Malaysia

„DET var en søndag eftermiddag i 1938. En let brise bevirkede at varmen (32° C) og den høje fugtighedsgrad ikke føltes ubehagelig. Jeg var først for nylig kommet fra Australien til Malaya og var ved at vænne mig til at forkynde for de engelske og australske bestyrere der boede i deres imponerende villaer på de store gummiplantager.

Vi var tre pionerer der arbejdede sammen, og vores fremgangsmåde bestod i at jeg skulle gå op til bestyrerens hus, mens mine to medarbejdere ubemærket slap ned til de indiske arbejderes hytter og forkyndte for dem. Mange af plantagebestyrerne var nemlig vrede over at vi forkyndte for deres arbejdere, da de mente at enhver form for oplysning kunne skabe utilfredshed blandt dem.

Vi standsede bilen ved en lille flod hvorfra vi kunne se bestyrerens hus på den anden bred, og Kurt og Willy begav sig straks på vej ned til arbejdernes barakker. Jeg krydsede floden i en lille kano der lå bundet ved bredden og gik op mod huset.

 Det var mit mål ikke at blive affærdiget alt for hurtigt, for hvis jeg vendte tilbage til bilen og ikke straks kørte min vej, ville bestyreren ane uråd.

Jeg kom så langt som til foden af den trappe der førte op til huset. Bestyreren og hans kone sad på verandaen og drak eftermiddagste. Han havde set mig komme gående med min store mappe i hånden, og idet jeg satte foden på det første trappetrin råbte han med bøs stemme: ’Hov De der! Tag straks tilbage over floden og forsvind! Det er søndag eftermiddag. Jeg drikker te med min kone, og jeg vil ikke snakke forretninger.’

Nå, tænkte jeg, det her bliver alt andet end let. Men i min mappe havde jeg en introduktionsskrivelse som Selskabet havde givet os til brug i netop sådan en situation, så jeg sagde: ’Undskyld, men jeg har her en introduktionsskrivelse som jeg gerne vil have De læser.’

’Den vil jeg ikke læse,’ svarede han endnu mere bøst. ’Og se så at komme ned ad den trappe!’

Jeg bad tavst om at måtte finde en udvej. Jeg besluttede også at trække tiden ud og sagde derfor hurtigt: ’Det er meget vigtigt.’ Samtidig trådte jeg et trin længere op.

Det lod til at gøre ham virkelig vred, og nu råbte han højt til mig: ’Sagde jeg ikke at De skulle se at komme ned ad den trappe!’

I samme øjeblik rejste hans kone sig til min forbavselse fra bordet og stillede sig bag sin mand. Hun lagde armene omkring ham, med kinden hvilende på hans skulder. Så sagde hun roligt til mig: ’Vil De ikke op og have en kop te?’

Bestyreren stirrede lamslået på sin kone. Luften var ladet med spænding. Jeg vidste ikke rigtig hvor jeg skulle se hen. Der herskede en anspændt tavshed. Omsider sagde bestyreren i en langt roligere tone: ’Ja, ja da. Kom så ind og få en kop te, men luk ikke den mappe op!’

 Vi satte os så og nød en dejlig kop te med kager til. Den spændte atmosfære begyndte at fortage sig, og snart var vi i gang med en samtale om løst og fast. Det varede ikke længe før bestyreren begyndte at tale om verdenssituationen og spurgte hvad jeg mente om Mussolinis fremgang i Italien, idet han sagde: ’Jeg gad vide hvad Mussolini var før han gik ind i politik og blev Italiens diktator. Hvad var hans erhverv?’

’Det tror jeg, jeg kan fortælle Dem,’ svarede jeg og stak roligt hånden ned i min mappe og tog bogen Fjender op. Jeg læste hvad den sagde på side 13 om at Mussolini havde været murersvend og politisk agitator, at han var blevet leder af en politisk gangsterbande og havde anført en march mod Rom i 1922, og kort efter var blevet premierminister eller enehersker. Derefter lagde jeg bogen tilbage og lukkede mappen.

Bestyreren var tydeligvis duperet. Hans kone spurgte: ’Hvad var det for en bog De læste op af?’

’Åh,’ sagde jeg, ’det er bare en bog der handler om mange forskellige ting.’

Men hendes nysgerrighed var vakt, og hun spurgte om hun måtte se den. Jeg huskede naturligvis at det var blevet mig forbudt at åbne mappen — men her bad hans kone med fremstrakt hånd om at se bogen! Jeg så hen på bestyreren, og med et modstræbende nik lod han forstå at det var i orden, hvorpå jeg gav hende bogen.

Snart lå Bibelen og alle de andre bøger jeg havde i mappen, på bordet. Det endte med at de ville have alle de publikationer jeg havde med mig — syv bøger og en ny bibel — og at de tegnede et abonnement på både Vagttårnet og Ny Verden.

Efter tre kvarters hjertelig samtale gik han så sammen med mig hen til trappen, gav mig hånden og sagde: ’Jeg er ked af den modtagelse jeg gav Dem, men sidste søndag kom der en mand herud som prøvede at sælge olie, mens jeg sad og drak  eftermiddagste med min kone, og det irriterede mig meget. Det kom De til at bøde for. Men jeg kan forsikre Dem for at den næste af Deres folk der kommer her, vil få en bedre velkomst end De fik.’

Så alt endte godt. Kurt og Willy var på det tidspunkt færdige med at forkynde i arbejdernes hytter, og vi tog videre, fyldte af glæde over den måde hvorpå Jehova havde velsignet vore anstrengelser den eftermiddag.“

Det var den slags oplevelser de første missionærer, som for eksempel Ted Sewell, kunne glæde sig over, dengang de sidst i 1930’erne gjorde en ihærdig indsats for at forkyndelsen kunne vinde fodfæste i Malaya. a I dag, mere end et halvt århundrede senere, er den fremgangsmåde vi anvender i forkyndelsen blevet ændret en del, men det er den samme gode nyhed om Jehovas oprettede rige der forkyndes. Nu er budskabet imidlertid blevet udbredt til alle dele af dette farverige og fascinerende land, der ikke længere hedder Malaya men Malaysia.

Velkommen til Malaysia med de mange kulturer

Den lange tropiske Malaccahalvø ligger lige nord for øen Singapore, som den er forbundet med ved en én kilometer lang vej- og jernbanedæmning over det snævre Johorestræde. Den ligger lige nord for ækvator og grænser mod vest til Malaccastrædet og mod øst til Det Sydkinesiske Hav. Malaysia består af Vestmalaysia på den sydlige del af Malaccahalvøen og af Østmalaysia, der igen består af de to stater Sabah og Sarawak på Nordborneo. Det er i enhver henseende et land med mange kulturer. Befolkningen er på over 18 millioner. Godt halvdelen er malajer, og de fleste andre er kinesere. Et betydningsfuldt mindretal af indere og et islæt af eurasiere og europæere gør det til den mest kosmopolitiske befolkning i dette tropiske område.

 Malaysia er også et land med bemærkelsesværdige modsætninger. I byerne finder man skyskrabere og minareter side om side med stråtækte hytter. Men det meste af landet består af tropisk jungle, rismarker og frugtbare sletter med spredte kamponger eller landsbyer, og er omkranset af gyldne sandstrande. Overalt er der grønt — grønt i alle nuancer — af nogle beskrevet som „grønt i tusind farver“.

Malaysias indbyggere er almindeligvis meget venlige. Deres livsstil er meget forskellig og spænder lige fra den mest forfinede vestlige livsstil til bøndernes traditionelle, enkle livsførelse. Turister kan glæde sig over mange forskellige former for underholdning der skyldes landets mange kulturer. Og noget af det mest attraktive må være den malaysiske mad, for det er ikke i mange lande at man kan spise så godt og alligevel så billigt.

Hvad religion angår er islam blevet erklæret for landets officielle religion, men den malaysiske forfatning garanterer også andre trossamfund religionsfrihed. Følgen er at folk fra mange trosretninger — muslimer,  buddhister, hinduer, taoister, katolikker og mange protestantiske sekter — lever forholdsvis harmonisk med hinanden. Det er imidlertid ved lov forbudt at hverve proselytter blandt muslimerne.

Et tilbageblik over den politiske udvikling

I 1930’erne var Malaya blevet delt op i mange stater, hvoraf nogle blev styret af briterne, andre af sultaner som blev „rådgivet“ af britiske embedsmænd. Det betød at halvøen i virkeligheden var en britisk koloni og at folk lærte den britiske livsform, selv om de forskellige racer i det store og hele levede adskilt fra hinanden og på hver sin måde.

