dag er broder og søster Pater meget afholdte forkyndere i Paramaribo.

Ændringer i tilsynet

Ved udgangen af 1954 var der sket flere ændringer. De produktive missionærer Shedrick og Wilma Poyner havde forladt landet. Max og Althea Garey var flyttet til Curaçao, hvor de virkede i over ti år som missionærer før de vendte tilbage til De Forenede Stater. De første lokale specialpionerer, Hendrik Kerk og Melie Dikmoet, skomageren Julian Dikmoets datter, var blevet sendt til nye distrikter. Og Burt Simmonites kone, Connie, ventede sig, så der var brug for endnu en missionær som på et tidspunkt kunne afløse broder Simmonite som afdelingstilsynsmand.

I november 1954 overgav Burt derfor tilsynet til Dirk Stegenga, en forsagt hollandsk missionær på kun 22 år. Det er vist ikke nødvendigt at sige at det tog broder Stegenga nogen tid at finde sig selv.

Ny i missionærlivet

„To dage efter min ankomst,“ mindes Dirk, der nu er 57, „rejste Burt og Connie ud i kredstjenesten, og Muriel var udenlands. Så dér var jeg, nervøs og alene i det store hjem.“

 Netop som Dirk var ved at falde i søvn, skar en gennemtrængende lyd, eeeh, eeeh, eeeh, gennem soveværelset. Et fløjtende damptog rundede en kurve lige ved siden af huset. Da toget igen kom op i fart, druknede al gadestøjen i maskinens shu, shu, shu. Tyk røg og glødende gnister fyldte gaden, huset og hans værelse. „Derefter,“ fortsætter Dirk, „så jeg måbende til mens dansende gnister landede på de nylonskjorter jeg havde med fra New York, og brændte lige igennem dem og efterlod masser af huller i dem alle sammen. Jeg var helt ulykkelig.“

De følgende dage bragte mere varme, støj og røg, flere gnister og flere huller i skjorterne. „Og for at gøre det hele endnu værre,“ tilføjer Dirk, „så jeg store rotter smutte gennem køkkenet. Da kunne jeg ikke klare mere.“ Heldigvis fik Helen Voigt medlidenhed med den enlige missionær og fik ham til at føle sig velkommen ved at sørge for mad til ham. „Helen,“ siger Dirk taknemmeligt, „var som en moder for mig.“

Men efter at de andre missionærer var vendt tilbage, fandt Dirk sig snart til rette, og hjulpet af Burt tog han fat på arbejdet.

Nogle måneder senere rettede Dirk og Burt deres opmærksomhed mod et distrikt med mange udfordringer: den uberørte regnskov. ’Kunne vi få fodfæste der?’ tænkte de. For at finde ud af det pakkede de i september 1955 deres tasker, steg på damptoget og kørte ind i den tætte regnskov. Et spændende kapitel i forkyndelsen af Riget begyndte.

Vågn op!-korrespondenter i et ugæstfrit distrikt

Hidtil havde ingen af regnskovens beboere, indianerne og busknegrene, taget imod sandheden. Nogle få busknegre havde dog hørt Rigets budskab for første gang i 1947 da der blev holdt foredrag på en soldaterkaserne hvor busknegrene boede når de var i hovedstaden.

 Og i 1950 havde to brødre besøgt Gansé, en landsby med 1300 busknegre ved Surinamfloden. Men den mähriske præst dér forkyndte højlydt: „To falske profeter sælger bøger!“ Så lige efter at brødrene havde afsat fire bøger til en ældre mand i en hytte, jog i hundredvis af ophidsede kirkemedlemmer brødrene tilbage til floden. Brødrene kom op i deres kano i en vis fart og padlede bort, og undgik med nød og næppe at blive lynchet.

Nu, fem år senere, tænkte både Burt og Dirk på dette mens toget tøffede ind til Kabel. Det var endestationen, to timers padletur fra deres bestemmelsessted, Gansé. Hvordan ville man behandle dem denne gang? For at afværge fjendtlige reaktioner havde afdelingskontoret skrevet til landsbyens høvding og bedt om lov til at sende to Vågn op!-korrespondenter til Gansé for at indsamle oplysninger til en artikel om busknegrene. Høvdingen havde svaret at korrespondenterne var velkomne.

Den dag Burt og Dirk ankom til Gansé i kano, var høvdingen og hans hjælpere der for at tage imod dem. „Vi blev modtaget som kongelige,“ beretter Dirk. „De viste os hvor vi skulle bo, et af de bedste huse i landsbyen, og fulgte os dernæst ned til floden og vendte høfligt ryggen til indtil vi var færdige med at bade os. Derefter var vi sammen med dem. Det var Burt, der talte sranan tongo, som måtte føre ordet.“

Da brødrene næste dag gik rundt i landsbyen, forkyndte de forsigtigt for nogle af landsbyboerne. Et par dage senere, en tidlig søndag morgen, tog de tilbage til Kabel. Dér indlogerede de sig i gæstehuset for at vente på toget, der skulle afgå næste dag. *

 Padler efter missionærerne

Nogle timer efter at missionærerne havde forladt Gansé, kom en 18-årig buskneger, Frederik Wachter, imidlertid dertil. Hans venner fortalte ham at der havde været besøg af to høje, hvide mænd som de troede var Jehovas vidner. Frederiks hjerte sank i livet på ham. I et år havde han holdt udkig efter Vidnerne, og nu havde de været der og var taget af sted igen! Men da han hørte at missionærerne skulle med toget næste dag, sagde han: „Jeg må have fat i dem inden toget kører.“ Kunne han nå det?

Da missionærerne vågnede mandag morgen lagde de mærke til en lille, genert buskneger som ventede udenfor. „Har I været og forkynde i min landsby?“ spurgte Frederik. „Ja,“ svarede de forbavsede missionærer. „Hvorfor spørger du om det?“

„Jeg var desværre ikke hjemme, men jeg er kommet for at få noget mere at vide om jeres tro.“ Missionærerne satte sig ned sammen med Frederik og besvarede hans spørgsmål om sabbatten, dåben, Riget og andre ting. Men de var nysgerrige efter at vide hvordan denne intelligente unge mand havde hørt om Jehova. Her er Frederiks historie:

Lige før de to brødre i 1950 var blevet drevet ud af Gansé, havde de spredt fire bøger til Frederiks onkel. Fire år senere havde Frederik fundet disse bøger, læst dem og lært sandheden om de dødes tilstand. Fra da af havde han nægtet at følge sin stammes overtroiske ceremonier. Han havde også forladt Den Mähriske Kirke, og håbede en dag at træffe Jehovas Vidner.

Denne mandag morgen gik hans ønske i opfyldelse. Men nu var toget ved at køre ind. Missionærerne tog af sted efter at have givet ham bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og indbudt ham til at besøge afdelingskontoret når han kom til hovedstaden. Det lovede Frederik at gøre.

 Den første broder blandt busknegrene

Næste måned, oktober, bankede en barfodet ung mand på missionærhjemmets dør. Dirk Stegenga fortæller: „Frederik havde læst ’Gud Maa Være Sanddru’, huskede hver detalje og forstod sandheden. I to uger kom han hver dag til missionærhjemmet og studerede. Men han kom ikke til møderne. Vi undrede os.“

„Efter at vi en dag havde inviteret ham igen,“ fortsætter Dirk, „så Frederik ned og mumlede: ’Jeg har ingen sko.’ Han generede sig for at komme. Nu ønskede vi ikke at gøre ham til en ’riskristen’ ved at give ham sko. Jeg sagde i stedet: ’Vi vil vise en film, så det vil være mørkt. Ingen vil se at du ikke har sko på.’ Hvor var vi lykkelige for at Frederik var blandt de tilstedeværende den aften!“ Og hvor var han glad for i filmen „Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed“ at se at tusinder af afrikanere tjente Jehova med glæde — uden sko!

Efter to uger vendte Frederik hjem med et nyt ønske: at overvære stævnet „Det Triumferende Rige“ i december samme år. Han arbejdede dag efter dag for at spare penge op til stævnerejsen. Det lykkedes ham. Den 11. december blev han døbt. Hvilken glæde at kunne byde vor første busknegerbroder velkommen! I dag gør broder Wachter god brug af sin fortræffelige evne til at huske skriftsteder, idet han tjener som specialpioner. „Oplevelsen med Frederik,“ siger Dirk opsummerende, „minder mig om at vi er ydmyge  redskaber i Jehovas hånd. Det var jo ikke os der fandt Frederik, men ham der fandt os.“

Selskabets film påvirker regeringens afgørelse

Tidligere på året var den film der hjalp broder Wachter blevet brugt på en anden måde. Hvordan? Jo, efter at afdelingskontoret havde fået at vide at der ville blive sendt to nye missionærer til Surinam, bad man om indrejsetilladelser, men statsadvokaten, en ivrig protestant, nægtede at give dem. Men da statsadvokaten tog på ferie blev der hurtigt aftalt en samtale med justitsministeren, der var muslim. Kunne han overtales? Dirk beretter:

„Efter at have lyttet til mig fremdrog ministeren en mappe med understregede numre af Vagttårnet. Han læste så fra et af bladene at Jehovas Vidner ikke støtter denne verdens femårsplaner. ’Surinam har en femårsplan,’ sagde han, ’og vi ønsker ikke en religion der er imod vores plan.’“

Afdelingstilsynsmanden præciserede vort syn på lydighed mod regeringer, og ministeren syntes at være tilfreds. Det der virkelig hindrede os i at få tilladelserne var imidlertid kristenhedens præsteskab. „Eftersom ministeren var muslim,“ fortsætter Dirk, „sagde jeg til ham at kristenheden ikke kunne lide os fordi vi ikke troede på treenigheden. Ligesom muslimerne tror vi nemlig på én sand Gud. Det fandt ministeren interessant, han blev mere forstående og lovede at hjælpe.“

Der gik flere uger uden at vi hørte noget. Så kom dr. Louis Voigt, der senere blev en broder, med et forslag. „Eftersom ministeren og den stedfortrædende statsadvokat er mine patienter, vil jeg invitere dem og deres koner hjem til mig. Og så kommer I missionærer og viser Selskabets film. Måske det vil nedbryde fordommen.“

Regeringsembedsmændene fik set Selskabets film, og den gjorde et stort indtryk på dem. „To uger senere,“  beretter Dirk, „fik vi tilladelserne.“ Missionærerne Willem („Wim“) og Grietje („Gré“) van Seijl var på vej.

