Jehovas Vidner — Årbogsrapport 1991

BYENS indbyggere var ikke landmænd. Og dog skrev han til nogle borgere i denne handelens og politikkens højborg om de mest grundlæggende principper for landbrug. ’Først må I plante,’ sagde han, ’og så vande.’ Derefter nævnte han et tredje element, den allervigtigste forudsætning for vækst. Han sagde: ’Gud får det stadig til at gro.’ — 1 Kor. 3:6.

Byen var Korinth, der lå på den korinthiske landtange (Isthmos). Tidspunktet var det første århundrede. Skribenten var den kristne apostel Paulus, og hans hovedemne var Kristi disciples åndelige vækst. Lyt til Paulus’ tre fyndige udtalelser om hvordan det er muligt at opnå kristen modenhed: „Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro.“ For at sikre sig at vi får fat i meningen siger han derefter: „Hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro.“ (1 Kor. 3:7) At plante og at vande er to sider af samme sag, men det Jehova Gud gør, ligger på et helt andet plan. Gud gør hvad intet menneske kan gøre: Han får det til at gro.

 ’Gud får det stadig til at gro’

Apostelen Paulus kunne med god grund sige om sin indsats i tjenesten at „Gud stadig fik det til at gro“. Jehova havde velsignet Paulus’ 18 måneders tjeneste i Korinth. (Apg. 18:9-11) Og Gud fik det også til at gro andre steder hvor Paulus udførte sin tjeneste, for eksempel i Efesus, Filippi og Thessalonika. — Apg. 20:17-38; Fil. 1:3-7; 1 Thess. 1:3-10.

Når vi ser på det arbejde med at plante og vande som Jehovas Vidners internationale brodersamfund har udført i de sidste 12 måneder, kan vi også taknemmeligt sige at „Gud stadig fik det til at gro“. I det sidste tjenesteår har der således været et gennemsnit på 3.846.311 forkyndere af Riget, med et højdepunkt på 4.017.213 forkyndere, og 301.518 blev døbt — det højeste antal nogen sinde! Hvilken udsigt er der til yderligere vækst? Med 3.624.091 bibelstudier hver måned og 9.950.058 til stede ved mindehøjtiden den 10. april ser det meget lovende ud.

Fra højdepunkt til højdepunkt

Rapporter fra hele verden viser at vore brødre har været travlt optaget af at plante og vande i åndelig forstand. Der blev tegnet 2.968.309 nye abonnementer på Vagttårnet og Vågn op!, en forøgelse på 23 procent. Næsten alle afdelingskontorer rapporterer om højdepunkter i antal forkyndere, og nogle har haft flere højdepunkter. Sverige rapporterer således 5 højdepunkter i tjenesteåret 1990; Østrig, Frankrig og Schweiz rapporterer hver 6 højdepunkter. Tjekkoslovakiet og Elfenbenskysten rapporterer 11, Polen 12 og Jugoslavien 7 højdepunkter i løbet af året. Brasilien havde 9 højdepunkter, og det sidste var på i alt 293.466 forkyndere.

Irland har nået særlig bemærkelsesværdige resultater. Vore brødre dér havde 12 højdepunkter i det forløbne tjenesteår og har nu haft 29 højdepunkter i træk, og de glæder sig over en 10 procents vækst i antal forkyndere i forhold til sidste år. Guatemala har haft 41 højdepunkter i de sidste 42  måneder. Og hvordan med Mexico? De sidste 80 måneder har der været 78 højdepunkter, og der er nu mere end 304.000 forkyndere.

Jo flittigere vi arbejder og jo mere vi sår og planter i forbindelse med tjenesten for Riget, desto mere vil Gud få det til at gro. Tag for eksempel Venezuela. Dér havde menighedsforkynderne gennemsnitlig 14 timer og et bibelstudium om måneden. Ved mindehøjtiden var der 197.211 til stede, næsten fire gange så mange som antallet af forkyndere, og 33.000 flere end sidste år. På seks år er forkyndertallet fordoblet fra 25.305 til 51.933, en forøgelse på 105 procent! Og i det forløbne tjenesteår havde de otte forkynderrekorder. Fra Ecuador kommer en lignende rapport. „Det har været det bedste år nogen sinde for forkyndelsen af Riget her i landet,“ skriver afdelingskontoret. Der var næsten dobbelt så mange bibelstudier som forkyndere. I august nåede man en rekord på 18.069 forkyndere. Og i løbet af det sidste tjenesteår blev der nået syv rekorder.

Japan er et land hvor Jehova i sandhed har fået det til at gro, for i august 1990 havde man den 140. forkynderrekord i træk — 147.622. Og det i et land hvor Babylon den Stores missionærer har givet op, som det fremgår af følgende udtalelse fra en af dem: „Der findes ingen måde hvorpå kristendommen nogen sinde kan blive rodfæstet i Japan.“

’Af spædes mund’

Det er ikke kun mænd og kvinder der kan tjene som Guds medarbejdere. Små børn kan også være med til at lovprise Jehova Gud. Ved en lejlighed var der således nogle små børn som priste Jesus. Hans religiøse modstandere harmedes over dette, men Jesus imødegik deres indvendinger ved at sige: „Har I aldrig læst dette: ’Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovprisning’?“ — Matt. 21:16.

Er der også børn der lovpriser Gud i dag? Ja, bestemt! Der var for eksempel den lille fireårige Mi Mi i Myanmar der ikke  ville bede sammen med sin børnehaveklasse. Hendes lærer spurgte: „Du er jo kristen, så hvorfor vil du ikke være med til at bede?“ Mi Mi svarede: „Ja, jeg er kristen, men I beder til treenigheden, jeg beder til Jehova.“

Da en skolelærer i New Zealand tog en ung forkynder med ind til rektor fordi hun ikke ville synge nationalsangen, brast rektor i latter og sagde til pigen at hun var ked af den pinlige situation læreren havde bragt hende i. Hun tilføjede: „Bliv ved med at handle så modigt, for jeg beundrer din tro og det mod den har fået dig til at vise både i skolen og udenfor.“

Og så er der lille Juancito, en fireårig dreng i Uruguay. Ingen af hans forældre er Jehovas vidner, men det er hans bedstemoder. Hun passer ham når hans forældre er på arbejde. Han har lært sine forældre at bøje hovedet når han beder ved måltiderne. Og ved hjælp af et nummer af Vågn op! som handlede om tobak, blev han ved med at påpege over for sine forældre hvor skadeligt det er at ryge, indtil de begge holdt op. Som følge af hans anstrengelser læser både hans forældre og andre familiemedlemmer nu Jehovas Vidners publikationer.

Da den seksårige Rodolfo i Argentina tog sit eksemplar af Min bibelhistoriebog med i skole, blev en af hans klassekammerater nysgerrig og spurgte ham om han ville komme hjem og besøge ham. Resultatet? Rodolfo begyndte et bibelstudium med sin klassekammerat. Kort efter blev forældrene også interesserede, og i dag er hele familien døbte forkyndere.

Louise, en syvårig pige i England, blev bedt om at tage noget ægyptisk med i skole som et led i et projekt om Ægypten. Hun tog sin ’Bibelhistoriebog’ med, eftersom den indeholder adskillige kapitler om Ægypten, og desuden kassettebåndet med hørespillet Jehovas navn skal forkyndes på hele jorden, der handler om de ti plager. Læreren hørte først selv båndet, og det gjorde så stort et indtryk på hende at hun  samlede alle børnene hver tirsdag, så de kunne høre noget af båndet og gennemgå plagerne. I alt 70 skolebørn og tre lærere var til stede. Takket være Louises initiativ er de nu alle godt kendt med Jehovas navn.

I Italien lagde afdelingskontoret i en bestemt måned vægt på bladafsætningen. En lille pige på otte år brugte i den måned 60 timer i tjenesten og spredte 51 blade, og en pige på ti brugte 61 timer og spredte 110 blade i den samme måned. Der kan ikke være tvivl om at Jehova i dag, ligesom i fortiden, har beredt sig lovprisning af små børns mund.

Nødhjælp til Rumænien

I begyndelsen af 1990 blev der organiseret et bemærkelsesværdigt nødhjælpsarbejde til gavn for vore nødstedte brødre i Rumænien. Dette var til stor hjælp for dem i både åndelig og materiel henseende. Fra Østrig, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Jugoslavien blev der i januar, februar og marts sendt over 70 tons fødevarer dertil. Desuden blev der sendt tonsvis af rengøringsmidler og andre varer, og der blev uddelt store forsyninger af tøj og sko. Vore brødre i Europa lagde en enestående gavmildhed for dagen. Selv små børn som hørte om brødrenes vanskelige vilkår i Rumænien, gav penge for at hjælpe.

Vore rumænske brødre gav udtryk for stor værdsættelse af de gaver de fik, og de er besluttede på at gøre alt hvad de kan for at dele sandheden med andre. Brødrene skriver: „Mange verdslige mennesker blev forbavsede da vi modtog enorme forsyninger af nødhjælp fra vore brødre i hele verden. Nogle af varerne blev delt ud blandt verdslige mennesker, og det hjalp mange til at ændre indstilling til Jehovas Vidner. Mange fik hjælp fra os, mens de ikke fik nogen hjælp fra deres præster. Hver gang der blev ydet hjælp benyttede brødrene lejligheden til at aflægge et grundigt vidnesbyrd.“

 Udvidelser af betelhjem

Flere forkyndere betyder også flere arbejdere på de 93 betelhjem. De heltidstjenere der virker på Betel arbejder for at forkynderne i deres land fortsat kan være organiserede til at forkynde Riget og have rigelige forsyninger af bøger og blade. I 1980 var betelfamilien i hele verden på 5039; ti år senere er tallet 11.092.

