Paraguay

I HJERTET af Sydamerika, adskilt fra havet, ligger Paraguay. Hvad betyder navnet Paraguay? Det er der forskellige meninger om, men blandt de lokale er den almindelige opfattelse at det betyder „floden der har sit udspring i havet“. Indianerne i området mente at visse søer i de brasilianske sumpe, hvor Paraguayfloden udspringer, var lige så store som et hav. Paraguayfloden, som løber gennem landet fra nord til syd, deler landet i to dele. Øst for floden ligger et kuperet bakkelandskab, frugtbare marker med rød jord og tætte skove. Vest for floden ligger Chaco, et sparsomt befolket område med savanne, kratskov og vidtstrakte sumpområder der er hjemsted for utallige insekter og en stor variation af farverige tropefugle.

Paraguay er et land hvor den moderne teknologi står i stærk kontrast til den mere enkle livsstil blandt dem der lever af jorden. Jetfly og kommunikationssatellitter har åbnet døren til verden ude omkring, og i hovedstaden, Asunción, er det skyskrabere der danner byens silhuet. Ved landets østlige grænse, ved Paranáfloden, ligger Itaipu, et vandkraftværk hvis kapacitet ikke overgås af noget andet vandkraftværk i verden.

De fleste vil nok mene at Paraguay er et spansktalende land, men det har det ikke altid været og er det heller ikke hundrede procent i dag. Da nogle  portugisiske opdagelsesrejsende under ledelse af Alejo García omkring 1520 kom til landet som de første hvide, fandt de det beboet af guarani-indianerne. I det følgende årti begyndte spanierne at etablere sig i det område hvor Asunción nu ligger. Landet var underlagt Spanien indtil 1811, men sproget guarani blev aldrig fortrængt af conquistadorerne. Derfor taler de fleste i Paraguay stadig guarani, et smukt og melodiøst sprog der sammen med spansk anerkendes som et af de officielle sprog.

Nogle få årtier efter at de europæiske opdagelsesrejsende var ankommet, gjorde jesuitterne en indsats for at omvende guarani-indianerne til katolicismen. Dengang havde indianerne hverken gudebilleder eller templer. Men jesuitterne samlede dem i bofællesskaber og lærte dem de katolske ritualer og salmer foruden at de lærte dem forskellige håndværk og færdigheder. Jesuitterne brugte indtægterne fra indianernes arbejde til at skaffe dem de grundlæggende fornødenheder, men det var samtidig et middel til at de selv opnåede rigdom og magt. Mange spanske godsejere blev misundelige og klagede til den spanske konge, Karl III, over jesuitternes voksende magt. Denne klage, som ikke kom fra indianerne, men fra katolske kolonister, var i høj grad medvirkende til at jesuitterne i 1767 blev forvist fra det spanske imperium. Men den katolske lære som de havde undervist i, bevarede grebet om folk. De antog i store træk katolicismen selv om de i mange tilfælde også holdt fast ved deres egne religiøse forestillinger. Dette fremmede et miljø hvori overtroen kunne trives. Antagelsen af katolicismen banede også vej for at det katolske præsteskab kunne få stor indflydelse på folks liv.

Denne religiøse arv skabte ikke fred i landet. Krig har præget Paraguays historie og gjort tilværelsen vanskelig for folket. Fra 1864 til 1870 kæmpede Paraguay under Francisco  Solano López mod Brasilien, Argentina og Uruguay. Følgerne var katastrofale. Ifølge tilgængelige optegnelser var landets befolkningstal ved krigens begyndelse på en million eller mere. Ved krigens slutning skulle det efter sigende være nede på 220.000, hvoraf mindst 190.000 var kvinder og børn. Andre krige fulgte; en af dem var en strid med Bolivia om ejendomsretten over Chaco, og andre skyldtes politisk uro. Det er derfor ikke så mærkeligt at de der i Paraguay ønskede magt over andre, ofte greb til fysisk magtanvendelse for at nå deres mål.

Dette land blev allerede før 1914 nået med den gode nyhed om Jehovas rige, i første omgang ved at bibelske traktater blev sendt dertil med post. Fra og med 1925 blev sandheden udbredt af forkyndere. Således begyndte vand fra en anden flod, ikke fra Paraguayfloden eller Paranáfloden, men fra „en flod med livets vand“, at blive tilgængeligt i dette land, ligesom det er blevet det ud over hele jorden. — Åb. 22:1.

 Sandheden om Riget kommer til Paraguay

J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident, opfordrede Juan Muñiz til at flytte fra Spanien til Argentina for at organisere og udvide arbejdet med at forkynde den gode nyhed i denne del af verden. Han ankom til Buenos Aires den 12. september 1924, og kort tid efter rejste han til både Uruguay og Paraguay for at udbrede Rigets budskab. Bibelens sandhedskorn blev sået, men der var ikke megen fremgang.

I 1932 blev Paraguay indblandet i endnu en krig, denne gang med Bolivia. Atter måtte mange mænd lade livet. Dette belastede landets økonomi og gjorde at fremmede der kom med den gode nyhed om Riget, ikke kunne føle sig sikre. I 1934, mens krigen var i fuld gang, sendte det argentinske afdelingskontor alligevel tre Jehovas vidner til Paraguay for at indbyde folk til frit at drikke af „livets vand“. Det var brødrene Martonfi, Koros og Rebacz. — Åb. 22:17.

Modstand fra præsterne

„I oktober det år,“ skrev broder Rebacz, „var vi klar til at tage ind i landet. Vi havde to kasser med publikationer og en kuffert hver. Vi rejste fra Asunción til Paraguarí med tog, og derfra måtte vi gå 30 kilometer til fods til vores første stop, Carapeguá, fordi der ikke var nogen offentlige transportmidler. Den nat sov vi på den bare jord med kasserne stående ved siden af. Da vi begyndte at forkynde den næste dag, tog landsbypræsten rundt til beboerne og sagde at de ikke skulle lytte til os. Derefter red han og en ven til nabobyen og sagde til indbyggerne dér at de ikke skulle lytte til os, men smide os ud af byen, hvilket nogle af dem forsøgte.“

På grund af denne modstand fra præsten blev der ikke spredt mange publikationer, og nogle af dem blev leveret tilbage igen. Fra Carapeguá gik forkynderne til den ene  landsby efter den anden — Quiindy, Caapucú, Villa Florida og San Miguel. For at nå frem til San Juan Bautista gik de hele dagen, fortsatte frem til midnat, overnattede på marken og fortsatte så tidligt næste morgen. Efter at være ankommet til byen tog de først hen på politistationen for at forklare hvad deres ærinde gik ud på. Her blev forkynderne modtaget med respekt. Derefter brugte brødrene hele dagen i forkyndelsen.

Men da broder Martonfi næste morgen gik uden for den hytte de havde lejet, ventede der ham en overraskelse. Han kaldte på broder Rebacz, som stadig var inde i hytten: „I dag er der sket noget nyt.“ De publikationer som de havde uddelt dagen før, var blevet revet i stykker og spredt rundt om hytten. På nogle af stumperne var der skrevet fornærmelser og sjofle udtryk samt trusler om at de ikke ville slippe levende ud af byen.

Mens de spiste morgenmad, ankom politiet for at arrestere dem. Hvad havde forårsaget denne ændrede holdning? Broder Rebacz har senere fortalt: „Da vi spurgte hvad grunden var, viste de os en avis hvori vi blev beskyldt for at være bolivianske spioner forklædt som forkyndere. Avisens redaktør var den førende præst i dette område.“

Tilbage til Asunción

De to forkyndere blev sendt til Asunción som fanger. Det var en lang tur til fods. Undervejs fra den ene politistation til den anden blev de ledsaget af en bevæbnet vagt. Det skete at folk på vejen råbte hånligt efter dem og kastede med sten og lignende. Men politiet behandlede brødrene respektfuldt og sagde at anklagen om spionage var latterlig. Nogle gange tog politimændene brødrenes bagage op på hesten. En af dem lod endda broder Martonfi ride på sin hest mens han selv gik ved siden af og lyttede til det som broder Rebacz fortalte ham om Guds rige.

