Virksomheden i hele verden

Afrika

PÅ TRODS AF tørke, hungersnød, høj inflation, forbud og religiøs modstand er vore brødre i Afrika trofast blevet ved med at følge den opfordring der gives i Salme 105:1: „Tak Jehova, påkald hans navn, gør hans gerninger kendt blandt folkene!“ Og deres nidkærhed smitter af på andre.

To brødre i Benin var lykkelige for at blive sendt ud til en afsidesliggende egn af landet som specialpionerer. Der var ingen rigssale, ingen møder og ingen andre forkyndere i deres distrikt. To uger efter ankomsten tænkte de: „Ingen kan overvære møderne medmindre der er nogle møder at indbyde folk til.“ Så begyndte de at holde alle ugens fem møder. I slutningen af den første måned begyndte to interesserede at komme. To måneder senere kunne pionererne se at de måtte bygge en rigssal. En interesseret mand skænkede dem et stykke jord, og en anden sørgede for byggematerialer. Tre uger efter kom 40 mennesker til særforedraget, selv om rigssalen på det tidspunkt ikke var helt færdig. Mindehøjtiden blev overværet af 71, og senere samme måned stuvede 113 sig sammen for at høre kredstilsynsmandens offentlige foredrag. Alt dette var sket i løbet af bare fem måneder!

 Mange bliver forbløffede når de ser Jehovas vidner samarbejde ved rigssalsbyggerier. En katolsk præst i Sydafrika indrømmer: „Jeg har været i Vatikanet, men jeg har aldrig set noget som dette. Mennesker af alle racer arbejder sammen i enhed. Hvide kommer for at bygge i det sorte område og for sorte mennesker, og de gør det med livet som indsats, for hvide bliver overfaldet i de sorte bydele.“

Det glæder Jehova at vi beder ham velsigne vor tjeneste. Men hvis vi skal opnå hans velsignelse, forventer han at vi selv tager det første skridt i tro og viser at vi gerne vil øge vor tjeneste for ham. En forkynder i Nigeria forklarer hvordan dette gjaldt i hans tilfælde: „Da jeg var på pionerskole i august 1988, hørte vi om tjeneste hvor behovet er større. Jeg begyndte at spare sammen til at flytte og planlagde at sige mit arbejde op i marts 1989. Jeg gik til min chef, og selv om jeg havde fået tilbudt en forfremmelse, sagde jeg til ham at jeg havde tænkt mig at flytte ud på landet for at være med til at forkynde dér. Han svarede: ’Du aner ikke hvad du gør. Det går aldrig godt. Gå hjem og tænk over det.’

Da jeg kom hjem, lagde jeg mine to identifikationskort på bordet — min pioneridentifikation og min arbejdsidentifikation. Jeg satte pris på dem begge. Salme 90:10 dukkede op i mine tanker. Menneskets gennemsnitlige levetid er blot 70 år, og kun hvis vi har særlig styrke kan vi nå de 80. Jeg var 30 år dengang, så jeg regnede med at jeg kun havde 40 år tilbage. Jeg gangede min årsindkomst med 40 og fandt ud af at den samlede sum ikke engang var nok til at købe en bil for! Jeg kommer ingen vegne med det arbejde, tænkte jeg. Så gik jeg tilbage til min chef og afleverede min afskedsansøgning. Han sagde: ’Du er godt tosset. Du kommer til at dø af sult.’ Siden da har jeg tjent i tre områder her i landet. Jeg har haft den glæde at være med til at oprette to menigheder. For nylig mødte jeg min tidligere chef, og det første han sagde var: ’Du har narret mig. Du sagde at du ikke ville få løn, men se hvor godt du ser ud til at have det!’“

 I tjenesteåret 1992 blev det største vidnesbyrd nogen sinde aflagt i Zaire. Politiske, sociale og økonomiske omvæltninger hindrede ikke de over 67.000 ydmyge forkyndere i at være travlt optaget af at forkynde den gode nyhed og gøre disciple. Eftersom de leder mere end 140.000 bibelstudier og mindehøjtiden blev overværet af næsten 300.000, er der rige muligheder for fremtidig vækst. Skønt høj inflation og borgerkrig i Zaire har medført vanskeligheder for vore brødre, blev der aflagt et talende vidnesbyrd i september 1991, da en opstand gav mulighed for plyndringer i de større befolkningscentre. Tusinder af „kristne“ der havde været i kirke om søndagen, sled og slæbte mandag og tirsdag for at samle sig så meget plyndringsgods som muligt. De sendte endda deres børn ud for at stjæle den ene gang efter den anden. Flere bemærkede at deres præster havde fået nyt tøj og nye ting til hjemmet efter plyndringerne. Men Jehovas vidner deltog hverken i tyverierne eller i hælervirksomheden. I landsbyen Simfo i provinsen Shaba spurgte en skolelærer sin klasse hvilket trossamfund der ikke havde taget del i plyndringerne. „Jehovas Vidner,“ lød det enstemmige svar. „De vil ikke engang spise stjålen mad.“