De der arbejder på Betel har også selv travlt i forkyndelsen. Da de er heltidsbeskæftiget på Betel, er det kun meget få af dem der kan være hjælpepionerer. En søster der tjener på betelhjemmet i Guatemala var imidlertid hjælpepioner i april. Ved at gå på gadearbejde før morgenmaden og efter arbejdstid spredte hun 556 blade.

Eftersom flere og flere afdelingskontorer er gået over til at trykke bladene i fire farver, blev det i årets løb nødvendigt for Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn, New York, at indkøbe, efterse, emballere og eksportere fem hurtiggående firfarve-trykkemaskiner. De blev sendt til afdelingskontorerne i Argentina, Brasilien, Colombia, Frankrig og Spanien. Der blev også bestilt endnu en trykkemaskine til Sydafrika.

Denne udvikling minder os om det Jehova har forudsagt ifølge Esajas 65:13, 14: „Se! Mine tjenere skal spise, men I skal sulte. Se! Mine tjenere skal drikke, men I skal tørste. Se! Mine tjenere skal fryde sig, men I skal beskæmmes. Se! Mine tjenere skal råbe af glæde af et veltilpas hjerte.“

Ja, vi glæder os over den måde hvorpå Jehova velsigner vore bestræbelser. Der er imidlertid to ting vi må huske: For det første at vi nidkært må plante og vande, og for det andet at det er Gud som får det til at gro. Dette sidste punkt skulle få alle Guds tjenere til at bevare ydmygheden. Vi er ligesom landmanden der sår og planter, men som er afhængig af det solskin og den regn som Gud tilvejebringer, for at få en god høst. — Matt. 5:45.

 Vækst på hovedkontoret

„Dit folk møder villigt frem . . . som dug dit unge mandskab.“ Sådan sang kong David om den villige ånd der kendetegner Jehovas folk. (Sl. 110:3) I dag findes der overalt i Jehovas synlige organisation talrige unge mænd og kvinder som ved deres tjeneste for Gud og deres trosfæller virker forfriskende som dug. Over 4000 af dem tjener på Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn, New York, og på de nærliggende landbrug. På grund af den hurtige vækst i antallet af Jehovas vidner i hele verden, sker der også vækst på hovedkontoret.

Eftersom der er brug for flere frivillige arbejdere i Brooklyn, må man også have mere plads for at huse dem. Det Styrende Råd besluttede derfor at en nietages fabriksbygning på Jay Street 160, der var blevet købt i 1986 og som endnu ikke var blevet ombygget, skulle nedrives for at give plads til opførelsen af en 30-etages boligbygning, der ville få en ny adresse, Sands Street 90. Denne bygning vil kunne huse 1000 personer. Den 30. august 1990 blev projektet endeligt godkendt af myndighederne. Det vil tage omkring tre år at fuldføre projektet.

Sidste år kunne Selskabet afslutte købet af en grund på Jay Street 85, hvorpå der ligger flere bygninger af forskellig størrelse. Den ligger to sidegader fra trykkerikomplekset og har et grundareal på 9100 kvadratmeter, hvilket er større end de nuværende fem trykkeribygningers grundareal. Grunden vil blive benyttet i forbindelse med et fremtidigt behov.

I foråret 1989 købte Selskabet en nyopført bygning der ikke var færdiggjort indvendig. Den lå på Livingston Street 67, cirka 15 minutters gang fra Vagttårnets kontorbygning. Det er en smal bygning (kaldet Splinten) på 29 etager som kan huse omkring 150 betelmedarbejdere. De flyttede ind sidst i 1990.

 I begyndelsen af 1989 blev det bekendtgjort at arbejdet nu var begyndt på det største enkeltprojekt som Selskabets byggekontor nogen sinde har påtaget sig — Vagttårnets Uddannelsescenter. Dette center ligger på en 266 hektarer stor grund i en naturskøn dal i Patterson, New York, 110 kilometer nord for Brooklyn og 72 kilometer øst for Watchtower Farms. Der er planlagt et skole- og kontorkompleks, med boliger og serviceafdelinger til op mod 1200 elever og betelmedarbejdere. Byggetilladelsen kom den 30. august 1990, samme dag som bygningen af Sands Street 90 blev godkendt i Brooklyn.

I en rapport fra Patterson Farm om hvordan det er gået med at opnå byggetilladelser til dette store projekt, hedder det: „Vi har tydeligt mærket Jehovas ledelse i alt dette. Et eksempel er at staten for nylig udsendte en bekendtgørelse om at der ikke ville blive givet tilladelse til flere spildevandsrensningsanlæg  i vandskelsområdet. Det sidste anlæg der blev givet tilladelse til, var vores.“

Den 1. september 1990 blev der oprettet et besøgscenter som vil være åbent ugens syv dage fra klokken 8.00 til 16.00. Det har en udsigtsplatform hvorfra man har en glimrende udsigt over næsten hele den byggeaktivitet der foregår på uddannelsescenteret.

Lad os nu rette opmærksomheden mod fremstillingen af publikationer på trykkerierne i Brooklyn. Der blev trykt 44 procent flere bibler end sidste år — i alt 3.155.811, hvilket indbefatter 1.161.189 af luksusudgaven. Den udenlandske forsendelsesafdeling sørgede for at mere end 8500 tons bibelsk læsestof blev sendt til de rigtige steder i hele verden, mens den indenlandske forsendelsesafdeling ekspederede over 4800 tons til De Forenede Stater.

Enhver forurening fra trykkeprocessen må fjernes. På taget af den ene af de fem trykkeribygninger er der derfor blevet anbragt et stort rensningsanlæg, et nyt Katec-filter, som erstatter de fem hidtidige anlæg. Dette nye filter forbrænder farvedampe med temperaturer på op til 760 grader celsius. Det er en af de første installationer af sin art i New York City-området. Miljøstyrelsen har udtalt at Selskabets installation sikkert vil blive brugt som en norm for fremtidige installationer i New York-området. Af hvilken grund? Man havde tillid til at Selskabet nøje ville overholde myndighedernes regulativer angående et sådant anlæg og at installationen ville blive et mønster der var værd at efterligne.

Fra Watchtower Farms berettes det at man som følge af abonnementskampagnen i oktober og november 1989 ekspederede 596.087 abonnementer — en forøgelse på 36 procent i De Forenede Stater! Dette tal indbefatter en forøgelse på 57 procent i antallet af nytegnede abonnementer. Selskabets eget datamatsystem, MEPS, bruges nu i over 90 lande, og det kan behandle mere end 190 sprog.

 Mindeværdige begivenheder i Tyskland

I 1989 indtraf der nogle yderst overraskende begivenheder i DDR som resulterede i et tilsyneladende uovervindeligt regimes fald. Den 14. marts 1990 blev Jehovas Vidner juridisk anerkendt, og det var afslutningen på 40 års forbud mod deres virksomhed. Der var stor glæde blandt brødrene! Ja, selv folk der ikke var Jehovas vidner reagerede positivt på den juridiske anerkendelse. „Godt nyt!“ skrev en læser til en avis i Berlin. „Selv om jeg ikke har noget religiøst tilhørsforhold, har det berørt mig dybt.“

Den juridiske anerkendelse betød frihed til at indføre Vagttårnsselskabets publikationer i DDR. Forestil jer begejstringen på det tyske afdelingskontor i Selters! Den 30. marts 1990 blev en lastbil læsset med 25 tons bøger og blade bestemt for DDR. Milton G. Henschel og Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd var til stede ved denne historiske begivenhed.

Derefter fulgte flere forsendelser. I løbet af de næste to måneder blev der kørt yderligere 250 tons publikationer, deriblandt 115.000 bibler til DDR, så boglageret i Selters næsten blev tømt. Og fra og med Vagttårnet for 1. maj og Vågn op! for 8. maj 1990 har forkynderne i DDR fået alle de blade de har brug for. Men hvad ville vore brødre i Østtyskland gøre med alle de publikationer?

Frihed til at gøre hvad?

„Har I tænkt jer at tage del i politik?“ spurgte en journalist broder Helmut Martin, der var koordinator for arbejdet i DDR. Et naturligt spørgsmål, eftersom mange gejstlige har været i forreste linje i den politiske omstrukturering. „Nej,“ svarede han, „det er ikke formålet med vores tro. Jesus gav sine disciple en bibelsk opgave, og den betragter vi som vort vigtigste arbejde.“ Ja, vore brødre i DDR ventede ivrigt på  bøger og blade for at kunne bruge dem i dette „vigtigste arbejde“, at forkynde den gode nyhed om Guds rige. — Matt. 24:14.

Den første forsendelse gik til Bautzen i nærheden af Dresden. Dér blev der organiseret et hold som skulle pakke publikationerne ud og klargøre dem til at blive sendt ud til menighederne. Brødre og søstre arbejdede i skiftehold, endda efter deres verdslige arbejde, for at bøgerne og bladene omgående kunne blive bragt ud til brødrene. For nogle var det en overvældende oplevelse. Hvordan det?

