Mexico

NÅR folk hører navnet Mexico, forestiller de sig ofte noget med dansere i farverige dragter, guitarister der spiller romantiske serenader, og søvnige småbyer præget af hvidkalkede huse med røde tegltage. Andre får associationer til trafikpropper i kæmpebyer som Mexico City, Guadalajara eller Monterrey. Atter andre kommer til at tænke på de jævne og gæstfri indbyggere, der har let til smil og som venligt giver en hånden. Sådan er Mexico også, men det er ikke hele billedet.

Landet er også præget af åndelig rigdom. Jehovas Vidner virker i over 230 lande, men siden 1987 har Mexico tegnet sig for godt og vel 10 procent af alle de bibelstudier de leder i hele verden. Og denne bibelundervisning giver resultater. I løbet af de seneste fem år har 154.420 mexicanere fremstillet sig til dåb som symbol på deres indvielse til Jehova.

 Men der er stadig meget at gøre før der er aflagt et grundigt vidnesbyrd i hele Mexico, hvis indbyggertal har rundet 87 millioner. Det officielle sprog er spansk, men der tales også andre sprog foruden nogle dialekter. Der er endnu ikke blevet aflagt et grundigt vidnesbyrd for alle mexicanerne, men Jehova samler sine tjenere fra alle landets forskellige befolkningsgrupper. Hvordan sker det? Det vil du få at se når du læser denne beretning om Jehovas Vidners historie i Mexico.

Indledningsvis vil du sikkert gerne orienteres lidt om det mexicanske folk og de begivenheder der har formet dets holdninger.

Mexicanernes baggrund

Hvem er mexicanernes forfædre? Den mest fremherskende teori går ud på at de første stammer der befolkede Mexico, var af asiatisk herkomst og kom til  Amerika via Beringstrædet. De bosatte sig i Mexico længe før vor tidsregnings begyndelse.

Indianerstammer som olmekerne, mayaerne, zapotekerne og toltekerne har sat deres præg på Mexicos historie. Da spanierne i 1490’erne indledte deres erobring af Vestindien, beherskede aztekerne store områder i den sydlige del af det centrale Mexico. Deres hovedstad, Tenochtitlán, havde skønsvis 250.000 indbyggere. Men i 1521, da den sidste aztekerkejser overgav sig til Hernán Cortés, kom området under spansk herredømme.

Aztekerne var soltilbedere og dyrkede også naturfænomenerne, for eksempel regnen og ilden, som de tillagde livsopretholdende kraft. Med spaniernes ankomst skete der et kultursammenstød. Under det spanske herredømme blev den katolske tro påtvunget indianerne, som med tiden aflagde deres rituelle menneskeofringer, men sammensmeltede andre opfattelser og skikke med deres nye religion.

De europæiske herskere ikke blot udnyttede de indfødte, men undertrykte dem også mere umærkeligt ved hjælp af den nye religion. Hvordan? Ved at lade kirken stå for undervisningen, som kun de velhavende og indflydelsesrige havde adgang til. Den jævne befolkning blev holdt i uvidenhed som analfabeter og var derved lette ofre for religiøs fanatisme.

Gennem næsten tre hundrede år var katolske læresætninger og skikke en uadskillelig del af folkets tilværelse. Men i 1810 gjorde mexicanerne under anførsel af præsten Miguel Hidalgo y Costilla oprør mod det spanske herredømme. Det blev indledningen til uafhængighedskrigene. Den nydannede stat og den katolske kirke  forblev nære forbundsfæller, og befolkningen var stadig katolikker.

Som tiden gik blev myndighederne imidlertid overbevist om at religionen gjorde mere skade end gavn, så i 1859 blev der vedtaget et lovkompleks, Leyes de Reforma (Reformationslovene), som blandt andet adskilte kirke og stat. Loven påbød også at alle kirkens ejendomme skulle beslaglægges.

Mod slutningen af 1910 blev landet atter kastet ud i en revolution, denne gang i et forsøg på at omstyrte Porfirio Díaz’ diktatur. Det lykkedes, og i 1917 blev der således gjort fornyede bestræbelser på at håndhæve Reformationslovene. Nu blev trosfriheden lovfæstet i Mexico, men loven indeholdt nogle bestemmelser med det specifikke sigte at indskrænke den katolske kirkes magt. Efterhånden som revolutionen ebbede ud, kom der fremdrift i noget andet som skulle vise sig at medføre endnu større frihed. Det drejede sig om udbredelsen af den gode nyhed om Guds hensigt med menneskeheden.

Et album med åndelige milepæle

Beretningen om Jehovas Vidners virksomhed i Mexico er som et fotoalbum med dyrebare minder. Den første side af vort album fører os tilbage til 1893. Det år skrev en vis hr. Stephenson i Mexico et brev hvori han tilkendegav sin interesse for at studere Bibelen og videregive sin kundskab. Brevet var adresseret til Vagttårnsselskabets kontor i Allegheny i den amerikanske stat Pennsylvanien. Der stod: „Jeg vedlægger fem dollars. Tegn mig venligst for et års abonnement på ’Zions Vagt-Taarn’ og send mig for det resterende beløb så mange eksemplarer af de tre bind af ’Millenniets Daggry’  som pengene dækker. Jeg ønsker nemlig at sende dem til adskillige venner både her og i Europa. Jeg håber at jeg i ’Vagt-Taarnet’ vil finde artikler som kan udrette noget godt i dette land hvis de bliver oversat til spansk og offentliggjort. Jeg kunne endog tænke mig at oversætte ’Daggrybøgerne’ hvis jeg havde midler til at få dem udgivet.“

Dette foregik under Porfirio Díaz’ regime, en epoke kendetegnet af svælget mellem et dybt religiøst aristokrati og en lige så religiøs men ludfattig arbejderbefolkning, som blev holdt nede af den katolske gejstlighed. I 1910-11 blev Díaz af voldsomme og blodige uroligheder i store dele af landet tvunget fra sin post.

Da omvæltningernes støv havde lagt sig, lå landet i ruiner og var forarmet. Nogle begyndte nu at søge Gud. De der var flygtet nordpå til USA vendte så småt tilbage, og nogle af dem medbragte skatte i form af bøger der redegjorde for Bibelens budskab. Desuden rejste nogle bibelstudenter fra USA gentagne gange til det nordlige Mexico og forkyndte den gode nyhed blandt befolkningen. Som følge heraf fik enkelte her og der kundskab om sandheden og gjorde hvad de kunne for at udbrede den til andre.

Tilløb til organisering

I 1917 rejste den unge Abel Ortega til San Antonio i Texas for at læse til læge. Her fortalte en broder ved navn Moreyra ham om Guds hensigt med menneskeheden, og Abel ændrede planer. Ved hjemkomsten til Mexico havde han en bedre plan, nemlig bogen Guds Verdensplan. Hans farbroder, som havde sørget for at han kunne studere medicin, misbilligede denne interesse og havde intet tilovers for sin nevøs nyfundne tro.  Abel blev derfor nødt til at flytte hjemmefra. Han slog sig ned i Santa Julia i udkanten af Mexico City og begyndte at afholde møder i skyggen af et stort træ. I løbet af to år sluttede 30 sig til gruppen.

Efterhånden som flere kom til, voksede behovet for en ordentlig mødesal. Man fandt en sal i Mexico Citys centrum. I 1919 holdt bibelstudenterne i Mexico også små stævner af fire dages varighed.

Kort efter blev Abel Ortega imidlertid grebet af en ny fransk trosretning og afskar kontakten med sine kristne brødre. Der opstod splittelser, og kun få fortsatte med at gøre Jehovas vilje.

Selskabets spanske kontor i Los Angeles

I vort historiske album over denne periode finder vi en høj, slank colombianer, Roberto Montero, som lærte sandheden at kende og blev døbt i De Forenede Stater i 1914. Hans begynderiver ansporede ham til at gøre alt hvad der stod i hans magt for at udbrede den gode nyhed. Mens C. T. Russell var præsident, arbejdede Roberto en tid på Betel i Brooklyn. Hans datter María Luisa de Bordier fortæller: „Det lader til at broder Rutherford [Selskabets anden præsident] i 1917 eller 1918 sendte min fader til Los Angeles for at tage sig af en spansktalende gruppe som var dannet dér. Han skulle også stå for udgivelsen af La Torre del Vigía, nu La Atalaya [Vagttårnet], på spansk.“ Roberto Montero oprettede altså et kontor i Los Angeles i Californien og begyndte at oversætte Selskabets publikationer til spansk og sende dem til spansktalende interesserede som bestilte dem.

Herfra nåede La Torre del Vigía til Mexico, nogle gange hver måned, andre gange hver anden. Kontoret  i Los Angeles udsendte også pastor Russells bøger. Guds Verdensplan og teksten til Skabelsens Fotodrama blev kendt vidt og bredt i Mexico.

Et afdelingskontor i Mexico

Den gruppe i Mexico City som Abel Ortega havde skilt sig ud fra, havde sine problemer, men der fandtes retsindige mexicanere som hungrede efter sandheden og fortsatte med at studere Bibelen ved hjælp af Vagttårnsselskabets publikationer. Fra forskellige egne af landet indløb der breve med bestillinger på litteratur. Som følge heraf rejste Roberto Montero sidst i 1920 til Mexico og besøgte nogle af de interesserede. Han mødtes også med gruppen i Mexico City, som på det tidspunkt bestod af cirka 13 personer, og med de voksende grupper i Monterrey, Guadalajara, Puebla og Veracruz.

I 1925 var der blevet oprettet flere klasser (menigheder). I løbet af få år steg antallet til ni; men i 1929 var der kun fire tilbage.

 I slutningen af 1929 viste broder Rutherford Mexico særlig opmærksomhed og oprettede et afdelingskontor i Mexico City. David Osorio Morales, en ung broder fra USA, fik tilsynet med arbejdet. Den forbedrede organisering satte fart i forkyndelsen af den gode nyhed.

På den tid var forholdet mellem den katolske kirke og myndighederne spændt. Nogle katolske kirker var blevet lukket. Da Mexicos ærkebiskop, Don José Mora y del Río, i 1926 fordømte nogle bestemmelser i grundloven, blev han fængslet. Disse begivenheder udløste Cristeros-krigen, og der udbrød atter kampe mellem soldater og væbnede oppositionsstyrker i landets indre. Efter omtrent fire år med kampe blev der indgået en aftale, så der igen kunne forrettes gudstjenester i kirkerne. Men kirken og staten affandt sig blot med hinanden. Grundloven af 1917 med dens begrænsninger på religionen vedblev med at være i kraft. Blandt mexicanerne var der nogle som hungrede og tørstede efter retfærdighed, men kun få vidste hvor den fandtes.

Indregistrering hos staten

Den 23. maj 1930 indgav Selskabets afdelingskontor en ansøgning til statssekretariatet om at få indregistreret International Forening for Bibelstudium. I formålsparagraffen hed det blandt andet:

„International Forening for Bibelstudium har til formål med ethvert middel at udbrede de principper og sandhedsord der bidrager til alle samfundsklassers, især den lavere klasses, højnelse, idet foreningen tilstræber en forbedring af sidstnævntes status, økonomisk såvel som moralsk, mentalt og fysisk.“

 I ansøgningen blev det også nævnt at foreningen som et led i opfyldelsen af sit formål uddelte tryksager og desuden gjorde brug af andre meddelelsesmidler, at den arrangerede offentlige foredrag til belysning af diverse emner ved hjælp af Bibelen, og at den organiserede studieklasser. På den tid forsøgte myndighederne at standse den religiøse fanatisme og afhjælpe den uvidenhed som er dens grobund. Derfor fremhævede ansøgningen de undervisningsmæssige aspekter af vor virksomhed. Om beskaffenheden af foreningens religiøse virksomhed hed det i paragraf 2, afsnit e:

„Medlemmerne nærer dyb ærbødighed for, og priser i ord og gerning, Jehova Gud, Skaberen af himmelen og jorden, og tilkendegiver deres holdning uden brug af ritualer og ceremonier etc., kun ved argumenter og ræsonnementer der overbeviser og tilfredsstiller hjertet. Medlemmerne er ufravigeligt antiklerikale og modstandere af samvittighedskontrol og indskrænkninger i tankefriheden.“ Derefter blev det entydigt  slået fast at vi „ikke udgør nogen religiøs sekt“. Der blev anført elleve begrundelser herfor.

Den 2. juni 1930 modtog vi følgende svar fra statssekretariatet: „Dette sekretariat bemyndiger International Forening for Bibelstudium til at udøve den virksomhed som den har ansøgt om, så længe nævnte forening ikke krænker lovgivningen vedrørende trosudøvelse og ydre adfærd . . .“

Senere, den 14. december 1932, blev der indgivet en ansøgning om at få navnet ændret fra det engelske International Bible Students Association til Sociedad de la Torre del Vigía, uden at der blev ændret i vedtægterne. Der blev imidlertid tilføjet nogle uddybende afsnit, blandt andet følgende:

„Vi tager ingen som helst del i politik. Vi tror at Jehova [er] himmelens og jordens Skaber, og at Bibelen er hans ord som åbenbarer hans hensigter med menneskeslægten. Vi tror også at han har lovet at oprette sit rige og herske over jorden gennem Herren Jesus Kristus, og at vi allerede befinder os på den tid da hans rige er blevet oprettet, til glæde for alle verdens nationer.“

Også et andet afsnit fremhævede Selskabets neutrale standpunkt. Statsministeriet anerkendte modtagelsen af ansøgningen den 20. december 1932. Jehovas Vidners juridiske redskab blev således indregistreret hos de mexicanske myndigheder for over 60 år siden. I overensstemmelse med den hensigt der allerede dengang  blev fastsat, er forkyndelsen blevet udført i hele landet.

Den gode nyhed når staten Chiapas

Før registreringen var den gode nyhed nået til den sydlige stat Chiapas gennem en der ikke var bibelstudent, som Jehovas vidner blev kaldt dengang. Herfra rejste den velstående Del Pino til Europa for at studere medicin. Mens han var udenlands lærte han også meget af bibelstudenterne. Da han vendte hjem istandsatte han en sal og indbød de ansatte på sin hacienda Montserrat sammen med nogle lokale evangeliske præster. Han var bibelstærk og fandt tydeligvis stor glæde ved at udrede lærepunkter for forsamlingen.

En der lyttede med et modtageligt sind og hjerte var den unge José Maldonado, der i 1924 arbejdede på haciendaen. Intet tyder på at hans arbejdsgiver, dr. Del Pino, nogen sinde selv sluttede sig aktivt til Jehovas Vidner, om end han modtog publikationer fra Vagttårnsselskabet. Men Bibelens budskab vakte den unge Josés ønske om at være med til at forkynde. I 1927 slog han sig ned i Tuxtla Gutiérrez, hvorfra han udbredte den gode nyhed og uddelte bibelsk læsestof i hele staten Chiapas, uden at have modtaget nogen oplæring fra organisationen. På den tid begyndte Josefina Rodríguez også at forkynde Bibelens budskab i byen Tapachula, nær grænsen til Guatemala.

Nogle år senere besøgte en broder ved navn Carreón både José Maldonado og Josefina Rodríguez. Han brugte broder Maldonados hjem som centrallager, idet han hver fjerde eller femte dag kom efter flere publikationer hvormed han gennemarbejdede hele området langs Stillehavskysten fra Arriaga til Tapachula.  Landskabet var betagende, men bjergvejene var vanskeligt fremkommelige, så det meste af strækningen måtte tilbagelægges til fods. Om aftenerne holdt broder Carreón foredrag og tilbød Selskabets publikationer. Han spredte meget; men han kombinerede forkyndelsen med salg af egne varer.

Ved et stævne i Mexico City i 1931 fik kolportørerne (pionererne) instruks om at holde sig til at sprede bibelske publikationer og ikke drive handel. Det tog broder Carreón sig så nær at han forlod organisationen, hvorpå han gjorde fælles sag med en vis hr. Pérez i Veracruz. De dannede en gruppe ved navn Estudiantes Nacionales de la Biblia (De nationale Bibelstudenter).

