Polen

ET LAND med frodige sletter og hurtigtvoksende byer. Et land der grænser op til SNG-landene (Fællesskabet af Uafhængige Stater) mod øst, Slovakiet og Tjekkiet mod syd, Tyskland mod vest og Østersøen mod nordvest. Et land med 38 millioner indbyggere. Det er Polen.

Hos musikelskere dukker der sikkert nogle andre tanker op når de hører navnet Polen. Landet forbindes med komponisten Frédéric Chopin samt pianister som Jan Paderewski og Arthur Rubinstein. Videnskabsmænd tænker på Polen som Nikolaus Kopernikus’ fødeland. Det var ham der fremholdt teorien om at Jorden kredser om Solen og på ét døgn roterer om sin egen akse. Madame Curie (Marya Skłodowska-Curie), der opdagede stoffet radium, var også polak, født i Polens hovedstad, Warszawa.

Polen har haft en smertelig historie. Skønt landet på et tidspunkt var et imperium der strakte sig  fra Østersøen tværs gennem Europa til Sortehavet, forsvandt det bogstavelig talt fra landkortet i hundrede år. Efter en kort periode som republik efter Første Verdenskrig, blev landet igen opdelt og kom under fremmed herredømme under den anden verdenskrig. Det polske folk var netop ved at rydde op i ruinerne fra krigen, da det, i lighed med andre mellem- og østeuropæiske landes indbyggere blev afskåret fra den øvrige verden af et „jerntæppe“. Inden for de senere år er denne barriere imidlertid fjernet.

I 1985 begyndte Jehovas vidner i hele verden at høre rapporter om at deres kristne brødre i Polen holdt store internationale stævner. Senere glædede de sig over at høre at forkyndertallet i Polen i 1991 nåede op over 100.000, og at dobbelt så mange havde overværet mindehøjtiden. Hvordan var dette muligt eftersom deres arbejde havde været forbudt lige siden 1950? Dengang var der kun 18.116 forkyndere i landet.

Som svar på dette spørgsmål vil vi gerne minde om følgende ord af profeten Esajas: „Intet våben der dannes imod dig vil du’. . . . Dette er Jehovas tjeneres arvelod.“ — Es. 54:17.

Hvordan Bibelen kom til Polen

Polen er blevet betragtet som et „kristent“ land lige siden år 966 e.v.t. da hertug Mieszko I blev døbt i overensstemmelse med den katolske kirkes ritualer. Hans undersåtter blev døbt ved en massedåb — hvilket selvfølgelig ikke var ensbetydende med at de pludselig blev gode kristne. Folk fortsatte nemlig med deres hedenske, slaviske traditioner og overtro i århundreder, ja, for nogles vedkommende helt frem til den dag i dag.

I århundreder efter at landet blev katolsk var Bibelen ikke tilgængelig for det polske folk, selv ikke for gejstligheden. Psałterz floriański (Florianski Psalter) fra det 14. århundrede,  og Biblia królowej Zofii (Dronning Zofias bibel) fra slutningen af det 15. århundrede, er de ældste bevarede polske oversættelser. Der blev imidlertid kun fremstillet et enkelt håndskrift af hver af disse bibler, og kun nogle få udvalgte havde adgang til dem. Men i det 16. århundrede undergik den religiøse holdning i mange europæiske lande, deriblandt Polen, nogle drastiske forandringer. Der blev rejst tvivl om visse katolske dogmer. Bibelen blev i stadig højere grad betragtet som den afgørende målestok. Som følge heraf gjorde nogle oversættere Bibelen tilgængelig på forskellige landes modersmål så menigmand kunne læse den.

En polsk udgave af „Det Nye Testamente“ som udkom i 1574 brugte Skaberens navn Jehowa (Jehova) i flere skriftsteder. Den blev udgivet af Szymon Budny, som tilhørte en lille gruppe mennesker der ønskede at følge Guds ord og blot kaldte sig kristne eller brødre. Senere antog de navnet De Polske Brødre, også kendt som socinianerne. Som følge af det de lærte afviste de treenighedslæren.

I 1658 vedtog det polske Sejm eller parlament, at De Polske Brødre, under trussel om dødsstraf, fik tre år — der senere blev reduceret til to år — til enten at blive katolikker eller forlade landet. Hvordan gik dette til?

Der var sket en bemærkelsesværdig ændring i landet. Polen havde i årevis været kendt for sin religiøse tolerance. Folk der var blevet ofre for religionsforfølgelse i andre lande, havde søgt tilflugt i Polen. Den ed som polske konger skulle aflægge fra og med 1573, indeholdt følgende garantier: „Jeg . . . lover og sværger ved den almægtige Gud at . . . jeg vil opretholde og bevare freden og roen blandt dem der har en anden religion, og at jeg ikke på nogen måde vil . . . tillade at nogen påvirkes eller undertrykkes på grund af deres religion.“ Jan II Kazimierz Waza, under hvis regime De Polske Brødre blev landsforvist, havde også aflagt denne ed. Men  der er ingen tvivl om at hans oplæring som jesuitisk præst før han blev konge, har påvirket hans holdning til religionsfrihed.

Jesuitterne havde begyndt deres virke i Polen i 1564, 84 år før Jan II Kazimierz Waza kom på tronen. De havde meget kløgtigt søgt at opnå indflydelse ved det kongelige hof. Samtidig søgte de at opnå kontrol med skolerne og derved påvirke befolkningens tankegang. Religionsfriheden blev gradvis undermineret. De der blev undervist i de skoler som jesuitterne kontrollerede, blev religiøst intolerante, hvilket gav sig udslag i at anderledestænkende blev udsat for grove overfald og fik deres hjem og tilbedelsessteder ødelagt. Bibelen blev efterhånden betragtet som en forbudt bog. I denne periode mistede Polen en stor del af sit landområde. Nabolande tog den ene bid af landet efter den anden, indtil Polen i 1795 var forsvundet fra Europakortet som et selvstændigt land.

Religionsfriheden er imidlertid atter blevet indført ved lov i Polen. Loven forbyder ikke længere katolikker at skifte tro, sådan som den gjorde under den polske grundlov af 1791. Grundloven af 1993 erklærer: „Republikken Polen skal garantere sine borgere frihed til at følge deres samvittighed og religion.“ Flere og flere i den polske befolkning benytter sig af denne frihed og vender sig nu til Bibelen efter vejledning. Den katolske kirke er blevet tvunget til at opgive sin politik med at holde Guds skrevne ord borte fra folk. Efter den anden verdenskrig er der blevet udgivet adskillige udmærkede polske bibeloversættelser, og Jehovas vidner gør god brug af disse. Når de forkynder den gode nyhed om Guds rige for andre, reagerer mange på samme måde som de ædelsindede mennesker der omtales i Apostelgerninger 17:11, og undersøger ivrigt ’om disse ting forholder sig således’.

 Sandhedens lys når udvandrere

Da Polen blev underlagt andre landes herredømme blev forholdene til tider meget vanskelige for befolkningen. Mange polakker emigrerede enten frivilligt eller tvungent, og nogle flyttede til De Forenede Stater. Deres forældre havde opdraget dem i katolicismen, og et betragteligt antal søgte at bevare en national identitet ved at praktisere deres religion. Deraf talemåden „en polak er en katolik“.

Men nu hvor de befandt sig uden for deres traditionelle miljø begyndte nogle at ændre tankegang. I et brev til Vagttårnsselskabet i 1891 forklarede C. Antoszewski (der dengang boede i Chicago, USA) at selv om han var vokset op i den russiske sektor af det delte Polen og var blevet opdraget af katolske forældre, havde han søgt efter sandheden. Da han kom i besiddelse af nogle af Vagttårnsselskabets publikationer blev han overbevist om at han havde fundet hvad han søgte. Næsten hver aften oversatte han oplysningerne fra bøgerne for en anden mand fra Polen der også havde hungret efter åndelig sandhed. De fulgte Jesu vejledning og ’satte ikke deres åndelige lys under en skæppe’. Sammen begyndte de at besøge andre polske familier for at forkynde den gode nyhed for dem. — Matt. 5:3, 14-16, da. aut. 1948.

Blandt de polske immigranter var der nogle som straks tog imod de dyrebare sandheder fra Bibelen og uden tøven viderebragte dem til deres familie og venner i hjemlandet. Nogle vendte endog tilbage til deres fødeland for at udbrede nyheden om Kristi nærværelse. Under overskriften „Fremgang i arbejdet i udlandet“ kunne man i Zion’s Watch Tower for 15. juni 1895 læse følgende: „Broder Oleszynski, en polak der for omkring tre år siden modtog sandheden med et godt og oprigtigt hjerte, er rejst til sit hjemland for at søge efter de helligede og give dem del i det storslåede evangelium om genløsningen, genoprettelsen og Guds kald herovenfra.“

 Til at begynde med måtte de bruge de publikationer der nu var tilgængelige på engelsk og tysk. Men arbejdet med at forkynde Bibelens budskab for deres polske landsmænd tog et stort skridt fremad i 1909 da Vagttårnsselskabet udgav nogle polske traktater til gratis uddeling. Samme år blev der udgivet en forkortet udgave af Studier i Skriften på polsk. Og fra 1915 udkom Vagttårnet på polsk regelmæssigt hver måned.

Sandhedens sædekorn begynder at spire

I efteråret 1905 rejste hr. Bente, en bibelstudent fra Schweiz, til Warszawa for at overtage ledelsen af en fabrik til fremstilling af kniplinger. Skønt han måtte kommunikere med arbejderne gennem en tolk, vandt han deres tillid, og hans hjem blev mødested for folk der ønskede at lære om sandt kristent broderskab. Inden længe samledes man til regelmæssige møder hvor man drøftede aktuelle begivenheder i lyset af Guds ord ved hjælp af bibelske publikationer.

Det var en tid med protest og omvæltning i Rusland, hvilket også berørte det polske landområde der var under russisk kontrol. En forordning fra den russiske zar i 1906 gav dog alle religiøse trossamfund ret til at deltage i fredelige religiøse aktiviteter.

Men sandhedens lys fra Bibelen kunne ikke helt trænge igennem mørket og forblev i det store og hele ubemærket. De mennesker der allerede var interesseret i Bibelen, forkyndte kun for nære slægtninge og bekendte. Men lyset blev ikke desto mindre udbredt til steder uden for Warszawa, og der blev dannet små grupper i andre byer. Disse blev besøgt adskillige gange af broder H. Herkendell fra Selskabets kontor i Barmen-Elberfeld i Tyskland, som forsynede grupperne med publikationer.

Ansporet til øget aktivitet

I maj 1910 aflagde Vagttårnsselskabets første præsident, Charles Taze Russell, et kort besøg i Warszawa. Det var en  stor glæde for de omkring 20 der kom for at høre ham! Tre af dem blev så begejstrede at de ansøgte om at måtte begynde i kolportørtjenesten, som pionertjenesten dengang blev kaldt. De spredte mange publikationer og fandt frem til mennesker der var interesserede i at lære om udløbet af „hedningernes tider“. (Luk. 21:24, da. aut. 1948) I 1913 dannede nogle af dem der viste interesse for Guds ord, en gruppe i Łódź og andre steder.

Der begyndte imidlertid at opstå problemer med at afholde offentlige møder i Warszawa. Det russiske politi betragtede alt hvad der kunne ligne begyndelsen til en opstand, med mistænksomhed. Men en militærperson der kort forinden var blevet interesseret i sandheden, talte bibelstudenternes sag, og der blev udstedt en forordning der gav dem juridisk anerkendelse. Da Polen efter Første Verdenskrig genvandt sin uafhængighed, skabte denne forordning, udstedt i 1913 af generalguvernøren i Warszawa, juridisk grundlag for brødrenes aktiviteter.

For en tid kunne bibelstudenterne virke frit. Nogle af dem der har været lang tid i sandheden kan stadig huske de brødre der var aktive i menigheden i Warszawa før 1914, enten personligt eller indirekte gennem deres forældre, som har fortalt om dem. Blandt disse var broder Kącki, broder Kokosiński, broder Barcikowski, broder Rudaś og broder Kremer. Broder Dojczman og søster Maron virkede i andre områder.

Da krigen brød ud i 1914 bevirkede de vanskelige levevilkår, især i byerne, at de familier der tilhørte grupperne i Warszawa og Łódź spredtes. Men bibelstudenternes virke blev ikke bragt til ophør. En lille gruppe holdt stadig møder i en lejlighed i Warszawa. Med tiden fandt denne gruppe flere mennesker som søgte efter Bibelens forklaring på verdensbegivenhederne. Bolesław Uchman blev for eksempel døbt i 1916 og var en af søjlerne i menigheden i Warszawa i  mere end et halvt århundrede. I 1918 overværede så mange som 50 de offentlige foredrag. Da først krigen var overstået og der kom hjælp fra polsk-amerikanske brødre, tog arbejdet fart.

Blomstrende polske menigheder i De Forenede Stater

Af alle de fremmedsprogede grupper af bibelstudenter i De Forenede Stater på dette tidspunkt, var de polske blandt de største og mest aktive.

Selv om bibelstudenterne i De Forenede Stater blev udsat for voldsom forfølgelse, især i årene 1918-19, tog den polske gruppe initiativ til at tjene Jehova på en organiseret måde. I begyndelsen af 1919 dannede de et juridisk selskab der især skulle tage sig af de polsktalende menigheders behov. De indregistrerede det i Detroit i staten Michigan under navnet Strażnica — Towarzystwo Biblijne i Broszur, der betyder „Vagttårnets Bibel- og Brochureselskab“. Det blev ikke oprettet som en konkurrent til moderkorporationen „Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab“. Kontoret i Detroit blev ganske enkelt betragtet som Selskabets polske afdelingskontor. Det var tanken at det skulle forsyne menighederne med åndelig føde fra organisationen, opmuntre til trofast at holde ud i en vanskelig tid og fremme udbredelsen af Bibelens budskab i Polen.

Så tidligt som i 1920 sørgede dette selskab for at ti rejsende repræsentanter, kaldet pilgrimme, besøgte de polske menigheder. De 622 offentlige foredrag de holdt, blev overværet af 211.692 personer. Der var 36 polske kolportører. Den polske udgave af Vagttårnet udkom regelmæssigt to gange om måneden, og menighederne kunne supplere deres forsyninger af brochurer samt af bøgerne Studier i Skriften på polsk. I 1921 udkom en ny sangbog, Daggry Sange, på polsk. En oversættelse af brochuren Millioner af nulevende Mennesker  skal aldrig dø blev modtaget med begejstring, og i løbet af et år blev der spredt 45.545 eksemplarer. Desuden udkom syvende bind af Studier i Skriften og, nogen tid senere, bogen Guds Harpe.

De polske brødre nærede intet ønske om at være uafhængige af deres engelsktalende brødre. I januar 1921 besluttede bestyrelsen af Detroit-selskabet derfor at præsidenten for moderkorporationen, J. F. Rutherford, også skulle være deres præsident. I juli besluttede man ved Detroit-selskabets generalforsamling at man ville sammenlægges med Pennsylvanien-selskabet. Fra da af var det endnu tydeligere at Detroit-kontoret var en underafdeling af Vagttårnsselskabet. I maj 1922 flyttede dette afdelingskontor til Brooklyn, som fra oktober 1919 igen var blevet Selskabets hovedcenter. Vagttårnet, samt bøger og brochurer på polsk, blev derefter udgivet i Brooklyn.

På grund af de polske brødres nidkærhed, samt deres respekt for den organisation Jehova benytter, velsignede Jehova deres bestræbelser. Højtiden til minde om Kristi død blev i 1921 afholdt på polsk 65 steder i De Forenede Stater, og overværet af i alt 2942. Et år senere rapporterede 73 polske menigheder og grupper at de havde fejret mindehøjtid. Og i 1923 rapporterede den polske menighed i Chicago at mindehøjtiden blev overværet af 675, det fjerdehøjeste antal i verden; kun i New York City (906), i London (1029) og i Los Angeles (850) var der sproggrupper som havde højere tilhørertal.

Virkningen heraf kunne også mærkes i Polen. I større omfang end nogen sinde før begyndte polske brødre at besøge deres familier i det gamle land og forklare Bibelens sandheder for dem, og nogle blev i landet for at oprette menigheder. Dette blev lettere i 1921 da Polen vedtog en demokratisk grundlov. Den katolske kirke fik ganske vist en  privilegeret stilling, men alle var garanteret tros- og religionsfrihed.

Vagttårnsselskabets publikationer blev sendt til Polen i stadig større antal. For at lette arbejdet i landet blev det i 1919 meddelt at man planlagde at oprette et afdelingskontor i Warszawa, hvilket skete i 1921.

Falske brødre søger at undergrave troen

Under den første verdenskrig var brødrene i den polske sektor af Rusland blevet afskåret fra al kontakt med omverdenen. Det var for eksempel først i 1919, mere end to år efter broder Russells død, at menigheden i Warszawa modtog meddelelsen — og selv da skete det gennem privatpersoner. Men ud over denne nyhed hørte man også om splittelser blandt brødrene i Amerika, hvilket foruroligede og skabte vanskeligheder, især da en repræsentant for en af oppositionsgrupperne rejste fra De Forenede Stater til Warszawa for at øve indflydelse på brødrene dér. Ved at trække de fleste af brødrene bort efter sig fik modstanderne kontrol med det juridiske selskab som brødrene i Polen dengang benyttede. Dette resulterede blandt andet i at man mistede det mødested hvor menigheden i Warszawa forsamledes.

Lykkeligvis sendte loyale polske brødre i Amerika også en delegation til Polen. Den bestod af W. Kołomyjski, en pilgrimsbroder eller rejsende tilsynsmand der var bestyrelsesformand for Selskabets Michigan-afdeling, samt C. Kasprzykowski. De ankom til Polen i 1920, og brødrene i Warszawa tog imod dem med glæde.