Under forbudet havde enkeltpersoner meldt sig som frivillige til at tage bøger og blade med over grænsen til DDR. De var villige til at løbe en stor risiko for at kunne betjene andre åndeligt. En af disse brødre var nu med på fordelingsholdet i Bautzen, hvor han betjente sine brødre under helt andre forhold. Han havde tårer i øjnene som han stod dér og tog sig så lille ud ved siden af de tonsvis af bøger og blade af samme slags som dem han stykkevis havde haft med over grænsen. Andre mindedes den hårde forfølgelse Jehovas Vidner havde været udsat for. Fra den bygning hvor brødrene nu frit fordelte de kristne publikationer, kunne man se fængselet i Bautzen hvor mange havde været indespærret.

Første offentlige foredrag

I april 1990 passerede Jehovas Vidner i DDR endnu en milepæl — man holdt de første offentlige foredrag siden forbudets indførelse for 40 år siden. I Bautzen blev der lejet en sal som blev passende udsmykket til lejligheden. Der sås mange glædestårer da brødrene strømmede ind. Nogle mødtes for første gang i mange år, andre for første gang nogen sinde, skønt de havde boet i samme by. Ja, friheden bragte mange forandringer. Indtil da var møderne blevet holdt i grupper på 10 til 12 personer der måtte deles om tre eksemplarer af en nedfotograferet udgave af Vagttårnet. Nu havde hver af de 238 forkyndere der var til stede sit eget blad, og det i fire farver!

 Vore brødre i hele Tyskland er Jehova taknemmelige for at forkyndelsen nu kan udføres mere frit. Den ekstra arbejdsbyrde i Bautzen og andre steder betragtes som en glædelig udvidelse af Rigets virksomhed. I Selters er man nødt til at arbejde ekstra for at klare behovet i de østeuropæiske lande. Et medlem af betelfamilien siger: „Man glæder sig hver gang produktionstallene stiger. Det er skønt at have en andel i dette arbejde.“

Stævnerne skaber historie

Da grænsekontrollen mellem Østtyskland (DDR) og Vesttyskland blev ophævet den 1. juli 1990, kunne man i en tysk avis læse følgende overskrift: „Det der skete ved grænsen i søndags er mere end øjet og forstanden kan fatte.“ Den samme følelse havde de omkring 30.000 Jehovas vidner fra Østtyskland, da de den 24.-27. juli overværede det særlige internationale stævne „Det rene sprog“ på Olympia Stadion i Vestberlin. Cirka 45.000 delegerede fra 64 lande, deriblandt syv medlemmer af Det Styrende Råd, overværede denne historiske begivenhed.

En broder fra Østtyskland sagde: „Efter forbudets ophævelse oplevede vi en vidunderlig fest der bekræftede enheden, kærligheden og harmonien, et bevis for at det havde været værd at arbejde illegalt i de 40 år.“

Stævnet var navnlig tilrettelagt til gavn for brødrene fra Østtyskland, og de tog imod indbydelsen med glæde og forventning. I Dresden havde brødrene plantet 16.000 blomster der netop blomstrede på det rette tidspunkt og som smykkede de to podier, hvorfra programmet blev holdt på tysk og engelsk.

De østtyske myndigheder havde sørget for 13 særtog som skulle bringe 9500 Jehovas vidner til stævnet i Berlin, og ved hver jernbanestation i Østberlin blev de delegerede budt  velkommen over højttalersystemet. Menighederne havde desuden lejet 200 busser. Alle gæsterne blev indlogeret, takket være brødrenes gæstfrihed, deres flittige indsats for at finde privatlogi, og de øst- og vestberlinske myndigheders velvilje med hensyn til at stille skoler til rådighed.

En stævnedeltager fra Vesttyskland bemærkede: „De østtyske brødre var usædvanlig hjertelige og gæstfri. Vore værtsfolk stillede logi til rådighed for 22 voksne og 6 børn, så deres hjem var forvandlet til et mindre hotel. Og andre skaffede de plads hos deres naboer.“ Et ægtepar i Østberlin med en toværelses lejlighed og fire telte i haven, havde 26 gæster før og under stævnet.

 Hvad var det der gjorde stævnet til noget særligt for de østtyske brødre? For mange var det dét at de for første gang overværede et stævne sammen med deres menighed. På andre gjorde det et dybt indtryk at man kunne synge Rigets sange sammen, og for nogle var gensynet med gamle venner et højdepunkt. Den åndelige mad der blev serveret og de nye publikationer der blev frigivet blev modtaget med stor taknemmelighed.

 Der var også stor værdsættelse af de foredrag der blev holdt af de østtyske ældste som i mange år modigt havde betjent deres brødre. En forkynder beretter: „Da den første broder fra Østtyskland stod på talerstolen for at behandle dagsteksten sammen med os, fyldtes jeg af en ubeskrivelig følelse, for jeg vidste hvor meget han havde påtaget sig i årene under forbudet.“

Efter dåbsforedraget sås et syn der af en broder blev beskrevet som „et højdepunkt af glæde“. Mens de 1018 dåbskandidater vinkende blev ført ud, genlød stadion i 19 minutter af en uafbrudt klapsalve. Mange af de tilstedeværende kunne ikke holde glædestårerne tilbage. „Indtil nu har vi kun set den slags begivenheder på billeder i publikationerne eller i forbindelse med lysbilledforedrag,“ sagde en broder. Andre østtyske brødre mindedes deres egen dåb under forbudet, i et badekar.

Denne kærlighed og gode ånd rakte også ud over stadion og blev bemærket af udenforstående. En trafikleder i Vestberlin udtalte: „Jeg har i 20 år været involveret i offentlige begivenheder, men jeg har aldrig før set en sådan høflighed, hensynsfuldhed og tilbageholdenhed.“ En anden trafikleder sagde: „Jeg ville ønske at vi altid havde sådanne behagelige passagerer. Kom snart igen!“

I det afsluttende foredrag takkede broder M. G. Henschel ikke alene det vestberlinske men også det østberlinske politi for dets indsats med at lede trafikken. For mange der huskede situationen under forbudet, var det en usædvanlig gestus. En broder fra Dresden opsummerede de østtyske stævnedeltageres følelser således: „Det var så skøn en oplevelse at jeg greb mig selv i at spørge: drømmer jeg eller er det virkelighed? Det var en lille forsmag på den nye verden.“

Flere særlige stævner i Østeuropa

Fra den 2. til den 5. august var omkring 22.000 forsamlet i Budapest og tre andre byer i Ungarn. En uge senere, den  9.-12. august, blev der holdt et landsstævne i Prag, Tjekkoslovakiet, med 23.876 til stede. Samtidig blev der på Warszawas største stadion holdt et stævneprogram på russisk og polsk som blev overværet af mere end 35.000, deriblandt over 17.000 delegerede fra Sovjetunionen. Dette stævne var et historisk vendepunkt for Jehovas vidner fra Sovjetunionen, idet hele programmet blev holdt på russisk. Det var aldrig sket før. Brødrene blev også glædeligt overraskede over at brochuren med stævneprogrammet indeholdt 73 af Rigets sange på deres eget sprog, deriblandt alle de sange der skulle synges ved stævnet. Hvilken storslået lejlighed til at synge Jehovas pris! I juli og august blev der desuden holdt ti andre stævner i Polen, og antallet af tilstedeværende nåede op på 152.460.

For første gang i mere end 40 år kunne Jehovas vidner i Rumænien komme sammen til områdestævner, som blev holdt i byerne Brasov og Cluj-Napoca, hvor cirka 36.000 var til stede. Ved stævnerne i Berlin og i de østeuropæiske byer kom antallet af døbte op på 10.481.

Det var også første gang nogen sinde at Jehovas vidner fra Bulgarien kunne glæde sig over at høre et helt områdestævneprogram på deres eget sprog. De var blandt de 6537 der den 23.-26. august 1990 var forsamlet i Thessalonika i Grækenland. De lyttede til fire foredrag som blev holdt af brødre fra Bulgarien, mens resten af programmet blev oversat fra græsk til bulgarsk. I Jugoslavien var det første gang at der blev holdt områdestævner i alle seks delstater. Rapporter om stævnerne blev offentliggjort i aviser og udsendt i radio og fjernsyn.

Mange steder i verden er folk splittede på grund af etniske problemer, endog inden for samme land. Men Jehovas Vidners fredelige internationale stævner er et vidnesbyrd om at de lever og arbejder sammen i enhed, uanset deres forskellige nationale baggrund. Derfor giver Gud stadig deres arbejde vækst. — 1 Kor. 3:6.

 Indvielse af afdelingskontorer: Gud har givet væksten

Et sundt barn vokser alt for hurtigt ud af sit tøj, så forældrene må skaffe noget større til det. Når forkyndertallet i et land vokser, sker der noget tilsvarende: De der fører tilsyn med arbejdet må skaffe større bygninger hvorfra man kan betjene det stigende antal forkyndere af Guds rige.

For brødrene i afdelingskontorets udvalg er dette en glædelig udfordring. Det er et vidnesbyrd om at Gud velsigner deres arbejde med vækst. (1 Kor. 3:6) Sidste tjenesteår indviede fire lande nye bygninger til tjenesten for Jehova.

Australien

I Australien skete det den 25. november 1989. Afdelingskontorets oprindelige bygninger var blevet opført i 1982 og indviet i begyndelsen af 1983. I 1987 var kontoret blevet udvidet. Og nu indviede man en boligbygning på fem etager og en udvidelse af trykkeriet på tre etager.

For 40 år siden var der godt 4000 forkyndere i landet, men nu er der over 51.000 — en vækst på mere end 1100 procent! Næsten 22.000 af disse forkyndere er kommet i sandheden inden for de sidste ti år. Trykkerivirksomheden er blevet udvidet så man ikke blot dækker behovet i Australien men også i New Zealand og på mange øer i Stillehavsområdet. Man trykker nu publikationer på 37 sprog.