Men José Maldonado havde fra første færd været klar over at Jehovas organisation er international. Stævneprogrammet i Mexico City gjorde et dybt indtryk på ham. Det fremhævede navnet Jehovas Vidner og det ansvar der påhviler dem der bærer dette navn. Inden stævnet var forbi havde broder Maldonado besluttet at forkynde på heltidsbasis som kolportør. Og der var rigtignok behov for forkyndere af den gode nyhed. Dengang var der kun 82 Jehovas vidner i hele landet.

„Vi har stadig masser af urørt distrikt i Mexico“

Året efter udtrykte broder Maldonado et ønske om at udvide sin tjeneste ved at forkynde i Guatemala, som grænser op til staten Chiapas. Selskabets mexicanske afdelingskontor svarede: „Kære broder Maldonado: Vi har stadig masser af urørt distrikt i Mexico. Landet har omkring 15.000.000 indbyggere. Der skal aflægges mindst 7.000.000 vidnesbyrd, og vi har kun aflagt 200.000 . . . De næste fem år vil der være arbejde nok til cirka 100 kolportører. For øjeblikket har vi kun 33.  Du kan derfor sikkert forestille dig hvor meget arbejde vi stadig har at udføre i dette land.“ (Med et vidnesbyrd mentes der at man havde fortalt andre om Jehova og hans hensigter og spredt publikationer de steder det var muligt.)

Broder Maldonado og hans hustru sagde ja til at forkynde i staten Morelos, syd for Mexico City. Derefter kom de atter til Chiapas, og senere vestpå til Guerrero. Broder Maldonado beretter: „Da vi kom til staten Guerrero købte vi et æsel ved navn Volcán, som min kone blev meget glad for, eftersom der ikke var offentlige transportmidler i egnen omkring Arcelia. Vi anbragte publikationerne på æslets ene side og en kuffert med vores tøj på dets anden side.“

Sidst i 1933 besøgte broder Maldonado staten Veracruz på østkysten. Mens han befandt sig her, fik han tilsendt noget nyt udstyr fra Mexico City: En elektrisk grammofon. Når den blev koblet sammen med en højttaler, kunne man afspille en plade med et bibelsk foredrag for en stor tilhørerskare. Broder Maldonado benyttede dette udstyr ved menighedsmøder og til at aflægge vidnesbyrd for offentligheden andre steder. Når han og hans hustru skulle ud at forkynde på isolerede steder, transporterede de apparatet på Volcáns afløser. (Volcán var blevet solgt engang de var i akut pengenød.)

Broder Maldonado sammenfattede sin gerning i følgende ord: „Fra 1931 til 1941 var jeg pioner. Jeg var altid på farten, for dengang gennemarbejdede en pioner en hel stat, ikke kun en by.“

I nogle år havde broder og søster Maldonado deres lille barn med sig. De oplevede at blive truet  med skydevåben; broder Maldonado blev fængslet, og ved en lejlighed blev han gennempryglet. Da datteren fyldte syv, fandt de det mest forsvarligt at bosætte sig i Mexico City. Her fortsatte de i tjenesten. Siden forlod broder Maldonado organisationen for en tid, men vendte tilbage og tjente Jehova til sin død.

Der forkyndes i de nordlige stater

I mellemtiden krydsede flere forkyndere uafhængigt af hinanden grænsen fra USA for at forkynde den gode nyhed for indbyggerne i Mexicos nordlige stater.

En af disse forkyndere var Manuel Amaya Veliz, en høj, slank ung mand der i 1922 havde hørt om sandheden gennem en kollega i El Paso i Texas. På det tidspunkt var han aktiv i en gruppe der agiterede for reformer. Han fortæller selv: „Jeg havde nogle flyvske idéer. Jeg yndede alt hvad der angreb gejstligheden, kapitalismen og politikerne.“ Hans kollega inviterede ham til et foredrag af Roberto Montero, og den indbydelse tog han imod. Først var Manuel ubeslutsom, men i 1928 begyndte han at forkynde. I 1931 indviede han sig og blev døbt, og han blev udnævnt til „arbejdsdirektør“ i El Paso. Han kunne imidlertid godt tænke sig at gøre mere for at udbrede sandheden.

„Jeg havde bedt Jehova give mig mulighed for at komme til Mexico for at udføre Rigets gerning,“ fortalte han senere. Da hans arbejdsplads senere blev omstruktureret, gav hans fratrædelsesløn ham råd til at flytte. Samme år som han blev døbt læssede han og hans hustru en Ford T (årgang 1926) og en lille trailer med de ejendele som de ikke kunne afhænde, og satte kursen mod syd til Ciudad Camargo, midt i staten Chihuahua.

 For at skaffe nogle midler satte Manuel nogle medbragte varer til salg på markedspladsen. „Så snart jeg havde samlet nogle få centavos tog jeg til Mexico City og meldte mig på afdelingskontoret,“ mindes han. Det blev aftalt at han skulle indlede en forkyndelseskampagne i Ciudad Camargo.

Broder Amayas forkyndelseskampagner

„Jeg begyndte arbejdet på min egen måde, men altid i forståelse med organisationen,“ har broder Amaya fortalt. Han medbragte et bredt sortiment af Selskabets bøger på spansk — Verdensbefrielsen, Forligelse, Skabelsen, Regering, Profetierne, Liv og Lys. Han forkyndte og spredte så mange publikationer som muligt, og der opstod en vis interesse.

Broder Amaya foretog flere rejser indtil han havde gennemarbejdet staterne Chihuahua og Durango — en stor del af det nordlige og centrale Mexico. For at sikre sig tilstrækkeligt med publikationer bad han Selskabet sende forsyninger poste restante til nogle af byerne på ruten. Han modtog ofte fødemidler i bytte for bøger og blade, eftersom mange af modtagerne var for fattige til at betale med rede penge.

I staten Coahuila, i området La Laguna, traf broder Amaya en mand der sagde: ’Jeg er også et Jehovas vidne.’ Det var Florentino Banda, der var flyttet sydpå fra Texas i 1933. Sammen gennemarbejdede de området, og da broder Amaya vendte hjem til Ciudad Camargo, fulgte broder Banda interessen op. Senere tjente han som rejsende tilsynsmand, ledsaget af sin hustru.

Broder Amaya var dygtig til at undervise folk i sandheden og gøre dem til nidkære tjenere for Jehova. I Valle de Allende lærte Rodolfo Maynez sandheden at  kende ved broder Amayas hjælp. Ved adskillige lejligheder forsvarede broder Maynez sandheden over for de stedlige myndigheder, og en enkelt gang udfordrede han den lokale præst til en debat. Broder Amaya fik også betydning for familien Bordier. Gildardo Bordier tjente senere på Selskabets kontor i Mexico og giftede sig siden med Roberto Monteros datter, María Luisa. De to tjener stadig trofast sammen.

Manuel Amaya tjente Jehova trofast til sin død i 1974. Hans hustru, Angelita, begyndte også at tjene Jehova og fortsatte trofast i over 50 år til sin død i 1990.

Hvordan gik det i Mexico City?

Da afdelingskontoret var blevet oprettet i Mexico City i 1929, gik det fremad med forkyndelsen af den gode nyhed. Året efter var der 3 menigheder i hovedstaden og 19 i resten af landet.

 En ung græsk-ortodoks mand i Mexico City viste sig at være åndeligt hungrende. Sammen med andre grækere undersøgte han hyppigt Skrifterne på sin arbejdsplads. En dag i 1929 kom hans ven ind i forretningen med bogen Guds Verdensplan. De læste den med glæde og skaffede sig flere bøger samt brochurer. „Disse brochurer og bogen Verdensbefrielsen betog mig stærkt,“ fortalte Hércules Dakos siden om sit første indtryk.

Han overværede det første vagttårnsstudium han blev indbudt til, og kom hjem med en kasse bøger og brochurer til eget brug og til uddeling. Snart begyndte han at fortælle venner og kunder den gode nyhed om Guds rige. Samme år, i 1929, blev han døbt. Året efter pakkede han sine kufferter og rejste til Grækenland, ivrig efter at fortælle sine slægtninge om sandheden.

Halvandet år senere vendte Hércules tilbage til Mexico, mere begejstret end nogen sinde. I mellemtiden var menigheden blevet fordoblet.

Hércules rettede især sin opmærksomhed mod Plaza Mayor, den centrale plads i Mexico City. I det offentliges administrationsbygninger fandt han mange lyttende ører. Hércules ville også gerne forkynde for præsidenten og skrev derfor til ham. Præsidentens sekretær svarede ved at anmode Hércules om at sende nogle publikationer.

Nogle måneder efter broder Dakos’ hjemkomst fra Grækenland blev arbejdet i Mexico yderligere stimuleret.

Broder Rutherford besøger Mexico

Fra den 26. til den 28. november 1932 blev der afholdt et landsstævne i Mexico City. Fra Selskabets hovedkontor kom broder Rutherford og broder Eduardo  (Edwin) Keller. Under besøget holdt broder Rutherford foredrag på fem forskellige radiostationer. Programmerne var landsdækkende og blev godt modtaget.

Afdelingstilsynsmanden i Mexico blev på grund af en ukristen adfærd udskiftet under broder Rutherfords besøg. Roberto Montero blev indbudt til at flytte til Mexico for at lede arbejdet på afdelingskontoret; men eftersom han ikke kunne rejse straks, blev broder Keller tilbage for midlertidigt at føre tilsyn med arbejdet.

Broder Montero ankom i april 1933. De forudgående problemer havde indvirket negativt på forkyndelsen, og der var et stort behov for at opbygge brødrene åndeligt. I en rapport i Boletín (senere Informador, dansk nu Rigets Tjeneste) for november 1933 hed det: „Antallet af arbejdere faldt fra et højdepunkt på 253 i 1932 til 105 som det højeste antal i 1933 . . . I februar var tallet dalet til 48.“

Familien Montero danner kernen i betelfamilien

Hvordan blev afdelingskontoret organiseret da familien Montero ankom til Mexico? Sønnen, Roberto junior, som nu bor i Los Angeles i USA, beretter:

„Jeg ankom til Mexico City med min familie da jeg var fem år gammel. Vi boede i et hus med to etager og kælder. Senere købte Selskabet huset som sit første afdelingskontor.

Kort efter blev broder Samuel Campos af far indbudt til at arbejde som bogholder på afdelingskontoret, og eftersom han var tosproget, hjalp han far med at oversætte publikationerne til spansk. Mor tog sig af tjenesterapporterne og arkivet. I årenes løb lærte far mig og min søster maskinskrivning og stenografi for at vi kunne gå til hånde på kontoret.

 Da vi havde opnået en vis rutine, renskrev vi efter skoletid oversætternes manuskripter og hjalp til med korrespondance og andet. Vi anså det for en stor forret. Med tiden kom andre brødre og søstre til at arbejde på afdelingskontoret: [Mario] Mar og hans hustru, Conchita; José Quintanilla og hans hustru, Severa; Carlos Villegas, og en kort overgang Daniel Mendoza. . . .

Broder Mar havde blandt meget andet ansvaret for den trykkemaskine Selskabet havde købt til trykning af Informador foruden diverse løbesedler, indbydelser og formularer til kontorbrug. Broder Alfonso García og jeg arbejdede under broder Mars tilsyn med håndsats, trykning og skæring af tryksagerne. Vi var 13-14 år gamle da vi begyndte på dette arbejde. I lighed med de unge brødre der nu tjener på forskellige betelhjem, lærte vi meget der har været os til nytte som voksne.“

Hele republikken var hans distrikt

Også andre flyttede fra USA til Mexico fordi de hørte at der var stort behov syd for grænsen. En af dem var Pedro De Anda, der blev døbt i 1925. En amerikansk broder der havde tilbragt nogen tid i Mexico, talte med ham om den frugtbare åndelige mark dernede. Uden opsættelse flyttede broder De Anda til Mexico. „Jeg kom til byen [Nuevo] Laredo med stor iver efter at tjene,“ fortæller han. Fra denne grænseby arbejdede han sig sydpå til Monterrey og videre til staten Zacatecas.

Udrustet med en grammofon ankom han til byen Concepción del Oro i Zacatecas og begav sig hen på bytorvet, hvor han satte en plade på. Hvilken reaktion vakte dette? Han beretter:

 „En meget velstående fanatiker dukkede op under foredraget, henvendte sig til forsamlingen og hævdede at vi var fjender af Jomfru Maria og den katolske kirke . . . Folk begyndte at samle sten og stokke op for at slå os ihjel, og jeg sagde derfor: ’Et øjeblik, borgere! Vi er ikke dyr og skal ikke behandles som sådanne. Vi er mennesker, og vor hensigt er at bringe jer et livets budskab!’ Jeg spurgte dem om jeg havde tvunget nogen til at tro mit budskab, hvorefter jeg takkede for deres opmærksomhed. Derpå tog vi vore publikationer og grammofonen og gik vores vej.“

Senere samlede en svært bevæbnet klynge sig uden for det hus som broder De Anda opholdt sig i. Hvad var den ude på? Det viste sig at være byens baptister, der regnede sig for Pedro De Andas „brødre“. De var kommet for at forsvare ham! Han udtrykte sin påskønnelse af deres gestus, men fortalte at den ikke behøvedes, da han havde Jehova som Beskytter.

Broder De Anda udvidede gradvis sit distrikt til hele republikken. Foruden landets nordlige del virkede han i staterne Durango, Puebla, Veracruz og Chiapas.

’Send en forkynder’

Mario Mar lærte sandheden at kende i 1934 uden at have været i kontakt med et Jehovas vidne. Hvordan blev han da en forkynder? Han fortæller: ’Engang der var sygdom i min familie tog jeg hen  til en nabo. Her fandt jeg bøgerne Skabelsen og Forligelse, og bekymret som jeg var, gav jeg mig til at læse dem.’ Senere flyttede han fra De Forenede Stater til San Miguel de Camargo i staten Tamaulipas, og herfra skrev han til Selskabet. Han fortæller: „På det tidspunkt blev der afholdt mange religiøse processioner i byen på grund af tørken, og jeg bad dem sende en forkynder der kunne tale med folk, eftersom de var stærkt fanatiske. Selskabet svarede at det var en god idé og at de derfor udnævnte mig til at indlede forkyndelsen dér. De sendte mig 75 brochurer på spansk, med titler som Verden i Nød, En retfærdig Hersker og Folkets Deling.“

Ved hjælp af disse brochurer begyndte Mario at forkynde den gode nyhed, først i San Miguel de Camargo og derpå i de omliggende byer. Han elskede dette arbejde og skrev derfor til Selskabet og spurgte om hvordan det lå med at tjene andre steder. Selskabet svarede straks ved at tildele ham distrikt i den nordlige del af staten Nuevo León. Ufortøvet gik Mario i gang. „Jeg drog omkring som pioner uden at være blevet døbt,“ fortæller han. Han var heller ikke blevet oplært, men Jehova stod ham bi. På et tidspunkt fik Mario også følgeskab af sin hustru.

Da hun på et tidspunkt blev syg, skrev han til Selskabet og forespurgte hvor det ville være bedst for dem at slå sig ned for en tid. Selskabet sendte dem Román Morenos adresse i Monterrey. Omsider mødte de andre Jehovas vidner. Nu kunne Mario og hans hustru overvære møderne, og inden længe blev de døbt.

Ved et stævne der i 1935 blev holdt i Monterrey, blev broder Mar indbudt til at tjene på  afdelingskontoret. Senere blev han ofte sendt ud som zonetjener (kredstilsynsmand).

Mange brødre i hele landet husker broder Mar som en af de første der fortalte dem om sandheden. Han tjente trofast til sin død i 1988. Hans hustru er fortsat en loyal tjener for Jehova.

Bibelens budskab udbredes i nordvest

I staterne Baja California, Sonora og Sinaloa mod nord og vest skete der det samme som andre steder i 1930’erne: Grupper af Jehovas vidner skød op.

I begyndelsen af 30’erne traf Luciano Chaidez fra Culiacán i staten Sinaloa en kvinde der altid talte imod religionen og sagde at alle religioner var dømt til undergang. Nogle mente at hun var gået fra forstanden, men hun gentog blot hvad hun havde fået ud af de bøger som hendes søster i USA havde sendt hende. Luciano fik en af disse bøger, nemlig den spanske udgave af Guds Harpe. Den læste han tre gange. Han blev overbevist om at den talte sandt og skrev derfor til Selskabet. Som svar fik han tilsendt nogle publikationer hvormed han kunne påbegynde kolportørgerningen i området. Ved et stævne i 1934 blev han døbt.