Eftersom de trofaste brødre havde mistet deres mødested, lejede de biografer hvor menigheden kunne holde studiemøder og offentlige foredrag. De offentlige foredrag om søndagen blev annonceret i aviser og gennem løbesedler som blev uddelt på gaden. Trods de problemer brødrene havde været ude for, lod det til at der var gode udsigter til vækst.

 Samme år rettede Satan et nyt slag mod vore brødre. Der udbrød krig mellem det sovjetiske Rusland og Polen, hvilket medførte en hidtil uset inflation. Det vanskeliggjorde arbejdet meget. På dette kritiske tidspunkt blev broder Kołomyjski desuden ramt af tyfus. Efter at han var kommet sig vendte han tilbage til De Forenede Stater, hvor han fortsatte som pilgrimsbroder.

Efter anmodning fra brødrene i Warszawa lod Selskabet broder Kasprzykowski blive i Polen som dets repræsentant. Han udviste stort initiativ, og det lykkedes ham for eksempel at få indregistreret Forening for Bibelstudium Gruppe II. Denne gruppe bestod af brødre der var loyale mod Selskabet, og den erstattede det tidligere selskab som nu var i modstandernes hænder. Nu da bibelstudenterne igen var juridisk anerkendt, kunne de tilrettelægge offentlige foredrag i større målestok. I 1921 blev disse foredrag nogle gange overværet af op mod 700. Brødrene fandt også frem til en bygning der kunne anvendes som mødesal, og efter at den var blevet sat i stand kunne den rumme over 400 personer.

Det første generalstævne (30. oktober til 2. november 1921) blev overværet af 500 fra forskellige dele af Polen, og 14 blev døbt. Det efterfølgende år nåede mindehøjtidstallet op på 657, og mindehøjtiden blev afholdt 32 forskellige steder. Samme år blev der afholdt adskillige stævner og 108 fremstillede sig til vanddåben. Arbejdet skred godt frem.

Havde han bagvasket paven?

Jan Kusina vendte i 1920 tilbage fra De Forenede Stater til Kraków, en stor by i det tidligere Østrig-Ungarn. Skønt han selv var ny i sandheden lykkedes det ham hurtigt at skabe interesse blandt en lille gruppe oprigtige mennesker. Men han blev arresteret og beskyldt for at have bagvasket paven. Alt hvad han havde gjort var imidlertid at forkynde sandheden fra Bibelen. I retten stolede han på at han ved  hjælp af Bibelen kunne forsvare sig selv. Dommeren, en retfærdig mand, frifandt ham.

Omkring samme tid rapporterede Józef Krett, en pilgrimsbroder fra De Forenede Stater som besøgte Warszawa og Kraków, at skolebørn fik besked på at ændre bønnen i katekismus så de sagde: „Herre, værn os mod pludselig død, sult, ild, krig og de amerikanske kætteres vranglære.“

Teologer forsøger at bringe bibelstudenterne i vanry

En anden broder der var vendt tilbage til sit hjemland var en velhavende men selvopofrende mand ved navn Winiarz. Han købte et hus i Kraków som kunne bruges til mødested. I 1922 var dette hus hjemsted for en debat mellem tre brødre og tre katolske teologer.

Det foregående år var Franciszek Puchała vendt tilbage fra De Forenede Stater og havde på privat initiativ udgivet en folder med 13 af kirkens dogmer. Han udlovede 10.000 polske mark for hver af de 13 læresætninger man kunne bevise var grundlagt på Bibelen. Læresætningerne omfattede menneskesjælens udødelighed, læren om helvede og skærsilden, messeofferet, præstecølibatet, skriftemålet, brugen af rosenkransen og så videre. „Det var som at stikke en pind ind i en myreture,“ skrev broder Puchała senere.

Gejstligheden tog til orde i katolske aviser og krævede at han offentligt trak folderen tilbage. Ellers ville de sagsøge Franciszek Puchała for at bagvaske kirken. Men det skræmte ham ikke. Han foreslog i stedet en offentlig debat.

Efter at have konsulteret den romerske kurie indvilligede gejstligheden i en drøftelse, men bag lukkede døre ’på grund af spørgsmålenes hellige natur’, som de udtrykte det. Det gik broder Puchała med til. De gejstlige var så sikre på at de ville vinde at de sørgede for at der var en advokat til stede der skulle lægge sag an mod brødrene lige så snart de havde tabt. Kirkens avis erklærede arrogant: „Vi vil se hvem der har ret  — den århundredgamle katolske kirke eller denne ynkværdige håndfuld vildførte skabninger som ikke engang er i stand til at læse Bibelen korrekt.“

Den velkendte jesuitiske teolog Jan Rostworowski stod i spidsen for den katolske delegation ledsaget af to andre præster. Bibelstudenterne var repræsenteret af Franciszek Puchała og to andre brødre. Stenografer samt adskillige andre personer der skulle være vidner var også til stede. Jesuitterne ankom med to store kufferter fyldt med bøger. Brødrene havde kun deres bibler og nogle græske og hebraiske ordbøger.

Præsterne bad om at punkt 13 i folderen (sjælens udødelighed) blev drøftet først. Efter to timer eller deromkring undskyldte teologerne sig med at de ikke havde mere tid, hvorefter de gik. De erkendte aldrig offentligt at de havde tabt, men indrømmede dog i en avisartikel: „Vi må vedgå at bibelstudenterne . . . ikke er helt uvidende.“

 Hele drøftelsen blev offentliggjort i en brochure med titlen Bitwa na niebie (Slaget i himlene), som udkom i et oplag på 10.000 eksemplarer og senere blev genoptrykt flere gange. De traditionelt religiøse indbyggere i Kraków og omegn måtte pludselig give agt. Hvad blev resultatet? I 1923 var der 69 til stede ved mindehøjtiden i Kraków.

De gejstlige tilgav selvfølgelig aldrig broder Puchała at han offentligt havde undermineret den katolske kirkes myndighed. De forsøgte på enhver tænkelig måde at gøre livet besværligt for ham. Der blev sendt en politibetjent hen for at tage notater af de møder der blev holdt i hans hjem, og senere blev han adskillige gange slæbt i retten. Mere end én gang truede lejemordere ham på livet, men Jehova beskyttede ham.

I en prædiken der blev holdt i landsbyen Wawrzeńczyce, ophidsede en præst folk til at angribe broder Puchała med trækøller når han kom for at holde foredrag. En gruppe meget nidkære kvinder var ivrige efter at gøre som præsten havde sagt. De lå på lur efter broder Puchała fra tidlig morgen til sent på eftermiddagen. Da han dukkede op, henvendte han sig roligt til dem og sagde: „Den iblandt jer som er uden synd bør være den første til at slå mig med sin kølle.“ Det endte med at kvinderne trak sig tilbage. Da de kom hjem var det imidlertid dem der fik bank — af deres egne mænd og med de selv samme køller som de ville have brugt mod broder Puchała. Hvorfor? Jo, mændene var sure over at de havde måttet vente så længe på middagsmaden!

En butiksindehaver forkynder sandheden for en skolelærer

I 1919 tog indehaveren af en stor skotøjsforretning i textilbyen Łódź til Gdańsk for at få lægebehandling. Her hørte denne forretningsindehaver, fru Mandowa, for første gang om sandheden fra Bibelen, og hun tog imod den af et oprigtigt  hjerte. Hun kom hjem med en stak af Selskabets publikationer og fortalte begejstret venner og bekendte om det hun læste. Hendes argumenter gjorde et dybt indtryk på en ung lærer som af en ven var blevet opfordret til at overvære nogle møder sammen med hende.

I 1920 sørgede denne lærer, Wilhelm Scheider, for at blive forflyttet fra et landdistrikt til Łódź, så han kunne få nærmere kontakt med den gruppe interesserede personer som fandtes dér. Fru Mandowa blev senere bibelstudent, og den gruppe der mødtes hos hende fik støtte af brødre der fra tid til anden kom med tog fra Gdańsk, 390 kilometer borte. Studiet af Selskabets publikationer sammen med Bibelen overbeviste også hr. Scheider om at han havde fundet sandheden. Trods trængsler og prøvelser byggede han trofast sit liv op omkring sandheden, indtil han i 1971 afsluttede sit jordiske livsløb.

Der aflægges frimodigt vidnesbyrd i Łódź

I begyndelsen var Łódź-gruppens offentlige forkyndelse ret begrænset. Men da søster Mandowa døde i 1922 blev problemerne i forbindelse med hendes begravelse et vendepunkt. Præsterne nægtede at give tilladelse til at hun blev begravet på kirkegården. Dette rejste en storm i medierne. Efter tre dages kamp hvor politiet måtte gribe ind, fik man anvist en grav på en lille muslimsk kirkegård. Omkring tusind mennesker overværede begravelsen da de var blevet nysgerrige efter at finde ud af hvad bibelstudenterne egentlig troede. Det bibelske foredrag, der blev holdt af en broder fra Gdańsk, var det første offentlige foredrag der blev holdt i Łódź.

Fra da af blev der oftere tilrettelagt offentlige foredrag, som blev averteret i aviserne. Man lejede biografer til disse møder. I begyndelsen var de store nok, men inden længe var selv den største biograf i en by med 500.000 indbyggere for  lille. Mindre grupper mødtes imidlertid i private hjem for at studere Bibelen og bibelske publikationer. Eftersom mange borgere i Łódź var af tysk og jødisk afstamning, blev de offentlige foredrag og de mindre møder holdt på både polsk og tysk.

I hundredvis, om ikke i tusindvis af dem der overværede disse offentlige foredrag i Łódź, var, som disciplen Jakob udtrykker det, ’blot ordets hørere’ ikke dets ’gørere’. (Jak. 1:22) Ikke desto mindre var antallet der overværede mindehøjtiden steget fra 25 i 1922 til 92 i 1924. Og efter at brødrene i Łódź i 1924 havde ombygget en forhenværende fabrik i byens centrum, havde de en smuk sal til deres første stævne. Ved den lejlighed kom der omkring 200.

På dette tidspunkt koncentrerede brødrene sig om det nye arbejde med at invitere folk til filmen „Skabelsens Fotodrama“, der blev vist i Polen fra begyndelsen af 1920’erne og fremefter. Hele dramaet bestod af fire forestillinger på hver to timer. Der var så mange der ønskede at se det at brødrene måtte gentage forevisningen mange gange, selv om man havde skaffet de største sale.

Offentlige møder skaber vækst i Poznań

I 1910 havde Teofil Szmidt, 18 år gammel, forladt sit hjem i Radomsko og var flyttet til Tyskland for at finde arbejde. Her hørte han i 1914 om bibelstudenterne og tog hen for at se „Skabelsens Fotodrama“. Han fik tilfredsstillende oplysninger om to emner der gennem lang tid havde optaget ham, nemlig Kristi genkomst og verdens ende.

Da han senere flyttede tilbage til den del af Polen der var underlagt Preussen, kontaktede han en gruppe i Poznań som læste C. T. Russells bøger. Skønt han endnu ikke var døbt begyndte han at føre an ved disse studiemøder og gjorde fortsat fremskridt. I 1918, under et besøg af broder Kujat fra Berlin, blev Teofil Szmidt døbt og blev også tjener i den første  menighed i Poznań. I løbet af de næste få år var han nidkært optaget af at tilrettelægge offentlige møder. Da han i 1922 forlod Poznań, var menigheden vokset til hen ved 20 regelmæssige medlemmer.

Derefter flyttede broder Kącki til fra Warszawa for at tage sig af menigheden i Poznań. Han havde lært sandheden at kende før 1914, på et tidspunkt hvor han som en talentfuld billedhugger stod for at skulle rejse til Paris for at gå på universitetet. Men broder Kącki viede sig i stedet til tjenesten for Jehova. Han var nidkær og lejede for egne midler nogle sale i Poznań hvor han holdt opmuntrende bibelske foredrag. Som følge heraf var antallet af tilstedeværende ved mindehøjtiden i Poznań i 1924 steget til 91. Samme år havde 281 været til stede i Warszawa, og 625 i 13 andre byer — og her er kun de grupper talt med hvor der var mindst 20 til stede. Det lod til at der med sikkerhed ville ske en vækst. Men der lå alvorlige trosprøver forude.

Året 1925 — en tid med splittelser

Skønt broder Kasprzykowski havde udført en værdifuld tjeneste til gavn for brødrene efter den første verdenskrig, blev stolthed senere en snublesten for ham. På et tidligt tidspunkt kom hans stolthed til udtryk ved at han afviste at tage imod vejledning; senere begyndte han direkte at modstå sine tidligere brødre. Da Vagttårnet mere direkte begyndte at lægge vægt på at alle havde et ansvar for at forkynde den gode nyhed, fandt han et lyttende øre hos dem der blot ønskede at være ordets hørere.

I et stykke tid forsøgte menigheden i Warszawa at give det udseende af at man var enige, for eksempel ved at holde fælles møder, men menighedens medlemmer var skarpt adskilte. Omkring tiden for mindehøjtiden i 1925 blev situationen tilspidset. Ud af omkring 300 brødre var det kun 30 der fortsatte med at være loyale mod Selskabet.

 Inden længe bredte problemerne sig til andre menigheder. Ud af omkring 150 personer i Łódź, fortsatte kun 3 brødre og 6 søstre med loyalt at samles for at studere Guds ord ved hjælp af Vagttårnets publikationer. De deltog også i forkyndelsen og gjorde god brug af bladet Den gyldne Tidsalder (nu Vågn op!), der begyndte at udkomme på polsk i 1925.

Da de ubeslutsomme eller forvirrede så den åndelighed og nidkærhed der prægede denne lille gruppe i Łódź, vendte mange tilbage til organisationen. Den sommer førte menigheden i Łódź an med hensyn til at følge Selskabets instruktioner om at oprette „missionærgrupper“ der skulle forkynde i afsidesliggende distrikter. De tilrettelagde offentlige foredrag så langt som 150 kilometer borte.

Problemerne var imidlertid ikke overstået. I hele landet var der nogle hvis motiv til at tjene Gud var påvirket af deres tro på at de ville modtage deres himmelske belønning senest i 1925. Mange af disse blev åndeligt svage eller gled bort efter dette år. I denne periode var der forskellige grupper af modstandere som forsøgte at få kontrol med menighederne eller i det mindste at svække dem. Tre af disse grupper findes den dag i dag. Men som årene gik blev det indlysende hvem der havde Guds velsignelse og ’forkyndte den gode nyhed om Guds rige’ som anvist i Bibelen. — Matt. 24:14.

Efter disse kriser måtte det arbejde der blev udført under ’den trofaste og kloge træls’ ledelse, næsten begynde forfra. Der var flere forhindringer, men også nogle positive resultater. — Matt. 24:45-47.

Arbejdet stabiliseres

Det lod ikke til at situationen i Warszawa ville blive normal lige med det samme. Broder Wnorowski blev sendt til Polen, men efter et års tid blev han træt af situationen og vendte tilbage til Amerika. Derefter førte broder Szwed tilsyn med kontoret i Warszawa; men efter et år blev han erstattet  af Wacław Narodowicz, som, skønt han var en god taler, ikke brød sig om kontorarbejde og derfor efter et år besluttede at vende tilbage til arbejdsmarken.

I denne vanskelige tid havde de brødre der var loyale mod Selskabet ikke noget juridisk selskab hvorigennem de kunne tilrettelægge offentlige foredrag eller stævner. Det oprindelige selskab var i hænderne på modstanderne, og nu var endog Forening for Bibelstudium Gruppe II styret af frafaldne, nemlig af Kasprzykowski og hans tilhængere. Myndighederne nægtede at overveje om der kunne oprettes en tredje gruppe, så situationen var låst fast.

Men Jehova lyttede til sine loyale tjeneres bønner og sørgede for en udvej. En beskeden mand ved navn Całka, der havde lært sandheden at kende før den første verdenskrig, havde i Warszawa været opført som medlem af den oprindelige forening af bibelstudenter. Han var på et tidspunkt blevet bragt til snublen og fald rent åndeligt, men på dette kritiske tidspunkt tog han initiativ til igen at komme sammen med menigheden. Han indvilligede også i at overdrage sin uindskrænkede fuldmagt til Wilhelm Scheider. Dette var en stor hjælp for brødrene når de skulle „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. — Fil. 1:7.

I 1927 sendte Selskabet en dygtig og omgængelig broder til Polen. Han havde besøgt de polske menigheder i De Forenede Stater og Frankrig som pilgrim. Denne broder, Ludwik Kuźma, opmuntrede mange til nidkær tjeneste. Men da han rejste tilbage til Amerika var han udmærket klar over at det var nødvendigt at brødrene fik nærmere kontakt med Selskabets hovedkontor. Broder Rutherford tog derfor skridt til visse organisationsmæssige ændringer.

Eftersom broder Narodowicz havde forladt kontoret i Warszawa, blev Paul Balzereit fra Selskabets kontor i Tyskland sendt til Polen for at finde frem til en der ville arbejde sammen med kontoret i Tyskland for at sørge for Jehovas  tjenere i Polen. På dette tidspunkt førte menigheden i Łódź godt an i forkyndelsen, så broder Balzereit spurgte Wilhelm Scheider fra Łódź om han ville tage imod opgaven. Men broder Scheider foreslog ydmygt broder Edward Rüdiger, der dengang var oversætter af bladet Den gyldne Tidsalder, og broder Rüdiger påtog sig opgaven i næsten et år.

Da rejserestriktioner gjorde det umuligt for brødrene i Tyskland at yde mere hjælp i Polen, blev det almindelige tilsyn med de teokratiske aktiviteter i Polen overdraget til Selskabets kontor for Mellemeuropa i Bern i Schweiz. I 1928 tog Martin Harbeck herfra til Polen for igen at finde frem til en der var kvalificeret til at tjene som tilsynsmand for den polske arbejdsmark. Broder Scheider blev spurgt om han ville påtage sig opgaven, og denne gang sagde han ja.

