Honduras

HAN havde kæmpet bravt mod en hylende storm der truede med at knuse hans skib mod den kyst han lige havde opdaget. Da han endelig kom fri af de forræderiske vande, fortælles det at han sukkede: „Gud ske tak og lov at vi er kommet fri af disse dybder!“ Manden var Christopher Columbus, og det spanske ord for dybder, honduras, blev åbenbart hængende. I hvert fald er det ifølge nogle historiebøger sådan Honduras fik sit navn.

I dag er det meget lettere at forlade — eller komme til — Honduras end det var for Columbus. Det er et af de syv små lande på den smalle landtange der forbinder Nord- og Sydamerika. Med omkring fem millioner indbyggere på 112.000 kvadratkilometer er det hverken det største eller det tættest befolkede land i Mellemamerika. Men det er det mest bjergrige. Da landet ligger på den 15. nordlige breddegrad har kystområderne både ved Stillehavet og Det Caraibiske Hav tropisk klima, mens det indre højland er meget køligere.

 Bjergene, der er dækket af fyrretræer lige til toppen, det kuperede terræn i lavlandets jungler, hvor den berømte hondurasmahogni og -ceder vokser, de fugtige sumpe og de palmekransede strande og laguner ved den caraibiske kyst, giver alt sammen dette land en skønhed der til overflod priser Skaberen og glæder sjælen.

Befolkningen er lige så varieret og interessant — indianere, hvide, sorte og en smuk blanding af alle tre racer. De første der kom hertil var mayaindianerne. Hvor de kom fra, ved ingen med sikkerhed.

Der er slående ligheder mellem mayapyramiderne og zigguraterne i Ægypten og Babylon, og der er ligeledes interessante paralleller i religionen. Mayaernes religion med flere guder og troen på sjælens udødelighed og straf efter døden lå ikke langt fra babyloniernes religion. Disse trosopfattelser blev heller ikke ændret stort da kristenheden kom til landet.

Kristenheden indtog landet med magt. Spanske erobrere underlagde sig Honduras i 1524. Som sædvanlig påtvang man de indfødte det spanske sprog og den katolske tro. Den dag i dag er cirka 95 procent af honduranerne katolikker. Kolonitiden endte godt tre hundrede år senere med uafhængighedserklæringen i 1821. Spanierne var ikke de eneste der var ivrige efter at udnytte dette land, der har en overvældende flora og fauna og er rigt på guld og sølv. De efterfølgende indvandrere blev imidlertid ikke kaldt kolonisatorer men pirater. William Parker og sir Francis Drake hjemsøgte begge den honduranske kyst i 1570’erne.

Sandheden gryr

Babylonisk religion, både mayaernes gamle og kristenhedens nyere version, har i mange hundrede år holdt folk i mørke og trældom under uvidenhed, overtro og spiritisme. Først her i de sidste dage har der været et glimt af åndeligt lys i Honduras.

 I 1930 begyndte frøken Freddie Johnson, en lille kvinde i halvtredserne, at forkynde Rigets budskab langs den nordlige kyst og på Islas de la Bahía. Det krævede stærk tro og stor udholdenhed af denne salvede pioner at nå ud til folk i de spredte bananplantager og i kystbyerne Tela, La Ceiba og Trujillo, kun ledsaget af sin hest. Der var ingen veje dengang — kun stier gennem den fugtige jungle. Noget af vejen kørte hun med et frugtkompagnis tog, der blev trukket af et damplokomotiv. Kun få mennesker havde nogen sinde set en bibel, og mange ville ikke være i stand til at læse den selv om de fik en. Ikke desto mindre spredte hun det år mere end 2700 bøger og brochurer til interesserede. Hun vendte tilbage i 1934, og igen i 1940 og i 1941.

Med undtagelse af en enlig forkynder der arbejdede i 1943, er der ikke yderligere optegnelser om nogen forkyndelse før de første missionærer ankom i oktober 1945. Midt i 1946 besøgte Nathan H. Knorr Honduras for at oprette et afdelingskontor og organisere arbejdet. Samme år rejste afdelingstjeneren, Donald Burt, der var udgået fra Gileads tredje klasse, til det indre af landet for at undersøge hvilke behov og boligvilkår kommende specialpionerer ville få.

En af de syv første missionærer var Darlean Mikkelsen. Efter at have gennemgået Gileads tredje klasse blev hun i februar 1946 sendt til Honduras’ hovedstad, Tegucigalpa. Hun kunne ikke engang udtale byens navn og måtte slå det op i en ordbog. Hun fandt ud af at på lenca, et indiansk sprog, betyder Tegucigalpa „Sølvhøjene“. Det var engang almindeligt at se rækker med 15-20 æsler lunte ind i byen fra minerne i bjergene, læsset med sølv. Da Darlean ankom, var lufthavnen blot en træbygning og en meget kort landingsbane. Hun var dog lettet over at hovedstaden var mere udviklet end hun havde forventet.

Blandt de første missionærer var også Loverna Grell og hendes datter, Ethel. Da Loverna ankom, blev hun overrasket  over at få at vide at hun allerede næste dag havde „køkkentjans“. På missionærhjemmene skiftes missionærerne eller missionærægteparrene til at lave maden. Det var noget af en udfordring for Loverna; de fleste frugter og grøntsager var hende ret ukendte, og inden hun købte, måtte hun tinge om prisen med de handlende på et sprog hun heller ikke kendte.

Alt i alt var der i 1946 ni missionærer som tjente i Honduras. Den første menighed blev dannet, og fremtidsudsigterne var gode. Missionærerne ledede 57 hjemmebibelstudier. Mellem 1946 og 1949 voksede det gennemsnitlige forkyndertal fra 19 til 256, og antallet af menigheder fra en til seks. Samtidig steg bibelstudietallet fra 57 til 160!

De hængte et skilt op

I slutningen af 1946 bosatte Everett og Gertrude Weatherbee og to nyankomne missionærer sig i Honduras’ næststørste by, San Pedro Sula. Denne by ligger cirka 58 kilometer fra den caraibiske kyst, og skønt den er kendt som den største industriby, ligger den i en af de frodigste og mest frugtbare egne af landet. På grund af den rigelige regn i området vokser der året rundt bananer, appelsiner, ananas og sukkerrør, og naturen er altid saftiggrøn.

De nyankomne hængte straks et skilt med teksten „Jehovas Vidners rigssal“ op i deres vindfang. Jehovas navn var  næsten ikke kendt i dette område, så skiltet vakte ikke så lidt opmærksomhed. Nogle medlemmer af den stedlige evangeliske kirke kom endda til det offentlige foredrag. Det syntes præsten ikke om. I sin næste prædiken fordømte han Jehovas Vidner, og nævnte endda til offentlig skam navnene på dem som havde overværet foredraget. Hans heftige udfald skabte kun mere interesse; næste uge var der endnu flere fra den evangeliske kirke blandt tilhørerne i rigssalen!

Ti kilometer øst for San Pedro Sula, i byen La Lima, gik arbejdet også frem, men på det tidspunkt var der kun en engelsktalende menighed. Den kunne ikke tage sig af det voksende antal spansktalende interesserede. Der var behov for en spansk menighed, men der var et problem som måtte overvindes.

En stor del af befolkningen kunne ikke se nogen grund til at blive lovformeligt gift; man flyttede blot sammen og fik børn. Når mændene blev trætte af konen forlod de ofte deres familie, som regel for at flytte sammen med en yngre kvinde. Mange kvinder der blev ladt alene, kæmpede for at passe deres børn mens de arbejdede hele dagen. En spansk menighed blev derfor først oprettet da der var tilstrækkeligt med lovformeligt gifte mænd som kunne tage sig af den. Jehova velsignede disse bestræbelser, for på blot et år voksede forkyndertallet i La Lima fra 24 til 77.

Besøg af præsidenten

Højdepunktet i 1949 var at N. H. Knorr og Roger Morgan kom til generalstævnet i Tegucigalpa. Derefter rejste de til San Pedro Sula og La Ceiba, hvor de holdt foredrag og opmuntrede menighederne.

Blandt tilhørerne i La Ceiba var niårige Oscar. Hans moder stod hver dag op kl. 4 for at lave tortillaer, som hun solgte, og så gjorde hun sig klar til tjenesten på arbejdsmarken kl. 9. Oscar var en meget kvik lille dreng, og fordi han  var et af Jehovas vidner og ærlig, brugte en lokal købmand ham til at bringe penge til banken. Somme tider drejede det sig om næsten 10.000 kroner. Når broder Knorr var på besøg, klemte Oscar sig altid ind på sædet ved siden af ham. Senere blev han heltidsforkynder. I 1956 druknede Oscar ved en tragisk ulykke. Han vil ikke blive glemt.

Jehovas Vidner i æteren

Hus-til-hus-forkyndelsen som Jesus Kristus påbegyndte, er et kendetegn for Jehovas folk i Honduras. Men i de første år var arbejderne få, og det var svært at nå ud til store dele af befolkningen, da der var så få asfalterede veje. At udsende sandheden over radioen var således ret effektivt. I 1949 indbød radiostationen HRQ i San Pedro Sula Jehovas vidner til at lave et ugentlig 15-minutters program. Det fik titlen „Gud Maa Være Sanddru“, efter bogen af samme navn. Det var selvfølgelig ikke alle der havde radio dengang, men eftersom de der havde en, spillede for fuld styrke, fik mange andre end radioejerne glæde af programmet.

I fire år fortsatte programmet uden problemer. Men en dag læste ejeren af HRQ en artikel i Vågn op! om Suyapa, landets skytshelgen. Ejeren var en ivrig tilhænger af Suyapa — ja, hans station hed faktisk Radio Suyapa. Han blev vred og sendte en meddelelse til missionærhjemmet om at vores udsendelse ville blive stoppet. Personalet på radioen kunne godt lide Jehovas vidner og prøvede at ræsonnere med ejeren, men til ingen nytte. Hvis han lyttede til radioen den dag, må han være blevet overrasket over at høre speakeren meddele: „Programmet ’Gud Maa Være Sanddru’ er blevet stoppet af ejeren af denne station. Alt personale på stationen anser dette for meget beklageligt og et overgreb på ytringsfriheden i Honduras.“

I mellemtiden havde direktøren for en anden radiostation foreslået et dagligt program med bibelundervisning som skulle hedde Den Katolske Time. Han bad den stedlige præst  om at deltage, men denne afslog og sagde at han havde travlt og ikke var interesseret i bibelundervisning. Irriteret svarede direktøren at hvis præsten ikke var interesseret, så vidste han hvem der var, hvorpå han skaffede sig noget læsestof fra Jehovas vidner som han læste op i radioen. Kort efter kontaktede missionærerne ham og gav ham noget materiale med temaet „Noget folk tænker over“. Nu protesterede præsten, men direktøren svarede: „De fik en chance og afslog.“ Så programmet fortsatte.

„I skal være hellige, for jeg er hellig“

I 1950’erne var der to perioder med tilbagegang. I 1950 faldt det gennemsnitlige forkyndertal fra 256 til 208. Hvorfor? Jehovas ånd bevægede hans organisation til at kræve at alle i hans folk var rene i hans øjne. (Jævnfør Første Petersbrev 1:16.) Nogle modstod ånden og forlod Guds medarbejderes rækker. Som et resultat af denne sigtning blev de følgende fire år velsignet med et opsving i antallet af både forkyndere og menigheder.

I 1954 blev der imidlertid rettet et andet slag mod arbejdet, som lammede det i adskillige år. Afdelingstjeneren, som var blevet udnævnt i september 1953, måtte udstødes. Hans overtrædelse svækkede samtidig andre. Nogle havde kendt til hans syndige adfærd før den kom for dagen, og fordi de havde lukket øjnene i stedet for at vise mod til at gribe ind, blev de også bragt til snublen og fald. (Jævnfør Tredje Mosebog 5:1.) Andre var kede af at han blev udstødt, for han var vellidt blandt brødrene. Lykkeligvis blev han senere genoptaget og har tjent trofast lige siden.

Ikke desto mindre havde arbejdet lidt skade, og det påhvilede Aldo Muscariello, den nye afdelingstjener, at tage sig af sagen. Han blev klar over at tilbagegangen også skyldtes andre faktorer. Mange forkyndere og missionærer var begyndt for tidligt med at regne deres bibelstudier som  forkyndere, idet de endda uden deres vidende afleverede rapporter for dem de studerede med. Afdelingskontoret forklarede at de der studerede først måtte kvalificere sig før de kunne betragtes som forkyndere.

Broder Muscariello erfarede at Honduras er et kontrasternes land hvor kvæg og æsler deler vejene med biler og lastvogne, hvor stråtækte hytter ligger side om side med moderne huse, hvor regntiden efterfølges af den eneste anden årstid, den varme og støvede. Den ene aften studerede han med en familie i stearinlysets skær i en etværelses hytte bygget af soltørrede lersten og med lergulv på en af bjergskråningerne ved Tegucigalpa, og den næste aften i en stor, veloplyst stue på Guatemalas ambassade.

