Virksomheden i hele verden

Afrika og nærliggende øer

Kontinentet Afrika består af mange lande hvor der bor forskellige stammer der taler forskellige sprog. Voldelige fejder mellem etniske grupper er ikke sjældne. Over 636.000 fra disse nationer, stammer og sproggrupper er imidlertid forenede i tilbedelsen af den sande Gud, Jehova. De tilskynder andre til at ’frygte Gud og give ham ære’, og mange reagerer positivt på denne opfordring. — Åb. 14:6, 7.

Nogle som har været dybt involveret i lokal overtro og heksekunst, har gjort sig fri af alt dette for at kunne tjene Jehova. I Sydafrika bankede nogle Jehovas vidner på en dør, og da døren gik op stod forkynderne over for en dame klædt i fuld sangoma-udrustning (en sangoma er en medicinmand). Forkynderne ville gerne hurtigt derfra, men kvinden insisterede på at de fremholdt deres budskab. Én af forkynderne viste hende Bibelens syn på spiritistiske handlinger ud fra Femte Mosebog 18:10-12, og kvinden tog imod et bibelstudium. Hun sagde at hvis studiet af Bibelen overbeviste hende om at hendes virke som  sangoma var imod Jehovas vilje, så ville hun holde op med det.

Efter at have benyttet Bibelen ved studiet af kapitel 10 i bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, brændte hun alle de remedier der havde tilknytning til heksekunst og begyndte at overvære møderne i rigssalen. Skønt hun var lovformeligt gift, var hun gået fra sin mand for 17 år siden. Hun indså nu at der var behov for at rette op på dette forhold. Begge er nu indviede, døbte Jehovas vidner.

I løbet af det sidste års tid er der kommet nogle meget opmuntrende nyheder fra Malawi. Jehovas vidner jorden over frydede sig da de hørte at det 26 år gamle forbud mod Jehovas Vidner i Malawi var blevet ophævet den 12. august 1993. Den 15. november 1993 blev Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab indregistreret, og den 25. februar 1994 blev forbudet mod Jehovas Vidners publikationer ophævet. Malawis Unge Pionerer (MYP), den gruppe der så brutalt havde mishandlet Jehovas vidner, fik interessant nok deres hovedkvarter ødelagt blot få uger efter Selskabets indregistrering. Deres kontorer blev lukket og mange af gruppens medlemmer blev eftersøgt og dræbt af hæren. Andre af dem flygtede til Moçambique.

Brødrene i Malawi er nu atter ved at lære at gå fra hus til hus, tilbyde læsestof og påbegynde bibelstudier. Umiddelbart efter ophævelsen af forbudet mod Selskabets publikationer, blev der i april arrangeret en landsdækkende kampagne, hvor forkynderne uddelte traktaten Hvad tror Jehovas Vidner? Der blev uddelt over 1.000.000 af disse traktater på tre sprog.

I mere end 30 år er en lille håndfuld sande kristne i São Tomé og Príncipe, ud for Afrikas vestkyst, blevet  forfulgt, slået og fængslet fordi de samledes for at studere Bibelen. Men i 1993 opnåede Jehovas vidner dér religiøs frihed. I januar 1994 kunne de glæde sig over det tre dage lange områdestævne „Oplært af Gud“, som blev holdt i landets bedste og mest moderne, airconditionerede hal. Uddrag af programmet blev endda sendt i den landsdækkende radio.

Efter at højesteret i Zaire havde genetableret Jehovas Vidners juridiske status, blev det atter muligt at holde områdestævner i landet. Med hvilket resultat? Ved et stævne i Kinshasa først på året blev stadionet fyldt af mere end 70.000 tilhørere. De første seks områdestævner i 1994, med temaet „Gudsfrygt“, blev overværet af i alt 120.127; antallet af døbte var 1155, og der manglede stadig at blive afholdt 19 stævner i denne stævnerække.

I Koumassi Prodomo-menigheden i Elfenbenskysten er der en menighedstjener som er kendt for at være en meget mild broder. Men det skudsmål har han ikke altid haft. Før han lærte sandheden at kende plejede han at drikke, ryge og komme i dårligt selskab, og han løste ofte problemerne med næverne. De der kendte ham siger at det var bedst enten at være ven med ham eller også at holde sig langt borte fra ham. Men han siger: „Jehova havde ondt af mig.“ Et bibelstudium blev påbegyndt. Gradvis foretog han ændringer i sin tilværelse og kunne med tiden lade sig døbe. Men hvor fuldstændig var forandringen? En måned før dåben kom han ud for en prøve da nogle mænd overfaldt ham. Han gjorde ikke gengæld. Nogle uger efter hans dåb skete der noget lignende. Og igen beviste han at han havde aflagt den gamle personlighed der svarede til hans tidligere livsstil, og i stedet var blevet gjort ny i sit sinds drivkraft; han beviste at han virkelig havde iført sig den nye personlighed som afspejler Jehovas ånd. — Gal. 5:22-24; Ef. 4:22-24.

