Hawaii

Årbogsrapport 1991

DEN 12. juli 1776 sejlede skibet Resolution ud fra Plymouth i England for at lede efter den sagnomspundne nordvestpassage — en genvej mellem Europa og Asien. Ved roret stod en høj, statelig mand, en søn af en skotsk landarbejder, med øjnene lysende af forventning — det var den berømte opdagelsesrejsende, kaptajn James Cook.

Hvad han ikke vidste var at denne, hans tredje lange sørejse, skulle blive hans sidste. Efter igen at have besøgt New Zealand sejlede han mod nordøst til Tonga og derefter til Tahiti. Fra Tahiti satte han kurs mod et område hvor kun få opdagelsesrejsende havde vovet sig ind — den nordlige del af Stillehavet. Her gjorde han en stor opdagelse — han fandt en gruppe øer som han gav navnet Sandwichøerne efter sin ven, en adelsmand i admiralitetet.

 Da James Cook og hans besætning gik i land i 1778, var de de første europæere der satte foden på disse øer, og til deres overraskelse blev de ærbødigt modtaget af indfødte fra et højtudviklet polynesisk aristokrati. Et år senere blev Cook imidlertid dræbt under en strid med de indfødte. I dag er denne kæde af vulkanøer blevet Stillehavets knudepunkt. Deres navn er Hawaiiøerne.

Denne smukke øgruppe bestående af 132 øer, koralrev og sandbanker ligger midt i Stillehavet, i den nordlige del af troperne, spredt som en kæde fra sydøst til nordvest over en strækning på 2451 kilometer. Dens syv største beboede øer er Niihau, Kauai, Oahu, Molokai, Lanai, Maui og Storøen Hawaii.

Disse øers betagende skønhed, der omfatter alt fra brusende vandfald til snedækkede vulkantoppe, er gang på gang blevet skildret i musik og poesi, på malerier og film. Ja, for millioner fremkalder navnet Hawaii et billede af kokospalmer der svajer i den tropiske brise og blide bølger der kærtegner den elfenbenshvide strand. En velgørende påmindelse om menneskets universelle længsel efter Paradisets skønhed! Hawaiis virkelige skønhed består imidlertid i andre „kostbare skatte“, nemlig i Jehovas ydmyge tjenere der lever i et åndeligt paradis. (Hag. 2:7) Her følger deres historie.

Uhyggelige ritualer i fortiden

Hedensk religion med et frygtindgydende præsteskab og guddommeliggjorte konger udøvede stor magt over de første polynesiske indbyggere. Hvis nogen brød de religiøse tabuer var straffen ofte døden. Interessant nok fandtes der dog tilflugtsbyer hvor man kunne søge beskyttelse. I århundreder var polyteisme og menneskeofringer med til at give religion en fremtrædende plads på det gamle Hawaii.

Sådan var situationen da protestantiske missionærer i 1820’erne ankom til Hawaii fra De Forenede Staters østkyst.  Med disse første missionærer, som var chokerede over de indfødtes livsførelse og religiøse ritualer, fulgte store forandringer på øerne. En af disse var at det yndefulde hawaiianske sprog blev et skriftsprog. Inden længe blev der trykt bibler og andre lærebøger. Der blev også gjort bestræbelser for at oplære befolkningen i vestlig levevis. I løbet af kort tid fortrængte protestantismen det hedenske præsteskab og blev den fremherskende religion. I 1827 ankom de første katolske missionærer til Hawaii. Derefter indvandrede kinesiske og japanske arbejdere som bragte deres asiatiske religioner med sig. Ved slutningen af det 19. århundrede var det religiøse liv på Hawaii således præget af både protestantismen, katolicismen, buddhismen, taoismen og shintoismen.

En blanding af etniske grupper

I denne periode satte mange nationaliteter deres præg på det hawaiianske samfund og ændrede dets kultur. De oprindelige hawaiianere var høje, kraftige og robuste mennesker af polynesisk afstamning med ravgylden hud, store brune øjne og tykt mørkebrunt eller sort hår. Efter kaptajn Cooks landgang i slutningen af det 18. århundrede fulgte bølger af immigranter fra Kina, Japan, Okinawa, Korea, Filippinerne, Madeira, Açorerne, Puerto Rico, Spanien, Tyskland og Skandinavien som søgte en bedre tilværelse og som havde fået kontrakt som arbejdere på en af de mange sukkerplantager. Denne etniske blanding blev endnu mere udtalt i det 20. århundrede på grund af en stadig større tilstrømning af folk fra Samoa og andre Stillehavsøer. Efter 1930 kom de fleste indvandrere fra De Forenede Staters fastland.

Hawaiis farverige udpluk af menneskeslægten er i årenes løb blevet blandet med et godt resultat. Næsten 40 procent af alle nye ægteskaber indgås mellem forskellige racer, og det har resulteret i en kosmopolitisk blanding af folk som virker betagende og fascinerende på den besøgende. Trods deres meget forskellige baggrund er folk på Hawaii sædvanligvis  godmodige og venlige. Dette, tillige med de tropiske omgivelser og det i regelen solrige vejr, har gjort Hawaii til et herligt feriested. Blandt disse interessante og sympatiske mennesker skulle Jehovas Vidner få en stor høst i denne endens tid.

Besøg af præsidenten

I 1912 lagde dampskibet Shinyo Maru, med vandet skummende omkring sig, til i Honolulus havn. Om bord var Vagttårnsselskabets første præsident, Charles T. Russell, der havde begivet sig ud på en jordomrejse.

Efter at han havde besøgt Kamehameha-skolen og Mid-Pacific-instituttet, beskrev han sine iagttagelser i The Watch Tower for 15. april 1912: „Vi forhørte os om hvordan det forholdt sig med kristendomsundervisningen, og fik at vide at et forsøg på at undervise i dette fag ville fremmedgøre eleverne og således medføre en splittelse af skolerne. . . . Det er vor opfattelse at der udføres et godt arbejde på Hawaii, set fra et humanitært synspunkt, men at det er en absolut fiasko med hensyn til at kristne befolkningen. Så vidt vi kunne forstå er den aldrig blevet undervist i troen på Jesu genløsende blod, hans opstandelse og hans kommende rige.“

Den første sæd bliver sået

I 1915 spurgte Walter Bundy, der var pilgrim (som man kaldte en rejsende tilsynsmand dengang), Ellis Wilburn Fox om han ville ledsage ham og hans kone på en rejse til Honolulu på Hawaii, idet han tilbød at betale hans billet. Broder Fox tog imod indbydelsen og forlod sit arbejde som chefoperatør ved en biograf i Vancouver i Canada. Broder og søster Bundy samt broder Fox sejlede med dampskib fra Vancouver til Honolulu, og de såede den første sandhedssæd blandt de venlige, omgængelige hawaiianere. I deres bagage havde de en lille hånddreven trykkemaskine der skulle bruges til at fremstille indbydelser til avertering af de offentlige foredrag som disse to brødre ville holde. Broder Fox regnede kun med at blive i Honolulu nogle få uger og så vende tilbage  til sit vellønnede arbejde i Vancouver. Han forestillede sig mindst af alt at disse få uger skulle blive til syv år.

Den første søndag i februar 1915 holdt bibelstudenterne (som Jehovas Vidner blev kaldt dengang) deres første møde i et lokale på et hotel på hjørnet af Fort Street og Beretania Street i Honolulu. Der var fem til stede: ægteparret Bundy, Ellis Fox og en interesseret mand og hans kone.

Om bord på skibet, en dag eller to før de nåede Honolulu, var de tre blevet enige om at den af dem der først fik arbejde, skulle sørge for de to andre. Broder Bundy, der var pianist, fik straks arbejde i en musikforretning.

Om denne første tid berettede Ellis: „Vi forberedte os på at holde et offentligt foredrag hver søndag. Walter skrev bekendtgørelsen af søndagens foredrag, mens det var mit job at sætte typerne, trykke indbydelserne og forsøge at gennemarbejde så meget af Honolulu som jeg kunne hver uge. Walter syntes aldrig at løbe tør for offentlige foredrag.“

 Da Walter blev klar over at Ellis var ængstelig for at holde offentlige foredrag, tog han ham med ud i en park hvor de kunne arbejde på at forbedre hans grammatik og talefærdighed. Som Ellis senere sagde: „Han forsøgte med stor tålmodighed at få noget af sig selv til at smitte af på mig.“

Arbejdet med den første gruppe

Denne oplæring var nødvendig og til uvurderlig hjælp, for i slutningen af 1915 bad broder Russell Walter Bundy om at påtage sig en anden opgave på det amerikanske fastland. Ellis Fox blev i Honolulu som den eneste ældste for den lille gruppe af nyinteresserede. Det gik da op for ham at han ikke lige med det samme ville komme tilbage til sit indbringende arbejde i Canada. Men han var begejstret for sandheden, og han havde den rette indstilling med hensyn til at forblive i Honolulu og at sætte Rigets interesser før de materielle.

Han gik også til opgaven med beskedenhed og ydmyghed. Studiet af Tabernakel-Skygger var vanskeligt. I erkendelse af sin begrænsede erfaring plejede han for alles øjne at lægge papir og blyant frem, og bekendtgøre at ethvert spørgsmål som gruppen ikke kunne besvare, ville blive skrevet ned, så enhver kunne undersøge det i løbet af den kommende uge. Men som man kunne forvente måtte broder Fox selv undersøge de fleste spørgsmål, og det kostede ham store anstrengelser at finde frem til de rigtige svar.

 Forkyndelse som taxachauffør

Et stykke kridt og en taxa — en underlig kombination når man skal forkynde Rigets budskab — men ikke for Ellis Fox. Mens han arbejdede som taxachauffør forkyndte han for andre chauffører. Med et stykke kridt skrev han på fortovet og gjorde på denne måde rede for Jehovas løfter og forklarede Bibelens kronologi, som for eksempel længden af hedningernes tider, hvilket affødte mange spørgsmål som førte til livlige diskussioner.

