Japan

FLID og målbevidsthed er nogle af de egenskaber der har ført Japan frem fra den anden verdenskrigs ødelæggelser til en position som en af verdens industrigiganter. I dag er dette land med 125 millioner indbyggere lige så kendt for dets kameraer, biler og elektriske udstyr som for kirsebærblomster, azaleaer og det 3776 meter høje Fujibjerg med sne på toppen.

Den teokratiske fremgang efter krigen har imidlertid været endnu mere imponerende. I 1951 blev et stævne i Tokyo overværet af omkring 40 missionærer fra Vagttårnets Bibelskole Gilead og cirka 200 japanske forkyndere. N. H. Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident, sagde at han glædede sig til den dag hvor der var så mange japanske forkyndere af Riget at det ville være svært at få øje på missionærerne iblandt dem. Den dag skulle snart komme. Det tog missionærerne, som Guds medarbejdere og med Jesus Kristus som grundvolden, ti år at indsamle de første 1000 japanske forkyndere. Men i 1992 steg forkyndertallet med gennemsnitlig 1000 om måneden. (Jævnfør 1 Korinther 3:9-11.) Det samlede antal forkyndere i det japanske ørige er nu steget til 220.663, og der er blevet sat en ny rekord hver måned i mere end 18 år. Det vi har været vidne til, er en spændende side af opfyldelsen af Esajas 60:8, 9, hvor der står: „Hvem er disse der kommer flyvende som en sky, og som duer til hullerne i deres dueslag? Jo, på mig håber øerne.“

 I den engelske årbog for 1973 fortælles en del af Japans tidligste teokratiske historie, frem til 1972, da der var omkring 14.000 forkyndere, deriblandt over 3000 pionerer. Vi vil her kaste et tilbageblik på denne historie og føre den yderligere 25 år frem i tiden.

Den første sandhedssæd sås

Hvordan blev den sæd der har givet en så rig åndelig høst, sået i dette traditionelt buddhistiske og shintoistiske land? C. T. Russell, Vagttårnsselskabets daværende præsident, rejste i 1911 rundt i Japan for at lodde stemningen. Han rapporterede at kristenhedens missionærer var temmelig modløse, og at folk i almindelighed ikke viste større interesse for religion. Han mente dog at folk havde behov for „Rigets evangelium“. Amerikaneren R. R. Hollister blev udnævnt til Selskabets repræsentant i Østen. Traktater og bøger, deriblandt Tidsaldrenes Plan, blev oversat, og millioner af eksemplarer blev uddelt, fortrinsvis af indfødte japanere der blev betalt for det. I 1926 blev japanskamerikaneren Junzo Akashi sendt til Japan som Selskabets repræsentant. Et afdelingskontor blev oprettet i Kobe i foråret 1927, og senere samme år blev det flyttet til Tokyo. I 1938 var antallet af kolportører som spredte blade og bøger, steget til 110. Men i hele landet blev der oppisket en fanatisk religiøs nationalisme, og dette ledte direkte over i den anden verdenskrig. Den 21. juni 1939 blev 130 medlemmer af Todaisha („Fyrtårnsforeningen“, som Jehovas Vidners lokale organisation dengang blev kaldt) med ét slag arresteret og fængslet, hvilket satte en effektiv stopper for den organiserede virksomhed i krigsårene.

Modstanden resulterede sørgeligt nok i at afdelingstilsynsmanden faldt fra. Med nogle få loyale undtagelser, som for eksempel familierne Ishii og Miura, fulgte størstedelen af Todaisha ham og forlod tjenesten for Jehova. En af grundene til at  denne gruppe faldt fra, var at den fulgte et menneske, Junzo Akashi. Han begyndte efter japansk skik og brug at leve i polygami, selv om han allerede havde en hustru. Hun fortsatte trofast i pionertjenesten i mere end 40 år i New York, og nogle i menigheden West Manhattan husker hende stadig med hengivenhed som søster Ogawachi. Da der kom gileadmissionærer til Japan efter krigen, fandt de en stor gruppe Todaisha-tilhængere i Osaka. Disse frafaldne tog penge for at døbe folk, og hvad der var endnu værre, de havde fulgt Akashis eksempel og levede i umoralitet. Da de ikke ville ændre livsstil, måtte omkring 30 af dem udstødes for at menigheden kunne bevares ren.

De der forblev trofaste

Jizo og Matsue Ishii, nogle af de første japanske kolportører, forblev derimod trofaste. De forkyndte i hele landet i årene mellem 1929 og 1939. I juni 1939 blev de arresteret og fængslet i Sendai. Matsue husker stadig det første år da hun sad i en trang, snavset og loppebefængt enecelle. Hun fik ikke lov at tage bad, og væggelusene gav hende sår overalt. Hendes vægt faldt til 30 kilo; hun var kun skind og ben og var døden nær. Da hun blev flyttet til et andet fængsel, genvandt hun til en vis grad sit helbred, og i slutningen af 1944 blev hun løsladt. Hendes mand udholdt trofast en lignende behandling, og senere viste han også sin uangribelighed ved at nægte at modtage blodtransfusion. (Apg. 21:25) Han døde i en alder af 71 år. Matsue er en trofast forkynder den dag i dag. Hun siger: „Når jeg ser tilbage på tiden før krigen, forekommer det mig at de fleste af dem der forlod Jehovas organisation under forfølgelsen, var dem der udmærkede sig mest ved forstandsevner. . . . De der forblev trofaste, var ikke specielt dygtige og gjorde sig heller ikke særligt bemærkede. Vi må alle fuldt ud stole på Jehova til enhver tid.“ — Ordsp. 3:5.

 Et andet trofast par var Katsuo og Hagino Miura, der begyndte som kolportører i 1931. Også de blev arresteret i 1939, i Hiroshima. De nægtede at tilbede kejseren og at gå ind i den japanske hær. Katsuo blev gennembanket og sad indespærret indtil en atombombe i august 1945 lagde fængselet i ruiner. Selv om han kun var 38 år, var hans helbred ødelagt. Da han blev løsladt, lignede han en gammel mand. Han rejste nordpå, tilbage til Ishinomori, hvor Hagino, der var blevet løsladt tidligere, og deres lille søn, Tsutomu, ventede.

Hvordan lykkedes det Katsuo at finde frem til Jehovas organisation igen? Japans førende avis, Asahi, havde erfaret at fem unge damer der var missionærer for Vagttårnsselskabet, var kommet til Osaka for at leve på japansk i et japansk hus. Journalister opsøgte dem og skrev en god, illustreret artikel hvori de fem søstre blev sammenlignet med engle der var dalet ned fra himmelen som kirsebærblomster. Artiklen oplyste også adressen på missionærhjemmet. Flere hundrede kilometer mod nord fik Katsuo tilfældigvis øje på artiklen. Han kontaktede straks organisationen og begyndte som pioner. Han tjente trofast til sin død i 1957.

En der stadig tjener trofast i Kobe i Japan, er Miyo Idei. Hun er nu 92 år og har udholdt mange trængsler gennem sine 65 år i sandheden. Hendes spændende livsberetning blev bragt i Vagttårnet for 1. september 1991.

„49’erne“

Efter den anden verdenskrig blev det meget lettere at forkynde. Men i 1947 underrettede Junzo Akashi Vagttårnsselskabets kontor i Brooklyn, New York, om at der var visse bibelske lærepunkter som han ikke længere kunne gå ind for. Broder Knorr sendte straks en opfordring til japanskhawaiianske Jehovas vidner på Hawaii om at overvære Gileadskolens 11. missionærklasse. Afdelingstilsynsmanden på Hawaii, Don  Haslett, der havde været J. F. Rutherfords sekretær i begyndelsen af 1920’erne, spurgte bønfaldende: „Men broder Knorr, hvad så med broder og søster Haslett?“ Så blev Don Haslett og hans kone, Mabel, også indbudt selv om de egentlig var for gamle — næsten 50. På Gileadskolen blev over 20 elever undervist i japansk af Shinichi Tohara og Elsie Tanigawa.

I løbet af 1949 begyndte „hawaiianerne“ — Don og Mabel Haslett, Jerry og Yoshi Toma, Shinichi og Masako Tohara og deres tre børn og Elsie Tanigawa — at tjene i det sønderbombede Tokyo. Samme år ankom der også en gruppe australiere,  Adrian Thompson, Percy og Ilma Iszlaub og Lloyd og Melba Barry, som fik tildelt distrikt i den krigshærgede by Kobe. Disse første missionærer i Japan fik tilnavnet „49’erne“. Af dem er de seks døde ude i deres distrikt, „med støvlerne på“, som man siger, og otte andre tjener stadig i heltidstjenesten i  Japan og i Brooklyn, New York. I 1949 var der desuden otte lokale forkyndere som rapporterede deltagelse i forkyndelsen.

Vækst i Tokyo

Gruppen fra Hawaii havde bemærkelsesværdige resultater i Tokyo. Yoshi Toma husker at de i 1949 gik „fra jordhule til jordhule“ i distriktet. Hun siger: „Folk var fattige og kæmpede for at komme ovenpå efter krigen. Fødevarerne var rationerede, og Don Haslett stod i kø sammen med naboerne  for bare at få et kålhoved.“ Men folk i distriktet var høflige og venlige, og de lyttede tålmodigt når missionærerne kæmpede for at fremholde sandheden på japansk. Missionærerne måtte vænne sig til at tage skoene af når de gik ind i et hus. Derefter fortsatte de ind i det tilstødende værelse. Men der var lavt til loftet, og Don Haslett, der var høj, fik mange ar i panden. Efter et års tid eller to havde „hawaiianerne“ lagt en solid grundvold i Tokyo, hvor der nu er 139 menigheder.

Blandt „49’erne“ satte Don og Mabel Haslett, der var salvede, et virkelig godt eksempel i forkyndelsen, selv da de var højt oppe i årene. Da Don døde i 1966, blev hans kiste båret ind til mindehøjtideligheden i rigssalen af seks unge mænd som han selv havde hjulpet i sandheden, og som på det tidspunkt var blandt de 19 der tjente i den japanske betelfamilie i Tokyo.

Mabel levede otte år længere end Don. Da hun var i halvfjerdserne, fik hun kræft i tyktarmen. Lægerne på et af Tokyos førende hospitaler i Toranomon gik hensynsfuldt med til at operere uden blod på betingelse af at hun lod sig indlægge på hospitalet to uger før operationen. Den første dag hun var der, kom en ung læge til hendes seng fordi han gerne ville vide hvorfor hun ikke ønskede blodtransfusion. Dette førte til en god, bibelsk samtale der fortsatte hver dag indtil operationen. Eftersom det var en vanskelig operation, deltog fire læger. Da Mabel vågnede igen, udbrød hun: „Forbandet være Adam!“ En velvalgt kommentar! Mabel lå kun på intensivafdelingen én dag, mens fire andre patienter der havde gennemgået den samme operation samme dag, men havde fået blodtransfusion, måtte blive på intensivafdelingen i flere dage. Hvordan gik det med den unge læge, dr. Tominaga? Han sagde senere til Mabel: ’Du var ikke klar over det, men der var fem læger på operationsstuen. Jeg gik også derind for at være helt sikker på  at de ikke gav dig blod.’ Dr. Tominaga fortsatte med at studere Bibelen i Yokohama. I dag er han, hans far (der også er læge) og deres hustruer aktive medlemmer af menigheden. Et dejligt resultat af et hospitalsophold!

Mabel fortsatte med at tjene som missionær fra missionærhjemmet i Tokyo Mita. Da hun var 78, blussede kræftsygdommen op igen, og hun blev sengeliggende. Men da missionærerne en aften kom hjem og fortalte de gode oplevelser de havde haft i en kampagne med Rigets Nyheder, insisterede Mabel på at de klædte hende på og tog hende med ud at sprede traktater. Hun havde kun kræfter nok til at besøge tre huse i nærheden, de selv samme tre huse som hun havde besøgt som de første lige da hun var kommet til Japan. Nogle uger senere fuldførte hun sit jordiske livsløb og blev overført til sin opgave i himmelen. — Jævnfør Lukas 22:28, 29.

Udviklingen i Kobe

Også i Kobe viste væksten sig snart. Det første egentlige teokratiske stævne i Japan blev holdt i den rummelige have ved missionærhjemmet i Kobe fra 30. december 1949 til 1. januar 1950. Tilhørerantallet steg til 101 ved søndagens offentlige møde, der blev holdt i Tarumiskolens auditorium i Kobe. Tre blev døbt på den store, offentlige Tarumibadeanstalt.

Adrian Thompson, en af missionærerne i Kobe, var ikke længe om at lære japansk, og i 1951 blev han udnævnt til den første kredstilsynsmand i Japan. Senere blev han den første områdetilsynsmand. Han gjorde meget for at lægge en god grundvold for den kommende vækst. Selv om han var søn af en trofast pionersøster i New Zealand, havde han skabt sig et navn som rugbyspiller i topklasse, men da den anden verdenskrig brød ud, forlod han de newzealandske sportspladsers projektører, blev en døbt forkynder og tog heltidstjenesten op i Australien. „Tommy“ døde i 1977, men vil længe blive husket  for sin utrættelige energi og sit „krav om udelt hengivenhed“ for Jehova. — 4 Mos. 25:11.

Det tog sin tid for missionærerne at vænne sig til Japans huse, kultur og sprog, men det de først og fremmest ønskede, var at fortælle andre om sandheden ud fra Bibelen. „Tiger“ (Percy) Iszlaub, en udadvendt broder fra Queensland i Australien, har fortalt: „Vi ledte masser af bibelstudier. Jeg havde 36, og Ilma og de andre havde omtrent det samme. Eleverne plejede at komme til missionærhjemmet for at studere; nogle kom hver dag. Der blev ledet bibelstudier i hvert eneste rum i huset, mindst tre hver aften. Vi lagde studiebøgerne frem på både engelsk og japansk. For at hjælpe eleverne plejede vi begge at tælle linjerne i paragrafferne til det sted hvor svaret stod. Det gik langsomt, men det var forbløffende at se hvordan de fik fat i det bare ved at læse skriftstederne og sammenligne dem med bøgerne. Og de er i sandheden i dag!“

I begyndelsen havde missionærerne kun ganske få publikationer at arbejde med i forkyndelsen. En karton fra før krigen af den japanske udgave af Lys, bind to, dukkede op i Kobe, men folk sagde: ’Jeg vil helst læse bind ét først.’ Det var dog bind to der vakte interesse hos en af de første japanere som kom i sandheden i Kobe, og han blev med tiden kredstilsynsmand. Snart efter begyndte forkynderne at bruge stof fra bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Nogle bibelstudieelever oversatte egenhændigt kapitler af bogen til japansk, og oversættelserne blev derpå duplikeret og udlånt til missionærerne til brug ved andre bibelstudier. Men nogle af disse oversættelser var upålidelige. Ilma Iszlaub blev rystet i sit inderste da hun opdagede at ’fortolkninger af fru Ilma Iszlaub’ var blevet indføjet som fodnoter i en sådan oversættelse.

Omkring ti år senere havde Percy en spændende oplevelse i byen Fukuoka. Kimihiro Nakata, en voldelig fange der sad  på dødsgangen fordi han havde dræbt to mennesker mod betaling, bad om et bibelstudium, og det var Percy der kom til at studere med ham. Studiet førte til at Kimihiro fuldstændig aflagde sin „gamle personlighed“. Han blev døbt i fængselet, og Percy beskrev ham som „en af de mest nidkære forkyndere af Riget jeg har kendt“. (Ef. 4:22-24) Han studerede braille og oversatte bogen „Gud Maa Være Sanddru“, brochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“ og artikler fra Vagttårnet og Vågn op! til braille. Disse publikationer blev spredt til forskellige egne af Japan, blandt andet til blindeskoler. Men om morgenen den 10. juni 1959 kørte en politibil op foran missionærhjemmet. Kimihiro havde bedt Percy være til stede ved hans henrettelse samme formiddag. Det gik Percy med til. På henrettelsespladsen talte de kort med hinanden, og til sidst sang de en af Rigets sange sammen. Kimihiro spurgte: „Hvorfor ryster du, Percy? Det er da mig der skal være nervøs.“ Hans sidste ord før han blev hængt, var: „I dag nærer jeg stærk tillid til Jehova og genløsningsofferet og opstandelseshåbet. Jeg skal sove et lille stykke tid, og hvis det er Jehovas vilje, får jeg jer alle at se igen i Paradiset.“ Han sendte varme hilsener til sine brødre verden over. Kimihiro døde for at retfærdigheden kunne ske fyldest, idet han betalte liv for liv — ikke som en forhærdet forbryder uden håb, men som en indviet og døbt, trofast tjener for Jehova. — Jævnfør Apostelgerninger 25:11.

Efter at have kæmpet med kræft i omkring ti år døde Ilma Iszlaub den 29. januar 1988 på Betel i Ebina, Japan. Siden hen overværede Percy, som medlem af Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, Selskabets årsmøder flere gange, og for få år siden aflagde han en god rapport om Japan, men i 1996 døde også han.

I Kobe oprettede Melba Barry, til trods for sprogbarrieren, et bibelstudium den første dag hun gik i forkyndelsen. Det var i slutningen af 1949. Studiet resulterede i to nye forkyndere,  og en af disse, Miyo Takagi, virkede som pioner gennem flere årtier. Hun fortalte senere Melba at det havde gjort indtryk på hende at se to missionærsøstre vandre over en mudret mark for at besøge hende. I dag, 48 år senere, forkynder Miyo stadig fra hus til hus til trods for at hun nu sidder i kørestol. I løbet af de mindre end tre år der gik før Melba fik tildelt et nyt missionærdistrikt i Tokyo, nåede hun at hjælpe omkring syv mennesker til at lære sandheden at kende. De har holdt ud i årenes løb, og lykkeligvis overlevede de også det store jordskælv i Kobe i 1995.

Flere missionærer ankommer

I begyndelsen af 1950 fik fem søstre fra Gileads 11. klasse som ikke havde kunnet få visa til Ny Caledonien, tildelt nyt distrikt i Kobe. Blandt dem var Lois Dyer, der nu har været pioner i 67 år, og Molly Heron. De har været makkere i de sidste 49 år og virker nu fra Tokyo Mita-missionærhjemmet. Lois’ livsberetning blev bragt i Watchtower for 15. juni 1980.

Molly Heron husker: „Der var masser af plads i missionærhjemmet i Kobe, og vi holdt mindehøjtiden et halvt år efter at de første missionærer var ankommet. Den blev overværet af cirka 180, så spisestuen og forhallen blev fyldt, og der var endda nogle som stod udenfor og hørte foredraget og tolkningen gennem vinduerne.“ Ved mindehøjtiden blev der givet en meddelelse om forkyndelsen, og 35 af de tilstedeværende mødte op næste formiddag (søndag) for at være med. Broder Barry fortæller: „Hver missionær måtte tage tre-fire af de nyinteresserede med ud til dørene, og da missionærerne endnu ikke kunne tale sproget flydende, vendte de besøgte sig mod vore japanske ledsagere og talte med dem. Vi fandt aldrig ud af hvad de nyinteresserede egentlig fortalte de besøgte.“

I slutningen af juni 1950 brød Koreakrigen pludselig ud. Missionærerne i Japan var naturligvis bekymrede for hvordan  det gik deres otte klassekammerater der tjente i Korea. Men de kom ikke til at svæve i uvidenhed længe. To dage efter krigens udbrud var nogle af missionærerne fra Kobe på vej hjem med tog. Da de ankom til stationen, trillede et tog samtidig ind på perronen fra den modsatte retning. Hvad fik de at se da togene kørte videre? De otte missionærer fra Korea stod på den anden perron! Gensynsglæden kendte ingen grænser! Det var lykkedes missionærerne fra Korea at komme ud af landet med det sidste fly der fragtede civile. Nu steg antallet af beboere i missionærhjemmet i Kobe fra 10 til 18. Og distriktet i byen, hvoraf en stor del lå i ruiner, blev gennemgået meget grundigt.

Scott og Alice Counts flyttede inden længe til missionærhjemmet i Tokyo, og alle de otte missionærer fra Korea flyttede i oktober til et nyt missionærhjem der blev oprettet i Nagoya. Af gruppen fra Korea var det kun Don Steele og hans kone, Earlene, der vendte tilbage til landet da forholdene tillod det.

