Virksomheden i hele verden

Lad lyset skinne

Et af fortidens syv underværker, fyrtårnet Faros ved Alexandria, stod som et vartegn på øen Faros ved indsejlingen til Alexandrias havn i Ægypten. I cirka 1500 år ledte denne lyskilde søens folk i sikkerhed.

Jesus Kristus henviste imidlertid til en langt vigtigere lyskilde da han sagde: „Jeg er verdens lys.“ (Joh. 8:12) Ved at formidle åndelig oplysning om Guds hensigter lærte han folk hvordan de skulle leve, og hvordan de kunne opnå evigt liv. Hans lære øver den dag i dag en magtfuld og positiv indflydelse på folk. Han mindede desuden sine disciple om deres ansvar med ordene: „I er verdens lys.“ Skulle de udelukkende sprede det åndelige lys ved at tale med andre? Jesus tilføjede: „[Lad] jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ — Matt. 5:14-16.

Mange kan godt se at Jehovas vidner er lovlydige borgere der værner om familien, at de har høje moralnormer og en  god etik, og at de flittigt forkynder budskabet i Guds ord. Der er imidlertid også nogle der modstår vores arbejde, og som med alle midler forsøger at bringe Jehovas folk i vanry og hindre vores bestræbelser for at lade lyset skinne. Det gør de ved at forsyne politikere og medier med unøjagtige, løgnagtige og nedsættende oplysninger om Jehovas Vidner. I et forsøg på at rette op på en sådan vildledende fremstilling godkendte Det Styrende Råd i februar 1997 at man oprettede Public Affairs Office (Jehovas Vidners Informationstjeneste) under tilsyn af Redaktionsudvalget. På flere af Selskabets afdelingskontorer har man oprettet en lokal informationstjeneste.

Gode gerninger fremhæves

Hensigten med denne ordning er at tage skridt til på forhånd at give medier, akademikere, myndighedspersoner og offentligheden som helhed et sandt billede af vores tro og virke. Jehovas Vidner gør det ikke for at prale af sig selv. De ærer Jehova — og det gør de blandt andet ved at lade folk se deres gode gerninger, der afspejler Jehovas høje normer. — 1 Kor. 1:31.

Som enkeltpersoner og gruppe betragtet er Jehovas vidner et aktiv i lokalsamfundet fordi de følger Bibelens principper. Deres offentlige virke omfatter ikke udelukkende deres velkendte forkyndelse fra hus til hus. Når folk med tilknytning til forskellige brancher og organisationer bliver kendt med vores gode gerninger, er der større sandsynlighed for at de vil have en positiv holdning når de bliver kontaktet i forkyndelsen.

Katastrofehjælp

En af de måder hvorpå vi viser at vi har kærlighed til næsten, er ved at sørge for nødhjælp under katastrofer. I Den Demokratiske Republik Congo (det tidligere Zaire) organiserede  et hold Jehovas vidner for eksempel i 1997 humanitær nødhjælp. Med bistand fra tusinder Jehovas vidner i Belgien, Frankrig og Schweiz modtog flygtninge flere tons mad, tøj, vitaminprodukter og medicin, samt 18.500 par sko og 1000 tæpper, som alt sammen blev sendt med fly til Afrika. Værdien af alt dette beløb sig til næsten 6,5 millioner kroner. Disse forsyninger blev hovedsagelig sendt som en gave til Jehovas vidner, men andre fik også del i nødhjælpen. — Gal. 6:10.

Afdelingskontoret i Frankrig blev hjulpet til at udarbejde en brochure om de nærmere detaljer i forbindelse med denne nødhjælp. Brochuren blev sendt til politikere og journalister for at gøre dem bekendt med hvad Jehovas vidner rent praktisk gør for at hjælpe folk i nød. Flere politikere gav udtryk for deres værdsættelse af oplysningerne. De var især imponerede over det der blev gjort for at sikre at forsyningerne nåede frem til dem der var i nød, og blev fordelt retfærdigt.

Et bedre familieliv

Familiens sammenbrud er et alvorligt problem for myndighederne og bekymrer mange myndighedspersoner. Før den store uddeling af bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv gjorde Jehovas vidner i Finland en fælles indsats for at kontakte amtsrådsmedlemmer, borgmestre, lokale embedsmænd, socialarbejdere og avisredaktører personligt for at forklare hvad Jehovas vidner udretter, og hvordan bogen kan hjælpe familier. Som følge heraf skrev cirka 120 aviser positive artikler om sagen. Næsten alle borgmestre og andre myndighedspersoner tog imod et eksemplar af bogen og lovede at gøre sig bekendt med den.

I en by i Litauen hvor der kun findes en lille gruppe forkyndere, besøgte man også byens borgmester for at give ham  et eksemplar af bogen og fortælle om vores arbejde. Borgmesteren blev imponeret og spurgte brødrene om de holdt regelmæssige møder i byen, da han mente at det er vigtigt for folk at få sådanne oplysninger. De forklarede at de ikke var ret mange, og at de ikke havde en sal hvor de kunne samles, men han opfordrede dem alligevel til at begynde at holde møder. Takket være denne opmuntring fra borgmesteren begyndte Jehovas vidner at holde regelmæssige møder i Skuodas.