 I Quiindy blev brødrene imidlertid overgivet til hæren, og behandlingen blev mere hårdhændet. I 14 dage blev de tilbageholdt i vagtbygningen og beordret til at sidde ret op og ned på træstole. De måtte hverken ligge ned eller rejse sig, de blev hånet og slået med en ridepisk. Senere, i Paraguarí, fik de håndjern på og ført til stationen af 12 vagter med bajonetter. Der blev de igen overgivet til politiet, som skulle sørge for den sidste del af turen til Asunción.

Forholdene i fængselet i hovedstaden var også barske, men forkynderne brugte Bibelen, som de stadig havde i behold, og aflagde et vidnesbyrd for andre fanger. Efter en uges forvaring i hovedstaden blev de omsider ført til politidirektørens kontor. Indenrigsministeren, oberst Rivarola, var også til stede. (Det viste sig senere at da oberst Rivarola havde hørt om beskyldningerne mod brødrene i avisen i San Juan Bautista, havde han sendt telegrammer til militærlederne for at sikre at brødrene vendte tilbage til hovedstaden i live.) „Begge mænd undskyldte det der var sket,“ har broder Rebacz fortalt. „De sagde at det jo var et katolsk land, men at der var religionsfrihed, og at vi havde lov til at fortsætte med at forkynde fra hus til hus som før, men for vores egen sikkerheds skyld burde vi ikke forlade hovedstaden.“

Da broder Muñiz i Buenos Aires hørte om deres erfaringer, bad han brødrene vende tilbage til Argentina indtil krigen var slut. Det var den året efter. Men broder Koros, som ikke havde været med de to andre på forkynderturen, blev i Asunción.

Førstegrøden i Paraguay

På dette tidspunkt mødte en af pionererne en mand som bad om arabiske publikationer til sin svigerfar, som var immigrant fra Libanon. Sådan gik det til at Julián Hadad modtog  en bog som han kom til at holde meget af. Overbevist om at han havde fundet sandheden, begyndte han at undervise sine børn ud fra den. Han skrev også til Selskabet efter publikationer som han kunne dele ud til sine naboer. Nogle få år senere fandt en pioner Julián i San Juan Nepomuceno og gav ham yderligere åndelig hjælp. I 1940 blev Hadad-familien døbt og var dermed de første lokale døbte forkyndere i Paraguay. Siden da har Julián, en af hans sønner og adskillige børnebørn haft den glæde at virke i pionertjenesten, og Julián fortsatte i denne tjeneste næsten indtil sin død i en alder af 77 år.

I mellemtiden havde Chaco-krigen fået Juan José Brizuela til at tænke alvorligt over livet. Han var blevet såret og taget til fange af bolivianerne. Som krigsfange havde han set enker græde over deres faderløse børn, og han havde set katolske præster velsigne bolivianske soldater. Han mindedes hvordan han og andre paraguayanske soldater var blevet velsignet på lignende måde, og tænkte: „Der er noget der ikke stemmer. Hvis Gud er til, kan dette ikke være  rigtigt. Men hvis han er til, vil jeg lede efter ham indtil jeg finder ham.“

Efter krigen mødte Julián Hadad Juan José i Carmen del Paraná. Ud fra Bibelen hjalp Julián ham til at finde tilfredsstillende svar på sine spørgsmål. Som apostelen Paulus sagde for længe siden, har Gud gjort det muligt for mennesker som ’famler sig frem til ham, virkelig at finde ham’. (Apg. 17:27) Snart indså Juan José at han havde fundet den sande Gud, Jehova. (5 Mos. 4:35; Sl. 83:18) Han blev døbt i 1945, og hans kone, Jóvita, blev døbt i 1946.

Sandheden fra Bibelen blev også drøftet ved en grøntsagsbod på et marked i San Lorenzo. Det var ikke et af Jehovas vidner som forkyndte der, men en kvinde som blot havde vist interesse for sandheden. Sebastiana Vazquez, der var analfabet, lyttede med interesse. For at kunne gøre åndelige fremskridt lærte hun at læse, og i 1942 blev hun døbt som et af Jehovas vidner.

 En lille gruppe kommer ud for trosprøver

Den første menighed i Paraguay blev oprettet i 1939. Der var blot to forkyndere, men de var meget nidkære. De rapporterede at de havde brugt 847 timer i forkyndelsen det tjenesteår og havde spredt 1740 bøger og brochurer. De holdt møder i et privat hjem i den gade der nu hedder Gaspar Rodríguez de Francia (tidligere Amambay) mellem gaderne Antequera og Tacuarí i Asunción. Der kom kun fem eller seks til møderne, som blev holdt i et lokale der målte 4 gange 4 meter. Dette lokale dækkede behovet frem til 1944.

Året efter begyndte brødrene at bruge to elektriske grammofoner hvorpå de afspillede optagelser af korte foredrag over forskellige bibelske emner. Præsterne blev så rasende at de anmodede myndighederne om at forbyde alle Jehovas vidners aktiviteter. Men forkynderne fortsatte. Disse optagelser af klart forståelige bibelske foredrag medførte tydeligvis gode resultater. I de følgende år gjorde man god brug af sådanne optagelser på forskellige sprog til at nå ud til polske, russiske, tyske og ukrainske befolkningsgrupper som havde slået sig ned i den sydlige del af landet.

Familien Golasik boede i en polsk og ukrainsk koloni nær Encarnación, og de var blandt de første fra dette område som tog imod sandheden. Der gik ikke lang tid før Roberto Golasik, udstyret med en grammofon og nogle publikationer, på hesteryg tog ud til de forskellige kolonier for at forkynde. Først blev møderne holdt én gang om måneden, derefter to gange om måneden og senere hver uge. Nogle gange kunne der være tilstedeværende fra fem forskellige sproggrupper, men langsomt lærte de alle det rene sprog fra Bibelen. — Zef. 3:9.

Desværre var det ikke alle datidens forkyndere der fortsatte med at vandre på den trange vej der fører til livet.  Tilsynsmanden for Selskabets litteraturdepot i Asunción begyndte at fremsætte personlige holdninger. Da han forlod Jehovas organisation, var der også andre som holdt op. Antallet af forkyndere faldt fra 33 i 1943 til 8 i 1944. Hvad nu? Jehova velsignede dem der viste sig loyale, og organisationen begyndte igen at vokse. — Sl. 37:28.

Missionærer lærer de lokale skikke at kende

På afdelingskontoret i Argentina nærede man kærlig omsorg for hjorden i Paraguay og sendte Gwaenydd Hughes dertil for at føre tilsyn med arbejdet. Da han i 1945 blev indbudt til at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead, sørgede man for at sende Ieuan Davies og hans kone, Delia, dertil. De havde imidlertid problemer med at få deres indrejsepapirer, hvilket betød at Hollis Smith, som også var udgået fra Gilead, ankom først og kunne byde broder og søster Davies velkommen da de kom til Asunción med flodbåd i slutningen af 1945. Nogle få dage senere ankom et missionærpar med fly, nemlig Albert og Angeline Lang. Flere fulgte efter. Der blev lejet et hus hvor missionærerne kunne bo, og hvor den lokale menighed kunne mødes. Alle missionærerne var ivrige efter at komme i gang, men de måtte selvfølgelig lære lidt om hvordan folks tilværelse formede sig.

De opdagede at folk var meget religiøse, men manglede kundskab om Bibelen. Hver by havde sin egen skytshelgen, der som regel blev kaldt „Jomfru Maria“.

Efterhånden som de lærte folks hverdag at kende, fandt de den meget tiltalende. På markedspladsen var der et stort opbud af frugt og grøntsager, og kvinder balancerede med store, tunge kurve på hovedet. I nogle forretninger kunne man købe håndlavede kniplinger der kaldes nanduti, og som næsten er lige så sarte og fine som spindelvæv. De bemærkede også snart at folk begyndte tidligt på arbejde og ved  middagstid lukkede butikkerne for at holde siesta i den varmeste tid på dagen. Når forkynderne skulle ud i tjenesten, lærte de at blive stående ved indgangen og klappe i hænderne og først gå ind når de blev inviteret. De fornemmede tydeligt befolkningens venlighed og varme og bemærkede også deres enkle livsstil. Men de måtte lære at tale deres sprog, ikke blot spansk, men også guarani.

