Jehovas Vidner — Årbogsrapport 1995

„STOL på Jehova af hele dit hjerte.“ Det var den betimelige påmindelse vi fik gennem årsteksten for 1994. (Ordsp. 3:5) De rapporter vi har modtaget fra hele verden viser at Jehovas tjenere har taget denne påmindelse til hjerte.

Jehovas vidner viste at de stolede på Jehova da de traf forberedelse til at afholde et områdestævne i Gbarnga i Liberia, hvor en af de største stridende fraktioner har sin højborg. Der befinder sig mange brødre og søstre i dette område, og på grund af krigen havde mange af dem ikke overværet et stævne i fire år. For at nå frem til Gbarnga måtte brødrene fra afdelingskontoret krydse frontlinjen, men vejen var officielt lukket. Efter at have fremlagt problemet for Jehova i bøn, anmodede brødrene om særlig tilladelse til at passere gennem området. Blot få dage før stævnet blev tilladelsen givet. Der var 17 kontrolsteder mellem Monrovia og frontlinjen. Når den tungt lastede pickup med  „Vagttårnets nødhjælp“ kørte hen til kontrolstederne, bad de vagthavende nigerianske soldater om eksemplarer af bladene Vagttårnet og Vågn op!

I 1963 blev i hundredvis af stævnedeltagere i Gbarnga, deriblandt Milton Henschel der nu er medlem af Det Styrende Råd og præsident for Vagttårnsselskabet, arresteret på grund af flaghilsenspørgsmålet. Men denne gang gav myndighederne Jehovas vidner lov til fredeligt at samles. De 651 der overværede stævnet i Gbarnga, hvoraf de fleste var fordrevne brødre og søstre samt flygtninge, glædede sig over det gode program. De var også lykkelige for at modtage de nødhjælpsforsyninger som brødrene fra Monrovia havde med. At stævnet gik så godt, tog brødrene som et bevis på at „uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med hans vilje, så hører han os“. — 1 Joh. 5:14.

Også på øen Lifou i det sydlige Stillehav viste brødrene at de stolede på Jehova. De gjorde ikke gengæld da gejstligheden fik de lokale myndigheder til at forbyde deres møder, eller da de blev slået fordi de forkyndte for andre. (Rom. 12:17-19) For nylig er situationen blevet bedre, og vore brødre og søstre er taknemmelige for at de nu kan forkynde mere frit. En 11-årig forkynder fra Myanmar har også vist at hun stoler på Jehova og husker det der siges i Prædikeren 12:1. Hun har travlt i forkyndelsen efter skoletid og i weekenden og leder ti hjemmebibelstudier. En tidligere muslimsk aktivist i England har også vist at han stoler på Jehova ved at lade sig døbe, trods stærk modstand fra sine tidligere trosfæller.

Jehova fremskynder arbejdet

For længe siden forudsagde Jehova gennem profeten Esajas, at han til sin fastsatte tid ville fremskynde indsamlingen af retfærdselskende mennesker. (Es. 60:22) Rapporten for det sidste tjenesteår vidner om at det netop er hvad der nu sker. Der var et højdepunkt på 4.914.094 forkyndere  der satte andre interesser til side for at være med i forkyndelsen af Riget. På verdensplan har der været en fremgang på 5 procent. Men mere end 20 lande har erfaret en vækst på 20 procent og derover, og i andre 29 lande har væksten været på 10 procent eller mere.

Forkyndelsen af den gode nyhed foregår nu i 232 lande og øområder, og den udføres med nidkærhed. I tjenesteåret 1994 blev der anvendt 1.096.065.354 timer i forkyndelsen. Der blev aflagt 400.393.880 genbesøg hos interesserede mennesker, og der blev gennemsnitligt ledet 4.701.357 bibelstudier med enkeltpersoner eller grupper af mennesker. Dette har resulteret i en særdeles god frugt til Jehovas pris, eftersom 314.818 lod sig døbe i lydighed mod Kristi befaling til dem der ønsker at være hans disciple. (Matt. 28:19, 20) Efter at en ældre broder havde overværet dåben af en international gruppe kandidater i det nordlige Kaukasus i Rusland, sagde han: „Det er en smuk buket Guds søn har givet sin Fader.“

En væsentlig faktor til at arbejdet nu bliver fremskyndet, er det antal der har lagt deres forhold sådan til rette at de kan deltage i pionertjenesten. I mange lande anvender menighedsforkyndere hver måned i gennemsnit omkring ti timer i forkyndelsen, mens hjælpepionerer anvender seks gange så meget tid og almindelige pionerer yder en halv gang mere end hjælpepionererne. Det er derfor intet under at væksten ofte foregår hurtigere i de områder hvor der er mange pionerer. Sidste år var der på et tidspunkt 869.917 der deltog i en af de forskellige grene af pionertjenesten.

Den verdensomspændende betelfamilie tæller nu 15.145 heltidstjenere. De hjælper med at tilvejebringe publikationer, føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet og udføre andre opgaver for at fremme det verdensomspændende bibelundervisningsarbejde. Heraf tjener de 5082 på  hovedkontoret i Brooklyn, New York, og på de nærliggende faciliteter. De er alle tilknyttet Ordenen af særlige Heltidstjenere og Betelfamilien, en religiøs orden som er viet fuldstændig til hellig tjeneste.

Mindehøjtidsrapporten for 1994 viser at mindehøjtiden blev overværet af i alt 12.288.917. Dette tal omfatter mere end 7.000.000 som ikke er Jehovas vidner, men som alligevel ikke afholdt sig fra at samles med Jehovas tjenere, og som har en vis interesse i sandheden fra Bibelen. Der er tydeligvis meget at gøre for at hjælpe dem til at få en klar forståelse af de stridsspørgsmål menneskene er inddraget i, så de kan tage et afgjort standpunkt for Jehova, hvis det er det deres hjerte bevæger dem til at gøre. (Jos. 24:14, 15; Sl. 83:18) I nogle lande var antallet der overværede  mindehøjtiden fem, seks eller syv gange højere end forkyndertallet. Det gjaldt for eksempel i Madagaskar, Tchad og Den Centralafrikanske Republik. Trods borgerkrigen i Liberia samlede to isolerede forkyndere 126 interesserede til mindehøjtiden. I Guyana rapporterede en isoleret gruppe på 8 forkyndere, at der var 867 til stede. Antallet i Togo steg dette år 32 procent. I Rusland var antallet af tilstedeværende 55 procent højere end sidste år, idet 128.049 overværede mindehøjtiden.

