Virksomheden i hele verden

Afrika og nærliggende øer

Afrika er et kontinent der er splittet af stammekrige og nationalistiske stridigheder. Men i Åbenbaringen 7:9-14 forudsiges det at „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ ville blive forenet i tilbedelsen af Jehova, med udsigt til at overleve til liv i en fredfyldt ny verden. Mange tusinde i hele Afrika viser tydeligt at de tilhører denne lykkelige skare.

I Cape Town i Sydafrika blev en af vore søstre overrasket da den mand hun besøgte afbrød hende og spurgte: „Hvad er hensigten med Deres besøg?“ Hun svarede uden omsvøb: „Det er at oprette bibelstudier med folk.“ Til hendes overraskelse svarede manden: „Godt. Kom indenfor og lad os begynde med det samme.“ Der fulgte en god samtale med denne mand, som var jøde, og vores søster aftalte at komme tilbage sammen med sin mand. Den jødiske mand har siden gjort store fremskridt. Ud over at studere har han læst Bibelen igennem fire gange, og bogen Det største menneske der har levet har han læst tre gange. Han har også travlt med at forkynde  sandheden for sine slægtninge. Han er meget taknemmelig for at Jehova har åbnet hans øjne for sandheden. Den første gang søsteren kom på besøg sagde han til sin familie: „Kom og hils på vores gæster, for Gud har sendt dem til os.“ Han havde overvejet at begå selvmord.

Familiebånd kan spille en vigtig rolle når sandheden skal udbredes. En hjælpepioner oprettede et studium i en landsby på Mauritius. Darmen, en nysgerrig nabodreng, lyttede med interesse. Han fortalte sine forældre om det han lærte; især talte han med sin moder, der var hindu. Hun blev overbevist om at det hun nu lærte, var sandheden; hun tilintetgjorde derfor det hindualter hun havde i haven. Darmen forkyndte for alle sine slægtninge i landsbyen — brødre, søstre, svogre, onkler, tanter, fætre og kusiner. Da han fandt ud af at der var noget der hed dagstekst, drøftede han den med dem. Nogle aftener deltog over 30 i disse drøftelser, der varede til ud på de små timer. Efter nogle få uger sørgede et specialpionerægtepar for at der blev oprettet studium med dem. I dag er tretten fra denne familie døbt, og fire andre er udøbte forkyndere. Hvad med Darmen? Han er nu gift, og både han og hans hustru er specialpionerer.

Borgerkrigen har vendt op og ned på manges tilværelse i Liberia. Da forkynderne fra Mano River-menigheden overværede et stævne i Monrovia, blev det område de kom fra udsat for angreb, og hele året var det umuligt for dem at vende tilbage. Men en udøbt forkynder der var blevet hjemme fortsatte med at forkynde. Han følte sig ikke kvalificeret til at benytte rigssalen eftersom han endnu ikke var døbt, men sørgede for at den ikke blev plyndret. Han fortalte senere at han også bestræbte sig for at aflægge „hyrdebesøg“ hos dem der tidligere havde haft studium, for at holde deres interesse for sandheden fangen, og han havde holdt møder i sit eget hjem. Han var blandt dem der i år blev døbt ved områdestævnet „Oplært af Gud“.

 Den 20. januar 1993 indtraf dette års højdepunkt i Den Centralafrikanske Republik da et regeringsdekret ophævede forbudet mod Jehovas Vidners arbejde. Brødrene har i adskillige år haft betydelig frihed, men nu har de også opnået juridisk anerkendelse. Dette har gjort det muligt for dem igen at tage deres rigssale i brug. På grund af mangel på penge til lønninger er der mange af landets skoler, hospitaler og statslige kontorer som ikke fungerer. Alligevel har Jehovas vidner, til trods for deres egne økonomiske problemer, istandsat og malet alle fem rigssale i Bangui og benytter dem igen som mødecentre for den rene tilbedelse.

Mange afrikanere kan tydeligt se forskellen mellem Jehovas Vidner og andre religiøse grupper. Som følge af etniske stridigheder i det sydlige Zaire søgte en gruppe kasaianere der var blevet jaget på flugt af katangeserne, tilflugt hos høvdingen i en landsby i nærheden af Kamina. Efter at have fået at vide hvad der var sket spurgte høvdingen: ’Findes der nogle Jehovas vidner iblandt jer?’ Efter at have forhørt sig svarede de benægtende. Høvdingen spurgte så: ’Hvorfor ikke? Findes der ingen i landsbyen?’ ’Der er nogle,’ svarede de. ’Men hvorfor er der så ikke nogen her?’ vedblev høvdingen. Til sidst sagde han: ’Nu kan I se hvorfor Jehovas vidner siger at jeres religioner er falske. De der har jaget jer væk tilhører jeres egne kirker, men Jehovas vidner har ikke jaget deres brødre bort. De har tværtimod taget dem til sig og har beskyttet dem.’

