Haiti

DET var på et rev ud for den caraibiske ø som i dag er delt mellem staterne Haiti og Den Dominikanske Republik at Christopher Columbus i 1492 mistede sit flagskib under sin opdagelsesrejse. Ikke desto mindre blev denne rejse et springbræt for europæerne i koloniseringen af Den Nye Verden. Her mødte Columbus de fredsommelige arawak-indianere. Navnet Haiti stammer faktisk fra indianersproget og betyder ’bjerglandet’. Dette bjergland har oplevet mange forandringer siden 1492.

Columbus erklærede i dronning Isabellas navn landet for spansk besiddelse og kaldte øen Española. De spanske conquistadorer satte arawak-indianerne til hårdt slavearbejde, og snart var der kun få arawaker tilbage. Som erstatning begyndte man derfor at indføre afrikanere.

Efter nogen tid slog franske opdagelsesrejsende sig ned på den vestlige del af øen, som Frankrig i  1697 gjorde krav på og gav navnet Saint-Domingue. Jorden var frugtbar, og med slaverne som arbejdskraft blev der oprettet store plantager som gjorde Saint-Domingue til et velstående territorium.

Omkring 100 år senere vandt en mand ved navn Toussaint l’Ouverture, der var af kongelig afrikansk herkomst men født som slave, en række militære og diplomatiske sejre som førte til slavernes frigivelse. I 1801 fik han magten over Saint-Domingue. Jean-Jacques Dessalines, der også var født som slave, fordrev senere franskmændene og ændrede territoriets navn til det oprindelige som arawak-indianerne havde kaldt det. Sådan opstod i 1804 den første uafhængige sorte stat i Amerika, det dengang så velstående Haiti.

Efter Dessalines’ død i 1806 overtog Henry Christophe kontrollen med den nordlige del af landet. Han formåede blandt andet at gøre landet til et af de stærkeste på den tid i Den Nye Verden. Han byggede det imponerende slot Sans-Souci og den sagnomspundne klippefæstning Laferrière. Men på grund af magtkampe, revolutioner og misbrug af offentlige midler sank landet efterhånden ned i fattigdom.

Haiti er dog stadig enestående hvad angår sprog, kultur og befolkning. Mange taler fransk, men folkesproget er kreolsk, en udtryksfuld sammensætning af franske ord og vestafrikansk grammatik. Den farverige befolkning fremviser en smuk blanding af europæiske og afrikanske træk. Og landet er stadig præget af betagende bjerglandskaber. Men de fleste bjergområder er i dag helt nøgne — ribbet for træer — og nogle engang så frugtbare sletter er tørret ud.

På Haiti husker man med stolthed på fortiden, begræder nutiden og håber på bedring i fremtiden — på en ny verden. Meget apropos bliver den gode nyhed om en helt ny verden under Guds rige også forkyndt for disse mennesker, selv i fjerntliggende landsbyer hinsides bjergene.

 Den gode nyhed når til Aquin

Hvordan den gode nyhed om Guds rige i sin tid kom til Haiti fortaber sig i det uvisse. Men allerede i februar 1887 nævner Zion’s Watch Tower Hayti (eller Haiti) blandt de steder hvorfra interesserede har skrevet breve. Det var dog først en del år senere, i vinteren 1929/30, at en pioner — en heltidsforkynder — tilbragte nogle måneder i landet. I 1938 kom en advokat ved navn Démosthène Lhérisson på en eller anden måde i besiddelse af bøgerne Skabelsen og Profetierne mens han opholdt sig i Port-au-Prince. Han tog bøgerne med hjem til Aquin, der ligger på sydkysten. Hvad blev resultatet? Det han læste overbeviste ham om at disse publikationer viste vejen til den sande kristendom. Han brød sin forbindelse med den katolske kirke og begyndte at dele sandheden fra Bibelen med andre, deriblandt sin fætter.

Advokaten døde nogen tid efter, men hans fætter indbød nogle af sine venner til at studere bøgerne sammen med ham — hvilket de gjorde regelmæssigt. En af dem fortæller: „Vi forstod at vi levede i de sidste dage for denne verden, at Jehovas rige var blevet oprettet i himmelen i 1914, og at religionerne ville blive udslettet fordi de var en del af verden.“ Denne gruppe begyndte at håbe på en ny verden.

Omkring 1943 vendte en rejsende hjem til Cayes, en større by vest for Aquin, med flere af Vagttårnsselskabets publikationer i bagagen. Solomon Sévère, der boede i Vieux-bourg, 10 kilometer fra Aquin, fik fat i disse publikationer.

De interesserede i Aquin og Vieux-bourg begyndte efterhånden at komme sammen. Nogle af disse holdt imidlertid fast ved læresætninger og skikke fra et lille religiøst samfund der betegnede sig som Kristianismen eller Salomonitterne, deriblandt den åbenlyst ubibelske skik at have flere koner. De der oprigtigt søgte efter sandheden indså i modsætning til disse at de måtte bryde enhver forbindelse til kristenheden og ophøre med at følge dens skikke.

 I 1944 var der syv personer på Haiti som forkyndte den gode nyhed for andre. Ifølge rapporten havde de i løbet af dette år benyttet i alt 1500 timer i forkyndelsesarbejdet. Det følgende år sluttede yderligere fem forkyndere sig til, og de anvendte ikke færre end 6164 timer i den offentlige forkyndelse af budskabet om Riget. Ved tjenesteårets afslutning blev to grundigt oplærte missionærer knyttet til denne forkyndergruppe.

De første missionærer fra Vagttårnsselskabet

To unge missionærer fra Vagttårnsselskabet, Roland Fredette og Harold Wright fra Nordamerika, ankom til Port-au-Prince i august 1945. De havde lært fransk på Vagttårnets Bibelskole Gilead, men fandt snart ud af at de nu måtte lære kreolsk. De blev et velkendt syn når de gik omkring og forkyndte ved hjælp af vidnesbyrdkort og grammofoner.

Den 19. marts 1946 ankom Vagttårnsselskabets daværende præsident og vicepræsident, N. H. Knorr og F. W.  Franz, til Port-au-Prince, ivrige efter at få forkyndelsen af den gode nyhed organiseret på Haiti. Der var 11 til stede ved et møde der samme aften blev holdt i missionærhjemmet for forkynderne alene. Efter et foredrag af broder Franz talte broder Knorr om organiseringen af forkyndelsen på Haiti. Han bekendtgjorde oprettelsen af et afdelingskontor for Vagttårnets Selskab på Haiti, med broder Fredette som afdelingstilsynsmand. Klokken syv den følgende aften var der 74 til stede i missionærhjemmet for at høre broder Knorr tale over emnet: „Glæd jer, I Nationer.“

Afdelingskontoret åbnede den 1. april 1946, og kort efter blev Vagttårnets Selskab juridisk anerkendt af myndighederne. Fem nye missionærer ankom, og forkyndelsen af den gode nyhed bredte sig til byerne omkring Port-au-Prince og helt op til Cap-Haïtien på nordkysten.

Missionærerne kommer til Vieux-bourg

Medlemmerne af Vieux-bourg-gruppen havde i den periode ofte samtaler med en mand ved navn Cassindo. Mens han i 1948 opholdt sig i Port-au-Prince, lyttede han til en af missionærerne der holdt foredrag på Place Jérémie. Bagefter fortalte han missionæren at der var nogle i Vieux-bourg som talte om det samme som han. Cassindo vendte hjem med nyheden: „Genyen moun kom sa yo nan Port-au-Prince (Der er også sådanne folk i Port-au-Prince).“ Det vakte stor begejstring i Vieux-bourg-gruppen.

De kontaktede missionærerne, der kom ned for at besøge dem. Det var til stor opmuntring for gruppen i Vieux-bourg. De var så lykkelige at de brugte hele den første dag sammen med gæsterne i tjenesten på arbejdsmarken. Samme aften blev der i skæret fra en olielampe holdt et bibelsk foredrag på en offentlig plads.

Ved et efterfølgende besøg blev der arrangeret dåb for dem der var kvalificerede til det, og gruppen blev organiseret som en menighed — en af de første på Haiti. Men der var  også problemer. Solomon Sévère havde tendens til at spille herre over de andre. Derfor blev en mere ydmyg broder udnævnt som tilsynsmand for menigheden. Det resulterede i at Sévère gjorde oprør og fik nogle til at trække sig bort fra menigheden sammen med ham. — Apg. 20:29, 30.

Men de tolv der blev tilbage anerkendte fuldt ud Jesus Kristus som deres Fører og fortsatte loyalt i tjenesten for Jehova. (Matt. 23:10) Og deres arbejde blev rigt velsignet. I Vieux-bourg, som havde 400 indbyggere, var der i 1949 21 forkyndere, hvilket var flere end i Port-au-Prince.

En præst lærer om den ny verden

På den tid kom enkelte af kristenhedens præster uforvarende til at bringe sandheden videre til deres sognebørn. Diego Scotland, der stammer fra Dominica, fortæller hvordan det gik til i hans tilfælde:

„Mens jeg var præst i pinsekirken bragte kirkens overhoved flere af Vagttårnsselskabets publikationer med hjem fra  De Forenede Stater til eget brug. Da jeg begyndte at læse i dem, sagde han advarende at jeg skulle passe på at jeg ikke gik fra forstanden. Men jeg ignorerede hans advarsel, for jeg indså at de indeholdt sandheden. Da jeg begyndte at afslå at lede kirkelige handlinger, voksede spændingen imellem os. Det endelige brud kom efter en drøftelse vi havde vedrørende læren om sjælens udødelighed.“

Efter dette nederlag erklærede den øverste præst for kirken at han ikke ville tillade Jehovas Vidner at få fodfæste på Haiti. Til dette svarede Diego, en slank mand med et roligt væsen, med et citat af Gamaliel, at hvis Jehovas Vidner havde sandheden ville ingen kunne standse dem. (Apg. 5:39) Han begyndte at studere med forkynderne, gjorde hurtigt fremskridt og blev snart en døbt forkynder.

Andre tager ved lære og bliver lærere

I 1948 ankom yderligere fire gileadmissionærer til Haiti, nemlig Alexander Brodie og Harvey Drinkle, der kom i april, samt Fred og Peter Lukuc, der ankom i løbet af sommeren. De var alle fra Canada. Med udgangspunkt i missionærhjemmet i Rue Capois 32, gjorde de en stor indsats for at intensivere forkyndelsen af den gode nyhed i Port-au-Prince.

Fred Lukuc var 23 år og havde været pioner siden 1943. Han afsatte på et tidspunkt bogen „Sandheden skal frigøre jer“ til indehaveren af en forretning der fremstillede lædervarer, og lovede at han ville vende tilbage den følgende søndag. Men der var sket meget inden det blev søndag. Butiksindehaverens svigersøn, Maurice Sanon, så bogen og begyndte at læse den. Hver eftermiddag sad denne forhenværende skolelærer og studerede Bibelen ved hjælp af sin svigerfaders bog. I løbet af få dage begyndte han at gøre sine venner opmærksomme på de falske læresætninger som den katolske kirke havde indprentet dem. Han var meget ivrig efter at møde Fred Lukuc.

 „Maurice stillede mange spørgsmål,“ fortalte broder Lukuc nogle år senere, „og vi påbegyndte et bibelstudium. Han gjorde hurtigt fremskridt og delte sin nyfundne viden om sandheden med sine slægtninge og andre. Da jeg indbød ham til at følges med mig i tjenesten, afslog han imidlertid og sagde: ’Jeg ved ikke nok.’ Jeg svarede: ’Du ved mere om Bibelen end folk omkring os. Og jeg skal nok føre samtalen.’  Endelig lod han sig overtale. Men lige fra det første besøg var det fortrinsvis denne energiske mand der førte samtalen.“ Efterhånden begyndte også Maurices kone og deres fire børn at deltage i studiet. Det endte med at hele familien samt nogle nevøer og niecer blev indviede forkyndere.

