Danmark

HVOR Nordsøen og Østersøen mødes ligger det ældste og det mindste af de skandinaviske kongedømmer, det lille Danmark. Det består af halvøen Jylland, omgivet af 483 større eller mindre øer — et land prydet med frugtbare marker og grønne enge, lyse skove og stille søer.

Landets venlige natur — det har ingen vilde bjerge, ingen sprudende vulkaner, ingen brusende floder, ingen golde ørkener — afspejles i folkets natur. Danskeren provokeres ikke let til store følelsesudbrud. Han forholder sig ofte skeptisk og afventende, og er meget tolerant.

Dette ses især af den lidenskabsløse måde de religiøse forandringer i landet er foregået på. Omkring år 800 kom „kristne“ missionærer op til det hedenske Danmarks vikinger med den katolske tro, og før år 1000 var de fleste danskere formelt gået over til katolicismen.

 Godt 500 år senere bredte lutherdommen sig til Skandinavien — ved at kong Christian III gik over til den nye tro og bestemte at det også skulle være hans undersåtters tro. Der var næsten ingen modstand mod denne „reformation“, som indførte en statskirke med tvungent medlemskab. Ofte kunne de katolske præster fortsætte i deres embede, nu blot som lutherske præster. Jævne folk havde svært ved at mærke forskellen; den lutherske reformation gjorde ikke Bibelen til en folkets bog.

I 1849 fik landet en demokratisk forfatning og religionsfrihed. Statskirken blev omdannet til en „folkekirke“ med frivilligt medlemskab, men stadig underlagt kongen som øverste instans. Kun få meldte sig ud, og i dag — godt 140 år senere — er 90 procent af befolkningen stadig medlemmer af folkekirken.

Religiøse vækkelser

Fra hen imod midten af det 19. århundrede gik flere religiøse vækkelser hen over landet. Under indflydelse af teologen og præsten N. F. S. Grundtvig begyndte en del mennesker at danne deres egne menigheder — som regel inden for folkekirkens rammer. Disse „grundtvigianere“, som de kaldtes, havde et meget frit bibelsyn og gik ikke så højt op i bibellæsning. Derimod gik de ind for almen oplysning og byggede højskoler rundt om i landet hvor unge kunne blive undervist, især i fag som historie og litteratur.

Lidt senere begyndte den indremissionske vækkelse, fremkaldt af en lægmandsbevægelse som søgte at vække folkekirkens medlemmer til en „bevidst, levende kristentro“. I modsætning til grundtvigianerne gik medlemmerne af Indre Mission stærkt ind for bibellæsning og betonede især synden og fortabelsen i helvede. I de udpræget indremissionske  egne blev „verdslighed“ som dans, spiritus og kortspil voldsomt fordømt.

Interesse for Kristi genkomst

Samtidig med at den religiøse interesse i Danmark styrkedes, vældede ateistiske og evolutionistiske idéer ind over landet. I denne brydningstid begyndte nogle at se forskellen mellem Bibelen og kirken, og en del blev ved deres bibellæsning interesserede i profetierne om Kristi genkomst.

Dette bemærkede Vagttårnsselskabets første præsident, Charles Taze Russell, da han på sin første rejse til Europa i 1891 også kom til Danmark. Han skrev i sin rapport: „Norge, Sverige, Danmark, Schweiz og især England, Irland og Skotland er modne marker der venter på at blive høstet. Disse marker synes at råbe: ’Kom over og hjælp os!’ og vi kender ikke nogen anden del af verden der så forhåbningsfuldt venter på seglen og høsten . . . Der er stort behov for en svensk oversættelse [af Millenniets Daggry] og ligeledes en oversættelse som både danskerne og nordmændene kan benytte.“

Den første forkynder

I 1894 kom en 25-årig dansk-amerikaner, skomageren Sophus Winter, til Danmark og bosatte sig i hovedstaden København. Det første bind af Millenniets Daggry og nogle traktater var blevet oversat, og hen imod slutningen af året kunne broder Winter meddele Selskabets hovedkontor i Allegheny, Pennsylvanien, at han nu havde afhændet alle de bøger han havde haft med.

Andet bind af Millenniets Daggry udkom på dansk-norsk i 1895, og fra januar 1897 begyndte Winter at udgive et månedsblad, Tusindaars-Rigets Budbærer. Der var nu skabt interesse for budskabet hos enkeltpersoner rundt om i  landet, og i 1899 blev højtiden til minde om Kristi død overværet af 15 i København og 12 i Odder.

Året efter slog sandheden også rod i egnen omkring Fårevejle, en lille stationsby i Nordvestsjælland. En stærkt religiøs mand ved navn Hans Peter Larsen, som først var tilsluttet Indre Mission og derefter baptistmenigheden, kom i forbindelse med broder Winter og forlod baptisterne. Snart var de en halv snes stykker der samledes til møder i et privat hjem. I mange år gik rygtet på egnen at han og en trosfælle forkyndte Kristi genkomst ved at sætte små sedler op på telefonpælene. Nogen frugt bar deres forkyndelse. I 1902 lod en ung pige, Albertine Hansen, sig døbe i Sejerøbugten. Hun var aktiv i sandheden til sin død i vinteren 1968, godt 66 år senere.

En ny medarbejder

Nogle af de første forkyndere talte med venner og bekendte, andre uddelte traktater ved kirkedørene, og enkelte kolporterede (var heltidsforkyndere) i perioder. Blandt disse sidste var Carl Lüttichau, der i sommeren 1899 i flere uger rejste på Sjælland og spredte mange bøger i Roskilde, Holbæk og andre byer.

Lüttichau var samme år vendt tilbage fra Sydafrika, hvor han havde været ude for en ulykke og havde lovet at hvis han overlevede, ville han tjene Gud. Han holdt sit løfte, for efter hjemkomsten begyndte han hurtigt at samarbejde med Sophus Winter, og fra januar 1900 udgav de sammen Zion’s Watch Tower på dansk under navnet Zions Vagt-Taarn.

Kort efter begyndte Sophus Winter imidlertid at glide bort fra sandheden. Zions Vagt-Taarn ophørte med at udkomme i efteråret 1901, og i løbet af 1902-03 forsvandt Winter ud i det religiøse mørke.

 Fra 1903 blev arbejdet videreført af Carl Lüttichau. Han var født på Vingegaard under godset Tjele, som ejedes af hans fader, der i nogle år beklædte posten som finansminister i den danske regering. Carl Lüttichau tog studentereksamen med første karakter, blev cand. phil. og læste ved universitetet i Edinburgh indtil han i 1896 rejste til Sydafrika. Med denne uddannelse bag sig, og med et dannet væsen der gjorde ham vellidt blandt folk, var han godt rustet til det arbejde der lå forude.

Den første større begivenhed mens Lüttichau stod for arbejdet, var Charles Taze Russells besøg i april 1903. Der blev under besøget afholdt flere møder, hvor man nåede op på et tilhørerantal på 200. I oktober tog Lüttichau igen fat på at udgive Vagt-Taarnet, og fra juli 1904 udkom det regelmæssigt hver måned.

En skiltemaler finder sandheden

Møderne i København blev overværet af en lille gruppe på fem-seks stykker, deriblandt to fattige syersker. Men der skulle snart komme forstærkning til.

I Brønshøj i det nordlige København boede en norsk skiltemaler, John Reinseth. Han og hans kone, Augusta, forsøgte at opdrage deres fem børn efter Guds ord. John læste tit op fra Bibelen for sin familie og forklarede det, så selv børnene forstod det. De havde også prøvet at gå til forskellige religiøse møder, uden dog at finde noget ståsted. Men så en aften knælede de alle ned, og faderen bad inderligt Gud om at vise dem hvad der var sandhed. Næste morgen stod der en kolportør ved døren med første bind af Millenniets Daggry! Det var Anna Hansen, en af de to fattige syersker.

Carl Lüttichau besøgte dem, og efter store diskussioner begyndte John Reinseth at overvære nogle møder i Ole  Suhrs Gade, hvor Selskabets kontor lå, og kom så hjem og fortalte sin kone om alt det forunderlige han havde hørt. Hun havde været sengeliggende i nogle år, men så snart hun kom op og kunne gå ved hjælp af et par krykker, var hun også med til møderne.

Familien blev grebet af sandheden. John gik så meget fra dør til dør som han kunne overkomme. Ofte stod han op klokken halv fem om morgenen for at forberede sig til møderne. Han var meget udholdende. Når han blev træt, fortælles det, plejede han at sætte sig til at blunde på en stol med et nøgleknippe løst i hånden. Når han så faldt i søvn og tabte nøglerne, vågnede han og var atter frisk til at tage fat.

Hans kone ønskede trods sit svage helbred at udbrede sandheden på sin fødeegn omkring Hellebæk i Nordsjælland. Hun pakkede en stor kurvekuffert med bøger og fik  den sendt med toget til Helsingør. Da hun ikke kunne tåle at bære mere end et par bøger i sin håndtaske, fik hun syet et bælte til at have om livet, med store, flade lommer som kunne fyldes med bøger. Således udrustet, med sin lette taske i den ene hånd, en stok i den anden, og flere bøger om livet, skjult af en løs frakke, gik denne stoute søster ganske alene fra villa til villa ud langs nordkysten for at tale med folk. Da hun døde i 1925 var hendes sidste ord: „Der er så meget der skal gøres dér i Nordsjælland, og jeg ville så gerne.“

Tre af deres børn blev også nidkære for sandheden, og sønnen Poul blev senere landstjener i en periode.

Onsdagsvennerne i Aalborg

I 1910 havde en lille kreds i Aalborg skilt sig ud fra forskellige trossamfund fordi de ikke fandt nogen åndelig føde dér, og de samledes hver onsdag i private hjem for selv at undersøge Bibelen. I kredsen var der et ægtepar, Johanne og Peter Jensen. Deres søn Arthur overværede også møderne af og til, men var fritænker.

Så en dag kom Anna Hansen, syersken der besøgte Reinseth-familien, og tilbød første bind af Millenniets Daggry. Johanne Jensen modtog bogen, og hendes søn Arthur læste den om natten. Da han på en rejse til København blev indlagt med tyfus, fik han tid til at studere den nærmere. Resultatet var at han sendte bud til kontoret i Ole Suhrs Gade og bad dem sende ham alt hvad de havde af litteratur. Han greb sandheden med begejstring og var simpelt hen umættelig. Da han blev udskrevet fra hospitalet kom han til alle møder. Men det var ikke nok for ham. Efter møderne fulgte han ofte Poul Reinseth hjem, hvorefter Poul fulgte ham hjem. Og sådan kunne de to unge mænd skiftevis følge hinanden hjem hele natten og tale om sandheden. De blev venner for livet.

 Nu begyndte der en livlig korrespondance mellem Arthur og hans moder i Aalborg, og Arthur glædede sig meget til at fortælle „onsdagsvennerne“ om den bibelske sandhed han havde fundet. Da han tog hjem på juleferie var Poul Reinseth med. Arthur blev opfordret til at lede et onsdagsmøde, og de tanker han fremholdt medførte stor diskussion. Der blev talt meget om hedningetidernes udløb i 1914, og ikke alle „onsdagsvennerne“ fortsatte. Men en kerne holdt fast ved sandheden, og sådan opstod der en menighed i Aalborg i 1912. En ung pige i gruppen, Thyra Larsen, tog ud som kolportør, og andre, deriblandt hendes søstre Johanne og Dagmar, blev trofaste støtter i menigheden.

Besøg af broder Russell

Efterhånden som 1914 rykkede nærmere, steg forventningen hos de få bibelstudenter. Hvad ville der ske når hedningetiderne udløb? Ville Harmagedon følge umiddelbart efter? Ville menigheden blive taget bort før Harmagedon? Alt dette optog brødrenes tanker. Ganske vist var de klar over at evangeliet først skulle forkyndes for alle folkeslag, som der siges i Mattæus 24:14, men dette kunne allerede være sket, mente de, eftersom alle nationer var repræsenteret i Amerika, hvor Russells prædikener var udkommet i aviserne!

Forventningerne og væksten i arbejdet blev stimuleret meget af besøg fra hovedkontoret i De Forenede Stater. Den 24. maj 1909 ankom broder  Russell med toget fra Stockholm, og cirka 100 var mødt op i Ole Suhrs Gade for at høre ham tale over emnet „Pagterne“. Om aftenen var der 600 som lyttede opmærksomt til hans foredrag „Omstyrtelsen af Satans Rige“. To år senere hørte godt 800 hans offentlige foredrag „Dom fra den store, hvide Trone“.

Ved broder Russells næste besøg, som faldt i august 1912, lejede brødrene for første gang Odd Fellow Palæets store sal, med plads til 1600. Men tilstrømningen var så stor at man i hast måtte arrangere et ekstra møde i en mindre sal i samme bygning. Foredraget „Hinsides Graven“ blev da holdt samtidig i de to sale. Begge steder var der fuldt hus, men alligevel måtte adskillige hundrede gå uden at kunne få adgang.

Den overvældende tilslutning satte sit præg på forkyndelsen. Louis Carlsson fra København fortæller om 1913: „Hele året kendetegnedes af traktatarbejde. Det var broder  John Reinseth der hver søndag morgen klokken 9 stod på et eller andet gadehjørne og havde distrikt til de venner som mødte. Vi ringede ikke på døren, men lagde en traktat ind. Jeg husker et tilfælde på Vesterbro. Der var en ejendom hvor hoveddøren havde mat glas; jeg skimtede en mand i entréen. Jeg lagde en traktat med emnet ’Babylon’ ind. Den blev taget op og sendt ud gennem brevsprækken igen. Så lagde jeg en traktat med emnet ’Hvad siger Skriften om Helvede?’ ind. Jeg så manden tage den op og se på den, og den beholdt han.“

Flere mennesker blev indsamlet og der blev dannet nye små menigheder. I foråret 1914 var der foruden menigheden i København mindre kredse i 12 byer.

Verdenskrigen bryder ud

I sommeren 1914 var broder Rutherford på rejse i Europa som broder Russells repræsentant, og i dagene omkring udbruddet af den første verdenskrig skulle han fra Tyskland videre til England. Men opfyldt af kærlighed til brødrene i Danmark, som han allerede havde besøgt i 1910 og 1913, besluttede han at tage en afstikker til København for at overvære de to første dage af et konvent som blev planlagt fra 1. til 4. august.

I en kort afskedstale ved konventet opmuntrede han brødrene til at ydmyge sig under Guds vældige hånd og nære fuldstændig tillid til Ham under alle forhold i de urolige tider. Nu var broder Rutherford imidlertid selv begyndt at blive lidt urolig over krigens udvikling. Han skulle jo videre til England, men den regelmæssige skibsforbindelse mellem Esbjerg og de engelske havnebyer var blevet afbrudt, og ingen vidste hvad de næste dage ville bringe. Broder Rutherford blev fulgt til Esbjerg, og det lykkedes at få ham overført i en fiskekutter — tværs  gennem det farvand hvor Jyllandsslaget, et af de største søslag i den første verdenskrig, blev udkæmpet to år senere.

I København fortsatte konventet, og på dets sidste dag blev de udenbys deltagere opfordret til at rejse hjem allerede samme aften — eller nat — og ikke vente til næste dag. Man frygtede at togdriften og anden offentlig trafik ville blive indstillet. Ingen vidste jo hvor omfattende krigen ville blive. Danmark holdt sig imidlertid neutralt, og der blev ikke lagt nævneværdige hindringer i vejen for den fortsatte forkyndelse.