De steder hvor analfabetisme er et problem, må forkynderne, foruden at undervise i Bibelen, også lære folk at læse og skrive. En pionersøster i Zimbabwe der gjorde dette, blev overrasket da hendes elever tilbød at betale for hendes undervisning. Hun skrev senere: „Jeg huskede hvordan det gik Elisas tjener Gehazi, og hvordan han blev ramt af spedalskhed. Derfor sagde jeg til dem: ’Min belønning er at I gør fremskridt i forbindelse med at lære sandheden at kende og at I praktiserer det I lærer. Jeg ønsker ikke jeres penge.’“ — 2 Kong. 5:20-27.

 Asien

Det var i Orienten at Jehova skabte det oprindelige paradis hvori han satte de første mennesker. Men de værdsatte ikke det Jehova havde gjort for dem. I vor tid er der imidlertid hundredtusinder af orientalere der viser at de værdsætter Jehovas retfærdige veje, og de forkynder nidkært den gode nyhed om at Gud har til hensigt at gøre hele jorden til et paradis.

En søster i Japan er pioner samtidig med at hun må arbejde på fuldtid for at forsørge sin familie. Hvordan bærer hun sig ad? Hun udnytter den tid hun hver dag tilbringer i toget. Turen tager halvanden time hver vej. Hun må være taktfuld, men eftersom mange kører med det samme tog hver dag, kan hun ligefrem aflægge genbesøg hos folk der lytter til hende. Hun spreder gennemsnitligt 167 blade om måneden og har oprettet syv bibelstudier i toget.

En pionersøster i Malaysia havde adskillige gange opsøgt en kvinde hun tidligere havde studeret med, men uden at træffe hende. En bistert udseende nabo betragtede hende  hver gang mistænksomt. „Hvorfor ikke tale med denne mand?“ tænkte søsteren. „Han er der hver gang jeg kommer, og måske ved han hvor kvinden er.“ Han spurgte uhøfligt: „Hvad vil du? Hvad er du ude på?“ Men efter at have fortalt hende at kvinden var flyttet, lyttede han forbløffende nok til Bibelens budskab og indvilligede faktisk ret begejstret i at studere. Første gang studiet blev holdt var hans hustru også til stede foruden en kollega som var et ivrigt medlem af en af kristenhedens sekter og som forsøgte at standse bibelstudiet. Efter at have lyttet til søsterens rolige og fornuftige svar på de verbale angreb, bad han sin kollega om ikke at blande sig men lade ham studere som han havde lyst til. Han gjorde hurtigt fremskridt. Han var åndemedium af profession, men da han fandt ud af at Bibelen fordømmer spiritisme smed han med det samme alle sine spiritistiske remedier bort. Han og hans hustru overværer nu regelmæssigt de ugentlige møder i Jehovas Vidners menighed.

En pionersøster der gik fra hus til hus i Indien, mødte tre piger som gik på universitetet. De var hinduer men tog alligevel imod tilbudet om et bibelstudium eftersom de havde mange spørgsmål de søgte svar på. Senere modtog og læste de bogen Menneskets søgen efter Gud. Den overbeviste dem om at billeddyrkelse er forkert. De fortalte deres moder hvad de havde lært, og hun skilte sig derefter af med sine afguder. Pigerne skilte sig desuden af med deres ’ouija’-bræt. Senere fortalte de: ’Året 1992 var uforglemmeligt. I januar forlod vi ’Babylon den Store’ ved at fjerne afguderne. I april begyndte vi at komme regelmæssigt til møderne. I august blev vi udøbte forkyndere. I oktober blev vi alle fire døbt. I november begyndte to af os som faste hjælpepionerer, og i december ledede vi ti bibelstudier, heraf ét med vores bedstemor på 71.

 Forkyndere i Thailand har lagt mærke til at stadig flere mennesker i deres distrikt bliver plaget af dæmonerne. En mand og hans hustru i byen Nakhon Sawan boede i et hus fyldt med afguder. Efterhånden som ægteparret gjorde fremskridt i deres bibelstudium, fortalte manden at der skete alle mulige mærkelige ting i huset som hindrede dem i at sove. Han fortalte også at når hans kone forsøgte at gå hen til rigssalen var det som om noget holdt hende tilbage og hindrede hende i at forlade huset. Forkynderen viste dem derfor brochuren Spirits of the Dead („De dødes ånder“; ikke oversat til dansk). Manden indså at det der blev beskrevet heri, passede nøjagtigt med det de oplevede. Man viste ham hvad han ifølge Bibelen måtte gøre for at erfare Jehovas velsignelse. (5 Mos. 7:25, 26; 1 Joh. 5:21) Den følgende dag bad han brødrene om at hjælpe ham med at fjerne alle afguder og andre religiøse genstande fra sit hjem — de fyldte en hel varevogn. Afguderne blev brændt uden for byen mens han var til stede. Det styrkede hans tro meget at se at de afguder han før havde tilbedt, ikke kunne frelse sig selv. Fra da af erfarede familien at de var sluppet ud af dæmonernes greb, og de gjorde gode åndelige fremskridt.