Bogen Menneskets søgen efter Gud er blevet godt modtaget i Elfenbenskysten. En søster fra dette land fortæller: „Under et bibelstudium spurgte den kvinde jeg studerer med: ’Hvorfor er der så mange forskellige religioner når der kun er én Skaber?’ Jeg tilbød hende Menneskets søgen efter Gud. Bare et enkelt blik på indholdsfortegnelsen forbløffede hende. Hun udbrød: ’I Jehovas vidner har svarene på alle spørgsmål, og jeg tror at I har nøglen til sandheden. Men jeg ville aldrig kunne leve efter jeres tro, for der er alt for mange love.’ Jeg henviste til Første Johannesbrev 5:3, hvor der står at ’Jehovas bud ikke er byrdefulde’, og tilføjede at det er til vort eget bedste, både fysisk og åndeligt, at Jehova har givet os love. Jeg forsikrede hende: ’Hvis du studerer Bibelen grundigt, vil du kunne se værdien af Guds love.’ Det gik hun ind på, og hun viser stor værdsættelse af sandheden.“

 Forkynderne i Afrika har en særlig grund til at takke Jehova. I Congo, Etiopien, Ghana, Kenya, Rwanda, Togo og Zambia er de juridiske begrænsninger som vort arbejde har været underlagt, blevet fjernet. Det har gjort det meget lettere for vore brødre at forkynde om Riget. Ja, Jehova ’bryder fængslernes slåer ned’ for at give de retsindige mulighed for at komme ind i hans organisation. — Es. 43:14.

I et af disse lande måtte en broder der har virket som kreds- og områdetilsynsmand, forlade denne tjeneste for at tage sig af sine aldrende forældre. På det tidspunkt var kun én af hans slægtninge døbt, men nu er fire andre også blevet det. En af dem sagde sørgmodigt: „Hvis jeg bare var kommet i sandheden noget før, kunne jeg have taget mig af far og mor, og så kunne du have fortsat i rejsetjenesten.“ Broderen svarede: „Selv om jeg nu er tilbage i landsbyen, er jeg glad og tilfreds når jeg ser mine slægtninge tage imod sandheden.“

I et andet land arbejdede en broder som vægter, og det hindrede ham i at deltage i nogle af de teokratiske aktiviteter. Da han på et tidspunkt fik udbetalt feriepenge, lagde han mærke til at kassereren gav ham dobbelt så meget som han skulle have. Broderen gjorde selvfølgelig kassereren opmærksom på fejlen og gav ham de ekstra penge tilbage. Kassereren fortalte dette til direktøren, der udfærdigede et brev til broderen og til firmaets arkiv om broderens ærlighed. Nogen tid senere søgte firmaet en bogholder. De fleste af de cirka 30 ansøgere havde fine kvalifikationer og blev støttet af indflydelsesrige personer i firmaet. Da direktøren gennemgik ansøgningerne, lagde han mærke til at broderen der var ansat som vægter, faktisk var uddannet bogholder. Han huskede at broderen havde været ærlig i spørgsmålet om feriepenge, og belønnede ham med stillingen som bogholder. Nu behøver broderen ikke mere at arbejde om natten; han har mere tid til de teokratiske aktiviteter, og han får en højere løn foruden andre fordele.

 Asien

„JEHOVA er Guddommen, og han giver os lys.“ (Sl. 118:27) Lyset fra Jehova har så sandelig skinnet på hans folk i hele Asien.

Da et pionerpar ankom med bus til et ledigt distrikt i Indien, holdt de en tepause før de begyndte at forkynde fra hus til hus. Mens de drak deres te forkyndte de for den kvinde der ejede tesalonen og oprettede et bibelstudium med hende og hendes to sønner. Kvindens mand var i første omgang imod studiet, men med tiden begyndte han selv at overvære det. Så flyttede den ældste datter hjem igen. Først modsagde hun Jehovas Vidners lære og modsatte sig studiet, men til sidst begyndte hun også at overvære det. De lokale kirker brød sig ikke om det der skete med familien. De sluttede sig sammen om at prøve at presse familien til at holde op med at studere. Der blev arrangeret et ugelangt kirkemøde lige uden for familiens tesalon, hvor præsterne i de forskellige kirker angreb Jehovas Vidner fra talerstolen.

Men kirkernes modstand gav bagslag. Interessen for sandheden bredte sig snart i hele nabolaget, og flere familier  begyndte at studere med pionererne. Da der blev arrangeret et menighedsbogstudium i kvarteret, kom der 43 den første gang det blev holdt. En familie der havde været uvirksom, begyndte at komme igen sammen med nogle udstødte slægtninge, og de udstødte blev genoptaget. Familien kunne næsten ikke vente til der kom en rigssal i området. De skænkede derfor et lille jordstykke, som der inden længe blev bygget en rigssal på. Ved områdestævnet sidste år blev der døbt 12 fra dette distrikt. Og det hele begyndte med et uformelt vidnesbyrd over en kop te!

En søster i Korea havde studeret Bibelen med en kendt digter, men ifølge hans buddhistiske filosofi stod Buddha over Jesus, så derfor holdt han op med at studere. Da bogen Det største menneske der har levet blev tilbudt fra hus til hus, besøgte søsteren ham igen og fremholdt den taktfuldt. Til hendes overraskelse tog han imod den. Da hun kom igen, havde han ikke alene læst den fra ende til anden, men han var også meget begejstret for det han havde læst. Han sagde at menneskers filosofi kun når til hjernen, mens beretningen om Jesus når både hjernen og hjertet. Jesu livshistorie og hans lære havde gjort et dybt indtryk på ham. Han bad hende fortælle ham mere om Jesus, så bibelstudiet blev genoptaget, og han gør nu gode fremskridt.