En anden chauffør, James Harrub, blev så begejstret over at høre om disse bibelske sandheder at han bad om noget læsestof. Efter hurtigt at have gennemlæst bogen „Den nye Skabning“ og andre bind af Studier i Skriften, var han helt overbevist om at det budskab de indeholdt var sandheden fra Guds inspirerede ord.

I 1918 ledede Ellis regelmæssigt et bibelstudium med James og hans kone, Dora. Dora, der var medlem af den episkopale kirke, var blevet interesseret på grund af et avisudklip som Ellis havde givet hendes mand. Det indeholdt en beretning om en debat mellem en „pastor“ Troy og Vagttårnsselskabets anden præsident, Joseph F. Rutherford. Under denne debat havde broder Rutherford på fremragende måde afsløret treenighedslæren, helvedeslæren og læren om den  udødelige sjæl som ubibelske. Dette lille udklip var begyndelsen til Doras grundige bibelstudium og kristne tjeneste gennem mere end 50 år.

De første disciple døbes

Da James Harrub udtrykte ønske om at blive døbt, fik broder Fox tilladelse til at benytte en gammel kirke der stod tom og som havde et dåbsbassin under en lem. Bassinet, der var lavet af tyndt metal, var imidlertid utæt som en si. Efter at de havde gjort deres bedste for at lappe hullerne med en loddekolbe, viste det sig at bassinet kun kunne holde den ønskede mængde vand hvis der var lukket helt op for vandhanen. Broder Fox berettede: „Jeg var netop blevet færdig med at holde dåbsforedraget og stod nu nede i vandet og ventede på at James skulle komme ud af omklædningsrummet, da der skete noget som kom fuldstændig bag på mig. Den lille kønne, klarøjede Dora Harrub bøjede sig ned og hviskede i mit øre, uden at andre kunne høre det: ’Ellis, kan jeg også blive døbt?’ ’Naturligvis kan du det! Gå derind og klæd dig om.’ Det var en vidunderlig oplevelse for både hendes mand og mig!“ Således blev de to første kristne disciple på Hawaii døbt den 19. november 1919.

Gruppen af bibelstudenter flyttede deres mødested fra Leonard Hotel hvor Ellis boede, til ægteparret Harrubs hjem i Spreckles Street. Her overværede ni personer regelmæssigt „bønne-, lovprisnings- og vidnesbyrdmødet“ om onsdagen og vagttårnsstudiet om søndagen.

Fra frimurer til Jehovas vidne

Under den første verdenskrig arbejdede broder Fox som bestyrer af en lokal forretning. En søndag morgen blev han i sit hjem i Honolulu ringet op af David Solomon, der var leder af et autoværksted ved et militæranlæg. Han bestilte nogle materialer og spurgte om Ellis ville åbne forretningen for at ekspedere hans ordre, og det indvilligede Ellis i.

 Broder Fox fortæller: „Da han kørte mig ud til forretningen sagde han at jeg måtte være frimurer, siden jeg var så imødekommende. Da han hørte at jeg som en ordets tjener var tilsluttet de lokale bibelstudenter, spurgte han: ’Holder De nogen sinde foredrag uden for Deres egen kirke?’ Jeg svarede: ’Ja, hvis jeg bliver indbudt.’ Derpå fortalte han mig at han var formand for frimurerlogen i Fort Schofield og indbød mig til at tale der. Jeg fortalte ham naturligvis ikke at jeg aldrig havde holdt et offentligt foredrag. Jeg forberedte mig og benyttede en oversigt som den der findes foran i det første bind af Studier i Skriften. Ved at forberede og holde mit første offentlige foredrag fik jeg mulighed for at bruge noget af det jeg havde lært af Walter Bundy.“

Derefter kom David Solomon regelmæssigt til møde sammen med den lille gruppe bibelstudenter. Trods hård modstand meldte han sig senere ud af frimurerordenen og blev døbt af broder Fox.

Undervisning i søndagsskole

Broder Fox, der altid var opfindsom og fuld af initiativ, var til stadighed vågen over for muligheder for at udbrede sandheden. Med stor frimodighed dristede han sig for eksempel ind i kirker og søndagsskoler. Under gudstjenesten stillede han spørgsmål angående lærepunkter og skabte således en mulighed for at forkynde i selve kirken for dem der kom der.

En søndag kom han ind i en kirke hvor en vis hr. Elder, under den sædvanlige præsts fravær, ledede en bibeltime over Mattæusevangeliet, kapitel 24. Broder Fox gav sig til at stille spørgsmål og give bibelske kommentarer til det stof der blev behandlet. Dette gjorde et sådant indtryk på hr. Elder at han, mens alle hørte det, bad broder Fox om at bytte plads med sig. Der fulgte nogle opbyggende drøftelser i denne søndagsskoleklasse, indtil præsten vendte tilbage og selvfølgelig hurtigt fik sat en stopper for denne ordning. Hr. Elder forlod derimod kirken og stillede sin butik inde i byen til rådighed  en aften om ugen, så bibelstudenterne kunne mødes til bibelstudium dér.

I 1922 opstod der nogle omstændigheder som bevirkede at broder Fox måtte forlade Hawaiiøerne og flytte til Californien. Han overdrog arbejdet til James Harrub og de andre der blev tilbage, og rejste i tillid til at forkyndelsesarbejdet hvilede på en lille men solid grundvold.

Fra Italien til Hawaii

I 1923 sendte Selskabet O. E. Rosselli fra Italien ud på en rejse jorden rundt for at tilskynde brødrene til at benytte Guds Harpe, en bibelstudiebog for begyndere. Et af de steder broder Rosselli gjorde holdt, var Hawaii. Han var energisk og nidkær for sandheden, og han besøgte alle de større øer med bogen, deriblandt den privatejede ø Niihau, hvortil folk sædvanligvis var forment adgang.

Broder Rosselli styrkede også den lille gruppe hawaiianske brødre ved at fortælle opbyggende oplevelser fra sine rejser. Blandt dem han forkyndte for var Amy Ing, der arbejdede i sin faders forretning i Honolulu. Han spredte alle bind af Studier i Skriften til hende, og hun skattede dem højt i de kommende år. Hun giftede sig med Harry Lu, og de blev begge stærke forkæmpere for Rigets sandhed.

Han var buddhist

Blandt dem der overværede bibelstudiemøderne i Harrubs hjem var Kameichi Hanaoka og Albert Kinoshita. De små sandhedsfrø der blev sået i deres hjerter bevirkede at de voksede sig store og stærke i troen. Disse to japansktalende brødre var med til at danne den første japansksprogede studiegruppe, der blev organiseret i 1924. De holdt begge ud i tjenesten for Riget resten af deres liv. Broder Hanaoka hjalp med at sætte arbejdet i gang i Japan efter den anden verdenskrig og virkede dér i heltidstjenesten i 20 år, indtil sin død i 1971.

 James Nako, der stammede fra Okinawa, var, ligesom de øvrige medlemmer af sin familie, overbevist buddhist. Da han en dag gik og snusede lidt rundt i en boghandel i Honolulu, fangede en bibel hans opmærksomhed, og han begyndte at læse i den uden dog at forstå ret meget. Det var imidlertid nok til at få ham til at forlade buddhismen og slutte sig til Makikis kongregationalistiske kirke.

James Nako beretter: „Jeg læste at der i Nuuanu KFUM i Honolulu ville blive holdt et foredrag på japansk over emnet ’Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø’. Det var så helt forskelligt fra det jeg tidligere havde hørt, at jeg besluttede at gå derhen. I indbydelsen var man blevet opfordret til at medbringe sin bibel, så det gjorde jeg. Det gjorde et dybt indtryk på mig at taleren besvarede alle de spørgsmål der blevet stillet, ud fra Bibelen. Jeg udfyldte en seddel om at jeg gerne ville studere Bibelen.“ På denne måde kom han i kontakt med den studiegruppe på 12 der udgjorde alle de bibelstudenter der var i 1926. James Nako gjorde hurtigt fremskridt og blev døbt i juli 1927.

I en beskrivelse af hvordan det var at forkynde i Honolulu i 1927, beretter broder Nako: „Jeg havde en gammel, faldefærdig Ford T som skulle startes med håndsving. Jeg plejede at fylde kufferten bagpå med Den gyldne Tidsalder og Vagttårnet på japansk. Bladene blev oversat fra engelsk til japansk i Japan og blev sendt til os mod at vi blot betalte fragten. Vi spredte dem gratis, idet vi spurgte folk om de havde lyst til at studere Bibelen. Jeg mindes at broder Hanaoka og jeg modtog omkring 1000 blade om måneden til brug i forkyndelsen.“

„To små slyngler“

Da James Nakos arbejde som kok forhindrede ham i at være med i forkyndelsen om søndagen, besluttede han at blive selvstændig. Det viste sig imidlertid at være meget tidsrøvende, og det resulterede i at han blev åndeligt uvirksom.

 Han var ikke desto mindre meget interesseret i sin families åndelige velfærd. Derfor bad han en af brødrene, James Watson, om at studere Bibelen med hans familie, og det gjorde broder Watson trofast og tålmodigt.

„Når det var tid at studere,“ mindedes broder Nako, „klatrede mine to små slyngler, Richard og Tommy, ud af soveværelsesvinduet og gemte sig udenfor. Min ældste datter, Adeline, og jeg gennemsøgte så nabolaget og fandt dem som regel i en park længere nede ad gaden.“ Den dag i dag tjener Adeline, ligesom de to tidligere „slyngler“ og deres hustruer, i missionærtjenesten i Japan.

Blev deres fader nogen sinde igen aktiv i forkyndelsen af Riget? Ja, og indtil sin død i 1972 var han ofte hjælpepioner. Hans enke, Alice, er ofte med i hjælpepionertjenesten i Honolulu.

Men lad os gå tilbage til den tid da familien Nako mødte modstand fra deres buddhistiske slægtninge, fordi deres kristne livsførelse afveg så radikalt fra det de forfædredyrkende okinawere traditionelt accepterede. Deres slægtninge kunne ikke forstå hvorfor familien Nako ikke ville deltage i så tilsyneladende små ting som at brænde røgelse til ære for de døde ved begravelser og ved andre lejligheder. De spurgte: „Hvorfor tror I sådan?“, og før rigssalen blev bygget i Honolulu i 1935 gjorde de nar af dem og sagde: „Hvor er jeres kirke?“ James og Alice Nako var imidlertid medvirkende til at flere af deres slægtninge fra tre generationer kom med i sandheden.