Under den anden verdenskrig blev området besat af japanske styrker. Derefter, fra sidst i 1940’erne til midt i 1950’erne, ændrede situationen sig, idet hele landet hjemsøgtes af voldsomme uroligheder og brutal guerillakrig. Roen blev først genoprettet efter at man i 1957 havde opnået uafhængighed af det britiske styre. I 1963 sluttede Malaya sig sammen med de tidligere britiske kolonier Sabah, Sarawak og Singapore, for at danne en føderation af stater under navnet Malaysia. I 1965 trak Singapore sig ud af føderationen og blev en selvstændig republik.

De første sandhedsfrø sås i Malaya

Vagttårnsselskabets første præsident, Charles Taze Russell, foretog i 1912 en verdensomspændende forkyndertur. Under denne rejse holdt han et offentligt foredrag i byen Singapore og i Penang i Malaya. Der blev kun gjort en meget lille indsats for at følge interessen op efter disse to foredrag, hovedsagelig ved at broder S. P. Davey i Indien sendte traktater til mange af de indere der havde slået sig ned i Malaya. Den første verdenskrig satte imidlertid en stopper for enhver bestræbelse for at udbrede Rigets budskab i dette område.

 I 1923 udvandrede Harris og Freda Frank og deres fire sønner og seks døtre fra Ceylon (nu Sri Lanka) til Malaya. De slog sig ned i Batu Caves, ikke langt fra Kuala Lumpur, der nu er landets hovedstad. Freda var en døbt bibelstudent, som et Jehovas vidne dengang kaldtes, men det var Harris ikke, skønt han var glad for at læse Vagttårnet og Den gyldne Tidsalder (nu Vågn op!) som de abonnerede på og fik tilsendt fra det indiske afdelingskontor. I 1931 fik familien Frank et kort besøg af to unge pionerer fra Bombay, Claude Goodman og Ron Tippin, der tilbragte flere måneder i Malaya og Singapore med at forkynde fra hus til hus. De eneste publikationer de havde var imidlertid på engelsk, så de måtte begrænse deres virksomhed til folk der talte engelsk. Det korte besøg af disse første to nidkære missionærer var til stor opmuntring for Freda Frank i hendes isolerede situation.

Hjælp fra australske pionerer

I begyndelsen af 1930’erne fik afdelingskontoret i Australien til opgave at føre tilsyn med Sydøstasien og øerne i det sydlige Stillehav. Inden længe begyndte man at sende missionærer til Malaya. Den første var George Schuett, som få måneder senere fik følgeskab af en engelsk pioner ved navn Peck, der tidligere havde forkyndt i Papua Ny Guinea. I løbet af de næste år tjente godt en halv snes heltidsforkyndere fra Australien, New Zealand og Tyskland på forskellige tidspunkter i Malaya, men af forskellige grunde blev ingen af dem længe nok det samme sted til at se de direkte frugter af deres arbejde.

I 1936 begyndte en mere permanent ordning at tage form, idet der blev oprettet et depot for bibelske publikationer i Singapore. Harold Gill fra Australien blev udnævnt til at føre tilsyn med depotet. To år tidligere, i 1934, var Frederick James og hans familie flyttet fra Indien til Singapore. Hans hjem lå i Katong, en smuk forstad til Singapore, og han tilbød at  en del af hans hus kunne benyttes som Selskabets depot. Det blev også benyttet som mødesal og hjem for pionerer.

I James’ hjem blev der regelmæssigt afholdt et gruppestudium over bogen Guds Harpe som naboerne blev indbudt til at overvære. Et ægtepar blandt dem, Frank og Win Hill, og deres tre børn blev senere døbt.

Brødrene i Singapore kom af og til på weekendbesøg hos familien Frank i Batu Caves. På disse lange rejser spillede man grammofonplader med foredrag af Joseph F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident, fra en højttalerbil, foruden at man forkyndte fra hus til hus i Kuala Lumpur. På denne måde begyndte sandhedens frø så småt at blive sået i Malaya.

Flere pionerer med Lightbearer

Lightbearer var en båd der i Australien var blevet udstyret af Selskabet så den specielt var egnet til arbejdet i Singapore-Malayaområdet. Bemandet med syv stærke pionerer under ledelse af Eric Ewins fra Fiji, ankom Lightbearer den 7. august  1935 til Singapore, hvor den en tid lå i havnen, før den sejlede op langs Malayas vestkyst. Nogle af de byer den besøgte undervejs var Johore Bahru, Muar, Malacca, Klang, Port Swettenham (nu Port Klang) og Penang. De steder hvor Lightbearer lå forankret blev broder Rutherfords foredrag udsendt over højttaleren på båden, hvorefter der blev aflagt hus-til-hus-besøg for at sprede bibelsk læsestof.

Fra tid til anden var det muligt for brødrene på Lightbearer at tage længere ind i landet, og så mødtes de med familien Frank i Batu Caves, var med til dens små møder og fulgtes med den i tjenesten. Det var en stor glæde for søster Frank da flere medlemmer af hendes familie blev døbt under et af disse besøg. Der blev spredt mange publikationer på disse rejser, men Eric Ewins berettede: „Vores forkyndelse syntes ikke at gøre noget varigt indtryk på folk. De tog villigt imod bøger og blade, men de havde behov for et regelmæssigt bibelstudium i deres hjem, og det var der ikke mulighed for dengang.“

Skridt mod en mere fast organisation

I 1937 blev Harold Gill bedt om at vende tilbage til Sydney, og Alfred Wicke blev sendt til Singapore for at føre tilsyn med depotet dér. Imens var pionerer som Ted Sewell fra Australien og Kurt Gruber og Willy Unglaube fra Tyskland i færd med at udbrede sandheden i Malaya. Da Alfred Wicke meddelte at han havde til hensigt at gifte sig i 1939, fik han tildelt Malaya som distrikt og skulle slutte sig til Kurt Gruber i Penang, og i stedet kom George Powell fra Australien for at tage sig af depotet.

Alfred Wickes forlovede, Thelma, sejlede fra Sydney til Singapore for at blive gift med Alfred og sammen med ham tage pionertjenesten op i Penang. Da skibet befandt sig flere dagsrejser fra Perth (i Vestaustralien) kom der imidlertid meddelelse om at den anden verdenskrig var brudt ud. Alle  skibets vinduer og koøjer blev mørkelagt, og det blev nødvendigt at følge en siksakkurs i Det Indiske Ocean for at undvige eventuelle fjendtlige undervandsbåde. Men Thelma nåede sikkert frem, og deres bryllup fandt sted en uge senere. Derefter begav de sig ud på den 800 kilometer lange rejse til Penang, og søster Wicke blev således den første australske søster der tjente som pioner i Malaya.

Dengang bestod forkyndelsen hovedsagelig i en omfattende spredning af publikationer, uden at besøgene blev fulgt op. Da ægteparret Wicke havde gennemarbejdet distriktet på øen Penang, tog de derfor over til fastlandet. De forkyndte ihærdigt fra Alor Setar i nord og videre sydpå i byer og landdistrikter langs vestkysten, idet de benyttede bøger og blade på over 20 sprog.

En sikh bliver et Jehovas vidne

Mens ægteparret Wicke forkyndte i Kuala Kangsar i staten Perak, fik de en dag pludselig besøg af en 16-års skoledreng der boede i en naboby. Hans navn var Puran Singh, og som det fremgår af hans navn var han sikh (Singh er et almindeligt navn blandt sikherne). Han havde fået Selskabets lille bog Hvor er de døde?, og det han havde læst havde gjort så stort et indtryk på ham at han havde skrevet en artikel om dette emne til sit skoleblad. Han havde skrevet til depotet i Singapore efter flere oplysninger og fået opgivet Wickes adresse. Han cyklede straks de mere end 50 kilometer for at træffe dem.

Næste dag tog han med Alfred Wicke ud for at forkynde i landdistriktet — „bare for at se hvordan det foregik“. Så snart denne alvorlige unge mand var færdig med sin skoleuddannelse, rejste han hjemmefra og cyklede 240 kilometer for at overvære et stævne i Kuala Lumpur. Dér symboliserede han sin indvielse til Jehova ved vanddåben og tog navnet George Singh. Han fik således den forret at være den første malaj der blev pioner. Kort efter overflyttede Selskabet ham til Indien, hvor han stadig fortsætter trofast i Jehovas tjeneste.

 Den anden verdenskrig og den japanske invasion

Ikke længe efter den anden verdenskrigs udbrud i 1939 blev forkyndelsen standset. Resultatet? Pionererne kunne ikke længere klare sig økonomisk, og ægteparret Wicke måtte modstræbende vende tilbage til Singapore. Men det var dem en tilfredsstillelse at vide at de, i de 20 måneder de siden deres bryllup havde tjent sammen i Malaya, havde spredt over 50.000 bøger og småbøger med Rigets budskab. Interessant nok var der ved krigens udbrud i hele Singapore og Malaya kun 16 forkyndere der rapporterede tjeneste på arbejdsmarken. Men godt halvandet år senere var der 36 forkyndere som rapporterede.

