Jehovas Vidner — Årbogsrapport 1993

„DENNE verdens scene skifter,“ skrev apostelen Paulus til sine trosfæller i den ansete by Korinth. (1 Kor. 7:31) Korinth var intellektuelt aktiv, materielt velstående og moralsk fordærvet. Dens befolkning var et sammensurium af købmænd og rejsende som blev nogle få dage og så tog videre, meget lig skuespillere der kommer ind på en scene for at spille deres rolle og derpå forsvinder indtil næste scene. Livsstilen i Korinth — ’scenen’ — med al dens glimmer og velstand, var flygtig, foranderlig, hele tiden i skred. Derfor advarede Paulus brødrene om ikke at bruge verden fuldt ud. Paulus sagde at de ikke måtte blive fuldstændig opslugt af verdens timelige ting, som ikke ville vare ved. Den tid der er tilbage er for kort til at kristne kan klynge sig til menneskers ubestandige planer. Derfor formanede Paulus sine trosfæller til ’stadig at stå til tjeneste for Herren uden at lade sig distrahere’. — 1 Kor. 7:35.

 Selv om Paulus’ ord blev skrevet for mere end 1900 år siden, er de stadig sande. Verdens ydre form undergår konstant forandringer, også i dag. Som i et skuespil hvor scenen skifter, kan materielle ting og hårdttjente penge være her i dag og være borte i morgen. En oversvømmelse, et jordskælv, en orkan eller en anden naturkatastrofe kan på et øjeblik vende op og ned på et menneskes liv. Gamle politiske og økonomiske ideologier — der ofte har ført til blodsudgydelse — kan blive forkastet på én nat. For godt tre år siden syntes for eksempel landene i Østeuropa at være stabile. Så faldt Berlinmuren pludselig i november 1989, og som væltende dominobrikker faldt anskuelser der i årtier standhaftigt var blevet fastholdt i hele Østeuropa.

Én milliard timer!

Skønt Jehovas vidner påvirkes af sådanne skiftende forhold, har de altid stræbt efter at leve deres liv på en måde der viser at de stadig står til tjeneste for Herren. I det sidste tjenesteår havde de et højdepunkt på 4.472.787 forkyndere og anvendte 1.024.910.434 timer i forkyndelsen af den gode nyhed om Jehova Guds rige i 229 lande og 69.558 menigheder! Hvilken anden religiøs organisation har gjort det?

Men foruden at forkynde har de personligt undervist millioner af mennesker gratis i Guds ord. I gennemsnit har de hver måned ledet 4.278.127 hjemmebibelstudier. Hvad har været resultatet af denne evangelieforkyndelse? Det antal der lod sig døbe som et symbol på deres indvielse til Jehova nåede op på 301.002. Og om aftenen den 17. april 1992 blev højtiden til minde om Jesu Kristi død overværet af 11.431.171 i Jehovas Vidners menigheder rundt om i verden.

Land efter land havde stopfyldte rigssale. Zambia, der har et højdepunkt på 80.460 forkyndere af den gode nyhed,  glædede sig for eksempel da 365.828 overværede mindehøjtiden — over 4 procent af landets befolkning! I Mexico kom der 1.283.203 til mindehøjtiden. Tænk engang at 9000 menigheder fejrede mindehøjtiden dér! Og i Tjekkoslovakiet, der har et højdepunkt på 25.435 forkyndere, kom der 54.082 til mindehøjtiden. For første gang blev mindehøjtiden også holdt i tre fængsler, hvor 54 fanger og deres fangevogtere var til stede. Ledelsen i ét fængsel udtrykte  værdsættelse af det gode og velforberedte program, der indbefattede sange. I en anden by blev brødrene meget overraskede da ikke blot en fange men også hans fangevogter kom for at overvære mindehøjtiden i rigssalen.

I Brasilien, der havde 332.050 forkyndere i marts, kom der 985.252 til mindehøjtiden — 87.513 flere end året før. Det er også til gavn for børn at være til stede ved denne særlige lejlighed.

I 1990 var niårige Paul det eneste Jehovas vidne på sin skole. Hans lærerinde lagde mærke til hans gode opførsel. Men da hun bad en bøn i klassen, bemærkede hun at han ikke bøjede hovedet, og da alle eleverne på skift skulle bede en bøn, spurgte Paul om han ikke kunne blive fritaget. Langfredag skulle hele klassen tegne et billede af Jesus på korset. Da Paul tegnede ham på en pæl, spurgte lærerinden hvorfor. Han forklarede hende det, gav hende noget læsestof og inviterede hende med til mindehøjtiden.

Paul fik også tilladelse til at lede et regelmæssigt bibelstudium med sin klasse. Studiet, der varede 40 minutter, blev holdt en gang om ugen ud fra Bibelen og Min bibelhistoriebog. Skoleinspektøren, nogle sekretærer, Pauls lærerinde og andre var også til stede. Næste år bad tre andre lærere om at få et studium i deres klasser. Det syntes den lokale præst ikke om. Det irriterede ham at høre børnene bruge Guds navn, Jehova. Han holdt et møde med forældrene og sagde at de og deres børn ikke skulle bruge navnet. Forældrene klagede til lærerne, der så talte med Paul.