Da broder Chaidez kom til havnebyen Mazatlán som kolportør, stiftede han bekendtskab med Gilberto Covarrubias, som kom sammen med de få lokale Jehovas vidner. Gilberto lod sig opmuntre til at gøre gode fremskridt. Han husker tydeligt hvordan hans dåb foregik. Brødrene førte ham ud i havet og gav ham besked på at dykke sig ned og holde vejret så længe han kunne. Da han kom op, erklærede de ham for døbt. Sådan foregår det naturligvis ikke længere.  Gilberto viste nidkærhed i Jehovas tjeneste, og han var med til at udbrede den gode nyhed ved at føre an i tjenesten i alle småbyerne omkring Mazatlán.

På samme egn var en vis Pedro Saldívar blevet fængslet på falske anklager. Hans datter bragte ham bøger og blade som han kunne fordrive de godt tre måneders afsoningstid med, og en dag kom hun blandt andet med en brochure af J. F. Rutherford. Deri stod at Gud havde til hensigt at indføre en retfærdig ny verden, noget Pedro fandt stor trøst i. Inden længe blev den skyldige fundet, og Pedro blev løsladt. Med det samme gav han sig til at lede efter læsestof som den brochure han havde læst, og det fandt han. En nabo der var et Jehovas vidne, tog ham snart med til møderne, som blev ledet af Gilberto Covarrubias. Ligesom Gilberto gennemførte Pedro en forkyndelseskampagne. Han arbejdede sig nordpå gennem Sinaloa, til den nordlige del af staten Sonora. Dér huskes han stadig som en af de første kolportører og forkyndere af Riget.

Nogle af kampagnerne førte forkynderne langt omkring, men de var ikke mange dengang, og distriktet var vidtstrakt. Da der i 1938 officielt blev oprettet en  menighed i Mazatlán i Sinaloa, fik den hele staten som distrikt.

En skat og et dødt æsel

Vest for staten Sonora ligger Baja California, en halvø der løber parallelt med det mexicanske hovedlands nordvestkyst. I 1934 førte en ung forkynder bibelske samtaler med befolkningen i området godt halvvejs ude på halvøen. Hans arbejde gav gode resultater, men hvad blev der af ham?

Esther Pérez fortæller: „I 1934 kom en ung mand til La Purísima i staten Baja California for at tale om Bibelen. . . . Min fader arbejdede . . . for staten og havde fortalt os at han havde modtaget nogle breve fra Selskabet hvori der blev spurgt til den unge mand, men de kendte ikke noget til ham.“ Han var forsvundet. „Myndighederne iværksatte en eftersøgning efter hans lig, men man fandt kun skelettet af et bundet æsel. . . .  Man fandt også en kuffert fuld af bøger med farvede omslag. . . . De tog kufferten med til byen og begyndte at læse bøgerne. De forstod dem ikke, men blev klar over at bøgerne citerede Bibelen.“

Det er aldrig blevet fuldstændig opklaret hvad der tilstødte den unge forkynder. Men folk læste hans bøger, og nogle blev ivrige efter at forstå Bibelen.

Desværre greb en protestant i byen lejligheden til at skaffe sig tilhængere. Han organiserede en gruppe bestående af dem der viste interesse for at læse bøgerne. Senere tegnede de abonnement på La Atalaya og tog fat på at studere bladet. Søster Pérez beretter hvordan det gik:

„Protestanten var selvbestaltet overhoved for gruppen og ønskede derfor ikke at nogen korresponderede med Selskabet. Men så kom der et brev fra Selskabet hvori der blev spurgt om der fandtes transportmuligheder, da de gerne ville sende en repræsentant på besøg. Hr. Juan Arce (protestanten) befalede min fader ikke at svare Selskabet. . . . Men min fader og en anden mand, Francisco, skrev i al hemmelighed til Selskabet at der var transportmidler og at en repræsentant for Selskabet godt kunne komme. . . . Jeg var tilfældigvis i byen da broderen ankom. Det var en ung broder ved navn Terán Pardo. . . .

Dagen efter, inden han var stået op, var hele gruppen mødt frem for at hilse på ham og stille ham spørgsmål. Broderen aftalte et møde om eftermiddagen, og vi var der alle, en 25 stykker i alt. Efter sit foredrag spurgte broderen: ’Hvem vil gå ud og tjene Jehova?’ Alle rakte hånden op, og han sagde: ’Kom i morgen klokken 9; så vil jeg vise jer hvordan I skal bære jer ad.’  Tidligt næste morgen var vi der alle. Broderen udleverede vidnesbyrdkort og gav os besked på at vise det til folk, hvorefter vi kunne tilbyde brochurer. Jeg husker at jeg blev sat til at følges med min moder. Bagefter var vi meget glade for at vi havde spredt brochurer til folk.“ Hvad protestanten angår, trak han sig naturligvis tilbage for aldrig mere at komme til møderne.

Genvordigheder i Sydøstmexico bliver overvundet

I Sydøstmexico stødte forkynderne på store genvordigheder. Staterne Chiapas og Tabasco var meget fattige. Dette gjaldt især ude i de afsidesliggende højdedrag. Hvordan skulle budskabet om Riget nå folk her?

Mens Daniel Ortiz i 1932 boede i Tuxtla Gutiérrez i staten Chiapas, lærte han sandheden at kende. Han og hans familie tog straks imod budskabet. De havde ikke fået noget at vide om hvordan man holdt møder, men de var med i en lille gruppe på 12 der studerede Selskabets publikationer. Da broder Ortiz senere aflagde et besøg på afdelingskontoret i Mexico City, skaffede han publikationer til uddeling. Han var i mellemtiden flyttet til Cintalapa, og nu vendte han hjem, sprudlende af begejstring. Når forkynderne gik i tjenesten, bar nogle publikationerne i rygsække, andre havde dem pakket ind i papir, men han havde en hel kasse med. Den hang i snore fra en stang som to forkyndere bar. Broder Ortiz regnede med at sprede store mængder læsestof, og det holdt stik.

Under et stævne i 1934 blev familien Ortiz opfordret til at tage pionertjenesten op. Deres distrikt var staten Tabasco. Broder Ortiz beretter: „Jeg købte to heste, én til oppakningen og en anden til min 12-årige  datter Estela. Vi var fem i alt. Min 15-årige datter samt en gift datter og en ung broder på 15 år ledsagede os.“

De gennemgik mange byer i Tabasco og spredte store mængder publikationer. Men i Tapijalapa blev de anholdt og ført til kasernen. „Borgmesteren var oberst,“ fortalte broder Ortiz senere. „Han spurgte brøsigt om ikke jeg var klar over at den slags lekture var forbudt dér i staten. Jeg svarede at så vidt jeg vidste, befandt vi os i republikken Mexico og at jeg havde legitimation udstedt af statssekretariatet. Han replicerede at den ikke var mere værd end det papir den var skrevet på. Vi fik konfiskeret alle vore værdier og alle de bøger vi havde i taskerne.“

Broder Ortiz var imidlertid mere bekymret for hvordan det skulle gå hans datter og en anden søster der forkyndte i en anden by. Politiet vidste at pigerne var med os, og eftersøgte dem. „Dette foregik ved sekstiden om aftenen, og byen lå 20 kilometer derfra, på den anden side af et bjergområde, og regnen styrtede ned. Jeg kalkulerede at eftersøgningsholdet ville nå frem ved midnatstid. Jeg gruede for hvad der kunne overgå disse to søstre, to piger på 16 og 20, når disse [mænd] fandt dem. En af pigerne var min egen datter, så man kan nok forestille sig hvilke tanker der hvirvlede gennem mit hoved!“ Han bad indtrængende indtil søvnen langt om længe overmandede ham. Næste morgen erfarede han til sin lettelse at Jehova havde besvaret hans bøn. De to piger var ikke blevet antastet.

Efter nogle dages forvaring under uhumske forhold, og uden at have fået noget ordentligt at spise, blev de eskorteret ud af staten af nogle soldater. Noget af det  første de foretog sig da de var kommet på fri fod, var at få fat i noget sæbe, finde en flod og få sig selv og deres tøj vasket. Atter frie gik de øjeblikkelig i gang med at forkynde den gode nyhed, dog nu i staten Chiapas. Upåvirket af modgangen fortsatte de utrætteligt med at finkæmme landet efter Jehovas dyrebare symbolske får. De var ægte pionerer.

Dengang førte det mexicanske afdelingskontor også tilsyn med Guatemala. Selskabet anmodede hyppigt broder Ortiz om at rejse dertil for at være med til at finde de symbolske får og give dem føde.

I 1972 tjente broder Ortiz i en alder af 80 år stadig som pioner. Han havde mange dejlige minder fra sit virke gennem 40 år, men han var desuden stærkt opsat på fortsat at gøre hvad han formåede i Jehovas tjeneste. Han sagde:

„Alderen tynger mig, men Jehova bliver ved med at give mig fornyede kræfter, og jeg glæder mig over at se fremgangen blandt det folk der bærer hans navn. Det fylder mig med fryd og ansporer mig til større virksomhed. . . . Jeg er taknemmelig, men mangler ord for min taknemmelighed, og det får mig til at bruge de få kræfter jeg har, til at fortsætte.“

Vi har kun gengivet et fåtal af Jehovas folks erfaringer i tiden før den anden verdenskrig. Ikke alt kan komme med i denne beretning. De fleste af dem der så nidkært var med til at udbrede budskabet om Riget i Mexico i 20’erne og 30’erne er nu døde. Men alle der trofast vedblev med at tjene Jehova, satte et efterlignelsesværdigt eksempel, uanset om deres forkyndelse strakte sig over store områder eller foregik rent lokalt.

 Først en vals, så et livligt foredrag

Fra 1938 til 1943 gjorde højttalerbiler god gavn i udbredelsen af Bibelens sandhedsbudskab i denne del af verden. I Mexico benyttede man syv biler med højttalere på taget og en grammofon i kabinen. Derfra lød broder Rutherfords dynamiske bibelforedrag indtalt på spansk af Eduardo Keller.

Blandt de brødre der betjente højttalerbilerne var Daniel Mendoza, Víctor Ruiz og José Quintanilla, der siden skulle blive hele afdelingskontorets elskelige „bedstefader“. Et års tid efter at José Quintanilla og hans hustru første gang havde modtaget Vagttårnsselskabets publikationer, kom de til at arbejde på Betel. „Jeg begreb ikke meget af hvad der foregik, da jeg ikke havde kendt til det så længe, og jeg havde heller ikke nogen særlig uddannelse,“ mindes broder Quintanilla. Trods dette sagde han straks ja til at bistå med at reparere forkynderbilerne. José hjalp til i flere måneder før det gik op for brødrene at han ikke var døbt. Han fik at vide at han måtte lade sig døbe hvis han gerne ville fortsætte i beteltjenesten, og han opfyldte straks dette bibelske krav. Det skete i august 1938.

Hvordan anvendte man højttalerbilerne? I almindelighed fulgtes fem brødre ad, og når de kom til en by, afspillede de et bibelsk foredrag der kunne høres vidt omkring. Så gik to brødre fra hus til hus på den ene side af gaden og to andre på den anden side, mens chaufføren blev ved bilen for at besvare spørgsmål fra nysgerrige. Beskedent siger broder Quintanilla: „Jeg gjorde ikke meget andet end at tale med dem der kom til mig, og tilbyde dem noget at læse.“

 For at tiltrække folks opmærksomhed spillede de nu og da en plade med valsemusik inden foredraget. Det er let at forestille sig folks forbavselse når valsetonerne blev efterfulgt af et livfuldt foredrag der afslørede falsk religion.

Daniel Mendoza var også med i denne tjenestegren, og han fortæller: „Først var folk begejstrede . . . men så listede de hen for at give præsten et praj. Inden længe var hele byen i oprør, og nogle kom med stokke og sten for at drive os bort.“

I en bestemt by forsøgte en høj, stærk mand at vælte broder Quintanillas højttalervogn. Manden havde netop løftet den ene side op da han blev slået omkuld. Forskrækket løb han sin vej, råbende: „Kom den ikke nær; der er en djævel i den!“ Hvad var der sket? Han havde fået et voldsomt elektrisk stød. Broder Quintanilla havde gjort karrosseriet spændingsførende. Vi  anbefaler naturligvis ikke denne fremgangsmåde, men sådan beskyttede broder Quintanilla sig selv og udstyret mod voldelige overgreb.

Da højttalerbilerne gradvis gik af brug, benyttede forkynderne rejsegrammofoner. På afdelingskontoret fremstillede man omkring 300 grammofoner, og også i dette projekt kom „bedstefader“ Quintanillas færdigheder til deres ret. Han erindrer at han lavede grammofonkabinetterne og monterede højttalerne og elmotorerne. Apparaterne „blev afprøvet så vi kunne være sikre på at de fungerede godt og driftssikkert, og så blev de sendt ud til brødrene for at blive brugt fra hus til hus,“ slutter han.

Efterhånden lærte forkynderne selvfølgelig at føre samtaler og besvare spørgsmål ved hjælp af Bibelen. Det skete ved hjælp af præsentationer og prædikener som blev bragt i Informador, og gennem undervisningen på den teokratiske skole.

Gileadmissionærer kommer til!

Blandt Jehovas Vidner blev et mangesidet undervisningsprogram indført i begyndelsen af 40’erne, og det fik gennemgribende virkning på forkyndelsen i hele verden. For eksempel blev medarbejdere fra afdelingskontorerne oplært til at udføre deres hverv sådan som det foregik på hovedkontoret i Brooklyn. Nathan H. Knorr, der i 1942 var blevet Vagttårnsselskabets præsident, førte an heri. Det mexicanske afdelingskontor fik håndgribelig gavn af alt dette da broder Knorr i februar 1943 aflagde sit første besøg her. Ved et særligt møde med forkyndere fra hele landet tilskyndede han dem til at sætte ind mod den traditionelle analfabetisme  der trælbandt latinamerikanerne som følge af den langvarige katolske dominans. Han gav også mange gode råd til medarbejderstaben og efterlod et veludrustet og meget bedre organiseret afdelingskontor og betelhjem.

Der var stadig meget at tage fat på i Mexico. Siden den første verdenskrig var Jehovas lovprisere støt men langsomt vokset i antal. I 1943 var der 1565 forkyndere som rapporterede tjeneste hver måned, og de var flittige. Menighedsforkynderne ydede i gennemsnit 28 timer om måneden, og de almindelige pionerer 137 timer.

Samme år oprettede Selskabet en skole der har haft umådelig betydning for arbejdet med at forkynde og gøre disciple. Det var Vagttårnets Bibelskole Gilead. Den havde til formål at uddanne erfarne pionerer til at tjene hvor som helst i verden der måtte være behov. Den 1. februar påbegyndtes den første klasse. Efter planen skulle nogle af eleverne til Mexico.

Men brødrene løb på juridiske hindringer da de ansøgte om visum til gileadeleverne. Den anden verdenskrig rasede stadig, og i tilgift var der udbrudt forfølgelse  mod Jehovas vidner i Nuevo Laredo i staten Tamaulipas, på grænsen til USA. Nogle brødre var blevet fængslet, og postyret forsinkede papirarbejdet. Afdelingskontorets daværende tilsynsmand, Juan Bourgeois, berettede i sin rapport for 1945:

„Da oprettelsen af Vagttårnets Bibelskole Gilead og dens formål blev bekendtgjort, afventede vi her i Mexico længselsfuldt datoen for afslutningshøjtideligheden, idet vi regnede med at mange af eleverne, som var blevet særligt oplært til teokratisk tjeneste i det fremmede, ville blive sendt til det praktisk taget urørte distrikt i Mexico. Man kunne også vente at Modstanderen ville blive hektisk og gå til enhver yderlighed for at holde vore brødre borte. I august 1943 orienterede Selskabet os om at såfremt vi kunne skaffe de fornødne indrejsetilladelser, ville cirka 30 af disse lærere (gileadmissionærer) få tildelt arbejde i Mexico.