 Markerne er modne til høst

Grace og Gladys Gregory var blandt dem der var med til at oprette missionærhjemmet i Nagoya. De opdagede at markerne her var modne til høst. I april 1951 mødte Grace den 18-årige Isamu Sugiura, der arbejdede for en klaverhandler. Gladys fortæller: „Isamus mor havde opdraget ham i en shintoistisk sekt, og han havde lært at Japan var shinshu (gudernes land), og at kamikaze (guddommelig vind) ville beskytte Japan og hjælpe landet til at vinde krigen. Hans tro på de japanske guder styrtede imidlertid i grus da Japan overgav sig, og da han oplevede de forfærdelige økonomiske forhold og den fødevaremangel som krigen forårsagede. Hans far døde af underernæring i det første efterkrigsår. Den unge Isamu tog imod håbet om et paradis på jorden og blev døbt ved et kredsstævne i oktober 1951.“

Omkring 50 missionærer overværede stævnet sammen med cirka 250 japanere. Det gjorde et dybt indtryk på Isamu at se at missionærerne blandede sig frit med japanerne uden fordomme, selv om der kun var gået seks år siden den anden verdenskrigs slutning. Efter 45 års helhjertet tjeneste, blandt andet på Gileadskolen og i kreds- og områdetjenesten, virker broder Sugiura nu på betel i Ebina som medlem af afdelingskontorets udvalg.

Gladys Gregory husker at hun besøgte en kvinde der havde været buddhist af navn og senere havde vendt sig til kristenhedens kirker, men var blevet skuffet og havde forladt dem igen. Det havde skuffet hende at præsterne ikke kunne give en ordentlig forklaring på hvem Gud er, og en begrundelse for hvorfor de ikke brugte hans navn, selv om det forekom næsten 7000 gange i hendes bibel (Bungotai, en gammel klassisk oversættelse). I stedet for at besvare hendes mange spørgsmål havde hendes præst sagt at hun „bare  skulle tro“. Hun fik fat i et eksemplar af Vagttårnet (der blev udgivet månedligt på japansk fra maj 1951) som Gladys havde givet hendes nabo. Hun syntes godt om det hun læste, og fandt frem til Gladys. Om denne oplevelse sagde Gladys senere: „Da hun så Bibelens svar på sine spørgsmål, berørte det hendes hjerte. Hun begyndte at komme til menighedsbogstudiet med det samme. Der hørte hun meddelelserne om forkyndelsen den følgende dag og sagde at hun gerne ville med. Vi prøvede at lægge en dæmper på hende ved at sige at hun først måtte studere lidt. Hun svarede: ’O.k., jeg skal nok studere, men jeg vil også med i forkyndelsen!’ Det kom hun så, og hun var ude i over 50 timer den første måned! Inden for et år blev hun døbt og begyndte som pioner, og senere virkede hun som en dygtig specialpioner. Nu er hun 80, men stadig i pionertjenesten.“

Jehova fik det til at gro

Fem missionærsøstre der fik tildelt distrikt i Osaka i 1951, var glade for at mange kom direkte til missionærhjemmet for at studere Bibelen. Men de nye missionærer havde svært ved at kende den ene japaner fra den anden. Lena Winteler fra Schweiz fortæller: „Når de interesserede ankom, stillede vi fem os i en gruppe og lod dem om at udpege den der skulle studere  med dem.“ I et forsøg på at efterligne de japanske skikke satte missionærerne tøfler frem til brug for husets gæster, men missionærerne kunne ikke se forskel på gæstetøfler og toilettøfler. En bibelstudieelev trak en dag Lena til side og sagde: „Vi sætter altså ikke toilettøfler frem til gæsterne.“ Der var meget missionærerne måtte lære.

Missionærbrødrene fra Kobe tog nu og da til Osaka for at hjælpe de fem ugifte søstre dér. Dengang var der kun en håndfuld forkyndere i hele Osaka. Da Lloyd Barry på et tidspunkt var med nogle af missionærerne fra Osaka til en operakoncert på det store baseballstadion i Koshien, lød replikken: ’Ville det ikke være dejligt hvis vi en dag kunne holde stævne her og fylde hele stadionet?’ Men det syntes helt umuligt.

I slutningen af 1994 blev broder Barry, der nu er medlem af Det Styrende Råd i Brooklyn, imidlertid indbudt til at holde foredraget ved indvielsen af den nybyggede stævnehal i Hyogo der betjener de 52 menigheder i Kobeområdet. Det var et dejligt møde som blev overværet af en del af de første japanske forkyndere fra området. Den næste dag var der planlagt  et endnu større møde. Hvor skulle det holdes? På Koshien Baseballstadion! Der kom over 40.000, og alt foregik i ro og orden. Desuden overværede mange mødet ved hjælp af telefonforbindelse til 40 andre steder i hele Japan. Det samlede tilhørerantal kom således op på over 254.000 — flere end ved det store stævne i New York i 1958. Det er fantastisk at se hvordan Jehova har ’fået det til at gro’ i Japan. — 1 Kor. 3:6, 7.

I begyndelsen af 1951 blev der oprettet et missionærhjem i Yokohama. Også denne by viste sig at være moden til høst. Gordon Dearn, som nu er enkemand, fik ansvaret for missionærhjemmet og virker nu i heltidstjenesten på afdelingskontoret i Ebina, Tokyo. I dag er der 114 menigheder i Yokohama, og væksten fortsætter, idet de lokale brødre er fortsat hvor missionærerne slap.

I 1952 blev der også oprettet et missionærhjem i byen Kyoto. Missionærer fra Osaka og Kobe blev flyttet til Kyoto for at arbejde sammen med de nye, nidkære missionærer dér. I april 1954 fik Lois Dyer og Molly Heron fra Kobe også tildelt nyt distrikt i Kyoto.

Der er cirka tusind templer i Kyoto — et på næsten hvert eneste gadehjørne. For at skåne templerne blev byen ikke bombet under krigen. Lois husker: „Mens vi var der, mødte vi Shozo Mima, en grosserer der rekreerede sig derhjemme efter længere tids sygdom. Selv om han var ivrig buddhist, sagde han til mig at han gerne ville vide noget om den sande Gud. Det gik helt af sig selv at oprette et bibelstudium med ham. Senere begyndte hans kone og deres døtre også at studere, og hele familien kom i sandheden. Den rare Shozo blev en åndelig søjle i Kyotomenigheden.“

Margrit Winteler fra Schweiz kom ud til sin storesøster Lena i Kyoto. Hun opdagede at hun i sit nye distrikt var nødt til at være lige så opmærksom på folks kropssprog som på det  de sagde. En mand der ville lade sin kone afgøre om de skulle modtage publikationer, kunne for eksempel finde på at vise at hun ikke var hjemme ved blot at vifte med lillefingeren. En gift kvinde ville derimod løfte tommelfingeren, der repræsenterede manden, og sige at han ikke var hjemme. Det gik også op for Margrit at når folk i Kyoto blev ved med at kigge i de blade hun tilbød dem, og omhyggeligt vendte side efter side, afslog de faktisk gennem deres kropssprog at tage imod dem og prøvede at få hende til at fatte det uden at måtte sige det direkte. Det var dog ikke alle der reagerede negativt, hverken i kropssprog eller i ord. I dag har Jehovas Vidner 39 blomstrende menigheder i Kyoto.

Kolde vintre og et nyt sprog

Da der i 1953 kom flere missionærer til Japan fra Hawaii, deriblandt Adeline Nako og hendes makker, Lillian Samson, fik de tildelt distrikt i den kolde by Sendai, der ligger i den nordlige del af landet. Her kunne temperaturen falde til -5°C om natten. Don og Mabel Haslett havde oprettet det nye missionærhjem i oktober året før, og desuden var Shinichi og Masako Tohara flyttet ind. Men hawaiianerne, der var vokset op i troperne, havde svært ved at klare de kolde vintre og blev derfor kaldt „de lynfrosne hawaiianere“.

Lillian fortæller: „Vi måtte for første gang i vores liv lære at hugge brænde til et komfur. Der var kun varme i køkkenet, så vi prøvede at varme sengene op med en yutanpo, en slags varmedunk af metal, fyldt med kul. Om dagen købte vi ishi-yakiimo (stenbagte sødkartofler), puttede dem i lommerne og varmede hænderne på dem, og derefter spiste vi dem til frokost.“

Men det var ikke kun kulden der gav problemer. Før missionærerne fik lært at læse den japanske skrift, opstod der nogle pinlige situationer. Adeline har endnu ikke glemt den  dag da hun kom til at trykke på en brandalarm fordi hun ikke kunne læse japansk og troede at det var en rød dørklokke. Folk strømmede ud af lejlighederne for at se hvad der foregik. Den fejltagelse skaffede hende en ordentlig overhaling!

Men missionærerne har ikke kun en lang række dejlige minder fra de første år i Japan. Mange tusind af deres japanske brødre og søstre og deres fælles erfaringer har en plads i deres „fotoalbum“. Vi vil opfordre dig til at blade i dette album og sammen med os se tilbage på andre begivenheder der har bidraget til den teokratiske vækst i Japan.

Specialpionerer åbner nye distrikter

Når budskabet om Riget er blevet spredt til landets fjerneste egne, skyldes det for en stor del specialpionerernes arbejde. Nogle af dem er blevet personligt oplært af missionærerne, og de viser den samme grad af nidkærhed for Jehova. Mens missionærerne virkede andre steder, blev de japanske specialpionerer sendt ud til mindre byer og landsbyer. Mange af de første specialpionerer har vist en enestående gudhengivenhed og udholdenhed selv om de kun havde været døbt i kort tid da de blev udnævnt.

Hisako Wakui havde kun været døbt i et år og fire måneder da hun blev udnævnt til specialpioner. Hun og hendes makker, Takako Sato, har sammen tjent som specialpionerer siden 1957. I de ni områder hvor de har forkyndt, har de i alt hjulpet over 80 mennesker til at blive døbte Jehovas vidner.

Hisako fortæller om virkningen af Jehovas velsignelse af et af de første bibelstudier som hun ledte: „Damen var en ivrig kirkegænger, men hun sagde: ’Når det drejer sig om at studere Bibelen, kan jeg godt hver dag.’ Da hun lærte at Guds navn er Jehova, og at han er Jesu Fader, forlod hun kirken og begyndte snart i forkyndelsen.“ Hendes nidkærhed aftog ikke da hun flyttede til et meget koldt område hvor der ingen menighed  var. I dag er hendes mand og deres fire børn også i sandheden. De tre sønner tjener som ældste, og datteren er specialpioner.

Da Hisako og Takako tjente i Tsuru i Yamanashipræfekturet, måtte de konstatere at væksten var længe om at vise sig. Der kom kun fire-fem stykker til møderne. Kredstilsynsmanden mente at de måske skulle flyttes til et mere frugtbart distrikt, men søstrene havde ikke lyst til at rejse fra Tsuru. De mente at når Jehova havde sendt dem til Tsuru, måtte det være fordi han havde nogle får dér. Kredstilsynsmanden sagde så: „Hvis der kommer 18 til det offentlige foredrag på søndag, skal jeg sige til Selskabet at I gerne vil blive i dette distrikt.“ Pionererne gjorde alt hvad de bibelsk set kunne for at få nogle til at komme til søndagsmødet. Og forbløffende nok kom der 19! Ugen efter lå tilhørerantallet igen på fire-fem stykker, men pionererne fik lov at fortsætte i distriktet. I dag består Tsurumenigheden af en gruppe dygtige forkyndere der har en smuk rigssal.

Kazuko Kobayashi er en anden specialpioner der gennem 40 år har været med til at åbne nye distrikter. Hun havde søgt efter meningen med livet da hun første gang mødte Pauline Green, der var missionær i Kyoto. Pauline viste hende Prædikeren 12:13, og det var svar nok for Kazuko. Hun konkluderede at det var missionærens livsform der kom nærmest den måde en kristen bør leve på, og satte sig som mål at komme til at leve på samme måde selv. Da hun blev udnævnt til specialpioner, havde hun kun været døbt i tre år. Men hun mærkede snart Jehovas kærlige, beskyttende hånd i sin særlige tjeneste og fik gode resultater. Kazuko kunne sætte sig ind i hvordan folk i landsbyerne havde det. Hun vidste at frygten for hvad andre tænkte, prægede deres afgørelser. Hvad kunne hun stille op? Hun fortæller: „Jeg satte ind på at blive ven med dem. Jeg holder meget af mennesker, og hvor jeg end kom hen, mindede  jeg mig selv om at Jehova også elsker dem. Så var det let at blive deres ven.“

I marts 1971 sendte afdelingskontoret flere nye specialpionerer ud at forkynde i isolerede distrikter. Et typisk eksempel er to unge søstre på omkring tyve år, Akemi Idei (nu Ohara), Miyo Ideis adoptivdatter, og Kazuko Yoshioka (nu Tokumori), der blev sendt til byen Kaga i det centrale Japan. Indtil da havde de tjent under deres forældres og menigheders beskyttelse. „Nu var det noget andet,“ husker Kazuko. „Vi var de eneste der forkyndte den gode nyhed i det distrikt vi havde fået tildelt.“ For at komme ind på livet af indbyggerne, der var skeptiske over for fremmede, øvede de sig på at præsentere sig på den lokale dialekt og bruge præcis samme tonefald som folk i distriktet. Blandt dem der tog imod sandheden, var tre unge mænd fra et løbehold. Kazuko fortæller at da de tre begyndte at komme med ud i forkyndelsen, havde hun svært ved at følge med dem. De havde været langdistanceløbere, og de løb bogstavelig talt fra hus til hus.

Efterhånden som nidkære specialpionerer begyndte at forkynde i tidligere ledige distrikter, steg antallet af menigheder og isolerede grupper, og i januar 1976 nåede det op på 1000.

Vækst i Okinawa

Der var også fremgang på Okinawaøerne. Disse øer med en befolkning på 1.200.000 kom under De Forenede Staters administration efter den anden verdenskrig. Indbyggerne i Okinawa er af natur stille, tålmodige, varme og venlige. Vore brødre og søstre her viser desuden at de ejer de gode egenskaber udholdenhed og nidkærhed for sandheden.

Okinawa kom til at høre under det japanske afdelingskontor, og Lloyd Barry, der dengang var afdelingstilsynsmand i Tokyo, aflagde sit første besøg her i 1953. Han blev modtaget  af fire brødre fra Filippinerne som var med til at genopbygge det der var blevet ødelagt under den anden verdenskrig, og de kørte ham straks til den amerikanske hærs militærfængsel, hvor tre soldater blev holdt fanget. Disse unge mænd havde taget standpunkt for Bibelen, men var temmelig taktløse. De gik til yderligheder. For eksempel holdt de alle andre vågne ved at synge Rigets sange højt til langt ud på natten. De blev hjulpet til at være mere ligevægtige. For øvrigt bemærkede fængselspræsten at Kristi rige efter hans mening lå tusind år ude i fremtiden. En af de unge mænd blev senere medlem af betelfamilien i Brooklyn, og de blev alle tre ansvarsbevidste tjenere i den kristne menighed. Under broder Barrys besøg blev der holdt et møde med over 100 øboere der samledes i et tøndehus.

En af dem der overværede dette møde, var Yoshi Higa, en kvinde fra Okinawa. I Okinawa er det skik og brug at lægge afdøde mennesker i en stor hule hvis indgang er formet som en  livmoder — et tegn på at de der dør, vender tilbage til det sted de kom fra. Under det forfærdende slag ved Okinawa under den anden verdenskrig havde Yoshi søgt tilflugt i en sådan hule. Da hun betragtede de lig der lå der, blev hun overbevist om at de døde virkelig er døde. Og da hun begyndte at studere Bibelen, accepterede hun straks det den lærer om de dødes tilstand og om det vidunderlige opstandelseshåb.

Yoshi blev den første forkynder fra Okinawa og den første almindelige pioner. Den lokale radiostation ville gerne sende nogle bibelske drøftelser, men kristenhedens præster var ikke så flittige til at udarbejde programmer. Yoshi var imidlertid mere end villig til at udfylde tomrummet. Gennem flere måneder oplæste hun artikler fra Vagttårnet.

Inden længe var det muligt at arrangere et kredsstævne for cirka 12 lokale forkyndere. Programmet blev fremført på japansk af skiftevis Adrian Thompson og Lloyd Barry. Arbejdet  havde hurtig fremgang, og antallet af forkyndere og pionerer steg eksplosivt.

Yoshi Higa begyndte som pioner i maj 1954. I løbet af 43 års trofast pionertjeneste har hun hjulpet over 50 mennesker til at lære sandheden at kende. Mange af hendes første „anbefalingsbreve“ kom fra den lokale protestantiske kirke i Shuri, Okinawas gamle hovedstad. (2 Kor. 3:1-3) Hun er nu pioner i byen Ginowan.

En anden meget nidkær forkynder er Mitsuko Tomoyori, en enke der i 1957 begyndte som pioner sammen med sin datter Masako i Shuri. Mitsukos øjne funkler stadig når hun fortæller om de 40 år hun nu har nydt i pionertjenesten, og om de mange mennesker hun har hjulpet til at tage imod den sandhed der fører til evigt liv.

I 1965 oprettede Vagttårnsselskabet et afdelingskontor i Okinawa, med den hawaiianske missionær Shinichi Tohara som afdelingstilsynsmand. (Han stammer fra Okinawa.) Denne ordning fortsatte efter at øerne atter blev underlagt japansk styre i 1972. Da ordningen med afdelingskontorernes  udvalg blev indført i februar 1976, blev Shinichi Tohara, James Linton (en missionær fra Australien) og Chukichi Une (en gileadmissionær der stammer fra Okinawa) udnævnt til at tjene i udvalget.

Behov for udholdenhed

I tjenesteåret 1976 forsøgte man at give den gode nyhed større udbredelse ved at sende specialpionerer til flere af øerne under afdelingskontoret i Okinawa. På nogle af disse øer var reaktionen positiv. På andre varede det mange år før hindringer i form af skik og brug, overtro og stærke familiebånd blev overvundet. De specialpionerer der fik tildelt distrikt dér, måtte vise stor udholdenhed. Da de lokale var meget skeptiske over for fremmede, var det ofte så godt som umuligt for dem at finde et sted at bo selv om mange huse stod tomme. Somme tider var det eneste hus de fik tilbudt, et hvor beboeren havde begået selvmord. Og på grund af den lokale overtro kunne et sådant hus ikke bruges som mødested.

Med tiden begyndte pionererne dog at kunne høste frugterne af deres standhaftighed. På øen Tokuno Shima kom en familie til det offentlige foredrag under kredstilsynsmandens besøg. Faderen gik op i den meget populære, lokale sport, tyrekamp. (Tyre sættes op imod hinanden så man kan se hvilken af dem der er stærkest.) Han havde en præmietyr der var trænet til kampene. Men hans datter, der havde talt med Jehovas vidner i Japan, havde vakt hans interesse for Bibelen. Familien tog imod et bibelstudium, og han, hans kone, datteren og tre sønner blev indviede Jehovas vidner. Også to nabofamilier kom i sandheden. Gruppen blev en sand myretue af aktivitet. På denne lille ø er der nu en menighed med 49 forkyndere og 16 pionerer.

På øen Ishigaki langt mod syd blev forkynderne til deres overraskelse opsøgt af en ung mand, en kendt bokser, der bad  om et bibelstudium. Han havde tidligere studeret i Yokohama, men havde været bange for at påtage sig det ansvar som Bibelens sandhedsord pålagde ham. For at undgå det var han flygtet til Iriomote, en tyndt befolket ø hvor han følte sig sikker på at der ikke var nogen Jehovas vidner. Men inden længe stødte han på Vagttårnsselskabets publikationer og blev helt lamslået da det gik op for ham at Jehovas vidner også havde forkyndt dér. Han indså at det ikke kunne lade sig gøre at flygte for Jehova. (Jævnfør Jonas 1:3.) Ved hjælp af en forkynders adresse som var noteret på en af publikationerne, fandt han frem til Jehovas vidner på den nærliggende ø Ishigaki. Inden længe var han et døbt Jehovas vidne og en ivrig pioner.

Efter at Milton Henschel i september 1980 havde været på besøg som zonetilsynsmand, blev Okinawa igen underlagt det japanske afdelingskontor. Broder Tohara og hans kone og broder Une og hans kone fortsatte i heltidstjenesten i Okinawa, og broder og søster Linton vendte tilbage til områdetjenesten på Japans større øer.