„Hvis jeg ikke må bruge Guds navn, kan jeg ikke fortsætte studierne,“ sagde Paul og forklarede at helligelsen af Guds navn var det vigtigste i Fadervor. Efter denne forklaring fortsatte studiet, og nu, i 1992, er der fem sådanne klasser, deriblandt en gruppe børn med indlæringsvanskeligheder. Lærerne er forbavsede, for børnene  lytter opmærksomt når de undervises i Guds hensigter, og de er mindre urolige end i andre timer.

Jehovas vidner kan nu frit forkynde

I Albanien blev Jehovas Vidner juridisk anerkendt ved et ministerielt dekret af 22. maj 1992. Lige før dette frihedsdekret blev udsendt, blev mindehøjtiden overværet af 325. I juni måned deltog 56 i forkyndelsen af den gode nyhed. Hvilken forandring sammenlignet med de ni der rapporterede i juni 1991! En mand sagde til nogle forkyndere på gaden: „I tiden under kommunisterne har vi alle svigtet Gud. Kun Jehovas vidner forblev trofaste mod ham under alle prøvelser og vanskeligheder.“

I Angola blev Jehovas Vidners gode arbejde juridisk anerkendt den 10. april 1992. Efter årtier med forfølgelse og krig frydede forkynderne i dette land sig særlig meget og udtrykte deres taknemmelighed over at Jehova havde ’kronet året med sin godhed’. — Sl. 65:11.

I årenes løb er de missionærer der er blevet sendt til dette land, hurtigt blevet udvist. I 1950’erne blev mange Jehovas vidner fængslet. Nogle blev idømt straffe på 15 år eller mere i arbejdslejre; andre blev henrettet. Uden ophør har Jehovas vidner vist at de har skattet det privilegium det er at forkynde den gode nyhed for andre. Hvordan er deres trofaste tjeneste blevet belønnet?

I den måned hvor arbejdet blev juridisk anerkendt, var der et nyt højdepunkt på 18.911 forkyndere, hvilket er en 30 procents forøgelse i forhold til sidste års gennemsnit, og der blev rapporteret 56.075 hjemmebibelstudier. Rapporter fortæller at interesserede kommer til brødrenes hjem og beder om et hjemmebibelstudium. I menigheder med cirka 100 forkyndere kommer der mellem 300 og 500 til det offentlige foredrag. Gunstige forhold lige forud for den juridiske anerkendelse af arbejdet gjorde det muligt for  brødrene at holde deres første områdestævner — 20 i alt med et samlet tilhørerantal på 17.064. Hvilke betagende sammenkomster!

Nogle menigheder i Angola har kun lidt distrikt, så Jehovas vidner må være vågne for at forkynde for alle de møder. Et sted sagde den besøgte til en forkynder at han ikke var interesseret, da han var katolik. Da broderen den følgende uge gik forbi det samme hus lagde han mærke til at der stod en dame i døren, og han greb lejligheden til at tale med hende. Hun gav det samme svar som sin mand, men tilføjede et ordsprog: „En hund kan ikke bære to kødben,“ hvormed hun mente at man ikke kan bekende sig til to religioner på samme tid. Næste uge så han en pige stå i døren til huset. Da han vidste at de var religiøse i familien tilbød han hende bogen Unge spørger — Svar der duer. Hun lyttede opmærksomt, tog imod den og gav broderen lov til at komme igen ugen efter. Han vidste ikke at faderen havde lyttet til samtalen i et værelse ved siden af. Nogle dage senere henvendte faderen sig til broderen på gaden og fortalte ham at hans datter havde læst hele bogen og var meget glad for den. Han bad broderen huske at komme og besøge dem som han havde lovet. Nu studerer hele familien og kommer til møderne.

Flygtninge hører den gode nyhed

I Schweiz skifter denne verdens scene også, og forholdene i landet er ikke længere så stabile som tidligere. De mange konkurser i forretningsverdenen og det voksende antal arbejdsløse er noget nyt for schweizerne. Aldrig før er så mange udlændinge flyttet til landet, enten som flygtninge eller i søgen efter bedre økonomiske forhold — og ofte er de blevet skuffede. Det bliver også stadig vanskeligere for regeringen at træffe beslutninger som folk ikke protesterer imod. „Alt dette skaber en usikker atmosfære,“ skriver  afdelingskontoret, „hvilket giver forkynderne lejlighed til at indlede samtaler om vort bibelsk begrundede håb.“

Et relevant eksempel er Felicia fra Nigeria. Problemer i ægteskabet fik hende til at lade sig separere fra sin mand, Jimmy. Hun efterlod sin lille dreng hos sine forældre og flyttede til Schweiz. Hun håbede at kunne begynde på en frisk i Genève, men det var meget vanskeligere end hun havde forestillet sig at skulle søge asyl og finde arbejde og bolig som flygtning. En dag fortalte hun om sine problemer til en kollega, en anden flygtning, der studerede Bibelen med Jehovas vidner. Hun fortalte Felicia om de vidunderlige ting hun havde lært i Bibelen og at det løser mange problemer at gøre Guds vilje. Felicia tog imod et bibelstudium, og otte måneder senere blev hun udøbt forkynder. På det tidspunkt begyndte hendes familiesituation at bekymre hende og hun betroede sig til en ældste i menigheden.

