Guadeloupe

FORESTIL dig at du befinder dig på De Vestindiske Øer, nærmere betegnet på en lille ø vest for Guadeloupe. Du opholder dig i en by med blot 6000 indbyggere hvor der meget sjældent sker noget spændende. Men i dag bliver der nede ved kajen losset i tonsvis af jernrør og aluminiumsplader af en båd der normalt transporterer passagerer og forsyninger. I løbet af blot en enkelt dag bliver alt metallet transporteret ud til udkanten af byen og sat sammen. Resultatet er en stævnehal med plads til næsten et tusind mennesker. Det er ikke nødvendigt at lave skilte for at avertere stævnet. Alle ved at der kun findes én gruppe der kan organisere et sådant stævne her.

En uge senere ankommer tre både samtidig. Hele byen ser til mens tusind mennesker — mænd, kvinder og børn — spadserer fra kajen og ud mod stævnehallen, bærende på tasker, feltsenge og vand. De er alle Jehovas vidner. De er  ikke blot kommet til byen for at overvære et stævne, men også for at forkynde sandheden fra Bibelen for indbyggerne. I årenes løb har alle på Guadeloupe og de omliggende øer mødt dem mange gange.

Hvordan nåede sandheden fra Bibelen første gang ud til disse øer? Hvordan er de indfødte, og hvordan er øerne de bebor?

Forskellige kulturer

Længe før Columbus i 1493 kom til Guadeloupe kaldte indianerne i Caraibien øen for Karukera — øen med det smukke vand. Indianerne tænkte uden tvivl på Guadeloupes mange forfriskende vandfald og det smukke hav der omgiver øen. Om lidt vil vi berette om en anden slags vand der i dag findes i rigelige mængder på Guadeloupe, og som er med til at frembringe noget endnu smukkere.

Guadeloupe består i virkeligheden af to øer med flere mindre øer under sin jurisdiktion (Marie-Galante, Les Saintes, Désirade, Petite-Terre, Saint-Barthélemy og en del af Saint Martin). På et kort ligner de to hovedøer en sommerfugl med udbredte vinger. Mod vest ligger Basse-Terre der er en bjergrig ø med vulkaner, og mod øst findes Grande-Terre der består af et plateau med en mosaik af tuer. Øernes skønhed fremhæves af strandene og det turkisblå vand, det grønne landskab og tropeskovene med de utallige vandfald.

Folk af mange racer er søgt til Guadeloupe. Først kom arawak-indianerne og senere karib-indianerne. Det var først 140 år efter Columbus’ opdagelsesrejse, der blev finansieret af Spanien, at nogle europæere slog sig ned på Guadeloupe; disse kolonialister var franskmænd,  ikke spaniere. Med tiden udryddede de karib-indianerne, byggede sukkerfabrikker og importerede slaver som arbejdskraft.

Politisk set er Guadeloupe et fransk område, og i de senere år har mange franskmænd slået sig ned i landet. Men hovedøerne bebos hovedsagelig af sorte hvis forfædre blev bortført fra de afrikanske kyster af slavehandlere. Omkring 10 procent af befolkningen nedstammer desuden fra arbejdere der blev bragt hertil fra Indien efter at slaveriet på Guadeloupe i 1848 blev afskaffet. Øerne Les Saintes og Saint-Barthélemy, som er to af de seks jurisdiktioner, er hovedsagelig befolket af Blancs-pays (lokale hvide) hvis britiske og normanniske forfædre var nogle af de første kolonister. Der findes også nogle få libanesiske og syriske familier som driver forretningsvirksomhed her.

Det meste af befolkningen betragtes som katolsk. Men selv om inderne også er blevet katolikker, holder de stadig deres hinduritualer i hævd. På landet kan man her og der se deres hellige pæle med stærkt farvede flag. Desuden ligger ret mange stadig under for overtroiske forestillinger hvad angår deres forfædre, forestillinger som holdes i live af lokale quimboiseurs (troldmænd).

Ikke desto mindre har folk normalt respekt for Bibelen, og betragter den som Guds ord. Mange bruger uddrag af Salmerne som bønner. Faktisk har folk ofte et tændt stearinlys stående ved siden af Bibelen, der er slået op på en salme som man mener vil velsigne og beskytte hjemmet.

Denne blanding af forskellige kulturer — den afrikanske, den europæiske og den asiatiske — har resulteret i en livsform præget af venlighed. Disse gode egenskaber  gør at mange er behagelige at tale med og er modtagelige for Rigets budskab.

De spæde begyndelser

Jehovas Vidners historie i Guadeloupe er et udmærket eksempel på hvad Jehovas ånd kan udrette ved hjælp af retsindige, ydmyge mennesker som tager imod Guds indbydelse til ’frit at tage af livets vand’. (Åb. 22:17) Jehovas vidner har aflagt besøg på Guadeloupe så tidligt som i 1936. Men i 1938 begyndte der at blive forkyndt regelmæssigt på kajerne i Pointe-à-Pitre.

På det tidspunkt var man først lige begyndt at indlægge elektricitet, og der var kun få biler i gaderne. Men på havnen var der travlhed. Her lå skibe af alle størrelser for anker. Købmændene og deres ansatte havde travlt, og det samme havde havnearbejderne, der baksede  med tunge sække og trækasser og store tønder. I middagspausen plejede en bestemt mand at sidde i skyggen på en trappesten, omgivet af arbejdere. Han talte om Bibelen. Denne mand var i fyrrerne og hed Cyril Winston. Han var gift og kom fra Dominica, en ø der ligger syd for Guadeloupe. Cyril Winston var en høj mand med grå øjne og et behageligt væsen, og han talte roligt på kreolsk. Han var heltidsforkynder, eller pioner, og arbejdede samtidig flittigt for at sørge for sin families fysiske behov.

Condé Bonchamp var blandt de første der lyttede opmærksomt til Cyril Winston. „Vi arbejdede sammen som havnearbejdere,“ fortæller han. „I middagspausen sad jeg og adskillige af de andre arbejdere rundt om Cyril. Vi holdt af at lytte til hans forklaringer af Bibelen. I løbet af kort tid havde han samlet en lille gruppe fra Dominica som arbejdede sammen med os. Han organiserede møder som blev overværet af fem personer.“

Broder Winston lejede et værelse i den case hvor René Sahaï boede sammen med sin hustru, og brugte det til at holde møder i. En vestindisk case er en bygning opført af brædder som er sømmet fast til en bjælkekonstruktion, og med et tag af bølgeblik. Værelserne er inddelt ved hjælp af skillevægge med åbninger foroven for at skabe øget luftcirkulation. Man kan derfor let høre hvad der bliver sagt i de andre værelser, så når der blev holdt møde sad fru Sahaï og lyttede til foredragene. På denne måde blev hun og hendes mand interesseret i sandheden fra Bibelen.

Noéma Missoudan (nu Apourou) husker sin første kontakt med denne gruppe: „Det foruroligede mig at min mand visse dage var begyndt at komme sent hjem. Jeg var  bange for at han måske var blevet interesseret i en anden kvinde. En aften fulgte jeg efter ham. Det var den 25. december 1939. Han gik ind i en case i en forstad til Pointe-à-Pitre. Nogle få minutter senere gik jeg selv ind i huset — og blev meget overrasket over pludselig at befinde mig i en gruppe på 12 mennesker. Jeg satte mig ned og lyttede.“ Sådan begyndte hun at komme til møderne. Eftersom der ikke var elektricitet skulle de hver især medbringe et lys.

Trængsler under krigen

Efter at Tyskland havde invaderet Polen, erklærede Frankrig den 3. september 1939 Tyskland krig. De Franske Antiller følte virkningen af dette, eftersom handelen med Frankrig stort set gik i stå. I 1940 blev Guadeloupe underlagt den franske Vichy-regering der kollaborerede med nazisterne. Forbindelsen til De Forenede Stater blev afbrudt. Guadeloupe kunne ikke længere eksportere rom og bananer, og landet kunne heller ikke importere fødevarer og andre produkter. En sending bibelske publikationer fra New York blev endog brændt på kajen i Pointe-à-Pitres havn.

Men i 1940 begyndte den lille gruppe der samledes for at studere Bibelen i en forstad til Pointe-à-Pitre, at fungere som en af Jehovas Vidners isolerede grupper under Vagttårnsselskabets ledelse. Det var den første gruppe på Guadeloupe.

