Benin

En dag i april 1976 kom soldater med automatvåben og dundrede på døren til betelhjemmet. „Kom ud og vær med til en flaghilsenceremoni!“ forlangte den øverstbefalende mens en vred folkehob råbte politiske slagord.

Inde i huset fortsatte missionærerne deres daglige drøftelse af dagens tekst. Dagens skriftsted var Mattæus 24:29, hvor der står: „Himlenes kræfter skal rystes.“ Det var en meget trosstyrkende dagstekst for missionærerne netop den morgen. Udenfor hejste soldaterne et flag på afdelingskontorets grund. De havde overtaget ejendommen!

Kort efter beordrede soldaterne alle missionærerne udenfor. De fik kun lov til at tage de personlige ejendele med som de kunne bære i deres kufferter. Missionærerne blev umiddelbart efter ført ind i Selskabets varevogn og eskorteret ud af landet.

Da varevognen kørte ud fra Betels ejendom, kom en ung broder på cykel op på siden af den og spurgte: „Hvad sker der? Hvor fører de jer hen?“ Missionærerne vinkede ham væk af frygt for at han også skulle blive arresteret.

Hvad havde ført til at Jehovas Vidner i Benin blev forbudt? Hvordan bevarede de lokale forkyndere  deres åndelighed under denne vanskelige 14-årige periode? Kom missionærerne tilbage? Og hvordan benyttede Jehovas vidner i Benin deres frihed da forbudet omsider blev ophævet?

Landet Benin

Landet Benin ligner et nøglehul der ligger klemt inde mellem Togo og Nigeria på Vestafrikas kyst. Måske kender du bedre landet ved dets gamle navn — Dahomey. Befolkningen er venlig og imødekommende, og klimaet er behageligt. Omkring 60 etniske grupper taler cirka 50 forskellige sprog, men fransk er hovedsproget.

Benin er et land med kongedømmer og små, gamle borge. I en blå lagune ligger Ganvié, en landsby på stolper som nogle kalder Afrikas Venedig. Her består gaderne af floder, og taxaerne er farverige pirogues, kanoer fremstillet af udhulede træstammer. I den nordlige del af landet ligger to nationalparker, Pendjari og „W“, hvor man kan se løver, elefanter, aber, flodheste og andre dyr. I den sydlige del danser palmetræerne til lyden af blæsten fra havet.

Livet har til tider været en bitter affære for landets indbyggere. I begyndelsen af det 17. århundrede indgik Kpassè, kongen over Houéda-riget, handelsaftaler med franske, engelske og portugisiske slavehandlere. Denne hensynsløse konge solgte sine landsmænd for nips og våben. Slaverne blev lastet i skibe i Gléhoué, der i dag kaldes Ouidah, og blev transporteret til Haiti, De Hollandske Antiller og Amerika. Slavehandelen varede fra det 17. århundrede til begyndelsen af det 19. århundrede. Den blev til sidst afskaffet i mange lande.

I begyndelsen af det 20. århundrede fik befolkningen i Benin imidlertid mulighed for at slippe fri af nogle langt mere djævelske lænker — trældom under falsk religion  i alle dens grufulde afskygninger. I Benin indbefatter det voodoo.

Voodoodyrkelsens vugge

Landets traditionelle religion er animisme, og blandt animisterne her betragtes guden Mahou som den øverste. Han repræsenteres af et stort antal sekundære guder, eller voodooer, som man på visse festdage ofrer til. Det gælder for eksempel tordenguden Hébiosso og guden Zangbeto, der menes at beskytte landmændenes marker om natten. Der findes desuden visse laverestående guder som står under disse voodooer og menes at være de afdødes ånder. Derfor praktiserer man også forfædredyrkelse. I mange hjem findes en asen, nærmest en lille paraply fremstillet af smedejern og smykket med symboler til minde om den afdøde.

En mandlig eller kvindelig fetichpræst fungerer som mellemmand mellem disse guder og menneskene. Efter at have tilbragt tre år i et fetichkloster anses præsten for at være kvalificeret til at kommunikere med guderne og andre ånder. Dette magtfulde hierarki har enorm indflydelse på de beninere der følger dem.

De der praktiserer denne form for afgudsdyrkelse, tror at de dødes ånder kan vende tilbage og slå andre i familien ihjel. Mange sælger deres ejendele eller sætter sig i dyb gæld for at betale for dyreofre og overdådige ceremonier der skal formilde afdøde slægtninge. Som følge heraf kommer familien måske til at leve i fattigdom. Den overtroiske frygt som disse forestillinger medfører, holder folk i trældom.

Der findes også såkaldt kristne trossamfund i Benin, og de praktiserer ofte deres tro sideløbende med animismen. Der er normalt ikke nogen der indvender noget imod at man blander de to tilbedelsesformer, hvorimod det betragtes som en alvorlig synd at ophøre med at deltage i de  animistiske traditioner. Det er der ikke desto mindre mange som har gjort.

De første år

Det var i 1929 at sandheden fra Bibelen nåede Dahomey. Broder Yanada fra gun-stammen havde lært sandheden at kende af nogle bibelstudenter (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt) i Ibadan i Nigeria, og han ønskede nu at fortælle sine stammefæller at der fandtes en sandhed som kan frigøre folk fra overtroisk frygt. Han samlede en gruppe på seks personer i sin fødeby, hovedstaden Porto-Novo, og begyndte at læse Bibelen med dem. Blandt disse var en nigerianer ved navn Daniel Afeniyi som holdt fast ved sandheden og blev døbt i 1935. Men på grund af forfølgelse fra de lokale præster måtte broder Yanada tage tilbage til Nigeria, og den nydøbte Daniel Afeniyi blev tvunget til at tage tilbage til sin landsby, Daagbe. Da fire andre forkyndere fra Nigeria begyndte at forkynde i Porto-Novo, blev de arresteret og udvist på stedet.

I 1938 fik tolv brødre fra ibo-stammen i Nigeria til opgave at tjene i Porto-Novo. Til stor ærgrelse for de protestantiske præster satte mange pris på det forkynderne lærte dem fra Bibelen. Det gjaldt blandt andet Moïse Akinocho, en handelsmand fra yoruba-stammen. Han havde været metodist og havde samtidig praktiseret forfædredyrkelse. Som følge af gejstlighedens pres på de lokale myndigheder blev Jehovas vidner igen tvunget til at forlade Porto-Novo. Men da forfølgelsens hede blev stærk for disse ibo-brødre, støttede broder Akinocho dem og sagde: „Hvis myndighederne vil slå alle Jehovas vidner ihjel, er jeg parat.“ Han bevarede en urokkelig tro indtil sin død i 1950.

Under den anden verdenskrig kunne de nigerianske forkyndere ikke komme ind i Benin. Ikke desto mindre var  sandhedens sæd blevet sået, og da den senere blev vandet og opdyrket, gik der ikke lang tid før den spirede. Dette blev muligt umiddelbart efter krigen. Nourou Akintoundé, en indfødt beniner, var blevet et af Jehovas vidner mens han opholdt sig i Nigeria. I 1948 vendte han tilbage til sit fødeland som pioner og tilbragte en stor del af tiden med at forkynde for andre om Jehova Gud og hans hensigter som de findes åbenbaret i Bibelen. Resultaterne overgik alle forventninger.

I maj 1948 lød tjenesterapporten: „Det er afgjort spændende at sende en rapport fra et nyt land. Evangeliet bliver nu forkyndt i Fransk Dahomey [Benin], og folk der har Guds velvilje, strømmer til ’signalet for nationerne’.“ — Es. 11:12.

Samme måned ansøgte man Dahomeys guvernør om at få Vagttårnets Selskab juridisk anerkendt. Ansøgningen blev sendt videre til højkommissæren i Dakar i Senegal. Her var den et år om at blive behandlet og blev så afslået. Ikke desto mindre fortsatte arbejdet med at have fremgang. Wilfred Gooch, der på det tidspunkt var afdelingstilsynsmand i Nigeria, skrev senere: „Der var så megen latent interesse at 105 personer på seks uger sluttede sig til pioneren [broder Akintoundé] i forkyndelsen. I løbet af de næste få måneder fortsatte denne pioner med at udbrede den gode nyhed i nærliggende byer, hvilket resulterede i god vækst. I juli 1948 nåede man op på 301 forkyndere af Riget.“

Forkyndelsen af den gode nyhed breder sig

Fra Porto-Novo bredte den gode nyhed sig til afsidesliggende byer og landsbyer. Broder Akintoundé tog nogle af de nyinteresserede med ud for at forkynde i byer som Lokogbo og Cotonou. De blev i en landsby i adskillige dage; folk der var interesserede, bød dem velkommen og beværtede  dem. Dengang begyndte de interesserede ofte at forkynde sammen med de besøgende brødre kort efter deres første kontakt.

Mindre end fire måneder efter at broder Akintoundé var vendt tilbage til Benin, blev der holdt et tredages stævne i Porto-Novo. Stævnet blev overværet af W. R. Brown (kaldet „Bibel-Brown“), Anthony Attwood og Ernest Moreton fra afdelingskontoret i Nigeria. Tredive personer blev døbt ved den lejlighed, og det huede ikke de protestantiske missionærer. De gjorde alt hvad de kunne for at få de nyinteresserede fra det, men de lod sig ikke rokke. En af dem der blev døbt ved dette stævne, sagde: „Hvis I har undersøgt det hele og fundet at noget ikke er godt, så er det op til jer. Men jeg finder at det her er virkelig godt.“ Der var også mange andre der undersøgte det Jehovas vidner lærte, og som fandt at det var „virkelig godt“. I januar 1949 var der tre menigheder i Benin, nemlig i Porto-Novo, i Lokogbo og i Cotonou.

En polygamist finder sandheden

Skønt Jehovas Vidners arbejde ikke var juridisk anerkendt i Benin, fik vi lov til at holde et stævne i Cotonou i januar 1949. Der blev brugt højttalerbiler til at annoncere programmet, og over 1000 overværede det offentlige foredrag „Fredens styre“.

 En af dem der overværede dette stævne, var Sourou Houénou. Han var notar og dommer samt leder for en gruppe forfædredyrkere der kaldte sig „Genfærdene“. Han havde fire koner. Ville han kunne gøre de forandringer der skulle til for at vandre i Jesu Kristi fodspor? Han ophørte med at praktisere forfædredyrkelse og spiritisme og adlød således Jesu ord: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ (Luk. 4:8) Han bragte også sine ægteskabelige forhold i harmoni med de kristne normer. Selv om han havde en stilling der sættes højt i denne verden, ligesom Saulus fra Tarsus havde før han blev apostelen Paulus, betragtede han det hele som „en bunke affald“ og lagde det bag sig. (Fil. 3:8) For at kunne få mere tid til at tage sig af Rigets interesser gav han afkald på sin stilling som notar og dommer og begyndte i heltidstjenesten.

Menigheden i Cotonou mødtes i broder Houénous hjem i bydelen Missebo. Ved en lejlighed fik nogle katolske præster en flok børn til at forsøge at afbryde mødet. Under det offentlige foredrag der blev holdt på broder Houénous muromkransede gårdsplads, klatrede en dreng op i et træ og begyndte at råbe skældsord til taleren og kaste med sten. Han var ikke særlig god til at kaste, for ingen af stenene ramte taleren. Derimod ramte han en af de andre drenge i slænget så hårdt at han måtte på hospitalet. Børnene blev så bange at de løb deres vej. De troede at det var Guds straf. Mødet fortsatte uden flere afbrydelser.

Voodoo kontra Jehova

Dogbo-Tindé Ogoudina, som havde en stofforretning lige over for broder Houénous hjem, havde på afstand fulgt med i hvad der skete. Hun var desuden sekretær i Porto-Novos fetichkloster. Den måde Jehovas vidner opførte sig på trods denne modstand, gjorde så stort indtryk på hende  at hun blev interesseret i budskabet om Riget. Der gik ikke lang tid før hun selv mødte stor modstand fra fetichpræsterne. Den øverste fetichpræst erklærede at hun ville dø i løbet af syv dage fordi hun havde sluttet sig til Jehovas Vidner. Han brugte trolddom for at hans forudsigelse skulle gå i opfyldelse.