En kølig velkomst

Den 7. december 1955 kunne statsadvokaten, der nu var kommet hjem fra ferie og var meget vred, næsten ikke vente til den gamle fragtbåd Cottica havde lagt til. Idet passagererne Wim og Gré van Seijl gik fra borde kaldte statsadvokaten dem hen til sig. „Statsadvokaten så på os som om vi var kriminelle,“ mindes Wim. „Han erklærede: ’I må kun arbejde i Paramaribo. Hvis I missionerer så meget som et skridt uden for byen, bliver I smidt ud!’ Så overrakte han os et dokument som indeholdt disse restriktioner, og vi fik lov at gå. Det var en hjertelig velkomst.“

De to missionærer viste sig at være en solid tilføjelse til menigheden. Allerede før de kom til Surinam havde de nemlig en god tjeneste bag sig. De havde begge lært sandheden at kende i Holland under besættelsen, var blevet døbt i 1945 og havde senere fået erfaring i kredstjenesten.

Med deres hjælp kom væksten. I februar 1956 skrev afdelingskontoret: „Vi deler menigheden.“ I april: „Vi klarede det! Vi havde en forøgelse på 47 procent.“ Og i juni: „Vi nåede 200 forkyndere!“ Afdelingskontoret drog denne slutning: „Udsigterne er lyse!“

Året efter flyttede familien Simmonite — der var blevet forøget med babyen Candy — ud til en kokosplantage i Coronie for at virke som specialpionerer. Men senere i 1957 tvang Burts svigtende helbred dem til at vende tilbage til Canada. De otte år han var i Surinam lagde han både hjerte og sjæl i arbejdet. Med Jehovas velsignelse lykkedes det ham at lede menigheden fra barndommens usikkerhed, så at sige, til ungdommens ansvarlighed og pålidelighed. En ikke ringe præstation! I dag arbejder familien Simmonite for Rigets interesser i Guatemala.

 En fattig søsters troshandling

I 1955, efter et møde i den forfaldne rigssal oven over skoforretningen, gik Stella Daulat hjem i dybe tanker. Da hun trådte ind i sit lille hus der var omgivet af mango- og guldbladstræer, havde hun truffet sin beslutning. ’Jeg vil give menigheden min grund så den har et sted at bygge en bedre rigssal.’ Hun drøftede det med sin moder, der også var et Vidne, og de besluttede begge: ’Vi forærer menigheden det.’ Eftersom Stella ikke havde noget sted at flytte hen, spurgte hun blot om hendes hus kunne blive flyttet ned i den anden ende af grunden. „Det er ikke noget problem,“ sagde brødrene. „Vi flytter det.“

Søster Daulats ejendom — som hun havde arvet fra sin oldemoder, der havde modtaget den i 1863 da hun blev frigivet fra slaveriet — gav hende imidlertid ikke blot et hjem men også en lille indkomst, eftersom hun solgte frugten fra træerne. Når hun nu gav afkald på sin ejendom, betød det at hun også gav afkald på sit levebrød. „Stellas beslutning,“ siger en broder med beundring i stemmen, „var en troshandling.“

Brødrene tog taknemmeligt imod gaven, men manglede midler at bygge for. Nogle måneder senere havde de imidlertid ikke andet valg end at bygge. Hvorfor? I december 1955, da der sad over hundrede mennesker i  den gamle rigssal, begyndte bygningen at ryste. Konstruktionen kunne ikke længere bære så mange mennesker. „Vi var bekymrede,“ mindes Wim van Seijl. „Det føltes som om gulvet ville give efter og vi alle ville lande mellem skoene nedenunder!“ Da mødet sluttede blev det meddelt at de der sad på første række kunne rejse sig og gå ned ad trapperne mens alle andre blev siddende. Derefter gik den næste række af brødre, og sådan fortsatte det indtil rigssalen var tom. „Den dag,“ tilføjer Wim, „skar vi igennem og sagde: ’Penge eller ej, lad os bygge en anden rigssal.’“

En ny rigssal indvarsler en ny æra

Willem Telgt, der blev døbt i 1919, stod for arbejdet. „Lad bare møblerne stå,“ sagde han til Stella. „Vi flytter dit hus som det er.“ De forbipasserende gjorde store øjne da brødrene løftede det skrøbelige hus over på tre træstammer og rullede det ned bagved. „Kan vinduet komme til at vende mod gaden?“ spurgte Stella, „så får jeg en bedre udsigt.“ Det var ikke noget problem. Huset blev vendt en kvart omgang. Senere gik Stella ind i huset, rettede på billederne på væggen, satte sin stol foran vinduet og var klar til at følge byggeholdets arbejde. Hvad så hun?

Først fjernede brødrene træerne. Dernæst lagde de et fundament og byggede tykke, solide betonmure. Så slap pengene op. Men Selskabet trådte til med et lån, og byggeriet fortsatte. Seks måneder og 13.000 gylden (52.000 kroner) senere var en rigssal med plads til 200 færdig. Indvielsen blev fastsat til den 13. januar 1957.

Under byggeriet havde flere af forkynderne sagt: „Den rigssal vil være stor nok lige til Harmagedon.“ Men efter indvielsen var de ikke længere så sikre, for der kom 899! De tilstedeværende — i salen, i vindueskarmene og udenfor — nød programmet med foredrag og lysbilleder med indlagt korsang, ypperligt fremført udelukkende af Jehovas Vidner.  Da de glade brødre gik hjem den aften fornemmede de en ny æra med fremgang i Paramaribo.

En slangetæmmer til nabo

Efterhånden blev det nødvendigt at flytte missionærhjemmet til et bedre sted, for nu var der ikke blot rotter, men også slanger. Hvordan var det gået til? Der boede en heksedoktor som praktiserede dæmonisme ved hjælp af tapijtslanger (boakvælerslanger), i baggården til missionærhjemmet. Somme tider undslap de to meter lange boaer fra deres kurv og gled ind i missionærhjemmets cykelskur. „Når Gré og Muriel kom for at tage deres cykler,“ fortæller Wim van Seijl, „stod de ansigt til ansigt med boaer der hang og dinglede ned fra loftet.“ Gré tilføjer: „Slangerne krøb endda op ad trappen til køkkenet.“

Man behøver næppe sige at missionærerne ikke var spor kede af at missionærhjemmet blev flyttet til Weidegade i Paramaribo.

Farvel og god rejse

I 1958 blev missionærfamilien reduceret til fire medlemmer da Muriel Simmonite rejste. Denne nidkære forkynder havde hjulpet mange til at tage imod sandheden. Efter at hun var blevet gift med missionæren Walter Klinck, der dengang var afdelingstilsynsmand i Liberia, udholdt hun en meget brutal behandling i det land på grund af sandheden. Sygdom tvang hende og hendes mand til at vende tilbage til De Forenede Stater. I dag ledsager Muriel sin mand i kredstjenesten der.

I 1958 blev der også sagt god rejse til den 25-årige Max Rijts, den første lokale pioner der kom på Gilead. Max, en eftertænksom broder der havde lært sandheden at kende af Burt mens han arbejdede som lærer i Coronie, var med i Gileads 32. klasse og vendte tilbage til Surinam. Der var masser af arbejde til ham!

 Beboerne i regnskoven beder om hjælp

Lige hjemvendt fra Gilead fik Max overdraget en krævende opgave: Find de interesserede der bor langs floderne i regnskoven. Nogle uger efter Max’ første tur modtog afdelingskontoret et brev fra en busknegerlandsby. ’Tak fordi De har gjort mig lykkelig ved at sende broder Rijts for at åbne evangeliet for mig,’ skrev et stammemedlem. ’Jeg forsøger at forkynde den gode nyhed fra hus til hus. Jeg og mange andre med mig vil gerne lære mere.’ Budskabet var klart og tydeligt: „Vi er villige, men vi behøver hjælp!“

Kredsen kom til undsætning og købte en lille båd med en påhængsmotor med ti hestekræfter. En besætning på tre mand sejlede op ad Surinamfloden. Brødrene havde en tosidet mission: De skulle forkynde i alle landsbyerne og finde et sted hvortil der kunne sendes specialpionerer.

Da de var kommet cirka 100 kilometer ind i landet stødte de til deres overraskelse på en landsby der ikke var afsat på kortet. Det viste sig at 800 busknegre fra hver afkrog i regnskoven midlertidigt boede der for at arbejde på bygningen af en spærredæmning og et vandkraftanlæg. Brødrene forstod at de havde gjort en vidtrækkende opdagelse. Landsbyen, Suralcokondre, gav dem en enestående mulighed for at forkynde for medlemmer af mange forskellige stammer — saramaccanere, aucanere, matuariere, alukuere, paramaccanere og kwintiere — alle det samme sted! Det var helt afgjort hertil der skulle sendes specialpionerer.

To måneder senere kom båden igen. Lasten af bøger og blade, rissække, køkkengrej og hængekøjer viste at besætningen, Max Rijts og Frederik Wachter, havde i sinde at blive. Og da der ikke var nogen landsbyhøvding eller præst som kunne være imod det, var der snart 20 busknegre fra forskellige stammer som studerede med Gado Wortu sma  (Guds Ords Folk) som landsbyboerne kaldte brødrene. Senere blev der organiseret møder, og året efter blev Suralcokondre den første menighed i den tropiske regnskov.

