Venezuela

AT REJSE rundt i Venezuela er næsten som at tage på en jordomrejse. Hvad vil man få at se? Måske en indianer på jagt i junglen med et spyd. En velklædt señora på indkøb i en velassorteret forretning. Besøgende der danser til afrikanske trommerytmer ved et aftenparty. En lille dreng der pakker sig ind i sin poncho for at undgå den kolde vind fra bjergene, mens han løber rundt for at indsamle sine får. Og godt 71.000 Jehovas vidner, både unge og gamle, og med vidt forskellig baggrund, som har travlt med at fortælle andre om den sande Gud og hans rige.

De fleste af Venezuelas indbyggere har både indianske, spanske og afrikanske forfædre. Efter Anden Verdenskrig kom der mange indvandrere fra Italien, Portugal og Spanien, og de udgør nu en væsentlig del af befolkningen. Overalt i landet findes der bemærkelsesværdigt mange unge mennesker.

Venezuela ligger på Sydamerikas nordkyst og er et land med store kontraster. Den 2800 kilometer lange caraibiske kystlinje med sine tropiske briser er en direkte modsætning til de sneklædte bjergtinder og frodige jungler. Der findes ikke alene vidtstrakte  lavlandssletter, kaldet llanos, men også betagende vandfald som for eksempel Cuquenán, der har et lodret fald på 600 meter, og Salto Angel, eller Angel Falls, som er det højeste i verden. Det falder 979 meter fra et højtliggende plateau hvor en underjordisk flod har sin udmunding. Hovedstaden, Caracas, der har 4.000.000 indbyggere, er en moderne storby med imponerende indkøbscentre. Den har også gode vejforbindelser til det indre af landet. Med til billedet af den velstående hovedstad hører imidlertid også de hundredtusinder der bor i slumkvarterer på bjergskråningerne.

Venezuelas religiøse klima

Selv om den katolske kirke ikke har samme greb om folk som tidligere, er de fleste venezuelanere stadig katolikker. De indfødte indianere, som ofte er katolikker af navn, har deres egne ritualer og overtroiske opfattelser, og det samme gælder indbyggere af afrikansk afstamning. Mange interesserer sig for trolddom og spiritisme, og en hel del bruger amuletter for at beskytte sig mod det onde øje. María Lionza-sekten, som har en vis lighed med voodoo, er meget udbredt, men også evangeliske religiøse grupper har talmæssig fremgang.

„Helgener“ og „jomfruer“ har stor betydning for venezuelanske katolikker. Hver del af landet har sin egen „helgen“ eller „jomfru“, og i de fleste hjem findes der religiøse billeder. Nogle har også en gren eller kvist over hoveddøren som beskyttelse mod onde ånder, eller de har en bibel liggende slået op på Salme 91, i den tro at det vil yde husets beboere en vis beskyttelse.

Mange har, ved siden af billedet af deres yndlings-„helgen“, et billede af Simón Bolívar, som skaffede Venezuela og fire andre sydamerikanske lande uafhængighed af det spanske styre. Han nyder stor ære, hvilket ses af navne som Simón Bolívar Internationale Lufthavn, Simón Bolívar-universitetet  og Simón Bolívar Avenue, foruden det at en by og en stat har fået navnet Bolívar. Også møntenheden kaldes bolivar. Desuden har alle byer i Venezuela et centralt torv som næsten altid hedder Plaza Bolívar. Mundheld der tilskrives ham kan ofte ses skrevet med sirlig skrift på offentlige mure.

Et andet af venezuelanernes særkender er deres dybe respekt for Gud og Bibelen. Man bliver sjældent latterliggjort for at ville tale om åndelige emner. Denne positive indstilling var en god grobund for sandhedens sædekorn da forkyndelsen om Jehova Gud og hans hensigter nåede landet.

Kvinder med ægte missionærånd

Mens store dele af verden stadig kæmpede med virkningerne af den første verdenskrig og Adolf Hitler skabte røre i Europa, besluttede to af Jehovas vidner at gøre noget mere for at udbrede det budskab om fred som fandtes i Bibelen. Det var to kvinder som boede i Texas, Kate Goas og hendes datter Marion. De skrev til Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn og spurgte hvor de kunne gøre størst nytte, og oplyste samtidig at de kunne spansk. Hvor blev de sendt hen? Til Venezuela.

De ankom med skib i 1936 og lejede et værelse i hovedstaden, Caracas, som dengang havde 200.000 indbyggere. Allerede en halv snes år tidligere havde nogle bibelstudenter, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, besøgt Venezuela og spredt i tusindvis af bibelske traktater i de større byer, men forkynderne var ikke blevet i landet. Kate Goas og hendes datter var derimod kommet for at blive. Selv om Kate udadtil virkede sart og fin, havde hun både en kæmpestor bogtaske og en grammofon med sig når hun gik fra hus til hus. Hun og datteren gennemarbejdede systematisk hele Caracas. Derefter flyttede de til det indre af landet og rejste vidt omkring med bus ad støvede jordveje. De forkyndte i byer som Quiriquire, El Tigre, Ciudad Bolívar i øst og Maracaibo i vest.

 I juli 1944 måtte de imidlertid vende tilbage til De Forenede Stater; Marion havde fået malaria. Kate Goas skrev et brev til Selskabet, dateret den 2. august 1944: „Vi har spredt store mængder læsestof . . . Efter praktisk talt at have forkyndt i hele republikken, bliver vi ved med at finde mennesker der synes om vores litteratur og ønsker at læse den hver gang vi besøger dem . . . Nu, efter to års uafbrudt forkyndelse i Caracas, har syv personer, seks søstre og en broder, taget standpunkt for retfærdighed og ladet sig døbe . . . Disse venner er lykkelige for deres kristne kundskab om Jehova og hans rige . . . Der er i sandhed blevet aflagt et godt vidnesbyrd igen og igen i hele Caracas, og indholdet af bøgerne og bladene er godt kendt . . . Jeres medtjener for Hans teokrati, Kate Goas.“ Den her omtalte broder var den unge Rubén Araujo, som vi senere vil høre mere om. (Det kan her bemærkes at de syv som blev døbt af søster Goas, blev gendøbt i 1946 af en broder, i harmoni med det bibelske mønster der viser at dåbshandlinger kun bør foretages af mandlige kristne som står i et godkendt forhold til Jehova.)

Grundvolden til øget forkyndelse lægges

Da Kate Goas skrev til Selskabet, var man i Brooklyn ved at lægge planer om at sende missionærer fra Vagttårnets Bibelskole Gilead til Venezuela. Nathan Knorr og Fred Franz, den daværende præsident og vicepræsident for Vagttårnets Selskab, rejste flere gange til Latinamerika for at lægge grundvolden til øget missionærforkyndelse dér. De planlagde at besøge Venezuela i 1946. Tre af de missionærer der havde gennemgået Gileadskolen fik tildelt Venezuela som deres missionærdistrikt, men de havde endnu ikke fået deres visa. Hvem skulle forberede broder Knorrs besøg fra den 9. til den 12. april 1946?

En af de tre missionærer blev sendt i forvejen på et turistvisum. Han ankom med fly og fik logi hos Jeanette Atkins,  en gæstfri kvinde som havde lært sandheden at kende af Kate Goas. Men tre uger efter hans ankomst var han på mystisk vis forsvundet. Hans værtinde og venner forhørte sig hos politiet og flyselskaberne, og fandt til sidst ud af at han var vendt tilbage til De Forenede Stater stærkt grebet af hjemve!

Inden da fik broder Knorr og broder Franz dog mulighed for at aflægge et meget udbytterigt besøg hos gruppen i Venezuela. Rubén Araujo husker at der, allerede samme dag som de ankom, blev holdt et møde i Jeanette Atkins’ gårdhave, hvor 22 hørte de besøgende brødres foredrag.

Blandt de tilstedeværende var Pedro Morales, som var yderst begejstret for at have hørt den gode nyhed. Han har senere fortalt: „I slutningen af 1930’erne gav Kate Goas og hendes datter mig bogen Rigdom på den store markedsplads i Maracaibo. Nogle år senere begyndte jeg at læse den, og den åbnede Bibelen for mig. Da jeg nåede til afsnittet om at sætte et mærke i panden på dem der fortjener det, var det som om der blev fyret op under mig! (Ez. 9:4) Jeg begyndte derfor at lede efter dem der havde den slags bøger, og fandt frem til fire personer som havde fået nogle bøger af en fra Trinidad. Vi mødtes og studerede bogen Rigdom hver aften, og skiftedes til at stille vort hjem til rådighed som mødested.“

Da Pedro blev inviteret til Caracas (der lå omkring 700 kilometer væk) for at overvære det møde der blev holdt i forbindelse med broder Knorrs besøg, besluttede han og en ven at tage af sted. Der var imidlertid nogle vanskeligheder som skulle overvindes. Pedro fortalte videre: „Min kone, som var gravid, begyndte at få veer, og min forretning skulle passes. Hvad skulle jeg gøre? Jeg fik en jordemoder til at være hos min kone og overlod bolsjefabrikken til mine tre børn på henholdsvis 14, 12, og 10 år. Så tog jeg af sted med bus til Caracas, en anstrengende tur på to dage ad jordveje.“ Men hvor var det en stor glæde for ham at møde forkynderne i Caracas!  Under sit ophold dér modtog han et telegram fra Maracaibo: „Konen har det godt. Barnet endnu bedre. Jeg klarer fabrikken. Justo Morales.“ Hans broder var uventet kommet fra Colombia og var trådt hjælpende til.

På den første af disse dage med særlige møder i Caracas, talte broder Franz over temaet „Jehovas Vidner i smeltedigelen“. Derefter fulgte broder Knorr temaet op med Fred Franz som tolk. Disse foredrag åbnede forkyndernes øjne. De blev gjort opmærksomme på hvad kristne ifølge Bibelen må være forberedte på fra verdens side, og fik detaljerede oplysninger om den strenge forfølgelse Jehovas vidner havde været udsat for i Europa under den anden verdenskrig.

Dagen efter blev der afholdt dåb i Los Chorros, i et naturligt bassin ved foden af et vandfald. Ti personer blev døbt den dag, deriblandt Winston Blackwood (som var blevet besøgt af søster Goas i Quiriquire) og hans søn Eduardo, Horacio Mier y Terán, samt hans yngre broder Efraín, Pedro Morales, Gerardo Jessurun fra Surinam, Israel Francis og José Mateus.

Pedro Morales og to andre brødre fra den vestlige del af landet blev ovenud begejstrede da broder Knorr fortalte at Selskabet ville sende missionærer til Maracaibo så snart regeringen gav tilladelse til det. Pedro blev selv pioner og fortsatte i denne tjeneste lige til sin død.

Drevet af kærlighed til sandheden fra Bibelen

Før missionærernes ankomst havde Selskabets hovedkontor i Brooklyn modtaget rapporter fra den lille gruppe som søster Goas havde oprettet. Der var kun en håndfuld forkyndere, og de havde ganske få publikationer. De lånte derfor ofte bøger ud til interesserede. Rapporten for marts 1946 viste at der var ni forkyndere af den gode nyhed i Venezuela, med Josefina López som tilsynsførende for gruppen, eftersom hun var den mest aktive.

 Rubén Araujo mindes det strålende eksempel søster López satte: „Jeg var kun teenager . . . Josefina López var mor til fire sønner og to døtre og meget begejstret for det hun lærte af søster Goas. Næsten hver dag efter skoletid gik jeg hen til hende og talte med hende om de nye ting hun havde lært om sandheden. Selv om søster López var en travl husmor, lykkedes det hende at forkynde fra hus til hus og lede bibelstudier hver eftermiddag, når hendes mand og ældste sønner igen var taget på arbejde over middag. Hun var et godt eksempel for os alle og havde virkelig pionerånden, med et timegennemsnit på 60-70 timer om måneden. Her, fyrre år efter, er der stadig nogle af hendes ’anbefalingsbreve’ som virker i Caracas.“

En anden fra den oprindelige gruppe var en enke ved navn Domitila Mier y Terán. Hun havde altid følt sig tiltrukket af åndelige emner. Hendes far havde haft en bibel som hun elskede at læse i, og da han døde ledte hun hele huset igennem for at finde den. Den var det eneste hun ønskede at arve. Da hun fandt den, var den imidlertid så mishandlet at en del af den manglede. Men hun var glad for det hun fandt og brugte hvad der var, lige til hun senere fik mulighed for at købe et nyt eksemplar af hele Bibelen. En dag kom en ven som havde købt Selskabets bog Forligelse og gav den til Domitila. Vedkommende sagde at eftersom Domitila var ivrig bibellæser, ville hun værdsætte den mere. I sin ihærdige søgen efter dem der havde udgivet bogen, opsøgte Domitila adventisterne og andre protestantiske grupper. Til sidst fik hun til sin store glæde besøg af Kate Goas og tog straks imod et bibelstudium. To af hendes sønner blev døbt under broder Knorrs og broder Franz’ første besøg og har senere tjent som kredstilsynsmænd. En tredje søn, Gonzalo, har tjent som ældste. Hendes fjerde søn, Guillermo, blev dog først døbt i 1986, selv om han var til stede allerede da Kate Goas besøgte hjemmet første gang.

 „Og hvor længe vil I så blive?“

Den 2. juni 1946, kort efter broder Knorrs besøg, ankom de to andre missionærer der havde fået til opgave at tjene i Venezuela. Det var Donald Baxter og Walter Wan. Den unge Rubén Araujo tog imod dem i Caracas. Med et mistænksomt blik, og uden tvivl med den foregående missionærs forsvinden i frisk erindring, spurgte Rubén på sit gebrokne engelsk: „Og hvor længe vil I så blive?“

Rubén havde arrangeret et vagttårnsstudium, og det blev holdt samme dag som missionærerne ankom. Han prøvede efter bedste evne at følge de instruktioner broder Franz havde givet ham, men det blev et enkeltmandsstudium. Rubén læste spørgsmålet, så svarede han, og derefter læste han paragraffen. Han vidste at studiet kun måtte vare en time, så han afsluttede lydigt til tiden, selv om han kun havde nået 17 paragraffer, hvilket ikke var hele pensummet! Det kræver tid og tålmodighed at opnå erfaring.

