Cypern

DA APOSTELEN PAULUS og hans rejsefæller i det første århundrede forkyndte på Cypern, kom de ud for hård modstand. En falsk profet, en troldmand ved navn Bar-Jesus, søgte at få prokonsulen til at hindre deres forkyndelse. Med tanke på de metoder troldmanden benyttede, beskrev Paulus ham ligeud som ’fuld af al mulig svig og enhver slags nedrighed, Djævelens søn, en fjende af al retfærdighed, en som fordrejede Jehovas lige veje’. (Apg. 13:6-12) I nyere tid har nogle præster på Cypern brugt lignende metoder i deres bestræbelser på at hindre folk i at lære om Jehovas storslåede hensigt, der bliver til glæde for alle familier på jorden.

Men det er ikke alle på Cypern der bifalder præsternes handlemåde. Cyprioterne er kendt for at være gæstfri. Besøgende bliver som regel tilbudt kandiserede frugter; hvis det er en varm sommerdag får de måske et glas koldt  lemonade som de kan nyde i skyggen af en bugnende vinstok.

Klimaet er tempereret. Cypern ligger i det østlige Middelhav, cirka 100 kilometer vest for den syriske kyst og 60 kilometer syd for Tyrkiet. Det er en smuk ø med sandstrande der strækker sig ud mod Middelhavets varme vand. Troodos-bjergene, som knejser tværs over den sydvestlige del af øen, giver en kølig fyrretræsmættet luft for dem der ønsker at slippe væk fra sommervarmen. Vinranker og figentræer er almindelige, ligesom oliventræer og johannesbrødtræer. Når mandeltræerne blomstrer ser landskabet ud som om det er dækket af sne. Og når citrustræerne blomstrer fyldes luften med en duft som af udsøgt parfume. Man ser ofte hyrderne på landet lede deres fåre- og gedeflokke på græs. Den måde mange af dem lever på har rødder langt tilbage i tiden, før vor tidsregnings begyndelse.

Cyperns historie

Skønt øen kun er 206 kilometer lang, har den på forskellig vis været i berøring med de syv verdensmagter der nævnes i Bibelen, og den har været direkte underlagt seks af dem. Den ottende verdensmagt, De Forenede Nationer, har også gjort sin indflydelse gældende i forbindelse med at bevare freden mellem de græsktalende og de tyrkisktalende befolkningsgrupper.

Allerede i begyndelsen af det første århundrede blev kristendommen præsenteret for cyprioterne. Da der udbrød forfølgelse efter at Stefanus var blevet myrdet i Jerusalem, slog nogle af de fordrevne disciple sig ned på Cypern og forkyndte for den store gruppe jøder der dengang boede på øen. (Apg. 11:19) Senere, i år  47-48, kom Paulus til Cypern på sin første missionsrejse. En af hans rejsefæller var en indfødt cypriot som havde været sammen med Jesu apostle i Jerusalem, efter udgydelsen af den hellige ånd i år 33. De havde givet ham tilnavnet Barnabas (Trøstens søn). (Apg. 4:34-37) Paulus og Barnabas indledte deres forkyndelse på Cypern i Salamis på østkysten, hvorefter de arbejdede sig vej tværs over øen til Pafos i vest. Ruinerne af Pafos og Salamis vidner om at det var betydningsfulde byer på det tidspunkt hvor Paulus og hans rejsefæller forkyndte dér.

Det var i Pafos at den romerske prokonsul Sergius Paulus blev omvendt til kristendommen på trods af modstand fra troldmanden Bar-Jesus. Prokonsulen var, som Bibelen siger, „helt forbløffet over Jehovas lære“. (Apg. 13:12)

Omkring to år senere vendte Barnabas og hans fætter Markus tilbage til Cypern for at fortsætte forkyndelsen. — Apg. 15:36-41.

’Bibelstudenterne er universitetet’

Også i nyere tid er der blevet udført et omfattende forkyndelsesarbejde på Cypern. Retsindige mennesker har været glade for at blive undervist i Bibelens lære frem for menneskers traditioner. Et af de første vidnesbyrd om at denne undervisning havde nået Cypern findes i The Watch Tower for 1. oktober 1922. I denne udgave fremgår det af et offentligt brev at en armensk gejstlig havde modtaget en traktat der forklarede at sjælen dør, at den ikke er udødelig. Han værdsatte det han læste, men var dybt frustreret over kirkernes åndelige tilstand på Cypern. Han skrev: „Der er mange . . .  kirkebygninger her. Men åndeligt set er der ikke noget liv; det har længe været dødt. Præsteskabets levevis er dårligere end almindelige menneskers. Jeg kan kun klage, græde og jamre som Jeremias. Jeg forsøger efter bedste evne at bringe sandhedens mælk ud til grækere, armeniere, tyrkere og jøder.“ Andre armeniere, uden for Cypern, gjorde også hvad de kunne for at give cyprioterne kendskab til sandheden fra Bibelen.

I september 1924 vendte Cyrus Charalambous tilbage til Cypern fra De Forenede Stater. Han var bibelstudent og medbragte en stor forsyning traktater, især af den der hedder Hvor er de døde? Han tog ind til postcentralen i hovedstaden Nicosia og sendte en publikation til hvert overhoved for landsbyerne, såvel som til lærerne i hver by og landsby. Dengang blev posten bragt ud til landsbyerne én gang om ugen, og det foregik på æselryg.

En af publikationerne, en traktat med titlen Peoples Pulpit, nåede frem til en skolelærer i Xylophagou, en landsby der ligger i den sydøstlige del af øen hvor man dyrker kartofler. Denne lærer fik besøg af en lokal landmand, Antonis Spetsiotis. Antonis, der var meget læselysten, begyndte at kigge sig om efter noget at læse i. Han fik øje på traktaten og var snart opslugt af dens indhold. Senere talte han med en anden landsbyboer, Andreas Christou, om den. Med tiden modtog og læste de flere af Vagttårnsselskabets publikationer. De fortalte også andre om det de lærte, og nogle af disse sluttede sig til dem i studiet af Bibelen.

Cleopas, en teolog i den græsk-ortodokse kirke, viste interesse. Han var venligt stemt over for Jehovas  folk, men tog aldrig standpunkt for sandheden. Han yndede at sige: ’Katolicismen er børnehaven. Protestantismen er skolen, men bibelstudenterne er universitetet.’

Det var imidlertid ikke alle der talte rosende om bibelstudenterne. Den uformelle forkyndelse som Antonis Spetsiotis og Andreas Christou udførte, vakte landsbyboernes vrede. Cyperns ærkebiskop blev informeret, og der blev sendt teologer ud for at modarbejde de to brødre. I de følgende to år blev der arrangeret nogle debatmøder — med en teolog på den ene side,  og broder Spetsiotis på den anden. Der blev ikke lejet lokaler til disse debatter; den lokale café var et godt mødested, eftersom folk normalt samledes dér. Det endte med at begge brødrene blev ekskommunikeret af den græsk-ortodokse kirke og blev nægtet retten til at blive gift eller begravet derfra. Da et af Andreas Christous børn døde, nægtede den lokale præst at lade barnet begrave på landsbyens kirkegård, medmindre Andreas kom til gudstjeneste søndag formiddag. Hvad blev resultatet? Barnet blev til sidst begravet, men Andreas tog ikke til gudstjeneste.

Tryfon Kalogirou, en sundhedsinspektør fra en landsby i Nicosia-området, lærte i mellemtiden sandheden at kende. Under sine arbejdsmæssige besøg i  landsbyerne gjorde han god brug af Bibelen til at afsløre de falske læresætninger om helvede og treenigheden. På et tidspunkt fik han på grund af sygdom amputeret et ben, og folk begyndte at spotte ham og sige at det var Gud der straffede ham fordi han havde skiftet religion. Dette gjorde ham meget bedrøvet, ligesom også Job var blevet nedtrykt af de forkerte argumenter som hans falske venner fremførte. (Jævnfør Job 4:7, 8; 12:4.) Tryfon forblev imidlertid trofast til sin død i 1960.

 Nidkære pionerer udbreder den gode nyhed

Forkyndelsen på øen fik et stort skub fremad i 1934 da to pionerer, broder Matheakis og broder Triantafilopoulos, kom dertil fra Grækenland. Hovedkontoret i Brooklyn i New York sendte 43 kasser med bøger på græsk, tyrkisk og andre sprog, som disse pionerer kunne anvende. Brødrene var nidkære men mødte i begyndelsen stor ligegyldighed i distriktet. Vildledt af præsterne troede folk at forkynderne var kommunister eller protestanter, og de blev advaret om at forkynderne forsøgte at ændre folks religion. Befolkningen i de større byer, især forretningsmænd, var imidlertid blevet nysgerrige og ønskede at vide hvad denne „nye religion“ drejede sig om.

