Brasilien

I året 1500 blev Brasilien, som de portugisiske opdagelsesrejsende netop var kommet til, omtalt i et brev fra Pero Vaz de Caminha til Portugals konge. Han skrev: „Den bedste frugt der kan tages herfra, . . . vil være at frelse dets folk [indianerne].“ Disse ord viser tydeligt at et af hovedformålene med portugisernes oversøiske kolonisering i det femtende og sekstende århundrede var at udbrede kristenhedens lære til andre lande.

Det var imidlertid først langt senere at brasilianerne fik adgang til Guds ord, Bibelen, så de selv kunne undersøge hvad den siger. Den komplette portugisiske bibel blev først tilgængelig i 1751 (én del i Europa og én del i det sydlige Indien). Der gik yderligere 125 år før nogen del af den blev trykt på brasiliansk portugisisk. Og man skulle et godt stykke ind i det 20. århundrede før blot en del af Bibelen blev udgivet på nogen af de brasilianske indianerstammers sprog.

Brasilien er et af de få lande i Sydamerika hvor hovedsproget ikke er spansk, men portugisisk. Brasilien er et forunderligt land; det fylder cirka halvdelen af Sydamerika og grænser op til alle andre  sydamerikanske lande på nær Chile og Ecuador. Indbyggerne er begejstrede og venlige og viser interesse for åndelige anliggender. Størstedelen (85 procent af de 161 millioner indbyggere) bekender sig til katolicismen, og en stor procentdel heraf udøver også spiritisme. I de senere år er der desuden kommet flere tilhængere af de evangeliske trossamfund.

Folk modtager bibelundervisning

Det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:3, 4) Denne form for kundskab begyndte at blive udbredt i Brasilien mod slutningen af det 19. århundrede. I 1899 modtog Sarah Bellona Ferguson fra São Paulo nogle af Vagttårnsselskabets publikationer der blev sendt med posten fra USA. Hun lærte om de dyrebare sandheder fra Bibelen og gjorde hvad hun kunne for at give andre del i dem. Hun blev døbt da der — cirka 25 år senere — opstod mulighed for det.

Otte unge brasilianske sømænd der havde orlov fra deres  skib i byen New York, fattede i mellemtiden interesse for de møder der blev holdt af bibelstudenterne (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt). I New York fik de fat i en portugisisk bibel. De fik også hjælp til at forstå den. Efter flere måneders samvær med bibelstudenterne i New York vendte de i marts 1920 tilbage til Brasilien, og her fortsatte de med at mødes og at tale med andre om det de havde lært. I begyndelsen brugte de Vagttårnsselskabets publikationer på spansk fordi de ikke fandtes på portugisisk. Nogle få år senere blev George Young sendt til Brasilien, og der blev truffet foranstaltninger til at oversætte og udgive publikationer på portugisisk. I 1923 oprettede Vagttårnsselskabet et afdelingskontor i Rio de Janeiro med det formål at fremme bibelundervisningsarbejdet i dette store land.

Der kommer yderligere hjælp

Trods denne gode begyndelse skete der ikke store fremskridt. På foranledning af J. F. Rutherford, Selskabets daværende præsident, ankom Alston Yuille til Brasilien i 1936, og han skulle hjælpe forkynderne til at få større gavn af de åndelige goder som Jehova tilvejebringer gennem sin synlige organisation. Alston havde sin kone, Maude, med samt Antonio Pires de Andrade, en medforkynder der i begyndelsen desuden fungerede som tolk for Alston. Tre år senere blev Otto Estelmann og Erich Kattner sendt dertil fra Europa som pionerer. De skulle besøge folk i deres hjem og vise hvordan sandheden fra Bibelen kunne gavne dem. I 1945 blev to missionærer fra Gileadskolens første klasse sendt dertil: Charles D. Leathco og Harry Black.

Jehova velsignede det arbejde som disse og mange andre nidkære forkyndere udførte, og i 1948 var der 1000 Jehovas vidner i Brasilien som gav andre del i den dyrebare sandhed fra Guds ord. Antallet voksede hastigt: 10.000 i 1957 og  50.000 i 1968. I mellemtiden måtte betelhjemmet og trykkeriet udvides, og i 1968 blev afdelingskontoret flyttet fra Rio de Janeiro til større faciliteter i São Paulo. (Yderligere oplysninger om arbejdet i Brasilien i perioden fra 1920 til 1972 findes i 1973 Yearbook of Jehovah’s Witnesses, side 33-88.)

Guds eget ord gøres tilgængeligt

For blot 50 år siden var det en selvfølge at en katolik i Brasilien gik til messe, bad til Maria, adlød præsten og undlod at læse i Bibelen. Hvorfor? Blandt andet fordi præsterne forbød sognebørnene at eje en bibel der ikke havde den katolske kirkes imprimatur. Samtidig var disse godkendte bibler nærmest ubetalelige for menigmand. Det er ikke underligt at forkyndere før i tiden ofte mødte katolikker som aldrig havde set en bibel.

„Jeg plejede at læse Fadervor for disse mennesker,“ mindes Fern, der har været missionær i mange år. „Katolikkerne kendte denne bøn udenad, men blev overraskede over at se den i Bibelen.“ Denne overraskelse blev i mange tilfælde afløst af interesse, som så igen førte til at de spurgte om man kunne skaffe dem en bibel. Og forkynderne ville med glæde fremskaffe en udgave til en rimelig pris fra det brasilianske bibelselskab.

De ti missionærer der dengang var i São Paulo, blev hyppige gæster hos bibelselskabets agentur i byen. Agenturets protestantiske præster var imidlertid ikke begejstrede for at hele lageret af Tradução Brasileira — en bibeloversættelse der bruger Jehovas navn — havnede i missionærernes tasker. En dag sagde en af ekspedienterne til missionærerne at de ikke kunne få flere af disse bibler. Kort efter kunne Tradução Brasileira ikke længere opdrives. Forståeligt nok ønskede mange af forkynderne en ny bibeloversættelse. I 1963 overværede 57 delegerede fra Brasilien de internationale stævner  i USA, hvor Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter blev udgivet på portugisisk. Fire år senere, da hele Ny Verden-Oversættelsen forelå på portugisisk, var det endelig slut med mangelen på bibler til uddeling.

I løbet af de seneste tre årtier er der strømmet millioner af eksemplarer af Ny Verden-Oversættelsen ind i landet, og det er ikke gået upåagtet hen. Veja, Brasiliens førende ugeblad, beskrev i 1987 studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter som landets „mest grundige bibeloversættelse“. Jehovas vidner i Brasilien (som nu tæller over 430.000) kan kun erklære sig enige i dette, og de glæder sig over at deres bibeluddelingskampagne har medført at mange brasilianere, i storbyer såvel som i småbyer, nu omsider taknemmeligt kan læse i deres eget eksemplar af Guds ord.

Personlig oplæring i Bibelen

At læse i Bibelen er én ting, men at forstå og følge den er noget andet. Det kræver at man bliver personligt oplært ud fra Bibelen. I 1968 — et år efter udgivelsen af hele Ny Verden-Oversættelsen på portugisisk — modtog de 50.000 Jehovas vidner i Brasilien bogen Sandheden der fører til evigt liv, en bog der ville være en hjælp i forbindelse med bibelstudium.

Efter at have læst bogen sagde en erfaren pioner: „Denne bog vil hjælpe millioner til at tage imod sandheden.“ Og hun havde ret. Der blev nu spredt mere end tre gange så mange bøger årligt. Antallet af bibelstudier steg drastisk. Rute, der kommer fra det sydlige Brasilien, taler på mange bibelstudieelevers vegne når hun siger: „Studiet af ’Sandhedsbogen’ gjorde mig på én gang taknemmelig og rasende. Taknemmelig fordi jeg lærte sandheden om de dødes  tilstand og håbet om Paradiset at kende, og rasende fordi den katolske kirke havde vildledt mig gennem hele livet.“

I 1983 modtog forkynderne et nyt hjælpemiddel til bibelundervisning, nemlig den portugisiske udgave af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Denne bog har hjulpet mange mennesker fra alle samfundslag. I begyndelsen af 1996 nød mere end 500.000 godt af undervisning ud fra Bibelen, og de fleste af dem var i gang med et studium af denne gode bibelhåndbog.

Mens teksten i ’Paradisbogen’ har oplyst de brasilianere som kan læse, har billederne i brochuren Evigt liv på jorden hjulpet mange af Brasiliens 28 millioner analfabeter til at få kundskab om Bibelens sandheder. I de seneste 13 år er der blevet trykt mere end seks millioner eksemplarer af denne brochure på portugisisk. Kan analfabeter forstå Bibelens lære? Ja, bestemt! Tag for eksempel en ældre kvinde ved navn Maria. Ved hjælp af brochuren har hun lært at Guds navn er Jehova, ikke blot Senhor, ligesom hendes navn er Maria, ikke Senhora. Skønt hun aldrig før havde hørt Guds navn, var hun taknemmelig for at lære dette under sit første bibelstudium. Da forkynderen som underviste hende, gik derfra, råbte Maria: „Må Jehova være med dig.“ Marias oprigtige ønske er gået i opfyldelse. Med Jehovas velsignelse er undervisningen ud fra Bibelen i fremgang overalt i Brasilien.

Trykkerifaciliteterne udvides igen

I 1971, tre år efter at afdelingskontoret var flyttet til São Paulo, nåede antallet af aktive forkyndere op på over 70.000. Samme år var der 1202 menigheder i landet; Jehovas vidner anvendte over 11.000.000 timer i den offentlige forkyndelse, og de ledede i gennemsnit 58.902 bibelstudier. Det var tydeligt at man, for at støtte og lede dette undervisningsprogram, endnu en gang måtte udvide afdelingskontorets faciliteter.  Brødrene var opmærksomme på dette behov, idet de så hen til Jehovas ledelse.

I mange år var den portugisiske udgave af Vagttårnet blevet trykt i Brasilien på en gammel trykkemaskine. Men da der i 1957 havde været en øget efterspørgsel, problemer med trykkemaskinen (der var fra 1918) og utilstrækkelige mængder papir, blev trykningen flyttet til New York. Nu da man havde løst problemet med trykkemaskine og papir, kunne trykningen atter foregå i Brasilien.

For at skaffe plads til trykkeriet påbegyndte man opførelsen af en tilbygning til afdelingskontoret. Samtidig gjorde man sig klar til at importere en hurtiggående rotationstrykkemaskine. Med henvisning til vore blades værdi som undervisningsmidler søgte man om fritagelse for at betale importafgift af trykkemaskinen. Religiøse organisationer der var blevet fritaget for disse afgifter, havde fra tid til anden solgt deres effekter videre med stor fortjeneste. Forståeligt nok var visse instanser ikke stemt for at gøre yderligere undtagelser over for religiøse grupper. Der kom imidlertid hjælp fra en uventet kilde — en regeringsembedsmand som var agnostiker. Han viste interesse for vores forespørgsel og lod os vide hvordan vi skulle gribe det an. I november 1972, efter blot fire måneder, fik vi den ønskede dispensation. Augusto Machado, der arbejdede på Selskabets kontor, mindes: „Vi begyndte fra bunden uden at vide noget som helst; men med tillid til Jehova, og ved at læse godt på lektien, fik vi det vi skulle bruge. Jehova leder virkelig sine tjenere.“

Der var meget at lære

Udsigten til at skulle trykke på en rotationsmaskine udgjorde en ny udfordring. Den fuldstændig adskilte maskine ankom i december 1972, pakket i 47 store kasser, hvoraf nogle vejede op til seks tons. Milan Miller blev sendt dertil  fra hovedkontoret for at sikre at maskinen blev opstillet korrekt. Han ledede en gruppe på ni brødre i monteringen af maskinen og lærte dem derefter at betjene den. Deres medvirken ved monteringen gav dem større forståelse af hvordan de skulle vedligeholde den. De fleste af dem var unge brødre som indtil da kun havde lidt eller slet ingen erfaring med at trykke. Karl Rietz, der var med til at stille maskinen op, var trykkeritilsynsmand — og har tjent som sådan lige siden.

Omkring samme tidspunkt ankom papiret til at trykke bladene på. „Den første sending var på 150 tons,“ mindes Euclides Justino, der fra Betel blev sendt ned på havnen for at hente papiret. „Vi fik fat i nogle lastbiler der skulle transportere papiret fra havnen i Santos til Betel i São Paulo. Vi var ikke klar over at gaffeltrucken på havnen kun satte papirrullerne op på lastbilens lad; der skulle bruges nogle stærke mænd til at få rullerne på plads på ladet. Broder Machado og jeg kravlede derfor op på en af lastbilerne og begyndte at tippe rullerne, som hver vejede 400 kilo, for derefter at rulle dem på plads. Stevedorerne fik sig et billigt grin over at se to mænd med slips bakse med disse ruller. Heldigvis nærmede vi os frokosttid, så der blev en pause. I pausen fik vi hyret nogle mænd til at gøre jobbet færdigt.“ Brødrene lærte efterhånden arbejdsgangen med hensyn til at trykke på en rotationspresse.

I 1973 ankom endnu en rotationspresse, med samme kapacitet som den første: 12.500 blade i timen. Siden da er flere trykkemaskiner blevet installeret, deriblandt nogle der kan trykke i fire farver. I årenes løb har vi således kunnet efterkomme behovet for bibelsk læsestof.

Indvielsen af den nye beteltilbygning

Den nye beteltilbygning skulle efter planen indvies fire måneder før trykkemaskine nummer to ankom. Nogle tvivlede  på at det kunne nås. Men hertil sagde afdelingstilsynsmanden, Fred Wilson: „I kender ikke brødrene.“ De gik op i arbejdet med liv og sjæl og blev ved med at arbejde til sent om aftenen, også lørdag og søndag. Den 17. marts 1973, på indvielsesdagen, blev der stadig arbejdet med nogle små finpudsninger. Til middag var alt klar. Den sidste ladning affald blev kørt ud ad bagindgangen da gæsterne begyndte at komme ind i forhallen.

Nathan H. Knorr, Selskabets daværende præsident, og Max Larson, trykkeritilsynsmand i Brooklyn, var til stede ved denne lejlighed. Broder Knorr holdt indvielsestalen. Næste dag var der et særligt tretimers program der blev overværet af mere end 28.000, som fuldstændig fyldte Ibirapuera  Gymnasium. Efter at have talt om vigtigheden af regelmæssigt at drøfte dagens tekst frigav broder Knorr ’Årbogen’ for 1973 — udgivet for første gang på portugisisk. (Før da havde det materiale der skulle bruges som basis for drøftelsen af dagens tekst, været at finde i den portugisiske udgave af Vagttårnet.) Denne daglige drøftelse af et skriftsted i Guds ord er en vigtig del af Jehovas vidners tilværelse, i overensstemmelse med det Jesus sagde: „Mennesket skal ikke leve  af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ — Matt. 4:4.

Det internationale stævne „Guds sejr“

Året 1973 sluttede med det største stævne Jehovas folk nogen sinde havde holdt i Brasilien, og det var på Pacaembu Stadion i São Paulo den 26.-30. december. En stor ballon svævede over stadion og annoncerede temaet „Guds sejr“. Programmet styrkede de tilstedeværende i deres overbevisning om at Guds sejr gennem hans rige vil medføre store velsignelser for menneskene. Under selve stævnet så de vidnesbyrd om at oplæringen i at gøre Guds vilje som den er nedskrevet i Bibelen, havde fået tusinder i Brasilien til at ændre livsform. Otteogtyve år tidligere havde broder Knorr talt til 765 tilhørere i en nærliggende gymnastiksal. Ved den lejlighed havde vi kigget over mod det meget store stadion og drøftet om Jehovas vidner i Brasilien mon nogen sinde ville kunne fylde det. Og det skete virkelig i 1973 da broder Knorr talte til hele 94.586 tilhørere på dette stadion. Dagen før var 3187 nye ordets tjenere blevet døbt. Det fem dage lange stævne var i sig selv et vidnesbyrd om Guds sejr.

Der var delegerede fra alle dele af landet. Fra Manaus, hovedstaden i delstaten Amazonas — cirka 4000 kilometer derfra — kom tre busser og fire biler med delegerede, og det var den første gruppe der nogen sinde havde tilbagelagt strækningen ad den usikre hovedvej gennem Amazonas. En anden gruppe rejste over 3000 kilometer fra Belém på nordkysten, og et særtog samt mere end 180 busser bragte glade delegerede frem fra Rio de Janeiro til stævnet. Der var så stor bevågenhed om begivenheden at guvernøren for staten São Paulo og byens borgmester besøgte stævneområdet.

Det var en stor opgave at skaffe logi til alle disse. Mange af dem havde ikke råd til at betale for et hotelophold,  så logiafdelingen behandlede 21.000 forespørgsler om logi. I harmoni med Bibelens vejledning om at ’følge gæstfrihedens vej’ var forkyndere og andre parate til at stille værelser i deres hjem til rådighed. (Rom. 12:13) Mere end 6000 delegerede blev indlogeret i rigssale. De delegerede fra Amazonas blev alle indlogeret i en fabrik som en søsters mand stillede til rådighed. Forkyndere og interesserede udlånte madrasser.