 Når Rubén Araujo i dag tænker tilbage på den første missionærs pludselige forsvinden, tilføjer han: „Det tomrum han efterlod, blev snart fyldt ud af de to nye gileadmissionærer. Hvor var vi glade for den gave Jehovas organisation havde skænket os i form af disse missionærers hjælp i det venezuelanske Makedonien!“ (Jævnfør Apostelgerninger 16:9, 10.) Broder Knorr havde tidligere sagt til broder Baxter: „Bliv i dette distrikt, om det så skal koste dig livet!“ Det har det nu ikke gjort. Skønt der er gået næsten 50 år, tjener broder Baxter stadig i Venezuela.

Tilpasning til nye omgivelser

Det første missionærhjem i Caracas lå på Bucares Avenue nr. 32, i en bydel der hed El Cementerio. Her blev der den 1. september 1946 også oprettet et afdelingskontor, med Donald Baxter som afdelingstilsynsmand. Forholdene var langtfra ideelle. Vejen var ikke asfalteret, og der var intet rindende vand. Det var derfor en stor forbedring for missionærerne da afdelingskontoret og missionærhjemmet i 1949 blev flyttet fra El Cementerio (kirkegården) til El Paraíso (Paradiset), til et hus med rindende vand.

Broder Baxter mindes missionærernes begyndervanskeligheder og frustration med hensyn til at lære sproget. De var ivrige efter at bruge det de havde lært på Gileadskolen, til gavn for andre, men da de kom kunne de ikke gøre sig forståelige. Dette midlertidige problem blev dog mere end opvejet af de gode resultater de havde i forkyndelsen. Broder Baxter fortæller om den første gang de var på gadearbejde: „Vi besluttede os for at tage ind til et område i byens centrum der hed El Silencio og se hvad der ville ske. Min makker, Walter Wan, stod på ét gadehjørne og jeg på et andet. Folk var meget nysgerrige. De havde aldrig set noget lignende. Vi behøvede næsten ikke at sige noget. Folk stillede sig ligefrem op i kø for  at få blade, og vi spredte alle dem vi havde med på 10-15 minutter. Det var noget helt andet end det vi havde været vant til i Staterne!“ Walter Wan siger: „Da jeg gjorde status, fandt jeg til min overraskelse ud af at jeg, i løbet af fire begivenhedsrige dage hvor jeg ligesom Jesus og apostlene havde lovprist Jehova på gader og markedspladser, havde spredt 178 bøger og bibler.“

Den første rapport fra afdelingskontoret til hovedkontoret i Brooklyn oplyste at der var 19 forkyndere i alt, deriblandt de to missionærer og fire pionerer. Disse pionerer var Eduardo Blackwood, Rubén Araujo, Efraín Mier y Terán og Gerardo Jessurun. Eduardo Blackwood var begyndt som pioner i samme måned som broder Knorr var på besøg, og de tre andre begyndte kort efter. Ni forkyndte i det indre af landet. Winston og Eduardo Blackwood, som boede i El Tigre, nåede helt ned til Ciudad Bolívar i syd og til olielejrene ved Punta de Mata og Maturín i øst. Pedro Morales og flere andre forkyndte i Maracaibo. På den østlige side af Maracaibosøen, i olielejrene ved byerne Cabimas og Lagunillas, forkyndte Gerardo Jessurun, Nathaniel Walcott og David Scott. De fik senere følgeskab af Hugo Taylor, der endnu i 1995 tjente som specialpioner. I fællesskab gennemarbejdede alle disse forkyndere således en stor del af landet. Broder Baxter og broder Wan skulle snart, ved egen erfaring, lære hvad det virkelig gjaldt.

På besøg i alle grupper

I oktober og november 1947 rejste de to missionærer til de vestligste og østligste egne af landet for at se hvad der kunne gøres for at hjælpe de små grupper. Deres hensigt var at organisere disse grupper til menigheder. „Vi rejste med bus, og det var faktisk noget af en oplevelse i Venezuela,“ siger broder Baxter med et smil, mens han tænker på den  mindeværdige ekspedition. „Sæderne i busserne var små og der var ikke ret stor afstand imellem dem, eftersom de fleste venezuelanere er små; så vi to nordamerikanere kunne næsten ikke få plads til vores ben. Oven på busserne var der ofte både senge, symaskiner, borde, kyllinger, kalkuner og bananer foruden passagerernes øvrige bagage. Hvis én kun skulle køre med et kort stykke vej, gad han ikke have mas med at få kyllinger eller andre ting anbragt oven på bussen, men tog dem blot med ind og stablede dem i midtergangen mellem sæderne. På et tidspunkt brød bussen sammen, så midt ude i ødemarken, hvor der kun fandtes geder og kaktusser, måtte vi vente på en anden bus i flere timer. Senere løb vi tør for benzin.“

Missionærerne besøgte fire områder, og alle fire steder fandt de en gruppe på omkring ti der mødtes i et privat hjem. De viste dem hvordan de kunne lede møder, regelmæssigt rapportere deres forkyndelse til afdelingskontoret og bestille publikationer til brug i forkyndelsen.

I El Tigre bemærkede broder Baxter at Alejandro Mitchell, en af de nye brødre dér, havde taget opfordringen i Mattæus 10:27 om at forkynde fra tagene, helt bogstaveligt. Han havde opstillet en højttaler på taget af sit hus, og læste hver dag højt en halv times tid fra udvalgte passager af bøgerne Børn og The New World samt andre af Vagttårnsselskabets publikationer. Han skruede så højt op for lyden at han kunne høres adskillige husblokke væk! Det var selvsagt ikke noget naboerne brød sig om. Man fortalte ham derfor at han nok gjorde bedre i at lade højttaleren være og i stedet forkynde fra hus til hus.

Disse besøg i de forskellige små grupper var meget udbytterige. På de to måneder rejsen varede, kunne brødrene døbe 16 nye.

 Der kommer missionærer til Maracaibo

Maracaibo i den nordvestlige del af landet er Venezuelas næststørste by. To ting der især kendetegner denne by er varme og høj luftfugtighed. Det er desuden Venezuelas største olieby. Den nye bydel står i slående kontrast til den gamle by ved dokkerne. Her i den gamle bydel findes der smalle gader og huse af soltørrede lersten bygget i kolonistil, som næsten ikke har forandret sig siden det forrige århundrede.

Den 25. december 1948 ankom der seks missionærer til Maracaibo med fragtskib. De kom direkte fra det kolde New York og havde derfor kufferterne fulde af tykt vintertøj. Gruppen bestod af Ragna Ingwaldsen, der var blevet døbt i 1918 og som stadig er pioner i Californien, Bernice Greisen (der nu hedder „Bun“ Henschel og er medlem af betelfamilien på hovedkontoret), Charles og Maye Vaile, Esther Rydell (Ragnas halvsøster) og Joyce McCully. De blev modtaget af et ungt ægtepar der kort forinden havde sluttet sig til Jehovas Vidner. I dette ægtepars beskedne hjem fik de svedende missionærer, så godt som det nu kunne lade sig gøre, anbragt deres 15 store kufferter og 40 kasser med publikationer. Fire sov i hængekøjer og to sov på litteraturkasserne, indtil de fandt et hus de kunne leje og bruge som missionærhjem.

Ragna fortæller at de alle så meget fremmedartede ud for los Maracuchos, som indbyggerne i Maracaibo populært kaldes. Flere af missionærerne var høje og lyse. Hun fortsætter: „Når vi gik fra hus til hus, skete det ofte at vi havde op til ti små nøgne børn rendende i hælene på os for at lytte til den mærkelige måde vi talte deres sprog på. Ingen af os kendte mere end nogle få spanske gloser. Men når de lo ad os, lo vi bare med.“ Da disse missionærer ankom, var der kun fire forkyndere i Maracaibo, men i begyndelsen af 1995 var der 51 menigheder med i alt 4271 forkyndere.

 Hans bøn blev hørt

Det par der så venligt havde modtaget de seks missionærer i deres hjem var Benito og Victoria Rivero. Benito havde fået bogen „Riget er nær“ af Juan Maldonado, en pioner fra Caracas. Da Pedro Morales senere besøgte Benito for at tilbyde ham et studium, blev han meget begejstret; han begyndte ikke alene at studere, men overværede også straks møderne hos den lille gruppe. Han opfordrede også sin kone til at komme med, og eftersom hun godt kunne lide at synge, sagde han til hende at de sange der blev sunget var meget smukke. Hun indvilligede i at tage med ham, men forstod ikke så meget af det der blev sagt, så hun faldt tit i søvn.

 En aften hjemme hos dem selv, da Benito troede at hans kone havde lagt sig til at sove, bad han højt til Jehova om at give hende forståelse. Hun hørte hans bøn og blev meget rørt. Efter Benitos død i 1955 blev Victoria pioner og siden hen specialpioner.

Der forkyndes på landet omkring Maracaibo

En af dem der tog imod sandheden i Maracaibos omegn var faderen til Rebeca (nu Rebeca Barreto). Hun var kun fem år gammel da Gerardo Jessurun begyndte at studere Bibelen med hendes far, som blev døbt i 1954. Hun har mange gode minder om sin deltagelse i forkyndelsesarbejdet som helt ung. „Vi plejede at leje en bus, så hele menigheden kunne tage ud til landområderne. Folk på landet havde ikke mange penge, men de værdsatte litteraturen. Det var noget af et syn når brødrene og søstrene ved dagens slutning steg på bussen med både æg, squash, majs og levende kyllinger som de havde fået i bytte for bøger og blade.“

Det var dog ikke alle der brød sig om at se dem. Søster Barreto husker en episode der fandt sted i landsbyen Mene de Mauroa. Hun fortæller: „Mens vi gik fra dør til dør, fulgte den lokale katolske præst efter os for at rive det læsestof i stykker som folk havde fået, og han formanede folk til ikke at høre på Jehovas vidner. Han formåede endda at ophidse en stor gruppe unge så meget at de kastede sten efter os. Flere brødre og søstre blev ramt.“ Forkynderne løb hen til byens såkaldte prefecto for at få hjælp. Han var venligt indstillet over for Vidnerne og sagde til præsten at han var nødt til at tilbageholde ham på sit kontor et par timer ’for at beskytte ham mod disse prædikanter’. Pøbelsværmen, der nu ikke havde nogen leder, blev spredt, og forkynderne aflagde med glæde og uden forstyrrelser et grundigt vidnesbyrd i byen de følgende par timer.

 Flere hjælpere kommer til

Det var et umådelig stort distrikt, og der var brug for yderligere hjælp til at gennemgå det. I september 1949 ankom der flere hjælpere til det åndelige høstarbejde, i form af nyligt uddannede gileadmissionærer. At de var villige og meget ivrige efter at tage fat, betød ikke at det var let for dem. Da Rachel Burnham gennem koøjet i sin kahyt, om bord på skibet Santa Rosa, fik øje på lysene i havnen, syntes hun at det var det skønneste hun havde set i hele sit liv. Hun havde været søsyg lige siden skibet havde forladt havnen i New York. Selv om klokken kun var tre om natten, skyndte hun sig at vække de tre andre piger. Hendes søster Inez og Dixie Dodd, samt hendes søster Ruby (nu Baxter), havde nydt turen, men var også glade for at være nået frem til deres nye distrikt.

Donald Baxter samt Bill og Elsa Hanna, missionærer som var ankommet det foregående år, og Gonzalo Mier y Terán stod parat til at tage imod dem. De steg alle på en bus der kørte dem fra havnen til Caracas. Det virkede som om chaufføren ville give de nyankomne en særlig hårrejsende tur, og det lykkedes. I det ene hårnålesving efter det andet kørte han med en tilsyneladende alt for høj fart, og ofte helt ud til kanten. Søstrene glemte aldrig denne rejse.

De skulle bo på afdelingskontoret og missionærhjemmet i El Paraíso. Rachel og Inez tjente trofast i deres missionærdistrikt til deres død i henholdsvis 1981 og 1991. De to andre tjener stadig loyalt Jehova.

Med hensyn til de første måneder i deres missionærdistrikt fortæller Dixie Dodd: „Vi havde en frygtelig hjemve. Men selv om vi havde villet, kunne vi ikke engang være taget ud til lufthavnen. Så mange penge havde vi ikke.“ I stedet holdt de sig for øje at Jehovas organisation havde betroet dem en opgave som missionærer i et fremmed land. Med tiden  holdt de op med at drømme om at rejse hjem og koncentrerede sig om arbejdet.

Misforstået

De fleste nye missionærer havde sprogproblemer — i det mindste i en periode.

Dixie Dodd husker at en af de første ting de fik at vide, var at de skulle sige „Mucho gusto“ når de blev præsenteret for nogen. Samme dag skulle de med til et menighedsbogstudium. På vejen derhen i bussen sad de og gentog udtrykket „Mucho gusto. Mucho gusto“ igen og igen. „Men da vi blev præsenteret havde vi glemt det,“ siger Dixie. De fik det dog lært med tiden.

Bill og Elsa Hanna, der tjente som missionærer fra 1948 til 1954, kunne længe efter mindes hvordan de havde kludret i det. Engang da broder Hanna ville købe nogle hvide æg, bad han om huesos blancos (hvide knogler) i stedet for huevos blancos. En anden gang skulle han købe en kost. Da han var bange for at han var blevet misforstået, prøvede han at være mere specifik og tilføjede: „Til at feje ’el cielo’ (himmelen) med,“ i stedet for el suelo (gulvet). Med et anstrøg af humor svarede ekspedienten: „De har sandelig ambitioner, hr.“

Da Bills hustru, Elsa, var på ambassaden, bad hun dem om at remover (fjerne) hendes pas i stedet for at renovar (forny) det. „Hvad er der sket, frue,“ spurgte sekretæren, „har De slugt det?“

Genee Rogers, en missionær der ankom i 1967, blev til at begynde med lidt mismodig fordi den besøgte altid, når hun havde sagt det hun omhyggeligt havde øvet sig på, vendte sig om til hendes makker og spurgte: „¿Qué dijo?“ (Hvad siger hun?) Men søster Rogers gav ikke op, og i løbet af sine godt 28 år som missionær har hun hjulpet 40 personer til kundskab om sandheden så de kunne nå frem til dåb.

 Willard Anderson, der ankom fra Gilead sammen med sin hustru, Elaine, i november 1965, indrømmer åbent at sprog aldrig har været hans stærke side. Han er altid parat til at le ad sine egne fejltrin, og siger: „Jeg gik til spansk i mellemskolen i et halvt år. Så fik min lærer mig til at love at jeg aldrig mere meldte mig til hans undervisning.“

Men med vedholdenhed, Jehovas ånds hjælp og en god portion humor blev missionærerne snart dus med deres nye sprog.