Et år senere, i 1949, mødte Fred en oprigtig 40-årig protestant i byen Carrefour i nærheden af Port-au-Prince. Også denne mand tørstede efter sandheden. „Dumoine Vallon stillede mange spørgsmål,“ fortæller Fred. „Jeg kom igen ugen efter, som vi havde aftalt, men han var ikke hjemme. Jeg var skuffet, for jeg havde kørt langt på cykel.“ Hvad skete der? Fred fortæller: „Kort efter kom han hjem og fortalte at han havde været ude at forkynde for folk i nabolaget. ’De vidste ingenting om Gud,’ sagde han.“ Dumoine fik et hjemmebibelstudium, gjorde hurtigt fremskridt og blev døbt i juni 1950. Og han er stadig en trofast forkynder af den gode nyhed.

Det første områdestævne

Vort første områdestævne blev holdt i 1950. Broder Knorr var til stede og deltog sammen med de lokale forkyndere i gadearbejde med sandwichplakater for at avertere det offentlige foredrag. Dette usædvanlige optog fik folk til at stimle sammen omkring forkynderne, og nogle gjorde nar af dem. Men glæden var stor da 474 overværede foredraget i et friluftsteater i nærheden af havnen. Tidligere på dagen var 13 blevet døbt ved Club Thorland-stranden.

Broder Knorr gav vejledning i hvordan man kunne organisere menighederne, oplære forkynderne, og retlede dem der overværede møderne men havde forkerte motiver. Folk måtte forstå at Jehovas Vidner ikke var som protestanterne, der hvervede nye tilhængere fra den katolske kirke ved at tilbyde materielle fordele.

I betragtning af at der efter fem års missionærarbejde kun var 86 forkyndere der rapporterede, foreslog broder Knorr at der blev talt kreolsk i stedet for fransk i forkyndelsen og ved  møderne, så arbejdet kunne blive mere produktivt. Denne forandring gav hurtigt resultater.

Broder Knorr bekendtgjorde endvidere at brochuren Vil De opnå evigt liv i lykke på jorden? ville blive oversat til kreolsk. Oversætteren benyttede imidlertid et fonetisk system udviklet af en tysker ved navn Laubach. Dette system gjorde det let for engelsktalende at udtale kreolske ord, men det havde den  katolske befolkning ikke været vant til, og derfor fik brochuren kun begrænset udbredelse.

Større høst i de sydlige egne

Menigheden i Vieux-bourg havde udvidet sit distrikt mod syd til Saint-Louis du Sud, hvor Benoît Sterlin boede. Han var en velkendt forretningsmand og havde studeret med forkynderne siden 1946. Også han forkyndte. I 1950 blev den gruppe på syv forkyndere der var i Saint-Louis du Sud organiseret som en menighed — den anden i de sydlige egne. Benoît blev døbt i marts 1951, og både han og hans hustru blev meget aktive forkyndere.

Indtil da havde kun få missionærer fået tilladelse til at forrette vielser. Da også haitianske brødre begyndte at blive udnævnt til vielsesforrettere, var Benoît en af dem der blev taget i ed af en dommer i Port-au-Prince.

Sandheden sejrede

En dag i 1951 da Alex Brodie forkyndte i nogle forretninger på Rue des Miracles i hovedstaden, standsede han ved forretningen The Elegant Tailor (Den Elegante Skrædder). Der traf han den 32-årige Rodrigue Médor, som modtog bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Denne slanke, velsoignerede skræddermester tog imod et bibelstudium, men det var sjældent Alex traf ham når han kom igen for at besøge ham. Rodrigue fortæller selv: „Jeg modtog bogen for at slippe af med ham. Min kone og jeg var glødende katolikker. Da Alex tilbød mig et studium sagde jeg blot ja. Men jeg forsvandt hver gang han skulle komme.“

Sandheden sejrede dog til sidst. Rodrigue fortæller videre: „Jeg prøvede at bringe ham til tavshed med et spørgsmål om Jomfruen, men da han gav et tilfredsstillende svar begyndte jeg at studere for alvor. Min kone var imod det og fik endog en præst til i ni dage at fremsige bønner om at jeg måtte holde op. Så fandt vi et andet sted at studere.“

 Efter at Rodrigue lærte hvad Bibelen siger om brugen af billeder i gudsdyrkelsen, fjernede han beslutsomt det billede af Jomfruen der hang i dagligstuen og knuste det. Hans kone var rasende. Men efterhånden gjorde hans nye interesse indtryk på hende. For eksempel brugte Rodrigue aftenerne på at læse bibelske publikationer i stedet for at gå ud med sine venner. Dette fik hende til også at påbegynde et bibelstudium. Han blev døbt i februar 1952 og tre år senere fulgte hun efter.

En anden missionær, David Homer, aflagde et besøg hos Albert Jérome i dennes lille købmandsbutik. Umiddelbart virkede det som om denne mand forklejnede sandheden. Men David havde på fornemmelsen at han var oprigtig og fortsatte med at besøge ham. Langt om længe blev der påbegyndt et bibelstudium med Albert, som gjorde hurtige fremskridt. Efter hans dåb fortsatte de med at studere sammen ud fra bøgerne „Dygtiggjort til al god Gerning“ og „Egnede til at være Ordets Tjenere“. Denne undervisning gjorde Albert til en værdifuld tjener i menigheden.

Den gode nyhed forkyndes på kreolsk

Det var en særlig udfordring for missionærerne at lede bibelstudier. Bøgerne var på fransk, men i de fleste tilfælde skulle forklaringerne gives på kreolsk. I nogle områder havde man kun lys fra en lille olielampe lavet af en mælkebeholder af blik. „Lyset var svagt,“ fortæller Alex Brodie, „men elevens ønske om at lære opvejede helt denne ulempe.“

Ved de offentlige foredrag der blev holdt på kreolsk i en park i udkanten af Port-au-Prince, og nogle gange på stranden, var der altid god deltagelse. Missionærerne medbragte deres transportable lydanlæg på en cykel og satte højttalere op i palmetræerne. Folk havde deres egne stole med eller satte sig i græsset.

Der var stor interesse i Carrefour-distriktet, hvor Dumoine Vallon boede. Derfor blev der oprettet en bogstudiegruppe  i hans hjem. Men hvordan gik det i Vieux-bourg? Forkynderne arbejdede energisk i de omgivende landdistrikter og holdt offentlige foredrag hvor de kom frem. De rejste på hesteryg, æsler eller muldyr og sov under åben himmel hvis nattemørket overraskede dem mens de var undervejs. Der opstod imidlertid pludseligt alvorlige vanskeligheder på Haiti.

Et pludseligt forbud!

I et brev dateret den 19. april 1951 gjorde ministeren for religiøse anliggender afdelingskontoret opmærksomt på at Jehovas Vidner måtte indstille al virksomhed på Haiti. Brevet beskyldte forkynderne for at være ’antinationale’ og for at bruge Vågn op! til at fremme kommunistiske tanker. Hvad var grunden til denne forandring?

Det var præsterne der stod bag. I flere måneder havde de henledt regeringens opmærksomhed på spørgsmålet om flaghilsen. Katolikkerne betegnede brødrene som kommunister. „Ned med kommunisterne!“ råbte de ofte efter forkynderne.

Det tog over tre måneder og megen brevskrivning at overbevise myndighederne om at de var blevet fejlinformeret og at Jehovas vidner var fuldstændig upolitiske. Endelig, i august 1951, blev forbudet ophævet.

Hvordan havde dette påvirket arbejdet? Politiet havde lukket rigssalene, men brødrene havde stadig holdt møder i de hjem hvor bogstudiegrupperne samledes. I juli, mens forbudet var i kraft, blev de ti forkyndere i Carrefour organiseret som en menighed med Peter Lukuc som tilsynsmand. Der var yderligere ankommet fem gileadmissionærer. Efter at forbudet var blevet ophævet fik de hurtigt opholdstilladelse. Da brødrene i en by i de sydlige egne henvendte sig på politistationen for at få udleveret det udstyr og inventar fra rigssalen som var blevet beslaglagt, udleverede politimesteren sagerne med ordene: „Gå, og fortsæt arbejdet for Jehova indtil enden!“

 Et møde med voodoo

Victor Winterburn var blandt de nyankomne missionærer. Han var canadier, 23 år, var blevet døbt i 1940 i en alder af 12 år og havde været pioner siden 1946. Kort efter at Victor ved sin ankomst i 1951 var blevet udnævnt som afdelingstilsynsmand, havde en forkynder ved navn Frank Paul nær mistet livet på grund af voodoo-overtro. Victor Winterburn og Alex Brodie kom Frank til undsætning. De fortæller:

„En dag i 1952 kom nogle brødre og fortalte at de havde fundet Frank halvt bevidstløs på et leje i et voodoo-tempel. Hans hænder var bundet til en pæl bag ham. Også fødderne var bundet. En knebel forhindrede ham i at lukke munden. Hans læber var sprukne. Hans udhungrede ansigt var fyldt med blærer. Vi forsøgte at tale med mamboen (en præstinde), men hun ignorerede os. Vi kunne ikke tale med Frank, og vi kunne ikke flytte ham. Selv politiet sagde at de ikke kunne røre ham eftersom det var hans forældre der havde ført ham derhen.

Vi opsøgte hans forældre og fandt efterhånden ud af hvad der var sket. Franks kone havde forladt ham og han havde selv måttet sørge for sit barn derhjemme, hvor han havde et skrædderværksted. Da han på et tidspunkt blev dårlig og var begyndt at tale i vildelse, var han blevet indlagt på hospitalet. Men da hans forældre troede at han var besat af en ond ånd, havde de ført ham til templet. Vi fik senere at vide at man dér slår de syge og kommer peber i deres øjne for at drive de onde ånder ud.

Forældrene, der var blevet bange fordi hans tilstand stadig blev værre, havde tilkaldt en af brødrene, som forsøgte at få ham tilbage til hospitalet. Men da personalet vidste hvor Frank var henne, ville de ikke have med ham at gøre. Han blev først indlagt efter at en søster med erfaring i sygepleje tilbød at købe den nødvendige medicin og selv pleje ham.  Menigheden sørgede for at han fik mad — en opgave der normalt påhviler patientens familie.

Lægerne sagde at Frank havde tyfus og malaria. Vi var bange for at han ikke kunne overleve. Men Frank blev rask, genoptog sin tjeneste og blev senere gift igen. Han var meget taknemmelig for brødrenes hjælp og den inderlige omsorg menigheden havde udvist.“

Begivenhedsrige ture i kredstjenesten

Afdelingstilsynsmanden virkede også som kredstilsynsmand, idet han sammen med en anden missionærbroder besøgte menighederne efter tur og deltog i forkyndelsen.

På en sådan tur i november 1951 cyklede Victor Winterburn og hans ledsager godt 500 kilometer til landsbyen Les Anglais i syd. De fik næsten ti timer i tjenesten hver dag mens de var undervejs og spredte over 500 publikationer.

