Sverige

Årbogsrapport 1991

FOR godt tusind år siden brød vikingerne fra Norden ud af det mørke som indhyllede Europa. Disse stærke skandinaver beherskede kunsten at føre krig til søs og at bygge store, hurtige skibe som gjorde det muligt for dem at udvide deres magt mod syd, vest og øst. Norske og danske vikinger sejlede til Englands, Irlands og det europæiske fastlands kyster, mens vikinger fra Sverige stævnede mod øst over Østersøen og ad floder og søer til Ruslands vidtstrakte birkeskove og stepper. Fra slutningen af det ottende århundrede og omkring 250 år frem beherskede vikingerne de nordlige vandveje i deres søgen efter handel og rigdom.

Ved slutningen af det 19. århundrede var svenskerne atter på farten mod fremmede kyster, dog denne gang på anderledes fredelige erobringstogter. De var udpint af dårlig høst, arbejdsløshed og sult. I deres søgen efter et bedre liv forlod over en million svenskere landet mellem 1865 og 1914. De fleste af dem slog sig ned i Nordamerika, hvor de fandt materiel velstand. Nogle af dem fandt imidlertid noget langt mere værdifuldt — et rigt åndeligt liv grundlagt på en levende tro — som snart skulle deles med venner og slægtninge der var blevet i Sverige. Hvordan nåede denne åndelige skat med tiden Sveriges kyst?

’To hundrede svenskere har taget imod den’

Omkring 1882 læste Charles Seagrin, en svensk lægprædikant i De Forenede Stater, nogle af Charles Taze Russells publikationer, deriblandt Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne). Han blev overbevist om at dette var sandheden og forkyndte ivrigt for svenske immigranter. Efter at have forkyndt i seks måneder skrev han til broder Russell, Vagttårnsselskabets første præsident, og sagde: „I løbet af den tid hvor jeg har forkyndt denne sandhed har omkring to hundrede svenskere taget imod den, og de  glæder sig over den og taler med andre om den. . . . Det lader til at mange i vor nation [Sverige] har et lyttende øre . . . Hvis vi kunne få Food (Føde) på svensk ville det være meget godt og ske med Herrens velsignelse.“

Dette brev fik broder Russell til at minde læserne af bladet Zion’s Watch Tower (juni 1883) om at der var blevet dannet en særlig „svensk traktatfond“ til at trykke litteratur på svensk. Han meddelte imidlertid at der kun var 30 dollars i fonden, men tilføjede tillidsfuldt: „Vor Herre er rig — han ejer dyrene på de tusind bjerge, og også selve bjergene, og alt guldet og sølvet er hans. Hvis han finder at arbejdet er nødvendigt, vil han sørge for det der skal til.“

Og det gjorde „Vor Herre“! Kun fire måneder senere meddelte Zion’s Watch Tower: „Den svenske traktatfond er nu så stor at der er grundlag for at udgive et prøveeksemplar af TOWER på svensk, til at anvende som traktat blandt svenske og norske kristne, både her og i Sverige.“ Ti år senere blev første bind i serien Millenniets Daggry — der senere blev kaldt Studier i Skriften — udgivet på svensk.

Dermed var grunden lagt for at bringe sandhedens sæd til dette det største af de skandinaviske lande. Men hvad er der at sige om landet og dets indbyggere, deres egenskaber og deres skikke? Ville der blive en god „høst“? — Matt. 9:37, 38.

Dækket af skov

I sommerhalvåret er Sverige et paradis i grønt og blåt. Men hvordan er det muligt, når det ligger så højt oppe i det nordlige Europa at polarkredsen skærer tværs igennem landet? Lune vinde som Golfstrømmen har varmet op, fejer hen over majestætiske bjerge, frugtbare sletter, stedsegrønne skove, sandstrande og smukke skærgårde.

Ifølge en uskreven lov har enhver ret til frit at vandre i skove og på marker, samle bær og svampe, tage sig en  svømmetur eller fortøje en båd uden først at bede om lov. Eftersom Sverige har det fjerdestørste areal i Europa og strækker sig næsten 1600 kilometer fra nord til syd og 500 kilometer fra Østersøen i øst til Norge og Kattegat i vest, har de næsten 8,6 millioner indbyggere god plads. Statistisk set har hver person omkring 5 hektar at bo på, hvoraf næsten 3 hektar er skov, med gennemsnitlig 7500 træer — birk, gran, fyr og andre — til hver eneste indbygger. Kan du fornemme den friske duft af alle de store, kraftige grønne fyrretræer?

Et blandet rige

Sverige er et af verdens ældste kongeriger. Det har en lang demokratisk tradition med parlamentarisk flerpartisystem. Næsten 95 procent af svenskerne tilhører den evangelisk-lutherske statskirke, men kun et lille fåtal går regelmæssigt i kirke. I de sidste årtier er der imidlertid kommet hundredtusinder af immigranter til Sverige, og som følge heraf er samfundet blevet blandet, både religiøst og kulturelt. Nationen består altså ikke længere udelukkende af høje, blonde svenskere med blå øjne.

Sveriges indbyggere lever i et velfærdssamfund hvor det sociale system fungerer fra vugge til grav. De får blandt andet børnetilskud, gratis skolegang, boligstøtte, sygedagpenge, næsten gratis lægebehandling, og folke- og invalidepension fra staten. Skønt den industrielle revolution med fabrikker og maskiner kom ret sent til Sverige, er nationen et af verdens mest industrialiserede lande. Og den typiske nordiske indstilling synes at være at det man gør, skal man gøre godt. Men ville Rigets sæd kunne slå rod og vokse her hvor folk tilsyneladende har det godt nok?

De første sædekorn når Sverige

For hundrede år siden begyndte svenske emigranter som med iver havde taget imod sandheden i De Forenede Stater  at sende læsestof til slægtninge og venner i Sverige. Nogle af disse sandhedskorn havnede i et lille hus på skærgårdsøen Sturkö i det sydlige Sverige. De spirede snart i en ung mands hjerte.

En aften i 1898 fik Petter Larsson og hans familie på Sturkö besøg af August Lundborg, en 25-årig energisk, firskåren kaptajn i Frelsens Hær. Da han et øjeblik var alene i huset fik han øje på to bøger — de to første bind af Millenniets Daggry af C. T. Russell. Da han bladede dem igennem fandt han en forklaring om Kristi genløsningsoffer som både forbløffede og glædede ham. Han lånte bøgerne, slugte indholdet og begyndte straks at undervise ud fra dem ved sine møder.

Lundborg, som var en handlingens mand, skrev et brev til broder Russell, dateret den 21. december 1898: „Kære hr. Russell! Undertegnede, forhenværende kaptajn i Frelsens Hær, har for nylig, takket være det lys Gud har sendt ham gennem Deres værk, Mill. Daggry, forladt ovennævnte organisation.“ Lundborg udtrykte dernæst sin taknemmelighed over at have fundet sandheden, og sluttede: „Hvis De ønsker det vil jeg være meget glad for at begynde på kolportørarbejdet her i Sverige.“ Uden tøven sendte broder Russell ham 55 sæt af de første tre bind af Millenniets Daggry og opfordrede ham til at sende bøgerne til sine tidligere kolleger i ’Hæren’.

Lundborg blev meget skuffet da sendingen ankom. Der var ikke nok bøger! På kort tid havde han spredt dem alle til tidligere kolleger og andre. Straks skrev han til broder Russell efter flere. Han ventede og ventede. Det syntes som om de aldrig ville komme. Trods mangelen på bøger begyndte han ufortrødent sin kolportørvirksomhed og forkyndte fra hus til hus på fuld tid i Stockholm i maj 1899.  Han modtog ivrigt bestillinger på bøger som han ville levere senere. På denne måde blev Rigets sæd fortsat sået.

Den første menighed tager form

Broder Russell sendte også Lundborg adressen på en vis Sophus Winter i Danmark som var begyndt at så sandhedens sæd dér og i det sydligste Sverige. Lundborg inviterede ham straks til Stockholm og arrangerede et bibelsk møde — det allerførste i Sverige. Nogle interesserede klemte sig sammen i det lille køkken hos en familie som havde bestilt nogle bøger hos Lundborg. En begejstret stemning fyldte det lille køkken hvor disse åndeligt hungrende mennesker slugte sandhedens ord.

Mod slutningen af 1899 begyndte denne energiske lille gruppe at mødes regelmæssigt om søndagen. Man lejede et lille snedkerværksted på Apelbergsgatan for to kroner pr. aften. Torsdag den 12. april år 1900 samledes otte personer i et lejet værelse på Grev Magnigatan for at fejre den første mindehøjtid i Sverige. De bad om at Guds ånd måtte give øget vækst.

Et par måneder senere lejede de et større lokale, en lejlighed i Trångsund 8. Der holdt de deres første „hjemmelavede“ stævne den 20. til 27. juni 1901. Der kom også nogle bibelstudenter fra Danmark. For at prøve om der var interesse uden for Stockholm arrangerede man et møde i universitetsbyen Uppsala nord for Stockholm. Man blev helt overvældet da der kom 150 interesserede.

Nu begyndte sandheden at blive endnu mere udbredt. Der blev lejet et lille værelse i Kungsgatan 20 i Stockholm til kontor og boglager. Lundborg fortsatte ihærdigt med at „så“ overalt og færdedes til fods, med hestevogn, tog og skib. (Matt. 13:3-23) I 1902 rapporterede han at han havde gennemarbejdet næsten alle byer og landsbyer i Midt- og Sydsverige.

 Flere sædekorn gror

Sandhedens sæd nåede snart andre dele af landet og begyndte at spire i hjerterne på mange energiske mennesker, som snart sluttede op om arbejdet. En dag i 1902 spadserede en ung mand ved navn P. J. Johansson gennem en park i Malmö og standsede foran en bænk. Der så han en traktat som hed Ved De? Han læste den og blev klar over at det var sandheden. Han spildte ikke tiden men begyndte snart at tjene som kolportør.

I Segmon i Värmland boede der en smed ved navn Axel Gustaf Rud. Han havde været medlem af en frikirke i 35 år og var en populær prædikant dér, da han med posten modtog et eksemplar af Millenniets Daggry fra slægtninge i Nordamerika. De ville bare høre hvad han mente om den. Han blev så overbevist om at dette var sandheden at han erklærede i sin kirke: „Hidtil har jeg forkyndt løgnen, men nu vil jeg forkynde sandheden.“

Da han sammen med 30 andre medlemmer forlod sin kirke, skrev en lokal avis at den beklagede at de havde mistet „sådan en mageløs prædikant“. En af hans tidligere trosfæller sagde klagende: „Hvad kan vi nu tro på, når Rud har taget helvede fra os?“ Snart efter blev der oprettet en menighed af bibelstudenter i den nærliggende by Grums.

„Vagt-Taarnet“ kom tidligt på svensk

Broder Lundborg fortsatte arbejdet, og i 1902 bad han indtrængende broder Russell om at måtte udgive et tidsskrift på svensk. Broder Russell svarede: „Jeg holder stadig fast ved den overbevisning at kolportørarbejdet, sammen med traktatuddelingen, er langt vigtigere end udgivelsen af noget som helst blad på et hvilket som helst sprog, og jeg anbefaler dig at bruge din tid i overensstemmelse hermed.“

 Men Lundborg havde en stærk vilje og fortsatte med sine planer. Ved slutningen af det år havde han trykt og uddelt den første udgave af et månedligt tidsskrift, der hed I Morgonväkten (I morgenvagten). Det indeholdt uddrag fra Zion’s Watch Tower, pastor Russells prædikener, digte, og breve fra læserne. Da broder Russell besøgte Stockholm på sin rejse i Europa i maj 1903, besluttede han at bladet skulle hedde Zions Vakt-Torn og at han selv skulle stå som redaktør. Dette blev gennemført i januar 1904.

Det første rigtige stævne

Det første rigtige stævne blev holdt den 3. og 4. maj 1903 under broder Russells besøg i Stockholm. Han holdt flere inspirerende foredrag, som blev oversat af en tidligere præst i statskirken. Der var 250 til stede, hvoraf halvdelen var „udenforstående“, eller nyinteresserede.

Brødrene og søstrene følte sig meget knyttet til broder Russell. Gennem hans skrifter var hans tro og tanker blevet deres, og nu var de lykkelige for at se ham og høre hans budskab. En broder skrev: „Vi blev overraskede da vi så hans statelige figur og ungdommelige, glade ansigtsudtryk, trods det at årene allerede havde stænket sølv i hans mørke lokker. Godhed og kærlighed lyste ud af hans både milde og alvorlige øjne. Hans tale var livfuld og fængslende men fri for enhver form for overdrivelse. Han vandt vores hengivenhed fra første øjeblik.“

Matilda Lindros, den første kvindelige kolportør i Sverige, skrev henrykt til afdelingskontoret: „De dage står nu for mig som en smuk drøm, men måtte Gud hjælpe mig til ikke blot at huske dem men også til villigt at praktisere det jeg har lært, . . . og måtte Herren hjælpe sine villige og lydige tjenere til at bevare en sådan stilling indtil afslutningen!“ Hun forblev trofast og tjente Jehova til sin død i 1945 i en alder af 91 år.

 Broder Russell skrev senere sammenfattende om sin tilfredshed med foredragsrejsen: „Jeg vil aldrig glemme mit besøg i Skandinavien, og jeg vil altid bede om og søge Herrens velsignelse over arbejdet dér.“

Heltidstjenesten — arbejdets rygrad

Broder Russells tro og gåpåmod fik nogle af dem der først havde lært sandheden at kende, til med begejstring at tage heltidstjenesten op. Siden da har heltidstjenesten været rygraden i Rigets arbejde i Sverige.