I mellemtiden var hendes mand, som hun stadig var lovformeligt gift med, også kommet til Schweiz, og det gjorde et dybt indtryk på ham at se de forandringer i personligheden som hans bortløbne kone havde foretaget. Han tog også imod et bibelstudium, med en broder i den by hvor han boede. Felicia blev døbt i november 1991, kun 11 måneder efter at hun var begyndt at studere. Hun blev straks hjælpepioner, og hendes mand blev udøbt forkynder og meldte sig til den teokratiske skole i sin menighed. På det tidspunkt var de stadig separerede, men nu tænkte de begge på samme måde og ønskede at finde sammen igen og opdrage deres søn i fællesskab i en kristen familie. Jimmy og Felicia gik derfor til de ældste i menigheden og viste dem deres vielsesattest; de erklærede at de igen ønskede at leve som mand og kone, da de ikke ville bringe skam over Jehovas navn og den kristne menighed. Jimmy blev døbt i Genève i 1992 ved områdestævnet „Lysbærere“. De planlægger nu at vende tilbage til Nigeria, besluttede på at  opdrage deres søn i overensstemmelse med de kristne principper.

Sverige er et land der har været åbent for flygtninge, og menighederne har taget den udfordring op det er at forkynde for dem på deres eget sprog. Resultaterne har været ovenud gode. Kun 5 af de 11 områdestævner der blev holdt sidste sommer, blev holdt på svensk; de andre var på arabisk, engelsk, finsk, græsk, serbokroatisk og spansk. Ved det engelsksprogede områdestævne var der 696 til stede, og de kom fra 77 forskellige lande. Nu forkyndes der også på persisk og russisk.

I løbet af de sidste få måneder er der kommet over 50.000 flygtninge til Sverige fra det tidligere Jugoslavien. De serbokroatiske menigheder har koncentreret sig om at forkynde for disse flygtninge, og de har opnået gode resultater. Til møderne har der været fra omkring 75 til over 100 flygtninge. Og efter blot fire-fem måneders studium har nogle af disse gjort så gode fremskridt at de har indviet sig og ladet sig døbe.

Jehovas vidner i Holland forkynder på 17 forskellige sprog. En broder i en af de spanske menigheder kontaktede en mand der kom til Holland som flygtning. Han havde i flere lande tjent som ambassadør for et afrikansk land, men var faldet i unåde hos regeringen og havde søgt tilflugt i Holland. Da der blev påbegyndt et bibelstudium med ham, boede hans kone stadig i Portugal. Da familien endelig blev genforenet i Holland, var de alle med til studiet med undtagelse af det ældste af de fem børn. De gjorde gode fremskridt, og den tidligere ambassadør er nu en åndelig broder. Han blev døbt den 25. juli 1992. Hans kone og en datter er udøbte forkyndere. Den nye broder bemærkede: „Jeg har været ambassadør for mit lands konge. Men nu er jeg ambassadør for den højeste Konge og for Guds rige.“

 Hjælp til brødre i nød

I DET første århundrede, mens Claudius var kejser i Rom, hærgede en stor hungersnød landet. De kristne i menigheden i Antiochia i Syrien „besluttede så at de, alt efter som de hver især havde råd til det, ville sende noget til hjælp for brødrene som boede i Judæa“. (Apg. 11:28, 29) Barnabas og Saulus overbragte nødhjælpen til ældsterådet i Judæa, hvis ansvar det var at fordele den til de trængende. Dette er det første nedskrevne eksempel på at den kristne menighed ydede hjælp i stor målestok. Det samme sker i dag. Når Jehovas vidner i én del af verden hører at deres brødre et andet sted er i stor nød, giver de villigt hvad de kan. Hjælpen ydes hurtigt og på en velorganiseret måde, som det fremgår af følgende eksempler.

Østeuropa

I slutningen af 1991 indbød Det Styrende Råd syv af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer i Vesteuropa til at sørge for mad og tøj til nødlidende brødre i Østeuropa. a Hvad skete der da Jehovas vidner i Sverige hørte om behovet? Fra nær og fjern kom den ene lastbil efter den anden til afdelingskontoret. Selv efter at afdelingskontoret var fyldt med tøj og andre ting, blev det ved med at strømme ind, så man til sidst måtte leje en hal uden for afdelingskontoret for at få plads til det hele. Brødre og søstre fra nærliggende menigheder kom for at hjælpe. Gennemsnitlig 35 frivillige hjalp til med at sortere og pakke tøj indtil 15 sættevogne var klar til at køre mod deres bestemmelsessted. Yderligere tre sættevogne fragtede over 51 tons fødevarer til Rusland.

Kun få dage efter at meddelelsen om fødevarehjælpen  var blevet bragt, var de første vognlæs fødevarer klar til at blive sendt af sted til Sankt Petersborg i Rusland. Maden var pakket i 750 kasser der hver indeholdt cirka 20 kilo dagligvarer som mel, spiseolie, kødkonserves og tørmælk. Toldpapirerne blev oversat til russisk og bragt i orden, og  den 19. december 1991 krydsede den første lastbil grænsen uden problemer. Jehovas vidner i Sankt Petersborg ventede spændt på forsendelsen og stod klar til at læsse alt over i mindre biler og køre det ud til forskellige distributionscentre, hvorfra maden hurtigt kunne fordeles til de nødlidende. De svenske brødre fik en hjertelig velkomst og et kærligt knus af deres glade ventende brødre da lastbilerne ankom!

