Virksomheden i hele verden

Opsøg folk hvor de er

Apostelen Peter og nogle af hans venner var erfarne fiskere. Men til tider kunne de slide i det hele natten uden at fange noget. Ved to sådanne lejligheder fortalte Jesus dem hvor de skulle sænke nettene. De fulgte hans råd, og begge gange fik de usædvanlig mange fisk i nettet. Ved begge lejligheder gav Jesus disciplene instruktioner om forkyndelsen. (Luk. 5:1-11; Joh. 21:1-17) Gennem „den trofaste og kloge træl“ fortsætter han med at give råd om hvordan forkyndelsen skal udføres for at give de bedste resultater. — Matt. 24:45-47.

I det forløbne år er alle Jehovas vidner blevet tilskyndet til at gøre en indsats for at nå ud til flere mennesker med den gode nyhed. For det første er vi blevet opfordret til at være opmærksomme på muligheder for at aflægge et vidnesbyrd hver dag. For det andet er det blevet understreget at hvis man kun træffer få hjemme, vil det være klogt at forkynde for folk dér hvor de kan træffes.

I den senere tid har brødrene i Peru haft mottoet: „Opsøg folk hvor de er!“ Vi forkynder ikke for huse, men for mennesker.  Mange er ikke hjemme om formiddagen, hverken i hverdagene eller om søndagen. Hvor er de? De er på arbejde, befinder sig på bus- og togstationer, på gaden, på markedspladsen eller sidder i en park. Vore brødre opsøger dem derfor disse steder.

I Mexico er hus-til-hus-forkyndelsen fortsat den mest anvendte metode når den gode nyhed om Guds rige skal forkyndes. I det forløbne år har vore brødre imidlertid forsøgt at kontakte folk dér hvor de er, og nogle forkyndere og pionerer har derfor stået ved busstoppesteder tidligt om morgenen eller har forkyndt i hospitalernes venteværelser, på gaden, på parkeringspladser og i offentlige parker. Man kan finde forkyndere overalt og på alle tidspunkter, dag og nat. En menighed har arrangeret gadearbejde på gruppebasis fem gange om dagen hvor forkynderne henvender sig til folk ved busstoppesteder eller lignende samlingspunkter. Forkynderne begynder klokken seks om morgenen og træffer folk der aldrig før har talt med Jehovas vidner. En mand der en morgen var på vej til arbejde, blev kontaktet af en forkynder. Da manden kom hjem om aftenen, så han flere forkyndere på gaden og besluttede sig for at bede en forkynder aflægge ham et besøg.

Nogle forkyndere var i begyndelsen tilbageholdende med at henvende sig til folk på offentlige steder. Men de der gjorde det, fik gode resultater. En søster i Australien fortæller: „Jeg er af natur genert og reserveret; faktisk har jeg meget svært ved at tale med folk om sandheden selv om lejligheden byder sig. Men så blev jeg opfordret til at prøve at forkynde på andre måder; jeg vidste at jeg måtte forsøge. Jeg bad Jehova om hjælp til at overvinde mig selv og besluttede mig for at gå i gang. Men jeg var stadig nervøs og tilbageholdende, og det plagede min samvittighed.“ Så en dag i bussen stak hun en medpassager et smil og begyndte at tale med hende. Dagen efter tilbød hun den unge kvinde en traktat. Da forkynderen mødte hende en  uge senere, fortalte hun kvinden at hun var på vej hen for at besøge en som hun læste Bibelen med. Til hendes overraskelse ville den unge kvinde gerne med. Kort efter blev der påbegyndt et studium med kvinden over ’Kundskabsbogen’.

Forkyndere i Argentina har oplevet at folk som ikke har villet tale med Jehovas vidner når de kommer til døren, gerne vil tale med dem på gaden. Alt hvad der skulle til, var at man stillede dem et aktuelt spørgsmål, for eksempel: „Går du ind for dødsstraf?“ I et andet tilfælde fortalte en kvinde som blev truffet på gaden, at hun altid gerne har villet tale med forkynderne, men at hendes mand var imod det. Nu hvor hun ikke var derhjemme, følte hun sig fri til at tale med dem. Efter en lang samtale sagde hun ja til at læse Bibelen sammen med en af forkynderne i dennes hjem.

To forkyndere i USA gik hen til en parkeret bil og tilbød den unge kvinde i bilen to blade. De fortæller: „Da hun rakte ud efter bladene, begyndte hun at græde. Vi så at hun sad og læste i Bibelen. Hun fortalte at hun gerne ville behage Gud, men ikke vidste hvordan hun skulle bære sig ad.“ Kvinden sagde til dem: „Jeg har bedt Gud om at sende nogen der kunne hjælpe mig.“ Det var ikke vanskeligt at påbegynde et bibelstudium med hende.

En ihærdig gruppe forkyndere i New Zealand har skrevet følgende om forretningsforkyndelse: „Vi har besøgt 650 forretninger, og flertallet af indehaverne og lederne reagerede positivt på vort besøg selv om de havde travlt. Forbavsende mange har en bibel med på arbejde.“

Nogle brødre i Østrig har reageret positivt på opfordringen til utraditionel forkyndelse og begynder i forkyndelsen klokken halv seks om morgenen. De tager hen til de rastepladser i nærheden af grænsen hvor lastbilchaufførerne overnatter. Mange af lastbilerne kommer fra Østeuropa, og nogle af chaufførerne har aldrig før hørt om Jehovas Vidner. Brødrene  har publikationer på 20 sprog, og på blot to timer kan tre til fire forkyndere sprede mellem 50 og 70 blade. Det er vanskeligt at aflægge genbesøg, men de håber at nogle af de sædekorn de sår, vil slå rod og vokse. — Præd. 11:1.