Disse første kolportører begyndte deres arbejde uden at tøve, uden nogen særlig oplæring, ofte uden nogen fast bopæl, kun med et deltidsarbejde til at dække deres udgifter, og med deres egne to ben som eneste transportmiddel. De indså hvor omfattende og presserende deres arbejde var, og de løb snarere end gik fra hus til hus og dækkede store områder på kort tid. Lundborg skrev følgende til broder Russell:

„[Jeg] søger [altid] at være så praktisk som muligt og følger den samme fremgangsmåde som jeg i dit brev kan se at I bruger i Amerika, nemlig at besøge alle husene hvor man kommer frem. Jeg går fra dør til dør, fra det ene boligkvarter til det andet (fra tidlig morgen til sen aften), indtil jeg er rede til at rejse videre til den næste by. Men hvis et sted ikke er større end det jeg besøger nu (Mariefred, som har cirka 1100 indbyggere) tager det ikke mange timer.“

Når der var for langt at gå til fods benyttede kolportørerne forskellige transportmidler, ofte billige men langsomme. Men tiden anvendtes klogt. Lundborg skrev videre i rapporten: „Jeg rejser billigt. Jeg er stærk og kan tåle nogle strabadser nu og da. Når det er muligt rejser jeg med skib, nogle gange med fragtskib. Undertiden køber jeg den billigste billet på en passagerbåd (hvor den eneste bekvemmelighed,  nat såvel som dag, er det bare dæk). Den tid jeg tilbringer på denne måde bruger jeg også omhyggeligt til at tale med folk og studere Bibelen.“

Besøg af rejsende tilsynsmænd

Der var behov for rejsende tilsynsmænd som gennem regelmæssige besøg kunne opmuntre og hjælpe nye menigheder til at blive bedre organiseret. Der blev derfor i 1905 arrangeret besøg af modne mænd, såkaldte pilgrimme. Broder Charles Edberg, som havde lært sandheden at kende i De Forenede Stater og ankom med damper i 1904, var den første pilgrim i landet, og han gjorde en enorm indsats for at organisere Rigets arbejde i den første tid.

Det blev meddelt i Zions Vakt-Torn at menighederne skulle skrive til Selskabet og anmode om besøg. De skulle planlægge de møder som den besøgende skulle afholde og sørge for logi til ham. Men mere skulle de heller ikke gøre ud af det, for, som der stod i Zions Vakt-Torn, „han kommer ikke for at blive betjent, men for at tjene“.

Broder Edbergs besøg varede mindst to dage. En tilhører der var blevet opildnet af hans foredrag sagde efter et besøg: „Jeg har lært mere af disse foredrag end jeg har lært de sidste 20 år.“ En anden sagde: „Det er underligt så meget der står i Bibelen som vi hverken har hørt eller set.“ Lidet anede broder Edberg at menighederne mere end 85 år senere stadig ville modtage besøg af kreds- og områdetilsynsmænd.

Afdelingskontoret flyttes

I de første år blev det lille svenske afdelingskontor — der hovedsagelig var møbleret med bogkasser og broder Lundborgs seng — flyttet fra det ene sted til det andet i Stockholms centrum. I 1905 blev det flyttet fra et lille, trangt værelse i baggården i Kungsgatan 20 til en del af en  lejlighed i Adolf Fredriks Kyrkogata 7. Der blev lejet tre værelser, et til møder, et til kontor og et til bogkasserne og Lundborgs seng. Men inden året var omme ville husværten have sine værelser igen, og afdelingskontoret blev flyttet til Rådmansgatan 39 B.

Arbejdet voksede, især i de to største byer, Stockholm og Göteborg, og Lundborg mente derfor at det var bedre at virke fra et sted midt imellem. I 1907 blev afdelingskontoret derfor flyttet til Örebro, cirka 200 kilometer vest for Stockholm, hvor det forblev i næsten 20 år.

Russell interesseret i Sverige

Broder Russells mange breve til broder Lundborg gav udtryk for hans inderlige interesse i Rigets arbejde i Sverige. De udstrålede varme og opmuntring og indeholdt klare og bestemte anvisninger. Ved en lejlighed skrev han: „Modtag og vær altid forsikret om min kærlighed og sympati, selv om jeg undertiden ser mig nødsaget til at kritisere.“

Da broder Russell i 1909 besøgte Sverige for anden gang, kom der omkring 300 personer til et stævne i Örebro. Kun to år senere kom han tilbage og talte i Stockholms største lokale over emnet „Dom fra den store, hvide Trone“. Han var da temmelig kendt i Sverige. Salen var fyldt til sidste plads, og omkring 1500 skuffede sjæle kunne ikke komme ind. Der var ophidselse og snak i hele byen. Da han og hans rejseselskab stod på toget til København, blev stationsforstanderen så imponeret over hans noble fremtræden at han blev stående med åben mund og store øjne, og glemte at give afgangssignalet til tiden. Folk spurgte: „Hvad er det for en kongelig person?“

Sidste gang Russell besøgte Sverige var i 1912 på en rejse jorden rundt. Hans offentlige foredrag, der blev holdt i Circus i Djurgården, havde titlen „Hinsides Graven“. En søster huskede hvor spændende folk syntes det var da han  besøgte hendes hjemby, Karlstad: „Salen der var blevet lejet til mødet var så tæt pakket med mennesker at man var bange for at gulvet skulle brase sammen.“

Broder Russell viste fortsat interesse for Sverige ved at sende brødre fra hovedkontoret på besøg, deriblandt J. F. Rutherford, der senere blev præsident for Vagttårnsselskabet. I 1913 besøgte broder Rutherford 15 større byer i Sverige og Norge på kun tre uger. Hans energi, bibelkundskab og dynamiske foredrag ansporede brødrene. Hans offentlige foredrag hed „Hvor er de døde?“ En broder huskede fra et møde i Göteborg: „Under fremholdelsen sagde broder Rutherford: ’Jeg tilbyder tusind dollars til enhver blandt tilhørerne som kan bevise at mennesket har en udødelig sjæl.’ Ingen tog udfordringen op.“

Da man i Sverige hørte at broder Russell var død den 31. oktober 1916, blev det åbenbart hvor kendt han var. Flere dagblade hædrede ham med venlig omtale. Nogle trykte endog en af hans prædikener. Broder Russells interesse for Sverige var uden tvivl en spore til at gå fremad med Rigets arbejde.

Første Verdenskrig ingen overraskelse

Den første verdenskrigs udbrud kom ikke som nogen egentlig overraskelse for bibelstudenterne i Sverige. Flere år tidligere havde de læst i Vagttårnets bøger og blade at bibelkronologien pegede frem mod året 1914 som det tidspunkt da man kunne forvente „verdensomspændende anarki“. Da 1914 begyndte var forventningerne så store at nogle endog begyndte at oplagre madforsyninger. Da nyheden om krigen kom, glædede de sig derfor over at deres frelse var nær.

Broder Arthur Gustavsson, der dengang var 11 år gammel, sagde: „Jeg husker tydeligt søndag den 2. august 1914. Min fader ledede mødet i Göteborg da vi hørte en avisdreng udenfor råbe: ’Verdensbranden er udbrudt!’  Brødrene i salen begyndte at se på hinanden. Noget af det vi havde forkyndt om 1914 begyndte at få sin opfyldelse.“ Broder Gustavsson virkede senere i heltidstjenesten i 56 år og fortsatte med at forkynde indtil han i 1987 afsluttede sit jordiske livsløb.

Skønt Sverige holdt sig uden for den første verdenskrig blev der mangel på fødevarer og andre fornødenheder. Store grupper af arbejdere gjorde opstand og organiserede marcher for at drage ud på landet og plyndre gårdene. Men Jehova Gud sørgede for at hans folk i Sverige var åndeligt velnæret i krigsårene selv om kommunikationen med hovedkontoret i Brooklyn var meget begrænset. Bladet Vakt-Tornet udkom uden afbrydelse. Oven i købet kom det syvende bind af Studier i Skriften til Sverige og blev oversat og trykt under krigen.

Endnu et redskab: Fotodramaet

Da den første verdenskrig flammede op ankom der også udstyr til at fremvise Skabelsens Fotodrama, som var en flere timer lang forestilling med lysbilleder og levende billeder med synkroniseret lyd. Et svensk-amerikansk ægtepar, William  og Bella Undén, kom fra De Forenede Stater for at vise hvordan udstyret skulle anvendes. At brødrene viste nidkærhed og begejstring for Fotodramaet fremgår af Vakt-Tornet for 15. oktober 1914:

„Vi må nu så hurtigt som muligt nå ud til alle større byer og samfund i vort land, . . . mens vredens skyer samler sig mere og mere over vore hoveder og menneskeheden skælver af frygt for den storm der allerede nu ryster den nuværende verdensordning.“

Den første forestilling blev afholdt i Örebro teater den 25. september 1914. Lokalet var fyldt til bristepunktet, og gaden udenfor var fuld af folk der ikke kunne komme ind. Forestillingen fortsatte flere aftener. Vakt-Tornet rapporterer: „Tilstrømningen af mennesker øgedes fra gang til gang, så adskillige uniformerede politibetjente havde nok at gøre med at hjælpe os med at holde menneskemasserne tilbage.“

En avis i Sundsvall skrev i 1915: „Takket være de udmærkede betjente opstod der ingen uroligheder, men der udspilledes altid scener af tavs fortvivlelse når dørene ubarmhjertigt blev lukket. De tusinder der ikke kunne få plads gik modvilligt hver til sit, og de mest trofaste blev stående så længe forestillingen varede for i det mindste at være i nærheden af det store under.“

De næste tre år blev Fotodramaet fremvist i hundredvis af steder. Alene i 1915 blev det vist 1256 gange. Det bidrog i høj grad til at gøre folk bekendt med Jehovas hensigter og levendegøre Bibelen for dem. Den ovenfor citerede avis tilføjede at Russell og hans trosfæller „arbejder, hvad velkendt er, for at udbrede kendskabet til Den Hellige Skrift og gennem forklaring af forskellige skriftsteder at bibringe en fornuftig forestilling om Gud“.

Som ung var Elin Andersson med til at fremvise Fotodramaet. Hun får tårer i øjnene idet hun i en alder af 90 år  fortæller: „Jeg tilhørte en stab på 12 brødre og søstre der rejste rundt i landet med et sæt af Dramaet. Det var min opgave at anvise pladser og betjene dem der var til stede. Det var vidunderligt at se alle disse mennesker komme og at lægge mærke til hvor imponerede de blev. Mange kom gang på gang for at se forestillingen igen, og stod i kø i timevis for at få en plads. Det var en meget lykkelig og mindeværdig tid!“

I krigsårene kom sandheden også ud ved hjælp af dagblade der trykte broder Russells prædikener. Dette begyndte før krigen og fortsatte indtil 1916. Fem forskellige aviser havde flere spalter eller hele sider med sådant stof. En del dagblade trykte oven i købet prædikenerne regelmæssigt i deres lørdagsudgave. Det var en usædvanlig publicitet at få i de dage før radio og fjernsyn blev hvermandseje.

Søstre har en stor andel i arbejdet

I tiden omkring det spændende år 1914 følte adskillige af Rigets forkyndere sig tilskyndet til radikalt at ændre deres liv. På en tid hvor man mente at unge kvinder skulle giftes og have børn, gik et antal unge søstre uden tøven ud i heltidstjenesten og forblev i den til deres død. Deres arbejde er blevet rigt velsignet; i dag kan adskillige nidkære brødre i Sverige regne disse søstre for deres åndelige mødre, bedstemødre eller endog oldemødre. — Joel 2:28.

En ung sygeplejerske, Ebba Palm, var så ivrig efter at vise hvor gerne hun ville hjælpe åndeligt syge mennesker at hun beholdt sin sygeplejeuniform på når hun gik ud og forkyndte. Eftersom hendes uniform repræsenterede en højt agtet sygeplejeorden, Sophiasøstrene, åbnedes dørene til mange velhavende hjem for hende. I løbet af sine første tre måneder som kolportør spredte hun 1085 indbundne bøger og en stor mængde brochurer.

 Ebbas ældre søster, Ellen, forlod sit arbejde som bankfunktionær og begyndte som kolportør. Hendes nidkærhed var enestående. Hun blev gift, og hun og hendes mand tog hyre på et dampskib for at besøge folk i skærgården i Østersøen.

Anna Wickbom var datter af en politikommissær. Hun havde været guvernante ved den russiske zars hof og senere privatlærer hos en grevefamilie. Hun forlod sit godt betalte arbejde og blev kolportør i et distrikt nær sit hjem. Eftersom naboerne kendte hendes baggrund modtog de hende med respekt. Hendes gode sprogkundskaber åbnede mange døre for hende.

Engang besøgte hun en imponerende herregård. Grevinden som boede der, sendte sin hushovmester til døren for at tage modet fra Anna: „I dag vil grevinden kun konversere på fransk,“ buldrede han. „Det passer mig glimrende,“ svarede Anna. Da grevinden, der ikke var særlig god til fransk, hørte Annas perfekte fransk, blev hun så flov at hun sagde: „Lad os tale svensk!“ Grevinden blev så imponeret at hun i mange år tog imod bøger og blade hver gang hun blev besøgt af brødrene.

En anden ung kvinde, Maja Lundquist, hjalp i tre år frivilligt til ved fremvisningen af Fotodramaet. Hun var så glad for dette privilegium at hun følte sig tilskyndet til at fortsætte nidkært i heltidstjenesten i 53 år, lige til sin død. Hendes speciale var at forkynde på skibe fra fremmede lande. I mange år kunne man se denne glade og energiske lille kvinde stå på havnen eller på dækket i livlig samtale med kaptajner og deres besætninger om Guds rige. Hun spredte store mængder læsestof på mange sprog. „Havnen er mit bedste distrikt,“ plejede hun at sige.