Andre var blevet dræbt af onde ånder, men søster Ogoudina lod sig ikke skræmme. Hun sagde: „Hvis det er fetichen der har skabt Jehova, vil jeg dø; men hvis Jehova er den højeste Gud, vil han sejre over fetichen.“ Natten efter den sjette dag ofrede fetichpræsterne en ged og fremsatte besværgelser til deres fetich — Gbeloko. De fældede en bananplante og trak en hvid klædning over den, hvorefter de slæbte den rundt på jorden for på den måde at skildre søster Ogoudinas død. De var så sikre på udfaldet at de allerede erklærede søster Ogoudina for død. Men hvad skete der den følgende morgen?

Søster Ogoudina stod hvor hun altid stod om morgenen — på markedet for at sælge stof. Hun var ikke død, men levede i bedste velgående. Der blev øjeblikkelig sendt en delegation til den øverste fetichpræst i Porto-Novo for at fortælle ham hvad der var sket, eller snarere hvad der ikke var sket. Han blev rasende over at hans trolddomskunster ikke havde virket, og indså at dette ville undergrave hans magt over folk. Han tog derfor fra Porto-Novo til Cotonou i den ene hensigt at finde søster Ogoudina og slå hende ihjel. De lokale brødre vidste at der var noget under opsejling, og hjalp hende derfor med at lukke sin lille forretning og fik hende bragt i sikkerhed.

Efter at søster Ogoudina havde holdt sig skjult en uge, lejede broder Houénou en bil og kørte hende rundt i hele Porto-Novo, så alle kunne se at hun var i live. I 1949 var biler en sjældenhed i Afrika, så man lagde virkelig mærke til dem.  Broder Houénou sikrede sig at hun blev set af så mange som muligt, og de afsluttede turen ved døren til det fetichkloster hvor hun tidligere havde arbejdet. Hun steg ud af bilen og forkyndte, så alle kunne høre det, at selv om den øverste fetichpræst havde udtalt en dødsdom over hende, havde hendes Gud, Jehova, sejret. Han havde været som „et stærkt tårn“ for hende. (Ordsp. 18:10) Trods dårligt helbred fortsatte hun med at tjene Jehova trofast til sin død. Hendes modige eksempel hjalp andre fetichdyrkere til at bryde spiritismens lænker.

Modstanden tager til

Omkring tiden for mindehøjtiden i 1949 blev der afholdt et særligt foredrag i Porto-Novo der blev overværet af over 1500. Det vakte præsternes mishag. De fik atter myndighederne til at gribe ind over for brødrene, og ti blev arresteret.

En broder har senere fortalt: „Brødrene blev tilbageholdt af politiet i nogle dage, hvorefter de blev løsladt med en kraftig advarsel om at de ikke måtte ’forkynde eller undervise i det navn’. Denne modstand har givet brødrene lejlighed til at forkynde for ’konger og herskere’ og at aflægge regnskab for det håb der bor i dem.“ — Jævnfør Apostelgerninger 4:17.

Mindehøjtiden blev dette år holdt i hemmelighed og blev overværet af 134, hvoraf fem nød symbolerne. Når der var arrangeret dåb, foregik det om natten i lagunen ud for Porto-Novo. Man ændrede hele tiden mødested og lod altid en broder stå vagt. Før hvert møde blev der dækket et bord med mad; hvis nogen kom, satte brødrene sig hurtigt til bords og lod som om de var ved at spise. Og de glædede sig virkelig over et måltid, et måltid bestående af god åndelig føde.

 Brødrene fulgte Jesu råd om hele tiden at være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. (Matt. 10:16) Myndighederne søgte konstant efter broder Akintoundé, som de mente var Jehovas Vidners anfører. En dag blev en politimand sendt ud for at lede efter ham. Politimanden vidste ikke hvor broder Akintoundé boede, og bad derfor en mand om at føre ham til hr. Akintoundés hjem. Det gjorde manden som den imødekommende beniner han var. Politimanden var ikke klar over at den mand der viste ham vej, var broder Akintoundé selv. Da de nåede hen til huset, var det derfor ikke overraskende for broder Akintoundé at han ikke var hjemme. Da Jehovas Vidners arbejde i juni 1949 blev officielt forbudt, tog broder Akintoundé tilbage til sit hjemland, Nigeria.

I august 1949 offentliggjorde myndighederne en advarsel mod Vagttårnsselskabets bøger og blade og bekendtgjorde at alle der uddelte disse publikationer på noget sprog, skulle idømmes to års fængsel og en bøde på 500.000 CFA francs (cirka 6000 kroner). Man var især ude efter bladet Vagttårnet og bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Men det gjorde ikke brødrene modløse. De vidste udmærket at Jesus Kristus havde sagt: „En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ — Joh. 15:20.

På dette tidspunkt gjorde Kpoyè Alandinkpovi, en af de første der tog imod sandheden i Benin, god brug af den traditionelle dragt som beninske mænd går med, når han forkyndte for andre. Den langærmede kjortel, kaldet en bubu, har en ret stor indvendig lomme. Når broder Alandinkpovi var sikker på at han havde fundet en der var oprigtig interesseret, fandt han en bog eller brochure frem som han havde skjult i den store lomme. Han lod altid som om det var den sidste; men hvis han mødte en anden der hungrede efter sandheden, kunne han altid fremtrylle en til.

 Forkyndelsen fortsatte selv om brødrene var spredt

„Forkynd ordet, vær på færde når tiden er gunstig og når tiden er ugunstig.“ (2 Tim. 4:2) Jehovas vidner i Benin tog disse ord af apostelen Paulus til hjerte, og forkyndelsesarbejdet medførte gode resultater selv når ’tiden var ugunstig’. I den sidste del af 1949 tog en af de nyudnævnte beninske pionerer, Albert Yédénou Ligan, til Zinvié, en lille landsby nord for Cotonou. Den allerførste dag kontaktede han Josué og Marie Mahoulikponto. Der gik ikke lang tid før de forstod at det han fortalte dem om Bibelen, var sandheden. Josué var protestant og dyrkede samtidig forfædrene. Han havde to koner og var den øverste fetichpræst for guden Zangbeto. Selv samme måned som de kom i kontakt med sandheden, ophørte de med alt dette. Deres familie ville ikke have noget at gøre med deres nyfundne tro og modstod dem bittert. De blev endog jaget ud af deres hjem og fik deres marker ødelagt.

Josué og Marie Mahoulikponto flygtede fra landsbyen for at redde livet og slog sig ned i Dekin, en landsby der er bygget på pæle. Det bevirkede at sandheden blev udbredt til et nyt område. Landsbyhøvdingen i Dekin var den første der tog imod sandheden. I løbet af to år tog 16 personer i dette område imod sandheden selv om de blev arresteret og slået af myndighederne, og alle deres publikationer, deriblandt deres bibler, blev ødelagt.

Da en pioner i 1950 forkyndte i en landsby, mødte han en mand der sagde at han kendte en ældre mand der fortalte det samme om Bibelen som pioneren gjorde. Den ældre mand viste sig at være broder Afeniyi. Han havde tilhørt den allerførste gruppe som havde lært sandheden at kende i dette land, og var blevet døbt i 1935. Selv om han havde  været isoleret, havde han ikke glemt Jehova. Han havde heller ikke glemt den glæde han havde erfaret ved at blive frigjort fra den ubibelske lære man førte inden for det protestantiske trossamfund han havde tilhørt. Hans kone havde aldrig taget imod sandheden, og der var megen voodoodyrkelse i den landsby hvor han forkyndte, men broder Afeniyi gav ikke op. Han forkyndte i årevis Bibelens budskab for andre. Han døde i en alder af 80 år efter at have tjent Jehova trofast i mere end 42 år.

I begyndelsen af 1950 skyllede en bølge af forfølgelse ind over forkynderne. I Kouti-området opdagede en politibetjent en gruppe brødre der var i færd med at drøfte dagens tekst. Nogle af dem blev arresteret, bundet med reb og ført til kommandanten eller politichefen. De blev senere løsladt og fik strengt påbud om at holde op med at forkynde og holde møder. Men Jehovas folk forstod betydningen af fortsat at komme regelmæssigt sammen for at studere Guds ord, om nødvendigt i det skjulte. En af de lokale ældste skrev: „Nu kan vore brødre kun samles hvis de står meget tidligt op. De der har cykler, tager til fjerntliggende egne for at forkynde . . . Blot det at have en bibel på sig er farligt. Trods disse vanskelige forhold vil vi fortsætte med at forkynde indtil enden.“ I marts 1950 mødtes de trofast for at fejre mindehøjtiden. De ’unddrog’ sig ikke af frygt. (Hebr. 10:38) I begyndelsen af 1951 var der syv menigheder som rapporterede; og af de 247 forkyndere der rapporterede, var 36 pionerer.

Han leverede de religiøse remedier tilbage

I begyndelsen af 1950’erne var mange af vore brødre ikke særlig gode til at læse. Men de gjorde hvad de kunne for at forkynde, og Jehova velsignede deres indsats. En dag forsøgte to brødre at forklare sandheden fra Bibelen for en  tredje person da Samuel Ogungbe kom forbi. Han fortalte senere: „Jeg vidste ikke på daværende tidspunkt at de var Jehovas vidner. De var ikke enige med hinanden fordi de ikke kunne læse i deres bibler selv om de var på deres eget sprog, gun. Jeg blandede mig derfor i drøftelsen og var i stand til at hjælpe dem fordi jeg havde lært at læse gun.“ Samuel Ogungbe var kasserer og sognerådsmedlem i Kerub- og Serafkirken. Man kan kende tilhængerne af denne kirke på deres lange hvide dragter og hvide kalotter som de bærer fordi de mener at de er Kristi brud. Trods sit religiøse tilhørsforhold fandt Samuel Ogungbe alligevel denne drøftelse med Jehovas vidner interessant. Der blev truffet aftale om at fortsætte drøftelsen den førstkommende lørdag, fire dage efter. Men i mellemtiden skete der noget der gjorde ham bange.

„Den kirke jeg tilhørte, gjorde brug af trolddomskunst, spådomskunst og andre former for magi,“ fortæller han. „Dagen efter at jeg havde truffet Jehovas vidner, gik jeg som sædvanlig i kirke. Nogle af mine trosfæller som havde rådspurgt ånderne, advarede mig øjeblikkelig om at jeg skulle vogte mine skridt, og dét af to grunde: Selv om jeg indtog en høj stilling i kirken, var jeg for det første i fare for at ’falde fra’, og for det andet ville jeg inden længe få alvorlige maveproblemer som ville vise sig at være livstruende hvis ikke jeg fulgte åndernes råd. De sagde at jeg skulle købe syv lys foruden noget røgelse og myrra som skulle anvendes ved en særlig ceremoni hvor man skulle bede højt og faste i syv dage. Hvis ikke jeg adlød, ville jeg dø.“

Han har senere indrømmet: „Da jeg gik hjem torsdag aften, var jeg bange. Fredag morgen begyndte jeg at bede og faste, da jeg vidste at jeg nu måtte beslutte om jeg ville fortsætte mine drøftelser med Jehovas vidner eller ej. Det var lige før jeg ikke holdt aftalen, men i sidste øjeblik besluttede jeg at tage derhen. Vi drøftede mange ting, og de inviterede  mig til deres møde om søndagen.“ Samuel Ogungbe gjorde hurtigt forandringer i sit liv. Medlemmerne af den kirke som han tilhørte, forsøgte at tale ham fra det, men han var overbevist om at han havde fundet sandheden. Han leverede alle sine religiøse remedier tilbage og begyndte samme måned at tage del i forkyndelsen. I løbet af seks måneder blev han døbt som symbol på sin indvielse til Jehova. Broder Ogungbe døde i øvrigt ikke i forbindelse med at han antog sin nye tro. Han tjente Jehova trofast i mere end 40 år til sin død i 1996.

Der oprettes læseklasser

Man kan godt forkynde uden at kunne læse, men det at kunne læse Guds ord kan styrke en til at holde ud under vanskelige forhold. Det er også vigtigt at kunne læse hvis man vil være god til at undervise. Men førhen var der mange i Benin, også blandt vore brødre, som ikke kunne læse. Selskabet opfordrede derfor brødrene til at oprette læseklasser. Til at begynde med fik hver elev personlig undervisning.  Men i 1960’erne blev der oprettet læseklasser i menighederne.

Frem til den dag i dag har man haft læseklasser i mange menigheder i Benin. Desuden får nogle personlig undervisning. Men efterhånden som der er blevet flere og bedre offentlige skoler, er der ikke længere det samme behov for denne hjælp. Når først folk lærer at forstå det trykte ord, er de bedre i stand til at leve efter det, og de bliver også bedre til at bruge Guds ord til at hjælpe andre. — Ef. 6:14-17.