„En brændende ild i mine knogler“

Joseph Dos Santos, der var af portugisisk afstamning, voksede op på Hawaii i et romersk-katolsk hjem. Allerede som 12-årig havde han mistet troen på kirken. Efter at han i 1927 havde taget eksamen fra Berkeley Chiropractic College i Californien, flyttede han til Inglewood i Californien. Da han  oprigtigt søgte efter sandheden, tilbragte han sin fritid med at lytte til religiøse radioudsendelser og at besøge forskellige trossamfund, men det efterlod ham blot med en utilfredsstillende følelse af tomhed.

Denne følelse forsvandt da hans værtinde i 1929 lånte ham et eksemplar af Den gyldne Tidsalder som handlede om den katolske inkvisition. Han sagde: „Det jeg læste i det blad begyndte at ændre hele mit livssyn. Det begyndte at udfylde følelsen af tomhed. En lokal bibelstudent hørte om min interesse og forsynede mig med mere læsestof. Snart var jeg ikke i tvivl om at jeg havde fundet sandheden.“

Samme år vendte han tilbage til Hawaii for at virke som kiropraktor, og han fortsatte med at ’sluge’ de bibelske sandheder som blev forklaret i Selskabets publikationer. „Ligesom i Jeremias’ tilfælde blev Bibelens sandheder som en  brændende ild i mine knogler,“ mindes han, „og jeg kunne ikke tie stille.“ (Jer. 20:9) Skønt han var alene og uden kontakt med de andre lokale bibelstudenter, begyndte han på eget initiativ at besøge sine naboer i Aieaområdet på Oahu. Fuld af iver organiserede han et gruppestudium med en håndfuld filippinske indvandrere, og i 1931 var antallet af tilstedeværende ved studiet vokset til 22. Eftersom der ikke fandtes nogen publikationer på deres dialekt, læste broder Dos Santos skriftstederne fra sin engelske bibel og lod så deltagerne læse dem i deres egne filippinske bibler.

Denne nidkære forkyndelse forblev ikke ubemærket af præsteskabet. Det varede ikke længe før den katolske præst i Aiea begyndte at sprede det rygte at broder Dos Santos var pupule (der på hawaiiansk betyder „skør“). Det bevirkede at han dér på egnen blev kendt som Pupule Joe.

En dag da han besøgte en ven, blev han chokeret over at se bogen Profetierne. Indtil da havde han troet at han var den eneste på Hawaii der havde bøger fra bibelstudenterne. Han udspurgte ivrigt sin ven om hvordan han havde fået bogen. Hvilken glæde og overraskelse var det ikke for ham at høre om James Watson og de fem andre aktive bibelstudenter på øerne!

En vigtig beslutning

„Der kom et afgørende tidspunkt i mit liv,“ beretter broder Dos Santos. „Jeg forstod at jeg måtte træffe en vigtig beslutning. Enten måtte jeg fortsætte mit arbejde som kiropraktor, hvorved jeg kunne give syge mennesker en midlertidig lindring, eller jeg måtte vie mit liv til arbejdet med at gøre disciple, hvilket ville være til menneskers evige gavn.“ I tillid til Jesu ord om at det ville være et skånsomt åg man påtog sig som hans discipel, lagde han sagen frem for Jehova i bøn. (Matt. 11:29, 30) Han kunne næsten ikke vente med at fortælle David Solomon (tilsynsmanden på Selskabets ekspedition  i Honolulu) at han havde besluttet at vie sit liv til forkyndelsen og at han gerne ville forkynde på de fjernestliggende Hawaiiøer, og således overlade det til de seks andre bibelstudenter at gennemarbejde Honolulu. Ingen havde endnu forkyndt den gode nyhed uden for øen Oahu, men broder Solomon var overbevist om denne unge mands beslutsomhed og byggede derfor en husvogn til ham som han kunne bruge i kolportørarbejdet. I 1929 begyndte Joseph Dos Santos sin tjeneste som heltidsforkynder. Han sagde senere: „I tre og et halvt år gennemarbejdede jeg Hawaiiøerne i min Dodge husvogn fra 1927 og såede sandhedens sæd, uden så meget som ét fladt dæk!“

Eftersom distriktet var meget udstrakt og han var den eneste forkynder, koncentrerede han sig hovedsagelig om at udbrede budskabet ved hjælp af bøger og blade. I et brev beskrev han det således: „På grund af den fart hvormed Rigets arbejde voksede dengang, benyttede bibelstudenterne store bogtasker eller vadsække til at transportere den åndelige ammunition i. Folk var venlige, og man mødte ingen uforskammetheder eller smækkede døre. Det var den rene fornøjelse! Folk var glade for at se én og gav hurtigt en dollar for fire bøger, hvilket var det almindelige tilbud. Jeg var dengang ung og stærk og kunne gå mange kilometer ad bjergstier og klatre i bjergene med to vadsække fulde af bibelsk læsestof, og jeg havde mange vidunderlige oplevelser. Nogle steder, især i Kohala-området på Storøen, var vejene så ujævne og ufremkommelige at jeg hverken kunne bruge bilen eller gå. Undertiden måtte jeg bogstavelig talt kravle ud til folks hjem. Jeg efterlod endog en stor forsyning åndelig føde til de spedalske i spedalskhedskolonien på Molokai.“

Han holdt en streng timeplan, idet han forkyndte seks dage om ugen og i gennemsnit brugte 230 timer i tjenesten om måneden. I de tre og et halvt år han alene gennemarbejdede Hawaiiøerne, spredte han 46.000 publikationer.

 Da broder Dos Santos i 1933 vendte tilbage til Honolulu, meddelte han broder Solomon at det nu var hans agt at rejse verden rundt med den gode nyhed. Som forholdene udviklede sig kom han imidlertid ikke længere end til Filippinerne, hvor han tilbragte næsten 17 år. I denne periode udholdt han hård modstand, blandt andet tre års brutalt fængselsophold som den japanske besættelsesmagt idømte ham under den anden verdenskrig.

I 1949 vendte broder Dos Santos sammen med sin familie tilbage til Hawaii, hvor han og hans kone fortsatte i pionertjenesten, indtil han i 1983, i en alder af 88 år, afsluttede sin jordiske løbebane. Hans beslutsomhed og brændende missionærånd fik stor betydning for Rigets arbejde, både på Hawaii og på Filippinerne.

Afdelingskontor og verdens første „rigssal“

Efter at Don og Mabel Haslett havde tjent i over otte år på Betel i Brooklyn, blev de i foråret 1934 sendt til Hawaii for at hjælpe den lille håndfuld aktive brødre med deres forkyndelse. I løbet af næsten ingen tid blev der oprettet et nyt afdelingskontor for Watch Tower Society. Broder Haslett blev udnævnt til tilsynsmand for kontoret. Året efter besøgte Selskabets præsident, J. F. Rutherford, øerne og godkendte købet af en ejendom på hjørnet af Pensacola Street og Kinau Street i Honolulu, hvor det nye afdelingskontor skulle ligge. Han talte også ved mindehøjtiden, der blev holdt i et lejet hus i Young Street som var blevet benyttet til møder. Der var i alt 25 til stede.

Broder Rutherford forstod at der var store muligheder for vækst på øerne, så han sørgede også for at de lokale brødre kunne bygge en mødesal i forbindelse med det nye afdelingskontor. James Harrub henvendte sig til ham og spurgte: „Hvad skal vi kalde denne sal når den er færdig?“ Broder Rutherfords svar lød: „Synes du ikke at vi skal kalde den ’rigssal’, eftersom  det er det vi gør — forkynder den gode nyhed om Riget?“ Det var således i 1935 at det navn blev dannet som skulle blive en betegnelse for de titusinder af mødesale som Jehovas Vidner har rundt om i verden. Det lille hus der blev bygget på adressen Pensacola Street 1228 og som siden er blevet udvidet og ombygget tre gange, udmærker sig ved at være den første bygning der blev kaldt en rigssal.

„Mit helbred blev bedre“

I januar 1933 kunne James og Dora Harrub omsider virkeliggøre den drøm de længe havde haft om at tage pionertjenesten op. Det første år blev de i Honolulu, idet de ventede på at den beboelsesvogn der skulle være deres pionerhjem på hjul, blev bygget. Da den var færdig flyttede de til Maui, gennemarbejdede øen på seks måneder, spredte bøger og blade, og benyttede grammofonen til at spille bibelske foredrag for folk. Derefter flyttede de til Storøen Hawaii, hvor de var et helt år og gennemarbejdede distriktet, men med ringe resultat.

Da de i 1936 flyttede til øen Kauai, slog de sig ned på den østlige side af øen, nær Kapaa. James kom til at holde så meget af befolkningen der, at han skrev til Selskabet og bad om tilladelse til at få Kauai som sit permanente distrikt. Det fik han lov til.

 Da James og Dora begyndte i pionertjenesten havde de begge et dårligt helbred. Dora fortalte: „Mit helbred blev bedre da jeg begyndte som pioner, og jeg bekymrede mig ikke om det.“ Med Jehovas hjælp fortsatte de hele deres liv i heltidstjenesten og fik mange rige velsignelser. Med den selvopofrende ånd og urokkelige tro som disse to lagde for dagen, vandt de befolkningens dybe respekt og kærlighed på Kauai, hvor mange stadig mindes dem med glæde. Efter James’ død i 1954 solgte Dora deres hjem og brugte pengene til at finansiere bygningen af en rigssal i Kapaa på Kauai. Sådan var hun bare! Hun fuldendte sin jordiske tjeneste som almindelig pioner i august 1984, i en alder af 94. Hun og hendes mand havde det storslåede håb at modtage deres belønning i himmelen.