Facts om Holocaust

I de senere år har begivenhederne i forbindelse med nazitiden og Holocaust på ny vakt myndighedspersoners, historikeres og læreres opmærksomhed. Jehovas Vidner var en af de få grupper som konsekvent tog til orde mod de grusomheder Hitlers regime begik. Historien herom har tiltrukket sig akademikeres interesse. Man har fremstillet en brochure og en 28-minutters udgave af videofilmen Jehovas Vidner står fast trods nazismens terror som lærere kan benytte når de skal undervise om det der skete i forbindelse med Holocaust. Disse redskaber lægger vægt på de etiske og moralske spørgsmål en sådan tragedie rejser. De vil sætte lærere i stand til at vise deres elever et positivt eksempel på en gruppe der uden tøven tog stilling til spørgsmål vedrørende gruppepres, intolerance og samvittighed. Både lærere i folkeskolens højere klasser og op til universitetsniveau har givet udtryk for at de er meget interesserede i et sådant materiale.

Videofilmen Jehovas Vidner står fast trods nazismens terror havde premiere på museet ved koncentrationslejren Ravensbrück, der ligger 60 kilometer nord for Berlin i Tyskland. Den blev overværet af myndighedspersoner, historikere, højtstående embedsmænd og nogle der havde overlevet nazisternes forfølgelse. Premieren fik megen positiv  medieomtale. Nioghalvfems aviser samt to store radiostationer bragte historien. Filmen er blevet vist i mere end 150 byer i Tyskland og har vakt stor interesse i offentligheden.

I maj 1997 deltog to brødre i Moskva i Rusland i et internationalt symposium for akademikere om hvordan man oplyser om Holocaust. De fortalte Jehovas Vidners historie i nazitiden og understregede at Jehovas vidner oplæres til at betragte alle mennesker upartisk. — Apg. 10:34, 35.

Ved en anden lejlighed overværede ti Jehovas vidner fra Rusland, Ukraine og Tyskland som havde overlevet nazitiden, en pressekonference i Moskva hvor der var premiere på den russisksprogede udgave af videofilmen Jehovas Vidner står fast trods nazismens terror. To overlevende fra koncentrationslejren Stutthof, en fra Tyskland og en fra Ukraine, havde skrevet sammen siden de blev løsladt i maj 1945. I Moskva så de hinanden for første gang i 52 år! Efter pressekonferencen gik journalisterne rundt blandt brødrene og tog billeder og optog interview. Videofilmen Jehovas Vidner står fast trods nazismens terror blev modtaget med lange klapsalver og mange tårer. Begivenheden skabte opmærksomhed hos medierne og i undervisningssektoren. Russiske journalister, der generelt havde været negative over for Jehovas vidner, udtrykte sig nu positivt om både vores historie og vores arbejde. En avis skrev: „Mange blev arresteret, sendt til koncentrationslejre og henrettet. Men menneskeligt mod, støttet af troen på Gud, viste sig i sidste ende at være stærkest. Det er godt at der var nogle som ville lave denne film og dermed gøre verden opmærksom på et forholdsvis ukendt kapitel i historien om modstanden mod nazismen. Vi takker dem.“

Nogle initiativer

Ansvarlige journalister vil som regel give en uvildig og nøjagtig fremstilling af en sag hvis de møder samarbejdsvilje  og får de rette oplysninger. Da en religiøst motiveret pøbel angreb en rigssal i Israel, gjorde man derfor en koordineret indsats for at gøre medierne bekendt med episoden. Aviser og fjernsyn dækkede det reparationsarbejde som blev udført af 15 Jehovas vidner der var på besøg som turister med et krydstogtskib. Denne nyhedsdækning viste den store kontrast mellem folk der blot hævder at tro på Gud, og folk der virkelig lever efter Guds lære.

I Zambia skrev en journalist en avisartikel hvori han forbandt Jehovas Vidner med satanisme. Afdelingskontoret fik retningslinjer for hvordan det kunne kontakte avisens redaktør, og der blev udarbejdet et udkast til et læserbrev. Avisens redaktør modtog et eksemplar af ’Kundskabsbogen’ og brochuren Spirits of the Dead — Can They Help You or Harm You? Do They Really Exist? Han lovede at tage sig af sagen. Allerede næste dag bragte avisen læserbrevet i sin fulde ordlyd under overskriften „Jehovas Vidner imod satanisme“.

Som følge af vildledende og urigtige oplysninger har offentligheden i visse europæiske lande fejlagtigt sat Jehovas Vidner i bås med farlige kulter. Afdelingskontorerne er blevet hjulpet til at tage nogle initiativer med henblik på at oplyse om vores virksomhed som organisation betragtet og afklare de tvivlsspørgsmål myndighederne måtte have vedrørende os.