Nidkærhed uden menneskefrygt

Nogle af dem der overværede møderne i denne gruppe gjorde hurtigt sandheden til deres egen. I september 1940 kunne broder Winston således døbe syv i floden La Lézarde i nærheden af Petit-Bourg. Men hvorfor i en flod,  når der findes så mange lettilgængelige strande? Brødrene syntes at det var mest passende eftersom Jesus jo selv blev døbt i Jordanfloden. I virkeligheden kræves det blot at der er tilstrækkeligt med vand til at man kan blive nedsænket. *

Disse første disciple på Guadeloupe var meget nidkære og led på ingen måde af menneskefrygt. Om denne tid har broder Bonchamp fortalt: „Om søndagen gik vi ud i forkyndelsen. Vi havde ikke modtaget nogen oplæring og havde meget lidt kundskab, så hver enkelt fremholdt budskabet så godt han nu kunne. Eftersom jeg mente at jeg havde et ansvar for at omvende så mange mennesker som muligt, stillede jeg mig op foran den katolske kirke i Pointe-à-Pitre lige efter at messen var forbi, og råbte: ’Folk i Pointe-à-Pitre: Lyt til Jehovas ord . . .’ Jeg havde læst at det var sådan profeterne i fortiden bar sig ad. Efter at jeg havde talt et stykke tid, samlede der sig en flok mennesker. Nogle lyttede mens andre begyndte at lave støj. Politistationen lå i nærheden, og min  hustru og jeg blev arresteret. Vi tilbragte den følgende nat på stationen.“ Men det afholdt dem ikke fra at fortsætte med at deltage i forkyndelsen.

Olga Laaland, en ung mand på 20 år, holdt sig heller ikke tilbage da han først havde lært sandheden at kende. Den anden søndag han mødtes med den lille gruppe forkyndere, sluttede han sig til dem i forkyndelsesarbejdet. Han blev en meget nidkær broder der gjorde gode fremskridt. Han lå ikke under for menneskefrygt, og eftersom han var begavet med en stentorrøst kunne man ikke undgå at lægge mærke til ham.

Disse kristnes trofasthed blev dog ikke kun sat på en prøve i forbindelse med den offentlige forkyndelse.

Isolationen sætter ydmygheden på prøve

Brødrene havde kun begrænset med bibelstudiemateriale. De fleste af de 30 forkyndere der var tilsluttet denne isolerede gruppe var endnu ikke nået frem til åndelig modenhed. Restriktionerne under krigen hindrede enhver kontakt med Selskabets hovedkontor. Samtidig  blev Cyril Winston syg og vendte tilbage til Dominica, hvor han døde tre måneder senere. Brødrene elskede ham, men nu tillod de at der opstod alvorlige vanskeligheder iblandt dem. De ønskede at tjene Jehova, men anskuede i det store og hele organisationen fra et menneskeligt synspunkt. Broder Sahaï, i hvis hjem møderne blev holdt, mente at det var ham der skulle føre an. Men andre var af en anden mening. Indre stridigheder nåede et klimaks den 29. november 1942, da størsteparten af gruppen, anført af broder Missoudan, besluttede at trække sig tilbage og mødes et andet sted. Broder Sahaï fortsatte med at holde møder i sit hjem. Uenigheden mellem de to grupper var ikke af læremæssig art; den drejede sig om personligheder.

Trods denne kløft fortsatte begge grupper med at forkynde, og folk lyttede. Der var oprigtige brødre og søstre i begge grupper. Men når de bibelske principper ikke følges opstår der forhold som ikke sømmer sig for kristne, for Bibelen siger: ’Der må ikke være splittelser iblandt jer.’ ’Bestræb jer ivrigt for at bevare åndens enhed i fredens forenende bånd.’ — 1 Kor. 1:10; Ef. 4:1-3.

I denne kritiske periode lykkedes det broder Sahaï at genoprette kontakten med Selskabets hovedkontor.  Selskabet værdsatte hans bestræbelser herpå, samt hans ihærdige indsats for at få bibelske publikationer til landet under krigen. Den 16. februar 1944 blev der sendt et brev til Guadeloupe hvori broder Sahaï blev udnævnt til kredstjener (præsiderende tilsynsmand). På det tidspunkt var han 30 år. Trods hans beskedne position og et noget skrøbeligt udseende var han en meget frimodig og resolut mand.

Efter at Selskabet havde udnævnt broder Sahaï til at betjene menigheden, skrev man følgende brev til den anden gruppe: „I brødre som har skilt jer ud . . . bør fra nu af slutte jer sammen med ham idet I samarbejder om at fremme Rigets interesser. Eftersom Kristus ikke er delt . . . må Kristi legeme på jorden være forenet . . . Vi tror at jeres hengivenhed for Herren og Riget vil udvirke at alle ser bort fra de personlige følelser man måtte have i dette spørgsmål, og venter på at Herren fælder den dom han måtte mene er nødvendig over enhver der øver uret, og hver især går fremad og tjener Herren.“ Bestræbelserne på at bringe en forsoning i stand var imidlertid vanskelige. Ikke alle mente at broder Sahaï besad de nødvendige kvalifikationer til denne opgave. Skønt mange ønskede at grupperne skulle slå sig sammen igen, var det svært for dem at se bort fra deres personlige følelser. På grund af brødrenes manglende modenhed varede splittelsen til 1948.

I 1944 rapporterede kun ni forkyndere i den menighed der blev anerkendt af Selskabet.

Særdeles offentlige møder

For at udbrede Bibelens sandhedsord holdt forkynderne foredrag på gaderne i de milde tropeaftener. Foredragsholderen talte så højt at det ikke blot var de  nærmeste tilhørere der kunne høre ham, men de forbipasserende blev også nysgerrige. På grund af sin kraftige stemme fik broder Laaland ofte denne forret. Han har fortalt følgende om disse møder: „Efter solnedgang samledes vi i en kreds under et træ eller på et gadehjørne. I midten stod taleren; andre oplyste stedet med fakler. Programmet blev indledt med sang og bøn. Selve foredraget varede fra en halv til en hel time, alt efter hvad foredragsholderen havde forberedt. Foredragene var ikke særlig varierede eftersom hovedformålet var at nedsable falsk religion.“

Som følge af disse møder blev mange hjulpet til at lære sandheden at kende. Men det var ikke alle der satte pris på foredragene. Nogle gange smed folk i ly af mørket sten på gruppen. Men brødrene flyttede sig ikke før mødet var slut. De tænkte som så: „Hvis soldater er parate til at trodse fjendens våben i en krig, hvorfor skulle vi så ikke være parate til at blive ramt af nogle få sten for den gode nyheds skyld?“ (2 Tim. 2:3) Nogle få forkyndere blev faktisk ramt i hovedet. En aften da en søster holdt en stor olielampe for taleren, blev der kastet en sten mod lampen, men den røg forbi og ramte i stedet en tilhører. Da vedkommende senere døde på hospitalet blev den formastelige retsforfulgt og idømt en streng straf.

En broder får en vis oplæring

I 1945 besluttede broder Laaland at rejse til Fransk Guyana, hvor hans moder boede. Han slog sig ned i nærheden af Saint-Laurent du Maroni, et sted hvor der ikke var nogen menighed. Men det afholdt ham ikke fra at forkynde.

Senere kunne man læse i Yearbook: „I januar rejste to brødre til Fransk Guyana. Da brødrene besøgte folk i  Saint-Laurent fik de at vide at der var en mand længere oppe ad floden der sagde det samme som de. Brødrene lejede en bil for at søge efter ham, og ganske rigtigt, her fandt de en mand der var kommet fra Guadeloupe og som holdt offentlige forelæsninger. Han havde ingen publikationer, men han tav ikke stille om Riget. Hans argeste fjende var præsten, der havde travlt med at advare folk mod at lytte til det ’denne skøre mand’ fortalte.“

Da brødrene vendte tilbage til Paramaribo i Surinam, hvor Selskabet havde et afdelingskontor, tog broder Laaland med dem. Her mødte han nogle pionerer der opmuntrede ham til at begynde i heltidstjenesten, og han lærte hvordan man følger interessen op og leder hjemmebibelstudier. Mens han opholdt sig i Paramaribo, lærte han også meget om den teokratiske organisation og hvordan den fungerer, og han fandt ud af at han havde meget at lære. Efter tre måneder blev han udnævnt til specialpioner og blev sendt tilbage til Saint-Laurent.

Åndens enhed opdyrkes

I mellemtiden var Selskabet stadig opmærksomt på den farlige tilstand der herskede på Guadeloupe med to grupper der hver især bestræbte sig på at tjene Jehova, men uden at samarbejde i enhed. I 1947 blev Joshua Steelman, en engelsktalende kredstilsynsmand, sendt dertil fra en naboø for at besøge menigheden i Pointe-à-Pitre. Broder Steelman blev med glæde budt velkommen, og 26 — tilsyneladende nogle fra begge grupper — gik i ugens løb med ham ud i forkyndelsen. Men han kunne ikke tale fransk, og i sin rapport meddelte han at brødrene ikke kunne læse engelsk og oversætte den vejledning  de fik. Der herskede en desperat mangel på organisering. Brødrene studerede en af Selskabets bøger tre gange om ugen, men de havde ingen eksemplarer af Vagttårnet. Broder Steelman understregede ikke desto mindre at mange var stærkt optaget af forkyndelsen. Den vejledning han havde givet i håb om at forene de to grupper førte imidlertid ingen umiddelbare resultater med sig.