Budskabet forkyndes med højttalerbiler

I mellemtiden var der i 1935 nogle brødre fra Australien som hjalp Don og Mabel Haslett med at købe en bil, en  Plymouth, der blev brugt som en fuldt udstyret højttalerbil. En højttaler, anbragt på taget af bilen, averterede et offentligt foredrag på engelsk, japansk, iloko eller tagalog, mens bilen kørte rundt i gaderne. I det år hørte over 17.000 navnet Jehova ved hjælp af dette udstyr. Efter hvert foredrag blev der aflagt hus-til-hus-besøg i nabolaget, og budskabet blev spredt i trykt form.

Denne forkyndelsesmetode blev taget i anvendelse netop på det tidspunkt da modstandere, ophidsede over broder Rutherfords besøg i Honolulu i 1935, havde tvunget den lokale radiostation til at indstille udsendelserne med broder Rutherfords foredrag. Det ser imidlertid ud til at man nåede et større antal mennesker ved hjælp af højttalerbilen end man tidligere havde gjort med radioen.

En pioner flytter til Hawaii

Eddie Medalio kom til Honolulu i 1936 for at styrke den lille gruppe forkyndere. Efter sin dåb i 1932 i Los Angeles,  Californien, havde han skrevet til Selskabets hovedkontor i Brooklyn om at han gerne for egen regning ville rejse til Filippinerne og dér bruge al sin tid til at forkynde for sine landsmænd i Manila. Selskabet havde imidlertid foreslået ham i stedet at rejse til Hawaii og virke som pioner sammen med ægteparret Haslett, for at få kontakt med de mange filippinere der boede dér.

Eddie var veteran fra den første verdenskrig, og han benyttede sin godtgørelse fra flåden til at betale sin skibsrejse til Honolulu. Don og Mabel var begejstrede over at få hjælp! De bød Eddie velkommen og lod ham bo på afdelingskontoret. Senere giftede han sig med Eulalie, og de rejste til deres tildelte distrikt i Hilo, hvor Eddie blev udnævnt til tilsynsmand for den lille menighed. Mens Eddie og Eulalie var pionerer gennemarbejdede de mange af de fjerntliggende byer og besøgte de forskellige lejre med etniske grupper som arbejdede på sukkerplantagerne.

Eddies pionermotto var: „Stol på Jehova af hele dit hjerte.“ (Ordsp. 3:5) Hver dag gentog han disse ord mange gange for sig selv og for andre, og de var med usvigelig sikkerhed indbefattet i de formaninger han gav de unge som søgte råd hos ham. Hans eget livsløb viste at han i høj grad efterlevede disse inspirerede ord. Han var utrættelig i sin nidkærhed, fuld af mod på livet og af glæde over at tjene Jehova. Eddie var også agtet og elsket for sit gode humør og sin positive indstilling, uanset hvilke problemer han kom ud for. Kendetegnende for ham var hans klukkende latter, der hørtes hyppigt og virkede smittende. Mange unge værdsatte hans dybe og oprigtige interesse for dem, og kaldte ham hengivent for „bedstefar“.

Broder Eddie Medalio tjente som almindelig pioner indtil den 3. januar 1990, hvor han døde af lungebetændelse og andre komplikationer. Han blev 93 år gammel og havde  fuldført 58 års helhjertet tjeneste for Jehova. Lige til det sidste var han åndsfrisk og Jehova inderligt hengiven. På den sidste tjenesterapport han udfyldte, blot to dage før sin død, skrev han: „Min ånd er villig, men mit kød bliver stadig svagere. Jeg beder til stadighed om Jehovas hjælp.“

Brødrene på Hawaii er virkelig blevet velsignet ved det samvær de har haft med sådanne salvede Kristi brødre, hvoraf mange har ofret deres liv og kræfter for at fremme Rigets arbejde. Om dem der således har anvendt hele deres liv i denne tjeneste, kan det afgjort siges: „Lykkelige er de døde som dør i samhørighed med Herren fra nu af. Ja, siger ånden, lad dem hvile fra deres slid, for det de har gjort, følger med dem.“ — Åb. 14:13.

Den anden menighed oprettes

I 1939 skete der det enestående at antallet af forkyndere steg til 30, mod 18 året før. Der blev nu oprettet en menighed til — i byen Hilo.

Forkyndelsesarbejdet tog fart. Der blev gennemført informationsmarcher hvor forkynderne bar sandwichplakater der averterede de grammofonforedrag som blev holdt i Hilo og Honolulu. Den åndelige føde som Jehovas folk kunne glæde sig over, indbefattede også de kortbølgeudsendelser af broder Rutherfords foredrag som man kunne lytte til i Honolulus rigssal og på de fjernere øer. Da der kun var få på øerne som havde taget standpunkt for Jehova, var det en stor opmuntring at budskabet nåede ud i så stort et omfang.

Angrebet på Pearl Harbor

„Vi var en stationcar fuld af forkyndere på vej til Pearl City, lige på den anden side af Pearl Harbor, for at tilbringe en dag i tjenesten,“ beretter Mabel Haslett om den 7. december 1941. „Ved Pearl Harbor Road tvang politiet og bølgende røgskyer os til at vende om. Krig!“ De japanske styrker havde  indledt deres ødelæggende luftangreb på Pearl Harbor som lagde den amerikanske flådebase dér i ruiner. Mabel fortsætter: „Nogle få dage efter den 7. december bankede det på døren. Fire pistolbevæbnede mænd tog Don med til militærhovedkvarteret for at forhøre ham. Den militære undtagelsestilstand var trådt i kraft. Den ene officer efter den anden affyrede en række spørgsmål til Don, og hver gang svarede han ud fra Bibelen. En af dem sagde vredt: ’Hold Bibelen udenfor!’ Men Don svarede: ’Det kan jeg ikke — den er mit forsvar.’ Omsider rejste den ansvarshavende sig — han var øjensynlig tilfreds — og langt over ’mørklægningstid’ bragte de Don hjem. . . . Skønt vi nu og da blev chikaneret, gik arbejdet fremad.“

Med den anden verdenskrig fulgte benzinrationering, mørklægning, udgangsforbud og forsendelsesvanskeligheder. Trods disse problemer fortsatte den lille gruppe forkyndere og pionerer som var spredt ud over øerne, med at forkynde.  I 1942 skrev pionerægteparret James og Dora Harrub endda til afdelingskontoret: „Før Pearl Harbor var der mange der tog bøger og blade, men de fleste nægtede at tro at noget alvorligt kunne ramme Hawaii. Det har helt forandret sig nu, og folk stiller ofte spørgsmål om den nærmeste fremtid, osv. Når de hører at Vagttårnets publikationer kan besvare alle deres spørgsmål, tager de med glæde imod dem.“

Molokai og en bagage på 20 kilo

Lige efter at have lært sandheden at kende i Honolulu — og efter bombningen af Pearl Harbor — fik Harold Gale tildelt sit første pionerdistrikt. Han fortæller: „Mit distrikt var øen Molokai, hvor jeg aldrig havde været før. Jeg ankom dertil, helt alene, med bare en kuffert, og vidste ikke engang hvor jeg skulle være den første nat. Men med Jehovas hjælp kom jeg til at bo hos en af de mest fremtrædende hawaiianere på øen. Han sørgede senere for at jeg kunne leje et stort hus med knap en halv hektar jord med 16 kokospalmer, for kun 7 dollars om måneden. Det lå lige ved stranden, omkring 8 kilometer syd for havnebyen Kaunakakai.“

Eftersom broder Gale ikke havde noget transportmiddel, måtte han gå op til 30 kilometer om dagen, bærende på 20 kilo bagage som indbefattede en kuffert med bøger, brochurer og blade på op til 6 sprog og en grammofon med 11 plader på lige så mange sprog. Mange gange spurgte filippinerne om de ikke kunne købe pladerne eller endog grammofonen. Senere fik Harold Gale tilsendt en cykel fra en broder på Oahu, og han kunne da nå omkring 60 kilometer på en dag. En kinesisk broder, Norman Chock, som havde bil, en Willys sedan, kom til øen for at være pioner sammen med ham. På grund af rationeringen kunne de kun få 38 liter benzin om måneden, men de fik alligevel gennemarbejdet øen på kryds og tværs. Efter tre måneder ledede de 18 bibelstudier.

 På øens nordside ligger den isolerede spedalskhedskoloni Kalaupapa, som man kun kan komme til med båd eller fly eller ved at stige ned ad en 600 meter høj klippe. Broder Gale beretter: „Bærende på to kufferter med bøger begav jeg mig ned ad den stejle sti og spredte 65 eksemplarer af bogen Børn til hr. Anderson, koloniens leder, der lovede at give dem videre til de spedalske som jeg ikke kunne kontakte personligt.“

På Storøen Hawaii

Blandt dem der kom med i sandheden i disse urolige krigsår, var Shinichi og Masako Tohara. Broder Tohara havde fået nogle publikationer i 1935, og i 1938 havde han set forkynderne gå rundt i Hilos gader med sandwichplakater. Senere begyndte Ralph Garoutte at studere med ham, og efter blot en måneds studium begyndte Shinichi at forkynde for sine venner i frokostpausen på sin arbejdsplads, en fabrik i Hilo hvor man fremstillede sake (risbrændevin).

Om den første gang Shinichi var med i forkyndelsen fra hus til hus, siger han: „En morgen i marts 1942 pakkede jeg en bogtaske så den bugnede af bibelsk læsestof. Jeg havde besluttet at gå ud at forkynde sammen med min søn Loy. Jeg gik hen til det første hus og bankede på, men mit hjerte bankede endnu hårdere. Jeg husker ikke hvordan jeg kom igennem dette første besøg, men jeg havde ikke mod til at fortsætte til det næste hus, så jeg gik hjem.“ Efter at han havde fået hjælp af mere erfarne forkyndere, forsvandt hans ængstelse. Måneden efter tog han en uge fri fra arbejde for at forkynde sammen med de pionerer der arbejdede i det fjerntliggende Waimea og Kohala. Han havde en vidunderlig tid! Den 19. april 1942 blev han og hans kone døbt i Hilobugtens rolige vand.

