Virksomheden i hele verden

Afrika

Alle uanset kulturel og religiøs baggrund skal have lejlighed til at høre den gode nyhed om Guds rige. Det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:3, 4) Jehovas vidner i Afrika arbejder helt i overensstemmelse med dette.

Det Styrende Råd har godkendt at der fra den 1. september 1995 er oprettet et afdelingskontor i Malawi. Her i begyndelsen har det til huse i lejede lokaler, men der er ved at blive lavet tegninger til mere formålstjenlige bygninger som skal opføres. Vi har endnu meget at gøre i dette land. Især i byerne, hvor mange kan læse og skrive, er der stor interesse for vore publikationer. Folk i Malawi holder meget af Bibelen, og de fleste er beskedne, fredsommelige mennesker. Der er så stor interesse for vore bøger og blade at man ikke behøver at lære formfuldendte præsentationer. Når forkynderne kommer, hilser de på beboerne efter skik og brug; derefter  behøver de kun at fortælle hvem de er, og fremvise de bøger eller blade de har med sig. Den besøgte vil ofte kigge hele stabelen igennem og måske endda spørge hvad forkynderen ellers har i tasken. Nogle forkyndere har tilbudt deres egne understregede eksemplarer af ældre blade, og folk har med glæde taget imod dem. Selv om de fleste holder af Bibelen, er det dog ikke alle der gerne vil lære sandheden at kende. Der er mange såkaldt kristne trossamfund i landet. Nogle af disse er ret fjendtlige; de erklærer at Jehovas vidner havde fortjent den forfølgelse de blev udsat for, og de ønsker at vi stadig var underlagt forbud. Men de fleste siger: „Hvor er vi glade for at I nu har frihed til at praktisere jeres tro; I skal være velkomne hjemme hos os!“

Polygami er stadig almindeligt accepteret i Benin, såvel som i mange andre lande i Afrika. Hvordan berører det dem der oprigtigt søger sandheden? En kvinde der var en mands anden hustru begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner. Hun fandt snart ud af at Jehova kun gav Adam én hustru, og at dette var normen for hvordan alle ægteskaber derefter skulle være. (Matt. 19:4-6) Hendes ægteskab var altså ikke anerkendt af Gud, men hvad skulle hun gøre? Skulle hun forlade sin mand? Hvor skulle hun da gå hen? Der er ikke noget bistandssystem i Benin, og hun havde fem børn med denne mand. Hun satte sin lid til Jehova og tog det modige skridt at flytte væk fra manden. (Hebr. 13:4-6) Det betød en svær kamp, for han overlod til hende at sørge for de fem børn, både økonomisk og åndeligt.

Hendes faste standpunkt virkede positivt på andre medlemmer af familien. Det gik så godt at manden begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner. Hans første kone sluttede sig til, og nogen tid senere blev hun døbt. Manden overværer nu alle møderne, og han har besluttet at hjælpe med at  sørge for de børn han har med sin hustru nummer to. Denne anden hustru blev for nylig døbt, og sagde straks efter: „Jeg er besluttet på at tjene Jehova til evig tid.“

Elke, en missionærsøster i Burkina Faso, blev gode venner med Djara, en 10-årig pige der kom til møderne sammen med sin mor. Men moderen forlod sandheden, og i flere måneder havde Elke ingen kontakt med Djara. Så var der områdestævne, og her mødte de hinanden. Hvilken overraskelse for Elke at se den lille pige! Hun og hendes broder havde tryglet forældrene om at få lov til at tage til stævne. De to børn sad og lyttede opmærksomt og tog notater. Men da en lokal radiostation havde reklameret med at man kunne komme hen og møde „Papa Noel“, julemanden, den 25. december (midt under stævnet), følte de sig alligevel fristede. De spurgte dog hvad Elke mente om det. ’Det skal I selv bestemme,’ sagde hun, ’men hvis I kommer til stævnet vil det gøre Jehova meget glad, og det er ham der kan give jer evigt liv i Paradiset.’ De kom til stævnet, også den 25. december.

Der blev oprettet studium med Djara og sørget for at hun kunne komme til møderne. Efter sit andet møde erklærede hun at hun gerne ville være med til at svare. Ved et af møderne havde hun 50 francs (cirka 65 øre) med som lommepenge. For de 20 francs købte hun noget at spise, og de sidste 30 francs lagde hun helt uopfordret i rigssalens bidragsbøsse. Djara har lært at lægge hjertets ønsker, også de små ønsker, frem for Jehova i bøn. I en periode hvor hendes familie havde problemer, erfarede hun sandheden af ordene i Salme 27:10, og forstod at hun havde mange mødre, brødre og søstre i menigheden.