I kontrast til det åndelige mørke verden befinder sig i, fortsætter sandhedens lys med at stråle klart. Apostelen Paulus’ ord i Filipperbrevet 2:15 er derfor meget rammende: „I skinner som lysspredere i verden.“ Vi beder til at Jehova vil lede og velsigne de bestræbelser der gøres for at rette de fejlagtige opfattelser og fordomme man har vedrørende Jehovas Vidners organisation og virksomhed. Det er vort håb at vi ved fortsat at ’lade vort lys skinne’ på denne måde vil bringe pris til Jehova, hvis lys oplyser vor sti. — Sl. 36:9.

 Afrika

Afrika er et kontinent hvor der tales mange sprog. Ud over dem der er indført fra Europa, tales der cirka 750 sprog. Jehovas kærlige hensigt er at mænd, kvinder og børn „af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ skal føres frelst gennem „den store trængsel“. (Åb. 7:9, 14) De må derfor have mulighed for at lære om Jehova. For at de ikke blot skal høre, men opnå nøjagtig kundskab om hans veje, udgiver Selskabet publikationer på 127 af de sprog der hovedsagelig tales af afrikanere. (1 Tim. 2:3, 4) I det forløbne tjenesteår blev der føjet ni sprog til, og der arbejdes i øjeblikket på at fremstille publikationer på yderligere 11 sprog. I 1997 blev Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udgivet på swahili i Tanzania og Kenya. Den blev også udgivet på tswana i Botswana og Sydafrika.

Et højdepunkt i Angola var da man modtog og kunne sprede ’Kundskabsbogen’ og brochuren Hvad kræver Gud af os? på tre lokale sprog, nemlig kimbundu, kikongo og  umbundu. Med disse redskaber er forkynderne i stand til ved hjælp af enkle, direkte præsentationer at oprette bibelstudier på første besøg. Antallet af hjemmebibelstudier i Angola nåede en ny rekord på 71.000, hvilket er over to studier pr. forkynder. Væksten i forkyndertallet har også været helt utrolig, nemlig 16 procent! I og omkring hovedstaden, Luanda, findes der nu omkring 350 menigheder, opdelt i 17 kredse.

En søster i Etiopien forkyndte for andre mens hun gik på vejen, men hun var ikke klar over at der gik én bag hende og lyttede. Efter at andre foragteligt havde afvist budskabet, kom denne mand hen til hende og bad om et bibelstudium. For at overvære studiet måtte han gå ni timer hver vej. Da han gerne ville være forkynder, bad man kredstilsynsmanden om at besøge ham. Kredstilsynsmanden blev overrasket over at 30 personer ventede ham! Denne bibelstudieelev havde fortalt andre om det han havde lært. De havde mange spørgsmål, og drøftelsen varede til klokken tre om natten uden at kredstilsynsmanden endnu havde haft lejlighed til at tale med bibelstudieeleven for at finde ud af om han var kvalificeret til at blive udøbt forkynder. Af hensyn til en anden aftale blev kredstilsynsmanden nødt til at tage af sted den følgende morgen. Bibelstudieeleven tog med ham, og mens de gik, stillede kredstilsynsmanden ham nogle spørgsmål. Det endte med at kredstilsynsmanden fortalte bibelstudieeleven at han var kvalificeret til at være forkynder. Dernæst bad de en bøn sammen og tog afsked. Denne ydmyge mand blev døbt i januar 1997. Han går stadig langt for at overvære møderne — i alt 12 timer.

I de senere år er der kommet mange missionærer til Burkina Faso. I øjeblikket tjener 42 missionærer i dette land syd for Sahara. Nogle af disse har gennemgået Gileadskolen eller Skolen for Udnævnte Tjenere før de har fået tildelt dette distrikt. Andre har som pionerer udelukkende modtaget den  undervisning alle Jehovas vidner modtager i deres rigssale. Pionerer fra Frankrig har i tillid til Jehova bragt store personlige ofre ved på egen hånd at rejse til dette land for at tjene hvor der er stort behov. Jehova velsigner afgjort disse nidkære forkynderes anstrengelser.

En kvinde i Harare i Zimbabwe begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner ved hjælp af ’Paradisbogen’. Hendes mand bebrejdede hende imidlertid at hun brugte familiens penge på at købe bøger der var uden værdi. Han bad hende komme sammen med et andet trossamfund. Efter nogen tid flyttede familien til deres hjemby, Chendambuya. Her blev familien syg af malaria. Mens manden lå i sengen, fandt han et ældre nummer af Vagttårnet som hans kone havde beholdt. Dernæst læste han ’Paradisbogen’, og det med stor fornøjelse. Konen spurgte om hun kunne være med til at læse den, og de begyndte derfor at læse bogen sammen. „Lærer de det her i den kirke du nu kommer i?“ spurgte han hende. „Nej,“ svarede hun. „Så skal du ikke komme der mere,“ sagde han. „Vi må finde den kirke som fremstiller disse bøger.“ „Men det er den kirke du sagde jeg ikke skulle komme i,“ mindede hun ham om. „Det ved jeg godt. Men lad os finde frem til den alligevel.“ De bad om at få besøg af en forkynder, der med det samme påbegyndte et studium med dem over ’Kundskabsbogen’. I løbet af en måned havde de gennemgået bogen. De blev døbt i august ved områdestævnet.