Nu var væksten tydelig. I 1927 var mindehøjtiden blevet overværet af 1101, men det var kun 76 af disse der havde rapporteret at de havde en andel i at forkynde den gode nyhed. Ved slutningen af 1928 havde der været 24 menigheder der var organiseret til at forkynde, og 256 forkyndere havde regelmæssigt rapporteret deres tjeneste. I 1929 nåede antallet af menigheder der var organiseret til at forkynde budskabet om Riget, op på 40, og i 1930 var der 55.

Fra tid til anden organiserede disse menigheder efter Selskabets anvisninger nogle uger med øget aktivitet. I 1929 blev nogle kolportører for første gang sendt til de sydøstlige egne af Polen for at forkynde sandheden om Riget for de ukrainere der boede der. I ’Årbogen’ for 1930 kunne man læse: „Flere og flere brødre forstår at de ikke er kaldet til at sidde sammen med Herren i vingården, men til at arbejde sammen med ham.“

En sigtningens tid

Det sted man havde lejet til kontoret i Warszawa var efterhånden ikke længere egnet til formålet. Man søgte at  finde et andet sted i byen men priserne var for høje. Man besluttede derfor at flytte kontoret til Łódź.

Der blev oprettet et midlertidigt kontor i menighedens mødesal. I 1932 fandt man omsider en egnet bygning i Rzgowska-gaden 24. Menighederne fik meddelelse om at det ville kræve nogle midler at købe den, men brødrene, der tidligere havde været meget offervillige, reagerede ikke på opfordringen. Ejeren indvilligede i at udskyde betalingen skønt han havde andre købere på hånden. Man oplyste igen brødrene om situationen uden at der skete noget. Hvad var grunden?

Inden man fandt ud af årsagen skaffede Jehova hjælp fra andet hold. Tre dage før betalingen skulle falde, lykkedes det søster Scheider at låne den nødvendige sum penge af sin forholdsvis velhavende halvsøster, skønt denne ikke havde været gunstigt stemt over for sandheden.

 Inden længe kom det imidlertid frem hvorfor menighederne havde været tilbageholdende med at yde bidrag til køb af en bygning i Łódź. Wacław Narodowicz, der tjente som pilgrim, havde rejst rundt i landet og argumenteret for at kontoret fortsat skulle ligge i Warszawa og igen skulle ledes af ham. Han havde bedt om penge til at købe en kontorbygning i Warszawa og foreslået at disse penge blev overdraget til ham. Skønt det ikke lykkedes for ham, resulterede det i at mange brødre blev foruroligede. Han faldt senere fra.

Det var en tid hvor „ubefæstede sjæle“ der fulgte mennesker i stedet for at holde sig nær til Jehova og hans organisation, blev sigtet fra. (2 Pet. 2:14, 15) En væsentlig faktor i denne forbindelse var den virksomhed der var forbundet med at man antog navnet Jehovas Vidner. Det var ikke alle der ønskede at vidne. Men de der forblev i organisationen viste at deres kærlighed til Jehova var ægte. Dette var vigtigt, for 1930’erne og årene derefter viste sig at blive en tid hvor Jehovas vidner i Polen måtte kæmpe for at overleve. Det var en tid hvor ordene i Esajas 54:17 gentagne gange viste sig at gå i opfyldelse. Der blev ’dannet mange våben’ imod Jehovas tjenere, men ingen af dem kunne standse den sande tilbedelse.

Angreb og modangreb

Den katolske kirkes gejstlige greb stadig oftere til bagvaskelse af Jehovas tjenere, især i pressen. De krævede også at folk indleverede alle de publikationer de havde modtaget fra bibelstudenterne så de kunne blive offentligt brændt. Et tilfælde der fik megen omtale fandt sted i Chojnice. Her beskyldte den offentlige anklagers kontor broder Śmieszko, en lokal pioner, for gennem tryksager at have gjort sig skyldig i blasfemi. Retssagen i 1933 blev overværet af en stor skare mennesker. En katolsk præst ved navn Janke blev indkaldt  som vidne. Han havde en doktorgrad i filosofi og var religionslærer ved det lokale gymnasium. Broder Scheider repræsenterede Selskabet. Nogle af de emner der blev drøftet var sjælens udødelighed, evig pine, og skærsilden. Bagefter erkendte hr. Janke sit nederlag og gik over til broder Scheider, gav ham hånden, og sagde at han aldrig igen ville lade sig involvere i en sag af den art.

Kraków-avisen Ilustrowany Kurier Codzienny gik med i angrebet på Vidnerne og beskyldte dem falskeligt for i virkeligheden at være kommunister, at synge bolsjevistiske sange og at være oplært og økonomisk støttet af Sovjetunionen. I denne forbindelse lagde brødrene sag an mod avisens ansvarshavende, og redaktøren blev straffet.

Mieczysław Skrudlik, en jesuiterpræst, udgav personligt nogle brochurer der bagvaskede Jehovas Vidner. Men da han blev bedt om at møde i retten hævdede han at han var  syg. Tre gange bad han om at man udsatte retssagen. I mellemtiden flyttede han flere gange, og til sidst kunne man ikke finde ham.

Gejstlighedens angreb var imidlertid ikke blot verbale. Præsterne og deres håndlangere greb også gentagne gange til vold. Når forkynderne gik fra hus til hus blev de angrebet af modstandere der slog og sparkede, brugte kæppe og sten, ødelagde bibelske publikationer og efterlod forkynderne blødende eller bevidstløse på jorden. Forkyndere der rejste til fjerntliggende distrikter for at forkynde blev standset, fik prygl og blev dykket ned i vand; deres cykler og motorcykler blev smadret og deres publikationer blev konfiskeret og ødelagt.

Bolesław Zawadzki, der gennem mange år var pioner, skrev i sine erindringer at da der engang blev holdt møde i hans forældres hjem i Kielce, omringede en pøbel på 2000 vrede og råbende mennesker huset og kastede med sten. Man brugte trillebøre til at hente flere sten. Først langt over midnat holdt de inde. Da man samlede de sten sammen der var røget gennem taget, fyldte de seks kærrer! I et forsøg på at afværge denne bølge af forfølgelse lykkedes det nogle gange at få voldsmændene straffet, men sjældent at få bagmændene, de gejstlige, stillet for retten.

Velsignelser ved den rette organisering

Især fra slutningen af 1920’erne og fremefter modtog menighederne større hjælp i forbindelse med forkyndelsen. Menighederne fik tildelt et særligt distrikt. De regionale arbejdsledere der blev sendt ud for at besøge hver menighed, holdt ikke blot foredrag, men oplærte også brødrene i forkyndelsen på arbejdsmarken. Denne ordning var til opmuntring og stor hjælp. Mange ældre forkyndere kan stadig huske Ludwik Kinicki, der var en af disse nidkære, selvopofrende brødre.

 De mellem 30 og 50 pionerer viste også stor selvopofrelse. De forkyndte med glæde, selv i afsidesliggende distrikter hvor der ikke fandtes menigheder. De gik mange kilometer, eftersom kun de færreste ejede cykler. De fik lov at beholde en del af de bidrag de modtog for publikationerne, og for nogle var dette deres eneste indkomst. Om vinteren sov de ofte i en høstak eller på noget halm der var bredt ud på gulvet i en stald og med deres frakke over sig.

Skønt de mennesker de mødte ofte var godhjertede, havde de som regel kun lidt kendskab til Bibelen og den verdslige historie. Da Stefan Milewski ved en lejlighed talte med nogle landsbyboere nævnte han at Jesus var jøde af fødsel. Det gjorde dem meget opbragte, og det var med nød og næppe at han undgik en dragt prygl. De råbte vredt: „Herren Jesus var polak og katolik!“

Men forkynderne fortsatte nidkært med at søge efter de symbolske får. I 1932 brugte de 103.323 timer i forkyndelsen, spredte 177.505 bøger og brochurer, 2101 bibler og 87.455 eksemplarer af Den gyldne Tidsalder. Dette fik en avis i Warszawa til at skrive: „Bibelstudenterne i Polen kan næppe tælle mere end 600.000, og dette lille antal lader til at agitere mere end nogen anden religion.“ Faktisk var der på det tidspunkt kun omkring 600 aktive forkyndere! Men for nogle iagttagere var den mindste allerede blevet til tusind. — Jævnfør Esajas 60:22.

Kampen intensiveres

De katolske gejstlige fortsatte med at lægge pres på myndighederne for at standse forkynderne. De rettede altid de samme beskyldninger mod dem og sagde at de udbredte kommunistisk propaganda, indsamlede penge uden tilladelse, overtrådte sabbatten om søndagen og vanærede kirken og dens lære. I 1933 blev der indberettet omkring 100 tilfælde hvor politiet havde standset forkyndere. Der var også  41 tilfælde hvor fanatiske pøbelskarer havde begået alvorlige voldelige overfald på forkyndere. To år senere var der 3000 tilfælde hvor præster havde meldt forkynderne til politiet. Når beskyldninger om overtrædelse af én vedtægt ikke førte til noget, henviste præsterne til en anden vedtægt eller en tredje eller fjerde. Men de fleste sager blev trukket tilbage inden de kom for en domstol fordi de ikke havde noget på sig; andre endte med frifindelse.

Brødrene havde ikke råd til at ansætte en advokat hver gang de blev arresteret. Men Selskabets kontor ydede juridisk bistand. De fik tilsendt i hundredvis af aktstykker der oplyste om appelsager, gunstige domme og sager der havde skabt et værdifuldt præcedens. Når brødrene blev stillet for retten fulgte de Selskabets vejledning og lagde vægt på forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige frem for på juridiske detaljer. I nogle få vigtige sager var der imidlertid advokater der stillede sig til rådighed som forsvarere for brødrene.

For at imødegå beskyldninger om dørsalg udstedte Selskabet nogle kort der viste at indehaveren var bemyndiget til at forkynde som følge af at man i landet havde religionsfrihed og frihed til at følge sin samvittighed. Selskabet udstedte også særlige beviser til de forkynderes børn som ikke blev rykket op i næste klasse fordi de ikke ville overvære den obligatoriske religionsundervisning. Disse beviser bekræftede at barnet havde modtaget religionsundervisning i det trossamfund det tilhørte og havde fået den og den karakter. Som følge heraf oprettede mange menigheder „søndagsskoler“ som blev drevet i adskillige år. Efter at brødrene havde gjort en stor indsats, udstedte Ministeriet for Undervisning og Religiøse Trosretninger et dekret der forpligtede skolemyndighederne til at godkende disse beviser. Når karaktererne var blevet indført i skolens optegnelser kunne barnet rykkes op i næste klasse.

 Visse myndighedspersoner kunne tydeligt se at beskyldningerne mod Jehovas Vidner var motiveret af religiøse fordomme. En statsadvokat ved en appelret i Toruń afviste således beskyldningerne mod en forkynder for blasfemi, begærede frifindelse og erklærede at Jehovas vidner indtog det samme standpunkt som de første kristne. I et andet tilfælde nægtede statsadvokaten ved appelretten i Poznań at retsforfølge en forkynder der var beskyldt for at have kaldt gejstligheden en del af „Satans organisation“. (Jævnfør Johannes 8:44.) Han henviste selv til pave Alexander VI’s hof, hvor det er velkendt at der herskede en særdeles umoralsk atmosfære. Dette stillede han op som en modsætning til Jehovas vidners gode adfærd og deres nidkærhed i tjenesten for Jehova.

Forsøg på at standse strømmen af publikationer

Gejstligheden forsøgte igen og igen at hindre Jehovas vidner i at modtage de publikationer de benyttede i deres tjeneste. Når det var muligt fik de gejstlige myndighederne til at danse efter deres pibe. I 1930 overtalte de for eksempel  indenrigsministeren til at ophæve vore rettigheder til at udsende bladet Den gyldne Tidsalder med posten, et blad der frygtløst afslørede religiøst hykleri. Men blot nogle få uger senere blev ministeren tvunget til at gå af, og hans efterfølger tillod igen at man importerede Den gyldne Tidsalder og udsendte det med posten.

Omsider lykkedes det imidlertid modstanderne at hindre al import af Den gyldne Tidsalder fra Schweiz. I 1933 begyndte brødrene derfor at få bladet trykt i Łódź. Hver gang de gejstlige lagde pres på en trykker så han ikke længere ville arbejde for brødrene, fandt de en anden som med glæde ville udføre arbejdet. Dette skete gentagne gange, og efter at bladet flere gange var blevet konfiskeret af censuren blev det til sidst forbudt. Efter at have appelleret denne afgørelse blev brødrene blot ved med at udgive Den gyldne Tidsalder, indtil forbudet blev stadfæstet og bladets redaktør, Augustyn Raczek, blev idømt et års fængsel.

For modstanderne kan det have set ud som om de havde opnået hvad de ville. Men brødrene gav ikke op. Det sidste nummer af Den gyldne Tidsalder var dateret den 1. september 1936. Den 1. oktober samme år blev det erstattet af et nyt blad der blev trykt i Warszawa. Det blev kaldt Nowy Dzień (Ny Dag), og fortsatte med at bringe artikler der afslørede det moralske fordærv og religiøse hykleri og fremholdt sandheden fra Bibelen. Det blev trykt i Warszawa indtil den anden verdenskrigs udbrud.

I mellemtiden havde indenrigsministeren i 1937 nedlagt forbud mod Vagttårnet, som Jehovas vidner benyttede sammen med Bibelen ved deres menighedsmøder. Der var intet i Vagttårnet der var samfundsnedbrydende, men den katolske gejstlighed ønskede ikke at det skulle udbredes i det de betragtede som deres domæne. Vore brødre besluttede imidlertid at ’adlyde Gud som deres hersker mere  end mennesker’ og begyndte derfor at duplikere det. — Apg. 5:29.

Det var på dette tidspunkt at biskop Jasiński fra Łódź, støttet af Katolsk Aktion, * oprettede „Et Kontor mod Religiøse Minoriteter“. Dette kontor forsøgte systematisk at få sine egne folk ind på de højeste regeringsposter. Et af deres mål var at konfiskere alle Vagttårnets publikationer. Med risiko for at blive opdaget gik forkynderne imidlertid i gang med at fremstille to nye brochurer. Myndighederne idømte bøder. Men hvem var det der i virkeligheden stod bag aktionen? Jo, i stedet for at benytte den verdslige lov anvendte man ofte den katolske kirkes love når der skulle rejses tiltale. Det er vanskeligt at finde et bedre bevis på at hele denne kampagne blev gennemført under ledelse af det katolske hierarki.

I løbet af 1937 var Katolsk Aktion ansvarlig for 75 voldelige overfald på Jehovas vidner; i to af disse tilfælde blev brødre myrdet. Ud af 263 retssager endte 99 med frifindelse og 71 med domfældelse. De øvrige blev udskudt. I 129 tilfælde blev publikationer konfiskeret, men i 99 tilfælde  lykkedes det brødrene at få dem tilbage. I 1938 Yearbook kunne man læse: „Hele Herrens folk i dette land er besluttet på at fortsætte forkyndelsesarbejdet uanset om det behager mennesker eller ej, ihukommende . . . at ’vi må adlyde Gud mere end mennesker’.“

Det var afgjort sådan forkynderne i de 121 tjenestesindede menigheder følte det. Hver måned var der gennemsnitlig 800 forkyndere der rapporterede, og i den måned hvor mindehøjtiden blev holdt var der 1040! Men modstanderne var besluttede på at rette et knusende slag mod dem. De mente sikkert at dette var lykkedes da myndighederne den 22. marts 1938 låste og forseglede dørene til vort kontor i Łódź. Publikationer kunne ikke længere sendes med posten eller med banen; både afsender og modtager ville blive straffet. Brødrene ønskede at appellere til en højere retsinstans, men en højtstående, venligsindet embedsmand fortalte dem i al fortrolighed at det ville være forgæves. „Tidens ånd“ har ændret sig, forklarede han, og selv om de vandt sagen ville indenrigsministeren sørge for at deres aktiviteter overalt i landet blev underlagt restriktioner. Man besluttede derfor at man ikke ville gå videre med sagen i retssalene men i stedet stole på Jehova og fortsætte arbejdet på andre måder.

Da politiet forseglede vort kontor havde de overset en nødudgang i boglageret. Betelarbejdere hentede derfor dag for dag et antal bibelske publikationer og fordelte dem til menighederne. Der var flere tons. Foruden publikationer på polsk var der også publikationer på ukrainsk, russisk, tysk og jiddisch.

Brødrene i marken samarbejdede helhjertet ved at opbevare store mængder publikationer til brug i de vanskelige tider der lå forude. Józef Włodarczyk fra Lublin-området tog for eksempel imod 12.000 brochurer, et stort antal bøger, 500 bibler, 500 eksemplarer af „Det Nye Testamente“, 500  sangbøger og 250 grammofonplader, som han alt sammen skjulte omhyggeligt. Andre brødre gjorde det samme, og dette viste sig nyttigt under krigen hvor der ikke kom nye forsyninger.

Forbudet i 1938 gav brødrene mere end et år til at træffe forberedelser til at arbejdet kunne føres videre under jorden i de vanskelige år under den anden verdenskrig. De opdelte landet i zoner med et bestemt antal menigheder i hver. De mest nidkære lokale brødre førte tilsyn med de enkelte zoner og havde ansvaret for at duplikere publikationer til menighederne, især Vagttårnet. Dette var den eneste „friske føde“ menighederne modtog. Denne organisering viste sig senere at fungere udmærket under krigens kaos.

Krigen bryder ud!

Den 1. september 1939 udbrød Anden Verdenskrig. Den sidste rapport fra Polen viste at der var 1039 forkyndere. Hvordan skulle det gå dem?

Under besættelsen blev Polen opdelt i tre regioner. Den vestlige sektor blev annekteret af Det Tyske Rige. Den midterste sektor, der omfattede byerne Warszawa, Kraków, Lublin og senere Lviv, blev kaldt generalguvernementet og blev underlagt tysk forvaltning. Den østlige del blev annekteret af Sovjetunionen. Forholdene varierede fra område til område.