Ved tjenesteårets slutning var rigssalen ved afdelingskontoret i Tel Aviv, Israel, stadig lukket efter ordre fra kommunen. Dette er en følge af at ortodokse religiøse elementer har lagt politisk pres på myndighederne. Afdelingskontoret har appelleret sagen og håber på at få en afgørelse i vor favør inden for den nærmeste fremtid.

I det krigshærgede Libanon lytter mange til den gode nyhed om Riget. En trofast forkynder der havde været i sandheden siden 1940’erne, døde i en alder af 85 år. Han kom fra en stor familie i Bekaa-området. Mange af hans  slægtninge, især de ældre, holdt fast ved stærke religiøse og sociale traditioner. Mandens søn, der også er et af Jehovas vidner, forklarede at det var hans faders sidste ønske at blive begravet på familiekirkegården. Det skulle imidlertid foregå uden religiøse ceremonier som ville stride imod hans kristne overbevisning. På grund af sønnens respektfulde holdning, og trods nogle slægtninges umiddelbare modstand, gav familien sin tilladelse. Begravelsen blev holdt en kold snevejrsdag. Vejene var spærrede mellem landsbyen og broderens hjem. Hans slægtninge brugte bulldozere for at rydde den fem kilometer lange strækning. Ved begravelsen blev der holdt et trøstende foredrag, og 400 bibelske traktater om opstandelseshåbet blev uddelt. De medlemmer af familien der delte broderens tro og overbevisning om opstandelseshåbet, aflagde et stort vidnesbyrd for mange i området.

Fra Thailand kommer der nye vidnesbyrd om Guds ords magt til at forandre menneskers livsform. En pioner ledede et bibelstudium i en skønhedssalon med ejeren og en af kunderne. Da emnet familieliv og god moral kom på bane, brød kunden sig åbenbart ikke om det. Hun holdt op med at studere. Nogen tid senere betroede hun pioneren at hun følte sig for uren til at studere Bibelen fordi hun havde været lesbisk i syv år. Ud fra Esajas 1:18 viste pioneren at Jehova tilgiver synder der er begået i uvidenhed. Kvinden begyndte igen at studere, afbrød sit umoralske forhold og blev senere gift. Nu er både hun og hendes mand døbt. Tre af kvindens slægtninge lagde mærke til de forandringer der var sket med hende, og begyndte at studere. En af dem er også døbt nu.

I Japan har brødrene gjort sig store anstrengelser for at gennemgå hele landet med den gode nyhed om Riget. I sommeren 1991, efter at arbejdet i de ledige distrikter var overstået, var der stadig 257 byer og landsbyer med en samlet befolkning på 1.284.300 der ikke hørte ind under nogen  menighed. Men i slutningen af marts 1992 blev alle disse områder tildelt menigheder. I dag er der ikke flere ledige distrikter. Nu, 43 år efter at den første missionærgruppe ankom til Japan i 1949, gennemgår Jehovas vidner regelmæssigt alle distrikter i Japan. Hvert år siden 1989 har afdelingskontoret desuden tilskyndet til særlig virksomhed i april måned. Højdepunktet i antallet af hjælpepionerer der blev nået i 1989 er imidlertid ikke blevet overgået før nu. I år nåede man et nyt højdepunkt på 46.787 hjælpepionerer — over 5000 flere end i 1989. Når man dertil lægger de 50.395 almindelige pionerer i april, samt specialpionererne, når man op på 98.313 der deltog i en gren af pionertjenesten i den måned — ikke færre end 59 procent af alle forkynderne! Mange unge var hjælpepionerer. En af dem, en 15-årig broder i Hokkaido, aflagde trofast genbesøg og oprettede tre studier med voksne i april måned.

Efterhånden som Kinas overtagelse af Hongkong i 1997 nærmer sig, skaber den politiske og økonomiske situation bekymring med hensyn til områdets fremtid. I et sådant klima er det en glæde at se Jehovas vidner bevare en kristen ro og være travlt optaget i tjenesten for Jehova. Hvilke resultater har de opnået? De har haft endnu et godt år med teokratisk virksomhed, det mest glædelige og resultatrige i afdelingskontorets historie. Under ledelse af Det Styrende Råd var afdelingskontoret i Hongkong for eksempel i begyndelsen af året værter for et møde med repræsentanter fra fire andre afdelingskontorer i området. Formålet var at sørge for en bedre koordinering af fremstillingen af publikationer på kinesisk. Som følge af dette kan kineserne nu kontaktes med vore publikationer på både forenklet og traditionelt kinesisk. Og i skrivende stund er alle vore brødre og søstre i Kina lykkeligvis blevet løsladt fra fængslerne, skønt deres arbejde stadig er underlagt begrænsninger.

 Europa

„JEHOVA er ophøjet over alle nationerne, hans herlighed over himmelen.“ (Sl. 113:4) I Europa lever Jehovas folk under vidt forskellige omstændigheder, fra voldsom borgerkrig, hungersnød og religiøs intolerance til relativ materiel velstand og ligegyldighed. Men uanset deres situation holder de i åndelig forstand deres øjne rettet mod Jehova.