Da Fred Lukuc besøgte disse menigheder i foråret 1952, måtte han afkorte sin tur på grund af malaria. Han skrev senere: „Jeg påbegyndte hjemturen fra Cavaillon. Min cykel var læsset med bagage og litteratur til denne rejse på 174 kilometer. Jeg tilbragte den første nat i Vieux-bourg-d’Aquin og tog det sidste af min medicin. Den følgende dag var jeg helt udmattet efter at have cyklet over bakkerne til byen Grand-Goâve, hvor jeg overnattede hos en ældre mand der var interesseret i sandheden. Men jeg fik ikke megen søvn. Feberen og svedeturene gjorde mig svag. Derfor sørgede denne ældre, beskedne mand for at jeg kom med lastvogn til Port-au-Prince. Da jeg kom tilbage til Betel blev min tilstand kritisk, og lægen anbefalede at jeg tog tilbage til Canada for at rekreere mig.“

Derfor forlod Fred Lukuc Haiti i 1952. Men han ejede en ukuelig missionærånd, og tre år senere vendte han tilbage og fortsatte det gode arbejde han havde påbegyndt. Også Peter  Lukuc måtte på et tidspunkt rejse hjem til Canada, idet han havde pådraget sig en alvorlig amøbesygdom der krævede lægebehandling. Men også han vendte tilbage med den samme nidkære missionærånd for at fortsætte sin tjeneste på Haiti.

Forkyndelsen udvides til nye distrikter

Der var nu menigheder i Port-au-Prince og langs vejen mod syd til Cayes. Der blev også arbejdet på at oprette grupper i andre områder. Alex Brodie og Harvey Drinkle tog flere gange på forkynderture nordpå, gennem sumpområderne og rismarkerne i Artibonite-sletterne til Saint-Marc og videre til Gonaïves i det kaktusbevoksede landskab. Harvey, en meget stilfærdig men modig mand, måtte senere rejse til Canada for at få bortopereret det højre øje, der var angrebet af kræft. Men han vendte tilbage til Haiti for at fortsætte i sit missionærdistrikt.

Harvey og Alex kørte ad grusveje på cykler læssede med bibelsk læsestof og besøgte de huse og landsbyer der lå langs vejen. På Haiti står landboerne tidligt op. Det betød at missionærerne kunne aflægge de første besøg klokken seks om morgenen og fortsætte i forkyndelsen til efter mørkets frembrud. Natten tilbragte de hos de gæstfri bønder i deres små,  stråtækte huse. I Saint-Marc og Gonaïves var der hoteller hvor de kunne overnatte. Alex sagde senere med glød i stemmen: „Det var en fornøjelig tid da vi besøgte disse livfulde mennesker.“

Andre missionærer udvidede forkyndelsesarbejdet mod sydvest. Marigo Lolos, der senere blev Alex’ kone, fortæller om sin tur til Jérémie sammen med tre andre missionærsøstre — Naomi Adams, Virnette Curry og Frances Bailey:

„I januar 1952 gik vi om bord på Clarion — en sejlbåd med hjælpemotor. Der var hård sø, båden gyngede og rullede, og vi blev temmelig søsyge. Men vi nåede da til Jérémie hvor vi glædede os over at forkynde og spredte meget læsestof.

Vi kørte med ladvogn (en lastvogn der blev benyttet som bus) helt til Anse-d’Hainault. De mandlige passagerer sad oven på et læs varer. På tilbagevejen kom Frances til skade da vi kolliderede med en anden lastvogn. Naomi havde en førstehjælpskasse med og kunne forbinde såret, men vi var strandet i bjergene. Vi bad i vore hjerter idet vi slog os ned i vejkanten med Frances liggende på en feltseng i et tæppe.

En dreng nede fra dalen havde hørt braget og kom op med en jerngryde, noget kassava og nogle pisanger. Han tændte et bål og tilberedte et måltid til os — en venlighed der rørte os dybt.

Mørket faldt på og det blev koldt. Ved 10-tiden hørte vi lyden af en bil der nærmede sig. Vi var klar over at den ikke kunne komme forbi. Vejen var smal, og der var en stejl skrænt til den ene side. Naomi gik derfor bilen i møde med en lommelygte og signalerede til føreren at han skulle standse. Til vor forbavselse lykkedes det ham at vende sin lastbil, og til vor lettelse tog han os med til Jérémie. Dagen efter kom vi tilbage til Port-au-Prince, lykkelige over at vi havde været med til at forkynde den gode nyhed i dette fjerntliggende distrikt.“

 Mange taler stadig om disse modige missionærsøstre. En haitiansk søster der blev døbt i 1990, i en alder af 72 år, fortæller at hendes første kontakt med sandheden var gennem en af dem — for over 30 år siden. Hun siger: „Jeg ville ønske at jeg dengang havde taget imod hendes tilbud om et studium og selv var blevet forkynder. Så ville jeg ikke have spildt alle disse år som jeg kunne have brugt i tjenesten for Jehova.“

En præst gør en ynkelig figur

Brødrene forkyndte også for gejstlige, idet de modigt satte deres lid til Guds ord. I 1954 havde en forkynder en drøftelse med en protestantisk præst og tre af hans sognebørn. Emnet var sjælens udødelighed. Da præsten i sin egen bibel så hvad der står i Ezekiel 18:4: „L’âme qui pèche est celle qui mourra“ (Den sjæl der synder, den skal dø), sagde han rent ud at det troede han ikke på. (La Sainte Bible, oversat af L. Segond) Broderen fortæller hvad der videre skete:

„Jeg spurgte præsten: ’Hvad sker der med henholdsvis de gudløse og de retfærdige?’ Han svarede at de gudløse pines i evig ild mens de retfærdiges sjæle, deriblandt Adams sjæl, bliver oprejst til Guds glæde i hans rige. Præsten sagde at Gud tilgav Adam hans synd da han lavede skindklæder til ham. Han kunne ikke forklare hvordan en sjæl der er udødelig kunne blive oprejst. Ved at ræsonnere med ham over flere skriftsteder fra Bibelen viste jeg ham at Adam havde syndet med vilje, idet han var fuldt ud klar over hvad han gjorde, og at hans efterkommere ville have været født fuldkomne uden at være under syndens forbandelse hvis Gud virkelig havde tilgivet ham.

Nogle dage senere sagde et af kirkemedlemmerne at hans præst gerne ville vide hvordan Jehovas vidner lærte Bibelen så godt at kende. Dette kirkemedlem begyndte sammen med andre at studere Bibelen med os, og inden længe begyndte en af dem at tage del i forkyndelsen.“

 Jehovas Vidner i nyhedsmedierne

Frem til begyndelsen af 1950’erne havde Jehovas Vidner næppe været omtalt i pressen. Men det ændrede sig efter at Den Nye Verdens Samfunds Stævne i juli 1953 var blevet holdt på Yankee Stadium i New York. Seks aviser berettede om de haitianske delegerede. Dagbladet Le National viste et billede fra stævnets første dag og fortalte at der var planer om at afholde et stævne med tilsvarende program i Haiti.

Endvidere stillede radiostationer i to byer gratis sendetid til rådighed for os. Efter at have gennemset manuskriptet til Vagttårnsselskabets radioprogram „Noget folk går og tænker over“, ændrede en bestyrer af en radiostation de planlagte udsendelser for at få plads til dette program. En anden radiostation bad om at programmet blev udvidet til 30 minutter.

Haitianske brødre får større ansvarsopgaver

To ansvarshavende fra Vagttårnets Selskab besøgte Haiti i 1954. Milton Henschels besøg i forbindelse med et stævne faldt samtidig med fejringen af mindehøjtiden den 17. april. Brødrene glædede sig derfor over at lade broder Henschel holde foredraget ved denne lejlighed. Under sit besøg anbefalede broder Henschel at lokale brødre fik større ansvar. Efter visse justeringer bestod menighedernes tjenesteudvalg derfor efterhånden udelukkende af haitianere. Dette gav missionærerne større frihed til at virke i forkyndelsen. Broder Henschel efterlod også et par filmspoler med filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Denne film blev vist for et stort publikum over hele landet.

Da broder Fred Franz besøgte Haiti i august, anbefalede han at afdelingskontoret og rigssalene fik en bedre placering i byen. Det lejemål der var oprettet for den bygning hvor der var afdelingskontor, missionærhjem og rigssal, var ved at udløbe. For at stimulere brødrene til at gøre noget ved det, sagde tilsynsmanden for menigheden, Maurice Sanon, flere gange  til dem: „Hvis vi ikke får vor egen rigssal bliver vi nødt til at holde møder under åben himmel.“

Afdelingskontoret, der flyttede til den nye adresse på Rue Lafleur Duchène 39, havde faktisk midlertidigt sin ’rigssal’ under åben himmel, nemlig i den store grusbelagte gård. Dér blev møderne holdt nogle måneder ind i 1955, indtil brødrene lejede en villa på Grande Rue. Med ejerens tilladelse fjernede de husets indervægge og fik derved et lokale der var mere end dobbelt så stort som det der havde været benyttet som rigssal i huset på Rue Capois.

Lige før flytningen til huset på Lafleur Duchène rejste ægteparret Brodie tilbage til Canada fordi de skulle være forældre. De bor nu i Toronto, hvor Alex tjener som ældste.

Fred Lukuc vender tilbage

Mens Fred Lukuc prøvede at komme til kræfter igen, mødte han i 1955 uventet Roland Fredette ved områdestævnet i Dallas i Texas. Roland tilskyndede Fred til at komme tilbage til Haiti. „Du vil klare dig langt bedre dér,“ sagde han. Fred tjente på det tidspunkt på Vagttårnsselskabets landbrug i Norval i Canada. Men hans helbred var dårligt og fra tid til anden fik han tilbagefald. Hvad skulle han gøre?

„I september 1955 vendte jeg, med en vægt på kun 54 kilo, tilbage til Cap-Haïtien sammen med Roland Fredette,“ skrev Fred senere. „Selskabet og alle brødrene var meget venlige. Nogle få måneder senere indbød Selskabet mig til at virke i kredstjenesten i det nordlige Haiti. Det var en stor forret! Men kunne jeg mon klare det? Jeg følte ikke at jeg havde kræfter nok. Jeg bad til Jehova og skrev derefter til Selskabet: ’Jeg vil gerne prøve.’ Jeg genoptog kredstjenesten i juni 1956. I de følgende seks år blev jeg rigt velsignet af Jehova. Jeg tog faktisk 18 kilo på i vægt og genvandt mit helbred fuldstændigt.“

Det kan en mand sagtens gøre!

I 1956 fik gruppen af gileadmissionærer yderligere forstærkning. Blandt andre Max Danyleyko, der havde været  missionær i Quebec og derfor allerede talte fransk. Han ankom i februar og fik til opgave at samarbejde med Grady Rains, der havde været i Haiti siden 1952. Broder Danyleyko fortæller om sine første erfaringer:

„Den bolig vi havde lejet i Petit-Goâve havde ikke indlagt rindende vand. Derfor måtte vi hente vand i en spand ved den offentlige vandpost. Men der kom hele tiden kvinder løbende som tog spanden og bar den for os. De sagde: ’Yon nonm pa kapab fè sa!’ (Det er ikke passende for en mand at gøre dette!). Det var kvindernes arbejde. Noget lignende skete på markedet. Der gik nogen tid før vi fik dem til at forstå at en mand sagtens kan gøre det. Senere begyndte vi at se andre mænd der fulgte vores eksempel.“

Markederne findes for det meste under kæmpemæssige overdækninger. Men de breder sig også uden for overdækningen. De endeløse rækker af varer bliver enten arrangeret på lange borde eller lagt ud på vejen. Lad os besøge et af disse markeder.

Vi presser os igennem menneskemængden og træder forsigtigt ind blandt de handlende eller skræver over deres varer. Da vi får øje på nogle pæne limefrugter, henvender vi os til en kvinde der sidder på hug ved siden af, og følgende samtale udspiller sig: ’Hvor meget koster sådan fire stabler limefrugter?’ ’Firs cent.’ ’Jeg vil give dig 50 cent.’ ’Nej, 70 cent — ikke mindre.’ Vi siger ’60 cent’ og begynder at gå. Så pifter hun ad os for at kalde os tilbage. Vi betaler 60 cent, samler limefrugterne op og spørger: ’Wa ban m’ degi?’ (Hvad med en gave?) Hun smiler og giver os en gratis limefrugt. Og så er alle glade.