Udbredelsen af AIDS har haft en ødelæggende virkning på befolkningen i Centralafrika. Den har især ramt de uddannede folk som er i deres mest produktive alder. For år  tilbage latterliggjorde man tanken om at holde sig til en enkelt ægtefælle og være trofast mod denne ene. Nu hvor man gerne vil standse den nye plage, anbefaler man i radio, på tv, på plakater og ved borgermøder netop de normer man før gjorde nar af. Mange som véd at Jehovas Vidner trofast holder sig til Bibelen, har undladt at tilslutte sig menigheden helt, fordi de har følt at det gav dem for mange begrænsninger. Men nu er vore brødre dybt taknemmelige for at Jehova og hans organisation har insisteret på at høje moralske normer blev fulgt! En af de ældste i Den Centralafrikanske Republik siger: „Det er på grund af sandheden at jeg har kunnet få en familie der nyder Guds velsignelse. Sandheden har befriet mig fra dæmonismen, som kunne have kostet mig forstanden. Det er også takket være sandheden at jeg ikke har AIDS og går en tidlig død i møde, en tragedie som har ramt de fleste af dem jeg før kom sammen med. Af taknemmelighed for alt hvad Jehova har gjort for mig, har jeg — trods familieforpligtelser — skaffet plads til pionertjenesten i min tilværelse.“ — Sl. 116:12-14.

En familie i Etiopiens hovedstad er blevet rigt velsignet for sin gæstfrihed. (Hebr. 13:1, 2) Ofte er der besøg af slægtninge fra landet som har et ærinde i byen og har brug for et sted at overnatte. Mange har valgt at bo hos denne hjertelige familie af Jehovas vidner, fordi den sjældne atmosfære af gudsfrygt har virket tiltrækkende på dem. Familien har da benyttet passende lejligheder til at fortælle besøgende slægtninge om den gode nyhed fra Guds ord. Hvad har følgen været? Ved stævnet „Gudsfrygt“ var 22 af disse slægtninge blevet døbte forkyndere, og yderligere 28 slægtninge var udøbte forkyndere, mens der studeres med 6 andre. Over 50 medlemmer af den udvidede familie var med ved stævnet; tilsammen leder de over 50 bibelstudier!

 Asien og Stillehavsøerne

I kraft af det trykte ord var den gode nyhed nået frem til Østens lande før det 20. århundrede begyndte. Og vi bruger stadig trykt materiale for at finde frem til de sandhedssøgende. Følgen er at mange tusind nu personligt erfarer at sandheden frigør, som Jesus sagde. — Joh. 8:32.

En nidkær søster fra Hongkong skriver: „Mit distrikt til uformel forkyndelse er hospitaler, gader, parker, jernbanestationer, busstoppesteder, markedspladser, parkeringspladser og elevatorer. Når jeg går hjemmefra, beder jeg altid om Jehovas ledelse, og så sørger jeg for at have et udvalg af bøger, blade og traktater med.“

Tilskyndet af sin kredstilsynsmand satte en forkynder i Japan sig som mål at sprede 130 blade om ugen, skønt menighedens distrikter bliver gennemgået ofte. Hun sætter sig ind i de nye blades indhold så snart de kommer, og finder nogle artikler  eller citater som vil tale til forskellige typer mennesker. Hun har også lært at føre nøjagtige notater angående dem der er på hendes bladrute. Det har resulteret i at hun nu har 220 besøg på bladruten. Der var dog en dame på hendes rute som tilsyneladende ikke læste bladene. Søsteren nævnte det i bøn til Jehova: Bladene er værdifulde, det koster noget at fremstille dem, og brødrene på Betel arbejder dag og nat for at trykke dem. Derfor bad hun Jehova om at lade hende forstå om denne dame virkelig læste bladene. ’Hvis ikke, så lad hende sige nej tak,’ bad søsteren og gik så hen og besøgte damen. Men denne gang var det manden der lukkede op. Han tog bladene med ordene: „Tak for at De bliver ved med at komme med bladene. Jeg læser dem altid, og jeg er meget glad for dem.“ I Japan er der over 206.000 som har haft glæde af bladene og nu selv er med til at forkynde for andre.

En søster i Quezon City i Filippinerne fortæller at hun har oprettet syv nye bibelstudier ved hjælp af traktaterne. Hvordan har hun gjort det? Hun skriver: „En formiddag klokken 11 traf jeg en husmor som havde travlt med at lave frokost til familien. Jeg ville derfor fatte mig i korthed. Jeg sagde at hovedformålet med mit besøg var at bringe trøst til alle familier som føler sig nedtrykte, at Guds ord giver denne trøst, og at den lille gratis traktat Trøst til de nedtrykte fortæller om det.“ Efter denne ganske enkle præsentation blev søsteren budt indenfor og kunne straks påbegynde et bibelstudium.

I Australien er antallet af forkyndere fordoblet på de sidste 16 år. De redskaber Jehovas organisation har tilvejebragt, har medvirket til at åbne manges hjerter. En af vore brødre mistede sin søn ved en ulykke, og da der skulle holdes begravelse besluttede familien at give brochuren Når man mister en man holder af til alle der kom. Der blev uddelt 189 brochurer, og yderligere 46 blev sendt til ikketroende slægtninge. Det førte til at mange fik et mere positivt syn på Jehovas Vidner. En af dem der fik  brochuren ved begravelsen var formand for Det Katolske Skoleforbund. Han havde ord for at være en af de dygtigste man nogen sinde havde haft til at indsamle penge. Han og hans kone gennemgik sammen hele brochuren og slog skriftstederne op i deres katolske bibel. Snart indså de at dette var sandheden. Manden meldte sig øjeblikkelig ud af Det Katolske Skoleforbund og nægtede at være med til flere indsamlinger. Han stod fast når nogen prøvede at overtale ham. Og han bestilte 12 brochurer til uddeling blandt andre medlemmer af den katolske kirke.