På grund af den usikre fremtid søger mange unge efter svar på deres spørgsmål. Nogle finder hjælp i brochuren Evigt liv på jorden og bogen Unge spørger — Svar der duer. En moder der er buddhist og fra Sri Lanka, har skrevet: „Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke jer af hele mit hjerte fordi I har hjulpet min datter til at finde den rette vej. Jeg blev meget glad da jeg så den bog I har givet min datter. Jeg tror at det er den mest værdifulde gave hun har fået i hele sit liv. Hun læser den igen og igen, og jeg har også selv læst den. Jeg vil endnu en gang takke jer af hele mit hjerte for den smukke gave.“

 Europa

I mange lande er der vanskelige økonomiske vilkår. Men Jehovas tjenere har „rigeligt at gøre i Herrens gerning“. (1 Kor. 15:58) I Finland har Jehovas vidner, frem for at beklage sig over arbejdsløsheden, benyttet deres situation til at bruge mere tid på at hjælpe folk til at forstå hvorfor tiderne er så vanskelige, og hvorfor vi har brug for Guds rige.

Hvilken andel har unge forkyndere i dette? Her er et eksempel: En søster fra Finland gik i forkyndelsen sammen med sin femårige datter. De mødte en mand der ikke ville tale med søsteren fordi han havde fordomme mod Jehovas vidner. Men da datteren gav ham en traktat kunne han ikke sige nej. Senere fandt hans kone traktaten på køkkenbordet og læste den. Hun kunne lide det der stod om Paradiset. Hun bestilte ’Paradisbogen’ hos Selskabet og begyndte at læse den. Da der igen kom forkyndere til hendes dør blev der påbegyndt et bibelstudium, skønt hendes mand var imod det. Men efter at have set hvordan en rigssal blev bygget på et par dage, sagde han: „Hvis Jehovas vidner kan gøre  sådan noget, må der stå noget større bag deres organisation.“ Også han begyndte at studere, og de blev begge døbt efter et år.

Mange menigheder i Portugal gennemgår deres distrikt hver uge, og de finder stadig symbolske får. En søster fortæller: „Før jeg går ud i tjenesten om formiddagen, beder jeg Jehova hjælpe mig til at finde en der er interesseret i at studere Bibelen.“ En dag oprettede hun et studium med nogle der arbejdede i en frisørsalon. Da studiet senere blev flyttet til søsterens hjem, kom der kun én dame. Hun sagde: ’De andre er ikke interesserede, men det er jeg.’ Inden der var gået en måned ledede denne dame selv to studier. Kort efter blev hun døbt og begyndte i pionertjenesten.

Selv om et sigøjnerægtepar i Sverige var blevet forenet i overensstemmelse med sigøjnerskik, lod de sig alligevel vie i henhold til svensk lov, og i 1992 lod de sig døbe som Jehovas vidner. Manden nyder stor respekt blandt andre sigøjnere og har derfor været i stand til at påbegynde mange bibelstudier. I januar 1993 ledede han 21 studier. Et af studierne foregik med så stor en gruppe at han bad om lov til at benytte rigssalen. Da kredstilsynsmanden tog med ham på studiet sad der 26 voksne sigøjnere i en lejlighed og ventede på at studere. Men den nye broder sagde: „Jeg kan ikke forstå hvor alle de andre er henne i aften. Der plejer normalt at komme 40 til 50.“ Studiet foregik på tre sprog — svensk, kroatisk og romani. Det der tiltaler disse mennesker endnu mere end velsignelserne i den nye verden er Guds kærlighed, samt den upartiske og fordomsfri holdning der allerede nu findes blandt Jehovas folk.

For at undgå at noget arbejde skal gøres flere gange og for at udnytte ressourcerne bedst muligt, er der sket væsentlige ændringer i arbejdet på flere afdelingskontorer, deriblandt i Holland og Schweiz. På afdelingskontoret i  Holland oversættes der til hollandsk, og desuden koordinerer man arbejdet med at fremstille og distribuere videobånd til Europa. Trykningen af de hollandske blade samt oplagringen og forsendelsen af publikationer til Holland varetages nu af afdelingskontoret i Tyskland. Også den trykning og forsendelse der tidligere er foregået i Schweiz, foregår nu i Tyskland. Nogle af medlemmerne af betelfamilien i Emmen i Holland har stillet sig til rådighed for at hjælpe med arbejdet på andre afdelingskontorer. To er blevet sendt til England, fire til Tyskland og syv til Nigeria, hvor en firfarvetrykkemaskine fra Holland er blevet opstillet. Udstyr fra Schweiz vil blive anvendt til at forbedre trykkekvaliteten på Filippinerne, og et ægtepar fra Schweiz vil rejse dertil for at hjælpe i et stykke tid. En anden broder fra Schweiz bliver overført til Nigeria. Andre igen vil tjene som pionerer.

Vore brødre i Irland har forkyndt i over hundrede år, og deres tålmodige vedholdenhed bærer fortsat frugt. En forkynder i Tipperary oprettede et bibelstudium med en mand der hed Michael. På et tidspunkt forsøgte han imidlertid at undgå forkynderen. Da dette gik op for forkynderen gik hun og en anden søster hen på pubben for at finde ham, da de mente at han alligevel var interesseret. Da de kom ind på pubben blev der fuldstændig stille; alle kendte søstrene. Forkynderne mindede blot Michael om deres studieaftale. Efter at de var gået forsøgte han at slå det hen ved at sige til de andre mænd: „Jeg skulle reparere hendes komfur, og det havde jeg glemt.“ Men nu var han klar over at han ikke længere kunne løbe om hjørner med søstrene.