Fra Brooklyn modtog pionererne nogle navne på abonnenter på Selskabets blade. En af disse var Cleopas, teologen. Han modtog mange af Selskabets publikationer, og inviterede flere gange pionererne hjem til et måltid mad. Han tog også broder Matheakis med til Den Græske Klub i Larnaca, hvor han præsenterede ham som ’en mand fra Athen der repræsenterer en organisation som udgiver nyttige bøger der forklarer Bibelen’. Den aften spredte broder Matheakis 84 indbundne bøger og 120 brochurer og tegnede 10 abonnementer på Den gyldne Tidsalder.

Fra Larnaca på sydøstkysten rejste de to pionerer til Xylophagou, cirka 26 kilometer derfra, og her mødtes de med Antonis Spetsiotis og Andreas Christou som gjorde deres bedste for at give andre del i det de havde lært. De var glade for at de nu kunne få en mere nøjagtig forståelse af Bibelen. Den første menighed af Jehovas Vidner på Cypern blev dannet i deres landsby.

 Derefter tog pionererne til Famagusta, en by med appelsinlunde og vindmøller, beliggende nær ruinerne af fortidens Salamis. Mens pionererne forkyndte dér, modtog de et brev fra Selskabet hvori der stod at der ville komme et græsktalende ægtepar ved navn Lagakos fra Egypten for at hjælpe med forkyndelsen. Hvilken god nyhed! Da de ankom besluttede man at broder og søster Lagakos skulle koncentrere sig om byerne mens de andre pionerer tog sig af landdistrikterne.

Snart efter blev endnu en menighed oprettet. Denne gang i Nicosia. I den gamle muromkransede del af byen var der en betragtelig tyrkisk-cypriotisk befolkning, og brødrene holdt deres møder i et hus ejet af muslimer.

Efterhånden kom der skred i tingene. Nogle af de græsk-cypriotiske brødre tog pionertjenesten op. En af disse var Christos Kourtellides, en lille mand med glimt i sine klare blå øjne. Han satte et enestående eksempel med hensyn til at vise mod og loyalitet. I løbet af sine 17 års pionertjeneste forkyndte han i næsten alle 650 landsbyer på øen. Det var ikke let. Når han ikke blev tilbudt logi, sov han ofte udendørs. Selv da han døde blev der aflagt et godt vidnesbyrd. Præsten i hans fødeby nægtede at lade ham begrave på kirkegården. Det blev derfor nødvendigt at appellere til distriktskommissæren. Da han endelig blev begravet var der 150 til stede som hørte begravelsestalen.

Da broder Triantafilopoulos vendte tilbage til Grækenland og ægteparret Lagakos rejste til Syrien, blev den oprindelige gruppe af pionerer opløst. Men i 1938 var der fire lokale pionerer og  syv menighedsforkyndere som udbredte den gode nyhed, og 40 overværede højtiden til minde om Kristi død.

Netop det år kom Panagiotis Gavrielides og en nabofamilie i kontakt med sandheden. Trods stor modstand rettet mod moderen og de tre døtre i denne familie, dannede de sammen med Panagiotis en lille bibelstudiegruppe, og de forkyndte i landsbyen Polemidhia. Panagiotis har om landsbyboernes reaktion sagt: „Når vores lille gruppe samledes var det almindeligt at folk bankede hårdt på døre og vinduer. En mand blev så opbragt at han gennembankede moderen og de tre døtre i deres hjem. Jeg selv måtte også på hospitalet og behandles. Nogle dage efter var denne mand på vej hjem fra arbejde på ladet af en lastbil, og da lastbilen krydsede en bro, faldt han mærkeligt nok ned i en flod og mistede livet.“

Censur under krigen

Under den anden verdenskrig brugte man censurlovene til at få konfiskeret publikationer udgivet  af Vagttårnets Selskab. Blade til bibelstudium som blev sendt til Cypern, nåede ikke frem til brødrene. De blev i stedet tilbageholdt på postcentralen i hovedstaden.

Hvordan klarede forkynderne sig når de næsten ingen publikationer havde? På enkeltark fik de trykt uddrag af tidligere publikationer, som de kunne dele ud. Når de fra tid til anden fik et eksemplar af Vagttårnet skyndte de sig at oversætte og studere det. Der blev også afholdt stævner i denne periode. Og efterhånden som forkyndertallet steg, blev der oprettet endnu en menighed.

Endelig, blot få måneder før krigens afslutning, blev 3000 blade og 17 kasser af vore bøger og brochurer frigivet. Personalet på postcentralen havde selvfølgelig set at stakken af publikationer voksede, og flere af dem viste interesse. Det var derfor muligt at sprede 45 bøger til de ansatte.

Hvordan kunne de blive gift?

Der var også andre situationer hvor myndighedspersoner blev opmærksomme på Jehovas Vidner. I 1939 ønskede broder Matheakis at blive gift. Men det var ikke let for Jehovas vidner på Cypern i den periode. Det skyldtes at myndighederne ikke anerkendte Jehovas Vidner som et religiøst samfund, og derfor nægtede de dem en borgerlig vielse. På grund af krigen kunne man ikke kontakte brødrene på hovedkontoret i Brooklyn for at bede om råd. Men afdelingskontoret i London udstedte et dokument hvori det blev fastslået at Jehovas Vidner på Cypern var knyttet til International Bible Students Association i England. På baggrund af dette  dokument gik de britiske myndigheder på Cypern med til at give broder Matheakis en borgerlig vielse.

Gennem årene er dette trofaste ægtepar blevet kendt for deres gæstfrihed. Deres hjem har altid stået åbent for brødrene, og de huskes for den godhed de har vist alle der har været i nød.

Gileaduddannede missionærer ankommer

Den første missionær som ankom til øen var Antonios Karandinos, en græker som havde været bosiddende i De Forenede Stater. Han ankom i 1947 da der blot var 33 forkyndere. Antonios havde været sømand og var lidt af en kraftkarl. Han var også en nidkær forkæmper for sandheden, og dét var nødvendigt for at klare den hårde modstand han mødte under sin tjeneste på Cypern.

Modstanden tog især til da brødrene begyndte at tilbyde bladene på gaden. I Famagusta var en mand blevet bestilt af kirken til konstant at chikanere brødrene. Han satte folk op mod forkynderne. Én gang resulterede det i at broder Karandinos blev omringet af en pøbel, som dermed spærrede trafikken. Broder Karandinos og manden der havde sat det hele i værk blev slæbt for retten og fik en bøde. Der var også andre episoder. Nogle gange måtte brødrene tilkalde politiet for at redde forkyndere fra en pøbelskare.

Det var en glædens dag for brødrene i 1948 da yderligere to missionærer kom til Cypern. De havde været nødt til at forlade Grækenland. I maj 1948 ankom Don Rendell, som var udgået fra den 8. gileadklasse men havde været nødt til at rejse fra Egypten. Samme år oprettede Selskabet et afdelingskontor på Cypern, med  Anthony Sideris som landstjener. Over en årrække blev flere missionærer sendt til Cypern, og i nogle af de større byer blev der oprettet missionærhjem. Disse brødre var et stort aktiv i forbindelse med at organisere menighederne på en teokratisk måde og oplære forkynderne i tjenesten.

Før de kunne gøre egentlig gavn var det nødvendigt for dem at lære græsk, og det førte til nogle morsomme situationer. Da en broder skulle citere Åbenbaringen 12:7, sagde han: ’Mikael og englænderne kæmpede mod dragen,’ i stedet for: „Mikael og hans engle.“ Ofte lyttede folk i distriktet gerne når en udlænding forsøgte  sig på deres sprog. En nydøbt broder sagde til en af missionærerne: ’Det der gjorde størst indtryk på mig da du kom til min dør, var at du som udlænding ville gøre en indsats for at lære mit sprog. Jeg følte jeg var nødt til at se nærmere på det du kom med.’

Kirken skaber interesse for forkynderne

Skønt der i 1948 kun var et gennemsnit på 50 forkyndere på øen, følte den ortodokse kirke sig nødsaget  til ’at gøre en ende på dette kætteri’, som de sagde. Hvilke metoder brugte de? Der blev udsendt et hyrdebrev som fordømte os. Det blev trykt i mange aviser og blev oplæst i kirkerne over hele øen. Børn blev sendt ud for at uddele det fra dør til dør. Og det blev sat op på mure og telefonpæle. Vi blev stemplet som upatriotiske, antikrister og fortalere for zionismen.