Missionærer kommer til Saint-Marc

Da missionærerne George og Thelma Corwin ankom til Haiti i april 1956, blev George straks kastet ud i forkyndelsen. Han fortæller: „Vi ankom til Betel fra lufthavnen og fik frokost. Derefter inviterede Peter Lukuc mig med i  forkyndelsen. Vi tog nogle få besøg sammen, derefter foreslog han at jeg skulle tage ét besøg alene mens han tog et andet. Det var min første dag på Haiti! Og det var et mærkeligt sprog! Men haitianerne er meget forstående, og jeg klarede skærene.“

Broder og søster Corwin blev sendt til Saint-Marc sammen med Peter Lukuc. Til at begynde med fik de udleveret nogle kvitteringer til abonnementsfornyelse. Mens broder og søster Corwin søgte efter en kvinde hvis navn stod på en af kvitteringerne, traf de hendes søster, en pensioneret skolelærerinde ved navn Adèle Canel. De begyndte at studere bogen „Gud Maa Være Sanddru med hende“ — hendes bog var på fransk mens deres var på engelsk. Efterhånden sluttede hendes mand sig også til studiet. Inden længe delte de stuen op og stillede den største del til rådighed for møderne. De blev begge to forkyndere, og sådan blev Saint-Marc-menigheden oprettet i 1956.

George og Thelma studerede blandt andre med Marc-Aurel Jean, der var skrædder. Studiet foregik i skrædderværkstedet, hvor også Marcs fader, Emmanuel, lyttede og tog ved lære, selv om han ikke kunne læse. Snart begyndte de begge to at overvære møderne og at deltage i forkyndelsen — den aldrende fader lærte sin prædiken udenad. Han fik senere studium med en fisker. Han gennemgik først nogle få paragraffer med sin søn så han blev kendt med stoffet. Derefter kunne han ved hjælp af Bibelen, en brochure og en sangbog lede studiet og indlede og afslutte med sang og bøn — ligesom ved møderne.

I kredstjenesten med Selskabets film

Som kredstilsynsmand besøgte Fred Lukuc mange egne af landet. Fra og med 1956 viste han filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed i de byer han besøgte. I byen Hinche, der ligger inde i landet, valgte han at vise filmen et sted i en park der lå lige foran en katolsk kirke. Da gudstjenesten i kirken  var færdig viste han nogle få af de indledende scener på den første spole for at tiltrække folks opmærksomhed når de kom ud af kirken. Derefter spolede han filmen tilbage, kom med de indledende kommentarer og viste så hele filmen. På den tid var der kun to specialpionerer og to andre forkyndere i Hinche, men antallet af tilstedeværende nåede op på omkring tusind.

Der var ingen elektrisk strøm i byen Mirebalais, der ligger syd for Hinche. Hvordan kunne man vise filmen dér? Fred forkyndte for en sergent som han fortalte om sit problem. Sergenten sørgede for at filmen kunne vises på militærets kaserne, med strøm fra en generator. Det kunne ikke lade sig gøre at invitere folk fra byen ind på det militære område, men de få brødre fik lov til at overvære forevisningen. Blandt de 75 tilstedeværende var også soldaternes hustruer og venner.

 Mange år senere, i 1988, efter at Fred Lukuc havde holdt et foredrag i den franske menighed i Delray Beach i Florida, præsenterede den præsiderende tilsynsmand, broder Fabien, sig og sagde: „Du forkyndte for mig i 1957 mens jeg var sergent i Mirebalais. Jeg forlod hæren i 1971. Nu er jeg din broder, og min datter er pioner.“ Det var et dejligt gensyn efter næsten 30 år!

Det var også i Mirebalais at en 20-årig ung mand satte et modigt eksempel for brødrene. Selv om han var lam i begge ben kom han ridende til byen på sit æsel for at være til stede under Freds besøg som kredstilsynsmand. Når han kom til møderne måtte han bæres på ryggen ind og ud af rigssalen. Siddende på sit æsel forkyndte han også i sin landsby, der lå 18 kilometer borte. Han var blandt de 54 der i 1957 blev døbt ved områdestævnet i Port-au-Prince.

Over 30 år senere husker Fred også tydeligt nogle af forkynderne i menigheden i Ouanaminthe, der ligger ved grænsen til Den Dominikanske Republik. Han husker at tre af disse trofaste forkyndere boede 19 kilometer fra rigssalen og kom gående for at være med i tjenesten søndag formiddag. De tilbragte hele dagen i tjenesten, overværede mødet om aftenen og gik derefter de 19 kilometer hjem i måneskin.

Produktive pionerer

Da Fred tog mod nord fra Mirebalais og besteg en højderyg nær ved landsbyen Sainte-Suzanne, så han nogle meget smukke landskaber. Hvad der var endnu skønnere, var imidlertid alle de sandhedssøgende mennesker brødrene fandt i dette område.

I byen Petite-Rivière-de-l’Artibonite besøgte Fred to specialpionerer. Hvilke resultater havde de opnået? Efter kun 14 måneder i området havde de nu følgeskab i forkyndelsen af flere af dem de studerede Bibelen med. Blandt disse var Gaston Antoine (en apoteker) og hans kone, samt hans søster  og dennes mand, en tidligere præst. Elleve deltog i forkyndelsen i ugens løb, hvoraf seks var med for første gang, og mange mange flere viste interesse. Omkring 800 overværede forevisningen af Selskabets film i en park, og der var også mange til stede ved de andre møder.

Storm og oversvømmelser

I 1957 rejste Peter Lukuc en runde som kredstilsynsmand i de sydlige egne. Han tog med båd fra Anse-à-Veau til Baradères, en by hvor der er stor risiko for oversvømmelser. Efter at Peter havde holdt et offentligt foredrag for 30 tilhørere, blev han opmærksom på at nogle kæmpemæssige skyer var under udvikling. Næste morgen gik han om bord i en båd for at tage videre, men undervejs rejste der sig et voldsomt stormvejr. Styrtregnen gjorde passagererne gennemblødte. Båden lagde derfor ind ved byen Petit-Trou de Nippes.

Peter lod sig dog ikke standse af vejret. Da han mente at det sikkert var første gang der kunne aflægges et vidnesbyrd i denne by, begav han sig om eftermiddagen ud i regnen for at forkynde. Det viste sig imidlertid at der allerede var en forkynder på stedet, en som han tidligere havde truffet i havnebyen Miragoâne. Denne broder var meget begejstret for at se Peter igen. Næste formiddag, da båden var på vej tilbage mod Anse-à-Veau, rejste der sig et nyt stormvejr. Men det lykkedes dem at nå frem til den allerede oversvømmede by i god behold.

På vej over land ventede der endnu en udfordring — at passere floden Grande-Rivière. Allerede i tre kilometers afstand kunne Peter høre lyden af vandmasserne der kom brusende ned fra bjergene. Det var umuligt at komme over. På begge sider ventede folk en hel dag og en hel nat. Imens gik Peter rundt på bare fødder i mudderet for at forkynde og sprede blade i de få huse der lå i nærheden. Næste morgen, da vandstanden var sunket til lige under skulderhøjde, vadede Peter over floden.

 Der var også brødre som forkyndte i Miragoâne, en ejendommelig havneby nordøst for Vieux-bourg, hvor retsindige tog imod sandheden. En dag var en søn af en baptistprædikant til stede ved et bibelstudium hvor man drøftede den kommende nye verden. De bibelske vidnesbyrd om at jorden vil blive omdannet til et paradis uden lidelse, død og elendighed, gjorde et stærkt indtryk på ham. Han forstod også at ikke alle gode mennesker kommer i himmelen. (2 Pet. 3:13; Åb. 7:9; 21:4, 5) Han vendte straks tilbage til sin landsby i bjergene hvor han samlede kirkens medlemmer, deriblandt sin fader, og viste dem hvad Bibelen virkelig lærer om jordens fremtid. Den følgende dag sendte de en delegation af sted til Miragoâne for at bede forkynderne om at komme og undervise dem ud fra Bibelen. De fleste i denne kirkelige gruppe, deriblandt prædikanten, begyndte at studere, og omkring 30 af disse blev vidner for Jehova.

De var søjler i kirken

Også i de nordlige egne tog folk der var dybt engagerede i kirkelige anliggender med taknemmelighed imod budskabet fra Bibelen. For eksempel glædede François Doccy og Jean Sénat sig over at de efter syv måneder i havnebyen Port-de-Paix, der ligger på nordkysten, havde fundet flere der var ivrige efter at tjene Jehova. Under kredstilsynsmandens besøg havde ni forkyndere deltaget i tjenesten på arbejdsmarken. En samtale mellem Fred Lukuc og en katolsk pige viser hvem nogle af de ni var. Fred fortæller:

„Hun spurgte: ’Har du været alene ude i dag?’ ’Nej,’ svarede jeg, ’Roch St.-Gérard var også med.’ ’Roch St.-Gérard!’ gentog hun lamslået. ’Ja, han er et af Jehovas vidner nu,’ sagde jeg. ’Men han var jo præsident for Légionnaires [en lokal katolsk gruppe i byen], en af søjlerne i kirken,’ udbrød hun. Så tilføjede jeg: ’Hans kone er også et Jehovas vidne.’ ’Er det sandt at Irlande Sarette studerer sammen med jer?’ spurgte  hun derefter. ’Ja,’ svarede jeg, ’hun kommer til vore møder og går ud og forkynder sammen med os.’ ’Det var dog utroligt,’ udbrød hun, ’Irlande var jo præsident for Croisée [en anden katolsk forening]’. ’Så er der også Lucianne Lublin,’ sagde jeg. Hun afbrød mig: ’Det vil sige fire af søjlerne i kirken!’ ’Du burde også have et studium,’ sagde jeg. ’Ja, det vil jeg gerne,’ svarede hun.“

De der blev nævnt her blev sammen med flere andre døbt ved områdestævnet i december dette år, i 1957, mens Don Adams fra hovedkontoret i Brooklyn var på besøg som zonetilsynsmand.

Fremskridt trods modstand

Når den gode nyhed spredtes til nye distrikter udløste det en række falske beskyldninger fra de religiøse ledere. Da Roland Fredette, Fred Lukuc og Hiram Rupp, en missionær fra den fjerde gileadklasse, i 1957 begyndte at besøge folk i Mont-Organisé, der ligger 35 kilometer syd for Ouanaminthe, reagerede præsterne med skarpe advarsler. „De falske  profeter er kommet!“ sagde de. „Der er amerikanske spioner i byen.“ „Vogt jer for kommunisterne!“

Brødrene gendrev taktfuldt beskyldningerne. En fremtrædende mand i byen, François Codio, indlod sig på en tre timer lang drøftelse med brødrene. Deres forklaringer gjorde indtryk på ham, og han modtog et eksemplar af hver publikation de havde. Andre begyndte at lytte i stedet for at protestere, og mange tog imod læsestof.

Også i Port-au-Prince gik arbejdet stadig fremad. Derfor opstod der snart behov for et større afdelingskontor. Desuden havde de politiske uroligheder i 1957 medført at kvarteret omkring afdelingskontoret i Lafleur Duchène blev et arnested for vold. Så da lejekontrakten for huset udløb blev betelhjemmet og kontoret flyttet til en bedre beliggenhed, Pont-Pradel 3 i bydelen Bois-Verna. Der blev oprettet en ny fransktalende menighed som kunne holde møder på Betel.

De politiske uroligheder, med seks forskellige regeringer i løbet af ti måneder, fortsatte ind i 1958. Men brødrene blev ved med at forkynde om Guds rige som den eneste løsning på alle regeringsproblemer, mens de forblev neutrale, sådan som de havde været hele tiden.