En ung forkynder i Polen var ivrig efter at fortælle sine skolekammerater om sandheden. Han forklarede derfor sin klasse om korsets oprindelse. Det fik de fleste af eleverne til at drage den slutning at det er forkert at tilbede korset. Præsten protesterede imidlertid. Elevernes forældre blev indkaldt til et møde på skolen, hvor præsten forsøgte at tilsmudse Jehovas vidners gode rygte. Efter dette verbale angreb tog en moder ordet og forklarede at hendes søn plejede at ryge cigaretter, men siden han var begyndt at studere Bibelen med Jehovas vidner var han holdt op med at ryge. Ved en anden lejlighed blev treenighedslæren drøftet i skolen. Præsten havde svært ved at give en tilfredsstillende forklaring, så han lovede at tage en anden  præst med der kunne gøre rede for læren. Broderen og et par af hans interesserede venner forberedte sig godt til en bibelsk kamp. Det lykkedes dem at forsvare Bibelens lære om Guds navn og gendrive kirkens dogmer om treenighedslæren, Mariadyrkelsen og korset. Klassen kom til denne konklusion: „Hvis disse grundlæggende katolske læresætninger er fejlagtige, hvordan forholder det sig så med resten?“

En af de præster der var til stede, en kateket, indrømmede: „I har overbevist mig. Der findes ingen treenighed.“ Han tog imod et bibelstudium. Der blev også oprettet studier med syv af eleverne. Den unge forkynder ledede selv to af studierne. Alle dem der blev studeret med, inklusive præsten, begyndte at komme til møderne. Præsten fratrådte snart sit embede og studerer stadig. Nu ønsker han ikke at tjene en treenig gud, men den eneste sande Gud, Jehova.

På Island bor der ikke ret mange Jehovas vidner uden for storbyerne. Afdelingskontoret har derfor sørget for at pionerer forkynder den gode nyhed i de afsidesliggende områder. Et missionærpar har forkyndt flittigt i et fjerntliggende distrikt. Da de skulle på ferie spurgte en af dem de studerede Bibelen med, en ung tømrer ved navn Óskar, om han kunne få noget ekstra læsestof. „Det er nok en god idé at have noget at tilbyde hvis nogen stiller spørgsmål,“ forklarede han. Missionærparret gav ham nogle bøger, brochurer og blade som han kunne bruge når han forkyndte. Mens de var væk nøjedes Óskar ikke med blot at sprede nogle af publikationerne; han tog også til en nabolandsby og forkyndte fra hus til hus for første gang i sit liv. Indtil da var der kun blevet studeret nogle få gange med Óskar, men han havde læst meget på egen hånd. Da han havde fået mere erfaring blev han udøbt forkynder, og den  første måned rapporterede han 30 timer i tjenesten. Missionærparret ser frem til deres næste ferie. Som de siger: „Når Jehovas ånd giver de nye kraft, kan man aldrig vide hvad der er sket når man vender tilbage!“

Forkyndelsen i Irland gik i mange år kun langsomt fremad på grund af den store indflydelse fra den katolske kirke i den sydlige del af landet, og fra både den katolske og den protestantiske kirke i den nordlige del. Der er dog god åndelig fremgang nu i de områder hvor irsk (gælisk) er befolkningens hovedsprog.

I 1978 spredte to pionerer der arbejdede i et af disse områder i den vestlige del af Irland, en af vore bøger til Maureen. Der skete dog ikke mere på det tidspunkt. Maureens mand, Paddy, sagde nemlig til hende at bogen var noget bras. Ti år senere traf en anden søster Maureen og blev ved med at komme igen hos hende gennem et helt år, selv om hun måtte rejse langt og Maureen ofte ikke var hjemme. På et af disse besøg nævnte Maureen at hun havde hørt at et af Jehovas vidner havde holdt et særligt foredrag på irsk på hendes hjemegn og at hun var ked af at hun var gået glip af det. Hun fik så en båndoptagelse af foredraget, og da hun hørte sandheden forklaret på sit modersmål, virkede det som om den blev levende for hende.

Maureen og Paddy tog imod et bibelstudium. Da de blev inviteret til middag hos nogle venner besluttede de at de ikke ville begynde at tale om det de lærte ud fra Bibelen. De var bange for at det ville spolere en hyggelig aften. Det par de besøgte, Tony og Breege, blev nysgerrige da Paddy og Maureen sagde at de var nødt til at gå tidligt. (De ville gerne hjem i ordentlig tid, så de kunne komme op og til møde i rigssalen den næste formiddag.) Efter nogen overtalelse indrømmede Paddy og Maureen til sidst at det var fordi de skulle i rigssalen. Tony, der ellers ikke gav ret meget for  religion, bestemte sig for at tage med dem. Efter nogen tid begyndte også Breege at komme til møderne og at overvære bibelstudiet. Inden længe var både Paddy og Maureen, tre af deres fire børn og Tony og Breege blevet udøbte forkyndere. Begge ægteparrene er nu døbt, og der holdes et menighedsbogstudium i området. Selv om resultaterne ikke altid viser sig med det samme, vil sandhedens sæd vokse når den sås i frugtbar jord.

