Thailand

Årbogsrapport 1991

FRANK DEWAR var newzealænder og godt kendt med strabadser og modgang. Han var en af de syv der midt i 1930’erne havde sejlet på Stillehavet i den 16 meter lange ketch der hed Lightbearer. Og før det havde han i seks år rejst rundt i New Zealand og var sejlet til Australien, Tahiti og Rarotonga, en af Cookøerne, opfyldt af en nidkær og brændende missionærånd. Han havde et budskab at forkynde. Og han forkyndte det vidt og bredt. Da han ikke var tilfreds med blot at forkynde i Stillehavsområdet, rettede han blikket mod det kolde Sibirien. Hvad bestilte han så, 27 år gammel, i juli 1936 — en varm og fugtig måned med monsunregn — i den fremmede by Bangkok, hvor han ikke kendte en sjæl og ikke talte sproget?

 Han og hans makkere, seks andre pionerer, var af Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Australien blevet bedt om at vælge et land i Det Fjerne Østen hvor de ville forkynde. Frank valgte Siam, der nu hedder Thailand, fordi han derved kom så tæt på Sovjetunionen som muligt.

Fra Australien havde Lightbearer, med syv modige pionerer om bord, sat sejl mod Singapore. Efter at Frank havde forkyndt et stykke tid i Singapore og i Kuala Lumpur i Malaya (nu en del af Malaysia), pakkede han sine ejendele, købte en billet og steg, med fem dollars på lommen, på toget til Bangkok, hvortil han ankom den 22. juli 1936.

 Togrejsen til Bangkok var lang og trættende, det var lummert og trykkende, der var knebent med plads, men Jehova var åbenbart med den unge Frank — for der lå et stort arbejde foran ham. Frank var dog ikke den første der bragte den gode nyhed til Siam. Det var Claude Goodman.

Den gode nyhed om Guds rige nåede første gang til Thailand i 1931, da Claude Goodman fra England besøgte hovedstaden Bangkok. Han var begyndt som pioner i Indien i 1929. Efter at have arbejdet på Ceylon (nu Sri Lanka), i Burma (nu Myanmar) og i Malaya måtte han i Penang vente på et skib der skulle bringe ham til Calcutta i Indien. For at udnytte tiden tog han toget til Bangkok og forkyndte der fra hus til hus i cirka en uge og efterlod i stakkevis af bibelsk læsestof på engelsk hos interesserede mennesker. Claude havde næppe nogen anelse om hvor svært det ville blive at nære interessen blandt landets indbyggere. Hvordan er thailænderne og deres land?

„Smilenes land“

Har du nogen sinde hørt om „smilenes land“? Har du en siameserkat? Har du hørt om siamesiske tvillinger? Disse navne er alle forbundet med kongeriget Thailand, et eksotisk land i Sydøstasien.

Thailand grænser mod vest til Myanmar, mod nord og nordøst til Laos, mod øst til Cambodja (Kampuchea) og mod syd til Malaysia, og det er cirka på størrelse med Frankrig. De 56 millioner indbyggere kan glæde sig over et tropisk klima. Udstrakte områder med frugtbar jord, især sletterne midt i landet, samt ideelle vækstbetingelser, gør landet til en naturens risskål. Langs kysterne mod Thailandbugten og Andamanerhavet, som er en arm af Det Indiske Ocean — en strækning på over 2600 kilometer — vrimler det med søfugle, fisk og andre havdyr.

 Indien og især Kina har kastet lange skygger her. Indiske købmænd udbredte hinduismen og buddhismen i „smilenes land“. Men for over tusind år siden begyndte thaifolket at brede sig mod syd fra Kina. Mange thailændere kan føre deres afstamning tilbage til disse indvandrere fra det sydlige Kina.

Siden 1939 har landets officielle navn været Thailand, et vidnesbyrd om indbyggernes kærlighed til frihed. „Thailand“ betyder nemlig „de fries land“, og mens de fleste af nabolandene blev koloniseret i de forudgående århundreder, lykkedes det Thailand at bevare sin politiske uafhængighed. En anden slags frihed var imidlertid ukendt i landet indtil Goodman og Dewar kom dertil. Lad os se hvordan denne frihed har bredt sig blandt den ikkekristne befolkning i et land som ligger i „jordens fjerneste egne“. — Apg. 1:8.

Religiøst et fjernt sted

Siden Thailand blev en nation i det 13. århundrede har det været et buddhistisk land. Cirka 95 procent af befolkningen er buddhister, 4 procent er muslimer og mindre end 1 procent bekender sig som kristne. Buddhismen i Thailand hører til Theravada- eller Hinayanaskolen, og er meget tolerant. På grund af den almindelige opfattelse at alle religioner er gode, er folk ofte både buddhister og kungfutsianister. Animismen har stadig meget dybe rødder. Og brahmanismen er blevet knyttet til mange buddhistiske skikke.

Ifølge buddhismen hænger ens nuværende lod i livet sammen med virkningen af tidligere gerninger, kaldet karma. Og da den buddhistiske filosofi praktisk taget ikke beskæftiger sig med tanken om eksistensen af et overmenneskeligt væsen, er der ingen bevidsthed om at man står nogen højere til regnskab. Buddhisterne mener at det er op  til dem selv at finde kundskab og oplysning. „Herren Buddha“, som thailænderne respektfuldt kalder ham, hverken forkyndte om Gud eller fornægtede hans eksistens.

I betragtning af det religiøse miljø har Thailand i sandhed været et fjernt sted hvad Bibelens sandheder angår. Kristenhedens missionærer begyndte at komme til Thailand i det 16. og det 17. århundrede. Skønt de prøvede at gøre folk kendt med Bibelen, hjalp de dem ikke til at  kende ’sandheden der frigør’. (Joh. 8:32) Det måtte thailænderne vente på til et godt stykke ind i det 20. århundrede — da folk som Frank Dewar kom dertil.

Budskabet om frihed når Thailand

Den 1500 kilometer lange togrejse fra Kuala Lumpur til Bangkok gik langsomt for broder Dewar. Han sad ret op og ned i en overfyldt tredjeklasses vogn i 36 udmattende timer. „Jeg var temmelig medtaget af nogle kvæstelser jeg havde fået ved en ulykke i Kuala Lumpur et par måneder tidligere,“ fortæller han. „Men Jehova tog sig af mig gennem sine engle.“

Med samme tog var der en venlig ung thailænder som var søn af en tidligere thailandsk ambassadør i England. Da han hørte hvorfor Frank Dewar ville til Thailand og at hans samlede kapital var omkring fem dollars, tog han sig venligt af ham et stykke tid. På den måde fik Frank foden indenfor i det nye land.

Frank gik straks i gang med at udbrede Bibelens budskab om åndelig frihed, og i resten af det første år forkyndte han meget i byens forretnings- og beboelseskvarterer, idet han koncentrerede sig om den engelsk- og kinesisktalende befolkning. Der fandtes endnu ikke noget bibelsk læsestof på thai.

Flere udenlandske pionerer kommer til

Senere mødte Frank på en tur til Malaya en høj og glad tysk pioner, Willy Unglaube, fra Königsberg i Østpreussen, som dengang var en del af Tyskland. Willy, som var en nidkær og eventyrlysten pioner, havde allerede forkyndt i flere lande, deriblandt Frankrig, Algeriet og Spanien, og på øen Korsika. Ved et stævne i Luzern i Schweiz i 1936 havde Josef F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident, nævnt for Willy og hans makker, Kurt Gruber, at det  i betragtning af borgerkrigen i Spanien ville være bedre at de forkyndte et andet sted. De kiggede i ’Årbogen’ for at se hvor der var brug for pionerer og valgte Singapore, Malaya og Thailand. Så da Frank Dewar vendte tilbage til Thailand i begyndelsen af 1937, havde han følgeskab af Willy Unglaube. Kurt Gruber blev imidlertid i Malaya.

I 1938 sluttede en ung australsk pioner, John Edward (Ted) Sewell, sig til de to hårdtarbejdende pionerer i Thailand. Ted var ret ny i sandheden; han havde kun været døbt i to år. Men ved et stævne i Sydney i 1938, hvor broder Rutherford efterlyste brødre til at tjene i lande i Det Fjerne Østen, tøvede Ted ikke med at træffe en beslutning. Som så mange af de første pionerer sagde han straks: „Her er jeg! Send mig.“ — Es. 6:8

Mens Kurt Gruber forkyndte i Penang i september 1939, fortalte en venlig politimand ham at Storbritannien havde erklæret Tyskland krig og at alle af tysk nationalitet som blev fundet i britiske territorier ville blive interneret så længe krigen varede. Han rådede broder Gruber til straks at forlade Malaya. Kurt sprang ind i sin bil, skyndte sig hjem for at hente sine personlige ejendele, og passerede med politimandens hjælp kontrolposterne uden vanskeligheder.  Det lykkedes ham at komme med en kinesisk junke til Bangkok med bilen skjult under en stor bunke kokosnødder. Stor var glæden over nu at være fire pionerer i den store arbejdsmark i Thailand.

Pionerlivet og væggelus

Det var på ingen måde let at forkynde den gode nyhed. Selv om thailænderne generelt er meget venlige og gæstfri, havde meget få af dem direkte kontakt med udlændinge. Det var jo før turismens æra. De var derfor ikke videre åbne over for udlændinge. Sprogskranken komplicerede problemet yderligere, for pionererne talte kun meget lidt thai. Det læsestof de tilbød, var også fremmed, ikke blot indholdsmæssigt, men også sprogmæssigt.

Dertil kom det religiøse miljø og folks tænkemåde, som frembød yderligere udfordringer. Da thailænderne er tilfredse med deres egen tolerante og bekvemme religion, søger de i almindelighed ikke efter noget bedre, og de længes heller ikke efter en Messias der skal bringe dem udfrielse.

Forholdene krævede også at pionererne stillede sig tilfreds med lidt i materiel henseende og at de klarede sig med færre bekvemmeligheder end tidligere. Da de skulle sørge for sig selv økonomisk, kunne de ikke på deres rejser fra sted til sted tillade sig at bo lige så godt som andre udlændinge, som jo var der i forretningsøjemed. Når de kom til en ny by, tog de ind på et billigt hotel som i de fleste tilfælde blev drevet af en kineser. Frank Dewar beretter:

„I havnen eller på jernbane- eller busstationen lejede jeg en rickshaw til mig selv og en til alle mine bogkartoner. For omkring 25 satang (cirka 50 øre dengang) kørte de mig til et lille hotel, hvor jeg talte med portieren og flyttede ind.  Portieren gav mig en lille petroleumslampe og bad en piccolo vise mig vej. Piccoloen viste mig værelset, gav mig et lille håndklæde og fortalte mig hvor badet og toilettet var. Når han var gået, hældte jeg petroleumslampens indhold ud over sengen for at bekæmpe vrimmelen af væggelus, fik lampen fyldt op, tog et bad, spiste, læste lidt og lagde mig til sidst under moskitonettet og dampede af for til sidst at falde i søvn i det trange, indelukkede værelse.“

At rejse i de dage var også noget for sig. En pioner har beskrevet en togrejse fra Bangkok til byen Chiang Mai oppe mod nord. „[Vi] måtte stå ude på perronen [af togvognen] hele natten da der ikke var så meget som en kvadratcentimeter siddeplads tilbage; og ikke nok med det, men gangene [i toget] var fyldt med tasker og kurve, nogle med ænder og høns, og dér sad også folk. Som toget kom længere nordpå blev der sprøjtet vand på os ved hver station, da det var vandkastnings-højtiden, som siameserne er meget glade for. I den tørre tid rejser man med bus i landdistrikterne; vi opdagede at busserne også altid var fyldt med mennesker og dyr. Somme tider måtte vi alle stige af bussen mens der blev læsset en ladning ris på, og så måtte vi kravle ind så godt som vi kunne og få det bedste ud af det.“

Bønner om en oversætter besvaret

I disse allerførste år blev der sået meget af Rigets sandheds sæd i den thailandske arbejdsmark, både i hovedstaden og i provinsen. Broder Dewar arbejdede cirka fire måneder i de nordlige byer og spredte 2491 bøger og brochurer. I tjenesteåret 1939 spredte de tre pionerer som da var der, i alt 4067 bøger og 14.592 brochurer og tegnede 113 abonnementer. Men alt dette læsestof var enten på engelsk, kinesisk eller japansk. Der var endnu ikke nogen publikationer på det lokale sprog med undtagelse af brochuren  Beskyttelse, som var blevet oversat til thai af en studerende som i bytte havde fået et sæt engelske bøger.

Pionererne følte at der i høj grad var brug for en oversætter — en der var en indviet tjener for Jehova og havde et inderligt ønske om at gøre de dyrebare sandheder om Ham og Hans rige tilgængelige for thailænderne. Broder Unglaube skrev til broder Rutherford og fortalte at de ikke havde nogen oversætter. Broder Rutherford svarede: „Jeg er ikke i Thailand; det er I. Hav tro på Jehova og arbejd flittigt, og I vil finde en oversætter.“ Pionererne havde tro og de var udholdende. Jehova skuffede dem ikke.