Efter dette gjorde Michael gode fremskridt. Han giftede sig med May, der, skønt hun var mistænksom over for søstrenes venlige interesse, indvilligede i at studere. Michael og May begyndte at fortælle Mays søster Breda om det de lærte. Alle tre blev døbt i 1993. I mellemtiden begyndte  Mays broder og hans veninde samt Michaels lillebroder og hans hustru at studere og overvære møderne. Så disse søstres vedholdenhed er årsag til at syv mennesker nu nyder gavn af sandheden.

Femårige Sara fra Østrig er et meget udadvendt barn og taler ofte med dem der kommer forbi det hus hvor hun bor. Ved en lejlighed spurgte hun meget direkte en ung kvinde: „Ryger du?“ Da kvinden svarede benægtende var Sara parat med sit næste spørgsmål: „Er du et af Jehovas vidner?“ Noget desorienteret svarede kvinden: „Ja!“ Det fik hende til at gå ind og ringe på i huset hvor Sara boede, og fortælle hendes moder om samtalen. Hun fortalte også at hun selv var blevet opdraget som et Jehovas vidne men havde mistet kontakten med sandheden. Hun bad Saras moder om at besøge hende. Ordene i Mattæus 21:16 er sande, for her siges: „Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovprisning.“

Den 24. marts 1993 var der stor glæde blandt Jehovas vidner i Slovakiet. Den dag blev Trossamfundet Jehovas Vidner juridisk indregistreret, hvorved et 43 år gammelt forbud officielt ophørte. Den 1. september skete det samme i Tjekkiet. Mange mennesker i disse lande er desillusionerede når det gælder religion og politik. Men nogle af disse søger efter sandheden. Dette gjaldt blandt andet et ældre ægtepar i Bobron na Orave i Slovakiet. Kvinden havde stillet præsten nogle spørgsmål om Bibelen, men han havde svaret: „Hanka, find en bedre bog at læse i.“ Hun og hendes mand fortsatte imidlertid med at læse i Bibelen, og de rettede deres liv ind efter det de lærte. For at stille deres åndelige sult abonnerede de på flere religiøse blade. Nu har de taget imod et tilbud om at studere Bibelen med Jehovas vidner. Kvinden har senere fortalt at hun lige fra begyndelsen af sin samtale med pionererne følte at Gud selv havde sendt dem.

 Mellem- og Sydamerika

„Se! Mine tjenere skal råbe af glæde af et veltilpas hjerte.“ (Es. 65:14) En sådan god åndelig hjertetilstand findes blandt Jehovas vidner i Mexico. Trods ihærdig modstand fra den katolske kirke, indregistrerede regeringen i Mexico den 7. maj 1993 vore to religiøse foreninger: La Torre del Vigía, A.R. og Los Testigos de Jehová en México, A.R. Fra og med denne dato var Jehovas Vidner et officielt anerkendt trossamfund. De ser nu frem til for første gang at kunne sætte skilte op der viser offentligheden hvor de har deres rigssale.

I det forløbne år er der blevet oprettet 445 nye menigheder. I juni var forkyndertallet på 375.351. Mindehøjtiden blev overværet af 1.349.998. Efterhånden som forkyndertallet øges, gennemgås distriktet oftere. I et distrikt der ofte gennemgås besøgte to søstre en dame der irriteret udbrød: „Jeg har allerede sagt at jeg ikke vil have at I kommer her. Hvorfor kan I ikke respektere det?“ En af søstrene svarede: „Jo, men vi er mange forkyndere. De har sikkert nævnt det for nogle af vore trosfæller. Men vi kan godt sørge for at De ikke  får besøg. Hvis De oplyser Deres navn og fulde adresse vil vi give alle andre forkyndere her i området besked, og så vil De ikke mere få besøg.“ Det fik damen til at sige: „Nej, så vidt vil jeg ikke gå. I må godt blive ved med at komme, men bare ikke så tit.“ Kort efter mødte søstrene den samme kvinde i rigssalen. Hvad var der sket? Da en anden forkynder havde besøgt hende, havde hun sagt ja tak til et bibelstudium!

Fransk Guyana er det land i Sydamerika der har det mindste befolkningstal, men interessen for det åndelige er stor. I april rapporterede afdelingskontoret sin 21. forkynderrekord i træk, og forkynderne anvender gennemsnitlig 14,5 timer i forkyndelsen hver måned. Også i dette land er ’den mindste blevet til tusind’, og forkynderne er glade for at være en del af „en mægtig nation“ der lovpriser Jehova i hele verden. — Es. 60:22.

Kontrasten mellem Jehovas vidner og andre tiltrækker dem der elsker retfærdighed. En ældre søster i Caracas i Venezuela tog hen i banken for at hæve nogle penge. Uden at tælle dem lagde hun dem i sin tegnebog. Da hun kom hjem opdagede hun at kassereren havde givet hende 1200 bolivares (cirka 80 kroner) for meget. Hun ringede til banken og sagde til kassereren at hvis han ved dagens slutning opdagede at der manglede nogle penge, skulle han lade hende det vide. Klokken 17.00 kom kassereren til søsterens hjem og sagde at han manglede 1200 bolivares. Da søsteren gav ham pengene udbrød han: „Det er første gang nogen har gjort det! Jeg kunne have mistet mit arbejde.“ Søsteren benyttede lejligheden til at forkynde for manden, og når hun fra da af kom i banken talte hun med ham om sandheden. Inden længe blev der påbegyndt et bibelstudium med den unge bankkasserer, og nu overværer han møderne i rigssalen.

