Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lad os gøre Jehovas gerning på Jehovas måde

Lad os gøre Jehovas gerning på Jehovas måde

Lad os gøre Jehovas gerning på Jehovas måde

Tjenesterapporten for 1990 giver os al mulig grund til glæde. Når vi ser på de fremskridt der er gjort, de nye højdepunkter der er nået i forkyndertallet i det ene land efter det andet, det store antal der er blevet døbt, og at arbejdet er blevet frit i lande hvor brødrene før måtte arbejde under forbud, føler vi os tilskyndet til at lovsynge Jehova Gud for den vækst han har givet. Der er afgjort grøde i vort åndelige paradis! Og vi vil gerne rose jer alle for jeres flittige og trofaste tjeneste.

Kan vi så læne os tilbage og slappe af, nu da vi ser al denne fremgang? Nej, på ingen måde! Vi må ikke alene fortsætte med at vandre på en måde der behager Jehova; vi må også hele tiden huske apostelen Paulus’ råd om at „fortsætte med at gøre det i endnu rigere mål“. (1 Thess. 4:1) Hvordan kan vi gøre det „i endnu rigere mål“? Ved at sikre os at vi gør Jehovas gerning på Jehovas måde.

Det mishager Jehova hvis hans gerning ikke gøres på hans måde. Det vil ikke føre til noget godt resultat. Et slående eksempel på dette er det der skete da kong David lod den hellige ark transportere til Jerusalem. At føre pagtens ark til Jerusalem var Jehovas gerning, men den måde David først forsøgte at gøre det på — på en vogn i stedet for på levitternes skuldre — var ikke Jehovas måde. Resultatet var katastrofalt! Senere indså David fejlen og lod arken blive båret på Jehovas måde. Og da var der anledning til stor glæde. — 1 Krøn. 13:6-11; 15:12-29; 16:1-36.

I dag har Jehova en tosidig gerning til os. Vi må både forkynde den gode nyhed om Riget og gøre dem der reagerer gunstigt, til disciple. Og hvad dette angår, må vi med tanke på det forløbne tjenesteår sige til jer: „Vel gjort!“ Når vi tænker på jer, mindes vi apostelen Paulus’ ord: „Jeg takker altid min Gud hver gang jeg nævner jer . . . på grund af det bidrag I har ydet til den gode nyhed.“ (Fil. 1:3-5) Men hvordan kan vi i endnu rigere mål gøre denne gerning på Jehovas måde? Ved at fortsætte med at tjene skulder ved skulder sammen med „den trofaste og kloge træl“, repræsenteret ved Det Styrende Råd. Denne træl er det redskab Jehova benytter for at få arbejdet gjort; når vi samarbejder med trællen vil vi have hans fortsatte velsignelse. — Matt. 24:45-47.

Men for at samarbejde helt med den synlige kanal Jehova Gud benytter, må vi også arbejde sammen med dem som den teokratiske organisation har sat til at føre tilsyn i vores egen menighed. Husk på Paulus’ formaning: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle.“ (Hebr. 13:17) Ja, for at gøre Jehovas gerning på hans måde må vi samarbejde helhjertet med de ældste som fører an i vores egen menighed.

At gøre Jehovas gerning på Jehovas måde vil også indebære at vi ’arbejder på det med hele vores sjæl som for Jehova og ikke for mennesker’. (Kol. 3:23) Det kræver desuden uselviskhed af os. Det er derfor Paulus formaner: ’Gør intet af stridbarhed eller selvoptagethed, men agt i ydmyghed de andre højere end jer selv.’ — Fil. 2:3.

At gøre Jehovas gerning på Jehovas måde vil også sige at gøre det med glæde, ikke tøvende eller modvilligt. I husker uden tvivl at Jehova gang på gang understregede betydningen af dette over for sit folk i fortiden. Han ønskede at israelitterne skulle glæde sig over ham i alt hvad de foretog sig. — 5 Mos. 28:45-47.

Det samme gælder for os som kristne. Vi tilskyndes igen og igen til at ’glæde os i Herren’, som apostelen sagde. „Igen vil jeg sige: Glæd jer!“ (Fil. 4:4) Derfor hedder det også: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ (2 Kor. 9:7) Når vi gør Jehovas gerning på Jehovas måde, vil vi gøre det med glæde, ja, med iver og nidkærhed.

Vores måde at tale på er også vigtig. Apostelen Paulus opfordrede andre til at bede for ham, for at han kunne vidne „med al frimodighed“. (Ef. 6:19) Vi skal derfor ikke være frygtsomme eller forknytte når vi taler sandheden; lad os fortsat gøre det med frimodighed. Og lad os samtidig svare enhver som kræver os til regnskab for vort håb, med „dyb respekt“. — 1 Pet. 3:15.

Når vi gør Jehovas gerning på Jehovas måde vil vi heller ikke glemme de små ting, men huske at ’den der er trofast i det mindste, også er trofast i meget’. (Luk. 16:10) I Pentateuken læser vi over 30 gange at Moses gjorde „sådan som Jehova havde påbudt“ ham. — 2 Mos. 39:21.

Hvad indebærer dette for os i dag? At vi er samvittighedsfulde med at føre hus-til-hus-notater og at komme igen hvor der vises interesse, og at vi pålideligt og trofast sørger for vore hjemmebibelstudier. Det indebærer også at vi tænker på vor påklædning og soignering, så vi altid ser præsentable ud.

Vores årstekst for 1991 lyder: „Lad enhver som hører, sige: ’Kom!’“ (Åb. 22:17) Det er en befaling som vi hele tiden bør have i tanke. I det omfang vi har den i tanke, vil vi lovprise Jehova Gud og bringe sandhedens vand ud til dem der tørster, og samtidig selv blive vederkvæget. — Ordsp. 11:25.

Det er tydeligt at Jehova har velsignet os rigt i det forløbne tjenesteår. Vi der virker på hovedkontoret er lykkelige for at være jeres medarbejdere, og det er vor inderlige bøn at vi alle må fortsætte med trofast at gøre vor Faders gerning på hans måde.

Jeres brødre i

Jehovas Vidners Styrende Råd