Moçambique

„DU MÅ indse én ting, Chilaule: Dette er Moçambique, og I får aldrig lovlig status i dette land. . . . Glem alt om det!“ Denne kontante afvisning kom fra Portugals nu opløste hemmelige politi, PIDE, og var henvendt til et af Jehovas vidner på et tidspunkt da det portugisiske kolonistyre i Moçambique oplevede sin storhedstid. Den romersk-katolske kirke var altdominerende.

Men Jehovas vidner er ikke holdt op med åbent at give udtryk for deres tro på Jehova og fortælle andre om hans kærlige hensigt. Den historiske beretning om Jehovas Vidner i Moçambique taler sit tydelige sprog om deres urokkelige hengivenhed for Jehova. De har fundet styrke i tilliden til Guds og hans søns kærlighed, som apostelen Paulus beskrev med ordene: „Hvem vil skille os fra Messias’ kærlighed? Vil trængsel eller nød eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? Sådan som der står skrevet: ’For din skyld bliver vi dagen lang slået ihjel; vi er blevet regnet for slagtefår.’ . . . Jeg er overbevist om at hverken død eller liv . . . eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende . . . eller højde  eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“ — Rom. 8:35-39.

Beretningen om Jehovas tjenere i Moçambique fortæller om mennesker der i nogle tilfælde mistede alt hvad de ejede, men var rige på grund af deres dybt rodfæstede tro. De så beviser på at Gud elskede dem, og de havde inderlig kærlighed til hinanden. Men lad os som oplæg til beretningen se nærmere på selve landet.

Landets skønhed og særpræg

Moçambique ligger i Sydøstafrika og har rundt regnet 17.400.000 indbyggere. Det har en kystlinje på cirka 2500 kilometer. Klimaet er tropisk, og det ser man også på afgrøderne — kokosnødder, ananas, cashewnødder, kassava og sukkerrør. Fisk og andet fra havet er også en del af kosten.

Moçambiquerne er almindeligvis venlige, godmodige og livsglade. Landet har fostret verdensberømte sportsfolk. Disse er kun et fåtal — men der er godt og vel 19.000 andre som er på vej til at vinde i et løb hvis sejrspris er noget helt særligt. Deltagerne er Jehovas vidner, hvis historie i Moçambique tager sin begyndelse i 1925.

Sandhedens sædekorn slår rod

Det år, 1925, hørte Albino Mhelembe, en moçambiquer der arbejdede i minerne ved Johannesburg i Sydafrika, den gode nyhed om Guds rige. Budskabets sædekorn slog rod i hans hjerte, og kort efter lod han sig døbe. Han vendte hjem og tog fat på at forkynde for sine tidligere trosfæller i Den Schweiziske Missionskirke i Vila Luísa (nu Marracuene) i Moçambiques sydligste provins. De nyinteresserede afrikanere var særdeles nidkære og tilbagelagde ofte over 30 kilometer for at komme til møderne. Der blev oprettet nye  grupper, deriblandt en i hovedstaden Lourenço Marques, nu Maputo.

Omtrent samtidig indledtes forkyndelsen af Bibelens budskab længere nordpå. Gresham Kwazizirah, en afrikaner i Nyasaland (vore dages Malawi), havde studeret bogen Guds Harpe med bistand af John og Esther Hudson fra Sydafrika. I 1927 flyttede Gresham og en vis Biliyati Kapacika til Moçambique for at finde arbejde. De rejste ind gennem Milange-området og fortsatte sydpå til byen Inhaminga i Sofala-provinsen, hvor de begge blev ansat i Trans-Zambézia-jernbaneselskabet.

I Inhaminga stødte de på en menighed fra den såkaldte ’vagttårnsbevægelse’. Da dens præst, Robinson Kalitera, blev præsenteret for de bibelske forklaringer der stod i Guds Harpe, åbnedes hans øjne. Han erkendte at han havde taget fejl, og sammen med hele sin menighed knyttede han sig fra da af til Jehovas organisation.

Blikket rettes mod de hvide

I 1929 kom de første hvide Jehovas vidner, Henry og Edith Myrdal, til Lourenço Marques fra Sydafrika og begyndte at forkynde blandt portugiserne. Fire år senere fik de følgeskab af ægteparret de Jager. Deres indsats betød at Bibelens budskabs sædekorn blev spredt i rigeligt mål.

I 1935 aflagde yderligere to pionerer, Fred Ludick og David Norman, et besøg i Lourenço Marques. De boede hos familien Myrdal. Men de havde ikke engang forkyndt i fem dage før det hemmelige politi stillede på Myrdals bopæl og uden videre formaliteter kørte de to brødre bort i ’salatfadet’. De blev stillet for en højtstående embedsmand ved navn Teixeira. Da David frejdigt erklærede at han godt vidste at det var biskoppen der stod bag denne sammensværgelse,  sprang Teixeira op og brølede: „Hvis De havde været statsborgere i mit land, skulle jeg her og nu have fået Dem forvist til Madeira, men eftersom De er sydafrikanske statsborgere skal jeg få Dem udvist omgående!“ Samme dag blev de eskorteret til grænsen af to bilfulde svært bevæbnede betjente. Men da de nåede grænsen forkyndte brødrene for deres vogtere, afsatte publikationer til dem og trykkede dem alle i hånden før de fortsatte rejsen.

Svære prøver

Janeiro Jone Dede, en beskeden afrikansk landmand, lærte sandheden at kende i 1939 i Inhaminga. Tilbage i sin hjemby Mutarara delte han sin nyerhvervede viden med sine slægtninge, der tilhørte et trossamfund som praktiserede polygami. Han blev specialpioner, og to af hans kødelige brødre, Antonio og João, tjente som pionerer. Men i 1946 blev Janeiro arresteret og sendt til Tete, hvor han i fire år blev sat til at gøre de hvides toiletter rene. Derpå blev han overført til centralfængselet i Beira, og herfra blev han transporteret til Lourenço Marques på en bizar og umenneskelig måde. Han blev nemlig sendt med en båd hvor han opholdt sig i en kasse fyldt med saltvand, kun med hovedet oppe. Ved ankomsten til Lourenço Marques kom han nøgen op — hans tøj var opløst. Han fik en sæk at tage om sig. Under retssagen blev han kommanderet til at afsværge sin tro og sin Gud, men han svarede næsten som Jesu Kristi apostle: „Det der betyder noget er at adlyde Gud mere end mennesker.“ — Apg. 5:29.

Efter retssagen blev Janeiro anbragt i en trang trækasse i en isolationscelle. Kassen havde kun en lille åbning gennem hvilken der hver dag blev puffet nogle få stykker frugt ind. Da han en uge senere blev taget ud, kunne hans ben praktisk taget ikke bære ham. Sammen med sine brødre Antonio  og João blev han deporteret til øgruppen São Tomé og Príncipe for at afsone en straf på syv år. Under opholdet på disse straffeøer var brødrene Dede med til at grundlægge en menighed. Da deres broder i Sydafrika, Portugal Dede, blev klar over at de tre andre var blevet forvist, vendte han hjem til Mutarara for at tage sig af menigheden indtil de blev løsladt.

Hvordan var det gået forkynderne i det sydlige? Under streng forfølgelse viste de sig også som loyale tjenere. En af dem var Albino Mhelembe, som nu var oppe i årene. I 1957 blev han og andre fra Lourenço Marques også deporteret til São Tomé, men de blev ved med at forkynde. Sional Tomo blev løsladt fra São Tomé efter to år, men blev atter forvist, denne gang til Meconta i provinsen Nampula. Her døde han, men efterlod en menighed som vidnesbyrd om sin tjeneste.

„Jeg skal være hyrde for Guds hjord“

Sådan svarede Calvino Machiana når hans lærer spurgte klassens elever hvad de skulle være når de blev store. Nogle år senere forkyndte en tidligere skolekammerat for ham i Johannesburg. Men først da han i 1950 vendte tilbage til Lourenço Marques, afbrød han forbindelsen med Den Schweiziske Missionskirke. Da kolonistyrets hemmelige politi, PIDE, arresterede og deporterede de mere erfarne i gruppen, var der ingen til at føre tilsyn med de tilbageblevne.

Men meget belejligt kom Nelli Muhlongo fra Sydafrika på besøg hos nogle slægtninge nær Machianas bopæl. Machiana fandt ud af at hun var et af Jehovas vidner, og fortalte hende om de interesserede i omegnen. Søster Muhlongo kaldte dem sammen og oprettede en bibelstudiegruppe med seks deltagere. Hun bad Machiana om at lede studiet, men han undslog sig med at han ikke var døbt.  Hertil svarede hun: „Jeg er kun på besøg her. Når jeg rejser igen, er du nødt til at føre an.“ Sådan gik det til at Machiana blev „hyrde for Guds hjord“ førend han havde regnet med.

’Zunguza, . . . vend hjem til dit land’

I 1953 forlod den unge Francisco Zunguza byen Beira for at tage til Cape Town i Sydafrika. Hans mål var at skaffe sig et legat til at studere medicin i London. Med i bagagen havde han bogen Børn, som en ven havde foræret ham. I Pretoria boede han hos en familie der var anglikanere, og en dag så de ham læse i bogen og spurgte om han var et af Jehovas vidner. Han svarede benægtende; han læste blot bogen. Værtsfamilien var imidlertid så venlig at sætte ham i forbindelse med et af Jehovas vidner, som begyndte at studere med ham. To år efter sin ankomst til Sydafrika blev han døbt.

Broder Zunguza husker at nogle modne brødre i menigheden gav ham dette råd: „Zunguza, det er bedst at du vender hjem til dit land, Moçambique, og arbejder dér. Du er døbt nu. Hvorfor stræbe efter andre ting? De er ikke det værd.“ (Jævnfør Romerbrevet 11:13; Filipperbrevet 3:7, 8; Første Johannesbrev 2:15-17.) Broder Zunguza tog dette råd til sig og vendte ufortøvet hjem til Lourenço Marques, hvor han sluttede sig til den lille gruppe forkyndere. Med tiden giftede han sig og blev, sammen med sin hustru, Paulina, meget benyttet inden for Jehovas organisation, idet de virkede i rejsetjenesten i hele Moçambique. Hans kærlighed til Gud er blevet prøvet alvorligt, men trods omtrent 14 år i fængsel og koncentrationslejre og under begrænsninger fra myndighederne, er han forblevet trofast. Det er forståeligt at broder Zunguza er vellidt og værdsat blandt brødrene. Som han selv siger: „Det var bedst at jeg vendte hjem til mit land.“

 Ansøgning om juridisk anerkendelse

Bekymret over kolonistyrets forfølgelse og deportation af brødrene sendte det sydafrikanske afdelingskontor i 1954 den gileaduddannede Milton Bartlett til Moçambique. Under sit kun få dage lange ophold fik han lejlighed til at tale med den amerikanske konsul og en højtstående portugisisk embedsmand, som anbefalede ham at ansøge generalguvernøren om juridisk anerkendelse. Embedsmanden sagde dog at statens konkordat med Vatikanet betød at selv om Jehovas Vidner skulle opnå en vis grad af frihed, ville det aldrig blive i samme omfang som den katolske kirkes frihed.

Dette initiativ blev fulgt op året efter, da John Cooke, en anden gileaduddannet missionær, besøgte den britiske konsul i Moçambique. Konsulen var venligt stemt, men nævnte at den katolske kardinal nylig i pressen havde rettet et angreb mod alle former for „protestantisme“, og tilføjede at sikkerhedspolitiet anså Jehovas Vidner for farlige. Han sammenfattede sin vurdering ved at sige at af alle „sekter“, for at bruge hans egne ord, havde Jehovas Vidner den ringeste mulighed for at opnå juridisk anerkendelse.

Der kom dog noget godt ud af broder Cookes besøg. Han fik nemlig lejlighed til at genbesøge en interesseret ung portugiser ved navn Pascoal Oliveira. I Lissabon havde Pascoal nogle år før været i forbindelse med sandheden. Der blev oprettet studium med ham og hans forældre, og Pascoal indviede sig siden til Jehova.

I 1956 begyndte afdelingskontoret i Nyasaland, som dengang varetog arbejdet i Moçambique, at sende specialpionerer over grænsen for at forkynde i den nordlige del af landet. Også andre kom til Moçambique for at tjene hvor der var behov, og deres indsats satte sig især spor i grænseegnene.

 De forviste vender hjem

Med tiden vendte Janeiro Dede og hans brødre hjem fra São Tomé. På São Tomé havde de kunnet forkynde frit, men ved hjemkomsten blev de pryglet og fik besked på at indstille al forkyndelse. De blev truet med at de i modsat fald ville blive deporteret igen på livstid. Dette minder påfaldende om den behandling det jødiske sanhedrin udsatte Jesu Kristi apostle for. — Apg. 5:40-42.

Janeiro og hans brødre lod sig dog ikke skræmme fra at tjene Jehova. I marts 1957 blev Janeiro udnævnt til specialpioner, og siden tjente han i over ti år som kredstilsynsmand i størstedelen af landet.

Forkyndelse natten igennem

Gruppen i Lourenço Marques fik fortsat tilgang af nyinteresserede. En af dem der stillede sit hjem til rådighed for et studium var Ernesto Chilaule, der var moçambiquer. Hos ham boede også Antonio Langa, som var katolik. Han stillede spørgsmål angående en del lærepunkter og forlangte beviser, især vedrørende treenighedslæren. Gruppen frygtede at han ville angive dem til PIDE; men Langa var oprigtigt interesseret i sandheden og fortsatte med at overvære studiet, skjult på trappen uden for huset. Det han hørte fik ham til at erkende at han havde fundet sandheden.

En dag fik Langa bogen „Gud Maa Være Sanddru“ foræret af en broder. Da han dagen efter kom hjem fra arbejde, gik han i gang med bogen klokken to om eftermiddagen og lagde den ikke fra sig før han havde læst den færdig — klokken to om natten! Derefter begyndte han at overvære møderne trofast, og han insisterede på at hans ven Chilaule også læste bogen så de kunne tage forkyndelsen op.

De valgte at forkynde blandt de animistiske zionistgrupper, også kaldet Mazione, i udkanten af Lourenço Marques.  Når disse grupper om natten mødtes for at udføre ritualer til akkompagnement af trommer og med dans, drikkeri og musik, opsøgte de to brødre dem og holdt et kort indlæg efter at have indhentet tilladelse fra gruppens leder. Tit var det daggry før de kom hjem. Ja, de var nidkære for deres nyfundne tro.

Dåb i Lourenço Marques

Da der efterhånden var 25 som rapporterede tjeneste, skrev gruppen til afdelingskontoret i Sydafrika og bad om at få besøg af en udsending der kunne døbe de nye. Svaret lød at broder Zunguza skulle drage omsorg for dette. Den 24. august 1958 blev der holdt et møde et diskret sted, og ved den lejlighed blev 13 døbt som de første i Lourenço Marques. Blandt dem var Calvino Machiana, Ernesto Chilaule og Antonio Langa samt deres respektive hustruer, foruden Paulina Zunguza.

