Grækenland

DEN 25. maj 1993 blev en omfattende retssag afsluttet. Den var begyndt mere end syv år tidligere på en solskinsø i Middelhavet og nåede sit klimaks ved Europas højeste domstol. I marts 1986 havde et ældre ægtepar ved navn Kokkinakis gået fra dør til dør og drøftet Bibelen med deres naboer på den græske ø Kreta. De havde talt med en kvinde hvis mand, viste det sig, var kantor i den græsk-ortodokse kirke. Eftersom han ikke brød sig om Jehovas vidners besøg, havde han ringet efter politiet. Parret blev arresteret.

Minos Kokkinakis, som den ældre forkynder hed, forsvarede derefter sin overbevisning, og appellerede den dom og bøde han var blevet idømt, hele vejen op til Kassationsretten, Grækenlands højesteret, som imidlertid afviste hans appel. I 1988 ankede Kokkinakis sin sag til Den Europæiske Menneskerettighedskommission. Denne  kommission, som består af jurister der repræsenterer landene i Europarådet, bestemte at sagen skulle for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det kom den i efteråret 1992. Den 25. maj 1993 afsagde domstolen, med seks stemmer mod tre, sin dom: Grækenland havde krænket en af menneskerettighederne — nemlig religionsfriheden.

Men hvad havde ført til denne titaniske kamp om grundlæggende menneskerettigheder? Hvorfor må Jehovas vidner udkæmpe sådanne kampe i et land der længe har været kendt for at hylde ophøjede idealer? Hvad er Grækenland for et land?

Historiens flodbølger

I tidens løb er tidevandsbølger skyllet ind over Grækenlands kyster. Grækenland udgøres af en bred halvø som strækker sig mod syd ud i Middelhavet og er omgivet af hundreder af øer i henholdsvis Det Ægæiske og Det Joniske Hav. Landets mange kyster har været hjemsøgt af flere flodbølger og flere storme end det er muligt at tælle. Lige siden Vandflodens vande trak sig tilbage er Grækenland imidlertid blevet overskyllet af et endnu større tidevand: Verdenshistoriens ebbe og flod. Nogle siger endda at den vestlige civilisation blev til dér.

Noas barnebarn Javans familie udgjorde én tidevandsbølge som skyllede ind fra øst. Mange af disse nybyggere slog sig ned i Grækenland. * De bragte beretninger med sig om den store vandflod og om den verden den havde tilintetgjort på Noas tid. Nogle myter fra det gamle Grækenland er givetvis udvandede versioner af de faktiske begivenheder, som er nedskrevet i Bibelen.

Det gamle Grækenlands historie er faktisk vævet sammen med Bibelens historie. Den jødiske profet Daniel forudsagde  i det sjette århundrede f.v.t. at kræfterne bag historiens tidevandsbølger ville bære Grækenland til verdensmagtens tinde. Daniels ord passede så nøjagtigt på Alexander den Stores forbløffende sejre, hans pludselige fald, og den efterfølgende deling af hans rige i fire mindre riger, at nogle forskere — uden held — har forsøgt at bevise at disse passager blev skrevet efter at begivenhederne fandt sted. — Dan. 7:2; 8:5-8, 20-22.

Bibelen beskriver ikke i detaljer hvornår Grækenland ville dominere Israel, men det er tydeligt at De Kristne Græske Skrifter er blevet til i denne periode. Mange af Jesu disciple i det første århundrede talte og skrev græsk, som var det almindelige sprog i den civiliserede verden på den tid. De tanker som de græske filosoffer Platon og Aristoteles gav udtryk for, var formentlig fremherskende blandt jøderne på Jesu tid. Apostelen Paulus havde uden tvivl deres højtravende teorier i tanke da han til menigheden i Korinth skrev at Guds ord ’nedriver ræsonnementer’. — 2 Kor. 10:4, 5.

Kristendommen blomstrer og visner

Grækenland var det første europæiske land som blev besøgt af en af Jesu Kristi apostle. Paulus gik i land i havnebyen Neapolis og besøgte forskellige byer, deriblandt Filippi, Thessalonika og Berøa i nord og Athen og Korinth i syd. På grund af de første kristnes ihærdighed opstod der snart blomstrende menigheder i disse byer. Paulus’ breve til de kristne i Filippi, Korinth og Thessalonika, samt breve til kristne andre steder, som han skrev mens han var i Grækenland, har styrket troen hos millioner af kristne siden hen.

Den sidste apostel, Johannes, modtog sin betydningsfulde åbenbaring mens han var fange på den græske ø Patmos. Ikke længe efter hans død skyllede en anden bølge  desværre ind over Grækenland. Frafaldets mørke bølge gennemstrømmede den kristne menighed og besmittede troen hos de fleste. Menighederne antog sådanne ubibelske tanker som læren om sjælens udødelighed, helvedeslæren, treenighedslæren og idéen om at der skulle være et skel mellem præsteskab og lægfolk.

Århundreder med åndeligt mørke fulgte. I løbet af den tid fik paven af Rom primat over kristenheden. Patriarken af Konstantinopel var imidlertid i spidsen for kirken i Grækenland og landene mod øst. I 1054 kulminerede mange års spænding mellem Øst og Vest da en debat om et dunkelt teologisk lærepunkt fremkaldte det store skisma, hvor den ortodokse kirke frigjorde sig fra den romersk-katolske kirke. Grækenland forblev loyal mod den førstnævnte. Den dag i dag tilhører 98 procent af Grækenlands ti millioner indbyggere faktisk den græsk-ortodokse kirke, som er et selvstyrende medlem af den østortodokse kirke.

Den østortodokse kirke har tradition for at blande sig i politik. Mens det muslimske Osmannerrige fra 1400-tallet til 1800-tallet herskede over alle ortodokse lande undtagen Rusland, gjorde sejrherrerne patriarken af Konstantinopel til den verdslige hersker over alle ortodokse „kristne“ i riget.

I 1820’erne da Grækenland gjorde oprør mod osmannernes styre, spillede den græsk-ortodokse kirke en vigtig rolle idet den fremmede græsk nationalisme og uafhængighedsfølelse. Præsteskabet har lige siden været en afgørende faktor i græsk politik og er endda blevet belønnet af regeringen. På grund af gejstlighedens enorme indflydelse har Jehovas folks nutidige historie i dette land i høj grad været en forfølgelsens historie.

Landet og dets folk i dag

Kort efter århundredskiftet begyndte en bølge af sand kristendom igen at strømme ind over Grækenland. Her,  i begyndelsen af det 20. århundrede, fandt forkynderne at landet og dets folk på mange måder var som på Paulus’ tid, 1900 år tidligere.

Med sin uregelmæssige, dybt indskårne kystlinje og sine mange øer — som udgør 20 procent af landets areal — ligger ingen del af Grækenland langt fra havet. Fiskeri og søfart er derfor stadig vigtige erhverv. Landet er klippefuldt og bjergrigt, med kun lidt opdyrkelig jord, bortset fra nogle frugtbare dale langs kysten og i det indre af landet. Klimaet er med sine varme, tørre somre ideelt til olivenlunde og vingårde.

Hvad med befolkningen? Grækerne er verden over kendt for at være farverige, følelsesladede, livfulde og gavmilde. De har almindeligvis en stærk mening om tingene og tøver ikke med at give udtryk for den. Dengang Paulus besøgte athenerne fandt han at „ingen af athenerne eller de fremmede som var på besøg dér, [brugte] deres fritid til andet end at fortælle eller at høre nyt“. (Apg. 17:21) Selv i dag elsker grækerne at sidde på agoraen, eller torvet, og udbrede sig om politik, filosofi og religion. Men de er også indædt loyale — et træk som det ortodokse præsteskab somme tider har udnyttet.

I begyndelsen af 1900-tallet

Emigration var årsag til at sandhedens vande vendte tilbage til Grækenland. Mange grækere som var udvandret til De Forenede Stater, kom i kontakt med bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, og fik kærlighed til Bibelens sandheder. Snart delte de ivrigt det de havde lært, med deres slægtninge derhjemme. De breve og traktater de sendte viste sig at være sædekorn som faldt i god jord. Mange var dog klar over at det ikke var nok blot at sende traktater hjem. Nogle rejste til Grækenland på besøg, mens andre flyttede tilbage til deres hjemland.

 Georgios Kossyfas, en græker som i år 1900 lærte sandheden at kende i De Forenede Stater, blev i 1905 sendt til Grækenland af broder Russell, præsidenten for Vagttårnets Selskab. Han tog Studier i Skriften med sig. Ioannis Bosdogiannis, som var forkynder og professor i engelsk på øen Kreta, oversatte bindene til græsk. De blev derefter trykt og uddelt til boghandlere i Athen og havnebyen Piræus — ja, endog udstillet i Hestia, den berømte boghandel på Stadium-gaden i Athen. Broder Kossyfas gik også på „gadearbejde“, idet han udstillede bøgerne på den lave mur der omgiver den græske parlamentsbygning og besvarede spørgsmål fra forbipasserende.

På Kreta fandt Ioannis Bosdogiannis en ivrig student — en fotograf ved navn Athanassios Karanassios, som tog imod sandheden i 1910. Han studerede gammelhebraisk og koinégræsk, også kaldet fællesgræsk, samt engelsk.

En af de første i Athen som viste interesse var en lam mand ved navn Ekonomou, som boede i Exarhia. Omkring 1910 tog han ivrigt imod sandheden og delte den nidkært med andre. Han var imidlertid lænket til sin seng, så han skrev bibelske vers på små papirsedler som han smed ud ad vinduet i håb om at forbipasserende ville finde dem. Han sendte også traktater og breve til interesserede. Michalis Triantafilopoulos, en ung mand der lige havde lært sandheden at kende, rejste rundt til forskellige byer og landsbyer og uddelte flere traktater og satte interesserede personer i kontakt med hinanden.

De første møder blev holdt i broder Ekonomous hjem. Snart blev der dannet en anden gruppe i Piræus, i broder Kossyfas’ hjem. De brugte Studier i Skriften og andre publikationer fra den trofaste og kloge træl ved deres møder. (Matt. 24:45-47) De var uden tvivl begejstrede da de hørte at Charles Taze Russell planlagde at besøge Grækenland.

 Broder Russell besøger Grækenland

På sin verdensomrejse besøgte broder Russell i 1912 Athen og Korinth. Dengang var der kun cirka 12 forkyndere i Grækenland. Russell holdt et foredrag i Forretningsfolkenes Forening i Athen, den by i hvilken Paulus 1900 år tidligere var blevet oprørt over den udbredte afgudsdyrkelse. (Apg. 17:16) Der kom så mange for at høre foredraget at man måtte arrangere endnu et møde. Anden gang var der imidlertid en hel del græsk-ortodokse præster til stede som afbrød foredraget og skabte tumulter. Senere besvarede broder Russell mange bibelske spørgsmål fra broder Ekonomous sengekant.

