Ungarn

DEN 25. juli 1991 var en glædens dag for Rigets arbejde i Ungarn. Den dag ankom den første af Vagttårnsselskabets missionærer som havde fået tildelt distrikt i Ungarn. László Sárközy og hans hustru, Karen, landede klokken 13.03 i Ferihegy lufthavn, syd for Budapest. De kom fra Toronto i Canada, hvor han havde tjent efter at være udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere. For broder Sárközy var der tale om en hjemvenden efter mere end 27 år.

Ungarn ligger i den sydlige del af Centraleuropa og er et land med mere end 10 millioner indbyggere. Over 95 procent af befolkningen stammer fra magyarerne (ungarerne), og cirka to tredjedele af dem står opført som katolikker. Katolicismens historie i dette land går over tusind år tilbage. Ikke længe efter katolicismens indførelse blev István (Stefan) kronet til konge af pave Sylvester II. Siden antog Ungarn titlen Regnum Marianum ([Jomfru] Marias domæne).

Men det er ikke alle ungarere der er katolikker. Den første komplette bibel på ungarsk, der blev  udgivet i 1590, var oversat af en protestant, Gáspár Károli. Denne gennemreviderede oversættelse, der bruger Guds navn, er i dag den mest udbredte bibel på ungarsk. I 1868 blev ikkekatolikkers tilstedeværelse og indflydelse anerkendt af regeringen ved indførelsen af en lov som tillod personligt valg af religionsundervisning. I 1989 udvidede den ungarske regering denne ret til også at gælde Jehovas Vidner. Nu kunne Jehovas Vidner sende missionærer ind i landet. Jehovas Vidners forkyndelse var imidlertid ikke noget nyt for ungarerne.

Sandheden fra Bibelen udbredes i Ungarn

Treoghalvfems år før László og Karen Sárközys ankomst havde Zion’s Watch Tower (udgaven for 15. maj 1898) fremsat følgende bekendtgørelse om en broder fra Canada: „Vi hilser farvel til en kær broder som drager mod sit hjemland, Ungarn, for at bringe gode tidender til sine landsmænd. Da han i mange år har været professor ved sit hjemlands skoler, er han veluddannet i latin og tysk, såvel som ungarsk, og vi har tillid til at han må blive brugt af Herren til at finde og besegle nogle af de udvalgte.“

Hans anstrengelser bar frugt. Da Charles Taze Russell og hans rejsefæller fem år senere besøgte Zürich, mødtes de blandt andet med to medtroende fra Ungarn. Desuden bragte den tyske udgave af Vagt-Taarnet i 1905 flere breve fra ungarske brødre, og de viser at nogle modtog bibelsk læsestof fra Tyskland.

Andrásné Benedek, en ydmyg ungarsk kvinde der var blevet bibelstudent (som Jehovas vidner dengang blev kaldt), vendte i 1908 tilbage til Hajdúböszörmény i det østlige Ungarn for at fortælle andre om den gode nyhed hun havde lært ud fra Guds ord. Fire år senere vendte yderligere  to bibelstudenter tilbage fra De Forenede Stater. De havde fået kendskab til sandheden om Gud og hans hensigter ved at overvære nogle af broder Russells offentlige foredrag. Broder Russell gjorde sig det til en vane, efter sådanne foredrag, at gå hen til de tilhørere som han havde set ved flere tidligere arrangementer. Han plejede at spørge: „Hvor kommer du fra? Af hvilken nationalitet er du? Kunne du tænke dig at vende tilbage til dine slægtninge og fortælle dem om sandheden?“

En af de to omtalte bibelstudenter, Károly Szabó, vendte tilbage til byen Marosvásárhely (nu Tîrgu Mureş i Rumænien), som dengang hørte til Ungarn. Den anden broder, József Kiss, hjalp broder Szabó med at uddele publikationer i samme område før han vendte tilbage til sin hjemby, Abara (nu Oborín i Slovakiet). Deres indsats bar frugt. Broder Szabós egen familie tog imod sandheden, og senere tog andre i dette område også standpunkt for sandheden og begyndte at forkynde den gode nyhed.

Det ungarske distrikt i Nordamerika

Andrásné Benedek, Károly Szabó, József Kiss og professoren fra Canada er blot nogle få af de mange der lærte sandheden at kende i Nordamerika og som derefter vendte tilbage til Ungarn for at forkynde den gode nyhed. At så mange vendte tilbage til deres hjemland viser at det ungarske distrikt i Amerika blev godt gennemarbejdet.

I The Watch Tower for 15. august 1909 blev brødrene da også mindet om at der var „tusinder som læste magyarisk i de større byer i [USA’s] østlige og centrale stater“. Brødrene blev derfor opfordret til at bestille og uddele den ungarske udgave af traktaten Peoples Pulpit. Ved slutningen af det følgende år var der blevet uddelt omkring 38.000 eksemplarer  i De Forenede Stater, Canada og Mexico. Der blev også udgivet andre publikationer på ungarsk i de følgende år, deriblandt Studier i Skriften, teksten til Skabelsens Fotodrama, Vagttaarnet, Den gyldne Tidsalder og brochuren Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø. Senere benyttede Selskabet desuden ungarske radioprogrammer til at udbrede den gode nyhed. I 1930 udsendte fem stationer 27 ungarske programmer.

Vanskeligheder i Ungarn

Da broder Russell i 1911 var på en foredragsturné i Europa, besøgte han mindst ti lande, og han håbede at han i Budapest kunne tale over emnet „Zionismen i Profetien“. Men en jødisk rabbiner i New York som aggressivt modstod broder Russells arbejde, påvirkede sine fæller i Østrig-Ungarn til at modarbejde planerne for et sådant møde.

Senere skrev Károly Szabó til broder Russell: „Arbejdet i Ungarn er langt vanskeligere end i Amerika, fordi brødrene, med nogle få undtagelser, er meget fattige, og fordi arbejdet må udføres i en langt mindre målestok. . . . For tiden er der toogfyrre små klasser i forskellige amter . . . Den ellevte og tolvte maj havde vi et lille stævne med omkring 100 tilstedeværende. . . .

Præster fra forskellige trosretninger har forsøgt at standse vort arbejde ad juridisk vej. Vi er blevet slæbt for retten, men har indtil nu været i stand til at forsvare vort standpunkt.“

Sandheden kommer til hovedstaden

På et tidspunkt før den første verdenskrig havde en gadefejer i Budapest fundet en af bibelstudenternes traktater under noget affald han var ved at fjerne. Traktaten indeholdt en adresse i Marosvásárhely. Han viste traktaten til sin kone, som læste den med stor begejstring og interesse. Hun skrev  straks og anmodede om mere læsestof. Det blev fremsendt, og senere blev hun også besøgt.

Det resulterede i at der blev dannet en lille studiegruppe; og denne kvinde, fru Horváth, stillede villigt sit hjem til rådighed for gruppens møder. Dette hjem, der lå på Tisza Kálmán-torvet (nu Köztársaság-torvet), blev bibelstudenternes første mødested i Budapest. Efter søster Horváths død i 1923 blev hendes lejlighed fortsat brugt som mødesal, og den fungerede tillige som kontor en overgang.

Kiss og Szabó fængsles

Jehova velsignede den nidkærhed som blandt andet broder Kiss og broder Szabó lagde for dagen, og da Første Verdenskrig brød ud var der oprettet studiegrupper i flere byer uden for hovedstaden — i Hajdúböszörmény i Bagamér, og i Balmazújváros i det østlige Ungarn samt i Nagyvisnyó i nord. Der var også en gruppe i Marosvásárhely og i Kolozsvár (Cluj), byer som nu tilhører Rumænien.

De gejstlige var irriterede over broder Kiss’ og broder Szabós nidkærhed og fik derfor regeringen til at gribe ind over for dem. De blev begge arresteret og idømt fem års fængsel. Under revolutionen i 1919 blev de imidlertid løsladt og tog straks fat på at styrke forbindelsen mellem menighederne. Det blev dog endnu sværere efter Trianon-traktatens indgåelse i 1920, som betød at Ungarn måtte afgive en stor del af sit territorium til de omliggende lande.

Efterkrigstidens aktiviteter organiseres fra Cluj

Efter krigen var der flere af dem som havde lært sandheden fra Bibelen at kende i De Forenede Stater der vendte tilbage til Ungarn. Det gjaldt blandt andet József og Bálint Soós, to kødelige brødre som var blevet døbt i 1918. Da de ankom til deres hjemland i 1919, begyndte de straks  at forkynde den gode nyhed ved hjælp af Selskabets publikationer. Det var tydeligt at Jehova velsignede deres indsats. Der blev oprettet en menighed i Tiszaeszlár, og snart skød flere nye menigheder op i nærliggende byer.

Året efter at brødrene Soós var kommet tilbage til Ungarn, sendte Selskabet Jacob B. Sima til Rumænien. Nogle dage efter sin ankomst til Cluj mødtes han med Károly Szabó og derefter med József Kiss, for at reorganisere arbejdet i både Ungarn og Rumænien. De begyndte at lede efter et passende sted hvor de kunne oprette et kontor.

Eftersom det viste sig umuligt at finde passende faciliteter til et afdelingskontor, påtog Selskabet sig at opføre et kontor og trykkeri i Cluj i 1924. Ved årets udgang rapporterede Vagttaarnet: „Selskabets trykkeri i Cluj har i løbet af året fremstillet 226.075 indbundne bøger, og der er blevet uddelt 129.952 bøger. Ydermere er Vagttaarnet og Den gyldne Tidsalder blevet uddelt i et antal af mere end 175.000 på hvert af de to sprog [rumænsk og ungarsk].“ Dette kontor kom til at føre tilsyn med forkyndelsen af den gode nyhed i både Rumænien, Ungarn, Bulgarien, Jugoslavien og Albanien.