Da menighederne skulle bidrage med tøj, gennemgik brødrene og søstrene deres garderobeskabe for pænt og rent tøj. Andre gik ud og købte nyt tøj. En broder gik ind i en herreekviperingsforretning for at købe fem habitter. Det vakte indehaverens nysgerrighed. Da han fik at vide hvad baggrunden var, skænkede han yderligere fem habitter. En anden broder gik ind i en butik og købte flere pakker med sokker, handsker og lignende og forklarede ejeren hvorfor han havde brug for så meget. Det fik ejeren til at tilbyde ham et parti på 30 nye habitter for prisen på 2. Broderen, der næsten ikke kunne beherske sine følelser, skyndte sig at slå til. En tredje broder afleverede en stor dynge tøj på et renseri og fortalte indehaveren hvad det drejede sig om. Indehaveren gav ham så alt det uafhentede tøj han havde liggende. Da ejeren af en sportsforretning hørte at nødhjælpen ville gå direkte til dem der var i nød, tog han hundrede par helt nye vintersko og støvler ned fra hylderne og gav dem som et bidrag.

Sorteringen af alt det indsamlede tøj var godt organiseret. En gruppe på ti søstre med øje for kvalitet sorterede tøjet i herre-, dame- og børnetøj. Ti andre søstre pakkede behændigt det sorterede tøj i kartoner. Et hold velvoksne brødre lukkede kartonerne med tape og stablede dem på paller, så de var klar til at blive læsset ind i lastvognene. I alt blev der pakket 40 kubikmeter tøj og sko om dagen.

 Jehovas vidner i Holland og Schweiz havde også den forret at deltage i nødhjælpsarbejdet. Brødrene i Holland bidrog med 52 tons fødevarer og 11 vognlæs tøj, og de schweiziske brødre bidrog med 600 fødevarepakker der i alt vejede 12 tons. Børnene blev ikke glemt. Da forkynderne i Ukraine modtog 72 tons tøj, opdagede de at pakkerne med børnetøj også indeholdt legetøj som børn af Jehovas vidner havde givet til deres små ukendte venner. Ikke så få plader chokolade havde også fundet vej ind mellem lagene af tøj.

I vinteren 1991-92 blev der på den måde sendt 400 tons nødhjælp i form af fødevarer, foruden store mængder tøj til mænd, kvinder og børn. Det blev fordelt til praktisk talt alle dele af det tidligere Sovjetunionen, selv så fjerne steder som til Irkutsk i Sibirien og Khabarovsk nær den japanske grænse.

Afrika

Rundhåndede bidrag i form af mad og tøj fra Jehovas vidner i Sydafrika og Portugal gjorde det muligt at sende nødhjælp og forsyninger af hårdt tiltrængt bibelsk læsestof til Angola. Hvorfor var behovet så stort?

Angola blev i 1990 ramt af en stærk tørke som kostede tusinder af mennesker livet og ødelagde landets høst. Nogle steder tøvede  brødrene med at deltage i den offentlige forkyndelse fordi deres tøj var utilstrækkeligt. Deres trosfæller i Sydafrika sørgede for at 25 tons nødhjælp blev sendt sikkert af sted til Angola og ligeligt fordelt mellem brødrene. Eftersom landet er splittet af en langvarig borgerkrig, var der imidlertid et vedvarende behov for tøj. Menighederne i Lissabon i Portugal blev indbudt til at skænke Jehovas vidner i Angola tøj, og reaktionen var overvældende. Fra marts 1991 til august 1992 blev der afskibet syv containere, der var seks meter lange, fyldt med tøj, fødevarer og bibelsk læsestof — i alt 75 tons!

Nordamerika

Tidligt mandag morgen den 24. august 1992 fór orkanen Andrew ind fra Atlanterhavet og fejede gennem det sydlige Florida, fortsatte over Den Mexicanske Golf og hærgede derefter Louisiana. Hylende som en sirene, med en vindstyrke på 230 kilometer i timen og enkelte vindstød på mindst 260 kilometer i timen, raserede stormen 430 kvadratkilometer i det sydlige Florida. Andrew dræbte 38 mennesker, efterlod 250.000 hjemløse og ødelagde skønsmæssigt 63.000 huse. „Skaderne var helt uden fortilfælde i De Forenede Stater,“ siger en erfaren taksator fra et forsikringsselskab. „Det er de værste jeg nogen sinde har set.“

Jehovas vidner blev også berørt af orkanen Andrew — 3500 blev hjemløse idet 1120 af deres huse blev beskadiget, 150 så slemt at de ikke kunne repareres. Også ti rigssale blev beskadiget. Det Styrende Råd reagerede omgående. Der blev nedsat et nødhjælpsudvalg som skulle virke fra en stævnehal 60 kilometer nord for katastrofeområdet i Florida, og midler blev stillet til rådighed for indkøb af nødhjælp. Efterhånden som stormen stilnede af begyndte brødrene at strømme til fra de omliggende områder for at  hjælpe. Lørdag den 29. august var der blevet indleveret 305 tons byggematerialer til stævnehallen. Næste dag, søndag, var der kommet cirka 70 vognlæs forsyninger. „Rundt regnet 3000 frivillige Jehovas vidner fra hele landet er kommet til ulykkesområdet, i første række for at hjælpe deres egne, og dernæst for at hjælpe andre,“ skrev avisen Miami Herald den 31. august.