Selv husene har navne

Det var ikke kun sproget der var fremmed for missionærerne. De var også nødt til at bruge et andet system når de skulle føre notater over dem de ville genbesøge. I gamle dage havde mange huse i Caracas ingen numre. Husejeren gav sit hus et navn. De pænere huse kaldes quintas og er ofte opkaldt efter fruen i huset. En adresse kunne således være Quinta Clara. Navnet kunne også være en kombination af børnenes navne: Quinta Carosi (Carmen, Rosa og Simon). Den der ejede det første afdelingskontor og missionærhjem som Selskabet lejede, havde navngivet sit hus Quinta Savtepaul (Saint Vincent de Paul), og eftersom det lå i en hovedgade, blev det hurtigt kendt som det sted hvor Jehovas vidner holdt til.

I 1954 blev der imidlertid købt et helt nyt hus som skulle være afdelingskontor og missionærhjem, og det var derfor op til brødrene at bruge deres fantasi og finde et passende navn. Med tanke på Jesu befaling om at de skulle ’lade deres lys skinne for folk’, fik huset navnet Luz (Lys). (Matt. 5:16) Selv om afdelingskontoret senere blev flyttet til større lokaler, var Quinta Luz stadig i begyndelsen af 1995 hjemsted for 11 missionærer.

Caracas’ centrum har helt sit eget adressesystem. Hvis man spørger efter adressen på en bestemt forretning eller  opgang, får man måske oplyst noget i retning af „La Fe a Esperanza“, der betyder „Tro til Håb“. ’Jamen, det lyder da ikke som en adresse!’ vil nogen måske indvende. Jo, for i Caracas’ bymidte har hvert vejkryds et navn. Så den adresse man søger, findes i husblokken mellem Tro og Håb.

Fra Venezuela til Gilead og tilbage igen

I årenes løb er 136 missionærer fra Gileadskolens forskellige afdelinger, deriblandt 7 som er udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere, kommet til Venezuela fra andre lande — fra De Forenede Stater, Canada, Tyskland, Sverige, New Zealand, England, Puerto Rico, Danmark, Uruguay og Italien. Mellem 1969 og 1984 kom der ikke nye gileadmissionærer til Venezuela, eftersom det ikke var muligt at få visa. I 1984 lykkedes det imidlertid ved fælles anstrengelser at få indrejsetilladelse til to ægtepar, og yderligere to missionærer ankom i 1988. Seks lokale forkyndere er desuden udgået fra Gileadskolen.

Da broder Knorr var på besøg i 1946, spurgte den unge broder Rubén Araujo om han en dag kunne kvalificere sig til at komme på Gilead. „Ja, hvis du forbedrer dit engelsk,“ lød svaret. „Det gjorde mig selvfølgelig utrolig glad,“ siger Rubén. „Tre år senere, i oktober 1949, modtog jeg et brev med en indbydelse fra broder Knorr til at være med i den 15. klasse, der skulle begynde om vinteren i begyndelsen af 1950.“

De øvrige fem brødre fra Venezuela der er udgået fra Gilead, er Eduardo Blackwood og Horacio Mier y Terán (som begge blev døbt i 1946 under broder Knorrs første besøg), Teodoro Griesinger (som vi skal høre mere om senere), Casimiro Zyto (som var emigreret fra Frankrig og havde fået venezuelansk statsborgerskab) og, noget senere, Rafael Longa (der har tjent som kredstilsynsmand).

 Nogle var søgende, andre var ikke

I 1948 kunne Víctor Mejías fra Caracas se behovet for en bedre verden. Han var af den overbevisning at den skulle komme ved menneskers bestræbelser, og han var parat til at gøre sit til det. Han havde dog en vis tvivl.

Samme år efterlod en meget vindende forkynder, Josefina López, bogen „Sandheden skal frigøre jer“ hos Víctors kone, Dilia. Titlen vakte Víctors interesse, så han begyndte at læse bogen. Han fandt ud af hvorfor mennesker aldrig selv vil kunne skabe en virkelig fri verden. Inden længe begyndte han og hans kone at komme til Jehovas Vidners møder. Han har senere fortalt: „Selv om vi ikke kendte disse mennesker, var deres ansigter så venlige at det overbeviste mig om at de var anderledes. Jeg kan også huske hvor stort et indtryk det gjorde på mig at se broder Knorr, Selskabets præsident, ved  et stævne i Club Las Fuentes i Caracas. Han var helt anderledes end religiøse ledere, helte og berømte kunstnere, der alle ønsker at blive set af mennesker. Hans ydmyghed og ligefremme væremåde gjorde indtryk på mig.“ Snart var Víctor selv i gang med at fortælle andre om den sandhed der kunne frigøre mennesker — ja, endog fra synd og død. For nogle få år siden sagde broder Mejías, med tanke på de mange år  han har brugt på at fortælle andre om sandheden fra Bibelen: „Det har været de lykkeligste år i mit liv.“

I 1950, det år Víctor Mejías blev døbt, spurgte Teodoro Griesinger, en anden ung mand fra Caracas, Ronald Pierce, der lige var begyndt i missionærtjenesten: „Kan du forklare mig hvad tallet 666 i Åbenbaringen betyder?“ Teodoro havde arvet en stor tysk bibel fra sin far og læste af og til i den. „Det var ikke så meget fortiden der interesserede mig, men fremtiden, for eksempel dét i Åbenbaringen der endnu ikke havde fundet sted,“ fortæller Teodoro. Han var tilfreds med den forklaring han fik og tog imod broder Pierces tilbud om at studere bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Bogen var på spansk, Teodoros bibel var på tysk, og både lærer og elev talte engelsk. Men der var hurtigt fremskridt at spore. I 1951 begyndte Teodoro som pioner, året efter tog han imod en ny opgave, idet han rejste til Puerto La Cruz som specialpioner, og i 1954 gennemgik han Gileadskolen og begyndte derefter som kredstilsynsmand i Venezuela.

Omkring det tidspunkt Ronald Pierce begyndte at studere med Teodoro Griesinger, prøvede en firskåren mand ved navn Nemecio Lozano at gemme sig for politiet i en indianerlandsby uden for El Tigre. Han var en slagsbroder og tilbøjelig til at bruge kniv. Indianerhøvdingen var bange for ham og gjorde som han sagde, så i virkeligheden var det Lozano der var høvding. Brødrene var blevet advaret, men forkyndte alligevel for ham. Han afbrød dem og sagde brysk: „Lad være med at forklare mig alt det der. Jeg vil selv læse om det.“ De havde imidlertid ikke mere læsestof. Han insisterede derfor på at få en af brødrenes private eksemplar af bogen „Sandheden skal frigøre jer“, dog først efter at have sikret sig at der ikke manglede nogen sider! Kunne sådan en som ham virkelig få gavn af denne bog?

 I løbet af en uges tid havde han læst bogen, fået fat i nogle brochurer, og var selv begyndt at forkynde. Da forkynderne kom for at besøge ham igen, spurgte de ham bekymret hvad han sagde til folk. Han svarede: „Denne brochure er din for den usle sum af en medio (en lokal mønt).“ De forklarede ham taktfuldt hvordan han kunne udtrykke sig bedre.

For at kunne overvære møderne i El Tigre, 30 kilometer derfra, cyklede eller red han, og nogle gange gik han. Han ændrede sig gradvis ved at opdyrke de kristne egenskaber. Inden længe brugte han så meget tid i forkyndelsen at kredstilsynsmanden opfordrede ham til at blive pioner. I 1955 blev han sendt ud som specialpioner, og han og hans hustru, Omaira, virker stadig i denne tjeneste.

Opretholdelse af den åndelige renhed

I den spæde begyndelse skinnede lyset fra Guds ord ikke altid lige klart alle steder. Nogle af dem der var tilsluttet studiegruppen i El Tigre havde nogle opfattelser som de havde bragt med sig ude fra verden. Rafael Hernández og hans kone, som havde haft kontakt med sandheden lige siden 1947, kan huske at en broder der kom i gruppen i El Tigre tillagde sine drømme betydning. Og en overgang havde nogle den opfattelse at når bare en mand og en kvinde var trofaste mod hinanden, behøvede de ikke at være lovformeligt gift. Men sådanne opfattelser blev med tiden ændret ved hjælp af Bibelens sunde vejledning.

I slutningen af 1940’erne var der en af de ti som var blevet døbt i 1946 under broder Knorrs første besøg i Venezuela som begyndte at fremføre sine egne idéer, idet han forsøgte at skabe sig en tilhængerskare. Leopoldo Farreras, der i dag tjener som ældste i Ciudad Guayana, husker hvad der skete. Han havde selv været førstemessedreng (monaguillo)  i den romersk-katolske kirke, men havde forladt kirken som 20-årig på grund af præsternes grove umoralitet. Nu blev han vidne til at en anden misbrugte sin myndighed. Trods sin unge alder og manglende erfaring holdt Leopoldo kursen på det oprørte hav i El Tigre og forblev loyal mod Jehova og hans organisation.

Nogle få år senere begyndte konen til Leonard Cumberbatch, der nu er ældste i El Tigre, at studere med Jehovas vidner. „Jeg reagerede meget negativt,“ indrømmer Leonard. „Vi havde altid haft et kærligt og fredeligt forhold til hinanden, men så snart min kone begyndte at studere Bibelen, blev jeg sarkastisk. Engang skældte hun mig ud fordi jeg kørte alt for hurtigt. Jeg sagde til hende at hun kunne være ganske rolig, for hendes Gud, Jehova, ville frelse hende — når alt kom til alt, skulle hun jo alligevel leve evigt. Jeg sagtnede ikke farten.

Jeg sagde til hende at Jehovas Vidner udnyttede hende, at jeg vidste mere om Bibelen end de gjorde og at jeg gerne ville tale med dem. Det indvilligede de i. Det viste sig at blive en behagelig samtale. Jeg kunne ikke bevise at det de fremførte var falsk, så jeg gik med til at studere Bibelen sammen med dem. Fem måneder efter at jeg var begyndt at studere, blev jeg døbt. Eftersom jeg havde en bil, blev jeg udnævnt til studieleder for en gruppe i Anaco. At betjene denne gruppe betød en køretur på 160 kilometer. Derefter blev jeg bedt om at passe en anden gruppe 30 kilometer væk. Der er nu menigheder i begge disse byer.“

El Tigre, der ligger i det østlige Venezuela, er et vigtigt handelscenter. Byen er imidlertid også blevet et vigtigt samlingspunkt for den sande tilbedelse. I begyndelsen af 1995 var der syv menigheder af Jehovas Vidner i El Tigre, med over 730 forkyndere af den gode nyhed.

 En guldsmed holder op med at lave religiøse billeder

Sydøst for El Tigre, på den sydlige side af Orinocofloden, ligger Ciudad Bolívar. Det er et sted med travlhed som følge af den megen flodtrafik. I 1947 besøgte et af Jehovas vidner María Charles i denne by. María fortæller: „Jeg er guldsmed af profession, og jeg sad og arbejdede i mit værksted en dag da Alejandro Mitchell kom ind med en stoftaske over skulderen. Jeg sagde: ’Hvad er det du har der?’ Han svarede: ’Det er noget meget værdifuldt.’ ’Nå, hvis det er guld, så køber jeg det,’ sagde jeg, ’det er jo det jeg lever af.’ Men han sagde at det han havde var mere værd end guld. ’Det eneste jeg ved der er mere værd end guld, det er Bibelen,’ sagde jeg. Alejandro gav mig ret og fandt en bibel og noget andet læsestof frem.

Jeg elskede at læse, men havde aldrig kunnet forstå Bibelen, så jeg sagde til ham: ’Jeg køber det hele.’ Den dag købte jeg 11 blade af ham foruden bøgerne ’Riget er nær’ og Frelse, samt en ny bibel. Jeg blev så grebet af det jeg læste at jeg besluttede at holde fri fra arbejde i en uges tid, så jeg kunne hellige mig læsningen. Det gjorde et stort indtryk på mig at læse om Johannes Døbers eksempel i bogen ’Riget er nær’, og jeg sagde til mig selv: ’Jeg kunne godt tænke mig at blive en frygtløs forkynder ligesom ham.’“

María forhørte sig flere steder om hvor Vidnerne holdt møder, men fik at vide at der ikke var nogen i Ciudad Bolívar. Det nærmeste sted var i El Tigre, omkring 120 kilometer derfra. Hun tog ufortrødent af sted, fandt frem til hvor det var, overværede et møde og efterlod en besked til Alejandro Mitchell om venligst at besøge hende i Ciudad Bolívar.

I mellemtiden fandt hun ud af at en skrædder i nærheden også havde bogen „Riget er nær“. Han vidste hvor en lille gruppe mødtes for at læse Vagttaarnet. María tog derhen og fandt Leopoldo Farreras, hans mor og hans søster, samt  nogle få andre. Hun syntes godt om mødet og var så begejstret for det de studerede at hun rakte hånden op til hvert eneste spørgsmål!

Da studiet var forbi spurgte Leopoldo Farreras hende: „Og hvor er du så fra?“ María svarede: „Fra guldsmedeforretningen, men jeg er holdt op med at lave religiøse billeder.“ „Hvorfor det?“ spurgte Farreras, der morede sig over hendes ligefremhed. „På grund af det der står i Salme 115:4-8,“ svarede María.

Gruppen var endnu ikke begyndt at forkynde offentligt. Det var faktisk María Charles, gruppens nyeste medlem, der foreslog at de fulgte Bibelens befaling om at forkynde. De fik fat i nogle vidnesbyrdskort samt noget læsestof og begyndte på organiseret vis at bringe den gode nyhed ud til indbyggerne i Ciudad Bolívar. De første år var meget vanskelige eftersom folk var bange for præsterne. Men den nidkære gruppes trofaste bestræbelser bar frugt. I 1995 var der ni menigheder i Ciudad Bolívar og i alt 869 forkyndere.

Der ankommer flere missionærer

I 1950 indløb der spændende nyheder på afdelingskontoret i Caracas. Der var planer om at sende yderligere 14 missionærer til Venezuela, og at åbne endnu tre missionærhjem — i Barquisimeto, Valencia og Maracay. Men ville missionærerne få indrejsetilladelse? Landets præsident var lige blevet snigmyrdet; der var udgangsforbud fra klokken 6 om aftenen, og samfærdselen var berørt.