I april 1946, kort efter missionærernes ankomst, blev broder og søster Davies sendt til Argentina. Pablo Ozorio Reyes, som havde overværet møderne i blot nogle få måneder, fik til opgave at lede vagttårnsstudiet selv om han endnu ikke var døbt. Hvad skyldtes dette? Han kunne tale sproget og havde gjort gode åndelige fremskridt. Men broder Ozorio stod over for visse udfordringer. Han har senere skrevet: „Kort efter min udnævnelse til vagttårnsstudieleder måtte jeg rette en forkert kommentar der blev givet. Den der havde givet kommentaren, blev meget ophidset og udfordrede mig til en slåskamp lige på stedet. Det afslog jeg selvfølgelig, og en missionær hjalp med at få situationen under kontrol. Der er ikke noget der modner så meget som det at få betroet et ansvar.“ Den iltre person holdt desværre senere op med at tjene Jehova.

Organisationen opbygges

Før udgangen af 1946 var der behov for større faciliteter der kunne tjene som center for de teokratiske aktiviteter. Der var ankommet yderligere seks missionærer, deriblandt William og Fern Schillinger. Man lejede et hus med en stor have i gaden Mariscal López. Bygningen lå lige over for forsvarsministeriet. Et stort skilt med påskriften „Rigssal“ blev sat op ude ved lågen så at enhver der havde noget med hæren at gøre, ikke kunne undgå at se det.

 Den 1. september samme år oprettede Selskabet et afdelingskontor i Paraguay, og den nyligt lejede bygning blev brugt som kontor. Efterhånden som tingene blev bedre organiseret, kunne forkyndelsesarbejdet intensiveres, men det blev modstanden også. Det lader til at præsterne benyttede sig af skriftemålet til at skaffe sig oplysninger og til at skabe frygt blandt de katolske postbude så de ikke turde bringe Vagttårnets publikationer ud.

I november kom broder Hughes fra Argentina for at besøge og opmuntre de fire små menigheder der indtil da var blevet oprettet. Han havde været på Gilead og havde desuden overværet „Glade nationers teokratiske stævne“ i Cleveland, Ohio, i USA. Nogle af foredragene ved dette internationale stævne blev holdt på 20 forskellige sprog, og 80.000 sad pakket på stadion på stævnets sidste dag for at høre foredragene. Så han havde meget at fortælle brødrene. De havde brug for denne opmuntring for at kunne holde ud i tjenesten trods modstand.

Midt under revolutionen

I begyndelsen af 1947 brød revolutionen ud. Regeringsstyrkerne placerede maskingeværskytter på fortovet  foran missionærhjemmet. Efter én dags kamp blev situationen mere stabil. Den 7. marts forværredes den igen. Der var åben kamp i gaderne. Der blev erklæret undtagelsestilstand, og politiets bygning i Asunción blev stormet af oprørerne.

Den ansvarshavende general forventede at hærens hovedkvarter også ville blive angrebet, så han beslaglagde missionærhjemmet til militær brug og gav brødrene tre dage til at flytte. Brødrene appellerede sagen og fik derfor ti dage til at flytte. Midt under revolutionen og i en tid med udpræget boligmangel måtte brødrene indlede deres egen kamp: Operation Husjagt. Tilsyneladende ønskede Jehova at de højere myndigheder i Paraguay fortsat blev gjort opmærksomme på hans vidner. Det eneste passende hus der var til rådighed, lå lige ved siden af præsidentens hjem, midt i en række ambassader.

Om revolutionen skrev afdelingskontorets tilsynsmand i et brev den 26. marts 1947: „Situationen bliver værre og værre for hver dag der går. I skrivende stund er der et fly i luften nogle kilometer herfra, og det er sikkert ved at bombe lufthavnen. Det bliver angrebet med luftværnsskyts. Der er i hundredvis af soldater omkring præsidentens bolig, og larmen fra deres våben er øredøvende. Luften er blå af krudtrøg, og lugten af den er utålelig. De revolutionære styrker kommer meget tæt på byen; vi kan høre den stadige larm af våben og bomber . . . Fødevaresituationen bliver værre og værre for hver dag der går.“

Oprørsstyrkerne nåede så langt som ti blokke fra missionærhjemmet før regeringsstyrkerne begyndte at trænge dem tilbage. I al den tid fortsatte brødrene med at forkynde så godt de kunne. Revolutionen varede i cirka seks måneder, og den viste sig at blive en virkelig prøvelse, især for de lokale brødre. Myndighederne behandlede dem brutalt fordi de som kristne ønskede at forblive neutrale.

 Brødrene forsømmer ikke at komme sammen

Da revolutionen var overstået, blev forholdene igen mere normale, og nogle af dem der var flygtet til Argentina, kom tilbage. Der var planer om at holde et stævne den 4.-6. juni 1948, det første i Paraguay. Men Djævelen gjorde hvad han kunne for at skabe forvirring. Den 3. juni fandt et militærkup sted. Præsidenten og ministerrådet blev taget til fange. Der var stor forvirring i hovedstaden. Hvad med stævnet?

Alle forsøg på at leje en passende hal var slået fejl, men Jehova havde åbnet en anden mulighed. Det tidligere missionærhjem over for hærens hovedkvarter stod tomt. Ejeren var gået med til at leje det ud til brødrene så der kunne holdes stævne. Bygningen lå ikke i bymidten, hvor urolighederne foregik. Haven kunne bruges som auditorium, og huset kunne give husly til delegerede fra andre byer. Alle de tilstedeværende gav hinanden hånden, på ægte paraguayansk manér. Mere end et hundrede var til stede for at høre foredraget „En stor Glæde . . . for hele Folket“. Et meget aktuelt foredrag for folk i Paraguay.

Politiet holder pøbel i skak

Lige siden Jehovas Vidner begyndte deres bibelundervisningsarbejde i Paraguay, har de ofte mødt modstand fra gejstligheden. I 1948 planlagde kredstilsynsmanden at holde et offentligt foredrag midt i den lille by Yuty i den sydlige del af landet. Det skulle foregå i en lille park som lå lige over for den katolske kirke. Den lokale præst opfordrede folk til at boykotte foredraget idet han hævdede at forkynderne ville skabe splid i kirken og tage deres religion fra dem. Før foredraget var begyndt, samledes en stor pøbelskare  foran kirken. Da de så forkynderne — otte i alt — i parken på den anden side af gaden, begyndte de at råbe: „Væk med protestanterne! Væk med protestanterne!“ En ret stor skare mennesker ventede på at høre foredraget, men var bange for at gå ind i parken på grund af pøbelen.

Politiet placerede et maskingevær foran pøbelen og sagde at hvis nogen gik over stregen, ville der blive skudt. Således blev pøbelen holdt i skak så brødrene kunne forlade området i sikkerhed. De havde imidlertid annonceret foredraget hele ugen og var besluttede på at give de interesserede mulighed for at høre det. Et lokalt Jehovas vidne tilbød at de kunne bruge hans hjem. Efter at foredraget havde været holdt én gang, kom nogle flere og sagde at de også gerne ville høre det; kredstilsynsmanden holdt det derfor to gange den dag. I Yuty blev det således tydeligt for enhver at der findes to former for tilbedelse.

Missionærer stillet over for udvisning

Officielt set har Paraguay i det store og hele altid været religiøst tolerant skønt den statsanerkendte religion indtil 1992 har været katolicismen. De problemer der har været, er som regel opstået i landområderne og har været anstiftet af den lokale præst og hans fanatiske tilhængere. I begyndelsen af 1950 blev der imidlertid gjort et officielt forsøg på at få udvist Vagttårnsselskabets missionærer af landet.

En ny lov krævede at alle immigranter skulle registreres hos myndighederne og afgive bevis på deres beskæftigelse. Men når missionærerne forsøgte at blive registreret, fik de at vide at det ikke kunne lade sig gøre fordi de egentlig befandt sig illegalt i landet og derfor skulle arresteres. Det lader til at myndighederne havde fået tilsendt falske oplysninger om missionærernes arbejde.