 Asien og Stillehavsøerne

Blandt de 514.847 lovprisere af Jehova i Orienten og på Stillehavsøerne tjener 152.343 som pionerer.

En pioner i Japan som hver måned aflagde 100 genbesøg besluttede at han også ville begynde at genbesøge dem der ikke havde vist interesse ved første besøg. Han førte derfor optegnelser over alle han mødte i hus-til-hus-arbejdet, hvorefter han, inden for syv dage, besøgte dem igen. Hver gang han var ude for at forkynde fra hus til hus ville han forsøge at aflægge fem genbesøg. Han forberedte sig grundigt, forvisset om at det budskab han kom med var vigtigt. Ved månedens slutning havde han aflagt 241 sådanne besøg. På et af dem kunne han påbegynde studium med én som sagde: „Jeg har altid afvist jer. Det er første gang jeg har lyttet.“ Den kærlige vedholdenhed gav resultater. Ved månedens slutning kunne han rapportere i alt ti bibelstudier.

I de senere år har New Zealand modtaget mange flygtninge, især fra Asien. For nylig er der blevet dannet koreanske og thailandske grupper, og brødrene regner med at  der snart bliver oprettet en kinesisk menighed i Auckland, hvor der ifølge rapporter bor over 50.000 kinesere. Andre byer på Nordøen, som for eksempel Wellington og Palmerston North, har også rapporteret om stor interesse blandt den kinesiske befolkning.

Nogle bibelstudieelever har haft gode resultater ved at følge forslaget om at forkynde for slægtninge. I Tainan i Taiwan begyndte en ung husmoder at studere. Hun bor sammen med sin store familie, hvoraf mange var fremtrædende personer inden for den presbyterianske kirke. Hendes kirke kritiserede ofte forkynderne for at ’angribe andre religioner’. Derfor undgik hun selv dette og koncentrerede sig i stedet om at lægge kristne egenskaber for dagen. Skønt hun måtte køre seksten kilometer på motorcykel kom hun fast til møderne. Snart begyndte hendes familie at bemærke at hun ændrede sin personlighed. Dette, samt hendes taktfulde forkyndelse, resulterede i at hendes svigerinde begyndte at studere. Hendes mand indvilligede også i at finde ud af hvad hun lærte. Derefter begyndte hans broder og en anden slægtning at studere. Svigermoderen begyndte ligeledes at vise interesse for hvad familiens medlemmer blev undervist i. Den unge kvinde forkyndte så for sine forældre, som bor 320 kilometer derfra. De begyndte også at studere. Den unge kvinde, hendes mand og to slægtninge er nu blevet døbt. Adskillige andre slægtninge gør gode fremskridt i sandheden, og endnu et ægtepar fra kirken har netop meldt sig ud for at kunne være med i forkyndelsen. Den unge kvindes anbefaling af sandheden i ord og gerning er afgjort blevet velsignet af Jehova.

I 1912, da C. T. Russell, Vagttårnsselskabets første præsident, besøgte Ceylon, som Sri Lanka hed dengang, var Matilda kun 12 år gammel. På billedet på side 239 i ’Historiebogen’ sidder hun på jorden som nummer to fra højre. Senere tjente hun i mange år som specialpioner sammen  med sin mand. Nu er hun 94 og stadig travlt optaget af at forkynde. Hun har for nylig været fast hjælpepioner i et helt år. Hun kan kun gå støttet til en stok — men nok til at hun kan udnytte de muligheder der opstår når hun kommer i kontakt med naboer, venner, slægtninge, sælgere, postbude eller andre. Det meste af hendes forkyndelse foregår imidlertid med en pen. Hun kigger efter dødsannoncerne i aviserne og skriver til nogle af de pårørende, og hun bliver meget glad når de skriver tilbage og giver udtryk for taknemmelighed.

I Republikken Korea er 31 procent af forkynderne pionerer, og tusinder tager del i hjælpepionertjenesten. Noget af distriktet gennemgås ofte. Men med korte, direkte sætninger opnår forkynderne alligevel gode resultater, også de steder hvor folk siger at de ikke er interesserede. En katolsk kvinde sagde at hun ikke havde lyst til at høre noget, men idet søsteren pegede på traktaten Liv i en fredfyldt ny verden, sagde hun: „Jeg ved ikke hvilket håb du har, men jeg håber at komme til at leve i en fredelig verden som denne.“ Da en ældre kvinde sagde at hun ikke var interesseret, pegede en søster på førnævnte traktat og spurgte: „Hvis du blev indbudt til at leve i et paradis som det der er afbildet her, ville du så ikke tage imod indbydelsen?“ I begge disse tilfælde blev der oprettet bibelstudium, kvinderne begyndte at overvære møderne, og de gør nu begge fremskridt hen imod dåb.