Broder Russell tog derefter toget til Korinth. Til hans store forbløffelse var der blevet truffet foranstaltning til at han skulle tale i den græsk-ortodokse Sankt Paulus-kirke! Byens borgmester var til stede, og det samme var adskillige præster og officerer fra hæren. Temaet for talen var „The Great Hereafter“ (Det Store Hinsides). Foredraget blev vel modtaget, og han blev bedt om at holde det én gang til. Bagefter tog borgmesteren ham på en rundtur i den gamle bydel, hvor Paulus havde tilbragt halvandet år med at opbygge menigheden af salvede kristne i Korinth. — Apg. 18:11.

Broder Rutherford kommer på besøg

Den 28. september 1920 rullede Simplon-Orient-ekspressen ind på stationen i Athen med Vagttårnsselskabets anden præsident, J. F. Rutherford, i en af kupéerne. Avisen Athina annoncerede hans foredrag over temaet „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“. Han talte også på Areopagus, eller Marshøjen, hvor Paulus i år 50 havde aflagt et godt vidnesbyrd. (Apg. 17:22-34) Senere skrev broder Rutherford rammende: „Grækenland er et land som er plaget af præster, men vi tror at folk er ved at få øjnene op for at de er blevet narret og vildledt af deres blinde  vejledere. Vi tror at der her er en stor mark for forkyndelsen af sandheden.“

Broder Rutherford erkendte også behovet for en bedre organisering i Grækenland. Før 1922 var der ingen officiel organisation. I 1922 blev der oprettet et afdelingskontor for Vagttårnsselskabet i Lombardou-gaden i Athen, med Athanassios Karanassios som afdelingskontorets repræsentant. Efterhånden som arbejdet blev organiseret, blev der sendt rejsende talere ud til de større byer. Andre blev sendt til mindre byer og landsbyer. I alt var der dengang omkring 20 utrættelige arbejdere i marken.

Den gode nyhed udbredes gennem offentlige foredrag

Offentlige foredrag spillede en vigtig rolle for udbredelsen af den gode nyhed i de første år. Da foredraget „Alle nationer marcherer mod Harmagedon, men millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“ skulle holdes, gik den lille menighed i Athen i aktion. Byrådet lod dem låne Athens byteater gratis. Avisen Athina averterede foredraget med kæmpeoverskrifter. Broder Karanassios holdt foredraget for en tætpakket tilhørerskare, og det blev gentaget i Odeonhallen i Fidiou-gaden. Mange modtog brochuren Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø.

Georgios Douras, en kendt poet og jurastuderende, lærte sandheden at kende i 1920 ved at læse en traktat. Fra 1922 til 1925 tjente han som pilgrim, eller rejsende tilsynsmand. I november 1923 holdt han et offentligt foredrag i en biograf i havnebyen Patras på vestkysten. Blandt de tilstedeværende var Pavlos Grigoriadis, en veluddannet mand som senere blev bibelstudent. Hans broder Grigoris fik også sandheden og er stadig tilknyttet betelfamilien i Grækenland.

Samme år holdt broder Douras et offentligt foredrag i byen Kalamata. Dimitris Logiotatos fortæller: „Alle i byen  var lige så forbløffede som jeg da de så foredraget ’Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø’ averteret. Jeg besluttede at tage hen og høre det. Da jeg kom derhen, var salen fyldt til trængsel. Jeg sad bag hr. Trempela, som var teolog og professor ved Athens Universitet og som blev kaldt ’den ortodokse kirkes nattergal’. Jeg sugede alle detaljer til mig i den åndelige kamp mellem bibelstudenterne og denne fremtrædende teolog. Det blev en sejr for SANDHEDEN! Bagefter fik jeg nogle brochurer med samme titel som foredraget. Jeg læste brochuren i løbet af én nat. Glædestrålende løb jeg rundt til venner og slægtninge for at dele disse pragtfulde brochurer ud til dem.“

„Kom over til Makedonien og hjælp os“

Kristne i hele verden kender den opfordring til at forkynde i Makedonien som apostelen Paulus modtog gennem Guds ånd: „Kom over til Makedonien og hjælp os.“ (Apg. 16:9) Mens Makedonien for Paulus’ vedkommende var et af de første steder han besøgte, kom den gode nyhed i dette århundrede senere til Makedonien end til det sydlige og centrale Grækenland.

Et offentligt foredrag satte gang i forkyndelsesarbejdet i den by hvor Paulus ankom til Europa — Kavala, fortidens Neapolis. Nikolaos Kouzounis var til stede dér i 1922: „Jeg havde følt mig åndeligt foruroliget. På det tidspunkt averterede avisen Simaia et offentligt foredrag med titlen ’Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø’. Det skulle holdes på caféen. Efter foredraget fik jeg brochuren Kan de levende tale med de døde?“ (ikke oversat til dansk) Dybt bevæget af det han havde lært rejste broder Kouzounis sammen med en anden forkynder — i månedsvis ad gangen — rundt i bil og forkyndte i byer og landsbyer, endda så langt væk som til den tyrkiske grænse. Den gode nyhed blev udbredt til Alexandroúpolis i nordøst, samt til Nea Orestiada, Sakkos og Chalkidiki-præfekturet.

 Thessaloniki (eller Saloniki) er Grækenlands næststørste by. Det er en gammel by, med nær tilknytning til apostelen Paulus’ og hans rejsefællers tjeneste. Allerede i 1926 forkyndte Spyros Zacharopoulos, en tidligere militærmand, og Thanasis Tsimperas, der var lærer, i dette område. Diogenis Kontaxopoulos bragte fra 1928 til 1933 den gode nyhed ud til landsbyerne i Serrai-præfekturet. Det østlige Makedonien og det vestlige Thrakien fik overbragt budskabet om Riget ved Yiannakos Zachariadis’ trofaste forkyndelse.

Hvordan nåede den gode nyhed ud i disse fjerne egne? Nogle af de brødre som blev straffet med forvisning på grund af deres utrættelige forkyndelse fik lov til selv at vælge stedet for deres forvisning. Broder Kouzounis fra Kavala blev i 1938 forvist til Chalkidiki-præfekturet. Efter at have bedt om Jehovas ledelse valgte han landsbyen Nea Simantra. Når folk der i landsbyen spurgte hvorfor han var blevet forvist svarede han at det var fordi han var kristen. Dette tankevækkende svar gav anledning til mange samtaler — og han gjorde god brug af Bibelen. Med tiden blev der dannet en menighed i Nea Simantra. Derfra blev den gode nyhed udbredt til Galátista, hvor der blev dannet en anden menighed. I Nea Moudania blev en gruppe kvinder troende — søster Mastoraki, søster Stampouli og søster Nteniki. De underviste andre i Floyita med det resultat at der også blev dannet en menighed dér. Sandheden kom derefter til Kassándra.

De tidlige år i Thessalien

I Thessalien, en region i det centrale Grækenland, fik den gode nyhed stor udbredelse, især i to små byer, Kalamaki i Larisa og Eleftherohori i Trikkala. I november 1922 var Georgios Koukoutianos, en skolelærer der var blevet fyret fordi han var bibelstudent, på rejse, da dårligt vejr tvang  ham til at tilbringe en nat i Kalamaki i Dimitris Pardalos’ hjem. Han forkyndte for sin gæstfri vært. Resultatet? Dimitris og to andre i byen, Theodoros Pardalos og Apostolos Vlahavas, lærte Jehova at kende.

Disse tre begyndte at forkynde fra hus til hus i de omkringliggende landsbyer. De tilbragte også to eller tre måneder hvert år med at forkynde i afsidesliggende distrikter, før de vendte tilbage til deres landsby for at samle nye kræfter og tjene penge til at finansiere fremtidige forkynderkampagner. De rejste til fods, bærende på publikationerne og det de havde fået i bytte for dem.

Deres liv var ikke uden pudsige episoder. En af forkynderne fortæller: „Engang måtte vi vade over en flod. Det var vinter, og vandet var koldt. Da jeg var den højeste foreslog jeg min makker at jeg bar ham på ryggen. For ikke at skulle over to gange bar jeg litteraturtaskerne i den ene hånd og vores sko og sokker i den anden. Samtidig holdt jeg en pose med æg mellem tænderne. Men da vi kom ud midt i floden begik jeg den fejl at spørge min makker på ryggen om han sad godt. Naturligvis tabte jeg straks ægposen. Jeg forsøgte at få fat i den, hvorved jeg tabte vores sko, sokker og publikationer, og da jeg forsøgte at redde dem faldt broderen i floden!“ I årevis kunne de more sig over denne mindeværdige tur over floden.

Det var en udfordring at virke i landdistrikterne. Når forkynderne uddelte traktaten Gejstligheden anklages blev de somme tider varetægtsfængslet og senere ført for retten. Men forfølgelsen styrkede deres tro og deres nidkærhed for Riget. Resultatet var at menigheden i Kalamaki fra 1930 og fremefter bestandig voksede i antal.

Modstand indefra

I 1931 antog Guds folk navnet Jehovas Vidner. Men ikke alle antog det. Kostas Ekonomou fra Larisa fortæller:  „Så snart jeg hørte om det nye navn skyndte jeg mig at overbringe brødrene i vort område den glædelige nyhed. Underligt nok sagde disse brødre: ’Vi kan da ikke skifte navn.’ De ønskede ikke at blive kaldt Jehovas Vidner.

Ved det næste møde irettesatte jeg dem på grund af deres holdning. Hvordan reagerede de? Alle ti brødre rejste sig og smed mig ud! Næste dag begyndte jeg imidlertid at forkynde, i tillid til at Jehova ville give mig en ny menighed. Den første gruppe af brødre holdt op med at mødes og opløstes lidt efter lidt. Kun en eller to brødre i Larisa forblev trofaste.“

Der var også andre inden for Jehovas organisation som ikke reagerede velvilligt på organisationens ledelse. Forkyndelsesarbejdet var en prøve for nogle. I 1928, ved højtiden til minde om Kristi død, var der 168 der nød af symbolerne i Grækenland. Men der var kun 97 forkyndere af den gode nyhed samme år! Da forkyndelsen blev mere organiseret blev de der nægtede at forkynde efterhånden sigtet fra.

Vækst trods modstand i Eleftherohori

I 1923 oplyste det første sandhedslys landsbyen Eleftherohori i Trikkala-regionen. En broder ved navn Ioannis Kostarellos vendte hjem fra Amerika til sin fødeby Exalofos og begyndte at forkynde fra hus til hus. Hans broder Dimitris var lydhør, og sammen forkyndte de regelmæssigt i nabobyen Eleftherohori. I 1924 mødte de Georgios Papageorgiou, der senere fortalte: „Først var jeg imod. Jeg sagde til dem: ’Sig mig, skal I ulærte gedetyve fra Exalofos undervise os i evangeliet? Vi har vore præster og biskopper, som er uddannede mænd! Pas hellere jeres egne sager.’ De gik, men senere kom de tilbage. Jeg gik ind på at høre hvad de havde at sige. Og hvad var det jeg hørte? ’Der står skrevet’ i den og den bog i Bibelen. Det gav mig noget at tænke over.“ Snart sluttede han sig til dem i forkyndelsen.