To måneder senere blev samme stævneprogram holdt i Salvador i Bahia, hvor tilhørerskaren nåede op på 32.348.

„I skal være hellige“

Selv om Jehovas Vidner fra første færd har set med misbilligelse på brugen af tobak, blev linjerne først trukket helt klart op i 1973. Nogle forkyndere fortsatte derfor med at ryge selv efter at de var blevet døbt. Til sin tid hjalp Jehova imidlertid sine tjenere til at indse hvilke bibelske principper de skulle have i tanke i forbindelse med denne uvane. (2 Kor. 7:1; Gal. 5:19-21, fodnote) I Vagttårnet for 1. december 1973 (på portugisisk) blev der gjort opmærksom på at alle der ønskede at blive døbt, skulle være fri af tobaksvanen. De der allerede var døbt, men som stadig røg, fik seks måneder til at holde op med det hvis de fortsat ville være en del af menigheden.

Med den rette motivation lykkedes det for størstedelen at bryde med den urene vane. En broder som stadig røg på det tidspunkt, skønt han var blevet døbt i 1964, ræsonnerede som så, at hvis andre var i stand til at kvitte tobakken af helbredsårsager, hvor meget mere skulle han — som gerne ville forblive en tjener for Jehova — da ikke være i stand til det? Nogle måtte ganske vist udstødes, men en del af disse ændrede med tiden sind, kvittede rygningen og blev genoptaget. Jehovas folk fortsatte således med at gøre forandringer  i deres levevis så de kunne leve op til Guds høje normer for hellighed. — 3 Mos. 19:2; 1 Pet. 1:16.

Er tiden ved at løbe ud?

Med det sigte at hjælpe folk til at se det påtrængende behov for at tage et fast standpunkt på Jehovas side i spørgsmålet om suverænitet blev der i 1970’erne foretaget en omfattende traktatuddeling. En af disse traktater, Rigets Nyheder nr. 16, bar titlen Er tiden ved at udløbe for menneskeheden? Amaro Santos, der i de seneste 25 år har tjent på Betel, fortæller: „Selskabet sendte hvad der svarer til 100 traktater pr. forkynder til hver menighed; de skulle uddeles gratis på blot ti dage, fra 22. til 31. marts 1974. Traktaten var tiltalende og fik selv dem der normalt var ligegyldige over for Rigets budskab, til at blive opmærksomme. Mere end 7000 nye forkyndere sluttede sig til og hjalp med uddelingen af otte millioner traktater.“

Nogle som tog imod traktaten, reagerede med det samme på det de lærte. Det gjaldt for eksempel en 22-årig universitetsstuderende i São Paulo. Da han forstod tidens alvor, indvilligede han i at studere Bibelen ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Snart begyndte han at fortælle andre på universitetet om det han lærte, og tre måneder senere var han med i den særlige uddeling af en anden traktat.

Der blev gjort ihærdige anstrengelser for at nå ud til folk i fjerntliggende egne. Unge forkyndere tog med glæde del i arbejdet. Belarmino Colla, som da var 15 år, har skrevet om to unge forkynderes bedrifter i staten Rio Grande do Sul: „Vi tog hjemmefra klokken seks om morgenen, og eftersom der var langt mellem husene, traf vi ikke de første før klokken ti. Nogle gange måtte vi gå fordi det var  umuligt at ride. Vi fortsatte indtil klokken halv ni om aftenen og overnattede hos interesserede. Klokken syv næste morgen gik vi i gang igen og fortsatte indtil klokken tre om eftermiddagen. Først da satte vi kursen hjemad, hvor vi ankom omkring midnat. På to dage havde vi vandret 90 kilometer og blot spredt 30 traktater.“ Disse forkyndere var klar over at det budskab de bragte ud, gav folk mulighed for at opnå evigt liv, og at millioner af brasilianere havde behov for dette håb. De havde samme klare fornemmelse af tidens alvor som det fremgik af titlen på Rigets Nyheder nr. 16.

Umuligt at undgå Jehovas vidner

I 1974 traf to specialpionerer, Edivaldo Gil da Silva og hans kone, Marli, aftale om at studere Bibelen to gange om måneden med en kvinde der boede på en afsidesliggende gård nær Ribeirão Prêto i staten São Paulo. For at komme derud fik de et lift med en mælkebil klokken fire om morgenen, hvorefter de måtte gå de sidste ti kilometer. Studiet gik godt i nogle måneder indtil manden begyndte at yde modstand. Han lod endda familien flytte uden at efterlade en ny adresse.

Ved et områdestævne otte år senere kom et ægtepar hen til Edivaldo og Marli og spurgte: „Kan I huske os? Vi er det par I besøgte på gården.“ Manden forklarede at han var flyttet for at blive fri for Jehovas vidner. Da de ankom til deres nye hjem, og endda inden de havde fået læsset deres møbler af lastbilen, var der kommet to Jehovas vidner og havde talt med dem om Guds hensigt med menneskeheden. Dette fik manden til at tænke sig om. Han tog imod et bibelstudium og gjorde gode fremskridt; nogle måneder senere blev både han og konen døbt.

 Et åndeligt forfriskende besøg

I september 1974 fik brødrene i São Paulo en særlig opmuntring. De fik besøg af Frederick W. Franz, Selskabets daværende vicepræsident. Det var ikke hans første besøg i Brasilien. I 1945 havde han sammen med broder Knorr betjent et stævne i São Paulo. Denne gang var han imidlertid ledsaget af broder Karl Klein, som kort efter begyndte at tjene sammen med ham i Jehovas Vidners Styrende Råd. De tilbragte tre dages ferie i São Paulo, men fandt også glæde ved at give deres kristne brødre del i en „åndelig gave“. (Rom. 1:11, 12) Hvad kunne være mere glædebringende end et åndeligt opbyggende foredrag? I hast blev der arrangeret et særligt møde i et teater. To tusind overværede programmet.

Massasue Kikuta, der siden 1967 har arbejdet på afdelingskontoret, fortæller: „Broder Franz overraskede alle ved at holde sit foredrag på flydende portugisisk. Uden brug af bibel eller notater (hans syn var allerede da svagt) stod han i mere end to timer og citerede og forklarede hele Salme 91, vers for vers, og dét på trods af at han var 80 år gammel.“ Senere hørte vi at han gjorde det samme på spansk for brødrene i Paraguay.

Elleve forældreløse lærer om sandheden

Omkring dette tidspunkt havde en familie i staten Goiás et desperat behov for at forstå hensigten med livet og årsagen til at mennesker lider. Faderen i familien, som var deprimeret over alvorlige økonomiske problemer, havde begået selvmord, og nogle måneder senere var moderen død af et hjerteanfald. De elleve tilbageværende medlemmer af familien Vinhal var nu forældreløse. Da familien i 1974 blev ramt af denne tragedie, var det ældste af børnene 17 år, og det yngste barn 40 dage. Beslutsomhed og flid gjorde det muligt for fem af børnene at blive sammen, men de seks yngste  børn måtte flytte ud til slægtninge. I et forsøg på at trøste dem sagde nogle at det der var sket, var Guds vilje. Dette gjorde dem selvfølgelig kun endnu mere ulykkelige.

Den ældste, datteren Maria Lucia, havde nogle seriøse spørgsmål med hensyn til Gud og den katolske kirke. Da hun hørte en forkynder tilbyde et gratis bibelstudium til en af hendes arbejdskammerater, blev hendes nysgerrighed vakt. En medarbejder som havde bemærket hendes interesse, forærede hende bogen Sandheden der fører til evigt liv. Da Maria Lucia nogle dage efter så forkynderen, bad hun inderligt om et gratis bibelstudium. Jesu løfte om en opstandelse i Johannes 5:28, 29 havde fyldt hende med håb. Da hun lærte hvad Bibelen siger om hvorfor Gud tillader det onde, forstod hun at Gud ikke havde glemt dem. Med tiden kunne de alle, undtagen den yngste, igen bo sammen som familie. De opmuntrede hinanden åndeligt. Alle elleve børn læste Bibelen og blev med tiden døbt. Bibelen lærte dem om principperne for kristen adfærd. I åndelig forstand var de nu ikke længere forældreløse; de havde fået i hundredvis af „brødre og søstre og mødre“. (Mark. 10:29, 30) I dag er én af pigerne specialpioner, en anden er missionær i Paraguay, og Paulo tjener med sin hustru på Betel i Brasilien.

100.000 forkyndere

Gennem årene er antallet af forkyndere steget støt. Rapporten for tjenesteåret 1959 viste en stigning på 23 procent over det foregående år. I det følgende tiår faldt den procentvise vækst; den lå på mellem 9 og 14 procent. Men i 1975 steg antallet af døbte til 16.789, og for første gang passerede forkyndertallet 100.000, hvilket var 17 procent flere end året før. Det var også første gang at antallet af specialpionerer oversteg 1000, idet der var blevet lagt mere vægt på at nå ud til isolerede og sjældent gennemarbejdede distrikter.  Skønt den procentvise vækst faldt i det følgende årti, gik forkyndelsen stadig fremad. Og der var udsigt til yderligere vækst.

På dette tidspunkt havde Brasilien mere end 100 millioner indbyggere, og cirka 20 procent af disse nåede man ikke regelmæssigt ud til med den gode nyhed. Mange af dem var bosat i småbyer der lå et godt stykke fra de større byer. I et forsøg på at nå ud til disse og arrangere møder på steder med tilstrækkelig interesse gav Det Styrende Råd tilladelse til at man kunne udnævne midlertidige specialpionerer, som kunne slutte sig til de 1000 der i forvejen tjente som specialpionerer. I begyndelsen blev nogle udnævnt til at virke i tre måneder; senere blev perioden forlænget. Den første gruppe af midlertidige specialpionerer bestod af 128, som i november 1985 blev sendt ud til 113 forskellige byer. Resultaterne var meget opmuntrende.

Da pionererne i en by i Goiás kom på genbesøg hos en kvinde som havde spurgt efter Ny Verden-Oversættelsen, fandt de hende grædende. Hvorfor? Hun havde fået at vide at hun ikke skulle læse i denne bibeloversættelse eftersom den indeholdt et andet navn for Gud, nemlig Jehova. Men da hun og hendes venner fik hjælp til at undersøge sagen, kunne de se at navnet Jehova også forekom visse steder i deres egen bibel. Hun blev meget vred på præsten i kirken. Der blev oprettet 45 nye bibelstudier.

I staten Piauí fandt man frem til en mand der tørstede efter sandhedens vand. Før han blev kontaktet af pionererne, havde han læst noget i et lånt eksemplar af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Han blev så begejstret for bogen at han besluttede at lave en afskrift af den i hånden. Da pionererne besøgte ham, var han allerede nået til kapitel 21. Han blev meget glad for at modtage sit eget  trykte eksemplar af bogen og for at de kunne gå i gang med et bibelstudium over den.

To pionersøstre tjente i staten Sergipe, hvor de mødte megen modstand fra en hjælpepræst der afløste den rigtige præst. Hvad blev udfaldet? På et tidspunkt lod han over en højttaler udråbe at Jehova ikke er navnet på Gud, men at dette navn var opfundet af en amerikansk sekt. Dette øgede blot mange kirkemedlemmers interesse, og kort tid efter ledede pionererne 67 bibelstudier.

I Rio Grande do Norte studerede pionererne med en kvinde der blev så begejstret over det første studium at hun inviterede naboerne med til det næste. Til lejligheden lånte hun fem bænke fra skolen. Der kom 30, men flere ville gerne være med, så studierne fortsatte i skolens patio.

I en lille by i Mato Grosso do Sul begyndte en læge og hans kone at studere Bibelen, og med tiden tog de også forkyndelsen op. Der blev en del opstandelse i byen da folk så  at lægen gik fra hus til hus for at tale med folk om Bibelen. Da pionererne som havde studeret med dette ægtepar, blev nødt til at rejse derfra, var lægen og hans kone de eneste aktive forkyndere dér. De tjente først som hjælpepionerer og senere som almindelige pionerer. I begyndelsen var de alene om at holde møderne, men senere blev der dannet en menighed med ti forkyndere. Ægteparret tjener nu på Betel i Brasilien.

De første stævnehaller

Efterhånden som antallet af Jehovas vidner steg, blev det stadig vanskeligere at finde egnede steder hvor vi kunne holde stævner. Det første sted vi forsøgte os med egne faciliteter, var i Salvador i Bahia, hvor der hele året er et mildt, tropisk klima. I 1975 blev der på en dalskråning opført et delvis overdækket auditorium med bænkerækker af beton med plads til 4000. Det blev kaldt Stævneparken. Senere samme år begyndte man på opførelsen af en stævnehal i et smukt skovområde i Ribeirão Pires i São Paulo, cirka 40 kilometer fra byen São Paulo. Nogle år senere blev en anden hal bygget ved siden af denne, og de blev forbundet via internt tv. De to haller har en samlet kapacitet på 3300 siddepladser. I 1979 begyndte man på opførelsen af endnu en stævnehal i Duque de Caxias, i nærheden af Rio de Janeiro.

De der arbejdede på disse stævnehaller, havde et stort gåpåmod. Denne gode ånd kompenserede for det der måtte mangle med hensyn til erfaring og ordentligt maskineri og udstyr. I Ribeirão Pires var det for eksempel nødvendigt at grave ned til en dybde af 7 meter før man nåede fast grund til fundamenterne. Man anvendte en gravemaskine, men med den kunne man kun komme halvt så langt ned som man skulle. Resten måtte gøres med hakke og skovl. Der skulle graves mere end 20 sådanne huller.

 Hvordan fik man blandet betonen og hældt den ud? Der var ingen betonstationer eller betonblandebiler ved projektet i Ribeirão Pires. Natal Batulevicins, et medlem af betelfamilien, fortæller: „Betonen blev blandet i to gamle cementblandere der skulle fødes manuelt, hvorefter den i trillebøre blev fragtet hen til støbeområdet. Mellem 20 og 30 frivillige stod klar ved trillebørene. De steder der lå højt, eller hvor der var vanskeligt fremkommeligt, var der endnu en hjælper, som trak i trillebøren med kroge. Ved støbning af gulvarealer tog alle de frivillige, også kontorfolkene, del i arbejdet, som nogle gange tog et helt døgn.“

En ny ledelsesform

I 1976 oplevede Jehovas vidner i hele verden en betydelig forandring i strukturen i organiseringen på afdelingskontorerne. Den 1. februar dette år trådte afdelingskontorernes udvalg i funktion. I stedet for én afdelingstilsynsmand blev det nu et udvalg af åndeligt modne brødre der repræsenterede Det Styrende Råd, som fik til opgave at lede arbejdet i hvert enkelt land. Alle disse mænd er åndelige ældste, hyrder for Guds hjord.

I Brasilien var der i begyndelsen syv medlemmer af dette udvalg: Massasue Kikuta, John Kushnir, Augusto Machado, Karl Rietz, Amaro Santos, Heinrich Selbert og Fred Wilson. Senere måtte broder Selbert forlade Brasilien på grund af familieforpligtelser, og broder Kushnir døde i 1988. De andre er fortsat som udvalgsmedlemmer, og i 1995 blev Östen Gustavsson udnævnt som et sjette medlem. Mod slutningen af 1976 var medlemmer af det brasilianske afdelingskontors udvalg, sammen med repræsentanter fra andre afdelingskontorer, med til nogle møder som Det Styrende Råd holdt i New York. Disse møder skulle gøre udvalgsmedlemmerne  bedre kendt med deres ansvarsopgaver, med brødrene i Det Styrende Råd og med hovedkontoret.

Større gavn af stævnerne

I 1976 begyndte man også at være mere opmærksom på behovet for bedre højttalerudstyr ved vore stævner. Tidligere havde man anvendt forstærkere og højttalere beregnet til mindre områder. Ved visse lejligheder havde man brugt forskellige slags, endda nogle meget gamle typer. Resultatet var en dårlig lydgengivelse og hyppige afbrydelser i programmet.