 Nogle embedsmænd var venligt stemt, men både deres og den amerikanske ambassades bestræbelser syntes at være nytteløse. I Latinamerika er det ofte ikke et spørgsmål om hvem man er, men hvem man kender. Brødrene kendte en person som var dem venligt stemt, og som tilfældigvis arbejdede på præsidentens kontor. Gennem denne mand inviterede de præsidentens privatsekretær til middag på missionærhjemmet. Invitationen blev modtaget med glæde.

Dette skabte mulighed for at drøfte hvad missionærernes arbejde i virkeligheden gik ud på, og hvordan det var til gavn for landet. Problemet med registreringen blev også drøftet, og præsidentens sekretær var meget interesseret. Dette medførte at den første missionær den 15. juni 1950 kunne lade sig registrere som indvandrer med juridisk ret til at blive i landet og fortsætte bibelundervisningsarbejdet.

En hård dag i landområderne

Dengang lå der en særlig udfordring i det at være kredstilsynsmand. Rejsetiden var lang, og nogle gange var der voldsom modstand. Den gileaduddannede missionær Lloyd Gummeson begyndte i kredstjenesten på fuld tid i 1952. Han har fortalt hvad der skete efter at han havde tilbragt nogen tid sammen med en menighed nord for Yuty. Distriktet i nærheden var blevet gennemgået kort forinden, så de havde planer om at forkynde i en fjerntliggende by. Gruppen på seks brødre og fire søstre tog af sted klokken 4.00 om morgenen. Alle undtagen en søster som havde et barn på et år, tilbagelagde turen til fods. Klokken 11.00 nåede de frem til distriktet, delte sig i to grupper og gik i gang.

’Vi havde forkyndt i en time og sad klokken 12.00 i et hus med græstag og forkyndte for en interesseret familie,’ fortæller broder Gummeson, ’da sheriffen og en 16-årig soldat  pludselig kom ind og pegede på os med deres geværer. Han bad i utvetydige vendinger familien om at levere publikationerne tilbage til os og beordrede os til at følge med på politistationen. Da vi ankom, var de andre forkyndere der allerede. Jeg forsøgte at ræsonnere med sheriffen, men fandt ud af at han kun talte guarani. Hans øjne var blodskudte af vrede, og han beordrede os alle ud af byen og sagde at vi aldrig skulle vende tilbage.

Da vi havde gået cirka en kilometer, satte vi os under et træ for at spise. Pludselig rejste gruppen sig og begyndte at løbe. Jeg så mig omkring, og dér kom sheriffen og en soldat ridende med lange piske. Jeg tænkte at det nok var bedst at være sammen med gruppen, så jeg løb også. Da jeg skulle springe over et vandløb, tabte jeg mine solbriller. Idet jeg ville samle dem op, mærkede jeg et sviende piskeslag på min ryg. Derefter forsøgte sheriffen at ride mig ned med sin hest; men min viden om heste kom mig til gode, så jeg svingede min forkyndertaske frem og tilbage foran hesten og holdt den dermed på afstand.

Sheriffen gav gentagne gange tre andre brødre nogle slag med pisken og forsøgte derefter at ride en 70-årig pionersøster ned. Til sidst red sheriffen og soldaten tilbage mod byen, og vi fortsatte på vores vej. Skønt et par af os havde mørkerøde mærker på ryggen efter piskeslagene, var ingen kommet alvorligt til skade eller følte nogen væsentlig smerte. Vi var hjemme klokken 20.00 — efter at have gået i 16 timer.’

Trods sådanne hændelser ude på landet havde forkyndelsesarbejdet fortsat fremgang.

Ændringer i regeringen

1954 var et kritisk år for det politiske liv i Paraguay. Don Federico Chávez’ regering blev styrtet. Den 11. juli blev  general Alfredo Stroessner valgt til præsident. Dermed indledtes en 34-årig periode med militærstyre. Hvilken indvirkning havde det på Jehovas Vidners aktiviteter?

Man havde det år planlagt at holde et firedages områdestævne fra den 25. til den 28. november. Der var undtagelsestilstand i Paraguay, og derfor skulle man indhente tilladelse hos politiet til enhver form for mødeaktivitet. Ville dette blive et problem? Brødrene havde allerede truffet aftale om at leje et auditorium. Men da de henvendte sig til politiet for at få tilladelsen, fik de at vide at de ikke kunne afholde stævnet. Hvorfor ikke? En betjent indrømmede at præsterne lagde pres på dem. Efter mange besøg og megen argumenteren fik brødrene at vide at de stadig ikke kunne få en tilladelse, men at politiet ville kigge den anden vej under stævnet. Klogt nok undlod brødrene at avertere stævnet i avisen eller ved hjælp af løbesedler. Alle invitationer var mundtlige. Stævnet forløb glat.

Den religiøse modstand fortsætter

De katolske præster helmede ikke i deres bestræbelser for at standse Jehovas Vidner. Mod slutningen af 1955 ville brødrene holde et lille kredsstævne i Piribebuy, som ligger 72 kilometer øst for hovedstaden. Efter solnedgang på stævnets første dag fik en præst en pøbelskare bevæbnet med køller og macheter til at afbryde mødet. En lokal skolelærer greb ind, og pøbelskaren forsvandt ud på vejen. Her stod de hele aftenen mens de råbte og kastede med sten og knaldfyrværkeri.

Den religiøse modstand kom igen til udtryk den 1. marts 1957; det skete i byen Itá, sydøst for hovedstaden. I god tid i forvejen havde brødrene på lovlig vis arrangeret et kredsstævne i denne by. Man havde indhentet tilladelse fra både de lokale myndigheder i Itá og fra politiet i hovedstaden.  Men da brødrene begyndte at ankomme til stævnet, kunne de se at der var noget galt. Byen lignede en spøgelsesby. Gaderne var tomme; vinduer og døre var lukkede, og der var sat skodder for. Hvorfor?

Sognepræsten havde svoret at dette stævne ikke ville blive afholdt, og han havde gjort alt hvad der stod i hans magt, for at få det til at gå i opfyldelse. Han havde endda fået et fly til at sprede i tusindvis af løbesedler over landområdet. De indeholdt denne meddelelse: „Fredag den 1. marts 1957 klokken 17.30 vil der foran kirken være et stort opbud af katolske kristne fra byen og hele egnen. . . . Klokken 18.30 vil der være en overvældende manifestation af katolikker som afviser ’Jehovas (falske) vidner’. De protestantiske kættere har ingen ret til at holde noget stævne i Itá.“

Da brødrene hørte om præsten Ayalas planer, mente de at det var bedst at flytte stævnet fra det forholdsvis åbne mødested man havde lejet, til et af brødrenes hjem. Her ville man være mere beskyttet i tilfælde af angreb.

Kan du forestille dig situationen? I et hjem samledes omkring 60 fredselskende kristne for at fordybe sig i Guds ord. To husblokke derfra stod en tusindtallig skare — der voksede for hvert minut — og lyttede til præstens ordstrøm og opfordring til vold.

Ikke alle i mængden var enige med præsten. Solano Gamarra, en sekondløjtnant fra Paraguays luftvåben, forsøgte at dæmpe præsten. Han talte også med hans medpræster, men uden held. En af Ayalas medpræster blev så rasende at han gav løjtnanten en flækket læbe. Dette førte til at skaren som ulve kastede sig over løjtnanten og slog ham og tilføjede ham flere åbne sår i hovedet. Pøbelen rev skjorten af ham og hejste den op på en pæl for at brænde den af. Gamarra flygtede for livet.

 Den blodtørstige hob vendte nu opmærksomheden mod stævnet og råbte: „Ned med Jehova!“ „Død over Jehova!“ Da de nærmede sig det hus hvor stævnet blev holdt, forsvandt den sparsomme politibeskyttelse. Brødrene barrikaderede døren indefra. Nogle fra pøbelen forsøgte at komme ind i baggården gennem naboens ejendom, men han ville ikke lade dem komme ind. Han havde ikke glemt at han i en sygdomsperiode var blevet venligt behandlet af den forkynder hvis hus nu blev angrebet. I mellemtiden satte brødrene deres lid til Jehova og fortsatte mødet som de bedst kunne. Af sikkerhedshensyn blev de alle i huset natten over. Næste dag bekendtgjorde politihovedkvarteret i Asunción at tilladelsen til at holde stævnet var inddraget fordi man ville beskytte forkynderne, og fordi det lokale politi ikke kunne klare pøbelskaren. Der blev lejet en bus, og de glade, syngende delegerede tog af sted til det kombinerede afdelingskontor/missionærhjem for at afvikle den  sidste del af stævneprogrammet. De havde udholdt en trosprøve og var blevet styrket derved.