„Skabelsens Fotodrama“

Om efteråret nåede „Skabelsens Fotodrama“ til Danmark. Det blev først vist i Odd Fellow Palæet i København, og i løbet af 1915 blev det vist næsten overalt i provinsen, altid i de bedste lokaler og altid for fulde huse. Dagmar Larsen fra Aalborg, der senere blev gift med Louis Carlsson fra København, beretter: „Vi fik travlt med at dele løbesedler ud. Vi fik udleveret 500 ad gangen, og vi brugte al vor fritid til dette. Min søster Johanne og jeg blev opfordret til at være med som diakonisser ved fremvisningen. Vi bar en sort kjole med hvid krave, og havde en sort fløjlskappe på hovedet. . . . Der var tre fremvisninger om dagen og en trængsel uden lige. Byen var på den anden ende, for det var jo noget ganske enestående med farvefilm, og til og med helt gratis. Folk modtog interessekort, hvor de kunne skrive deres navn og adresse, og to kolportører blev i byen en tid for at finde de interesserede.“

En målbevidst lærerinde

I 1915 vakte en anden begivenhed røre. Året før var sandheden nået helt op til Danmarks nordspids — til fiskerbyen Skagen. En kunsthandler og hans kone havde taget imod sandheden, og en lærerinde, Marie Due, var  blevet interesseret. Samtidig rejste Dagmar Larsen til byen som barnepige hos en familie, og da hun selv lige var blevet døbt, talte hun meget med Marie Due om indvielse, dåb og andre bibelske emner.

Allerede samme efterår meldte Marie Due sig ud af kirken og nægtede at undervise i religion. Der blev skrevet op og ned i landets aviser om sagen. Til sidst blev hun afskediget med pension, 45 år gammel, og gik lykkelig ud i heltidstjenesten, mens skolepensionen dækkede udgifterne. Hun arbejdede trofast i mange år i Danmark, Norge og Finland. Hun var ukuelig, til sin død et godt eksempel på udholdenhed.

Vanskelige år

Efter broder Russells død i 1916 begyndte en svær tid, især for menigheden i København. Nogle søstre begyndte at føre falsk lære og påvirkede nogle af ældstebrødrene. Tidligt i 1917 kom det til et åbent brud. Under et møde i Ole Suhrs Gade rejste en søster sig pludselig og sagde: „Kom, nu går vi!“ Seksten fulgte hende, cirka en fjerdedel af de forsamlede — og man så dem ikke mere. Deres udmarch føltes imidlertid som en stor lettelse. Mødet kunne fortsætte i ro.

Nogle af de frafaldne sluttede sig til Paul S. L. Johnson, som forlod sandheden i USA i samme periode. I nogen tid søgte de ved bagtalelse og gennem blade som de sendte til brødrene, at drage flere med sig, og efterhånden bredte frafaldet sig som koldbrand til andre menigheder. Det var en tid der krævede tro og udholdenhed.

Fornyet virksomhed efter verdenskrigen

I juli 1919 meddelte Vagt-Taarnet at Den fuldbyrdede Hemmelighed (7. bind af Studier i Skriften) nu forelå på dansk-norsk. Bogen skulle udbredes, og man håbede at  mange ville være med til det. Der var allerede blevet afholdt et kolportørkursus i København for at undervise brødrene i at besøge folk. Det var første gang ikkekolportører blev opfordret til at udbrede bøger.

I de år der nu fulgte, udførte en håndfuld utrættelige kolportører et umådeligt arbejde ved atter at så sæden i mange byer, og ved at bryde ny jord i landdistrikterne. Et nidkært eksempel var Niels Ebbesen Dal, en dansk-amerikaner der i 1918 vendte tilbage til sin fødeegn — øen Mors i Nordjylland. I Amerika havde han lært sandheden at kende ved at læse bogen Tidsaldrenes Plan, som han tilfældigt havde fundet på et hotelværelse. Efter hjemkomsten begyndte han straks som kolportør at forkynde for sin familie, ja for hele øens befolkning.

Dette vakte et vældigt røre. Dal-slægten havde nemlig været ledende inden for den grundtvigske kreds og nød stor anseelse blandt befolkningen. Men nu kom denne N. E. Dal og forkyndte en ny lære. Hans ældste broder, Frode Dal, blev straks interesseret, og det samme blev dennes søn Kristian, der netop var færdiguddannet skolelærer. Kristian begyndte som kolportør i 1920, og et par år senere gik hans broder Knud også ud i kolportørtjenesten.

 Et nyt og fængende budskab

I De Forenede Stater havde Selskabets præsident flere gange holdt sit populære foredrag „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“. Nu kom turen til Europa. Den 12. august 1920 sejlede broder Rutherford med nogle af sine medarbejdere til England, og da han fortsatte ned gennem Europa, tog broder A. H. Macmillan til Danmark for at holde det samme foredrag.

Torsdag den 21. oktober steg Macmillan i land i Esbjerg, og samme aften talte han på Paladshotellet i denne by. Derefter blev foredraget holdt i Odense. I København skulle foredraget holdes i Odd Fellow Palæet. Over en time før mødets begyndelse samledes folk uden for lokalets indgang, og da dørene blev åbnet blev den store sal fyldt i løbet af få minutter! Mange måtte gå uden at få adgang. Opmærksomheden under foredraget var stor, og efter mødet blev der afsat hen ved 300 eksemplarer af brochuren med foredragets indhold.

Fra København tog broder Macmillan videre til Aalborg, hvor mødelokalet også var overfyldt, og en af byens aviser skrev: „MacMillans livfulde Foredrag paahørtes med stor Interesse. . . . han taler med en Overbevisningens varme, som gør det interessant at høre ham.“ Efter et besøg i Randers, hvor foredraget blev holdt to gange, rejste broder Macmillan videre til Sverige.

Reaktionen på Macmillans foredrag

Det var tydeligt at interessen for det „nye“ budskab var meget stor. Broder Macmillans offentlige møder havde i alt samlet over 5000 tilhørere! Flere af disse blev selv bibelstudenter og ivrige forkyndere af Guds ord. Da foredraget blev holdt i Esbjerg var der blandt tilhørerne et ungt ægtepar, Johannes og Thora Dam, som var tilsluttet metodistkirken. De boede endog i kirkebygningen, da manden var kirkebetjent.  Efter foredraget bestilte de ’Millionbrochuren’, og cirka tre måneder senere fik de besøg af en kolportør.

Kolportøren blev boende i byen i nogen tid for at undervise dem og rodfæste dem i deres nyfundne tro. Dette behagede naturligvis ikke præsten. En dag da kolportøren traf ham uden for kirken, spurgte han: „Hvem i alverden har givet Dem lov til at fiske i mine hyttefade?“ — hvortil kolportøren blot svarede: „Hvem har givet Dem lov til at sætte fiskene i hyttefade?“

Kirkebetjenten Johannes Dam havde fundet den sande kirke! I alt 18 metodister meldte sig ud. Sådan begyndte menigheden i Esbjerg.

En af dem der på grund af den store tilstrømning ikke fik hørt broder Macmillans ’Millionforedrag’ i København, var en ung og ivrig socialdemokrat — en tobaksarbejder ved navn Angelo Hansen. Hans interesse for de bibelske sandheder var imidlertid blevet vakt, og da han et par måneder senere blev arbejdsløs og måtte gå til kontrol, traf han på en arbejdsløs kollega som var bibelstudent. Der blev forkyndt, og Angelo Hansen blev selv bibelstudent.

 Rutherfords besøg i 1922

I 1922 kom broder J. F. Rutherford igen til stævne i København, og denne gang holdt han selv sit ’Millionforedrag’ i Odd Fellow Palæet — samme sted som broder Macmillan havde holdt det halvandet år tidligere.

Hvilket indtryk gjorde foredraget? Dagbladet Politiken skrev dagen efter på forsiden: „Dommer Rutherford havde Sukces i Gaar i Koncertpalæet. Længe før han begyndte sit Foredrag, var hver eneste Plads i den store Sal besat, og nye Tilhørere kom i Skarevis. Adskillige Hundrede maatte gaa igen. Der var ikke Plads.“

Blandt dem der blev døbt ved dette stævne, var en ung mand ved navn Christian Rømer, der var kommet i berøring med bibelstudenterne på sin fødeø Bornholm. Hans fader havde før Første Verdenskrig fået foræret et abonnement på Vagt-Taarnet, og en dag i 1919 fandt den 20-årige Christian et eksemplar af bladet. Han fortæller: „Hvad der skete den dag, var for mig så stor en oplevelse, at der ikke  findes ord, som er stærke og udtryksfulde nok til at beskrive det. Det var den sandhed, jeg vidste Bibelen indeholdt, og nu fik jeg den, nu havde jeg den.“

Under konventet i København overværede han et møde for kolportører. Her traf han for første gang Kristian Dal — og dermed var hans livsbane afstukket. Han begyndte som kolportør på Bornholm i juni 1922.

Vækst i København

En dag da Angelo Hansen i vinteren 1921-22 som sædvanlig gik rundt blandt de mange arbejdsløse ved kontrolstedet, med ’Millionbrochuren’ oprakt over sit hoved, råbende: „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø!“, kom en søgende ung mand hen til ham. Det var Christian Bangsholt. Han modtog brochuren, læste den på en nat, og begyndte at komme til møderne i Ole Suhrs Gade. Det han hørte dér var helt forskelligt fra alt hvad han tidligere havde hørt i Frelsens Hær, pinsemissionen, metodistmenigheden og alle de andre steder han forgæves havde søgt sandheden. Han kunne slet ikke holde det for sig selv.

Adskillige af dem han talte med begyndte at komme til møderne, deriblandt ægteparret Herløv og Betty Larsen. Herløv og Christian var ungdomsvenner, og de havde tit siddet og spillet sammen på deres musikinstrumenter. Nu spillede de sandhedens melodi sammen.

Samme forår var en anden ung mand, Hans Christian Johnsen, begyndt at interessere sig for bibelstudenternes budskab. Han var ellers ateist og direkte antireligiøs, og socialistiske idéer optog ham meget. Men en plakat med indbydelse til ’Millionforedraget’ fangede hans opmærksomhed, og han tog ud for at høre foredraget. Undervejs derud købte han en avis for at have noget at kigge i hvis foredraget skulle blive for kedeligt. Han fik også brug for  den — men til at notere skriftsteder på! Foredraget virkede logisk og letforståeligt. Ateismen måtte vige for troen på Gud. Det ene foredrag blev til flere, og fra september var hans kone også med. De blev hurtigt klar over at Rigets budskab måtte forkyndes fra dør til dør.

En dag i 1925 fik broder Johnsen til opgave at besøge en ung mand, Einer Benggaard, der havde læst nogle af Selskabets bøger. Hans tro voksede meget hurtigt, og han kom omgående med i vidnearbejdet.

Sådan opstod der i tyverne en lille kerne af unge, ivrige forkyndere der i mange år satte deres præg på menighedens arbejde, og store dele af den vækst der er sket i København helt frem til i dag, kan spores tilbage til den indsats de og få andre har ydet.

Pionerarbejde i Jylland

Nu begyndte et mere intensivt arbejde i landdistrikterne. I januar 1924 dannede Selskabet en „kolportørkolonne“ bestående af Kristian og Knud Dal samt Christian Rømer, som blev sendt ud for at virke i Jylland, med Skive som udgangspunkt. Broder Lüttichau lagde for med et offentligt foredrag i byens største sal, hvorefter der blev holdt møder i omegnens forsamlingshuse og krosale med foredrag af Kristian Dal. Der var annoncer i aviserne, distrikterne blev gennemgået med løbesedler, og efter foredragene kom kolportørerne igen med bøger og brochurer.

Hen ad foråret 1924 gik turen videre til Haderslev i Sønderjylland. Denne landsdel havde i mange år været tysk, men var i 1920 blevet genforenet med Danmark ved folkeafstemning. Mange unge sønderjyder havde måttet kæmpe ved den tyske front, og en del havde mistet troen på Gud under skyttegravskrigen i Frankrig.

Christian Rømer fortæller hvordan det var at forkynde blandt disse mennesker: „Det var et meget ejendommeligt  og interessant distrikt at arbejde i, blandt dette undertrykte folk. Deres politiske kampe gennem mange år havde gjort dem vågne og tilgængelige, så deres sind var ofte mere åbne for livets spørgsmål.“

En af dem kolportørerne kom i forbindelse med på denne første runde, var træskomanden Anton Hansen i Over-Jerstal. Også han havde mistet sin gudstro ved den tyske front i Frankrig. Sammen med et par krigskammerater gik han hen for at høre Kristian Dals foredrag „Hvad siger Skriften om Helvede?“ Dagen efter fik han besøg af Knud Dal, og efter tre timers ivrig samtale modtog han bogen Guds Harpe. Nu blev hans tro genoplivet. Sammen med sin kone, Kathrine, tog han standpunkt og blev en fremtrædende skikkelse i forkyndelsesarbejdet i Sønderjylland.

Indtil efteråret 1925 måtte de tre kolportører i „Dal-kolonnen“ klare transporten med cykel eller tog, men nu stillede en broder en bil til rådighed. Christian Rømer var i København for at hente den. Han fortæller: „Det var en stor begivenhed, en kær og dejlig gammel Tin-Lizzie, med kaleche og det hele; jeg var chauffør, for der var ingen anden som havde kørekort. Den varede desværre kun et års tid, så fik vi den byttet med tidens store elegance, en Ford sedan, model 1923. Den var i alle fald lukket og mere lun i vinterkulden, en flot ekvipage.“

Idet kolportørerne blev flyttet fra sted til sted, nåede de efterhånden at gennemarbejde hele Jylland og Fyn, indtil marts 1929, da pengene til denne specielle virksomhed slap op.

Andre kolportører med i arbejdet

I mellemtiden var to søstre, Ella Krøyer fra København og Kristine Poulsen, en lærerinde fra den grundtvigske  kreds på Mors, begyndt at arbejde på Sydsjælland. Også her var distrikterne praktisk taget urørte. Efteråret 1926 i Vordingborg-distriktet bød på sine strabadser. Søster Poulsen beretter: „Det var i sukkerroekampagnen. Vejene var ikke asfalterede, og regnen om natten og roevognene om dagen gjorde det hele til et ælte. Det skete at vi måtte opgive at besøge en gård eller et hus, fordi vejene dertil var ufremkommelige.“

En dag fandt de to søstre i en forretning lige hvad de havde brug for — nogle lange gummistøvler. De købte et par hver. Men gummistøvler var dengang noget helt nyt, så resultatet var at de vakte opsigt overalt hvor de kom frem. Da de kort efter rejste til København for at hvile ud, blev en søster på kontoret i Ole Suhrs Gade så begejstret for deres praktiske fodtøj at hun tog støvlerne i entréen og gik rundt på kontoret med dem, for at vise alle hvordan kolportørerne var udstyret til at klare strabadserne!

En tredje kolportørtrup i disse år var Anna Petersen og Thora Svendsen, som gennemarbejdede mange distrikter på Fyn og i Jylland. Søster Petersen forklarer: „Vi pionerer blev som oftest sendt til områder hvor der ikke var menigheder. Vi gik så ind til en købmand og spurgte om han vidste om nogen dér i byen ville leje et værelse ud. Vort ’køkken’ bestod af en primus og et par smågryder, som vi fik lov at stille op inde på værelset eller ude på loftet, enten på et gammelt bord eller på et par kasser, som vi fik fat i hos en købmand.“

Undertiden havde de to søstre lejlighed til at arbejde sammen med „Dal-kolonnen“. Det endte med at søster Petersen og broder Rømer blev enige om at gøre samarbejdet mere permanent. De blev gift i 1933, gjorde heltidstjenesten til deres liv, og skønt søster Rømer nu er på plejehjem, fortsætter broder Rømer som pioner.

 Forkyndelsesarbejdet organiseres

I mellemtiden var der sket store ting i Danmark. I 1922 havde den historiske opfordring til at ’forkynde Kongen og Riget’ lydt ved stævnet i Cedar Point, Ohio, USA. Nu var det ikke længere blot kolportørerne, men alle menighedens medlemmer, der blev opfordret til at forkynde regelmæssigt. Langsomt nåede dønningerne til Danmark. Brødrene begyndte så småt at indse at de alle kunne være med i arbejdet. Der lød nogle få opfordringer gennem Vagt-Taarnet, men forkyndelsen blev ikke organiseret, og de ledende i menighederne — de valgte ældste — bremsede undertiden virksomheden. Noget måtte der gøres.