Områdestævnerne „Gudsfrygt“

Et af årets højdepunkter var områdestævnet „Gudsfrygt“. Mere end nogen sinde lærte vi betydningen af at vise gudsfrygt, og der blev fokuseret på hvordan denne egenskab bør komme til udtryk i vort liv. Foredragene var opmuntrende og forsikrede os om at det aldrig vil være forgæves at man loyalt fortsætter med at tjene Jehova. (1 Kor. 15:58) Det blev også understreget at arbejdet haster. Efter en gennemgang af den bibelske beretning om Lot og hans familie og hans vordende svigersønner, blev det gjort klart at ’den trofaste træl’ ikke blot spøger når den advarer om den kommende ødelæggelse af den nuværende onde tingenes ordning. (Jævnfør Første Mosebog 19:14, 24, 25.) Tiden er inde til at handle for at overleve. Vi blev også mindet om styrkeprøven mellem Jehova og Ba’al på Elias’ tid, og fik denne påmindelse: „Vi [kommer] til at opleve en endnu større styrkeprøve end den der fandt sted på Elias’ tid. Og kun de der klart og utvetydigt står på Jehovas side vil overleve.“ — 1 Kong. 18:21-40.

Efter at have hørt programmet skrev en ordstyrer fra Danmark: „Man fik en stærk fornemmelse af at den trofaste ’træl’ virkelig forbereder os på at komme igennem den store trængsel. Tiden er nu inde til at vise gudsfrygt så vi kan klare de udfordringer vi kommer ud for i fremtiden.“

 Internationale stævner bringer glæde

Der har også været flere internationale stævner i dette tjenesteår, nemlig i Orienten, i Sydamerika og i Afrika.

Der var tilrettelagt to stævner i Hongkong. Det var dejligt at iagttage den begejstring og værdsættelse der prægede de 3800 delegerede der kom fra 33 forskellige lande. For mange af de lokale forkyndere var dette deres første personlige kontakt med det internationale brodersamfund. Sproget var ingen hindring, eftersom alle blandede sig med hinanden i pauserne. Den ægte broderlige hengivenhed var stærkt medvirkende til at der herskede en varm og glad atmosfære.

Der har været mange synlige resultater af disse internationale stævner. En kvinde der havde genoptaget sit bibelstudium umiddelbart forud for stævnerne, blev så bevæget over den kærlighed og enhed der kendetegner det internationale brodersamfund, at hun besluttede at kvalificere sig som forkynder, og hun er siden blevet døbt. En anden bibelstudieelev og hans hustru blev så opmuntrede over det de så og hørte, at manden sagde sit arbejde op fordi han konstant havde overarbejde, hvilket afholdt ham fra at overvære møderne. Kort efter blev han udøbt forkynder.

Det vakte en del opsigt da tusinder af delegerede til det internationale stævne i Filippinerne ankom til Manilas lufthavn. Man hørte følgende ordveksling mellem to toldere: „Er det protestanter?“ spurgte den ene. „Nej,“ svarede den anden, „det er Jehovas vidner. Det er den eneste gruppe hvor sorte og hvide kan være sammen.“

Der skulle fem stadioner i Manila til at rumme alle stævnedeltagerne. Mange af de delegerede gav udtryk for deres værdsættelse. En søster fra England skrev: „Vi taler alle om den kærlighed I viste os. Det var sand kærlighed. Jeg kan slet ikke lade være med at fortælle andre om hvor  venlige de filippinske venner var. De var så hjertelige og gæstfri og flittige i forkyndelsen.“

Denne række af internationale stævner omfattede også stævner i Chile og Colombia i Sydamerika. Brødrene i Chile gjorde en stor indsats for at kunne overvære stævnet i Santiago. Nogle kom så langt sydfra som Porvenir og Ildlandet, samt fra byen Arica i nord ved den peruvianske grænse, og nogle kom helt fra Påskeøen. Det har krævet store økonomiske ofre, men alle var glade for at de ikke var gået glip af denne mindeværdige begivenhed. Kan du forestille dig hvad stævnet har betydet for forkyndere fra isolerede grupper hvor de mødes 10 eller 15? Her var de omgivet af 80.891 delegerede der fyldte Det Nationale Stadion! Mange havde en klump i halsen. Selv om de havde læst om store stævner andre steder, havde de aldrig helt forstået hvad det vil sige at være omgivet af så mange brødre og søstre. En specialpioner blev så opmuntret af programmet at han tog ni feriedage for at læse og studere den nye ’Historiebog’, og han blev så begejstret for det han læste at han slet ikke kunne holde det for sig selv men måtte fortælle det til andre, når som helst lejligheden bød sig.

Stævnet i Chile blev efterfulgt af et stævne i Colombia hvor 3000 delegerede fra 31 lande sluttede sig til de lokale Jehovas vidner i Bogotá. Til at begynde med var immigrationsmyndighederne noget skeptiske. Da de hørte at vi ventede 40.000 stævnedeltagere, spurgte en embedsmand: „Hvor mange politibetjente skal der til for at overvåge dem?“ „Ingen,“ svarede vi. Vi forklarede at i Chile havde der været 80.000 til stede. „Hvor mange blev slået ihjel?“ spurgte han. „Ingen,“ svarede vi igen. „Jeg tror jer ikke,“ svarede han. Efter at de første stævnedeltagere ankom og han så at de alle var velklædte og ordentlige, sagde han: „Nu forstår jeg hvorfor I ikke har brug for politi ved jeres stævne.“

 På et hotel hvor der boede 1500 delegerede, samledes brødrene om aftenen i hotellets forhal, hvor de sang Rigets sange på forskellige sprog. Den gode ånd der prægede denne kærlige internationale familie imponerede virkelig dem der overværede det. Ved slutningen af selve stævnet blev der vinket med lommetørklæder og udvekslet gaver. De mange tårer der blev fældet efter den afsluttende sang, rørte selvfølgelig alle de tilstedeværende dybt. Selv længe efter at programmet var forbi ønskede ingen at tage af sted.