En ung mand i Thailand havde hørt en missionær forkynde for hans storesøster, men viste ikke selv nogen interesse. Han var involveret i spiritisme. En dag tog han alligevel sin bibel, åbnede den et tilfældigt sted og læste Første Petersbrev 2:9, hvor der står at Gud har kaldt sit folk „ud af mørket ind til sit vidunderlige lys“. Han spekulerede på hvad det kunne betyde, og kom til at tænke på missionæren. Allerede næste dag stod hun ved hans dør. Han havde faktisk ønsket at hun skulle komme, erklærede han, og søsteren svarede at det sikkert var englene der havde ledet hende. Til hans store forbløffelse tog søsteren nu sin bibel frem og læste netop det skriftsted der havde sat hans tanker i gang — uden at han havde fortalt hende om det. Han blev så overrasket at han brast i gråd. Der blev oprettet et bibelstudium, som søsteren lod en ældstebroder overtage.

Den unge mands forbindelse med dæmonerne gjorde det imidlertid svært for ham. Da han havde haft problemer med økonomi og andet, havde han sluttet en slags kontrakt med en dæmon om at denne kunne tage bolig i ham og til gengæld skulle sørge for ham og fremme hans interesser. Det lykkedes ham derefter, uden særlig anstrengelse, at opbygge et stort firma, så han til sidst ejede en fabrik med mange ansatte. Nu indså han snart at der findes onde ånder, og at disse har stor magt, men han følte også en vis taknemmelighed over for den ånd der havde været så „hjælpsom“. Han kom til nogle møder, men dæmonerne  forhindrede ham i at forstå og fastholde det han hørte. Natten før et stævne måtte han igennem en „kamp på liv og død“, som han selv udtrykte det. Men det lykkedes ham at vinde. Derefter mistede han langsomt men sikkert alle de materielle fordele som dæmonen havde skaffet ham. Nu satte han imidlertid sin lid til Jehova, og hans behov blev dækket — ikke med den store luksus som før, men med alt hvad han havde brug for. (1 Tim. 6:8, 9) Nu tjener han som en glad hjælpepioner.

På Salomonøerne har man i nogle landsbyer sat sig imod at Jehovas vidner kom for at forkynde den gode nyhed. Afdelingskontoret besluttede derfor at sende fire pionerer ud til et sådant sted, et tætbefolket område på øen Santa Isabel, for at de kunne være der i nogle få uger og uddele Rigets Nyheder nr. 34. Uheldigvis gik motoren på deres kano i stå allerede efter den første dag, og pionererne måtte tage tilbage til Honiara. Men der var en anden ø, N’Gela, som kort forinden havde fået bådforbindelse fra Honiara, og pionererne blev sendt dertil i stedet. Var dét så kun en nødløsning, eller var det i virkeligheden den hellige ånd der, gennem menighedens himmelske Hoved, styrede begivenhederne? (Se Apostelgerninger 16:6-8.) I hvert fald sendte pionererne nogle få dage senere følgende besked over radioen: „Send venligst flere publikationer. Der kom 17 til vores første møde i fredags.“ Få dage efter blev der bedt om endnu mere læsestof, og 30 havde overværet mødet om søndagen. Da pionererne senere nåede frem til øen Santa Isabel, opdagede de at det ville have været umuligt for dem at forkynde dér de foregående uger, for generalguvernøren havde været på besøg i anledning af en hundredårsdag, og hele øen havde været på den anden ende på grund af festlighederne. Nu fandt de imidlertid interesse, blandt andet hos en lokal høvding som var skuffet over hykleriet i den anglikanske kirke og derfor bad om et bibelstudium. Siden da har han overværet et kredsstævne, og han har budt Jehovas vidner velkommen til hans område for at undervise befolkningen.

 Europa

Store mængder af de bøger og blade der anvendes i forskellige lande, trykkes i Europa. De betelfamilier der medvirker ved fremstillingen, har haft et meget travlt år!

I Tyskland har man aldrig trykt så mange bøger, brochurer og blade på ét år som i tjenesteåret 1995. Alene i juni måned producerede trykkeriet 10.835.200 blade og 7.984.359 brochurer. Hver eneste dag kommer der omkring 100.000 indbundne bøger ud af bogbinderiet. Det tyske afdelingskontor sender i øjeblikket publikationer og formularer til 7600 menigheder i 30 lande der har i alt 625.000 forkyndere. En stor del af dette sendes til lande i Østeuropa, hvor det i mange år var meget vanskeligt at skaffe bibelsk læsestof. Også afdelingskontorerne i England, Italien, Frankrig, Spanien, Finland og Sverige er med til at dække behovet for bibelske publikationer.

Men det er ikke bare tryksager der sendes til lande hvor der er behov. Kvalificerede forkyndere fra andre lande er  også blevet indbudt til at flytte til sådanne steder for at hjælpe i arbejdet med at gøre disciple. For eksempel er 14 specialpionerer flyttet fra Polen til Vilnius, hovedstaden i Litauen. Inden der var gået to måneder havde de over 100 bibelstudier.