Vi gjorde os enhver anstrengelse for at skaffe tilladelserne, men der rejste sig ufattelig mange hindringer for disse læreres indrejse i Mexico. Vi havde praktisk taget givet op, idet vi forestillede os at Jehova ville det anderledes, da broder Knorr i februar i år kom hertil. Han lod sig ikke affeje, men traf nogle særlige foranstaltninger, og sandelig om ikke ’det umulige’ skete! I marts blev hindringerne fjernet, så broder og søster Anderson kunne rejse ind, og kort efter, i april, fik yderligere syv teokratiske lærere, udgået fra Gileads første klasse, indrejsetilladelse.“

Fred og Blanche Anderson

Fred og Blanche Anderson var et elskeligt par. De hørte til den salvede skare og viede hovedparten af deres liv til heltidstjenesten i Mexico. På grund af en  gammel skade måtte broder Anderson have et ben amputeret mens han var i Mexico; alligevel forkyndte han med udholdenhed i Mexico City, støttet til krykker. Han var omgængelig og lun. Broder Anderson og hans charmerende hustru (der af sine kristne søstre fik kælenavnet Blanquita) havde en stor plads i mange mexicaneres hjerte.

Broder Andersons udtalelser siger meget om hans væsen. Han fortæller selv: „Glade tog vi under bøn fat på at tilpasse os og lade os oplære med henblik på [at tjene udenlands]. Undervisningen på Gilead var i den henseende til umådelig hjælp. I fem og en halv måned arbejdede, svedte og sled vi med at proppe mest muligt ind i hovedet, men de måneder gik lynhurtigt! Og før  vi vidste af det, var det dagen for afslutningshøjtideligheden. Vi troede at vi havde opnået den største glæde på Gilead, at vi overhovedet ikke kunne blive lykkeligere eller komme Gud nærmere. Men vi havde meget at lære, og det gjorde vi i vort udenlandske distrikt.“

Efter nogle år i dette distrikt udtalte han: „Vi ved ikke hvor mange af disse ydmyge mennesker vi har hjulpet ind i Jehovas herlige sandhedslys. Men vi ved hvor stor glæde vi har følt ved at give andre del i Jehovas godhed.“ Broder og søster Anderson tjente gennem mange år i kredstjenesten i Mexico og kom derefter på Betel dernede. Her sluttede de deres jordiske livsløb — han i 1973 og hun i 1987.

Makkere gennem halvtreds år

Rosa May Dreyer, en anden gileadmissionær, skrev efter sine første ti år i Mexico at elleve af de enogtyve der i sin tid blev sendt dertil, stadig havde mulighed for at være der. Hun tilføjede: „Jeg er vis på at disse elleve vil sige med mig: ’Jeg kunne ikke tænke mig at være noget andet sted.’“

Rosa May Dreyer og Shirley Hendrickson kunne ikke uden videre komme ind i Mexico og tjente derfor i to år i Texas nær grænsen til Mexico. I mellemtiden forsøgte de at lære spansk. Selv optimisten Shirley husker deres distrikt som vanskeligt, og hun glædede sig derfor over at stifte bekendtskab med Mexico City. Mod hendes og Rosas forventning blev ingen lokale forkyndere sat til at følges med dem i tjenesten. De blev placeret på et gadehjørne med følgende besked: „Her er jeres distrikt.“ Ingen tog sig af at oplære dem, og deres spanske ordforråd var begrænset. De mistede dog ikke modet, men gjorde deres bedste. Shirley fortæller:  „Jeg husker det første hus jeg let skælvende gik ind i. Ved de fire første døre spredte jeg de fire bøger jeg havde med, så jeg måtte hjem efter flere publikationer. Oplevelsen satte mod i mig, og problemet var som blæst væk.“ For nogle år siden var Shirley inviteret til et bryllup hvor bruden var barnebarn af en kvinde som Shirley havde studeret med i de første år hun var i Mexico. Hun kunne glæde sig over at 50 medlemmer af denne familie tjente Jehova! Én havde tjent som rejsende tilsynsmand, og en anden var medlem af betelfamilien.

Shirley og Rosa May var makkere fra 1937 (før de sammen kom på Gilead) til 1991, da „Rosita“ døde i sit mexicanske missionærdistrikt. I 54 år havde de næsten uafbrudt tjent sammen!

Andre der kom til Mexico

I alt er 56 udenlandske gileadmissionærer kommet til Mexico for at medvirke i det store undervisningsarbejde Gud lader udføre her. Fra Gileads første klasse kom foruden de førnævnte: Rubén Aguirre, Charlotte Bowin, Maxine Bradshaw, Geraldine Church, Julia Clogston, Betty Coons, Russell Cornelius, Dorothea Gardner, Verle Garfein, Frances Gooch, Elva Greaves, Thurston og Marie Hilldring, Fern Miller, Maxine Miller og Pablo Pérez. Så sent som i 1988 ankom flere missionærer dertil. Den tjeneste de alle har ydet, har givet andre og dem selv stor glæde. Nogle glæder kom uventet.

For eksempel blev Charlotte Bowin efter to år i Mexico sendt til El Salvador. I 1956 blev hun gift med en af sine gileadlærere, Albert Schroeder. Han blev siden medlem af Det Styrende Råd.

 I 1949 giftede Maxine Miller sig med Samuel García, en mexicansk gileadmissionær der dengang tjente på Betel som Selskabets jurist. Da Maxine i 1946 kom til Mexico City, var der blot fire menigheder. I 1961 var der 70. Og i begyndelsen af 1994 var antallet af menigheder i Mexico City med forstæder vokset til 1514. Hun var vidne til en forbløffende vækst! Var hendes heltidstjeneste nu kun en dans på roser? „Ærlig talt nej,“ bemærkede hun engang. „Der er også prøvende stunder og modgang, men glæderne overgår langt sorgerne, og det er disse glæder der rinder mig i hu når jeg ser tilbage på det jeg har gjort for at forfølge mit livsmål som en tjener for Jehova Gud.“ Hun døde trofast i sit missionærdistrikt i 1992.

Efter at Esther Vartanian gennem cirka otte år havde tjent i Mexico, giftede hun sig i 1955 med den gileaduddannede Rodolfo Lozano, der kort forinden var kommet til landet. De boede på Betel, og hun forkyndte i byen og hjalp mange til kundskab om Jehova. Hun var specialist i at få hele familier med. Selv hvis en ægtemand indledningsvis sagde nej til at studere, fik hun altid udvirket at han før eller senere tog del i studiet. Hendes usædvanlige venlighed vandt mange. Hun henvendte sig til folk på spansk og sagde med sin fremmede accent: „Honey, quiero hablarte de algo muy importante. [Kære, jeg vil gerne tale med dig om noget meget vigtigt.]“ Det fik folk til at lytte. Søster Lozano og hendes mand virker nu begge på Betel.

Kærlige kristne tilsynsmænd på afdelingskontoret

Ganske naturligt fik nogle af de gileadmissionærer der kom til Mexico overdraget ansvar på  afdelingskontoret, og de gjorde en god indsats. Før gileadmissionærernes tid havde Juan Bourgeois afløst Roberto Montero som landstjener fra 1943 til 1947, men så måtte han vende hjem til USA. Derefter var Pablo Pérez fra Gileads første klasse landstjener i tre og et halvt år.

Siden da har flere båret denne ansvarsbyrde og ført kærligt tilsyn. Rodolfo Lozano havde posten i fire og et halvt år, George Papadem i to år, og Samuel Friend i syv og et halvt år. William Simpkins fik hvervet overdraget i 1965, og da ordningen med et udvalg på hvert afdelingskontor trådte i kraft i 1976, fortsatte han som medlem af afdelingskontorets udvalg til 1986. Alle har de ydet et værdifuldt bidrag til Rigets arbejde her i Mexico. I 1982 kom Robert Tracy til Mexico efter mange års tjeneste i Colombia, og han har siden fungeret som koordinator.

Forbindelsen med menighederne opretholdes

Sektions- og zonetjenere (nu område- og kredstilsynsmænd) gjorde sig store anstrengelser for at besøge og opbygge Jehovas vidner i hele Mexico i tjenesteåret 1940. Derefter lå rejsetjenesten stille en tid, men så blev ordningen med rejsende tilsynsmænd taget op igen. Denne gang fik brødrene særlig undervisning inden de blev sendt ud.

Menighedsbesøg krævede langt mere end at løse billet til bussen eller toget og så stige på. De fleste menigheder var små og lå fjernt fra landeveje og jernbaner. Før en rejsende tilsynsmand blev sendt ud, skrev afdelingskontoret til den pågældende gruppe og spurgte hvordan man kom frem. Én menighed svarede: „Den  eneste linje der passerer os i nogenlunde nærhed, er telegraflinjen.“ Afdelingskontoret meddelte Brooklyn: „For at nå visse menigheder må tjenerne tage turen på muldyr eller til fods, til tider i dagevis. Forkynderne fryder sig over besøget, og alle retsindige i miles omkreds samles når [tilsynsmanden] ankommer.“

Midt i 40’erne tilbød nogle i betelfamilien at styrke brødrene ved at tilbringe ferien hos menigheder som  Selskabet udpegede. Samuel og Alfonso García blev sendt til Silacayoápan i staten Oaxaca. Efter en daglang busrejse brugte de yderligere to dage på at skaffe heste, hvorpå der ventede to dages ridt til menigheden. De tilbragte fem lykkelige dage i samarbejde med de stedlige forkyndere i tjenesten. De afholdt også dåb og gjorde sig derpå klar til at vende hjem til Mexico City. Den lokale katolske præst var imidlertid blev irriteret over deres virke og havde opirret El Presidente, borgmesteren. Samme nat brød en pøbelsværm på omkring 25 mænd ind hos den forkynder brødrene logerede hos. Samuel García husker tydeligt episoden.

Hoben var bevæbnet med macheter, sværd, knive, køller og pistoler. De greb brødrene, tvang dem udendørs og pryglede dem skånselsløst. Da den kristne søster i hvis hjem de boede, forsøgte at lægge sig imellem, blev hun og en af hendes sønner slået. En af brødrene fik venstre arm og venstre hånds fingre snittet op helt ind til knoglerne. Under vedvarende prygl og trusler blev de drevet ud af byen. Hvor blev de ført hen? Samuel García mindes: „De forsøgte at hænge os i nogle træer, men da vi satte vor fulde lid til Jehova og ikke viste frygt, lod de os gå. Vi måtte trave to dage gennem bjergene for at komme ud til en landevej.“

I mellemtiden havde nyheden om overfaldet nået Selskabet, som sendte en indtrængende appel til Oaxacas guvernør. Da de to brødre langt om længe kom hjem til Betel, nølede broderen der passede døren med at lukke op fordi han ikke genkendte dem, mishandlede som de var. Men når broder García tænker tilbage på episoden, hæfter han sig ved at Jehova ikke svigtede dem. Og hvordan gik det den søster de havde boet hos?  Hun skrev til afdelingskontoret efter flere publikationer så hun kunne fortsætte forkyndelsen.

Fra det ene stævne til det andet

Nogle år før denne hændelse overværede Adulfo Modesto Salinas, en livlig ung mand, sit første landsstævne. Det blev afholdt i 1941 i Folketeatret i Mexico City. Dengang strejfede det slet ikke hans tanker at han en dag skulle blive rejsende tilsynsmand.

 Gonzalo Rodríguez, en vennetjener (datidens betegnelse for en kredstilsynsmand), opmuntrede Adulfo til at søge på Betel. Og i december 1947 mødte Adulfo op til beteltjeneste i Mexico City. Samme år blev der for første gang holdt zonestævner i Mexico. Til at begynde med blev de organiseret af betelbrødre som også medvirkede på programmet. Men i 1951 blev Adulfo Salinas udnævnt som landets første sektionstjener. Han skulle bistå zonetjenerne og betjene zonestævnerne. Rodolfo Lozano og Samuel García gav ham værdifuld undervisning ved de første stævner, og resten af ruten fortsatte han på egen hånd. Det år blev der afholdt 18 zonestævner i hele landet.

I begyndelsen manglede der præcise retningslinjer for tilrettelæggelsen af stævner og for sektionstjenerens opgaver. Ved nogle zonestævner var der ingen zonetjener til stede, og de lokale brødre organiserede derfor stævnet efter bedste formåen. Sektionstjeneren var nødt til at være altmuligmand. Når han ankom til stævnestedet hjalp han brødrene med at oprette afdelingerne. Han medbragte forstærkeranlægget samt komfurer og andet køkkenudstyr til cafeteriet. Leonor  Salinas hjalp sin mand med at gøre klar til stævnerne. Hele dagen var de i tjenesten, og aftenerne gik med stævneforberedelser.

Broder Salinas husker at der ikke var noget detaljeret program for de første zonestævner. Brødrene havde lejlighed til at stille spørgsmål, og han besvarede dem efter bedste evne. Der blev for eksempel spurgt: „Er det tilladeligt at gå med ringe og armbånd?“ „Er det en forbrydelse at slå dyr ihjel?“ og „Hvad betyder tallet 666?“ Broder Salinas måtte medbringe mange af Selskabets publikationer for at give velbegrundede svar.

Lidt efter lidt blev der udarbejdet retningslinjer for zonestævnerne, og alt kom til at fungere mere smidigt.

I 1964, da broder Salinas havde tjent som sektionstjener i cirka 13 år, blev han indbudt til Gileadskolen. Som forberedelse måtte han lære engelsk, noget der faldt ham svært; men han fik udbytte af kurset og vendte hjem til Mexico for at fortsætte i sektionstjenesten. Han er stadig i heltidstjenesten trods helbredsproblemer. Leonor, hans hustru siden 1955, har været ham en god støtte. Broder Salinas erklærer: „Når jeg tænker tilbage på 1941, da jeg lærte sandheden at kende, må jeg sige at jeg i de hastigt forløbne [mere end 50] år hele tiden har lært vidunderlige ting fra Guds ord. I 1941 var jeg knap 20 år gammel. Jeg er taknemmelig for at Jehova og hans organisation har ændret mit udsigtsløse liv til et liv med en hensigt.“

Store anstrengelser for at overvære stævner

År efter år blev der holdt landsstævne i Mexico City, og flertallet af de mexicanske brødre overværede dem. Nogle gjorde det under store afsavn på grund af  fattigdom. Dengang stævnerne var små, husede Betel alle der ikke boede i hovedstaden. I begyndelsen af 40’erne tilbød forskellige brødre logi i deres hjem. Mange brødre var hjerteskærende fattige, og det gjorde et stærkt indtryk på andre brødre at se hvor store anstrengelser de gjorde for at komme til Mexico City fra provinsen for at få del i den åndelige føde.

Det var os en stor glæde da vi kunne begynde at holde stævner nærmere deres hjem. Nu havde de ikke så langt at rejse. Men stadig måtte nogle brødre bringe store ofre for at komme. Som eksempel kan nævnes 20 delegerede — 18 mænd og 2 kvinder — fra staten Tabasco. I 1949 tilbagelagde de over 320 kilometer til fods for at komme til stævne i staten Veracruz. De gjorde turen på 15 dage! Stævnerejsen varede i alt 35 dage.

La Torre del Vigía de México — en kulturel forening

Som man vil huske blev La Torre del Vigía de México i 1932 officielt anerkendt. De love der gjaldt alle trossamfund lagde imidlertid visse hindringer i vejen. Der blev protesteret mod vor forkyndelse fra hus til hus, med henvisning til at loven påbød at ’enhver offentlig religiøs tilbedelseshandling skulle finde sted i gudshusene’. Af samme grund blev der rejst indvendinger mod at vi holdt stævner på offentlige steder. Det udgjorde et problem, eftersom stævnerne stadig voksede i omfang. Det frembød også problemer at eje fast ejendom, eftersom loven fordrede at alle bygninger der tjente religiøse formål skulle være statsejendom.

Af disse og andre grunde drog Selskabet den slutning at det ville være fornuftigt at gennemføre en reorganisering med henblik på at lægge større vægt på den  undervisningsmæssige side af vort virke. Den 10. juni 1943 blev der følgelig indsendt en ansøgning til udenrigsministeriet om at registrere La Torre del Vigía som en kulturel forening. Ansøgningen blev imødekommet den 15. juni 1943.