Verdslige iagttagere var forbløffede over det der fandt sted. Bladet Az Út (Vejen) skrev: „For øjeblikket [1924] er der ikke noget andet trykkeri i Rumænien med så moderne udstyr. . . . Vor præstation er lilleputagtig . . . i sammenligning med [bibelstudenternes].“

Kærlig, modig — og hadet

Forkyndelsen af Rigets budskab i Ungarn gik dog fremad allerede før trykkeriet i Rumænien stod klar til brug. I 1922 samledes 160 personer i Ungarn for at mindes Herrens død. Samme år blev der, under Selskabets ledelse, truffet  foranstaltninger til at trykke 200.000 eksemplarer af resolutionen Et Opraab til de ledende i Verden, og brødrene fik officielt én dag til at uddele den i. Mange embedsmænd og offentlige kontorer fik et eksemplar med posten.

György Kiss var en der satte et godt eksempel for sine ungarske brødre i denne periode. Han var en stor, kærlig og modig mand. Under den første verdenskrig var han blevet dømt til døden for sit neutrale standpunkt, men senere blev dommen ændret til livsvarigt fængsel, og efter krigen blev han løsladt. Han brugte disse ekstra år af sit liv godt og hjalp med at oprette mange menigheder. Han tjente også som pilgrim, et udtryk man brugte om bibelstudenternes rejsende foredragsholdere.

Broder Kiss blev på grund af sin frygtløshed og sine gode resultater hadet af gejstligheden og politiet som ingen anden. Skønt han ofte blev arresteret og mishandlet, var det svært at få ham dømt fordi han kendte loven godt og forsvarede sig dygtigt mod anklagerne. Brødrene anmodede ham indtrængende om at være mere forsigtig, men han fortsatte med at rejse rundt i landet og besøge menighederne for at opbygge dem åndeligt. Han var et godt eksempel og levede op til Paulus’ ord: „Mild imod alle, egnet til at undervise, . . . med mildhed belærer [han] dem som ikke er gunstigt stemt.“ — 2 Tim. 2:24, 25.

Den 20. juli 1931 skulle han have besøgt den blomstrende menighed i Debrecen, nær den rumænske grænse, men han dukkede aldrig op. Brødrene konkluderede at hans fjender havde skaffet ham af vejen, og at han nu var ’gået hjem’ til sin himmelske belønning. — Joh. 14:2.

Flere fra De Forenede Stater

Gennem 1920’erne vendte mange af dem som var blevet bibelstudenter i De Forenede Stater hjem til Ungarn,  optændt af evangelieånden. Blandt disse var János Varga, som først tog til Hajdúszoboszló i det østlige Ungarn og senere tjente som pilgrim, samt József Toldy, som tog til Nagyvisnyó i det nordlige Ungarn, hvor han nidkært tog del i forkyndelsen.

 János Dóber, som havde lært sandheden at kende da han i 1910 overværede et foredrag af broder Russell, tog til det vestlige Ungarn og begyndte at forkynde med stor nidkærhed i Zalaudvarnok. I løbet af ganske kort tid blev der oprettet en gruppe, og med ham som ivrig foregangsmand forkyndte gruppen i alle de omkringliggende byer og landsbyer. Han kom dog ofte ud for hård modstand og fik til tider lyst til at tage tilbage til Amerika. Men så spurgte hans kone ham: „Sig mig, min ven, hvorfor vendte vi hjem til Ungarn? Var det ikke for at forkynde?“ Og dét hjalp János til at se tingene i det rette perspektiv.

Modstand indefra og udefra

Efterhånden som forkyndelsen af den gode nyhed blev intensiveret og nåede ud til flere, kom der også mere modstand. I 1925 tilbagekaldte myndighederne tilladelsen til uddeling af Selskabets publikationer. Med henblik på fortsat at kunne forsyne brødrene med åndelig føde blev det nødvendigt at trykke Vagttaarnet i Cluj under forskellige andre navne, som for eksempel Kristen Pilgrim og Evangelium.

Gejstligheden forstærkede også sin modstand mod brødrene. Zoltán Nyisztor, en katolsk præst, udgav for eksempel en brochure med titlen Millennister eller Bibelstudenter, hvori der stod: „Russellismen er værre og mere afskyelig end den røde bolsjevisme, eftersom . . . russellismen, forklædt som religion, opfordrer til anarki; den skildrer revolutioner, forfølgelse af kirker, og knusning eller tilintetgørelse af gejstligheden som en del af Guds hensigt.“

Det var ofte kirkerne der stod bag den brutale behandling brødrene fik af politiet. Denne brutalitet kunne blandt andet ses af de ar Károly Szabó havde da han vendte tilbage til De Forenede Stater.

 Ud over denne forfølgelse sørgede Satan og hans dæmoner også for at der opstod interne problemer. I Cluj begyndte Jacob B. Sima at søge sine egne interesser, idet han glemte vigtigheden af at forkynde den gode nyhed om Guds rige, og i stedet ønskede at rette opmærksomheden mod sig selv. Dette førte til store splittelser.

Kort efter fik Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Magdeburg (Tyskland) besked på at lede arbejdet i Ungarn, og man bad Lajos Szabó om at tage til Budapest for at hjælpe med organisering af forkyndelsen og oversættelse af Vagttaarnet. Derefter blev den ungarske udgave af Vagttaarnet trykt i Magdeburg under navnet Et tidsskrift for dem der tror på Kristi blod.

Hjælp fra tyske brødre

I 1931 blev bibelstudenterne i hele verden klar over at det, i betragtning af hvad der klart siges i Guds ord, ville være rigtigt af dem at være kendt som Jehovas Vidner. (Es. 43:10) Brochurerne Riget, Verdens Haab og Forklaring, der blev udgivet på ungarsk, kom ind på hvorfor man havde taget navnet Jehovas Vidner og hvorfor man i overensstemmelse hermed fokuserede på Jehova og hans hensigt i forbindelse med Riget.

I ’Årbogen’ for 1933 stod der: „Da vi fik ’Rigsbrochuren’ blev der i anledning heraf planlagt at der skulle aflægges et grundigt vidnesbyrd i Ungarns hovedstad. På et fastsat tidspunkt kom 90 tyske forkyndere, og i løbet af fem dage blev der spredt cirka 125.000 eksemplarer af brochuren og 200.000 traktater.“

Uddelingen af brochuren Riget, Verdens Haab var blot én af mange kampagner hvor tyske forkyndere hjalp deres ungarske brødre. Da Hitler kom til magten i Tyskland og  begyndte at forfølge Jehovas vidner, måtte mange brødre og søstre forlade Tyskland, og nogle tog til Ungarn. Det gjaldt blandt andet Martin Pötzinger — som allerede havde været et år i Bulgarien og som, flere år senere, blev medlem af Det Styrende Råd — samt Gertrud Mende, der senere blev hans hustru.

Endnu en tysktalende forkynder var Gerhard Zennig, som dengang arbejdede sammen med broder Szabó. Skønt broder Zennig ikke var fysisk stærk, blev han udsat for brutal mishandling, især af en betjent ved navn Balázs. En anden broder som vækker varme minder hos brødrene i Budapest er Heinrich Dwenger, som blev sendt direkte dertil fra afdelingskontoret i Tyskland. Hans mildhed, godhed og modne vejledning gjorde at han var til stor hjælp for de ungarske brødre. De tyske pionerer kaldte ham „pioner-far“ fordi han tog sig kærligt af dem.

I denne periode begyndte fascismen at øve stærk indflydelse i Ungarn. De tyske brødre blev tvunget til at forlade landet, og de ungarske brødre kom ud for svær forfølgelse. Mange af dem blev brutalt mishandlet af politiet og blev derefter idømt lange fængselsstraffe.

Møder holdes i hemmelighed

I slutningen af 1930’erne var det kun muligt at holde møder i hemmelighed og i små grupper. Publikationerne begrænsede sig som oftest til ét nummer af Vagttaarnet pr. menighed, og det cirkulerede så mellem brødrene.

Ferenc Nagy fra Tiszavasvári mindes: „Vagttårnsstudiet dengang var ikke som det er i dag. Når alle dem man ventede var ankommet, blev dørene lukket. Nogle gange tog gennemgangen af en artikel op til seks timer. Jeg var cirka fem år gammel og min broder var et år yngre, men vi nød  at sidde på vore små stole og lytte til de lange studier. Det var en sand fornøjelse. Jeg husker stadig nogle af de profetiske forbilleder. Den måde vi blev opdraget på gav gode resultater.“

Etel Kecskemétiné, der nu er i firserne og stadig tjener trofast i Budapest, husker at brødrene i Tiszakarád holdt møderne ude på deres marker i middagspausen. Eftersom forkynderne arbejdede sammen om at dyrke deres marker, først den enes og så den andens, kunne myndighederne ikke forhindre sådanne møder. Om efteråret og om vinteren sad søstrene sammen og spandt garn, og så sluttede brødrene sig til dem. Politiet prøvede at finde ud af hvad der foregik, men kunne ikke standse dem. Hvis de ikke havde andre muligheder for at komme sammen, mødtes de et eller andet sted tidligt om morgenen eller sent om aftenen.

Opfindsomme forkyndere

Da det blev forbudt at forkynde fra dør til dør, fandt forkynderne andre måder at tale om sandheden på. Brugen af rejsegrammofoner var noget relativt nyt på det tidspunkt, og det var der ingen lov imod. Brødrene spurgte den besøgte om de måtte afspille et budskab for ham. Hvis vedkommende sagde ja, blev et af broder Rutherfords foredrag sat på. Til dette formål havde brødrene selv indspillet plader med broder Rutherfords foredrag på ungarsk, og de anvendte både rejsegrammofoner og større grammofoner med tragte.