I 1948 flyttede broder Laaland derfor på Selskabets anmodning tilbage til Guadeloupe. Han begyndte straks at arbejde på at få de to grupper forenet. Nogle af brødrene var så ivrige efter at blive forenet at de stod op klokken fire om morgenen og gik op på en bakke for at bede Jehova om at velsigne deres bestræbelser på at opnå enhed. Omkring marts måned samme år blev enheden genoprettet, efter en splittelse der havde varet i over fem år. Det gennemsnitlige antal forkyndere steg fra 13 i 1947 til 28 i 1948, med et højdepunkt på 46. I Salme 133:1 siges der: „Se! Hvor er det godt og hvor er det lifligt når brødre bor sammen i enhed!“

Men det var ikke alle der var tilfredse med genforeningen. Et lille antal gjorde det klart at de ikke ønskede at være med. Nogle grundlagde en sekt som de kaldte „Le Messager de Sion“, og fremstillede traktater som de uddelte foran det sted hvor deres tidligere brødre og søstre holdt møder. En af deres ledere købte sig en motorcykel så han kunne følge efter forkynderne og underminere deres arbejde når de forkyndte. Men på en af disse ture kolliderede han med en oksekærre fyldt med sukkerrør, og døde senere på hospitalet. Derefter hørte man ikke mere til hans gruppe.

For at opdyrke åndens enhed skulle der imidlertid mere til end at mødes og sammen gå ud i forkyndelsen.  (Ef. 4:1-3) På dette tidspunkt blev det lokalt forbudt søstrene at gå med smykker, at klippe deres hår, eller at overvære møderne i rigssalen uden at bære hovedbeklædning. Det skyldtes at man havde misforstået en bestemt vejledning i Bibelen. Menigheden havde brug for yderligere hjælp til at blive helt forenet med Jehovas folks verdensomspændende samfund. Denne hjælp kom senere i 1948, da Selskabet sendte to gileadmissionærer til Guadeloupe.

De første to missionærer

De franske myndigheder gav Kenneth Chant og Walter Evans, der begge var canadiere, opholdstilladelse i ét år på Guadeloupe. Deres ankomst førte  til øget virksomhed i menigheden. Men det vakte også modstand, åbenbart anstiftet af gejstligheden. I begyndelsen af 1949 fik de to missionærer officielt besked på straks at forlade landet.

Deres korte ophold havde ikke desto mindre styrket brødrene åndeligt. De lokale brødre havde nu fået en bedre forståelse af de bibelske principper, og de gjorde fremskridt med hensyn til at følge de samme organisationsmæssige retningslinjer som Jehovas vidner fulgte overalt i verden.

En menighed i Desbonnes

Lidt efter lidt begyndte sandhedens sæd at slå rod uden for Pointe-à-Pitre, der er Guadeloupes største by. Grunden til den anden menighed var blevet lagt i 1941, da Duverval Nestor lå på hospitalet i Pointe-à-Pitre. Her hørte han for første gang om sandheden og tog imod den. Da han kom hjem fortsatte brødrene med at besøge ham for at styrke ham. En adventistpræst forsøgte at overtale  ham til at opgive det, ved blandt andet at sige: „Jeg har altid forestillet mig at dit hus ville være et udmærket tempel for Herren.“ Det viste sig senere at da den anden menighed blev oprettet, i 1948, var det broder Nestors hjem der blev benyttet som rigssal. Det lå i Desbonnes, en landsby beliggende ved foden af et bjerg, 26 kilometer fra Pointe-à-Pitre.

I dag er der en blomstrende menighed med over et hundrede forkyndere i Desbonnes som mødes i en flot rigssal der blev bygget i 1989.

Nidkær forkyndelse i middagsstunden

I Port-Louis, en by der ligger omkring 20 kilometer nord for Pointe-à-Pitre, fik Georges Moustache den forret at så flere af sandhedens sædekorn, efter at han i 1943 havde hørt den gode nyhed i denne by. Idet han tænker tilbage på den tid, siger han: „På sukkerfabrikken Beauport holdt jeg hver dag i middagspausen et improviseret foredrag i tømrerværkstedet hvor jeg arbejdede. En ældre seminarieuddannet mand der altid chikanerede mig, sagde en dag udfordrende: ’Hvis du tilbeder den sande Gud, så prøv at gå på de brændende kul her i smedens esse.’ Min stemme rungede ud i værkstedet da jeg svarede ham: ’Gå bort, Satan, for der står skrevet: „Du må ikke sætte Herren din Gud på prøve!“’“ — Se Mattæus 4:5-7.

Når det blev søndag plejede broder Moustache at gå mange kilometer for at forkynde for dem af hans arbejdskammerater der var interesserede i at høre mere. Ofte forkyndte han fra klokken otte om morgenen til syv om aftenen, nogle gange uden at få noget at spise. En leder af den lille gruppe adventister der befandt sig i Port-Louis var blandt dem der fik besøg af broder Moustache hver uge, og inden længe blev han et af Jehovas vidner. Andre  tog også imod sandheden, deriblandt Daniel Boncœur, der trofast har holdt ud til i dag, samt Alfred Cléon, der tjente trofast som ældste til sin død i august 1993.

Sandhedens vand flyder i Basse-Terre

I 1940’erne begyndte sandhedens vand at flyde i Basse-Terre, Guadeloupes administrationscenter, først i begrænset omfang men siden i rigelige mængder. Da en tømrer ved navn Eugène Alexer befandt sig i Pointe-à-Pitre, hørte han Cyril Winston forklare sandheden ud fra Bibelen. I 1948 tog familien Alexer standpunkt for den sande tilbedelse, og der blev regelmæssigt holdt møder i deres hjem i Basse-Terre. Et år senere sluttede en ung mand ved navn Verneil Andrémont sig til dem. Hver  søndag rejste enten broder Missoudan eller broder Moustache — og senere broder Laaland — de 60 kilometer fra Pointe-à-Pitre til Basse-Terre med bus, for at hjælpe de interesserede dér. Deres anstrengelser blev belønnet. I dag, over 45 år senere, er der otte blomstrende menigheder i dette område: tre i Basse-Terre, én i Gourbeyre, to i Baillif og to i Saint-Claude.

Samtidig blev der oprettet en lille gruppe i byen Moule, på Grande-Terres østkyst, efter at en broder fra Pointe-à-Pitre tog dertil for at forkynde. Familien Ruscade var blandt de første i dette område der tog standpunkt for sandheden, og møderne blev holdt i deres hjem. Anasthase Touchard, den første i gruppen der blev forkynder, viste sig senere at blive en meget selvopofrende ældste, og han tjente som sådan til sin død i 1986. I dag er der i dette område fem menigheder med mere end hundrede forkyndere i hver.

En præst skaffer tilhørere

En søndag i 1953, efter at omkring 20 forkyndere havde tilbragt formiddagen med at forkynde i landsbyen Lamentin i den nordøstlige del af Basse-Terre, arrangerede de et offentligt foredrag på landsbyens torv, hvilket selvfølgelig var foran den katolske kirke. Efter den indledende sang begyndte foredraget. Rasende begyndte præsten at smække med de store kirkedøre i et forsøg på at overdøve talerens stemme. Som følge heraf var der en statue der rev sig løs fra væggen og blev smadret foran kirken. Med endnu større raseri begyndte præsten nu at ringe med alle kirkeklokkerne, hvilket fik mange mennesker til at komme løbende. Nogle var chokerede over præstens opførsel. Det var umuligt at fortsætte foredraget det pågældende sted, men en forretningsindehaver  indbød taleren til at holde foredraget foran hans hus. Det gjorde han, og mange kom og lyttede.

I dag er der i denne kommune tre menigheder med over et hundrede forkyndere i hver. Det er også her vi har bygget vores rummelige stævnehal.

Nogle unge fulgte præsternes eksempel og forsøgte at afbryde vore offentlige foredrag. Under et foredrag der blev holdt på landet i nærheden af landsbyen Sainte-Rose, omringede en gruppe katolske drengespejdere taleren og de få øvrige forkyndere der var til stede. Nogle begyndte at blæse i deres horn og andre slog på store jernpander for at overdøve talerens stemme. Léonard Clément forsøgte ikke at hæve stemmen; i stedet fortsatte han blot med at mime og gestikulere. Inden længe gav spejderne op og fjernede sig. Derefter kunne broderen fortsætte med sit foredrag. I dette område blev interessen også gradvis opdyrket, og i dag findes der tre menigheder her.

Afslutningen på en epoke

Disse offentlige friluftsmøder i Guadeloupe hører nu fortiden til. Efter at der i 1953 var udbrudt uroligheder ved politiske møder, forbød myndighederne alle offentlige friluftsmøder samt brugen af højttalere på udendørs pladser. Fra da af måtte brødrene finde andre steder at holde møder.

Men fra 1938 til 1953 var disse offentlige foredrag i det fri medvirkende til at der blev aflagt et magtfuldt vidnesbyrd for offentligheden. Forkynderne støttede modigt og nidkært disse arrangementer. De fleste ankom til mødestedet til fods, andre kørte to på én cykel. Når de havde penge nok lejede de en bus for en dag. Ud af 100  forkyndere dengang var der kun én der havde bil — en gammel Ford.