To andre internationale stævner var tilrettelagt i Kenya. Næsten 4000 delegerede kom fra 44 lande, hvilket fik det samlede tilhørertal op på 17.875. Hele Nairobi, samt andre dele af landet, summede af begejstring når brødrene gik med deres reversmærker og forkyndte uformelt.

I Sydafrika blev der holdt fire internationale stævner samtidig — i Johannesburg, i Durban, i Cape Town og i Pretoria. Det samlede tilhørertal ved det offentlige foredrag om søndagen var 75.312, og 1360 blev døbt. Derudover blev der holdt 20 mindre områdestævner i Sydafrika og andre lande under det sydafrikanske afdelingskontor, hvilket mere end fordoblede ovennævnte tal.

Disse områdestævner var noget særligt, eftersom det var første gang at Sydafrika havde mulighed for at invitere så mange delegerede fra andre lande. Der kom gæster fra 34 lande, deriblandt Japan, England, De Forenede Stater, Surinam og forskellige lande i Europa. Der var også to busser fyldt med glade delegerede fra Zambia og en bus fra Moçambique.

Sproggrupperne var anbragt i forskellige haller. Men i pauserne glædede de sig over at mødes og spise sammen. Det var hjertevarmende at se mennesker fra forskellige racer tale begejstret sammen, udveksle adresser og små gaver og omfavne hinanden. Her var et synligt bevis på den  enhed der som forudsagt skulle herske blandt Jehovas folk. — Zef. 3:9; Joh. 10:16.

Da delegerede fra De Forenede Stater og Japan ankom til lufthavnen Louis Botha i Durban, bød 2000 lokale Jehovas vidner dem velkommen ved at synge Rigets sange. Brødrene hilste hjerteligt på hinanden og omfavnede hinanden. Nogle af de andre turister der ankom sammen med de delegerede ønskede ikke at tage til deres hoteller, men foretrak at overvære dette usædvanlige optrin. Blandt iagttagerne var der en fremtrædende politiker der under en samtale med nogle af brødrene sagde: „Hvis vi havde den samme følelse af samhørighed som jer, ville vi have løst vore problemer for længe siden.“

Den glæde, kærlighed og ægte internationale broderskabsfølelse de delegerede oplevede ved alle disse stævner, samt ved de stævner der tidligere var blevet afholdt i Kiev i Ukraine, og i Moskva i Rusland, kan opleves når man ser Vagttårnsselskabets nye videofilm United by Divine Teaching (Oplæring fra Gud forener).

Det var kun nogle få hundrede udenlandske delegerede som blev inviteret til stævnet i januar i Addis Abeba i Etiopien; men den glæde, begejstring og kærlighed der rådede her, var på ingen måde mindre end ved de større stævner, hvor tusinder var forsamlet. Det var en stor forret at overvære dette stævne sammen med forkyndere der har bevist deres uangribelighed. Detaljer om stævnet findes i Vagttårnet for 15. august 1994.

Nødhjælp — et udtryk for dyb kærlighed

Også i det forløbne år har der været stort behov for at udbringe nødhjælp. Situationen i Bosnien-Hercegovina var fortsat kritisk. I løbet af tjenesteåret blev der sendt 66 tons forskellige forsyninger dertil. At bringe nødhjælp ind i krigszonen krævede ikke blot et omfattende papirarbejde, men udsatte også chaufførerne for stor fare.

 Sammen med den seneste nødhjælpssending modtog brødrene en særlig form for hjælp. Det udvidede hold i kortegen medbragte ikke blot føde, tøj og publikationer, men var også forberedt på at opmuntre brødrene ved at holde en særlig stævnedag sammen med dem. Det var det første stævneprogram brødrene havde overværet i tre år. Dette program blev fremført i Sarajevo, i Zenica og i Tuzla. Det er næsten ikke til at sige hvem der blev mest opmuntret  — de lokale brødre eller de der var sendt ud for at opmuntre dem. Resultaterne var overvældende: 726 overværede programmet, og 55 blev døbt! Det var til stor glæde for de 219 forkyndere i området og bestemt også for de besøgende.

Det har også været et vanskeligt år for brødrene i Angola, hvor borgerkrigen fortsat hærger landet. Et uddrag af et brev fra den præsiderende tilsynsmand i et område hvor der har været hårde kampe, viser noget om de forhold brødrene må arbejde under: „Vi er åndeligt sunde, men vor fysiske tilstand er alvorlig. . . . Nogle af brødrene har ikke længere kræfter til at varetage deres opgaver i menigheden, selv om de har gjort en ihærdig indsats.“

Da man modtog dette brev, traf man straks foranstaltning til at leje et lille fly der kunne transportere 800 kilo mad og medicin til brødrene i dette farlige krigsområde. Takket været Jehova nåede hjælpen frem.

Tragedien i Rwanda

Nyhedsmedierne har berettet meget om situationen i Rwanda og dets nabolande. Nogle dage før de frygtelige billeder og historier om forholdene i Rwanda begyndte at blive bragt i pressen, var afdelingskontoret i Kenya allerede i gang med at få evakueret tre missionærer, og skaffe hjælp og støtte til de brødre der helt uforskyldt var blevet fanget i urolighederne. Brødre fra Europa og helt fra De Forenede Stater og Hongkong tilbød spontant hjælp.

Lige fra urolighederne brød ud, satte brødre og søstre, både hutuer og tutsier, livet på spil for at beskytte deres trosfæller. Nogle reddede livet, men ikke alle. Blandt de hen ved en halv million rwandere der menes at have mistet livet, var der flere hundrede Jehovas vidner.

En af de rejsende tilsynsmænd i Rwanda satte gentagne gange livet på spil ved at foretage nogle rejser på over 200  kilometer hver vej, for at bringe penge til brødrene så de både kunne få dækket deres fysiske behov og kunne blive evakueret til mere sikre områder.