I slutningen af maj 1925 planlagde broder Rutherford at overvære et stævne i Örebro i Sverige. Kort forinden befandt han og broder R. J. Martin sig i Schweiz, og for at spare tid tog de en flyvemaskine fra Zürich til København. Det blev en dramatisk rejse. Over Nordtyskland og Danmark blev de forsinket af et kraftigt blæsevejr som fik flyet til at hoppe op og ned som en prop på vandet, og ved landingen i København blev de modtaget af over hundrede mennesker som højlydt gav deres bifald til kende, da ingen  ventede at de var nået frem. Efter en halv times bilkørsel nåede de til havnen, hvor broder Macmillan havde fået kaptajnen og stationsforstanderen til at lade Malmøfærgen vente. Dagen efter nåede de frem til konventet i Örebro.

På konventets sidste dag bekendtgjorde broder Rutherford at der skulle oprettes et nordeuropæisk kontor i København, med skotten William Dey som leder. Kontoret skulle føre tilsyn med Selskabets arbejde i Skandinavien og de baltiske lande, og det skulle især „opmuntre og fremme den offentlige Forkyndelse af Rigets Budskab“.

Det skulle vise sig at broder Dey, der var ugift og havde været bibelstudent siden 1913, var den rette mand til opgaven. Han havde god erfaring fra England, hvor „menighedskolportagen“ allerede havde været organiseret i flere år. Samtidig var han meget ihærdig, udholdende og drevet af kærlighed til sandheden. For at overtage opgaven som leder af det nordeuropæiske kontor havde han forladt en stilling som ligningsinspektør i London. Vennerne syntes  om ham, og han kom snart til at gå under navnet „Den Store Skotte“.

Broder Dey gik straks i gang med at organisere forkyndelsen. Poul Reinseth blev udnævnt til „arbejdsdirektør“ for København og skulle forestå vidnearbejdet i hovedstaden. Byen blev opdelt i seks distrikter, hver med en „distriktsleder“ som havde ansvaret for det lokale område. Der blev oprettet boglagre i forskellige private hjem, så det ikke længere var nødvendigt for hver enkelt forkynder at hente bøgerne i Ole Suhrs Gade. Mange begyndte ivrigt at være med i arbejdet.

Et konvent med en arbejdsdag

Konventet samme efterår blev et højdepunkt i den teokratiske historie i Danmark. Vagttaarnet havde forinden meddelt at „Tirsdag den 1. September vil blive en særlig Arbejdsdag, hvor det forventes, at alle, som overhovedet er i Stand dertil, vil deltage i et Forsøg paa at sprede Budskabet gennem Kolportage med Bøgerne i København og Omegn“. Dagen begyndte med et foredrag af Poul Reinseth om  forkyndelsens betydning. Derpå spredtes konventsdeltagerne for alle vinde — ud i arbejdet fra hus til hus med bøgerne.

Bagefter skrev Vagttaarnet opmuntrende: „Iveren og Nidkærheden i Forbindelse med Budskabets Udbredelse har siden Konventet spredt sig til mange Kredse [menigheder], og vi haaber, at dette vil betyde en virkelig Udvidelse af Arbejdet.“

Flere menigheder med i arbejdet

Broder Dey havde travlt. I de første tre og en halv måned han var leder af det nordeuropæiske kontor, rejste han 14.000 kilometer i Skandinavien og de baltiske lande for at holde møder og organisere arbejdet. Einer Benggaard gengiver en lille episode fra denne aktivitet: „I en menighed i Nordjylland blev der arrangeret et stævne netop med henblik på at organisere vore brødre og søstre til hus-til-hus-arbejdet. Efter et foredrag af broder Dey og nogle instruktioner om hvorledes vi skulle bære os ad, hvad vi skulle sige til folk og så videre, blev der udleveret distrikt og litteratur, og så vandrede vi ud ad døren — de fleste med hjertet oppe i halsen! Da broder Dey og jeg gik ned ad hovedgaden så vi to søstre der stod i en port og græd. Vi tog dem med os — og snart var der solskin igen!“

Da året var omme kunne kontoret oplyse at der i tjenesteåret 1925 var udsendt over dobbelt så mange bøger som året før. Hvorfor? Rapporten lød: „Flere og flere af Vennerne lærer at indse, at det ikke alene er Foredragsholderne og de regelmæssige Kolportører, der er kaldet til at deltage i Arbejdet, men at i Virkeligheden alle, som helt har viet deres Liv til Herren . . ., er kaldet til at deltage i Arbejdet.“

Besøg af pilgrimme

Tidligere havde pilgrimme som Johan Henrik Eneroth fra Sverige og Theodor Simonsen fra Norge besøgt menigheder  i Danmark og opmuntret til forkyndelse. Men nu blev der udnævnt en fast pilgrim, nordsjællænderen Christian Jensen, der havde tilbragt en del år i USA og havde rejst i Danmark med „Skabelsens Fotodrama“.

Betegnelsen „pilgrim“ blev senere ændret til „kredsdirektør“, og tjenesten blev udvidet med brødre som Christian Rømer, Kristian Dal og Johannes Dam.

Et „rigtigt“ betelhjem

Snart begyndte det at strømme ind med bøger og brochurer fra Selskabets trykkerier i Magdeburg og Bern, og boglageret i Ole Suhrs Gade — der blot rummede nogle få hundrede bøger i to kasser der var lagt oven på hinanden — blev pludselig for lille. En ung broder, Simon Petersen (broder til kolportørsøsteren Anna Petersen), blev sat til at indrette et nyt boglager i det tidligere mødelokale.

Flere af de brødre og søstre der arbejdede på kontoret, boede spredt rundt om i København. Men broder Dey syntes at der skulle indrettes et „rigtigt“ betelhjem, sådan at alle kunne bo og spise samme sted. Nogle pulterkamre på femte sal, oppe under taget, blev ryddet. Der blev ferniseret, tapetseret og møbleret, og så havde Einer Benggaard, Simon Petersen og en tredje broder hver et spartansk men hyggeligt værelse.

Nyt højdepunkt

Efteråret 1927 skulle blive et nyt højdepunkt. Under et besøg af broder Rutherford blev der holdt et opmuntrende stævne med omkring 650 deltagere fra Skandinavien, Estland og Letland. Det offentlige foredrag „Frihed for Folket“ vakte stor opmærksomhed. Dagbladet Politiken skrev:

„Dørene ind til Odd Fellow-Palæet aabnedes Klokken 7¹/₂, men allerede efter et Kvarters Forløb var alle Pladser besat . . ., og Palæets Døre blev lukket. I det følgende  Kvarter samledes mange Hundrede Mennesker i den store flisebelagte Hal. De dundrede paa de lukkede Døre, og en Herre, der var kommet langvejs fra bare for at høre dette Foredrag, bød 500 Kroner for en Siddeplads. Men alt var forgæves. Trængslen i Hallen blev større. Henved tusinde Mennesker masede for at komme ind. Men intet hjalp.“

Kampagner og konventer

For at tilskynde alle til at deltage i forkyndelsen tilrettelagde Selskabet i de følgende år mange verdensomfattende kampagner, som regel på ni dage. Det første danske kampagnetilbud var brochuren Frihed for Folket, der blev spredt i marts 1928. Noget andet som prægede billedet var de mange små søndagskonventer der blev holdt ud over hele landet, senere kaldet „arbejdskonventer“, hvor hovedvægten var lagt på forkyndelsen i distriktet.

Et søndagskonvent kunne forløbe som det der blev holdt hos broder Holger Nielsen i Thorup Strand, et lille fiskerleje ved Jammerbugten. Brødrene var indbudt fra Aalborg og Mors og de mellemliggende småbyer. Alle tog madpakker med, og de gennemgik noget distrikt undervejs. I mellemtiden gjorde Christian Rømer og andre klar til at modtage dem. Broder Nielsens lade blev ryddet, fejet og pyntet, og forsamlingshusets bænke oppe i Thorup by blev hentet med et hestekøretøj. Da brødrene ankom ved middagstid, spiste de alle i fællesskab, tog et lille hvil, og samledes til foredrag i den fine lade. Derefter var der dåb i det store hav, og der blev døbt 19! En sådan dag var uforglemmelig.

Bedre organisering

Hvad der skete i disse år fra 1925 til 1930, var en gennemgribende omdannelse af bibelstudenternes menighed i Danmark. I 1928 begyndte en rutine med bedre organiserede møder. Vagttaarnet blev allerede studeret regelmæssigt,  og det blev nu anbefalet at man umiddelbart før det ugentlige vidnesbyrdsmøde også holdt et arbejdsmøde, hvor forslagene i Bulletin (senere Rigets Tjeneste) blev drøftet. Året efter udsendte Selskabet en „organisationsplan“ med vejledning om at hver menighed nu skulle have et „arbejdsudvalg“ på tre medlemmer der tog sig af menighedens forkyndelse, mens de valgte ældste fortsat tog sig af studiemøderne.

En sådan omdannelse måtte uundgåeligt medføre en vis lutring. De der ikke ønskede at bevise deres tro i gerning, åbenbarede dette mere og mere og forlod til sidst bibelstudenternes rækker. Antallet af deltagere i mindehøjtiden faldt derfor fra 909 i 1927 til 605 i 1931.

Alt det nye viste sig også at være for meget for landstjeneren, Carl Lüttichau. Han kunne ikke billige Selskabets skarpe afstandtagen fra falsk religion. Mange modne brødre havde prøvet at hjælpe ham, og selv broder Eneroth fra Sverige var kommet herned for at tale med ham, men til ingen nytte. Han forlod posten som Selskabets leder i Danmark, og blev i januar 1930 afløst af Poul Reinseth.

Nyt redskab, nyt navn, nyt betelhjem

Fra januar 1930 blev Den gyldne Tidsalder udgivet på dansk under navnet Ny Verden. For at give det nye blad så stor en udbredelse som muligt havde man storstilede hus-til-hus-kampagner hvor man søgte at skaffe flere læsere. Gennem lang tid blev bladet også spredt gennem kiosker, og der blev sat „spisesedler“ op med oversigt over bladets indhold. Abonnementstallet steg ganske betydeligt. I 1930 var der 5825 som fik bladet regelmæssigt med posten eller gennem en forkynder, og i 1943, midt under den anden verdenskrig, var der 25.921!

Endnu en tilskyndelse til at forkynde flittigt var antagelsen af navnet Jehovas Vidner i 1931. Efter at det var  blevet vedtaget ved stævnet i Columbus, Ohio, USA, blev resolutionen om navnet forelagt til vedtagelse rundt om i de lokale menigheder. Hvordan var reaktionen? Marie Due skrev fra Norge: „Med Glæde antager jeg det nye Navn og jubler over at faa være et af Jehovas Vidner i disse Dage her i Norden.“ Andre skrev: „Det har givet os Lejlighed til at forny vor Beslutning om at tjene Jehova trofast indtil det sidste.“

Resolutionen og broder Rutherfords stævneforedrag blev trykt i brochuren Riget, Verdens Haab, som i marts 1932 blev uddelt i stort tal. I kampagnens sidste uge bestræbte man sig for at aflægge et personligt besøg hos alle landets politikere, gejstlige, statsembedsmænd og fremtrædende finansfolk for at overbringe dem det vigtige budskab. Brochuren blev lagt på hver eneste folketingsmands bord i folketingssalen. Også kong Christian X blev besøgt og fik et eksemplar.

Efterhånden blev ekspeditionens lokaler i Ole Suhrs Gade for små, og man besluttede at købe en stor villa i Københavns yderkant, på Søndre Fasanvej 56 (senere ændret til 54) i Valby. Det var en glædelig forandring da betelfamilien den 18. oktober 1932 kunne tage den nye ejendom i besiddelse.

Skønt Selskabet i mange år havde virket under navnet „Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab“, var det først nu det blev nødvendigt at danne en forening af dette navn. Den blev indregistreret den 21. maj 1932. Villaen på Søndre Fasanvej tjente som Selskabets afdelingskontor, lager og betelhjem de næste 25 år.

Retten til at sprede det trykte budskab hævdet

I disse år prøvede myndighederne at bringe vores forkyndelse fra hus til hus og spredning af bøger og blade ind under næringsloven og helligdagsloven. Hvis det var lykkedes  dem, ville det i praksis have standset meget af vidnearbejdet. Sagen tilspidsedes i oktober 1932. Fem venner fra København var en søndag taget på biltur til Roskilde for at forkynde. Da de skulle mødes igen på torvet, hvor bilen stod parkeret, manglede August Lehmann. Han var blevet anholdt af politiet.

Broder Lehmann blev anklaget for at have overtrådt næringsloven ved at „forhandle“ trykte skrifter uden kolportørtilladelse og uden for forretningstiden. I byretten blev broder Lehmann frifundet, og det samme skete i landsretten. Anklagemyndigheden appellerede da sagen til højesteret, hvor den blev behandlet i oktober 1933. Men højesteret fandt heller ikke at Jehovas Vidners forkyndelse med bøger og blade kunne sidestilles med handel og bringes ind under næringsloven.

Selskabet bestemte herefter at hver forkynder skulle have et legitimationskort med oplysning om at den pågældende var Selskabets ulønnede, frivillige medarbejder som spredte bøgerne uden fortjeneste, og at retten til at forkynde uden kolportørtilladelse var blevet stadfæstet af  højesteret. Dette løste problemet, og forkyndelsen fortsatte uantastet.

’Den store skare’ begynder at vise sig

Indtil nu havde opmærksomheden været koncentreret om at indsamle resten af de udvalgte, de salvede kristne der ville opnå liv i himmelen. Men det skete ofte i disse år at brødre og søstre henvendte sig på Selskabets kontor, flere meget urolige, fordi de ikke syntes de kunne nyde mindemåltidets symboler, da de ikke følte at de havde det himmelske håb. Man kaldte dem „Jonadab-venner“, efter den bibelske skildring af Jehu og Jonadab i fortidens Israel. — 2 Kong. 10:15, 16.

I august 1935 kom der så to numre af Vagttaarnet på engelsk som viste at ’den store skare’ i Åbenbaringen, kapitel 7, var en jordisk skare der skulle indsamles før Harmagedon. Brødrene på kontoret blev begejstrede. Da der samme måned skulle være landskonvent i København, telegraferede man til broder Rutherford og bad om lov til at holde et foredrag over de to artikler. Broder Rutherford gav grønt lys, og det var broder William Dey der holdt dette revolutionerende foredrag.

„Det blev en uforglemmelig time,“ fortæller broder Benggaard. „Jeg sad i orkesteret bag foredragsholderen og kunne se ud over forsamlingen, og aldrig har jeg set en forsamling i sådan en bølgegang — hvilken begejstring! ’Den store skare’ var blevet flyttet fra himmelen til jorden — det var et vældigt lysglimt, og nu vidste alle hvem ’den store skare’ var!“

Nu begyndte for alvor indsamlingen af „Jonadab-vennerne“. Ud over hele landet holdt man offentlige møder for at komme i forbindelse med interesserede som måtte tilhøre den store skare.

 Med grammofoner

For at gøre forkyndelsen mere effektiv begyndte man at bruge grammofoner. Plader med broder Rutherfords korte bibelprædikener indtalt på dansk kunne nu afspilles på folks dørtrin. Snart sås forkynderne i distriktet bærende på lette rejsegrammofoner.

Men selv den lette grammofon kunne være besværlig at have med på cyklen. Søster Rømer fortæller: „Op ad bakkerne måtte vi pænt gå og trække cyklen, og somme tider både op og ned — i alle fald i det distrikt jeg havde dengang, for det var så bakket og havde så stenede veje at fjederen på grammofonen sprang når jeg fór ned ad bakkerne.“ Men brødrene lod sig ikke gå på. De opfandt og konstruerede den ene forunderlige anordning efter den anden til anbringelse af grammofoner på cykler, og takket være disse blev grammofonen til stor nytte. En broder fortæller for eksempel at „af de 135 personer, jeg har haft  den store glæde at hjælpe ind i Jehovas verdensomspændende forkynderorganisation, skyldes omkring 40 forkyndere arbejdet med grammofonen“.