1954 — et mindeværdigt år

Da Selskabets daværende præsident, broder Knorr, og hans sekretær, Milton Henschel, i begyndelsen af 1954 var på vej hjem fra Sydamerika i fly, mellemlandede de i lufthavnen i Pointe-à-Pitre. Det var meget tidligt om morgenen, men de lokale brødre var mødt op for at træffe dem. Broder Knorr forsikrede dem om at der så hurtigt som muligt ville blive sendt flere missionærer til landet for at hjælpe dem.

 Der gik ikke lang tid før løftet blev indfriet. Den 17. marts 1954 steg to passagerer af et fly der landede i lufthavnen i Pointe-à-Pitre. Men der var ingen til at tage imod dem, eftersom flyet var stærkt forsinket. Politiet tilbød imidlertid at køre dem til broder Laalands renseri. De rejsende, der kort forinden havde gennemgået Gileadskolen, kom oprindelig fra Frankrig. Det var en høj broder ved navn Pierre Jahnke og hans medarbejder Paul Touveron.

Nogle få dage efter at missionærerne var ankommet, kom også broder Henschel på besøg. På dette tidspunkt lå Selskabets missionærbåd Faith i havnen, og besætningen havde travlt med at forberede et stævne der fra den 26. marts skulle holdes på en lokal skole.

Der herskede en glad atmosfære da programmet begyndte, selv om brødrene var en smule anspændte og nervøse for om alt ville forløbe glat. Efter nogle foredrag og demonstrationer blev der hængt et interimistisk lærred op, hvorefter man for første gang så Selskabets film Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Nu kunne brødrene med egne øjne se tydelige vidnesbyrd der styrkede dem i troen på at dette er Guds organisation. Alle der overværede forevisningen var dybt bevægede over at se hvorledes organisationen virker i fred og enhed. Søstrene lagde også mærke til at deres kristne søstre i andre lande bar smykker, uden dog at gå til yderligheder. Det var desuden opmuntrende for dem der overværede stævnet at have to missionærer iblandt sig, brødre der var blevet udsendt af organisationen og hvis eksempel ville styrke menigheden. Det var en stor og bevægende aften — så bevægende at det åbenbart havde været for meget for den præsiderende tilsynsmand i menigheden i Pointe-à-Pitre, Clotaire Missoudan. Han døde i sin seng samme nat.  Åbenbart var han sovet stille ind, for hans kone opdagede det først næste morgen.

På stævnets anden dag meddelte broder Henschel at Vagttårnsselskabet ville oprette et afdelingskontor på Guadeloupe. Det skulle føre tilsyn med forkyndelsen af den gode nyhed på Guadeloupe og Martinique. Pierre Jahnke blev udnævnt til landstjener. Nu kom den organisatoriske opstramning der var så stort behov for på disse øer.

Efter stævnet gik de to missionærer i gang med arbejdet. De lejede et lille træhus for at skaffe et sted til afdelingskontoret. Senere købte Selskabet et beskedent sommerhus i en bypark der hed Raizet, og her havde man kontor indtil december 1966. Foruden at tage sig af arbejdet på afdelingskontoret deltog broder Jahnke i forkyndelsen i Pointe-à-Pitre, idet han brugte så meget tid  som muligt sammen med brødrene. Broder Touveron besøgte menighederne og de isolerede forkyndere som kredstilsynsmand, indtil han efter omkring et år fandt det nødvendigt at vende tilbage til Frankrig.

Hjælp fra et flydende missionærhjem

Værdsættelsen af Jehovas organisation blev stimuleret når der kom besøg af de missionærer som sejlede fra ø til ø. I cirka ti år havde Selskabet nogle både der tjente som flydende missionærhjem for De Vestindiske Øer. I begyndelsen benyttede man en 59-fods skonnert der blev kaldt Sibia. Den blev senere erstattet af en større båd der hed Light. Man benyttede også en 72-fods båd med dobbeltskrue der hed Faith. Skønt missionærerne om bord på bådene talte engelsk (og det gjorde de fleste forkyndere på Guadeloupe ikke), blev deres besøg meget værdsat. Forkynderne her kan stadig huske disse missionærers nidkærhed når de arbejdede sammen med de lokale forkyndere, og brugte hele dage i forkyndelsen.

 På deres sidste besøg med båden Light i 1956 forkyndte missionærerne på øerne Marie-Galante og Désirade fra 26. juli til 7. august. På Marie-Galante viste de filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. En af tilskuerne sagde: „Om I så havde givet mig ti tusind francs kunne I ikke have gjort mit hjerte lykkeligere end det er i aften!“

Pionerer fra Frankrig

Der var god fremgang på Guadeloupe og i de områder der var under landets jurisdiktion. For at arbejdet fortsat kunne have fremgang sendte Selskabet yderligere to pionerer til landet fra Frankrig. Ægteparret Nicolas og Liliane Brisart ankom i december 1955. Broder Brisart er både en meget dynamisk og en meget jovial personlighed. Da de ankom fik de tildelt distrikt i Pointe-à-Pitres tætbefolkede forstæder.

I dette område bor mange mennesker i træhuse der hviler på fire sten, således at gulvet er hævet en halv meter over jorden. Husene ligger alle meget tæt. Da broder Brisart en dag var ude i forkyndelsen, havde han et uheld som han stadig morer sig meget over. Han fortæller: „Sammen med min kone var jeg på vej hen til en ældre dame som hun havde bibelstudium med, og damens træhus lod til at være ældre end hun selv. Vi blev budt indenfor, men da jeg gik hen mod midten af den lille stue gav gulvet pludselig efter og jeg brasede igennem. Jeg undskyldte mange gange, men den stakkels gamle dame blev endnu mere forlegen end jeg.“

Broder Brisart og hans hustru arbejdede i dette distrikt i omkring otte måneder, hvorefter de fik til opgave at virke i kredstjenesten. I 1958 blev de indbudt til Gileadskolens 32. klasse, hvorefter de blev sendt tilbage til  Guadeloupe. Da broder Jahnke i 1960 blev gift og stiftede familie, blev broder Brisart landstjener. Han tjener stadig som koordinator i afdelingskontorets udvalg, og broder Jahnke, der er forblevet på Guadeloupe, tjener nu sammen med ham i udvalget.

Modstand udgør en trosprøve

Den religiøse modstand, der af og til har været særdeles ondskabsfuld, har til tider gjort tilværelsen meget vanskelig for dem der har taget imod sandheden. En af disse var Flora Pemba, der sammen med sin mand begyndte at undersøge Bibelen. Men på grund af pres fra nogle naboer holdt hendes mand, der havde en lille købmandsforretning, op med at studere af frygt for at miste sine kunder. Men hans hustru fortsatte og gjorde gode åndelige fremskridt. Atmosfæren i hjemmet blev imidlertid meget spændt, og manden truede ligefrem med at slå sin kone ihjel. Da hun opdagede en  stor kniv under hans hovedpude, flygtede hun 16 kilometer gennem tropeskov og bananplantager og søgte tilflugt hos en familie der var Jehovas vidner. Mens hun skjulte sig for sin mand besluttede hun sig for at lade sig døbe, for, som hun sagde: „Hvis jeg skal dø på grund af min tro, vil jeg regnes blandt Jehovas tjenere!“ Hun blev derfor døbt i havet en morgen i 1957 før solen stod op.

Trods sine bestræbelser for at få en forsoning i stand mistede hun sin kødelige familie. Men i overensstemmelse med Jesu løfte i Mattæus 19:29 fik hun en stor åndelig familie. Denne trofaste søster tog heltidstjenesten op, og hun virker stadig som pioner i Lamentin nu over 30 år senere!

Et uforglemmeligt stævne

Da det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i 1958 blev holdt i New York, var der delegerede fra 123 lande og øgrupper, deriblandt 19 delegerede fra Guadeloupe. Det de så og hørte øgede deres værdsættelse  af den teokratiske ordning. Verneil Andrémont, der var én af de delegerede, fortæller: „For mig var dette stævne en åbenbaring. Nu forstod jeg hvordan tingene skulle gøres.“ Afdelingstilsynsmanden, der talte på hele gruppens vegne, skrev: „Vore øjne og ører var vidt åbne, for vi ville ikke gå glip af noget som helst. Det var ikke blot landets usædvanlige størrelse, der virker meget forbløffende når man kommer fra en af de små øer i Caraibien, eller højhusene der knejser mod himmelen, eller den utrolig tætte trafik i gaderne, men det at vi med vore egne øjne kunne se en overvældende stor skare, alle brødre og søstre fra jordens fire hjørner, som i fred og enhed tilbad den eneste sande Gud. De fyldte to store stadioner!“

Selv i det som nogle ville anse for at være mindre anliggender fik dette stævne indflydelse på vore brødres tilværelse. For eksempel følte den 78-årige broder Léonel  Nestor, hvis hus også blev benyttet som rigssal, at han måtte male huset så det repræsenterede Jehovas organisation på en bedre måde. Som følge heraf var rigssalen det første hus i hans landsby der blev malet.