Det første fly der kom til landet efter attentatet, landede i lufthavnen nær ved Caracas, og 14 nye missionærer steg ud. Men der var ingen til at tage imod dem. Forholdene taget i betragtning havde man ganske enkelt ikke regnet med at de ville komme. Ralphine (Penny) Gavette, en af de 14, fortæller: „Vi steg ind i tre taxaer i bevidstheden om at vi havde  adressen på afdelingskontoret. At finde gaden Avenida Páez i Caracas var ikke noget problem; men det er en meget lang gade, og vi kunne ikke finde huset. Det var mørkt, der var udgangsforbud, og taxachaufførerne begyndte at blive nervøse. Til sidst bad Vin Chapman, en af missionærerne, chaufføren om at standse; så ville han gå ud og banke på en tilfældig dør og spørge om vej, selv om han kun kunne ganske lidt spansk. Da han bankede på, var det afdelingstilsynsmanden, Donald Baxter, der åbnede døren. Hvor var vi lettede!“

De missionærer der blev sendt til Barquisimeto, omkring 270 kilometer sydvest for Caracas, fandt ud af at det var en meget religiøs by. I 1950’erne var folk her meget konservative og dybt forankrede i traditioner.

Men det havde noget at sige hvad man gjorde og hvem der gjorde det. Broder Chapman fortæller om den første lørdag missionærerne tog på gadearbejde: „Vi stillede os alle fem på nogle af de store gadehjørner i den indre bys forretningskvarter, og vi vakte virkelig opsigt! Der var næsten ingen amerikanere i Barquisimeto på det tidspunkt og slet ingen unge amerikanske piger. Jeg kom næsten ikke af med et eneste blad, hvorimod pigernes blade gik som varmt brød!“ En anden dag gik de fire piger hen på markedspladsen for at købe ind, men da havde de cowboybukser på. I løbet af nogle få minutter var de omringet af hen ved hundrede kvinder, der pegede og råbte: „¡Mira! ¡Mira!“ (Se! Se!) De var ikke vant til at se piger på gaden i sådan et antræk. Søstrene skyndte sig naturligvis hjem for at skifte tøj.

De fleste i dette område havde aldrig set en bibel. Selv hvis forkynderne brugte en katolsk bibel, ville folk ikke anerkende hvad den sagde. Nogle ville ikke engang læse et skriftsted fra Bibelen, af frygt for derved at synde. Det første år havde arbejdet næsten ingen fremgang i Barquisimeto.

 Endelig den sande religion

Det var dog ikke alle i Barquisimeto der var forblindede af den årelange katolske tradition. Et bemærkelsesværdigt eksempel var Luna de Alvarado, en meget gammel dame der havde været katolik i en årrække. Da søster Gavette besøgte hende første gang, havde denne kvinde sagt: „Señorita, lige siden jeg var en lille pige har jeg ventet på at nogen ville komme til min dør og forklare mig det du lige har fortalt. Ser du, da jeg var ung, gjorde jeg rent hos en præst, og han havde en bibel i sit bibliotek. Jeg vidste at det var forbudt at læse i den, men jeg var så nysgerrig efter at vide hvorfor, at jeg en dag da ingen så det, tog den med hjem og læste i den i hemmelighed. Som følge af det jeg læste, gik det op for mig at den katolske kirke ikke havde lært os sandheden og derfor ikke var den sande religion. Jeg var bange for at sige noget til nogen, men jeg var sikker på at der en dag ville komme nogen med den sande religion til vores by. Da protestanterne kom, troede jeg til at begynde med at det var dem, men jeg fandt hurtigt ud af at de holdt sig til mange af de samme løgne som den katolske kirke. Men det du lige har fortalt mig, var det jeg for mange år siden læste i Bibelen.“ Der blev straks aftalt studium, og det varede ikke længe før Luna symboliserede sin indvielse til Jehova. Trods voldsom modstand fra familien tjente hun trofast Jehova lige til sin død.

Eufrosina Manzanares var også en af de retsindige der reagerede positivt på Guds ord. Da Ragna Ingwaldsen besøgte Eufrosina første gang, havde hun aldrig set en bibel. Men hun ville gerne studere sammen med Ragna. Ragna fortæller: „Eufrosina havde formelt set været religiøs, var kommet til messen hver søndag og havde altid sørget for at have en lampe tændt til ære for en statue af en ’helgen’, der stod i en niche i væggen. For at være sikker på at lampen aldrig gik ud,  havde hun i litervis af olie stående til dette ene formål!“ Men Eufrosina fulgte det hun lærte fra Bibelen. Når hun blev klar over at der var noget som ikke behagede Jehova, indrettede hun sit liv efter det. Hun skilte sig således af med sine religiøse billeder, holdt op med at ryge og blev lovformeligt gift. Senere begyndte hendes mor også at være med til studiet. Det var ikke let for Eufrosina at undvære sine store cigarer. Allerede som toårig havde hun været vant til at hendes mor havde stukket en cigaret i munden på hende for at få hende til at være stille, og hun havde røget lige siden. Men for at behage Jehova holdt hun op med at ryge, lod sig døbe og blev en meget nidkær forkynder.

Seks år efter at de første missionærer var blevet sendt til Barquisimeto, var der stadig kun 50 forkyndere i byen. Men Jehova har velsignet deres vedholdende bestræbelser for at finde de symbolske får. I 1995 var der 2443 forkyndere fordelt på 28 menigheder i Barquisimeto.

Valencia, et frugtbart område

Halvvejs mellem Barquisimeto og Caracas ligger byen Valencia, republikkens fjerdestørste by. I dens gamle, smalle gader føler man sig hensat til det gamle Spanien, og ligesom sin spanske navnefælle er Valencia berømt for sine appelsiner.

Otte af de missionærer der kom til Venezuela i 1950, blev sendt til Valencia. Evelyn Siebert (nu Ward) husker hvordan de begyndte at forkynde i Valencia med en udenadlært prædiken. „Selv om vi ikke kunne ret meget spansk, oprettede vi mange bibelstudier,“ siger hun. En af dem der blev studeret med var Paula Lewis. Hun var katolik og havde stor respekt for religiøse billeder, især for „Jesu Hellige Hjerte“, som hun regelmæssigt bad om gunstbevisninger. Hun plejede at gå hen i kirken hver uge, lægge tre bolivarer i kirkebøssen, og bede det religiøse billede om at hendes mand måtte  komme hjem igen og blive hos familien. Men eftersom han ikke kom hjem, besluttede hun at udtrykke sig i stærkere vendinger over for billedet. ’Herre, hvis min bøn ikke bliver hørt denne gang, så er det sidste gang jeg lægger noget i kirkebøssen.’ Hun lagde sine tre bolivarer i, og er aldrig kommet der siden.

Måneden efter fik hun besøg af Evelyn Siebert. Paula lyttede med glæde, tog imod bogen „Gud Maa Være Sanddru“ (selv om hun ikke kunne læse), og begyndte med Evelyns hjælp at studere Bibelen. Paula og en af hendes døtre var nogle af de første i Valencia der blev døbt. I første omgang ville Paulas mand, Stephen, ikke have noget at gøre med „denne tåbelighed“, som han kaldte det, men han ombestemte sig, flyttede hjem til sin familie, og blev også en tjener for Jehova — ikke på grund af hengivenhed for et religiøst billede kaldet Jesu Hellige Hjerte, men som følge af hans studium af Bibelen.

To år efter at de første missionærer var kommet til Valencia, kom Lester Baxter (Donalds storebroder) og hans kone, Nancy, også til denne by. Lester måtte især gøre sig umage med at lære spansk. Han havde ikke alene brug for det i forkyndelsen men også ved møderne, eftersom han var den eneste broder i missionærgruppen og skulle lede alle møderne. Den koncentrerede oplæring lønnede sig. Da der to år senere var kredse nok til at udgøre et område, blev Lester udpeget som Venezuelas første områdetilsynsmand. De næste 30 år kom han til at virke i rejsetjenesten.

Blandt de missionærer der tjente i Valencia var der en tysker ved navn Lothar Kaemmer som var lille og blond, og en englænder ved navn Herbert Hudson der havde blå øjne og røde kinder. De var i en periode værelsesmakkere og var en levende demonstration af hvordan sandheden fra Bibelen kan forandre folk. Som ung havde Lothar været medlem af  Hitlerjugend, og Herbert havde tjent i det engelske luftvåben. De havde således været fjender under krigen! Men Guds ord havde givet dem et andet syn på livet. Som missionærer samarbejdede de nu om at lære deres medmennesker at leve i fred — i første række med Gud, men også med hinanden.

Unddragelse eller et fast standpunkt?

Alice Palusky, en af missionærerne i Valencia, besøgte i 1953 den 18-årige Gladys Castillo. Gladys var glad for det hun hørte, men hun var noget mistroisk fordi Alice ikke brugte en katolsk bibel. Gladys tog derfor hen til domkirken i Valencia og talte med biskoppen. Hun sagde at hun studerede med nogle „protestanter“, som hun troede at forkynderne var, og gerne ville have en katolsk bibel for at kunne kontrollere alle skriftstederne. På det tidspunkt var der ikke ret mange Jehovas vidner i Valencia, og de var derfor ikke så kendt. Biskoppen syntes godt om Gladys’ idé og gav hende derfor en bibel. Forbløffet over det hun læste i Bibelen fandt hun ud af at katolikkerne ikke fulgte det der stod i den. Hun besluttede at forlade kirken.

I 1955, mens hun forberedte sig til dåb, kom hendes tro på prøve. Hun læste til skolelærer og havde kun et år tilbage af sin studietid. På seminariet var der planlagt en højtid til ære for Jomfru Maria. Man forventede at alle overværede en særlig messe. Gladys fortæller: „Det var mens diktatoren Pérez Jiménez var ved magten, og det var ikke ualmindeligt at nogle blev smidt ud af skolen hvis de ikke fulgte trop. Det blev meddelt at enhver som ikke overværede messen, ville få et afskedsbrev som også ville hindre vedkommende i at studere videre andre steder. Dér blev jeg virkelig sat på en prøve. Tidspunktet for messen nærmede sig, og jeg overvejede at gemme mig på toilettet eller unddrage mig ved at gå hjem. Men til sidst besluttede jeg mig for at tage et fast  standpunkt. Jeg sagde til seminariets leder at jeg ikke ville komme til messen, eftersom jeg studerede med Jehovas vidner og ikke længere anså mig selv for at være katolik. Selv om han blev meget vred på mig, lod han mig gå hjem. Jeg blev ikke smidt ud. Hvor var jeg lykkelig for at jeg havde stolet helt på Jehova.“

Da nogle præster hørte om sandheden

Der blev også forkyndt for præster. Marina Silva, en af de første der blev et Jehovas vidne i Valencia, husker endnu den dag præsten fra den kirke hun før havde tilhørt, kom og besøgte hende. Hun fik en lang snak med ham. Det hun husker bedst er at han, da han ikke kunne finde de skriftsteder som Marina ville have ham til at slå op, indrømmede: ’På seminariet studerede vi alt andet end Bibelen.’ Han var enig med hende på mange punkter; men da hun opfordrede ham til at forlade præsteembedet og tjene Jehova, sagde han: „Men hvem vil så sørge for at jeg får arepa?“ (Arepa er en lokal form for majsbrød.)

Selv om Marina tidligere havde haft stor hengivenhed for „Jesu Hellige Hjerte“ og havde viet hver fredag til dette billede, udvirkede sandheden fra Bibelen forandringer i hendes liv. Hun blev døbt i 1953, blev specialpioner i 1968, og virker stadig i denne tjeneste. Marina har haft den forret at være med til at påbegynde forkyndelsen af den gode nyhed i San Carlos, Temerla, Bejuma, Chirgua, Taborda, Nirgua og Tinaquillo.

Da budskabet nåede til Tinaquillo, der ligger sydvest for Valencia, var indbyggerne først fjendtligt indstillede. Marina kan huske at den lokale præst, „Monsignore“ Granadillo, satte højttalere op for at advare folk da den lille gruppe begyndte at gennemarbejde byen. „Den gule feber er nået til Tinaquillo!“ råbte han. „Hør ikke på disse mennesker! Forsvar byen og jeres religion! Forsvar den hellige treenigheds  mysterium!“ Marina besluttede at aflægge præsten et besøg. Hun gik hen til hans hus og ventede til han kom hjem.

Da han kom, sagde hun: „Jeg er en del af den ’gule feber’ De har klaget over her i formiddag. Jeg vil gerne understrege at vi er Jehovas vidner. Vi forkynder et vigtigt budskab om Guds rige, et budskab som kirken burde forkynde, men som den undlader.“ Hun bad frimodigt om hans bibel og viste ham det der står i Apostelgerninger 15:14, hvor det er forudsagt at Jehova af nationerne ville udtage „et folk for sit navn“. Han ændrede indstilling og sagde at han var ked af at han ikke havde gjort sig klart hvilken slags mennesker de var. Til alles overraskelse kom han til det offentlige foredrag som Marina inviterede ham til. Senere tog han flere gange imod bladene på det store torv. Det fik andre der så det, til også at tage imod bladene. I 1995 var der fire menigheder i Tinaquillo og i alt 385 forkyndere.

Sandhedens sædekorn bærer frugt i Maracay

Som tidligere nævnt var det ikke alene Barquisimeto og Valencia der modtog missionærer i 1950. Der blev også sendt nogle til Maracay, som er Venezuelas femtestørste by. Den ligger på den østlige side af Valenciasøen, blot 120 kilometer sydvest for Caracas, og er omkranset af bjerge.

Da missionærerne kom til Maracay, blev der også mulighed for at holde møder her. På det tidspunkt bestod missionærgruppen af ugifte brødre. Men da Leila Proctor, en australskfødt missionærsøster, ankom i 1958, var der kun én døbt broder i Maracay, selv om der kom mellem 12 og 20 til møderne. Denne ene broder var Keith Glessing, som sammen med sin kone, Joyce, var udgået fra Gileadskolen i 1955. Eftersom der var mangel på brødre, måtte søstrene hjælpe til på forskellige måder. Søster Proctor fortæller: „Vi søstre havde punkter på tjenestemøderne og hjalp med regnskabet, bogbordet og bladbordet. Fem måneder efter min ankomst  fik jeg til opgave at lede et bogstudium. I begyndelsen var der kun en uvirksom forkynder og mig. Bogstudiet blev holdt i skæret af stearinlys i et hjem med stampet lergulv. Til trods for min forfærdelige måde at tale spansk på, kom der inden længe så mange til mødet, at både stuen, køkkenet og gårdhaven var fyldt op. Det kunne ene og alene skyldes Jehovas hellige ånd.“

I Maracay har mange haft et oprigtigt ønske om at kende og tjene Jehova, så mange at der i begyndelsen af 1995 var 30 menigheder med i alt 2839 forkyndere i byen.