Arbejdet går igen fremad

Arbejdet gik fremad, og det nåede ud til alle egne af distriktet. Det smukke honduranske øhav, med hovedøerne Roatán, Utilaøen og Guanaja, ligger i Det Caraibiske Hav  cirka 50 kilometer fra nordkysten, på verdens næststørste koralrev. Man kan komme til disse øer med fly, med færge eller, for dem der ikke er bange for at blive søsyge, med goleta. En goleta er en lille båd, der almindeligvis er stopfyldt med varer. Det sker af og til at en båd er overlæsset og synker. På øerne er mange huse lavet af træ, malet i alle regnbuens farver, og bygget på pæle i vandet så man må balancere på en smal gangbro for at komme ind i dem.

I 1948 rejste Donald Burt og missionærerne William og Ruby White til Coxin’s Hole, den største by på Roatán, for at fremme arbejdet på øen. Siden da har mange, hovedsagelig udenlandske brødre, prøvet at slå sig ned på disse øer og forkynde Rigets gode nyhed dér. Indtil nu har resultaterne ikke være så store.

Da Lloyd Aldrich, der var afdelingstjener i 1960’erne, besøgte Roatán, fandt han at indbyggerne var religiøse, udadvendte, uformelle og sorgløse. Han lagde med interesse mærke til at hvis foredragsholderen stillede et retorisk spørgsmål i sit offentlige foredrag, svarede tilhørerne på spørgsmålet. Da en taler for eksempel spurgte: „Hvor meget vand er der i havet?“ svarede en: „Det ved kun Gud, og han siger det ikke.“ I et foredrag om familieforhold sagde en taler at nogle kvinder går og småskænder på manden og til sidst overtager ledelsen. Bag i salen svarede en ivrig stemme: „Amen!“

 Ind i Mosquitia!

De fleste honduranere har aldrig vovet sig ind i Mosquitia, den østligste del af landet. Det meste er uberørt skov, frodige dale og tætte regnskove, og igennem århundrederne har dette sparsomt befolkede område været hjemsted for alle slags mennesker, lige fra paya- og miskitoindianere, der stadig taler deres gamle indfødte sprog, og zamboer, efterkommere af sorte som giftede sig med aggressive caraibiske indianere, til flygtninge, pirater og slavehandlere.

På det tidspunkt var der kun få af disse mennesker som talte spansk eller engelsk, men i 1957 syntes kredstilsynsmanden, Gerald Hughes, at de også skulle høre den gode nyhed, og der blev truffet foranstaltninger til en forkyndelsestur. Han fik følgeskab af Cristóbal Valladares, der senere blev den første honduranske broder som begyndte i kredstjenesten. Sammen med en gruppe drog de til Trujillo, hvorfra deres forkyndelsestur skulle begynde.

De pakkede kun det allermest nødvendige og lejede en lille motorbåd der ikke havde sådanne „luksusting“ som køjer, sæder, radio, kompas eller instrumenter af nogen art. Men den havde en dygtig kaptajn og en dygtig besætning, alle kyndige i at føre en båd. Og det var godt, for efter Cape Honduras blev havet barskt. En mand faldt endda over bord men blev behændigt reddet.

Der gik 22 timer før de lagde ind til den lille landsby Sangrelaya. I al den tid fik de hverken vådt eller tørt. Næste dag gik de om bord i en kano lavet af en udhulet træstamme, og satte kursen mod Black River, som de fulgte ind i det distrikt de skulle dække. De fandt snart en interesseret engelsktalende dame og var hos hende i flere timer både på ud- og hjemturen, hvor de underviste hende i Bibelen. Den følgende aften kom der 35 for at høre et bibelsk foredrag, og bagefter holdt folk brødrene oppe til langt ud på natten for at få svar på deres spørgsmål.

 Deres næste bestemmelsessted var Brus Lagune. Efter tre timers traven langs den sandrevle der adskiller lagunen fra havet, kom de til en af de største kokosplantager i verden, Tusí Cocal. Der fik de deres første rigtige måltid mad i flere dage, og de nød den varme gæstfrihed i et hjem hvor de holdt det offentlige foredrag „Opstandelse, helvede og himmelen“. Der kom 34, heriblandt nogle kvinder med deres babyer på ryggen, indsvøbt i et tørklæde. I en landsby på den anden side af lagunen kom der over 30 til et bibelsk foredrag. Folk blev ved med at komme, så efter vagttårnsstudiet holdt brødrene endnu et foredrag.

Dagene gik med travl forkyndelse, nætterne tilbragte de i et hvilket som helst logi de fik tilbudt. Maden var varieret: yucca, sardiner, kokosbrød og den lokale kaffe. Da de til sidst var tilbage i Sangrelaya, opdagede de at præsten var besluttet på at få folk til at lade være med at lytte til dem. Han nægtede endda at udlevere nøglen til den offentlige skole. Ikke desto mindre overværede 62 det offentlige foredrag i et andet lokale. Atten dage efter udturen rejste forkynderne hjemad mod byen Limón. Dér viste borgmesteren dem en bog som han satte stor pris på, nemlig Guds Harpe, som han havde erhvervet sig 27 år tidligere, dengang søster Johnson havde arbejdet som pioner i området.

Under den sidste kanotur tilbage til Trujillo regnede de ud at de havde forkyndt den gode nyhed for næsten 800 mennesker der boede spredt rundt om i Mosquitia. En god begyndelse!

Nogle angreb falder til jorden

Selvfølgelig sørger Satan for at forkyndelsesarbejdet ikke går fremad uden modstand af en eller anden slags. I almindelighed respekteres Jehovas vidner i Honduras. Selv når regeringen har erklæret undtagelsestilstand, har den aldrig stoppet vore møder. Men der er altid nogle fremtrædende  enkeltpersoner som er så fordomsfulde at de vil sætte himmel og jord i bevægelse for at hindre forkyndelsen. I hvert enkelt tilfælde virker det som om Jehova har oprejst en nutidig Gamaliel til at forsvare sine vidner. — Jævnfør Apostelgerninger 5:33-40.

I 1960’erne var der en gruppe modstandere som gjorde alt muligt for at stille Jehovas vidner i et dårligt lys i regeringens øjne, idet de angreb dem både i aviserne og i radioen og opfordrede til at alle missionærer blev udvist. Regeringen nedsatte et udvalg som skulle afgøre sagen, i betragtning af alle anklagerne. Et møde blev overværet af en advokat som engang havde skrevet en afhandling om de kampe Jehovas Vidner har udkæmpet i retssale rundt om i verden og om den gavnlige indvirkning de har haft på samfundet. Han udtalte sig til gunst for Jehovas Vidner og mindede udvalget om følgende: „Disse mennesker har vundet deres lovmæssige rettigheder i utallige lande verden over.“ Han henstillede kraftigt til regeringen om i det mindste at indrømme Jehovas Vidner de samme, om ikke større rettigheder. Udvalget besluttede at lade Jehovas Vidners virksomhed fortsætte uhindret.

På grund af de ovennævnte ærekrænkende avisartikler blev en skoledirektør bedt om at undersøge Jehovas Vidners forhold. Denne uhildede mand kendte flere forkyndere og havde læst nogle af deres bøger. Han nedlagde veto mod undersøgelsen og sagde at det ville være en bedre idé at undersøge avisskribenternes karakter. Det var snarere dem der var en trussel mod nationens sikkerhed, mente han.

Jehovas vidner er strengt neutrale hvad politiske forhold og konflikter angår. Dette standpunkt resulterer nogle gange i uberettigede angreb. Kort før områdestævnet i 1966 prøvede undervisningsministeren at gennemtvinge en lov der gjorde det obligatorisk at alle elever hilste flaget og sang med  på nationalsangen i skolen. Men hver gang udvalget mødtes, var der en eller anden der anbefalede at man udskød sagen. En af disse var en mand hvis kone studerede med Jehovas vidner. Han var sikker på at de måtte have vægtige bibelske grunde til ikke at ville deltage i patriotiske ceremonier. Ministeren udsendte cirkulærer til skolerne hvori lærerne blev underrettet om at de med trussel om bortvisning skulle tvinge børnene til at hilse flaget, men denne urimelige lov blev aldrig vedtaget.

Den kristne samvittighed

Flaghilsenspørgsmålet går mest ud over skolebørnene. I et forsøg på at være forstående fører nogle lærere uden at vide det børnene bag lyset. Nogle siger til eleverne at det at hilse flaget blot er et tegn på respekt. Børn som er Jehovas vidner kender imidlertid udmærket forskellen mellem respekt — som de viser for flaget i alle lande — og tilbedelse. De ved også at Honduras’ nationalsang anvender sådanne  udtryk som „guddommeligt symbol“ og „helligt banner“ om flaget, hvilket tydeligt viser at det har en religiøs betydning.

I byen San Juancito gav en lærer en ung forkynder et „praktisk“ råd: at han hilste flaget „bare denne ene gang“ så han fik sit eksamensbevis, og bagefter kunne han så „skrifte“ over for sine religiøse overordnede og få tilgivelse. Den unge broder forklarede at når man synder er det mod Gud og Kristus, og at det var frygt for at mishage Gud, ikke mennesker, der gjorde at hans samvittighed bød ham at handle som han gjorde.

Nogle militærpersoner har også forstået at det er samvittigheden, ikke en fejhedens eller oprørets ånd, der får en kristen til at tage afstand fra voldsanvendelse. Ikke langt fra Danlí var nogle brødre ude i tjenesten da en militærpatrulje kom for at samle rekrutter. De beordrede to unge brødre ind i en bus der skulle køre dem til bataljonshovedkvarteret. Da den broder der stod for gruppen fandt ud af hvad der var sket, fik han tilladelse til at forkynde for alle i bussen. Han begyndte med den ansvarshavende sergent og forklarede ham grundigt hvilket religiøst arbejde disse unge mænd udførte. Sergenten beordrede dem løsladt så de i fred og ro kunne fortsætte deres arbejde.

Krigen i 1969

I nogen tid var der ved hjælp af nationalistisk propaganda i radioen i både Honduras og El Salvador blevet pustet til den ild af rivalisering og mistillid der herskede mellem de to lande. I Honduras samlede lyssky pøbelskarer sig nogle gange ved salvadoraneres hjem og forretninger. Den mindste gnist var nok til at antænde en eksplosion. Dét var præcis hvad der skete i juli 1969, da Honduras’ og El Salvadors fodboldlandshold mødte hinanden i San Salvador i en omkamp om kvalifikation til verdensmesterskabernes slutrunde i 1970. Krigen begyndte lige dér på stadionet! Det er vanskeligt at tro  at honduranere og salvadoranere, der havde boet sammen som venner og naboer i mere end en generation, ville gribe til pistoler og macheter og begynde at slå hinanden ihjel — men det var nøjagtig hvad der skete i byer og landsbyer overalt i de to lande.

Med krigen fulgte mørkelægning, udgangsforbud om natten, arbejdsløshed, chikanerier og salvadoraneres udvisning af landet — nogle af dem var brødre — og dermed fik krigen indflydelse på menighederne, tjenesten og møderne. Broder Manuel Martínez, der dengang var medlem af afdelingskontorets udvalg og nu er i kredstjenesten, husker at 23 indviede brødre fra hans menighed måtte vende tilbage til El Salvador. Han tilføjer: „Jeg var desorienteret og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Efter den værste del af krigen tog jeg hen for at lede vagttårnsstudiet, og der var kun to til stede.“

I mange byer blev der dannet borgerkomitéer som tiltog sig retten til at gennemsøge gader og huse for at finde potentielle statsfjender. Det blev forventet at alle i lokalsamfundet deltog i komitéens arbejde og natpatruljering. Søster Rubina Osejo drev på det tidspunkt en privat skole. Borgerkomitéen henvendte sig til hende og bad hende om at være med. Hun huskede Jesu vejledning om at vi skal være „forsigtige som slanger“ og svarede at hun ikke kunne deltage i natpatruljeringen og heller ikke kunne give penge, men at hun ville våge åndeligt og bede til at krig og uretfærdighed snart ville blive fjernet. — Matt. 10:16.

Krig giver nogle gange sande kristne mulighed for at forkynde gennem deres adfærd. Nogle forkyndere i El Progreso havde en nabo fra El Salvador som hadede Jehovas vidner og nægtede at tale med dem. Da krigen brød ud, fik pøbelskarer øje på hans lukrative forretning. Men en dag hvor de lige skulle til at plyndre den, råbte en mand som studerede med Jehovas vidner til pøbelskaren: „Vær ikke barbarisk! Denne mands kone er honduraner, og I vil tage  brødet ud af munden på deres børn — børn som er jeres honduranske brødre.“ Skaren fortrak, og salvadoraneren slap ud med nogle varer og penge og skjulte sig i rigssalen. Da han senere fik alt det tilbage der var hans, sagde han: „Nu ved jeg at Jehovas vidner er ærlige og pålidelige mennesker og neutrale i krige.“ Med tårer i øjnene bad han brødrene tilgive ham den måde han hidtil havde behandlet dem på.