Den spæde begyndelse i Anse-Bertrand

Indtil 1958 var det kun et fåtal af beboerne i Anse-Bertrand, der ligger på nordspidsen af Grande-Terre, som havde haft mulighed for at høre budskabet om Riget. Men dette år viste Marc Edroux en bibel til sin ven Donat Tacita, der var bager, og sagde: „Denne bog er Guds ord!“ De var begge aktive katolikker. Da en omvandrende sælger senere tilbød Donat en bibel, købte han den og begyndte at læse i den. Han var ikke særlig god til at læse fransk og gjorde derfor brug af en ordbog. Han inviterede også sin ven Marc Edroux hjem til sig hver onsdag og lørdag, så de kunne læse og drøfte Bibelen sammen. Donats hustru deltog også i drøftelserne.

Ivrig efter at forstå mere søgte Donat efter den mand der havde solgt ham Bibelen, men forgæves. En af hans naboer fortalte ham imidlertid at han havde en fætter, Georges Moustache, der var et af Jehovas vidner og som med glæde ville hjælpe ham. På grund af det hans nabo fortalte ham om Jehovas Vidner, besøgte Donat endog nogle mennesker for at forkynde for dem. Han ønskede ikke at hans tro skulle være død. — Jak. 2:26.

Da en nabo cirka et halvt år senere fortalte Donat at Jehovas Vidner ville holde et stævne i nærheden af Pointe-à-Pitre, besluttede både Donat og hans hustru og Marc Edroux at de ville overvære det og lade sig døbe. Indtil da havde de aldrig selv mødt et af Jehovas vidner. De blev alle tre budt velkommen af forkynderne da de ankom, og forklarede så at de ønskede at tjene Jehova og  blive døbt. Brødrene stillede dem venligt nogle spørgsmål, og forklarede dem derefter at de, inden de kunne blive døbt, måtte have et hjemmebibelstudium. Den broderlige atmosfære ved stævnet rørte dem alle tre dybt, og de vendte styrkede og beslutsomme tilbage til Anse-Bertrand. De gjorde hurtigt fremskridt i forbindelse med deres bibelstudium, og cirka et halvt år senere blev de døbt.

De fortalte ivrigt andre i deres landsby om sandheden ud fra Bibelen, men de mødte stærk modstand. Da broder Brisart besøgte dem som kredstilsynsmand, gjorde den lokale katolske præst alt hvad der stod i hans magt for at hindre ham i at blive i byen. Donat havde lejet et værelse hvor kredstilsynsmanden og hans hustru kunne bo. Men efter den første dag i forkyndelsen under besøget greb præsten ind og forlangte at nøglen blev leveret tilbage. Det fik han ikke held med, og han gik derfor hen til ejeren af værelset og truede med at ekskommunikere ejerens moder hvis ikke nøglen blev tilbageleveret. Det resulterede i at den stakkels kvinde besvimede! Næste dag forsøgte præsten sig igen, denne gang gennem en advokat. Men også dette mislykkedes, eftersom der var tale om noget ulovligt. Under dette kredstilsynsmandsbesøg fandt man frem til adskillige symbolske får, og der blev oprettet flere bibelstudier. Nogle måneder senere, i begyndelsen af 1960, blev der holdt et kredsstævne i byen i den hensigt at aflægge yderligere vidnesbyrd. Da dåben skulle finde sted kom over 500 mennesker fra landsbyen ned til stranden for at overvære det. Den dag blev der ikke udført hus-til-hus-arbejde. Hver eneste forkynder var nede på stranden, omgivet af en gruppe mennesker der var ivrige efter at lære mere om Jehovas Vidner og det budskab de forkynder.

 Siden da er der blevet oprettet to menigheder i Anse-Bertrand. Donat Tacita har nu tjent som specialpioner i 22 år og er ældste i Anse-Bertrand.

Han søgte en tyv, vi fandt et får

En dag i begyndelsen af 1960’erne besøgte en gendarm missionærhjemmet i Le Raizet. Han kom for at forhøre sig om et tyveri der var begået i nabolaget. Broder Brisart og hans hustru var hjemme og greb lejligheden til at forkynde for gendarmen. Efter at have lyttet spurgte manden: ’Hvordan kan jeg få fat i en bibel? Har I en adresse jeg kan skrive til? Det I taler om er meget alvorligt,  og det har givet mig noget at tænke over!’ Han modtog med det samme en bibel og nogle bibelske publikationer. En uge senere skrev han et brev fyldt med spørgsmål. Inden længe blev der holdt et bibelstudium med ham to gange om ugen.

Om resultatet af dette siger broder Brisart: „Selv om gendarmen ikke fandt tyven, fandt vi, takket være Jehovas ufortjente godhed, et får!“ Denne tidligere gendarm er nu ældste i en af menighederne i Pointe-à-Pitre.

 Et egnet sted til afholdelse af stævner

Efterhånden som organisationen voksede på Guadeloupe, var der et problem som måtte løses. Hvor kunne vi finde faciliteter til at holde vore stævner i? I over ti år havde vi gjort brug af en privat skole i Pointe-à-Pitre og festsalene i byerne Abymes og Capesterre. Men disse sale var nu blevet for små, så vi måtte finde en anden løsning.

Ved siden af broder Laalands forretning lå der en tom grund. I december 1964 var ejeren så venlig at stille den gratis til rådighed til vort kredsstævne. I løbet af nogle få dage blev der rejst en trækonstruktion af stolper der blev gravet ned i jorden og foroven forbundet med brædder. Herover trak man presenninger der fungerede som tag. Siderne var helt åbne, og det var derfor let at komme ind til siddepladserne. Den glæde og flid hvormed de lokale brødre arbejdede var til stor opmuntring for de forkyndere der kom for at hjælpe. Det var en stor velsignelse at næsten 700 overværede stævnet — et nyt højdepunkt. Det var tydeligt at vi til fremtidige stævner ville få brug for vore egne faciliteter.

Brødrene fremstillede en særlig konstruktion bestående af et skelet af jernrør og et tag af aluminiumsplader hvorunder der kunne blive 700 siddepladser. Hele „stævnehallen“ var transportabel. På det tidspunkt var der omkring 450 forkyndere på Guadeloupe, så vi mente at der ville være rigeligt med plads.

I januar 1966 blev konstruktionen for første gang anvendt til et stævne i udkanten af Basse-Terre. Da tiden kom til det offentlige foredrag, trængtes en skare på 907 personer i og omkring stævnehallen for at lytte. Den var allerede for lille! I årene der fulgte måtte vi gang på gang udvide den.

 Kredsstævnerne blev ofte holdt i november, hvilket er en regnfyldt måned. På grund af det dårlige vejr blev det ofte ret mudret, og vi fandt ud af at det var klogt at være udrustet med støvler! Man valgte som regel at holde stævnet i den weekend hvor der var fuldmåne, sådan at brødrene kunne rejse hjem om aftenen i lyset fra månen. Det gjorde det også lettere at udføre noget af nedbrydningsarbejdet umiddelbart efter at stævnet var slut.

Det at vi kunne flytte stævnehallen og således holde stævner i samtlige kommuner i vort distrikt, havde en særdeles gavnlig virkning på forkyndelsen af den gode nyhed på Guadeloupe. Desuden gav dét at sætte hallen op og bryde den ned tre gange om året, vore brødre lejlighed til at lære at arbejde sammen og opdyrke selvopofrelsens ånd. Der er ingen tvivl om at Jehova velsignede denne ordning.

En anderledes livsform

Da Armand og Marguerite Faustini i 1963 flyttede fra Frankrig til Guadeloupe for at hjælpe i forkyndelsen, opdagede de at livet her var noget anderledes. I begyndelsen blev de overraskede når den de besøgte ikke kom ud til døren men blot råbte: „Kom ind!“ Skønt folk levede i beskedne kår og kun havde få penge, var de som regel glade for at bytte de bibelske publikationer med frugter og grøntsager. Så når ægteparret fortsatte i forkyndelsen var de foruden publikationer ofte belæssede med bananer, mangofrugter, yams og æg.

De fik til opgave at rejse i kredstjenesten, og broder Faustini fortæller: „Brødrene tog meget hjerteligt imod os, men hvad angik punktlighed var der meget at arbejde på. På landet var det kun de færreste der ejede et ur, og de aflæste derfor tiden ved at kigge på solen. Som følge  heraf begyndte møderne nogle gange op til en time senere end planlagt. Vi fik os nogle overraskelser når årstiderne skiftede!“

Hjælp til Marie-Galante

Samme år som ægteparret Faustini ankom til Guadeloupe, blev der aflagt et særligt vidnesbyrd på øen Marie-Galante, der ligger omkring 40 kilometer syd for Pointe-à-Pitre. Broder Faustini tilbragte sammen med 16 hjælpepionerer en hel måned med at forkynde for øens 14.000 indbyggere. Selskabets film Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed blev vist adskillige gange i løbet af  denne måned. Nogle få år senere fik specialpionerer tildelt øen som distrikt. To af disse, Frédéric Ferdinand og Léo Jacquelin, stiftede familie og blev på øen.