I 1959, efter at broder Zunguza var flyttet til Beira, blev broder Chilaule bedt om at møde hos PIDE. Agenterne havde opsnappet og læst hans post. Han blev forhørt hele formiddagen, og om eftermiddagen konfiskerede nogle agenter alle publikationerne i hans hjem. De brødre og interesserede som så politiets landrover uden for Chilaules hjem, frygtede at de også, alle som én, ville blive arresteret. Overraskende nok blev samtlige bøger leveret tilbage en uge efter. Det var netop den opmuntring gruppen behøvede.

Tiltrængte besøg

I mellemtiden modtog Pascoal Oliveira og den lille gruppe hvide i Lourenço Marques opmuntrende besøg af Halliday og Joyce Bentley, et missionærpar sendt af afdelingskontoret i Nyasaland. På deres halvårlige besøg kom de til flere byer, blandt andet Beira, der lå 720 kilometer nord  for hovedstaden. Senere fik de også besøg af Milton Henschel fra hovedkontoret. Han opmuntrede dem til fortsat at arbejde nært sammen med Jehovas organisation.

Hovedstadens første menighed af moçambiquiske forkyndere havde allerede fungeret i en årrække da der i 1963 blev oprettet en menighed for de stedlige hvide forkyndere.

Modige forkyndere udbreder den gode nyhed

Efter at kolonistyrets politi, PIDE, havde leveret Ernesto Chilaules publikationer tilbage, blev den afrikanske gruppe i Lourenço Marques frygtløs. Om søndagen mødtes forkynderne i skyggen af et træ nær den travle Xipamanine-markedsplads. Over et forstærkeranlæg drøftede de dagens tekst og fordelte sig så to og to for at besøge de huse og forretninger der lå i nærheden af markedet. Klokken halv tolv mødtes de igen for at spise frokost, og klokken tolv var det tiden for det offentlige foredrag som de havde averteret vidt og bredt. Hvis forkynderne ikke var vendt rettidigt tilbage, blev de tilkaldt over højttaleranlægget med ordene: „Tiden er inde . . . Tiden er inde . . . Vend tilbage, for tiden er inde . . .“

Så samlede en talrig mængde sig. Foruden brødrene selv og dem der var blevet personligt inviteret, kom der mange hvis nysgerrighed var blevet vakt af det de havde hørt i højttaleren. De omkringstående stillede sig i en kreds på den befærdede plads, og foredraget begyndte. De lokale beboere kom ud på verandaerne for at lytte, og mange medbragte deres bibler for at følge med når der blev læst skriftsteder. Brødrene gennemførte dette arrangement i en årrække, idet de skiftede mellem markedspladserne Xipamanine og Chamanculo foruden Craveiro Lopes-avenuen (nu Avenida Acordos de Lusaka). Det var en af årsagerne til at den enlige menighed i 1960’erne blev til fire.

 Først et kartotekskort hos PIDE

Micas Mbuluane var en af dem der blev kontaktet på denne måde. Da han modtog bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og bad om et bibelstudium, spurgte han: „Hvad skal jeg betale for det?“ Selvfølgelig skulle han intet betale, men brødrene bad om lov til at afholde et foredrag i hans hjem søndagen efter. Det gik han beredvilligt ind på. Taleren var Ernesto Chilaule, og der var omkring 400 til stede. Men en PIDE-stikker angav dem til politiet, og politichefen kaldte Micas op på sit kontor. Micas var bekymret. Han sagde selv: „Her står jeg som en dobbelt hedning der kun har været til ét møde. Hvad skal jeg dog sige?“ (I lokal sprogbrug betyder „hedning“ en ikketroende, og med betegnelsen „dobbelt hedning“ fremhævede han hvor uværdig han følte sig.) Han havde kun få minutter til at forberede sig inden han var tilsagt, så han henvendte sig straks til den broder han studerede med og bad ham om hjælp.

På politistationen blev Micas spurgt hvilken trosretning han tilhørte. Uden tøven svarede han: „Jehovas Vidner.“ Politichefen, Mario Figueira, fortsatte: „Det vil sige at der blev holdt et stort møde i dit hjem, under udenlandsk påvirkning, bag lukkede døre og med politiet låst ude. Det må afgjort have haft noget med Frelimo at gøre.“ Dermed hentydede han til Moçambiques Befrielsesfront (Frente da Libertação de Moçambique), den bevægelse der på det tidspunkt kæmpede for Moçambiques uafhængighed. Micas grublede over hvad han skulle svare, for det var han uforberedt på. Han forsøgte diplomatisk at gøre rede for hvad han havde set og været med til for første gang.

„Det er i orden, Micas, det er nok,“ afbrød Figueira ham. Han lagde armene om Micas og fortsatte: „Det du siger er sandt. Fra de tidligste tider er Guds tjenere blevet forfulgt fordi de har sagt sandheden, ligesom jer. Jeg beder blot om  én ting: Giv os besked næste gang I holder så stort et møde, så vi undgår konfrontationer. Gå i fred. Men kom herop i morgen med to fotografier så vi kan oprette et kort på dig i kategorien Jehovas Vidner.“ (Dengang havde alle brødre med ansvar i Jehovas Vidners menighed et kartotekskort hos PIDE.) Micas ler ved tanken: „Jeg, en dobbelt hedning, havde kort hos PIDE før jeg havde et hos menigheden!“ Desværre var det en undtagelse at politiets agenter var så hensynsfulde.

Udviklingen i Malawi gavner arbejdet i nord

Tre af sektionsstævnerne i Malawi i 1967 med temaet „Gør disciple“ blev afholdt nær grænsen til Moçambique, hvilket gjorde det lettere for nogle moçambiquiske brødre at overvære stævnet. Men i oktober erklærede præsident H. Kamuzu Banda Jehovas Vidner for et forbudt samfund i Malawi. Brødrene blev udsat for brutal forfølgelse. Over hele landet blev deres ejendele ødelagt, de blev pryglet, nogle blev slået ihjel, og over tusind kristne kvinder blev voldtaget. Mange overlevende søgte desperat tilflugt i Moçambique. Modsat hvad man måske kunne forvente, tog de portugisiske myndigheder gæstfrit imod dem. De fik fødevarer i to store lejre nær Mocuba i provinsen Zambézia. I en af disse lejre alene befandt 2234 af vore brødre sig. Deres tilstedeværelse bidrog væsentligt til at budskabet om Riget blev udbredt i nord.

I den tid havde forkynderne i Beira, Moçambiques næststørste by, større frihed end dem i hovedstaden. De kunne holde møderne, men ikke forkynde frit fra hus til hus, især ikke i de kvarterer hvor de hvide boede.

En omstridt bekendtgørelse skaber splittelse

I 1968 blev de ældste i Lourenço Marques bedt om at stille hos PIDE. De fik forelagt en bekendtgørelse om at  Jehovas vidner ikke måtte hverve proselytter og kun måtte holde møder med deres egen familie. Det blev forlangt at de skrev deres navn på dokumentet for at bekræfte at de ældste havde læst det.

Dette gjorde de ældste i den overbevisning at de ikke afsvor deres tro, men blot tilkendegav at de var blevet gjort bekendt med indholdet. De var besluttede på fortsat at følge de bibelske påbud om at forkynde og komme sammen, om end diskret og i mindre grupper. (Matt. 10:16; 24:14; 28:18-20; Hebr. 10:24, 25) Men trods dette forsæt skilte nogle brødre sig ud i den tro at de ældste var gået på kompromis ved at underskrive dette dokument.

For at bevise at de ikke havde handlet i frygt og ikke var gået på kompromis, dannede de ældste et udvalg under forsæde af Ernesto Chilaule og henvendte sig til PIDE for at få at vide hvad der var grunden til forbudet. „Hvad har De imod Jehovas Vidner?“ spurgte de. Svaret lød: „Vi har intet udestående med jer, men det trossamfund er forbudt i Moçambique. Selv om I ikke gør noget ulovligt, vil myndighederne ikke tillade det trossamfund.“ Embedsmændene tilføjede at hvis nogen ville udøve denne religion, måtte de rejse udenlands.

Hertil svarede broder Chilaule og det øvrige udvalg fast: „Hvis myndighederne har den holdning at det er forkert at lære folk ikke at stjæle, slå ihjel og gøre noget andet slet, så lad os blive arresteret. Vi vil fortsætte med at lære andre sandheden, og det er nøjagtig hvad vi vil gøre når vi går herfra.“ Disse ord minder atter om Jesu apostles optræden over for Sanhedrinet. — Apg. 4:19, 20.

Formildede denne modige handling nu afvigerne? Nej, desværre. Trods alle forsøg på at bringe dem til fornuft, deriblandt ved gentagne besøg af en særlig udsending  fra det sydafrikanske afdelingskontor, fortsatte de deres egensindige handlemåde og kaldte sig „Jehovas Frie Vidner“. Deres frafald gjorde det nødvendigt at udstøde dem. Selskabet skrev senere at dét at være forsigtig under forfølgelse ikke er et udtryk for frygt, men harmonerer med Jesu vejledning i Mattæus 10:16.

PIDE slår hårdt til

Mindre end et år efter dette oprør anholdt PIDE seksten brødre der havde ansvarsposter, deriblandt Ernesto Chilaule, Francisco Zunguza og Calvino Machiana. Det var ved denne lejlighed at agenter fra PIDE over for broder Chilaule kom med den udtalelse vi citerede i indledningen til beretningen.

Flere arrestationer fulgte. Hvorfra havde PIDE navne og adresser på de udnævnte tjenere? Under en ransagning i broder Chilaules hus havde agenterne på et bord fundet et arkiv med breve fra Selskabet der indeholdt navnene på de udnævnte tjenere. De havde desuden fundet brochuren Forkynd Sammen i Endrægtighed. På grundlag af disse oplysninger opsøgte de specielt menighedstjeneren (som den præsiderende tilsynsmand dengang blev kaldt), vicemenighedstjeneren, vagttårnsstudielederen og menighedsbogstudielederne med flere. Disse brødre blev uden rettergang kastet i Machava-fængselet, idømt to års forvaring.

 Sydafrikas afdelingskontor opmuntrede de fængslede brødre og bidrog til at forsørge deres familier. Amnesty International gjorde en indsats for at få brødrene løsladt, og skaffede hjælp til familierne. De moçambiquiske brødre der var på fri fod sørgede for mad til de trængende. Alita, broder Chilaules datter, siger om denne ordning: „Vi manglede aldrig den daglige føde. Somme tider var den endda bedre end den vi var vant til.“

Forkyndelsen fortsætter

Trods de ’ugunstige tider’ kunne Jehovas folk ikke indstille den livreddende gerning med at forkynde den gode nyhed om Riget. (2 Tim. 4:1, 2) Fernando Muthemba, som blev en af søjlerne i arbejdet i dette land, husker at da både menighedstjeneren og vicemenighedstjeneren i hans menighed blev arresteret, måtte han som bibelstudietjener føre an. Selskabet gav besked om at der skulle holdes en række foredrag over bogen Sandheden der fører til evigt liv, og med den nødvendige forsigtighed arrangerede han natlige foredrag i bogstudiegrupperne. Hver taler holdt sit foredrag for to grupper på én nat. På den måde fik mange indbudte åndelig føde, og deres værdsættelse af sandheden voksede.

De nye fik en intensiv oplæring for at de kunne forkynde virkningsfuldt og være modige under forfølgelse. Filipe Matola fortæller om hvordan han havde gavn af at få undervisning på et tidligt tidspunkt: „Vi blev oplært til at fortælle andre det vi lærte, og underbygge det hele ved hjælp af Bibelen. Efter to ugers studium begyndte vi at forkynde uformelt. Fra og med den tredje uge tog vi andre interesserede med til studiet. Den fjerde uge begyndte vi at forkynde fra hus til hus. De nye blev opmuntret til at holde ud under prøver og fængsling og være frygtløse. Kun én broder der varetog et ansvar i menigheden var på fri fod, og han sagde:  ’Jeg ved ikke hvornår jeg kommer i fængsel. Derfor bør I alle lære hvordan man betjener menigheden.’“ Det kølnede ikke broder Matolas nidkærhed da også han blev indsat i Machava-fængselet.

Forkyndelse og møder i fængselet

Så snart som muligt tilrettelagde brødrene i Machava-fængselet samtlige møder for at holde sig åndeligt stærke. Hvordan lykkedes det dem under bevogtning? Det gik for sig som beskrevet af Filipe Matola: „Vi benyttede os af lejligheden når vi havde gårdtur. Den der skulle holde en opgave på Den Teokratiske Skole fulgtes med fire andre som om de blot spadserede sammen og talte med hinanden. Når han var færdig, forlod han denne gruppe og gentog opgaven for en anden gruppe, og sådan fortsatte han til han havde holdt indlægget for alle grupper.“

Til at begynde med forsøgte de at holde bogstudium over en publikation i cellerne, men de blev opdaget og fik forbud mod at blive ved. Nu ændrede de fremgangsmåde. Luis Bila, en af de andre fanger, fortalte siden: „Vi forberedte os på egen hånd, og på et forud aftalt tidspunkt en bestemt dag slog vi følge ligesom når vi holdt teokratisk skole. Uden nogen publikation i hånden gengav vi hver især hovedpunkterne i en del af stoffet. Denne metode frembød den store fordel at vi var nødsaget til at indprente os stoffet så grundigt at vi aldrig glemte det.“

Besøgende familiemedlemmer hjalp til ved at smugle publikationer ind i fængselet gemt under madvarer. På denne måde fik brødrene både bogstavelig og åndelig føde.

Ved bestemte lejligheder fik medfanger gavn af møderne. Engang arrangerede tre brødre et foredrag som de indbød de 70 andre fanger i samme fængselsfløj til. En broder fungerede som ordstyrer, og en anden bad en bøn. Derpå sang de  alle tre, hvorefter foredraget blev holdt. Der var i alt 73 til stede.

Ernesto Chilaule delte celle med en Frelimo-mand der var blevet taget af PIDE for sin deltagelse i uafhængighedskampen. De talte venskabeligt sammen, og Ernesto fik anledning til at vidne om håbet om Guds rige. Siden skulle de mødes under helt andre forhold.

Ivrig efter at forkynde sandheden i Inhambane

Inhambane, en af de sydligste provinser, blev skueplads for en jævn murers flittige indsats. Denne mand, Arão Francisco, overværede i 1967 et foredrag i Lourenço Marques og var ikke i tvivl om at han havde fundet sandheden. Han følte en uimodståelig trang til at dele det han havde hørt, med folk på sin hjemegn, og som sagt så gjort. Han vendte tilbage til Lourenço Marques og blev døbt omtrent samtidig med PIDE’s massearrestationer af de ældste. Arão følte et ansvar for at følge den interesse op som han havde vakt blandt sine naboer, og frygtede at han skulle komme i fængsel før han kunne gøre mere for dem. Nogle brødre forsøgte at tale ham fra forehavendet med henvisning til at han stadig var for ny i sandheden til at forkynde på egen hånd. Han ventede nogle måneder, men kunne så ikke længere styre sin længsel efter at forkynde på sin hjemegn. Nu drog han hjemad mod Inhambane sammen med sin kone og deres to børn. Han holdt alle møderne, til en begyndelse kun sammen med sin husstand.

