Martinique

MARTINIQUE er et velkendt navn i mange dele af verden. Nogle forbinder det med solskin, hvide sandstrande og azurblåt hav. Andre kommer måske til at tænke på lækkerier som sukkerrør og bananer eller rom. Med til billedet af Martinique hører også brune og sorte indfødte der med deres store smil tilbyder kurve med eksotiske frugter til besøgende som en slags velkomsthilsen. For nogle er Martinique en påmindelse om Mont Pelées udbrud i 1902 og den fuldstændige udslettelse af Saint Pierre, som dengang var områdets økonomiske og kulturelle hovedby.

Egentlig er øen blot som et ubetydeligt støvfnug. Den er kun 80 kilometer lang og 35 kilometer bred. Alligevel har den haft en betydelig rolle i internationale sammenhænge. Her førte kolonimagterne mellem det 17. og det 19. århundrede nogle skånselsløse kampe for at få overherredømmet over Nord-, Syd- og Mellemamerika og Caraibien. San Domingo (nu Haiti), Guadeloupe, Martinique og andre af De Vestindiske Øer skiftede ejere alt efter kampenes udfald.

I mange årtier var Martinique, trods sin uanselige størrelse, midtpunkt for slavehandelen i Caraibien. Man kan ikke tale om Martiniques befolkning uden også at tale om slaveri, der har sat sine tydelige spor og i væsentlig grad kan forklare hvorfor  befolkningens nuværende situation er som den er.

Der er tale om mennesker som efter lang tids slaveri er stolte over at være frie, men de er også kendetegnet af mærkelige paradokser. De værner om deres frihed og vil gerne fortælle om den. Samtidig indordner de sig under den franske kultur — en kultur som de blev påtvunget under koloniseringen, men hvis værdier og rigdomme for det meste værdsættes af flertallet. Indbyggerne hævder at de har deres egen tro — katolicismen — selv om den blev indført ved tvang af deres undertrykkende koloniherrer. Dertil kommer at de har lært at tilbede en Gud som de ikke kender meget til. Han er blevet fremstillet som en fortaler for negerslaveriet, eftersom det hævdes at det var ham der forbandede deres race. Han siges at være kærlig og retfærdig, men disse egenskaber synes vanskelige at få øje på. Deres tilbedelse består hovedsagelig i ritualer og traditioner hvor der ikke bliver lagt meget vægt på nøjagtig viden og teologisk forståelse. (Det kan nævnes at naboøen Barbados vedkender sig den anglikanske tro fordi den blev koloniseret af England.)

Selv om de fleste på Martinique her ved slutningen af dette århundrede anser sig selv for at være frie, slider de fortsat som slaver under to fordringsfulde herrer. For det første er de bebyrdet med et religiøst system af ritualer og traditioner  som ikke kan stille deres åndelige sult. For det andet arbejder de forgæves på at opfylde det utal af ønsker der er opstået som følge af massiv påvirkning fra den vestlige verdens materialistiske levevis. — Præd. 5:10.

Et budskab om frihed

Det er på denne tropeø der med stigende intensitet gennem de sidste halvtreds år har lydt et budskab om frihed, den frihed Jesus Kristus tænkte på da han sagde: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:32) Det er en frihed fra trældom under løgn, fra et økonomisk system som på det groveste udnytter folk, og fra synd og død.

Denne sandheds sædekorn begyndte at blive sået i 1946 da Georges Moustache, fra Guadeloupe, tilbragte to uger med at forkynde i Fort-de-France og Saint Pierre. Tre år senere, den 9. august 1949, ankom fire missionærer (et ægtepar og to unge søstre) som var udgået fra Vagttårnets Bibelskole Gilead. Det var David og Celia Homer, Mary Lolos og Frances Bailey. De var fra USA og talte kun lidt fransk. På halvandet år lykkedes det dem trods deres manglende sprogkundskaber at sprede 631 bøger og mere end 200 brochurer som forklarede bibelske lærepunkter, og de oprettede 32 bibelstudier med enkeltpersoner og familier. Men de katolske præster, som dengang endnu havde stor indflydelse og på ingen måde ville have deres myndighed draget i tvivl, sørgede for at få missionærerne forvist fra øen i januar 1951. I mere end tre år blev al forkyndelse af den gode nyhed på Martinique indstillet.

Arbejdet genoptages

Den 10. juli 1954 ankom Xavier og Sara Noll fra Marseilles i Frankrig. De var begge heltidstjenere, og Xavier havde tjent som tilsynsmand for en menighed i Marseilles.

 De mindes stadig deres ankomst til denne ø, 7000 kilometer fra deres hjemland, der for dem synes at være på den anden side af jorden. De har ikke glemt deres første møde med varmen og fugten, men de har heller ikke glemt den selskabelighed, gæstfrihed og godhjertethed befolkningen viste.

De lærte lige fra begyndelsen at klare sig med et minimum af bekvemmeligheder. Efter at have boet nogle få dage hos en venligsindet mand fandt de et nyt træhus, det vil sige et hus der ganske enkelt bestod af trævægge og trægulv. Taget var lavet af bølgeblikplader. Der var ingen indvendig loftbeklædning, og der var intet toilet. Det var broder Nolls opgave når skumringen faldt på, at tømme toiletspanden i en bjergkløft. Hans første tur med spanden fandt sted den 14. juli, den franske nationaldag. Han skulle over et torv ved navn Stalingrad, som summede af aktivitet i anledning af helligdagen. Da han krydsede torvet, vakte han en del opsigt blandt de mange mennesker der var ude for at slappe af og trække lidt frisk luft; de var ved at gå til af grin. Sikke en begyndelse! De havde aldrig før set en hvid mand udføre den slags arbejde!

En overraskende modtagelse

Tidligere på dagen havde broder Noll brugt flere timer på at sortere de bøger og brochurer som missionærerne havde efterladt da de blev udvist. Mange af dem var blevet ødelagt af insekter, men der var stadig en god forsyning som broder og søster Noll kunne gøre brug af da de begyndte i forkyndelsen den følgende formiddag.

Her er nogle få af broder Nolls minder fra den første dag i tjenesten: „Min kone og jeg var ivrige efter at møde befolkningen, at lære mennesker at kende og finde ud af hvordan de ville reagere på vores forkyndelse. Virkeligheden  overgik vore forventninger. Vi begyndte at forkynde i centrum af byen, som dengang havde 60.000 indbyggere. Den formiddag mødtes min kone og jeg to gange da vi måtte hjem og hente nye forsyninger af bøgerne ’Sandheden skal frigøre jer’ og ’Riget er nær’ samt brochurer som ’Fredsfyrsten’.“

De besøgte sagde ofte: „Jeg vil gerne have bogen som et minde om at du har været her,“ eller: „Hvis den fortæller om Gud, vil jeg gerne have den.“ I løbet af de første par uger spredte de næsten 200 bøger og i hundredvis af brochurer. Det var let at få samtaler eftersom folk var nysgerrige og imødekommende over for fremmede. Det var meget opmuntrende at møde en sådan gæstfrihed!

 Broder og søster Noll spekulerede på om de kunne klare at studere med så mange. Men de lærte hurtigt at de måtte skelne mellem dem der blot viste almindelig gæstfrihed, og dem der virkelig ønskede at lære sandheden fra Gud at kende og leve efter den. Der var nogle som havde en lærvillig indstilling. Broder Noll fortæller: „Den mand der tog imod os da vi ankom til Martinique, præsenterede os for nogle arbejdere og lærlinge i det møbelsnedkerværksted han havde. Vi oprettede et studium samme aften og to mere i løbet af den første uge.“

Et af disse studier var med et ungt par, Paul og Nicole Jacquelin. De studerede tre gange om ugen og gjorde gode fremskridt. Inden længe var de med broder og søster Noll fra hus til hus. Med disse nye forkyndere kom der lidt lokalkolorit på forkyndelsesarbejdet.

„To-to-to“

Når man kom til et hus, skulle man råbe: „To-to-to, er der nogen hjemme?“ Inde fra huset lød det ofte: „Hvad vil du?“ Når så forkynderen højlydt havde forklaret sit ærinde, svarede den besøgte: „Kom ind og sid ned,“ og en interessant samtale fulgte.

De fleste ville gerne tale med forkynderne. Man kendte ikke til stress på Martinique dengang. Det var sjældent at møde den indvending vi så tit hører i dag: „Jeg har ikke tid.“ Afslutningen på besøgene var dog som oftest: „Jeg forstår alt hvad du fortæller, men jeg vil ikke forlade mine forældres og mine bedsteforældres tro.“ Selv dér hvor forkynderen tilsyneladende fandt nogen interesse og spurgte: „Kan vi snart mødes igen?“ var svaret som regel: „Hvis Gud vil.“

I almindelighed havde folk stor respekt for Bibelen, men det var meget få der havde én. De katolske præster gjorde alt hvad de kunne for at hindre folk i at komme i nærheden af  Bibelen. Det var dog lykkedes nogle få at erhverve sig et eksemplar af den protestantiske franske oversættelse af Louis Segond. Nogle havde købt den af gadesælgere, andre af naboer som var syvendedagsadventister, og atter andre, om end kun ganske få, havde skaffet sig et eksemplar gennem den evangeliske kirke.

Præsterne slår alarm

Fem måneder efter at Jehovas Vidner havde genoptaget deres forkyndelse i Fort-de-France, bragte en avis der var udgivet af den katolske kirke, en artikel med overskriften: „Hvem er Jehovas Vidner?“ Noget af artiklen var formet som en samtale mellem en præst og et sognebarn: „Kender du Jehova, Fader?“ „Ja, det gør jeg da! Taler du hebraisk nu?“ Derefter fulgte et litani af bagvaskelse mod Jehovas Vidner og en ondsindet fordrejning af deres lære. Der var endda en karikatur af søster Noll i et kirkeblad.