Da spærredæmningen var færdig ved udgangen af 1963, vendte busknegrene i Suralcokondre tilbage til de steder de kom fra. Enogtyve af dem havde imidlertid noget dyrebart med sig: nøjagtig kundskab om Jehova Gud. Således bredte sandheden sig til adskillige landsbyer ud over hele regnskoven. „At vi fandt Suralcokondre,“ siger broder Rijts, „skyldes Jehovas ledelse.“

„Jehova bringer dem ind“

Jehovas ledelse kom også tydeligt til udtryk i det der skete langs en anden flod, Saramacca. En formiddag sidst i 1960’erne padlede en gudfrygtig buskneger ved navn Seedo til kirke. Flere år tidligere havde han vendt sig bort fra animismen og var blevet døbt inden for Den Mähriske Kirke og flyttet tættere til denne kirke for bedre at kunne tjene Gud.

Da han nærmede sig kirken den formiddag, så han et vældigt leben. Dér foran kirken stod borde fyldt med ting og sager. Han befandt sig midt i en kirkebasar. Han huskede Bibelens beretning om hvordan Jesus drev dem ud der solgte og købte i templet, og spurgte undrende sig selv: ’Hvordan kan det så være at de har et marked her?’ Fyldt med væmmelse vendte han sig om, padlede hjem og sagde til sin kone: „Jeg går ikke i kirke igen!“

Hans ønske om at tjene Gud svækkedes imidlertid ikke. Da en bekendt fortalte ham om Jehovas Vidner, blev hans interesse derfor øjeblikkelig vakt. ’Måske er det de sande kristne,’ tænkte han, og besluttede sig til at finde ud af det. I januar 1961 rejste Seedo sammen med sin ven, Baya Misdyan, til hovedstaden og gik ind på fodboldstadionet, hvor der blev holdt et stævne. Mange vendte sig om.

 „’Busknegre!’ brast det ud af os da vi så dem,“ mindes Natalie Hoyt Stegenga, der havde været missionær i Uruguay og nu var gift med Dirk. „Det var noget af en sensation.“ På det tidspunkt var den eneste broder blandt busknegrene Frederik Wachter, og nu, som kommet lige ud af den blå luft, var der to mere. Søster Stegenga tilføjer: „Vi missionærer sagde til hinanden: ’Jehova bringer dem ind. De kommer nu!’“ Og Seedo og Baya blev bragt ind. Da de lærte om Jehovas krav, legaliserede de deres ægteskaber, blev døbt og blev nidkære forkyndere langs Saramaccafloden.

I mellemtiden havde andre pionerer også fundet interesserede langs landets østligste flod, Maroni. I begyndelsen af 1960’erne havde sandheden således fundet fodfæste langs tre floder. Grundlaget var lagt til at trænge længere ind i regnskoven.

Den første publikation på sranan tongo

Mange af de busknegre der tog imod sandheden i de år husker Philie Slagtand. Philie havde været en ivrig politisk aktivist men blev en søster, og skønt hun led af filariasis, som fik hendes ene ben til at svulme meget op, oversatte hun trofast brochuren „Denne gode nyhed om riget“ til sranan tongo — den første af Selskabets publikationer på det lokale sprog. Senere oversatte søster Slagtand flere publikationer til sranan tongo. Til sidst førte hendes sygdom til at hun fik benet amputeret og måtte flytte tilbage til Holland. „Hver gang jeg rejser til Holland,“ siger en ældste, „giver busknegerbrødre mig breve med som jeg skal give hende. De har ikke glemt deres første oversætters kærlige arbejde.“

Tusinder i landdistrikterne nås

I begyndelsen af 1960’erne fik vi flere hjælpemidler i forkyndelsen af Riget. Ved stævnet i 1961 frigav Milton  G. Henschel bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis på hollandsk. Otte måneder senere var alle 3800 eksemplarer blevet spredt.

I stævneugen blev broder Henschel interviewet i den landsdækkende radio Apinti. Efter interviewet spurgte broder Henschel om vi kunne få fast sendetid. Det sagde radiostationens ejer ja til, og lige siden, i næsten 30 år, har det ugentlige 15-minutters program „Noget folk tænker over“ været i æteren og spredt Bibelens sandheder.

Foruden at bruge radioen, har brødrene i vid udstrækning udbredt den gode nyhed ved hjælp af Selskabets film, skønt det var noget af en opgave. „På en eller anden måde fik jeg Bell-&-Howell-fremviseren, papæskerne med filmspolerne, og en generator spændt fast på min motorcykel og kørte ud i landdistriktet,“ fortæller en pioner. „Filmene tiltrak i hundredvis af landsbyboere og i tusindvis af myg.“ I 1961 havde 30.000 hørt Rigets budskab gennem disse film. Landdistrikternes muldlag var så at sige blevet brudt og sandhedens sæd var blevet sået. Nu var det tid at sende arbejdere tilbage for at vande sæden. Men hvem?

Villige unge banebrydere

Da Dirk Stegenga og Wim van Seijl imødeså behovet for pionerer der var villige til at arbejde i landdistrikterne, samlede de godt en halv snes unge. Jusuf Sleman, der dengang var 20 år gammel, erindrer: „En gang om ugen behandlede Dirk og Wim lærespørgsmål, indvendinger og problemer vi ville komme ud for. Efter denne oplæring vidste vi hvad der forventedes af os. Vi skulle tage ud og bane vejen.“ Og de tog ud til deres nye distrikter, til fods, med bus, på cykel og i kano.

Paul Naarendorp, en dygtig broder som dengang var først i tyverne, mindes hvordan han kørte rundt på motorcykel. „Jeg havde en sammenklappet feltseng mellem benene,  og kufferten, forkyndertasken og andre ejendele bagpå. Men da jeg i 1963 blev gift blev oppakningen fordoblet — nu var der to feltsenge, en større kuffert, to forkyndertasker og, naturligvis, min kone!“ Han tilføjer dog: „Det var lykkelige tider.“

Hille de Vries, der dengang var 23, blev sammen med sin 19-årige søster Loes sendt til en landsby i det nordvestlige Surinam. „Vi lejede et hus, og af vores månedsgodtgørelse på 45 gylden (180 kroner) gik de 15 til huslejen,“ fortæller Hille. „Intet rindende vand, ingen elektricitet! Vi brugte vand fra afvandingsgrøfterne til at vaske os i og regnvand til at drikke.“

Loes erindrer: „Vi havde ikke penge til at købe petroleum nok, så vi tændte kun lampen under møderne. De andre aftener sad vi i mørke. Ved at tage madvarer i bytte for bøgerne og bladene fik vi alligevel altid det hele til at løbe rundt. Trods vanskelighederne var vi lykkelige.“

„Er der slanger her?“

En af de bevægende oplevelser disse unge pionerer havde, var at besøge isolerede forkyndere. Lad os følge Paul Naarendorp på en rejse han foretog sammen med Richenel Linger, en fattig fisker som dengang var i tresserne og boede i en hytte tæt ved Atlanterhavskysten.

Broder Linger foretog hver uge en forkyndelsestur, normalt alene. Men denne gang var Paul med ham. De tog af sted klokken tre om morgenen, padlede op ad floden i tre timer og nåede til en indianerlandsby, hvor de forkyndte hele dagen. Klokken syv om aftenen var de hjemme igen. To timer senere fik de dagens første varme måltid, og hvor var det dejligt!

Men byboeren Paul var urolig. „Er der slanger her?“ spurgte han. „Åh ja, nogle stykker,“ svarede broder Linger roligt, „mest sakasnekier [tropiske klapperslanger].“ Paul  gispede: „Dens bid er jo dødeligt.“ „Sidste uge var der en,“ fortsatte broder Linger mens han pegede på stråtaget lige over Pauls hoved. „Jeg sad og spiste da jeg fik øje på den. Jeg tænkte: ’Bliv hvor du er, så skal jeg lære dig.’ Da jeg havde spist og vasket op, slog jeg den ihjel med en huggert. Den var så lang,“ tilføjede han og viste en meter og tyve med hænderne. Paul gispede igen.

Det var dog ikke broder Lingers mening at skræmme sin gæst. For ham var det blot en del af hverdagen. „Den nat,“ mindes Paul, „krøb jeg helt sammen i sengen, trak et tæppe over hovedet og bad længe til Jehova inden jeg faldt i søvn.“

Mange af tressernes unge pionerer voksede til modenhed gennem deres oplevelser og er i dag søjler i menighederne.

En ivrig interesseret flytter ind

En anden pioner i den periode, den 19-årige Cecyl Pinas, arbejdede utrætteligt i Wageningen, en bebyggelse cirka 190 kilometer vest for hovedstaden. Der traf han Adolf „Jef“ Gefferie, en 21-årig mekaniker, der hørte sandheden og sugede den til sig.

Bibelstudierne med Jef varede tre-fire timer. Efter et studium sagde Cecyl og hans makker: „Jef, vi er trætte. Vi går hjem.“ Jef sagde: „Jeg går med jer det halve af vejen.“ Da de var nået halvvejen standsede pionererne, men Jef blev ved med at stille spørgsmål. Pionererne gik videre med Jef i hælene. Da de kom hjem sagde pionererne: „Godnat, Jef.“ Men Jef blev ved med at stille spørgsmål. „Hør her, Jef,“ sagde Cecyl, „du kan godt stille flere spørgsmål, men jeg går i seng. Så hvis jeg ikke svarer, er det fordi jeg er faldet i søvn.“ ’Det var en god idé,’ tænkte Jef. Han lagde sig på gulvet, og drøftelsen fortsatte indtil Cecyl var stille.