Lokale begravelsesskikke er blandt de „fæstningsværker“ som vore brødre i Senegal må søge at ’nedrive’. (2 Kor. 10:4, 5) Disse skikke er ofte forbundet med handlinger der har tilknytning til troen på sjælens udødelighed. Da et Jehovas vidne på 89 år der boede i en landsby i nærheden af Dakar, for nylig døde, forbød hendes søn at man udførte begravelsesritualer der var i modstrid med Bibelens lære. Ifølge stammens skikke skal faderens familie skaffe et hvidt klæde  som liget skal svøbes i før begravelsen. Før klædet anvendes, rives et stykke af og skæres i strimler, som dernæst bindes om håndleddet og halsen på de nærmeste slægtninge. Det viser ikke blot at de tilhører familien, men folk tror at de derved undgår at mishage den afdøde. Vores broders familie var den første der, til landsbyens forbløffelse, ikke fulgte denne skik. En katolik bemærkede: „Hvad vi har forsøgt at gennemføre i 15 år, har Jehovas vidner udrettet på én dag. Jeg tror at de har en anden kraft.“ Over 400 fra denne ølandsby overværede begravelsen af den gamle mor. Mange stiller nu bibelske spørgsmål og får tilfredsstillende svar.

Vore brødre i Zaire (der nu hedder Den Demokratiske Republik Congo) har fundet stor trøst i ordene i Salme 112:7, der lyder: „Han bliver ikke bange fordi der meldes om ulykke. Hans hjerte er fast, stoler på Jehova.“ Året begyndte godt med en ny forkynderrekord på 104.134. Så udbrød der krig i den østlige del af landet, og krigen bredte sig vestover. Det var ikke muligt for brødrene på afdelingskontoret i Kinshasa at opretholde kontakten med brødrene i de besatte områder. Men der var 180 kredstilsynsmænd og 11 områdetilsynsmænd i hele landet, og de styrkede og opmuntrede brødrene. Hakizimana Musa, en af kredstilsynsmændene, skrev: „Jeg tænker ofte på Salme 46:1 når jeg cykler rundt for at besøge brødrene. Jeg ved at de har brug for opmuntring i disse kritiske tider. Nogle gange ser jeg udbrændte huse, og alle er flygtet — selv fuglene er fløjet bort! Jeg er blevet standset af soldater og advaret mod at fortsætte på grund af faren. Selv om jeg var bange og mit hjerte hamrede, bad jeg en bøn og fortsatte for at nå frem til den næste menighed.“

Afdelingskontoret var ikke i stand til at sende nødhjælpsforsyninger ind i de besatte områder, men brødrene her var meget taknemmelige da en gruppe Jehovas vidner fra Europa kom ind som nødhjælpsarbejdere med de nødvendige forsyninger.  I maj 1997 faldt hovedstaden, Kinshasa. Mens fjernsynsseere overalt i verden så gruopvækkende billeder af forarmede og hungrende krigsflygtninge, holdt Jehovas folk sig neutralt i konflikten. Mange måtte flygte fra deres hjem og udholde sygdom og sult, men de fortsatte fredeligt med at forkynde den gode nyhed om Guds rige. At brochuren Hvad kræver Gud af os? blev udgivet på sproget uruund, forekom måske ikke at være af særlig stor betydning i andre dele af verden. Men da en menighed i dette land på 56 forkyndere brugte brochuren, oprettede de 150 bibelstudier med henblik på at hjælpe folk der havde stort behov for den støtte som kun Gud kan give.

En pioner i Nigeria brugte brochuren Hvad kræver Gud af os? da han forkyndte for en medpassager i en taxa. De drøftede nogle af punkterne fra lektionen „Skikke og opfattelser der mishager Gud“. Manden lyttede opmærksomt, stillede spørgsmål og modtog en brochure. Da de standsede for at købe forfriskninger og sad i en restaurant, henvendte manden sig til pioneren og viste ham en pakke. „Hvad er der i den?“ spurgte pioneren. „Det er penge. Men jeg ved ikke hvor mange der er i den, for det er ikke mine penge. Jeg tog dem fra en af rejsetaskerne bag i taxaen.“ På grund af det forkynderen havde vist ham i brochuren, sagde manden nu at han ville levere pengene tilbage til ejeren. Ejeren, en ung forretningsmand, kunne hurtigt genkende pakken, der indeholdt 150.000 naira (cirka 11.000 kroner). Manden der havde taget pengene, havde fulgt efter sit offer 500 kilometer. Han sagde til forretningsmanden at han skulle takke pioneren, for det var brochuren der havde fået ham på andre tanker. Chaufføren og de andre passagerer blev så forbløffede at de også ønskede et eksemplar af brochuren. Forretningsmanden havde altid afvist Jehovas vidner, men nu ville han gerne have et bibelstudium.