I den vestlige sektor arresterede det tyske Gestapo alle der var kendt som Jehovas vidner. Det totalitære nazistyre slog med grusomhed ned på alle der ikke underkastede sig det fuldstændigt. Eftersom Jehovas vidner fremmede Guds rige blev de betragtet som fjender. Hvis man blev taget med et enkelt nummer af Vagttårnet på sig, eller hvis man var med på det samme fotografi som en forkynder, blev det brugt som bevis for at man var kriminel. Man brugte brutale  metoder for at tvinge Jehovas vidner til at opgive navne og adresser på deres åndelige brødre og søstre. De der nægtede at forråde deres brødre og at underskrive en erklæring om at de afsvor deres tro, blev sendt til koncentrationslejre. Kun meget få gik på kompromis. Selv forfølgerne undrede sig over den loyalitet disse tjenere for Jehova viste.

I Łódź arresterede Gestapo broder Scheider og mange andre, og anbragte dem i lejre. Fra Poznań blev 69 brødre og søstre sendt til tyske lejre; 22 blev dræbt. Til trods herfor var der så mange mennesker i Poznań der lærte sandheden at kende under krigen, at der bagefter kunne dannes en stærk menighed i byen. Dens nidkærhed smittede af på de omkringliggende distrikter og hjalp med til at genopbygge organisationen i det vestlige Polen.

 Brødrene led naturligvis også i mange andre større og mindre byer. Fra Wisła, en bjergby der dengang havde omkring 6000 indbyggere, forlød det for eksempel at 51 brødre og søstre var blevet sendt til koncentrationslejre. Kun 13 vendte tilbage.

Jehova svigtede ikke sit folk

At Skaberen beskyttede sit folk under denne tid med voldsom forfølgelse er åbenbart. For dem var sejren ikke betinget af om de overlevede men om de forblev trofaste — om nødvendigt til døden. (Åb. 2:10) En broder beretter at han blev slået skånselsløst i mange timer, især på ryggen og i nyreregionen. Men han holdt ud trods forsøg på at få ham til at forråde andre brødre og give organisationsmæssige oplysninger. Mishandlingen fortsatte den næste dag, endnu mere brutalt. Den tredje dag voldte slagene på hans opsvulmede og mishandlede krop ulidelige smerter. Broderen bad Jehova om hjælp, ja, endog om at måtte dø. Pludselig begyndte den gestapomand som piskede ham at bande og svovle, smed pisken og gik. Hvad var der sket?

Flere dage senere så broderen denne mand med hånden i bind. Nogle medfanger fortalte broderen at gestapoagenten havde brækket sin pegefinger — åbenbart mens han piskede.

De forkyndere for hvem det lykkedes at undgå arrestation lod sig ikke sprede. De mødtes i små grupper for at studere Bibelen og Vagttårnet. De blade de modtog kom sædvanligvis fra brødrene i Tyskland, hvorefter de blev duplikeret eller kopieret i hånden. Fritz Otto var aktiv i undergrundsarbejdet i Łódź under besættelsen, og opretholdt kontakter med Poznań, Bydgoszcz og Gdańsk. Skønt kommunikationslinjerne fra tid til anden blev afbrudt af modstanderne, gik der aldrig særlig lang tid før de blev oprettet igen.

 I generalguvernementet

Situationen i den centrale og sydlige del af Polen var anderledes. Her jagede og forfulgte myndighederne ikke Jehovas vidner lige så intenst. Brødrene arbejdede derfor ivrigt selv om de altid tog deres forholdsregler. I Warszawa fremstillede de stencils til Vagttårnet, hvorefter de ansvarshavende for hver zone foretog duplikeringen idet de brugte det primitive duplikeringsudstyr der var tilgængeligt. Der blev brugt forskellige metoder til at smugle originalkopierne af publikationerne ind. Nogle tyske soldater hvis familie var i sandheden fungerede uden at vide det som kurerer når de vendte tilbage til østfronten efter at have været hjemme på orlov.

Der er også mange hjertegribende erfaringer. I december 1942 fangede det tyske politi i Warszawa Stefan Milewski og Jan Gontkiewicz mens de var i færd med at duplikere. De blev med det samme sendt til koncentrationslejren i Majdanek og derfra til Buchenwald. Derefter overtog Ludwik Kinicki, som førte tilsyn med Jehovas Vidners virksomhed i hele det område der var kendt som generalguvernementet, deres opgaver. To år senere, i 1944, blev han arresteret, og inden året var omme døde han i koncentrationslejren Gusen i Østrig. Havde fjenden vundet? På ingen måde. Disse brødre var alle forblevet urokkeligt loyale mod Jehova. Og hvad deres modstandere angik havde de fået lejlighed til at vise den himmelske Dommer deres holdning til Guds styre. — Job 31:14; Rom. 14:12.

Under dette terrorregime blev folk let opskræmte. Alle mistænkte alle. For at undgå unødige problemer var brødrene meget forsigtige med at invitere folk med til møder eller præsentere dem for andre interesserede. Men forkynderne var nidkære, Jehova velsignede dem, og nye grupper skød op som paddehatte.

 Nogle gange opstod der uventede muligheder for at forkynde. I slutningen af efteråret 1940 var der en interesseret fra byen Wojkowice Komorne i Katowice-området der døde. Han havde tidligere udtrykt ønske om at blive begravet af Jehovas Vidner, så en broder forberedte sig på at sige nogle få trøstende ord i den afdødes hjem. Men på kirkegården samlede der sig en stor skare mennesker. Da broderen så dem kunne han simpelt hen ikke forholde sig tavs; i over en time talte han om det bibelske håb for de døde. Fra da af holdt brødrene altid deres begravelser om søndagen, hvor flest muligt kunne høre det bibelske budskab.

Forkyndelsen i byerne foregik som regel uformelt, men i landområderne, især omkring Lublin, begyndte forkynderne igen at forkynde fra hus til hus allerede før krigen sluttede. For ikke at tiltrække sig for megen opmærksomhed begyndte de som regel samtalen med at spørge om der var et eller andet de kunne købe. Reaktionen gjorde det ofte muligt at drøfte åndelige spørgsmål.

Nogle menigheder organiserede forkynderture til fjerntliggende landsbyer hvor de opdagede at krigen havde forandret folks indstilling. Nu var mange, deriblandt unge, villige til at lytte. De publikationer brødrene stadig havde blev godt anvendt, og der blev oprettet nye menigheder.

Satan forsøgte selvfølgelig at standse denne udbredelse af den rene tilbedelse, blandt andet ved at gøre brug af guerillagrupper. Tilskyndet af katolske præster begyndte disse grupper ikke blot at kæmpe mod den tyske besættelse men også mod Jehovas vidner, hvilket medførte nye trosprøver. Der blev foretaget natlige razziaer i brødrenes hjem. Mænd, kvinder og børn blev slået og beordret til at gøre korsets tegn, kysse korset og hænge „hellige“ billeder op på væggene. De ubudne gæster plyndrede og raserede. Nogle familier blev udsat for gentagne angreb. Flere brødre blev tvunget til at gå under jorden for at bevare livet.

 En ny handlingsplan i den sovjetiske sektor

Et stort område i det østlige Polen var blevet annekteret af Sovjetunionen i september 1939. Det betød at omkring halvdelen af vore forkyndere, deriblandt polske, ukrainske og nogle få russiske og jødiske forkyndere, blev afskåret fra den øvrige del af organisationen. Skønt de var nidkære, var deres åndelighed truet af mangelen på ny åndelig føde. De forsøgte at få kontakt med organisationen gennem Slovakiet, men det viste sig at være overordentlig vanskeligt.

På et tidspunkt blev en del menigheder omfattet af en ny handlingsplan. I begyndelsen var dens mål at hjælpe brødrene med at tilpasse sig deres nye situation. Den understregede behovet for at holde sig adskilt fra verden og føre et liv „i hellig pragt“. (Sl. 110:3) Denne nye handlingsplan bredte sig fra Lviv over Lublin helt til Warszawa. Men i stedet for at vejlede brødrene om nøje at følge anvisningerne i Bibelen, blev de inden længe opfordret til at deltage i forehavender der blot var en enkeltpersons idé.

Under indflydelse heraf rettede en gruppe desorienterede forkyndere pludselig et angreb på militærhovedkvarteret i det tyskbesatte Białystok, fjernede hagekorset fra taget og erstattede det med et hvidt flag. De blev arresteret og henrettet samme dag. Disse begivenheder er en smertelig påmindelse om hvad der kan ske når en enkeltperson tager sig friheder og går ud over hvad der står skrevet i Bibelen, og ud over det eksempel som Kristus og hans apostle satte, og ikke ser hen til „den trofaste og kloge træl“ efter ledelse. — Matt. 24:45.

En endelig prøve nær krigens afslutning

Umiddelbart før krigens afslutning blev brødrene stillet over for en ny prøve. Efterhånden som østfronten kom nærmere, blev folk beordret til at grave tankspærringer. Men som neutrale kristne kunne Jehovas vidner ikke med god  samvittighed deltage i dette arbejde, og de nægtede at være med, selv under dødstrusler. I snesevis blev offentligt henrettet ved skydning, heraf nogle som var helt nye i sandheden. Dette tjente også som et vidnesbyrd, eftersom andre blev opmærksomme på at Jehovas vidner havde så stærk en tro at de hellere ville dø end svigte deres Gud.

Omsider var besættelsesårene til ende. Jehovas vidner i Polen havde udholdt alvorlige prøvelser. Nu tog de, i endnu større antal end før krigen, fat på den opgave der lå forude.

Herrens arbejde skrider frem

De Jehovas vidner der overlevede opholdet i koncentrationslejrene vendte hjem i foråret 1945, parate til at gå i gang  med den offentlige forkyndelse af Guds rige. En af disse var Wilhelm Scheider.

Med tiden lykkedes det ham at sørge for at man igen kunne benytte ejendommen på Rzgowska-gaden 24 i Łódź. Desværre fik man kun nye forsyninger af publikationer hvis nogen personligt kunne indføre dem, eftersom postvæsenet endnu ikke fungerede. Men når som helst der kom publikationer blev de oversat så hurtigt som muligt, og der blev sendt stencils ud til hver zone. Der gik ikke lang tid før flere tilbød at hjælpe til med arbejdet. Jehova bevægede andres hjerte til at støtte arbejdet økonomisk.

Kontrasten mellem Jehovas tjenere og den øvrige befolkning var meget tydelig. (Joh. 13:35) De fleste ukrainere, deriblandt i hundredvis af vore brødre, blev flyttet mod øst, inden for den nye sovjetiske grænse. Men før dette skete var der imidlertid adskillige hadefulde episoder mellem de polakker og ukrainere der boede i de østlige og sydlige områder af generalguvernementet. De polske og ukrainske Jehovas vidner, derimod, holdt fred med hinanden. Ved en lejlighed var en polsk broder på vej hjem fra møde i følge med tre ukrainske søstre, da de mødte nogle ukrainske guerillasoldater. Soldaterne forsøgte at pågribe broderen i den hensigt at skyde ham, men søstrene protesterede og greb fysisk ind for at redde ham. De kæmpede i to timer. Omsider lod soldaterne sig formilde, men først rev de broderens tøj af og brændte det. Kun iført undertøj løb han på bare fødder mere end to kilometer gennem sneen hen til en ukrainsk broders hjem.

Nu hvor krigstidens restriktioner var ophørt tog forkynderne med iver del i forkyndelsen. Den første efterkrigsrapport viste at der var omkring 2500 forkyndere. I 1939 havde der kun været 1039. Halvdelen boede imidlertid i områder der nu var annekteret af Sovjetunionen. I seks år med krig  og besættelse var der faktisk sket en vækst på 400 procent i det der var tilbage af landet! Profeten Daniels ord havde vist sig sande: „Det folk som kender sin Gud vil stå fast og gennemføre det de har i sinde. Og de i folket som har indsigt, bringer mange til forståelse.“ — Dan. 11:32, 33.

Nogle steder var den øgede interesse for Rigets budskab meget tydelig. Jan Wąsikowski rapporterede fra Poznań: „Det var en stor glæde for brødrene der vendte hjem fra koncentrationslejrene i 1945, at se at den lille gruppe var vokset til så mange som 600 forkyndere af Riget! Af én aktiv bymenighed blev der dannet tre menigheder.“

Den mest bemærkelsesværdige vækst fandt imidlertid sted i den østlige del af landet. Leveforholdene var ekstremt vanskelige. En kredstilsynsmand beretter at han efter at være ankommet dertil i 1947, ikke blot så nedbrændte huse men hele boligområder der var blevet ødelagt. Brødrene boede i beskyttelsesrum. Menighederne voksede ikke desto mindre med forbløffende hast. I løbet af 1945 og 1946 voksede menigheden i Teresin ofte med 15 til 20 forkyndere om måneden. Én måned kom der 42 nye forkyndere! I 1947 havde den allerede 240 forkyndere. Menigheden i Alojzów var på 190 forkyndere.

Den åndelige hunger stilles

Skønt brødrene kun ejede få materielle ejendele, følte de at de mest af alt havde brug for bibler og bibelsk studiemateriale. Enhver der havde et personligt eksemplar af De Kristne Græske Skrifter var heldig. Nogle forkyndere havde kun ét af evangelierne som de kunne benytte i forkyndelsen. Men der kom hurtigt hjælp.

I 1946 opfordrede Vagttårnsselskabet Jehovas vidner i De Forenede Stater, Canada, Schweiz og Sverige til at skænke tøj til deres trosfæller i de krigshærgede lande. De benyttede lejligheden til ikke blot at sende tøj men også kasser med  bibler. Kort efter ankom der i tusindvis af eksemplarer af bogen „Sandheden skal frigøre jer“, samt 250.000 eksemplarer af brochuren „Religion Reaps the Whirlwind“ (Religionen høster storm; ikke oversat til dansk). Forestil jer brødrenes taknemmelighed!

Folks hunger efter Guds ord i efterkrigstidens Polen var stor. I 1946 stod mere end 6000 forkyndere af Riget parate til at hjælpe med at dække behovet. Afdelingskontoret forsøgte efter bedste evne at skaffe publikationer. Men eftersom det ikke havde trykkerifaciliteter, lod man fortsat Vagttårnet, samt brochurer og andre tryksager, reproducere i de zoner som landet var opdelt i. Selv om udstyret var begrænset, gik der ikke lang tid før brødrene var velforsynede med den nødvendige åndelige føde.

Nye arbejdsområder

Flere forkyndere — både enkeltpersoner og hele familier — besluttede sig for at flytte til et område der i årevis havde været beboet af tyskere men som efter krigen kom til at udgøre det vestlige Polen. Mange polakker som havde boet i det der inden krigen havde været Østpolen, men som nu var blevet annekteret af Sovjetunionen, flyttede også til dette område i vest. Folk i disse nyligt beboede områder reagerede positivt på sandheden.

En af dem der frivilligt rejste til disse områder og forkyndte nidkært var Stanisław Kocieniewski, der senere blev rejsende tilsynsmand. Da han efter krigen vendte tilbage fra fængselsopholdet i en tysk arbejdslejr, var han totalt afkræftet. Men efter at han var kommet til hægterne var han ivrig efter igen at gå i gang. Han flyttede derfor med sin familie til byen Jelenia Góra, hvor de var den første familie af Jehovas vidner der slog sig ned. Senere sluttede andre sig til dem, og inden længe blev der oprettet en menighed. I dag er der ni menigheder i denne by.

 Jan Pieniewski og hans hustru flyttede til Gorzów Wielkopolski for at tjene dér. Broder Pieniewski fortæller: „I februar 1946 begyndte vi vores hus-til-hus-forkyndelse, og besøgte først vore naboer. Vi besøgte de tre første huse sammen, hvorefter vi forkyndte hver for sig. Min hustru spurgte: ’Hvordan skal vi nogen sinde kunne gennemgå hele byen?’ . . . Vi traf en mand der endog var villig til at bytte en ko for en eneste bibel! Vi skaffede ham Bibelen, men ville selvfølgelig ikke tage imod koen.“

Det var ikke alle polske forkyndere af tysk oprindelse der valgte at vende tilbage til Tyskland efter krigen. For nogle af dem var det noget af en opgave at lære sig polsk. Men Selskabet hjalp dem i deres forkyndelse ved at fremstille foldere der fremholdt Rigets budskab på både polsk og tysk. Da en polsk søster og hendes familie vendte tilbage fra Frankrig og slog sig ned i nærheden af Wałbrzych, var det imidlertid dem der følte sig som udlændinge på grund af de mange tysktalende i dette område. Men hun tog selv initiativet til at forkynde og kom derfor hurtigt i kontakt med de lokale tysktalende brødre. „Hvilken glæde!“ fortæller hun. „Vi tog med dem i forkyndelsen fra hus til hus, besøgte regelmæssigt de interesserede og ledede bibelstudier.“

Da forkynderne så det store behov for at udbrede den gode nyhed i deres distrikt, begyndte mange som pionerer. Zofia Kuśmierz skriver: „Der var ingen forkyndere i området, så jeg begyndte i heltidstjenesten. Jeg brugte fem dage om ugen i distriktet . . . Folk viste stor interesse. Nogle år var jeg i stand til at hjælpe 20 personer i sandheden.“

Distriktet var umådelig stort, og der var endnu ingen transportmidler. Men Jan Skiba fortæller: „Vi plejede at gå ud til mange af byerne, hvoraf nogle lå 30 til 40 kilometer borte. Vi tog hjemmefra klokken fem om morgenen, arbejdede til solnedgang, og kom først hjem sent om aftenen. Nogle gange sov vi i en høstak.“ De nåede ud til steder hvor  den gode nyhed aldrig før var blevet forkyndt. I løbet af et år efter krigens ophør forkyndte Jehovas vidner i alle dele af landet. I marts 1946 rapporterede Polen at der var 6783 forkyndere!

Noget der skabte vækst

Under den anden verdenskrig havde brødrene i Polen ingen direkte kontakt med Jehovas Vidners hovedkontor. Selv det schweiziske afdelingskontor, der førte tilsyn med mange europæiske lande, havde kun fået sparsomme oplysninger om de forkyndere der boede i de tyskbesatte områder. Det er derfor forståeligt at de polske forkyndere kun havde ringe kendskab til de organisationsmæssige forandringer der var blevet indført i andre dele af verden.