Med tanke på Jesu billedtale om den rejsende købmand der straks solgte alt hvad han havde for at købe en perle af  stor værdi, solgte broder og søster Tohara, blot en måned efter deres dåb, deres indbo og begyndte at bygge en beboelsesvogn. I juni fik de tildelt deres første pionerdistrikt: Pahala, et landdistrikt i Storøen Hawaiis vulkanske område. Efter at have gennemarbejdet dette afsidesliggende område blev de forflyttet til Konaområdet, hvor de vandrede ad utallige bjergstier for at forkynde for de ydmyge kaffedyrkere.

„Kejseren siger at vi ikke må bygge“

Rigssalen i Honolulu var efterhånden ved at sprænges på grund af den store mødedeltagelse. Det var tydeligvis nødvendigt med et større mødelokale, og det syntes derfor logisk at udvide denne bygning, den første i verden der blev kaldt „rigssal“. Men i 1943 var byggematerialer en mangelvare, og Hawaii var erklæret i militær undtagelsestilstand. Militærregeringen sagde derfor nej til denne udvidelse.

Mabel Haslett beretter: „Da jeg kom hjem en dag, sad Don nok så alvorlig, med et brev i hånden. Det var en bemyndigelse fra broder Knorr, Selskabets nye præsident, til at bygge en ny rigssal på grunden bag afdelingskontoret. Don sagde: ’Kejseren siger at vi ikke må bygge. Jehovas organisation siger: „Byg!“ Naturligvis bygger vi.’“

Ved Jehovas ånds kraft overvandt brødrene vanskelighederne, idet de arbejdede dag og nat. De transporterede sand fra strandene og sten fra bjergene. Kasserede jernbaneskinner blev købt billigt hos Oahu Jernbaneselskab, og affaldstømmer fra lossepladsen blev anvendt til fremstilling af støbeforme.

Også søstrene arbejdede utrætteligt; de sleb rust af jernbaneskinnerne og malede dem. En ven af Harry Lu lånte brødrene et benzindrevet svejseapparat, og trods benzinrationeringen var der altid nok benzin til at svejse stålskinnerne om til spær.

 Harold Gale, som var en af de frivillige arbejdere, siger: „Vi spurgte en entreprenør hvad dette byggeprojekt ville have kostet hvis vi havde skrevet kontrakt med ham, og hvor lang tid det ville have taget at udføre det. Han sagde at det ville have kostet omkring 17.000 dollars og at det ville have taget halvandet år. Da bygningen var færdig regnede vi ud at de egentlige omkostninger lå på omkring 700 dollars, medregnet måltider til 65 brødre, og at det havde taget brødrene tre måneder at færdiggøre den!“

De første missionærer ankommer

Brodersamfundet kom ud af den anden verdenskrig i en tilstand af åndelig fremgang. I 1946 var der et højdepunkt på 129 forkyndere, mere end dobbelt så mange som da angrebet på Pearl Harbor fandt sted omkring fem år tidligere. I løbet af året blev 38 nye døbt.

En afgørende begivenhed i denne efterkrigstid var besøget af Nathan H. Knorr og Milton G. Henschel fra Selskabets hovedkontor i New York. Under dette besøg blev det foreslået at der skulle sendes missionærer som var uddannet på Vagttårnets Bibelskole Gilead, til Hawaii for at fremskynde arbejdet.

Da Martha Hess og Ruth Ulrich, som var udgået fra den syvende klasse på Gilead, ankom den 27. september 1947, fik de den traditionelle hawaiianske velkomst på kajen, med fejende hawaiiansk musik, spillet af det kongelige hawaiianske orkester, og med svajende hula-hula-piger. Brødrene og søstrene var så glade for missionærernes komme at de overdængede dem med blomsterkranse.

Disse to missionærers oprigtige og samvittighedsfulde arbejde ville for det hawaiianske folk blive en tiltalende vellugt, sammenlignet med det arbejde kristenhedens missionærer havde udført og som havde efterladt en bitter smag. Martha mindes at hun hørte en lokal komiker bittert  sige: „De første missionærer kom til øerne, gav os en bibel og sagde at vi skulle se op til den store Gud i himmelen, og mens vi så op, tog de al vores jord fra os.“

Da de to gileadmissionærer kom, var de 129 forkyndere på Hawaii samlet i tre menigheder på Oahu (Honolulu, Maili og Waimea) og to på Storøen Hawaii (Hilo og Kona), samt i mindre grupper på Kauai, Maui og Molokai.

I ti og et halvt år arbejdede de to missionærsøstre flittigt på Hawaii og hjalp mange ind på livets vej. Deres gode eksempel og store begejstring for tjenesten vakte pionerånden blandt mange unge. I 1957 blev Martha og Ruth forflyttet til Japan, hvor de stadig arbejder sammen som missionærer.

Da der opstod en krise i Japan, spurgte broder Knorr i 1947 i et brev: „Hvem af de hawaiianske brødre vil være villige til at tage til Japan?“ Hawaiiansk-japanerne Jerry og Yoshi Toma, Shinichi og Masako Tohara, og Elsie Tanigawa meldte sig. I sit brev til broder Knorr spurgte Don Haslett: „Hvad med broder og søster Haslett?“ De kom også af sted. Disse syv blev senere til ni, idet Toharas to mindreårige døtre, som kom med dem til Gileadskolen og senere til Japan, også blev missionærer som voksne. De er alle sammen stadig i deres missionærdistrikt i Japan, bortset fra broder og søster Haslett, der som salvede kristne har afsluttet deres jordiske løbebane.

Den sande pionerånd

Da arbejdet nu var godt organiseret på Oahu, kunne man rette opmærksomheden mod de distrikter på naboøerne som ikke var blevet gennemarbejdet. Tiden var moden til at villige og nidkære pionerer besøgte disse isolerede områder med den gode nyhed. I 1950’erne var pionertjenesten imidlertid ofte forbundet med mange prøvelser.

 Den 1. april 1955 flyttede John Ikehara til Kona på Storøen Hawaii for at hjælpe den lille gruppe der. Da han ikke kunne få et deltidsjob, levede han hovedsagelig af de grøntsager og frugter der blev dyrket i rigssalens have. I forbindelse med sit studium med en filippiner som boede på en af kaffeplantagerne, mindes han: „Mine øjne gjorde ondt på grund af røgen fra petroleumslampen. Manden svarede på engelsk og læste paragrafferne på iloko.“ John glædede sig virkelig til dette bibelstudium — af flere grunde. Han forklarede: „Hver uge før studiet insisterede den interesserede på at vi skulle spise først.“ Det værdsatte John i høj grad, for dette måltid indeholdt proteiner og tjente som et supplement til hans vegetarkost.

Erfaringer som denne fra Kona var ham en glimrende hjælp i hans senere missionærdistrikt i Japan, hvor han tjente indtil sin død. John klagede ikke; tværtimod skrev  han engang: „Jeg takker Jehova for de mange velsignelser han har skænket mig og tusinder andre. Jeg er meget taknemmelig for at Selskabet har hjulpet mig så meget og været så tålmodig med mig.“

I efteråret 1954 henvendte Keith Stebbins, den daværende afdelingstilsynsmand, sig til Nathaniel Miller, en missionær fra Japan der var på Hawaii på grund af sin kones helbred, og spurgte om han ville tage imod opgaven som specialpioner i Kekaha på Kauai.

Selv om Nathaniel Miller og hans kone, Allene, ikke havde en bil, som var en nødvendighed i dette landdistrikt, indvilligede de i straks at tage af sted. Eftersom Allenes helbred hindrede hende i at nå timemålet for specialpionerer, måtte de klare sig for Nathaniels specialpionergodtgørelse på 30 dollars om måneden.

 Transportproblemet blev løst da Harry Lu forærede Millers en Dodge, årgang 1933. Lejerne bankede, så bilen kunne kun køre omkring 40 kilometer i timen, og undertiden måtte de bruge op til en halv time på at få den startet. Men den gik aldrig i stå når de var ude at køre.

Da de kun havde begrænsede midler til at købe benzin for, koncentrerede de sig om det distrikt der lå umiddelbart omkring rigssalen i byerne Kekaha og Waimea. Cirka et år  senere, efter at Allene var begyndt som specialpioner, begyndte de at forkynde i Hanapepe, Port Allen og Koloa. De lavede en madpakke til frokost og aftensmad, og så forkyndte de hele dagen og ledede studier i Koloa til klokken 22.00. Inden længe var menigheden i Kekaha vokset til det dobbelte og der blev oprettet en ny menighed i nabobyen Koloa.

Værter for hundreder af delegerede

Det var med glæde og begejstring at brødrene på Hawaii fik besked om at de skulle være værter for hundreder af delegerede som deltog i Selskabets verdensrejse i forbindelse med stævnerne „En evigvarende god nyhed“ i 1963. Stævnet skulle holdes i Waikiki Shell, et amfiteater som lå ved den kendte kyst Waikiki Beach.

Det opbyggende samvær med så mange besøgende brødre var en stor opmuntring. Over 6000 var til stede for at høre broder Knorrs offentlige foredrag, der også blev sendt direkte i fjernsynet ud over hele øgruppen. Befolkningen kunne ikke undgå at lægge mærke til at Jehovas Vidner virkelig er et internationalt samfund. De delegerede var også begejstrede over at være til stævne i det meget romantiske Waikiki Shell ved det berømte Diamond Head, hvor blide passatvinde kærtegnede forsamlingen.

En ny afdelingstilsynsmand

Efter at have gennemgået et kursus på Gileadskolen som var specielt tilrettelagt for afdelingstilsynsmænd, blev Keith Stebbins i 1964 sammen med sin kone forflyttet til Den Dominikanske Republik. I de 11 år han havde tjent på Hawaii, havde han set hvordan Jehova havde velsignet arbejdet med en bemærkelsesværdig vækst. Antallet af forkyndere var mere end fordoblet, eftersom det var steget fra 770 til 2064. Antallet af menigheder var tredoblet, fra 12 til 37. Broder Stebbins’ storartede evne til at organisere  havde befæstet den lokale organisation og lagt grundvolden for yderligere vækst.