En søster i Italien forestillede sig at nogle af dem der ikke var hjemme, måtte være på stranden. Her mødte hun en ung mand fra Senegal som modtog bogen Menneskets søgen efter Gud. Inden havde hun skrevet i den: „Jeg håber at du vil finde den sande Gud, ham der har lært mig og min familie at respektere folk af alle racer, farver og sproggrupper.“ Han besluttede sig for at opsøge Jehovas vidner når han kom tilbage til Senegal. Til hans store overraskelse havde Jehovas vidner studeret med hans mor mens han havde været borte. Inden længe deltog hele familien i studiet.

En kredstilsynsmand i Peru tog en gruppe forkyndere med til en busstation for at forkynde. Her var der fyldt med mennesker. Der holdt busser overalt. Det var ikke svært at indlede samtaler med de patruljerende politibetjente, med de handlende der solgte madvarer til de rejsende, eller med folk i almindelighed. En broder gik op i en bus der var fyldt med passagerer, og med chaufførens tilladelse holdt han to blade op og sagde: „Jeg har de sidste numre af Vagttårnet og Vågn op! som De kan læse på rejsen.“ Der blev helt stille et stykke tid, men så sagde en mand nede bag i bussen: „Jeg vil gerne have to.“ En anden ville også gerne have bladene, og inden længe begyndte andre også at bede om dem og gav beskedne bidrag til arbejdet. Broderen spurgte så om der var nogle der gerne ville have besøg når de kom hjem. Flere oplyste med glæde deres navn og adresse. En ældre dame sagde så højt at alle kunne høre det: „Nu må du sørge for at der kommer nogen og besøger mig. Jeg vil gerne forstå Bibelen bedre.“

En forkynder i USA lagde mærke til at highschool-eleverne samledes i nogle bestemte gader i nærheden af skolen i  spisefrikvarteret. En gruppe forkyndere forberedte sig godt og fik gode resultater da de henvendte sig til eleverne.

Nogle forkyndere har lært andre sprog for at kunne nå ud til bestemte befolkningsgrupper. På Shetlandsøerne nord for Skotland lærte to pionerer sig russisk så de kunne forkynde for de russiske sømænd der hvert år tilbringer seks måneder med at fiske i området. Pionererne bruger en speedbåd til at sejle ud til de større skibe som mændene arbejder på.

En pionersøster på Hawaii ville gerne forkynde i lufthavnen, og mange tog med glæde imod publikationer. På hendes første tur i lufthavnen blev der oprettet flere studier. Hun talte med to unge soldater der lige var vendt hjem fra tjeneste i Egypten. En af dem fortalte at hans mor var et af Jehovas vidner. Han kom hen i rigssalen og ville gerne have et bibelstudium. Den anden soldat havde mange dybsindige spørgsmål fordi han i sit arbejde oplevede ting der fik ham til at tænke over meningen med livet. Også han kom hen i rigssalen og bad om et bibelstudium.

En pioner i Argentina synes at det er en fordel at gøre brug af telefonforkyndelse. Hver dag når hun kommer hjem fra tjenesten, ringer hun til et eller to numre. Hun fortæller: „En dag ringede jeg et nummer op, og en pige tog telefonen. Jeg spurgte hende om hun mente at man kunne stole på andre. Hun svarede studst nej. Jeg præsenterede mig og forklarede at jeg havde ringet for at forsikre hende om at der findes mennesker man kan stole på til trods for den almindelige holdning i verden. Hun holdt fortsat på at hun ikke kunne stole på nogen, heller ikke i familien, ikke engang sin egen mor. Jeg begyndte at bruge Bibelen. Hun fortalte at hun havde forsøgt at læse Bibelen, men ikke forstod den. Jeg nævnte at Gud og Jesus er interesserede i mennesker, og det samme er vi. Vi aftalte at mødes ved indgangen til rigssalen. Men hun kom ikke. Jeg ringede med det samme til hende, og hun forklarede at hendes far var blevet indlagt  på hospitalet, og at hun havde prøvet at ringe til mig. Vi aftalte igen at mødes, og denne gang kom hun. Hun blev forbløffet over den velkomst hun fik, især af de unge Jehovas vidner. Hun studerer nu ’Kundskabsbogen’ to gange om ugen, gør gode fremskridt og kommer til alle møderne. Et godt resultat af telefonforkyndelse!“

Det er stadig en stor udfordring at bringe den gode nyhed ud til folk der bor i de afsidesliggende egne af Island. En missionær på østkysten gør god brug af telefonen. Hver måned rejser han cirka 300 kilometer for at besøge en gruppe interesserede og studere med dem. Under hvert besøg holder han også et foredrag og leder vagttårnsstudiet. Disse interesserede holder deres ugentlige bibelstudium over telefonen. Ved at benytte to telefonlinjer og anvende telefoner med medhør har det været muligt for op til fem personer i tre forskellige hjem at studere samtidig. Før studielederen læser spørgsmålet, siger han hvem af studiedeltagerne der skal besvare det. Det er til stor opmuntring for dem alle at studere Bibelen på denne måde. Hver uge ledes der mindst seks sådanne studier.