Men trods efterkrigstidens hindringer indførte man disse ændringer lige så snart kontoret i Łódź fik de nødvendige oplysninger. Man havde tidligere lagt hovedvægten på uddeling af publikationer. Men den polske udgave af Budbringer (nu Rigets Tjeneste) for maj 1946 forklarede hvordan man aflagde virkningsfulde genbesøg, hvordan man studerede bibelske publikationer med interesserede, og hvordan man udfyldte rapportsedlerne korrekt. Der skete også ændringer i forbindelse med menighedens møder. Der blev indført et kursus i teokratisk tjeneste, nu kaldet den teokratiske skole. Der blev også givet meddelelse om ordningen med vennetjenere (i dag kendt som kredstilsynsmænd).

Disse organisationsmæssige forandringer førte til øget aktivitet. Når menighederne i det første århundrede rettede sig efter den vejledning der kom fra det styrende råd, blev de „fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag“. Det samme har været tilfældet i vor tid. — Apg. 16:5.

Vore første rigssale

Kort tid efter krigens slutning begyndte brødrene at søge efter bygninger der kunne ombygges til rigssale. I Poznań benyttede man allerede i slutningen af 1945 en sal der kunne  rumme 60 personer. Det var vanskeligt at skaffe byggematerialer, men brødrene var opfindsomme. Selv træ fra de tremmekasser Selskabet benyttede til forsendelse blev brugt.

Om nødvendigt lejede man klubhuse, biografer eller andre offentlige faciliteter. Når dette ikke var muligt blev møderne holdt i private hjem.

Vore brødre elskede musik og de var glade for at bruge denne gave til pris for Jehova. I de første år efter krigen var der nogle der dannede amatørkor og amatørorkestre. Når de sang og spillede før et offentligt foredrag, kom hele landsbyer nogle gange for at høre foredraget.

Officielle og uofficielle stævner

De første to stævner i Polen efter krigen var uforglemmelige. Det ene blev holdt i juni 1946 i landsbyen Borówek i nærheden af Lublin. Det blev overværet af cirka 1500. Dette todages stævne, der blev organiseret af brødrene sådan som de bedst kunne, var ikke officielt. I lighed med hvad man havde gjort tidligere, holdt nogle brødre foredrag over et emne de selv valgte. Andre fortalte erfaringer. Det var en stor glæde for de tilstedeværende at se 260 symbolisere at de havde indviet sig til at gøre Jehovas vilje ved vanddåben.

Senere samme år, i september, tilrettelagde Selskabet et landsstævne i Katowice der blev overværet af 5300. Dette program tog især sigte på at opmuntre brødrene til nidkær og forenet virksomhed og til at fortsætte deres tjeneste for Jehova på en måde der behagede ham.

Gileadmissionærer kommer til landet

Den 19. marts 1947 ankom Stefan Behunick og Paweł Muhaluk til landet med skibet Jutlandia og steg i land i Gdynia. De havde gennemgået Vagttårnets Bibelskole Gilead. Begge talte forholdsvis godt polsk og tog hurtigt fat på den opgave de havde fået betroet.

 En af deres vigtige opgaver var at organisere kreds- og områdetjenesten. Dette krævede at de oplærte rejsende tilsynsmænd — brødre der regelmæssigt skulle besøge menighederne og arbejde med de lokale brødre og søstre i forkyndelsen og holde belærende og opmuntrende foredrag. Man organiserede områdetjenesten så der blev afholdt regelmæssige stævner i hver kreds. I løbet af de næste få år blev der holdt i snesevis af stævner i hele landet. Nogle gange var det muligt at benytte offentlige auditorier, men når dette ikke kunne lade sig gøre blev stævnerne holdt på landejendomme der tilhørte brødrene.

Det første område dækkede hele landet. Det blev betjent af Edward Kwiatosz, der tjente Jehova trofast på afdelingskontoret i Polen indtil han i 1992 afsluttede sit jordiske livsløb.

I forbindelse med at man oplærte brødrene til at varetage forskellige opgaver inviterede man i 1947 pionererne til Łódź for at gennemgå et særligt kursus. En af dem der overværede dette kursus skrev senere: „De to uger på afdelingskontoret var uforglemmelige. Hver dag modtog jeg det jeg havde allermest brug for.“ Fire fra denne gruppe blev indbudt til at betjene menighederne som rejsende tilsynsmænd.

Missionærerne gav ikke blot vejledning vedrørende organisationsmæssige spørgsmål, men havde også travlt på arbejdsmarken sammen med brødrene. De besøgte så vidt muligt kredsene for at yde praktisk hjælp. Både tilsynsmændene og forkynderne værdsatte deres hjælp, og mange husker deres oplæring den dag i dag.

Razzia på kontoret i Łódź

Efterhånden som organisationen voksede bestræbte forkynderne sig for at hjælpe folk til at drage nytte af Bibelen. Men modstanden mod deres virksomhed ophørte ikke selv om de nu levede under et socialistisk styre.

 Allerede i februar 1946 blev der gennemført en razzia på deres kontor i Łódź. Og alle brødrene dér blev arresteret. Kun nogle få søstre blev tilbage. Bygningerne blev overvåget døgnet rundt af vagter fra UB, eller Urząd Bezpieczeństwa (Sikkerhedskontoret). Det lykkedes dog en af søstrene at sende et telegram til afdelingskontoret i Schweiz, hvorfra man henvendte sig til den polske ambassade i Bern. På det tidspunkt var myndighederne ivrige efter at stå på god fod med andre lande, så i løbet af en uge blev brødrene i Łódź løsladt.

UB (Sikkerhedskontoret) forsøgte imidlertid at få brødrene til at indgå et samarbejde og overvåge katolske gejstlige, som om det var „den fælles fjende“. De havde tydeligvis ingen forståelse af hvad kristen neutralitet vil sige!

Da Jehovas Vidner det følgende år holdt et landsstævne i Kraków, bar de 7000 stævnedeltagere interessant nok reversmærker der havde samme form som den lilla trekant Jehovas vidner havde båret i koncentrationslejrene. De havde  ikke selv glemt, og lod heller ikke andre glemme, hvor voldsomt de var blevet forfulgt under nazisternes styre.

„Dem var verden ikke værd“

I 1946 begyndte afdelingskontoret at få rapporter om ondsindede, brutale overfald på Jehovas vidner i forskellige dele af landet. De guerillagrupper der tilhørte Narodowe Siły Zbrojne (De nationale væbnede styrker) var de mest skånselsløse. De rettede ikke blot deres virksomhed mod den kommunistiske regering men som følge af katolske gejstliges indflydelse også mod Jehovas vidner. Det de krævede svarede i bemærkelsesværdig grad til det Satan ønskede af Jesus Kristus. Satans krav lød: ’Udfør en tilbedelseshandling over for mig.’ (Matt. 4:9, 10) Disse katolske guerillagrupper krævede: ’Udfør blot én tilbedelseshandling  der viser at du er katolik.’

Den 1. marts besøgte den 15-årige Henryka Żur, der boede i nærheden af byen Chełm, sammen med en broder fra hendes menighed nogle interesserede mennesker i en nabolandsby. Det blev hendes sidste genbesøg. Begge forkyndere faldt i hænderne på medlemmer af Narodowe Siły Zbrojne, der overnattede i landsbyen. Broderen blev brutalt pryglet men slap med livet i behold. Søsteren blev torteret grusomt i mange timer. „Du kan tro hvad du vil,“ sagde en af dem der torterede hende, „bare du gør korsets tegn som en katolik. Ellers får du en kugle!“ Uden at være gået på kompromis blev vor unge søster til sidst slæbt hen i en nærliggende skov og skudt.

Mindre end tre uger senere, om aftenen den 18. marts, brød en pøbel på 30 mennesker ind i Jan Ziemcows hjem i det østlige Polen. I begyndelsen forsøgte de at tvinge familien til at gå til den lokale katolske præst for at skrifte, og derefter modtage et bevis på at de havde gjort dette. Da pøbelen blev præsenteret for Bibelens ord blev de rasende. De slog skånselsløst broder Ziemcow med køller og beordrede ham gentagne gange til at kysse korset. I et forsøg på at tvinge ham til at fornægte Bibelen og vende tilbage til den katolske kirke slog de ham til han mistede bevidstheden. Derefter genoplivede de ham med koldt vand og slog ham  til han døde. Efter at have begået dette mord satte de sig roligt ned og spiste aftensmad, hvorefter de slog resten af familien bevidstløs.

Den 12. juni blev der begået endnu et mord. Aleksander Kulesza, der boede i nærheden af Podlasie, var gået hen for at tage sig af broder Kadziela og hans familie — som var blevet angrebet den foregående aften. Et frygteligt syn mødte ham. Han havde svært ved at genkende ofrene! Efter at have ydet hjælp tog broder Kulesza og hans familie hjem uden anelse om at de var blevet udpeget som de næste ofre.

Samme aften blev deres hjem omringet af en bande som, tilskyndet af den lokale katolske præst, mishandlede familien i seks timer. Pøbelen var så opsat på at tvinge broder Kulesza tilbage til den katolske kirke at de slog ham til han døde. Skønt hans søn Jerzy blev gennempryglet ved samme lejlighed, begyndte han to år senere i heltidstjenesten og er fortsat i denne tjeneste til den dag i dag.

I 1947 blev der begået en lang række overgreb mod Jehovas vidner i Polen i et forsøg på at få dem til at konvertere til katolicismen. Det blev rapporteret at 4000 var blevet mishandlet, hvoraf 60 var blevet myrdet. Narodowe Siły Zbrojne havde foretaget omkring 800 angreb på Jehovas vidner i deres hjem. Man kan sige det samme om disse nutidige vidner for Jehova som man sagde om Jehovas vidner i fortiden: „Dem var verden ikke værd.“ — Hebr. 11:38.

„En ’middelalderlig’ blodig september“

Katolske præster havde indgivet deres hjorde en fanatisk intolerance over for alt og alle der ikke var i overensstemmelse med den katolske tro. Eftersom de repræsenterede Polens største trossamfund gjorde de ofte unfair brug af skolebørn og voksne ved at ophidse dem til at begå pøbeloverfald.

 Da Jehovas Vidner holdt et områdestævne i Lublin i 1948, ophidsede præsterne deres hjorde ved at hævde at Jehovas vidner var kommet fra hele landet for at ødelægge de lokale katolske helligdomme. Man opfordrede de troende til at beskytte deres kirker og deres by. En gruppe religiøse fanatikere gik til angreb. Ved den lejlighed førte bevæbnet politi, der skulle sørge for ro og orden ved stævnet, de mest aggressive hovedmænd ind i biler og kørte dem 30 kilometer uden for byen før de satte dem af langt fra alfarvej.

Den 5. september 1948 var situationen noget anderledes da Jehovas vidner overværede et kredsstævne i Piotrków Trybunalski, en by der ligger omkring 120 kilometer fra Warszawa. Missionærbrødrene Behunick og Muhaluk var også til stede. Omkring klokken fem om eftermiddagen havde der samlet sig en stor, truende hob i nærheden, som ventede på at programmet skulle slutte så de kunne lægge hånd på „biskopperne“, som de kaldte missionærerne. Da forkynderne forlod hallen gik en pøbel på flere hundrede til angreb, og slog nogle bevidstløse, deriblandt missionærerne. De sårede blev bragt til Den Hellige Treenigheds Hospital, hvor de modtog førstehjælp. Men påvirket af nonnerne nægtede hospitalspersonalet at lade dem blive på hospitalet.

Til at begynde med blev hændelsen slet ikke omtalt i pressen. Men kort efter at den amerikanske ambassade i Warszawa havde fået underretning om hvad der var sket, bragte medierne i De Forenede Stater historien om pøbeloverfaldet.

Mindre end tre uger senere, — næsten som anden akt i „en ’middelalderlig’ blodig september“, som et tidsskrift beskrev det — skete der noget andet i det samme område som vakte røre i befolkningen. En gruppe universitetsstuderende havde reageret på en opfordring fra Kultur- og  Kunstministeriet om at katalogisere mindesmærker i form af bygninger, skulpturer og billeder i omegnen af Piotrków Trybunalski. Ministeriet indhentede tilladelse fra de kirkelige myndigheder, og studenterne begyndte arbejdet i en lokal kirke.

Men i den nærliggende by Kamiensk stormede en overnidkær dame der var husholderske hos en præst, ind i kirken og begyndte at skælde studenterne ud. Hun hævdede at de slet ikke var studenter men var Jehovas vidner, som hun påstod gik rundt og slog kors itu, skændede kirker og krænkede gravsteder. Skønt ingen af studenterne var Jehovas vidner beordrede præsten dem ud af kirken med det samme. Rygtet bredte sig til de omkringliggende landsbyer som en løbeild. Ethvert forsøg på at forklare sagens sammenhæng faldt for døve ører. En rasende hob, bevæbnet med køller, høtyve og sten foretog et brutalt overfald på de unge mennesker, hvoraf seks måtte på hospitalet.

Denne gang var myndighederne hurtige til at reagere. Bagmændene, deriblandt sognepræsten og hans hushjælp, blev arresteret og idømt lange fængselsstraffe. Denne episode lagde en dæmper på gejstlighedens forsøg på at anvende pøbelvold som våben mod Jehovas vidner.

Myndighedernes chikanerier

Der var imidlertid endnu en gang dramatiske forandringer under opsejling i den politiske verden i Polen. De der kom til magten søgte at få religionen til at gå statens ærinde.

Som allerede nævnt havde en embedsmand i distriktssikkerhedskontoret i Łódź i februar 1946 forsøgt at hyre Jehovas vidner til at spionere mod den katolske kirke, hvilket de havde nægtet. Da en agent fra det hemmelige politi fire måneder senere igen opsøgte afdelingskontoret, insisterede han på at brødrene rettede sig efter politiet, og han lovede at Jehovas vidner ville få lov at holde møder i de bedste  sale hvis de samarbejdede. Hvis ikke ville det få alvorlige konsekvenser. „Ingen kan standse os,“ sagde han truende da han gik.

Senere blev tilladelserne til at holde nogle stævner inddraget; i andre tilfælde forsøgte politiet at sprede dem der kom for at overvære stævnet. I maj 1949, under et kredsstævne i nærheden af Chełm, beordrede politiet at programmet skulle standses. Da de ansvarshavende brødre fortsatte blev de arresteret. Forkynderne samledes igen den sidste dag, og en broder der havde overtaget opgaven fra en broder som var blevet arresteret, holdt dåbsforedraget. Den eftermiddag overværede omkring et tusind mennesker det offentlige foredrag. Politiet arresterede den ene taler efter den anden. Men lige så snart én blev ført bort, trådte en anden i hans sted. Før dagen var omme havde 27 forskellige brødre talt!

Missionærerne udvises

Den 24. juli 1949, to år og fire måneder efter deres ankomst til Polen, blev Stefan Behunick og Paweł Muhaluk tvunget til at forlade landet. I nogle personlige notater om disse år skrev broder Behunick: „Nu, i 1949, er arbejdet på afdelingskontoret allerede bedre organiseret. Der er større samarbejde mellem menighederne. Vi har allerede tre områder, og i juni nåede vi op på 13.699 forkyndere, hvilket er dobbelt så mange som i 1947 da vi [missionærer] ankom. Der er 710 aktive menigheder, og 45 medarbejdere på afdelingskontoret. Vor virksomhed tolereres og forkyndelsen fra hus til hus fortsætter.“

I 1949 havde Jehovas Vidners virksomhed faktisk været tolereret længere end forventet. Et år tidligere, i 1948, havde justitsministeren talt over emnet „Religionsfrihed i Sovjetunionen“. Under sin tale, der blev holdt i domhuset i Łódź, erklærede han at religiøse minoriteter i Sovjetunionen ensidigt og frivilligt havde opløst sig selv og sluttet sig  til den kirke der var officielt anerkendt af staten. Jehovas Vidner forstod at denne ’frivillige opløsning’ af religiøse minoriteter i Sovjetunionen betød at noget lignende inden længe ville finde sted i Polen. De begyndte derfor at forberede sig på at arbejde under jorden.

I overensstemmelse med en ny lov om foreninger havde Jehovas Vidner samtidig indsendt et forslag til Vagttårnsselskabets love hvori Selskabets aktiviteter var beskrevet. De anmodede om at blive juridisk registreret i overensstemmelse med de nye retsregler.

I mellemtiden strømmede flere mennesker til organisationen. Man havde ti forkynderrekorder i træk, og i marts 1950 var der 18.116 forkyndere i 864 menigheder der rapporterede. Samme år blev mindehøjtiden overværet af 28.918. Dette var et tydeligt vidnesbyrd om at mange i fremtiden sandsynligvis ville slutte op om tilbedelsen af Jehova i Polen.

Utænkeligt at give efter for frygt

Om natten den 21. april 1950 brød en stor gruppe UB-agenter ind gennem et vindue på afdelingskontoret i Łódź og gennemførte en razzia. Man hævdede at betelmedarbejdere spionerede for De Forenede Stater og „med magt forsøgte at omstyrte regeringen i Den Polske Folkerepublik“. UB-agenterne gennemsøgte omhyggeligt bygningerne for at finde beviser. Man fandt selvfølgelig intet. Men papirer der beskrev Jehovas Vidners religiøse aktivitet blev konfiskeret. Den følgende dag blev Selskabets ledere arresteret.

De der blev ladt tilbage på afdelingskontoret besluttede at trykke så mange blade som muligt og sende dem ud til menighederne. De opbrugte hele papirlageret, omkring 20 tons, og sendte publikationerne ud. Derefter skjulte de duplikatoren og andre maskiner, samt arkiver. Det krævede mod at fortsætte med at arbejde på afdelingskontoret under  disse forhold. Mens dette foregik modtog man breve fra personer der tilsyneladende var interesserede og som bad brødrene om at møde dem bestemte steder i byen. Det egentlige mål var imidlertid at lokke brødrene ud på gaden, og nogle betelbrødre blev faktisk kidnappet. Herefter forlod de andre kun Betel i store grupper.