Det krævede års arbejde og store mængder nyt udstyr at forbedre situationen. Ved de fleste stævner er det nu muligt for alle at høre tydeligt og nyde godt af det åndelige program. Dette er af stor betydning i betragtning af at der i 1995 blev afholdt 158 områdestævner i 82 forskellige byer, og at de 724.849 som overværede disse stævner, havde brugt megen tid og energi samt mange penge på at være til stede. De fortjente at lyden var god så de kunne få fuld gavn af  programmet. En kredstilsynsmand fra Rio Grande do Norte var yderst tilfreds med resultaterne og skrev i 1994: „Det er en glæde at kunne fortælle jer at lyden ved stævnet var fremragende, og at brødrene derfor var meget opmærksomme og tog mange notater.“

Men hvordan er lydkvaliteten i rigssalene rundt om i landet? I 1993 blev der holdt mere end 100 særlige møder over hele landet under hvilke der blev givet praktiske forslag til hvordan man kunne forbedre lydkvaliteten ved menighedens møder. Mere end 9000 brødre overværede disse møder, og en af underviserne fortæller: „Programmet i Floriano i Piauí blev holdt i en periode med ekstrem tørke, og brødrene var hårdt trængt økonomisk. Ikke desto mindre var alle de inviterede til stede. Nogle havde rejst i over 12 timer for at kunne være med.“

Friheden midlertidigt begrænset i Cachoeiras de Macacu

Til tider har myndighedspersoner stillet os hindringer i vejen på grund af misforståelser. Søndag den 13. juni 1976 lukkede politiet rigssalen i Cachoeiras de Macacu i staten Rio de Janeiro efter ordre fra en dommer. Al forkyndelse i kommunen blev også forbudt. Hvad var grunden?

To dage tidligere var en 17-årig forkynder kommet til at skyde sig selv med et jagtgevær. Han blev indlagt med indre blødninger og akut blodmangel. Hans far bad lægen gøre alt hvad han kunne, for at redde drengen uden brug af blodtransfusion. Ulykkeligvis døde drengen under operationen selv om der, mod faderens udtrykkelige vilje, blev givet blodtransfusion. Man indledte en undersøgelse, så ansvaret kunne placeres. Forvrængede nyhedsmeddelelser påvirkede dommen, og resultatet blev at rigssalen skulle lukkes.  Med hjælp fra fire advokater indgav Ladislau Lehký, tilsynsmanden i den lokale menighed, en begæring om at få dommen omstødt. Begæringen blev endelig hørt den 26. oktober. Broder Orlando do N. Paula, en af advokaterne, greb lejligheden til at give en kort mundtlig fremlægning af sagen. Dommerne vedtog enstemmigt at omstøde dommen, hvorved det igen blev muligt at bruge rigssalen og fortsætte forkyndelsesarbejdet. Religionsfriheden var blevet stadfæstet.

Ved det følgende års områdestævne „Glad virksomhed“ blev der holdt et foredrag som endnu en gang understregede Jehovas krav om at blod skal betragtes som helligt. (3 Mos. 17:10, 11; Apg. 15:28, 29) Ved den lejlighed blev brochuren Jehovas Vidner og spørgsmålet om blod frigivet, og i april og maj 1978 forsøgte man i en kampagne at uddele den til dommere, advokater, læger, sygeplejersker og ledende inden for hospitalsvæsenet i et forsøg på at hjælpe dem til at forstå og respektere Jehovas vidners standpunkt. Brødrene blev opfordret til at give familiens læge et eksemplar. Desuden fik nogle brødre til opgave at aflevere brochuren og et forklarende brev til læger og andre professionelle som måske ikke ville blive kontaktet af forkynderne. Med over 70.000 læger i Brasilien var det et enormt projekt, som blev gennemført med gode resultater. Men der måtte gøres mere. Det skal vi høre om senere.

Forberedelser til yderligere vækst

Der ville komme flere forkyndere til, og deres indsats i forkyndelsen ville øges; det måtte man forberede sig på. (Jævnfør Esajas 54:1-3.) For at kunne frembringe den fornødne mængde publikationer blev det nødvendigt at erstatte rotationspressen med mere moderne og hurtigere  offsetmaskiner. Der blev behov for mere plads. Som en nødløsning opførte man i 1975 en tilbygning til stævnehallen i Ribeirão Pires. Her fik man lagerplads til noget af papiret. Det stod imidlertid klart at vi måtte finde en større grund til boliger, kontorer og trykkeri.

Man overvejede mulighederne for at købe jord i nærheden af de eksisterende bygninger i São Paulo, men love i området og de høje priser talte ikke for denne løsning. Alternativet var at flytte afdelingskontoret til et helt nyt sted. Det Styrende Råd anbefalede at vi kiggede på grunde uden for byen São Paulo. Efter at have overvejet flere muligheder købte man i august 1977 en grund på 115 hektarer i kommunen Cesário Lange i staten São Paulo, cirka 150 kilometer fra selve byen.

’I tænker i for små baner’

Straks efter at vi havde købt jorden, blev der averteret efter frivillige som kunne hjælpe med det forberedende arbejde. Der blev sendt forslag til byggetegninger til Det Styrende Råd. Vi mente at vi i vore planer havde taget højde for fremtidige udvidelser, ja måske endda havde lagt lidt for store planer. Men svaret fra Det Styrende Råd forbløffede os alle: ’I tænker i for små baner. I må hellere bygge det dobbelt så stort som I har planlagt.’

Vi planlagde derfor at opføre bolig-, kontor- og trykkerifaciliteter der var fem gange så store som dem vi havde i São Paulo. Var der behov for det? Ja, siden 1977 er antallet af forkyndere i Brasilien firdoblet, og der anvendes årligt seks gange så mange timer i forkyndelsen som dengang.

Det blev aftalt at et byggefirma skulle opføre de nye bygninger. Men også vore brødre tog sig af nogle af opgaverne i den forbindelse. Paulo Tinoco Carneiro, en forkynder  som er en erfaren civilingeniør, flyttede med sin familie fra Salvador til et sted i nærheden af byggepladsen. Hundredeoghalvtreds forkyndere, deriblandt medlemmer af betelfamilien, var med til for eksempel at fremstille vinduesrammer af aluminium, at lave mad til arbejderne samt at sørge for vedligeholdelse og rengøring. Da byggeriet var på sit højeste, blev der daglig serveret tre måltider til mere end 1000 arbejdere. Det var ikke nogen lille opgave.

De mange som var ansat af byggefirmaet, udgjorde et glimrende distrikt at forkynde i om aftenen og i weekenden. I én måned spredte en broder over 80 eksemplarer af Min bibelhistoriebog til arbejderne. Der blev oprettet bibelstudier, og seks af arbejderne nåede frem til dåb. En af dem er nu medlem af den brasilianske betelfamilie.

Nye ansvarsopgaver

Med opførelsen af de nye bygninger opstod der yderligere ansvarsopgaver. Max Larson fra hovedkontoret talte om dette under et besøg i Brasilien i 1980. I et opmuntrende foredrag som han holdt på Pacaembu Stadion i São Paulo, understregede han behovet for at brødre i alle lande er opmærksomme på at finansiere forkyndelsesarbejdet og opførelsen af trykkerier og betelhjem i deres respektive områder. Ville brødrene i Brasilien kunne påtage sig dette ansvar? Brasilien var i alvorlig økonomisk krise, med høj inflation og arbejdsløshed. Trods dette var reaktionen overvældende. Menigheder og enkeltpersoner gav regelmæssigt frivillige bidrag så byggeriet kunne gøres færdigt og det fornødne udstyr installeres. Den gavmildhed der blev vist, mindede om den ånd der rådede da israelitterne på kong Davids tid planlagde opførelsen af templet i Jerusalem. — 1 Krøn. 29:3-9.

 Flytningen af de 225 medlemmer af betelfamilien samt alt trykkeriudstyret fra São Paulo til Cesário Lange begyndte i august 1980. Der skulle flyttes mere end 160 vognladninger. Derefter fulgte installation af udstyr og betelfamiliens tilpasning til de nye omgivelser.

Indvielsesprogrammet blev holdt den 21. marts 1981. Lloyd Barry fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen. Idet broder Barry citerede kong Salomons smukke ord ved indvielsen af templet i Jerusalem, gjorde han det klart at al tak og ære for det smukke betelhjem skulle gå til Jehova Gud. Og han sluttede med ordene: ’Det var på grund af den større indsats i forkyndelsesarbejdet at disse bygninger blev opført. Dette arbejde fortjener derfor jeres fulde opmærksomhed.’

 I de følgende måneder kom grupper af forkyndere fra alle dele af landet for at besøge Betel. På blot én fridag kom 12.000 besøgende i 300 busser og i snesevis af biler.

Som de kunne se, var der ikke blot tale om indflytning i nye bygninger. Der blev taget vigtige skridt i forbindelse med at fremme trykningen af bibelske publikationer. I 1981 begyndte de spanske udgaver af Vagttårnet og Vågn op! at blive trykt i Brasilien for derefter at blive sendt til de spansktalende nabolande — Bolivia, Paraguay og Uruguay. Ud over at trykke blade begyndte det brasilianske afdelingskontor også at trykke og indbinde bøger til brug i bibelstudiearbejdet. Dette krævede en del nyt udstyr og megen oplæring. I 1981 begyndte det nye trykkeris bogbinderilinje at fungere, og det første der blev produceret, var den portugisiske udgave af ’Årbogen’ for 1982. Snart efter blev det første af fire bind af Hjælp til forståelse af Bibelen trykt og indbundet. Og fra 1987 kom den vigtigste af alle bøger igennem bogbinderiet, nemlig Bibelen, den portugisiske udgave af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter.

Udbringning med Selskabets lastbiler

For at reducere udgifterne ved forsendelse af publikationer og sikre leveringen til menighederne begyndte man fra 1982 i højere grad at anvende Selskabets lastbiler. Man havde siden 1974 selv kørt publikationerne ud, men fra nu af ville man også levere til menigheder i det nordøstlige Brasilien, hvoraf nogle lå 3000 kilometer væk.

Fordelt på cirka 30.000 kilometer har Selskabets lastbiler nu 463 afleveringssteder som skal betjenes hver tredje uge. Således bliver mere end 4600 menigheder betjent regelmæssigt. Der køres på 12 ruter; den længste varer 15 dage og er 7000 kilometer lang. Chaufførerne er medlemmer af betelfamilien. Forkyndere fra menighederne langs ruten stiller  gæstfrit deres hjem til rådighed for chaufførerne, som overværer møderne i de menigheder de kommer frem til.

Forkyndelse i isolerede distrikter

Man forkyndte fortsat i områder hvor der kun havde været forkyndt ganske lidt eller slet ikke. I 1976 tjente Francisco Albuquerque og hans kone som specialpionerer i Tefé i Amazonområdet. De brugte især højtiderne til at forkynde for folk som kom til byen med båd. En dag spredte Francisco et eksemplar af bogen Sandheden der fører til evigt liv til en rejsende sælger og forklarede ham hvordan man studerer den. Da de efter to år mødtes igen, kunne Francisco se at manden havde læst bogen og streget svarene under. Han begyndte at studere Bibelen med ham en gang om ugen. Eftersom man skulle sejle to timer med båd for at komme frem til mandens bopæl, skiftedes de til at foretage rejsen — to uger i træk kom Francisco hjem til manden, og de næste to uger kom han hjem til Francisco. I løbet af kort tid blev den unge mand og fire andre mænd døbt. Manden lavede et af værelserne i sit hus om til rigssal, og snart blev der oprettet en menighed.

I 1977 var der nogle specialpionerer som boede i campingvogn mens de rejste rundt og forkyndte i småbyer og landområder i den centrale del af landet. En af disse pionerer, Jair Paiva Ferreira, der nu er medlem af betelfamilien, fortæller: „Vi parkerede campingvognen i en centralt beliggende større by og kørte derfra i bil ud for at forkynde. Vi stod tidligt op, og efter et solidt morgenmåltid var vi ude i distriktet klokken 8.00. Efter en hel dags forkyndelse fandt vi gerne en plet i nærheden af en flod hvor vi tog et bad og spiste aftensmad. Vi sov i vognen og hørte kun lyden af vinden og fårekyllingerne. Det var en fornøjelse at vågne op og se araer og andre papegøjer flyve tæt forbi. Og hvad folk i  distriktet angik, var det hjertevarmende at kunne stille deres hunger efter sandheden. Nogle ønskede et eksemplar af hver eneste bog vi havde med. Én dag spredte jeg 48 bøger, og i én måned aflagde jeg 109 genbesøg — og så var jeg endda ikke nået tilbage til alle de interesserede. Der blev oprettet mange studier, og skønt en del havde svært ved at læse, kom ikke så få af dem med i sandheden.“

Ægteskabet holdes i ære over for Gud og mennesker

Mange har kun fået en mangelfuld oplæring i at læse og skrive, men derudover har en anden hindring lagt sig i vejen for at nogle kunne tage sandheden til sig, nemlig deres ægteskabelige status. Ikke alle har haft råd til at betale for både en borgerlig og en religiøs vielsesceremoni, så de har valgt den sidstnævnte, som imidlertid ikke er juridisk bindende. Når de studerer Bibelen, lærer de selvfølgelig at de må legalisere deres ægteskab. — Hebr. 13:4, 18.

En kvinde i Uberlândia i Minas Gerais befandt sig i denne situation. Hun var blevet „gift“ ved en katolsk ceremoni syv år tidligere, og hendes ven så ikke nogen grund til at legalisere forholdet. Hvad skulle hun gøre? Efterhånden som hun fik større forståelse af Bibelen, sagde hun til ham at hvis ikke han ville legalisere forholdet, ville hun være nødt til at forlade ham, skønt hun ikke havde lyst til det. Da han indså at hun mente det alvorligt, gik han med til det. Umiddelbart efter at de var blevet gift, blev hun døbt.

Indtil 1977 var der ingen mulighed for at blive skilt i Brasilien. De der havde været gift og derefter havde forladt deres ægtefælle og indledt et nyt forhold, havde derfor ingen mulighed for at legalisere dette forhold. Nogle havde endda børnebørn fra deres andet „ægteskab“. I overensstemmelse med at Jehova tilgiver tidligere synder der er begået i  uvidenhed, bestemte Det Styrende Råd at nogle der studerede Bibelen, og som befandt sig i denne situation, kunne blive døbt hvis de ville underskrive en troskabserklæring, en erklæring hvori de svor troskab over for deres samlever og lovede at legalisere forholdet så snart det blev muligt. (Apg. 17:30; Rom. 3:25) På et tidspunkt var der mange sådanne erklæringer i Selskabets optegnelser.

Én sag drejede sig om en mor til 13 børn. Hun havde haft et bibelstudium i otte år, men kunne ikke få sit ægteskab legaliseret. Så underskrev hun en troskabserklæring og kunne blive døbt. Da børnene fandt ud af hvad det havde krævet af hende at blive kvalificeret til dåb, begyndte otte af dem også at studere Bibelen, og senere blev fem af dem døbt, og de andre begyndte at overvære møderne.

Omsider blev der dog indført en skilsmisselov, og skønt den betingede en juridisk separationsperiode på tre år, kunne man løse de fleste af de sager hvor der var blevet skrevet troskabserklæringer. I 1988 nedsatte myndighederne denne periode til ét år.

Særlig oplæring i forkyndelsen

I 1978 lagde man yderligere vægt på oplæring af menighedens ældste. Lige siden 1959 havde Rigets Tjenesteskole sørget for særlig oplæring af dem der var udnævnt som tilsynsmænd. Men i 1978 blev alle ældste i Brasilien, uanset om de havde overværet skolen tidligere eller ej, indbudt til et særligt undervisningsprogram. I to dage skulle de ud fra Bibelen drøfte hvordan de kunne blive bedre hyrder og lærere, hvordan de kunne føre an i forkyndelsen, hvordan de kunne holde menigheden åndeligt og moralsk ren, og hvordan de kunne blive bedre til at samarbejde som ældsteråd. Næsten 7000 ældste overværede programmet. Senere har  der med jævne mellemrum været afholdt kurser på Rigets Tjenesteskole hvor visse ting er blevet genopfrisket.

Menighedstjenerne er ikke blevet glemt. Siden 1985 har de også overværet kurser på Rigets Tjenesteskole. Og siden 1988 har man foruden rigssale kunnet anvende stævnehaller til skolen, og derved har det været muligt for mange ældste og menighedstjenere at overvære programmet i fællesskab. I 1995 blev den seneste skole afholdt, og den blev overværet af 22.092 ældste og 27.544 menighedstjenere. Det er skønt at så mange er villige til at få overdraget ansvarsopgaver i menighederne og lever op til de bibelske kvalifikationskrav.

I 1978 blev Pionerskolen indført i Brasilien. Den første klasse blev afholdt i Fortaleza i Ceará og varede to uger. Målet med denne skole er at styrke pionerernes forhold til Jehova, at hjælpe dem til i højere grad at træde i Jesu Kristi fodspor og at blive dygtigere forkyndere.

Selskabets optegnelser viser at der i de seneste 18 år er blevet afviklet 1650 klasser i Brasilien, og at 39.649 almindelige pionerer har haft gavn af denne gode undervisning. I bestræbelserne for at hjælpe pionererne i hele landet blev der alene i 1994 afholdt 187 klasser i 107 forskellige byer.