For at støtte specialpionererne på Marie-Galante besluttede vi at vi i april 1969 ville transportere stævnehallen over til øen og holde et stævne dér. Kredstilsynsmanden, broder Faustini, skrev: „Det har været et usædvanligt stævne. Forestil jer hvor forbløffede de 6000 indbyggere i Grand-Bourg blev da de oplevede en ’invasion’ af et tusind Jehovas vidner der ankom i tre både, hver bærende på en dunk med 20 liter vand! I denne tørketid var der kun lidt vand, og øens indbyggere var glade for at deres gæster selv medbragte vand og derved sparede på øens vandforsyning. Indbyggerne havde aldrig oplevet noget lignende — en stadig strøm af mennesker der gik fra havnen gennem byen ud til stævnepladsen.  Alle øens indbyggere fik besøg af forkynderne. Nogle fik endog flere besøg i løbet af den samme formiddag. På få dage havde de lejlighed til at stifte bekendtskab med og lære noget om Guds organisation.“ Der findes nu tre menigheder på Marie-Galante.

Efter omkring ti år måtte broder og søster Faustini rejse tilbage til Frankrig. Senere var de dog i stand til at vende tilbage til Caraibien, og broder Faustini er i dag medlem af afdelingskontorets udvalg på Martinique.

Sandhedens vand bringes ud på Désirade og Les Saintes

Efter at Selskabets båd Light i 1956 havde aflagt sit sidste besøg på Désirade, var der kun blevet forkyndt ganske lidt på denne ø, der er under Guadeloupes jurisdiktion. Men i 1967 tildelte Selskabet Médard og Turenna Jean-Louis øen som specialpionerdistrikt. Désirade, der er 11 kilometer lang og 2,5 kilometer bred, var stort set gold og havde ikke rindende vand. Men der boede 1560 mennesker på øen og de skulle have mulighed for at høre budskabet om Riget. Fra 1969 til 1972 tjente yderligere to specialpionerer på øen. En anden specialpioner der viste udholdenhed i dette distrikt var Jacques Mérinon, der trods de vanskelige forhold tjente på øen fra 1975 til 1988.

Efter mange års forløb blev der oprettet en lille menighed. I 1987 flyttede Henri Tallet, der er læge, til øen sammen med sin familie. Med hjælp fra mange brødre, især brødrene fra Moule og Saint-François, organiserede han opførelsen af en rigssal.

To år senere blev Désirade hærget af orkanen Hugo. En broder fortæller: „Rigssalen blev stærkt beskadiget.  Men brødrene viste deres kærlighed og hjalp os. Inden længe modtog vi det nødvendige så vi kunne reparere rigssalen og brødrenes hjem. Vi var de første på øen der begyndte genopbygningsarbejdet samtidig med at vi fortsatte med at forkynde, og det var noget folk i distriktet lagde mærke til. Siden da er vi blevet bedre modtaget når vi forkynder.“

Tretten kilometer fra Basse-Terre ligger øerne Les Saintes med 3000 indbyggere. I 1970 blev specialpionererne Amick Angerville og Jean Jabés sendt hertil. Forkyndelsen i dette område krævede stor tålmodighed, men i 1980 blev der omsider oprettet en lille menighed som i dag har 18 forkyndere.

Saint Martin hører den gode nyhed

Den nordlige del af Saint Martin, der ligger omkring 250 kilometer nordvest for Pointe-à-Pitre, er også en af Guadeloupes jurisdiktioner. Øen er halvt fransk, halvt hollandsk, men der tales for det meste engelsk. Uanset hvilket sprog folk taler, har de imidlertid brug for at høre den gode nyhed.

Det var i begyndelsen af 1940’erne at Georges Manuel, en af de indfødte på Saint Martin, lærte sandheden at kende mens han opholdt sig på Guadeloupe. I 1949 ankrede Selskabets båd Sibia for første gang op ud for Saint Martin, og besætningen gik i land for at tale med folk om Bibelen. De næste der blev døbt var Georges Dormoy og havnefogeden, Léonce Boirard. I 1953 var der seks forkyndere på øen.

Charles Gumbs havde modtaget nogle publikationer skønt han ikke var særlig religiøs. Men da han læste Vagttårnet blev han overbevist om at han havde fundet den  sande tro. Han fortalte sin broder Jean og sin søster Carmen om det han havde lært. Efter at have studeret i et stykke tid tog Carmen Gumbs og hendes datter Léone Hodge en morgen klokken syv hen til missionærhjemmet og bad om at blive døbt. Den broder der var til stede var overbevist om at de vidste hvad de gjorde, og han tilkaldte derfor en anden broder så kvinderne kunne blive døbt inden morgenmaden!

Og de vidste virkelig hvad indvielsen til Jehova betød. Året efter, i 1959, begyndte Léone i heltidstjenesten, og lidt efter sluttede hendes moder sig til hende. Nu, 35 år senere, er disse to trofaste kristne søstre stadig specialpionerer.

En menighed på Saint Martin

Med tiden begyndte et betragteligt antal haitianere at flytte til Saint Martin for at arbejde. Nogle af dem tog imod sandheden, og i 1973 blev der oprettet en fransktalende menighed. To specialpionerer, Jonadab og Jacqueline Laaland, hjalp med at opbygge menigheden indtil de skulle på Gilead.

En begivenhed i 1975 blev et virkeligt vendepunkt for Rigets arbejde på Saint Martin. Den 13. og 14. februar blev der holdt et stævne på Marigots fodboldstadion. En del af vores transportable stævnehal var blevet bragt dertil med båd for at tjene som overdækning ved stævnet. Dette stævne gjorde et meget stort indtryk på mange af øboerne. Det hjalp dem til at forstå at den håndfuld forkyndere der var på deres ø, var en del af en stor organisation.

I løbet af nogle få år er befolkningen på Saint Martin vokset fra 8000 til 28.000 indbyggere på grund af turistindustrien. Der er blevet bygget en smuk rigssal med 250  siddepladser i Marigots boligkvarter, og der er nu to fransktalende menigheder på øen.

Modstand på Saint-Barthélemy

Saint-Barthélemy, der ligger 210 kilometer nordvest for Guadeloupe, er en anden af landets jurisdiktioner. På et tidspunkt var øen fremgangsrig fordi sørøverne brugte den som tilholdssted. I dag er den et luksusferieparadis. De omkring 5000 indbyggere er efterkommere af bretonske og normanniske sømænd, samt svenske kolonister. Det er folk med et behageligt væsen; de arbejder flittigt og er nidkære katolikker. Ville nogle af dem mon lytte til Rigets budskab?

I september 1975 flyttede et ungt specialpionerægtepar, Jean og Françoise Cambou, fra Frankrig til øen for at give indbyggerne denne mulighed. Trods stærk modstand fra gejstligheden såede de sandhedens sædekorn i rigelige mængder i de tre år de var på øen. Nogle år senere tilbragte Jeans broder Pierre, sammen med sin hustru, Michèle, to år på Saint-Barthélemy som specialpionerer. Deres arbejde bar frugt. Der blev oprettet en lille studie- og tjenestegruppe som blev yderligere styrket da fire dynamiske specialpionersøstre flyttede til. Det var Patricia Barbillon (nu Modetin, specialpioner sammen med sin mand i Den Dominikanske Republik), Jéranie Bénin (nu Lima, tjener i dag sammen med sin mand på Betel på Guadeloupe), Angeline Garcia (nu Coucy, arbejder i det spansktalende distrikt på Guadeloupe), og Josy Lincertin. I dag er der 18 forkyndere i denne menighed.

Den kristne neutralitet bevares

I alle lande holder Jehovas vidner sig neutrale i verdens konflikter. Eftersom de ikke tager del i disse  konflikter, ønsker de heller ikke at lade sig optræne til dem. Det er ikke et menneske der fortæller dem hvad de skal gøre; det er Guds eget ord de adlyder. (Es. 2:2-4; Matt. 26:52; Joh. 17:16) Når Jehovas vidner ønsker at følge Guds ord, bliver deres trofasthed nogle gange sat på prøve.

Da en ung mand på Guadeloupe blev døbt i midten af 1960’erne, vidste han at han kort efter ville blive stillet over for en sådan prøve. For at styrke sin tro begyndte han derfor med det samme som hjælpepioner. Da han blev indkaldt til militærtjeneste forklarede han myndighederne sin stilling som kristen. Hvad blev resultatet? Han blev fængslet og sat i enecelle, og man truede ham og sagde: „Hvis ikke du skifter mening vil du blive holdt fængslet i mindst to år. Du vil desuden blive holdt i enecelle i al den tid, så tænk dig godt om — alene i to år!“ Men vores broder svarede: „Det er noget I tror. Sagen er at jeg ikke vil være alene som I siger, slet ikke! Jehova Gud vil være med mig og styrke mig med sin ånd.“ Overraskede over hans svar forlod de ham. Hans fasthed, ro og gode adfærd gjorde indtryk på dem, og som følge heraf begyndte de at vise ham respekt. De indså at intet kunne ændre hans beslutning om at forblive trofast mod „hans Jehova“, som de udtrykte det.