Hvordan reagerede Jehovas tjenere? Folk i almindelighed var nu blevet nysgerrige. De ville gerne vide hvorfor kirken modstod os så voldsomt. Brødrene gik derfor i gang med en fire-måneders kampagne hvor der blev uddelt 72.000 brochurer — syv gange så mange publikationer som der i alt var blevet uddelt i hele det foregående år. Nu kunne folk selv undersøge hvad Jehovas Vidners lære gik ud på. Mange læste vore publikationer af nysgerrighed. Men der var også brødre som blev slået eller stenet. I Limassol blev en broder og en søster slæbt for retten, anklaget for at hverve proselytter og anstifte optøjer, hvorefter de blev idømt en måneds fængsel.

 En samtale på biskoppens kontor

I denne periode mødte Don Rendell en indflydelsesrig herre i Nicosia som havde nær tilknytning til den ortodokse kirke. Broder Rendell sagde senere om oplevelsen: „Efter en interessant samtale gav jeg manden bogen ’Gud Maa Være Sanddru’, og da jeg kom igen ville han vide mere. Han ville også gerne overvære en samtale mellem mig og ærkebispen i den græsk-ortodokse kirke, som han kendte. ’Er du villig til det?’ spurgte han.

Landstjeneren broder Sideris, indvilligede i at gå med mig til bispegården. Da vi ankom fik vi at vide at ærkebispen var ’indisponeret’, men at vi kunne tale med en af kirkens teologer som var tilknyttet den kirkelige domstol. Efter nogen tid spurgte jeg teologen hvordan den græsk-ortodokse kirke ville stille sig når der var modstrid mellem Bibelen og kirkens traditioner. Han svarede at kirken ville holde fast ved sine traditioner. Og det gjorde han så sandelig også! Da vi citerede Kolossenserbrevet, kapitel 1, vers 15, hvor der står at Jesus er ’al skabnings førstefødte’, udbrød han: ’Det er Arios’ kætteri!’ Det var tydeligt hvem der støttede Bibelen.“

Masser af gratis omtale

Trods fortsat modstand steg det gennemsnitlige forkyndertal fra 141 i 1949 til 204 i 1950; og 241 overværede mindehøjtiden i 1950. Samme år blev der arrangeret et kredsstævne i Pafos, hvor apostelen Paulus havde forkyndt. En biograf blev lejet, men den lokale biskop og andre prominente folk i byen forsøgte at presse ejeren til at opsige sin kontrakt med os. Byrådet  forsøgte at tvinge os til at aflyse stævnet ved at begrænse antallet af dem der måtte være i biografen og ved at pålægge os en urimelig afgift for brug af bygningen. Ethvert forsøg på at få forelagt sagen for områdets britiske kommissær blev bremset. Landstjeneren, der også var englænder, aflagde derfor et besøg hos kommissæren og fortalte at Jehovas Vidner blev chikaneret af de lokale myndigheder. Vi er meget taknemmelige for det kommissæren gjorde for at hjælpe os. En stor gårdsplads uden for biografen blev stillet til rådighed, og derved blev der plads til dem der ikke kunne være indendørs.

Biskoppen i Pafos var rasende. Ligesom fortidens troldmand Bar-Jesus forsøgte at vende den romerske prokonsul Sergius Paulus bort fra det Paulus forkyndte, greb biskoppen til al sin „kirkelige magi“. (Jævnfør Apostelgerninger 13:6-12.) Han fik uddelt en folder hvori der stod at de to pionerforkyndere som boede i Pafosområdet var ekskommunikeret. Denne blev hurtigt fulgt op af en anden folder som anklagede Jehovas Vidner for at være „det kætteri der er kendt som chiliasme“, som, ifølge folderen, var „en satanisk opfindelse med udspring i det forrige århundredes sygelige forestillinger“. For at støtte kirken tog de unge uddelere opstilling ved siden af hver eneste forkynder som forkyndte på gaden. Alle der viste interesse for det forkynderen sagde fik stukket nogle foldere i hånden.

Nogle aviser, dog ikke alle, sluttede sig til angrebet på Jehovas folk. I 1950 erklærede avisen New Political Review fra Pafos: „Jehovas disciple tæller allerede i hundredvis i vort område. I morgen vil de tælle  tusinder og vil true vor kirkes eksistens. Det er derfor nødvendigt at vor Hellige Synode og biskopperne går i gang med straks og uden tøven at undersøge denne forfærdelige sag.“ En anden avis, Paphos, der åbenbart var lidt spydig over for kirken, skrev i udgaven for 4. maj 1950: „Den tilstand af fattigdom og elendighed som er fremherskende i nogle landsbyer, og det at klostrene og kirken ejer mægtige ejendomme, har skabt den rette grobund for chiliasmen. Vi kan for eksempel nævne en landsby, nemlig Episkopi, hvor næsten al jorden tilhører kirken og hvor indbyggerne arbejder som slaver og lejer landjord eller træder ind i et ansættelsesforhold. . . . Det skulle derfor ikke undre nogen, om halvdelen af indbyggerne i landsbyen blev Jehovas vidner. . . . Af det ovenstående burde den cypriotiske kirke forstå at den ikke kan vinde en papirkrig. Chiliasterne har fundet gejstlighedens akilleshæl. . . . Det er ikke tilstrækkeligt at bekæmpe dem med papirfoldere.“

Grundet al denne reklame blev Jehovas Vidner et almindeligt samtaleemne. Folk var nu blevet grundigt nysgerrige, og et stort antal mødte op til det offentlige foredrag i biografen. Der var mindst 500 til stede.

Første besøg af Selskabets præsident

Det var en glædelig begivenhed for de cypriotiske brødre da broder Knorr og broder Henschel kom på besøg i december 1951. Der blev afholdt et tredages stævne i Royal-biografen. Det var en moderne bygning, og broder Knorr sagde: ’Vi kunne godt tænke os sådan en til vore kredsstævner i New York.’ Eftersom Royal-biografen lå i den gamle beboede del af byen, blev Pallas-biografen i Nicosias bymidte lejet til broder Knorrs  offentlige foredrag søndag formiddag. Man forsøgte på forhånd at give dette foredrag stor omtale. Fire store bannere med tekst på græsk og engelsk blev sat op på Royal-biografen. To hundrede plakater blev sat op i hovedstaden. Det blev annonceret på lærrederne i de største biografer. I engelske, græske og tyrkiske aviser var der annoncering af det offentlige foredrag „Er religion en løsning på verdenskrisen?“ Ikke overraskende sagde de ansvarlige på en førende kommunistisk avis, at de ikke kunne annoncere foredraget ’fordi det ikke stemte med partiets politik’, og personalet på den førende nationale avis sagde at ’de først måtte have tilladelse fra ærkebiskoppen’.

I betragtning af al denne omtale spekulerede vi over hvordan vore religiøse modstandere ville reagere. Det fandt vi snart ud af. En nat blev bannerne på Royal-biografen revet ned. Vi informerede politiet. Biskoppen fik trykt en folder med opfordringen: „PAS PÅ! TAG AFSTAND FRA MILLENNISTERNE.“ Der stod også: ’Se selv! De har inviteret en fremmed som skal støtte dem. . . . De er ulve i fåreklæder som er kommet for at opsluge Kristi troskyldige får. . . . Henvend jer ikke til dem, og vis dem ikke opmærksomhed. Ignorér dem, så vil de måske komme til fornuft og rette sig. Fra DEN HELLIGE ÆRKEBISKOP.’

Kunne broder Knorr holde det offentlige foredrag i Pallas-biografen uden forstyrrelser? Vi kan lade et øjenvidne beskrive forløbet. Don Rendell mindes: ’Jeg ankom til biografen lidt over klokken 10.00 om formiddagen. Der stod politi ved indgangen, og jeg kunne se en gruppe unge mænd vandre rundt med det mål at komme ind i biografen og lave ballade. Nogle af  brødrene kendte mange af ballademagerne og assisterede derfor politiet så de kunne holde dem væk fra indgangen. Jeg måtte mase mig vej forbi for at komme ind. Klokken 10.30 begyndte broder Knorr at holde sit foredrag for de 420 tilstedeværende. Men de religiøse fanatikere udenfor begyndte at hamre på dørene. Dette blev dog hurtigt stoppet af politiet. Spørgsmålet var imidlertid: Hvordan skulle vi komme ud af biografen efter programmet? Brødrene besluttede at de med assistance fra politiet ville sørge for at pøbelen blev stående foran biografen. Ved slutningen af foredraget blev vi så bedt om at forlade bygningen via en bagudgang, og det gjorde vi i stilhed og undgik derved en konfrontation.’