Pionererne i Chile er udmærket klar over at det er Jehova der leder arbejdet når de forkynder. (1 Kor. 3:9) Et ægtepar i det sydlige Chile skulle til at tage hjem efter at have tilbragt  ni timer i et afsidesliggende distrikt. Men på hovedvejen kørte den sidste bus til Antuco forbi uden at standse. De var trætte og sultne og havde en 40 kilometer lang gåtur foran sig. Det var ved at blive mørkt og koldt. Den ene bil efter den anden kørte forbi dem som om de var luft. Mens de gik dér spekulerede de på hvad Jehova havde i sinde med dem. En bus der kørte i den modsatte retning gjorde pludselig holdt uden at de havde gjort tegn til den, og den tog de med. Da de nåede en by og steg af kom de i tanker om et ægtepar de havde truffet nogle måneder forinden. De spurgte parret om de kendte nogen der havde en bil og som ville køre dem til Antuco. Manden i huset havde imidlertid en bedre idé: „Hvorfor overnatter I ikke her hos os?“

Da pionererne indvilligede i dette blev konen i huset meget glad og udbrød: ’Nu har vi jer helt for os selv så I kan besvare alle vore spørgsmål!’ Og de havde virkelig mange — om Jehova, om de salvede, om den trofaste træl, den store skare, vilddyret og mange flere. Ægteparret havde modtaget ’Paradisbogen’ og havde studeret den så grundigt at de næsten kunne den udenad. De havde desuden bedt inderligt om at nogen ville hjælpe dem til at få en bedre forståelse. Efter en lang samtale hvor de fik svar på deres spørgsmål, gav denne gæstfri familie pionererne et dejligt måltid mad og en behagelig seng. Pionererne var taknemmelige for at Jehova havde brugt dem på denne måde.

Nogle gange er det ikke modargumenter men venlighed der skal til for at trænge ind bag modstanderes hårde skal. Som der siges i Ordsprogene 25:15: „En mild tunge kan bryde ben.“ Brumilda Castillo, en forkynder der er forhenværende nonne, besøgte en stærkt katolsk familie i Ecuador. Da konen så forkynderen overfusede hun hende med skældsord. Vores søster gav ikke igen; hun smilede blot, takkede damen og sagde at de sikkert ville kunne tale sammen en anden dag. Da søsteren gik mødte hun manden, der ikke blot reagerede  ligesom konen men endog beordrede hende til straks at forlade hans ejendom. Hun smilede igen, takkede ham og sagde at hun håbede at de kunne tale sammen en anden gang. Da manden og konen drøftede hvad der var sket, var de helt forvirrede. Hvordan kunne forkynderen smile og takke dem når de havde behandlet hende så dårligt? Det gjorde et så stort indtryk på dem at manden inviterede den næste forkynder der kom, indenfor. Forkynderen indbød dem til et møde, og de kom. Hvem var den første der hilste på dem? Den søster de havde behandlet så dårligt. De bad hende tusind gange om forladelse, og hun begyndte at aflægge dem besøg.

En dag spurgte manden hende hvad hun syntes om et kapel fyldt med billeder han havde opført på sin grund. Hun spurgte om han ville blive vred på hende hvis hun sagde sandheden. „Selvfølgelig ikke,“ svarede han. „Vil du gøre det Bibelen siger?“ spurgte hun. „Ja, lige med det samme,“ lovede han. Så viste hun ham hvad hans katolske bibel sagde om brugen af billeder. Derefter sagde han: „Jeg vil gerne have at du hjælper mig med at skaffe mig af med alle disse billeder.“ Det tog fire dage at fjerne og brænde dem.

Alle der bliver Jehovas tjenere må iføre sig den nye personlighed. Men for nogle forekommer det at være en næsten umulig opgave. En mand i den nordøstlige del af Brasilien der gerne ville studere Bibelen, havde et meget dårligt omdømme. Hans familie sagde at der næsten hver dag kom nogle til deres hjem for at inddrive den gæld han havde stiftet på grund af sit drikkeri. Hans forældre gik i konstant frygt for at han skulle blive slået ihjel. Alle sagde til de pionerer der studerede med ham: „I spilder jeres tid. Han vil aldrig forandre sig.“ Men „Guds ord er levende og virkende“. (Hebr. 4:12) Da manden ophørte med at drikke og leve umoralsk, var hele byen duperet. Hans forældre sagde: „Nu er der igen fred i vort hjem.“ De forandringer han har foretaget har fået tre andre i hans familie til at begynde at studere og at overvære møderne.