 I 1925 rejste alle tre brødre til Athen og blev døbt. Sammen fortsatte de forkyndelsesarbejdet, og i 1928 tog Georgios Papageorgious nevø, samt hans svigersøn fra nabobyen Valtino, imod sandheden.

Da Nicos Karathanassis tog imod sandheden bad hans slægtninge ham om at forlade Valtino. Hans fætre greb ham endda i håret og skulle til at slå ham i jorden da hans fader greb ind. Hans broder Georgios begyndte også at tjene Jehova, og forfølgelsen tog til. Fanatiske slægtninge overtalte endda Georgios’ hustru til at forsøge at slå ham ihjel mens han sov. Men Georgios vågnede netop som hans hustru med øksen i hånden skulle til at dræbe ham. Han talte så venligt til hende at hun lagde øksen, idet hun kunne se forskellen mellem hendes mands adfærd og hans anklageres. Hun gjorde fremskridt i sandheden og det samme gjorde andre slægtninge — hele familier begyndte at tjene Jehova. En af Georgios’ sønner, Kostas Karathanassis, udgik i 1975 fra Vagttårnets Bibelskole Gilead. Han og hans hustru, Maria, tjener nu som missionærer på Cypern.

Vasilis Avgerinos var skolelærer i Eleftherohori da han første gang mødte bibelstudenterne. Det var i september 1927. „Så snart jeg kom,“ fortæller han, „fik jeg at vide at en ’frimurer’ i landsbyen ved navn Georgios Papageorgiou forstyrrede med sin vranglære. Som lærer faldt det i min lod at ’sætte ham på plads’.“ Broder Papageorgiou fortæller: „Jeg havde en drøftelse med denne lærer, og beboerne i landsbyen var imponerede over hvor veltalende han var når han svarede mig. De lo og sagde: ’Vi landsbyfolk ved ikke så meget, og du hævder at være en lærd mand. Vis nu hvad du duer til over for læreren!’“ Et par dage senere bad læreren imidlertid broder Papageorgiou om første bind af Studier i Skriften. Kort efter ønskede han hele serien. Han fortæller at han tænkte: „Nu har jeg endelig fundet SANDHEDEN!“ Både han og hans hustru begyndte at forkynde.

 Der var nu syv forkyndere i dette område. Fra alle sider blev de udsat for forfølgelse. Broder Avgerinos fortæller: „Vi blev skældt ud offentligt, forbandet på gaderne, meldt til politiet og undervisningsministeriet, stillet for domstole og vanæret. Til stor glæde for os blev nogle af disse spottere og anklagere senere vore brødre og sluttede sig til os i forkyndelsesarbejdet.“

De græske øer — Kreta

De græske øer er verden over kendt for deres sol og skønhed. Apostelen Paulus besøgte nogle af deres klippefyldte kalkstenskyster i Det Ægæiske Hav. Han gjorde holdt på Mitylene, Chios og Samos på hjemturen af sin tredje missionsrejse i år 56. (Apg. 20:14, 15) Tilsyneladende tilbragte han også nogen tid på Kreta. Det vides ikke om han besøgte andre græske øer. (Tit. 1:5) Apostelen Johannes blev forvist til Patmos, og selv i nyere tid har man brugt at straffe folk ved at forvise dem til de græske øer. — Åb. 1:9.

Efter at broder Rutherford i 1920 havde besøgt Athen, besøgte han også byerne Chania og Heraklion på øen Kreta. Tre år senere så Nicos Benierakis fra landsbyen Douliana bogen Guds Harpe i en skoforretning. Senere kom han i Chania i kontakt med Ioannis Bosdogiannis, den broder som havde oversat C. T. Russells bøger. De tre brødre mødtes i Douliana. Men desværre begyndte professor Bosdogiannis at udgive sine egne skrifter og nægtede at samarbejde med Selskabet længere.

En ydmyg lærer ved navn Manolis Lionoudakis gjorde imidlertid fremskridt i sandheden. Han blev smidt ud af sit hjem, opgav sit arbejde som lærer og begyndte i pionertjenesten i Heraklion. Han gik fra hus til hus i hele byen. På grund af sine aktiviteter blev han stillet for retten og idømt et års eksil på øen Amorgos i øgruppen Kykladerne. Han fortæller: „Efter at jeg havde været dér i seks måneder, kom  der pludselig en mand fra Kreta ved navn Kokkinakis. Jeg havde forkyndt for ham på Kreta. Han havde været interesseret og var blevet forvist på grund af sin nye overbevisning! Nu havde jeg en jeg kunne studere Vagttårnet med. Min nye trosfælle blev døbt i havet ved Amorgos.“

Broder Kokkinakis er i dag 84 år gammel og har tjent Jehova trofast i 54 år. I 1938 var han det første Jehovas vidne i Grækenland som blev arresteret for at have overtrådt loven om hvervning af proselytter. Hans seneste retslige kamp er omtalt i begyndelsen af denne beretning. I alt har han været arresteret over 60 gange for fredeligt at udøve sin religion.

Fra den ringe begyndelse er der nu 13 menigheder på Kreta, et vidnesbyrd om brødrenes og søstrenes udholdenhed og flittige indsats i mange vanskelige år.

Samos

En af de første forkyndere på øen Samos, Dimitris Makris, fortæller hvordan han lærte sandheden at kende: „I januar 1926 hørte jeg en af bibelstudenterne forkynde i en butik og præsenterede mig. Næste dag var Penelope og jeg til stede ved en debat. Jeg spurgte brødrene hvordan de så hurtigt kunne svare ud fra Bibelen. ’Man må studere Bibelen,’ sagde de til mig. De viste mig bogen Guds Harpe og fortalte mig hvordan man skulle læse den. Derefter var vi en gruppe på fem som hver aften studerede bogen — ofte lige til den lyse morgen. Sidst på året blev vi døbt da der kom en pilgrim, broder Koukoutianos, på besøg. I 1927 holdt vi et lille stævne på Samos, og der kom 40 personer fra øen.

Vi besluttede at besøge alle landsbyerne på øen med den eneste publikation vi havde, en brochure med titlen Helvede. Nogle af de spørgsmål den besvarede, var: „Hvad er det? Hvem er der? Kan de slippe ud?“ I den ene landsby  efter den anden fik vi prygl. I marts 1928 slæbte en præst mig for retten sammen med en søster fra De Forenede Stater — skønt det var ham der havde slået os. Under retsmødet spurgte dommeren præsten: ’Havde I ikke [et træ] i byen hvor I kunne hænge ham?’ Jeg blev idømt to måneders fængsel. Det år holdt jeg mindehøjtiden helt alene.“

Jehova har velsignet brødrenes slid og udholdenhed. Der er nu tre stærke menigheder på Samos.

Små begyndelser på Korfu

I 1923 var der fire brødre på den smukke ø Korfu, der ligger ved Grækenlands vestkyst, over for det italienske fastland. Georgios Douras og Christos Papakos husker hvordan arbejdet foregik i disse år: „Vi bestemte os for at holde et offentligt foredrag i et teater i hovedstaden. Klokken 10 var alle siddepladser besat, der var omkring tusind til stede. Forrest sad nogle medlemmer af advokatstanden. Imidlertid kom politimesteren og oplyste at foredraget ikke kunne holdes. En advokat i forsamlingen blev vred og udbad sig en forklaring. Efter at have fået at vide at ærkebiskoppen stod bag, råbte han: ’Mine herrer, jeg er fransk konsul. Det er forbudt at høre foredraget i dette teater. Kom med mig til det franske konsulat. Dér er det tilladt.’ Foredragsholderen, broder Douras, fulgte som den første konsulen; derefter kom resten af publikum. Forestil jer hvilket optrin det var da folkemængden banede sig vej gennem Korfus gader til det franske konsulat for at høre foredraget!“

En kolportør (heltidsforkynder) ved navn Charalampos Beratis løb også ind i modstand på Korfu i 1923. Han fortæller: „I landsbyen Pagi samlede alle indbyggerne sig på torvet. Jeg viste dem Selskabets publikationer, og mange tog imod bøgerne. Men så dukkede landsbypræsten op. Han hev i min frakke og proklamerede: ’I lovens og kongens navn: Jeg arresterer Dem!’ Han forsøgte at tilkalde politiet  pr. telefon, men den virkede ikke. Jeg bad inden i mig selv til Jehova om at han ville lede mig. Til sidst tog jeg min bogtaske og råbte: ’I Jehovas navn: Jeg tager min bogtaske og går!’ Der var åndeløs stilhed; ingen mælede et ord. Jeg gik blot min vej og fortsatte i forkyndelsen!“

Der er nu 47 menigheder med 2500 forkyndere på de spredte øer omkring Grækenland.

Pionergerningen

Selv i disse vanskelige år var der nogle nidkære grækere som ønskede at gøre tjenesten til deres livsgerning. Michalis Kaminaris, en af de første pionerer, vendte i 1934 hjem til Grækenland, med et brændende ønske om at forkynde den gode nyhed på heltidsbasis. Inden længe fik han følgeskab af Michalis Triantafilopoulos. Disse to gennemgik mange distrikter i Grækenland. Broder Kaminaris fortæller: „Efterhånden som arbejdet havde fremgang intensiveredes modstanden. I byen Magouliana mødte vi en pøbelskare, og i landsbyen Prasino anførte den lokale præst et angreb på os. I Messenia-præfekturet og Aetolia og Akarnia-præfekturet førtes der mange retssager angående spørgsmålet om proselythvervning.

For at begrænse antallet af arrestationer anbefalede Selskabet os at arbejde hver for sig. Det var hårdt at arbejde helt alene uden nogen at tale med, men jeg tog fat uden at dvæle ved farerne og ensomheden, idet jeg havde fuld tillid til Jehova. Tit og ofte sagde folk: ’Vi kan forestille os at du får mange penge for at komme helt ud og besøge os.’ De anede ikke at jeg ofte var sulten og ikke vidste hvor jeg skulle sove. Når jeg nogle gange befandt mig i et fjendtligt område kunne det sikreste være at sove på kirkegården.“ Broder Kaminaris har været medlem af betelfamilien siden 1945. Antallet af almindelige pionerer er steget fra 8 i 1938 til mere end 1800 i 1993.

 Forsøg på at standse forkyndelsen

For at støtte det frugtbærende forkyndelsesarbejde installerede Selskabet den 19. februar 1936 sit første trykkeri i Grækenland. Det var i kælderen i Lombardou-gaden 51 i Athen. Maskineriet var en brugt Offenbach-fladtrykpresse. I maj samme år begyndte denne trykkemaskine at trykke Den gyldne Tidsalder (nu Vågn op!). Vagttårnet blev stadig trykt i De Forenede Stater.