Næste dag kom Jef med sine ejendele til pionerernes hjem. „Før vi vidste af det,“ ler Cecyl, „var han flyttet ind  hos os. Hvert ledigt øjeblik studerede vi. Efter tre måneder blev Jef døbt, og to år senere blev han specialpioner.“

Fra gravemaskine til ny rigssal

Den begejstrede Jef, en af de tre mekanikere i Wageningen, pegede på en kasseret gravemaskine og sagde: „Lad os købe den, sætte den i stand, sælge den og bruge pengene til en rigssal.“ Ejerne sagde: „Den kan ikke repareres. Det er en rustbunke. Tag den bare.“

Efter at have fjernet det mandshøje ukrudt opdagede vi at vraget var i flere dele. Så købte brødrene de manglende dele og reparerede maskinen stykke for stykke. To år senere oprandt den dag da motoren skulle prøves. „Vi var nervøse,“ beretter Jef. „En broder startede motoren, og den kørte! Vi jublede. Så bevægede maskinen sig. Mere jubel. Hvor var det et vidunderligt øjeblik!“

Gravemaskinen blev solgt for 15.000 gylden (60.000 kroner). Pengene blev, sammen med et lån, brugt til at bygge en rigssal og et hus til pionerer. Den sande tilbedelse fik således endnu en base i landdistriktet.

Gennem årene har adskillige pionerer og missionærer bygget på denne grundvold. I dag er gileaditterne Riaan og Martha du Raan fra Namibia værdsatte forkyndere i Wageningen.

I 1963 blev der igen lagt et byggeprojekt på broder Telgts nu gamle skuldre: opførelsen af et afdelingskontor og missionærhjem i hovedstaden. For at gøre brødrene bekendt med det nye sted blev der holdt et stævne på den nøgne grund. Hundreder af fødder jævnede jorden som en forberedelse til byggeriet. Senere deltog 100 frivillige, mange af dem pensionerede håndværkere, i byggeriet, der var færdigt efter halvandet år. Resultatet var en toetages bygning med kontorer, rigssal og værelser til missionærerne. Siden august  1964 har afdelingskontoret haft til huse i denne nye bygning i Wicherstraat.

’Paradisbogen’ baner vejen

Da byggeprojektet var færdigt koncentrerede brødrene sig om at forkynde langs tre floder, Saramacca, Surinam og Tapanahoni. Nel Pinas, Cecyls broder, og Baya Misdyan rejste til aucanerbusknegrene ved den fjerne Tapanahoniflod — et område hvor der ikke før havde været Jehovas vidner. Rigets budskab var dog blevet hørt der. Bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis havde banet vejen. Hvordan var det gået til?

I 1959 havde Nel Pinas gennemgået billederne i bogen med Edwina Apason, en aucanerkvinde som han traf i Albina, en landsby i det nordøstlige Surinam. Edwina, som hverken kunne læse eller skrive, var meget glad for det hun lærte, men efter syv måneder vendte hun tilbage til Tapanahoni, og man mistede kontakten med hende.

Otte år senere mødte Nel imidlertid Edwina i hovedstaden, en uge før han rejste til Tapanahoni. Hun fortalte ham at hun i al den tid havde forkyndt for sin stamme ved hjælp af billederne i ’Paradisbogen’. Da hun hørte at Nel stod og skulle af sted til Tapanahoni, bad hun ham indtrængende om at opsøge to interesserede, Yabu, en ung mand, og Tyoni, en ung kvinde.

En hjertevarmende reaktion

To dage efter at brødrene var kommet til Tapanahoni fandt de Yabus landsby, Yawsa, men han var ikke hjemme. Den næste aften kom Yabu imidlertid til brødrene. Han fortalte dem at han havde brudt med dæmonismen og ønskede at tjene Gud. Han tog fem dage fri fra arbejde og studerede med brødrene i otte timer hver dag. Da de fem dage var gået, ønskede han at tjene den sande Gud, Jehova.

 Nu ledte brødrene så efter Tyoni, en 20-årig busknegerpige der allerede havde forkyndt i sin landsby, Granbori, ved at vise billederne i ’Paradisbogen’. Hendes broder, en heksedoktor, havde imidlertid taget bogen fra hende. Tyoni græd og bad: „Åh, Jehova, giv mig dog en anden ’Paradisbog’.“ Det er ikke så sært at de to brødre følte sig tilskyndet til at finde hende!

En dag hørte Tyoni at der var kommet Jehovas Vidner til en nærliggende landsby. Hurtigt padlede hun hen til landsbyen, men brødrene var taget af sted. Hvor skuffende! Men senere vendte brødrene tilbage og studerede med hende i tre dage. Hun fortalte at når hun ikke havde noget at spise, tilbød hendes slægtninge hende kød fra vilde dyr som blodet ikke var løbet af. Hun nægtede altid at tage imod det. Hendes fader truede med at slå hende hvis hun ikke opgav sin tro. Alligevel sagde hun: „Selv om de truer med at slå mig ihjel, vil jeg ikke give op.“ Og det kom fra en pige der ikke kunne læse og som kun havde lært sandheden at kende ved hjælp af billeder! Rørt over hendes tro gav brødrene hende deres sidste ’Paradisbog’. Hun knugede den ind til sig. Overvældet af glæde takkede hun Jehova fordi han havde besvaret hendes bøn.

Efter to måneder vendte brødrene tilbage til Paramaribo, men senere flyttede Nel og hans kone, Gerda, til Tapanahoni for at arbejde som specialpionerer og bygge videre på dette fodfæste som sandheden havde fået i regnskoven.

Mere hjælp fra Gilead

Kort efter, i 1968, ankom gileaditterne Roger og Gloria Verbrugge fra Canada og Rolf og Margret Wiekhorst fra Tyskland, hvorved missionærfamilien blev fordoblet, fra fire til otte. De nye missionærers varme personlighed sammen med deres oprigtige interesse for andre gjorde dem hurtigt vellidte blandt de lokale brødre.

 Tidligere var en anden gileadit, Albert Suhr, også kommet til Paramaribo. Efter at Albert var udgået fra Gileads 20. klasse i 1953 havde han virket i 13 år som missionær på Curaçao indtil epilepsi havde tvunget ham til at rejse og flytte ind hos slægtninge i Surinam. Uden hensyn til sin sygdom genoptog han pionertjenesten indtil han på grund af sit svigtende helbred måtte flytte på plejehjem. Men Albert havde ikke i sinde at holde op med at forkynde. Lad os aflægge ham et besøg der.

Om morgenen laver han en udstilling med bladene Vagttårnet og Vågn op! i opholdsstuen. Så skriver han dagens tekst med store bogstaver for en 80-årig nabo der ser dårligt. Dernæst uddeler han blade til beboere og sygeplejersker. Ved dagens slutning slår Albert sig ned for at studere personligt. „Mit svigtende helbred forhindrer mig i at gøre mere,“ siger Albert, nu 68, „men at tjene Jehova er stadig mit hjertes ønske.“ Beskedent undlader han at nævne at han i én måned for nylig havde 126 timer i tjenesten. „Anonyme slidere som Albert,“ siger en missionær, „minder os om hvad troen drejer sig om.“

„Vandstævnet“

I nogle år havde forkyndertallet ligget og svinget omkring 500. Men så voksede tallet til over 550. Hvorfor den forøgelse? I en rapport fra afdelingskontoret står der: „Det  internationale stævne ’Fred på jorden’ har haft en markant indflydelse på arbejdet.“

Dette stævne i 1970 huskes som „Vandstævnet“. Om natten den 16. januar regnede det som det ikke havde regnet siden 1902, og Paramaribo og stadionet, stævnepladsen, blev oversvømmet. „Den morgen vågnede nogle forkyndere op og så at deres hus stod i vand til knæhøjde,“ fortæller Gré van Seijl. „Alligevel mødte de op til stævnet.“ En af brødrene i stævneledelsen siger: „Vi var forbløffede over at se mere end 1200 vade gennem det mudrede vand ind på stadion. Vi havde aldrig set så mange før.“

Åh, de busser!

Oversvømmelser var dog sjældne, men at en bus brød sammen før eller efter et stævne var helt almindeligt. En søndag sidst i 1960’erne ventede 48 personer på at en bus til 30 passagerer skulle komme og køre dem tilbage til Paramaribo, men bussen kom ikke. „Vi kiggede efter chaufføren,“ fortæller Rolf Wiekhorst, „og fandt ham midt mellem hundreder af motordele der lå spredt rundt om. ’Der er noget i vejen med gearkassen,’ sagde han, ’men jeg skal nok ordne den.’“

Fire timer senere begyndte turen. Der lugtede snart brændt i bussen. „Det er kun fjerde gear der virker,“ forklarede chaufføren. Efter midnat kørte bussen ned ad en bakke mod et lille færgeleje, men hvordan skulle bussen komme op ad bakken igen i fjerde gear? „Sikke et syn,“ fortsætter Rolf, „unge, gamle, ja selv mødre bærende på deres småbørn skubbede bussen i takt til en af Rigets sange og en brølende motor. Bussen sneglede sig op ad bakken. Vi klarede det. Vi var hjemme klokken tre om natten.“

Engang havde Nickeriemenigheden også lejet en bus til et stævne. Gruppen tog af sted klokken syv om morgenen,  men klokken ti var bussen brudt sammen på en øde jordvej. „Jeg kommer tilbage,“ lovede chaufføren og gik. „Vi så ham aldrig igen,“ siger Max Rijts, en af passagererne. Da maden og vandet slap op, begav to brødre sig af sted langs en afvandingskanal for at hente hjælp. Femten timer senere var de tilbage med en båd, og rejsen fortsatte. Ved middagstid nåede de frem til stævnet efter en 240 kilometer lang tur der havde varet 30 timer. „Forresten,“ tilføjer Max med en latter, „der stod et navn på bussen — ’Velkommen’!“

Besluttede på at blive

Da Natalie Stegenga ventede sig, måtte ægteparret Stegenga forlade missionærhjemmet i september 1970. Dirk Stegenga havde været en dygtig afdelingstilsynsmand i over 16 år. Nu blev tilsynet med landet overdraget til missionæren Wim van Seijl.