Mens krigen rasede blev en honduransk broder arresteret og ført frem for en sergent i hæren som beordrede ham indkaldt. Sergenten blev rasende da broderen forklarede hvad hans samvittighed bød ham. I tre nætter prøvede sergenten at bryde broderens uangribelighed. Han truede endda med at slå ham ihjel. Alt sammen til ingen nytte. Nogle måneder senere mistede sergenten sin stilling og måtte se sig om efter civilt arbejde. Han blev antaget af et lokalt minedriftsselskab. Dér opdagede han til sin rædsel at han havde set sin formand før — det var den broder som han havde forfulgt! Broderen ikke så meget som overvejede at gengælde ham det han havde gjort, men delte sin madpakke og termokaffe med den skælvende tidligere sergent. Lidt efter lidt fortog mandens frygt sig, og det endte med at han sagde ja til et bibelstudium.

Et ægtepar blev arresteret og fængslet fordi man mistænkte dem for at være salvadoranere. Manden var født i El Salvador men var nu statsborger i Honduras; hans kone var fra Nicaragua. En ældste og en missionær tog hen for at forklare vagtmesteren at dette ægtepar, der nu var i halvfjerdserne, var Jehovas vidner og på ingen måde var fjender af staten. Vagtmesteren tillod at de to kom ud af cellen. Da det ældre ægtepar så brødrene, fyldtes deres øjne med tårer. Da vagtmesteren så denne ægte hengivenhed til trods for at de var af forskellig nationalitet, løslod han ægteparret. Den største fare lå imidlertid forude — de skulle bringes i sikkerhed. De blev anbragt i bagagerummet i en bil, og  forbavsende nok slap de gennem alle vejspærringer og fandt et sikkert skjulested i udkanten af byen.

Ingen brug for skydevåben

Uanset om der er krig eller fred har de voldelige tider vi lever i fået mange mennesker til at sætte deres lid til geværer og andre våben for at forsvare sig. Men nogle som engang stolede på skydevåben, har lært at sætte deres lid til Jehova i stedet for.

Under krigen var skoleinspektøren i den maleriske bjerglandsby El Rosario også leder af en bevæbnet gruppe der patruljerede i gaderne om natten — selv om han i dag indrømmer at han brugte det meste af tiden til at drikke. Han var ivrig patriot, men han var imod unødig brutalitet mod fangerne. Ved en lejlighed ønskede en af hans slægtninge der var kendt for sine kriminelle tilbøjeligheder, at skyde forsvarsløse mænd, kvinder og børn ned. Skoleinspektøren sagde til ham at hvis det var et eksempel på hans store mod, så kunne han bevise det ved enten at tage til fronten eller også ved at hente en pistol til hver af dem — med det samme! Nogle år senere blev denne skoleinspektør en af Kristi sande soldater, et vidne for Jehova. Nu forsvarer han de rette principper lige så modigt — men med Guds ord, ikke et gevær.

En kvinde som drev en bar, havde altid en pistol på sig, og mange frygtede hende. Hendes hjem var smykket med utallige afgudsbilleder og hun var i gang med at lære heksekunst, men inderst inde var hun ikke lykkelig, og hun længtes efter noget bedre. ’Sandhedsbogen’ åbnede hendes øjne, og ved hjælp af et hjemmebibelstudium begyndte hun at ’iføre sig den nye personlighed’. — Ef. 4:24.

Hun begyndte at komme til møderne og tilintetgjorde sine afgudsbilleder, men hun blev modfalden når hendes „venner“ gav et misvisende indtryk af Jehovas vidner. Søsteren  der ledede studiet var tålmodig; til sidst var kvinden så styrket i sit hjerte at hun begyndte at gå fra hus til hus med sin bibel — men selvfølgelig uden sin pistol. Hun fik snart syv bibelstudier. Siden hun blev døbt i 1971, er hun fortsat med at gøre fremskridt idet hun altid har stolet på Jehova.

Santos var ikke helt ung da han lærte sandheden at kende. Han havde været officer, borgmester, fredsdommer, kriminaldommer og leder af et politisk parti på lokalt plan. Han havde altid en pistol på sig som et symbol på autoritet. Det hændte at han måtte arrestere nogle frygtindgydende kriminelle. Men da Santos blev et Jehovas vidne og begyndte at forkynde fra hus til hus, opdagede han at han behøvede langt mere mod i sin nye karriere end han nogen sinde havde haft brug for i sin gamle. Han fik dette mod, ikke ved hjælp af en pistol, men ved hjælp af bøn til Jehova.

Engang blev forkynderne ikke desto mindre forsvaret ved hjælp af en pistol. Biskoppen af Santa Rosa de Copán prøvede altid at skabe vanskeligheder for brødrene. Han fulgte efter dem fra hus til hus og indsamlede det læsestof de havde spredt og brændte det. Han ophidsede sin menighed til at kaste sten på rigssalens tag. En aften under et møde blev døren åbnet og én kastede en stor spandfuld mudder ind — hvorved blandt andet en ung søsters hvide kjole blev ødelagt. En broder tog hen på politistationen for at melde dette til den lokale politimester, der blev rasende. Han gik hen til biskoppen, prikkede til ham med pistolen og sagde: „Hvis jeg hører at du igen forulemper Jehovas vidner, bruger jeg denne her mod dig.“ Der kom ikke mere modstand fra biskoppen.

Jehovas syn på blodet

Nu og da har Jehovas vidner i Honduras fået deres tro stillet på en svær prøve af de få læger og kirurger som ikke respekterer deres bibelsk begrundede holdning til blodtransfusion. Cecilia og hendes mand var for eksempel impliceret i et alvorligt sammenstød med en lastbil. Da de endelig kom  til bevidsthed, opdagede de at de var på hospitalet, begge med alvorlige kvæstelser. Cecilias underkæbe var brækket, og lægerne sagde at hun skulle opereres og at det var nødvendigt med en blodtransfusion. Med brækket kæbe kunne Cecilia næsten ikke svare, men det lykkedes hende at forklare at hun ville gå med til enhver nødvendig behandling — undtagen blodtransfusion. Hun påtog sig ansvaret for enhver følge af sit standpunkt. Lægen sagde til hende at hun blev nødt til at forlade hospitalet, eftersom de ikke kunne gøre mere for hende.

Før hun kom af sted blev hun omringet af en gruppe unge lægestuderende der leende og i et vulgært sprog forlangte at få at vide hvem der havde fyldt hendes hoved med de dumme idéer. De fortalte hende at på dette hospital var det dem der gav ordrerne, ikke Jehovas vidner. De gav hende hvad de kaldte „en behandling som selv ikke dyr ville kunne udholde“, idet de indsatte metaltråde i underkæben og drejede dem rundt inde i munden. Da hun klagede over at det gjorde ondt, svarede de hende igen på en vulgær måde, med undtagelse af en ung mand der virkede en lille smule mere human. Han opmuntrede hende med ordene: „Ja, unge dame, jeg ved det gør meget ondt. Bed Deres Gud Jehova hjælpe Dem med at udholde det.“

 To dage senere vendte den samme gruppe tilbage og fandt ud af at det de havde gjort ved hendes kæbe ikke virkede så godt. Med meget lidt medfølelse trak de trådene ud. De indsatte så en keramikplade i kæben, som hun lå med i tre dage. I al den tid kunne hun ikke tale; hun kunne kun tænke og bede, og hun mediterede over ordene i Ordsprogene 3:5: „Stol på Jehova af hele dit hjerte.“ Da de kom tilbage, var de overraskede. En af dem udbrød: „Se, hvor godt hun har det!“ En anden tilføjede: „Det må skyldes hendes lydighed mod Gud. Der er ingen der er så lydige mod Gud som disse mennesker.“

Da Sonia Marilú var 13 år gammel var hendes helbred meget dårligt. Lægerne var ikke enige om grunden til hendes smerter. Til sidst opstod der en krise som sendte hende på hospitalet. Hun havde en perforeret tarm og skulle straks opereres. Forældrene forklarede lægerne deres syn på blodet. De svarede: „Vi vil operere uden blod — hvis De ønsker hun skal dø.“ Hendes forældre tog hende så på en farefuld rejse til El Salvador. Da hun kom frem var hendes tilstand meget alvorlig. Lægerne, hvoraf en var et Jehovas vidne, undersøgte hende og opererede hende uden at bruge blod. Selv om hendes tilstand var blevet meget alvorlig, overlevede hun!

Det var ikke enden på sagen. Efter fire dage blev hun pludselig dårlig og måtte opereres endnu en gang. Denne gang skulle hun opereres af et andet hold kirurger. Da de så hvor kritisk lav hendes blodprocent var, sagde de: „Hvis du ikke vil have blod, dør du, og vi vil ikke operere uden blod.“ Sonia afviste kategorisk blodtransfusion. Da det så ud til at hun ikke ville overleve de næste 12 timer, besluttede lægerne at operere, men som de sagde: „Med stor risiko og med bundne hænder.“ Selv om hendes hæmoglobintal var faldet til fire gram pr. 100 milliliter, gav de ikke blodtransfusion. En læge sagde: „Du gik til Gud, og han sendte dig tilbage. Det er tydeligt at han elsker dig.“

 Sonia havde brug for intensiv pleje i et stykke tid, og lægerne anbefalede stadig blod for at fremskynde helbredelsen. Langsomt men sikkert fik hun det bedre — uden blod. Da hun skulle udskrives fra hospitalet sagde en af de læger der havde opereret hende første gang: „Du har vist respekt for Guds lov, du har ikke øvet vold mod din samvittighed og du behøver ikke at være bange for at have fået AIDS.“

„Trofast i det mindste“

Honduras’ regering fører en konstant krig mod småforbrydere. Naboer udkæmper også endeløse slag på grund af den meget indgroede vane med at låne ting uden at levere dem tilbage. Før dåben må nye lære at ændre denne indstilling og være ’trofaste i det mindste’. — Luk. 16:10.

Et ægtepar har erfaret at det ikke blot er ret men også gavnligt at ’tilbagebetale kejseren det der er kejserens’. (Mark. 12:17) I ni år har Edmundo og hans kone, Estela, importeret varer fra Guatemala og Mexico. De har opdaget at nogle toldembedsmænd „uofficielt“ vil nedsætte importafgiften. Lige fra starten fortalte de at de var Jehovas vidner; efterhånden vandt de gennem deres ærlighed embedsmændenes tillid. Nu udfylder ægteparret blot papirerne, og deres ord er nok. Når andre importører ser at dette ægtepar har få problemer med toldmyndighederne og ikke konstant får konfiskeret nogle af deres varer, overvejer de selv at blive mere ærlige.

En broder fra San Pedro Sula har i 18 år arbejdet for told- og skattestyrelsen. I et interview forklarede broderen: „Fristelsen til at berige sig uden at efterlade det mindste spor, er meget stor, men jeg ønsker ikke at øve vold mod min samvittighed. Desuden ved jeg at Jehova ser alt. Ved en lejlighed fik jeg tilbudt nøglerne til den bil jeg ville have af en sending biler hvis blot jeg ville ændre deres skatteværdi. Selv om et sådant tilbud kan være fristende, kan det ikke  måle sig med værdien af en ren samvittighed og medarbejdernes og de overordnedes respekt. Sidste år blev jeg indbudt til et seminar, og i de afsluttende bemærkninger blev jeg af FN’s repræsentant i toldadministration bedt om at rejse mig. Offentligt roste han mig for at være en mand som viste respekt for loven, som nægtede at tage imod bestikkelse og som var et eksempel der var værd at efterligne.“

Fremgang i landdistrikterne og isolerede områder

Brødrene gør sig store bestræbelser for at nå folk i de isolerede områder. Det er en opgave der kræver ofre; men som det så ofte er blevet sagt opvejer glæderne og tilfredsheden langt anstrengelserne.

I Puerto Cortés, en havneby ved Det Caraibiske Hav, bygget delvis på et opfyldt sumpområde, er der nu flere blomstrende menigheder. Robert Schmidt, som var missionær i dette område i slutningen af 1960’erne, mindes hvordan de arbejdede til fods i distriktet, der strækker sig over 80 kilometer, dengang der kun var én menighed. „Det var ret vanskeligt at besøge folk langs Guatemalas grænse i de dage. Det var en syvdages tur til fods, og kun små grupper kunne klare det. De interesserede tilbød ofte fødevarer i bytte for bøgerne og bladene; mange som lever af jorden har meget få eller slet ingen penge. På tilbagevejen aflagde vi genbesøg og ledede bibelstudier om aftenen i stearinlysets skær.“ Og hvad var deres belønning? I 1971 blev der oprettet en menighed i Omoa, en af de større byer i området.

I 1970’erne traf menigheden i Puerto Cortés foranstaltning til at gennemgå de spredte distrikter mod øst, idet de sendte grupper af brødre af sted med frugtkompagniets tog eller med en gammel, men pålidelig landrover. Standardudstyret indbefattede et tykt reb og et par skovle. I regntiden holdt lastbilerne i kø før særlig farlige mudderhuller. Når en  lastbil kom igennem, lød der bifaldsråb, og når det ikke lykkedes, kom rebene og skovlene frem. Forestil dig situationen: Alle tager fodtøjet af, brødrene ruller buksebenene op, søstrene kilter skørterne op og alle går i gang med at skovle. Brødrene blev belønnet for deres tålmodige arbejde da de så at der opstod en isoleret gruppe i Baracoa og en sund menighed i La Junta ved Ulúafloden. De har nu begge deres egen rigssal.