På Hawaii gøres der en samlet indsats for at komme i kontakt med alle — dem der bor i vanskeligt tilgængelige boligkomplekser, dem der er på arbejde, folk der færdes på gaden, i parker, på strande og andre steder. Dette har udvidet menighedernes distrikt og har ført til en grundigere distriktsgennemgang. Telefonforkyndelse har også båret megen frugt. En søster ringede til en ung mand der var ansat i flåden og som boede i et utilgængeligt boligkompleks.  Han viste tilstrækkelig interesse til at søsteren besluttede at han skulle have en brochure. Den efterfølgende opringning blev foretaget af en broder, som påbegyndte et bibelstudium over ’Paradisbogen’. Efterhånden begyndte manden at forkynde for sine værelseskammerater og flådekammerater. Han inviterede dem endda (én ad gangen) til at være med til bibelstudiet. Efter at have studeret i nogle uger spurgte manden: „Hvordan vil Jehova nå at finde alle dem som ønsker at kende sandheden før enden kommer?“ Broderen svarede: „Tror du det var et tilfælde at du blev kontaktet over telefonen i en bygning hvor fremmede ikke har adgang, som aldrig er blevet gennemgået og på et tidspunkt hvor du netop var hjemme?“ Manden tænkte sig om et øjeblik og sagde: „Det er pudsigt. Lige før telefonen ringede havde jeg tænkt over om der var en måde hvorpå man kunne finde ud af hvad Bibelen virkelig lærer.“

Kan man fortsætte med at forkynde selv om man i længere tid er indlagt på et hospital? Denne udfordring stod en søster på Stillehavsøen Tarawa i Kiribati over for. Hun begyndte straks at dele brochuren „Se! Jeg gør alting nyt“ ud til alle de medpatienter som ville have den. En af patienterne bemærkede at vores søster regelmæssigt fik besøg, og hun spurgte om det var slægtninge. Da søsteren forklarede at det var hendes åndelige brødre og søstre, deriblandt menighedens ældste, blev damen meget imponeret. Hun udtrykte stor skuffelse over at der ikke var nogen fra hendes trossamfund der havde bekymret sig nok om hende til at komme på besøg, selv om de vidste at hun var meget syg og at hun havde ligget der i tre måneder. Hun bad om et bibelstudium. Senere fik hendes mand og hendes moder også et bibelstudium. Vores søster fik på et tidspunkt mulighed for at komme hjem fra hospitalet for at overvære et kredsstævne. Det var til stor opmuntring for hende at en af hendes medpatienter og adskillige familiemedlemmer til andre patienter var med hende til stævnet.

 Europa

I det forløbne år blev der i de europæiske lande, deriblandt Rusland, som strækker sig ind over Uralbjergene og til Orienten, brugt 248.763.468 timer til at forkynde om Guds rige. I denne del af verden blev 89.578 døbt som symbol på deres indvielse til Jehova. Hvordan når man ud til disse mennesker med den gode nyhed?

I de senere år er tusinder af flygtninge søgt til Belgien. Dette har givet de belgiske brødre nye muligheder for at forkynde. Gennem de sidste tre år har brødrene besøgt et flygtningecenter med 480 flygtninge, hvor de har ledet 160 bibelstudier med folk fra 43 lande. Nogle gange er der blevet studeret med grupper på ti personer. Interessen har været så stor at lederen af centret har stillet et kontor til rådighed for brødrene hvor de kan lede bibelstudier.

 En ung katolsk flygtning fra Slovakiet bad om at studere to gange om ugen. Da han skrev til sin moder i Slovakiet og forkyndte for hende, besøgte hun den lokale menighed for at finde ud af hvilken slags mennesker hendes søn var begyndt at komme sammen med. Glædeligt overrasket tog hun og hendes datter imod et bibelstudium. Den unge mand skrev også til sin forlovede. Hendes storesøster prøvede at slå modet ned hos hende, men snart studerede de begge. Den unge mand på flygtningecentret blev ved med at sende breve hjem, og brevene blev læst af alle i hans familie. Nu ledes der ti bibelstudier med hans slægtninge i Slovakiet.

Tålmodighed betaler sig — dét har en pionersøster i Tjekkiet erfaret. Hun fortæller: „For et år siden begyndte jeg at studere med en ung kvinde. I de første to måneder kunne hun kun koncentrere sig om bibelske tanker i 10-15 minutter ad gangen. Ofte ændrede hun studietidspunktet. Men jeg sagde aldrig til hende: ’Jeg har ikke tid,’ eller: ’Det er for kort tid at studere,’ skønt jeg har meget travlt og tit mistede to aftener om ugen for at kunne holde dette studium i blot ti minutter. Men tålmodigheden blev belønnet. Efter to måneder foreslog den unge kvinde at studiet varede en halv time og senere en hel time. Nu kommer hun til alle møderne, forbereder sig til dem og kommenterer. Hun har forladt falsk religion og arbejder på at kvalificere sig til dåb.“

Selskabets videofilm Jehovas Vidner og deres organisation finder god anvendelse. Et pionerægtepar på Færøerne har to eksemplarer som de låner ud. På et tidspunkt havde de 14 på venteliste til at se filmen. Nogle som låner filmen viser den for andre. En pensioneret skolelærer der i mange år har abonneret på Vagttårnet og Vågn op! lånte den. Da broderen kom for at hente filmen var manden  meget begejstret og sagde at han havde vist den for 14 personer i bygden. Broderen kunne imidlertid ikke få videofilmen tilbage da den var lånt ud til en dame fra en nabobygd. Vores broder fik senere at vide at denne dame havde vist den for 15 personer i sin bygd. I påskeferien viste skolelæreren den for yderligere 6 personer. Seneste nyt er at en fisker har lånt videofilmen af den tidligere skolelærer — på betingelse af at den bliver vist for alle 11 ombordværende.