Det er værd at bemærke hvad nogle pionerer måtte gøre for at kunne overvære skolen. En søster der har en ikketroende mand, måtte op klokken fem hver dag for at klare de huslige pligter før hun overværede lektionerne, og efter undervisningen tog hun straks hjem for at hente børnene fra skole. En anden søster ville ændre sin ferie så hun kunne overvære skolen. Det ville hendes arbejdsgiver ikke gå med til, men hun blev ved med at forsøge at overtale ham. Svaret var altid det samme: „Umuligt!“ Efter at have bedt til Jehova besluttede hun sig til sidst for at tage  sin afsked. Hvorfor? Hun ville simpelt hen overvære skolen. Imponeret over hendes engagement gik arbejdsgiveren omsider med til at ændre hendes ferie.

Paulo Azevedo, der var lærer i den første klasse, har i et interview sagt: „Pionerskolen hjælper pionererne til at se deres distrikt i et nyt lys idet den understreger behovet for at vise den besøgte personlig interesse, at tage hans eller hendes problemer, omstændigheder, opfattelser og tro i betragtning. Pionerer der husker på dette, siger at det er som at have fået et helt nyt distrikt at arbejde i.“

Missionærer i Brasilien

Missionærerne har ydet en uvurderlig indsats i forbindelse med at skabe en stærk organisationsstruktur. De første  to missionærer, der var udgået fra den første klasse på Gileadskolen, ankom til Brasilien i 1945. I 1967 var antallet af missionærer fra Gileadskolen nået op på 76, og det nåede et højdepunkt på 117 i 1974. Nogle har i årtier virket i kreds- og områdetjenesten; det gælder for eksempel Richard og Ruth Wuttke og Eric og Christina Britten. Gennem årene har 250 missionærer fra 11 lande tjent her.

Generelt set har folk i Brasilien respekt for udlændinge. Ikke desto mindre kræver det beslutsomhed og en god portion humor at skulle omstille sig til livet i et andet land hvor klimaet, maden, sproget og skikkene er anderledes end det man er vant til. Sylvia Gustavsson, en missionær fra Sverige, beretter: „Det første genbesøg som min mand, Östen, og jeg aflagde i Brasilien, var hos et ægtepar i Belo Horizonte i Minas Gerais. Efter en times samtale sagde vi at vi skulle til at gå. ’Det er for tidligt. Bliv her lidt længere,’ lød svaret. Idet vi troede at de var meget interesserede, satte vi os igen og fortsatte. Efter en halv time gentog vi at vi hellere måtte gå. ’Det er for tidligt. Bliv her lidt længere,’ lød det igen. Dette skete tre gange, og da vi endelig gik derfra, var det næsten midnat. Dette gentog sig ved de efterfølgende besøg, indtil vi fandt ud af at udtrykket: ’Det er for tidligt. Bliv her lidt længere,’ er en talemåde hvorved man giver udtryk for værdsættelse af besøget, snarere end det er en egentlig opfordring til at blive der længere. Heldigvis var parrets interesse i sandheden ægte nok.“

Missionærer fra Brasilien sendes til andre lande

I betragtning af at missionærer der var kommet til Brasilien, havde ydet en stor hjælp, var det en glæde for os da det i 1982 stod klart at brødre fra Brasilien ville blive indbudt  til at tjene som missionærer i andre lande. Ved slutningen af samme år var tre ægtepar blevet sendt til Bolivia, og siden da er 90 brasilianske brødre og søstre blevet indbudt til at tjene som missionærer i Angola, Bolivia, Moçambique og Paraguay.

Nogle af disse brasilianske missionærer har selv lært sandheden at kende af andre missionærer. Det gjaldt for eksempel Átila Carneiro fra Belém. Han var skuffet over religionen. Da han blev kontaktet af missionæren Delfina Munguia, viste han interesse for sandheden og begyndte at modtage bladene regelmæssigt. Efter nogen tid aftalte de at en missionærbroder skulle studere Bibelen med ham tre gange om ugen. Efter det andet studium begyndte Átila at  fortælle andre om det han havde lært, og før han blev døbt, ledede han tre bibelstudier. Efter sin dåb tjente han som almindelig pioner og senere som specialpioner. Nu er han og hans kone missionærer i Moçambique.

Benjamim Silva og hans kone, Iolanda, er også blandt de brasilianske missionærer der tjener i Moçambique. De havde i mange år været pionerer i det nordlige Brasilien. Det lykkedes dem at forene to store ansvarsopgaver, nemlig at tjene som pionerer og at opdrage et barn. Da deres datter, Martha, blev gift, stillede forældrene sig til rådighed som missionærer. Martha er fortsat pioner, og det er tydeligt at Jehova velsigner dem alle tre.

Oversvømmelser i det sydlige Brasilien

Lige siden det første århundrede har kristne ydet materiel hjælp til deres brødre i nød. (Apg. 11:29, 30) I 1983 blev de sydlige stater Paraná, Santa Catarina og Rio Grande do Sul ramt af store oversvømmelser. I Blumenau i Santa Catarina steg vandene i floden Itajaí-Açu 16 meter over det normale og oversvømmede praktisk talt hele byen. Forkyndere i andre områder fulgte det eksempel de kristne i det første århundrede satte, og sendte nødhjælpsforsyninger dertil — 43 tons fødevarer og 41 tons tøj.

Hvor stærkt forkynderne ønskede at hjælpe, belyses måske bedst ved at fortælle hvad João Vicentim Carrer gjorde. Han er ældste i Campo Grande i staten Mato Grosso do Sul, 1400 kilometer fra de berørte områder. Da han i fjernsynet så en udsendelse om oversvømmelsen, ringede han til Selskabets kontor og spurgte hvordan han kunne hjælpe. Sammen med nogle andre ældste indsamlede han tre tons fødevarer, tøj, sko og medicin som nogle menigheder skænkede. Og inden dagen var omme, var han og hans søn på vej til Blumenau med nødhjælp.

 Luiz Bognar, en ældste i Blumenau som hjalp med uddelingen af nødhjælpen, har skrevet: „Med brødrenes hjælp satte vi hjul på en båd så den kunne komme frem i vandet og køre over de små jordbanker der stak op af floden. Derefter tog vi ud for at finde de isolerede brødre. Nogle steder måtte vi på grund af vandstanden klippe elledninger over for at komme videre. Mine to sønner på 10 og 12 år var med. De er gode svømmere, og jeg var klar over at en båd med børn respekteres mere end andre både.“

I et af hjemmene fandt de 16 personer som havde været strandet i ti dage, og hvis madforsyninger var sluppet op. Umiddelbart før bådens ankomst havde en af brødrene i en kommentar til dagens tekst sagt at Jehova i rette tid ville sørge for at dække deres behov. Og det var lige netop hvad der skete. I et andet hus havde 22 personer siddet i et loftsrum på øverste etage i en hel uge. Da de hørte en båd komme, troede de først at det var indbrudstyve, men så hørte de nogen råbe: „Broder Walter Germer.“ Det var brødre der kom med hjælp. „Det var et godt vidnesbyrd over for de naboer som ikke var Jehovas vidner,“ siger Janis Duwe, der var blandt dem der befandt sig i huset, men som nu er medlem af betelfamilien. Nødhjælpen mere end dækkede deres behov de nærmeste dage. „Der gik flere måneder før vi igen måtte købe langtidsholdbare fødevarer,“ siger hun.

Pionerånden smitter

Jehovas vidner hjælper hinanden materielt når der opstår nødsituationer, men deres primære gerning er at forkynde den gode nyhed om Guds rige. De ved at kun Guds rige vil bringe en varig løsning på menneskehedens utallige problemer. For at understrege betydningen af dette arbejde sendte Selskabets kontor i 1984 et brev til alle forkyndere i  Brasilien. Indledningen lød: „Vi skriver for at indbyde dig til at tage del i hjælpepionertjenesten i april.“ Det ville betyde at man skulle bruge mindst 60 timer i løbet af måneden på at fortælle andre om sandheden fra Bibelen. Tog forkynderne imod indbydelsen? Den hidtidige rekord i antallet af hjælpepionerer var på 8000 i april 1983, men som et svar på denne indbydelse meldte 33.000 sig — 21 procent af det samlede forkyndertal! Det var en måned med stor glæde i forkyndelsen.

For mange krævede det en stor indsats. En forkynder som var lastbilchauffør, og en anden som var murer, aftalte at forkynde i hverdagene fra klokken 18.30 til 20.30 efter at have sluttet deres verdslige arbejde. En søster der arbejdede som hjemmesyerske, stod tidligt op for at klare arbejdet før hun tog ud i tjenesten. En mor til otte børn, hvoraf den ældste var 12 år og den yngste 5 måneder, fik hjælp af familien, idet de ældste børn hjalp med at tage sig af de yngste, og manden sørgede for madlavningen. Blandt de 12 forkyndere i en menighed var 5 hjælpepionerer, deriblandt to familieoverhoveder; i den ene familie var der 10 børn og i den anden 14. Begge boede cirka 15 kilometer fra byen. De tog ind til byen to gange om ugen og var med i forkyndelsen i ni timer om dagen. En søster der ikke kan gå, satte sig i en stol på fortovet foran sit hus og kontaktede de forbipasserende.

Efter at have smagt glæden ved denne tjeneste ansøgte adskillige af disse hjælpepionerer om at måtte tjene som almindelige pionerer. (Sl. 34:8) I april 1984 var der 3500 almindelige pionerer. Seks måneder senere var der 4200, og et år efter var tallet oppe på 5400. Nu er der mere end 22.500 almindelige pionerer i landet. Og det er til stor glæde for dem at have en fuld andel i dette vigtige arbejde, det vigtigste der udføres på jorden i dag.

 Samtidig udgivelse

Indtil 1984 udkom den portugisiske udgave af bladene seks måneder efter den engelske. Men det år fik Brasilien to offset-rotationstrykkemaskiner samt MEPS-systemet (et flersproget elektronisk fotosatssystem udviklet af brødre på hovedkontoret i New York). Den oversatte tekst blev med det samme tastet ind på computeren, og MEPS-programmet gjorde at man nu langt hurtigere kunne ombryde siderne. Paul Bauer, Erich Kattner og Franz Schredl blev i New York oplært til at betjene og vedligeholde systemet. I 1984 begyndte de portugisiske udgaver således at udkomme samtidig med de engelske.

Offset-rotationstrykkemaskinerne, som hver kunne producere 32.000 blade i timen, var blevet skænket af brødrene i USA. Harry Johnson fra betelfamilien i Brooklyn stod for installeringen. Dette betød i første omgang samtidige udgivelser.  Kort efter blev der trykt i fire farver og på papir af en bedre kvalitet. Resultaterne var enestående. Aldrig før var der blevet tegnet så mange abonnementer på én måned — 50.000 i juni 1987. Antallet af abonnementer steg støt og nåede et højdepunkt på 87.238 i april 1994. Hver måned trykker vi nu i gennemsnit 3.500.000 blade på portugisisk og spansk.

Uangribelige tjenere samles i rekordstort antal

En anden stor begivenhed i den periode var da vi i 1985 afholdt områdestævnet „Bevar din uangribelighed“ på de to største stadioner i Brasilien samtidig — Morumbi Stadion i São Paulo og Maracanã Stadion i Rio de Janeiro. Disse stævner, der blev afholdt fra 23.-25. august 1985, blev overværet af delegerede fra 11 lande. To medlemmer af Det Styrende Råd, John Barr og Lyman Swingle, var også til stede.

Det offentlige foredrag, „Guds tider og perioder — hvor langt er vi kommet?“, blev holdt af John Kushnir for 162.941 tilhørere i São Paulo og af Augusto Machado for 86.410 tilhørere i Rio de Janeiro — næsten 250.000 i alt. Det er næsten lige så mange som overværede stævnet i New York i 1958 da delegerede fra 123 lande dér mødtes på to stadioner. Men det er ikke alt hvad der er at fortælle om 1985-stævnerne i Brasilien.

Ud over disse to internationale stævner blev der holdt 23 andre i forskellige dele af landet, med et samlet tilhørerantal på 144.000. Der var 1192 som blev døbt. Blandt disse var en kvinde fra São Leopoldo i Rio Grande do Sul som kort forinden havde mistet et barn ved en ulykke og derfor havde vendt sig til spiritisme. Hun læste imidlertid brochuren Usynlige ånder — hjælper de os? eller skader de os? og blev så forbløffet over det hun læste, at hun opsøgte den lokale rigssal. Der tog hun imod et tilbud om et bibelstudium  og gjorde hurtigt fremskridt mod dåb. I dag er hun og hendes mand og et barnebarn tjenere for Jehova.

Vi ’kommer sammen’ trods store afstande

Vore kristne brødre og søstre i Brasilien har virkelig forstået Bibelens vejledning om ikke at forsømme at komme sammen, og dét så meget mere som de ser Jehovas dag nærme sig. (Hebr. 10:24, 25) Til tider kan dette være forbundet med store vanskeligheder. En 70-årig broder fra menigheden i Fazenda Taquari i Bahia er halt, men går alligevel 8 kilometer for at komme i rigssalen. Brødre fra menigheden i Olindina i Bahia må gå 16 kilometer og medbringe en sæk med tørt tøj så de kan skifte efter at have vadet gennem den flod de hver gang må krydse. I Pará må flere af familierne tilbagelægge 6 kilometer gennem en skov hvor de ofte ser spor efter en jaguar. Og i menigheden i Repouso do Amatari i Amazonas må to familier bestående af 15 personer vandre gennem junglen; en af de voksne må gå foran og slå på træerne og jorden med en kæp for at skræmme slangerne væk.

En gravid søster, der desuden havde et barn i armene, måtte gå 16 kilometer hver gang hun ikke kunne få et lift med en lastbil til rigssalen i den lille by Axixá i Tocantins. En søster i Bahia vil gerne have sine to små børn med i rigssalen, så hun placerer dem i to store kurve som hænger på hver sin side af det æsel hun har med.

Ved et kredsstævne i Cruzeiro do Sul i Acre var der 37 personer til stede fra menigheden i Rio Badejo i Amazonas, skønt der kun er ni forkyndere i menigheden. Denne gruppe havde vandret i otte timer for at komme frem. Iblandt dem var en søster med otte børn, hvoraf den yngste var fem år. Ti brødre cyklede 100 kilometer for at overvære deres stævne i Floriano i Piauí. De er meget taknemmelige for de åndelige goder Jehova tilvejebringer.

 Selvopofrende hyrder for hjorden

Den hastige vækst i antallet af forkyndere har øget behovet for åndelige hyrder der kan tage sig af Guds hjord. (Apg. 20:28; 1 Pet. 5:2) Der er ikke alene behov for ældste som kan tage sig af de enkelte menigheder, men også for kvalificerede tilsynsmænd som kan rejse rundt og føre kærligt tilsyn med kredse og områder. Flere af brødrene har ofret sig som rejsende tilsynsmænd i mere end 30 år. Hvert år bliver der i gennemsnit dannet 12 nye kredse, og der er nu 326 kredstilsynsmænd og 21 områdetilsynsmænd i Brasilien. Disse brødre har en god indstilling og er villige til at tjene hvor som helst og under alle mulige forhold.

Hvilke ofre har de bragt? Nogle har forladt komfortable hjem og tager nu med glæde imod logi under alle tænkelige forhold som deres brødre måtte leve under. På grund af tropeklimaet må de kæmpe med myg og andre insekter. Den stærke varme gør det nødvendigt for nogle at sove i hængekøjer i stedet for i senge. Nogle hjem har tag, men ingen vægge. I de fjerntliggende egne kan rejsen foregå i båd, på hesteryg, i faldefærdige busser eller til fods.

José Vertematti, der i 1970’erne tjente som kredstilsynsmand i Maranhão, har skrevet: „For at komme til menighederne i Sítio Ceará og Guimarães måtte min kone, Mazolina, og jeg rejse med båd i to timer og derefter vente på at der kom et eller andet transportmiddel forbi, for der gik ingen busser. Adskillige gange kørte vi med lastbil, Mazolina inde i førerhuset, og jeg på toppen af lasten, der kunne bestå af grise, kyllinger og geder eller sække med mel, ris eller bønner. Når lastbilen sad fast i mudderet, måtte vi af for at skubbe. Om alt gik vel, tog denne del af turen cirka fem timer. Så gik vi i yderligere fire timer for at nå frem til rigssalen.“ De lokale forkyndere satte stor pris på disse besøg.

 Nogle brødre måtte bruge fem eller seks timer hver uge på at gå de 30 kilometer til møderne i rigssalen i Guimarães. Under kredstilsynsmandens besøg blev de i byen hele ugen for at kunne høste fuld gavn af hans besøg.

Visse kredse dækker enorme, tyndtbefolkede områder. I 1980’erne var der for eksempel én kreds som omfattede staterne Acre, Rondônia og en del af Mato Grosso og Amazonas, et område på størrelse med Spanien. Mens Adenir Almeida var i denne kreds, besøgte han menigheden i Lábrea i Amazonas, en by hvor mange lider af Hansens sygdom, også kaldet spedalskhed. For at komme dertil måtte han rejse fire timer med bus og overnatte i et pensionat inden han næste morgen kunne drage af sted sammen med otte andre på ladet af en lastbil der var læsset med alkoholiske drikke. Efter at have kørt i timevis i heden var alle meget tørstige. Den eneste tilgængelige væske fandtes i flaskerne på ladet. Broder Almeida indrømmer at det under disse omstændigheder var meget svært at modstå fristelsen da de andre tilbød en slurk af en flaske de havde stjålet fra lasten. Efter ti timers rejse under den brændende sol, med masser af støv og siden regn, nåede de til sidst frem til Lábrea. Og her stod hele menigheden parat til at tage imod ham — to specialpionerer og to udøbte forkyndere. Om søndagen havde han den glæde at kunne døbe de to forkyndere.