Nogen tid senere erklærede en præst der tydeligvis var frustreret over den nidkærhed de få forkyndere udviste: „Tusinder af gode mennesker er på vej til at blive Jehovas vidner fordi de ikke kender nok til deres egen tro.“ Det var som Jesus Kristus havde vist i sin billedtale om den rige mand og Lazarus. Det jævne folk længtes efter de åndelige krummer fra de gunstigt stillede præsters bord. — Se Lukas 16:19-31.

Besøget af Notre Dame du Grand Retour

Nogle få år forinden, i 1948, var mange katolikker blevet rystet i deres tro fordi bispestolen havde iværksat et stort bluffnummer. En statue af Maria var under udfoldelse af et stort ceremoniel blevet hentet til Martinique fra Frankrig. Derefter var den blevet transporteret rundt på hele øen og forgudet af befolkningen i en grad som ikke siden er set.  Statuen af „Jomfruen“ var blevet anbragt i en lille båd på hjul og kørt rundt i gaderne. Folk langs ruten havde fyldt båden med penge og smykker til „Madonnaen“. Dengang gik alle på Martinique, hvad enten de var rige eller fattige, med guldsmykker. De indsamlede værdier kom derfor til at repræsentere en stor sum penge.

Der er stadig mange som levende husker hvad der skete. Marthe Laurent, der nu er et af Jehovas vidner, mindes „Madonnaens“ ankomst. „Det var en lørdag aften i begyndelsen af marts 1948 på torvet omkring Savannen i Fort-de-France,“ fortæller hun. „Torvet var fyldt med mennesker da vi pludselig kunne skimte et lille lys ude på havet ud for spidsen af La Pointe des Nègres. Den store folkemængde summede af begejstring; ’Jomfruen’ ankom i båd!“ Pierrette Hantoni var gentagne gange henne og lægge gaver i båden mens den kørte rundt i gaderne. Hun og hendes mand pyntede deres hus med blomster og hængte et banner op hvorpå der stod Chez Nous Soyez Reine (Vær dronning for vort hjem). Folk blev revet med af stemningen og gav rundhåndede gaver i den tro at „Jomfruen“ kunne udføre mirakler. For eksempel var der en mand hvis datter havde en muskellidelse, og han fulgte den lille båd kravlende på sine knæ i håb om at „Jomfruen“ ville helbrede hans datter.

På et tidspunkt blev det løgnagtigt meddelt at statuen var blevet bragt tilbage til Frankrig. Nogle fandt senere ud af at den var blevet gemt i et pakhus. Et lokalt rygte fortæller at et fly som senere styrtede i havet, medbragte de penge og andre værdigenstande som var blevet indsamlet, samt dem der stod bag bluffnummeret. Det var efter de flestes mening Guds måde at straffe disse mennesker på. Endnu den dag i dag giver folks samtaler om denne hændelse Jehovas vidner anledning til at vise hvad Bibelen siger om afgudsdyrkelse. — 2 Mos. 20:4, 5; Sl. 115:4-8; 1 Joh. 5:21.

 Ægteskab, ikke blot samliv

Visse afrikanske skikke levede videre efter slaveriet og blev accepteret af den katolske kirke så længe udøverne også fulgte de katolske skikke. Det var derfor helt almindeligt at folk boede sammen uden at være gift. Når søster Noll var i forkyndelsen, kunne folk finde på at spørge hende: „Har du børn?“ Når hun svarede „nej“, spurgte de: „Har din mand?“ Det var ikke ualmindeligt at mænd havde børn med andre kvinder end deres lovformelige hustru. De der ønskede at blive sande kristne, måtte nødvendigvis ophøre med at følge sådanne ubibelske skikke. — Hebr. 13:4.

Den første på Martinique der indså dette, var en kvinde der havde seks børn med tre forskellige mænd, og som boede sammen med faderen til det yngste barn da hun begyndte at studere Bibelen. Marguerite Lislet erkendte snart hvilke store forandringer hun måtte gøre for at behage Jehova. (1 Kor. 6:9-11) Hun bad sin samlever om at flytte, og trods helbredsproblemer og økonomiske vanskeligheder kæmpede hun bravt for at forsørge sine seks børn. Hun blev døbt i 1956. Senere blev hun den første indfødte specialpioner på Martinique.

Jeanne Maximin, der havde flere børn med sin samlever, ville også gerne døbes. Samleveren havde mange gange lovet hende at han inden det næste stævne ville legalisere deres forhold, men det blev kun ved snakken. Så i 1959, da endnu et stævne nærmede sig, greb hun chancen for at flytte ud af huset mens han ikke var hjemme. Da han kom hjem, opdagede han til sin store overraskelse at hun og en del af møblerne var væk. Naboerne tøvede ikke med at fortælle ham hvor hun var. Han insisterede på at hun skulle  komme tilbage, og lovede at han nok skulle træffe de nødvendige forberedelser så de kunne blive gift i løbet af et par uger. Hendes svar var kort og godt: „Den dag vi bliver gift, kommer jeg hjem og ikke før.“ De nødvendige forberedelser blev truffet, og de blev lovformeligt gift ti dage senere. Mange af vore søstre har været igennem noget lignende.

Jehovas Vidner er blevet kendt som et trossamfund der betragter ægteskabet som indstiftet af Gud. En embedskvinde i landsbyen Le Vauclin blev overrasket over at se at Jacques og Pierrette Nelson, et lokalt specialpionerægtepar, i løbet af kort tid skulle være forlovere for to par der efter mange års samliv blev lovformeligt gift. Denne embedskvinde havde allerede bogen Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv, men nu lovede hun at læse den igen da hun var i samme situation som de to par hun lige havde viet. Inden de gik, sagde hun henkastet til de to forlovere: „Jamais deux sans trois“ („Aldrig to uden tre“). Det viste sig at holde stik i dette tilfælde, for inden længe stod pionererne igen foran hende og var forlovere for et tredje par som de havde studeret med.

Frigjort fra alkoholmisbrug

Martinique er kendt for sin rom. Denne alkoholiske drik, der fremstilles af sukkerrør, kan købes overalt på øen. Den nydes af mange, men kan forvolde stor skade hvis den misbruges. I 1950’erne kunne folk gå ind på en bar og få et helt glas rom for kun 50 centimes (cirka 50 øre). Foran kunden blev der sat en flaske rom, en flaske sirup og nogle skiver lokal grøn citron, og så kunne han selv tage for sig.

Kunne sandheden fra Bibelen hjælpe mennesker der regelmæssigt drak sig fulde i rom? Ja, det kunne den! (1 Pet. 4:3) Den første der blev hjulpet, var en kvinde som jævnlig drak så meget at det var særdeles ubehageligt at sidde over  for hende og tale med hende. Hun boede desuden sammen med en mand hun ikke var gift med, og som var lige så afhængig af alkohol som hun var. Men som følge af det hun lærte gennem et hjemmebibelstudium, holdt hun på få måneder op med at drikke, og hun forlod sin samlever. Alle der kendte hende, lagde mærke til de forandringer hun gjorde. Hun fik det bedre helbredsmæssigt. Det gik bedre på hendes arbejde, og hun fik fast arbejde som tjenestemand. Da hun med tilbagevirkende kraft modtog en sum penge, brugte hun dem på at overvære Jehovas Vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i New York i 1958. Elisa Lafine, der nu er 90 år gammel, er stadig regelmæssigt med i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. Hun sætter også et godt eksempel hvad angår det at have en god kristen adfærd. Guds ord kan afgjort frigøre mennesker fra alkoholmisbrug.

Det indre af landet bærer frugt

På et kort over Martinique ser det ud som om øen slynger sig rundt om Fort-de-France-bugten. Det er også her distriktet er koncentreret. Langs bugtens nordside ligger der tre næsten sammenvoksede byer — Fort-de-France, Schoelcher og Le Lamentin. Knap halvdelen af Martiniques befolkning bor i dette område. Bortset fra landbruget findes hovedparten af øens indtægtskilder her. Det var i dette område forkyndelsen af den gode nyhed tog sin begyndelse, og med nogle få undtagelser kom de første forkyndere også herfra.

Så tidligt som i 1955 begyndte broder og søster Noll at rejse uden for hovedstaden for at gøre budskabet om Riget kendt. De tilbragte ofte hele dagen i forkyndelsen og vendte først hjem om aftenen. Om fredagen i én uge kunne de tage til Le Lamentin. Den følgende uge var det måske  landsbyen Le François, der lå nær ved østkysten. Lidt efter lidt begyndte folk at tage imod sandheden. Blandt de første i Le Lamentin var Jeanne Marie-Annaïs, Suzanne Guiteaud, Liliane Néral og Paulette Jean-Louis. I Le François var der familierne Godard og Cadasse samt Pierre Loiseau. Senere blev der sendt specialpionerer til Le Lamentin, deriblandt Valentin Carel og Nicolas Rénel. (Broder Carel blev senere medlem af afdelingskontorets udvalg.) Der er nu syv menigheder i dette og et lidt sydligere område.