Under denne ordning holdt man op med at synge ved møderne, og mødestederne blev kendt som kulturstudiesale. Der blev ikke bedt højt ved møderne, men naturligvis kunne intet forhindre at man for sig selv bad en oprigtig bøn. Man undgik alt der gav associationer til gudstjenester, og vore møder har jo også til formål at undervise. Da Jehovas vidner i andre lande begyndte at kalde deres forsamlinger for menigheder, vedblev brødrene i Mexico med at bruge betegnelsen compañías. Forkynderne gik stadig fra hus til hus, endda med forøget nidkærhed, men de undlod at benytte Bibelen ved førstegangsbesøg. I stedet lærte de skriftstederne udenad og citerede dem. Senere gjorde de også god brug af bogen „Forvis Jer Om Alt“, en samling skriftsteder ordnet under talrige emner. Kun ved genbesøg og bibelstudier (som i stedet blev kaldt „kulturstudier“) blev selve Bibelen benyttet.

Jehovas Vidners vigtigste gerning forblev den samme, nemlig at forkynde den gode nyhed om Guds rige.

Læseundervisning

I overensstemmelse med La Torre del Vigías formålsparagraf blev der iværksat en kampagne med læseundervisning samtidig med at vi underviste folk i Bibelens lære. Den 17. maj 1946 indregistrerede Selskabet derfor et center for læseundervisning i Mexico City. José Maldonado ledte denne undervisning.

 Staten var interesseret i at bekæmpe analfabetismen og leverede læsebøger for begyndere til læseklasserne. Senere gik brødrene over til den spanske udgave af Selskabets egen brochure Learn to Read and Write. Myndighederne satte pris på denne indsats. I et brev dateret den 25. januar 1966 hed det: „Med generaldirektørens billigelse er det mig en glæde at lykønske Deres institution . . . med Deres patriotiske samarbejde med analfabeterne i republikken. . . . Det er mit håb at De vil vise uudslukkelig iver for at videreføre denne vedholdende kamp mod analfabetismen som alle gode mexicanere er engageret i.“

I tiden fra disse klasser blev oprettet indtil 1966 fik 33.842 elever undervisning i at læse og skrive. I 1993 var tallet 127.766. Desuden har 37.201 lært at læse og skrive bedre. Ved siden af disse færdigheder lærte eleverne også at værdsætte åndelige goder i form af Selskabets lekture til bibelstudium og i form af menighedsmøderne.

Moralsk renhed inden for Jehovas organisation

Samtidig med at zonestævnerne kom i faste rammer, indledtes en periode med øget renselse af Jehovas organisation. En dengang dybt rodfæstet mexicansk skik var at en ung mand „røvede“ en ung kvinde og boede sammen med hende uden at de giftede sig. Inden for falsk religion var disse gamle skikke tilladt, og de fleste giftede sig derfor aldrig, men boede blot sammen. Sådan levede mange af dem der begyndte at komme hos Jehovas Vidner.

Broder Salinas anerkendte Bibelens moralforskrifter og indskærpede brødrene dem. (Matt. 19:3-9; Hebr. 13:4)  Alle vegne tilskyndede han brødrene til at få deres ægteskaber legaliseret.

Dette var ikke nyt for Jehovas vidner. I udgaven for september/oktober 1924 havde La Torre del Vigía behandlet spørgsmålet: „Vil det være tilbørligt at vælge en broder til ældste når han ikke er lovformeligt gift med sin bofælle?“ Svaret lød: „Det ville være aldeles utilbørligt.“ Der blev givet bibelske begrundelser for dette. Det blev også anbefalet at ingen blev døbt før de havde bragt deres ægteskabelige forhold i orden. Alligevel var mange tilsynsmænd i Mexico ikke lovformeligt gift.

Men til gavn for Jehovas vidner alle vegne blev der i 1952 givet specifik vejledning om at man skulle indrette sit liv efter Bibelens normer hvis man fortsat ønskede at være med i Jehovas organisation. I nogle tilfælde havde gifte mænd ladet sig separere og var flyttet sammen med en anden kvinde, uden hverken at have ladet sig skille fra hustruen eller have indgået ægteskab med den anden kvinde. Nogle havde giftet sig uden at være skilt fra deres første hustru. Disse brødre måtte tage vidtgående skridt for at bringe deres forhold i orden så de kunne tjene Jehova.

Det var en glæde at se brødrene følge vejledningen ved at tage de nødvendige skridt til at legalisere deres ægteskab. I nogle menigheder blev 20 par eller flere gift på én gang. Der var dog også nogle der i trods mod Jehovas retfærdige normer nægtede at lave om på deres levevis. Nogle af disse trak sig bort; andre blev udstødt.

En broder husker at han og hans samleverske havde deres børn med da de gik til en dommer for i  overensstemmelse med Selskabets anvisninger at blive gift. Da broderen blev spurgt: „Vil du lade dig forene med denne kvinde, tage hende til dig og have hende til hustru til døden jer skiller?“ tøvede han med svaret. Hans lille pige bønfaldt ham: „¡Dí que sí, papacito! [Sig nu ja, far!]“ hvorefter han skyndsomst svarede bekræftende på dommerens spørgsmål.

Tid og tålmodighed påkrævet

For nogle tog det tid at rette sig ind efter Jehovas organisations høje moralnormer, især hvad angik ægteskab og alkohol. Men lidt efter lidt forstod brødrene betydningen af at følge Jehovas anvisninger. — 1 Pet. 4:3.

I rapporten for tjenesteåret 1953 skrev afdelingskontoret: „Vi fuldførte det vi havde påbegyndt foregående år, nemlig at rense organisationen for dem der ikke er værdige til at tilhøre den. Det fik antallet af forkyndere til at falde betragteligt i tjenesteårets fem første måneder, hele 7 procent under sidste års gennemsnit; men fra februar kom der fremgang i en sådan grad at vi ved udgangen af tjenesteåret havde opnået 9 procents vækst i forhold til det foregående års gennemsnit.“ Da Jehovas organisation i Mexico til sidst var forskriftsmæssigt renset, var den beredt til en epoke med åndelig rigdom der varer ved den dag i dag.

Uforglemmelige stævner

Nogle stævner har været uforglemmelige begivenheder for de tilstedeværende. Et af dem blev afholdt i Mexico City fra den 13. til den 15. april 1945. Ingen kom i egne biler. Over 200 kom med tog fra Monterrey. Et skilt på en af togvognene bekendtgjorde rejsemålet,  og ved alle stationer forkyndte de delegerede for sælgere og nysgerrige. I Chihuahua måtte en familiegruppe med et spædbarn gå i syv dage før de kunne komme med toget. N. H. Knorr og F. W. Franz kom på besøg fra hovedkontoret i New York. På stævnets første dag deltog 717 af de 1107 tilstedeværende i averteringen af det offentlige foredrag „Een Verden, een Regering“, som broder Knorr skulle holde i Arena México. Foredraget blev vel gennemført til trods for at katolske uromagere forsøgte at afbryde mødet.

Nogle af de mest mindeværdige stævner har knyttet de mexicanske Jehovas vidner nærmere til deres kristne brødre i andre lande. Det gjaldt i særlig grad stævnet „Den guddommelige Vilje“ i New York i 1958. Der kom delegerede fra 123 lande, deriblandt 503 fra Mexico. De fik lejlighed til at høre, træffe og være sammen med trosfæller fra alverdens lande. Et andet opmuntrende stævne blev holdt i Mexico City i 1966, hvor hundreder af delegerede fra en halv snes andre lande var rejst til Mexico for at være sammen med de lokale brødre ved det hidtil største stævne Vagttårnsselskabet havde holdt i landet. Der var ved den lejlighed over 30 gange så mange til stede som ved stævnet i Mexico City i 1945.

Selskabets film

Midt i 50’erne tog Selskabet et andet undervisningsmiddel i anvendelse. Broder Salinas siger: „Noget der fremmede arbejdet var Selskabets 16-millimeter-film Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed, Glæden og Lykken i Den Nye Verdens Samfund, Jehovas Vidners internationale stævne ’Den Guddommelige Vilje’, ’En evigvarende god nyhed’ forkyndes jorden rundt og Gud kan ikke lyve. Man  kunne se at de gjorde indtryk på dem der generelt kun kendte lidt til vor gerning.“ Den første film skildrede arbejdet på Selskabets kontorer. De tre næste bragte indtryk fra stævner forskellige steder i verden; og den sidste levendegjorde vigtige bibelske begivenheder og viste deres aktuelle betydning.

Filmene blev ofte vist i en gårdhave eller en lejet sal. Mange efterkom invitationen til forevisningerne, og bagefter opgav mange interesserede navn og adresse så de kunne få mere at vide.

I 1958 gjorde brødrene klar til en filmforevisning på en grund ved siden af deres mødesal i Tenexpa, Guerrero. Da de ryddede op på grunden, fik de uventet besøg af en betjent som tilsagde menighedstjeneren at stille hos borgmesteren. De spekulerede derfor på om forevisningen ville blive forhindret. Men borgmesteren spurgte menighedstjeneren: „Hvor vil I vise filmen?“ Da han hørte svaret, sagde han: „Hvorfor viser I den ikke her på torvets tribune?“ Broderen svarede: „Hvis De ikke har noget at indvende . . .“ Borgmesteren sørgede for elforsyningen, og biografens bænke blev hentet ud. Nogle tilskuere medbragte endda deres egne stole, eftersom der kun var plads til 900. Der kom rundt regnet 2000, og det udviklede sig til en spontan fællesfest. Nogle diskede op med gratis mad. Hver gang broder Salinas viste Selskabets film i de nordlige stater kom der 500, 800 eller hele 1000 tilskuere.

Afdelingskontoret tilpasses det voksende behov

Da Roberto Montero med familie udgjorde den mexicanske betelfamilie, var der god plads til beboelse og kontor i nummer 71 i gaden Melchor Ocampo. Dengang  var der kun omtrent 100 forkyndere i Mexico. Men i 1946 var antallet steget til 3732, fordelt på 223 menigheder. Den omfattende undervisning Jehovas vidner udførte i Mexico krævede større faciliteter. Derfor færdiggjorde man samme år et nyt afdelingskontor og betelhjem på den tilstødende grund.

I 1962 var kapaciteten fuldt udnyttet, og der blev derfor indviet en femetages tilbygning til afdelingskontoret. Nu blev der plads til et lille trykkeri hvor man kunne fremstille Informador samt formularer til internt brug og til brug for de dengang 27.000 teokratiske undervisere i Mexico. Afdelingskontoret forestod også Rigets Tjenesteskole, der oplærte menighedernes tilsynsmænd og specialpionererne i hele landet.

Sejlivet religiøs fanatisme

Myndighederne havde i mange år forsøgt at sætte en stopper for al religiøs fanatisme, og Jehovas Vidners virksomhed var velkendt i hele Mexico, men præsteskabet blev rasende over at Jehovas vidner havde gode resultater med deres undervisning af folk. I 1960’erne blev modstanden nogle steder mere indædt end tidligere.

Det fik man en smagsprøve på da der i byen Los Reyes de la Paz skulle afholdes et zonestævne den 4. og 5. august 1963. Ved stævnets begyndelse havde den lokale præst sat højttalere op på kirkemuren og rettet dem direkte mod stævnelokalet i et forsøg på at overdøve programmet. I hidsige taler blev der udslynget grove beskyldninger mod Jehovas vidner som skulle sætte sanseløst had i kirkegængerne. Hundreder af normalt fredelige og venlige katolikker blev provokeret  til vold. De væltede ud af kirken og greb stokke, køller og sten. Den ustyrlige hob kastede sig over de forsamlede stævnedeltagere, hvoraf over 30 blev kvæstet. To huse hvor der boede Jehovas vidner blev også overdænget med sten og fik revet vægge ned.

Takket være færdselspolitiets rettidige indgriben kunne de udenbys brødre komme sikkert derfra. Om mandagen blev den ophidsede pøbel spredt af hæren.

Dagbladet Excelsior for 6. august 1963 bragte følgende omtale: „Sognepræsten i Los Reyes, Jesús Meza, der af myndighederne er blevet udpeget som anstifter af optøjerne, er flygtet fra byen i bil, ledsaget af flere hundrede af sine sognebørn, som er bevæbnede med sten, køller og macheter.“

Men dette pøbeloverfald åbnede nogle oprigtiges øjne. Da brødrene nogen tid efter atter forkyndte i byen, havde de gode resultater. Folk skammede sig over deres opførsel, og lidt efter lidt blev de lydhøre. På tidspunktet for overfaldet var der to menigheder på egnen; men nu er der cirka 50.

Religiøs intolerance i Sahuayo

I byen Sahuayo i staten Michoacán udbrød der i august 1964 endnu en skændig forfølgelse. Nogle specialpionerer forkyndte nidkært her, og de holdt allerede nogle møder med en gruppe interesserede. Men de blev også truet og overfuset af pøbelsværme som samledes på foranledning af stedets præst. Indbyggere fra Sahuayo og det nærliggende Jiquilpán forenede deres kræfter om den nedrige behandling. I mere end ét tilfælde blev brødrene konfronteret med pøbelskarer på 200 til 300 personer.

 Den 13. august tilspidsedes situationen da godt 5000 omringede en pioners hjem. De havde medbragt benzin for at nedbrænde huset over hovedet på beboerne. Indenfor befandt der sig en broder, fem søstre og en seksårig pige. En håndfuld betjente forsøgte forgæves at holde den frådende hob i skak. I det kritiske øjeblik ankom der uventet tre lastbiler med soldater til skuepladsen. Hurtigt blev forkynderne reddet og mængden spredt. Aviserne udtrykte i den anledning dyb skamfølelse over de gejstlige urostifteres intolerance.

Under disse faretruende forhold forflyttede Selskabet klogeligt specialpionererne. Med tiden blev der imidlertid sendt pionerer til de nærliggende byer, og de arbejdede sig forsigtigt i retning af Sahuayo og Jiquilpán. De havde så gode resultater at der i 1974, ti år efter forfølgelsen, blev oprettet en menighed i Jiquilpán, og i 1990 blev der oprettet en i Sahuayo.

Manden der tog sig til baglommen

I betragtning af voldelighederne kan man dårligt bebrejde brødrene at de nu og da var lidt anspændte. José Mora erindrer en sådan erfaring i staten Jalisco. Nu kan han le ad den, men dengang var han ængstelig.

Han havde netop citeret Salme 115:16: „Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne“ for en mand, da denne pludselig jog hånden ned i baglommen. Broder Mora troede at manden ville trække et våben, men til hans usigelige lettelse tog han bare en bog med Salmerne og Det Nye Testamente frem. Han ville slå skriftstedet op i sin egen bibel, og nu lyttede han velvilligt. Snart blev  denne mand og hele hans familie Jehovas vidner. „Han havde godt lagt mærke til at jeg blev en smule nervøs, så når vi en gang imellem mødes, spøger vi med episoden,“ fortæller broder Mora.

Anstrengelserne har båret frugt

Trods forfølgelsen blev der stadig flere lovprisere af Jehova i landet. Brødrene blev bedre til at forkynde den gode nyhed efterhånden som de voksede i forståelse af bibelske og organisationsmæssige anliggender. Gradvis blev forkynderne mere bevidste om nødvendigheden af at følge interessen op og vise „fårene“ omsorg. Dette fik antallet af bibelstudier til at stige. I 1970 blev der gennemsnitligt ledet 43.961 studier om måneden; ti år efter var det øget til 90.508. Nogle af de interesserede gjorde meget hurtigt fremskridt.