Angående disse magtfulde bibelske prædikener mindes János Lakó, som senere giftede sig med søster Kecskemétinés datter: „Jeg havde den fornøjelse at lytte til et foredrag i Sátoraljaújhely. En af sætningerne prentede sig dybt i mit sind: ’Monarkier, demokratier, aristokratier, fascisme, kommunisme  og nazisme, samt alle lignende bestræbelser på at styre, skal forsvinde i Harmagedon og vil snart være glemt.’ Vi var forbløffede over den magtfulde præsentation af sandheden fra Bibelen. I 1945 fik det foredrag der havde gjort så stort indtryk på mig, en profetisk klang.“

Vanskelighederne fortsætter

Forfølgelsen fortsatte med fornyet styrke. Efter at en katolsk præst havde besøgt kontoret i Budapest og samlet sig alle de oplysninger han kunne, indledte pressen en smædekampagne. Den blev fulgt op af advarsler fra prædikestolen og gennem radioen. Overalt i landet blev publikationerne beslaglagt, og forkynderne blev brutalt slået. I Kisvárda blev et antal forkyndere taget med på rådhuset. En efter en  blev de ført ind i et andet rum, hvor de blev gennembanket og torteret. I en rapport om dette skrev 1938 Year Book of Jehovah’s Witnesses: „’Påske’, søndagen for det store optog. Hvad fejrede de på denne opstandelsesdag? Den katolske inkvisitions opstandelse?“

Da gejstligheden ikke kunne få visse embedsmænd til at gøre som den ønskede, tog den andre midler i brug. ’Årbogen’ for 1939 fortalte: „Vennerne bliver ofte pryglet og mishandlet af nådeløse slyngler som opfordres til det og ofte får betaling for at gøre det. Vi har fundet ud af at lokale gejstlige i visse tilfælde har belønnet hver af disse slyngler med 10 kilo tobak, for at have rettet falske beskyldninger mod Guds børn.“

Fredløse

András Bartha, som havde arbejdet på Selskabets kontor i Magdeburg i Tyskland i fem år, og derefter i det daværende Tjekkoslovakiet, befandt sig i 1938 i ungarsk distrikt, efter at dele af Tjekkoslovakiet og Karpato-Ukraine var blevet indlemmet i Ungarn. Han blev straks bedt om at lede Selskabets arbejde i Ungarn. Jehovas Vidners virksomhed var allerede blevet forbudt af nazistyret i Tyskland. I Tjekkoslovakiet måtte de ikke holde møder. Og den 13. december 1939 blev deres arbejde også forbudt i Ungarn.

Samme år blev der oprettet to interneringslejre i Ungarn. Den ene lå 30 kilometer fra Budapest, og den anden lå i byen Nagykanizsa i den sydvestlige del af Ungarn, 26 kilometer fra grænsen til Jugoslavien. Disse lejre blev snart fyldt med ’suspekte personer’ — kriminelle, kommunister og Jehovas vidner, som blev beskyldt for at være en trussel mod samfundet.

Samtidig oprettede en politiinspektør i Budapest en afdeling der skulle afsløre Jehovas Vidners „ledelse“ og undersøge  denne illegale organisations aktiviteter og udenlandske forbindelser. Dette førte til arrestationer, fysisk og psykisk mishandling og fængslinger.

Bevirkede alt dette at der blev sat en stopper for Jehovas Vidners arbejde i Ungarn? Nej, men det krævede at alle forkyndere adlød Jesu vejledning om at være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. (Matt. 10:16) ’Årbogen’ for 1940 beskriver hvordan en pionersøster ved en lejlighed viste forsigtighed. Hun bar et sort tørklæde om hovedet og et om skuldrene. Efter at have forkyndt i en del af et område, så hun en af beboerne komme gående imod hende sammen med to betjente. Søsteren skyndte sig ind i en sidegade og skiftede de sorte tørklæder ud med nogle i en anden farve, og fortsatte roligt i retning mod de to betjente. Da de spurgte hende om hun havde set en kvinde med sorte tørklæder, svarede hun at hun havde set en der så ud til at have travlt, løbe i den anden retning. Betjentene og deres spion løb hurtigt videre, mens søsteren roligt gik hjem.

En trofast pionersøster mindedes senere hvordan myndighederne, under pres fra de gejstlige, fik hende arresteret. I en periode blev hun overvåget af politiet og skulle melde sig på stationen to gange om måneden. Men så snart hun havde meldt sig cyklede hun ud i distriktet og forkyndte. Denne vedholdenhed førte til at hun blev fængslet, først i fem dage, så i ti, femten og tredive dage, to gange i fyrre dage, så i tres dage, to gange i hundrede dage og til sidst i otte år. Hvorfor? Fordi hun fortalte folk om Bibelen. Ligesom Jesu Kristi apostle adlød hun Gud som sin hersker mere end mennesker. — Apg. 5:29.

Eftersom broder Bartha nu brugte al sin tid på oversættelsesarbejdet, betroede Selskabet i 1940 János Konrád, en  tidligere zonetjener (kredstilsynsmand), at lede arbejdet i Ungarn.

Flere interneringslejre

I august 1940 blev en del af Transsilvanien (Rumænien) optaget i Ungarn. Året efter forstærkedes forfølgelsen i dette område. I Cluj i Transsilvanien blev endnu en interneringslejr oprettet, og i hundredvis af brødre og søstre, unge som gamle, blev ført dertil. Senere blev forkynderne her udsat for en meget barsk behandling fordi de ikke ville afsværge deres tro og vende tilbage til deres tidligere trosretning. Da forkynderne uden for lejren hørte om dette, samledes de rundt om i landet for at bede for dem. En officiel undersøgelse i Cluj-lejren afslørede kort efter en omfattende korruption, og derfor blev den ansvarshavende officer og de fleste af vagterne forflyttet; nogle blev endda fængslet. Dette betød en vis bedring i brødrenes forhold og det takkede de Jehova for.

 I en anden lejr, nær Nagykanizsa i det sydvestlige Ungarn, blev ægtepar interneret sammen, mens deres børn blev passet af forkyndere som ikke var blevet interneret. I alle lejrene blev der lagt pres på Jehovas vidner. De blev tilbudt deres frihed hvis blot de ville underskrive et dokument hvor de afsvor deres tro og lovede at de ville afskære enhver forbindelse med Jehovas Vidner og vende tilbage til deres statsanerkendte religion.

Den 27. juni 1941 blev deres situation yderligere forværret, da Ungarn gik med i krigen mod Sovjetunionen. Dette førte til mange prøvelser i forbindelse med nægtelse af militærtjeneste.

Landstjeneren arresteres

Den afdeling inden for politiet som beskæftigede sig med Jehovas Vidner blev nu mere aktiv og foretog razziaer i mange brødres hjem. Broder Konrád fik mange stævninger, der blev foretaget razziaer i hans hjem og han blev pålagt at melde sig på politistationen to gange om ugen.

I november 1941 samlede han alle zonetjenerne (kredstilsynsmændene) og fortalte dem at han var sikker på snart at blive arresteret, og han lod dem derfor vide at József Klinyecz, en af zonetjenerne, skulle lede arbejdet hvis dette skete.

Måneden efter, den 15. december, blev broder Konrád arresteret. I flere dage mishandlede man ham på det  grusomste i et forsøg på at få ham til at opgive navnene på zonetjenerne og pionererne, men uden held. Til sidst blev han overgivet til den offentlige anklager. Derefter blev han idømt blot to måneders fængsel. Men efter de to måneder blev han ikke løsladt. I stedet blev han overført til koncentrationslejren i Kistarcsa med den begrundelse at han var en trussel for samfundet.

To landstjenere

I mellemtiden havde Vagttårnets centraleuropæiske kontor i Schweiz i 1942 officielt udnævnt Dénes Faluvégi til at lede arbejdet i Ungarn. Broder Faluvégi var mild og føjelig af sind, men kunne alligevel inspirere andre ved sin nidkærhed for sandheden. Han havde tidligere været skolelærer i Transsilvanien og haft en betydelig andel i organiseringen af arbejdet i Rumænien efter den første verdenskrig.

Broder Klinyecz, den zonetjener som broder Konrád havde betroet det midlertidige ansvar for arbejdet i tilfælde af at han selv blev arresteret, var imidlertid ikke tilfreds med at opgaven nu blev givet til broder Faluvégi. Han mente ikke at broder Faluvégi var i stand til at klare den vanskelige opgave.

Broder Klinyecz havde altid været en nidkær og modig broder der af natur var mere bestemt end han var mild. Han var ivrig i forkyndelsen og kendt og elsket af brødre over hele landet. Brødrene blev delt i to lejre — nogle anerkendte Selskabets udnævnelse af broder Faluvégi, andre delte broder Klinyecz’ opfattelse, nemlig at arbejdet i så vanskelige tider skulle ledes med fast hånd.

Nogle menigheder fik besøg af to zonetjenere samtidig, den ene sendt af broder Faluvégi, den anden af broder Klinyecz. Sørgeligt nok stredes de to zonetjenere til tider indbyrdes i stedet for at opmuntre brødrene. Dette bedrøvede selvfølgelig de trofaste brødre.

 En hestestald i Alag

I august 1942 besluttede myndighederne at gøre en ende på Jehovas Vidners virke i Ungarn. De udvalgte derfor ti opsamlingssteder hvor forkynderne, mænd og kvinder, unge og gamle, blev gennet sammen. Selv nogle som ikke var døbt, men som var kendt for at have kontakt med Jehovas Vidner, blev ført til disse opsamlingssteder.