Guatemala

Der var glæde i hjertet og smil på læben i Guatemala City den 26. november 1989. På et stadion i byen samledes 13.882 Jehovas vidner for at fejre indvielsen af landets nye afdelingskontor. Dagen markerede afslutningen på syv års aktivitet, og resultatet var et nyt bygningskompleks som var  over otte gange større end afdelingskontorets tidligere bygning. På den 11.000 kvadratmeter store grund vokser både cypresser, fyrretræer og eukalyptustræer som, sammen med de maleriske vulkaner i baggrunden, danner en smuk ramme om det nye guatemalanske afdelingskontors tegldækkede hvide bygninger.

Behovet for et nyt afdelingskontor havde været tydeligt i flere år. Den gamle bygning inde i byen havde været i brug siden 1949, da der kun var 218 forkyndere i landet. Da grunden til det nye afdelingskontor blev købt i 1985, var forkyndertallet steget til 8135. Og da bygningen stod færdig fire år senere, var der sat en ny forkynderrekord på 11.147, hvilket repræsenterede en fremgang på 37 procent.

Selve byggeriet varede to og et halvt år. I denne periode stillede de lokale menigheder med 269 faste medarbejdere, foruden godt 2000 weekendmedhjælpere. Desuden kom der 215 byggefolk fra fremmede lande, lige fra det nærliggende Costa Rica til så fjerne steder som Canada, Finland og De Forenede Stater. Disse frivillige medarbejdere oplærte de lokale brødre i forskellige håndværk, som for eksempel betonstøbning, tækning og snedkeri.

Mange af gæsterne ved indvielsen var indbudt til et særligt arrangement lørdag den 25. november. Først var der rundvisning i det nye bygningskompleks, og siden sluttede dagen med aftensmad i baghaven, hvor marimbamusikken blandedes med lyden af ivrig samtale og hjertelig latter mens man nød det hyggelige kristne samvær.

Honduras

Vejret var køligt da de 5085 tilhørere samledes i Tegucigalpa den 22. oktober 1989, på indvielsesprogrammets anden dag. Men alle følte en indre varme. Dagen før havde man fået en oversigt over forkyndelsens historie i Honduras siden 1945, da det første afdelingskontor blev åbnet i landet.

 Den nye bygning ligger lige ved siden af det tidligere afdelingskontor, der blev opført i 1961 og udvidet i 1978. Den nye tilføjelse, der har kælder, stueetage og førstesal, tredobler næsten gulvarealet. Der er en overdækket gang mellem den nye bygning og den gamle, som er blevet totalt ombygget. Der er nu i alt 13 værelser til beboelse, 10 i den nye bygning og 3 i den ombyggede. Eftersom der nu er boliger til 26 personer, er der rigelig plads til betelfamiliens nuværende 13 medlemmer, og til udvidelse oven i købet. Byggeriet holdt omkring 125 internationale byggearbejdere og godt 1500 lokale brødre og søstre travlt beskæftiget i to år.

Nigeria

Da det nye afdelingskontor i Nigeria blev indviet den 20. januar 1990, var der 4209 til stede fra 29 lande. Dagen efter samledes over 60.000 til særlige møder i tre nigerianske byer.

Betelhjemmet og afdelingskontoret ligger ude på landet, i nærheden af landsbyen Igieduma, omkring 360 kilometer fra Lagos. Det 57 hektarer store areal blev købt i 1983. Området måtte ryddes for træer og buske, men der blev efterladt tilstrækkeligt med plantevækst til at give ly for de antiloper som lever der. Desuden blev der plantet i hundredvis af frugttræer og syv tusind ananasplanter. En dag i begyndelsen af byggeperioden kom en tjenestemand fra skovvæsenet på besøg for at høre hvorfor man fældede træer. Men da han fik forevist byggegrunden og så hvordan projektet var udformet og hvordan der skulle bygges med frivillig arbejdskraft og materialer som var skænket til formålet, gjorde det så dybt indtryk på ham at han ved afrejsen spurgte: „Hvor er bidragsbøssen?“ Han lagde et bidrag i og sagde ikke mere om træfældning og tilladelser.

 Skolen for Udnævnte Tjenere: Undervisning med vækst for øje

I De Forenede Stater blev der sidste tjenesteår undervist to klasser i Skolen for Udnævnte Tjenere, nemlig femte og sjette klasse, i henholdsvis Los Angeles, Californien, og St. Louis, Missouri. Der blev også sendt erfarne lærere fra De Forenede Stater til England for at undervise den første klasse dér. Denne klasse havde afgangshøjtidelighed den 17. juni 1990. Desuden blev nogle brødre oplært til at kunne undervise flere klasser i England.

Gennemsnitsalderen i de tre klasser af ældste og menighedstjenere varierede fra 29 til 32 år. Disse brødre havde i forvejen en vis erfaring i at varetage ansvarsopgaver i en menighed, og de fleste af dem havde virket i en form for heltidstjeneste inden de kom på skolen. Eleverne fra disse tre klasser blev indbudt til at påtage sig opgaver på steder hvor der i øjeblikket er behov, blandt andet i Chile, De Forenede Stater, Ecuador, El Salvador, England, Fransk Guyana, Guatemala, Honduras, Senegal, Taiwan og Zambia, samt på Leewardøerne.

Eleverne gennemgik et intensivt kursus i bibelske lærepunkter, menighedsorganisation, hyrdegerning og behandling af problemer i forbindelse med kristen livsførelse. De der kom til skolen med begrænset erfaring i at holde foredrag, undervise og udføre hyrdegerning, fik god træning på disse områder så de blev bedre udrustet til at påtage sig større opgaver i fremtiden. Eleverne satte stor pris på den venlighed og gæstfrihed de mødte hos de brødre de boede hos under kurset. Der blev serveret morgenmad og middagsmad i de stævnehaller hvor undervisningen foregik. Før morgenmaden blev dagens tekst behandlet på samme måde som på Selskabets afdelingskontorer.

 Eleverne var meget taknemmelige for alt hvad organisationen gjorde for dem. Medlemmerne af den sjette klasse gav for eksempel udtryk for at undervisningen var helt exceptionel, og sagde at programmet havde givet dem en solid grundvold at bygge deres liv på. Klassen i England bemærkede: „Vi har oplevet glæden ved at blive oplært af Jehova, og vi anbefaler af hele vort hjerte at ugifte brødre stiler mod dette mål.“

I det nye tjenesteår er der planer om at undervise klasser på en række andre sprog, deriblandt tysk, fransk, italiensk og spansk. I mange lande vil områdetilsynsmændene i år holde møder med ugifte ældste og menighedstjenere som er interesserede i at komme på skolen, og tale med dem om de krav de må opfylde for at få del i denne oplæring.

 Hospitalinformation — en hjælp i nøden

I januar 1988 oprettede Jehovas Vidners Styrende Råd en hospitalinformation ved hovedkontoret i Brooklyn, New York. I hvilken hensigt? For at finkæmme lægelitteraturen for oplysninger om behandlingsmetoder hvor der ikke bruges blod, for at udarbejde fortegnelser over samarbejdsvillige kirurger, og for at undervise udvalgte ældste i at hjælpe deres brødre når de får behov for lægebehandling. — Jævnfør Mattæus 25:36.

Hvorfor er der brug for et sådant arrangement? Jo, som det fremgår af Apostelgerninger 15:28, 29, må sande kristne ’afholde sig fra blod’, ligesom de må afholde sig fra afgudsdyrkelse og fra utugt. Samvittighedsfuld lydighed mod denne lov fra Gud har bragt Jehovas vidner i konflikt med et magtfuldt element i denne verden som gerne ser dem gå på kompromis, ja som ofte forsøger at skræmme dem til at give efter ved at true med at påtvinge dem en besmittende krænkelse af deres indviede legeme. (Rom. 12:1) Men Jehovas vidner er ’fast besluttede’ på at adlyde Gud og ikke indtage blod. — 5 Mos. 12:23-25.

Dette standpunkt er ofte blevet misforstået. Man har troet at Jehovas vidner afviser al lægebehandling eller at de gør brug af en såkaldt ret til at dø. Men de ønsker ikke at dø; de søger blot en lægebehandling der ikke indebærer brugen af homologt blod. Til tider må de enten ligefrem forklare lægerne at der findes effektive blodfri behandlingsformer, eller forsøge at finde en samarbejdsvillig læge som respekterer patientens ret til at foretage et informeret valg af lægebehandling.

Siden 1988 har hospitalinformationen afholdt 18 seminarer i De Forenede Stater hvor over 600 ældste er blevet oplært til at tjene i et netværk på 100 kontaktudvalg til hospitaler. Disse kontaktudvalg, der er placeret i større amerikanske byer,  har siden gennemført samtaler med læger ved forskellige hospitaler for at få dem til at forstå at Jehovas vidners standpunkt til den lægelige brug af blod er fornuftigt og rimeligt. Hvordan gribes dette an?

Kontaktudvalget gør lægerne opmærksomme på de mange alternative behandlingsmetoder der nu findes, og forklarer dem hvordan Vidnernes helbredsproblemer kan løses — og er blevet løst — uden brug af homologt blod. Udvalget tilbyder derefter at foretage et rundspørge blandt hospitalets læger for at høre hvem af dem der er villige til at samarbejde med Jehovas vidner. Nogle hospitaler har siden tillempet deres behandlingspolitik for at imødekomme patienter som er Jehovas vidner. Andre er nær ved at blive centre for behandling uden blod. Takket være Jehova har disse ændringer stærkt begrænset antallet af de konfrontationer Jehovas vidner udsættes for.