Rejsende brødres store indsats

På grund af den selvopofrende ånd de rejsende tilsynsmænd og deres hustruer har lagt for dagen, har de på mange måder bidraget til de japanske menigheders vækst og modenhed. Deres tjeneste virker opbyggende på menighederne. Brødrene er klar over at disse tilsynsmænd og deres hustruer har forladt ’huse og moder og fader for den gode nyheds skyld’. — Mark. 10:29.

Når kredstilsynsmændene før i tiden besøgte menighederne, var det sjældent muligt at give dem et logi hvor de kunne have lidt privatliv, men det gjorde dem afholdte blandt brødrene at de med godt humør tog imod det der nu var til rådighed. Keiichi Yoshida fortæller med et smil om at han og hans kone så sent som i 1983 boede hos en enlig broder og  hans ikketroende familie i et stort hus på landet i den nordlige del af Honshu. Han siger: „Familien tog hjerteligt imod os og viste os hvor vi skulle sove — i et værelse med et stort buddhistisk alter. Da vi var ved at gå i seng, åbnede bedstefar, iført nattøj, uden varsel skydedøren og gik uden at sige et ord til os hen og ringede med alterklokken, tændte røgelsen, sagde sine bønner og forsvandt ud af en dør i den modsatte side af værelset. Andre fulgte efter. Det blev en nervepirrende uge fordi vi aldrig vidste hvornår eller fra hvilken side altergæsterne kom. Men ellers havde vi en dejlig tid sammen med denne venlige og gæstfri familie.“

De rejsende tilsynsmænd, der i øjeblikket tæller 209, har gennemsnitlig været cirka 20 år i heltidstjenesten. De fleste af dem har tidligere været specialpionerer. Med denne baggrund er de i stand til at give andre en god oplæring i forkyndelsen fra hus til hus. Deres begejstring for tjenesten har i høj grad bidraget til den gode pionerånd i Japan.

Nogle af disse kredstilsynsmænd har tilskyndet enkeltpersoner og familier til at flytte til områder hvor der var større behov for forkyndere. Andre har vist ikketroende ægtefæller særlig opmærksomhed, med det resultat at nogle er blevet døbte Jehovas vidner. Også unge er blevet hjulpet til at sætte sig åndelige mål som følge af de rejsende brødres eksempel og den personlige interesse de har vist dem.

Missionærer hjælper stadig til

I 1970’erne blev missionærerne sendt ud til mindre byer. Her var folk mere konservative og traditionsbundne, så arbejdet med at gøre disciple skred langsommere frem. De steder hvor der var menigheder, hjalp missionærerne de lokale brødre til at få mere erfaring ved at lade dem føre an. Blandt de byer hvor de tjente, var Akita, Gifu, Kawaguchi, Kochi, Kofu, Nagano, Wakayama og Yamagata.

 Missionærerne prøvede tålmodigt at hjælpe de lokale forkyndere til at forstå at det er víst at acceptere at alt hvad der står i Bibelen, er sandt. (Hebr. 6:1) Masao Fujimaki, præsiderende tilsynsmand i en menighed i Kofu, husker da menigheden studerede bogen Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv. En ældre broder havde svært ved at forstå vejledningen om at en ægtemand åbent skulle vise sin hustru hengivenhed. Han sagde: „Det her er naturligvis umuligt for os der er opdraget før krigen.“ Richard Bailey, en af missionærerne i menigheden, hjalp ham venligt og under fire øjne med ordene: ’De sandheder vi studerer, bør kunne anvendes af alle, uanset national baggrund eller alder; de gælder altid og er altid gavnlige. Hvis vi bagatelliserer en del af sandheden, føler vi os måske også fristede til at forkaste mere vigtige aspekter af den.’ (Luk. 16:10) Broderen forstod meningen, og derefter så man ham sidde glad ved siden af sin kone — det var ellers aldrig sket før.

Også på andre måder har lokale forkyndere haft gavn af samværet med missionærerne. En søster sagde: „De havde et godt humør og vidste hvordan man skulle tjene Gud med glæde. De lærte mig også hvor vigtigt det er at følge principper baseret på kærlighed i stedet for at lave regler.“ — 5 Mos. 10:12; Apg. 13:52.

Missionærerne hjalp mange til at tænke mere over at de var en del af et verdensomspændende brodersamfund. Kazuko Sato, som Melba Barry begyndte at studere med i Tokyo, husker hvordan hun blev opmuntret da hun var pioner i et landområde hvor der var stærk religiøs modstand. Hun følte sig ensom og skrev til de missionærer som hun havde været sammen med i sin tidligere menighed: „Jeg forkynder her helt alene.“ Snart kom et brev med hilsener fra flere missionærer, nogle omhyggeligt skrevet med japanske tegn, hvori der stod: „Kazuko, du er ikke alene! Lyt, og i det fjerne vil du kunne  høre lyden af nidkære og trofaste brødres fodtrin jorden over.“ — Jævnfør Åbenbaringen 7:9, 10.

Der er nu 41 missionærer som tjener fra fem missionærhjem i Japan — ét i Yamagata, i Iwaki og i Toyama, og to i Tokyo. Desuden virker ni missionærer i rejsetjenesten, og ni tjener på Betel i Ebina. Disse missionærer har sat et godt eksempel ved at være loyale mod Jehova og hans organisation. I ord og handling har de hjulpet Jehovas vidner i Japan til at få udvidet deres horisont og opnå en dybere forståelse af sandheden. — 2 Kor. 6:13; Ef. 3:18.

Ledige distrikter gennemgås om sommeren

Andre har også været med til at forkynde den gode nyhed i afsidesliggende  byer og landsbyer. I 1971 blev de almindelige pionerer indbudt til at arbejde i ledige distrikter om sommeren, og i 1974 indførte man en ordning med midlertidige specialpionerer i de tre sommermåneder. Hvert år blev 50 midlertidige specialpionerer sendt ud til 25 forskellige områder, og der blev afsat bøger og blade i mængde.

I 1980 var der kun cirka 7.800.000 som boede i distrikter der ikke var tildelt en menighed i Japan. I stedet for at udnævne midlertidige specialpionerer indbød afdelingskontoret derfor familier, menigheder og grupper af almindelige pionerer til at gennemgå de ledige distrikter om sommeren. De japanske forkyndere, der godt kan lide at gøre ting sammen, syntes at det var en god idé.

Resultaterne var meget opmuntrende. I 1986 kom en forkynder som arbejdede i et ledigt distrikt, hen til et hus der lå på et bjerg, i landsbyen Miwa i Ibarakipræfekturet, og blev budt velkommen af en kvinde som havde bøgerne Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv og Min bibelhistoriebog i hænderne. Dem havde hun fået ved en tidligere lejlighed, og hun havde læst dem mange gange. Hun havde forgæves ledt efter en bibel hos boghandlerne og blev derfor meget glad da hun hørte at en kristen familie ville flytte til landsbyen. Et bibelstudium blev straks oprettet, og nu er hele familien i sandheden.

De resterende byer og landsbyer blev efterhånden tildelt nærliggende menigheder.

En særlig undervisning til de ældste

Efterhånden som den gode nyhed blev forkyndt i større områder, voksede menighedernes antal og størrelse også. Ofte var der kun én kvalificeret broder, måske to, der kunne føre an i menigheden. Og kun få af disse brødre havde fået en oplæring  i at tage sig af menighedsanliggender. Men efter at ældsteordningen blev indført den 1. oktober 1972, blev nyudnævnte ældste indbudt til afdelingskontoret i Numazu, hvor de fik to ugers særlig undervisning.

Denne skole var en milepæl. Lærerne prøvede at hjælpe brødrene til at forstå hvor vigtigt det er at vise ægte kærlighed og at være ligevægtig og rimelig over for sine trosfæller. (2 Kor. 1:24) De understregede også at det har stor betydning at være opmærksom på sin egen families åndelige behov. (1 Tim. 3:4; 5:8) Det var ellers ikke noget man lagde vægt på i japanske hjem.

Brødrene var ivrige efter at få så stort udbytte af skolen som overhovedet muligt. Mange var imidlertid tilbøjelige til at lære udenad ligesom de havde gjort i deres skoletid. En af lærerne, Takashi Abe, fortæller: „Eleverne sad oppe til ud på natten og renskrev møjsommeligt deres notater fra dagens drøftelser. Vi prøvede at tale dem fra at tage en hel masse notater og lave regler og tilskyndede dem i stedet til at tænke selv og til at følge Bibelens principper.“ — Rom. 12:1; Hebr. 5:14.

For mange af brødrene indebar det store personlige omkostninger at overvære skolen. Nogle rejste fra det snedækkede Hokkaido, 1300 kilometer mod nord; andre fra det subtropiske Okinawa, 1800 kilometer mod syd. Der var også nogle som måtte finde et nyt arbejde når de kom tilbage til deres familier. I 1977 blev der i stedet holdt todages kurser forskellige steder i hele landet. Det gjorde det meget lettere for brødrene at deltage.

Modstand fra familien

At blive en kristen i Japan er ikke uden udfordringer. „De nye møder meget modstand fra slægtninge i området, især ude på landet,“ siger søster Hiroko Eto, der har været pioner i 37  år. „Folk skammer sig over at have én i familien der skiller sig ud fra de andre i lokalsamfundet, og menneskefrygten er meget stor.“

Hirokos mor, Yuriko Eto, havde haft kærlighed til Bibelen allerede inden hun kom i forbindelse med Jehovas vidner. Men da de i 1954 hjalp hende til at forstå at Gud ikke alene havde til hensigt at tage en lille gruppe trofaste kristne til himmelen, men også at gøre jorden til et paradis der vil blive beboet af glade tjenere for Jehova, blev hun ivrig efter at fortælle denne gode nyhed til andre. Hun og hendes børn har tålmodigt hjulpet mange til at overvinde deres menneskefrygt så de kan opnå Jehovas godkendelse.

Hiroko fortæller følgende oplevelse om sine bestræbelser for at hjælpe en oprigtig kvinde. En husmor begyndte at studere, men hendes svigermor, som hun og hendes mand boede hos, var meget imod det. Da kvinden ikke ville ødelægge familiefreden, holdt hun op med at studere. „Jeg holdt øje med om jeg kunne møde hende på gaden, og når jeg traf hende, tilskyndede jeg hende til at være venlig over for sin svigermor,“ fortæller Hiroko, „og til gennem sit eksempel at vise hvor gavnlig en virkning det har at studere Bibelen. Kvinden stillede taktfuldt sin mand spørgsmål om det hun studerede, og efterhånden blev han interesseret. I begyndelsen sagde han til hende: ’Herude på landet er det umuligt at være en kristen.’ Men kærligheden til Jehova hjalp dem til at overvinde den stærke modstand.“ Nu er de og deres ældste søn døbt. Manden er menighedstjener og leder et menighedsbogstudium i deres hjem, og til alles overraskelse kom hans mor til møde da han holdt sit første offentlige foredrag.

Modstanden kommer i mange tilfælde fra ægtefællen. Nogle mænd er modstandere på grund af jalousi eller fordi de er vokset op i et mandschauvinistisk miljø. Da den nygifte Keiko Ichimaru begyndte at studere Bibelen først i 1970’erne,  var hendes mand, Hiroyuki, meget imod det og forbød hende at overvære møderne. „Jeg kunne ikke udholde tanken om at skulle spille andenviolin i forhold til religion,“ forklarede Hiroyuki senere. Keiko elskede sin mand, så hun bad ham taktfuldt undersøge om det hun studerede, var i orden. Han besluttede at studere Bibelen på egen hånd, men kunne ikke forstå den. Til sidst spurgte han sin kone om han måtte lytte når hun studerede. De blev begge døbte Jehovas vidner. Senere blev Hiroyuki almindelig pioner, og han er nu ældste.

Da den gode nyhed om Riget begyndte at blive forkyndt i Chikugo i 1971, var Mayuki Sakamoto en af de første der tog imod sandheden. Hendes mand, Toyota, protesterede da hans kone og lille søn begyndte at overvære møderne i en naboby. Fast besluttet på at standse hende intensiverede han sin modstand. I 14 år, selv efter at hun blev døbt i 1973, fortsatte han med at modarbejde hende. Ved en lejlighed sigtede han på hende med en pistol og råbte: „Jeg slår dig ihjel hvis du ikke holder op!“ Hendes rolige reaktion undrede Toyota. Han kunne ikke forstå hvad der gjorde hende så standhaftig.

Gennem alt dette forsøgte Mayuki at vise sin mand kærlighed. Hun opgav aldrig sine forsøg på at hjælpe ham til at forstå sandheden. (1 Pet. 3:1, 2) En dag tog Toyota, der var sur over at hans kone og søn var pionerer mens han selv arbejdede verdsligt, hen på sin arbejdsplads og sagde sit arbejde op. Det var et alvorligt skridt for ham, for japanske mænd betragter almindeligvis deres arbejde som næsten helligt. Toyota  håbede at hans kone og søn ville få ondt af ham. Men da han kom hjem og fortalte dem hvad han havde gjort, klappede de i hænderne. Det fik Toyota til at tænke. Snart begyndte han at studere. Med tiden blev også han pioner, og han tjener nu som ældste i den kristne menighed.

I begyndelsen af 1970’erne kommenterede de mænd der overværede vore møder for første gang, ofte at der kun var kvinder og børn til stede. Men siden da har titusinder af mænd gjort gode, teokratiske fremskridt. Nu har organisationen et solidt fundament af åndeligt modne mænd der tager sig af alle de organisationsmæssige anliggender. Blandt dem er der nogle som var modstandere tilbage i 1970’erne.

Pionererne kommer på skolebænken

På grund af den høje procentdel af pionerer (25-30 procent) i hver menighed i 1970’erne var der mange elever på Pionerskolen, som blev indført i Japan i januar 1978. Undervisningen på denne skole har bidraget meget til menighedernes modenhed.

De første der blev indbudt til skolen, var specialpionerer, missionærer og rejsende tilsynsmænd og deres hustruer. Shigeru Yoshioka, en af de første lærere, fortæller: „Det var en stor hjælp at have disse erfarne pionerer i de første klasser. Det vi lærte af disse modne forkynderes kommentarer og erfaringer, kunne vi give videre til de senere klasser.“

Fra og med februar 1980 er Pionerskolen blevet holdt i hver kreds. Kredstilsynsmændene og andre modne brødre der har overværet skolen, virker som lærere. I de otte år efter skolens oprettelse steg antallet af almindelige pionerer med gennemsnitlig 22 procent om året, sammenlignet med en 12-procents stigning i forkyndertallet. Nu holder de fleste kredse årligt to eller flere pionerskoler med mellem 25 og 30 elever i hver klasse.

 De fleste af de pionerer der overværer skolen, er stadig ret nye i sandheden, men undervisningen lærer dem at forkynde med større selvtillid og dygtighed, og de får en uvurderlig lektion i at leve som kristne. En pioner udtrykte det på denne måde: „Indtil nu har forkyndelse, børneopdragelse, kristen personlighed og bibelkundskab været blandet sammen i min hjernekiste. Men i løbet af de ti dage Pionerskolen varede, fik jeg det hele sorteret ud på rette plads.“ I september 1997 havde 3650 klasser med i alt 87.158 elever gennemgået Pionerskolen.

Alle slags mennesker har lyttet

I Japan er den teokratiske organisations farverige tæppe vævet af mennesker med mange forskellige baggrunde. Toshiaki Niwa er en mild og venlig ældste i en menighed i Yokohama. Men ved afslutningen af den anden verdenskrig var han under oplæring til at føre en Ohka, en „rocket glider“, i et kamikazeangreb på et amerikansk flådefartøj. En sådan tjeneste blev betragtet som et tegn på hengivenhed for kejseren. Men krigen sluttede før Toshiaki fik lejlighed til at dø for sit fædreland. Senere begyndte hans kone at studere Bibelen med Jehovas vidner. Da Toshiaki hørte at Vidnerne havde holdt sig strengt neutrale under krigen, blev han også interesseret. Og i 1977 begyndte han at forkynde Bibelens budskab om fred sammen med sin kone.

Også i underholdningsverdenen har vi fundet mennesker som med glæde har ændret livsform for at lovprise Jehova. Yoshihiro Nagasaki havde dannet et dixielandjazzorkester sammen med flere venner fra universitetet. De bad en mand der havde lært dem at spille jazz, om at blive deres orkesterleder. Denne mand, Yoshimasa Kasai, en af Japans kendteste jazzmusikere, var i mellemtiden kommet i kontakt med „Trummy“ Young, en trompetist der var på besøg fra Hawaii. „Allerede den første dag begyndte lektionerne, ikke i musik,  men i sandheden,“ husker Yoshihiro, der nu tjener i afdelingskontorets udvalg. „Vi var ikke interesserede, ikke det fjerneste, men fordi han var så begejstret og vi ikke ville miste ham som orkesterleder, lyttede vi til ham.“ De gik endda med til at studere. For Yoshihiro kom vendepunktet da han overværede et kredsstævne i april 1966. Ved dette stævne spurgte en gymnasieelev som han tidligere havde mødt, om han ville med hende ud i forkyndelsen. Hun forkyndte ved hjælp af Bibelen, og han uddelte løbesedler til de besøgte. „Nu begyndte sandheden for første gang at betyde noget for mig,“ fortæller han. Efter dette stævne gik han i forkyndelsen hver dag og gjorde hurtigt fremskridt. Fire af orkesterets seks medlemmer er nu aktive Jehovas vidner.

Shinji Sato var præst ved den berømte Izumohelligdom i Shimanepræfekturet, et af de vigtigste shintotempler i Japan. Han var også lærer i Izumo Oyashirokyo-sekten. Selv om han havde været shintopræst i næsten 20 år, var han blevet skuffet over den uretfærdighed og manglende kærlighed som han havde iagttaget blandt præsterne. Han havde indset at shinto-guderne ikke kunne frelse, og begyndte at søge efter den sande  Gud. Han gik i gang med at læse Bibelen, men havde stadig mange spørgsmål.

På det tidspunkt mødte han en bekendt på gaden som han vidste var et af Jehovas vidner, og stillede nogle spørgsmål som han mente kunne identificere den sande religion: „Er jeres religion fri for politik? Er den en filantropisk organisation? Kommer jeres lære fra Gud og ikke fra mennesker? Praktiserer folkene på jeres hovedkontor det de forkynder?“ Derefter spurgte han: „Hvis jeres organisation opfylder disse krav, vil du så godt undervise mig i Bibelen?“ Det var en stor lettelse for ham da han endelig brød med Babylon den Store! (Åb. 18:4) Han siger: „Nu da jeg er et af Jehovas vidner og lærer andre den sande Guds vej, føler jeg præcis som der står i Ordsprogene: ’Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.’“ — Ordsp. 10:22.

Berømte kunstnere og musikere, en tegneserietegner, en sumobryder og professionelle cykelryttere har alle lagt deres tidligere karriere bag sig. Fagfolk som læger, advokater og en kendt kalligraf har set sandhedens lys og bruger deres færdigheder til at fremme Rigets interesser. Tidligere bøller, forbrydere, politifolk og politikere sidder fredeligt sammen som åndelige brødre. (Es. 11:6-9) Buddhistmunke, shintopræster og en kvinde der havde grundlagt sin egen religion, har forladt Babylon den Store. (Åb. 18:2) Skolelærere, fremtrædende japanske forretningsfolk og kunstnere med talent på forskellige områder arbejder sammen om teokratiske projekter. Jehovas organisation rummer alle slags mennesker der er blevet hjulpet til at ’iføre sig den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet’. — Ef. 4:24.

Pionerånd

Til trods for at der bliver stadig mindre distrikt pr. forkynder, og at den religiøse ligegyldighed tager til, er der fortsat  stor begejstring for pionertjenesten i Japan. Om foråret, når mange hjælpepionerer slutter sig til de almindelige pionerer, stiger det samlede antal til over 50 procent af forkyndertallet. I marts 1997 virkede 108.737 som pionerer.

Et spørgsmål der ofte stilles, er: „Hvorfor er der så mange pionerer i Japan?“ Det ser ud til at flere faktorer gør sig gældende. Grundlaget for væksten efter krigen i Japan blev lagt af nidkære missionærer, og taknemmelige elever ønsker jo at efterligne deres lærere. (Luk. 6:40) Derved blev en arv bestående af nidkærhed i tjenesten givet videre til den næste generation af disciple. Generelt set er japanske hjem desuden beskedne og ikke så tidskrævende at vedligeholde, og livsformen er traditionelt enkel. Det kan gøre det lettere for husmødre at sætte de åndelige interesser først. (Matt. 6:22, 33) Dertil kommer at klimaet normalt er rimeligt, og at landet har haft gunstige politiske og økonomiske forhold.