Derefter tog begivenhederne fart. I juni 1941 blev George Powell, efter en rejse til Thailand, nægtet indrejsetilladelse i Singapore og måtte vende tilbage til Bangkok med samme skib. I juli blev de tre sidste heltidstjenere, Len Linke og Alfred og Thelma Wicke, udvist til Australien. Et halvt år senere foretog de japanske styrker et lynfremstød ned gennem den malajiske jungle og indtog den 14. februar 1942 det stærkt befæstede Singapore.

Dermed sluttede endnu et kapitel af Jehovas folks historie i Singapore og Malaya. George Powell og Ted Sewell blev indsat i en fangelejr i Thailand. Jimmy James og hans kone blev sammen med Frank Hill sat i fængsel af japanerne i Singapore. Andre familier, deriblandt Win Hill og hendes børn, nåede at forlade Singapore før invasionen og rejste til Australien. Nogle forkyndere rejste til England. Andre, deriblandt de fleste af familien Frank, undslap til Indien, med de ejendele de kunne bære.

Forkyndelsen genoplives

Den 28. og 29. marts 1947, mindre end to år efter at den anden verdenskrig var afsluttet, besøgte Selskabets daværende præsident, Nathan H. Knorr, og hans sekretær, Milton  G. Henschel, Singapore som et led i deres verdensomspændende tjenesterejse. Ville der være nogen til at tage imod dem?

Ja, Frank Dewar, der var pioner og et tidligere medlem af besætningen på Lightbearer, var til stede og bød dem velkommen. Men han var ikke alene. Jimmy James, hvis kone var  død i en fangelejr, var blevet løsladt og havde nu fået arbejde i Singapore. Han virkede som tekniker og elektriker ved det berømte Raffles Hotel, så her kunne de besøgende brødre bo og mødes med de få brødre der stadig fandtes i Singapore.

Under deres besøg talte broder Knorr og broder Henschel ved møderne med ni brødre og søstre og meddelte dem at to gileadmissionærer var på vej til Singapore og ville ankomme om kort tid. Den 5. april 1947 ankom så to canadiere, én fra Gileads syvende klasse og en anden fra den ottende klasse, for at begynde deres missionærtjeneste i Singapore.

På denne måde blev arbejdet genoplivet efter den anden verdenskrig. Kort efter, i marts 1949, ankom der yderligere seks missionærer, fra Gileads 11. klasse. Det var Les Franks og hans to søstre, Aileen og Gladys, Norman Bellotti og Alfred og Thelma Wicke, der naturligvis følte det som om de var kommet hjem igen.

Men hvad med Malaya?

Arbejdet skred nu godt fremad i Singapore, idet missionærerne hver især koncentrerede sig om at lede  hjemmebibelstudier. Under broder Knorrs og broder Henschels andet besøg i april 1951 blev der tilrettelagt et stævne. Der var 72 til stede; til det offentlige foredrag i byens smukke Victoriateater kom der 307. Det var under dette besøg at der blev oprettet et afdelingskontor til at tage sig af Rigets arbejde, ikke blot i Singapore men også i Malaya og de britiske områder Sabah og Sarawak på Borneo. Nu kunne man rette opmærksomheden mod Malaya. Seks missionærer blev sendt hertil. To af dem, James Rowe og Neil Crockett, forkyndte et år i Kuala Lumpur; de andre fire fik desværre kun lov at blive i Malaya en måned, hvor de tjente i Penang. Grunden til at deres ophold blev så kortvarigt er en historie for sig.

Missionærer i Kuala Lumpur

I begyndelsen af 1951 var skibet Steel King ankommet fra New York til Penangs havn med seks missionærer om bord. I Penang havde immigrationsmyndighederne undersøgt broder  Crocketts og broder Rowes pas og givet dem et års opholdstilladelse i Malaya. Men da de kontrollerede de fire andre missionærers pas, gik det pludselig op for dem hvor mange missionærer fra Jehovas Vidner der ville ind i landet. De forklarede missionærerne at ifølge nye vedtagne forordninger kunne udenlandske Jehovas vidner ikke få lov at blive i landet. Eftersom broder Crockett og broder Rowe imidlertid allerede havde fået deres pas stemplet, kunne de få lov at blive, men de andre fik kun tilladelse til at blive en måned i Penang, hvorefter de måtte forlade landet og fik tildelt et nyt distrikt i Thailand.

Broder Crockett og broder Rowe fik af afdelingskontoret til opgave at tjene i Kuala Lumpur, hvor der inden længe blev oprettet et missionærhjem på Klang Road 25-A, cirka tre kilometer fra byens centrum. Der var kun én forkynder i byen, søster Mackenzie, en ældre kvinde af europæisk og asiatisk afstamning. Man kan forestille sig hendes glæde da de to missionærer sluttede sig til hende i tjenesten!

Selv om sandheden i en vis udstrækning var blevet forkyndt i 1930’erne og først i 1940’erne, var dét at gennemarbejde distriktet i 1951 som at forkynde i urørt distrikt. De to missionærbrødre var ivrige efter at gennemgå distriktet så hurtigt som muligt. Opfyldt af et brændende ønske om at lede efter de fremtidige „får“ brugte de hele dage såvel som aftener til at forkynde og til at genbesøge de interesserede. Det var ikke usædvanligt at de spredte et hundrede bøger om måneden. I løbet af kort tid ledede de således hver 15-16 bibelstudier om måneden. Efter cirka et halvt år blev den første menighed oprettet, og så mange som 14 overværede møderne.

Da de kommunistiske oprørere på det tidspunkt var aktive i Malaya, anså man det for dumdristigt af vesterlændinge at vove sig uden for byens grænser, idet man kunne blive udsat  for bagholdsangreb og blive dræbt som mistænkt for at være plantageejer eller embedsmand fra kolonistyret. Søster Mackenzies søn George boede imidlertid i en fjerntliggende provins og ville gerne have et bibelstudium. Hvordan skulle missionærerne kunne besøge ham, når det var så farligt at rejse? Broder Crockett havde en idé: Man kunne blande sig med lokalbefolkningen. Han steg derfor på en gammel bus der kørte mellem provinserne, og satte sig blandt de lokale beboere som havde deres klukkende høns og hvinende grise med sig. Der var mange nervepirrende øjeblikke. Når bussen rundede en drejning på vejen, vidste passagererne aldrig om de ville falde i et baghold og blive mødt af en kugleregn. I de mange måneder broder Crockett tog af sted for at studere  med George, indtraf der lykkeligvis ingen livstruende episoder. George blev for øvrigt senere døbt og var indtil sin død i 1986 en højt respekteret ældste.

Alt for hurtigt nærmede det tidspunkt sig hvor de to missionærers tilladelse til at være i Malaya udløb. Ville deres ansøgning om en forlængelse af opholdstilladelsen blive efterkommet? Alle håb brast da et brev fra regeringen påbød dem at rejse.

Broder Crockett og broder Rowe måtte således med sorg i hjertet sige farvel til deres „familie“ i Malaya og gå om bord i et skib for at fortsætte deres missionærtjeneste i Thailand. Standsede arbejdet i Malaya da de rejste?

Nej, I begyndelsen af 1950’erne fandtes der nogle få lokale forkyndere i Malaya. De var vendt tilbage efter den anden verdenskrig og havde igen bosat sig i landet. Det blev derfor arrangeret at kredstilsynsmanden  fra Singapore fra tid til anden skulle besøge dem for at hjælpe dem til at bevare forbindelsen med Guds organisation og opbygge dem åndeligt. Desuden tilrettelagde brødrene i Singapore weekendkampagner til distrikter i Malaya, på den anden side af dæmningen, og forkyndte i byer der lå op til 240 kilometer borte.

Penang igen i søgelyset

Afdelingskontoret i Singapore fik meddelelse om at to unge skolepiger i Penang havde vist en usædvanlig stor interesse for Jehovas folks arbejde. De havde fået bogen „Sandheden skal frigøre jer“ af de missionærer som havde tjent der en måned. Kredstilsynsmanden, Les Franks fra Singapore, fik til opgave at besøge Penang og finde ud af hvor interesserede de to unge piger var. Han blev forbløffet over deres dybe forståelse og nidkærhed. Den ene af dem havde allerede  møjsommeligt maskinskrevet store dele af bogen, så de kunne hjælpe andre til at forstå budskabet om Riget. De vidste ikke hvordan de skulle få fat i flere eksemplarer af bogen, for de breve som de havde sendt til den adresse Selskabet havde haft i Singapore før krigen, var kommet tilbage med påskriften „Adressaten ubekendt“. De var endda begyndt at gå fra dør til dør, men folk havde for det meste reageret negativt og hånligt afvist dem, hovedsagelig fordi de ikke havde optrådt taktfuldt og manglede oplæring i hvordan man henvender sig til folk og hvordan man fremholder den gode nyhed på en tiltalende måde.