Brødrene forsøgte at opretholde forbindelsen til afdelingskontoret indtil slutningen af maj, men det var vanskeligt. Derefter blev det nødvendigt at evakuere Kigali, og da brødrene drog mod nord blev to medlemmer af oversætterstaben slået ihjel ved en vejspærring. Omkring 200 brødre og interesserede drog mod øst til flygtningelejre i Tanzania; nogle tog nordpå til Uganda og andre drog mod syd til Burundi. Omkring 2000 flygtede til Goma i Zaire, og til andre områder. Alle familier er blevet ramt, fysisk såvel som følelsesmæssigt. Da flygtningene krydsede grænsen mødte der dem et meget glædeligt syn: brødre og søstre fra Zaire der holdt bibelske publikationer i vejret for at vise hvem de var. Der blev hurtigt oprettet nødhjælpsudvalg i Goma, Bukavu og Uvira.

Jehovas vidner i Kenya sendte med det samme nødhjælpsforsyninger til deres rwandiske brødre. I perioden fra 23. maj til 27. juli blev der sendt 2367 kilo tøj fra Kenya til Goma og til lejrene i Tanzania. Desuden blev der fra Nairobi sendt 2437 tæpper, 4987 kilo sæbe og 687 kilo medicin. Der blev også sendt store kanvastelte af sted for at skaffe husly til de Jehovas vidner der var blevet flygtninge. Brødrene i Nairobi arbejdede i skiftehold for at Vagttårnet, Rigets Tjeneste og andre publikationer på kinyarwanda og andre sprog, kunne blive sendt med fly til brødrene så de også kunne få dækket deres åndelige behov.

Den 22. juli modtog afdelingskontoret i Frankrig et SOS via telefax, der berettede om flygtningenes kritiske situation. Seks uger tidligere var der allerede blevet sendt 65 tons tøj, hvoraf det meste var nyt, fra Frankrig til flygtningene. Nu blev det i løbet af nogle minutter besluttet at  sende et transportfly af sted med yderligere nødhjælp. Da brødrene i Frankrig, Belgien og Schweiz fik kendskab til det akutte behov for hjælp, bidrog de med et beløb der svarer til 9.600.000 kroner. Man pakkede fødevarer, medicin, vandfiltre og andre vigtige forsyninger i kasser og transporterede det hele til lufthavnen i Oostende i Belgien. Den 27. juli blev den første forsendelse afsendt til Bujumbura i Burundi, i et stort transportfly som brødrene havde chartret. Den følgende dag blev der sendt mere medicin, og to dage senere endnu mere. Jehovas vidner fra Belgien og Frankrig, deriblandt en læge og to sygeplejersker, rejste også til Goma. I samarbejde med de lokale brødre der havde lægelig erfaring, bestræbte de sig for at hjælpe dem der var blevet syge og at afværge yderligere dødsfald, idet de indførte strenge hygiejneregler. Midt i alt dette var brødrene også opmærksomme på deres åndelige behov. De tog hver dag dagsteksten og holdt også møder.

På det tidspunkt hvor dette skrives er nogle begyndt at vende tilbage til Rwanda. Men deres ejendele er blevet stjålet, og mange huse er blevet fuldstændig ødelagt. Trods urolighederne lader det til at der stadig er symbolske får i Rwanda der har brug for hjælp. Før volden brød ud i landet ledede hver forkynder i gennemsnit tre bibelstudier med interesserede, og over 10.000 havde overværet mindehøjtiden.

Der tilvejebringes vigtig åndelig føde

Folk overalt har mere end noget andet behov for åndelig føde. Det Styrende Råd føler et stort ansvar for at tilvejebringe denne føde i rigelige mængder og på så mange sprog som muligt. — Matt. 24:14, 45; 28:19, 20.

Det er grunden til at Det Styrende Råd har udpeget forskellige brødre på flere afdelingskontorer til at skrive artikler. Desuden sørger Redaktionsudvalget for at publikationerne oversættes. Man bestræber sig hele tiden for at  oplære nye oversættere og udruste dem der allerede er oplært, med hjælpemidler så de bedre kan udføre deres arbejde.

Af alle lande i verden er der kun tre der er mindre end Tuvalu, en østat i det sydlige Stillehav. I 1994 overværede 359 på denne ø mindehøjtiden, og heraf var kun 47 forkyndere. Men folk på Tuvalu har ligesom mennesker alle andre steder, behov for at lære om Guds rige. For at tilvejebringe en stadig forsyning af bibelske publikationer til disse øboere, har man indrettet nogle oversætterkontorer i den rigssal der i august blev bygget i Funafuti på Tuvalu. Fireogtres brødre og søstre fra Australien, Hawaii og New Zealand rejste dertil i fjorten dage i august for at opføre rigssalen.

Også i Godthåb (Nuuk), der er den største by i Grønland, er der blevet bygget en ny rigssal. Her er kontorer til den stab der oversætter til grønlandsk. Et hold på 80 danske brødre og søstre rejste derop for at hjælpe de lokale forkyndere med byggeriet. For at kunne dække behovet i de baltiske lande har brødre fra Finland hjulpet med at indrette en god bygning i Tallinn, Estland, samt en anden bygning i Riga, Letland, hvor der skal være tjenesteafdeling, oversættelse og andre afdelinger. I Litauen findes der også et oversætterhold der er travlt beskæftiget.

Oversætterne i hele verden har haft særdeles travlt. Som følge heraf er Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter blevet udgivet på polsk, koreansk, cebuano, iloko, tagalog og indonesisk. Oversætterhold i Afrika var også glade for at kunne færdiggøre arbejdet med Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på yderligere tre afrikanske sprog, nemlig afrikaans, yoruba og zulu, og sende disse til Brooklyn så de kunne blive trykt og indbundet. Biblerne vil helt afgjort blive en stor hjælp i forkyndelsen i de lande hvor disse sprog tales.

 Et andet stort oversættelsesprojekt har været bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige. Den findes allerede på 28 sprog. Foruden at den foreligger på engelsk (også engelsk braille) og spansk, findes den på 11 europæiske sprog, 7 orientalske sprog og 7 afrikanske sprog.