Han spredte sandhedens sædekorn i byerne Inhambane og Maxixe, foruden andre byer i området, hvorved han lagde grundvolden for de menigheder der i dag findes dér. Da en katolsk præst forsøgte at lægge ham hindringer i vejen med ordene: „Du kan ikke danne nogen grupper her,“ svarede Arão modigt og i overensstemmelse med Jesu ord i  Apostelgerninger 1:8: „Den gode nyhed jeg kommer med, kender ingen grænser. Den kan komme overalt.“

Stedets præst sammenkaldte til et møde for at få afgjort om Arão skulle bortvises fra området. Arão nægtede pure at flytte. Ikke overraskende tilkaldte præsten sin foretrukne allierede, PIDE.

PIDE jager en murer der forkynder

En søndag da Arão besøgte andre grupper et stykke vej derfra, overværede fire PIDE-agenter mødet i Inhambane. De gav sig ud for at være Jehovas vidner på gennemrejse. Men da mødet var forbi, legitimerede de sig og forlangte at Arão meldte sig. Da de ikke kunne finde ham, arresterede de otte af de tilstedeværende brødre.

Arão var i færd med at opføre et hus for bestyreren af landsbyen Ngweni, så agenterne søgte ham derhenne. Arão hørte bestyreren sige til dem: „Jeg kan ikke afstå ham på grund af noget religiøst. Han skal først bygge mit hus færdigt.“ Nu spurgte agenterne: „De mener at det er ham der er ved at bygge dette hus?“ „Ja,“ svarede bestyreren, „og han har desuden bygget huset i Maxixe, foruden mange andre. Ingen heromkring har så god forstand på det han laver på mit hus. Det er ham der har bygget registreringskontoret i Maxixe, og det er også ham der skal bygge herberget.“ Efter at have hørt dette skudsmål sagde agenterne: „Vi vender tilbage og får Arão til at opføre et hus til administratoren for de offentlige arbejder.“

Arão blev arresteret og derefter sat til at arbejde på diverse offentlige projekter. Men selv som fange havde han mange lejligheder til at forkynde.

En højtstående PIDE-mand plejede at kalde Arão hen på sit kontor om aftenen for at få hjælp til at studere ’Sandhedsbogen’. Når der kom andre ind, greb hr. Neves, som  han hed, hurtigt nogle dokumenter og lod som om han forhørte Arão. En dag sagde han: „Arão, du har omvendt mig med det du har lært mig. Hele mit liv, fra min tid i Lissabon og lige til nu, har jeg talt med Jehovas vidner. Når jeg inden længe bliver pensioneret, slutter jeg mig til jer. Men jeg vil have dig fri før min afsked. Gør det stykke arbejde du er i gang med færdigt, så vil jeg tale med generalinspektøren om at skaffe en anden murer. Jeg tager ikke tilbage til Lissabon, for så pådrager jeg mig ubehageligheder. Jeg vil sælge alt hvad jeg ejer og rejse til Amerika. Hører du, Arão? Sig ikke noget til nogen.“

Neves var besluttet på at holde sit løfte og frigav tilmed de fængslede brødre fra Inhambane. Men det var ikke nogen let sag at få Arão fri, for PIDE havde nærmest taget monopol på hans arbejdskraft. Neves blev pensioneret, men kom hver dag hen for at hilse på sin ven og appellere til generalinspektøren om at løslade Arão. Som han havde lovet, rejste han først da Arão var kommet ud. Vi ved ikke hvor Neves befinder sig nu. Holdt han resten af sit løfte? Det håber vi oprigtigt.

Politiske forandringer giver et kort pusterum

Den 1. maj 1974 genlød Machava-fængselet af jubel. Den såkaldte „Nellikerevolution“ (Revolução dos Cravos) havde den 25. april gjort ende på diktaturet i Portugal, og i forlængelse heraf skete der drastiske forandringer i de oversøiske kolonier. Den 1. maj blev der udstedt amnesti til alle politiske fanger, og den blev udvidet til at omfatte Jehovas vidner, der havde været indespærret for deres politiske neutralitet. Moçambique forberedte sig nu på at blive et uafhængigt land.

De løsladte brødre var opmuntrede over at iagttage den vækst Jehovas tjenere havde erfaret. De glædede sig også over  at konstatere hvor åndeligt stærke de der var forblevet frie var. (Jævnfør Filipperbrevet 1:13, 14.) De gjorde god brug af deres nyvundne frihed og holdt et storstilet kredsstævne. Deres glæde blev større da to afholdte sydafrikanske brødre gæstede stævnet, nemlig Frans Muller, der var koordinator i det sydafrikanske afdelingskontors udvalg og havde vist en levende interessere for de moçambiquiske brødres kår, og Elias Mahenye, der gennem mange år havde tjent som kredstilsynsmand i det sydlige Moçambique.

Ved dette kredsstævne blev de der havde afsonet fængselsstraffe tilskyndet til at samarbejde med Jehovas organisation i dens hastige fremmarch. Broder Mahenye mindede brødrene om følgende: „PIDE er forsvundet, men dets ophav, Satan Djævelen, findes stadig. Styrk jer og opbyg mod.“ Han bad dem der havde været fængslet om at rejse sig. Det drejede sig om flere snese. Dernæst bad han dem der var kommet i sandheden under brødrenes fængsling om at rejse sig. Halvdelen af de omtrent 2000 tilstedeværende rejste sig. Broder Mahenye konkluderede: „I har intet at frygte.“

Det var opmuntringsord i rette tid. Mørke skyer trak sammen i horisonten, og alle Jehovas tjenere i Moçambique skulle få deres kærlighed til Gud prøvet til det yderste.

Året 1974 var hurtigt forbi, og 1209 var blevet døbt. I 1975 drejede det sig om 2303. Mange der i dag virker som ældste blev døbt dengang.

Men revolutionsbegejstringen var ved at bemægtige sig hele landet. Slagordet „Viva Frelimo“ („Leve Frelimo“) blev symbol for den ti år lange kamp for frihed og uafhængighed. Glædesrusen bredte sig over hele landet, og flertallet kunne ikke begribe at nogen ikke ville lade sig rive med. Den fremherskende stemning skulle snart betyde tæppefald for brødrenes kortvarige frihed, og der var tale om et jerntæppe.

 Arrestordrer

Efterhånden som forberedelserne til uafhængighedsdagen, den 25. juni 1975, skred frem, blev Jehovas vidners neutrale standpunkt stadig tydeligere. Ansvarlige brødre søgte foretræde for de nye magthavere, men omsonst. Den nyindsatte præsident udstedte i praksis en ordre da han under en radiotale råbte: „Vi vil for altid gøre det af med disse Jehovas vidner . . . Vi tror at de er den portugisiske kolonimagts efterladte agenter; de har hørt til PIDE . . . Vi opfordrer derfor folket til omgående at anholde dem.“

Uvejret var brudt løs. Såkaldte dynamiseringsgrupper blev mobiliseret i lokalsamfundene med det ene formål at arrestere alle Jehovas vidner — på arbejde, hjemme, på åben gade, når som helst og i hele landet. Alle havde mødepligt ved lokalmøder på arbejdspladserne og på offentlige steder, og enhver der undlod at istemme råbet „Viva Frelimo“ sammen med folkemængden, blev regnet for en fjende. Sådan er det når nationalistiske lidenskaber sætter sindene i kog.

Men det er en kendt sag at Jehovas vidner trods deres neutrale standpunkt i politiske anliggender er med til at holde lov og orden i hævd, er respektfulde over for øvrighedspersoner, er ærlige og er samvittighedsfulde skatteborgere. Det skulle det moçambiquiske styre få lejlighed til at konstatere ved selvsyn. I de mellemliggende år var Jehovas vidner i Moçambique stillet på samme måde som de kristne der i aposteltiden led døden i de romerske arenaer fordi de nægtede at brænde røgelse for kejserens billede, og som deres brødre i Nazityskland der blev sendt i koncentrationslejre fordi de nægtede at råbe „Heil Hitler“. Over hele verden er Jehovas vidner kendt for deres vægring mod ethvert kompromis som indebærer ulydighed mod Jehova og Jesus Kristus,  der om sine disciple sagde: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Johannes 17:16.

Massedeportation — hvorhen?

I hastig rækkefølge blev fængslerne i Moçambique fyldt med Jehovas vidner i tusindtal. Mange familier blev skilt ad. Den intense propaganda vakte en sådan fjendtlighed mod brødrene at mange af disse foretrak at melde sig selv, skønt de ældste ikke opfordrede til dette. De følte sig mere trygge i selskab med deres brødre og slægtninge der allerede var i fængsel.

Fra oktober 1975 og fremefter modtog afdelingskontorerne i Zimbabwe (det daværende Rhodesia) og Sydafrika en strøm af meldinger fra kredstilsynsmænd, forskellige udvalg og enkeltpersoner blandt brødrene. Rapporterne tegnede et dystert situationsbillede, og de blev forelagt Jehovas Vidners Styrende Råd. Så snart det verdensomspændende brodersamfund modtog nyhederne om vore trosfællers forfærdelige vilkår i Moçambique, blev der alle vegne uophørligt opsendt bønner for disse forfulgte brødre, i overensstemmelse med vejledningen i Hebræerbrevet 13:3. Kun Jehova kunne opretholde dem, og det gjorde han på sin helt særlige måde.

Højst sandsynligt var det ikke de øverste instansers hensigt at påføre Jehovas vidner den brutale mishandling de faktisk blev udsat for. Men nogle underordnede øvrighedspersoner var fast besluttede på at kue anderledestænkendes dybt rodfæstede overbevisning. De forsøgte med voldelige midler at aftvinge dem et „Viva“. Blandt mange mishandlede kan nævnes Julião Cossa fra Vilanculos. Han blev pryglet i tre timer i et forsøg på at få ham til at gå på kompromis, men forgæves. Når det en sjælden gang lykkedes disse  plageånder at fremtvinge et „Viva“, var det ikke nok for dem. De forlangte at offeret skulle råbe „Ned med Jehova“ og „Ned med Jesus Kristus“. De grusomheder vore brødre led, er for talrige at nævne og for skrækkelige til at tåle gengivelse. (Se Vågn op! for 8. marts 1976, side 8-17.) Men de vidste, som apostelen Paulus skrev til de kristne i datidens Filippi, at deres modige udholdenhed under trængsel og forfølgelse var et vidnesbyrd om deres dybe kærlighed til Gud og om den frelse han ville belønne dem med. — Fil. 1:15-29.

Snavset og sultekosten i de overfyldte fængsler i Maputo (tidligere Lourenço Marques) var medvirkende til at over 60 børn mistede livet inden for fire måneder. De brødre der stadig havde deres frihed, gjorde deres bedste for at holde de fængslede brødre i live. I slutningen af 1975 solgte nogle forkyndere ud af deres ejendele for at kunne blive ved med at skaffe deres fængslede brødre mad. Men de satte deres egen frihed på spil når de røbede deres tilhørsforhold til de indsatte trosfæller, og mange blev arresteret under forsøg på at sørge for deres brødre. Det var netop den kærlighed Jesus sagde at hans sande disciple skulle vise hinanden. — Joh. 13:34, 35; 15:12, 13.

Paradoksalt nok blev nogle forkyndere i provinsen Sofala behandlet helt anderledes på samme tid. Som arrestanter blev de bespist på det luksuøse Grande Hotel i byen Beira mens de afventede transport til deres bestemmelsessted.

Og hvor var det så? Det var en hemmelighed, selv for førerne af de mange busser og lastbiler forkynderne skulle køre med.

Bestemmelsesstedet: Carico i Milange

Mellem september 1975 og februar 1976 blev alle indespærrede Jehovas vidner forflyttet fra fængsler og  åbne marker. Politiet og andre lokale myndigheder forsøgte at skræmme dem ved at tilsløre hvor de skulle hen. De fik denne besked: „I bliver ædt af vilde dyr på det ukendte sted nordpå hvor I skal hen for aldrig at vende tilbage.“ Ikketroende familiemedlemmer begyndte grædende og jamrende at trygle Vidnerne om at opgive deres tro. Det gjorde kun yderst få. Selv nogle nyinteresserede gjorde tappert fælles sag med Jehovas vidner. Det gjaldt eksempelvis Eugênio Macitela, der førhen havde været politisk engageret. Hans interesse var blevet vakt da han hørte at fængslerne var fulde af Jehovas vidner. For at lære dem at kende bad han om et bibelstudium, blot for at blive arresteret og deporteret en uge efter. Han var en af de første der blev døbt i koncentrationslejrene. I dag tjener han som kredstilsynsmand.

Brødrene viste ingen tegn på frygt eller ængstelse da de blev hentet i fængslerne og sat op i busser, på lastbiler og, i enkelte tilfælde, i fly. En af de mest imponerende karavaner drog ud af Maputo den 13. november 1975. Den bestod af 14 busser, machibombos, som de kaldes lokalt. Brødrenes tilsyneladende uforklarlige glæde fik de soldater der bevogtede dem til at spørge: „Hvordan kan I være så glade når I ikke engang aner hvor I skal hen? Der hvor I skal hen er der aldeles ikke rart at være.“ Men brødrenes glæde kunne ikke kues. Mens ikketroende slægtninge græd af frygt for hvad der ventede vore trosfæller, sang disse Rigets sange, blandt andet den der hedder „Frimodigt fremad!“

I hver by på vejen ringede chaufførerne til deres overordnede for at høre hvor de nu skulle køre hen, og fik oplyst deres næste bestemmelsessted. Nogle chauffører fór vild; men til sidst ankom de til Milange, en administrationsby i provinsen Zambézia, 1800 kilometer fra Maputo. Dér modtog  en embedsmand brødrene med en „velkomsttale“ hvori han overfusede og truede dem.

Nu blev brødrene ført 30 kilometer mod øst, til bredden af floden Munduzi i området Carico, stadig i regionen Milange. Tusinder af Jehovas vidner fra Malawi der var flygtet fra en bølge af forfølgelse i deres eget land, havde som flygtninge boet på stedet siden 1972. De moçambiquiske brødres ankomst kom fuldstændig bag på de malawiske brødre, og det var overraskende for de moçambiquiske forkyndere at blive modtaget af trosfæller der talte et fremmed sprog. Men det var en behagelig overraskelse, og de malawiske brødre modtog deres trosfæller fra Moçambique med så stor hengivenhed og gæstfrihed at det gjorde indtryk på chaufførerne. — Jævnfør Hebræerbrevet 13:1, 2.

Regionens administrator var den mand som nogle år tidligere havde siddet i Machava-fængselet sammen med brødrene. Hver gang et hold brødre ankom spurgte han: „Hvor er Chilaule og Zunguza? Jeg ved at de kommer.“ Da broder Chilaule langt om længe dukkede op, sagde administratoren til ham: „Chilaule, jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skal tage imod dig. Vi er i hver sin lejr nu.“ Han holdt sig til sin ideologi og gjorde slet intet for at lette sine tidligere cellekammeraters vilkår. Sagt med hans egne ord var han „en ged der herskede blandt fårene“.