En katolsk præst og en fetichpræst slår sig sammen

Eftersom de gejstlige ikke er i stand til at gendrive sandheden som Jehovas vidner forkynder ud fra Bibelen, har de ofte forsøgt at standse Jehovas folks arbejde ved at påvirke de verdslige myndigheder. I ét tilfælde slog en katolsk præst og en fetichpræst sig sammen for at få Jehovas vidner ud af Dekin-området. Ved hjælp af halve sandheder og løgne beskyldte de Jehovas vidner for at lokke folk til at gøre oprør mod regeringen, hævdede at de forudsagde en verdenskrig, at de forkyndte verdens ende, og at de nægtede at betale skat. Fetichpræsten sagde til politichefen at Jehovas vidner var skyld i at ånderne ikke gav dem regn, og at det var årsagen til den hungersnød der plagede landet. Den katolske præst sagde at Jehovas vidner var skyld i at hans bønner og messer ikke blev hørt af Gud.

Retsindige mennesker gennemskuede disse beskyldninger og så at de blot var et udtryk for at de religiøse ledere frygtede at Jehovas Vidners arbejde var ved at få fodfæste i befolkningen. Sådanne angreb var kun med til at styrke brødrenes tillid til Jehova. I en rapport fra den tid hedder det: „Brødrene ’står fast i én ånd, idet de med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed’, og  Jehova velsigner deres indsats med vækst. (Fil. 1:27) Det har vi tillid til at han fortsat vil gøre.“

Fortsatte Jehova med at velsigne brødrenes målbevidste indsats? Så afgjort! Trods den hårde modstand og forfølgelse voksede antallet af dem der forkyndte om hans navn og rige, fra 301 i 1948 til 1426 i 1958. Denne forkyndelse blev dog af og til udført i fængsler.

Der aflægges et grundigt vidnesbyrd i fængsler

Da David Denon fra Porto-Novo blev arresteret fordi han ikke ville holde op med at tjene Jehova, betragtede han fængselet som sit distrikt; dem han forkyndte for, løb ingen steder. Men hans forkyndelse mishagede fængselsinspektøren, der fik ham overført til et andet fængsel. Her fik han en bedre behandling og kunne frit forkynde for de andre indsatte. Fængselsinspektøren blev selv interesseret, og to andre indsatte tog imod sandheden og sluttede sig til broder Denon i forkyndelsen i dette distrikt inden for fængselsmurene.

Om dagen blev broder Denon, der var en betroet fange, sendt uden for fængselet for at arbejde som tømrer i politiinspektørens hjem. Det viste sig at også denne mand var interesseret i Bibelens budskab; han lod endog broder Denon tage hjem for at hente nogle publikationer til ham — den samme slags publikationer som broder Denon var blevet fængslet for at være i besiddelse af!

Der gik ikke lang tid før han fik yderligere hjælp til at dække dette usædvanlige distrikt. I 1955 tog 50 forkyndere fra Nigeria til Benin for at hjælpe med at forkynde den gode nyhed i landets isolerede distrikter. De blev alle arresteret og bragt til det lokale fængsel. Da det ikke var stort nok til at rumme dem alle, blev alle søstrene og nogle af brødrene sendt hjem. Syvogtyve brødre der blev tilbageholdt og  anklaget for at have uddelt „forbudte publikationer“, blev overført til et fængsel i det indre af landet for at afvente retssagen imod dem. Her spildte de ikke tiden. Da de rejste fra Nigeria, var det ikke dette distrikt de havde tænkt sig at dække, men her havde folk også brug for at høre den gode nyhed. Som følge af deres forkyndelse var der mindst 18 der viste interesse, deriblandt nogle fængselsbetjente og lægen i fængselet.

I slutningen af august kom disse forkyndere for en domstol. Nyheden om deres fængsling havde bredt sig vidt og bredt, og mere end 1600 overværede retssagen. Der kom katolske præster fra nær og fjern, og allerede før retssagen forkyndte de at brødrene hver ville blive idømt 12 års fængsel.

Dommeren var imidlertid gunstigt stemt og tillod brødrene at aflægge et godt vidnesbyrd i retten. Han sammenlignede Jehovas vidner med Jesus Kristus, der blev ført for retten uden at have begået nogen forbrydelse. Dommeren gav udtryk for at han var ked af at han blev nødt til at idømme de fleste af brødrene tre måneders fængsel. Afsoningen kunne dog regnes fra det tidspunkt de var blevet arresteret, hvilket var sket knap tre måneder tidligere. Brødrene brugte deres sidste tid i fængselet godt. I august måned rapporterede de hver over 100 timer i forkyndelsen inden for fængselsmurene. På denne særlige måde kom mange til at høre om Jehovas Vidners arbejde.

Bibelske publikationer på gun

Når man skal undervise folk i Bibelen, er det en stor hjælp at have publikationer på deres eget sprog. I Benin taler mange sproget gun. Brødrene var derfor meget glade da de i 1955 fik traktaten Hvad tror Jehovas vidner? I 1957 begyndte de at få Rigets Tjeneste på gun, hvilket hjalp brødrene til bedre at organisere deres tjenestemøder og deres  forkyndelse. Der var også et bibelselskab der begyndte at genoptrykke hele Bibelen på gun.

Siden fik man brochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“. Da man modtog de første eksemplarer, besluttede man at den skulle gennemgås i alle bogstudiegrupper. I begyndelsen af det følgende år fik man tilstrækkeligt med brochurer til at man kunne begynde at uddele den til offentligheden. Resultaterne var bemærkelsesværdige. Den ydmyge befolkning i dette land accepterede med glæde den klare fremlægning af sandheden fra Bibelen. I april 1958 nåede man et nyt højdepunkt på 1426 forkyndere, hvilket var 84 procent mere end det foregående års gennemsnit.

Den gode modtagelse disse publikationer fik, medførte at man kort efter gik i gang med at oversætte bogen „Gud Maa Være Sanddru“ til gun. Fra og med 1. december 1960 blev der også fremstillet duplikerede udgaver af Vagttårnet på gun. Alle disse publikationer har givet brødrene en bedre forståelse af sandheden og har sat dem i stand til at hjælpe andre til at slippe ud af trældommen under falsk religion.

Nogle der ’ikke var af vor slags’

Når først folk finder ud af at det de tidligere har lært, er løgn, er der nogle der hurtigt forlader det trossamfund de har tilhørt, og begynder at tilbede Jehova. Men at fortsætte med den rene gudsdyrkelse kræver ydmyghed og ægte kærlighed. Man må være villig til at gøre fremskridt til kristen modenhed og til at følge Guds ord i alle livets anliggender. I Benin var det ikke alle dem der begejstret var begyndt at forkynde, der blev ved med at følge denne kurs. Det viste sig at de ’ikke var af vor slags’. — 1 Joh. 2:19.

Da en tilsynsmand i Gbougbouta-menigheden forlod sandheden, forsøgte han at overtale Kouadinou Tovihoudji til at gøre det samme. Broder Tovihoudji mindede taktfuldt  tilsynsmanden om at han som en tjener for Jehova selv havde fortalt andre at kærligheden til sandheden ville kølnes hos nogle. (Matt. 24:12) Broder Tovihoudji tilføjede desuden at eftersom tilsynsmandens kærlighed var blevet kold, kunne han nu se at det Bibelen sagde, var sandt. Broder Tovihoudji undlod klogeligt at følge ham og forblev trofast mod Jehova.

Det var imidlertid ikke alle brødrene der helt forstod hvordan de skulle betragte dem der ikke længere ønskede at følge Guds retfærdige principper. De havde brug for hjælp. I 1959 fik en nigeriansk kredstilsynsmand ved navn Theophilus Idowu til opgave at besøge brødrene i Porto-Novo for at opbygge dem. De var glade for at han kom, men blev noget skuffede da de opdagede at han ikke talte deres sprog. Der skulle bruges tolk når han holdt foredrag og havde drøftelser med de ældste. Broder Idowu kunne se at der var nogle ting i menighederne som måtte afklares. Men eftersom han ikke kunne tale sproget, var det begrænset hvad han kunne gøre. Det bekymrede ham, så derfor gik han i gang med at lære gun. Han gjorde hurtigt fremskridt, og inden længe var han i stand til at hjælpe brødrene i selv vanskelige situationer. Gradvis tog han sig af problemerne, og de der valgte at fortsætte med at leve umoralsk, blev fjernet fra menigheden.

En af de største svagheder var fortsat at de nye der ikke kunne læse og skrive, kun havde en mangelfuld forståelse af sandheden. De der havde en god forståelse af sandheden og lod den præge deres hjerteindstilling, gjorde store forandringer i deres tilværelse. En af dem var Germain Adomahou.

En polygamist finder en bedre livsform

Germain Adomahous far havde 12 koner. Men allerede før Germain blev et af Jehovas vidner, havde han besluttet sig til kun at gifte sig med én kone. Han indså at selv  om dét at have mange koner var et tegn på velstand og indflydelse, var der bitre stridigheder og jalousi mellem hans fars koner. Nu viste det sig at den kvinde Germain giftede sig med, ikke kunne få børn, hvilket er en vanære blandt nogle afrikanere. Trods sine gode intentioner gik der ikke lang tid før han tog sig to koner til. Senere tog han sig to mere, så han nu havde fem. Der gik ikke lang tid før der opstod strid og jalousi i hans familie. I et forsøg på at glemme disse problemer begyndte han at have andre kvinder som han ikke var gift med. Hans hjem var blevet ligesom hans fars, hvilket han slet ikke brød sig om.

Skønt han var fetichdyrker, søgte han råd og trøst hos en katolsk præst der sagde til ham at hvis han ville i himmelen, måtte han lade sig døbe. At han var fetichdyrker, havde fem koner og stod i forhold til kvinder han ikke var gift med, var uden betydning. Germain blev døbt i kirken og fortsatte med sin fetichdyrkelse og sit flerkoneri. Det ændrede egentlig ikke noget. Men så, i 1947, fik han et eksemplar af bogen „Sandheden skal frigøre jer“. Efter at have læst den brød han med den katolske kirke og med sin fetichdyrkelse. Men han var stadig fanget i umoralitet og polygami. Han forstod at for at blive et af Jehovas vidner måtte han ophøre med at leve på den måde. En dag ændrede forholdene sig imidlertid.

Nogle Jehovas vidner fra Abomey-menigheden blev arresteret og sat i fængsel. Denne nyhed spredtes i hele landsbyen. Germain havde aldrig oplevet at nogle der tilhørte andre trossamfund, blev behandlet på den måde. Det gjorde et  dybt indtryk på ham at Jehovas vidner var villige til at udholde forfølgelse for at kunne forkynde Bibelens budskab. Han var nu overbevist om at Jehovas vidner var de sande kristne. (2 Tim. 3:12) Han havde truffet sin beslutning. Han opgav sin polygame livsstil, rettede sig ind efter Bibelens lære og indviede sit liv til Jehova Gud.

Men hans nye tro tillod ham ikke slet og ret at forlade sine tidligere koner. Skønt han ikke længere levede sammen med dem, måtte han sørge for dem både materielt og åndeligt indtil de senere giftede sig. To af hans tidligere koner blev med tiden indviede tjenere for Jehova; den yngste giftede sig med en heltidsforkynder og virkede senere med sin mand i kredstjenesten. Også mange af de børn han havde med de forskellige koner, tog imod sandheden.

En døendes ønske

Der var også andre der hungrede efter sandheden. Amos Djagun var leder af metodistkirken i Kilibo, en landsby i det nordlige Benin, og Silas Fagbohoun var et fremtrædende medlem af samme kirke. Men da et af Jehovas vidner besøgte Silas Fagbohoun i hans hjem, sagde han ligeud at han og mange andre var utilfredse med den forvirring der prægede deres kirke, og de forkerte ting han vidste der foregik iblandt dem uden at man greb ind over for det. Han havde selv to koner og flere elskerinder, deriblandt hustruen til en af de førende lægprædikanter i hans kirke.

Efter at forkynderne havde besøgt Amos Djagun, samlede han mange af de kirkemedlemmer som han vidste hungrede efter sandheden. Kredstilsynsmanden, der netop var på besøg i menigheden, viste dem hvordan man studerede Bibelen ved hjælp af bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og brochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“. Han viste dem også hvordan man kunne drøfte dagens tekst. Mange  af disse, deriblandt Amos Djagun og Silas Fagbohoun, tog med stor glæde imod det de lærte.