Præsteskabet ønskede imidlertid ikke at dette nye blad skulle udbredes. I udgaven for august 1936 blev det derfor meddelt at viceministeren for kommunikation og postvæsen under gejstlig indflydelse havde forbudt postomdeling af bladet. Abonnenterne blev imidlertid forsikret om at de fortsat ville modtage bladet regelmæssigt. Men det værste ventede endnu.

Den 4. august 1936 skete der et regeringsskifte. Ioannis Metaxas blev landets nye præsident, med uindskrænket magt. I 1938, da forkyndertallet var nået op på 212, blev der vedtaget en lov som forbød hvervning af proselytter. Denne lov har lige siden været en af de største hindringer for forkyndelsesarbejdet i Grækenland. Under et møde i Athen i oktober 1939 blev 85 brødre og søstre arresteret. Sikkerhedspolitiet anbragte 35 søstre i ét rum mens de satte brødrene i varetægtsfængsel på forskellige politistationer.

Næste dag blev broder Karanassios, landstjeneren, arresteret på Selskabets kontor. Trykkeriet blev lukket, og Selskabets ejendom konfiskeret. På præsternes foranledning blev alle brødrene udsat for pres til at skrive under på en erklæring om at de ville vende tilbage til den græsk-ortodokse kirke. De blev truet med forvisning til fjerntliggende øer i Ægæerhavet.

En af de 85, Kostas Christou, husker en underfundig afpresningstaktik de brugte. De sagde: „Hr. Christou, deres  hustru har allerede underskrevet en erklæring. Hun vil blive sat fri. Det ville være synd for hende hvis hun skulle være alene mens De er forvist til øen Serifos!“ Broder Christou svarede imidlertid: „Min kone er afhængig af Jehova, ikke af mig. Hun er fri til at træffe sit eget valg. Men jeg er overbevist om at min kone ikke har skrevet under. Og hvad skulle hun desuden skrive under på? At det er forkert at tilbede Skaberen?“

En mand som stod på god fod med præsidenten kendte også Jehovas vidner. Han syntes at beslutningen om forvisning var helt hen i vejret. Derfor sagde han til præsidenten: „Disse mennesker er ikke vore politiske modstandere. Hvad har de gjort? De venter på Guds rige. Det vil være godt når det kommer. Vi venter det også.“ Diktatoren var overbevist og gav befaling om at afgørelsen straks skulle annulleres. Brødrene var glade. Kun 6 ud af de 85 arresterede havde givet efter for presset. Efter et retsmøde blev afdelingskontorets ejendom og penge givet tilbage. Afdelingskontoret og trykkeriet begyndte igen frit at fungere. Men ikke længe!

Krigsårene

Den 28. oktober 1940 erklærede Italien Grækenland krig, hvorved landet blev kastet ud i den anden verdenskrig. Tyske og bulgarske hære invaderede Grækenland og slog mange ihjel. Nitten brødre mistede livet. Der blev indført undtagelsestilstand. Mange brødre blandt de 225 forkyndere risikerede at blive stillet for en krigsret på grund af deres neutrale standpunkt. Nogle blev idømt mellem 7 og 20 års fængsel, andre fik livstidsdomme. I nogle tilfælde blev de, ligesom Emmanuel Paterakis fra Kreta, dømt til døden. Under den tyske besættelse blev der dog ikke henrettet nogen i Grækenland.

Under besættelsen blev Selskabets bøger forbudt, men nogle af dem nåede dog frem til brødrene. Efter april 1941  kom den åndelige føde frem ad underjordiske kanaler. Al kommunikation med brødrene på hovedkontoret ophørte. Artikler fra ældre numre af Vagttårnet blev kopieret på en duplikator, og det samme gjaldt bøgerne Religion og Frelse og brochuren Flygtninge. Brødrene fortsatte med at forkynde, men uformelt. De udlånte brochurer til interesserede og indbød dem der viste yderligere interesse, til at mødes i små grupper. Mange lærte sandheden at kende på denne måde.

Reddet med nød og næppe

For at bekæmpe de tyske besættelsestropper dannede grækerne guerillagrupper. Den 18. oktober 1943 invaderede den tyske hær Kalamaki i Thessalien, hvor der længe havde været en aktiv menighed. De venstreorienterede guerillaer, som havde en base her, opfordrede landsbyboerne til at søge i sikkerhed i bjergene. Efter en bøn besluttede brødrene at blive. Da tyskerne kom, plyndrede de husene og satte ild til de tomme huse. To tredjedele af husene brændte, men ikke Jehovas vidners. Ud af de færre end 80 familier i Kalamaki blev 65 mennesker dræbt, men ikke et eneste Jehovas vidne.

Den 24. august 1944 blev fire af vore brødre anklaget for forræderi og dømt til døden af guerillaerne i Tourkolekas, en landsby nær byen Megalópolis. Da de blev ført til henrettelsespladsen indledte det tyske artilleri et overraskelsesangreb, og guerillasoldaterne blev spredt. Brødrene slap fri!

Til tider omringede tyske soldater et område og slog alle mænd ihjel som hævn for en sabotagehandling. I Kallithéa, en forstad til Athen, samlede tyske soldater alle byens mænd for at henrette dem. De gennemsøgte Thanasis Paleologos’ hjem og skulle til at arrestere ham da en officer pludselig genkendte nogle bøger og blade på bordet som de forbudte publikationer fra Jehovas Vidner. Han spurgte: „Er  du bibelstudent?“ Broder Paleologos svarede: „Ja!“ Officeren betroede ham: „Min mor hjemme i Tyskland er bibelstudent,“ hvorefter han gik og tog soldaterne med sig!

Forfølgelse under krigen

I Eleftherohori blev en anden velfungerende menighed udsat for lidt af hvert i krigsårene. Elias Panteras beretter: „Årtiet 1940-50 var en tid med ildprøver. Når brødrene gik fra hus til hus, ringede kirkeklokkerne, og byens overhoved dukkede op sammen med præsterne og politiet for at arrestere brødrene og stille dem for retten. Ved to lejligheder ransagede nationalistiske grupper anført af en politibetjent brødrenes hjem og førte dem til den ortodokse kirke. De forsøgte at tvinge dem til at gøre korsets tegn og kysse ikonerne. Da brødrene nægtede, blev de slået uden skånsel.“

Kommunistiske grupper og lokale ledere arresterede engang brødrene og befalede dem at stå vagt. Da de nægtede, blev de ført til en nærliggende landsby og overgivet til myndighederne, som besluttede at Nicos Papageorgiou, Costas Christanas og Costas Papageorgiou skulle henrettes. Kun én af de syv dommere gik ikke ind for henrettelse. Brødrene blev ført til en bjergby. Dødsstraffen blev læst op for dem, og de blev bundet og pryglet. Under pryglingen rullede Nicos Papageorgiou, bundet på hænder og fødder, ned ad en bjergside, og blev først stoppet af et fremspring umiddelbart inden floden. Brødrene blev pryglet igen og igen i de næste otte dage og blev derefter løsladt.

Nicos Papageorgiou fortæller: „Delingsføreren fra Den Nationale Befrielsesfront tog mig med til sit kontor og fortalte mig at han var ked af at skulle sige at han havde fået befaling til at henrette mig. Han sagde at han ville forsøge at hjælpe mig men at jeg også måtte hjælpe ham. Jeg tog hans højre hånd og sagde: ’Hvis du holder af mig, så henret mig med det samme. Først hvis jeg fornægter min tro,  har du grund til at græde på mine vegne.’“ Delingsføreren var tydeligt bevæget og satte broder Papageorgiou på fri fod. Det er værd at bemærke at alle der havde været med til at give ordre til henrettelse, kort efter omkom under krigshandlingerne.

Broder Papageorgiou, som nu er 90 år gammel, er stadig aktiv i Jehovas tjeneste. I dag er der to blomstrende menigheder i Eleftherohori. Det er tydeligt at Jehova velsignede den ene trofaste broder — Ioannis Kostarellos fra Exalofos — sådan at han blev til hundreder. — Jævnfør Esajas 60:22.

En fremtrædende teolog lærer sandheden at kende

Trods den præsteinspirerede forfølgelse under krigen lærte Helen Kouzioni sandheden at kende gennem en præst! Hun fortæller: „Jeg arbejdede som lærer på et pigegymnasium i Athen. I 1941 blev Polikarpos Kinigopoulos, som var en bekendt af mig, tilknyttet min skole — han var arkimandrit [en højtstående gejstlig der rangerer lige under en biskop] og underviste i teologi. Det traf sig sådan at en skopudser der var et af Jehovas vidner, forkyndte for hr. Kinigopoulos mens han pudsede hans sko. Han blev interesseret og fortalte mig om samtalen, hvorefter vi sammen gik til Georgios Douras’ hjem. Det var første gang jeg hørte at Gud har til hensigt at omskabe jorden til et paradis. Da vi tog af sted sagde jeg til teologen: ’Det her er sandheden. Jeg sætter ikke mine ben i kirken mere.’ ’Forhast dig nu ikke,’ advarede han, ’vi må først undersøge det nøjere.’ ’Ja, naturligvis må vi undersøge det,’ sagde jeg, ’men jeg bliver her. De kan gå hvis De vil.’ I mellemtiden besøgte han alle de biskopper han kendte i Athen-området, men ingen ville lytte.

En lokal præst begyndte derefter at samle vidner for at kunne rejse tiltale imod hr. Kinigopoulos. Jeg advarede min  ven, og han barberede straks sit skæg af, klippede sit hår, tog et brunt jakkesæt på, og kom til at ligne en helt anden mand. Han forberedte et skriftligt forsvar, oplyste grundene til at han var blevet et af Jehovas vidner, og overrakte det personligt til kirkemyndighederne.“ I slutningen af 1943 blev han og hans kødelige søster Sophia Iasonidou samt Helen Kouzioni, døbt. Nu var han ikke længere „Fader Polikarpos“ men broder Kinigopoulos.

Vækst i Filippi-området

Nær den gamle makedoniske by Filippi, hvor apostelen Paulus og hans rejsefælle Silas blev pryglet og fængslet omkring år 50, ligger landsbyen Kyria. I nyere tid, da Yiannakos Zachariadis, som lærte sandheden at kende i 1926, gennemgik dette distrikt, tog en familie i landsbyen Rodholívos imod bogen Regering. Flere år senere, i 1940, besøgte den 19-årige Timoleon Vasiliou familien og fandt en stak bøger på loftet — deriblandt Regering. Han fortæller: „Jeg tilbragte mange timer på loftet med at læse bogen. Jeg havde fundet sandheden!“

Denne unge mand begyndte at forkynde på gaden, og derved mødte han et andet Jehovas vidne, en tidligere politibetjent ved navn Christos Triantafillou. Han modtog flere bøger af Christos, og snart blev der dannet en menighed på otte unge mennesker i Rodholívos. Fire af dem, Timoleon Vasiliou, Thanasis Kallos, og Panagiotis og Nikos Zinzopoulos, blev den 3. oktober 1945 arresteret, udelukkende fordi de var Jehovas vidner. De blev bragt til en politistation, hvor de blev slået uafbrudt i 24 timer — især under fodsålerne. De unge mænd kunne ikke gå i en hel måned.