Endnu en faktor er øjensynlig japanernes kulturelle baggrund og særlige egenskaber. I det store og hele følger japanere villigt en vejledning, de reagerer på tilskyndelser fra gruppen, og de arbejder flittigt. Herom siger Shinichi Tohara, en japanskamerikaner der kom til Japan som en af de første missionærer efter krigen: ’Under den anden verdenskrig gik kamikazepiloter i døden for kejseren ved at styre deres fly ind i fjendtlige krigsskibe. Hvis japanerne er så trofaste mod jordiske herrer, hvordan ville de så ikke være hvis de kom til at tjene den sande Herre, Jehova?’ Bag enhver udfyldt pioneransøgning ligger et stærkt ønske om at behage Jehova.

Forældre der er pionerer

Hvem er pionererne? Størstedelen er søstre, hvoraf de fleste er gifte og har børn. Mange tjener som pionerer uden åndelig støtte fra deres ikketroende mænd og slægtninge.

 „Da jeg begyndte som pioner, var min yngste datter kun nogle måneder gammel,“ fortæller Mutsuko fra Fujisawa, der har været pioner i over 20 år. „Min mand arbejdede i en bank og kom som regel først hjem når vi var kommet tilbage fra møderne om aftenen. Selv om det krævede store anstrengelser, var jeg besluttet på at fortsætte i pionertjenesten.“ Mutsuko blev belønnet da alle hendes tre børn blev pionerer efter gymnasiet. Efter mange års modstand og derpå ligegyldighed begyndte hendes mand også at ændre indstilling. Hvor var Mutsuko lykkelig da hun hørte sin søn holde første halvdel af et offentligt foredrag i menigheden og sin mand holde resten!

Fædre der er pionerer, har også en god indflydelse. Hisataka vidste at hans far havde forladt sin stilling som lærer i databehandling for at blive pioner. Da Hisataka havde sommerferie fra skolen, spurgte hans far om han ville med på hans arbejde, der bestod i at levere mælk tidligt om morgenen. „Mens de skønneste rødorange farver flammede på himmelen i øst, gav far udtryk for sine dybeste følelser om hvor store velsignelser det indebærer at tjene Jehova af hele sin sjæl,“ husker Hisataka. „At se ham arbejde for Jehova med stor glæde tilskyndede mig mere end ord på nogen måde kunne.“ Hisataka tjener nu som medlem af betelfamilien i Ebina.

Frelst fra karoshi

„Hvis du vil dø for at arbejde, så bliv ansat i et japansk firma,“ har nogle sagt for sjov. En typisk japansk familiefar går nemlig meget op i sit arbejde og bruger mange timer på arbejdspladsen. Men ikke så få fædre der før i tiden ville have arbejdet sig til karoshi (død af overanstrengelse), har nu viet deres liv, ikke til et verdsligt firma, men til Jehova Gud og er begyndt at tjene som pionerer sammen med deres familie.

Shunji fra Kobeområdet, der engang arbejdede for et stort byggefirma, siger: „Det der drev mig, var den stærke  tilknytning jeg følte til mit arbejde, og et ønske om succes. Når jeg arbejdede langt hjemmefra, kom jeg i bedste fald kun hjem til min familie i nogle korte weekender.“ Hvordan blev der vendt op og ned på dette? Han svarer: „Jeg var bange for døden og bekymret for hvordan det skulle gå min familie hvis jeg døde. Det undrede mig også at min kone og min søn altid var så glade for at gå ud at forkynde.“ Mens Shunji hjalp den lokale menighed med nogle tekniske detaljer i forbindelse med et rigssalsbyggeri, tilskyndede en ældste ham til at få et bibelstudium. Det gjorde han, og nu glæder han sig sammen med sin familie over pionertjenesten. Han virker også i det regionale byggeudvalg.

Det kræver en stærk tro og en selvopofrende ånd af et familieoverhoved at forlade det der betragtes som en sikker, livslang stilling i et firma, og i stedet påtage sig et temmelig usikkert deltidsjob for at få tid til at være pioner. En af dem der har skiftet arbejde, er faderen til Mitsunobu fra Chibapræfekturet. Han begyndte at gå fra kontor til kontor og indsamle affaldspapir til genbrug i et stort firma hvor han før havde arbejdet, og hvor hans tidligere kolleger nu havde ledende stillinger. Mitsunobu siger med taknemmelighed: „Jeg takker mine forældre fordi de personligt har indgivet mig værdsættelse af pionertjenesten og således har hjulpet mig til at gøre den til min egen livsstilling!“ De der foretager sådanne ændringer i deres tilværelse, er overbeviste om at økonomiske belønninger kun er midlertidige, og at åndelige skatte har langt større værdi. — Matt. 6:19-21.

Pas på dig selv, og lev længere!

Nogle af dem der oprigtigt ønsker at yde deres bedste i tjenesten for Jehova, har også overvundet alvorlige helbredsproblemer. „I bedste fald vil du opleve at se din søn vokse op. Overanstreng dig aldrig, men pas godt på dig selv så du kan  leve længere.“ Sådan sagde den læge der diagnosticerede Yaeko Onos hjertesygdom. Hendes søn var dengang tre år gammel. „Hvordan kan jeg leve resten af mit liv så jeg ikke har noget at fortryde?“ spurgte hun sig selv på vej hjem fra hospitalet. Da hun kom hjem, havde hun besluttet at blive pioner. Da hendes slægtninge hørte om det, blev de bekymrede, men det fik hende ikke til at ændre mening. Hun siger: ’Jeg begyndte som pioner i september 1978. Dengang vidste jeg ikke at jeg var gravid. Min mor blev alvorligt syg. Jeg fik det selv dårligere. Men Jesu ord gav mig mod: „Hvis I har tro på størrelse med et sennepsfrø, vil I sige til dette bjerg: ’Flyt dig herfra og derhen,’ og det vil flytte sig.“ (Matt. 17:20) Jeg besluttede at gøre mit bedste.’

Efter 17 år sagde Yaeko: „Jeg føler at Jehova trøstende har omfavnet mig.“ Somme tider har problemerne været ved at vokse hende over hovedet, men så har hun tænkt på de velsignelser Jehova har skænket hende, og det har hjulpet hende til at holde ud. Hendes nidkærhed fik hendes mand til at studere Bibelen. Og hendes glæde kendte ingen grænser da han, som et svar på hendes inderlige bønner, blev hendes pionermakker!

Det er den slags pionerer der er i Japan. En hel del flere kunne nævnes — som for eksempel den broder der var lammet fra halsen og ned, men var til stadig opmuntring for andre idet han tjente som pioner, fortrinsvis gennem brevskrivning; den søster der blev født ved århundredskiftet og brugte sine 13 sidste år, frem til 1994, som pioner i et snedækket område; og den blinde ældste der flyttede til en by for at være pioner og hjælpe den lille menighed der. Skønt alle disse var fysisk svage, blev de ligesom trofaste vidner fra fortiden „fyldt med kraft“ af Gud så de kunne gøre hans vilje. — Hebr. 11:32-34.

 Ny Verden-Oversættelsen på japansk

I hele verden er Jehovas vidner kendt for at bruge Bibelen i deres offentlige forkyndelse. I Japan ville forkynderne ønske at de havde en nøjagtig, letlæselig bibel på moderne japansk. Mange havde kæmpet med den klassiske oversættelse. Den var ganske vist fuld af smukke vendinger og brugte konsekvent Guds hellige navn, men de der havde gået i skole efter krigen, kunne næsten ikke forstå dens forældede sætningsbygning. Brødrene på afdelingskontoret blev derfor begejstrede da de i januar 1970 modtog et brev fra hovedkontoret som bemyndigede dem til at oversætte den græske del af Ny Verden-Oversættelsen til japansk.

Tre år senere, ved det internationale stævne „Guds sejr“ i Osaka, klappede de 31.263 tilhørere med uhæmmet glæde da Lyman Swingle fra Det Styrende Råd meddelte at Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter nu var udkommet på japansk. I de følgende ni år blev der spredt 1.140.000 eksemplarer, omtrent 75 gange så mange som antallet af forkyndere på udgivelsestidspunktet. Denne bibel blev trykt i De Forenede Stater, men det skulle ikke vare længe før sådanne trykke- og indbindingsopgaver kunne klares på Selskabets trykkeri i Japan.

Kunne mødestederne forbedres?

Efterhånden som antallet af menigheder steg i hele Japan, blev det tydeligt at der var et meget stort behov for passende mødesteder. Før 1970’erne havde kun meget få menigheder deres eget mødested. Faktisk blev kun ni rigssale indviet i 1960’erne. De fleste menigheder mødtes i lejede offentlige sale eller i private hjem.

Ai Nakamura, en søster fra Hirosaki, husker hvor besværligt det var med de skiftende mødesteder: „Omkring  1963 lejede vi byens forsamlingshus hver weekend, og de dage hvor det var lukket, holdt menighedens cirka 15 medlemmer møde hjemme hos mig. Vi måtte alle sammen hjælpe med at bære bladene, bøgerne, talerstolen og så videre hver gang vi havde møde.“ De lejede sale stank tit af tobak, og der var slogans og udsmykning af politisk eller religiøs art. Alt dette stemte dårligt med Jehovas vidners møders åndelige indhold.

Molly Heron og Lois Dyer tænker tilbage på den sal de lejede til møderne i Kyoto. Det var et tatamiværelse, det vil sige et rum med vægge af stråmåtter, oven på en forretning. Der var andre værelser på begge sider. På den ene side blev der undervist i samisen, et japansk strengeinstrument; på den anden side spillede nogle mænd go, et japansk brætspil. „Midt i al den ståhej forsøgte vi at studere Vagttårnet. Dengang var vi nødt til at mødes sådan nogle steder,“ siger Lois Dyer. Og eftersom vi ikke havde nogen permanente mødesteder, som de andre religiøse grupper, fik folk det indtryk at vi bare var en ubetydelig sekt der ville forsvinde igen.

Men midt i 1970’erne blev der oprettet utallige nye menigheder, og brødrene ledte efter bygninger der kunne bruges som rigssale. I juli 1974 havde de 646 menigheder knap 200 rigssale i hele landet. Heraf var de 134 blevet indviet i tjenesteåret 1974.

Vore brødre havde ikke mange økonomiske midler til rådighed, men deres fantasi fejlede ikke noget. På øen Kyushu byggede Kitakyushu Wakamatsu-menigheden for eksempel en 130 m² stor rigssal på en grund der blev stillet til rådighed af en af de lokale forkyndere. Menigheden skaffede brugte bjælker og tagsten gratis fra fem huse der blev revet ned. Den fik også gratis tømmer fra en nedlagt badeanstalt. De eneste  byggematerialer brødrene købte, var til de dele af bygningen der ville være synlige når rigssalen var færdig. Fra en nærliggende lukket biograf fik de gratis stole der blev malet og installeret i salen. Efter et halvt års hårdt arbejde havde menigheden en dejlig rigssal.

På grund af de ekstremt høje priser på byggegrunde valgte nogle forkyndere der ejede huse i byområder, at rive dem ned og genopbygge dem med en rigssal i stuen og en bolig til dem selv på første sal.

 Behov for et nyt afdelingskontor

Ligesom børn hele tiden vokser fra deres tøj, har det japanske afdelingskontor flere gange måttet udvides for at man kunne holde trit med væksten i forkyndertallet. I 1971 var tegningerne klar til et treetages trykkeri og et femetages betelhjem der skulle opføres i Numazu, med udsigt til det smukke Fujibjerg.

I første omgang blev trykkeriet hovedsagelig brugt til trykning af den japanske udgave af Vagttårnet og Vågn op! I den forbindelse var trykningen af særnummeret af Vågn op! for 8. oktober 1972 på den nyinstallerede, 40 tons tunge Tokyo Kikai-rotationspresse en milepæl. Det var det første blad der blev trykt af brødrene på trykkeriet i Numazu. Men brødrene i trykkeriet havde meget at lære. Somme tider spekulerede de på om de nogen sinde ville få lært at køre trykkemaskinen ordentligt. „Dengang lå der så tykt et lag trykfarve på nogle af bogstaverne at man næsten kunne læse dem med fingerspidserne!“ fortæller en broder fra trykkeriet. Andre bogstaver stod svagt eller var udviskede. Men efterhånden som brødrene fik erfaring, blev trykkvaliteten bedre, og bladafsætningen i distrikterne steg.

Da broder Knorr i 1973 talte ved indvielsen af afdelingskontoret i Numazu, var tilhørerne samlet på den tomme tredje etage i det nye trykkeri. Angående spørgsmålet om hvad etagen skulle bruges til, sagde han: „Den tomme plads her repræsenterer jeres tro. Vi tror at der bliver brug for pladsen om et års tid eller to. Guds organisation er i fremgang, og det går meget hurtigt.“

Som broder Knorr havde forudsagt, blev der snart brug for pladsen. Allerede i 1974 var der faktisk behov for yderligere to bygninger — en til lagerplads og en til boliger. „Det var det første byggeri Jehovas vidner selv stod for i Japan,“  siger Toshio Honma. „Vi var lidt urolige for om der nu var nok erfarne byggearbejdere til rådighed. Gud velsignede os ved at sende folk som Tadazo Fukayama, en byggetilsynsmand med over 30 års erfaring hos en stor entreprenør.“

Tadazo havde lige sagt sin stilling op for at kunne være mere sammen med familien efter at hans arbejde gennem flere år havde tvunget ham til at være væk hjemmefra. Det var derfor med blandede følelser han modtog tilbudet om at komme til Numazu for at føre tilsyn med udvidelsen af Betel. Ville han være nødt til at rejse fra sin familie igen? „Nej!“ lød svaret fra afdelingskontoret. Hans kone og deres to sønner på 18 og 20 år var også inviteret.

Skønt de bygninger der blev rejst dengang, var relativt små i sammenligning med dem der skulle komme, gav dette byggeri brødrene erfaring og tillid til at de med Jehovas hjælp også kunne klare større projekter.

Japanske brødre påtager sig større ansvar

I april 1975 forlod Lloyd Barry, der havde været afdelingstilsynsmand siden 1952, Japan for at tjene som medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. Han havde nidkært taget del i arbejdet fra 1949, da der var 8 forkyndere, og til den teokratiske organisation var vokset til over 30.000 flittige forkyndere. Da han rejste, blev opgaven som afdelingstilsynsmand overdraget til Toshio Honma, en japansk broder der på det tidspunkt tjente som faktor.

Broder Honmas assistent i trykkeriet siger om ham: „Toshio var ikke den der lænede sig tilbage og ventede på at en anden skulle forklare ham i detaljer hvad han skulle gøre. Man kunne give ham en opgave og sige: ’Det er i den retning vi skal,’ og så klarede han selv resten. Han var dygtig til at organisere og til at motivere andre.“

 En anden organisationsmæssig forandring indtraf i februar 1976. Ligesom på alle andre afdelingskontorer verden over blev tilsynet med kontoret i Japan underlagt et udvalg af brødre i stedet for en afdelingstilsynsmand. De fem der i første omgang kom til at udgøre afdelingskontorets udvalg, var koordinatoren Toshio Honma, Masataro Oda, Shigeo Ikehata, Kiichiro Tanaka og James Mantz. Denne nye ordning blev straks accepteret af de japanske brødre, der var vant til at beslutninger blev taget ved samråd i en gruppe. Et af udvalgsmedlemmerne sagde senere: „Med udvalgsordningen på afdelingskontorerne ser brødrene hen til en gruppe modne brødre som organisationens repræsentanter. Det henleder brødrenes opmærksomhed på Guds organisation og ikke på en enkeltperson.“ Når der skal tages en vanskelig beslutning, kan en gruppe åndeligt modne mænd med forskellig baggrund og forskellige evner overveje den og søge den hellige ånds og Guds ords ledelse.

I januar 1983 blev Masataro Oda, der havde arbejdet på Betel siden februar 1960, koordinator. Han efterfulgte broder Honma, der på det tidspunkt havde en toårig søn at tage sig af. Blandt dem der siden har tjent i afdelingskontorets udvalg i forskellige perioder, kan nævnes Ryosuke Fujimoto, Percy Iszlaub, Isamu Sugiura, Yoshihiro Nagasaki, Makoto Nakajima, Kenji Mimura og Richard Bailey. I øjeblikket tjener syv brødre i afdelingskontorets udvalg. Efterhånden som arbejdet har haft fremgang, har hver af disse brødre ydmygt brugt sine evner til fremme af Guds riges interesser i denne del af verdens arbejdsmark.

„Når vi nu ser tilbage, kan vi se den guddommelige visdom i udvalgsordningen,“ siger broder Oda. „Siden 1976, da ordningen blev indført, er arbejdet vokset så meget at intet menneske havde kunnet klare det på egen hånd. Jehova gav  Det Styrende Råd visdom til at beslutte at ansvaret skulle uddelegeres til mange brødre, og det betyder at arbejdet hele tiden har kunnet glide let.“

Lokale brødre organiserer stævner

I 1970’erne begyndte ansvaret i forbindelse med organisering af stævner også at blive overladt til lokale forkyndere. En af de første japanske områdetilsynsmænd der tjente som stævnetilsynsmand, var Takashi Abe. Han havde fået værdifuld erfaring ved at arbejde sammen med missionærer som Percy Iszlaub. Percy havde været stævnetilsynsmand ved det internationale stævne „Fred på jorden“, der blev holdt på Korakuen Cykelstadion i Tokyo i 1969. To år senere tjente broder Abe som stævnetilsynsmand ved et landsstævne der blev holdt på det samme stadion. På grund af den erfaring han havde fået ved stævnet i 1969, gik alt som det skulle. Men han skulle få endnu større opgaver overdraget.

I 1973 udnævnte Selskabet broder Abe til stævnetilsynsmand for et internationalt femdagesstævne med temaet „Guds sejr“ der skulle holdes i Osaka. Man forventede cirka 30.000 deltagere, deriblandt 400 udenlandske delegerede. Hvordan reagerede broder Abe? Han fortæller: „Da jeg fik brevet med udnævnelsen, blev jeg meget syg og lå i sengen i flere dage. Jeg kunne ikke engang sidde op. Det eneste jeg tænkte på, var hvor stor en udfordring det var at skulle organisere alle stævneafdelingerne. Hvor blev jeg dog glad da jeg fik brochuren Convention Organization (Organisering af stævner; ikke på dansk) fra Selskabet nogle måneder før stævnet! Ved at følge bibelske principper kunne mange problemer løses.“

En af de første udfordringer bestod i at skaffe siddepladser nok til alle de delegerede. Stævnet skulle holdes på festivalpladsen i Expo (1970) Memorial Park i Osaka, men der  var hverken siddepladser eller scene. Menighederne i området blev spurgt om de vidste hvor der kunne lejes klapstole til stævnet. Alle rektorer for skoler i en by blev kontaktet. Man spurgte også direktøren for det største firma der fremstiller elektriske apparater i Japan, om hans firma ville udleje stole til stævnet. En repræsentant for firmaet mødtes med stævnetilsynsmanden for at drøfte det. Det viste sig at firmaet ikke havde ekstra klapstole som brødrene kunne leje, men firmaet skænkede penge til leje af 5000 stole! Der var dog brug for endnu flere siddepladser. Løsningen blev at leje stilladsbrædder af et byggefirma og fremstille bænke af dem. Bænkene blev færdige nogle få dage før stævnet, og i alt 31.263 overværede det offentlige foredrag. På grund af det voksende forkyndertal var dette sidste gang det kunne lade sig gøre at samle alle Jehovas vidner i Japan og Okinawa til ét stævne.

Fem medlemmer af Det Styrende Råd og trykkeritilsynsmanden fra hovedkontoret i Brooklyn overværede stævnet og tilskyndede stævnedeltagerne. Andre delegerede kom fra Australien, Canada, England, Guatemala, Hawaii, New Zealand, Nigeria, Papua Ny Guinea, Tyskland og USA, så stævnet kunne virkelig kaldes internationalt.

 Efter dette stævne i Osaka begyndte flere lokale brødre at påtage sig ansvar i stævneorganisationen. Det gjorde det lettere for brødrene at finde en balance mellem arbejdet før stævnerne og deres andre pligter. Desuden kunne de rejsende tilsynsmænd nu koncentrere sig om deres opgave i stedet for at bruge flere måneder på stævnearbejde før hvert stævne.