Silas Fagbohoun ønskede inderligt at hans kone og hans børn også ville tage imod hans nyfundne tro, men de var tilsyneladende ikke særlig interesserede. Aftenen før sin død i juni 1963 kaldte Silas sin ældste søn, Joseph, til sig og sagde: „Jeg er ked af at du ikke har taget et fast standpunkt for den sande tro. Du skal vide at det du afviser, er sandheden der fører til evigt liv. Jeg beder til at Jehova vil være med dig i den vanskelige opgave som jeg overdrager dig; fra nu af har du ansvaret for alle dine brødre. Sørg for dem materielt og især åndeligt.“ Ville broder Fagbohouns sidste ønske gå i opfyldelse?

Det lod til at Joseph holdt fast ved sine synspunkter. På et tidspunkt begyndte han at gå i en protestantisk mellemskole i Cotonou. En dag havde han en bibelsk drøftelse med præsten i overværelse af klassens 80 elever. Præstens svar på de fleste spørgsmål var: „Det er et guddommeligt mysterium.“ Ved hjælp af bogen „Gud Maa Være Sanddru“ var Joseph i stand til at give tilfredsstillende svar på mange bibelske spørgsmål. Med sin fars sidste ord i tanke anmodede Joseph — for øjnene af klassen og præsten — om at hans navn måtte blive slettet af den protestantiske kirkes medlemsliste. Han var fri! Han blev døbt i juli 1964 og begyndte som pioner i 1969.

Broder Fagbohouns kone, Lydie, var et meget elskværdigt menneske, men hun kunne ikke se at det var nødvendigt at skifte tro. Hun mente at hun kunne opnå evigt liv selv om hun forblev protestant. Det der åbnede hendes øjne, var da en ældre præst i kirken foreslog at han indledte et seksuelt forhold til hende som en „trøst“ i hendes enkestand! Siden satte hun aldrig sin fod i kirken. Opmuntret af sin  søn og med hjælp fra en specialpioner begyndte hun at studere med Jehovas vidner. Med tiden blev hun døbt, og det samme gjorde næsten alle børnene.

Der kommer gileaduddannede missionærer

Brødrene var ovenud glade da de første missionærer fra Gileadskolen ankom den 3. februar 1963. Keith og Carroll Robbins var udgået fra Gileadskolens 37. klasse. De oprettede et missionærhjem og lærte hurtigt gun. Brødrene blev meget opmuntrede over at have disse hvide medforkyndere iblandt sig, hvilket var med til at vise dem enheden inden for det verdensomspændende brodersamfund. Missionærerne cyklede ud og besøgte menighederne i  bushen og oplærte andre til at gøre det samme. Da de fandt det nødvendigt at vende tilbage til deres hjemland, Canada, for at tage sig af familieforpligtelser, følte de lokale brødre det som et stort tab.

I de følgende måneder fik to andre canadiske missionærer, Louis og Eleanor Carbonneau, til opgave at virke i Benin. De kunne fransk, så der blev oprettet en fransksproget menighed i Cotonou kort efter deres ankomst. Det at det var muligt at få mange franske publikationer til studiebrug, bidrog til at der skete en hurtig åndelig vækst i denne gruppe.

Ved områdestævnet med temaet „Åndens frugter“ som i november 1964 blev holdt i Abomey, var broder Carbonneau ordstyrer. Politiet var til stede som sædvanlig ved store sammenkomster. Men der var ikke noget at komme efter, og de var meget venlige over for brødrene og glædede sig over de bibelske foredrag. De var også forundrede over at se 1442, hvoraf nogle var fra den nordlige og andre fra den sydlige del af landet, omgås hinanden som brødre. Det var noget ganske særligt, da der på det tidspunkt var optøjer mellem grupper fra nord og syd.

Der var også andre missionærer i Benin, hvoraf nogle var der i kort tid, mens andre kom med ønsket om at gøre landet til deres hjem. Med nogen forsinkelse på grund af politiske uroligheder i Benin ankom Don og Virginia Ward og Carlos og Mary Prosser i begyndelsen af 1966. Kort efter deres  ankomst, i marts 1966, blev der oprettet et afdelingskontor i Cotonou der skulle føre tilsyn med forkyndelsen af den gode nyhed i dette land.

Lige siden 1948 havde Jehovas Vidner ansøgt om officiel anerkendelse af deres bibelundervisningsarbejde i Benin, men det var altid blevet afslået. Det var derfor en stor glæde da de så navnet Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania i Benins officielle avis med en meddelelse om at Jehovas vidner nu kunne undervise andre i Bibelen fra dør til dør i alle dele af landet, og at deres missionærer frit kunne virke i landet.

Tid til at blive gift

Før 1966 havde myndighederne ikke gjort noget for at registrere ægteskaber. Alle giftermål var blevet fejret på traditionel vis, men brødrene havde desuden indsendt en underskrevet erklæring til afdelingskontoret. I 1966 traf myndighederne imidlertid foranstaltning til en juridisk registrering af giftermål. En sådan registrering var dog ikke lovpligtig. Missionærerne forklarede de lokale forkyndere at det var vigtigt at benytte sig af denne juridiske foranstaltning og få deres ægteskab registreret.

Dette medførte flere forskellige problemer for brødrene. For det første kostede det penge at blive registreret, penge som det var vanskeligt at skaffe. For det andet måtte man finde ud af hvornår de nygifte var født. Det vidste de ikke altid eftersom man sjældent førte nøjagtige optegnelser. Trods disse hindringer var Jehovas folk besluttet på at følge Guds ord og holde ægteskabet i ære. — Hebr. 13:4.

Jehovas vidner i Hetin, en landsby der næsten udelukkende bestod af huse bygget på stolper, fandt ud af at det ville være mindre bekosteligt at lade en officiel ægteskabsregistrator komme til dem i stedet for at 25 par skulle  tage hen til ham. Det gik registratoren med til nu der var tale om så mange. Da han ankom, var der imidlertid 60 par som ønskede at få deres ægteskab legaliseret. Hvad var der sket? Da man var i færd med at forberede denne massevielsesceremoni, hørte de andre landsbyboere om det. Deres egne kirkeledere ville ikke hjælpe dem med at få deres ægteskab registreret, og derfor spurgte de Jehovas Vidner om de ikke også kunne benytte sig af registratoren når han kom. På blot fire måneder voksede menigheden fra 69 til 90 forkyndere.

Der bygges et afdelingskontor

Der var brug for et bedre afdelingskontor hvis det skulle fungere optimalt. Don Ward havde været bygningshåndværker før han begyndte i heltidstjenesten. Denne erfaring kom ham nu til gode da der i 1968 skulle bygges et kombineret afdelingskontor og missionærhjem i Cotonou. Med hjælp fra 16 pionerer og mange andre lokale brødre tog byggeriet kun otte måneder. I stueetagen var der en fin rigssal, kontorer, spisefaciliteter og forsendelsesafdeling. Ovenpå var der seks værelser med udsigt til en stor have med palmetræer. På den anden side af havemuren kunne man se lagunen med de mange fiskere i deres kanoer.

Den 12. januar 1969 var en særlig dag i Benins teokratiske historie. Den dag blev det nye afdelingskontor og missionærhjem indviet til Jehova. Brødrene følte at en sådan fin bygning var et vidnesbyrd om at Jehova velsignede deres arbejde. Noget der var af større betydning end denne bygning, var imidlertid de mennesker der opbyggede en kristen personlighed bestående af gudfrygtige egenskaber.

Ærlighed, den rette vej

Daniel Aïnadou, der arbejdede på et af de finere hoteller, fik en dag prøvet ægtheden af sin kristne personlighed.  Da han skulle bringe et par bukser der tilhørte en af hotellets gæster, til rensning, fandt han hvad der svarede til over 9000 kroner, i en af lommerne. Det var det samme som han fik i løn på to år. Hvad ville han gøre? Her stod han med en formue i hænderne, og der var ingen der så ham.

Broderen havde ikke været døbt særlig længe, men han havde for nylig læst en artikel i Vagttårnet om ærlighed. Han var besluttet på ikke at mishage Gud ved at tage nogle penge der ikke tilhørte ham. Han meddelte receptionisten at han havde fundet pengene. Men da receptionisten så alle pengene, tog han broderen til side og sagde: „Lad os tage pengene og holde det hemmeligt.“ „Det kan jeg ikke gå med til,“ sagde broderen. „Jeg er kristen og er et af Jehovas vidner.“ „Jeg er også kristen,“ indvendte receptionisten. „Jeg kommer regelmæssigt i den katolske kirke. Hvad forkert er der ved at beholde de her penge? Manden har jo tabt dem, ikke sandt?“ Men vores broder overgav ufortrødent pengene til hotellets ejer, der lagde dem i pengeskabet.

Nogen tid efter vendte gæsten tilbage til sit værelse og begyndte febrilsk at lede efter sine penge — under sengen, i skabet og bag stolene. De var der ikke. Stærkt oprevet henvendte han sig til hotellets ejer, der forsikrede ham om at hans penge ikke var væk, men lå i hotellets pengeskab. Da gæsten fandt ud af at det var en af hotellets ansatte der havde indleveret dem, ville han gerne møde denne ærlige mand. Meget imponeret sagde gæsten: „Jeg ved at Jehovas vidner er pålidelige mennesker, og når jeg kommer tilbage til Frankrig, vil jeg opsøge dem, for jeg vil gerne vide mere om dem.“ Også hoteldirektøren, der tidligere kun havde haft lidt tilovers for Jehovas vidner, sagde nu at han var glad for at have dem ansat.

Denne episode blev ikke glemt lige med det samme. Ved en anden lejlighed hævdede en gæst at han havde mistet et  mindre beløb, og beskyldte broder Aïnadou for at have stjålet pengene. Da hoteldirektøren hørte om det, kom han hurtigt vores broder til hjælp og fortalte ovenstående hændelse.

I årene der fulgte, kunne Benin rapportere en støt vækst i antallet af aktive forkyndere. I 1971 var der 22 missionærer i distriktet og på afdelingskontoret. I 1975 var der 2381 forkyndere, mod blot 290 i 1950. Jehova velsignede tydeligvis de retsindige der havde kastet den falske religions lænker af sig. Men ikke alle var begejstrede for denne vækst. Forfølgelsens mørke skyer trak atter sammen i horisonten.

Ændret styreform

„Pour la révolution?“ (Er du parat til revolutionen?) „Prêt!“ (Jeg er parat!) Denne hilsen var almindelig i Benins gader da det marxistisk-leninistiske styre blev indført i landet i begyndelsen af 1975. Nederst på alle breve fra officielle instanser stod der: „Vær parat til revolutionen; kampen fortsætter!“

Jehovas folk i hele verden er kendt for at holde sig neutrale i politik, og deres bibeloplærte samvittighed tillader dem derfor ikke at gentage sådanne slagord. (Joh. 15:19; 18:36) Dette udsatte dem for mange fjendtligheder.

November 1975 — en arrestation

I november 1975 var Pierre Worou ude i forkyndelsen da han traf en mand der hilste ham med et politisk slagord. Da broder Worou ikke besvarede hilsenen på reglementeret vis, blev han øjeblikkelig ført hen på politistationen. Politiet forsøgte at få ham til at gentage de politiske slagord, hvilket han nægtede. I adskillige timer blev broder Worou tvunget til at kravle rundt på knæ og albuer, men han forblev trofast.

 Til sidst talte nogle brødre med de ansvarshavende betjente, og da det var søndag, gik de med til at løslade ham om aftenen. Denne episode viste brødrene hvad der var i vente.

December 1975 — advarsler i radio og aviser

I løbet af december blev der i den regeringskontrollerede radiostation „Revolutionens stemme“ langet ud efter al organiseret religion. Ungdomsgrupper plyndrede efter sigende visse kirker. Mange revolutionære advarede Jehovas vidner mod at fortsætte deres forkyndelse. Den 14. januar 1976 havde myndighederne flere steder lagt hindringer i vejen for den offentlige forkyndelse. Seks steder var rigssalene blevet lukket, og møderne var blevet afbrudt i tre private hjem. I Hetin var rigssalen blevet beslaglagt for at blive anvendt til politiske møder. Men i nogle af de større byer kunne pionererne og missionærerne fortsætte forkyndelsen uden særlige problemer.