I december 1939 rejste Kurt Gruber og Willy Unglaube til Chiang Mai, hvor de fandt den oversætter de havde bedt om — Chomchai Inthaphan. Hun var dengang rektor ved den presbyterianske pigeskole. Hun havde studeret ved universitetet i Manila på Filippinerne og var meget veluddannet i thai og engelsk. Da hun også havde dyb kærlighed til Gud og var nidkær for at tjene ham, blev hun snart klar over at det de to pionerer forkyndte, var sandheden.

Trods modstand fra de presbyterianske missionærer og lokkende tilbud fra skolen, indgav Chomchai sin afskedsansøgning og meddelte at hun forlod kirken. * Mens hun stadig arbejdede på skolen, idet hun fortsatte der indtil skoleåret sluttede, begyndte hun at oversætte bogen Frelse. Da der senere blev oprettet et afdelingskontor i Bangkok, blev Chomchai et af de første medlemmer af betelfamilien. I mange år var det Chomchai der oversatte alt. Da hun var meget glad for katte, tog hun sin siameserkat med på Betel. De sidste ti år af sit liv led hun af forskellige sygdomme som hæmmede hende, men hun fortsatte trofast i sin indviede tjeneste indtil hun døde i 1981, 73 år gammel.

 De første lokale forkyndere

Det ser ud til at broder Gruber og broder Unglaube i 1939 havde arbejdet i de nordlige byer Phrae og Nan før de kom til Chiang Mai. I Phrae modtog en sygeplejerske brochurerne Hjem og Lykke og Beskyttelse og gav dem til sin veninde, Buakieo Nantha, som var sygeplejerske i Nan, og sagde til hende at de to udlændinge snart ville komme til Nan. Buakhieo var opvokset som buddhist men var to år tidligere blevet presbyterianer efter at hun havde gået på en  presbyteriansk kostskole og var blevet uddannet til sygeplejerske på et kirkehospital i Chiang Mai. Hun læste de to brochurer med stor interesse. Så da de to pionerer kom til Nan, var hun parat til at studere Bibelen.

Da Buakhieo blev sendt til Chiang Mai for at blive videreuddannet, traf hun igen Kurt og Willy, som da holdt regelmæssige møder med en gruppe interesserede. Chomchai præsenterede pionererne for Kham-ai Chaiwan, som var rektor ved det presbyterianske præsteseminarium. Efter at de havde drøftet emner som treenigheden, helvede og sjælen, var han klar over at Jehovas Vidner forkyndte den sandhed han havde søgt. Han fik medlidenhed med Kurt og Willy og opfordrede dem til at forlade det billige hotel de boede på, og flytte ind hos ham. Han gjorde fremskridt i sandheden. Da hans arbejdsgiver lagde pres på ham for at få ham til at gå på kompromis med Bibelens principper, lod han sig ikke rokke, heller ikke selv om det betød at han mistede sit arbejde og udsigten til pension.

Efter fire års hårdt arbejde begyndte de fire udenlandske pionerers anstrengelser at bære frugt. I 1940 blev Buakhieo Nantha, Chomchai Inthaphan, Chomchais kødelige søster Kaeomalun, og Kham-ai Chaiwan og hans kone, Buakhieo, døbt som de første indfødte Jehovas vidner i Thailand.

Fra slægtning til slægtning

Ligesom Jesu første disciple var ivrige efter at fortælle deres slægtninge om at de havde fundet Messias, tøvede disse nye disciple ikke med at forkynde den gode nyhed for deres familie og venner. (Jævnfør Johannes 1:41.) Broder Kham-ai havde en slægtning, Kham Raksat, som var ældste i kirken i San Kamphaeng, ikke langt fra Chiang Mai; ja, det var ham der havde bygget kirken. Kham var, ligesom Kham-ai, en oprigtig mand der søgte sandheden. Han  indbød Kurt, Chomchai og hendes søster, Kaeomalun, til at komme hen i kirken og forklare Bibelen. Det blev de presbyterianske missionærer rasende over, og de fik nogle skolelærere til at jage Vidnerne væk. Denne ukristne adfærd gjorde imidlertid Kham endnu mere besluttet på at fortsætte med at studere Bibelen med Vidnerne. Nogle år senere blev der oprettet en menighed i San Kamphaeng. Kham blev præsiderende tilsynsmand, og han satte stolt skiltet „Jehovas Vidners Rigssal“ op på sit hus. I de senere år er mange i familierne Chaiwan og Raksat kommet med i sandheden.

Efter lange og indgående drøftelser lykkedes det Chomchai og Kaeomalun at overbevise deres moder om sandheden. Ligesom alle de øvrige der kom i sandheden i Thailand i den første tid, var hun tidligere navnkristen, og hun havde været meget aktiv i den lokale kirke i Ban Paen, cirka 30 kilometer syd for Chiang Mai. Da hun forlod kirken skabte det en del røre i landsbyen. Men hendes mod og beslutsomhed gav gode resultater, for flere i den landsby tog imod sandheden, og der blev med tiden dannet en menighed.

Fra Chomchais moder spredtes sandheden til  Chomchais kusines familie i Chom Thong, en egn i Chiang Mai-provinsen. Her blev der senere dannet endnu en gruppe af Vidner.

De første der reagerede positivt på forkyndelsen af den gode nyhed i Thailand, især i den nordlige del af landet, hvor der var protestantiske grupper i flere byer og landsbyer, var altså folk med en navnkristen baggrund. Der skulle gå endnu et godt stykke tid før den første buddhist tog imod Bibelens sandhed.

Arbejdet fortsætter til trods for den anden verdenskrig

Eftersom Thailand var neutral i begyndelsen af den anden verdenskrig, kunne de udenlandske pionerer og de lokale forkyndere uhindret fortsætte forkyndelsesarbejdet. Mens Kurt Gruber og Willy Unglaube havde disse spændende oplevelser i de nordlige provinser, blev Ted Sewell i hovedstaden, hvor en interesseret familie fra Sri Lanka sluttede sig til ham i forkyndelsesarbejdet. Da søster Chomchai i 1941 flyttede til Bangkok, modtog denne familie hende venligt i deres hjem. Efterhånden viste andre, hovedsagelig kinesere, interesse, og en menighed blev oprettet.

Edith Mungsin, der nu er i firserne, husker stadig sit første møde med menigheden i Bangkok: „Jeg stiftede bekendtskab med Bibelen i en protestantisk skole. Efter at min fader, som var englænder, var død under den første verdenskrig, blev mine tre søstre og jeg sendt til en protestantisk kostskole i Chiang Mai, hvor vi også havde bibeltimer. Jeg lærte altså fra barndommen om Jesus Kristus og hans liv, og dyb kærlighed til og respekt for ham slog rod i mit hjerte. Men en hel del spørgsmål om Bibelen forblev ubesvarede, da jeg var for frygtsom til at spørge nogen, og vi elever var bange for lærerne. Senere boede jeg et stykke  tid i Singapore og vendte tilbage til Thailand i 1941. På en tur til Chiang Mai besøgte jeg også Kham-ai Chaiwan, som jeg huskede som en leder i det presbyterianske samfund der. Da jeg skulle nå toget til Bangkok den dag, fik han ikke forkyndt ret meget for mig. Men han gav mig dog tre brochurer og tilskyndede mig til at læse dem.

I toget tog jeg skyndsomt brochurerne frem og læste dem fra ende til anden. Jeg var begejstret for forklaringerne af Bibelens lære, og samtidig forbavset, fordi disse oplysninger var så forskellige fra det jeg havde lært i skolen. Da jeg gerne ville finde ud af hvad der var sandheden, ledte jeg efter Jehovas Vidner i Bangkok. Da jeg fandt det sted de holdt møder, havde de netop et bibelstudium. Så jeg satte mig ned og lyttede. En af de 12 der var til stede, kendte jeg vældig godt — Chomchai, som havde været lærer på den skole jeg havde gået på; vi var meget glade for at mødes igen.

Som følge af min voksende kundskab om og forståelse af Bibelen, holdt jeg op med at gå i kirke. Jeg skilte mig også af med det kors jeg gik med om halsen. To ældste fra kirken besøgte mig og prøvede at få mig til at vende tilbage til kirken. De sagde til mig: ’Tro ikke på disse falske vidner!’ Jeg sagde til dem: ’Lad mig først studere Bibelen og blive sikker. Hvis Jehovas Vidner er forkert på den, vil jeg vende tilbage til jeres kirke.’ De kom aldrig igen.“

Den japanske invasion skaber vanskeligheder

Som Anden Verdenskrig rasede videre og Japan udbredte sin indflydelse i Asien og Stillehavsområdet, kom Thailand også til at mærke til krigen. George Powell, en australier der havde ført tilsyn med Selskabets depot i Singapore før arbejdet blev forbudt der, og som så flyttede til Thailand, husker at søster Chomchai en morgen i december  1941 kom løbende ned ad trappen mens hun råbte: „Det er sket!“ Ja, det var lige blevet meddelt i radioen at japanerne var begyndt at gå ind i Thailand. Selv om de japanske militærstyrker ikke blandede sig meget i lokalbefolkningens hverdag, blev de økonomiske forhold forværret. (Den berømte bro over floden Kwai [Khwae Noi] og „dødens jernbane“ blev bygget af udenlandske krigsfanger.) Og at landet var besat af en fremmed magt som var en af Nazitysklands allierede, kunne ikke undgå at berøre vort forkyndelsesarbejde.

I 1941 var to tyske pionerer, Hans Thomas og Wolfhelm Fuchs, der havde tjent i Nederlandsk Ostindien (nu Indonesien), blevet sendt til det stadig neutrale Thailand. Efter at den japanske invasion var begyndt, kom alle de udenlandske pionerer imidlertid ud for hindringer i deres forkyndelsesarbejde, enten fordi de var statsborgere i lande som Japan eller dets allierede, Tyskland, var i krig med, eller fordi de var statsborgere i Tyskland, som bittert modstod Jehovas vidner. I Japan havde Vidnerne allerede i nogle år været under forbud.

 Ikke mange dage efter invasionen arresterede de japanske myndigheder og det thailandske politi George Powell og Ted Sewell og satte dem i en interneringslejr i Bangkok i de tre år og otte måneder som krigen endnu varede. I 1942 blev tyskerne Kurt Gruber, Hans Thomas og Wolfhelm Fuchs arresteret, og depotets bøger og brochurer blev konfiskeret. Willy Unglaube undgik at blive arresteret fordi han var oppe nordpå på det tidspunkt. Selv om de japanske myndigheder under hele krigen ihærdigt forsøgte at finde ham, undgik han at blive fanget.

De lokale forkyndere fik for det meste lov at fortsætte. Men når de forkyndte fra hus til hus, især i Bangkok, fulgte civilklædte japanske kriminalbetjente efter dem. Efter at en forkynder var gået ud af et hus, gik betjentene ofte ind i huset og udspurgte, eller truede, de mennesker der var blevet besøgt.

Engang da søster Chomchai og søster Buakhieo forkyndte i den nordlige by Nan, undersøgte politiet deres tasker og tog søstrene med på politistationen. Selv en lokal ældste i en kirke, Duangkaeo Jarityonphan, som de havde haft flere samtaler med, blev arresteret. Chomchai og Buakhieo blev tilbageholdt i dagevis før sagen blev afgjort. De var tilsyneladende blevet falskeligt anklaget for at være en femte kolonne af en romersk-katolsk præst som ikke kunne lide at de forkyndte. For øvrigt kom Duangkaeo, der var ældste i kirken, senere med i sandheden.

Afskåret — men ikke ladt i stikken

Efter at de tre tyske brødre var blevet arresteret, blev de holdt i forvaring af det japanske militær. I tre dage og tre nætter blev de afhørt uafbrudt samtidig med at de blev grusomt slået. Officererne forlangte at de skulle underskrive en erklæring på japansk som de ikke ville oversætte. Da brødrene nægtede, råbte en officer vredt: „Vi er ligeglade  med hvad I siger om himmelens rige, men hvad jorden angår, så er det japanerne der kommer til at regere!“

Hans Thomas beretter: „Eftersom vi ikke var nazister, gjorde den tyske ambassade absolut intet for os. Ja, de sagde til os: ’I ved hvad der ville være sket med jer i Tyskland!’ Til sidst, efter at vi havde været holdt i militær fangenskab i ugevis, anmodede vi de thailandske myndigheder om venligst at gøre noget for os. Når alt kom til alt var vi jo indvandret legalt til Thailand for med regeringens tilladelse at udføre vort missionsarbejde. Og da vi ikke havde gjort noget mod den thailandske regering, så vi ingen grund til at de japanske militærmyndigheder skulle holde os i fangenskab. Eftersom Thailand var kendt for at være et frit land og ikke formelt var underlagt japansk herredømme men kun havde indgået en venskabsaftale med Japan, anmodede vi om at blive overgivet til de thailandske myndigheder. Til sidst blev vores anmodning imødekommet.“

Pionererne blev bragt til CID (kriminalpolitiets hovedkvarter) og tilbageholdt der. De lokale brødre kunne besøge dem og forsyne dem med daglige fornødenheder. Mens de var hos CID, indkom der en rapport om sagen med de søstre der var blevet arresteret i Nan. Den overordnede embedsmand arbejdede også med de tyske brødres sag. Da han læste rapporten fra Nan, sagde han: „Åh, Chomchai! Vagttårnet! Jeg kender disse mennesker. De er ikke farlige.“ Der blev sendt besked til Nan om at løslade Vidnerne og lade sagen falde. Kort efter blev Kurt, Hans og Wolfhelm også sat på fri fod. Tilfældigvis havde denne embedsmand tidligere været i brødrenes hjem i Bangkok for at studere Bibelen.