Da en søster på Bahamaøerne gennem længere tid skulle pleje sin syge mand, forkyndte hun ved at skrive breve. Hver formiddag brugte hun nogen tid på at skrive breve til kvinder som hun fandt i telefonbogen. Hun benyttede noget stof fra ’Ræsonnerebogen’ og tilbød et gratis hjemmebibelstudium. En dag ringede en kvinde til søsteren og sagde at hun meget gerne ville have et bibelstudium. Damen fortalte at hun, da hun havde fået brevet, havde sagt til en kollega at Gud nok syntes at hun burde læse i Bibelen. Trods stærk modstand fra sin mor og fra en præst gjorde kvinden gode fremskridt. Hun begyndte at komme fast til møderne, meldte sig ud af kirken og er nu blevet døbt.

En 79-årig søster fra Japan der bor på landet, har alvorlige helbredsproblemer. Men af taknemmelighed over for Jehova er hun pioner. Af helbredsgrunde må hun hver dag spadsere i  to til tre timer. Hun bruger stok og læner sig til en barnevogn. Hun henvender sig venligt til folk, taler med bønderne på markerne og noterer omhyggeligt adressen op på de interesserede. Det har medført at hun har en bladrute hvor hun besøger over 100 personer, spreder 600 blade om måneden, rapporterer omkring 200 genbesøg og leder tre bibelstudier.

Nogle forkyndere har været i stand til i åndelig forstand at sænke deres net i nogle vande hvor der kun har været forkyndt i begrænset omfang. I Mexico findes der, især langs bjergkæderne i staten Oaxaca, nogle distrikter som er svært tilgængelige og derfor sjældent gennemarbejdes. Her taler man ikke spansk, men dialekten mixe eller mazateco. I de senere år er nogle brødre fra Tehuacán i staten Puebla begyndt at rejse til forskellige byer i dette område for at forkynde. Femogtyve pionerer der er kommet for at hjælpe, bor og arbejder nu i området. Der er desuden 15 lokale pionerer. Det har medført gode resultater, for der er nu 13 menigheder dér.

Et ægtepar der havde boet 28 år i udlandet, gik på førtidspension og vendte tilbage til Filippinerne for at være pionerer. De bor i Cavite og tager til Trece Martires, en tur der tager en time hver vej. Er det anstrengelserne værd? For halvandet år siden var der kun 19 forkyndere i menigheden. Ægteparret leder nu 28 bibelstudier, og hele menigheden har for nylig rapporteret 98 bibelstudier. Et virkelig frugtbart distrikt.

Mange af vore brødre har først arbejdet i områder med et særligt behov i deres eget land og er siden flyttet til andre lande. I de forløbne år er omkring 40 forkyndere (ugifte brødre og søstre, unge ægtepar og hele familier) fra Canada, USA, Frankrig, Tyskland, Spanien, Sverige og Japan flyttet til Honduras. Mange af dem kom fra Quebec. De var tidligere flyttet til Quebec for at hjælpe, men da arbejdet var blevet godt etableret i denne del af Canada, begyndte de at se sig om efter nye „fiskepladser“. Og i denne nye arbejdsmark opnår de gode resultater.

 Afrika

I sit første brev til korintherne skrev apostelen Paulus: „Nu har vi ikke fået verdens ånd, men den ånd som er fra Gud, for at vi kan kende det som Gud i sin godhed har givet os.“ (1 Kor. 2:12) Denne ånd har virkelig kendetegnet Jehovas vidner i Afrika, og den har skilt dem ud fra den selviske og turbulente verden der omgiver dem.

Jehovas vidners neutralitet, upartiskhed og kærlighed er medvirkende til at folk føler sig tiltrukket af Jehovas ord og hans organisation. I den forbindelse skriver en broder fra Zaire: „I landsbyen Monigi i udkanten af Goma kommer hutuer og tutsier ikke længere i kristenhedens kirker, da de frygter for at blive angrebet af hinanden mens de er i kirke! Siden størsteparten af flygtningene er vendt tilbage til Rwanda, véd den tilbageværende befolkning i de to nærliggende landsbyer at det eneste sted hvor hutuer og tutsier kan samles i fred, er i Jehovas Vidners rigssal. Derfor har mange af dem bedt om et bibelstudium.“

Efter 30 års borgerkrig i Angola oplever landet nu en periode med relativ fred. Jehovas vidner benytter situationen til  at få den gode nyhed om Guds rige forkyndt. I nogle områder er der overvældende resultater. Efter fire år lykkedes det endelig en kredstilsynsmand at besøge en bestemt menighed i den nordlige provins Uíge. Der blev arrangeret et offentligt foredrag, og de 75 forkyndere var ovenud begejstrede da 794 overværede det. I den sydlige del af landet er der oprettet missionærhjem i Benguela og Namibe. Eftersom 108.394 overværede mindehøjtiden og der er 28.969 forkyndere i landet, er der meget at gøre.

En pionersøster i Addis Abeba i Etiopien var på vej hjem efter at have været i forkyndelsen. I døren til et hus sad en kvinde med et barn i skødet. Pludselig rev det fireårige barn sig løs og løb hen mod vores søster med udstrakt hånd for at hun skulle hilse på hende. Søsteren, der ikke kendte familien, greb lejligheden til at henvende sig til moderen og spørge om ikke de kunne tale sammen indenfor. Da pioneren begyndte at fortælle kvinden om håbet om Riget, begyndte kvinden at græde. Da søsteren spurgte hvad der var galt, fik hun at vide at kvinden havde planlagt at tage gift. Hun havde netop bedt til Gud og spurgt ham hvorfor han havde forladt hende, da barnet tiltrak sig søsterens opmærksomhed. Kvinden fortalte om sine mange problemer, og vores søster trøstede hende. Det resulterede i et bibelstudium. Trods modstand fra familien gør hun gode fremskridt i sandheden.