 Marts 1976 — flere begrænsninger

Den 24. marts 1976 skrev afdelingskontoret i Benin til Jehovas Vidners Styrende Råd: „Myndighederne i forskellige dele af landet fortsætter med på forskellig vis at begrænse religiøse aktiviteter. Flere fetichceremonier og andre religiøse ceremonier er blevet forbudt i mange dele af landet. Det er også blevet forbudt at forkynde fra hus til hus og i forskellige dele af byerne og landsbyerne.“

To uger senere skrev afdelingskontoret følgende til Det Styrende Råd: „I ét område i den nordlige del af landet (Gouka) blev alle brødrene i menigheden (men ikke søstrene) arresteret og tilbageholdt i 72 timer. Det var for at advare dem mod at forkynde og for at forsøge at tvinge brødrene til at råbe politiske slagord, hvilket de nægtede. . . . Brødrene fik at vide at de kunne mødes i deres rigssal blot de hejste et flag foran den og før og efter hvert møde sang politiske sange og råbte slagord. Da brødrene ikke kunne gøre dette, var de tvunget til at fortsætte med at mødes i brødrenes hjem.“

April 1976 — brødre i Cotonou arresteres

De politiske spændinger tog til i hele landet. I begyndelsen af april havde man hver uge på de fleste arbejdspladser tidspunkter hvor man råbte politiske slagord, hejste flaget, sang nationalsangen og gav lektioner i „ideologi“. De der ikke tog del i disse møder, skulle indberettes til myndighederne. Man indkaldte til et sådant møde i et område i Cotonou hvor der arbejdede tre brødre og en søster. Brødrene nægtede at overvære mødet; søsteren tog til mødet, men nægtede at tage del i noget. Da de den følgende mandag mødte på arbejde, blev først søsteren og dernæst de tre brødre tvunget til at løbe gennem gaderne foran en politibil de fem kilometer til politistationen. På det tidspunkt var  søsteren gravid i fjerde måned. De ændrede ikke standpunkt på politistationen, men nægtede at gentage politiske slagord. De blev gennembanket, men holdt ud — slagene kunne ikke svække deres tro.

Den 7. april 1976 skrev Carlos Prosser som repræsentant for afdelingskontoret i Benin til Det Styrende Råd: „Netop som jeg var i færd med at skrive dette brev, kom politichefen med sin vagt og sin sekretær på besøg. Han stillede spørgsmål vedrørende slagord, flaghilsen osv., og jeg forklarede ham vores holdning. Han sagde også at nogle af vore folk var blevet arresteret fordi de havde nægtet at deltage i de nævnte ting, og sagde desuden at han var ved at udarbejde en liste over navnene på andre. Besøget foregik i en forholdsvis venlig atmosfære, men han var ret afgjort på visse områder. Han sagde for eksempel at vi ikke længere måtte forkynde i folks hjem, men skulle blive i vores ’tempel’. Vi ved ikke hvad disse myndighedspersoner beslutter at gøre, men én ting er sikker: Jehovas Vidner er blevet mere kendt end nogen sinde før, og vi beder til at alt dette vil resultere i at der bliver aflagt et vidnesbyrd. Alle missionærerne spekulerer på hvor længe de kan blive i landet.“

Forfølgelsen tager til

Den 16. april 1976 kritiserede indenrigsministeren skarpt Jehovas Vidner i en radioudsendelse. Han sagde blandt andet at Jehovas vidner nægter at deltage i politiske møder, og at de lærer at de ikke må råbe politiske slagord. I stærke vendinger lod han forstå at hvis ikke Jehovas vidner inden månedens udgang ændrede holdning, ville alle deres repræsentanter ’som er CIA-agenter’, hvilket naturligvis ikke var sandt, blive udvist af landet.

Lignende meddelelser blev udsendt i alle dele af Benin i cirka to uger. Mange der aldrig havde hørt om Jehovas  vidner, begyndte at spekulere på hvem det var man talte så meget om. Radioudsendelserne vakte folks nysgerrighed, og Jehovas navn blev forkyndt overalt i landet i et omfang som det aldrig havde været muligt for Jehovas vidner selv at gøre det nu da deres forkyndelse var pålagt begrænsninger.

En anden repræsentant fra politichefens kontor kom hen til afdelingskontoret for at få navnene på alle beboerne og andre detaljer. De ønskede navnene på alle nøglepersoner i landet. De fik navnene på de missionærer der boede på betel/missionærhjemmet. Efter at de var gået, sørgede man for at alle Selskabets optegnelser og arkiver blev fjernet fra bygningen og omhyggeligt skjult.

Den følgende dag, den 17. april, vendte to betjente tilbage og bad om at komme til at tale med den ansvarshavende. De stod begge og røg, og broder Prosser bad dem derfor slukke deres cigaretter før de kom ind. Det gik de med til og blev derefter budt ind på kontoret. De ønskede stadig at få navnene på alle de ansvarshavende brødre i landet. Men nu ville de ikke kunne finde de vigtige arkiver på afdelingskontoret, selv ikke hvis de havde valgt at foretage en ransagning.

Missionærernes sidste timer i landet

Den 26. april 1976 mente nogle brødre at det ville være klogt at opsøge politichefen i Akpakpa i Cotonou for yderligere at forklare vores holdning. Hvis afdelingskontoret havde haft kendskab hertil, ville man have frarådet det. Og selv om nogle lokale ældste forsøgte at tale disse velmenende brødre fra deres forehavende, tog de alligevel af sted. Det fik katastrofale følger. Efter at politichefen havde talt med dem nogen tid, råbte han nogle politiske slagord, og da de ikke svarede, lod han dem arrestere.

 På dette tidspunkt befandt der sig stadig 10 af de 13 missionærer i landet. Broder og søster Mahon ventede familieforøgelse og havde været forberedt på at rejse tilbage til England inden for nogle få uger. I betragtning af den spændte situation i landet havde afdelingskontoret opfordret dem til at tage af sted så hurtigt som muligt frem for at vente til sidste minut. De var derfor rejst. Maryann Davies fra missionærhjemmet i Porto-Novo var i Canada på grund af sin moders sygdom.

Om aftenen den 26. april blev de tilbageværende missionærer „fanger“ på betelhjemmet — de kunne ikke gå ud, og der var heller ingen der kunne komme ind. Telefonen var afbrudt. Missionærerne begyndte at pakke deres ting i tilfælde af at de skulle blive udvist.

Den 27. april 1976 — koordinatoren arresteres

Den næste morgen kom en bevæbnet politibetjent for at hente broder Prosser. Han beordrede ham til selv at køre Selskabets varevogn mens betjenten havde sit våben rettet mod ham. Broder Prosser blev bragt til politistationen i Akpakpa til afhøring. Han blev ikke fysisk mishandlet, men man forsøgte at skræmme ham med verbal vold.

„Giv os navnene på jeres hovedmænd!“ råbte politimanden. Broder Prosser svarede: „Jeg kan ikke give jer navnene på mine brødre. Hvis I vil have dem, kan I komme hen i rigssalen og selv skrive dem ned.“ Det sagde de ikke noget til. Han vidste imidlertid at dette ikke ville udgøre nogen fare for brødrene eftersom der ikke var blevet holdt møder i rigssalene et godt stykke tid. Møderne blev nu holdt i private hjem i menighedsbogstudiegrupper.

„Kender du Samuel Hans-Moévi? Er han ikke en af jer?“ Dette spørgsmål kom som et chok for broder Prosser. Det var nemlig i broder Hans-Moévis hus at man havde  skjult Selskabets optegnelser i to gamle, ramponerede kufferter. Disse optegnelser indeholdt navnene på mange brødre. Havde politiet allerede fundet dem? Det lykkedes broder Prosser at bevare fatningen, men i sit hjerte bad han inderligt Jehova om hjælp.

Omsider var forhøret overstået. Broder Prosser havde ikke givet dem nogen navne, og han havde ikke lidt fysisk overlast. Han var fri til at gå. Nogle år senere, da han tænkte på dette øjeblik, fortalte broder Prosser: „Min første tanke var: ’Hvad kan jeg gøre for at hjælpe brødrene?’ Men så tænkte jeg: ’Vær forsigtig! Det kan være en fælde. Måske planlægger de at følge efter mig i håb om at jeg vil føre dem til brødrene.’

I stedet for at køre direkte hjem kørte jeg over broen og gik ind i byen for at se om der var noget post på posthuset. Jeg ønskede ikke at foretage mig noget der ville gøre det vanskeligere for brødrene. Men samtidig ønskede jeg desperat at mødes med dem og forsikre dem om at vi havde det godt og fortælle dem hvad de skulle gøre i den kommende tid.

Jeg begav mig hjemad mens jeg spekulerede på hvordan jeg kunne kontakte brødrene. Pludselig begyndte det at blæse kraftigt, og regnen væltede ned. Uden varsel blev jeg overhalet af en motorcykel med to personer. Jeg spekulerede på hvem det kunne være, for det var farligt at overhale på en smal bro, især i regnvejr. Motorcyklen kørte nu foran mig, og manden bagpå drejede hovedet og løftede hjelmen så jeg kunne se hvem det var. Til min overraskelse var det en af brødrene fra afdelingskontorets udvalg. Ham der kørte, var også en broder i udvalget. Jeg havde ikke set dem i flere dage eftersom vi havde været under husarrest på betel/missionærhjemmet.

Regnen silede ned, og de fleste løb af sted for at komme i ly. Jeg kørte over broen og fortsatte forbi den vej der førte  ned til vores hus, og kørte ind til siden mens jeg bad og ventede. Jeg håbede at få mulighed for at mødes med mine brødre en sidste gang.

Efter et stykke tid der føltes som en evighed, kørte motorcyklen med de to brødre endelig op på siden af mig. Eftersom der ikke var nogen i nærheden på grund af regnvejret, var det et godt tidspunkt at tale sammen på. Jeg fortalte brødrene at de måtte flytte Selskabets optegnelser til et andet sted i betragtning af det politiet havde sagt under afhøringen. Vi drøftede også noget angående specialpionererne og aftalte at kredstilsynsmændene hurtigst muligt skulle besøge alle menighederne for at oplyse brødrene om det der var sket, og at de skulle fortsætte med at mødes i små grupper i private hjem. Det lod til at vi inden længe ville blive forbudt.“

Betel/missionærhjemmet ransages

Tirsdag eftermiddag den 27. april omringede militæret betel/missionærhjemmet. De var bevæbnet med automatvåben. Én soldat blev posteret ved indgangen, en anden ved bagdøren, og andre i haven. Alle missionærerne blev beordret ned i spisesalen, hvor de blev overvåget af bevæbnede mænd. En efter en blev de ført til deres værelse, som blev undersøgt af soldaterne. De var sikre på at de ville finde noget der beviste at missionærerne var amerikanske spioner eller udenlandske revolutionære. Soldaterne gik ind i Margarita Königers værelse og begyndte at gennemsøge det. Aha! Nu havde de fundet nogle belastende dokumenter — det mente de i hvert fald. De beslaglagde søster Königers eksemplar af hendes fars sidste vilje og testamente, der var skrevet på tysk. De var overbeviste om at det var et kodet budskab. I Peter Pompls værelse fandt de noget de troede var en hemmelig formular, men det var i virkeligheden blot en recept på noget der kunne modvirke fodsvamp.

 Carlos og Mary Prossers værelse var det sidste der blev gennemsøgt. I en kuffert fandt soldaterne en stor sum penge. Det var penge der få dage forinden var blevet trukket ud af Selskabets bankkonto da man frygtede at kontoen ville blive spærret. Eftersom alle missionærerne i nogen tid havde været under husarrest, havde man ikke kunnet få pengene ud af huset. Men da soldaterne fandt pengene, var de af en eller anden grund nærmest bange for at røre dem og lagde dem hurtigt tilbage i kufferten. Hele beløbet blev senere afleveret til afdelingskontoret i Lagos i Nigeria.