Juridisk anerkendelse

Efter pøbelangrebet i Itá tog afdelingskontoret, efter apostelen Paulus’ eksempel, skridt til ’juridisk at stadfæste den gode nyhed’ i Paraguay. (Fil. 1:7; Apg. 16:35-39) Dette gav gode resultater. Da alle de lokale juridiske krav var opfyldt, blev Watch Tower Bible and Tract Society den 14. oktober 1957 anerkendt som en juridisk person bemyndiget til at repræsentere Jehovas Vidner i Paraguay. Dette blev offentliggjort i aviserne som et dekret fra præsidenten. Anerkendelsen har vist sig nyttig i forbindelse med køb af ejendom, og den har gjort det muligt for missionærerne at opnå permanent opholdstilladelse.

Den første film

Fra 1954 til 1961 var film i høj grad med til at gøre offentligheden kendt med Jehovas organisation. Der blev truffet foranstaltninger til at man kunne vise Selskabets film i det meste af landets østlige del. I løbet af de fem år man har optællinger fra, havde mere end 70.000 været til stede ved forevisningerne.

Det viste sig at være noget af en opgave at transportere en generator og meget andet udstyr til filmforevisning rundt i landområderne. Normalt benyttede man en ledig fodboldbane til forevisningen. Udstyret blev sat op mens det var lyst. Derefter brugte man højttaleranlægget til at invitere folk. Til tider kastede vandaler med sten. Der var stor forskel på hvor mange der mødte op. I General Artigas var der en menighed på under 20 forkyndere som mødtes 8 kilometer fra byen, men 1300 så filmen på én aften. Det var ikke usædvanligt at høre folk le blot ved synet af de levende  billeder. For mange af dem der boede i landområderne, var det første gang de så en film.

Filmene gav både de lokale forkyndere og offentligheden en idé om hvor stort et arbejde Jehovas Vidner udførte på verdensplan.

Missionærerne ofrede sig villigt

Efterhånden som antallet af forkyndere voksede, gjorde missionærerne en fælles indsats for at hjælpe dem frem til modenhed. De gode resultater blev tydelige da missionærerne havde den forret at overvære „Den Nye Verdens Samfunds Stævne“ i New York i 1953. Mens de var bortrejst, var de lokale brødre nødt til at tage sig af de ansvarsopgaver der fulgte med at føre tilsyn med menigheden i Asunción. Der blev nået nye højdepunkter i forkyndelsen. De lokale brødre havde klaret opgaverne så godt at de blev bedt om at overtage dem permanent da missionærerne vendte tilbage. Dette gjorde det muligt for missionærerne at tjene andre steder.

Der var meget for dem at gøre. Da Werner Appenzeller havde været i landet i cirka fire måneder og kunne tale i det mindste en lille smule spansk, fik han til opgave at sørge for kredsen omkring Encarnación. De fleste veje var endnu ikke asfalterede. Rejser foregik ofte til fods eller på hesteryg. Der var kun 100 forkyndere i hele kredsen, men tilskyndelser og oplæring ville bidrage til deres åndelige fremgang. Nogle få år senere blev Ladislao Golasik, søn af Robert Golasik, udnævnt til kredstilsynsmand for dette område, hvor han selv var fra.

Ved udgangen af 1961 havde gileaduddannede missionærer virket i Paraguay i 15 år. På det tidspunkt var der 411 forkyndere i landet, fordelt på 22 menigheder. Der var blevet  brugt op mod 594.000 timer på at forkynde den gode nyhed i landet. Missionærerne tjente nu fra fem missionærhjem, som lå i Asunción, Encarnación, Villarrica, Coronel Oviedo og Pedro Juan Caballero. Fra disse byer tog missionærerne endvidere ud for at forkynde i de omliggende områder. Indtil 1961 havde 50 missionærer været med i arbejdet i Paraguay. På grund af sygdom eller andre omstændigheder havde 29 af dem fundet det nødvendigt at vende tilbage til deres hjemland. Men alle havde på en eller anden måde bidraget til fremme af Rigets interesser i Paraguay. I december 1961 ankom Elmer og Mary Pysh til Paraguay; de havde gennemgået det første timåneders kursus på Gilead.

Der opføres rigssale

Omkring dette tidspunkt byggede og indviede brødrene i Asunción en rigssal, den første i Paraguay som  de selv ejede. Det var en pæn murstensbygning med plads til mere end 200. Der blev aflagt et stort vidnesbyrd for lokalsamfundet da mænd, kvinder og børn hjalp hinanden med at grave, blande cement, vandskure, male og gøre rent. Tilskuerne kunne tydeligt se at dette var flittige arbejdere.

En lille gruppe forkyndere i Vacay, et landområde i det sydlige Paraguay, udgjorde endnu ikke en menighed, men der kom så mange interesserede til møderne at de besluttede sig til også at bygge en rigssal. Men de havde ingen penge. Hvad kunne de gøre? De lavede en aftale med en skovhugger om at de sammen ville rydde et stykke land mod at få byggematerialer og nogle penge som betaling. Da rigssalen var færdig, solgte fire familier som boede langt derfra, deres gårde og flyttede hen i nærheden af rigssalen så de kunne komme til alle møderne.

Senere blev der også opført faciliteter til afholdelse af kreds- og områdestævner. Til tider havde brødrene benyttet Club Martín Pescador samt lokaler ved Det Nationale Universitet og ved American School. I begyndelsen af 1970’erne fik de imidlertid skænket en grund hvor de kunne bygge deres eget stævnecenter, og dette tog gradvis form i løbet af nogle år.

Der skaffes passende faciliteter til afdelingskontoret

Med den øgede aktivitet og de deraf følgende velsignelser fra Jehova blev det nødvendigt at finde nogle bedre egnede faciliteter til afdelingskontoret. I årenes løb havde man lejet forskellige huse til formålet. Men i 1962 sagde Nathan Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident, at man skulle købe en grund i et af de pænere kvarterer i byen og bygge et kombineret afdelingskontor/missionærhjem som  også kunne rumme en rigssal. Den grund man fandt, lå centralt i hovedstaden, to gader fra Paraguays største sportsstadion. Efter at tegningerne var blevet godkendt af de lokale myndigheder, begyndte man at bygge i 1965, og efter ti måneder stod projektet færdigt. Brødrene glædede sig over at broder Knorr under et af sine zonetilsynsmandsbesøg i  begyndelsen af 1966 kunne være til stede ved indvielsen af de nye faciliteter.

På grund af bygningens beliggenhed blev mange tusind i Asunción daglig mindet om Jehovas Vidners tilstedeværelse. Og når tusinder af tilskuere strømmede til sportsbegivenheder, blev de også gjort opmærksomme på Jehova og hans vidner i Paraguay.

Ny ledelsesstruktur

Den 1. februar 1976 skete der en ændring på alle Selskabets afdelingskontorer i verden. Der blev oprettet et udvalg på afdelingskontorerne som erstatning for ordningen med blot en enkelt tilsynsmand. I de foregående 30 år havde Albert Lang, William Schillinger, Max Lloyd, Lloyd Gummeson, Harry Kays og Elmer Pysh i kortere eller længere tid tjent som afdelingstilsynsmænd. Alle havde ydet et godt bidrag til Rigets arbejde. Nu skulle en ny ordning træde i kraft hvor et udvalg af modne mænd ville føre tilsyn med Jehovas Vidners aktivitet i landet.

Elmer Pysh blev udnævnt til koordinator for afdelingskontorets udvalg, der desuden kom til at indbefatte Charles Miller og Isaac Gavilán. Både broder Pysh og broder Miller var gileaduddannede. Broder Gavilán var fra Paraguay og havde på daværende tidspunkt været i heltidstjenesten i Paraguay i 13 år.