Kærlig støtte fra det internationale brodersamfund

Jehovas Vidners internationale brodersamfund viste kærlig omsorg for deres brødre i Moçambique. De oversvømmede landets postvæsen med appeller til myndighederne. Broder Augusto Novela plejede af sine kolleger i et teleselskab at blive hånet med påstanden om at Jehovas Vidner  blot var en lokal sekt. Men de blev tavse da der på telexapparaterne indløb budskaber fra hele verden. Den overvældende reaktion bekræftede at Jehovas folk virkelig er forenet af kærlighed.

Efter omtrent ti måneders forløb kom en minister på inspektion i lejrene. Han erkendte at brødrene var blevet sat fast på falske anklager. Men det var endnu for tidligt at forvente frihed.

En ny tilværelse — en udfordring

Et nyt kapitel i Jehovas folks historie i Moçambique var indledt. Brødrene fra Malawi havde organiseret sig i otte landsbyer og havde høstet stor erfaring i hvordan man tilpasser sig en ny livsform i ødemarken. De havde fået øvelse i at bygge huse, rigssale og endda forsamlingshuse. De der ikke havde erfaring med landbrug lærte også meget om dette. Mange af moçambiquerne havde aldrig tilsået en machamba (en opdyrket mark) og skulle nu for første gang stifte bekendtskab med det slidsomme markarbejde. I de første få måneder nød de nyankomne godt af deres malawiske brødres gæstfrihed, idet de gav dem både husly og kost. Men nu var det tiden for de moçambiquiske brødre at opføre deres egne landsbyer.

Det var ikke så ligetil. Regntiden var begyndt, og området blev velsignet med nedbør som aldrig før. Men da Munduzi-floden, som gennemskar lejrens midte, gik over sine bredder, så brødrene det som et tegn på Jehovas omsorg for dem. Normalt var området nemlig tørkeramt. I de følgende 12 år tørrede floden faktisk aldrig ud som den ellers plejede. Til gengæld var „den mudrede, glatte, regnvåde jord en ekstra udfordring for de tidligere byboere,“ mindes broder Muthemba. Det var heller ikke let for kvinderne at  krydse floden balancerende på improviserede broer af træstammer. „For de mænd der var vant til kontorarbejde var det noget af en udfordring at bevæge sig ind i de tætte skove og fælde træer at bygge huse af,“ fortæller Xavier Dengo. Disse forhold viste sig at være en prøve som ikke alle var forberedt på.

Som vi husker, udbrød der på Moses’ tid klager blandt „den sammenløbne hob“ der fulgte israelitterne ud af Ægypten og ud i ørkenen. Den klagende indstilling bredte sig også til israelitterne selv. (4 Mos. 11:4) Blandt de udøbte internerede opstod der fra første færd en misfornøjet gruppe, og de fik følgeskab af nogle døbte. De gik til administratoren og lod ham vide at de ville gøre hvad som helst for at komme hjem hurtigst muligt. Men de blev ikke straks sendt tilbage som de havde håbet. De blev tilbageholdt i Milange, og mange af dem blev et irritationsmoment for de trofaste. De utilfredse blev kendt som „oprørerne“. De blev boende mellem de trofaste, men var til enhver tid parate til at forråde dem. Deres kærlighed til Gud havde ikke stået prøve.

Hvorfor styrtede forsamlingshusene sammen?

De malawiske brødre i lejrene havde haft udstrakt frihed til at dyrke Gud. Det fik brødrene fra Moçambique umiddelbart gavn af da de ankom. Hver dag samledes de i et af de store forsamlingshuse og drøftede dagens tekst. Det var ofte en kredstilsynsmand fra Malawi der ledede drøftelsen. Filipe Matola mindes: „Det var styrkende efter adskillige måneders fængsling og en lang rejse at modtage åndelige tilskyndelser i selskab med så mange brødre.“ Denne frihed varede imidlertid ikke ved.

Den 28. januar 1976 gik nogle myndighedspersoner ledsaget af soldater gennem landsbyerne og bekendtgjorde følgende:  „I har forbud mod at holde gudstjeneste og bede i disse huse og alle vegne i landsbyerne. Husene vil blive nationaliseret og stillet til disposition for staten.“ De befalede brødrene at bære alle deres bøger ud, hvorefter de konfiskerede dem. Naturligvis skjulte brødrene det de så deres snit til. Bagefter blev der hejst flag foran alle husene, og soldater stod vagt for at sikre at forordningen blev overholdt.

Husene var opført af pæle og virkede simple, men var solide. Kort efter begyndte de imidlertid alle at falde sammen. Xavier Dengo husker at han og administratoren netop var ankommet til en landsby da det store forsamlingshus helt bogstaveligt begyndte at synke sammen, skønt det hverken regnede eller blæste. Administratoren udbrød: „Hvad foregår der? I er slemme. Nu hvor vi har nationaliseret husene, falder de sammen hver og ét!“ Ved en senere lejlighed sagde administratoren til en af de ældste: „I må have bedt om at husene skulle styrte sammen, . . . og jeres Gud fik dem til at falde.“

Organisering i landsbyerne

Ni moçambiquiske landsbyer var skudt op langs med og over for de eksisterende malawiske landsbyer. Disse to grupper, der var forenet af ’det rene sprog’, skulle komme til at bo sammen de næste 12 år. (Zef. 3:9) Hver landsbys område var inddelt i blokke der var afgrænset af velholdte gader. En blok bestod af otte lodder på 25 gange 34 meter. Menighederne var opdelt i blokke. Efter at forbudet var blevet offentliggjort i lejrene, kunne de ikke bygge letgenkendelige rigssale. I stedet opførte de huse med vinkelformet grundplan til formålet. Her installerede man en enke eller en anden ugift for at give det udseende af at huset var beboet. Under møderne stod taleren i vinkelspidsen og kunne således henvende sig til begge siders mødedeltagere.

 Hver landsby var omgivet af beboernes machambas. Den enkelte menighed havde også sin særskilte machamba, som alle tilsluttede var med til at dyrke som bidrag til menigheden.

Landsbyernes størrelse afhang af indbyggertallet. En optælling fra 1979 viste at den moçambiquiske landsby nr. 7 var den mindste, med kun 122 forkyndere og 2 menigheder, mens nr. 9, den største og fjernestliggende, bestod af 1228 forkyndere og 34 menigheder. Hele lejren udgjorde 11 kredse. Det samlede lejrområde, sammensat af malawiske og moçambiquiske landsbyer med tilstødende områder, blev blandt brødrene kendt under navnet Carico-cirklen. Ifølge den seneste tilgængelige statistik fra 1981 husede hele Carico-cirklen 22.529, af hvilke 9000 var virksomme forkyndere. Og væksten fortsatte. (Den daværende præsident, Samora Machel, satte befolkningstallet til 40.000, ifølge brochuren Consolidemos Aquilo Que nos Une [Lad os befæste det som forener os], side 38, 39.)

Chingo-tiden — en svær tid

Selvfølgelig var Jehovas vidner ikke blevet tvangsforflyttet til Milange blot for at danne et landbrugssamfund. At det ikke var uden grund at staten kaldte lejren for Omskolingscentret Carico, fremgår af at administrationscentret midt i den malawiske lejr nr. 4 omfattede kontorer og boliger for herboende embedsmænd. Der fandtes også en lejrkommandant med underordnede soldater, samt et fængsel hvor mange af vore brødre sad i kortere eller længere tid, alt efter lejrkommandantens luner.

Den mest berygtede af alle kommandanter var Chingo. Hans to år som kommandant blev kendt som Chingo-tiden. Besluttet på at knække Jehovas vidners kompromisløse  holdning og „omskole“ dem, tyede han til alle de psykologiske kneb han kendte, foruden vold. Han havde så at sige ingen skolegang bag sig, men besad en rivende tungefærdighed og nærede en særlig forkærlighed for tankebilleder. Han udnyttede sine talegaver til at forsøge at indoktrinere brødrene med sit politiske verdensbillede og svække deres kærlighed til Gud. En af hans metoder var „femdages-seminaret“.

„Femdages-seminaret“

Chingo bekendtgjorde at der var planlagt et „femdages-seminar“ og at Jehovas vidner skulle udvælge de dygtigste mænd fra landsbyerne, nogle som kunne videregive oplysninger af interesse. Disse brødre skulle overvære seminaret et fjernt sted. Det nægtede brødrene af mistro til hans hensigter. Men de tilstedeværende „oprørere“ udpegede de ansvarshavende brødre, også kredstilsynsmændene. Blandt dem var Francisco Zunguza, Xavier Dengo og Luis Bila. En lastbil kørte af sted med 21 mænd og 5 kvinder. De kørte flere hundrede kilometer mod nord, til et område nord for Lichinga i provinsen Niassa. Mændene blev kastet i en „omskolingslejr“ for kriminelle, mens kvinderne blev ført til en lejr for prostituerede.

De blev alle underkastet hård tortur, blandt andet den som deres plageånder kaldte „Jesusstillingen“. Offerets arme blev strakt ud til siderne som på et kors og bundet stramt med nylonsnor til en stang, fra den ene hånds fingerspidser til den anden. Uden blodtilførsel til hænder, arme og skuldre blev offeret holdt i denne stilling længe ad gangen i et frugtesløst forsøg på at aftvinge ham et „Viva Frelimo“. Denne grusomme og umenneskelige behandling kostede Luis Bila, en trofast ældste, livet som følge af et hjerteanfald.

 Søstrene blev udsat for diverse „øvelser“. Blandt andet skulle de løbe længe ad gangen, til tider ned i og op af vand, eller de blev kommanderet til at slå kolbøtter op og ned ad skråninger uden ophold. Dertil kom utallige andre nedværdigelser. Hvilken parodi på seminarer og „omskoling“!

Trods grusomhederne bevarede samtlige brødre på nær to deres uangribelighed. En af brødrene havde held til at sende indenrigsministeren i Maputo et brev der afslørede hvilken behandling de var udsat for. Det virkede. Guvernøren for Niassa kom personligt med helikopter. Han fratog øjeblikkelig lejrkommandanten og hans håndlangere enhver myndighed og erklærede: „Disse mænd kan betragte sig som værende under arrest for at have bedrevet noget som Frelimo aldrig har haft i tanke.“ Da de øvrige fanger, som havde været ude for lignende overgreb, hørte dette, råbte de af glæde: „Takket være jer er vi blevet fri.“ Hertil svarede brødrene: „Tak I Jehova.“

Nogen tid efter blev de overført til andre lejre, hvor de „kun“ skulle udføre tvangsarbejde. Alt i alt varede det næsten to år før de blev sendt tilbage til Carico — hvor Chingo ventede dem. Han fremturede i sine forgæves bestræbelser for at svække deres loyalitet mod Jehova ved at gennemføre lignende „seminarer“. Da han omsider skulle forlade Carico, holdt han en forelæsning i sin karakteristiske billedrige stil. Han indrømmede sit nederlag og sagde: „En mand hugger løs på et træ og mangler kun nogle få hug før det falder, men så bliver han erstattet af en anden som med ét hug gør værket færdigt. Jeg har hugget løs, men er ikke blevet færdig. Andre afløser mig. De vil benytte andre metoder. Giv ikke efter. . . . Stå fast. . . . Ellers får de hele æren.“ Men brødrenes ubrydelige kærlighed til Jehova sikrede at al æren gik til Ham. — Åb. 4:11.

 De der blev i byerne

Var det nu alle Jehovas vidner i Moçambique der på den tid befandt sig i fængsler eller fangelejre? Nej. Til trods for at deres fjender finkæmmede arbejdspladserne og næsten alle beboelser for dem, undslap nogle. Ikke alle medborgere var forhippede på at få Jehovas vidner fængslet eller på anden måde straffet. Men brødrene var uafbrudt i fare for at blive pågrebet. Selv noget så dagligdags som at købe ind eller hente vand ved en fælles vandhane indebar en risiko.

Lisete Maienda, der forblev i Beira, husker: „Da jeg ikke som forlangt gik til politiske møder, nægtede man mig det kort man skulle fremvise for at kunne købe fødevarer. Heldigvis tilbød en venligsindet butiksindehaver mig at jeg privat kunne købe nogle kilo mel.“ (Jævnfør Åbenbaringen 13:16, 17.) Broder Maienda blev seks gange afskediget fra sit arbejde ved Beiras havn, men hver gang henvendte hans arbejdsgivere sig til ham igen fordi han var værdifuld for firmaet.

Trods det risikable ved at forkynde og holde møder blev det åndelige lys ikke slukket i nogen af landets hovedbyer. I Beira sluttede en gruppe modige og sandhedstørstende unge fra kvarteret Esturro sig til familien Maienda. Sammen holdt de lyset brændende her i provinsen Sofalas hovedby. Forkynderne her var så nidkære at de trodsede faren og krydsede grænsen til Rhodesia (nu Zimbabwe) for at skaffe åndelig føde.

På afdelingskontoret i Salisbury (nu Harare) arbejdede man modigt og utrætteligt for at tage sig af alle de brødre der boede spredt i det nordlige Moçambique. Da man fik at vide at en gruppe stadig holdt møder i Tete, sendte man to brødre for at tage sig af den. Ligesom Epafroditus, apostelen Paulus’ medarbejder, længtes de efter at se brødrene.  (Fil. 2:25-30) En af disse brødre var den meget afholdte Redson Zulu, der var kendt i hele det nordlige område for sine opflammende foredrag på sproget chichewa. Under stor fare cyklede han og hans ledsager gennem bushen for at betjene deres isolerede moçambiquiske brødre.

På samme måde blev sandhedens lys ved med at skinne i provinsen Nampula. En gruppe udøbte forkyndere blev tilbage og fortsatte med at holde møderne på deres egen facon. Til at begynde med var de 8, men snart var der 50. Da en broder fra Carico skulle indlægges på et sygehus i Nampula, fik han kontakt med denne gruppe udøbte, idet en af dem arbejdede på hospitalet. Den indlagte broder underrettede Selskabet, og afdelingskontoret bad ham studere med gruppen og forberede de egnede til dåb. Fem blev døbt. De fik yderligere hjælp da en hollandsk broder som i forbindelse med sit arbejde opholdt sig i Nampula, stillede sit hjem til rådighed som mødesal. Med tiden kvalificerede nogle i denne gruppe sig til at skuldre ansvaret som ældste.

Bedre forhold i centralfængselet

I 1975 blev den ene gruppe fanger efter den anden sendt nordpå fra fængslerne i Maputo, mens nye i en stadig strøm overtog deres plads. Men omkring udgangen af februar 1976 besluttede styret at indstille de endeløse forflytninger af fængslede Jehovas vidner.

Nogle måneder senere aflagde præsident Samora Machel besøg i Maputos centralfængsel. En af de indsatte, søster Celeste Muthemba, benyttede sig af lejligheden til at forkynde for præsidenten. Han lyttede venligt, men efter at han var taget af sted blev Celeste alvorligt irettesat af fængselsmyndighederne. En uge efter indløb der imidlertid en befaling til at løslade hende, sammen med en skrivelse der garanterede hende beskyttelse mod yderligere chikane af politiske  grunde. Der stod også at hun havde ret til at få sit tidligere arbejde på centralsygehuset igen. Desuden blev der givet bemyndigelse til at løslade alle Jehovas vidner fra dette fængsel.