Der er blevet gjort en særlig indsats for at oversætte publikationer til lande i Østeuropa og andre steder der tidligere har været underlagt kommunistisk styre. I det forløbne år er der blevet oversat 16 bøger, foruden blade, brochurer og traktater, til sprog der tales i Østeuropa, Afrika og Orienten.

På grund af et nært internationalt samarbejde er det også blevet muligt at øge det antal sprog hvorpå Vagttårnet nu udgives samtidigt. For et år siden udkom bladet samtidigt på 81 sprog. Men fra og med den 1. januar 1995 vil 97 sproggrupper kunne læse de samme artikler i Vagttårnet samtidigt, hvilket vil medvirke til at forene Jehovas folk.

Skolen for Udnævnte Tjenere oprettes i flere lande

Eftersom den trykkevirksomhed der gennem mange år blev udført i Schweiz nu udføres på det tyske afdelingskontor, er antallet af betelmedarbejdere i Schweiz blevet skåret ned. Derved er der blevet mere plads til rådighed, og det er derfor blevet besluttet at udnytte denne plads til at huse Skolen for Udnævnte Tjenere. I løbet af tjenesteåret er skolen også blevet oprettet i Brasilien, Filippinerne, Ghana, Guadeloupe, Haiti, Kenya, Korea, Polen, Puerto Rico og Zambia, så den nu afholdes i yderligere 11 lande, hvor elever fra 28 forskellige lande har modtaget undervisning. Nogle af eleverne har fået til opgave at virke i menigheder i deres hjemland, mens andre er blevet sendt til lande i Afrika og Østeuropa.

Der er også blevet afholdt klasser i de 15 lande hvor skolen allerede var oprettet. Eleverne kom fra 36  forskellige lande, og de tager sig nu af opgaver i menighederne og andre steder.

Da en elev fra Malawi, hvor forbudet for nylig er blevet ophævet, ankom til skolen i Zambia, blev han overrasket da han for første gang så værket Insight on the Scriptures, indbundne årgange af Vågn op! og Vagttårnet, studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen og Register til Vagttårnets publikationer, foruden Selskabets videofilm og kassettebånd. En af de ting han glædede sig mest over mens han overværede skolen, var at han kunne gå fra hus til hus sammen med brødrene.

I et brev fra eleverne i Kenya blev der udtrykt værdsættelse af lærernes tålmodighed og den personlige hjælp eleverne havde modtaget. De var også taknemmelige for den venlige gæstfrihed som de lokale brødre havde vist ved at sørge for logi og måltider, og den positive forandring der skete med dem selv, deriblandt deres øgede åndelighed.

En elev der overværede den første klasse på Filippinerne har skrevet: ’Undervisningen har hjulpet mig til at løse mine opgaver i menigheden på bibelsk og teokratisk vis, og med alvor.’ En anden skrev: ’Hver dag erfarede jeg glæden ved at blive oplært af Jehova. Det er den skønneste oplevelse jeg har haft i mit liv.’

Eleverne må ofte gøre nogle forandringer for at kunne overvære skolen. Mange kommer fra menigheder hvor der kun er få ældste og menighedstjenere. Nogle har problemer med at få fri fra deres verdslige deltidsarbejde. I nogle få tilfælde er familiemedlemmer afhængige af deres støtte, eller måske har de ikketroende forældre. En ung broder der blev indbudt til at overvære skolen i Argentina, havde netop afsluttet et særligt kursus i den bank hvor han arbejdede. Han bad til Jehova og gik derefter til sin overordnede og anmodede om at få fri i to måneder. Efter at broderen havde forklaret hvorfor han ville have fri, sagde hans  overordnede: „Hvis De mener det vil gavne Dem, kan De tage af sted.“ En ung mand i Bolivia havde underskrevet en byggekontrakt da han blev indbudt til at overvære skolen. Det ene problem efter det andet opstod i forbindelse med arbejdet, men han blev færdig med projektet den selv samme dag hvor han efter planen skulle af sted til skolen. „Jeg ved at denne store forret er et hvilket som helst offer værd. Hvis man beder Jehova om hjælp og handler i overensstemmelse med sine bønner, vil ens bønner blive besvaret og man vil få store velsignelser,“ sluttede han.

Der bygges overalt i verden for at dække det store behov

For længe siden lod Jehova Esajas give sin hustrulignende organisation følgende profetiske opfordring:  „Udvid pladsen i dit telt. . . . Hold ikke igen. Gør dine teltreb lange, og gør dine teltpløkke stærke.“ (Es. 54:2) Det der skete som følge af denne tilskyndelse, har lagt grunden til den organisationsmæssige vækst vi nu oplever. Der er nu igen brug for mere plads. Der er et stort behov for flere mødesale hvor folk kan samles for at blive oplært i Guds ord. Det kræver at der bygges, og i det forløbne år er der blevet udført det utroligste.

I Malawi er brødrene efter mange års forbud netop ved at komme i gang igen, og der kommer mange interesserede til møderne. Der er et stort behov for rigssale. I landområderne er man glade for at kunne bygge rigssale af lersten og med stråtag. I byerne samles man stadig i brødrenes hjem, i forsamlingshuse eller i det fri.

I Sydafrika bygger brødrene nu deres egne rigssale efter at man i mange år har benyttet private hjem og klasseværelser. Når der bygges nye rigssale begynder der ofte at komme langt flere til møderne. Da volden tilsyneladende aftog efter valget i april 1994, planlagde Det Regionale Byggeudvalg at opføre en hurtigbygget rigssal der skulle benyttes af de to menigheder i Tokoza. Til trods for at volden atter blussede op i området, blev der aflagt et godt vidnesbyrd da alle de frivillige, der kom fra mange forskellige racer, byggede en smuk rigssal på nogle dage.

I løbet af de sidste fire år er der blevet oprettet 657 nye menigheder i Nigeria. Det er ikke usædvanligt at syv menigheder er fælles om den samme rigssal. Den høje inflation har gjort det svært for brødrene at skaffe de nødvendige midler til veje til at købe byggegrunde og materialer for. Men i 1994 var afdelingskontoret i stand til at yde teknisk bistand og lån til opførelse og renovering af 709 rigssale. Med denne hjælp er brødrene i stand til at opføre tiltalende og permanente rigssale.