’Jeg skyder dig hvis det er rigtigt!’

En af dem der viste interesse i Maracay var María, som var gift med Alfredo Cortez. Da Joyce Glessing havde studeret Bibelen med hende i et halvt års tid, kom manden en dag hjem og fandt denne gringa, som de amerikanske kvinder dér bliver kaldt. Han bad sin kone om en forklaring. Den fik han i form af et blad som hans kone havde fået af Joyce. Heri var der en artikel som forbandt spiritisme med Rosenkreuzerne. Han læste den med interesse eftersom han beskæftigede sig en del med deres lære.

Da hustruen fortalte søster Glessing om sin mands interesse for bladene, blev det aftalt at missionærsøsterens mand, Keith, skulle besøge hr. Cortez. Det gjorde han, og der blev påbegyndt et bibelstudium. Efter blot tre uger — hvilket var alt for tidligt — indbød missionæren hr. Cortez til at følges med ham fra dør til dør. Han gik med, var glad for det, og spredte 16 blade. Ovenud lykkelig tog han samme aften i byen med nogle verdslige venner for at fejre hvad han havde udrettet, drak sig fuld, og kom hjem klokken tre om natten!

Næste dag følte han sig ilde til mode over det han havde gjort og tænkte ved sig selv: ’Enten skal jeg tjene Jehova på den rette måde eller også bare leve som jeg altid har gjort.’  Med noget besvær lod han sig overtale til at fortsætte bibelstudiet. Han ændrede gradvis sin livsform, og blev døbt i 1959.

To uger senere kom en rasende oberst, der var gudfader til en af Alfredos døtre, på besøg, pegede på ham med en revolver og sagde: „Er det sandt hvad jeg hører — at du er blevet et af Jehovas vidner? Jeg skyder dig hvis du siger det er rigtigt!“ Alfredo bevarede roen, bekræftede at det var sandt og forklarede hvorfor han havde truffet den beslutning. Forarget gemte obersten revolveren af vejen, gik med faste skridt derfra og sagde at han ikke længere var gudfader til Alfredos datter. Som følge af Jehovas ånds hjælp og Alfredos nidkære forkyndelse for alle og enhver, har han hjulpet 89 mennesker til at lære sandheden at kende så de har kunnet indvi deres liv til Jehova. Han virker nu som ældste i Cabudare, i nærheden af Barquisimeto; en af hans sønner er specialpioner; og hans datter Carolina tjener sammen med sin mand på afdelingskontoret.

Vær forsigtig, det er karnevalstid!

Karnevalstiden i Venezuela er ensbetydende med fester og kostumer — samt vandkastning! Især børnene kan godt lide at pøse vand på intetanende forbipasserende. Det er normalt uklogt at gå ud på gaderne mandag og tirsdag i karnevalsugen.

„Jeg ignorerede advarslerne,“ indrømmer Leila Proctor. „Det første år jeg var i Maracay, var jeg indstillet på at lede mine bibelstudier uanset hvad der skete. Det gjorde jeg så, og ankom temmelig våd til mit første studium, efter at have fået en spand vand hældt ud over mig. Da jeg i mit nu halvtørre tøj tog videre til det næste studium, blev jeg ramt af to spandfulde vand. Jeg var våd helt ind til skindet.“ Andre missionærer kan fortælle lignende historier.

Leila, der nu bor på missionærhjemmet Quinta Luz i Caracas, har lært at planlægge sin tjeneste lidt anderledes i karnevalstiden.

 „Han hørte min inderlige bøn“

Da Alfredo Amador var lille, plejede hans far at vise ham stjernehimmelen og lære ham nogle af navnene på stjernebillederne. „Gud har skabt alle disse,“ sagde han. Men faderen døde inden Alfredo var ti år. Alfredo, der dengang boede i Turmero i staten Aragua, begyndte at nære tvivl angående sin tro. Det virkede forkert på ham at præsten forlangte penge for at fremsige bønner for de døde eller at velhavende kunne få deres slægtninge ud af skærsilden hurtigere end de fattige kunne. Fyldt med tvivl havnede han i druk, kønslig umoralitet, vold og stofmisbrug. Da han begyndte at høste hvad han havde sået, prøvede han at finde en udvej. Så kom han i tanker om disse sin barndoms nætter hvor han havde betragtet stjernehimmelen sammen med sin far.

„En eftermiddag hvor jeg følte mig helt desperat, bad jeg med tårer i øjnene Gud om at jeg måtte lære ham at kende,“ fortæller Alfredo. „Noget tyder på at han hørte min inderlige bøn, for allerede næste formiddag bankede to Jehovas vidner på min dør. Det førte til interessante drøftelser, men jeg ville ikke have et bibelstudium. Jeg ville selv læse Bibelen, men indvilligede i at komme til møderne i rigssalen. Den broder der besøgte mig, tog mig også med til et stævne i den nærliggende by Cagua. De forskellige foredrag jeg dér hørte, overbeviste mig om at det var sandheden. Da dåbskandidaterne rejste sig op for at svare, rejste jeg mig også!“

Alfredo undrede sig over at alle de andre der havde rejst sig, stod i én sektion af auditoriet, mens han stod i en anden. Han stillede sig alligevel op i rækken for at blive døbt. Så kom der en hen og spurgte ham hvilken menighed han var fra. Han vidste ikke engang at menighederne havde navne. Det gik snart op for ham at han ikke var parat til at blive døbt.

 Kort tid efter giftede han sig med den kvinde han boede sammen med, og ved hjælp af et systematisk bibelstudium kvalificerede han sig til at ledsage brødrene i forkyndelsen fra dør til dør. I 1975 blev han og hans kone døbt. Nu tjener han som ældste i Maracay. Han ser frem til den dag da hans far, i Guds nye tingenes ordning, vil få livet igen ved en opstandelse. Så vil han kunne fortælle ham at den Skaber han for mange år siden havde talt til ham om, hedder Jehova, og han vil kunne hjælpe sin far til at lære Jehova godt at kende.

En katastrofe i Maracay

Den 6. september 1987 er en dato der længe vil blive husket af beboerne i Maracay og omegn. Voldsomme regnskyl forårsagede oversvømmelser og mudderlaviner som satte i hundredvis af huse under vand og rev nogle af dem med sig.

Mange af de næsten 2000 forkyndere i Maracay var til områdestævne da katastrofen indtraf. Da de vendte tilbage, var deres hjem og ejendele forsvundet. Mindst 160 mennesker var omkommet; andre hundreder er aldrig siden blevet fundet; 30.000 var blevet hjemløse. Ingen Jehovas vidner mistede livet eller kom noget alvorligt til, men 114 Jehovas vidner og interesserede blev hjemløse og mistede alt andet end det de stod og gik i.

Brødrene nedsatte hurtigt et nødhjælpsudvalg som sørgede for at der blev ydet effektiv hjælp i form af mad, medicin, tøj og et sted at sove. Omsorgsfulde medkristne fra andre byer blev ved med at sende lastbiler med nødhjælp lige så længe der var brug for det. Da de ansvarlige brødre fandt ud af at de betrængte Jehovas vidner og interesserede havde alt hvad de skulle bruge, gav de også nogle af forsyningerne til naboer med særlige behov. Det var meget trosstyrkende at se den store gavmildhed og villighed brødrene lagde for dagen.

 Et stærkt ønske om at komme sammen

Venezuelanere er af natur meget selskabelige. De elsker at være sammen med mange — ved måltiderne, til fester, på stranden eller på udflugter. Dette særkende forsvinder ikke fordi de slutter sig til Jehovas organisation. De elsker stævnerne. For mange af dem er tidsfaktoren, afstanden, udgifterne og besværet underordnet, bare de kan være sammen.

I januar 1950 planlagde man at holde et todages stævne i Maracaibo, og det vakte store forventninger. Broder Knorr og broder Robert Morgan fra hovedkontoret skulle komme. Pedro Morales var skuffet over at de lokale nyhedsmedier ikke ville give stævnet offentlig omtale på grund af modstand fra kirken. Men da tidspunktet nærmede sig for brødrenes ankomst med fly, fandt han på noget andet. Han har senere fortalt: „Jeg fik alle børnene fra menigheden til at tage med ud til lufthavnen og stå med hver sin buket friske blomster i hånden. Det vakte selvfølgelig journalisternes nysgerrighed, og de ville vide om de ventede på nogen bestemt. Børnene, der var blevet grundigt instrueret, svarede så: ’Ja, hr., og han vil holde et foredrag i Masonic-hallen, Urdanetagade nr. 6, lige ved siden af politistationen.’ Da de besøgende brødre ankom, tog journalisterne billeder, og både oplysningen om stævnet og billederne blev bragt i aviserne. Vi fik den omtale vi ønskede.“

To dage før stævnet udsendte også en lokal radiostation, Ondas del Lago (Søens Bølger), hver halve time en meddelelse om at der ville blive holdt et offentligt foredrag og at det ville blive udsendt over radioen. Det gav gode resultater. Foruden de 132 der kom til stævnet, havde der været en stor radiolytterskare. Det år oplevede man den største fremgang i antal forkyndere der nogen sinde er blevet rapporteret i Venezuela — 146 procent.

 Et andet områdestævne som huskes af mange, var det der blev holdt i Nuevo Circo Tyrefægterarena i Caracas fra den 23. til den 27. januar 1967. Det var det første internationale stævne i Venezuela. Der var 515 udenlandske delegerede, deriblandt nogle af Vagttårnsselskabets bestyrelsesmedlemmer. Bibelske skuespil var dengang noget nyt på programmet. Dyah Yazbek, der var instruktør for et af dem, fortæller: „De gjorde et stort indtryk, ikke blot fordi det var noget nyt og noget meget lærerigt, men også fordi de godt 500 delegerede fra udlandet var helt vilde med at fotografere alt hvad der foregik!“ En sådan international sammenkomst vakte opmærksomhed. Selv om der ikke engang var 5000 forkyndere i Venezuela, kom der 10.463 til stævnet. I løbet af de følgende tre år steg antallet af aktive forkyndere i landet med henholdsvis 13, 14 og 19 procent.

Det er ikke ualmindeligt at en interesseret overværer et kreds- eller områdestævne før vedkommende er begyndt at studere Bibelen eller har været i en rigssal. Dette ønske om at komme sammen blev grundigt demonstreret i januar 1988. Don Adams fra hovedkontoret i Brooklyn var på besøg som zonetilsynsmand. En tyrefægterarena i Valencia var blevet lejet, og et totimers program var planlagt. På det tidspunkt var der 40.001 forkyndere i hele Venezuela. Men 74.600 overværede programmet; de var kommet fra de fjerneste egne af landet. Nogle havde rejst i 12 timer eller mere med bus for at nå frem. Og da programmet var forbi, steg de igen på busserne for at påbegynde den 12 timer lange hjemrejse. Men de muntre, smilende og tilfredse venezuelanske forkyndere syntes at dét at kunne være sammen med så mange af deres åndelige brødre og søstre denne halve dag, var det hele værd.

Budskabet bringes til Andesbjergene

Andesbjergene strækker sig så langt mod nord som til Venezuela. Tre af de større byer i Andesbjergene er Mérida, San  Cristóbal og Valera. Folks levevis og indstilling her er helt anderledes end den man finder i kystbyerne og de mere kosmopolitiske områder.

Rodney Proctor, en områdetilsynsmand der har rejst i Andesbjergene, har lagt mærke til følgende særkende ved dem der bor her: „En fremmed bliver ofte behandlet som udlænding selv om han er fra samme land. Kirken har stadig stor magt, og generelt set er folk skeptiske over for budskabet om Riget. Nogle specialpionerer oplevede at være i en by et helt år før folk gengældte deres hilsen når de mødte dem på gaden. Efter endnu et år begyndte nogle så småt at studere Bibelen. I modsætning til andre steder i landet, var det her som om spørgsmålet: ’Hvad vil mine naboer tænke?’ hindrede folk i at lytte når forkynderne kom til deres dør.“

I begyndelsen af 1950’erne besøgte Juan Maldonado, en pioner fra Caracas, forskellige byer i Andesbjergene, idet han  blev nogle uger i hver by og forkyndte hvor han kom frem. Den modtagelse han fik i San Cristóbal var ikke just opmuntrende. Broder Maldonado blev flere gange arresteret på grund af sin frimodige forkyndelse.

Der var imidlertid en familie som viste interesse for sandheden og som han studerede Bibelen med flere gange om ugen under sit ophold. Men nogle af familiens slægtninge og den lokale præst lagde dem så mange hindringer i vejen at moderen, Angelina Vanegas, ikke kunne skaffe tilstrækkeligt med arbejde til at forsørge familien.

Efter at Vin og Pearl Chapman havde tjent som missionærer i Barquisimeto, blev de i december 1953 sendt til San Cristóbal. Angelina Vanegas og hendes familie bød missionærerne velkommen som en kærkommen hjælp fra Jehova, og begyndte straks at samarbejde med dem i forkyndelsen. Nogle få måneder senere ønskede Angelina at lade sig døbe. Badekarret på missionærhjemmet var meget stort, og Angelina var meget lille, så det var ikke noget problem.

Siesta eller frelse?

Broder og søster Chapman begyndte at studere med et meget fattigt ægtepar, Misael og Edelmira Salas. Edelmira var en nidkær katolik. Hun fortæller: „Jeg var så nidkær at jeg, for at indfri et løfte til Gud, engang jeg var gravid gik barfodet på en pilgrimsfærd fra én landsby til en anden, og kravlede på knæ fra kirkedøren op til alteret; derefter gik jeg barfodet hele vejen tilbage. Det medførte at jeg blev syg og tabte barnet.“

Da Misael og Edelmiras andet barn, en datter, blev født, var de begyndt at studere Bibelen sammen med broder og søster Chapman. En dag da datteren var meget syg, besluttede Edelmira at tage hende med på hospitalet. Før hun tog af sted, lagde naboerne pres på hende for at få datteren døbt, så barnet ikke blev nægtet en begravelse og kom i limbus hvis  det døde, som de sagde. Edelmira besluttede sig for at være på den sikre side, så hun gjorde holdt ved kirken på vej til hospitalet og bad præsten om at døbe barnet.