 Kirkeklokkerne ringer til angreb

I 1952 var Famagusta en betagende by med appelsin- og citronlunde og en lang sandstrand. Denne by på østkysten af øen ligger blot nogle få kilometer fra ruinerne af fortidsbyen Salamis, hvor apostelen Paulus og hans rejsefæller forkyndte. Men siden den tyrkiske invasion i 1974 har Famagusta nærmest været en spøgelsesby, med blot nogle få indbyggere. Jehovas Vidner havde i 1952 planlagt at afvikle et stævne i en af byens biografer. Vel vidende at den græsk-ortodokse kirke havde erklæret totalkrig mod Jehovas  Vidner, og med tanke på hvad der var foregået ved tidligere stævner, bad brødrene politiet om at være til stede. Det var en skøn søndag morgen, og brødrene så frem til det offentlige foredrag der skulle holdes om formiddagen. Ti minutter før talen skulle begynde, med 350 tilhørere bænket i biografen, begyndte det at trække op til ballade. Antonios Karandinos, en missionær i byen, var en af dem der sad ved indgangen i biografen. Her følger hans beskrivelse af hvad der skete:

„Blot ti minutter før det offentlige foredrag skulle begynde, gik en klokke i en nærliggende ortodoks kirke i gang med at ringe. Det var, fandt vi senere ud af, signalet til at præster og i snesevis af teenagere skulle begynde at marchere mod biografen. Sikke et syn! Præster anførte en pøbelskare af unge som ville ind i biografen. Vi forberedte os på at der ville blive problemer. Døren til biografen blev lukket, og da de forsøgte at trænge ind gav en præst mig en hård medfart og mit tøj blev revet i stykker. Situationen udviklede sig, og der blev tilkaldt politiforstærkning, som snart ankom til stedet. Hoben var besluttet på at afbryde mødet, og der var en råben og skrigen mod os uden for biografen.“

De fik ikke held med deres foretagende, og præsterne førte skaren tilbage til kirken. Jehova havde givet os sejren.

Lovbrydere stillet for retten

Tidligere var biskopper, præster og teologer blevet sendt ud til byer og landsbyer over hele øen for at sige til folk: „Når Jehovas vidner kommer til jeres by eller  landsby, så smid dem ud!“ Men ikke alle dansede efter de gejstliges pibe. Brødrene fandt fortsat nogle symbolske får. Men præsternes tilskyndelser måtte næsten få en eller anden virkning. Søster Galatia Matheakis fortæller om en episode hun oplevede:

’Tidligt en søndag morgen samledes 20 af os for at tage ud i tjenesten. Vi havde udvalgt tre landsbyer, som vi var cirka to timer om at nå ud til. I den største landsby arbejdede ti brødre fra hus til hus; de resterende ti deltes om de to andre landsbyer. I en af de mindre landsbyer blev brødrene fordrevet klokken 10.30. Den største landsby var næsten blevet gennemarbejdet med gode resultater da en ophidset pøbelskare angreb. To brødre der forkyndte i bymidten blev slået i hovedet med stole, og der blev kastet sten efter dem da de forlod byen. Landsbypræsten samlede derefter 200 mand så de kunne få fat i os alle. Bevæbnet med tunge køller søgte de efter os mens de slog på nogle blikdåser. De første de fandt var en broder og en søster. Broderen fik mange kølleslag på ryggen, og der blev smidt sten på søsteren. Sådan gik det de fleste af os. Vi blev ført gennem landsbyen. Mærkerne efter slagene tjente som bevis mod landsbyboerne da nogle af brødrene måtte tage til undersøgelse på et hospital.’

Vore brødre indbragte sagen for domstolen. Efter i tre dage at have hørt på vidneudsagnene, sagde dommeren: „Jeg tror helt og fuldt på anklagernes beviser og finder de anklagede skyldige i alle anklagepunkter. . . . Jeg tror ikke på påstanden om at anklagerne forkyndte at Kristus var et uægte barn etc. . . . Anklagerne tog hen til de anklagedes landsby for at forkynde om deres tro;  de opførte sig fredeligt, og de anklagede havde ikke ret til at angribe dem.“

Mellem 1952 og 1953 måtte to missionærer, Antonios Karandinos og Emmanuel Paterakis, forlade landet. Disse brødre havde kæmpet hårdt for troen mens de var på Cypern, og de huskes med hengivenhed.

Filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed

I 1955 modtog vi Selskabets film Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Store flokke kom for at se den. Ikke blot brødrene men også verdslige fik et bedre kendskab til Jehovas organisation.

Blandt mange interessante oplevelser kan nævnes følgende: I landsbyen Xylophagou, som havde 1500 indbyggere, tilbød ejeren af den lokale biograf at vi kunne bruge biografen gratis. Samme aften filmen blev vist, sendte den stedlige præst en af beboerne hen for at skrive navnene ned på alle som var til stede. Med hvilket resultat? Da præsten bad om listen med navne, sagde manden: „Næsten hele landsbyen var der; hvordan skulle jeg kunne skrive alle de navne ned?“

Tiderne skifter

Siden 1878 havde Cypern været under britisk herredømme. Men i 1950’erne iværksatte græsk-cyprioterne, under ledelse af ærkebiskop Makarios, en kampagne for ENOSIS, eller union med Grækenland, begrundet med de fælles sproglige og religiøse bånd. Den tyrkisktalende del af befolkningen modsatte sig forslaget.

Ikke desto mindre agiteredes der for uafhængighed af det britiske koloniherredømme. Fra 1955 til  1960 bragte en organisation ved navn EOKA spørgsmålet om uafhængighed frem i lyset ved at udføre guerilla-angreb på englændere. Jehovas vidner er strengt neutrale i sådanne politiske sager, men de kunne ikke undgå at blive berørt af det der foregik omkring dem.

Et af de første guerilla-angreb fandt sted i Famagusta i nærheden af Selskabets afdelingskontor. En nærliggende engelsk militærlejr kom under angreb, og forståeligt nok blev de fem engelske missionærer som boede på afdelingskontoret nervøse.

Ved en anden lejlighed var de to missionærer Dennis Matthews og hans hustru, Mavis, netop kommet hjem. Da de åbnede bagdøren eksploderede en bombe i et nabohus hvor der boede en engelsk militærperson.  Mens gerningsmanden blev jagtet i en appelsinlund nær ved missionærhjemmet, udbrød der skyderier. Snart blev der banket på døren, men missionærerne var bange for at lukke op, og spurgte derfor hvem det var. Det var engelske militærfolk som ville sikre sig at beboerne var i sikkerhed.

Engang da broder Rendell og broder Gavrielides var i Xylophagou for at hjælpe med forberedelserne til et kredsstævne, blev der et stort postyr udenfor da menigheden holdt sit ugentlige vagttårnsstudium. Engelske soldater stillede sig op i døråbningen. De oplyste at en engelsk soldat var blevet dræbt i udkanten af landsbyen, og at en anden var blevet hårdt såret. Derfor var der nu udgangsforbud i hele området, og de bad broder Rendell om at sige til alle i salen at de skulle gå hjem med det samme. Dagen efter blev alle mandlige indbyggere i området, selv englænderen broder Rendell, drevet sammen bag pigtråd med henblik på afhøring. Jehovas vidner havde selvfølgelig ikke noget med mordet at gøre og blev derfor til sidst løsladt, hvorefter de fortsatte deres forberedelser til det kommende stævne.

Tid efter anden måtte teokratiske aktiviteter imidlertid afbrydes med kort varsel, fordi sammenstød mellem EOKA og de britiske styrker resulterede i udgangsforbud og andre restriktioner. Ingen måtte færdes på gaden efter mørkets frembrud, så møderne måtte holdes om dagen. Der var perioder hvor folk måtte blive i deres hjem i op til fire dage. Alle mistænkte alle, og ingen turde sige sin mening. Trods restriktionerne fortsatte Jehovas vidner imidlertid med at bringe trøst til de retsindige.

 Koloniherredømmet ophører

Kampen mod det britiske herredømme på Cypern fortsatte indtil 1960. Ved midnat den 16. august blev Cypern en republik og derefter også medlem af De Forenede Nationer. De mange glædesscener der udspillede sig viste at græsk-cyprioterne endelig følte sig fri af fremmed herredømme. Men var det sand frihed? Hvordan gik det Jehovas vidner i den nye republik? Vi vil lade de historiske fakta tale for sig selv.

Inden udgangen af 1960 havde der været to bombeattentater mod Jehovas Vidner. Hvem stod bag? Det første fandt sted i Xylophagou. To bomber blev anbragt på rigssalens veranda. Angrebet var tydeligvis rettet mod Jehovas Vidner som religiøs gruppe betragtet. Bomberne sprang efter midnat, så ingen kom noget til, men der var omfattende skader på rigssalen.