„Selv om vi var besluttede på at blive,“ siger Dirk, „var det hårdt.“ Natalie tilføjer: „Vi fandt et sted at bo, men vi havde ikke penge til lejen. Vi ejede ikke engang en vaskeklud.“ Men senere trådte venner hjælpende til, og Dirk fandt et arbejde der satte ham i stand til at forsørge sin kone og sin datter, Cheryl. Familien Stegenga er stadig i Surinam, og de er alle tre i heltidstjenesten.

Folkevandring resulterer i en menighed og en skole

I begyndelsen af 1970’erne tog i tusindvis af busknegre til hovedstaden for at finde arbejde. „Nogle af dem,“ fortæller Margret Wiekhorst, „viste deres længsel efter sandheden ved at overvære de hollandske møder i vores menighed, selv om de ikke forstod sproget.“ For at hjælpe dem opsummerede Frederik Wachter stævneprogrammet for dem på deres stammesprog. Senere blev der organiseret flere møder, og i juni 1971 blev den første menighed bestående af busknegre i hovedstaden oprettet.

 To busknegersøstre der for nylig havde lært at læse og skrive, blev udnævnt som specialpionerer i denne nye menighed og hjalp adskillige familier til at tage standpunkt for Jehova. Disse nye disciple ønskede også at lære at læse. Menigheden oprettede derfor en læseklasse.

Siden 1975 er brochuren Learn to Read and Write på sranan tongo blevet brugt i undervisningen af flere klasser to gange om ugen. „Eleverne kommer trofast til timerne,“ oplyser Elvira Pinas, en af de otte lærere, „for de ønsker inderligt at kunne læse Bibelen selv. De viser også udholdenhed. En ældre søster kom til timerne i syv år, men nu kan hun læse.“ I dag er 20 procent af befolkningen analfabeter, men takket være vores skole er procenten blandt de døbte Jehovas vidner helt nede på fem.

Et sammenstød mellem trosopfattelser

Læseklasserne havde endnu en fordel. I 1974 skrev Edwina Apason (den kvinde der lærte sandheden at kende ved hjælp af illustrationerne i ’Paradisbogen’): ’Til min glæde er jeg blevet sendt som specialpioner til Tapanahoni. Da jeg rejste derfra kunne jeg ikke læse, men det kan jeg nu. Jeg føler mig bedre udrustet til at hjælpe min stamme.’

Men det krævede mod af Edwina at vende tilbage til sine rødder. Hvorfor? Folk i hendes stamme lever, spiser, arbejder og sover i frygt for afdøde forfædre, og de tror at amuletter kan beskytte dem mod onde ånder. De nærer også ærbødighed for naturen, idet de tror at floder, træer og sten er besjælet af levende ånder. „Enhver afvigelse fra denne livsform,“ siger Edwina, „skaber røre.“

Bibelens lære og stammetroen stødte for første gang sammen da Edwina skulle have sin menstruation. En landsbyboer tror nemlig at hans amulet mister sin kraft når den kommer i nærheden af en menstruerende kvinde og at en ond ånd så kan slå hele familien med en dødbringende  sygdom. For at forhindre dette skal alle kvinder der har menstruation, flytte ind i en hytte der ligger uden for landsbyen. Eftersom denne tro skyldes frygt for dæmoner, nægtede Edwina at flytte, og som hun havde forudsagt skabte det røre.

Hun blev truet og slået med køller, men hun gav ikke efter. Senere indtog nogle af de kvinder som hun studerede Bibelen med, samme modige standpunkt, kun for at blive forstødt og smidt ud af deres hytter. Edwina tog dem til sig, og sammen udholdt disse frygtløse kvinder stammens hævn, men de holdt ikke op med at forkynde. Med tiden trådte en uventet redningsmand til. Hvem var det?

En forbandet mand får Guds godkendelse

Tidligere havde søster Apason forkyndt for Paitu, en heksedoktor i halvfjerdserne. Hans øgenavn var Amaka (Hængekøje), for en rivaliserende heksedoktors forbandelse havde ødelagt hans helbred så han måtte ligge i sin hængekøje. Paitu forstod hurtigt Bibelens budskab, og en dag løftede han sig, til landsbyboernes bestyrtelse, ud af hængekøjen og samlede sine afgudsbilleder, amuletter og trylledrikke. Så steg han op i sin kano og dumpede sine magiske remedier i floden. Derefter blev hans helbred bedre, og han trådte frem for at forsvare forkynderne.

Først byggede Paitu hytter til de kvinder der havde mistet deres hjem på grund af forfølgelse. Dernæst ryddede han et stykke jord som kvinderne kunne dyrke og derved skaffe sig et udkomme. Nu gjorde kvinderne hurtigt fremskridt og blev døbt. Bevæget af den hjælp hun havde modtaget, udbrød en af dem, søster Dyari: „Hvordan kan jeg takke Jehova? Den eneste måde er ved at blive pioner!“ Og det har hun været lige siden. I 1975 blev Paitu døbt, og samme år blev der oprettet en menighed på 20 forkyndere i Edwinas landsby, Godo Olo. Hvilken belønning var dette ikke for disse forkæmpere for den sande tilbedelse!

 Andre etniske grupper kommer til

Men hvor dybt et indtryk havde den sande tilbedelse gjort på den muslimske og hinduiske del af Surinams befolkning? Indtil begyndelsen af 1970’erne var kun få kommet med. Men i 1974 kunne afdelingskontoret endelig rapportere at nogle muslimer af indonesisk oprindelse havde taget imod sandheden. Det krævede mod af dem at gøre det. Hvorfor?

„Mange lever i et fast, traditionsbundet familiemønster,“ forklarer Jan og Joan Buis, gileaditter af indonesisk oprindelse, som har lært adskillige muslimer sandheden at kende. „Ofte bliver de forfulgt når de bryder med disse traditioner,“ tilføjer Jan. „Jeg studerede engang med en ung muslimsk mand. Hans familie lod mig imidlertid forstå at jeg var uønsket ved at feje gulvet så støvet stod om ørerne på os. Men vi studerede i støvskyen.“ Da familiens første taktik ikke lykkedes, prøvede den med vrede diskussioner. Da manden også ignorerede det, blev han smidt ud af hjemmet og udstødt af familien. Han flyttede uden for hovedstaden og fortsatte med at studere, og han og hans kone blev Jehovas vidner.

„Flere år senere,“ fortæller Jan, „lagde denne broders familie mærke til at han var den eneste iblandt dem der ikke havde ægteskabelige problemer. Og efter at han har spurgt sin moder om hun ikke ville flytte ind hos ham, er familiens syn på Jehovas Vidner blevet ændret til det bedre.“ Denne broders mod tilskyndede andre muslimer til at komme sammen med os.

Hvad med hinduerne?

Inderne udgør i dag landets største etniske gruppe. Skønt deres liv er stærkt præget af religiøse ceremonier, har Rigets budskab draget et voksende antal sandhedselskende hinduer til Jehovas organisation. Shama Kalloe, en pige der er vokset  op i en hindufamilie nær byen Nickerie, er et godt eksempel på dette.

Shamas fader, en hårdtarbejdende risbonde der tog sig godt af alle sine tolv børn, mindede hende lige fra hun var ganske ung om at holde fast ved hinduismen og kun gifte sig med en anden indisk hindu. „Hver gang en ung på vores egn brød disse regler,“ fortæller Shama, „gentog fader med tårer i øjnene sine ønsker for mig.“ Da Shama elskede sin fader, var hun besluttet på ikke at volde ham sorg.

I 1974 flyttede den 19-årige Shama til Paramaribo for at gå på lærerseminarium. Dér, i sin broders hjem, fandt hun Vagttårnet og Vågn op! Artiklerne fangede hendes interesse men efterlod hende også med spørgsmål. „Derfor tryglede jeg Gud om at bringe mig i forbindelse med dem der udgav disse blade,“ fortsætter Shama, „og næste dag blev jeg besøgt af et ægtepar fra Jehovas Vidner.“

Missionærerne Roger og Gloria Verbrugge begyndte at studere to gange om ugen med hende. „Inden længe,“ fortæller Roger, „overværede hun møderne og begyndte at deltage i forkyndelsen. I september 1976 blev denne nidkære pige døbt.“

Efter sin eksamen fik Shama arbejde som lærer i Nickerie og flyttede ind hos sine forældre. Selv om hendes fader var bekymret på grund af sin datters nye tro, var han også stolt af at hun var lærer. Shama ville imidlertid gerne være heltidsforkynder blandt hinduerne i nabolaget, men hun ønskede ikke at såre sin faders følelser. Hun fandt en løsning.

For at behage sine forældre fortsatte hun med at undervise i skolen, blev pioner og forkyndte efter skoletid. I løbet af nogle måneder ledte hun atten bibelstudier med hinduer, og hendes begejstring hjalp mange af dem til at blive døbt. „Samtidig,“ tilføjer Gloria, „fortsatte Shama med at behandle  sine forældre kærligt og rettede sig efter familiens skikke, men indtog et fast standpunkt når det var nødvendigt.“ Ikke længe efter blev hendes kærlighed til Jehova sat på prøve.