Kontaktudvalgene er også blevet uddannet til at lære de enkelte Jehovas vidner hvordan de skal tale med lægelige direktører, kirurger og andre om hvordan en kvæstelse eller sygdomstilstand kan behandles uden brug af blod. Udvalgene kan desuden bistå med at arrangere konsultationer med positive læger, sådan at mindre erfarne kirurger kan lære hvordan de kan behandle patienter uden homologt blod. I nødsituationer har udvalgene været i stand til at afdramatisere i hundredvis af konfrontationer og har afværget mange trusler om tvungne blodtransfusioner. — Jævnfør Esajas 32:1, 2.

Et Jehovas vidne blev for eksempel hårdt kvæstet ved et frontalt bilsammenstød. Han brækkede venstre hofte, fik bækkenbrud, brud på flere ribben, en fem centimeter lang flænge i venstre tinding, og blødte stærkt fra venstre arm, som var totalt læderet. Nogle læger sagde at man ikke kunne operere for at standse blodtabet uden at bruge blod.

Den tilskadekomnes familie satte sig i forbindelse med det nærmeste kontaktudvalg til hospitaler for at få hjælp til at  finde en anden læge eller et andet hospital, som ville respektere deres bibelske standpunkt. Men da lægerne forsøgte at overtale familien til at acceptere blod, gik værdifuld tid tabt, og patientens hæmoglobinniveau blev faretruende lavt (4,5 gram). Det var derfor uklogt at overføre ham til et andet hospital. Der blev imidlertid sørget for at den behandlende læge kunne rådføre sig med en velvillig kirurg. Og resultatet? Da lægerne havde fået en bedre forståelse af hvad der kunne gøres, gik de ind på at operere uden blod. Operationen lykkedes, og patienten blev udskrevet mindre end en måned efter ulykken.

Et 16 måneder gammelt spædbarn som havde meningitis, blev mere og mere anæmisk. Som det så ofte er tilfældet, skyldtes anæmien de mange blodprøver der rutinemæssigt blev taget. Lægerne ville give barnet blod for at bekæmpe den anæmi de selv forårsagede. I samarbejde med kontaktudvalget sendte Selskabets hospitalinformation hospitalet en artikel fra et lægetidsskrift som forklarede hvordan man kunne undgå at udtage så meget blod til prøver. Den behandlende læge godtog oplysningerne og ændrede sin fremgangsmåde, og barnet blev behandlet uden blod.

En nyfødt udviklede en ret almindelig tilstand af gulsot som kaldes hyperbilirubinæmi. Hospitalinformationen sendte lægelige artikler om fordelene ved at behandle denne tilstand med fototerapi med dobbelt lys til det lokale kontaktudvalg, som derefter talte med de involverede læger. Da den foreslåede behandlingsmetode blev fulgt, blev behovet for „standardbehandlingen“ med blod elimineret.

I februar og marts 1990 gennemførte medlemmer af hospitalinformationen fire seminarer for otte lande i Stillehavsområdet, og der er planlagt yderligere ti seminarer som skal holdes i Europa og Latinamerika. Det er vor bøn at Jehova fortsat vil velsigne denne kærlige foranstaltning med sigte på at hjælpe vore brødre som er i nød.

 Afrika

„Jehova, hvem er som du, der udfrier den nødstedte fra den der er stærkere end han?“ spørges der i Salme 35:10. I nogle afrikanske lande er begrænsningerne på Jehovas folks virksomhed blevet hævet i årets løb. Dette giver os i sandhed grund til at takke Jehova som den der skænker udfrielse.

Efter næsten 14 år blev forbudet mod arbejdet i Benin hævet den 23. januar 1990. Regeringen udstedte et dekret om at Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania er juridisk anerkendt og har frihed til at udføre sin religiøse virksomhed. I begyndelsen af april blev der udstedt et nyt dekret som gav Jehovas Vidners missionærer lov til at virke i landet, og som annullerede det dekret hvorved missionærerne var blevet udvist i april 1976. I det nye dekret nævntes endog navnene på de missionærer der var blevet udvist dengang, og det blev sagt at de, og i øvrigt alle andre missionærer fra Jehovas Vidner, frit kan øve deres mission i Benin.

 Siden har brødrene i Benin arbejdet med stor iver og begejstring på at få arbejdet reorganiseret og bygge nye rigssale, og på at få afdelingskontoret og tidligere rigssale, som revolutionsregeringen havde overtaget, tilbage. Den nye regering har lovet at al konfiskeret ejendom vil blive overdraget til de retmæssige ejere. Nu hvor dette skrives har brødrene fået afdelingskontorets ejendom i Cotonou, missionærhjemmet i Porto-Novo og adskillige rigssale tilbage. Skønt alle bygningerne trænger til reparationer og istandsættelse, er man begyndt at bruge rigssalene til menighedsmøder.

Så snart Selskabets afdelingskontor var blevet givet tilbage midt i juli 1990, planlagde brødrene at holde to særlige stævner den 11. og 12. august på betelhjemmets grund. Derved ville den lokale befolkning få et tydeligt vidnesbyrd om at Jehovas Vidner havde fået deres retmæssige ejendom tilbage. Afdelingskontoret i Nigeria, som fører tilsyn med arbejdet i Benin, gik også ind for arrangementet.

Brødrene spekulerede på om de kunne nå at forberede stævnerne, da de kun havde en måned til at rydde og jævne grunden, skære bambus til overdækning og siddepladser til 3000 mennesker, bygge cafeteria og andre afdelinger, anlægge toiletter og dække alle tagene med vævede stråmåtter. Til deres store glæde var det hele nået da gæstetaleren ankom, og betonmuren omkring grunden var endda blevet kalket. Hovedindgangen til Betel og rigssalen var også nymalet, og der var ryddet op og gjort rent på hele grunden, hvilket var meget tiltrængt. Brødrene havde fjernet det store skilt med navnet på de tidligere beboere, og erstattet det med et smukt malet vagttårn med ordene „VAGTTÅRNETS SELSKAB“. Ved hovedindkørselen havde de opsat  et andet skilt, med teksten: „Velkommen til Jehovas Vidners Betel.“

Da ejendommen ligger ud til en lagune og har en låge der vender ud mod lagunen, byggede brødrene trapper ned til vandet, hvor 22 blev døbt på de to særlige stævnedage. Alle glædede sig over at Betel nu igen blev brugt til Jehovas pris.

Den 24. april 1990 holdt Zaires præsident en tale og en pressekonference som signalerede en klar ændring i holdningen til Jehovas Vidners arbejde i Zaire.

Under pressekonferencen forsikrede præsidenten både lokale og udenlandske journalister om at alle grundlæggende friheder respekteres i Zaire, deriblandt pressefrihed og religionsfrihed. Det har derfor ikke overrasket befolkningen at se Jehovas vidner forkynde og holde møder og udøve deres religiøse virksomhed mere åbent. Brødre som har været fængslet for at forkynde sandheden og overvære religiøse møder, er blevet løsladt. Eftersom der er stor interesse for sandheden — der er nået flere nye højdepunkter i antallet af forkyndere og bibelstudier i 1990 — er brødrene meget taknemmelige for denne gunstige udvikling.

I Togo har arbejdet været forbudt siden maj 1978. Men den 21. oktober 1987 nedsatte landets regering en kommission, kaldet Den Nationale Kommission for Menneskerettigheder, til at undersøge nogle rapporter om krænkelse af menneskerettighederne og til at anbefale en løsning på problemet. Efter en appel om religionsfrihed blev fem ældste fra Jehovas Vidner i Togo indbudt til at mødes med et arbejdsudvalg under menneskerettighedskommissionen for at forklare hvordan Jehovas Vidner stiller sig til mange af de stridsspørgsmål hvor man havde fået et forkert billede af dem.

 Den 12. oktober 1989 arrangerede Den Nationale Kommission for Menneskerettigheder så en offentlig høring over temaet „Religionsfrihed og Offentlig Orden“, og indbød igen fem ældste til at deltage. Høringen blev transmitteret i fjernsynet og refereret i aviserne, og der blev aflagt et godt, landsdækkende vidnesbyrd om sandheden. Derved er chikanerierne mod Jehovas Vidner blevet begrænset, og forbudet er blevet mindre trykkende.

Menighederne har forstået at drage fuld nytte af de roligere forhold til at øge aktiviteten for Riget som aldrig før i Togos historie. I tjenesteårets løb nåede man ni forkynderrekorder og en fremgang på 20 procent. Hver måned brugte forkynderne gennemsnitlig 15 timer i tjenesten og ledede næsten to bibelstudier.

Brødrene skriver: „Vi er Jehova meget taknemmelige for den frihed vi nyder nu. Vi beder til at forbudet bliver fuldstændig ophævet.“

En af de vigtigste begivenheder i Moçambique i tjenesteåret 1990 indtraf den 27. maj, da Jehovas Vidners Forening i Moçambique blev dannet i Maputo. Det var et betydningsfuldt skridt hen imod juridisk anerkendelse af vort arbejde. Dagen efter blev foreningens vedtægter forelagt for regeringens repræsentant i Maputo. Brødrene afventer nu resultatet.