Ved den anden lejlighed blev der kastet en bombe mod et hus i Pentayia hvor der boede fire specialpionerer. Heldigvis var de ude at forkynde på det tidspunkt. Ejeren vidste hvem der var ansvarlig og sagde: ’Jeg vil besøge biskoppen og bede ham betale for skaderne, og samtidig vil jeg sige til ham at hvis han vil vinde disciple af Kristus, så må han gøre det ved at forkynde ligesom Jehovas vidner gør, og ikke ved at bruge vold.’

En broder der med sin familie var flyttet til landsbyen Liopetri for at hjælpe den lille menighed dér, blev også offer for intolerancen. Det var ikke ualmindeligt med trusler som ’vi brænder ham levende’ eller ’vi må slå ham ihjel’. En nat omringede nogle  maskerede fanatikere broderens hus og begyndte at affyre deres pistoler, idet de råbte til broderen at hvis ikke han forlod byen næste dag ville han blive dræbt. Da politiet ikke ville beskytte broderen og hans familie, besluttede de at flytte fra landsbyen. Trods alle trusler mod brødrene i Liopetri er der i dag en menighed dér, og for nylig byggede brødrene en ny flot rigssal.

En kedelig hændelse fandt sted om aftenen den 11. september 1962. Andreas Psaltis, hans hustru Nina og Eunice McRae, befandt sig i missionærhjemmet i Famagusta, da maskerede mænd trængte ind gennem et vindue. Først gennembankede de broder Psaltis, hvorefter de bandt de to søstre og ydmygede dem ved at klippe håret af dem. (Jævnfør Første Korintherbrev 11:6.) Efter at have gennemsøgt huset forsvandt de.

I december 1963 nåede spændingerne mellem de to største etniske grupper på øen et højdepunkt. Der udbrød uroligheder. Det kom især til kampe i Trachonas, en forstad til Nicosia, hvor befolkningen var sammensat af græske og tyrkiske cyprioter. I Trachonas var der en del Jehovas vidner, og de havde bygget en stor rigssal dér. Brødre der boede uden for urocenteret satte livet på spil for at bringe mad ind til brødrene i byen. En af brødrene, Andronicos Michaelidis, blev dolket ihjel da han var på vej til arbejde!

En integritetsprøve

I 1964 blev især de unge brødre stillet over for en prøve på deres uangribelighed. Eftersom konflikten mellem de græske og tyrkiske cyprioter fortsatte,  vedtog Cyperns regering en lov om værnepligt. Unge forkyndere som kom ind under denne lov og blev indkaldt til militærtjeneste, måtte træffe en alvorlig afgørelse. Ville de holde fast ved Kristi lære, selv under pres? Var de inderst inde neutrale kristne? (Matt. 26:52; Joh. 17:15, 16) Ville de fortsat stole på Jehova af hele deres hjerte? — Ordsp. 3:5, 6; Es. 2:2-4.

Mange udviste en sådan tro. Imidlertid gik nogle på kompromis og ophørte med at være en del af den neutrale kristne menighed. Atter andre valgte at forlade øen, og derfor faldt det gennemsnitlige antal af forkyndere fra 516 i 1963 til 394 i 1966. Det resulterede i en del modløshed i menighederne.

Der blev derfor taget skridt til at styrke brødrenes tro. For eksempel blev der arrangeret endagsstævner hvor der blev givet betimelig vejledning fra Bibelen. Det gav opmuntrende resultater, men prøvelserne var endnu ikke forbi.

Der skabes uret i lovens navn

I juni 1966 blev der rettet endnu et angreb mod Jehovas organisation. Ministerrådet fremsatte et lovforslag for parlamentet som ville få stor indflydelse på Jehovas Vidners forkyndervirksomhed. Det var et lovforslag som forbød hvervning af proselytter, og det gik ud på at enhver der besøgte andre med det formål, eller som uddelte religiøse publikationer med henblik på at hverve proselytter, ikke blot kunne blive fængslet i op til to år men også måtte betale en bøde.

Der blev indgivet mange protester til Repræsentanternes Hus på Cypern samt aflagt besøg hos  repræsentanter for den engelske og amerikanske regering på øen. Selskabet sendte et brev til De Forenede Nationers generalsekretær. Som et resultat af de mange appeller er lovforslaget endnu ikke blevet fremlagt til ratificering.

Et byggeprogram kommer i gang

Efterhånden som der blev forkyndt i større omfang, blev det i højere grad nødvendigt med passende mødesteder. I 1967, da der blot var 431 forkyndere på øen, oprettede Selskabets afdelingskontor på Cypern en byggefond, og brødrene var meget begejstrede over hvad det kunne føre til.

Broder Henschels zonetilsynsmandsbesøg i april 1968 var til stor opmuntring. Omkring dette tidspunkt ankom et nyt missionærpar til øen, Louis Kopsies og hans hustru, Stella. Broder Kopsies ydede værdifuld hjælp til organiseringen af byggearbejdet og lagde en eksemplarisk offervilje for dagen.

Et vigtigt skridt i forbindelse med vore byggeplaner var da vi i marts 1960 dannede et lokalt selskab med navnet Jehovas Vidners Menighed (Cypern) Ltd. Selskabets vedtægter gav det blandt andet ret til at besidde ejendom.

Det første projekt var opførelsen af en rummelig rigssal i Famagusta, hvor der skulle være plads til 230. Disse faciliteter skulle ikke blot benyttes af den lokale menighed, men skulle, sammen med en tilhørende gårdsplads der var dækket af en enorm vinranke, fungere som et sted hvor man kunne afholde kredsstævner.

 Det næste der blev ofret opmærksomhed var Selskabets afdelingskontor, som i cirka 20 år havde haft til huse i lejede lokaler. Nu købte man et stykke jord ved Agios Dometios, en forstad til hovedstaden. Her byggede brødrene en ny fireetages bygning, med en rigssal beliggende i stueetagen. Bygningen blev indviet i 1969 af broder F. W. Franz, der på det tidspunkt var Vagttårnsselskabets vicepræsident.

I mellemtiden var der blevet bygget en smuk rigssal i Xylophagou, dér hvor den første menighed af Jehovas Vidner på Cypern var blevet dannet i 1930’erne. Der havde været megen modstand i denne landsby da de første af dens indbyggere som tog imod sandheden, begyndte at forkynde. Men da landsbyboerne så hvordan brødrene og søstrene i tre uger, i 15 timer eller mere om dagen, arbejdede sammen om at bygge rigssalen, kunne mange af dem ikke andet end være imponerede. Nu er der i centrum af byen en rigssal som kan rumme 450. I og omkring bygningen er der også god plads til at holde kreds- og områdestævner.

Øens næststørste by, kystbyen Limassol i den sydlige del af øen, var den næste der fik sin egen rigssal. I tilknytning til rigssalen blev der truffet forberedelser til at indrette et missionærhjem der skulle ligge på første sal. Da man i 1974 fraflyttede afdelingskontoret i Nicosia, blev en del af dette missionærhjem inddraget til brug for kontoret.

Opmærksomheden rettedes også mod den bibelske by Pafos. Skønt væksten i begyndelsen kun gik langsomt, har der i de senere år været en stor vækst i Pafos’  distrikt. Man har været nødt til at udvide rigssalen, som nu rummer to menigheder.

En flot rigssal blev opført i Larnaca, og en præfabrikeret sal i byen Liopetri er nu blevet erstattet af et mere passende mødested for dem der bor i kokina choria, eller ’rødjordslandsbyerne’, som de kaldes fordi jorden dér er rød.

Nidkære forkyndere og specialpionerer har også været flittige i det smukke men vildsomme nordvestlige hjørne af øen, et område der af turister er kendt for sine afroditebade. Da folk reagerede gunstigt på Rigets budskab erhvervede man en byggegrund i Polis Chrysochous. Nu er der bygget en rigssal med plads til 70, så folk i området kan blive oplært af Gud.

Bryllupper og begravelser

Da Jehovas Vidner i mange år ikke var et anerkendt trossamfund på Cypern, har der været vanskeligheder i forbindelse med bryllupper og begravelser. For de fleste græsk-cyprioteres vedkommende har det kun været muligt at blive viet eller begravet af statskirken på Cypern. Men i 1948 indsendte Selskabets advokat på øen en anmodning til de britiske kolonimyndigheder om at en af Jehovas Vidners tilsynsmænd kunne få tilladelse til at virke som giftefoged. Det var til stor glæde for brødrene da der i 1949 i Statstidende stod at læse at et Jehovas vidne ved navn Savvas Droussiotis var blevet anerkendt som giftefoged. Senere fik andre brødre en tilsvarende tilladelse.