Trods økonomiske vanskeligheder der forværres af høj inflation, bygger menighederne i Ungarn deres egne rigssale. Indtil nu er der blevet rejst otte rigssale, og andre otte er under opførelse.

De ældre forkyndere gør også deres del. „Grå hår er en hæderskrone når de findes på retfærdigheds vej.“ (Ordsp. 16:31) En ældre broder ville gerne opnå større resultater i forkyndelsen, og han følte ikke at han fuldførte sin tjeneste hvis han nøjedes med at gå fra hus til hus og udføre gadearbejde. Han besluttede derfor at opsøge små værksteder, hvor han på samme tid kunne tale med flere mennesker om sandheden. Det første han besøgte var et skrædderværksted hvor der arbejdede 25. „Prøv at forestille jer hvordan jeg var til mode da alle symaskinerne standsede og jeg blev omringet af alle arbejderne der bombarderede mig med spørgsmål,“ skriver broderen. „Da jeg havde brugt den halve times tid chefen havde givet mig lov til at tale med dem i, spredte jeg 25 bøger.“ Denne dejlige begyndelse gav broderen mod på at fortsætte, så han gav sig til at besøge børnehaver, forretninger og endda fabrikker. På et år spredte han 1300 blade og 600 bøger. Han slutter sin rapport med ordene i Esajas 40:31: „De der håber på Jehova vil få ny kraft. De vil stige op med svingfjer som ørne. De vil løbe og ikke blive matte; de vil vandre og ikke blive trætte.“

 Latinamerika

„I FRED vil jeg både lægge mig og falde i søvn, for du, Jehova, du alene, lader mig bo trygt.“ (Sl. 4:8) Jehovas vidner i de latinamerikanske lande føler at de kan bo trygt, eftersom Jehova er deres Gud. I nogle af landene er der stadig en hel del uroligheder på grund af politiske og religiøse konflikter, men menighederne erfarer at Gud giver dem fred.

I det sidste tjenesteår sluttede den borgerkrig der har hærget El Salvador i omkring 12 år. Jehovas Vidners arbejde har aldrig været forbudt, men mange af vore brødre har været udsat for forfærdelige prøvelser, og nogle har endda mistet livet. Afdelingskontoret beretter: „Nu da krigen er slut kan vi gennemgå distrikter hvor folk ikke er blevet besøgt i mange år.“

Gymnasiet i en by forberedte en fest for den klasse der skulle tage afsluttende eksamen. Rektor opfordrede nogle unge Jehovas vidner til at opføre et skuespil ved festen. Som han sagde: „Det er på tide at I Jehovas vidner er med til noget, for hele året igennem deltager I jo ikke i andre fester og højtider på grund af jeres religion.“ De unge tænkte hurtigt  og svarede så: „Det er i orden, men så lad os lave et bibelsk skuespil.“ Det gik rektor ind på. De unge skyndte sig at tale med de ældste i deres menighed, og så gik de i gang med at forberede skuespillet Jehova udfrier dem der påkalder hans navn. Efter omhyggelige prøver gennem adskillige dage var alle 15 unge klar. De havde endda selv syet kostumer, så de kunne fremholde skuespillet på samme måde som de havde set ved deres områdestævne i 1987.

Den store dag kom, og skuespillet blev overværet af 400. Efter opførelsen blev de rost af skolens ledelse. Rektor roste derefter de unge Jehovas vidner med ordene: „Jeg kan kun sige at jeg beundrer jeres organisation og den fortræffelige oplæring I har fået.“

En broder i Brasilien fortæller hvordan han har forkyndt for en kollega: „For cirka to år siden begyndte en mand at arbejde i samme afdeling som jeg. Han havde lige forladt et katolsk præsteseminarium hvor han plejede at hjælpe præsten og endda vikariere for ham når han var fraværende. De to spørgsmål vi oftest drøftede når lejlighed bød sig, var om Maria fik andre børn end Jesus, og om Bibelen lærer at brødet og vinen forvandles til Jesu bogstavelige kød og blod. Da jeg en dag var borte fra mit skrivebord tog han bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne, som jeg havde med på arbejde, og læste hvad der står i den om messe og Maria. Da vi mødtes i frokostpausen udtrykte han forbavselse over oplysningerne, og han sagde at han var overbevist om at det han havde læst var sandheden. Jeg oprettede et bibelstudium med ham og hans kone, og efter to måneder begyndte de at komme til møderne. Inden længe brændte han alle sine spiritistiske bøger. Efter at have studeret i et halvt år begyndte de begge at deltage i forkyndelsen, og snart efter blev de døbt.“

I Latinamerika findes der mange fjerntliggende landsbyer som man kun kan nå frem til ved at krydse farlige floder og gå ad stejle bjergstier. Fra seks frygtløse specialpionerer der  forkynder med base i flodbåde i den sydlige del af Peru kommer denne rapport: „Vi har brugt alle mulige transportmidler — vore fødder når vi traskede gennem klæbrigt mudder i styrtregnen, en båd når vi sejlede på de farlige floder, og laddet på store lastbiler hvor vi bumpede rundt under en presenning og forsøgte at holde i det mindste publikationerne tørre. Som græshopper har vi hærget Babylon den Stores falske dogmer og spredt tusinder af bøger og blade til åndeligt hungrende mennesker i ledige distrikter i de 15 måneder der er gået siden vi begyndte at forkynde langs floderne.“