Ved områdestævnet „Åndens frugter“ i Hilo i 1964 bekendtgjorde broder Knorr at Robert K. Kawasaki, senior, var udnævnt til afdelingstilsynsmand. Broder Kawasaki, der var født og opvokset på Hawaii, tjente på det tidspunkt som områdetilsynsmand, efter at han i 1961 havde gennemgået Gileadskolen.

Der var noget galt

I 1965 blev brødrene på afdelingskontoret forvirrede og bekymrede, da tjenesterapporten for tjenesteårets tre første måneder viste en stadig nedgang i antallet af de forkyndere der rapporterede. Dette var højst usædvanligt, for Hawaii havde altid haft en stadig og støt fremgang.

På broder Knorrs foranledning blev der holdt et særligt møde med udvalgte kreds- og områdetilsynsmænd. Efter ni timers indgående drøftelse under bøn kunne det fastslås at der tydeligvis var to årsager til nedgangen — materialisme og en svækket åndelighed.

På det tidspunkt gav turismen Hawaii en blomstrende økonomi. Byggebranchen oplevede en enestående fremgang. Følgen var en stigning i leveomkostningerne. Nogle brødre lod sig friste til at påtage sig to job. Nogle hustruer tog heltidsarbejde, og mange unge valgte et verdsligt arbejde frem for pionertjenesten. Endog nogle af de brødre der havde ansvarsfulde poster i menighederne blev optaget af materiel vinding.

Men endnu mere alvorlig og indgroet var den manglende åndelighed blandt brødrene og søstrene. Mange læste ikke daglig i Bibelen og drøftede heller ikke dagsteksten. Forældre studerede ikke med deres børn.

Broder Knorrs vejledning var derfor afgjort på sin plads: „Vi må give al den åndelige formaning vi kan for at opbygge  menighedernes ÅNDELIGHED. Når brødrene er stærke i åndelig henseende, vil de også være regelmæssige i tjenesten på arbejdsmarken. Forkyndelsen styrker også ens åndelighed. Men man kan ikke være stærk i tjenesten hvis man ikke får åndelig næring.“

Vægt på den daglige indtagelse af åndelig føde

På baggrund af denne betimelige vejledning blev det besluttet at man gennem de rejsende tilsynsmænd skulle understrege nødvendigheden af at indtage åndelig føde hver dag. På menighedsbasis ville man samvittighedsfuldt gøre en indsats for at fremme daglig bibellæsning, regelmæssigt familiestudium og drøftelse af dagsteksten. Der blev gennemført en kampagne med ’Årbogen’ (som dengang indeholdt dagsteksten), så alle forkyndere og alle der studerede Bibelen fik deres eget eksemplar.

Man planlagde også at holde det årlige områdestævne på hver af de større øer i den hawaiianske øgruppe. På denne måde havde brødrene overalt på øerne let ved at komme til stævne, idet de kunne spare de ret store omkostninger ved at flyve til Honolulu.

Disse forskellige forholdsregler for at understrege vigtigheden af brødrenes personlige åndelighed begyndte at give gode resultater. I 1966 var der en 4 procents fremgang i forkyndertallet, og fra 1967 til 1969 var der hvert år en stigning på 10 procent. Hvor er det sandt at når man er hurtig til at følge den vejledning der kommer fra Jehovas organisation, erfarer man også hans velsignelse!

Større åndelighed giver større kristen nidkærhed. Det blev mere og mere åbenbart blandt de unge. Mange begyndte at række ud efter større tjenesteforrettigheder. I tjenesteåret 1968 blev 10 flittige pionerer indbudt til Gileadskolen på Brooklyn Betel og sendt til Mikronesien som missionærer.

 Arbejdet udvides i Mikronesien

Lige før broder Knorrs besøg som zonetilsynsmand i april 1968 havde et større flyselskab bekendtgjort i avisen Honolulu Star Bulletin at det havde oprettet en luftrute mellem Hawaii, Mikronesien og Guam. Marshalløerne (i den østlige del af Mikronesien) var kort forinden blevet underlagt afdelingskontoret på Hawaii, så brødrene på afdelingskontoret viste ivrigt denne avisartikel til broder Knorr. Broder Kawasaki beretter: „Jeg kunne se hans øjne lyse da det gik op for ham hvilke muligheder denne nye luftrute indebar for at udvide arbejdet i de syv områder i Mikronesien og Guam.“ Efter et øjebliks tavshed og eftertanke vendte han sig om til broder Kawasaki og sagde: „Broder [Nathaniel] Miller kunne betjene disse øer som kredstilsynsmand, og du kunne også besøge dem og skiftes med ham.“

Mikronesien omfatter 2000 øer, hvoraf 97 er beboede, spredt ud over 7.800.000 kvadratkilometer hav vest for Hawaii. Hvert øområde har sit eget sprog, men man må huske at Japan besatte det meste af dette område, da det af Folkeforbundet blev stillet under japansk mandat efter den første verdenskrig. Derfor var der i over 25 år blevet undervist i japansk i skolerne, og mange i området talte flydende japansk. Eftersom broder Miller havde studeret japansk da han var missionær i Japan, var han velegnet til at besøge disse øer.

Den 1. januar 1969 blev tilsynet med Guam og Mikronesien officielt overdraget afdelingskontoret på Hawaii, der på grund af sin beliggenhed bedst kunne betjene de få forkyndere der fandtes på denne åndelige yderpost, og holde sig i nær kontakt med dem. Mens broder Miller betjente området som kredstilsynsmand, besøgte broder Kawasaki, senior, de ni missionærhjem én gang om året. Selv efter at nogle af missionærerne var blevet udnævnt til kredstilsynsmænd,  besøgte de to brødre hvert år missionærhjemmene og tjente som områdetilsynsmænd på Guam og i hele Mikronesien. Således begyndte et overordentlig travlt og åndeligt berigende kapitel i det hawaiianske afdelingskontors historie.

Ud til uberørte områder

Det blev også besluttet at lade pionerer fra Hawaii flytte ind på de missionærhjem der var blevet oprettet i Mikronesien. Broder Knorr mente at de fleste hurtigt ville tilpasse sig livet på øerne og falde godt til hos den lokale befolkning. Det var en betydningsfuld afgørelse, for den ville give mange nidkære unge forkyndere fra Hawaii en enestående lejlighed til at rejse ud som missionærer og fremme Rigets arbejde i områder der var så godt som uberørte.

 Udsigten til at tjene som missionær i Mikronesien var naturligvis spændende, men det ville ikke blive uden vanskeligheder. En stor del af den anden verdenskrig mellem Japan og de allierede var blevet udkæmpet på disse øer. Steder som Kwajalein, Truk, Saipan, Guam og Peleliu var berygtede for de forfærdelige slag der havde fundet sted der. Overalt var der sket omfattende ødelæggelser, og genopbygningen foregik kun langsomt. Kun få veje var asfalterede, og de øvrige var — alt efter vejret — enten støvede eller mudrede stier. Elektricitet fandtes kun sparsomt eller slet ikke. Mangelen på kloaksystemer og drikkevand gav ofte problemer med helbredet på grund af indvoldsparasitter. Desuden var der den ubarmhjertige tropiske hede og fugtighed, som var langt værre end på Hawaii.

Det var under sådanne forhold at missionærerne, hvoraf de fleste var pionerer fra Hawaii, udførte arbejdet. De vadede gennem vandløb, sejlede i små både og vandrede gennem tætte skove for at nå ud til folks hjem. Mudder og pløre gjorde sko upraktiske. De fleste af missionærerne begyndte derfor at bruge gummisandaler i forkyndelsen.

Mikronesierne viste sig at være venlige og ydmyge mennesker. Deres dybe ærbødighed for Bibelen gjorde det til en fornøjelse at forkynde for dem.

Enhver usikkerhed der måtte have været med hensyn til om Jehova ville velsigne ordningen med at lægge Mikronesien ind under afdelingskontoret på Hawaii, forsvandt med tjenesterapporten for august 1970: Guam rapporterede en forøgelse på 88,6 procent i antallet af forkyndere, Marshalløerne en 25 procents forøgelse, Ponape en 82,4 procents forøgelse og Saipan en forøgelse på 114,3 procent. Det lykkedes også missionærerne at få forkyndelsen i gang på Belau (Palau), Yap og Truk.

 Unge sætter et godt eksempel

I løbet af 1960’erne og 1970’erne bredte der sig en sund pionerånd blandt de unge på Hawaii. I 1971 blev det anslået at 95 procent af de unge der var færdige med highschool, tog pionertjenesten op. Mange af dem rejste senere ud som missionærer til Mikronesien og hjalp med at forkynde Rigets budskab på disse fjerntliggende øer. Snesevis af unge, stærke brødre fik den forret at tjene på Betel i Brooklyn og på Watchtower Farms.

Det var en stabil gruppe rejsende tilsynsmænd som med deres smittende begejstring opmuntrede til denne nidkærhed for heltidstjenesten. Mange menighedsældste var også meget aktive og satte et godt eksempel i tjenesten, og de sørgede altid for at fremholde heltidstjenesten som et opnåeligt mål for de unge. Forældrene og menighederne i almindelighed var også særdeles flinke til at støtte pionererne. Ikke så mærkeligt at mange unge blomstrede op og blev åndeligt stærke.

Orkanen Pamela — et onde der affødte noget godt

Den 13. maj 1976 fejede den voldsomme orkan Pamela ind over Guam. Dens vindstyrke på 230 kilometer i timen gjorde den til en af de værste orkaner der nogen sinde har ramt øen. Firs procent af bygningerne på øen blev ødelagt, og mindst halvdelen af dem kunne ikke repareres. Rigssalen og det tilstødende missionærhjem blev totalt ødelagt. Lykkeligvis mistede ingen af missionærerne eller forkynderne livet.

Nødvendigheden af et genopbygningsarbejde efter denne katastrofe fik brødrene på det hawaiianske afdelingskontor til på ny nøje at overveje ledelsen af arbejdet på Guam og i Mikronesien. Efter at de under bøn havde drøftet sagen, kom de til det resultat at et afdelingskontor på Guam sandsynligvis ville kunne føre bedre tilsyn med arbejdet i  Mikronesien. Der blev derfor sendt forslag og tegninger til et nyt afdelingskontor til Det Styrende Råd, som godkendte disse. Det nye afdelingskontor skulle føre tilsyn med forkyndelsen af Riget på Guam og øgrupperne i Mikronesien. Det blev planlagt at bygge en moderne bygning med seks boliger, et kontor, en stor rigssal til 400 personer, og faciliteter til en mindre trykkerivirksomhed. Det var et større projekt der viste sig at være vanskeligere at gennemføre end man oprindelig havde troet.