Sådanne pionersøstres styrke, tro og udholdenhed var enestående. Nu afdøde Johan H. Eneroth, der var koordinator  i afdelingskontorets udvalg, sagde engang: „Det er virkelig rørende at se hvordan svage, skrøbelige kvinder går til fods mange, mange kilometer, undertiden gennem skove hvor der ikke er nogen vej, med tunge tasker fyldt med bøger, for at finde en eller anden lille isoleret landsby og fremholde budskabet om håb og trøst og glæde for de mennesker der bor dér under meget vanskelige forhold.“

Skulle døren lukkes i 1918?

I begyndelsen af 1918 steg forventningen blandt brødrene. Profetierne antydede at det år skulle markere begyndelsen på „den første opstandelse“ og at Kristi brudeskare skulle tages op til himmelen. (Åb. 20:5, 6) Ville dette gælde alle de salvede, også de sidste som levede på jorden på det tidspunkt? Ville døren til „bryllupsfesten“, som omtales i Mattæus 25:10, snart blive lukket? Sådanne spørgsmål cirkulerede mellem brødrene, og det førte til nogle meget dybtgående samtaler. Ved mindehøjtiden den 26. marts det år nød 1714 symbolerne. Mange af dem troede at de havde fejret denne begivenhed for sidste gang. Ja, det virkede oven i købet som om arbejdet gik langsommere! En nidkær pilgrimsbroder, Ernst Lignell, skrev til afdelingskontoret:

„Vi håber at det var sidste gang vi fejrede den begivenhed på denne side, og at det vi fejrer næste gang vil være at drikke glædens bæger i Riget. Dog måtte i alle ting vor Faders vilje ske! Hvis det behager ham at lade os blive her nede i ’dødsskyggens dal’ lidt længere, vil vi underordne os hans beslutning. Men efter alt at dømme synes tiden at være meget kort.“

Men brudgommen havde andre underfulde ting i tanke for de sidste af de salvede på jorden. Ved det store stævne i Cedar Point, Ohio, i 1919 blev de mindet om deres privilegium som Herrens ambassadører der skulle forkynde  Guds herlige riges komme. Da ekkoet fra dette stævne nåede Sverige blev brødrene glade og tilpassede sig hurtigt opgaven. Arbejdet tog fart igen.

Der blev spredt i tonsvis af læsestof. Publikationerne Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø og Hvor er de døde? blev modtaget med stor iver. Undertiden havde kolportørerne så stærkt brug for disse publikationer at de telegraferede til afdelingskontoret om at sende „500 millioner“ eller „200 døde“ — budskaber der forbløffede mangen telegrafist!

Alvorlige prøvelser i 1920’erne

Denne åndelige aktivitet undgik ikke den store fjende Satan Djævelens opmærksomhed. Han prøvede at kølne brødrenes nidkærhed for arbejdet ved at så skuffelse iblandt dem. Senere forsøgte han at manipulere med svagheder i den menneskelige karakter. Dette begyndte omkring 1920 og kulminerede i 1925. August Lundborg, som havde haft ansvaret for Selskabets afdelingskontor i omkring 20 år, begyndte at miste det rette syn på sig selv i forhold til Guds organisation. Han brød sig ikke om de råd og anvisninger han fik fra organisationen, og udgav Vakt-Tornet i overensstemmelse med sin egen fortolkning. Brødrene blev forvirrede. Arbejdet gik langsommere. Brødrene brugte kærligt megen tid og energi på at få overtræderen til at indse sin urette handlemåde og ændre sind.

Guds organisation begyndte snarrådigt at bekæmpe Satans list. Da broder Rutherford hørte om problemerne greb han straks ind og sendte i maj 1921 broder A. H. Macmillan til at tage sig af sagen. Men Djævelen gav ikke op. Snart dukkede problemerne op igen, hvilket fik broder Rutherford til selv at rejse til Sverige i 1922. Der blev holdt et stævne i Örebro med det formål at opmuntre brødrene.

 Da broder Rutherford det følgende år blev underrettet om yderligere vanskeligheder sendte han et brev, der var dateret den 23. maj 1923, til alle brødrene og opfordrede dem til at være flittige i tjenesten: „Tiden er inde til forenet handling over hele Sverige. Jeg formaner hermed hver enkelt af de indviede i Sverige til i fællesskab og i fuld enighed at samarbejde om at forkynde sandheden.“

I 1924 blev broder C. A. Wise, der dengang var Selskabets vicepræsident, sendt til Sverige for at hjælpe. Hans rapport fik broder Rutherford til at inkludere Sverige i sin tur til Europa i foråret 1925. Der blev afholdt et stævne for Sverige, Norge, Danmark og Finland i Örebro i maj måned med omkring 500 til stede.

Tid til en forandring

Broder Rutherford meddelte ved den lejlighed i al velvillighed at der skulle oprettes et nyt kontor i København, det nordeuropæiske kontor, i lighed med det centraleuropæiske kontor der var blevet oprettet i Schweiz et par år tidligere. Dette nye kontor skulle føre tilsyn med arbejdet i Sverige, Danmark, Norge og Finland, samt de dengang selvstændige baltiske stater — Estland, Letland og Litauen. Det skulle også overtage det juridiske ansvar for udgivelsen af Vagttaarnet. Afdelingskontorerne i Sverige, Danmark, Norge og Finland skulle fortsætte som hidtil, men under den direkte ledelse af det nordeuropæiske kontor med William Dey fra London som ansvarshavende. Langt de fleste af de 500 tilstedeværende modtog denne meddelelse med begejstring.

Kort efter stævnet underrettede broder Lundborg broder Rutherford om at han ikke længere ønskede at have ansvaret for afdelingskontoret. Som svar skrev broder Rutherford: „Om Broder Lundborg trækker sig tilbage, er  det efter hans eget Valg, og jeg beder i saa Fald Broder Dey om at indsætte Broder Eneroth som Leder af Ekspeditionen. I ved, at han er født og opdraget i Sverige og fuldt ud kendt med Befolkningen og Forholdene der og fremfor alt helt og fuldt indviet og Herren hengiven.“

En ny æra i afdelingskontorets ledelse

Broder Eneroth havde lært sandheden at kende da han var premierløjtnant i den svenske hær under den første verdenskrig. Mens han gjorde tjeneste i Nordsverige sendte hans moder ham fjerde bind af Studier i Skriften, der hed „Slaget ved Harmagedon“. „Den bog fik mig til at indse at menneskeheden stod over for en krig af langt større betydning end den som verdens nationer var indblandet i,“ sagde han. En dag tog han mod til sig og besøgte nogle bibelstudenter i deres hjem. „Forestil jer mandens og hans kones  ansigtsudtryk da de så en officer i uniform stå ved deres dør og bede om et bibelstudium,“ sagde han og tilføjede: „Da deres første forbløffelse havde lagt sig bød de mig velkommen med åbne arme.“

Eneroth forlod hæren og tog snart heltidstjenesten op. I 1920 blev han indbudt til at arbejde ved afdelingskontoret i Örebro. Senere samme år anmodede Lundborg ham om at forlade kontoret. Derefter tjente han i Danmark indtil han fik overdraget ansvaret for afdelingskontoret i Örebro i 1925. Så nu lod Jehova en tidligere premierløjtnant i den svenske hær overtage det afdelingskontor som en tidligere kaptajn i Frelsens Hær havde haft ansvaret for i mange år.

Broder Eneroth var kun 32 år da han blev landstjener i Sverige. Han udførte loyalt sin opgave i 50 år og afsluttede sit jordiske liv i trofasthed den 7. februar 1982.

 Brødrene forenes igen

Da broder Eneroth havde overtaget sit hverv begyndte han, med broder Deys assistance, at hjælpe brødrene til atter at forkynde i enhed. I et års tid besøgte de sammen cirka 70 menigheder rundt om i landet. Broder Eneroth var tolk for broder Dey. „Mange steder måtte vi bogstavelig talt dele brødrene i to grupper, en for og en imod Selskabet,“ sagde broder Eneroth.

Således blev brødrene og søstrene indtrængende opfordret til at stole på Jehovas organisation og fortsætte arbejdet. Lidt efter lidt blev de organiseret igen og erfarede atter Jehovas rige velsignelse. Modstanderne protesterede et stykke tid og prøvede at få deres vilje, men — som det så ofte går i lignende situationer — blev de færre og færre og gled efterhånden ud af billedet. Endnu en gang var Satans bestræbelser på at standse arbejdet mislykkedes.

Broder Dey, der var typisk skotte og tidligere ligningsinspektør i London, kunne rede trådene ud på det svenske afdelingskontor. Fra og med marts 1926 blev Bulletin (der nu hedder Rigets Tjeneste), med vejledning for tjenesten og forberedte vidnesbyrd, sendt ud hver måned til alle forkyndere for at hjælpe dem i deres arbejde. Landet blev også inddelt i distrikter af en passende størrelse. Alt dette opmuntrede brødrene til en fornyet indsats, og den første Yearbook (Jehovas Vidners Årbog), der udkom i 1927, indeholdt en lovende rapport fra Sverige:

„Med hensyn til at organisere er der stadig meget at gøre, men det er en stor glæde at se hvordan vennerne bliver mere og mere klar over at vi nu kæmper under kongernes Konge og herrernes Herre. Og alle de trofaste værdsætter i høj grad VAGTTAARNET der for hvert nyt nummer indeholder mere lys, vederkvægelse og tilskyndelse. Flere og flere grupper begynder at studere VAGTTAARNET og beretter om hvor store  velsignelser det har givet dem.“

Forkyndelse ved begravelser

Fra og med 1926 fik Jehovas Vidner i Sverige endnu en mulighed for at aflægge vidnesbyrd. Der blev vedtaget en lov som åbnede mulighed for at forrette begravelser uden medvirken af en præst fra statskirken. På denne måde kunne tusinder af sørgende blive trøstet gennem bibelske foredrag. Titusinder, som under andre omstændigheder sandsynligvis ikke ville have lyttet, har hørt det vidnesbyrd der aflægges ved begravelser.

Nu afdøde Martin Wenderquist, der i 67 år var aktiv i Rigets arbejde, blev ofte inviteret til at holde begravelsestaler. Han sagde engang: „At trøste de sørgende ved at holde en begravelsestale er noget jeg har gjort mere end 600 gange forskellige steder i Sverige og Finland. Man finder næppe et mere opmærksomt og lydhørt publikum end ved en begravelse. Der er bagefter blevet oprettet mange bibelstudier som har hjulpet folk ind i sandheden.“

En velgørende flytning

I september 1926 blev afdelingskontoret til alles glæde flyttet tilbage til Stockholm. Brødrene fandt et egnet sted i Drottninggatan 83, lige i byens centrum. Og naboen var  meget passende et trykkeri, Egnellska Boktryckeriet, som belejligt nok blev brugt til at trykke vore blade i 28 år!

Hvordan blev kontoret flyttet? To fuldt lastede kanaldampere flyttede alt afdelingskontorets udstyr 200 kilometer fra Örebro inde i landet til Stockholm ude ved kysten. Betelfamilien fulgte efter om bord på en tredje damper. Turen tog et døgn.

Tre år senere blev en bygning på fire etager i byens centrum ledig i Luntmakaregatan 94. Broder Rutherford ville have at Selskabet skulle købe den. Og mange brødre var villige til at låne Selskabet penge til at betale prioriteterne  i huset. Efter mange års flytten hid og did var afdelingskontoret endelig placeret på dette sted hvorfra det ville tjene Rigets interesser de næste 25 år.

Afdelingskontorets første bil — en sensation

I 1927 gav broder Rutherford afdelingskontoret tilladelse til at købe sit første motorkøretøj, en splinterny Ford A. Den skulle dog ikke benyttes af betelfamilien til at køre tur i byen. Derimod skulle den bruges af to pionerbrødre til at køre på nærmest ufremkommelige veje til afsidesliggende landsbyer langt inde i skovene i det høje nord, i Lapland. Deres rapporter fra april til september 1930 viste at de havde rejst 11.000 kilometer og spredt over 2000 bøger og 4000 brochurer.

 Forden øvede en vældig tiltrækning på folk i disse isolerede områder hvor biler var et særsyn — hvis man da nogen sinde havde set én. Mange beboere kom hen til brødrene og spurgte efter læsestof bare for at kunne se lidt nærmere på dette mekaniske vidunder og indsnuse benzinosen, der for dem duftede som den bedste parfume. Når vi bad om hjælp til at få den op af mudderet, skubbede de med stor fornøjelse, eller lod deres heste trække den op af en grøft.

En dag tilbød de to brødre en gruppe vejarbejdere nogle bøger. Da de ikke havde penge på sig, sagde den ene af dem: ’Følg vejen til I ser et hus. Der er vi indlogeret. Giv husholdersken bøgerne og bed hende tage min pung der ligger under min hovedpude, og betale bøgerne.’ Brødrene kom derhen og bankede på døren, men der blev ikke lukket op. Døren var låst. Efter at have undersøgt huset udvendig fandt de imidlertid højt oppe på muren et lille vindue der var åbent, og de kom i tanker om profetien i Joel 2:9, hvor der står: „De går ind ad vinduerne som en tyv.“ En af dem klatrede op og kravlede ind ad vinduet, fandt pungen og tog det aftalte beløb. Så lagde han pungen tilbage under hovedpuden, lagde bøgerne på sengen og krøb forsigtigt ud samme vej som han var kommet ind. De fandt aldrig ud af om vejarbejderen kom med i sandheden. Men han fik sine bøger!