I 1940 lejede præsteskabet en mand til at dræbe broder Zachariadis, der dengang tjente som rejsende tilsynsmand. De lovede lejemorderen at han ikke ville blive straffet. Under et møde i broder Zachariadis’ hjem bankede det uventet  på døren. Det var en fremmed. Han bad om at måtte tale med broder Zachariadis, som netop holdt et foredrag. Brødrene bad manden tage plads. Broder Zachariadis bemærkede den fremmede og tilpassede sit foredrag efter ham. Bagefter hilste vennerne på manden, og broder Zachariadis talte med ham. Den fremmede bad broder Zachariadis komme alene med ham ind i et tilstødende værelse. Han tog sin revolver op af lommen, samt de penge han havde fået, og sagde: „Bispedømmet pålagde mig at finde dig og slå dig ihjel. Her er revolveren og de penge jeg fik for at begå forbrydelsen. Men Gud forhindrede mig i at udgyde uskyldigt blod. Han hjalp mig til at indse at du er en Guds mand, i modsætning til hvad de har fortalt mig.“

På grund af disse brødres trofaste bestræbelser blev der oprettet menigheder i Rodholívos, Dhravískos, Palaeokomi og Mavrolofos. Arbejdet har haft fremgang lige siden i disse nordlige egne af Grækenland.

Igen kontakt med Brooklyn

Kontakten med organisationen uden for Grækenland blev først genoprettet i 1945, da der blev sendt publikationer fra brødrene i Alexandria i Egypten. Da det græske afdelingskontor endelig kom i kontakt med Brooklyn, rapporterede de: „Sandheden kan ikke bindes. Jehovas ånd har ledet hans tjenere under indsamlingen af hans får.“ Mellem 1940 og 1945 blev forkyndertallet næsten tidoblet, fra 178 til 1770.

Eftersom det græske afdelingskontor også førte tilsyn med Albanien, blev der indimellem aflagt besøg dér. I ’Årbogen’ for 1938 kunne man læse følgende om arbejdet i dette land: „Også dér har Satan gennem det romersk-katolske hierarki modsat sig udbredelsen af budskabet om Riget. Bøger er blevet beslaglagt, og, trods henvendelser til den albanske regering, er de endnu ikke blevet givet tilbage.“  I 1939 var der 23 forkyndere. Da en broder i 1948 besøgte Albanien var forkyndertallet på 35. Derefter blev det vanskeligt at opretholde forbindelsen med brødrene i dette land på grund af den politiske situation. Men det var en god nyhed da arbejdet, efter årtiers forbud, i maj 1992 blev juridisk anerkendt. På det tidspunkt var der 50 forkyndere!

Gileadmissionærerne ankommer

Året 1946 var en milepæl. Det år blev der sendt to gileadmissionærer til Grækenland, Anthony Sideris og James Turpin. Athanassios Karanassios, der havde tjent trofast som landstjener i mange år men var blevet syg, blev afløst af broder Sideris. Både forkyndelsesarbejdet og oversættelsesarbejdet blev reorganiseret.

I juni 1946 kom der 152 kartoner litteratur med skib fra Brooklyn. Så snart præsteskabet fik nys om forsendelsen, begyndte modstanden. Der blev sendt en skrivelse til toldmyndighederne der lød: ’Importen af disse bøger bør for alt i verden forhindres.’ Skrivelsen kom imidlertid for sent, brødrene havde allerede afhentet bøgerne. De delte dem straks ud blandt forkynderne. Da kirkens folk kom til afdelingskontoret for at beslaglægge forsendelsen, var bøgerne spredt for alle vinde!

I 1947 gik præsterne uforfærdet over til nye strategier. Undervisnings- og religionsministeriet udsendte et cirkulære til de statslige myndigheder om at alle Jehovas Vidners publikationer skulle bære påskriften „Jehovas Vidners kætteri“. Som følge heraf nægtede post- og toldkontorer at lade os modtage publikationer fra De Forenede Stater eller at sende noget inden for landets grænser uden denne påskrift. Et højdepunkt det år var et besøg af broder N. H. Knorr, Selskabets tredje præsident, og broder M. G. Henschel, som senere blev den femte præsident. Man købte lokaler til et nyt afdelingskontor i Tenedou-gaden nummer 16 i Athen.  I november samme år blev de to gileadmissionærer desværre tvunget til at forlade Grækenland. Plato Idreos blev udnævnt til afdelingskontorets leder.

Rapport til regeringen angående forfølgelsen

Efter at regeringstalsmænd havde erklæret at der ikke fandt religiøs forfølgelse sted i Grækenland, blev der i august 1946 sendt en rapport til regeringen som dokumenterede at Jehovas vidner blev dårligt behandlet. Faktisk nåede forfølgelsen nye højder. I 1946 blev 442 brødre i løbet af blot fem måneder stillet for domstolene. Nogle blev endda henrettet.

I marts 1946 blev ti Jehovas vidner i Fiki i Thessalien som nægtede at overtræde de kristne principper, slået med køller og geværer, kastet til jorden og nedtrampet så brutalt at de blev vansirede. De blev derefter smidt i et kalkbrud og rullet i kalk. Landsbyens beboere stod og så på. Da en trosfælle om aftenen tog ud for at se til dem fik han samme omgang.

Tilskyndet af biskoppen af Trikkala brød en lignende voldsbølge næste dag løs i nabobyen Eleftherohori. En broder forsøgte gennem pressen at protestere imod mishandlingen af Jehovas vidner. Han blev ført til et underjordisk rum på politistationen og slået bevidstløs. Derefter smed betjentene ham blødende ud på en smal gade bag stationen. Forbipasserende tog ham med til et apotek så han kunne blive behandlet. I 15 dage var han bevidstløs, og der gik en måned før han var i stand til at fortælle hvad der var sket.

Grigoris Karagiorgos, en familiefader og forkynder fra Paleokastro, Karditsa, nægtede også at gå på kompromis med sine religiøse principper. Den 15. august 1946 faldt han i hænderne på en gruppe selvbestaltede håndhævere af loven som underkastede ham en inkvisition af middelalderligt tilsnit, hvilket til sidst førte til hans død.

 Lignende ugerninger fandt sted den 26. juni 1947 nær Sparta. I landsbyen Vrondamás pågreb bevæbnet politi Panagiotis Tsembelis mens han studerede Bibelen med en nyinteresseret kvinde. Begge blev slået. Politiet ønskede at hænge kvinden, men nogle fra landsbyen greb ind. Efter at have torteret broderen og knust hans kæbe, bandt de ham og slæbte ham halvanden kilometer uden for byen. Han blev dræbt ved skydning af bevæbnet politi.

I samme landsby fik en søster brækket sin arm fordi hun ikke ville gøre korsets tegn. I nabobyen Goritsá troppede bevæbnet politi op i en søsters hjem; hun blev klædt af og hængt op med hovedet nedad og torteret. Georgios Constantakis, der var pioner, blev ført ud i en nærliggende skov og henrettet.

Disse grusomheder kunne naturligvis ikke stoppe forkyndelsesarbejdet. I tjenesteåret 1949 blev der nået et nyt højdepunkt på 2808 forkyndere, selv om mere end 700 brødre og søstre var blevet ført for retten.

Forvisning!

Mange familieoverhoveder blev forvist til isolerede øer, for eksempel øerne Yíaros og Makrónisos. Den sidstnævnte var vandfattig og affolket og berygtet på grund af den hårde behandling som de internerede fanger dér fik. Theodoros Neros husker: „Vi blev i februar 1952 ført til Makrónisos i båd. Sammen med mig var Michalis Garas og Georgios Panagiotoulis, som allerede havde siddet fem år i fængsel. De var blevet løsladt, og nu blev de igen straffet for deres kristne neutralitet. Begge blev slået brutalt da vi ankom.

Efter mange dages tvangsarbejde kom der en nat nogle soldater ind i vores celle og vækkede mig med ordene: ’Stå op! Vi er kommet for at henrette dig!’ ’Okay,’ sagde jeg og begyndte at tage tøj på. ’Nej!’ sagde de. ’Rør dig ikke.’ Efter et stykke tid sagde de til mig: ’Hvorfor siger du ikke noget?’  ’Hvad skal jeg sige?’ svarede jeg. ’Vi skal til at henrette dig, og så siger du ikke noget?’ ’Der er ikke noget at sige.’ ’Men skal du ikke skrive til din familie?’ ’Nej!’ svarede jeg. ’De ved i forvejen at jeg kan risikere at dø.’ ’Lad os gå,’ sagde de. Udenfor råbte en officer: ’Stil ham op ad muren! Vend ham rundt!’ Men så sagde en soldat til mig: ’Ved du ikke at vi ikke kan henrette dig før du er blevet stillet for en krigsret?’ Det hele var en skinmanøvre for at få mig til at opgive min uangribelighed!“

Broder Neros fortæller også hvordan Jehova sørgede for åndelig føde til de forviste brødre. „En dag fik jeg tilsendt en pakke loukoumia [græsk slik]. Alle pakker blev naturligvis undersøgt. De der gjorde det var så forhippede på at tiltuske sig slikket at de overså pakken i bunden. Det viste sig at være et helt nummer af Vagttårnet. Brødrene sagde: ’Soldaterne spiste loukoumia, men vi spiste Vagttårnet!’ Noget godt kom der ud af al denne lidelse. En fangevogter som havde fået til opgave at holde øje med Jehovas vidner mens de studerede med andre internerede, blev selv et Jehovas vidne 25 år senere — og det samme blev mange i hans familie. Når vi mødes, mindes vi oplevelserne fra disse forgangne år.“

Henrettelser af trofaste vidner

Vaagn op! for juli og august 1948 berettede om forfølgelsen af Jehovas vidner i Grækenland. Der blev sendt et særligt brev til den græske minister for offentlig orden som protest mod at guerillastyrker den 5. marts 1948 havde henrettet den 37-årige Christos Moulotas, der var fader til fire børn, for at have nægtet at yde dem visse tjenester. Brevet fastslog også at myndighederne den 9. februar 1949 havde henrettet Ioannis Tsoukaris fra Karytsa i Larisa.