Stella, der studerer på universitetet i Nigeria, søgte efter sandheden. Efter at have tilhørt pinsekirken i nogle år mente hun at hun havde fundet den rette tro. Hun besluttede sig for at skrive en bog der skulle vise at alle andre trosretninger var forkerte. Men da hun lavede en liste over alle de trossamfund hun kendte, gik det op for hende at hun ikke kendte særlig meget til Jehovas Vidner. „Jeg vil overvære deres møder i tre måneder og finde ud af hvad de tror på,“ sagde hun til sig selv. Samme weekend overværede hun et kredsstævne. Da programmet  var forbi, var hun begyndt at tvivle på om hun nu også tilhørte det rette trossamfund. Den næste uge kom hun hen i den lokale rigssal. Hun læste også alle de publikationer af Jehovas Vidner hun kunne få fat i. Efter det tredje møde gik hun hen til en af menighedens ældste og sagde: „Broder, døb mig. Jeg er nu en af jeres.“ Broderen forklarede at der var noget hun skulle vide før hun kunne blive døbt. Han gav hende dernæst en bog som hun måtte læse. Stella læste den på to dage hvorpå hun gik hen til ældstebroderen og sagde: „Nu er jeg færdig med bogen, broder. Døb mig nu.“ Ældstebroderen sørgede for at en søster kunne læse med hende, og nogle få måneder senere blev Stella døbt.

Vore brødre i Mali erkender at de kristne møder hører med til de kærlige foranstaltninger Gud har truffet til gavn for sine tjenere. Det vil de også gerne have de nyinteresserede til at forstå, så de gør en særlig indsats for at få de nye til at føle sig godt tilpas ved møderne. En af de interesserede har skrevet: „Første gang jeg kom i rigssalen, blev jeg meget forbavset over at se alle de smilende ansigter og mærke den kærlighed man viste mig. Jeg kom nogle få minutter for sent, så jeg satte mig ned for mig selv. Med det samme gav et ungt par mig en bibel og et eksemplar af Vagttårnet. Efter mødet kom næsten alle i rigssalen hen og gav mig hånden og sørgede for at jeg følte mig godt tilpas. Jeg tog derfra med tre bøger — Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen, Det største menneske der har levet og Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Samme aften begyndte jeg at læse, og nu lærte jeg for første gang at Guds navn er Jehova.“

I Sierra Leone blev Stephen mobbet i skolen fordi han ikke deltog i kammeraternes umoralske samtaler eller begik utugt. Uden at han vidste det, havde nogle skolekammerater skrevet et kærestebrev i hans navn til en pige på skolen. Pigen henvendte sig til ham og sagde: „Jeg har fået dit brev, og jeg vil  gerne være din kæreste, men du har ikke henvendt dig til mig.“ Broderen var forbavset og svarede at han ikke havde skrevet noget brev til hende. Næste dag tog han bogen Unge spørger — Svar der duer med i skole. Han samlede sine klassekammerater og pigen og snakkede med dem om afsnittet „Kønsmoral og anden moral“. Senere gentog hans klassekammerater spøgen. Men vores unge broder brugte igen bogen Unge spørger . . . til at ræsonnere med dem om kristen adfærd. Efter nogen tid forlod de fleste af hans „plageånder“, som han kaldte dem, skolen. De der stadig er tilbage, har stor respekt for ham fordi han modigt holder fast ved en høj moral.

Forkynderne i Swaziland har ikke svært ved at sprede ’Kundskabsbogen’, og en pioner har skrevet om en kvinde som hun har læst ni kapitler med i løbet af ti besøg. Hun fortæller om eleven: „Hun er ikke gået glip af et eneste møde siden det første studium. I Swaziland er det svært at få arbejde, så når man får tilbudt et arbejde, tager man ivrigt imod det selv om lønnen er dårlig. Damen har en nabo som spurgte hende om hun ikke ville med hen på det lokale kasino, hvor man søgte personale til at være croupierer. Det afslog min elev med den begrundelse at hun ikke ville gå glip af sit bibelstudium senere på aftenen. Naboen tilbød så at betale hendes taxa så hun kunne nå at være tilbage til tiden. Men hun afslog stadig. Da hun fortalte mig om episoden, spurgte jeg hende hvorfor hun ikke mente at kristne kunne arbejde i et kasino. Hun sagde at ud fra det hun havde lært gennem sit studium af Bibelen, bryder Jehova sig ikke om hasardspil. Hun tilføjede: ’Og da jeg elsker Jehova og gerne vil gøre hans vilje, hvordan kunne jeg så arbejde i et kasino?’“ Pioneren blev ved: „Men det giver godt, og det ville hjælpe dig til at købe det du behøver. Tror du ikke Jehova vil forstå det?“ Eleven pegede på ’Kundskabsbogen’ og fortalte pioneren at hun havde set at Jehova i Mattæus 6:33 lover at han altid vil tage sig af hende og hjælpe hende med hendes problemer hvis hun sætter ham først.