De seks specialpionerer har for nylig gennemgået særlig vanskelige og ofte farlige områder. På 16 dage spredte de 627 bøger og 313 brochurer. Hver rejse rummede nye udfordringer. Deres rapport fortsætter: „Vi kender ikke floderne. De ændrer hele tiden deres løb — nye kanaler dannes og sandbanker opbygges. I betragtning af at vi først er ved at lære teknikken i flodsejlads, er vi sikre på at Jehova våger over os.“

Da brødrene besøgte en landsby ved Amazonfloden mod nord, fik de denne besked: „Der er allerede en af jeres her der taler med os.“ Pionererne havde ikke hørt at der skulle være forkyndere i området, men inden længe fandt de én på en gård ved flodbredden. Denne udøbte mand havde en kødelig søster i Requena som havde modtaget nogle publikationer, men hvis mand havde sagt at hun skulle skille sig af med dem. Hun sendte dem derfor til sin broder, der boede i junglen. Han var ikke længe om at læse Min bibelhistoriebog fem gange og Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden tre gange. Han sluttede med at læse Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! tre gange. Han havde naturligvis nogle spørgsmål. Alligevel forkyndte han allerede for andre om det han havde læst. Pionererne var glade for at kunne fortælle ham mere om hvilke krav man må opfylde som forkynder.

 Nordamerika og De Caraibiske Øer

„GØR dine veje kendt for mig, Jehova; lær mig dine stier,“ skrev David for mange år siden. (Sl. 25:4) Adskillige hundrede år senere lærer mennesker fra mange forskellige miljøer Jehovas veje og retter deres liv ind efter dem.

En asiatisk indvandrer i Canada der var opdraget som buddhist, hørte om Jehovas vidner for første gang ved et uformelt vidnesbyrd. Denne kvinde kom til Canada i 1981 sammen med sin familie. Idet hun ser tilbage på den diskrimination og de andre problemer hun kom ud for, siger hun: „Det lykkelige liv vi forventede at få, syntes at være umuligt at opnå. Vi ville gerne finde lykken, men vi vidste ikke hvor vi skulle søge.“ I 1983 blev hun besøgt af nogle forkyndere, og der blev oprettet et bibelstudium. I første omgang tog hun kun imod et bibelstudium „for at få selskab og lære engelsk“. Ikke desto mindre slog sandhedens sæd efterhånden rod. Hendes mand, der ellers havde været så tolerant, ændrede indstilling og begyndte at modarbejde hende — i den grad at han endda besluttede at familien skulle flytte til en by der lå  1600 kilometer borte. Men hun holdt ud og blev til sidst døbt. I et takkebrev til det ægtepar der studerede med hende skrev hun på sit mangelfulde engelsk: „Da jeg lærte jer bedre at kende var I som hvide meget søde og rare. Jeg var glad for at være sammen med jer. Men jeg var stadig gul og havde et hegn rundt om hjertet. Da det gik op for mig at I virkelig var anderledes end andre hvide, spekulerede jeg over hvorfor. Hvad var grunden? Jeg tænkte og tænkte over årsagen, og den slutning jeg drog var: ’I er Guds vidner. Der må være noget om det der står i Bibelen.’ . . . Da jeg fjernede hegnet om mit hjerte blev I mine gode venner. . . . Senere, da jeg åbnede mit hjerte helt, blev I mine bedste venner. I var hvide udenpå, men i mine øjne var jeres hjerter farveløse. . . . Der var store skarer af hvide, sorte, brune og gule hvis hjerter havde samme farve — de var gennemsigtige — fordi de var brødre og søstre. Nu ved jeg hvordan det er gået til og hvem der står bag det. Det er Gud og jer selv. I årevis har jeg gerne villet være en af jer. Jeg var i verden, men mit hjerte var hos jer. Jeg følte det som om jeg stod uden for porten. Endelig fik jeg lov til at komme ind ad porten til jeres folk. Og nu er det ikke længere ’jeres folk’ men ’mit folk’.“

Fra den lille ø Guadeloupe i Det Caraibiske Hav kommer denne opmuntrende rapport: „På grund af deres gode opførsel er forkynderne lette at genkende i distriktet. En forkynder fortæller: ’En dag da vi var ude at forkynde, bakkede en bil der havde passeret os, hen og standsede ud for os. En ung kvinde steg ud og sagde: „I må være Jehovas vidner. Jeg har været på Guadeloupe i nogle måneder. Jeg vil gerne studere Bibelen igen, men jeg bor hos min moder, og hun er imod det.“ Da vi var kommet os oven på overraskelsen, ordnede vi det sådan at studiet kunne holdes hjemme hos mig. Kort tid senere overværede den unge kvinde et stævne. Det blev moderen så rasende over at hun smed datteren og hendes tre små børn ud af huset. Den unge kvinde flyttede så hen til sin  tante, og mens hun boede der, punkterede moderen hendes bil og truede hende endda med en kniv. Hun måtte flytte igen, og nu fik hun mulighed for at studere i fred. Den unge kvinde er nu en nidkær forkynder af den gode nyhed, og hendes otteårige datter, Cinddy, er også glad for at studere Bibelen.’“