Med større grammofoner fremførte man også foredrag ved såkaldte grammofonmøder. Nogle brødre i Kalundborg anskaffede sig således et forstærkeranlæg, der blev transporteret med en gammel bil som broder Daniel Nielsen (søn af Albertine, der blev døbt i Sejerøbugten i 1902) havde købt. Da bilen af økonomiske grunde måtte sælges, brugte de en lille vogn som kunne sættes bag efter en cykel. „Så drog vi ud på lange ture,“ fortæller broder Nielsen, „ud i landsbyerne, hvor vi forkyndte ved hjælp af grammofonforedragene.“

Pionerer opretter menigheder

Pionerernes arbejde skiftede karakter. Mens pionererne i 1920’erne rejste fra egn til egn i et forsøg på at dække så store distrikter som muligt, blev de nu boende samme sted i nogen tid for at oprette menigheder. Lad os følge pionerparret Ejner og Else Mortensen for at se hvordan de bar sig ad.

Ejner og Else begyndte i heltidstjenesten i marts 1934, da det endelig lykkedes dem at sælge deres lille husmandsbrug. Det var ikke let, for det var i depressionsårene.

Et af deres første distrikter var Sønderborg. I et lejet lokale arrangerede de fire offentlige foredrag med talere udsendt af Selskabet. Derefter fortsatte foredragsserien med broder Mortensen som taler. Det var hans debut, og han var godt nervøs. Men det gik udmærket, og efterhånden var der omkring 30 faste gæster til møderne. Senere blev der holdt grammofonforedrag, med efterfølgende spørgsmål og svar, og senere igen blev møderne til bibelstudier ved hjælp af Selskabets studiebøger. En ny menighed var på vej, og den blev en realitet i løbet af marts-april 1936.

 Hen på sommeren blev broder og søster Mortensen anmodet om at tage til Nyborg, og her var fremgangsmåden den samme: først offentlige foredrag holdt af brødre udsendt af Selskabet, derefter foredrag holdt af broder Mortensen, så grammofonforedrag, og til sidst bibelstudiemøder. I slutningen af august 1937 havde deres arbejde igen båret så megen frugt at der var oprettet en menighed, med cirka ti forkyndere.

Den tyske besættelse

Den 9. april 1940 var en sort dag for Danmark. Landet blev besat af de tyske nazister. Brødrene var forberedt på det værste, for overalt hvor nazismen vandt frem var Jehovas vidner blevet udsat for svær forfølgelse. Det var derfor bedst at gå forsigtigt til værks.

Samme måned skulle der være en storkampagne med brochuren Flygtninge, men da dens indhold var ret antinazistisk blev planerne ændret en smule. Brødrene fik besked på at de blot skulle dele brochuren ud i folks brevsprækker ved en lynaktion en søndag formiddag. Den 28. april blev 350.000 brochurer derfor uddelt gratis over hele landet. Det var dyrt, men selv „Den Store Skotte“ forstod at det var nødvendigt.

Forfølgelsen kom imidlertid ikke. Af politiske grunde ønskede besættelsesmagten at bevare Danmark som et „mønsterprotektorat“ og tillod danskerne betydelig personlig frihed. Under udøvelse af nogen omtanke kunne brødrene fortsætte deres forkyndergerning.

William Dey interneres

Besættelsen medførte at broder Dey, der var britisk statsborger, blev anbragt i en interneringslejr i nærheden af Vejle. Skønt de internerede blev behandlet godt og nød en vis frihed i lejren, var det drøjt for denne virksomme mand at være hindret i at udføre sit daglige arbejde. Han lå dog  ikke på den lade side. Uophørligt forkyndte han for de øvrige internerede og for lejrens betjente og personale. Atter og atter sagde han til dem at de skulle tage standpunkt for Guds rige — så ofte at han kom til at gå under navnet „Tag Standpunkt-Dey“!

Opgaven som landstjener (som broder Dey havde overtaget fra Poul Reinseth i 1934) blev under resten af krigen varetaget af hans sekretær, broder Albert West, der i slutningen af 1920’erne havde virket nogle år som landstjener i Estland. Den direkte kontakt med hovedkontoret var afbrudt. Den eneste forbindelse gik nu gennem Sverige, der lå som en neutral ø i det krigsoprørte hav. Det nordeuropæiske kontor var ophørt, og broder Eneroth i Sverige havde nu til opgave at samle oplysninger og rapporter fra de nordiske lande og sende dem til Brooklyn.

Den åndelige føde når frem

Danmark blev til stadighed forsynet med de nye blade og andre publikationer der udkom, men efterhånden som forholdet mellem danskerne og tyskerne skærpedes, måtte man benytte teokratisk snilde. En ung søster var ansat som barneplejerske hos en spansk diplomatfamilie i København, og denne diplomat var meget villig til at tage gavepakker med tilbage til hende fra Sverige. Men han vidste naturligvis ikke hvad pakkerne indeholdt!

Da der således aldrig blev mangel på kildemateriale, var det gennem alle krigsårene muligt at udgive og sprede Vagttaarnet og Ny Verden, og flere nye bøger og brochurer blev trykt og spredt. Selv da der i slutningen af 1941 kom en række artikler i The Watchtower som forklarede Daniels profeti om Nordens og Sydens konger, fik brødrene del i de vigtige oplysninger. Man turde dog ikke offentliggøre artiklerne i Vagttaarnet, men duplikerede dem og lod zonetjenerne rejse rundt og læse dem op i menighederne for de  brødre og søstre der havde legitimationskort. Og som man kan tænke sig, var der stuvende fuldt hus til disse møder.

Modstand fra nazister og præster

Var der ingen følelig modstand fra tysk side under besættelsen, var de danske nazister til gengæld meget hadefulde. Atter og atter forsøgte de gennem deres blade at henlede tyskernes opmærksomhed på os for at få dem til at tage affære.

Præsterne i Den Danske Folkekirke havde også travlt, og ofte var deres angreb i aviserne årsag til livlige skriverier når brødrene indsendte svar på tiltale til bladredaktionerne. Det hele kulminerede da en præst en dag afsluttede sin radiogudstjeneste med at advare mod Jehovas vidner og sige at de ikke troede på Jesus som frelseren eller som Guds søn.

Da radioen ikke ville berigtige udtalelsen, besluttede Selskabet at tage til genmæle. Der blev truffet foranstaltninger til det mest omfattende vidnesbyrd som indtil da var blevet aflagt i landet. På rekordtid blev der udarbejdet og trykt en lille brochure med titlen Vil De dømme mellem os? Dens indhold påpegede forskellen mellem Jehovas vidner og præsteskabet.

Den planlagte storkampagne blev kaldt „Jehovas Kamp“, og der var virkelig kampstemning blandt Jehovas folk. Alle sluttede op, og på en fastsat dato, den 21. februar 1943, blev 700.000 gratis brochurer uddelt. Byerne blev oversvømmet med brochurer, og selv mange landsbyer fik kampagnen at føle. End ikke de mindste øer gik fri, for brochuren blev sendt med postvæsenet til 62 småøer som kun sjældent fik besøg af Jehovas vidner. Over to tredjedele af alle danske husstande fik brochuren inden for døren. Umiddelbart efter blev den sendt til alle præster, degne og ledende missionsmænd.

 Reaktionen var voldsom. Hvis nogle skulle have overset brochuren, gjorde aviserne deres bedste for at henlede opmærksomheden på den. Over hele landet fik præsterne travlt med at tage til genmæle i aviser og kirkeblade og fra prædikestole. Også de danske nazister kom med yderligere angreb og påstod at Jehovas vidner blev finansieret af jødiske bagmænd! Men mange hundrede skrev ind til kontoret for at få mere at vide om budskabet.

Kampagnen strakte sig over flere måneder. Hvert eneste sted hvor der fandtes en præst som forhånede Jehovas navn og modstod hans tjenere, søgte man at afholde et offentligt møde og oversvømme hans sogn med løbesedler. Særlig livligt gik det til på Amager, hvor den første offentlige diskussion mellem Jehovas vidner og præster fra Den Danske Folkekirke blev arrangeret. For Jehovas Vidner mødte blandt andre Arthur Jensen og Herløv Larsen, brødre der var kendt som gode, slagfærdige talere.

En teolog sammenfattede tingene med følgende ord, som blev offentliggjort i Amager Bladet for 15. april: „Taget under eet var Vidnernes Indlæg saa langt de bedste, klareste og sagligste. Paa Kirkens Vegne sad man, ja rent ud sagt og skammede sig.“ Efterhånden ebbede præsternes angreb ud, for jo ivrigere de modstod Jehovas vidner, jo ivrigere blev der forkyndt for deres sognebørn, og det var jo ikke lige det de ønskede.

Stævner under krigen

Under hele krigen var det muligt at holde adskillige stævner. Især huskes det der blev holdt i Odd Fellow Palæet i København den 28. og 29. august 1943. Den første dag under stævnet gik planmæssigt. Imidlertid havde de politiske forhold i Danmark nået et kritisk punkt. Besættelsesmagten havde stillet flere og flere krav til den danske regering, og lørdag den 28. august — samme dag som  stævnet i Odd Fellow Palæet begyndte — nægtede regeringen at samarbejde mere.

Søndag morgen gik tyskerne i aktion. Den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark erklærede undtagelsestilstand. Den danske hær og flåde blev afvæbnet, flere kendte borgere blev arresteret, og regeringen blev sat ud af spillet. Der blev nedlagt mødeforbud og forbud mod sammenstimlen på gaderne. Samme formiddag holdt brødrene samlinger i private hjem. Situationen blev drøftet. Man tog det for givet at stævnet nu var aflyst.

Men det viste sig at én slags møder ikke var forbudt, nemlig gudstjenester. Hurtigt blev der givet besked, blandt andet ved at brødre fra Betel blev sendt ud i taxaer til de forskellige samlingssteder, og derfra gik meddelelsen som en løbeild fra mund til mund blandt brødrene at de om eftermiddagen skulle samles i Odd Fellow Palæet til „gudstjeneste“. For ikke at vække unødig opmærksomhed ankom de nogle få ad gangen og blev lukket ind i salen ad en sideindgang. Snart var 1284 brødre og søstre forsamlet.

En søster fortæller: „Da vi kom ind i stævnelokalet fik vi rigtig at se hvad organisationen var værd, for vennerne var der omtrent alle sammen, kun nogle få var rejst hjem. Alle var samlet sammen på meget kort tid, og dét var der ingen andre end Jehovas vidner der kunne have gjort. Alene det at komme ude fra den rasende og larmende folkehob og ind til denne rolige og fredfyldte atmosfære, det var en oplevelse. Det var som om der kun var en dør imellem den gamle og den nye verden.“

Da mødet var forbi blev alle igen lukket ud i små hold, med påbud om skynde sig bort. Alt gik gnidningsløst. Og det hele blev tilmed afviklet lige for øjnene af tyskerne! Den tyske marinekommandants hovedkvarter lå på modsatte side af gaden, og ude på fortovet lå der vagtposter med maskinpistoler, bag volde af sandsække.

 Bibelskolen på Langeland

Omkring denne tid lød der rygter om at Jehovas Vidner i USA og England var ved at oprette bibelskoler. Da brødrene i Danmark ikke havde nogen direkte forbindelse med hovedkontoret og ikke rigtig vidste hvad der var tale om, købte de i god tro en smukt beliggende ejendom i Lohals på Langeland, med udsigt over havet, og indrettede den som bibelskole for Jehovas vidner. Simon Petersen fra Betel kom til at varetage den daglige drift, og to andre brødre virkede som lærere.  Den ene var en ung broder ved navn Filip Hoffmann, også fra Betel.

Mandag den 5. juni 1944 åbnede skolen med det første hold glade kursusdeltagere. Hvert kursus varede to uger. Om formiddagen blev der undervist i fag som bibelske emner, organisationsspørgsmål, forkyndelsen, regning og dansk, og om eftermiddagen havde eleverne fri til at studere, tage sig en svømmetur eller spadsere i de skønne omgivelser. I weekenderne var der planlagt forkyndelse i distriktet.

Omkring 450 taknemmelige brødre og søstre fik denne oplevelse med. Men det hele varede kun en enkelt sommer. I virkeligheden var skolen jo blevet oprettet ved en misforståelse. Godt nok skulle der oprettes skoler, men ikke på den måde. Året efter blev den teokratiske skole så indført i alle menigheder.

Krigens slutning

Mod krigens slutning blev mangelen på forskellige varer, deriblandt papir, mere og mere udtalt. Men det lykkedes hele tiden at udgive Vagttaarnet og Ny Verden i det sædvanlige oplag fordi man gradvis skar sidetallet ned, og først i slutningen af april 1945 blev det nødvendigt at standse for tilgangen af nye abonnenter. At bladene stadig udkom, var lidt af et mirakel.

Trods de problemer krigen medførte, erfarede menighederne i Danmark stor fremgang i disse år. I 1940 havde det højeste antal Jehovas vidner været 1373, fordelt på 75 menigheder, men i 1945 var der 2620 vidner i 127 menigheder.

Hjælp til tidligere kz-fanger

Den 5. maj 1945 jublede den danske befolkning over befrielsen. Samme dag landede en flodpram på øen Møn  med flere hundrede fanger fra den berygtede koncentrationslejr Stutthof i det nordlige Polen. Iblandt dem var 15 Jehovas vidner af fem forskellige nationaliteter. Få timer efter var danske brødre fremme med mad til dem. De var syge og udhungrede, og to af dem døde kort efter ankomsten. Det var tydeligt at de øvrige — tre brødre og ti søstre — havde hårdt brug for omsorg og pleje. Selskabet fik særlig tilladelse til at tage sig af dem.

De blev installeret i Selskabets bygning på Langeland, og under Simon Petersens og hans kone Elses kærlige omsorg blomstrede de op både fysisk, psykisk og åndeligt. Efterhånden som de genvandt deres styrke, rejste de hjem til deres forskellige lande for at genoptage forkyndelsen på deres respektive sprog — tysk, polsk, russisk, lettisk og litauisk.

Besøg fra hovedkontoret

I forsommeren 1945 blev kontakten med hovedkontoret i Brooklyn genoprettet, og senere på året blev den forstærket da Selskabets præsident siden 1942, Nathan H. Knorr, aflagde et kort besøg i København sammen med sin sekretær, Milton G. Henschel. Det var en begivenhed, for det var første gang Selskabets præsident var i Danmark siden 1927.

Under besøget fik 13 brødre lejlighed til at ansøge om at komme på Gileadskolen. De fem første tog af sted den følgende sommer, tidsnok til også at overvære det store internationale stævne der blev holdt i Cleveland, Ohio.

På deres verdensrejse i 1947 kom broder Knorr og broder Henschel igen til Danmark, og denne gang introducerede broder Knorr noget helt nyt for Danmark: gadearbejdet med bladene. At tilbyde Vagttaarnet og Vaagn op! til folk på gaden havde været meget effektivt i De Forenede Stater. Også her blev det en stor succes. Det virkede stærkt,  især når forkynderne var på gaden i myldretiden om fredagen.

Hjælp fra gileaduddannede brødre

De unge brødre der efter uddannelsen på Gilead blev sendt tilbage til Danmark, var til stor gavn i arbejdet. De to første var Johannes og Christian Rasmussen, der kom hertil for at tage vennetjenesten (hvad der i dag svarer til kredstjenesten) op i begyndelsen af 1947. Christian Rasmussen blev siden forflyttet til Sverige, hvor han stadig tjener på Betel.

Den næste gileadit der vendte tilbage til Danmark, var Filip Hoffmann. Efter skolen havde han gennemgået en særlig uddannelse på kontoret og trykkeriet i Brooklyn, og da han kom tilbage til Danmark var det i første række for at revidere arbejdsgangen på det danske afdelingskontor. Senere blev broder Hoffmann sendt til Tyskland for at virke på afdelingskontoret dér.

I januar 1949 kom Albert og Margaret West tilbage fra Gilead, og broder West fik tildelt landstjenerposten efter broder Dey, som nu var 69 år gammel. Broder Dey fortsatte sit arbejde på kontoret en tid endnu, indtil han i efteråret 1950 rejste tilbage til England, hvor han var pioner til sin død i 1963.