Wladimir Aleksandruk, en enlig broder der har tjent som rejsende tilsynsmand i næsten 30 år, har endda overnattet i det lokale fængsel. Det var i 1972, hvor han besøgte en isoleret forkynder hvis mand var ikketroende. Byen var meget lille, og der var ikke noget hotel, så kredstilsynsmanden fik det ordnet sådan at han kunne sove i fængselet. Minderne kalder smilet frem: „Alle antog mig for at være den nye politichef eftersom de så at jeg med jakkesæt og slips  gik ind og ud efter forgodtbefindende. Den første dag var jeg den eneste indsatte, men på andendagen fik jeg selskab af en mand der havde stjålet en gris. Så kunne jeg forkynde for ham.“

Disse selvopofrende tilsynsmænd er hurtige til at nævne at enhver ulempe eller mangel på privatliv mere end opvejes af den varme kærlighed og ægte nidkærhed brødrene viser.

Vestpå

I 1980’erne fulgte mange familier i de sydlige egne opfordringen: „Drag vestpå, unge mand!“ (Slogan formuleret af en amerikansk journalist.) De flyttede til det vestlige Brasilien, især til Rondônia, for at søge efter jord der kunne opdyrkes. Myndighederne stillede jorden gratis til rådighed. Veje der var cirka 35 kilometer lange, kaldet strimler, blev åbnet i skoven, og landet på begge sider af disse „strimler“ stod til rådighed for dem der ville bo der. Her var et glimrende distrikt at forkynde i.

I Pimenta Bueno i Rondônia havde en frisør som var evangelist, bygget en kirke. Han blev imidlertid oprørt over at se den strid der var mellem præsterne inden for hans trossamfund; de ville alle høre til den kirke hvor der blev samlet flest penge ind. Han havde aldrig lyttet til Jehovas vidner. Men en dag hvor han betragtede de glade specialpionerer der forkyndte på gaden, tænkte han: ’Hvis jeg har sandheden, hvorfor er jeg da så oprørt? Og hvis de er „falske profeter“, hvorfor er de da så glade?’ Han besøgte pionererne om aftenen for ikke at blive set af andre og tog imod et bibelstudium. Det han lærte, gjorde stort indtryk på ham, og han indbød pionererne Jonas og Robson Barbosa de Souza til at forkynde for de 30 medlemmer i hans kirke. Flere af dem tog imod sandheden, og med tiden blev kirken lukket. Kort efter blev den katolske kirke i området også lukket, for den  mand der ledede gudstjenesten, og hans familie var ligeledes blevet Jehovas vidner.

Da kredstilsynsmanden første gang besøgte menigheden, var der allerede 49 forkyndere, og 280 overværede det offentlige foredrag. Distriktet var ikke særlig stort, og efter kort tid var alle enten blevet Jehovas vidner, eller også var der studium med dem. Forkynderne måtte derfor tage med lastbil til nabobebyggelserne for at forkynde. De brugte også lastbilen (der havde en lærredsoverdækning) når de skulle rejse til stævne i den nærmeste storby, Pôrto Velho, 600 kilometer derfra.

Amazonområdet

Forkyndelsen i Amazonområdet udgør en særlig udfordring, men også her søger man at dække folks åndelige behov. Området er større end hele Vesteuropa. Den brasilianske del af skovene udgør næsten halvdelen af hele landet, men der er kun 9 millioner indbyggere — hvilket blot er cirka 6 procent af Brasiliens indbyggertal. Nogle steder ligner floderne nærmest have. For eksempel er Rio Negro, en af de største bifloder til Amazonfloden, 18 kilometer bred nær Manaus, statens hovedstad; og udmundingen af Amazonfloden er cirka 50 kilometer bred. Af alle verdens floder anses Amazonfloden i mange henseender for at være den største.

I dette område er det ikke ualmindeligt at skulle rejse adskillige dage med båd for at komme fra én by til en anden. To specialpionerer fik tildelt distrikt i Eirunepé i Amazonas, en by med 20.000 indbyggere. „Rejsen ud til vores distrikt tog 13 dage med båd,“ fortæller de. „Vi betragtede båden som en del af vores distrikt. Mens vi befandt os på båden, spredte vi adskillige publikationer og oprettede otte bibelstudier, som blev ledet to gange om dagen.“ I Amazonas er  213 specialpionerer travlt optaget af at hjælpe folk til at få gavn af Guds ord.

Om bord på Selskabets både

Siden 1991 har nogle af vore specialpionerers udstyr indbefattet både som de bruger i forkyndelsen. I det år stillede Selskabet to både til rådighed. Den ene, Boas Novas (God nyhed), bruges på floderne Negro, Purus, Madeira og Solimões. Den anden, Proclamador das Boas Novas (Forkynder af den gode nyhed), sejler omkring øen Marajó, der er på størrelse med Holland, ved udmundingen af Amazonfloden.

Der er fem specialpionerer på hver båd. Mens to hold pionerer er i tjenesten, bliver én pioner om bord for at lave  mad og gøre rent og værne båden mod sørøveri. Hovedformålet er at nå indbyggerne i de små landsbyer på flodbredderne og andre som bor i hytter bygget på pæle eller i flydende huse.

„Entre!“ (Kom ind!) er den hilsen pionererne næsten altid hører når de kommer til et hjem. Derefter forkynder de oftest i tre kvarter eller mere. Pionererne bliver i de større bebyggelser i næsten to måneder for at lede bibelstudier med de interesserede, ofte flere gange om ugen. Der holdes som regel offentligt foredrag og vagttårnsstudium i en skole eller i et privat hjem. De andre møder holdes i båden. Hvis folk viser et oprigtigt ønske om at tjene Jehova, bliver nogle specialpionerer sendt dertil for at opdyrke interessen.

Omkring tre timers sejlads fra Manaus, i nærheden af Janauacá, ligger der en speciel stævnehal som de lokale brødre har bygget. Her er det ikke noget problem at skaffe logi til dem der kommer langvejsfra. Mange bor i flydende huse, så de får blot deres hjem slæbt med båd hen til stævnehallen, som ligger på en ø. Her „parkerer“ de deres hjem og går i land for at overvære stævnet. Skønt der er færre end 100 forkyndere i de nærmeste menigheder, når tilhørerantallet op på næsten 250.

Indianere lærer sandheden at kende

De fleste behandler alt for ofte indianerne respektløst, og derfor gør det indtryk på indianerne når de oplever at Jehovas vidner viser dem respekt. Nogle af dem har gjort åndelige fremskridt og er blevet døbt. — Apg. 10:34, 35.

Hamilton Vieira, der har tjent som kredstilsynsmand i et område hvor der bor indianere, kan huske en oplevelse han havde. I et foredrag citerede han Lukas 21:34-36, hvor der advares mod „frådseri og drikkeri“. Først tog han fat på det med „frådseri“. Tilhørerne havde svært ved at forstå hvad  det var, så han måtte forklare det. Indianerne blev først forbavsede, og derefter begyndte de at le. Tanken om at frådse var fuldstændig absurd for dem. De plejede blot at indkredse fiskene på den ene side af floden og kun fange akkurat så mange som de skulle bruge her og nu, ikke flere. Men hvad med „drikkeri“?

Desværre bliver der konsumeret store mængder alkohol blandt den indianske befolkning. Dette misbrug er blevet fremmet af folk som køber drinks til indianerne for at lade sig underholde af deres latterlige adfærd når de er fulde. Broder Vieira forklarede dem at ligesom det er tåbeligt at spise for meget, er det også tåbeligt at drikke for meget.

I dette område må besøgende til tider vandre på smalle stier gennem skoven og lære at balancere på træstammer der er lagt ud som broer over små flodlejer. Disse stammer er som regel fugtige og meget glatte. „Det var ikke nemt for mig at gå på dem,“ mindes broder Vieira. „De lokale brødre havde ingen problemer, og det havde søstrene heller ikke; de havde endda børn i armene, og, hvad der var ret pinligt for mig, de bar mine tasker mens jeg blot kæmpede for at holde balancen.“

Uventet assistance

I 1970’erne og 1980’erne spillede offentlige foredrag med forevisning af lysbilleder en vigtig rolle i forkyndelsen af den gode nyhed. Pataíba i Bahia havde kun 1500 indbyggere og en lille menighed, men til lysbilledforevisningen var der 1572 til stede. Hvordan gik det til? Moacyr Soares, kredstilsynsmanden, forklarer: „Eftersom rigssalen var meget lille, foreslog jeg de ældste at de kunne spørge borgmesteren om tilladelse til at bruge markedspladsen på hovedtorvet, lige over for den katolske kirke. Med hans tilladelse flyttede vi boderne og lavede et auditorium. Det var ’den stille uge’, og  en stor procession skulle afgå fra kirken klokken 18.00, det tidspunkt hvor det offentlige foredrag skulle begynde. Folk var blevet inviteret fra de nærliggende byer, og eftersom der ikke boede en præst i byen, måtte én udefra lede processionen. Præstens bil var imidlertid punkteret, så han kom ikke til tiden. De fleste af dem der var kommet for at tage del i processionen, overværede derfor vores foredrag. Meget passende var titlen på foredraget: ’Mange føres til retfærdighed i endens tid.’“

200.000 forkyndere

I januar 1987 nåede antallet af forkyndere i Brasilien op på over 200.000, og der var fortsat hurtig vækst. I 1988 blev der dannet 367 nye menigheder, og i 1989 endnu 370; det var mere end én om dagen i gennemsnit. Flere arbejdere, flere publikationer. Vi modtog derfor en tredje rotationstrykkemaskine, der kunne trykke 38.000 blade i timen. Det blev også nødvendigt at modernisere forsendelsesafdelingen så den kunne klare de mange tusind bestillinger fra menighederne.

Man planlagde at opføre en tilbygning til det eksisterende trykkeri så området blev udvidet fra 27.000 til 42.000 kvadratmeter. Byggeriet blev påbegyndt i december 1988 og udført af et betelbyggehold under kyndig ledelse af flere internationale byggearbejdere — alle frivillige.

Hjælp fra internationale byggearbejdere

Vi var glade for at 35 dygtige brødre fra andre lande kunne hjælpe os med at udvide trykkeriet og senere opføre flere boligblokke. Nogle af brødrene og søstrene var her i ugevis, andre i månedsvis og nogle få i mere end seks år. De var tilskyndende, opbyggende og, på grund af deres færdigheder, meget produktive.

 Nogle af disse internationale byggearbejdere var unge, andre var bedsteforældre. Til sidstnævnte kategori hørte Keith Colwell og hans kone, Rae Etta, der som de første ankom i marts 1989. De var begge over 50. Keith fortæller: „Det har ikke været let at være så langt fra vore to døtre og svigersønner, fire børnebørn og mine forældre. Nogle gange tænker vi på at tage hjem og være ’bedsteforældre’, men så længe vi kan blive brugt og har kræfterne til det, vil vi med glæde sige: ’Her er jeg! Send mig.’ — Esajas 6:8.“

Darwin Harley og hans kone, Shirley, tjente også i Brasilien i næsten seks år. De tænkte også med længsel på deres fire børn og otte børnebørn. Ikke desto mindre var de fast besluttede på at sætte Jehova først i deres tilværelse og fortsætte med at sætte et godt eksempel for deres børn. Så da deres yngste var blevet gift, var Darwin og Shirley ikke i tvivl om hvad de skulle. De ansøgte om at blive internationale byggearbejdere på fast basis. Skønt de begge nu er over 60 år, siger de med overbevisning: „Vi er Det Styrende Råd taknemmelige for den forret det er at kunne tjene Jehova på denne særlige måde.“ Der var mange tårevædede øjne da den brasilianske betelfamilie måtte hilse af med alle disse trofaste tjenere fra andre lande. Nogle vendte tilbage til deres hjem, mens andre tog af sted på nye opgaver.

En præst lærer om sandheden

Noget af det største Jehova har udrettet i Brasilien, er at han har udfriet folk som har været stærkt engagerede i falsk religion. I en bus sad et Jehovas vidne en dag ved siden af Ademir de Oliveira, der i ti år havde tjent som præst i den katolske kirke. De talte om betydningen af ordet „helvede“. Senere tænkte Ademir nærmere over samtalen, og da han læste vore blade, gik sandheden op for ham.

I kirken begyndte han at fortælle at Jehova er Gud, og at det er forkert at bruge billeder i gudsdyrkelsen. Det gik op  for ham at han ikke levede efter det han forkyndte — de havde jo stadig billeder i kirken. I mellemtiden døde begge hans forældre inden for blot ti måneder, og han begyndte at tro at det var Guds straf over ham fordi han tænkte på at forlade den katolske kirke. Men ved sin mors begravelse indså han at Jehova er den der kan oprejse hende igen. I 1989 overværede han sit første møde i en rigssal og kom derefter regelmæssigt. Han forlod den katolske kirke, og i sin første måned som forkynder kunne han rapportere 60 timer, og han havde spredt 12 eksemplarer af ’Paradisbogen’. Efter sin dåb blev han almindelig pioner, og han tjener nu som ældste i Jundiaí i São Paulo.

Svar på unges spørgsmål

Unge har brug for hjælp til at kunne tjene Jehova på rette måde. (Præd. 12:1) Ved områdestævnerne „Gudhengivenhed“, der blev afholdt i 1989, blev der udgivet et godt  redskab til dette. En pige på 15 skriver: „Ved begyndelsen af programmet blev alle unge mellem 10 og 19 år bedt om at sætte sig op foran i auditoriet. Vi var alle meget spændte på hvad der mon skulle ske. Ved slutningen af programmet, efter at taleren havde holdt et begejstret foredrag, henvendte han sig til alle de unge og sagde at de hver ville få en bog med titlen Unge spørger — Svar der duer. Det var utrolig gribende. Jeg næsten græd af glæde. Bogen var lige det vi havde brug for. Siden da har jeg ofte hentet hjælp i bogen. Med denne dyrebare gave fra Jehova er vi godt udrustede til at modstå presset fra denne verden.“ Der blev uddelt mere end 70.000 bøger til de unge brødre og søstre som overværede de 108 stævner der blev afholdt i Brasilien.

Det anslås at cirka 35 procent af dem der overværer møderne i Brasilien, er unge. De bliver daglig udsat for den materialistiske og umoralske verdens nedbrydende påvirkning. De står over for den udfordring at få en uddannelse der skal ruste dem til voksenlivet, samtidig med at de må modtage den livsvigtige oplæring fra Guds ord som kan gøre dem egnede til at opnå livet i hans nye verden. Størstedelen klarer denne udfordring. Mange tjener som hjælpepionerer allerede mens de går i skole, og de begynder som pionerer lige så snart de går ud af skolen. Andre betragter skolen som deres personlige distrikt og udnytter enhver lejlighed til at forkynde dér.

Da en forkynder i Minas Gerais gik ind på en skole for at tale med en af lærerne, forklarede læreren: „Jeg havde to piger i min klasse; de var 9 og 11 år. Jeg lagde mærke til at de var anderledes end de andre elever. Når vi bad morgenbøn, kunne jeg se at de stod stille sammen med de andre, men at de ikke reciterede bønnen. Da jeg spurgte dem om de ikke vidste hvordan man skulle bede, eller om de ikke brød sig  om det, fortalte de mig at Jehova Gud ikke hører udenadlærte bønner, og at de bad for sig selv mens de andre bad højt. Jeg spurgte dem: ’Hvordan beder I?’ Den ældste sagde til mig: ’Lad os først bøje hovedet,’ og så bad hun. Hun takkede Jehova for deres forældre, for maden, for deres lærer og bad om at deres mor, som havde lært dem sandheden fra Bibelen, måtte være rask. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage og måtte løbe ud på toilettet for at græde.“ Da forkynderen kom på genbesøg, fik hun at vide at pigernes familie var flyttet fordi der ikke var nogen rigssal i byen. „Jeg savner dem meget,“ sagde læreren.