Brødrene i Larisa-menigheden havde forgæves forsøgt at få ham frigivet. I dagene inden hans død lykkedes det dem  at få breve igennem til ham. I sit sidste brev, dateret den 7. februar 1949, skrev broder Tsoukaris:

„Kære broder, min situation er i hærstyrkers Jehovas hånd. Her til morgen . . . førte de mig til Mizourlo [henrettelsespladsen], men de henrettede mig ikke, for de sagde at det var blevet for sent på dagen. De så imidlertid mit mod, og det gjorde indtryk på dem. Jeg ved ikke om jeg bliver henrettet i morgen tidlig, men lad os altid bevare tilliden, og lad os bønfalde Ham. Lad os ikke frygte for mennesker, for Bibelen siger: ’At skælve for mennesker leder i snare, men den der stoler på Jehova beskyttes.’ Lad os have tro ligesom Sjadrak, Mesjak og Abednego, der klart sagde: ’Hvis det sker, kan vor Gud som vi tjener, redde os. Han vil redde os ud af den brændende ildovn og af din hånd, o konge. Og hvis ikke, så skal du vide, o konge, at dine guder tjener vi ikke, og guldbilledstøtten som du har opstillet, tilbeder vi ikke.’“

Den 9. februar blev han ført til Mizourlo og henrettet. Vågn op!-læsere sendte tusinder af breve til regeringens ministre, ambassader og konsulater for at protestere imod disse henrettelser. En græsk-ortodoks teolog og professor ved Athens universitet støttede imidlertid henrettelsen af broder Tsoukaris. Han udtalte: „At nægte at bære våben af samvittighedsgrunde er noget helt ukendt og utænkeligt for os.“ Ja, desværre talte han sandt!

Undtagelsestilstanden ophæves

Da den militære undtagelsestilstand endelig blev ophævet, fik brødrene og søstrene større frihed til at forkynde den gode nyhed. For første gang i mange år kunne de tilbyde en indbunden bog til offentligheden — „Gud Maa Være Sanddru“. I årene 1950-51 voksede forkyndertallet med 26 procent, antallet af pionerer steg med 28 procent og antallet af bibelstudier med 37 procent.

 Men naturligvis standsede forfølgelsen ikke. I 1950 tyede den græsk-ortodokse kirke til en anden taktik. Præsterne forsøgte at tvangsdøbe børn af Jehovas vidner. Timoteus på 17 år, hvis forældre havde opdraget ham i sandheden fra han var lille, blev tvangsdøbt og fik navnet „Demetrius“!

I december 1951 besøgte broder Knorr og broder Henschel for anden gang Grækenland. Da politiet nægtede at give tilladelse til afholdelse af et stævne, talte disse brødre til 905 brødre og søstre i forskellige huse.

Med den øgede teokratiske aktivitet blev det nødvendigt at bygge et nyt afdelingskontor. Stedet som blev valgt lå i centrum af Athen, på Kartali-gaden. Byggeriet begyndte i 1953. I oktober 1954 stod en treetages bygning parat til at huse betelfamilien, fabrikken og kontorerne. Det år blev der nået et nyt højdepunkt på 4931 forkyndere.

Velsignelser trods angreb

Da Selskabets film Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed i 1955 blev vist i Athen, blev 80 brødre og søstre arresteret. Film og fremviser blev konfiskeret. Ni brødre blev anklaget for at hverve proselytter. For at se hvilken slags film der var tale om, viste myndighederne den for 200 gæster, deriblandt præster, professorer og politifolk. Filmen gjorde et stort indtryk, og en række aviser kommenterede sagen. Film og udstyr blev leveret tilbage til brødrene efter en dom i deres favør.

Den græsk-ortodokse kirke erklærede 1959 for et „antikættersk“ år. Målet var, ifølge en athensk avis, at „udrydde Jehovas vidner“. Guds folk blev ikke udryddet, men tværtimod rigt velsignet det år.

I maj kom broder Knorr på besøg og talte til 1915 i et teater og på betelhjemmet i Athen. En uge senere besøgte broder Henschel Thessaloniki og talte til 1250 i Olympion,  byens største biograf. Rundt om i landet blev der holdt mindre stævner. I Makedonien, i nærheden af oldtidens Filippi, blev 27 brødre og søstre døbt i den flod på hvis bred Paulus engang forkyndte for nogle som var kommet for at bede. — Apostelgerninger 16:12-15.

Til et éndagsstævne den 30. juli 1963 lejede Selskabet „Panathinaikos“-stadionet i Athen. Politiet havde givet tilladelse, tusinder af gæster fra fremmede lande var blevet inviteret og der var blevet reserveret hotelværelser. Men pludselig faldt regeringen! Under pres fra den ortodokse kirke aflyste den nye regering stævnet.

Det var imidlertid et plaster på såret at Selskabet i 1965 bekendtgjorde at der ville blive holdt et femdages stævne på græsk i Wien i Østrig. Glæden blandt de 1250 brødre og søstre som foretog rejsen kendte ingen grænser. Der blev til rejsen chartret et tog med tolv passagervogne, som blev forvandlet til en „rullende rigssal“.

I midten af 1966 blev en ung forkynder ved navn Christos Kazanis dømt til døden på grund af sin kristne neutralitet. Sagen fik stor presseomtale og der blev aflagt et vældigt vidnesbyrd i og uden for Grækenland. De større athenske aviser kommenterede hver dag indgående dommen og Jehovas Vidners troslære. Til sidst blev dommen nedsat til fire og et halvt års fængsel. Ærkebiskop Chrisostomos blev udsat for skarp kritik i sagen eftersom han gav det indtryk at han billigede at man henrettede en ung mand som nægtede at bære skydevåben.

Politisk systemskifte

Natten til den 21. april 1967 tog militæret pludselig magten i Grækenland. De artikler i forfatningen som beskyttede forsamlingsfriheden og ytringsfriheden blev sat ud af kraft. Man måtte holde op med at trykke Vagttårnet. Det blev ved lov forbudt at forsamles i grupper på mere end fem  personer. Forkyndelsesarbejdet måtte udføres med forsigtighed. Som sædvanlig udnyttede det ortodokse præsteskab den forhåndenværende situation til at skabe vanskeligheder for brødrene.

Arbejdet fortsatte under jorden. Brødrene måtte mødes øde steder i skovene. Da F. W. Franz, som senere blev Selskabets fjerde præsident, i 1969 besøgte Grækenland, talte han til mere end et tusind brødre i en skov nær Thessaloniki.

Hadet til Jehovas vidner brød især ud i lys lue under en retssag i 1974. Et ægtepar ved navn Polykandritis, hvis barn døde kort efter fødselen, blev nægtet tilladelse til at begrave barnet. Hvorfor? Ifølge aviserne var forældrene Jehovas vidner, og var blevet gift som sådanne i 1954. Men under den foregående regering udstedte indenrigsministeriet et dekret der ugyldiggjorde alle vielser foretaget af Jehovas Vidner, og dette havde den græsk-ortodokse kirkes støtte. De lokale myndigheder insisterede på at forældrene skulle lade deres barn registrere som født „uden for ægteskab“ før det kunne blive begravet. Det nægtede faderen. Han ønskede ikke at lyve, at kaste skam over familiens navn eller gå imod sin samvittighed. Debatten fortsatte, og barnets lig lå nedkølet i fire dage. Den græske offentlighed fordømte denne hykleriske forfølgelse. To Vima, en athensk avis, betegnede situationen som „middelalderen i hele dens gru“.

Trods det hårde militærregime var der fortsat fremgang i forkyndelsen. Antallet af forkyndere voksede fra 10.940 i 1967 til 17.073 i 1974. Bibelstudietallet og mødedeltagelsen steg også i denne vanskelige tid.

Byggeprojekter til en organisation i vækst

Jehovas Vidner har mange mødesale i Grækenland, men de har indtil for nylig ikke haft lov til at kalde dem for rigssale.  Mange blev derfor blot kaldt „forelæsningssale“. Til dato er der kun 25 mødesale i Grækenland som bærer navnet „Jehovas Vidners rigssal“. Alene i Athen findes der imidlertid 117 menigheder med omkring 9500 forkyndere!

Jehovas folk har ikke desto mindre været i stand til at bygge i Grækenland. I 1977 købte brødrene cirka 5 hektarer skov 35 kilometer nord for Athen. I dette smukke område med bjerge og fyrretræer blev Malakasa-stævnehallen, med siddepladser til 1800, opført. Den er bygget på en speciel måde. Nogle skydevægge kan fjernes så der bliver plads til 3500 personer. På den tilstødende jord er der plads nok til at man kan holde områdestævner. Hele 20.000 har overværet særlige møder her. Og på stævnehalsområdet i Thessaloniki kan tusinder overvære kredsstævner og områdestævner.

På Kreta købte brødrene for nogle år siden et stykke jord på en bakkeskråning midt mellem bjerge, dale og vingårde. De opførte et amfiteater og to rigssale dér. I dag er dette stævneområde en seværdighed. Bakkeskråningens mange terrasser, med en variation af blomster og buske, falder smukt ind i landskabet. Den rolige atmosfære er ideel. Når Guds ord fremholdes fra podiet siger brødrene ofte: „Dette minder om paradis.“

I 25 år havde afdelingskontoret ligget i Kartali-gaden i Athen. I den tid var antallet af forkyndere steget fra under 5000 til mere end 18.000. Der var tydeligvis behov for mere plads. I 1962 havde man købt et grundstykke på en hektar i Marousi, en forstad til Athen. Det var et ideelt sted at bygge et nyt betelkompleks, med 27 værelser, en fabrik, kontorer og andre faciliteter. Indvielsen fandt sted den 16. juli 1979, og Lyman Swingle repræsenterede Det Styrende Råd ved den lejlighed.

 På det nye afdelingskontor satte yderligere teknologiske fremskridt brødrene i stand til at fremstille blade og bøger af fineste kvalitet. I juli 1986 begyndte den græske udgave af Vagttårnet og Vågn op! at udkomme samtidig med de engelske udgaver.

En periode med tilpasning

I 1980’erne meldte behovet sig for tilpasninger i organisationen. Fra 1977 til 1981 var der tilbagegang. Antallet af forkyndere holdt sig nær de 18.500, selv om der blev døbt 2134 i denne periode. Hvad var problemet? Urenhed havde bredt sig i menighederne. Og det lod til at nogle få brødre betragtede ordene „ældste“ og „menighedstjener“ som titler snarere end som et ansvar for at drage omsorg for Jehovas får. Frafaldet viste sit hæslige ansigt i disse år, og menighederne måtte renses for denne indflydelse. Men da man først havde taget disse skridt, førte det igen til stadig fremgang.

Plato Idreos, der havde tjent som Selskabets repræsentant i mere end 30 år, var nu kommet op i årene og blev efterfulgt af flere forskellige koordinatorer i de følgende år. Det var en vanskelig tid for betelfamilien i Athen. Personlighedskonflikter og stolthed stillede sig til tider hindrende i vejen for arbejdet. Men med stadig hjælp fra Det Styrende Råd og andre trofaste brødre blev organisationen styrket.

Gadearbejde

I 1983 fik præsteskabet i den græsk-ortodokse kirke et chok. For første gang organiserede brødrene gadearbejde i forbindelse med et områdestævne.