Nogle forkyndere begyndte tilsyneladende godt, men forlod senere den trange vej. De blev opslugt af dagliglivets bekymringer eller ofre for materialisme og umoralitet. Mange andre modtog ordet om Riget med et hjerte der viste sig at være som god jord der bærer frugt i mange år. (Matt. 13:18-23) Hovedparten af dem der sluttede sig til den sande tilbedelse for mange år siden, er stadig loyale tjenere for Jehova. Blandt dem er der brødre som blev døbt på Martinique for over 30 år siden: Leon og Christian Bellay, Jules Nubul, Germain Bertholo, Vincent Muller, Roger Rosamond, Albert Nelson, Vincent Zébo og Philippe Dordonne. De har alle vist stor kærlighed til Jehova ved at bruge deres unge år i tjenesten for ham. De er ikke unge mere, men tjener alle fortsat som ældste i menighederne. Andre er døde — deriblandt Toussaint Lada, som huskes af de ældre for sit rolige gemyt og varme smil. Mange flere kunne føjes til listen over erfarne forkyndere som var eller stadig er gode eksempler i tro og nidkærhed. Den yngre generation følger i deres fodspor — til stor glæde for de ældre.

Kvinder fortæller loyalt om den gode nyhed

I 1950’erne var flere søstre ansat som lærere i undervisningsministeriet, men de var også gode til at undervise ud  fra Guds ord. En af dem var Stella Nelzy. Hun var den første af denne gruppe der blev døbt, og hun fortsatte endda som en nidkær forkynder mens hun skulle tage sig af sin gamle mor, der døde i en alder af 102 år. Der var også Andrée Zozor, som var rektor og en dygtig forsvarer af sandheden, og søster Victor Fousse (nu Lasimant), som stod fast trods hård modstand fra familien. Søster Fousses eksempel havde en god virkning på hendes børn. Det har ført til at en af hendes sønner har tjent som ældste i mange år, og hendes datter, Marlène, er missionær i Mali.

Andre har på grund af sygdom eller høj alder afsluttet deres kristne løb. Det gælder Léonide Popincourt, som tidligt gik på pension og i 16 år tjente som pioner. Søster Popincourt døde i 1990, men hendes datter Jacqueline tjener stadig som missionær i Fransk Guyana. Emma Ursulet satte også et godt eksempel med hensyn til at forsvare sandheden fra Bibelen, og hun bestræbte sig især for at hjælpe sine børn til at vandre på Jehovas veje. Tre af hendes døtre blev pionerer, og hendes søn Henri tjener som medlem af afdelingskontorets udvalg på Martinique.

Sara Noll, der kom til Martinique som specialpioner for 43 år siden, er stadig en nidkær heltidstjener trods sine 82 år. Selv om distriktet bliver gennemarbejdet ofte, har hun fortsat mange gode resultater med at uddele Vagttårnet og Vågn op! Ved at følge Selskabets forslag om at forkynde i forretningskvarterer er det lykkedes hende at få adgang til de fleste af de offentlige kontorer. Hun har en bladrute der indbefatter rådhuset, politigården, Kontoret for Offentlige Arbejder og mange flere. Nogle gange har hun spredt helt op til 500 blade om måneden. I sin tid på Martinique har hun spredt mere end 111.000 blade.

 Vand der bestiger bjerge

Martinique er en bjergrig ø. Det fortælles at en engelsk admiral som ville give kong George II en idé om landets udseende, tog et stykke papir, krøllede det sammen, smed det på bordet og sagde: „Det er Martinique, sir.“ Et kreolsk ordsprog lyder: „D’lo pa ka monté morne“ („Vand kan ikke bestige bjerge“). Men på Martinique er der noget vand som gør det. Den gamle by Fort-de-France ligger ved havoverfladen, men er omgivet af mange bjerge. Sandhedens vand har besteget disse bjerge. — Åb. 22:17.

De syv forkyndere og tre pionerer der var på øen i 1956, spredte det år 5000 bøger, mere end 9000 blade og mange brochurer. Meget af dette læsestof blev spredt ved busstoppesteder til passagerer som rejste fra og til andre dele af øen. Broder og søster Noll tilbød også blade på fiske- og grønttorvene, og de forkyndte i utallige af de barer der lå ved markedspladserne. På den måde medbragte landsbyboerne værdifuldt bibelsk læsestof når de tog tilbage til deres hjem oppe i bjergene.

’Forsøm ikke at komme sammen’

Allerede få uger efter at broder og søster Noll var kommet til Martinique, begyndte de at opfordre dem de studerede med, til at komme til møderne. (Hebr. 10:23-25) Det bevirkede at nogle få mødtes i en stue i et beskedent træhus i Morne Pichevin i nærheden af Fort-de-France. I stuen var der højst plads til en halv snes stykker. Når broder og søster Noll var i forkyndelsen, blev de ofte spurgt om de havde et sted hvor de holdt møder. Missionærerne havde brug for et mere velegnet mødelokale.

Der skete så det at en hoteldirektør i Fort-de-France, som stadig kunne huske de første af Jehovas Vidners missionærer  (der havde boet på hans hotel et stykke tid), tilbød at de kunne bruge en sal i hans restaurant søndag eftermiddag, da restauranten var lukket den dag. Den lå i Schoelchersgade — opkaldt efter den franske politiker der udarbejdede dekretet af 27. april 1848 som beskrev betingelserne i forbindelse med slaveriets afskaffelse. Domkirken lå i samme gade. Nu hvor forkynderne havde et bedre mødelokale, regnede de med at folk ville strømme til. I nogen tid kom der dog kun 5 til 10 i en sal hvor der var plads til mindst 100. Når de inviterede til møderne, var svaret som regel: „Jeg kommer, hvis Gud vil.“ Det må imidlertid siges at være et mærkværdigt svar når man tænker alvorligt over hvad Bibelen siger om Guds vilje i denne henseende.

Fru Marceau, en pensioneret skolelærer, kom dog regelmæssigt og lyttede til Bibelens budskab, efter først at have overværet gudstjenesten i kirken. Det samme gjorde Alice Lassus, som gjorde rent i kirken. De blev begge trofaste vidner for Jehova. Men forkynderne havde brug for et mødelokale der svarede mere til gruppens størrelse.

Efter nogle få måneder flyttede man møderne til Villa Ma Fleur de Mai (Villa Min Forårsblomst), i Clairière-kvarteret i Fort-de-France, et hus der dengang tjente som missionærhjem. Stella Nelzy, som begyndte at overvære møderne, blev noget overrasket over en bemærkning der ved en lejlighed blev fremsat her. Hun har senere fortalt: „Ordstyreren sagde: ’Dette hus er det mest betydningsfulde på hele Martinique!’“ Men hun tilføjer: „Jeg fandt snart ud af at han havde ret. Huset var beskedent og møbleret med bænke lavet af genbrugsbrædder og med hynder af pap. Men i dette hus lærte vi om Jehova Guds storslåede hensigt og vilje og om hans og hans søn Jesu Kristi  uforlignelige personlighed. Ja, det var virkelig det mest betydningsfulde hus!“

I 1960 var forkyndertallet steget til 47. Det var igen nødvendigt at finde et andet og mere egnet mødelokale. Adrienne Rudier tilbød os to værelser i stueetagen af sit hus i Bellevue-kvarteret. To år senere foreslog hun at vi fjernede skillevæggen så vi fik mere plads, og at hun flyttede ovenpå. Forkyndertallet var fordoblet på blot to år. Nu var der 94 forkyndere, og der blev ledet 177 hjemmebibelstudier. Eftersom nogle af forkynderne boede i den anden ende af Fort-de-France, syntes det passende at oprette endnu en gruppe. Den mødtes i Inoër Puisys hjem i Sainte Thérèse, et lille boligkvarter i den sydlige del af Fort-de-France.

Væksten fortsatte. I 1964 var der gennemsnitlig 157 forkyndere. For at kunne huse alle dem der kom til møderne, købte man et hus i Bellevue-kvarteret i Fort-de-France og lavede det om til en rigssal. Fem år senere blev der bygget en ny rigssal i en anden del af byen. Cesaire og Elvíre Quasima var så venlige at give tilladelse til at der kunne bygges en rigssal oven på det flade betontag af deres hus.

Mens stævnerne var små

Det første stævne blev holdt i 1955, i broder og søster Nolls hjem. For at opmuntre de fem forkyndere på Martinique kom der 27 tilrejsende fra Guadeloupe. Der var under 40 til stede, men stævneprogrammet bød på en overflod af åndelig føde. Det var til stor glæde at være sammen i en åndelig og broderlig atmosfære!

Det var dengang vanskeligt at få påbegyndt møderne til tiden. Når folk kom for sent, opstod der til tider nogle komiske situationer. Under et stævne i 1956 viste man i en  demonstration hvordan præsterne plejede at besøge folk i deres hjem for at få dem til at holde op med at læse Jehovas Vidners bøger og blade. En broder med skæg havde taget en præstekjole på og spillede rollen som præst. En interesseret som kom for sent, var ikke klar over at det var en demonstration. Efter mødet sagde han oprevet: ’Jeg synes det var forkert af præsten at gøre sådan noget. Jehovas vidner går da ikke ind i kirken og laver uro, og det burde præsten heller ikke komme her og gøre!’

Frihedens budskab på nordøstkysten

Med tiden blev der behov for at vise andre dele af øen mere opmærksomhed. Martiniques vestkyst vender ud mod Det Caraibiske Hav, og dens østkyst mod Atlanterhavet. Det betyder at østkysten rammes direkte af passatvindene, som giver store mængder regn og høj luftfugtighed. På de frodige bjerge og højdedrag i dette område kan alting gro — sukkerrør, grøntsager, bananer og andre slags frugt. De større landsbyer, hvoraf de fleste ligger ved kysten, er desuden afhængige af fiskeri.