Det internationale stævne i 1978, „Den sejrende tro“

Det fjerde internationale stævne der blev holdt i Japan, var femdagesstævnet „Den sejrende tro“ i 1978. Denne gang anvendte man fire stævnepladser for at få plads til alle. Hovedstævnet, der blev holdt i Osaka, havde et højdepunkt på 31.785 deltagere, deriblandt over 200 gæster fra USA, Canada, Tyskland, Schweiz og andre lande i Europa, Asien og Sydamerika. Tre medlemmer af Det Styrende Råd var til stede og havde punkter på programmet.

 I årenes løb var brødrene blevet gode til at samarbejde. De havde fået fuld tillid til at de med Jehovas hjælp kunne klare selv store teokratiske opgaver.

Fra bowlinghal til stævnehal

Det blev efterhånden klart at brødrene foruden rigssale også havde behov for større lokaler til stævner. I begyndelsen af 1970’erne ville mange offentlige instanser ikke udleje til religiøse grupper, og kontrakter om sportshaller blev somme tider aflyst i sidste øjeblik fordi lokale sportsbegivenheder blev prioriteret højere. Hirofumi Morohasi, der i mange år var stævnetilsynsmand i Tokyo-området, husker en bestemt begivenhed der fik brødrene til at begynde at lede efter deres egen stævnehal. Han siger: „I 1974 betalte vi et depositum på 200.000 yen (4200 kr.) for at leje en sal i en forlystelsespark i byen Oyama til et kredsstævne. Senere gik forlystelsesparken fallit. Vi havde store problemer med at prøve at få depositummet tilbage og finde et andet sted at holde stævne.“ Så viste Percy Iszlaub dem fotografier fra Australien af et gammelt væveri der var blevet bygget om til en smuk stævnehal. Brødrene i Tokyo følte at det var på tide at de prøvede noget lignende.

De fandt en nedlagt bowlinghal. Den lå i Higashi-Matsuyama, i udkanten af Tokyo. Ejeren af bygningen vidste intet om Jehovas Vidner og skrev derfor til en familie som han havde boet hos i USA, og spurgte om de kendte noget til dem. Han fik et meget positivt svar hvori der stod at Jehovas Vidner er den mest pålidelige religiøse gruppe i De Forenede Stater. Fra da af var der ingen problemer, og der blev skrevet kontrakt.

I december 1976 kunne Japans første stævnehal således indvies. I mellemtiden var et andet vigtigt byggeprojekt kommet på tegnebrættet.

 Jehova leder flytningen

Da udvidelsen af afdelingskontoret i Numazu blev indviet i 1977, var der over 40.000 forkyndere i landet. Afdelingskontoret fik besked på at lede efter en grund der var 3 gange større end den i Numazu. Man fandt en gammel tekstilfabrik i Ebina, midtvejs mellem Numazu og Tokyo, med 7 hektarer grund til. Den var 16 gange så stor som grunden i Numazu. Men ville Det Styrende Råd acceptere dette i et land hvor grundpriserne var utrolig høje? Grunden ville komme til at koste over dobbelt så meget som De Forenede Stater betalte Rusland for Alaska ved tilbagekøbet i 1867. Der gik et stykke tid før hovedkontoret gav lyd fra sig. „Så ankom broder Barry pludselig fra New York sammen med Max Larson, tilsynsmanden for Selskabets trykkeri i Brooklyn, for at se på grunden, og det endte med at vi fik lov at købe den,“ fortæller Toshio Honma. „Når vi nu ser tilbage på den vækst vi har haft i de sidste 20 år, takker vi Jehova for at han ledte os til at købe den kæmpestore grund.“

I januar 1979 begyndte man at bygge et toetages trykkeri, en kontorbygning, tre boligbygninger med 161 betelværelser, en rigssal og to mindre værkstedsbygninger. Det var et af de største byggeprojekter Jehovas Vidner indtil da havde påtaget sig i hele verden.

Mange familiefædre med færdigheder der kunne bruges under byggeriet, sagde deres job op og flyttede til Ebina eller nærliggende byer med deres familier for at være med ved byggeriet. Yoshiaki Nishio var en af dem. Da han fik den første indbydelse til at være med i projektet som blikkenslager, var han lige flyttet til en lille by på øen Shikoku for at hjælpe til hvor behovet var større. Da han havde tre små børn, var arbejdsløs og ikke havde ret mange penge, afslog han i første omgang tilbudet. Men da den tredje indbydelse  kom i et ekspresbrev, følte han at Jehova befalede ham at tage af sted. Han talte med sin kone om det, og hun tilbød at forsørge familien mens han var borte. „Først da jeg ankom til Betel, gik det op for mig at vi alle fem var blevet indbudt! Det var helt utroligt,“ beretter Yoshiaki. De tre børn blev senere pionerer, og et af dem tjener nu som medlem af betelfamilien i Ebina.

„Gang på gang så vi at Jehova åbnede døre for os under byggeriet,“ husker James Mantz, formand for byggeudvalget. „Vi kom ud for tilsyneladende uoverstigelige hindringer. Kanagawapræfekturets myndigheder havde en af landets strengeste forureningslove. Vi fik forbud mod at lede så meget som én dråbe spildevand ud i den kanal der løb gennem grunden. Men Jehova løste problemet for os. Den fabrik der tidligere lå på grunden, plejede at afkøle sine maskiner med vand fra tre brønde. Vandet løb ud i kanalen og blev brugt til vanding af naboernes afgrøder. Da naboerne hørte at denne vandkilde ville tørre ud, gik de til rådhuset og sagde at de var afhængige af vandet til deres afgrøder. Så omstødte myndighederne deres beslutning og fastsatte en minimumsmængde af vand som vi hver dag skulle lede ud i kanalen som hjælp til landmændene. Foruden det rensede spildevand vi udledte, måtte vi pumpe vand op fra brøndene for at dække landmændenes behov.“

Til stede ved indvielsen af de færdige bygninger den 15. januar 1982 var Frederick Franz, Vagttårnsselskabets daværende præsident. Lloyd Barry og hans kone, Melba, var også til stede og deltog i indvielsesprogrammet. Da broder Barry interviewede 14 af sine klassekammerater fra Gileads 11. klasse som var blevet sendt til Japan, kunne tilhørerne fornemme hvor dyb en kærlighed han nærede til de japanske brødre.

 Vækst i kvantitet og kvalitet

Forkyndertallet blev ved med at stige, og behovet for publikationer voksede i samme takt. I oktober 1979, endnu før afdelingskontoret i Ebina var blevet indviet, fik afdelingskontoret sin første offset-rotationstrykkemaskine. Den vejede 75 tons, var 20 meter lang og kunne producere 300 blade i minuttet i fire farver. Dækkede den behovet?

„I 1981 kom broder Jaracz på zonetilsynsmandsbesøg,“ fortæller broder Mantz. „Han lagde mærke til at vi arbejdede i skiftehold på trykkemaskinen, og anbefalede at vi bad om tilladelse til at købe endnu én. Vi tøvede med at anmode om en trykkemaskine mere fordi vi mente at det var mere økonomisk at nøjes med én. Men før der var gået en måned, fik vi besked fra Brooklyn om at vi skulle bestille endnu en offset-rotationsmaskine. Dengang vidste vi jo ikke hvad der lå forude. Men da trykkemaskinen blev leveret i maj året efter, måtte vi straks begynde at trykke hele Ny Verden-Oversættelsen på japansk, for den skulle frigives ved områdestævnerne blot to måneder senere. Ved de samme stævner skulle bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden også frigives. Så vi kunne igen se Jehovas ledelse i det der var sket. Det ville have været umuligt at trykke bladene, Bibelen og bogen på én trykkemaskine.“

En tredje trykkemaskine, en kraftig Mitsubishi, blev installeret i 1984. Den havde to papirbaner og fire farveværker foruden et ekstra sort farveværk og kunne trykke 1000 blade i minuttet. Det var dengang den hurtigste trykkemaskine i landet og blev samtaleemne blandt verdslige trykkere. Ichiki Matsunaga, der fik en særlig oplæring i at køre trykkemaskinen, syntes at det var spændende at se den køre for højeste hastighed. „Men,“ sagde han, „det er endnu mere spændende  at tænke på den enorme hastighed hvormed det trykte budskab vil gå ud.“

Hvordan kunne 60.000 blade i timen ekspederes effektivt? Brødrene på maskinværkstedet tegnede og byggede et elektrisk samlebåndssystem der transporterede bladene fra trykkemaskinen gennem en hydraulisk presse og en skæremaskine med tre knive frem til pakkestedet. Tilsynsmanden for afdelingen forklarer: „Trykkemaskinen fodres med en 500 kilos papirrulle hvert 20. minut, og i den anden ende af transportbåndet pakkes bladene direkte i kartoner med adressesedler på så de er klar til forsendelse.“ Papiret når fra rullen gennem trykkemaskinen og skæremaskinen og ned i kartonerne inden for fem minutter. Samlebåndssystemet begrænser behovet for arbejdere og lagerplads.

Den høje kvalitet i trykning som dette udstyr muliggjorde, foruden pænere illustrationer og bedre papirkvalitet, betød at bladene blev langt mere tiltalende. Forkynderne tilbød dem med begejstring fra hus til hus.

’Jehova havde specialisterne klar’

I forbindelse med overgangen til offsettrykning begyndte Selskabet at datastyre det arbejde der går forud for trykningen. Fandtes der japanske Jehovas vidner med den nødvendige erfaring som kunne stille sig til rådighed for at gennemføre denne forandring? Ja! Yasuo Ishii, en af de tekniske foregangsmænd inden for computervidenskab i Japan, var blevet en indviet tjener for Jehova. Han havde også fortalt sine kolleger om sin tro. Som følge heraf var seks systemteknikere og dygtige programmører blevet døbte Jehovas vidner. Hele denne gruppe tog imod indbydelsen til at hjælpe med Selskabets projekt. Nogle flyttede ind på Betel; andre kom hver dag og arbejdede. Med et tilbageblik på det der  skete, siger Toshio Honma, den daværende koordinator i afdelingskontorets udvalg: „Jehova havde en hel række specialister klar til netop det tidspunkt hvor der var brug for dem.“

Hovedkontoret i Brooklyn havde anbefalet at brødrene leasede IBM’s mainframe model 4341, der endnu ikke var sat i produktion. Efter lodtrækning var afdelingskontoret i Japan kommet til at stå som nr. to på listen over dem der skulle modtage en af disse nye computere. IBM’s repræsentant i Japan mente imidlertid at det ville være bedre at give den til en af firmaets faste kunder som havde ressourcer til at programmere den. De fem brødre og den søster der arbejdede på vores projekt, lavede hurtigt en specifikation af Selskabets særlige behov. Da firmaets repræsentanter havde set denne detaljerede specifikation, blev vi beredvilligt skrevet op til den første forsendelse af den nye computermodel.

Under disse specialisters dygtige ledelse blev over 40 villige unge brødre og søstre oplært til programmører. Målet var at bygge et fuldautomatisk system til fotosætning og ombrydning af Selskabets japanske publikationer. Dette system fik navnet SCRIPT (System of Character Reproduction Incorporating Photo-Typesetting; system til gengivelse og fotosætning af skrifttegn). Efter mindre end to år var det klar til at stå sin prøve. Den første publikation der blev produceret ved hjælp af dette system, var den 192-siders bog „Lad dit rige komme“.

I 1987 havde verdslige firmaer udviklet personlige computere med en så stor kapacitet at de kunne behandle det japanske skriftsprog. Da den fotosætter der var forbundet med SCRIPT-systemet, brød sammen, gik man derfor over til Selskabets billigere fotosatssystem (MEPS). De særlige fordele ved SCRIPT-systemet som vore brødre havde udviklet, deriblandt et japansk „alfabet“ med omkring 8000 komplicerede  japanske skrifttegn, blev derefter indarbejdet i MEPS-systemet. En del af de programmører som udviklede det lokale japanske system, arbejder nu i andre lande med Selskabets verdensomspændende udgivervirksomhed.

En ny afdeling åbnes

I næsten 30 år havde Selskabets trykkeri i Brooklyn forsynet de japanske forkyndere med de bøger de skulle bruge. Men da man i 1978 begyndte at bygge det nye trykkeri i Ebina, blev det besluttet at det japanske afdelingskontor skulle begynde at trykke bøger selv.

Direktøren for et stort limfirma opsøgte os da han hørte hvad vi planlagde. Da det gik op for ham at vi agtede at fremstille lim selv, tilbød han at skaffe os råmaterialer og udstyr. Han ville også med glæde fremstille limen til os for egen regning hvis vi foretrak det. Hvorfor? Jo, han havde nogle få år tidligere været på en udstilling af bogbinderi- og trykkemaskiner i Chicago, og her mødte han og hans gruppe nogle brødre fra Betel i Brooklyn, som indbød dem til at komme på rundvisning på Vagttårnsselskabets trykkeri i New York. Hele arbejdsgangen, og navnlig brødrenes venlighed og flid, gjorde et dybt indtryk på gruppen. Nu ville han gerne hjælpe os på enhver mulig måde. Det viste sig at være billigere at få lim gennem ham end at fremstille den selv. Han satte os desuden i forbindelse med andre leverandører af råvarer, og dette har resulteret i store besparelser.

Mange maskinfabrikanter var lige så samarbejdsvillige. Da repræsentanter for en fabrikant af skære- og optagningsmaskiner kom til Ebina for at tegne en kontrakt, blev de imponerede over alt det de så på byggepladsen, især de frivillige arbejderes flid. Derfor tilbød de at give 1.000.000 yen (60.000 kr.) i rabat på deres maskiner.

 Hvem kunne oplære brødrene?

Ingen på trykkeriet havde praktisk erfaring i bogbinderi. Robert Pobuda var blevet inviteret til Brooklyn for at modtage cirka seks ugers oplæring og få nogle oplysninger om oplæring af brødrene i Japan. Materialet blev oversat, og et bogbinderikursus blev afholdt. Desuden kom fagfolk fra kommercielle firmaer og underviste brødrene i brugen af bogbinderimaterialer, og vi arrangerede rundvisninger på nogle kommercielle bogbinderier for at se hvordan de arbejdede.

Efter at have været på rundvisning på et bogbinderi blev brødrene inviteret ind på direktørens kontor. „Ved I hvorfor jeg lader jer komme?“ spurgte han. „Normalt lader vi aldrig bogbindere udefra komme ind og se fabrikken, men en uge før I bad om tilladelse til en rundvisning, kom en forkynder til min dør og tilbød bladene Vagttårnet og Vågn op! Hendes opførsel og det jeg læste i bladene, gjorde indtryk på mig.“ Han tog imod flere publikationer, blandt andet abonnement på Vagttårnet og Vågn op!, og tilbød at hjælpe os ved i en måned at undervise et antal brødre på sin fabrik.

 I de år der siden er gået, har brødrene i bogbinderiet hele tiden forbedret deres færdigheder og øget deres viden. Kommercielle bogbinderier har endda sendt deres arbejdere på rundvisning hos os. De bliver altid imponerede over renligheden og brødrenes omhu. James Mantz, der tidligere har været trykkeritilsynsmand, siger: „Et bogbinderi fik tilladelse til at videofilme mens dets repræsentanter gik den normale rundvisningsrute. De ville bruge videofilmen til at oplære deres eget personale. De havde det samme udstyr og udførte et lignende arbejde, men de ville gerne bruge betelmedarbejdere som modeller på grund af deres indstilling, som afspejlede sig i deres glade ansigter mens de arbejdede, og fordi de udførte deres arbejde på en meget effektiv måde.“ Broder Mantz husker også en ledende forretningsmand der blev forbløffet da han var på rundvisning. Han sagde: „Unge japanere lider af det såkaldte ’tre-k-syndrom’ — kiken, kitanai og kitsui.“ Det betyder farligt, snavset og krævende. Hvis et job kan beskrives med et af disse k’er, mister de fleste unge interessen. Men sådan er det ikke på trykkeriet i Ebina.

Der er blevet vist særlig interesse for vores indbinding af luksusudgaver. Bogbinderiet i Ebina er blevet en af de vigtigste kilder til oplysninger om luksusindbinding i Japan. I dette bogbinderi masseproduceres skindindbundne bibler.

Hele Ny Verden-Oversættelsen fremstilles

Overgangen til offsettryk, oprettelsen af bogbinderiet og udviklingen af SCRIPT-systemet gjorde det muligt at fremstille hele Ny Verden-Oversættelsen.

Tilladelsen til at fortsætte med at oversætte den hebraiske del af Ny Verden-Oversættelsen var kommet i 1975. Arbejdet skulle udføres af en gruppe på tre oversættere. Hvordan kunne man sikre en ensartet oversættelse? Der blev  udarbejdet lange og detaljerede lister over gengivelser af og oplysninger om egennavne, dyr, planter, mineraler, farver og sygdomme og ting som værktøj, beklædning, fødevarer og offergaver, og de blev delt ud til oversætterne. Hundreder af synonyme ordgrupper og vigtige udtryk måtte også omhyggeligt studeres og føjes til listen. Senere var de japanske bibeloversættere blandt dem der blev opfordret til at dele deres erfaringer med nogle brødre på hovedkontoret som var ved at udarbejde et computersystem der skulle hjælpe bibeloversættere. Deres forslag er blandt dem der nu bruges af bibeloversættere verden over.

Hele Ny Verden-Oversættelsen på japansk blev både trykt og indbundet på afdelingskontoret i Ebina. For at fremstille de 136.000 bibler der var brug for til frigivelsen ved de 17 områdestævner med temaet „Sandheden om Guds rige“ i 1982, måtte brødrene i den grafiske afdeling, trykkeriet og bogbinderiet arbejde i døgndrift. Nogle arbejdede 12-16 timer ad gangen. Det der ansporede dem, var bevidstheden om at de udførte et arbejde som det Ezra, der var ’skriftlærd og velbevandret i Jehovas lov’, havde udført i fortiden. Men mens Ezra skrev i hånden, brugte de hurtige offsettrykkemaskiner. Som en påmindelse om at efterligne denne skriftlærde mand hængte de et skilt med ordene fra Ezra 7:6 op på siden af trykkemaskinen.

Det år overværede alle brødrene fra bogbinderiet det sidste stævne i Fukushima. De færdiggjorde den sidste bibel der skulle bruges ved frigivelsen, blot otte minutter før fyraften den sidste arbejdsdag inden stævnet. Shigeru Yoshioka, der arbejdede i bogbinderiet dengang, fortæller: „Vi var udkørte, men da vi så glædestårerne på brødrenes kinder da de modtog den længe ventede komplette udgave af Ny Verden-Oversættelsen, følte vi alle sammen at det havde været anstrengelserne værd.“

 Med den japanske oversættelse af Bibelen inde på computeren var det ikke noget problem at fremstille flere udgaver i forskellige størrelser. Siden udgivelsen i 1982 er der blevet trykt næsten 3.000.000 eksemplarer af Ny Verden-Oversættelsen på japansk.

Vækst skaber behov for flere udvidelser

Ligesom en hurtigtvoksende teenager vokser ud af sit tøj, blev den teokratiske organisation i Japan hurtigt for stor til afdelingskontoret. I februar 1984 blev der bragt en meddelelse om yderligere udvidelser, denne gang med blandt andet en seksetages tilbygning til trykkeriet og en otteetages beboelsesbygning, begge med kælder. Det nye trykkeri skulle have et gulvareal på næsten 22.500 m², dobbelt så meget som det oprindelige trykkeri i Ebina. Den nye beboelsesbygning skulle have 128 værelser til betelmedarbejdere.

Arbejdet på udvidelserne begyndte i september 1984 og var fuldført i februar 1988. I denne periode passerede antallet af forkyndere i Japan 100.000, og siden er det steget endnu mere. Udvidelserne ville ikke blot sætte afdelingskontoret i stand til at dække de japanske forkynderes voksende behov for publikationer, men også til at trykke publikationer for andre lande. Den 13. maj 1989 blev de nye bygninger indviet til Jehova, han der havde tilvejebragt den vækst som gjorde udvidelserne nødvendige.