Vækst — åndeligt og talmæssigt

I de følgende år voksede brødrenes åndelige udsyn, og de erkendte i stigende grad at de tilhørte et internationalt samfund med en fælles ledelse. Hertil bidrog de store internationale stævner i New York i 1950’erne, som også blev overværet af delegationer af danske brødre og søstre. At disse venner med egne øjne fik mulighed for at se Jehovas Vidners hovedkontor og trykkeri og høre nogle af de ledende brødre holde foredrag, gav dem en åndelig ballast som de ved deres hjemkomst kunne formidle til andre.

 Forkyndertallet blev ved med at stige, så da man skulle træffe forberedelser til stævnet i 1954 var det klart at K.B.-Hallen ikke længere ville være stor nok. Man lejede da Danmarks største hal, udstillingshallen Forum, tæt ved Københavns centrum. Dette var en virkelig sensation. Som Johannes Rasmussen, der virkede som sektionstjener, udtrykte det: „Selv om vi samlede 8000 mennesker i K.B.-Hallen ville det ikke være noget særligt. Men hvis bare 5000 kom til Forum, det ville være en nyhed.“

Der var lagt op til det hidtil største stævne i Danmark. I selve hallen var der plads til 7000, og rundt om blev der rejst telte som kunne rumme yderligere tusinder. Alligevel var der konstant trængsel de fire dage stævnet varede. Brødrene glædede sig over tilslutningen, og begejstringen kendte ingen grænser da der søndag eftermiddag, den 8. august, var 12.097 som overværede det offentlige foredrag!

Ny landstjener

Dagen efter ankom en amerikansk broder, Richard E. Abrahamson, for at føre tilsyn med arbejdet i Danmark. Han blev den femte landstjener i løbet af få år. Broder West var i sommeren 1951 blevet alvorligt syg og havde måttet  overlade opgaven til Aage Hau, der var uddannet på Gilead sammen med ham. Et års tid senere var tilsynet med arbejdet blevet overdraget til canadieren Norman Harper, som tjente her i et par år, indtil familieforøgelse fik ham til at vende tilbage til Canada.

Broder Abrahamson kom hertil fra sektionstjenesten i England. Sammen med sin kone, Julia, var han udgået fra Gilead i 1953, og han havde tidligere tjent i en årrække på hovedkontoret i Brooklyn. Han var 31 år da han blev landstjener, og han kom til at føre tilsyn med arbejdet her i over 26 år.

Forkyndelse på Færøerne

I maj samme år, 1954, var to specialpionerer blevet sendt til Færøerne, en lille øgruppe i det nordlige Atlanterhav. De var dog ikke de første forkyndere på øerne. Så langt tilbage som i sommeren 1935 var to pionersøstre rejst derop og havde i løbet af tre måneder nået at sprede et stort antal bøger og brochurer inden det var lykkedes præsteskabet at få dem udvist. Fra 1948 var der igen blevet udført nogen  forkyndelse på øerne, men modgang af forskellig art havde begrænset indsatsen.

Nu skulle de to specialpionerer, Svend Aage Nielsen og Edmund Onstad, forsøge at få mere system i arbejdet. Det lykkedes dem hurtigt at finde en lejlighed i Tórshavn, hvor de indrettede et værelse til rigssal. Da de havde gennemgået byen begyndte de at tage ud til de små bygder.

Da færingerne som et hele er præget af øernes barske natur — lidt indesluttede, afventende og mistroiske over for fremmede — krævede det tid og tålmodighed at komme ind på livet af dem. Efter at den første nysgerrighed var blevet tilfredsstillet, mødte pionererne tit lukkede døre. Ofte når de kom til en bygd, ville ikke en eneste lukke op for dem. Først når de forsvandt ud af syne et stykke tid og derefter begyndte forfra i bygden, var det muligt at opnå kontakt — for så troede folk at „faren“ var drevet over. Men menneskefrygten var stor. Bøger og blade blev tit returneret, og somme tider lå de endda på posthuset i Tórshavn før pionererne nåede tilbage.

Et andet problem var at det blev helt umuligt at opdrive nattelogi i bygderne. Det betød mere sejlads, fordi det næsten kun blev muligt at foretage endagsture mellem Tórshavn og bygderne. Og kun broder Nielsen var søstærk. Men der viste sig en løsning. En broder fra Danmark som havde sluttet sig til dem i pionertjenesten havde et skrædderværksted, og ved forenede midler og anstrengelser lykkedes det dem at fremstille et lille telt. Udrustet med rygsække, soveposer, telt og forkyndermapper kunne de derefter gå over fjeldene fra bygd til bygd, og altid have ly for natten.

Under uroen i Klaksvík

Senere på året flyttede broder Nielsen til Klaksvík. Netop som han ankom til byen, nåede en langvarig strid sit  højdepunkt. Indbyggerne havde nægtet at godkende de danske myndigheders valg af en ny overlæge til byens hospital, og det havde udløst voldsomme uroligheder. Om aftenen blev der ofte kastet jernkæder op over de elektriske ledninger, så alt lys i byen gik ud. Og ve de danskere som færdedes ude alene efter mørkets frembrud!

Men hvordan kunne broder Nielsen gå fra dør til dør når hele byen var som en bikube? Han fortæller: „Jo, jeg fik pludselig en indskydelse da jeg skulle ud den første dag, og den fremgangsmåde har jeg ikke før eller siden brugt, men jeg anvendte den i hele den mest urolige periode. Den bestod i at jeg tog Bibelen i hånden når jeg gik ud, og den kom ikke i tasken førend jeg kom hjem. Dette medførte at jeg hele tiden fik lange samtaler med folk, uden dog at komme indenfor, det turde de ikke. . . . En frue spurgte mig: ’Ved De hvad folk siger? De siger at Dem kan de ikke gøre fortræd, for De går med Bibelen i hånden hele tiden.’“

Flere pionerer til marken

I sommeren 1957 blev endnu en broder sendt til Færøerne. Det var Anders Andersen, der tjente som specialpioner i Klaksvík-distriktet. Desuden aflagde han regelmæssige besøg i den lille menighed der nu var oprettet i Tórshavn, og hos broder Onstad, der forkyndte på Suðuroy.

Året efter ankom et ægtepar, Svend og Ruth Molbech. Nu kunne søstrene også få god støtte, og de kvinder der viste interesse kunne betjenes bedre. Det havde tit været svært for de ugifte brødre at aflægge regelmæssige genbesøg hos kvinder når deres mænd sejlede på fiskeri og var væk i lange perioder ad gangen.

Med Selskabets film

Indimellem blev der arbejdet med Selskabets film Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed og Glæden og lykken i Den  Nye Verdens Samfund. De vakte god interesse i de små bygder. De viste at Jehovas Vidner ikke var en lokal sekt, men et verdensomfattende samfund.

I Vestmanna fik man lov at låne biografen, og mange børn og en del voksne — over 80 i alt — fyldte salen længe før forevisningen begyndte. Ventetid var aldrig noget problem for færingerne; der var ikke så meget der skulle nås til bestemt tid. Kun når en trawler kom hjem kunne de pludselig få travlt med at komme ned til havnen. Det skete også her. Midt under forevisningen lød pludselig en dampfløjtes gennemtrængende tuden som forkyndte hjemkomst af fædre, sønner og brødre, og i ét nu var hele forsamlingen i opbrud, hen til gardinerne for at se hvad det var for et skib, og så ud — på sekunder var salen næsten tom, kun biografbestyreren og nogle få ældre mennesker blev tilbage for at se resten.

En færing tager standpunkt

Mens broder Andersen arbejdede på de nordlige øer fik han kontakt med en færing ved navn John Mikkelsen, som viste interesse. Med sin afventende, færøske natur tog han imidlertid ikke standpunkt fra den ene dag til den anden. To specialpionersøstre førte arbejdet videre, og deres venlige bestræbelser bevirkede at Johns kone, Sonja, lidt efter lidt også blev interesseret og deltog i studiet. Begge ægtefæller tog standpunkt, og John blev den første færing der blev udnævnt til ældste.

Efterhånden fik de ensomme pionerer hjælp af familier der flyttede op fra Danmark for at tjene hvor behovet var større. Det virkede godt i distriktet, for mange havde fået det indtryk at vores tro kun var for missionærer, og ikke for „almindelige“ mennesker. At hele familier boede og arbejdede iblandt dem på samme vilkår som de selv, aftvang dem respekt. Den første tilflytterfamilie var Anker og Dora  Nygaard med deres fire børn. De ankom i 1959 og bidrog meget til fremgangen på Færøerne.

Efter otte-ti års tålmodig tjeneste i det færøske distrikt havde de første specialpionerer „beredt jordbunden“. De havde taget brodden af de religiøse lederes modstand, og de havde fundet retsindige som viste venlighed over for budskabet. Det syntes nu tilrådeligt at lade disse banebrydere rejse til mindre isolerede distrikter i Danmark, og lade nye kræfter føre arbejdet videre.

Til Grønland

Midt i 1950’erne var tiden også gunstig til at indlede arbejdet i Grønland, denne vældige ø der med sit kolde klima og sin op til tre kilometer tykke iskappe udmærket kan beskrives som et land med is og sne. Grønland havde i mange år haft status som dansk koloni, og de eneste kirker der havde kunnet virke på øen, var brødremenigheden, som trak sig tilbage i år 1900, og Den Danske Folkekirke. Men en grundlovsændring i 1953 åbnede mulighed for at sende forkyndere dertil.

 I januar 1955 kom to specialpionerbrødre, Kristen Lauritsen og Arne Hjelm, sejlende til hovedstaden Nuuk (Godthåb). Det var en kolossal opgave der ventede dem. Med hovedstaden som udgangspunkt skulle de gennemarbejde hele den 1600 kilometer lange vestkyst, hvor langt de fleste af de dengang 25.000 indbyggere boede, fordelt på cirka 200 byer, udsteder og bopladser.

Først blev byen gennemgået. Mange lyttede velvilligt. Men da brødrene aflagde genbesøg var reaktionen en helt anden. Hvad var der sket? Jo, der var blevet uddelt en pjece fra Grønlands provst (landets øverste gejstlige), der forsøgte at ophidse en stemning mod Jehovas Vidner i håb om at kvæle arbejdet fra starten.

Op og ned langs kysten

Men brødrene fortsatte ufortrødent. Efter mindehøjtiden begyndte de at forberede sommerens store forkyndelsesrejse. Sidst i april ville den første kystbåd komme og fortsætte sin tur mod nord. Pionererne købte et telt og tog med.

Turen førte dem til byer som Sisimiut (Holsteinsborg), Aasiaat (Egedesminde), Ilulissat (Jakobshavn), kulminebyen Qutdligssat, Uummannaq og Upernavik, som var rejsens nordligste mål, 1000 kilometer fra deres udgangspunkt. Overalt forkyndte de ved hjælp af nogle få grønlandske traktater som de havde med.

Den næste større forkyndelsesrejse gik til Qaqortoq (Julianehåb), som ligger godt 500 kilometer syd for Nuuk. Vejret var mildere her, og det hele så mere grønt og frodigt ud. Efter en tur til Narsaq, Nanortalik og Alluitsup Paa (Sydprøven) vendte brødrene tilbage til Nuuk. De havde nu fuldført den første sommers lange forkyndelsesrejser, og hele Grønlands vestkyst havde fået et vidnesbyrd om Jehovas hensigter.

 På disse første ture havde brødrene gjort værdifulde erfaringer. Skønt de foretrak at overnatte i huse, havde de opdaget at teltlivet også havde sin charme. En af de få ulemper var de grønlandske slædehunde, som findes fra Sisimiut (Holsteinsborg) og nordefter. Hundene kunne godt finde på at løbe frem og tilbage under teltsnorene, eller ligefrem at bide snorene over. Og brødrene opdagede at de aldrig skulle opbevare mad i teltet medmindre den var låst ned, for ellers brød hundene ind og åd den. Derfor plejede de at sætte maden op på taget af et udhus eller at hænge den op i en mast, uden for de snappende kæbers rækkevidde. Men i Uummannaq duede den forholdsregel heller ikke. Hundene hoppede op og bed hul på posen — og ud flød pølser, ost, smør og andre dejlige sager, som alt sammen hurtigt blev fortæret.

Her og der havde brødrene mødt modstand på grund af præsterne, men deres hovederfaring var at grønlænderne var venlige, umiddelbare og gæstfri folk. Ofte var mange kommet til dem om aftenen for at stille spørgsmål. Der var uden tvivl meget at gøre i dette distrikt. Endnu anede brødrene dog intet om hvor mange års tålmodigt arbejde der skulle til før resultaterne ville vise sig.

Mere hjælp i Grønland

En god hjælp til at anskueliggøre Jehovas Vidners arbejde var filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Den blev i løbet af vinteren vist tre gange i Nuuk, og på forkynderturene i 1956 blev den vist i mange andre byer, alle steder for fuldt hus. I 1957 kom så filmen Glæden og Lykken i Den Nye Verdens Samfund, med grønlandsk tale indspillet på et bånd der blev kørt sammen med filmen. Da Grønlands provst nogle år senere under et ophold i Danmark skulle redegøre for de kirkelige forhold i Grønland, sagde han blandt andet: „Jehovas Vidner er de mest  aggressive. De farer op og ned langs kysten og viser film om tusindårsrigets herligheder. Disse farvestrålende billeder gør et vist indtryk.“

I 1958 blev pionerstyrken øget til fire, og det følgende forår blev de fem. Hvordan det? Jo, under rejsen til det internationale stævne i New York havde broder Lauritsen truffet en engelsk pionersøster, Joan Bramham. Hun havde sagt ja til at blive hans kone og medarbejder. Efter ankomsten til Grønland gjorde hun det kunststykke ret hurtigt at lære både dansk og grønlandsk. Broder og søster Lauritsen tog sig nu af distriktet i Sydgrønland, mens de andre specialpionerer virkede i den centrale og nordlige del af distriktet.

Fremgang og lutring i Danmark

Fremgangen i den danske arbejdsmark fortsatte, og i april 1955 var 9207 begejstrede forkyndere med til at sprede brochuren Kristenheden eller kristendommen — hvilken af dem er ’verdens lys’? Den næste store begivenhed var sommerens stævne. Omtrent 6000 danske brødre og søstre rejste op til Sveriges hovedstad Stockholm for at overvære stævnet „Det Triumferende Rige“. Det var første gang hovedparten af de danske forkyndere var til internationalt stævne. Programmet og fællesskabet med de mange norske og svenske brødre samt delegerede fra andre lande, styrkede dem åndeligt til at fortsætte i den kristne tjeneste.

Men ikke alle delte deres glæde. Nogle forkyndere havde i årevis været utilfredse med alle de nye retningslinjer fra Brooklyn. Andre kunne ikke lide at Vagttaarnet lagde så stor vægt på kristen livsførelse, ren moral og udstødelse af forhærdede overtrædere. Dette medførte et frafald fra sandheden. Andre igen blev opslugt af den voksende materialisme eller forsvandt på grund af menneskefrygt. Men  de fleste var udholdende, og indadtil blev organisationen styrket.

Stævnerne rykker udendørs

Efter mange år med stævner i skolelokaler og koncertsale og derefter i sportshaller, måtte man nu rykke udendørs for at finde plads til de mange deltagere. I 1956 lejede man for første gang Århus Stadion, der ligger i smukke, parklignende omgivelser. Hen ved 3000 brødre og søstre boede i telt under stævnet — en logiform der stadig er meget yndet af danske stævnedeltagere.

Der var over 10.000 til det offentlige foredrag, men for mange var stævnets højdepunkt sikkert vedtagelsen af en resolution til den sovjetiske ministerpræsident Nikolai A. Bulganin, med en protest mod den behandling Jehovas vidner var udsat for i Sovjetunionen. Resolutionens hovedpunkter blev gengivet i 28 aviser — en ganske god omtale i et lille land som Danmark.