Frugterne af det gode arbejde

I 1958 var den lille gruppe forkyndere i Saint-Marc blevet til en fuldvoksen menighed. Det viste sig i august da de skulle klare sig på egen hånd mens missionærerne overværede det internationale stævne i New York. De lokale forkyndere ydede en endnu større indsats i tjenesten end i nogen måned før, og to nye forkyndere begyndte i tjenesten. De satte et meget fint eksempel i åndelig stabilitet og nidkærhed i tjenesten.

George Corwin og hans kone glædede sig meget over den andel de havde haft i dannelsen af denne menighed. Men da de pludselig ventede familieforøgelse forlod de Saint-Marc i maj 1960 og rejste tilbage til Canada.

 Flere missionærer kommer til

I 1958 ankom yderligere fire missionærer: Roland Sicard, Stanley Boggus, Steve Simmons og Maceo Davis. Da Daniel Eyssallenne havde hentet dem i lufthavnen, traf de Peter Lukuc ventende på dem i det værelse hvor de skulle lære fransk. En måned senere gjorde de deres første forsøg på egen hånd i nabolaget omkring missionærhjemmet. Stanley Boggus siger: „Vi var forbavsede over at folk gjorde alt hvad de kunne for at hjælpe os med at få sagt det vi havde på hjerte.“

Tre måneder senere fik Stanley og Steve tildelt distrikt i Cayes. Her fandt de hurtigt ud af at det ikke var nok at kunne fransk. En dag da Stanley fulgtes med kredstilsynsmanden, Max Danyleyko, talte han med en kvinde der hele tiden sagde: ’M’pa sou sa.’ Stanley troede at hun sagde ’det vidste jeg ikke’, og fortalte at han netop var kommet for at fortælle hende om det. Senere gjorde Max ham opmærksom på at hun faktisk sagde: ’Jeg er ikke interesseret i den slags.’ Da besluttede Stanley sig til at lære kreolsk.

En ægtemand ændrer indstilling

Stanley Boggus giftede sig i oktober 1960 med Bertha Jean, en haitiansk pionersøster, og de fortsatte som specialpionerer i Cayes. To måneder senere mødte de Edèle Antoine, som sagde: ’Jeg tror at Gud er med jer. Vil I lære mig hvordan man tilbeder ham?’ Hun gjorde gode fremskridt trods voldsom modstand fra sin mand og sine naboer, og ved det førstkommende kredsstævne blev hun døbt. Da hun vendte tilbage fra stævnet, blev hun overrasket over at hendes mand kyssede hende og de tre børn og sagde: „Velkommen hjem. Jeg hører at du er blevet døbt.“ Han begyndte at overvære møderne, blev et Jehovas vidne og forblev trofast lige til sin død mange år senere.

Omkring 25 år efter at Stanley Boggus forlod Haiti, kunne han føje en fodnote til sin oplevelse: „I 1987 blev jeg bedt om  at hjælpe med at undervise på pionerskolen i den franske kreds i New York City. Da jeg gennemgik elevlisten stødte jeg på navnet Edèle Antoine. Jo, det var hende som jeg havde hjulpet i sandheden 27 år tidligere. Det var opmuntrende at se hende dér i pionerernes rækker.“

Ikke udenfor sammen med falsk religion

Kort efter at Sénèque Raphaël i maj 1960 var kommet til Mont-Organisé for at beklæde en stilling som sundhedsinspektør, tog han imod François Codios invitation til de møder han holdt i sit hjem. Sénèque var en ivrig ung mand på 24 år som ønskede at lære Bibelen bedre at kende. François lånte ham derfor bogen „Gud Maa Være Sanddru“, og Sénèque studerede den fra ende til anden. Da Sénèque i august skulle til Ouanaminthe for at besøge sine forældre og blive døbt af baptisterne, opfordrede François ham til at besøge den lokale rigssal og kontakte en pioner ved navn Mercius Vincent.

Mercius spurgte Sénèque ud om hans tro og opdagede at han forstod at kirkens lære afviger betydeligt fra det Bibelen lærer. Efter at have mønstret denne firskårne, mørklødede unge mand med øjnene, sagde Mercius: „Hr. inspektør, Bibelen siger her i Åbenbaringen 22:15 at enhver som elsker og praktiserer løgn er udenfor. Det gælder også dem der lærer noget falsk. Du vil derfor være ’udenfor’ sammen med dem hvis du tilhører den religion.“

Efter et øjebliks stilhed spurgte Sénèque: „Hvad skal jeg gøre?“ Mercius gav ham brochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“ og lovede at studere den med ham næste formiddag. Sénèque læste den og lærte meget af indholdet udenad. Om aftenen samme dag som de havde det første studium overværede han et møde, og næste formiddag begyndte han i forkyndelsen. I januar 1961 blev han døbt. François Codio, som havde bragt ham i kontakt med sandheden, blev imidlertid aldrig et Jehovas vidne, heller ikke selv om hans kone gjorde.

 Forberedt på større vækst

Carrefour-menigheden, som var vokset til 54 forkyndere, begyndte at bygge en rigssal af tilstrækkelig størrelse til at dække deres behov. Da man støbte betontaget arbejdede 67 frivillige hårdt hele dagen mens søstrene lavede mad til dem. Den 17. december 1960 holdt Fred Lukuc indvielsestalen i den nye sal for en stor, taknemmelig tilhørerskare. Dumoine Vallon tjente som præsiderende tilsynsmand her i en årrække. Han blev specialpioner i 1978, og endnu i 1993, i en alder af 84 år, tjente han som sådan i Thorland-Carrefour-menigheden.

I midten af 1960 var der over 800 forkyndere i Haiti, fordelt i 23 menigheder, sammenlignet med 99 forkyndere i 1950. Max Danyleyko blev dengang kaldt til Betel for at tjene som afdelingstilsynsmand. Victor Winterburn planlagde at gifte sig, og et års tid senere måtte han og hans hustru vende hjem til Canada som vordende forældre.

 I 1961 blev Fred Lukuc indkaldt til afdelingskontoret for at virke på deltid og tjene som lærer på Rigets Tjenesteskole fra maj til august. Oplæringen af de 40 tilsynsmænd og specialpionerer på dette tougers kursus var meget betimelig, eftersom den styrkede dem til de prøver brødrene snart skulle blive udsat for.

Også områdestævnet i januar 1962 forberedte de lokale brødre på at forøge deres tjeneste. Afdelingstilsynsmanden talte om pionertjenesten og tilskyndede egnede brødre uden familieforpligtelser til at blive specialpionerer. Sénèque Raphaël, som afleverede en ansøgning, har denne kommentar:

„Jeg tjente i Artibonite som almindelig pioner sammen med Emile Cinéus og var ivrig efter at blive specialpioner. Jeg sagde derfor min stilling i sundhedsforvaltningen op. Jeg havde 280 kroner, en klippemaskine og en saks hvormed jeg håbede at kunne skaffe mig mit udkomme — men det har Jehova altid sørget for.“ Sénèque havde ingen anelse om at myndighederne få dage efter at han havde ansøgt om at blive specialpioner ville gribe ind over for Jehovas Vidner.

Arrestation!

Den 23. januar 1962 blev Max Danyleyko og Andrew D’Amico arresteret på afdelingskontoret, og beholdningen af Vågn op! for 8. januar 1962 (på fransk) blev beslaglagt. Andrew og Helen D’Amico, to missionærer fra Canada, boede på Betel. Helen undgik arrest fordi Andrew sagde at hun skulle gemme sig på badeværelset. De håbede at hun ville forblive på fri fod så hun kunne fortælle andre hvad der var sket.

Hun beretter: „Jeg stod bag den lukkede dør og bad.“ Hun hørte nogle mænd gennemsøge værelset. Men da de kom til badeværelsesdøren begyndte én at tale om et skab der skulle undersøges, og de fortsatte med at ransage resten af huset. De tog af sted, men lod fortsat huset bevogte indtil mørkets frembrud. Vagten forlod sin post umiddelbart før Donald Rachwal, en anden missionær som boede dér, kom hjem fra tjenesten.  Efter at have fået at vide hvad der var sket, sendte han Helen hen til nogle søstre på et andet missionærhjem, og forsøgte at kontakte andre modne brødre.

Imens blev de arresterede brødre spærret inde med 17 andre mænd i en lille celle på politistationen. De sov som de bedst kunne, og sad på gulvet hvis de ikke stod op, for der var ikke plads til at ligge ned. Hele onsdagen blev de krydsforhørt men fik ikke at vide hvad anklagerne gik ud på. Næste morgen blev de ført for en højtstående embedsmand, som henviste til et stykke om Haiti i det franske Vågn op! for 8. januar (1962) og belærte dem om at racerne er ligeværdige. (Der var tale om nogle citater fra aviserne Le Monde og Le Soir der handlede om voodoodyrkelse.) Han sendte dem bort uden at give dem lejlighed til at svare, og de blev løsladt.

Tre uger senere, den 14. februar, udtalte udenrigs- og religionsministeren: „Vi bliver nødt til at bortvise børn af Jehovas vidner fra de offentlige skoler.“ Dette skete efter at en ung søster var blevet bortvist fordi hun havde skrevet til skoleinspektøren og forklaret hvorfor hun ikke ville hilse flaget. Inspektøren — en romersk-katolsk nonne — havde sendt brevet til myndighederne. Også en anden søster blev bortvist. Begge piger var i gang med deres sidste skoleår og var dygtige forkyndere.

Udvisning!

Fire uger senere, den 17. marts, blev Max, Donald, Andrew og Helen personligt underrettet af politichefen om at alle missionærer havde 24 timer til at forlade landet. Der blev ikke givet nogen begrundelse. Missionærerne blev derefter kørt hjem for at hente deres pas. Dér mødte de Albert Jérome, der nu var bytjener, og fortalte ham kort hvad der var sket.

På politistationen blev de derefter holdt under bevogtning. Rodrigue Médor studerede imidlertid med en overbetjent der var i tjeneste, så Max gav ham en besked med til  brødrene om at de skulle kontakte den canadiske ambassade. Ved overbetjentens hjælp kunne Rodrigue besøge de fængslede missionærer om natten og få nøglen til Selskabets postboks udleveret. Overbetjenten besørgede deres ærinder idet han købte mad til dem, kontaktede brødrene og hentede post.

Søndag den 18. marts blev de tre canadiere under bevogtning ført til lufthavnen for at blive sendt til Kingston på Jamaica. Men eftersom de ikke havde billetter videre til Canada, nægtede luftfartsselskabet at befordre dem. En hel del brødre mødte op i lufthavnen, og Max Danyleyko talte kort med Albert Jérome og et par andre. Næste dag blev de under bevogtning ført direkte ind i maskinen og sendt til Kingston, hvor de blev et par uger før de fortsatte til Canada. Donald Rachwal, der var fra De Forenede Stater, fløj alene.

Stanley Boggus, som virkede i kredstjenesten, blev den 3. april deporteret sammen med de tilbageværende missionærer. Senere tjente han i Zaire. Da han i 1971 vendte tilbage til De Forenede Stater, fortsatte han med at tjene sammen med de franske menigheder i New York. Efter et par måneder i Canada fortsatte Max Danyleyko med at tjene i Congo-Brazzaville, Den Centralafrikanske Republik, Tchad og Nigeria, og han tjener nu i Elfenbenskysten. Fred Lukuc har tjent i Congo-Brazzaville og Elfenbenskysten. Af helbredshensyn blev han og hans hustru i 1985 overflyttet til det canadiske Betel. Peter tjener nu sammen med spanske menigheder i De Forenede Stater. Resten af missionærerne tjener stadig loyalt Jehova eller er døde trofaste.

Skadefro religiøse ledere

De religiøse ledere havde haft travlt med at fortælle myndighederne at Jehovas vidner var kommunister og ikke støttede regeringen. Præsterne havde også fortalt Vidnerne at de kun ventede på et regeringsdekret for at slippe af med dem.