Forkynderne fra Budapest og omegn blev ført til en stald for raceheste i Alag. I begge sider af stalden, langs med ydervæggene, var der spredt halm ud som brødrene og søstrene kunne sove på. Hvis nogen så meget som ønskede at vende sig om natten, skulle der indhentes tilladelse til det fra vagterne. Om dagen blev de tvunget til at sidde i en lang række på nogle træbænke, med ansigtet ind mod muren, mens vagterne gik frem og tilbage i stalden, bevæbnede med bajonetter. Det var forbudt at tale sammen.

Ved siden af stalden var der et mindre rum hvor betjentene, under ledelse af István og Antal Juhász, to kødelige brødre, tog sig af „forhørene“. De torterede brødrene på måder som er for afsporede til at blive gengivet.

Heller ikke søstrene gik fri. En søster fik sine strømper proppet i munden for at de kunne dæmpe hendes skrig. Så blev hun tvunget til at ligge på maven, hvorefter en af betjentene satte sig på hende og holdt hendes fødder, mens en anden ubarmhjertigt slog hende på fodsålerne. Slagene og hendes skrig kunne tydeligt høres i rummet hvor brødrene befandt sig.

„Retssag“ i Alag

„Forhørene“ ophørte i slutningen af november. På det tidspunkt blev en dansehal tilhørende en restaurant i Alag interimistisk lavet om til en retssal, og her behandlede  Heinrich Werths generalstabs domstol sagen mod 64 Jehovas vidner. Da forkynderne kom ind i retssalen så de blade, bøger, bibler, skrivemaskiner, grammofoner og plader der var blevet konfiskeret ved husundersøgelserne.

Sagen blev indledt uden at nogen af de 64 anklagede var blevet udspurgt af den militære anklager eller havde haft mulighed for at tale med den advokat retten havde beskikket dem som forsvarer. Det tog kun nogle få timer at udspørge dem, og forkynderne fik ingen reel chance for at forsvare sig. En søster blev spurgt om hun var villig til at bære våben. Hun svarede: „Eftersom jeg er en kvinde er jeg ikke tvunget til at bære våben.“ Så blev hun spurgt: „Ville du bære våben hvis du var en mand?“ Til det svarede hun: „Det vil jeg svare på den dag jeg bliver en mand.“

Senere blev dommene bekendtgjort. Broder Bartha, broder Faluvégi og broder Konrád skulle hænges. Andre fik livsvarigt fængsel, og resten blev idømt mellem to og femten års fængsel. Samme eftermiddag blev de ført til militærfængselet på Margit Boulevard i Budapest. De tre brødre der var blevet dømt til døden ventede at blive henrettet hvad øjeblik det skulle være, men præcis en måned efter at de var kommet i fængsel dukkede deres advokat op og sagde at deres dødsdom var blevet ændret til fængsel på livstid.

De metoder man benyttede til at udspørge forkynderne ved de ni andre opsamlingssteder, var ikke meget anderledes end dem der blev brugt i stalden i Alag. De dømte brødre blev til sidst ført til fængselet i Vác, i den nordlige del af landet.

Nonner som fangevogtere

Søstrene blev som regel indsat i sikkerhedstjenestens fængsel, der lå i Contigade i Budapest. De der var blevet idømt  tre år eller mere blev overført til kvindefængselet i Márianosztra (Vor Maria), en landsby nær den slovakiske grænse, og her blev de bevogtet af nonner som behandlede dem på værste måde. Forkyndere fra andre fængsler blev også overflyttet dertil.

Enhver som ikke adlød fængselsreglerne, der blev fastsat af nonnerne, blev lukket ned i fangekælderen. Reglerne indbefattede at man overværede gudstjenesten og at man benyttede den katolske hilsen „Jesus Kristus være lovet“. Når fangerne modtog noget, skulle de sige tak med ordene „Gud lønne dig for det“.

Vore søstre fulgte selvfølgelig ikke disse regler. Hver gang de nægtede at gå i kirke, blev de lukket ned i fangekælderen i 24 timer; når de blev lukket inde plejede vore søstre at sige: „Gud lønne dig for det.“ Søstrene fik også frataget alle sædvanlige rettigheder, som for eksempel at modtage pakker, skrive sammen med slægtninge, og få besøg. Kun nogle få gik på kompromis for at undgå trængslerne. Efter nogen tid blev de trofaste imidlertid behandlet knap så brutalt.

Koncentrationslejren i Bor

I sommeren 1943 blev alle indsatte brødre under 49 år samlet i en af provinsbyerne og beordret til at tage del i militærtjeneste. Skønt de igen fik en barsk behandling, stod de fleste fast og nægtede at følge ordren; de afslog også at tage imod det militærtøj de fik tilbudt. Ni fra denne gruppe trak imidlertid i uniformen og aflagde militæreden. Men det gav dem ingen lindring at gå på kompromis. Alle 160 fanger, også de ni troløse, blev overført til koncentrationslejren i Bor (Serbien). To år senere stod en af disse troløse bleg og rystende, da han var med i den eksekutionspeloton  som blandt andre skulle henrette hans egen kødelige broder, der var forblevet trofast.

Både på vej til lejren og mens de befandt sig der, havde brødrene nogle barske oplevelser. Men lejrkommandanten insisterede normalt ikke på at brødrene skulle udføre arbejde der stred mod deres samvittighed. Han gav endda en undskyldning da nogle soldater ved en lejlighed anvendte tortur for at få brødrene til at gå imod deres samvittighed.

Károly Áfra, en broder der nu er i halvfjerdserne og stadig tjener Jehova trofast, fortæller: „Man prøvede på at knække vores tro, men vi stod fast. Engang skulle vi støbe en kanonstilling i beton. Der blev udvalgt to brødre til arbejdet. Men de nægtede, og sagde at de netop var blevet fængslet for ikke at ville have noget med krig at gøre. Officeren sagde at han ville få dem henrettet hvis ikke de udførte arbejdet. En soldat førte den ene broder om på den anden side af et bjerg, og der lød et skud. Så sagde officeren til den anden broder: ’Nu er din broder død, men du kan jo overveje det.’

Broderen svarede: ’Hvis min broder kunne dø for sin tro, hvorfor skulle jeg så ikke også kunne?’ Officeren beordrede soldaten til at komme tilbage med den broder der var blevet ’skudt’, og idet han gav broderen et skulderklap sagde han: ’Sådan nogle modige mænd fortjener at leve,’ og så lod han dem gå.“

Brødrene vidste at det var for at kunne tjene som Jehovas vidner de var i live. Der var tusinder af andre fanger i lejren i Bor, og forkynderne aflagde grundigt vidnesbyrd om Jehova og hans rige over for mange af dem. I disse vanskelige år gjorde Jehovas vidner overalt i landet — i fængsler, i koncentrationslejre og andre steder — god brug af deres  muligheder for at forkynde. De traf venligsindede mennesker overalt, selv blandt indflydelsesrige embedsmænd som beundrede forkyndernes mod og udholdenhed. Nogle af dem sagde endda: „Måtte I fortsat holde ud i troen.“

Da forkynderne havde opholdt sig i Bor i 11 måneder, under farlige og prøvende omstændigheder, begyndte der at lyde rygter om at partisaner ville angribe landsbyen. Man besluttede derfor at evakuere lejren. Da forkynderne to dage før den planlagte afrejse fandt ud af at turen skulle foregå til fods, gik de straks i gang med at lave nogle to- og firhjulede kærrer. Ved afgangstidspunktet havde de så mange vogne at officerer, soldater og andre fanger i forundring kom for at se hvad Jehovas vidner havde udrettet.

Før de blev sendt af sted (sammen med 3000 jødiske fanger) fik hver broder cirka 700 gram brød og fem dåser fisk, hvilket dog slet ikke var tilstrækkeligt til turen. Men hvad officererne ikke sørgede for, tog Jehova sig af. De serbiske og ungarske indbyggere i det område de passerede gav dem nemlig med glæde det brød de kunne undvære. Brødrene samlede det sammen, og i pauserne delte de det ud så alle fik noget, om end det blot var ganske lidt. I hundredvis af fanger blev undervejs overgivet til tyske soldater for at blive henrettet, men Jehova holdt sin beskyttende hånd over sine tjenere.

Endnu en integritetsprøve

Ved udgangen af 1944, da den sovjetiske hær nærmede sig, fik forkynderne besked på at begive sig på vej mod den østrig-ungarske grænse. Da forkynderne fandt ud af at alle arbejdsdygtige mænd var blevet sendt til fronten, hjalp de kvinderne i området med det hårde arbejde ved landbruget.  Og der hvor de blev indlogeret benyttede de lejligheden til at forkynde.

I januar 1945 oplyste lejrkommandanten forkynderne om at alle der var i stand til at arbejde skulle melde sig på rådhuset i Jánosháza. Herfra førte en tysk officer dem uden for landsbyen for at de skulle grave skyttegrave. Da de første seks udvalgte brødre nægtede, sagde officeren straks: „Henret dem!“ De seks brødre blev stillet op på række, og de ungarske soldater stod klar med deres rifler, parat til at skyde, mens de resterende 76 brødre så til. Lavmælt sagde en af de ungarske soldater til dem der så til: „Gå også I over og smid jeres redskaber, ellers vil de blive skudt.“ De gjorde straks som han sagde. Den tyske officer blev så overrasket at han blot stirrede vantro på dem. Så spurgte han: „De vil altså heller ikke arbejde?“ Broder Bartha svarede på tysk: „Jo, vi vil gerne arbejde, men vi kan ikke udføre arbejde der strider mod vor tro. Sergenten her kan bekræfte at vi har udført alt samvittighedsfuldt og effektivt, og det vil vi stadig gøre, men det arbejde som du har tiltænkt os her, vil vi ikke udføre.“

En af brødrene mindedes senere: „Officeren erklærede derefter at vi alle var arresteret, hvilket egentlig var ret latterligt da vi jo alle var fanger i forvejen.“

Andre der bevarer deres uangribelighed

I andre koncentrationslejre og fængsler landet over kæmpede i hundredvis af brødre og søstre den samme kamp som ovennævnte brødre.