Ved en samling i Finland sagde den ældstebroder der ledede samlingen: „Vi ved ikke hvem Jehova vil lede os til i dag, men det er vigtigt at vi er i distriktet så han kan bruge os på den måde han ønsker.“ Senere, ude i distriktet, følte denne ældste en stærk tilskyndelse til at ringe på et sted de kom forbi. Hans medforkynder sagde at der ikke boede nogen i det hus, men ældstebroderen ville derind alligevel. De traf en dame som fortalte at hun og hendes mand var flyttet ind for nylig. Da de fortalte at de var Jehovas vidner bød hun dem indenfor, og hun sagde at hendes mand var lige på trapperne. Mens de var på vej ind, sagde hun: „Jeg har lige bedt til Gud om han ville sende nogle Jehovas vidner til os, da vi netop er flyttet hertil. Men hvordan kunne I komme så hurtigt? Det er kun ti minutter siden jeg bad min bøn.“ Da manden kom hjem viste det sig at han også var interesseret, og et studium blev straks påbegyndt. De gjorde hurtige fremskridt og blev døbt i maj 1994.

Det at træffe en fast beslutning om at sætte de åndelige interesser over de materielle er et vigtigt skridt i forbindelse med at vokse til kristen modenhed. Det viste sig at være sandt i tilfældet med Jacques, en fisker i Frankrig som tager ud fra en havn ved Middelhavet. Jacques havde kun i kort tid studeret Bibelen med Jehovas vidner.  Han ville gerne overvære sommerens områdestævne, men det skulle afholdes lige i højsæsonen for fiskeriet, på et tidspunkt hvor de fleste fiskere arbejder i døgndrift for at sikre sig sæsonens fangst. Ydermere havde Jacques 12 ansatte på sin båd. Hvordan skulle han bære sig ad med at fortælle dem at de ikke skulle fiske i flere dage i højsæsonen? Skønt Jacques blev kaldt et fjols og blev latterliggjort, var han standhaftig i forbindelse med at sætte de åndelige interesser først, og han overværede stævnet sammen med sin kone og deres to drenge.

Mandagen efter stævnet tog Jacques igen sin båd og besætning ud for at fiske. Da de trak nettene ind var der ikke den sædvanlige 300 kilos høst af sardiner, nej, de var forbløffede over at se næsten et ton af arten havruder, en værdsat fisk, og deres fangst var fem gange mere værd end det de sandsynligvis ville have fanget under stævnet. Ingen af fiskerne i landsbyen kunne huske at der nogen sinde var gjort så stor en fangst.

Der blev forkyndt for en ung mand som var på skiferie. Han var ikke særlig interesseret men besluttede alligevel at overvære et møde i sin hjemby i Holland, blot for at se hvad det drejede sig om. Da han i flere uger havde overværet bogstudiet, tog han imod et bibelstudium over ’Paradisbogen’. Efter nogle måneder begyndte han også at komme til møderne om søndagen, men der skete ikke det helt store i forbindelse med at beslutte sig til at tjene Jehova. Den unge mand var ikke blevet opdraget med en tro på Gud. Men da han så videofilmen The Bible — Accurate History; Reliable Prophecy (Bibelen — nøjagtig historie; pålidelig profeti), havde det en god virkning. Han spurgte om han måtte låne filmen i en uge mere. Hans konklusion lød: „Gud er til, og Bibelen er hans ord.“ Fra da af gjorde han hurtigt fremskridt og er nu et nidkært vidne for Jehova.

 Mellem- og Sydamerika

Denne del af verden er blevet et frugtbart område med hensyn til at gøre disciple. Sidste år blev der ledet 1.613.268 bibelstudier i disse lande, og 91.126 elever kunne lade sig døbe.

Brødrene har med godt resultat forkyndt i nærheden af Titicacasøen, højt oppe i Andesbjergene i Bolivia. I et landdistrikt kaldet Atahuallpani skete det, at når de præsenterede sig som Jehovas vidner sagde folk at de var Jesu Kristi vidner. Da brødrene spurgte hvorfor de havde taget det navn, svarede beboerne med Apostelgerninger 1:8. Efter at have haft en god drøftelse med gruppens præster om mange spørgsmål, deriblandt den bibelske begrundelse for navnet Jehovas vidner, inviterede forkynderne denne gruppe med til et møde i rigssalen i Corpa.