Søster Prosser giver følgende beskrivelse af situationen: „En af soldaterne sagde til mig: ’De har været her i lang tid. De må kende navnene på nogle af de ledende i menigheden.’ Hertil svarede jeg: ’Tjah, De ved hvordan det er hertillands. Ingen bruger deres fulde navn. Vi siger papa Emmanuel eller mama Eugenie og så videre. Jeg ved egentlig ikke hvilket navn folk bruger når de skriver under på noget.’ Soldaten der havde spurgt, måtte le og sagde: ’De har virkelig været her i lang tid!’“

Søster Prosser fortæller videre: „Vi lagde mærke til at en af mændene var holdt op med at gennemsøge vores værelse  og havde sat sig ned. Det bemærkede hans overordnede og beordrede ham til at fortsætte arbejdet. Hans svar var meget rørende da han så op og sagde: ’Jeg har kendt hr. og fru Prosser i mange år, og de har ofte talt med mig om Bibelen i mit hjem. Hvordan kan jeg så komme her og gennemrode deres værelse?’“

Da soldaterne var færdige med ransagningen, gik de nedenunder. De havde ikke fundet noget som helst belastende materiale. De fleste af missionærerne havde brugt en stor del af natten på at skære navnene af de chartekker der stadig befandt sig i afdelingskontoret. De var enten blevet skyllet ud i toilettet eller brændt. Under ransagningen bemærkede en af vagterne den ulmende aske i haven og spurgte hvad det var: „Nåe, det er dér vi brænder vores affald,“ svarede broder Prosser. Både vagten og broder Prosser var udmærket klar over at man her havde brændt vigtige dokumenter.

„Hej, se her!“ råbte en af de soldater der foretog ransagningen i forsendelsesafdelingen. Soldaterne havde fundet de spolebånd og manuskripter der var blevet brugt til et bibelsk skuespil ved et områdestævne. De var sikre på at rollenavnene måtte være organisationens hovedmænd. De samlede triumferende båndene og manuskripterne sammen som bevismateriale.

Afgang til Sûreté Nationale

Soldaterne beordrede missionærerne til at medbringe deres pas, hvorefter de blev bragt til Sûreté Nationale, en afdeling af indenrigsministeriet. Her blev deres udvisningspapirer læst op for dem, hvorefter missionærerne skulle køres til grænsen og udvises på stedet uden at få lov til at vende hjem efter deres ejendele. Men heldigvis var det nu blevet så sent at de fleste politifolk var gået hjem. Da der ikke var nogen til  at eskortere dem til grænsen, blev missionærerne beordret til at tage hjem og være parate til at forlade landet klokken syv næste morgen.

„Da vi kom hjem, var klokken godt otte,“ fortæller broder Prosser. „Vi vidste at det ville blive en streng nat. Tusinder af revolutionære havde omringet hjemmet og råbte politiske slagord, ladede vandet op ad muren og råbte nedsættende bemærkninger til missionærerne. Sådan fortsatte det hele natten. Der var ingen der fik sovet ret meget, for vi vidste ikke hvad den rasende folkehob udenfor kunne finde på. Nogle spekulerede i deres stille sind på om de ville overleve natten. Søstrene brød ikke sammen, men holdt sig travlt beskæftiget med at pakke og opmuntre hinanden. Takket være Jehova kom de revolutionære ikke ind i hjemmet, og ingen led fysisk overlast. Men den følelsesmæssige og psykiske belastning var en prøvelse for missionærerne som de kun kunne udholde med Jehovas støtte gennem bøn og ved gensidig opmuntring.“ I de følgende timer blev der rigeligt brug for at holde sig nær til Jehova og hjælpe hinanden.

Den sidste dag i Benin

En ny dag begyndte da solens første stråler trængte igennem skyerne omkring klokken 6. Det var den 28. april — en dag der sent vil blive glemt. Missionærerne samledes som sædvanlig til morgenmaden klokken 7 for at drøfte dagens tekst. Det var afgjort ikke en dag hvor man ville forsømme at studere Guds ord! Alle missionærerne vidste at de ville få brug for ekstra styrke til at komme igennem den.

Theophilus Idowu, en nigerianer der flere år tidligere havde lært sig gun, var oversætter på afdelingskontoret, men boede ikke på stedet. Han havde udefra omhyggeligt iagttaget alt hvad der skete. Da ingen kunne komme ind eller gå ud, havde missionærerne intet brød til morgenmaden. Det  vidste broder Idowu, så han gik til bageren og købte noget brød som han bragte hen til betelhjemmet. Han præsenterede sig for vagten ved porten som brødmanden. Han var klædt i noget gammelt tøj og havde trukket en hat godt ned over øjnene for at ingen i skaren udenfor skulle genkende ham. Vagten lod ham komme ind. Det var meget opmuntrende for missionærerne at se den kære broder Idowus smilende ansigt endnu en gang. Denne enkle gestus gjorde at man så bønnen „Giv os i dag vort brød for denne dag“ i et nyt lys. (Matt. 6:11) Missionærerne så Jehovas hånd i sagen, og det styrkede dem.

„Bang! bang! bang!“ Der var nogle der hamrede på porten. Da man begyndte drøftelsen af dagens tekst, opstod der en del uro udenfor. Politichefen og andre revolutionære havde rejst en flagstang uden for afdelingskontoret, et tegn på at bygningen nu tilhørte „folket“. Missionærerne blev beordret udenfor til en flaghilsenceremoni. De vidste ikke om man ville føre dem ud med magt, men de var besluttede på ikke at tage del i noget som helst. En af missionærerne, Paul Byron, erklærede: „De bliver nødt til at trække mig ud med magt.“ Hans kommentar styrkede de andre missionærer i deres beslutning. Af en eller anden grund — måske som følge af Jehovas indgriben — undlod soldaterne at tvinge missionærerne ud. Det gav dem nogle ekstra minutter til at afslutte behandlingen af dagens tekst.

Efter flaghilsenceremonien beordrede officererne missionærerne til at bringe deres personlige ejendele nedenunder, hvor de blev grundigt gennemsøgt. De fik kun lov til at tage det med som var i deres kufferter. Alt andet blev efterladt. Soldaterne tog broder Prosser med rundt til betelværelserne for at låse dørene og forlangte dernæst at få nøglerne. Afdelingskontoret var blevet beslaglagt! Det var med  tungt hjerte at nogle få lokale brødre uden for Betels mure på afstand fulgte det hele og så deres kære missionærbrødre blive ført bort fra deres hjem og eskorteret bort af bevæbnede vagter som var de kriminelle.

Udvist!

Missionærerne blev atter taget med til Sûreté Nationale, hvor der blev udstedt udvisningspapirer til dem alle. Alle, undtagen Margarita Königer og Gisela Hoffmann, blev gennet op i Selskabets varevogn for at blive bragt til den nigerianske grænse. Søster Königer og søster Hoffmann blev senere bragt til grænsen til Togo.

Den bevæbnede vagt der kørte med flertallet af missionærerne i bilen, var meget anspændt. Han var overbevist om at han eskorterede nogle farlige kriminelle til grænsen. Han lod vognen køre ind på en benzinstation for at tanke op. Den unge tankpasser, der genkendte Selskabets bil, spurgte hvad der var årsagen til alt postyret. „Vi er missionærer og bliver udvist fordi vi forkynder Guds ord,“ svarede missionæren sørgmodigt. „Det skal I ikke tage jer af. I kommer tilbage en dag,“ svarede han. Den unge mand skulle få ret, men der ville gå nogen tid.

Arbejdet forbydes

Den 30. april 1976 havde den beninske avis Ehuzu en overskrift der lød: „SEKTEN ’JEHOVAS VIDNER’ FORBYDES I FOLKEREPUBLIKKEN BENIN.“ Det var ikke noget nyt for Jehovas folk i dette land at blive forfulgt. Helt fra begyndelsen har Satan ihærdigt forsøgt at hindre sandhedens vand i at strømme i denne højborg for falsk religion.

I dagene, ugerne og månederne efter at missionærerne var blevet udvist, flygtede mange brødre — over 600 — ud af landet med meget få materielle ejendele, men med en stor  åndelig ballast. Mange af dem der valgte at blive, både unge og gamle, blev slået skånselsløst. Andre mistede deres ejendele og deres arbejde.

De brødre der havde højere stillinger, var dem der havde det sværest, eftersom man forventede at de, når de for eksempel sluttede et brev, foretog en telefonopringning eller blot hilste på folk, brugte politiske slagord som „Er du parat til revolutionen?“ og „Kampen fortsætter!“ Apollinaire Amoussou-Guenou var leder af en medicinsk klinik i Cotonou. Han nægtede at tage del i noget sådant, da han udelukkende støttede Guds rige. Nogle i hans familie bønfaldt ham om at råbe slagordene selv om han ikke mente det han sagde. „Tænk på dine børn,“ sagde en af hans unge nevøer. Da forfølgelsen af Jehovas folk tog til, besluttede han at forlade Benin og tage til Nigeria.

Fra Nigeria skrev han: „På relativt kort tid mistede jeg alt hvad jeg ejede — hus, bil og arbejde. Jeg bor nu i et hus der er ved at blive bygget her i Nigeria. Der er ingen vinduer eller døre i, og ingen cement på gulvet. Jeg har mine ni børn hos mig, og heldigvis har de to ældste fået arbejde. Vi kæmper med orm, moskitoer, regn og kulde. En broder har givet os en lille seng vi kan bruge som vugge til vores tre måneder gamle barn. Vi er tilfredse med det vi har, og fortsætter med at sætte vort håb til vor kærlige Gud, Jehova, der inden længe vil tørre alle tårer af vore øjne.“ Mange andre brødre oplevede noget lignende da arbejdet blev forbudt.

„Forsigtige som slanger“

Disse forhold kunne imidlertid ikke standse den sande tro. Der var stadig folk der satte stor pris på at blive frigjort fra religiøs trældom. Kredstilsynsmændene fortsatte med at besøge menighederne, men blev der ofte kun to eller tre dage ad gangen. Nu måtte brødrene være forsigtige  og forudseende for ikke at blive pågrebet. De fleste kredstilsynsmænd gjorde deres entré i gammelt, laset tøj. De ankom som regel til en by før solopgang eller efter solnedgang for ikke at blive bemærket. Hvis nogen fik mistanke til dem, var de altid parat til hurtigt at skifte til noget andet tøj. Zacharie Elegbe, der i dag er medlem af afdelingskontorets udvalg i Benin, mindes at han besøgte menighederne som kredstilsynsmand i denne tid. „Jeg husker at jeg engang tilbragte en hel dag i en kornsilo af ler mens myndighederne søgte efter mig,“ fortæller han. „Jeg kunne høre deres stemmer, men de tænkte ikke på at lede efter mig i siloen. Da dagen gik på hæld, kunne jeg gå min vej.“

Hvis man ville holde større møder, måtte man indhente tilladelse på det lokale rådhus. Men Jehovas tjenere viste sig „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. (Matt. 10:16) Når det blev kendt at et par ønskede at gifte sig, anmodede man de lokale myndigheder om tilladelse til at holde en reception. Det fik man som regel lov til uden problemer. Ordstyreren begyndte programmet med at forklare hvordan den „todages reception“ ville foregå. En reception der varede to dage? Ja, faktisk var receptionen et mini-områdestævne. De nygifte sad på forreste række foran talerne, og der blev holdt bibelske foredrag til glæde for de nygifte og de mange tilstedeværende. Ved en lejlighed overværede mere end 600 en sådan „reception“ i landsbyen Hetin, og 13 blev døbt. Mange af indbyggerne i byen gav udtryk for at Jehovas vidner havde nogle mærkelige bryllupsfester, især når de hørte om dåben. Man havde også lejlighed til at holde stævner ved begravelser.

Der blev indført bibelske publikationer i landet på forskellig vis — i kanoer, på cykler, i rygsække, ad stier i bushen eller på en hvilken som helst måde man fandt passende. Det var ikke alle myndighedspersoner der var stærke  modstandere af vores arbejde. Da to unge brødre i 1984 krydsede en flod i kano med en ladning publikationer fra Nigeria, blev de overrasket af to toldere i Benin. Ville publikationerne blive beslaglagt, eller ville brødrene blive slået og fængslet? „Hvad er der i taskerne?“ spurgte en af tolderne. „Bibelske publikationer,“ svarede brødrene. „Lad os se.“ Brødrene tilbød dem hver et eksemplar af brochuren Evigt liv på jorden, som de med det samme tog imod. „Bringer I stadig publikationer ind for Jehovas Vidner?“ Brødrene stivnede og vidste ikke hvad de skulle svare. „Se at komme af sted,“ sagde tolderen. De to brødre takkede stille Jehova. Sådanne hændelser styrkede brødrenes tillid til at Jehova velsignede deres bestræbelser for at skaffe brødrene åndelig føde „i rette tid“. — Matt. 24:45.