Det er også et område hvis historie fortæller om slavehandelen og slavernes frigørelse. I landsbyen Le Lorrain er navne som Fond-Gens-Libre (De Frigivnes Dal) og Fond-Massacre (Myrderidalen) påmindelser om den tid. Trods slaveriets afskaffelse fandt de Jehovas vidner der bragte budskabet om Guds rige til dette område, at folk stadig havde brug for frihed. De havde behov for at blive frigjort fra falsk religion og overtro, en frihed som kun kan opnås ved at man tager imod sandheden fra Bibelen.

Gudebilleder knust og smidt på gaden

Missionærernes første tur til Basse Pointe på nordkysten, 50 kilometer fra Fort-de-France, fandt sted den  1. november 1954. Det var en stejl vej der førte op til denne landsby, hvor de fleste var beskæftiget med landbrug og fiskeri. Den var desuden i meget dårlig stand, ikke mindst efter regntiden, og nogle steder måtte missionærerne stå af deres knallerter og skubbe dem.

De håbede at kunne besøge en kvindelig rektor i landsbyen. Hun havde tidligere været i forbindelse med Jehovas Vidner i Frankrig og havde abonneret på Vågn op!, men nu var hendes abonnement udløbet. Det blev et godt besøg. Kvinden fortalte at hun havde været kateket, men var holdt op med at komme i kirken efter at præsten havde talt respektløst om ægteskabet. Hun viste interesse for det Bibelen siger om sjælen og om et evigt liv i et jordisk paradis. Kort efter vendte hun tilbage til Frankrig, hvor hun indviede sig til Jehova og blev døbt.

På Martinique havde hun været anset i samfundet og kendt som en gudfrygtig katolik. Man kan således forestille sig hvilket postyr det vakte da hun vendte tilbage til Martinique og knuste alle sine gudebilleder, små som store, og smed det hele ud foran sit hus hvor skraldebilen kunne tage det med. (Jævnfør 5 Mosebog 9:16, 21.) Præsten blev så rasende at han udarbejdede og holdt nogle tordnende prædikener til fordømmelse af denne tidligere katoliks opførsel. Det førte til at alle talte om det de kaldte fru Cressans religion. Som et af Jehovas vidner har den nu 88-årige Gabrielle Cressan i 42 år gjort hvad hun kunne for at opfylde sit højeste ønske: „Måtte hvert eneste af mine hjerteslag være til pris for Jehova.“

En af hendes naboer, en katolsk kvinde, der hørte præsten udtale sig i så ondsindede vendinger om søster Cressan, besluttede at spørge hende hvad sagen drejede sig om.  Det var Leónie Ducteil, som havde 11 børn og var gift med et lokalt postbud. Overbevist om at det var sandheden søster Cressan lærte hende, begyndte hun at studere Bibelen med sine børn. I årenes løb blev både hun og ni af hendes børn indviede og døbte Vidner. Senere blev en af hendes døtre, Edgard, gift med Gérard Trivini, som med tiden blev medlem af afdelingskontorets udvalg.

Ti år før Leónie Ducteil lærte sandheden at kende med hjælp fra søster Cressan, havde en anden af deres naboer, Georgette Josephe, hørt navnet Jehova i en salme der blev sunget under en højtidelighed i adventistkirken. Hun havde hæftet sig ved dette navn, og nu fortalte fru Ducteil, som var hendes nabo, at en dame lige havde hjulpet hende til at forstå Jehovas ord. Hun ville straks vide mere. Det førte til at hun, hendes otte børn og senere hendes mand alle blev Jehovas vidner.

 Disse få familier udgjorde kernen af sande tilbedere på øens nordøstkyst. Med udgangspunkt i Basse Pointe blev sandhedens sædekorn de følgende år sået i byerne og landsbyerne på kyststrækningen ud mod Atlanterhavet. De spirede og voksede i Le Lorrain, Marigot, Sainte Marie, Trinité og Le Robert, foruden i Ajoupa Bouillon, Vert Pré og Gros Morne længere inde på øen.

Nidkære pionerer bidrog til sandhedens udbredelse på østkysten. Osman Léandre, en enke, flyttede til Sainte Marie i 1965 og stillede sit hjem til rådighed som mødested. Arcade Bellevue og Maryse Mansuéla, to specialpionerer fra Guadeloupe, kom til Le Robert i december 1967 og holdt ud trods modstand fra den lokale katolske præst. I 1970 begyndte Aline Adélaïde og Jacqueline Popincourt at forkynde i Le Lorrain, hvor Aline ved hjælp af Skrifterne var i stand til at hjælpe en tidligere troldkvinde til at frigøre sig fra dæmonernes magt. Tre år senere fik de selskab af yderligere tre forkyndere, Michèle og Jeanne Ursulet samt Josette Mérine. Disse pionerer i Le Lorrain havde sagt deres arbejde som skolelærere op for at deltage i et langt vigtigere undervisningsarbejde — undervisning i sandheden der fører til evigt liv.

Hvorfor ville præsten have ’Sandhedsbogen’?

Jeanne Ursulet fortæller: „I 1974 sendte Selskabet os et brev fra en mand der boede i Le Lorrain. Han ville meget gerne have noget læsestof fra Jehovas Vidner og især bogen Sandheden der fører til evigt liv, som han havde set i en eller andens hjem. Den følgende formiddag tog vi af sted for at finde manden. Vi havde ikke hørt navnet før og måtte spørge postbudet hvem det var. Til vores store overraskelse  var det sognepræsten der havde sendt brevet til Selskabet!

På vej hen til præsteboligen spekulerede vi lidt på hvordan vi mon ville blive modtaget. Manden præsenterede sig og sagde afmålt at han ikke ønskede at tale med os, men kun var interesseret i læsestof. Vi var desorienterede. Men nogen tid efter besøget sagde folk i området ofte til os at præsten forklarede visse ting på samme måde som vi gjorde. Vi konkluderede derfor at han sikkert hentede oplysninger fra vore bøger og blade til sine prædikener.“

De famlede sig frem til Gud og fandt ham

I 1967 oprettede yderligere fire specialpionerer den menighed der kom til at hedde Trinité. Disse fire var Octave Thélise, hans kone, Alvina, og Elie og Lucette Régalade. Elie Régalade gik ud i forkyndelsen dagen efter at han var ankommet. Hvor begyndte han? Uden at ænse husene på sin højre og venstre side gik han direkte hen til fru Moutoussamys dør og bankede på. Han havde aldrig mødt hende før, og ingen havde givet ham hendes navn. Men lad hende selv fortælle hvad der skete:

„Allerede som barn var jeg nært knyttet til min katolske tro. I mange år arbejdede jeg i et dagplejecenter som blev drevet af nogle præster. Men jeg var skuffet over hykleriet i kirken. Mit forhold til den blev svækket dag for dag. Da tiden kom hvor mine to ældste sønner skulle tilmeldes katolsk undervisning, var jeg i syv sind, for min katolske svigerfamilie insisterede på at børnene skulle opdrages som katolikker, min kommunistiske mand var imod dette, og min adventistiske søster havde sin mening. Jeg vidste ikke mine levende råd. Jeg brugte det meste af natten på at bede Gud om hjælp til at finde en løsning. Næste formiddag  bankede broder Régalade på min dør og præsenterede sig som et af Jehovas vidner. Han var gået direkte hen til mig. Jeg var den første han talte med i Trinité.“

Lisette Moutoussamy og hendes mand, som tidligere havde været kommunist, blev døbt otte måneder senere. Nu, mere end 30 år efter, tjener de stadig Jehova sammen med hele deres familie. Tre af deres sønner tjener som ældste. Når nogle oprigtigt famler sig frem til den sande Gud, vil de også finde ham, netop som Bibelen siger. — Apg. 17:26, 27.

Distriktet viste sig at være frugtbart, og der blev oprettet flere menigheder. Først én i Trinité, og derefter seks mere — to i Le Robert, én i Sainte Marie, én i Gros Morne, én i Vert Pré og endnu én i Trinité. Alle har fortsat fremgang til ære og pris for Jehova.

 Præster går til angreb

Overalt på Martinique var præsterne vrede fordi de mistede magten over den befolkning de før havde holdt nede i uvidenhed. En sognepræst gav udtryk for sin harme da han i 1956 traf to unge piger som besøgte nogle slægtninge til en afdød nabo i Basse Pointe. Han var klar over at pigerne studerede Bibelen med Jehovas Vidner, og stemplede dem derfor som frafaldne og truede dem med helvedes flammer fordi de ikke længere kom til messen. Da en af pigerne svarede ham ret bestemt, gav han hende en ordentlig lussing og kørte, ophidset som han var, af sted i sin jeep.

Efter at to pionersøstre var kommet til Le Robert i 1967, forbød præsten sine sognebørn at åbne døren for dem. En dag var han så rasende at han nær havde kørt pionererne ned. Sognebladene var fyldt med bitre og harmfulde advarsler, og fra prædikestolen fremsatte præsterne sviende fordømmelser mod dem de beskrev som ’Satans agenter der er kommet for at forstyrre den romersk-katolske fred’.

De andre trosretninger gik med i angrebet. Især de evangeliske kirker beskyldte os falskeligt for ikke at tro på Jesus Kristus. Adventisterne anklagede os for ikke at respektere sabbatten, skønt de fleste af dem selv kun udførte øjentjeneste på dette punkt. I en periode lod brødrene sig inddrage i endeløse diskussioner med præster fra disse trosretninger. Ofte fortsatte de til langt ud på natten uden at det førte til noget. Med tiden lærte vi, med hjælp fra den trofaste og kloge træl, at bruge vores tid på at finde symbolske får som med glæde ville lytte til den rigtige hyrdes stemme.