 Asien og øerne i Stillehavet

En stor del af jordens befolkning bor på det asiatiske fastland. Dertil kommer de tusinder af store og små øer der ligger spredt i havene. Overalt hvor der er mennesker, har Jehovas vidner bestræbt sig for at nå dem med den gode nyhed om Guds rige.

Det har stor værdi at få bibelske publikationer ud til disse mennesker, hvilket fremgår af følgende erfaring fra en østat sydøst for Indien. I begyndelsen af 1980’erne spredte en forkynder på Sri Lanka ’Paradisbogen’ til en mand der boede i en by hvor der ikke var Jehovas vidner. I 1985 begyndte denne mand på egen hånd at læse bogen og forstod at den indeholdt sandheden. Dernæst læste han den sammen med sin familie, og han begyndte også at læse den og drøfte den med sine nære venner. Der gik ikke lang tid før en gruppe på 11 mødtes i hans hus for at drøfte disse oplysninger. De afbrød deres forbindelse med falsk religion, og de var klar over at de også måtte forkynde for andre. I januar 1997  modtog afdelingskontoret et brev fra dem hvori de anmodede om hjælp.

Da et specialpionerægtepar blev sendt ud for at besøge dem, spurgte de specialpionererne om de kunne lære dem at bede. Efter at have besvaret mange spørgsmål og talt frem og tilbage blev pionererne indbudt til at blive natten over. Næste morgen klokken seks blev de vækket af værten, der var ivrig efter at få flere spørgsmål besvaret. Da klokken blev ni, var der kommet 16 personer til hjemmet. Der blev holdt et improviseret offentligt foredrag, flere spørgsmål blev besvaret, og klokken to kunne pionererne begive sig på vej hjem. Der holdes nu regelmæssigt møder i dette område.

Da et Jehovas vidne i Libanon var på vej hen for at møde en anden forkynder, traf hun en ældre dame der sad og hvilede sig fordi hun havde båret nogle tunge ting. Da søsteren tilbød sin hjælp, udbrød damen: „Findes der stadig sådanne mennesker?“ Hun takkede søsteren mange gange og insisterede på at give hende en kop kaffe. Søsteren sagde ja tak, benyttede lejligheden til at forkynde for damen og lovede at komme med ’Kundskabsbogen’. Damen sagde at hun ikke brød sig om Jehovas Vidner, men ville dog gerne have bogen. Da søsteren kom på genbesøg, mødte hun damens datter, og datteren var meget begejstret for det hun hørte. Der ledes nu et regelmæssigt bibelstudium over ’Kundskabsbogen’ med hende.

Der findes politisk indflydelsesrige personer som sætter pris på det arbejde Jehovas Vidner udfører. Men andre, der er under stærkt pres fra gejstlige, pålægger Jehovas Vidner restriktioner. Vi er imidlertid taknemmelige for at Jehovas Vidner i det forløbne år er blevet juridisk anerkendt i Pakistan, Malaysia og Kasakhstan.

En lokal ældste i en kirke i Pakistan plejede at sige til folk at de ikke skulle lukke Jehovas vidner ind i deres hjem fordi  de ikke troede på Jesus, og fordi det de lærer, er forkert. En specialpioner studerede imidlertid med en familie som ikke ønskede at holde op. En dag kom denne kirkeældste for at besøge familien mens de havde deres bibelstudium. Han sad stille og lyttede under studiet og blev forbløffet over at Jehovas vidner virkelig underviser ud fra Bibelen. Som følge heraf blev der oprettet et studium med ham også. Han begyndte at overvære menighedens møder og er nu et døbt Jehovas vidne. Det har ført til at yderligere seks personer er begyndt regelmæssigt at overvære Jehovas Vidners møder.

Der findes mange byer i Malaysia med over 30.000 indbyggere hvor der ikke findes et eneste Jehovas vidne. Med så stor en befolkning der skal have den gode nyhed forelagt, har forkynderne her et stort distrikt. Nogle områder bærer megen frugt. Ved hjælp af en brochure der hedder Evigt liv i Paradiset!, som for nylig er blevet oversat til kadazan-dusun, lykkedes det fire midlertidige specialpionerer i Sabah på den nordlige del af Borneo at oprette 50 hjemmebibelstudier i løbet af tre måneder.

Det er en kolossal opgave at tilvejebringe bibelske publikationer på de mange sprog der tales i Orienten. Der findes allerede publikationer på sprog som flertallet i det mindste til en vis grad forstår. Men det gør en stor forskel når der udgives noget på folks modersmål. En ældre søster i Kirgisistan forstod ikke russisk, og hun følte sig derfor noget stækket i forkyndelsen. Men da ’Kundskabsbogen’ udkom på kirgisisk, begyndte hun nidkært at bruge den. Det medførte at folk fra andre landsbyer hørte om den og kom for at besøge hende. De kom til fods, på cykel eller i æselkærre. Denne forkynder har nu adskillige bibelstudier og er meget taknemmelig for at hun har noget på sit eget sprog som hun kan bruge når hun forkynder den gode nyhed.