Om aftenen den 21. juni blev der igen gennemført en razzia på Betel. Denne gang blev næsten alle arresteret. Brødrene blev anbragt på en åben lastbil og kørt gennem Łódź. Vagterne hånede dem og sagde at det var ligesom at tage på en skovtur. „Jamen så lad os synge,“ foreslog en broder. Og pludselig begyndte disse modige tjenere for Jehova at synge uden at ænse vagternes protester: „Den som er trofast, lydig og ærlig, kan sig for frygten befri.“

Samme aften blev i hundredvis af Jehovas vidners hjem i hele landet gennemsøgt. Mange brødre blev arresteret. Fjender af Guds rige ønskede at opløse organisationen og tvinge Jehovas vidner til tavshed.

Det var først efter alt dette at Kontoret for Religiøse Anliggender den 2. juli 1950 i medierne meddelte at ansøgningen om registrering af Foreningen af Jehovas Vidner i  Polen, ikke var blevet imødekommet. I denne vilkårlige meddelelse hed det at organisationen nu var opløst og at dens ejendom ville blive eksproprieret af staten.

UB’s torturkamre

For mange Jehovas vidner var denne bølge af arrestationer og efterforskning indledningen til en lang periode med tortur og lidelse. Man forsøgte at tvinge dem til at indrømme forbrydelser som de aldrig havde begået. De blev især beskyldt for at have arbejdet for udenlandske efterretningstjenester. Man forsøgte også at overtale brødrene til at blive meddelere for UB. Ifølge ikkeoffentliggjorte statistikker fra UB blev 90 procent af dem denne kilde omtalte som „sektens medlemmer“, udsat for undertrykkende foranstaltninger. Som følge heraf faldt antallet af dem der var i stand til at rapportere tjeneste midlertidigt til det halve.

Wilhelm Scheider blev forhørt i otte dage og nætter uden ophør. Med brutale metoder forsøgte forhørslederne at tvinge ham til at erkende sig skyldig i deres frit opfundne anklager. Når han mistede bevidstheden blev han overhældt med koldt vand indtil han igen kom til bevidsthed. Han fik intet at spise eller drikke og blev ved en lejlighed tvunget til at knæle i 72 timer uden ophør. Han blev senere overført fra Łódź til Warszawa, hvor han blev kastet nøgen ind i et trangt fangehul i 24 dage. Her kunne han hverken sidde, ligge eller stå oprejst. I et yderligere forsøg på at få ham til at gå på kompromis arresterede og mishandlede UB hans kone og datter. Men intet brød hans integritet.

Harald Abt, der var kontortilsynsmand, fik samme behandling. Han blev afhørt uafbrudt i seks dage mens han hele tiden blev slået i hovedet og i maven. „Selv om du har tilbragt fem år i koncentrationslejr for at have været imod nazismen, vil vi alligevel kunne bevise at du har været gestapomand,“ sagde man til ham.

 Edward Kwiatosz blev også slået brutalt, og i tre dage fik han ingen mad. Man truede med at hænge ham, og lod ham ikke sove i to uger. Han blev slået på hælene med gummiknipler. Han fik brækket næsen og ribbenene, fik en kranielæsion, og en af hans trommehinder blev perforeret. I alt udholdt han 32 dages mishandling. Men man fik ham ikke til at rette falske beskyldninger mod sine brødre for at han selv kunne opnå lindring. — Jævnfør Job 2:4.

Andre brødre blev også mishandlet. Nogle blev under forhørene anbragt på en stol hvor der stak et søm op midt i sædet. Dette blev kaldt „den romerske behandling“. De blev udsat for dette blot fordi de var Jehovas vidner, fordi de nægtede at underskrive erklæringer der var fyldt med løgne og fordi de nægtede at aflægge falske vidnesbyrd mod deres kristne brødre.

Nogle brødre blev i 1950 fængslet i Zawiercie fordi de afslog at underskrive den politiske Stockholm-appel. Den første der ankom til fængselet var Władysław Drabek fra Poręba. Han blev låst inde i et mørkt fangehul med vand der gik ham til knæene. Han kunne hvile sig lidt ved at sidde med bøjede knæ på noget tømmer i et hjørne. To dage senere var cellen pakket med brødre. Alle havde nægtet at underskrive appellen. Fra tid til anden gav vagterne dem spande hvori de kunne forrette deres nødtørft. De var nødt til at bruge dem på det tidspunkt, for de fik dem ikke når det ellers var nødvendigt. Efter nogle få dage var stanken forståeligt nok ulidelig.

Om man så brugte et helt liv ville det ikke være nok til at berette om al den mishandling Jehovas vidner blev udsat for efter massearrestationerne i 1950’erne. Guds tjeneres uangribelighed blev sat på en alvorlig prøve, og det er ikke overraskende at nogle døde som følge af denne umenneskelige behandling.

 Trofaste til døden

Broder J. Szlauer var kun 20 år gammel da han i august 1950 blev bragt til UB-kvarteret i Cieszyn for at blive forhørt. Han nægtede konsekvent at forråde sine trosfæller. Forhørslederen blev så frustreret at han skød på ham to gange under forhøret, og efter en time døde denne unge tjener for Jehova. Men før sin død lykkedes det ham at sige til lægen: „Jeg blev skudt af UB-agenten fordi jeg forblev trofast mod Jehova.“

Andre Jehovas vidner led i flere år før døden omsider udfriede dem. I maj 1952 blev en rejsende tilsynsmand fra Kraków, Alojzy Prostak, arresteret i Szczecin. Efter to år hvor han blev holdt fanget i Warszawa og Łódź, var han så medtaget og udmattet at han måtte indlægges på et hospital. En advokat foreslog i 1954 hans kone at prøve at få ham løsladt, hvilket lykkedes, men han døde en uge senere. Omkring 2000 overværede hans begravelse. Den broder der modigt holdt begravelsestalen på kirkegården, benyttede lejligheden til at protestere mod de sadistiske metoder UB-agenterne benyttede når de forhørte Jehovas vidner. Derefter var han selv tvunget til at gå under jorden for ikke at blive arresteret.

I 1956 viste rapporter at 16 brødre fra alle egne af Polen var døde under UB-agenternes tortur eller fordi de var blevet nægtet lægebehandling. (Senere kom flere sager for en dag.) Brødrenes lig blev sædvanligvis sendt til familien i lukkede kister som de ikke fik lov at åbne. I andre tilfælde blev de ikke oplyst om dødsfaldet før mange måneder senere.

En retssag bag lukkede døre

Nogle af dem der overlevede denne umenneskelige behandling fortalte at man forsøgte at tvinge dem til at vidne mod Selskabets ledere. To brødre brød sammen under torturen og lod sig tvinge til at aflægge falsk vidneforklaring. Men UB opdigtede også deres egne „beviser“.

 Fra den 16. til den 22. marts 1951 blev dette materiale fremlagt ved en retssag i Warszawa for lukkede døre. Andre Jehovas vidner trodsede faren og samledes i stort tal foran domhuset, idet de håbede at deres tilstedeværelse ville opmuntre brødrene til at holde trofast ud.

Myndighederne håbede at de ved at transportere de anklagede i ambulancer og køre dem helt ind i den inderste gård, kunne få de anklagede ind i retssalen uden at de blev set. Men da fangerne kom ud af ambulancerne råbte nogle af vore brødres børn for hvem det var lykkedes at komme hen i nærheden af muren til gården, nogle opmuntringsord til dem. På den måde mærkede de at de ikke var alene.

Syv brødre sad på anklagebænken: fire medlemmer af bestyrelsen for  Selskabets juridiske selskab i Polen, og tre andre brødre der af forskellige grunde blev betragtet som vigtige for organisationen. Den offentlige anklager forlangte at Wilhelm Scheider blev idømt dødsstraf. Retten idømte ham livsvarigt fængsel. De andre tre bestyrelsesmedlemmer blev hver idømt 15 års fængsel, og resten fik kortere fængselsstraffe. De blev alle anbragt i de sikreste fængsler.

Hvad blev det næste?

Det var lykkedes to områdetilsynsmænd at undgå at blive fængslet, og de begyndte nu, sammen med andre erfarne brødre, at vise menighederne kærlig omsorg ved at lægge planer for hvordan man kunne forsyne brødrene med åndelig føde. De udtænkte et kommunikationssystem der viste sig at fungere effektivt i næsten 40 år. Der blev udnævnt kredstilsynsmænd som skulle fortsætte det arbejde der tidligere var blevet udført af dem der nu sad i fængsel, og trods konstante chikanerier var antallet af forkyndere i slutningen af 1952 steget til 19.991!

Det var ikke dét efterretningsvæsenet havde ventet. Deres plan havde været at udrydde Jehovas Vidner i Polen i løbet af to år. Vrede over at dette ikke var lykkedes planlagde de hvad de betragtede som det endelige, knusende slag. Der fulgte en ny bølge arrestationer. Fire medlemmer af landsudvalget, samt andre nidkære brødre og søstre, blev pågrebet. Man planlagde at holde en skueproces i Łódź.

I månederne før retssagen døde en af brødrene, nogle fik et nervøst sammenbrud, og en anden, broder Zygfryd Adach, blev løsladt fordi han havde pådraget sig en alvorlig sygdom i fængselet. Efter mere end to års forberedelse indledte man den 10. marts 1955 en retssag der skulle vare fem dage. Den resulterede i de hårdeste domme siden retssagen i Warszawa. Tre af medlemmerne af landsudvalget,  Jan Lorek, Tadeusz Chodara og Władysław Szklarzewicz, blev hver idømt 12 års fængsel.

Skræmte dette andre Jehovas vidner til tavshed?

Unge viser tro og mod

Selv unge Jehovas vidner der gik i skole holdt fast ved deres tro. I skolen blev de bombarderet med ateistisk tankegods, og hvis man ikke godtog disse tanker blev man hånet. Undervisningsplanen indeholdt ofte politiske spørgsmål, og deltagelse i marcher og demonstrationer var obligatorisk. Nogle skoler indførte militærtræning. De der nægtede at være med af samvittighedsgrunde blev som regel bortvist.

Men i stedet for at blive modløse begyndte mange af disse unge i pionertjenesten, hvorved de ydede et væsentligt bidrag til at udbrede Rigets budskab. I 1954 blev der under passende forholdsregler afholdt særlige møder med pionererne der varede i flere dage. De blev gjort bekendt med nogle af de oplysninger der var kommet frem i foredrag ved det internationale stævne i 1953 i New York, med temaet „Den Nye Verdens Samfunds Stævne“, hvilket var til stor åndelig opmuntring. Det var trosstyrkende for dem på denne måde at blive mindet om at de var en del af et kærligt, verdensomspændende brodersamfund bestående af Jehovas folk.

Hvad foretog brødrene i fængselet sig?

Forkyndelse i fængslerne

Władysław Przybysz, der første gang sad i fængsel fra 1952 til 1956 og i 1969 blev løsladt for fjerde gang, fortæller: „Man betragtede en fængselsdom som en tildeling af et distrikt der ikke var tilgængeligt for andre.“ Som følge af den forkyndelse der foregik bag fængselstremmerne, hørte mange fanger om Jehova og hans storslåede hensigter. De fængslede brødre organiserede sig også i små grupper som hver dag sørgede for at holde korte møder. Selv  bag fængselstremmerne ’øgedes antallet af disciple’. — Apg. 6:7.

Takket være brødrenes eksemplariske opførsel ændrede noget af fængselspersonalet også lidt efter lidt holdning. Romuald Stawski mindes at menuen i et fængsel blev ændret så Jehovas vidner ikke længere blev sat på prøve ved at få mad der indeholdt blod. En dag kom der to store madcontainere ind i cellen. I den ene var der blodpølse og i den anden var der grøntsagssuppe. „[Suppen] er kun til Jehovas vidner,“ understregede vagten.

Fængselsdørene åbnes

Fra og med 1956 begyndte den officielle holdning til Jehovas Vidner imidlertid at ændre sig. I foråret blev en områdetilsynsmand fra Kraków løsladt, og han fik at vide at myndighederne var parate til at forhandle med Jehovas Vidner. Man overvejede sagen og udpegede en delegation på tre brødre der skulle henvende sig til Kontoret for Religiøse Anliggender.

De tre brødre understregede at de kun havde til hensigt at skaffe sig oplysninger, og at de eneste der kunne forhandle var Selskabets fængslede bestyrelsesmedlemmer. Men Kontoret for Religiøse Anliggender ønskede ikke at forhandle med fanger. Et andet møde førte tilsyneladende heller ikke til noget resultat. De tre brødre understregede at de fængslede ledere efter deres mening var uskyldige.

Inden længe blev mange brødre og søstre, hvoraf nogle havde siddet fængslet siden 1950, løsladt, deriblandt de tre bestyrelsesmedlemmer og medlemmerne af landsudvalget der var blevet dømt senere. Omsider, i august 1956, blev Wilhelm Scheider også løsladt. Hvad var der sket?

Der var ikke blot indtruffet politiske forandringer. De to brødre der som tidligere nævnt havde aflagt falsk vidneforklaring, trak denne tilbage, og dermed blev anklagerne  mod bestyrelsesmedlemmerne formelt frafaldet. Men det var ikke hele forklaringen. Myndighedspersonerne kunne se at Jehovas Vidner voksede i antal, og det meget hurtigt. I løbet af tre år var antallet af forkyndere nået op på 37.411, en vækst på 87 procent! Senere, i 1972, fortalte en velinformeret agent fra sikkerhedstjenesten: „Vi kan se at det ikke har svækket organisationen at der er blevet fortalt om retssagerne mod Jehovas vidner og om deres propaganda; det har faktisk haft den stik modsatte virkning.“ Loyaliteten mod Jehova havde sejret!

Øget virksomhed trods juridiske hindringer

Da først brødrene var løsladt gik de øjeblikkelig i gang med at tage sig af menighedernes åndelige behov og den offentlige forkyndelse af den gode nyhed. Man sørgede for at brødrene fik Rigets Tjeneste, der indeholdt god vejledning om hvordan man kunne forkynde og gøre disciple. Trods vedvarende vanskeligheder fik menighederne regelmæssigt besøg af rejsende tilsynsmænd og var nidkære for teokratiet.

Den polske grundlov garanterede officielt religionsfrihed, og Jehovas vidner benyttede sig af denne garanti. Det at forkynde fra hus til hus var en del af deres gudsdyrkelse, så de tog del i denne tjeneste. Men brødrene blev alligevel arresteret af politiet når de gik fra hus til hus. Anklagen lød på at „de var en del af“ det der blev kaldt „en forening hvis eksistens, opbygning og hensigt holdes skjult for staten indhyllet i mystik“. Den juridiske kamp for religionsfrihed var ved at gå ind i en ny fase.

Brødrene gentog tålmodigt deres standpunkt i retssalene og i breve som enten de selv eller deres juridiske repræsentanter skrev til myndighederne. I maj 1963 afsagde syv højesteretsdommere omsider følgende dom: „Opløsningen af den religiøse forening indebærer logisk nok et forbud mod enhver organisationsmæssig virksomhed, men berører ikke enkeltpersoners private gudsdyrkelse, som ikke er strafbar.“  Brødrene forstod det sådan at enkeltpersoners forkyndelse fra hus til hus ikke blev betragtet som ulovlig.

Nu fortsatte forkynderne med endnu større iver i det åndelige høstarbejde. (Matt. 9:37) Antallet af aktive forkyndere steg hurtigt, især i de store byer. Situationen i de tyndt befolkede områder var derimod ikke så positiv. Brødrene i den sydlige del af Polen begyndte derfor at sende grupper af hjælpepionerer ud i distrikter hvor der var større behov. Disse blev senere kendt som pionercentre. Hver gruppe bestod sædvanligvis af 10 til 15 forkyndere der boede på landejendomme der tilhørte brødrene. Ofte boede de også i telte.

Denne virksomhed øgedes efterhånden som mange forkyndere tjente som hjælpepionerer i disse pionercentre mindst én gang om året. Nystartede bibelstudier blev overdraget til forkynderne i den nærmeste menighed. Selv i dag benyttes denne metode af og til, og det er tydeligt at den har haft Jehovas velsignelse.

Fremskridt i forbindelse med at sørge for åndelig føde

Som en kærlig Fader forsyner Jehova sit folk med åndelig føde, selv når de udsættes for trængsler. Trods forfølgelsen blev menighederne forholdsvis regelmæssigt forsynet med publikationer.

I begyndelsen havde man kun meget primitive, hånddrevne duplikatorer hvorpå man mangfoldiggjorde de bibelske publikationer. En broder fortæller: „Kvaliteten var dårlig og oplaget lille. Duplikeringen krævede meget papir som måtte bringes til det sted hvor arbejdet foregik, og derefter måtte de færdige blade distribueres, alt sammen selvfølgelig i ly af mørket. Hvis politiet opdagede hvor arbejdet foregik, betød det flere års fængsel for både indehaveren af ejendommen og arbejderne.“

 Der skulle imidlertid mere til end blot at mangfoldiggøre nogle publikationer. Der var behov for at øge mængden af publikationer samt øge kvaliteten. I slutningen af 1950’erne købte man derfor en lille Rotaprint offsettrykkemaskine; senere blev andre føjet til. En venligsindet indehaver af et lille trykkeri i Kraków viste vore brødre hvordan maskinen skulle køres og hvordan man fremstillede aluminiumstencils. Disse stencils var langt mere holdbare og satte brødrene i stand til at fremstille flere blade på kortere tid.

Senere lærte en broder kunsten at fremstille plader ved hjælp af en fotokemisk proces som han havde gjort sig bekendt med ved Videnskabernes Akademi i Polen. Dernæst gik brødrene selv i gang med at fremstille det nødvendige udstyr. Det viste sig at blive en succes. Nu kunne tekstformatet mindskes, hvorved der kunne stå mere tekst på det værdifulde papir. Foruden blade blev der også trykt bøger. I 1960 blev den første bog der var trykt i Polen udgivet, nemlig Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis.