Omsorgen for familien kommer i første række

Japans medier har undertiden rettet søgelyset mod Jehovas vidner. En mediekampagne i 1986 kastede lys over hvor stor omsorg de viser deres børn. En overskrift i Mainichi Daily News lød: „JNR-topleder siger op for at være sammen med familien.“ I Japan står en far til teenagebørn i et  dilemma når han bliver forflyttet på sit arbejde, også selv om forflyttelsen indebærer en forfremmelse. Firmaerne forflytter deres ansatte uden hensyn til deres familieforpligtelser. Når børnene går i gymnasiet, vil forældrene ofte helst undgå at familien flytter fra hjembyen. Så sker der normalt det at faderen tager imod forflyttelsen og lader familien tilbage. I Japan kaldes dette tanshinfunin. Avisartiklen berettede at Takeshi Tamura, et af Jehovas vidner, var blevet udnævnt til generaldirektør for De Japanske Statsbaners (JNR’s) kontor i Kyushu. Han valgte imidlertid at sige op frem for at tage imod den høje stilling og forlade sin familie. „Stillingen som generaldirektør kan bestrides af hvem som helst. Men mine børn har kun én fader,“ sagde broder Tamura, som citeret i en af aviserne.

Folk undrede sig. Medierne havde tidligere malet et grumt billede af Jehovas vidner og skildret dem som nogle der var villige til at lade deres børn dø. Og så var der her en mand som for familiens skyld var modig nok til at afslå en stilling som de fleste JNR-mænd ville have givet alt for at få. Tv-journalister gik fra hus til hus. Tanshinfunin-forretningsfolk blev interviewet når de steg af toget for at tilbringe weekenden sammen med deres familie. Journalisterne spurgte folk hvad de mente om broder Tamuras beslutning. En almindelig reaktion lød: ’Jeg beundrer hans afgørelse. Jeg ville ønske at jeg havde mod til at gøre det samme.’

Idet broder Tamura tænker tilbage på det der skete, siger han: „Jeg ved ikke hvordan Mainichi havde fået fat i oplysningerne. Når den slags oplysninger lækkes, plejer JNR at ændre hele personaleplanen blot for at bevise at rygterne ikke taler sandt. Men denne gang gik det præcis som beskrevet i medierne. Jehova må have haft en finger med i spillet. Gennem medierne fik japanerne at vide at Jehovas vidner  viser omsorg for deres familier.“ I dag tjener broder Tamura og hans kone og børn som heltidsforkyndere. Han er præsiderende tilsynsmand i sin menighed, og hans søn hjælper til på Betel.

Fremgang i Okinawa

Efter at Okinawa var blevet underlagt det japanske afdelingskontor, kom der yderligere vækst i dette område, hvor gamle traditioner stadig øvede en stærk indflydelse på folks liv. Den 70-årige Kiku Sunagawa betragtede ikke sin alder som en hindring for at begynde som pioner. Hun havde i mange år været i trældom under den lokale yuta, et åndemedium. Men da hun ud fra Bibelen lærte at den sande Gud har et navn, og at han kan læse hjerter, ødelagde hun straks alt hvad hun ejede som havde tilknytning til yuta’en. Dernæst besluttede hun at hun ville lære at læse så hun kunne lære mere om Guds vilje. Den forkynder der studerede med hende, gav hende tålmodigt den nødvendige hjælp. Hun blev døbt i 1981, og året efter begyndte hun som pioner.

Selv om hun førhen havde været analfabet, var hun nu i stand til at lære en ældre bibelstudieelevs mand at læse og skrive så han og hans kone sammen kunne vokse frem til dåb. Det taknemmelige par gav Akamichimenigheden et egnet jordstykke hvorpå der kunne bygges en dejlig ny rigssal. Kiku fik endnu en velsignelse for sine bestræbelser da også hendes to yngre søstre rev sig løs fra yuta’ens indflydelse for at tjene den sande Gud, Jehova.

I 1989 tog et ældre par i Hamamatsu imod opfordringen til at forkynde på den lille ø Aguni Jima, der ligger cirka 60 kilometer fra Okinawas kyst. De solgte deres vielsesringe for at skrabe penge sammen til rejsen til denne fjerne ø. De havde 20 dage til at besøge de 600 husstande på øen. En dag da de vandrede langs et stengærde i den brændende  sommersol, tilbød et par småpiger dem lidt vand fra en flaske. Pigernes venlighed fik parret til at beslutte at besøge deres forældre. Da de præsenterede sig som Jehovas vidner, gav forældrene dem et kærligt knus. De havde ikke set noget til Jehovas vidner siden de var flyttet fra Okinawa otte måneder tidligere. Et brevstudium blev arrangeret, og senere blev studiet overgivet til en menighed i Naha på Okinawa. Forældrene og den ældste datter blev døbt i 1993. De hjælper mange på denne isolerede ø til at lære sandheden at kende.

Da Okinawa i 1980 atter blev underlagt det japanske afdelingskontor, var der 958 forkyndere i 22 menigheder på Okinawa og naboøerne. Nu er der over 2600 aktive forkyndere i Okinawapræfekturet.

Regionale byggeudvalg hjælper til

Gennem flere årtier havde menighederne når de byggede rigssale, gjort brug af den erfaring og de ressourcer der nu var til rådighed lokalt, men ikke uden byggetekniske, juridiske og andre problemer. De fleste menigheder gik for eksempel ikke så højt op i farvesammensætning. Ufaglærte frivillige udgjorde størstedelen af arbejdsstyrken, og det tog lang tid at få projekterne færdige. De måned- eller endda årelange byggeprojekter var til fare for menighedens åndelige sundhed, og navnlig for dem der deltog i byggeriet. Tiden var inde til at overveje om det kunne lade sig gøre at følge de principper for hurtigbyggerier der blev fulgt i USA.

Det første regionale byggeudvalg blev oprettet i Tokyo-området i september 1990. Senere blev der dannet syv mere som skulle føre tilsyn med andre dele af landet. I marts 1991 blev Japans første hurtigbyggede rigssal rejst i Nakaminato i Ibarakipræfekturet. Selv om en kraftig storm på byggeriets anden dag skabte forsinkelser, blev rigssalen med plads til 120 alligevel færdig på bare fire dage.

 Siden da er de oprindelige 8 regionale byggeudvalg i Japan blevet til 11, og de yder hjælp til opførelse af mellem 80 og 100 rigssale hvert år. Deriblandt er der dobbelte rigssale og nogle hvis stueetage bruges som parkeringsplads på grund af de høje grundpriser. I Okinawa måtte det regionale byggeudvalg ændre tegningerne for at tage højde for de tyfoner der jævnlig hærger øerne.

Dagen før et hurtigbyggeprojekt for Kochindamenigheden i Okinawa skulle begynde, døde den broder der havde skænket grunden. Hans begravelse blev planlagt til klokken 16 den følgende søndag — i den endnu uopførte rigssal. Broderen var kendt i lokalområdet, så begravelsen blev annonceret i medierne. Da folk så at kun betonfundamentet var at se på byggepladsen, spurgte de: „Kan I virkelig nå at rejse en bygning dér inden begravelsen?“ Ja, rigssalen blev færdig i tide, og mange, deriblandt nogle fra juridiske og politiske kredse, kom for at høre foredraget.

Der er nu 1796 rigssale i Japan og Okinawa, og 511 af disse er blevet opført eller renoveret efter hurtigbyggemetoden. Disse rigssale er et talende vidnesbyrd om Jehovas vidners tilstedeværelse, og de er til pris for den Gud de tilbeder.

Stævnehaller i hele landet

Det samme kan siges om stævnehallerne hvor der holdes kredsstævner og særlige stævnedage. I begyndelsen af 1980’erne blev der bygget den ene stævnehal efter den anden — i Kansai, Ebina, Chiba, Tokai, Hyogo, Gumma, Hokkaido og Tochigi. En niende stævnehal blev fuldført i 1997 i Kyushu.

De flittige brødres eksemplariske opførsel har i mange tilfælde fået negativt indstillede naboer til at ændre holdning. Da man begyndte at bygge en stævnehal i Tokai i nærheden af Nagoya, var en nabo meget imod projektet  og forsøgte at få en kampagne på benene for at standse det. Han kom hver dag for at holde øje med hvad der foregik på byggepladsen. En dag mødte han op med en sav i hånden. Da den broder der stod for projektet, spurgte ham hvad han havde tænkt sig at gøre, svarede han: „Jeg har fulgt med i hvad I har lavet indtil nu. Og det ser ud til at bambuskrattet er i vejen for jer. Lad mig være med i frivillig tjeneste i dag.“ Så gik han i gang.

Da stævnehallen på Japans nordligste ø, Hokkaido, blev opført i 1995, var midlerne ret begrænsede. Det var derfor  en stor hjælp da brødrene fik 2000 stole gratis. Hvordan kunne det gå til? Mens byggeriet stod på, blev Kobe og nabobyerne ramt af et kraftigt jordskælv der gjorde mange bygninger ubrugelige. En af disse var Kobe Kokusai Kaikan, hvori der blandt andet lå en smuk koncertsal. Da man havde besluttet at rive bygningen ned, viste en tv-udsendelse nogle musikere der tog afsked med salen. Udsendelsen blev set af nogle forkyndere der udførte nødhjælpsarbejde i Kobe, og de kontaktede de ansvarshavende for bygningen og fik tilladelse til at hente stolene og sende dem til Hokkaidostævnehallen. En tredjedel af de 2000 stole var splinternye, og resten kunne bruges efter en ompolstring. De der skulle rive koncertsalen ned, var lettede over at slippe for at fjerne stolene.

Begyndende med Tochigi- og Hokkaidostævnehallen i 1995 blev brødre og søstre der var kvalificerede til at tjene under de regionale byggeudvalg for rigssalsbyggerier, også involveret i opførelsen af stævnehaller. Brødrene værdsætter i høj grad deres stævnehaller og samværet under stævnerne. I disse dejlige bygninger ser de endnu et vidnesbyrd om at Jehova rigt har velsignet deres bestræbelser for at yde et lovprisningsoffer der er ham værdigt.

Egnede stævnepladser

Op gennem 1980’erne blev de fleste af de store områdestævner holdt på stadioner uden overdækning. Det betød at brødrene måtte udholde voldsom sommervarme og høj luftfugtighed foruden tyfoner, der begynder at hjemsøge Japan netop ved tiden for sommerstævnerne.

I 1983 var der planlagt et områdestævne for over 20.000 deltagere fra 18. til 21. august på et område i Expo Memorial Park i Osaka. Søndag den 14. august rejste frivillige arbejdere to store telte som en forberedelse til stævnet.  Men en tyfon med en vindhastighed af 160 kilometer i timen styrede direkte mod Osaka. Brødrene besluttede at tage teltene ned for at undgå fare. „Stævnekontoret mindede mest af alt om et meteorologisk institut fordi brødrene nøje fulgte tyfonens bane,“ fortæller stævnetilsynsmanden, Shogo Nakagawa.

„Den 16. blev en dag med bøn. Hvis stævnet skulle begynde på det planlagte tidspunkt, var brødrene nødt til at begynde at rejse teltene klokken 5 om morgenen den 17. august. I aftenavisen den 16. august stod der: ’Uvejr ventes i Osakaområdet.’ Hvis vi skulle nå at rejse teltene i rette tid, skulle tyfonen bevæge sig hurtigere og dreje mod højre, og skyerne i vest måtte forsvinde. Og det var præcis hvad der skete. Klokken 4 om morgenen den 17. regnede det kraftigt i den sydlige del af Osaka, men ikke omkring stævnepladsen. Teltene blev rejst igen inden stævnet, der begyndte klokken 13.20 torsdag den 18., nøjagtig som planlagt.“

Efterhånden blev der imidlertid bygget overdækkede stadioner og sale med plads til over 10.000, og i 1990’erne begyndte Jehovas Vidner at leje disse luftkonditionerede lokaler. Et af de største indendørsstævner blev holdt på Tokyo Dome Stadion i 1992. I alt blev dette områdestævne med temaet „Lysbærere“ overværet af 39.905. Eftersom stadionet lå midt i Tokyo, var stævnet et godt vidnesbyrd for udenforstående. En mand der arbejdede nær stadionet, indrømmede over for en pioner som besøgte ham i hans hjem, at han og hans arbejdskammerater havde været kritiske over for Jehovas vidner. Men efter at have iagttaget stævnedeltagerne undskyldte han og sagde: „Nu da jeg har fået et andet syn på jer, vil jeg gerne læse bladene sammen med min kone.“

 Evakuerede brødre bydes velkommen

I 1980’erne blev brødrenes evne til at dække et andet behov sat på prøve. Ligesom de kristne i det første århundrede fik mulighed for at vise dybden af deres kærlighed ved at yde hjælp til nødlidende trosfæller i Juda, har Jehovas vidner i Japan i de senere år haft mulighed for at vise disse kristne egenskaber i katastrofesituationer. (Apg. 11:28, 29; Rom. 15:26) Deres reaktion har været endnu et vidnesbyrd om opfyldelsen af Jesu ord: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Joh. 13:35.

Det første eksempel på omfattende nødhjælp indtraf efter at vulkanen Mihara på øen Izu Oshima kom i udbrud den 21. november 1986. Klokken 16.17 mærkede Jiro Nishimura, der er ældste i øens eneste menighed, en kraftig eksplosion. „Da jeg gik udenfor, så jeg over Mihara en paddehattesky som efter en atombombeeksplosion,“ fortæller broder Nishimura. Inden for en time blev øen ramt af 80 jordrystelser, og i nattens løb blev over 10.000 mennesker evakueret fra øen.

Inden for nogle få timer efter udbruddet blev der nedsat nødhjælpskomiteer på Izuhalvøen og i Tokyo som kunne tage sig af de evakuerede forkyndere. Efter at evakueringsordren var blevet givet, skyndte Yoshio Nakamura sig sammen med andre fra Tokyos menigheder til anløbsbroerne ved totiden om natten for at hjælpe medlemmerne af Izu-Oshima-menigheden. En af de evakuerede sagde senere: „Da vi gik fra borde, fik vi øje på et skilt hvor der stod ’Jehovas Vidner’. . . . Min kone næsten græd af lettelse over at vores brødre var kommet for at møde os dér på anløbspladsen.“

 Vulkanudbruddet på Shimabarahalvøen

Mindre end fem år senere, i juni 1991, kom vulkanen Fugen på Shimabarahalvøen nær Nagasaki i udbrud. Over 40 mennesker omkom. En forkynder og hendes børn hvis hus lå i den bane som strømmen af hed gas og aske fulgte, undslap med nød og næppe. Af de 42 forkyndere i Shimabaramenigheden måtte de 30 evakueres. Menigheden kunne ikke længere bruge sin rigssal da den befandt sig i det truede område. Menighederne i hele landet fik at vide at deres brødre i området havde brug for hjælp, og der blev åbnet en bankkonto til nødhjælp. Reaktionen kom omgående, og den var så stor at den lokale bank var helt overvældet. Bankfolkene bad om at indbetalingerne blev midlertidigt standset mens de forsøgte at nå at behandle dem. Efter mindre end en måned opfordrede den lokale nødhjælpskomité menighederne til at holde op med at sende penge da der allerede var kommet mere ind end der var behov for. Foruden at de indkomne bidrag blev brugt til hjælp for dem der havde mistet deres arbejde og hjem, gjorde de det muligt at bygge nye rigssale til Shimabaramenigheden og til den nydannede Ariemenighed, som halvdelen af de evakuerede nu tilhørte.

Forkynderne i det katastroferamte område blev dybt bevægede over nødhjælpen og den kærlige omsorg der kom til udtryk i over 3000 breve. Som et udtryk for deres taknemmelighed over for Jehova meldte alle de 28 forkyndere i Shimabaramenigheden og de 20 døbte medlemmer af Ariemenigheden sig som hjælpepionerer i april året efter katastrofen.

Behov for juridisk bistand

Satan har naturligvis ikke været glad for at iagttage Jehovas tjeneres enige virksomhed. Ligesom i andre lande har  han forsøgt at rejse hindringer for Jehovas folks fremgang. Det har derfor været nødvendigt at bringe sager for retten. — Jævnfør Apostelgerninger 25:11.

For at tage sig af situationer der kræver juridisk vejledning, oprettede afdelingskontoret i begyndelsen af 1980’erne en juridisk afdeling. I 1991 meldte en ung advokat sig til at tjene på heltid på Betel sammen med sin kone. Efter at have rådført sig med andre jurister blandt brødrene udarbejdede han en række nyttige oplysninger til ældsterådene om for eksempel leje og ejerskab af rigssale, hvad der kan gøres i tilfælde af vold mod Jehovas tjenere, og skridt der kan tages i konflikter vedrørende skilsmisse og forældremyndighed. Desuden fik afdelingskontoret gode råd om hvordan man skulle forholde sig ved lovændringer i forbindelse med udgivelse og eksport af bibelske publikationer og lignende forhold.

Samvittighedsspørgsmål bringes for retten

En bemærkelsesværdig sag der blev bragt for retten, drejede sig om den 16-årige Kunihito Kobayashi der gik på Kobes Kommunale Industrielle og Tekniske Højskole. (I Japan tilbyder tekniske skoler en femårig frivillig uddannelse der inkluderer de tre års gymnasieundervisning.) På nogle skoler var det blevet almindelig praksis at elever der ikke deltog i undervisningen i kampsport, dumpede eller blev bortvist. De blev således nægtet retten til en uddannelse. Under Lloyd Barrys zonebesøg på afdelingskontoret i december 1986 blev det anbefalet at man udvalgte en eksemplarisk broder der stod over for dette problem, helst en søn af en ældste, og indgav en begæring til retten om ophævelse af bortvisningen.

Kunihito Kobayashi og fire andre elever havde i 1990 nægtet at deltage i undervisningen i kendo (japansk  fægtning) med begrundelse i budet i Esajas 2:4 om at man skal ’smede sværd til plovjern og ikke mere lære at føre krig’. Det betød at de ikke fik lov at rykke op i næste klasse. Selv om Kunihito var den dygtigste elev i sin klasse, blev han bortvist fra skolen fordi han to år i træk var dumpet i gymnastik. Kunihito og fire andre lagde sag an mod skolen og fremførte at deres forfatningsmæssige ret til religionsfrihed og en uddannelse var blevet krænket. Efter flere appeller kom Kunihitos sag til sidst for højesteret. Den 8. marts 1996 afgjorde højesteret enstemmigt sagen til gunst for ham idet de erklærede at skolen havde handlet forkert ved at tvinge ham til at vælge mellem sin religion og en uddannelse. Det var første gang højesteret havde behandlet en sag hvori religionsfriheden blev vurderet i forhold til en skoles myndighed over sin undervisningsplan. Den nye rektor sammenkaldte alle eleverne, indrømmede at skolen havde vist mangel på dømmekraft i sagen, og bad dem om at „byde hr. Kobayashi velkommen tilbage som skolekammerat“. I april 1996, fire år efter bortvisningen, begyndte broder Kobayashi, der nu var 21 år, igen på den tekniske skole.

Sagens udfald blev grundigt beskrevet i medierne i hele landet, og Jehovas vidner glædede sig over at offentligheden igen blev gjort opmærksom på Jehovas navn og retfærdige veje, og at der blev aflagt et godt vidnesbyrd. — Matt. 10:18.

Respekt for Guds lov om blodet

Selv om det er almindelig kendt at Jehovas vidner viser respekt for deres medmenneskers liv, har det været nødvendigt at gøre en ihærdig indsats for at overvinde indgroede fordomme i forbindelse med Jehovas vidners respekt for blodets hellighed. (1 Mos. 9:4; Apg. 15:28, 29) Før  1980’erne havde afdelingskontoret en liste over hospitaler og læger der havde opereret uden blodtransfusion. Men det var ikke en liste over samarbejdsvillige læger; nogle af dem var kun modvilligt gået med til at operere uden blod.

Kunne man gøre mere for at hjælpe forkyndere der havde brug for navne på læger som var villige til at operere uden blodtransfusion? Akihiro Uotani, der blev inddraget i dette problem, husker: „Vi var fortvivlede, for vi vidste i mange tilfælde ikke hvad vi skulle stille op når desperate forkyndere ringede til Selskabet for at få navne på læger der ville operere uden blodtransfusion.“ I foråret 1989 rygtedes det i Japan at der blev holdt seminarer for Kontaktudvalg til Hospitaler (KUH) i USA. For at få mere at vide skrev afdelingskontoret til hovedkontoret i Brooklyn. I november samme år kom der et brev fra Hospitalinformationen i Brooklyn som informerede afdelingskontoret om at Udgiverudvalget havde givet tilladelse til at der blev afholdt et KUH-seminar i Japan i marts 1990. Det ville blive et af de første der blev holdt uden for USA.