Fire måneder tidligere, den 27. og 28. januar 1990, holdt Jehovas Vidner deres første åbenlyse kredsstævne på Manga Stadion i Beira, hvor 753 var til stede og 42 blev døbt. Som følge af dette stævne er bibelstudiearbejdet og mødedeltagelsen i denne by gået stærkt frem. Stævnet har virket som en åndelig åbenbaring, selv for nogle af vore brødre, som for manges vedkommende aldrig har overværet en stor sammenkomst i den tid de har været i sandheden.

 Asien

„I skal lovsynge Jah, for det er godt at synge og spille for vor Gud; for det er lifligt — lovsang sømmer sig,“ sang salmisten. (Sl. 147:1) Trods prøver på troen har forkynderne i Asien erfaret at det er meget lifligt at lovsynge Jehova.

Afdelingskontoret på Filippinerne fortæller hvordan en søster som er skolelærer i Lapu-Lapu tog et fast og urokkeligt standpunkt for sandheden. Hør hendes egen beretning: „En dag blev jeg kaldt ind på inspektørens kontor og bedt om at give et bestemt beløb fordi man samlede ind til en fødselsdagsgave til en lærerkollega. Tre tanker gik gennem mit hoved. Først at beløbet var ganske lille. Dernæst at det ville behage min overordnede hvis jeg gav det, og at det kunne give mig fordele. Og for det tredje at ingen i menigheden, heller ikke min mand, behøvede at vide noget om det.

Men jeg indså at det var en snare fra Satan, så jeg sagde roligt til min overordnede: ’Jeg bliver desværre nødt til at sige fra. Ifølge Guds befaling kan jeg ikke have noget at gøre med verdslige højtider, heller ikke fødselsdage, og min  samvittighed tillader mig ikke at være ulydig mod ham.’ Hertil udstødte han en strøm af ukvemsord og råbte at jeg kunne forlade skolevæsenet hvis jeg ikke kunne indordne mig under medarbejderpolitikken. Han kunne ikke tvinge mig til at være med, men han pressede mig i mit arbejde, gav mig ekstra undervisningsbyrder, måske for at kunne finde fejl hos mig og fyre mig. Men jeg forsøgte at være pligtopfyldende og at udføre hans ordrer prompte og effektivt. Resultatet var at inspektøren som jeg havde nægtet at adlyde ved at bidrage til en fødselsdagsgave, senere forfremmede mig. Det er dog ikke forfremmelsen der glæder mig mest, men det at min familie har gjort gode åndelige fremskridt. Samme år som jeg blev forfremmet blev to af vore børn døbt.“

En menighed på de fjerne Andamanerøer i Den Bengalske Bugt ønskede at øge lovprisningen af Jehova ved at sprede flere numre af Vagttårnet. I bladkampagnen skabte man derfor begejstring for abonnementstilbudet. Hver enkelt forkynder blev tilskyndet til at sætte sig det mål at tegne ét abonnement om ugen — og hvis dette mål blev nået, da to abonnementer. Ved møderne blev det hver uge bekendtgjort hvor mange abonnementer brødrene havde tegnet i alt, og forkynderne blev interviewet på tjenestemødet så de kunne fortælle hvordan de havde tegnet abonnementerne. Resultatet? På en måned tegnede den lille menighed 150 abonnementer. Det svarede til hvad den ellers havde tegnet i løbet af de sidste to og et halvt år!

I Korea måtte en berømt tv-stjerne sande at hendes berømmelse kun havde bragt hende sorger, deriblandt et opløst ægteskab. En af hendes kolleger, et Jehovas vidne, hvis høje moral gjorde indtryk på hende, oprettede et bibelstudium med hende, og det endte med at hun blev døbt i juni 1989. Siden var hun hjælpepioner en måned, og alle vegne hvor hun forkyndte fra dør til dør blev hun genkendt. Hun siger nu at hun hellere vil være kendt som en tjener for Jehova end som tv-stjerne.

 Europa

„Måtte fangens stønnen nå frem til dig. Bevar de dødsdømte, så vældig som din arm er.“ Disse ord fra Salme 79:11 har trøstet mange undertrykte. Men nu blæser forandringens vinde i Europa, og det har givet Jehovas Vidner større religiøs frihed.

Fra Rumænien kommer denne rapport: „Efter 42 lange år er vi glade for at kunne sende en glædelig rapport om virksomheden i Rumænien. Vi er taknemmelige mod vor kærlige Fader, Jehova Gud, som har lyttet til millioner af brødres inderlige bønner og gjort ende på den nådeløse forfølgelse. — Dan. 2:21.

Siden marts har vi organiseret hus-til-hus-forkyndelse i fjerntliggende landsbyer. Som regel forkynder vi i hele landsbyen og indbyder alle til at komme og høre et gratis bibelsk foredrag i forsamlingshuset, som vi har lejet. I en landsby med 1200 indbyggere kom der over 500 til foredraget. Efter programmet takkede en professor brødrene på alle de tilstedeværendes vegne for den gode forklaring af  Bibelen. Over 200 gav brødrene deres adresse og bad om at blive besøgt.“

Jehova har åbnet en stor dør til virksomhed i Ungarn, og mange af vore ungarske brødre er gået ind ad den. Siden kalenderårets begyndelse har de haft bladene i fire farver og har brugt dem godt i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. Der spredes omkring 100.000 blade om måneden, hvilket afspejler en vågnende interesse i befolkningen. Der er hver måned blevet aflagt 13.000 flere genbesøg og ledet 1100 flere bibelstudier end året før. Dette var medvirkende til at der ved fire områdestævner over temaet „Det rene sprog“ var 901 som symboliserede deres indvielse ved vanddåben.

I det forløbne år skete der store forandringer i Bulgarien. Brødrene begyndte at bygge deres første rigssal, og den vil uden tvivl snart blive fyldt, for der er mange som viser interesse for sandheden. Som følge af de ændrede forhold i Bulgarien er nogle forkyndere fra andre lande flyttet dertil, så der allerede nu er flere almindelige pionerer og hjælpepionerer i landet. Desuden har brødre fra Tjekkoslovakiet, Polen og Grækenland aflagt besøg for at hjælpe med at uddele åndelig føde og organisere møder og tjeneste på arbejdsmarken.

I løbet af tjenesteåret skete der også spændende ting i Jugoslavien. Der blev nået syv forkynderrekorder, antallet af bibelstudier blev ved med at gå opad, det samme gjorde antallet af døbte, og pionertjenesten har også haft fremgang. På grund af det stigende forkyndertal måtte der bygges nye rigssale; der blev i år indviet syv nye. Endelig er brødrene glade for at de nu får bladene i fire farver og at Vågn op! udkommer en gang om måneden.

En forkynder i Norge bankede på et sted hvor han tidligere ikke havde truffet nogen hjemme. Han havde  allerede forsøgt flere gange på forskellige tidspunkter. Da han denne gang var på vej væk fra huset, ankom beboerne. De var taget af sted, men skulle lige tilbage for at ordne noget de havde glemt. Forkynderen blev inviteret ind, og konen fortalte at hun var blevet udstødt nogle år tidligere på grund af rygning. Hun ville gerne tilbage til menigheden, men hun var bange for at det ville blive svært fordi hun havde været væk så længe. Forkynderen, som var ældste, forklarede hende hvilke skridt hun måtte tage. Hendes mand, som hun var blevet gift med efter at hun var blevet udstødt, lyttede opmærksomt og sagde på stedet ja til et bibelstudium. Hun havde allerede forkyndt en del for ham.

Inden længe blev hun genoptaget, og hun har siden været en aktiv og nidkær forkynder. Hendes mand stødte på modstand hos en voksen søn fra et tidligere ægteskab, men på grund af faderens rolige og venlige måde at forklare tingene på, sagde sønnen ja til et bibelstudium. Sandheden har forårsaget store forandringer i hans liv. I februar 1990 blev både faderen og sønnen døbt.

Forkynderne på Færøerne viser stor iver for at finde dem der fortjener det, selv om det betyder at de må tage ud til små, afsidesliggende øer. Bibelstudietallet er 39 procent højere end året før.

En af de færinger der blev døbt sidste år, hedder Elisabeth. Hun bor på en ø hvor der ikke er nogen rigssal. For at overvære møderne må hun, sammen med andre, tage med bil og båd. Kort efter at hun var blevet døbt udfordrede en slægtning hende til at forkynde for beboerne i hendes egen bygd. Resolut tog hun 20 blade og gik i gang med at besøge naboerne. Da hun vendte tilbage, smilede hun over hele ansigtet. Hun havde spredt alle bladene på nær to.

 Latinamerika

„Måtte den nødstedte og den fattige lovsynge dit navn,“ hedder det i Salme 74:21. Når økonomien vakler, bliver det en udfordring at skaffe sig de daglige fornødenheder. Men trods dette lovsynger Vidnerne i Latinamerika stadig den almægtige Gud, Jehova.

Den 15. marts 1990 vil længe blive husket i Brasilien som dagen for det økonomiske chok. Regeringen iværksatte en plan for at standse den løbske inflation, der oversteg 80 procent om måneden. Et af indgrebene var at indefryse alle bankkonti over et vist beløb i en periode på 18 måneder. Det betød at de eneste penge som enkeltpersoner og firmaer kunne råde over, var minimumsbeløbet på disse konti samt eventuelle kontanter de lå inde med.

Det gik ud over afsætningen af bøger og blade. Det kneb for menighederne og forkynderne at betale husleje og andre faste udgifter. Afdelingskontoret fik også svært ved at betale for de månedlige leverancer af papir og andet, og ved at sørge for de 1230 specialpionerer, de 228 rejsende tilsynsmænd og  deres hustruer, og de 800 medlemmer af betelfamilien. Det berørte også opførelsen af det nye trykkerianneks, som stod halvfærdigt. Hvordan klarede brødrene krisen?