Der var mange problemer som skulle overvindes. Det krævede for eksempel mere elektricitet. For at undgå at vække mistanke fik brødrene etableret en forbindelse uden om måleren. Men for stadig at have en god samvittighed sendte de anonyme bidrag til elværket. Efterretningsvæsenet opdagede engang et af Jehovas Vidners „bagerier“, som trykkerierne blev kaldt, i nærheden af Gdańsk. Arbejderne blev bragt for retten og blev blandt andet anklaget for at have stjålet elektricitet. Men da brødrene kunne bevise at de havde foretaget anonyme indbetalinger for den strøm de brugte, blev denne tiltale frafaldet. Der blev aflagt et virkelig godt vidnesbyrd.

Ifølge efterretningsvæsenets statistikker fandt de mellem 1956 og 1969 fireogtredive af vore trykkerier og distributionscentre som de lukkede. En betjent fra Bydgoszcz sagde  engang pralende: „Efterretningstjenesten er så godt organiseret at den kan finde frem til et af Jehovas Vidners hemmelige trykkerier i løbet af blot seks måneder.“

Det var nu noget af en overdrivelse. Men ikke desto mindre var hver Rotaprint-maskine der blev konfiskeret, et virkelig stort tab. Disse komplicerede maskiner blev ikke fremstillet i Polen, og på grund af statens kontrol var det meget vanskeligt at købe dem. En stor procentdel af dem vi havde — omkring 50 — blev derfor med Jehovas hjælp fremstillet af vore egne brødre.

Kunne organisationen svækkes indefra?

Eftersom myndighedernes direkte angreb ikke virkede, forsøgte de at ødelægge Jehovas vidners enhed indefra. Fjender begyndte at udgive en falsk udgave af Vagttårnet der indeholdt oplysninger som bagtalte Jehovas loyale tjenere. Et ukendt „tolvmandsudvalg“ udsendte breve — idet man brugte adresser fra sikkerhedstjenestens arkiver — som rettede ondsindede angreb på fremtrædende brødre. Men fårene kendte hyrdens stemme og kunne skelne mellem sandhed og løgn. — Joh. 10:27.

Sidst i 1950’erne var det tydeligt at den optøning der havde fundet sted siden 1956, ikke ville fortsætte. Det syntes passende at forkynde den gode nyhed i størst muligt omfang mens det stadig var muligt. Der indtraf en storslået vækst, men der opstod også en usund konkurrenceånd hos nogle. Som følge heraf levede mange af de nye forkyndere ikke op til Bibelens krav. En interesseret blev betragtet som forkynder hvis blot han nikkede når man spurgte ham om han havde talt med nogen om håbet om Riget sådan som Jehovas vidner gør. Som følge heraf opstod talemåden: „I dag interesseret, i morgen forkynder.“ Mange af disse overværede ikke engang møderne. Det var årsagen til at der i marts 1959, hvor 84.061 rapporterede, ikke engang kom  så mange til mindehøjtiden. En sådan situation kunne let svække organisationens åndelige styrke. — 1 Kor. 3:5-7.

Man søgte derfor at rette op på forholdene. Langsomt begyndte antallet af forkyndere at dale, indtil det standsede ved omkring 50.000. Der gik næsten 29 år før man nåede et nyt højdepunkt i forkyndertallet, hvilket skete i januar 1988. Men denne gang var der tale om rigtige forkyndere, og der var 84.559 af dem!

Den juridiske indsats koordineres

I betragtning af de mange retssager Jehovas Vidner blev stillet over for, tog brødrene skridt til at koordinere deres forsvar i disse sager. Man fandt nogle få dygtige og modige advokater som var villige til at føre vore sager. Der blev fremlagt fornuftige juridiske argumenter, men hovedvægten blev lagt på hvad Jehovas Vidner tror og lærer ud fra Guds  ord. Som følge heraf blev der ved hver retssag aflagt et vidnesbyrd for dommerne og offentligheden. Romuald Stawski, som har ført tilsyn med Jehovas Vidners juridiske afdeling, kan huske at der en måned var 30 retssager, heri ikke medregnet de retssager der havde at gøre med vor kristne neutralitet. Tilhørertallet ved disse retssager mod Jehovas Vidner voksede og var til sidst oppe på omkring 30.000 personer om året. — Matt. 10:18.

Til tider gav myndighedspersonerne åbent udtryk for deres had til Jehovas Vidner. Ved en retssag i Poznań mod seks rejsende tilsynsmænd, fortalte en søster i en vidneforklaring at den offentlige anklager havde sagt til hende at hvis Hitler stadig havde levet ’ville han hurtigt have ordnet Jehovas Vidner’. Denne anklager tilføjede senere at han personligt ville være villig til at skyde i tusindvis af Jehovas vidner.

Men hvorfor? Jehovas Vidners religiøse aktivitet udgjorde ikke på nogen måde en trussel mod myndighederne. Det blev tydeligt understreget ved en anden retssag i Poznań, da forsvarsadvokaten berettede om hvordan en skare mennesker i 1956 havde stormet fængselet og sluppet alle fangerne fri, deriblandt tre Jehovas vidner der var idømt lange fængselsstraffe. Men ifølge militærdomstolens protokol overgav alle tre Vidner sig „øjeblikkeligt og frivilligt til Folkemilitsen“.

Nogle „våben“ der heller ikke duede

Myndighederne opgav ikke deres forsøg på at finde et „våben“ hvormed de kunne nå deres mål og få kontrol med Jehovas tjeneres organisation. I 1961 har de måske troet at det var lykkedes. Med løfte om større bevægelsesfrihed fik man 15 åndeligt svage brødre til at ansøge om at få indregistreret et trossamfund der ville handle uafhængigt af Jehovas Vidners internationale selskab. Men brødrene i almindelighed  støttede ikke dette. To år senere blev ansøgningen desuden afvist.

Modstanderne forsøgte nu en anden metode. De gav sig til at søge efter nogle „indflydelsesrige“ brødre som man kunne øve pengeafpresning imod. Det lod igen til at de havde heldet med sig. De fandt en broder der var betroet en stor ansvarspost men som overtrådte de kristne moralnormer. De brødre der blev udpeget til at undersøge beskyldningerne mod tilsynsmanden blev pludselig arresteret. Han destruerede selv nogle papirer der var belastende for ham. Andre brødre begyndte at modtage breve fra „venner“ der enten bragte respekterede brødre i vanry eller forsøgte at rense overtræderen, eller omvendt. Dette skabte naturligvis forvirring blandt brødrene, hvilket var nøjagtig hvad myndighederne ønskede.

Men Jehova vidste hvad der skete. (Hebr. 4:13) Med tiden blev der fremlagt uomtvistelige vidnesbyrd om hvad der virkelig var sket, og den umoralske person der havde ladet sig selv blive en brik i modstandernes spil, blev udstødt. Fælden var uskadeliggjort. Endnu et våben mod Jehovas tjenere havde vist sig udueligt. — Sl. 124:7.

I 1972 troede modstanderne at de havde fundet et nyt våben. En agent for sikkerhedstjenesten havde i mange år indsamlet bagtalerisk materiale mod Jehovas Vidner. Nu brugte han det til at skrive en doktordisputats med titlen: „Indholdet og formen af den propaganda der benyttes af sekten Jehovas Vidner i Den Polske Folkerepublik.“ Den var udarbejdet med det formål at den skulle tjene som manual for jurister i deres kamp mod Jehovas Vidner.

Men før han kunne få sin doktorgrad måtte disputatsen imidlertid forsvares under en offentlig redegørelse. Normalt er dette blot en formalitet. Men så snart brødrene fandt ud af hvornår og hvor disputatsen skulle forsvares, lagde de  sagen frem for Jehova i bøn. Skønt de kun havde begrænset tid til at forberede sig i, besluttede de sig for at benytte dette som en lejlighed til at forsvare Jehovas navn og hans folk.

Den 31. maj 1972, da Henryk Skibiński fremholdt sin ondskabsfulde doktordisputats ved Toruń Universitet, var Jehovas vidner til stede blandt tilhørerne. Hr. Skibiński hævdede at Jehovas Vidner var fjender af staten og dens allierede, at de var spioner for en fjendtligsindet supermagt og at de blandt andet var fjendtligt stemt over for videnskab, blodtransfusion og evolutionslæren. Men han følte sig dog forpligtet til at nævne at de var kendt som samvittighedsfulde og ærlige borgere. Derefter talte den professor der skulle promovere ham samt opponenterne, hvorefter tilhørerne blev opfordret til at tage ordet.

Broder Jan Waldemar Rynkiewicz fra Bydgoszcz greb lejligheden til at holde en lang tale hvori han grundigt gendrev beskyldningerne om at Jehovas vidner var spioner og  fjender af staten. Han pegede på nogle uoverensstemmelser i hr. Skibińskis disputats, og ensidigheden i hans argumentation. (Han havde for eksempel fuldstændig udeladt den kendsgerning at domstolene havde frafaldet beskyldningerne om spionage og havde givet mange Jehovas vidner oprejsning.) Desuden gjorde broder Rynkiewicz opmærksom på at Jehovas Vidner havde ydet et væsentligt bidrag til kirurgi uden brug af blod — et andet punkt som hr. Skibiński havde udeladt. Censorerne accepterede de dokumenter som broder Rynkiewicz gav dem. Dernæst fremholdt broder Zygmunt Sawicki og broder Józef Rajchel, der også var blandt tilhørerne, modigt Bibelens syn på den kristnes indblanding i politik og verdslige konflikter. Alle tilstedeværende lyttede meget opmærksomt. Da hr. Skibiński forsøgte at gendrive argumenterne mistede han besindelsen, og ordstyreren var nødt til at afbryde ham. Hr. Skibiński fik ikke sin doktorgrad, til stor ærgrelse for hans familie og venner der stod parat med en masse blomster — men nu var der ikke nogen at ønske til lykke.

Nøjagtig 50 år efter at Jehovas vidner havde haft deres berømte diskussion med jesuitterne i Kraków, havde endnu en gruppe forkyndere altså vundet et slag — denne gang mod en lige så desperat ateistisk fjende. Fra da af var det så som så med myndighedernes iver efter at retfærdiggøre deres forfølgelse af Jehovas vidner. Der skete også en ændring i myndighedernes behandling af Jehovas vidner.

Skovstævner

I slutningen af 1960’erne begyndte forkyndere fra området omkring Śląsk Cieszyński om sommeren at mødes i store grupper i skoven, foruden at de regelmæssigt holdt møder i private hjem. Kort derefter blev stævneprogrammet tilrettelagt af de ansvarshavende brødre, og disse møder, der blev kaldt skovstævner, blev holdt overalt i landet.

 Til at begynde med retsforfulgte myndighederne de brødre der organiserede og overværede stævnerne. Men skadede det egentlig nogen at Jehovas vidner mødtes? De drøftede jo blot Guds ord. Myndighederne blev med tiden vant til disse stævner hvor Jehovas folk samledes. I begyndelsen blev stævnerne kun overværet af nogle få snese, men de voksede og voksede, og i 1970’erne var der som regel flere hundrede til stede.

I slutningen af 1970’erne omfattede programmet et bibelsk skuespil, og ofte var der arrangeret dåb. Man begyndte at bruge mikrofoner, højttalere og båndoptagere. Nogle steder antog disse stævner mere normal karakter idet de blev afholdt på bestemte steder der var indrettet på forhånd.

Medlemmer af Det Styrende Råd kommer på besøg

I slutningen af november 1977 fik Frederick Franz, Theodore Jaracz og Daniel Sydlik, alle fra Jehovas Vidners internationale hovedkontor, tilladelse til at besøge Polen.  Dette var det første officielle besøg af brødre fra Det Styrende Råd. De holdt foredrag for tilsynsmænd, pionerer og brødre og søstre fra forskellige byer som havde været lang tid i sandheden, idet de fortalte dem om teokratiets fremgang i andre lande og besvarede mange spørgsmål. Menighederne reagerede på besøget med øget virksomhed.

Et år senere besøgte Milton Henschel og Theodore Jaracz Polen. Denne gang aflagde de en høflighedsvisit hos Kontoret for Religiøse Anliggender. I de følgende år var Det Styrende Råd i stand til at vise arbejdet i Polen større opmærksomhed og knytte tættere bånd til tilsynsmændene i hele landet. Da de ansvarlige brødre i Polen således oplevede og fulgte denne teokratiske ledelse, var de nu i stand til at rette den lokale organisation ind efter den ordning og den fremgangsmåde som Guds folk i mange andre lande fulgte. Samtidig var der ved at ske en bemærkelsesværdig forandring på et andet område, eftersom regeringsembedsmænd begyndte at vise en mere tolerant holdning til vort arbejde.

Østrigske brødres gæstfrihed

I slutningen af 1970’erne var nogle af brødrene i stand til at overvære områdestævner uden for Polen, først i Lille i Frankrig, og senere i Danmark. Men så, i sommeren 1980, skete der noget usædvanligt.

Skønt Jehovas Vidners organisation stadig var forbudt, fik omkring 2000 brødre og søstre officiel tilladelse til at overvære områdestævnet „Guds kærlighed“, i Wien i Østrig. De østrigske brødre tog gæstfrit imod deres polske brødre. I det store telt der var opstillet til det polske program, fulgte alle med stor værdsættelse med i stævneprogrammet.

Da stævnet skulle slutte samledes alle sproggrupper på det nærliggende stadion. I forening sang hver gruppe på sit  eget sprog „Vi takker dig, Jehova!“ Stævnet sluttede med en fælles bøn, men ingen ønskede at tage hjem. De kærlige værter fra Østrig havde ikke blot vist gæstfrihed mod venner fra Polen, men også mod venner fra Ungarn, Jugoslavien og andre lande. Under et langt bifald fyldtes manges øjne nu med glædestårer. Dette var sande kristne der glædede sig over den enhed der havde fjernet de ulyksalige grænser der er så almindelige i den gamle, døende verden.

Stævnet „Loyalitet mod Guds rige“ blev overværet af mere end 5000 forkyndere fra Polen. Denne gang holdt de østrigske brødre stævne i et telt og overlod stadionet til deres gæster. De polske brødre fik desuden lov til at være med til at organisere stævnet, hvorved de fik værdifuld erfaring — der senere skulle vise sig nyttig når de selv skulle forberede store stævner i Polen.

Et årti med historiske stævner i hjemlandet

Samme år som disse 5000 polske forkyndere overværede stævneprogrammet i Østrig, gav lokale embedsmænd i Gdańsk Jehovas Vidner tilladelse til at holde stævne i Olivia-hallen. Den 5. juli 1981 var der 5751 til stede. Samme år fik forkyndere i Kraków-området tilladelse til at benytte mindre sportshaller. I Skawina blev der således afholdt to stævner med temaet „Loyalitet mod Guds rige“.

Situationen begyndte afgjort at lysne. Men den 13. december 1981 blev Polen pludselig erklæret i militær undtagelsestilstand! Væbnet politi og militærpatruljer opstillede kontrolposter overalt i landet. Alle biler blev undersøgt. Offentlige møder blev forbudt. Hvad ville dette betyde for os?

I løbet af de første uger blev det åbenbart at Jehovas vidner, der var kendt for deres kristne neutralitet, uden problemer kunne mødes i private hjem. Til trods for rejserestriktioner var de rejsende tilsynsmænd stadig i stand til at besøge menighederne. Og selv om publikationerne stadig  blev fremstillet hemmeligt, fortsatte brødrene med at modtage dem.

Men sommeren 1982 nærmede sig hastigt. Hvad med områdestævnerne? Grænserne var lukkede, så ingen kunne rejse til et andet land. Den militære undtagelsestilstand blev strengt opretholdt, hvilket udelukkede skovstævner. Hvad kunne man gøre? Brødrene henvendte sig til ejere af sportshaller for om muligt at leje disse haller til afholdelse af stævner. Det fik man tilladelse til! Nyheden blev modtaget med begejstring, og der blev afholdt mere end 80 åndelige festmåltider i hele landet.

I 1983 blev der holdt færre men større områdestævner, for det meste i lejede haller. For første gang fik Jehovas vidner fra lande i Vesteuropa lov til at overvære stævnerne. Det samlede tilhørertal var på 114.166, og 2388 blev døbt.

Ville det være muligt for Jehovas Vidner at holde store internationale stævner i Polen? I sommeren 1984 bad brødrene myndighederne om tilladelse til at leje fire store stadioner til sådanne stævner i 1985. Der gik flere måneder uden at man fik svar. Indtil midten af februar 1985 var det stadig uvist om man ville få tilladelsen. Men til sidst blev den givet. Tiden var begrænset. Man begyndte at arbejde intenst med de mange detaljer der var forbundet med at holde fire tredagesstævner i henholdsvis Chorzów, Warszawa, Wrocław og Poznań. Over 94.000 overværede disse stævner, deriblandt i hundredvis af gæster fra udlandet. Det var en stor glæde for dem at se 3140 nye tjenere for Jehova blive døbt. De lyttede med stor opmærksomhed og dyb værdsættelse til programmet, deriblandt foredrag der blev holdt af fire medlemmer af Det Styrende Råd.

Det polske fjernsyn bragte senere to dokumentarprogrammer om Jehovas Vidners liv og virksomhed i Polen. Der var også klip fra stævnerne. Programmerne hed „Godt  nyt om Riget“ og „Bevar din uangribelighed“. De blev begge vist på landsdækkende fjernsynskanaler.

Den teokratiske orden følges nøje

Man skal dog ikke heraf slutte at alt pres fra myndighedernes side var ophørt. Skønt forkynderne på menighedsplan ikke blev hindret i at forkynde fra hus til hus, bar de ansvarshavende brødre en stor byrde. Jehovas Vidners organisation var nemlig endnu ikke juridisk anerkendt; forbudet var aldrig blevet officielt ophævet. Stævnerne måtte tilrettelægges af udvalgte brødre der som enkeltpersoner fik tilladelse til at afholde dem. Der blev gjort forsøg på at censurere dele af stævneprogrammet. Men disse brødre var besluttede på ikke at gøre noget uden at det først var blevet godkendt af Det Styrende Råd.