Det var ofte et problem med begravelser, eftersom de ortodokse præster modsatte sig at Jehovas vidner eller deres børn blev begravet i det de betragtede som  „indviet jord“. I byerne, hvor hver trosretning havde sin egen kirkegård, var problemet særlig stort. I landsbyerne var situationen anderledes, idet indbyggernes skatter dækkede udgifterne til begravelse på den lokale kirkegård. I nogle tilfælde blev denne ret imidlertid tilsidesat af præsterne. Det var hårdt for familien at skulle klare disse problemer samtidig med at de sørgede over tabet af den døde. Der måtte gøres noget.

I 1950 tillod myndighederne omsider at Jehovas Vidner fik deres egen begravelsesplads. En broder skænkede et stykke jord uden for hovedstaden til dette formål. Adskillige år senere, i 1989, blev det nødvendigt med endnu en begravelsesplads, og vi fik tilladelse til at benytte et stykke jord i landsbyen Nissou, hvor Selskabets afdelingskontor befinder sig. Dette har vist sig at være til stor velsignelse for Jehovas folk, og det har været med til at modgå de ortodokse præsters påstand: ’Hvis du bliver et Jehovas vidne bliver du begravet som en hund.’

Skønt Jehovas Vidner havde fået juridisk bemyndigelse til at forrette vielser, blev der i 1971 gjort forsøg på at lægge hindringer i vejen for denne ordning. Nicosias distriktschef gav os besked om at vi inden vielsen skulle lade begge parter udfylde en blanket fra biskoppen om at de ikke længere var medlemmer af den ortodokse kirke. Som ventet var biskoppen ikke villig til at udlevere sådanne blanketter. Dette betød faktisk at ingen Jehovas vidner kunne blive gift. Men med hjælp fra nogle frihedselskende myndighedspersoner som indså at ordningen med disse blanketter var sat i værk af præsterne, blev kravet frafaldet.

 Det internationale stævne „Guds sejr“

I november 1972 besøgte broder Knorr Cypern i forbindelse med planlægningen af de internationale stævner „Guds sejr“. Der blev arrangeret sightseeing-ture i de bibelske lande i forbindelse med stævnerne. Til glæde for os gjaldt det også Cypern, og man planlagde et internationalt stævne der skulle afholdes i hovedstaden Nicosia i juli 1973.

Vi traf straks forberedelser til at leje et stadion eller en anden passende plads hvor vi kunne holde stævnet, men det lykkedes ikke, hvilket fortrinsvis skyldtes  at myndighedspersoner og forretningsfolk frygtede for kirkens reaktion. Vi besluttede derfor at benytte den grund som rigssalen i Trachonas lå på. Selskabet ejede allerede et stykke jord over for rigssalen, og det var muligt at leje et areal mere. Det var noget af en opgave for os at bygge et bambustag over hele området for at beskytte de delegerede mod solen. Brødre og søstre arbejdede daglig med opgaven i over 40 graders varme.

Et af de største problemer var imidlertid at skaffe vand nok under stævnet. Den forudgående vinter havde det ikke regnet særlig meget, og der var kun åbent for vandet tre dage om ugen. Hvad kunne der gøres? En broder der boede ved siden af rigssalen havde en brønd i sin have som han gerne ville stille til rådighed, men der var ikke blevet taget vand fra den i nogen tid. Hvor meget ville den give? Brødrene rensede den, installerede en pumpe og ventede derefter med tilbageholdt åndedræt. En rigelig mængde vand begyndte at flyde. Men kunne det drikkes? Der blev taget prøver, og resultaterne viste at vandet var 100 procent drikkeklart. Det var nærmest et mirakel. Hvor var vi taknemmelige for at Jehova sørgede for en løsning på dette store problem.

Med den øgede aktivitet ved rigssalen fik modstanderne snart færten af at der skulle ske noget særligt. En morgen kort før daggry blev den broder hvis hus stødte op til rigssalen vækket ved at soveværelset var oplyst af flammer. Nogle bambusstokke på grunden brændte voldsomt. Brandstiftelse! Vore fjender havde igen været på krigsstien. Fra da af blev der truffet mere omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

 Selskabet havde bedt om at der, til gavn for de mange gæster som kom til øen og som ikke kunne forstå græsk, blev opført nogle små situationsspil som skulle vise noget om lokale skikke og om hvordan øens indbyggere levede. Hver morgen fra klokken 8.00 til 9.30, før det egentlige stævneprogram, blev disse små sketch opført til stor begejstring for de tilstedeværende. Der var også arrangeret ture til historiske steder der er omtalt i Bibelen.

For de lokale brødre var det spændende og opbyggende at være værter for et internationalt stævne. Det gav dem mulighed for at være sammen med forkyndere fra mange lande. Derved styrkedes deres bevidsthed om det internationale brodersamfund. Ydermere resulterede omtalen af den ortodokse kirkes modstand i forbindelse med stævnet i at flere på Cypern blev opmærksomme på Jehovas Vidners virke.

1974 — et år med forandringer

Cypern var blevet et populært turistmål. Man oplevede et økonomisk opsving, og mange cyprioter troede at alt var i sin bedste orden. Men den situation ændredes drastisk den 15. juli 1974.

Øens beboere havde længe været politisk splittede. Der var to stridende parter i den græsk-cypriotiske befolkning. På den ene side stod de der støttede præsidenten, ærkebiskop Makarios; på den anden side stod de der støttede den afdøde leder, general Georgios Grivas, den velkendte EOKA-leder som havde været anfører for opstanden mod det britiske kolonistyre. Ved et væbnet kup blev præsident Makarios væltet og mange liv gik tabt. Men disse hændelser  var kun optakten til endnu mere tragiske begivenheder.

Don Rendell var på grund af dårligt helbred rejst hjem til England og havde været der i 14 år da han i 1972 vendte tilbage til Cypern som kredstilsynsmand. På dette tidspunkt boede han på øens nordkyst, blot 60 kilometer fra Tyrkiets sydkyst. Han beskriver selv hvad der skete:

„Sammen med min makker Paul Andreou boede jeg i landsbyen Karakoumi, cirka 2 kilometer øst for Kyrenia. Omkring klokken fem om morgenen den 20. juli hørte jeg en høj eksplosion. Fra køkkenvinduet kunne jeg se røg stige op fra havneområdet i Kyrenia. En tyrkisk radiostation på øen meddelte at Tyrkiet på grund af den ustabile situation der var opstået efter det græsk-cypriotiske kup, havde sendt tropper til Cyperns nordkyst for at beskytte det tyrkisk-cypriotiske mindretal. Snart forstod vi at vi var i krigens brændpunkt. Vi talte 75 helikoptere i luften. Faldskærmssoldater blev kastet ned lige bag bjergene der omgiver byen. Bombardementerne fra havet og fra luften fortsatte i et par dage; en sen aften blev vi nødt til at forlade vort hjem fordi tyrkiske tropper drog ind i byen.

Efter at have tilbragt et par dage i bjergene vendte vi tilbage til vort hjem, og blev snart omringet af tyrkiske soldater. Vi blev ikke forulempet, men vi spekulerede på hvad der var sket med brødrene i vor lille menighed i Kyrenia. Omsider fandt vi broder Kyriazis’ familie — syv forkyndere i alt — og vi var mere end lykkelige for at se hinanden. Dagen efter sad vi under et træ i deres have og drøftede dagens tekst, da nogle  tyrkiske soldater dukkede op. Vi fik besked på at gå inden døre. Kort efter blev vi ført til hotel Dome, der blev kontrolleret af FN-styrker. Paul og jeg fik ikke lov at tage tilbage til vort hjem, men måtte sammen med broder Kyriazis’ familie og omkring 650 andre blive på hotellet i Kyrenia. Efter et par dage blev jeg, fordi jeg er englænder, ført til Nicosia, derefter gennem ingenmandsland, og løsladt. Men vore græsk-cypriotiske brødre måtte blive på hotellet i flere måneder før de blev givet fri. De holdt sig åndeligt stærke ved regelmæssigt at holde møder hvor de studerede Bibelen, og de var travlt optaget af at forkynde Bibelens trøstende budskab for de andre der blev holdt fangne på hotellet.“

Hvad blev udfaldet af denne militæraktion? Tyrkiske tropper havde besat cirka en tredjedel af øen. Over 200.000 var blevet flygtninge, deriblandt også nogle Jehovas vidner. Mere end 300 brødre mistede alle deres ejendele. Fire menigheder blev spredt for alle vinde. Betelhjemmet klarede de voldsomme kampe, men kugleregnen havde sat sit præg på bygningens skodder. Eftersom vi satte livet over materielle ejendele besluttede vi at forlade betelhjemmet. Da skyderierne døde ud forsøgte vi imidlertid at redde nogle af papirerne fra Selskabets kontor. Men soldater havde allerede været der. Hoveddøren var brudt op, og en soldat havde skrevet på en af væggene: ’Gud elsker os ikke, for vi fandt ikke noget af værdi.’