Der blev også sørget for de tyske pionerer på en anden måde. Da de var afskåret fra al kommunikation med Jehovas  organisation uden for Thailand, var de, så at sige, overladt til sig selv. Samtidig måtte de være meget forsigtige for ikke at blive fanget af de japanske myndigheder. Nogle måneder før den japanske invasion havde pionererne ledet et bibelstudium med direktøren i et schweizisk import- og eksportfirma. Denne venlige mand blev nu pionerernes redning, idet han ansatte dem som sælgere af papirvarer på kommissionsbasis. Den slags arbejde passede dem godt. De var ikke blot i stand til at dække deres daglige behov, men kunne også lægge så mange penge til side at de lokalt kunne få trykt brochurer for at supplere de svindende forsyninger af læsestof. Og når det så ud til at trække op til vanskeligheder i distriktet, kunne de altid grave nogle papirvarer frem fra bunden af deres store tasker.

De to australske pionerer i interneringslejren blev heller ikke „ladt i stikken“. (2 Kor. 4:9) George Powell siger: „Vore trofaste tyske brødre og thailandske søstre svigtede os aldrig i disse usikre dage. Den frugt de bragte os var meget velkommen, men det at vi sammen kunne opmuntres ved hinandens tro var langt mere forfriskende og gjorde livet mere udholdeligt og fuldt af håb.“

Hvad gjorde brødrene efter at den japanske besættelse havde afskåret alle forsyninger af åndelig føde? De fortsatte med at holde regelmæssige møder, også det ugentlige vagttårnsstudium. Da der ikke længere kom nye blade, begyndte de at bruge de gamle, i omvendt rækkefølge. „The Watchtower for 1. november 1941 med artiklen ’Demon Rule Ending’ var det sidste vi havde modtaget,“ erindrer broder Thomas. „Fra dette nummer studerede vi bagud år for år og håbede at krigen en dag ville slutte og vi igen kunne komme i kontakt med Selskabet. Der gik mere end fire lange år. Vi var ved at studere bladene fra 1936 da de nye blade begyndte at ankomme.“

 Styrket til aktiviteten efter krigen

Den 24. november 1945, næsten på fireårsdagen for den afbrudte kommunikation, kom der et telegram fra Selskabets præsidents kontor i Brooklyn, USA, som oplyste brødrene om at det verdensomspændende forkyndelsesarbejde nu blev udført i større omfang end nogen sinde før. Efter at japanerne havde overgivet sig i august og broder Powell og broder Sewell som følge deraf var blevet løsladt, blev der truffet foranstaltninger til at flytte depotet til et mere passende sted, et sted som var stort nok til at der også kunne holdes møder der. Med de thailandske myndigheders hjælp lejede man en ejendom i Soi Decho, en sidegade til Silom Road.

Før og under krigen havde pionererne haft travlt med at så sandhedens sæd, med det resultat at der nu var en kerne af interesserede. Det var derfor meget betimeligt at brødrene i 1946 modtog en forsendelse af Theocratic Aid to Kingdom Publishers, Yearbook og Organisations Instruktioner. Pionererne pløjede sig grådigt gennem disse værdifulde hjælpemidler for at „indhente det forsømte“, og også for at kunne videregive de nye oplysninger til deres interesserede venner. Flere nye var begyndt at forkynde, men de manglede stadig at få en bredere forståelse af teokratisk organisation.

Pionererne anstrengte sig flittigt for at udbrede den gode nyhed ved hjælp af denne nye forsyning af læsestof. I tjenesteåret 1946 spredte de 14 forkyndere og pionerer 14.183 bøger og brochurer og påbegyndte 47 bibelstudier. Hvilken bedrift af denne lille gruppe!

En milepæl blev nået da man begyndte at udgive Vagttårnet på siamesisk (thai) fra 1. januar 1947. Det var en månedlig udgave på 200 duplikerede eksemplarer. De thailandske brødre var jublende glade for nu regelmæssigt at modtage fast åndelig føde på deres eget sprog. Nu var der ikke længere brug for en tolk ved vagttårnsstudiet.

 Det første besøg af Selskabets præsident

I april 1947 aflagde Vagttårnsselskabets daværende præsident, Nathan H. Knorr, ledsaget af sin sekretær, Milton G. Henschel, sit første besøg i Thailand. Denne begivenhed blev markeret med afholdelsen af det første stævne nogen sinde i Thailand. Det offentlige foredrag med titlen „Glæde for hele Folket“ blev holdt i auditoriet på Chulalongkorn-universitetet i Bangkok. Der var 275 tilhørere.

Foredraget fik god omtale i de lokale aviser. To aviser anklagede imidlertid broder Knorr for at have krænket buddhismen i foredraget. En så følsom anklage førte straks til at sagen blev undersøgt af betjente fra CID. Det viste sig at der ikke var blevet fremsat nogen stødende udtalelser eller bemærkninger. Redaktørerne på begge aviser undskyldte  offentligt at de havde fejlinformeret Bangkoks borgere og at de havde behandlet N. H. Knorr og Vagttårnets Selskab uretfærdigt. Flere andre aviser offentliggjorde Selskabets svar på kritikken, hvorved der blev aflagt et endnu større vidnesbyrd om sandheden end i selve foredraget.

Nu et afdelingskontor

Under broder Knorrs besøg blev der truffet foranstaltninger til at få arbejdet bedre organiseret. Til glæde for brødrene og søstrene på depotet i Bangkok meddelte broder Knorr at George Powell, når han senere samme år var udgået fra Vagttårnets Bibelskole Gileads ottende klasse, ville vende tilbage til Thailand som afdelingstilsynsmand. Der blev således oprettet et afdelingskontor i Thailand den 1. september 1947.

Kort efter blev Kurt Gruber udnævnt som kredstilsynsmand og skulle besøge de fire menigheder i nord og den ene der var i Bangkok. Disse besøg øgede brødrenes værdsættelse af teokratiske ordninger og fremgangsmåder, deriblandt betydningen af at rapportere den tid der anvendes i forkyndelsen. Som følge af dette steg det samlede forkyndertal i tjenesteåret 1948 fra 31 til 65.

Der kom yderligere skub i arbejdet efter at det første kredsstævne var blevet afholdt i Chiang Mai i april 1948. Forestil jer brødrenes overraskelse og glæde da de ved stævnet overværede den teokratiske skole for allerførste gang! Mange af dem kom fra små byer på landet og havde ikke gået meget i skole, men fra nu af kunne de drage nytte af den teokratiske uddannelse og oplæring som Jehova gennem sin organisation gav sit folk overalt.

Ordningen med offentlige foredrag som var begyndt i mange lande tre år tidligere, blev nu indført i Thailand. Især i Bangkok blev de offentlige foredrag averteret ved  hjælp af løbesedler og højttalerbiler. Folk overværede disse møder i den lokale rigssal og på offentlige skoler. Engang blev der holdt et offentligt foredrag i Buddhistforeningen i Bangkok. Det var ret usædvanligt at se 125 buddhistmunke, klædt i deres gule gevanter, sidde pænt på række og lytte opmærksomt til et foredrag om Bibelens ægthed. Bagefter stillede de flere spørgsmål. Yearbook for 1949 kommenterede begivenheden således: „Mange af disse præster er veluddannede, og de er, i modsætning til præster i det katolske hierarki, tolerante, dannede og høflige.“

Gileadmissionærer påbegynder et nyt kapitel

For at styrke den lokale organisation indbød Selskabet broder Gruber og broder Thomas til at komme i Gileadskolens 15. klasse. Deres afslutningshøjtidelighed blev holdt  ved det internationale stævne Teokratiets Vækst på Yankee Stadium i New York den 30. juli 1950. Da de vendte tilbage, sluttede de sig til fem andre gileadmissionærer (foruden George Powell) som var ankommet i mellemtiden — Alfred Laakso fra den syvende klasse og Joseph E. Babinski, Donald Burkhart, Gerald (Jerry) Ross og Darrow Stallard, alle fra den 12. klasse.

I 1951 og 1952 ankom der flere gileadmissionærer. Blandt dem var Guy Moffatt fra England og Neil Crockett fra New Zealand (som begge først var blevet sendt til Malaysia), Esko og Anja Pajasalmi og Elon og Helvi Harteva fra Finland, samt Eva Heibert og Maguerite Rood fra  Canada. Ved slutningen af tjenesteåret 1952 tjente cirka 20 gileaduddannede missionærer i Thailand.

Med så mange missionærer til at fremme arbejdet blev der oprettet missionærhjem forskellige steder i landet, deriblandt i Chiang Mai, Nan og Lampang i nord, Nakhon Ratchasima i det centrale Thailand og Nakhon Si Thammarat og Songkhla i syd. (Siden har der også for en tid været sendt missionærer til Khon Kaen, Ubon Ratchathani, Udon Thani og Nakhon Sawan.) Disse missionærhjem blev teokratiske fæstninger for brødrene, idet de var lokale centre for tiltrængt åndelig støtte og opmuntring.

En udfordring at lære et nyt sprog

Et grundlæggende krav til en effektiv missionær er at han kan tale med folk på deres eget sprog — en kæmpemæssig udfordring for mange missionærer i Thailand. Problemet med det thailandske sprog er ikke at det har en kompliceret og indviklet grammatik. Faktisk er grammatikken enkel, da der ikke findes kendeord, endelser, køn, bindeord, kasusbøjninger eller flertal at bekymre sig om.

I modsætning til kinesisk, der har billedskrifttegn, har thai et fonetisk alfabet bestående af 44 konsonanter og 32 vokaler som kan sættes sammen til stavelser. Det der især adskiller dette sprog fra vestlige sprog, er imidlertid dets tonale karakter, som det har tilfælles med kinesisk. På thai er der fem forskellige toner. Afhængigt af tonen kan et ord eller en stavelse have flere, og somme tider helt modsatte, betydninger. For eksempel betyder „khao“ „ris“ når det siges i en faldende tone; i en lav tone betyder det „nyhed“. Hvis det samme ord siges i en stigende tone betyder det „hvid“, og i en almindelig, eller jævn, tone bliver det til „stank“. Så en ny missionær siger måske at han bringer „god ris“, „god hvid“ eller „god stank“ i stedet for en „god nyhed“.

 At mestre sådanne særegenheder (deriblandt nogle vokallyde som er helt anderledes end i de fleste vestlige sprog) kræver øvelse, tålmodighed og vedholdenhed. Og som med alle andre sprog, vil en nyankommen være tilbøjelig til at begå fejl der kan være ret pudsige. Da en missionær skulle forklare forskellen mellem Jehovas Vidner og kristenhedens andre trossamfund, ville hun fortælle den besøgte at vi ikke bruger kors. Hvad hun sagde, var imidlertid at vi ikke bruger „bukser“. „Heller ikke mændene?“ spurgte den besøgte undrende. „Ingen,“ svarede søsteren med eftertryk.

De fleste af de første udenlandske pionerer og de første gileadmissionærer lærte sproget på egen hånd. Senere indførte Selskabet et særligt program for at hjælpe nye missionærer til at lære det lokale sprog der hvor de blev sendt hen. At sidde og slide med sproget 11 timer om dagen den første måned og fem timer om dagen den anden måned, var ikke nogen let opgave. Missionærerne har imidlertid værdsat denne ordning meget, for den har hjulpet dem til at gøre deres forkyndelse og undervisning mere effektiv.

Mindre iøjnefaldende end faranger

Et højdepunkt i forbindelse med broder Knorrs andet besøg i april 1951 var indførelsen af specialpionertjenesten. Dygtige lokale brødre og søstre fik til opgave at hjælpe menigheder i forkyndelsesarbejdet og at åbne nye distrikter. Da indfødte pionerer ikke behøvede at kæmpe med det lokale sprog og var mindre iøjnefaldende end de lyshudede faranger eller udlændinge, har de spillet en betydningsfuld rolle i forbindelse med at udbrede budskabet og hjælpe nye. I øjeblikket er der cirka 70 specialpionerer (over 6 procent af det samlede antal forkyndere).

Søster Buakhieo Nantha og søster Somsri Phanthuphrayun (nu Darawan) var de første specialpionerer der blev udnævnt, og de blev sendt til Nakhon Si Thammarat i den  sydlige del af landet. Broder Sa-ngat Mungsin, en anden specialpioner, blev sendt til Chiang Rai, den nordligste provins ved grænsen til Myanmar. De pionerer som havde været der før, havde spredt meget læsestof disse steder, og specialpionererne var nu ivrige efter at følge deres arbejde op og påbegynde bibelstudier.