Nogle uger senere kom tre af præsterne fra gruppen til rigssalen. Efter mødet talte de længe med de ældste og indbød dem til at komme til deres mødested og forklare mere om Bibelens lære. De ældste forberedte et symposium om  ’Harmagedon’, ’Hvem kommer i himmelen?’ og ’Et paradis på jorden’. Der var omkring 50 medlemmer af gruppen til stede. Efter foredragene talte gruppens ordstyrer, og han oplyste alle de tilstedeværende om at de ’havde været vildledt og havde praktiseret falsk religion’. Efter mødet var præsterne og adskillige andre henne for at give brødrene en varm omfavnelse. Mange bibelstudier blev påbegyndt med medlemmer af denne gruppe. I skrivende stund er 25 af dem blevet døbte Jehovas vidner, og 10 andre gør gode fremskridt i deres bibelstudium. Forestil dig disse oprigtige menneskers glæde da det gik op for dem at de endelig havde fundet nøjagtig kundskab om Guds livgivende sandhed.

I den østlige del af El Salvador planlagde brødrene en tur til de fjerneste egne af deres landdistrikt, så den gode nyhed kunne blive forkyndt dér. Efter at have vandret i adskillige timer ad smalle stier, op og ned ad bakker, nåede brødrene frem til en lille landsby som de ikke havde besøgt før. Ved et af besøgene kom en 11-årig blind dreng ud til døren og lyttede kort. Til broderens overraskelse sagde drengen: „Jeg er et af Jehovas vidner.“ Kunne det virkelig passe? Broderen blev ikke mindre overrasket da drengen begyndte at synge sang nummer 32, „Fra hus til hus“. Han kunne hele sangen udenad. Han fortalte at han også kunne andre af sangene og brød straks ud i nummer 105, „Hyld Jehovas førstefødte“. Derefter forklarede han forkynderen om det jordiske paradis. Hvordan kunne en dreng på dette afsidesliggende sted have lært alt dette? Af en anden lille dreng som ikke engang kunne læse. Den drengs moder arbejdede for en familie af Jehovas vidner i en større by, og drengen havde været med moderen til møder i rigssalen. Da de kom tilbage til den lille by hvor de boede, havde drengen fortalt sin blinde ven om alt det han havde hørt. Den blinde dreng er nu flyttet til en større by,  hvor brødrene nidkært hjælper ham til at gøre yderligere fremskridt i sandheden.

En specialpioner i det nordlige Brasilien skriver at da de kom til deres distrikt fandt de ud af at fire forkyndere måtte gå ti kilometer for at komme til møderne, eftersom der ikke kørte nogen busser i weekenden. Pionererne besluttede derfor at holde møder i et hus i den by hvor disse forkyndere boede. Den første søndag var der 40 til stede. Til det næste møde kom der lige så mange, men uden for huset befandt præsten fra kirken Guds Forsamling sig, sammen med 15 medlemmer af hans kirke. De blev inviteret indenfor, men foretrak at lytte dér hvor de stod. Pioneren fortæller: „Efter mødet gik jeg ud for at tale med dem og besvare spørgsmål. Jeg fortalte præsten at jeg også havde været præst. Han spurgte: ’Hvordan er det så gået til at du nu er et af Jehovas vidner?’ For at besvare hans spørgsmål inviterede jeg ham hjem, og han sagde ja tak. I løbet af nogle få uger forlod han og nogle andre deres kirke og begyndte at studere Bibelen med os.“

Første gang mindehøjtiden blev holdt i den by, var der 140 til stede en halv time før mødet skulle begynde. Der var desværre ikke noget højttalerudstyr. En katolsk kvinde foreslog at hun kunne prøve at låne udstyret af sin kirke. Da hun spurgte præsten, sagde han: „Er det til Jehovas vidner?“ Hun svarede: „Nej. Der er kun otte Jehovas vidner. Højttalerudstyret er til de mere end 100 katolikker som er forsamlet dér.“ Det ræsonnement virkede ikke. En protestantisk dame foreslog at hun kunne gøre samme forsøg hos sin præst, men han sagde: „Nej, ikke når det er til Jehovas vidner.“ Damen indvendte: „Jeg og resten af kirkens medlemmer har bidraget til det udstyr, så vi har en vis ret til at bruge det.“ Det argument virkede, og han lod dem låne det. Mange nye bibelstudier blev påbegyndt efter den mindehøjtid. Alle i byen talte om hvordan  Jehovas vidner virkelig hjælper dem der bor i isolerede områder.

En eftermiddag rejste en forkynder med undergrundsbanen i Caracas i Venezuela, og hun forsøgte at forkynde for den dame der sad ved siden af hende. Forkynderen indledte med at tale om hvordan samfundet ændrer sig og at det kræver en konstant tilpasning.