Nogle specialpionersøstre, deriblandt Olga Aguilar (nu Walker), fra Choluteca-menigheden i den sydlige del af landet, begyndte at besøge Guásimo, et lille sted højt oppe i bjergene. Med tiden, og med hjælp fra andre brødre, begyndte 25 at samles til møder. De erkendte imidlertid at hvis de skulle gøre åndelige fremskridt, måtte de komme sammen med andre der havde den samme tro. Men hvordan? Det tog næsten tre timer at gå til Choluteca. Da deres eneste transportmiddel var æsler, var kærligheden til Jehova den virkelige drivkraft. Interessant nok var det som regel brødrene fra Guásimo der kom først til møderne! Ved kredsstævnet i 1970 i Choluteca blev 13 brødre fra Guásimo døbt. Én, som var besluttet på at hans familie skulle have mere gavn af møderne, flyttede bogstavelig talt sit hus ind til byen. Hvordan?  Han bar det på ryggen, stykke for stykke, hver gang han kom til et møde!

Da brødrene fra menigheden i El Progreso begyndte at besøge byen Santa Rita, cirka 24 kilometer mod syd, tog ejeren af en barbersalon med glæde imod læsestof. Han bad indtrængende brødrene om at blive og undervise ham, men de ønskede at besøge så mange som muligt af indbyggerne i byen før de rejste. Manden tiggede: „Hvis I vil blive og undervise mig, vil jeg give jer mad og et værelse i mit hus i nat, så I ikke mister værdifuld tid.“ I alt 15 brødre fik mad og husly i barberens hus den nat.

Udenlandske familier kommer for at hjælpe

Mange der ikke kan tjene som missionærer, har alligevel missionærånden. Da Vagttårnet i 1968 begyndte at tilskynde brødrene til at flytte til lande hvor behovet var større, modtog afdelingskontoret i Honduras således i hundredvis af breve fra mindst 24 lande.

Grant Allinger, der var afdelingstjener dengang, fik udarbejdet et otte siders memorandum med detaljeret, positiv vejledning til dem der spurgte. Resultatet? Fra 1968 til 1974 flyttede mindst 35 familier til Honduras fra forskellige steder i verden — Canada, England, Tyskland, De Forenede Stater og selv det fjerne New Zealand.

Nogle stod over for virkelige udfordringer når de prøvede at realisere deres planer. En familie fra Canada foretog de nødvendige undersøgelser, beregnede omkostningerne og arrangerede flytningen. Men der opstod et alvorligt problem: Hvordan skulle de finansiere rejsen? De var henvist til at sælge deres bil for at kunne betale det de skyldte, men da dagen for deres afrejse nærmede sig uden at de havde fået bilen solgt, havde de kun 16 dollars på lommen. Jehova svigtede dem ikke. Dagen før de skulle rejse, fik de solgt bilen! Hvad mere var, hver eneste af deres venner som kom  for at ønske dem god rejse, gav dem lidt penge, og det endte med at de havde 600 dollars. De takkede deres venner, og de takkede Jehova.

De der er kommet for at tjene hvor behovet er større, har været til stor velsignelse for arbejdet. For eksempel ankom Raymond Walker hertil fra England i 1969. Det tog sin tid at komme i orden og at lære sproget, men så blev han pioner, og derefter virkede han i kreds- og områdetjenesten sammen med sin kone, Olga. I øjeblikket tjener han som et af de fem medlemmer af afdelingskontorets udvalg.

„Frelse til alle slags mennesker“

Paulus sagde at „alle slags mennesker“ ville få mulighed for at blive frelst, men han sagde også at „ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst“. (Tit. 2:11; 1 Kor. 1:26) Det har også været tilfældet i Honduras. Alle slags mennesker — en herlig variation — har taget imod sandheden, men ikke mange blandt de meget rige eller mægtige.

Lad os fortælle om en kvinde som voksede op hos sin moder, der drev flere bordeller. Da hendes moder døde, overtog hun forretningen. Det var ikke let for hende at komme i sandheden, men hun gjorde det — og afhændede selvfølgelig familieforetagendet. Hun blev pioner i 1976 og har nu et beskedent udkomme ved at vaske for andre.

Filander var kun en dreng da han begyndte at undersøge sandheden, og det brød hans fader sig ikke spor om. Jo flere fremskridt Filander gjorde, jo mere ihærdigt prøvede hans fader at standse ham. Han ville gerne have at hans søn gik på universitetet og kom frem i verden. Han nægtede at lade ham tage til møder og stævner eller ud i tjenesten, men drengen fandt altid ud af at komme af sted på en eller anden måde. Han blev døbt i 1972 og fortsatte med at gøre fremskridt, idet han først blev pioner og siden blev udnævnt til ældste. Efter at have arbejdet på byggeholdet ved opførelsen  af Betel i Honduras, blev han sendt til Colombia for at udføre et lignende arbejde. Hvad hans familie angår, er de med årene blevet mildere stemt.

Det nærmeste Antonio var kommet en profession var at være dranker, for det var sådan han havde tilbragt hovedparten af sine 80 år. Flere missionærer havde uden held studeret med ham, så da en missionær ved navn Russell Graham ønskede at give ham endnu en chance, sagde brødrene at han gjorde bedst i ikke at spilde tiden. Antonio havde imidlertid en god egenskab — han var ydmyg. Skønt hans hjerne var så ødelagt af alkohol at han altid måtte studere stoffet tre gange, gjorde han fremskridt og kunne til sidst indvi sig og lade sig døbe. Han tjente Jehova trofast til sin død.

José blev opdraget i den katolske tro men studerede socialistisk filosofi og ateisme. Det han lærte på universitetet overbeviste ham om at mennesket er et produkt af en udvikling, og han holdt helt op med at tro på Gud. Hans stedsøns smertefulde død i 1966 fik ham til at indse hvor hjælpeløse menneskene er når de står over for døden. En dag fortalte en missionær ham om opstandelseshåbet. Hans interesse blev vakt, og han begyndte at genopbygge sin tro på Gud, men denne gang på en solid grundvold. Han lærte at Guds rige, ikke socialismen, er den eneste løsning og han blev en forkynder af Riget. Siden da er han blevet udnævnt til ældste og har i nogle år virket i kredstjenesten.

Frugten af uformel forkyndelse

En af de mest glædelige tjenestegrene i Honduras er den uformelle forkyndelse. Gruppedrøftelser på markedspladser, i lægers venteværelser, i tog og ved busstoppesteder er en livsform i Honduras. Det gør det relativt let at henvende sig til folk og tale uformelt med dem om Bibelen.

I byen Omoa boede en kvinde som absolut ikke kunne lide Jehovas vidner. Hun talte aldrig med dem eller tog imod  læsestof. Hun var imidlertid interesseret i at tjene penge, og derfor opdrættede hun kyllinger. En broder der kendte hendes indstilling, talte uformelt med hende om hvordan hun kunne spare både tid og penge når hun opdrættede kyllinger. Det kunne hun lide at høre. Nogle få uger senere kom der en artikel i Vågn op! om at spare tid og penge, og broderen gav hende et eksemplar. Hun blev glad for det, og hun modtager nu med glæde vore bøger og blade.

En søster der arbejdede i en forretning blev noget forskrækket da en ung langhåret kunde kom ind i butikken. Hun tog imidlertid mod til sig og fortalte ham om håbet om Paradiset, men han svarede affejende at han ikke troede på eventyr og at han var hippie og narkoman. Men søsteren blev ved med at forkynde en lille smule for ham hver gang han kom i forretningen. Engang forklarede hun at ifølge Første Korintherbrev 6:9-11 er det vigtigste hvad man bliver, ikke hvad man har været. Da han spurgte hvad hun mente om hans lange hår, svarede hun at hun ikke kunne bestemme andres frisure, men at hun troede på det Bibelen siger om at det er til vanære for en mand at have langt hår. (1 Kor. 11:14) Næste dag var han blevet barberet og klippet korthåret! Han  bad om et bibelstudium, og en broder var glad for at studere med ham. Han er nu døbt og leder sine egne studier.

En lille dreng havde for vane at tale med alle han mødte, sådan som de fleste andre syvårige. Da han så en ung mand sidde foran sit hus med en bog, spurgte han ham om det var Bibelen han læste i. Da han fandt ud af at det var det ikke — det var faktisk en mekanikerhåndbog — sagde han i utvetydige vendinger til den unge mand at det kun var ved at læse i Bibelen at han ville få evigt liv. „Hvis du vil, kan min fader studere med dig,“ sagde han og tog den unge mand med ind i huset så han kunne møde faderen. Udfaldet af beretningen er at denne unge mand blev døbt i 1976. Det viste sig at han flere år tidligere havde fået blade af en søster, men havde mistet kontakten med hende. Ja, den uformelle forkyndelse har stor betydning!

Bryllupper

Mange par der lærer sandheden at kende, indser at de må tage skridt til at blive lovformeligt gift. I 1973 var der efter sigende alene i Bella Vista-menigheden i Comayagua 32 par der tog dette skridt — over halvdelen af menighedens 120 forkyndere!

Teodoro og Mélida var bedsteforældre. Mélida studerede Bibelen og besluttede at hun gerne ville tjene Jehova. Teodoro, der var 60 år gammel, var indforstået med at gifte sig med hende. Ledsaget af to af deres børnebørn tog de på rådhuset. Lige før ceremonien spurgte Teodoro dommeren: „Har du aldrig tænkt på at gifte dig en dag?“ Det var almindeligt kendt at han levede sammen med en kvinde og havde tre børn.

Men hvad gør man hvis ens samlever ikke vil giftes? Det problem stod Gladys over for. Hun havde i årevis boet sammen med Antonio, og de havde tre børn. Gladys havde studeret med en missionærsøster og ville gerne ordne sine  forhold så hun kunne tjene Jehova. Til sidst sagde hun til Antonio: „Fra nu af sover jeg sammen med børnene indtil vi er blevet gift. Når vi er blevet lovformeligt gift, kan vi sove sammen igen.“ Hun holdt ord; Antonio blev mere og mere gnaven. Efter seks lange måneder kapitulerede han og sagde: „OK, lad os blive gift.“

Børneopdragelse

En vigtig del af vor tjeneste består i at lære forældre at varetage det gudgivne ansvar at oplære deres børn. Et ægtepar med fem børn begyndte at studere, gjorde gode fremskridt og begyndte snart at komme til møderne. Møderne gjorde bestemt deres virkning. En dag da missionæren studerede med dem, faldt han i søvn under studiet. Det skal retfærdigvis siges at temperaturen under bliktaget sikkert var over 50 grader. Faderen anvendte det han havde hørt ved møderne om at oplære børnene og fortsatte ganske enkelt studiet indtil missionæren vågnede — mange paragraffer senere! Der er gået nogle år, og Jehova har velsignet denne flittige familie. Faderen er menighedstjener, hans kone er hjælpepioner og den ældste søn er almindelig pioner.

Treårige Ernesto så for meget fjernsyn, og hans forældre var, som så mange, bekymrede over det. Han gik hele dagen rundt og sang de reklametekster og melodier han hørte. Som modvægt til denne usunde påvirkning købte hans forældre båndene med Min bibelhistoriebog til ham og lærte ham at slukke for fjernsynet. Ernesto havde et kvikt hoved; han kunne snart båndene så godt at blot man gav ham nummeret på en af historierne, begyndte han at citere hele historien. En aften ved et møde var Ernestos fader tydeligvis meget træt. Nogen spurgte om han ikke havde sovet godt. Han svarede træt: „Vi kunne ikke standse Ernesto før historie nummer 43.“ Ernesto er nu ti år gammel og aktiv i tjenesten. Hans forældre er lykkelige for at de gjorde en indsats for at fylde hans sind med nyttige oplysninger.

 Kan små børn virkelig selv træffe beslutninger på grundlag af det de lærer af deres forældre og bedsteforældre? Fireårige Mario, der bor i La Ceiba, er meget sammen med sin farmor, Chepita, der har været forkynder i mange år. En dag kom Marios mormor, der er katolik, på besøg og spurgte Mario om han ville gå med hende i kirke. „Ikke mere, mormor,“ svarede han. Hun spurgte ham hvorfor, og han sagde: „Babylon den Store, mormor!“

Hindringer overvindes

Det er få der klarer at tjene Jehova uden at der opstår alvorlige hindringer og problemer. Da Emilia i 1967 hørte Rigets budskab for første gang, var hun allerede gift, om end ikke lykkeligt gift. I begyndelsen tog hun ikke sandheden alvorligt. Men da hun begyndte at gøre noget ved det, truede hendes mand med at smide den søster der studerede med hende ud af huset. Emilia sagde bestemt: „Hvis du smider hende ud, studerer vi ude på gaden.“ En dag standsede Emilia ved den bar hvor hendes mand sad og drak, for at lade ham vide at hun tog til møde. Han ventede på hjørnet da hun kom tilbage og begyndte at råbe efter hende og kaldte hende højlydt en prostitueret.

Til trods for at hendes mand behandlede hende så skændigt og endda slog hende, besluttede hun at blive døbt. Og til trods for mere end 20 års konstant modstand, oplærte hun børnene i sandheden. Lige fra de var små, lærte hver enkelt en bibelpræsentation som de kunne øve sig på over for buskene og planterne i haven. Var det indsatsen værd? Af hendes otte sønner er to nu menighedstjenere og to er pionerer. Hvad med Emilias mand? Han tog til sidst imod et bibelstudium — af en af sine egne døtre, der er pioner!