Det blev nu bestemt at Alfred og Thelma Wicke skulle flytte fra Singapore og oprette et missionærhjem i Penang. Dette hjem skulle også tjene som depot og forsyne hele Malaya med bibelske publikationer. Snart blev der oprettet en lille menighed. De to skolepiger, Lee Siew Chan og Ng Yoon Chin, var begejstrede over at broder og søster Wicke var kommet, og fortsatte med at gøre gode fremskridt. I 1956 overværede de et stævne i Singapore der blev holdt i anledning af broder Knorrs tredje besøg, og dér blev de begge døbt. Da de var færdige med skolen sluttede de sig begge til  pionerernes rækker. Til deres store glæde blev de, sammen med en anden pioner fra Singapore, Grace Sinnapillai, indbudt til Gileadskolens 31. klasse. Efter afslutningshøjtideligheden i 1958, der blev holdt på Yankee Stadium i New York i forbindelse med det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“, blev de sendt tilbage til Malaya for at være med til at udvide arbejdet dér.

Opmærksomheden rettes igen mod Kuala Lumpur

Norman Bellotti og Gladys Franks havde tjent som missionærer i Singapore siden 1949. I 1955 giftede de sig og fik senere til opgave at tjene i Kuala Lumpur. Dermed fik sandheden atter fodfæste i Malayas hovedstad, og det gjorde det muligt at opsøge og samle nogle af dem der havde vist interesse fire eller fem år tidligere, i det år missionærerne Rowe og Crockett opholdt sig i byen.

Les Franks, der tjente som kredstilsynsmand, rejste imens op og ned langs Malayas vestkyst. På grund af den guerillakrig der dengang blev ført mod det britiske kolonistyre, var det forbundet med stor fare at rejse. „Når vi rejste med tog,“ mindes Les, „måtte mine medpassagerer og jeg tilbringe det meste af tiden liggende på vognens gulv, mens guerillasoldaterne skød på må og få fra junglen langs jernbanelinjen.“ Men der var også mindre alvorlige episoder. Da Les for eksempel engang besøgte en minearbejder der havde opsyn med nogle gravemaskiner, tændte Les for lyset i sit soveværelse — troede han. Men det han havde gjort var at sætte en hylende sirene i gang og tænde for nødbelysningen der oplyste hele området! Hvor pinligt for ham da alle beboerne fór op og greb efter deres våben, idet de troede at der var tale om et guerillaangreb!

I 1958 giftede Les sig med Margaret Painton, en australsk missionær der tjente i Japan. De blev nu sendt til  Kuala Lumpur for at tjene dér, i stedet for Norman og Gladys Bellotti, der blev flyttet til byen Ipoh, hvor de hjalp med at oprette en menighed. De blev derefter kaldt tilbage til Singapore for at Norman kunne erstatte landstjeneren.

Den tidligere landstjener havde giftet sig med en missionærsøster. Han var blevet ved med at tjene på afdelingskontoret, men nu da de ventede et barn blev det nødvendigt for ham at tage verdsligt arbejde for at sørge for sin familie.

Disse tre missionærpars flittige, udholdende indsats og gode eksempel var i høj grad medvirkende til at der blev lagt en god, solid grundvold for Rigets arbejde og for den fremtidige vækst.

En ny føderation og et nyt afdelingskontor

Mens denne teokratiske udvikling fandt sted, skete der også store politiske forandringer i Malaya og Singapore. Som tidligere nævnt opnåede Malaya i 1957 uafhængighed af det britiske styre, og seks år senere  blev føderationen Malaysia etableret. Den indbefattede dengang Singapore, der imidlertid trak sig ud af Malaysia i 1965 og blev en selvstændig republik.

I 1972 mente Selskabet at det var nødvendigt og hensigtsmæssigt at oprette et selvstændigt afdelingskontor i Malaysia. Det mest logiske syntes at være at placere det i Penang, der ganske vist ikke lå centralt geografisk set, men som i mange år havde fungeret udmærket som hjemsted for Selskabets depot. Alfred Wicke blev udnævnt til afdelingstilsynsmand for det nye malaysiske afdelingskontor. Dengang var der i hele Malaysia omkring 200 forkyndere i otte menigheder som rapporterede.

Det var ikke noget stort tal, i betragtning af at det var 40 år siden de første missionærer var kommet til Malaysia. En af grundene til at det var gået så langsomt var at over halvdelen af Malaysias befolkning er muslimer, og som nævnt forbyder loven at folk fra andre trossamfund hverver proselytter blandt muslimerne. Resten af befolkningen, som hovedsagelig består af kinesere og indere, bekender sig til buddhismen, taoismen og hinduismen, og folk er dybt forankrede i ubibelske traditioner. Det „kristne“ mindretal er opdelt i mange sekter, hvis præster og tilsynsførende fører nøje kontrol med deres tilhængere.

Til disse problemer kommer yderligere de mange sprog og dialekter, for ikke at nævne analfabetismen, og det kræver megen tid og tålmodighed at hjælpe disse ydmyge mennesker til at danne sig et billede af den nye verdens levevis og befri sig for overtro og traditioner. Blandt kineserne er det for eksempel skik at vise ærefrygt for sine forældre, i mange tilfælde også efter deres død. Det er derfor ikke usædvanligt at en forkynder får den besked at den besøgte gerne vil være kristen, men at han må vente til hans moder er død. — Jævnfør Mattæus 8:21, 22.

 God vækst under det nye afdelingskontor

I de første fire tjenesteår efter det nye malaysiske afdelingskontors oprettelse i 1972 var der en gennemsnitlig forøgelse på over 20 procent om året. Derefter fulgte en tid med mindre vækst, men i 1976 var antallet af forkyndere vokset fra omkring 200 til 433. I 1980 nåede man op på 500 forkyndere. Begejstringen var stor da man i februar 1989 nåede op på 1000 forkyndere, og derefter nåede et højdepunkt på 1102 før tjenesteåret sluttede. I 1991 nåede man op på det højeste antal døbte på ét år, idet 164 symboliserede deres indvielse. Siden da er antallet af forkyndere stadig vokset, og i august 1992 blev der nået et højdepunkt på 1391.

Æren for denne vækst må først og fremmest tilskrives Jehova Gud, „som får det til at gro“, men den opmuntring de rejsende kreds- og områdetilsynsmænd har givet og det trofaste eksempel de har sat, har i høj grad bidraget til den stadige fremgang vi har erfaret i årenes løb. (1 Kor. 3:6, 7) Blandt de kredstilsynsmænd der tjente i afdelingskontorets første år var Les Franks, Robert Cunard og Alfred Wicke, der hver især også har tjent som områdetilsynsmænd. Andre der i årenes løb har tjent som kredstilsynsmænd er Norman Bellotti, Michael Freegard, Michael Chew, Chow Yee See, Khoo Soo Theong, Koh Chye Seng, N. Sreetharan og S. Thiyagaraja.

Der er andre trofaste søstre og brødre som ved deres flittige indsats har medvirket til at der er blevet oprettet menigheder hvor der før kun var isolerede grupper eller urørt distrikt. I 1971 ankom Liew Lai Keen til Kuala Trengganu for at arbejde som lærer. Skønt han var helt alene begyndte han straks at forkynde fra dør til dør, og til sidst blev der oprettet en menighed. I 1971 fik specialpioneren Michael Chew til opgave at betjene den lille gruppe brødre i Klang. Da han giftede sig blev hans kone, Karen, også udnævnt til specialpioner.  I 1974 blev denne lille gruppe en menighed, og i dag er der to menigheder i Klang. I 1975 fik Koh Chye Seng tildelt Kuantan som sit første specialpionerdistrikt, og inden længe var den isolerede gruppe dér blevet til en menighed. I 1985 blev broder og søster Chew sendt til byen Sitiawan, hvor der dengang ingen forkyndere var, men hvor der nu findes en blomstrende gruppe.

Gode resultater med familier

Indtil dette tidspunkt havde de fleste menigheder bestået af unge mennesker som stadig gik i skole. Når de var færdige med skolen rejste mange af dem, både brødre og søstre, væk for at søge arbejde. Det var medvirkende til en manglende stabilitet i menighederne, men man må ikke af den grund forklejne den tro og beslutsomhed disse unge lagde for dagen.