Byggeriet på Guam — varmt og fugtigt

Der blev købt en udsøgt grund som lå bekvemt og centralt. Byggeriet begyndte i januar 1978. Fra Hawaii og det amerikanske fastland kom der tømrere, blikkenslagere, malere, arkitekter, elektrikere og en civilingeniør. Mange i denne frivillige stab var usædvanlig dygtige byggearbejdere, og arbejdet fik en god start.

Presset i forbindelse med at bygge i Guams udmattende tropiske varme og fugtighed under trange boligforhold begyndte imidlertid at kræve sine ofre. Arbejdet medførte ofte at nogle i længere tid forsømte møderne og tjenesten.

Brødrene på afdelingskontoret på Hawaii anbefalede at man skulle være mere opmærksom på byggearbejdernes åndelige sundhed og gøre mere for at opbygge dem åndeligt. Det tjente til at forbedre ånden i det hele taget. Til de frivillige byggearbejderes ros skal det siges at de bragte betydelige ofre for at fortsætte arbejdet. Disse brødre og søstre som arbejdede sammen, ofte under den brændende sol, viste stor villighed til at give sig selv utrætteligt. Jehova Gud velsignede deres trofasthed og udholdenhed, idet de fik fuldført arbejdet og kunne glæde sig over et smukt nyt afdelingskontor, beliggende i et skønt haveanlæg i tropiske, landlige omgivelser. Den 20. april 1980 indviede broder Milton Henschel fra Det Styrende Råd, under sit zonebesøg  på Guam, den nye bygning til den rene tilbedelse af Jehova.

Den 1. maj 1980 begyndte afdelingskontoret på Guam at føre tilsyn med arbejdet i Mikronesien og på Guam. Nathaniel Miller fra afdelingskontorets udvalg på Hawaii, som tidligere havde rejst overalt på disse øer mens de var underlagt kontoret på Hawaii, blev udnævnt til koordinator i afdelingskontorets udvalg på det nyoprettede kontor på Guam. Hideo Sumida og Arthur White, også tidligere udvalgsmedlemmer på det hawaiianske afdelingskontor, blev forflyttet fra Hawaii for at virke i afdelingskontorets udvalg på Guam.

I 11 år havde afdelingskontoret på Hawaii betjent Mikronesien og Guam. Hvilken forret havde det ikke været at samarbejde med de nidkære missionærer og lokale forkyndere, som bogstavelig talt havde været banebrydere for Rigets arbejde på disse spredte, isolerede øer, idet de havde sået og vandet sandhedens sæd i de ydmyge øboeres hjerter!

 En ny bølge af immigranter

I 1980’erne velsignede Jehova Hawaii med en støt og stadig vækst. I oktober 1983 nåede antallet af forkyndere for første gang i Hawaiis historie op over 5000, idet der var 5019 i 60 menigheder der rapporterede deres tjeneste på arbejdsmarken.

I de seneste år er Hawaii blevet oversvømmet af en ny bølge af immigranter — beboere fra andre øer i Stillehavet som er blevet tiltrukket af øernes relativt store materielle fremgang. De har naturligvis alle medbragt deres egen kultur og deres eget sprog. For at skaffe plads til de mange retsindige iblandt dem måtte der oprettes flere fremmedsprogede menigheder. I hurtig rækkefølge er der blevet oprettet japanske, koreanske, samoanske, spanske og filippinske menigheder. Brødrene i disse menigheder er godt organiserede og varetager flittigt deres kristne ansvar.

Et overfyldt afdelingskontor

Væksten i forkyndertallet betød et større behov for bøger og blade og at afdelingskontoret måtte betjene et større antal menigheder. Den lille lagerbygning der var forbundet med kontoret blev overbelastet. Kontoret blev også overfyldt efterhånden som det var nødvendigt med mere personale til at klare den voksende korrespondance.

Kontoret i Pensacola Street, der i næsten 50 år havde betjent Jehovas folk på Hawaii, var nu alt for lille. Da det lå i et tæt befolket område midt i Honolulu, var det forbudt at foretage udvidelser på grunden. Brødrene begyndte derfor at lede efter et passende sted til et nyt og større afdelingskontor.

I 1985 sendte en lokal ejendomsmægler en annonce til afdelingskontoret om salget af en grund på 0,45 hektar med en bygning på 2300 kvadratmeter, et tidligere supermarked.  Beliggenheden var ideel, lige i nærheden af lufthavnen og ikke for langt fra Honolulus centrum. Skønt der faktisk allerede var en anden køber til ejendommen, kontaktede brødrene i afdelingskontorets udvalg, med Det Styrende Råds godkendelse, ejendomsmægleren for at give et tilbud. Forbavsende nok trak den første køber sig ud af handelen. Som et yderligere tegn på at Jehovas hånd var med i denne sag, var ejendommens ejer meget gunstigt stemt over for Jehovas Vidner. I løbet af nogle få måneder var handelen afsluttet, og i november 1985 fik Selskabet overdraget skødet.

At forvandle et tidligere supermarked til et afdelingskontor, lager, betelhjem og to rigssale, viste sig at være en interessant udfordring. Brødrene på Hawaii havde aldrig før påtaget sig et byggeprojekt af den størrelse. Der blev nedsat et byggeudvalg, udarbejdet tegninger og oprettet forskellige  byggeafdelinger. Man havde absolut tillid til at det lokale brodersamfund kunne skaffe den nødvendige ekspertise og arbejdskraft til at gennemføre projektet. Men man anerkendte naturligvis at forudsætningen for et godt resultat ikke kunne udtrykkes bedre end salmisten gør det i Salme 127:1: „Hvis ikke Jehova bygger huset, er det forgæves at de der bygger det har haft møje med det.“

„Ligesom at bygge Salomons tempel!“

For at oplyse alle om planerne i forbindelse med bygningen af afdelingskontoret, blev der i begyndelsen af februar 1987 holdt syv særlige møder rundt om på øerne. I Waikiki Shell var der over 5000 til stede. Brødrene fra byggeudvalget forklarede hvad der allerede var blevet gjort, og de gav en oversigt over tidsplanen for byggeriet, der skulle begynde den 1. marts 1987.

 Nu begyndte selve arbejdet. Bogstavelig talt tusinder af brødre og søstre fra Oahu og andre øer lagde deres forhold sådan til rette at de kunne være med. Nogle arbejdede på byggepladsen i weekender, andre i længere perioder. Mange brødre på Oahu åbnede gæstfrit deres hjem for byggearbejdere fra naboøerne. Mens byggeriet var på sit højeste, kom der omkring 150 frivillige på hverdage og mellem 250 og 300 i weekenden.

Selv om arbejdet var hårdt og arbejdstiden lang, herskede der en villig og glad ånd. Der blev lagt vægt på det åndelige. Hver dag behandlede man dagsteksten, og hver uge studerede man Vagttårnet. Der blev regelmæssigt holdt bibelske foredrag som hele byggeholdet overværede.

Samarbejdet mellem de forskellige håndværkere og snesevis af villige medhjælpere bevirkede at arbejdet skred hurtigt fremad. En af de frivillige havde følgende kommentar: „Det er ligesom at bygge Salomons tempel!“ Der var naturligvis ikke så lidt forskel på Salomons tempel og det nye afdelingskontor. Templet var delvis belagt med guld og var bygget af „præfabrikerede“ materialer, og der var derfor kun lidt støj da det blev bygget. Afdelingskontoret blev bygget af cement, træ, stål og med en masse støj. De to bygningsværker havde imidlertid én ting tilfælles — det var den samme ånd som drev tempelarbejderne på Salomons tid og brødrene og søstrene på Hawaii. Et tomt, forfaldent supermarked blev forvandlet til et tiltalende afdelingskontor — det var næsten et mirakel!

Trods den tidsrøvende aktivitet i forbindelse med bygningen af afdelingskontoret blev der nået fem nye forkynderrekorder i 1986. Ved slutningen af tjenesteåret blev der dannet to nye menigheder. I 1987 var der tre forkynderrekorder, og der blev oprettet tre nye menigheder. I juli 1987 var bygningen færdig. Måneden efter blev afdelingskontorets virksomhed overflyttet til den nye bygning.

 Regnen falder — glæden stiger

Om morgenen den 3. april 1988 regnede det i Honolulu, men det lagde ingen dæmper på de 5870 der var forsamlede i Neal Blaisdell Center til programmet for afdelingskontorets indvielse. Endnu 2838 brødre, der var forsamlede på Maui, Kauai og Storøen Hawaii, kunne via telefonforbindelse følge programmet i Honolulu, der varede hele dagen. Koordinatoren i afdelingskontorets udvalg genopfriskede historien og fremgangen i forbindelse med Rigets arbejde på Hawaii. De brødre der havde forkyndt på øerne i over 38 år, sad på de forreste rækker i lokalet, og de kunne af hjertet give taleren ret i at Jehova rigt havde velsignet sit folk på Hawaii.