Ansættelsesforhold kan også være en hindring for at tjene Jehova. Tjenestepiger og andre der udfører husligt arbejde i Honduras har en meget lang arbejdstid og bliver  ofte behandlet som rene slaver, idet det forventes at de står til rådighed alle ugens syv dage. Mange er bange for at bede om fri af frygt for at miste deres arbejde. Men en bestemt ung søster gjorde det altid lige fra begyndelsen klart at hun kun kunne påtage sig arbejdet hvis hun kunne få fri til at tilbede Jehova. Foruden at passe sit eget hjem, ledede hun bibelstudier med elleve interesserede, hvoraf de fleste kom til møderne.

Orkanen Fifi

Honduras har fået sin del af naturkatastroferne. Orkaner er ikke noget nyt i dette land, men da orkanen Fifi ramte nordkysten i september 1974, viste det sig at være den værste naturkatastrofe i landets historie. Cirka 1600 Jehovas vidner (to tredjedele af landets samlede forkyndertal) boede i ulykkesområdet. Omkring 10.000 mennesker blev dræbt, men ingen brødre omkom. Mange mistede dog deres hjem og ejendele, og vældige oversvømmelser ødelagde kommunikationsnettet, veje, jernbaner og broer, som alle var afhængige af. En gruppe forkyndere tog ud i kano fra jernbanestationen i Baracoa for at se hvordan det stod til med de brødre og interesserede der boede isoleret. De opdagede at de kunne sejle med kano over land så langt som til Tela, cirka 55 kilometer borte! Hustage og trætoppe tjente som landemærker. Da de passerede et træ faldt en strandet koralslange ned i kanoen hvor den lå og vred sig. De dræbte det dødsensfarlige krybdyr med et hurtigt machetehug før det nåede at gøre dem skade.

Fifi forårsagede også andre problemer. To kredsstævner måtte udskydes. Septemberrapporten viste en tilbagegang, eftersom nødhjælpsarbejdet beslaglagde manges tid og kræfter. Brødre fra hele verden bidrog, og i løbet af kort tid kom der forsyninger fra New York, New Orleans og Belize. På mindre end en måned blev cirka 29.000 kilo forsyninger  fordelt mellem brødrene, deres familier og venner. Den 6. november samme år viste sig at blive uforglemmelig. Trods vældige forhindringer blev der holdt et etdags kredsstævne lige i hjertet af ulykkesområdet, og 4000 overværede det. Mange brødre og søstre græd af glæde og lettelse da de her for første gang opdagede at deres kære venner var i god behold.

I løbet af det følgende år byggede brødrene to nye rigssale og 36 nye huse. Nogle af husene blev genopført på det samme sted, mens andre måtte bygges et nyt sted, da det sted hvor de havde ligget nu lå i et flodleje! En broder var så taknemmelig for at modtage hjælp at han lod sit nye hus bygge mindre, så der både var midler og plads til en rigssal på samme grund.

Store jordskælv

„Som den buldrende larm af hundrede godstog.“ Sådan beskriver en broder jordskælvet den 4. februar 1976, der rystede hans hus voldsomt indtil det styrtede ned fra dets 2,7 meter høje støttepiller og endte i sumpen nedenunder. Cirka 150 andre huse i byen blev også alvorligt beskadiget. Men dette jordskælv af styrke 7,5 på richterskalaen havde sit epicenter lige på den anden side af grænsen til Guatemala, og her var ødelæggelserne meget omfattende. En fisker der denne månebeskinnede nat befandt sig nogle få kilometer fra kysten, fortalte at han var blevet chokeret over at se at havet pludselig blev blankt som et spejl. Ganske mærkeligt begyndte fiskene rundt om ham at springe op af vandet. Han forstod det stadig ikke før alle lysene i byen i det fjerne gik ud og en frygtelig buldren ekkoede ud over vandet.

Montagua-forkastningen bevægede sig igen i 1980 og rystede endnu en gang folk ud af deres senge, men med meget færre ødelæggelser. Folk i distriktet siger: „Det er tegnet på de sidste dage.“ Desværre har det ingen indvirkning  på flertallets måde at leve på. Trods store jordskælv og ligegyldighed hos mange, har Rigets arbejde fortsat fremgang i Honduras. Men også dette er en del af tegnet på de sidste dage. — Matt. 24:7, 14.

Eufratfloden udtørres

For de uoplyste ser det måske ud som om religionen i Honduras har gode dage; mange kirker er stadig fyldte, i det mindste ved særlige lejligheder. Der er imidlertid voksende vidnesbyrd om at de vande (der symboliserer mennesker) som engang støttede Babylon den Store, er begyndt at tørre bort. (Åb. 16:2; 17:1, 15) Folk er begyndt at få øjnene op for realiteterne.

For eksempel er katolikkerne i Honduras meget hengivne over for deres helgener. Mange blev derfor dybt rystede da paven i maj 1969 fjernede cirka 200 helgener fra den officielle liturgiske kalender. Sankt Martin af Porres, en sort peruansk helgen der formodedes at kunne kommunikere med dyr, blev ikke fjernet, hvorimod Sankt Christopher, der især er afholdt hos lastbil-, bus- og taxachauffører, blev fjernet på grund af historisk tvivl. Sådanne beslutninger fremkaldte en bølge af afsky hos folk fordi de i så lang tid var blevet ført bag lyset.

En 23-årig mand var en ivrig katolik, et militant medlem af en „kristen“ bevægelse og nummer to efter præsten hvad myndighed angik. En dag nåede han til et vendepunkt. Han var på besøg hos en ven da hans præst pludselig dukkede op, døddrukken. Præsten begyndte at fornærme den unge mand i de mest vulgære vendinger og anklagede ham for at blande sig i præstens privatliv — et liv der ikke kunne stå for en nærmere undersøgelse.

Desillusioneret forlod manden kirken. Nogle få uger senere „tog han imod Herren“ i en fremtrædende evangelisk kirke, men hykleriet og de tomme traditioner dér gjorde ham  lige så desillusioneret. Et år senere valgte han det han betragtede som den sidste udvej: et bibelstudium med Jehovas vidner. På det tidspunkt havde han ikke høje tanker om Jehovas vidner, men det gjorde snart indtryk på ham at de var så konsekvente hvad Bibelens lære angik. Han gjorde fremskridt og underviste også sin familie i det han lærte. I 1975 viede han sit liv til Jehova, og han tjener ham den dag i dag.

Marta, en ældre kvinde, sagde til de forkyndere der besøgte hende at hun gerne ville vide mere om Bibelen og studere med dem — men hun ville under ingen omstændigheder skifte tro. Forkynderne sagde at de ikke ville tvinge hende til noget. Fem måneder senere begyndte hun at komme til møderne. Hun havde været diakonisse i adventistkirken. Da medlemmer af hendes kirke endelig kom for at besøge hende, sagde hun til dem at Jehovas Vidners menighed var levende og fyldt med kærlighed og håb, men at deres kirke var død.

I et område var der tre nabofamilier som altid lå i indbyrdes strid. Den ene familie tilhørte pinsebevægelsen, den anden den evangeliske kirke og den tredje adventisterne. Da en missionær bragte dem den gode nyhed, reagerede de overraskende nok alle positivt over for budskabet! Missionæren foreslog at de alle samledes til et fælles studium med ham. På den måde løste de til sidst deres uoverensstemmelser. Sådan er den sande religions frugt. — Joh. 13:35.

En frugt af falsk religiøs lære gennem århundreder er at befolkningen i Honduras er meget optaget af døden. Selv en mands værste fjender møder op til hans begravelse og hygger sig hele natten med drikkeri og kortspil. En pionersøster på nordkysten husker at hun talte med en ældre mand uden for hans beskedne hjem. Da hun kastede et nysgerrigt blik på det han sad på, forklarede manden at det var hans kiste. Han  havde haft den så længe at den var ved at rådne. Derpå pegede han stolt på sin nye kiste inde i huset, der stod nok så nydeligt på tagbjælkerne over hans seng. Hvor mange kister manden vil overleve må tiden vise.

Velsignelser og udfordringer i kredstjenesten

Kredstilsynsmændene, deres koner og det arbejde de udfører til gavn for sandheden værdsættes højt i Honduras — og med god grund. Arbejdet giver glæder, men det kræver også betydelige ofre. I begyndelsen var transporten et stort problem. En broder i byen Siguatepeque, højt oppe i bjergene, husker en kredstilsynsmand der ankom til fods, sveddryppende og skubbende en trillebør godt læsset med udstyret til ugens besøg.

Dårligt vejr, brusende floder og mangel på veje gjorde det ofte hårdt for disse mænd og deres koner at komme fra den ene menighed til den næste. Gary og Elaine Krause, missionærer fra Gileads 41. klasse, fik til opgave at arbejde i en kreds der strakte sig fra San Pedro Sula til Limón i udkanten af Mosquitia. I meget dårligt vejr kunne hverken tog eller  heste komme igennem. Mere end én gang har broder og søster Krause måttet gå med deres bagage cirka 80 kilometer langs stranden fra Trujillo til Limón og tilbage. Havbrisen var med til at køle den intense tropiske varme — men de fandt det ofte mest udholdeligt at rejse om natten.

Aníbal Izaguirre, kredstilsynsmand på nordkysten i 1970, fik til opgave at besøge en afsidesliggende landsby ved navn Chacalapa. Den første del af turen foregik med frugttog, læsset med bananer, kokosnødder og diverse dyr. Derefter fulgte en bumpet køretur med lastbil til landsbyen El Olvido, der frit oversat betyder „glemsel“. Den sidste fase var fire timer til fods; nu og da måtte han vade gennem vand der nåede ham til brystet, med kufferten på hovedet og aber der skreg ad ham fra træerne. Et sted på vejen mødte han en høj og kraftig sort mand der tilbød at bære hans kuffert og lede ham til hans bestemmelsessted. Den store mand satte omsider kufferten fra sig i en rydning i junglen hvor der var cirka 50 stråtækte hytter og sagde: „Ja, så er vi i Chacalapa!“ Men det var alle anstrengelserne værd, for på en af hytterne var der et skilt med ordene „Jehovas Vidners rigssal“. Her mødtes elleve forkyndere!

En ikke helt almindelig kredstilsynsmand er Julio Mendoza fra menigheden i Juticalpa. Han blev døbt i 1970, blev specialpioner i 1977, og blev snart oplært i kredstjenesten, som han påbegyndte i 1980. Hvad usædvanligt er der ved ham? Jo, uanset om han rejste i byerne eller i isolerede områder, blev han ledsaget af sin kone, Dunia, og deres lille datter, Esther. Mange boliger på landet består kun af ét værelse som bruges til at opholde sig i, sove i og lave mad i. Julio og hans familie har mange gange delt sådan et værelse med værtsfamilien — og hønsene, kalkunerne og gederne! Engang hvor de ikke kunne krydse en flod, blev de tvunget til at tilbringe natten i det eneste logi der var til rådighed: en enkeltmandshængekøje som de alle tre sov i.

 I arbejdets første år i Honduras var alle kredstilsynsmændene udenlandske brødre, enten missionærer eller nogle der var kommet for at tjene hvor behovet var større. Men efterhånden var fire af de fem kredstilsynsmænd indfødte brødre. I de senere år har disse mænd og deres koner, både indfødte og udenlandske, været i stand til at forblive i arbejdet længere end førhen, til trods for sygdomme som hepatitis, malaria og dysenteri, som der er meget af i landdistrikterne.

Selvfølgelig kommer de i deres arbejde også til de større byer, hvor de nogle gange nyder brødrenes gæstfrihed i smukke hjem. De har lært den hemmelighed at kunne tilpasse sig, ligesom apostelen Paulus. (Fil. 4:11, 12) I de senere år er kredstjenesten blevet meget lettere, med flere asfalterede veje og busser der kører til praktisk talt alle byer.

„Vær hyrder for Guds hjord“

Ordningen med udnævnte ældste og menighedstjenere trådte i kraft i Honduras i 1972, ligesom i andre dele af verden. Som et hele reagerede brødrene positivt og arbejdede flittigt for at kvalificere sig. Det er interessant at lægge mærke til at da denne nye ordning blev indført, var kun en tredjedel af landets ældste honduranske brødre, men i 1976 var der tale om to tredjedele.

Med et landsgennemsnit på mindre end én ældste i hver menighed dengang, var der altid en fare for at man forsømte hyrdearbejdet. De ældste blev derfor rådet til at oplære menighedstjenerne i denne gerning. Deres besøg skulle opmuntre vennerne og bevare en åben kommunikation. De skulle selvfølgelig underrette de ældste hvis der var alvorlige problemer.

I en menighed troede man at en søster havde mistet al interesse for sandheden fordi hun ikke kom til møderne.  Men brødrene opdagede at årsagen var at hun ikke havde råd til at købe sko! Hun satte stor pris på en håndsrækning og var snart tilbage ved møderne og i tjenesten.