Som et eksempel på hvor hurtige Jehovas vidner er til at yde nødhjælp, kan nævnes det der skete kort efter at stormen var stilnet af. Et par biler med folk der ville tilbyde deres hjælp, kørte til rådhuset i et af de ramte områder. Politiet henviste dem til Jehovas vidner — de eneste der var organiserede til genopbygningsarbejdet.

Jehovas vidner overalt i De Forenede Stater, deriblandt de der virker i heltidstjenesten på hovedkontoret, bidrog til nødhjælpen. På blot én uge skænkede betelfamilien i Brooklyn, i Patterson og på Watchtower Farms 26.291,10 dollars. Blandt de penge der kom ind i Florida var der en lille dåse med 6,81 dollars i mønter. Sammen med pengene lå en seddel med ordene: „Kære brødre! Jeg håber I får det godt. Vi har bedt for jer. Jeg er seks år. Kærlig hilsen, Chance.“

Ovenstående er et vidnesbyrd om at Jehovas vidner har samme medfølelse med hinanden og det samme nære fællesskab som den kristne menighed i det første århundrede. (Apg. 4:32) Vi har derfor god grund til at takke Jehova Gud for at han her i endens tid ikke kun forsyner retsindige mennesker jorden over med åndelig føde men også opretholder et verdensomspændende samfund af brødre der hurtigt kan samles og tilvejebringe materiel hjælp i nødsituationer. Det giver os en stærk følelse af tryghed og tillid til fremtiden, når hele verden vil være befolket af ét kærligt brodersamfund.

 Rapport om hovedkontoret: „Brændende i ånden“

„VÆR ikke nølende i jeres iver. Vær brændende i ånden. Træl for Jehova.“ (Rom. 12:11) De 12.068 ordets tjenere som udgør den særlige familie der tjener på betelhjemmene rundt om i verden, har lagt sig disse ord af apostelen Paulus på sinde. De nægter at lade den omskiftelige verdensscene aflede deres opmærksomhed fra den kristne tjeneste. Intet kan kølne deres nidkærhed for Herrens arbejde. Den tjeneste der er blevet udført af de 4520 familiemedlemmer på hovedkontoret i Brooklyn, New York, på Watchtower Farms og på Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York, er et eksempel på de bestræbelser som alle på Betel gør sig for at tjene Jehova. Her følger nogle oplysninger om det der er sket på hovedkontoret.

Faciliteterne på Furman Street

I september og november 1991 blev der på ottende etage i bygningen på Furman Street 360 indrettet nye faciliteter til vaskeriet og renseriet. Med disse lokaler er der skabt behagelige omgivelser for det personale der hver uge ordner 25 tons snavsetøj for de mere end 3000 medlemmer af staben på hovedkontoret i Brooklyn.

Hvad sker der ellers i bygningen på Furman Street? I løbet af tjenesteåret 1992 har Båndafdelingen fremstillet seks og en halv million kassettebånd. Siden afdelingen blev oprettet i 1978 er der blevet fremstillet over 53 millioner kassettebånd. Snedkerværkstedet kunne i det forløbne tjenesteår glæde sig over sin hidtil største produktion — 11.000 skabe og skabselementer. Værkstedet beretter: „Vi forventer at fremstille endnu mere i 1993, idet der til byggeprojektet på Sands Street 90 vil blive brug for 4000 til 5000 skabe om året i to år, og til Pattersonprojektet 4000 skabe årligt i mindst tre år endnu.“

 Kontorbygningerne

Hospitalinformationen (HIS), som har til huse i Columbia Heights 25, hjælper medlemmerne af det verdensomspændende brodersamfund til at forblive tro mod deres faste beslutning om ikke at krænke Guds klart formulerede lov om brugen af blod. (Apg. 15:29) I de sidste år er der i hele verden sket opsigtsvækkende ændringer i lægers og hospitalers indstilling og behandlingsformer.

En af disse ændringer er at hospitaler nu tilbyder behandling  og operation uden brug af blod. Hvor der før i tiden blot var nogle få hjælpsomme læger som velvilligt samarbejdede med Jehovas vidner, har HIS nu en fortegnelse over 27.420 samarbejdsvillige læger i lande under 64 afdelingskontorer, hvor 854 Kontaktudvalg til Hospitaler betjener Jehovas vidner. Dette skyldes for en stor del den gode indsats fra de 4300 ældste der udgør disse udvalg.

HIS erfarede at der blandt denne voksende gruppe af læger på visse hospitaler fandtes mange der var villige til som et lægehold at behandle Jehovas vidner uden at bruge blod. I De Forenede Stater er der nu 14 sådanne hospitaler. I en overskrift på forsiden af avisen The Denver Post hed det:  „University Hospital kan nu tilbyde operationer uden blod.“ En anden avis havde denne overskrift: „Læger reviderer deres opfattelse af blodtransfusioner,“ og underoverskriften: „Program der tager sigte på at hjælpe Jehovas vidner indebærer fordele for alle.“