 Nordamerika og De Caraibiske Øer

Jesus understregede mere end én gang vigtigheden af at man elsker sin næste som sig selv. Der er mange måder hvorpå man kan vise en sådan kærlighed. En søster på Martinique skriver: ’En morgen da jeg kørte på arbejde tilbød jeg at tage en ung kvinde med der ikke så ud til at have det så godt. På vej til byen talte jeg med hende om Guds hensigter og den nye verdens velsignelser. Hun sagde at hendes moder var et af Jehovas vidner men at hendes eget liv var meget problemfyldt og at hun ikke troede at Gud kunne gøre noget for at hjælpe hende. Jeg foreslog at hun studerede Bibelen med mig i en måned, og det gik hun med til. Efter at måneden var gået spurgte jeg hende om hun ønskede at fortsætte. „Mere end nogen sinde,“ svarede hun.

Hendes familieforhold var dårlige. Da hendes mand, der havde en anden kvinde, en dag satte hende på gaden, hjalp jeg hende og hendes børn. Med tiden rejste hun fra Martinique til Frankrig, hvor hun havde fået tilbudt arbejde.

Nogen tid senere kom hendes mand til min dør. Først var jeg bange, men han fortalte at han var blevet dybt imponeret  over de forandringer hans kone havde gjort, og også over det jeg havde gjort. Han var kommet for at bede om et bibelstudium.’

En pionersøster på Jamaica der er skolelærer, fortæller at det at hun viser folk interesse og er venlige imod dem, også mange gange sætter hende i stand til at hjælpe dem åndeligt. Hun lagde mærke til at nogle elever på den skole hvor hun arbejder havde svært ved at forstå et bestemt emne, og hun gav dem derfor venligt ekstraundervisning. For at hjælpe dem til at forstå værdien af at lære noget anvendte hun desuden nogle passager i bogen Unge spørger — Svar der duer. Det fik dem der iagttog hende til at ændre indstilling. Som følge heraf var hun i stand til at påbegynde fire bibelstudier og sprede en betragtelig mængde publikationer.

For at fremme arbejdet med at forkynde i isolerede landsbyer, har afdelingskontoret i Alaska for nylig købt en flyvemaskine der er mere formålstjenlig end den vi havde før. Nu kan brødrene nå ud til dobbelt så mange mennesker som i de foregående år.

Da to forkyndere i Den Dominikanske Republik bankede på en dør, fik de øje på et ægtepar indenfor der knælede i bøn. De ventede indtil ægteparret var færdige med at bede, hvorefter de igen bankede på. Da parret lukkede op blev forkynderne mødt med ordene: „Tak, Gud, fordi du lyttede til vores bøn.“ Beboerne tog ivrigt imod tilbudet om hjælp til at studere Bibelen. Da man to dage senere drøftede nogle skriftsteder der fordømmer brugen af afguder, rejste de sig straks med en undskyldning og begyndte at samle alle de afgudsbilleder sammen de havde i deres hjem. (5 Mos. 7:25) Henvendt til sin kone spurgte manden: „Er vi for Jehova eller er vi for Djævelen?“ „Jehova,“ svarede hun. Derefter brændte de alle deres afgudsbilleder — og de havde mange. I Den Dominikanske Republik er markerne åndeligt talt „hvide til høst“, og de lokale Jehovas vidner er glade for at op mod 150 forkyndere andre steder fra i de senere år er kommet til landet for at hjælpe dem med indsamlingen.

 Stillehavsøerne

Den 1. marts 1993 var en vigtig dag for vore brødre på Filippinerne. Den dag omstødte højesteret enstemmigt en højesteretsafgørelse fra 1959, og gav Jehovas vidner ret til „at nægte at hilse Filippinernes flag på grund af deres religiøse overbevisning“. Dermed kan elever ikke længere bortvises fra offentlige eller private skoler fordi de af religiøse grunde afstår fra at hilse flaget, synge nationalsangen eller fremsige den obligatoriske troskabsed.

En søster på øen Guam der har heltidsarbejde, ønskede at udvide sin tjeneste. Hun ville gerne opleve den samme glæde som mange andre forkyndere erfarede når de så dem de studerede Bibelen med, gøre gode fremskridt. Hun lagde ofte sagen frem for Jehova i bøn. Da hun gennemtænkte sin situation gik det op for hende at det måske var muligt at oprette bibelstudier på hendes arbejdsplads. Efter at have bedt Jehova om mod og støtte begyndte hun at forkynde for sine arbejdskammerater. Til at begynde med var det svært; de der viste interesse blev hånet af de andre. For at kunne nå  forskellige med den gode nyhed forberedte hun sig godt, og bøn var en vigtig del af hendes forberedelse. Når tiden for fejringen af verdslige helligdage nærmede sig, forklarede hun ud fra Bibelen hvorfor hun ikke fejrede dem. Hun var desuden på udkig efter publikationer der ville egne sig særlig godt til den hun forkyndte for. I ét tilfælde sad hun blot og læste for sig selv i Bibelen hvor en arbejdskammerat, en ung kvinde, kunne se hende. Og ganske rigtigt: den unge kvinde blev nysgerrig og sagde ja tak til et bibelstudium. Langsomt begyndte hun at oprette bibelstudier med nogle der senere gjorde gode fremskridt. Da hun blev overflyttet til en anden afdeling viste der sig nye muligheder. En af dem hun studerede Bibelen med præsenterede hende for en nær ven der også viste interesse; vedkommende forkyndte for sin moder, broder og svigerinde. Alle fik et regelmæssigt bibelstudium. Til sidst var der så mange der viste interesse at hun måtte bede andre forkyndere hjælpe hende med at tage sig af dem. Ja, vores søster har lært at det kan medføre positive resultater og stor glæde at forkynde uformelt.