Cyklernes tidsalder

Da cyklen blev populær i 1930’erne, cyklede flittige kolportører i regn og sol ad stenede, mudrede veje og stier for at nå frem til afsidesliggende gårde og landsbyer i disse vidtstrakte områder. Søster Rosa Gustavsson, der var udstyret med en stærk tro, humoristisk sans og en cykel, fortæller om sit kolportørarbejde i 1930’erne sammen med sin svigerinde, Mirjam Gustavsson:

 „Vi flyttede fra sogn til sogn med al den bagage vi kunne få bundet på vores cykler — sko, tøj, vaskeklud og tandbørste, potter og pander, og først og fremmest kasser med bøger og brochurer. Sikke et syn! Det var ikke altid let at finde logi. Ofte bad vi indtrængende til Jehova om hjælp. Jeg kan huske en dag hvor Mirjam og jeg havde arbejdet hver for sig i tjenesten hele dagen. Sent om aftenen mødtes vi og cyklede sammen i regnen mod et svagt lys vi så i det fjerne. Det var  en gård. Vi var meget forfrosne. Det havde været en lang, udmattende dag. Pludselig genkendte vi huset. Hjerterne sank i livet på os. ’Disse folk er modstandere!’ udbrød vi og så på hinanden. Lidt tøvende gik Mirjam forsigtigt hen til døren og bad om logi. Til vores store overraskelse og lettelse inviterede familien os ind, viste os ind i husets bedste stue og serverede et dejligt måltid mad for os. Mætte og veltilpasse rejste vi os fra bordet og fik anvist det værelse hvor vi skulle sove. Vi troede ikke vores egne øjne. Sengene var redt med det fineste sengelinned, meget finere end vi nogen sinde kunne få råd til!

Natten forløb med behagelige drømme, og det blev alt for hurtigt morgen. Efter morgenmaden tilbød vi naturligvis at betale for logiet. Men de ville ikke tage imod penge. Hvordan kunne vi vise vores værdsættelse? Bogen Befrielsen [Verdensbefrielsen] ville på en god måde minde dem om hvordan vi havde følt det. Vi spurgte derfor: ’Må vi give jer denne bog som udtryk for vores værdsættelse?’ ’Åh ja, den bog vil vi gerne have!’ svarede de med det samme. ’En af vore bekendte har fortalt os at I har givet hende sådan en bog da I boede hos hende, og hun var meget begejstret for den.’ Det lærte vi selvfølgelig noget af. Man ved aldrig hvad resultatet bliver når man afleverer bare en enkelt bibelhåndbog.“

Broder Axel Richardson, lille af vækst men med stort åndeligt format, fortæller: „I 1936 fik min spinkle lille kone, Asta, og jeg til opgave at tjene i de udstrakte fjelde i det vestlige Jämtland. To cykler, et telt, soveposer og en kuffert udgjorde på det tidspunkt vort jordiske gods. Men vi var fast besluttede på at gennemarbejde vort distrikt til sidste sameby og gård i fjeldene. Vi vandrede ofte mange kilometer om dagen i det barske og uvejsomme terræn, med hævede og smertende fødder i støvlerne, og med proviant og bøger på ryggen og i favnen.“ Axel husker en oplevelse han havde ved  en lejlighed da hans kone ikke var med: „En venlig mand tilbød at sejle mig over søen i sin motorbåd. Efter at have sat mig af på den modsatte bred sejlede han tilbage. Jeg så mig omkring. Der stod jeg helt alene på et fuldstændig isoleret sted med min cykel og en tung bogtaske. Jeg følte mig så forladt. Der var kun tre huse i hele dette distrikt. Efter at have besøgt dem skulle jeg videre. Men hvordan? På den ene side lå søen og på den anden et stejlt bjerg. Jeg havde ikke noget valg. Med cyklen på den ene skulder og bogtasken på den anden begyndte jeg at bestige bjerget. Møjsommeligt slæbte jeg mig opad i mange udmattende timer og  begyndte med et lettelsens suk nedturen på den anden side. En mand der boede længere nede ad bjergskråningen spurgte: ’Hvor i alverden kommer du fra?’ Han stirrede undrende da jeg pegede op mod det høje bjerg. ’Du er den første der er kommet den vej,’ sagde han, ’og tilmed på cykel!’ Jeg var lykkelig for at jeg havde gjort den indsats for den gode nyheds skyld.“

Alle midler tages i brug

I midten af 1930’erne var der omkring 60 pionerer, som var myreflittige og brugte alle tænkelige transportmidler, deriblandt ski, snesko, cykler, hestevogn, bus, tog og båd for at udbrede den gode nyhed til hver eneste afkrog i landet.

I 1935 brugte to brødre i tre måneder en motorbåd til at besøge 284 øer langs østkysten syd for Stockholm, hvor de forkyndte for de ret afsondrede øboere. Ifølge deres rapport mødte de i alt 1053 personer og spredte 428 bøger, 1145 brochurer, tegnede 68 abonnementer og afsatte 496 eksemplarer af bladet Den gyldne Tidsalder. Mange af de små øer havde aldrig før været besøgt med Rigets budskab.

Man anvendte stor opfindsomhed for at udbrede den gode nyhed. På et tidspunkt i begyndelsen af 1930’erne lejede en lille menighed på omkring ti forkyndere i Hjo en lille lastbil og satte en presenning op over ladet. Det var det perfekte køretøj til tjenesten på arbejdsmarken. Deres opfindsomhed blev belønnet da vognens ejer nogen tid efter kom med i sandheden. Han byggede lastbilen om til en minibus, som i adskillige år derefter blev brugt til at udbrede sandheden i 6 byer og 132 bygder.

I 1939 købte to pionerer, David Börjesson og Elis Hulthén, en brugt 2,5 tons lastbil. „Med stor entusiasme gik vi i gang med at ombygge den til en beboelsesvogn som vi kunne bruge i pionertjenesten,“ siger Elis, der nu er en ældre mand. Støttet til sin stok fortsætter han med et glimt i øjet:

 „Skønt væggene var lavet af tynde finérplader lignede den en pansret bil, for vi havde malet den grå. Vi var fire tapre enlige brødre der boede sammen i et godt kammeratskab i vores panserlignende beboelsesvogn, som vi anvendte i vort pionerdistrikt i Midtsverige.

På den tid rasede den anden verdenskrig i Europa. Nogle mennesker blev forståeligt nok meget mistænksomme når de så den grå lastbil parkeret i nabolaget. Nogle var ligefrem bange for den og gik en omvej ind gennem skoven. Undertiden sendte modstandere politiet efter os. En aften kom der to betjente for at undersøge sagen. Da de havde hørt nogle prædikener på grammofonplade, hvorved der blev aflagt et godt vidnesbyrd for dem, gik de uden at have noget at klage  på. Engang kom der en politimester for at undersøge hvor mange vi var i gruppen. ’Der må være mindst ti i den bil,’ havde folk advarende sagt til ham. Ved en anden lejlighed kom en gårdmand til dem; han var på grådens rand og tryglede dem: ’Drenge, vil I ikke nok fjerne den vogn fra min grund? Vil I ikke nok! Folk har overfuset mig fordi jeg har jer holdende her.’

De krigsvintre var usædvanlig kolde. Om natten prøvede vi at opvarme bilen med en petroleumsovn. Men kondensvandet løb ned ad køjernes inderside og frøs til is på gulvet. En morgen beklagede David, der lå i en af underkøjerne, sig over at han var iskold. Det var ikke så mærkeligt, for hans madrasunderlag var blevet en fast isblok under ham. Vi prøvede at trøste ham ved at sige: ’Det der er frosset mugner aldrig.’ Vi blev alle hårdføre og var aldrig syge. Denne ’panservogn’ bidrog til at mange retsindige fandt sandheden.“

Væksten før Anden Verdenskrig

Perioden før den anden verdenskrig var præget af god vækst. Fra 1925 til 1938 steg antallet af Rigets forkyndere fra omkring 250 til et højdepunkt på 1427. På de år spredte disse nidkære forkyndere omkring fem millioner bøger og brochurer, for ikke at tale om de tusinder af abonnementer de tegnede og de titusinder af blade de uddelte.

Disse modige forkyndere aflagde i regelen et grundigt vidnesbyrd. Antallet af vidnesbyrd der blev aflagt for offentligheden, opregnes for en periode i 1932: Omkring 300 forkyndere deltog i forkyndelsen hver uge og rapporterede 515.119 vidnesbyrd. Det svarede til at de havde vidnet for en tolvtedel af Sveriges befolkning!

Forsøg på at advare Hitler

Efter at det nazistiske rædselsregime var begyndt i 1933, nåede rapporter til Sverige om at Jehovas Vidner i  Tyskland var udsat for et stort pres. Det var meget gribende da de svenske brødre året efter blev opfordret af hovedkontoret i Brooklyn til sammen med deres brødre i Tyskland og 48 andre lande at udtale sig til støtte for deres tyske brødre.

Efter et særligt møde i alle menigheder søndag den 7. oktober 1934, blev der sendt telegrammer til Hitler med følgende opfordring: „Deres mishandling af Jehovas vidner ryster ethvert ærligt menneske på jorden og vanærer Guds navn. Afhold Dem fra yderligere forfølgelse af Jehovas vidner; gør De ikke det, vil Gud tilintetgøre Dem og Deres nationalsocialistiske parti.“

En ny „skare“ identificeres

Der kom enestående nyt fra det store stævne i Washington, D.C., i 1935. Broder Rutherford havde vist ud fra Bibelen at ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9 var identisk med ’Jonadabskaren’, fårene i Mattæus 25:31-46. (Jer. 35:18, 19) Mange som havde ment at de tilhørte en sekundær åndelig skare blev nu klar over at de hørte til de „andre får“ og havde et jordisk håb. — Joh. 10:16.

Under et af programafsnittene ved det årlige stævne i Stockholm ankom der et telegram med denne forbløffende nyhed fra Washington. Det blev læst højt for tilhørerne, og begejstringen blandt de 300 delegerede kendte ingen grænser. Alle de tilstedeværende blev kraftigt opfordret til at begynde at lede efter disse andre får.

Svaret på denne appel fremgår af rapporten over tjenesteåret 1936, gengivet i Vagttaarnet for 1. februar 1937: „I Sverige er denne Skare vedblevet med at komme til Syne . . . Ifølge de indkomne Rapporter har i Løbet af Aaret 150 Jonadabvenner symboliseret deres Indvielse til at gøre Jehovas Vilje, og vi ved, at der flere Steder findes adskillige, som  blot venter paa en Lejlighed til at gøre dette. Ved hvert Arbejdskonvent træder flere Venner fra denne Skare frem og begynder at aflægge Vidnesbyrdet.“

„Dem må I ikke hindre“

Ved det samme stævne i Stockholm blev der kastet lys over en vigtig sag vedrørende en bestemt gruppe blandt Guds folk. Børnenes bidrag til udbredelsen af den gode nyhed blev drøftet. Under overskriften „Dem må I ikke hindre“ erklærede den svenske Bulletin for august 1935 opsummerende:

„Det er helt i orden. . . . Lad dem først følges med deres forældre eller en anden voksen forkynder. . . . Det vil kun være til velsignelse hvis de deltager i dette arbejde — forudsat, naturligvis, at det sker fordi deres forældre eller deres venner har lært dem at elske og ære den store Gud og at fryde sig over hans rige i den udstrækning de forstår det.“ De unge blev jublende glade da de hørte dette og var kåde som føl og ivrige som et spand heste efter at komme i gang.

De strenge krigsår

Lad os vende tilbage til arbejdets rygrad — pionertjenesten. Under den anden verdenskrig fortsatte pionererne endnu mere flittigt med at gøre sandheden kendt over hele landet trods mangel på penge, mad, tøj og brændsel. Selv om  Sverige undgik selve krigen, indførte myndighederne restriktioner og rationering. „Som pioner i de år måtte man virkelig stole på Jehova,“ siger Gustaf Kjellberg, der i slutningen af 1930’erne opgav en karriere som bryder for at gå helt ind for sandheden. Gustaf, der stadig er i pionertjenesten, beretter:

„Om sommeren boede min pionermakker og jeg i telt, men om vinteren lejede vi os ind hos private. Det var ofte vanskeligt og dyrt. For at hjælpe os sendte Selskabet os en beskrivelse af hvordan man bygger en sammenklappelig „campingvogn“ som kan trækkes efter en cykel. Vi fik straks bygget os en.

Det var koldt om vinteren, for vognen var bygget af tynd masonit. Vi varmede den op ved at fyre med pinde og fyrrekogler i en jernkamin, og om natten svøbte vi os ind i alt det tøj vi havde for at holde os nogenlunde varme. En nat vækkede min makker mig og sagde at han ikke kunne løfte hovedet. Det var ikke så mærkeligt! Hans kraftige hår var frosset fast til stålrammen i sengen! Jeg måtte befri ham ved at smelte isen med hænderne. Men på intet tidspunkt var vi syge mens vi boede i den vogn, og vi kunne forkynde den gode nyhed fra tidlig morgen til sen aften. En vidunderlig tid!“

Ingvar Wihlborg forkyndte blandt samerne og gennemgik store områder af Norrland i slutningen af 1930’erne. Han erindrer: „Et godt stykke nord for polarkredsen lå det tyndt befolkede område på 130 kilometer mellem Kiruna og den norske grænse. For at komme frem måtte jeg gå eller stå på ski langs sporene til malmbanen, og det gjorde jeg to gange om året. En mørk og kold aften blev jeg pludselig indhentet af et tog bagfra. Lokomotivets sneplov kastede mig højt op i luften, med ski og rygsæk og det hele, og jeg landede i en dyb dal. Det tog nogle sekunder før jeg kom til mig selv. Takket være lyset fra Abisko Turisthotel fandt jeg ud af hvor  jeg var. Hotellets personale måbede da jeg kom ind og så ud som en snemand. ’Hvordan i alverden er du kommet her?’ spurgte de. ’Ad luftvejen,’ svarede jeg muntert. De var venlige og serverede varm chokolade og smørrebrød for mig.“

Trods de strenge levevilkår i Sverige på den tid og de usædvanlig kolde vintre fortsatte de flittige pionerer deres tjeneste med uformindsket kraft. Jehova holdt deres hjerter varme. Arbejdet gik støt fremad i de år. Efter krigen var forkyndertallet mere end fordoblet — fra 1427 i 1938 til 2867 i 1945.