„Guds ord er ikke bundet“

De forkyndere der stadig befandt sig i Benin, kunne ikke lade være med at fortælle andre om den dyrebare sandhed de gemte i hjertet. Det var på den måde at Maurice Kodos liv ændrede sig. Han var skolelærer i Calavi, en landsby der ligger cirka 20 kilometer fra Cotonou. Han mente at hvis han blot var et godt menneske, ville han komme i himmelen. Men da han kom i kontakt med Jehovas vidner, lærte han ud fra Bibelen at der skulle mere til hvis han ønskede Guds godkendelse. Maurices fætter satte ham i forbindelse med en nabo der var et af Jehovas vidner. Da forkynderen så at Maurice var meget interesseret i Bibelen, tilbød han ham straks et gratis hjemmebibelstudium. Maurice og hans kone begyndte at studere Bibelen og gjorde hurtigt fremskridt. Der gik ikke lang tid før han ønskede at være med i forkyndelsen, da han var overbevist om at han havde fundet sandheden. Men brødrene måtte selvfølgelig sikre sig at han mente det alvorligt. Andre havde før givet sig ud for at  være interesserede, for så senere at forråde dem. Men sådan gik det ikke med Maurice Kodo. Han greb hver en lejlighed til at tale med sine slægtninge, venner og arbejdskammerater om sandheden.

Men så, den 11. februar 1982, blev broder og søster Kodo arresteret. De blev fængslet sammen med den broder der havde studeret Bibelen med dem, og en nyinteresseret mand som broder Kodo studerede med. Hvorfor? Fordi de var Jehovas vidner og talte med andre om Guds rige eller viste interesse for det Jehovas vidner lærte. Ifølge myndighedernes rapport ’summede landsbyen Calavi af Jehovas vidners aktivitet’. Det var myndighederne stærkt utilfredse med.

De fire der var blevet arresteret, deriblandt broder Kodos hustru, blev anbragt i en celle sammen med de værste kriminelle og under særdeles umenneskelige forhold. De fik at vide at de ville blive løsladt hvis blot de underskrev en erklæring om at de ikke længere var Jehovas vidner. Det nægtede vore brødre blankt. De kunne ikke fornægte deres Gud, Jehova. Deres indvielse til ham var ubetinget og kunne ikke diskuteres. Dette gjorde betjentene rasende, og de konfiskerede de bibelske publikationer som brødrene havde hos sig i cellen.

Broder og søster Kodos to børn, Nadine og Jimmy (der var henholdsvis seks og tre år gamle), blev syge. Søster Kodo bad om at måtte tage hjem for at pleje sine syge børn. Det blev nægtet hende, men hun fik lov til at pleje dem i fængselet. Nu var de seks i fængselet.

Hvordan kunne de fejre den kommende mindehøjtid? De lokale brødre fik smuglet noget usyret brød og vin ind til dem så de kunne holde mindehøjtiden. Broder Kodo fortæller: „Det var mærkeligt. Mens vi fejrede mindehøjtiden, hvilede  der en særlig ro over fængselet, hvilket bevirkede at vores møde ikke blev afbrudt.“

Efter nogen tid blev den lokale embedsmand som havde været ansvarlig for deres fængsling, forflyttet til en anden del af landet. Hans afløser var mere gunstigt stemt, så den 26. maj, tre og en halv måned efter deres fængsling, blev de sat på fri fod.

Fire år senere blev broder Kodo igen fængslet, denne gang fordi han ikke ville råbe politiske slagord. Han har senere fortalt hvordan han brugte tiden klogt i denne periode: „Jeg tjente som hjælpepioner mens jeg sad i fængsel. Denne gang kunne jeg have en god forsyning publikationer med som jeg brugte i ’mit personlige distrikt’. Jeg forkyndte for de andre indsatte, for vagterne og politiet, og jeg ledede mange bibelstudier.“ Selv om han var i fængsel, ’var Guds ord ikke bundet’. — 2 Tim. 2:9.

Når brødrene i dag ser tilbage på denne tid, er de enige om at landsbyen Calavi virkelig kom til at ’summe af Jehovas folks aktivitet’. Deres antal er vokset fra fire forkyndere i 1982 til over 160 forkyndere i dag i to blomstrende menigheder. Broder Kodo har siden sin dåb haft den forret at hjælpe over 30 personer til at opnå frihed, ikke fra fængselslænker, men fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium.

I slutningen af 1980’erne begyndte der at ske forandringer i regeringen. Ingen vidste hvad der ville ske. Men den voldsomme forfølgelse af Jehovas folk begyndte at aftage. I nogle områder var de atter i stand til frit at holde deres møder, men ikke overalt.

„Jeg er kun forløberen“

På dette tidspunkt skete der noget som viste at mange i Benin taknemmeligt ønskede at tage imod den sandhed fra  Guds ord der frigør. Pierre Awhanto var skuffet over det religiøse hykleri, kærligheden til penge og umoraliteten i Eglise du Christianisme Céleste (Den Himmelske Kristendoms Kirke), som han var tilsluttet. Kirken praktiserede troshelbredelse, men dette var ikke i stand til at redde hans barn fra døden. ’Gud har kaldt din søn til himmelen,’ fik han at vide af præsten. Da han ikke var tilfreds med den forklaring, og da noget af det kirken tillod, foruroligede ham, forlod han den i 1973 for at danne sit eget trossamfund. Han ønskede en kirke der var fri for det hykleri og det fordærv som han havde set andre steder.

Han grundlagde derfor kirken Ayi-Wiwé (Hellige Hjerte) og udnævnte sig selv til præst. I 1964 var han blevet kontaktet af Jehovas vidner. Han beundrede dem. Hvis han grundlagde sin egen kirke, var han sikker på at han også ville få et trossamfund uden begærlighed og umoralitet, ligesom trossamfundet Jehovas Vidner. I løbet af kort tid sluttede over 2700 sig til hans kirke i 21 menigheder. Han glædede sig over den indflydelse og rigdom det medførte.

En dag kom en mand hen til ham for at blive helbredt. Han havde gennem nogen tid lidt af en hudsygdom. Pierre Awhanto helbredte ham, og manden blev så glad at han som tak forærede ham et hus.

Men den umoralitet og begærlighed som havde fået Pierre Awhanto til at oprette sit eget trossamfund, begyndte nu også at vinde indpas i hans kirke. Han indså at hvis han ønskede at praktisere en ren tilbedelse, kunne han ikke nøjes med at efterligne Jehovas Vidner — han måtte slutte sig til dem. Han begyndte derfor at studere Bibelen med Jehovas vidner. Efterhånden begyndte han selv at forkynde det han lærte ved sit bibelstudium, fra prædikestolen. Han sluttede ofte sine prædikener med en usædvanlig udtalelse: „Jeg er  blot forløberen. De der virkelig ejer sandheden, vil komme senere.“ Mange af dem der hørte ham prædike, spekulerede på hvad dette skulle betyde.

Efter at han var begyndt at studere med Jehovas vidner to gange om ugen, forstod han at han måtte træffe et valg. Han sammenkaldte alle sine 28 præster til et møde. Ved hjælp af Bibelen forklarede han dem forskellen mellem sand og falsk religion. Ved dette møde blev det besluttet at alle billeder i kirkerne skulle fjernes, og at præsterne ikke længere skulle bære særlige kjortler. Dernæst fik præsterne besked på at kontakte de lokale Jehovas vidner og bede om et bibelstudium. Nu begyndte præsterne i mange af kirkerne at gøre det samme som Pierre Awhanto havde gjort. Om onsdagen studerede de Bibelen, og om søndagen prædikede de over det de havde lært. Senere blev onsdagsmødet til et menighedsbogstudium, og søndagsgudstjenesten til et offentligt foredrag.

I 1989 indkaldte Pierre Awhanto alle sine tilhængere til et møde. Der kom over 1000 til mødet i Porto-Novo. Ved den lejlighed sagde han: „Kan I huske da jeg ved slutningen af mine prædikener sagde: ’Jeg er blot forløberen. De der virkelig ejer sandheden, vil komme senere’? De er nu kommet, og det er Jehovas Vidner!“ Denne meddelelse førte til en spørgsmål-og-svar-drøftelse der varede i omkring syv timer! Det var ikke alle der betragtede dette som en god nyhed. Nogle foretrak deres egen levevis, hvilket indebar at de havde mange koner. Men i dag er der alene i Benin 75 tidligere medlemmer af Ayi-Wiwé-kirken som er blevet døbt, og omkring 200 studerer og gør fremskridt. Mange af disse er også i færd med at lære at læse og skrive.

Pierre Awhanto selv blev døbt i juni 1991. Han har juridisk brudt alle bånd til sit tidligere trossamfund. Otte af hans kirker er blevet lavet om til rigssale. Og hvad med det  hus han havde modtaget som gave fra en mand han havde helbredt? Broder Awhanto har givet manden huset tilbage. Han blev forståeligt nok meget forbavset. Men broder Awhanto forklarede ham at han nu hvor han havde fundet sandheden, vidste at uanset hvilke helbredelser han havde været i stand til at udvirke, var denne kraft ikke kommet fra Gud, men fra dæmonerne.

Det er meget opmuntrende at se folk, ja, endog store skarer, blive frigjort fra falsk religion og „komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:4) Og nu var tiden kommet til at Guds folk igen ville kunne samles frit for at blive oplært i hans ord.

En dag der aldrig vil blive glemt

Den 24. januar 1990 rejste to brødre fra Benin til Lagos i Nigeria med et vigtigt dokument. De ville gerne oplyse afdelingskontoret i Nigeria, der havde ført tilsyn med arbejdet i Benin i de vanskelige år, om at dekret nr. 004, dateret den 23. januar 1990, bekendtgjorde at det tidligere dekret (nr. 111 af 27. april 1976) som forbød Jehovas Vidners arbejde i Republikken Benin, nu var erklæret ugyldigt. Jehovas Vidner havde omsider officiel tilladelse til at forkynde offentligt og holde kristne møder! Men hvordan skulle man informere forkynderne i Benin?

Man planlagde at holde et møde i Cotonou. De brødre der tilrettelagde mødet, fortalte ikke på forhånd årsagen dertil. De lokale Jehovas vidner kunne ikke lade være med at spekulere på hvorfor de var indbudt til at samles i en offentlig hal midt i Cotonou. Da de ankom til hallen, blev de meget overraskede over at se et stort banner der bød Jehovas Vidner velkommen! ’Hvordan kan dette lade sig gøre? Vi er jo forbudt,’ tænkte mange brødre. Nogle spekulerede på om det mon var en fælde.

 Mødet skulle begynde klokken ti om formiddagen, men allerede klokken ni var alle pladser besat. Inde i hallen hang der to store bannere. På det ene stod ordene fra Åbenbaringen 4:11: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten.“ På det andet kunne man læse Salme 144:15: „Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!“

Da mødet begyndte, meddelte ordstyreren at myndighederne ifølge det dokument han holdt i hånden, „havde hævet forbudet mod vort arbejde“! Broder Olih fra afdelingskontorets udvalg i Nigeria var til stede, og han fortæller: „Jubelråbet og bifaldet som følge af denne meddelelse var så højt at hvis ikke bygningen havde været ordentligt opført, ville den være faldet sammen under det tordnende bifald der rullede gennem hallen som en lavine. Men pludselig standsede bifaldet som om de tilstedeværende ville indprente sig det der var blevet sagt. Derefter begyndte det igen og varede ved i flere minutter. Ordstyreren henviste til Salme 126, men kunne ikke læse det på grund af bifaldet. De fleste af os, deriblandt ordstyreren, mærkede tårerne pible frem. Det var som at opleve en opstandelse da brødrene vendte sig om for rigtig at se på hinanden og holde hinanden i hånden af taknemmelighed og glæde.“

 I de følgende foredrag blev brødrene rost for deres udholdenhed under de 14 år med forbud. Tiden var nu ikke inde til bitter gråd, men til at bygge op, til at bruge den nyfundne frihed klogt, til om muligt at begynde i pionertjenesten eller til at tragte efter andre tjenesteforrettigheder i menigheden. Det ville fortsat være vigtigt at stole på Jehova, som havde skænket sit folk sejren! Mødet varede i fire timer uden pause, men de tilstedeværende følte at det kun havde varet få minutter.

Den sidste taler nævnte at brødrene for blot få dage siden havde været påpasselige med ikke at røbe hinanden når de tilfældigt mødtes. Men nu fik de at vide at de kunne benytte lejligheden til at indhente det forsømte ved frit at hilse  på deres brødre. Omkring to timer efter den sidste inderlige bøn var der stadig mange brødre og søstre foran bygningen som gav hinanden kys og kram og lærte hinanden nærmere at kende. Der er noget undergørende ved religionsfrihed. Men hvordan ville brødrene nu bruge denne frihed?