De to specialpionersøstre i Nakhon Si Thammarat traf Kruamat, en ung buddhistisk kvinde der havde sin egen forretning med kjolesyning. Eftersom hun ikke havde noget ønske om at skifte religion, krævede det mange besøg og venlig overtalelse at få hende til at tage lidt tid fra syarbejdet og bruge den til at drøfte nogle få paragraffer i bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Men da hendes interesse først var vakt, studerede hun ivrigt Bibelen, og trods modstand fra familie og venner begyndte hun at komme sammen med Vidnerne og at forkynde den gode nyhed. Kort tid efter sin dåb blev hun pioner. Søster Kruamat giftede sig senere med missionæren Neil Crockett, og de virkede nogle år i kredstjenesten. I øjeblikket er hun specialpioner i en menighed i Bangkok hvor Neil tjener som ældste.

Retsindige hjælpes trods trusler på livet

Da broder Sa-ngat forkyndte i byen Mae Sai ved grænsen til Myanmar havde han en oplevelse der viser at retsindige mennesker som hungrer efter sandhed og retfærdighed, vil blive fundet til trods for at de bor isoleret eller møder modstand. I oktober 1951 traf han en ung kvinde, Karun Chuthiangtrong, som var vokset op i en buddhistisk familie der praktiserede forfædredyrkelse i overensstemmelse med den kinesiske tradition. Hun beretter følgende om sin baggrund:

„Som teenager spurgte jeg ofte min bedstemoder hvor vi kom fra og hvad der skete efter døden. Men de legender og fabler jeg fik fortalt som svar på min spørgen tilfredsstillede  mig ikke. I 1945, da jeg var 19 år gammel, sendte en slægtning i Chiang May familien Det Nye Testamente på thai. Jeg begyndte at læse det og lagde mærke til at det omtalte Gud som Skaberen og nævnte håbet om evigt liv. Jeg husker at der blandt det læsestof vores slægtning havde sendt os, var to brochurer fra Vagttårnsselskabet. Dengang opfattede jeg det imidlertid sådan at der kun fandtes én kristen trosretning.

I 1946 blev jeg døbt i den presbyterianske kirke. Fyldt med nidkærhed efter at fortælle andre om frelsens budskab, ønskede jeg at blive prædikant. Jeg ansøgte flere gange om at komme på skoler der uddannede prædikanter, både i Thailand og i nabolandet Myanmar. Men af en eller anden grund blev det aldrig til noget.“

Da broder Sa-ngat forkyndte for Karun og var i stand til at besvare hendes spørgsmål klart og på en fornuftig måde, tog hun imod bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Det varede ikke længe før hun genkendte sandheden i den gode nyhed. Men det varede heller ikke længe før der kom modstand. Hun fortæller videre: „Når vi havde vore bibeldrøftelser blev der ofte kastet sten mod vores hus, eller folk kom og lavede en masse støj udenfor for at forstyrre os. En dag kom en ældste fra kirken sammen med en politibetjent som tilfældigvis var hans yngre broder, og prøvede at skræmme mig  ved at true med at jeg ville blive arresteret hvis jeg ikke holdt op med at komme sammen med Jehovas Vidner. Broder Sa-ngat blev gang på gang truet på livet af en gruppe der var kendt som Sorte Hånd. Selskabet fandt det derfor tilrådeligt at sende ham til Songkhla i det sydlige Thailand.“ Ikke længe efter blev broder Sa-ngat skudt en aften i 1953; sagen blev aldrig opklaret.

I mellemtiden begyndte Karun at forkynde den gode nyhed. Nu helt alene og 320 kilometer fra den nærmeste menighed, fortsatte hun modigt med at forkynde, og hun blev styrket af kredstilsynsmandens besøg og af det læsestof afdelingskontoret regelmæssigt sendte til hende. Efter sin dåb i november 1952 virkede søster Karun i over 20 år i heltidstjenesten, og hun forkynder, trods modgang, stadig trofast budskabet om sand frihed.

„Et mærkeligt navn for en Guds mand“

De første pionerer spillede en betydningsfuld rolle i forbindelse med at få arbejdet etableret i Thailand. Skønt de var få, forkyndte de utrætteligt i det vidtstrakte distrikt. Der gik år før de så resultater i form af nye disciple. Men de holdt ud. De havde ’lagt hånden på ploven’, og de fortsatte uden at standse. — Luk. 9:62.

Efterhånden forlod de fleste af dem Thailand for at tjene andre steder. Med uformindsket nidkærhed, samt kærlighed til Jehova og næsten, holdt de ud i heltidstjenesten, nogle indtil deres død, andre til den dag i dag. Efter at have været pioner i over 50 år sagde Willy Unglaube: „Når jeg ser tilbage, synes det kun at være en kort tid. At gå bud for Jehova er den mest vidunderlige tjeneste man kan udføre på jorden. Selvfølgelig må man have tro, megen tro, for at overvinde alle hindringerne. Men jeg tænker altid på Ordsprogene 18:10. Ja, havde jeg ikke taget pionertjenesten op, ville jeg ikke have haft mulighed for at erfare hvordan Jehova  tager sig af sine tjenere hvis de stoler på ham. Når jeg tænker på profetien i Esajas 2:2, ved jeg at der stadig er meget der skal gøres, og jeg ønsker fortsat at have en andel i dette arbejde indtil Jehova siger det er nok.“ Broder Unglaube tjente stadig som pioner i Tyskland da han afsluttede sit jordiske livsløb for flere år siden. En mand i distriktet bemærkede engang at „Unglaube“ (der betyder „vantro“ på tysk) sandelig var „et mærkeligt navn for en Guds mand“.

Og hvad med Frank Dewar, den første der blev i Thailand og forkyndte den gode nyhed? Hans teokratiske virke førte ham til forskellige andre lande på det asiatiske kontinent, deriblandt Burma, Kina og Indien. I 1966 vendte han tilbage til Thailand, hvor han og hans burmesiske kone, Lily, stadig tjener som specialpionerer i den nordlige by Chiang Rai. Hans søn, Donald, har tjent som kredstilsynsmand i Myanmar, og tjener nu på Betel i Yangon (Rangoon).

Missionærer prøvet

Som „de fries land“ har Thailand altid indrømmet sine statsborgere trosfrihed. Og thailandske buddhister er af natur tolerante. Der har derfor aldrig været en fjendtlig indstilling fra regeringens side eller åben forfølgelse. Denne frihed til uhindret at forkynde den gode nyhed skulle man forvente ville lette og sætte fart i arbejdet.

I løbet af 1950’erne voksede forkyndertallet støt. Mange udenlandske missionærer har imidlertid stået over for en særlig slags prøve, som nogle af dem ikke klarede. Kaarle Harteva, Elon Hartevas yngre broder, som udgik fra Gileads 20. klasse og var missionær i den periode, forklarer: „Det var naturligvis rart at folk var venlige, men efter et stykke tid blev denne venlighed en stor belastning for mange missionærer. Den var, og er stadig, en del af kulturen og udgør ofte en blød mur af modstand som er svær at  overvinde. Derfor havde vi kun sjældent dybe og alvorlige samtaler.“

På grund af folks buddhistiske baggrund krævede det også megen tålmodighed at hjælpe nye til fuldt ud at forstå Bibelens sandheder og bringe deres liv i overensstemmelse med Jehovas normer. „Vores livsform i den nye verdens samfund var så anderledes,“ fortsætter broder Harteva, „men folks baggrund var også meget anderledes, med rod i en meget tolerant religion. Mange ældre søstre på den tid tyggede betelnød, hvilket farvede deres tænder sorte som ibenholt. Andre søstre røg hjemmelavede 25 centimeter lange cigarer der var rullet i tørre bananblade, og det endda når de gik fra hus til hus. Man kunne næsten kende dem på de ’røgsignaler’ de opsendte i landsbyen. Jeg kan også stadig huske at brødrene røg ved kredsstævnerne.“ Efterhånden aflagde de naturligvis disse ubibelske vaner.

En del missionærer fik prøvet deres udholdenhed og hengivenhed for arbejdet når de fandt ud af at det ville tage dem lang tid at lære at tale sproget så godt at de kunne undervise og holde foredrag. Og senere, da væksten blev langsommere og der gik år uden at der kom en eneste ny discipel til, blev nogle modløse.

Andre missionærer har imidlertid gjort deres distrikt til deres hjem. Efter 20, 30 eller endnu flere år opfylder de stadig deres forpligtelser som missionærer og sætter et godt eksempel.

Nogle af de gifte missionærer har senere fået børn og har af den grund forladt missionærgerningen. Meget prisværdigt har nogle af parrene besluttet sig til at blive i Thailand, hvor behovet for modne forkyndere er så stort.

Selskabets film åbner folks øjne

Med kun én forkynder for hver næsten 100.000 indbyggere var Jehovas Vidner i 1950’erne kun lidt kendt i landet.  Filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed viste sig derfor at være en stor hjælp til at oplyse folk om Jehovas Vidners arbejde. Vidnerne selv fik også stor gavn af denne film, for den åbnede deres øjne for at Jehovas organisation er verdensomspændende, og det fik dem til at føle sig nærmere knyttet til den. Tidligere havde kun få af dem kunnet forestille sig hvor stor og omfattende Jehovas synlige organisation er og hvor effektivt den virker.

Esko Pajasalmi viste filmen i den nordlige del af Thailand og i Bangkok. Hvordan averterede han filmen? „Først på dagen satte vi et filmlærred op på landsbyens sportsplads hvor alle landsbyboerne let kunne se det,“ siger han. „Så besøgte vi skolen og gik lige ind i hvert klasseværelse og gav eleverne og lærerne en kort meddelelse. På den måde fik hele landsbyen nyheden. Efter solnedgang kom sælgere med deres lokale delikatesser — peanuts og stegte, kogte og bagte bananer, såvel som andre snacks — én efter én hen til sportspladsen. De stillede deres små boder op og oplyste dem med små petroleumslygter som var lavet af tomme mælkedåser. Snart nærmede sig fra alle retninger hvad der så ud som sværme af ildfluer. Men det var vore tilskuere med bittesmå petroleumslygter. De kom i hundredvis, ja ofte i tusindvis for at se vores film.“

Filmen blev ofte vist usædvanlige steder. En af de førende buddhistiske lærde i det nordlige Thailand, Khun Maha Phon, studerede i et stykke tid Bibelen med Esko, og han ønskede at de buddhistiske munke og lægfolket skulle se hvad Den Nye Verdens Samfund var for noget. „Så vi havde flere forevisninger hvor der var mange gulklædte munke blandt tilskuerne,“ mindes broder Pajasalmi. „Nogle gange viste vi filmen i selve wat’en [templet]. Jeg sad foran en buddhafigur der var seks til otte meter høj, og betjente fremvisningsudstyret. Lærredet var udspændt tværs over  hovedindgangen, og folk sad på gulvet og så filmen. Det var underligt at forkynde om Jehova og hans rige i et buddhistisk tempel.“

Den største hyldest Jehovas Vidner modtog i Chiang Mai kom fra samme buddhistiske lærde, Khun Maha Phon. Broder Pajasalmi fortæller: „Han indbød os til at holde et foredrag og vise filmen i Buddhistforeningens auditorium, hvor han introducerede os på denne måde: ’I undrer jer måske over hvorfor jeg, en buddhist, har indbudt Jehovas Vidner til at vise deres film og holde foredrag i dette auditorium. Jeg har studeret med en af dem i mange måneder, og jeg kan fortælle at de er anderledes end alle andre kristne trossamfund vi har set her. De arbejder hårdt med at forkynde, og de praktiserer det de forkynder. De udfører endda selv arbejdet på deres missionærhjem. Hvis nogen af jer, efter at have set filmen, finder fred i det budskab Jehovas Vidner forkynder, vil det kun glæde mig.’“ Så mens de såkaldte kristne havde travlt med at angribe Jehovas Vidner, viste disse såkaldte hedenske buddhister langt større frisind.

Kaarle Harteva koncentrerede sig om at vise den samme film i de større byer i den nordøstlige del af landet. „Det er forbavsende hvordan vi somme tider klarede den,“ bemærker han. „Engang brød vores generator sammen midt under forevisningen. Idet jeg håbede at ikke alle de mere end tusind tilskuere ville gå, fór jeg ned til byen på en lejet trehjulet cykelrickshaw for at finde en anden generator. Da jeg kom tilbage, så jeg til min overraskelse at der var flere mennesker som ventede på at se filmen end da jeg tog af sted. Efter forevisningen var min makker og jeg ude af stand til at uddele en traktat til hver enkelt i denne store menneskemængde. Så vi kastede blot traktaterne op i luften. Ikke en eneste faldt ned på jorden.“

 En friluftsforestilling foran provinsrådhuset i Kalasin satte tilskuerrekord — der var over 4200 til stede. Tusinder flere så filmen i Lumpini Park i Bangkok da den blev vist hver dag under en ugelang udstilling i forbindelse med grundlovsdagen.