I 1984 opstod der en situation som havde indvirkning på de rejsende tilsynsmænd. Et dekret der var blevet udstedt under den militære undtagelsestilstand, og som stadig gjaldt, krævede at alle mænd mellem 20 og 45 år skulle udføre verdsligt arbejde. Som følge af denne lov blev de rejsende tilsynsmænd indkaldt til regeringens afdelinger for religiøse anliggender i provinsen. Her blev brødrene præsenteret for nogle certifikater der omfattede deres distriktstildeling. Ved første øjekast lignede det en legalisering af deres arbejde, men certifikaterne skulle fornys regelmæssigt og enhver ændring i distriktstildelingen skulle indberettes. Brødrene afviste denne ordning. Deres opgave som hyrder for hjorden var teokratisk og var ikke underlagt verdslige myndigheders godkendelse og vedtægter.

En overflod af åndelig føde

I dag har Jehovas Vidner i Polen smukke publikationer som de kan bruge ved deres personlige studium og i deres offentlige forkyndelse. Men den vej der har ført frem til dette har været lang og trang. I årevis blev deres trykkeudstyr  konfiskeret når som helst det blev fundet. Siden hen forsøgte myndighederne at få halvofficiel kontrol med hvad der blev fremstillet af brødrene i deres „bagerier“, eller trykkerier.

Brødrene ansøgte imidlertid om at få tilladelse til at importere bøger, brochurer og blade fra udlandet. Disse ville, ligesom andre religiøse publikationer, ifølge loven være fritaget for censur. Til at begynde med syntes det umuligt at opnå en sådan tilladelse, selv om brødrene understregede at de bibelske publikationer havde samfundsopdragende værdi. Men deres vedholdenhed gav til sidst resultat.

I 1984 blev der givet tilladelse til at importere op til 60.000 eksemplarer af Min bibelhistoriebog fra De Forenede Stater. Senere fik de tilladelse til at importere et endnu større antal af brochurerne „Se! Jeg gør alting nyt“ og Guds navn der vil bestå for evigt. Der gik noget længere tid inden bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden kunne importeres, men forestil jer brødrenes glæde da det først lykkedes og man fik en kvart million eksemplarer! Siden hen var der normalt ingen problemer med at modtage bøger og brochurer, som for det meste kom fra Selskabets tyske afdelingskontor i Selters/Taunus. I 1989 kom bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse?, et aktuelt men kontroversielt emne i ateistiske lande.

I midten af 1988 — næsten et år før Vagttårnets Selskab blev Jehovas Vidners juridiske redskab i Polen — begyndte man regelmæssigt at modtage Vagttårnet i halvmånedlig udgave og Vågn op! i månedlig udgave, begge blade i firfarvetryk. I øjeblikket modtager man hundredtusinder af eksemplarer, og antallet vokser konstant. I hele landet er folk blevet vant til at få tilbudt Vagttårnet og Vågn op! af Jehovas vidner på gaden og ved stationer, samt når forkynderne kommer på besøg. Siden den 1. april 1989 er den polske  udgave af Vagttårnet i lighed med mange andre sprog udkommet samtidig med den engelske udgave.

Denne store mængde publikationer af høj kvalitet i både indhold og udformning har været en hjælp til at udbrede den gode nyhed om Riget i et hidtil uset omfang. Antallet af bibelstudier der ledes med retsindige mennesker er steget til over 80.000, og dermed hjælpes flere og flere mennesker ind på vejen til evigt liv. Jesus Kristus har tydeligvis åbnet de store muligheders dør på vid gab i dette land. — Jævnfør Åbenbaringen 3:7, 8.

Nye rigssale

I de vanskelige år under forbudet var der selvfølgelig ingen rigssale. Men i begyndelsen af 1980’erne begyndte de atter at dukke op. De var uofficielle og blev indrettet i bygninger der ejedes af brødre. I 1986 blev der holdt et seminar for repræsentanter fra de menigheder der allerede havde bygget en rigssal eller var i færd med det. Man havde en detaljeret drøftelse af tekniske og juridiske spørgsmål.

I maj 1993 havde brødrene 644 rigssale som de selv ejede. Man havde lejet sig ind i 257, og yderligere 130 var under opførelse.

Omsider juridisk anerkendelse

Tilbage i 1949 var Jehovas Vidners anmodning om juridisk anerkendelse blevet afvist af regeringsmyndighederne. I de efterfølgende år forsøgte brødrene gentagne gange at opnå juridisk anerkendelse for at blive bedre udrustet til at varetage Jehovas Vidners interesser i Polen. Ofte fik de slet intet svar.

Men for at kunne importere publikationer fik man i 1985 lovformeligt indregistreret et firma under navnet Strażnica — Wydawnictwo Wyznania Świadków Jehowy w Polsce (Vagttårnet — Jehovas Vidners Forlag i Polen). Dette var et vigtigt skridt hen imod legalisering af vor udgivervirksomhed.

 I 1987 sendte man Kontoret for Religiøse Anliggender endnu et forslag til love for Vagttårnsselskabet. Forslaget var blevet omhyggeligt udarbejdet under ledelse af Det Styrende Råd. Der fulgte to års korrespondance og drøftelser. I den delegation der talte med myndighederne var der blandt andet to brødre som havde underskrevet den første ansøgning om registrering i 1949. Forestil jer deres glæde da chefen for Kontoret for Religiøse Anliggender nu, 40 år senere, den 12. maj 1989, anerkendte lovene for Strażnica — Towarzystwo Biblijne i Traktatowe, Zarejestrowany Związek Wyznania Świadków Jehowy w Polsce (Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Indregistreret Religiøs Forening af Jehovas Vidner i Polen)! Nyheden blev bragt i alle medier, og Jehovas vidner i hele verden jublede.

Oprindelig bestod foreningens bestyrelse af Harald Abt, Zygfryd Adach, Stanisław Kardyga, Edward Kwiatosz, Franciszek Mielczarek, Antoni Tomaszewski og Adam Wojtyniak. I årene der er gået siden foreningen blev registreret er to af disse brødre sovet ind i døden, nemlig Harald Abt * og Edward Kwiatosz, der begge tjente Jehova trofast indtil døden. De blev erstattet af Wiesław Jaśko og Jan Klaudiusz Skowron.

Det var vigtigt at opnå de verdslige myndigheders juridiske anerkendelse her i Polen, men det er naturligvis kun af underordnet betydning i forhold til det at opnå anerkendelse fra Jehova Gud, hvis suverænitet inden længe vil blive hævdet for øjnene af hele skabningen. — Åb. 4:11.

I et hidtil uset omfang

Kort efter at man havde opnået juridisk anerkendelse blev der i sommeren 1989 holdt internationale stævner med temaet „Gudhengivenhed“ i Warszawa, Chorzów og Poznań.  Delegerede fra næsten alle kontinenter glædede sig over at være til stede, deriblandt tusinder fra andre østeuropæiske lande, samt fem medlemmer af Det Styrende Råd. Programmet for de delegerede fra udlandet i Chorzów, Poznań og Warszawa blev tolket til mange sprog. Det samlede tilhørertal på 166.000 og dåbstallet på 6093 vakte stor glæde.

Fra 9. til 12. august 1990 fandt der en anden historisk begivenhed sted. Det skete på Warszawas Dziesięciolecia-stadion. Den polske hovedstads største stadion blev fyldt. Delegerede fra Sovjetunionen sad på den ene side og deres polske brødre og værter på den anden. Det var en uforglemmelig oplevelse at begge grupper kunne lytte til programmet på deres eget sprog.

Blot nogle få dage forinden havde det set ud som om der ville blive kastet en skygge over stævnet. De sovjetiske myndigheder havde meddelt at der ville blive indført restriktioner for personer der ønskede at rejse til Polen. Sovjetiske rejsearrangører havde advaret forkynderne om at de ville blive afvist ved grænsen. Men i tillid til Jehova fortsatte brødrene med deres stævneplaner. Lige i rette tid blev datoen for rejserestriktionernes ikrafttræden udskudt til efter stævnet. Mere end 17.000 Jehovas vidner fra Sovjetunionen strømmede med det samme over grænsen. Det righoldige program af åndelige delikatesser de nød, var en rigelig belønning for de ofre de havde bragt for at komme.

Men det var ikke det hele. Det følgende år, 1991, blev der holdt flere stævner, denne gang i flere byer. Igen var Jehovas velsignelse åbenbar. Seks dage før stævnet skulle begynde i Chorzów kom mandskabet fra en berømt rockgruppe og hængte en stor plakat op på stadionets tårn for at reklamere for en kommende koncert. Plakaten indeholdt sataniske billeder og symboler. Stævneudvalget protesterede flere gange og bad om at få plakaten fjernet, men til ingen  nytte. De lagde derfor sagen frem for Jehova i en inderlig bøn. I løbet af natten rev et voldsomt vindstød plakaten i stykker, hvilket løste problemet.

Samme år var der over 22.000 polske delegerede blandt de stævnedeltagere der overværede stævnet i Budapest i Ungarn, i Lviv i Ukraine, og i Prag i det der nu er Tjekkiet. De var lykkelige for på denne måde at kunne nyde det åndelige fællesskab med andre i det verdensomspændende brodersamfund.

Hvad kunne der gøres for at tilvejebringe et egnet center der kunne føre tilsyn med menighederne og forkyndelsen af den gode nyhed i Polen?

Et afdelingskontor i Polen

Efter at man i 1950 mistede kontoret i Łódź, havde de afdelinger der normalt findes i et afdelingskontor befundet sig, ikke under ét tag, men mange forskellige steder i næsten 40 år. Men da Religiøs Forening af Jehovas Vidner først var legaliseret, kunne denne ordning ændres. Som midlertidigt kontor hvorfra arbejdet kunne ledes, valgte man et hus på Prosta-gaden nr. 17 i Marki, der ligger i nærheden af Warszawa. Derefter gik man i gang med at lede efter en grund hvor man kunne bygge et permanent afdelingskontor.

I oktober 1989 købte man en passende grund med et nedlagt motel i den lille by Nadarzyn, cirka 20 kilometer sydvest for Warszawa. Selskabets regionale ingeniørkontor i Europa fremstillede byggetegningerne, og inden længe var byggeriet i gang. Til tider arbejdede der så mange som 600 frivillige på byggepladsen. Så i løbet af forbavsende kort tid, nemlig ét år og otte måneder, var et betelkompleks hvor betelfamilien kunne bo og arbejde, færdiggjort. Den 28. november 1992 blev de nye faciliteter officielt indviet.

 Folk var forbløffede når de så hvor effektivt brødrene arbejdede. Avisen Gazeta Stołeczna gav følgende kommentar i en artikel med overskriften „På Guds måde“: „Arbejdet er i fuld gang; der er ingen der står og driver den af. Alle bærer sikkerhedshjelm under arbejdet. Når der skal støbes gulve den næste dag, arbejder tømrerne så længe det er nødvendigt for at færdiggøre forskallingen. Det er utænkeligt at de frivillige der kommer på arbejde næste dag skulle blive forsinkede. . . . Forkyndernes hovedmål er at forkynde den gode nyhed for alle der vil lytte. Byggearbejderne ved betelhjemmet glemmer ikke deres mission. Efter arbejdet tager nogle af dem en bibel og nogle få numre af Vagttårnet og begiver sig ud for at forkynde Guds ord fra hus til hus. De har regelmæssige bibelske drøftelser med mange mennesker i Nadarzyn og omegn.“

Brødrene i Polen er Jehova taknemmelige for at det har været muligt for dem at fuldføre dette projekt. De har tillid til at det nye afdelingskontor vil lette den teokratiske virksomhed i Polen. De vil også gerne takke det verdensomspændende brodersamfund som gennem deres bønner og praktiske hjælp på så mange forskellige måder har hjulpet dem til at holde ud så de har kunnet opleve denne dag.

Besluttede på fortsat at holde ud

De religiøse og verdslige modstanderes bestræbelser på at udrydde Jehovas Vidner er mislykkedes. Jehovas Vidner er i dag det tredjestørste religionssamfund i Polen! En stor del af befolkningen har slægtninge og bekendte som er Jehovas vidner. I de senere år har medierne sagt og skrevet meget om Jehovas Vidner, normalt på en objektiv og ofte positiv måde. Det skyldes især de store stævner. Men brødrene er også blevet dygtigere til at forsyne medierne med relevante oplysninger.

I 1991 dannede man desuden Kontaktudvalg til Hospitaler. Medlemmer af disse udvalg har haft nyttige drøftelser  med lægepersonalet i mange af Polens storbyer. Dette har ført til en positiv holdningsændring i lægekredse til Jehovas Vidner og deres holdning til blodtransfusion. Om hospitalet i Skwierzyna har avisen Ziemia Gorzowska skrevet: „Lægestaben har vænnet sig til deres principper; nu påtvinger man ikke mere nogen blod.“

For nogle år siden sad i hundredvis af Jehovas vidner i fængsel på grund af deres kristne neutralitet. Nu er Jehovas vidner i Polen, som døbte, ordinerede Guds ords tjenere, imidlertid fritaget for militærtjeneste. Regeringen fritager dem på basis af et bevis som Selskabet udsteder til alle der opfylder kravene. Men selv om ingen Jehovas vidner i øjeblikket sidder i fængsel på grund af  neutralitetsspørgsmålet, har de ikke glemt de fanger som de traf i årene førhen og som viste oprigtig interesse i Guds ord. De fortsætter med at besøge disse for at hjælpe dem til at rette deres liv ind efter Guds vilje.

Hvor var det en stor glæde at se at antallet af forkyndere i Polen i 1993 nåede et højdepunkt på 113.551. Disse titusinder af forkyndere har utallige grunde til at være Jehova taknemmelig! De har set hvordan sandheden er gået i arv fra generation til generation sådan at nogle polske familier i dag kan glæde sig over at femte generation nu løfter sandhedens banner. De har personligt erfaret det tæt sammenknyttede internationale brodersamfunds loyale hengivenhed! De har været vidne til hvordan Jehova har været med dem i meget vanskelige tider, og har givet dem styrke til at forblive på Guds himmelske riges side under Jesus Kristus. De har oplevet hvordan deres tillid til Skaberen er vokset og hvordan deres tro er blevet styrket og forædlet under utallige prøvelser og forfølgelser! — Jak. 1:2-4.

Det er derfor ikke med en pralende ånd men med en ydmyg taknemmelighed for Jehovas kærlige omsorg at de kan bekræfte sandheden i Guds løfte: „Intet våben der dannes imod dig vil du’.“ — Es. 54:17.

[Fodnoter]

[Oversigt på side 252]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Forkyndere

125.000

100.000

75.000

50.000

25.000

0

1981 1983 1985 1987 1989 1993

Timer (millioner)

20

16

12

8

4

0

1981 1983 1985 1987 1989 1993

 [Kort på side 170]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Gdańsk

Chojnice

Gorzów Wielkopolski

Bydgoszcz

Białystok

Nadarzyn

Poznań

Warszawa

Łódź

Wrocław

Lublin

Kielce

Katowice

Kraków

[Illustrationer på side 183]

Her i Kraków tilbød Franciszek Puchała en betragtelig sum penge til enhver der kunne bevise at kirkens grundlæggende dogmer byggede på Bibelen

[Illustrationer på side 191]

Wilhelm og Amelia Scheider kort efter at de begyndte deres beteltjeneste i Polen

[Illustrationer på side 193]

I denne retsbygning i Chojnice blev Jan Śmieszko anklaget for blasfemi; præsten der vidnede imod ham vedgik sit nederlag

[Illustration på side 197]

En gruppe forkyndere i det sydlige Polen parate til at tage i tjenesten i 1933

[Illustration på side 199]

Da „Złoty Wiek“ (Den gyldne Tidsalder) blev forbudt, ændrede brødrene bladets navn til „Nowy Dzień“ (Ny Dag)

[Illustrationer på side 202]

Nogle få af dem der beviste deres tro i fængsler og koncentrationslejre: (1) Paulina Woelfle, 5 år. (2) Jan Otrebski, 4 år. (3) Harald og Elsa Abt; han, 14 år; hun, 7. (4) Franz Schipp, 3 år

[Illustrationer på side 207]

I 1940 greb Jan Sadowski (før og nu), muligheden for at aflægge et grundigt vidnesbyrd for en stor skare mennesker på denne kirkegård

[Illustration på side 215]

I 1946 samledes 5300 begejstrede polske Jehovas vidner til efterkrigsstævne i Katowice

[Illustrationer på side 216]

Afdelingskontoret i Łódź i 1948, og betelfamilien der tjente dér

[Illustration på side 217]

Henryka Żur døde som martyr tre år efter at dette foto blev taget, fordi hun ikke ligesom katolikkerne ville gøre korsets tegn

[Illustration på side 223]

Missionærerne Paweł Muhaluk (til venstre) og Stefan Behunick blev udvist af Polen

[Illustrationer på side 227]

I denne retssal i Warszawa blev Jehovas vidner i 1951 idømt strenge fængselsstraffe. Fra højre til venstre i forreste række: Wilhelm Scheider, Edward Kwiatosz, Harald Abt, Wladyslaw Sukiennik og en vagt

[Illustrationer på side 235]

Jehovas vidner fremstillede trykkemaskiner som disse til trykning af bibelske publikationer under forbudet. Denne gruppe søstre satte i mange år liv og frihed på spil ved at trykke og udbringe bibelske publikationer

[Illustrationer på side 238]

På Toruń Universitet tilbageviste Jan W. Rynkiewicz og to andre offentligt nogle ærekrænkende beskyldninger mod Jehovas Vidner

[Illustration på side 240]

Et „skovstævne“ i 1981

[Illustration på side 251]

Afdelingskontorets udvalg i Polen i 1992