Juridiske vanskeligheder overvindes

Nogle måneder senere blev en retssag om forkyndelsesarbejdet afgjort. Handelsministeriet hævdede at Vagttårnsselskabets virksomhed med at udgive bøger og blade som derefter blev udbredt til offentligheden af Jehovas vidner, måtte betragtes som erhvervsmæssig. Det betød at der skulle løses næringsbrev, ligesom lukkeloven måtte overholdes af forkynderne når de tilbød bøger og blade fra hus til hus. For at få vort forkyndelsesarbejde godkendt som ukommercielt eller filantropisk førte vi sagen helt op til højesteret. Afgørelsen gik Selskabet imod.

Som følge heraf blev det besluttet at danne et særskilt aktieselskab som kunne udgive bøger og blade og sende dem til menighederne, sådan at forkynderne kunne bruge disse redskaber i deres filantropiske bibelundervisningsarbejde.  „Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab“ bevarede sin filantropiske status og fortsatte med at lede Jehovas Vidners åndelige virksomhed, herunder forkyndelsen, som fortsatte uændret.

Nogle år senere bestred myndighederne de enkelte forkynderes ret til at sprede blade fra hus til hus mod et bidrag uden næringsbrev og uden for forretningstiden. Igen gik højesterets afgørelse os imod. Brødrene har imidlertid vist at deres arbejde er ganske ukommercielt ved derefter at sprede bibelsk læsestof gratis til alle som ønsker at læse det, og ved at støtte arbejdet med deres egne bidrag.

Nyt afdelingskontor — med trykkeri

Betelhjemmet på Søndre Fasanvej var ved at blive alt for lille, og da det samtidig ville være praktisk selv at kunne trykke Vagttårnet og Vågn op! for at undgå ulemper som stigende lønninger og eventuelle typografstrejker (en sådan strejke havde i 1947 bevirket at bladene ikke udkom i et helt kvartal!), faldt tanken på at bygge et nyt betelhjem med trykkeri.

En egnet grund blev fundet i et smukt og skovklædt område i forstaden Virum, og da broder Knorr var i Danmark for at tilse byggeriet i slutningen af 1956 var man godt i gang med støbearbejdet — selv om alle holdt kaffepause netop som broder Knorr ankom til byggepladsen!

En mild vinter og hjælp fra mange frivillige bevirkede at betonarbejdet blev færdigt i februar 1957, og den 31. august stod bygningen klar til indvielse. Da havde betelfamiliens 24 medlemmer allerede boet der en måneds tid, og de var ved at trykke Vagttårnet og Vågn op! for 1. og 8. oktober 1957, de første danske numre af bladene som ikke er fremstillet på et verdsligt trykkeri. Vågn op! begyndte nu at udkomme to gange om måneden ligesom Vagttårnet, og  begge blade fik et mere handigt format, mens sideantallet blev øget fra 16 til 24.

Værter for et internationalt stævne

I 1961 skulle de danske brødre for første gang være værter for et stort internationalt stævne. Som stævneplads lejede man Københavns Idrætspark, et fodboldstadion som har dannet ramme om mangen en landskamp. Efter mange forberedelser, efter at alle nødvendige tilladelser var indhentet hos de forskellige myndigheder, og efter at det var lykkedes at skaffe over 15.000 privatlogier, 800 hotellogier og en teltlejr der kunne rumme over 5000, var alt klar til at modtage de mange gæster fra over 30 forskellige lande.

I sidste øjeblik opstod der en alvorlig vanskelighed — 27 fly fra USA med 2691 stævnedeltagere blev pludselig nægtet landingstilladelse af det danske luftfartsdirektorat. Der fulgte nogle hektiske timer med henvendelser til ansvarlige øvrighedspersoner, og først en personlig henvendelse til statsministeren, som var taget på ferie, bevirkede at landingstilladelsen blev givet og telegraferet til luftfartsselskabet i USA — kun et par timer før de første fly skulle afgå til København.

Det var en stor oplevelse at være med til dette stævne. Skønt mange nationaliteter og racer var repræsenteret, bar  hele ånden præg af stævnets tema, „Enig gudsdyrkelse“. Programmet blev holdt på fem sprog samtidig, så danskere, svenskere, nordmænd, finner og engelsktalende kunne følge med på deres eget sprog. Søndag eftermiddag var Idrætsparkens pladser tæt besat med mennesker, og i Fælledparken lige ved siden af kunne et par tusind som ellers ikke kunne få plads, høre det offentlige foredrag gennem højttalere som var sat op. Broder Knorrs enkle og magtfulde budskab blev hørt af 33.513.

Kirkefolks kommentarer til stævnet røbede bekymring. De måtte indrømme: „Jehovas vidner har travlt.“ „Sekten vidner — det er umiskendeligt.“ „Disse folks offervilje er fænomenal.“ Samtidig spurgte de sig selv: „Har vi travlt?“ „Hvad er vi vidner om og for?“ „Er vore hjerter blevet tvivlende kolde?“ Disse offentlige udtalelser beviste at de delegerede aflagde et vældigt vidnesbyrd i forbindelse med stævnet.

Det største stævne i Skandinavien

I 1969 skulle brødrene i Danmark igen få den forret at blive værter for et internationalt stævne. Det var stævnet „Fred på jorden“, som viste sig at blive det største nogen sinde i Skandinavien. Det lignede på mange måder det der blev holdt i 1961 — blot var det større alt sammen. Der var stor glæde da det viste sig at ikke mindre end 42.073 mødte op for at høre broder Knorrs offentlige foredrag.

Landets aviser brugte over 80.000 millimeter spalteplads på stævnet. Berlingske Tidende, et af Københavns største dagblade, skrev i en lederartikel: „Virkelige massemøder er en sjældenhed i Danmark . . . Derfor har den internationale kongres, som Jehovas Vidner i denne uge gennemfører i København, ganske naturligt vakt en vis opsigt. . . . Jehovas Vidner er en udfordring til folkekirken. . . . man kunne  såmænd godt ønske, at folkekirken ville arbejde blot halvt så nidkært med at sprede oplysning om, hvad kristendom er, som vidnerne propagerer på gader og stræder for deres drømme om tusindårsriget.“

Billeder til belæring

Bibelske skuespil var nu blevet spændende og lærerige højdepunkter ved områdestævnerne. I Danmark har der siden begyndelsen af 1970’erne været føjet et usædvanligt element til forberedelserne: Mange af skuespillene bliver fotograferet og sammensat til lysbilledserier. Hvorfor?

Oprindelig skete det af hensyn til stævnerne på Færøerne og i Grønland. Der var simpelt hen ikke forkyndere nok disse steder til at man kunne opføre alle skuespillene. Stykkerne måtte præsenteres som hørespil. Men en broder med erfaring som direktør i et filmselskab fik en idé: Hvad om man, samtidig med at lyden blev spillet, viste handlingen i form af lysbilleder?

 Der blev gjort et forsøg. Resultatet blev godt, og man har siden stadig forbedret billedkvaliteten. For at få den rette stemning frem på billederne benytter man flere og større kulisser end der normalt bruges ved et områdestævne. I nogle tilfælde opbygges temmelig omfattende scener — et torv i Babylon, et hus i Rom, en byport i Jerusalem — alt sammen af træ og flamingoplader. Det hele bliver meget naturtro, og det bidrager til at gøre handlingen realistisk når den fremføres ved hjælp af lysbillederne. Nu bruges billedsættene ikke alene på Færøerne og i Grønland, men også i mange andre lande hvor det ikke er praktisk muligt at opføre skuespillene „rigtigt“.

Fastere fodfæste på Færøerne

I slutningen af 1960’erne var sandheden ved at blive bedre etableret på Færøerne. De familier der rejste til fra Danmark, ydede god støtte i forkyndelsen og bidrog til et stærkere menighedsliv. Nogle steder byggede de, i samarbejde med de lokale menigheder, huse hvori der blev indrettet rigssal. I oktober 1967 blev rigssalen i Tórshavn indviet i Rasmus Nygaards hjem. Året efter blev en lignende sal indviet i Klaksvík. Dette forstærkede det indtryk blandt folk at Jehovas vidner var kommet for at blive.

Det gjorde også indtryk at flere færøske familier tog sandheden op. Da Anna Nolsøe for eksempel lærte sandheden at kende i København i 1961, tog hun tilbage til Færøerne for at forkynde, og snart blev 3 af hendes 13 søskende døbt. Siden bredte sandheden sig i familien som ringe i vandet, så der efterhånden var forkyndere i tre generationer. En lignende historie kunne fortælles om andre familier.

Det „store“ stævne i Tórshavn

I 1971 planlagdes det første sektionsstævne i Tórshavn. Rigssalen i Rasmus Nygaards hus blev omdannet til stævnekontor  med myldrende aktivitet. Og for første gang så man i Tórshavns gader forkyndere med sandwichplakater, hvad der vakte stor opsigt.

Det blev et vidunderligt stævne. Der var 461 til det offentlige foredrag, og stævnet blev et vendepunkt for flere forkyndere fra Danmark, som nu besluttede at flytte op for at tjene hvor behovet var større.

Fremskridt i Grønland

I Grønland fortsatte de få specialpionerer arbejdet, hjulpet af de familier der fra 1961 flyttede til fra Danmark. Der blev forkyndt meget, grønlænderne lyttede venligt, men resultaterne var få. Et væsentligt problem var sprogbarrieren. Nogle grønlændere talte nok dansk, men sjældent så godt at de kunne drøfte dybere åndelige spørgsmål på dette sprog. Og skønt forkynderne sled hårdt i det for at lære det indviklede grønlandske sprog, lærte de det sjældent så godt at de virkelig kunne undervise på det. Ofte måtte de klare sig med små udenadlærte sætninger som indledning, og derpå læse skriftsteder op. I en periode forsøgte de at bruge vidnesbyrdskort og små prædikener indspillet på bånd.

Der var et udtalt behov for flere publikationer som forklarede sandheden på grønlandsk. Men hvem skulle oversætte dem? Hidtil havde man brugt verdslige oversættere, hvilket ikke var nogen tilfredsstillende løsning. Under et besøg i 1965 tilskyndede Jørgen Larsen fra afdelingskontoret derfor søster Lauritsen til at se om hun ikke kunne lære at oversætte til grønlandsk. Hun tog fat, der blev udgivet en brochure og nogle pjecer, og fra januar 1973 begyndte Vagttårnet at udkomme i en månedlig 16-siders udgave under det grønlandske navn Napassuliaĸ Alapernaerssuivfik. Det var en milepæl. Nu var der bedre mulighed for at aflægge et grundigt vidnesbyrd på det lokale sprog.  Samme år udkom bogen Sandheden der fører til evigt liv, som blev en stor hjælp i bibelstudiearbejdet.

Forkynderne i Nuuk havde også behov for et mere egnet mødelokale. Men det var næsten umuligt at skaffe en rigssal i Nuuk på grund af den voldsomme bolignød. En broder havde imidlertid købt et lille træhus på en fjeldknude med udsigt over Nuukfjorden, ikke langt fra byens centrum. Og med økonomisk støtte fra menigheder i Danmark og faglig hjælp fra tilrejsende specialpionerer lykkedes det i løbet af 1970 at opføre en udmærket tilbygning, så huset kunne bruges som rigssal. Desuden blev der bolig til to pionerægtepar i huset.

Flere pionerer og specialpionerer blev sendt op, og i de næste få år bosatte heltidsforkyndere og tilrejsende familier sig i flere byer på kysten, så der allerede i 1973-74 var små grupper eller menigheder i otte byer. I 1973 var der langt om længe en grønlænder som tog standpunkt for sandheden i Grønland, og i 1976 blev der føjet endnu en grønlandsk søster til. Men hvornår ville høsten for alvor vise sig?

Danmarks første stævnehal

Efterhånden blev det i Danmark mere og mere vanskeligt at finde egnede lokaler til de halvårlige kredsstævner. I udlandet var brødrene begyndt at bygge „skræddersyede“ stævnehaller. Ville det samme mon være løsningen i Danmark?

En gruppe ældste fra Fyn og Jylland undersøgte behovet og mulighederne, og reaktionen blandt brødrene var så gunstig at de besluttede at bygge en stævnehal til at betjene kredsene vest for Storebælt. En grund blev købt — et 20.000 kvadratmeter stort skovareal i Silkeborgs udkant. Den 18. marts 1978 blev det første spadestik taget, og et år minus en dag senere stod den røde H-formede murstensbygning færdig til indvielse, med mødesal til 900, spisesal til 300, foruden andre nødvendige faciliteter.

 Nyt afdelingskontor

I mellemtiden var der planlagt et andet og langt større teokratisk byggeri. Afdelingskontoret i Virum havde i flere år været alt for lille. Noget større var hårdt tiltrængt.

En egnet grund blev fundet i Holbæk, 70 kilometer vest for København — et bakket terræn på 54.000 kvadratmeter med udsigt over Holbæk Fjord. Planer blev lagt og ansøgninger indgivet. Men da en venlig sagsbehandler på bygningsinspektoratet hørte hvad projektet gik ud på — at der skulle opføres et kompleks på 13.800 kvadratmeter gulvareal som selvbyggeri — spurgte han bekymret brødrene om de ikke hellere skulle lade være.

„Men intet er umuligt for Jehova,“ fortæller Filip Hoffmann, der var koordinator for byggeriet. „En byggefamilie på 200 i gennemsnit tog fat, godt hjulpet af frivillige i weekenderne. Selv ikke århundredets hårdeste vinter med temperaturer i ugevis ned til mellem 10 og 20 minusgrader, kunne standse dem, og efter en byggeperiode på blot 100 uger stod bygningerne færdige til indvielse den 21. maj 1983.“

Betelfamilien flytter ind

Midt under byggeriet, i august 1982, flyttede betelfamilien ind. Et ægtepar som desværre ikke kunne flytte med til det nye hjem, var Richard og Julia Abrahamson. Broder Abrahamson var gået foran i arbejdet i Danmark og havde været en inspirationskilde for mange, og både han og hans hustru havde vundet sig en stor plads i mange danske venners hjerte. I efteråret 1980 var de imidlertid blevet opfordret til at fortsætte deres tjeneste på Betel i Brooklyn, og den danske betelfamilie måtte vemodigt tage afsked med dem i begyndelsen af januar 1981.

Opgaven som koordinator i afdelingskontorets udvalg blev overtaget af broder Jørgen Larsen, hvis erfaring i  heltidstjenesten går tilbage til 1951, med ophold på Gilead i 1958 og 1965. Sammen med sin hustru, Anna, har han virket en årrække i rejsetjenesten, og har derefter arbejdet i tjenesteafdelingen og som oversætter på Betel.

Indvielsen

Et par dage før indvielsen var der reception for leverandører og embedsmænd. Under rundgangen i de nye bygninger roste de valget af materialer, det fine håndværksarbejde og finish’en som de havde kendt magen til i deres ungdom, men ellers aldrig så nu om stunder. Da den venlige og velmenende sagsbehandler fra bygningsinspektoratet blev mindet om sine oprindelige betænkeligheder, sagde han med et smil: „Dengang kendte jeg jo ikke jeres organisation.“

De 700 brødre og søstre der var indbudt til indvielsen måtte også beundre de smukke bygninger. Mange var imponerede over hvor stort og rummeligt det hele var. Som Christian Rømer sagde: „Byggeriet overvælder mig når jeg tænker på den store indsats der er gjort.“ Alle kunne nikke bifaldende da Daniel Sydlik fra Det Styrende Råd i sin indvielsestale pointerede at ofre til Jehova gerne må koste noget. Byggeriet havde kostet både penge og anstrengelser, men ofrene var bragt med glæde, for at fremme Jehovas gerning.

Det åndelige behov dækkes endnu bedre

Der var nu plads til at opfylde et længe næret ønske om at indkalde flere oversættere, så nye projekter kunne sættes i gang. Sideantallet i Vagttårnet og Vågn op! blev øget fra 24 til 32, ’Årbogen’ begyndte at udkomme på dansk, og arbejdet med at oversætte Hjælp til forståelse af Bibelen blev påbegyndt.