Kvinden var enig og sagde: „Det er også det jeg siger til min mand, men han er dum. Han vil opdrage vore børn på den gammeldags måde. Han er et af Jehovas vidner.“

Forkynderen besluttede at hun ikke ville give sig til kende som et af Jehovas vidner. I stedet sagde hun: „De Jehovas vidner jeg kender er da ellers nogle dejlige mennesker. Sig mig, er din mand en drukkenbolt?“ Da kvinden svarede: „Nej, da. Slet ikke,“ fortsatte vores søster med en hel række spørgsmål: „Hvad så, er han stofmisbruger?“ „Så må det være fordi han er en skørtejæger og altid kommer sent hjem.“ „Lærer han børnene nogle grimme ord?“ „Nej, nu ved jeg det. Du skal gøre alt arbejdet og varte ham op mens han bare sidder derhjemme.“ Til hvert af punkterne svarede kvinden klart „Nej!“ og ofte med en kommentar om hans gode egenskaber. Derefter sagde forkynderen: „Så er der noget jeg ikke forstår. Hvad er der galt med ham?“

Kvinden tænkte sig lidt om og sagde så: „Jo, han tager børnene med til de der møder i salen i to timer. Men jeg har sagt at han ikke skal tage dem med derhen mere.“

„Hvad foregår der ved de møder?“ spurgte forkynderen. Og: „Hvad foretager børnene sig når de ikke er med til møde?“ Endnu en gang forsøgte forkynderen at hjælpe kvinden til at ræsonnere: „Synes du det er bedre at børnene sidder og ser fjernsyn, med al den vold og krig og alle de mord og umoralske sæbeoperaer der bliver vist, frem for at lære om Gud? Hør her,“ fortsatte forkynderen, „der  er mange smukke kvinder, karrierekvinder, der søger efter en mand. De må acceptere mændene som de er, med alle slags fejl. De viser sig at være drukkenbolte, stofmisbrugere eller at have en løs moral; så kommer de hjem og giver deres samlevere AIDS og andre sygdomme, og kvinderne ser ulykkelige ud. Men den mand du har, er jo en ren engel; værdsætter du ham ikke? Jeg forstår dig simpelt hen ikke. Hvis ikke du vil have ham, så vil jeg! Det er lige sådan en mand jeg leder efter. Hvis en som han sagde til mig: ’Kom, lad os gå hen i [rigs]salen,’ så ville jeg sige: ’Lad os gå derhen,’ og hvis han sagde: ’Vi skal også lige have børnene med,’ så ville jeg blive henrykt. Værdsæt det du har.“ Da kvinden stod af, smilede hun og takkede forkynderen. Vi håber at hun også fulgte forslaget om at finde ud af hvad møderne drejer sig om.

En søster i Paraguay har en erfaring som viser at det er klogt at stole på Jehova når man planlægger at overvære stævner. Stævnet skulle holdes i hovedstaden, 580 kilometer fra hendes hjem. Vores søster havde fem mindreårige børn; hendes mand havde forladt hende nogle år tidligere, og hun havde ikke særlig mange penge. Hun begyndte imidlertid at spare det op hun kunne, sådan at hele familien kunne komme til stævne. Men da afrejsedagen oprandt havde hun stadig ikke penge nok til transporten. Hvad kunne hun gøre? Eftersom det er en lille by hvor alt bliver ordnet i mindelighed, tog hun sammen med sine fem børn hen til rutebilstationen. Hun forklarede konduktøren at hun og børnene skulle rejse til hovedstaden, men at hun kun havde penge til to billetter. Til hendes store glæde sagde han at hun bare kunne stige op i bussen sammen med hele familien. Og da han senere samlede penge ind for billetter skulle hun kun betale for én billet — sin egen. Det var en førsteklasses bus, byens dyreste. Familien var meget taknemmelig over at de ikke gik glip af den åndelige føde ved kredsstævnet.

 Nordamerika og De Caraibiske Øer

Det var i denne del af verden at Jehovas jordiske organisation i nyere tid, for mere end 110 år siden, begyndte at vise sig. Der er blevet udført et stort forkyndelsesarbejde her, men høstens Herre har endnu ikke indstillet arbejdet. I det forløbne år er titusinder i disse lande blevet døbt.

En pioner i Grenada fortæller at hun var ret nedtrykt ved tanken om at skulle ud i et distrikt der var blevet gennemgået adskillige gange inden for den sidste måned. Men hvad skete der? Hun skriver: „Da jeg ringede på hos Rossell (en 16-årig dreng) den formiddag, havde han et mærkeligt udtryk i ansigtet. Jeg spekulerede over om han mon havde det godt. Senere forklarede han at dette ’mærkelige udtryk’ skyldtes hans forbavselse over at hans bøn blev besvaret så hurtigt. En uge tidligere havde han nemlig bedt Gud om at vise ham vejen til sand tilbedelse, og her stod jeg og fortalte ham om Jehova.

 I løbet af en måned begyndte han at overvære alle møderne i rigssalen. Han er meget glad for at læse, og efter to måneder havde han læst ’Ske din vilje på jorden’, ’Nationerne skal kende at jeg er Jehova’ — hvordan?, Åbenbaringen — Det store klimaks er nær!, Menneskets søgen efter Gud, ’Ræsonnerebogen’, Det største menneske der har levet, ’Årbogen’ for 1991 og 1992, de fleste af de tilgængelige brochurer, samt de nye numre af Vagttårnet og Vågn op! . . . Han blev døbt ved områdestævnet i juli. Han har erfaret sandheden i salmistens ord: ’Jehova er nær hos alle der kalder på ham, hos alle som kalder på ham i sandhed.’“ — Salme 145:18.