En forkynder i teenagealderen fra Australien lagde på en kirkegård mærke til en filippinsk kvinde der stod ved en grav og græd. Han begyndte at tale med hende og pegede på sin bedstefars gravsten, hvor der stod: „Sover indtil opstandelsen.“ Dette banede vej for yderligere forkyndelse. Han aftalte at mødes med hende samme sted den følgende uge, men hun kom ikke. Den unge forkynder gav imidlertid ikke op. Sammen med sin moder ledte han dødsannoncerne i den lokale avis igennem indtil han fandt et navn der lød filippinsk. Ved hjælp af en telefonbog kom de i kontakt med kvinden. Hun forklarede at grunden til at hun ikke var mødt op, var at hun havde haft transportproblemer. Men hun var meget interesseret og der blev truffet aftale om et bibelstudium. Det at være interesseret i andre mennesker og være udholdende giver gode resultater.

 Lande hvor forholdene er blevet bedre

I de forløbne fem år er der sket forbløffende forandringer. I mindst 35 lande er hindringer for at forkynde Rigets budskab mere frit, blevet ryddet af vejen. I mange af disse lande er forbud blevet ophævet eller Jehovas Vidner er blevet juridisk anerkendt. Det har givet adgang til en stor arbejdsmark. Hvad gøres der for at opdyrke den?

Estland har modtaget tolv missionærer, foruden 20 specialpionerer fra Finland. Mindst 200 andre forkyndere er flyttet til Estland for at tjene hvor behovet er stort. Brødrene skriver: „Befolkningen i Estland er meget ivrig efter at tale om Bibelen. Næsten alle lytter med glæde til budskabet.“

I den estiske by Maardu fik brødrene stillet en byggegrund gratis til rådighed hvor de kunne bygge deres rigssal, men borgmesteren stillede visse betingelser: (1) De skulle passe den lille park der ligger ved siden af rigssalen; (2) rigssalen skulle være færdig den 15. oktober 1993; (3) møderne  skulle kunne overværes af alle byens indbyggere; og (4) forkynderne skulle fortælle indbyggerne i Maardu om Bibelens budskab og lære dem den rette måde at leve på. Brødrene var mere end lykkelige for at gå ind på alle borgmesterens fire krav!

Efter at Jehovas Vidners arbejde på Kap Verde i 1991 blev juridisk anerkendt, har ti missionærer fået tildelt dette distrikt. Hvilke resultater har de opnået? Et missionærpar har rapporteret at de leder studier med 70 personer, og nogle af disse er selv begyndt at lede bibelstudier med andre efter blot to eller tre måneder. En isoleret gruppe på seks forkyndere var lykkelig da 150 kom for at lytte til kredstilsynsmandens foredrag. Det landsdækkende fjernsyn bragte billeder fra opførelsen af den første rigssal i landet.

Den 8. januar 1993 erklærede højesteretten i Zaire forbudet mod Jehovas Vidner for ulovligt. Samme år deltog 75.944 i forkyndelsen. De ledede 163.454 hjemmebibelstudier. Mindehøjtiden blev overværet af 310.088.

For mere end 25 år siden nægtede regeringen i Cambodja at forny George og Carolyn Crawfords visa, og de måtte derfor forlade deres missionærdistrikt. Siden da har der stort set ikke været forkyndere i landet. Sidste år blev broder Crawford imidlertid venligt modtaget af Cambodjas religionsminister. Ministeren ville gerne vide hvordan det ville gavne det cambodjanske folk hvis vore missionærer igen fik lov til at komme ind i landet. Andre trossamfund havde givet løfte om materielle fordele. Broder Crawford forklarede at Jehovas vidner lærer folk at leve efter Bibelens love og principper og at dette gavner dem rent praktisk, både åndeligt og moralsk, og at det også skaber bedre borgere. Det var ministeren glad for at høre. To missionærer fik tilladelse til at rejse ind i landet med det samme, og flere vil følge efter. Den 20. januar 1993 modtog man et brev hvori  Vagttårnsselskabet fik tilladelse til at oprette et kontor i hovedstaden Phnom Penh, for at forkynde den kristne „Jehova-tro“.

I 1990 opnåede Jehovas Vidner i Rumænien juridisk anerkendelse efter at have været forbudt i 40 år. Siden har de udnyttet de ændrede forhold godt. I 1993 var der en fremgang på 15 procent i antallet af forkyndere. Indtil nu er 130 rigssale blevet opført eller er under opførelse. Nogle forkyndere har taget initiativ til at nå ud til de distrikter hvor der ikke findes forkyndere. I september 1991 flyttede to pionersøstre til den lille by Urziceni, der ligger 57 kilometer fra Bukarest. På det tidspunkt var der ingen Jehovas vidner i denne by; nu er 10 blevet døbt og 66 overværede mindehøjtiden sidste år. Hvem leder møderne? Til at begynde med var det søstrene der organiserede og ledede dem. Nu rejser en næsten 80 år gammel menighedstjener 30 kilometer tre gange om ugen for at lede møderne. Én gang om måneden holder ældstebrødre fra Bukarest offentlige foredrag for gruppen og leder vagttårnsstudiet.