 Asien og øerne i Stillehavet

Afdelingskontoret i Indien fører tilsyn med et enormt distrikt — cirka en sjettedel af jordens befolkning. I juli rapporterede Indien sin 23. forkynderrekord i træk. Oversættelsesafdelingen har intensiveret sit arbejde for at tilvejebringe publikationer på flere sprog, hvoraf nogle tales af flere millioner. ’Kundskabsbogen’ blev sidste år trykt på 11 af de sprog der tales i Indien. Brochuren Hvad kræver Gud af os? er blevet udgivet på 20 sprog.

Sidste tjenesteår har man for første gang trykt en af vore firfarvede brochurer på sprogene assamesisk, khasi, konkani (devanagari), manipuri og tibetansk. For at kunne nå de 250 millioner der bor i den østlige og nordøstlige del af landet, har man især koncentreret sig om at oversætte til otte af de store sproggrupper hvorpå man kun har få eller slet ingen publikationer. Brødre arbejder flittigt i harmoni med det profetiske løfte om at folk af ’alle nationer og stammer og tungemål’ vil stå som godkendte foran Jehovas trone når den gamle ordning ophører. — Åb. 7:9, 10.

 Selskabets videofilm hjælper folk til at få kendskab til omfanget af Jehovas Vidners virke. Et ægtepar i Australien besluttede sig for at gøre god brug af filmene og lavede en liste over dem de kunne vise de forskellige film. Blandt dem der gerne ville se en eller flere af filmene, var familiens læge, revisor og postbud, en af kristenhedens missionærer som de havde mødt på en restaurant, samt en lokal præst. I løbet af kort tid viste ægteparret ’Organisationsfilmen’ for 70 personer, Bibelen — nøjagtig historie, pålidelig profeti for 35, og Purple Triangles for 19. Otte af dem de har vist filmene, studerer nu ’Kundskabsbogen’, og fire er blevet forkyndere.

På Salomonøerne bliver der lagt et stort pres på folk for at få dem til at forblive inden for det traditionelle familiemønster, og det er derfor meget vanskeligt for de interesserede i visse klaner at tage imod sandheden fra Bibelen. Der gik for eksempel ikke lang tid før en kvinde der gerne ville studere Bibelen, blev udsat for pres fra et væld af slægtninge. Det er skik og brug at slægtninge besøger en familie i dagevis, hvor de fylder huset og forventer at blive bespist. Kvinden fortsatte imidlertid med at studere brochuren Evigt liv på jorden. Til hendes overraskelse indvilligede hendes mand, der er regeringsembedsmand, også i at studere. Der gik ikke lang tid før han indså at familien måtte have et familiestudium, og de gjorde det klart for de slægtninge der kom på besøg, at dette studium ikke måtte afbrydes. Slægtningene fik også at vide at det ikke længere var tilladt at tygge betelnød, ryge tobak eller drikke for meget øl i deres hjem. Der gik ikke lang tid før den evige strøm af besøgende tog af. Manden er kendt i samfundet, og folk var forbløffede over at se de forandringer han gjorde. Som døbt forkynder bruger vores nye broder mange timer på at fortælle andre om sandheden, og folk spørger ham ofte: „Hvad går din nye tro ud på?“ Hans kone og børn fortsætter også med at gøre gode fremskridt.

Da Jehovas vidner på Tahiti begyndte at tale med Rémy og den pige han boede sammen med, var han medlem af en  kick-boxing-klub. Han havde vundet adskillige kampe og var derfor blevet udvalgt til også at bokse uden for Tahiti. Han følte sig usårlig. Han spillede på kasinoer, og derhjemme skændtes han med den pige han boede sammen med. Han var i det hele taget meget egoistisk. Kunne sandheden virkelig hjælpe en sådan person? Trods modstand fra familien indvilligede han i at studere. Sandheden fra Bibelen ændrede gradvis hans indstilling. Han sagde sit arbejde op da det var i modstrid med de bibelske principper, og han holdt op med at bokse og spille hasard. Skænderierne i hjemmet tog af. Han giftede sig med sin samleverske, og hans holdning til livet ændrede sig radikalt. Nu sætter han stor pris på de åndelige skatte som han og hans familie har fået del i fordi han har fået kundskab om den sande Gud, Jehova.

Thongpliu er en søster fra Thailand der kun har fået en begrænset skoleuddannelse. Hun er pioner og giver på den måde tjenesten for Jehova en fremtrædende plads i sit liv. Da hun en søndag eftermiddag var på vej til rigssalen, bemærkede hun at døren til et stort hus stod åben. Der havde aldrig været nogen hjemme når hun havde besøgt huset. Thongpliu tog mod til sig, gik hen til porten og kaldte på husets beboer. Damen i huset tog med glæde imod to blade. Da Thongpliu kom på genbesøg, spurgte damen hende hvilken uddannelse hun havde. Da hun svarede at hun kun havde gået fire år i skole, sagde damen forundret: „Hvordan kan det være at du så ved så meget som jeg ikke kender noget til? Jeg har en universitetsuddannelse.“ Damen betroede også vores søster at hun i sin bil med aircondition ofte havde kørt forbi Thongpliu, der gik i den brændende sol, og hun tilføjede: „Jeg vidste ikke hvor du skulle hen, men du så altid så glad og tilfreds ud. Måske ser jeg også glad ud på afstand, men hvis man ser rigtigt efter, vil man opdage at jeg ikke er lykkelig. Det må være din bibelkundskab der gør dig lykkelig. Vil du skaffe mig en bibel og læse den med mig?“

 Europa

Da to forkyndere i Letland gik fra hus til hus, traf de Svetlana, der lyttede da de læste Johannes 17:3 for hende. De viste hende hvordan man studerer Bibelen ved hjælp af ’Kundskabsbogen’. Efter studiet spurgte de hende hvornår hun kunne tænke sig at fortsætte. „I morgen,“ svarede hun høfligt. Når de efter hvert studium spurgte hende hvornår de skulle komme igen, svarede hun: „I morgen.“ Hver gang gennemgik de et kapitel i ’Kundskabsbogen’.