I foråret 1944 blev mange jøder transporteret fra interneringslejren i Nagykanizsa til lejre i Tyskland. Det gjaldt også to nidkære og helhjertede tjenere for Jehova, nemlig Éva Bász og Olga Slézinger, der begge var jøder af fødsel og  henholdsvis 20 og 45 år gamle. Søster Bász havde et skrøbeligt helbred, men var alligevel pioner før hun blev arresteret. Hun var ved at forkynde i Dunavecse da politiet arresterede hende og tog hende med til rådhuset.

På foranledning af landsbyens borgmester blev hun udsat for nedværdigende behandling. Søster Bász mindes: „Alt mit hår blev barberet af; jeg måtte stå nøgen foran ti eller tolv politibetjente. Derefter begyndte forhøret, og de ønskede at vide hvem vores leder i Ungarn var. Jeg forklarede at vi ikke havde nogen anden leder end Jesus Kristus.“ De reagerede ved nådeløst at slå hende med deres stave. Men søster Bász var besluttet på ikke at forråde sine kristne brødre.

Hun fortæller videre: „Disse udyr fik mine hænder og fødder bundet sammen over mit hoved, og alle, på nær én politibetjent, ydmygede mig ved at voldtage mig. De bandt mig så stramt at jeg stadig havde mærker på håndleddene da jeg tre år senere kom til Sverige. Jeg var så mishandlet at de gemte mig i kælderen i to uger indtil de værste sår var helet. De turde ikke lade andre se hvordan jeg så ud.“ Søster Bász blev sendt til Nagykanizsa-lejren og derfra, sammen med søster Slézinger, til Auschwitz.

Hun fortsætter: „Jeg følte mig tryg sammen med Olga; hun kunne være humoristisk i prøvende situationer. Doktor Mengele havde til opgave at vurdere de nyankomne, hvem der var i stand til at arbejde og hvem der ikke var. De sidstnævnte blev sendt til gaskamrene. Da det blev vores tur, spurgte han Olga: ’Hvor gammel er du?’ Frimodigt og med et humoristisk glimt i øjet svarede hun: ’Tyve’. I virkeligheden var hun dobbelt så gammel. Mengele lo dog blot og lod hende gå til højre så hun fik lov til at leve.“

 Der blev syet gule stjerner på deres tøj, hvilket identificerede dem som jøder, men de protesterede og slog fast at de var Jehovas vidner. De tog de gule stjerner af og forlangte at få syet lilla trekanter på, så det kunne ses at de var Jehovas vidner. Skønt det medførte at de blev gennembanket, sagde de: „Gør med os hvad I vil, vi er og bliver Jehovas vidner.“

Senere blev de ført til koncentrationslejren i Bergen-Belsen. Omkring dette tidspunkt udbrød der en tyfusepidemi i lejren. Søster Slézinger blev så syg at hun blev fjernet fra lejren sammen med mange andre, og hun er aldrig set siden. Kort efter blev dette område befriet af den engelske hær. Søster Bász kom på hospitalet, og flyttede siden til Sverige, hvor hun hurtigt kontaktede brødrene.

Mange af de brødre der var fængslet i Ungarn blev senere deporteret til Tyskland. De fleste af dem vendte tilbage efter krigen, men ikke alle. Dénes Faluvégi var en af dem der døde under transporten mellem koncentrationslejrene i Buchenwald og Dachau. Han havde trofast tjent Jehova i mere end 30 år.

Trofaste til døden

Da Nagykanizsa-lejren blev nedlagt i efteråret 1944, blev de forkyndere som ikke var blevet sendt til Tyskland, sat på fri fod. Eftersom kamplinjen gjorde det umuligt for dem at vende hjem, besluttede de at tage arbejde på de omkringliggende gårde indtil situationen bedredes. Den 15. oktober 1944 overtog Nyilaskeresztes Párt (Pilekorsbevægelsen) magten, støttet af nazisterne, og man begyndte straks at indkalde unge mænd til militærtjeneste.

Snart efter blev brødrene igen arresteret på grund af deres neutrale standpunkt. Fem af de arresterede unge brødre  blev ført til Körmend, cirka ti kilometer fra den østrigske grænse, hvor de blev stillet for en militærdomstol på den lokale skole. Den første på anklagebænken var Bertalan Szabó, der blev dømt til henrettelse ved skydning. Før henrettelsen skrev han et hjertegribende afskedsbrev, som kan læses på side 662 i bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige. Derefter blev to andre brødre, János Zsondor og Antal Hönis, anklaget. De stod også fast og blev ligeledes henrettet.

Sándor Helmeczi blev fængslet samme sted. Han mindes: „På et bestemt tidspunkt af dagen fik vi lov til at benytte toilettet i gården. Nu lavede de om på tidspunktet for at vi skulle overvære henrettelserne. Hermed ville de sige: ’Nu ved I hvad der vil ske med jer også.’ Det var til stor sorg for os at se vore elskede brødre ligge livløse. Derefter blev vi ført tilbage til vore celler.

Ti minutter efter blev vi kaldt ud og fik at vide at vi skulle fjerne vore brødres blod. Nu kunne vi se dem tæt på. János Zsondor så helt normal ud i ansigtet. Hans smilende, venlige og milde ansigt viste intet tegn på frygt.“

Omkring ved samme tid var en anden broder, den 20-årige Lajos Deli, blevet hængt offentligt på torvet i Sárvár, cirka 40 kilometer fra den østrigske grænse. I 1954 fortalte en tidligere officer, der havde været øjenvidne, hvad der skete:

„Vi var mange, både civile og militærpersoner, som flygtede mod vest. Da vi kom gennem Sárvár så vi at der var sat nogle galger op på markedspladsen. Under galgerne stod en ung mand med et meget tiltalende og fredfyldt ansigt. Da jeg spurgte en af tilskuerne hvad han havde gjort, fik jeg at vide at han hverken ville tage gevær eller spade i sin hånd.  Rundt om ham stod adskillige rekrutter fra Pilekorsbevægelsen med maskingeværer. Alle kunne høre da en af dem sagde til den unge mand: ’Dette er din sidste chance, grib den eller du bliver hængt!’ Den unge mand svarede ikke; det påvirkede ham ikke det mindste. Så sagde han med fast stemme: ’Hæng mig bare. Jeg vil hellere adlyde min Gud, Jehova, end mennesker.’ Så blev han hængt.“

Ifølge ’Årbogen’ for 1946 var 16 forkyndere blevet henrettet mellem 1940 og 1945 fordi de nægtede at udføre militærtjeneste; yderligere 26 var døde som følge af den behandling de var blevet udsat for. Ligesom deres Herre havde de besejret verden ved deres tro.

En ny begyndelse efter krigen

De fleste af de brødre der vendte hjem, gjorde det i første halvdel af 1945. De var aldrig holdt op med at vidne om sandheden, skønt de ikke havde kunnet virke på organiseret vis siden 1942. I slutningen af 1945 var der imidlertid 590 som begyndte at sende rapporter ind. Året efter nåede antallet helt op på 837, hvilket var flere end der havde været på noget tidspunkt før krigen.

Efterkrigstidens økonomiske ustabilitet gjorde det svært for alle. Priserne kunne fordobles inden for en time. Man måtte fastsætte priser ved hjælp af fødevarer, og målestokken var ét æg. Så når brødrene gav bidrag for publikationerne bragte de fødevarer til Selskabets kontor — æg, stegeolie, mel og så videre. Disse ting måtte så opbevares og sælges. Regninger for papir og trykning blev ofte betalt med madvarer. Den 20. august 1946 blev det lidt lettere da en ny møntenhed blev indført. Det mest opmuntrende var imidlertid at kristne brødre i andre lande sendte adskillige baller tøj og store partier fødevarer som gave.

 Snart blev det muligt frit at afholde store møder i Ungarn. Ved et offentligt foredrag i 1945 i Sárospatak var der næsten 500 til stede. Brødrene var ovenud begejstrede. I oktober 1946 blev der holdt et landsstævne i Nyíregyháza hvor der var 600 til stede. I 1947 blev der holdt endnu et landsstævne, denne gang i Budapest. De Ungarske Statsbaner gav endda 50 procents rabat til dem der rejste til stævne med et særtog hvorpå der stod „Jehovas Vidners stævne“. Her nåede tilhørerantallet op på 1200. Samme år købte man en villa i Budapest som man kunne bruge til afdelingskontor for Vagttårnsselskabet.

József Klinyecz angrer

Vi vil nu igen nævne József Klinyecz som, skønt han havde været en ivrig forkynder, havde skabt alvorlige splittelser blandt brødrene i 1942 på grund af sin stædige holdning. Efter krigen sendte han et ottesiders brev til Selskabets hovedkontor i Brooklyn hvori han fremsatte beskyldninger mod broder Konrád og broder Bartha. Broder Knorr, Selskabets daværende præsident, skrev tilbage og understregede over for Klinyecz at der nu igen var fremgang i forkyndelsen af den gode nyhed i Ungarn og at Klinyecz hellere skulle tage del i arbejdet frem for at bruge tid på at rette beskyldninger mod brødrene. „Hvem er du at du dømmer en andens tjener?“ spurgte broder Knorr, idet han citerede Romerbrevet 14:4.