Fra 1978 til 1983 var der en nedgang i den teokratiske aktivitet i landet som bekymrede både de ældste og de trofaste forkyndere. Efter at have analyseret situationen pegede afdelingskontorets udvalg på to hovedårsager: materialisme og manglende personligt studium. Fjernsynet har haft stor indflydelse, især siden midten af 70’erne. Det har i høj grad hæmmet studievanerne. Materialisme betragtes almindeligvis som de rige landes problem, men i virkeligheden kan kærligheden til penge påvirke både fattig og rig. En missionærsøster blev overrasket over at se at et ægtepar i sandheden havde et hus med lergulv og uden indlagt vand — men de havde fjernsyn, stereoanlæg og dyre dagligstuemøbler. Sådanne ting kan købes på afbetaling, men ofte må både manden og konen arbejde hårdt for at klare afdragene. Det var derfor ikke overraskende at dette ægtepar svigtede møderne og praktisk talt var uvirksomme i tjenesten.

Brødrene på afdelingskontoret øgede deres bestræbelser for at være „hyrder for Guds hjord“ og hjælpe brødrene til at genvinde deres „første kærlighed“. (1 Pet. 5:2; Åb. 2:4) Desuden ankom der i 1981 elleve missionærer fra den nyoprettede afdeling af Gileadskolen i Mexico, og i 1988 kom der tre brødre fra Skolen for Udnævnte Tjenere. Jehova har velsignet alle disse foranstaltninger, hvilket en støt fremgang siden 1984 vidner om.

Pionertjenesten avler pionerer

Siden 1984 har pionertjenesten haft en tydelig renæssance. Sammenlign blot gennemsnittet på 937 almindelige pionerer og hjælpepionerer i 1992 med de 276 i 1976. Mens antallet af forkyndere fordobledes, næsten firdobledes antallet af pionerer.

 Noget der var medvirkende til at skabe en sund pionerånd var de ligefremme artikler i Vagttårnet og Rigets Tjeneste og de tilskyndende foredrag ved stævnerne. Mange udnævnte tjenere i menighederne begyndte at tale mere positivt om glæderne ved at være pioner. Nogle lagde deres forhold sådan til rette at de kunne blive almindelige pionerer eller hjælpepionerer. De lærte hvor vigtigt det er ikke at ’udslukke ånden’ og at pionerånden er smitsom. (1 Thess. 5:19) Pionertjenesten avler pionerer.

Det er ikke nødvendigt, som nogle fejlagtigt har antaget, at have opnået økonomisk sikkerhed før man bliver pioner. Tag for eksempel en ung broder fra Guásimo, højt oppe i bjergene. Dagen efter at han var blevet døbt, ansøgte han om at blive hjælpepioner. Han havde arbejdet hårdt i nogle måneder for at kunne købe nyt tøj så han kunne se præsentabel ud i tjenesten. Alt gik godt den første uge, men den anden uge dukkede han ikke op til tjenesten. Bekymrede tog de andre pionerer op i bjergene til den unge broder og fandt ud af at en tyv havde stjålet hans tøj fra tørresnoren en nat mens han sov. Brødrene indsamlede noget tøj til ham. Til trods for at han havde mistet en uge, havde han nået sine timer ved månedens slutning. Flere måneder senere havde han stadig kun ét par bukser. Men dét gjorde næppe noget skår i hans glæde da han så en af dem han studerede Bibelen med blive døbt, blot seks måneder efter han selv var blevet døbt.

I menigheden i San Lorenzo er der en blind pioner i tyverne som hedder Adrian. I 1984 havde hans søster taget imod et bibelstudium, men ingen havde tilbudt Adrian et bibelstudium. Man troede ikke at han ville kunne studere. Hans søster havde ikke så let ved at få fat i det der blev studeret, så Adrian, der altid lyttede med, forklarede hende tingene. Hans søster mistede snart interessen. Der var stadig ingen der tilbød Adrian et studium. Han måtte selv bede om det. Det han lærte gjorde så dybt indtryk på ham at han  snart, med sin families hjælp, begyndte at komme til møderne.

Efterhånden som sandheden slog rod i hans hjerte, ønskede han at fortælle andre om den. Heller ikke denne gang troede man at han kunne klare udfordringen. Men Adrian insisterede på at forsøge, og brødrene hjalp ham ud i tjenesten. Den første måned rapporterede han 24 timer, og derefter øgede han sin tjeneste fra måned til måned. Måneden efter sin dåb ansøgte han om at blive hjælpepioner, og inden længe var han almindelig pioner. Han rapporterer som regel over 100 timer, og i øjeblikket leder han otte hjemmebibelstudier. Og tænk at brødrene i begyndelsen overså ham!

Særlige behov dækkes

Folk med særlige forhold har ofte brug for et særligt mål af uselvisk kristen kærlighed. Teresa, for eksempel, har været blind siden hun var tre år. Hun havde studeret lidt med en forkynder, men i årenes løb søgte hun kontakt med flere religiøse grupper. Nogle af disse bad over hende for at hun skulle få sit syn igen — selvfølgelig uden virkning. Det var hendes oprigtige ønske at studere med Jehovas Vidner igen. Lejligheden kom, men hvordan kunne studiet ledes? Søsteren læste paragrafferne. Hvis bare hun læste godt, med den rigtige betoning og pauser de rigtige steder, havde Teresa ikke svært ved at svare på spørgsmålene. Snart ville Teresa med til møderne. En søster der langtfra var nogen erfaren cyklist, tog hende med bag på sin cykel til møderne! På regnvejrsdage var det noget af et syn at se dem komme kørende med paraply og klædt i plasticposer.

Ved møderne svarede hun uopfordret på spørgsmålene, indtil hun lærte at vente til hun fik ordet. Hun lærte at holde opgaver på den teokratiske skole og at være med i tjenesten. Til trods for hendes særlige forhold, holder hun sit åndelige blik rettet mod sejrsprisen: den herlige dag hvor hun kan se skønheden på en paradisisk jord.

 En gammel mand der var næsten blind, boede oppe i bjergene. Han modtog ’Sandhedsbogen’ af en broder der gjorde en særlig indsats for at bevare kontakten med ham. Nogle gange var manden så syg at han ikke kunne studere, men når de kunne studere, svarede han som regel eftertænksomt og forstandigt. Pludselig var den gamle mand imidlertid borte. Naboerne sagde at han var flyttet ind til sin datter i byen da han havde brug for lægebehandling. I stedet for at ræsonnere at han ikke kunne gøre mere, fandt broderen en løsning. Han ventede til der var et stævne i denne by, og så gik han fra hus til hus og ledte efter manden indtil han omsider fandt ham — han lå og hvilte sig i en hængekøje! Studiet kom atter i gang. Inden længe lærte denne gamle mand endda at tage til møde på egen hånd ved at tælle sidegaderne på vej til rigssalen. Til sidst blev han en forkynder af den gode nyhed. Hvor var folk forbløffede over at se denne hvidhårede, næsten blinde, 93-årige mand gå fra hus til hus i forkyndelsen — mellem 30 og 70 timer hver måned.

Lagos, som forkynderne i Puerto Cortés gav kælenavnet Laguito, havde været specialpioner så længe nogen kunne huske. Om sin alder kunne han kun svævende sige: „Jeg tror ikke jeg er mere end 86.“ Laguito så meget dårligt, så afdelingskontoret måtte somme tider dechifrere hans tjenesterapport. En måned rapporterede han et helt umuligt antal timer, nemlig 1050. Det viste sig at der skulle stå 150 — stadig et bemærkelsesværdigt tal! Hans dårlige syn gjorde at han ofte stødte ind i ting når han kom cyklende. Efter at han var kørt ned i en bæk, hvorved han havde slået hovedet, besluttede brødrene til sidst at det bedste de kunne gøre, var lempeligt at fjerne Laguitos cykel og sælge den for ham. Senere måtte han ligge i sengen på grund af hepatitis, og han kom sig aldrig. Man kendte intet til nogen slægtninge, så menigheden passede ham de sidste seks måneder han levede.  En broder tog ham hjem til sig, og hver dag kom der nogen og sørgede for denne elskede, trofaste gamle broder.

„De var ikke af vor slags“

Som det må forventes er det imidlertid ikke alle der er forblevet trofaste. I årenes løb har nogle i Honduras måttet udstødes af den kristne menighed, især på grund af umoralitet og drukkenskab. Frafald, med dets hovmod og splittelse, har også kostet nogle deres åndelige liv. Hvor sørgelige udstødelserne end er, redder de liv. De holder menigheden ren, får nogle syndere til at ændre sind og er endda med til at aflægge et godt vidnesbyrd.

For eksempel studerede Blanca Rosa med en missionærsøster der stod for at skulle forlade landet. Missionæren ville overdrage studiet til en anden forkynder, men Blanca Rosa ønskede ikke at fortsætte studiet. Hun var imidlertid nysgerrig efter at vide hvorfor missionærsøsteren skulle rejse. „Kom til møde i aften, og du vil forstå det,“ forklarede missionærsøsteren. For at tilfredsstille sin nysgerrighed gik Blanca Rosa til møde den aften og hørte bekendtgørelsen: Missionærsøsterens mand, der selv var udenlandsk missionær og tilsynsmand, blev udstødt af menigheden. Det gjorde et dybt indtryk på Blanca Rosa. Hun tænkte: ’Det er sandheden. Hverken race, udseende eller position kan redde en synder fra at blive udstødt af menigheden.’ Dette blev et vendepunkt i hendes liv. Hun blev døbt, og har i fire år tjent som hjælpepioner.

Den fortabte søn

Mange tårer er blevet udgydt af utrøstelige forældre som har oplevet at deres elskede sønner og døtre er blevet udstødt eller gledet ud i denne verdens umoralske morads. Jesu berømte lignelse om den fortabte søn, som er nedskrevet i Lukasevangeliet, kapitel 15, er til trøst og håb for dem. I Honduras er det almindeligt med store familier, og antallet  af ’fortabte sønner’ er derfor også stort. Der er imidlertid et gran af sandhed i ordsproget: „Hvor der er liv, er der håb.“

Som barn kendte Oswaldo sandheden, for han var vokset op hos sin farbroder, der er et af Jehovas vidner. Han blev imidlertid ikke døbt. Da han kom i teenagealderen begyndte han at leve et dobbeltliv. Han kom til møderne og gik i tjenesten, men han gik også på diskotek med sin verdslige veninde. For at opfylde sine ønsker stjal han endda fra en broder. Han måtte forlade sin farbroders hjem, og derefter sank han blot dybere ned i umoralitet og stofmisbrug. Til sidst gik han ind i hæren.

Årene gik; Oswaldo begyndte at længes efter det liv han engang havde haft i Jehovas organisation. Men han følte sig for magtesløs til at gøre noget ved det. En dag mødte han tilfældigvis sin farbroder og fortalte ham at han gerne ville vende tilbage. Skønt farbroderen tvivlede stærkt på Oswaldos oprigtighed, gav han ham adressen på missionærhjemmet. Oswaldo gik direkte derhen og fik aftale om et bibelstudium. Selv samme uge begyndte han at læse bladene igen og at komme til møderne; dette gav ham den nødvendige styrke til at komme ud af stofmisbruget og det umoralske liv. Han fik også mod til at erstatte det han havde stjålet. En søster ville ikke tage imod noget, men Oswaldo insisterede og gav hende et fjernsyn og en kasse æbler for at lette sin samvittighed. Det gjorde et stort indtryk på søsterens ikketroende ægtemand.

Oswaldo var imidlertid stadig i hæren, men han ønskede at tage sin afsked. Der skete så det at hans overordnede i officersklubben blev afskediget på grund af tyveri, og Oswaldo fik at vide at han kunne få hans stilling. Forfremmelsen ville betyde en god løn og et behageligt arbejde, men Oswaldo var besluttet på at søge sin afsked. Han fik foretræde for kommandanten. Før han overhovedet fik nævnt noget om sin afsked, lykønskede kommandanten ham med  forfremmelsen! Oswaldo stod fast og forklarede at hans største ønske var at forlade hæren og tage heltidstjenesten op. Til hans overraskelse fik han sit ønske opfyldt. Og mere end dét, de forandringer han havde foretaget i sin personlighed i løbet af sine sidste måneder i hæren førte til at han blev belønnet med et gratulationsdiplom. Dette gav ham rig lejlighed til at forkynde; før han holdt op, kaldte hans venner i hæren ham respektfuldt „Prædikanten“. Han er nu døbt og tjener som almindelig pioner — en sand prædikant.

Santiago fulgte også en temmelig egensindig kurs. Han havde tre søstre. To af dem var almindelige pionerer, den tredje hjælpepioner; alle tre var aktive, flittige og åndeligsindede. Det var Santiago ikke. Han var stolt af sit blonde hår (sort hår er det mest almindelige i Honduras), og han havde ladet det vokse langt. Hans nærmeste venner var tyve, drukkenbolte og stofmisbrugere; han havde de samme vaner som dem. Det var derfor ikke så overraskende at han næsten hver måned måtte en tur i fængsel. Til trods for alt dette ræsonnerede en missionærbroder: „Med tre teokratiske søstre kan deres broder ikke være helt blottet for gode egenskaber.“ Han tilbød at studere med Santiago, der sagde  ja. Men han gjorde ikke fremskridt. Til sidst afbrød missionæren studiet, idet han forklarede Santiago at det var formålsløst at fortsætte hvis han ikke ønskede at praktisere det han lærte.