To publikationer har vakt særlig glæde. Det gælder Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter, der udkom i april  1985, og Den Store Bibelordbog, der blev udgivet i 1988, udarbejdet ved hjælp af moderne datateknik. Med disse publikationer har Jehovas Vidner i Danmark for øvrigt skrevet historie, for det er første gang en kreds uden for Den Danske Folkekirke har udgivet en hel bibeloversættelse, og første gang i det hele taget der er blevet udgivet en så omfattende bibelordbog på dansk.

I mellemtiden har der også været overskud til at arbejde med det omfattende Register til Vagttårnets publikationer 1930-1985. Dette værdifulde hjælpemiddel til bibelstudium blev udgivet ved stævnerne i 1991. Ved disse stævner var det også en glæde at vi for første gang nogen sinde fik en ny bog samtidig på alle de tre sprog der benyttes under det danske afdelingskontor, nemlig bogen Det største menneske der har levet — på både dansk, færøsk og grønlandsk.

Med installeringen af et nyt og moderne lydstudie blev der desuden skabt mulighed for at indspille lydbånd af god kvalitet. Siden er alle De Kristne Græske Skrifter og hen ved halvdelen af De Hebraiske Skrifter blevet indtalt på dansk, og til gavn for svagtseende og læsehæmmede  produceres der to gange om måneden et oplag på 350 kassetter med artikler fra Vagttårnet.

Endnu et fremskridt var overgangen til datastyret fotosætning og moderne offset-trykning. Broder Arne S. Nielsen, der fører tilsyn med trykkeriet, siger: „Det blev både en udfordring og en velsignelse. Det betød at stort set alt udstyr i trykkeriet skulle udskiftes og at alle skulle lære at bruge nyt udstyr og følge nye arbejdsprocesser.“ Siden har en ark-rotationsmaskine haft travlt med at trykke bladene på dansk, islandsk og grønlandsk. Og da de danske blade begyndte at udkomme i fire farver, blev kapaciteten øget med endnu en maskine.

Efter at afdelingskontoret var blevet indviet, kunne det næste større byggeprojekt begynde. Brødrene i den østlige del af landet købte en tom fabrikshal ved Herlufmagle, cirka 50 kilometer syd for Holbæk. Til hallen hørte en firlænget bondegård, en toplans villa, et stort værksted samt en rummelig smedjebygning. Det lykkedes arkitekterne  og mange andre villige hænder at samle dette virvar af bygninger til en harmonisk helhed, en stævnehal der nu benyttes af kredsene på Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Siden indvielsen den 26. april 1986 har så godt som alle menigheder i Danmark kunnet holde deres kredsstævner i egne stævnehaller.

Hurtigbyggede rigssale

Herefter indledtes et nyt, spændende kapitel i den teokratiske byggehistorie i Danmark. Noget hidtil ganske uhørt blev introduceret — hurtigbyggeri af rigssale.

Den første rigssal bygget af brødrene var blevet indviet allerede i 1949. Siden var der opført rigssale mange steder. Og i 1968 havde nogle menigheder taget initiativ til at danne en regional rigssalsforening med det formål at hjælpe alle de tilsluttede menigheder til at kunne finansiere et rigssalsbyggeri. (Se Andet Korintherbrev 8:14.) Idéen spredtes til hele landet, og følgen var at næsten alle menigheder fik mulighed for at bygge eller købe egen rigssal.

 Men hen i 1980’erne var nogle af de ældre rigssale ikke længere tidssvarende, og flere steder var de blevet for små. Hurtigbyggeri, som var kendt i andre lande, kom på tale. Nogle nærede betænkeligheder. Kunne danske byggetraditioner med bærende ydermure opbygget i sten, tilpasses et hurtigbyggeri? Og kunne vi opfylde de strenge krav som de danske byggemyndigheder stiller?

I 1986 gik arkitekter og ingeniører i gang, og det lykkedes dem at udarbejde en brugbar byggeplan hvor den lokale menighed udfører det forberedende arbejde, hvorefter cirka 200 håndværkere kommer og bygger rigssalen på tre dage. Der var stor begejstring da den første hurtigbyggede rigssal blev opført i september 1986.

Siden har byggerierne ofte påkaldt sig myndighedernes opmærksomhed, og hver gang er de lige forundrede. Der er nu opført 36 hurtigbyggede rigssale i Danmark, og flere er planlagt. Og det var en særlig stor oplevelse for byggeholdene i august 1991 at rejse til det fjerne Ilulissat (Jakobshavn) i Grønland for at opføre en af verdens nordligste rigssale.

Ny rigssal i Tórshavn

Færøerne blev heller ikke glemt. På grund af fremgangen fik menigheden i Tórshavn behov for en ny rigssal. Det  var et stort projekt for de lokale brødre. Men efter stævnet i 1983 flyttede 10-15 forkyndere fra Danmark til Færøerne — flere med god erfaring fra betelbyggeriet i Holbæk.

I februar 1984 tog de fat. Der var meget bore- og sprængningsarbejde, for rigssalen blev helt bogstaveligt bygget på klippegrund. Efter at kælderetagen var blevet støbt i beton, blev resten af bygningen opført i træ, mens taget er et græstag — en gammel færøsk tradition der er blevet meget populær igen. Det var ikke en hurtigbygget rigssal, men den gav megen omtale både i distriktet og ved indvielsen den 10. juni 1985. Fjernsynet nævnte for første gang Jehovas Vidner i en nyhedsudsendelse. Radioen bragte et interview med en lokal ældste, og de fleste aviser bragte artikler og billeder fra byggeriet.

Nye publikationer på færøsk

Selv om brødrene på Færøerne hidtil havde klaret sig godt med de danske publikationer, eftersom de fleste færinger både læser og taler dansk udmærket, begyndte behovet for færøsk læsestof at trænge sig på. Anna Nolsøes datter, Peturbjørg Nygaard, kunne påtage sig oversættelsesarbejdet, og midt i 1980’erne udkom flere af Selskabets bøger og brochurer på færøsk. Der blev aflagt et godt vidnesbyrd når folk i distriktet så de flotte bøger på det lokale sprog. Og indadtil i menighederne føltes det som en stor glæde da sangbogen i 1989 udkom på færøsk og lovsangen til Jehova kunne synges af hjertet på endnu et sprog.

I de seneste år er mange blevet døbt på Færøerne, både nye fra distriktet og unge der er vokset op i menighederne. Det som de første forkyndere der bosatte sig på Færøerne i 1948 knap kunne forestille sig, er nu blevet til virkelighed. Jehova har velsignet den udholdende indsats som mange forskellige brødre og søstre har ydet i årenes løb, sådan at  der nu regelmæssigt aflægges vidnesbyrd om Jehova og hans fredsrige ved Jesus Kristus, også på de små øer ude i Atlanten.

Omsider høst i Grønland!

Efter hen ved 30 års tålmodigt arbejde med at plante og vande, var markerne i Grønland omsider ved at være modne til høst. I 1983 begyndte en gruppe unge grønlændere i Nuuk at studere og komme til møderne. De gjorde gode fremskridt, og dette skulle vise sig at blive gennembruddet. I begyndelsen var de generte og tilbageholdende. De kom jo til en dansk menighed og forstod kun dele af undervisningen. Men gradvis udviklede de frimodighed, og deres kærlighed til Jehova og til sandheden voksede. Kristen og Helena Mortensen, specialpionerer i Nuuk, fortæller om et typisk eksempel:

„En af dem var Sonja, en ung pige der havde været studium med et års tid. Det havde kørt meget uregelmæssigt, da hun konstant var på farten fra den ene fest til den anden. Da hun efter nogen tid flyttede sammen med en mand, blev det muligt at få studiet i faste rammer. Og nu gik det op for hende hvad sandheden indebar. Hun holdt op med at ryge, vendte spiritus og fester ryggen, og meldte sig ud af kirken. Hendes samlever, Viggo, var meget genert, og forkynderne kunne ikke rigtig komme i kontakt med ham. Sonja fortalte ham hvad hun lærte, og langsomt blev han også interesseret. Han var med nede og se rigssalen, uden for mødetid, og fik under disse uforpligtende forhold forevist en lysbilledserie med grønlandsk tekst. Faktisk så han serien flere gange, da der også var andre interesserede som ikke kunne samle mod til at komme til et rigtigt møde, men nok kunne snige sig ned og se billederne på et andet tidspunkt. Og hver gang var Viggo altså med. Så efterhånden indvilligede han i at være med i studiet, og nu da han  var blevet fortrolig med rigssalen, begyndte han også at overvære møderne.“

Det endte med at de giftede sig, indviede sig til Jehova og blev døbt. Senere tog de heltidstjenesten op, og Viggo tjener nu som den første grønlandske ældste.

De nye der kom til, var meget ivrige efter at tale med deres venner om det de lærte. De inviterede andre med til deres bibelstudium, og flere af dem fik interesse for sandheden og begyndte at komme til møderne. På den måde opstod der i menigheden et teokratisk miljø der kunne erstatte tidligere verdslige venner, og hvor de nye kunne støtte hinanden. Siden har der været en stadig vækst i Nuuk menighed.

Vækst i Ilulissat

Noget tilsvarende skete i Ilulissat (Jakobshavn), 300 kilometer nord for polarcirkelen. Et specialpionerpar, Bo og Helen Christiansen, begyndte i vinteren 1985-86 langsomt at etablere grønlandske møder. I løbet af et års tid kom der omkring 50 forskellige i rigssalen, de fleste bare en enkelt gang, men en lille trofast gruppe ret regelmæssigt.

Der kom især gang i tingene da sandheden slog rod hos en lille familie og derfra begyndte at brede sig. Sara forstod ret hurtigt at det var sandheden, og hendes mand og tre børn viste også nysgerrig interesse. Niels, hendes mand, forkyndte for sin søster, Naja, som boede i en nærliggende bygd. Najas mand sejlede med en trawler, så hun flyttede ind til Ilulissat, boede hos Niels og Sara, og begyndte sammen med dem at komme til møderne.

I mellemtiden sad Najas mand, Thele, ude på trawleren og læste i „Det Nye Testamente“. Han havde godt hørt hvad hans kone var ved at blive rodet ind i, og da han selv var religiøst aktiv, var han besluttet på at vise hende at hun tog fejl. Han havde også truet med skilsmisse, og separationspapirerne  var faktisk sendt af sted. Da han afmønstrede fra trawleren, hentede han omgående den noget nervøse Naja hjem til deres hjembygd. Men gennem en lang natlig samtale med hende gik det op for ham at han ikke vidste nok til at gendrive det hun fortalte.

Resolut tog de begge ind til Ilulissat, flyttede ind hos Niels og Sara, og Thele ringede til specialpionererne og spurgte om de ville komme og ’lære ham Bibelen’. Thele indrømmede at han var på vildspor, og nu ønskede han at studere. Han spurgte om han måtte komme til møderne, han holdt op med at ryge, og han meldte sig ud af kirken. En uges tid senere spurgte han om han kunne blive forkynder! Han kom trofast til alle møderne, var med til stævnet i Nuuk to måneder senere, og på hjemrejsen spurgte han igen: „Kan jeg blive forkynder nu?“ Det kunne han. I sommeren 1990 blev han og Naja døbt, sammen med Niels. Et års tid senere begyndte Naja som almindelig pioner. „Indtil nu er ni blevet døbt,“ fortæller broder Christiansen glad. „Det er fantastisk at følge hvad der sker når Jehova kalder på retsindige mennesker.“

Muligheder i Nordgrønland

Broder Christiansen fortæller videre: „En anden stor forret vi har haft, har været tre år i træk at gennemføre forkynderture til de nordlige isolerede distrikter omkring Uummannaq og Upernavik. Det er udprægede fangerdistrikter med en ufattelig smuk natur. Ude på de små steder er forholdene meget anderledes end i byerne hvor den moderne udvikling tager fart, men også derude er der tilstrækkelige vidnesbyrd om at tegnene opfyldes og at alle har behov for Riget. Og folk er venlige, mange lytter og overalt har Selskabets nyeste publikationer fået en stor udbredelse. Mange steder er der tydeligvis retsindige som venter på at blive indsamlet.“

 I sommeren 1990 gennemførte fem forholdsvis nye forkyndere fra Ilulissat en to ugers tur rundt til alle bygder og udsteder i dette område. Det er første gang der har været grønlandske forkyndere her, og et stort vidnesbyrd kunne aflægges. To tusind kilometer blev tilbagelagt med tre små speedbåde, og også små bygder der normalt ikke besejles og hvor der aldrig har været forkyndere, blev præsenteret for den gode nyhed. Forkynderne nåede helt op til Kullorsuaq (også kaldet Djævelens Tommelfinger) nær den 75. nordlige breddegrad.

Nord for Djævelens Tommelfinger begynder de isdækkede kyster, og de næste 300 kilometer er fuldstændig øde. Derefter er der igen beboede steder, som stort set er urørte distrikter endnu. I januar 1989 havde en søster fra Nuuk imidlertid et par ugers arbejde i Grønlands nordligste by, Qaanaaq (Thule), hvor hun benyttede lejligheden til at forkynde for byens indbyggere. Siden er en ung pige fra Qaanaaq som begyndte at studere under et skoleophold i Nuuk, flyttet tilbage og fortsætter sit bibelstudium pr. bånd. Trods modstand er hun begyndt at fortælle andre om det hun lærer. Også i denne ’fjerne egn’ af jorden vidnes der nu om Riget. — Apg. 1:8.

Problemer der overvindes

Da næsten alle som hidtil har taget imod sandheden er unge mennesker, har de problemer de har måttet kæmpe med, ikke været kirken og religiøse lærepunkter, men typisk sådanne ting som umoralitet, drikkeri og modstand fra familie og venner. Det har også krævet stor frimodighed af dem at forkynde i de små byer hvor alle kender alle. En anden udfordring for de nye har været det bibelske forbud mod at nyde blod. Mange i Grønland sætter stor pris på grønlandsk kost — sælkød, hvalkød, fugle og så videre, vildt der som regel ikke bliver slagtet så blodet løber af.  Kun ganske få af de grønlandske venner er i stand til selv at skaffe sig dette på en bibelsk korrekt måde, og må derfor i lange perioder undvære.

Problemet kan illustreres med Anes eksempel: I foråret 1990 blev Ane fra Ilulissat hasteindlagt på grund af en graviditet uden for livmoderen. Både hun og hendes mand var nydøbte, og nu stod de for første gang over for at skulle forklare en dansk læge om det kristne syn på blodet. (Apg. 15:29) Lægen gik ind på at operere uden blod. Da Ane blev kørt ind til operationen, var hun ved godt mod og trøstede sin mand: „Vi ses i den nye verden.“ Operationen gik imidlertid godt, så de sås allerede dagen efter. Men nu måtte den sultne Ane gennem blodproblemet fra en ny vinkel: Hospitalet serverede grønlandsk mad, så hun måtte vente til hendes mand kom med mad til hende hjemmefra.

Det åndelige behov dækkes

Overalt på kysten har folk stadig stor respekt for Bibelen, og den grønlandske ’Bibelhistoriebog’, der blev udgivet i 1985, har fundet vej ind i mange hjem. I flere byer har 20-30 procent af husstandene fået bogen, og på mange udsteder findes den i mindst halvdelen af alle hjem.

På grund af de lange afstande og de store rejseomkostninger er det ikke muligt at samle alle menigheder til kredsstævner og særlige stævnedage, men disse arrangementer gennemføres i hver enkelt menighed ved at man samles og lytter til bånd- eller videooptagelser fra stævner i Danmark. Men en gang om året, til det årlige områdestævne, samles forkynderne fra hele kysten. For mange af de nye er dette en sjælden lejlighed til at være sammen med mange trosfæller på én gang, og for pionererne i de små menigheder er det en kærkommen lejlighed til at være sammen med andre heltidstjenere.