I ti af tjenesteårets tolv måneder var der nye forkynderrekorder i Rusland (sammen med 9 andre af de 14 lande i det tidligere Sovjetunionen). Det blev til en vækst på 50 procent! Det højeste antal forkyndere var 77.985. Et udtryk for Vidnernes store nidkærhed var at de i maj måned havde et gennemsnit på 17,6 timer. Både i maj og juni måned afsatte de over en million blade og aflagde over en million genbesøg. (En lignende fremgang har der været i Estland, Letland, Litauen, Moldavien og Ukraine.)

For seks år siden var der kun én menighed i Moskva. Nu er der omkring 40 menigheder, og de kunne næsten alle deles til 2 eller 3 menigheder hvis der var flere ældstebrødre. I Murmansk helt oppe i det nordlige Rusland er der i øjeblikket kun én menighed. Der er mange dygtige, unge menighedstjenere, men man kan ikke dele menigheden, for der er kun én ældste. Og menigheden har 800 forkyndere! Rjasan og Uljanovsk er byer som hver har over 500.000 indbyggere, men ingen menigheder. I maj var der imidlertid otte specialpionerer som påbegyndte arbejdet dér, og samme måned oprettede de 51 bibelstudier i deres nye distrikt. Hvilken glæde at komme med hjælp til de sandhedshungrende mennesker!

Fra Østrig: En erfaring der blev gengivet i Vågn op! fik en kredstilsynsmands hustru til at tænke på om hun kunne komme i kontakt med folk der arbejder på visse statslige kontorer. Hun fortæller: „Jeg gennemgik telefonbogen og andre offentlige registre for at finde frem til kontorer inden  for den sociale sektor. Så fandt jeg nogle artikler i Vågn op! der netop handlede om det som de pågældende arbejdede med. I begyndelsen var det med megen rysten og bæven, og med bøn til Gud, at jeg nærmede mig. Men jeg fandt ud af at når man først er kommet forbi sekretæren, så er de folk der har en stor stilling som regel yderst venlige. Når jeg gav udtryk for at vi som Jehovas vidner er meget taknemmelige for den hjælp der ydes, og som vi jo også nyder godt af, blev vedkommende som regel helt overrasket. Så fortalte jeg hvorfor jeg var kommet: ’Jeg har fundet frem til nogle artikler i vore blade der netop handler om det arbejde De udfører. Jeg håber De kan finde et belejligt tidspunkt til at læse artiklerne.’ På denne måde spredte jeg omkring 1800 blade de første seks måneder.“ Søsteren fortæller at hun har stor glæde af denne tjeneste. Nu besøger hun skoleinspektører, politifolk, dommerkontorer og sociale institutioner.

En ung mand i Kroatien var født med en hjertefejl der hæmmede hans muligheder meget. Som 17-årig hørte han den gode nyhed gennem en nabo og begyndte at overvære alle møderne. Skønt hans forældre ikke tilskyndede ham i den retning, blev han overbevist om at han havde fundet sandheden. Han var endnu ikke kommet igennem hele ’Paradisbogen’ da hans tilstand forværredes, og det stod klart at han ikke kunne leve ret meget længere. Mens hans mor sad ved hans seng og græd fordi han snart skulle dø, lå han og talte indtrængende til hende om opstandelseshåbet. (Apg. 24:15) Han fortalte at han var overbevist om at han ville få livet igen, men det afhang af forældrene selv om de ville komme til at se ham igen. Det gjorde dybt indtryk på moderen. To uger efter hans død bad forældrene om et bibelstudium, og det går stadig godt fremad.

 På Island har to af vore kristne søstre fundet ud af hvordan de kan hjælpe de andre på deres arbejdsplads til at blive bedre kendt med Jehovas Vidner og den gode nyhed om Riget. Når kollegerne fejrer jul og fødselsdag, deltager de to søstre ikke. Men en dag medbragte de en lækker kage og noget hjemmebagt brød som de delte ud i kaffepausen. Arbejdskammeraterne spurgte selvfølgelig hvad anledningen var. Søstrene forklarede at det blot var fordi de andre havde været så hensynsfulde i spørgsmålet om søstrenes tro; nu ville de gerne give dem noget godt til kaffen. Det banede vej for en god samtale. Der blev besvaret mange spørgsmål, og alle lyttede med stor interesse. Noget senere forærede søstrene hver af kollegerne et gaveeksemplar af Vågn op! med deres navn på. Igen blev der aflagt et godt vidnesbyrd. Da de denne gang rejste sig for at gå, kiggede en af de andre damer på dem og sagde: „I virker trods alt helt normale.“ Ja, nu har kollegerne fået et mere positivt syn på Jehovas Vidner og deres budskab.