Det var tilfældet med Lino Morales og hans hustru fra staten Chiapas. Lino var sammen med en ven taget på pilgrimsrejse til en Mariastatue i en by i Guatemala. De havde aftalt at gå ind i kapellet hver for sig og bede foran statuen, og Lino beretter: „Da han efterhånden havde været længe derinde, kastede jeg meget respektfuldt et stjålent blik ind ad kapeldøren, og hvilken gudsbespottelse! Min ven løftede op i Jomfru Marias skørt! Da jeg råbte til ham: ’Hvad gør du?’ lod han straks som om han bad. Jeg spurgte om han turde komme udenfor, og da han kom, var jeg på nippet til at slå ham med knytnæver. Det tog ham nogen tid at forklare sig overbevisende. Da jeg var faldet til ro, fortalte han mig at han var blevet desillusioneret over statuen da han knælede for at kysse dens fødder og opdagede at kun ansigtet og fødderne var pudset glat, mens der under klæderne kun var simple træstumper.“

 Dette i forening med hans lille drengs død ændrede Linos livssyn radikalt. Hvad skete der så? Hans hustru erindrer: „Der kom to kvinder til min dør og talte med mig om Bibelen, og snart var jeg overbevist om at de talte sandt. De efterlod en bog og lovede at komme igen. Umiddelbart efter begyndte det at regne uden ophold, så de to kvinder vendte tilbage sammen med deres mænd for at søge ly. Men regnen fortsatte hele eftermiddagen, og de var nødt til at overnatte i mit hjem. Vi udnyttede tiden godt — de fortalte om Bibelen, og jeg lyttede. Tidligt næste dag tog de afsked, men lovede at vende tilbage. Den mand der førte ordet var pioner. Han og hans hustru kom fra den sydlige del af staten, og de samarbejdede med Caralampio fra byen La  Trinitaria. Til min store overraskelse kom min mand hjem samme dags eftermiddag. (Lino arbejdede på en fjerntliggende skole ude på landet.) Efter aftensmaden fortalte jeg ham at nogle prædikanter havde besøgt mig og givet mig en bog. Vi gik i gang med den og drøftede også det de havde sagt til mig, og vi kunne ikke lægge bogen fra os. Det gik pludselig op for os at natten var gået og at det var daggry. Vi havde slet ikke sovet.“

Hustruen begyndte at lave morgenmad mens Lino sadlede hesten. Den formiddag tilbagelagde han alle de 20 kilometer til La Trinitaria for at opsøge Caralampio. Han fandt huset, men beboerne var ude at forkynde, så der var ingen hjemme. Lino efterlod så en besked hos naboen. „Jeg kom lidt nedslået hjem,“ husker han, „men jeg fik en stor overraskelse da jeg tidligt næste morgen hørte nogen banke på døren og lukkede op. Det var forkynderne! Klokken syv om aftenen havde de fået vores besked om at vi havde ledt efter dem. De gjorde sig klar med det samme og gik til fods hele natten, sådan at de ankom til mit hus da det blev lyst. Mindre end to døgn efter at forkynderne havde afsat bogen kom de på genbesøg til trods for at der var langt og det var nat.“

Genbesøget varede tre dage! I den tid underviste forkynderne Lino og hans hustru i Bibelens grundsandheder. Den fjerde dag fulgtes de alle ud i tjenesten. Sådan gik det til at en stor familie begyndte at tjene Jehova.

’Gør min søn levende igen, eller jeg smider jer ud’

Edilberto Juárez i staten Oaxaca tilegnede sig også sandheden hurtigt. „Jeg sørgede over at min broder var død og at min søn samme dag havde begået selvmord,“  mindes han. „På grund af disse tragedier vendte jeg mig straks til de gudebilleder der optog en hel væg i mit hus, og sagde til dem at de havde at gøre min søn levende igen; ellers ville jeg være nødt til at smide dem ud. Efter otte dage havde jeg set at disse guder ikke havde vist nogen som helst magt, så jeg smed dem ud. Jeg græd bittert over dødsfaldene.

En skolelærer kom til mig og forsøgte at trøste mig. Han gav mig et eksemplar af Det Nye Testamente og foreslog mig at læse det, men da jeg aldrig havde set en bibel, interesserede det mig ikke, og jeg gemte bogen af vejen. Snart besøgte en pinsemand mig. Mens vi talte sammen, lagde jeg mærke til en mand med en mappe. Pinsemanden genkendte ham som et af Jehovas vidner og foreslog at vi bød ham indenfor, da han helt sikkert kendte Bibelen godt. Forkynderen kom ind, og da han fandt ud af at jeg bar på en sorg, begyndte han at fortælle mig om opstandelsen. Det interesserede mig stærkt.“

Broderen kom regelmæssigt igen hos Edilberto, skønt han måtte gå langt. „Så tog jeg fat på at fortælle andre om min nyfundne tro,“ beretter Edilberto. „Tre af dem jeg talte med, blev interesserede i sandheden, og vi begyndte at mødes hjemme hos mig. Når forkynderen besøgte os, var der fire med til studiet.“

Intensive „kulturstudier“

Bogen Sandheden der fører til evigt liv blev udgivet i 1968 og fik snart tilnavnet „den blå bombe“. Vi blev opmuntret til at studere den på seks måneder med de interesserede. Men ikke alle var så længe om det. I ét tilfælde blev studiet gennemført på mindre end to uger. Afdelingskontoret beretter:

 „En dame stiftede bekendtskab med sandheden gennem et gaveabonnement på Vagttårnet og tog til et kredsstævne. Områdetilsynsmanden og hans hustru talte med hende og bemærkede hendes oprigtige ønske om at tjene Jehova og gøre noget for sine bysbørn. Der blev derfor aftalt et studium over ’Sandhedsbogen’. Men hun skulle kun opholde sig to uger i stævnebyen inden hun skulle flyve tilbage til den lille bjergby hun boede i. Der var således ikke tid til at holde studiet på den måde Selskabet foreslog. Områdetilsynsmandens hustru studerede derfor intensivt med hende i de to uger. Faktisk foregik studiet fra en fredag til den følgende fredag. Det tog tredive timer at gennemgå hele ’Sandhedsbogen’. Damen ville gerne have mest muligt ud af tiden, og nogle eftermiddage og aftener tilbragte områdetilsynsmanden og hans hustru to-tre timer med at besvare hendes talrige spørgsmål. Da de to uger var gået havde hun understreget alle svarene i sin bog og glædede sig meget til at komme hjem til sin afsidesliggende by og gøre noget for andre.“

Før hun forlod stævnebyen blev hun døbt. Inden længe ledede hun otte bibelstudier i sin hjemby; 15 interesserede overværede vagttårnsstudiet fast, og de fik status som isoleret gruppe. Nu findes der en menighed på stedet.

Ældsteordningen gavner menighederne

I overensstemmelse med Bibelens vejledning gennem den trofaste og kloge træl blev der i 1972 indført en ny ordning i menighederne. Det var ikke længere én broder, menighedstjeneren, der skulle føre tilsyn med alt. Hvervene skulle fordeles på et ældsteråd. Så vidt muligt blev dette gennemført. Men dengang som nu  var der i mange menigheder kun en eller to kvalificerede ældste. Mange af de hidtidige menighedstjenere blev ældste under den nye ordning, men ikke de der havde forsømt at leve op til Bibelens krav. Nogle var uegnede fordi de behandlede hjorden strengt. (1 Pet. 5:2, 3) Med ældsteråd bestående af to eller flere bibelsk kvalificerede mænd efterligner organisationen i højere grad Jesu Kristi, den rigtige hyrdes, medfølende omsorg for hjorden.

Der er stadig behov for flere kvalificerede mænd til at tjene som ældste. Den overvældende tilstrømning af nye betyder at mange menigheder kun bliver betjent af én ældste og nogle menighedstjenere. Visse steder varetager menighedstjenere hele ansvaret. I Tantoyuca i Veracruz var der to menigheder, men kun én ældste. Enrique Hernández Montes, der var ældste og pioner, flyttede dertil sammen med sin familie for at stille sig til rådighed. I den menighed han blev knyttet til, var der så mange interesserede at der ikke var plads nok i rigssalen. Det var nødvendigt at holde møderne to gange. For nogle år siden fandt den eneste ældste i Palmillas i Sinaloa ud af at der var 21 som gerne ville døbes ved det forestående stævne. Han måtte virkelig lægge sig i selen for at gennemgå dåbsspørgsmålene med dem alle.

Selv hvor der kun er få kvalificerede brødre, har ordningen med ansvarsfordeling medført større omsorg for „fårene“.

En sigtningens tid

Der var knyttet stærke forventninger til året 1975 og dets betydning i forbindelse med opfyldelsen af Jehovas hensigt. Nogle lagde sig fast på dette år som  tidspunktet for den gamle tingenes ordnings tilintetgørelse og indførelsen af Guds nye verden. Da disse forventninger ikke blev indfriet, holdt nogle op med at tjene Gud, og en del faldt fra. Men hovedparten af brødrene viste at kærligheden til Jehova var deres drivkraft. De vidste at Guds ord aldrig forbliver uopfyldt.

Med fuld tillid til Jehova gjorde den verdensomspændende organisation sig i 1975 og 1976 klar til yderligere vækst. Vi er ikke blevet skuffet. Og Mexico har haft en bemærkelsesværdig andel i væksten. Hvad er grunden til det?

Store familier forenede om at tjene Jehova

Mexicanske familier er som regel store. Ved bibelstudier er der derfor ofte tre, fire eller flere interesserede til stede. Normalt er der et stærkt familiesammenhold, og børnene nærer dyb respekt for deres forældre. Som følge heraf tager børnene også imod sandheden hvis forældrene gør det. Bibelens vejledning styrker yderligere familiebåndene, og ofte tjener hele familier sammen Jehova.

Der bliver sørget for at børnene og de unge føler at de hører til i menigheden. Ved møderne hilser alle — også børn og unge — på hinanden med et hjerteligt håndtryk. Børnene virker sjældent ligeglade ved møderne. De vil alle gerne svare, og de er ivrige efter at deltage i menighedens aktiviteter.

Det er intet særsyn at hele familier følges ad i tjenesten. Nogle familier lægger forholdene sådan til rette at de fleste i familien kan være pionerer. Et eksempel findes i Oriente-menigheden i Zapata i staten Morelos. Guilebaldo Hernández og hans hustru har tre døtre  som er specialpionerer og tre som er almindelige pionerer i isoleret distrikt. Deres to sønner er forkyndere og menighedstjenere, og deres to yngste døtre på 11 og 12 er udøbte forkyndere. Denne familie på 12 tæller altså 6 menighedsforkyndere og 6 pionerer!

I Estrella-menigheden i byen Aguascalientes i staten af samme navn virker Sabino Martínez Durán som ældste og almindelig pioner. Hans hustru og datter er også almindelige pionerer. En søn er almindelig pioner og menighedstjener i samme menighed; en anden er på Betel; og en tredje hjælper til ved byggearbejde på afdelingskontoret.

Respekt for forældre gav gode resultater

Der er ingen tvivl om at mexicanernes gensidige respekt i familien er med til at fremme udbredelsen af budskabet om Riget. Det fremgår af en erfaring fra staten Chihuahua.

De ældste i Navojoa i staten Sonora hørte at nogle beboere i bjergbyen El Trigo de Russo i staten Chihuahua studerede Bibelen ved hjælp af Selskabets publikationer, deriblandt ’Sandhedsbogen’. En ældste og en menighedstjener tog en besværlig heldagstur derop for at få bekræftet historien og eventuelt hjælpe de nyinteresserede. De fandt ud af at en skolelærer og hans hustru uden at være Jehovas vidner ledte bibelstudier med andre. De holdt to ugentlige møder hvor der var mellem 25 og 30 til stede. Hvordan var det gået til?

Lærerens moder, der var et af Jehovas vidner, havde under et besøg hos sin søn forkyndt for lokalbefolkningen og uddelt nogle ’Sandhedsbøger’. Interessen var så stor at hun indtrængende bad sin søn og svigerdatter  tage sig af de lydhøre. Deres eneste baggrund var den oplæring moderen havde givet sønnen i Jehovas veje da han var barn. Af kærlighed til moderen og respekt for hende gik sønnen med til at lede studierne, og svigerdatteren var selvfølgelig indstillet på at samarbejde. Mens de studerede med gruppen blev de selv interesseret. I løbet af fire måneder havde de gennemgået ’Sandhedsbogen’. De to brødre fra Navajoa sørgede for regelmæssige besøg af ældste og andre forkyndere. Læreren og hans hustru var de første der blev forkyndere. De blev døbt ved områdestævnet i 1989. I juni 1990 blev der oprettet en menighed med ti forkyndere i El Trigo de Russo, og der bliver holdt bibelstudium med næsten alle de lokale beboere.

Den Kulturelle Skole Gilead dækker et behov

Mange unge pionerer i Mexico har næret ønske om at tjene i andre lande hvor behovet er større. Men på grund af det store behov i deres hjemland blev de ikke tilskyndet til at flytte udenlands, og meget få blev indbudt til Gileadskolen. Desuden krævedes der engelskkundskaber af gileadeleverne, hvilket faldt nogle svært. Men i 1980 og 1981 fik 72 unge mexicanske pionerer særlig undervisning på Den Kulturelle Skole Gilead i Mexico med henblik på at tjene hvor der var behov i Latinamerika.

Det var let for eleverne at tilpasse sig de lande de blev sendt til, da der jo ikke var nogen sprogskranker og da disse landes kultur minder meget om Mexicos.

Nyt afdelingskontor indvies

Efterhånden som organisationen voksede, blev pladsen på kontoret i Melchor Ocampo 71 for trang.  I 1973 købte La Torre del Vigía en grund uden for Mexico City, i en landsby ved navn El Tejocote, og her opførtes et nyt og rummeligt betelhjem med plads til over hundrede medarbejdere. Betelfamilien flyttede derud, og indvielsen fandt sted i april 1974. Man mente at der var plads nok mange år frem. Men nej! I takt med at væksten tog fart blev udvidelser påkrævet, og der blev indviet tilbygninger i 1985 og 1989.

Der var ikke kun behov for kontorer og beboelse til betelfamiliens medlemmer, men også for et trykkeri der kunne masseproducere bibelske publikationer til den mexicanske arbejdsmark. Det blev stadig vanskeligere at importere blade, og vi ville gerne selv trykke dem. En privat forening kunne imidlertid ikke få tilladelse til dette. Vi tilpassede os situationen og lod i 1983 et lokalt kommercielt trykkeri trykke La Atalaya og ¡Despertad! Forsøgsvis fik vi også trykt og indbundet bøger hos forskellige forlag. Men til en rimelig pris kunne vi kun få bøger i paperbackudgave. Dårlig kvalitet og forsinket levering var tilbagevendende problemer.

Nu blev det besluttet at danne et nyt selskab der kunne varetage udgivervirksomheden i overensstemmelse med lovens krav. Selskabet købte en fabrik der lå et kvarters kørsel fra Betel, satte den i stand og indrettede et nyt trykkeri. Til brødrenes store glæde meddelte Vagttårnsselskabet i Brooklyn at det havde sendt to M.A.N.-rotationstrykkemaskiner med skib til Mexico. Men stor var skuffelsen da man erfarede at skibet havde været ude i stormvejr undervejs, og at trykkemaskinerne praktisk taget var ødelagt. Et medlem af afdelingskontorets udvalg, Roberto Gama, tog imod  trykkemaskinerne, eller rettere, de sørgelige rester, på havnen i Veracruz. Han kunne ikke holde tårerne tilbage da han så dem.

Kunne det overhovedet lade sig gøre at reparere maskinerne? Til andre tider og under andre omstændigheder ville man nok have skrottet dem, men i dette tilfælde var man nødt til at sætte dem i stand. For brødre der havde lært at improvisere og bruge alt forhåndenværende for at skaffe til dagen og vejen, var dette ingen uoverkommelig opgave. Selskabet sendte to brødre fra Brooklyn til Mexico for at bistå brødrene, og med slid og tålmodig udholdenhed blev de beskadigede dele repareret eller udskiftet. Den første maskine blev stillet op — og fungerede, takket være Jehova. Derefter blev den anden maskine sat i stand.

Det var en glædens stund da La Atalaya for 1. oktober 1984 kom ud af trykpressen. Trykningen af ¡Despertad! begyndte med udgaven for 22. maj 1985. Nu var man endelig uafhængig af verdslige trykkerier.

Fabrikken blev udvidet da man i 1987 ventede to nye firfarvetrykkemaskiner af mærket Hantscho. I september 1988 producerede man i fire farver brochuren „¡Mira! Estoy haciendo nuevas todas las cosas“ („Se! Jeg gør alting nyt“). Siden da har trykkeriet helt kunnet dække Mexicos og mange centralamerikanske landes efterspørgsel efter bøger og blade. De to firfarvemaskiner trykker fire millioner blade om måneden.