Atter modstand fra myndighedernes side

Som det også er tilfældet i alle andre lande, er Jehovas vidner i Paraguay neutrale i politiske anliggender. De har taget Jesu udtalelse til sine disciple til hjerte: „I [er ikke] en del af verden.“ (Joh. 15:19) De husker på det bibelske råd: „Vogt jer for afguderne,“ og tager derfor heller ikke del i nationalistiske ceremonier idet de betragter dem som afgudsdyrkelse. (1 Joh. 5:21) Regeringsembedsmænd er dybt involverede  i det politiske liv og betragter nationalismen som noget der forener folket, og de kan derfor have svært ved at forstå Jehovas vidners synspunkt. De ved at andre religiøse grupper, også præster, gerne tager del i politik og nationalistiske ceremonier. Præster har ofte benyttet dette til at vække mistro til Jehovas vidner blandt regeringsembedsmænd.

I et brev dateret den 31. oktober 1974 bad den daværende leder af kontoret for religiøse anliggender, dr. Manfredo Ramirez Russo, om oplysninger vedrørende Jehovas Vidners tro og organisation. Den 25. februar 1976 blev der udstedt et regeringsdekret om „daglig flaghilsenceremoni og afsyngelse af nationalsangen“ i „alle skoler“. I sensationsjournalistisk stil indeholdt det religiøse tidsskrift El Sendero (Stien) i sin udgave for 3.-17. september en ærekrænkende helsidesartikel med overskriften „Jehovas Vidner“. Patria, regeringspartiets officielle avis, fulgte i udgaven for den 14. marts 1977 op med en ligeledes ærekrænkende artikel med overskriften „Fanatisme“.

 I mellemtiden var repræsentanter for Jehovas Vidners afdelingskontor blevet indkaldt til samtale med lederen af kontoret for religiøse anliggender. Efter dette møde blev der lavet et sammendrag af hvad Jehovas Vidners lære går ud på. Det fokuserede især på deres holdning til flaget, nationalsangen og militærtjeneste. Nogle få dage senere kom en talsmand for politiet ved navn Obdulio Argüello Britez hen til Selskabets kontor i Asunción og udbad sig oplysninger om det stævne Jehovas Vidner havde afholdt 6.-9. januar. Kort efter talte justitsministeren, dr. Clotilde Jiménez Benítez, med nogle repræsentanter for Selskabet om de samme emner som tidligere var blevet drøftet på kontoret for religiøse anliggender.

I 1978, i kølvandet på disse begivenheder, begyndte børn af Jehovas vidner som ikke sang med på nationalsangen, at blive udvist af skolerne, uden mulighed for at gå på andre skoler. Men det var ikke alt.

Hvad forbudet indebar

Den 3. januar 1979 sprang „bomben“. Der blev offentliggjort et dekret som annullerede Vagttårnsselskabets, og dermed Jehovas Vidners, juridiske status.

Avisoverskrifterne der bekendtgjorde dekretet, chokerede både Jehovas vidner og andre. Så at sige alle medier var interesserede i sagen. Nogle var for dekretet, andre imod. Avisen ABC erklærede at dekretet var „en overtrædelse af en grundlæggende menneskeret, stadfæstet i artikel 18 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne“.

Så snart afdelingskontorets udvalg var blevet informeret om forbudet, men før man endnu kendte dets omfang, blev der truffet foranstaltninger til at kontorets arbejde kunne udføres andre steder. „Dette er aldrig blevet opfattet som religiøs forfølgelse,“ erklærede undervisnings- og religionsministeren,  dr. Raul Peña. Ikke desto mindre var Jehovas vidner tvunget til at holde deres møder i små grupper i private hjem. Deres forkyndelsesarbejde blev pålagt restriktioner, men de fleste brødre bevarede deres mod og nidkærhed. Hvis de ville overvære et stævne, måtte de for en tid gøre det i andre lande.

Hvordan var alt dette begyndt? Havde dr. Manfredo Ramirez Russo udelukkende handlet på regeringens vegne? Interessant nok bragte Ultima Hora, en Asunción-avis, den 25. august 1981 et billede af Manfredo Ramirez Russo i behageligt selskab med „Monsignore“ José Mees. Under billedet stod der: „Æresmedaljen ’Sankt Gregor den Store’ blev tildelt Manfredo Ramirez Russo, leder af religionsafdelingen i undervisningsministeriet, af den apostolske pavelige gesandt, Monsignore José Mees, som anerkendelse af tjenester udført for den katolske kirke.“

Efter forbudets indførelse blev Jehovas vidner mange steder arresteret. Det skete for eksempel når de holdt møder i private hjem, når de forkyndte Bibelens budskab om håb fra hus til hus, og når de ledede bibelstudier med interesserede i folks hjem.

Mellem den 8. og den 11. oktober 1981 blev ni brødre i Encarnación fængslet. Da Antonio Pereira, en lokal ældste som ikke var blevet arresteret, bad om at tale med chefen for politiet, Julio Antonio Martínez, så han kunne bedømme de fængslede brødres velbefindende, beordrede politichefen ham arresteret og indsat i en strengt bevogtet celle. Joseph Zillner, der tilhørte en af nabomenighederne, tog hen til moderen til en af de brødre der først var blevet fængslet, for at finde ud af hvad der foregik. Nogen må have underrettet politiet, for mindre end ti minutter senere var han under politieskorte på vej til fængselet i Encarnación.

 Der pustes til forfølgelsens ild

Nogle få år efter forbudets indførelse ophørte arrestationerne. Lidt efter lidt begyndte brødrene at bruge rigssalene og at holde mindre stævner. Dette fik imidlertid en brat afslutning i 1984 da en lokal avis meddelte at fire elever som var Jehovas vidner, var blevet bortvist fra den tekniske skole i Asunción fordi de ikke ville synge nationalsangen. Dette indledte en endnu større kampagne mod Jehovas vidner. Den medførte at næsten alle skolesøgende børn af Jehovas vidner blev bortvist fra skolerne. Mange af dem ville aldrig kunne vende tilbage til skolen.

Fra 2.-5. maj det år bragte avisen Hoy (I dag) en serie ærekrænkende artikler af Antonio Colón, en katolsk præst. Senere samme år blev en ny undervisnings- og religionsminister taget i ed, men han videreførte sin forgængers politik. Efter at han havde fremsat en stærkt nationalistisk erklæring, blev de fleste børn af Jehovas vidner nægtet optagelse i skolerne det følgende år. På vegne af ti elever, hvoraf de seks var blevet bortvist og de fire nægtet optagelse, appellerede man til domstolene. Appellen omhandlede Jehovas vidners ret til at få deres børn undervist i skolesystemet uden at de behøvede at svigte deres tro og gå imod deres samvittighed. Domstolens afgørelse var i Jehovas vidners favør. Men undervisnings- og religionsministeriet appellerede sagen til højesteret.

I hele 1985 var dette spørgsmål forsidestof. Nogle spalteskribenter forsvarede Jehovas vidners synspunkt, mens man fra myndighedernes side fortsat angreb dem. Den 23. juli 1985, mens striden stadig var i fuld gang, sendte man fra Jehovas Vidners hovedkontor et brev til Paraguays præsident.

Eftersom man havde en gunstig afgørelse ved en lavere domstol i sagen om skolebørnene, opfordrede afdelingskontoret menighederne til igen at begynde at bruge rigssalene mere åbent. Dette ville tvinge myndighederne til at tage et  mere afgjort standpunkt, enten ved at gå imod os eller ved at give os større frihed.