Månederne gik og tiden kom for afholdelsen af områdestævnet „Guds frie sønner“ i 1966. Hvilken overraskelse da denne broder blev løsladt og kunne være til stede da stævnet begyndte! I et af programpunkterne fortalte han sin erfaring. Han vidste ikke at der var en militærmand i civil til stede. Bagefter gik officeren op til broderen og lykønskede ham hjerteligt fordi han havde holdt fast ved sin overbevisning. Derefter henvendte  officeren sig til en anden broder der var til stede og sagde: „Alt det jeres broder har sagt, er fuldstændig korrekt; det foregik nøjagtig som han fortalte. Jeg havde noget at gøre med hans sag. Her har I en værdifuld mand, værdig til respekt, trofast mod sin Gud og fast i sin beslutning. Han ved hvad han vil, og når han har sagt nej, betyder det nej, og intet kan få ham til at skifte mening.“ Så tilføjede han: „Ved I hvad min kone har sagt til mig? Hun har sagt: ’I skal ikke tro at I selv har æren for det I dér har gjort. Nej, det er hans Gud, Jehova, der har gjort det for at han kunne overvære stævnet. Hans Gud, Jehova, er stærkere end vores gud!’“ Militærmanden var synligt bevæget og sluttede med at sige: „Jeg beundrer jer, og hvis jeg før i tiden havde haft muligheden for at vide det I ved om Gud, ville jeg afgjort ikke have været det jeg er i dag.“

Nye udfordringer

Den udvikling der siden 1970 er sket inden for turisme og handel har gjort Guadeloupe mere velstående. Distriktet har også forandret sig. Folk er flyttet til fra andre øer, især fra Dominica og Haiti. I januar 1987 var det nødvendigt at oprette en engelsktalende menighed i Pointe-à-Pitre. Desuden begyndte folk tilsyneladende at få mere og mere travlt. I hus-til-hus-arbejdet har vi måttet begynde at bruge mere direkte og interessevækkende indledninger for at få folk til at lytte.

Inden for den teokratiske organisation er der også sket vigtige forandringer. I 1972 blev der i harmoni med de forandringer der skete blandt Jehovas Vidner på verdensplan, indsat ældsteråd i alle menigheder. Nu var det ikke længere en enkelt tilsynsmand der førte tilsyn med menigheden. Førhen plejede vi at omtale menighederne  som „broder den-og-dens menighed“. Menighedstjeneren nød alles respekt og havde stor myndighed. Men disse brødre bød alligevel forandringerne velkommen, og organisationen blev derved bragt mere i harmoni med Bibelen. Efter ændringen sagde broder Brisart: „Vi er rørte over den gode indstilling brødrene har vist. Det har uden tvivl været en prøve på hver enkelts ydmyghed. Vi er stolte over at alle har bestået denne prøve med glans.“

Rigets Tjenesteskole har også bidraget til at forbedre den åndelige tilstand i menighederne. I 1961 blev den første klasse på Guadeloupe overværet af 19 ældste. Men 30 år senere da ældste fra hele øhavet samledes for at  blive undervist, var der over 300 til stede. Hver menighed har nu i gennemsnit fem ældste til at dække det åndelige behov.

Disse åndelige hyrder har ikke blot vist kærlig omsorg for hjorden under relativt normale forhold, men også i tider med kriser.

Respekt for Guds lov om blodet

Jehovas vidner har i deres bestræbelser for at følge Guds krav om at afholde sig fra blod, været udsat for vanskelige situationer fordi lægepersonale i nogle tilfælde ikke har haft tilstrækkelig respekt for patientens rettigheder. (Apostelgerninger 15:28, 29) De ældste ønskede at yde mere hjælp til de brødre der kom ud i kriser i forbindelse med lægebehandling. I 1987 holdt afdelingskontorets udvalg derfor et møde med to Jehovas vidner der er læger. Det blev åbenbart at der var behov for en bedre kontakt med lægerne, og man oprettede et udvalg til at tage sig af dette. De arrangerede et møde med narkoselæger ved hospitalet, hvilket viste sig at være meget udbytterigt.

I lighed med Jehovas vidner i de fleste andre dele af verden har brødrene på Guadeloupe i dag Kontaktudvalg til Hospitaler. Sytten brødre er ved seminarer holdt af Selskabet blevet godt oplært til at varetage denne opgave.

En vulkan truer

Der er også opstået kriser i forbindelse med naturkatastrofer. I 1976 begyndte en vulkan ved navn Soufrière at røre på sig efter at have været uvirksom i mange år. Først på året forekom der flere og flere rystelser. Den 8. juli omkring klokken ni om morgenen skete der en forkastning som skabte en åbning på siden af bjerget,  hvorfra en stor sky af gas og damp steg til vejrs. Der begyndte at falde vulkansk aske ned over Basse-Terre og de omliggende landsbyer. Alt blev dækket af gråt støv. Den 15. august fik den øgede seismiske og vulkanske aktivitet myndighederne til at beordre en øjeblikkelig evakuering af 72.000 mennesker. De fik først tilladelse til at vende tilbage til deres hjem fem måneder senere.

Syv menigheder blev evakueret. Der blev med det samme sørget for logi til vore brødre i denne vanskelige tid. Forkyndere der tidligere havde virket i samme menighed blev nu spredt. For at sørge for den nødvendige åndelige hjælp blev der holdt et særligt møde med de ældste og menighedstjenerne. De blev alle opfordret til at finde frem til forkynderne fra deres respektive menigheder og holde sig i nær kontakt med dem. Der blev gjort en særlig indsats for at hindre hjorden i at spredes. De overværede menighedsmøderne i det område hvor de var blevet indlogeret, men blev også tilsluttet særlige menighedsbogstudiegrupper som blev ledet af en ældste eller en menighedstjener fra deres oprindelige menighed. Dette viste sig at være til stor opmuntring. Ikke ét af fårene gik tabt!

Et natligt mareridt

Tretten år senere blev Guadeloupe ramt af endnu en krise. Lørdag den 16. september 1989 ramte orkanen Hugo nådeløst øen. Det var ikke første gang øen var blevet hærget af en orkan. I 1966 havde orkanen Ines revet taget af næsten alle træhusene, og øen var uden elektricitet i en måned. Men det der skete i 1989 var langt mere ødelæggende. Vindstød på op til 260 kilometer i timen fejede hen over øen i timevis. Det syntes som om natten aldrig ville få ende. Da det omsider blev lyst mødte der  øboerne et trist syn. Gaderne lignede slagmarker oversået med ødelagte byggematerialer. Omkring 30.000 var blevet hjemløse. Blandt Jehovas vidner var 117 huse blevet jævnet med jorden, og andre 300 huse var svært beskadiget. Otte rigssale var blevet delvis ødelagt, og 14 andre havde fået skader.

Da orkanen Ines i 1966 havde hærget, var der kommet Jehovas vidner fra Puerto Rico, Martinique, Fransk Guyana og Sankt Croix med nødforsyninger. Men da orkanen Hugo i 1989 raserede Guadeloupe, stillede Det Styrende Råd hurtigt økonomisk hjælp til rådighed.  Derefter sørgede brødrene fra Martinique, Frankrig og andre steder for at øen hurtigt modtog fødevarer, tøj og byggematerialer til genopbygningen. Nogle kom selv og tilbød deres hjælp. Brødrene og søstrene på Guadeloupe var dybt bevægede over denne kærlighed. De har ikke glemt hvad der blev gjort for dem.

Men også andre begivenheder har styrket det internationale broderskabs bånd.

Det første internationale stævne

I 1978 fik forkynderne på Guadeloupe den store forret at være værter for et internationalt stævne. Tilhørertallet nåede op på 6274, og på det tidspunkt havde vi kun 2600 lokale forkyndere. Det var en stor glæde at der kom  delegerede fra Belgien, Canada, Schweiz, De Forenede Stater og andre lande. Da en lokal hotelvært foreslog at de ansvarshavende brødre i logiafdelingen hævede hotelpriserne med 10 procent som de selv kunne beholde, afslog brødrene det og forklarede at det ville være uærligt. Værten skammede sig over at være kommet med forslaget og sagde: „Jehovas vidner er virkelig anderledes. Jeg kom med forslaget fordi andre religiøse grupper er gået med til det. . . . Men I er virkelig anderledes!“

Stævnet blev en stor succes og gjorde det klart at vi havde behov for at finde et permanent sted til afholdelse af vore stævner.

En ny stævnehal

Vores transportable stævnehal var blevet udvidet adskillige gange. Nu vejede konstruktionen omkring 30 tons, og der var plads til cirka 5000. Det var en enorm opgave at transportere og opstille den til hvert stævne, for derefter at pakke den sammen igen. Men det var tydeligt at Jehova var opmærksom på vort behov.

Takket være gavmilde bidrag fra menighederne på disse øer blev der købt en grund på fem hektarer med en god beliggenhed. Det følgende år, i 1980, anvendte vi for første gang denne nye grund til vort stævne, idet vi dog stadig brugte den transportable stævnehal. Ved dette områdestævne med temaet „Guds kærlighed“ nåede tilhørertallet et nyt højdepunkt på 7040. Og denne gang var det ikke nødvendigt at pakke det hele sammen efter programmet, hvilket var en stor lettelse.