’Gift jer kun i Herren’

Nu var Shama midt i tyverne. Da de fleste hindupiger dér bliver gift når de er mellem 15 og 19, og da kvinder sjældent lever ugift, arrangerede familien at der kom friere på besøg. Men Shama ville ikke giftes med nogen af dem. Hun bad Jehova om hjælp til at modstå presset og ’kun at gifte sig i Herren’. (1 Kor. 7:39) For at glæde sine forældre ville hun gøre hvad hun kunne for at gifte sig med en inder, men hun aflagde dette løfte: „Hvis der ikke er en sådan partner i Jehovas organisation, forbliver jeg ugift.“

Da hun var 28 blev hendes trofasthed belønnet. Shama mødte Alfons Koendjbiharie, en ældste af indisk afstamning som boede i Holland. De blev forelskede i hinanden og besluttede at gifte sig. Shamas forældre havde aldrig truffet Alfons. Derfor læste hun en dag for sin moder fra Bibelen om Jehovas krav til kristne ældste. Hendes moder lyttede opmærksomt og sagde så: „Du får en god mand.“ Senere, efter et gribende bryllupsforedrag i Shamas forældres hjem, gik hendes fader, dybt bevæget, hen til en af missionærerne og sagde: „Jeres Gud har givet mig en søn!“

Siden 1984 har Shama tjent som pioner i Holland, men det eksempel hun satte i Surinam huskes stadig. Hun var med til at sætte skred i tingene, og lige siden er tidligere hinduer strømmet til brodersamfundet.

En helt ny idé

I august 1974 havde den gode reaktion blandt de forskellige dele af befolkningen resulteret i et højdepunkt på 831 forkyndere. Men dobbelt så mange overværede stævnerne.  Hvor skulle vi holde stævner med plads til denne voksende gruppe? Nogle brødre fremkom med en helt ny idé:

’Byg en rigssal der også kan tjene som podium i en stævnehal.’ Hvordan? ’Jo, hæv gulvet i salen cirka én meter. Anbring to store skydedøre i den ene af rigssalens sidevægge. Skyd disse døre til side under stævnerne, og rigssalen bliver et podium. Byg så et stort tag foran podiet til beskyttelse mod sol og regn, og vi har en stævnehal der er egnet til troperne.’

En grund på 40 gange 200 meter blev købt, og byggeriet begyndte. Et år senere, den 28. november 1976, blev denne beskedne stævnehal indviet og har tjent brødrene godt gennem årene.

Noa — hele flodens samtaleemne

Langs Tapanahonifloden havde væksten i forkyndertallet også ført til et byggeprojekt. Man lavede en korjaal (en kano af en udhulet træstamme) der var stor nok til at hele menigheden kunne tage til stævner i hovedstaden i den. „Dette projekt var en udfordring,“ fortæller Cecyl Pinas, der fører tilsyn med arbejdet i det indre af landet. „Der var aldrig før blevet lavet en korjaal af den størrelse. Men broder Paitu sagde: ’Vi kan gøre det.’“

Broder Paitu, en dygtig korjaal-bygger, udvalgte et kæmpestort træ, og fire brødre fældede det på en dag. Så brugte de to måneder på at udhule træet og forme det til en atten meter lang kano, den største der nogen sinde var lavet dér. Jehovas Vidners båd blev snart hele flodens samtaleemne. Hver gang den passerede forbi en landsby, kom børnene løbende og råbte: „Noa e psa!“ (Noa kommer forbi!)

Den første rigssal i regnskoven

I september 1976 fik den nye Godo Olo-menighed endnu en håndsrækning da fire unge Jehovas vidner som var lærere  af profession, slog sig ned langs Tapanahoni. „Selv om vi tog dertil som skolelærere,“ forklarer Hartwich Tjon A San, en af lærerne, „flyttede vi først og fremmest dertil for at arbejde sammen med den nye menighed.“ Og arbejde gjorde de! Tålmodigt lærte de deres brødre at læse og skrive, og derefter tilbød de at give en hjælpende hånd med menighedens næste projekt: bygningen af en rigssal i Godo Olo.

Landsbyhøvdingen Alufaisi havde tidligere tilbudt brødrene et stykke jord til at bygge en rigssal på. Brødrene havde imidlertid ingen penge, så hvordan skulle de komme i gang? De ræsonnerede: „Skoven giver os træ. Floden giver os sand og grus. Og Jehova giver os styrke til at samle det.“ Det eneste de manglede var cement. Her kom kanoen Noa til hjælp.

Da Noa var kendt som et sikkert og bekvemt befordringsmiddel betalte statsansatte cirka 4000 gylden (16.000 kroner) om året i leje for båden for at blive fragtet til kysten. For disse penge blev der købt cement i hovedstaden. Men hvordan skulle man få cementen til Godo Olo? Igen var Noa løsningen.

I Albina læssede Do Amedon, en høj, muskuløs buskneger og agtet rorgænger, og andre brødre 40 cementsække på hver 50 kilo i korjaalen. Derefter styrede de den dybtliggende Noa op ad Maronifloden med kursen mod syd mod sulaerne (vandfaldene), der har navne som Manbari (Mennesker Skriger [mens de passerer vandfaldet]) og Pulugudu (Tabte Ejendele [mange både sank i vandfaldene og folk mistede deres ejendele]). Ville de komme helskindede igennem?

Nu hørte mandskabet bruset fra det første vandfald! Foran dem fossede floden imod dem ned over en mængde klippestykker der lignede en gigantisk trappe, kolliderede med store stenblokke som spærrede den vejen, pressede sig  gennem lumske kløfter, og slog mod Noa. Broderen i forstavnen spejdede efter åbninger i den urolige flod. Med ét stak han sin lange stav ned i det frådende vand, krummede ryggen og stagede Noa ind i en kløft. Han gjorde tegn med hånden, motoren blev stoppet, og Noa blev fortøjet ved foden af sulaen.

Do Amedon løftede en cementsæk op på hovedet. Ved at springe fra den ene glatte sten til den anden kom han op over vandfaldet og lagde sækken fra sig på et tørt sted. De andre brødre fulgte efter. Én for én blev alle sækkene båret op. Så trak de forsigtigt Noa gennem det frådende vand og lastede sækkene igen. Turen fortsatte til den næste sula, hvor de igen måtte løfte, springe, trække og laste. Syv vandfald og elleve dage senere ankom cementen endelig til Godo Olo.

Imens havde andre brødre fældet træer, og søstrene og børnene havde slæbt 250 tønder sand og grus til byggepladsen. Byggeriet begyndte, og et år senere, den 15. april 1979, blev den første rigssal i regnskoven indviet.

Og hvad med Noa? „Som regel holder en kano i fire år, men Noa har været i brug i cirka ti år,“ siger Cecyl Pinas. Hvor befinder den sig nu? Cecyl fortæller videre: „Den er pensioneret, selv om den bruges af og til. Nu fortjener den et andet navn — Metusalem!“

Tilbagegang — hvorfor?

Sidst i 1970’erne faldt forkyndelsesaktiviteten i landet. I 1977 var der en tilbagegang på én procent; i 1978 på fire procent; i 1980 på syv procent! Hvorfor? Masseemigration.

Da Surinam blev uafhængigt i november 1975, emigrerede i tusindvis af surinamere til Holland af frygt for politiske uroligheder. Andre emigranter, konstaterer sociologen J. Moerland i sin bog Suriname, ’rejste for at finde arbejde, få sig en uddannelse, sikre sig socialt eller blive  genforenet med familiemedlemmer’. I de dage, tilføjer Moerland, ’blev der ikke spurgt: „Rejser du?“ men: „Hvornår rejser du?“’ I 1981, da udvandringen standsede, var næsten hver tredje indbygger rejst. I dag bor der 200.000 surinamere i Holland — blandt dem hundreder af Jehovas vidner som fortsætter med at tjene Jehova i deres nye omgivelser.

Et nyt incitament for Vidnerne

Noget som var med til at sætte fart i arbejdet igen, var oprettelsen af afdelingskontorets udvalg i 1976. Landstjeneren Wim van Seijl blev koordinator i afdelingskontorets udvalg og deler nu ansvaret med udvalgsmedlemmerne Cecyl og Nel Pinas og Dirk Stegenga. Som alle andre steder har denne nye ordning resulteret i en mere afbalanceret varetagelse af de åndelige anliggender.

For at holde tempoet oppe blev der i årene fra 1974 til 1980 sendt yderligere ti missionærer til menigheder rundt om i landet. To af dem, Hans og Susie van Vuure, var dog ikke nybegyndere. Begge havde årtiers erfaring bag sig. De var udgået fra henholdsvis Gileads 21. og 16. klasse og havde tjent som missionærer på de indonesiske øer.

To måneder efter at de var ankommet til Surinam, begyndte de i kredstjenesten. „Denne opgave hjalp os til hurtigt at lære landet og brødrene at kende,“ forklarer Hans, nu 60 år gammel. Susie tilføjer: „Jeg lagde mærke til at folk  ivrigt tog imod vore publikationer.“ Et eksempel? „Ja, i de to og et halvt år vi rejste i kredstjenesten spredte vi cirka 4000 bøger og 10.000 blade. Det viser at der stadig er masser at gøre i forkyndelsen.“

Der åbnes endnu en „dør“ i regnskoven

Staten havde tidligere bygget en 350 kilometer lang vej ind i regnskoven i det sydvestlige Surinam. Dette blev en dør til aktivitet i et helt nyt distrikt: indianerlandsbyerne Apoera og Washabo langs Courantynefloden.

I 1977 åbnede Pepita Abernathy og Cecilia Keys, Jehovas vidner fra De Forenede Stater, denne dør da de flyttede med deres mænd, som var ansat i et byggefirma, til en arbejdslejr 50 kilometer fra Apoera. Senere blev der sendt to missionærer dertil for at hjælpe søstrene med at få kontakt med de arawakindianere som boede der. Lykkedes det dem?

Pepita beretter: „Vi fandt snesevis af bibelstudier. Senere besøgte Cecilia og jeg dem to gange om ugen. Vi stod op klokken fire om morgenen, klokken syv holdt vi det første bibelstudium, og omkring klokken fem om eftermiddagen var vi hjemme igen.“ I to år underviste disse søstre nidkært de engelsktalende indianere, men måtte så forlade landet. Hvem kunne nu fortsætte deres arbejde?