Jehovas Vidner nu et trossamfund

Jehovas Vidners organisation i Mexico har altid fungeret efter de samme retningslinjer som i andre lande. Og siden 1931 har brødrene personligt identificeret sig  som Jehovas vidner. Men i mange år var det som tidligere nævnt nødvendigt for organisationen i Mexico at fungere som en borgerlig oplysningsforening.

Men i 1980’erne ændrede forholdene sig gradvis. Gentagne gange mødte myndighedspersoner op i nogle af vore mødesale og insisterede på at få dem officielt registreret som tilbedelsessteder og overdraget til staten. Desuden blev det stadig vanskeligere at leje offentlige steder til stævner, da myndighederne holdt på at loven forbød religiøse møder sådanne steder.

Det førte til at nogle brødre i 1988 mødtes med repræsentanter for staten. Brødrene erfarede at myndighederne ikke havde noget at udsætte på vor adfærd, men at de nærede betragtelig mistro til vor organisation på grund af andres omtale af os og vor holdning til nationalsymbolerne. Desuden nærede de den vrangforestilling at vi udgjorde en undergrundsorganisation, eftersom mødestederne ikke havde nogen iøjnefaldende skiltning. Men ved disse møder modtog øvrighedspersonerne et grundigt vidnesbyrd om Jehovas Vidners tro. Det blev slået fast at vi som kristne er neutrale og viser respekt for myndighederne, samtidig med at vi konsekvent afviser alt hvad der i vore øjne er afgudsdyrkelse. Konklusionen af disse møder var at vor organisation burde fungere åbenlyst som trossamfundet Jehovas Vidner, selv om det medførte at alle vore mødelokaler blev statsejendom. Derved kunne øvrigheden blive bedre kendt med vort virke, noget vi fandt ønskeligt. Det blev imidlertid ikke afklaret hvordan vi skulle holde de store stævner.

Med Det Styrende Råds godkendelse blev der skrevet et brev til alle menigheder med oplysning om at vi  fra 1. april 1989 ville fungere som en trosretning i Mexico. Og i juniudgaven af Nuestro Ministerio del Reino (Rigets Tjeneste), hvis navn var blevet ændret fra Informador de la Torre del Vigía, blev der givet yderligere enkeltheder. Fra da af kunne Bibelen anvendes i den direkte forkyndelse, og der blev bedt fællesbøn ved møderne. Senere indgik sang også i mødeprogrammet.

Man kan forestille sig den glæde menighederne følte ved dette. Glædestårer strømmede ned ad brødrenes kinder da fælles sang og bøn blev indført i kulturhusene, som nu blev til rigssale, og ligeledes ved stævnerne. Desuden øgede det brødrenes nidkærhed at anvende Bibelen i forkyndelsen fra dør til dør, og forkyndelsen blev mere virkningsfuld og tilfredsstillende. Uden at det var gået helt op for os, havde vi også skabt grundlag for juridisk at forsvare vor kristne holdning.

Brødrenes børn under hårdt pres

Jehovas vidners børn kom tidligt under stærkt pres fordi de aldrig har villet hilse noget som helst flag. Alene eller ledsaget af deres forældre gav børnene lærerne en begrundelse. I nogle tilfælde blev deres forklaring godtaget, men i de fleste tilfælde blev de bortvist fra skolen. Når det skete, prøvede forældrene at finde en skole med mere tolerante lærere, så børnene kunne fortsætte deres skolegang. Der var imidlertid ikke meget at stille op rent juridisk, da der manglede grundlag for at forsvare børnenes rettigheder over for myndighederne.

Presset på børnene voksede i takt med at der blev flere forkyndere. Avisartikler bragte kritik af Jehovas vidners holdning. Da vi nu fungerede som trossamfund i Mexico, var tiden inde til at iværksætte en kampagne  til forsvar for den kristne samvittighed hos skolesøgende børn af Jehovas vidner.

Kampen for religionsfrihed i skolerne

I 1989 appellerede man indtrængende til forbundsmyndighederne om at fastslå børnenes ret til undervisning, som garanteres i landets forfatning. I hele landet samarbejdede sagførere blandt brødrene med de udvalg der var blevet oprettet for at samordne behandlingen af disse sager under ledelse af afdelingskontorets juridiske afdeling. Ved udsigten til sagsanlæg har mange skolefolk besindet sig. Over hundrede sager er blevet indbragt for domstolene. Af dem er 49 blevet afgjort i Jehovas Vidners favør, og 28 verserer stadig. Otteogtyve sager er blevet indbragt for Magistrados de los Colegiados de Circuito (domstole der er overordnet forbundsdomstolene), og af disse sager er 14 afsluttet med domme i vor favør. De danner præcedens for de underordnede domstole. Børnene er ikke blevet fritaget for at deltage i ceremonierne, men dommerne har afgjort at intet barn af nogen lovmæssig grund kan forholdes undervisning. Når enkeltpersoner inden for undervisningsvæsenet har handlet egenmægtigt, har forbundsmyndighederne i mange tilfælde grebet ind. Nogle embedsmænd i undervisningssystemet har anlagt et rimeligere syn på sagen og har udstedt imødekommende direktiver.

Der blev også aflagt systematiske besøg hos skolefolk i alle dele af landet for at orientere dem personligt om Jehovas vidners indstilling til nationale højtideligheder, samt forelægge bibelske og juridiske oplysninger. Mange vidste meget lidt om Jehovas vidner. Gradvis er det gået op for skolemyndighederne at Jehovas  vidners børns vægring ved at deltage i bestemte ceremonier beror på religiøst betingede samvittighedsgrunde, og at børnene trods dette er respektfulde over for nationalsymboler og myndigheder. (2 Mos. 20:4; Rom. 13:1) Problemerne er ganske vist ikke blevet endeligt løst, men der er blevet aflagt et godt vidnesbyrd for dommere, embedsmænd og lærere, og nogle af disse har vist interesse for sandheden. — Matt. 10:18-20.

En forbundsdommer i Ciudad Juárez i Chihuahua afsagde en gunstig dom, og han modtager nu besøg af brødrene. Han fortalte dem for nylig at han næsten var færdig med at læse bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? Derpå åbnede han en skrivebordsskuffe og sagde: „Her har jeg den Bibel I efterlod hos mig, og disse bøger er mine bedste venner.“

En kvindelig forbundsdommer i Chilpancingo i Guerrero afsagde en dom i vor favør og bad derpå brødrene tydeligt forklare hende vor kristne neutralitet. Bagefter udtrykte hun påskønnelse af redegørelsen og sagde at hun ikke havde forstået vort standpunkt tidligere, men at hun var glad for at hun i henhold til loven  havde givet os medhold. Også hun modtog noget bibelsk læsestof.

Stævnerne — et magtfuldt vidnesbyrd

Hvilken betydning har det haft for vore stævner at vor organisation ikke længere blot er anerkendt som en kulturel forening, men som trossamfundet Jehovas Vidner? Da dette spørgsmål i 1988 første gang blev forelagt myndighederne, henviste de til at loven ikke levnede trossamfundene mulighed for at holde offentlige møder andre steder end deres normale mødesteder. De foreslog samtidig at vi gik bort fra at benytte offentlige steder og i stedet skaffede egne faciliteter til både små og store stævner. Trods dette bad vi om særlig tilladelse til at holde store stævner i fuld offentlighed. Svaret var at vi kunne indgive en ansøgning, som så ville blive overvejet. De ville ikke forbyde os at holde stævner, eftersom vi altid havde haft sådanne og eftersom andre trossamfund også havde afholdt offentlige massemøder. En af Selskabets ansvarlige brødre husker hvordan mødet sluttede: „Da vi tog afsked, sagde jeg: ’Så er det altså underforstået at vi fortsætter som hidtil, indtil der kommer en anden ordning.’ Det sagde de ja til, og vi hilste af i en venlig stemning.“

 Selskabet arrangerede altså fortsat stævner, men nu begyndte vi at bære reversmærker ligesom Jehovas vidner i andre lande. Der blev indført sang og bøn ved stævnerne. Vi prøvede ikke længere at undgå medieomtale, men tog venligt imod journalister. Embedsmænd som inspicerede stævnerne forskellige steder, fik et gunstigt indtryk. Og med Jehovas velsignelse har stævnerne bidraget til at der er blevet aflagt et storslået vidnesbyrd om hans navn.

Sidst i 1993 blev der i 74 byer afholdt 161 områdestævner med temaet „Oplært af Gud“. Der var 830.040 til stede, og 15.662 blev døbt. En betydelig udvikling siden arbejdets spæde begyndelse.

„Et vækkelsesråb til den katolske kirke“

Ikke så få aviser har for nylig bragt positiv omtale af vore stævner og har derved aflagt et vidnesbyrd til ære for Jehovas navn. El Norte fra Monterrey i staten Nuevo León skrev i sin udgave for 27. oktober 1991: „Der var 25.000 Jehovas vidner på Monterreys baseballstadion, men intet affald, ingen puffen og råben, og heller intet behov for politipatruljer . . . Deltagerne, børn, unge og voksne, var pænt klædt på. Mændene kunne kendes på deres slips og kvinderne på deres tækkelige nederdele i diskrete farver. Næsten alle havde en bibel i hånden, nemlig Jehovas Vidners egen oversættelse (Ny Verden-Oversættelsen), som de benyttede hver gang en taler henviste til nogle kapitler i bogen.“ I samme by bragte en anden artikel følgende udtalelse af en katolsk præst: „Det budskab Jehovas Vidners årlige landsmøde efterlod, var et vækkelsesråb til den katolske kirke om at opbygge sin tro.“

 En journalist der overværede Jehovas Vidners stævne på Arena México gengav med følgende ord sine indtryk: „Jeg går derfra i dybe tanker. Jeg tænker på vore sogne og vore lokalsamfund, og jeg betragter mit eget indre og beskæmmes over det usle vidnesbyrd jeg selv har givet om den tro jeg bekender mig til og som jeg er overbevist om er sand. . . . Og så tager jeg afsked med Jehovas vidner, idet jeg ransager min samvittighed og beder om styrke til at blive et sandt vidne for den sande tro.“ I den nordlige by Monclova i staten Coahuila hed det i avisen La Voz: „Vi kan ikke bortforklare det de præsterer . . . For få dage siden havde katolikkerne et møde samme sted i overværelse af den katolske kirkes mest prominente repræsentant i staten; men stadion så på intet tidspunkt så rent ud som nu . . . selv efter tre dages møder. Og før [Jehovas vidner] forlader stadion, vil de sørge for at det bliver gjort rent. . . . Vi tør sige med sikkerhed at det eneste tidspunkt hvor denne park ser pæn og ’brugbar’ ud, er når Jehovas vidner har møder dér.“

Blodspørgsmålet

At vi har fået status som trossamfund har også givet os bedre grundlag for at forsvare vort bibelsk begrundede standpunkt vedrørende blodet. Det har altid været svært for vore brødre at finde lyttende ører på sygehusene. Mexicanske læger er ikke vant til at få deres sagkundskab og myndighed draget i tvivl. De brødre der havde behov for operation forklarede deres religiøse holdning for lægerne, men deres samvittighed blev sjældent respekteret. De måtte henvende sig på det ene hospital efter det andet for at finde læger der ville behandle dem uden blod.

 For at rette op på dette afholdt Selskabet et lægeligt seminar i Mexico fra den 25. til den 27. januar 1991 under ledelse af brødre fra Brooklyn. I kølvandet på dette oprettedes der på afdelingskontoret en Hospitalinformation, og der blev nedsat Kontaktudvalg til Hospitaler over hele landet. Siden da har sundhedssektoren modtaget et væld af vidnesbyrd om Jehovas vidners holdning til blod.

I april 1991 blev nogle brødre med tilknytning til Kontaktudvalg til Hospitaler indbudt til Den Første Latinamerikanske Kongres om Transfusionsmedicin og Blodbanker. Konferencen blev holdt i Acapulco i staten Guerrero med deltagelse af repræsentanter for 12 latinamerikanske lande. I en tale under temaet „Organisering, standardisering og juridiske aspekter“ blev det nævnt at „Jehovas Vidner er et samfund der af religiøs overbevisning modsætter sig brugen af blod, hvilket gør det bydende nødvendigt at søge alternativer“. Den læge der fremholdt disse oplysninger omtalte i korthed vore Kontaktudvalg til Hospitaler. Forinden havde brødrene talt med ham, og han vidste derfor hvordan vi er organiseret. Da nogle i den efterfølgende spørgetid holdt på at liv var vigtigere end religiøse overbevisninger, sagde lægen ganske enkelt: „Hvis De gerne vil undgå retssager, må De hellere behandle dette trossamfund med respekt.“ Han tilføjede derpå at man ifølge lægeloven skal indhente patientens samtykke før der gives blod.

En anden foredragsrække var henlagt til overrettens auditorium. I et indlæg rejste en advokat to spørgsmål der berører Jehovas vidner: „Er det lovligt at nægte Jehovas vidner lægebehandling blot fordi de ikke er  bloddonorer? Er det korrekt og lovligt at påtvinge patienter der er Jehovas vidner blod?“ Sundhedsministeriets chefjurist påpegede at ingen lov gør lægehjælp betinget af at patienten giver blod. Han udtalte: „Lægebehandling er en pligt som republikkens forfatning pålægger alle behandlingscentre, og den bør ydes uindskrænket. At nægte en person behandling er en lovovertrædelse.“ Disse taler banede vej for nogle meget positive drøftelser med embedsmænd fra sundhedsministeriet.

En rapport fra Selskabets Hospitalinformation lyder: „Der har været en drøftelse med det mexicanske sundhedsministeriums chefjurist. Vi redegjorde for ordningen med Kontaktudvalg til Hospitaler, og han lod forstå at det var noget ganske særligt. Derpå bad han os begrunde vor holdning rent bibelsk. Efter alt at dømme forstod han os udmærket og sagde at han ville sætte os i forbindelse med andre lægelige autoriteter så de også kunne blive bekendt med vort standpunkt og vore ordninger. Bagefter var der drøftelser med flere, heriblandt en læge der er chef for transplantationsregisteret og som har foretaget vellykkede nyretransplantationer på Jehovas vidner. Samtalerne har været meget interessante, og lægerne er blevet imponerede over vor globale organiserede indsats for at fremme forståelsen mellem hospitalspersonale og patienter der er Jehovas vidner.“

Talende tal

Imens blev den gode nyhed forkyndt flittigt. Der er foregået en enestående vækst siden 1931, da 82 rapporterede tjeneste på arbejdsmarken. I 1961 havde vi et højdepunkt på 25.171 forkyndere. Bibelstudiearbejdet  gik nu bedre, men mange brødre var endnu ikke oplært i at lede studier. Lidt efter lidt blev forkynderne undervist, og de fik derfor bedre resultater i forkyndelsen fra hus til hus, på genbesøg og på bibelstudier.

I 1971 nåede man derfor en ny rekord: Over 50.000 forkyndere. I syv ud af otte år havde vi en vækst på mere end 10 procent; til tider var den på hele 14 procent. Desuden blev der i 1970’erne næsten hvert år døbt over 5000. Det tog kun ti år efter 1971 at få føjet knap 50.000 forkyndere til. I 1981 var der en forkynderrekord på 101.171, og samtidig havde antallet af bibelstudier næsten indhentet forkyndertallet. Siden har der været flere studier end forkyndere.

Brødrenes iver i forkyndelsen er usvækket. Tjenesteåret 1994 sluttede med et rekordtal på 404.593 forkyndere. Nu ledes der over 535.000 bibelstudier. Mindehøjtiden blev i 1994 overværet af 1.379.160. Med andre ord var 1 ud af 63 mexicanere til stede. Nedenstående tabel viser hvordan Jehovas tjeneres aktivitet i landet er øget siden 1931:

 Som det fremgår af tabellen steg det gennemsnitlige antal bibelstudier stærkt fra 1981 til 1991, nemlig fra 100.636 til 472.389. Det svarer til 369 procents vækst på ti år, og væksten er ikke standset!