Da der var gået ti dage, sagde hun til den forkynder der ledede studiet: „Jeg vil gerne være et gudfrygtigt menneske. Hvad skal jeg gøre?“ Som hun var blevet tilskyndet til, begyndte hun og hendes børn straks at overvære møderne og betragte dem som en vigtig del af livet. Tredje gang hun overværede et møde, begyndte hun at kommentere. ’Kundskabsbogen’ blev gjort færdig på fire uger og en dag. Efter at have studeret kapitel 12 skaffede hun sig af med alle sine spiritistiske bøger. Efter kapitel 14 holdt hun op med at snyde og begyndte at betale for at køre med tog. Hun sagde: „Efter hvert  studium følte jeg mig mere og mere ren.“ Efter at have studeret kapitel 15 begyndte hun at holde familiestudium, selv om det var lidt hårdt i begyndelsen. Kapitel 18 overbeviste Svetlana om nødvendigheden af at forkynde og lade sig døbe.

Før Svetlana lærte sandheden at kende, havde hun levet et ret vildt liv. Efter en oplevelse der rystede hende meget, havde hun besluttet at kvitte sin tidligere livsstil, men livet forekom hende tomt. Det ændrede sig da hun begyndte at få kundskab om Jehova. Nu siger hun: „Jeg er så glad. . . . Jeg elsker Jehova og brødrene, og jeg håber at få lov til at leve i Paradiset sammen med mine børn.“ Efter blot fire uger blev hun udøbt forkynder, og ved det russiske stævne i Riga blev hun døbt.

Ryan på tolv år fra England skulle udarbejde og holde et foredrag for klassen om emnet: „Den person jeg beundrer mest.“ Her var der god mulighed for at aflægge et vidnesbyrd. Ryan besluttede sig for at holde et foredrag om Jesus Kristus. Han forberedte sig godt og holdt et indlæg på ti minutter, hvor han underbyggede det han sagde, med skriftsteder. Til slut tilbød han bogen Det største menneske der har levet til dem der var interesserede. De to eksemplarer han havde med, forsvandt hurtigt, og der var fem mere som gerne ville have en bog. Han tog seks eksemplarer med i skole den næste dag. Da de var væk, var der seks andre der også bestilte en bog. Den næste dag tog han syv bøger med, som han spredte, og han blev bedt om at tage to mere med.

På Færøerne fik nogle skoleelever til opgave at indsamle nogle oplysninger om Jehovas Vidner. Det der fandtes på skolen, var utilstrækkeligt og vildledende. Da en ung forkynder tilbød at tage noget materiale med, var reaktionen positiv. Hun gav også læreren videofilmen Jehovas Vidner og deres organisation. Han viste den for hele klassen, og senere på ugen blev den også vist for andre klasser.

 Da en ung politimand i Grækenland begyndte at studere sandheden, mødte han stærk modstand fra sin familie. Hans svigerfar tog den unge mands kone med hen til nogle præster og teologer og dernæst hen til biskoppen, der opfordrede hende til at lade sig skille fra sin mand; så skulle han nok finde en anden mand til hende. Men derhjemme kunne hun se at mandens bibelstudium havde en god indvirkning på hans opførsel, og hun lagde også mærke til hvordan de Jehovas vidner han kom sammen med, opførte sig. Hun begyndte at deltage i studiet, men hendes forældre lod på eget initiativ parrets datter døbe i den græsk-ortodokse kirke. Konens far truede med at tæve sin svigersøn, og sammen med to andre slægtninge gik de hen i rigssalen for at lave ballade. Men da den unge mand og hans kone tog et fast standpunkt for sandheden ved at lade sig døbe, lagde stormen sig. Nu studerer svigerfaderen og hans kone selv Bibelen. Svogeren, der var med henne i rigssalen for at lave ballade, og hans kone er også blevet døbt.

For at niårige Blagomira fra Bulgarien kunne få fornyet sit pas og komme med til sidste års områdestævne i Rumænien sammen med sin mor og sine bedsteforældre, skulle hun have sin fars underskrift. Faderen, der havde forladt familien før de blev Jehovas vidner, afslog konsekvent at hjælpe sin lille datter. Hun ringede ofte til ham og bad ham skrive under, men lige meget hjalp det. Om mandagen i stævneugen kom Blagomiras storesøster uventet på besøg og fortalte bedstemoderen at faderen godt ville underskrive ansøgningen om et pas. Uden anden forklaring gik hun igen. Ingen vidste hvornår og hvordan de kunne træffe faderen og få underskriften. Da Blagomira og hendes mor kom hjem fra forkyndelsen og hørte nyheden, bad de sammen til Jehova: „Hvis det er din vilje, Jehova, at vi skal rejse sammen til stævne, så hjælp os. Vi vil vente ved paskontoret i morgen formiddag.“  For at sikre sig at de var de første på kontoret, tog de to små stole med og gik hjemmefra klokken halv fem om morgenen. Efter et stykke tid gik Blagomira hen til faderens bopæl, som ikke lå ret langt fra paskontoret: Hun kyssede ham og spurgte: „Kommer du med nu, far? Mor og jeg har ventet uden for kontoret siden klokken ti minutter over fem i morges.“ Han trak med det samme i tøjet og gik med sin datter hen for at skrive under. Forbløffende nok var passet færdigt allerede næste dag, netop tidsnok til at familien kunne rejse den følgende morgen! Blagomiras mor forklarede sin datter at dette var et tydeligt vidnesbyrd om at Jehova er til, og at han elsker Blagomira. Hun sagde at det skulle give Blagomira et endnu stærkere ønske om at tjene ham for evigt. Efter stævnet gav Blagomira sin far den nye bog Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv.