 De hilste derfor missionærernes udvisning med glæde. En evangelisk radiostation på sydkysten udsendte skadefro nyheden i denne version: „Kristus og Staten har udvist de falske profeter af landet.“ Gejstligheden regnede med at Rigets gerning ville gå i stå. Det er dog værd at bemærke at Jehovas Vidner ikke var blevet forbudt.

Haitianerne viderefører arbejdet

André René, en af de første haitianere der gennemgik Gileadskolen, blev afdelingstilsynsmand, og de lokale brødre videreførte arbejdet så godt de kunne. Renan Sanon (der en kort tid havde tjent som kredstilsynsmand), Emile Cinéus og Don Delva blev udnævnt til at tage sig af de tre kredse. Til modstandernes ærgrelse havde arbejdet fortsat betydelig fremgang.

Endog nogle fra præsternes egne rækker tog imod sandheden. Sénèque Raphaël havde for eksempel en lang drøftelse om den nye verden med Augustin Josémond, en protestantisk præst i Liancourt. Denne mand tog imod et bibelstudium, meldte sig ud af kirken og blev døbt. Han og hans familie med ti børn er meget aktive forkyndere.

Flere og flere tog pionertjenesten op, deriblandt nogle som havde lært at læse og skrive i menighedernes læseklasser. Brødrene opmuntrede og hjalp disse pionerer. Brødre som havde forretning lod dem endog købe deres varer til „pionerpriser“ — det vil sige med rabat.

Menighederne fortsatte med at vokse så stærkt at man i 1963 nåede op på over tusind forkyndere, nemlig 1036. I løbet af det år blev der dannet en ny kreds, og Sénèque Raphaël, som nu var blevet en levende taler, blev kredstilsynsmand i nord. Hans lille kreds kunne dækkes på fire måneder. „Frimånederne“ brugte han så til at besøge byer hvor der ikke var nogen forkyndere.

 To andre lovende unge mænd

Nogle af dem der blev Jehovas vidner i denne periode var meget nidkære for den sande tilbedelse.

I 1961 havde Fulgens Gaspard som 22-årig set en adventist rive en side ud af sin egen bibel, da han ikke kunne forklare de skriftsteder en forkynder viste ham. Selv om Fulgens var en trofast katolik, indrømmede han at Jehovas vidner var godt kendt med Bibelen. Han fandt ud af at han ikke kunne forstå det han læste i den bibel han plejede at låne, så han bad denne forkynder om hjælp. De begyndte at studere hver søndag. Snart kom Fulgens til møderne, holdt op med at gå i kirke, og tog forkyndergerningen op. Da han i marts 1965 blev døbt, var hans næste mål at blive pioner.

I 1962 studerede Wilner Emmanuel, 15 år gammel, marxismen sammen med andre unge. Han troede imidlertid at Gud var til og var årsag til den orden der præger universet. En anden studerende, søn af Diego Scotland, plejede at låne ham Vagttårnet, Vågn op! og andre publikationer. Alphonse Hector, en 35-årig nabo som endnu ikke var et Jehovas vidne, gav ham bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og anbefalede ham at studere Bibelen.

Wilner beretter: „Jeg læste hele bogen den nat og begyndte at betragte mig selv som indviet til Jehova. Nogle dage senere sørgede Alphonse for at søster Derenoncourt kom i gang med at studere med mig. Hun var forbløffet over hvor godt jeg forstod det jeg havde læst.“ Wilner gjorde hurtigt fremskridt og blev døbt i august 1965. Også han sled for Jehovas rige og for den nye verden.

I samme periode, nemlig i 1966, viste den daværende afdelingstilsynsmand sig at være troløs i sit kristne tillidshverv og blev udstødt. Prophète Painson, der var en mild og forsigtig mand på 29 år, blev afdelingstilsynsmand i hans sted og tjente som sådan i de næste seks år. Han var blevet døbt i 1960 og var begyndt i pionertjenesten i 1962. Kontoret lå nu  på hjørnet af Ruelle Waag og Avenue Christophe i Port-au-Prince.

I 1967 arbejdede Fulgens Gaspard — der var blevet døbt to år tidligere — som skolelærer. Eftersom han planlagde at blive pioner ansøgte han om deltidsansættelse. Da det blev afvist sagde han sit arbejde op i håb om at han kunne leve af sin hobby som kunstmaler. Men før han nåede at aflevere sin pioneransøgning blev han udnævnt til specialpioner. Tre måneder senere blev han indkaldt til arbejde på Betel, og i januar 1969 begyndte han at tjene som kredstilsynsmand. Han var en mand med et stille gemyt, men var allerede blevet en velformuleret offentlig taler som det var en fornøjelse at lytte til.

Modstand bliver overvundet

I 1969 satte præsterne igen det rygte i omløb at Jehovas vidner var kommunister. Regeringen gav ordre til en eftersøgning af den samfundsnedbrydende lekture som Jehovas vidner efter sigende anvendte. Dette gav anledning til rygter om at de blev arresteret i Port-au-Prince. Mange skyndte sig at tilintetgøre de blade de havde modtaget og ville ikke længere tage positivt imod brødrene.

I enkelte tilfælde tog lokale embedsmænd affære imod vore brødre, skønt de ikke havde fået noget direktiv herom fra centralregeringen. To specialpionersøstre, Furcina Charles og Yolande Fièvre, modtog følgende besked fra præfekten i Limbé: „De er af offentligheden blevet stemplet som uønskede i Limbé. Jeg må oplyse Dem om at De ikke længere er velkomne iblandt os.“ Borgmesteren fortalte dem at han ikke kunne tillade at de forkyndte og holdt møder medmindre de havde tilladelse fra myndighederne i Port-au-Prince. Han lod rigssalen lukke. Disse søstre og de få andre forkyndere dér fortsatte dog med at forkynde og holde møder i private hjem — idet de ændrede mødested og mødetid fra gang til gang.

 Få måneder senere giftede Furcina sig med Jacques François, en anden specialpioner. Hun var 39, var blevet døbt i 1959 og havde været pioner siden 1961. Jacques var 29. Efter at være kommet til Limbé henlagde han igen møderne til rigssalen. Han sagde: „Jehovas Vidner er et anerkendt trossamfund, og jeg kender ikke til noget dekret der forbyder dem.“

Nu blev han og Furcina arresteret og ført til præfekturet. Præfekten sagde at han ikke havde noget at anklage dem for, men at borgmesteren var ansvarlig for aktionen. Næste dag sagde borgmesteren at militschefen var ansvarlig. Denne sagde imidlertid at han ikke havde noget imod dem. De fortsatte derfor med at holde møder uden yderligere problemer. I 1993 døde Jacques mens han tjente trofast som ældste i Port-au-Prince.

Borgmesterens døtre var får

I Bassin-Bleu begyndte en specialpioner i 1970 at studere med præsten, og præsten overværede mindehøjtiden. Byens borgmester søgte imidlertid at få ham til at holde op: „Fader, du har gennemført dine studier. Det er ikke rigtigt af dig at sidde og blive undervist af dette lille Jehovas vidne.“ Til sidst afbrød præsten studiet.

Men så begyndte borgmesterens ældste datter, Josette, at studere. Hendes fader var imod det, men hun tog et afgjort standpunkt for sandheden og blev døbt. Med tiden fulgte hendes søstre i hendes fodspor. Men det gjorde borgmesteren ikke. Han blev dog venligsindet over for Jehovas vidner. Josette er nu pioner og hendes mand er ældste.

De falske rygter gjorde det vanskeligt for vore brødre at få lejemål i stand til afholdelse af stævner. De byggede derfor en primitiv hal i Mariani i Port-au-Prince. I 1970 tog de den i brug og udvidede den efterhånden som tilhørerskaren voksede år for år. Der kunne blive varmt under bølgebliktaget, men de 2049 forkyndere der rapporterede i 1970, anså det for bedre end ingenting.

 En udlandshaitianer kommer til hjælp

På det tidspunkt foregik der en stor udvandring af haitianere til Nordamerika. I 60’erne havde der kun været få udvandrere, men sidst i 70’erne forlod en strøm af mennesker landet i små både. Allerede i begyndelsen af 60’erne var der nok haitianere i New York til at udgøre et fransktalende missionærdistrikt. Den første fransktalende menighed blev dannet i 1969, og det var herfra Michel Mentor kom.

Han var haitianer, men bosiddende i De Forenede Stater, og begyndte i 1966 at studere med Jehovas vidner. Han gjorde hurtigt fremskridt og blev døbt i 1967. I 1971 blev han oplært på Gileadskolen og blev sendt til Haiti for at tjene som afdelingstilsynsmand. Han var dengang en ugift mand på 34, var venlig og havde gode lederevner. Hans komme var især påskønnet fordi det ikke senere var lykkedes at få missionærer ind i landet.

Andre forkyndere kom på eget initiativ for at tjene som pionerer hvor behovet var større. I 1972 besluttede Selskabet igen at prøve at sende fire nye gileadmissionærer. Med indenrigsministerens velsignelse fortalte en embedsmand dem at de ville blive retsforfulgt hvis de stadig var i landet efter udløbet af deres turistvisum. De tog derfor til Puerto Rico for at vente på deres nye distriktstildeling. Kort efter deres afrejse døde embedsmanden. Og tre måneder senere faldt ministeren i unåde, blev sat fra bestillingen og drog i eksil.

En uventet forsvarer

Størstedelen af modstanden kom fra embedsmænd som greb til handling fordi de blev provokeret eller sat i forlegenhed af præsternes propaganda. Nogle havde deres egne fordomme. Deres handlinger var ikke udtryk for regeringens officielle holdning. Den da nyligt afdøde præsident for Haiti havde som ung studeret med Jehovas vidner. Han havde ganske vist valgt en anden livsvej, men bevarede sin respekt for  brødrene. Desuden aftvang deres ærlighed, politiske neutralitet og lovlydighed andre højtstående personers respekt og beundring. En pioner oplevede for eksempel følgende:

„Da jeg tilbød bladene til to mænd i Port-au-Prince, sagde den ene af dem: ’Hvis jeg havde magt til det, ville jeg sætte alle jer Jehovas vidner i fængsel.’ Den anden, en minister i regeringen, brød ind før jeg kunne nå at svare. Han fortalte manden at så vidt han havde set på sine rejser og ved religiøse ceremonier, blandede alle trossamfund undtagen Jehovas vidner spiritisme ind i deres tilbedelse. Han tilføjede derefter: ’Jehovas vidner er de eneste der praktiserer sand kristendom.’“

Søgen efter bedre faciliteter

Eftersom man ikke havde et afdelingskontor som var ejet af Selskabet, syntes nogle at Jehovas Vidners arbejde i Haiti manglede værdighed og identitet. I 1971 havde en advokat udlejet et hus i Rue St.-Gérard til Selskabet. Men da han fandt ud af at det var til Jehovas Vidner nægtede han at forny lejekontrakten.

Efter en betydelig indsats for at finde et andet sted flyttede afdelingskontoret til et hus på Rue Chérièz i Canapé Vert. Her forblev det i fire år, indtil det i 1975 blev flyttet til Delmas, men huset her var alt for lille. Michel Mentor mindes: „Vi måtte anbringe publikationer i soveværelserne, dagligstuen og på trapperne. Zonetilsynsmanden rådede os derfor til at finde et andet sted, og det var ved den lejlighed at tanken om at finde en grund hvor vi selv kunne bygge, blev til.“

Rost af nogle præster, fordømt af andre

I 1968 fik brødrene bogen Sandheden der fører til evigt liv. De brugte den med begejstring. Denne publikation var med til at vinde de unges hjerter for Bibelen. Nogle præster brugte endda noget af dens indhold i deres prædikener, men udelod navnet Jehova.