 Europa

I mere end 100 år har Jehovas vidner forkyndt den gode nyhed i Europa. Mange forkyndere fra Europa er flyttet til andre lande hvor der er stort behov. I løbet af 1990’erne har man gjort en særlig indsats for at aflægge et intensivt vidnesbyrd i Østeuropa. I de senere år er der desuden kommet et stort antal immigranter fra lande hvor der er relativt få Jehovas vidner, til Europa, hvor der er mange forkyndere som med glæde tager imod dem og giver dem del i den gode nyhed om Guds rige. Alt dette bidrager til at der i overensstemmelse med Jesu profeti bliver aflagt et vidnesbyrd „til jordens fjerneste egne“. — Apg. 1:8.

I mange lande tager immigranter med glæde mod budskabet om Riget. Når de lokale forkyndere gør hvad de kan for at give disse mennesker del i sandheden fra Bibelen, åbner Jehovas ånd deres hjerte. Det gjaldt for eksempel en latinamerikansk flygtning i Norge. Han iagttog de pænt klædte mennesker, både unge og gamle, som kom i en rigssal ved siden  af flygtningecentret. Han overværede også selv nogle møder i rigssalen og kunne lide det han så, men han kunne ikke forstå norsk, og der var ingen i menigheden som kunne spansk. Der blev ikke desto mindre oprettet et bibelstudium med ham. Forkynderen gjorde brug af ’Kundskabsbogen’ og Ny Verden-Oversættelsen på norsk; den interesserede mand brugte så de samme publikationer på spansk. De holdt sig nøje til studiematerialet og lagde stor vægt på skriftstederne, og derfor gjorde manden hurtigt fremskridt. Den orden, enhed og venlige atmosfære han oplevede i menigheden, var med til at overbevise ham om at han havde fundet Guds folk.

Efter nogle få måneder ønskede han at blive udøbt forkynder, men på grund af sprogbarrieren kunne de ældste ikke afgøre om han var kvalificeret. Der skulle imidlertid holdes et spansk kredsstævne i Oslo, 2400 kilometer borte. Nogle brødre bidrog med penge til en flybillet så manden kunne overvære stævnet. For de spansktalende ældste ved stævnet var der ingen tvivl om at han var kvalificeret, og ved stævnet var han for første gang med i forkyndelsen. Lige fra begyndelsen gjorde han sig store anstrengelser for at forkynde for andre flygtninge på centret og invitere dem i rigssalen. Det resulterede i at der blev oprettet studier med flygtninge fra Sydamerika, Afrika og Europa. Et år efter at han havde overværet sit første møde i rigssalen, blev han døbt.

Nogle unge tager ualmindelig hurtigt imod sandheden. Det gjaldt for eksempel Marko, en musikstuderende i Finland. En lærer havde fortalt ham at en af de ansatte på musikskolen var et af Jehovas vidner. Marko henvendte sig til hende og ville gerne høre hendes mening om forskellige spørgsmål, men de havde kun begrænset tid til at tale sammen. Samme aften ringede forkynderen til Marko og fortalte at han kunne låne nogle bøger af hende hvis han ønskede flere oplysninger. Han tog straks hjem til hende, hvor hun og hendes mand besvarede  nogle af hans spørgsmål og gav ham brochuren Hvad kræver Gud af os?, ’Organisationsfilmen’ og bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? Efter nogle få dage kom han igen og bad om flere publikationer. Det han sagde, viste at han allerede havde taget det han havde læst, til sig. Denne gang fik han ’Kundskabsbogen’ og en bibel. Man forklarede ham ordningen med et bibelstudium, men han ville gerne først læse bogen igennem på egen hånd. På blot en uge havde han læst hele bogen og slået skriftstederne efter. Inden sit første studium havde han meldt sig ud af kirken. Han begyndte hurtigt at forkynde for slægtninge, venner og lærere på musikskolen. Tre og en halv måned efter hans første studium blev han døbt.

I Estland havde en russisklærer i 20 år været dybt involveret i spiritisme da hun mødte Jehovas vidner. Hun havde taget kurser i hvordan man ved hjælp af et pendul kan finde frem til syge organer. (Pendulet begyndte at bevæge sig når hun stillede spørgsmål om patientens lidelse.) Hun havde overværet et stævne hvor folk fra hele Sovjetunionen der gør brug af ekstrasensorisk perception, havde været til stede. Hun havde også været til møder arrangeret af New Age-bevægelsen. Hvorfor? Hendes mor var meget syg, og hun forsøgte at skaffe hende lindring. Hun vidste at Jesus havde helbredt folk, og hun troede derfor at vore dages healere måtte være Guds tjenere. Hun vidste ikke at kraften til at helbrede kunne komme fra en anden kilde end Gud. (5 Mos. 18:10-12; Matt. 7:15-23) Men dæmonerne begyndte at angribe hende. Hun havde desperat brug for hjælp. Skuffet over andre religiøse grupper kom hun i kontakt med Jehovas Vidner. Der blev med det samme påbegyndt et bibelstudium med hende. Hun lærte hvordan hun skulle bede, og hvordan man står Djævelen imod. Da hun forstod Jehovas syn på spiritisme, brændte hun sine spiritistiske bøger og ødelagde sine fem penduler. I løbet af fire måneder  var hun med i forkyndelsen og hjalp andre til at drage nytte af de sandheder som i så høj grad havde frigjort hende. Nu tjener hun som fast hjælpepioner i taknemmelighed over at tilhøre Jehovas lykkelige folk.