Efter at have gennemtænkt dette svar tog József Klinyecz hen til broder Konrád og sagde: „Jeg har modtaget broder Knorrs brev, og det har berørt mig dybt. Jeg har taget min hidtidige handlemåde og hele mit liv op til fornyet overvejelse. Jeg har bedt Jehova om tilgivelse, og nu kommer jeg til dig for at spørge om du også kan tilgive  mig.“ Broder Konrád svarede kærligt: „Hvis Jehova har tilgivet dig, hvem er da vi, at vi ikke skulle kunne tilgive dig?“

Så begyndte broder Klinyecz at græde. Han indså nu hvor forhærdet hans hjerte havde været, for hvis en broder tidligere var kommet til ham, på samme måde som han nu selv var kommet, ville han have smidt vedkommende ud af sit hjem. Hvor helt anderledes imødekommende var ikke den velkomst han her havde fået! Straks efter dette begyndte broder Klinyecz igen i forkyndelsen, og senere tog han pionertjenesten op. Ja, Jehova handler meget venligt og barmhjertigt mod dem der angrende vender om til ham og vandrer på hans veje. — Es. 55:6, 7.

En ændring i det politiske klima

I 1948 overtog kommunistpartiet gradvis magten i Ungarn. Det år kunne forkynderne stadig holde kredsstævner, men ofte under vanskelige forhold. Læg mærke til hvad der skete i forbindelse med det stævne der blev holdt i teatret i Sátoraljaújhely.

Ud over at holde programmet i selve auditoriet planlagde brødrene at stille højttalere op på pladsen foran bygningen. Mens de afprøvede de udendørs højttalere annoncerede de det offentlige foredrag. Den broder der var ansvarlig for stævnet fik straks besked på at melde sig hos politiet. János Lakó forklarede dem: „Vi skal holde et stævne og har derfor annonceret det offentlige foredrag. Det har vi allerede fortalt på politistationen.“ Betjenten svarede: „Dengang sagde I ikke noget om højttalere. Fjern dem med det samme!“

Da broder Lakó fortalte de andre brødre hvad der var sket og under hvilke omstændigheder, gav de dette råd:  „Eftersom du fik forbudet, kan du ikke gøre noget. Men det kan vi. Én betjent udstedte et forbud, men hvem ved om ikke en anden giver en tilladelse.“

De skrev derfor en anmodning i to eksemplarer angående brug af udendørs højttalere og gik hen på politistationen med den. Den vagthavende betjent forsøgte uden held at få fat på sine foresatte pr. telefon. Brødrene sagde til ham at det var i orden hvis blot han arkiverede den og stemplede deres kopi. Det gjorde han.

Som ventet kom der nogle betjente under det offentlige foredrag og beordrede brødrene til at slukke for højttalerne.

„Hvorfor skal vi det hvis vi har en tilladelse?“

„Hvor er den?“ spurgte betjentene.

„Den har den ansvarshavende.“

„Tilkald ham.“

De fandt ham, og han viste betjentene tilladelsen. De stod så et øjeblik og lyttede til foredraget. Hallen var stopfyldt, og mange andre stod udenfor og hørte det over højttalerne. Alt gik godt den dag. Men flere alvorlige problemer lå forude.

Et nyt skudsmål

Før krigen havde aviserne gentagne gange betegnet Jehovas vidner som „kommunister“ eller som dem der „beredte vejen for kommunismen“. Men nu hvor kommunistpartiet var ved magten tjente dette skudsmål ikke længere modstandernes hensigt. Så i 1949 blev der næsten hver uge bragt artikler som beskyldte dem for at være „den amerikanske imperialismes lejetropper“, finansieret af De Forenede Stater.

I 1950 dannede kommunisterne, gejstligheden og pressen en forenet front mod Jehovas Vidner. Brødrene hørte  ofte om hvordan interesserede der havde fortalt præsten at de ville meldes ud af kirken, var blevet spurgt: „Hvad siger du? Jehovas vidner er imperialistiske agenter, og så vil du slutte dig til dem?“ Antallet af arrestationer steg det år til 302. Det var kun muligt at holde offentlige foredrag ved begravelser, og dem blev der 72 af det år. Trods vanskelighederne kunne brødrene dog rapportere et højdepunkt på 1910 forkyndere.

De ledende tilsynsmænd arresteres igen

Den 13. november 1950 kom der nogle betjente til Selskabets afdelingskontor i Budapest for at foretage en ransagning. De lavede så meget rod at kontorerne kom til at ligne en krigsskueplads. Beteltjeneren János Konrád, oversætteren András Bartha og en kredstjener, János Lakó, blev arresteret sammen med fire andre brødre og taget med til fængselet i Andrássygade nr. 60.

János Konrád skrev: „Ved forhørene her var torturen ikke lige så omfattende og smertefuld som ved de tidligere politiforhør, men hjernevasken og den mentale tortur midt om natten var nogle gange værre end den fysiske tortur havde været.

Retssagen fandt sted den 2. februar 1951. Anklagen lød: ’Medansvar for en organisation hvis mål er at undergrave staten og samfundet, samt forræderi.’ Retspræsidenten, dommer Jónás (som under modrevolutionen fem år senere var så rædselsslagen at han tog sit eget liv), idømte os syv brødre mellem fem og ti års fængsel. Dommen var åbenbart aftalt i forvejen, for der var overhovedet ingen votering, og under et af de forudgående forhør havde en af forhørslederne sagt til en af brødrene: ’Vi burer dig inde i ti år, og når  de ti år er gået vil Folkets Republik være stærkere end den er nu, og folk vil være ideologisk oplært og immune over for jeres forsøg på at påvirke dem med Bibelen. Til den tid kan vi løslade dig.’“

Broder Konrád fortsætter: „Vi blev sendt til fængselet i Vác, nord for Budapest. Men til vores glæde blev vi alle indsat i samme celle. Endelig kunne vi udveksle tanker og erfaringer. Dagen gik efter et bestemt skema. Vi begyndte med dagens tekst, som vi skiftedes til at forberede os på. Vi havde ikke nogen bibel, men begyndte alligevel at ’læse’ Bibelen forfra ved at citere passager som vi kunne huske. Vi ’læste’ artikler fra Vagttaarnet på samme måde. Og hver dag bad vi Jehova om at hjælpe vore brødre udenfor til at holde ud.

Det varede dog ikke længe før vi blev adskilt og sat sammen med verdslige fanger. Myndighederne mente at hvis vi blev sammen ville vi styrke hinanden i vores overbevisning og derfor aldrig ’forbedre os’. Senere blev vi sat sammen igen, denne gang fordi de frygtede at vi fik overbevist vore verdslige cellekammerater om sandheden fra Gud. Sådan blev vi flyttet frem og tilbage under hele vores fængselsophold.“

Et nyt udvalg

I foråret 1953 blev næsten alle modne, ansvarshavende brødre arresteret. Arrestationerne skete pludseligt og uventet i forbindelse med nogle ransagninger i brødrenes hjem. Det blev nødvendigt med en total reorganisering af arbejdet i Ungarn. Tre kredstilsynsmænd skulle nu tjene i det nye udvalg: Zoltán Hubicsák, József Csobán og György Podlovics.

I november 1953 blev disse tre medlemmer af udvalget arresteret og ført til det lukkede statsfængsel i Békéscsaba.  Men mærkeligt nok blev de sat på fri fod efter blot ti dage. Udvalget blev reorganiseret: Mihály Paulinyi erstattede József Csobán, som blev sektionstjener. Først senere fandt man ud af at József Csobán var bukket under for presset og havde indvilliget i at arbejde for myndighederne.

Et af udvalgets hovedansvar var at oversætte studieartiklerne i Vagttaarnet og sørge for at et eksemplar nåede frem til hver kreds. Kredstilsynsmændene lavede derefter kopier og delte en kopi ud til hver menighed.

Derudover skulle den åndelige føde også bringes ud til de brødre der befandt sig i arbejdslejrene. Den bedst kendte arbejdslejr var nok den i Tólápa, en kulmine i den nordlige del af landet. På et tidspunkt havde myndighederne sendt helt op til 265 brødre dertil for at arbejde. I minerne arbejdede brødrene sammen med de almindelige minearbejdere, hvoraf mange var venligt indstillet over for Jehovas vidner. De hjalp brødrene ved at smugle publikationer ind og rapporter ud.

Vore fjender havde to mål i disse år — at tvinge forkynderne til at påtage sig militærtjeneste og til at gå ind i Sammenslutningen af Frie Kirker. Da intet af dette lykkedes, forsøgte de med en anden fremgangsmåde.

Glatte ord i fængselet

I 1955 skulle János Lakó og János Konrád igen dele celle. En vis hr. Szabó kom med nogle forslag til broder Lakó. Han sagde: „Vi har ikke kunnet drøfte tingene med Konrád, han er så stædig. Du er mere intelligent. Vi er villige til at lade dig gå fri og legalisere jeres aktiviteter. Konrád bliver her, men I kan frit samles til møder i menigheden. I har lov til at være Jehovas vidner, I kan bede så meget I har lyst, men lad være med at agitere.“

 „Det vil altså betyde at vi skal være forkyndere som ikke forkynder,“ sagde broder Lakó. „Det kan jeg ikke love.“

„Nå, men tænk over det. Jeg besøger dig igen.“ Da han kom igen, spurgte han blandt andet: „Hvordan går det med Konrád?“

„Han har det udmærket.“

„Hvornår har du sidst set ham?“

„Lige før, vi er i samme celle.“

„Har du fortalt ham hvad vi har snakket om?“

„Ja, selvfølgelig, han er min broder!“ Embedsmanden gik bort i vrede og besøgte aldrig broder Lakó igen.