Tag for eksempel teenageren Tan Teng Koon. Så snart hans forældre fandt ud af at han studerede med Jehovas vidner, begyndte de at forfølge ham. Først blev han ustandselig skældt ud. Så blev han pryglet. Alle hans bibelske publikationer blev revet i stykker. Da han fortsatte med at overvære møderne blev hans cykel låst inde for at forhindre ham i at tage af sted. Men så gik han de tre kilometer til rigssalen. Han måtte gemme alle sine bøger og blade. Men hans bibel var for tyk, så han sprættede den op i flere „småbøger“. Desuden lavede han et hemmeligt rum i sin skoletaske, så han kunne have nogle af „småbøgerne“ med sig, og resten gemte han på loftet derhjemme. Han troede at han havde fundet det fuldkomne skjulested — lige til det regnede og hans bøger og blade blev gennemblødt! Engang da han var til bibelstudium i rigssalen kom hans moder og slæbte ham hjem. Derefter fik han det ordnet så han studerede forskellige steder og på forskellige tidspunkter. I dag tjener broder Teng Koon, der nu er gift og har to børn, som menighedstjener.

 Først i 1970’erne begyndte der imidlertid at ske en forandring — det var nu ikke længere enkeltpersoner men hele familier der tog imod sandheden. Blandt de første var en familie i Penang, Tan Eng Hoe og hans kone Geok Har og deres tre børn. De havde begge en baggrund som metodister, og søster Tan havde også i flere år været organist i kirken. Da de tog standpunkt for sandheden mødte de stor modstand fra alle deres slægtninge og måtte kæmpe en hård kamp, men de stod fast. Det opmuntrede andre familier til også at tage imod sandheden. En af disse var Philip og Lily Kwa og deres to børn. I dag tjener både broder Tan og broder Kwa som ældste.

Afdelingskontoret flyttes og udvides

Selskabet ejer ikke betelfaciliteterne i Malaysia, men har i årenes løb lejet passende bygninger. Da afdelingskontoret blev oprettet i 1972, havde menigheden i Penang netop købt sin egen rigssal. Den lå i stueetagen i den ene halvdel af et dobbelthus med to etager, for enden af en række dobbelthuse. Foruden den rummelige mødesal i stueetagen var der også et rum bagtil der kunne bruges til boglager, mens førstesalen kunne tjene som bolig. Selskabet havde lejet disse værelser af Penangmenigheden til missionærhjem og depot. Da det nye afdelingskontor blev oprettet, blev missionærhjemmet og depotet derfor betelhjem og kontor. Dette fungerede udmærket i adskillige år. Men af flere forskellige grunde blev det nødvendigt at flytte afdelingskontoret fra rigssalen i Penang, ja, i løbet af de næste par år måtte man faktisk flytte to gange, men hver gang til et sted i nærheden, så betelhjemmet lå stadig på den smukke ø Penang.

I begyndelsen af 1980’erne syntes man imidlertid at det ville være gavnligt og give bedre mulighed for at føre tilsyn med Rigets arbejde hvis afdelingskontoret lå mere centralt. Man gik derfor i gang med at finde et egnet sted i nærheden af Kuala Lumpur — landets hovedstad.

 Det var ikke let at finde passende lokaler at leje. Men i 1982 fandt man i Klang, cirka 30 kilometer fra Kuala Lumpur, to næsten færdigbyggede toetages dobbelthuse. Dengang kunne man kun leje den ene halvdel af hvert dobbelthus, men den ene halvdel var ideel til betelhjem og afdelingskontor, og den anden kunne bruges til forsendelse og lager. Som det ofte er tilfældet med nybyggeri var der adskillige forsinkelser før husene stod færdige; men til sidst, den 1. juli 1983, kunne man flytte fra Penang til Klang. I februar 1986 blev det muligt at leje den anden halvdel af det første dobbelthus. Nu havde afdelingskontoret et helt dobbelthus og den ene del af det tilstødende hus. I begyndelsen af 1989 blev det også muligt at leje den sidste del af den anden bygning; så nu har afdelingskontoret to gode toetages dobbelthuse ved siden af hinanden med ekstra plads til kontorer, forsendelse og lager, såvel som værelser til endnu flere medlemmer af betelfamilien.

Forøgelse blandt pionerernes rækker

Fra 1972, da afdelingskontoret blev oprettet, har der været en sammenhæng mellem tilgangen af heltidstjenere og forøgelsen i antallet af forkyndere. Det år var der gennemsnitlig 214 forkyndere, hvoraf 32 var almindelige pionerer eller specialpionerer. Antallet af pionerer voksede støt indtil tjenesteåret 1975, da man nåede et højdepunkt på 64 pionerer ud af et gennemsnitligt antal forkyndere på 373.

I de næste syv år faldt antallet af pionerer, indtil det i 1982 var kommet ned på 50. Fra da af har der imidlertid hvert år været en stadig forøgelse i antallet af heltidsforkyndere, så vi nu kan glæde os over at have 123 i pionertjenesten. I samme periode har der også været en bemærkelsesværdig positiv indstilling til hjælpepionertjenesten. I et af de bedste år i nyere tid, i maj 1988, blev der nået et højdepunkt på 239 hjælpepionerer.

 Følgende oplevelse er et typisk eksempel på hvordan nogle har haft et brændende ønske om at være med i pionertjenesten.

„Hver gang jeg læste om pionerernes oplevelser i Selskabets publikationer, voksede mit ønske om at blive heltidstjener for Jehova. Jeg ledte endda efter artikler om pionertjenesten i ældre numre af bladene. Min mand havde været hjælpepioner i to år og havde deltidsarbejde. Jeg havde heltidsarbejde og tjente på denne måde tilstrækkeligt til at vi kunne klare os. Jeg var imidlertid klar over at det ikke ville være muligt at tage heltidstjenesten op, hvis jeg ikke også fik deltidsarbejde. Min mand og jeg søgte forgæves, da der var meget lidt deltidsarbejde at få i vores område.

 Efter at have bedt til Jehova henvendte jeg mig til min arbejdsgiver og foreslog at jeg gik ned på deltid, eftersom jeg for det meste havde meget lidt at bestille på kontoret. Men til min skuffelse var svaret et afgjort nej! Der gik et år. En dag sagde min mand at nu var tiden måske inde til at vi begge tog heltidstjenesten op, for han havde fået et nyt deltidsarbejde der blev betalt så godt at vi sandsynligvis kunne klare os for det, så jeg ikke engang behøvede at have deltidsarbejde. Han mindede mig om at hvis ens pionertjeneste skal lykkes må man først og fremmest have tro på at Jehova vil tage sig af en og sørge for en. (Matt. 6:33) Han foreslog derfor at jeg sagde mit arbejde op. Den måned oprettede vi flere nye bibelstudier i tjenesten. Så jeg var parat til endnu en gang at henvende mig til min arbejdsgiver. Min mand og jeg havde fastsat den første dag i den næste måned som det tidspunkt hvor vi begge ville begynde som almindelige pionerer. Ti dage før måneden udløb anmodede jeg igen min arbejdsgiver om at komme på deltid, men fik afslag. Så forklarede jeg ham at under de omstændigheder havde jeg intet andet valg end at sige op, eftersom det var min agt fra den første i næste måned at virke i heltidstjenesten for Gud sammen med min mand.

Straks ændrede hans ansigtsudtryk sig. Han bad mig om ikke at indgive min afskedsansøgning, idet han gerne ville overveje mit forslag. Samme eftermiddag kaldte han mig ind på sit kontor og foreslog at jeg arbejdede om eftermiddagen, fem dage om ugen; han ville så ansætte en ny kontorist til at overtage mit daglige, rutinemæssige arbejde. Jeg var målløs! Det var netop hvad jeg havde tænkt at foreslå ham! Han tilføjede endda at jeg kunne arbejde under denne nye ordning så længe jeg ønskede. Da jeg om aftenen fortalte min mand hvad der var sket, blev han også forbløffet. Jehova havde besvaret vore bønner og gjort det muligt for os at blive pionerer.“

 Vanskeligheder i forbindelse med de første områdestævner

Det første områdestævne der blev planlagt under det nye afdelingskontor i Malaysia skulle afholdes i Petaling Jaya i december 1972. Et problem der voldte en del bekymring var at der til alle offentlige møder, bortset fra dem der blev holdt på anerkendte tilbedelsessteder, krævedes en tilladelse. Der var blevet lovet brødrene en sådan tilladelse, eftersom det planlagte stævne var en religiøs sammenkomst. Men dagen før stævnet skulle begynde, kom der afslag.

Men afdelingskontoret havde en nødplan: Man kunne benytte to private hjem og de to rigssale i Petaling Jaya og Kuala Lumpur. Tilhørerne blev delt op i ni grupper: Den kinesisktalende gruppe havde sine møder om formiddagen, fire af de otte engelsktalende grupper havde deres om eftermiddagen, og de andre fire grupper benyttede lokalerne om aftenen.