Den 21. marts 1986 blev koordinatoren for afdelingskontoret bedt om at komme til politiets hovedkvarter. Han blev advaret: „I bruger jeres mødesale igen, og det har I ikke fået tilladelse til.“ Broder Gavilán svarede: „Tillad mig at minde om at man i øjeblikket er ved at vurdere om det dekret som ugyldiggjorde vores juridiske anerkendelse, er forfatningsstridigt. Det er noget som højesteret i øjeblikket overvejer; og der er ikke truffet nogen afgørelse endnu. Hvis dekretet viser sig at være forfatningsstridigt, er det ugyldigt, og set fra et juridisk synspunkt har vi lov til at udøve vores aktiviteter så længe den endelige dom endnu ikke er afsagt.“ „Jeg er ikke dommer,“ svarede betjenten, „så det har jeg ikke noget at indvende imod. Skaf mig en liste over jeres mødesale, så må vi se hvad der sker.“ Dermed sluttede samtalen. Betjenten havde fået de ønskede oplysninger samt den juridiske begrundelse. Rigssalene blev ikke lukket igen.

Men den 26. februar 1987 afsagde højesteret under retspræsident dr. Luis María Argaña en kendelse imod Jehovas vidner i sagen om skolebørnene. Blandt mange af de intellektuelle betragtedes dette som en politisk afgørelse, og ikke så få fordømte den. Hvordan påvirkede dette Jehovas Vidners arbejde?

Den gode nyhed forkyndes fortsat

Arbejdet med at forkynde den gode nyhed ophørte ikke i disse vanskelige år. I januar 1984 indledte afdelingskontoret en kampagne for at gennemarbejde isolerede distrikter ved hjælp af midlertidige specialpionerer. Det første år var der 30 som deltog i denne særlige form for tjeneste, og 75 forskellige byer blev besøgt. I 14 af dem ville de lokale myndigheder ikke tillade brødrene at forkynde. Men andre steder  tilbød myndighederne at beskytte brødrene når de fik forklaret værdien af dette åndelige arbejde, og i nogle tilfælde sørgede de endda for at brødrene kunne overnatte på politistationen.

Al denne aktivitet resulterede i at mange interesserede blev fundet. En kvinde der boede cirka 200 kilometer fra Asunción, skrev til afdelingskontoret og bad om yderligere hjælp efter at nogle pionerer havde givet hende bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Da et forkynderægtepar som svar på hendes forespørgsel besøgte hende, kiggede hun op mod himmelen og takkede Jehova med tårer i øjnene. Trods modstand fra slægtninge blev hun en trofast tjener for Jehova og forkyndte for naboer og bekendte.

Der blev dannet nye grupper af forkyndere og nye menigheder i disse tidligere isolerede områder. Denne midlertidige specialpionerkampagne blev en årligt tilbagevendende begivenhed som med gode resultater er fortsat helt frem til i dag.

Presset letter

I de officielle kredse fik man større kendskab til Jehovas vidner og deres aktiviteter. Der blev fortsat gjort bestræbelser for at hjælpe embedsmænd til at få en bedre forståelse af Jehovas Vidners arbejde indtil der blev givet en mundtlig tilladelse til at afholde et offentligt stævne den 21. og 22. marts 1987 i Jehovas Vidners eget stævnecenter.

Det var en meget glædelig dag. Med tårer i øjnene omfavnede brødrene og søstrene hinanden. Efter ni år med modstand, spændinger, usikkerhed og direkte forfølgelse kunne de for første gang frit samles i Paraguay for at tilbede Jehova. Til stede var delegerede fra Argentina, Brasilien og Uruguay som var indbudt til denne særlige begivenhed. Det var forbudets nådestød.

 Igen juridisk anerkendelse

Paraguay stod over for forandringer. De politiske spændinger tog til; og om natten den 2. februar 1989 kunne man høre lyden af tungt skyts i Asunción. Der var udbrudt revolution. Alfredo Stroessners militærregime blev bragt til ophør den følgende dag.

Man tog straks skridt til at opnå juridisk anerkendelse igen. Ansøgningen blev omsider godkendt den 8. august 1991. Det var en særlig glædelig dag for Jehovas folk i Paraguay.

Den 20. juni 1992 trådte en ny forfatning i kraft. Den indeholdt vigtige paragraffer om menneskerettigheder, såsom  frihed til at forsamles, frihed til militærnægtelse, religions- og tankefrihed og afskaffelse af en statsreligion. Disse og andre bestemmelser medførte kærkomne lettelser.

Fremad i arbejdet!

Der var stadig meget at gøre i forkyndelsesarbejdet i Paraguay. Da forbudet blev indført i 1979, var der 1541 forkyndere i landet. Da vi igen opnåede juridisk anerkendelse, var der 3760 som rapporterede. Nu er der cirka 6200. Men forholdstallet er alligevel 1 forkynder til 817 indbyggere. Hvad kan man gøre for at nå ud til endnu flere?

Hvert år sendes specialpionerer regelmæssigt ud for at forkynde i byer hvor der endnu ikke er nogen menigheder. Men 49 procent af befolkningen bor i landområderne. I 1987 udstyrede man en lastbil med de grundlæggende fornødenheder så den kunne tjene som husvogn for specialpionerer. Den har nu i ti år været med til at bringe forkyndere ud til de landdistrikter som ikke gennemgås af menigheder eller midlertidige specialpionerer. På denne måde er livets vand blevet tilgængeligt i store dele af landet.

Man har også gjort en særlig indsats for at forkynde for folk som bor langs floderne. Deres eneste fysiske kontakt med omverdenen sker ofte pr. båd. I 1992 byggede Selskabet  derfor en båd der kunne tjene som hjem for en besætning på fire. De begyndte systematisk at søge efter symbolske får langs flodens bredder. Bådens navn er meget passende El Pionero.

„Vi krydsede Paraguayfloden,“ skriver den broder som er ansvarlig for gruppen, „og ankom til Puerto Fonciere, cirka 480 kilometer fra Asunción, og begyndte at forkynde fra hus til hus. Under en samtale med en ældre kvinde nævnte vi at Gud har lovet at han vil udrydde al ondskab, og at vi som Jehovas vidner fortalte folk at Gud vil udvirke dette ved hjælp af sit rige. Kvinden afbrød samtalen og sagde til sit barnebarn at hun skulle kalde på sin bedstefar og sige at ’hans folk’ var kommet. Kort efter kom bedstefaderen, en mand i halvfjerdserne. Han svedte fordi han havde arbejdet på sin gård, men han bød os hjerteligt velkommen, og med tårer i øjnene takkede han Gud for at vi endelig var kommet. Han sagde at han i nogen tid havde ventet vores besøg. Lidt forbavsede udbad vi os en forklaring. Han fortalte at en kaptajn i hæren fra øen Peña Hermosa havde givet ham en bibel og bogen „Det er umuligt for Gud at lyve“. Kaptajnen havde understreget adskillige skriftsteder, for eksempel Salme 37:10, 11 og Salme 83:18, og havde sagt til manden at Jehovas vidner en dag ville komme til hans hjem og fortælle ham mere om Jehovas hensigt. Der blev straks oprettet et bibelstudium.“

Indtil nu har båden mindst to gange været igennem hele distriktet langs Paraguayfloden fra den bolivianske grænse i nord til den argentinske grænse i syd, alt i alt en rejse på cirka 1260 kilometer.

Nidkære arbejdere tager del i høsten

Da Jesus i det første århundrede underviste sine disciple, sagde han: „Bed . . . høstens Herre om at sende arbejdere ud  til sin høst.“ (Matt. 9:38) Denne tilskyndelse har Jehovas nutidige vidner fulgt, og høstens Herre har sendt mange nidkære arbejdere ud for at tage del i den åndelige høst i Paraguay.

Fra 1945 og frem til i dag har 191 missionærer tjent i Paraguay. Af disse har 60 været i landet i ti år eller mere (deriblandt 22 der tjener som missionærer, men som ikke er udgået fra Gilead), og i øjeblikket er der 84 missionærer i landet. I de områder mod øst hvor de har koncentreret deres virke, er der nu 61 velfungerende menigheder.

For at fremme forkyndelsen i dette land, hvor forholdstallet stadig er 817 til 1, har afdelingskontorerne i nabolandene tildelt nogle specialpionerer distrikt her. Der er også forkyndere fra mange andre lande som er flyttet til Paraguay. De er kommet fra lande som Argentina, Bolivia, Brasilien, Canada, Chile, Danmark, England, Finland, Frankrig, Italien, Luxembourg, Schweiz, Spanien, Sverige, Tyskland, Uruguay, USA og Østrig. Forkynderne har brugt deres midler og evner til på mange måder at fremme arbejdet med at forkynde Riget. Nogle har tjent i de større byer; andre tjener i byer og landsbyer hvor forholdene er mere primitive. De fleste af dem er pionerer. Nogle har hjulpet til med at bygge rigssale og betelhjem.