Alle indkøb ud over de absolut nødvendige blev udskudt. Byggeriet blev dæmpet ned. Betelfamilien gik ind på at klare sig uden den månedlige godtgørelse i nogen tid. Så begyndte brødrene at ringe til afdelingskontoret for at tilbyde bidrag og lån. Som ugerne gik, aftog krisen. Til sidst gav regeringen almennyttige selskaber lov til at hæve nogle midler, med det resultat at Selskabet efterhånden kunne begynde at fungere normalt igen.

Trods det økonomiske chok blev der i marts nået en ny forkynderrekord, den femte i løbet af tjenesteåret. Efter yderligere fire rekorder sluttede Brasilien tjenesteåret med 293.466 forkyndere af Riget. Denne vækst skabte behov for at oprette 13 nye kredse i årets løb.

I de senere år er El Salvador blevet kendt som et land med økonomiske omvæltninger og voldsom lovløshed. Men selv under disse prøvende omstændigheder har Jehovas tjenere holdt sig åndeligt stærke og aktive, og de så med forventning frem til de områdestævner der var planlagt i december og januar.

Hen under aften lørdag den 11. november 1989 udbrød der krigshandlinger rundt om i landet, og der forekom spredte eksplosioner. Inden for de næste få uger skete der store tab af liv og ejendom. Tusinder, deriblandt mange af vore brødre, forlod hus og hjem for at slippe bort fra voldshandlingerne, og flokke af mennesker søgte at flygte ud af landet. Mange blev tvunget til at holde sig inden døre i over en uge uden ret meget at spise og drikke, og klumpede sig sammen de sikreste steder i hjemmet de kunne finde. I mindre farlige områder viste mange af brødrene stor kristen  kærlighed ved at åbne deres hjem for nødstedte medkristne. Afdelingskontoret tog straks skridt til at skaffe fornødenheder til de brødre der var flygtet uden andet end det tøj de havde på. Da kampene standsede var mange brødre blevet hjemløse, og andre måtte sætte beskadigede huse i stand. Det var nødvendigt at ændre mødetider så alle kunne nå hjem inden udgangsforbudet trådte i kraft. Sørgeligt nok mistede to af vore søstre livet i denne urolige periode.

Hvordan berørte alt dette planerne om de fire områdestævner? Afdelingskontoret forklarer: „Store sammenkomster som vore stævner ville normalt blive regnet for udelukket i denne periode. Vi stolede på at Jehova ville åbne en udvej . . . og gik videre med planlægningen som om intet var hændt. Stævneudvalgene mødtes med de militære myndigheder som skulle give tilladelse til offentlige møder. I San Miguel, hvor der var store uroligheder helt frem til slutningen af december, blev der ikke givet tilladelse. Medlemmerne af afdelingskontorets udvalg talte med den militære leder og forklarede hvad vi havde planlagt. De fremhævede at vort stævne ville kunne forvisse folk om at alt var ved at være normalt igen. Så fik vi tilladelsen. Vi fik også tilladelse til at holde vore stævner i San Salvador og Santa Ana. For mange var dette virkelig et mirakel.“

Områdestævnerne var lige hvad brødrene havde brug for. De fire stævner blev overværet af 32.137, og 758 blev døbt. Mindehøjtiden blev et yderligere vidnesbyrd om at arbejdet var i fremgang, for den blev overværet af 60.783, en stigning på 4 procent i forhold til 1989. Skønt mange flygter ud af landet, mest for at søge materielle goder andre steder, siger afdelingskontoret: „Vi er lykkelige for at være i El Salvador og se Jehovas værk og de mange retsindige der bliver ved med at strømme til Jehovas organisation idet de søger sandheden.“

 Nordamerika og De Caraibiske Øer

„Jeg vil prise Jehova i rigt mål med min mund, og midt blandt mange vil jeg lovsynge ham,“ proklamerede David. (Sl. 109:30) I dag priser Jehovas vidner Jehova over for mange folk, ja selv over for dommere i retssale.

I De Forenede Stater blev tre vigtige retssager om patienters ret til at afvise blodtransfusion afgjort i Jehovas Vidners favør. I april 1986 søgte en søster i Florida lægebehandling fordi hun blødte fra livmoderen. Hun oplyste hospitalet om at hun ikke kunne gå med til at få blod. Sagen kom for retten, og dommeren gav lov til blodtransfusion fordi søsteren var moder til to halvvoksne sønner som hun forsørgede. Der blev givet blod, men sagen blev appelleret. Den 16. marts 1989 afgjorde Floridas højesteret med seks dommerstemmer mod én sagen til patientens fordel. Denne afgørelse fastslog at voksne Jehovas vidner har ret til at afvise blodtransfusion, selv om de er forældre til mindreårige børn. I deres begrundelse for dommen gik to af dommerne endda  så vidt som til at citere ordrette uddrag af Selskabets sagsresumé og fremsætte dem som deres egne synspunkter.

I begyndelsen af 1987 fik en 17-årig søster i Illinois at vide at hun havde leukæmi. Da hun blev indlagt, nægtede hun at gå med til at få blodprodukter. Hendes moder støttede hende, men hospitalet skaffede en retskendelse som gav lægerne lov til at bruge blod. Den 13. november 1989 afgjorde et flertal på fem dommere ved Illinois’ højesteret imidlertid at søsteren, selv om hun var mindreårig, havde haft ret til at afvise en form for lægebehandling som hun ikke kunne acceptere. Retten byggede sin afgørelse på søsterens sædvanemæssige ret til at bestemme over sit eget legeme. Dommerne sagde at sædvaneretten længe har anerkendt modne mindreåriges ret til selv at træffe afgørelser i lægelige anliggender. Dette er første gang overhovedet at en amerikansk højesteret har afsagt en gunstig kendelse i spørgsmålet om blod vedrørende et mindreårigt Jehovas vidne.

En tredje sag blev behandlet i staten New York. Det drejede sig om en moder der gennem en retskendelse havde fået påtvunget en blodtransfusion. Spørgsmålet var: Kan en patient tvinges til at underkaste sig en bestemt lægebehandling mod sin vilje af hensyn til sine mindreårige børn? Nej, svarede New Yorks appeldomstol den 18. januar 1990. Retten sagde: „Kort sagt havde patienten, som en habil voksen, ret til at bestemme forløbet af sin egen behandling, hvilket indbefatter retten til at afslå blodtransfusion.“

Disse tre sejre i blodspørgsmålet er et resultat af det vigtige arbejde som gennem årtier er blevet udført for at beskytte Jehovas vidners ret til at afværge påtvungne blodtransfusioner. Desuden har Selskabets juridiske afdeling udsendt i hundredvis af sæt oplysninger om forældremyndighed til Jehovas vidner der ved domstole har måttet forsvare deres ret til at opdrage deres børn.

 Nogle steder i Alaska kan vinteren være meget streng. Sidste vinter nåede temperaturen i flere uger ned på 35 til 50 kuldegrader, men det afholdt ikke forkynderne i Fairbanks og den nærliggende by North Pole (Nordpolen) fra at forkynde. I Valdez faldt der over 15 meter sne, så sneen lå højere end husene. Men brødrene fortsatte med at tage ud i tjenesten. De gik ad stier der lå højere end hustagene, og steg ned til indgangsdørene for at finde beboerne hjemme.

Hvor værdifuldt kan et besøg på Betel være? Betel i Den Dominikanske Republik hjalp en sømand til at ændre kurs. Hans kone var begyndt at studere Bibelen med en forkynder og sendte ham bibelske publikationer mens han sejlede med et hangarskib. Skibet lagde til i Santo Domingo, og hans kolleger om bord var ivrige efter at komme i land af mere jordiske grunde, mens han gav udtryk for at han skulle „besøge Betel“. Hans kolleger spurgte: ’Hvad i alverden er Betel?’ Da han ikke rigtig vidste det, svarede han: „Jeg vil tro at det er noget i retning af Vatikanet!“

Lidt ængstelig tog han hen til betelhjemmet, hvor han blev hjerteligt modtaget og blev vist rundt. Da det var lørdag kunne han tage ud med en af betelbrødrene som skulle besørge nogle ærinder, og traf derved flere forkyndere. Da det var tiden han skulle tilbage til skibet, havde han slet ikke lyst til at tage af sted. Nogle få måneder senere fik betelfamilien et brev om at han var blev løst fra sine militære forpligtelser, selv om han var en betroet medarbejder med adgang til hemmelige oplysninger. Han og hans kone blev snart efter døbt, og han skriver: „Den dag jeg var sammen med jer betød mere for mig end jeg kan udtrykke i ord. Den 10. juli gik jeg ud af søværnet. I september blev jeg udøbt forkynder. I marts symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved dåben. I denne måned er jeg hjælpepioner. Jeg ville aldrig have troet dette for 18 måneder siden, men Jehova kender vort hjerte og leder os hvis blot vi vil følge ham.“

 Stillehavsøerne

„Som dit navn, Gud, sådan er din lovsang til jordens yderste egne.“ (Sl. 48:10) Bladarbejdet har, med salmistens ord, bragt Bibelens sandheder ud til „jordens yderste egne“ — de spredte øer i Stillehavet.