Interessant nok havde Rossell boet i kælderen under dette hus i to år. I den tid havde hverken han eller hans tante haft besøg af Jehovas vidner, selv om distriktet ofte gennemgås. Hvor er det vigtigt at vi er grundige i gennemgangen af distriktet.

En nyinteresseret kvinde overværede programmet den sidste dag under områdestævnet „Gudsfrygt“ i Antigua. Hun blev kørt dertil i bil og sat af nær indgangen til stævnehallen. Senere på formiddagen opdagede hun at hun havde mistet sin pung, som indeholdt et beløb svarende til cirka 4400 kroner. Hun kunne huske at hun sidst havde set den umiddelbart før hun forlod bilen. Man undersøgte hvor hun havde været og talte med parkeringsvagterne, men uden resultat. Den forkynder som havde inviteret hende, forsikrede hende om at „hvis pungen blev fundet på parkeringspladsen eller i hallen ville brødrene sende den tilbage, for Jehovas vidner er ærlige og omsorgsfulde“.

Næste morgen kom kvinden i tanker om at hun i pungen havde en check der var udstedt til hende men som ikke var blevet indløst, og hun ringede til det firma der havde udstedt den. Til hendes store overraskelse sagde  forretningsindehaveren: „Et Jehovas vidne har lige ringet og spurgt om jeg kendte dig, og om hvordan han kunne komme i kontakt med dig. Han fandt din pung uden for deres stævnehal i går.“ Kvinden er mere end nogen sinde overbevist om at Jehovas vidner er gudfrygtige.

Uanset om man er i heltidstjenesten eller ej, påhviler det enhver kristen at tage sig af syge familiemedlemmer. En af vore søstre i Alaska fandt ud af hvordan hun kunne fortsætte som pioner på trods af at hendes datters sygdom krævede hendes assistance på uventede tidspunkter. Hun var begrænset til kun at udføre telefonforkyndelse fra hjemmet. Efter at have overvejet sagen under bøn besluttede hun at få en mobiltelefon som hun kunne tage med sig når hun forkyndte i distriktet. Så kunne hun være væk hjemmefra og alligevel stå til rådighed for sin datter. Hun har kunnet glæde sig over 28 års pionertjeneste og vil meget gerne bevare dette privilegium.

En søster fra Sankt Croix, Virgin Islands (USA), så sig nødsaget til at tage sit nyfødte barn med til Puerto Rico så det kunne få lægebehandling. En dag tog oversygeplejersken hende med ind på sit kontor og sagde: „Hvordan kan det være at du i tre måneder kan komme her hver dag og se til dit barn? Det må koste det hvide ud af øjnene i hotelpriser. Alle andre mødre der kommer herover fra øerne, efterlader deres spædbørn og er nødt til at tage hjem igen.“ Søsteren fortalte om Kontaktudvalg til Hospitaler, og forklarede at et ægtepar havde givet hende logi, sørget for hende, kørt hende til og fra hospitalet og så videre. Sygeplejersken spurgte om hun havde kendt dette ægtepar fra før, hvortil søsteren svarede: „Nej, men det er mine trosfæller.“ Hele hospitalspersonalet var dybt imponeret, og sygeplejersken sagde: „Det er en religion af den slags verden har brug for.“

 ’Se, markerne er hvide til høst’

Da Jesus oplærte sine disciple til at forkynde og understregede vigtigheden af denne gerning, sammenlignede han den med en høst: „Se, jeg siger jer: Løft jeres blik og betragt markerne: de er hvide til høst.“ (Joh. 4:35) Senere sagde han til dem: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Matt. 9:37, 38) Disse ord er meget passende netop nu.

Rapporten for sidste tjenesteår viser at mange lande har haft en stor høst af lykkelige lovprisere af Jehova. Lande som Albanien, Bulgarien, Ukraine, Estland, Letland,  Litauen, Angola og Moçambique har rapporteret en vækst på 20 procent eller mere.

En positiv udvikling på forskellige områder har i tjenesteåret 1994 skabt en fantastisk teokratisk vækst i Moçambique. Den vigtigste faktor har været en massiv tilstrømning af tilbagevendende flygtninge fra nabolandene, især Malawi. Hele fire kredse flyttede tilbage i 1993, på et tidspunkt hvor Moçambique i forvejen kun havde ti kredse i hele landet. En anden faktor har været reorganiseringen af menighederne som, på grund af krigstilstanden, har været afskåret fra kommunikation med resten af organisationen. Og mange flere interesserede gør fremskridt hen imod indvielse og dåb.

I byen Milange i provinsen Zambézia blev der i november 1993 holdt et kredsstævne. Lørdag formiddag var det en stor glæde at se 505 dåbskandidater rejse sig, en fjerdedel af de 2023 forsamlede, for at svare på talerens to spørgsmål. Med det smukke bjerg Mlanje i sigte marcherede denne store gruppe, alt imens den sang Rigets sange, derefter ned midt gennem byen, forbi den katolske kirke, og 6 kilometer ud ad vejen til den nærmeste flod, for at blive døbt som Jehovas vidner.