Der var dog nogle få symbolske får som fik øjnene op for sandheden gennem den slags diskussioner. Det gjaldt  for eksempel Jules Nubul i Fort-de-France. Han lagde mærke til at præsten lod som om han citerede fra Bibelen, mens han i virkeligheden lavede om på teksten i et forsøg på at støtte læren om at kristne skal holde sabbat. (Jævnfør Romerne 10:4; Kolossenserne 2:13-16.) Broder Nubul tjener nu som ældste i en af Jehovas Vidners menigheder. Gertrude Buval fra Trinité, som var syvendedagsadventist, lagde mærke til sin præsts uærlighed under en drøftelse med Octave Thélise, der tjente i denne by som specialpioner sammen med sin hustru, Alvina. Søster Buval, som nu er højt oppe i årene og har et dårligt helbred, tjener fortsat trofast sammen med Jehovas organisation.

Findes der lydhøre mennesker ved foden af vulkanen?

På den nordvestlige del af øen er byerne Saint Pierre, Le Prêcheur, Le Carbet og Le Morne Rouge alle beliggende omkring Mont Pelée, som i 1902 blev sørgeligt kendt efter at have udslettet Saint Pierre og byens 30.000 indbyggere.

Det folk især husker angående udbruddet den 8. maj det år, er at indbyggerne i Saint Pierre ignorerede advarslerne og nægtede at flygte. Vulkanen havde udspyet røg, aske og små klippestykker i en hel måned. Saint Pierre var dækket af aske, og 25 mennesker var blevet dræbt af en mudderstrøm. Folk var ængstelige, men de ville stadig ikke flygte. Det skyldtes dels deres fatalistiske holdning, dels folkets ledere, deriblandt præsterne, som tilskyndede beboerne til at blive. De samme faktorer influerer på hvordan mange har reageret på advarselen om Jehovas forestående frygtindgydende dag. — Joel 2:31, 32.

Mange af Martiniques indbyggere er fatalister, og når de kommer ud for vanskeligheder, trækker de på skuldrene  og siger: „Det er Guds vilje.“ Vi prøver ofte at hjælpe dem til at ræsonnere ved at tale om det der skete ved Mont Pelées udbrud. „Hvis sådanne hændelser er ’Guds vilje’,“ spørger vi dem, „hvordan kan det så være at den eneste der overlevede, var en vaneforbryder som sad i enecelle i et underjordisk fangehul, hvorimod alle de ’gode kristne’ og kirkerne med deres ’helgener’ blev udslettet?“

I begyndelsen af 1960’erne begyndte forkynderne fra Fort-de-France at forkynde regelmæssigt i byerne ved vulkanen. Folk var imidlertid meget bange. De tænkte: „Hvad vil andre sige?“ Af frygt for at blive afvist af naboerne ville ingen have noget med Jehovas Vidner at gøre. I 1962 flyttede familien Charpentier fra Frankrig til Le Morne Rouge, lige nordøst for Saint Pierre. Hustruen, Madeleine, var specialpioner. Hun og hendes mand, René, såede i mange år sandhedens sæd i dette område.

Kirkens indflydelse er stadig magtfuld på den nordlige del af øen. I dette område findes der nogle store plantager som drives af velhavende jordbesiddere. De er efterkommere af de første kolonister og har et nært samarbejde med de katolske præster. Det er meget få af disse lokale hvide på Martinique der har taget imod sandheden.

Befriet for menneskefrygt

Folk i almindelighed ønskede ikke at blive sat i bås med Jehovas Vidner, men i midten af 1960’erne begyndte Yoland og Bernadette Hortance at få dyb kærlighed til Jehova og hans ord. Hvilke trosprøver kom dette ægtepar ud for? De fortæller: „Eftersom vi var de første der tog imod den ’nye religion’, blev vi betragtet som udstødt af samfundet. Vi måtte igennem en vanskelig tid. Inden for et år mistede vi to børn ved ulykkestilfælde, hvilket fik folk til at sige at  Gud straffede os for at have forladt den katolske tro. Men det vi allerede havde lært om Jehova, hjalp os til at stå fast.“

Oven i alt dette truede Yolands arbejdsgiver, en béké (en lokal hvid), under indflydelse af en præst med at fyre ham hvis han ikke vendte tilbage til kirken. Men Yoland stod fast, og eftersom vores broder var en samvittighedsfuld medarbejder, gjorde hans arbejdsgiver ikke alvor af truslen. Selv om broder og søster Hortance begge har været gennem andre vanskeligheder, tjener de fortsat loyalt Jehova.

I 1968 flyttede familien Palvair fra Fort-de-France til Le Morne Rouge. Efterhånden tog flere den sande tilbedelse op. I dag er der en menighed på 60 forkyndere i Le Morne Rouge.

Yderligere hjælp i nærheden af vulkanen

I 1972 begyndte to specialpionersøstre, Anne-Marie Birba og Arlette Girondin, modigt at forkynde i Saint Pierre, Le Carbet og Le Prêcheur. Selv om de kom med et fredeligt budskab, kastede folk af og til sten efter dem og slog dem med koste. I dette område måtte mange kvinder der tog imod sandheden, udholde hård modstand fra deres mænd, men som følge af hustruernes gode adfærd blev de fleste af mændene lidt efter lidt mere tolerante. — 1 Pet. 3:1, 2.

En ældre forkynder, Jules Martinon, var et eksempel i udholdenhed ved at tjene i Saint Pierre i mere end 20 år. I 1960’erne og 70’erne blev møderne i dette område holdt i meget beskedne lokaler. Nidkære brødre som John Chavigny og, senere, familierne Lemoine og Papaya hjalp imidlertid med at danne en god menighed i Saint Pierre. En smuk rigssal med plads til 200 er et vidnesbyrd  om at Jehovas Vidner er grundfæstede ved foden af vulkanen.

En nat i et mangotræ

Budskabet om Riget var nået til Le Lamentin allerede i 1955, men de der ønskede at tilbede Jehova Gud i dette område, blev stadig prøvet hårdt. Det var ikke altid præsterne der stod bag. Mænd på Martinique er almindeligvis stolte af deres mandhaftighed, og mange af dem er temmelig dominerende over for deres koner. Kvinder der ønskede at tilbede Jehova, blev ofte brutalt behandlet af deres mænd.

En af vore søstre i Le Lamentin fortæller: „Da jeg hørte budskabet om Riget i 1972, var det svaret på alt hvad jeg havde længtes efter. Men min mand forbød mig at studere. Jeg fortsatte imidlertid i det skjulte. Da han fandt ud af det, brændte han min bibel og studiebog og slog mig. Han besluttede at vi skulle flytte, i håb om at det ville kvæle min interesse for Bibelen.

 Da jeg begyndte at overvære møderne, skete det ofte at han låste mig ude. Jeg blev mange gange nødt til at sove under verandaen. Det fik ham til at ødelægge alt hvad der kunne tjene som nattely, selv hønsehuset. Han slog mig tit, og jeg måtte flere gange klare mig uden mad. Én gang jagede han mig midt om natten med en huggert! For at slippe fra ham måtte jeg løbe alt hvad jeg kunne gennem nogle buske, og kravle op i et mangotræ. Jeg undslap, men kun fordi hans lommelygte var holdt op med at lyse. Han ledte efter mig i flere timer og kom lige forbi det træ jeg sad og klamrede mig til mens jeg bad. Jeg tilbragte hele natten i mangotræet.“ Hun blev ikke desto mindre døbt i 1977. Senere tog hendes datter også standpunkt for Jehova.

Frigørelse fra overtro og Quimbois

Når folk studerer Bibelen med Jehovas Vidner og følger det de lærer, bliver de frigjort på flere måder. Mange af de lokale dogmer og skikke på Martinique er kommet dertil fra Afrika og senere blevet bekvemt indlemmet i den katolske kirke. Nogle der for mange år siden blev Jehovas vidner, kan stadig huske de former for overtro de er blevet frigjort fra.

De mindes at man langfredag skulle kysse korset før man foretog sig noget som helst andet. Den dag var det strengt forbudt at bruge søm og hammer af respekt for mindet om Kristus. Det var også forbudt at grave i jorden med en skovl eller en greb da jorden i så fald, efter hvad de havde lært, „ville bløde“. Næste dags morgen, altså lørdag morgen, mente man at hvis man ringede med klokkerne i den katolske kirke, ville det føre til velsignelse for alle. Men for at folk kunne få denne velsignelse, skulle de, når klokkerne havde ringet, hoppe i vandet — det vil sige i floden eller i havet. De badede deres syge børn og rystede dem der havde engelsk syge, for at sikre sig at de også ville blive velsignet.

 Andre husker hvordan man i forbindelse med dødsfald holdt et „begravelsesbal“. Det var en meget støjende ligvagt hvor der blev slået på trommer, danset, sunget og fortalt kreolske historier. Folk troede at det ville afholde den dødes sjæl fra at blive boende og vandre omkring i huset.

Selv om folk sjældent læste i Bibelen, anså mange den for at være hellig. De havde den liggende fremme i huset, slået op på en bestemt salme og med en saks oven på. De troede at det ville beskytte huset mod onde ånder.

De har heller ikke glemt den medicin heksedoktorerne blandede. Quimbois er et kreolsk ord som efter sigende kommer af det franske udtryk „Tiens, bois!“ („Her, drik det!“) Det hentyder til at heksedoktorer ofte giver deres klienter trylledrikke. Medicinen har ikke i sig selv nogen magisk virkning, men mange heksedoktorer spinder guld på at udlevere den. At tilslutte sig den sande tilbedelse har for mange betydet frigørelse fra al denne overtro.

Opmærksomheden rettes mod den sydlige del af øen

Rundt om øens sydspids ligger kystbyerne Le Marin, Sainte Anne og Le Vauclin, og lidt længere inde i landet ligger Rivière Pilote. Det er denne del af øen der får turister til at forbinde Martinique med hvide sandstrande og azurblå koralhave. Men her findes også flittige lovprisere af Jehova.