Der blev straks nedsat et udvalg som skulle sørge for de brødre der var blevet flygtninge. De der ikke var blevet direkte berørt af konflikten åbnede deres hjem  for deres kristne brødre. Nødhjælp fra Jehovas vidner i Grækenland, og midler fra det engelske afdelingskontor, kom hurtigt frem. De lokale brødre satte pris på Det Styrende Råds omsorg i denne nødens stund. Det er et fantastisk enhedsbånd der binder Jehovas tjenere sammen.

En stævnehal

Da de tyrkiske cyprioter flyttede fra den sydlige til den nordlige del af øen, fik vi mulighed for at erhverve en tyrkisk biograf i Limassol, og vi underskrev en kontrakt med den tyrkiske ejer før han tog af sted. Bygningen var blevet slemt beskadiget under kampene. Men brødrene arbejdede ihærdigt for at reparere taget og gøre bygningen anvendelig. En af byens menigheder kunne bruge en del af bygningen til sine møder. Der var plads til 800 i biografen, og derudover var der et område som kunne bruges til de forskellige stævneafdelinger. Det havde altid været et problem at skaffe et egnet sted til vore stævner, så dette var lige hvad vi havde brug for.

Kort efter den tidligere ejers død var der imidlertid nogle myndighedspersoner som ville tage biografen fra os. Vi fik dog en aftale i stand om at vi kunne bruge biografen og noget af det tilhørende område. Gennem årene er der blevet lavet mange forbedringer indtil bygningen omsider havde en acceptabel standard til brug i tilbedelsen af vor Gud, Jehova.

Da vi overtog biografen kunne den rumme alle Jehovas vidner på Cypern. Men i 1994 var det nødvendigt at arrangere tre områdestævner for at sikre plads til alle forkyndere og interesserede.

 Et samvittighedsspørgsmål

I årene 1978 og 1979 skrev aviserne en del om Jehovas vidners neutrale standpunkt i forbindelse med militærtjeneste. Eftersom loven ikke gav rum for militærnægtelse af samvittighedsgrunde, fik adskillige forkyndere fængselsstraffe.

Siden 1980 er mindst 130 Jehovas vidner blevet idømt fængselsstraffe for deres neutrale standpunkt, og nogle er blevet dømt to, tre og fire gange. Den 28-årige Georgios Anastasi Petrous sag er interessant i denne sammenhæng. Den 1. juli 1993 blev han dømt for fjerde gang som militærnægter og fik seks måneders fængsel. I alt har han siddet i fængsel i to år og to måneder. Om denne forkynder skrev avisen Cyprus Weekly den 9. september 1993 vedrørende en protest fra Amnesty International: „Desværre er der ikke noget der kan hindre myndighederne i at fængsle ham en femte, en sjette og en syvende gang. Er tiden ikke inde til at man holder op med at chikanere ham?“

Hver uge besøger nogle ældste vore fængslede brødre for at drøfte Vagttårnet samt andre opbyggende bibelske tanker med dem. Vi værdsætter at fængselsvæsenet har gjort dette muligt. De brødre der står over for neutralitetsspørgsmålet ser det som en trosprøve og som en lejlighed til at bruge mere tid på at studere Bibelen. Følgende bemærkninger er karakteristiske for dem: ’Vi er villige til at blive i fængselet lige så længe Jehova tillader det,’ og: ’Aldrig før har vi studeret så meget.’

Ministrene modtager mange protestbreve fra menneskerettighedsorganisationer der anmoder Cyperns  regering om at løse spørgsmålet om militærnægtelse. Det har resulteret i nogle avisartikler der tilskynder regeringen til at harmonisere lovgivningen med hvad der er almindeligt i Europa. I avisen Alithia for 24. januar 1994 stod der for eksempel om militærnægtelse: „Denne sag må snart afgøres i overensstemmelse med de forslag der kommer fra Europa og FN.“

Europaparlamentet har også tilskyndet de lande der er medlem af EU til at legalisere militærnægtelse af samvittighedsgrunde. I 1993 opfordrede en stor artikel i Cyprus Law Tribune myndighederne på Cypern til alvorligt at overveje hvad lande som Sverige og Holland har gjort i forbindelse med militærnægtelse.

Nyt afdelingskontor

I 1981 skete der nogle ændringer på Selskabets afdelingskontor. Don Rendell, som tjente på Betel i  Grækenland, blev bedt om at vende tilbage til Cypern for at tage sig af opgaven som koordinator i afdelingskontorets udvalg. Året efter blev et græsk-cypriotisk ægtepar, Andreas og Maro Kontoyiorgis, der havde tjent som specialpionerer i England, tilknyttet betelfamilien på Cypern. Faciliteterne i Limassol viste sig at være for små, og betelfamilien glædede sig derfor da Det Styrende Råd i 1985 gav tilladelse til at bygge et nyt afdelingskontor.

Brødrene var ivrige efter at komme i gang, men der var nogle problemer som skulle løses. Hvor skulle de nye bygninger opføres? Man besluttede at benytte det stykke jord i Limassol som Cyperns Forening af  Jehovas Vidner ejede. I 1987 indsendte man tegninger til de kommunale myndigheder og anmodede om byggetilladelse. Men så snart det blev kendt at Jehovas Vidner ville bygge, agiterede den græsk-ortodokse kirke fra hus til hus i hele nabolaget for at samle underskrifter til en protestskrivelse. Derfor ville myndighederne ikke give byggetilladelse. Som begrundelse herfor nævnte man „formålet med byggeriet“, samt ønsket om „at bevare den offentlige sikkerhed og orden som ville være truet hvis tilladelsen blev givet“.

Da afgørelsen helt klart var præget af religiøs fordom, indbragte brødrene sagen for retten. Her blev der dømt i Jehovas Vidners favør. Dommen fastslog at de lokale myndigheder „ikke havde ret til at nægte byggetilladelse på grund af offentlig sikkerhed eller offentlig orden“. Dommen lød videre: „Men den anden begrundelse, nemlig ’formålet med byggeriet’, . . . er et udtryk for den egentlige årsag til at ansøgningen blev afvist.“ Det var gavnligt at få denne sag afgjort ved en domstol.

Endnu inden domstolen havde afsagt sin kendelse blev det imidlertid klart at det ikke ville være klogt at  placere afdelingskontoret i et område med så megen indædt modstand. Heldigvis var der en broder som ejede en grund i Nissou, blot nogle få kilometer fra Nicosia, og han tilbød at sælge til Selskabet. På et 4000 kvadratmeter stort stykke jord lå en bygning med fire lejligheder. Bag bygningen lå en citronlund og foran var der en patio omgivet af blomstrende buske og palmetræer. Som nabo lå rigssalen. Det var det perfekte sted for et afdelingskontor. Der var mere plads end der ville have været i Limassol, og kun få forandringer var nødvendige. Grunden lå desuden centralt og de omkringboende var venligt stemt. Da Det Styrende Råds Udgiverudvalg havde givet tilladelse blev grunden købt i 1988, og i juni samme år flyttede betelfamilien ind.

Juridiske afgørelser til gavn for forkyndelsen

Ud over den nævnte sag med køb af byggegrund har der været andre tilfælde hvor det har været nødvendigt ’juridisk at stadfæste den gode nyhed’ på Cypern. Nogle gange har man appelleret til højesteret. — Fil. 1:7.

Et fundamentalt punkt det har været nødvendigt at få klarhed over, er om Jehovas Vidner i juridisk forstand er „et kendt trossamfund“. I givet fald skal de behandles ligesom andre trossamfund. Artikel 18 i Cyperns forfatning lyder:

„1. Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed.

2. Alle religioner hvis lære og ritualer ikke er hemmelige, er lovlige.

3. Alle religioner har lige ret for loven.“

 Myndighederne har defineret „et kendt trossamfund“ som „en religion der kan være ’kendt’ af alle; en religion hvis lære og principper ikke er hemmelige, og hvis tilbedelse finder sted offentligt“. Jehovas Vidner lever op til alle disse krav.