I en menighed i Danmark var der en pioner som gjorde en særlig indsats for at hjælpe ikketroende ægtefæller. Han oprettede bibelstudium med en mand ved navn Klaus. Denne kom til nogle af møderne sammen med sin kone, der er et Jehovas vidne. Han blev glad for studiet og gjorde gode fremskridt. Nu ville pioneren også gerne hjælpe en anden ikketroende ægtefælle, så han inviterede Klaus og hans kone til middag sammen med det andet ægtepar. Broderen havde tænkt sig at oprette et bibelstudium med manden, så da de efter middagen gik en tur sammen, prøvede han at blive alene med ham så de kunne tale om det. Men det var umuligt — Klaus forkyndte for manden hele tiden. Og da broderen endelig fik ham på tomandshånd, havde Klaus allerede oprettet studiet! Ved kredstilsynsmandens besøg var Klaus,  som nu er udøbt forkynder, med til alle ti samlinger. Og hans studium med den ikketroende mand går godt.

De der ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil blive forfulgt. (2 Tim. 3:12) Forfølgelsen kan komme fra familiemedlemmer, og selv unge kan komme ud for den. Monika, som nu hører til menigheden i Miechów i Polen, var 12 år da et af Jehovas vidner lærte hende at strikke. Forkynderen gav hende også lyst til at studere Bibelen. Men Monikas bedstemor var imod det. For at forhindre det, holdt bedstemoderen op med at lave mad til hende og sørge for tøj til hende. Desuden slog bedstemoderen Monika når hun talte om Bibelen, og hun fulgte konstant efter pigen for at forhindre at hun studerede sammen med Jehovas vidner. Men Monika studerede for sig selv ude i deres lade og når hun var på vej til skole.

Da hun var færdig med at gå i skole, ville hun gerne være pioner, og hun havde lyst til at flytte ud til et sted hvor behovet var stort. På den måde kunne hun komme bort fra sin hjemby, og så langt væk som muligt fra bedstemoderen, der stadig var modstander. Men til hendes bestyrtelse fortalte kredstilsynsmanden at hendes distrikt sikkert ville blive hjemme i hendes egen by. Hun beretter: „Jeg prøvede at skjule for ham hvad jeg følte, mens jeg dybt nedbøjet gik tilbage for at tænke over situationen igen. Men så sagde jeg til min kommende makker: ’Nej, jeg opfører mig jo som Jonas! Og Jonas rejste trods alt til Nineve, så nu vil jeg også tage imod det distrikt jeg får, hvis det er Jehovas vilje.’“ Nu er der gået fire år, og Monika siger: „Jeg kan se hvor klogt det er at følge Jehovas ledelse. Det var min negative indstilling der var det største problem. Nu har jeg haft store glæder — på en enkelt måned har jeg haft 24 bibelstudier. Og med Jehovas hjælp har jeg endda oprettet bibelstudium med min bedstemor, som engang var modstander.“

 Amerika

I Mexico foregår der en regulær masseudvandring fra Babylon den Store. Tusinder af mennesker fra enhver tænkelig baggrund følger den bibelske opfordring: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder.“ (Åb. 18:4) De fleste er folk der har hørt til den katolske kirke. I 1995 var der i Mexico et højdepunkt af forkyndere på 443.640 som aktivt tjente Jehova. Mange er ivrige efter at slutte sig til dem — det fremgår af at der blev ledet 569.842 bibelstudier i årets løb og at 33.077 blev døbt.

Nogle af dem der ikke længere vil identificeres med Babylon den Store er ganske unge. Et par forkyndere i Chile tog til Requinoa, et sted der ligger meget afsides og som man kun kan nå frem til efter en lang vandring ad støvede veje. Da de nærmede sig et hus, så de en ældre dame der allerede var på vej ud til dem. „Hvor er det venligt at De kommer ud og hilser på os!“ sagde forkynderne. „Det gør jeg på grund af et løfte  til mit barnebarn, der lige er død.“ Her er forklaringen: Hver gang hendes barnebarn, der kun blev 12 år, så forkynderne komme, løb han ind og råbte: „Bedstemor, nu kommer los de la Biblia [’bibelfolkene’].“ Så bad han om penge for at kunne købe bladene. „Han læste dem altid,“ fortalte hun, „men det han var allermest glad for, var en rød bog der handlede om et paradis [Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden]. Han læste højt og forklarede mig hvad der stod i den bog, for jeg kan ikke selv læse. Men for tre uger siden blev han syg; vi ved ikke hvorfor. Vi gjorde alt hvad vi kunne for at hjælpe ham, men han kunne ikke reddes, og lægerne sendte ham hjem så han kunne tilbringe sine sidste timer hos os.“

Med familien samlet omkring sengen lukkede drengen øjnene. Bedstemoderen fortsætter: „Vi stod og græd fordi vi troede at han var død, men pludselig åbnede han øjnene og sagde: ’Mor, bedstemor — jeg er ikke katolik, vel? Sig at jeg ikke er katolik!’ ’Nej,’ svarede vi, ’du er ikke katolik.’ ’Nej,’ fortsatte han, ’for jeg hører til dem der kommer ude ved vejen, los de la Biblia, og jeg skal leve i Paradiset.’ Så tog han sin røde bog frem og viste os billederne. Han så på mig og sagde: ’Bedstemor, lov mig at hver gang du ser los de la Biblia komme ude på vejen, så vil du gå ud og hilse på dem, når jeg nu ikke kan.’ Det lovede jeg ham. Så sagde han igen: ’Jeg er ikke katolik, jeg hører til los de la Biblia, og jeg skal leve i Paradiset,’ og med de ord døde han. Det var derfor jeg kom herud så snart jeg så jer komme.“ Broderen trøstede hende med Bibelens ord om opstandelsen. Vi håber at familien får en stærk tro, så at den, hvis det er Jehovas vilje, kan komme til at gense drengen i Paradiset.