’Vi talte til over midnat’

I 1952 var Elon Harteva og hans kone, Helvi, blandt de første missionærer der blev sendt til Nakhon Ratchasima, den største by i det centrale Thailand. Med Nakhon Ratchasima som udgangspunkt besøgte Elon andre byer i denne halvtørre egn af landet. I Khon Kaen traf han hr. Seng Buawichai, en lokal prædikant i Det Kristne Missionsforbund.

Da hr. Seng allerede nærede nogen tvivl om treenighedslæren, hilste han en drøftelse af emnet velkommen. „Vi blev ved med at tale til over midnat,“ fortæller Elon Harteva. „Og klokken fire næste morgen vækkede hr. Seng mig og begyndte at stille flere spørgsmål. De fleste huse havde endnu ikke elektricitet. Vi sad på hug på gulvet og læste Bibelen i det svage lys fra petroleumslamperne.

Ved mit næste besøg havde hr. Seng inviteret flere andre navnkristne og havde arrangeret et offentligt foredrag i sit hus. Nogle af de tilstedeværende kom fra afsidesliggende landsbyer. For at komme til en af disse interesserede måtte jeg gå 11 kilometer gennem rismarker og jungle. Da jeg  nåede landsbyen blev jeg meget overrasket over at finde en lille sala [hytte] bygget på pæle og med form som et lille vagttårn. Manden havde ikke blot Bibelen men også nogle numre af Vagttårnet, som han brugte til at forklare Bibelen for besøgende som standsede ved hytten for at hvile sig lidt inden de fortsatte på deres vej til andre landsbyer.“

Hr. Seng og en anden mand i denne landsby blev senere døbt.

Vi trænger ind i Indokina

Efter broder Knorrs tredje besøg i april 1956 blev der gjort bestræbelser på at sende missionærer til lande i det tidligere Fransk Indokina, nemlig Vietnam, Cambodja og Laos, som ville blive lagt ind under afdelingskontoret i Thailand. Den gode nyhed nåede første gang til denne del af Indokina i 1936, da to pionerer fra Australien ankom til byen Saigon (nu Ho Chi Minh). En af dem, Frank Rice, fortsatte modigt arbejdet indtil han blev arresteret af soldater i den japanske krigsmaskine i 1943, og måtte derefter forlade landet. I 1953 og 1954 forkyndte en interesseret og sendte rapporter til afdelingskontoret i Frankrig.

Efter at Sydvietnam var blevet en republik i slutningen af 1955, bad broder Knorr broder Babinski, som da var afdelingstilsynsmand i Thailand, om at kontakte myndighederne i Saigon for at få tilladelse til at sende Vagttårnsmissionærer ind i landet. Den 27. juni 1957 ankom de første fem gileadmissionærer til Saigon, og missionærhjemmet kom til at høre under afdelingskontoret i Thailand.

Trods krig i Vietnam går arbejdet fremad

Missionærerne fandt det meget behageligt at forkynde fra hus til hus i Saigon. Folk modtog dem som regel venligt, og der blev spredt meget læsestof. I det første hele tjenesteår blev der tegnet næsten 1200 abonnementer på Vagttårnet og Vågn op! Men det gik ret langsomt med at gøre disciple.

 I begyndelsen blev der forkyndt på fransk, og alle møderne blev holdt på fransk. Det var de „dannede“ menneskers sprog. Som på Jesu tid var der ikke mange af disse mennesker der ønskede at blive disciple. Selskabet tilskyndede derfor missionærerne til at lære og at bruge det lokale sprog, vietnamesisk. Det krævede flere års hårdt arbejde. Men da først missionærerne blev dygtige til det og menigmand ’hørte dem tale på deres eget sprog’, fik mange interesse. — Apg. 2:6.

Brochurerne „Denne gode nyhed om riget“, „Se! jeg gør alting nyt“ og Lev i håbet om en retfærdig ny verden blev oversat til vietnamesisk og blev brugt meget i bibelstudiearbejdet. I 1966 havde der sluttet sig 11 forkyndere, hvoraf de 3 var døbt, til de 8 missionærer.

Men hvad med den frygtelige krig der hærgede Vietnam i så mange år? „I stedet for at bekymre os så meget om hvad der vil ske med Saigon, har vi travlt med at forkynde den gode nyhed for de mange mennesker der trænges i byen og har så hårdt brug for et budskab om håb,“ sagde en missionær der dengang tjente i Saigon. Ja, missionærerne og de lokale brødre mærkede sig princippet i Prædikeren 11:4: „Den der holder øje med vinden, kommer ikke til at så; og den der ser på skyerne, kommer ikke til at høste.“ De blev ved med at ’sende deres brød ud på vandet’, og ’efter mange dages forløb fandt de det igen’. (Præd. 11:1) I 1974 var der 113 forkyndere i de tre menigheder i Saigon, og de tjente frygtløst, men med forsigtighed.

Ofte følte de englenes ledelse og beskyttelse, som for eksempel i 1968, kort før de blodige kampe under Vietcongs Tet-offensiv begyndte. Missionærerne flyttede fra deres behagelige hjem i et beboelseskvarter til et beskedent hus i den kinesiske bydel i det indre Saigon. Det område hvor de havde boet, blev snart besat af Vietcong. Robert Savage, en  af missionærerne, skrev: „Vietcongstyrkerne har angrebet for fuld styrke over hele Saigon. Situationen er alvorlig, men endnu ikke kritisk for os. Brødrene har været vidunderlige. Med livet som indsats er de kommet til os ad baggyder for at prøve at hjælpe os.“

Efter Tet-offensiven fortsatte missionærerne og de lokale brødre arbejdet. I 1970 udkom bogen Sandheden der fører til evigt liv på vietnamesisk, og det førte til mange nye bibelstudier. Udgivelsen af Vagttårnet på vietnamesisk i 1971 var endnu en spore i arbejdet. Inden for det første år efter at den vietnamesiske udgave var begyndt at udkomme, blev der tegnet over tusind abonnementer. I 1973 blev der oprettet et afdelingskontor i Vietnam som førte tilsyn med arbejdet dér indtil det nye styre kom til magten i 1975.

Cambodja får et vidnesbyrd

På tilbagevejen fra sin rejse til Saigon i juni 1956 gjorde broder Babinski ophold i Phnom Penh, Cambodjas hovedstad. Som han havde gjort i Saigon, kontaktede han regeringskontorerne for at få tilladelse til at sende missionærer ind i landet. I slutningen af 1930’erne havde pionererne fra Saigon forkyndt noget i Phnom Penh. Men efter en uge havde politiet sagt til dem at religiøst arbejde ikke var tilladt i dette buddhistiske land uden særlig tilladelse fra kongen. Og denne tilladelse fik de ikke.

Broder Babinski mødtes nu med indenrigsministeren i Cambodjas kongelige regering. Denne embedsmand syntes at være meget interesseret og sagde til broder Babinski at han ikke kunne se nogen grund til at Jehovas Vidner ikke kunne udøve deres virksomhed i hans land. Efter mange måneders ventetid fik Selskabet meddelelse om at regeringen endnu ikke var kommet til nogen slutning med hensyn til at udstede de visa der var blevet anmodet om. I april  1958 bad broder Babinski derfor om den ære at få en samtale med fyrst Norodom Sihanouk. Selv om broder Babinski kun kom til at tale med fyrstens privatsekretær og efterlod noget bibelsk læsestof til fyrsten, blev der givet tilladelse til at forkynde, og i december 1958 kom de fire første missionærer endelig til Cambodja og frydede sig over at begynde deres vidnegerning i Phnom Penh.

Mange i den store kinesiske befolkning i Phnom Penh talte foruden kinesisk også noget engelsk; og en hel del af de vietnamesiske indbyggere talte både fransk og vietnamesisk. Hovedparten af den jævne befolkning talte imidlertid kun cambodjansk. Det er overflødigt at bemærke at sproget  var et problem. I begyndelsen blev møderne holdt på engelsk, og der kom en hel del kinesere. Så blev der arrangeret møder på fransk, og der kom nogle vietnamesere. Missionærerne prøvede at lære cambodjansk, og der blev udgivet nogle publikationer på cambodjansk for at man kunne nå den lokale befolkning med Rigets budskab. Men der var en del udskiften blandt missionærerne, og ingen blev der længe nok til virkelig at tale sproget flydende. Nogle cambodjanere studerede og begyndte at komme sammen med missionærerne, og et år var der et højdepunkt på 13 forkyndere som deltog i tjenesten på arbejdsmarken. Men sandheden var åbenbart ikke nået dybt nok ned i deres hjerte, for de fleste af dem gled bort igen.

På grund af ændringer i regeringens politiske linje var det i begyndelsen af 1965 tydeligt at vesterlændinge ikke længere var velkomne i Cambodja. Visumansøgningen for Panayotis Kokkinidis, der var udgået fra Gilead i 1964, blev afvist. (Han blev derfor sendt til Saigon.) George og Carolyn Crawford, de to sidste missionærer der var tilbage, fik at vide at deres visa ikke ville blive fornyet når de udløb den 27. maj 1965. Interessant nok var der fire år tidligere blevet sendt et officielt brev til missionærerne om at de skulle standse deres offentlige forkyndelse. Men de havde aldrig modtaget dette brev, og sikkerhedspolitiet havde heller ikke fået sin kopi af det.

Broder og søster Crawford måtte altså forlade Cambodja. Herefter var der kun én vietnamesisk forkynder tilbage, nemlig broder Long. Sidst i 1965 sluttede en ældre cambodjansk mand sig til ham. Denne mand blev døbt under et af de regelmæssige besøg af kredstilsynsmanden. Han døde trofast to år senere. Broder Long, der fortsatte som det eneste vidne for Jehova i dette land, rejste til Frankrig før det cambodjanske styre gik over på andre hænder i 1975.

 Det teokratiske arbejde vinder frem i Laos

Det tredje land i det tidligere Fransk Indokina som har hørt under det thailandske afdelingskontor, er Laos. Befolkningen i dette buddhistiske rige nordøst for Thailand som etnisk og kulturelt er nært beslægtet med thailænderne, hørte første gang den gode nyhed i 1958. I december ankom to missionærer til hovedstaden, Vientiane. Fire mere fulgte efter i marts 1959. I slutningen af 1960 blev seks nye gileadmissionærer sendt til Laos, og missionærhjem nummer to blev åbnet i Savannakhet.

Da de der ankom i 1960 var faldet til, havde alle de tidligere missionærer af den ene eller den anden grund forladt landet. Det så ud til at nogle af de nyankomne hellere ville følge deres egne ideer frem for Selskabets metoder. I 1965 rapporterede kredstilsynsmanden at gruppen kun holdt et én-times møde om ugen. Af den grund skete der ikke store fremskridt.

Det var derfor betimeligt at broder og søster Crawford blev sendt til Vientiane efter at de havde måttet forlade Cambodja i maj 1965. George Crawford beretter: „Efter blot nogle få dage i Vientiane lagde vi mærke til at der var en mærkelig indstilling til møderne og den måde de skulle ledes på. Nogle i gruppen fulgte mennesker, og det virkede som om de kom til møderne for materiel vindings skyld. Vi bestræbte os for at bibringe dem den rette forståelse og værdsættelse af Jehovas organisation samt af nødvendigheden af at arbejde nært sammen med afdelingskontoret i Bangkok. Med broder Timothy Bortz’ hjælp gik man over til at lede møderne på den måde og efter den plan Selskabet foreslår. Man begyndte at bruge det laotiske sprog. De der fulgte mennesker gled langsomt bort til trods for koncentrerede bestræbelser på at opbygge dem åndeligt.“

 Da broder og søster Bortz måtte forlade missionærtjenesten i Laos af helbredsgrunde, var broder og søster Crawford de eneste missionærer der var tilbage. „Det var som om vi kæmpede en umulig kamp for at overvinde den forkerte indstilling der herskede i gruppen og forsøge at få en ny start,“ fortsætter broder Crawford. „Men snart ankom der fire nye missionærer — John og Kathleen Galisheff fra Canada og Margaret Roberts og Sylvia Stratford fra England. Det var erfarne arbejdere der havde tjent som specialpionerer i Quebec og i Irland. Senere i 1967 blev Terance Olsen fra Canada og Brian Marks fra England sluttet til gruppen. Denne ekstra hjælp gjorde forskellen med hensyn til at overvinde den forkerte indstilling. Nu fandt man mange nye interesserede, og de blev hjulpet til at gøre fremskridt i sandheden.“

 Blandt dem var der en laotisk kvinde, Siphanh Lao. Efter at hun havde studeret Bibelen i Laos, tog hun på en rejse til Canada og De Forenede Stater, hvor hun fik tilbudt et godt betalt, men tvivlsomt arbejde. Hun beretter: „Jeg lod ikke Satan føre mig tilbage til verden ved at tage imod et godt betalt arbejde . . . som ville have fået mig til at bryde min neutralitet som kristen.“ I stedet besluttede hun at vende tilbage til Laos og blive døbt. Ja, Siphanh var den første laotiske buddhist i Vientiane der blev et Jehovas vidne. Før dette sagde mange folk i distriktet: „I har ingen laotere i jeres tro.“ Det ændrede sig nu. Siphanhs yngre broder, Bunhoeng, gjorde hurtigt fremskridt i sandheden og blev specialpioner i 1972.