Kraften i sandheden

Guds ord har stor kraft til at ændre folks liv. For eksempel kan den hjælpe folk fri af dæmonernes greb. Det gjaldt for en ung mand fra São Paulo hvis familie udøvede spiritisme. Fra han var 13, havde han stået for et spiritistisk center (macumba) som mange opsøgte for at få hjælp til at løse problemer med for eksempel familie, helbred, arbejde eller bejleri. Ritualerne indbefattede brugen af plantemiksturer og dyreofringer — frøer, kyllinger og geder — som blev foretaget på kirkegårde om natten. Indimellem brugte man også menneskeknogler som var stjålet fra kirkegården. I 1990, da han var 19 år, fik han for første gang kontakt med Jehovas vidner. Da han fandt ud af at det han lærte, var sandheden, sammenkaldte han de 11 åndemedier der arbejdede under ham, og forklarede dem at Bibelen fordømmer spiritistiske handlinger. For at gøre sig fri af dæmonangreb brændte han alle de spiritistiske genstande han havde. Efter at have studeret Bibelen i fem måneder blev han forkynder, og i den første måned rapporterede han 12 studier. (Apg. 19:19, 20) De fleste af disse studier var med  folk i hans omgangskreds der kendte ham som macumbeiro (en mester i macumba). Efter sin dåb tjente han som hjælpepioner, derefter som almindelig pioner og senere som medlem af betelfamilien i Brasilien.

En mand som gennem 20 år havde været en aktiv karnevalsdeltager, ændrede også sit liv. Han havde modtaget priser for sin medvirken i berømte karnevalsfester i Rio de Janeiro. Han plejede at drikke tæt, spille hasard og omgås folk der praktiserede enhver form for umoralitet. Da han lærte sandheden at kende, ændrede han sit liv fuldstændig. Nu er han menighedstjener og bruger sine evner til at pynte podiet ved stævnerne.

En anden ung mand i Rio de Janeiro gik meget op i fodbold. Han var medlem af en fanklub der brutalt generede modstandernes tilhængere. Når han gik til fodbold, havde han som regel en pistol eller en hjemmelavet bombe med. Ved næsten alle kampene blev han indblandet i slagsmål med modstandernes tilhængere og med politiet. Men så oprettede en tidligere skolekammerat, et Jehovas vidne, et bibelstudium med ham. Han indså hvem der var hans virkelige venner, og hvem der var hans største fjende. Han lod Bibelen ændre hans personlighed, hvorefter han blev døbt.

Pedro, en ung mand der boede i São Paulo, levede også et liv fyldt med vold. Han praktiserede en form for kampsport samt capoeira (en form for kampdans), og han kunne lide at gå med skydevåben. Han var næsten to meter høj og havde en blændende fysik, og han kom næsten altid i slagsmål. Men en dag indvilligede han i at studere Bibelen. Efter at have lyttet til et foredrag i rigssalen indså han at han måtte gøre store forandringer i sit liv. Han skaffede sine våben af vejen og gjorde fremskridt så han kunne blive døbt. Siden da  har han hjulpet ti medlemmer af sin familie til at blive tjenere for Jehova.

Kan sandheden hjælpe en til at overvinde generthed? Det gjorde den for en kvinde i São Paulo. Hun blev helt forbløffet da hun første gang hørte om Bibelens budskab. Men dét at overvære møderne og tage del i den offentlige forkyndelse af den gode nyhed stod som meget store hindringer for hende. Hvorfor? Fordi hun var genert og frygtede for at gå imod sin mand. Men hun mindede sig selv om skriftsteder som Mattæus 10:37 og fik omsider mod til at tage del i forkyndelsen. Hun ønskede at behage Jehova, men ofte græd hun og kæmpede mod trangen til at holde op i forkyndelsen og tage hjem. Med tiden blev det imidlertid nemmere for hende at forkynde, og hun fandt ligefrem glæde ved det. På grund af hendes udholdenhed har hendes mor, hendes fem brødre og hendes mand også lært sandheden at kende.

Høj inflation

Et af de største problemer i 1980’erne var den høje inflation. Trods forskellige økonomiske programmer blev inflationen ved med at stige indtil den nåede 6584 procent for perioden fra maj 1989 til april 1990. Nogle måneder steg priserne næsten 3 procent om dagen! Ved slutningen af måneden kunne samme genstand koste næsten dobbelt så meget som ved begyndelsen af måneden. I et forsøg på at ændre dette indefrøs bankerne alle indeståender i 18 måneder fra marts 1990. Mere end én gang måtte regeringen lave valutareform og trykke nye pengesedler hvor der var fjernet nogle nuller.

Inflation var ikke et nyt problem, men det der skete i 1990, var ekstremt. Heldigvis havde afdelingskontoret en god forsyning af papir og andet materiale til brug ved  trykning. Vi foretog kun de allermest nødvendige indkøb; det der kunne vente, blev udsat. De 800 betelmedarbejdere gik med til at undvære deres månedlige godtgørelse i en periode. Det var også opmuntrende at afdelingskontoret modtog opringninger og breve fra brødre som ønskede at yde bidrag eller lån så tingene kunne fungere. Efter nogle måneder tillod regeringen at almennyttige organisationer som vores kunne fortsætte deres virke. For afdelingskontoret var krisen derfor overstået.

Forkynderne forblev aktive i forkyndelsen i denne vanskelige periode. De gjorde klogt brug af deres tid, penge og kræfter. Mange viste at de havde forstået den bibelske vejledning om at søge Riget først. (Matt. 6:33) Som et resultat heraf blev der i 1990 spredt publikationer som aldrig før, og der var højdepunkter i antallet af forkyndere og pionerer. Fremgangen på 11 procent i forkyndertallet er ikke blevet overgået siden.

Da bankerne indefrøs alle indeståender, havde Floresta-menigheden i Joinvile i Santa Catarina hvad der svarer til 100.000 dollars stående til opførelse af en rigssal. De udsatte byggeriet, men indkomne bidrag gjorde det muligt at opføre den nye rigssal uden brug af pengene i banken. Da de omsider kunne hæve pengene, var de i stand til at købe en tilstødende grund til parkeringsplads og hjælpe en anden menighed med at få en rigssal.

At læse Bibelen med forståelse

Salmisten beskrev en lykkelig mand med ordene: „Til Jehovas lov har han lyst, og i hans lov læser han dæmpet dag og nat.“ (Sl. 1:2) Mange har imidlertid aldrig haft mulighed for at gå i skole og lære at læse. Kunne sådanne hjælpes til at erfare den glæde salmisten beskrev? Fra og med 1958  er der blevet afholdt nogle særlige kurser i rigssalene for at hjælpe dem der ikke kunne læse og skrive. I 1970 blev der taget yderligere et skridt i dette undervisningsprogram da brochuren Learn to Read and Write blev udgivet på portugisisk. Indtil nu har mere end 20.000, deriblandt mange som ikke er Jehovas vidner, lært at læse.

Nogle som ikke er Jehovas vidner, har set det gavnlige i disse klasser. I São Paulo takkede en ikketroende ægtemand den lokale menighed for den hjælp hans kone havde fået til at lære at læse. Politichefen i Ferros i Minas Gerais sendte et brev til afdelingskontoret hvori han roste det arbejde der gøres for at hjælpe fængselsindsatte: „Både åndeligt og materielt har Jehovas Vidner hjulpet undertegnede i arbejdet med at lære de indsatte at læse. Som finregn der falder stille, men som kan få floder til at svulme, har de gjort meget for at integrere fangerne i samfundet.“

Læsning har selvfølgelig størst værdi når et menneske har lyst til Guds ord og fortæller andre om det. Det er netop hvad en 74-årig forkynder fra Rio de Janeiro gør; hun er blevet hjulpet gennem et læsekursus og kan nu hjælpe mange af dem der bor i hendes distrikt, til at lære sandheden at kende.

Da brochuren Learn to Read and Write blev udgivet, blev forkynderne opfordret til at bruge den som studiemateriale til interesserede der havde brug for hjælp i den henseende. Sonia Springate, der tjente som missionær i Curitiba i Paraná, bad en dag en kvinde hun forkyndte for, om at læse Åbenbaringen 21:4. Kvinden tøvede og sagde: „Nej, læs du det.“ Da Sonia kom på genbesøg, fandt hun ud af at kvinden ikke kunne læse. Skønt kvinden skulle tage sig af fire børn, blev der ledet et studium med hende ud fra brochuren  Learn to Read and Write. Først var hun lige ved at give op, men hun blev tilskyndet til at holde ud, og et år efter kunne hun læse. I dag er hun og hendes mand døbte forkyndere, og børnene gør fremskridt i sandheden.

Nogle som kunne læse, havde behov for hjælp til bedre at kunne forstå det de læste. Derfor arrangerede man i nogle menigheder i 1990 at grupper kunne modtage udvidet hjælp til at læse og føre samtaler med folk. Denne hjælp ydes nu til næsten 6000 forkyndere, og resultaterne er virkelig gode. Ved begyndelsen af kurset skulle en søster i Rio de Janeiro bruge omkring to timer til at læse og forstå materialet der skulle studeres ved bogstudiet. Efter to måneders kursus kunne hun klare det på 20 minutter.

En særlig uddeling af bladene

Blandt det læsestof Jehovas vidner prioriterer meget højt, er Vagttårnet, der er udarbejdet med henblik på at hjælpe folk som elsker sandhed, til at forstå Bibelen. Bladet ophøjer Jehova Gud som universets suveræne Herre og viser hvordan Guds rige vil løse menneskehedens problemer. Dets søsterblad, Vågn op!, peger på den virkelige betydning af begivenhederne i vor tid og opbygger tillid til Skaberens løfte om en fredfyldt og tryg ny verden. Jehovas vidner er ivrige efter at give andre del i disse værdifulde oplysninger. For at øge uddelingen af disse blade og tilskynde nye til at kvalificere sig til at tage del i tjenesten blev der den 1. maj 1990, der var en fridag, arrangeret et særligt fremstød med bladene. Det blev anbefalet at menighederne lagde planer for forkyndelse formiddag, eftermiddag og aften, og at hele familier tog del i forkyndelsen den dag.

Der var stor tilslutning. I Rio de Janeiro var der for eksempel en menighed på 125 forkyndere hvor 121 var ude i  tjenesten om formiddagen og 118 om eftermiddagen. Den måned nåede man med 288.107 forkyndere en ny rekord, og rapporterne fortalte at der blev spredt mere end 500.000 blade den ene dag. Siden har der med godt resultat været arrangeret andre særlige bladdage.

Områdestævnet „Det rene sprog“

Stævnerne er milepæle i Jehovas vidners tilværelse, og nogle af dem huskes særlig længe af de tilstedeværende. Et sådant stævne var områdestævnet „Det rene sprog“, der blev holdt i São Paulo i august 1990. På stævnets sidste dag lyttede mere end 134.000 — 86.186 på Morumbi Stadion og 48.220 på Pacaembu Stadion — til et offentligt foredrag der blev holdt samtidig af to talere. C. W. Barber og A. D. Schroeder, medlemmer af Det Styrende Råd, var til stede sammen med de 2350 delegerede fra 14 lande.

Ved afslutningen af det sidste foredrag på begge stadioner begyndte de delegerede at vinke med lommetørklæder og tørklæder. Dette sceneri kaldte glædestårer frem i manges øjne. De brasilianske forkyndere var meget taknemmelige for at deres kristne brødre og søstre fra andre lande ville være sammen med dem ved denne store begivenhed.

Den enestående kærlighed der råder mellem Jehovas tjenere, er en af de ting der i høj grad kan hjælpe folk til at finde frem til den sande tro. (Joh. 13:35) Dette gjaldt for eksempel en ung mand og hans søster der havde modsat sig at deres mor, som var enke, studerede Bibelen med Jehovas vidner. En ældste inviterede familien med til stævnet i São Paulo søndag eftermiddag. Han hentede dem tidligt eftersom han havde nogle ting han skulle ordne i frivillig tjeneste. Søskendeparret var dybt imponeret. De roste den orden og renlighed de så på stadion, måden tingene var  organiseret på, og den hengivenhed der blev vist de delegerede ved stævnets afslutning. De tog imod et bibelstudium, gjorde gode fremskridt og blev døbt sammen med deres mor. Den unge mand er nu menighedstjener.

Kontaktudvalg til Hospitaler

Alle Jehovas vidner, hvad enten de er nydøbte eller er mere erfarne, ved at det er et vigtigt krav til kristne at de afholder sig fra blod i enhver form. (1 Mos. 9:3, 4; Apg. 21:25) I 1984 blev der nedsat nogle udvalg bestående af ældste som skulle tale med læger og registrere hvem af disse der ville respektere en patients beslutning om ikke at modtage blodtransfusion. Ordningen blev styrket i 1991 da der i São Paulo blev afholdt et internationalt seminar for Kontaktudvalg til Hospitaler (KUH). Eugene Rosam og Fred Rusk fra Hospital Information Services i Brooklyn var til stede. Desuden overværede mere end 700 andre brødre seminaret, deriblandt nogle som er læger, advokater eller medlemmer af KUH.

Seminaret viste at der lå meget arbejde forude. Udvalgene skulle reorganiseres, og medlemmerne skulle begynde at opsøge læger og operationshold for at forklare dem vort syn på blod og tilbyde dem videnskabelige artikler om kirurgi uden brug af blod. Udvalgsmedlemmernes mål i samarbejdet med lægerne er „kommunikation og samarbejde, ikke konfrontation“. Reorganiseringen betød at 1200 medlemmer i 200 udvalg blev reduceret til cirka 350 medlemmer fordelt på 64 udvalg. Derved blev der færre, men bedre udrustede udvalg i byer med store hospitaler.

I oktober 1992 blev der mulighed for at fremlægge noget undervisningsmateriale for 1300 læger fra mere end 100 lande ved XXII International Convention on Blood Transfusion  i São Paulo. Arrangørerne gav søster Zelita da Silva Souza, der er hæmatolog, tilladelse til at udstille en oversigt over 65 lægelige alternativer til blod. Pedro Catardo og Sergio Antão fra Betel rapporterer: „I begyndelsen var vi lidt bekymrede for hvordan vi ville blive modtaget, men reaktionen fra de over 500 læger som blev kontaktet personligt, var meget positiv. En af hovedtalerne ved konventet undersøgte grundigt oversigten og de udstillede artikler. Senere, i et foredrag han holdt i hovedauditoriet, udtrykte han beundring for de værdifulde oplysninger der var kommet ’fra en uventet kilde — nemlig Jehovas Vidner’.“

I de følgende måneder havde man møder med 20 Regionale Lægeråd, og flere af dem anbefalede at man skulle henvende sig til det lokale KUH hvis der opstod problemer i spørgsmålet om blod. I de seneste tre år har der været holdt mere end 600 sådanne møder, og man har nu mere end 1900 samarbejdsvillige læger på listen.

Interessant nok har flere læger som erkender fordelene ved alternativ, blodløs lægebehandling, indkaldt til seminarer i Brasilien hvor man har kunnet drøfte sagen med andre inden for lægeverdenen. Nogle af vore brødre som er læger eller medlemmer af KUH, er også blevet inviteret med. Et sådant seminar blev først afholdt i Rio de Janeiro og derefter i andre byer. Senere fremsatte Det Regionale Lægeråd i Rio de Janeiro en erklæring hvori man tilskyndede til at gøre brug af alternativ lægebehandling.

„Jeg glemmer aldrig den bøn“

Medlemmerne af KUH har ydet stor støtte til syge forkyndere og deres familier. Alaide Defendi, der er specialpioner, fortæller: „Min søster blev kvæstet ved et biluheld i Curitiba i Paraná i februar 1992. Lægen hævdede at hendes liv  afhang af om hun modtog blodtransfusion. Jeg ringede til KUH, og inden for et kvarter stod tre brødre, iført slips og jakkesæt og med tasker i hånden, på hospitalet og fremviste deres visitkort til lægen.“

Det blev aftalt at flytte patienten til et hospital der lå cirka 40 kilometer derfra. Nogle som afviser blodtransfusion, er villige til at tage imod erytropoietin, et syntetisk hormon som stimulerer knoglemarven til at øge produktionen af røde blodlegemer; lægen sagde imidlertid at dette stof ikke kunne fås i Brasilien. Men brødrene kontaktede et medlem af KUH i São Paulo, og han sendte stoffet af sted med fly samme dag. Søster Defendi afslutter sin beretning med ordene: „Et af KUH-medlemmerne blev på hospitalet hele dagen, og da min søsters tilstand på et tidspunkt var kritisk, tog han mig til side og sagde: ’Lad os bede en bøn til Jehova.’ Jeg glemmer aldrig den bøn.“

Et besøg i slumkvartererne på Rios bjergskråninger

Rio de Janeiro er et område der præges af narkotrafik, men forkynderne dér er kendt for deres gudhengivenhed, og dette omdømme har gjort det muligt for dem at fortsætte deres forkyndelsesarbejde. Der er adskillige menigheder i området, og som en ældste sagde, jo mere brødrene forkynder, jo bedre er det. Narkohandlerne kender efterhånden brødrene og lader dem være i fred. På nogle bjergskråninger lever mere end 200.000 i slumkvarterer. Størstedelen af disse har ikke noget med narkotika at gøre, men er tvunget til at leve der på grund af deres økonomiske situation.

