Et brev fra Det Styrende Råd

DET er godt for alle blandt Guds folk at tænke over det der er sket i det forløbne år, alt imens vi venter på de begivenheder der ligger forude. Og hvilken fremtid har Jehova ikke stillet os i udsigt! Den lille skare, de der er salvet med Guds ånd, får den forret at tjene som konger og præster i himmelen sammen med Jesus Kristus. (Åb. 20:6) De andre får, som i dag tæller langt over fem millioner, kan se frem til evigt liv i et jordisk paradis hvor alle vil kende og elske Jehova og genspejle hans egenskaber i deres måde at behandle hinanden på. (Es. 11:9; 1 Joh. 4:7, 8; Åb. 21:4) Hvorfor har Jehova givet os disse fremtidsudsigter? Fordi han elsker os og ønsker at vise ufortjent godhed mod dem der tror på det genløsningsoffer han har tilvejebragt gennem sin søn, Jesus Kristus. — Joh. 3:16

Det er derfor intet under at apostelen Paulus ikke regnede „den nuværende tids lidelser for noget“ i sammenligning med det Gud havde i beredskab til ham. Han beskrev meget rammende hvordan nogle med „spændt forventning“ ville spejde efter klare vidnesbyrd om at de himmelske konger var begyndt at rense jorden, en begivenhed der ville blive efterfulgt af de dødes opstandelse og den lydige menneskeheds fuldkommengørelse. Således vil mennesker kunne „opnå Guds børns herlige frihed“. — Rom. 8:18-21.

 Det himmelske rige er allerede i virksomhed. (Åb. 11:15-17) Vi har det privilegium at varetage dets interesser her på jorden. Vores opgave er at fortælle andre den gode nyhed om Riget. (Matt. 24:14) Hvordan har situationen i det forløbne år været for vore brødre mens de har udført denne gerning? De har oplevet netop de forhold Bibelen har forudsagt der ville være i de sidste dage af den nuværende onde tingenes ordning. — Luk. 21:10, 11; 2 Tim. 3:1-5.

En bølge af vold hærgede Albanien i flere måneder. Svært bevæbnede terroristgrupper plyndrede, ødelagde og begik voldtægt og mord. Dette afholdt dog ikke brødrene fra at forkynde den gode nyhed. Krig fejede hen over store områder i Afrika og hjemsøgte dele af Latinamerika og Sydøstasien. Brødrene fastholdt en streng kristen neutralitet, men nogle døde som følge af voldshandlingerne eller af sygdomme der fulgte i krigens kølvand. Mange måtte efterlade alle deres ejendele og flygte ind i bushen eller junglen; nogle blev endda nødt til at søge tilflugt i andre lande. Katastrofale oversvømmelser ramte områder i Polen, Tjekkiet, Italien og USA. I Venezuela blev to rigssale ødelagt af et jordskælv. Varm aske, mudder og klippestykker fra et vulkanudbrud tvang halvdelen af Montserrats indbyggere til at forlade øen. I mange lande er man tynget af økonomiske problemer, og på grund af kriminalitet er det farligt at gå med smykker eller endog armbåndsur på gaden.

Midt i alt dette og på trods af den udbredte ligegyldighed der præger hele den vestlige verden, bliver Jehovas vidner ved med at forkynde. Det der hjælper dem til at fortsætte, er Jehovas kærlighed, den inderlige kærlighed der råder blandt det internationale brodersamfund, samt en klar forståelse af at vore dages begivenheder er et umiskendeligt vidnesbyrd om at enden for denne gamle tingenes ordning er nær. — Rom. 8:35-39; 1 Pet. 4:7, 8.

Skønt de forværrede tilstande har gjort livet vanskeligt for mange af vore brødre, fortsætter de modigt med at samles til de kristne møder og stævner. Årsteksten for 1997 var: „Lær mig at gøre din vilje.“ (Sl. 143:10) Det er først og fremmest ved møderne at vi skal ’lære’, og Jehova har i det forløbne år givet os rigelig  åndelig føde gennem den trofaste trælleskare. Da den albanske regering erklærede undtagelsestilstand, begyndte brødrene at holde møderne i dagtimerne i bogstudiegrupperne. Antallet der overværede møderne, var to til tre gange højere end forkyndertallet. Trods anarki, plyndring og drab kom brødrene i Sierra Leone også regelmæssigt sammen til møde. Da forkyndere blev tvunget til at flygte ind i junglen på Sri Lanka eller at bo i flygtningelejre, som det var tilfældet i Elfenbenskysten, blev det arrangeret sådan at ingen behøvede at gå glip af stævneprogrammet.

Nu hvor verden bliver mere og mere kaotisk, er det ikke tiden til at slække på mødedeltagelsen eller begynde at mene at det er nok at komme i rigssalen én gang om ugen. Bibelen tilskynder os til ’ikke at forsømme at komme sammen, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig’. (Hebr. 10:24, 25) Jehova ved hvad vi behøver.

De 375.923 der i det forløbne år blev døbt som symbol på deres indvielse til Jehova, udgør et nyt højdepunkt. Hvilken stor glæde! Jesu ord i Johannes 4:35 gælder stadig: „Løft jeres blik og betragt markerne: de er hvide til høst.“ Det er derfor Jehovas vidner fortsætter med at forkynde så energisk. Uanset om der findes mange eller få, er alle der vender sig til Jehova, værdifulde i hans øjne. (Luk. 15:7) Ja, vi takker Jehova fordi antallet af dem der overværede mindehøjtiden i tjenesteåret 1997, steg med over en million i forhold til det foregående år!

Årsteksten for 1998 minder os om behovet for at hjælpe endnu flere millioner til at reagere på opfordringen: „Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ (Rom. 10:13) Det er vor inderlige bøn at alle i organisationen hver især vil have en andel i forkyndelsesarbejdet i det nye tjenesteår og derved vise dybden af deres værdsættelse af alt det Jehova har gjort for sit folk.

Hermed sender vi kærlige kristne hilsener til vore medtjenere i hele verden.

Jeres brødre

Jehovas Vidners Styrende Råd