Det følgende år var det igen vanskeligt at få de nødvendige tilladelser. Alligevel blev det i oktober 1973 muligt at holde stævnet „Guds sejr“ i Ipoh, hvor det højeste antal tilstedeværende var 320. På grund af vanskeligheder med at finde passende stævnefaciliteter i andre byer, blev Ipoh fra da af det sted hvor man i næsten ti år regelmæssigt holdt områdestævner. Med tiden blev det dog muligt at benytte andre steder til stævnerne, og i august 1983, kort efter at afdelingskontoret var blevet flyttet fra Penang til Klang, blev områdestævnet „Enhed under Guds rige“ holdt to steder. Det i Petaling Jaya blev udelukkende holdt på kinesisk, og det i Klang på engelsk. Det samlede antal tilhørere til det offentlige foredrag søndag eftermiddag ved de to stævner var 966.

Køb af rigssale — en milepæl

Lejede lokaler som rigssale har tjent deres formål godt og gør det stadig. Men købet af en rigssal udelukkende til  menighedens eget brug er med til at give de interesserede en følelse af noget permanent og øge brødrenes og søstrenes værdsættelse.

Som tidligere nævnt havde menigheden i Penang kunnet købe sin egen rigssal omkring et år før afdelingskontoret i Malaysia blev oprettet i 1972. I årenes løb er den oprindelige sal blevet udvidet to gange for at give plads til den voksende menighed. Men fire år forinden havde menigheden i Kuala Lumpur købt nogle kontorlokaler på første sal i en otteetages bygning og brugte dem som rigssal. Denne store, fornemme bygning med det imponerende navn Selangor Mansion lå på bredden af Gombakfloden, og rigssalen lå på den side der vendte ud mod floden. Den kunne med lethed rumme 80 personer, og ved særlige lejligheder mange flere, navnlig hvis siddepladserne blev anbragt tæt ved hinanden, på typisk malajisk eller indisk manér. Brødrene var begejstrede over at have deres egen mødesal, især i denne flotte bygning. De begyndte at bruge rigssalen i september 1967.

Brødrene var ikke ukendte med Selangor Mansion, for i to år havde en lejlighed på bygningens sjette sal været benyttet som missionærhjem for fire søstre, gileadmissionærerne Lee Siew Chan og Grace Sinnapillai (nu Grace John) og forskellige specialpionerer. Efterhånden som menigheden voksede blev denne lejlighed på sjette sal også benyttet som det andet klasseværelse i forbindelse med den teokratiske skole, hvilket var meget praktisk — bortset fra at talerne undertiden var noget forpustede når elevatoren ikke virkede!

Rigssalen var dog ved at blive så fyldt at det virkede ubehageligt. Det blev midlertidigt afhjulpet ved at man købte en nabolejlighed og fjernede en mur. Men midt i 1980’erne var det i høj grad tiltrængt med en større sal. Brødrene ledte i byen og dens udkanter og blev til sidst belønnet med at finde en fireetages kontorbygning der var blevet bygget i 1985.  På grund af et fald i ejendomspriserne var bygningen til salg for cirka 60 procent af sin oprindelige værdi. Ved hjælp af gavmilde bidrag og lån fra brødrene, samt et lån fra Selskabet, blev bygningen købt, og den 9. september 1989 indviedes den nye rigssal der var stor nok til at rumme en tilhørerskare på 220.

Desuden købte menighederne endnu tre rigssale. To af dem blev også indviet i 1989 — den ene i Ipoh og den anden i Bukit Mertajam — mens rigssalen i Klang blev indviet den 17. januar 1991 under et besøg af Lyman Swingle fra Det Styrende Råd. Den oprindelige mødesal i Selangor Mansion i Kuala Lumpur bliver stadig benyttet af en mindre, kinesisk menighed i byen. Der er også blevet bygget rigssale i Sabah og Sarawak i Østmalaysia, en i Keningau og en anden i Kuching. I hele Malaysia er der nu ti rigssale som ejes af menighederne.

Opbyggende besøg

De årlige besøg af zonetilsynsmænd er altid blevet værdsat meget af brødrene, især af de ansvarshavende på Betel. De har også glædet sig over besøg af erfarne brødre fra nærliggende afdelingskontorer. Ved nogle af zonetilsynsmandsbesøgene har de haft den særlige glæde at blive betjent af brødre fra Det Styrende Råd.

I januar 1975, nogle få år efter at afdelingskontoret var blevet oprettet, besøgte Nathan H. Knorr og hans kone Audrey, samt Frederick W. Franz og fem andre fra De Forenede Stater, Penang. Broder Knorr havde tidligere besøgt Singapore og Kuala Lumpur, men det var hans og broder Franz’ første besøg i Penang. De fire medlemmer af den lille betelfamilie var begejstrede over besøget, og alle missionærerne i landet blev inviteret til Penang til et særligt møde og en missionærmiddag. På besøgets sidste aften trængtes 226 i rigssalen i Penang for at høre de to rejsende brødres foredrag.  Tilhørerne bestod af brødre fra mange dele af Malaysia og nogle fra Indonesien.

Siden har brødrene kunnet glæde sig over besøg af Lloyd Barry, Albert Schroeder, Lyman Swingle og John Booth — alle medlemmer af Det Styrende Råd — som hver på sin måde åndeligt har styrket og opmuntret betelfamilien, der befinder sig mange tusind kilometer fra hovedkontoret i Brooklyn.

Missionærer der har gjort et uudsletteligt indtryk

I de mange lande og betelhjem hvor udviklingen hovedsagelig begyndte i årene efter den anden verdenskrig, vil man aldrig glemme den nidkærhed og tro de første missionærer fra Gilead lagde for dagen og det uangribelige og målbevidste eksempel de satte. Det er først og fremmest på grundlag af deres flittige og undertiden tilsyneladende utaknemmelige arbejde, at Gud har givet væksten. Det gælder også Malaysia. Lad os betragte nogle af disse missionærer.

Les og Margaret Franks: Broder Franks tjente først i Singapore og i Malaysia som kredstilsynsmand. Efter at han var blevet gift med Margaret tjente de i fem år i Kuala Lumpur, hvor der nu er tre blomstrende menigheder. I 1962 blev de sendt til Taiping, og seks år senere til Kuala Lumpurs satellitby Petaling Jaya, for at hjælpe den lille gruppe dér til at vokse til en menighed. Dette blev nået i 1974, og nu er der to sunde menigheder der forkynder den gode nyhed i denne materielt velstående by. I 1983 vendte broder og søster Franks tilbage til New Zealand, hvor de stadig virker trofast i heltidstjenesten. — Se Les Franks livsberetning i The Watchtower for 15. november 1958.

Alfred og Thelma Wicke: Broder Wicke tjente først i Singapore, derefter to år i Penang før den anden verdenskrig. Efter at han var blevet gift med Thelma tjente de sammen i Penang og Malaya. I krigsårene tvang omstændighederne dem til at vende tilbage til Australien, hvor de fortsatte i heltidstjenesten. Efter at have gennemgået Gileadskolen blev de i  1949 igen sendt til Singapore og senere til Penang. Da afdelingskontoret blev oprettet i 1972, tjente broder Wicke dér, først som landstjener og derefter som koordinator i afdelingskontorets udvalg. Søster Wickes svigtende helbred, der skyldtes Alzheimers sygdom, gjorde det imidlertid nødvendigt at de vendte tilbage til Australien for at tjene på Betel, hvor der kan blive sørget bedre for Thelma på afdelingskontorets plejeafdeling. — Se Alfred Wickes livsberetning i The Watchtower for 1. august 1961.

Norman og Gladys Bellotti: Broder og søster Bellotti tjente i Singapore og i Kuala Lumpur og Ipoh, hvorefter de  vendte tilbage til Singapore for at tage sig af opgaver på afdelingskontoret. Derefter tjente de i syv år som missionærer i Indonesien og rejste senere til Papua Ny Guinea. I begyndelsen af 1986 begyndte broder Bellotti sin kamp mod en uhelbredelig sygdom, og i april 1987 sov han ind. Søster Bellotti fortsætter tappert, idet hun tjener trofast som pioner i Brisbane i Australien.

Michael Freegard og Peter Price: I 1957 ankom to unge, friske engelske brødre, der havde gennemgået Gileadskolens 28. klasse, til Kuching i Sarawak. Dér gjorde de en glimrende indsats i to år, før de blev sendt til Malacca. Begge giftede sig senere med nidkære kinesiske søstre og fortsatte i missionærtjenesten indtil de fik familieforøgelse. Broder Freegard bor nu i England med sin familie og tjener som ældste i en menighed i London. Efter at broder og søster Prices sønner var blevet voksne, begyndte ægteparret at tjene på det australske betelhjem, hvor broder Price tager sig af Hospitalinformationen.