Månederne gik, og i begyndelsen af 1986 bad Santiago om at få endnu en chance. Denne gang var det anderledes: Han lod sit hår klippe, han forberedte sig til studiet og han forkyndte endda for sine tidligere venner, der begyndte at sky ham som pesten. Missionæren var stadig ikke helt overbevist. „Er han virkelig holdt op med at ryge og lave ballade i nabolaget?“ spurgte han Santiagos søstre. Ja, det var han. I april fik han lov til at deltage i tjenesten. I maj rapporterede han 65 timer i forkyndelsen; i juni ledede han fem bibelstudier. Han gjorde fremskridt og blev døbt, og snart førte han an i familiens åndelige anliggender. I 1989 blev han specialpioner.

Hvad var det der fik Santiago til at ændre sig? Han svarer: „Efter at jeg havde studeret første gang, vidste jeg hvad der behager Jehova og hvad der ikke gør. Jeg lagde mærke til at hver gang jeg med vilje gjorde noget forkert, fik jeg store problemer med andre mennesker. Dette hjalp mig til at se at det Jehova beder os om, er det bedste og til beskyttelse for os. Den der adlyder Jehova har altid færre problemer. Jeg ønskede ikke at have vanskeligheder hele mit liv, og derfor begyndte jeg at studere igen — men denne gang praktiserede jeg det jeg lærte.“

„Den blå bombe“ og andre bøger

Vagttårnsselskabets mange publikationer har hjulpet mennesker til at forandre deres liv og få et nært forhold til Jehova. De henvender sig både til dem der læser godt og til dem der ikke læser så godt, til unge og til ældre. Det er umuligt at sige hvilken bog der har haft den største indflydelse på den honduranske arbejdsmark.

 Tag for eksempel den verdensberømte ’Sandhedsbog’, også kaldet „den blå bombe“, hvoraf der er blevet trykt og uddelt godt og vel et hundrede millioner eksemplarer i hele verden. En søndagsskolelærer i en evangelisk kirke besluttede at gå hen til rigssalen og bede om et bibelstudium. På vejen mødte hun en søster der spurgte hende hvorfor hun ønskede at studere med Jehovas vidner. Hun svarede: „Jeg har fundet sandheden nu, og ønsker ikke at fortsætte som søndagsskolelærer.“ Hun havde i al hemmelighed læst ’Sandhedsbogen’. Hun var skuffet over at studiet kun kunne holdes to gange om ugen og ikke hver dag. Ikke desto mindre gjorde hun gode fremskridt og begyndte snart at komme til møderne. Da hun hørte tilsynsmanden for den teokratiske skole sige at enhver der ønskede at være en Guds tjener burde melde sig til den teokratiske skole, gjorde hun det. Hun afbrød al forbindelse til søndagsskolen og arbejdede målbevidst på at blive en sand tjener for Jehova.

’Ungdomsbogen’ er også blevet godt modtaget i Honduras. I nogle skoler og gymnasier har lærerne brugt den som grundlag for klassedrøftelser. En ung pige der fik ’Ungdomsbogen’ af sin mormor, tog den med i skole. Hendes lærerinde kiggede lidt i den og spurgte hvor hun havde fået den fra. En dreng i klassen der også havde en, sagde at den var udgivet af Jehovas Vidner. Lærerinden anmodede om at der blev købt 34 bøger til brug i skolen.

’Skabelsesbogen’ har også haft en betydelig virkning i gymnasierne. En søster der er lærer lod sig hverken presse af skoleinspektøren eller de andre lærere til at undervise i emnet det forhistoriske menneske. Da ’Skabelsesbogen’ udkom brugte hun den med god virkning i klassen og afsatte også en til en anden lærer og en til skoleinspektøren.

I sådanne områder som Puerto Cortés har næsten hver eneste skoleinspektør et eksemplar af denne bog. En verdensomspændende  velgørenhedsorganisations caraibiske direktør, der er uddannet på et universitet i England, læste den flere gange og sagde: „Denne bog kommer lige til sagen. Man kan ikke tro på Gud og samtidig på en udvikling.“

’Paradisbogen’, der nu har erstattet ’Sandhedsbogen’, giver millioner af mennesker håb og trøst. Som ung var Leticia alt for optaget af døden; hver gang en hun kendte døde, blev hun overvældet af dyb sorg. Hun fortæller: „I to år har jeg været fri for denne plage; jeg er kommet over sorgen.“ Hvordan er det gået til? „En af mine gymnasiekammerater havde ’Paradisbogen’ men værdsatte den ikke og gav den derfor til mig. På side 10 læste jeg: ’Du ønsker ikke at dø; det er der ingen normale mennesker der gør, hvis de har et nogenlunde godt helbred. Gud har skabt os med ønsket om at leve, ikke om at dø. . . . Det siger sig selv at en kærlig Gud ikke ville skabe menneskene med et ønske om at leve evigt, uden at give dem en mulighed for at få dette ønske opfyldt!’ Jeg tænkte over sagen og følte mig trøstet. Senere sagde jeg til min gymnasiekammerat at jeg var hende dybt taknemmelig for den skat hun havde givet mig.“

Bibelen er selvfølgelig langt den vigtigste bog vi bruger. I det land hvor folk førhen ikke turde læse denne bog, har Ny Verden-oversættelsen været et uvurderligt redskab. Da den blev udgivet på spansk i 1967, steg bibelafsætningen i Honduras med over 1000 procent i forhold til 1965. Denne udmærkede oversættelse hjælper fortsat folk til at få et nært forhold til Bibelens Forfatter, Jehova.

Blot et enkelt blad

Det var en stor dag i Honduras da man begyndte at modtage bladene Vagttårnet og Vågn op! i farver. At disse blade appellerer til mennesker fremgår af at bladafsætningen i dette tjenesteår, 1986, steg med 13 procent. Folk i Honduras sætter stor pris på bladene fordi de behandler så mange  forskellige emner og er baseret på Bibelen. Man kan ofte se folk læse dem i busser og på kontorer.

I La Ceiba-området anbefalede en læge en gravid kvinde der havde haft flere vanskelige fødsler at få abort. Men hun var usikker, så han sagde til hende at hun kunne tænke over det. Den dag hun skulle til lægen igen, afsatte en forkynder et blad til hende. Det behandlede emnet abort og hjalp hende til at beslutte at hun ville føde barnet. Hvor var alle glade da hun fødte sit barn — uden problemer! Kvinden begyndte at studere Bibelen. Nu er både hun og hendes ældste datter døbt og tjener som hjælpepionerer. Det begyndte med blot et enkelt blad.

En søster afsatte et Vågn op! med artiklen „Søg fred med din næste“ til personalechefen i undervisningsministeriet. Hun blev glædeligt overrasket da 300 ansatte hver fik en fotokopi af denne artikel! De skulle bruge den som grundlag for en drøftelse på et personalemøde. Selv om mødet blev forlænget, var der ingen som beklagede sig. Som et resultat af dette møde blev atmosfæren blandt arbejderne meget bedre, og chefen har opnået personalets respekt og er blevet vellidt. Dette skyldtes også blot et enkelt blad.

Mærkeligt nok har nogle brødre haft en negativ holdning til det at sprede blade. I 1981 spredte en lille menighed meget få blade, i gennemsnit kun cirka tre pr. forkynder om måneden. Kredstilsynsmanden tilskyndede dem til at være positive over for bladenes sande værdi. Snart spredte forkynderne i den samme menighed i gennemsnit 16 blade hver om måneden. Til deres overraskelse opdagede de at nogle gerne ville have tre-fire blade ad gangen!

Yderligere fremgang i landdistrikter og isolerede områder

I 1970 regnede man ud at den gode nyhed stadig kun nåede ud til 30 eller 40 procent af Honduras’ indbyggere.  I overensstemmelse med zonetilsynsmandens forslag det år blev det besluttet at reorganisere menighedernes distrikt, så det blev muligt at nå en større procentdel af befolkningen. Menighederne reagerede ved én gang om ugen at organisere forkyndelse i landområderne, og biler og busser blev fyldt med forkyndere. Men det var stadig ikke tilstrækkeligt til at dække hele landet. I 1971 tog afdelingskontoret initiativ til at få gennemarbejdet de tilbageværende isolerede områder én gang om året af midlertidige specialpionerer.

To specialpionerer, Armando Ibarra og Manuel Martínez, fik til opgave at arbejde i de ledige distrikter på Olancho-egnen. De foretog mindst fem ture til de spredte landsbyer i dette vidtstrakte område med endeløse bjerge og afsidesliggende dale, der er bosted for blandt andet jaguarer og giftslanger. Det farligste var dog de voldelige mennesker der holdt til her.

For at dække mere distrikt blev de enige om at arbejde hver for sig mens de hele tiden bevarede kontakten med hinanden. En dag havde Armando ikke set Manuel i et stykke tid og gik derfor ud for at lede efter ham. Da han nærmede sig et hus, hørte han nogen sige: „Lad din Gud eller din bibel redde dig nu!“ Han blev frygtelig bange men bad til Jehova og gik ind. Situationen var spændt. Der stod Manuel, med hænderne oppe, over for to mænd der var bevæbnede med pistol og macheter. Da de så Armando og blev klar over at Manuel ikke var alene, sænkede de deres våben og lod ham gå. Forsigtigt, med ansigtet vendt mod disse mænd, gik Manuel langsomt baglæns, forlod huset og sluttede sig til sin makker. Derefter tog de til en anden landsby.

I maj 1987 sendte Hector Casado, der dengang var kredstilsynsmand, breve til menighederne og spurgte om der var frivillige som ville organisere en seksdagestur til de  isolerede landsbyer i det område der er kendt som Santa Bárbara. Der var brug for robuste brødre og søstre som var villige til at vandre op i bjergene og sove i den landsby de nu befandt sig i når natten faldt på. Halvfjerds forkyndere fra 26 menigheder og isolerede grupper mødtes i San Pedro Sula den aftalte dag. De blev opdelt i otte grupper, og efter at have bedt til Jehova tog de af sted på deres respektive ture. De mødte alle slags mennesker. De fleste var meget fattige, nogle var meget gunstigt stemt, nogle var fjendtlige, mange kunne ikke læse og nogle få var allerede godt kendt med sandheden, takket være bøger som de havde anskaffet sig år tidligere. Én kvinde var så ivrig efter at få ’Paradisbogen’ at hun tilbød sin eneste høne som betaling for den.

En gruppe kørte i en firhjulstrukket bil i seks anstrengende timer på små snoede bjergveje. Da de til sidst nåede frem til en lille by, blev de budt velkommen af et voldsomt uvejr med heftige regnskyl. Dette var heldigt, da området ikke havde fået regn i flere måneder. Brødrene fik æren for uvejret! Som følge heraf blev sandhedens vand også godt modtaget. Nogle søstre vendte tilbage den selv samme eftermiddag for at lede bibelstudier med interesserede. Nogle af disse studier blev fortsat pr. brev.

En anden gruppe arbejdede i et område der bogstavelig talt blev kontrolleret af nordamerikanske evangelister som drev deres egen radiostation. I radioen indledte man en propagandakampagne mod Jehovas vidner, idet man beskrev hvordan de besøgte folk to og to og havde tasker med læsestof med. „Vær meget forsigtig med Jehovas vidner,“ advarede de. „De er dygtige og har stor bibelkundskab. Selv en ekspert mellem vore brødre kan blive ført bag lyset af dem. Undgå dem. Inviter dem ikke ind i jeres hjem!“ Denne gratis reklame skabte en hel del nysgerrighed og banede vej for mange interessante samtaler.

 I en anden by tilbød en gæstfri men meget fattig mand at brødrene kunne bo i hans hjem. Det var ikke noget problem at sove på stråmåtter på det nøgne lergulv. Men før det blev lyst, blev de vækket af lopper, der havde planlagt at få tidlig morgenmad! I denne by er vævning af stråmåtter næsten den eneste indtægtskilde. Adskillige kvinder der ikke havde taget imod læsestof i dagens løb, kom om aftenen til det sted hvor brødrene overnattede og tilbød deres nylavede måtter i bytte for bøger.

Efter seks dage mødtes gruppen på 70 igen. De havde spredt 623 bøger og 687 blade og brugt cirka 2455 timer i tjenesten!