Samme år tilbød kommunisterne at give tilladelse til udgivelse af Vagttaarnet på ungarsk hvis der i bladet blev indføjet to sider med kommunistisk propaganda. Det kunne brødrene selvfølgelig ikke gå med til.

Endnu et forsøg på at bedrage

I sommeren 1955 blev cirka hundrede brødre løsladt fra lejren i Tólápa. Efter at have nydt genforeningen med deres familier i blot seks uger, blev de beordret til landsbyen Szentaendre, nær Budapest.

 Da de ankom til Szentendre blev de ført ind i en stor hal. En officer fortalte dem at de ikke havde nødig at bære våben; regeringen havde nemlig en særlig ordning som de ville synes om. I stedet for at bære våben eller transportere ammunition, skulle de blot hjælpe med at bygge veje, broer, jernbanelinjer og lignende. Efter nogle få måneder ville de kunne vende hjem til deres familier. Dette forslag lød umiddelbart godt for mange af de mindre erfarne brødre, men nogle modne brødre fornemmede at det var en fælde og spurgte straks: „Forventes det at vi også er med i militære byggeprojekter?“ Det blev der ikke svaret direkte på.

Brødrene spurgte derefter om de skulle bære uniform. Officeren svarede at der ville blive udleveret kasketter, og hvis man ønskede det, kunne man også få en uniform, så man ikke sled sit eget tøj op. Dette lød rimeligt i nogles ører. Så lød ordren: „De af jer der vil arbejde i to eller tre måneder og derefter vende hjem til jeres familier kan nu gå hen til depotet og bytte jeres civile tøj ud med uniformer og støvler. De der ikke vil gøre dette, kan regne med fængselsstraffe på mellem fem og ti år.“

Dette var en hård prøve for brødrene. Flere af dem havde allerede tilbragt fire år i fængsel eller interneringslejr. Efter nu at have smagt seks ugers frihed skulle de sendes tilbage til en mørk mine eller et stenbrud, og alt hvad de allerede havde gennemgået ville nu gentage sig. Nogle ræsonnerede som så, at det kun ville dreje sig om få måneder, hvorefter de kunne vende tilbage til deres familier og tjene Jehova frit. Omkring 40 af de 100 gik langsomt over for at modtage uniformerne.

De andre brødre fandt under bøn frem til at det de fik tilbudt ikke var andet end felttjeneste for militæret, og at de  ville blive en arbejdsbrigade i hæren. Med ønsket om at bevare deres kristne neutralitet afslog de tilbudet.

I den ene ende af hallen stod nu de der havde taget imod uniformer mens de der havde afslået stod i den anden ende. Så kom en korporal ind i lokalet og råbte ad en forkynder i nærheden: „Kan du ikke gøre honnør?“ Broderen svarede at han var civilperson og ikke soldat. Først da opdagede korporalen at brødrene var delt i to grupper, én i uniform og én i civilt tøj. Han vendte sig mod den i uniform, og idet han indtog en bydende holdning, sagde han: „Mænd! Stå ret! I har accepteret militær felttjeneste, og fra i dag skal I gøre honnør når en person af højere rang kommer ind i lokalet, og I skal stå ret, parat til at afgive melding. Fra i dag er I soldater og forpligtede til at adlyde enhver ordre.“

En trykkende tavshed bredte sig i lokalet, efterfulgt af indignerede udbrud fra dem i uniformer: „Vi er ikke soldater! Vi er ikke gået ind på at udføre militærtjeneste! Vi er kun gået med til at arbejde!“ Da den førnævnte officer hørte tumulten kom han ind igen, og så at korporalen havde ødelagt det hele. Han forsøgte straks at ræsonnere med brødrene. Men de fleste havde allerede taget uniformerne af og bedt om at få deres civile tøj tilbage. Den soldat der stod for depotet ville ikke udlevere tøjet igen. Først næste morgen fik brødrene tøjet tilbage, takket være deres ihærdige anstrengelser.

Kort tid efter kom nogle højtstående officerer ind. Brødrene skulle stille sig op på rækker. En af officererne beordrede: „De af jer som er villige til at udføre felttjeneste, træd frem!“ Ingen rørte sig. Så sagde han: „De af jer som ikke vil udføre felttjeneste, træd frem!“ Og som om der nu var trykket på den rigtige knap, trådte alle frem.

 Mad til fangerne

Under revolutionen i 1956 blev vore brødre sat på fri fod, men kun en kort tid. To uger senere kom kommunisterne igen til magten. I de følgende måneder forsøgte myndighederne at arrestere alle dem som havde været fængslet da revolutionen begyndte, deriblandt også Jehovas vidner.

Men vore brødre modtog stadig åndelig føde. Da Sándor Völgyes blev fængslet bad han sin kone om at bage kager og skjule artikler fra Vagttaarnet deri. En søster kopierede en hel studieartikel fra Vagttaarnet over på begge sider af to tynde ark papir. Broder Völgyes kunne imidlertid ikke ’spise’ sin kage lige da han fik den, fordi han delte celle med nogle verdslige. Han skar den op næste dag på toilettet der hvor han arbejdede. Derefter blev der lavet eksemplarer med større skrift på foldet toiletpapir. Det blev sædvanligvis gjort lørdag eftermiddag og om søndagen, mens der var nogenlunde fred og ro i fængselet.

De fangne gives fri

I marts 1960 blev broder Bartha løsladt efter ni års indespærring. Han tjente Jehova trofast til sin død i 1979. Mange brødre husker ham stadig som en utrættelig oversætter og en god ven med humoristisk sans.

Efterhånden blev alle brødrene sat på fri fod. Men myndighederne kontaktede dem ofte. Det stod klart at de prøvede at nedbryde Jehovas vidners forsvar ved at gøre brug af glat tale og forsøg på overtalelse i stedet for politistave.

„Forkyndelse“ via radioen

I slutningen af 1960’erne angreb pressen ofte Jehovas Vidner. Denne propaganda blev også nogle gange sendt i radioen. Ved en lejlighed blev der sendt et timelangt hørespil  som skulle have været en advarsel mod Jehovas vidner, men som endte med at blive et godt vidnesbyrd. En rapport fortæller:

„Historien var bygget over en virkelig hændelse i en ung kvindes liv. Kommunistpartiet tog sig ikke ordentligt af en ung kvindelig lærer i provinsen. For eksempel gav de hende ikke et ordentligt sted at bo. I klassen var der nogle børn af Jehovas vidner. Brødrene tilbød hende et værelse, og den venlige og kærlige atmosfære i deres hjem gjorde indtryk på skolelæreren. Alle hendes fordomme mod Jehovas vidner blev ryddet af vejen og hun blev en døbt søster.

Hensigten med hørespillet var at vise at kommunistpartiet skulle tage sig godt af sine folk for at undgå den slags omvendelser. Som nævnt var det en virkelig hændelse fra Ungarn. Den tidligere skolelærer er nu lykkeligt gift med en broder. Helt utilsigtet resulterede dette hørespil altså i at der blev aflagt et godt vidnesbyrd. Brødrene glædede sig især over at der på et tidspunkt i hørespillet blev læst op fra Salme 83:18: ’Så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.’“

Skovmøder

I 1970’erne og 80’erne var der forbud mod at samles, og derfor måtte Jehovas Vidner holde deres møder i skovene. (Hebr. 10:24, 25) Disse skovmøder blev holdt overalt i landet fra forår til efterår. De fleste menigheder i Budapest mødtes i de nærliggende bjerge.

Broder Völgyes fortæller lidt om stemningen ved disse møder: „I skoven oppe i bjergene var der en cirkelformet lysning, cirka 30 meter i diameter, hvor brødrene samledes. Det var i smukke omgivelser, og fuglenes sang bidrog til en god stemning. Himmelen var skyfri og luften var fyldt  med en krydret duft af urter. Det var et ideelt sted, der på alle måder hyldede vor store Skaber.

Her holdt vi regelmæssigt Den Teokratiske Skole og tjenestemødet. Når det regnede tog vi bare regntøj på. Stedet blev desuden benyttet ved afholdelse af stævner.

Som en sikkerhedsforanstaltning fik nogle af brødrene til opgave at holde vagt og advare os hvis mistænkelige personer skulle nærme sig. En dag i sensommeren 1984 dukkede der alligevel, til trods for vore forholdsregler, nogle civilklædte politifolk op. Det skete helt uden varsel.

Højttalerne var sømmet fast til nogle træstammer. Det påtalte politifolkene idet de hævdede at vi ødelagde træerne ved at slå søm i dem. De pegede også på nogle andre miljømæssige forhold, og en broder tog ansvaret for disse, så andre ikke skulle indblandes i det.

Da vi havde fortalt dem at dette var et møde som Jehovas Vidner holdt, spurgte en af betjentene hvorfor vi ikke bad om myndighedernes tilladelse til at holde møder. ’Fordi vi helt sikkert ikke får lov,’ svarede vi. ’Prøv alligevel,’ foreslog han.“ Og det gjorde man.

 Forbudet ophæves

Broder Völgyes og broder Oravetz, begge medlemmer af landsudvalget, mødtes med nogle højtstående embedsmænd i Indenrigsministeriet. De fortalte om politifolkenes besøg og deres forslag om at søge tilladelse til at afholde møder. Dette fandt sted den 23. oktober 1984. Derefter søgte alle landets menigheder om tilladelse til at afholde møder, og af og til fik de lov.

Senere blev der indledt forhandlinger med Statens Kontor for Kirkeanliggender. I 1987 kunne Milton G. Henschel og Theodore Jaracz, medlemmer af Det Styrende Råd, sammen med Willi Pohl fra det tyske afdelingskontor, officielt repræsentere Jehovas Vidner i denne sag. Og endelig, den 27. juni 1989, blev forbudet ophævet. Anerkendelsen af Jehovas Vidner var den sidste opgave af den art Statens Kontor for Kirkeanliggender  løste. Fire dage senere, den 1. juli 1989, blev kontoret lukket.