Søster Crawford bemærker: „Jeg husker dengang vi kun var seks til møderne i 1965 og 1966. Ved vort første kredsstævne nåede vi op på ni lørdag aften, og de fleste var på podiet og medvirkede i en demonstration. Men ved kredsstævnet i 1971 var der 75 til stede, og 99 overværede mindehøjtiden i 1974.“

Da Laos i slutningen af 1975 fik nyt styre, var der to gode teokratisk velfungerende menigheder i landet, en i Vientiane og en i Savannakhet. Der var også blevet forkyndt noget i byen Pakse, længere mod syd. Alle missionærerne måtte forlade Laos. Broder og søster Crawford samt broder og søster Galisheff har imidlertid fortsat deres loyale tjeneste i Thailand.

Broder Franz kommer til Thailand

Lad os nu vende tilbage til arbejdet i Thailand. Frederick W. Franz, Selskabets daværende vicepræsident, aflagde sit første besøg i Thailand i januar 1957. Det var en stor begivenhed for de lokale brødre. De havde aldrig mødt ham, selv om de havde hørt meget om ham. Der blev arrangeret et tredages stævne i Bangkok under hans besøg.

 Under det særlige møde med missionærerne blev spørgsmålet om at få en passende publikation til den ikkekristne befolkning bragt på bane. Bogen „Gud Maa Være Sanddru“ var blevet udgivet på thai i 1949 og blev meget brugt i bibelstudiearbejdet. Den koncentrerede sig imidlertid om at gendrive kristenhedens falske læresætninger, som de fleste buddhister ikke kendte. Det ville derfor være ønskeligt at have en bog der simpelt hen forklarede Bibelens lære for mennesker der kun havde ringe bibelsk baggrund.

Broder Franz sagde ikke meget på det tidspunkt. Men da bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis blev frigivet i 1958, værdsatte brødrene i sandhed denne betimelige foranstaltning fra Jehovas organisation! Da den udkom på thai i 1961, blev der spredt over 50.000 eksemplarer på arbejdsmarken. De smukke illustrationer og det store format fik folk til at anskaffe sig bogen, selv om bidraget for den beløb sig til næsten en hel dagløn for en arbejder.

 Det trykte budskab på thai

Selv om bøgerne og bladene kun trykkes i små oplag på thai, er brødrene i Thailand altid blevet forsynet med åndelig føde i rette tid på deres eget sprog. De fleste af Selskabets indbundne bøger er blevet udgivet på thai. Da oplaget af Vagttårnet i 1952 nåede op på 500, begyndte bladet at blive trykt af et firma i Bangkok. (Det var siden 1. januar 1947 blevet duplikeret af brødrene.) Fra 1. oktober 1971 udkom Vagttårnet derefter to gange om måneden. Og siden 1978 er Vågn op! udkommet én gang om måneden. Dette har ikke alene givet brødrene en mere varieret åndelig kost, men Vågn op! appellerer også mere til de buddhistiske læsere.

Hvad enten der trykkes nogle få tusind eller flere millioner eksemplarer af en bog eller et blad, tager oversættelsen, opsætningen, korrekturlæsningen og det grafiske arbejde omtrent den samme tid, uanset sproget. Så der udføres en hel del arbejde på afdelingskontoret, hvor der i øjeblikket er 16 faste medlemmer af betelfamilien og flere midlertidige medarbejdere som betjener deres brødre og de interesserede ud over hele landet.

 Lokale pionerer kommer på Gilead

Blandt de 103 elever i Gileads 31. klasse, hvis afslutningshøjtidelighed fandt sted under det mindeværdige internationale stævne Den guddommelige Vilje på Yankee Stadium i New York i 1958, var der to pionerer fra Thailand — broder Bantoeng Chantraboon og søster Buakhieo Nantha. Broder Bantoeng var blevet udnævnt til kredstilsynsmand i 1956. Han tjener stadig som specialpioner i det nordlige Thailand. Søster Buakhieo var den ene af de to første specialpionersøstre i Thailand. Hun fortsatte nidkært i specialpionertjenesten indtil hun døde i 1986. Hendes specialpionermakker, søster Somsri Darawan, udgik fra Gileads 20. klasse i 1953. Hun har i mange år været fuldtidsbeskæftiget med oversættelsesarbejde på afdelingskontoret.

Flere andre lokale heltidstjenere har modtaget oplæring på Gileadskolen og er vendt tilbage til deres hjemland for at fremme Rigets interesser. Den sidste gruppe, der ankom i 1979, bestod af Asawin Urairat, der nu er medlem af afdelingskontorets udvalg, og hans kone, Chiwan, samt Sakda Darawan (Somsris søn), der nu tjener som vikar for kredstilsynsmanden, og søster Srisuphap Vesgosit, der er på missionærhjemmet i Thon Buri.

Nyt afdelingskontor og ny afdelingstilsynsmand

Siden slutningen af Anden Verdenskrig havde Selskabet lejet en ejendom til  afdelingskontor og missionærhjem i 122 Soi Decho, et sted som mange indbyggere i Bangkok kender. Da ejeren i 1957 ville hæve lejen urimeligt meget, mente broder Knorr at tiden var inde til at købe en grund og bygge et afdelingskontor. I 1959 erhvervede man en passende grund på 69/1 Soi Phasuk, Sukhumwit Road, et dejligt beboelseskvarter ikke langt fra byens forretningskvarter.

I oktober 1961 kunne entreprenøren begynde byggeriet. Det var færdigt et halvt år senere, og den toetages bygning rummede blandt andet en stor rigssal og seks boliger. De tre betelmedarbejdere og de seks missionærer var lykkelige for at flytte fra det midlertidige sted i Soi Lang Suan til det behagelige nye hjem.

Kort før byggeriet påbegyndtes i 1961, skete der en ændring i tilsynet på afdelingskontoret. Joseph Babinski, som havde afløst George Powell i 1950, måtte forlade  missionærtjenesten på grund af familieforpligtelser. Den 1. september 1961 blev Paul Engler udnævnt til afdelingstilsynsmand. Broder Engler er født i Tyskland, og han kom til Thailand efter at være udgået fra Gileads 20. klasse. Han tjente som missionær i den nordlige by Chiang Mai i næsten seks år før han flyttede til Betel i 1959. Alle tre afdelingstilsynsmænd — broder Powell, broder Babinski og broder Engler — har ydet et værdifuldt bidrag til Rigets arbejde i Thailand.

En sigtningens tid

I perioden fra 1945 til 1960 var der en støt vækst i antallet af forkyndere, nogle år over 20 procent. Men så  faldt antallet pludselig. Tjenesteåret 1961 sluttede med en tilbagegang på 1 procent. I de næste tre år gik det hurtigere og hurtigere tilbage, med henholdsvis 4 procent, 5 procent og 12 procent, før det i 1965 „kun“ gik 3 procent tilbage og i 1966 1 procent. Da var forkyndertallet nede på 265, efter et højdepunkt på 382 i 1960. Hvad var der sket?

Når vi ser tilbage, ser det ud til at den Rigets Tjenesteskole der blev holdt i 1961 gav anledning til en sigtningens tid. Darrow Stallard, der på det tidspunkt havde tjent som kredstilsynsmand i mange år, underviste en klasse i skolen i Chaing Mai og en anden i Bangkok. I løbet af kurset blev der gjort rede for kravene til Rigets forkyndere. Menighedernes tilsynsmænd, som deltog i kurset sammen med nogle specialpionerer og missionærer, fik indskærpet at de der deltager i Jehovas Vidners arbejde må føre et liv som er i overensstemmelse med Bibelens krav. Det havde man ikke altid været opmærksom på. Nogle nyinteresserede var begyndt i tjenesten på arbejdsmarken før de var bibelsk kvalificerede. Andre var endda blevet døbt før deres ægteskabelige forhold var bragt i orden.

Da den vejledning der blev modtaget på skolen blev ført ud i praksis, viste det sig at mange forkyndere ikke længere kunne deltage i tjenesten. Nogle ønskede ikke engang at foretage de nødvendige forandringer. I 1962 blev der derfor udstødt 9 personer, og i de næste fire år blev der udstødt yderligere 25 — et usædvanlig højt antal i Thailand. Dette virkede nedslående på de svage og bevirkede at nogle af dem blev uvirksomme. En begivenhed i 1963 gav imidlertid de trofaste nyt mod.

Det største stævne nogen sinde

Der herskede stor glæde da vi hørte at Bangkok ville blive vært for et af jorden-rundt-stævnerne „En evigvarende god nyhed“ i 1963. Nu ville brødrene i Thailand ved et af  deres egne stævner på førstehånd komme til at opleve det internationale omfang af Jehovas organisation. Det var noget af en opgave at forberede stævnet og træffe de nødvendige foranstaltninger for de næsten 600 udenlandske delegerede, for antallet af besøgende oversteg landets forkyndertal med 2 til 1. Med 961 tilhørere til det offentlige foredrag over emnet „Når Gud er konge over hele jorden“, var det det største stævne Jehovas Vidner nogen sinde havde holdt i Thailand.

Så stor en gruppe turister havde sjældent besøgt Thailand. Det var derfor ikke så mærkeligt at begivenheden fik omfattende omtale i aviser, radio og fjernsyn! Broder Knorrs  ankomst blev vist i tv. Seks radiostationer sendte 15-minutters indslag som var forberedt. Mindst ti aviser skrev om stævnet og om hvad de udenlandske delegerede foretog sig. En overskrift forkyndte med store bogstaver: „Den største luftbro siden de amerikanske soldater kom under krigen.“

Hjælp fra Filippinerne

Da Denton Hopkinson fra afdelingskontoret i Manila i december 1963 besøgte Thailand som zonetilsynsmand, blev han opmærksom på behovet for erfarne arbejdere der kunne anspore de lokale brødre i tjenesten på arbejdsmarken. På det tidspunkt uddannede Gileadskolen tilsynsmænd, og de fleste af de missionærer der havde forladt Thailand var ikke blevet erstattet af andre. Broder Hopkinson anbefalede derfor at der blev sendt specialpionerer fra Filippinerne til Thailand for at hjælpe til med arbejdet. „Men,“ sagde han til afdelingstilsynsmanden, „vi kan kun sende jer søstre. Vi har selv brug for alle brødrene.“ Senere blev der dog også sendt nogle filippinske brødre.

Anbefalingen blev godkendt af Selskabet, og midt i 1964 ankom de to første søstre — Rosaura (Rose) Cagungao og Clara dela Cruz. De blev sendt som specialpionerer til det vældige distrikt i provinsen Thon Buri, på den anden side af Chao Phrayafloden. Et år senere kom de ind under missionærordningen, selv om de ikke havde været på Gilead. Der blev knyttet lykkelige forbindelser da søster Cagungao blev gift med afdelingstilsynsmanden, Paul Engler, og søster dela Cruz blev gift med Diego Elauria, en anden filippinsk missionær i Thailand.

Det viste sig at missionærerne fra Filippinerne faldt meget godt ind i distriktet i Sydøstasien, da de lignede de lokale meget og virkede mindre iøjnefaldende når de arbejdede i distriktet end de europæiske og amerikanske missionærer  gjorde. I årenes løb blev der derfor sendt flere missionærer fra Filippinerne, ikke blot til Thailand, men også til Sydvietnam, Laos og andre asiatiske lande. I øjeblikket er der ti filippinere der tjener som missionærer i Thailand.

Flaghilsenproblemer

Arbejdet var netop begyndt at gå fremad igen da flaghilsenspørgsmålet blev bragt i forgrunden i oktober 1966. I november 1965 havde en isoleret forkynders søn af samvittighedsgrunde nægtet at deltage i en flaghilsenceremoni. Hans fader forklarede sagen på en temmelig studs måde, hvorefter distriktschefen og den lokale undervisningsinspektør skrev en rapport til undervisningsministeriet og vedlagde et eksemplar af bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Afdelingskontoret modtog et ekspresbrev om sagen den  31. oktober 1966, hvorpå afdelingstilsynsmanden, Paul Engler, og hans assistent, Guy Moffatt, tog hen til undervisningsministeriets departement for religiøse anliggender.

Brødrene forklarede departementschefen at Jehovas vidner respekterer flaget uanset hvilket land de bor i, at de viser denne respekt ved at adlyde landets love, men at de beder om at blive fri for at udføre en tilbedelseshandling over for et billede. En sådan tilbedelse er i modstrid med vor Guds, Jehovas, lov. (Matt. 4:10) Embedsmanden insisterede imidlertid på at nationen kom før religionen, og fastholdt at flaghilsen ikke havde noget at gøre med religiøs tilbedelse.

Fem måneder senere blev broder Engler kaldt til møde hos CID. Sagen var blevet videregivet til indenrigsministeriet. I otte timer, fordelt på tre dage, forklarede broder Engler i detaljer politichefen vort religiøse standpunkt i flaghilsenspørgsmålet. Han fortalte også at mange lande er  tolerante over for Jehovas vidner når det samme spørgsmål kommer op.