En hård kamp for at få sandheden

De vanskeligheder de fleste brødre og søstre i Malaysia har måttet overvinde da de tog standpunkt for sandheden, ligner hinanden meget. Enten hørte de første gang om sandheden mens de var unge og som regel stadig gik i skole, og mødte voldsom modstand fra deres familie, eller de begyndte at studere med Jehovas vidner mens manden eller hustruen og andre familiemedlemmer modarbejdede dem. I de fleste tilfælde har kristen udholdenhed givet gode resultater, og modstanden er lidt efter lidt blevet mindre og er til sidst helt ophørt. Nogle af de forældre og ægtefæller der i begyndelsen var forbitrede modstandere, er nu selv indviede forkyndere.

Ikke så få har måttet kæmpe hårdt for at lære sandheden at kende. En specialpioner fik for eksempel forbindelse med en ung kvinde der arbejdede som tjenestepige mange timer  hver dag, fra tidlig morgen til omkring midnat. Med tiden blev hendes ønske om at lære sandheden at kende så stort at hun bad om at måtte studere tre gange om ugen. Efterhånden som hun voksede åndeligt, fik hun også mod til at spørge sin arbejdsgiver om hun kunne få fri til at overvære møderne. Det fik hun lov til, forudsat at det ikke ville gå ud over hendes arbejde i huset. For at have fri på mødeaftener måtte hun derfor arbejde ekstra hårdt, endda springe middagsmaden over, og så løbe over en kilometer for at nå hen til rigssalen til tiden. Hun stod op klokken 5.30 hver morgen for at kunne studere en time, før hun skulle begynde at arbejde. Hun er for nylig begyndt at tage regelmæssig del i forkyndelsen.

Nogle har lært sandheden at kende på en usædvanlig måde. En kvinde der tilhørte pinsebevægelsen, fandt en gammel bibel på en losseplads. Det var en oversættelse hvori Jehovas navn forekom overalt i De Hebraiske Skrifter. Da en af vore søstre besøgte hende og i samtalens løb brugte navnet Jehova, tog hun derfor beredvilligt imod tilbudet om et hjemmebibelstudium. Hendes trosfæller forsøgte ihærdigt at få hende til at holde op med at studere med Jehovas vidner, men hun kunne ikke lide at sige til søsteren at hun ikke skulle komme mere. I stedet besluttede hun at bede til Herren om han ville standse studiet. Hendes trosfæller bad ligeledes om at det måtte ske. Disse bønner havde ingen virkning, og søsteren blev ved med at komme hos hende.

Den interesserede begyndte nu at spørge sig selv om ikke Jehovas vidners bønner og deres Gud, Jehova, havde større magt end hendes bønner. Hun fortsatte derfor studiet og glædede sig over de logiske svar hun fik på sine mange spørgsmål. Men samtidig blev hun ved med at komme i kirken, hvor hun var en af dem der talte meget i tunger. Hun indrømmede dog at hun havde det elendigt hver gang hun havde gjort det, for umiddelbart efter følte hun sig meget træt og tappet for energi. Desuden fik hun en voldsom hovedpine,  følte sig beruset og skulle kaste op. Selv når hun bad derhjemme kunne hendes tunge ukontrollabelt udtale ord hun ikke forstod. Så begyndte hun at få syner om natten, hvor hun mente at hun så Jesus, og det gjorde hende meget bange.

Da hun ved hjælp af bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne blev klar over at det ikke var Jesus, men uden tvivl onde ånder hun havde set i sine syner, besluttede hun at hun, næste gang hun blev udsat for noget sådant, højt ville påkalde Jehovas navn. Ved det næste møde i pinsebevægelsen, da de andre råbte „Pris Herren!“ råbte hun „Pris Jehova!“. Alle de andre begyndte at tale i tunger, men til sin forbavselse gjorde hun det ikke. „Hvad gør jeg i grunden her?“ spurgte hun sig selv. „Det er jo tydeligt at det ikke er den sande tro.“ Siden har hun ikke sat sine ben i kirken, men er nu en døbt forkynder af den gode nyhed.

En anden oplevelse handler om en katolsk dame der gjorde gode fremskridt i sit bibelstudium med Jehovas vidner. Det havde især gjort indtryk på hende at treenighedslæren er et hedensk dogme. Den lokale præst besøgte hende og forlangte at hun holdt op med at studere med Jehovas vidner og i stedet overværede bibelmøder i den katolske kirke. Hun forklarede ham at hun nu lærte ting fra Bibelen som hun aldrig havde hørt om i kirken, og sagde så: „Men hvis jeg nu holder op med at studere med Jehovas vidner, vil De så komme og undervise mig i Bibelen en gang om ugen?“ Han svarede temmelig vredt: „Tror De virkelig at De er så betydningsfuld at jeg, præsten, hver uge vil komme hele den lange vej for at undervise Dem i Bibelen?“ Samtalen blev derefter ret livlig, da damen begyndte at stille bibelske spørgsmål som præsten ikke kunne besvare. Til sidst gjorde han et svagt forsøg på at bevise at ingen virkelig kan leve efter Guds ord i dag, idet han sagde: „Hvis De ønsker at rette Dem efter Bibelen, bør De ikke spise ris (hvad de fleste malaysiere gør). Spiste Jesus brød eller ris?“ Men i stedet for at lade sig  dupere, svarede hans „vildfarne får“: „Det er det tåbeligste argument jeg nogen sinde har hørt!“ Det fik præsten til at springe op fra stolen og rasende forlade huset. Siden da har denne tidligere katolik gjort gode fremskridt med sit hjemmebibelstudium og har nu brudt al forbindelse med kirken.

Betelfamilien vokser

Da kontoret i Penang i 1972 ophørte med at tjene som depot under afdelingskontoret i Singapore og blev afdelingskontor for hele Malaysia, var der kun 200 forkyndere. Det var derfor muligt for Alfred og Thelma Wicke at passe kontoret og alligevel bruge nogen tid som missionærer i tjenesten på arbejdsmarken. Men efterhånden som antallet af forkyndere voksede, voksede også mængden af det administrative arbejde og andre opgaver i forbindelse med afdelingskontoret. Siden 1972 er betelfamilien vokset og består nu af ti medlemmer.

I 1976 trådte ordningen med afdelingskontorernes udvalg i kraft, og det udvalg der blev udnævnt af Det Styrende Råd bestod til at begynde med af Les Franks, Robert Cunard og Alfred Wicke. Sidstnævnte tjente som koordinator. Senere blev udvalget udvidet til fire medlemmer, og i øjeblikket består det af Robert Cunard, Foo Chee Kang, Koh Chye Seng og Ng Hock Siew. Broder og søster Koh havde i 1982 gennemgået Gileadskolens 73. klasse og var blevet sendt til Malaysia for at virke i kredstjenesten. Da broder Wicke forstod at han inden for en overskuelig fremtid ville blive nødt til at forlade sin tjeneste i Malaysia, på grund af søster Wickes svigtende helbred, blev broder og søster Koh indbudt til Betel. Senere blev broder Koh udnævnt til medlem af afdelingskontorets udvalg. Da broder og søster Wicke i oktober 1989 forlod Malaysia for at vende tilbage til Australien, blev broder Koh udnævnt til koordinator i afdelingskontorets udvalg.

 Sandheden spredes til Sabah og Sarawak

Beretningen om arbejdet i Malaysia ville ikke være fuldstændig uden at fortælle om de mange brødre og søstre som i de sidste 35 år med en enestående tro og tålmodig udholdenhed har gjort en ihærdig indsats for at forkynde den gode nyhed i Østmalaysia. Som det fremgår af kortet er Østmalaysia geografisk adskilt fra halvøen Malaysia af Det Sydkinesiske Hav, og består af staterne Sabah og Sarawak på den store ø Borneos nordlige og nordvestlige kyst.

Begge disse stater har specielle seværdigheder at tilbyde den besøgende turist. Et karakteristisk kendetegn for Sabah er dets mere end 4000 meter høje bjerg Kinabalu, mens Sarawak, der engang var kendt som hovedjægernes land, i dag er berømt for sine interessante langhuse. Det er lange bygninger som er fremstillet af hårdt træ og palmegrene; de bygges på solide pæle og som regel på en flodbred i udkanten af junglen. Hvert langhus kan bestå af mere end 40 boliger på rad og række ud mod en fælles gang. Det gør det muligt for mange familier at bo i én lang bygning.

Så langt tilbage som i begyndelsen af 1950’erne var der i Sabah to familier der var Jehovas vidner. De boede i hovedstaden Jesselton, der senere har fået navneforandring til Kota Kinabalu. I 1956 kom der tre nidkære brødre fra Filippinerne til Sabah, hvor de havde fået arbejde. De slog sig ned i havnebyen Tawau, og kort efter sluttede deres hustruer sig til dem. I årene derefter kom der flere brødre med familier fra Filippinerne på grund af deres verdslige arbejde. De begyndte at forkynde for andre, og med tiden blev der oprettet en menighed. Resultatet var at der i 1963 fandtes 28 forkyndere i Tawau.