Andre lande melder om lignende resultater. I Norge havde HIS et møde med 79 læger og sygeplejersker på landets  største hospital til behandling af kræftpatienter. Dette hospital respekterer nu Jehovas vidners standpunkt, og ikke en eneste i lægestaben har nægtet at samarbejde. Tyskland beretter at man nu har fem hospitaler der tilbyder behandling uden blod. Spanien har fire sådanne hospitaler, to i Barcelona og to i Madrid. Australien har et. I Italien sporer man også en voksende interesse for hospitaler der vil operere uden blod. I Peru sagde overlægen på en klinik: „Vi vil gerne fortælle jer — og gennem jer jeres brødre, Jehovas vidner — at I på vores klinik kan regne med at få al den lægehjælp I har brug for — uden blodtransfusion.“

Lægernes indstilling til det arbejde der udføres af HIS er også ved at ændre sig. I Østrig sagde en overlæge ved et af Wiens største hospitaler til brødrene: „På grund af jeres religiøse holdning er I kommet på det rette spor før os.“ Overlægen ved et hospital i Auckland, New Zealand, udtalte at han var „forbløffet over omfanget“ af det forskningsmateriale der lå bag de oplysninger man fik fra HIS om behandling uden blod. En professor i børnesygdomme ved det samme hospital sagde: „Jehovas vidner har gjort os en tjeneste ved at skaffe os disse oplysninger og tilskynde os til at tage vor indstilling til blodtransfusion op til fornyet overvejelse.“ En kendt børnelæge i ortopædi i De Forenede Stater udtalte: „Ud fra det vi nu ved om farerne ved blod, kan vi sige at Jehovas vidner er blevet retfærdiggjort.“ En narkoseoverlæge med thoraxkirurgi som speciale ved et universitetshospital i De Forenede Stater sagde: „Alle patienter, Jehovas vidner indbefattet, vil få gavn af jeres indsats for at oplyse læger om alternativer til blodtransfusion. Vi kan kun rose jeres gruppe og den indsats I gør.“

I kontorbygningen på Columbia Heights 30 koordinerer Byggekontoret afdelingskontorernes byggeprojekter i godt 50 lande, fra Antigua til Zimbabwe. Den Juridiske Afdeling glæder sig over at „artiklerne i vore blade om forældremyndighed  og skilsmissebørns behov har fået en gunstig modtagelse af advokater, sagsbehandlere og psykologer“. En søster der var indblandet i en sag om forældremyndighed blev forbavset over at opdage at mægleren ved familieretten nu jævnligt bruger Vågn op! for 22. oktober 1988, der behandlede emnet „Når forældre skilles — og kæmper om deres børn“, for at hjælpe sine klienter til at bilægge uoverensstemmelser. Mægleren satte pris på den neutrale holdning bladet gav udtryk for, og mente at dets vejledning kunne være til gavn for alle forældre der befinder sig i den pågældende situation.

Videoafdelingen beretter at der nu er blevet fremstillet over 500.000 eksemplarer på 5 sprog af den første videofilm Selskabet har udgivet: Jehovah’s Witnesses — The Organization Behind the Name (på dansk: Jehovas Vidner og deres organisation), og at den snart vil kunne fås på 22 andre sprog. Afdelingskontoret i Holland har medvirket i dette projekt, og skriver: „Det har været opmuntrende for vores betelfamilie at være med ved fremstillingen af denne videofilm på 19 af de sprog den skal komme på, deriblandt flere østeuropæiske sprog.“

På en ø i Stillehavet blev denne videofilm vist under usædvanlige omstændigheder, som det fremgår af følgende brev fra afdelingskontoret på Fiji: „En menighed på den fjerntliggende ø Rotuma, 500 kilometer fra Suva, fik besøg af kredstilsynsmanden. Skønt der ikke er almindelig elektricitetsforsyning på øen havde han alligevel taget Selskabets videofilm med, i håb om at finde nogen på øen der havde en generator, en videomaskine og et fjernsyn, så han kunne vise filmen for menighedens 13 forkyndere. Mulighederne var ikke store. Men til hans overraskelse boede der ikke langt fra rigssalen en butiksindehaver der havde alle tre dele! Han sagde ja til at man viste filmen i hans hjem. Da brødrene ankom til mandens hus, sad der allerede en hel del som så en cowboyfilm. Den blev straks stoppet og udskiftet med Selskabets film. Alle blev siddende for at se den. I alt var der over 80 der så videofilmen. Brødrene der bor så isoleret, var  begejstrede over at se storheden i Jehovas organisation og føle sig som en del af den. Filmen fik en kvinde til at overvære det næste møde i rigssalen. Hun sagde at det var den bedste videofilm hun nogen sinde havde set.“

Den nye videofilm The Bible — Accurate History, Reliable Prophecy (på dansk: Bibelen — nøjagtig historie, pålidelig profeti) er nu klar til udgivelse på engelsk. Den er den første i en serie på tre.

Watchtower Farms

Watchtower Farms tjener som center for fremstilling og fordeling af fødemidler til betelfamilien i USA. Det er også her Vagttårnets Bibelskole Gilead har til huse; her oplæres brødre og søstre fra hele verden til missionærtjenesten. Her trykkes også de eksemplarer af bladene Vagttårnet og Vågn op! der spredes i De Forenede Stater.

Computerafdelingen på Watchtower Farms der benytter Selskabets verdensomspændende mangesprogede computersystem, yder nu hjælp i forbindelse med tekstbehandling, oversættelse og udgivelse af bibelske publikationer på 211 sprog, tre flere end sidste år. En anden bemærkelsesværdig nyhed var udgivelsen af New World Translation of the Holy Scriptures — With References on Diskette. Denne disketteudgivelse af Ny Verden-oversættelsen på engelsk giver brugere af computere mulighed for hurtigt at „slå op“ i Bibelen.