Da en specialpioner i Polen gik på gadearbejde, traf hun en ung kvinde der inviterede hende hjem at besøge hende, og hun viste endda pioneren hvordan hun kunne finde derhen. Men da forkynderen kom på det aftalte tidspunkt, blev der ikke lukket op selv om hun kunne høre at der var nogen hjemme. Da vores søster forlod blokken, forkyndte hun for en ældre mand der viste interesse. Hun kom på genbesøg hos manden, og der blev oprettet et dejligt studium med ham og hans kone. Søsteren besluttede at besøge den unge kvinde igen. Da hun så på sine notater, opdagede hun at hun tidligere var gået ind i den forkerte opgang. Hun skyndte sig hen til den rigtige adresse, og kvinden var glad for at se hende. Da søsteren begyndte at undskylde, sagde kvinden: „Jeg fortalte min mand at jeg havde inviteret et af Jehovas vidner på besøg. Han ventede på dig for at smide dig ud. Jeg var meget bange og bad i mit værelse om at du ikke ville komme, men jeg er meget glad for at du er kommet i dag.“ Søsteren har nu to gode bibelstudier, og hun er overbevist om at englene har medvirket til dette.

 Amerika

En broder i Canada havde svært ved at forkynde uformelt og fortælle andre på sin arbejdsplads at han var et af Jehovas vidner. Men han lagde sagen frem for Jehova i bøn, tog mod til sig og kom i gang. Til at begynde med var hans kollega ikke interesseret, men da han fortalte ham om opstandelseshåbet, førte det til et bibelstudium. Samme aften sagde broderen i bøn: „Jeg lover dig, Jehova, at jeg aldrig mere vil forpasse en mulighed for at forkynde for andre og altid vil betragte dem som mine fremtidige brødre og søstre.“ Og det løfte har han holdt. På broderens næste arbejdsplads kaldte hans kolleger ham for Moses fordi han utrætteligt forkyndte for dem i hver eneste frokost- og kaffepause. Han gør god brug af Selskabets videofilm Jehovas Vidner og deres organisation. Ved begyndelsen af 1996 havde 394 personer på hans arbejdsplads set filmen, deri ikke medregnet deres familie og venner, og han har en venteliste på mange andre der også gerne vil se den. Efter at have arbejdet 14 år  på denne fabrik har vores broder været med til at lede 34 personer frem til dåb.

I Chile gjorde man i løbet af sommeren en særlig indsats for at nå ud til afsidesliggende distrikter. Mange familier brugte deres ferie på denne måde, og de fandt frem til folk der tørstede efter sandheden. Omkring 30.000 bor på mange små øer i den sydlige del af landet. Brødrene bestræbte sig for at nå ud til dem med fly. Hvor det var muligt, landede de og forkyndte for befolkningen. De steder hvor de ikke kunne lande, fløj de hen over landsbyerne og smed pakker ud med to blade, sådan at folk også disse steder kan få kendskab til hvad Jehova har til hensigt at gøre ved hjælp af sit rige.

I Den Dominikanske Republik er det ikke ualmindeligt at bibelstudieeleverne bliver så begejstrede for det de lærer, at de begynder at studere med andre før de selv har fået status som udøbte forkyndere. Efter at en mand i nogle måneder havde overværet møderne i en større by, flyttede han tilbage til sin hjemby i bjergene og begyndte at fortælle andre om det han havde lært. Da to pionerer kom ud til dette „ledige“ distrikt, sagde den ene efter den anden at Radhamés havde fortalt dem om det pionererne forkyndte. Omsider fandt brødrene Radhamés. Før han og hans familie fik deres eget bibelstudium, tog han pionererne med hen til dem han selv havde studeret med. Han og hans kone er nu døbt.

I Yacuiba i Bolivia sørgede et lokalt evangelisk trossamfund for at en tv-station viste en film der tilsyneladende var fremstillet af frafaldne. I betragtning af den dårlige virkning programmet havde, besluttede ældstebrødrene at tage hen på to tv-stationer og tilbyde at betale dem for at vise videofilmene Jehovas Vidner og deres organisation og Bibelen — nøjagtig historie, pålidelig profeti. Efter at have set Selskabets videofilm blev ejeren af radiostationen oprørt over de frafaldnes fordrejede fremstilling af Jehovas Vidner og tilbød gratis  at annoncere det områdestævne de kort efter skulle holde. Der kom usædvanlig mange til stævnet, og en hel del retsindige begyndte at stille gode spørgsmål når Jehovas vidner besøgte dem i forkyndelsen.