Glæde over at kunne mødes og tilbede Gud

Rigssalene måtte rengøres, males og repareres før de atter kunne tages i brug. Brødrene gav frit af deres tid og midler for at få arbejdet gjort. Selskabet sørgede for at kredstilsynsmændene hurtigt besøgte alle menighederne og tilbragte to eller tre dage i hver. Reorganiseringen var i fuld gang.

Det var en stor glæde atter at se familier strømme til rigssalene! Mødedeltagelsen er ofte to til tre gange så høj som forkyndertallet. Mange kommer på cykel; nogle på motorcykel eller i kanoer fremstillet af udhulede træstammer. Andre kommer til fods, og det selv om de må gå adskillige kilometer. Mødre binder deres yngste på ryggen i et klæde. Større børn hjælper de mindre. Faderen bærer ofte de dyrebare bøger der skal bruges ved mødet. De er dyrebare i mere end én forstand. Det er ved hjælp af dem at brødrene modtager undervisning fra Jehova, og hver af de større bøger kan koste en hel dagløn.

Efter et stykke tid blev alle rigssale i hele landet, missionærhjemmet i Porto-Novo og afdelingskontoret i Cotonou der var blevet beslaglagt under forbudet, givet tilbage til de rette ejermænd. Der blev hurtigt foretaget en grundlæggende renovering af afdelingskontoret og missionærhjemmet i Porto-Novo, og i august 1990, mindre end en måned efter at afdelingskontorets ejendom var blevet givet tilbage, blev der holdt et stævne på Selskabets grund som blev overværet af mere end 2000. Alle blev klar over at Jehovas Vidner  nu igen benyttede denne ejendom i forbindelse med deres bibelundervisningsarbejde.

Afdelingskontoret i Benin begyndte atter at fungere som sådant i september 1991, hvilket gjorde det muligt at have bedre kontakt med brødrene og hjælpe dem med at få dækket deres åndelige behov.

Ivrige efter at aflægge vidnesbyrd om sandheden

Jehovas vidner i Benin ønskede at forkynde den gode nyhed på samme måde som deres brødre i andre lande. Under de 14 år med forbud havde man for det meste aflagt uformelle vidnesbyrd. Selv nogle af de ældste havde aldrig forkyndt fra hus til hus. Men med lidt opmuntring og oplæring kom arbejdet i gang.

Det er ikke vanskeligt at forkynde i Benin. I almindelighed elsker folk Bibelen. De beder ofte forkynderen om at sætte sig ned og lytter opmærksomt til det der bliver sagt. Når forkynderne går fra hus til hus, er det ikke usædvanligt  at nogle der kommer cyklende, beder om de seneste numre af Vagttårnet og Vågn op!

Der er ofte mange fra den samme familie som bor i huse der støder ud til en fælles gårdsplads. Af respekt for familiens overhoved beder forkynderne om først at komme til at tale med ham. Derefter besøger man hans voksne sønner og deres familie, hvis huse vender ud til den samme gårdsplads.

For at vise deres værdsættelse af alt det Jehova har gjort for dem, er hundreder af forkyndere begyndt i pionertjenesten efter at forbudet er blevet ophævet. I 1989 var der 162 specialpionerer, almindelige pionerer og hjælpepionerer; i 1996 var der 610.

Hvordan har folk reageret? Et specialpionerægtepar fik til opgave at forkynde i en by hvor der ikke fandtes nogen Jehovas vidner. Nogle få måneder efter var tiden kommet til at fejre mindehøjtiden. De interesserede i byen fik at vide at vi normalt fejrer mindehøjtiden i en rigssal, men at der ikke var nogen rigssal i byen. En af de interesserede henvendte sig til en mand der ejede et stort jordstykke, og bad om at måtte rydde en del af grunden og bygge en rigssal på den. Det gik manden, der var gunstigt stemt over for Jehovas vidners arbejde, med til. I løbet af nogle få dage havde specialpionererne og de interesserede ryddet stykket og bygget en pæn rigssal med vægge af flettede palmegrene og med stråtag. Foran rigssalen havde man lavet to buer af palmegrene smykket med blomster. Da en lokal voodoopræstinde forsøgte at opildne til modstand, fik hun følgende besked af landsbyens ældste: „Du ejer ikke jorden i denne landsby. Vi ønsker at Jehovas vidner skal blive her. Hvis de skal væk, går du samme vej!“ Så var der ikke flere problemer med hende. Der kom 110 til mindehøjtiden, og det var kun specialpionererne der var døbte Jehovas vidner.

 Stævnefaciliteter

Kort efter at forbudet var blevet ophævet, købte man en grund på fem hektarer i Calavi, en landsby ikke langt fra Cotonou, og senere købte man en tilstødende grund på fire hektarer. Det var i denne landsby at nogle af vore brødre var blevet fængslet fordi myndighederne ikke brød sig om at området ’summede af Jehovas Vidners aktivitet’. Men det kom til at ’summe’ endnu mere. I 1990 kunne Jehovas folk holde et stævne her på deres egen grund.

Men hvordan kunne man bygge stævnefaciliteter til 4000 mennesker til en pris som vore brødre kunne overkomme? Ved at benytte en metode som er almindeligt udbredt blandt Jehovas vidner i Vestafrika. Brødrene tog ud i bushen og hentede bambus og blade fra kokospalmer. Bambusrørene blev brugt til at lave bænke af. For hver meter blev der rammet nogle pæle ned i jorden som stak cirka en halv meter op. Det var benene til bænkene. Til disse pæle bandt man to lange bambusrør og — voila — så havde man siddeplads til 15 personer. Til tagkonstruktionen brugte man større bambusrør. Taget bestod af flettede bambusmåtter. En sådan konstruktion er ikke vandtæt, men den skærmer mod den stikkende afrikanske sol, og de der sidder under den, har det forholdsvis komfortabelt.

På et tidspunkt skal der bygges et nyt afdelingskontor på denne grund, foruden en åben stævnehal af mere holdbar konstruktion.

Missionærerne vender tilbage

Omkring tre måneder efter at forbudet var blevet ophævet, blev der udstedt endnu et regeringsdekret. Det ugyldiggjorde det dekret som i 1976 havde medført at missionærerne blev udvist, og det erklærede at Jehovas Vidner nu igen kunne lade missionærer arbejde i Benin.

 Som følge heraf blev der i november 1990 igen sendt missionærer til Benin. Tab og Janis Honsberger, der tidligere havde tjent i Dakar i Senegal, fik tildelt nyt distrikt i Benin. Michel Muller og hans kone, Babette, samt Claude og Marie-Claire Buquet ankom til Benin nogle få dage senere. De havde tidligere tjent på Tahiti.

Broder Honsberger fortæller: „Vi blev glædeligt overraskede over folks reaktion da vi begyndte at forkynde fra dør til dør i vores nye distrikt. De bød os faktisk velkommen tilbage til Benin! En mand sagde at da Jehovas Vidners missionærer forlod landet for flere år siden, begyndte det at gå ned ad bakke.“ Kan du huske at en ung tankpasser 14 år tidligere havde sagt til de missionærer der var ved at forlade landet: „Det skal I ikke tage jer af. I kommer tilbage en dag.“ Hans ord var gået i opfyldelse — missionærerne var vendt tilbage.

Broder Buquet kalder Benin for missionærernes paradis, for mange beninere har dyb kærlighed til Gud og hans ord. Mange af de over 50 missionærer der i dag tjener i Benin, er blevet standset på gaden af folk der beder om et bibelstudium eller ønsker svar på et dybsindigt bibelsk spørgsmål.

Friheden bruges klogt

For mange år siden blev folk i Benin solgt som slaver og sendt til udlandet. Det var forfærdeligt. Men den dag i dag findes der en anden form for trældom i Benin, trældommen under falsk religion. Den holder folks hjerter og sind lænket selv om de måske tror at de er frie. Den kan indgive folk større frygt end en slaveejers pisk.

Tusinder i Benin er blevet udfriet fra denne trældom og er blevet glade vidner for Jehova. De ved også hvad det vil sige at efterligne deres forbillede Jesus Kristus i ’ikke at være en del af verden’. Som følge heraf er de ikke længere trælbundet af „denne verdens hersker“, der heller ikke havde  noget tag i Jesus. (Joh. 12:31; 14:30; 15:19) De år hvor Jehovas vidner oplevede voldsom forfølgelse i Benin, fik dem ikke til at vende tilbage til denne trældom. De huskede Jesu Kristi ord: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:20) Og de vidste at apostelen Paulus havde skrevet: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:12) Skønt de en tid blev berøvet friheden til at mødes frit og forkynde offentligt for andre, eller endog blev kastet i fængsel, ejede de hele tiden en form for frihed som ingen kunne tage fra dem.

Nu er der gået omkring syv år siden forbudet blev hævet og Jehovas Vidner atter blev juridisk anerkendt. Har vore beninske brødre brugt friheden klogt? Kort før forbudet var der omkring 2300 aktive forkyndere af Riget i landet. Nu er der over dobbelt så mange. Desuden er antallet af heltidstjenere tredoblet. Mange tager imod indbydelsen til ’frit at tage af livets vand’. (Åb. 22:17) Når menighederne samles for at mindes Jesu død, slutter store skarer af interesserede sig til dem, så antallet når op på fire gange antallet af Jehovas vidner. Der er tydeligvis stadig meget at gøre for at hjælpe disse interesserede til at forstå og leve efter alt det Jesus har befalet. — Matt. 28:19, 20.

Desuden må folk udholde meget vanskelige forhold så længe denne gamle tingenes ordning fortsætter. Det er ikke desto mindre hjertevarmende at besøge Jehovas folks menigheder i Benin og selv erfare den frihed som Guds ord allerede har givet mange. Tag for eksempel den tidligere polygamist i landsbyen Logou der ønskede at opnå Jehovas godkendelse og derfor gjorde sig fri af lokale ubibelske skikke og nu kun bor sammen med én kone. Eller den unge mand i menigheden i Togoudo Godomey hvis far tilbød  ham uddannelsesmuligheder som mange andre ville have taget imod med kyshånd, og som lovede sin søn at han med tiden ville blive voodoopræst og arve sin fars hus og koner; sønnen valgte i stedet at tjene Jehova. En søster i Tori-Cada Zounmé har tilbragt mange år i et voodookloster, men i dag er hun pioner. En ung mand skaffede sig førhen sit levebrød ved at stjæle, men nu har han iført sig den nye personlighed og tjener som specialpioner i Kotan. En tidligere militærmand forfulgte engang Jehovas folk; i dag er han pioner og menighedstjener. Disse og mange andre har travlt med at lære retsindige mennesker hvordan de kan blive frigjort fra religiøs trældom, ligesom de selv er blevet hjulpet. De ved af erfaring at dér „hvor Jehovas ånd er, er der frihed“. — 2 Kor. 3:17.

 [Helsides illustration på side 66]

[Illustration på side 72]

Nourou Akintoundé vendte tilbage til Benin som pioner og hjalp mange til at begynde at tjene Jehova

[Illustration på side 80]

Læse- og skriveundervisning i Sekandji (1996)

[Illustration på side 86]

Germain Adomahou ophørte med at være polygamist og holdt sig til sin første hustru, Vigue

[Illustration på side 89]

Amasa Ayinla og hans familie da han var kredstilsynsmand i Benin

[Illustration på side 90]

Missionærparret Carlos og Mary Prosser, klar til at tage ud i forkyndelsen

[Illustration på side 95]

Rigets Tjenesteskole i 1975 da den politiske situation i Benin var spændt

[Illustration på side 102]

Peter Pompl og Mary og Carlos Prosser, der alle blev udvist fra Benin, tjener i dag i Nigeria og Cameroun

[Illustration på side 115]

Pierre Awhanto, der tidligere var selvbestaltet præst, er nu en ordineret ordets tjener for den sande Gud

[Illustration på side 116]

Mødet hvor det blev meddelt at forbudet var ophævet

[Illustration på side 118]

Stævnepladsen i Calavi

[Illustration på side 123]

Afdelingskontoret i Benin og afdelingskontorets udvalg i det forløbne tjenesteår (fra venstre mod højre): Zacharie Elegbe, Tab Honsberger og Souʹou Hounye