Modstanden blusser op

Religiøse talsmænd i kristenheden prøvede at lægge hindringer i vejen for Guds folk. Afdelingskontoret rapporterede:

„Nu findes der næppe her i landet nogen som helst avis som ikke i en eller flere ondsindede artikler har beskyldt Jehovas Vidner for at være ’en femtekolonne der er støttet af udenlandsk kapital’, ’en kommunistisk forpost’, ’falske profeter’, ’fjender af stat og samfund’, osv., osv., med brug af alle de sædvanlige skældsord. Man kan sige sig selv at det er præsterne der står bag dette, . . . og det nedsættende skriveri i pressen toppede mens et stort kirkemøde fandt sted i hovedstaden i midten af maj.“

Denne hadefulde kampagne begyndte lige efter at vidnerne begejstret havde uddelt 300.000 eksemplarer af brochuren Kampen för frihet på den indre fronten (ikke udkommet på dansk). Præsterne iværksatte en voldsom kampagne og anvendte vores metode med at gå fra hus til hus for at få folk til at læse det der var skrevet imod os.

Kampagnen giver bagslag

Denne kampagne medførte imidlertid at vort arbejde fik mere omtale overalt i landet end nogen sinde tidligere. Med  fornyet styrke og frisk mod fortsatte forkynderne med at udbrede budskabet både „ved dårligt rygte og godt rygte“. — 2 Kor. 6:8; Sl. 143:10.

Pionererne blev også velsignet i tjenesteåret 1944. Med god grund glædede specialpionererne sig over at have oprettet 17 nye menigheder. De øvrige pionerer havde også grund til at glæde sig, idet deres indsats resulterede i 11 nye menigheder. I alt 144 nye menigheder blev oprettet det år! Man kan således sige at kampagnen imod os gav bagslag. Følgende er et typisk eksempel på det:

Menighedsrådet i et landsogn forlangte at to pionersøstre skulle (1) holde op med at henvende sig til folk med deres publikationer, (2) tro på Jesus og (3) flytte fra sognet uden varsel.

Præsten forsøgte at presse søstrenes husvært til at sætte dem på gaden straks. Brevet hvori husets ejer fik besked på at sætte søstrene ud, sluttede med disse ord: ’De hjerteligste hilsener til dig og dem (de to søstre).’ Ejeren og hans broder, der begge var faste kirkegængere, følte sig så ubehageligt berørt af de falske anklager at de holdt op med at gå i kirke og begyndte at studere med søstrene.

Ikke alle præster var modstandere

En pionersøster indbød en broder fra en nabomenighed til at holde et offentligt foredrag i hendes distrikt. Til alles overraskelse kom præsten til stede, og han hørte opmærksomt efter og tog notater. Efter foredraget stillede han mange spørgsmål og indrømmede at kirken havde taget fejl i mange lærespørgsmål. Han beklagede sig over at folk ikke ville komme i kirke om han så forkyndte sandheden for dem.

Broderen sagde til præsten at han og hans kolleger burde gøre som Kristus og hans disciple: gå fra hus til hus. Præsten svarede: „Ja, det burde vi gøre, men det er vi for feje og for  dovne til, og desuden er vi alt for engagerede i verdslige gøremål.“ Præsten tog venligt afsked og takkede taleren for foredraget.

Frygtsomhed overvindes

Svenskere er af natur temmelig reserverede, og mange er ikke særlig meddelsomme, fordi de er bange for at dumme sig. På den baggrund er det bemærkelsesværdigt at så mange af dem har overvundet disse karaktertræk og frimodigt går fra dør til dør i overensstemmelse med Jesu befaling i Mattæus 28:19, 20 om at „gå“ og ’gøre disciple af folk idet de lærer dem’.

Jesus sagde også, ifølge Lukas 18:27: „Det der er umuligt for mennesker er muligt for Gud.“ Ligesom Jehova hjalp Moses, der var ked af at han ikke talte så flydende, ved at give ham en hjælper i Aron, har han hjulpet forkynderne i Sverige ved at give dem forskellige „Aron’er“, eller taleredskaber, gennem sin organisation, hvilket følgende eksempler vil belyse:

„Aron 1“ — vidnesbyrdskortet

En sådan „Aron“ var vidnesbyrdskortet, der blev indført i 1934 og blev brugt et godt stykke ind i 1940’erne. Det indeholdt en lille trykt prædiken og et tilbud om noget læsestof. Bulletin forklarede: „Når du aflægger et besøg skal du række den besøgte dette kort. Lad ham læse det. Giv ham derefter brochuren — det eneste du behøver at sige er at her er den brochure der omtales på kortet.“ Hvordan fungerede det så?

En pioner husker: „Jeg gjorde nøjagtig som vi havde fået besked på. Og sædvanligvis virkede det godt. Men somme tider opstod der misforståelser, som når den besøgte simpelt hen tog mit kort og gik ind og lukkede døren, eller han troede at jeg havde en talefejl og aftog adskillige bøger fordi  han havde ondt af mig. Nogle gav mig almisse. Mange gange fik både den besøgte og jeg os en god latter.“

Disse kort var ikke blot en hjælp til at bryde isen ved dørene, men medvirkede også til at store distrikter kunne gennemgås på kort tid. Heldigvis er ikke alle svenskere umeddelsomme. Flere forkyndere fortalte med et glimt i øjet Selskabet at de troede at ’Herren havde indført denne ordning for at hjælpe dem til at overvinde den dårlige vane at snakke tiden væk’.

„Aron 2“ — grammofonen

En anden form for „Aron“ var rejsegrammofonen, med plader med fem minutters bibelprædikener. Dette nye redskab gjorde gavn i adskillige år.

I 1937 indtalte broder Eneroth dommer Rutherfords grammofonforedrag på svensk. Da pladerne blev frigivet, var forkynderne begejstrede og dækkede distrikterne som græshoppesværme.  I løbet af de første ti måneder blev der spillet 107.077 prædikener for 153.786 tilhørere. Broder Eneroth var selv en af de første der brugte grammofonpladerne. Han kunne ikke lade være med at le da han fortalte: „Da jeg havde spillet en af disse plader for et ægtepar i Stockholm, sagde konen: ’Det er da utroligt som Deres stemme minder om den vi lige har hørt. De må have lyttet til den mange gange.’“

De første rejsegrammofoner var ret store og tunge. Men snart fik man en lille, sammenklappelig model som kunne være i forkyndertasken. Den var så smart bygget at den var meget mindre end selve grammofonpladen. Når en forkynder spurgte den besøgte om han måtte spille en grammofonplade med et bibelsk foredrag for ham, fik han ofte dette svar: „Jeg har ikke nogen grammofon.“ Til den besøgtes overraskelse trak forkynderen hurtigt den lille grammofon frem, og den besøgte blev nysgerrig og inviterede forkynderen ind. Somme tider spurgte folk endog om grammofonen var til salg. Mange som ellers ikke ville høre, lyttede under disse forhold til budskabet.

Grammofonen hjalp ofte brødrene til at være mere modige i tjenesten. En broder fortæller: „Jeg kom til en gård hvor man fejrede barnedåb med mange gæster. Jeg spurgte værten om jeg måtte spille en grammofonplade med et bibelsk foredrag. Værten mente at det nok kunne give selskabet nogle religiøse impulser, især fordi præsten var til stede, og han samlede derfor alle gæsterne. De lyttede opmærksomt. Præsten lyttede også, men forsvandt hurtigt bagefter, til alles overraskelse. Gæsterne stillede mange spørgsmål og flere af dem modtog læsestof.“

„Aron 3“ — højttaleranlæg

Afdelingskontoret sørgede for særlige højttaleranlæg som bestod af en grammofon forbundet med højttalere. Dette udstyr kunne transporteres på en cykelanhænger. En grammofonprædiken  kunne således høres af beboerne i et helt boligkompleks. Man indledte med noget musik for at påkalde sig folks opmærksomhed og få dem til at åbne døre og vinduer og høre efter. Når foredraget var forbi, gik brødrene fra dør til dør for at besvare spørgsmål og tilbyde læsestof.

En nidkær broder ville have sine naboer til at høre en prædiken mens de gravede kartofler op i marken. Han anbragte en højttaler højt oppe i et fyrretræ og satte grammofonen i gang. Da luften fyldtes med den kraftige, velartikulerede stemme, holdt folk op med at arbejde og lyttede med åben mund, mens de spejdede mod himmelen, idet de troede at budskabet kom derfra!

Hen imod slutningen af 1940’erne holdt man op med at bruge grammofonerne. Fra 1938 til 1943 var omkring 1200 grammofoner i brug og halvanden million mennesker nåede at lytte til disse prædikener på grammofonplader. I denne periode voksede antallet af forkyndere fra 1427 til 2571.

Hvorfor holdt man op med at bruge grammofonerne? Fordi en langt mere effektiv måde at forkynde den gode nyhed på, den personlige kontakt, vandt frem. Hvordan kunne det lade sig gøre blandt de ordknappe svenskere?

„Aron 4“ — den teokratiske skole

En af de vigtigste faktorer bag fremgangen for Rigets arbejde i Sverige, var den teokratiske skole som gav forkynderne en glimrende oplæring.

I 1944, et år efter at skolen var oprettet i De Forenede Stater, blev den sat i gang i alle menigheder i Sverige. I begyndelsen var kun brødrene elever. En broder blev af Selskabet udnævnt som lærer. Vigtigheden af at deltage regelmæssigt blev understreget af et navneopråb ved begyndelsen af hvert møde — en fremgangsmåde man senere opgav.

 Skolen betød hårdt arbejde og megen selvransagelse for mange elever. En broder erindrer: „Endog før mødet kunne man let se hvilke brødre der skulle have elevopgaver. De så ofte lidt blege og fraværende ud.“ I en menighed spurgte læreren tilhørerne: „Hvad er det første man gør når man får en taleopgave?“ En broder svarede: „Bliver skrækslagen.“

En områdetilsynsmand rapporterede: „En del elever lukkede sig inde et sted derhjemme og øvede foredraget igennem utallige gange. En broder glemte under foredraget hvad han skulle sige. Han gik i stå, stirrede et øjeblik på tilhørerne, og sagde: ’Det gik vist ikke så godt, det her.’ Så tog han sig sammen, og udbrød: ’Men I skulle bare have hørt mig hjemme i brændeskuret!’“

En kredstilsynsmand husker: „Nogle brødre måtte virkelig kæmpe hårdt for at overvinde nervøsiteten. Da en broder skulle have sit første elevforedrag var han så nervøs at han måtte ud flere gange under mødet før han holdt det. Da han endelig kom op på podiet, begyndte han med denne drastiske indledning: ’Jeg har været ude tre gange for at kaste op.’“

En anden broder beretter: „En af de første elever i vores menighed, en høj og statelig broder, havde forberedt sig så godt at han kunne foredraget udenad. Han følte sig ret sikker. Men da det store øjeblik kom, overvældede nervøsiteten ham, og han kunne ikke få et eneste ord frem. Der syntes at gå en evighed, men så henvendte han sig pludselig til tilhørerne og sagde hej! Det fik tungen på gled. Han genvandt evnen til at tale, og han holdt et glimrende elevforedrag.“

Fine resultater

Den teokratiske skole bar ikke alene frugt i form af gode offentlige foredragsholdere, men også i form af gode forkyndere der kunne undervise folk ved dørene og i hjemmene.  Da søstrene blev taget med ind i undervisningen, gjorde de også store fremskridt som forkyndere af Riget.

Takket være denne skole har fremgangen også været god blandt de unge i menighederne i Sverige. Skolen har givet mange drenge og piger lyst til at gå helt ind for Rigets arbejde. En syvårs dreng spurgte skoletilsynsmanden om han kunne komme på skolen. Tilsynsmanden spurgte: „Hvorfor?“ Drengen svarede uden at blinke: „Man kan jo ikke sådan gå og drive den af hele livet igennem!“

Optog i gaderne

De svenske brødre har ivrigt tjent Jehova på enhver måde hans organisation har anvist. Da de for eksempel i 1940’erne og i begyndelsen af 1950’erne erfarede at brødrene i England og USA gik i optog med skilte og sandwichplakater når offentligheden skulle indbydes til et foredrag ved et stævne, tog de begejstret fat på at gøre noget lignende i Sverige.

Jack Pramberg, der på den tid var områdetilsynsmand og organiserede mange af disse optog, beretter: „I vintertiden bliver det i Nordsverige mørkt meget tidligt på eftermiddagen, så vi brugte fakler for at gøre averteringen mere virkningsfuld. Ved en lejlighed var temaet på det offentlige foredrag ’Det eneste lys’. Da fakkeltoget bevægede sig gennem byen, svigtede strømmen pludselig. Der blev kulsort over hele byen. Men der var ild i faklerne, og folk kunne på vore plakater læse ordene: ’Det eneste lys’.“

Sven-Erik Larsson, en rejsende tilsynsmand, fortæller: „Somme tider averterede brødrene det offentlige foredrag ved et stævne ved at gå gennem gaderne med store skilte på stænger. Af ren og skær nysgerrighed overværede to unge mænd i 1948 et stævne i Örebro. De havde endnu ikke bestemt sig for at blive Jehovas vidner. Efter et af programafsnittene gav jeg dem — uden at vide hvem de var — en plakat og fortalte dem hvor de skulle gå. De tog tøvende imod  plakaten og gik rundt med den midt i byen. En af dem, Lars Lindström, har nu været ældste i mange år; og den anden, Rolf Svensson, er områdetilsynsmand.“

Neutralitetsspørgsmålet

Selv om Sverige går ind for streng politisk neutralitet, har det et stærkt forsvar og tvungen militærtjeneste. Derved er brødrenes kristne neutralitet blevet sat på prøve. Før den anden verdenskrig gjorde brødrene almindeligvis tvungen, civil erstatningstjeneste inden for brandvæsen, skovvæsen, arkæologiske udgravninger eller andre offentlige projekter. Men som den anden verdenskrig udviklede sig, blev de klar over at de i virkeligheden betragtedes som soldater, idet de stod til rådighed for de militære myndigheder. De nægtede derfor at udføre den slags tjeneste.