 I 1972 udstillede en katolsk præst den ligefrem i domkirken i Port-au-Prince og sagde: „Hvis Jehovas vidner tilbyder jer denne lille blå bog, så tag imod den. Det er sandheden.“ En kvinde stirrede forbløffet på ham. Hendes søn var et Jehovas vidne, og hun havde modstået ham. Hun tog hjem og spurgte ham om Jehovas vidner havde en lille blå bog. „Ja,“ svarede han. Hun fortalte ham så hvad præsten havde sagt, og hun tog imod hendes søns tilbud om at studere den med hende. Hun blev et døbt Jehovas vidne.

Præsteskabet som helhed skummede imidlertid af raseri over at kirkemedlemmerne forlod deres hjorde. De begyndte at kritisere ’Sandhedsbogen’ fra prædikestolen. Protestantiske præster som Evane Antoine, Louis Desirée og andre udsendte radioprogrammer imod Jehovas Vidner. Evanne Antoine nød at nedrakke bogen sætning for sætning i et program i MBC-radioen i Port-au-Prince hver søndag eftermiddag, og fremsatte ondsindede kommentarer om Jehovas Vidners lære. Hensigten var at rejse en stemning mod ’Sandhedsbogen’.

Men angrebet gav bagslag. Folk blev nysgerrige, og i årene 1972-75 blev bogen spredt vidt og bredt. Folk standsede ofte forkynderne på gaden og bad om „ti liv po ble a“ (den lille bog i blåt bind). Mange blev Jehovas vidner.

Radioprogrammerne vakte også højtstående embedsmænds sympati for Jehovas vidner. Herom siger Rodrigue Médor:

„Michel Mentor og jeg blev tilsagt til møde hos ministeren for religiøse anliggender i forbindelse med spørgsmålet om flaghilsen. Han genkendte mig som sin skrædder og spurgte: ’Er det Dem der giver os al den ballade?’ Derefter omtalte han præstens udtalelser i radioen. ’Hvorfor forsvarer I jer ikke?’ spurgte han. Jeg forklarede at vi ikke stræber efter offentlige diskussioner, hvilket kun vil kompromittere værdigheden af vort budskab.“

 Jehovas Vidner i æteren

I april 1973 begyndte Selskabet imidlertid hver onsdag aften at udsende sit eget halvtimes program „Dit ord er sandhed“ i Radio Haiti. Målet var at øge folks kendskab til Jehovas Vidner og modvirke den fordom som radioudsendelserne havde skabt. Man tog ikke præsternes beskyldninger op, men behandlede emner som jordens fremtid, Guds hensigter og familielivet. Materialet var hentet fra Selskabets publikationer, deriblandt Er Bibelen virkelig Guds ord? og Vågn op! Programmet havde derfor en højere standard end præsternes, og dette aftvang folks agtelse og respekt.

Da hensigten var nået med vort program, som jo kostede penge, stoppede det i november 1974. På det tidspunkt havde folk fundet ud af at Jehovas vidner udmærket kan forsvare sig. Og ’Sandhedsbogen’ havde fortsat stor udbredelse.

De religiøse ledere og folk under deres indflydelse indledte imidlertid et nyt angreb ved på ny at rejse spørgsmålet om flaghilsen i skolerne. Nogle aviser bragte artikler imod Jehovas vidner. Myndighederne følte derfor at de igen måtte se på spørgsmålet. Nogle ministre tilkaldte Rodrigue Médor og sagde at de følte at de var i en vanskelig situation i forbindelse med dette problem. Men de kendte ham godt og respekterede ham. De lod det derfor blive ved det.

Mangel på rigssale

Nogle få embedsmænd, hvoraf en del var påvirket af deres tilknytning til kirken, pålagde Jehovas vidner begrænsninger. For at hindre at der blev givet tilladelse til at bygge rigssale drog disse embedsmænd fordel af at Jehovas vidner ikke havde et lokalt indregistreret selskab. Problemet med rigssalene var imidlertid hovedsagelig af økonomisk karakter. De fleste menigheder havde ikke råd til at bygge, så de lejede små bygninger, hvoraf de fleste manglede de grundlæggende faciliteter. Nogle indbudte brød sig ikke om at  overvære møder sådanne ydmyge steder. Men mødedeltagelsen kunne være stor ved visse lejligheder. I en menighed med 100 forkyndere overværede mere end 400 mindehøjtiden i 1975. Der var flere uden for rigssalen end inden for. Man måtte på en eller anden måde skaffe midler til at bygge rigssale.

Nogle menigheder lånte penge af brødrene, og Det Styrende Råd skabte senere en ordning for at hjælpe med finansieringen af rigssalsbyggeriet. Siden denne ordning blev indført i 1978, er der blevet bygget mange præsentable rigssale.

Afdelingskontorets udvalg

Ordningen med et udvalg på afdelingskontoret trådte i kraft i 1976. De oprindelige medlemmer af udvalget var Michel Mentor, Sénèque Raphaël og Défense Joseph. Sidstnævnte var begyndt at tjene som specialpioner 11 måneder efter sin dåb i 1962, og Rodrigue Médor blev medlem af udvalget i 1977. Défense Joseph måtte imidlertid i 1980 flytte til De Forenede Stater for at varetage sine familieforpligtelser.

Da man i 1978 modtog brochuren Blodet, lægevidenskaben og Guds lov på fransk, bad afdelingskontorets udvalg Wilner Emmanuel kontakte det medicinske fakultet ved Haitis universitet. Dekanen sammenkaldte de medicinstuderende og bad Wilner redegøre for Jehovas vidners syn på blodet. Efter foredraget var de glade for at modtage nogle gratis eksemplarer af brochuren. Siden da har mange af dem som professionelle læger vist respekt for Jehovas vidners vægring mod blodtransfusion.

Langt om længe nye missionærer!

I maj 1981 var der omsider et missionærpar som formåede at komme ind i landet og få opholdstilladelse. John og Inez Norman havde været i kredstjenesten i Canada, hvor de havde gjort et godt stykke arbejde. En områdetilsynsmand  har engang sagt om Johns måde at forkynde på: „Det er interessant at gå med ham, for man ved aldrig hvad han kan finde på fra den ene dør til den næste. Han er virkelig original.“

John er født i 1940 på Montserrat i De Vestindiske Øer og er vokset op i Canada. Hans forældre har tjent hvor behovet var stort i Liberia. John blev døbt i 1954 og begyndte i pionertjenesten i 1958. Hans hustru, der er canadier, begyndte som pioner i 1968.

Efter at være kommet til Haiti tjente de en tid som pionerer. I januar 1983 blev de så kaldt på Betel, og John blev udnævnt til koordinator i afdelingskontorets udvalg. Michel Mentor havde i elleve år ført et udmærket tilsyn med afdelingskontoret. Han gik nu ud i rejsetjenesten som områdetilsynsmand, og i de måneder der ikke var stævne tjente han som specialpioner.

Også andre missionærer — fra Canada, De Forenede Stater, Belgien, Frankrig, Nigeria og andre dele af Caraibien — bidrager til fremgangen for Rigets arbejde. De elsker befolkningen. De glæder sig over at arbejde såvel blandt de fattige i de små klynger af huse ved regnflodsdalenes bredder som blandt de rige i deres pragtvillaer. Forkyndere fra alle samfundslag — dommere, læger, ingeniører, forretningsfolk, håndværkere, handlende og arbejdere — har hjulpet dem med at forkynde for andre om den kommende nye verden.

Tjeneste hvor behovet er stort

Ud over missionærerne er der mange som personligt har taget initiativ til at komme til Haiti for at tjene hvor behovet er stort. Blandt dem er Maxine Stump og Betty Wooten, som har udført et frugtbart arbejde i Pétion-ville og Thomassin. Maxine virkede i Thomassin, et samfund som mange ikke mente kunne frembringe forkyndere.

 Som 55-årig begyndte Maxine at føle alderen trykke. Hendes mand havde forladt hende og Jehovas organisation. Alligevel holdt hun ud i 23 år i dette bjergdistrikt, trods modstand. Hendes evne til at udtrykke sig på fransk og kreolsk var begrænset og hun havde en stærk engelsk accent. Mange måtte strenge sig an for at forstå hende, men de følte sig tiltrukket af hendes varme interesse og hendes ægthed. Mange af dem hun studerede med blev Jehovas vidner. Hun tjente som almindelig pioner i Thomassin til 1992, da hun i en alder af 75 ikke længere kunne klare bjergene. Hun vendte tilbage til De Forenede Stater for at modtage lægebehandling, og tjener nu som pioner i Florida.

Betty Wooten begyndte som „pioner“ den dag hun blev døbt i 1962. Hun vidste ikke at hun skulle udfylde en ansøgning! Hun blev derfor først udnævnt i 1967. Efter at hun er kommet til Haiti har hun tjent i Pétion-ville som  specialpioner. Denne varmhjertede sorte søster er 57 år, men ser meget yngre ud. Når hun begejstret forklarer Bibelen slår hun somme tider fra sit ufuldkomne kreolsk over i engelsk. Men hendes oprigtige fremholdelse af sandheden og hendes magtfulde ræsonnementer får folk til at lytte og reagere.

Mens John og Inez Norman i 1982 besøgte det canadiske afdelingskontor, spurgte en i abonnementsafdelingen dem: „Hvem er Betty Wooten?“ Afdelingen behandlede i snesevis af abonnementer tegnet af hende. Hvordan bærer hun sig ad? Hun forkynder altid. Hendes formelle forkyndelse er blot en ’forlængelse’ af hendes uformelle forkyndelse. I butikker, på restaurationer, på benzintanke — overalt og til hver en tid griber hun lejligheden til at tilbyde blade, bøger, abonnementer og bibelstudier. Hun kan nu se tilbage på 22 år i Haiti og glæde sig over at have hjulpet mere end 70 personer til at tjene Jehova!

Der er nu fire menigheder i Pétion-ville, to i Thomassin og én i Kenscoff — syv menigheder med næsten 700 forkyndere i 1993, i et distrikt som førhen kun blev betjent af én menighed.

 En houngan finder sandheden

Blandt dem der er blevet Jehovas vidner på Haiti er en tidligere voodoopræst — en såkaldt houngan — i La Biche. Irilien Désir begyndte at tænke på Gud og ønskede at holde op med at praktisere voodoo. Han gav åbent udtryk for dette over for den katolske præst og overlod ham sine rituelle remedier. Men han modtog ingen åndelig hjælp. Derfor vendte han tilbage til voodoo.

Men så skrev hans sønner i Port-au-Prince og i udlandet til ham og fortalte at de studerede med Jehovas vidner. De rådede ham til at gøre det samme. Derfor sadlede han sin hest og red de 50 kilometer til byen L’Azile for at finde Vidnerne. Han tog turen dertil to gange om ugen for studere sammen med dem og overvære møderne. De ånder han før havde tjent, de såkaldte loas, begyndte at chikanere ham og forkyndte endda hans snarlige død. Han fik lavet en kiste, men sagde: „Jeg er ikke længere bange for døden. Jeg ved at der vil komme en opstandelse.“ Han døde imidlertid ikke på det tidspunkt og brugte derfor kisten til opmagasinering af de afgrøder han høstede.

Han gik ud i forkyndelsen med de pionerer som nu fik tildelt distrikt i La Biche, og han blev døbt. Derefter skænkede han et jordstykke til opførelse af en rigssal. I 1989 døde han, trofast mod Jehova.