Efter at have lyttet opmærksomt til broder Englers ræsonnementer, besluttede politichefen at i Thailand behøvede Jehovas vidners børn blot at blive stående mens de andre elever udførte flaghilsenritualet. Han skrev derefter en rapport om sagen til de overordnede myndigheder, så de kunne overveje den.

Hvad ville afgørelsen blive? Førhen havde regeringsembedsmændene altid været reelle og venlige over for Jehovas Vidner. Der blev opsendt mange bønner „for alle slags mennesker, for konger og alle dem som er i høje stillinger“, for at Guds folk fortsat kunne „føre et roligt og stille liv“ og fortsætte arbejdet uden hindringer. (1 Tim. 2:1, 2) Cirka et år senere blev svaret åbenbaret på en indirekte måde.

Kun en eller to dage efter at broder Engler havde afsluttet sine samtaler med CID, ankom der fem nye missionærer fra Filippinerne. Deres immigrationsansøgninger skulle behandles af CID. I et helt år kom der ikke noget svar. Men i april 1968 fik missionærerne så meddelelse om at deres ansøgninger var blevet godkendt. Dette var også en tilkendegivelse af hvordan myndighederne havde afgjort flaghilsensagen. Men der er aldrig kommet noget officielt svar.

To publikationer forbudt

En forkynder i en af de nordlige provinser lagde en dag mærke til en meddelelse der var opslået på en offentlig bygning. Det var en bekendtgørelse fra politidirektøren om at de thailandske udgaver af „Gud Maa Være Sanddru“ og „Denne gode nyhed om riget“ var blevet forbudt i kongeriget Thailand. Hvilket chok! Bekendtgørelsen var udstedt den 29. marts 1968, men Selskabet var ikke blevet underrettet. På det tidspunkt var bogen „Gud Maa Være Sanddru“ allerede  udgået af lager. I de 16 år vi havde brugt den, var der blevet spredt over 13.000 eksemplarer af den. Men hvorfor skulle brochuren „Denne gode nyhed om riget“ forbydes? Hvad kunne dog være anstødeligt i den? Endvidere var brødrene meget glade for at påbegynde bibelstudier ved hjælp af denne brochure fordi den var så enkel og ligefrem.

Den embedsmand vi henvendte os til, var meget undskyldende da han nævnte at den passage det drejede sig om, var sætningen: „Det er uret for mennesker at søge at lave et billede af Gud og tilbede det.“ Han forklarede at eftersom buddhisterne gerne laver billeder af Buddha, kunne nogle måske tage anstød af denne udtalelse. Da broder Engler fortalte embedsmanden at brochuren slet ikke talte om Buddha men om Jehova Gud, Skaberen, svarede han: „Så bør I sige det.“ Han havde ikke noget imod at ordet „Gud“ blev erstattet af „Skaberen“. „Men,“ tilføjede han, „I bliver også nødt til at ændre brochurens titel fordi den nuværende titel er forbudt nu.“

Siden den tid har titlen på brochuren „Denne gode nyhed om riget“ på thai derfor været Denne gode nyhed skal forkyndes.

Frugtbart distrikt i flygtningelejre

Efter ændringerne i styret i Sydvietnam, Cambodja og Laos i 1975, strømmede flygtninge ind i Thailand — deriblandt mange af de laotiske brødre som fandt det nødvendigt at forlade deres hjem. I Lao Flygtningelejren, der lå nær Nong Khai ved Mekongflodens bred, var der i nogen tid en menighed med 20 eller flere som rapporterede. Brødrene gjorde god brug af tiden ved at forkynde for andre flygtninge, hvoraf mange aldrig havde hørt om den gode nyhed i deres hjemland. En hel del af de interesserede begyndte at forkynde, og flere blev døbt mens de var i lejren.

En ældre laotisk kvinde, en buddhist, blev af en af kristenhedens missionærer indbudt til at komme i lejrens  kirke. Hun tyggede betelnød og prøvede ihærdigt, men uden held, at aflægge vanen. Hun nævnte problemet for missionæren, som svarede: „Det gør ikke noget. Du kan tygge betelnød eller ryge og stadig være en kristen. Tag bare din spyttebakke med i kirken.“ Da den ældre kvinde følte at det var moralsk forkert at tygge betelnød, tænkte hun ved sig selv: „Hvis de tillader at man tygger betelnød eller ryger, tillader de sikkert også at folk lyver og stjæler.“ Så hun gik ikke hen i kirken. Kort efter fik en af vore søstre kontakt med hende i tjenesten på arbejdsmarken. Næsten med det samme spurgte den ældre kvinde: „Må I tygge betelnød i den tro?“ Da svaret var nej, var hun klar over at Jehovas Vidner var anderledes, og hun begyndte at studere Bibelen.

 Hun fortalte sin 65-årige veninde om det hun lærte. Denne dame, der også tyggede betelnød, kunne ikke læse. Vores søster og den ældre kvinde lærte hende derfor at læse og skrive. Begge de interesserede damer begyndte at overvære møderne regelmæssigt. De havde imidlertid store vanskeligheder med at holde op med at tygge betelnød. Det var først da de studerede afsnittet om brugen af euforiserende stoffer i bogen Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? at de fandt styrke til at aflægge denne vane. Da kredstilsynsmanden besøgte menigheden i lejren, fortalte de ham hvor rene de nu følte sig, og de åbnede stolt munden i et stort smil for at vise ham deres tænder, der ikke længere var sorte. De blev begge døbt i lejren.

Eftersom de tre brødre der tjente som ældste og menighedstjenere i denne menighed ikke kunne forlade lejren for at komme på Rigets Tjenesteskole, kom skolen til lejren. Kredstilsynsmanden besøgte dem og gennemgik hele kurset med dem. Efterhånden blev alle brødrene i lejren bosat i andre lande. Nogle steder er der opstået laotisktalende grupper og menigheder som følge af den lille stærke gruppe af Vidner fra flygtningelejren.

Uangribelighedsprøve i blodspørgsmålet

Jehovas vidner afviser blodtransfusion af religiøse grunde som er baseret på Bibelen. (Apg. 15:28, 29) Eftersom det stadig er almindeligt at bruge blod i lægebehandling, og da lægens mening i Thailand normalt accepteres af patienten uden spørgsmål, har mange brødre stået over for alvorlige prøver på deres uangribelighed.

For eksempel begyndte Araya Tanchakun, en specialpioner der var gravid, pludselig at bløde. Hun kom i hast på hospitalet, hvor det blev konstateret at hun havde forliggende moderkage — det vil sige at moderkagen var gledet ned og blokerede fødselsvejene. Hun fik en saltopløsning,  men lægerne sagde til hende at hun måtte have blod hvis hun blødte mere.

Hun forklarede sit standpunkt til hver eneste ny vagthavende læge. En af dem, som sagde at han kendte Jehovas Vidner fra De Forenede Stater, foreslog at der blev givet blod i hemmelighed, ’uden at vi fortæller organisationen det’. Søster Araya understregede at hendes beslutning var en sag mellem hende og Jehova, ikke mennesker. En anden læge henviste til buddhistmunke, som normalt ikke må røres af en kvinde. Men hvis de bliver syge og kommer på hospitalet, må de godt plejes af kvindelige sygeplejersker. „Er der ikke lignende undtagelser i jeres tro?“ spurgte han. Da svaret var nej i forbindelse med blodtransfusion, beklagede han at læger i Thailand ikke kunne få en retskendelse der gav dem lov til at give blod. Han gav hende ikke meget håb, især ikke i betragtning af at hun snart skulle føde. Da hun forlod hospitalet et par dage senere, gjorde hospitalet hende opmærksom på at man kun ville tage imod hende igen hvis hun gik med til at få blod. Hendes prøve var imidlertid endnu ikke forbi.

Phonthipa Teeraphinyo, en søster fra en anden menighed, satte Araya i forbindelse med en læge der engang havde hjulpet hende i forbindelse med blodspørgsmålet. Omkring en uge senere fik Araya veer og begyndte at bløde igen. Da denne læge på det andet hospital så hvor svag hendes tilstand var, blev han urolig og ændrede mening. Han sagde til Araya og hendes mand at hun i den tilstand kunne dø blot ved at få narkose. Men de stod fast. Arayas mand bad lægen fortsætte uden at give blod, og sagde til ham at han ville takke ham for det han gjorde, selv om hans kone måske døde. Da lægen også så at der var cirka 30 Jehovas vidner som spændt ventede på hospitalet, gjorde det et stærkt indtryk på ham, og han gik ind på at foretage kejsersnit uden at bruge blod.

 Alle var glade og lettede da Araya fødte en sund pige, sit ottende barn, og selv klarede det godt. Da lægen var klar over at ægteparret havde været heltidsforkyndere i mange år, og deres tro havde gjort et dybt indtryk på ham, afslog han endda at tage imod betaling for operationen.

’Hvis jeg dør, så græd ikke’

Nogle få uger efter at Araya havde forladt hospitalet, aflagde Phonthipa, den søster der havde præsenteret hende for den hjælpsomme læge, et besøg hos lægen for at takke ham fordi han havde respekteret vor religiøse overbevisning og udført operationen uden at bruge blod. Lægen lagde mærke til at Phonthipas niårige søn, Seri, var meget bleg. En blodprøve viste at han havde leukæmi. Den eneste kendte behandling af denne sygdom var, sagde lægen, blodtransfusioner.

Hvordan reagerede Seri? „Om jeg så skal dø i dag eller i morgen, vil jeg ikke have blod, ikke så meget som en dråbe,“ sagde han til lægen. Han kendte ikke blot Guds lov om blod, men var også parat til at adlyde den under alle forhold. Da Seri hørte flere læger sige at hans moders indstilling til blodet var urimelig, forsvarede han hende med ordene: „Skæld ikke ud på min moder! I bebrejder hende kun fordi I ikke har studeret Guds ord.“

Omkring seks uger efter at Seris diagnose var blevet stillet, kom han på hospitalet. Han var ubøjelig da han nægtede at tage imod blod til trods for at lægerne forsøgte at overtale og presse ham til det. Han blev svagere og svagere og fik morfin for at udholde smerterne. Gennem hele sin ildprøve viste Seri imidlertid en bemærkelsesværdig tro. Uden ophør talte han om håbet om at komme til at leve i det kommende jordiske paradis. På et tidspunkt sagde han til sin moder: „Mor, hvis jeg dør, så sig til far at han ikke skal græde, og du, mor, må heller ikke græde, men vær  glad fordi vi kunne klare Satans prøve.“ Seri døde trofast og efterlod andre unge et godt eksempel med hensyn til at bevare sin uangribelighed under prøve. — Ordsp. 22:6.

Unge tager standpunkt for sandheden

I Thailand står den villighed hvormed mange unge tager imod sandheden og bliver forkyndere, i skarp kontrast til ligegyldigheden hos de fleste ældre mennesker, som hænger stærkt ved traditionerne. Den yngre generations større åbenhed har hjulpet nogle unge til at begynde at studere Bibelen og blive vidner for Jehova. Mange må kæmpe en kamp for sandheden, hvis deres forældre og andre slægtninge er modstandere. Denne udholdenhed hjælper dem i regelen til at blive åndeligt stærkere.

Mange unge aflægger et godt vidnesbyrd i skolen ved deres gode opførsel og kompromisløse standpunkt for sand tilbedelse. Én gang om året, på wai khru-dagen, har alle skoler et særligt program, ledsaget af religiøse ceremonier hvori eleverne hylder deres lærere. På en skole forklarede tre unge brødre på forhånd skoleinspektøren hvorfor de ikke kunne deltage i programmet, og bad om at blive fritaget. Det blev alligevel forlangt at de var til stede, men de fik lov til at udtrykke deres respekt for lærerne uden at deltage i det religiøse ritual.

På wai khru-dagen blev de tre kaldt ind på scenen efter at ceremonien var færdig. Der sad omkring 70-80 lærere foran over tusind elever. I et lille foredrag forklarede vore brødre at Jehovas vidner holder dét at vise respekt for lærerne adskilt fra tilbedelse. De kan og bør vise respekt overalt og til hver en tid, selv uden for skolens område. Men deres tilbedelse retter de udelukkende mod Skaberen, Jehova Gud. Lærerne og eleverne syntes godt om det de hørte. Da brødrene var færdige, genlød salen af et bragende bifald.

 Bestræbelser for at blive officielt anerkendt

Indtil begyndelsen af 1970’erne fik de fleste af de missionærer der blev sendt til Thailand, permanent opholdstilladelse. Også i andre henseender var myndighederne meget imødekommende. Men da brødrene forsøgte at få Selskabet indregistreret for ’juridisk at stadfæste den gode nyhed’, svarede embedsmændene at det ikke var nødvendigt. (Fil. 1:7) Direktøren for Departementet for Religiøse Anliggender sagde i et brev i 1974: „Eftersom denne forenings hovedformål er at forkynde om og undervise i den kristne tro, er det ikke nødvendigt at danne en forening. De kan fortsætte med Deres virksomhed i overensstemmelse med dette formål; undlad derfor at danne en forening i øjeblikket.“

Et år senere, da to nye missionærer ansøgte om immigrationsvisa, forlangte immigrationsafdelingen et brev fra Departementet for Religiøse Anliggender som bekræftede at ansøgerne var missionærer. Departementet for Religiøse Anliggender ville imidlertid ikke udfærdige et sådant brev, med den motivering at Vagttårnsselskabet ikke var indregistreret hos departementet. Svaret på endnu en ansøgning om indregistrering var det samme som tidligere.