„Jeg kom ved middagstid, og præsten var ikke meget for at blive forstyrret i sin siesta,“ fortæller hun. „Han bad mig om at gå, og komme igen på et andet tidspunkt. Jeg sagde til ham: ’Mit barn er ved at dø. Hvad er vigtigst? At du redder et barn fra limbus eller at du holder din siesta?’ Modstræbende gik han med til at lade barnet døbe, men han bad sin medhjælper, en sakristan, om at gøre det.“

Barnet overlevede, men denne hændelse blev et vendepunkt for Edelmira. Nu var hun fuldstændig desillusioneret hvad kirken angik, og hun begyndte at tage bibelstudiet med Jehovas vidner alvorligt. Så flyttede hun og hendes mand til en anden by ved navn Colón, hvor der ikke var nogen Jehovas vidner. Da Casimiro Zyto besøgte San Cristóbal som kredstilsynsmand, bad missionærerne ham om at besøge Edelmira. Hun var meget taknemmelig for besøget, og blev ved denne lejlighed døbt!

Hendes forkyndelse har medvirket til at der nu er en menighed i Colón. Der er også tre i El Vigía, hvor hun hjalp med at påbegynde forkyndelsesarbejdet da familien flyttede dertil. Nogle år senere blev hendes mand og deres tre døtre også døbt.

En præst tilskynder til vold

I en anden lille landsby i Andesbjergene var der en pioner ved navn Luis Angulo. En dag i 1985 hørte han larm uden for sit hus, og da han kiggede ud, så han til sin forbløffelse et bord ved fordøren hvorpå der stod et billede af en „helgen“. En ophidset pøbelsværm forlangte højlydt at Jehovas vidner forlod byen, og de truede med at sætte ild til huset. „Vi giver jer en uge til at forlade byen!“ råbte de.

 Broder Angulo fortæller: „Jeg blev enig med mig selv om at det bedste var at gå til byens prefecto for at få hjælp. Prefectoen var samarbejdsvillig og fik politiet til at hente urostifterne. ’Hvem har fået jer til at gøre dette?’ spurgte han dem. De indrømmede til sidst at det var den katolske præst. I en prædiken under messen havde han opfordret sine sognebørn til at få os ud af byen, under påskud af at vi var til fare for landsbyens åndelige velfærd. ’Den præst er vanvittig!’ udbrød prefectoen. ’Gå nu hjem og lad Jehovas vidner være i fred, eller I kommer i fængsel.’“

Kort tid efter viste det sig at præsten var indblandet i bedrageri; men som det ofte sker i sådanne tilfælde, blev han blot forflyttet til et andet område.

En ny personlighed

I nabolandsbyen Pueblo Llano var der en velkendt person ved navn Alfonso Zerpa. Han var engageret i politik, forfalden til drikkeri, stofmisbrug og rygning, samtidig med at han var en skørtejæger og til fare for landsbyens beboere når han drønede op og ned ad byens to største gader på sin motorcykel. Men da sandhedens sædekorn i 1984 blev sået i hans hjerte, begyndte de hurtigt at vokse. Alfonso indså snart behovet for at gøre store forandringer og at iføre sig den nye personlighed. — Ef. 4:22-24.

Da han overværede sit første offentlige møde, var han den eneste foruden specialpionererne. „Hvor er de alle sammen henne?“ spurgte han. Men måske var det udmærket at han var den eneste. Han havde så mange spørgsmål at pionererne måtte fortsætte helt til midnat med at besvare dem ud fra Bibelen. Fra da af begyndte han at overvære alle møderne, og hans kone, Paula, kom også. Han gjorde forandringer hvad angik ydre og moral, og kvalificerede sig efterhånden til at blive forkynder. Hans første distrikt var de selv samme to gader  i Pueblo Llano som han havde kørt op og ned ad på sin motorcykel! Nu, hvor han kom høflig og pænt klædt på, med jakkesæt og slips, fik han mulighed for at aflægge et usædvanlig godt vidnesbyrd. Han og Alcides Paredes, som Alfonso havde taget med til møderne og præsenteret som sin bedste ven, virker nu som ældste i Pueblo Llano-menigheden sammen med deres familier. Over 20 af Paulas slægtninge er også blevet hjulpet til at tage imod sandheden.

Med tiden blev de bjerglignende hindringer for fremgang overvundet, og i 1995 var der ti menigheder i San Cristóbal, syv i Mérida og fire i Valera. Der er desuden mange mindre grupper og menigheder i hele Andesbjergenes område.

Der er brug for mænd i Cumaná

Byen Cumaná, hovedstaden i staten Sucre, er den ældste spanske by i Sydamerika. Den organiserede forkyndelse af sandheden nåede til Cumaná da nogle specialpionerer kom til byen i 1954. Senere kom missionærægteparret Rodolfo og Bessie Vitez også for at hjælpe. Han blev senere udnævnt til kredstilsynsmand, men det første de gjorde var at leje en lille hal, som de rengjorde og malede, samt udstyrede med nogle gamle kasserede bænke fra et baseball-stadion. Nu hvor man havde et sted at mødes, steg antallet af tilstedeværende hurtigt. Men der kom næsten udelukkende kvinder og børn.

Penny Gavette og Goldie Romocean var blevet bedt om at samarbejde med missionærgruppen i Cumaná, og de fortæller at der ikke var nogen mænd til at føre an, efter at broder Vitez var rejst ud i kredstjenesten. Mændene havde simpelt hen ikke lyst til at komme. Penny siger: „De sagde til os: ’Vi bryder os ikke om den religion. Vi må ikke drikke os fulde og have andre damer. Vores religion giver os lov til at gøre som vi vil.’ Selv da der kom 70-80 til møderne, var der kun fem-seks mænd, og vi søstre blev fortsat nødt til at lede møderne fra tid til anden.“

 Efterhånden begyndte der dog at komme nogle mænd som gjorde tilstrækkelige fremskridt til at kunne blive betroet et ansvar i menigheden. Den lille rigssal var snart fyldt til bristepunktet. Trængsel og manglende udluftning afholdt ikke folk fra at komme. Selv om missionærerne følte at rigssalen under møderne var som et tyrkisk bad, fik kærligheden til sandheden de tilstedeværende til at blive siddende og lytte i to timer. Med tiden åbnede Jehova mulighed for at der kunne blive bygget en ny rigssal.

Forkyndelsesarbejdet i Cumaná er fortsat gået fremad. I 1995 var der 17 blomstrende menigheder, med i alt 1032 forkyndere af den gode nyhed.

I sin søsters fodspor

Da Penny Gavette i 1949 forlod sit hjem i Californien for at komme på Gilead, var hendes søster Eloise kun fem år gammel. Pennys livsform gjorde et stort indtryk på Eloise. Hun kan huske at hun tænkte: ’Jeg vil også være missionær når jeg bliver stor.’ De var begge ovenud lykkelige da Eloise i 1971 udgik fra Gilead og fik til opgave at være Pennys missionærmakker i Cumaná.

Eloise, der nu er gift med områdetilsynsmanden Rodney Proctor, husker det vidtstrakte distrikt hun og Penny arbejdede i. Hun fortæller: „Da min søster og jeg havde forkyndt i Cumaná i to år, besluttede vi at koncentrere os mere om de mindre byer. Vi fik afdelingskontorets tilladelse til at forkynde i byer som Cumanacoa og Marigüitar, og vi tilbragte hele dage eller weekender i disse byer. Det var meget varmt, og den eneste måde vi kunne komme omkring på, var ved at gå. Begge steder blev der oprettet grupper.“

Den gode nyhed når grænsebyerne

De runde, skovklædte bjerge syd for Orinocofloden i landets østlige del bliver nord for grænsen til Brasilien til  højsletter. Det er imponerende sandstensplateauer, der er op til 2700 meter høje. Her i disse sparsomt befolkede områder findes Venezuelas største forekomster af guld og diamanter. I landsbyerne i disse områder findes der dog også andre eftertragtede skatte. Det er åndelige rigdomme, „nationernes kostbare skatte“. — Hag. 2:7.

I 1958 fløj fem Jehovas vidner ind i dette område i en lille flyvemaskine. De spredte i hundredvis af blade blandt de indianske indbyggere. Da den rejsende tilsynsmand Alberto González næsten 20 år senere tog til Santa Elena sammen med nogle brødre fra Puerto Ordaz, spredte de 1000 blade. Der var ingen elektricitet i byen dengang, men en mand lånte dem en generator så de kunne vise lysbilleder, og 500 overværede forevisningen. I 1987 kom så Rodrigo og Adriana Anaya, to specialpionerer, fra Caracas.

Andre religiøse grupper der før var taget til dette område, havde lagt en grundvold som Jehovas vidner kunne bygge videre på. Katolikkerne og adventisterne lærte indianerne at tale og læse spansk. De medbragte også Valera-oversættelsen af Bibelen, som konsekvent gengiver Guds navn Jehová.

Det begyndte imidlertid at gå op for nogle af indianerne at den katolske kirke ikke havde holdt sig til det der stod i Bibelen. Da en indianerkvinde for eksempel lærte om Guds syn på religiøse billeder, sagde hun: „Tænk, de sagde at det var forkert at tilbede solen og at de indianske gudebilleder var falske, og så er den katolske kirkes egne religiøse billeder ikke spor bedre! Jeg har lyst til at gå hen i kirken og slå præsten med en kæp fordi han har bedraget mig i så lang tid!“ Hun blev overtalt til ikke at gøre det, men det hun gav udtryk for, var hvad mange beboere i området følte.

Indianerne i den sydlige del af staten Bolívar holder meget af vore publikationer. De er naturelskere, og derfor kan  de især godt lide farvestrålende billeder af Guds skaberværk. Det er interessant at overvære hvordan en bog bliver modtaget. Indianeren tager bogen i hånden, føler på den, lugter til den, åbner den, betragter med begejstring hvert eneste farvebillede, og kommer med små tilfredse kommentarer på lokalsproget pemon. Nogle gange er de så ivrige at de selv tager bøger og blade i pionerens taske og begynder at dele dem ud til de andre i familien. Lokalbefolkningen er meget gæstfri og byder ofte forkynderne på et måltid mad.

Ved den første mindehøjtid efter specialpionerernes ankomst var der 80 til stede. Nu er der en menighed. Men dybt rodfæstede indianske traditioner har gjort at væksten foregår langsomt.

Lydhøre mennesker i Amazonas

Amazonområdet i Venezuela ligger i landets sydlige del. Ved den colombianske grænse ligger der en lille by ved navn Puerto Ayacucho. Den er omgivet af uberørt jungle med et fascinerende dyreliv og talrige vandfald.

I 1970’erne besøgte kredstilsynsmanden Willard Anderson de syv forkyndere der dengang var i byen. Han fandt ud af at der var mange lydhøre i distriktet. En formiddag spredte han 42 bøger. Gruppen satte optimistisk 20 stole frem til en lysbilledforevisning, så den blev glædeligt overrasket da 222 mødte op! Der er nu en blomstrende menighed med over 80 forkyndere i Puerto Ayacucho.

Goajiro-indianerne i Zulia

I Venezuelas allervestligste del ligger staten Zulia. De oprindelige indbyggere i dette område er goajiro-indianere. Nogle steder, for eksempel i La Boquita, bor de i huse der er lavet af vævede sivmåtter og bygget på pæle. De har iøjnefaldende skikke og går i farvestrålende tøj. Mændene, der  har bare ben, rider på heste. Kvinderne går i lange, farvestrålende, teltagtige kjoler, og deres sandaler er pyntet med store uldne kvaster.

Der findes også symbolske får blandt disse goajiro-indianere. De er ofte noget reserverede lige når de hører om Bibelens budskab, fordi religiøse grupper inden for kristenheden har udnyttet dem. Men nogle er lydhøre.

En missionær ved navn Frank Larson tog en af Selskabets film med til goajiro-området. Det blev meddelt at filmen ville blive vist klokken 19.00, men der kom ikke nogen førend der blev spillet en skrattende plade med populær salsa-musik. Så kom der 260, og de nød filmen. Ved en anden lejlighed kom der over 600 for at høre et foredrag holdt af kredstilsynsmanden Mario Iaizzo.

Indvandrere som nidkært udbreder sandheden fra Bibelen

I Venezuela er hver sjette indbygger indvandrer. Især i 1950’erne kom der mange immigranter fra Portugal, Italien, Spanien og de arabiske lande. Når de ankom, var de som oftest fattige, men gennem årene har mange af dem formået at opbygge gode forretninger. De er meget arbejdsomme, og deres liv drejer sig om det materielle. Ofte er det derfor svært at nå dem med budskabet om Riget. Der er naturligvis også indvandrere fra andre sydamerikanske lande, især fra Colombia.

En af de forkyndere i Venezuela der havde en meget lang teokratisk løbebane, var Vilius Tumas. Han var blevet døbt i Litauen i 1923. Broder Tumas havde overlevet de svære år under Hitlers regime i Europa og flyttede efter Anden Verdenskrig til Venezuela. Lige til sin død i 1993 satte han et godt eksempel i trofast tjeneste for sine brødre i byen La Victoria, hvor han tjente som ældste.

 Remigio Afonso, der er fra De Kanariske Øer, virker som rejsende tilsynsmand i Venezuela. Han har opsøgt andre indvandrere, og har i den forbindelse lagt mærke til at selv om nogle i en familie ikke er interesserede, er der måske andre i familien som er ivrige efter at høre om sandheden fra Bibelen. I Cumaná var der for eksempel et arabisktalende ægtepar som havde en forretning; de var ikke selv interesserede, men det var deres datter. Remigio fortæller: „Hun bad mig om at skaffe hende en bibel. Det lovede jeg, men hun var ikke helt sikker på om jeg ville holde hvad jeg lovede. Vi aftalte en dag og et tidspunkt, og hun blev overrasket da jeg kom præcis til den aftalte tid. Hun fik Bibelen og bogen Sandheden der fører til evigt liv, og det blev aftalt at en søster kunne fortsætte studiet som jeg påbegyndte.