Brødrene i Maputo organiserede sig i menigheder. Inden længe blev der oprettet en kreds af 24 menigheder fra Maputo mod nordøst til Inhambane. Fidelino Dengo blev deres kredstilsynsmand. Desuden nedsatte afdelingskontoret i Sydafrika et udvalg af ældste der skulle sørge for deres åndelige behov. De udtænkte metoder til uformel forkyndelse med varsomhed, og de sørgede for at brødrene kom til at overvære områdestævner i nabolandet Swaziland. I selve Moçambique holdt brødrene kredsstævner camoufleret som velkomstfester når nogle vendte tilbage fra Carico.

Og hvordan gik det i Carico? Hvordan tilrettelagde man åndelige aktiviteter dér?

„O.N.“-udvalget fører tilsyn med lejrene

Under tilsyn af afdelingskontoret i Zimbabwe havde brødrene fra Malawi dannet et særligt udvalg der skulle tage sig af lejrbeboernes åndelige behov. Da brødrene fra det sydlige Moçambique blev ført til Carico, drog de nytte af den ordning der allerede fungerede her. To af brødrene fra syd, Fernando Muthemba og Filipe Matola, blev optaget i dette såkaldte O.N.-udvalg. („O.N.“ stod for Ofisi ya Ntchito, der på chichewa betød tjenestekontor.)

Udvalget korresponderede med Selskabet og organiserede kreds- og områdestævner. Dets medlemmer samlede rapporter for hele lejrkomplekset og mødtes tid efter anden med de ældste i landsbyerne. De havde også tilsyn med de 11 kredse. Deres ansvarsbyrde var tung, især på grund af det spændte forhold til myndighederne.

 Der forkyndes og gøres disciple i lejrene

Et betragteligt antal af de bibelstudieelever og interesserede der var fulgt med brødrene til Milange i 1975, blev døbt i november 1976.

Mange af dem der havde været pionerer fortsatte ufortrødent deres virke mens de sad fængslede og når de blev overført til lejre. Men hvem forkyndte de for? Til at begynde med studerede de med de udøbte, deriblandt brødrenes børn. En familie med mange børn blev regnet for „et godt distrikt“. Forældrene studerede med nogle af børnene, og resten blev fordelt mellem de enlige forkyndere. På den måde forblev mange virksomme i arbejdet med at gøre disciple.

Men det var ikke nok for dem der virkelig havde evangelieånden. En ivrig pioner begyndte at spejde efter distrikt uden for lejrene. Det var naturligvis forbundet med risici på grund af de begrænsninger lejrledelsen underlagde vore trosfæller. Pionerbroderen blev enig med sig selv om at han måtte udpønse et påskud for at kunne forlade lejrene. Men hvad skulle det være? Han bad om Jehovas ledelse og besluttede sig for at sælge salt og andre forbrugsgoder uden for lejrene. Han forlangte en høj pris, for ikke at sælge noget, men samtidig skabte han en lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd. Metoden slog an. Efterhånden kunne man se mange „handlende“ falbyde varer uden for lejrene. Det spredte distrikt betød at de måtte tilbagelægge lange afstande. De tog hjemmefra ved daggry og vendte hjem om aftenen. Det var sparsom „vegetation“ for så mange „græshopper“. Men på den måde lærte mange i lokalbefolkningen sandheden at kende.

„Produktionscentret i Zambézia“

De flittige „omskolingselevers“ arbejde bevirkede sammen med nedbøren i området at landbrugsproduktionen  voksede. Brødrene i lejrene høstede store afgrøder af majs, ris, maniok, hirse, batater, sukkerrør, bønner og lokale frugter som mafura. Kornlagrene i Carico-cirklen bugnede. For at få deres proteinbehov dækket holdt brødrene kyllinger, ænder, duer, kaniner og grise. Den sult de i begyndelsen havde døjet med, hørte fortiden til. Som modsætning hertil oplevede resten af landet sin værste hungersnød nogen sinde. — Jævnfør Amos 4:7.

I anerkendelse af denne succeshistorie inden for landbruget begyndte myndighederne at kalde lejrområdet for „Produktionscentret i Zambézia“. Indtægterne fra salget af overskudsproduktionen gav brødrene råd til at købe tøj, og i nogle tilfælde endda radioer og cykler. Til trods for at de var fanger, var de velforsynede på grund af deres flid. De var også påpasselige med at betale deres skat. Faktisk var de nogle af de største skatteydere på egnen. I overensstemmelse med Bibelens normer blev der lagt vægt på at de der kom i betragtning til at nyde forrettigheder i menigheden samvittighedsfuldt skulle betale skat, selv under disse omstændigheder. — Rom. 13:7; 1 Tim. 3:1, 8, 9.

Brødrene udveksler kundskaber

I Carico lærte brødrene af hinanden, både med hensyn til håndværk og kultur. Mange blev dygtige murere og tømrere, eller de lærte træskærerarbejde. I fællesskab fik de øvelse i at fremstille værktøj og støbejernsting, snedkerere gode møbler og andet. Ikke alene havde de personlig gavn af at lære nye færdigheder eller finpudse deres fagkundskab, men deres arbejde skaffede dem også en biindtægt.

Den største kulturelle udfordring var sproget. Moçambiquerne lærte malawiernes sprog chichewa, som blev lejrenes hovedsprog. De fleste tilgængelige publikationer var desuden på chichewa. Langsomt lærte malawierne sig også  et stilfuldt tsonga, inklusive de dialektpræg der kendes fra det sydlige Moçambique. Mange lærte desuden engelsk og portugisisk, noget der siden kom dem til gavn under varetagelsen af deres særlige tjenesteprivilegier. En ældste mindes: „Man kunne møde en broder eller en søster der talte ens eget sprog, uden at man kunne afgøre om vedkommende var moçambiquer eller malawier.“

Hvordan kom den åndelige føde ind i lejrene?

Den kom fra Zambia via Malawi. Ad hvilke kanaler? Hertil svarer en kredstilsynsmand: „Det ved kun Jehova.“ I lejrene gav O.N.-udvalget nogle unge malawiske brødre, hvoraf mange var pionerer, til opgave at krydse grænsen på cykel og på et forud aftalt sted træffe nogle kurerer der medbragte korrespondance og litteratur. På denne måde fik menighederne hele tiden den nye åndelige føde.

Desuden krydsede O.N.-udvalgets medlemmer grænsen og rejste til Zambia eller Zimbabwe for at få gavn af de årlige besøg af zonetilsynsmænd udsendt af Det Styrende Råd. På denne og andre måder bevarede brødrene i Carico den stærke tilknytning til Jehovas synlige organisation og forblev forenede i tilbedelsen af ham.

Menighedsmøderne krævede særlig tilrettelægning. Eftersom brødrene uophørligt blev overvåget, blev mange møder holdt ved daggry eller tidligere. Mødedeltagerne samledes udenfor og lod som om de spiste grød, mens taleren tog opstilling inde i huset. Nogle møder blev afholdt i flodlejer eller i naturskabte kratere. Områdestævner krævede imidlertid betydelig større forberedelse.

Hvordan områdestævnerne blev organiseret

Når O.N.-udvalget havde modtaget alt stævnestoffet fra Selskabet, trak dets medlemmer sig tilbage til den forholdsvis  afsidesliggende landsby nr. 9 i adskillige uger. Her kunne de arbejde om natten i lygteskær med at oversætte foredragsdispositioner, optage skuespil og udpege talere. De havde stor gavn af en duplikator som de havde modtaget fra Zimbabwe. Den skulle betjenes manuelt. Men de holdt ikke inde før hele programmet for seks områdestævner var færdiggjort.

Man sammensatte også et hold der skulle opspore og indrette et egnet stævnested. Det kunne være på en bjergside eller i en skov, men det skulle ligge mindst 10 kilometer fra lejrene. Alt skulle foregå uden myndighedernes eller „oprørernes“ vidende. Ved hjælp af et antal lånte transistorradioer konstruerede man højttalerudstyr der kunne betjene godt 3000 tilhørere. Brødrene sørgede altid for at stævnet foregik i nærheden af et vandløb som nemt kunne dæmmes op til dåbsbassin. Podium, tilhørerpladser, rengøring og vedligeholdelse blev tilrettelagt på forhånd. Så var stævnepladsen klar — et nyt sted hvert år.

Det blev ordnet sådan at alle brødrene kunne komme til stævne. Alt klappede fordi brødrene viste en beundringsværdig samarbejdsvilje. De kunne ikke alle overvære det samme stævne, for en forladt landsby ville have tiltrukket sig myndighedernes opmærksomhed. Derfor tog naboer på skift til stævne en dag ad gangen. De tilbageblevne familier sørgede for at færdes i nabohusene så ingen bemærkede at nogle var fraværende. Betød det nu at nogle gik glip af bestemte programafsnit? Nej, for hver stævnedags program blev gentaget én gang. På den måde varede et tredagesstævne seks dage, og et todagesstævne fire.

En række årvågne assistenter tjente som forbindelseslinje hele vejen fra lejrens administrationscenter til stævnepladsen. Der var posteret en broder for hver 500 meter. Alt mistænkeligt der kunne udgøre en trussel mod stævnet blev  med det samme meldt. Meldingen kunne blive sendt over en afstand af 30-40 kilometer på en halv time, tidsnok til at stævneadministrationen kunne træffe sine forholdsregler. Om nødvendigt afbrød man stævnet og skjulte sig i skoven.

José Bana, en ældste fra Beira, mindes: „Ved en lejlighed advarede en politimand os aftenen før et stævne om at ordensmagten allerede var klar over at vi skulle have stævne, og agtede at skride ind. Sagen blev forelagt de ansvarlige brødre. Burde stævnet aflyses? De bad til Jehova og besluttede at se tiden an til næste morgen. Svaret kom i form af et skybrud der om natten fik Munduzi-floden til at gå langt over sine bredder. Da politiet befandt sig på den modsatte side, kunne alle overvære stævnet på én gang. Der var ikke brug for udkigsposter. Vi sang Rigets sange af hjertens lyst.“

Frafaldne opretter landsby nr. 10

Nogle frafaldne, hovedsagelig fra de malawiske landsbyer, voldte stor uro da de startede deres egen bevægelse under navnet „de salvede“. Stifterne hævdede at „de ældstes tid“ var udløbet i 1975 og at de selv i deres egenskab af „salvede“ burde overtage myndigheden. Bogen Evigt liv — i Guds børns frihed satte begreberne på plads for dem der var i tvivl om hvad det egentlig vil sige at være en ægte salvet. Men de frafaldnes tanker greb om sig, og mange som lånte dem øre blev ført vild. De påstod blandt andet at det ikke var nødvendigt at indsende rapporter til Selskabet. De bad blot en bøn og kastede rapporterne i vejret.

Så vidt vides blev cirka 500 udstødt som følge af de frafaldnes påvirkning. De besluttede af egen fri vilje og med myndighedernes billigelse at grundlægge deres egen landsby. Derved opstod landsby nr. 10. Senere lod bevægelsens leder sig opvarte af en skare unge kvinder, hvoraf mange fødte ham børn.

 Landsby nr. 10 var de frafaldnes samlingspunkt resten af den tid lejrene var i brug. De frafaldne skaffede de trofaste brødre mange bryderier på halsen. Nogle af de brødre der blev forledt til at slutte sig til gruppen, angrede siden og vendte tilbage til Jehovas organisation. Samfundet af frafaldne blev opløst da lejrene blev nedlagt.

„Lejren er vores fængsel, og husene er vore celler“

Indtil tidligt i 1983 havde lejrlivet båret et vist præg af noget normalt. Men vore brødre glemte ikke at de var fanger. Det er sandt at nogle brødre individuelt fik lov at vende hjem til de byer de kom fra. Andre kom på besøg og rejste igen. Men flertallet blev hvor de var. Det var kun naturligt at de længtes efter at komme hjem. De modtog og afsendte breve gennem postvæsenet eller de få brødre der dristede sig til lejrene for at besøge familie og gamle venner. Nogle af gæsterne blev taget til fange og interneret.

Xavier Dengo plejede at fundere sådan: „I malawiere er flygtninge, men vi er fanger. Lejren er vores fængsel, og husene er vore celler.“ I praksis var vore malawiske brødres situation dog stort set den samme. Men det tilsyneladende „normale“ landsbyliv skulle snart få en brat ende.

Væbnet invasion spreder panik og død

I begyndelsen af 1983 invaderede væbnede medlemmer af en oprørsbevægelse Carico-området, og kommandanten ved administrationscentret blev tvunget til at flygte i sikkerhed i hovedbyen Milange, 30 kilometer derfra. For en kort stund tegnede det til at brødrene kunne trække vejret lettere, skønt de stadig blev holdt under nogen opsigt af myndighederne.

Men den 7. oktober 1984, mens brødrene var ved at lægge sidste hånd på forberedelserne til områdestævnet,  ramte tragedien. En bevæbnet skare banede sig østfra vej gennem landsby nr. 9 og trak et spor af panik, blod og død efter sig. I den malawiske lejr nr. 7 dræbte de broder Mutola, hvorefter de likviderede Augusto Novela i den moçambiquiske landsby nr. 4. I den moçambiquiske landsby nr. 5 blev broder Muthemba opskræmt af lyden af skud. Da han så en broder ligge på jorden, anråbte han Jehova om hjælp. De væbnede mænd brændte og plyndrede husene. Mænd, kvinder og børn styrtede skræmt i alle retninger og søgte fortvivlet dækning. Dette angreb var kun et forspil. Da overfaldsmændene havde taget turen gennem lejrene, udså deres gruppe sig et område lige nord for landsby nr. 1 som det sted hvor de ville anlægge deres base.

Flere dage i træk trængte de ind i lejrene og røvede, brændte huse af og myrdede. En af gangene slog de seks malawiske forkyndere ihjel, deriblandt kredstilsynsmanden Fideli Ndalamas kone.

Andre blev taget til fange og ført til basen. Især forsøgte oprørerne at tvangsudskrive unge brødre til kamptjeneste. Mange af disse flygtede derfor fra landsbyerne og skjulte sig på markerne, hvor deres familie bragte dem mad. Unge kvinder blev rekrutteret som kokke, men blev også udsat for umoralsk pres. Hilda Banze var en af dem der modstod presset, og som følge af dette blev hun maltrakteret i en sådan grad at hun blev efterladt som død. Men heldigvis kom hun sig.