Nogle har spekuleret på om det er så store anstrengelser værd at nå ud til disse isolerede mennesker, eftersom det  næsten er umuligt at genbesøge dem. Vi må ikke undervurdere kraften i den sandhed der slår rod i menneskers hjerte. I ét isoleret område tog en interesseret mand selv regelmæssigt til byen for at skaffe sig læsestof. Da dette blev kendt af den gruppe der forkyndte i området, sadlede en broder sit muldyr og drog op i bjergene for at finde manden. Han fandt huset, men mandens kone sagde at han ikke var hjemme. Hvor var han? Hun svarede: „Han er ude at forkynde.“

En tilsynsmand fortæller en lignende oplevelse: „Forestil jer at I kommer til en by i et ledigt distrikt hvor man ikke forventer at finde den store interesse. Men i hus efter hus siger folk: ’Vi får besøg af Jehovas vidner, og vi er overbevist om at de har den sande tro’! Det skete for os. Andre i den samme by sagde: ’Kom indenfor, vi har ventet på jer; vi studerer med Don Tivo.’ ’Hvem er Don Tivo?’ spurgte vi. Vi kendte ikke nogen broder der hed sådan. Det viste sig at denne mand havde modtaget læsestof, og at budskabet havde slået rod dybt i hans hjerte. Senere havde han mødt en forkynder der forklarede ham hvordan vi bruger bøgerne til at lede bibelstudier over, og så gik han straks ud for at gøre disciple. Da vi mødte Don Tivo, havde han syv bibelstudier. Ét var med et par der var ved at træffe foranstaltninger til at blive lovformeligt gift for at kunne slutte sig til Don Tivo i forkyndelsesarbejdet!“

Bemærkelsesværdige stævner

Da det første områdestævne blev holdt i Honduras i 1948, var der 467 til stede. En forretningsmand der overværede det, sagde: „Det er på tide at nogen kommer med et budskab som dette. Det er nyt for mig, men jeg kan lide det.“

Der gik 18 år før det første internationale stævne blev organiseret. I december 1966 samledes 1422 mennesker i hovedstaden, deriblandt 225 brødre fra så forskellige steder som Canada, Tyskland og Australien. Fra San Pedro Sula  kom der 11 busser med 450 brødre. Den asfalterede vej derfra til Tegucigalpa var stadig under anlæg, så de havde en anstrengende 12-timers tur ad smalle, snoede bjergveje. Helt fra La Ceiba kom brødrene, ganske vist en dag forsinket fordi voldsomme regnskyl havde gjort det umuligt for frugttoget at komme igennem. Men ingen fortrød den anstrengende rejse.

De hørte betimelig vejledning om problemet nationalisme i foredraget „Lyt til Daniels ord til vor tid“. De så det allerførste skuespil med titlen „Brug Bibelen som en rettesnor i livet“. Det tjente til at beskytte de brødre som boede i samfund hvor utugt er så almindeligt at en mand der er sin kone tro, generelt betragtes som mærkelig eller måske lidt tilbage.

Både pressen og radiostationerne gav en gunstig omtale af stævnet. Selvfølgelig havde fjenderne som sædvanlig travlt med at sprede løgne og negativ omtale, men sandheden fik langt større opmærksomhed og plads i pressen. Som apostelen Paulus sagde: „Vi kan jo ikke gøre noget imod sandheden, kun for sandheden.“ (2 Kor. 13:8) Der er ingen tvivl om at dette stævne bidrog til den store vækst der fulgte. I løbet af de næste tre år blev der døbt 477, i sammenligning med 175 de foregående tre år.

Fra tid til anden har medlemmer af Det Styrende Råd besøgt stævnerne, og det er altid til stor opmuntring for brødrene. Broder N. H. Knorr kom på besøg adskillige gange. Brødrene W. L. Barry, J. C. Booth, F. W. Franz, M. G. Henschel, W. K. Jackson, K. F. Klein, A. D. Schroeder og L. A. Swingle har alle været gæster ved stævner.

Områdestævnet i 1986, „Bevar din uangribelighed“, var endnu en milepæl. Skuespillet „Din fremtid — en udfordring“ fik nogle brødre og søstre til at tænke mere alvorligt over pionertjenesten. En ung broder havde planlagt at gå på universitetet efter stævnet, men ombestemte sig og gav sig til  at lede efter et verdsligt arbejde der tillod ham at være hjælpepioner samtidig. Hans søster mistede sit arbejde fordi hun ikke ville gå glip af stævnet. Hun tog også hjælpepionertjenesten op.

Et lille kredsstævne der blev holdt på en skole i Puerto Cortés, var bemærkelsesværdigt i én henseende: Kredstilsynsmanden var ikke til stede! Han blev fanget på den forkerte side af en brusende flod og havde ikke andet valg end at blive hvor han var. Brødrene tog situationen fint. De delte kredstilsynsmandens opgaver mellem sig, og hele programmet blev gennemført. Der opstod imidlertid et andet problem: Brødrene der førte tilsyn med stævnet havde besluttet at alle talere skulle have jakke på. Men kun få brødre i dette område ejer en jakke, for normalt har de ikke brug for en. Da den første broder var færdig med sit punkt på programmet, så man derfor hans røde jakke og grønne slips i de næste tre punkter. Forskellen i højde og drøjde på de fire brødre gav det ellers helt normale stævne et lille morsomt anstrøg.

Bygger for den sande tilbedelse

Jehovas vidner er byggearbejdere. De opbygger kristne personligheder, lykkelige familier og forenede, fredelige menigheder. Efterhånden som menighederne i Honduras er vokset, har de måttet bygge rigssale og et afdelingskontor. I begyndelsen var et skilt på husmuren og nogle få bænke stillet op i stuen i en broders hjem nok til at udgøre en rigssal, men snart begyndte menighederne at indse fordelene ved at bygge deres egne mødelokaler. I 1971 ejede 15 af de 22 menigheder i Honduras deres egne rigssale.

Rigssalene er sædvanligvis enkle og pæne, og de passer ind i lokalsamfundet. Den stråtækte hytte med mahognibænke — lavet af lokale træer — der står i en rydning i junglen i Chacalapa, kostede ikke mere end 20 dollars at  opføre. Der vokser masser af bambus i La Junta nær Ulúafloden, så rigssalen dér, med dens lergulv og bambusvægge, har næsten kostet det samme. Den er blevet udvidet og forbedret flere gange siden, men den er stadig enkel og passer godt ind i omgivelserne. I modsætning hertil er rigssale hvor der er gjort mere ud af det, passende i byerne.

Men hvor enkel bygningen end er, er dét at bygge en rigssal langt fra en større by, ikke nogen let sag. Man kan ikke bare tage telefonen og bestille tømmer, sand og cement. Rigssalen der blev opført i Siguatepeque i 1973, blev bygget af ufaglærte brødre og af de råmaterialer der var til rådighed. Sand og grus blev skovlet op af flodlejet og sigtet. Store fyrretræer blev fældet og trukket ud af en bjergkløft af okser, hvorefter træerne blev lagt på en træbuk og skåret i bjælker på 11 meter ved hjælp af en næsten 3 meter lang håndsav der blev betjent af to brødre.

Afdelingskontoret, eller Betel, har en interessant historie. Fra 1946 havde betelhjemmet i hovedstaden til huse i lejede bygninger, hvilket betød at man har måttet flytte flere gange i årenes løb. Men mens Harold Jackson tjente som afdelingstjener nødvendiggjorde væksten at der måtte opføres en bygning som dækkede behovet. Der blev købt en velbeliggende grund med udsigt til den amerikanske ambassade. Arbejdet begyndte i 1961, mens Lloyd Aldrich tjente som afdelingstjener. Baltasar Perla fra El Salvador var arkitekt, og Pedro Armijo fra Tegucigalpa var entreprenør. Værktøjet var enkelt og byggeteknikken ukompliceret.

Om den udmærkede håndværksmæssige udførelse siger broder Aldrich: „Det var forbløffende hvad brødrene kunne udrette uden moderne maskineri og udstyr. Næsten alt blev lavet i hånden. De eneste to maskiner af betydning var en betonblandemaskine og en lastbil der kunne transportere materialer til byggepladsen.“

 I 1961 var der blot 571 forkyndere i Honduras, og afdelingskontoret var mere end stort nok, men i 1986 var der over 4000 forkyndere der rapporterede, og betelhjemmet var, trods en udvidelse i 1978, ikke længere stort nok. Det Styrende Råd gav tilladelse til en tilbygning der ville mere end fordoble det eksisterende etageareal. Arbejdet begyndte i 1987. Hvilken glæde har det ikke været at se de internationale frivillige byggearbejdere i aktion! Sammen med den villige arbejdskraft fra mange menigheder har de færdiggjort en flot bygning, der blev indviet til tjenesten for Jehova den 21. oktober 1989.

Tilbageblik og fremtidsudsigter

Det var en lykkelig dag da det nye Betel blev indviet. Brødre og søstre der havde været længe i tjenesten for Riget, kom fra nær og fjern og glædede sig over at se hinanden igen efter så mange år. Blandt dem var nogle af de første missionærer der tjente i Honduras: Allan og Helen Bourne, Darlean Mikkelsen, Randy Morales og Woody Blackburn, der tjente som afdelingstjener i begyndelsen af 1950’erne.

Werner Zinke, der har tjent som koordinator i afdelingskontorets udvalg siden 1978, reflekterer over sine oplevelser i den honduranske arbejdsmark og siger: „Når jeg tænker på de 20 år hvor jeg har glædet mig over at tjene her i Honduras, kan jeg sige at Jehova har velsignet os rigt i dette land. Jeg har set forkyndertallet vokse fra 1341 i 1970 til 6583 i dag. Det er en stor forret at kunne betjene vore brødre i Honduras endnu bedre fra vort nye afdelingskontor.“

Da Ethel Grell, der har været pioner siden hun var 14 år gammel, kom til Honduras sammen med sin moder, Loverna, i 1946, var der kun 15 forkyndere, deriblandt 7 missionærer. Ved et stævne for nylig blev hun interviewet og spurgt hvad der var den største velsignelse hun havde haft i sin mere end 40 år lange tjeneste i landet. Hun svarede: „Det der har gjort mig lykkeligst er at se den stabilitet og modenhed  der præger Jehovas organisation, væksten i antallet af unge pionerer og den store vækst i forkyndertallet.“

Ved indvielsen af det nye Betel i 1989 blev Det Styrende Råd repræsenteret af Lyman Swingle, der holdt indvielsestalen. Da han blev spurgt hvad han mente om fremtidsudsigterne i teokratisk henseende for Honduras, så han meget længere end til den nærmeste fremtid. Han svarede: „Fremtidsudsigterne for Honduras og ethvert andet land er meget gode, for Jehovas organisation vil snart gøre hele jorden til et paradis.“ Ja, det er det vi længes efter — Jehovas riges herredømme! Men i mellemtiden er der stadig et arbejde der skal udføres. Vi beder Jehova velsigne alle vore honduranske brødre mens de står skulder ved skulder med deres brødre i andre lande og arbejder loyalt på at hellige hans navn under ledelse af Jesus Kristus og hans trofaste træl.

[Oversigt på side 207]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

HONDURAS

Gns. antal pionerer

939

 

 

 

255

162

59

14

1950 1960 1970 1980 1992

Højeste antal forkyndere

6.583

 

 

3.014

1.341

550

260

1950 1960 1970 1980 1992

 [Kort på side 148]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

HONDURAS

Hovedstad: Tegucigalpa

Officielt sprog: Spansk

Største trosretning: Den katolske kirke

Befolkningstal: 5.011.107

Afdelingskontor: Tegucigalpa

MEXICO

BELIZE

GUATEMALA

EL SALVADOR

NICARAGUA

HONDURAS

Det Caraibiske Hav

ISLAS DE LA BAHÍA

Roatán

Puerto Cortés

Omoa

Tela

Baracoa

Trujillo

La Ceiba

Limón

Sangrelaya

Brus Lagoon

MOSQUITIA

San Pedro Sula

La Lima

Rio Ulúa

El Progreso

Santa Rita

OLANCHO

Santa Rosa de Copán

Siguatepeque

Tegucigalpa

Comayagua

Danlí

San Lorenzo

Choluteca

Guásimo

Stillehavet

[Illustration på side 152]

Loverna Grell (til venstre) og hendes datter, Ethel

 [Illustrationer på side 156, 157]

Honduras, et land med imponerende vandfald, smukke orkidéer, gamle pyramider og dejlige strande

[Illustration på side 158]

William og Ruby White

[Illustration på side 162]

Disse missionærer der tjener i Honduras kommer fra Canada, Finland, Tyskland, Mexico, Norge, Sverige og De Forenede Stater

[Illustration på side 168]

Broder Knorr og tvillingerne Jeanette (til venstre) og Johneth Fischer der begge begyndte i missionærtjenesten i 1952

[Illustration på side 172]

Grant Allinger, afdelingstilsynsmand fra 1963 til 1978, og hans kone, Olga

[Illustration på side 176]

Forkyndelse i nærheden af Omoa

[Illustration på side 184]

Kredstilsynsmanden Julio Mendoza med sin kone, Dunia, og deres datter, Esther

[Illustration på side 193]

Rigssalene er enkle og pæne, og de passer ind i lokalsamfundet

 [Illustrationer på side 200]

Det første afdelingskontor, og det der blev bygget i 1961, med tilbygningen fra 1978

Lyman Swingle ved indvielsen af de nye faciliteter den 21. oktober 1989. Den nye betelbygning der blev færdig i 1989, støder op til den tidligere bygning

[Illustration på side 201]

De fem brødre i afdelingskontorets udvalg sammen med deres koner under et zonetilsynsmandsbesøg af Lloyd Barry. Fra venstre til højre: William og Ruth Sallis, Raymond og Olga Walker, Aníbal og Cristina Izaguirre, Lloyd og Melba Barry, Werner og Ulla Zinke, Manuel og Ada Martínez