En halv times lysbilledprogram som blev fremført samtidigt de forskellige steder hvor brødrene var forsamlede, viste det tidligere supermarkeds forvandling til et nyt afdelingskontor. De fire besøgende medlemmer af Det Styrende Råd talte efter tur til den store forsamling. Daniel Sydlik beskrev i et opildnende foredrag hvordan Jehovas retfærdighed er lige så uforanderlig og varig som bjergene. (Sl. 36:6) Lyman Swingle opmuntrede på grundlag af Salme 144:15b tilhørerne til at „tælle deres velsignelser“. Lloyd Barry trak en parallel mellem den glæde der var forbundet med fejringen af løvhyttefesten og nutiden, hvor sande Guds tjenere på lignende måde fejrer den store indsamling som Jehova står bag. (3 Mos. 23:40) I sin indvielsestale sagde Milton Henschel: „Vor Gud er en Gud der har en hensigt, og hans overhøjhed kommer til udtryk i det han gør. Indvielsen af dette nye afdelingskontor er en del af Jehovas hensigt. Vi vil gerne anerkende den måde denne nye bygning skal bruges på i forbindelse med Jehovas vilje.“

Da denne særlige dag nærmede sig sin afslutning og brødrene forenedes i den afsluttende sang og bøn, var de  fyldt af den samme følelse som israelitterne efter indvielsen af Salomons tempel. De drog til deres hjem, „mens de frydede sig og var vel til mode i hjertet over alt det gode som Jehova havde gjort“. (1 Kong. 8:66) Det var en storslået åndelig oplevelse, en virkelig milepæl i Jehovas folks 70-årige historie på Hawaii.

Som forventet fik bygningen af det nye afdelingskontor mange brødre til alvorligt at overveje om det var muligt at forbedre deres gamle rigssale eller bygge nye til de voksende menigheder. I maj 1986 blev den første hurtigbyggede rigssal på Hawaii opført i Kekaha på Kauai. Siden da er der rundt omkring på Hawaiiøerne blevet bygget seks nye rigssale, og to er blevet fuldstændig moderniseret. Det tidligere afdelingskontor og rigssalen i Pensacola Street har også fået en ansigtsløftning, og der er planer om at bygge endnu seks rigssale.

Et godt eksempel for alle

Områdestævnet „Guds retfærdighed“ i 1988 blev en ganske særlig oplevelse på grund af de 63 missionærer der vendte hjem til Hawaii på besøg. Hjertet slog hurtigere og øjnene fyldtes med glædestårer hos de tilstedeværende ved stævnet i Honolulu, da alle disse missionærer trængtes på scenen under lørdagens foredrag „Et missionærarbejde der bærer de rette frugter“. Brødrene og søstrene kunne ikke undertrykke deres glæde, men takkede for programmet med en lang og kraftig klapsalve.

Hvilket godt eksempel at så mange fra Hawaii har rakt ud efter større tjenesteforrettigheder! Siden afslutningen på den anden verdenskrig er 164 missionærer blevet sendt fra Hawaii til Japan, Taiwan, Okinawa, Korea, Samoa og lande i Sydamerika og Afrika. De fleste er dog blevet sendt til øerne i Mikronesien. I øjeblikket tjener 77 af dem stadig i  deres distrikter som missionærer, rejsende tilsynsmænd, specialpionerer eller almindelige pionerer.

For andre, især unge stærke brødre, har beteltjeneste været målet. Den første blev indbudt til at tjene på Betel i Brooklyn i begyndelsen af 1960’erne. Siden da har 127 haft den forret at være i denne form for heltidstjeneste. I øjeblikket tjener 25 på Betel i Brooklyn og på Watchtower Farms, og 13 tjener som medlemmer af betelfamilien på Hawaii.

Den enestående interesse for heltidstjenesten, især blandt de unge, kan føres tilbage til det eksempel som blev sat af de første nidkære missionærer, og senere af energiske ældste og rejsende tilsynsmænd. Forældre hjemme på Hawaii har også været til stor støtte og opmuntring for deres børn der har tjent i oversøiske distrikter som missionærer eller på Betel. Det har hjulpet mange til at holde ud i deres distrikter og ikke bukke under for mismod eller hjemve. På denne måde høster heltidstjenerne de varige velsignelser der følger med at holde fast ved sine tjenesteprivilegier.

Status over arbejdet i dag

I august 1990 nåede man det højeste forkyndertal nogen sinde: 6194. Hawaii kan derfor nu glæde sig over at der er én forkynder for hver 180 indbyggere (baseret på befolkningstallet i 1989). De 72 menigheder gennemarbejder ofte deres distrikter, i gennemsnit én gang hver fjerde til sjette uge. I august var der også et højdepunkt i antallet af almindelige pionerer, nemlig 608. Det glæder os at se at mange af disse er teenagere eller i tyverne.

Det farverige udsnit af mennesker med deres forskellige racemæssige og kulturelle baggrund kan gøre forkyndelsen til en spændende oplevelse. I tjenesten er det for eksempel ikke usædvanligt at møde mennesker af europæisk afstamning, japanere, kinesere, filippinere og hawaiianere der er  katolikker, protestanter, buddhister eller mormoner — og som alle bor i samme gade! Selv om ligegyldigheden over for Rigets budskab synes at vokse, fortsætter fårene med at strømme til Jehovas bjerg, hvilket fremgår af at der i april 1990 var 15.245 der overværede mindehøjtiden.

Ligesom andre steder på jorden er Jehovas tjenere heller ikke på Hawaii immune over for problemer og angreb fra vor store modstander, Djævelen. Selv om det på grund af turismen og udenlandsk investering er let at få arbejde på Hawaii, må befolkningen stadig kæmpe med usædvanlig høje leveomkostninger. For at klare dette økonomiske pres må både mand og hustru ofte tage verdsligt arbejde, men Guds tjenere bestræber sig for at bevare en sund åndelig indstilling. Nogle områder er præget af stofmisbrug som kræver sine ofre, og de unge må derfor modstå dette farlige lokkemiddel. På grund af det solrige og milde klima der året rundt er på Hawaii, er det også et sted hvor man let forfalder til at slappe af og more sig, så fornøjelser og adspredelser stjæler en stor del af tiden. Det kræver selvsagt konstant årvågenhed at undgå at blive fanget i disse underfundige snarer.

Ligesom mange andre øsamfund er befolkningen på Hawaii kendt for sin imødekommende holdning, sin venlighed og gæstfrihed. Det skyldes måske den heldige blanding af forskellige folkeslag og kulturer, eller det vidunderlige vejr med næsten konstant solskin. Og blandt Guds folk er disse tiltalende egenskaber blevet endnu mere fremherskende fordi de opdyrker åndens frugt.

Jehovas vidner på Hawaii fortsætter deres flittige og nidkære tjeneste, idet deres tilværelse er bygget op omkring åndelige aktiviteter. Og gennem hele Hawaiis historie i nyere tid har de vist at de helhjertet og loyalt støtter Jehovas organisation.

 Meget af den skønhed man forbinder med et tropisk paradis, findes ganske vist på Hawaii. Men Hawaiis virkelige, udsøgte skønhed er den der findes i det åndelige paradis blandt de 6000 loyale Jehovas tjenere, som glæder og fryder sig over deres tjeneste for ham. De er dybt taknemmelige over at han har sørget for at ’bjerget med Jehovas hus er blevet grundfæstet’, selv på de fjerne og eksotiske Hawaiiøer! — Es. 2:2.

[Oversigt på side 115]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Hawaii 8.000

1950 320

1960 1.589

1970 3.340

1980 4.494

1990 6.194

Højeste antal forkyndere

1.000

1950 30

1960 80

1970 447

1980 591

1990 938

Gennemsnitlige antal pionerer

 [Ramme/​kort på side 66]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

HAWAIIØERNE

HAWAII

Hilo

Kailua-Kona

Pahala

LANAI

MAUI

MOLOKAI

Kalaupapa

Kaunakakai

OAHU

Aiea

Pearl Harbor

Honolulu

KAUAI

Kekaha

Kapaa

Hanapepe

Koloa

NIIHAU

Stillehavet

[Ramme]

HAWAIIØERNE

Hovedstad: Honolulu

Officielt sprog: Engelsk

Største trosretning: Forskelligt

Befolkningstal: 1.112.100

Afdelingskontor: Honolulu

[Illustration på side 71]

Elfenbenshvide sandstrande og fredfyldte vige pryder Hawaiiøerne

[Illustration på side 72]

Ellis Fox begyndte at forkynde sammen med ægteparret Bundyt i 1915

[Illustration på side 73]

Dora Harrub og hendes mand, James, var de første der blev døbt. Det skete i 1919

[Illustration på side 79]

Joseph Dos Santos begyndte som pioner i 1929. Hvorfor fik han øgenavnet „Pupule Joe“?

[Illustration på side 83]

Don og Mabel Haslett. I 1934 blev han den første landstjener på Hawaii

[Illustration på side 84]

Den første mødesal der blev kaldt rigssal blev bygget i 1935 og lå i Pensacola Street i Honolulu

[Illustration på side 85]

Bibelens budskab forkyndes ved hjælp af højttalerbiler. Denne blev i 1937 sendt fra Honolulu til de fjernere øer

[Illustration på side 88]

Højttalerbiler kørte gennem gaderne mens de averterede bibelske foredrag og spillede grammofonforedrag

[Illustration på side 94]

Don Haslett, Nathan Knorr, Mabel Haslett og Milton Henschel. Knorrs besøg i Honolulu i 1947 udvirkede at der blev sendt missionærer til Hawaii

[Illustration på side 95]

De to første missionærer ankommer til Honolulu den 27. september 1947. Martha Hess, nummer fire fra venstre i forreste række, og Ruth Ulrich, nummer to fra venstre i bagerste række. De tjener nu begge i Japan

[Illustrationer på side 96]

Waikiki Shell, hvor stævnet „En evigvarende god nyhed“ blev holdt i 1963. Mange blev døbt ved Waikiki Beach

[Illustration på side 101]

Nathaniel og Allene Miller ankom til Hawaii i 1954 og tjente dér indtil de i 1980 blev forflyttet til Guam *

[Fodnote]

[Illustration på side 105]

Afdelingskontoret og rigssalen på Guam blev indviet den 20. april 1980. Guam fører tilsyn med forkyndelsen på Mikronesiens 2000 øer

[Illustration på side 107]

Afdelingskontoret og rigssalen i Pensacola Street tjente Rigets interesser i næsten 50 år, indtil august 1987

 [Illustrationer på side 108]

Et tidligere supermarked der blev ombygget til afdelingskontor, lager, betelhjem og to rigssale, blev indviet den 3. april 1988

[Illustration på side 109]

Medlemmerne af afdelingskontorets udvalg og deres hustruer. Fra venstre til højre: Robert og Hatsuko Kawasaki, Frans og Endeline van Vliet, og Gary og Carol Wong