Befolkningen i øriget Vanuatu bor meget spredt, og det er vanskeligt at nå ud til alle. Blade, brochurer og bøger er derfor effektive redskaber til udbredelse af den gode nyhed. Det er ikke usædvanligt at finde eksemplarer af Vagttårnet eller andre publikationer i små landsbyer på fjerne øer. Vågn op! er blevet oversat til sproget bislama, og det første nummer, der handler om tobak under titlen „Døden til salg“, er blevet ivrigt modtaget. Sundhedsministeren læste det og fandt det yderst veldokumenteret og bad om flere eksemplarer til uddeling. Og premierministerens kone, som er journalist, citerede uddrag fra Vågn op! i sine artikler. Selv om myndighederne er imod vort arbejde, er bladene populære og medvirker til at hjælpe oprigtige mennesker til at finde sandheden.

 Bladene bliver også godt modtaget i resten af det distrikt der hører under afdelingskontoret på Ny Caledonien. En broder blev for eksempel ringet op af formanden for den lokale miljøværnsforening og blev spurgt om han kunne skaffe 200 eksemplarer af Vågn op! for 22. marts 1990 med artikelserien „Regnskoven i fare“. Han ville gerne uddele dem i skolerne og til aktive medlemmer af sin forening. Han sagde: „Artiklerne er velunderbyggede og skrevet af folk som kender til problemet. De begrundelser og argumenter der anføres er enkle og klare, og tegningerne er instruktive. Enhver kan se hvor alvorligt det er at de tropiske regnskove ødelægges. Jeg er overbevist om at artiklerne vil hjælpe mange flere til at indse faren og vise større respekt for naturen.“

Forkyndelsen af Riget går også fremad på Papua-Ny Guinea. For første gang i flere år har der været en betragtelig fremgang i bogafsætningen, som ligger 20 procent højere end året før. Bladene udretter også meget i dette land, ligesom i resten af verden. Afdelingskontoret har for eksempel modtaget et brev fra en interesseret dame på de nordlige Salomonøer og har oversat hendes bemærkninger fra Ny Guinea-pidgin.

Hun skriver: „Min 12-årige datter går i sjette klasse på Toniva internationale underskole, og hun bruger jævnlig Vågn op! når hun forbereder og udarbejder opgaver til skolen. Lærerne bruger guldstjerner som belønning for særlig godt arbejde. Jeg er glad for at kunne sige at min datter ofte har fået guldstjerner og høje karakterer for sit hjemmearbejde. Jeg er også glad for at kunne fortælle at hun har uddelt blade til sine klassekammerater. En dag uddelte hun 13 blade.“ Til slut skriver denne interesserede dame: „Så jeg syntes jeg ville skrive og sige jer tak for de gode blade I udgiver.“

 Lande hvor arbejdet er forbudt

„Jeg stoler på Gud, og jeg frygter ikke. Hvad kan mennesker gøre mig?“ Disse ord af salmisten David afspejler på en udmærket måde holdningen hos de Jehovas vidner der tjener trofast under vanskelige forhold. — Sl. 56:5, prøveoversættelsen 1977.

I et land i Asien er arbejdet nu underlagt juridiske begrænsninger på 14. år. Under et kredsstævne den 31. december 1989 blev mødet afbrudt af de lokale myndigheder. Af de 200 som var til stede, blev 47 brødre kørt med en militær lastbil til den lokale militærforlægning. Tolv blev tilbageholdt og forhørt. Det viste sig at razziaen skyldtes en sammensværgelse blandt de lokale præster. De havde skrevet en fælles protestnote til myndighederne og krævet at Jehovas Vidners møde skulle afbrydes og standses.

Den kirkeleder der havde forårsaget razziaen, rettede mange falske beskyldninger mod Jehovas Vidner og spredte gemene løgne om dem. Han lod endog sit had male med store bogstaver på en af forkyndernes huse, idet han udfordrende  skrev: „Vis hvem du er, Jehova!“ Natten efter at razziaen havde fundet sted, hørte naboerne høje skrig fra kirkelederens hus. Han havde fået hjertestop. Han døde før dagen gryede!

Denne hændelse var alt for iøjnefaldende til at indbyggerne og myndighederne kunne ignorere den. Skønt stævnelokalet, en rigssal, blev forseglet af myndighederne og stadig er lukket, blev brødrene ikke fængslet, og de kan fortsætte deres tilbedelse blot de udviser forsigtighed. Ved den særlige stævnedag, der blev holdt i april 1990, blev fem døbt. Høsten fortsætter!

I et land i Afrika hvor der er over 11.000 aktive forkyndere, har svær tørke sidste år krævet 10.000 menneskeliv inden for en periode på blot tre måneder. Folk faldt om i gaderne. Husdyr døde. Landmænd holdt op med at dyrke markerne, da alt hvad der voksede op, blev stjålet. For at overleve måtte forkynderne i nogen tid spise planterødder og kogte avocadoskaller. Nogle steder veg brødrene tilbage for at deltage i den offentlige forkyndelse fordi de ikke havde tøj nok at tage på.

Men deres svære situation blev drastisk ændret da der ved Jehovas mellemkomst blev sendt 25 tons nødforsyninger ind i landet. (Sl. 37:25) Myndighederne gav deres officielle tilladelse til at forsendelsen — der omfattede fødevarer, sæbe og tøj — blev bragt ind og at den blev fordelt blandt Jehovas vidner. En militæreskorte sørgede endda for at varerne nåede frem. Brødrene var overvældede over det der skete. Mange har takket Jehova og den organisation hvorigennem han drager omsorg for sit folk.

„Vær ikke bange for dem, for ’jeg er med dig for at udfri dig,’ lyder Jehovas udsagn.“ (Jer. 1:8) Sande kristne har hentet trøst i Jehovas beroligende ord til profeten Jeremias. De er frygtløst fortsat med arbejdet, og Jehova har trofast holdt sit ord.

 [Oversigt på side 6]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Gud får det til at gro i hele verden

Forkyndere 6.000.000

1950 373.430

1960 916.332

1970 1.483.430

1980 2.272.278

1990 4.017.213

Pionerer 550.000

1950 14.093

1960 30.584

1970 88.871

1980 137.861

1990 536.508

Menigheder 70.000

1950 13.238

1960 21.008

1970 26.524

1980 43.181

1990 63.016

 [Oversigt på side 38-45]

RAPPORT OVER JEHOVAS VIDNERS VIRKSOMHED I HELE VERDEN I 1990

 (Se publikationen)

 [Illustrationer på side 11]

Bygningen på Livingston Street 67, Brooklyn, er smal og 29 etager høj. De fleste etager har tre betelværelser, så bygningen kan huse i alt 150 betelmedarbejdere

Bygningen på Sands Street 90 bliver på 30 etager med 506 værelser til beboelse, plus kontorer, et køkken og en spisesal med plads til 1050 personer. Denne bygning vil komme til at huse 1000 medlemmer af betelfamilien

 [Illustrationer på side 12]

Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, N.Y., kommer til at huse 1200 personer

Gæster kan bo på Patterson Inn, der har 144 værelser

Udsnit af uddannelsescenterets hovedbygninger

 [Illustrationer på side 13]

Den 1. september 1990 blev der oprettet et besøgscenter med en udsigtsplatform.

Arbejdet på Patterson Inn, et hotel der består af seks bygninger, vil være fuldført i begyndelsen af 1991

[Illustration på side 14]

Brasilien er blot et af de 21 afdelingskontorer der udvider i øjeblikket, og yderligere 25 er enten planlagt eller på tegnebrættet. På afdelingskontorerne i Australien, Japan og Tyskland er der blevet oprettet regionale arkitekttegnestuer

[Illustrationer på side 19]

Den 30. marts 1990 afgik den første forsendelse med bøger og blade til DDR

Efter 40 års forbud fik forkynderne i Bautzen deres egne eksemplarer af „Vagttårnet“

 [Illustrationer på side 20]

Olympia Stadion, Berlin

Østtyske Jehovas vidner udsmykkede stævnepladsen med 16.000 blomster

Brødre der engang sad fængslet i DDR mødtes ved stævnet

 [Illustrationer på side 21]

Ved stævnet „Det rene sprog“ i Berlin den 24.-27. juli 1990 var det første gang i 40 år at Jehovas vidner fra Østtyskland frit kunne komme sammen. I alt var der 44.532 til stede

Østtyske brødre medvirkede på stævneprogrammet

[Illustrationer på side 22]

Alle delegerede fra Østtyskland fik som gave et eksemplar af brochuren „Hvordan kan blod redde dit liv?“ og bogen „Menneskets søgen efter Gud“, som blev udgivet ved stævnet

 [Illustrationer på side 27]

I Australien blev en femetages boligbygning med 51 værelser og en treetages tilbygning til trykkeriet indviet den 25. november 1989

 [Illustrationer på side 28]

Det nye afdelingskontor i Guatemala blev indviet den 26. november 1989. Betelfamiliens 28 medlemmer har nu god plads til udvidelser

 [Illustrationer på side 29]

Det nye afdelingskontor i Honduras blev bygget ved siden af det gamle og blev indviet den 21. oktober 1989

 [Illustrationer på side 30]

Afdelingskontorets bygninger i Nigeria blev indviet den 20. januar 1990. De fire boligbygninger kan huse over 400 mennesker

[Illustration på side 33]

Den første klasse i England i Skolen for Udnævnte Tjenere havde afgangshøjtidelighed i Sheffield den 17. juni 1990

 [Illustrationer på side 34]

I De Forenede Stater var den femte klasse i Skolen for Udnævnte Tjenere færdig med kurset den 14. januar 1990, og den sjette klasse den 10. juni 1990