Præsteskabets reaktion

I september 1980 styrede missionærerne Herman og Kay van Selm deres gamle landrover ind i junglen med kurs mod Apoera, hvor de blev de næste fem år. „Vi arvede 30 bibelstudier og fandt mange flere,“ fortæller Kay. De blev samlet i tre bogstudiegrupper. Til de offentlige foredrag kom der 60 landsbyboere, og det følgende år kom der 169 til mindehøjtiden. Snart var seks klar til at gå med i tjenesten, og de skrev breve for at melde sig ud af kirken.

Hvordan reagerede præsteskabet? „Hvor vover de?“ råbte præsten og krøllede brevene sammen. „De citerer endda  skriftsteder for mig!“ Han erklærede krig. De der havde bibelstudier blev truet med at de ville miste deres arbejde og hjem, og de fik at vide at de måtte skaffe sig deres egen skole, klinik og kirkegård. Modstanden fik antallet af studier til at dale. Mødedeltagelsen faldt. Ved et møde kom der én, og han spurgte blot efter en tom æske. „Vi var nedslåede,“ fortæller Kay. „Men vi blev ved med at tilskynde, opmuntre og forkynde. Til vor glæde var der en lille kerne der stod fast, blev døbt og kom til at udgøre Apoeramenigheden.“

„Hvornår kommer I og besøger os?“

I 1982 padlede nogle indianere fra Orealla, en landsby i Guyana, cirka otte timer op ad Courantynefloden og spurgte missionærerne: „Hvornår kommer I og besøger os? Vi vil gerne studere Bibelen.“ Da Apoeragruppen kunne klare sig selv, foretog missionærerne hver måned ture til Orealla og fandt ud af at nogle i landsbyen længe havde ventet på Jehovas Vidner. „En formiddag,“ fortæller Herman, „mødte jeg en ældre jæger som sagde at han havde læst Ny Verden, men at han senere havde mistet forbindelsen med Selskabet. Så pegede han på sin radio og sagde: ’Jeg har hørt om jeres radiostation i New York, men jeg kan ikke tage den på min radio.’ Da jeg sagde at WBBR var holdt op med at sende i 1950’erne, rystede han vantro på hovedet. Så lo han og sagde at det var på høje tid at gøre noget for at indhente det forsømte, og sagde ja til et bibelstudium.“

Det var virkelig opmuntrende at se hvordan drankere i Orealla ved at studere Bibelen blev hjulpet til at blive omsorgsfulde fædre. Da en 50-årig mand fik at vide hvordan han skulle lede et familiebibelstudium gjorde han et forsøg, selv om det blev lidt abrupt. „Læs!“ kommanderede han. Så stillede han et spørgsmål. Tavshed. „Tal nu! Vær ikke så generte.“ Børnene sad med tårer i øjnene. Men med tiden blev studiemetoden forbedret. Senere kunne man se børnene  løbe på vejen hjem. Hvorfor denne hast? „Vi skal have familiestudium!“ sagde de smilende.

Nogen tid efter fik brødrene et stykke jord i Orealla, og gileaditten Jethro Rübenhagen (der nu tjener i Apoera) hjalp de lokale brødre med at bygge deres egen rigssal — et tegn på at endnu en befolkningsgruppe, indianerne, var begyndt at lære det forenende ’rene sprog’. — Zef. 3:9.

Vækst blandt de engelsktalende

I 1970’erne bosatte et voksende antal engelsktalende gæstearbejdere fra Guyana sig i Nickerie. Man sendte da to missionærer dertil for at holde møder på engelsk. Gæstearbejderne reagerede positivt. I dag er der en menighed på 30 forkyndere.

Nogle af disse forkyndere havde længtes efter sandheden i årevis. For eksempel havde den 12-årige Indradevi modtaget bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis af en nabo i Guyana. Hun satte stor pris på den. Senere var hun blevet gift og var flyttet til Klein Henar, et marskområde med rismarker i nærheden af Nickerie. Her traf Hans van Vuure hende i 1982. „Blandt hendes få ejendele,“ fortæller Hans, „så jeg en slidt ’Paradisbog’. Indradevi sagde at hun altid havde haft bogen med sig lige siden dengang hun havde fået den i 1962. Hun længtes efter at lære om Jehova. Efter tyve år gik hendes ønske i opfyldelse!“ Hun studerede, fjernede sine billeder af hinduguder, og blev døbt.

Guyanere i Paramaribo reagerede på lignende måde. Der blev dannet en lille gruppe dér i 1980. De var 20 forkyndere i 1982, fire år senere var tallet steget til 90, og i dag viser mødedeltagelsen at der er udsigt til yderligere vækst.

„Over 150 overværer møderne, selv om det for nogle kræver ofre,“ siger missionæren Paul van de Reep fra den engelske menighed. For eksempel tager en familie der ikke  tjener ret meget, hjemmefra klokken otte om morgenen, går et godt stykke, venter over en time på bussen, og overværer så mødet. De er hjemme igen klokken to om eftermiddagen. „Hver uge,“ tilføjer Paul, „bruger de en hel dagløn på busbilletter for at komme til møderne.“

I dag udgør de cirka 150 engelsktalende forkyndere én af de tre sproggrupper der i forening tjener Jehova i Paramaribo.

Den chokerende virkelighed går op for folk

Den 25. februar 1980 vågnede Paramaribos indbyggere til lyden af geværild. En gruppe korporaler havde styrtet regeringen. Dette det første statskup overhovedet kom som et chok for mangen en selvtilfreds surinamer. Da landet aldrig havde været ramt af krig, pest eller orkaner, sagde folk ofte: „Surinam er et land velsignet af Gud.“ Men siden 1980 har de voksende økonomiske vanskeligheder fået mange til at indrømme at Bibelens profetier opfyldes lige for øjnene af dem.

Politiske uroligheder i 1982 standsede hjælpen fra udlandet, hvilket lammede landets økonomi. Fødevarepriserne skød i vejret, og der kom fattigdom. „Siden da,“ rapporterer en ældste i Paramaribo, „har mange af vore busknegerbrødre måttet slide for at skaffe husly, tøj og mad til ti eller flere børn for en løn der svarer til kun 200 dollars [1500 kroner] om måneden.“

Men de økonomiske vanskeligheder har ikke fået vore brødre til at sætte farten ned. Tværtimod. I én materielt fattig menighed var 106 af de 171 forkyndere for nylig hjælpepionerer! Og på landsplan steg forkyndertallet til over 1200 i 1986.

Spredningen af bøger og blade blev også ved med at øges. Spørg blot Leo Tuart. I 46 år har han hentet bøger og blade  på havnen og kørt dem til afdelingskontoret. „For år tilbage,“ fortæller broder Tuart, „fik vi et dusin kartoner om måneden. Jeg lejede en æselkærre for 75 cent og kørte alle kartonerne til afdelingskontoret. Men nu,“ siger han med et strålende smil, „får vi hundrede kartoner hver anden uge, og jeg må leje en lastbil for at hente dem.“ I dag spredes der hver eneste måned over 32.000 numre af Vagttårnet og Vågn op! i Surinam — ét blad for hver 13. indbygger!

Men der er også andre end Leo Tuart der har lagt mærke til den voksende aktivitet. En præst ringede for nylig til afdelingskontoret og fortalte en af missionærerne at han havde tilskyndet sin menighed til at være lige så nidkær som Jehovas Vidner. „Men der kom ingen reaktion,“ klagede præsten, og spurgte: „Hvad er Deres hemmelighed?“ Broderen svarede: „Den hellige ånd.“

Gennem skudlinjen

Midt i 1986 udbrød der guerillakrig. Nogle få måneder senere, mens kampene mellem regeringstropperne og de såkaldte junglekommandoer (hovedsagelig busknegre) var koncentreret omkring Albina, en landsby ved Maronifloden, måtte busknegerbrødrene i det sydøstlige Surinam afgøre om de skulle tage til stævnet i Paramaribo. „De vidste at hvis de tog af sted måtte de rejse gennem det område hvor kampene stod på,“ forklarer Cecyl, „men de ville ikke gå glip af stævnet, så de besluttede at tage af sted.“ Ti dage før stævnet sejlede 60 brødre, søstre og børn med kano ned ad floden mod kampområdet. Fredag nåede de Albina, bandt deres hængekøjer op i rigssalen og sov der.

 Før daggry genlød Albinas gader af geværild. Junglekommandoer fejede gennem landsbyen, soldater slog igen, og kugler rikochetterede fra rigssalens tag. Brødrene krøb i dækning og lå fladt på gulvet resten af dagen.

Om aftenen lykkedes det en af dem at ringe til afdelingskontoret. „Kom og hent os,“ tryglede han. Søndag eftermiddag var tre ældste på vej. De nåede frem til brødrene ved ellevetiden om aftenen.

De ældste ville tage af sted næste dag, men busknegerbrødrene sagde: „Lad os tage af sted nu. De begynder måske at skyde igen.“ De ældste bad om Jehovas ledelse, og efter midnat var tre overlæssede biler langsomt på vej mod hovedstaden.

„Vejen var øde,“ fortæller Paul Naarendorp, en af chaufførerne. „Da vi nærmede os en militærkontrolpost, begyndte mit hjerte at slå hurtigere. Hæren kæmpede jo mod junglekommandoer, og nu dukkede en konvoj med 60 busknegre, mange af dem stærke unge mænd, op lige foran dem.“ Ville de fejlagtigt blive taget for at være junglekommandoer?

Stående bag en stolpe gav en soldat signal til konvojen om at stoppe. „Vi så lige ind i kanonløbet på en kampvogn,“ fortsætter Paul, „og var omgivet af svært bevæbnede soldater. Én uventet bevægelse kunne udløse geværild. Men efter at vi havde forklaret at vi var Jehovas vidner, kontrollerede soldaterne bilerne og lod os køre.“

Da brødrene nåede frem til Paramaribo, hørte de at kampene var blusset op igen i Albina. De var taget af sted i tide.