Selv i nogle lande hvor Jehovas Vidner stadig er forbudt kan de nu udføre deres arbejde uden de store hindringer. I et af disse lande gennemarbejder forkynderne nu distriktet grundigt idet de besøger alle hjem, i stedet for som tidligere kun at tage enkelte besøg her og dér for ikke at blive opdaget. I en by blev en gruppe forkyndere standset af nogle myndighedspersoner der undersøgte deres identitetspapirer og forhørte dem. Brødrene forklarede at de var bibelstudenter og at de gerne ville fortælle andre om det de lærte. Myndighederne undskyldte at de havde forstyrret dem og lod dem gå. Det var en dag med stor glæde i den teokratiske tjeneste.

I et andet land hvor Jehovas vidner tidligere er blevet grusomt mishandlet, har de i den senere tid kunnet mødes  og forkynde mere frit. Det er i Malawi. Når de førhen holdt et lille stævne, satte de et hegn af græs op omkring huset så lyset fra lamperne ikke kunne ses udenfor. I en kreds opdagede man imidlertid at de lokale embedsmænd var klar over at de holdt møder, men ikke længere skred ind over for dem; da de for nylig holdt stævne rejste de derfor intet hegn og de sang endog sange. I et andet område sagde en lokal embedsmand til en broder der forkyndte på et marked: „I behøver ikke at være bange for os mere. Vi vil gerne have at I forkynder, ja, vi burde faktisk slutte os til jer.“ I et tredje område tog en mand der ligesom Saulus fra Tarsus havde været anfører for dem der forfulgte forkynderne, imod et bibelstudium. Inden længe sluttede andre sig til, og studiet blev til sidst overværet af 26. Efter at den første mand var blevet døbt, steg antallet af dem der ville studere til 66 fordi de så hvordan han havde forandret sig. Den 12. august 1993 blev det 26 år gamle forbud mod Jehovas Vidner i Malawi ophævet. Hvilken stor glæde!

Det der sker i Albanien er virkelig opmuntrende. I slutningen af oktober 1992 blev 16 specialpionerer fra Italien og 4 fra Grækenland sendt til Albanien. Efter en uge i Albanien havde de allerede oprettet 90 bibelstudier, skønt de lige var begyndt at lære sproget. I Gjirokastër var en radiokommentator så imponeret over det han lærte af en af specialpionererne at han i radioen meddelte: „Jehovas vidner vil besøge dig i dit hjem. De vil gerne drøfte hvordan man kan bevare et lykkeligt familieliv og lære dig hvad Bibelen siger. Luk døren op for dem og lyt til dem.“

Efter at forbudet mod Jehovas Vidner i Benin blev ophævet i 1990, er store skarer af mennesker strømmet til Jehovas Vidners møder. I 1993 overværede 15.951 mindehøjtiden, hvilket var næsten fem gange forkyndertallet. I en menighed med 37 forkyndere kom der 698!

 I 1992 blev de sidste skridt taget til at give Jehovas Vidner juridisk anerkendelse i Togo, og derved gøre ende på et forbud der trådte i kraft i 1978. I tusindvis af mennesker var ivrige efter at studere Bibelen med Jehovas vidner. I 1993 ledede de 7125 forkyndere 19.014 hjemmebibelstudier. I hovedstaden Lomé findes der 4200 forkyndere i 33 menigheder som mødes i seks rigssale. De har stort behov for flere mødesteder. Selv om der har været politiske uroligheder, hvorunder 300.000 er flygtet fra Lomé til nærliggende lande, sørgede Det Styrende Råd for at et nyt afdelingskontor begyndte at fungere i landet fra den 1. juni 1993. Dette var til stor opmuntring for brødrene i Togo.

I februar 1993 blev et 23 år gammelt forbud mod Jehovas Vidner i Cameroun ophævet. I en kommentar til regeringens beslutning skrev en af landets aviser følgende om Jehovas folk: „Socialt udviser de en adfærd der intet har tilfælles med det hykleri der findes rundt omkring dem, . . . de forkynder ved deres eksempel.“ Avisen tilføjede at nu hvor Jehovas Vidner har fået tilbedelsesfrihed „står alle de gamle kirker i kristenheden over for en formidabel udfordring“. Trods de mange års forbud findes der 19.268 forkyndere i Cameroun, og 67.671 overværede mindehøjtiden i 1993.

Hvad med landene i det tidligere Sovjetunionen? Som allerede nævnt blev nogle af de mest spændende stævner i 1993 holdt i denne del af verden. I 12 lande i dette område har vore brødre det forløbne år anvendt 14.180.165 timer på at forkynde om Riget, 14.973 nye disciple er blevet døbt, og 256.242 samledes for at mindes Jesu Kristi død. Ja, det er tydeligt at også disse lande vil blive godt repræsenteret i ’den store skare af alle nationer og stammer og folk og tungemål’ som vil overleve den kommende store trængsel — med udsigt til et evigt liv i Jehovas retfærdige nye verden. — Åb. 7:9, 14.