Oprørerne forlangte at de lokale forsynede dem med fødevarer og tjente som bærere. Brødrene fandt dette uforeneligt med deres kristne neutralitet og afslog derfor kravet, til modstandsgruppens glødende harme. Neutralitet og menneskerettigheder havde trange kår i en afsondret verden hvor man kun kendte voldens og våbnenes lov. Omkring 30 brødre mistede livet i denne stormfulde tid. En af dem  var Alberto Chissano, som nægtede at støtte bevægelsen og forsøgte at begrunde det med ordene: „Jeg tager ingen del i politik, og det er af den grund jeg blev sendt hertil fra Maputo. Jeg har nægtet det hidtil, og det ændrer jeg ikke på nu.“ (Jævnfør Johannes 18:36.) Det var for meget for undertrykkerne, som rasende slæbte af sted med ham. Broder Chissano vidste udmærket hvad der ventede ham, og sagde farvel til brødrene med et ansigtsudtryk der udstrålede en urokkelig tro. „På gensyn i den nye verden,“ lød hans sidste ord før han blev pryglet og dødeligt kvæstet. Brødrene på sygeplejeholdet forsøgte at redde hans liv, men uden held. Hans håb om at få livet igen i den nye verden er velbegrundet, for end ikke truslen om døden kunne knægte hans tro. — Apg. 24:15.

Udfriet fra ’ildovnen’

Noget måtte der gøres for at lette den ulidelige spænding. O.N.-udvalget holdt et møde med de ældste og menighedstjenerne for at drøfte hvordan man kunne komme på talefod med guerillaerne. Men disse havde allerede inviteret alle i området til at besøge deres base. De ældste besluttede sig for at tage derhen, og de fik følgeskab af et betragteligt antal frivillige. To brødre fik til opgave at tale på samtlige landsbyers vegne. Isaque Maruli, en af de udnævnte talsmænd, lagde vejen forbi sit hus for at give sin unge kone besked og sige farvel. Af angst for hvad der kunne hænde ham forsøgte hun at tale ham fra forehavendet. Men han talte trøstende til hende og spurgte: „Mener du at vi har overlevet indtil nu i kraft af vores egen snilde? Og mener du at vi betyder mere end de andre brødre?“ Tavst gav hun sit samtykke. De bad sammen og tog afsked.

Foruden brødrene var der også mødt nogle frem som var villige til at støtte den væbnede oprørsbevægelse. De cirka  300 brødre var imidlertid i overtal. Stemningen var på kogepunktet, idet nogle råbte politiske slogans og sang kampsange. Der lød følgende bekendtgørelse: „I dag vil vi råbe ’Viva Renamo’ lige til bladene falder af træerne.“ (Renamo stod for Resistência Nacional de Moçambique, Moçambiques Nationale Modstandsbevægelse, som bekæmpede Frelimo-styret.) Kommandanten, guerillaerne og de øvrige der ikke var Jehovas vidner, blev utålmodige da brødrene forblev tavse. Den politiske kommissær der ledede mødet gjorde rede for bevægelsens ideologi og meddelte at overkommandoen havde besluttet at opløse landsbyerne og fordele beboerne ude mellem markerne. Derpå gav han de tilstedeværende lejlighed til at tage ordet. Vore brødre forklarede deres neutrale standpunkt og udtrykte håb om at man ville forstå hvorfor de afslog at levere fødevarer, tjene som bærere, og så videre. De påpegede desuden at de allerede var blevet tvunget til at rømme landsbyerne.

Kommandanten brød sig ikke spor om brødrenes modige optræden, men til alt held var kommissæren mere forstående. Han beroligede kommandanten og lod brødrene gå uantastet. Således slap de levende fra det de selv beskrev som ’en brændende ildovn’. (Jævnfør Daniel 3:26, 27.) Men de fik ingen garanti for at de ville blive ladt i fred. Den mest forfærdende hændelse skulle da også indtræffe få dage senere.

Massakren i landsby nr. 7

Søndag den 14. oktober 1984 skinnede solen, men i Carico blev det en mørk dag. Brødrene havde holdt deres menighedsmøde tidligt, hvorefter nogle opsøgte landsbyerne for at hente forsyninger inden de ville skynde sig tilbage til deres nye hjem ude på markerne. Men uden varsel forlod en gruppe guerillaer deres base og drog i retning af den moçambiquiske landsby nr. 7. I udkanten af landsby nr. 5 greb de  en broder og befalede: „Vis os vejen til landsby nr. 7; nu skal du få at se hvad krig er for noget.“ Alle der tilfældigvis opholdt sig i landsby nr. 7 blev drevet sammen og beordret til at sætte sig i ring, i rækkefølge efter nummeret på deres respektive landsbyer. Derpå begyndte afhøringen.

„Hvem overfaldt og udplyndrede vores mudjiba?“ forlangte de at få at vide. (En mudjiba er en ubevæbnet udkigspost eller meddeler.) Brødrene anede ikke hvad mændene talte om, og svarede at de ikke kendte noget til det. „Nå, hvis ingen vil tale, statuerer vi et eksempel med ham der sidder her foran,“ lød det. Derpå skød de en broder i panden på nært hold. Alle var forfærdede. Spørgsmålet blev gentaget flere gange, hver gang mens et nyt offer ventede at blive skudt. Kvinder der knugede deres små børn ind til sig, blev tvunget til at overvære den barbariske henrettelse af deres mænd. Det skete for søster Salomina, som så sin mand, Bernardino, dø. Også kvinder blev myrdet. En af dem var Leia Bila, enken efter Luis Bila, som var død af et hjerteanfald i lejren nær Lichinga. Hendes mindreårige børn var nu forældreløse. Heller ikke de umyndige gik ram forbi. Fernando Timbane bad til Jehova og forsøgte at sætte mod i de andre, selv efter at han var blevet ramt.

Da bødlerne brutalt havde likvideret ti, kom de op at skændes. Det satte en stopper for mareridtet. De beordrede broder Nguenha, der stod for tur som det 11. offer, til at rejse sig. Således slap han fra „dødens siddeplads“. Han mindes: „Jeg havde bedt Jehova tage sig af mine efterladte, nu hvor mine dage var talte. Så rejste jeg mig med en følelse af usædvanligt mod. Først senere indtrådte chokket.“

De overlevende blev dernæst tvunget til at brænde de resterende huse i landsbyerne af. Inden de væbnede mænd gik deres vej, sagde de advarende: „Vi blev sendt herhen med  ordre til at slå 50 af jer ihjel, men det er nok med dem her.“ De sluttede med denne afstumpede og gyselige ordre: „Ikke noget med at begrave dem! Vi holder øje med dem, og for hvert eneste lig der forsvinder skal ti dø.“

Skuddene havde kunnet høres vidt omkring, og nyheden bredte sig med dem der havde haft held til at slippe bort. Episoden fik en ny bølge af rædsel til at skylle gennem landsbyerne. Brødrene så ingen anden udvej end at flygte ud i skovene og op i bjergene. Siden kom det frem at massakren var forårsaget af en udstødt der gerne ville slutte sig til oprørsbevægelsen. Desuden havde han gjort sig til tyv. Han havde fremsat de falske anklager mod brødrene i sin egen landsby for at indynde sig hos oprørerne og vinde deres tillid. Da det gik op for modstandsfolkene at de var blevet ført bag lyset, pågreb de ophavsmanden til løgnene og lod ham lide en yderst barbarisk død.

Brødrene begynder at spredes

Alle i Carico-området sørgede og var i vildrede. De ældste måtte beherske deres egen sorg idet de søgte at trøste dem der havde mistet familiemedlemmer under massakren. Tanken om at blive på stedet forekom mange uudholdelig. Derfor begyndte brødrene af sig selv at flytte ud. Hele menigheder søgte så langt bort som 30 kilometer derfra, hvor de følte sig mere sikre. Andre besluttede at blive i nærheden af markerne. Dette betød en dobbelt arbejdsbyrde for de ældste i O.N.-udvalget. De måtte gå mange kilometer for at nå alle de spredte menigheder, så de kunne bevare hjordens enhed og dække brødrenes bogstavelige og åndelige behov.

De sørgelige nyheder nåede også afdelingskontoret i Zimbabwe, som sendte nogle medarbejdere til Moçambique for at besøge brødrene og opbygge dem. Betel bad også Det  Styrende Råd i Brooklyn om at anvise hvordan man skulle dække behovet for mad, tøj og medicin i lejrene ved Milange. I stor omsorg for brødrenes velbefindende gav Det Styrende Råd instruks om at bruge de disponible økonomiske midler til nødhjælp. Desuden skulle man vurdere om det var tilrådeligt at alle forlod Milange-egnen og vendte hjem. Om fornødent skulle brødrene have bistand til dette. Det forekom fornuftigst at flytte.

Omkring årsskiftet 1984-1985 rejste O.N.-udvalget som det plejede fra Milange for at træffe zonetilsynsmanden. Denne gang havde Det Styrende Råd sendt Don Adams fra Brooklyn. På et møde der også blev overværet af afdelingskontorernes udvalg fra Zambia og Zimbabwe, forelagde O.N.-udvalget sine betragtninger vedrørende brødrene i Carico. De blev bedt om at tage stilling til om det var fornuftigt at brødrene blev dér. Under mødet blev opmærksomheden henledt på det bibelske princip i Ordsprogene 22:3: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig.“ Med dette i tanke vendte de hjem til lejrene.

Bryde op? Hvordan? Og hvorhen?

Vejledningen blev med det samme forelagt menighederne. Nogle fulgte den straks. Det gjorde for eksempel João José, en enlig broder som siden var med til at opføre afdelingskontorerne i Zambia og Moçambique. Han og nogle andre fulgtes ad over grænsen til Malawi og fortsatte derfra til Zambia uden nævneværdige hindringer.

Så let var det imidlertid ikke for alle, især ikke for de mange småbørnsfamilier. Oprørerne overvågede ustandselig vejene, og alle trafikanter risikerede at blive angrebet. Ved grænsen til Malawi ventede flere genvordigheder, især for de malawiske brødre, da Jehovas vidner derovre stadig  blev jaget som udskud. Det var derfor ikke så ligetil at lægge rejseplaner og finde et sted at tage hen. Nu havde de boet så mange år i vildnisset, og de havde ingen personlige papirer, så hvordan skulle de kunne komme over grænsen? „Det aner vi heller ikke,“ måtte brødrene i O.N.-udvalget svare under et anspændt møde med alle de ældste. „Men ét er sikkert: Vi må og skal spredes,“ understregede de. De sluttede: „Bed hver især, læg en plan, og gennemfør den.“ — Jævnfør Anden Krønikebog 20:12.

I de måneder der fulgte var dette det gennemgående tema ved møderne. Flertallet af de ældste tilsluttede sig forslaget om at bryde op, og de foreslog de øvrige at følge trop. Andre bestemte sig for at blive hvor de var. Få ad gangen drog nogle efterhånden af sted. De brødre fra Malawi der forsøgte at komme hjem, blev afvist ved grænsen af de velkendte grunde, og måtte vende om. Det lagde en dæmper på begejstringen hos dem der havde besluttet sig for at bryde op, og det blev brugt som begrundelse af dem der foretrak at blive. Men en „invitation“ til endnu et „vigtigt møde“ på guerillabasen gjorde udslaget for de fleste.

Masseudvandring

Den 13. september 1985, blot to dage før det bebudede møde, mødtes O.N.-udvalgets tre tilbageværende medlemmer, broder Muthemba, broder Matola og broder Chicomo, endnu en gang. Hvordan skulle de anbefale brødrene at stille sig til „indbydelsen“? Mødet varede hele natten; og efter mange bønner og overvejelser traf de denne afgørelse: „Vi bliver alle nødt til at flygte i morgen nat.“ Omgående sørgede de for at nyheden om beslutningen samt mødetid og -sted blev spredt til flest mulige. De menigheder der tilsluttede sig forslaget mødte op. Dette blev O.N.-udvalgets sidste handling i lejrområdet.

 Efter en bøn begav brødrene sig fra klokken 20.30 på vej, idet de fulgte et fastlagt skema. Udvandringen blev holdt som en velbevaret hemmelighed for guerillaerne og „oprørerne“. Blev flygtningene røbet, var katastrofen dem vis. I ly af mørket fik hver menighed et kvarter til at rykke ud. Hver familie havde to minutter. I én lang enkeltkolonne snoede brødrene sig tyst gennem bushen. Ingen anede hvad der ved daggry ventede dem ved grænsen til Malawi, hvis det overhovedet skulle lykkes dem at komme så langt. De åndelige hyrder i O.N.-udvalget var de sidste til at forlade stedet, ved ettiden om natten. — Apg. 20:28.

Efter at have travet omtrent 40 kilometer blev Filipe Matola overmandet af udmattelse, eftersom han ikke havde sovet i to døgn. Han tog sig et hvil ved kanten af stien, mens han ventede på at de sidste af de ældre brødre og søstre passerede. Det er let at forestille sig hans fryd da hans gode unge ven Ernesto Muchanga kom løbende fra fortroppen med den gode nyhed: „’Onkel’, brødrene får lov at komme ind i Malawi!“ Broder Matola udbrød: „Det viser hvordan Jehova baner vej når det ser ud som om alle udveje er spærret, ligesom ved Det Røde Hav.“ — 2 Mos. 14:21, 22; se også Salme 31:21-24.

De følgende måneder oplevede de hvordan tilværelsen formede sig i flygtningelejre i Malawi og Zambia, før de vendte tilbage til Moçambique og slog sig ned i deres hjembyer. Men hvordan gik det dem der blev på Carico-egnen?

De der blev tilbage

O.N.-udvalgets beslutning om opbrud nåede ikke ud til alle de spredte menigheder før afmarchen. Nogle enkelte som hørte meddelelsen, bestemte sig for at blive på stedet og gå til det planlagte møde på modstandsbevægelsens base. Maxaquene-menigheden havde i lighed med flere  andre menigheder ikke hørt noget, men havde allerede besluttet at flygte. Brødrene gik til mødet på basen, men havde forinden gjort deres familier klar til flugt. Cirka 500 brødre stillede til mødet, som var kort og uden omsvøb. Kommandanten sagde: „Vore overordnede har besluttet at alle tilstedeværende skal forflyttes til områdets hovedbase. Det bliver en lang tur. Dér skal I tilbringe hen ved tre måneder.“ Afrejsen fandt sted straks.

De brødre der havde besluttet sig for flugt, benyttede sig af vagtmandskabets uopmærksomhed til at snige sig bort. De stødte til deres familier og flygtede som de bedst kunne i retning af Malawi. Andre som enten adlød modstandsgruppens befaling eller var afskåret fra flugt, drog ud på rejsen mod sydvest og kom nogle dage senere til basen ved Morrumbala. Her blev de atter udsat for pres til at støtte bevægelsen. Deres afslag blev besvaret med grusom tortur og endeløse prygl, hvilket kostede i hvert fald én broder livet. Efter tre måneder fik de omsider lov at flytte hjem.

Mange slog sig ned på Carico-egnen, som var fuldstændig i modstandsbevægelsens hænder. De følgende syv år tilbragte de isoleret fra resten af Jehovas organisation. Det var et anseligt samfund, der omfattede cirka 40 menigheder. Klarede de sig åndeligt? Var deres kærlighed til Gud stærk nok til at beskytte dem mod at bukke under for modløshed? Det vender vi tilbage til senere.