Foruden de 91 nyudnævnte KUH-medlemmer skulle 111 rejsende tilsynsmænd, 25 japanske læger der var Jehovas vidner, 44 brødre fra Republikken Korea og 3 lærere fra  Brooklyn deltage i seminaret. Det skulle ledes på engelsk og oversættes til koreansk og japansk.

„Under seminaret understregede lærerne gang på gang at det var nødvendigt at ’uddanne lægerne’,“ husker broder Uotani. „Nogle gav udtryk for alvorlig tvivl om at det ville blive accepteret i Japan at man talte med lægerne og besøgte hospitaler med henblik på at lære lægerne noget. Tvivlen skyldtes især at japanere traditionelt gladeligt underkaster sig en hvilken som helst behandling som lægen foreskriver, og lægerne diskuterede normalt ikke deres afgørelser med lægfolk. Efter seminaret dannede de tre lærere imidlertid nogle hold sammen med kontaktudvalgsmedlemmer og besøgte hospitaler i Tokyo-området med meget fine resultater.“

Medierne og lægerne informeres

På grund af fordomsfulde og unøjagtige oplysninger der blev bragt i pressen, følte brødrene at det ville være en god idé at informere såvel medierne som lægerne om vores holdning til blodtransfusion. Fra september 1990, efter udgivelsen af brochuren Hvordan kan blod redde dit liv?, søsatte afdelingskontoret derfor en kampagne for at kontakte journalister der skrev artikler om medicinske emner for landsdækkende og lokale aviser. Det viste sig at være en stor succes. Nogle af journalisterne blev imponerede over det de så, og tilbød endda at skrive en artikel om læger der opererer uden blodtransfusion.

Et andet godt resultat af denne kampagne var at journalister der skrev om naturvidenskabelige emner, oplyste KUH i Osaka om at Det Etiske Råd fra Det Nationale Center for Kredsløbssygdomme drøftede hvordan Jehovas vidner skulle behandles. Et brev hvori man anmodede om en samtale med centrets leder, blev straks sendt af sted. Både  lederen og Det Etiske Råds næstformand deltog i mødet. Dette førte til at rådet den 22. april 1991 traf den beslutning at respektere Jehovas vidners ret til at nægte at modtage blodtransfusion.

Efter denne fine begyndelse kontaktede brødrene etiske råd fra andre hospitaler med lignende resultater. Da Det Etiske Råd fra Tokyos Storbyhospitaler og Fødeafdelinger skulle udarbejde nogle retningslinjer for hvordan nægtelse af blodtransfusion af religiøse årsager skulle behandles, blev en repræsentant for Hospitalinformationen fra afdelingskontoret og medlemmer af Kontaktudvalg i Tokyo indbudt til at deltage. Rådets 13 medlemmer anbefalede at alle de 16 hospitaler der blev drevet af Tokyos bystyre respekterede voksne patienter når de ønskede at blive behandlet uden brug af blod, også selv om lægerne anså en blodtransfusion for at være livsvigtig. „Hvis en patient bliver bragt til hospitalet bevidstløs, men er i besiddelse af et dokument der bekræfter at han eller hun ikke ønsker en transfusion, skal læger efterkomme dette ønske,“ skrev Mainichi Shimbun. Det hed videre at „unge fra 9. klassetrin og opefter vil blive respekteret som voksne hvad angår deres standpunkt vedrørende transfusion“.

Selv hospitaler der før havde skilte oppe med teksten „Jehovas Vidner modtages ikke“, har ændret holdning og er villige til at behandle Jehovas vidner uden blodtransfusion. Der er nu over 15.000 navne på listen over samarbejdsvillige læger. Nogle læger følte sig tilsidesat hvis det lokale Kontaktudvalg ikke havde fået deres navn med på listen. I oktober 1995 indledte Shin-Tokyo Hospital i Matsudo et program for behandling som til fulde respekterer vores holdning til blod. Der er således sket store fremskridt på dette vigtige område.

 Kærlighed forbundet med organisering

Som Jesus Kristus forudsagde, indtræffer der store jordskælv det ene sted efter det andet her i de sidste dage. (Matt. 24:3, 7) Et af dem ramte Kobeområdet tirsdag den 17. januar 1995. Dette jordskælv, der blev målt til 7,2 på richterskalaen, kostede over 5000 mennesker livet og gjorde flere hundrede tusind hjemløse. Af de 9000 Jehovas vidner der boede i det berørte område, mistede 13 døbte og 2 udøbte forkyndere livet. Hiroshi og Kazu Kaneko, et specialpionerpar der tjente i Nishinomiya Centrum menighed, blev fundet under murbrokkerne fra en gammel beboelsesejendom den morgen. Det tog mere end fire timer at grave broder Kaneko ud, og hans kone, Kazu, omkom under ruinerne. Fordi Hiroshi havde ligget under vægten af murbrokkerne i så lang tid, fik han nyresvigt, og i mange dage var hans tilstand kritisk. „Jeg fik øjnene op for hvor unyttige materielle ejendele er,“ siger  Hiroshi. „Derimod forstod jeg hvor stor værdi egenskaber som tro og håb har. Disse egenskaber hjælper os til at udholde selv de værste forhold vi måtte komme ud for.“

Drevet af dyb kærlighed til deres brødre tog forkynderne hurtigt skridt til at yde hjælp. Lykkeligvis var kredsene omkring Kobe organiseret sådan at byen var delt fra nord til syd. Eftersom jordskælvet ramte området langs kysten fra øst til vest, var der uberørte menigheder i hver kreds som kunne yde hjælp til de nødstedte. De ældste i de uberørte menigheder i nærheden tog initiativet til at organisere nødhjælpsarbejdet. Dagen efter den første jordrystelse leverede en kortege på 16 motorcykler mad og vand til menighederne i Kobes centrum.

Kredstilsynsmænd oprettede straks midlertidige nødhjælpscentre for at yde hjælp til forkyndere i det jordskælvsramte område. Afdelingskontoret udpegede seks ubeskadigede rigssale til depoter for nødforsyninger. „I løbet af fem timer var de fyldt til bristepunktet,“ husker Yoshihiro Nagasaki, et medlem af afdelingskontorets udvalg som kom ind i det katastroferamte område ved at sidde bag på en motorcykel der tilhørte en medforkynder. „Vi måtte bede brødrene om at begynde at sende nødforsyningerne til nogle stævnehaller i nærheden.“ Forsyningscentre blev oprettet hvor repræsentanter for de lokale menigheder kunne hente det der var brug for, og de ældste i hver menighed fordelte så nødhjælpen blandt menighedens medlemmer.

Bibelen tilskynder kristne til at „gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen“. (Gal. 6:10) Forkynderne delte med glæde det de modtog, med deres naboer. Da en ældste to dage efter jordskælvet kunne konstatere at forkynderne havde fået tilstrækkelig hjælp, mens andre led bitter nød, sendte han straks to  lastbiler fyldt med fødevarer af sted til et lokalt flygtningecenter.

Åndelig hjælp

Brødrene var også opmærksomme på de følelsesmæssige og åndelige behov. Der blev øjeblikkelig sørget for at menighedsmøderne kunne afholdes. En menighed holdt møde i en park samme dag som jordskælvet var indtruffet. Søndagen efter jordskælvet holdt de fleste menigheder deres ugentlige vagttårnsstudium. For at dække de nødstedtes følelsesmæssige og åndelige behov blev syv kredstilsynsmænd bedt om at arbejde sammen med de faste kredstilsynsmænd i de fem berørte kredse. De aflagde ekstraordinære besøg for at styrke brødrene og hjælpe dem til at søge Rigets interesser først i deres liv trods katastrofen.

Ti rigssale var blevet så slemt medtaget at de ikke kunne bruges. Også mange forkynderes huse var blevet helt eller delvis ødelagt. De 11 regionale byggeudvalg i Japan organiserede hver et hold på cirka 21 personer der skulle reparere de beskadigede huse. Et hold forkyndere fra USA kom for egen regning for at være med. Da arbejdet var færdigt, havde de repareret 1023 huse og fjernet fire ødelagte huse. Fem rigssale var genopbygget og fire sat i stand af selvopofrende brødre der var strømmet til fra hele landet.

Ikketroende medlemmer af en husstand blev behandlet lige så godt som de troende. En søster med en ikketroende mand og fire børn mistede sin næstældste søn under jordskælvet. Familien boede en uge i en rigssal sammen med 70 andre Jehovas vidner. Da manden lagde mærke til at brødrene viste omsorg og ydede praktisk hjælp, begyndte han at synes om Jehovas organisation. En dag besøgte han nødhjælpshovedkvarteret i Suita. Her så han mange brødre der arbejdede til gavn for nogle mennesker de ikke kendte. Han  blev overvældet af sine følelser og kunne ikke holde tårerne tilbage. Samme dag tog han imod tilbudet om et bibelstudium.

Forandringerne tages som en udfordring

I årenes løb har situationen i Japan ændret sig. I slutningen af marts 1992, 43 år efter at den første gruppe missionærer var ankommet i 1949, blev hele Japans distrikt regelmæssigt gennemgået med den gode nyhed om Riget. Folks holdning og omstændigheder har imidlertid også ændret sig, og det betyder at Jehovas vidner har måttet være fleksible.

Rodney Kealoha, en missionær der har virket i rejsetjenesten i mange år, siger: „For 25 år siden [i 1970’erne] var japanerne meget høflige og venlige. Når de fik besøg af Jehovas vidner, lyttede de, også selv om de ikke var interesserede.“ Folk tog sig tid til at læse og havde i almindelighed stor respekt for gode moralnormer og social orden. De blev imidlertid gradvis opslugt af den voksende materielle velstand. Gifte kvinder begyndte at arbejde uden for hjemmet. Der var færre hjemme i dagtimerne. Og de der var hjemme, havde som regel for travlt til længere samtaler om religion og ville ikke tage imod publikationer som de følte at de ikke havde tid til at læse.

Der blev opført boligblokke med kraftige sikkerhedsforanstaltninger og huse med samtaleanlæg. Forkynderne i disse områder måtte vænne sig til at fremholde deres præsentationer over samtaleanlæggene. De lærte at komme på genbesøg hos dem der blot havde været venlige og høflige. Hiroko, en pionersøster i Sapporo, blev afvist over samtaleanlægget af en kvinde der forklarede at hun var shintoist. Overbevist om at kvinden måtte have et godt hjerte på grund af hendes muntre stemme og høflige opførsel, kom Hiroko igen. Efterhånden blev hun ven med kvinden over samtaleanlægget.  Efter ti måneder med sådanne besøg blev hun en dag hilst med ordene: „Lige et øjeblik,“ og så kom kvinden til døren og bød hende indenfor. En samtale om familieanliggender førte snart til et bibelstudium og derefter til dåb. Den nye søster, der nu er pioner, havde virkelig et godt hjerte.

Eftersom mange ikke er hjemme om dagen, anbefalede Rigets Tjeneste mere aftenforkyndelse og gadearbejde. Forkynderne fulgte vejledningen med begejstring. Snart kunne de ses i hele Japan med Vagttårnet og Vågn op! på gaderne, især ved de travle togstationer.

Et typisk eksempel er en søster i nærheden af Yokohama. Selv om hun havde fuldtidsarbejde, ville hun gerne være hjælpepioner. En ældste foreslog at hun hver morgen forkyndte på gaden ved en togstation fra klokken 6 til 8 før hun gik på arbejde. Da hun havde overvundet sin frygtsomhed og de første dages hånlige bemærkninger fra nogle af de rejsende, fik hun en bladrute med cirka 40 mennesker der gerne ville have bladene. Blandt dem var der rejsende, stationspersonale og ejere af forretninger i nærheden. Hun afsatte gennemsnitlig 235 blade om måneden i et distrikt hvor pionerer normalt afsætter omkring 30. Ved at tale med folk om bibelske lærepunkter i nogle få minutter om dagen lykkedes det hende at oprette seks bibelstudier, heraf et med en politibetjent.

Andre forkyndere fulgte forslagene om at forkynde telefonisk for at nå frem til folk i boliger med mange sikkerhedsforanstaltninger. Det har banet vej for mange bibelstudier at forkynderne har været vedholdende og har fremholdt tiltalende emner. Da en søster telefonisk spurgte en kvinde om hun tænkte over hvad fremtiden ville bringe for hende og hendes familie, svarede kvinden at det gjorde hun. Skuffelsen over at andre ikke var i stand til at hjælpe, havde gjort hende  syg. Derfor isolerede hun sig i sit hjem. Men søsterens oprigtige interesse rørte hende, og hun gik med til at møde hende i et nærliggende supermarked. Da hun så indholdsfortegnelsen i ’Familiebogen’, tog hun med glæde imod et bibelstudium.

Det har resulteret i en jævn og vedvarende vækst at der er blevet forkyndt ihærdigt, og at menighederne er vokset frem til åndelig modenhed. Den nuværende række af forkynderrekorder begyndte i januar 1979 og er fortsat uden ophør i over 18 år. I sidste halvdel af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne steg forkyndertallet i Japan med over 10.000 om året. I marts 1995 var der 200.000 forkyndere i landet. I august 1997 var der 220.663 forkyndere i 3785 menigheder, sammenlignet med 14.199 forkyndere i 320 menigheder i august 1972. En voksende del af forkynderne har imidlertid ikke japansk som deres modersmål.

Hjælp til fremmedsprogede grupper

Den stærke japanske økonomi har resulteret i at mange der taler andre sprog end japansk, er flyttet til landet for at arbejde. Blandt dem er der Jehovas vidner. Japan er ikke længere et land hvor stort set alle har japansk som modersmål. Hvordan kunne de fremmedsprogede hjælpes åndeligt?

Før 1980’erne var den fremmedsprogede befolkning ret lille. Små isolerede grupper eller menigheder var blevet oprettet i Misawa, Tachikawa og Okinawa til gavn for amerikanske militærfolks hustruer og børn foruden andre interesserede.

Den største af disse lå i nærheden af de amerikanske militærbaser i Okinawa. I 1968 flyttede Karl og Evalyn Emerson, der tidligere havde været missionærer i Korea, med deres lille søn til Okinawa for at hjælpe den engelsktalende befolkning her. Senere sluttede Bill og Mary Ives og Wayne og Penny  Frazee fra Gileads 40. og 52. klasse sig til dem i denne frugtbare arbejdsmark. Wayne, der kørte rundt i en yderst lille og faldefærdig bil ved den udstrakte Kadenaflyvebase, var i særlig god kontakt med de indkaldte fordi han selv havde en militær baggrund. I fællesskab lykkedes det Wayne og Penny at hjælpe omkring 100 frem til dåb i løbet af de 15 år de tjente i Okinawa. Deres tjeneste gav så mange resultater at en af basernes øverstkommanderende bad dem om at finde et andet sted at forkynde. Hvorfor? „Mine bedste folk går over til jer,“ sagde han surt.

Der har været en konstant gennemgang af folk som er kommet til og flyttet fra menigheden i takt med at militærfolkene er blevet forflyttet til andre baser. Bogstavelig talt tusinder har overværet møderne, og flere hundrede er blevet hjulpet til at tage standpunkt for Jehova. De fleste af dem er fortsat med at tjene Jehova efter at de er vendt tilbage til USA. Nogle er blevet menighedstjenere og ældste. En af disse, Nick Simonelli, kom senere i Gileadskolens 93. klasse og gik derved i sin åndelige lærers fodspor. Han tjener nu i Ecuador sammen med sin kone.

Engelsksproget distrikt i Japan

I slutningen af 1970’erne, da Vietnamkrigen var slut, blev de engelske grupper i Japan efterhånden opløst. Men i begyndelsen af 1980’erne blev James Mantz junior opmærksom på at der boede mange engelsktalende mennesker omkring den amerikanske marines luftbase i Atsugi blot et kvarters kørsel fra Betel, og han opfordrede sine forældre, som da boede i Californien, til at komme over til Østen og hjælpe. (Jævnfør Apostelgerninger 16:9.) I en alder af henholdsvis 62 og 59 år flyttede James Mantz senior og hans kone, Ruth, derfor til Sagamihara i nærheden af Atsugibasen i marts 1981. „Vores distrikt var hvor som helst vi kunne  finde engelsktalende mennesker,“ fortæller Ruth. „Når Ruth var på gadearbejde, standsede hun tit unge amerikanske soldater der kom cyklende, ved at holde hænderne frem og vise dem bladene,“ husker et medlem af betelfamilien i Ebina. Sørgeligt nok døde James Mantz senior kort efter at de var kommet til Japan, men Ruth blev i området og hjalp flere til at lære sandheden at kende. Den lille engelske gruppe i Sagamihara blev en menighed i oktober 1985.

Efterhånden som Japans økonomi blev styrket i løbet af 1980’erne, steg antallet af udlændinge stærkt. Mange tusind filippinere, sydamerikanere, afrikanere, kinesere og koreanere strømmede ind i Japan som gæstearbejdere. Selskabet traf foranstaltninger til at hjælpe disse udlændinge. Engelsktalende japanske pionerer, foruden mange betelmedarbejdere, fik til opgave at hjælpe. „Da Selskabet tog nogle initiativer på dette område, viste væksten sig øjeblikkelig,“ sagde en broder der havde været i den engelske menighed i mange år. Den 1. september 1997 var der 18 engelske menigheder, og de udgjorde en særskilt kreds.

Brasilianerne får hjælp

Talrige japanere hvis forældre eller bedsteforældre var emigreret til Brasilien, kom tilbage til Japan for at arbejde, men kunne hverken forstå japansk eller engelsk. I 1986 flyttede et tidligere missionærpar, Kazuyuki og Nanako Kiritani, som havde virket i Brasilien, til Yokohama, hvor der var nogle portugisisktalende søstre og bibelstudieelever. Denne lille gruppe begyndte at holde vagttårnsstudiet og en forkortet Teokratisk Skole en gang om måneden på portugisisk.

I foråret 1991 inviterede Selskabet tre brasilianske ældste der boede i Tokyo, Nagoya og Toyohashi, til sammen med broder Kiritani at drøfte hvad der kunne gøres i det portugisiske distrikt. I august 1991 blev der oprettet fire portugisiske  grupper. Afdelingskontoret havde rekrutteret nogle villige betelmedarbejdere og havde startet et portugisisk sprogkursus på Betel. Betelmedarbejderne var ivrige efter at lære sproget, og de kom til at udgøre en del af grundvolden for de portugisiske grupper. De nyoprettede grupper fik inden længe status som menigheder, og inden for seks år var der 21 portugisisktalende menigheder der ligeledes udgjorde deres egen kreds.

Den spanske arbejdsmark åbner

I september 1987 blev det første møde holdt på spansk som en hjælp for otte søstre der indtil da havde tilhørt den portugisiske gruppe. Louis Delgado, en enlig broder fra Peru, førte an. Nogle af søstrene måtte dengang rejse i seks timer for at overvære de spanske møder, men den åndelige hjælp de fik, var alle strabadserne værd. Flere der havde giftet sig med japanske mænd for at opnå økonomisk tryghed, fik på grund af sprogbarrieren ægteskabelige problemer og havde også svært ved at tale med de ældste i de japanske menigheder om det.

Forkyndelsen var også en udfordring for den spanske gruppe. For at organisere distrikterne tog forkynderne ud til alle de 29 stationer på Yamanotelinjen, en toglinje der kører i ring omkring Tokyos centrum, og ledte efter spanske navne  på dørene. Det var trættende og tidskrævende, men det gav dem et velafgrænset distrikt at arbejde i.

I dagtimerne opsøgte grupper af søstre områder hvor der boede mange colombianske kvinder. Kvinderne arbejdede i barer der som regel blev drevet af yakuza’en, den japanske mafia. Når det så ud til at en kvinde gjorde åndelige fremskridt, greb yakuza’en ind og flyttede hende et andet sted hen. En af disse kvinder nåede dog så langt at hun indså at hun måtte finde et andet arbejde for at have Jehovas behag. Det indebar at hun måtte flygte og skjule sig for yakuza’en. Med sin studieleders hjælp lykkedes det hende at komme tilbage til sit hjemland.

I begyndelsen af 1990’erne, da folk i hobetal strømmede til Japan fra Peru, Argentina, Paraguay, Bolivia og andre lande, havde Jehova således en lille spansk gruppe der var klar til at dække deres åndelige behov. I 1991 blev der oprettet et spanskkursus for betelmedarbejdere som havde lyst til at hjælpe til. Før der var gået et år, holdt nogle af dem offentlige foredrag. I 1993 blev den første spanske menighed oprettet i Tokyo-området. I 1997 var der 13 velfungerende menigheder. De dannede en særskilt fremmedsproget kreds.