Offentlige stævner

I begyndelsen af 1950’erne blev mange Jehovas vidner arresteret, og derefter var det meget svært for brødrene at overvære store stævner. Fra tid til anden lykkedes det nogle at komme til store stævner der blev holdt i udlandet, som for eksempel stævnerækken „En evigvarende god nyhed“ i 1963. Fra 1978 til 1988 kunne et begrænset antal ungarske delegerede lytte til områdestævneprogrammet på deres eget sprog i Østrig. De andre samledes i skovene i deres hjemland — først uofficielt, og derefter, fra 1986, med myndighedernes vidende.

Men i 1989, umiddelbart efter at Jehovas Vidner var blevet juridisk anerkendt, blev der hurtigt organiseret offentlige stævner. Måneden efter forbudets ophævelse overværede 9073 områdestævnet „Gudhengivenhed“ i Budapest  Sportshal. Året efter blev der ikke alene holdt stævner i Budapest, men også i Debrecen, Miskolc og Pécs.

I 1991 blev vort første internationale stævne holdt på det største stadion i Ungarn, Népstadion, hvor 40.601 var mødt op for at glæde sig over den broderlige kærlighed. John E. Barr, Milton G. Henschel, Theodore Jaracz og Karl F. Klein repræsenterede Det Styrende Råd og opmuntrede med deres opbyggende foredrag de ungarske brødre, samt gæster fra 35 lande.

Organisationsmæssige fremskridt

Med den genvundne frihed var vejen nu åben for organisatoriske justeringer som kunne bringe Jehovas Vidners aktiviteter i Ungarn på linje med det deres kristne brødre udfører i andre lande. For eksempel havde nogle kredstilsynsmænd et verdsligt arbejde i ugens løb, fordi det var et generelt krav under kommunismen. De kunne derfor kun betjene menighederne i weekenden. Men i januar 1993, da tilstrækkeligt egnede brødre som ikke havde nogen familieforpligtelser var blevet oplært, kunne de udvide betjeningen af menighederne så de fik besøg fra tirsdag til søndag.

I 1980’erne var Pionerskolen kun blevet afholdt i begrænset omfang. I 1994 blev alle pionerer som levede op til kravene inviteret. Over en periode på ni måneder fik 401 brødre og søstre del i denne særlige undervisning.

De gode reaktioner på Jehovas Vidners undervisningsaktiviteter har gjort det nødvendigt at tilrettelægge rigssalsbyggerier efter hurtigbyggemetoden. Menighederne har indtil nu holdt møder i skoler, kulturcentre, tomme kaserner og endda i de kontorer der tidligere tilhørte kommunistpartiet. Men i 1993 oprettede man regionale byggeudvalg, og brødre fra Østrig stod for oplæringen, mens den  økonomiske hjælp kom fra forkyndere i mange forskellige lande. I maj 1994 blev den første hurtigbyggede rigssal opført i Érd, en by i nærheden af Budapest. Ved udgangen af tjenesteåret 1995 var der blevet bygget 23 rigssale, og yderligere 70 er planlagt.

Som en hjælp til Jehovas vidner i deres beslutning om ikke at overtræde Guds lov om misbrug af blod, er der nu også blevet oprettet Kontaktudvalg til Hospitaler. Ligesom det er tilfældet i andre dele af verden, er der mange læger i Ungarn som ikke er bekendt med alternativ lægebehandling uden brug af blod. Kontaktudvalg til Hospitaler i Budapest, i Debrecen og Miskolc og i Szeged, Pécs og Tatabánya bistår dem nu med de nyeste oplysninger på dette område. Cirka 120 professorer, cheflæger og kirurger samarbejder allerede med udvalgene. Et nyligt eksempel drejede sig om behandlingen af den toårige Dalma Völgyes. I dette tilfælde henvendte Kontaktudvalg til Hospitaler i Budapest sig til Hospital Information Services i Brooklyn, og inden for tre timer havde de fremskaffet de nødvendige oplysninger om lægebehandling uden blod, som blev anvendt med godt resultat.

Missionærer fra Gilead og Skolen for Udnævnte Tjenere

László Sárközy var den første af Vagttårnsselskabets missionærer der officielt blev sendt til Ungarn. Omkring fem uger senere, den 31. august 1991, ankom fire elever fra den første klasse af Skolen for Udnævnte Tjenere, som var blevet afholdt i Tyskland: Axel Günther, Uwe Jungbauer, Wolfgang Mahrt og Manfred Schulz. Og i begyndelsen af oktober fik de følgeskab af Martin og Bonnie Skokan, der var udgået fra Gileadskolen i De Forenede Stater.

 Der er nu fjorten brødre og søstre i Ungarn som har gennemgået enten Vagttårnets Bibelskole Gilead eller Skolen for Udnævnte Tjenere. De har fået tildelt opgaver på Betel, i specialpionertjenesten eller i rejsetjenesten. I mellemtiden er István Mihálffy, den første ungarske broder som har modtaget en sådan oplæring, blevet sendt til Ukraine for at betjene de ungarsktalende brødre dér som kredstilsynsmand.

Nogle af de udsendte brødre havde til at begynde med kun begrænset kendskab til ungarsk, men de brugte det de kunne. Stefan Aumüller fra Østrig fortæller: „Eftersom mit kendskab til ungarsk var ret begrænset, brugte jeg nogle meget enkle præsentationer. Jeg plejede at slå op i ’Paradisbogen’ og spørge den besøgte om han ønskede at studere Bibelen. Det førte til mange studier. Da andre forkyndere så hvor effektiv denne enkle metode var, begyndte de også at tilbyde bibelstudier direkte og med samme succes. Dette har medvirket til at menigheden er vokset fra 25 forkyndere i august 1992 til 84 i juni 1995.“

Venner af frihed går fremad

Ungarn kaldes magyarernes land. Magyar, det navn ungarerne selv bruger, siges at komme fra et ord der betyder „at tale“. Meget passende tales det ungarske sprog nu af 16.907 forkyndere som udbreder den gode nyhed om Guds rige. Som kong David sagde om Jehovas loyale tjenere: „De vil berette om dit kongedømmes herlighed, og de vil tale om din vælde.“ — Sl. 145:11.

Jehovas vidner i 219 menigheder og 12 kredse i Ungarn er nidkært optaget af dette. I 1995 anvendte de 2.268.132 timer på at tale med deres medmennesker om ’Jehovas  kongedømmes herlighed’. Hver måned har de ledet cirka 14.000 bibelstudier, og mindehøjtiden i 1995 blev overværet af 37.536. Antallet af forkyndere er steget støt hvert år. Fra juni 1989, da Rigets arbejde i Ungarn igen kunne udføres frit, og indtil august 1995, er antallet af forkyndere steget fra 9626 til 16.907. I samme periode er antallet af almindelige pionerer steget fra 48 til 644.

I forbindelse med indvielsen af en tilbygning der rummer kontorer og boliger til brug for afdelingskontoret i Budapest, kunne brødrene i Ungarn den 31. juli 1993 ’fryde sig og være vel til mode i hjertet’, ligesom i Salomons dage da templet i Jerusalem blev indviet til Jehova. (1 Kong. 8:66) Det næste store projekt er opførelsen af landets første stævnehal, der skal ligge i Budapest. I øjeblikket har kredsene i Budapest-området deres kredsstævner og særlige stævnedage i EFEDOSZ Kongrescenter, hvor kommunistpartiet plejede at holde deres møder.

I mange år er Jehovas Vidners arbejde i Ungarn foregået under ledelse af andre afdelingskontorer, som for eksempel Rumænien, Tyskland, Schweiz og, som det seneste, Østrig. Men fra september 1994 har Ungarns afdelingskontor været under direkte ledelse af hovedkontoret i Brooklyn.

Jehovas vidner i Ungarn har lidt under forfølgelse og religiøs intolerance lige siden de for næsten hundrede år siden begyndte deres aktiviteter i landet. Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige er dog ikke blevet bragt til ophør, men udføres med stadig større styrke. Med Jehovas hjælp er forkynderne i Ungarn fast besluttede på at sige som salmisten David: „Min mund skal tale Jehovas pris; og lad alt kød velsigne hans hellige navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ — Sl. 145:21.

 [Helsides illustration på side 66]

[Illustrationer på side 74]

János Dóber (herover) og József Toldy (til højre) tog tilbage til Ungarn og forkyndte med iver sandheden fra Bibelen

[Illustration på side 79]

Nidkære pionerer i Budapest i 1934-35: (Fra venstre mod højre) Adi og Charlotte Vohs, Julius Riffel, Gertrud Mende, Oskar Hoffmann og Martin Pötzinger

[Illustration på side 82]

Jehovas vidner i koncentrationslejr i Nagykanizsa

[Illustration på side 83]

János Konrád, fængslet i 12 år for sin kristne neutralitet

 [Illustrationer på side 90]

Loyale mod Jehova til døden: (Herover) Bertalan Szabó, der blev skudt; (til højre) Lajos Deli, der blev hængt

[Illustration på side 102]

János Lakó nægtede, ligesom mange andre forkyndere, at indgå kompromis med sine forfølgere

[Illustration på side 107]

Ilona Völgyes sendte kager med åndelig føde til sin fængslede mand

[Illustrationer på side 108, 109]

 Fra et „skovstævne“ i 1986 til et internationalt stævne på Népstadion i hovedstaden i 1991

[Illustration på side 110]

Den første hurtigbyggede rigssal i Ungarn, i Érd

 [Illustrationer på side 115]

Afdelingskontoret og betelfamilien i Budapest