Flygtningelejre i Malawi og Zambia

Ikke alle der flygtede fra Carico fik uden videre indrejsetilladelse til Malawi. Da Maxaquene-menigheden havde krydset grænsen og holdt rast, blev skaren opdaget af det malawiske politi og beordret tilbage over grænsen. Brødrene forsøgte at parlamentere med betjentene ved at fortælle at krigen havde drevet dem fra deres hjem, men det formildede  ikke betjentene. Tilsyneladende uden udvej og i desperation råbte en eller anden: „Nu kommer vi til at græde, brødre!“ Det var nøjagtig hvad de gjorde, og dét så højlydt at optrinnet tiltrak sig de omkringboendes opmærksomhed. Pinligt berørt tryglede politiet de grædende om at holde inde. En søster bønfaldt: „Lad os i det mindste få lov til at lave noget mad til børnene.“ Det gik betjentene med til, idet de sagde at de ville vende tilbage senere. Heldigvis så man ikke mere til dem. Siden kom en myndighedsperson brødrene til hjælp ved at bringe dem mad og vise dem vej til den flygtningelejr som de øvrige brødre var blevet anbragt i.

Brødre fra Moçambique fyldte nu flygtningelejrene i Malawi til bristepunktet. Myndighederne gav dem status som krigsflygtninge, og Røde Kors sørgede for nødhjælpsforsyninger der afhjalp de gener og vanskeligheder som fulgte med lejrlivet under åben himmel. Nogle brødre fortsatte til Zambia, hvor de blev dirigeret til andre flygtningelejre. Filipe Matola og Fernando Muthemba samarbejdede nu med brødre fra landsudvalget i Malawi om at finde moçambiquiske brødre i disse lejre, så de kunne styrke dem åndeligt og støtte dem økonomisk sådan som Det Styrende Råd havde givet bemyndigelse til.

Den 12. januar 1986 opmuntrede broder A. D. Schroeder fra Det Styrende Råd disse flygtningebrødre og overbragte dem Det Styrende Råds kærligste hilsener. Han havde ikke mulighed for at besøge lejrene, men holdt i Zambia et foredrag som blev oversat til chichewa og optaget på bånd, som derpå blev bragt til de lejre hvor de moçambiquiske brødre befandt sig.

Flygtningene fik lidt efter lidt hjælp til at flytte videre til Moçambique, hvilket for manges vedkommende betød Moatize i provinsen Tete. Dette kunne lade sig gøre fordi  Moçambiques styre var ved at ændre holdning til Jehovas Vidner. Dog var det ikke alle lokale embedsmænd der straks lod den nye politik slå igennem.

Tilbage til Moçambique

Gruppe efter gruppe af brødre begyndte langsomt at overbefolke småbyerne øst for byen Tete. De fik anvist bolig i udrangerede togvogne der en tid havde været benyttet som offentlige toiletter, men som nu var blevet gjort rene. Mange af disse blev benyttet til at fejre mindehøjtiden den 24. marts 1986.

Brødre fra hele Moçambique ventede i månedsvis her uden at vide hvordan de skulle komme tilbage til deres egentlige hjem. Ventetiden udgjorde en prøvelse i sig selv. De enkelte forsøgte at finde arbejde for at kunne forsørge sig selv og eventuelt spare sammen til en flybillet, men uden synderligt held. Krigstilstanden gjorde det umuligt at færdes på landevejene. Brødrene blev heller ikke altid behandlet venligt af de stedlige myndighedspersoner, som stadig forsøgte at tvinge dem til at fremsige politiske slagord. Hertil svarede forkynderne frimodigt: „Vi blev sendt til Carico på grund af dette spørgsmål. Dér udstod vi vores straf og blev overladt til væbnede angriberes forgodtbefindende. Vi slap fra det ved egen hjælp. Hvad mere kan I forlange af os?“ Det skaffede dem ro. Men de unge blev stadig chikaneret og fængslet fordi staten ønskede at indrullere dem i regeringshæren, som kæmpede mod det vedvarende oprør i regionen. Mange unge brødre måtte udvise opfindsomhed for at slippe bort og holde sig skjult.

Udvalget i Malawi afgjorde at Fernando Muthemba skulle tage til Tete for at skaffe bistand til brødrene dér. Da broder Muthemba ankom til Moatize, blev hans bagage undersøgt.  Brødrene havde lige akkurat tid til at fjerne de publikationer han medbragte. Hvad fandt politiet så i hans tasker? „Bare nogle laser,“ beretter han. De skuffede betjente spurgte: „Er dét det hele?“ Og det var det. Denne broder, der havde båret store ansvarsbyrder under lejropholdet, vendte ligesom alle de øvrige brødre hjem frataget alt af værdi. På dette tidspunkt så brødrene faktisk hærgede ud — de sultede, var snavsede og gik klædt i pjalter. De bar også tydelige spor af mishandling. De passede godt til Bibelens beskrivelse af mange blandt Guds tjenere: „De gik omkring i fåreskind, i gedeskind, mens de led nød [og] mishandling; dem var verden ikke værd. De flakkede om i ørkener . . . og jordens huler og grotter.“ — Hebr. 11:37, 38.

Endelig: Transportmulighed til Maputo

I Maputo havde et udvalg nedsat af Selskabet gennem nogen tid kontaktet forskellige offentlige og private instanser i et forsøg på at skaffe brødrene i Tete og Zambia transportmulighed. Isaque Malate og Francisco Zunguza frydede sig da de henvendte sig til FN’s Højkommissariat for Flygtninge og fik meddelelsen: „Der er allerede godkendt over 50 flyvninger der skal føre Jehovas vidner hjem.“ De var taknemmelige for at myndighederne havde givet denne tilladelse.

Uden at kende noget til dette gik brødrene i Tete hver dag fra lejrene nær lufthavnen hen for at høre om i det mindste nogle få af dem kunne få plads på et fragtfly. Fernando Muthemba fortæller bevæget om den 16. maj 1987: „Da jeg klokken 7.30 kiggede hen mod lufthavnen, så jeg to store Boeing-fly der skulle åbne ’luftbroen’ og hente alle Jehovas vidner til Maputo.“ Brødrene var ovenud lykkelige! Nu kunne de efter 12 år omsider komme hjem til deres byer!

 Desværre tog de sig langtfra præsentable ud. Emídio Mathe, en ældste fra Maxaquene-menigheden, lånte et par bukser af en der havde et ekstra par, så han kunne være nogenlunde ordentligt påklædt ved ankomsten til Maputo. De brødre der ventede i Maputo bragte også tøj ud til flyene så brødrene kunne gå fra borde med anstand. Var de flove over sig selv? „Nej,“ svarer Emídio. „Ganske vist var vi blevet berøvet alt materielt, men vi nærede det håb at Jehova en dag ville benytte os til at ophøje hans navn. Vi gik ikke op i materielle goder; vi skammede os ikke. Vi gik omkring i pjalter, men vores tro på Jehova var usvækket.“ Brødrene i Sydafrika og Zimbabwe var glade for at bidrage med mad og tøj i tonsvis til deres hjemvendte moçambiquiske brødre.

Myndighederne sørgede for videretransport til de brødre der hørte hjemme i andre provinser. De der skulle til provinsen Sofala, til det område der var kendt som Beira-korridoren (en rute sikret af soldater fra Zimbabwe), havde flere genvordigheder i vente. Atten af dem, deriblandt en ældste, blev taget til fange og ført til en af modstandsbevægelsens baser.

’Jehova er stor, Jehova er stor!’

Da basens kommandant havde afhørt dem og fundet ud af at de var Jehovas vidner, tilkaldte han en præst som var overhoved for en kirke i dette område der var behersket af guerillaerne. Han sagde til præsten: „De er Jehovas vidner, og nu vil de bede sammen med jer. Giv dem en god behandling.“ Præsten, som nogen tid forinden havde skaffet sig nogle af Vagttårnsselskabets publikationer under et ophold i Zimbabwe, rystede til brødrenes overraskelse på hovedet og udbrød: „Jehova er stor . . . Jehova er stor!“ Han fortsatte: „Vi har bedt Jehova sende os i det mindste én der kan undervise os.“

 Dagen efter samlede han alle de 62 kirkemedlemmer og bad ældstebroderen tale til dem. Broderen indledte med at sige at de var nødt til at skille sig af med alle deres religiøse billeder. (5 Mos. 7:25; 1 Joh. 5:21) Det gik de uden tøven ind på. Dernæst oplyste broderen dem om at Jehova ikke lader sine tjenere i nutiden uddrive dæmoner, og at den sande tilbedelse ikke ifølge Bibelen omfatter rituel trommeslagning. (Matt. 7:22, 23; 1 Kor. 13:8-13) Til slut rejste præsten sig og sagde: „Fra og med i dag er min familie og jeg Jehovas vidner.“ Hele menigheden på nær et enkelt par fulgte trop.

Brødrene blev der i fire måneder og holdt møderne planmæssigt. Da de rejste fik de følgeskab af en stor del af denne gruppe, hvoraf mange tidligere havde været aktivt tilsluttet de stridende parter.

Mange sluttede sig i den tid til Jehovas folk, for trods de vanskelige levevilkår holdt brødrene aldrig op med at forkynde den gode nyhed om Guds rige og gøre disciple. — Matt. 24:14; 28:19, 20.

Tilbage til bylivet

Brødrene var taknemmelige for at komme tilbage til deres byer. Men uden personlige papirer, bolig og beskæftigelse stod de over for nye svære udfordringer. Hele landet led under voldsomme omvæltninger og var hjemsøgt af borgerkrig, hungersnød, tørke og arbejdsløshed. Kunne Jehovas tjenere ’rette sig op’ under så vanskelige forhold?

Myndighederne kom dem til hjælp ved at oprette en instans der skulle sluse brødrene ind i samfundet. Mange brødre og søstre fik deres tidligere arbejde tilbage, og indtog igen betydningsfulde stillinger i firmaer i både den offentlige og den private sektor. Andre blev selverhvervende.

 Mange kunne få deres gamle bolig igen, eftersom deres slægtninge havde boet der i mellemtiden. Andre var dårligere stillet, idet deres huse var blevet overtaget af fremmede eller af slægtninge der var uvenligt stemt over for dem. I nogle tilfælde havde staten beslaglagt huset. Modsat hvad myndighederne kunne have frygtet, skabte de hjemvendte brødre ikke noget postyr, men fandt sig blot efterhånden et nyt hjem eller byggede sig et. De husvilde blev indbudt til at bo hos gæstfri brødre der ikke havde været i fangelejr. Takket være Jehovas velsignelse over deres flid har mange af dem i dag en udmærket bolig. Det har overrasket de mange som iagttog brødrenes ynkværdige forfatning ved hjemkomsten. Det er bemærkelsesværdigt at ingen Jehovas vidner har været henvist til at tigge, trods den udbredte fattigdom. Da folk nogle år senere fik adgang til at købe deres statsejede bolig, var det interessant nok en broder med en fortid i Carico der som den første i hele landet benyttede sig af tilbudet. Og nu er litteraturlageret i Maputo beliggende i dette hus.

Brødrene var dog ikke først og fremmest optaget af at skaffe sig huse og andre materielle goder. Det var vigtigere at finde et sted at holde møder. Når alt kom til alt, var det da ikke det der var hovedårsagen til at Jehova havde bragt dem velbeholdne hjem? Det var brødrene overbevist om. (Jævnfør Haggaj 1:8.) De indrettede derfor straks improviserede rigssale i forhåndenværende lokaler — i baggårde, stuer og køkkener, i blikskure og stråhytter. Særlig fint var det når man kunne leje sig ind i et auditorium på et hospital eller i et skolelokale. De fleste af de 438 menigheder i Moçambique holder stadig møder i sådanne interimistiske rigssale. En af de sjældne undtagelser findes i Beira, hvor brødrene med bistand fra afdelingskontoret i Zimbabwe og dets  ukuelige byggehold, efter mange forhindringer langt om længe kunne indvi de to første murede rigssale i Moçambique. Det skete den 19. februar 1994.

Særlige udvalg og juridisk anerkendelse

Det Styrende Råd udpegede nogle særlige udvalg i Tete, Beira og Maputo. De sorterede under afdelingskontorerne i Zimbabwe og Sydafrika og skulle tage sig af brødrenes materielle og åndelige behov under omstillingen til den nye tilværelse. Denne ordning betød at menighederne fik større opmærksomhed. I de nævnte byer blev der oprettet litteraturlagre der forsynede brødrene med hårdt tiltrængte bibelske publikationer. Herfra fordelte man ligeledes nødhjælpsforsyninger af fødevarer og tøj. Nu blev der også tilrettelagt  kreds- og områdestævner. Dog var der nogle hindringer som måtte ryddes af vejen før man kunne holde stævner i al offentlighed.

Den 11. februar 1991 spredtes en glædelig nyhed overalt i landet. I hele verden glædede Jehovas folk sig med brødrene i Moçambique over at Associação das Testemunhas de Jeová de Moçambique (Foreningen af Jehovas Vidner i Moçambique) havde fået juridisk anerkendelse. Fernando Muthemba, der loyalt havde betjent brødrene i Carico, skulle fungere som foreningens første formand. Jehovas folk i Moçambique fik også snart fornøjelsen af at have landets første gileaduddannede missionærer iblandt sig. Der blev oprettet missionærhjem i Maputo og Beira. Brødrene arbejdede også på at gøre et missionærhjem i Tete klar til at modtage flere missionærer som ventedes kort efter.

Missionærer bringer deres brødre glæde

En ægte missionsmark åbnede sig i Moçambique. Selvopofrende og med et stærkt ønske om at tage del i arbejdet med at opbygge og høste i Moçambique, tog gileaduddannede missionærer og erfarne specialpionerer fra fem kontinenter ivrigt imod indbydelsen til at tjene her. Mange af dem kom fra portugisisksprogede lande som Brasilien og Portugal. Deres nye distrikt bød på udfordringer, for i 1990 og 1991 var landet først så småt ved at komme økonomisk på fode efter krigen og tørken. Hans Peter Jespersen, en dansk missionær der tidligere havde tjent i Brasilien og som nu er områdetilsynsmand i Moçambique, fortæller: „Der var praktisk taget intet i butikkerne, og man så tydelige spor efter krigen og dens følgevirkninger.“ Efterhånden er der vidnesbyrd om at en stabil økonomisk genrejsning er undervejs, men mange brødre i det nordlige Moçambique og i landområderne lever i særdeles små kår.

 Missionærerne har måttet vænne sig til meget nyt. Inden Frelimo-styret og Renamo indgik en fredsaftale, måtte de for eksempel ofte rejse i colunas, lange korteger af køretøjer eskorteret af regeringssoldater, og det skete at en kortege blev angrebet. Men missionærerne har haft stor glæde af at lære deres brødre at kende; og for mange af disse har dét at møde trosfæller fra andre racer og lande været en drøm der gik i opfyldelse.