Ligesom voksne undertiden må vise at de er loyale mod Jehova, må også børn og unge til tider holde fast ved deres tro under modstand. I Costa Rica havde 14-årige Michael kun studeret Bibelen i nogle få måneder, da man på hans skole forlangte  at han skulle deltage i nogle ceremonier der stred mod det han havde lært fra Bibelen. Skønt han endnu ikke var døbt, tog han et fast standpunkt, og sammen med seks klassekammerater der var Jehovas vidner blev han bortvist fra skolen. Men der ventede flere prøvelser. Hans far gav ham et ultimatum: „Hvis ikke du forlader den religion, vil jeg ikke længere kendes ved dig som min søn.“ Ved en lejlighed tog faderen ham med ind til byen, parkerede bilen og viste sønnen en mappe, idet han sagde: „Se nu her, der ligger næsten 50.000 kroner i denne mappe. De er dine hvis du vil forlade den dér religion og komme tilbage til vores kirke.“ Da Michael sagde nej, gav faderen ham en knaldende lussing. Så slæbte han ham med hen til en katolsk kirke og råbte at hvis ikke han knælede ned foran Jomfru Maria og gjorde korsets tegn, ville han blive straffet hårdt. Drengen svarede at han selvfølgelig skyldte sine forældre respekt, men at han først og fremmest ville være lydig mod Jehova. Faderen erklærede at han ikke kendte Jehova og at denne Jehova i hvert fald ikke betød noget for ham. Derefter nægtede faderen at se sin søn i to år! Men nogle år senere, nogen tid inden faderen døde, opsøgte han igen Michael — og bad ham om at læse højt fra Bibelen for ham. Han bad sønnen om at tilgive ham, opfordrede ham til at fortsætte med at tjene Jehova, og bad om et bibelstudium.

En kvinde i Panama City i Panama blev besøgt af Jehovas vidner og lyttede til det de sagde. Hun fik et blad og bad dem om at komme igen. Hvorfor det? Fordi hun ikke kunne glemme nogle børn af Jehovas vidner der havde været i hendes klasse, da hun tidligere var skolelærer i en fjern bjergegn. De var aldrig med til patriotiske ceremonier, selv om hun lagde pres på dem. En dag gav hun dem noget makaroni i en kødsovs der indeholdt kyllinger som var blevet kvalt. Det ville de ikke spise. Hun sagde at de bare kunne fiske makaronien op  og lade resten ligge, men de erklærede at man ifølge Bibelen skal holde sig helt fra blod. (Apg. 15:28, 29) Hun var ikke enig med dem, men var alligevel imponeret. Hun havde aldrig før mødt nogen der i den grad holdt fast ved deres integritet i religiøse spørgsmål. Da nu Jehovas vidner, mange år senere, besøgte hende, bad hun dem derfor om at komme igen, så hun kunne høre mere om det der lå til grund for deres tro. Der blev oprettet et bibelstudium, og hun begyndte at komme til alle møderne. Nu tjener både hun, hendes mand og deres tre børn Jehova — fordi nogle unge forkyndere i hendes klasse engang havde fulgt deres samvittighed.

En dame i El Salvador syntes godt om Jehovas vidner og bad en broder ved navn Omar om at studere med hendes seksårige søn. Det sagde Omar ja til. Da han kom hen til studiet blev han forbavset. Den lille dreng, Mario, var stået tidligt op om morgenen og havde vasket sig. Han havde klædt sig på og ventede på at broderen skulle komme. De begyndte så at studere Min bibelhistoriebog. Moderen sad og lyttede, mens hun passede sit sytøj. Hun var kun interesseret i at hendes søn skulle blive lige så velopdragen som Jehovas vidners børn, sagde hun. Broderen bad om lov til at tage Mario med til møderne, og efterhånden også til stævnerne. Det gik fremad med drengen, og Omar hjalp ham til at se heltidstjenesten som et godt fremtidsmål. Efter nogen tid tog moderen også imod et bibelstudium og blev døbt. Marios lillebror blev også forkynder, og hans far kommer nu til møderne af og til. Hvad med Mario selv? Han er almindelig pioner. Omar er lykkelig for at han sagde ja til at studere med en lille dreng på seks år!