Dámaris, en teenager der er datter af en ældste i Spanien, erkender at det var svært for hende at begynde at forkynde for sine klassekammerater. Men hun lagde mærke til at de fleste af dem røg eller havde problemer med stoffer. Hun vidste at de havde brug for hjælp. Til sidst talte hun med en klassekammerat om virkningerne af stofmisbrug og rygning. Dámaris forklarede at hun havde en bog der kommer ind på emner som interesserer alle unge, deriblandt virkningerne af stofmisbrug. Pigen bad om at måtte se bogen, og den gik fra hånd til hånd i klassen. Omkring en tredjedel af klassen ønskede et eksemplar af bogen Unge spørger — Svar der duer. Det medførte at den første elev som Dámaris forkyndte for, holdt op med at ryge, og det har skabt mulighed for yderligere drøftelser.

Under krigen i det tidligere Jugoslavien måtte vore brødre dér igennem en meget svær tid. Rent materielt er de blevet bragt på fattigdommens rand, men åndeligt set er de rige. Ved områdestævnet i Zagreb i Kroatien var brødrene dybt bevægede over at høre hjertevarmende oplevelser fra Vukovar — en by i Kroatien som var under serbisk kontrol, og som nu igen er under kroatisk kontrol. Nogle af krigens værste ødelæggelser fandt sted i denne by, og de fleste indbyggere, deriblandt vore brødre, måtte flygte fra området for at redde livet. I fire år vidste vore brødre i Kroatien ikke at en søster ved navn Maria var forblevet i byen. Hun forkyndte, i begyndelsen helt alene, og var fra tid til anden i stand til at tage til en nærliggende menighed i Serbien. Hendes nidkærhed under krigen er blevet rigt belønnet. Kan I forestille jer hvor overraskede brødrene ved områdestævnet var over at kunne byde en gruppe på omkring 20 personer fra Vukovar velkommen til stævnet!

 Amerika

Jehovas vidner er som følge af deres nidkære forkyndelse velkendte overalt i Nord- og Sydamerika. Mange beundrer dem for det arbejde de udfører, selv om de ikke personligt vælger at leve efter Bibelens normer. Den praktiske vejledning som Jehovas vidner kan vise dem ud fra Bibelen, gør måske også indtryk på nogle. Jehovas vidner forsøger naturligvis også at hjælpe dem til at lære Jehova Gud at kende og til at forstå at det er ham der står bag denne vejledning, og hvad der er hans kærlige hensigt med menneskene.

Selv om pionererne arbejder flittigt med at fortælle andre om Riget, forventer de næppe at få en medalje for deres arbejde. Det var ikke desto mindre hvad en af vore specialpionerer i Venezuela fik. Carmen Bravo blev en dag overrasket over at modtage en indbydelse fra byens „Páez-kvinders komité“ til en højtidelighed hvor hun skulle modtage en medalje for sit „værdifulde bidrag på det religiøse område“. Hvorfor? Byen Guasdualito har oplevet omfattende  guerilla-aktivitet, men den 70-årige Carmen har en beroligende virkning på folk når hun besvarer deres spørgsmål ud fra Bibelen, leder bibelstudier og spreder bibelske publikationer. Mange i denne by læser Vagttårnet og Vågn op! og sætter pris på disse blade. Myndighederne er desuden imponerede over det antal ægteskaber der er blevet legaliseret som følge af Jehovas vidners forkyndelsesarbejde. Alt i alt betragtes Carmen som et aktiv for samfundet. Hun tog med glæde imod medaljen, men føler ydmygt at Jehova blot bruger hende til at bringe sit budskab ud til folk. — Jævnfør Første Korintherbrev 3:6, 7.

I Puerto Rico mødtes Jehovas Vidner med en bestyrelse bestående af regeringsembedsmænd for at leje et stadion til et stævne. En mand der i mange år havde været med til at give tilladelse til at bruge faciliteterne, bad om at få ordet først. Han fortalte bestyrelsen at det er den ene gang om året hvor Jehovas Vidner benytter stadionet, det får den grundigste rengøring. Året før var noget airconditionudstyr gået i stykker. Efter Jehovas Vidners stævne opdagede han at de havde repareret anlægget uden beregning. De havde også repareret nogle af de elektriske installationer og udført vvs-arbejde. Desuden var parkeringsområdet blevet holdt pinligt rent. Bestyrelsen vedtog at lade Jehovas vidner bruge stadionet gratis til deres kommende stævne.