En ældste fra en anden del af byen kørte ind i slumkvarteret for at holde et offentligt foredrag i en af menighederne. Da han parkerede foran rigssalen, kom to bevæbnede  unge mænd frem og spurgte hvem han var. Da han forklarede at han var et af Jehovas vidner, og at han var kommet for at holde et bibelsk foredrag, sagde de til ham at det var helt i orden, og at han ikke skulle bekymre sig om bilen. Der ville ikke ske noget med den.

Francisco Duarte, der er kredstilsynsmand, fortæller om en episode: „Engang kom narkofolkene ind i rigssalen ved slutningen af et møde for at advare brødrene om at der ville ske en skudveksling. Min kone og jeg blev lidt bange, men forkynderne fortsatte med at tale som normalt trods lyden af skud. Efter nogen tid vendte narkofolkene tilbage og sagde at vi godt kunne gå nu, for skyderiet var overstået.“

Det er ikke klogt af folk udefra at gå ind i området uden at være ledsaget af nogle som bor i kvarteret. Man må også klæde sig så man ikke tiltrækker sig tyves opmærksomhed. Skønt broder Duarte ved en lejlighed fulgtes med en lokal forkynder, blev han stoppet af en mand der bad om hans ur. „Først troede jeg at det var et røveri,“ fortæller broder Duarte, „men så sagde manden: ’Jeg ved godt at du er den nye kredstilsynsmand, men hvis du bliver ved med at gå med det forgyldte ur, vil nogen stjæle det i den tro at det er guld. Brug mit ur i stedet for, og gem dit eget i lommen.’ Det viste sig at være en af vore brødre. Dette lærte mig at være mere forsigtig.“

En ung mand som tilhørte en narkobande, begyndte at studere Bibelen og fandt ud af at han måtte skifte erhverv. Men hvad skulle han gøre? Han vidste at folk der forlader banderne, som regel bliver dræbt af de tilbageværende medlemmer som en sikkerhedsforanstaltning — så bandens hemmeligheder ikke bliver afsløret. Trods dette tog den unge mand mod til sig, bad til Jehova og gik hen for at tale med bandelederen. Han forklarede at han var begyndt  at studere Bibelen med Jehovas vidner. Herefter læste han nogle skriftsteder og sagde at han ikke kunne forblive medlem af banden. Det viste sig at bandelederen selv havde studeret Bibelen engang. Den unge mand kunne frit gå og er nu en aktiv forkynder i menigheden.

300.000 forkyndere

Efterhånden som der kom flere nye til menighederne, blev der behov for flere publikationer i bibelundervisningsarbejdet. Trykkeriet var allerede blevet udvidet, men der var behov for mere plads til at huse betelfamilien, de frivillige der arbejder på afdelingskontoret. Nogle af de unge brødre boede på sovesale med mere end 20 senge på hver. I 1990 begyndte man derfor på opførelsen af en servicebygning og yderligere otte boligblokke med i alt 384 værelser. Spisesalen blev også udvidet, så der nu var plads til 1500.

Mere end 1000 frivillige kom fra alle dele af landet for at være med i dette byggeprojekt. Nogle var der i ugevis, andre i månedsvis. Mange af dem var professionelle håndværkere. (Cirka 130 af dem blev senere permanente medlemmer af betelfamilien.) Fra Feira de Santana i Bahia, som ligger over 2000 kilometer derfra, kom en gruppe på 23 brødre fra 12 forskellige menigheder. De havde lejet en bus og havde rejst i 40 timer for at hjælpe med arbejdet i en uge. Der kom desuden 35 erfarne brødre fra andre lande for at hjælpe. Den hjælp som brødre og søstre fra menigheder i nærheden af Betel ydede i weekenderne, blev også meget værdsat.

I 1991 oversteg antallet af forkyndere 300.000. Det var en vækst på 100.000 på blot fire år. Der var tydeligvis et behov for de udvidelser der var foretaget af afdelingskontoret.

„I er virkelig hurtige“

Fremgangen i arbejdet med at gøre disciple har også skabt behov for flere mødesale. Tidligere var der blevet  bygget stævnehaller i Salvador, Bahia; i Duque de Caxias, Rio de Janeiro; i Ribeirão Pires, Cosmópolis; i Sertãozinho, São Paulo; og i Betim, Minas Gerais. Landets største stævnehal blev gjort færdig i oktober 1992 og ligger nær Vargem Grande Paulista, São Paulo. Kort efter blev en anden hal, med plads til 4000, fuldført i Queimados, Rio de Janeiro. I september 1993 blev yderligere fem stævnehaller indviet samtidig: i Fortaleza, Ceará; i Itaboraí, Rio de Janeiro; i Quatro Barras, Paraná; i Recife, Pernambuco; og i Sapucaia do Sul, Rio Grande do Sul. I øjeblikket er 16 stævnehaller i anvendelse, og yderligere 5 er på tegnebrættet.

Bibelens bud til kristne om ikke at forsømme at komme sammen øger desuden behovet for flere rigssale på grund af den store tilstrømning af symbolske får. (Hebr. 10:23-25) Kun en tredjedel af menighederne i Brasilien har deres egen rigssal, og opførelsen af nye rigssale kan slet ikke holde trit med oprettelsen af nye menigheder. På et tidspunkt tog det i gennemsnit tre år at bygge en ny rigssal. I 1987 begyndte vi derfor at oprette regionale byggeudvalg bestående af ældste som havde erfaring med byggeri, og som kunne yde menighedernes ældsteråd hjælp. Desuden kom Betels tekniske afdeling med praktiske forslag.

Et andet betydningsfuldt skridt blev taget i 1992 da man begyndte at anvende en metode hvorved rigssalene kunne opføres på kortere tid. Den første af disse blev bygget i Agudos i São Paulo af 200 frivillige arbejdere og et hold på 25 fra Betel. Projektet tog tre uger, men siden da er byggetiden blevet reduceret til 16 dage. I tjenesteåret 1995 blev 129 rigssale færdiggjort og indviet til brug i tjenesten for Jehova.

Iagttagere forbavses altid over hvor hurtigt vi bygger. Ved slutningen af den første uge ved et rigssalsbyggeri  overraskede det en arbejder fra det firma som skulle sætte vinduesglas i, at brødrene sagde at han kunne komme igen og udføre arbejdet den følgende onsdag. „Det mener I ikke,“ indvendte han skeptisk, „I kan ikke engang nå at få murene op til næste uge, så I er da slet ikke klar til at få sat ruder i.“ Han kom tilbage om onsdagen, men uden ruderne. Den omstændighed at murene var rejst og pudsede, at vinduesrammerne var sat i, og taget var lagt — alt sammen på mindre end en uge — gjorde at det tog ham cirka fem minutter at komme ud af lastbilen. Han indrømmede: „I er virkelig hurtige.“ Så tog han af sted efter ruderne.

En mand som boede i nærheden af hvor en rigssal blev bygget, undrede sig også over at det gik så hurtigt. „Kan jeg ikke få lov at komme og hjælpe jer?“ spurgte han. De svarede: „Du må først studere Bibelen med os.“ Allerede næste dag blev der oprettet bibelstudium med ham.

 Budskabet bringes ud ved hjælp af tegnsprog

Den hastige vækst har ikke mindsket omsorgen for de døve og de blinde. Det har givet gode resultater at være opmærksom på deres behov. I 1992 blev der udgivet en 336-siders bog på portugisisk som skulle lære døve at bruge tegnsprog. Bogen har søgt at standardisere de tegn Jehovas vidner i Brasilien bruger, og ligeledes at fjerne de tegn der har deres udspring i babyloniske tanker. Et af disse var en håndbevægelse der foregiver bestænkning — hvilket selvfølgelig ikke på rette måde leder tanken hen på den kristne vanddåb.

Den første menighed for døve og hørehæmmede blev dannet i Rio de Janeiro i 1982. Nu er der seks sådanne menigheder og 50 mindre grupper i forskellige byer. I 1994 var der 18 stævner med døvegrupper. Ved nogle af disse var der en tolk for hver af personerne i skuespillet. I 1996 kunne døve brasilianske forkyndere med glædestårer i øjnene modtage en video udgivet af Selskabet. Den indeholder brochuren Hvad kræver Gud af os? på tegnsprog. Dette vil blive til stor gavn, eftersom mange døve ikke kan læse, men udmærket forstår tegnsprog.

De brødre der tjener som ældste, menighedstjenere og pionerer i disse menigheder, skal roses for deres villighed. Det kræver tid, flid og udholdenhed at lære tegnsprog, men resultaterne har været gode.

 „Hun opmuntrede mig uden at kunne se, høre eller tale,“ er en udtalelse man ofte hører fra dem der kender Rosemary Varella, en blind og døv søster der har tjent som hjælpepioner de seneste tre år. Hun er født døv og har derfor aldrig lært at tale. Efterhånden mistede hun også synet og er nu praktisk talt blind. Hun kommunikerer ved hjælp af tegnsprog, og når andre siger noget til hende, føler hun på deres hænder hvilke tegn de laver.

Rosemary havde mistet synet før hun lærte sandheden at kende, og hun havde store vanskeligheder med at kommunikere med sin mand. Dette gjorde hende så nedtrykt at hun overvejede at begå selvmord. På det tidspunkt blev hun kontaktet af Nilza Carvalho, en ung pioner som kunne tegnsprog. Da hun lærte om Guds løfte om at helbrede folk for enhver form for handicap, tog hun imod et bibelstudium. (Es. 35:5) Snart begyndte hun at overvære døvemenighedens møder i São Paulo. Man fik en tolk til at sidde ved siden af hende under møderne for at videregive det der blev sagt ved hjælp af tolkning hvor følesansen udnyttes. Senere tog også hendes mand imod et bibelstudium; han holdt op med at ryge, og de blev begge døbt i februar 1992. Kort efter deres dåb blev de begge hjælpepionerer. Rosemary har ledet 20 bibelstudier med døve samtidig med at hun har passet sine pligter i hjemmet.

For at hjælpe blinde og svagtseende begyndte Selskabet i 1980 at udgive publikationer på portugisisk blindeskrift. I dag fås mange af Selskabets publikationer på blindeskrift, deriblandt Bibelen og Vagttårnet. Hele Bibelen på portugisisk blindeskrift fylder 84 bind — ikke just en lommeudgave. Der er også udarbejdet en håndbog som en hjælp til dem der kunne tænke sig at lære braille. Statistikkerne viser at der er mere end en million synshandicappede i Brasilien.

 Tørke i det nordøstlige Brasilien

Skønt tørke er et kronisk problem i det nordøstlige Brasilien, var situationen særlig alvorlig i 1993. I nogle områder havde det ikke regnet i to år. Det gik værst ud over folk i landområderne, som var afhængige af deres høst. I Mumbaba i Ceará stod folk ustandselig i kø for at få vand fra den eneste tilbageværende kilde. Som et resultat af tørken blev markedspladser og supermarkeder plyndret i flere byer. Menighederne i São Paulo, Rio de Janeiro og Curitiba ville gerne hjælpe brødrene i dette område og sendte fire store lastbiler med 80 tons fødevarer, tøj og sko til dem; derved efterlignede de den gavmildhed som de kristne i Filippi i det første århundrede viste. Alt i alt modtog brødre i 65 byer i fem stater nødhjælp. — Fil. 4:14-17.

Ved en kontrolpost spurgte vagten chaufføren hvor meget han tjente på sådan en farlig tur. Det farlige bestod i risikoen for røveriske overfald. Da han fik at vide at chaufføren var et Jehovas vidne, sagde han: „Kun Jehovas vidner vil gøre dette uden at få penge for det.“ Ved en anden kontrolpost sagde chaufføren også at han var et af Jehovas vidner. Derefter bad vagten om at se hans og medchaufførens forhåndsdirektiver (angående lægebehandling). Efter at have checket disse sagde han til den anden vagt: „Det er rigtigt nok. De er Jehovas vidner. Lad dem passere.“

Da en mand i staten Paraíba så nødhjælpen, sagde han: „Andre trossamfund nøjes med at snakke, men I gør virkelig noget for jeres medmennesker.“ Situationen var vanskelig, men brødrene var ikke fortvivlede, for de stolede på at Jehova ville dække deres grundlæggende behov. En søster skrev: „I kan ikke give os regn eller løse vores problem med manglende vand, men med den nødhjælp I sendte os, styrkede  I vores tro på og tillid til at vi ikke er alene, og at nogen tænker på os.“ — Jak. 2:14-17.

„Bifald til Jehovas Vidner!“

Jehovas vidner glæder sig meget over at samles til stævner. Men uventede problemer kan opstå når stævnerne holdes på sportsstadioner. En sådan vanskelig situation opstod i 1992 på Pacaembu Stadion i São Paulo i forbindelse med områdestævnet „Lysbærere“. Vi havde en kontrakt der lød på at vi kunne bruge stadion i tre dage, men nogle steder betragtes sportsbegivenheder som værende vigtigere end alt andet. Torsdag eftermiddag, dagen før stævnet skulle begynde, fik vi at vide at vi skulle være ude af stadion søndag klokken 16.00 fordi landets to bedste fodboldhold skulle spille en kamp på stadion klokken 18.00.

João Fernandes, stævnetilsynsmanden, fortæller: „Selv om kontrakten var underskrevet, havde vi ikke noget valg. Fredag aften holdt vi et møde med nogle få brødre fra hver afdeling, 110 i alt, hvor vi drøftede hvordan vi med lynets hast kunne pakke sammen efter stævnet. Det ville kræve et nært samarbejde mellem alle involverede ikke blot at demontere stævneudstyret, men også at transportere det væk uden at komme i karambolage med de 30.000 der skulle forlade stadion. Podiet og højttalerudstyret blev pillet ned på få minutter. Andet udstyr blev kørt til det gamle afdelingskontors bygning i São Paulo, hvor det blev rengjort og opmagasineret. Klokken 15.45, godt en time efter programmets afslutning, var alt fjernet.“

Under stævneugen havde nogle tv-kommentatorer udtalt at Jehovas Vidner ikke ville være i stand til at aflevere stadion tidsnok til at fodboldtilhængerne kunne komme ind. I en sportsudsendelse om søndagen spurgte en  kommentator på et andet stadion kommentatoren på Pacaembu Stadion: „Hvordan ser der ud på stadion? Kunne de dér religiøse mennesker holde deres løfte og være ude af stadion til tiden?“ Svaret lød: „Ja, det kunne de. De fik ikke alene afleveret stadion til tiden, men alt var oven i købet rent. Det er en fornøjelse at se at både toiletter og stolerækker er rengjort. Bifald til Jehovas Vidner!“

Ministævner i isolerede områder

I Amazonområdet er der nogle isolerede grupper og familier for hvem afstanden til stævnebyerne er enorm. De kan kun komme dertil med fly, hvilket er meget dyrt, eller med båd, hvilket er meget langsommeligt. Disse forkyndere har derfor sædvanligvis ikke kunnet overvære område- eller kredsstævner. Det gælder for eksempel brødrene i Tabatinga i Amazonas, cirka 1600 kilometer fra den nærmeste stævneby, Manaus.

På grund af dette sørgede man i 1990 for at sammentrængte afsnit af stævneprogrammet kunne fremholdes under kredstilsynsmandens besøg. Denne ordning fungerer fortsat for brødrene i fem byer i tre forskellige kredse. Grupper på 50 eller måske op til 180 samles i rigssalen, hvis de har en sådan, eller i et auditorium.

„Nu kan jeg blive pioner, kan jeg ikke?“

Det er dejligt at se hvordan de der ønsker at blive døbt, viser værdsættelse af de åndelige anliggender. Ved et lille stævne i 1993 i Tefé i Amazonområdet bemærkede Públio Cavalcante, en kredstilsynsmand, at en af dem der havde taget plads blandt dåbskandidaterne, var en ung mand som han aldrig havde set før. Eftersom der er så få brødre i det område, kender kredstilsynsmanden stort set alle personligt. Han spurgte de ældste om det var en fejl at den unge  mand havde taget plads dér. ’Nej,’ sagde de, ’han bor i Juruá, 35-40 timers sejlads herfra. Han har lært sandheden at kende via et brevstudium. Hver sjette måned har en specialpioner besøgt ham og boet hos ham i en måneds tid.’

Kredstilsynsmanden gik senere hen for at tale med den unge mand, og i samtalens løb spurgte han ham om han nogen sinde havde ledet et bibelstudium. ’Ja, jeg har 11 studier. Dér er en af mine elever,’ sagde han og pegede på en ung mand blandt tilhørerne. Under samtalen udpegede han to andre unge som han studerede med. De havde selv betalt for den mere end 35 timer lange rejse for at komme til stævnet og overvære at deres ven blev døbt. Da den unge mand var blevet døbt, spurgte han specialpioneren: „Nu kan jeg blive pioner, kan jeg ikke?“ Indtil videre har der ikke været holdt møder i det område, men nu hvor denne forkynder er blevet døbt, vil specialpioneren oplære ham til at lede møderne.