I Ecuador ville ledelsen på en stor glasfabrik gerne arrangere et kursus om familie- og moralværdier for sine ansatte. Personalechefen henvendte sig til nogle præster, men dér var ingen hjælp at hente. Da et af Jehovas vidner hørte om situationen, opsøgte han chefen og viste ham en liste over de mange forskellige emner der behandles i vore blade. Chefen var imponeret og udvalgte tre emner, tilrettelagde et totimers program for hele arbejdsstaben, som han delte op i syv grupper med 30 i hver. Tre kvalificerede brødre forestod undervisningen. Tilhørerne blev opfordret til at kommentere og stille spørgsmål. Da man drøftede emnet ærlighed, sagde en vagtmand at han mente at det ville være i orden at stjæle under visse omstændigheder. En anden tilsluttede sig og sagde: „Hvis min mor er syg og jeg ikke har penge, bliver jeg nødt til at stjæle. Skulle jeg blot lade hende dø?“ Som svar sagde broderen at han kendte en ung familiefar der skyldte tre måneders husleje. Han blev medlem af en bande tyve og blev dræbt under et røveriforsøg. Han efterlod sig en enke og tre børn. „På den anden side har ærlige mennesker som regel gode venner der hjælper dem i en nødsituation,“ forklarede broderen. Efter hvert program gav mange udtryk for at de værdsatte undervisningen. Andre gav brødrene deres navn og adresse og bad om at blive besøgt. Ledelsen tilbød et gratis eksemplar af den nye ’Familiebog’ til alle som ville have den. Det var der 66 der ville. Dernæst blev bogen Det største menneske der har levet udstillet i receptionen, og siden bogen Unge spørger — Svar der duer. Da erfaringen blev skrevet, kom der stadig bestillinger på bøgerne. Ledelsen var meget imponeret over den praktiske undervisning og vil gerne lave et nyt kursus om et halvt år.

 I Paraguay gav en pioner ’Kundskabsbogen’ til en kvinde som tilsyneladende var interesseret, men som skiftede emne da hun blev tilbudt et bibelstudium. Nogen tid efter sagde kvinden til pionersøsteren at det hun viste hende i Bibelen, ikke harmonerede med det hun selv troede på, og hun ønskede derfor ikke at forkynderen skulle komme mere. Men da pioneren nogle måneder senere besøgte hende for at give hende et særligt nummer af Vågn op!, lod det til at damen tålmodigt havde ventet på at søsteren skulle komme tilbage. Hun forklarede at hun havde læst ’Kundskabsbogen’, at den var fantastisk, og at hun efter at have læst kapitel 16 i bogen var begyndt at læse Bibelen med tre af sine naboer. Da vores søster kom tilbage sammen med sin mand, ventede kvinden dem. Men i stedet for at holde studiet i sit eget hjem tog hun dem med hen til naboen, som også havde været til stede ved nogle tidligere besøg. Sammen med denne nabo tog de hen til en anden nabo, hvorpå de alle fem gik hen til et tredje hus hvor der også var en dame der ventede på at få et bibelstudium! De gør alle gode fremskridt.

Da en søster i Uruguay gik fra hus til hus, kom en lille pige ud og lukkede op. Forældrene var ikke hjemme, så søsteren begyndte at forkynde for pigen, der viste stor interesse. Det endte med at forkynderen tilbød pigen et regelmæssigt bibelstudium, forudsat at hun fik forældrenes tilladelse. Hvordan ville forældrene reagere? Til forkynderens store overraskelse sagde moderen at det var helt i orden at forkynderen læste Bibelen med hendes lille datter, men hun spurgte om resten af familien ikke også måtte være med. Det måtte de selvfølgelig gerne. Nu holdes der et regelmæssigt bibelstudium med fire i denne familie, alt sammen fordi der blev forkyndt for en lille pige.

Man anslår at der i USA findes op mod to millioner døve der kommunikerer på amerikansk tegnsprog. Der er  mange udfordringer forbundet med at forkynde i dette distrikt. Nogle pionerer kører op til 300 kilometer om dagen for at besøge otte eller ni personer, hvoraf en del måske ikke er hjemme. Det kræver også initiativ at finde frem til de døve i distriktet. I nogle byer som sponsorerer arrangementer for døve, har nogle forkyndere der er dygtige til tegnsprog, fået tilladelse til at stille en bod op med en fin udstilling af vore publikationer til døve. De har også opstillet fjernsyn og videobåndoptagere så de kan vise nogle af vore videofilm på amerikansk tegnsprog. På den måde har de mulighed for at møde flere døve, sprede publikationer til dem og aftale at besøge dem. Ved et sådant arrangement fik brødrene navn og adresse på 40 personer som de ikke tidligere havde mødt.

En af de store begivenheder i Guyana det forløbne år var et bryllup hvor 79 par blev gift på én dag i menigheden i Baramita. Et medlem af afdelingskontorets udvalg holdt bryllupstalen, som blev tolket til caraibisk, og dernæst gentog hvert par ægteskabsløftet på caraibisk. Hvorfor valgte de 79 par at lade sig vie? Fordi sandheden fra Bibelen havde ændret deres holdning til livet. Over for Jehova og mange vidner indvilligede de i kun at leve sammen med én ægtefælle og følge den bibelske norm for et ærefuldt ægteskab. Tre dage senere gav 41 personer, hvoraf de fleste lige var blevet gift, udtryk for at de ønskede at blive udøbte forkyndere.

Caraibierne i dette område er indstillede på at lære så meget som muligt om Jehova og hans organisation, og det så hurtigt som muligt. Uge efter uge går de to, tre eller flere timer for at komme til møderne. Meget få kommer for sent selv om de går ad junglestier langs floder hvor vilddyr, giftslanger og andre farer truer. Der er så mange der ønsker at lære sandheden om Gud at kende, at forkynderne leder bibelstudier med grupper bestående af 40 til 70 elever.