I over 20 år havde menigheden sin rigssal i et hus der tilhørte en af de første brødre der var kommet fra Filippinerne. I 1983 fik man en anden rigssal på førstesalen i en forretningsbygning. Det nye mødelokale var meget lettere at  komme til — især i regntiden — men ventilationen var dårlig, og der var derfor frygtelig varmt. Der var også både støjende og støvet på grund af de vulkanisør- og automobilværksteder der var nedenunder. I januar 1985 blev det heldigvis muligt at leje et stort, toetages hus. Tawaumenigheden er i årenes løb fortsat vokset åndeligt og talmæssigt, og har nu 62 forkyndere.

I 1984 blev broder og søster Lua, der havde tjent som specialpionerer i Malacca, sendt til menigheden i Tawau. Deres tilstedeværelse i menigheden og deres gode eksempel med hensyn til at gå foran i forkyndelsen, satte rigtig gang i menigheden. Broder Lua har også fra tid til anden tjent i Sabah som vikar for kredstilsynsmanden.

To nidkære pionersøstre har også været til stor opmuntring for menigheden i Tawau. Den ene af dem er søster Gan Yam Hwa der kom som pioner fra Malaysiahalvøen i 1985. Den anden er søster Victoria Ico der i 1947 blev døbt på Filippinerne. I 1988 flyttede hun fra Tawau til landsbyen Keningau, der er et af de steder hvor brødrene har bygget deres egen rigssal. Den blev taget i brug ved mindehøjtiden i 1989 og indviet den 1. juni samme år.

Den anden menighed i Sabah findes i Kota Kinabalu, hvor forkyndelsen havde sin ringe begyndelse i 1950’erne. I denne menighed er der nu 71 forkyndere og 6 pionerer. Med disse to menigheder og de fem isolerede grupper i byerne Keningau, Lahad Datu, Sandakan og Kota Belud, og på øen Labuan, er der blevet lagt en solid grundvold for arbejdet i staten Sabah. Det højeste antal forkyndere, pionererne medregnet, er nu 180.

Den anden stat, Sarawak, ligner på mange måder Sabah. Den har også fem isolerede grupper. Men den har tre menigheder — hvoraf den ene også har bygget sin egen rigssal.

 I midten af 1950’erne fik både Sabah og Sarawak for første gang besøg af kredstilsynsmænd fra Singapore. Derefter blev de to unge missionærer Michael Freegard og Peter Price sendt til Sarawaks hovedstad, Kuching. De ankom i oktober 1957 og oprettede et missionærhjem. Deres visa gjaldt et år, og de havde ingen problemer med at få det fornyet det følgende år. Men deres næste ansøgning om at få det fornyet blev afslået uden forklaring, og i november 1959 måtte de derfor modstræbende forlade Sarawak. De blev sendt til Malacca for at fortsætte i missionærtjenesten der.

Efter de to år i Kuching kunne de imidlertid efterlade kernen til en menighed, hvor op til 25 overværede de regelmæssige møder i missionærhjemmet, og hvor adskillige af dem de studerede med, regelmæssigt deltog i tjenesten på arbejdsmarken.  Mens de var i Sarawak blev traktaten Menneskets eneste håb om fred oversat til iban og derefter trykt af Selskabet. Traktaten blev spredt vidt og bredt op langs Rajangfloden og til de fjerntliggende steder i statens indre, hvor iban er det eneste sprog der tales og forstås.

Traktaten var blevet oversat af Eliab Bayang, faderen til en stor iban- eller hav-dajakfamilie, der havde lært sandheden at kende af en af missionærerne. Ved sin død havde Eliab Bayang i sit testamente truffet bestemmelse om at menigheden i Kuching skulle arve et stykke jord, og på denne grund ligger der nu en smuk rigssal.

Rigets arbejde vokser således også støt i Sarawak. Menighederne er i Kuching, Miri og Sibu, og de fem isolerede grupper er i Bintulu, Sri Aman, Sarikei, Kapit og Nanga Medamit. I hele staten er der nu 167 forkyndere og 16 pionerer der tjener trofast.

 Flere „kostbare skatte“ kommer til

Malaysia med de mange kulturer har allerede frembragt mange „kostbare skatte“ i form af retsindige mennesker. Profeten Haggaj skrev under inspiration: „Alle nationernes kostbare skatte skal komme.“ (Hag. 2:7) Befolkningstallet er stadig temmelig højt i forhold til antallet af forkyndere, idet der rundt regnet er én forkynder for hver 13.500 indbyggere; men vi har endnu ikke nået enden, og vi ser med spændt forventning frem til hvad Jehova har i sinde at gøre før den store trængsel pludselig bryder løs.

Indtil da vil den nidkære skare på 1391 forkyndere, der nu tjener i 36 menigheder og grupper i dette fascinerende distrikt, fortsætte med at sprede den gode nyhed, så mange flere „kostbare skatte“ kan blive fundet med Jehovas hjælp.

[Fodnote]

[Oversigt på side 252]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MALAYSIA

Gns. antal pionerer

211

 

 

66

30

17

6

1958 1960 1970 1980 1992

Højeste antal forkyndere

1.391

 

 

 

514

168

80

32

1958 1960 1970 1980 1992

 [Kort på side 208]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MALAYSIA

Hovedstad: Kuala Lumpur

Officielle sprog: Bahasa malaysia og engelsk

Største trosretning: Islam

Befolkningstal: 18.687.000

Afdelingskontor: Klang

MALAYSIA

MALACCAHALVØEN

Penang

Ipoh

PERAK

Kuala Lumpur

Klang

Malaccastrædet

THAILAND

Singapore

SUMATRA

[Kort]

MALAYSIA

Kota Kinabalu

BRUNEI

SABAH

SARAWAK

Rajangfloden

Kuching

Det Sydkinesiske Hav

FILIPPINERNE

BORNEO

[Illustration på side 213]

Ted Sewell og hans kone, Isabell. Ted var med til at fremme den gode nyhed sidst i 1930’erne

[Illustration på side 216]

George Powell arbejdede på depotet i Singapore fra 1939 til 1941

[Illustrationer på side 220]

Det berømte Raffles Hotel i Singapore, hvor M. G. Henschel og N. H. Knorr i marts 1947, under deres første besøg, bekendtgjorde at der ville blive sendt gileadmissionærer til landet

[Illustration på side 221]

I 1956 besøgte broder Knorr Singapore for tredje gang. Don Adams fra hovedkontoret var med ham

[Illustration på side 222]

Neil Crockett og James Rowe ankommer i 1951 til Kuala Lumpur i Malaya for at begynde i missionærtjenesten

 [Illustrationer på side 224]

Alfred og Thelma Wicke sammen med Lloyd Barry, til højre, der tjente som zonetilsynsmand i august 1956. I baggrunden den gamle kinesiske skole der blev benyttet til møder i Penang

Alfred og Thelma Wicke i 1989

[Illustration på side 225]

Man brugte knallerter i forkyndelsen af den gode nyhed. Her ses Thelma Wicke i Singapore i 1951, parat til at begynde sin dag i forkyndelsen

[Illustration på side 226]

Fra venstre: Lee Siew Chan, Grace Sinnapillai og Ng Yoon Chin, der var udgået fra Gileads 31. klasse i 1958, hjalp med at udbrede Rigets budskab

[Illustration på side 227]

Norman og Gladys Bellotti, missionærer siden 1949, oprettede et brohoved for Rigets budskab i Kuala Lumpur. Senere tjente de i Indonesien og i Papua Ny Guinea

[Illustration på side 228]

Les Franks tjente som rejsende tilsynsmand, og efter at han var blevet gift med Margaret tjente de begge i Kuala Lumpur og Petaling Jaya

[Illustration på side 230]

Rigssalen og missionærhjemmet i Ipoh, 1960, hvor broder og søster Bellotti boede

[Illustration på side 236, 237]

 Afdelingskontoret og betelhjemmet i Klang, cirka 30 kilometer fra Kuala Lumpur

[Illustration på side 236]

Nogle menigheder har rigssale i højhuse som dette i Kuala Lumpur

[Illustration på side 243]

Missionærer der tjente i Singapore og Malaysia forsamlede i Singapore uden for det sted hvor områdestævnet Den guddommelige Vilje blev holdt i 1958

[Illustration på side 250]

Douglas King, i midten, der tjente som zonetilsynsmand, besøgte i 1959 missionærerne Peter Price og Michael Freegard

[Illustration på side 251]

Afdelingskontorets udvalg. Fra venstre Ng Hock Siew, Foo Chee Kang, Robert Cunard og Koh Chye Seng