 Der foregår også meget rigssalsbyggeri i den østlige del af Tyskland. Efter mere end 40 års kommunistisk styre blev den første rigssal i det østlige Tyskland indviet i juli 1992. I de forløbne to år er der blevet bygget 36 nye rigssale. De benyttes af 94 menigheder, hvilket vil sige at 37 procent af alle menigheder i denne del af landet mødes i nye rigssale.

Mens offentligheden forbløffet så til, byggede Jehovas Vidner i Estland deres første rigssal i Maardu, med plads til fire missionærpar på førstesalen. Brødre og søstre fra Finland, Sverige, Norge, Canada og De Forenede Stater sluttede sig til de lokale brødre for at udføre opgaven på tre måneder.

I årtier har vore brødre i Grækenland ikke måttet eje rigssale, men dette har i vid udstrækning ændret sig. I Athen er de tidligere betelbygninger nu blevet omdannet til et rigssalskompleks med seks sale der benyttes af 18 menigheder. I Halkida var pressen og befolkningen forbløffede da de blev vidne til opførelsen af den første hurtigbyggede rigssal i Grækenland med hjælp fra brødre i hele landet.

I Panama blev der bygget syv nye rigssale dette år med støtte fra en nyoprettet byggeafdeling på afdelingskontoret. Ved hjælp af 40 frivillige der arbejder på heltid, kan de færdiggøre en ny rigssal på en måned. I Colombia fremstiller brødrene præfabrikerede rigssale. Elementerne fremstilles på afdelingskontoret og samles på byggegrunden. I årets løb blev der opstillet 37 nye rigssale.

I løbet af tjenesteåret 1993 — hvilket er det seneste år hvor vi har et samlet tal — blev der bygget eller renoveret 50 nye rigssale i Italien. Mellem september 1993 og maj 1994 var man begyndt på papirarbejdet i forbindelse med opførelsen eller renoveringen af endnu 60 rigssale, og det  blev anslået at yderligere 30 projekter ville blive føjet til listen ved udgangen af august 1994.

Der er også blevet bygget rummelige stævnehaller i mange lande. I årets løb er der blevet indviet seks nye stævnehaller til Jehova i Brasilien, to i den nordlige del af landet (Recife og Fortaleza), to i den sydlige del (Pôrto Alegre og Curitiba), én i Niterói, og én i Pindamonhangaba i nærheden af São Paulo. Fem af disse blev indviet den samme weekend, nemlig den 11.-12. september 1993. De to haller i nord ligger i troperne og er åbne i tre sider, så man kan få fuld gavn af briserne fra havet. Ved årets udgang var der 15 stævnehaller i brug; to af disse (i Queimados i staten Rio de Janeiro og i Vargem Grande i staten São Paulo) kan uden problemer rumme 7000 tilhørere hver.

Sverige har nu fem stævnehaller. Den nyeste ligger i Strängnäs og var tidligere et sports- og udstillingscenter. Den er nu blevet ombygget til en stævnehal med plads til 10.000 i den største sal. Brødrene har også købt et hotel ved hallen med 156 værelser, hvor især de ældre er glade for at bo under stævnet. Med denne store stævnehal midt i landet og de mindre stævnehaller i den nordlige og sydlige del, er det nu muligt for brødrene at bruge deres egne haller både til kreds- og til områdestævner. De var især glade for at C. W. Barber og T. Jaracz fra Det Styrende Råd kom til indvielsen sammen med 400 andre gæster fra nabolandene.

I Tyskland fik man i årets løb endnu en stævnehal, denne gang i Glauchau der ligger i det forhenværende Østtyskland.

I Nigeria skrider arbejdet frem med at projektere og bygge 11 nye stævnefaciliteter til kreds- og områdestævner. En af disse ligger i Akure og blev gjort færdig i årets løb. Den kan rumme 5500 personer. Da en højesteretsdommer der besøgte byggepladsen fik at vide at alle arbejderne  var ulønnede frivillige, sagde han: „Hvis noget lignende blev udført af den kirke jeg tilhører, så ville den der fik kontrakten blive millionær, og arbejderne ville stjæle alt udstyret. Når min kirke udfører et projekt til ti millioner naira, budgetterer vi med tyve millioner fordi folk er så korrupte.“ Efter at have iagttaget hvordan brødrene arbejdede ihærdigt, spurgte en anden besøgende, en ung mand, sin fader: „Bruger de den samme bibel som os?“ Hans fader svarede: „Ja, det er den samme bibel. De følger blot Bibelen på en anden måde end vi gør.“ Ja, kontrasten mellem sand og falsk religion er tydelig på mange måder.

Dette er på ingen måde en fuldstændig rapport. Hvis pladsen havde tilladt det ville vi også gerne have berettet mere detaljeret om den fine nye stævnehal der er blevet bygget af vore brødre i South Auckland, New Zealand; den første stævnehal i Norge, der ligger sådan at den kan benyttes af omkring halvdelen af forkynderne i landet; den sjette stævnehal i Japan, der er blevet bygget ved hjælp af tilt-up-metoden; den nye stævnehal i Portugals næststørste by, hvor der er siddepladser nok til at den også kan benyttes til områdestævner; de fire rigssale i Zakarpatskaya i det sydlige Ukraine hvor indervæggene kan trækkes til side så der dannes en stævnehal; stævnehallen i Trinidad der var så tiltrængt at den blev taget i brug ved afviklingen af ni kredsstævner endnu før byggearbejdet var færdiggjort; den åbne stævnehal der med hjælp fra andre lande blev rejst på ti dage i Sinamoga på Vest-Samoa; den beskedne stævnehal der blev bygget i Betlehem i Israel da brødrene købte taget af en ny bygning, med ret til at opføre endnu en etage; den nye stævnehal med tilhørende faciliteter til områdestævner på den italienske ø Sardinien; udvidelsen af stævnehallen i Prato i Italien så den kan bruges til områdestævner; den femte stævnehal i Colombia, der skal hjælpe med at rumme de over 8000 nye  der blev døbt i tjenesteåret; den rummelige stævnehal der er blevet bygget i Fransk Guyana, i tilknytning til fire rigssale der også har boliger til specialpionerer og missionærer, alt sammen bygget med hjælp fra 761 brødre der betalte deres egen rejse og fløj i skiftehold fra Frankrig for at udføre arbejdet på blot to måneder.