Selv i distrikter der gennemgås hyppigt kan der høstes god frugt, som denne oplevelse fra De Forenede Stater viser. En 43-årig mand der havde boet i New York hele sit liv, havde aldrig haft besøg af Jehovas vidner. Han var meget belæst, havde netop taget en doktorgrad i filosofi og havde været assisterende leder af et stort biblioteks afdeling for sjældne bøger. For nylig blev han kontaktet af en søster i forhallen til den boligblok han boede i. Han så bogen Menneskets søgen efter Gud i hendes taske og bad om den. Samme aften læste han den, og før der var gået en uge besøgte han Vagttårnsselskabets hovedkontor og købte yderligere 12 bøger, som han havde læst inden søsteren kom på genbesøg. Da hun kom, spurgte han hvad han skulle gøre for at blive døbt.

Søsteren fik en broder til at studere med ham. Efter at have studeret to bøger blev han spurgt om hvordan han kunne vide at det var sandheden. Han svarede: „Det er ligesom med Nordstjernen. Man hører om den og læser om den, og når man går ud under nattehimmelen og ser op på den, behøver ingen at fortælle én at man har fundet den.“

Denne mand havde søgt efter sandheden hele sit liv. Han var klar over at den ikke kunne findes inden for kristenheden. Han undersøgte Østens religioner og kommunismen, men blev skuffet. Han forstod at ingen af disse havde sandheden, og fortsatte sin søgen efter Gud. Han sagde at han følte det som om Gud var i et værelse ved siden af, men at døren var lukket. Døren er nu blevet åbnet, og som en løber der forlader startlinjen overværer han ivrigt møderne, deltager i forkyndelsen, og er for nylig blevet døbt.

 Stillehavsøerne

„LOVPRIS Jehova med mig, ja, lad os sammen ophøje hans navn.“ (Sl. 34:3) Jehovas nidkære vidner på de mange vidt spredte øer i Stillehavet glæder sig over det hellige privilegium at forkynde hans navn og hensigter.

En broder der arbejder i en fjerntliggende opalmine i Australien forkynder uformelt for turister. Ved en lejlighed inviterede han tre ferierende ægtepar hjem til sig regelmæssigt gennem ti dage. Før de rejste hjem gav han hvert af parrene bøgerne Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? og Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, og han sagde at han ville være glad hvis de bare læste den første paragraf i hver bog. En af dem, en skolelærerinde, svarede at hun ikke ville læse bøgerne fordi hun havde været imod Jehovas Vidner hele sit liv. I 23 år havde hun ikke villet komme sammen med sine naboer, der var Jehovas vidner, og hun havde også holdt sin datter borte fra dem. Hun havde været meget ubehagelig over for børn af Jehovas vidner i den skole hvor hun underviste. Men på grund af broderens venlighed og gæstfrihed lovede hun at læse et par linjer i bogen.

 Efter nogen tid ringede denne kvinde til broderen og sagde: „Jeg læste de første linjer, og så begik jeg en stor fejl — jeg blev ved med at læse. Jeg blev glad for bogen. Jeg har aldrig læst noget lignende! Så begik jeg endnu en fejl. Jeg lod den ligge på mit skrivebord, og da jeg kom tilbage for at hente den havde min 19-årige datter allerede skrevet sit navn i den.“ Kvinden og hendes mand besøgte deres naboer for at få endnu en bog, og bad om undskyldning for de tidligere misforståelser. Der blev oprettet et studium med ægteparret og deres datter, og de overværer nu møderne. Venlighed kan smelte hjerter af sten som måske rummer kærlighed til Gud.

For nylig blev tre medlemmer af betelfamilien på Fiji indbudt til at tale til eleverne på en fælleskirkelig skole for de største protestantiske trossamfund i det sydlige Stillehavsområde. Der blev aflagt et godt vidnesbyrd for de 13 elever og en lærer. Efter en kort redegørelse for deres egen religiøse baggrund og opvækst, gav de tre betelitter en oversigt over Jehovas teokratiske organisation. Så blev det foreslået at man drøftede brugen af Guds navn i Bibelen. En elev mente at det var forkert at indføje det i De Kristne Græske Skrifter. Der blev dyb stilhed da en af betelitterne spurgte ham hvordan det kunne være at navnet Jehova nu fjernes fra de nyere, reviderede oversættelser, efter at det i næsten hundrede år er blevet brugt frit i de fleste bibler på de sprog der tales på Stillehavsøerne. Til sidst svarede en elev at det skyldes at ingen er helt sikre på hvordan Guds navn skal udtales, og at det derfor ikke bør bruges. Han forklarede at det var jøderne der holdt op med at bruge Guds personlige navn, idet de i stedet sagde Adonaj eller Elohim. Brødrene fremholdt over for klassen at dette skyldtes overtro blandt jøderne. Dette spørgsmål blev rejst: Kan det være af samme grund at navnet fjernes fra oversættelser i dag? Spørgsmålet blev ikke besvaret, men måske vil eleverne grunde over det i deres hjerter.