Dygtig brug af Bibelen kan få de retsindige til at lytte, som det fremgår af følgende erfaring, der fortælles af en forkynder fra Jamaica: „En ung dame som blev præsenteret for mig, havde mange spørgsmål som hun gerne ville have besvaret. Vi aftalte at mødes, og da jeg kom første gang, sagde hun at hun  ikke ville have noget at gøre med vore bøger og vore møder. Hun ville kun have sine spørgsmål besvaret ud fra Bibelen. De fleste af dem drejede sig om sabbatten og hvordan Jehovas vidner ser på den. Jeg brugte kun Bibelen — King James-oversættelsen. Hver gang hun læste et skriftsted som besvarede et spørgsmål, undrede hun sig over at Bibelen var så klar og fornuftig. Sådan fortsatte det i tre uger. Derefter havde hun ikke flere spørgsmål, så jeg spurgte: ’Hvad nu?’ Jo, nu ville hun gerne ’tage fat på den røde bog’, som hun sagde. Vi valgte kapitel 22 i ’Paradisbogen’: ’Den sande tros sikre kendetegn.’ Efter dét begyndte vi med kapitel 1. Så spurgte hun hvornår vi holdt møder, og hun begyndte at komme. Da hendes arbejde var i vejen for mødetiderne, sagde hun op. Efter blot nogle få måneders studium meldte hun sig til Den Teokratiske Skole, og blev udøbt forkynder.“

En kredstilsynsmand i Bolivia havde en fridag mellem sine besøg i nogle små, isolerede grupper. Den benyttede han til forkyndelse sammen med den menighed i hvis distrikt han havde fået logi. Han kom til en samling, uden at vide hvem der skulle lede samlingen. Så ankom studielederen sammen med en anden broder. Studielederen havde et ’talende ur’, og da uret forkyndte at klokken var 8.15, bad han om at få dagsteksten læst. Han bad om kommentarer og sluttede selv med en kort kommentar. Efter en bøn foreslog han hvordan forkynderne parvis kunne arbejde sammen — og indbefattede en søster som ikke var til stede. „Mærkeligt!“ tænkte kredstilsynsmanden. Kort efter var de ude i distriktet, og studielederen spurgte: „Sig mig lige hvor vi er henne og hvilken vej jeg vender.“ Først nu gik det op for kredstilsynsmanden at broderen var blind. Da studielederen havde fundet orienteringen, gik han straks i gang med at fordele forkynderne i distriktet. Midt på formiddagen sørgede han endda for at man byttede partnere. Et godt eksempel på villighed til at blive brugt af  Jehova, og på tillid til at Han vil kompensere for det der måtte mangle! Da kredstilsynsmanden senere nævnte for de lokale ældste hvor opmuntrende det havde været at se broderen tjene på denne måde, svarede de: „Ja, den broder svigter aldrig — hverken os eller gruppen.“

I Nicaragua findes der stadig ledigt distrikt, og Jehova sørger for villige høstfolk til den åndelige høst. I en kampagne på fire måneder blev 100 midlertidige specialpionerer — selvopofrende unge brødre og søstre — sendt ud til i alt 22 steder. Fik de nogen resultater? Ja, ved mindehøjtiden havde de et samlet tilhørertal på 2674. Deres indsats førte til at fem nye grupper blev oprettet. Nicaragua har desuden fået hjælp af pionerer — brødre og søstre, gifte og ugifte — der er flyttet til fra Canada, Costa Rica, England, Guatemala, Puerto Rico, Spanien, Tyskland og USA. De gør et fint stykke arbejde, sammen med de nye missionærer der i årets løb har sluttet sig til dem.

Det er ikke svært at oprette studier i Nicaragua. På vej til et møde blev en missionær standset af en mand der spurgte om hun hørte til Jehovas Vidner. Så erklærede han at han gerne ville studere Bibelen. Da forkynderne besøgte ham, fortalte han om de ting han havde oplevet under borgerkrigen i landet. Ved en lejlighed var han blevet beordret til at arrestere nogle Jehovas vidner; men de havde taget så gæstfrit imod ham at han ikke havde kunnet få sig selv til at efterkomme ordren. Nu var han i store kvaler. Han havde deltaget i mange drabshandlinger under krigen. Ville Gud mon tilgive ham? Man svarede ved at læse Esajas 1:15-18 for ham. Det fik ham til at bryde sammen i gråd af bare lettelse og taknemmelighed. Der kom straks et studium i gang. Da han forstod at han for at behage Gud måtte flytte væk fra sin veninde og vende tilbage til sin kone, svarede han omgående: „Jeg vil tjene Jehova 100 procent, ikke kun 80 procent.“

 Hadet af verden, men kendt for kærlighed

Den sidste aften inden sin død sagde Jesus Kristus til sine apostle: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ Og han tilføjede: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ (Joh. 13:35; 15:19) Sådan er det med vor tids Jehovas vidner: De er hadet af verden, men kendt for deres kærlighed.

Når hadet viser sig, sker det dog ofte at begivenhederne bliver til fremme af den gode nyhed, snarere end det modsatte. Besindige mennesker tager Jehovas vidner i forsvar — og nogle slutter sig endda til dem.

En ældstebroder besøgte en gruppe forkyndere et sted i Kaukasusbjergene, da huset blev omringet af en ophidset hob som i to timer råbte at denne broder og nogle af de  andre skulle udleveres til dem. Politiet greb ind, og på politistationen benyttede brødrene lejligheden til at aflægge et vidnesbyrd. Politimesteren blev interesseret. Nu har han og hans familie et bibelstudium med Jehovas vidner.