Kort tid efter, mens jeg besøgte en menighed i Güiria, så jeg en mand sidde i døråbningen til en forretning lige over for rigssalen og læse i en bog med grønt omslag. Han kaldte på mig. Han talte arabisk og spurgte om den bog han læste i var en af vore. Den var på arabisk, men jeg kunne fortælle ham at det var bogen ’Gud Maa Være Sanddru’. Han sagde at han havde fået den som en gave i sit hjemland og at han hverken ville låne den ud eller sælge den! Da jeg havde fået bekræftet at han også læste spansk, tilbød jeg ham ’Sandhedsbogen’, som han straks tog imod, og vi begyndte at studere. Han kom til tre møder den uge og svarede endda ved vagttårnsstudiet.“

Ved et områdestævne i Maracay to år senere kom en mand med en mødetaske hen og hilste på broder Afonso og spurgte  om han kunne kende ham. „Jeg er den mand fra Güiria,“ sagde han. „Jeg er blevet døbt og leder nu selv tre bibelstudier.“ Ved et områdestævne i Colombia det følgende år havde broder Afonso et punkt på programmet. Bagefter kom en ung kvinde løbende op til ham med glædestårer i øjnene og præsenterede sig som den pige fra Cumaná han havde forkyndt for. Hun fortalte at også hun var en døbt forkynder. Sådanne oplevelser bringer stor glæde!

Endnu et eksempel på at en udlænding har gjort Venezuela til sit hjem og været vidne til den fremgang forkyndelsesarbejdet her har haft, er Dyah Yazbek. Han kan huske hvordan han forkyndte sammen med sine forældre, sin broder og sine søstre i byer og landsbyer i Libanon, hvor hans far havde taget imod sandheden i 1930’erne. Det var et hårdt slag for familien Yazbek da faderen, Michel, døde to måneder efter deres ankomst til Venezuela; men Dyah siger: „Mor og vi børn fortsatte i sandheden. Vi kom til møderne i nordmenigheden i Caracas. Jeg blev døbt som 16-årig og begyndte som pioner.“ Økonomiske problemer i familien betød at han måtte holde op som pioner allerede tre år senere. Men efter 28 år med verdsligt arbejde inden for bankverdenen følte han at hans situation tillod ham at sige sin stilling op uden at det ville gå ud over hans kone, deres tre børn og hans mor, som boede hos dem. Han blev igen pioner. Broder Yazbek er nu medlem af afdelingskontorets udvalg. Når han ser næsten 40 år tilbage, kan han blandt andet huske områdestævnet i Venezuela i 1956. Det var dér at tilhørerantallet for første gang oversteg et tusind. „Nu,“ siger han, „overstiger antallet af tilstedeværende ved områdestævnerne et hundrede tusind.“

Rejsende tilsynsmænd hjælper til

I slutningen af 1940’erne, da Donald Baxter var den eneste på afdelingskontoret og der kun var seks-syv menigheder  i hele landet, besøgte broder Baxter disse grupper når han havde mulighed for det.

Men da den 21-årige Rubén Araujo kom tilbage fra Gilead i 1951, fik han til opgave at besøge alle landets menigheder og isolerede grupper. Antallet af menigheder steg til 12 det år. Rubén rejste med bus eller taxa og nogle gange med fly eller små både (chalanas) når han besøgte afsidesliggende steder.

Han kan stadig huske et besøg han aflagde hos en der abonnerede på Vagttaarnet nær Rubio i staten Táchira, i nærheden af den colombianske grænse. Manden på gården sagde at han var schweizer og ikke kunne læse spansk. „Men du kan tale med min kone, for hun kan godt lide Bibelen,“ sagde han. „Efter at jeg havde talt med hans kone,“ fortæller Rubén, „kaldte hun på sin mor, en 81-årig dame. Da hun så de bøger jeg havde, spurgte hun om mit arbejde havde noget med bogen Guds Verdensplan at gøre. Hendes øjne lyste op, og hun blev meget begejstret. Hun spurgte: ’Vil det sige at du kender noget til hr. Rutherford?’ Hendes datter oversatte til spansk for hende, eftersom hun kun talte tysk. Hun sagde at hun havde læst den bog om og om igen siden hun havde fået den i 1920. Hun havde også set ’Skabelsens Fotodrama’ og hørt foredraget ’Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø’. Da hun tolv år tidligere var kommet til Venezuela fra Schweiz, havde hun mistet kontakten med Jehovas Vidner. ’Jeg har savnet jer utrolig meget,’ sagde hun. Hun udtrykte sin glæde ved at synge en af Rigets sange på tysk, og jeg begyndte at synge med på spansk. Vi sang med glædestårer i øjnene.“

Keith og Lois West, som var udgået fra den 19. gileadklasse, rejste i kredstjenesten i 15 år. De havde det ikke altid let. Det illustreres udmærket ved besøget i Monte Oscuro i staten Portuguesa. Keith fortæller: „Det havde regnet  voldsomt den foregående nat, og vi kunne ikke køre så langt i bil som vi havde håbet på. Vi forlod derfor bilen og gik frem til floden. Her tog vi skoene af og gik op imod strømmen, hvorefter vi måtte klatre op ad bjerget til den lille rigssal. Der var ikke en sjæl at se. Men en broder der havde ledsaget os, sagde: ’Bare rolig. De skal nok komme.’ Han slog på en hjulkapsel, og efterhånden kom der omkring 40 mennesker. Jeg holdt et foredrag — stadig iført mine våde og mudrede bukser. Noget kan tyde på at kombinationen af det kolde flodvand, den varme klatretur op til rigssalen og dét at holde foredrag i våde bukser, var årsagen til en smertefuld muskellidelse. I nogen tid derefter skulle jeg hjælpes både når jeg skulle op på podiet og når jeg skulle ned igen, og når jeg var ude i forkyndelsen var jeg nødt til at holde mange hvilepauser.“

De mange forskellige former for logi er ofte en udfordring for rejsende tilsynsmænd. Der er langtfra altid rindende vand. Bølgebliktage får rumtemperaturen op på 30-40 grader celsius. Net for vinduer og døre er praktisk talt ukendt, så det rum, og nogle gange den seng man sover i, deler man med den stedlige fauna. Desuden kræver de venezuelanske familiers åbne, afslappede og selskabelige livsform nogle gange tilvænning af udlændinge, der er vant til mere privatliv. Venezuelanernes venlighed og gæstfrihed er imidlertid enestående, og udtrykket „Usted está en su casa“ (Lad som om du er hjemme) hører med til den velkomst en rejsende tilsynsmand får når han ankommer.

Selskabets film og lysbilleder blev vist overalt i Venezuela af de rejsende tilsynsmænd. Venezuelanerne er meget glade for at se film. Kredstilsynsmændene kan derfor altid regne med en stor mødedeltagelse. Folk sidder på gulvet, står op inde i salen eller står udenfor og kigger ind gennem vinduerne. En interesseret mand malede beredvilligt den ene side  af sit hus hvid, så den kunne bruges som lærred. I en lille bjerglandsby ved Carúpano leverede en venlig butiksindehaver strøm (der var ikke andre strømkilder i miles omkreds) og stillede samtidig et auditorium som blev brugt ved hanekampe, til rådighed. Derefter affyrede han raketter så de der boede i bjergene kom ned. Femogfirs mødte op, og mange af dem kom ridende på æsler. Det blev en noget usædvanlig drive-in-forestilling.

Gladys Guerrero, der bor i Maracaibo, holder særlig meget af de rejsende tilsynsmænd og deres koner. Da Nancy Baxter, der var gift med en rejsende tilsynsmand, en dag fulgtes med Gladys i forkyndelsen i byen Punto Fijo, fandt hun ud af at den unge pige havde en talefejl. Gladys forklarede at det var noget arveligt på hendes fars side. Selv om hun var blevet drillet meget for det, havde hun ikke kunnet gøre noget ved det. Så hun blev meget glad da søster Baxter tog sig tid til at lære hende at udtale bestemte ord rigtigt og forklare hvordan hun kunne øve sig på dem. „Hendes tålmodighed gav resultater,“ siger Gladys. „Nu kan jeg tale rigtigt.“ Andre hjalp også Gladys til at gøre åndelige fremskridt.

Pionerer med tillid til Jehova

Der er nu over 11.000 pionerer i Venezuela. Mange af dem har taget pionertjenesten op fordi de har fået kærlige tilskyndelser fra andre heltidstjenere.

Pedro Barreto fik en sådan tilskyndelse. I 1954 indbød afdelingstilsynsmanden ham til at begynde som specialpioner sammen med tre andre unge brødre. Pedro var med sine 18 år den ældste. Hvad skulle han gøre? „Jeg var ung og uerfaren, og jeg vidste ikke hvordan man vasker eller stryger sit tøj. Jeg vidste næsten ikke engang hvordan jeg skulle vaske mig selv!“ siger Pedro og ler. Han var lige blevet døbt året før. Efter at have talt med afdelingstilsynsmanden en times tid, traf Pedro  sin beslutning. De fire unge brødre blev sendt til Trujillo, hovedstaden i staten af samme navn. Folk dér var, ikke mindst dengang, traditionsbundne og meget religiøse. Men disse fire pionerer lagde en god grundvold for arbejdet i dette område. De forkyndte også for nogle af de mere fremtrædende indbyggere, deriblandt for postmesteren og for dommeren ved retten i Trujillo.

En dag på byens store torv kom de fire pionerer til at stå ansigt til ansigt med en katolsk præst der var kendt i hele Venezuela for at have bragt svidende, ærekrænkende og urigtige artikler om Jehovas Vidner i den landsdækkende presse. Da flere kom og samledes omkring dem, sagde præsten til dem at de ikke skulle lytte til det de unge mænd sagde, eftersom de ’forstyrrede freden i byen og bragte alle ud af ligevægt,’ som han sagde. Han rådede dem kraftigt til at huske på at folkets tro tilhørte den katolske kirke. „I al denne støj og forvirring hviskede præsten nogle trusler mod mig og brugte et grimt sprog,“ siger Pedro. „Så jeg sagde højt til folk: ’Hørte I hvad han sagde? . . . og han er præst!’ hvorefter jeg gentog noget af det han havde sagt om mig. Så sagde præsten med sammenbidte tænder: ’Se så at forsvinde eller jeg skal sparke jer væk herfra.’ Jeg sagde at han ikke skulle ulejlige sig med at sparke. Vi var gået.“

Denne hændelse kom den tidligere nævnte dommer for øre. Han roste pionererne og gav udtryk for sin beundring for det arbejde de gjorde. På grund af disse fire modige unge brødres forkyndelse slog sandhedens budskab rødder i Trujillo, og i 1995 var der to menigheder i byen, foruden menigheder og grupper i de fleste af de omkringliggende byer og landsbyer.

Arminda López, Pedros søster, kan huske hvordan hun og tre andre søstre der i slutningen af 1950’erne var pionerer i San Fernando de Apure, altid fik hvad de havde brug for, sådan  som Jehova har lovet dem der søger Riget først. (Matt. 6:33) Én måned fik de ikke deres specialpionergodtgørelse til tiden, og de havde ikke flere penge. Spisekammeret var bogstavelig talt tomt. For at glemme deres rumlende maver besluttede de at gå tidligt i seng. Klokken 10 om aftenen hørte de nogen banke på hoveddøren. Gennem vinduet så de at det var en mand som de studerede Bibelen med. Han undskyldte at han kom så sent, men han var lige kommet hjem fra en tur og havde taget nogle ting med som han mente de kunne bruge — en kasse med frugter, grøntsager og andre madvarer! Alle stod hurtigt op igen, og nu blev der pludselig travlhed i køkkenet. „Det må have været Jehova der fik manden til at komme den aften,“ siger Arminda, „for vi skulle studere med ham dagen efter og kunne sagtens have ventet med at få varerne indtil da.“ Arminda tjener stadig som pioner, nu i byen Cabimas.

Blandt de nidkære pionerer synes næsten intet problem at være for stort. Hverken alder, dårligt helbred eller modstand fra familien lader til at være uoverstigelige hindringer. Der er for eksempel mange unge i pionerernes rækker. I begyndelsen af 1995 var der 55 almindelige pionerer i alderen fra 12 til 15 år. Men de har langtfra monopol på denne tjenestegren. Mange søstre med en ikketroende ægtemand står hver morgen tidligt op for at tilberede måltider, sørge for deres børn og klare de huslige pligter, så de hver dag kan komme til samling og lede bibelstudier uden at forsømme deres familiemæssige forpligtelser.

Gifte brødre med familie har også tilrettelagt deres forhold så de kan være pionerer. David González begyndte som pioner i 1968, mens han endnu var ung og ugift. Senere tjente han som specialpioner sammen med sin kone, Blanca, indtil de fik børn. Nu er han og hans kone samt en datter almindelige pionerer. Samtidig med at han varetager  ansvaret for sine tre børn, virker han som ældste og som afløser for kredstilsynsmanden. Hvordan kan det lade sig gøre? Han forklarer at han har kunnet gøre det ved at sige nej til unødvendige materielle ting og ved at have en god timeplan. Han har desuden sin kones fulde støtte.

Så er der dem som er kommet lidt op i årene og hvis forhold nu gør at de kan overveje at begynde i pionertjenesten. Det gælder blandt andet dem hvis børn er blevet voksne og dem der har forladt arbejdsmarkedet. Derudover findes der sådan nogle som Elisabeth Fassbender. Elisabeth, der er født i 1914, blev døbt i Tyskland efter den anden verdenskrig, inden hun immigrerede til Venezuela i 1953 sammen med sin ikketroende mand. I 32 år udholdt hun hans bitre modstand indtil han døde i 1982. Derefter havde Elisabeth, i en alder af 72 år, frie hænder til at gøre mere ved tjenesten for Jehova. Hun realiserede nu sit længe nærede ønske om at blive pioner.

En af de ting der uden tvivl bidrager til den gode pionerånd i Venezuela, er at de allerfleste brødre lever en meget beskeden tilværelse. Det er de færreste der er fanget i det konstante ræs efter at skaffe sig mere til hjemmet og at tjene penge til kostbare ferier. En stor del af Jehovas tjenere har fundet ud af at pionertjenesten er inden for deres rækkevidde, når de undlader at påtage sig sådanne ekstra økonomiske byrder.