Den første landsby der blev forkyndt i, var Rivière Pilote. Hvordan gik det til? Maguy Prudent havde lige færdiggjort sine lægestudier i Frankrig. Før hun vendte tilbage til Martinique, fortalte Jehovas vidner hende om Guds kærlige hensigt med menneskeheden. Da hun kom til Martinique, kontaktede hun derfor Jehovas Vidner, og Sara Noll begyndte at studere Bibelen med hende. Hun blev døbt  i 1959. I forbindelse med sit arbejde som læge kom søster Prudent i kontakt med mange mennesker, også fra de omkringliggende landsbyer, og hun fortalte dem om det hun havde lært fra Guds ord.

Der kom også Jehovas vidner fra Fort-de-France for at forkynde her. Det var meget få forkyndere der havde bil dengang, så de plejede at leje en „tønde“ (en lille bus), der blev kaldt sådan fordi den mindede om en olietønde. De indledte deres heldagsture med at forkynde i landsbyen og tog derefter op til dem der boede på de stejle skråninger. Dagen sluttede med et vagttårnsstudium i skyggen af et mangotræ.

Senere blev der sendt specialpionerer til området. Blandt dem var den 70-årige Marie Démas fra Frankrig. Med sit mod og sin humoristiske sans satte hun et godt eksempel for de unge. I 1963 kom specialpionererne Séphora Martinon og Georgette Charles for at hjælpe de få forkyndere der var. Men det var først i 1970’erne, efter mange års såning og vanding, at specialpionerer i nabobyerne Le Vauclin, Le Marin og Sainte Anne begyndte at høste frugten af deres slidsomme arbejde. Blandt disse pionerer var Stéphanie Victor samt Monique og Eugènie Coutinard i Le Vauclin. Det er især værd at bemærke den standhaftighed Eugènie udviste selv efter at hun havde gennemgået en omfattende operation som gjorde hende delvis invalid. Hun gik med krykker og havde svært ved at tale, men fortsatte som pioner.

I 1966 blev to specialpionerer, Anne-Marie Birba og Arlette Girondin, sendt til Rivière Pilote — og på mindre end to år var der blevet oprettet en menighed. I 1970 blev to andre sendt til Le Marin, nemlig Hélène Pérasie og Thérèse Padra. Frem til 1975 måtte en håndfuld brødre og søstre fra disse områder tage helt til Rivière Pilote for at overvære  møderne. Men Jehova velsignede arbejdet med det resultat at der blev oprettet en menighed i Le Marin i 1979, én i Le Vauclin i 1984, én i Sainte Luce i 1993 og én i Sainte Anne i 1997. I hver af disse landsbyer mødes brødrene nu i en smuk rigssal, og de velfungerende menigheder gør hvad de kan for at hjælpe folk med at dække deres åndelige behov.

Egnede lokaler til afholdelse af større stævner

Der blev snart behov for et mere velegnet sted til kreds- og områdestævner. De store haller der dengang kunne lejes, var dansehaller som blev kaldt paillotes (stråhytter) fordi de var omkranset af flettede kokospalmegrene. De ældre forkyndere kan huske dansehallerne i Kerlys og Serge Rouch, der i mange år blev benyttet til områdestævner. Men disse lokaler var efterhånden utidssvarende.

Brødrene byggede derfor en transportabel stålkonstruktion, og den gjorde det muligt at holde stævner hvor som helst på øen. Alle byer har en fodboldbane. I mange år blev denne transportable stævnehal rejst på forskellige boldbaner når det var tid til kredsstævne. Der blev på den måde aflagt et godt vidnesbyrd, og det var til stor opmuntring for de forkyndere der boede i de landsbyer hvor stævnerne blev holdt.

Til områdestævnerne havde vi benyttet en sportshal ved Louis Achille-stadionet i Fort-de-France. Vi mindes stadig det internationale stævne i 1978, „Den sejrende tro“, hvor en af hovedtalerne var John C. Booth, et medlem af Det Styrende Råd. I et af sine foredrag sagde broder Booth: „Vi har ingen grund til at miste troen på Jehovas organisation,“ og han tilføjede: „Vor urokkelige tro vil blive belønnet når vi står som sejrrige. Jehova vil aldrig skuffe sine loyale tjenere.“  De 2886 tilstedeværende blev meget opmuntret af dette program.

Bibelske skuespil tiltrækker opmærksomhed

Det første bibelske skuespil, som blev opført i 1966, gjorde et uudsletteligt indtryk. Man havde ingen båndoptager at afspille lydsiden på. De medvirkende måtte derfor lære replikkerne udenad. Skuespillet, der handlede om Jeremias, varede i næsten to timer! Vi måtte tilpasse de forskellige medvirkendes bevægelser til deres brug af de mange mikrofoner på de respektive standere. Dertil kom at nogle, på grund af det begrænsede antal forkyndere på Martinique, måtte spille flere roller og klæde om mellem sceneskiftene alt efter hvilken rolle de skulle spille. Sikken et arbejde! Men de der overværede programmet, var ovenud henrykte.

Dertil kom lydeffekterne. Bag scenen stod en broder og slog på et stykke bølgeblik der fik det til at lyde som torden. Lyset i salen var slukket, og oven over scenen stod en anden broder med en kamerablitz og lavede „lyn“. På sådan en ø spredes nyhederne hurtigt. Da offentligheden fik nys om de bibelske skuespil vi opførte, sendte fjernsynsstationen nogle ud for at filme prøverne. Deres udsendelser gav en god omtale af stævnerne.

Nedrivning, men også opbygning

Sandheden fra Jehovas ord nedrev afgjort mange usande og overtroiske fæstningsværker på Martinique. Jehovas salvede tjenere er, ligesom profeten Jeremias, udnævnt af Gud „til at oprykke og nedbryde, og til at ødelægge og nedrive“, men også „til at bygge og plante“. (Jer. 1:10) Derfor afslører Jehovas vidner ikke blot det Guds ord fordømmer, men anvender også Bibelen for at hjælpe ydmyge til at iføre sig „den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse  med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. — Ef. 4:24.

Efterhånden som flere og flere reagerede gunstigt på Guds ord, blev der også brug for en anden slags byggearbejde. Antallet af Jehovas vidner på Martinique steg fra 1000 i 1975 til 1500 i 1984 og til 2000 i 1986. Det er ikke ualmindeligt at der kommer dobbelt så mange til møderne som der er forkyndere, og endnu flere til den årlige mindehøjtid. For at få plads til alle dem der kom til møderne, var der brug for flere rigssale. Der er blevet bygget 20 rigssale, som hver har mellem 250 og 300 siddepladser. Der var desuden behov for bedre faciliteter til afdelingskontoret.

Et betydningsfuldt skridt

Efter flere års ihærdig søgen fandt brødrene en grund på en af skråningerne der vender ud mod Fort-de-Frances bymidte og giver en storslået udsigt over bugten. Det blev begyndelsen til en usædvanlig oplevelse for Martinique.

Der var meget få kvalificerede håndværkere blandt de lokale brødre som havde mulighed for at arbejde fuldtids på byggeprojektet. Det Styrende Råd gav derfor tilladelse til at kvalificerede forkyndere fra andre lande kunne komme og hjælpe til. Den første ankom i februar 1982. Det var Robert Weinzaepflen, en arkitekt fra Frankrig. Nogle få dage senere kom Sylvain Théberge fra Canada for at føre tilsyn med byggeriet. Da der få uger senere ankom yderligere cirka 20 brødre og søstre fra Canada og nogle frivillige fra Martinique, var byggeholdet fuldtalligt. De lokale brødre støttede ikke alene byggeriet med deres helhjertede indsats, men også med deres gavmilde bidrag, alt efter hver enkelts formåen. Nogle gav endda deres guldsmykker. Der blev aflagt et godt vidnesbyrd som følge af den iver, enhed og kærlighed der blev vist i forbindelse med projektet.

 Førte al denne byggeaktivitet til at opmærksomheden blev bortledt fra forkyndelsesarbejdet på Martinique? Nej, forkyndelsen havde tværtimod en bemærkelsesværdig fremgang. I marts 1982 var der 1267 aktive forkyndere, hvoraf 19 var pionerer og 190 tjente som hjælpepionerer. Da byggeriet i 1984 nærmede sig sin afslutning, var forkyndertallet steget til 1635, med 491 hjælpepionerer i april. Det var tydeligt at Jehova velsignede brødrenes indsats.

Men fremgangen ophørte ikke. Ved indvielsesprogrammet den 22. august 1984 talte John Barr, medlem af Det Styrende Råd, over temaet „Fortsæt fremad sammen med Jehovas organisation“. Han beskrev det nye fireetages afdelingskontor og betelhjem som „et velegnet redskab i forbindelse med den fortsatte vækst og en bedre betjening af  Jehovas symbolske får“. Blandt de tilstedeværende i den internationale forsamling der overværede programmet, var de fire missionærer som næsten 34 år tidligere var blevet udvist, og som frydede sig over at se hvordan Jehova velsigner sine tjenere på denne lille caraibiske ø.

Værdifuld hjælp fra åndeligsindede mænd

Den hjælp der blev ydet, bestod naturligvis ikke kun i bygninger. Der blev også ført kærligt tilsyn med arbejdet. Helt frem til 1977 var forkyndelsesarbejdet på Martinique blevet tilset af afdelingskontoret på Guadeloupe. Fra denne naboø var der kommet rejsende tilsynsmænd, eller åndelige hyrder. De ældre forkyndere husker Pierre Jahnke og Nicolas Brisart. Fra og med 1963 var det så Armand Faustini der regelmæssigt kom for at besøge menighederne.