 

I Irkutsk i Rusland, to uger før et områdestævne skulle begynde, troppede to præster op hos direktøren for stadionet og forlangte at stævnet blev aflyst. Direktøren spurgte hvorfor. Svaret var: „Jehovas Vidner er en falsk religion. De er ikke kristne.“

Nu tog direktøren bladet fra munden: „Det er ikke min sag at afgøre om en religion er sand eller ej. Jeg bedømmer folk efter deres gerninger, ikke efter deres religion. Jeg har arbejdet sammen med Jehovas vidner i fire år, og jeg véd at det er de bedste mennesker man kan tænke sig. Det er takket være dem og deres store indsats at dette stadion er i skønneste orden. Uden dem ville pladsen sikkert have været lukket, og jeg ville ikke have været direktør her. De benytter metoder som de har ret til at benytte, og hvad forhindrer jer i at gøre ligesom dem? Hvorfor lejer I ikke dette her stadion og prøver at få lige så mange til at komme?“ Svaret gjorde præsterne rasende, og de rettede trusler mod ham. Dertil sagde han kort og godt at det i hvert fald i øjeblikket var ham, og ikke præsterne, der bestyrede stedet.

Ja, som Jesus forudsagde er Jehovas Vidner „genstand for alle nationernes had“ — men de er også kendt for deres enestående kærlighed. — Matt. 24:9.

Denne kærlighed kommer tydeligt til udtryk når de arbejder sammen om et teokratisk byggeprojekt. Et eksempel på dette har vi i Solnetjnoje i Rusland, hvor der opføres kontorer og boliger der skal bruges i forbindelse med forkyndelsesarbejdet i Rusland. På denne byggeplads er der 530  brødre og søstre fra 30 forskellige lande. Og hvilken stemning!

Mange bruger opsparet ferie for at deltage i byggeriet. Andre har givet afkald på et arbejde eller solgt et hus for at kunne være her i længere tid. Deres omsorg for russerne kommer også til udtryk ved at mange, efter dagens arbejde, anstrenger sig for at lære det russiske sprog.

Der er også blevet ydet kærlig hjælp andre steder. Den 8. juni 1995 rejste 100 norske forkyndere for egen regning til Island for at hjælpe de stedlige brødre med den samtidige opførelse af to rigssale, en i Keflavík og en i Selfoss.

Nogle som har været modstandere, ændrer sind. En dag gik en ung søster fra hus til hus i Ukraine og mødte en ældre mand som truede hende med fysisk vold hvis hun kom igen. Søsteren bad ham om at modtage en brochure, og lovede så at hun ikke ville besvære ham mere. Men så mistede hun sin notatseddel, og senere kom hun til at ringe på hos ham igen. Da hun så manden lukke døren op, blev hun rædselsslagen og bad til Jehova. Det var manden der først tog ordet: „Unge dame, jeg har læst Deres brochure og skiftet mening. Jeg kunne godt tænke mig at lære mere om Bibelen.“

Gæster ved vore stævner ser tydeligt hvilken ånd der råder blandt Jehovas folk. Ved et områdestævne i Swaziland var stedets direktør forbløffet da han efter stævnet så hundreder af brødre og søstre pakke udstyret sammen og slutte med en grundig rengøring. „Her er kvinder og mænd, sorte og hvide, også unge mennesker,“ sagde han, „og alle arbejder sammen med glæde, så hele stedet bliver rent på et par timer. . . . I skal være hjertelig velkomne til at bruge pladsen her hver eneste uge, hvis I har lyst.“

 Kærligheden bevæger også Jehovas tjenere til handling når der er økonomisk nød. (1 Joh. 3:17, 18) Dande Valley i det nordøstlige Zimbabwe var året igennem hårdt ramt af tørke. Da andre menigheder i landet hørte om det, var reaktionen overvældende. Brødre hjalp med mængder af majs, foruden tøj og penge. Andre stillede lastbiler til rådighed, så nødhjælpen kunne komme frem. Da nødhjælpsholdet ankom til en fjerntliggende menighed, fandt det et ægtepar som havde fået sit sidste måltid mad to dage forinden. Hustruen er et af Jehovas vidner; manden, som er syg, er ikketroende. Han mente at alt håb var ude, men vores søster havde sagt til ham at hendes Gud, Jehova, sikkert ville tage sig af dem. Da vore brødre kom med hjælpen, kunne hun ikke holde tårerne tilbage.

I Holland betød stormflodsfaren at ti af vore menigheder måtte evakuere alle medlemmer. Straks trådte andre menigheder til med hjælp. Fra hele landet blev der ringet ind med tilbud om logi, så der var langt flere tilbud end nødvendigt. Da de evakuerede senere vendte tilbage til deres hjem, fik de hjælp af dygtige brødre fra de regionale byggehold og andre brødre, så de kunne få møbler, køkkenudstyr og andet på plads.

Og i det forløbne år har vi igen, ved samarbejde mellem brødre i mange lande, været i stand til at sende nødhjælp til vore brødre i det krigshærgede Bosnien.

Alt dette er et håndgribeligt vidnesbyrd om at vi er ’knyttet harmonisk sammen i kærlighed’, som årsteksten har mindet os om. (Kol. 2:2) Hvor er det skønt at høre til en international familie hvis medlemmer alle nærer sand kærlighed til hinanden!