En frugtbar mark under dyrkning

Venezuelanerne er generelt set tolerante mennesker der har respekt for Bibelen; og med meget få undtagelser hævder  de at tro på Gud. Den katolske kirkes årelange kvælertag er nu løsnet, og mange oprigtige, men ulykkelige, sognebørn søger andre steder hen for at få tilfredsstillet deres åndelige behov. Kirkens politiske indblanding og den forkerte adfærd blandt præster, som man af og til hører om, er med til at svække folks tillid til kirken.

Alle disse faktorer er uden tvivl medvirkende til at det er relativt let at oprette bibelstudier her. I august 1995 ledede de 71.709 vidner for Jehova i Venezuela over 110.000 hjemmebibelstudier. Det er ikke svært for en regelmæssig forkynder, der er opmærksom på at følge interessen op, at lede fremadskridende bibelstudier. Eleverne kommer som regel til møderne og gør hurtigt forandringer for at indrette sig efter Jehovas retfærdige krav.

I 1936 var der blot to forkyndere af den gode nyhed som rapporterede i Venezuela. I 1980 var tallet steget til 15.025. Femten år senere er det samlede antal forkyndere af Riget vokset til over 71.000. I 1980 var der kun 186 menigheder i hele landet. Nu er der 937. Og antallet af dem der elsker Jehova og tjener ham, stiger fortsat.

En tid til at bygge

Som følge af den betragtelige stigning i forkyndertallet de senere år, har mange rigssale ikke plads nok til dem der kommer til møderne. Grundpriserne er, især i den indre by, helt uoverkommeligt høje. I Caracas, hvor der nu er 140 menigheder, er det derfor ikke usædvanligt at helt op til fem store menigheder, alle med en overvældende mødedeltagelse, er fælles om én rigssal. Det giver naboerne noget at se på om søndagen, når den ene menighed efter den anden kommer og går, mens brødre og søstre uophørligt hilser på hinanden med håndtryk og kindkys. Under møderne må mange stå op, og ventilationen er ofte utilstrækkelig. Der er et akut  behov for flere rigssale, og med hjælp fra en rigssalsfond i Venezuela arbejdes der nu på at imødekomme dette behov.

Trods brødrenes begrænsede midler har deres gavmilde indstilling gjort det muligt at bygge Venezuelas første stævnehal, i Cúa i staten Miranda. Dyah Yazbek, der var med i byggeudvalget, fortæller: „Under opførelsen af hallen i Cúa opstod der nogle problemer efter det første år. Vi havde fået rejst skelettet, men andet arbejde var endnu ikke gjort færdigt på grund af manglende økonomiske midler. Den 12. oktober 1982 mødtes vi med de lokale ældste og menighedstjenere og forklarede situationen for dem. Derefter bad vi dem om at lodde stemningen i menighederne. Resultatet blev at der tre måneder senere til vores store overraskelse var ydet 1,5 millioner bolivarer i bidrag, hvilket var en anselig sum dengang. På den måde fik vi mulighed for at færdiggøre byggeriet, der også indbefattede klimaanlæg og komfortable stole. Hallen har vist sig at være til stor gavn for de 11 kredse der for øjeblikket benytter den.“ Der er nu to stævnehaller i Venezuela. Den anden ligger i Campo Elías i staten Yaracuy.

Bedre forhold på afdelingskontoret

Et udvalg bestående af seks modne brødre leder nu arbejdet på afdelingskontoret. Det er Teodoro Griesinger, Keith West, Stefan Johansson (nuværende koordinator), Eduardo Blackwood (der også tjener som en af de fire områdetilsynsmænd), Dyah Yazbek (pioner og familiefar) samt Rafael Pérez (kredstilsynsmand).

Efterhånden som forkyndelsesarbejdet har haft fremgang, har det også været nødvendigt at udvide afdelingskontoret. Da broder Knorr og broder Henschel besøgte Venezuela i november 1953, påpegede broder Knorr at det ville være godt hvis Selskabet købte et hus der kunne bruges som missionærhjem og afdelingskontor. Man fandt frem til et  stort, nyt toetages hus i et roligt boligkvarter i bydelen Las Acacias i Caracas. Betelfamilien og missionærfamilien flyttede ind i Quinta Luz i september 1954, og her lå afdelingskontoret i 22 år.

Da antallet af forkyndere var steget til over 13.000, flyttede afdelingskontoret igen til nye lokaler — denne gang i den nærliggende by La Victoria i staten Aragua. I forhold til det tidligere kontor virkede disse helt nye bygninger overvældende store, og det var svært at forestille sig at der kunne blive pladsmangel. Men allerede i 1985 blev en ny fløj opført og indviet af netop denne grund.

I løbet af nogle få år var afdelingskontoret igen blevet for lille, og i 1989 købte man en meget velegnet byggegrund på 14 hektarer. Her er man ved at bygge et nyt afdelingskontor. En del af arbejdet er allerede udført, og det forventes at det nye kontor vil stå færdigt i nær fremtid.

„Lad enhver som tørster, komme“

Inden apostelen Johannes fuldførte nedskrivningen af Åbenbaringens Bog, sørgede Jesus Kristus for at følgende indbydelse kom med: „Ånden og bruden bliver ved med at sige: ’Kom!’ Og lad enhver som hører, sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ (Åbenbaringen 22:17) Denne storslåede indbydelse er nu gået ud til folk i Venezuela i omkring 70 år. Med større intensitet end nogen sinde før går den ud til alle dele af dette land — og med gode resultater.

Den stigende kriminalitet har ikke hæmmet arbejdet. Næsten alle huse og lejligheder har smedejernsgitter for hoveddøren, nogle gange forsynet med en tyk kæde eller en stor hængelås. Man er i konstant fare for at blive overfaldet, selv ved højlys dag. Især Caraqueños (Caracas’ beboere) er forsigtige med at bære guldsmykker eller kostbare ure på gaden.  Uforsigtige turister bliver ofte overfaldet. Når brødrene forkynder i byens mere fattige kvarterer, må de tage sig meget i agt. I hovedregelen nyder Jehovas vidner respekt, men det er sket at hele grupper af forkyndere er blevet antastet og med våben blevet truet til at aflevere ure, penge og smykker. Vore nidkære brødre i disse farlige områder lader sig dog ikke standse. De aflægger fortsat et grundigt vidnesbyrd.

Den tålmodige og vedholdende forkyndelse af den gode nyhed har gavnet alle slags mennesker. En ingeniør og hans familie fra Maracaibo havde med bestemthed afvist at tale om Bibelen med deres venlige naboer, som er Jehovas vidner, og i 14 år havde de blot hilst høfligt på hinanden. Men en dag i 1986 talte den lille femårige søn hvis forældre er Jehovas vidner, med naboens lille pige over hækken. Til sidst sagde drengen: „Hvis min far giver din far en ’Skabelsesbog’, så kan han se at Jehova har lavet os.“ Drengens far, der følte at Jehova måske ønskede at han igen skulle forsøge at nå ind til sin nabo, gik næste formiddag over og bankede på med henvisning til børnenes samtale. „Så på min søns vegne vil jeg gerne give dig denne ’Skabelsesbog’ som en gave,“ sagde han. Til broderens overraskelse kom ægteparret to dage senere over og undskyldte at de tidligere havde været så stejle og sagde tak for den flotte bog. Der blev oprettet et bibelstudium, og nu er ægteparret og deres to ældste børn indviede og døbte vidner for Jehova.

Ana, der bor i Barquisimeto, havde altid afvist Jehovas vidner når de kom til hendes dør. Hun var tilhænger af María Lionza-sekten, og udøvede derfor spiritisme. Men hun ville gerne ud af denne form for trældom. Hun bad til Gud om at få hjælp til at ændre livsform. Kort tid efter kom Esther Germanos, et af Jehovas vidner, til hendes dør. Ana kunne ikke lade være med at spekulere på om der var en forbindelse  mellem hendes bøn og dette besøg af et Jehovas vidne. Hun tog imod et regelmæssigt bibelstudium, begyndte at overvære møderne, bad snart sine umoralske lejere om at flytte, fjernede alle spiritistiske genstande fra sit hjem, indviede sig i 1986 til Jehova, og oplevede til sidst den frihed som kun sandheden kan give.

Hernán havde tilhørt en gruppe der udøvede spiritistiske ritualer, godkendte kønslig umoralitet og brugte betydelige mængder alkohol under deres religiøse ritualer for at „styrke ånden“, som de udtrykte det. Da han begyndte at komme i rigssalen lyttede han til hvad der blev sagt, og gik derefter direkte hen i sin kirke og holdt et lignende foredrag. Men efter at have overværet et stævne begyndte han at tage det han lærte, mere alvorligt. Da han en søndag i 1981 kom hen i kirken, så han at en kvinde de kaldte den åndelige moder havde fråde om munden. De andre sagde til ham at hun var besat af Satan Djævelen. Han kom der aldrig igen. Året efter blev han døbt som et af Jehovas vidner. Han og hans hustru samt deres ældste søn er nu pionerer.

Familien Martínez var på sammenbruddets rand. De truede konstant hinanden med skilsmisse, og børnene udnyttede situationen til deres egen fordel. I sin desperate søgen efter trøst fandt hustruen frem til et af Jehovas vidner som tidligere havde talt med hende om Bibelen, og der blev oprettet et studium uden mandens vidende. Samtidig hørte manden om sandheden på sit arbejde gennem sin sekretær, og det blev aftalt at en af de ældste skulle begynde at studere med ham. Det varede ikke længe før manden besluttede at fortælle sin kone om det han havde lært. Det var noget af en overraskelse for ham da han fandt ud af at også hun studerede Bibelen med Jehovas vidner — og kom til møderne i en anden rigssal. Fra da af blev dét at studere Bibelen sammen  og at overvære møderne en fast del af deres tilværelse. Denne familie, der var lige ved at blive opløst, tjener nu i forening Jehova med glæde.

Beatriz havde hele sit liv ønsket at forstå Bibelen. Hun blev gift og flyttede sammen med sin mand til Caracas, hvor de kom til at tilhøre samfundets overklasse. Dér i hovedstaden blev hun gode venner med en gammel mand som havde forladt præsteembedet fordi han ikke kunne godtage kirkens grundlæggende lære. Ved en lejlighed sagde han til hende: „Den eneste gyldige dåb er fuldstændig nedsænkning, sådan som Jehovas Vidner gør.“ Da Beatriz nogle år senere blev skilt, fik hun det meget svært. Hun bad fortvivlet til Gud. Især én nat, den 26. december 1984, tilbragte hun mange timer i bøn. Den næste formiddag ringede det på døren. Gennem dørspionen kunne hun til sin store irritation se en mand og en dame med hver sin taske. Gal over at blive forstyrret råbte hun uden at åbne døren, som om hun var tjenestepigen: „Fruen er ikke hjemme; jeg kan ikke lukke op.“ Før forkynderne gik, smed de en løbeseddel ind. Beatriz samlede den op. „Kend din bibel,“ stod der. Det mindede hende om hvad den tidligere præst havde sagt. Kunne det tænkes at de to besøgende var dem han havde talt om, Jehovas vidner? Kunne deres besøg have noget at gøre med hendes bønner den foregående nat? Hun åbnede døren, men de var gået. Så råbte hun ned ad trappen at de skulle komme tilbage, og undskyldte at hun ikke havde lukket op. Nu blev de inviteret ind, og der blev straks påbegyndt et bibelstudium. Nogen tid senere blev Beatriz døbt som et kristent vidne for Jehova. Hun er lykkelig over at hun nu har fået opfyldt sit største ønske, og anvender derfor en stor del af sin tid på at hjælpe andre til at lære deres bibel at kende.

Jehovas velsignelse har givet stor vækst i menighederne. Overalt er rigssalene stopfyldte. Der oprettes mange nye  menigheder, og det vrimler med forkyndere og heltidstjenere. Desuden tyder det store antal tilstedeværende ved mindehøjtiden og stævnerne på at mange flere vil slutte sig til os i tilbedelsen af Jehova før afslutningen på denne tingenes ordning.

Mens Jehovas vidner i Venezuela intensiverer deres forkyndelse i byerne, i landsbyerne, på sletterne og i bjergene, og ser de gode resultater, tænker de på apostelen Paulus’ ord: „Hverken den der planter eller den der vander er . . . noget, men Gud, som får det til at gro.“ — 1 Kor. 3:7.

 [Helsides illustration på side 186]

[Illustration på side 194]

Rubén Araujo, en af de første venezuelanere der blev et døbt Jehovas vidne

[Illustration på side 199]

Inez Burnham, Ruby Dodd (nu Baxter), Dixie Dodd og Rachel Burnham da de forlod New York i 1949. Så længe båden lå i havnen havde alle det helt fint!

 [Illustrationer på side 200, 201]

 Nogle af de missionærer der længe har tjent i det venezuelanske distrikt: (1) Donald og Ruby Baxter, (2) Dixie Dodd, (3) Penny Gavette, (4) Leila Proctor, (5) Ragna Ingwaldsen, (6) Mervyn og Evelyn Ward samt (7) Vin og Pearl Chapman

[Illustration på side 207]

Quinta Luz

[Illustrationer på side 208]

Til venstre: Milton Henschel holder foredrag ved stævnet i Club Las Fuentes i 1958

Herunder: Nathan Knorr (til venstre) med Teodoro Griesinger som tolk i 1962

[Illustration på side 227]

1988: Arenaen i Valencia fyldt, idet mere end 74.600 overværer et særligt program

[Illustrationer på side 236]

Nogle der har tjent som kreds- eller områdetilsynsmænd (med deres hustruer):  (1) Keith og Lois West, (2) Alberto og Zulay Gonzalez, (3) Casimiro Zyto, (4) Lester og Nancy Baxter, (5) Rodney og Eloise Proctor samt (6) Remigio Afonso

[Illustrationer på side 244]

Nogle få af dem med en lang pionertjeneste bag sig:  (1) Dilia de Gonzáles, (2) Emilio og Esther Germanos, (3) Rita Payne, (4) Ángel Maria Granadillo, (5) Nayibe de Linares, (6) Irma Fernández og (7) José Ramon Gomez

[Illustrationer på side 252]

Herover: Afdelingskontoret i La Victoria

Afdelingskontorets udvalg (fra venstre mod højre): Dyah Yazbek, Teodoro Griesinger, Stefan Johansson, Keith West, Eduardo Blackwood og Rafael Pérez