Indvielser af afdelingskontorer

Den eksplosive vækst i arbejdsmarken har også nødvendiggjort nye afdelingskontorer eller udvidelser. Nogle af disse er blevet indviet i det forløbne tjenesteår.

Canada

Den 25. september 1993 var der indvielse efter at det canadiske afdelingskontor var blevet udvidet med en stor administrationsbygning, en 60 gange 60 meter toetages bygning til trykkeri og forsendelse, en ny boligfløj der kan rumme omkring 330 betelmedarbejdere, samt forskellige servicebygninger. Milton Henschel og John Barr fra Det Styrende Råd var blandt de mange trofaste, ældre forkyndere der var inviteret med til indvielsen.

Hvorfor var det nødvendigt at udvide? Kontoret i Canada fører tilsyn med forkyndelsen af den gode nyhed i et kæmpemæssigt distrikt der strækker sig over 5100 kilometer fra øst til vest, og nordpå fra Saint Lawrence-floden og De Store Søer op til Arktis. Det er et af de største lande i verden. Siden afdelingskontoret i 1981 flyttede til sin nuværende adresse på Halton Hills, er antallet af forkyndere i Canada steget med 59 procent. Der var brug for mere plads på afdelingskontoret så man kunne tage sig af denne voksende skares behov. Skønt den gode nyhed har været forkyndt i Canada i over 110 år, har arbejdet i de seneste år antaget nye dimensioner, eftersom man er begyndt at vise de fremmedsprogede grupper særlig opmærksomhed.  Der findes nu menigheder og holdes regelmæssigt møder på en halv snes sprog foruden engelsk og fransk.

Tahiti

På Tahiti midt ude i Stillehavet blev der den 11. december 1993 indviet et smukt nyt afdelingskontor. Milton Henschel fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen og mindede de tilstedeværende om at det ikke er bygningens skønhed, men det arbejde der vil blive udført inde i bygningen, der er det vigtigste.

Opførelsen af en sådan bygning ved hjælp af frivillige bidrag og frivillig arbejdskraft var afgjort nyhedsstof, og nyhederne i fjernsynet, der sendes til flere lande, omtalte indvielsen. Toogtres år tidligere, i 1931, var et Jehovas vidne ved navn Sydney Shepherd ankommet til Tahiti for at forkynde. Han blev efterfulgt af Frank Dewar. Men ingen af dem fik tilladelse til at opholde sig særlig længe på øen. Nu findes der imidlertid over 1700 forkyndere på Tahiti og de andre øer i Fransk Polynesien.

Vest-Samoa

Indsamlingen af nationernes kostbare skatte foregår ikke blot i verdens store lande, men også på de små øer i det umådelige Stillehav. Siden arbejdet for alvor begyndte i disse lande i 50’erne, har 26 gileadmissionærer og 24 andre missionærer og specialpionerer fra udlandet, tjent i de fem lande der hører under afdelingskontoret på Vest-Samoa. Frugten af deres arbejde ses af at der nu virker 650 forkyndere på disse afsidesliggende øer. For omkring fem år siden opstod der et stort behov for nye faciliteter. Hvad skyldtes det?

Foruden de brødre der bor spredt på de 59 beboede øer der hører under afdelingskontoret, er der opstået menigheder på de sprog der tales af indbyggerne på Stillehavsøerne blandt udvandrersamfund i Australien, Californien, New Zealand og på Hawaii. Skønt få i tal er det  vigtigt at disse kære brødre også modtager åndelig føde. (Es. 42:10, 12) Jehova viser omsorg for sit folk uanset hvor det findes. Det Styrende Råd afspejler denne indstilling ved at sørge for at fremme oversættelsen af publikationer til de fire sprog der benyttes på disse øer, nemlig samoansk, tokelauansk, tongansk og tuvaluansk. Brødre og søstre er blevet oplært til at oversætte, korrekturlæse, og ombryde publikationer på computer.

Uanset hvor lille oplaget er, kræves den samme arbejdsindsats, det samme antal medarbejdere og de samme faciliteter for at man kan oversætte publikationer til disse sprog som der kræves til de sprog der tales af millioner af mennesker. I 1990 var der ikke længere plads på det gamle afdelingskontor (et ombygget missionærhjem). Der var behov for en langt større bygning, og Det Styrende Råd godkendte projektet.

Men hvordan blev byggearbejdet udført? De traditionelle huse på Samoa bliver bygget af de materialer der findes på stedet og har ingen vægge. De består kun af pæle der støtter taget. De fleste lokale brødre havde derfor slet intet kendskab til de byggemetoder der skal anvendes for at opføre et moderne afdelingskontor.

Det internationale brodersamfund trådte hjælpende til. Byggekontoret i Brooklyn og Den Regionale Arkitekttegnestue i Australien lavede tegningerne og udformede bygningen så den kan modstå jordskælv og cykloner. Fireogfyrre internationale medarbejdere og 69 internationale frivillige stillede den nødvendige ekspertise til rådighed i de tre og et halvt år byggeriet varede. De oplærte ikke alene 38 lokale brødre og søstre som arbejdede heltids på projektet, og de mange der arbejdede deltids, men bidrog også til åndeligheden i de lokale menigheder. Den erfaring og de færdigheder de lokale brødre fik under byggeriet, har allerede hjulpet dem til at opføre nye rigssale.

 Indvielsen fandt sted den 20. november 1993, og John Barr fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen. Alle de tilstedeværende tilsluttede sig begejstret en resolution om at indvi afdelingskontoret til tjenesten for Jehova.

Tyskland

Den største udvidelse af et afdelingskontor der er blevet fuldført i det forløbne tjenesteår, er foregået i Selters/Taunus i Tyskland. Dette markerede kulminationen på et byggeprojekt der havde varet i tre og et halvt år med deltagelse af over 18.600 frivillige. Dermed fordobledes størrelsen af det der i forvejen er Selskabets største afdelingskontor med trykkeri.