Det er en let sag at påbegynde bibelstudier i Mexico. For eksempel tilbød en forkynder i Monterrey en dame et bibelstudium første gang han stod ved hendes dør. Hun sagde straks ja. Da han siden spurgte hende hvorfor hun så beredvilligt var gået med til at få et bibelstudium i sit eget hjem, svarede hun: „De er den første der overhovedet har tilbudt at studere Bibelen med mig.“

„Forkynderne sprudler af begejstring“

Mange har spurgt hvad der er hemmeligheden ved de seneste ti års enestående vækst i Mexico.

Et medlem af afdelingskontorets udvalg svarer: „Forkynderne sprudler af begejstring alle vegne i landet, og sandheden har nærmest sat hele landet i brand. Brødrene er bristefærdige af oplevelser og spørger til hinandens erfaringer. De er helt opslugt af sandheden, og deres tilværelse drejer sig om den. Forkynderne er meget nidkære og udbreder den gode nyhed om Riget hvor som helst de færdes; og Jehova har velsignet deres indsats. Ordsprogene 10:22 sammenfatter det meget godt: ’Jehovas velsignelse — den gør rig.’ Det er også meget almindeligt at folk begynder at overvære møderne så snart der er blevet oprettet studium med dem. De påbegynder studiet med det forsæt at blive Jehovas vidner, og dét får dem til at gøre hurtige fremskridt i sandheden.“

Skolen for Udnævnte Tjenere

Brødre i Mexico udrustes nu gennem Skolen for Udnævnte Tjenere til at tage sig endnu bedre af den  frugtbare mark. Den første klasse i Mexico åbnede i november 1991, og siden da er tolv klasser blevet undervist. Eleverne får et otteugers kursus udarbejdet af Det Styrende Råds Undervisningsudvalg, og pensummet er udarbejdet med det formål at dygtiggøre ældste og menighedstjenere så de kan dække presserende behov i den teokratiske organisation. Under tilsyn af Det Styrende Råds Tjenesteudvalg bliver kvalificerede ugifte mexicanske brødre indbudt til skolen og oplæres til at påtage sig større ansvar i områder med behov, nogle gange i udlandet.

 Brødrene har vist stor begejstring. Da skolens oprettelse blev bekendtgjort, udfyldte 600 en foreløbig ansøgning! Hele tiden stiller så mange unge brødre sig til rådighed at der hvert år afvikles mindst to samtidige kurser. Guds hjord mærker dette i form af bedre omsorg.

Pionerer åbner fortsat isolerede distrikter

Da der nu findes over 9800 menigheder i landet, er alle byer, store som små, udskrevet som menighedsdistrikt. Men der er stadig en hel del isolerede distrikter, og mange pionerer melder sig til at forkynde dér. For  at kunne dette skaffer de sig deltidsarbejde, eller deres familie støtter dem på forskellige måder.

Desuden tjener 671 som specialpionerer, for det meste i små menigheder og på afsidesliggende steder hvor den gode nyhed ikke tidligere er nået ud. Disse pionerer gør et godt stykke arbejde.

Nogle af specialpionererne har tjent som „rejsepionerer“. De flytter fra sted til sted i et distrikt for at nå ud til befolkningen i næsten utilgængelige egne. Disse brødre medbringer rigelige forsyninger af publikationer i en varevogn som er udstyret med sovepladser, så de altid har et sted at sove når mørket falder på. I bjergene er de ofte nødt til at lade bilen stå hvor vejen ender og fortsætte til fods, bærende mad og andre forsyninger i rygsække. I de seneste fem år har Selskabet med godt resultat sat adskillige grupper på sådanne opgaver.

En af disse nidkære brødre fortæller følgende typiske erfaring: „I byen Altamirano i staten Guerrero fandt vi mange der var interesserede i Guds ords sandhedsbudskab. På bare én måned oprettede vi 40 hjemmebibelstudier hos interesserede. Ét studium blev oprettet med en katolik der havde huset fuldt af religiøse billeder. Da han fik at vide og selv havde læst i ’Paradisbogen’ hvor forkastelig afgudsdyrkelse er i Jehovas øjne, knuste han alle sine gudebilleder. Vi indbød ham til områdestævnet i 1991, og han kom i følge med seks andre. Han er begyndt at komme til alle møderne, skønt han har 45 kilometer hver vej. Han opfylder nu kravene til en god forkynder.“

Som følge af disse pionerers slid er der blevet afsat store mængder bibelsk læsestof og oprettet små menigheder  hvor der før ikke var forkyndere. En af pionererne har genfortalt denne erfaring: „Vi besøgte smukke steder og venlige mennesker som lyttede med glæde. Mange græd ligefrem og bad os blive, og behovet gav virkelig én lyst til at gøre som de bad om . . . Vi forstod også rigtigt hvilken enestående kærlighed Jehova udviser ved at bruge sine tjenere til at bringe den gode nyhed ud til disse fattige og ydmyge mennesker i de isolerede distrikter.“

’Flere og bedre sale’

Vi fornemmer at vi er i tidnød hvis vi skal have udrettet alt hvad der er tiltrængt i Mexico. Byggeprogrammerne omfatter nu også rigssale og stævnehaller. Vort valgsprog er blevet: „Flere, bedre og større rigssale,“ og i hele landet opfører brødrene ivrigt bedre mødesteder. Med over 800.000 til stede ved områdestævnerne er det blevet sværere at leje ordentlige faciliteter. Nu går planerne i retning af stævnehaller der er store nok til både kredsstævner og mindre områdestævner. Under de gældende love og med Jehovas velsignelse har det gode udsigter.

Et enestående projekt er blevet færdigt i grænsebyen Reynosa i staten Tamaulipas. En gavmild mand havde skænket 4 hektarer jord at opføre en stævnehal på. Brødrene fra otte omliggende kredse arbejdede ihærdigt på projektet og bragte store personlige ofre for at opføre en stævnehal med plads til 3600. Vi håber at den kan danne mønster for resten af landet. I november 1992 blev stævnehallen i Reynosa indviet af broder Albert Schroeder fra Det Styrende Råd.

Gennem nogle år har vi haft to små stævnehaller i Mexico City, hver med plads til 1000. Men den 9. maj  1993 indviede broder John E. Barr fra Det Styrende Råd en smuk sal med plads til 3000 i forstaden Tultitlán. Hallen var blevet opført på under et år af ivrige brødre fra Mexico City, og den er virkelig til pris for Jehova.

Byggeri i hidtil uset omfang

Jehovas Vidners virksomhed griber fortsat eksplosivt om sig. Inden for de seneste ti år er antallet af Jehovas vidner forøget fra omkring 150.000 til over 400.000. Der har også været en voldsom tilvækst i antallet af enkeltpersoner og familier der studerer Bibelen — fra cirka 180.000 til over 535.000. Det skaber behov for store mængder litteratur til bibelstudiebrug. Sidste år uddelte Jehovas vidner i Mexico over 30.000.000 bibelske bøger, brochurer og blade foruden traktater i millionvis. Ved afdelingskontoret er vort hidtil største projekt under opførelse. Det skal skaffe plads til yderligere 800 betelmedarbejdere, og trykkeriet får firdoblet sit areal. Projektet vil tage omtrent fem år og kræver stort internationalt samarbejde.

Vi ser frem til at få et trykkeri med kapacitet til at fremstille bibler, bøger, brochurer, blade og andre publikationer i tilstrækkelige mængder til at stille de oprigtiges åndelige hunger i Mexico såvel som i andre latinamerikanske lande.

Åndelige hyrder for Guds hjord

De brødre der udgør afdelingskontorets udvalg, fører tilsyn med forskellige arbejdsområder på afdelingskontoret og andre steder, og de rejser regelmæssigt ud for at betjene stævner. Derved bevarer de en nær føling med alle sider af arbejdet her i Mexico. Deres hustruer  støtter dem loyalt i deres krævende ansvar. Brødrene i udvalget har gennemsnitlig været døbt i 41 år og virket 37 år i heltidstjenesten. Alle er de medlemmer af betelfamilien.

I arbejdsmarken virker 34 områdetilsynsmænd og 446 kredstilsynsmænd. Der er 9810 menigheder, og hver måned oprettes der gennemsnitlig 20 nye. Det er ikke svært at forstå at de rejsende tilsynsmænd og de lokale ældste og menighedstjenere har rigeligt at gøre med at røgte hjorden. Statistisk er der pr. menighed 1,7 ældste og 2,8 menighedstjenere, og mange menigheder trænger derfor stærkt til flere kvalificerede brødre. Den uophørlige tilgang af forkyndere fører til at der oprettes endnu flere menigheder, som alle behøver egnede ældste og menighedstjenere. De få der tjener i den enkelte menighed gør en god gerning som hyrder for Jehovas ’små får’. — Joh. 21:15-17.

En ny lov om religiøse sammenslutninger og offentlig religionsudøvelse

Gennem 135 år har stat og kirke i Mexico været adskilt. I 1865 blev situationen så spændt at Mexico og Vatikanet afbrød forbindelsen med hinanden. Erfaringerne med religionen fik staten til at pålægge alle trosretninger begrænsninger. Men da Carlos Salinas de Gortari tiltrådte som præsident i december 1988, kunne man forudse en ændring i holdningen til religion samt en tilnærmelse til Vatikanet. Præsidentens indsættelsestale blev overværet af højtstående repræsentanter for den katolske kirke.

Naturligvis spekulerede mange på hvilken betydning dette ville få for Jehovas Vidners arbejde. Den  udstrakte hånd til den katolske kirke fik dennes gejstlige til at presse på for at få gennemført nogle forfatningsændringer der ville give trossamfundene større frihed. I to år blev emnet uafbrudt debatteret i pressen, hvilket beredte vejen for at religiøse organisationer kunne opnå juridisk anerkendelse i Mexico. Indtil da havde religionerne kun eksisteret de facto, uden juridisk status eller juridiske rettigheder. Præsteskabet søgte tydeligvis ikke kun juridisk anerkendelse, men også politiske og undervisningsmæssige privilegier. Nogle katolske præsters udtalelser lod også skinne igennem at Jehovas Vidner burde underlægges begrænsninger og forholdes juridisk status. I januar 1992 ændrede Kongressen grundlovens ordlyd om religion, og i juli blev der udfærdiget nogle vedtægter der skulle sætte ændringerne i kraft. Dette lovkompleks blev kaldt Lov om Religiøse Sammenslutninger og Offentlig Religionsudøvelse.

Sigtet med loven var at skænke religiøse sammenslutninger mere frihed. Loven tillader nu trossamfund at besidde fast ejendom, og det er også tilladt at holde religiøse møder og andre begivenheder uden for gudshusene. Én artikel nævner patriotiske symboler, og man kan gisne om at den specielt har adresse til Jehovas Vidner. Men den 7. maj 1993 meddelte Statssekretariatet at „La Torre del Vigía“ og „Los Testigos de Jehová en México“ var blevet juridisk anerkendt. Vi nærer tillid til at den nye lov vil give Jehovas Vidner mulighed for at fortsætte deres gerning i Mexico i fuld frihed og nyde godt af de juridiske rettigheder og privilegier som man tidligere var afskåret fra. Uden at vide  det havde Jehovas Vidner i Mexico forberedt sig på denne frihed endog før loven blev vedtaget.

Meget mere at berette om Mexico

Det er umuligt i denne beretning at omtale alt hvad der er hændt i Jehovas Vidners historie i Mexico. Vi har kun løseligt bladet gennem vort historiske album. Nogle af de tidlige optrin har mindet om gulnede fotografier, mens de nyere begivenheder har bevægelse og handling af den slags som bedst fastholdes på videobånd.

De der først for nylig er begyndt at slutte sig til Jehovas Vidner overraskes måske når de får kendskab til de prøvelser som mødte dem der banede vejen for arbejdet i Mexico. De er vant til et åndeligt paradis med åndelig føde i overflod og med hundredtusinder af gudfrygtige fæller i en velorganiseret tjeneste for Gud. Men Jehovas vidner i store dele af Mexico må stadig udfolde store anstrengelser for at komme til møderne. Nogle har stadig behov for læseundervisning for at kunne drage nytte af de åndelige gaver. Og nogle rejsende tilsynsmænd må stadig vade over floder og bestige bjerge for at betjene menighederne. Bylivet byder nok på flere materielle goder, men udsætter også brødrene for flere fristelser. Trods det pres Jehovas vidner i Mexico er ude for, fryder de sig over at være forenede med deres kristne brødre og søstre i hele verden i tjenesten for Jehova — en gerning der giver sand glæde og tilfredshed.

Nu er du godt kendt med Jehovas Vidners historie i Mexico, men du har langtfra stiftet bekendtskab med alle dine brødre og søstre her. Hver eneste af dem har ellers nogle interessante erfaringer at fortælle.  Desuden er der stadig umådelig mange hvis hjerte vi håber at nå med den gode nyhed. Det er vort oprigtige håb at også de vil slutte sig til den hastigt voksende familie der ser hen til Jehova som sin Gud og Fader. Og hvis vi er betagede af de seneste års vækst, hvad vil vi så ikke sige efter Harmagedon når Jesus Kristus begynder at oprejse de millioner af mexicanere der nu ligger i gravene, og giver dem lejlighed til at lære om Jehova og hans retfærdige handlemåde? Denne beretning rummer langtfra alt hvad der er værd at fortælle fra Mexico. Nogle af de mest spændende tildragelser venter forude. Med Jehovas velsignelse vil der blive meget mere at fortælle.

[Oversigt på side 242]

Rekordtal, forkyndere Gen., forkyndere Gen., forkyndere

1931 82

1941 859

1951 10.335 8.366 5.409

1961 25.171 22.235 18.198

1971 54.384 51.256 50.270

1981 101.171 98.610 100.636

1991 335.965 319.634 472.389

1994 404.593 388.623 535.912

 [Kort på side 168]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MEXICO

Monterrey

Guadalajara

Mexico City

Veracruz

[Illustration på side 170]

Nogle elementer af aztekernes religion blev sammensmeltet med den katolske tro

[Illustration på side 175]

Gruppe af bibelstudenter i Mexico City omkring 1920

[Illustration på side 177]

„Bulletin“ med meddelelsen om Selskabets indregistrering i Mexico, og et identifikationskort til en forkynder

[Illustration på side 178]

José Maldonado, en af de første pionerer i Mexico

[Illustrationer på side 184]

Manuel Amaya med det transportmiddel han anvendte som pioner

[Illustration på side 188]

Pedro de Anda forkyndte i store dele af landet

[Illustration på side 191]

Mario Mar havde læst nogle af Selskabets publikationer, men havde aldrig truffet et Jehovas vidne da han påtog sig at forkynde

[Illustration på side 192]

Et stævne som Vidnerne (Testigos) holdt i Mexico City i 1934

[Illustrationer på side 198]

Nogle af de første pionerer med deres transportmiddel i staten Veracruz

[Illustration på side 200]

Fred og Blanche Anderson, gileadmissionærer som viede hovedparten af deres liv til at tjene i Mexico

[Illustrationer på side 202]

Shirley Hendrickson (til venstre) og Rosa May Dreyer tjente sammen i over 50 år

[Illustrationer på side 207]

Andre gileadmissionærer som har virket i Mexico: (1) Elizabeth Tracy, (2) Jean Friend, (3) Esther Lopez, (4) Rubén Aguirre, (5) Russell Cornelius, (6) Esther Vartanian (Lozano), (7) Mildred Simpkins, (8) Maxine Miller (García)

[Illustrationer på side 209]

Nogle af dem der har haft tilsyn med afdelingskontoret

(1) Rodolfo Lozano, (2) George Papadem, (3) Samuel Friend, (4) William Simpkins, (5) Robert Tracy

[Illustration på side 210]

Adulfo og Leonor Salinas var på farten i sektionstjenesten i mange år

[Illustrationer på side 223]

Afdelingskontoret i Mexico siden 1985

[Illustrationer på side 236, 237]

Lykkelige rigsforkyndere i Mexico

[Illustrationer på side 244, 245]

(Til venstre) Den stadigt voksende mexicanske betelfamilie i 1993. (Herunder) De mexicanske menigheders store vækst gør nybyggeri på Betel påkrævet

[Illustration på side 252]

Afdelingskontorets udvalg i Mexico (fra venstre til højre): Robert Tracy, Roberto Gama, Carlos Cázares, Santos Estrada, Juan Angel Hernandez og Rodolfo Lozano