Det resulterede i gentagne fængselsstraffe. Første gang de nægtede, lød dommen på en måned. Snart efter deres løsladelse blev de igen indkaldt til militærtjeneste og igen sat i fængsel, denne gang i to måneder. Siden måtte de igennem samme behandling fire, fem, seks eller flere gange, og hver gang blev straffen som regel forlænget med en måned. I årenes løb har hundreder af brødre været fængslet i sammenlagt mange hundrede år. Werner Johansson, der dengang var pioner, blev idømt 12 måneders fængsel — fordelt over 13 år. Han siger:

„Det var noget af en prøvelse at blive indkaldt gang på gang, gå igennem den ene retssag efter den anden og vandre ind og ud af forskellige fængsler. Jeg skulle jo tage mig af min familie. Men den kærlighed og opmuntring brødrene og søstrene gav os, var en vidunderlig hjælp. Det var trods alt en fascinerende tid med mange muligheder for at forkynde for alle de mennesker man kom i kontakt med.“

Undertiden blev brødrene hånet og spottet af anklagere og dommere. En pioner, Erik V. Johansson, husker første  gang han var i retten: „Anklageren og dommeren sagde at de nok skulle sørge for at jeg fik det hedt hvis jeg ikke gjorde min pligt. Jeg sagde til dem at jeg om nødvendigt ville lide som Daniel måtte da han blev kastet for løverne. Så sagde anklageren: ’Det kunne være interessant at kaste Johansson i løvekulen og se hvad hans tro så er værd.’ Da jeg næste dag mødte dommeren, greb han fat i mig og sagde: ’Din slyngel, du burde skydes, og det bliver du sandsynligvis også.’“ Det blev han nu ikke. Broder Johansson, der nu er over 80 år gammel, lever stadig og trives godt i heltidstjenesten.

Myndighederne gør et desperat forsøg

Myndighederne blev mere og mere klar over at fængselsstraf ikke kunne bryde disse unge mænds uangribelighed. „Dommere og anklagere har været medvirkende i et spil hvor de ofte har følt sig som hjælpeløse brikker,“ skrev et tidligere medlem af den svenske rigsdag om behandlingen af Jehovas vidner.

Hen imod slutningen af krigen gjorde myndighederne omsider et desperat forsøg på at ændre situationen. De iværksatte pludselig en mentalundersøgelse af 126 Jehovas vidner som nægtede at udføre erstatningstjeneste. Hvis de var blevet erklæret mentalt uegnede, ville retssystemet have behandlet dem anderledes. En rapport fra afdelingskontoret siger herom:

„Undersøgelserne fandt sted i tre forskellige byer, og hver af de undersøgte blev krydsforhørt i fem til seks dage af en præst og to læger. De brødre der blev udsat for dette, var enige om at det var en meget opmuntrende erfaring med glimrende muligheder for at forkynde. De præster der deltog i undersøgelserne var så forvirrede og nervøse at det morede lægerne. Og lægerne måtte indrømme at Jehovas vidner som regel var mennesker med en stærk overbevisning og en høj moral.“

 Et voksende problem

Disse mentalundersøgelser af Jehovas vidner blev snart opgivet som meningsløse. Men mange dommere, anklagere, fængselsinspektører, fængselsbetjente og sågar fængselspræster blev mere og mere foruroligede. En offentlig anklager fremsatte følgende udtalelse henvendt til rigsdagen:

„Selv om jeg er anklager, tror jeg ikke på trusler om straf i dette tilfælde. . . . Skal vi virkelig, her i året 1958, trækkes med et sådant rudiment af hekseprocesser som dette faktisk er med disse i øvrigt helt igennem hæderlige personer? Det er skræmmende at de skal blandes med det kriminelle klientel i vore fængsler. Jeg må indrømme at det eneste tidspunkt hvor jeg skammer mig over mit hverv som anklager, er når jeg nødsages til at kræve den slags mennesker idømt fængselsstraf.“

Fangernes fængsel

Efterhånden som flere unge mænd tog imod sandheden blev flere sat i fængsel. Fængslerne var allerede fyldt med kriminelle, og udgifterne til fængselsvæsenet var høje. Eftersom brødrene måtte puttes ind hvor der tilfældigvis var plads for at udstå deres straf, tog kriminalforsorgen det usædvanlige skridt at prøve at lade Jehovas vidner opføre og administrere deres eget fængsel.

Fængselet blev bygget af de indsatte selv, altså Jehovas vidner. De blev overladt til sig selv i 12 timer om dagen uden fængselsbetjente. Fra tid til anden kom en ansat med mad og arbejdsmateriale. Indimellem blev to brødre udpeget til vagter, hvorved man altså havde fanger til at bevogte fangerne. De kunne holde alle deres møder og modtage besøg hver søndag hele dagen igennem. De forkyndte gennem brevskrivning. Medierne betragtede dette „fangernes fængsel“ som et løjerligt eksperiment. Men brødrene administrerede det upåklageligt, og der var ingen flugtforsøg.

 En løsning tager form

Gradvis begyndte rigsdagsmænd og regeringsmedlemmer at indse behovet for en ændring af denne politik. Efterhånden som brødrene og andre velvilligt indstillede mennesker henvendte sig til embedsmænd og bragte forholdene på tale, blev opmærksomheden henledt på situationen.

En broder som udførte noget malerarbejde for et medlem af regeringen nævnte sagen for ham. Denne bad senere broderen om at regne ud hvor meget det kostede staten at have Jehovas vidner siddende i fængslerne. Overrasket over resultatet lovede han at vise sine kolleger tallene. Der var også en skrædder i Stockholm der havde rigsdagsmedlemmer blandt sine kunder, og han mindede dem ofte om situationen og opfordrede dem til at gøre noget ved problemet.

I januar 1964 nedsatte forsvarsministeren et udvalg der skulle udrede spørgsmålet. To repræsentanter fra Selskabets afdelingskontor blev bedt om at give møde for dette udvalg og foreslå hvilken slags arbejde Jehovas vidner kunne udføre som en erstatning for militærtjeneste. Men i stedet for at følge brødrenes appel om fritagelse for enhver form for tjeneste, foreslog udvalget følgende, som det fremgår af den officielle rapport: „Det er derfor udvalgets mening at man alvorligt bør overveje . . . midlertidigt at erklære Jehovas vidner for uegnede, efter de samme retningslinjer som anvendes over for visse alkoholskadede eller asociale individer.“

Præsteskabet på vores side!

At vi blev sammenlignet med „visse alkoholskadede eller asociale individer“ vakte folks indignation, eftersom Jehovas vidner var kendt som ordentlige og lovlydige borgere. Endog kirkelige myndigheder protesterede. I en avis blev domkapitlet i Härnösand citeret for at have sagt:

„Med rette betragter udvalget det som en utilfredsstillende løsning at imødegå [Jehovas vidners] overbevisning  med fængselsstraf. Men da behandlingen af denne del af problemet ender med en henstilling om at anbringe unge mænd som tilhører Jehovas Vidner i samme kategori som asociale personer og alkoholikere, har udvalget negligeret fakta i sagen og ikke vist respekt for menneskelig værdighed.“ Denne klassificering minder os om at Jesus fejlagtigt blev sat i bås med mennesker af samme slags. — Matt. 11:19.

Den endelige beslutning

Den 25. maj 1966 besluttede rigsdagen at der skulle foretages en særskilt undersøgelse hver gang et af Jehovas vidner nægtede at gøre militærtjeneste. På baggrund af denne undersøgelse ville regeringen så beslutte at undlade at indkalde vedkommende til militærtjeneste for øjeblikket. Brødrene modtog denne lempelse efter mange års udholdenhed med stor glæde.

Et telegram blev sendt til Selskabets hovedkontor i Brooklyn, New York. Et svensk ægtepar som netop da overværede et stort stævne i Baltimore, glædede sig over at høre Selskabets daværende vicepræsident, broder F. W. Franz, læse telegrammet op for tilhørerne. De fortæller at han roste de svenske myndigheder og kaldte Sverige et foregangsland.

„Den svenske model“

Den fremgangsmåde de svenske myndigheder udarbejdede, er af myndigheder i andre lande blevet kaldt den svenske model, og man har henvist til den i forsøg på at finde frem til lignende løsninger. Hvad går den egentlig ud på?

Når en broder skal på session beder han de ældste i sin menighed om en erklæring som viser at han er en kristen ordets tjener, at han gennem dåb har indviet sig til Jehova Gud og hans tjeneste, og at han er tilsluttet menigheden. Selskabets afdelingskontor bekræfter at de der har udfærdiget erklæringen, er ældste i menigheden. Den indkaldte  sender eller afleverer personligt denne erklæring, samt en personlig skriftlig ansøgning om fritagelse for militærtjeneste, til udskrivningskredsen, som bevilger fritagelse. En lignende fremgangsmåde er blevet anvendt i forbindelse med søstre som er blevet indkaldt til civilforsvarstjeneste.

Nye forsøg på kompromisløsninger

Efter at rigsdagen havde truffet denne beslutning, er der gjort nye forsøg på at få os til at udføre en form for tjeneste som erstatning for militærtjeneste. I begyndelsen af 1970’erne nedsattes et udvalg der igen skulle undersøge behandlingen af militærnægtere. Myndighederne ønskede at Jehovas vidner skulle gøre tjeneste på samme vilkår som andre trossamfunds medlemmer og udføre en form for obligatorisk tjeneste.

Repræsentanter fra afdelingskontoret gav møde for dette udvalg og forklarede at Jehovas vidner ikke kunne gå med til nogen form for erstatning for militærtjeneste, uanset hvor prisværdige opgaverne måtte være. De påpegede at Jehovas vidner allerede udfører en form for socialt arbejde ved at gå fra hus til hus og hjælpe folk med at få orden i deres tilværelse og blive gode, lovlydige borgere. Et af udvalgets medlemmer fremkom derefter med en højst usædvanlig idé.

Han tænkte på om vi mon kunne gå med til at udføre en form for tjeneste på heltid inden for vore egne menigheder i en periode af samme varighed som værnepligtstiden — som en erstatning for militærtjeneste. Brødrene forklarede at vores gudstjeneste aldrig kan udføres som en erstatning for militærtjeneste, at den ikke kan påtvinges nogen og ej heller kan være et statsanliggende. Til sidst foreslog udvalget at man holdt fast ved beslutningen fra 1966, og det hed i den afsluttende rapport: „Efter udvalgets vurdering synes der i øjeblikket ikke at findes andre religiøse grupper i landet som kan sammenlignes med Jehovas Vidner.“

 Forlader kirken i tusindvis

Jehovas Vidner i Sverige har ikke blot bevaret deres neutralitet i politiske spørgsmål; de har også loyalt rettet sig efter påbudet i Åbenbaringen 18:4 om at skille sig ud fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. I den sammenhæng blev den 1. januar 1952 en mindeværdig dato. En ny lov om religionsfrihed trådte i kraft. Den gav alle svenske statsborgere ret til at forlade statskirken uden at behøve at tilslutte sig andre anerkendte trossamfund.

Man skulle blot udfylde en formular eller skrive et brev som viste at man ønskede at udtræde af kirken, få en eller anden til at bekræfte sin underskrift, og aflevere begæringen på præstens kontor, hvor udmeldelsen skulle registreres uden indvendinger, spørgsmål eller diskussion.

Folk i almindelighed gjorde ikke brug af denne mulighed, i de fleste tilfælde af ren og skær ligegyldighed. Derimod gjorde Jehovas vidner det straks. De 5000 forkyndere der dengang fandtes i landet, meldte sig ud alle som én. Mange præster var lamslåede og kunne ikke lade være med at stille spørgsmål. Nogle få måneder senere meddelte afdelingskontoret:

„Brødrenes henvendelser til præsterne i anledning af disse udmeldelser resulterede i mangt et vidnesbyrd om Riget. I adskillige tilfælde bad præsterne om læsestof og kom endog til studiemøder som følge af disse samtaler, for yderligere at finde ud af hvad vi troede på. De bibelske traktater der udkom på svensk netop på den tid, kom meget tilpas i den forbindelse. En præst blev så interesseret at den ældre søster som repræsenterer kredsen [menigheden] i den pågældende landsby, har studeret bogen Gud Maa Være Sanddru med ham en gang om ugen lige siden; og han har fortalt en pionerbroder der besøgte ham, at han var glad for at hun besøgte ham regelmæssigt og holdt ham til studiet.“

 Radioen — ikke for Jehovas Vidner

Radioudsendelser i Sverige har været underlagt et statsmonopol lige siden radioens barndom. Monopolet betyder at et råd der repræsenterer staten, har fuld kontrol med hvad der sendes i radio (og nu også tv). Da Sverige er et demokratisk land hvor religiøs diskriminering er ulovlig, har vi arbejdet på at få lov til at benytte disse medier.