I en afsidesliggende nordlig egn gik et barn en hel dag sammen med sin far for at se en missionær fra Australien. Ved synet af barnets forundrede ansigtsudtryk spurgte faderen: „Sagde jeg ikke nok at vi har hvide brødre?“ Mange har udtrykt deres glæde over at hilse på missionærerne, med ordene: „Vi har kun kendt jer fra det vi læste i ’Årbogen’.“ Nogle moçambiquiske brødre der endnu i 1993 opholdt sig i flygtningelejre i Zambia, har sagt: „Da vi hørte i Zambia at der nu lå et missionærhjem i Tete, gjorde vi alt hvad der stod i vores magt for at vende hjem så vi kunne se det med egne øjne og fortsætte vores tjeneste her, 18 år efter at vi var blevet ført til Carico.“

Missionærerne er først og fremmest i Moçambique for at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Det har været en udbytterig gerning. De første missionærer i Maputo og Beira erindrer: „Den åndelige hunger var så stærk at der hver dag blev afsat enorme mængder publikationer.“ Selskabets udgivelser i firfarvetryk er enestående i landet og tiltrækker sig stor opmærksomhed. Missionærhjemmene fungerer ofte som bibelstudiecentre, idet mange interesserede tilsyneladende foretrækker at komme til missionærerne.

For øjeblikket findes der i alt seks missionærhjem fordelt på hele landet, og 50 missionærer varetager forskellige opgaver. Nogle rejser hver måned ad ruter som afdelingskontoret  har fastlagt. Undervejs samler de rapporter og afleverer breve, blade og andre publikationer. En af disse ruter omfatter det tidligere lejrområde i Carico i Milange.

Hvordan gik det de forkyndere som blev dér, isoleret fra deres brødre?

Carico-området bliver åbnet

Den 4. oktober 1992 blev en fredsaftale mellem Frelimo og Renamo undertegnet i Rom. Den satte punktum for 16 års borgerkrig i Moçambique og skabte mulighed for at fjerne de spærringer der havde afsondret Carico-området. Og hvad dukkede op? Godt 50 menigheder af Jehovas Vidner, som nu blev befriet efter syv års isolation. Hvordan havde de klaret at være fuldstændig adskilt fra brødrene?

Det fik man svar på i februar 1994 ved et møde i Milange for 40 af de ansvarshavende brødre. Mødet blev desuden overværet af tusind andre, der havde tilbagelagt over 30 kilometer til fods blot for at se missionærerne. De tilsynsmænd som var blevet tilbage efter de fleste menigheders afrejse, berettede: „Mange af os blev slået på guerillabasen, men derefter fik vi lov at tage bolig ved markerne i de landsbyer der var blevet rømmet. Med tiden gav Renamo os lov til at bygge rigssale og holde møder. De lovede — og det stod de ved — at mens vi befandt os i vore sale eller var på vej til møde, ville ingen forulempe os. Men de sagde også at de ikke kunne svare for følgerne hvis nogen på en mødedag blev antruffet hjemme eller så meget som uden for rigssalen.“ Hvordan overkom brødrene at forkynde? Deres svar er meget bevægende: „Vi manglede tøj og alt andet, så vi levede som dyr, men vi glemte ikke at vi var Jehovas vidner, og at vi havde pligt til at forkynde Riget.“ Et sigende udtryk for taknemmelighed mod Gud og kærlighed til ham.

 I 1993 blev områdetilsynsmanden og hans hustru ved et kredsstævne i Milange vidne til en begivenhed uden sidestykke, noget der bekræftede at de stedlige brødre virkelig var blevet ved med at gøre disciple. Da den taler der holdt dåbsforedraget bad dåbskandidaterne rejse sig, fulgte 505 ud af en tilhørerskare på 2023 opfordringen. Men der hører mere til fortællingen.

„Saulus“ fra Carico

Saulus fra Tarsus, der i det første århundrede lidenskabeligt forfulgte Jesu Kristi disciple, blev siden en nidkær tjener for Jehova. Også Carico havde sin „Saulus“ — en mand med fine ansigtstræk og et beskedent væsen. For øjeblikket virker han som menighedstjener og almindelig pioner. Når han på sin arbejdsplads slider i det med hårdt manuelt arbejde, adskiller han sig ikke umiddelbart fra sine kolleger. Men lad os lytte til hvad han har at berette om sig selv:

„I juni 1981 indtog modstandsbevægelsen det område hvor jeg boede. Sammen med nogle andre mænd blev jeg ført til guerillaernes tilholdssted, hvor de udmalede det ædle formål med deres kamp og betonede vigtigheden af at støtte vort folks frihedskamp. Jeg lod mig hverve og deltog i sejrrige træfninger. Det blev hverdagskost for mig i de følgende syv år. På grund af loyalitet over for bevægelsen blev jeg forfremmet til kommandant over syv små hære. Mange områder kom under vores kontrol, og et af dem var Carico. Jeg sendte en styrke hen til Jehovas vidners landsbyer for at sikre deres opbakning. Jeg gav tilladelse til at deres huse blev brændt og at nogle af Jehovas vidner blev dræbt. Mine underordnede sagde til mig: ’Vi kan slå dem alle ihjel, men vi kan ikke lave om på dem.’ Som tiden gik, blev jeg forflyttet til andre baser.“

 Denne befalingsmand havde ikke betænkeligheder ved at forfølge Jehovas tjenere, men Jehova gav ham i sin barmhjertighed mulighed for at ændre sind. Den forhenværende guerillakriger fortæller: „Efter at jeg i syv år ikke havde set min kone, bad jeg om orlov til at besøge hende. I en flygtningelejr i Malawi stiftede jeg for første gang personligt bekendtskab med sandheden. Til at begynde med afviste jeg den. Men da jeg hørte om den nye verden, Guds rige og en verden uden krig, spurgte jeg mig selv: ’Kan en der har gjort så meget slemt komme til at opleve det?’ Jeg fik svaret fra Bibelen: ’Ja, ved at vise tro og adlyde Gud.’ Jeg sagde ja tak til et bibelstudium, og i juni 1990 blev jeg døbt. Siden da har jeg tjent som pioner og hjulpet mange af mine tidligere kampfæller. I én lejr alene har jeg hjulpet 14 til at blive tilbedere af Jehova. Jeg har tjent hvor behovet er større, og jeg har også været med til at lide for neutralitetens skyld. Jeg er Jehova meget taknemmelig for at han barmhjertigt bar over med min uvidenheds tider, og at han har tilgivet mig på grundlag af Jesu Kristi offer.“ (Apg. 17:30) Denne erfaring er blot én af mange der fylder de moçambiquiske brødre med værdsættelse og får dem til tit at udbryde: „Jehova er stor.“ — Sl. 145:3.

Et afdelingskontor i Maputo

Hvem ville have troet det muligt? Før nogen havde ventet det, godkendte Det Styrende Råd at der blev oprettet et afdelingskontor i Moçambique. Siden 1925, da minearbejderen Albino Mhelembe bragte sandheden hertil fra Johannesburg, havde afdelingskontorerne i Sydafrika, Malawi og Zimbabwe på skift haft ansvaret for arbejdet i Moçambique. Men fra 1. september 1992 begyndte Moçambiques eget afdelingskontor at føre tilsyn med denne vidtstrakte arbejdsmark fra et stort hus som Selskabet havde købt og  istandsat i Maputos ambassadekvarter. Man lagde ud med en fåtallig betelfamilie på syv medlemmer. Afdelingskontorets nyudnævnte udvalg havde et krævende hverv at røgte. Det skulle organisere forkyndelsen, sørge for brødrenes åndelige, ja tilmed deres materielle, fornødenheder, og bistå med opførelsen af rigssale, samt bygge et nyt afdelingskontor. Opgaven var omfattende. Men der kom snart hjælp udefra.

En gruppe fra det internationale byggehold, sammensat af frivillige fra mange lande, arbejder nu sammen med brødrene i Moçambique om at opføre det nye afdelingskontor i smukke omgivelser nær stranden. Betelfamilien er vokset til 26 faste medlemmer, og desuden giver brødre og søstre fra Maputo-området en hjælpende hånd. Som et forenet samfund arbejder de alle på at ophøje tilbedelsen af den sande Gud, Jehova, i denne del af verden. — Es. 2:2.

„Bliv ved med at sætte pris på den slags mænd“

Det er en stor udfordring at være rejsende tilsynsmand her. Blandt de brødre der bestrider denne opgave er Adson Mbendera, der tidligere besøgte menighederne i landets nordlige del og senere var med i O.N.-udvalget i lejrene. Der kan også nævnes Lameck Nyavicondo, som brødrene i Sofala tænker på med værdsættelse, foruden Elias Mahenye, der kom hertil fra Sydafrika og måtte lide mishandling, og som advarede: „PIDE [kolonistyrets politi] er forsvundet, men dets ophav, Satan Djævelen, findes stadig. Styrk jer og opbyg mod.“ (1 Pet. 5:8) Uden fordringer om komfort har de givet afkald på bekvemmeligheder for at kunne betjene deres brødre.

For nylig er der blevet oprettet en kreds på Milange-egnen, hvor „fangelandsbyerne“ i sin tid lå. De lokale brødre er Jehova taknemmelige for at de i større omfang kan  mærke hans omsorg gennem hans synlige organisation. Orlando Phenga har sammen med sin hustru regnet det for en forret at flytte fra Maputo for at tjene her hvor han og tusinder af andre måtte „optræde“ på „Caricos skueplads“. Vest for byen Tete vandrer Benjamin Jeremaiah og hans hustru i dagevis til steder hvor mange aldrig har set en bil. Raymond Phiri, en selvopofrende ugift broder, har engang måttet sove på en bjergtop sammen med resten af den menighed han besøgte, for at være i sikkerhed for eventuelle angreb. Heroppe udarbejdede han sine rapporter til afdelingskontoret. Hans Peter og Anni Jespersen betjener hele landet i områdetjenesten og har stiftet bekendtskab med brødrenes åndelige rigdom og materielle fattigdom.

Alle disse brødre viser den ånd der fik apostelen Paulus til at skrive om Epafroditus: „Bliv ved med at sætte pris på den slags mænd.“ — Fil. 2:29.

Fremad med gudhengiven nidkærhed

Vore trofaste brødre i Moçambique har ikke blot bevaret deres uangribelighed under hårde prøvelser, men har også på en anden måde vist deres kærlighed til Gud og deres medmennesker. I den offentlige forkyndelse benytter de ivrigt deres nyvundne frihed og de rigelige forsyninger af blade og andre publikationer som Jehova har sørget for. Man ser brødrene forkynde frimodigt på gaden, på åbne pladser og på markeder som Xipamanine. Resultaterne viser sig i form af et hastigt stigende antal lovprisere af Jehova.

Væksten skyldes ikke alene de nye forkyndere. Også de brødre der vender hjem fra flygtningelejre i nabolandene gør deres. Hele kredse er vendt tilbage. De er hurtige til at bygge rigssale af de forhåndenværende materialer, selv når de befinder sig i midlertidige flygtningeboliger i byer som  Zóbuè ved grænsen til Malawi, og Caboa-2 uden for byen Vila Ulongue. Mange venter ikke på bedre tider, men melder sig som pionerer. Der er nu godt og vel 1900 heltidsforkyndere. De påskønner den gode undervisning på Pionerskolen, der har været i virksomhed her siden 1992.

Kan du gætte hvem der for nylig var lærere for en pionerskoleklasse i Maputo der næsten udelukkende bestod af forkyndere som havde en fortid i Carico? Det var Francisco Zunguza, den moçambiquiske broder der flest gange har været spærret inde på grund af sin tro, og Eugênio Macitela, som blev arresteret og sendt til Milange efter blot at have studeret i en uge. Begge virker som kredstilsynsmænd. Ernesto Chilaule var blandt eleverne. En af hans yndlingsanekdoter  lyder: „Når jeg går hen ad den gade hvor det nu forsvundne PIDE havde til huse, ser jeg på et bestemt vindue og mindes at det var bag det at agenterne sagde til mig: ’Du må indse én ting, Chilaule: Dette er Moçambique, og I får aldrig lovlig status i dette land.’ Og se bare: Længere henne ad samme gade ligger vores juridisk anerkendte afdelingskontor!“

Broder Chilaule glæder sig sikkert også over at hans datter Alita, der som barn hentede mad fra menighedens forsyning mens hendes far sad i Machava-fængselet, nu er gift med Francisco Coana, som er medlem af afdelingskontorets udvalg. Broder Coana var den nidkære pioner i Carico der fandt på at „sælge“ varer uden for lejrene for at kunne forkynde. Jehova har afgjort velsignet de tusinder af trofaste der, oppe mod nord, i Carico i Milange, ærede og herliggjorde Jehova ved deres ægte kærlighed, tro og uangribelighed. — Ordsp. 27:11; Åb. 4:11.

Kampen er imidlertid ikke forbi. Nu møder brødrene nye farer og udfordringer. Den principløse verdslige ånd der har bredt sig over hele jorden, kræver også sine ofre her. Den umoralitet, materialisme og ligegyldighed som er fulgt med de tilsyneladende bedre forhold, har haft sin pris. Men Jehovas trofaste tjenere i Moçambique slækker aldrig på deres årvågenhed. De har gennemstået vældige trosprøver og er besluttede på, med Jehovas hjælp, fortsat at give bevis for at de elsker ham af hele deres hjerte, sind, sjæl og styrke, og elsker deres næste som sig selv. De nærer urokkelig tro på at Guds rige snart vil forvandle jorden til et paradis hvor krig og hungersnød vil forsvinde. De glæder sig også til at byde afdøde venner og slægtninge velkommen tilbage til livet, også dem der i Carico viste sig trofaste mod Gud indtil døden. — Ordsp. 3:5, 6; Joh. 5:28, 29; Rom. 8:35-39.

 [Kort på side 123]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ZAMBIA

ZIMBABWE

SYDAFRIKA

MALAWI

MOÇAMBIQUE

Tete

Milange

Carico

Mocuba

Inhaminga

Beira

Maxixe

Inhambane

Maputo

Indsat: Mange brødre blev forvist til São Tomé, der ligger i Atlanten, cirka 4000 kilometer fra deres hjem

 [Helsides illustration på side 116]

[Illustration på side 131]

Ernesto Chilaule fik denne besked: „I får aldrig lovlig status i dette land. . . . Glem alt om det!“

 [Illustrationer på side 140, 141]

 (1) I flygtningelejrene i Carico fældede vore brødre træ og (2) stampede ler til mursten, mens (3) søstrene hentede vand. (4) De fandt også udveje for at afholde kredsstævner. (5) Xavier Dengo, (6) Filipe Matola og (7) Francisco Zunguza virkede her som kredstilsynsmænd og åndelige hyrder. (8) Denne rigssal, bygget af malawiske forkyndere, er stadig i brug

[Illustration på side 175]

Forkyndere samlet til områdestævnet „Gudhengivenhed“ nær Maputo i 1989, kort efter hjemkomsten fra lejrene

 [Illustrationer på side 177]

Øverst: Ældste og kredstilsynsmænd på et sted hvor missionærer hver måned afleverer publikationer og post

Nederst: Missionærer i Tete i færd med at lære chichewa

[Illustrationer på side 184]

Afdelingskontorets udvalg. Fra venstre: Emile Kritzinger, Francisco Coana, Steffen Gebhardt. Bagerst: Et billede af det afdelingskontor der nu er under opførelse i Maputo