Senere fulgte andre rejsende tilsynsmænd, der med hver deres væremåde og personlighed bidrog til menighedernes åndelige opbyggelse. Xavier Noll deltog også i denne tjeneste i mange år. Det samme gjorde Jean-Pierre Wiecek og hans kone, Jeanine. David Moreau og hans kone, Marylène, besøgte både menigheder her og i Fransk Guyana, som på daværende tidspunkt blev tilset af afdelingskontoret på Martinique. Da der blev oprettet et afdelingskontor i Fransk Guyana, blev broder Moreau, som var blevet oplært på Betel på Martinique, udnævnt til koordinator for afdelingskontorets udvalg i Fransk Guyana. Claude Lavigne og hans kone, Rose Marie, tjente som missionærer i Kourou i Fransk Guyana da han fik til opgave at rejse i kredstjenesten på Martinique, og de tjener nu som missionærer i republikken Guinea. Også andre har været i kredstjenesten i kortere perioder, og alle huskes for deres ihærdige arbejde og trofaste indstilling. De der var gift, havde en værdifuld medhjælp i deres hustruer, som også satte et godt eksempel for søstrene  i menighederne. På nuværende tidspunkt er det Alain Castelneau og Moïse Bellay der, sammen med deres hustruer, besøger menighederne i de to kredse, hvis menigheder gennemsnitlig har fem ældste og syv menighedstjenere.

Selv om Martinique blot er en lille ø, har medlemmer af Det Styrende Råd ført kærligt tilsyn med Jehovas tjenere her. De har haft besøg af Ewart C. Chitty, Daniel Sydlik, Karl Klein, William K. Jackson, Lloyd Barry og Milton Henschel, foruden andre zonetilsynsmænd. De 12 brødre og søstre som bor og arbejder på Betel, samt de øvrige Jehovas vidner på Martinique, værdsætter i høj grad sådanne besøg.

’Jehova ser de ydmyge’

Salmisten David skrev: „Jehova er ophøjet, og dog ser han den ydmyge.“ (Sl. 138:6) Og disciplen Jakob tilføjede at Gud „skænker de ydmyge ufortjent godhed“. (Jak. 4:6) Det er der tydelige vidnesbyrd om blandt dem Jehova har draget til sig på Martinique.

Christian Bellay og hans kone, Laurette, der boede i Fort-de-France, har erfaret en sådan ufortjent godhed. De var forvirrede på grund af de mange forskellige trosretninger der fandtes på Martinique. Hvilken af dem havde Guds godkendelse? Da Christian Bellay læste Åbenbaringen 22:18, 19, følte han at han havde fundet nøglen til svaret. Hvilket trossamfund lægger hverken noget til Guds ord eller trækker noget fra? Efter at have undersøgt sagen var han overbevist om at det var Jehovas Vidner. Han erkendte også at han måtte følge det samme princip i sit eget liv — hverken lægge noget til Guds ord eller trække noget fra, ved at frasortere eller afvise noget af det. Indtil da havde han og Laurette blot boet sammen uden at være gift, men i 1956 blev de lovformeligt viet. Deres bryllupstale var den første på Martinique der blev holdt af et Jehovas vidne. Året efter  blev de døbt i Madamefloden i Fort-de-France. Hans bror Leon, hans far og mor samt Laurettes bror Alexandre tog ligeledes imod sandheden. Moïse Bellay, en af Christian og Laurettes sønner, virker nu som kredstjener. Ja, denne familie har til fulde erfaret Jehovas ufortjente godhed.

Når venligsindede mennesker på enkle måder gør godt mod Jehovas tjenere, kan det føre til velsignelse for dem selv. (Matt. 10:42) Det gælder for eksempel Ernest Lassus, som havde en smykkeforretning i Fort-de-France. Han modtog regelmæssigt Vågn op!, ikke fordi han var interesseret, men fordi han ville være venlig. En dag fortalte den forkynder der kom med bladene, at det kun er Jesus Kristus, Fredsfyrsten, der er i stand til at skabe retfærdighed på hele jorden. Det var netop hvad Ernest Lassus ønskede. Han indvilligede i at forkynderen kom og besøgte ham i hans hjem. Der blev påbegyndt et bibelstudium. „Nu,“ siger han, „har jeg alt hvad jeg kunne ønske mig. De fleste af mine børn er i sandheden; en af mine døtre er pioner, en søn er både pioner og ældste, og en ældre søn er medlem af betelfamilien på Martinique.“

Besluttede på at tjene Jehova

Det er opmuntrende at se unge søge til Jehova og vise deres værdsættelse af hans kærlige ledelse. Mange af dem har været frustrerede på grund af manglende vejledning i verden. Men Guds ord hjælper dem til at lære hvad der er den sande mening med livet. (Præd. 12:13) Efterhånden som de lærer Bibelen bedre at kende, bliver de opmærksomme på den gavnlige virkning af at følge vejledningen i Esajas 30:21, hvor der siges: „Dine ører vil høre et ord bag dig sige: ’Dette er vejen. Gå på den!’“

En af dem, en tiårig pige ved navn Claudia, stillede den forkynder der besøgte hendes familie, en mængde spørgsmål.  På grund af hendes fars sygdom blev studiet med hendes mor ikke holdt regelmæssigt, men pigen fortsatte med at studere og anvende det hun havde lært fra Bibelen. Hun brændte sin katekismus og sin bønnebog, og hun ødelagde sine religiøse billeder. Da hendes far døde, nægtede hun at gå i sort tøj, og hun forkyndte for dem der ville bede for hendes fars sjæl. Hun viste samme indstilling som den israelitiske pige der gjorde tjeneste hos Na’amans hustru, og tilskyndede sin mor til at komme til menighedens møder. (2 Kong. 5:2-4) Pigen tilmeldte sig Den Teokratiske Skole. Inden længe var hun også med i forkyndelsen, og i 1985 blev hun, i en alder af 12 år, døbt sammen med sin mor. Moderen erkender åbent at hendes datter i høj grad har bidraget til hendes åndelige fremgang.

Nogle unge griber frygtløst chancen til at forkynde i skolen. En fransklærer i Le François gav sine elever til opgave at undersøge forskellige trosretninger på Martinique. Roselaine, som dengang var 18 år, fik sammen med en klassekammerat lejlighed til at aflægge et godt vidnesbyrd ved hjælp af bogen Menneskets søgen efter Gud. De spredte omkring 20 bøger til læreren og eleverne.

Selv om nogle af de emner der diskuteres i skolen, er meget kontroversielle, har unge forkyndere her på Martinique frimodigt fremholdt de høje principper der findes i Jehovas ord. Mary-Suzon Monginy fortæller: „En dag da vi talte om overbefolkning, nævnte læreren de moderne metoder til børnebegrænsning. Spørgsmålet om abort blev bragt på bane og gav øjeblikkelig anledning til en heftig debat. Jeg bad læreren om lov til næste dag at fremholde nogle oplysninger der klargjorde mit syn på sagen. Det gav han lov til, og vi havde en næsten to timer lang klassedrøftelse.“ Stoffet var hentet fra artiklen „Et ufødt barns dagbog“ i det  franske nummer af Vågn op! for 22. august 1980. Det resulterede i at klassen fik en mere positiv holdning til Jehovas Vidner.

Martinique har en ung befolkning. De fleste unge er håbløst fanget i et økonomisk system der lægger urimelig stor vægt på det materielle. Men unge blandt Jehovas Vidner har lært at sætte pris på åndelige værdier. Det er glædeligt at se rigssalene på Martinique fyldt med unge som gerne vil lære Jehova og hans veje at kende.

Udfriet fra stofmisbrug

Ligesom det er tilfældet i andre lande hvor materialismen delvis har fortrængt de åndelige værdier, har mange unge på Martinique ødelagt deres liv og helbred ved at tage crack og andre narkotiske stoffer. Den sande kristendom har imidlertid hjulpet nogle af dem til at kvitte disse skadelige vaner. Paul-Henri og Daniel fra Fort-de-France var engang rastafarianere og havde ubegrænset adgang til marihuana. Rastafarianerne havde deres egen forklaring på Apokalypsens omtale af ’bladene der er til lægedom for nationerne’. Men de ikke så meget som prøvede at forklare resten af denne bog i Bibelen. Paul-Henri og Daniel ville imidlertid gerne forstå den, og Jehovas Vidner tilbød at hjælpe dem.

Paul-Henri og Daniel fortæller: „Vi tøvede lidt med at komme til Jehovas Vidners møder da vi var bange for at få en kølig modtagelse på grund af vores noget frastødende udseende.“ Men da de endelig kom, blev de overraskede over den venlighed, varme og ægthed de mødte i rigssalen. Ugen efter lod de sig klippe, og de begyndte at klæde sig på en mere præsentabel måde. I løbet af kort tid holdt de op med at ryge, og inden længe var de også med til at forkynde den gode nyhed for andre.

 Paul-Henri tilføjer: „En dag jeg var på gadearbejde, råbte en politibetjent som jeg tidligere havde haft problemer med på grund af mit stofmisbrug, forbavset: ’Jamen, det er jo Grosdésormaux!’ Op af min taske tog jeg, ikke stoffer, men min bibel og nogle blade, som han med glæde tog imod idet han lykønskede mig og tilskyndede mig til at fortsætte. Det var lige hvad jeg gjorde. Jeg blev døbt i 1984 og blev pioner i 1985. I dag, hvor jeg er gift og har familie, tjener jeg som ældste i den lokale menighed. Min ven Daniel gjorde lignende fremskridt i sandheden.“

Det er ikke kun unge der ønsker at finde en løsning på livets problemer. Det gør voksne også. Med henblik på at hjælpe alle der har en lærvillig indstilling, planlagde afdelingskontoret, mellem april og maj 1995, at uddele 250.000 eksemplarer af Rigets Nyheder med titlen „Hvorfor er livet så fyldt med problemer?“ På en ø med blot 330.000 indbyggere betød det at hver eneste voksen og mange unge kunne få gavn af dette vigtige budskab. Det gav anledning til mange gode samtaler.