En revolution, men ikke en ny verden

De befærdede, smalle gader i Port-au-Prince er normalt et farverigt sammensurium af støjende køretøjer malet i spraglede farver og pakket med passagerer. Men i dagene fra 5. til 8. december 1985 var trafiktummelen tættere end sædvanlig, for da var Haiti vært for hundreder af Jehovas vidner fra andre lande. De overværede stævnet „Bevar din uangribelighed“ i Centre Sportif de Carrefour. Til de 4048 forkynderes overraskelse kom der 16.260 til det offentlige foredrag „Guds tider og perioder — hvor langt er vi kommet?“

 To måneder senere, den 7. februar 1986, gjorde en revolution ende på det 28 år lange Duvalier-regime. Landet jublede, idet man håbede på bedre levevilkår. Men den elendige økonomi og den i forvejen ringe livskvalitet blev endnu ringere på grund af den politiske ustabilitet som medførte at der i løbet af de følgende seks år frem til 1992 seks gange blev skiftet regering!

Opførelse af et nyt betelhjem

Imens så Jehovas vidner frem til en anden historisk begivenhed. Siden november 1984 havde faglærte håndværkere fra Nordamerika og andre steder hjulpet dem med at nyopføre et afdelingskontor på en 4,5 hektarer stor grund ved Santo, nær Port-au-Prince. Haitianske Jehovas vidner med erfaring inden for byggesektoren blev antaget, og hundreder af andre meldte sig frivilligt. Det u-formede betelkompleks rummer kontorer, litteraturlager og en boligbygning i to etager. Samtidig blev der opført en stævnehal.

Disse faciliteter blev indviet den 25. januar 1987. Charles Molohan fra hovedkontoret i Brooklyn holdt indvielsestalen. Det var en opmuntrende og glædelig begivenhed. Brødrene var stolte af det nye afdelingskontor. Men hvad mente de om stævnehallen? Betty Wooten sammenfatter deres følelser sådan: „Området er smukt anlagt og prydet med træer og blomster. Hallen — som indeholder moderne komfort — er arkitekttegnet til Haitis tropiske klima. Det bringer Jehovas folk ære.“ Fulgens Gaspard, som blev medlem af afdelingskontorets udvalg i 1987, udtrykker påskønnelse af den gode ventilation, der gør det muligt at lytte til programmet i et behageligt indendørsklima.

Højt værdsatte publikationer

Brochuren Evigt liv på jorden blev i 1987 udgivet på kreolsk. Brødrene hilste den velkommen som et nyttigt redskab til at give de besøgte et indtryk af den nye verden, og de har  spredt mange eksemplarer af den. Den er en god læsebog i menighedernes læseklasser, som har bidraget til en stor læse- og skrivefærdighed blandt Jehovas vidner. Fra 1987 til 1992 har disse klasser, som også har været åbne for ikke-vidner, hjulpet 1343 til at lære at læse og skrive.

Bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden har hjulpet tusinder til at forstå Bibelen, og den er stadig efterspurgt. I 1989 blev brochuren „Denne gode nyhed om Riget“ udgivet på kreolsk, og den er naturligvis særlig anvendelig i Haiti.

Siden 1989 har bogen Unge spørger — Svar der duer vakt stor interesse hos unge både inden for og uden for menighederne. Unge stopper ofte forkynderne på gaden og spørger efter den. Der afsættes mange bøger i skolerne, af både elever og lærere.

I Canapé-Vert spredte Nelly Saladin, en livlig ung skolelærer, i løbet af én måned mere end hundrede eksemplarer af bogen ’Unge spørger’, til eleverne på hendes skole. I Jacmel bestilte en lærer adskillige kartoner af den som præmie til eleverne. En række skoler brugte den som lærebog i samfundsorientering.

I 1990 spurgte den kvindelige ejer af og rektor for en fagskole for piger i Port-au-Prince sin niece om hun havde en idé til en præmie til pigerne. Niecen studerede dengang med Jehovas vidner, så hun anbefalede bøgerne Unge spørger — Svar der duer, Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv og Hvordan du får det bedste ud af din ungdom. Skolens rektor blev begejstret og bestilte 40 bøger med det samme og flere senere — i alt 301. Nogle af eleverne som modtog disse publikationer er nu blevet Jehovas vidner, og andre er udøbte forkyndere.

Officiel og juridisk anerkendelse

I 1989 lykkedes det igen at få anerkendt en forening til at repræsentere Jehovas Vidner. Siden 1962 havde  Vagttårnsselskabet ikke været juridisk anerkendt i Haiti. Jehovas Vidner havde derimod hele tiden været et anerkendt trossamfund, eftersom forfatningen garanterer trosfrihed. I årenes løb havde Rodrigue Médor gentagne gange haft møder med forskellige ministre og forsøgt at få gennemført at Jehovas Vidners Forening fik legal status. Det var først med regeringsomvæltningen i 1986 at det gik igennem. Afdelingskontorets juridiske udvalg ansøgte den nye regering om anerkendelse. Den blev godkendt, og nogle måneder efter blev L’Association Chrétienne les Témoins de Jéhovah d’Haiti (Den Kristne Forening af Jehovas Vidner i Haiti) indregistreret.

Det haitianske statstidende for 20. februar 1989 skrev at „i betragtning af at l’Association Chrétienne ’LES TÉMOINS DE JÉHOVAH D’HAITI’ i mange år har bidraget til at undervise det brede lag på landet og i byområderne gennem læseklasser“, blev den anerkendt som en „almennyttig organisation“ med „de rettigheder og privilegier som en juridisk person besidder“.

Dette er vigtigt, for en sådan organisation kan nemlig besidde ejendom. Tidligere blev rigssale og afdelingskontorets ejendom erhvervet i brødres navne. Nu kunne foreningen stå som ejer.

Anerkendt som gode borgere

Jehovas vidner ønsker at hjælpe folk til at forstå hvorfor Jesus lærte sine disciple at bede: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske . . . på jorden.“ (Matt. 6:10) De viser deres retsindige og tålmodige medmennesker at det ikke er Guds vilje at folk skal lide sult eller sygdom, udsættes for vold eller blive gamle og dø. De forklarer at det er Guds vilje at jorden skal blive hjemsted for den nye verden — med et paradis, også i Haiti. Og de lærer folk at være lovlydige og at føre et retlinet og hæderligt liv så de kan opfylde betingelserne for at opnå evigt liv i den nye verden.

 Mange anerkender at Jehovas vidner gavner landet ved at udføre dette arbejde. Da der i 1984 blev begået et mord i Saint-Georges, skjulte folk sig fordi politiet begyndte at arrestere dem og underkaste dem forhør. Jehovas vidner fortsatte imidlertid med at forkynde, og politiet lod dem gå frit omkring. En politimand sagde: „Jehovas vidner forkynder om enden for onde mennesker. Det er ikke nogen af dem der har begået denne forbrydelse.“

Under urolighederne og demonstrationerne i 1991 begyndte folk at plyndre i Cité Soleil, Port-au-Prince, mens to unge søstre forkyndte i dette kvarter. Der ankom to soldater som stillede sig i hver sin ende af en smal gyde. Tyvene var derfor nødt til at passere forbi dem, og når det skete piskede soldaterne dem. Hvad gjorde søstrene? De holdt et nummer af Vagttårnet op mens de gik hen imod en af soldaterne. Han genkendte dem som Jehovas vidner og lod dem komme uantastede forbi, hvorefter han igen begyndte at piske folk. Det er som en officer i Thomassique i 1991 erklærede: ’Jeg ved at Jehovas Vidners unge ikke blander sig i sådanne optøjer, demonstrationer og plyndringer.’

 Den første hurtigbyggede rigssal

En menighed på 14 forkyndere i landsbyen Bidouze i syd kan ’bryste sig af’ at være den første menighed der fik en hurtigbygget rigssal. Den blev bygget på fire dage. Efter en hel del forarbejde begyndte byggeriet i silende regn torsdag den 1. november 1990. De 18 brødre fra Port-au-Prince og de lokale brødre arbejdede hårdt hver eneste dag, og nogle fortsatte til længe efter solnedgang i skæret af månelyset og lyset fra en gaslygte. Bygningen var ikke præfabrikeret, så de 1500 betonsten måtte møjsommeligt lægges én for én. Men klokken et om søndagen var salen malet og klar til det første møde — et forkortet studium af Vagttårnet og en indvielsestale. Der var 81 til stede.

Afdelingskontorets byggeudvalg havde vist at der kunne bygges beskedne sale til landmenigheder ved hjælp af hurtigbyggemetoden, for omkring 30.000 kroner. Det er af stor betydning, i betragtning af brødrenes meget begrænsede økonomiske formåen.

Behovet for rigssale er stigende. Antallet af forkyndere er i årene 1990-93 vokset med mere end 1900. I juni 1993 blev der nået en forkynderrekord på 8392 i 174 menigheder. De seks områdestævner under temaet „Oplært af Gud“ (1993)  blev overværet af 19.433. Og mindehøjtiden i april 1993 blev overværet af 44.476. Jehovas vidner er nu det største trossamfund i Carrefour, hvor den første menighed i Port-au-Prince blev dannet.

Blikket rettet mod den nye verden

Ja, stadig flere erkender at kun Guds rige kan fjerne menneskehedens problemer og at ethvert forsøg på at lappe sammen på denne gamle verden højst kan bringe midlertidige løsninger. De tager derfor gladeligt imod ’den gode nyhed om riget’ — nyheden om en bedre verden. — Matt. 24:14.

Jehovas vidner i Haiti er lykkelige for at hjælpe dem der indser dette til at opnå et bedre liv nu, og derfor underviser de dem i at anvende Guds ord og giver dem del i det sikre håb om evigt liv i Jehovas retfærdige nye verden.

[Oversigt på side 168]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Forkyndere

10.000

8.000

6.000

4.000

2.000

0

1950 1960 1970 1980 1993

Mindehøjtids-tal

50.000

40.000

30.000

20.000

10.000

0

1950 1960 1970 1980 1993

 [Kort på side 116]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Port-au-Prince

St.-Marc

Cavaillon

Cap-Haïtien

Port-de-Paix

Gonaïves

Vieux-bourg-d’Aquin

Hinche

Cayes

[Illustration på side 120]

Roland Fredette, der ankom til Haiti som missionær i 1945, blev den første afdelingstilsynsmand i landet

[Illustration på side 122]

Menigheden i Vieux-bourg-d’Aquin, i midten af 1950’erne

[Illustrationer på side 124]

Nogle af de første missionærer på Haiti: (1) David og Celia Homer, (2) Alex og Marigo Brodie, (3) Victor og Sandra Winterburn, (4) Peter Lukuc, (5) Fred Lukuc

[Illustrationer på side 126]

Enkelte forkyndere der var aktive på Haiti allerede i begyndelsen af 1950’erne: (1) Rodrigue Médor, (2) Albert Jérome, (3) Dumoine Vallon, (4) Benoît Sterlin, (5) Diego Scotland

[Illustration på side 132]

Gloria Hill, Naomi Adams, Helen D’Amico og Frances Bailey gjorde en stor indsats i forkyndelsen i Haiti

[Illustration på side 139]

Ligesom nogle af de andre blandt de første missionærer i landet benyttede George og Thelma Corwin en motorcykel som transportmiddel rundt i distriktet

[Illustration på side 143]

Nogle af de første forkyndere af Riget i Port-de-Paix: Bagerst: Specialpionererne François Doccy og Jean Sénat; forrest: Roch St.-Gérard, hans hustru og Lucianne Lublin

[Illustrationer på side 147]

Max Danyleyko (herover) og Andrew D’Amico (til venstre) blev i 1962 arresteret og udvist

[Illustrationer på side 161]

Maxine Stump og Betty Wooten har hver tjent mere end 20 år her hvor der er et stort behov

[Illustration på side 162]

Denne stævnehal i Santo betjener de fleste kredse på Haiti

[Illustration på side 167]

Glade missionærer som tjener Rigets sag i Haiti

[Illustration på side 169]

Afdelingskontorets udvalg (fra venstre til højre): Fulgens Gaspard, John Norman, Rodrigue Médor, Sénèque Raphaël