I 1953 holdt en præst et 30 minutters radioforedrag for at „afsløre“ Jehovas Vidner, uden at vi fik mulighed for at udtale os. Efter denne udsendelse blev to brødre sendt til chefen for religiøse programmer — en præst i statskirken — for at anmode om tilladelse til at bringe et svar i radioen. En af brødrene beretter:

„Han sagde rent ud til os: ’Jehovas Vidner vil aldrig få lov til at være med inden for rammerne af de religiøse programmer i Sveriges Radio. Vi betragter jer ikke som kristne.’ ’Hvorfor ikke?’ spurgte vi. ’I tror ikke på treenigheden. Basta! Og så har jeg for øvrigt hørt at I citerer Bibelen forkert i jeres litteratur.’ ’Har De noget eksempel?’ spurgte vi. ’Jeg har en af jeres bøger her i reolen. Lad mig vise jer det.’ Han tog den engelske udgave af ’Forvis Jer Om Alt’ (en bog der er fyldt med bibelcitater) og en engelsk bibel ud af reolen. Han begyndte at sammenligne dem ord for ord, og fortsatte i nogle minutter. Da han ikke fandt nogen afvigelse, rejste han sig og sagde: ’Det er for resten lige meget, for kun kristne kan få lov at være med i religiøse programmer i radioen,’ og viste os ud.“

Et forsøg på at „afsløre“ giver bagslag

I oktober 1976 indbød en repræsentant fra Sveriges Radio os til at være med i en serie på tre programmer der, sagde han, ville oplyse folk om os. Vi tog imod indbydelsen efter at man havde lovet os at vi ville få en uhildet behandling. Programmerne skulle bygge på nogle optagelser fra vore møder samt på nogle interview.

 Under optagelserne gik det op for brødrene at programmerne skulle bruges til et angreb på Jehovas Vidner. Det regnede ned over de interviewede brødre med udfordrende og bidende spørgsmål, som de dog besvarede roligt og sagligt. Man redigerede båndene således at programmerne ville give det værst tænkelige indtryk.

Efter udsendelsen henvendte lyttere fra hele landet sig til afdelingskontoret pr. brev og pr. telefon og sagde at de havde lagt mærke til den forskel der var mellem Jehovas Vidner og angriberne, og at sandhedens stemme gik klart igennem. For øvrigt kunne vi i november 1976, en måned efter at udsendelsen havde fundet sted, notere et nyt højdepunkt på 16.693 forkyndere af den gode nyhed i Sverige! Vi fik bekræftet sandheden i skriftstedet: „Intet våben der dannes imod dig vil du’.“ — Es. 54:17.

Behov for et nyt afdelingskontor

I løbet af 1940’erne blev forkyndertallet mere end fordoblet, fra 1726 i 1940 til 3702 i 1949. En rapport i 1949 viste at der var udsigt til yderligere fremgang: „Fra næsten hver eneste kreds [menighed] melder zonetjenerne om mere interesse på arbejdsmarken end de lokale forkyndere kan tage sig af.“

Vi havde også fået behov for at kunne trykke vore blade selv. I 1950 havde vore to blade tilsammen et oplag på 123.000 om måneden. Vi fik stadig bladene trykt hos et verdsligt firma. Afdelingskontoret havde kun plads i kælderen til en lille digelpresse med håndpålægning og en accidenspresse til fremstilling af mindre tryksager. Så der var i høj grad behov for mere plads. Vi begyndte at se os om efter et nyt sted.

Resolut handling

Arkitekten Lennart Thunberg, som er en broder, beretter: „Vi fandt nogle steder som kunne have vores interesse i  Stockholms bymidte. Desuden fik vi tilbudt to sammenhængende byggegrunde i Jakobsberg, omkring 20 kilometer nordvest for hovedstaden. Men vi kunne aldrig drømme om at flytte uden for byen efter i 25 år at have haft til huse i centrum.

Vi drøftede sagen med Selskabets daværende præsident, broder Knorr, under hans besøg i Sverige i 1951. Broder Eneroth og jeg pegede på nogle steder i bymidten. Men broder Knorr, der havde andre fremtidsplaner, ville have noget uden for Stockholm. Vi mumlede at der jo også var byggegrunde i Jakobsberg. ’Tag ud og køb dem!’ sagde han resolut.

Det var midt under landsstævnet i Eriksdalshallen i Stockholm, og broder Knorr ville gerne have kontrakten underskrevet straks for at kunne give en meddelelse om planerne til stævnedeltagerne. Jeg skyndte mig ud til Jakobsberg, og efter flere timers søgen fandt jeg frem til ejerne af de to byggegrunde, fik dem til at underskrive kontrakten,  hastede tilbage til stævnet, og informerede broder Knorr, som roligt forelagde projektet for de glade og begejstrede stævnedeltagere.“

Snart var byggearbejdet i fuld sving. Broder Thunberg fortsætter: „Brødre fra hele Sverige bakkede os op ved at sende kartofler i sækkevis, nyslagtede kalve, frugt, bær, og mange andre fødevarer. Også økonomisk gik det godt. Det firma som købte vores gamle ejendom betalte kontant. Selskabets bank gennem mange år ydede os lån uden problemer, på grund af Selskabets gode renommé. Dertil kom at mange brødre lånte Selskabet penge og ydede rundhåndede bidrag. En søster solgte endog sin forretning for at kunne give bidrag.“

Den 31. marts 1954 var en historisk dag, for da åbnede det nye betelhjem i Jakobsberg. Betelfamilien flyttede fra 900 nedslidte kvadratmeter til 3600 nye, med rigelig plads til mere avanceret trykkeriudstyr. Fra og med Vagttårnet for 15. maj og Vågn op! for 8. juli 1954 kunne vi nu trykke vore egne blade. Stedet skulle komme til at tjene Rigets interesser i Sverige i 26 år.

Et fremmedsproget distrikt bliver til

Efter den anden verdenskrig opstod der et nyt forkynderdistrikt. Gæstearbejdere og deres familier fra forskellige lande, især fra Finland og fra lande i Sydeuropa, strømmede til og bosatte sig i Sverige. Desuden blev tusinder af flygtninge fra hele verden en del af det svenske samfund. Resultatet blev en udenlandsk befolkning på hundredtusinder af mennesker der talte omkring hundrede forskellige sprog og som havde brug for at høre den gode nyhed.

I begyndelsen fik forkynderne det råd at de skulle forhøre sig om den besøgtes nationalitet, for derefter at skaffe en publikation på vedkommendes sprog. De der viste interesse skulle gradvis integreres i de svensktalende menigheder.  I praksis fungerede dette imidlertid ikke så godt, for mange udlændinge tøvede med at komme i menighederne, og gjorde derfor ikke så store fremskridt.

I 1970 skete der en ændring. Da broder Milton Henschel fra hovedkontoret i Brooklyn kom på besøg som zonetilsynsmand, foreslog han at de udenlandske brødre skulle organiseres i fremmedsprogede grupper og menigheder. Folk vil vokse hurtigere åndeligt og få en dybere forståelse af sandheden når undervisningen foregår på det sprog de bedst forstår, sagde han.

Fremmedsprogede menigheder

I december samme år blev landets første fremmedsprogede menighed, Göteborgs finske menighed, oprettet. En anden blev snart organiseret i Stockholm. En kredstilsynsmand som var med til at oprette denne, fortalte:

„Der er stor glæde og begejstring blandt de finsktalende brødre og søstre. Overalt dukker de op og er næsten fra den ene dag til den anden blevet til en stor og livlig menighed. Det er som om en vederkvægende regn er faldet på en tør mark.“ Flere finsktalende menigheder kom til, og nu, i 1990, er der 33, foruden 12 grupper. De er blevet organiseret i tre kredse med over 1700 forkyndere og 119 pionerer.

Snart blev der også arbejdet med andre sproggrupper. I 1971 holdt en kredstilsynsmand et møde for at se hvor megen interesse der var blandt spansktalende i Stockholm. Der kom 56. Og hvad er der sket siden da? Lars-Erik Eriksson fra afdelingskontoret, som er med til at organisere arbejdet i de fremmedsprogede distrikter, rapporterer: „Nu har vi syv spansktalende menigheder samt syv grupper. Foruden finske og spanske menigheder og grupper, har vi én italiensk, fire jugoslaviske, tre græske og tre engelske menigheder, plus adskillige grupper som holder møder på jugoslavisk, græsk, engelsk, arabisk og tyrkisk. Desuden er der nu planer om at  organisere en fjerde engelsk menighed, tre polske grupper og en fransk gruppe. Der er hidtil blevet fundet 2700 personer i disse fremmedsprogede distrikter, og de er blevet organiseret i 50 menigheder og 28 grupper.“

De hungrer efter sandheden

Følgende erfaringer viser hvordan dette arbejde blandt indvandrerne har været en velsignelse for mange. Celo Pertot, som er af italiensk afstamning og har virket i fremmedsprogede menigheder i flere år, fortæller:

„En svensk søster bad mig hjælpe hende med at besøge nogle italienske familier. Jeg tøvede fordi jeg allerede havde været der og ikke syntes jeg havde fundet den mindste interesse. Men jeg lod mig overtale til at gå med, og vi mødte en kvinde som jeg ikke havde set før. Søsteren indledte besøget på svensk, og damen skulle til at lukke døren. Jeg skyndte mig at sige på italiensk: ’Vi taler om håbet ved Guds rige,’ og hun begyndte at lytte. Da vi genbesøgte hende, sagde hun: ’Lige før I kom til mig første gang, havde jeg tænkt på at begå selvmord. Jeg havde bedt til Gud: „Hvis du eksisterer, hvorfor har jeg så mistet troen på dig, og hvorfor finder jeg livet så meningsløst?“’ Det endte med at hun gennem et bibelstudium fandt virkelig indhold i livet. Nu har hun i mange år tjent som pioner — nidkær og fuld af liv.“

En kvinde havde studeret med Jehovas vidner en tid i Chile før hun flyttede til Sverige, og var blevet opfordret til at opsøge brødrene så snart hun ankom. Det forsøgte hun, men uden held. En dag bladede hun tilfældigvis i en notesbog med telefonnumre hos en bekendt og fandt den i en sådan uorden at hun gav sig til at renskrive numrene. Og gæt hvad hun fandt! Navnet på en kvinde, kradset ned to gange på siden, efterfulgt af kommentaren „estudio de la Biblia“ (bibelstudium). „Det må være et af Jehovas vidner,“ tænkte hun og drejede med spændt forventning nummeret. Det var  en forkynder! Samme aften var hun til spansk menighedsbogstudium. Nu er hun en lykkelig, døbt forkynder.

En af de rejsende tilsynsmænd mødte en spansk dame ved en dør. Hun stod netop og talte i telefon. Da han kunne spansk, indbød han hende til et foredrag og forkyndte for hende. Hun blev så optaget af samtalen at hun glemte telefonrøret, som hun havde lagt. Hendes mand, der ventede i den anden ende, på sin arbejdsplads, blev mere og mere vred. Telefonen var blokeret, og hans chef skulle bruge den. Desperat tog han hjem — og blev ikke mindre vred da han fandt ud af hvem det var der havde været på besøg. Trods denne hændelse tog hans kone til møde; det fortsatte hun med at gøre, og fik til sidst følgeskab af sin mand. Ni medlemmer af den familie blev døbte Jehovas vidner.

Forkyndelse blandt samerne

At forkynde blandt samerne — nogle af dem lever stadig et nomadeliv med deres rensdyrflokke i det sneklædte nord — kan være en speciel oplevelse. Når man er kommet ind i deres hjem og har hilst på beboerne, skal man ikke forvente at få en samtale i gang før der har været stilhed i nogen tid. Så kan man forsigtigt begynde at tale lidt om vejret. Når man til sidst leder samtalen hen på bibelske spørgsmål, rører man ofte ved noget sårbart.

Nogle samer anser Bibelen for at være så hellig at de fleste mennesker, efter deres opfattelse, ikke er værdige til at læse den. Gustav Kemi, en ældste der selv er same, fortæller: „Når man taler med samer, især de ældre, får man næsten det indtryk at de mener man slet ikke burde tale om Bibelen. En ældre kvinde sagde rent ud at ’man bør græde blod før man er værdig til at åbne Bibelen’. En anden same sagde til et barn som ville se i Bibelen: ’Nej, nej. Bibelen er for hellig til børn.’“

Adskillige samer har dog taget imod Bibelens sandheder og har taget standpunkt for Jehova, selv om det undertiden  er sket med sneglefart. En same fik bogen Frelse i begyndelsen af 1940’erne. Han studerede dens indhold og tog det til sig, men holdt det for sig selv i cirka ti år. Så besøgte han en same som var et af Jehovas vidner. Han ville gerne vide hvorfor Jehovas Vidner ikke røg eller brugte snus. Han var tilfreds med svaret; næste gang han mødte broderen, sagde han lykkeligt: „Nu er jeg holdt op med at bruge snustobak. Mine børn har gemt alle de æsker jeg havde.“ Kort tid efter blev han døbt.

Teokratiske vielser — et skridt fremad

Jehovas Vidner har altid arbejdet på ’juridisk at stadfæste’ den gode nyhed. (Fil. 1:7) Eftersom ægteskabet er indstiftet af Gud, vil Jehovas Vidner gerne selv forrette vielser. Før den 19. marts 1981 måtte Jehovas Vidner henvende sig til en verdslig instans når de ønskede at blive gift. Efter den tid har udnævnte ældste der af regeringen er blevet bemyndiget dertil, kunnet forrette vielser i rigssale og andre steder.

For at få denne tilladelse må tilsynsmændene gennemgå et særligt kursus for vielsesforrettere. Afdelingskontoret har udarbejdet et sådant kursus, hvor der undervises i ægteskabslove, navnelov, lov om folkeregister, dele af kriminalloven, og hvad der i øvrigt hører med til udøvelsen af hvervet. Tilsynsmændenes kundskab og egnethed prøves så af den lokale retsformand. På grundlag af hans anbefaling foretager regeringen udnævnelserne.

Mange slægtninge som ikke er Jehovas vidner kommer til bryllupper i rigssalene, og over for dem aflægges der et godt vidnesbyrd, med gode råd om pligter og rettigheder i forbindelse med ægteskabet. Ægtepar som blev gift før denne ordning trådte i kraft, siger spøgefuldt at de godt kunne tænke sig at blive gift igen på teokratisk vis.