Som følge af den store narkohandel i et meget fattigt område på Haiti gennemsøgte og ødelagde nogle soldater flere huse. Men da de så bladet Vagttårnet og andre af Selskabets publikationer i Annas hjem, sagde de: „Vi skal ikke ødelægge dette hus. Jehovas vidner giver sig ikke af med narkohandel.“ Da en nabo så dette, skyndte hun sig at løbe ind til sig selv og lægge nogle af sine protestantiske religiøse bøger frem. Da soldaterne kom til hendes hus, fortalte hun dem at de ikke behøvede at gennemsøge hendes hus, for hun havde også religiøse  bøger. De så på bøgerne og sagde: „Nej, det er ikke de samme.“ Derefter ødelagde de huset. Anna var endnu ikke et af Jehovas vidner. Men efter denne oplevelse bad hun Jehova om at hjælpe hende til at rette sit liv ind efter hans retfærdige normer. Hun er i dag et døbt Jehovas vidne.

I menigheden i El Cruce de Cajamarca i Peru mødte en specialpioner Rafael. Han og hans familie indvilligede i at studere ’Kundskabsbogen’. På grund af afstanden til hans hjem blev studiet ikke holdt hver uge til at begynde med. Ved det første studium blev broderen overrasket over at Rafael ikke troede på treenighedslæren, et brændende helvede eller „helgenerne“. Da pioneren spurgte ham hvordan han havde fået denne forståelse, svarede han: „Ved at læse den her bog,“ hvorefter han viste ham ’Paradisbogen’. „Men det er ikke nok at læse den,“ tilføjede han. „Jeg har brug for at nogen hjælper mig.“ (Jævnfør Apostelgerninger 8:31.) Anden gang studiet blev holdt, sagde Rafael at han og hans kone hver søndag besøgte deres naboer for at fortælle dem om det de selv havde lært. Tredje gang pioneren kom på besøg, fandt han ud af at Rafael aflagde hyrdebesøg i overensstemmelse med vejledningen i Vagttårnet for 15. september 1993, det samme blad pioneren brugte når han aflagde hyrdebesøg. I løbet af kort tid blev både Rafael og hans kone udøbte forkyndere, og i august blev de begge døbt.

Mens antallet af forkyndere i Mexico i de senere år er steget i et tempo som næsten tager vejret fra én, har afdelingskontorets juridiske afdeling også arbejdet flittigt for at sikre at man respekterer vore brødres rettigheder. Man har blandt andet sørget for at have en stadig kommunikation med myndighederne for at tilkendegive at vi er villige til at løse problemer på en fredelig måde. For eksempel deltager Jehovas vidner ikke i religiøse højtider. Det kom der i staten Chiapas en retssag ud af som blev afgjort i Jehovas Vidners favør.  Samtidig fik brødrene mulighed for at gøre det klart at vi er meget villige til at udføre samfundsopgaver som ikke er af religiøs eller politisk art. De myndighedspersoner der tog sig af sagen, var meget imponerede over den renlighed, værdighed og respekt der kendetegner disse ydmyge bønder, som er Jehovas vidner.

For en ældste i Maine i USA er forkyndelse på skibe en af de mest produktive grene af hans tjeneste. Ved en lejlighed forkyndte han for overstyrmanden på et skib fra Filippinerne. Som følge af det manden selv havde læst i sin bibel, havde han allerede meldt sig ud af den katolske kirke. På det første besøg talte ældstebroderen med ham om traktaten Et godt familieliv. Da skibet kun var i havn i fire dage, aflagde han det første genbesøg samme aften, og han besøgte siden manden yderligere to gange. Vores broder tog seks af Selskabets videofilm med. Samtalerne og videofilmene gjorde så stort et indtryk på denne styrmand at han indså at han måtte gøre væsentlige forandringer i sit liv. Han gav udtryk for sit stærke ønske om at lære mere om Guds ord og leve efter det.

Af de 37 områdestævner der skulle holdes i Canada i det forløbne år, blev de 9 holdt i provinsen Quebec. Et af stævnerne blev holdt i Quebec City og blev overværet af 9213. Fem andre blev holdt i fem på hinanden følgende weekender i Sherbrooke. I alt blev de ni stævner i provinsen overværet af 32.181. Meget har forandret sig siden 1940’erne og 1950’erne, hvor Jehovas Vidner blev forfulgt i dette område. Dengang blev i hundredvis arresteret. Nogle blev udsat for pøbeloverfald. Men de fortsatte med at adlyde Gud som deres hersker; de nægtede at holde op med at fortælle folk om Guds rige. Som følge af deres vedholdenhed blev lovgivningen i Canada ændret så alle canadiere i højere grad fik sikret deres rettigheder. I dag findes der 12 blomstrende menigheder i Quebec City og 4 i Sherbrooke. Jehova har velsignet sine tjeneres loyale og uophørlige tjeneste.