Reaktionen var voldsom. Hundreder af forkyndere blev arresteret og bragt til lokale politistationer. Resultatet blev 38 retssager, hvoraf brødrene vandt de 35 uden problemer, mens 3 gik videre til appeldomstolen. Præsteskabet blev tvunget til at indse at slaget var tabt. Ophidset foranstaltede de protestdemonstrationer imod Jehovas vidner. De lejede  i snesevis af busser til at transportere demonstranterne, men det viste sig at der ikke engang mødte så mange op at de kunne fylde bare én bus! Guds folk har lige siden fortsat med at forkynde i gaderne, og med stor succes.

Særligt stævne i 1985

I 1985 valgte Selskabet Grækenland som værtsland for et af de særlige stævner det år. Tre stævnepladser blev udvalgt: Apollo Stadion i Athen, stævnehallen og det omgivende område i Malakasa nord for Athen, og stævnehalsområdet nær Thessaloniki.

I hundredvis af delegerede kom fra 17 forskellige lande. Der var to medlemmer af Det Styrende Råd, broder Gangas og broder Barry, til stede. Til gavn for gæsterne blev foredragene tolket til adskillige europæiske sprog samt til japansk. George Gangas, der selv er græker, talte til stævnedeltagerne på græsk, til tilhørernes store begejstring. Det samlede antal tilstedeværende ved de tre stævner var 37.367, og 368 blev døbt.

Kærligheden mellem brødrene fra de mange forskellige dele af verden kom især til udtryk i middagspauserne. Mens man sad under de skyggefulde fyrretræer på stævneområdet kunne man høre mange stemmer synge Rigets sange.

Stævner under angreb

Den følgende sommer, i juni 1986, meddelte avisen I Larisa at en skare anført af præster havde samlet sig foran Galaxias-biografen, hvor 700 Jehovas vidner var samlet til et kredsstævne. Skaren var besluttet på at afbryde stævnet, men politiet kom for at sprede den. Avisen I Alithia, der udkommer i Larisa, sammenlignede stemningen blandt folkeskaren med den stemning der havde hersket da man krævede død over Jesus: „Deres ’leder’ var beklageligvis en rablende . . . præst! Han truede, bandede og prædikede demonstrativt, og på et tidspunkt . . . gav [han] alle i  biografen fem minutter til at komme ud . . . idet de ’ellers ville trænge ind og smadre deres hoveder’.“

På grund af disse angreb valgte Det Styrende Råd at udgive to artikler om emnet. Vågn op! for 22. oktober 1986 indeholdt således en artikel der hed „Religionsforfølgelse i Grækenland — hvorfor?“ Og Vagttårnet for 1. december 1986 bragte artiklen „Religionsfriheden under angreb i Grækenland.“ Med hvilket resultat? Medlemmerne af den græske regering var ved at drukne i breve! Avisen Eleftherotipia skrev: „Jehovas vidner sendte 200.000 breve fra 208 lande.“ Avisen Avgi nævnte at justitsministeriet havde oprettet en specialtjeneste til at tage sig af de tusinder af protestbreve man hver dag modtog.

Til områdestævnet i 1988 lejede brødrene det moderne ’Stadion for Fred og Venskab’ nær havnebyen Piræus. Efter at have tegnet kontrakt brugte Jehovas vidner 6000 timer på at rengøre faciliteterne. Men trods stadions idealistiske navn rejste en fremtrædende gejstlig en vældig proteststorm — og befalede endda at kirkeklokkerne skulle ringe, hvilket fik mange til at tro at en katastrofe var undervejs eller at der var udbrudt krig. Præsten gik så langt som til at true med at overtage stadion hvis ikke tilladelsen til at bruge det blev tilbagekaldt. Desværre blev den legale kontrakt brudt på grund af presset — selv om der kun var tre dage til stævnet skulle begynde. Brødrene arbejdede i døgndrift for at finde et andet sted at gennemføre det fire dage lange program. Det lykkedes — til glæde for alle de 30.000 som var i stand til at følge dele af programmet direkte eller via telefonlinje.

Bemærkelsesværdige juridiske sejre til fordel for den gode nyhed

Da apostelen Paulus skrev til menigheden i Filippi i datidens Makedonien talte han om „at forsvare og juridisk  stadfæste den gode nyhed“. (Fil. 1:7) Jehovas Vidners nutidige organisation i Grækenland har gentagne gange søgt domstolenes hjælp for at kunne forkynde den gode nyhed. Den største fjende af Jehovas folk har været og er stadig den græsk-ortodokse kirke. Ved at påvirke forskellige myndigheder har præsteskabet påført Guds folk store lidelser. Men nogle af de retsafgørelser som er blevet truffet af fordomsfrie dommere har hjulpet Jehovas vidner i forkyndelsesarbejdet.

I det „antikætterske“ år 1959 skænkede Jehova os for eksempel en stor sejr. Den græsk-ortodokse kirkes hierarki havde bedt højesteret afgøre om Jehovas Vidner var en „kendt“ religion. Efter højesterets opfattelse var Jehovas Vidner en kendt religion og var derfor beskyttet af landets forfatning.

Satan bruger listige metoder i sine forsøg på at få brødrene til at gå på kompromis — selv når de skal betale deres regninger. I byen Patras figurerede en besynderlig post på deres elregning. Det var en post der lød på „Skt. Andreas-kirken“. Forkynderne nægtede naturligvis at betale denne ekstraregning. Elværket truede med at lukke for strømmen. Sagen kom for retten, og påkravet blev dømt til at være forfatningsstridigt.

En anden taktik den græsk-ortodokse kirke ofte har benyttet er at hævde at Jehovas Vidner er en jødisk organisation der støtter verdenszionismen. Det jødiske samfund i Grækenland har været foruroliget over denne propaganda, idet de har frygtet for at det vil gå ud over dem.

I et brev dateret den 21. september 1976 meddelte repræsentanter for Jødernes Centralråd i Grækenland den græsk-ortodokse kirkes ledere at disse anklager absolut intet havde på sig. I en retssag på Kreta havde den græsk-ortodokse kirke nægtet Jehovas Vidner at danne et selskab,  og et af deres hovedargumenter var at vi var en zionistisk organisation. En juridisk repræsentant for det jødiske samfund forklarede at Jehovas Vidner ikke havde nogen som helst tilknytning til jødedommen. Appelretten godtog denne forklaring, og dermed var endnu et af præsteskabets listige anslag blevet forpurret!

Sejre i forbindelse med neutralitetsspørgsmålet

Alle brødre der indkaldes til militærtjeneste får sat deres neutralitet på prøve. Før 1977 blev brødrene sat i fængsel gentagne gange. Nogle tilbragte over 12 år i fængsel! En repræsentant fra Holland indbragte den 25. april 1977 dette for Europarådet i Strasbourg. Rådets afgørelse medførte at strafafsoningen blev skåret ned til fire år. Men der er til stadighed 400 brødre i fængsel i Grækenland.

Græsk militær hævder, ifølge det græske Statstidende, at det fritager alle fra militærtjeneste „som er religiøse præster, munke og novicer i et kendt trossamfund, hvis de ønsker det“. Mellem 1988 og 1992 måtte adskillige brødre der var anerkendt som religiøse „præster“ alligevel afsone fængselsstraffe på grund af deres neutralitet.

En af dem førte sin sag for statsrådet. Han appellerede indkaldelsesordren til militæret og appellerede den fængselsstraf han fik udmålt, idet han hævdede at være anerkendt som „præst“ i et trossamfund. Han fik medhold hos retten — hvilket var en dobbelt sejr fordi det derved blev fastslået at Jehovas Vidner er et kendt trossamfund, samt at de Jehovas vidner der er anerkendt af myndighederne som „præster“, er fritaget for at aftjene værnepligt. Tre andre brødre førte lignende retssager og blev ligeledes løsladt.

Loven mod proselythvervning

Loven mod hvervning af proselytter har voldt store problemer i Grækenland. Den blev vedtaget i 1938 og ændret i 1939, og blev bekræftet i forfatningen af 1975.

 Den mest kendte sag om hvervning af proselytter er Kokkinakis mod Grækenland. Broder Kokkinakis fik en bøde samt fire måneders fængsel for hvervning af proselytter. Han ankede dommen, og fik straffen nedsat til tre måneders fængsel og ændret til bødestraf. En appel om annullering af straffen blev i april 1988 afvist af Grækenlands højesteret, Kassationsretten. Dette gav broder Kokkinakis mulighed for at appellere til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som har sæde i Strasbourg. Den 7. december 1990 kom Den Europæiske Menneskerettighedskommission med en redegørelse i sagen. Man fandt enstemmigt at Grækenland alvorligt havde overtrådt artikel 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som angår religionsfrihed. Sagen blev fundet værdig til optagelse i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Resultatet var, som angivet i begyndelsen af denne beretning, en fuldtonende sejr for religionsfriheden i Grækenland. Hvordan de græske domstole, dommere og nævningeting vil reagere på denne høje domstols afgørelse af den 25. maj 1993, kan kun tiden vise. Alle der elsker retfærdighed kan finde trøst i forvisningen om at der findes en domstol som står langt over nogen jordisk domstol. Dens guddommeligt udnævnte Dommer kan læse alle menneskers hjerte. Han vil håndhæve retten, uanset om mennesker gør det eller ej. — Es. 11:1-5.

Ekstremt magtmisbrug

Human Rights Without Frontiers, et tidsskrift som udgives i Belgien, har på det seneste skrevet en del om denne lov mod hvervning af proselytter og kaldt den for „skændig“: „[Loven] har givet et ’legalt alibi’ for at iværksætte en pogrom af religionsforfølgelse i Grækenland, rettet imod alle som vover ikke at tilhøre landets ’dominerende’ religion.“ Tidsskriftet bemærker at denne lov har afstedkommet „forsætlige  krænkelser af menneskerettighederne“ i form af retssager, bøder og forvisning og „brutal fysisk vold, alvorlige afsavn og tortur, som, i mange tilfælde, har ført til permanente fysiske lidelser og invaliditet hos de torterede, uskyldige ofre, og for nogle har det ført til en smertefuld død“.

Det samme tidsskrift citerer overlevende ofre for forfølgelsen. Trofaste brødre og søstre har fortalt om det ekstreme misbrug: de er blev slået, skåret med knive, pryglet gule og blå, slået til blods så de mistede bevidstheden. De er blevet pisket, angrebet af pøbelskarer, spyttet på, kastet til jorden og nedtrampet, stenet, brændt, torteret, bundet med reb og kæder, og skudt. Savvas Tzezmetzidis fortæller: „De flåede tøjet af mig og bandt mine hænder og fødder sammen og trak mig, helt nøgen, gennem torne og tidsler på den bare jord, samtidig med at de slog og sparkede mig.“

Brødrene har lidt forfærdeligt i fangenskab. De fortæller om hvordan det er at blive revet bort fra familien, at tilbringe flere uger i fængselsceller fyldt med vand, om at fryse om vinteren i uopvarmede celler uden ruder, om langsom udsultning, om manglende lægebehandling, om mad der er forurenet med ekskrementer og andre uappetitlige ting, og om at blive underkastet psykiske og følelsesmæssige pinsler af enhver art.