En kredstilsynsmand fortalte om en dame i et landdistrikt som, efter at have læst traktaten, forsøgte at ringe til Selskabet. I farten kom hun til at dreje et forkert nummer, men det gjorde ikke så meget. Telefonen ringede i en rigssal i Fort-de-France lige netop som forkynderne var ved at gøre sig klar til at gå ud i forkyndelsen sammen med kredstilsynsmanden. Damen sagde: „Send venligst et Jehovas vidne så hurtigt som muligt. Jeg vil gerne studere Bibelen.“ Næste dag modtog hun den hjælp hun ønskede.

Endelig vores egen stævnehal

Det var efterhånden temmelig vanskeligt at finde egnede lokaler til vores stævner. Tilhørertallet blev ved med at stige. Desuden var den sportshal ved stadionet som vi havde  brugt til områdestævnerne, ikke særlig velegnet mere. Hvad kunne der gøres?

På det tidspunkt var en ældste fra Rivière Salée-menigheden på udkig efter en grund til en rigssal. Helt uventet blev han tilbudt et stykke jord på cirka 6 hektarer — langt mere end der var nødvendigt til en rigssal. Meget passende lå jordstykket midt på øen. På grunden lå der en gammel bygning som, selv om den var noget forsømt, midlertidigt kunne gøre det ud for en stævnehal. Vi holdt vores første stævne her i 1985. Antallet af tilstedeværende nåede op på 4653, hvilket var 600 flere end der havde været året før.

Opførelsen af den nye bygning blev påbegyndt i 1992. Nogle brødre og søstre fra Italien kom for egen regning for at hjælpe med byggeriet. Lokale forkyndere bidrog gavmildt med deres tid og penge. Projektet er nu færdigt. Den smukke stævnehal har 5000 siddepladser og er faktisk det største auditorium på Martinique.

Nu behøver vi ikke længere at udskyde vores stævner — ofte i sidste øjeblik — på grund af udsatte fodboldkampe. Vi er også fri for det store arbejde med at opsætte, nedtage, flytte og opmagasinere den transportable stålkonstruktion. Vores stævnehal, der ligger i smukke omgivelser med blomster, kongepalmer og blomstrende træer, er til stor pris for Jehova.

En organisation der lovpriser Jehova

Jehova har gennem de sidste 50 år sørget for at den sande tilbedelse har slået rod og båret frugt på Martinique. Han har ved hjælp af sin organisation sørget for at oplære dem der er blevet betroet et tilsynshverv. Xavier Noll og hans kone var med i den 31. gileadklasse. Senere modtog broder Noll yderligere oplæring på et timåneders gileadkursus i 1964. Denne oplæring viste sig at være  yderst gavnlig da Det Styrende Råd besluttede at oprette et afdelingskontor for Vagttårnsselskabet på Martinique i februar 1977.

De første medlemmer af afdelingskontorets udvalg var Xavier Noll, som var koordinator, Valentin Carel og Gérard Trivini. Senere fulgte også Armand Faustini, som i mange år havde virket i rejsetjenesten. Da broder Trivini døde og broder Carel flyttede til Frankrig, blev Henri Ursulet i september 1989 udnævnt som et tredje medlem af afdelingskontorets udvalg. Han er født i 1954, det år Xavier og Sara Noll  ankom fra Frankrig for at hellige sig tjenesten på Martinique. Henri havde fra den spæde barndom kunnet lære af sin mors stærke tro, ligesom apostelen Paulus’ medarbejder Timoteus. — 2 Tim. 1:5.

I 1975 var der 1000 forkyndere og i alt 15 menigheder på øen. I løbet af 1997 blev der nået en rekord på godt 4000 forkyndere, som til sammen udgør 46 menigheder. I løbet af de sidste 20 år har vi gennemsnitlig haft en årlig fremgang på 7 procent.

Der er allerede 1 forkynder for hver 90 indbyggere på Martinique, og der ledes flere tusind bibelstudier med interesserede. Jehova og hans tjenere er kendt på hele øen. Det bliver mere og mere vanskeligt for andre at tale dårligt om Jehovas Vidner, da der altid er nogle i nærheden til at tage til genmæle mod bagvaskerne. Forkyndelse på gader, torve og markedspladser, på parkeringspladser ved hospitaler og ved store indkøbscentre gør at budskabet om Riget hele tiden fanger folks opmærksomhed. Og når de hjemme hos sig selv hører nogen råbe „to-to-to, il y a du monde?“ („hallo, er der nogen?“), ved de med det samme at det er Jehovas vidner der er kommet for at tale om Guds rige.

Visse steder på øen er det ikke usædvanligt at distrikter gennemgås en gang om ugen. Når forkynderne tager ud i tjenesten, har de måske kun 10-15 huse at besøge. I sådanne områder forkynder de for folk der har hørt budskabet igen og igen. Det kræver at de bruger forskellige indledninger og samtaleemner. De er nødt til at gøre effektiv brug af alle de forslag og hjælpemidler de modtager fra den trofaste og kloge træl. Indtil for nylig var det begrænset hvor meget gadearbejde der blev udført i fransktalende distrikter, men det er nu blevet en interessant og frugtbærende tjenestegren.

 „Si bon Dié lé“

Folk på Martinique slutter ofte en sætning af med ordene: „Si bon Dié lé“ („Hvis Gud vil“). Bibelen lader os naturligvis ikke i tvivl om hvad Guds vilje er. I Salme 97:1 siges der: „Jehova er blevet konge! Lad jorden juble. Lad de mange øer fryde sig.“ Salme 148:13 tilføjer: „Lad dem lovsynge Jehovas navn.“ Og gennem sin profet Esajas giver Jehova følgende indtrængende opfordring: „Hvis blot du gav agt på mine bud . . . ville din fred blive som floden.“ (Es. 48:18) Gud ønsker i sin godhed at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:4) Det er også Guds vilje at frigøre skabningen, bryde dens lænker og gøre hele jorden til et paradis beboet af mennesker af alle racer og hudfarver som er forenede i tilbedelsen af deres Skaber. (Rom. 8:19-21) Muligheden for at få gavn af denne kærlige hensigt står stadig åben for indbyggerne på Martinique.

Martinique har, ligesom resten af verden, forandret sig meget i løbet af de sidste ti år. Stofmisbrug, materialisme og moralsk forfald har sat sit præg på det der engang var et idyllisk paradis. Guds ord har forudsagt den indstilling hos mennesker der skaber disse forhold. (2 Tim. 3:1-5) Det er imidlertid ikke Guds vilje at forholdene skal være sådan. Jehova sørger derimod for at de mennesker han beskriver som „kostbare skatte“, folk af alle nationer, kan komme til ham og lære at blive en del af det verdensomspændende menneskesamfund han vil lade bo i Paradiset. (Hag. 2:7) Der er ikke tale om mennesker som lader stå til fordi de tror at det under alle omstændigheder vil blive deres lod hvis det er Guds vilje. Nej, der er tale om nogle som omhyggeligt undersøger Skrifterne for at finde ud af hvad der er Guds vilje, og derefter nidkært gør det der behager Gud, fordi de elsker ham. — Apg. 17:11; Tit. 2:13, 14.

 [Kort på side 192]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Seksogfyrre menigheder er fordelt på ovennævnte steder

SAINT PIERRE

CASE PILOTE

SCHOELCHER (2)

FORT-DE-FRANCE (14)

LES TROIS ÎLETS

AJOUPA BOUILLON

LE MORNE ROUGE

GROS MORNE

VERT PRÉ

SAINT JOSEPH (2)

LE LAMENTIN (3)

DUCOS

SAINT ESPRIT

RIVIÈRE SALÉE

RIVIÈRE PILOTE

SAINTE LUCE

BASSE POINTE

LE LORRAIN

MARIGOT

SAINTE MARIE

TRINITÉ (2)

LE ROBERT (2)

LE FRANÇOIS (2)

LE VAUCLIN

LE MARIN

SAINTE ANNE

 [Helsides illustration på side 162]

[Illustration på side 167]

Xavier og Sara Noll det år de ankom til Martinique

 [Illustrationer på side 175]

Trofaste tjenere for Jehova gennem mange år: (1) Leon Bellay, (2) Jules Nubul, (3) Germain Bertholo, (4) Philippe Dordonne, (5) Roger Rosamond, (6) Christian Bellay, (7) Albert Nelson, (8) Vincent Zébo, (9) Vincent Muller

 [Illustrationer på side 177]

Kvinder der har sat et godt eksempel som lærere i Guds ord: (1) Stella Nelzy, (2) Victor Fousse (nu Lasimant), (3) Léonide Popincourt, (4) Andrée Zozor, (5) Emma Ursulet

[Illustration på side 183]

Den første rigssal de selv ejede (i Fort-de-France)

[Illustration på side 186]

Hele familien Moutoussamy er tilknyttet den kristne menighed

[Illustration på side 191]

Mont Pelée, med Saint Pierre ved kysten

[Illustration på side 199]

Betelfamilien på Martinique

[Illustrationer på side 207]

Endelig en stævnehal — i Rivière Salée