I årenes løb har Paraguay modtaget indvandrere af forskellige nationaliteter. Tyske, polske, russiske, ukrainske, japanske og koreanske indvandrere har slået sig ned i forskellige dele af landet. Også disse bliver besøgt af missionærer og andre forkyndere som er flyttet til Paraguay.

Men hvad med dem der taler guarani? De udgør op mod 90 procent af befolkningen. Ifølge en nylig undersøgelse taler 37 procent af Paraguays befolkning kun guarani. Det er hovedsagelig de lokale forkyndere der arbejder blandt disse,  og de er glade for at have brochurer på guarani som en hjælp i dette arbejde.

Nogle af de lokale Jehovas vidner har brugt mange år i heltidstjenesten. I sine 36 år som specialpioner har Edulfina de Yinde hjulpet 78 personer frem til indvielse og dåb. Hun og hendes mand glæder sig over at der er fem blomstrende menigheder dér hvor de har tjent. Også María Chavez har hjulpet mange i de 39 år hun har tjent som specialpioner.

Tusinder af andre som ikke er pionerer, tjener også nidkært Jehova. Mange af dem må gå langt for at overvære møder og aflægge et grundigt vidnesbyrd i landdistrikterne. Ofte tager de hjemmefra før solopgang med en stor portion „paraguayansk suppe“ (i pulverform) eller måske maniok og nogle majspandekager. Omkring klokken syv er de klar til at begynde i forkyndelsen og fortsætter ofte helt til solnedgang. Når de kommer hjem, er de trætte, men glæder sig over at de har kunnet yde en indsats for at fortælle andre om Jehova og hans vidunderlige hensigt.

Tørstige ’tager frit af livets vand’

Som forudsagt i Bibelen bliver alle der ønsker det, nu indbudt til „frit [at] tage af livets vand“. (Åb. 22:17) I Paraguay har tusinder taget imod indbydelsen.

Blandt disse er Herenia. Hun blev opdraget som katolik og gik meget op i kirkens traditioner og i religiøs overtro. Hun var meget bange for de døde og for helvede. Desuden troede hun på varsler og blev skrækslagen når hun så eller hørte noget hun tolkede som et ondt varsel. I 20 år levede hun med denne frygt. Men i 1985 begyndte hun at studere Bibelen med Jehovas vidner. Efterhånden blev hun forfrisket af sandhedens vand, og det gav hende et ønske om at leve evigt i det paradis som er forudsagt i Guds ord.

 I 1996 fik Isabel, en kvinde i byen Carapeguá, også mulighed for at smage livets vand. Men da hun i bogen Kundskab der fører til evigt liv så at det ikke stemte med hvad hun troede på, bad hun forkynderne om ikke at komme igen. Hun læste dog selv bogen og talte med naboerne om den, og da en forkynder igen traf hende, var der personer fra fire forskellige husstande som ønskede at lære mere. De fleste af dem mistede senere interessen på grund af modstand fra prædikanten i pinsekirken, men der blev aflagt et godt vidnesbyrd, og den første kvinde samt en nabo tager stadig til sig af livets vand.

Da Dionisio og Ana første gang fik tilbudt noget af livets vand, var deres situation som så mange andres — de boede sammen uden at være gift, og det havde de gjort i 20 år. Dionisio og hans ældste datter begyndte at studere med Jehovas vidner i 1986; Ana og to andre døtre var modstandere. Ana bad forkynderen om ikke at tale mere med Dionisio, truede med at dræbe forkynderen, sagde at hun ville tilkalde politiet, og konsulterede en katolsk nonne. Derefter henvendte hun sig til børnedomstolen og påstod at bibelstudiet var til fare for hendes ældste datter. Da den kvindelige dommer undersøgte sagen, fandt hun ud af at Dionisio sørgede godt for sin familie, og hun anbefalede Ana at undersøge Bibelen sammen med ham. Ana indvendte at hendes ven nonnen havde advaret hende om at Jehovas vidner øver umoralitet ved deres møder. Dommeren beroligede hende og sagde: „Vi katolikker siger at vi kender Bibelen, men vi aner faktisk intet. Jehovas vidner studerer Bibelen. Det vil jeg foreslå at du også gør.“ Derefter tilskyndede dommeren Ana til at gifte sig med Dionisio.

Overrasket opsøgte Ana igen nonnen og bad hende studere Bibelen med dem. Nonnen svarede at det ikke var nødvendigt. Hun tilskyndede desuden Ana til ikke at gifte sig  med Dionisio — skønt hun på et tidspunkt hvor Dionisio ikke ville giftes, ofte havde sagt til Ana at hun burde gifte sig med ham. Kort tid efter blev Anas far alvorligt syg. Lokale Jehovas vidner ydede familien stor hjælp. Dette blev vendepunktet for Ana. Hun påbegyndte et bibelstudium og blev gift med Dionisio. Nu, næsten ti år senere, er Dionisio ældste, og hele hans familie tjener nidkært Jehova.

Som følge af den kærlige vedholdenhed forkynderne har vist, er de nået ud til mange i Paraguay. I San Lorenzo-området var der for eksempel kun én menighed i 1982. Trods forbudet tog mange af forkynderne del i pionertjenesten; det betød at menighedens distrikt, som indbefattede nogle nærliggende byer, efterhånden begyndte at blive gennemgået regelmæssigt. Jehova har velsignet deres nidkærhed. Nu er der ni menigheder i området. Werner Appenzeller og hans kone, Alice, føler at den vækst de har været vidne til i dette område, har været deres største glæde i de 40 år de har virket i Paraguay.

Væksten fortsætter, ikke blot i ét område, men overalt i landet. I 1996 blev der indviet et flot nyt afdelingskontor på en grund cirka 10 kilometer fra Asunción. Der er rigssale i mange dele af landet hvor der regelmæssigt holdes møder og undervises i Bibelen. Jehovas vidner opsøger stadig folk i deres hjem og taler med dem på gaden. De er nidkært optaget af at indbyde folk af alle slags til „frit [at] tage af livets vand“.

 [Helsides illustration på side 210]

[Illustration på side 213]

Juan Muñiz var blandt de første der bragte Rigets budskab til Paraguay

[Illustration på side 217]

Julián Hadad var en af de første i Paraguay som tog imod sandheden fra Bibelen

[Illustration på side 218]

Jóvita Brizuela blev døbt i 1946, og hun er stadig specialpioner

[Illustration på side 218]

Sebastiana Vazquez har tjent Jehova siden 1942

[Illustration på side 222]

William Schillinger tjente som missionær i Paraguay i 40 år, indtil sin død

[Illustration på side 230]

Werner Appenzeller og hans kone, Alice, der har været missionærer i Paraguay i 40 år

[Illustration på side 233]

Forkynderne er glade for at have deres egen rigssal (i Asunción) — den første som forkynderne i Paraguay selv byggede

[Illustrationer på side 235]

Jehovas Vidners Stævnecenter

[Illustration på side 237]

Der forkyndes for en som høster sukkerrør i Villarrica

[Illustration på side 243]

Rigssalen i Fernando de la Mora (Nord)

[Illustration på side 243]

Rigssalen i Vista Alegre (Nord), Asunción

 [Illustrationer på side 244, 245]

 Nidkære forkyndere fra mange lande er kommet til Paraguay for at deltage i forkyndelsesarbejdet: (1) Canada, (2) Østrig, (3) Frankrig, (4) Brasilien, (5) Korea, (6) USA, (7) Belgien, (8) Japan, (9) Tyskland

[Illustration på side 246]

Båden „El Pionero“ på Paraguayfloden

 [Illustrationer på side 251]

Medarbejderne ved afdelingskontoret i Paraguay, nær Asunción

[Illustrationer på side 252]

Afdelingskontorets udvalg (fra oven): Charles Miller, Wilhelm Kasten, Isaac Gavilán