Tidsskriftet citerer for eksempel en fange der har sagt: „Når først man er indespærret begynder man at bevæge sig ned i en fangekælder. Jo længere man kommer ned, jo klarere erkender man at enhver rest af menneskelig værdighed og personlig ære går tabt og mistes fuldstændig i denne labyrint. Fra da af beherskes alt og alle udelukkende af et basalt ønske om for enhver pris at overleve og flygte . . . På disse kældres snavsede vægge kan man læse historien om de mænd som havde den ulykke at tilbringe en del af deres  liv her, historien om deres smerte og elendighed. Snavset, affaldsdyngerne, rotterne, den kvælende luft, den usle pære som tappert forsøger at fortrænge mørket, de tilstoppede og overfyldte toiletter, svineriet . . . rodet, de brugte nåle og kanyler, blodpletterne på gulvet og cementbænkene, de ituflåede skumgummimadrasser som kun tilbyder nogle øjeblikkes urolig søvn, de triste og ynkelige ansigter som minder én om patienterne på sindssygeanstalten på Leros, og fortabte sjæle der medynkvækkende spørger: ’Hvad dag er det i dag?’, og flygtninge fra nær og fjern der blidt synger sørgelige sange for sig selv på fremmedartede sprog, kaffesælgeren som råber uforskammetheder til alle og som frækt tager tre hundrede drakmer for en plasticflaske med vand, og ’livstidsfangerne’ som bag en skærm forsøger at få udløsning for deres seksuelle fortrængninger. Her føler man en desperat længsel efter at høre vagtmesteren brøle ens navn. Det er som et budskab fra himmelen der kalder én op fra dette ’helvede på jord’ og ind i paradis.“

Fotis Lazaridis fortæller: „Jeg sov på et jordgulv dækket af brugte papirsposer . . . Det tøj jeg gik i var meget tyndt. Jeg kunne heller ikke bruge lagenet særlig længe. Jeg måtte rive det i mindre stykker og stoppe det i nogle rottehuller i væggene . . . De første nætter kravlede rotterne bogstavelig talt hen over mig mens jeg sov. Hvad ’toiletfaciliteter’ angik måtte jeg bruge hjørnerne i min celle, som kun målte 2 gange 1 . . . meter. . . . Fugten drev ned ad væggene.“

Tidsskriftet opregner næsten 20.000 arrestationer for hvervning af proselytter i perioden fra 1938 (da loven blev vedtaget) til 1992. Hvad angår „samvittighedsfanger“ opregner den 2269 anklagede, 68 forviste, 42 dødsdømte, 2 henrettede og 4 der er blevet torteret ihjel. Endelig opregner den 4828 tilfælde af fysisk mishandling, hvoraf 2809 var begået af militærpersoner, 1059 af politiet og 252 af præster.  Med hensyn til den sidste liste, tilføjer den: „Tusinder af andre er blevet underkastet alle mulige former for nedværdigende behandling.“

Hvordan kan mennesker udholde en så frygtelig behandling? Voldelig forfølgelse er ikke noget nyt for sande kristne. Apostelen Paulus blev mishandlet og fængslet i selv samme land, og han gjorde det klart at det ikke var i egen kraft at han holdt ud. Han skrev: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ (Fil. 4:13) Det er netop en sådan fast tro på Jehova Gud som har sat disse tusinder af Jehovas vidner i stand til at udholde sådanne lidelser.

Det græske folk har imidlertid historisk set været kendt for deres kærlighed til frihed og retfærdighed. Jehovas vidner verden over håber at oprigtige personer i den græske regering snart vil gøre noget for at værne deres lands internationale renommé ved at begrænse den græsk-ortodokse kirkes indflydelse og beskytte uskyldige mennesker mod forfølgelse.

Vækst skaber behov for et nyt afdelingskontor

Trods modstand er forkyndelsesarbejdet i Grækenland i stadig fremgang. Da tjenesteåret 1985 sluttede, var der mere end 20.000 forkyndere. Afdelingskontoret i Marousi var nu for lille til den voksende betelfamilie. I begyndelsen løste man problemet ved at leje boliger i nærheden, og ved senere at købe et lille hotel godt 4 kilometer derfra. Men det løste kun problemet midlertidigt.

Med tilladelse fra Det Styrende Råd begyndte man at søge efter et sted hvor man kunne opføre et nyt afdelingskontor. Det var ikke nemt, da det ifølge de strenge byggevedtægter ikke var tilladt at kombinere en boligbygning med et trykkeri. Til sidst købte man en grund på 22 hektarer jord beliggende 60 kilometer nord for Athen nær den motorvej der forbinder Athen og Thessaloniki. Efter at have  ventet på byggetilladelse i to og et halvt år kunne brødrene i 1989 gå i gang med projektet.

Grunden ligger i Eleona, på en bakkeskråning med udsigt til høje bjerge og vandrige dale. Afdelingskontoret kan både ses af forbipasserende i bil og i tog. Beboelsen består af 22 huse, hver med plads til otte personer. Alle bygninger i komplekset er holdt i en tiltalende almuestil.

Det ortodokse præsteskab modstod naturligvis lige fra begyndelsen byggeriet. De organiserede endda en demonstration på stedet med deltagelse af 2500 personer. Myndighederne sendte imidlertid 200 betjente fra uropolitiet for at forhindre ballademagerne i at trænge ind på ejendommen, så protesten løb ud i sandet. Præsterne anførte også marcher gennem Athens gader med bannere der protesterede imod projektet.

Det nye afdelingskontor blev indviet den 13. april 1991, og brødrene var begejstrede for at høre Milton Henschel og Albert Schroeder fra Det Styrende Råd ved denne historiske begivenhed for Jehovas folk i Grækenland. Tusinder af brødre og søstre ofrede frivilligt af deres tid og energi for at hjælpe med projektet. Den kærlighed og omsorg Jehova  Gud og hans jordiske organisation har vist, har været enestående. Selv verdslige iagttagere betragtede undrende hvordan bygningerne „skød op som paddehatte“. Trods modstand har Jehova udført et nutidigt mirakel i Eleona. Man mindes Paulus’ ord i Andet Korintherbrev 13:8: „Vi kan jo ikke gøre noget imod sandheden, kun for sandheden.“

Sandhedens flodbølge!

Fra den spæde begyndelse i 1905 er antallet af lovprisere af Jehova nu steget til 25.000. Fra at være en svag strøm er sandhedens vande nu blevet til en hel flodbølge. Jehovas folks aktivitet i dette land har medført at der er blevet aflagt et vældigt vidnesbyrd om Jehova vor Guds navn. I denne beretning er det kun nogle få navne der er nævnt, men i virkeligheden har tusinder af brødre og søstre bidraget til væksten. Sandhedens flamme brænder klart i mange græske hjerter — hos ydmyge mænd og kvinder som frygtløst har forkyndt den gode nyhed i Grækenland og på de græske øer. Ikke så få har lidt frygteligt og endda ofret deres liv for Jehovas navns skyld. Deres loyale uangribelighed har frydet Jehovas hjerte. — Ordsp. 27:11.

Kampen mod falskhed må fortsætte indtil afslutningen på denne tingenes ordning. I dette land, hvor Paulus stod på Areopagus for at forsvare den gode nyhed og apostelen Johannes modtog Åbenbaringen mens han var i landflygtighed på øen Patmos, fortsætter Jehovas vidner deres hårde kamp for troen. Trods tusinder af retssager og forfølgelse anført af gejstligheden, ja selv nogle sande tilbederes død, er sandhedens lys aldrig blevet slukket. I dag skinner det klarere end nogen sinde. Og det vil fortsætte med at skinne! Den voksende bølge af sandhedens vand vil rulle videre indtil ikke blot Grækenland men hele jorden „vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. — Es. 11:9.

[Fodnote]

 [Ramme på side 109]

EN NY BIBEL SOM ER LET AT FORSTÅ

Områdestævnet „Oplært af Gud“ i 1993 var endnu en milepæl i Jehovas Vidners historie i Grækenland. I årtier har forkyndere af den gode nyhed brugt Vamvas-oversættelsen af Bibelen. Denne oversættelse blev udarbejdet i det 19. århundrede og indeholder et puristisk græsk som, skønt det er mere nutidigt end koinégræsk i de oprindelige Kristne Skrifter, er for gammeldags for moderne læsere. Især unge mennesker har svært ved at forstå Vamvas-oversættelsen. Det har hindret fremskridt i forståelsen af Bibelen.

De græske Jehovas vidner var derfor begejstrede da Albert Schroeder fra Det Styrende Råd søndag den 18. juli 1993, på den sidste dag af stævnet „Oplært af Gud“, frigav De Kristne Skrifter ifølge Ny Verden-Oversættelsen. På de tre stævnepladser, som var forbundet via telefon, delte afdelingen Orden og opsyn 30.000 eksemplarer ud til stævnedeltagerne på mindre end fem minutter. Alle kunne derfor følge med da broder Schroeder gennemgik nogle af de mange forbedringer i denne nyudgivelse i forhold til Vamvas-oversættelsen. Mest bemærkelsesværdig er brugen af Guds navn, Jehova, 237 steder i teksten. Den nye bibeludgave indeholder også et 68-siders register, sproglige tekstnoter, landkort og bibelske samtaleemner. Det er derfor ikke så mærkeligt at denne nyudgivelse blev budt velkommen med klapsalver, bifaldsråb og selv tårer — i overmål.

[Oversigt på side 114]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Forkyndere

25.000

20.000

15.000

10.000

5.000

0

1938 1950 1960 1970 1980 1992

Arrestationer (sammenlagt)

25.000

20.000

15.000

10.000

5.000

0

1938 1950 1960 1970 1980 1992

 [Kort på side 66]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Filippi

Thessaloniki

Larisa

Korinth

Athen

Eleona

THESSALIEN

KORFU

KRETA

 [Illustrationer på side 72, 73]

 1. Georgios Koukoutianos i 1927. 2. Nikolaos Kouzounis i det berygtede Kavala-fængsel i 1948. 3. Grigoris Grigoriadis ved sit skrivebord på Betel, Kartali-gaden, Athen. 4. Ruser bødes i Lefkás. 5. Georgios Douras (se pilen) med menigheden i Athen. I baggrunden: Kavala, fortidens Neapolis, havnen hvor apostelen Paulus første gang gik i land i Europa.

 [Illustrationer på side 88, 89]

 1. Plato Idreos med sin hustru, Fyllis. 2. Athanassios Karanassios, Selskabets første repræsentant i Grækenland. 3. Fisker i Molivos på øen Mitilini. 4. Michalis Kaminaris (anden fra venstre), som stadig er medlem af betelfamilien i Grækenland. 5. Korintherkanalen. I baggrunden: Patmos, øen hvor apostelen Johannes i år 96 modtog en åbenbaring fra Jesus Kristus.