Men i undervisningssektoren blev Jehovas Vidner diskrimineret. I skolerne nægtede man at skrive „Jehovas Vidner“ ud for elevens religion, skønt det er almindeligt at skrive hvilket trossamfund den enkelte elev tilhører. Spørgsmålet blev taget op i undervisningsministeriet. Undervisningsministeren sagde: „Vi kender ikke til eksistensen af et trossamfund ved navn Jehovas Vidner. Vi forstår at Jehovas Vidner er en bevægelse eller organisation.“

I et memorandum til indenrigsministeren, dateret den 16. april 1991, så justitsministeren på sagen ud fra Cyperns forfatning. Han gav udtryk for den holdning at Jehovas Vidner er „et kendt trossamfund“, og at elevens religion burde skrives i hans vidnesbyrd.

Denne holdning hos justitsministeren fik en positiv virkning på andre juridiske spørgsmål angående Jehovas tjenere på Cypern. I et nisiders memorandum fra justitsministerens kontor blev det fastslået at Jehovas Vidner skulle behandles ligesom de andre kendte religioner på Cypern. På et tidspunkt med fornyet pres fra modstanderne tjente dette memorandum til at styrke en beslutning myndighederne traf i juli 1990 angående Jehovas Vidner. På baggrund af denne beslutning blev ældste og menighedstjenere i Jehovas Vidners menigheder fritaget for militærtjeneste fordi de blev betragtet som Guds ords tjenere.

 En anden udvikling der fulgte i kølvandet på det justitsministeren havde udtalt, angik skatterne. Den 17. juni 1992 bekendtgjorde handelsministeriet at Jehovas Vidners organisation ikke skulle betale grundafgift og at de afgifter der var betalt siden 1981 ville blive refunderet.

Det er vel overflødigt at nævne at Jehovas Vidner på Cypern er taknemmelige over for de instanser som fordomsfrit behandler alle trosretninger upartisk.

Indsamlingen fortsætter

I nyere tid er det omkring 70 år siden forkyndelsen af den gode nyhed om Jehovas rige nåede Cypern. Hvad er der blevet udrettet siden da?

Overalt på øen — i byer, landsbyer og på landet — har folk haft lejlighed til igen og igen at høre Bibelens budskab. Nogle medlemmer af det himmelske rige er blevet fundet her. Nu indsamles mange flere der ejer håbet om evigt liv som tilbedere af Jehova på en paradisisk jord. I begyndelsen af 1985 var der op mod 1000 som offentligt sang Jehovas pris på Cypern.

Men indsamlingen ophørte ikke dengang. I marts 1994 var der 1544 aktive forkyndere på Cypern, og 3141 overværede mindehøjtiden. Der er altså stadig mange som reagerer gunstigt på forkyndelsen og ønsker at lære alt det som Jesus har befalet sine disciple. Spredt over hele øen er der nu 16 menigheder som virker nidkært i Jehovas tjeneste. I det forløbne tjenesteår har der været vidnesbyrd om en voksende pionerånd, især blandt de yngre forkyndere. I marts måned var i alt 295 forkyndere, det vil sige 19 procent af det samlede forkynderantal, med i en eller anden form for pionertjeneste.

 Der er også blevet gjort mere for at oplære brødrene til at påtage sig et ansvar. Det gælder især i forbindelse med ældsteordningen og organiseringen af kreds- og områdestævner.

Forkynderne må være udholdende for at kunne gennemgå distriktet regelmæssigt. Der er stadig megen menneskefrygt på Cypern, hvor man lever i nære lokalsamfund, især i landområderne.

Når Bibelens sandheder når ned i hjertet hos børn og unge, kan de somme tider hjælpe resten af familien til at overvinde menneskefrygten. Sådan gik det for en familie på seks (fader, moder og fire børn) der boede i en lille landsby. En pioner begyndte at studere med moderen. Efter at have studeret tre gange overværede moderen et af Jehovas Vidners møder. Men da hun mødte modstand fra familien afbrød hun studiet. Hendes niårige datter begyndte imidlertid at græde heftigt, og hun holdt ikke op før moderen gik med til at genoptage studiet. Snart begyndte hele familien at overvære møderne. Moderen blev døbt i 1994. Der er nu oprettet studium med hendes mand, og datteren studerer fortsat.

Forkyndernes trofaste tjeneste leder dem til sådanne ydmyge mennesker. Det hjælper dem samtidig til at opdyrke Guds ånds frugter, mens de viser at de loyalt støtter Jehovas suverænitet.

Sand frihed for retsindige cyprioter

Cyperns historie er en beretning om fremmed overherredømme. Mange cyprioter har ofret livet for det de mente var frihedens sag. Resultaterne har dog ikke  altid stået mål med det man havde forestillet sig. Inden for denne generation har mange enkeltpersoner mistet deres fædrene jorde, og som det ser ud nu er der ikke noget håb om at vende tilbage til dem. Det gælder også for nogle af Jehovas vidner. Det har ikke været let for dem.

Sand frihed afhænger dog ikke af hvor man bor eller hvad man ejer. Denne frihed kommer af nøjagtig kundskab om sandheden. Denne kundskab, som findes i Bibelen, udfrier folk fra overtro og ubegrundet frygt. Den erstatter religiøs intolerance med kærlighed til Gud og næsten. Den viser vej til udfrielse fra trældom under synd og død for alle som viser tro på den kærlige frelsesforanstaltning som Jehova har tilvejebragt gennem Jesus Kristus. Det er denne gode nyhed Jehovas vidner ønsker at gøre alle bekendt med.

Men ligesom da apostelen Paulus og hans rejsefælle Barnabas forkyndte på Cypern, modstår religiøse ledere forkyndelsen af denne gode nyhed. I nyere tid er Jehovas tjenere på Cypern primært blevet modstået af den græsk-ortodokse kirke. Forkynderne har imidlertid altid haft ordene i Jeremias 1:19 i tanke: „De skal kæmpe imod dig, men de vil ikke kunne klare sig imod dig, for ’jeg er med dig,’ lyder Jehovas udsagn, ’for at udfri dig.’“

De har tillid til at Jehova fortsat vil udfri dem fra deres fjender, og at han snart vil føre dem frelst gennem den kommende store trængsel ind i hans nye verden. Så vil ordene i Mika 4:4 ikke blot blive opfyldt i åndelig forstand, men også bogstaveligt:  „De skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve.“ Sandt nok kan nogle cyprioter allerede nu sidde under deres vinstokke og deres figentræer, men de kan ikke gøre det uden frygt. På „den kommende beboede jord“ som Bibelen taler om, vil man kunne glæde sig over sådanne forhold uden at frygte for kriminalitet, krig, sygdom og død. Det er sand frihed! Ja, Jehova lover: „Se! Jeg gør alting nyt.“ Han siger også: „Disse ord er troværdige og sande.“ — Hebr. 2:5-9; Åb. 21:4, 5; Sl. 37:9-11.

 [Kort på side 66]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

CYPERN

Pafos

Nicosia

Limassol

Larnaca

Xylophagou

Famagusta

Salamis

[Illustrationer på side 71]

Antonis Spetsiotis og Andreas Christou, de første forkyndere i Xylophagou

[Illustrationer på side 72, 73]

Apostelen Paulus forkyndte for Sergius Paulus i Pafos på trods af modstand fra en troldmand (Til venstre: Ruiner af prokonsulens palads)

[Illustration på side 76]

Panagiotis Gavrielides

[Illustration på side 79]

Nikos og Galatia Matheakis, nidkære tjenere for Gud, kendt for deres gæstfrihed

[Illustrationer på side 80]

Nogle af de første gileaduddannede missionærer:

1. Don Rendell

2. Anthony Sideris

3. Emmanuel Paterakis

4. Antonios Karandinos

[Illustration på side 81]

Nogle få af de søstre der tjente som missionærer på Cypern (fra venstre mod højre): Jean Baker, Yvonne Warmoes (Spetsiotis), Nina Constanti (Psaltis)

[Illustration på side 86]

N. H. Knorr (anden række til højre) med cypriotiske brødre og missionærer

[Illustrationer på side 87]

I 1951 blev der afholdt et spændende stævne i biograferne Royal og Pallas

[Illustration på side 91]

Forkyndere der er parate til at drage ud i distriktet i 1955

[Illustrationer på side 100]

Internationalt stævne med bambusoverdækning i Nicosia i 1973

[Illustrationer på side 107]

Stævnehal i Limassol

[Illustrationer på side 108, 109]

Det nuværende afdelingskontor og betelfamilien på Cypern

[Illustration på side 115]

Afdelingskontorets udvalg på Cypern (fra venstre mod højre): Andreas Costa Efthymiou, Andreas Kontoyiorgis, James Petridis