Pattersonprojektet

Byggeriet af Vagttårnets Uddannelsescenter er skredet fremad med forbavsende fart. Ni bygninger er allerede færdige, og det samme gælder spildevandsrensningsanlægget. I øjeblikket er ni bygninger under opførelse, og i løbet af 1993 begynder arbejdet på endnu fire. Over 800 brødre og søstre arbejder daglig på projektet. Gileadskolen vil få til huse her. Det Styrende Råd har også meddelt at flere af de afdelinger i Brooklyn der har med det verdensomspændende undervisningsarbejde at gøre, vil blive flyttet til uddannelsescentret.

 Flere får gavn af Skolen for Udnævnte Tjenere

I TJENESTEÅRET 1992 blev fjorten klasser i ti lande undervist på Skolen for Udnævnte Tjenere. For første gang blev skolen gennemført i Australien, Mexico, Nigeria og Sverige. Dermed blev der åbnet mulighed for at flere brødre kunne få denne særlige uddannelse. Elever fra Australien og New Zealand som deltog i den første klasse i Sydney, gav udtryk for deres værdsættelse og sagde at kursets standard og alsidighed havde gjort et dybt indtryk på dem. Elever fra den første klasse i Mexico sagde at deres studium havde givet dem et nærmere forhold til Jehova og hans organisation. Et brev fra klassen i Nigeria bekræftede elevernes beslutning om at forbedre kvaliteten af deres tjeneste, idet de nu havde fået en  dybere forståelse af de mange facetter i Jehovas foranstaltninger. I Sverige blev skolen holdt på engelsk, og klassen bestod af ugifte ældste og menighedstjenere fra Danmark, Finland, Holland, Norge og Sverige. De erkender nu mere end nogen sinde hvor nødvendigt det er at lade alle aspekter i deres liv, deriblandt deres undervisning og hyrdearbejde i såvel menigheden som i deres tjeneste på arbejdsmarken, være grundlagt på Guds ord.

I alle de lande hvor skolen er blevet gennemført, har brødrene givet udtryk for deres beslutning om på rette måde at varetage deres ansvarsopgaver i menigheden og på andre områder inden for Jehovas fremadskridende organisation. Eleverne fra denne skole tjener nu i over 50 lande. De er blevet udnævnt til at varetage ansvarsopgaver i menigheder, på afdelingskontorer og i kredstjenesten såvel som i missionærtjenesten.

 Indvielse af afdelingskontorer

„LYKKELIGT er det folk hvis Gud er Jehova!“ (Sl. 144:15) Sådan føler Jehovas vidner i hele verden. Når der indvies en ny bygning i forbindelse med et afdelingskontor, er der en særlig grund til glæde. Fordi Jehovas vidner har nægtet at lade sig bedrage af verdens omskiftelige scene, har Jehova velsignet dem med vækst.

Finland

Den 13. juni 1992 var en usædvanlig varm sommerdag i Vantaa, Finland. I 15 måneder havde man arbejdet på en udvidelse af afdelingskontoret. Nu var tiden kommet til at indvi den! De 99 medlemmer af betelfamilien, de over 100 midlertidige byggearbejdere og alle de rejsende tilsynsmænd  i landet var blevet inviteret. I alt var 559 forsamlede i rigssalen, i spisestuen og i andre lokaler i de nye faciliteter for at overvære indvielsesprogrammet.

Siden betelhjemmet blev bygget er det blevet udvidet syv gange. Robert Tracy, der besøgte Skandinavien som zonetilsynsmand, sagde i sin indvielsestale: „I Sverige, jeres naboland, siger de at i Finland bygger man altid.“ De oprindelige bygninger består af et moderne trykkeri, et bogbinderi, en forsendelsesafdeling, kontorer og boliger. Den nye femetages udvidelse på 7200 kvadratmeter består af 39 betelværelser, en plejeafdeling, saunaer og lagerplads. Det er den største udvidelse der nogen sinde er blevet foretaget af betelhjemmet. Hele afdelingskontoret er nu på i alt 21.600 kvadratmeter.

 Som nabo til Rusland har Finland i årtier været porten mellem den vestlige verden og det tidligere Sovjetunionen. Ud over at fremstille publikationer på finsk trykker afdelingskontoret i Finland derfor også Vagttårnet på estisk og andre publikationer på litauisk og lettisk. De 18.316 forkyndere i Finland glæder sig over at Jehova nu har belønnet sine tjenere med disse privilegier i forbindelse med arbejdet i Østeuropa. Den nye tilbygning til betelhjemmet er en stor hjælp, og den vil være til gavn for alle Jehovas vidner i dette område.

Thailand

Den 8. februar 1992 havde brødrene i Thailand god grund til at fryde sig — for da blev deres nye betelhjem indviet. Det var resultatet af over to års hårdt arbejde. Hvorfor var disse nye faciliteter nødvendige?