 I februar 1990 rystedes de grønlandske menigheder af et chok. Søster Joan Lauritsen, der i mange år havde været hovedkraften i oversættelsen af Selskabets publikationer til grønlandsk, døde pludselig af et hjerteslag, kun 51 år gammel. For hendes mand, Kristen, var det et stort personligt tab, og det samme var det for brødrene i menighederne.

Efter sin hustrus død fortsatte broder Lauritsen endnu et års tid i sin tjeneste i Grønland, indtil han grundet svigtende helbred måtte rejse tilbage til Danmark. Idet han ser tilbage på sin lange missionærtjeneste siger han: „Da vi for 35 år siden begyndte at forkynde den gode nyhed om Riget, var det virkelig de ringe begyndelsers dage. Nu ser vi en konstant tilstrømning af især unge grønlændere som studerer og tager standpunkt for sandheden. Jeg er virkelig Jehova taknemmelig for at han ikke alene benyttede os til at påbegynde arbejdet i dette land, men også gav os styrke til at fortsætte indtil høsten begyndte at komme i hus.“

Broder Bo Christiansen fra Ilulissat flyttede til Nuuk for at føre oversættelsesarbejdet videre. Med god hjælp fra grønlandske kræfter lykkedes det ikke alene at fortsætte udgivelsen af Vagttårnet, men også at oversætte bogen Det største menneske der har levet. Fra juli 1992 er man oven i købet begyndt at udsende en kvartalsudgave af Vågn op! under navnet Iteritsi! De grønlandske venner er taknemmelige for at Jehovas organisation prioriterer den åndelige føde meget højt, selv i distrikter med en begrænset befolkning.

Fremmedsproget distrikt i Danmark

I de sidste 20-25 år har distriktet i Danmark mange steder ændret karakter. På grund af forholdene i verden er mange udlændinge flyttet hertil, og problemer som diskrimination og fremmedhad, som danskerne ellers følte sig hævet over, kendes nu også her.

 For Jehovas vidner er de mange indvandrere imidlertid blevet en spændende udfordring, både sprogligt og religiøst. For at fremme arbejdet blandt indvandrerne blev der i 1975 oprettet en lille engelsksproget menighed i København. Retsindige af alle racer og nationaliteter strømmede til møderne, begyndte at studere og kom med i sandheden. Nogle af de nye er gennem årene rejst til andre lande og fortsætter forkyndelsen dér, men mange er blevet og udgør i dag en stærk og meget blandet menighed som tæller omkring 25 nationaliteter — et klart vidnesbyrd om hvordan sandheden forener mennesker.

Siden januar 1989 har der også i København været en lille og meget aktiv jugoslavisk menighed hvor mennesker med yderst forskellig baggrund har fundet sandheden. En forhenværende skuespillerinde som rejste til Danmark, skuffet over uretfærdighederne i sit hjemland, tjener nu her som fast hjælpepioner. En makedonisk student der kom hertil for at tjene til sine studier, fandt åndelige rigdomme og tjener nu Jehova i sit hjemland. En ung sigøjnerfamilie for hvem tyveri og smugleri var en del af hverdagen, deler  nu gavmildt ud af de åndelige værdier. Ja, mange udlændinge som søgte politisk frihed eller materiel velstand i Danmark, har fundet sand frihed og sande rigdomme gennem Guds ord og hans menighed.

Forkyndelse for døve

Der har også i mange år været en lille gruppe døve forkyndere i København som nidkært har forkyndt for de døve der bor i hovedstadsområdet. I 1980 satte de sig for at alle landets cirka 4000 døve skulle have sandheden forelagt på deres eget sprog — tegnsprog.

Dette kunne kun lade sig gøre ved at hørende forkyndere rundt om i landet lærte sig tegnsprog. Et hold forkyndere fra døvegruppen rejste ud til udvalgte menigheder og gjorde opmærksom på behovet. Initiativet medførte at et stort antal forkyndere lærte tegnsprog, og næsten alle døve i landet bliver nu besøgt regelmæssigt. Resultatet er at der nu findes 24 døve forkyndere fordelt på seks forskellige menigheder. Gruppen i København, som er den største, omfatter to menighedstjenere og en ældste. Der holdes regelmæssige møder på tegnsprog, og to af brødrene holder foredrag som tolkes til dansk.

Blod og lægebehandling

I det ellers så tolerante Danmark har Jehovas vidner haft en lang og sej kamp for at få myndigheder og læger til at respektere deres holdning til blod. I mange år fulgte læger og sygehuse nogle retningslinjer som var afstukket i 1956 ved en drøftelse mellem jurister, læger og — en luthersk teolog som var præst i Den Danske Folkekirke! Intet under at de følte sig i deres gode ret til at give blod imod patientens vilje.

Sagen nåede et kritisk punkt i 1975, da en læge på et københavnsk børnehospital ville give en treårig dreng blod  imod forældrenes ønsker. Forældrene tog drengen ud af hospitalet og fandt heldigvis en samarbejdsvillig læge der behandlede ham medicinsk, uden brug af blod. Et par uger efter kunne han udskrives, og han er stadig sund og rask.

Under alt dette havde både forældrene og Jehovas Vidner som helhed været udsat for en voldsom pressehetz, bombetrusler og i nogle tilfælde endda direkte vold. Men sagen gav anledning til en direkte henvendelse til lægestanden. Broder Jørgen Larsen skrev en artikel, „Blodtransfusion — Religiøs tro og lægeetik“, som blev bragt i Ugeskrift for Læger den 19. juli 1976. Det var det første større skridt i den rigtige retning.

Det næste store skridt var da dr. jur. Alf Ross, Danmarks „grand old man“ hvad angår juridiske og etiske principper, skrev en redegørelse i Ugeskrift for Læger den 26. marts 1979. Hans artikel var skelsættende, for det var første gang i Danmark at en juridisk ekspert tog til orde, angreb den officielle holdning og forsvarede voksne Jehovas vidners ret til under alle forhold, også i livstruende situationer, at afvise blodtransfusion. Der kom imidlertid ingen juridisk afklaring.

Men spørgsmålet om etik kom stadig mere i forgrunden. I 1982 blev landets læger af sundhedsstyrelsen oplyst om principperne vedrørende „informeret samtykke“, og i 1985 udkom en lærebog med en glimrende gennemgang af den etiske udfordring som Jehovas Vidners vægring mod blodtransfusion udgør. I september 1989 vedtog Den Danske Lægeforening derpå en ændret udformning af Etiske regler for læger. En ny paragraf vedrørende information og samtykke fastslår at „en patient har ret til fuld information om diagnose, prognose og behandlingsmuligheder m.v. samt ret til på grundlag af denne information at afgøre, om  han eller hun vil acceptere eller frabede sig en given behandling“.

Etisk set var problemet nu afklaret, men juridisk var der stadig tvivl om hvorvidt retten til at bestemme over sin egen person havde forrang frem for lægens hjælpepligt. Lovgiverne var opmærksomme på problemet, og i slutningen af 1989 blev der fremlagt et forslag om en ændring i lægeloven som ville gøre det ulovligt, og dermed strafbart, at behandle en patient mod hans vilje. Loven blev vedtaget den 8. maj 1992 og trådte i kraft fem måneder senere, den 1. oktober. Men der er stadig behov for at kunne yde brødre og søstre kvalificeret hjælp, og den nye ordning med Kontaktudvalg til Hospitaler, som blev indført fra januar 1991, har allerede gjort god gavn.

En stævneplads for hele landet

Efter at afdelingskontoret var færdigbygget og Danmark hvad kredsstævner angår var dækket ind med sine to stævnehaller, opstod spørgsmålet: Hvorfor ikke bygge en områdestævneplads for hele landet? Den kunne anlægges i tilknytning til stævnehallen i Silkeborg, som ligger meget tæt på landets geografiske centrum.

Projektet blev forelagt Det Styrende Råd, det blev godkendt, og Silkeborg kommune anviste en grund på 155.000 kvadratmeter, omfattende et stort, naturskønt og fredet område, cirka 1500 meter fra stævnehallen. Den 1. juli 1990 begyndte jordreguleringsarbejdet. Og reguleres, det skulle der. De første tre måneder blev der gennemsnitlig hver dag flyttet 1500 tons jord — svarende til 100 fuldt lastede lastbiler! Men en broder med stor erfaring i jordarbejde sagde beroligende: „Jeg har flyttet jord i 30 år, og Jorden er stadig væk rund.“

Auditoriet er anlagt som et delvis overdækket amfiteater, hvor ingen sidder mere end 70 meter fra talerstolen.  Der er plads til 3500 tilhørere, og i den nærliggende stævnehal kan yderligere 900 følge programmet indendørs via tv-kabel. Der er tilstræbt ideelle lydforhold og gode faciliteter til parkering, førstehjælp og bogbord, ligesom også toiletforholdene er meget velegnede. Anlægget omfatter også en overnatningsplads hvor cirka 1000 brødre og søstre kan campere i forbindelse med hvert stævne.

Den 1. juni 1991 oprandt dagen for indvielsen. Broder Lloyd Barry fra Det Styrende Råd holdt et meget trosstyrkende og opmuntrende indvielsesforedrag. Hen ved 4000 brødre og søstre overværede programmet på stævnepladsen, og mere end 700 fulgte det via telefon i stævnehallen i Herlufmagle. Ugen efter havde alle menigheder lejlighed til at se en fem kvarters videooptagelse fra indvielsesprogrammet. Lidt senere på sommeren dannede stævnepladsen en vidunderlig ramme om fem områdestævner under temaet „Venner af frihed“.

Blikket rettes fremad

I de 100 år der nu er gået siden broder Russell første gang satte foden på dansk jord, har det danske samfund undergået store forandringer. Den tekniske udvikling har bragt materiel velstand og gjort landet til et af de rigeste i verden, men samtidig er den religiøse interesse dalet til nulpunktet.

Disse faktorer har ikke kunnet undgå at berøre Rigets arbejde i dette land. Skønt der har været perioder med stor vækst, har der også været perioder med stagnation, og perioder hvor materialismen, ligegyldigheden og andre faktorer ligefrem har gjort indhug i forkyndernes rækker. Så meget desto glædeligere er det at et stort antal mennesker gennem tiden har erkendt deres åndelige behov, har indviet sig til Jehova og har tjent ham trofast. Der er nu 16.407 forkyndere af Guds rige i Danmark, og forholdet til befolkningstallet  er som 1 til 315. Mange er også rejst ud for at tjene hvor behovet er større — i første række til lande som Norge og Sverige, men også til Færøerne og Grønland og via Gilead til fjernere steder.

Trods presset fra verden er ånden blandt forkynderne god. Pionertallet er inden for de sidste ti år vokset fra 584 til 1315, og menighedsforkyndernes timeindsats er stigende. Mindehøjtiden blev i 1992 overværet af 24.960, og der døbes årligt cirka 500 nye. Så selv om alle distrikter i Danmark er blevet gennemarbejdet regelmæssigt i mange år, er der stadig noget at gøre. Uanset den religiøse ligegyldighed er Jehovas vidner i Danmark besluttede på at holde ud og fuldføre den gerning de har fået betroet af kongen Jesus Kristus, nemlig at forkynde den gode nyhed om Riget. — 2 Tim. 4:5; Hebr. 10:36.

[Oversigt på side 147]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DANMARK

Gns. antal pionerer

1.315

 

 

777

556

 

228

137

1950 1960 1970 1980 1992

Højeste antal forkyndere

16.407

13.228

12.569

9.504

 

4.936

1950 1960 1970 1980 1992

 [Kort på side 66]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DANMARK

Hovedstad: København

Officielt sprog: Dansk

Største trosretning: Den lutherske kirke

Befolkningstal: 5.162.126

Afdelingskontor: Holbæk

DANMARK

Skagen

Nordsøen

Ålborg

MORS

Silkeborg

Odder

JYLLAND

Esbjerg

FYN

Nyborg

SJÆLLAND

Helsingør

Holbæk

Roskilde

Herlufmagle

MØN

LANGELAND

LOLLAND

FALSTER

TYSKLAND

Østersøen

SVERIGE

København

[Kort]

GRØNLAND

Thule

Upernavik

Uummannaq

Qutdligssat

Nuuk

[Kort]

BORNHOLM

 [Kort/​illustrationer på side 108, 109]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

FÆRØERNE

Norskehavet

STREYMOY

Vestmanna

Klaksvík

Tórshavn

Atlanterhavet

SUÐUROY

[Illustrationer på side 72]

John Reinseth lærte sandheden at kende i 1907. Han var en utrættelig forkynder. Hans kone, Augusta, forkyndte også flittigt, trods sit svage helbred

[Illustration på side 74]

Thyra Larsen fra Aalborg begyndte som kolportør i 1914

[Illustration på side 75]

En skolegård i Ole Suhrs Gade, 1909. Broder Russell sidder midt i anden række. Til venstre for ham ses landstjeneren, Carl Lüttichau

[Illustration på side 79]

Marie Due blev afskediget som lærerinde da hun blev bibelstudent i 1915

[Illustration på side 81]

Løbeseddel der annoncerede broder Macmillans foredrag. Hans ’Millionforedrag’ i 1920 blev overværet af over 5000

[Illustration på side 82]

Afsked med broder Rutherford på Københavns hovedbanegård i 1922

[Illustration på side 87]

I 1920’erne blev landet gennemarbejdet af utrættelige kolportører. Øverst fra venstre Kristian Dal, Søren Lauridsen og Christian Rømer, og i forgrunden Anna Petersen og Thora Svendsen

[Illustration på side 88]

Broder Dey og broder Rutherford i Kastrup lufthavn 1927

[Illustration på side 89]

William Dey, der var leder af det nordeuropæiske kontor, og Albert West, som var landstjener i Estland indtil 1930, da han blev broder Deys sekretær

[Illustration på side 95]

Afdelingskontoret i Valby 1932-1957

[Illustration på side 97]

Forkyndere med grammofoner på cyklerne

[Illustrationer på side 104]

I 1944 blev dette hus på Langeland brugt som bibelskole

Bagerst til venstre Filip Hoffmann, der var lærer på bibelskolen, og forrest i midten Simon Petersen, der varetog skolens daglige drift, med sin kone, Else, til venstre

[Illustrationer på side 108, 109]

 Modsatte side: John og Sonja Mikkelsen i folkedragt sammen med deres søn Absalom. John var den første færing der blev udnævnt til ældste

Herover: Svend og Ruth Molbech, specialpionerer på Færøerne, med skib på vej til Klaksvík i 1958

[Illustration på side 110]

Richard og Julia Abrahamson tjente i Danmark i over 26 år, og de virker nu på hovedkontoret i Brooklyn

[Illustrationer på side 111]

Svend Aage Nielsen og Edmund Onstad vandrede over de færøske fjelde. For at sikre sig nattelogi i bygderne, syede de sig et telt

[Illustration på side 115]

Siden 1955 er den gode nyhed blevet forkyndt i byer og bygder i Grønland

 [Illustrationer på side 116, 117]

 Marie Tausen, til venstre, var den første grønlænder der blev døbt i Grønland (1973). Tre år senere fulgte Debora Brandt, som bærer den grønlandske festdragt. Øverst en bygd nær Uummannaq i Nordgrønland

[Illustration på side 123]

Afdelingskontoret i Virum, 1957-1982

[Illustrationer på side 125]

Der gøres meget ud af kulisserne når skuespillene optages på lysbilleder. Her et torv i Babylon til Ezra-skuespillet i 1991

[Illustrationer på side 131]

Stævnepladsen i Silkeborg er anlagt som et delvis overdækket amfiteater med plads til 3500 tilhørere, og i den nærliggende stævnehal kan der sidde 900

[Illustration på side 132]

Det største stævne i Skandinavien blev holdt i Københavns Idrætspark i 1969

[Illustrationer på side 133]

Det nye afdelingskontor i Holbæk. Daniel Sydlik talte ved indvielsen i 1983

[Illustration på side 134]

Rigssalen i Tórshavn — et typisk færøsk byggeri

[Illustration på side 142]

Afdelingskontorets udvalg. Fra venstre: Erik Jørgensen, Henning Thusgaard, Jørgen Larsen, Arne S. Nielsen og Orla Rand Nielsen