Der ydes hjælp til asiatere

Et betydeligt antal kinesere flyttede også til Japan. Blandt dem var der tusinder af studenter og efterkommere af de japanske børn der var blevet ladt tilbage i Kina ved slutningen af den anden verdenskrig. Man skønnede at der boede over 300.000 kinesere i Japan, heraf 200.000 i Tokyo-området. Når brødrene løftede deres blik og betragtede den kinesiske mark, kunne de se at den var hvid til høst, men ’arbejderne var få’. — Matt. 9:37; Joh. 4:35.

Masayuki Yamamoto og hans kone, Masako, havde været missionærer i Taiwan i otte år. I 1992 blev en gruppe  betelmedarbejdere der havde lyst til at hjælpe den kinesisktalende befolkning, undervist i kinesisk. Masayuki kontaktede straks dem der talte lidt kinesisk, og en kinesisk gruppe blev oprettet med 28 forkyndere. De fleste af dem var japanske pionerer der var ivrige efter at hjælpe interesserede kinesere skønt de stadig kæmpede med det kinesiske sprog. Denne ihærdighed hos de japanske forkyndere gjorde indtryk på mange kinesere. En ung kvinde fik bogen Det største menneske der har levet af en broder der gik på samme skole som hun. Hun læste bogen på en uge, og derefter begyndte hun at komme til alle møderne. Det forbløffede hende at så mange japanere lærte kinesisk blot for at kunne forkynde den gode nyhed for kinesisktalende mennesker. Hun og hendes lillebror gjorde hurtigt fremskridt, og inden der var gået et år, blev de døbt. Allerede før sin dåb ledte hun endda selv bibelstudier.

Det første kinesiske kredsstævne blev holdt i maj 1993. Der var 399 til stede, og 8 blev døbt. Snart var der fem mandarinkinesiske menigheder, foruden en kinesisk bogstudiegruppe i en japansk menighed.

Andre sproggrupper

Sidst i 1980’erne begyndte Penn Pitorest og hans kone, Phiksang, at studere Bibelen. De var begge flygtninge fra Cambodja og havde mistet deres forældre under massakren i deres hjemland. Da der praktisk talt ikke fandtes nogen studiebøger på cambodjansk, gjorde de ikke så hurtigt fremskridt, men til sidst blev de døbt. De var bekymrede for de andre cambodjanske flygtninges åndelige behov og bestræbte sig for at lede bibelstudier med dem. Inden længe blev der oprettet en lille cambodjansk gruppe. Dens medlemmer fik mere hjælp i 1994 da Vagttårnet begyndte at udkomme på cambodjansk. Derefter gik ti brødre fra Betel i  gang med at lære sproget og fik til opgave at overvære de cambodjanske møder.

Den største fremmedsprogede gruppe i Japan består af koreanere, men de fleste af dem forstår japansk, så i årevis havde de ikke en særskilt menighed. På et tidspunkt blev man imidlertid opmærksom på at koreanere der boede i Japan, ville tage hurtigere imod sandheden hvis de studerede på deres modersmål. Dette førte til at der blev oprettet en koreansk gruppe i nærheden af Betel i april 1996, og at der senere blev oprettet én i Itami i Hyogopræfekturet.

Tegnsprogsmenighederne må heller ikke overses. Mange frivillige har lært japansk tegnsprog for at kunne hjælpe hørehæmmede overalt i landet. Siden 1982 har Selskabet organiseret tolkning til tegnsprog ved nogle af områdestævnerne. Det var dog først i 1992 man begyndte at gøre en målrettet indsats for at hjælpe de hørehæmmede idet der blev oprettet tegnsprogsmenigheder i byerne Fukuoka og Kumamoto. Der er også blevet udgivet videofilm på tegnsprog. I dag er der 11 menigheder og 9 mindre grupper i Japan som aktivt hjælper hørehæmmede.

Jehovas vidner i Japan har således gjort sig store bestræbelser for at få kontakt med de mange sproggrupper i landet og hjælpe dem til at høre den gode nyhed på det sprog de forstår bedst.

Ny skole mødes med begejstring

I 1993 fik ugifte ældste og menighedstjenere i Japan en spændende ny mulighed. Den indebar at de kunne udvide deres tjeneste både i Japan og i andre lande. James Hinderer og David Biegler, to brødre med flere årtiers erfaring i rejsetjenesten, blev sendt fra USA for at lede den første klasse på Skolen for Udnævnte Tjenere i Japan. Den første gang skolen blev afholdt, blev den engelsksprogede undervisning  desuden overværet af syv observatører fra Japan, Republikken Korea og Filippinerne. De forberedte sig til at virke som lærere i deres respektive lande.

Hvilken gavn havde eleverne af skolen? Én fra den første klasse siger: „Jeg tror at mange af os havde svært ved at ræsonnere på egen hånd og træffe afgørelser ved at anvende de aktuelle bibelske principper. Vi kunne bedre lide faste regler. Men på skolen blev der ofte stillet to spørgsmål, nemlig ’hvorfor?’ og ’hvordan?’, som lærte os at tænke over grunden til at det forholder sig som det gør.“ En anden elev fra klassen kommer ind på det samme. Han fortæller hvad der skete da en af lærerne foreslog at den menighedstjener som har med bladene at gøre, udarbejdede en præsentation af de nye blade og fremholdt den for forkynderne. En af eleverne stillede i den forbindelse et spørgsmål som udløste en interessant redegørelse for forskellen mellem retfærdighed og godhed. Læreren forklarede: „Retfærdighed følger den skrevne vejledning, men godhed går ud over det der kræves, for at være til gavn for andre. Vi skal ikke blot være retfærdige, men også gode, og gøre hvad vi kan for at hjælpe menighedens medlemmer, uden at have en masse skriftlige regler at holde os til.“

De unge ugifte brødre i Japan har normalt ikke travlt med at blive gift. Eleverne i de første 18 klasser var gennemsnitlig 29 år gamle og havde været 13 år i sandheden og 8 år i heltidstjenesten. I august 1997 var over 790 elever udgået fra 33 klasser på Skolen for Udnævnte Tjenere, og flere tusind venter på at overvære skolen. Nogle af dem der har gennemgået skolen, har fået tildelt opgaver som kredstilsynsmænd, specialpionerer eller missionærer. — Sl. 110:3.

Den gavnlige virkning kan straks mærkes når disse veloplærte ældste og menighedstjenere samarbejder med menighederne.  En ældste sagde om den positive indflydelse en elev havde på deres menighed: „Menigheden er blevet meget mere livlig og glad. Pionerånden breder sig, og alle menighedens medlemmer har fået større forståelse af hvor vigtigt det er at gøre tingene i overensstemmelse med den teokratiske fremgangsmåde. De unge er blevet mere begejstrede for åndelige anliggender, og mange har meldt sig til Den Teokratiske Skole.“ På den måde er menighederne blevet styrket og opbygget.

Der sendes delegerede til stævner i udlandet

Jehovas vidner i Japan har i årenes løb haft mange muligheder for at „udvide“ med hensyn til at vise kærlighed til det internationale brodersamfund. (2 Kor. 6:13) Da det blev økonomisk overkommeligt at rejse til udlandet, indbød Selskabet det japanske afdelingskontor til at sende delegerede til særlige internationale stævner der blev holdt på Hawaii og i Europa, Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika og New Zealand.

År for år steg antallet af forkyndere der tog imod indbydelserne, og det var ikke usædvanligt at finde mange pionerer og andre heltidstjenere blandt de delegerede. I 1996, da der blev holdt særlige stævner i republikken Tjekkiet og i Ungarn, var der 1114 heltidstjenere blandt de 1320 delegerede fra Japan.

Det de japanske delegerede fik at se og høre ved disse særlige stævner, udvidede deres horisont og gav dem endnu større lyst til at tjene Jehova af hele deres hjerte. Shigeo Ikehata, der i 1978 overværede det internationale stævne i Republikken Korea, Hongkong, Filippinerne og Taiwan, forklarer: „Den store kærlighed mellem brødrene og søstrene i de fremmede lande gjorde et dybt indtryk på mig. Det at  jeg med egne øjne har set at Jehovas vidner er knyttet sammen af det rene sprog, har givet mig større værdsættelse af mine tjenesteforrettigheder og påvirket indholdet af mine bønner.“

At besøge lande hvor Jehovas tjenere har udholdt streng forfølgelse, og at høre deres erfaringer opmuntrede de delegerede til at prøve at efterligne deres tro. Misako Oda overværede i 1992 det første internationale stævne i Sankt Petersborg  i det tidligere Sovjetunionen. Hun siger: „Da den indledende sang begyndte på stævnets første dag, begyndte en russisk søster der sad ved siden af mig, at græde. Da jeg kiggede op, kunne jeg se mange andre russiske søstre der havde tårer i øjnene og ikke var i stand til at synge med. Jeg takkede inderligt Jehova for den ufortjente godhed han viste ved at lade mig, der ikke har oplevet den form for forfølgelse som de har udholdt, være sammen med dem ved stævnet og få andel i denne historiske sejr for Jehova og de trofaste brødre.“

En ung pionersøster, Seiko Namba (nu Nakajima), husker stævnet i Buenos Aires i 1990. Hun siger: „Brødrene og søstrene i Argentina lærte mig at give udtryk for kærlighed og værdsættelse og hvor vigtigt det er at vise andre disse følelser. En ældre søster omfavnede mig da vi skulle hjem, og gav mig en gave. Hun havde tårer i øjnene og sagde gang på gang: ’Hasta luego en el Paraíso’ [På gensyn i Paradiset]. Da jeg kom tilbage til Japan, forsøgte jeg at give udtryk for den samme kærlighed og venlighed over for folk i menigheden og i distriktet.“ Selv om japanere generelt er mere generte og tilbageholdende, hjalp samværet med de latinamerikanske brødre og søstre også de andre japanske delegerede til at være mere udadvendte og kærlige.

I årenes løb har det japanske afdelingskontor haft den forret at sende tusinder af delegerede til særlige stævner i andre lande. Den overvældende tilslutning der er når indbydelserne sendes ud til menighederne, viser med hvor stor begejstring og værdsættelse brødrene tager imod denne lejlighed til at være sammen med deres internationale kristne familie.

Hjælp til brødre i andre lande

Japanerne betragter det som et stort privilegium at de nu har mulighed for at yde hjælp på forskellig vis til brødre i  andre lande. Det japanske afdelingskontor har fået stor erfaring i trykning og er nu i stand til at hjælpe afdelingskontorerne i nabolandene med deres trykkeopgaver. På trykkeriet i Ebina trykkes der hver måned over 9.000.000 eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! på ti sprog.

Afdelingskontoret i Japan trykker nu bøger, bibler og brochurer på 26 sprog, deriblandt kinesisk, laotisk, singalesisk, tamil (til Sri Lanka), thai og 11 filippinske sprog — alle i fire farver. De hurtige offset-rotationstrykkemaskiner sætter afdelingskontoret i stand til at dække et behov på arbejdsmarken meget hurtigt. I september 1993 blev der for eksempel sendt materialer til Japan til trykning af en særudgave af den længe ventede bibel på tagalog som indeholdt Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter. Midt i oktober var 70.000 bibler på tagalog blevet trykt og sendt så de nåede frem i rette tid til at blive frigivet ved områdestævnerne i december. Biblerne på cebuano og iloko blev  trykt kort tid efter. Luksusudgaver af bibler på portugisisk og spansk fremstilles nu også på trykkeriet i Ebina.

Efter at hovedkontoret i 1989 oprettede en afdeling der yder hjælp til oversættere, blev det japanske afdelingskontor indbudt til at hjælpe oversættere i hele Asien og Stillehavsområdet. Mere end halvdelen af verdens befolkning bor her, men mange af indbyggerne, der taler i snesevis af forskellige sprog, har endnu ikke adgang til Vagttårnsselskabet publikationer på deres eget sprog. Japanske brødre der er dygtige til at oversætte og kan betjene en computer, har haft den forret at besøge Indien, Pakistan, Sri Lanka, Nepal, Libanon, Malaysia, Thailand, Cambodja, Indonesien, Myanmar, Salomonøerne, Guam og andre lande for at hjælpe med at finde, oplære og organisere oversætterhold og installere computerprogrammer som Selskabet har udviklet som en hjælp til oversættere.

Gensidig opmuntring

Nogle der heller ikke må overses, er de 76 japanske brødre og søstre som har efterlignet de missionærer der tjener i Japan, og med glæde har taget imod den opgave at fremme Rigets interesser i ni andre lande. Blandt disse er 13 brødre der er udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere. De lande de er blevet sendt til, er Brasilien (7), Cambodja (1), Guam (2), Malaysia (2), Nigeria (1), Papua Ny Guinea (11), Paraguay (8), Salomonøerne (5) og Taiwan (39). Det fremgår af brevene fra disse missionærer at de har vænnet sig til de nye sprog, skikke og fødevarer og til tropesygdomme, og de har også været villige til at tjene i primitive områder, undertiden uden indlagt vand, gas eller elektricitet, som en grel modsætning til velstanden i vore dages Japan. De har opdyrket kærlighed til de lokale indbyggere og har lært at være tilfredse. De glæder sig over at de har mulighed for at fremme Rigets interesser på denne måde.

 Da den teokratiske vækst i Japan igen gjorde det nødvendigt at udvide afdelingskontoret, blev arbejdet sat i gang med internationalt samarbejde. Udvidelsen skulle bestå af to 13-etages boligblokke og en 5-etages servicebygning. I 1994 blev Frank Lee fra USA udnævnt til at tjene som byggeritilsynsmand. Også Steve Givins, en international byggearbejder fra USA, sidder i byggeudvalget. Over 49 frivillige er kommet fra Australien, Canada, Costa Rica, England, Finland, Frankrig, Italien, Luxembourg, New Zealand og USA for at være med. De har alle med glæde forladt en mere etableret livsform i deres hjemlande for at dele deres erfaring og færdigheder med deres brødre i udlandet og for at fremme Rigets interesser.

De japanske brødres reaktion har også været helt overvældende. Mere end 4600 faglærte og ufaglærte arbejdere har indsendt ansøgninger om at deltage i projektet. Det har krævet store forandringer af de fleste af dem at arbejde med selv i en kort periode. De har måttet forlade deres job og familie. Men de føler at de er blevet rigt velsignet for den indsats de har ydet.

Ældre, men stadig nidkære

Denne store skare der lovpriser Jehova i Japan, begyndte at vokse da der ankom missionærer fra Gileadskolens 11. klasse i 1949 og 1950. Andre sluttede sig til dem, deriblandt nogle fra den 7. klasse og flere fra senere klasser. Nioghalvtreds af dem virker stadig i heltidstjenesten i Japan. Nogle af dem er nu i halvfjerdserne og firserne, men de er stadig nidkære i tjenesten. Lois Dyer sagde efter 64 års standhaftig heltidstjeneste: „Jeg beder hele tiden i tillid til Jehova og med Davids smukke ord: ’Forlad mig ikke når min kraft svinder hen. . . . End ikke som gammel og gråhåret må du forlade mig, Gud.’“ (Sl. 71:9, 18) Jehova har ikke forladt disse loyale vidner, der har brugt størsteparten af deres liv i  trofast tjeneste for Riget. En anden missionærsøster udtrykker det med disse ord: „Jehovas organisation er som en mor der pakker os ind i et varmt tæppe og omfavner os.“

Enogtyve af disse trofaste, ældre missionærer bor nu på missionærhjemmet i Tokyo Mita. Den oprindelige betelbygning i Tokyo er blevet fuldstændig renoveret og ombygget til bolig for dem. Det er en usædvanlig missionærfamilie! De er i gennemsnit 74 år gamle og har været i sandheden i gennemsnitlig 50 år. Otte af dem er udgået fra Gileadskolens 11. klasse. Tilsammen har missionærerne i årenes løb rejst en imponerende ’vidnedysse’ idet de har hjulpet mindst 567 personer til at lære sandheden at kende. Skønt flere af familiens medlemmer er højt oppe i firserne og har alvorlige helbredsproblemer, sidder de ikke bare uvirksomme. I tjenesteåret 1997 rapporterede de gennemsnitlig over 40 timer i forkyndelsen om måneden, og de afsatte i alt 17.291 blade og flere hundrede bøger i deres hyppigt gennemgåede distrikt. Disse trofaste missionærer æres af deres trosfæller og respekteres af deres naboer.

Ruth Ulrich, der nu er 87, har tilbragt 68 år af sit liv i pioner- og missionærtjenesten. Hun siger: „Det har styrket min tro at se alle disse mennesker forlade hedenske religioner, komme i sandheden og virkelig blive vore brødre og søstre.“

Mens vi har bladet i det „fotoalbum“ der beretter om Jehovas Vidners historie i Japan i nyere tid, har vi mødt mange nidkære tjenere for Jehova. Men de er kun en håndfuld af de over 220.000 i Japan som forkynder den gode nyhed om Guds rige. Missionærerne glæder sig af hjertet over at se hvad deres åndelige børn, børnebørn og oldebørn udretter. Og de ser med spændt forventning frem til at finde ud af hvilke opgaver Jehova vil tildele dem i fremtiden, både i de sidste dage for den nuværende tingenes ordning og i hans vidunderlige nye verden, der nu er så nær!

 [Helsides illustration på side 66]

[Illustrationer på side 71]

Loyale japanske forkyndere fra tiden før den anden verdenskrig: (1) Jizo og Matsue Ishii, (2) Miyo Idei, (3) Katsuo og Hagino Miura

[Illustrationer på side 72, 73]

Nogle missionærer der begyndte at tjene i Japan i 1949-50: (1) Don og Mabel Haslett, (2) Lloyd og Melba Barry, (3) Jerry og Yoshi Toma, (4) Elsie Tanigawa, (5, 6) Percy og Ilma Iszlaub, (7) Norrine Thompson (født Miller), (8) Adrian Thompson, (9) Lois Dyer, (10) Molly Heron, (11) Shinichi og Masako Tohara

[Illustration på side 79]

N. H. Knorr (øverst til venstre) taler ved et stævne i missionærhjemmet i Kobe i 1951

[Illustration på side 81]

Grace (øverst) og Gladys Gregory fra Gileadskolens 11. klasse

[Illustration på side 82]

Margrit Winteler (til højre, fra Gileadskolens 23. klasse) kom ud til sin søster Lena (fra den 15. klasse) i Japan

[Illustration på side 88]

Don Haslett og Lloyd Barry på Betel i Tokyo i 1953

[Illustrationer på side 89]

Japanske specialpionerer der har tjent i 40 år (fra venstre til højre): Takako Sato, Hisako Wakui, Kazuko Kobayashi

[Illustration på side 90]

Afdelingskontoret i Okinawa, 1979

[Illustrationer på side 95]

På vej ud at forkynde om vinteren i Hokkaido

Øverst: Adeline Nako

Nederst: Lillian Samson

[Illustration på side 99]

Yuriko Eto

[Illustration på side 102]

En glad pionerfamilie på vej ud at forkynde

[Illustrationer på side 110]

▲ Afdelingskontoret i Tokyo, 1949-62

▲ Afdelingskontoret i Tokyo, 1963-73

▲ Afdelingskontoret i Numazu, 1972-82

[Illustration på side 115]

Toshio Honma, afdelingstilsynsmand i 1970’erne

[Illustration på side 116]

Afdelingskontorets udvalg i 1997 (fra venstre til højre): Richard Bailey, Shigeo Ikehata, Isamu Sugiura, Masataro Oda, Makoto Nakajima, Yoshihiro Nagasaki, Kenji Mimura

[Illustration på side 124]

James Mantz (der her ses sammen med sin hustru, Sarah) var med til at føre tilsyn med trykkeriet

[Illustrationer på side 132]

Stævnehaller: Hyogo, Ebina, Kansai

[Illustration på side 139]

Kunihito Kobayashi

[Illustration på side 142]

Kobe efter jordskælvet i 1995

[Illustration på side 150]

Masayuki og Masaka Yamamoto

[Illustrationer på side 156]

Japanske delegerede ved stævner i udlandet: (1) Kenya, (2) Sydafrika, (3) Rusland

[Illustrationer på side 158]

Afdelingskontoret og betelhjemmet i Ebina; indsat ses de udvidelser der blev lavet i 1997