Og nu hjemturen

Efter stævnet fik brødrene at vide at hæren havde lukket den eneste vej der førte til Albina. Nu var busknegerbrødrene strandet igen. Da de havde ventet i to uger, længtes de  sådan efter at komme tilbage til regnskoven at de indtrængende bad: „Kør os til floden. Derfra kan vi komme hjem.“

Der blev lagt en plan og bedt om Jehovas ledelse. Først ville de ti rorgængere og nogle ældste fra Paramaribo prøve at nå til Albina. „Jeg kan ikke forklare hvorfor,“ fortæller en ældste, „men selv om soldaterne så os, gav de os ikke besked på at vende om.“ Da busknegerbrødrene endelig fik øje på Maronifloden, dansede de af glæde.

Næste dag tog søstrene og børnene af sted, og de fik også lov til at passere kontrolposten, mens andre blev stoppet. Ved floden ventede rorgængerne med bådene. Hvilken genforening!

Der blev planlagt en tur mere. To lastbiler blev læsset med 96 sække ris, 16 tønder benzin, 7 tønder petroleum samt fødevarer, og brødrene kørte igen til kontrolposten. Til trods for at disse forsyninger blev kørt ind i det område der kontrolleredes af junglekommandoerne, og det ikke var tilladt at fragte varer dertil, lod vagterne lastbilerne passere. „Et mirakel,“ siger en broder. „Det var tydeligt at Jehovas hånd var med os.“

En uge senere nåede de 60 brødre hjem med alle forsyningerne. De havde brugt fem uger på at overvære et tredages stævne. Nogle uger senere standsede hæren alle forsyninger til det indre af landet, og der opstod alvorlig fødevaremangel. Men de brødre der havde overværet stævnet havde mad til flere måneder og benzin til forkyndelsesture. „Når jeg ser tilbage,“ siger Cecyl, „kan jeg se hvordan Jehova ledede os til at træffe den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt.“

De løb for livet

Året efter rykkede kampene til Moengo, en mineby øst for Paramaribo. Tropper blev sat ind, men mødte hård  modstand. Kugler fløj gennem bygninger, huse gik op i flammer og folk løb for livet.

De fleste af brødrene flygtede ind i regnskoven og kom i sikkerhed. Nogle nåede til Paramaribo, mens andre padlede mod Maronifloden, der ligger på grænsen til Fransk Guyana. De satte over den fem kilometer brede flod og kom ind i Fransk Guyana. Cirka 50 Jehovas vidner reddede livet på denne måde.

Jehovas Vidner i Fransk Guyana sørgede straks for mad, tøj, lagener, tæpper og medicin til dem. Afdelingskontoret på Martinique sendte også hjælp, og der blev oprettet en særlig fond for at hjælpe flygtningene. „Myndighederne i flygtningelejrene var forbløffede over at se hvor hurtigt vor organisation sendte hjælp,“ siger Cecyl Pinas. „De sagde: ’I snakker ikke bare, I handler.’“

Rorgænger og hyrde

I disse urolige år viste Do Amedon, den rorgænger som styrede Noa gennem vandfaldene, sig at være en dygtig hyrde. Do er aucanerbuskneger, og han forlod Paramaribo i 1974 for at arbejde som specialpioner blandt sine stammefrænder. Han har omsorg for folk, forstår deres problemer og er en dygtig organisator. Ja, hans råd, der bygger på Bibelen, er så værdsatte at stammemedlemmerne kalder ham „Pappie“ (Far), selv om han kun er 40 år gammel.

Først hjalp Do brødrene langs Tapanahonifloden. Så flyttede han og andre pionerer midt i 1980’erne til Maronifloden. Busknegrenes reaktion var overvældende, men de boede så spredt at det var umuligt at nå dem alle. I 1985 blev dette problem imidlertid løst. Hvordan?

Det år godkendte Det Styrende Råd en forhøjelse af benzingodtgørelsen til specialpionererne i regnskoven. Med mere benzin til påhængsmotorerne styrede pionererne nu kanoerne fra den ene bebyggelse til den anden og fandt  masser af interesse. I 1985 blev der oprettet en ny menighed med cirka 30 forkyndere i landsbyen Gakaba. Nogle måneder senere var forkyndertallet vokset til 50, og cirka 20 af disse forkyndere begyndte i pionertjenesten. Inden længe transporterede Do Amedon igen cementsække gennem vandfaldene. Rigssal nummer to dukkede op i regnskoven.

En vækst på ti fold

„En gruppe unge brødre har fuldført en rigssal med 200 siddepladser på en naturskøn ø i Maronifloden,“ rapporterer afdelingskontorets koordinator, Wim van Seijl, der for nylig besøgte området. „De tilbød dernæst at sejle op ad Lawafloden, hvor der aldrig før var blevet forkyndt. Dér, blandt alukubusknegrene, udbredes sandheden nu også.“

Trods borgerkrigen er Rigets budskab trængt dybere ind i regnskoven. De tyve busknegerbrødre der arbejdede langs Tapanahonifloden for ti år siden, er blevet til 200 forkyndere i dag, organiseret i fire menigheder langs floderne i det østlige Surinam. En vækst på ti fold!

En lignende vækst har fundet sted i andre dele af landet. Mange menigheder har rapporteret at der kommer dobbelt så mange til møderne som der er forkyndere, og rigssalene er for små til at kunne rumme alle dem der kommer. I begyndelsen af 1987 gav Det Styrende Råd derfor afdelingskontoret lov til at bygge en 34 gange 60 meter stor stævnehal og fire rigssale. Det var en afgørelse der kom i rette tid.

„Kort efter at vi havde købt cement,“ fortæller Henk Panman, som dengang var stævnehallens bestyrer, „løb landet tør for cement. Byggepladser måtte lukkes, men vi kunne fortsætte.“ Senere hjalp afdelingskontoret i Holland ved at sende fire containere med byggematerialer. Faste byggearbejdere og hundreder af frivillige arbejdede i halvandet år og fik færdiggjort fire nye tiltalende mødesteder.

 Nu vi taler om byggerier, husker I da Stella Daulat, som i 1955 skænkede sin grund til en rigssal? Efter at hendes hus var blevet flyttet, boede hun der og var godt tilfreds med dét. For nylig overraskede menigheden hende imidlertid ved på et møde at meddele: „Vi bygger et nyt hus til søster Daulat.“ Ved siden af hendes gamle hus byggede brødrene et rummeligt murstenshus og gav det til den 78-årige Stella. Med tårer i øjnene siger Stella: „Hvilken gave fra Jehova!“

Jehova glemmer ikke deres arbejde

Ligesom Stella har mange hundrede i Surinam erfaret Jehovas velsignelse. Desværre tillader pladsen ikke at vi nævner alle disse trofaste, men den udholdenhed de daglig viser i tjenesten går ikke upåagtet hen af Jehova, som ikke ’glemmer deres arbejde og den kærlighed de har vist mod hans navn’. — Hebr. 6:10.

I de sidste fire årtier har 41 missionærer arbejdet skulder ved skulder sammen med de lokale brødre, og mange huskes for deres nidkærhed. I dag er de 18 tilbageblevne gileaditter stadig værdsatte arbejdere i menigheder ud over hele landet.

 Vi takker Jehova for de 1466 forkyndere (hvoraf to tredjedele taler hollandsk, en fjerdedel sranan tongo og resten engelsk), som alle har lært sandhedens rene sprog. Men indsamlingen er ikke forbi, for 4443 overværede mindehøjtiden i 1989 — over tre gange så mange som antallet af forkyndere!

Denne tilstrømning har skabt behov for endnu et byggeprojekt — et nyt afdelingskontor. Derfor er der planer om at købe tre hektarer jord i en forstad til Paramaribo. Med disse nye faciliteter vil afdelingskontoret være bedre udrustet til at tage sig af alle dem der reagerer på den indbydelse der lyder med voksende styrke: „’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ Måtte Jehova fortsat velsigne vort arbejde i hele verden mens vi adlyder den guddommelige befaling: ’Vær ved godt mod og sig: „Jehova er min hjælper.“’ — Åb. 22:17; Hebr. 13:6.

[Fodnote]

[Oversigt på side 252]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Surinam

Rek.tal forkyndere

2.000

1.440

810

561

361

67

1950 1960 1970 1980 1989

Gns. pionerer

400

235

 

 

 

 

63

54

41

10

1950 1960 1970 1980 1989

 [Ramme/​kort på side 192]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det Caraibiske Hav

Courantyne

GUYANA

SURINAM

Nieuw Nickerie

Paramaribo

Wageningen

Meerzorg

Moengo

Onverdacht

Paranam

Albina

Orealla

Saramacca

Maroni

Granbori

Tapanahoni

BRASILIEN

FRANSK GUYANA

[Ramme]

Hovedstad: Paramaribo

Officielt sprog: Hollandsk

Befolkningstal: 400.000

Største trossamfund: Hinduismen

Afdelingskontor: Paramaribo

[Illustration på side 194]

Alfred Buitenman tjente Jehova trofast i over 60 år

[Illustration på side 197]

Lien Buitenman og James Brown husker tydeligt at de så „Skabelsens Fotodrama“ omkring 1920

[Illustration på side 199]

Willem Telgt, der blev døbt i 1919, byggede senere den første rigssal i landet

[Illustration på side 207]

„Oma“ de Vries sørgede for sine „missionærdrenge“

[Illustration på side 215]

Frederik Wachter var den første buskneger der blev forkynder

[Illustration på side 218]

Stella Daulat skænkede sin jord til menigheden, så man kunne bygge den første rigssal i hovedstaden

[Illustration på side 230]

Albert Suhr fra Gileadskolens 20. klasse forkynder på et plejehjem

[Illustration på side 241]

Medlemmer af afdelingskontorets udvalg: C. Pinas, W. van Seijl, N. Pinas og D. Stegenga

[Illustration på side 246]

Leo Tuart har været forkynder i næsten et halvt århundrede

[Illustration på side 251]

Det nuværende afdelingskontor i Wicherstraat 8-10