Forkyndelse i distrikter der sjældent gennemgås

Jehovas vidner stiller sig ikke tilfredse med blot at have en begrænset andel i forkyndelsen. De har indset at alle har behov for at høre den gode nyhed. Der er mange byer i Brasilien som ikke hører til nogen menigheds distrikt, og der er andre som meget sjældent gennemgås. Sædvanligvis drejer det sig om små isolerede byer eller nogle som er svære at komme til. I 1990 foretog man en undersøgelse som viste at 4 millioner bor i distrikter der ikke tilhører nogen menighed, og 9 millioner bor i distrikter som sjældent gennemgås. Samme år gjorde man en særlig indsats for at kontakte nogle af disse mennesker. Mere end 2000 forkyndere var med til at gennemgå 177 byer der ikke tidligere var blevet forkyndt i. Senere flyttede cirka 30 familier til nogle af disse byer for at danne kernen i nye menigheder.

 De begrænsede økonomiske midler er ikke en uoverstigelig hindring for forkyndere der er med i dette arbejde. Ældste fra fire menigheder i Sobral i Ceará, et af de tørreste og fattigste områder i Brasilien, mødtes i september 1993 for at finde ud af hvordan de kunne forkynde regelmæssigt i bestemte byer. Ti byer i deres distrikt havde indtil da kun været gennemgået overfladisk. Det var næsten umuligt for forkynderne at komme dertil med bus.

Byerne lå inden for en radius af 130 kilometer fra Sobral, så de ældste besluttede at købe en brugt varevogn der kunne bringe forkynderne ud i distriktet hver dag. De kunne tage af sted om morgenen og vende hjem om aftenen. Da menighederne hørte om afgørelsen, sendte de frivillige bidrag som skulle bruges til bilen. „Det var ikke et enkelt stort bidrag der gjorde det muligt at købe bilen, men det at alle var med,“ har en af de ældste i området, Wilson P. Dias, skrevet. En anden broder skriver: „Menighederne skænkede 2000 dollars, og en broder fra England skænkede samme beløb. Resten blev betalt i afdrag.“

Mere end 50 forkyndere og pionerer er med i denne ordning, idet de tager af sted på en bestemt dag i ugen. På denne måde når de ud til cirka 110.000 mennesker. De har hjulpet flere til at blive forkyndere og har fået andre til atter at blive aktive. Der holdes nu regelmæssigt møder i fire af byerne.

I begyndelsen af 1995 blev der stillet forslag til endnu en måde hvorpå man under det brasilianske afdelingskontors ledelse kunne nå ud til folk i ledige eller fjerntliggende distrikter. Visse menigheder ville betale udgifterne til almindelige pionerer som var villige til at tjene i seks måneder i sådanne distrikter. Flere menigheder har fulgt eksemplet, og det har givet udmærkede resultater. Til dato har mere end  340 almindelige pionerer tjent i 350 byer, hvor de allerede har hjulpet flere end 300 til at blive forkyndere.

Samtidig udføres der en god indsats af de 1400 specialpionerer og midlertidige specialpionerer. Mange af disse tjener i menigheder hvor der ikke er så mange erfarne brødre. I Rio Branco i Acre er der for eksempel en menighed hvor kun én ældste ud over den udsendte specialpioner må tage sig af 90 forkyndere. Hovedparten af specialpionererne tjener imidlertid i små byer hvor der ikke er nogen menighed, og det er opmuntrende at se det gode arbejde de udfører.

Brødre fra de større byer har også været med til at forkynde i fjerntliggende eller sjældent gennemarbejdede distrikter. I ni år i træk har brødrene i Rio de Janeiro sendt grupper ud for at arbejde i disse distrikter i nogle uger. For nylig forkyndte 68 brødre og søstre i 20 byer i Paraná, og i løbet af 17 dage tilbagelagde de mere end 2500 kilometer. Det eneste de er kede af, siger Georges Ghazi, en af de ældste der leder gruppen, er at disse forkynderekspeditioner ikke er blevet sat i gang noget før.

Fine ejerlejligheder

Folk som bor i ledige distrikter, er ikke de eneste der er svære at komme i kontakt med. Mange af dem der bor i de større byer, foretrækker at bo i de finere områder, i ejerlejligheder og boligkomplekser der yder beskyttelse mod kriminalitet. Det er svært, men ikke umuligt, at komme i kontakt med disse mennesker. Et ægtepar som i en periode i 1980’erne havde været heltidstjenere, flyttede ind i en af disse bygninger nær São Paulo. De betragtede det som deres personlige distrikt. „Når jeg gik ud for at handle, gik i banken eller til skolen for at hente børnene, var jeg altid forberedt på at kontakte vore naboer,“ siger konen. Senere gjorde  hun meget ud af taktfuldt at aflægge dem systematiske besøg.

Ved et forældremøde fortalte en mor vores søster at hendes søn havde problemer med at koncentrere sig. Søsteren gav hende et eksemplar af et Vågn op! der omhandlede problemet, og det førte til et bibelstudium. Kvinden og hendes to døtre blev senere døbt. En anden nabo spurgte søsteren om hun ville være med til at indsamle fødevarer til nødlidende. Søsteren forklarede at hun allerede var involveret i et hjælpearbejde i nabolaget, og hun fortalte derefter om vores ordning med bibelstudier. Kvinden, hendes mand og deres 18-årige søn begyndte at studere og blev siden døbt.

En anden kvinde og hendes tre teenagedøtre tog imod et bibelstudium. Manden var modstander, selv om han betragtede sig som værende religiøs. En af døtrene foreslog at han kunne overvære et møde så han selv kunne se hvad der foregik, og det gik han med til. Nogle få dage senere inviterede vores søster familien over til middag. Til alles overraskelse gav manden sig til at tale om det han havde hørt ved mødet. Senere tog han imod et bibelstudium. I dag er alle i familien tjenere for Jehova.

Der er også andre der har studeret. Som et resultat af dette blev der i november 1991 oprettet en menighed der udelukkende bestod af nogle der boede i dette kompleks. Der er 46 forkyndere, og 80 overværede mindehøjtiden i 1995. Sandheden fra Guds ord kan trænge igennem til vanskeligt tilgængelige distrikter.

400.000 forkyndere — og der er stadig fremgang

Det er omtrent 100 år siden at sandhedens sædekorn første gang blev sået i Brasilien. Det skete pr. post. Efter cirka 25 år begyndte man i Brasilien regelmæssigt at oversætte  Vagttårnsselskabets publikationer til portugisisk og at trykke dem i Rio de Janeiro. I løbet af de næste 25 år blev omkring 1000 brasilianere Jehovas vidner og begyndte at tage del i udbredelsen af den gode nyhed om Guds rige. Men i april 1995 var der mere end 400.000 forkyndere. Kan man forvente yderligere vækst?

Jesus Kristus forudsagde at Rigets budskab skulle forkyndes „på hele den beboede jord“ før enden ville komme. (Matt. 24:14) I hvilken udstrækning er der blevet forkyndt i Brasilien? De første møder der blev holdt i Brasilien af Jehovas Vidner (dengang kendt som bibelstudenterne), var i São Paulo og Rio de Janeiro. Disse steder er der i dag mange menigheder som er fyldt med mennesker der elsker Jehova og tjener ham. I storbyen São Paulo er der nu 837 menigheder; i Rio de Janeiro er der 539, og i Salvador 276. I hele landet er der over 6650 menigheder af nidkære vidner for Jehova. Folk i mange af disse byer har mulighed for at høre Rigets budskab ofte, i nogle distrikter hver uge.

I de små byer og i landområderne er det ikke alle der får besøg så ofte. Omkring 350 småbyer (med en anslået befolkning på i alt 1,5 millioner) samt store landområder hører ikke ind under nogen menigheds distrikt. Der forkyndes ikke regelmæssigt i disse områder, men man forsøger at nå ud til dem hvert halve år.

Kunne flere, både i de større byer og i de fjerntliggende egne, blive hjulpet til forståelse af Bibelens budskab? I et forsøg på at nå ind til folks hjerte blev der i april og maj 1995 gjort en særlig indsats for at kontakte folk personligt og give dem traktaten Hvorfor er livet så fyldt med problemer? (Rigets Nyheder nr. 34). Der var blevet trykt over 34.000.000 eksemplarer som var sendt ud til menighederne. Da en mand modtog traktaten, sagde han: ’Her i formiddag  har jeg netop stillet mig selv det spørgsmål og talt med andre om det.’ En kvinde sagde: ’Det har jeg spurgt mig selv om i mange år, men jeg havde ikke troet jeg ville få svar på det.’ En anden kvinde skrev til Selskabet: „Jeg blev så glad for traktaten at jeg vil bede jer om et bibelstudium. Mange tak.“

Jehovas vidner i Brasilien føler ikke at deres arbejde er fuldført, eller at der ikke kan gøres mere i overensstemmelse med Jesu profetiske befaling om at forkynde Riget. Selv i områder der bliver gennemgået ofte, er der mange som ikke træffes hjemme. Folk er måske på arbejde, ude for at handle eller på besøg, eller de sover længe for at lade op til den kommende uge. Forkynderne er interesserede i disse mennesker. En rejsende tilsynsmand i Porto Alegre i Rio Grande do Sul brugte således denne fremgangsmåde: Han erkendte at folk gerne ville sove længe på kolde vinterdage fordi sengen var det sted hvor der var varmest. Kredstilsynsmanden og hans ledsager gik rundt om en blok og bankede kun på de steder hvor der var tegn på liv. De gik rundt om en blok ni gange, og for hver omgang var der nye som var stået op. Det lykkedes dem at sprede publikationer alle steder og derved bane vej for genbesøg.

Mange i Brasilien er interesserede i Bibelen, og Jehovas vidner er ivrige efter at hjælpe dem til at forstå den og lære dem at leve efter den. På nuværende tidspunkt leder forkynderne over 500.000 bibelstudier med enkeltpersoner og familier. I 1995 tog Jehovas vidner bogen Kundskab der fører til evigt liv i brug. Den er udarbejdet på en sådan måde at folk der er ret indstillet, vil få kendskab til den grundlæggende bibelske lære endnu hurtigere end før. Foruden dem der tager imod denne hjælp, er millioner af andre i landet  glade for at modtage de bibelske publikationer forkynderne uddeler; det fremgår af at der i tjenesteåret 1996 blev spredt 2.334.630 bøger, 21.168.979 blade og 2.787.032 brochurer.

Vore brasilianske brødres og søstres teokratiske interesser er ikke begrænset til Brasilien. Mange pionerer herfra er flyttet til lande hvor der er større behov, lande hvor der ikke har været forkyndt i så stort omfang. Afdelingskontoret i Cesário Lange dækker desuden behovet for bibelske publikationer til brug i forkyndelsen i Angola, Argentina, Bolivia, Moçambique, Paraguay, Portugal, Tyskland og Uruguay. Der har været udført et stort arbejde indtil nu, men alligevel synes arbejdet at have stadig større fremgang år efter år.

Det har været en stor glæde

Det har været et stort arbejde at forkynde i Brasilien, men det har været et glædebringende arbejde. Sandt nok har der også været vanskelige perioder. Men det er  hjertevarmende at vi med egne øjne kan se at Jehova velsigner sine loyale tjeneres virke.

Erich Kattner kan stadig huske hvordan han tilbage i 1939 og 1940 forkyndte i Brasiliens landområder og ofte måtte sove i det fri med sin forkyndertaske som hovedpude. Dengang var der kun nogle få hundrede forkyndere i hele landet, og det var sjældent at folk ejede en bibel. Når han skulle skaffe bibler til uddeling til de interesserede, måtte han opsøge det lokale bibelselskabs agentur, men efter nogen tid ville de ikke sælge flere bibler til ham. Han siger: „Jeg havde den store oplevelse og den forret at overvære stævnet ’En evigvarende god nyhed’ i New York i 1963, hvor Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter blev udgivet på seks sprog, deriblandt portugisisk. Jeg var især Jehova taknemmelig for at modtage den på portugisisk eftersom jeg kunne bruge den i mit distrikt i Brasilien.“ Siden 1967 har hele Ny Verden-Oversættelsen, fra Første Mosebog til Åbenbaringen, været tilgængelig på portugisisk. Det har været en stor velsignelse for bibelundervisningsarbejdet i Brasilien. Antallet af aktive tjenere for Jehova i dette land er steget fra 30.118 i 1963 til mere end 436.000 i 1996.

Augusto Machado er taknemmelig for den hjælp han modtog af en af de første missionærer der blev sendt til Brasilien. Han husker også det første af Jehovas Vidners stævner som han overværede. Det var i Rio de Janeiro. N. H. Knorr og M. G. Henschel fra New York var til stede. Tilhørerskaren var på blot 1064. Et af foredragene hed: „Kærlighedens langt bedre vej.“ Broder Machado fortæller: „I 1958 var jeg så blandt den privilegerede skare på 253.922 som kunne overvære det ottedages internationale stævne i New York. Den samme kærlighedens ånd prægede begge stævner. . . . Da jeg vendte tilbage fra New York, var jeg mere end nogen sinde  overbevist om at Jehovas vidner, frigjort fra race- og stammemæssige splittelser, udfører et verdensomspændende bibelundervisningsarbejde uden sidestykke i historien.“

I 1985 så han et slående vidnesbyrd om hvad dette undervisningsarbejde har udrettet i Brasilien. Han havde da den forret at tale ved et internationalt stævne der blev holdt samtidig i São Paulo og Rio de Janeiro. Det samlede tilhørertal nåede op på næsten 250.000, og de fleste kom fra Brasilien. Ti år senere, da Jehovas Vidners menigheder overalt i Brasilien samledes for at fejre mindet om Kristi død, var der mere end 1.144.000 til stede.

Overalt har Jehovas indviede tjenere i dag mange grunde til glæde trods de vanskelige tider vi lever i. Det rører os dybt når vi grunder over det Jehova har gjort for os, og det han har lovet os i fremtiden. Fra alle nationer, deriblandt Brasilien, bliver de „kostbare skatte“ indsamlet til Jehovas åndelige tilbedelsessted. (Hag. 2:7) Som Salme 144:15 så rigtigt siger: „Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!“

 [Kort/​illustrationer på side 167]

Amazonfloden

Manuas

AMAZONAS

MATO GROSSO

Cesário Lange

RIO GRANDE DO SUL

Belém

Fortaleza

Recife

Salvador

Rio de Janeiro

São Paulo

[Illustrationer]

1. Strand ved Recife

2. Rio de Janeiro

3. Regnskov i Amazonas

4. Forkyndelse på Amazonfloden

5. Afdelingskontoret i Cesário Lange

 [Helsides illustration på side 124]

[Illustration på side 126]

Alston og Maude Yuille tog tjenesten op i Brasilien i 1936

[Illustration på side 126]

Charles Leathco, fra Gileads første klasse, tjener stadig på Betel i Brasilien

[Illustration på side 133]

Rotationspresse installeret i São Paulo i 1973

[Illustrationer på side 134]

Ved stævnet „Guds sejr“ i São Paulo var det hjertevarmende for de delegerede at se frugten af deres forenede forkyndelse

[Illustration på side 142]

’Stævneparken’ i Salvador der er delvis overdækket

[Illustration på side 145]

Afdelingskontorets udvalg (fra venstre mod højre): Massasue Kikuta, Karl Rietz, Amaro Santos, Östen Gustavsson, Augusto Machado, Fred Wilson

[Illustrationer på side 150]

Ved indvielsen i 1981 gav Lloyd Barry tilskyndelsen: ’Giv forkyndelsen af den gode nyhed jeres fulde opmærksomhed’

[Illustration på side 156]

Over 39.000 er blevet oplært på Pionerskolen. Her ses en klasse i Sorocaba i São Paulo

[Illustration på side 158]

Missionærer og andre heltidstjenere der er udgået fra Gilead, ses her sammen med deres ægtefæller under zonetilsynsmandsbesøget i 1996

[Illustrationer på side 162]

Offset-rotationstrykkemaskiner og MEPS var betydningsfulde faktorer med hensyn til at opnå samtidig udgivelse

[Illustration på side 170]

Båd der bruges i forkyndelsen af den gode nyhed i Amazondeltaet

[Illustrationer på side 175]

Frivillige fra andre lande hjalp de lokale forkyndere med opførelsen af afdelingskontoret; her er det familien Harley (øverst) og familien Colwell

 [Illustrationer på side 176, 177]

 Afdelingskontoret hvorfra mere end 430.000 brasilianske forkynderes virke organiseres

 [Illustrationer på side 192]

Jehovas vidner i Brasilien har nu seksten stævnehaller til deres rådighed

[Illustrationer på side 193]

Der er behov for flere rigssale. Hurtige byggemetoder har været en hjælp

[Illustration på side 194]

I nogle menigheder ydes der særlig hjælp til døve og blinde

[Illustration på side 205]

Erich Kattner glædede sig over at „Ny Verden-Oversættelsen“ blev udgivet på portugisisk

[Illustration på side 207]

Augusto Machado har set slående vidnesbyrd om hvad bibelundervisningsarbejdet i Brasilien har resulteret i