Nogle af de symbolske får tager hurtigt sandheden til sig. En missionærsøster der for nylig blev sendt til Cambodja rapporterer: „En lørdag da jeg forkyndte fra hus til hus, spredte jeg en brochure til en ung kvinde. Jeg viste hende hvordan et bibelstudium kunne foregå og aftalte at vende tilbage to dage senere for at fortsætte samtalen. Om mandagen efter at vi havde studeret, forklarede jeg hende om møderne og gav hende en indbydelse. Hun kiggede på den og sagde: ’Vi ses i morgen.’ Om tirsdagen kom hun til bogstudiet. Efter studiet spurgte jeg hende: ’Nå, hvornår ses vi så igen?’ ’Skal vi sige i morgen?’ svarede hun. ’Ok,’ sagde jeg, og så havde vi vort tredje studium om onsdagen. Efter  studiet spurgte jeg: ’Nå, hvornår ses vi så igen?’ Hun tog invitationen frem og sagde: ’I morgen til mødet.’ I løbet af den første uge studerede vi altså tre gange, og hun overværede alle tre møder. Hun kommer fortsat fast til møderne.“

En sammenligning af rapporten fra Rusland for august 1993 og juni 1994 viser en 49 procents stigning i antallet af forkyndere og en fremgang på 87 procent i antallet af bibelstudier. De fleste nye bliver hjulpet enkeltvis. Men i nogle områder har større grupper taget imod sandheden. En mand der boede i en by i nærheden af Skt. Petersborg modtog et eksemplar af ’Paradisbogen’ af nogle slægtninge fra Georgien. Denne mand fortalte andre om det han havde lært, og derfor begyndte en gruppe at mødes for at studere ved hjælp af bogen. På baggrund af det de lærte kasserede de deres afgudsbilleder og foretog forandringer i forbindelse med deres verdslige arbejde. Derefter opsøgte de nogle Jehovas vidner for at få hjælp til at organisere forkyndelsen i deres område. Nogle pionerer kom dertil, og på blot fire dage oprettede de 50 bibelstudier. Nu er der 22 forkyndere i byen, 7 af dem er døbt, og hver leder ni eller ti bibelstudier. På øen Sakhalin, langt mod øst, er sandhedens budskab også blevet godt modtaget. I januar 1991 var der blot otte forkyndere på øen. Nu er der mere end 300 nidkære forkyndere, som virker i seks menigheder.

Hvert år planlægger afdelingskontoret i Colombia en kampagne der går ud på at dække distriktet mere effektivt, og, med assistance fra midlertidige specialpionerer, at nå ud til fjerntliggende områder. I tjenesteåret blev der sendt specialpionerer ud til 33 byer i isolerede dele af landet, især ud til sletterne mod øst. Det er et kæmpemæssigt område, der hovedsagelig består af jungle og nogle få veje som forbinder de isolerede byer. Trods de vanskelige forhold resulterede anstrengelserne i at der blev dannet 22 nye grupper. I en landsby mødte en broder en mand som sagde at hans  hustru godt kunne lide at læse i Bibelen. Senere foreslog han at de også besøgte hans nabo. Denne nabo præsenterede dem så for endnu en familie som ønskede at studere. I løbet af seks måneder blev fem interesserede fra disse tre familier døbt, og to af dem tjener nu som pionerer. Adskillige andre naboer og slægtninge begyndte også at studere. Hvor der for 18 måneder siden ikke var nogen forkyndere, er der nu 80 som overværer de offentlige foredrag i deres egen rigssal.

En isoleret gruppe i det indre Guyana havde indtil for nylig kun én døbt forkynder, en søster. Hun har arbejdet flittigt blandt indbyggerne, som er caraibiske indianere. De har bygget en smuk rigssal som er åben i siderne, og hvor der er plads til 500. Den har højttalerudstyr og batteridrevne håndmikrofoner. Om søndagen begynder de med bogstudium og vagttårnsstudium klokken halv ni om formiddagen. Om eftermiddagen har de teokratisk skole og tjenestemøde. Alle programpunkter skal oversættes til caraibisk, som ikke er et skriftsprog. For at komme til møderne begynder nogle af dem at gå de 40 kilometer allerede dagen før. Alle har taget plads inden mødet begynder, og selv om de sidder på bænke uden ryglæn er der ikke megen uro. Hver onsdag aften er der engelske læse- og skriveklasser, som overværes af cirka et hundrede. I skrivende stund planlægger fire ægtepar at få legaliseret deres forhold inden områdestævnet. Seksten andre har sagt at de også arbejder på det, så de kan blive indviede tjenere for Jehova.

Ja, Jehova giver sit folk fremgang. Det er som forudsagt i Esajas 9:3: „Du har gjort nationen folkerig; du har gjort fryden stor for den. De har frydet sig for dit ansigt som man fryder sig i høsttiden.“ Uanset hvor vi bor og uanset hvilke omstændigheder vi lever under, måtte vi da alle tjene Jehova, den eneste sande Gud, og have så stor en andel som muligt i det vældige arbejde der nu udføres med at forkynde om Riget.