En journalist beskrev et rigssalsbryllup som „smukt, glædeligt, og præget af humor og varme,“ og fortsatte: „Et  teokratisk bryllup er ikke så strengt formelt og fyldt med ceremonier som et bryllup i statskirken, og det er heller ikke så bombastisk. Man tilstræber at det skal være en glædelig begivenhed uden at man sætter værdigheden over styr.“

Sveriges tredje koordinator

I 1975 kunne broder Eneroth, afdelingskontorets anden koordinator, i en alder af 83 år se tilbage på 50 års trofast tjeneste på den post. Og se blot hvilken fremgang Rigets arbejde havde haft i de år: I 1925 havde der været 250 forkyndere, og nu var der 16.000! Hans hjerte strømmede over af glæde og inderlig tilfredshed, mens han indså at tiden nu var kommet til at en anden burde overtage ansvaret. Broder Bengt Hanson havde været broder Eneroths assistent i flere år, og han blev nu udnævnt til at tage vare på opgaverne som koordinator.

På opfordring fortæller broder Hanson noget af sin teokratiske historie: „Som 16-årig flyttede jeg hjemmefra, ind  til byen, hvor mine søskende og jeg begyndte at studere Bibelen, og jeg begyndte at komme til møderne. Der gik ikke lang tid før jeg blev klar over hvad det indebar — højtlæsning, at lede menigheden i bøn og at holde foredrag for en forsamling. Dette blev en trosprøve for mig, for allerede i skolen havde jeg svært ved at læse højt og i øvrigt at optræde for andre. Det der reddede mig var at jeg fik en meget stærk kærlighed til Jehova og hans hensigt og et ønske om at give mig selv fuldt ud i tjenesten som pioner. Men jeg må indrømme at det bekymrede mig dybt at jeg ikke frit og ubesværet kunne træde frem for en forsamling. Når jeg blev bedt om at medvirke ved møderne, især når det var helt uforberedt, gik der nærmest panik i mig og jeg ønskede at jeg kunne synke i jorden.

Så gjorde jeg noget der kom til at betyde meget for mig. I min fortvivlelse over at være så hæmmet i det stykke bad jeg til Jehova. Jeg takkede ham fordi han havde åbnet mit hjerte og sind for sandheden og lovede at give mig selv helt i tjenesten og at gå fremad og gøre hvad der forventedes af mig, om jeg så skulle dø af det. Jeg lovede at jeg ikke ville unddrage mig.

Hvorfor blev denne bøn så afgørende i mit tilfælde? Jo, siden har jeg altid tænkt på den, og jeg har ikke bevidst unddraget mig noget af det der er blevet forventet af mig. Og når jeg nu ser tilbage på de 40 år der er gået siden denne bøn, må jeg sige at det nærmest er komisk som Jehova har ladet mig vise at jeg mente hvad jeg sagde. Fra da af blev jeg formelig kastet ud i den ene opgave efter den anden som krævede at jeg stolede fuldt på Jehova og ikke på mig selv. Allerede som 18-årig, et halvt år efter min dåb, begyndte jeg at holde offentlige foredrag. Knap et år senere blev jeg pioner, og efter 8 måneders pionertjeneste blev jeg kaldt på Betel. Fra beteltjenesten blev jeg sendt ud i kredstjenesten, 22 år  gammel. Da jeg var 30, blev jeg udnævnt til områdetilsynsmand, men inden jeg kom i gang, blev jeg sammen med min kone, Ulla, indbudt til at deltage i det første timåneders kursus på Gilead i 1961. Derfra blev vi sendt til Betel her i Sverige, og vi er her stadig og glæder os over at vi begge har fået lov til at tjene Jehova i heltidstjenesten fra vor ungdom og at vi fortsat kan tjene ham med hele vor styrke.

Nu tror nogle måske at jeg efter alle disse år er blevet det oprindelige problem helt kvit. Det kan jeg ikke påstå, selv om det nu går bedre end dengang. Jeg føler at Herrens ord til Paulus i Andet Korintherbrev 12:9 også gælder mig: ’Min ufortjente godhed er dig nok; for min kraft gøres fuldkommen i svaghed.’“

Arboga — et nyt centrum

Den 8. september 1978 fældede en stærk og ivrig broder med sin motorsav det første træ på et stenet, skovklædt areal i udkanten af Arboga. Hvorfor? For at gøre plads til et nyt center for Rigets arbejde! Dette markerede afslutningen på en lang periode med planlægning og forhandlinger og begyndelsen til opførelsen af et bygningskompleks der, som en journalist udtrykte det, ville blive „det absolut største der er gennemført på frivillig basis i dette land“.

Betelfamilien var allerede flere år forinden vokset ud af det 26 år gamle afdelingskontor i Jakobsberg. Efter mange bønner og to års søgen efter et passende sted besluttede vi at bygge i Arboga, som ligger centralt ved den befærdede Europavej 3 mellem Sveriges to største byer — Stockholm og Göteborg.

Et enestående byggeprojekt

I de næste to og et halvt år kom hen ved 5000 Jehovas vidner fra Sverige og nabolandene og arbejdede som frivillige ved projektet i kortere eller længere perioder. Normalt bor byggearbejdere ikke på gode hoteller mens de arbejder, men  Selskabet havde købt et ældre hotel med lejligheder og værelser i byen. Det blev renoveret og brugt til indkvartering af de frivillige arbejdere. Efter byggeriet blev det tidligere hotel solgt.

Byggearbejdet var forbundet med megen glæde, men der var også nogle problemer. „Vi skal sent glemme den første vinter,“ siger Gunnar Heinstedt, som var med til at organisere arbejdet. Han fortsætter: „Det var en af de koldeste vintre i dette århundrede. I perioder, mens vi støbte fundamentet, faldt temperaturen til minus 30 grader. Jorden var hård som flint. Vi måtte overdække store dele af byggepladsen med presenninger som vi, med olietønder som ovne, blæste varm luft ind under. Vi kæmpede tappert! Det er en af de glædeligste erfaringer jeg har haft i min 35-årige karriere som arkitekt og entreprenør.“

De nye lokaliteter værdsættes højt

Skønt den 23. december 1980 var en af årets mørkeste dage i Arboga — solen stod op klokken 8.55 og gik ned klokken 14.50 — var det den lyseste og lykkeligste af alle dagene i hele byggeperioden. Det nye afdelingskontor blev den dag indviet til Jehova Gud! Broder Milton Henschel fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen og opmuntrede vennerne til at bruge den nye bygning mens de helhjertet fortsatte med at gøre Guds vilje.

Et medlem af betelfamilien sagde: „Den dag vi forlod de trange lokaler i Jakobsberg og flyttede ud til dette splinternye, rummelige betelhjem, følte vi os som kalve der bliver sluppet løs om foråret.“ Den 20.000 kvadratmeter store bygning og den 12 hektarer store grund med have og skov gav familien en tiltrængt følelse af albuerum og trivsel. Den smukke park, fritidsarealet, frugttræerne, køkkenhaven og de smukke blomsterbede skabte en velgørende ramme omkring heltidstjenernes arbejde, og ansporede dem til at gøre endnu mere.

 Nye trykkemaskiner sætter farten op

Med den nye trykkeribygning kunne brødrene tage bedre og mere effektivt trykkeudstyr i brug. De skiftede de gamle, langsomme maskiner ud med en ombygget M.A.N.-offsetrotationsmaskine fra Brooklyn. Den anvendtes i godt fem år, men blev så erstattet af en firfarvetrykkemaskine i maj 1989. Endnu én blev installeret det følgende år. I 1990 nåede den månedlige produktion op på næsten 800.000 eksemplarer af de to blade på svensk og norsk. Inge Olofsson, der er trykkeritilsynsmand og medlem af afdelingskontorets udvalg, siger:

„Vores første trykkemaskine, en pedaldrevet digelpresse med håndpålægning fra 1940’erne, står som museumsgenstand i et hjørne af den nye bygning og minder én om den vidunderlige udvikling arbejdet har undergået i årenes løb. Den minder os om det Jesus sagde: ’Det der er umuligt for mennesker er muligt for Gud.’“ — Luk. 18:27.

God fremgang i Rigets arbejde

Når man ser tilbage på de næsten hundrede års arbejde for Rigets interesser i Sverige, er det tydeligt at der har været mange hindringer undervejs, såsom voksende materialisme, religiøs ligegyldighed, ateisme, modstand og latterliggørelse, hvortil kommer svenskernes typiske reserverede natur i almindelighed. Trods alt dette er Jehovas Vidner, i deres kærlighed til Gud og næsten, blevet ved med at udbrede den gode nyhed overalt i landet. Mange mennesker forundres stadig over det vidunderlige budskab Jehovas Vidner kommer med.

Erik Nordström, som er områdetilsynsmand, beretter: „Min kone og jeg begyndte i rejsetjenesten for 37 år siden, og vi har besøgt mere end 300 menigheder i Sverige om og om igen i kreds- og områdetjenesten. Vi har rejst over 200.000 kilometer på kryds og tværs gennem dette lange, smalle land.  Hverken kulde eller snestorm nord for polarkredsen, eller sol og varme i den sydlige del af landet har standset os.

Ja, efter 45 år i heltidstjenesten kan vi se tilbage på en spændende tid med åndelig fremgang i Sverige. I modsætning til den gamle verden er det teokratiske samfund altid gået fremad.“

„Rigets interesser plejes overalt i landet,“ siger Rune Grahn, der fører tilsyn med tjenesteafdelingen på afdelingskontoret. Han rapporterer: „Vi har nu 343 menigheder spredt ud over hele landet — fra det sydligste punkt til midnatssolens land nord for polarkredsen. Vi har 15 svenske kredse og 8 fremmedsprogede, der regelmæssigt holder  stævner i fire stævnehaller, som geografisk dækker hele landet. I august 1990 nåede vi en forkynderrekord på 22.742, og i september en rekord på 1756 almindelige pionerer. Ved mindehøjtiden i 1990 var der 38.339 til stede, hvilket giver løfte om yderligere fremgang så længe Jehova lader os fortsætte med arbejdet.“

Skridt for skridt er arbejdet gået fremad i årenes løb.  Brødrene og søstrene har vist sejhed, tro og udholdenhed. Loyalt og ivrigt fortsætter de med at adlyde deres himmelske Faders vilje som den kommer til udtryk gennem hans jordiske organisation. De ser derfor fremtiden i møde i tillid til Jehovas fortsatte velsignelse. De beder vedholdende om at de må forblive loyale mod vor Gud, som gør store undere i dette land, ligesom han gør i over 200 andre lande. „For du er stor og gør undere; du er Gud, du alene.“ — Sl. 86:10.

[Oversigt på side 185]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Sverige 28.000

1950 4.460

1960 8.593

1970 11.696

1980 17.311

1990 22.742

Største antal forkyndere

4.000

1950 178

1960 314

1970 754

1980 1190

1990 2.724

Gennemsnitligt antal pionerer

 [Ramme/​kort på side 116]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Atlanterhavet

NORGE

Skagerrak

DANMARK

København

SVERIGE

Kiruna

Polarkredsen

Härnösand

Sundsvall

Uppsala

Arboga

Jakobsberg

Örebro

Grums

Stockholm

Göteborg

Malmö

Østersøen

FINLAND

[Ramme]

SVERIGE

Hovedstad: Stockholm

Officielt sprog: Svensk

Største trosretning: Lutherske kirke

Befolkningstal: 8.574.698

Afdelingskontor: Arboga

 [Illustration på side 118]

Efterårsidyl i Sverige

[Illustration på side 129]

Rosa og Arthur Gustavsson forkyndte flittigt om Riget i 59 år

[Illustration på side 136]

Tilsynsmænd fra nordeuropæiske lande, fra venstre mod højre: Taylor (Letland), Eneroth (Sverige), Harteva (Finland), Dey (tilsynsmand for Nordeuropa), Lüttichau (Danmark), Öman (Norge), West (Estland)

[Illustration på side 137]

Johan H. Eneroth blev landstjener i 1925

[Illustration på side 139]

William Dey blev i 1925 tilsynsmand for det nordeuropæiske kontor

[Illustration på side 140]

Afdelingskontoret i Luntmakaregatan 94 i Stockholm blev købt i 1929. Det tjente Rigets interesser i 25 år

[Illustration på side 141]

Den gode nyhed trængte langt ind i de nordsvenske skove

[Illustrationer på side 143]

Klar til søndagens tjeneste uden for Stockholm

En gruppe fra Luleå er klar til at køre ud i distriktet lige syd for polarkredsen

[Illustration på side 145]

Asta og Axel Richardson tjente i Jämtland i 1936

[Illustration på side 147]

De første forkyndere i Hjo gennemarbejdede et distrikt på 5000 kvadratkilometer med en minibus

[Illustration på side 150]

Ingen er for ung til at tjene Riget

[Illustration på side 155]

Den gode nyhed blev forkyndt ved hjælp af rejsegrammofoner. Hvorfor kunne man kalde dem „Aron 2“?

 [Illustrationer på side 160]

Unge forkyndere af den gode nyhed sammen med deres moder i Värnamo i 1946

Der averteres til offentligt møde i Stockholm ved hjælp af sandwichplakater

[Illustration på side 170]

Afdelingskontoret lå i Jakobsberg fra 1954 til 1980

 [Illustrationer på side 176, 177]

 Afdelingskontoret og betelhjemmet i Arboga, som blev indviet den 23. december 1980. F. W. Franz, med hvid sikkerhedshjelm, besøgte byggepladsen før byggeriet var færdigt

[Illustration på side 178]

Afdelingskontorets udvalg. Fra venstre mod højre: Åke Carlsson, Rune Grahn, Bengt Hanson og Inge Olofsson

[Illustrationer på side 183]

Ny trykkemaskine erstatter den gamle M.A.N.-rotationsmaskine. Den nye trykker bibelske publikationer i fire farver

[Illustrationer på side 184]

Forkyndelse for fiskere i Djupvik på Gotland og i en have i Ystad