Vi benyttede denne nye ordning i adskillige år. Derefter indså vi at tiden nu var inde til at bygge noget mere permanent. Kvalificerede brødre blev sat på opgaven, og der blev tegnet en rummelig stævnehal med åbne sider  for at give naturlig ventilation. Den nye stævnehal skulle være halvcirkelformet med plads til 4000. Vi fik byggetilladelsen, og arbejdet begyndte i 1987. I juli måned, seks måneder efter at byggearbejdet var begyndt, var to tredjedele af projektet færdigt, og vi var i stand til at bruge den til vore to områdestævner samme år. Nu var det ikke længere nødvendigt at komme i støvler på grund af mudder.

Ændringer på afdelingskontoret

Mens alt dette fandt sted skete der nogle forandringer på afdelingskontoret. I februar 1976 ændredes ledelsesstrukturen på Selskabets afdelingskontorer overalt i verden. I stedet for at der var en enkelt ansvarshavende på hvert afdelingskontor, blev der udnævnt et udvalg bestående af mindst tre ansvarshavende brødre der skulle virke under Det Styrende Råds ledelse. På Guadeloupe blev Nicolas Brisart, Pierre Jahnke, og Jean-Pierre Wiecek betroet dette tilsynshverv. Da broder Wiecek, der var missionær, fandt det nødvendigt at vende tilbage til Frankrig, blev han erstattet af Flavien Bénin. Siden blev Paul Angerville og senere Jean Cambou, der var kredstilsynsmand, indbudt til at være med i afdelingskontorets udvalg.

De teknologiske fremskridt der er sket på hovedkontoret og på forskellige afdelingskontorer har også været til gavn for Guadeloupe. Vi begyndte at modtage Vagttårnet samtidig med brødrene i andre lande, og Rigets Tjeneste blev nu trykt samtidig på fransk og engelsk. Vi kom derfor på forskellig vis til at føle os mere forenede med resten af organisationen. Selv om vi befinder os på nogle småøer midt i havet, føler vi os ikke isolerede. Vi tjener „i forening“ med vore kristne brødre. — Es. 52:8.

 Et egnet sted til det voksende afdelingskontor

I 1966 havde Selskabet købt et hus i nærheden af Pointe-à-Pitre, på Morne Udol nummer 46, der skulle tjene som afdelingskontor. Det blev senere udvidet da man ved siden af huset opførte en bygning der rummede kontorer, boglager og en rigssal. Men i betragtning af det øgede antal tilbedere af Jehova på Guadeloupe blev det nødvendigt med noget større. I slutningen af 1988 godkendte Det Styrende Råd at man opførte et helt nyt betelhjem og afdelingskontor.

Det er imidlertid noget af en udfordring at finde en egnet grund på så lille en ø som Guadeloupe. Men Jehova, der ejer jorden, kan tilvejebringe det nødvendige, og det gjorde han. Vi var i stand til at finde en byggegrund på en bakke ved Sainte-Anne på cirka én hektar, med udsigt over havet. Selskabets arkitektkontor i New York fremstillede de foreløbige tegninger og lyskopierne. Michel Conuau, en fransk arkitekt, ydede en værdifuld hjælp. Takket være borgmesteren og byrådet i Sainte-Anne, samt den tekniske forvaltning, kom byggetilladelsen igennem på rekordtid.

Byggearbejdet begyndte i september 1990. Frivillige fra 14 lande bidrog med deres færdigheder og erfaring og hjalp til med arbejdet. Byggeriet blev fuldført på to år, og der blev knyttet nogle stærke venskabsbånd mellem forkynderne på Guadeloupe og de frivillige fra andre lande som de havde samarbejdet med. Da Milton Henschel i 1954 meddelte at der ville blive oprettet et afdelingskontor på Guadeloupe, var der 128 forkyndere i landet. Ved indvielsen af det nye afdelingskontor den 29. og 30. august 1992 var han også til stede. Nu var der imidlertid 6839 forkyndere i landet. Vore naboer har i al  venlighed givet vort fine nye afdelingskontor navnet „Jehovas Vidners lille landsby“.

Vort distrikt — en udfordring

Det begrænsede distrikt på Guadeloupe er en udfordring for hver eneste forkynder. I gennemsnit er der kun 12 husstande til hver forkynder. Hvordan klarer vi den situation? Det er nødvendigt at være godt forberedt. En pionersøster fortæller: „Jeg vænner folk til at jeg kommer på besøg. Jeg finder stadig nye studier ved at gennemgå mit distrikt med større omtanke. Jeg tænker på de enkelte mennesker i mit distrikt.“ En tjenestetilsynsmand i en af menighederne i Pointe-à-Pitre, hvor der er én forkynder for hver 28 indbyggere, siger: „Folk vil godt lytte hvis vi har noget interessant at fortælle.“ Skønt nogle forkyndere en gang imellem spørger: „Hvor skal vi forkynde?“ er det stadig stigende antal bibelstudier (nu over 8500) en tilskyndelse for os til at fortsætte med at forkynde den gode nyhed.

Den væsentligste årsag til at vi har så gode resultater i forkyndelsen er at vi bruger Bibelen meget. Folk på Guadeloupe respekterer for det meste Bibelen som Guds skrevne ord, og det gør indtryk på dem når vi viser dem hvordan den forklarer vore dages begivenheder. Vi får også folk til at ræsonnere ved at bruge illustrationer. Især vore ældre brødre og søstre har stor fantasi på dette område. Det liv de levede her som unge har gjort at de tænker meget over naturen. Ligesom Jesus bruger de derfor nogle gange illustrationer fra deres omgivelser til at beskrive Rigets budskab. — Matt. 6:25-32.

Smukkere end nogen sinde

Jehova har ved hjælp af sin ånd udført store ting på Guadeloupe. Han har fundet ydmyge mennesker der ligesom  en pottemagers føjelige ler villigt har ladet sig forme efter hans vilje. I dag hvor alle nationerne ’rystes’ af Jehovas domsbudskaber, indsamler han også ’de kostbare skatte’ og bringer dem ind i sit store åndelige tempels jordiske forgård. (Hag. 2:7) I 1968, tredive år efter at Cyril Winston ankom til Guadeloupe, rapporterede vi for første gang 1000 forkyndere. I 1974 var dette antal fordoblet. I 1982 nåede vi op på 3000. Syv år senere var de 3000 blevet til 6000. I dag findes der over 7250 forkyndere i 86 menigheder. Selv om der er én forkynder for hver 53 indbyggere, er vi stadig besluttede på flittigt at forkynde og undervise, idet vi ser hen til Jehova for at få hans velsignelse. „Øen med det smukke vand“ er i åndelig forstand blevet smukkere end nogen sinde. Der er ingen tvivl om at endnu flere vil reagere på opfordringen til at ’komme og frit tage af livets vand’. — Åb. 22:17.

[Fodnote]

 [Kort på side 116]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

GUADELOUPE

GRANDE-TERRE

Pointe-à-Pitre

BASSE-TERRE

[Kort på side 151]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

GUADELOUPE

Saint Martin

Saint-Barthélemy

Désirade

Petite-Terre

Les Saintes

Marie-Galante

[Illustration på side 120]

Condé Bonchamp, en af de første i Guadeloupe der tog imod den gode nyhed

[Illustration på side 123]

Noéma Missoudans (nu Apourou) mand kom sent hjem; hun fulgte efter ham . . . og opdagede at han mødtes med bibelstudenterne!

[Illustration på side 124]

René Sahaï døber nye forkyndere i 1945

[Illustration på side 125]

Olga Laaland fortæller ved et stævne i Frankrig om arbejdet på Guadeloupe

[Illustration på side 130]

Duverval Nestor hørte om og tog imod sandheden da han lå på hospitalet

[Illustration på side 131]

Georges Moustache forkyndte hver dag i middagspausen på sin arbejdsplads

[Illustration på side 133]

Basse-Terre menighed sidst i 1950’erne

[Illustration på side 136]

En bus med forkyndere tager af sted for at forkynde i et landdistrikt

[Illustration på side 138]

Missionærer på båden „Light“ forkyndte nidkært

[Illustration på side 139]

Nicolas og Liliane Brisart var de første fra Frankrig der i 1955 blev sendt til Guadeloupe

[Illustration på side 141]

Flora Pemba, der tog standpunkt for Jehova trods alvorlig modstand

[Illustration på side 142]

Fra venstre til højre: Mickaëlla og Donat Tacita sammen med Marc Edroux, 1994

[Illustration på side 143]

Verneil Andrémont, en af Guadeloupes 19 delegerede ved det internationale stævne i 1958

[Illustration på side 146, 147]

Guadeloupes transportable stævnehal

[Illustration på side 150]

Armand og Marguerite Faustini, der tjente 10 år på Guadeloupe, er nu på Martinique

[Illustrationer på side 158]

Laurentia Jean-Louis

Catherine Gumbs

Over 100 år gamle; har begge tjent Jehova i hen ved 30 år

[Illustrationer på side 161]

Stævnehallen i Lamentin

[Illustrationer på side 162]

Afdelingskontoret på Guadeloupe og betelfamilien

[Illustration på side 167]

Afdelingskontorets udvalg (fra venstre mod højre): Paul Angerville, Nicolas Brisart, Pierre Jahnke, Jean Cambou