 På et gymnasium for drenge på Tonga undervises eleverne i religion en time om ugen. Fire af de 600 elever er Jehovas vidner. De spurgte om de kunne blive undervist for sig selv i disse timer, og fik lov til det. Timerne ledes af en almindelig pioner og en missionær. Den første time blev overværet af 12 drenge, og drøftelsen, der var baseret på ’Skabelsesbogen’, drejede sig om hvorvidt mennesket er blevet til ved en udvikling eller en skabelse. Drengene var overraskede over at Bibelen berører videnskabelige emner og fortalte deres venner om det, så ugen efter kom der 25 til timen. Efter navneopråbet om onsdagen, når rektor beder alle Jehovas vidner om at rejse sig og gå til deres time, er der nu op til 60 drenge der rejser sig, og mange af dem har deres egne bibler med. En af drengene er begyndt at studere på egen hånd med pionerbroderen.

På øen Savaii i Vest-Samoa boede en søster og hendes mand sammen med mandens familie. Manden gav hende lov til at praktisere sin religion, men udadtil viste han ingen interesse for sandheden. Søsteren måtte også udholde modstand fra sin svigermor, der var protestant, men hun opgav aldrig håbet om at hun ved sin adfærd kunne få sin familie til at tilbede Jehova. Da ægteparret for nylig besluttede at flytte til New Zealand, holdt familien en stor afskedsfest for dem. Forestil dig søsterens forbløffelse da hendes mand bekendtgjorde at han ville studere Bibelen med Jehovas vidner og overvære møderne i rigssalen når han kom til New Zealand. Han anbefalede sandheden til alle andre i familien. Hans moder tog anbefalingen til sig og begyndte straks at studere og overvære møderne. Nu er denne søsters tante, svigerinde og svoger samt nogle niecer alle begyndt at komme til møderne i rigssalen, og de fleste af dem studerer Bibelen med Jehovas vidner. I hendes tilfælde er apostelen Peters ord om at ’mænd kan vindes uden ord ved deres hustruers adfærd’ gået i opfyldelse. — 1 Pet. 3:1.

 Lande hvor arbejdet er forbudt

„DEN der bør lovsynges er Jehova; ham kalder jeg på, og fra mine fjender bliver jeg frelst.“ (Sl. 18:3) I omkring 24 lande jorden over forkynder Jehovas vidner fortsat den gode nyhed trods regeringsforbud.

At børn kan tage et fast standpunkt for Jehova under sådanne omstændigheder, viser følgende eksempel fra et ørige i Stillehavet. Alle børnene i en familie studerede sandheden med en nabo der var et af Jehovas vidner. Børnenes forældre var meget imod det og slog dem ofte fordi de blev ved med at studere Bibelen. Faderen meldte dem endda til de lokale myndigheder og mindede dem om forbudet mod Jehovas Vidner, men myndighederne ignorerede hans anklager. Den rasende fader tog sagen i egen hånd, da han på en smal sti mødte den forkynder der underviste hans børn. I et anfald af arrigskab overfaldt han forkynderen og slog ham i jorden, truede ham med en lang kniv og forsøgte endda at slå ham ihjel. I det kritiske øjeblik så forkynderens kone hvad der foregik og alarmerede naboerne ved at skrige så højt hun kunne. Den vrede mand skyndte  sig at stikke af men meldte sagen til politiet, idet han fortalte dem en fordrejet version af begivenhederne. Forkynderen, der måtte indlægges på et hospital i ti dage, blev derefter forhørt af politiet. Den lokale avis skrev fejlagtigt at forkynderen havde slået først. Men politiet behandlede forkynderen respektfuldt og forstod efter forhøret at han var uskyldig.

En måned senere blev forkynderen kaldt til den offentlige anklagers kontor for at blive yderligere forhørt. I løbet af fire dage besvarede han spørgsmål i sammenlagt 14 timer, hvilket gav ham lejlighed til at aflægge et godt vidnesbyrd. Embedsmændene på den offentlige anklagers kontor værdsatte broderens bibelske svar. Som følge deraf har de nu et bedre indtryk af Jehovas vidner. Hvordan er det gået børnene hvis fader var modstander? Et af dem er nået frem til indvielse og dåb, og de øvrige studerer stadig sandheden med iver.

Regeringen i et afrikansk land har på den mest brutale måde jaget Jehovas vidner i årevis, selv om respekten for borgerrettighederne i den senere tid er vokset. I alle disse år er forkyndelsen imidlertid fortsat uden afbrydelse. Under et kraftigt regnskyl søgte en forkynder for eksempel ly i en lille adventistkirke. Eftersom der var gudstjeneste, måtte han stå på verandaen. Mens han stod der hørte han at én indenfor spurgte præsten der ledede gudstjenesten: „Er det sandt at man kommer i himmelen?“ Præsten kunne ikke give et tilfredsstillende svar. Da regnen stilnede af henvendte forkynderen sig til præsten og spurgte om han måtte besvare spørgsmålet. Det fik han lov til. Da han havde forklaret hvad Bibelen siger om emnet blev tilhørerne interesserede, og den der havde stillet spørgsmålet aftalte at mødes med forkynderen en anden dag og et andet sted. Der kom mange til dette møde, og der blev oprettet syv bibelstudier som stadig fortsætter mens dette skrives.