Fire medlemmer af Det Styrende Råd var til stede ved indvielsesprogrammet den 14. og 15. maj, nemlig Carey Barber, Milton Henschel, Karl Klein og Daniel Sydlik. Der var inviteret gæster fra 55 forskellige lande. Broder Barber pegede i sit foredrag på at omvæltningerne i Østeuropa har givet brødrene større frihed. „Men de vil umuligt kunne tilvejebringe alle de publikationer der er nødvendige“ for at stille folks åndelige hunger i disse lande, forklarede han. „Det tyske afdelingskontor forsyner dem derfor med det de skal bruge, sådan at de kan fortsætte forkyndelsesarbejdet.“ Det var derfor meget passende at mange af gæsterne ved indvielsen kom fra disse østeuropæiske lande. De var begejstrede da de fik en rundvisning i de nye faciliteter og så bogbinderiet og den store, nye offsettrykkemaskine i funktion. Udvidelsen sætter det tyske afdelingskontor i stand til at producere op mod 1,6 millioner blade og 80.000 bøger om dagen. Der trykkes allerede publikationer til 58 lande på 42 sprog.

Det var kun muligt for 3658 at overvære selve indvielsesprogrammet på afdelingskontoret om lørdagen. Men alle forkyndere i Tyskland har på den ene eller den anden måde bidraget til byggeriet, og alle ønskede at nyde gavn  af den åndelige opmuntring der kendetegner en sådan begivenhed. Programmet fortsatte derfor om søndagen på Betel og på seks sportsstadioner rundt i landet, hvor 177.902 samledes for at prise og takke Jehova. Broder Sydlik talte på manges vegne da han sagde: „Det har været indvielsen over alle indvielser. Den vil være prentet i vor erindring i lang, lang tid fremover.“

Andre byggeprojekter

Byggearbejdet fortsætter også i hurtigt tempo ved hovedkontoret i New York — på nye faciliteter i Brooklyn, Patterson og Wallkill. Disse forskellige steder er der i øjeblikket over 1040 brødre og søstre som deltager i byggearbejdet. Man håber at Gileadskolen kan flytte til Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson til marts 1995.

Selskabet har også et kontor i Tjekkiet. En ny tietages bygning, som er blevet skænket til Selskabet, er blevet renoveret og er taget i brug som betelhjem og kontor i Prag. I Maseru i Lesotho er der blevet opført en ny rigssal med missionærhjem, kontor og lager til bøger og blade.

Da der blev behov for tre nye missionærhjem på Salomonøerne, kunne man takket være det internationale samarbejde dække behovet. Grupper af brødre i Australien præfabrikerede nogle af de vigtigste byggemoduler, hvorefter det hele blev kørt til det australske afdelingskontor, der sørgede for at det blev sendt til Salomonøerne. I mellemtiden havde brødrene på Salomonøerne gjort byggegrundene klar og fældet over 40 tons tømmer i skovene og båret det ud ved håndkraft. Alt var netop blevet klar da 96 frivillige brødre ankom fra Australien, New Zealand og Hawaii. De havde selv betalt deres flybillet, og de hjalp til med hurtigbyggeriet på to øer. De tre missionærhjem blev gjort færdige på blot tre uger.

I det forløbne tjenesteår blev der også arbejdet ihærdigt på at færdiggøre afdelingskontorerne i Korea, Taiwan,  Ecuador, Surinam og Sri Lanka. Dertil kommer de mange andre projekter der er i gang. Der er omfattende byggeprojekter i gang i Mexico (se side 244, 245), Spanien, Den Dominikanske Republik, Australien, Madagaskar, Sierra Leone, Irland, Nicaragua, Paraguay, Peru, Jamaica og Ny Caledonien. Efter mange forsinkelser på grund af modstand er brødrene i Frankrig nu ved at udvide afdelingskontoret i Louviers. I nærheden af Skt. Petersborg i Rusland arbejder over 300 frivillige — fra Skandinavien og alle dele af det tidligere Sovjetunionen — flittigt på at færdiggøre et Administrationscenter for Trossamfundet Jehovas Vidner i Rusland.

Der foregår også meget byggeri i det sydlige Afrika. I øjeblikket bygger afdelingskontorerne i Sydafrika, Kenya, Moçambique, Madagaskar og Zaire. Sydafrika er i stand til at forsyne adskillige af disse afdelingskontorer med byggematerialer og udstyr. Det er grunden til at afdelingskontoret har en stor indkøbsafdeling, eksportafdeling og kørselsafdeling der tager sig af behovet i Sydafrika og i andre lande.

Desuden er en stor 13-etages tilbygning til afdelingskontoret i Japan på tegnebrættet. Foruden byggeriet i Cesário Lange i Brasilien, er man i gang med forberedelserne til at bygge et kontor, en lagerbygning og boligfaciliteter i São Paulo. Adskillige andre projekter er under forberedelse som vil hjælpe til at dække det åndelige behov hos den store skare der antager den sande gudsdyrkelse.

Hvordan er alt dette muligt? Det skyldes Jehovas ånd. Den hellige ånd virker på alle der tilhører Jehovas folk, så de, hvad enten de har lidt eller meget i materiel henseende, gavmildt giver af sig selv og af deres materielle midler for at fremme Rigets interesser. Det giver dem stor glæde at se hvordan Jehova velsigner resultatet af deres indsats.

[Illustrationer på side 6]

I løbet af de sidste fem år er 1.514.287 blevet døbt, og har således identificeret sig som Jehovas vidner

 [Illustrationer på side 12, 13]

De internationale stævner med temaet „Oplært af Gud“ var præget af stor hjertevarme og glæde

1. Hongkong; 2. Filippinerne; 3. Kenya; 4. Chile;  5. Colombia; 6, 7. Sydafrika

[Illustrationer på side 14]

Der blev hurtigt sendt fly med nødhjælp til Jehovas vidner i Rwanda

[Illustrationer på side 21]

Stævnehallen i Strängnäs i Sverige rummer 10.000 i hovedsalen

 [Illustrationer på side 27]

Nye eller udvidede afdelingskontorer (fra oven med uret): Canada, Vest-Samoa, Tahiti, Tyskland (med den nyeste trykkemaskine)