Det første betelhjem i Thailand blev oprettet i 1947, da der i hele landet var 31 forkyndere af den gode nyhed. Det var en lejet bygning som også husede missionærer. I 1962, da antallet af forkyndere var vokset til over 300, flyttede staben på tre betelmedarbejdere og nogle missionærer til en nyopført bygning som Selskabet ejede. I de næste 25 år blev antallet af forkyndere tredoblet, og betelfamilien voksede til 16 medlemmer. Eftersom det ikke var muligt at udvide i det boligkvarter i Bangkok hvor Betel lå, anbefalede Det Styrende Råd at afdelingskontorets udvalg begyndte at se sig om efter en ny ejendom. I 1987 fandt brødrene omsider, efter lang tids søgen, en passende grund i en nyudviklet forstad til byen.

Før byggeriet kunne begynde måtte den 0,6 hektarer store grund hæves over en meter for at forhindre at bygningen blev oversvømmet i regntiden. Derefter skulle der opføres en toetages bygning med et samlet gulvareal på cirka 3000 kvadratmeter, der blandt andet skulle rumme en stor rigssal. Der skulle også opføres en 370 meter lang mur  omkring betelhjemmet bestående af 1200 præfabrikerede betonelementer, fastgjort på 145 pæle af hver seks meters længde. Hvem skulle gøre alt dette arbejde? Ville der være tilstrækkelig mange frivillige blandt de cirka 900 forkyndere til at udgøre en „byggefamilie“ der kunne støtte projektet så meget at det kunne fuldføres uden nævneværdig hjælp udefra? Det tidligere betel- og missionærhjem var blevet bygget af et verdsligt firma.

Reaktionen på de indbydelser der i 1987 blev sendt ud til de 33 menigheder i hele landet, var yderst tilfredsstillende. Der var kun få frivillige med særlige færdigheder, men mange brødre og søstre ’mødte villigt frem’, idet de frit stillede deres tid og kræfter til rådighed og var parate til at lære nye færdigheder på selve byggepladsen. (Sl. 110:3) Man anslår at forkynderne i de otte menigheder i Bangkokområdet i de to år byggeriet varede, gennemsnitlig brugte syv timer om måneden på byggeriet. Alligevel gik det næsten ikke ud over tjenesten på arbejdsmarken. En vigtig — og meget værdsat — hjælp var den indsats der blev ydet af 37 internationale byggearbejdere der kom fra fire lande.

Indvielsen var en glædelig og mindeværdig begivenhed for alle de 427 indbudte gæster. Blandt dem var repræsentanter fra seks betelhjem i Det Fjerne Østen. I sin indvielsestale pegede zonetilsynsmanden broder H. V. Mouritz på at Jehova gennem hele historien altid har sørget for det der var nødvendigt for at hans folk kunne udføre hans gerning og tilbede ham. Da programmet sluttede følte alle sig styrkede og opmuntrede til med fornyet kraft at fortsætte forkyndelsen.

Som endnu et udtryk for vækst blev to afdelingskontorer i Vestindien indviet af medlemmer af Det Styrende Råd i 1992: Afdelingskontoret på Leewardøerne, den 2. februar, af Milton G. Henschel, og afdelingskontoret på Bahamaøerne, den 8. februar, af John E. Barr.

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

Der blev brugt mere end en milliard timer i forkyndelsen af den gode nyhed i 229 lande, deriblandt i byen Irkutsk i Sibirien

[Illustrationer på side 12]

Forkyndere i Schweiz der pakker mad og tøj til Østeuropa. Danmark, Finland, Holland, Italien, Sverige og Østrig var også med til at yde nødhjælp

 [Illustrationer på side 14, 15]

Orkanen Andrew hærgede den sydlige del af Florida den 24. august 1992 og gjorde 3500 Jehovas vidner hjemløse

[Illustrationer på side 19]

Klokken 6.00 starter en af Selskabets lastbiler sin tur rundt til mange af de 21 boligbygninger i Brooklyn for at samle vasketøj

Når lastbilen ankommer til Furman Street 360 bliver den med elevator kørt op til ottende etage, hvor den tømmes

 [Illustrationer på side 20, 21]

1. Det undersøges om tøjet er mærket med numre

2. I et af lokalerne kører 14 vaskemaskiner (alle computerstyrede) med en kapacitet på fra 15 til 200 kilo. Mængden af tøj i en af de store vaskemaskiner svarer til over et tusind skjorter

3. Det vaskede og tørrede tøj sendes til strygestuen. Hver dag presses eller stryges der over 4500 stykker tøj

Afdelingen for kemisk rensning behandler hver uge 3000 til 4000 stykker rensetøj. I 1991 blev der renset 70.000 kilo tøj

[Illustrationer på side 22]

Den 30-etages boligbygning på Sands Street 90 rejser sig højt og let genkendelig blandt Brooklyns bygninger. De første ti etager over gadeniveau vil ifølge planen være færdige i slutningen af 1993

Sands Street 90

[Illustrationer på side 26, 27]

Texcoco, Mexico, januar 1992

Sydney, Australien, august 1992

Igieduma, Nigeria, marts 1992

Örebro, Sverige, maj 1992

[Illustrationer på side 28, 29]

Finland

En stor udvidelse af afdelingskontoret i Finland blev indviet den 13. juni 1992

 [Illustrationer på side 30]

Bahamaøerne

Afdelingskontoret og stævnehallen på Bahamaøerne blev indviet den 8. februar 1992

Thailand

Den 8. februar 1992 blev det nye betelhjem i Thailand indviet

Leewardøerne

Den 2. februar 1992 blev afdelingskontoret på Leewardøerne (Antigua) indviet