Da der ikke forelå noget brev fra Departementet for Religiøse Anliggender, fik missionærerne kun ikke-immigrationsvisa, hvilket betød at de måtte rejse ud af landet hver tredje måned. Viceundervisningsministeren viste sig at være meget hjælpsom da vi henvendte os til ham om denne vanskelige situation. I 1980 sendte han et brev til immigrationschefen, hvori der stod: „Undervisningsministeriet har set på sagen og besluttet at eftersom Thailand indrømmer religionsfrihed, . . . er det passende at give missionærerne ét års opholdstilladelse.“

 Missionærerne fik deres opholdstilladelse forlænget endnu et år ved hjælp af viceministerens efterfølger, som anbefalede at Jehovas Vidner dannede en stiftelse under den lokale lov. I 1982 blev Stiftelsen til Bibelstudiets Fremme således oprettet og indregistreret, med erfarne lokale brødre som bestyrelsesmedlemmer.

Denne stiftelse, en kulturel organisation, kan eje fast ejendom, herunder rigssale. Men Departementet for Religiøse Anliggender har indtil nu afslået at anerkende denne stiftelse som en religiøs organisation. En sådan anerkendelse ville gøre det muligt for nye missionærer at komme ind i landet. Hvorfor kan vi ikke få den? Departementet plejer at konferere med overhovederne for de allerede anerkendte „kristne“ organisationer i Thailand om sager vedrørende den kristne tro. Da der blev indkaldt til et møde hvor Jehovas Vidners ansøgning skulle drøftes, var repræsentanterne for disse organisationer (herunder den romersk-katolske kirke, Kristi Kirke i Thailand, Det Kristne Missionsforbund, baptisterne og syvendedagsadventisterne) enige om at de ’ikke kunne godkende Jehovas Kristne Vidner’ fordi Jehovas Vidners lære og virksomhed ikke stemmer overens med deres. Dette dødvande eksisterer stadig.

Særligt stævne ansporer til virksomhed

Stævnet „Bevar din uangribelighed“ i Bangkok i 1985 var noget særligt i den forstand at det var det første stævne med virkelig internationalt tilsnit siden jorden-rundt-stævnet i 1963. Der kom cirka 400 udenlandske delegerede fra 18 lande, og Det Styrende Råd blev repræsenteret af broder Lyman A. Swingle.

Et fremtrædende aspekt ved stævnet var tjenesten på arbejdsmarken fredag eftermiddag, hvor praktisk talt alle  de besøgende, hvoraf en stor procentdel var pionerer, gik ud sammen med deres thailandske brødre og søstre og næsten overgik dem rent talmæssigt. Dette, sammen med det betimelige stævneprogram, gjorde et stort indtryk på brødrene og viste sig at være en spore til forøget virksomhed i hele landet.

I månederne efter stævnet blev der nået nye højdepunkter i forkyndertallet. I april 1986 repræsenterede de 157 hjælpepionerer en forøgelse på 80 procent over det foregående års højdepunkt. En menighed på 91 forkyndere havde 48 hjælpepionerer, heriblandt 6 af de 7 ældste. De resterende 43 forkyndere rapporterede i gennemsnit 20,9 timer i den måned.

„Den mindste“ bliver til tusind

Den uafbrudte virksomhed for Riget i Thailand begyndte i 1936, da Frank Dewar ankom til Bangkok som enlig pioner. Det tog ham og de andre udenlandske pionerer som sluttede sig til ham, fire år med hårdt arbejde før den første lokale forkynder blev døbt. Indtil 1960 steg forkyndertallet støt til 382, i de fleste år med over 10 procents vækst om året. I 1960’erne var der i flere år tilbagegang, men ved udgangen af tiåret var forkyndertallet igen oppe på niveauet fra 1960. Så fulgte der nogle år med op til 20 procents fremgang, inden den procentvise fremgang faldt til mellem 3 og 5 procent om året.

År efter år har brødrene ventet på den længe ønskede begivenhed — at vi skulle blive over 1000 forkyndere. Det skete i april 1988, da i alt 1021 rapporterede. Tjenesteåret 1990 sluttede med en 6 procents fremgang og et nyt højdepunkt på 1148 forkyndere. Der ledes 1169 bibelstudier hver måned, og ved mindehøjtiden var der i 1990  2692 til stede, så der er et godt grundlag for yderligere vækst. Som lovet ’fremskynder Jehova det’. — Es. 60:22.

Kredstjenesten har spillet en vigtig rolle i forbindelse med at styrke brødrene i de 34 menigheder og forskellige isolerede grupper i alle dele af landet. Afdelingskontoret har delvis dækket behovet for kvalificerede rejsende tilsynsmænd ved at udnævne gileaduddannede brødre til kreds- og områdetilsynsmænd. Men unge og energiske lokale brødre, som for eksempel Phisek Thongsuk, har nu tjent i denne gerning i flere år og er til stor hjælp for brødrene. Emilio Batul, der var kredstilsynsmand i cirka 10 år på Filippinerne før han kom til Thailand, har været i kredstjenesten her i 22 år.

Klar til udvidelse

Da afdelingskontoret i 1962 blev flyttet til Selskabets egen bygning på 69/1 Soi Phasuk, Sukhumwit Road, var  faciliteterne mere end rigelige. Siden da er antallet af betelmedarbejdere vokset fra 3 til 16. En tilstødende grund med en beboelsesbygning og en frodig have blev lejet i 1985 for at skaffe værelser til beboelse, sådan at kontorarealet i afdelingskontorets bygning kunne udvides. Men denne ekstra plads viste sig snart at være utilstrækkelig. Efter en omfattende søgen fandt og købte brødrene et stykke jord i en ny forstad til Bangkok. Bygningen af det nye afdelingskontor, som vil blive fem gange så stort som det nuværende, blev påbegyndt i februar 1990.

Som det er tilfældet på alle andre af Selskabets afdelingskontorer, har Thailand siden 1976 haft et udvalg til at forestå arbejdet. I begyndelsen bestod udvalget af Paul Engler som koordinator, samt Elon Harteva og Guy Moffatt. Elon Harteva er siden rejst tilbage til Finland. Broder Moffatt døde i 1981 efter 45 års heltidstjeneste, heraf 30 i missionær- og beteltjenesten i Thailand. Da han også havde tjent som kredstilsynsmand og områdetilsynsmand, var han velkendt af brødrene i hele landet, og han var elsket og respekteret for sin oprigtige interesse for brødrene og sin nidkærhed for den sande tilbedelse. Efter at Asawin Urairat i 1980 vendte tilbage fra Gileadskolen, blev han det første lokale medlem af afdelingskontorets udvalg. I dag består udvalget også af Ernst Fischer, der udgik fra Gilead i 1972, og Kaarle Harteva.

Ser fremad med tillid

Skønt Thailand har været fordybet i traditioner i århundreder, har den sande tilbedelse af Jehova frigjort mange mennesker fra trældommen under babylonisk religion. De første der blev vidner for den sande Gud i dette land, var tidligere navnkristne. Nu er hovedparten imidlertid  folk med en buddhistisk baggrund. Ved områdestævnet „Det levende håb“ i 1980, for eksempel, var 26 af de 36 der blev døbt, tidligere buddhister. Kun én var tidligere katolik, og ni havde forældre i sandheden. Ved hjælp af den gode nyhed om Guds rige har mange mennesker, deriblandt tidligere buddhister, fået udsigt til at gå ind til en form for frihed som intet menneske eller ingen menneskelig regering, ikke engang i „de fries land“, nogen sinde vil kunne skaffe — frihed for ufuldkommenhed, sygdom og død. — Jævnfør Johannes 8:32.

Jehovas Vidner vil blive ved med at forkynde denne gode nyhed overalt. Det er sandt at der stadig er meget  arbejde at udføre i Thailand. I mere end halvdelen af de 73 provinser er der stadig ledigt distrikt. Men vi har tillid til at arbejdet vil blive udført i det omfang det er Jehovas hensigt. Og det vil blive fuldført. Indtil da vil vi fortsætte med at sige blandt nationerne: „Jehova er blevet konge,“ og bestræbe os for at hjælpe så mange som muligt til at blive virkelig frie. — Sl. 96:10.

[Fodnote]

[Oversigt på side 252]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Thailand 1.500

1950 89

1960 382

1970 380

1980 735

1990 1.148

Højeste antal forkyndere

300

1950 14

1960 41

1970 69

1980 114

1990 195

Gennemsnitligt antal pionerer

 [Ramme/​kort på side 186]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Myanmar (Burma)

Andamanerhavet

THAILAND

Chiang Rai

Chiang Mai

Nan

Lampang

Nong Khai

Udon Thani

Khon Kaen

Nakhon Ratchasima

Bangkok

Nakhon Si Thammarat

Songkhla

Thailandbugten

MALAYSIA

LAOS

Vientiane

Savannakhet

CAMBODIA (Kampuchea)

Phnom Penh

VIETNAM

[Ramme]

THAILAND

Hovedstad: Bangkok

Officielt sprog: Thai

Største trosretning: Buddhismen

Befolkningstal: 55.888.393

Afdelingskontor: Bangkok

[Illustrationer på side 188]

Frank Dewar sejlede på Stillehavet i den 16 meter lange ketch „Lightbearer“. Han ankom til Bangkok i juli 1936

[Illustrationer på side 191]

Thailand er et land med mange kontraster. Fra Phangngabugten i syd, med klippehuler og skønne kyststrækninger, til Smaragdbuddhas tempel i Bangkok med den mystiske trehovedede kæmpe

[Illustrationer på side 193]

Willy Unglaube, øverst, og Kurt Gruber forkyndte i den nordlige del af landet i slutningen af 1930’erne

[Illustration på side 197]

Chomchai Inthaphan blev oversætter i 1941 og var i beteltjenesten fra 1947 til hun døde i 1981

[Illustration på side 199]

Buakhieo Nantha, en af landets første indfødte forkyndere, var med i Gileads 31. klasse

[Illustration på side 202]

George Powell, den første afdelingstilsynsmand, og hans kone, Dona

[Illustration på side 207]

Thailand fik eget afdelingskontor den 1. september 1947. Den første adresse var 122 Soi Decho, Bangkok

[Illustration på side 209]

Klar til gadearbejdet ved det første kredsstævne i Chiang Mai i april 1948. I bagerste række til højre står Hans Thomas, pioner i Thailand fra 1941 til 1954

[Illustration på side 210]

Missionærer fra Gileads 12. klasse. Joseph E. (Bob) Babinski, Gerald (Jerry) Ross, Darrow Stallard, Donald Burkhart

[Illustration på side 214]

Karun Chuthiangtrong. Hvordan fik hun slukket sin tørst efter sandheden?

[Illustration på side 220]

Seng Buawichai nærede tvivl om treenighedslæren

[Illustration på side 224]

George og Carolyn Crawford har siden 1963 tjent som missionærer i Cambodja, Laos og Thailand

[Illustration på side 227]

Suyi Chinesia, en af de første forkyndere i Laos, Bunhoeng Lao, Siphanhs broder, og Siphanh Lao, den første laotiske buddhist i Vientiane der blev en forkynder

[Illustration på side 229]

Missionærer forkynder med båd i de mange klonger (kanaler) i Bangkok, 1956

[Illustration på side 230]

Bantoeng Chantraboon, elev i Gileads 31. klasse i 1958, tjente som kredstilsynsmand

[Illustration på side 231]

Somsri Darawan, en af de første thailandske specialpionerer, udgik fra Gilead i 1953

[Illustration på side 232]

Det første afdelingskontor var et kendt sted, ikke blot for disse missionærer, men også for Bangkoks indbyggere

[Illustration på side 233]

Afdelingskontoret på 69/1 Soi Phasuk, Sukhumwit Rd., Bangkok. Et nyt betel planlægges at stå færdigt i 1991

[Illustration på side 235]

Ved stævnet „En evigvarende god nyhed“ i 1963 i Lumpini Park i Bangkok, var der dobbelt så mange udenlandske delegerede til stede som der var forkyndere i landet

[Illustration på side 237]

Rosaura Engler (Cagungao) og Clara Elauria (dela Cruz), de to første filippinere der blev sendt til Thailand for at tjene som missionærer. Hvorfor blev der sendt filippinere til Thailand?

[Illustration på side 238]

Guy Moffatt tjente i 30 år som missionær og på Betel i Thailand

[Illustration på side 241]

Laotiske Jehovas vidner på vej ud i forkyndelsen i en flygtningelejr. Der var 20.000 flygtninge at besøge

[Illustration på side 249]

Lyman Swingle fra Det Styrende Råd sammen med oversætteren Paul Engler ved stævnet i Bangkok i 1985

[Illustration på side 251]

Afdelingskontorets udvalg har tilsammen været 99 år i heltidstjenesten. Fra venstre til højre: Paul Engler, Asawin Urairat, Ernst Fischer og Kaarle Harteva